XV.

204Doktor Johan Bennechen opholdt sig et helt Aar i Wien. Den eneste, han korresponderede med hjemme, var Hilda; og gjennem hende fik han ogsaa vide udpaa Sommeren, at Kristine var bleven gift med sin Farbror. Fra dette Øieblik skrev han ikke mere hjem, og det var længe hans Beslutning at forblive i Wien eller reise til Amerika.

Men da han havde gaaet og tumlet med sin store Sorg hele Vinteren udover, kom der over ham en saadan Længsel efter endnu en Gang at se hende og om muligt faa en Forklaring, at han reiste hjem i Midten af Marts.

Mangfoldige Tanker og Uvisheder kjæmpede i ham, da han nærmede sig Hjemmet. Alfred var det altsaa ikke, hun havde elsket; men hvorfor ialverden havde hun taget den Gamle?

Uagtet han ikke svarede mere paa hendes 205Breve, var dog Hilda vedblevet at skrive til ham, og saaledes vidste han, at Kristine havde været sygelig i Vinter. Da han gik ind ad Porten i sin Faders Gaard, saa han ikke ned i Kjældervinduerne, men gik lige ovenpaa, forat hilse paa sine.

Fru Bennechen udstødte et Skrig, da hun saa ham; thi hans Hjemkomst var forsaavidt en Overraskelse, som der kun løseligt havde været Tale om, at han kanske kom engang til Vaaren.

«Omforladelse Moder! – jeg burde have telegraferet, –» sagde Johan.

Fruen saa endnu paa ham med et underligt, spændt Udtryk; men da han kom henimod hende med sit gode, tungsindige Ansigt, mumlede hun, idet hun kyssede ham: «Du er saa forandret Johan! jeg kjendte dig ikke strax.»

Hilda kom nu ogsaa ind og kastede sig om Halsen paa ham: «Velkommen – velkommen – kjære Johan! nei – hvor du er forandret.»

«Siger du ogsaa det?» spurgte Johan.

«Du er ti Aar ældre; der er jo graa Haar i Skjægget dit, og – ja sandelig! – du begynder at blive skaldet! – Johan!»

Broderen smilede paa sin sædvanlige tunge Maade; men Hilda gav nøie Agt paa 206ham; hun syntes, han var saa besynderlig, og hun havde aldrig før lagt Mærke til, hvor meget han haltede.

Da Statsraaden kom hjem, havde han en Samtale med sin Kone i Soveværelset; og ved Middagsbordet var baade han og Fruen saa venlige mod den hjemvendte Søn, at Johan følte sig ganske varm om Hjertet; selv Alfred var elskværdig. Det var hans Plan at tale med Hilda om Eftermiddagen; men Fruen sendte Hilda ud i Byen efter et eller andet med det samme, de havde spist.

I skumringen sneg han sig da ned ad Trapperne; men da han kom til de totre Trin, som førte ned til Kristines Dør, kom den gamle Beklemmelse over ham – bare usigeligt smerteligere.

Tilsidst tog han sig sammen og bankede paa. En gammel Pige, som han ikke kjendte, aabnede for ham. Det var den Stue, han saa mange hundrede Gange havde drømt om; hvor han havde ladet utallige Scener og Møder med hende foregaa i Tankerne, mens han var langt borte; først fulde af Haab, – siden – da hun var gift – vemodige; og dog havde han bestandig havt en Følelse af, at hun skyldte ham et Regnskab.

Den kjendte Lugt i Stuen vakte alle hans 207Erindringer, og det var saa vidt, han fik frem: «Er hun hjemme?»

Pigen saa paa ham: «Madamen er derinde.»

Det for gjennem ham, da hun sagde Madamen. Døren til Kristines gamle Værelse stod aaben. Der var ikke Lys i nogen af Stuerne; men Gaslyset oppe fra Gaden kastede store gule Firkanter paa Gulvet, saaat Doktoren kunde se en, som laa i Sengen derinde.

Han nærmede sig og sagde: «Godaften – Kristine!»

Den Syge reiste sig i Sengen og stirrede paa ham. Johan greb fat i Dørkarmen – var dette Kristine? Men hun udstødte et Skrig og bevægede Armene, forat holde ham fra sig; Pigen lukkede Døren og sagde fortørnet: «Jeg troede, Madamen kjendte Dem!»

«Hvad feiler hende?»

«Det ved jeg ikke noget om,» svarede Pigen og aabnede den ydre Dør for ham.

Doktor Bennechen steg op de totre Trin. Han havde seet hende, – han havde seet hendes Ansigt tydeligt nok til ikke at glemme det, om han blev hundrede Aar. En ubestemt Rædsel greb ham. I en Fart knappede han 208sin Frakke og skyndte sig afsted, forat opsøge Doktor Rohde.

Han traf den gamle Huslæge i sin Armstol læsende Aviser.

«Ei ei! – se den hjemkomne Professor! – velkommen Gutten min! hvorledes har du det?» – Doktor Rohde sagde endnu du til Statsraadens Børn, som han havde seet voxe op fra smaa af.

Johan svarede ikke paa denne venlige Tiltale, men spurgte kort og aandeløst: «Hvad feiler Kristine?»

«He? – Kristine?» – spurgte Rohde og tog Brillerne af, «aa – du mener hende i Portnerstuen. Har du seet hende?»

«Ja.»

«Nuvel – saa ved du, hvad der feiler hende,» sagde den gamle Læge alvorligt, «det er et af de styggeste Tilfælde, jeg har havt. Det synes, somom hendes sunde Blod og prægtige Legeme var mer end almindeligt prædisponeret for Giften –»

«Men – men hvem? – hvem har smittet hende?» – Johan Bennechen var ligbleg, og Sveden piblede frem paa hans Pande.

«Men kjære Gutten min, hvor du tager dig nær af dette!» sagde Doktor Rohde, som begyndte at forstaa; «det er naturligvis hendes Mand. Han har ligget paa Hudafdelingen to 209Gange – vidste du ikke det? – jeg har ham her i Protokollen – et gammelt Svin – ser du! –» og Doktoren begyndte at slaa efter i en tyk Bog paa Skrivebordet.

«Og dette vidste De! – og sagde ingenting! – Fy Doktor Rohde! – det var lumpent af Dem!» – Johan stod med knyttede Næver.

«Kjære Gutten min! – det gjør mig ondt for dig!» svarede den Gamle, «havde du været hjemme, vilde jeg vel sagt det til dig som Kollega. Men du ved selv, at skulde man fortælle alt, hvad man ved af det Slags, saa vilde mange Ægteskaber forpurres – ikke at tale om, at man selv vilde gjøre sig aldeles umulig. Og forresten saa syntes jeg den Gang, at det var en Sag, som din Far var nærmere til at passe – «

«Vil De ovenikjøbet insinuere, at Far vidste det! – aa De er en gammel Cyniker, – det har De altid været! –» Johan Bennechens gode Øine lynede, da han sagde dette, og han gik uden Farvel.

«Stakkels Gut! –» sagde den gamle Doktor og tog fat paa Avisen igjen, «han har nu alle Dage været uheldig.»

Johan Bennechens Bekjendte fandt, at Opholdet i Udlandet havde gjort ham yderst besynderlig. Han besøgte ingen, var aldrig 210hjemme, gjenoptog heller ikke sin Praxis. Men om Natten eller sent paa Aftenen kunde man træffe ham vandrende med opslaaet Krave, – helst i Gaderne omkring Statsraadens Hus. Derfor mente man, at han holdt sig meget hjemme i Familien.

Men det gjorde han hellerikke. Hele Dagen drev han om i Byens Udkanter, og først, naar det mørknede, nærmede han sig det Sted, om hvilket alle hans pinlige Tanker kredsede.

En Aften mødte han Doktor Rohde, just som denne var paa Veien til Kristine.

«Kom gaa med; du kan hjælpe mig –» sagde den Gamle, som ganske syntes at have glemt deres sidste Møde.

Johan fulgte; det var ham umuligt at modstaa Lysten til at komme i hendes Nærhed.

Kristine for sammen, da hun saa ham. Men Doktor Rohde lagde sin Haand paa hendes Arm og sagde næsten mildt: «Se saa – lille Ven! nu skal vi ikke skabe os. Livet har været Dem mørkt nok; De skal være glad, om der kommer et lidet Glimt tilslut. Og saavidt jeg kan skjønne, er det al den Lykke, I to kan vente sammen, at De lader Dem pleie af ham den Stund, som er igjen. Se saa – Børn! – snak nu ud!»

211Dermed gik «den gamle Cyniker»; men længe laa Johan Bennechen paa Knæ ved Sengen og fortalte hende af sit fulde Hjerte.

I Førstningen forstod hun ham ikke; men efterhvert som han talte, skrumpede den store Umulighed ind; det klarnede mere og mere for hende; Dør efter Dør sprang op, og mens Taarerne en for en trillede ned i Puderne, slog hendes dulgte Kjærlighed berusende varm ud over hendes Sjæl – løftende hende ud af det elendige forgiftede Legeme i en Salighed, hun aldrig havde drømt.

Hun glemte at sige De og alle de fine Ord, man havde lært hende, og gjenfandt sit brede, stærke Bondemaal, idet hun forklarede ham, hvorledes det hele var gaaet til, og bad ham tilgive, at hun saa lidet havde forstaaet ham.

Og de tilgav hinanden, og de udslettede hele Fortiden, forat leve i hinandens Kjærlighed «den Stund, som var igjen».

Fra den Dag overtog Doktor Bennechen Kristines Pleie. Hans Moder saa forskende paa ham, da han fortalte det; og han kunde ikke lade være at iagttage hende ligesaa skarpt. Men det var ham en stor Lettelse, da Fru Bennechen i en deltagende Tone sagde: «Den stakkels Kristine! – jeg er 212bare saa bange for, at hun har faaet den slemme Gigt af at bo i Kjælderen; det skal være saa usundt – læste jeg forleden.»

Kristine og Johan nævnte aldrig sig imellem Farbror Anders’s Navn; og han paa sin Side passede nøie paa aldrig at møde Doktor Bennechen.

De talte ikke meget idetheletaget. Men naar han var færdig med at bytte Omslag og skaffe hende al den Lindring, han kunde, vilde hun gjerne, at han skulde sidde nær indved Sengen. Hun laa da stille og saa paa ham; men hun ligte ikke, naar han saa paa hende; skjønt han høit og dyrt forsikrede, at hun i hans Øine var næsten som før.

Kristine havde hele den Skræk for Sygehuset, som er saa indgroet og saa vel begrundet hos Almuen. Men tilslut fik Doktoren hende overtalt til at lade sig flytte op paa Hospitalet.

Den Dag, som var bestemt til hendes Flytning, var en Solskinsdag i Begyndelsen af April. Posten bragte et Brev fra Oldermanden, som hun med Møie stavede sig igjennem.

«Kjære Kristine! Lensmanden sagde, jeg maatte give skriftlig Klage og jeg har saa gjort, og nu er min Klage kommen til mig igjen, og du kan tro, at den saa ud, formedelst 213Paategninger og saaledes: Oversendes Rodemeisteren, tilbagesendes Amtmanden og Veiingenøren og hele Kleresiet har skrevet paa den og tilslut var der bare en yrenes liden Plads igjen nede paa den sidste Side og der skrev jeg: Ganske som jeg ventede – Seehus; men Amtmanden er nok gal paa mig for det. Men det er ikke det værste; men det er godt, at du har det godt, som du skrev sist, for vi har det ikke godt, som jeg ikke vilde fortælle dig før, formedelst jeg vilde ikke bedrøve dig, men nu maa det ud i Pennen, for det gaar nu altfor galt. Far din er Fant – ganske Fant, ejer ingen ting, alt er strøget med til den Sagen, som din Mand steller med, og desuden er han nu saadan, at han ikke arbeider mere, saa kan du selv tænke, men sidder helst og glor i Væggen. Dette maatte jeg nu fortælle dig, for du maa komme hjem og greie det, for nu gaar det langt over min Forstand og jeg tror, han mister Ved og Sans; men kan du ikke komme, saa skriv ham noget godt, helst om Sagen

Din gamle Ven

Lauritz B. Seehus.»

Kristine lagde sig tilbage i Sengen og græd. I Vinterens Løb havde hun tvunget sig til at skrive fornøiede Breve hjem, og 214Oldermanden havde svaret i samme Tone. Nu forstod hun, at de bare havde narret hinanden, og hun fik en mægtig Længsel efter Faderen og Hjemmet og Kysten der vest. Hun satte sig tilrette i Sengen, forat skrive et godt Brev til Faderen.

«Kjære Fader! naar jeg hører, at du har det saa ondt, befalder der mit Hjerte stor Jammer og Skamfuldhed. Thi jeg forstaar nu, at jeg aldrig burde reist fra dig. Men nu maa du tilgive mig og tænke fuldt og forvisset, at jeg har dig saa inderlig kjær i mit Hjerte. Jeg kan ikke komme til dig, for jeg er ikke frisk; men jeg har det ellers godt.»

Kristine stansede; hun skrev hvert Ord med Anstrængelse; og hun tænkte, at Gud vilde nok tilgive hende, at hun ikke sagde den fulde Sandhed, for ikke at bedrøve Faderen, der havde nok at bære før.

En Vogn bøiede ind i Portrummet; Pigen kom ind og hviskede; «Doktoren». Det var Hospitalsvognen, som kom, for at hente hende.

Der for en Skræk gjennem hende, og da hun igjen greb Pennen, var det hende ikke længer muligt at skjule noget.

«Nei kjære Fader! det er ikke sandt jeg har det ikke godt; jeg har det værre end 215den værste og nu henter de mig, for jeg skal dø, og jeg ser dig aldrig mere og aldrig Sjøen og Husene hjemme hils Oldermanden – Farvel

Din Kristine».

Da Doktoren kom hen til Sengen, var hun saa udmattet, at han maatte kvikke hende op med Nafta. Han skrev Adressen paa hendes Brev, derpaa hjalp han til at bære hende ud i Vognen.

Skjønt Flytningen blev foretagen med al mulig Omhu og Forsigtighed, var den Syge dog yderst medtaget, da hun var kommen iseng oppe paa det gamle Hospital.

En lang Stund laa hun med lukkede Øine; men da hun omsider slog dem op, gled der et Smil over hendes Ansigt. Gjennem Vinduet saa hun ud i den klare Foraarshimmel; Solskinnet faldt fuldt ind i det lyse venlige Værelse, som han havde ordnet for hende.

Kristine vendte Hovedet mod Doktoren og sagde: «Nu faar du have saa mange Tak – Johan! her skal blive godt at dø.»

Og hun strakte sig i de glatte, rene Lagen og lukkede Øinene igjen.

Men Smilet blev liggende over de vansirede Træk og gjorde hende i hans Øine skjøn som i fordums Dage.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.