VII.

85Kristine sad hjemme i den lune Stue og skrev Brev til Faderen, – det vil sige til Lodsoldermanden; thi Njædel kunde ikke læse Skrift.

Farbror Anders havde netop fulgt Statsraaden tilvogns, og derpaa var han gaaet ud, som han pleiede om Aftenen; han havde saa meget at gjøre.

Bedst som hun sad og stirrede i Lampen, forat finde paa noget, hun kunde skrive om, bankede det paa Døren, og Doktor Bennechen traadte ned i Stuen.

«Omforladelse! – er Far kjørt til Ballet? –» spurgte han.

«Ja – for et Øieblik siden,» svarede Kristine.

«Aa – det var leit; jeg vilde kjørt med.»

Dette var nu en stor Løgn af den skikkelige Doktor; thi i Virkeligheden havde 86han staaet paa Gadehjørnet og ventet, til Vognen kjørte afsted.

Men da han nu stod ved Maalet for sin Intrige, blev han helt hjælpeløs; og han vilde uden Tvivl være gaaet igjen uden at mæle et Ord mere, dersom ikke Kristine havde sagt: «Kanske Vognen kommer tilbage igjen.»

«Ja – kanske det! – det gjør den vist,» udbrød Doktoren.

Begge lod, som de troede dette, skjønt de vidste, at det var en leiet Vogn; Statsraaden holdt selv bare en aaben Enspænder.

«Vil De ikke sætte Dem ned, mens De venter –» sagde Kristine; Farbror Anders havde informeret hende, saaat hun kunde sige De til Folk.

Doktoren takkede og lukkede Døren efter sig.

Johan Bennechen havde en vis Lighed med Faderen; men der var isandhed ikke noget imponerende ved ham. Tvertimod – han saa ud som det, han var: en skikkelig Fyr, lidt dum og meget godmodig; desuden var han halt paa det venstre Ben.

Doktoren begyndte at tale med den unge Pige, idet han blev staaende midtveis mellem Døren og Bordet. Han var vant til at snakke med alslags Folk, saaat Kristine forstod ham godt; de kom snart i en livlig Passiar om 87Forholdene hjemme i hendes Bygd, Sammenligninger med Byen og sligt noget.

Hvergang han sagde noget morsomt, bøiede hun Hovedet og lo; og Lyset fra Lampen faldt over hendes prægtige rødpurrede Haar, som hun havde efter Faderen. Hun syntes ogsaa at have arvet hans Kjæmpeblod, thi Skuldrene vare brede, Brystet høit og kraftigt, og naar hun stod opreist, var hun jævnhøi med de fleste Mænd.

Udenfor var det en blæsende kold Høstaften. Men i Stuen var Tepperne netop lagt paa, i Ovnen brændte det saa smaat; der var saa koseligt og lugtede saa rent.

Doktoren var i Selskabsdragt under Overfrakken; han slog denne tilside, og tilslut satte han sig endogsaa halvveis paa Bordkanten støttet mod Væggen.

Hvergang de hørte en Vogn, sagde de: «der er den»; og naar Vognen rullede forbi sagde de: «Nei – det var ikke den!»

Med et bankede det, Døren gik op, og Alfred hoppede ned i Stuen med et lystigt «Godaften»! men da han opdagede Broderen, blev han først meget flau, derpaa lo han ondskabsfuldt: «Ei ei! – en tête à tête! – eller er Frøken Kristine syg?»

Kristine, som tog dette for en Spøg, vilde svare; men hun standsede ganske forbauset, 88da hun saa, hvor alvorlig Doktoren var bleven.

«Jeg vilde vente paa Vognen, – jeg tænkte, den kom tilbage,» sagde Johan klodset.

«Hvilket mageløst Paafund! – hvor Amor dog gjør opfindsom,» raabte Alfred og tog sin Lorgnet paa, «saa du vilde vente! hvor udspekuleret fint!»

«Jeg skal frabede mig dine nærgaaende Bemærkninger – Alfred.»

«Se se! – frabede! – saa det skal du! – kanske jeg turde udbede mig – forat blive i Stilen – en mindre eventyrlig Forklaring af din halte Nærværelse her paa denne Tid?»

«Hvad kommer det dig ved?»

«Se se! – Stilen bliver mere folkelig. Jeg spørger hellerikke saameget for min egen Skyld; thi jeg trænger ikke yderligere Oplysninger, Situationen er mig fuldstændig klar – fuldstændig klar –» han saa fra den ene til den anden, «men jeg ved, det vilde interessere Mama at vide, hvad det er, hendes Førstefødte gaar og lurer efter i Huset, naar alle ere ude.»

«Jeg lurer ikke! – pas dig – Alfred!» – raabte Johan og gik et Skridt frem.

«Lad os ikke besudle disse Pauluner med 89Broderblod,» svarede Alfred bestandigt smilende, idet han forskansede sig bag en Stol.

Kristine nærmede sig til Doktoren og vilde sige noget. Men han vendte sig mod hende – ganske bleg i Ansigtet og sagde: «Vær ikke ræd! – jeg beder Omforladelse; det var ikke min Skyld – dette, Godnat! Kom Alfred! – lad os gaa.»

«Os?» spurgte Alfred overlegent og gjorde Mine til at sætte Hatten fra sig.

Men da tog Doktoren ham i Skulderen med et Tag, som ikke kunde modsiges, og før Extraskriveren fik samlet sig, var han oppe af Kjælderen og helt ude paa Gaden.

Kristine stod igjen og hørte Brødrene gaa bort forbi Vinduerne; et enkelt Ord naaede hende, indtil Lyden døde hen. Hun var ogsaa bleven bleg, og i den venstre Tinding viste der sig en Fordybning og et rødt Mærke; det var Arret efter det Stød, hun fik hin Nat, da Skredet rev bort hendes Moder og Søskende.

Brødrene gik og vexlede onde Ord til det første Gadehjørne, hvor de skiltes uden Godnat. Johan gad ikke gaa paa Bal nu. Han gik lige hjem til sin Leilighed. Thi han var flyttet hjemmefra for en Tid siden, fordi Statsraadinden ikke taalte at møde hans simple Patienter i Trappen.

90Der skulde just spises, da Alfred naaede tilbage til Ballet.

«Hvor har du været?» – spurgte Hiorth.

Alfred gjorde en hemmelighedsfuld Grimace, hvilket foranledigede hans Ven til at puffe ham i Siden med mange venskabelige Skjældsord. Derpaa trængte de sig frem til Drikkebordet, thi Hiorth paastod, at Alfred trængte til «en ordentlig Stiver ovenpaa».

Der var dækket i den lille Sal og indover i de tilstødende Værelser. Først forsynede de ældre Damer og Herrer sig, dernæst lod de dansende Damer sig betjene af sine Kavallerer; men før disse vare halvfærdige, begyndte de yngre Herrer for egen Regning at trænges om Bordene. Lig en tæt Sværm af sorte Fluer besatte de Randen af det første Bord, derfra fløi en Flok til det næste, rykkende frem ustandseligt, ubønhørligt som Ægyptens Græshopper, kastende sig over Fade og Tallerkener, snusende, gravende, tyggende, slubrende, opslugende alt i Taushed under en Raslen med Knive og Gafler som af en eneste stor flittig Spisemaskine.

Den unge, undselige Student Hansen havde – jeg ved ikke hvor – fundet en Flaske Sherry. Ikke før lugtedes det blandt Græshopperne, før en Utallighed af Drikkekar straktes hen imod ham. Og i sin store Godmodighed 91skjænkede og skjænkede han, indtil han stod igjen med sit tomme Glas og den tømte Flaske.

Herover blev der leet hjerteligt, men kort; der var ingen Tid at spilde.

Kjødboller i skarp Sauce, fyldt Kaalhoved, Fiskeboller, Kjødkager, forloren Skildpadde, opskaaren Fuglesteg med smaa stegte Poteter – alt forsvandt som i hemmelige Faldgruber.

Fætter Hans stod ved en Kjødpudding med Asperges og rørte sig ikke, skjønt han var øm i Ryggen af Puf. Ved Siden stod Kandidat Smith med en Appetit, som han syntes at have bragt med lige fra Jotunheimen; han spiste Filet de boeuf med Theske; thi han vovede ikke at gaa efter en Gaffel, saalænge der endnu fandtes en Champignon.

Extraskriverne Hjort & Bennechen havde derimod baaret sig fiffigere ad. De posterede sig ved Kjøkkendøren og overfaldt Tjenerne, som bar nye Fade ind. Derpaa trak de sig tilbage til Tobaksbordet, som de havde ryddet lidt, og der spiste de og drak af nogle Flasker, de holdt skjult bag Portieren.

De værdigste blandt Herrerne havde fundet Plads i Værtens eget «Arbeidsværelse» med særskilt Opvartning. Inde blandt Damerne 92ferdedes Delphin, og i Salen gik nogle unge Piger, der foragtede Mad og alle, som spiste.

Efterhaanden blev de fleste af Damerne færdige, medens Græshopperne udstrakte sine Hærjinger helt ind i den lille Sal til de egentlige Dameborde, hvor endnu et Par ældre Fruer snusede omkring efter Aspergestopper og de hvideste Stykker af Hønsebrysterne.

Værtinden var sig bevidst, at hun havde Mad nok; alligevel fik hun som en Ængstelse, da hun saa udover den utrættelige Mylder; og en, som stod tæt ved, hørte hende mumle: «Kors bevars! er det ikke justsom Maten dætter i dom!»

Fru Falck-Olsen havde stundom slemme sproglige Tilbagefald, helst naar hun var bevæget.

Ud fra Grossererens Arbeidsværelse lød der Støi og Snak, hvergang Tjeneren gik i Døren. Hiorth & Bennechen, som sad i Nærheden, opsnappede enkelte Ord, saavidt de forstod, at der førtes en politisk Diskussion derinde.

«Den Falck-Olsen er dog et Fæ, hvorledes man saa snur ham,» sagde Bennechen mellem to Mundfulde, «han lærer da aldrig at invitere et Selskab.»

93«Hæ?» – svarede Hiorth, «Alverden er her jo.»

«Du er en Tosk – Jonas! Skaal! det er jo netop Feilen; han beder Rub og Stub. Du kan vide, hvor ubehageligt det er for Far at være nødt til at mødes med alskens Rabulister, som her kommer.»

«Det har jeg s’gu aldrig tænkt paa –» mente Hiorth dybsindigt.

«Forleden Dag hørte jeg Far sige til Falck-Olsen: dersom De ikke vil tage et bestemt Parti – saa –»

«Hvad saa?» – spurgte Hiorth begjærligt og rakte sig fremover.

«Aa du er en Tosk – Jonas! han sagde ikke mere; men du kan da begribe, hvad det vil sige.»

«Ja – naturligvis! – hm! – nei men Død og snyde – du! sagde Statsraaden virkeligt det?» – Hiorth smilede og blinkede listigt til sin Ven.

Til Françaisen efter Bordet spillede Orkestret Melodier af «le petit duc». Dansen gik med sprudlende Liv; der var næsten ikke en eneste Pukstenshugger at se.

Den lystige Musik priklede dem i Blodet, som Mad og Vin havde sat i Fart. Kandidat Smith nynnede i etvæk et franskt Refrain 94fra Operetten, som han havde lært af en, der kom fra Paris.

Caroline Hjelm, som var hans Dame, plagede næsten Livet af ham, forat faa vide, hvad han sang. Men Kandidat Smith paastod, at det ikke lod sig sige paa Norsk.

Den modige Caroline forsikrede, at hun kunde taale en hel Del af den Sort; men han blev ved med sit Refrain, indtil hun erklærede, at nu forstod hun det næsten.

Det var denne Dans, Delphin skulde danse med Hilda Bennechen. Han havde næsten glemt, hvorfor han havde engageret hende. I de første Ture var han derfor lidt skjødesløs, snakkede mest med Fru Hjelm, som sad i Døren bag de Dansende.

Hilda Bennechen mærkede dette strax, og det smertede hende. Hele Aftenen havde hun halvveis glædet sig til og halvveis gruet for denne Dans.

Hjemme behandlede Kammerherren hende venligt, men alligevel mest som et Barn; han havde jo ogsaa kjendt hende, før hun blev konfirmeret.

Mangengang havde hun nok tænkt sig, at det skulde være morsomt at faa danse med ham. Nu følte hun sig usigeligt skuffet; hun mindedes alle de spidse Ord, hun havde døiet af sine Veninder, og hun ønskede 95oprigtigt, at hun aldrig havde opnaaet denne Udmærkelse.

I tredie Tur spurgte han hende om et eller andet. Hun saa op, idet hun svarede, og Kammerherren sagde til sig selv: «men hun har jo Øine!».

Efter denne Opdagelse fortsatte han Samtalen med mere Interesse, forat faa hende til at se op. De trohjertige brune Øine vare blanke, og efterhvert som hun førtes med i den muntre Tone, han angav, fik det lille stygge Ansigt et Liv, som klædte det godt.

Da Dansen var slut, sagde han: «Nei men Kjære! – hvorledes hænger dette sammen? Vi har da slet ikke danset mere end fire Ture – i det høieste.»

Hun saa lidt mistroisk paa ham, men svarede derpaa leende: «Det kommer af, at De dansede de to første Ture med Fru Hjelm.»

Georg Delphin forstod at sætte Pris paa et godt Svar. Han saa overrasket paa hende; men idetsamme blev de tiltalt af et andet Par, og der dannede sig en Gruppe omkring dem. Men inden Kammerherren forlod sin Dame, havde han udbedet sig den første Française efter Bordet for alle de kommende Baller i Saisonen.

Nu var Dampen oppe. Dansen gik med 96et Liv og en Lystighed, saa man aldrig skulde troet, at det var Pukstenshuggerne fra første Vals. Stemningen naaede sit Høidepunkt, da Desserten blev serveret lidt over Midnat med Champagne.

Ved dette Tidspunkt holdt altid Statsraaden en Tale for Huset; – en kort, statsmandsmæssig Tale uden blomstrende Ord. Saadanne smaa, reserverede Taler holdt Statsraaden gjerne, medens han i Samtalen mest ytrede sig ved Haandbevægelser og et diskret Smil, som han anvendte med stort Maadehold.

For Damerne talte en ung Digter, der nylig havde udgivet et Bind under Titel: «Lumre Linier». Talen var ogsaa paa Vers og vandt stort Bifald; skjønt Damerne fandt, at den var græsseligt trist.

Derpaa optraadte pludseligt til sine Venners Forfærdelse den blonde Kandidat Smith med en glødende Skildring af Jotunheimen. Det er aldrig bleven opklaret, om det var Vin eller Elskov, som drev ham til dette Skridt. Men vist er det, at selve Talen kunde give Anledning til mange Formodninger.

Thi bedst som man var meget høit tilfjelds – Taleren nævnte endogsaa hvormange hundrede Fod – mellem Afgrunde og Bræer, kom der noget om et Øienpar og en Alfeskikkelse, 97som enkelte senere har paastaaet skulde være Caroline Hjelm. Hvorom alting er, var det vist gaaet med denne Tale som der staar i Eventyret: er den ikke slut, saa varer den endnu, hvis ikke den lange undseelige Student Hansen pludseligt var faret iveiret som en bleg Raket med Udraabet: «Leve Jotunheimen!»

Under den Latter, som nu opstod, blev Skaalen drukket til Talerens store Fortrydelse.

Men med Student Hansen havde det taget en sørgelig Vending. Thi da han efter Bordet kom over en Flaske Portvin, tænkte han, at nu skulde de ikke lumpe ham. Derfor gjemte han sig bag en Etagère og drak Glas paa Glas, forat hævne sig. Men Portvinen viste sig beklageligvis endnu lumskere end Student Hansen, og da han med løftet Pande skred over Gulvet, forat engagere midt i Françaisen, kom en af hans Venner løbende og trev ham i Armen: «Men Hansen da! – du er jo piggende fuld – Gut!»

Denne ukjærlige Tiltale gjorde et saa smerteligt Indtryk paa Student Hansen, at han fra sin stolte Stemning med en Gang sank ned i den sorteste Fortvivlelse.

Af denne var det, han for op og ødelagde Kandidat Smiths Tale.

98Kotillonen var vild. Flere opførende Par blandede Ture i den rummelige Sal, for derpaa omkring i en stormende Gallopade.

Den skrækkelige Hans havde forfulgt sin Kjæreste med stive Øine den hele Nat; og da Louise tilslut – halvt puffet frem af Caroline begav sig over Gulvet, forat tale med ham, vendte han hende Ryggen og gik hjem.

«Aldrig bryd dig om ham –» trøstede Caroline, «han er ved Gud saa ækel – saa.»

Louise stod en Stund sønderknust; men da hendes Kavaller nærmede sig, hviskede hun til sin Veninde: «Jeg morer mig saa mageløst, at jeg gjerne kan tage lidt Skjænd imorgen.»

Og efter denne letsindige Tale lod hun sig hvirvle afsted.

Klokken blev fire. Indpakkede Mødre stod i Entreen og Forværelserne halvdøde af Træthed og ventede paa Døtre, der bare skulde danse en eneste Gang til. Fædrene stod med Frak paa, Cigaren i Munden og vævede om Toddybordet.

Men inde i Salen dansedes der, somom det gjaldt Livet. Parrene for afsted som besatte i den støvede Luft, hvor de nedbrændte Lys flammede og oste. Rundtomkring under Stole og Sofaer laa Strimler af Damekjoler, visne Buketter, Dansekort og svede Lommetørklæder; 99og i den tykke Luft var der en blandet Lugt af Mennesker, Støv og gammel Pomade. Men Pukstenshuggerne stormede afsted med Haaret nedi Øinene og Halstørklædet paaskakke; medens Damerne hang som lange Filler af Tüll og Tarlatan og slog om Kavallerernes Ben.

Den, som havde holdt sig bedst, var Sofie Falck-Olsen. Hendes Pynt, hendes Hansker, hendes Haar var glat og urørt, somom hun kom fra Toilettebordet, og det forbindtlige, velopdragne Smil var ikke veget fra hendes Ansigt. Alligevel var hun misfornøiet med Aftenen. Delphin havde slet ikke nærmet sig; Alfred Bennechen var utaalelig, Jonas Hiorth modbydelig.

Endelig blev man færdig med at sige Godnat, og de sidste Vogne rullede bort. Grossereren tændte sig en frisk Cigar og strakte sig i en Lænestol. Men Fru Falck-Olsen aabnede sit Snørliv og satte sig ved nogle Levninger af Desserten, idet hun svor paa, at hun var sulten som en Ulv.

Sofie klædte sig omhyggeligt af og skjændte frygteligt paa Louise, der hulkede sig isøvn.

Men oppe paa Hiorths Værelse blev de to Venner siddende en Times Tid ved en Flaske Punch. De vare i en høitidlig, rørt 100Stemning og lovede hinanden under Taarer, at deres Venskab skulde vare evigt, – ikke engang deres fælles Kjærlighed til Sofie skulde formaa at skille dem. Derfra kom de over paa Barnedaaben, hvorom de disputerede meget heftigt, indtil de skiltes udpaa Morgenen.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.