Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1859

Til Clemens Petersen.

Min kjere Clemens Petersen!

Med en Glæde, som igrunden var Rørelse modtog jeg igaar et Brev med din Udskrift; og den, trods min Forsømmelse, bestandig venlige Tone, hvori dine Betragtninger følger mig, gjorde mig mere godt end Alt, som i lang Tid kan have hendt mig. Skjønt jeg idag er træt og burde ikke skrive, er jeg dog altfor utaalmodig; jeg sprin ger over ethvert hvorledes forat komme frem til hvad. – Min kjere Ven, ikke kjerere end jeg selv bestandig ved af, men dog saaledes, at jeg maa smile, hvergang en Omstændighed paany bringer mig til at se paa det, – min kjere Ven! – Havde jeg dig nærmere, vilde Meget visselig være anderledes med mig.

Lad mig begynde med Slutningen af det, jeg vil skrive om, vis paa at Begyndelsen nok vil faa Plads. Lad mig begynde med Ibsen. Hvor lang Tid har jeg ikke krævet din Mening om ham, og har slet ikke faaet den. Nu har jeg den, og nu har du glemt min. Den er vistnok ikke saa haard som din, men du ved, at du altid ligger mig en Streg for stærkt mod Vinden, det er maaske ogsaa en af Grundene til den Frygt der ligesom staar udaf dit Venskab. Maaske der dog i hvert kraftigt Venskab er Frygt tillige.

Ibsens Hærmændene har jeg engang forsvaret. Det var, da det danske Theater i Kristiania forkastede Stykket, og var fejgt nok til at sige, det var fordi Stykket ikke vilde trække Hus, det var ikke dramatisk. Borgaard mente noget Andet, men turde ikke sige det af Frygt for Ibsens Parti. Da slog jeg i Bordet og sagde, at dette Stykke er ganske overordentlig dramatisk, som sandt er; endvidere at det som Udskrift af Sagaen har en ganske særdeles Interesse paa Scenen. Mangengang senere er disse mine Yttringer blevne forvekslede med ogsaa gunstige om Indholdet som Digt betragtet. Derom har jeg aldrig offentlig talt, men privat til dig, saa du dog maa vide min Mening. Lykke har Stykket ikke gjort, skjønt det saa paa Frastand kan tage sig ud. Ibsen staar i «det norske Theater» i en Klik af Venner, som det hele norske Theaters Publikum egentlig er. Hele denne Anstalt er bare Løgn, og forceret Galskab holder den. Den troskyldige Middelklasse, som vil have Norsk, Do. Tilrejsende gaar der, og Ibsen har desforuden en liden Egoistklik om sig med «Nyhedsbladet» til Anfører. Men hvergang han skal ud i stort Publikum, gaar det galt, og jeg har nu to Gange da maattet ud at hjælpe ham, fordi Ibsen trods Vildfarelser er Digter. Og jeg haaber en Gang at faa ham ind til sig selv og fra al den forbandede Efterdigtning. Den Dag Ibsen erkjender, han er liden, er han med det Samme en ganske elskelig Digter. Dette har jeg sagt ham temmelig tydelig, men Frugten er, at han er skinsyg. Han har gjort mig adskillig Smaafortræd, gjør det fremdeles. Det har ærgret ham, at jeg ikke har taget «Hærmændene» paa mit Repertoire; men Sligt kan jeg ikke bekvemme mig til. Nu har en af Skuespillerne taget det til Benefice forat faa fuldt Hus, og jeg har arbejdet dermed, saa det er deraf jeg idag er træt. Jeg har aldeles omlagt Stykket.

Hans Digt, «Maageskrig», har jeg saamænd ikke læst; jeg har hørt det er noget affektert Tøj, nærmest fremkaldt ved at et dansk Maanedsskrift har sagt, han er en mindre Forfatter end mig. Se, det er deslige Ting, som altid drager Ibsen bort fra, hvad han egentlig skulde være og gjøre. Nu kommer hertil, at han er af Figur en ganske liden tusset Fyr, uden Rumpe og uden Bryst; derfor føler han, at han, som heller ingen Talegave har, maa tage saa forfærdelig i, naar han skriver. Og saa skriver han ikke, hvad han egentlig vilde d.v.s. kunde. Aa-ja; jeg har jaget med dette uden Sammenhæng; du faar lappe. Isandhed, jeg tænker sjelden hen i disse Retninger, et Maageskrig mer eller mindre – det gaar dog sin Gang hos os; han har ingensomhelst Opsigt gjort, tvertom man har leet en hel Del. – Du vil vide, kan jeg se mit Forhold til Danmark; det er dette: jeg udbringer Danmarks Skaal i ethvert større Lag, og disse Skaale er altid mine smukkeste, af den simple Grund at de udspringer af det Smukkeste i mig selv. Humanitet og Ærbødighed.

Mit Forhold til den norske Sprogsag m.m. rokker intetsomhelst i mit Forhold til Danmark; jeg anser hver den, som indretter sig anderledes, for en halvstuderet, uklar, eller borneret Karl. – Mit Forhold til dansk Kunst er dette: dansk Kunst paa norsk Bund er en himmelskrigende Vildfarelse, sinker vor Nationalitets Blomstertid i Litteratur og finere Aandighed noget overordentlig; skulde ud af Landet idag. Mit Forhold til vore Sprogforholde dette: anser en suksesiv Fornorskelse for uundgaaelig; skriver idag akkurat hvad Pennen vil have, giver ikke efter for noget nylært Ord. Kommer paa den Maade selv til at gaa suksesivt frem i Fornorskelse, men sand mod mig selv kan du være tryg for at finde mig. Tror at Orthografien har adskillig vildledende Indflydelse; havde vi svensk Orthografi, saa Enhver straks lettere, hvor langt vi igrunden alt er komne mod os selv og opgav disse overordentlige Anstrængelser; haarde Konsonanter er fEx vort Særkjende, Svenskens med, og Svensken sidder igjen med vor gamle Orthografi for dette.

Mit Forhold til de Andre, som virker her, er overmaade passivt, skjønt de alle er mine Venner. Jeg tænker som saa, at Alle kan forsøge sig, Vorherre finder nok udaf det endda. Da det gamle Sprog kildrer ethvert norsk Øre, morer det mig at bidrage til dets Udbredelse gjennem mit Blad, og overlader til den store Sædmand at bestemme hvormange Sædkorn han vil lade blive liggende. Vær tryg, her er intet usundt, kun mangeslags Arbejde. Den dygtigste er A. O. Vinje, en Mand med stor Begavelse, igrunden langt over min; skjønt jeg mangengang tror, at jeg er ham nær, men at der er mere Løgn i hans, saa den tager sig større ud end den virkelig er. – Han «med de tyske Gloser», er den Nobleste, Braveste af dem alle, kun en saa aristokratisk Konsekventsehelt, at han bliver mig meget original. Men Danmark burde have mange slige Fiender som ham, siden det absolut skal have Fiender.

Naar jeg har skrevet noget summarisk om alt dette, saa er det fordi jeg er kjed af Emnet; thi vi hører saamangen Strid i disse Anliggender den udslagne Dag, at vi tilsidst maa stille korte Satser foran os, og sige: dette er mit – gaa saa med dit. Jeg har ogsaa skrevet det saa skyndsomt, at du, naar det kommer til Stykket, ikke kan læse det.

Fra Greensteen fik jeg et elskeligt Brev her i Sommer, som jeg besvarte, men ikke sendte. Apropos! Ved du jeg er gift fra i Sommer af? At jeg lever uendelig lykkelig? Ved du, jeg har to Søstre i Kjøbenhavn boende hos en Fru Rabe, som bor i et eller andet Apothek (nærmere Underretning hos Pianofortehandler Sanne.)

Min Stilling forøvrigt er den, at jeg med Theatret har et saa overhændigt Arbejde, at jeg fast intet Andet faar bestilt, hvorfor jeg nu er fast bestemt paa at slutte til Vaaren, saafremt jeg ikke ser, at jeg kan slippe lidt billigere jo mere øvede mine Kræfter blive. Jeg har taget Redaktionen af «Bergensposten» for Theatrets Skyld, da Publikum maa opdrages; jeg har arbejdet som en ung Hest. Og alt Slags udvortes Produkt har jeg faaet frem, Skuespillere, som er glade, fordi de kan glæde sine Medmennesker, Lydighed, Ærbødighed for sin Gjerning, – Paaskjønnelse i en Maalestok ude blandt Publikum, som en Dansk har ondt forat forstaa, – Presenter, – Respekt for mit Blad indtil Underkastelse – kort alt dette, som jeg synes om, ligetil jeg opnaar det, og da straks faar medhørende til Mad, Drikke og alt dette, man ikke lægger Mærke til. Jeg tror forresten jeg magelig kunde være bleven Storthingsmand fra Bergen, hvis jeg havde Alder! – Min Stilling Landet over er den bedste jeg kan ønske; og et saa forbausende Omslag i de to Aar, siden vi var sammen, vovede jeg dengang ikke at drømme om.

Men – men – men jeg har Ingenting bestilt. Ingenting, Ingenting. Dog – jeg er ikke ræd; jeg skal nok blive en meget produktiv Forfatter.

Der er to Emner jeg senere eller tidligere maa skrive til dig om, det er min Kone og Ole Bull. – Den første er en klarøjet, mageløs Pige, hvis Mesterrolle det vilde være at spille Emilie i Othello (er det ikke saa hun hedder, hun som skjælder Othello ud, da Mordet er begaaet.) Denne Del af Rollen, denne den sidste er hun ligesom født til at spille; der er noget i hendes store Øjne, i hendes Mund hendes Pande, hendes fuldendt græske Profil for den; og der er alt i hendes Hjerte, hver Dag noget paa hendes Læber, og en Rødme over Kindene for den. – – Hun er sangfuld, klar, elsker Kanarifugle og Hunde, dandser gjerne Nat paa Nat, men sover da frygtelig den hele Dag og er aldeles ødelagt, ligetil hun skal dandse igjen. Og paa Bal har hun Lokker om en god, klar Pande, lidt, lidt stolt, dandser muntert som en Gut og med fuld Hengivelse til sin Herre. Hun havde en evig Møje, før hun fik de to Kanarifugle til at synge, hun sad og gnidde med en Kork paa en Flaske den hele Dag; Fuglene er bestandig frie i Værelset (som i Paranthes sagt er gjennem Gaver bleven det smukkeste Værelse i Bergen.) Hun syr og broderer og hekler til den halve Verden og med en saadan Voldsomhed, at hun kaster sig bagover og raaber: au, nu kan jeg ikke mere! – – og saa ler hun. Hun har en fyldig, varm Haand og giver det bedste Haandtag jeg har kjendt; hendes Latter smitter et helt Værelse, hun ler bedst af alt som er tosset eller af Narrestreger, fEx naar Bye slaaes med hende og hun taber, eller hun faar fire Damer op at slaaes, saa de alle ligger paa Gulveteppet. Da kan hun le i et Kvarter, og ler i Uger efter, bare hun tænker paa det. Hun har en dejlig liden rask Fod, men vil ikke gjerne gaa meget. Og saa er hun sjaloux som en Ravn – ikke paa nogen Ny, men paa alle dem, som man sagde jeg holdt af før; blot hun hører at en af dem er i et Selskab, er det Grund nok for hende til at stænge mig inde. Og har vi uforvarende truffet sammen med nogen af dem, og jeg da havde villet dandse med Vedkommende, var hun gjerne gaaet op midt i Salen og havde taget mig væk; eller ogsaa var hun løbet lige hjem forat hyle til Kl 3 om Natten. Alle Mennesker, som engang har gjort mig noget Ondt, er med en Gang, og for bestandig blevet hendes uforsonligste Fiender, d.v.s. lige til de lide Nød. – – Naar hun ser paa en Komedie, ser hun saaledes, at hun næsten kan blive rasende; da Lord Russel gik, svor hun paa det var det væmmeligste Stykke, Gud havde ladet Nogen skabe, hun fik Krampe om Natten og henfaldt i vildsomt Snak. – Hun er stærk som en Bjørn, skjønt hun ingen stærk Figur har, men en smuk; hun er ikke høj; har et bitte lille, nydeligt Hoved og Lokker; men store Øjne, høj græsk Næse, klar Pande, men Kindform og Hage som de gamle danske Dronninger; der er ingen Streger deri. Hun har ingen synderlig Lyst til Læsning, men til at se og høre. – Hun faar visselig ingen Børn paa mange Aar; thi hun holder for meget Spektakel.

Om Ole Bull er der sagt saameget fra 1833 tror jeg, da han traadte op i Bologna og fulgtes hjem af det hele Theater – kort sagt saameget, at Ingenting er sagt. Og jeg skal vel vogte mig forat tro, jeg her siger Noget. Det maa du vide: han er uden Betænkning erklæret for den eminenteste Begavelse, man synes at have truffet. Hans Indtræden i et Værelse slaar alt til Jorden, og dog er den beskeden; men den er saa vidunderlig frejdig, saa lys, saa med een eneste Tanke, saa smilende, overmodig, – og saa beskeden. Hans Øje er uudgrundelig varmt, drømmende, talende, vekslende, hans Øjenbryn som en Skov, men herligt formede; intet Portræt findes der af ham, som ikke er af Træ. Ansigtet kan ikke tages; da kan du altsaa forestille dig, med hvilken Magt han er tilstede i den Tanke, han netop hviler i, og hvilken umaadelig Flytning. Hans Mund er ironisk og dog vemodig, noget Koboldagtigt leger om den, saadan som den trækker sig ind; Hagen liden, kløftet, kløgtig, koket; Kinderne med Smilehuller, stærke, Udspring ved Øjnene som paa alle nordiske Ansigter, Panden rundladen, uden et eneste Fremspring, bred, hvælvet som en Violinryg. Hans Højde er tre Alen, hans Figur den første, som kan tænkes, idet aldrig Nogen synes at have seet en Lignende. Han er nemlig slank, bredskuldret, smal om Livet som en Jomfru, og Brystet eller Strækningen fra Armen og til Hofterne rund, som var han drejet. Han har mange Mænds Styrke, hans Arm er af Staal, du kan ikke sætte en Finger en Linje ind, hans Hænder ere senede, energiske, og saa talende, at Mage til saadan Karakteraabenbarelse i en Haand har jeg aldrig seet; det kommer formodentlig deraf, at de tjener hans Aand saa uforholdsmæssigt stærkt.

Denne Mand, hvis Skildring aldrig bliver stærk nok, har ført det eventyrligste Liv fra Gutten af. Han har gaaet paa det norske Universitet sammen med Wergeland, og disse To byggede et Norge op i Tankerne, som de hver har lagt Tømmer til i sit Liv, Wergeland ved det han skrev, virkede, og som naaede op til det Utrolige, Bull ved at anlægge norsk Theater, samle Kunstnermod til alle dem, som havde Lyst og tog Kraft af hans Eksempel, hans Omgang, hans Ord, hans Lykke. Bull har desuden, rasende over at Storthinget ikke vilde tage sig af et norsk Theater, rejst lige til Amerika forat realisere et nyt Norge paa et romantisk Sted, satte Millioner til paa denne gale Tanke, spillede dem ind og kom hjem igjen. Saa løste han ind sin Fædrenegaard, satte 50 Arbejdere i daglig Drift og vil plante alleslags Træsorter, indføre alle Slags fremmede Dyr; saa byggede han sig en Lystjagt efter egen Konstruktion og som ganske rigtig sejlede ifra Dampen, men er paavej at sejle ham selv under. Saa er han midt oppe i Pianofortebygningen, og experimenterer med deres Sangbund, da Tonen er ham for lukket, «med formegen Næselyd», Og han har faaet et forunderlig drømmende Pianoforte op i sit Værelse. Saa er han Violinmager, har samlet i sit Eje Verdens første Violiner, holder paa med nye, faar dem ikke til, om igjen, om igjen, faar Ideer, og lader En i Paris, En i Kjøbenhavn, En i Italien faa dem og forsøge dem. Midt under dette gaar han frem og spiller, saa Folk bliver gale og skriger bagefter paa Charlataneri fordi han har faaet dem op i en Begejstring, hvorfra de maa falde ned; thi den er ikke rolig, men hidsig, forfærdelig, rasende, enhver Koncert er som et stort Slag, han taber det og han vinder det, eftersom Stemningen er til i ham og om ham. Saa er det undertiden han stilner af, spiller Mozart, græder Beethoven, er dejlig, henrivende og ligesom forsoner en Verden med sig, i det lille Øjeblik han saaledes flyder hen. Ja det er en genial Begavelse; nu har han graat Haar, men er lige ung og vild.

En saadan Violinvirtuos eksisterer naturligvis ikke dobbelt; thi da var Storheden ikke saa stor, og endda er det ligesom en tilfældig Elvebund for hans Væsen; thi han maa skaffe sig Sprog, og i For virringen er det ligesom det hurtigste og letteste at gribe til. Naar han tager Violinen, er Instrumentet som omskabt; uden at have hørt ham, ved Ingen, hvad en Violin er for en forfærdelig Magt. Se disse, Joachim, Beriot, Artôt, Vieuxtemps m.fl. anvender deres Liv paa at spille rent, fyldigt, elegant; han blot tager Violinen forat digte; derfor kan Enkelte, som har hørt en Koncert af ham, sige: uklar, vried, manieret, og en Anden, som har hørt en anden Koncert, sige stor, klar, høj indtil Svimlen. Han ved det selv, og naar Nogen siger til ham: læg bort de vilde Paganini-Numre, Deres egne med, tag de stille høje Komponister, begynd en Rejse med dem fra Leipzig af, og De erobrer Verden anden Gang, – saa smiler han blot, som var det ikke dette han vilde. Han bryder sig ikke om at forstaa Andre; men disse skal forstaa ham. Og dog bliver han nu roligere, og maaske han i sin Aften hviler fuldt ud i Musikken, idet han lader den tage imod sig i Fred. Da gad jeg ogsaa høre ham. Jeg ved det, ved det saa sandt, at jeg ved ikke meget sandere, ved det, at han endnu har noget Stort igjen. Denne Mand er ligesom blot halvfærdig.

Blodet har brændt i ham som en Ild; hans fire Børn er Bergens vakkreste, – med Gud ved, hvormange han har Verden rundt. – Lad mig flygte dette Emne; vi skal engang tale sammen om ham.

Af Weilbach saa jeg en Artikel om «Andria». Nej, at han var en saa halvfærdig, lappet Stakkel, havde jeg dog ikke tænkt. Var han virkelig saa liden, da jeg kjendte ham, saa bemærkede jeg ikke, hvor liden han var. Bed ham holde op. Dette bliver jo til Intet. – Greensteens Digte (dem han sente mig) var uklare, ufærdige, og dette forbandede Drømmeri bliver mig kjedsommeligt. Lad ham dog komme ud over Versemaalsomsorgen og faa en højere; thi det er ikke Vinger, der mangler ham, men Luft. – Jag ham herop.

Dig læser jeg stadig og med Fornøjelse; din Artikel om Kong Lear var dog det bedste. Maaske du blot skulde skrive sligt. Det er dog lidet, det Andet, jeg mener Theatret. Vi faar opgive at virke direkte baade du og jeg; men vi skal gjøre det indirekte – – Nu er «Hærmændene» gangne og med megen Glands (og Løgn); men den sidste ser blot han, som har instrueret, og som søgte at give det Sandhed saalangt det gik an.

Ved du hvad? Jeg tror jeg maa slutte; thi jeg venter Brev fra dig straks, og vil da skrive straks.

Lever du i godt Selskab dernede? Til Vaaren kommer jeg ganske vist; og bliver mit ganske vist, ikke vist, haaber jeg at dit bliver det. Med flittig Hilsen fra min Kone, og mine Venner og mig selv sidder jeg selv her igjen og venter paa Brev.

Din Bjørnst. Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Brave Clemens!

Kom nu!

Her ude paa den vakkreste Herregaard i Bergens Omegn sidder jeg og fuldfører «Arne», som er færdig før du kommer.

Skynd dig! Ved Ankomsten til Bergen melder du dig i Theatret; en Time senere er en af mine bedste Venner hos dig, Hest og Vogn og du paa Vejen. Om en Time er du hos mig.

Op, op!

Tag Penge til Rejsen hid; Resten lager sig nok; hele Sommeren maa du tage dig fri, at vi kan rejse hen og være hvor vi vil.

Greensteens mageløse Digt gav mig en hed Længsel til ham. Men du kan vel ikke faa ham med, skjønt det skulde være dejligt.

Kom nu Petersen! Gud velsigne dig; jeg holder saa af dig.

din Ven Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Min kjere Clemens! –

Enten har du ikke modtaget mit lille Indbydelsesbrev til sammen med den kjere Greensteen at gjæste mig i Sommer, eller ogsaa maa du være syg eller borte – eller ogsaa vred paa mig. Det Sidste skjønner jeg ikke, og forbigaar det aldeles. Er du derimod syg, saa maatte du da faa en Anden til at skrive mig til. Her har jeg ventet paa dig Maaned paa Maaned, Uge paa Uge, hver Søndag har jeg været ude forat tage mod Kjøbenhavnsskibet, men bestandig forgjæves. Jeg tænkte du skulde komme, saalænge jeg boede paa Landet, men du kom ikke. Nu har jeg et lidet Værelse lejet til Eder i Byen, til dig og Greensteen. Jeg har aftalt Fodturer, Dampbaadturer. Men bestandig bliver vi skuffet. Nu skrives dette her forat du uopholdelig efter Brevets Ankomst skal telegrafere op, om jeg har Haab om at vente Eder, samt hvor snart og, om Greensteen bliver med eller ej. Hører du: du skal telegrafere derom straks op til mig; thi det er uvist om jeg bliver i Bergen. Et Par Spd skal den Uvished og Angst, hvori du har sat mig, dog i det Mindste koste dig.

Jeg skrev i hint Brev, at havde du blot Rejsepenge hidop, kunde jeg siden hjelpe dig. Har du ikke faaet noget saadant Brev? –

din Ven Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Kjekke Clemens! –

Tak for dit Brev! – Saa det var Penge, du manglede! – Jeg skrev jo til dig, at saasandt du kom hid, skulde du være hjulpen. Jeg skrev jo, at manglede du Penge, maatte du sige til. Hvorfor i al Verden har du ingen Hjælp villet tage, hvorfor har du Intet bedt om? – Du har spillet saa kry i dette Kapitel, naar du har talt om Rejsen, at jeg højlig har undret mig, og saa var du fattig alligevel! – Nu–ja, det lader sig ikke ændre, og min Længsel og evige Venten er dog et poetisk Afsnit i mit tørre Bergensliv.

Nu sender jeg hverken Penge eller søde Ord; thi siden sidst jeg skrev har meget forandret sig. Jeg har kjøbt Halvdelen i Aftenbladet, som jeg altsaa nu ejer sammen med den vittige, elskværdige Meidell. – Vi to Vildkatte skal styre med dette Landets næststørste Blad fra Nytaar af. Min Nettoindtægt efter at al Lønning og 500 Spd Afdrag til ham, jeg kjøber det af, er betalt, bliver allerede i første Aar 1500 Spd. Jeg maa have noget at sidde paa her i Landet og Theatret bringer mig Ære, men kjeder mig. Se til, hvem der her har Taalmod i Længden!

Om min Popularitet i Bergen og tildels i Landet fortiden, kan jeg ikke give dig stor nok Forestilling; men jeg har intet Øjeblik taget denne i Betragtning under min Fremtidsbestemmelse. – Nu kaster jeg mig ind i en odiøs Livsstilling, men med saadant Alvor og med saadan Kraft, at jeg nok skal skaffe mine nationale Ideer baade Ørelyd og Respekt; troede jeg ikke dette, saa begav jeg Alt.

Arnes sidste Ark ligger under Pressen; det har ikke været Dovenskab, som har sinket den, men Adspredthed; hvorledes har jeg, som slet Intet er det Øjeblik jeg ikke er hel, hvorledes har jeg kunnet digte? Jeg har jo kuet den mindste Oprørsakt ved Theatret, anført en Opposition i Avisen, holdt Foredrag i Kjøbmændenes Klub, do do i Haandværkernes, slaas om Æsthetik i Bladene, skrevet Sange ved fædrelandske Lejligheder, prædiket Skandinavisme, og Vorherre ved, hvad jeg ikke har gjort. Om fjorten Dage forlader jeg Bergen, om en Maaned er jeg i Kjøbenhavn med et nyt Stykke i Arbejde og et halvt Aar foran mig, hvori jeg blot tænker paa Poesi og i Mellemstunder læser Statsøkonomi.

Altsaa om en Maaned min elskværdige Sofamand, sidder jeg i den store Stol og fortæller, om en Maaned faar du have en Anden paa Skolen i dit Sted og jeg skal aldrig forlade dig! Kunde vi bo sammen, saa var det dejligt; i alle Fald i samme Hus! Men jeg maa have en tro Opvarter, som henter min Mad og min Vin uden at snyde mig. – Og vil du nu ikke være praktisk paa den ene Maade saa skal du blive det paa den anden. Jeg vil bo privat, og du skal leje for mig fra August Maaneds Slutning af. Maaske bliver jeg ikke mere end 14 Dage i Kjøbenhavn paa Nedtour, og 14 Dage, naar jeg kommer tilbage; men begge Gange vil jeg bo privat og helst sammen med dig eller i din umiddelbare Nærhed.

Herom vil jeg snart høre noget fra dig under Adresse: Søgne Præstegaard pr. Kristianssand.

Noget fornuftigt skal du i den Tid ikke tage dig for, og saa maa vi tale om, hvorledes jeg skal lægge min Udenlandstour.

Greensteen, den Kjeltring! Jeg bliver glad bare jeg tænker paa ham. – Hans dejlige Digt og hans Eksamensuheld. – Sig ham, jeg vil prygle ham, naar jeg kommer ned, jeg er bleven en Gang til saa stor og stærk og ikke det Ringeste mere fornuftig. Det skulde da ogsaa Pokker være! –

Min Kone lever i ualmindeligt Velgaaende og hilser mange Gange, men er lidt snurt fordi du narrede hende.

Det lufter mig under Vingerne blot jeg tænker paa at rejse.

Thorvaldsens Musæum, Greensteen, din store Stol, Antiksamlingen og Lange Linje!

Farvel Clemens Petersen! – og Hilsen Fra din Ven B.

Ja, du vil have fornuftige Breve, naar en Mand staar paa Rejse? Nej, min Ven, det er en Umulighed.


Til Clemens Petersen.

Min Ven!

Har jeg før skrevet til dig som ulykkelig? – Jo, jeg tror een Gang før.

Min Ven; dersom du var hos mig nu, enten som Prædikant eller Trøster, jeg skulde anse det for den største Lykke jeg for Øjeblikket kunde modtage. Det er det samme hvad du sagde, kun du sagde noget; thi jeg maa høre en Anden tale end mig selv.

Det er «Arne», som ligger mig med saadan trykkende Vægt paa Hjertet. Det Forunderlige er hendt mig med denne Bog, at jeg i Løbet af et Aar har ført et fortroligt Samliv med denne Bog saaofte jeg er gaaet til den, at jeg har fortalt Brudstykker af den for Venner og Forsamlinger, at jeg har sat den højt som mit bedste Værk, – og at jeg nu, den er udkommen, vrider mig som en Orm under dens ubarmhjertige Alvor. Jeg kan ligesom ikke begribe at jeg har skrevet den.

Den Altforbarmende være hos mig nu i nogle Dager, jeg imødeser en frygtelig Katastrofe i mit Indre. Alting sker os til Gode, saa dette vel ogsaa. Er jeg saa endelig færdig med det Sorte?

At det saaledes skal lure sig ind paa mig! – Har jeg da vidst, hvad jeg har skrevet. Men nu ved jeg det, Læren er endelig følt, og følt saaledes, at jeg neppe synes at kunne holde det ud.

Fejlen er ikke min, men vort Samfunds. Jeg er ikke ond, har aldrig i mit Liv gjort noget Ondt, skjønt meget Hidsigt, Vildt. Men heroppe er meget ondt og jeg har villet træde paa det, som paa Ormer.

At ikke Andre fik dette Arbejde! Det fortærer nu mit Hjerte, min Munterhed, jeg kommer jo aldrig til at skrive det jeg vil.

Hvad har jeg ikke at skrive om, hvad har jeg ikke at fortro til mine Venner! – Naar skal jeg af mig selv og min Gud faa Lov til at naa dette? Eller skal det nogensinde ske?

Derfor er mine Bøger endnu ikke harmoniske, derfor at jeg endnu ikke er færdig med det omkring mig, som saarer mig.

Men mine egne Bøger saarer mig ogsaa, dog ingen som den sidste, og derfor tror jeg, at Gud nu har villet mig dette, forat jeg kunde blive skræmt sammen under dette milde, skyggefulde Træ, som dufter etsteds i mit Indre.

O, lad mig faa bryde Kviste og kaste ud til Enhver af Eder for hvem jeg har en mild Følelse, og som længes efter noget mildt af mig!

Gud være mig arme Synder naadig! Dette Værk er en Frugt af alle mine ikke kuede Lidenskaber. Derfor hader jeg saa Synden omkring mig, fordi den i mit eget Hjerte overrumpler mig.

Lad mig selv blive bedre og mine Værker blive bedre! – Dog ikke lyve, som jeg ser Mange gjør, men skrive rent ud bestandig. Give, saa Gud det snart blev en bedre Mand, som skrev, end den, der nu nylig har skrevet.

Petersen, kom nu og hjælp mig, alle mine Venner kom nu og sig mig noget!

– Og dog, der er noget forunderligt lokkende for mig i denne Bog. Er dens Grundlag stygt, har Plougen gaaet for dypt i Samfundet, saa har jeg dog forsøgt at saa deri af det Bedste jeg havde. O, havde du et trøstende Ord til mig. Jeg mener det saa alvorligt med mine Bøger, og derfor maa Kritiken tage sig alvorligere af mig end den sædvanligt gjør.

Herre skjænk mig Fred! – Lad ogsaa dette Værk blive mig til Fred! Og lad det drage mine Venner stærkere til mig, ikke lad mig miste en Eneste!


Ser du, jeg kan ikke skrive om det. – Jeg maa læse mere i det. – Jeg har læst H. C. Andersens «At være eller ikke være». Det skeede mod min Vilje. Kjere, saadant vilde jeg ikke gjerne skrive, selv om Folk nu skal sige om ham, at han er den bestandige God hed, og at jeg er ond. Jeg har ogsaa nu læst Hjortens Flugt. Kjere, saadant vilde jeg heller ikke skrive, selv om man bare lod sig gynge fra første Blad til sidste, og man nu maa lægge mig bort mange Gange. Men jeg skal dog engang blive saa mild som dem begge, hvis den kjere Gud ikke vil gjøre mig mit Selvarbejde for tungt. – Før jeg begynder min journalistiske Virksomhed vil jeg have nok et Værk færdig. Dette skal ikke være mit sidste – om blot for nogle Maaneder. – Jeg maa nu til Kristiania, kommer vel neppe til at rejse for det første. Skriv mig til, og addresser til Søgne; men skriv uopholdelig. – Petersen aldrig har jeg bedet dig saa alvorligt om noget, som nu om dette. Jeg har sendt dig tre Eksemplarer, – har du faaet dem gjennem Boghandleren?

Din inderlige Ven Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Kjere Clemens!

Tak for dit Brev!

Du syntes i en Slags Forlegenhed forat sige mig, hvad Du vilde, og dette maa du aldrig. Jeg optager Alting i den bedste Mening, naar det udtales af en Ven som dig, om jeg ogsaa tænker derom, hvad jeg selv vil. Thi om det vi skriver, har vi ikke Andres Tanker, men vore egne – ind i al Evighed. Din velmenende Kritik takker jeg ogsaa for, skjønt den aandede Hastværk.

Min Bog har jeg havt overmaade megen Glæde af, skjønt den er forskjellig modtaget af Bladene; gamle Venner af mig ser sig nemlig overløbne, og Forfængeligheden har været stærkere end Kritiken. Vi har nylig havt et forargeligt Eksempel, som just ikke skadede mig, men vor skjønne Sag; man har seet, at her er Egennytte og Smaalighed med i Spillet, at man har kjempet for sig selv alene. Forresten har jeg selv ingen Kritik læst uden din; her er Ingen heroppe, hvis Ord om Bogen (i Anmeldertone at sige) jeg gider høre.

Fortiden arbejder jeg paa et Epos: Arnljot Gellina (den første, som faldt ved Stiklestad, en Stimand og Røver, der lod sig omvende forat kunne være med). Emnet har jeg opfattet klart og kort; Jeg tror at det Hele lykkes mig; over Halvdelen er færdig; det kommer formodentlig i en Nyaarskalender herifra. Ved Siden heraf har jeg begyndt en liden sød Fortælling «en glad Gut», der afslutter som tredie Led den Karaktercyklus: Thorbjørn, Arne og nu Eyvind. Denne sidste har nemlig i Modsætning til hine den lykkelige Vuggegave af et Solskinsgemyt, der leger udover al Verdens Vanskelighed. Jublende Digte omringer ham, store Taarer falder, men saa gode og fromme. Han er, hvad de Andre vilde have været, og som visselig deres Børn blev; thi jeg tror som du ved paa Slægtens Sejer. Hans Væsen udtaler sig i Bogens første Sætning: «Eyvind hedte han, og græd, da han blev født».

Endvidere har jeg et Skuespilemne, som jeg kalder «en Klokkerfamilie». Manden er virkelig Klokker, men det er forsaavidt ogsaa et Symbol, som Menneskene ikke vidste, hvad Andet de skulde gjøre ham til. Han har nemlig en eminent Begavelse, men det praktiske Tryk udenom er ham for stærkt, hans Energi vender indad i Planers Udkastelse, Drømme, uhyre Sympathi for alt Stort og Ædelt i Verden, henrykker somme, lokker Latter hos Andre, kort er dem ubrugbar og bliver Klokker. Han har en Kone, som i tyve Aar har troet med ham, og bliver nu tilsidst lidt vantro, og det lærer hun hans voksne Børn. Verden har han igrunden levet udenfor, men nu berører dens Virkelighed ham gjennem Børnenes Skjebne: hans ældste Søn negtes Parti, thi han er Søn af en saadan besynderlig naragtig Mand. Hans Børn, paa samme Tid, som de lærer at mistro Faderen, har dog en Rem af Huden og kan i det enfoldigste men skjønneste Drømmeri sammen med ham glemme al Verdens Nød. De regner nemlig naragtigt nok fra en Sejer i Italien til Sejer for deres Familieanliggende. Og saadan maa jeg ende denne lille Komedie, at disse Folk ogsaa virkelig sejrer, thi til dem maa det lyde i deres Svaghed: «din Tro har frelst dig» – sagt af Ideen selv. En Maskine, som den Gamle har arbejdet med i tyve Aar frelser den Mands uhyre Ejendomme, hvis Datter er den ældste Søns Kjerlighed, og denne selv maa som Musikus og Komponist faa en pludselig Glands over sin Beskjæftigelse og Stilling, som er en Landsbyopfatning af deslige Ting saare uventet, paa samme Tid som vi kan se, at den i verdslig Realitet igrunden betyder meget lidt (nemlig noget Avisomtale og saadant Smaatteri). Visheden for hans Sejer maa ligge i hans egen Optræden, ikke i Medaljer og Ordener, saadan som i elendige franske Stykker, der nemlig ikke magter at tegne Kunstneren, men vel at lade Paparbejderen forfærdige en Orden for ham. Dette efter verdslig Dom det Bedste maa ikke blive det her, men netop ironisk bedrage dem i Landsbyen, som dømmer efter saadant, og forsaavidt i Ærbødighed yde selve Talentet sin Tjeneste.

Et lyrisk Digt udarbejder jeg en af Dagene, som skal blive mit smukkeste; det hedder: du skal elske din Næste.

Mange Susjetter har jeg; men nu til Nytaar maa jeg tage Avisen. Imidlertid søger jeg Stipendium til Vaaren; jeg vil ikke længer gjøre det afhængig af Falitter i Bergen etc. om jeg kommer udenlands et halvt Aar eller helst et helt.

Broderlige Ven; jeg har det godt nu; min Kone bebuder hver Dag en Søn eller en Datter, jeg bor mageløst heroppe med al Kristiania, Sø og Dal under mig og lave, venlige Fjelde omkring, midt i en gulnet Have, som Sneen i disse Dage barmhjertigt dækkede.

Den dejlige Greensteen med ironiske Væderhorn til Beskyttelse over sin Drøm kommer jeg mig aldrig til at skrive til; men det kommer meget deraf, at jeg tænker mig Eder to i et fortroligt Samliv. Han maa snart sende mig et Digt saa mageløst som det sidste.

Du maa ikke skrive saadanne tossede Ting til mig som at jeg ikke bryder mig om dig fordi jeg bestandig glemmer at dele Bøger ud i Øst og Vest og saaledes ogsaa kan glemme det ligeoverfor dig. Vent nu til du selv bliver Bogforfatter, saa skal jeg se, om du husker det bedre. – Naar jeg har skrevet Bøgerne er jeg igrunden færdig med dem. Jeg tænker lidt over dem bagefter, og saa tænker jeg paa noget Nyt.

Min kjere Kone beder dig venligt hilset. Hvordan har du det nu? Du maa fortælle lidt om dig selv næstegang, og denne næste Gang maa ikke være langt borte. Du skulde have seet hvor vakkert jeg har det, og hvor gode mine Venner er mod mig. Her kommer du engang til at leve nogle af dine lykkeligste Dage, det føler jeg paa mig.

Hils nu Gotfr. Rode mfl. fremfor alle Greensteen og lev vel! –

din Ven Bjørnst. Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.