Eit gammalt utdrag or Bergsbok

Oluff Haraldtzønn Dygre

{Han haffde gudroder biorneß}

Gudroder biorneß haffde en Søn hed Haral grenski. Han haffde i forraad wngulsmarckvingullmork., westfollen, oc alt augdeside in till Lidendisneß. Han haffde till hustru Oste gulbrandtzdaatterd. gudbranz kulv. [aff HedmarckenStår ikkje i B. Sjå innl. s. XVII f.. En Sommer foer Harall [i øster søenj austr veg. att røffue. Han kom i Suerige til dronning Sigrid som war Skoglar Tostens daatter, hun fick kongen i Suerige paa hans Allerdom, han kallis Erick hin SeierSelle. Der han kom till hinde da war han well fau-[183 v]gnitt wdj stor kierlighet. Jblant andre deris ord sagde hun att hun tyctis icke mindre att were om then Eiedom hun haffde i Suerige, end thet kongedømme han haffde i Norge. Ther wed bleff harall grenske Sorrigfuldt, oc foer hiem till Norge bedrøffuitt, oc waar hiemme den winter met liden glæde. Om sommeren der effter kom han till Suerige igien till dronning Sigridt oc bleff well wndfangen: Saa taler han hinde till om hun wille bliffue hans hustru. Hun suarede [att thet waar icke rett, thj han haffde en from hustru i Norgeat þat var honvm hegoma mal ok hann er adr sva vel kvęntr at honvm er fvllrędi j.: Der till suarer han, att hans hustru er fromgavfvg. nock, men 42hun er icke kommen aff saa stor Eth som han waar. Der effter giorde hun kong Harall grenske itt stort giestebud, saa att hans folck bleffue druckne, Som de waare kommen i søffn lod hun sette ild paa husitt oc lod hannem brende inde om natten met dett folck han haffde met sig. Da sagde dronningen att hun skulle saa lære smaa konger [184 r] att beyle till sig. Ramihrani. widfarenJfr. B 123 ra8: hrani en vidfaurli. waar igienn met nogitt folck. Der han spurde de thiende att Harall waar indebrent, tha hastede han fra Suerige till Norge, oc sagde Oste gul brandtzdaatter thiende, att hindis hosbonde waar indebrent i Suerige. Ther Harall grenske brende inde da waar Oste met barn, oc hun waar saare kranck met samme barn oc kunde icke føde sitt foster. Hindis krigshøffuitzmand wed naffn FhraniHrani. drømde en natt att der kom en merckelige stor mand till hannem. FhraniHrani. spurde huad han waar for en: Han sagde, ieg heder Oluff digerbeen. Naar du staar op da far strax till den høig som staar [paa agerstadtageirstaudum.; der inde finder du en graff met en dør paa; gack der ind, der finder du mig liggendis død paa itt skib met mitt krigsfolck: ther skaltu tage en guld ring aff min finger oc [minn kongelige Spiruónd., oc thet beltte ieg haffuer omkring mig skaltu tage aff mig: thet fierde skall were itt guldbunditgulli bvit. [184 v] Suerdt, der met skaltu hugge mitt hoffuitt aff, gack siden hastelige bort, oc luck husit flittelige till effter dig, oc naar thu kommer till Oste da leg thet belte om hinde som du tager aff mig, saa skall hun strax føde itt drengebarn, som hun gaar nu met: thj beder ieg eder atti giffue *hannenn mitt naffn oc kalle hanem Oluff. Thet barn monne were waar affkom till en stor trøst oc hielp oc mange andre folck, thj wi alle monne bliffue figen aff hans fødtzell. oc thet som du tager aff mig, will ieg att Oste skal giemme till sin Søn Oluff. Effter thet da bleff Oluff digerbeen borte, oc Ranihrani. waagnede, oc foer den neste morgen der effter till hougen, han fant dørren oc gick der ind: Der saa han itt skib fult aff døde mend; oc tog Suerdit oc de andre ting, som han haffde før sagt hannem aff i drømmen. Som han kom tilbage igienn, saa tog han Linden oc lagde om Oste; Strax bleff hun skilt wed sin møde, oc fødde [185 r] en Søn. [Rani tog strax liuß oc wand oc kallede barnitt Oluff digerbeen.huern hrani ios uatnni ok kalladi olaf epter olafi digrbeinn. Mange hans frender oc Nabocr gledde sig aff hans fødtzell. Oc de mente wißelige att han skulle bliffue saadan en konge som Oluff diger43been, fordj han waar i sin tid en wiß, trofast, stor mand, raadig, ydmyg oc [stadig i sindeastugidr (d. e. astudigr) sinum monnvm.. Nogen aar der effter bleff Oste gifft met Sigur syr, som da waar konge paa Ringerige; han waar [Haldan Sigurßøns Søn Riseson halfdanar sigvrdar sonar hrisa. som waar Harall Haarfagers søn. [De feggeþeir langfedgar. haffde i lang tid haffd Ringerige i forraad. [Den tid att Oluff Haralßøn waar thre aar gammell, da kom kong Oluff T. till Ringerige, till Sigur Syr, da bleff han christnitt oc Oste hans hustru, oc Oluff Haralzøn oc Rani widfaren, oc alt Ringerige oc andenstedtz wide i oplandenDette er omstendelegare fortalt enn det som står i B 124 vb11-14, og er med eit einskilt unnatak («oc Rani widfaren») teke direkte frå utdraget or soga om Olav Tryggveson. Sjå ovanfor s. 2521-25..

Ther Oluff han waar xij aar gammell &c. Som han haffde røffuitt mange stedtz i Suerige oc ØlandSkal vera Øsel (Eysýsla). Mistaket skriv seg frå eit notat av Jon Simonsson. Under B 125 vb, der øyane Gotland og Eysýsla er nemnde, hev han skrive Gotland, Øøland i Østersiø». Ferdi til Øsel er i B nemnd etter ferdi til Stokksund (jfr. neste note)., kom han omsider [till Stockholm (:som [185 v] den tid kalledis Stocksundt:)til stoks sunda. Randnote av Jon Simonsson: Stockholm. oc der haffde han nær bleffuitt inde bestollitt aff de suenske. tha lod kong Oluff graffue wd igiennom Agnafet wd i haffuitt: [Samme nattþa. waar en saare stor regn i landitt, saa att Lougen wexte saare; Saa att der de finge graffuit wd i Søen, da kom wanditt effter. [Saa lod han hastelige tage aff skibbene huad han kunde saa de bleffue lętte, droge dem siden wd igiennom groben i Søen:þa let .O. a skipvm sinvm ꜹll styri legia or lagi en draga segl vid hvn. han fick strax en god bør oc kom sin wey att søen. Siden waar thet Sund kallitt Kongsundt. Siden røffuede han i Finland oc ther ner omkommen met hans folck. Sidenn seilede han syder till Danmarck oc siden till Frisland oc røffuede der.

Then tid att kong O. Haraltzøn haffde lenge weritt wden landtz besynderlige i Synderlandene, och han kom v aff sine skib i itt oß, som thet folck kallitt [Halkar oßhallzar ós.; han lagde sine skib op i Aaen. Som han haffde huilt [186 r] der nogen stund, saa drog han wd till Søes igien, oc lod saa itt skib fare effter anditt, men thett kongen foer paa waar thet siste. Som de komme wdj Ositt, da saae de som fremmist waare, [itt forferligt hafftrollogvrlickt se kyckendi.; huilckett waar som en quinde offuen beltett, men neden till [som en fisksem hvalr.. Dette spøgelse kallede mand paa danske Margyger, oc thet dyrckede 44folck paa Landitt for deris gud, oc de mente sig att haffue møgen trøst der aff. Den tid thet første kong Oluffs skib kom wd i Ositt, da kommer [thet trollskrimslit. op aff en dyb høll oc faar fatt i skibitt paa huert bord oc drager thet ned i grunden, saa att der bleff drucknitt [huert leffuendis barnmenn aller., oc der bleff borte alt som paa skibbitt waar. Der de som nest waare thet saae, bleffue de saare forferdede, oc torde icke holle sin Reise frem i Ositt. Som kongen kom effter [met sine skibmed sinv skippi., da sagde de hannem thet store wnder som de haffde seett. Som Oluff Har. hørde denne tiende, oc han thet [186 v] troll saae, sagde han till sine mend, bliffuer icke redde for dette spøgelse, Lader mig fare fremmerst met mitt skib; Saa styrede han lige [till Spøgelsetat skrimslinv., oc sagde, Reddis icke, thj gud allermectigste er sterckere end denne dieffuell. Som de komme hart mod thet saa gick han frem i staffnen, oc tog itt spiud oc giorde thet hellige kaars for aadden, oc skiød thet till spøgelsitt aff all sin mact saa att spiudett tog i brystet, aff thet saar sanck thet Troll ned till grunden, oc kom aldrig op mere.

Then tid Oluff Haralsøn kom till Norge da haffde han en Finde met sig: Han sagde, J dag faar wi Hogen Jarll fangen. Da sagde Oluff Haralßøn till hannem: Er thet santt du siger? Ja sagde han er thet icke sant da will ieg dø der offuer. Saa lod Oluff Haralsøn legge sine thu skib i Sunditt, oc lod sitt folck ryste sig till strid, oc haffde saa en sterck kabillstreng. wnder wanditt mellem baade skibene: J [187 r] thet samme kom Hogen Jarll rocnde oc mente thet haffde weritt tho kiøbmandtz skib. Derfor roer han mitt i mellom dem baade. J thet samme lader Oluff Har. winde kabelen op, Saa bliffuer Hogen Jarll sidendis fast der paa, oc i thet gick [thet Roer skibsceidina (akk.). omkring som Jarllen waar paa, oc han kom i Søen oc bleff fangen aff {Hogen} Oluff Haralßøn, oc all hans folck bleffue fangne, wndertagitt de som drucknede.

Ther effter foer konningen [øster i wigenavstr med landi. (Lenger nede, etter setningi som nemner dei to jarlane: fer Olafr konvngr skyndelega avstr til vikr.) oc begynte att legge Landitt wnder sig; Somme anammitt hannem, men somme sagde hannem imod, som waare Haagens oc Suendtz wenner oc frender. Siden foer han paa westfollen [oc bleff well fauffnitt der for hans faders skyldt, som tilforn haffde weritt deris kongeþa fognvdv honvm marger vel þeir sem verit hofdv kunn menn eda viner fꜹdvr hans. (Noko mistydt i utdraget.): Siden om 45høsten der effter foer han op paa Ringerige till sin stiffader Sygur Syr. Sigur Syr waar ingen krigsmand men en god husholdere, oc saadan en mand som besynderlig haffde stor act paa hans ager oc Eng.

[187 v] Med Sigur Syrs hielp bleff han tagen till konge offuer alt Oplanditt. Ther waar samme tid mange konger paa Oplanditt. Hierckerhrereckr. oc Ring tho brødre raadde for Hedmarcken, gudrod for gulbrandtzdalen; [Der waar oc samme tid en konge paa Rommerige, oc En paa Totten oc Hadeland:konvngr var a ravmma riki einn sa er hafdi þotnn ok hadaland. A valldresi var ok konvngr. Aff dem bleff han tagen till konge. Siden foer han nord offuer Fiellit oc kom i Orckedall, oc lod steffne ting, oc forkynte for dem huorledis Hogen Jarll haffde flyd aff Landitt for hannem; tha anammede somme hannem, Somme sagde ney: men somme flyde wnden. Paa denne tid da waar Suend Jarll [i Trondhieminn j þrondheimmí at stenkervm., oc lod rede till Julegestebud. Den tid Einer Tambeskelff fick diße tiende om kong Oluff, da foer han till [Erick Jarlls. J. (d. e. sveini Jarli)., oc sagde hannem att Oluff Haralsøn vaar kommen der. Den samme natt tog han sitt lange skib, oc lod føre derpaa sine [løse penningelavsafe., oc saa møgitt anditt som [188 r] skibitt kunde bære, oc flyde samme natt. Om morgenen i Lysningen kom han wdj Skarsundt. Oluff Haralßøn kom till ErickSkal vera Svend. Jfr. note 4. Jarls gaard, oc fick der alt thet øll oc mad som ErickSkal vera Svend. Jfr. note 4. Jarll haffde laugitt till Jule høytidt, oc lod bære thet paa sine skib oc foer strax samme tid der fra. Strax samlede Jarlen oc Einer Tamb. [wed tho tusinde mendnęr xx c. manna., oc tenckte att offuerfalde Oluff H. lønlige om natten. Men han fick tiende der aff oc kom sin wey, oc foer tilbage offuer fielditt [ind i Gulbrandtzdalentil dala..

Samme tid samler Oluff Har. møgitt folck tilhobe aff Oplandene. Oc kong Oluff oc [E. Jarllsveinn jarl. haffde forsamlitt deris folck, da wille Jarlen offuerfalle kongen om en Søndag; thj sende kong Oluff bud till hannem oc bad hannem fire denn hellige herrens Sabbatth: oc thet waar da modt den hellige paasche høytid, som mand icke burde saadant att handle; Men han begieritt att han wille bie till offuer de dyre dage. Tha suarede Svend Jarll, att kongen giorde thet icke for hellige dagers [188 v] skyldt, men for han wentede sig mere hielp, jo lenger han tøffuede, oc sende kongen bud att han for ingen deell wille wnde hannem then frist, men wille ende46lige stride met hannem om Søndagen. Tha suarede kong Oluff Digre, thet monne gud wille att han monne faa wseir, som icke will fire [herrens hellige Sabbathz dag*drottems dag..

Ther effter tog kong [Oluff Digreolafr konvngr. alt Norge wnder sig, oc lagde sin største flid till att han kunde christne thet ganske land. Thi kong Oluff Tryggesøn kunde icke faa alt landitt christnitt, thj han haffde mange modstandere i landitt. men han lod besynderlige christne landitt wd met Søsiden. Oluff Har. lod øde oc nedslaa alle affguder i Landitt som Oluff T. icke offuerkom, som waar Tordtþor. de Engilskis gudt: Godorm de danskis gud, oc mange andre affguder, oc lod brende de affgudiske huß, oc lod bygge hellige kircker i steden igien, oc lod wie prester der till, saa hialp gud hannem att heidenskabitt forminskedis oc christendommen formeredis.

[189 r] Thenne samme winter komme sendebud fra Oluff Suenske konge: som waare tho brødre wed naffn Torgauter skarda oc Asgutt, oc haffde met sig [xx mendiiij menn ok xx.. De komme ind i werdall oc steffnde ting der oc lode tillhaabekalle bønderne oc begierede skatt aff dem paa kongens wegne aff Suerige. Da suarede Almuen att de for ingen deell wille giffue kongen aff Suerige skatt eller landt skyldt. Saadan suar finge de alle steder huor de steffnde ting. Der de hørde att bønderne skiød sitt maal till kongen, da sagde Asgutt att han wille fare till kong Oluff Digre oc høre hans ord om han icke wille giffue kongen aff Suerige skatt. Saa endis deris tale, att kong Oluff Digre [lod henge dem alle i gallier paa gauleraaß. Torgautt allene wndertagenEtter B 138 ra12 var det «asgꜹtr ok þeir xx» det gjekk slik med. Etter B 138 ra9 ‘1* hadde Torgaut «ok hans menn» skilt lag med dei andre. som wndkom for kongen; Han foer till Suerige oc sagde kong Oluff Svenske huor gaaitt waar i norge met hans sendebud.

Kong Oluff Har. Digre lod fundere Sarpsborrig, oc lod der giøre kongsgaarden: Der sam-[l89 v]me stedtz lod han oc fundere oc bygge Mariæ kircke, oc gaff dem Tompter som der wille bygge.

Then winter sende kong Oluff Trond huide aff Trondhiem øster till Jempteland att hente hannem skatt af Landitt. Ther han haffde sammendragen skatten, da kom kongens sendebud aff Suerige oc sloe Trond ihiell siellf xij oc toge skatten oc førde kongen aff Suerige. Kongen lod biude christendommen i Wigen lige som han giorde i Norlanden, oc thet gick well for sig. thj de waare 47mere waant met christett folck, end de aff Norlandett. Fordj der waar baade winter oc sommer mange fremmitt kiøbmend baade danske oc tyske. De Wigueringe haffde oc møgitt deris kiøbmandskab i Engeland, [Lantosaxen, Flanderen(til) – – saxlandz ęda flęmingialandz. oc Danmarck, oc mange aff dem oc haffde deris wintersæde i christne land. Then samme tid haffde [Roi hin skelgehroi en skialgi. kongens sendebud aff Suerige, tilhobe dragitt Leding oc Landskyldt aff Ordost. Mod hannem sende kong Oluff [Euind wreereyvindr (B 139 ra31: eyvindr vrar hornn)., han drepte Roi met xxx mend oc førde alt han haffde til kongen.

[190 r] Ther waar i Norge en mand wed naffn [Gulick gierske,gvdleikr gerzski. [fød paa Augdesidenęttadr at avgdvm., han waar en wellig kiøbmand, han foer [øster til Ryslandavstr j garda riki.. oc kong Oluff Digre bad hannem kiøbe sig nogle dyrebar vaari i Rysland. Han foer did oc kiøbte attskillige dyrebar foerpell. som kongen skulle haffue till sin kongelige prydelse. Om høsten wille han fare till Norge igien, tha fick han modbør i østersøen oc kom [wnder itt Ølandvid eyland (d. e. Øland). oc laa der lenge børløß. Thet spurde Torgaut skardj, han foer did oc sloes met gullick. Gulick weriede sig lenge mandelig; men effterdj Torgaut haffde mere folck, da falt gullick der oc alt hans folck, oc Torgaut tog der den dyrebar waare som kom Norgis konge till, [oc sagde att kongen aff Suerige skulle icke angritt att han haffde icke faaitt skatt aff Norge for den dyrebar waare han nu haffde faaittenn hann seger at gersimar skyldi hafa olafr svia konvngr ok er þat seger hann nockr hlutr af skatti þeim er hann a attaka af noregi.. Dett ryctedis widebratt.. Thett spurde oc Euind wrerhorn som da waar i østersøen, han kom effter Torgaut i de suenske skier. Der hulde de en slactning oc Torgaut bleff slagen oc [alle hans folckflest lid hans., oc somme løbe for borde, oc E-[l9O v]uind tog all deris dyrebar ting, som de tilforn haffde tagitt oc førde till kong Oluff aff Norge. [Dette waar i thet tredie Aar effter att Oluff Har. haffde weritt konge i Norge.þa hafdi olafr verit iii vetr konvngr yfer noregi.

Thett waar xxx aar mellom att Oluff Tryggesønn [sloes met kong Suend aff Dannemarck oc kong Oluff aff Suerige i Sualder haffnfell fyrer Danmarkar sidv. (Noko supplert i utdraget.), oc att Oluff Haralsønn Digre bleff slagen paa Stickelstad. Erick Jarll oc Suend hans broder raadde xiij aar for Norge, [Hogen JarllHakon. ij aar oc Oluff Haralsøn xv aar.

48Kong Oluff Har. sende biørn Stallere oc [Hialte skieggeß JslenderI B her kalla «hiallti», men 142 rb3-4 «hiallti skeggia son». Han var etter 142 rb3 komen «vtan af jslandi». selff tolffte till Suerige tiill kong [Oluff Fonskesvia konvngr. Jfr. innl. s. XVI. att han wille giøre fred met hannem mellom begge landene som der waar giort i Oluff Tryggesøns tid. Kongen gaff biørn [itt guldbundit suerdsverd bvit. oc en stor gullring, oc bad hannem fare till Ragenuall Jarll [i wester gyllandNamnet står ikkje her i B. som waar kongens gode wen, oc sagde, haff ditt raad met hannem attu kant komme ditt ærinde for kongen, att wi kunde wide enthen ney eller Ja. Ragenuall Jarll haffde Jngeborge Oluff Tryggesøns syster. Der de [191 r] komme till Jarlen, da bleffue de well fagnede i alle maade. En dag bare de sitt raad till Jarlen oc Jngeborge hans hustru om deris ærinde. Biørn Stallere waar en merckelige wiß mand oc welltalende, han holt altid kongens ord naar nogitt galt paa. Raganuall Jarll suarede biørn, Monne kongen wille lade drebe dig, thj han sender dig dette ærinde, Jeg troer icke att nogen er saa dierff att han tør bere dette ærinde for kongen: thj han will aldrig høre kong Oluffs naffn neffnis: da suarede biørn: dette Erinde skall ieg føre for Kongens øren aff Suerige, skulle ieg end aldrig komme till Norge igien.

Den stund biørn Stallare vaar i Suerige, da sende han andre mend til Oplanden met de Erinde att lade biude for kongen, thj han actede denne winter att fare om all Oplanden. Han begynte wed Sarpsborrigborg., oc først i wingulsmarckvingvlmork.. Huor han foer da lod han kalle till sig menige mand aff huer bygd. Han randsagede grangiffuelig huorledis de holt den christelige tro. Oc fant han nogen [191 v] som icke waar rett oplerd, den lerde han met flid den rette tro; oc dem som icke wille afflade sin hedenske seduane oc affgudiske wesen straffede han haardelige, Somme giorde han landflyctige, [somme lod han binde hender oc føder paa oc lod dem fengsle, Somme lod han hugge en hand eller fod aff,svma let hann hamla at hondvm ęda fotvm. somme lod han stinge øyene wd paa, Somme lod han henge, oc somme lemmeleste, Jngen bleff wstraffitt som icke wille offuergiffue sin hedenske tro, oc thiene den sande gud, Saa foer han thet ganske Fylcke offuer. Han sparde ingen, huercken Rig eller fattig, ædell eller wædell, han fick dem prester oc lerdemend som skulle lære dem den christelige tro. Han haffde met sig ccc. stridtzmend der han foer op paa Rommerige, oc han fornam oc der att de icke heller holt deris 49tro som dem burde, thj hanlede han met dem aff Rommerige som han giorde i wingulsmarck. Den tid att den konge som bode paa Rommerige dette spurde, da tyctis hannem: [192 r] thet att were en ond tiende. Fordj der kom till hanem huer dag baade riige oc fattige som flyde for kong Oluff Har. Therfore drog han strax op paa Hedmarcken [till Heireicka fynd hrereks. som waar konge der. thj han waar den wiseste konge i alt Oplanden. Som de komme tilsammen da lagde de Raad sig imellom, att de sende bud till Gudrodkongen [igulbrandtzdalennordr i dala., oc till kongen paa Hadeland, oc bade dem komme till sig. Ther kom tilhobe paa Ringisaker paa Hedmarcken v konger, oc de lagde raad huad de wille giøre; paa thet siste bleffue de saa forent att de skulle giøre wdbud, oc biude vd aff deris herredom all thet folck de kunde affsted komme; oc wille de icke anditt end huer konge skulle haffue ccc stridtzmendt, oc mente sig att wille holle enn slactning met Oluff Har. Digre. Thet fick Kettill aff Ringe neß att wide som waar met dem paa deris herredag. Om aftenen som han haffde faaitt sig mad, da kledde han sig oc sine thienere, oc foer ned till watnitt oc tog der [en jactkarfan. som hannem tilhørde, som kongen haffde giffuit han-[192 v]nem; de sette sig strax till deris Aarer att roe oc komme [till wandtzbondenvt til vatzenda. sent om Afftenen (:Kiell haffde met sig xl mand well rystett:) strax foer han op paa landitt met xx mand, de xx lod han bliffue wed skibbitt. Kongen waar end da paa Rommerige, Kiell kom till hannem som kongen gick fra Ottesang oc kundgiorde hannem diße tiende. Strax sende kongen sitt folck om bygden effter skiudtzheste, oc tog met sig ccccnęr cccc. mand oc foer till Miøß, oc tog der saa mange skib oc baade som han haffde behoff; han rocr strax til Ringisaker oc kom der om natten. Da soffue alle konger i itt huß. Om morgenen i Lysningen fick han dem alle v fangne.

Thenne samme høst døde Sygur Syr kong Oluffs stiffader, som waar konge paa Ringerige.

Ther waar en gammell Laugmand i Suerige wed naffn Torgnyer Torgnyersßøn, han waar en wiiß oc forstandig mand. Den gaff Biørn Stallare sin sag tilkiende om then wfred som waar immellom kongerne aff Norge oc Suerige, oc att Norske konge begierede [193 r] fred, men kong Oluff aff Suerige wille ingen fred giøre, ey heller høre kong Oluff Har. naffn neffnis, oc lagde hannem fore huad wlycke der kunde affkomme paa wndersaattene i begge 50Rigerne. Thenne Laugmand haffde opfostrett Ragenuall Jarll, han waar oc met biørn Stallare paa samme tid oc holt paa kongens hand aff Norge. Torgnyer gaff biørn thet raad att han skulle komme paa den tid som nu er om Kyndelmyße, till Opsall, ther skulle møde alle mand aff Oplandene oc kongen selff met. Ther waar saadan skick i Suerige der de waare hedninge, att i Wpsall holtz thet største blod offer som de offrede for fred, Seier oc deris konge. Der waar itt stort marckett paa samme tid, thj thet ganske landtz folck søgte did paa samme tidt. Der pleiede oc kongen att holle ting da i thre dage. Till Wpsall kom kongen sellf, som gammel sed waar, did kom oc Raganuall Jarll, Torgnyer oc biørn Stallare. Den første dag [193 v] [der kong Oluff Suenske haffde ent sin taleen er tꜹlvd voro erendi konvngs. till Almuen, stod biørn Stallare op hart hoß kongensJarls. stoell oc begynte høigt att tale, oc sagde: *Kon Oluff Har. haffuer sent mig hid dette ærinde, att han will tilbiude kong Oluff aff Suerige Fred, oc will holle thet gamle lande skiffte som tilforn haffuer weritt immellom Suerige oc Norge: han talede saa høigt att kongen hørde thet. [Ther han hørde Oluff Har. naffn neffnis oc hastelige biørn Stallare til.Mellom «neffnis oc» og «hastelige» må noko ha falle ut i avskrifti. B: en fvrst er konvngr heyrdi nefndan olaf konvng þa hvgdi hann at sa mvndi reka nockvt hans erendi. en er hann heyrdi ręt vm sęt ok vm landaskipti mille sviþiodar ok noregs þa skildi hann af rifiom vera myndi. þa hliop hann vp ok bad ath sa madr scyldi þeggia. Tha opstod [Raganuall JarllNamnet vantar i B, men er rett innsett i utdraget. oc sagde: han sagde huad ord kong Oluff aff Norge haffde sent till Suerigis konge, oc sagde for kongen aff Sverige huad den ganske Almue aff wester gylland begierede, att ther maatte bliffue fred immellom landene, [thj huis godtz de haffde i wigen bleff dem forhollis aff then Norske konge; de reddis oc att de Norske skulle giøre opløb mod dennom, thj de sade nest for handen.Noko fritt omskrive i utdraget. Han sagde ocsaa att kongen aff Norge haffde sent mend did att wille [194 r] bede om Jngerd kongens daatter, oc han wille haffue hinde till sin dronning: Som han lod aff att tale, da opstod kongen aff Suer. oc talede haardelige til Ranganuall Jarll att han torde were saa dierff att han wille giøre fred met den digre mand aff Norge (: thj han kallit saa Norske konge till spaat:) oc mente att han wille giøre hannem landflyctig derfore, oc sagde att Jngeborg hans hustru haffde thette alt bestillitt, [thj hun waar kong Oluffs slectDette står ikkje her i B.. Ther effter sette kongen sig oc Almuen tagde stille: 51Da opstod Torgnyer oc alle bønderne oc wille høre huad han wille tale, oc der begyntis itt stort buller blant Almuen. Som de tagde begynte Torgnyer oc sagde: Thet er nu anderledis met de Svenske konger end weritt haffuer: Min farfader Torgnyer [waar lenge metmvndi. (Framhald: ok sagdi hann fra honvm – – – at hefdi hvert svmar leidangr vti –.) kong Erick Eimundtzøn kong i Opsall i hans wnge dage i møgen krig huertt aar; han want Finland, Churlandt Estland oc mange andre land i øster: [han waar oc lenge met kong biørn then Seyerselle i møgen krigHer hev noko falle ut. B: þorgnyr fader min var med birnni konvngi langa ęfi – – – ek rna mvna eirik konvng en sigvrsela ok var ek med honvm i morgvm herforvm., tha [194 v] waar hannem icke forbøden att han maatte jo tale met kongen aff Suerige: Jeg waar oc selff lenge met kong Erick, [tha waar ieg mest i hans raadvar oss gott radvm vid hann at koma.; men nu wille [de konger aff Suer. raade allene, oc saa gaatt som ingen maa tale met demkonvngr þessi er nv er lętr ongvan man þora at męla vid sik nema – –.; men jeg siger dig konge, See till huad du giør, thu lader de skatland gaa fra dig som andre konger haffue wunditt till kronen, oc Norge wiltu bliffue wed som du haffuer ingen rett till. Nu skaltu wide att thet er waar aluorlige willie allesammen, attu giører fred met kong Oluff aff Norge, oc attu giffuer hannem Jngerd din daatter till hustru. Men er thet saa attu wilt winde wnder dig de lande som ere i øster, som dinne foreldre oc frender [haffue før wunditt till Suerige met herreskioldhafa att., da wille wi alle were dig følgagtige dertill, oc wiltu icke giøre fred met kongen aff Norge, da wille wi slaa dig ihiell eller driffue dig aff landit. Saa haffue waare foreldre før giort: de drucknede v konger ien kielde [paa Amule tinga mvla þingi., som [195 r] sette sig op mod bønderne som du giør: Sig nu snart [huad *de menning erhvern kost þv villt vpp taka.. J thet samme giorde bønderne itt stort buller met deris waaben. Saa stod kongen op oc sagde han wille haffue thet alt som bønderne wille; da bleff Almuen stille: oc Raganwall Jarll oc Torgnyer giorde strax fred immellom kong Oluff Suenske oc kongen aff Norge, oc samme tid bleff oc samtyct at Jngerd skulle haffue kongen aff Norge. Strax der effter foer Biørn til Norge oc sagde kongen huor hans sag waar gaaen i Suerige. Kongen tackede hannem att han haffde saa well i alle maade bestillitt hans ærinde.

[Om waaren der effterStår ikkje i B. lod kong Oluff steffne till sig alle de rigiste oc beste mend i Norge, oc lod giøre sine skib ferdig, oc sei52lede met stort prall synder till Kongelff oc till Landemerckit oc wille der forbie sin festemø Jngri kongens daatter aff Suerige. Kongen tøffuede lenge der, oc ingen tiende kunde han faa enten fra kongen aff Suerige [195 v] eller fra sin festemø. thj sende han bud till Raganuall Jarll om han wiste icke nogitt att sige hannem der aff: *Ham sende kongen saadan bud att han wiste inthet der aff, men thet første han kunde spørge {kon| nogen tiende fra kongen, da skulle han lade hannem wide thet. Alle mand i Suerige vndrede der paa att kongen i Suerige wille icke fulkomme thet han haffde loffuitt paa wpsall mode, oc the bade Jngrid att hun saadant skulle sette frem for kongen; men hun sagde at hun icke torde. En dag waar Svenske konge wddragen i Jact oc hann fick v: orre. Der han kom hiem da møtte hans daatter Jngrid hannem oc fagnede hannem met glæde. Hendis fader wiste hende [de *worerfvglanna. oc sagde blidelige till hinde: Huor wedst du en konge, som mere haffuer weydett paa en stacket stund: Hun suarett: thette er well weydett paa en morgen stund; men thet waar mere weyde att kong Oluff aff Norge fangede [196 r].v. konger en morgenstund oc bekom saa alle deris riger. Ther kongen dette hørde da steg han hastelige aff sin hest [met wredeok snerizt vid henne., oc sagde, nu wel Jngerd; ieg forstaar well huad din begiering er till den digre mand aff Norge; men du skalt aldrig faa hannem dine dage: men ieg will giffue dig en anden høffding som er dig bedre werdt end den digre mand, som haffuer tagit mit rige Norge fra mig.

Strax der effter sende hun Raganuall Jarll bud huad hendis fader haffde i sinde, att han wille icke holle then forligelse som waar giørt met kong Oluff aff Norge, oc bad dem aff wester gylland att de skulle tage sig ware for Norge. Ther Jarlen spurde diße tiende, tha sende han bud om alt sitt land att the skulle tage sig ware for Norske, om de wille giøre nogitt indfall i wester gylland. Raganuall Jarll sende kongen aff Norge de thiende han haffde spurt, oc bad kongen att han icke wille stride paa hans [196 v] land wester gylland. Ther kongen fick diße tiende bleff han saare wred, saa att ingen i mange dage fick ord aff hannem; Men paa thet siste gaff han sitt folck forloff, oc lod huer fare hiem till sitt. Siden drog han till Sarpsborg oc bleff der om winteren.

Kong Oluff aff Suerige haffde en daatter wed naffn Astri, som waar opfød i wester gylland hoß en mand som hed Egill. Der hun 53bleff mandvoxen da tog hun sin fosterfader Egill met sig oc drog ind i Norge mod sin faders willie, oc gaff sig i snack met kong Oluff Har., indtill saa lenge att de bleffue saa forentt att hun skulle bliffue hand dronning, oc han giorde sitt brøllup met hinde i Sarpsborrig. Jngridt bleff siden gifft met Jarisleff kongen aff Ryßland.

Ther bleff [aff Suerigis raad«Suerigis raad» er ikkje nemnt her i B. saa stadfest at baade kongerne aff Norge oc Suerige skulle mødis wed landemerckitt. the giorde oc saa, oc der bleff giort en stadig fred immellom dennom. [197 r] Hisingenbygd – – j hising. haffde tilforn wndertiden liggitt till Norge oc wndertiden [till Suerigetil – – gautlandz.. Ther om bleffue kongerne saa forente, att de skulle kaste terninger der om huis den skulle were. Kongen aff Suerige kaste først, oc kaste xij øyene, thj sagde han till kongen aff Norge, du tørst icke kaste, ieg haffuer wunditt. Kong Oluff Har. kaste oc xij Øyne. Kongen aff Suerige kaste anden gang oc xij øyne. Da sagde han: Du haffuer icke behoff ydermere att kaste, ieg haffuer alt wunditt: Saa begynte kongen aff Norge att ryste terningen vdj handen oc sagde: Gud aller mectigste skall hielpe mig till att ieg skall winde: oc kaste vj øyne paa then ene terning, oc den anden terning brast i thu, oc han fick vij øyne paa den. Ther d{} ‘met‘ Eignedis kongen aff Norge [all Hisingenbygdina: Siden skildis de adt, oc huer foer hiem till sitt Rige.Heile forteljingi 1. 8-21 hev vorte noko utvida i utdraget.

Effter Oluff Tryggesøns død falt de aff Norland mesteparten fra troen till Affguder, thj nøddis kong Oluff Har. till att fare offuer alt Norlanditt oc christne thet paa ny. Han kom paa thet siste till Halo-[197 v]gelandt, oc bleff der mesteparten en heell Sommer. Ther bode en mand [i Kircke øøj biarkeyiv., wed naffn Tore Hund, den lod kongen christne. Han waar den rigiste mand der bode Norder. Denne giorde kongen till sin befalingsmand der Norder. Ther kongen kom till Trondhiem fick han de thiende att bønderne giorde blodoffer som de pleiede att giøre i hedenskabitt. Den som ypperste waar aff dem som opholt blodoffer {bode wed} ‘hed’ Oluer paa Egge; han waar aff stor slect oc forsuarede de andre som giorde blodoffer. Ther waar en mand wed naffn Toralffþoralldi., han waar kongens wen, oc sagde hannem huorledis de aff Trondlagitt waare mesteparte«n» foruent fra den christelige tro; oc de offre blodoffer om høsten oc fagne winteren: thet anditt blodoffer giøre de midvinters, thet thredie giøre de om waaren till att fagne Sommeren: 54Men nu herre, sagde han, ere de paa Merinni oc rede till deris blodoffer. Ther kongen dette hørde, da lod han [198 r] saffnne sammen sitt krigsfolck, oc bad dem strax giøre sig rede oc drage wd paa hans Orloffs skib. Han haffde v orloffs skib oc ccc. krigsmend oc foer ind att fiorden, oc fick god bør, saa kongen kom om natten till Merinne. han lod strax beringe deris affgudtzhuß som de waare vdj. Oluer han bleff strax fangen oc ihielslagen oc mange andre mend met hannem. Kongen tog alt thet som de haffde did førtt, oc lod føre thet ’till’ sinne skib, oc en part der aff lod han bytte immellom sine krigsfolck. thj de haffde ført møgitt godtz oc prydelse did. [Saa mange aff bønderne han offuerkom lod han sette i Jern.Vorv svmir hondum tecknir ok j jarnn settir. [Somme lod han baste oc binde;Står ikkje i B. Somme tog han [deris Odallfeit. fra. Saa kom kongen dem atter wnder den christen thro oc fick dem prester oc lerde mend oc lod bygge kircker mangestedtz. Oluer giorde han wdslegerogilldan oc lod optage alt hans godtz løst oc fast. Han giorde oc saa wed de andre han haffde fangitt, han lod somme drebe, somme lemmeleste, oc somme giorde han land-[l98 vאflyctige oc optog deris godtz: oc foer saa till Trondhiem igien. Ther dette skede da haffde Oluff Har. weritt konge i Norge i vij aar.

Then høst foer kongen ind i Romsdall, oc till Oplanden, oc kom till Leßø, han tog der de beste {bes} mend paa Leßø oc Doffre oc bød dem enten att lade sig christne eller att fly Landitt. The som lode sig christne finge kongen deris Sønner till gißell oc han fick dem prester. Siden foer han om Orckedall oc Lierdall, oc kom der ned som heder Staffua brecke. Siden foer han ind i dalen, oc lod steffne till sig Almuen aff Lom, wage oc Heydall, oc lod saadane bud følge met, att enten skulle de lade sig christne eller stride met hannem. De komme till hannem oc flyde hannem till haande, men somme rømde synder i dalene.

Samme tid waar Dale gulbrand lige som en konge offuer dalene. Ther de hørde tiende att kong Oluff waar kommen i dalen, da lod han opskere tingbudherꜹr. oc steffnde alle bønder till sig, till den sted som kallis Hunde Torp. Han holt ting met dem [199 r] oc sagde att der waar kommen kong Oluff Digre, oc will biude oß en anden tro oc bryde sønder alle vaare guder, oc han siger att han haffuer en sterckere gud end wi haffue, oc mig forundrer att Jorden brøster icke vnder hannem, att han tør sligt tale, eller wor gud lader hannem lenger leffue, oc ieg tencker att bere wi Tord aff hans huß, 55then som haffuer giffuitt os saa møgen Seir, da troer ieg wist att han brøster i synder oc hans gud met hannem, oc alle hans mend bliffue om inthitt. Tha robte alle att kongen skulle aldrig komme deden om han kom till dem. De sagde han tore aldrig fare lenger synder i dalene. Saa toge de Siv hundrede mend som skulle fare paa bespeiding mod hannem [til Bredutil breidv.. Deris høffuitzmand [hed Gulbrandvar – – sonr gvdbranz., han waar xviij aar gammell. The komme till Hoff, der vaare de iij netter. Did kom møgitt folck till dem som haffde flyed aff Leßø, Lom oc wage. Ther kongen haffde bestillit sine ærinde der da foer han offuer wrgurastvrgv rꜹst., oc han kom ned [paa wsua vsv., oc waar der [en nattvm not.. Der [199 v] fick han tiende att ther waar møgitt folck for hannem. Kongen kledde sig [oc sitt folckStår ikkje i B. till strid, oc foer Synder [offuer Suwolleneptir svvollvm., oc holt [paa breduma breidvnne., oc saae de for sig møgitt folck waar rystett till strid. Saa flyttefylckti. han sitt folck oc red selff for folckitt, oc talede till bønderne oc bad dem att de skulle lade sig christne. The sagde han skulle faa anditt att tage waare, end giøre geck aff dem, oc de robte till strid. Kongen drog mod dem, oc begynte striden. Strax flyde bønderne. Gulbrandtz søn bleff fangen, oc kongen gaff hannem fred oc haffde hannem met sig. Han sende hannem till sin fader oc lod hannem sige att han wille snartt komme till hannem. Saa foer han hiem till sin fader oc sagde hannem altsammen huor gaait waar mellom kongen oc bønderne; oc kongen gaff mig fred oc bad mig sige dig, att han will snart komme till dig. Men ieg raader dig fader, sagde han, attu icke strider met denne mand. Jeg kan forstaa sagde Dalegulbrand, [att han haffuer ditt hierte alt [200 r] borteat or þer er barit allt hiarta.; Saa forstaar ieg [attu troer paa de ordok trver þv nv þegar a orar þęr. den mand far met. Dalegulbrand bar sitt raad till Tord Jstremage, som waar høffding for dalene, de besluttede saa, att de wille holle ting met den mand som waar kommen norden till, oc wille wide hues ęrinde han foer met. Gulbrandt sagde till sin Søn, thu skall fare till den konge som dig gaff fred i striden oc tolff mend met dig oc sig hannem att bønderne wille holle ting met hannem oc giøre fredt met hannem. Kong Oluff behagede thet well, oc foer [till Ledstadtil beiar þess er lidstader heita., oc waar ther v netter: Ther effter foer han till tingitt oc holt ting met bønderne. Der tingitt waar sett, tha stod kongen op oc sagde, att [Leßø, Lommj oc wagelesir ok a lone ok vaga («lone» misskriving for «lom»). haffde tagitt wed 56den christelige tro, oc nedslagitt deris Affgudtzhuß oc synderbrøditt deris affguder, oc de troer nu paa den sande gud som haffuer skabt himmell oc Jord. Saa sette kongen sig ned. Gulbrand suarede oc sagde, wi wide icke huad thet er for en gud du taler om; kaller du hannem gud som du kant icke see; Men wi haffue en gud som wi kand see huer dag [200 v] Men han er icke wde idag, thj dett er saa waad weder, Men saae i hannem, da skulle i forferdis, oc eder skulle icke bliffue gaatt i hiertett om han komme paa tingitt. Effterdj du siger saa møgitt aff din gud tha lad hannem giøre thet saa att der bliffuer skyett oc regner icke, oc lad oß findis her i morgen. Saa foer kongen till sitt herberge oc han haffde met sig {kongens} gulbrandtz søn till gißell. Om Afftenen spurde kongen gulbrandtz huorledis deris gud waar giortt; han sagde att han haffde lignelse effter Tord, [oc haffuer en stor hammer i haanden oc er hull inden tillok hefer hann hamar i hendi. micill vexti ok holr innann.; der fattis icke guld eller sølff paa hannem; han ęder huer dag fire leffue brød, oc slacter der till. Siden ginge de till seng, men kongen soff icke møgitt den natt. Om morgenen stod han op oc hørde Meße, oc fick sig mad oc foer saa till tingitt, oc weritt bleff lige saadant som gulbrand begierede. Ther de komme till tingitt, da stod bispen op oc talede for Almuen. [Han haffde en deylig korkaabe paai kantara kopv. oc predickede møgitt for Almuen om gudtz tegn oc wnder-[2Ol r]lige gierninger. Tha suarede Tord Jstermage oc sagde: møgitt taler du hyrning om din gud, du haffuer en staff i din hand oc offuen till som itt krogitt weerhorn; Er din gud saa mectig som du siger, da tall met hannem att thet bliffuer itt deiligt klar Soelskin i morgen, Saa skulle wi mødis her oc forligis eller holle strid met hinanden.

Kong Oluff Har. haffde en kempe met sig wed naffn Kolbiøn Stercke; han haffde altid met sig en stor Jernkøllervddv – – er svmer menn kalla clvmbv., den lod kongen gaa nest sig om morgenen, oc han bad sine mend [att de skulle tage deris skuder om natten fra bønderne oc deris heste oc foruare demGangit þer þangat er skip bonda erv ok borit þer þar a rꜹfar en ridit a brot eykivm þeirra af bęnvm þeim er þeir erv a.. Then ganske natt giorde kongen sin bøn till gud att han motte omuent de hedninge till den christelige tro. Ther kongen haffde siungitt sine tider, da waar thet mod dag, saa foer han till tingitt, oc der waar mange aff bønderne komne. Der saa kongen mange bønder komme som haffde itt stort træbillede immellom sig prydett 57met møgitt guld oc sølff. Ther bønderne som waare paa tingitt saae thet, da løbe de imod [thet spøgelseþat skrimsli., oc neiede for thet, [201 v] Saa sette de thet mitt paa tingwollen. paa den ene side stod kongen, paa den anden bønderne. Saa opstod Dalegulb. oc sagde: Hører du konge huor er din gud, ieg tencker att han beer heller lagt skeggett paa hans hage, end han tør møde her. Men see her min gud, huorledis han seer met huasse øyne paa eder alle sammen, oc seer attj ere alle redde for hannem, oc tør neppelige see om met eders øyne for hannem, Saa raader ieg eder attj alle falde ned oc troer paa hannem, som haffuer alt eders raad i sinne hender: Saa ende han sitt maall. Tha talede kongen till Kolbiøn stercke, saa att bønderne hørde thet icke: Om thet hender sig att bønderne wende sig fra sin gud i thet ieg taler met dem, saa glem icke huad du skalt giøre, see om du kant ramme deris gud met din kølle. Siden stod kongen op oc sagde till gulbrand: Møgitt haffuer du talit i dag till oß der om att du icke maa see wor gud, men wi wente han skall snartt komme till oß; du wiser oß den gud som en blinder oc døffuer, oc kand huercken hielpe sig eller andre, oc kan [202 r] ingen weg komme vden han bliffner boren, oc ieg tencker han skall snartt komme [till en Jldttil illz.. Men sagde ‘han’ seer nu wdj øster, ther kommer nu waar met møggitt liuß oc herlighet. i thet samme rand Solen op, oc alle bønderne saae [i øster medtil solarennar.. J thet samme slo Kolbiørn Stercke till deris Affgud met sin kølle, att han brast i mange stycker, oc der løb aff hannem muß saa store som *ande Katte ygler oc slemme orme. Bønderne bleffue forferdede oc rømde till skib, ther de komme till dem, da kunde icke komme i them, men [somme aff dem løbe i vandittþa hliop þar j vatn ok fylidi vpp. (D. e. det rann vatn i skipi og fyllte dei. Jfr. s. 56, note 4.). Saa wille de till deris heste, tha waare de borte, tha lod kongen kalle bønderne sammen oc sagde till dem: Nu maaj see huad thet er for en gud i haffue troett paa, oc paa huem i haffue borren eders guld oc sølff som her ligger paa wollen; oc huem i haffue giffuitt eders mad, som er orme, øgler, padder oc muß; tager nu her guld oc sølff oc haffuer thet hiem till eders høstruer oc lader dem bere thet, oc henger thet aldrig siden paa stock eller steen. Jeg setter eder nu thu stycke fore: Enten skulle i slaais met mig eller [202 v] lade eder christne. Dalegulbrand stod op oc sagde: møgen skade haffue wi faaitt i dag aff wor gud, att han kunde icke hielpe oß. tha wille wi nu tro paa den gud som du troer paa, oc toge da alle wed den christelige tro. Bispen christ58nede Dalegulbrand oc sette prester att lere dem then hellige tro, och de skildis wenner adt, som waare før wuenner, oc gulbrand lod giøre kircke i dalen.

(:Effter att kong Oluff oc Erling Skialgsønn haffde talis wed paa Augualdtzneß, tha woxte altid siden deris fiendskab. thenne Erling haffde Oluff Tryggesøns syster; han waar altid kongen imodt. Han raadde alt [fra Rogeland till Lidendisneß.mille lidandisness ok sogns.:) Siden foer kongen op till Worß, ther bød kongen att de skulle lade sig christne, men bønderne stode imod oc wille holle slactning met hannem; Men paa thet siste lode de sig christne. Om høsten foer han op i waldreß, [ther waar altsammett heidettþar var adr heidit.. Kongen lod der steffne ting. Bønderne komme met waaben oc we‵r′ge. Kongen bød dem lade sig christne; men de stode imod oc [203 r] bad hannem tie, oc buldrede saare met deris werge. Men der kongen saa, att de wille icke liude hannem oc de waare møgitt stercke, tha wende han om oc spør om der waar nogen som haffde nogen store sager sig immellom, dem wille han hielpe till rette oc laug. De skildis att den dag. (:Ther bønderne spurde att kongen waar kommen ind i waldreß, da lode de skere op herordher or., oc steffnde till sammen [alle de som waaben oc werge kunde bereþegn ok þręl. oc droge mod kongen, saa att bygden waar øde. Ther kongen thet fornam tha lod han brende alt thet han offuer kom; men der bønderne thette fornam, tha giorde de fred met kongen oc lode sig christne; oc bade kongen att han wille giøre miskund met dennom. Ther han der haffde laditt bygd kircker oc sett prester der till, foer han [ind i Landvpp a landit., oc siden [norder til wndall om fieldennordr til vm dala til fialls. indtill hand kom till Trondhiem. tha haffde kongen regieritt Norge i Ni aar.

Nest Dalegulbrandtz historie skall dette staa. Siden foer kong Oluff wd paa Hedmarcken, oc [203 v] christnede thet. Han wiede der kircker oc lod sette prester der till; dernest foer han yd paa Totten oc Hadeland, oc lod dem alle christne. Der foer han fra till Ringerige, oc de annammede alle den christelige Tro. Fra Ringerige foer kongen till Rommerige. Ther bønderne thet hørde tha samlede de sig alle met waaben wed den Elff Nittia. ther the fundis ther, tha holle de slactning met kongen; men de flyde strax oc finge store hug, oc siden lode de sig christne offuer alt Rommerige. Saa foer han øster i Sollyoer oc christnede der all bygden. Sist i winteren drog kong Oluff aff Solyoer oc ned igien paa Rommerige; tha lod kon59gen steffne till ting igien menige Almue [till Eidtzuoll (: som den tid kalledis Hiedseuiß ting:)j þeim stad er sidan er kallat heidsevissþing. Ther sette han dem for en Loug att alle oplendingene skulle møde der, oc Heidseuiß loug skulle gaa om alt oplanditt oc widere andenstedtz som siden haffuer gaaitt. Siden foer kongen till Tunsberg oc satt der, oc did komme mange fremmede folck met [miell, korn oc maltþvngi., [thj da waar der en *saade dyrtid i Norge, *besynlige Nordenfieldtz.Var þar þa ár ferd god allt vm vikina ok til godrar hlitar allt nordr til stads en halleri mikit allt nordr þadan.

[204 r] Kong Oluff Har. sende Karllkarli (like eins seinare). haleysk norder till biarmeland; Saa waar theris ord: Att Karll skulle haffue helten aff thet han kunde winde eller forthiene. Tilige om waaren holt han sitt skib nord till Halogeland. Han haffde met sig sin broder gunbiørngunstein (her og seinare)., oc l.nęr halfþridia tigi. mand. Der Tore Hun som bode paa KirckeøøNamnet (skal vera Bjarkøy) står ikkje her i B. Jfr. s. 5326 og 6132. thet hørde, sende han bud till Karll, att han wille holle følge met hannem till biarmeland. Karll sender hannem bud, Att wille han holle følge met hannem tha skulle han icke haffue mere end 1. mand som han haffde, oc huad de kunde winde thet skulle skifftis immellom skibene. Men ther Tore hund kom till dem tha haffde han paa sitt skib lxxx mand, thj spurde de hannem, hui han haffde saa møgitt folck frem for dem; tha sagde han: thet tør well giøris behoff. Ther de finge bør, seylede de till biarmeland, oc de finge ther strax kiøbslaa lige som de wille; [graaskin, beffuer, Sabell oc Maard oc anden wild waare.þorir fek af gravorv ok bior ok savaia. karli hafdi ok allmikit fe þat er hann kꜹpti j gravorv. Ther de haffde kiøbslaaitt, tha droge de [wd adt Aaen hin wen-[204 v]nevt epter áni vinv. [(:som biarmer then kalle:)Står ikkje i B. Ther de komme wd i haffuitt talede de sig immellom, om de icke skulle fare op paa landitt oc røffue der nogitt: De bleffue alle till sindtz att saa skulle skee. Da sagde Tore hund: Her er saadan sedt paa landitt, att naar nogen actendis mand døer, [tha kommer halffparten aff hans sølff oc guld till hans arffuinger; oc halffparten beris i skoffuenlavsa fe ollv skyldi skipta med hinvm dꜹda ok ꜹrfvm hans, skyldi en dꜹdi hafa helft. eda þridivng ęda minna, þat fe skyldi bera j skoga. till deris affgudtz huß, oc der skall thet [blandis met Jordavsa vid molldv. oc bliffue saa der. wille wi did tha skall thet skee mod afften. Saa bleff beslutt att ingenn skulle gaa fra huer andre, oc [ingen skulle bliffue 60wed skibbitt wden deris styremendenngi skyldi epter vera þa er styri madr segdi a brot skyldi. fair menn voro epter *æpter at skipvm.. ther de fore nu op fra skibene, tha funde de først [en slett woldveller sletter., ther nest en stor skoug. Tore gick fore oc Karll oc hans broder [der nest*sidarrt., [oc siden de andre huer effter andenStår ikkje i B.. Tore bad dem fare saltelighliodliga («saltelig» skal vera «sactelig»).. Huor de ginge i skoffuen hugge de barck aff treerne, att de kunde finde weyen tilbage igien. Som de komme [aff skoffuenj riodr eitt mikit., tha [205 r] funde de en høg Skiegaard, der waar en dør paa; ther skulle vj mend woge huer natt om denne skiegaard, sin treding huer tho. Der de komme did, tha waare ‘de’ hiem gangen som haffde waagitt, oc de wect holle skulle waare icke endda komne. Tore oc Karll komme offuer skigaarden, oc komme baade lige tilige till dørren, de toge slaaen fra dørren, oc lode de andre ind i gaarden. tha sagde Torer: her er en høig i gaarden met guld oc søllf, beblanditt met Jord. her skulle wi tage saa møgitt aff som wi kunde bere, oc her wdj gaarden staar de biarmers gud, Jomale, oc foruarer eder attj icke rører wed den. Saa ginge de till høyen oc toge saa møgitt guld oc sølff som de kunde bere i deris kleder. Tore bad de skulle tha alle fare bort: [Karll oc gunbiønþid nv brędr. skall fare først wd oc siden ieg. De ginge alle wd men Torer wende tilbage till Jomala, oc tog den store sølffbolle som stod i Jomalas skød, han waar fuld aff sølffpenninge, dem lod han i sin kilting, men hollenhꜹdyna. som waar i [205 v] bollen drog han [paa sin Arma handlegg ser., oc saa gaar han til sinne stalbrødre. Ther de komme alle aff gaarden da bleffue de ware att Tore Hund waar igien. Karll wende tilbage oc lette effter hannem, oc de fundis inden ledett paa gaarden, Karll saa att Tore haffde sølffbollen, Saa sprang han till Jomala, thi han saa han haffde itt saare stort kiede paa halsen, oc hug thet baand sønder met sin øxe som kieden waar i fest met paa halsen, oc hug han saa hart till at halsenhofvdit. fløy aff Jomala. Thet gaff saa stort buller aff sig [att de bleffue alle forferdede, oc forundrede sig paa thet store skraallat ollvm þotti mikil fvrda att ok vndr.; han tog kieden oc skyndede sig. Strax effter thet buller hørdis komme vecterne frem oc blesde [i deris Lydtj lvdra sina.; Saa hørde de en stor wraalen oc skraalen aff landtz folckitt, de skyndede sig till skoffuen thet snariste de kunde; thj de hørde huor biarmene komme effter [met stor hastighet oc wredemed miklvm gnv ok a kalli.. Tore Hund gick seniste. tho mend ginge fore hannem oc bare en 61seck immellom sig; dem hialp Tore att de komme frem. Saa komme de aff skoffuen [paa den slette marcka vollvna.. Landtz-[206 r]folckitt trycte effter dem met stor hast, dog kunde de icke komme saa nær till de Norske, att de kunde giøre dennom nogen skade met deris waaben; men de komme beholne till deris skib, oc fick god bør oc seylede saa offuer Ganduick, oc [thet waar liust maaneskinnott var þa en lios. (Det var sumarnatt og langt nord.): thj seylede de natt oc dag indtill de komme till en Øø, ther kastede de deris ancker oc [belagde skibbene vellbidv strꜹmfallz., thj der gick en saare sterck strøm frem om Øen. Ther kom Tore hund paa Karls skib oc begierede att han wille sellie hanem thet {sk} kiede han haffde tagitt aff de biarmers gud; thj, sagde han, i maa tacke mig attj saa wndkom foruden skade: Karll suarede: Helten aff thet ieg kan winde paa denne reyse skall kongen haffue, oc ieg acter hannem dette kiede till gode. Far till hanem siellf oc spør hannem adt: [Kanstu bekommett, thet seer ieg gierne.ef þv vill kann þa vera at hann fai þer menit. Saa bad Torer de skulle drage paa Landitt oc skiffte de penninge de haffde faaitt, the suarede att thet waar icke da tid att skiffte deris penninge; de wunde deris seyll, oc som de komme [till gier[ werj geirs ver. lagde [206 v] de till landtz. ther skibbene waare belagde, gick Tore paa landitt oc nogle faa mend met hannem, han begierede som før att de skulle skiffte byttett; men der han fornemmer, att de for ingen deell wilde som han, tha kaller han Karll paa landitt till sig oc siger han haffde nogitt synderligt att tale met hanem allene. Som Karll kom mod hannem, da stack han sitt spiud igiennem hannem, saa han døde strax. Gunstien {st} tog ligitt oc bar thet paa skibbitt, oc droge deris seyll op oc seylede frem bedre, lige saa giorde oc Torer. Men der de komme till langeuiglemgiv vik., da drager gunstien paa Landitt met sit folck. Torer kom effter met sitt folck, [oc wille slaa dem ihiellok ellta þa.. Men de wndkomme for hannem. Han foer tilbage till skibene [oc tog alt thet guld oc sølff der waar paa oc anden wilduareok tokv fe þat allt er a var a skipinv., oc fylte skibbitt igien met steen oc førde thet wd paa haffuitt oc lod thet siuncke till grunde; Siden foer han hiem [till bierckeøø:til biarckeyiar. Men gunstien foer lønlige om natten met smaa baade indtill han kom om kring bierckeøø. Siden foer han till kong Oluff [207 r] oc sagde hannem huorledis deris reyse waar gaaen i biarmeland oc siden. Kongen tycte saare ilde att were att Tore hund haffde saa handlitt mod dem, [oc sagde 62han skulle engang skicke rett offuer hannemok segir at hann skyldi leidretta hans mál þa er hann mętti.. Med dette godtz oc wilduare som han selff fick i biarmeland, oc thet som han røffuede fra Karll haleysk oc hans broder Gunstien rømde han siden till Engeland som enn forræder till kong Knud som de kallede den Rige.

Kiell Jampt hed en mand; han waar [Anund Ja: sønson ꜹnnvndar Jarls. aff Sparabo wed Trondhiem, han flydde for øysten Jllraad øster om Kioll; han rydde marckenmerckr. op oc bode der som nu heder Jampteland, [oc foer aff kong Øyestens RigeAvstvr þangat flydi fioldi manz or þrandheimi fyrer of riki eysteins konvngs.. Han lagde Trondhiem wnder sig till skatt oc sette hans søn der offuer som hed Soruickersorkvir.. Kiell haffde en sønsonar son. han hed Torer Helsing, han bygde Helsingeland. Then tidt Harall Haarfager tog Regimente i Norge da flyde mange aff Norge for hannem baade aff Trondhiem oc Noumedall, saa att Jampteland bleff stoer bygd. Somme fore øster til Helsingeland, oc de [207 v] bleffue kongen aff Suerige skattskyllige. Men der Hogen Adelstenadalsteins fostri. waar konge offuer Norge, da bleff fred mellom Jampteland oc Norge. thj han waar en from konge, derfore gaffue Jempterne sig wnder hannem oc gaffue hannem skatt, han lod oc sette dem low oc Landtz rett, the wille heller were vnder hans kongedøm end vnder kongens aff Suerige, thj de waare komne aff de Norske; lige saa giorde oc de som bode i Helsingeland oc holthellzt. thet lenge siden, indtill [kong Oluff Haral[ønolafr konvngr endigri. oc kong oluff aff Suerige trettededeilldv om Lande skiftte; tha gaffue de helsinger oc Jampter sig wnder kong Oluff af Suerige, [oc holde saa Lande skiffteok redv þa landa skipti. {s} [øster forꜹstan. Eydeskoug oc Kioll oc norder till Findmarcken, Saa tog Sverigis konge skatt aff Jampteland oc Helsingeland. Men siden att kongerne bleffue wenner, da wille kong Oluff Digre, att thet skulle were som gammelt haffde weritt, thj sende han sitt bud till {dem} Jempterne oc kreffde skatt aff dennom; [tha suarede de, att de wille ingen were *wenderda‵ni′ge vden kongen aff Suerige.en jamtar hofdv gert rad sitt at þeir villdv svia konvngi hlydni veita.

[208 r] Kong Oluff sende fra Trondhiem till Jemptteland Torroder Snarrasøn Jslender sielff xij till att kreffue hans skatt. Thet giorde Torroder icke gierne. thj kongen haffde før sent xij mend der hen met Trond Huide, [dem sloge Jempterne ihiellJfr. s. 4634-35.. Dog foer Torroder effter kongens willie till Jempteland. Da kom han till Laugmanden 63i Jempteland wed naffn Torer, han fagnede dem well. ther de haffde weritt der en liden stund, da bare de deris ęrinde frem. Laugmanden sagde han raadde icke derfore, men de wille holle almindelig ting der om. Han lod skere op almindelig tingbud, oc de komme till ting. Kongens sendebud foer ‘icke’ till tingitt, men der laugmanden boritt deris ęrinde frem, tha suarede almuen att de wille lade henge somme aff kongens sendebud, oc somme wille de gemme till deris blodtz offer, oc somme skulle leffue indtill kongens bud aff Suerige komme did. Tha flyde de adt skougen oc bleffue fangne. Anden gang slap Torroder att skougen oc bleff [208 v] icke funden. Han waar lenge paa ødemarcken. omsier kom de till itt huß i skougen silde om en afften. Der fant de en mand oc quinde. De laante dem huß. Manden sagde, att han waar did kommen, thj haffde slagitt en mand ihiell oc kunde icke faa fred. Han bad dem were hoß sig, oc gaff dem mad, oc der de haffde faaitt sig mad, lagde de sig till att soffue. End brende da ilden i husitt. Toroder saa en mand gaa frem for ilden, oc meente att han aldrig haffde seet saa stor en mand. Han waar i en Rød skarlagens kiortell. han talede till quinden oc lod ilde, thj hun haffde laant dem huß. Hun meente hun kunde icke necte dem husitt. Han forstod att quinden waar hans syster, oc hørde att hun kallede hannom Arnliott gelline. Toroder haffde før hørt tale om Arnliott giellina. Toroder soff hart. thj han waar mødig aff den lange reise. Der thredie parten aff natten waar fremgangen, da kom Arnliott oc wecte dem op, oc sagde de [209 r] *de skulle rede sig till att ferdis. De stode op oc finge sig mad, [saa stige de huer paa sine skiedersidan feck þorir skid hvorvmtvegia þeirra.. Men Arnliothz skier waar baade store oc lange frem for deris. Som de begynte att løbe, da waar han strax fra dem. [Han bad Torroder stige paa den ene Skie oc hans stalbroder paa den anden, oc de skulle holle sig vdj hans belte.hann bad þa stiga a skid med *skerid (det siste ordet er misskrive og skal etter andre handskrifter vera «ser”). þeir gerdv sva þorodr for nęr honvm ok heilt ser vnder bellti hans en foronꜹtr þorodz heilt honvm. paa thet siste komme de till itt hußsęlv hvss., sloge ild der op oc finge sig mad. Der de finge mad bød han att de skulle inthet kaste ned enten been elleer smuler. Men Arnliot haffde en tallercken aff purt sølff att faa sig mad paa. Saa lagde de sig till at soffue. Der waar paa den ene ende i husitt itt lofft, der stiede de op till søffns. Der de haffde soffuitt, da kom der ind xij kiøbmend som actede sig till Jempteland. De giorde ild 64oc finge sig mad, oc waare glade, lagde sig siden till att soffue Nogen stund der effter kom ind en forferlig stor trolquinde. Hun søete om husitt, alle de been hun fant, dem kaste hun i sin [209 v ] hals oc suelgede dem ned. Saa tog hun den mand som nest hende waar oc reff hannem slett sønder oc kaste hannem paa ilden. De andre waagnede der wed oc sprunge op. Hun reff de elluffue strax sønder. Men den xij løb [ind i husittjnnar vnder loptit., raabte; om nogitt menniske waar som kunde hielpe hannem. Arnlioth recte sin hand ned, [tog hannem i kraffuentok j herdar honvm. oc løffte hannem op paa lofftitt. Saa gick trolkonen till ilden oc begynte att æde aff [den stecte mandmenn þa er stekter voro.. Saa stod Arnlioth op oc skiød sitt spiud mitt immellom hindis herder, att aadden stod yd giennom brystett. Hun gaff itt stort skrig aff sig. [Arnlioth slap spiudett oc tog sin kaaß adt dørenarnliotr vard lavst spiotit ok hafdi hon þat med ser. (Eit «hun» synest ha falle ut i avskrifti mellom «oc» og «tog».). Om morgen der thet dagedis, sagde Arnlioth, Nu skulle wi skillis ad, Farer i den wey i seer kiøbmendene fore i gaar, men ieg will fare hen oc finde mitt spiud igien. Helser kong Oluff paa minne wegne, oc er han den mand ieg wilde gierne tale medt. [210 r] Men Torader [denne sølffdisk oc dug skaltu føre kongenhann tok vpp silfr diskin ok dukin med. færdv konvngi disk þenna. paa mine wegne. Torader foer sin wey oc fant kongen [i Kopangerj kꜹpangi., oc sagde hannem aff sin reise. Han heisede kongen paa Arnliothz wegne, oc antuorde hannem [hans skencksilfr diskin.. Da sagde kongen: thet waar ilde att Arnlioth fulde dig icke till mig. thet er stor skade att saa ont skall leggis for saadann enn dreng [oc mectig en mandok merkiligan mann. som han er. Siden om Sommeren der effter fick Torader forloff att fare till Jsland.

Ther kong Oluff kom till Sticklestad kom der en mand till hannem [offuen aff bygdenþar or heriodvm., thet tycte kongen [ny merenynęmi. att were. thj han haffde icke før seet saadan en mand. Han waar saa høy att [ingen iblant kongens hoffengi madr. racte høyre, end till hans Axell. Han waar en deilig mand. Han haffde en hielm paa hans hoffuitt: oc [itt pandtzerhringa brvniv paa, En rød skiold, oc itt suerd wed hans side; han haffde itt svare stort spiud i hans hand som waar lagd met guld; han gick till kongen oc spurde hannem om han wille[210 v] haffue hannem met sig i krig; kongen spurde huad mand han waar. 65Han sagde, [ieg er kommen aff Jempteland eller HelsingelandEk a kyn  jamtalandi ok a helsingialandi., oc ieg heder Arnlioth Gellin. Jeg Førde eders folck paa den rette wey, [som de Jempter fordreff der de kreffde skatter þer sendvt a Jamtaland at heimmta þar skatt., fick ieg Torrad i sin hand en tallerck aff sølff som ieg sende eder till en wenlig skenck. Da spurde kongen ham om han waar christen, oc hvem han trode paa. Da sagde han att han icke trode paa nogen anden en paa sin mact oc styrcke, oc thet haffuer nock hiulpitt mig her till. Men du konge skall raade for huad gud ieg skall tro paa her effter. Da sagde kongen, du skal tro att Jesus Christus haffuer skabt himmelen oc Jorden oc alting, oc till hannem skulle alle mennisker fare effter døden som haffue sin stadige tro till hannem. Arnlioth suarede, ieg haffuer hørt tale om den huide christus; men icke wed ieg [huor han boervm athofnn hans. eller huad land han raader fore, Men huad du wilt sige mig fore thet will ieg thro. Strax bleff han christnett, oc kongen sielff [211 r] lerde hannem de synderligste Artickle i Troen, oc kongen sette hannem mitt i krigen nest for sitt hoffuitt banere, ther sette han oc [Gauke, Toregꜹka þorer. oc Affrafast oc deris med følge, som waare xxx kiemper.

Then neste natt før kongen bleff slagen, saa han i enn Siun att den herre Christus talede met hannem oc sagde hannem at tiden waar nu nær paa huilcken han skulle tagis aff denne syndige verden oc bliffue lodtagen met gudtz wdualde i den euige salighet, saa befalede han presterne att siunge Meße oc sielff anammede han corpus dominj oc hans folck, oc trøste sig der met før han gick till krigen. Som kongen da kom till Sticklestad, da bad han sitt folck stige aff sinne heste, Som han haffde talitt till folckitt, da sagde han att thet waar icke gaatt att hans broder Harall skulle were i krigen, thj han waar for wng till saadan læg. tha suarede Harall: sandelige skall ieg were i Slactningen met, thj kand ieg icke holde mitt suerd saa hart som mig bør [211 v] da skall ieg binde min hand till handfangitt. Der met bleff harald met i Slactningen, [oc weriede sig som en duelig mandStår ikkje i B.. Saa raadde kongen sitt folck att de skulle staa mandelige, thj att deris sag waar rett oc bøndernis sag waar wrett, thj skulle gud well giffue dem en god seierwinding, oc sagde han skulle aldrig fly fra dem saa lenge der waar warmt blod i hannem; thj thet waar hans forsett: Enthen skulle han haffue seier eller han skulle wißelige dø i den slactning. Tord Folasøn bar kongens hoffuittbanere.

66Ther kong Oluff waar kommen till Sticklestad met sitt folck oc bønderne waare icke endda komne, da bad kongen dem [stige aff sine hestenidr setiazt. oc hvile sig, huilckitt oc skede. Saa lagde kongen sitt hoffuitt i Fin Arnesøns skiød oc soff. J thet saa de bonde herren komme met opracte Fennicker, tha wecte Fin kongen oc sagde att bønderne waare hart hoß dem. Da wocte kongen op oc sagde: Fin du giorde ilde attu wecte mig saa snart op før ieg fick [212 r] ende paa min drøm. Tha suaritt Fin: icke monne du drømme thet som vor schyllere end att du nu voger oc tager vaare thine fiende; kongen suarede: icke ere de ennu saa ner att thett vore io bedre att ieg haffde soffuitt. Da sagde Fin: Huad drømde dig, men i tyekes saa møgett att vere om att ieg vocte eder op, oc i vocknede iche sielff. Kongen suaritt: Att hand saa end stie staa op thili himmelen fra jorden oc hannem siuntis att hand gich der op adt saa langt att hand saa himmelen offnes for sig, oc der du vognet mig da vor ieg kommitt øffuerst paa stien. Da suaritt Find: Jcke tyckis mig din drøm att vere saa god, som du [212 v] tyckis, thi mig tyckis thette att betyde dig ett stackett liff, vden det er [noget andett, en drømnockvt annat enn svefn orar. som haffuer boritt for dig.

Then tid kongens mend ropte herroff frem, frem kritzmend, korßmend kongsmend: da begynte oc bønderne som vor paa den anden side oc att robe Frem, frem kritzmend &c. Da en part aff bønderne hørde dett, mente de att de haffde hollett met kong Oluff, da begynde de att slaaes indbyrdis saa att ther faltt møget folck førend de kunde stegge igien. Then tid att striden begyntis, da vor der oc saare deyligt veder oc klar solschind, oc strax striden vor begyntt, bleff der schymt oc saa mørckt alt men striden stod lige som dett haffde veritt nat, Ther striden vor offuerstaaitt: da gick [213 r] Thorer hund ther hen som kongens lig laa; da lagde hand thet till rette, oc brede ett klæde der *på oc der han tiurde blodett aff kongens ansicht, da sagde hand sielff sider saa att hans ansicht vor saa røtt oc deyligt som dett nogen tid vor men hand leffuett, oc hand siuntis ligere som hand laa.

Thore Hund vor then første mand som [boye meMisskriving for «begynte med». att opholle kong Oluffs helligdom aff den Aarsage: att den tid hand tiurde blodett aff kongens ansicht, da kom aff blodet i det saar som hand haffde i sin {sin} hand, som hand haffde faait i slaget, oc hand torde aldrig siden legge nogett plaster der paa men dett leetis aff sig sielff.

67*HalffKalfr arna son. hand lette effter sine brødre paa vallen ther fantt hand [213 v] Torberg oc Fin sine brødre som vore saar, dog icke døelig saar. tha tallede Fin hannem haardelig till, och saa modig som hand vor [da kaste hand en sax till hannemfinnr kastadi at honvm saxi. oc ville slagitt hannem ihiell, oc sagde [din Gudz foræder(finnr – – kalladi hann) gridniding ok drottins svika. saa ille du har giortt. *Halffkalfr. lod føre sine brødre met seg oc [forbantt deris saarMistyding. B: Var þa leitat vm sar þeirra.. Haralld Syuorsønn kom op paa fieldene, oc kom hen i Jampteland da vor hand xv Aar gammell, siden foer hand ind i Suerig oc kom till Rytzland [till Janisleff kongetil jarizleifs konvngs..

Torgiulls Almosønn oc grimer hans sønn førdeforo. till Valstaden om queldden der thet *vår mørckt [kong Oluffs ligHer hev eit par ord falle ut. B: þeir tokv lik olafs konvngs., och bare dett till ett lidett hus som *vår der noget ifra [214 r] The haffde wand oc liuß met sig oc tog hans klæder aff hannem, och suøpte hannem [i ett rent klædemed dvkvm., oc lagde hannem i hußitt oc [bant dørenn tillhvldv med vidvm., oc siden ginge de hen till sitt egitt. Den samme natt kom der en blind mand som haffde en dreng met sig, hand tog sig herberg i dett samme hus som kongens lig laa. Da drengen haffde lett den blinde mand der ind da ville hand legge sig neder oc hvile sig, i dett fantt hand for sig paa gulffuett huad der *vår, da hende sig, att hand tog strax op {met} i sine øgne met sine hender. Hand sagde till drengen, her vill ieg iche ligge her er saa vaatt paa gullett, oc gick [214 v] vd, som hand kom da vd, kunde hand see sine hender, oc kunde noget *noget* *nogett andett see ocsaa, hand gick till den gaard som Torgiuß vor, der sagde han fra huad hannem *vår væderfaritt, vdi det lille huß huor hand haffde faaitt sin siun igien oc viste allesammen att hand haffde lenge veritt blind, thi talet de seg imellum huad vnder der monne vere vdi dett hus, men Torgiulß oc hans søn viste vell att de hadde boritt kongens lig der ind. Thi bleff de red att kongens fiender schulle komme oc Randsage hußitt oc tage kongens liff bortt, thi foer de strax bortt om nattenn oc lagde ligett [vdi schogennvt j hagan. oc forvarett thet oc ginge siden hiem oc soff den natt.

[Torgiulft oc HansSkal vera «Torgiulß oc hans søn». B: þorgils almo son ok grimr son (ordet «hans» gløymt). rædis att bøn-[215 r]derne hans vuenner schulle finde kongens lig, thi de haffde sagt, att funde de thet, 68da schulle de enten hengebrenna. dett eller siuncke dett neder i haffuett. The haffde seett obenbarligt ett liuß brende offuer kongens lig om natten. De bleffue forferditt oc viste icke huad de schulle bestille. De giorde en kiste oc lagde kongens lig vdi de giorde oc en anden kiste den lagde de fuld aff halm oc sandgriot., thi de redis fast for bønderne; der bønderne vaare paa siste dragen fra Stickelstad. Tha toge de bode kisterne oc førde till schibs: de vore 7 eller 8 till hobe. Kongens lig sette de neden vnder, oc forvarit der dett andett sette de offuen paa de fore strax till *Tromhiem och [215 v] agde till kongens brygge. Saa sende Torgiulß bud till biskop Segur den dansche, att kongens lig vor kommen till bryggen, bispen sende sine mend till Torgiulß, de toge en rocr skude oc komme till Torgiulß, han fick dem den kiste som stod offuen paa som vor halm oc sand vdj, oc dett vaar mørck natt. Ther effter foer Torgiuls op att Aaen met ligett, offuen for byen, der baare de op ligett vdi ett øde hus, oc vacte der offuer om natten, [Om nattenStår ikkje i B. gick hand i byen oc talde met dem som haffde veritt kongens venner tillforn, oc hand spurde dem om de ville tage vid kongens lig: de sagde: att [the tore for ingen deell giøre detþat þordi engi madr at giora.. saa toge de kongens lig oc groffue det ned i [en sand *baggesandmel. om natten, oc giorde slett der offuer att ingen kunde finde [På det bortkomne siste bladet hev setningi truleg vore fullførd med ordet det. Resten av kapitlet lyder i B såleis: hofdv þeir þessv lokit ollv adr dagadi foro þa til skipsins logdv þegar vt or anne. foro sidan ferdar sinnar til þess er þeir komv heim a stiklastadi.]

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Eit gammalt utdrag or Bergsbok

Eit gammalt utdrag or Bergsbok inneholder fortellinger fra de store kongesagaene om Olav Tryggvason og Olav den hellige.

Teksten, som er fra omkring år 1600, er hentet fra det såkalte Hannover-manuskriptet som befinner seg i Niedersächsische Landesbibliotek i Hannover. På 1870-tallet fant historikeren og filologen Gustav Storm ut at manuskriptet måtte være en avskrift av et manuskript kalt «Bergs abóta bók» (Bergsbok) i Stockholm. Dette er et islandsk manuskript fra ca 1400 som inneholder de to store kongesagaene om Olav Tryggvason og Olav den hellige og noen dikt.

Teksten i bokselskap.no er en digitalisert utgave av Asgaut Steinnes' NSL-utgave fra 1965.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.