Eit gammalt utdrag or Bergsbok

Hogenn Adelstenn

[148 r] Effter att Hogen Adelsten haffde werit konge i Norge i xxvj aar siden hans broder Erick foer aff Landitt, tha sad han paa sin gaard Fitie paa Haardeland: Der haffde han met sig sitt beste krigsfolck oc møgit anditt folck: Der vaar oc met ham Euind hans frende som waar Fin Skialgs søn. Dett hende sig att en dag 11som kong Hogen sider met sine mend [till Fro kostyfer daguerdar dryckio., da seer de som vde waare mange skib komme synden aff haffuitt: tha mente de som wde waare, at thet waare gaatt at sige kongen thet, thj gick en ind till Euind Finßøn oc sagde till hannem: gack snart yd thj thet gjøris storlige behoff: Der Euind kom wdt oc saa seilene skinnegina., da saa han att det waar [Orloffs skibherskip: thj gick han strax ind till kongen oc sagde hannem de tiende: Da lod kongen strax tage op bordett oc gick vd oc saa till skibene: Da saa han oc att thet waar Orloffs skib: thj sagde han till sine mend: Huad heller skulle wi slaaes met dem eller skulle wi stige paa wo-[l48 v]re skib oc fare norder. Da suarede Euind att de wille icke fly, men mandelige staa met deris herre oc konge, som dem burde att giøre; der fore tackede kongen dem alle sammen: Saa gick kongen hen oc tog sine waaben paa sig: Først enn ringe brynie, oc han bant sitt sverd Quernebid wed sin side, paa hans hoffuit en forgylt hielm, saa sette han op [sin krigs Fennickemerki sitt..

Harall Ericksøn waar hoffuitzmand paa skibene: De lagde skibene till landtz oc ginge paa land met deris folck, som waar en stor heer, saa att de waare sex for huer en aff kong Hogens folck. Kongen skickede sitt folck wdj orden; oc paa den wenstre side hoß hannem gick en kempe ved naffn Toralff Stercke Skolmsøn. Kong Hogen oc Toralffuer ginge mandelige frem, saa att de hugge paa baade hender att der stod inthet for deris hug, saa att deris fiender maatte rømme:, Da kom der en Skietteflein. wforuarendis i kong Hogens haand [vdj hans muß oc vd igien neden hans Axellvpp j musina fyri nedan ỏxlina.; da rømde Harals oc EricksD. e. «Ericks sønners». folck vd paa deris skib.

[149 r] Tha lod kongen forbinde sine saar, men der rand saa møgitt blod aff dem att ingen kunde stille thet. Men som thet led paa dagen da sagde han att han wille fare nord till Alrickstad sin sedegaard: men der de komme norder till Hogens helle, lagde de till landtz, da waar kongen ner død; thj lod han kalle sine wenner till sig oc wille beskicke rigitt effter sig; han haffde ingen søn effter sig, men alene itt daatter barn hed Tore. Da bad han dem att de skulle beskickett att Ericks sønner kunde bliffue konge offuer Norge effter hans død. men hender thet sig att ieg maa lenger leffue, da vill ieg fare aff Norge till de land som christet folck er i oc bøde mine synder som ieg haffuer syndit mod min herre oc gud. End er thet saa att ieg dør vdj dette hedenske land maaj begraffue mig 12som eder tyckis. Nogen stund der effter døde kong Hogen der paa den samme helle som han vaar fød. Hans død harmede mangen mand. Saa well hans wuenner som hans wenner graade for hanem, oc sagde att de motte neppelige komme saa god en konge i Norge igien. Hans wen-[149 v]ner lode føre hans lig til Sehiem paa Norhordeland oc giorde der en stor houg offuer hannem, oc lagde hannem der vdj met alle sine waaben, oc vdj hans beste klæder, men icke nogen anden penninge, oc giorde saa offuer hannem vdj hans begraffuelse som mand pleiede att giøre offuer andre hedninge.

(:Oluff Harall Haarfagerßøn han bleff ihielslagen aff sin broder Erick blodyxe haffde en søn hed Tryg, hannem bleff giffuen konge naffn: hannem slo Erick blodyxes sønner i hiell: Han haffde en Søn hed Oluff Tryggesøn.:)

Strax der effter redde Oluff Tryggesøn sine skib till oc seilede [fra østerlandenaustann or garda riki. oc till Danmarck, oc siden vester till Engeland [oc der røffuit han giorde stor skadeok heriadi þar vida landit.: De seilede fra oc till Nordumbria oc giorde stor skade, disligist ocsaa i Skottland, fra skottland seilede han oc till Syder Øyer [oc røffuede derok atti þar nockurar orrostar.: Siden till [150 r] Jrland oc røffuede største part aff landitt, der nest till Britanien oc Walland oc giorde stor skade. Aff Walland oc till Engeland, men han fick modbør oc kom till nogen vdøyer, som ligger wester i haffuitt fra Engeland som hede Syllinge øer, der lagde han till haffn oc dueldis der nogen stund. Dett waar fire aar siden han waar faren aff Wentland. Der han nu laa vdj samme Øer, da spurde han att der waar enn spaamand paa landitt; den wille han forsøge. thj vdsende han [nogle aff sinne beste mendaf sinum monnum sem mestr var ok fridazstr synum., oc en aff dem klædde han vdj kostelige klæder, oc bad hannem sige for spaamanden att han waar kong Oluff Tryggesøn, thj Oluff Tryggesøn vaar wide kient om alle land: thj han waar større oc sterckere end andre mend. Der han kom till spaamanden oc kiende sig for konge da sagde spaamanden, du est icke konge, men sig din konge, han giør icke rett, [han will abe migStår ikkje i B.. Han foer tilbage till kongen oc sagde hannem huor thet waar gaait hanem hoß spaamanden. Der aff merckte Oluff Tryggesønn [150 v] att han waar en spaa mand. thj foer han hen till ham oc talede met hannem, oc spurde hannem om han skulle faa nogitt konge rige att besidde: Spaamanden suarede, du skalt bliffue en naffnkundig konge oc vinde mange store seier, 13oc komme mange folck till den christelige tro, oc du skalt hielpe mange till deris salighed sag, oc der paa skaltu mercke mine ord att were sande, att naar du kommer till dinne skib der skaltu møde dine fiende oc miste møgitt aff ditt folck oc bliffue selff ilde saar og bliffue baaren for de saar paa dinne skib, oc der efter skaltu snart bliffue christnitt. Saa foer han till sinne skib, der møtte hannem en hob krigsfolck, der sloes han met dem oc miste en part aff sitt folck oc bleff sielff ille saar oc baaren paa hans skib, oc bleff dog *helbrede paa den siuende dag. Da forstod han att den mand monne haffue sagt hannem sant. Der waar i samme Øeer en naffnkundig Abbett, aff hannem lod Oluff T. sig christne oc alt hans folck. Da sagde Abbe-[l5lr]den hannem att han skulle bliffue konge offuer Norge, oc wise mange folck den rette wej till deris gud oc Skaber. Da wor forleden fra christj fødtzell 993 aar; oc vdj thet første oc tiuende aar att Adelrad vor konge i Engeland.

Ther effter om høsten foer kong Oluff der fra Øen oc till Enge and, oc haffde met sig prester oc lerde mend, oc i Engeland kom till hannem Tangbrand prest, om huilcke før er tald; han gifftede sig i Engeland met en dronning hed Gyde oc afflede en Søn, den kallede han Trygge, han bleff baade stor oc sterck. paa Engeland bekom han oc den naffnkundige hund Wige, som han sidenn haffde i mange aar.

Oluff Tryg. waar i westerlanditt oc begynte att lengis till Norge till sine frender oc fader arff. Oc i den samme tid kom [Biørn hin breskubiornn hinn brezski. aff Norge i westerlandene effter thet store slag han haffde werit vdj i Norge met Hogen Jarll Juerßøn«Juerßøn» for Sigurdsson er mishugsing i originalutdraget (namnet står ikkje her i B) eller mislesing i avskrifti., der han offueruant de kemper aff Joms[151 v]borg. Tha fick Oluff T. tiende aff Norge att Hogen Jarll oc hans søn Erick bleff møgitt affhollit oc naffnkundig aff den Seier de haffde faaitt aff Jomsborgs kemper, oc hørde att Hogen Jarll haffde offritt sin søn [sin affgud till ære Torger ho`l´getrollI B er »Torger holgetroll» ikkje nemnd her. B 66 va23 nemner «þorgerdr hꜹtgabrvdr». Sjå innl. s. XVIII. før han fick Seier offuer de kemper aff Jomsborg, da harmede ham thet møgitt att Norge skulle were wchristett, oc were saa dieffuelen vndergiffuen, thj tenckte han der aluorlige paa huorledis han kunde komme sitt fæderne land till den rette tro.

Effter thet store slag som Hogen JuerßJfr. note 2 (B hev heller ikkje her namnet Sigurdsson). Jarll haffde hollit met 14de kemper aff Jomsborg och haffde offueruundett dem, bleff han oc hans søn Erick møgitt affhollne i Norge. Han fick oc tiende till Norge att der waar en merckelige mand i thet vester haff ved naffn [Oluff gredskeOli hin gerzski. (:Oluff Tryggeßøn: ) oc then holt mand for en konge, tha giette Hagen Jarll, att thet maatte were nogen aff konge Eth i Norge. Hagen haffde spurt att han vaar gresk till fødtzell. [152 r] dog haffde han hørt at Tryg Oluffsøn haffde it barn effter sig, som vaar opfødt i Ryßland, oc han vaar kommen i wester Søen. Om Waaren effter den store Slactningorßsto. som før er omtalet lod Jarlen steffne till sig mange weldige høffdinge øster aff landitt. Der komme aff Oprustad de brødre Tosten oc Karlshoffuitt Ericks sønner; oc der kom oc den mand som vaar kallit Torer blackeklacka., som vaar Hogen Jarls besønderlige gode ven. Denne Torer waar vide kient i mange land. HanD. e. Håkon jarl. gaff dem fore huorledis han haffde hørt at Oluff gredske vaar for westen haffuit, huilcken han mente at vere Oluff Tryggesøn, oc er thet han da maa vi snart vente oß en feide her paa landitt, sagde han, oc sagde videre till Torer blackeklaucko. at han skulle fare wester [till Difflenetil dyflinnar. paa Jrland, oc forfare om thet waar Oluff T. eller nogen anden aff konge Eth i Norge: Kunde han thet fornemme, da skulle han legge sin store flid till at omkomme hannem. Oc han sende met hannem Tosten oc Karlshoffuitt men de vore Oluff T. frender. Tore blackeklacka. kom till [152 v] Difflene, oc fick tiende at Oluff gredske waar der met sin moug oluff kuarrakuaran.. Torer kom sig strax met Oluff: Da begynte Oluff at tale met Torer om Norge oc huem der waar konge i Oplanden. Torer suarede hannem till det han spurde hannem att, oc sagde hanem huorledis Harall grenske hans frende vaar bleffuen inde brent i Suerige [thet femte aar tilfornþa vm voritt.. Da spurde Oluff Torer om Haagen Jarll huor thet stod met hannem. Torer sagde, thet stod well met hannem, effterdj ingen haffde den mact som torde stride met hannem effter den Seier han fick offuer Jomsborgs kemper. Han haffde oc i Norge xvj Fylcke i forraade, derfore torde ingen i landit giøre eller tale anditt end som han wille. Men thet ‘er’ sant at ieg wed mange merckelige mend i landitt, som gierne wille at en konge skulle regere offuer landitt oc besønderlige aff Harall Haarfagers affkom, oc der waar nu ingen mand inden landtz som torde tage sig thet till. Ther Oluff T. thet hørde, da bekiende han sig huem han waar, huad hans [153 r] naffn oc æth 15waar, oc han sagde, Jhuad tencker du Torer, monne bønderne wille tage mig till konge om ieg kommer i Landitt. Torer eggede hannem møgitt der till, at han skulle fare till Norge, oc loffuit hannem storlige at han wille obenbare sig for hannem hvem hand vaar; thj sagde han; ieg haffuer møgit hørt sagt om dig oc dinne mandelige gierninger: thet er oc sant at sige at ieg er faren hen vdj vester haff, att søge effter dig at ieg kunde faa at viide om du waarst Oluff T. oc thet begier alle dinne frender, at du skalt komme til norge oc giøris konge offuer landitt oc de sagde som sant er, at Haagen Jarll haffde icke mact till at holle landitt om nogen mectig konge met mact wille reise sig mod landit. Derfore wille de haffue nogen aff Harall Haarfagers slect till konge offuer sig, oc wiltu icke tro mig, da ere her to aff dinne moderbrødre met mig Tosten oc Karlshoffuid. Der han thet hørde at hans frender vaare komne der, da sender han bud effter dem oc fagner dem met møgen glæde. [153 v] Haagen Jarll haffde sent dem met Torer, att O. T. skulle bliffue dißnarere suegen, att han skulle mistro sinne moderbrødre. thj Hogen Jarll tog en Ed aff dem attj skulle suige Oluff T. om de funde hannem. Da raadde han met dem alle sammen oc spurde huad deris Erinde waar. Da suarer Torer hannem lige som tilforn. Oluff T. trode deris ord, oc redde sig strax till met v skib at fare till Norge. Der han waar ferdig da seilede han aff Jrland till Suder Øer, derfra till Ørckenøer, oc Torer waar da oc i ferd met hannem. Samme tid lod Oluff T. christne Ørckenør oc Hetland, oc sette prester oc lerdemend der paa øerne till at lere folckitt den christelige tro oc gudtz naadige willie om deris salighet.

Der effter seilede O. T. øster i haffuit oc haffde god bør, oc waar kongen saare glad thj han fornam sig ingen fiendskab at haffue enten aff Torer eller sine moderbrødre som waare i følge met hannem: Men thet tycte han dog wnderligt at were at fra den tid han talede met sine moderbrødre paa Irland, da saae han dem aldrig glade. [154 r] Men der de komme aff haffuit i moster haffn da gick 0. T. paa landitt oc giorde sig en Landtiall. Der lod han siunge meße for sig. lod oc der aff mercke till en kircke, oc sette grunuollen der till i den samme sted som han lod holle meßen, oc der fick han Jern oc huis anditt de haffde behoff der till. [thet waar den første kircke som Oluff T. lod bygge i Norge.Sjå innl. s. XIX. Der hoß forlod han Tangbrand prest att were høffuitzmand derfor. Tore 16blackeklacka. raadde hannem at han skulle skynde sig till Hogen Jarll førend der skulle gaa nogen tiende om hannem, huilckitt waar altsammen paa falshet giort. The droge saa nord met landit indtill de komme till [Augualdtz neßagda nes., der lagde de wdj haffn. Der spurde de tiende at Hogen Jarll waar i Trondhiem oc waar der bleffuen wens met bønderne. tha lod Tore kalle till sig Tosten oc Karlshoffuitt, huorledis de forraade skulle Oluff T. Der thet nu bleff natt, da stode de brødre op oc togen enn liden baad oc droge hen om natten till oluff T. skib, oc ginge lønlige till hannem som han laa i sin seng og gaffue hannem tilkiende huorledis Torer wil-[154 v] le forraade hannem den dag der effter, som han haffde loffuitt hogen Jarll thet oc de met: derfore waare de aldrig glade siden de funde hannem paa Jrland: derfore giffue wi dig tilkiende, att i morgen will han kalle dig oppaa landitt oc holle ord met dig; saa haffuer han bestillet tho aff sinne tro mend lønlige at skiule sig i Skoffuen, oc naar han giffuer dem nogitt tegn saa skulle de komme frem oc slaa dig ihiell. thj raade wi dig attu setter nogen aff dine tro mend i skoffuen, som kunde were snarere till at drebe denne bedragere, oc giør saa mod hanem som han tencker at giøre wed dig: Saa befaler han dem at de skulle were *de paa hans side i skoffuen oc komme hannem til hielp naar han giffuer dem nogit tegn.

Tilige om morgenen kom Torer i kong Oluff T. skib oc bad hannem att de maatte gaa ene paa landitt oc raadslaa met huer andre. Kongen sagde att thet maatte well were. Som de komme paa landitt oc ville sette sig neder, da wille Torer wduelle den sted som høire waar, men kongen [155 r] wille icke, oc i thet samme [begynte kongen att raabebra hann þa vpp glofa sinvm hegri hendi., strax komme aff skoffuen Tosten oc Karlshoffuid oc sloge Tore blacke ihiell; de tho mend som Tore haffde bestillitt komme oc aff skoffuen, oc bleffue staaendis der de saae at Tore waar drepen; Saa sprunge de tho brødre till, oc sloe dem oc ihiell. Toris folck som waare paa hans skib, bade om fred oc suore kongen hulskab oc mandskab.

Der effter holt kongen nord met landit met fem lange skib. Som han kom paa weyen, da møtte hannem Erland hogen Jarls søn met fire skib; som de roer mod huer andre da fornam Erland att der waar wfred paa ferde, thj wender han sine skib mod landit. ther Oluff T. seer dette da mente han dett monne were Haagen 17Jarll, oc der de seer att skibene fore vnden, da bad kongen sitt folck hastelige ro effter dem: der Erland fornemmer thet, da roer han sine skib paa grunden oc springer selff for borde oc wille suømme till landtz: kongens skib kom der strax effter, oc seer at der er [en merckelige mandmadr forkvnnar fridr. i wanditt; [kongen kaste ad hannem met en gaffuelinehann greip hialm vꜹlin ok kastadi at þeim manni. oc ramde [155 v] hannem i hans hoffuit, saa det gick sønder indtil hans hierne, oc han bleff strax død, der slo kong Oluff mange aff hans folck ihiell, somme flyde oc somme tagne till fange. Saa waar thet sagt kongen at dett vaar Erland Hogen søn som bleff ihielslagen i wanditt, oc huorledis [hans fader Jarll waar wdsatt met bøndernebendr hofdv farit at.J. med ofridi., oc de haffde fordreffuit hannem oc slagit hans folch ihiell.

Effter att Oluff konge haffde drept Erland hogensøn, oc bønderne hørde at Oluff T. vaar kommen till Norge, komme de till hannem oc fagnede hannem met stor blidskab, oc sagde att dett vaar en lychsalig stund att de haffde funditt hanem, oc sagde att han skulle bliffue konge offuer dem. Men de haffde ment at Hogen Jarll oc hans affkom skulle bleffuitt ved Regimentitt i landitt [effter den store Seier han want offuer de kemper aff wenden eller Jomsborgepter jomsvikinga bardaga.: men nu haffuer han giort saa møgit ont att vi icke lenger kunde fordrage hans Regiment oc alle mand er bleffuen saa kied aff hannem [156 r] for hans ondskab, att han skall wißelige dø; thj bede wi dig attu wilt giøris konge offuer dette folck, oc wi wille helst att Harall haarfagers affkom skall regere offuer os. Oluff T. waar glad wed denne tale, oc bønderne annammede hanem til deris konge, oc waare alle wed ett raad att de wille fare hen oc lede effter Hogen Jarll oc slaa hannem ihiell. Oc de fore op i Gaulerdall, oc mente att finde hanem paa Rimull som han offte pleyede att were; Men de funde hannem der icke, thj han haffde ladit graffue sig ned i Jorden met sin thienere Karcker, huor han oc strax i samme hule bleff myrd aff forne Karcker, att han skar hans strube sønder met en kniff der han soff, oc strax skar han hans hoffuit aff hannem oc førde thet til Oluff T. Men der Karcker kom till Oluff oc mente han skulle bekommitt stor wenskab, sagde kongen: O du wtro tienere, skulle du saa suige din rette herre, da lod kongen tage hannem oc strax halshugge hannem; oc tog siden hans hoffuit oc Hogen Jarls hoffuitt oc lod føre till Trondhiem til den holm som [156 v] mand pleier att henge tiuffue oc 18reffse andre som giorde ilde; Saa lod han henge Hogen Jarls oc Karckers hoffuider i en gallie. Siden fore bønderne op i Gaulerdall oc toge hans krop aff den hule han waar myrd i, oc lode thet siden brende [hanem till spaattStår ikkje i B..

Then tid [Hogen Jarll Juerßøn hin Seiersellehakon .J. (Resten er tillegg i utdraget. Om «Juerßøn» jfr. s. 13, note 2.) waar omkommen, oc thet spurdis att Oluff Tryg: waar tagen till konge aff bønderne; da samlede sig [all Adelenaller hofding’r’iar ok rikismenn. i Trondlagitt oc møgitt anditt folck, oc thet waar allis deris samtycke att de bade hannem were deris høffding; oc byde hannem till sin thieniste oc gode wilge, oc wille were hannem lydig oc wnderdanig i alle maade. Tha lod O. T. steffne ting offuer alt Trondelagitt oc der kom møgitt folck tilhobe. Som herrene oc Almuen waar forsamlit, da stod Oluff T. op oc talede till dem alle oc sagde, Att dem waar well witterligt huorledis Harall haarfager haffde weritt Ene konge offuer Norge: Sompt aff landitt arffuede han, Sompt fick han met [157 r] herreskiold. han sette den lov att [huer som kommen aff hans Eth paa Suerdsidenhverr hans ętt manna sa er karlsvip at langfedga tali veri fra honvm komin., skulle bliffue konge i Norge: oc effterdj han waar oc kong Harals slect, begierit han att han oc maatte bliffue Enuoldts konge i Norge. Tha stod op menige mand oc wille inthet anditt høre, end han io skulle bliffue Ene konning offuer Norge, oc regere thet som Haral haarfager hans Oldefader i langsommelig tid til forn haffde giort: [der hoß svore de hannem huldskab oc mandskab oc wille gaa oc staa met hannem inden oc wden landtz, oc giøre hannem all den ære oc thieniste som trofaste wndersaatte burde att bringe deris herre oc konning.Dette er fri omskriving.

Om winteren effter han waar tagen till konge offuer Trondelagitt, foer han offuer landitt oc bleff well fagnitt aff alle oc bleff tagen till konge paa alle Laugting, oc alle de høffdinge i Oplanditt oc i wiigen som tilforn haffde hafft forlening aff de danske, de bleffue alle hans svorne mend oc tog land oc leen aff hannem.

Der Erick Jarll oc Svend Jarll hogens sønner [157 v] dette spurde, da flyde de till Suerige met deris slect oc wenner till Oluff Svenske kongen aff Suerige.

Kong Oluff redde sine skib till i wigen oc foer nord till Audeßneßagder., oc haffde møgitt folck met sig: huor han foer da christnede han landitt. thj han foer saa hastig offuer att bønderne fick icke 19reyst sig op mod hannem. Men der han kom till Moster haffn, der steffnde han ting; oc der kom møgitt folck till tingitt: thj de haffde hørt att kongen bød paa huer ting en ny tro, anden end den som deris foreldre før haffde. Thi wduelde de thre wiise mend som skulle imodstaa kongen, att de icke wille wndergaa den ny tro.

Der de nu waare forsamled da stod kong Oluff op paa itt høitt field met sine folck, oc der sigis, att der er endnu kiender i den haarde steen som hans føder stode. Saa talede han till dem oc sagde att dett ting waar sett, for dj han wille de skulle lade sig christne oc wndfly den store Sielewaade de waare wdj, [158 r] hvis de icke wille lade sig christne da skulle de straffis met deris Affguder oc dieffuelen till Euige tid i Helffuedis fordømmelse. Men wille de wndergaa den hellige christelige tro, da skulle de bliffue gudtz fulkommelige wenner, oc gudtz børn i himmerige till Evige tid. Ther han haffde giort en lang predickenn till almuen, da stod op en aff de tre som Almuen haffde tiltroedt att suare kongen imod, att de icke wille lade sig christne: Oc i thet han wille tale, da kom hannem slig hoste paa, att han kunde icke tale itt ord, oc han sette sig ned. Strax stod en anden op oc ville icke lade maalit falde fordj, da bleff han saa stam, saa att han ey kunde tale, saa att all Almuen begynte att lee ad hannem, oc han sette sig neder met skamme. Da stod den thredie op met møgen wrede, oc mente han wille op reise igien thet de andre haffde tabit: Som han skulle tale da bleff han saa heser at ingen kunde høre huad han talede; Torde da ingen tale nogett mod kongen, men all almuen gick wnder christendommen, oc kongen lod icke aff førend [158 v] de waare christnett alle sammen: Saa befalede han Tangbrand prest att han skulle christne Quinder oc wngt folck som icke da wore tilstede, saa wide som kongen foer offuer. Da lod han nedbryde sønderslaa oc opbrende alle affgudiske billeder oc i steden lod opreise kircker, oc sette prester der till som hannem siuntis mest behoff giordis.

Thenne samme Sommer lod kongen steffne iiij Fylckis ting norder paa stade [paa dragskedea dragskeidi (skal vera Dragseiði).: Skulle der komme [aff Sognedall, Sundmør, Romsdallsygner, ok firder ok svnmęrer. ok rꜹmdglir.. Som der waar kommitt møgitt folck till ting spurde kongen dem, om de wille lade sig christne: huis icke, da wille han holle en Slactning met dem, Fordj kongen haffde møgitt folck met sig øster aff landitt, oc der waar oc kommitt 20møgitt folck til hannem aff Rogoland oc haardeland; men der Almuen thet fornam, da toge de wed hans bud oc lode sig christne. Strax der effter foer han till Nordmyr oc christnede thet: Dernest seilede kong Oluff ind paa hlader, oc nedbrød der [de Affgudiske templerhofit. som der waar [159 r] oc hentog alt thet guld oc sølff som der fandtz, oc all herlighet som Affguderne waare bekledde met: han tog oc hen den store guldring som Haagen Jarll haffde laditt henge i døren paa dett Affgudtz tempell; der effter lod han sette ild paa tempelen, oc opbrende den met alle de Affguder der inde waare. Ther bønderne thet hørde da lode de opskere [her ordher ꜹr. oc haffde actett sig till slags met kongen; Men han foer nord oc actett sig till Helgelandhaloga land. oc wille christne thet. Men der kongen hørde att der waar møgitt folck forsamlett oc wille staa hannem imod oc holle en slactning met hannem, da drog han tilbage igien till Nideroß, oc der samme tid lod han bygge en kiøbstadt wed Nideroft oc lod oc der samme tid bygge kongsgaarden [wed Skippe krogenvpp fra skipa krok., oc om høsten lod han oc reise en kircke i kiøbsteden, som han haffde bygd wed Nideroß.

Om winteren lod kongen sende bud om all Trondelagitt oc lod steffne frosteting. Men [bønderne sende anditt budbęndr snerv þingbodinv j herꜹr. omkring alle bygder, att [159 v] der skulle komme alle mand [baade bønder oc bokarle, fri oc wfriþegn ok þrꜹl. om all Trondhiem. Der kongen kom till tingitt, wore bønderne komne med alle deris waaben: Der tingitt waar sett da talede kongen Troen for dem: Han haffde icke lenge talitt førend bønderne begynte att raabe op offuer sig oc bade hannem tie, ellers wille wi giøre adt dig her paa tingitt oc slaa dig ihiell eller oc fordriffue dig aff Landitt. Lige saa giorde wi før wed kong Hogen Adelsten, der bar oß sligt bud som du giør nu: Men der han hørde thet da gaff han sig tilfredtz, oc wi bleffue gode wenner met huer andre: Nu acte wi icke dig mere end hannem. Men der Oluff saa att bønderne haffde saa møgitt folck met waaben oc werie, da gaff han sig tilfredtz oc sagde: Jcke will ieg holle krig met eder, thj ieg mindis huorledis attj aff Trondelagitt haffue tagitt mod mig. thj i haffue først tagitt mig till konge offuer landitt, ieg som waar [saa gaatt som en fremmed [160 r] mandydr okvnnan mann., icke will ieg heller holle nogen krig met eder att wi kunde giøre hinanden skade oc spille wort folck men wi wille holle den første wenskab som oß er kommen imellom: Oc ieg wil fare der hen met eder som 21i giøre eders meste blodoffer, oc see der eders seed oc brug met samme offer, Saa wille wi forfare om wi kunde allesammen komme offuer ens met en Tro oc gudtz thieniste. Men der de hørde att kongen talede blidelige till dem, da gaffue de sig tilfredtz oc lagde offuer at de skulle mødis inde [paa Merinia męrinni., till blodtzoffer, oc der skulle komme alle høffdinge oc Rige bønder aff Trondelagitt; did skulle oc kongen komme. Ther waar en riger bonde hed Skegge, men den kalledis Jernskeg eller [Eyrer skeggeeyrar skeggi., han bode [paa Ophey paa Eyreat vpphógi a eyrvm., han waar den første som talede mod kongen paa tingitt; han waar oc den ypperste der stod mod christendommen; waar oc en aff ‘de’ største høffdinge i Trondelagitt; oc der met bleff tingitt end, oc huer af bønderne foer hiem till sitt: Kongen met sitt folck foer wd till Nideroß oc sad der. Han haffde ladit opbygt kongs gaarden om høsten, oc lod did fø-[160 v]re huad han haffde behoff till sitt kongelige ophold. Da waar oc fulkommit Clemmitz kircke, saa han kunde holle gudtz thieniste der i om Julen.

Der waar paa samme tid i Trondhiem nogle merckelige mend aff Jsland, dog de waare hedninge: som waare Kierten Oluffsøn, Bolle oc [Haluor Ottesønhallfrodr ottarsson.. De stode op om Julle otten oc wille see huorledis att kongens gudtz thieniste wille gaa for sig. Der de hørde klockerne oc saae huorledis der gick till i kirckenn met den herlige sang oc [de deilige kleder som bispen waar wdjStår ikkje i B., oc all anden herlighet, da forundrede de sig, oc Kierten sagde til de andre, att hannem tyctis møgitt att were om saadann herlighet, oc sagde att kongens gudtz thieniste waar fast bedre end deris waar, oc wille kongen biude hannem till da wille han gierne lade sig christne, men selff torde han icke gaa frem oc biude sig till. Kongen haffde altid speydere hoß de Jslendinge, oc wille gierne haffue att wide huad de haffde i sinde. Saa haffde oc En aff hans sendebud hørt deris samtale, oc sagde kongen thet. Som thet [161 r] led nogitt wd i Jull sende kongen bud effter Kierte Oluffsøn: Som han kom till hannem oc de haffde talitt nogle ord tilsammen, da spurde kongen hannem ad om han wille lade sig christne. Da sagde han att han haffde nu tagitt sig thet fore att han wille bliffue christen oc tro paa den himmelske gud oc icke lenger tiene dieffle oc affguder. Saa bleff han christnitt oc Bolle hans frende oc allt hans skibsfolck, oc bleff siden altid hoß kongen i stort wenskab. Som 22thet led nu wdj Jull da sende kongen sitt bud i Gaulerdall, Orckedall oc Andenstedtz oc bød till sig alle mectige høffdinge oc merckelige bønder. Der de komme till hannem da fagnede han dem met stor kierlighet. Anden dag om morgenen effter kongen haffde kled sig, da lod han sige Meße for sig. Der Meßen waar wde, da lod kongen blese till tings oc han foer sielff till tingitt met sine mend. Der folckitt waar kommitt oc tingitt waar sett, da stod kongen op oc sagde saa: J dragis well till minde der wi holle Frosteting, huor att ieg bad almuen att de skulle lade sig christne, men i sagde[161 v] mig der imod, fordj att ieg skulle giøre blodoffer met eder; da bleffue wi saa forent att wi skulle findis inde paa Merinj, oc giøre der itt stort blodoffer. Men nu wed i alle mand att ieg haffuer i mange steder forødt eders affguder, oc giort denom spaat oc wanære, sønderslagitt dem oc brentt deris Affgudiske huß som de waare wdj, Effterdj i begiere aff mig att ieg Endelige skall giøre itt stort [blodoffer, men ickeFøre «men» ser det ut til at nokre ord er øversprungne i avskrifti. aff eders thienere eller trælle eller aff dem som haffuer giort nogen wgierning Men ieg will wduelle till thet blodoffer de ypperste rigiste oc beste mend. Derfore neffner till att skulle offris Orm Liurgulvrgiv (akk.). aff Medelhuß, Styrcker aff gymsum, Kar aff gryttinge, Asbiørn Torbergsøn aff werneß, Orm aff Laxulavxv. oc Haldor aff Skierdingstadskerdingstediv.; de ere allesammen her: Oc siden skall tilneffnis sex andre ypperlige høffdinge aff Trondelagitt; de skulle offris till blodoffer [til Aars offertil arzs. oc till fredt. Ther effter haffde kongen en lang predicken for dem, huorledis deris siele oc de skulle brende i helffuede till Evige tid met [162 r] deris affguder: oc att gud almectigste wille giffue alle gudfryctige menniske som hannem thiene met rette tro, dett euige liff oc salighet till Euige tid. Der de dette hørde, da jatte de alle som der waare komne, at de wille tage wed rette tro og were kongen lydig. Saa bleffue de alle christnit som den tid waare tilstede.

Kongen foer der effter ind i Trondhiem met sitt folck, oc der waar i ferd met hannem Kierten Oluffsøn, Boli, Halffuorderhallfrodr skalld. oc mange andre Jslendinge. Kongen haffde oc mett sig møgit oc skønt folck: oc der han kom ind paa Merini, da waar der for hannem alle høffdinge i Trondelagitt som mest stode imod christendommen, oc de haffde oc met sig alle de ypperste bønder, som før waare wan att opholle blodoffer, oc der waar oc møgitt anditt folck som før haffde werit forsamlitt paa Frosteting; Da lod kongen sette ting 23oc huer gick met sinne waaben oc werge, da bød kongen dem att de skulle lade sig christne. Da opstod Jernskeg oc allene suarede till kongens ord for Almuen oc sagde: hører du konge, wi [162 v] Tronder wille icke attu bryder wor Low, oc thet er allis waar willie attu giør blodoffer met oß, som andre konger her i Landitt haffue giort for dig, oc saa andre høffdinge her i Trondelagit, Sigurd Lade Jarll oc Hogen Sigurß, som nu nest waar høffding offuer største parten aff Norge: han waar en naffnkundig mand for mange merckelige sager skyldt, dog han haffde icke konge naffn; han regerede lenge met stor lycke, oc der fore bleff hans Regimente stadigt, fordj han foer icke met saadan løß handel som du giør; men han lod oß tro paa den gud som wi wille tro paa. Hogen Adelstenadalsteins fostri. bød oß oc saadan bud som du giør, derfore wndsagde wi hannem oc waare hannem wred oc maatte mod sin wilge giøre blodoffer met oß. Saa begynte bønderne met stor skraall, oc sagde, att de wille haffue thet lige som Jernskeg haffde talitt. Da suarede kongen, saa will ieg oc giøre som talit waar paa frosteting, ieg will nu gaa [ind i hobenj hofid. till eders affguder, oc [begynde att giøre blodoffer,sia atferlli ydr ok til bvnad blotana.[163 r] Kongen gick met faa aff hans mend, oc nogle aff bønderne, oc de haffde ingen werie met sig. Kongen haffde itt guldbunditt kiefflerefdi. i hans hand. Der de komme [i hobenjnn j hofid., da waar der mange affguderskvr god.. Men iblant dem sad Tordþor. som war mest besett met guld oc sølff, Kongen bar op thet kieffle han haffde i handen oc slo till Tord att han falt [aff hans stollaf stallinvm. oc gick sønder oc de som waare inde met hannem de kaste ned alle de Affguder som waare i hoffuitt. Men de waare der inde, da bleff Jernskeg ihiellslagen aff kongens folck: Men der kongen kom wd igien, da bad han alt folckitt sette sig neder, oc der thet waar giord, da tog kongen saa till ordtz: J dragis well tilminde, att der i waare paa frosteting, da waar der mere Almue forsamlit end nu er; da bød ieg eder da som nu attj skulle lade eder christne oc nedlegge den dieffuels thieniste oc blod offer, i her till dags haffue brugt, oc tro paa den sande gud som himmel oc Jord oc alting haffuer skabt, oc thiene hannem met rene hierter: da stode i mig imod met waaben oc [163 v] werie oc wndsagde mig. thj lagde wi steffne att wi skulle mødis her inde paa Merinj, saa frem flytter ieg endnu gudtz budskab alle till Siele hielp, om i wille wndergaa mitt bud. J forsette mig Hogen Adelstenadalsteins .f. att ieg skulle giøre som han giorde met eder oc falle i fra den 24sande gud oc giøre blodoffer met eder till eders affguder oc dieffle. Men [Hogen Adelstenhakon konvngr. han waar sterck oc weldig i alle gierninger, lige sin fader Harall haarfager, haffde oc rett till att were konge offuer Norge; men i bønder loffue hannem der fore att han lod sig bedrage aff eder, oc forlod den sande gud sin skabere oc saliggiørere, oc giorde blodtz offer met eder i trælle, ther prisis slett inthet fore: Men aldrig haffde hans fader saa giort, haffde han hafft nogen smag paa gudtz salige ord. thet gaff han tilkiende der han lod fordriffue oc ihielslaa i Norge alle galremend oc trollkarle, oc alle dem som mest waar benegitt till Fanens thieniste: thet [164 r] findis oc i hans ord, att han wente sig trøst aff den gud som hannem haffde skabt, endog att han haffde ingen sand forstand paa den Evige gudt: thet i talede om hogen Jarll, da wed ieg well att han waar icke Ethbaaren till att were Regenter offuer Norge, thj {h} kom han falskelige till Regimentett: han lod ihielslaa de høffdinge som waare rett Ethbaarne till Rigitt, oc somme lod han forraade, somme tuingde han wnder sig met Krig oc Orloff; han tog oc wed den christelige tro i Danmarck; dog mod hans wilge. Kong Harall gormßøn lod hannem christne met alt hans folck han haffde met sig, oc han wndergick thet oc loffuitt kong Harall att han skulle lade christne all Norge: Men der han kom paa weien till Norge da sende han tilbage igien alle de prester oc leide mend som kong Harall haffde faaitt hannem aff Danmark, oc siden bleff han [den allerslemmiste affgudtz dyrckerehinn rammasti gvdnidingr. som were kunde. Endog attj roser møgitt Hogen Jarls [164 v] høffdingskab oc Regimente, besynderlige for den seier han want aff Jomsborgs kemper, da er thet well sant att han icke want den seier aff sin mandom, men mere aff fanens krafft oc styrcke, som mand maa forfare der wdj, att han lod drebe sin søn vij aar gammel [Torgier holge trollfiandanvm. (Namnet står ikkje her i B. Jfr. s. 13, note 3.) till ett blod offer; derfore skulle i wide att ieg aldrig will forlade min tro eller affsige den herre Jesu christo, huad heller i tale mig ilde eller well till, thj aldrig skall ieg saa acte dette werdslige Rige, att ieg skall forlade thet Euige rige, som en part aff dem haffuer giort wi nu haffue omtalit; men nu will ieg icke lenger opholle eder met denne snack, men tager nu alle wed den christelige tro, eller oc holler end slactning met mig. Der almuen thet hørde, oc den som skulle bere deris banere Jernskeg waar ihiellslagen, da samtyckte de att lade sig christne, som icke før waare christne, huilckit oc skede: 25Oc kongen tog gißell aff dem; paa thet [165 r] de skulle dißbedre holle den christelige tro. Siden lod han prester oc lerdemend christne alt *Tron lagitt oc ingen sagde dem nogitt imod. Saa foer kongen till Nideroß oc sad der; oc bønderne fore huer hiem till sitt, oc toge met sig Jernskegs lig oc førde thet [till Eyervt at eyrar., oc [begroff thet wdj en høff der hoß, som end nu kallis till denne dag skegge høyok ligr hann j skegia hỏgi  ꜹstr ętt..

Den sommer der effter sende kongen Kierten Olß. till Jsland att han skulle lade thet christne.

Then tid kongen lod sende Sigmund Brestis søn till Ferøyer oc lod de Øer christne, da foer kongen sielff till Wigen, oc talede met dronning Sygritt aff Suerige wed KongElff, [oc haffde før send hinde v guldringe; den Ene waar den store gulringþa, sendi Olafr konvngr Sigridi drottningv. gvll hring þann. (Siste bokstav i drottningv» er noko skild frå den nestsiste og er i utdraget skjøna som «v» = 5.) som kong Oluff tog aff hoffsdøren paa Hladu, som før er rørt, oc {kong} Hogen Jarl lod henge der wdj.

Effter att Harall grendske waar indebrent i Suerige aff dronning Sygritt, da bleff *Astri gulbrand kulis daatter snart gifft met Sigur Syr som [165 v] waar konge paa Ringerige. Sygur waar halffdans Sygurs søn, kallis Risa, som waar Harall Haa‵r′fagers søn. Oluff Haralßøn han føddis op paa Ringerige, met sin stiffader Sigur Syr og sin moder Oste.

Denne samme winter foer Oluff T. aff wiigen oc till Ringerige, oc bød der almuen att de skulle lade sig christne. Da bleff christnitt Sygur Syr oc Oste hans hustru, oc Oluff Haralßøn som da waar iij aar gammell: waar da christnit alt ringerige oc widere andenstedtz om Oplanden.

Ther effter foer kong Oluff igien øster i wiigen, oc bleff der nogen stund.

Der han haffde werit konge i Norge i iij aar, da giorde han sitt brøllup i Tonsberg met Tyre *harladsdaatterdotter haralds gorms sonar. aff Dannemarck Suend tiuffueskegs Søster. Siden lod kongen biude till alle mectige {-ho}mend’ aff wigen oc andenstedtz. Oc waar en iblant som hed [Euind kieldeeyvindr kellda., en mectig galre mand oc troldkarl. Den samme waar kommen [166 r] aff stor slect, han waar Ragenwaldt Rettelbens sønsonar son., som waar Harall Haarfagers søn. Kongen bad dem blidelige oc met gode ord att de wille lade sig christne oc tro paa den sande gud, oc aff legge den hedenske oc wrange tro de haffde, eller han 26wille giøre dem alle wdsleger oc fordriffue dem aff landitt. Der de wille icke høre hannem, saa skickede han dem alle i en stor stuffue som waar well pyntett, oc lod dem giøre ett stort gestebud oc gaff dem sterck drick. Som de waare nu druckne oc lystige, da kom kongen ind till dem oc sagde: Mig tyckis thet att were møgit oc i giøre waar Rige en stor skade, att saa mangen en herlig mand som her er forsamlit skall bort aff landit. Jeg will for ingen deell haffue eder her i landitt, wden i offuergiffuer den slemme wantro i ere wdj; thj ieg begierer thet attj skulle forlade eders affguder oc tro paa den sande gud. Da suarede Euind kielde for dem alle: Du tør icke tencke att wi offuergiffuer waar tro enten for dinne gode eller onde ord. Saa gick kongen wd fra dem, oc bad [166 v] sine mend att de skulle giffue dem nock att dricke. De drucke saa att huer mand bleff liggende der som han sad: Om afftenen lod kongen sette ild paa husitt som de waare i. De wagnede icke før end husitt stod i Lue. Der bleffue alle de hedninge indebrent, wndertagen Euind kielde han kom wd igiennom Lioren met fanens krafft oc Styrcke.

Kongen sende bud i wigen att han wille haffue folck om Sommeren till at [følge hannem till Norlandenfara nordr land.. Som thet nu waar rede, [da foer kongen til Norlanden till Rogeland oc Augdersotti hann nordr a agder ok rogaland.. Han kom paaske afften [till Auguoldtz neß a Karmittj karmt a ꜹgvallds nes.. Der waar met hannem hans dronning biscop Sigurd oc mange andre herrer, oc der met ccc mand. Den første afften som han holt paasken paa Auguoldtz neft da kom till hannem en gammell mand som haffde en sidt hatt paa, oc haffde icke wden ett Øeye. han kom for kongen oc talede met hannem, oc kon-[167 r]gen tycte sig haffue møgen lyst aff hans snack oc tale, fordj han kunde sige tiende aff alle land baade aff gammelt oc nytt. Kongen spurde hannem om mange wnderlige stycker, oc [han kunde alt giøre Regenskab *forettgestrinn levsti (d.e. leysti) þat allt.: Kongen sad lenge om afftenen, oc spurde hannem om han icke wiste huad mand Auguald haffde weritt: Han sagde Augualdir waar en konge oc en mectig krigs mand, han dyrckede en koo oc giorde hende blodoffer, oc han haffde hende met sig huort han foer, till landtz oc wand, fordj han tyckte att were hersommeligt att dricke melck. Auguald konge han stridde met den konge som hed [wawine eller Hamund skellfingervavinn. (Jfr. innl. s.XIX.), oc i den krig falt Auguald konge, oc waar han begraffuen i en høy her icke langt fra byen her paa 27neßitt, der ere opsette [tho stenebꜹta steinar. hoß hans hoffuitt, men i den anden høy der er koen begraffuen. Saadan tale haffde han oc møgitt som waar skeett i fordum tid. Som det led langt paa natten, da talede bispen till kon-[167 v]gen oc sagde att thet waar tid att gaa till seng. Som kongen haffde affkled sig oc lagt sig i sengen, da kom den gamle mand, oc sette sig for kongens seng paa fodskaarren, oc talede end da lenge wed kongen, thj sagde bispen at thet waar nu tid att soffue. [Da reiste kongen sig op wed sin Albuehneigdizt konvngr þa vpp at hęgendvm. oc wille enda lenger snacke, thi han tycte møgitt att were om hans snack. Saa gick den gamle mand wd, oc [kongen soffnede, oc skiød fast i Søffnekonvngr sofnnadi skiott ok hrꜹt fast.; Som han waagnede, da lod han spørge effter den gamle mand, men han fandtz ingensted, Oc kongen lod grangiffuelige forfare om han waar se{e}tt nogen stedtz, men der kunde ingen sige aff hannem. Da sagde kongen: her maa wi forfare att thet haffuer weritt fanden som wille bedrage os ifra waaris høytid oc gudtz thieniste. thj att Odin som hedningene lenge haffue tient oc troett paa, fortryder att gudtz ære oc menniskens salighet skall gaa for sig.

[168 r] Thenne samme paaske natt kom Euind kielde til Øen som kongen waar paa met itt stort [langt skiblangskip. oc møgitt folck. saa steg han op met sitt folck paa Landitt, oc met hans dieffuels kunst giorde han att der bleff en saare mørck taage, paa thet att kongen oc hans folck skulle icke see Euind oc hans folck førend de skulle lønlige komme offuer dem. Men den samme mørck bleff offuer hannem sielff oc hans folck, saa att de wiste icke huor de waare, oc bleffue paa en sted oc ginge omkring oc kring. Den tid kongens wect dette saae, oc icke wiste huad folck thet waar, da sagde de kongen thet den tid han waar kommen fra Ottesang, oc som kongen gick wd da saa han huor Euind foer; thj bød han sit folck webne sig, oc gaa hen oc see huad thet waar for folck, oc der de komme did, tha toge de Euind oc ledde hannem till kongen som han gick fra Meße. Da sagde han kongen, att han haffde tenckt att komme wforuarendis paa hanem, oc enten brent hannem inde eller oc slagitt hannem ihiell, met alt hans folck: Da sagde kongen till Euind, see her till om din dieffuels kunst oc galler faller icke [168 v] paa dig selff, som du haffde actett oß. Saa skaltu oc wide att gud han beuar alle sine wed sine hellige Engle oc kyske Aander; Saa feell mig icke, att thet io haffuer weritt Odins eller Fanens sendebud 28som du nu nyß haffuer sent till oß att skulle forholle oß waar søffn attu kunde offuerfalle oß i søffne. Effterdj du Euind haffuer nu fulkommelige forstaaitt, att din Troldom er icke wden en besuigelse, derfore raader ieg dig attu offuergiffuer din wrange tro oc tro nu paa den sande gud. Da nectede han thet met alle hans føllage. Den anden dag bleffue de effter kongens wilge flytt wdt paa itt blint skier baade bundne oc blinde, der Euind oc alle hans mend liff laten, oc haffuer dett Skier siden weritt kallitt Skrattskier. Kongen han bleff paa Augualdtzneß i paaskewge, men der thet leed offuer de dyriste dage, da lod han opbryde de tho høye som før er omtalit: J then ene høy fandtz store mande eller kempe been; men i den anden fandtz been aff en koo.

Om waaren effter att Euind kniffriffuekinnrifv (gen.). (Om Øyvind kinnriva fortel B 76 vb37-77 rb14, OT II 11710-11915.) war [169 r] omkommen met en ond død for han wille icke tage wed den christelige tro, foer hanD. e. kongen. nord till Halauge land, oc huor han foer da steffnde han ting oc bød att alle folck skulle lade sig christne oc tage wed den rette tro. Der torde ingen staa hanem {b} imod, thj bleff all landitt christnitt som han foer. Ther waar en mand wed nafn Raud hin Rame, huilcken waar en weldig oc Rig mandt han bode paa Haloge land i den fiord som heder Skalpti (thet er nu Salten:)Randnote av Jon Simonsson ved B 78 va: Salten. ther som hed godey: han holt møgitt folck altid oc han kledde sine folck well, fordj han waar en weldig høffding, besynderlige i de Fiorde, oc saa wide om Norlanden, oc haffde oc met sig mange Finder naar behoff giordis. Denne Rodt waar en suar blod mand oc waar [møgitt naffnkundigallfiolkvnnigr (d. e. mykje kunnig i trolldom).: Han waar oc Tore hiortis gode wen, [han for nor wagenhann riod fyrer nordr j vogvm.. De waare baade tho mectige høffdinge. Men der de spurde att kong Oluff foer synden aff Haloge land met møgitt krigsfolck, da sanckede de oc møgitt folck, oc wdgiorde sine skib der met. Rød haffde en stor drage (: saa pleiede [169 v] de Norgis mend meste parten att kalle deris skib:) oc han haffde itt hoidt aff guld; thet waar oc saadant itt skib, att der kunde roo xxx paa huer side. Tore hiord haffde oc ett stort skib [well brystettStår ikkje i B.. De holle sinne skib wd met landitt mod kong Oluff, oc der ‘de’ fundis da bleff der itt stort slag aff, oc mange mand fald. thet gick saa att de hedningers skib bleffue meste parten affslagne. Rød han roer sitt skib wd adt haffuitt, dernest løsde han wind i sine Seill: fordj han 29haffde altid wind huor han wille seile. [Han waar oc naffnkundig aff hans galdring oc troldomvar þat af fiolkynngi hans ok golldrvm.; han seilde strax hiem vdj godey. Tore hiort han flyde till landitt met sitt folck, oc flyde aff skibbitt paa landitt. Kong oluff for fulde hannem met sine mend oc ihielsloge hans folck. Kong Oluff waar sielff fremst som han pleiede gierne att were. Tore waar en saare lett mand, paa hans fod. Der kongen saa ham oc kunde icke naa hannem, da sagde han till sin [170 r] hundt Wige, huilcken han haffde met sig: Wige tag du hiorten: Hunden løb effter Tore oc op paa hannem, ther bleff han staaendis. Kongen skiød da effter hannem [met en gabelinemed kesiv sinni., oc i thet samme giorde hanD. e. Tore. hunden en stor skade met hans Suerd. Men gabelinen kom ind paa Thorer wnder *de ene hand oc [wd wnder den andensva at vt stod oddrin vm adra sidvna., ther lod han sitt liff. Men Wige bleff baaren till skibs, oc kongen lod læge hunden saa han bleff snartt heell. Kongen gaff dem alle fred som wille lade sig christne. Siden holt han norder met landitt met sitt folck, oc han christnede alt landitt som han foer. Men der han kom till Skalptj tenckte han sig att fare ind i fiorden till Raud. Men der waar altid en sterck wind inde i fiorden saa att kongen kunde icke komme der ind. Kongen laa der en wge oc alt holt thet samme stercke weyr. Men wden for Fiorden haffde kongen den beste bør han wille haffue. han foer nord met landitt oc lod christne alt folckitt. Siden foer han synder igien, oc der han kom till Skalpti fiord, da waar [170 v] ther thet samme regnhregg (d. e. sterk vind, storm). oc Sødreff aff fiorden som Raud bode. Kongen laa der end nogen stund, tha spør kongen bisp Sigur, om han wiste icke nogen raad till att thet weder motte opholle. Bispen sagde att han wille forsøge om gud wille icke legge sin styrcke der till, [om dette weder icke kunde forhindrisat sigra þenna fianda krapt.: Da lod bispen rede till meße, oc lod giøre en aluorlig bøn till gud [att han wille wende thet stercke weder som kom inde aff fiordenDette er fri omskriving.. Strax bad bispen *den att de skulle tage Tielden aff oc roc ind i fiorden. De giorde saa oc komme ind oc kiende ingen wind mod sig. Saa rode de den ganske dag, men om natten der effter da komme de ind till godeyr. Men der de komme for Roudtz gaard, da laa dragen paa flidt for landitt. Kongen gick op till gaarden met sitt folck, oc strax søgte de lofftett som han laa wdj, oc brøde thet op. Kongens mend ginge ind met sine waaben, de grebe Raud oc bunde hannem. Men alle hans som 30waare i lofftet bleffue ihiel-[l7l r]slagne oc somme fangne. Saa ginge till thet huß som de andre hans folck laa i, somme sloge de ihiell, somme toge de till fange. Roud kom for kongen han bad hannem han skulle lade sig christne: Men han sagde att han skulle aldrig tro paa den herre Jesu christo: oc bandede oc lastede gud i mange maade. Da bleff kongen hastig oc wred wed hans ord oc sagde han skulle faa den werste død. Saa lod kongen binde hannem oc sette hannem itt kieffle i munden oc spilede hans mund op. Saa lod kongen tage en lyngorm oc bere till hans mund: men ormen wille icke i munden, men wende sig fra. fordj att han blesde fast mod hannem. Saa lod kongen tage [itt hult træeina hvanniola trvmbv. oc sette i hans mund oc lod ormen der wdj, oc lod saa tage itt gloende jern oc holle wden fore i thet hule træ. Ormen flyde for træitt, oc drog sig ned i hans mund, oc ned i hans bryst till hans hierte, oc saa wd att hans wenstre side: der lod han sitt liff. Kongen tog alle hans løse penninge oc hans waaben, oc mange skønne oc dyrebare ting [171 v] aff guld oc sølff oc brent sølff, oc saa mange aff Roudtz mend som igien leffde oc wille lade sig christne lod han leffue, men de thet icke wille, lod han [pine till døddrepa eda pina.. Der tog oc kong Oluff dracken thet skønne skib, att der icke waar saadant itt skib i Norge paa den tid. thet waar kongens egitt Liffskib siden den tid. Der sad fremmen paa itt drage hoffuitt aff guld, oc bag haffde thet en stiert som en drage, thet skib kallede Oluff T. Ormen. De Øer som Raud bode paa, heder den ene gelling, den anden hering, men deris rette naffn er godøyer. Saa christnede kongen all den fiord. Siden foer han synder met Landitt, oc er der møgitt sagt huorledis berge troll oc andre spøgelse haffde møgitt att giøre met kongen oc hans folck paa den Reise.

Dett waar en dag att kongen seilede synder om landitt oc haffde han icke møgen bør, oc han saa huor en mand stod paa itt field som hengde wd offuer haffuitt, han kallede ad dem oc bad att de wille hielpe hannem synder met landit met sig: Kongen styrde sielff Ormen till fieldit, oc manden [172 r] steg i skibitt, han waar en stor høy mand oc yndelig till att se: Han haffde itt stort røtt skeg. Der han kom paa skibett begynte han møgitt att skemte met kongens mend; han waar møgitt haard i sin skempt, naar han skemptede met dem. Han giorde dem stor lyst i mange maade, oc de tyctis haffue stor glæde aff hannem formedelst hans 31skempt. Han sagde att thet waar wnderligt att saadan enn konge icke skulle haffue yppermere folck end som thet waar, oc saadant itt ypperlige skib som han haffde som Roud Rami haffde styrd saa lenge. Kongens ‘mend’ spurde hannem om han wiste aff nogen tiende att sige enten gammell eller ny. Han sagde att thet skulle were wnderligt hannem skulle bliffue adspurt enten gammelt eller nytt han io wiste aff att sige. De haffde hannem for kongen oc sagde han waar en wiiß oc forstandig mand. Kongen sagde: wedstu nogen tiende att sige, da lad mig høre. Ja herre sagde han, dette land wi seile nu fore, thet waar bygt i gamle dage [aff Reiseraf risvm nockvrvm., oc der kom en hastig død offuer de [172 v] *de Reyser saa att de døde allesammen, oc der bleff ingen offuer wden [deris Quindertvær konvr.; Saa kom der folck aff øster landitt oc bygde dette Land. Men [de store kempe eller Reyse quinderþęr hinar miklv konvr. giorde folckitt møgen møde oc wmage, oc wille fordriffue dem igien aff landitt, Jnd till saa lenge att folckitt fant paa att kalle paa dette røde skeg, att ieg skulle hielpe dem. Derfore greb ieg min hammer oc slo [dem alleþęr badar. till døde. Siden haffuer dette folck kallitt paa mig naar de komme i nogen nød, Jnd till attu konge haffuer nu ødelagt alle mine wenner [som her til haffue troett paa migsem hefnda veri fyrer vert.; J thet saa han wredelige till kongen oc skød sig saa wd for borde, som mand skiuder en pill aff en bue, oc saaes han aldrig mere. Da sagde kongen till sine mend, Saa i thet huor dierff fanden waar nu, att han gick saa obenbarlig i waar aasiun om liusen dagen. Derfore maaj her acte oc forfare att christne menniske skulle wel [acte sig for denne onde fiende, oc de onde suige fulde Aandervera vórum vm sik vid svikvm ohrenna anda., som altid legge wind paa att forføre os arme menniske met sig till den Euige quale [173 r] oc fordømmelse, thj skulle alle gudfryctige menniske icke glemme att tegne sig met thet hellige korsis tegn. [thj thet er itt tegn hoss de gudf. till en sand tro til den herre Jesu christo.þviat krossmerkit gert med trꜹstri tru til gvds er hinn avrvgazta vernd ok hlifd będi andar ok likama.

Saa foer kongen sin weg inthill han kom till Noumedals Fylcke, oc der laa han met sitt folck nogen stund. Kongens folck haffde titt hørt at der waar møgitt berietrolltrolla gangr. oc spøgelse frem for anden stedtz i Norge. oc siden hogen Jarll waar død, da haffde folckitt stor plage aff bergetroll. Nogle aff kongens mend foruitne oc wille wide om thet skulle were løgn eller sandhedt. Der waare [iij aff 32kongens krigsmendtveir hirdmenn konvngs. som ginge lønlige aff skibet paa landitt om natten. Men der de haffde gaait en stund i mørckett, saae de huor der brende en stor Jld [i itt fieldj helli., der ginge de hen, oc saae der mange troll side wed Jlden oc tale sig imellom. De bleffue staaendis [wden for hullitt paa fieldittvti fyrer hellisdyrvnvm.; ther saae de en stor troll, som dem siuntis att were høffding for de andre, som tog saa till ordtz: wide i att Oluff T. er kommen her wnder landitt, oc er thet saa att han [173 v] bliffuer her nogen stund, da giør han os wist wmag. wiFøre «wi» vantar noko. B hev her: hev her: þeir adrer fiandr svarado. maa well tencke paa huor stor nød oc trang han haffuer kommit os i siden han kom her till Landitt, oc han lader os ingen naade nyde; han haffuer fordreffuitt oß aff wore bygder, oc haffuer omkommit mange aff waare tro thienere, oc ieg troer at bliffuer han her nogen stund da maa wi wißelige rømme aff landitt. thj wi kunde ingen naade haffue for hannem. Men ieg troer thet att were best att wi før legge den neste bygd øde. J thet samme tog [en aff de onde trolleitt af þessum ohrenvm ꜹndvm. saa till ordtz oc sagde. Jeg haffde min bolig i gaulerdall hart wed Hlader; haffde ieg møgen wenskab met hogen Jarll, han gaff mig gode gaffuer: men nu er kommen i hans sted denne grumme mand. Thet hende sig en dag, att hans folck waare wde oc skempte sig der som ieg bode; da gaff ieg mig i leg met dem lønlige, oc tog ieg en aff hans mend wed hans haand, oc legte saa met den att hans hand gick sønder: den anden dag brød ieg en andens fod sønder. Men den [174 r] thredie dag kom kongen sielff i Legen met, da ieg mente att ieg kunde oc giøre hannem nogen meen. Men der ieg kom i Legen, tha kiende ieg icke den ene for den anden; da greb ieg till en oc end haardelige, men han tog mod mig saa fast met hans hender wed min side lige som Jern, oc saa hart krystede han mig att ieg falt ned oc haffde nęr giffuitt min Aand wd, dog kom ieg met stor wmage aff hans hender, thj maatte ieg deden aff min bolig mod min wilge. Tha suarede [itt anditt Trollannat flagdtt.: Engang som kongen holt itt stort gestebud paa Hlader oc folckitt waar møgitt druckitt, da skickede ieg mig i en deilig Quindis lignelse, ieg haffde itt deiligt horn met mig fult aff forgifftig drick met Eder oc møgitt andit ont, som ieg actede att skencke kongen, ieg stod [wed trappenvid trapizvna (d. e. attmed bordet). oc waar ieg herlige kled, da recker kongen sin hand till mig oc bad mig att ieg skulle følgebyrla (d. e. skjenkja). 33hannem: ieg bleff glad oc meente ieg haffde nu kongens liff i mine hender, Jeg till hannem gick oc bar met mig thett faure horn oc waar saare ydmyg for hannem, han tog wed hornet oc støpte thett [174 v] offuer mig oc slo mig hart i mitt hoffuitt [att ieg faar aldrig bedreat þeirra meizla kenni ek enn er hann veitti mer ok fę ek alldri bętr. saa lenge ieg leffuer.

Saa tog [thet tredie trollhin þridia trollvetrin. till ordtz, Jeg giorde oc saa engang: Jeg tok paa mig deilige kleder oc skickede mig i en deilig quindis lignelse, oc kom ieg høffuiskelige kled i thet herberge som Oluff T. waar wdj, sad han barføder, oc haffde paa sig en Linbrog. bispen sad paa den ene side hoß hannem. Som ieg kom ind saa begynte ieg att wecke klaade paa kongens føder. Kongen saa att der stod en quinde paa gulffuitt smuck oc deilig, thet waar ieg: han kallede att mig oc bad mig klaa sin fod. Jeg giorde oc saa indtill han gick att soffue. Men der han kom i sin seng da begynte klaaden at wexe paa ny, ieg sette mig paa fodskaarren oc kloo hans føder indtill baade kongen oc bispen soffnede. Da reisde ieg mig op offuer kongen oc actede att drebe hannem met min onde krafft oc styrcke; Men kongen wognede strax oc slo mig i mitt hoffuit met en bog saa hart att [mit hoffuit gick sønderhꜹssinn brotnadi., oc saa maatte ieg fly bort met skam. [175 r] oc haffuer ieg aldrig siden weritt før [men gaaitt lige som ieg waare hoffuittløßek ber ę sidan hallt hofvdit., oc aldrig faar ieg bedre nogen tid. Der kongens mend haffde dette hørt, da ginge de lønlige tilbage igien till skibbett, saa att ingen wiste aff thet. Men om morgenen sagde de kongen thet oc hans folck, huad de haffde seett oc hørtt. Kongen sagde, end er dette sanden [som de sigesem þid segit. oc dett er till merckis att den tid føderne haffde weritt klaad, [da wognede ieg op oc bad bispenvackta ek þegar vpp byskvp ok bad ek hann. att han skulle see huordan foden waar aff thet att trollen haffde klaitt dem, som kom i itt menniskis skickelse i wort herberge till oß. Oc der bispenn kom oc saa paa foden, da fandtz der en blaa blegne paa fulld aff Ether: Da lod bispen skiere wd styekitt met kiød oc blod: Siden bleff saaritt legt, oc thet Ar siunes paa mitt been saa lenge ieg leffuer: en dog forbiuder alle mine mend att gaa op paa landitt aff minne skib om natten. Her Effter foer kongen oc bispen met alt sitt beste folck om till alle neruerindis bygder met kors oc helligdom, oc stenckte wied wand offuer fiell oc [175 v] berg oc dale oc [prim34signett met hellige oc gudfryctige bønnerhreinsvdv med helgvm bęnvm ok gvds fvlltingi., oc frelste saa folckitt [aff de bergetrollaf ovina valldi. anꜹd ok yfer gang.. Siden foer han till sitt skib oc foer om høsten til Nideroß, oc bleff i Trondhiem den winter met sitt krigsfolck.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Eit gammalt utdrag or Bergsbok

Eit gammalt utdrag or Bergsbok inneholder fortellinger fra de store kongesagaene om Olav Tryggvason og Olav den hellige.

Teksten, som er fra omkring år 1600, er hentet fra det såkalte Hannover-manuskriptet som befinner seg i Niedersächsische Landesbibliotek i Hannover. På 1870-tallet fant historikeren og filologen Gustav Storm ut at manuskriptet måtte være en avskrift av et manuskript kalt «Bergs abóta bók» (Bergsbok) i Stockholm. Dette er et islandsk manuskript fra ca 1400 som inneholder de to store kongesagaene om Olav Tryggvason og Olav den hellige og noen dikt.

Teksten i bokselskap.no er en digitalisert utgave av Asgaut Steinnes' NSL-utgave fra 1965.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.