Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

X.

134Oldermanden havde hele Vinteren travelt med at skrive Breve for Njædel. Først til Kristine, saa til Anders om denne «Sagen», som aldrig fik nogen Ende. I Oldermandens Hoved begyndte der at røre sig en liden Mistanke til denne Farbror Anders; det kunde aldrig hænge rigtigt sammen med alle disse Penge, som uafladeligt krævedes. Men allermindst huede det ham, hvad Anders skrev om Kristine i de sidste Breve.

Men det kunde ikke nytte, at sige et ondt Ord om Broderen; thi Njædel blev bare sint. Og saa maatte Oldermanden sende Njædels Spareskillinger afsted, og da de tog Ende, maatte han hjælpe ham til Laan.

Njædel var bleven ligesom besat af den «Sagen»; han tænkte ikke paa andet, og hver Dag ventede han paa, at der skulde komme Bud fra Kongen, at han – Njædel – havde Ret.

135Ligeledes maatte Oldermanden give Kristine de Raad og Formaninger, som Farbror Anders sagde, hun tiltrængte; thi Njædel forlangte paa det bestemteste, at der skulde skrives til hende aldeles som han Anders vilde, for han Anders var den, som forstod det, og den eneste, som vidste Raad for alt.

Derfor havde Kristine megen Møie med at forstaa Oldermandens Epistler; men hun fik en ubestemt Følelse af, at alt ikke stod saa godt til hjemme, skjønt der altid stod i Brevene, at Njædel havde det bare godt i alle Maader. Men endnu underligere var de mange Vink og Hentydninger til hende selv. Saaledes sad hun en Dag i Februar og grundede over et Sted i Oldermandens sidste Brev:

«Jeg har levet længe og seet megen Sorg og Sult formedelst Elskov og Bedrageri, naar han var af fine Folk, for de er ikke til at stole paa med Pigerne; men du skal bede at dit Hjerte maa henføres fra den korte Elskovs Lyst og til en forstandig Mand, om han end er noget gammel, saa gjør det ikke noget, naar det er overstaaet, hvorimod et godt Udkomme er efter min Formening den største Gevinst og Fordel nota bena i Længden.»

Kristine sad endnu med Brevet i Haanden, da hun saa Frøken Hilda gaa forbi 136Vinduerne oppe paa Gaden og bøie ind i Porten. Det var en saa sikker Vane hos Hilda at komme indom, naar hun kom fra Byen, at Kristine halvt i Tanker reiste sig og aabnede Døren.

Hilda vilde først gaa forbi; men efterat have seet sig forsigtigt om til alle Kanter, smuttede hun ned og lukkede Døren efter sig. Kristine betragtede hende forbauset.

«Du maa ikke sige til nogen, at jeg har været her – Kristine! Mamma har forbudt mig at gaa til dig.»

«Hvorfor?» – spurgte Kristine alvorligt.

«Det kan jeg ikke sige,» svarede Hilda og saa bort, «men jeg er vis paa det er ikke sandt, hvad Mamma siger.»

«Hvad siger din Moder?» – gjentog Kristine i den samme alvorlige Tone.

«Aa nei – ikke spørg mig Kristine! –» bad Hilda og vilde gaa igjen.

«Jeg vil vide det –» sagde Kristine og greb hende i Armen.

«Hun siger, vi gaar altfor ofte herned –»

«Hvem?»

«Jeg – og – og –»

«– og? – hvem andre?»

«Gutterne – Johan især, siger Mamma; men jeg tror det slet ikke; jeg er bare saa ræd Mamma. –»

137Kristine slap hende, og da Farbror Anders idetsamme kom ind, smøg Hilda ud igjen, – forvirret og ulykkelig over det, hun havde gjort.

Men Kristine stod ganske bleg med knyttede Hænder; nu begyndte hun at forstaa. Det var det, man beskyldte hende for, at hun lokkede Husets Sønner til sig. Det var den største Skam, hun kunde tænke sig: at lokke Mandfolkene til sig; «helst Johan» – havde Frøkenen sagt; Doktoren – Statsraadens ældste Søn! – og det skulde hun have gjort.

«Jeg vil hjem – Farbror Anders.»

«Saa vilde det se ud, somom de havde Ret,» svarede han roligt.

«Ved du det ogsaa?» – raabte Kristine, «men hvad er det da, jeg har gjort?»

«Du har Gud ske Lov ingenting gjort – kjære Kristine! – og du skal ikke være ræd. Jeg skal nok passe paa dig. Det har jeg ogsaa sagt til Statsraaden.»

«Statsraaden; – ved han det ogsaa! – jeg vil hjem; lad mig komme hjem Farbror –» bad Kristine bønligt.

«Jeg er ræd, at de derhjemme skulde synes, det var leit, om du kom hjem af den Grund,» sagde Farbror Anders.

Af den Grund – gjentog Kristine for sig 138selv; Oldermandens Vink og Advarsler dukkede op for hende; det hele forvirredes, hun følte sig ganske hjælpeløs.

«Men hvad skal jeg da gjøre,» udbrød hun og lagde Hænderne sammen.

«Du skal slet ikke ængste dig – Kristine! – jeg skal nok være Mand for at forsvare dig baade mod Statsraaden og Fruen; og hvis nogen fornærmer dig eller gjør dig Fortræd, saa kom bare til mig;» ved disse Ord rettede Farbror sig op og trykkede hendes Haand med et trofast Tag.

Det beroligede hende. Det var dog godt, at hun havde Farbror Anders at stole paa; alle de andre fik hun Frygt for, og hun bestemte sig til at holde sig dem alle fra Livet.

Kristine tog igjen fat paa Oldermandens Brev og satte sig til at besvare det; hun vilde ikke, at de skulde ane derhjemme, at noget var iveien:

«Kjære Fader og Lodsoldermanden! – mine Tanker ere næsten altid hos Eder; men om jeg ogsaa længes hjerteligt og vemodigt mangengang, saa maa jeg dog altid takke Gud, at jeg har det saa godt til Legeme og Sjæl. Først maa jeg fortælle, at Farbroder siger, at nu staar det til Forbedring med Sagen; han vil selv skrive en af Dagene, men 139har saa travelt, og han siger, at han stræver svært med Sagen til Far, og at der burde flere Skillinger til, naar det skulde gaa rigtigt fort. Men alle her siger, at Farbroder Anders er den flinkeste i Departementet, og han er meget snil mod mig, og jeg har det godt i alle Maader.

«Her er ikke nogen Sjø, men gult Vand, som lugter ondt og ikke som Sjøen hjemme; men en forskrækkelig Mængde Skibe og store Huse af Sten og Trær, som er saa høie, at jeg har aldrig seet sligt før. Men nu maa jeg slutte med kjærlig Hilsen til min kjære Fader og Lodsoldermanden

fra din hengivne Datter

Kristine.»

– Hilda Bennechen havde nogle Veninder til The om Eftermiddagen; skjønt hun var lidet oplagt til at holde Selskab. Hun baade ærgrede sig og sørgede over sit Besøg hos Kristine; men hendes Frygt for Moderen var i Virkeligheden saa stor, at hun skjælvede for hende som en liden Pige, uagtet hun nu var voxen for længe siden.

Fra ganske liden havde hun hørt, at hun var mislykket. Hun havde vænnet sig til at opfatte Moderens Sorg over den eneste Datters Hæslighed mere som en Bebreidelse 140end som en Beklagelse. Og deri var Fru Bennechen for største Delen selv Skyld.

Thi hun, som selv var saa smuk og som fremfor alt satte Pris paa et godt Udvortes, kunde blive utaalmodig og beklage sig bittert over, at netop hun skulde have den Straf at sætte en saadan Datter i Verden. Og mangengang under Hildas Opvæxt hændte det, at Moderen, naar hun havde pyntet hende paa det bedste, tilslut kastede alt, brast i Graad og raabte: «Hvad hjælper det saa altsammen? du er og bliver mislykket – uforbederlig mislykket!»

Alle Moderens Taarer brændte sig dybt ind i Hildas bløde Sind. Og alt, som med Aarene vilde voxe frem i hende, forkrøblede i Modløshed, og hun blev saa ræd sin Moder, at hun næsten ikke turde røre sig, naar Fru Bennechen var tilstede.

Frøken Hilda var 23 Aar. Hjemme i Huset fik hun ikke Lov til at bestille noget; der var Husjomfru; og i Selskabslivet blev hun paa Grund af sin Hæslighed kun taalt, – udsat for de utallige bitre Smaakrænkelser, der saa rigeligen falde af for de stygge og ubetydelige, der samles i Krogene.

Hendes eneste Glæde var igrunden Johan; de to mislykkede holdt sammen. Engang havde hun faaet Lov til at gjennemgaa et 141Gouvernantekursus; – Statsraaden fandt, at man «til en vis Grad» burde opmuntre Kvindens Uddannelse –; men da hun ved anstrængt Flid – thi hun var ikke synderligt begavet – havde arbeidet sig sammen en respektabel Mængde Kundskaber, fik hun ikke Lov til at aflægge Examen; det passede ikke for hende. Dermed var den Historie ude.

Hilda Bennechen var hverken lykkelig eller ulykkelig. Hendes Liv var i Virkeligheden ganske fladt – fladere endogsaa end en Dames Liv pleier at være i hendes Forhold; thi om hendes Udseende kunde der ikke være delte Meninger, saaat hun helt savnede de smaa Triumfer eller Nederlag, der ellers pleier at følge Ungdommen. Hun havde en Gang for alle lidt et kapitalt Nederlag: at være født som hun var; og den Kreds, hvortil hun hørte, havde ikke yderligere nogen Chance at byde hende.

Derfor havde Delphins Tilnærmelse i Løbet af den sidste Vinter gjort et saa stærkt Indtryk paa hende. Han forsømte aldrig Françaisen efter Bordet, naar de mødtes paa et Bal, og de blev efterhaanden gode Venner.

At ærte hende med Kammerherren var almindeligt blandt hendes Veninder, og Sofie Falck-Olsen begyndte ogsaa idag, da Damerne 142vare komne tilro om Thebordet: «Hvordan var det egentlig, det hang sammen med Kammerherre Delphins Forlovelse? – du Hilda! maa vist vide Besked om det?»

«Jeg? – hvorfor skulde jeg vide det? – spurgte Hilda og blev rød.

«Gud! – du er jo den eneste af os yngre ialfald, som nyder den Udmærkelse at faa danse med Kammerherren.»

«Du maa saamænd ikke tro, at jeg holder paa ham. Jeg siger tvertimod hver Gang, at han slet ikke maa plage sig med den Française, hvis han ikke har Lyst –» forsikrede Hilda.

«Aa – jeg kan saa godt tænke mig, han synes, han maa holde ud, naar han først engang har begyndt. Men forresten –» tilføiede Sofie lidt ondskabsfuldt, var det jo aabenbart en Spøg første Gang; det var paa vort Høstbal – saavidt jeg husker.»

«Jeg kan fortælle om Delphins Forlovelse,» raabte nu Caroline Hjelm, som havde været optaget med at høre et Skriftemaal af Louise henne i Sofaen; «han blev forlovet med en Kusine af Mamma, men otte Dage efter tvang Familien hende til at hæve Forlovelsen; nu er hun forresten gift med en Proprietær i Sverige.»

«Ja Tak! – det vidste vi før –» svarede 143Sofie overlegent, «men hvorfor tvang de hende til at slaa op?» – Sofie følte en nervøs Interesse for alt, hvad der angik Delphin.

«Ja tror du ikke, jeg ved det ogsaa? –» svarede Caroline, «det var endda, fordi det kom op, at Delphin havde havt en fæl Historie med en gift Kone derhenne paa Vestlandet, hvor han var Fuldmægtig. Og jeg kan ogsaa fortælle dig, hvem hun var, hvis du vil vide det, for hun var endda Søster til Kandidat Hiorth, – nu ved du det!»

«Til Hiorth! – hvor heldigt!» raabte Sofie og glemte sin Overlegenhed; «saa kan jeg da faa det hele at vide; for ham kan jeg da vrænge ud og ind som en Hanske.»

«Var det saadan en fæl Historie?» – spurgte Hilda usikkert.

«Af de aller- allerfæleste –» svarede Caroline afgjørende.

«Aa pyt!» mente Sofie, «den har vel ikke været værre end de fleste Mandfolkehistorier af den Art. Der maa saamænd ingen tro, at Herrerne ere saadanne Dydsmønstre; – og det vilde da heller ikke være godt, om de var det.»

«Hvad mener du? Sofie! –» spurgte Louise forfærdet henne fra Sofaen.

«Aa du da med din dydige Hans! – jeg mener, hvad jeg sagde, at uerfarne altfor 144skikkelige Herrer er det kjedsommeligste, – det væmmeligste, jeg ved.»

Denne Sentens blev lagt til Grund for en Debat. Men da de snakkede paa det ivrigste, kom Fru Statsraadinden frem i den halvaabne Portiere og sagde: «Godaften Smaapiger! – nu – her gaar nok Sladderen rigtig for sig! – Pas dig dog – Hilda! – du sætter Koppen udenfor. Her er to unge Kavallerer, som beder om en Kop The, hvis Damerne tillader.»

De Herrer Extraskriverne Hiorth & Bennechen kom nu tilsyne bagved Fruen; thi det var en svoren Aftale mellem disse to Mønstervenner, at de skulde søge at vinde den Elskede under fuldstændigt lige Chancer. Alfred tog derfor Hiorth med, naar Sofie var hos Hilda.

Der var imidlertid blevet mørkt, og Fru Bennechen lod Lamperne tænde i den store Salon, saaat Lyset faldt dæmpet gjennem den halvtaabne Portiere ind i Kabinettet, hvor Ungdommen lo og snakkede.

Alfred førte Ordet med stor Behændighed, og Frøken Sofie lo og koketterede med ham.

Jonas Hiorth havde derimod valgt en anden Methode. Han sad henne i Halvmørket taus og tungsindig, og hvergang hun saa paa ham, fixerede han hende med et 145Blik, som skulde udtrykke: Falske Slange! jeg elsker dig alligevel!

Samtalen blev livlig uden at dreie sig om noget bestemt; man lo, kom med Hentydninger, ærtede hverandre, var ondskabsfulde eller elskværdige, eftersom det kunde falde sig.

Doktor Bennechen kom; men da han hørte Latteren fra Kabinettet, vilde han gaa igjen.

«Nei – kom Johan! – og drik dig en varm Kop The!» – raabte Hilda til ham.

Johan kom da helt ind og hilste paa Selskabet, men trak sig igjen tilbage til Salonen med sin Thekop. Han var i ondt Humør; thi i Porten havde han mødt Kristine, og hun var gaaet ham forbi uden at lade som hun saa ham.

«Min lærde Broder har steget mange Trapper op idag –» raabte Alfred inde fra Kabinettet.

«Hvad mener De med det? –» spurgte Sofie, som kunde høre paa Lyden, at der stak noget under.

«Jo – jeg skal sige Dem, min Broder ynder ikke Trapper; han holder sig helst til første Etage, ja stundom endnu lavere!»

«Det var da uheldigt for en Doktor at være ræd for Trapper,» bemærkede en af Damerne, som ikke forstod Meningen.

146«Aa – De maa ikke gaa irette med min Broders Sympatier og Antipatier; han har i alle Henseender en barok Smag. Ved for Exempel mine Damer, hvorledes hans Ideal af en Kvinde ser ud?»

«Nei – lad os høre! – aa lad os høre –» blev der raabt.

«Alfred! –» raabte Doktoren.

«For det første maa hun være halvfjerde Alen høi – paa Strømperne –»

Damerne lo og klappede i Hænderne; men Hilda forstod, hvor han vilde hen.

«Alfred –» bad hun halvhøit, «gjør ikke det.»

Men han blev ved: «Dertil maa hun have ildende rødt Haar – stridt som en Hestemanke; bondefødt maa hun være og lugte af Fjøs –»

«Alfred – Alfred! –» raabte Moderen halvt leende halvt skjændende inde fra Stuen.

«Aa – aa! jeg ved det! –» raabte Sofie, «det er Kristine – den store Kristine nede i Portnerstuen – ikke sandt?»

Doktoren satte Koppen fra sig, saa det klirrede.

«Ikke forraader jeg min Broders Hjertes Hemmeligheder –» sagde Alfred.

«Sig – er det ikke Hildas nye Veninde 147Kristine? –» spurgte Sofie og bøiede sig over mod ham.

Beruset af den Lykke, han gjorde, fortsatte Alfred: «Aa! det er en hel Roman – forsikrer jeg Dem. Den høibaarne Elsker, den simple, men yderst dydige Pige, Søsteren som fortrolig Veninde –»

«Alfred!» raabte Johan i en Tone, saa det hoppede i dem alle.

«Nei men Johan –» sagde nu Fruen, «hvorledes er det, du bærer dig ad, jeg maa bede –»

«Ja Mor! – jeg har sagt ham det før; dette taaler jeg ikke længer,» sagde Doktoren heftigt og trampede i Gulvet.

«Mamma!» raabte Alfred inde fra Kabinettet, «var det med det lange eller det korte Ben?»

Johan gjorde et Skridt henimod Døren; men Fruen stansede ham: «Men Johan! – er du ikke rigtig klog idag? Fy, skam dig, at du ikke kan taale lidt Spøg. Naar du bare vil bringe Ufred med dig, var det bedre, du holdt dig borte. Nu sad vi saa hyggeligt, før du kom.»

Johan gik. Men det var som Fru Statsraadinden sagde: han havde forspildt Stemningen for dem. Damerne hviskede to og to, 148og ikke engang Alfred formaaede at faa Munterheden igang igjen. –

– Men om Aftenen, da de gik tilsengs, fortalte Fru Bennechen sin Mand Optrinnet mellem Brødrene. Hun fik i en Haandevending hele Skylden over paa Johan og skildrede selve Scenen endnu voldsommere end den i Virkeligheden havde været.

«Synes du ikke nu, det er paatide, at det Fruentimmer kommer væk?» – sluttede hun.

«Jeg indrømmer, at dette ser betænkeligt ud,» svarede Statsraaden; «men hvis Sagen virkeligt er kommen saa vidt, er jeg bange, det lidet vilde nytte, om hun kom bort. Thi med en Natur som Johans, vilde Hindringerne bare opflamme ham – frygter jeg; han vilde efterspore hende og finde hende; og da vilde det sidste kanske blive værre end det første.»

«Ja er det ikke netop det, jeg har sagt for længe siden,» jamrede Fruen, «men aldrig vil du lyde mit Raad; altid skal du –»

«Rolig – bare rolig – kjære Adelaide! – ser du! – kan vi ikke faa hende bort, saa – saa –» han gjorde en liden diplomatisk Pause.

«Hvad saa? –» spurgte hun.

«Nuvel! saa sende vi ham bort.»

149Saadanne smaa Overraskelser var Statsraaden Mester i; Fruen saa paa ham: «Ja ved du hvad – Daniel! – det var kanske ikke saa galt.»

«Bare rolig – som jeg siger – kjære Adelaide! – saa finder man altid en Udvei. Du ved, hvor gjerne Johan vilde til Wien ifjor. Nu kan han faa reise.»

«Og blive længe borte –»

«Et Aar idetmindste, hvis det skal være ham til nogen Nytte i videnskabelig Henseende.»

«Videnskabelig! – din Skjælm!» sagde Fruen spøgefuldt: en Sten var falden fra hendes Hjerte.

Men før de lagde sig til at sove, maatte Statsraaden afgive det Løfte, at saasnart Johan var reist, skulde han tvinge Mo til at sende Kristine bort, saaat hun kunde være ganske afveien og glemt, naar Johan kom tilbage fra Udlandet. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.