Brejdablik ved Akers gml. Kirke i Kristiania Mandag 4/3 Form.[–13/3] 1860.
Kjere Clemens Petersen!
Nu maa jeg skrive dig til; thi jeg længes.
Først og fremst maa jeg gjøre dig Afbigt for nogle Yttringer i Greensteen-Brevet om en Kritik over Welhaven; jeg har læst den atter, og ser dog, at vore Anskuelser igrunden er de samme, kun er din Form anderledes end min. Hvad du roser hos ham, er jo ogsaa hans, hvad du tager, er ikke hans, og den Hovedfortjeneste har denne som flere af dine Kritiker, at den gratis giver populær Forklaring af et æstetisk Begreb, som Samtiden netop tygger paa, – her af det Formelle i begavet Stil – og det Musikalske (sig ikke det Rythmiske) i Digterens Stil. Du skal have Tak for dette Stykke Arbejde, det klarede meget hos mig, jeg har netop paa dette Punkt været udsvævende, som sandselige Naturer let kan blive det. Endvidere har jeg læst en Kritik over Macbeth, som mindede mig om dit gamle Kvistværelse og den brede Stol; den var desforuden af æstethisk Værd for mig; jeg takker dig for den. Fortiden læser jeg udelukkende; rigtignok kommer der nu og da et Kapitel af «den glade Gut», men jeg ved egentlig ikke, hvordan det kommer isammen; det ene Ord trækker det andet ind, jeg selv er slet ikke med i Tanke og Anlæg, det er min Natur, som ferierer der. Med at skrive, saadan som jeg nu har Lyst dertil, venter jeg til jeg er kommen ud; før vilde det være Forbrydelse. – Men det er kosteligt at «den glade Gut» har gjort en Lykke heroppe som intet, jeg før har skrevet, det overbeviser mig om, at jeg fra Sofaen af, konverserende, koket terende og fremforalt nydende, dog skulde gjøre Lykke i dette Samfund.
Gud skal vide, jeg længes mod noget Andet. I denne Tid har jeg havt en egen Nydelse af at læse samtlige Heinrich Kleists Verker, den mærkeligste plastisk begavede Mand jeg næst Shakspeare har seet. Jeg maa nævne dette først, fordi det hos ham blot er Produkt eller villig Form for dyb, stærk, lidende Natur, hvis Skridt man hører langt borte, hvis Ord falder med det Oplevedes Vægt, hvis Bevægelse er en Tanke, – og hvis Billede lever igjen [i] det Værelse han engang har betraadt. Hvor ækelt at se Tieck tendle, spøge, hoppe, fløjte, krandse omkring ham med sine letsindige Tendentser, ikke Ethik tjenende Forklaringer; – hvor rigtig til et Ørefigen oprørende det er at se hin græske Vingud Goethe skyve hans Bøger med en enkelt Finger stille bortover Bordet fordi de maaske er trykket paalidt for grovt Papir. Hvor lille Goethe er imod Kleists sletteste Værk, fordi hist er der en vellystig Drøm i en abstrakt Tanke, her er der en ethisk Karakter, som gaar sig blodig paa den mindste Gaade i sit Liv. Jeg tror han var den eneste ansvarlige af alle dem, der skrev samtidig med Gøthe.
Julian Schmidt, hvem jeg forresten i høj Grad respekterer, og som kriticerer paa samme Maade som du, gaar sig dog vild i Kleist, forsaavidt han med megen Uro leder efter Sygdommen i hans Natur, men glemmer, at i visse Tider er det netop den Stærke, som maa blive syg. Javist er Kleist syg, vi ser det Allesammen, men ikke forat beklage ham eller støtte ham, men forat beundre ham og aldrig lade ham selv mærke, at vi er Medvidere deri. – Engang vil der komme den allerheftigste Reaktion mod Goethe; jeg kan sommetider læse mig ind i Væmmelse for hans Kunststykker, Prøver, Forsøg, Studier, og til andre Tider gaar det mig som Øhlenschlæger, at en Rose i hans Have holder mig ved Knaphullet.
Med Kleist maa man fradrage Meget, som hans mod sine Stof oprigtige Natur foretog – uden Hensyn til den Form som falder Genret og – Publikum lettest. Saa siger de, jeg læser Alt. Selv hans «zerbrochene Krug», læser jeg Ord til andet, jeg har sjelden læst noget saa gjennemfornøjelig som hin Dommer, og hint Faktum, hvorom det Hele drejer sig. Disse 500 Papirer viklede omhyggelig omkring en Nødd, faar mig til at le saa jeg længe har godt deraf, denne Forfatterens djærve Hensynsløshed til Folks Tid, Vane, Krav, styrker mig, ja Kleist var en Mand. Syg er Kleist, stakkels Kleist; men den der anlægger en hel Kritik blot paa at vise dette, han elsker sin egen Dygtighed som Læge saa højt, at han ønsker brav mange farlige Tilfælde. Kleist har været syg, blot forat Julian Schmidt engang kunde paavise det, – dette er Indtrykket.
Sand Hjertensglæde har jeg havt af Hammerichs Ewald. Taler du nogensinde med den Mand Hammerich, maa du takke ham. Ewald er atter den ethiske, fuldt ansvarlige Personlighed, der kjæmper efter Sandhed gjennem en Tidens Lyst til Frase og Hulhed. Ligesom han er Danmarks elskværdigste Skald, er han ogsaa dets stærkeste. Øhlenschlæger var bredere, federe, gik tyngre og mægtigere, – var dog ikke saa stærk. I hele Ewalds Liv er Kampen udtrykt, ja det er kun en nøjagtig Form for den, som lever i Balder, Rolf Krage, eller et andet mindre vellykket Værk. Store, enkle, herlige Gjennembrud af Sandhed, saa det lyste ind i en lang Fremtid, og atter en dvask, drømmende, brændevinopblæst Ventetid. –
den 12te Marts. –
Lang Tid er gaaen hen, før jeg fortsætter. Jeg kjeder mig herhjemme, maaske fordi min hele Hu er vendt udad. – Du har ogsaa meget at staa i, kjere Cl.; længter du ikke ud? Kunde vi ikke i Begyndelsen af Mai slaa Følge til Udlandet? Kunde du ikke opdrive et Stipendium? af Hr. Ploug selv til Exempel? – – Greensteen skriver mig ikke til, vistnok forat straffe mig. En saa længselsfuld Vennesjel skulde han ikke straffe. Kjere, sig mig, hvordan det gaar Weilbach? Jeg har læst for lang Tid siden noget om Ensomhed af ham, men sligt Vrøvl er usædvanligt. Hvordan gaar det den store Wille? – Arentzen er jo gift, hvad lever han af? – Goldschmidt er syg og udgiver sit Liv; nu; naar man ikke længer lever, gjør man sligt. Heiberg sidder jo i Fortaler og skriver Harcellas over dig? Duer de noget, de to Folk henne paa Krestianshavn? Er de ikke begge lige begavede Skuespillere? – Hvad bestiller Paludan-Müller? Hans Calanus sætter jeg næsten op til Tasso; Ideen er meget større; han er en af de første, jeg vil tale med. Hør, hvordan hænger det sammen med det kgl. Theater? Jomfru Svendsen faar I derned; hun rejser ganske bestemt, hvis I blot tager imod hende. Nu faar I til Casino den fleskefede Wiehe, og I faar se, hvad man her sætter over baade Nationalscene og Borgerpligt.
Idag er jeg saa treven, at jeg ikke skulde befatte mig med noget Brev; men jeg ønsker dog at sende det, for snart at opnaa et lidet Grynt fra dig, før jeg selv rejser til Sverige. Her er et ganske mageløst Vinterprospekt lige udenfor mine Vinduer, som lokker mig til at opsøge kjere Minder og vente haabefulde Ord: dette Prospekt, ligesom al skjøn Natur fører mig altid tæt hen til kjere Mennesker.
Har jeg fortalt dig om min Familie, at jeg har en aldeles hvid, lys Dreng, fire Maaneder gammel, der ligger og ler mellem hvert Søvntag, spender i Buxen og vil slet ikke være bunden? Han beundres af alle Besøgende, men naturligvis mest af mig selv. Han hedder Bjørn, og skal engang hedde Bjørn Bjørnson, det er en mageløs Glæde.
13de Marts.
Nej jeg kjeder mig herhjemme uden Maade; thi jeg har slidt op mine Bekjendtskaber. Jeg flyttes fra den ene Selskabskreds til den anden, men det er dog Altsammen det samme. Her er en eneste stærk materiel Aand, som trykker og nedtræder alt Andet. Skarpere har Luften neppe været, siden den dræbte Wergeland og jagede Ole Bull til Amerika. – I det norske Selskab trænger lidt efter lidt Tvivlen ind, og der føler jeg mig stærkt forladt. Kommer jeg først ud, skal vi se, naar jeg kommer tilbage; men dette Sidste er min Hemmelighed. Fra Leipzig har jeg smukke Tilbud, Englænderne er glade i det, jeg skriver, jeg maa altid kunne slaa mig igjennem, naar saa endelig skal være. – Jeg er aldrig mismodig, som Du vel ved, kun lidt arrig for en Time eller to, men kjede mig, ja det kan jeg, og det gjør jeg af Hjertens fulde Lyst.
Farvel Clemens Petersen, tag mig atter op i Naade og skriv mig til. – Apropos, en Veninde af Fru Thoresen i Bergen har gjort dit Bekjendtskab, og derom tilskrevet Fru Thoresen. Hun roser dig meget, fortæller ogsaa, at jeg skal komme did ud, naar jeg kommer til Kjøbenhavn. Hils hende paa Forhaand; er hun blot nogenlunde lig Fru Thoresen, er vi strax Venner. Hils Greensteen og hans Familie. Lev vel.
Bjørnst. B.
Aftenbladets Expedition, Kristiania 14/3 1860.
Hr Carl Ploug!
En ny, større Roman, som jeg skriver, nemlig «fra en større By», – agter jeg at lade udgaa som Føljetong i et norsk, svensk og dansk Blad, saaledes at den samtidig leveres til alle tre. Da det ene Lands Blad næsten ingen Abonnenter har i det andet, kan Experimentet visselig lykkes, og mig er det om at gjøre at tjene lidt, da jeg hidtil har ladet mig narre.
Jeg vilde ærbødigst spørge Dem om, hvad De vilde give mig for Arket, og i denne Beregning maatte jeg faa opgivet, hvorledes De udregner Arket.
Forsaavidt De ikke skulde modtage mit Tilbud, hvilket jeg meget skulde beklage, da jeg helst vilde skrive for Deres Abonnenter, er De maaske saa god at melde mig det snarest muligt.
Hr Magister Cl. Petersen kommer vel undertiden paa Deres Kontor; – vær saa god at fortælle ham denne min sidste Beslutning, maaske vil han derover baade skjære Næse og Øren af mig. –
ærbødigst Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania, 6/5 1860].
Kjere Clemens Petersen!
O, hvor dit Brev kom godt; baade min Kone og jeg var bevæget til Taarer. Ja, jeg kommer; idag sker Afrejsen fra Kristiania; jeg maa følge min Kone hjem og tage Farvel med min Fader, ordne nogle ældre Smaafortællinger, som jeg har solgt, og saa rejse!
I Slutten af Maj Maaned og kanske før, har du mig. Kunde vi bo ved Siden af hverandre, var det bedst; hvis ikke maa du sikkre mig et af de smaa billige Værelser i Hôtel Phønix. To eller tre Dage før Ankomsten, d.v.s. ved min Afrejse, telegraferer jeg til dig; men Adressen, Adressen! Aa-ja, jeg skal bruge «Fædrelandet» som Vejviser.
Sig Gyldendal, at han om et Par-tre Uger skal faa «Det første Kys», Fortælling af B. B. O, det er en allerdejligste lille Kokotte af en Fortælling, som jeg ofte i Selskaber har fortalt, men aldrig skrevet. Du ved, der er en ganske liden Del i mig, som vender ud mod Poul Møller, det er denne, som i hin Fortælling har samlet sig og skudt Kile frem. Fortællingen er desuden bogstavelig oplevet af mig selv, indtil den mindste Reflexion, og det føler Læseren uden at vove at sige det. Den skal han faa.
Fortiden er jeg, som du ved, poetisk ledig. Det vilde være en Forbrydelse at tage fat før i fremmede Forhold; det vilde ellers gaa mig som Thrond. Jeg kan nok rejse Europa rundt med et Susjet i Hovedet, men ikke med en Mappe, hvori ligger første Kapitel, skrevet i Hamburg, fire og tyvende, skrevet paa Mont Cenis (se Goldschmidts «Hjemløs»). Altsaa nu Stop, til jeg er hos Dig. Og derifra atter Stop, til Italien.
Hos dig kommer jeg til at nedskrive hin lille Fortælling og – nu maa du høre vel efter; thi dette er Forretning, ser du. Du skal gaa til Gyldendal for mig og sige ham, at jeg har forsøgt at bortlicitere mig, det vil sige et enkelt Digt af mig, til norske Boghandlere; det er muligt, at de alle er brave Folk, men jeg maa sulte ihjel, hvis jeg ikke skal have mere end de byder. De betragter det enkelte Værk, de faar Kløer i, som et coup, det flyder ikke ind i en større Bedrift som noget udfyldende, deraf kommer, at de vil tjene al Verden paa den enkelte lille Ting.
Nu har jeg i Hovedet flere Stykker episke Sange, ikke alene det Bedste, jeg nogensinde har skrevet, men (derom kan du trygt forsikre G.) det Populæreste jeg har tænkt ud. Sangene behandler Optrin af den norske Historie, d.v.s. de mindre kjendte, fordi de er den simple Mands, men netop derved Sagaætlingens. Krigen 1808 og 1814 optager de fleste Sange. Jeg har en dobbelt Drift i mig til dette Arbejde; jeg vil sætte en svensk Grændsevagt, der ikke vil svigte, og jeg vil behandle nogle af de stærkeste, kvikkeste Sider, som vor Folkekarakter kan udvikle under Følelsen af Fare. Gud bevare mig, hvor jeg er omsuset og bruset af flyvende Susjetter i disse Digte! – Nu tænker jeg, at Hr. G. i sin Aftenlæsning kunde trykke af Sangene enkeltvis som de kom, og siden udgive dem samlet. Hvad vil han nu give mig herfor, Ejendomsretten beregnet til 10 – ti – Aar?
Runeberg har jeg atter havt fremme. Nej, han er særdeles sentimental. Ja, jeg er nu ikke længer kompetent; jeg lægger ubevidst norske Karakterer ind i Handlingen og Ordene. Men han er glimrende, mørkøjet og stolt. – Jeg faar en umaadelig Kamp med det Stygge, som han ikke engang kjender. Alt flyder i Finland aabent, som af en Kilde, vort kommer op af Jorden som af Spring. Vort faar mere Humor, men der er Blod paa den, saa man maa tage vart i. Hint har noget langsomt Storladent ved sig, noget Værdigt at søge netop i den Ting at tage det sendrægtigt. Det er ogsaa hos os, men blot som Form eller rentud Løgn. Der er mere Lystighed, mere Haab i os; mere Trods tillige. Ak, saa er der mere Kjerlighed i Finland, – og blot mere Forliebelse her. – Eller ogsaa siger Runeberg i dette Stykke ikke sandt; thi det er næsten overjordisk dejligt, det toner som fra Gudernes Tid gjennem hans Elskovssange. Dette har vi rent ud ikke, og jeg forstaar saa vel, at netop dette Punkt vil i al Evighed gjøre at han sættes femten Hylder højere end mine Sange. Men jeg skal arbejde og prøve med Beskedenhed.
Alt dette er kommet ned uden at jeg har tænkt synderlig derover; derfor er det vel ogsaa rodet. Sagen er, her er stor Nedpakningsscene omkring mig, og den Tomhed, saadant giver, maatte jeg udfylde.
Lev vel! din Bjørnst. B.
[Kbh. ca. 15/6 1860].
Hr Boghandler Hegel!
Vil De være saa god at lade mig indbinde Wergelands udvalgte Digte ved Lassen (to Bind tror jeg); det er en Present. – Vil De ved Lejlighed minde Johan Dahl om at jeg faar nedsendt: Ivar Aasens Prøver af Landsmaalet i Norge, Asbjørnsens og Moes Folkeeventyr. Er der endnu intet Brev til mig? –
ærb. Bjørnson.
Hjørnet af Vestervold og Vestergade, [Kbh.] 3/7 1860.
Hr. Boghandler Hegel!
Vedlagte lille Stykke «Mellem Slagene», som jeg herved har den Ære at fremsende, og som er en Del af den Bog, Giertsen lader trykke, ønskede jeg indheftet i stor Skynding (og simpelt) forat den kunde sendes Etatsraad Heiberg, om han muligens kunde ville lade det indstille til Opførelse. –
Jeg bad om et Separataftryk af «Arnljot Gelline». Kunde jeg erholde et saadant?
Deres meget ærbødige Bjørnst. Bjørnson.
Vestervold 22, [Kbh.] 3/7 1860.
Hr. Redaktør Ploug!
Herved vover jeg at adspørge Deres bladudgivende Højhed, om De maatte ville forunde Vedlagte Plads i Fædrelandets Føljetong.
I saa Fald ønskede jeg nok helst en Lørdag samt Anledning til at læse Korrektur.
Deres med Agtelse hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kbh. medio juli 1860].
Hr. Professor, Ridder M. Hammerich, mag. art.
Først og fremst paa Grund af den ganske fabelhede Varme, der koger min Hjerne, saa jeg Intet sandser, blot damper, puster, glor, – dernæst paa Grund af at jeg ved første Svalning vil knibe en lille Pust til de udspændte Sejl for «det første Kys», der driver sygt omkring og dog skal være i Havn allerede paa Thorsdag – og endelig fordi Petersen synes mig uduelig for al menneskelig Forretning, saasom det Sidste han endnu aarker, er at holde Regnskab med sin Puls, – – tror jeg vi gjør rettest i ikke at friste de højere Magter med et Forsøg paa at rejse os, men vil fra Stedet, hvor vi ligger, sende en Længsel, en Bøn, om at denne Sætning endelig engang skal faa Ende, og sige det ligefrem, at vi kan slet ikke komme.
Gud, lad os atter faa Vinter Deres Bjørnst. Bjørnson.
[Kbh.] 2/8 1860.
Hr. Sødring!
Da jeg igaar kom tilbage, da min «glade Gut» ogsaa er kommen, ønskede jeg at læse den for Dem med Familie, men vilde gjerne udbede mig at Greensteen hørte paa. Ellers hvem De selv vil. De kan selv bestemme Tiden for Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.
Vestergade 22, Kbh. 9/8 1860
Hermed har jeg den Ære at sende det kgl. danske Theaters Censor mit Stykke «Mellem Slagene» i en noget omarbejdet Skikkelse.
ærb. Bjørnst. Bjørnson.
[Kbh. sensommeren 1860].
Idet jeg søger om efter en ren Stump Papir i dit paa denne Vare (det er næsten symbolsk) saa fattige Værelse, finder jeg noget, hvis ene Side jeg engang har misbrugt. Saa misbruger jeg da nu den anden til at sige dig, at jeg har været her i syg Tilstand og tungt Sind – forresten saare oplagt til alt Andet end at give efter herfor. Allerede min Nærværelse her skal være Beviset.
Jeg sad ret længe, tændte Lampen og læste. Man læser anderledes paa en Fremmeds Værelse end paa sit eget, saasnart denne Fremmede engang i en fortrolig Time ganske lydløst er skreden ind i vort Væsen. Du har derifra stadigvæk havt Repliker med under Læsningen, ja det er egentlig dit Smil, som har baaret den.
Altsaa: tak for godt Selskab.
Bjørnst. Bjørnson.
Hvem kan styrre vor Glæde her?
Døden vel, men den fejge Forræder
For vort Blik tilbage træder
Sundhedens blomstrende Konningespær
mødte ham der.
Hvem kan styrre vor Glæde her
Ah jeg veed det – Ingen kan finde
Mod eller Kraft, naar den listige Kvinde
Ind i Kredsen tryllende ser
tryllende ser.
Den, som Blikket hun sænker paa,
Taber sit Glas – og sine Kvæder
Glemmer vor Pagt og vore Glæder, –
Siger Farvel, maa lyde og gaa –
lyde og gaa.
Hjørnet af Vestregade og Vestrevold, Kbh. [ca. 1/9 1860].
Kjære, gode Frue!
Det er med Lys jeg skriver; derfor bliver vel ikke Skriften rar. Men Sagen er, at jeg trænger til at skrive Dem til. Idag læste jeg i norske Aviser en Strid Dem angaaende og den morede mig, jeg vil tro, den ogsaa morede Dem. Deres Digte elsker jeg og De kan isandhed være rolig for Dem. Skriv De blot flere og lad dem rykke ind i næste Samling. Vær dygtig, som Deres Natur, smil og arbejd, sandelig jeg har neppe kjendt en stærkere, grejere Kvindenatur end Deres med al sin Lidenskab og – Forfængelighed. Jeg længes efter nye Digte fra Dem, friske muntre eller alvorlig-stærke. – Hvad De vil: jeg kjender jo ikke Deres nærværende Stemning. Bladene hernede tier fordi jeg har bedet dem (indirekte) at holde sin Mund. Jeg skrev baade til H. P. Holst og Bille, fordi jeg vidste, at forat forstaa Deres Digte maa man selv have Karakter, – og det har ingen af disse. Ude hos Heegaards fik jeg ogsaa af en Kand. Rimestad, Medarbejder i Bladet, høre, at Holst ikke syntes om Bogen. Han fandt den var reminicentser. Se en saa lav Sjel kan heller intet Andet se i en Bog end Tankestumper; han finder ikke den ledende Snor. Bille er jo, æstetisk taget, ikke til at tale om. Clemens Petersen vil jeg ikke skal skrive om den, før det tiltrænges, og det gjør det jo slet ikke. Hans Mening er forresten ikke min. Han tror ikke det saameget er Digte som Vilje og Personlighed. Jeg tror akkurat det Modsatte. – Ja, deri søger jeg Deres Liv. De er jo stærk, ja stærk som faa, men Gud i Himlen hvor De ogsaa er svag; thi De er Digterinde. Illusjonerne narrer Dem paa alle Punkter.
Hils nu den Mand Danielssen fra mig, og sig ham, at jeg nok tror han er en af mine bedste Venner i Norge. Hans klare Ansigt, hans vellydende Stemme, og disse sagte «Ja», hvormed han følger Tanken i en Konversation, men fremfor Alt hans fortrolige Aaben hed, hans Frejdighed og hans næsten pikeagtige Ømhed, skjult under en hel Del Skjæld og Smæld eller sommetider røber de sig i Øjnene og Tonen og den foroverludede Stilling, hvormed han da taler, – dette minder mig og opdrager mig. Jeg vil bo i Bergen, naar jeg om to Aar kommer tilbage.
Apropos, den Mening F. B. har om Deres Digte er Ord til andet Henr. Ibsen, som dog forresten ikke har skrevet Stykket. – Ibsen er nu saa norsk! Jeg synes, jeg triller Sten i Fjeldene, naar jeg læser ham. Det ramler og skramler, men slet intet Videre. Han maa dog engang slutte med dette Tøv. Jeg vil tage Mod til mig og sige ham det ligefrem: thi han er for god til at gaa saalænge paa Vildspor eller «Vidderne».
…
Jeg har det mageløst hernede, bor sammen med Petersen i en stor literær Lejr, kommer mest hos Premierminister Hall og Prof. Hammerich, hos Hauch, Rung, Ploug og disse dejlige Folk. – Jeg skriver paa Arnljot Gelline, som er det bedste jeg har skrevet og i en ganske anden Genre. Jeg lader nu snart anden Sang trykke. Har De læst første? – Om otte Dage kommer Karoline og saa om en Stund drager vi. Jeg har Penge nok: her betales jeg mageløst og hanler bort min Fremtid, men befinder mig saare vel derved og har gode Mænd med paa Raad. – Jeg skriver neppe mere Fortællinger. De kan vel ogsaa se paa den siste at jeg slog Formen itu, bare af Utaalmod. Men saa er den frisk og klar. – Nu, Frue, skal hverken De eller det store Norge se mig igjen, hvis Gud vil hjælpe mig, før De Alle som En ret har Glæde deraf.
Vær nu en sød og rar Kone og skriv mig til, helst saadan lidt om at De holder af mig; thi det lider jeg saa godt at høre. Men skriv ikke om hvad Skyer der netop da er i Bergen, for det bryder jeg mig slet ikke om.
Deres B.
Hôtel Phønix, [Kbh.] 12/9 1860.
Kjere Prof. Hammerich!
Jeg er ganske i Forlegenhed med min Gjenstand; thi det er gemenligen ikke den, der skrives om mellem to Forfattere. Heller ikke er det almindeligt at henvende sig til højlærde Professorer om saa barnlige Gjenstande. Men hvad skal jeg Arme gjøre, som mellem Venner og bekjendte af den Pythiske blev anvist netop Dem. Sagen er at min Kone er kommen, og at hun har faaet det fortvivlede Indfald at ville under Kjøbenhavns videre Beskuelse trille sin Dreng med i en Vogn. At kjøbe Vogn i Kjøbenhavn, naar man skal til Italien oprører sig endog mod mine praktiske Begreber, – at kræve den af en latinsk Professor, en indisk Viis, en dansk Magister burde vel ogsaa oprøre sig mod samme Begreber; men mærkværdig nok er det ikke skeet. Tvertimod har jeg i Aanden seet Dem lægge «de fire nordiske Universiteter» tilside og paa sin Plads for et Øjeblik, medens De sagtmodig skrider gjennem Rafaels Værelse til Sanctuarium og der med mild Røst siger: «findes endnu noget af dette, hvori Børn age paa Gaden, styret af en Kvindehaand? Findes det paa mit Loft under mit Tag, saa lad ham faa det, ham fra Norden, som skal til Syden. – Og efterat der saa er talt om at han mulig kan brække det tynde Tøj istykker, gjøres opmærksom paa, at saa er al Kjødets Gang – og jeg faar Vognen en Maaned.
Tror De ikke?
Men har De ingen Vogn, som De for Øjeblikket intet Brug har for, – saa tænk ikke mere paa den Ting; jeg skal da plage en anden Medborger. –
En af de første Dage har De baade min Kone, vor Søn, og Deres altid hengivne
Bjørnst. Bjørnson.
[Kbh. efter 7/10 1860].
Kjere Petersen!
Jeg kommer til at huske, at du i din Biografi omtaler, at jeg ingen anden Examen har. Dels er dette urigtigt, saasom jeg jo har Afdelinger af samme, dels er anden Examen hos os ikke hvad den er hos Eder. Thi vor Artium er Eders baade første og anden Examen paa lidt nær (Naturfag) og denne Rest danner anden Examen hos os, den man gjør fra sig paa 1/2 Aar. Du vækker følgelig en gal Forestilling om mig i den Henseende, og paa en dobbelt Maade. At jeg intet Embedsstudium valgte og hengav mig til, det var Kilden til Splid med min Fader.
Din Bjørnson.
[Kbh.] 16/11 1860.
Hr Cand. Levin!
Vistnok har jeg ofte hørt Dem benævne med Navne, som er den lige Modsætning af det, jeg finder mig foranlediget til beundrende at omvinde Deres Tinding; – Jeg skal heller ikke vove at fritage Dem i alle givne Tilfælde; men i min Praxis har De vist Dem at være den mest udsøgte, balsamisk indstænkede Høflighed.
Den zarte Paamindelse jeg igaar modtog om at det er min Skyldighed at aflægge Visit, før jeg rejser og takke Dem endnu en Gang for den inderlige Godhed De har vist min Kone og mig, – en Paamindelse, der ikke opsteg af Brevet, men af selve Sagen – kan De tro jeg selv har følt og skal efterfølge.
Maa jeg gribe Anledningen til at takke Dem for Deres sidste tilsendte Pjece, der er Pokkers godt affattet og vistnok meget fortjenstfuld. Den har det udisputerlige Fortrin for Deres fleste andre, gode Hr Levin, at den ikke først behøver at skabe det Stof, hvorom saa siden Allarmtrommen skal gaa. Det er dennegang tilstede paa Forhaand og i rigelig Mængde.
Jeg saa Dem ikke en eneste Gang paa en Ole Bulls Koncert? – Og han kalder dog altid Jøderne fra sine Verdensrejser «sine Allierede»; de har gjort Halvparten af hans Lykke.
Modtag min og Kones venlige Hilsener. Jeg har den Ære at henleve som Deres altid hengivne
Bjørnst. Bjørnson.
Hôtel Phønix, [Kbh.] 21/11 1860.
Til den kgl. danske Theatercensur!
Hvorvidt mit Stykke Halte-Hulda har været indleveret til den kgl. danske Theatercensur, ved jeg ikke. Nogen Dom er mig aldrig bleven meddelt. Jeg kjender Heibergs private Dom derom, og da Stykkets Antagelse formentlig maa være afhængig af, hvorvidt Fru Heiberg vil spille Titelrollen, har jeg ingen officiel Dom æsket, tror heller ikke, at min Kommissjonær har gjort det paa mine Vegne.
Nu staa to Ting mig for Hovedet, 1) om Fru Heiberg muligens vil spille Titelrollen – 2) om Theatret har det Princip til Fremhjælp af Literaturen som Hovedforsorg for den nordisk-dramatiske Literatur at antage dertil kvalificerede Stykker, uagtet de i Øjeblikket ikke kan spilles?
Forat faa dette forsøgt, tillader jeg mig ærbødigst at sende Stykket ind til den kgl. Theatercensur.
I Tilfælde af, at det skulde spilles, vil jeg forbeholde mig at indsende en Del ubetydelige Rettelser i Deklamationen paa nogle Punkter, – altfor uvæsentlige til at kunne have Indflydelse paa den Dom, der rammer Stykket som Arbejde, men altid tjenlige til hist og her at dæmpe et Skrig, forsone en Misklang eller tydeliggjøre. Forsaavidt Replikbygningen undertiden ikke skulde falde saaledes, at en dansk Skuespiller kan behandle den (Stykket maa forøvrigt ikke berøves sin Lokalfarve), maatte det blive bestemt at den danske Forfatter, jeg fik til at hjælpe mig dermed, konferrerede med Censuren, da det ligger i Sagens Natur, at jeg selv herom ingen Mening kan have.
Hr Clemens Petersen, cand. mag. (Vestervold 39) modtager Svar paa mine Vegne. Besætningen har jeg tænkt mig saaledes: Fru Heiberg Titelrollen, – Hr Wiehe Eyolf, – Frøken Thomsen Thordis, – Hr Hultmann Gunnar, – Fru Jacobson Svanhilde, – Jfr. Møller Hallgerde – Den gamle Kone samt Aslak maatte jeg nærmere forbeholde mig at overtænke.
Halte-Hulda udarbejdede jeg med megen Flid og Begejstring; den var min Ledsagerske i næsten et Aar. Jeg har undertiden læst Stykket højt i større Forsamlinger, og jeg tør med Glæde sige, at det er fulgt med en Spænding og Interesse som kan lade mig have de bedste Forhaabninger til Scenen. Men det maatte behandles med Kjerlighed.
Med Agtelse Bjørnst. Bjørnson.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
