Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1861

Til Clemens Petersen.

Min kjere Petersen!

Længe og forgjæves har jeg ventet Brev fra dig. Ikke som om Noget i mit sidste fordrede Svar, men fordi du nu fører et stærkt studerende Liv og jeg gjerne vilde have lidt fra dit Bord. Jeg gjør jo selv det Samme paa min Vis og til mit Maal og har Meget at skrive om. Ja saameget, at jeg ikke ret ved, om jeg dertil faar Tid; thi Livet hernede er vistnok Fred, men af den aandelig bevægede Art, som er den skjønneste.

Jeg drages alt af nye Emner og forbereder mig med Udholdenhed. Sigurd Slembedegn er Manden. Det direkte Historiske, som skal lægges til Grund havde jeg jo længst og har nu atter læst over Alt, som handler om ham blandt vore egne og Eders Historikere fra hin og denne Tid. Men dette er endnu Intet. Vort Fædrelands Historie især før ham har jeg ogsaa repeteret; den efter ham er Sverres. Men Sigurd har rejst hele Europa rundt, og omendskjønt jeg ikke i Stykket kan rejse med ham, maa jeg vide, hvad han har seet. Jeg maa altsaa fare vide og er nu midt oppe i dette, hvilket er meget vidløftigt. Kunstindtrykkene fra hin Tid vogter jeg mest paa, den store Rundbuestil, som allerede da i Sydfranken begyndte at tage den taarnede spidsstræbende Art mod Himlen. Digtningen fra den Tid er jeg paa Jagt efter, og Munch er naturligvis her behjælpelig. Saa maa jeg desværre ogsaa op i den slaviske Literatur, som jeg dog kjender lidt fra Runeberg og Docent Smith; men de finske Myther kjender jeg ikke. Sigurd havde nemlig meget med Finnerne at bestille, blandt Andet med en finsk Pige. Han var, hvad jeg bestandig maa huske, sin Tids mest beundrede Helt i de nordiske Lande, han var Skald, en ualmindelig klog Mand, kjendt med Kristendom og Lærdom, og ikke som Haakon Sverreson blot til Gjenskin i et raskt Liv, men til Grundlæggelse af store Planer.

Nu deler jeg min Tid (naturligvis altid med det halve Øje paa Rom, navnlig nu i Paaskefesten, saavelsom paa det, hvorfor jeg egentlig er her) mellem at gjøre disse Forstudier og udkaste Planen til et Forspil, som jeg snart begynder at skrive. At han modtager Efterretningen om sin Fødsel og efter forgjæves Forsøg paa at blande den roligt ned i sit Væsen, tager den Beslutning at fly Landet og sin Fristelse og erobre den hele Verden som Vederlag for Kronen, gjør jeg til et særskilt Forspil for derved at faa større dramatisk Magt med mit Stof. Det er ogsaa et smukt indholdsrigt Emne, der kan gjøre et godt Stykke. Jeg kalder det «Forspil til Sigurd Slembe-Degn».

Dette har jeg formodentlig skrevet og renskrevet til Trykken om 1 1/2 Maaned, hvis Alt gaar godt. Handlingen foregaar efter mit første Opkast i Bergens Kristkirke. Jeg lader et Forspil i Forspillet først udvikle som ved Opførelsen gjerne kan udelades. Den Ide er nemlig bleven uimodstaaelig hos mig at tegne en Bedepult under Hellig Olafs Billede, og lede derhen Mennesker af Tiden og dens Tanker; den Ene kommer med sit Andragende, den Anden med sin Tak, den Tredie med sin Anger, indtil Sigurd ogsaa endelig kommer og med sit umaadelige Begjær stiger op over Massen. I hine Første vil jeg vistnok have Tiden og dens aandelige Dragt iklædt, men deropunder skal det gode Øje kunne se Nutidens sorte Kjole og snevre Liv, saavelsom Helgenen forvandlet til vor dagligdagse godmodige Gud. – I Kirken kommer saa baade dem, som forraader Sigurd hans Fødsel, som Kongen, den svage Harald Gille, grusom og dorsk, skjønt han engang (før han fik Magten) var en meget rask Mand. Her i Kirken udspinder Handlingen sig, og den flytter siden til en Høj med Udsigt over Havet, høje Taarne og Sejlere. Jeg sammentrænger det i een Akt. Jeg elsker lange Akter. – –

Saa modtager jeg under denne Udarbejdelse Glimt af det egentlige Stykke, hvortil jeg sent og vart lægger Planen.

I denne Tid har jeg læst megen Gøthe. Jeg har nu engang foresat mig at læse Alt af ham. «Die natürliche Tochter» af ham har jeg aldrig læst før. Mig behager den mere end jeg har seet den behager andre. Der er et stort Liv til Eftertanke oprullet i denne lille Bog. Hans Werthers Leiden har jeg endelig læst, ogsaa hans Levnet til forbi italienische Rejse (som jeg dog har behandlet noget vilkaarligt) hans Digte holder jeg paa med, Iphigenia har jeg læst, men finder den blot interessant som Prøvestykke; hans egne Tanker om den forstaar jeg, ham selv var den vigtig, vi kan gjerne Alle gaa den forbi. De Gamle selv har jeg derimod læst, nu er jeg begyndt atter med Æschylos; thi Euripides maa bytte Plads en Stund, det blev formeget af ham paa een Gang; men han behagede mig overordentlig denne farverige, varme Mand med de liflige Syn. Hans «Bacchantinder» er i sit Slags uopnaaet af alle Digtere og Malere, som jeg har seet, og nu har jeg jo ikke seet faa.

Kleists Erzählungen har jeg her læst over; sank frygtelig ned i Rom; men maa dog beundre ham; han skabte af en ubekvem Materie. Man digter ikke godt paa Anger og Bitterhed, hvad saa derom er skrevet og sagt. (Jeg mener ikke her med Anger, Angeren i Kristo; thi den udelukker Bitterhed).

Saa har jeg læst Schiller. Hans Wallenstein, alle tre Stykker. Gud, hvor stort! Gud, hvor stort! Og dog gaar jeg derifra som fra en Valplads indhyllet i Røg lige op til Himmelen. Tror heller ikke hans Wallenstein er rigtig; tror at han historisk frøs ind og at det var deraf han døde. Han frøs længer og længer bort fra Pligt, Kjerlighed, Familie, Erindringer, til det blev saa koldt, at Jernet var varmt da det sattes i hans Bryst. Det befriede. Men denne Schillers W. har jo Gemüth. Alligevel har Schiller i intet Stykke naaet en Historiens og Livets Sandhed som i dette. Da han engang har taget Stoffet, som det nu er, giver det noget rørende at se alle Smaa omkring Wallenstein flette sig ind i hans store Planer og faa dem lige smaa for ham, som de selv ere, før han rigtig ved det. Der lever Mange paa et stort Træ.

Saa har jeg læst Heiberg. Hans Vaudeviller (et Par) Pottemager W, Isabella, alle hans Digte og Rim. – I Norge den sidste Tid læste jeg det Øvrige. Ja, han er ingen synderlig Digter, tror heller ikke nogen synderlig Kritiker eller Lærd, neppe synderlig i Noget, men dog af stor Betydning i alt, fordi han tog den rette Stilling og opretholdt Alt med en fast sammenbygget Personlighed. Eftertiden vil dog ikke forstaa hans Berømmelse. Af Øhlenschlæger har jeg læst «Balder hin Gode» for første Gang, Aly, Vaulunder o.s.v. Han jager i al Verdens Luft, som kunde den løsslupne nordiske Fantasi i ham ikke jage sig mæt; vi faar komme efter og inddele Riget. Det gaar Mere og Mere op for mig, at Heiberg kun gjorde Skade ved sin direkte Kritik af Ø. Ham selv kunde ingen Kritiker naa, hans Samtid havde blot det Kald at glæde sig, gjerne, med uhyre Fornøjelse kan man unde dem at glæde sig formeget, thi Ø. var dog gjennem sund, han førte Ingen paa Afveje, den høje, barnlige Mand. Heiberg kunde vente, han har kun gjort ham og hans Kjere ondt, ingen, ingen Nytte. Den indirekte at skjærpe Folks kritiske Sands paa hans Værker, er noget for svag til at give Grund, saasom den er styg. Han kunde vente, til han saa daarlige Virkninger. Dem han nu saa, at Ø saaatsige er glemt eller forlagt, glædede ham neppe. Hvor Ø. var ubændig stor med al sin livlige Galskab. Gud signe hans Minde, hvad Velgjerning han har været mig til!

Nej at kriticere Ø. er jo som nu at ville begynde med Andersen! Naturer som min har godt af Kritik; thi jeg kan virkelig bøje mig hen efter anden Mands Tanke; men det kan ikke hine. Har du seet hin sidste Bestialitet af Andersen den om Fremtidspoesien? At vi er Orme, som skal skjæres over af en Ploug og blive Muld og andet saadant Svineri. Er da de ældste Digtere, er Homer, Æschylos, Sof., Eurip., Aristoph. – er Anacreon, Plautus, Seneca, er Provences Minnesangere, ja de Psalmer, som blev digtet i Korstogene, er Hans Sachs, er Shakspeare, ja Dryden, er Calderon – eller er nogen af dem, som duer, er de skaaret over som Orme af en Ploug, er de Muld og Andersensk Vrøvl? – Jeg gjør som Skolelæreren: skjænder paa den Nærværende fordi de andre Disciple er borte uden Lov; jeg skriver til dig, du Atticus eller (bedre du tager den anden Rolle) Cicero – men etsteds maa jeg lægge min Vrede fra mig. Jeg saa det nemlig rost i alle Blade fra Athen.

Jeg fører altid i Hovedet en hel Dagbog til dig; men nu opregner jeg kun Registeret. Aa ja, bedre saa; thi det Andet vilde blive noget uendeligt. Hvorfor skriver ikke du mig til engang imellem; sandt at sige, saa begriber jeg det ikke.

Heiberg har Meget af Goethes Natur og begge forekommer de mig hele sit Liv igjennem at gjøre uhyre Forstudier til et uhyre Digt – som de ikke fik skrevet. Men Heiberg er jo noget spæd i sin Tanke, noget pillende i sin Form men saa sikker, at det er som griflet ind, selv hvor han leger. Goethe er saa storøjet, og saa øvet paa Haan den, han kaster hen som forsøgende. Men det egentlige Digt i Forhold til hans Evner, det kom dog ikke. Derfor kan man læse to eller tre Stykker af Schiller og sige, nu har jeg læst ham, eller nu har jeg havt saamange Timers Omgang med den Store, nu vil jeg hvile. Med Gøthe maa man følge og se, hvad han den Dag har fore; thi han lever blot for sig selv, jevnt undersøgende og ligesaa Heiberg. Man kan ikke sige, man har omgaaets dem, før man er ganske færdig med dem. Det er velsignet at en uhyre Digter som Schiller eller Øehlenschlæger skrev mange Stykker; thi desto rigere er Anledningen for Samtid og Eftertid til at leve nogle Timer i en uhyre Omgivelse. Men de gjør ingen Skade, intet Skaar i Culturhistorien ved en tidlig Død eller Afkræftelse; thi de var saa overordentlig tilstede i sit enkelte Værk; vi er engang løftede op paa Banen. Men Mænd som hine Andre vilde efterlade et uhyre Savn ved at dø tidligt, derfor lader ogsaa Gud dem leve, og leve med Aandskraft. Men har vi denne Anvisning, maa vi ogsaa gaa efter og læse Alt.

Philip Weilbach tvivler jeg paa, min kjere Ven. Man har paa Landet det Udtryk om Kjøer, som har løbet og med synlig Frugt, at «de tager sig»; jeg tror ikke W. tager sig. – Men det er jo muligt jeg fejler. Andre Kunstnere hernede har jeg endog stort Haab om, til Ex. Bloch. Han har nu malet mit Portræt i naturlig Størrelse, og er det netop som jeg gjerne vil erindres af Venner og Bekjendte. Det er fortrinligt. Selv kan jeg ikke kjøbe det af ham, og jeg kan heller ikke tillade at han sælger det til Hvemsomhelst. Han vilde endelig male det, og nu er jeg noget opraad med denne Ting.

Jeg har tænkt paa Hammerich, hvad tror du? – Apropos: Varbergs Kritik af dig i Dagbladet! At saadant virkelig kan trykkes? Jeg var tænkt paa under Navn at tage til Gjenmæle; men der er vel neppe to Mennesker uden om Fanatikerne, som gidder tænke mere over Artikelen, og hine virker man Intet paa. Jeg kom altsaa til at spadsere solo og se paa mig selv. Jeg har en dyb Foragt for Varberg. Naar En har udstillet en Figur i fantastisk Draperi og Mængden ser paa det i kunstnerisk Afstand, træder han til forat se om der gaar sproglige Lus i Folderne, det er Alt, han aarker. Naar han skal finde en Ide eller finde et Menneske gaar han efter sin egen Skygge. Han forfølger en Tankerække fra det Punkt: ingen Gud, intet absolut Godt til, heller intet Stort uden det, som er dødt. Fy for en Æsthetiker. Nu, som sagt hine to Mennesker, som tror ham, findes ikke; thi den store Mængde maa trakteres engang imellem, hvis de skal gjøre Kompagni, men han er tør, han har ikke en Draabe at give, og da opløser den sig. (Louis Napoleon gav Champagne, da han vilde gjøre Statskoup.)

Det er sandt: Poul Møller. Jeg har atter læst Noget af ham: om Kvindelighed og hint om Affektation. Jeg skal nu læse hans Filosofiens Historie. Men ved du hvad: den [som] gjør Studier i Retning som han, maa dog dø og ikke leve; det er da at tære paa sin egen Lunge. – Hvordan kom denne friske, klare Natur til saadant? –

Sig mig saa en Ting om dig selv og sig den med Oprigtighed. Hvordan gaar det dig selv, virker hin Bitterhed, din offentlige Optræden har mødt, og den megen Modstand dit altfor absolutte Væsen (desværre som mit) har skaffet dig, virker den til noget Haardt eller Ondt hos dig, eller er du glad, ikke alene i dit Øjeblik, men i dit Studium, i det Begreb, du agter at hente ud deraf, i dit Arbejde, har du stærk smuk Fortrøstning? Din sidste lille Artikel skræmte mig, din Mangel paa Trang til Meddelelse ligesaa, svar mig nu herpaa, min kjere Ven, og lev vel. – –

Hils den herlige Hviid; jeg lægger nok nogle Ord ind, og fortæl ham, hvad jeg foretager mig. Min Kone skriver mig mageløse Breve, jeg svarer og elsker hende.

din Ven Bjørnst. Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Hr Clemens Petersen!

Kjere Ven, en liden Lap fuld af Snurrepiberier modtog jeg fra dig gjennem Weilbach. – Hvad er det for Sludder at sige om mig, jeg ikke viser dig Tillid? Hvor og i hvad? Du er som disse gamle Koner, der en Dag er træt af at gaa i Huset, og saa klager over alle – fra Manden til Kokkepigen. Formodentlig er det først gaaet ud over Valdemar, saa Hviid, og siden du skriver til mig, saa skal jeg have en lille Restbeholdning. –

Og at sige om mig, jeg sætter mig fast i Griller og fixe Ideer! Ja havde du blot et Exempel, Højstærede, saa skulde jeg selv more mig derved. Det hele forekommer mig tvertom som har jeg aldrig gjort Andet hele mit Liv end ødelægge Andres fixe Ideer og Griller med en vis bred Sundhed, som jeg saaatsige har min Krop at takke for.

Jeg elsker endog at omgaaes Folk med fixe Ideer, nemlig dem, der er flot rundt omkring. Ikke dem, der hænger baade her og der. –

Hvad det specielle Punkt i Stykket angaar, indser jeg rigtignok ikke at to Replikker forvandler det fra Pantomime til Mimik; «Hvis jeg fik Beviser!» tror jeg dog runger gjennem Stykket og høres endnu. Det kommer igjen hos Inga, det kommer igjen af Sverrer selv, idet han modtager Brevene. Jeg paastaar det høres fuldklart endnu. Scenen har som den staar noget dristigt. Man kan fortælle om den: de kommer ind og siger slet Ingenting og saadan gaar det fremover. – Med de Par Replikker til hedder det: de kommer ind og Bispen faar Brevene. Det er adskillig Forskjel i denne Opfatning, og det Komiske er ledet bort fra det Punkt jeg mente; det skulde nemlig virkelig ligge i dette: de siger Ingenting. Men paa den anden Side kan det være muligt, at det Komiske kan naaes i en større Grad paa en anden Maade. Replikkerne kunde jo gjøres saaledes, at de var morsommere end Tausheden, eller at Tausheden bagefter den endnu vibrerte af deres Kraft. Saadanne kan jeg ikke skrive. Her er min Grændse, kjere Ven. Hvad der kan komme af Kompositionens Styrke falder mig gratis; det Andet, Replikkens Latter kan jeg ikke kjøbe for Guld. Jeg har ikke skrevet een, som Folk ler af. Men jeg tror, jeg engang vil skrive den. –

Endskjønt jeg altsaa dels ikke paa dette Sted kan indrømme Fordringen, opfattet som af dig, dels opfattet noget anderledes ikke kan fyldestgjøre den, – kan jeg paa den anden Side gjerne sætte et Par ligegyldige Replikker til, der hverken gjør ondt eller godt i sig selv, skjønt de berøver Scenen Taushedens Komik. Jeg sætter nemlig paa den sidste slet ingen Pris. Det er ikke mig muligt at holde Dom over Nikolaus som han fortjente; Historien forbyder det, mit Susjet med sin paa alle Punkter tilbageholdte Tragedie forbyder det. Sverre dør med den i sit Bryst. Han dør lidende, men som den der ikke lider. Han former Verden efter sit Hoved, og tager dens Misforstand derved, som dens Suk derover taus i sig og smiler, skjønt han tilsidst dør. Men for al Verden dør han som den Stærke. – Til dette Moment er langt igjen fra mit Stykke; Nikolaus bebuder det ogsaa i sin Replik. Derfor er mig her blot magtpaaliggende at komme fra ham saa billigt og saa hurtigt som muligt. Han skal ligesom blot sees hvergang han er nærværende; og dette kan jeg gjøre i fuld Medfør af hans Karakter. Efter saaledes at have indviet dig i Aarsagen til at det hele Opgjør med Nikolaus paa dette Sted er af liden Vigtighed uden forsaavidt det Faktiske, Kroningen, som Sverre vil have og hvorefter han lader som der er Punktum, skjønt han ved det godt, den Mand, at saa er det ikke, – – har du ogsaa min Redegjørelse for den Villighed hvormed jeg gaar ind paa dit Forlangende, der er understøttet af flere Andre. Fordringen rejser sig derved, at under Læsningen er man fyldt af forrige Scene og ikke strax villig til at imaginere sig Sverre komme roligt gaaende, Martin saa det neppe høres, Nikolaus bagoverhældet, højt – og dog med noget Snusende omkring i Krogene – to Ting som han mærkværdigt nok kunde forene. –

Her er Replikkerne indlagte. Et Par Rettelser følger. Stykket har jeg ikke aabnet, siden jeg læste det; men jeg kan det udenad. Bevis for hvor jeg arbejdede med det. Det kommer mig nu sjelden i Tankerne, men hine Rettelser, jeg Tid efter anden har sendt, har krævet sig som smaa Børn ligefra jeg skrev, og det er saa hyggeligt saadan roligt gaaende, tænkende paa Ingenting at forløse en her og en der. Sigurd optager mig nu meget, men jeg er ikke kommen langt. Jeg maa nok bære ham længere hos mig, lader det til. Han gjør mig ofte liden for mig selv, naar jeg ikke faar det til.

din Ven Bjørnson.

Petersen: Hvad tror du om at lade Anden Akts Møde mellem Bi spen og Sverre slutte med: «de gaar for roligt, paa for lige Baner.» – saa vinker Sverre med Haanden, Bispen gaar, og den næste Replik: Halvhundred Aars o.s.v. begynder? Tænk over det og ret, hvis du saa synes. –

din B.


Til Chr. Hviid.

Kjere Hviid! –

Tak for din Omsorg! Kontrakten forekommer mig aldeles uhørt god! Ja, Hegel vil Intet vinde paa den Affære. Et Drama sælges ikke i 1200 Expl. Hvad Satan skal jeg med 300 Friexpl? Jeg skal skrive om Benyttelsen af dem, jeg trænger. –

Blot «Inga» skal der staa paa Titelbladet. Petersen maa ikke læse Korrektur; han læser jo mellem Linjerne og ikke i dem.

Paa de andre Punkter har jeg svaret før. Jeg er i Pengeknibe; fra Petter hører jeg ikke et Muk; ved du hvor han er, saa lad Bordevik uopholdelig skrive. Ellers venter jeg om en Stund Penge fra Norge.

Til illustreret Tidende bliver det vanskeligt at sende. Maaske et Digt. Man forstaar aldrig mig, naar jeg blot skriver paa to Spalter desværre.

Nu har jeg faaet to Formaninger om at være god mod Andersen. Men i Herrens Navn er jeg da virkelig en Bjørn fordi jeg bærer Navnet? Jeg har aldrig tænkt at æde Andersen eller hans Smule Collin. Men spørger han, hvad jeg synes om hans «Fremtidens Poesi», siger jeg rigtignok, at det er det græsseligste Tøv jeg i mine Levedage har læst. Men saa kan jeg jo lægge til, at «den grimme Ælling» er mageløs. Det har rigtignok ingen Sammenhæng, men det behøves vel heller ikke. –

Du skal hilse I. Levin fra mig og sige ham, at jeg holder af ham. Ja, jeg holder virkelig af ham den gamle Spillopmager med det gode Hjerte og «de mange Ting i Hovedet». –

Og Smith (din Smith) skal du hilse. Er han endnu, naar han taler, den samme absolute Selvhersker over alle literære Russer? Eller begynder han at blive ældre? – Der er baade Hjerte og Mod der. Du skal se, hvilken Hjælp vi engang vil faa i den Mand, naar det gjælder at holde ideelle Synsmaader ivejret. Paa dette Ene er det dog til Syvende og Sidst, at alt vort Arbejde gaar ud.

Hvor vel jeg befinder mig, bader hver eneste Morgen, gaar Toure, læser Kunsthistorie og Verdenshistorie periodevis sammen, tænker paa «Sigurd Slembe» og skriver en liden Sang nu og da. Med Kjæreste og Venner lev vel!

din B.

Matthison-Hansen! – Nyholm!

Naturligvis Hegel Forskudet godtgjort, jeg Portoen for Stykket kort nobelt, nobelt.

Stykket skal blot hedde, hvad der staar. – –


Til Chr. Hviid.

Friexemplarerne.
Til min Kone……..1
mine Forældre (Kr.sand)……..1
Rosenkrone (Bergen)……..1
Hviid……..1
Petersen……..1
Bordevik……..1
Ole Bull (ved Korsbaand)……..1
Petersens Familie (Do)……..1
Hammerich……..1
Hall……..1
Smidth……..1
Rung……..1
Levin……..1
Rabe……..1
Erik Bøgh……..1
15
Mig et i Korsbaand (betalt) og 4 til Karoline som hun kan give hvem hun vil……..5
Ligesaa til dig……..5
25

De andre 5 kan ligge eller Petersen kan give dem Ben. –

Exemplarerne til Norge (kun to) sendes gjennem Hegel: Bergenspakken maa være den første, som expederes, da Stykket der burde spilles 17de Maj, hvis Bordevik synes det bliver Tid dertil (14 Dage) og da skal han forud varsku Bestyrelsen paa mine Vegne, da han har undertrykt den Lap, hvorpaa jeg selv har gjort det. – I Exemplaret til I Levin skriver Karoline «Til Hr. I Levin – efter Forfatterens Ønske – ved Karoline Bjørnson». Skriv det op for hende i tre Afdelinger. Exempl. til Hammerich og Hall maa indbindes, ikke til Storstads. De andre faar spares, da jeg er fattig. Synes Karoline at hun har Raad til Indbinding, saa bør Expl. til Petersen, dig og Bordevik og hendes eget indbindes først og fremst. Af sine fire skal hun give Sannes et. Hun maa ikke opfatte det som sin Pligt at give et Expl., hvor jeg eller hun netop har været; thi saadant betaler man gemenlig ikke med Bøger; gjør hende dette klart og hils den Lille fra mig med samt hendes Gut.

Ved denne Lejlighed at huske mine Venner i Norge kan jeg naturligvis ikke. Men det er nok muligt, at Forfattere i Sverige, som har sendt mig sine Bøger, burde erindres; jeg skal tænke derover. – Nej, de skal ikke huskes førend jeg kommer nordpaa.

Amen.

Senere testamentarisk Forføjning. Henr. Ibsen og Meidell i Xania hver sit Exemplar, hvis Hegels Kristianiapakke gaar strax, saa i denne, hvis ikke, saa i Korsbaand. Desuden Grosserer Peter Petersen i Kristiania, som jeg nu hører er den, der gav mig de 100 Spd i Kjøbenhavn. –


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen!

For dit Brev med Andersen takker jeg meget.

Ham selv blev jeg naturligvis ganske mageløst forelsket i, og jeg tror det var gjensidigt. Der blev en Fortælling og en Tuden uden Ende. Han læste Eventyr for mig, og alt var lutter Dejlighed. Lille Collin er en tætbygget, haandfast En, som jeg godt kan lide, men kjender ham endnu ikke.

Din Dom om Bordevik er meget haard. Du maa fra Først af have taget et ganske fejl Øjemærke paa ham. Det har jeg absolut forud for din Opfattelse af Mennesker, at jeg tager dem i den Sous, hvori de ligger, og det falder mig aldrig ind at flytte dem. Du vil hæve dem paa et Princips yderste Magnetnaal, og faar du dem saa ikke til at hænge paa, bliver du rasende. Jeg har aldrig tænkt mig Bordevik med Hegel og alt Dette i Livet, aldrig med den grundige æstethiske eller anden Uddannelse, men som den praktiske Bearbejder deraf gjennem Theater, Avis, Omgang, og derfor et os alle overordentlig nyttigt Menneske, som man skal give Anledning til overalt at se og smage, at han, udrustet med en sund Kritik, som han er, kan vælge det Bedste. Jeg ser intet Galt i hans Overgang til Theatret; han arbejder nu, til jeg kommer derop, og saa tager jeg Ledelsen. For Øjeblikket kan intet Andet gjøres end det, han bedst af Alle kan gjøre: leve og lege fremover med dem, vælgende, vragende, fra Dag til anden. Det skubber nok ivej, han har Lethed, Arbejdskraft, Aarvaagenhed. Saa skal nok Arbejdet en Dag begynde for Alvor. Havde vi blot den Slags Mennesker, som du i ham vilde tænke dig frem, saa kom vi just ikke langt, min Kjere, og hvorom Alting er: hos os er det ikke dem, vi trænger mest. Ved Theatret udarbejder han sig videre, vi maa ikke slippe ham, men puffe paa. I Guds Navn: hvem er det tilsidst du vil bruge?

– – Og saa lidt om Andersen. Den Mand ligner jeg blot deri at vi begge er Digtere, hvilket dog ikke vil sige stort mere, hvad Ligheden angaar, end at vi ere Mennesker. Hvad kan have gjort, at vi dog har berørt hinanden, er mig end mere ufatteligt nu, da vi sidder overfor hinanden. Han har en uhyre Slægt i Danmark denne Mand, større end jeg har forestillet mig, fordi hans Digtning ofte har vakt en Ærgrelse hos mig, som har afsluttet al videre Reflexion. Han har en uhyre Slægt, som han dog ikke har gjort sig saa overlegen, at han ikke undertiden synes at ligne den Enkelte, og just ikke altid den Bedste. Jeg kan nu, da jeg selv har hørt ham læse Eventyr og talt med ham, høre Folk skoggerle, som jeg aldrig har sat i Forbindelse med ham. Reflexionerne over ham strømmer nu rigt ud af Omgangen, og ikke deraf, at man undertiden staar paa et tomt Sted og spørger om Aarsagen. Derved faar Opfattelsen en Kjerlighed, som er min største Vinding ved denne Lejlighed, beder om Forsigtighed ved saamangen anden, er mig en Advarsel og en Glæde. – I dette Solskin læser jeg nu atter hans Eventyr.

Og saa om mig selv. – Har jeg skrevet dig til om Sigurd Slembe? «Sigurd Slembes første Flugt», (een Akt), «Sigurd Slembes anden Flugt» (tre Akter), «Sigurd Slembes Død» fem Akter. – I første Stykke er jeg midvejs. Stolt som en ung Erobrer træder han ind i Kirken, fortæller Sct. Olaf, at nu har han slaaet ned Bentein, Kongens stærkeste Mand, nu maa han faa vide, hvem han er, at han kan faa vide, hvad han videre skal. Moderen er stævnet derhen med den vise Kol som Vidne. Han faar Skjend for denne evige Klamren med Landets Bedste, især fordi han vinder. Thi uden Slægt som han er, vinder man ikke ustraffet paa de Bedste. Han har istedetfor Kvad derfor ogsaa kun høstet et Øgenavn: den Slembe (Uregjerlige). Han kan derimod ikke begribe, hvem man skal prøve Kræfter med, naar det ikke er med de Bedste, og naar han vinder, er Øgenavnet det Samme. Saadan staar Karakteren, nu begynder Experimentet.

Lad mig saa faa Slægt, siger han, at jeg kan faa Følge, saa det, jeg gjør, sees. Hvem er jeg? – Moderen forfærdes, hun benægter, at han er Andet end Presten Adalbrekts Søn. Han river Sløret fra hende, saa beder hun, bønfalder tilsidst paa Knæ om at han vil skaane hende; thi hvad han faar vide, er hendes Skjændsel, som hun ved et helt Liv har søgt at sone, men Hemmeligheden vil forspilde hele hans. «Det er forspildt – alt ved dit første Ord!» udbryder han og stormer paa. Hun vil ikke, han skal rive sin Moder omkuld paa Vejen til Ære. Hele denne Kamp er fuldkommen lykkets, den ender med, at han faar vide, hun har avlet ham i Blodskam med sin Søsters Mand, at hin tog sin Død derover, at Faderen forskjød hende; men Manden var falden i Skotland: han var Norges Konge, var Magnus Barfod. Det første, han siger, er, vendt til Olafs Billede: «saa er vi to i Slægt!» Nu bryder han paa. Først vil han til Kongen og kræve sin Andel i Riget. Kongen selv er uægte født; to Brødre havde han, hvoraf den ene ogsaa var uægte født; men alle tre delte de Riget med ham efter Datids Skik. «Men Vidnesbyrd?» – Ja, Moder maa bære Jernbyrd. – For Jernbyrd raader imidlertid Kirken. Vil Kongen, saa faar den let daarligt Udfald, «og» siger Thora (Moderen) «sidste Skam er værre end den første.» Han vil selv bære. Men saalænge hun lever, er det hende det kommer an paa; hun staar altsaa i Vejen. Nu forsøges alle Udgange, han finder hver eneste spærret, eller som han selv siger «– hver Port til Retfærd ej blot er lukket, men med Syndens Segl.» Oprør er det sidste han staar ved; men, som Kol siger: Fra Solformørkelsen ved Stiklestad, der endnu ruger over Nordens Minde, har Ingen baaret denne Kains-tanke. Sigurd: «O Hellig Olaf, er det ogsaa sandt? – Saa maa jeg vende til en anden Kant.» – Kol: «Til det, du søger, hver en Vej er stængt.» Thora: «Men der er Noget, som du ej har tænkt: bliv her i Fred! og søg at –» Sigurd: «Aldrig, aldrig! Alt nu jeg føler, hvordan Jorden brænder!» o.s.v. i denne Replik løber han atter Stillingen igjennem og ser til sin Forfærdelse at under den uhyre Bue, de har beskrevet fra det Punkt, de gik ud, og hvor de nu atter staar, er han bleven et ganske andet Menneske, som i Verden har tabt Alt, han kaster sig ned raabende: «O Moder, Moder! hvorfor taug du ikke!»

Hid er jeg kommen. Nu lader jeg en Korsfarer komme ind og falde paa Knæ for Alteret, med en Bøn, hvis Indhold er: «tag dit Kors paa og følg mig!» – Og Sigurd gribes i Øjeblikket af den aldeles rette Forstaaelse, skjønt han faktisk fører den imod Korstoggjerningen. Moderen har mistet ham, mister ham nu synligt, og det ender udenfor Kirken paa en Høj mod det aabne Hav med Sigurd paa en Sten og Korsfarersang i det Fjerne.

Det andet Stykke «Sigurd Slembes anden Flugt» foregaar paa Ørkenøerne, hvorhen han rejste, fordrevet ved Vind først til Skotland, siden hid, da her var mere at gjøre, utvivlsomt ogsaa sendt af Skotterkongen som den bedste Hjælp hans Frænde kunde faa. Her forsøger han den Ting at tjene. Forunderligt styret af Skjebnen og skjønt aabenbaret af Historien er det, at det Forhold han i Skotland bliver den Tjenende i er en Broderkrig, den samme han flygtede! Og en storartet tragisk Ende faar den: to sælsomme Kvinder, af Sagaens største, som altid havde hidset Brødrene mod hinanden, laver et forgiftet Klæde til den af dem, som de hader, men den Broder, som de elsker, tager det spøgende paa, og dør! For Sigurds Vedkommende skal Stykket bevise: at han har for godt Hoved (som man nu vilde kalde det) til at man tør tro ham. Han griber for mægtigt ind og vækker overalt Frygt istedetfor Tillid. I Fredsslutningen med den sejrende Jarl hedder det udtrykkelig at han skal udleveres eller forvises. Nu kan han selv tage Stillingen, hvis han vil: anden Gang lyder Korssangen, og han rejser, men med den Erfaring at tjene kan han ikke.

Tredie Stykke. Naturligvis finder han ingen Ro paa sit store Tog, staar derfor efter tre Aars Forløb atter i Norge og beder Harald Gille, som er hans uægte Broder, og har gjort det, hvorfor Sigurd flygtede, ja endnu mere: forstødt den forrige Konges Søn, blindet, gildet og sat ham i Kloster, – Harald Gille beder nu Sigurd om Rigets Halvdel. Høvdingerne er bange hans «gode Hoved», lover ham hvad han beder om, men forat forraade og dræbe ham. Saa kommer andet Afsnit i hans Liv. Han forekommer dem – og dræber Kongen. Han spørger dem, om de saa vil krone ham? Men med hin gamle Frygt som Vejleder, svarer de, at de hellere vil tjene Haralds umyndige Sønner. Sigurd tager den blindede Magnus af Klostret forat gjøre sin Ret endnu stærkere. Vi ser ham nu slæbende paa ham, blive fordrevet op til Finland, hvor han møder for anden Gang en forunderlig Kvinde (paa Ørknøj havde han historisk og hos mig hin korte Kjerlighedsforbindelse jeg ofte har fortalt dig, nemlig om hende, han forskjød); nu møder han en Finnepige, et fuldstændigt Naturbarn, en Oase aabner sig, et lille roligt Liv indbyder, – han flygter det, faar Finnerne til at binde ham Skibe sammen af Skind, hvorover han i Sagaen synger et dejligt Kvad, og stormer atter indover til Kamppladsen, som bliver hans Dødsseng. Fienden møder ham i et trangt Sund. Hans Magt er forliden, han skjønner det maa gaa galt; men Partiet trænger paa, den blinde Konge vil ikke længere slæbes. Da har han Timer med sin Gud og sin Moder Aftenen før Slaget og erkjender hele sit Liv og hele sin store Ret spildt. Han falder i Slaget og Moderen er over hans Lig.

Jeg vil lade det ende som en sagte, fjern Psalme, hvori det brusende Eccho af store Tanker og Vaabenlarm mildt optages. – Ja ved nu at læse Skildringen igjennem, ser jeg, at den er meget ussel. Den afdækker ikke en Tiendedel af mit Stof; thi jeg har den Uvane at skrive Breve «naar jeg ikke er oplagt», og Virkningen bliver at du blot kjeder dig istedenfor at forstaa mig. – Og naar det saa engang er færdigt – hvem skal saa spille det? – Aa, de kommer nok; dette vil jeg baade tro og sige; men jeg er fattig og skulde leve af det, jeg skrev. Jeg skulde derved afbetale, hvad mine Venner gjør for mig. Du maa nemlig vide at Meidell og Richter, eller rettere Richter og Meidell har ordnet mine Venners Understøttelse saadan, at jeg nu har 40 Spd Maaneden vis Indtægt, og Mere, hvis jeg vil, men indbetaler nu til dem, hvad jeg skal tjene, saavelsom Resten af mit Stipendium. Det er vel Kammerater! – For hvad du gjør mod min Kone maa jeg isandhed takke dig. Du kan tro, hun er mig dyrebar, og du er nu atter paa Vildspor i dette Kapitel.

Jeg har i senere Tid skrevet et Par heldige Digte. Ravnkilde udgiver nogle; han er ingen dyb Komponist, men har det Fortrin, at det, han gjør, er lyst og cantabilt. Jeg skulde ønske at have Rung hernede; vi arbejdede nok bedst sammen, og jeg trænger En, som plager mig; thi Sange hefter jeg ikke til Papiret uden dette. – Har du nu forstaaet mit Drama? Første Stykke er som et lyrisk Digt, andet er tungt islandsk, kort, svært, med Lidenskaber, hvoraf de dø. Tredie løfter op i det sidste Forsøgs Storhed, slaar over i det Eventyrlige som i det Vilde og ender langt borte. Korstogenes Bevægelse giver stadigt Orkester, den oprørte Verdens Bølgegang høres op i Koulissen. Du kan kalde det forskjelligt efter de forskjellige Standpunkt. Du kan kalde det et forspildt Liv og du kan kalde det en forspildt Ret, og der er mellem disse Ting en uhyre Forskjel: den at søge Livet i det Smaa, men Gode, og den at søge Sit, men med Kløgt og Hensyn. Saa kan du lægge alt det Tragiske i «hans gode Hoved», hans Evners Krig mod ham selv, fordi man af Frygt, Misundelse nægtede dem og ham Anerkjendelse. – Ja, sig mig selv mere man kan kalde det. Jeg er saa tam idag, skriver med dovne Fingre jeg ikke gider bøje, og prøver ikke paa at lede efter det rette Udtryk.

Jeg er træt. – Det kunde dog hænde, at jeg engang, naar jeg fik et ret husvalende Brev fra Eder, kunde skrive et igjen. Nu hører jeg intet Eccho, og jeg har dog oftere skrevet. Ja hils Hviid fra mig og R. Schmidt fra hvem jeg fik et hyggeligt Brev. Med næste Post sender jeg dem begge Brev, kanske her med det Samme. I faar i saa Fald dele Portoen; thi jeg betaler blot, hvad kommer saalænge jeg er i dette Røverhul.

Efterat have været meget kjed Kong Sverre hvilket steg til Lidelsens Højde, da jeg hørte Stykket var indleveret og jeg begyndte at høre hver Klodrian sige mine Replikker, er jeg nu, efter at have kunnet atter læse det igjennem, paany glad i det. Dette Stykke er virkelig godt, skjønt dets Stof ikke er et stort, idet det ikke er anlagt paa at være noget Mere end hvad det er: Skildringen af en stærk Mand. Men denne Skildring er virkelig lykkedes. Jeg ser nu, at jeg endnu maa gjøre Rettelser; det er ikke saa godt med Saadant; det voxer i os efterat det er bortlagt. Navnlig har jeg ikke ladet Inga udfolde sig nok i tredie Akt, hvor Sverre siger Haakon, at han skal blive Konge. Der kan jeg lade Stoffet blot ved en Replik stige til Graad, megen Graad, og jeg vil have den med; thi Slutningen er virkelig med en mild Ro og Bestemthed istand til at viske dens Smerte ud.

Et Par Overgange maa gjøres lettere; men ingen Karakter forandres. Dette Stykke vil nyde en vis Sort Modstand af en vis Sort Mennesker: de Karaktersvage. De vil for det Første ubetinget tage Sigurd Jarlssons Parti, og sige han er mishandlet. Jeg anser derimod hans sidste Replik forat være den bedst skrevne i Stykket, jeg mener den bedst psykologiske; thi Stykket frembyder overhovedet færre psykologiske Sammenstød end mine forrige Arbejder; det kommer deraf, at jeg holder nu paa at drage mere Stof sammen, mere massiv Begivenhed, men i Orkenøstykket, «Sigurd Slembes anden Flugt» skal begge Ting være forenede. Kong Sverre har givet mig mere Øvelse og Sikkerhed end jeg selv tænkte, og jeg tror alt her, at jeg skal forme hvad du og Hauch leder hele Verden om og bliver Uvenner om, da I ikke finder det og sætter Eder derpaa trætte ned og skjælder Tiden. Stakkels Tiden!

At derimod Sigurd kunde være vidløftigere udviklet indrømmer jeg; den Kyndige ser imidlertid hvorfor det ikke er gjort og kan give Argumenterne derfor den Vægt, han synes. Endvidere vil de samme Mennesker sige med Sympathiens Deltagelse: «Inga var ikke rigtig mod ham!» Aa – nej, svarer jeg, ikke klog nok fra Begyndelsen; thi hun skulde ikke have befattet sig med ham. Dette vil de finde haardt svaret, og jeg kan da lægge til: ja i Omgang med Svage har man, hvordan man snoer sig, virkelig bestandig nogen Uret, eller i alle Fald Følelsen deraf. Denne Følelse lod jeg ogsaa Inga have i en Replik; men tog den ud igjen, netop for ikke at mislede. Derimod er det min virkelige Mening, at hun i det, som hænder, finder en mild Straf forat have opoffret Sverres Sag, da det kom til Stykket, eller rettere ikke at have vist det Forsagelsens Mod, som Sverre siden gav hende og Haakon. Jeg lod ogsaa dette være antydet, men strøg det ud igjen; thi det føles, Sverres System føles som en Modsætning. Endvidere vil de samme Folk gjerne have havt mere Løjer af Bispen, men sammen med en moralsk Størrelse som Sverre gaar det ikke an. Naar disse To udvikler sig sammen, faar den Sidste saaledes Overtaget, at hin nok spræller, men det maa føles som Afmagt. Kunde han blot fjernes paa en Par Minutter, voxede han nok; men se det laa udenfor Planen, som netop er: Sammenstødet. I Nikolaus vil de utvivlsomt se noget fornærmet Stort, fordi han har store Ord i Munden; men da maa man lære dem, hvor hul jeg har bygget hans Pathos fra første Linje til sidste. Men den, som selv ikke er sand, føler ikke saadant strax. (I Samtalen med Sverre maa Overgangen til at omtale alle hans Skurkestreger gjøres lidt længere og gives lidt mere Pathos forat Factaernes Ro kan tage sig mere ud paa denne Baggrund).

Ved første Læsning vil maaske ogsaa Historieskriverne blive lidt mistænkelige, fordi meget ikke staar anført i Sagaen, fEx Haakons Pagt med Faderen og at han kjendte Inga før Faderens Død. Men vil de psykologisk tage fat paa Stoffet, skal de støde paa det mærkelige Faktum, at igjennem en hundrede Aar havde enhver Kongesøn og Konge uægte Børn i en ung Alder, men Haakon, skjønt fyrrigere end de fleste, ja dem alle, skjønt ligefrem beskyldt for et ustadigt Liv: havde Intet! Dette er ikke kommen tilfældigt; thi sin Formue beviste han, da han «tog Inga, en god og trofast Pige til sig.» – Allerede i denne Maade at udtrykke sig paa giver Sagaen en Anvisning om at han kjendte hende fra før, altsaa fra den Tid Faderen levede; thi første Gang efter Faderens Død var han paa den Kant af Landet. Man «tager jo ikke til sig» hvad man ikke kjender, og at hun var god og trofast maatte han have prøvet. Han døde jo siden strax. De fandt hinanden og saa døde han! Denne tragiske Baggrund har Stykket, Sverres Bestræbelser og hines Haab. – Saa ganske synes den mig akkomoderet Sverres hele Liv og alt, som tilhørte ham. Men saa har den ogsaa Klokkeringningen i Throndhjem, da Inga kom over Dovrefjeld Vintersdag med sit Barn! Og den har dette Barn[s] mere end 50aarige Regjering, Norges største Tid! Jeg aldrig skriver eller tænker dette uden Taarer; jeg skal engang vie det en Romance.

Men svar mig paa een Ting: hvad tror du om jeg med et Par Ord antydede, at jeg ønskede Høedt til at spille Bispen. Saadan som Situationen er gjorde hans i sig selv falske Maade at spille Komedie paa maaske mere reel Tjeneste end de Andre. Og i «Sigurd Slembe» har jeg ved det kgl. Theater Ingen til Hovedrollen uden det skulde være Høedt. Fortæl mig ikke, at han ikke er den rette; men skal jeg overhovedet spilles, maa man indrette sig, saa det er et Syn værdt, og Noget har Høedt i sig, som tilsyneladende passer. Fik Høedt en saadan Anmodning, idet nu flere Stykker begyndte at sejle op, var det muligt han gjorde det. Men jeg kaster blot Tanken hen, da du kjender Forholdene bedre, jeg mener de Størrelser, man kunde anbringe som Erstatning. Een Ting vil jeg sige dig: Fru Heiberg ønsker jeg ikke skal fremhjælpe mine Sager. –

Hvad Høedt angaar: jeg har som Direktør i snever Vending ofte maattet bruge det Falske til Udstopning paa et tomt Sted. Det kan blot gjøres midlertidigt. Og hvad tror du? – Det er hans Flid og Frækhed, som udretter saameget selv over Talentet, saalænge Skuespilsorten ikke er rigtig ægte. Det er nu ikke den dagligdagse, og saadan kan det vel humpe ivej, til Stykkerne (de sande) bliver saamange, at de har sin Tradition. Dog snart har deraf igjen en ny Kløgt udviklet sig til nyt Bedrag! Mantzius er saa kort, Phisters Stemme noget saftløs. – Ak ja, jeg kjender dem ikke, og er derfor endmere bange. –

Din Ven Bjørnson.


Til Chr. Hviid.

Hr Kand. jur. Chr. Hviid!

Kjere Ven!

Da I, som var min Kones naturlige Værger, tillod hende trods min bestemte Befaling, at indlevere mit Stykke, troede jeg dette var saaledes at forstaa, at Hauch skulde læse det og sige sin Mening, og at I paa Forhaand omtrent kjendte Udfaldet. Officiel Ind leverelse havde jeg ikke forestillet mig; thi jeg var vis paa, og troede at I vare det, at en saadan blot fik at føle literær Fornemhed og Smaatteri, saalænge ikke Publikum med sit store Hjerte, hvad ogsaa min Mening var, havde dømt i Sagen og anvist de svage Styrende Vej.

Til min Smerte ser jeg, det var anderledes. Mit Stykke trues med Forkastelse, og et forkastet Stykke møder Mistro hjemme, finder som trykt ingen Læser, det er ruineret. Jeg maa gjøre, hvad Stykket selv tillader forat frelse det, men naturligvis ikke Mere. Indlagt er Copi af et Brev til Hauch, som afgaar samtidigt med dette. (Siden: Nej, gjør Intet.)

Lykkes ikke Operationen, skal Stykket brændes. Hegel vil selv føle, at det gaar ikke længere i Boghandelen, Sagen er naturligvis alt bekjendt blandt Mange, og æder sig altid videre ud. Men de Penge Hegel har givet mig, skal inden Aarets Udgang være erstattet af nye Arbejder. – Jeg haaber han tror mig, og tror han mig ikke, har jeg ligeoverfor denne daarlige Mening som overfor saa mangen anden blot den Udvej at kaste Broen af, og arbejde rolig videre.

Jeg havde nu sendt min Kone Anvisning paa Rejsepenge og Ønske om at se hende strax. Nu skriver jeg Kontraordre, og maa naturligvis selv hjem til Foraaret.

Til det danske Theater kan jeg ikke mere indsende noget, jeg maa nu med Sigurd Slembe se til at faa den opført i Tyskland; thi leve maa jeg og slutter gjør jeg ikke. Her lever altid flere af Tysklands Berømtheder, de har altid vist mig mageløs Forekommenhed, nu maa jeg prøve at vinde Terræn.

Dersom der var noget i min Natur, som kunde fare hen i Øjeblikket og skrive noget Mageløst, vilde jeg naturligvis tage Sagen op paa en anden Maade. Men min Natur er at stige jevnt op og se til, om dog ikke tilsidst det Højeste kan naaes. Altsaa tør heller ikke jeg fortro mig til mit næste Arbejde, jeg maa blot indrette mig saa, at jeg kan faa lov at fortsætte fredeligt. Men Vejen over Danmark er stængt, og hjem kan jeg ikke komme uden over et andet Land, det er Sagens Sorg.

Kjere Venner, jeg takker for Eders gode Mening, og I maa ingen Bekymring nære for mig. Igaar var jeg oprørt, idag er jeg ganske rolig, har atter hengivet mig til mit Arbejde før dette Brev er sendt. I ved det jo af lang Omgang med mig, at der er ikke den Ting til, som forstyrrer mig ud over Øjeblikket, og at mine mange Skuffelser fortæres af det poetiske Behov i mit Arbejde.

Lev vel! Bjørnson.

Jo mere jeg overser min Situation, jo mere ser jeg, at det nytter ikke at udgive dette Stykke under saadanne Forhold. I har ganske ruineret mig det med Eders velmente Tjenesteiver. – Men brænd dog heller ikke; lad det ligge til bedre Tider for mig, med sine Rettelser ved Siden. Stryg det, som er antydet i Brevet til Hauch. Jeg skal om lidt sende de andre efter, for Øjeblikket arbejder jeg i Sigurd.

Foruden hin Tidende, har jeg ogsaa faaet den, at min Kones og min Drengs Helbred for bestandig er ruineret, dersom de den hele Sommer ikke ligger rolige og tager Søbade!

Jeg kommer ikke over Kjøbenhavn, naar jeg rejser hjem; thi nu har jeg der Intet at gjøre. Jeg er begyndt mellem Tyskerne, der er rigt begavede Mænd med uhyre Lærdom; men jeg er dog ikke hjemme der. Nu, det skal nok gaa, de gjør ogsaa Alt forat hygge mig og tier om vore skandinaviske Kampe med dem. Her er kommen en vidunderlig Maler: Gallait fra Belgien, han er den største nulevende Maler jeg har seet og en prægtig Mand. – Munch er rejst, alle de Kammerater, jeg holder noget af, rejser i næste Uge. Lev vel! – Til Weilbach har jeg Intet sagt om Noget; han er saakluddret naar han taler om stærkere Forhold, – saa god og blød han ellers kan være. –

Jeg har med Vilje ladet dette Brev ligge. Ved atter at læse Stykket ser jeg: det skal dog udgives. Paa det Hauchske Vrøvl svarer jeg ikke. Jeg havde tilbudt ham at stryge den eneste Udsmykning i Stykket, som jeg kendte, nemlig Slutningen af Mødet i Skoven mellem Inga og Haakon, saa Sangen og Linjerne foran gik ud, og Scenen endte i og med følgende Replik.

«Nej, uden al Fare var Livet et Spil» – og saa Sverre kom. – Denne Rettelse kan fremtidig gjælde, men til Hauch skriver jeg aldrig, heller ikke maa Nogen prøve paa at gjøre det i mit Navn, da jeg annullerer Alt, og gjør det med Grovhed. – Hine Rettelser jeg bebudede længe før Hauchs Brev kom, har jeg desværre ikke nedskrevet endnu. Allerførste Scene tænker jeg at omskrive, det Andet er ganske uvæsentligt. Det skal snart komme, vent blot med Trykningen nogle Dage og samle mine Rettelser. – Har I seet den Yttring i Hauchs Brev «at der kommer næsten ikke ind til Theatret et Stykke, hvori der ikke bliver skaaret?» – Jeg vedlægger Brevet, at Petersen kan føje det til sit Hauchske Arkiv. Hvad ubodelig Skade en Censor med deslige Begreber som at en Digter skal overlade ham at stryge (!) – kan gjøre i det Skjulte? Og især, naar hans Karaktersvaghed forbyder ham at respektere det Individuelle, saa hvert indsendt Stykke gildes. Men kom han bort, begyndte vel Hertz, og det Sidste var værre end det Første. Der er just ikke megen Trøst i vore literære Forhold.

Smith skulde have Brev; men mit Humør er ikke nu godt oftere end naar jeg arbejder; skal jeg udtale mig, bliver det daarligt. Dog, det gaar vel snart over.

Lev vel! din Ven.


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen!

Tak, mange Tak for dit Brev. Jeg har ventet længe. Netop idag har jeg skrevet et Brev til Hviid med den hele kjedelige Historie om mit Stykke, siden har jeg været om i en Del hollandske, tyske og italienske Studier og ret opbygget mit Humør paany. –

– Dine Bemærkninger om Sverre er ganske mine egne i sine Hovedtræk, hvad du ogsaa vil have seet af mit forrige Brev. Jeg ved meget godt at Sverre ikke er Halte-Hulda, men jeg ved ogsaa, at skrev jeg Sigurd Slembe, der er mere end Halte-Hulda, før Sverre, blev den Mængden lige uforstaaelig som hin. Nu svinger jeg op til den samme Lidenskabsfylde fra en ganske anden Kant, gjennem Situationer, Livlighed, Veltalenhed og midt i dette kommer saa undertiden den talende Taushed. Kong Sverre er for mit personlige Vedkommende et saadant Fremskridt, at mine Venner maatte juble med mig. Naar du siger, at den dobbelte Iderække ikke ganske forener sig, er det for dig og mig sandt; thi Stykket er egentlig et Femaktsstof, Sigurd maatte have længere Udvikling, Bispen, Haakon, kun Sverre ikke. Men: naar nu Sverrestoffet i sig selv aldrig anderledes kan behandles end gjennem flere Stykker, som ender med hans Sønnesøn, hvem vil saa ikke se til at pakke det enkelte Stykke i tre Akter? Føltes Stoffet som ikke alene ikke foreløbigt, men ogsaa som i sin aandelige Følge afsluttet, hvem bredede sig saa ikke med Glæde ud i fem? Den Billighed maa I vise mig, her at indrømme mig lidt personlig Frihed til at vælge min æstetiske Omgang. Jeg vil ikke mere af ham, fordi jeg saa alligevel ikke kan faa hvad jeg vil? Forstaar du mig? – Og Opgaven nu engang opfattet i tre Akter – da, ja da er Stykket med een Gang saa godt, og paa to Steder saa dristigt bygget, at den store Mængde ingen, slet ingen Mangel paa Udfoldning vil føle, saasom Alt er proportionelt og hver Part livlig. Den Indviede vil paa sin Side sige: dette er virkelig saa godt gjort, at jeg vil spaa ham en dramatisk Fremtid. (Skrevet akkurat som jeg føler det.)

Men saa kan han lægge til: hvorfor skrev du saa egentlig Sverre, da du ikke vilde gjøre det saa udførligt, som du kunde, hvorfor ikke et andet Stof? Nej, svarer jeg, dette er vor Nationalhelt, og han er min aandelige Stamherre. Jeg elsker ham. Jeg vil mit Land skal elske ham, lad ham staa et Øjeblik, saa skal jeg tegne ham. Og gjennem Nikolaus skal jeg stige op til en Række Karakterer, som man ikke har anet ligger i mig. Afslutningen er altsaa: Kong Sverre er et rigtig godt Stykke, for Mængden interessant i sig selv. For Æstethikerne mest derved, at jeg i dette har dramatisk arbejdet mig langt op. Da man nu vil forhindre Mængden i at se det, saa brænder jeg det; det har været mig nok.

Men Sigurd Jarlsson er jo en ulykkelig Elsker? Nej, kjere hvordan kan du komme til at sige saadant? Der er ikke mere Mening i hans Elskov end i hans Politik. Han er født Konfusjonsmager, ikke komisk, saa stærk er han heller ikke at det bliver tragisk, men det bliver i ethvert Tilfælde saare følgerigt for Andre, og det er min Erfaring, at netop den Sort Mennesker har i en hvilkensomhelst Gjæring stor Indflydelse. Af Forvirring gjør de Forvirring; de mener det godt i Bunden, fristes ofte, reddes af Tilfældigheder, men den hele Sum er og bliver Forvirring. Jeg lader ham løbe som han kom, og løbe i en Illusjon; han har ogsaa en Illusjon den Dag han dør, er det derfor værdt at følge ham længer? – Jeg skriver formodentlig snart atter et Stykke om og fra Sverres Tid; han maa da atter frem, forat forsvinde paa en lignende Maade. – Og hermed slutter vi Stykket «Kong Sverre» – Drama i tre Akter af Bjørnstjerne Bjørnson. – (Læs Hviids Brev.)

Jo, min Kjerlighed til det er saa stor, jeg maa endnu faa sige et Par Ord; thi Afskeden er mig tung. Den stærke Sverre i sin Tid, med Sigurds Forvirring mat prellende fra sit Skjold, med Nikolaus stormende mod sig og Haakon uregjerlig under Haanden, og af Sigurds Forvirring tage det Baand, hvormed Nikolaus bindes, og af Nikolaus’s Trudsler det Forsæt, som gjør en Mand af Haakon og i dette blive hjulpet af Folkets vaagnende Kjerlighed (Inga), se det er dog raskt og klart tænkt, og det er overalt aabent udfoldet. Det er sandt: jeg kunde mere udarbejde mine Stof; men det kommer ikke deraf, at jeg er troløs mod dem i det Større eller det Mindre; det kommer deraf (hvad man bestandig glemmer) at jeg ikke tænkte paa noget bestemt Stof før jeg var 24 Aar, og at jeg endnu kun har skrevet i fire og med haarde Afbrydelser, under hvilke enhver Anden heller ikke vilde have let forat faa Stoffet fyldigere. Men saa glemmer man ogsaa ganske: at de samme Stof bestandig løber tilbage i mig, og at man skal se Alt jeg har sagt om dem, den Dag jeg lægger mig ned.

Du taler om ulykkelig Elskov. Alt du siger gjør mig godt, og besynderligt at omtrent Ord til andet har jeg oftere præget det hernede mellem Damerne, og meget i Anl. Werther, som jeg først her har læst. Men saa mener jeg naturligvis heller ikke med ulykkelig K. enhver Følelse, som ikke ender med Bryllop; jeg mener den ubesvarede Elskov. Den existerer nemlig ikke. Den er en Forvirring, en Galskab, undertiden en Forfængelighed, undertiden vildledet Poesi, den er Lediggjængerens Sygdom og Paaskud til Dovenskab – kort den er kun ikke Kjerlighed; thi denne er det sympathetiske, og er just ikke ulykkelig om ogsaa ydre Skranker skille, uden at atter andre Ting som Sandselighed, krænket Egenkjerlighed og deraf opstaaende Jalousi o.s.v. kommer til – atter igjen en Række uvedkommende Lidenskabers, Svagheders Indblanding, som jeg med skitserende Haand har antydet i en glad Gut. Men da saa ofte Svaghed i det Oplevede skriver Bøger istedetfor poetisk løftet Blik paa Livet, er hine saa fyldte af denne uhyre Misforstaaelse. Kjerlighed er Sympathi; kan følgelig ikke brænde ene som en Tjærefakkel. Maaske taler jeg noget vel summarisk, men har for eget Vedkommende heller intet Brug for omhyggeligere Udvikling.

Men «Arne» min kjere Petersen! At du ikke vil tage ham en gang ved Haanden. Jo Arne er klar. Læg Mærke til de Slags Æstethikere, som ere ligefrem misfornøjede med Arne. Det ene Slags er dem, som enten fra Skolen gjennem Dovenskab, fra Ungdommen gjennem letsindigt, uklart Forhold, fra Hjemmet gjennem ulykkelig Familie – ere afsatte i Livet, har ikke magtet at binde de to Ender sammen og tror at det maatte gjøres med saadant Bulder og Brag. De ligger nede og pjadsker i et reflekterende Dovenskab, – de vil have Selskab. – Den anden Part er de forceret Forfængelige, som har sprængt sine Evner udover sit Maal, faaet paa Peltsen og gaar med Weltschmerts, citerer kun de store Stof, farer fra Alexander til Karl den Tolfte og indretter Verden som en Sammensætning af Tinder, hvorpaa de spadserer, ikke seende til det dernede mellem Skidtet. De vil have ham endende tragisk med Død i Pistolild, hine ere tilfredse naar de faar ham til at være «Digter».

Men Mellemtingen, den simple redelige Mellemting, at være Menneske, det er den, de begge springer over. Jeg har gjort ham til det, og lader Gud sørge for Resten, som i Forhold til hint er saa uendelig uvedkommende, hvor det Moralske engang er oppe. Og dette lod jeg ham blive – hvilken Formastelse – gaaende hen ad Landevejen, stødende paa Mennesker i Guds klare Solskin, simple smaa, men med Magt i hans eget Menneske, fordi han havde holdt sig ren i sin Smerte, brav, god, han laa ikke paa Horehus, Drikkestuer, paa Komedie, han gik alene og han forsøgte at fly, havde ikke Mod, forsøgte at være, havde ikke Mod, saa fandt han en Kammerat i sig selv, den blev til Sang, under den og saadan ganske, ganske tilfældigt viser det sig, at Verden er en af Gud opført Bygning, der ligesaa ofte støtter, som støder, og saa en vakker Dag er den hele simple, men af hundrede tusinde Millioner oplevede Historie færdig.

Men hine Mennesker har Ret til at være vrede; thi de finder her ingen Anvisning til Kur – de kan jo ogsaa gaa til Heine, til Putzkin, ja til Christian Winther og over i det rent Religiøse til A. Munch og Englænderinderne samt Fredrikke Bremer. Jeg har ikke inviteret dem. Men en anden Sag er at Arne lider af to Slags Formfejl; min Skildring er hist og her noget vel barsk, min Taushed noget vel fornem under Bestræbelsen paa at være nobel. Naar min Sol atter engang rinder, og det er vel en Stund til, saa skal jeg lade Arne lidt omarbejde (ganske lidt) og skrive i andet Sprog, og de skal faa den een Gang til.

At du ikke yndede mine Elskovsscener, har jeg (modsat af hvad du troede) i senere Tid netop tænkt mig. Jeg kjender din ulykkelige Evne til at læse under og over Linjer. Jeg vidste du vilde se dig forhadte Kilder springe deri og da ikke høre nogen forfriskende Sommerregn i Vandspringets fine Støv-Straale. Men jeg har prøvet dem paa vor Forening, bestaaende af Kunstnere og paa Kunst tænkende Mænd og Kvinder, og Virkningen var ganske overordentlig. Dersom jeg fortalte dem, at netop i disse Scener (i den ene stryger jeg forresten mer end gjerne) vil Hauch have strøget, vilde de erklære ham for gal. Men saa har jeg da heller aldrig seet Elskov tegnet mere dogmatisk end af Hauch. Og heller aldrig har jeg seet et Menneske før lade sig gilde forat opnaa at vogte Theatrets Harem eller synge under dets Balkon. Slig mandløs Færd som Thycho Brahe, som jeg netop har læst og kastet, er mig væmmelig. Og det konstneriske Forfald, at Wiehe gaar frem og betyder noget gjennem slige Replikker, var det vel netop jeg skulde være med at modarbejde, hvis ikke baade Øehlenschlæger og de andre Mænd med det rige Ord og den stærke Drift skal flytte ud.

Nu syntes dig vel, det er et egenkjerligt Træk at omtale mit Eget først og med saadan Længde. Men det laa jo færdigt, før dit Brev kom «det havde Ancennitet», som Hauch siger om Carit Etlar og Hertz.

Da jeg første Gang hørte om dit historiske Studium blev jeg lidt vildledet; nu hører jeg det er literaturhistorisk. Men da du skrev til W. at du vilde selv bearbejde deslige Stof, blev jeg endnu mere bange; thi lige saa afgjort som det er, at du har træffende Replikker, ikke alene i Forhold til det Enkelte i Tiden, men til dens hele Retning, ikke alene afvisende, men ordnende, forklarende med Mildhed, ligesaa afgjort er det, at det Faktiske kan du som saadant ikke behandle. Du kan ikke fortælle den mindste Historie saadan som den er; du kan ikke referere dit eget Oplevede. Paa samme Tid som du til det Overraskende kan udkaste Mandens aandelige Billede, kan du om ham og fra ham blot give en omskabt illustrerende Anekdot. Paa samme Tid du kan gaa over ham med en Beskrivelse svulmende af anelsesvækkende Bemærkninger, der ganske træder i Historiens Sted, kan du i en faktisk Følgerække Intet opstille, hvoraf Noget kommer ud. Jeg har, ja jeg tør virkelig sige det, ikke mødt et Menneske, der saaledes strax forstaar ethvert Faktums rette Betydning; men heller intet saa til Karrikatur blottet for at kunne reproducerende uden Bemærkning faa det til for Andre at betyde hvad det er. Som Modsætninger kan du ganske vist benytte dem; jeg har saa mange slaaende Exempler, som ligefrem ere Led i min Opdragelse. Men da er jo deres Natur som Faktum ophævet, de ere blot blevne Argumenter i en Beviskjede, – og det er ikke Historie. Du kan jo, hvad Faa tror, det har jeg ofte følt. Men her tror jeg, at du maatte blive et andet Menneske og lide Skade paa noget Andet. Literaturhistorie kan du vist aldrig skrive; men saa kan du rigtignok desuagtet skrive saadanne Bøger over en Literaturperiode, at det dager for os over vidstrakte Egne. Jeg skriver dig Sandheden varmt som jeg føler den.

Men sig mig: begynder du ikke i Tyskland? Dette blot en Sidebemærkning af en Uindviet. – Hvad du skriver om Danmark er smukt, og da jeg elsker det næsten som mit eget Land, har det opglødet min Fantasi. Men hvorfor bruge det til Skammel forat staa paa og slaa Støv ned af Væggene over os arme Nordmænd. Kan du sige til mig, som netop har skrevet Kong Sverre, at vi kun elsker Landets Fremtid? Eller sige det til nogen Nordmand, som synger om sine Søhelte i Eders Krige, der læser sin Holberg og sin Wessel og allerede har en Historie fra 1814, som er at sammenligne med hundrede, ja to hundrede Aars stille, dygtige, mageløse Arbejde? Du siger, vi har ikke det, hvormed vi kan maale vore Folk; nej det er sandt: ikke det literære, Ordets, Skriftets skaanende Alnemaal, men vi har Begivenhedens raa, raske. Hin Bang, du mødte, hin Æstethiker gaar alene som en forlist Skipper. Kand. jur. O. Vinje er bleven Fuldmægtig – paa et Ølbryggeri. L. K. Daa er stenet ned, Wergelands Vildskab jog ham, trods hans Kjerlighed og Herlighed ud af Verden. Jeg arme Mand er kastet hid og maa brænde et Stykke, som ikke først er anerkjendt ude. Men er der En af os, som slutter at arbejde? Sang ikke Wergeland herligt for sit Land til Øjet faldt i? Har ikke L. K. Daa faaet sig fat i et Blad og i et videnskabeligt Studium? Er ikke Sverdrup, pidsket og forskudt, den samme utrættelige, redelige Politiker? Skriver ikke Vinje dygtige Digte, bryggende Øl? Er der Nogen af os, som ikke elsker og arbejder, bankes og banker?

Hammerichs Bog, som jeg med megen Fornøjelse har læst, saa udarbejdet og stykket, som den er, har kun i een Linje omtalt os og vort nationale Liv i hin Tid. Hvilken Uretfærdighed! Da skrev Sverre sit enestaaende Stridsskrift mod Pave og Gejstlighed. En af hans Høvdinger skrev «Kongespejlet». Haakon, hans Søn, skrev og oversatte. Mange Kongesagaer skreves af Indfødte. Lærde Mænd dannede ved andre lærde Mænd og paa Rejser, men ikke netop til Universiteter, udbredte megen Kjerlighed til Bogsyssel, saa der var aandelig Rørelse mellem Folket. Og netop under denne Periode falder Islændernes rige Literatur, der mer end i Sprogets og Stoffets Henseende tillige maa kaldes Norges. – –

Det er ret opløftende bestandig at se dig ifærd med store Opgaver, med tunge Planer og i Glæde over dit Land. Men jeg har ogsaa Elskerens Frygt for dig, at du betror dig til Strømninger, som ikke roligt fører frem, hvad du i Hast vil have bragt over. For noget saadant, nemlig at sætte over Floden paa nærmeste og dog galt Sted vilde jeg anse det, om du nu (og helst i et Blad) skrev om den Veltalenhed, som netop tager fat i Dagens Løfter. Kjere, hvad udretter du uden Opsigt? Uden Spektakel? Og du er dog ikke paa alle Punkter saa hvilende, at du netop skulde ønske saadant nu. Vent til «Authoritet» løfter Halvdelen af Byrden med dig, og til du ret har Tid, saa Arbejdet mere er Hvilens end Anstrængelsens; thi dine Hovedformaal gaar dog ikke hid.

Til Fru Heegaard har jeg skrevet – har hun ikke modtaget mit Brev? – Det maa være et Kneb af dig forat faa mig til at røbe, om der virkelig er mere at sige om et vist Forhold, at du siger, du maa høre af Andre lidt om lidt, hvad jeg fortier dig. Jeg sagde engang til A. Smidth, at jeg holdt meget af hende, akkurat som man siger saadant om enhver Pige, der interesserer. Aldrig Andet, og aldrig til Andre. Hvad jeg har sagt dig har i høj Grad angret mig. Det har forstyrret dig og intet Godt gjort mig. Du ved Alt om Begyndelsen; derifra faar Ingen Mere. Thi endskjønt Resten ret vilde glæde dig, har jeg slaaet Laas for. Jeg vil have Ro. – Ja vi ere Mennesker, min kjere Ven, og den Dag vi ikke længer er det, ja saa kan vi skrive Thycho Brahe eller et andet slet Stykke. – –

Nu, saa Fru Thoresen er kommen; hils. Begynd nu ingen æstethisk Doktorkur, og vogt dig i saa Fald at den ikke ender i Forelskelse. Jeg har ikke følt den, men det skal undre mig, om ikke hun har Magnet ligeoverfor dig. – –

Stakkels Kong Sverre, jeg maa dog ofte tænke paa ham. Nu; – om nogle Aar ere vi atter sammen, og engang i Himmelen vil han finde mig; thi ikke mange af hans Undersaatter har haft det Hjerte for ham som jeg.

Lev vel! Hils Løjtnanten og gratuler ham. Han er vel alt farlig for Damerne? – Og hils M. Hansen med at jeg skal skrive op til et Blad. – Andersen og jeg er som to røde Kjøer, jeg sidder i Aften paa Aften og hører hans Historier og lærer frygteligt. Weilbach læser atter Italiensk med mig og er atter dyr. Men hvad skal man gjøre? Lev vel, lev vel!

Din Bjørnst. Bjørnson.

Ved senere at gjennemlæse dette Brev, ser jeg, at det er snakke saligt med den Hastens Bredde, som En har, der endelig, endelig engang faar Lov at tale. Det har ikke hvad jeg egentlig vilde, og navnlig bærer det ikke højt op, hvad jeg netop nu havde en Trang til at sige dig: jeg holder saa inderlig af dig. –


Til Chr. Hviid.

Min kjere Hviid!

Stykket er sendt, og er jo nu som jeg vil have det. Hvor mit Hjerte hænger ved dette Arbejde! – Nu give ogsaa Gud, at jeg maatte have nogen Glæde af det; jeg har nu siden et Aar ikke hørt et opmuntrende Ord, og jeg føler, at jeg nu snart trænger. Man lever ikke bestandig af sig selv, naar man endnu Intet har realiseret af det, som man egentlig vil. Maaske man kan faa det, jeg ved det ikke. Hvorledes jeg tænker om den, der arbejder, selv med et stort Pund, det ligger Alt i Sverre. Jeg mener aabent, at selv den Største maa have Sympathi og Hjælp – NB den, som hans egen Gjerning skaber ham. Den maa være dygtig hertil, den maa have skabt om ogsaa kun en ubevidst stor Medfølelse, saaledes som i Inga; thi at hun kommer med Afgjørelsen paa det vigtigste Punkt er jo intet Andet end hans egen Gjerning, som saaledes kronet vender tilbage i Tidens Fylde. Jeg føler at denne Sverres Kamp i trange Tider kunde være tegnet med større Smerte. Men denne giver en Faktor, jeg endnu ikke ejer, den større Livserfaring, som ikke blot er den historiske. At det er bleven saavidt, skylder jeg den Smule jeg alt har.

Ret umiddelbart op til dette Stof slutter «Sigurd Slembe» sig. Hist en Kamp for et klart grebet Maal og gjennemført med den største Selvfornegtelse. Her en Kamp for sig selv, som han paa ingen Maade kan fornegte saavidt, at han udenom sig selv kan holde fast ved et eneste Maal. Men forat Kampen kan blive poetisk maa ogsaa den største Berettigelse, som hans Egenperson kan faa, være givet ham, baade i Slægt og aandelig Begavelse, – og Modstanden et Væv af alskens Egennytte, der dog imidlertid har denne forunderlige Rod i det Bestaaende, i Staten, som den er, i Slægten, som den tænker, – alt dette, som Ingen ustraffet kan forstyrre.

Naar jeg læser Schiller, ser jeg, at det Største hos ham netop er en Evne til at fremstille dette sidste: Bunden hvoraf det Hele skyder, og hvorpaa det staar. Det ligger ikke i det enkelte Ord og den enkelte Person, det ligger i Livsanskuelsens rummelige Storhed, der optager Samfundet idet han optager Personen. Det er en Tankens Marv, som den store samfundsrystende Tid, hvoraf han fremgik, lagde i ham, og som jeg af al Evne arbejder efter, dog ofte saa trøstesløst. Men engang med Blikket, og mere end det: hele min Tankeevne henvendt derpaa, vil jeg, saa haaber jeg, engang kunne faa de ti tusindes Mund til at tale gjennem den Enkeltes. Havde jeg havt Øjet saa aabent for det, den gang jeg komponerede Sverre, som nu, var Stykket blevet bredere. Nu faar det være som det er.

Men dette er fortiden ikke min eneste Smerte. Der er et aabenbart Omslag i min Maade at skrive paa. Sverre er helt igjennem støttet paa den direkte Udtalelse og jeg havde en uimodstaaelig Trang til at gjøre dette, hvilket ogsaa Livet hernede paa alle Maader indbyder til. – Men jeg er allerede, idetmindste foreløbig, træt deraf, man maa ogsaa da sejle formeget paa andres Skibe. Thi i den Literatur, som med og efter Øhlenschlæger er bleven saa lyrisk oparbejdet som vor, kan man ikke uden videre bygge og sejle som man vil; thi man træffer dem overalt og som kjendte Mestere!

Jeg vil tilbage igjen – men hvorledes? Min gamle Form er mig fuldstændig opslidt. Dette er maaske et galt Udtryk, men det maa dog blive derved. Første Stykke af «Sigurd Slembe», som jo er næsten færdigt, er skreven i de gamle Jamber og i høj Lyrik, dette Emne kræver saadant. Men det andet. Det maa skrives paa Prosa, jeg kvider mig frygteligt, men i Herrens Navn, hvad skal jeg gjøre? Hvilketsomhelst Versemaal bliver monotont, naar ikke Lyriken baade befugter og befrugter det. Og Lyrik kan det, maa det ikke eje. Jeg ved Intet i den moderne Literatur, som Stoffet – formelt taget – er mere ligt, end Stykker af Alexander Dumas fils. Det er en kold Lidenskabernes Mathematik deri, klar, overskuelig, netop derved saa tyngende for hvert enkelt som bærer paa den, at han kun har korte undvigende Ord, der dog, uden at han vil, koldt bygger videre. Rimet bliver spidst i saadanne Sjele, den bundne Linje blot et Bælte mere, følgelig ikke befriende.

Men skal jeg saa ud i Prosaen – hvad Sprog skal de saa tale? – Ikke Sagaens, – Ibsen har skræmt mig mange Mile bort. Ikke det sætningsomfattende Kludervælsk, som i Hauchs Fortællinger af Sagaliv. Men skal de da tage vort lette, Kierkegaardsk pidskede Athletsprog, der producerer sig i alle optænkelige Skikkelser og alle Dragter fra Filosofiens til Gadens. Min Forretning bliver da en Vragers og ikke en Digters. Det, som man føler, maa have sin bestemte Luft, sit bestemte Sted, sin bestemte Dragt at føles i; ja, jeg for min Del tør ikke ret for Alvor begynde at tænke i Stoffet, før jeg har det saa; thi jeg tænker i Farver med een Gang, jeg tegner ikke først. Jeg er ogsaa vis paa, at i enhver hel Komposition har man gjort saa bestandig. Lessing gjorde det ikke – men derfor er ogsaa alle Figurer blot tegnede. Franskmændene gaar det hyppigt ligesaa, og forunderlig nok i deres største Malere, ligetil Delacroix og Horace Vernet m.fl. nemlig David, Ingres, de ere Tegnere. De tyske, Cornelius, Overbeck ere ogsaa Tegnere, men ikke Malere. Saa stort de kan skabe alle disse, saa overmaade fejl kan de ogsaa gribe; thi de sprænge sit Middel.

Jeg har nu oftere staaet over det samme Spørgsmaal, og nu maa det løses. – Men dette er endnu ikke det Sidste, som bekymrer mig, Sproget, Formen nemlig. Der er kommen en Uro over al min Tænkning, en Længsel til Alt paa eengang, jeg ikke kan læge ved saa ihærdigt at læse Historie og Kunst som jeg gjør, ikke ved at søge Naturen, ikke ved at arbejde. Det er som jeg maatte have Folk at tale med, og dog blev det blot en Galgenfrist. De Digte jeg skriver, kjender jeg ikke. Det er noget splinternyt, stemningslegende, og skrives blot, naar jeg ret er træt, skrives da af min Natur, mere end af min Tænkning. De ere ikke betydelige som Enkeltheder, kan paa denne Maade slet ikke være det, i allefald ikke før Naturen selv er bleven stærk og vant, men de ere som Samling meget forunderlige. I Ravnkildes Samling vil du møde mange af dem, og du vil slet ikke kjende mig igjen. Men jeg længes udover dem og til større lyriske Digte, jeg længes til Eventyret, og nu igjen til Eposet, til Arnljot. Men nu vil du le, naar jeg siger dig, at alt dette og mine Dramer med, blot er mig som Indledning til noget Andet, hvori jeg føler at hele mit Væsen ret vil gaa op: det borgerlige Drama. Kunde jeg skrive det strax, saa skrev jeg, men jeg kan jo ikke! Jeg har ikke, hverken Erfaringens Fylde eller Smidighed, og selv om jeg havde den, fik jeg ikke den rette Ro, før de historiske Stykker har modtaget min Uro, min Drøm, mine Syner; jeg kunde forinden ikke skrive tre Scener, jeg vilde sprænge dem med Pathos eller Betragtninger. Naar skal jeg altsaa naa til dem, og over hvormeget? Naar bliver jeg engang færdig for det, som jeg føler er min egentlige Bestemmelse? – Kan du nu føle den feberagtige Hast, den Søvnløshed, den Ubestemthed, som er over mig, og som jeg føler, at jeg skal lide af i flere Aar?

Min Ven, som bor sammen med mig, Bætzmann, en Kunsthistoriker, har ondt af mig, naar jeg ligger og vælter mig eller gaar, eller læser, eller skriver – og han siger jeg skal gaa – til Alters. Det har han gjort, og er bleven rolig. Ja, – jeg faar i alle Fald forsøge at gjøre det paa min Maade; jeg faar sætte mig kolde Pligter, stænge Vinduerne og fremfor Alt faa min Kone og mit Barn ned, at jeg atter kan lege. Thi [i] Leg er der Ro.

Weilbach har været herude et Par Gange, er elskelig og hjælpsom, men egentlig tale med ham kan jeg ikke. Han er endog vildfarende angaaende mig og Mit. Der er et vist Begreb om hvad jeg kan og vil, man ikke kan faa af mig, uden naar man taler med mig, og det har han jo aldrig gjort. Om jeg nu forsøgte det, er der formegen Ro over ham, i sin Kone, i sine puslende Smaaforretninger, ogsaa i en vis Tankens Ladhed, som skræmmer mig. Hans Evner og hans Blik har jeg megen Respekt for, men de arbejde mig ikke imøde. Han staar ogsaa noget koldt forlangende, han vil se Kunstværket, og ser i dette om alle Forhold er lige, og i min Forfatning og i min Ungdom i alt dette, maa han endnu give Viljen, Møjen mere kjerligt Hensyn. Jeg dømmer ikke heri saameget fra mig selv, som fra hans Tale om Andre. Thi selv viser jeg ham næsten Intet. Maaske naar Sverre kommer herned som trykt, at jeg da faar Grundlag for Samtale. Og maaske ikke.

Jeg skriver nu til dig, fordi jeg trænger det. Du er en prægtig Ven. Petersen er vel ikke i Byen, er han det, bør du vise ham mit Brev, ja sende det efter ham, hvis han er rejst. I have jo været fælles om mig, er det vel endnu, og jeg trænger nogle gode Ord fra en eller anden Kant. Ikke nogle, som skal offres paa Medlidenhedens eller Hjælpsomhedens Vejaltre, men et Kammeratsbrev. –

Vil du i Sverres Bøn for Haakon (tredie sidste Scene) rette: men Smerte marver det, i Savn det skyder o.s.v. til: men Smerte marver ham, i Savn han skyder –.

Trods al Møje kan dog saadanne Uagtsomhedsfejl indsnige sig.

Hvor jeg er bekymret for Korrekturen. Kjere, kan du ikke faa En til at studere mit Manuskript, og saa læser en anden det trykte højt for ham, efter at alle de uvæsentlige Rettelser ere foretagne? Mon ikke R. Schmidt gjorde mig den Villighed? Endskjønt det er et barbarisk Forlangende mod mig selv, da jeg dog vilde, at han, netop han blandt nogle Andre skulde modtage et rent og klart Indtryk deraf.

Nu ja, Gud befalet, kjere Ven! Hils mine Venner, din Forlovede

fra din Ven Bjørnson.


Til Olafur Waage.

Min kjere Waage!

Længe har jeg omgaaes med den Plan at gjøre Begyndelsen, da det nok synes, at du vil lade vente paa dig. Endelig har min voldsomme Kone gjort mig det til Nødvendighed; thi hun tager uden videre dine Penge og kommer med fuld Damp nedover! Du kan tro jeg er glad, ja jeg kan ikke udtrykke dig, hvor aldeles denne Tidende har forvandlet mig, ligesom pudset mig op med nye Klæ– der, eller Naturen med dejligt Vejr, eller Værelset med blomsterduftende Ideer, eller Sjelen med Kammerater. Jeg er bleven saa kjerlig, at jeg hjælper Fluer op, der falder i Badekarret, og jeg tæn ker mig, at du paa den yderste Dag faar et vældigt Stykke Pandekage paa din Tallerken for denne din Hædersgjerning at give den lille vævre Ting deroppe Vinger, saa ogsaa hun kunde komme af sit Vandfad (Als.) – Dersom du derfor tænker allerede strax til Gjengjæld at faa et fornuftigt Brev af mig, tager du forbandet fejl. Var du her saa bankede jeg dig og krøllede dit hvide Halstørklæde, eller slog dig med din (min) Hat, som er bleven saa hvid, at endog Fluerne finder det værdt at gjøre paa den, saa jeg maa gjemme den i et Skab.

Selv sidder jeg med «Sigurd Slembe». Sverre er hæderlig omarbejdet og trykkes nu. Jeg har skrevet til Hauch. «Sigurd Slembe» er dog ikke min eneste Beskjæftigelse. Nej, en anden Ide er Corregio mellem Nonnerne i Sanct Paulo i Parma, hvor han 1519 malede et stort Værelse fuldt med Satyrer, Fauner, Nympher, Diana og Følge m. m. – og ikke et kristeligt Billede! – Klosteret fik atter Clausur 1524 – mon ikke lidt foranlediget ved Corregios livsglade Ophold mellem Nonnerne? – Jeg gjør det for Musik, jeg svømmer i det som Laxen i en Foss. Hint Livslystne i hans Billeder, der dog Alt ligesom overantvordes Gud i Renhed, maa i hans Liv have foranlediget mangen skjøn Kjerlighed til at føle sig skuffet, ligeoverfor ham. Det jeg gjør, er nu at oversætte hans Billeder til Liv. Naar han har faaet en Nonne til ret inderligt at aabenbare sig, siger han: «saadan, saadan! Staa lidt; dette Udtryk maa jeg have! –» og saa op at male. – Han flygter med hundrede brudte Løfter bag sig, og en glimrende Sal, der straaler over Europa den Dag i Dag, – men begriber ikke selv, hvorledes Altsammen egentlig er gaaet til. O, hvad Vinranke og Druer og spisende Satyrer og Solstraaler og Dugg der er over dette Billede!

Jeg vil ikke skrive om det, som du maaske venter paa. Jeg ved ikke, hvordan du staar; du ved jeg holder mig tilbage, til du giver Lov. Kunde blot forstyrre dig. – – –

Blot eet Digt har jeg skrevet! Men det er smukt. Jeg læser Historie og Kunsthistorie og hører Forelæsninger af Bætz, medens jeg strækker mig. Kølle er kommen herud og spiser sammen med os. En trohjertet Natur, men Pokkers taus. Han sidder oppe ved Nemi og besværger Naturaanderne, Frøken Kjerulff klager over de gruelig mange Breve hun skal skrive, men er dog glad ved «at kunne hvile ud efter den anstrængte Sæson i Rom». –

Bloch var herude, fed som et af Ernst Mejers Svin, Weilbach har to Gange været her og en Gang med sin Kone, der trives bedre og bedre, W. gaar bestandig og ser hende paa Maven; han begynder med Øjnene, men kommer altid didned; der er noget af en Faun i W. – Evens holder paa med sit Svin, den Forlorne selv er færdig. Men Bissen, Stakkel, har maattet rejse hjem pr. Telegraf, da hans Fader er adskillig syg. Men vi vil haabe, det bliver med Skrækken; nu staar den Gamle i sin skjønneste Kraft, endnu maa han skabe for os i nogle Aar. Aldrig har han tænkt saa rent og poetisk som nu; ifra adskillig formel Tilbedelse er Aanden løftet af Karakterens Ærlighed og blid Livserfaring; nu maa han faa fortsætte.

Fra Andersen har jeg havt Brev. Han klager «over Trængsel». Han elsker Rom «det var ham saa tungt at skilles fra det». Han rejste skyndsomt fra Genua forat faa se Cavours Begravelse, men kom for sent. Stakkels Andersen, som jeg dog holder meget af. Kun Skade, at naar vi atter træffes om to Aar, begynder han med at beskrive mig sine Fataliteter paa den Dag vi mødes. – – Han ser bestemt efter, om Alting er med, naar han en Dag staar i Himmerige, Kufferten og Bøgerne, – og beder Petrus lukke Døren, for at det ikke skal trække. Ingen har i Danmark siden Holberg været saa vittig som ham, og Ingen kan man saa let gjøre Vittigheder over.

Jeg er saadan ret inderlig hjertetilfreds, og skal, saa haaber jeg, med nogle glade eller stærke Arbejder foran mig, engang komme til Danmark og søge Eder alle op i Glæde og Erindring. Da vil jeg vel finde dig som en «ung Lærd», paa hvem der, Gud ske Lov, dog ikke kan falde Støv, men i hvis Hjerte Kundskaben kan afskinne en mild Fred, fordi det er luttret af rene Følelser, høje Indtryk og Længsel. – Jeg tror du vil blive en lykkelig Mand. Der er i din Natur lidt Strid mellem at gribe efter Verden og Aanden, – som i alle dygtige Folk, og du gaar trofast fra Sejer til Sejer, men ved slet ikke af det, før længe bagefter.

Desuden er du en Kjeltring, som har Kammeratssjel og Indsatser paa højere Steder. Jeg mener ikke Grevinde Danner med det Sidste, men mener vor Politik, Literatur, Kunst, og disse Interesser er tro Ledsagerinder, der vil styrke i Kjerlighed til det Gode, ligesom det daglig er en Sindets Forfriskelse. Du er saadan hvad man kalder en dannet Mand, som imidlertid ikke blot bør være Indesidder. Dog det er du ikke, thi som sagt: du er Kammerat, og dette er en lykkelig Maade at virke paa, som man ofte ikke selv skatter nok, men som man ser Virkning af blandt Andet ogsaa i den Hengivenhed hvormed Venner hænger sig fast til En, – som nu Nedenunderskrevne. – Sig mig nu hvor du er, og hvad du er, – Sentimentalisk, Ligegyldig, Forsætsvanger, Opgivet, Drømmende, Handledygtig, Stump, Nervøs – kort, ja, du forstaar mig.

Adio! Bjørnson.


Til Chr. Hviid.

Min trofaste Hviid!

Tak for dit Brev! Du maa ikke tro at mit sidste var en Slags Rundskrivelse til dig og Petersen, det var dog egentlig til dig, men du kan selv begribe, at jeg nok gjerne ogsaa vil høre fra ham, og kunde du bevirke dette ved at give ham min Hjerteudgydelse til dig, gjorde du en god Gjerning – saadan var Meningen.

Dit Brev kom fortræffeligt! –

Jeg er saa glad igrunden,
og vidste det ej før.
Det er som har jeg funden
en Ven, der var forsvunden:
mit prægtige Humør.

Det jublende forsoner
og stiger som en Ild,
der op i Millioner
af Stjernelys fortoner
ad Evigheden til.

Og lette Forbud skikker
det did min Tanke vil;
thi hvorsomhelst jeg blikker
staar Vennehaab og nikker,
og Minder ile til.

Men har jeg atter fundet
til Gud og Venners Haab,
saa har jeg atter vundet,
og Kræfterne, som stunded,
af Glæden tage Daab.

Jeg saa den ej, forinden
den ned fra Skov og Fjeld
kom hoppende som Hinden,
kom luftende som Vinden
en lummer Sommerkveld.

O, hør, hvor Alting svarer:
velkommen hjem igjen! –
Kanske det ikke varer; –
men naar saa Vaaren farer
staa Spirerne igjen! –

Ja, saadan er det. At Bordevik endnu er i Kjøbenhavn, hvorom jeg ganske havde opgivet Haabet, glæder mig overordentligt, da har jeg et Vennehjerte for mit Stykke. Han satte noget saa tosset i Rumpen af sit sidste Brev, at jeg svor paa, jeg svarer ham ikke, før han atter vender Ansigtet til. Tror han, at til Exempel Petersens Dom om ham har Indflydelse paa mig, naar jeg har kjendt ham som nu jeg kjender ham? Han saa jo den Attest han fik netop til samme Tid. Han skal skrive mig til, om hvad han har foretaget sig, hvad han vil foretage sig, og jeg skal raade og hjælpe saa godt jeg formaar. Var mine sidste Raad skrevet i en abrupt Form, maa han skyde dette paa Mangfoldigheden og Forskjelligheden af dem, som ikke tillader Vidløftighed, og desuden paa at han dog er en ung Karnøffel, som man en Gang imellem maa faa tage i Haaret, hvis godt Kammeratskab skal bestaa. Dette skal du foredrage for ham i næste Conferrens.

Og nu Kommissjoner. Et Exemplar til Hauch af Bogen strax med Paaskrift: Til Conferrensraad Hauch efter Ordre fra Forf. Exempl. til Meidell falder bort, do Ibsen, do Hall, do Bøgh; men ikke Hammerich, Levin, et Exemplar til Kapt. Rabe, Smidth, og Eder selv, min Fader, og Rosenkrone. Og saa et til mig. – Du afholder Penge hertil og til dette Brev m. m., men sender Resten til Karoline strax, thi nu staar hun paa Rejsen. Gjør Hegel det begribeligt.

Jeg har skrevet til Hauch. Stykkets Forandring, som just ikke er hans, skyldes dog ham, eller rettere Eders Ulydighed, og jeg glæder mig forsaavidt over den. Jeg har skrevet smukt til Hauch og ret forklaret mig. – Stykket bliver nok spillet. Men indsendt bliver det ikke. I Norge skal det spilles, sig Hegel dette. Endvidere afholder du til Waage 17 Rigsdaler. Han er Kand. theol. Dr. Holm, Holmers Gaard er hans Adresse, men Pengene betales Waage selv, naar han kommer hjem; du lægger altsaa saadant Bud ned, at han søger dig i mit Anliggende, naar han kommer. Dette Brev betaler jeg ikke. – Sig Bordevik, at jeg begriber ikke hans Spørsmaal; kun skal han stryge Spørsmaalstegnet efter:

– der staar det for det Første!

Udraabstegn naturligvis. –

Nu har jeg nok Intet glemt. – – – Jeg kan saa godt lide den kraftige, trofaste Aand, som gaar igjennem dine Breve. Du vil blive en lykkelig Ægtemand, og hvor du saa opslaar din Bolig, skal jeg søge dig, naar jeg kommer hjem, derom kan du være tryg. Jeg hører med Forbauselse, at du vil være Auditør. Det nytter vel ikke alvorlig at fraraade dig dette; thi jeg tænkte mig dig gjennemgaa Advokat- og Politik-Ilden og staa i Valgfyrværkeri om nogle Aar. – Jeg skal sige dig, hvordan det gaar dig paa Landet. Du kommer strax blandt den Byes betroede Mænd, hvor du opslaar din Residents. Saa gror du fast, bliver Despot, hvortil du har næsten utrolige Anlæg, trives saa godt deri, stiller dig til Valg, taler dog sjelden i Rigsdagen, fordi du nu blot er der som Borger, medens du begyndende fra den anden Side vilde være der som Ærgjerrighed, og saa finder vi, dine gamle Venner, at du vel er en prægtig Mand, men «Humøret» er gaaet ud af dig, du er der, hvor du er, og den Interesse, hvormed du hidtil har fulgt de mest modsatte Ting, og som har gjort din Omgang saa forfriskende, er borte. Hvad?

Bliv i Kjøbenhavn og gnav Ben; der kommer dog altid noget deraf tilslut. Jeg tilstaar, du passer for en mindre Komune, der er visse organiserende Kræfter i dig, som ikke faar vise sig uden paa et saadant Sted, jeg indrømmer dette, men om du vil gavne dig selv i Længden derved maa være Spørsmaalet.

Men hvad nytter det mig at plaidere herifra, naar du hver Dag i din Nærhed har et Blik, der ganske anderledes plaiderer – endog uden Ord. – Hils hende fra mig, ønsk hende tillykke med dig, du kan gjøre det uden Affektation. Og saa skal du hilse Waldemar, jeg tager hjertelig Del i hans Held som Uheld, og bed ham hilse sin vakkre Familie, som jeg i Sommertiden ret har husket paa. Jeg har det Haab engang at kunne besøge den i en ny Sommer, hvori jeg selv staar bedre modnet end jeg da var.

Hils mine Venner, hils Rudolf Schmidt, ak, ja, jeg skulde have skrevet ham til; men hvem formaar Alt? Hils Matthison-Hansen, har Faderen været i Norge? Jeg skrev didop saa godt jeg formaaede. – Hils A. Smidth, hils Agentens Nevø. Hils!

din hengivne Bjørnson.

Jeg har idag skrevet til min Kone, til hendes Doktor, til Hauch, til dig, til Waage, til Andersen – saa jeg skjælver paa Haanden.

Slaa en Konvolut om Brevet til Waage, forsegl den og skriv uden paa Kand. theol. O. Waage, og bed Dr. philos. Holm at besørge det til sin Adresse, men strax.


Til Niels Ravnkilde.

Min kjere Ravnkilde!

Læs dette Brev for dig selv og vær varsom med dets Indhold.

Jeg har fundet det mest henrivende Operasusjet, som kan tænkes. Jeg vil ikke krænke det med her i en uudviklet Form at drage Sløret fra det, men ønsker du at se det, saa kom herud. Det kan gjøres i to Akter, vistnok ogsaa, hvis man meget ønsker det, i een. Det er Kjerlighed og Galskab, løftet af sand Begejstring for Kunst og kunstnerisk Gjerning fra første Node til sidste. Det har kun een Tenor og hans Ven eller rettere Tjener, og hele Resten er Damer, men af dem kan du faa saamange du vil have og af alle mulige Udgaver; Susjettet er saa vidunderlig rummeligt, at naar jeg blot ved, hvad du vil have, kan jeg kaste mit Net ud derover. Ja, det er en af de mest henrivende Ideer, jeg har seet, den har europæisk Lykke i sig, og jeg udarbejder den omtrent som Amor og Psyche af Paludan Müller, at den kan staa som selvstændigt Værk fra min Haand. Jeg tror at Musiken godt kan følge.

Tingen har imidlertid sit «Men». Jeg selv ønskede at udarbejde den lejlighedsvis i Vintrens Løb, men skal den overantvordes en Musiker, saa kan den jo ikke udgives, før hans Musik bærer den frem. Ja, du kan da ligefrem resikere, at en Anden tager det. Men arbejde uden strax at faa det godtgjort kan jeg ikke for Øjeblikket, det indser du selv, naar du ved, at jeg snart har min Kone her. Bogen solgt vil, antager jeg, bringe mig omtrent hundrede Spd, og det er netop Betaling for to Maaneders Arbejde. Jeg tror heller ikke, at Tiden tilsammenlagt, hvori Susjettet udarbejdes, kræver stort mere.

Kunde jeg nu forstrækkes med disse, dels som Forskud, dels som Efterskud (hvad jeg nu bruger med mine Arbejder) saa skulde du være vis paa til Sommeren at have erobret den mest henrivende Operaide, du nogensinde faar at behandle. Formodentlig maatte du i saa Fald indvie en Ven i Foretagendet; det gjør Intet, naar han blot tier. Indtægten af Texten, saavelsom min Andel af Opførelseshonoraret blev da naturligvis deres, som har forstrakt mig med den Sum, som netop Arbejdstiden har krævet. Min Fordring er selvfølgelig saa rimelig, som jeg formaar at gjøre den.

Jeg elsker din fine, duftende Musik, jeg tror dette Emne især ligger for dig. Derfor gjør jeg ogsaa dig dette Tilbud; men bliv nu ikke syg deraf.

Din Ven Bjørnst. Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

Ret megen Tak for Deres Brev, som jeg modtog igaar. Det Venskab, som De bærer for mig, er mig en Glæde og en Fortrøstning at tage med. Og dog er det, som jeg ikke forstaar, hvoraf det er opsteget. – At jeg kan holde af Dem, saa stærkt udpræget, med saameget bag Dem, med saadan lysende Kjerlighed over Tale og Væsen – og – tilgiv det – saamange Svagheder, som man bestandig maa beskjæftige sig med og tage ømme Hensyn til, – se det forstaar jeg. Men at De skulde holde saameget af mig, der er Dem for haard, for hidsig, og enten for tvær eller for voldsom, og som i alle Fald i Deres Nærhed ikke kan give synderligt, hverken af Hjerte eller Aand, fordi jeg bliver overbudt, ofte ogsaa (atter tilgiv) fordi De bestandig har Ordet, – se, det forstaar jeg ikke ganske.

Men Deres Ord tror jeg og De kan tænke Dem det, og De skal ogsaa med Tiden se det, at det glæder mig!

Jeg er nu i Ariccia og steges og befinder mig ret vel derved, da det jo maa til forat komme velsmagende paa Bordet. Jeg mener det store literære, hvor jeg herefter hvert Aar vil være næste Ret efter Dem. Det skal holde saa sikkert stik, som bare Folk vil spise.

Fortiden sidder jeg dybt i «Sigurd Slembe» (den Voldsomme); jeg mener i hans andet Stykke. Var De nu hos mig skulde jeg have forelagt Dem en klar Plan, men skrive den op, nej; det maa jeg forskaane os begge for.

Et andet Emne, som i denne Tid har megen Tillokkelse for mig er Corregio mellem Nonnerne i Santo Paulo ved Parma, hvor han det hele Aar 1519 malede en Sal fuld af Nympher, Satyrer, Fauner, Amoriner, Diana paa Jagt – og ikke et eneste kristeligt Billede. I 1524 fik Klostret Clausur, og man har ikke faaet se disse herlige Billeder før nu nylig, da Klostret er bleven nedlagt.

Et og andet mindre Stemningsdigt forfølger mig fremdeles, men intet der er værd Omtale.

Min Kone kommer nu med sin Dreng, hun er, naar De modtager dette Brev, allerede paa Rejsen, som gaar gjennem Schweitz.

Jeg tror, at jeg derfor lægger en lidt anden Plan end før tænkt. Jeg forsøger at blive færdig med «Sigurd Slembe» til Jul, skjønt det maaske ikke gaar, og sløjfer min Digtsamling saalænge. Mine Finantsplaner maa nemlig beskrive en noget større Bue, naar hun, den Kjere, kommer. Verden taber s’gu’ heller ikke stort ved at vente paa mine lyriske og episke Digte.

Naar jeg læser Deres Brev maa jeg le; thi det synes, som De overalt finder formegen Træk og Trængsel. Jeg gad vide, om De ikke engang, naar De kommer ind i Himmerige, vender Dem om og beder Peder lukke Døren, at det ikke skal trække, – at sige, hvis De ikke alt i Døren gaar tilbage, fordi der er formegen Trængsel.

Nu, – som jeg skrev til en Ven igaar: der er i Danmark ikke et Menneske, man kan sige saamange Vittigheder over som H. C. Andersen, og i Danmark ikke siden Holberg en Mand, der selv har sagt saamange.

Herude i Ariccia lever jeg et herligt Liv, og jeg vil ikke bytte med Schweitz. En og anden Dag steges man vel, hvis man gaar ud, men saa gaar man ikke ud. Jeg føler mig glad og fri som en Fugl, og misunder ikke disse paa mange Poeters Vis, naar jeg gaar i Skoven. Jeg læser fremdeles Historie og Kunsthistorie og lever saaledes kun sammen med store Mænd og store Tanker, og føler mig selv saa fornem lykkelig derved. Imidlertid føler jeg dog, at denne Ensomhed, hvor glimrende den kan være, ikke slog til i Længden, heller ikke at leve hernede uden Landsmænd og Samtale med Nogle af samme Rod. Thi i dette Stykke er vi virkelig som Træer, skal vor lille Gren bære Frugt, maa den staa paa sit Træ. Der var Ingen af os To, som ikke tørrede bort ved et længere Ophold i Udlandet.

Jeg har mange Emner at kunne hæfte en Samtale til, men jeg ved jo ikke engang, om De kan læse min Skrift, hvorover Alle klager. Jeg ved heller ikke, hvor og hvordan De befinder Dem; thi et Brev kan ikke læse Ansigt, før det taler. Heller ikke er jeg Brevskriver, skjønt jeg nok gjerne baade vil skrive og have Svar. Kunsten er at finde et Sammenknytningspunkt, der gaar længere end det enkelte Emne, saa man ret kan bevæge sig med Frihed, vis paa at Baandet ligefuldt holder. Dette tror jeg dog skal findes og er fundet mellem os, og derfor venter jeg paa Deres næste Brev, for saa at begynde. Men ikke lange Breve, nej, som dette, saalænge Aanden ikke trænger større Hjerterum, enten fordi den er usædvanlig glad eller usædvanlig sorgfuld. Jeg tror at der for en lang Fremtid kan spire meget godt af vort Foraarsmøde i Rom, ogsaa for Andre end os To, thi i hvert vort Land kan vi i Enighed gjøre Meget for Ideer, som vi faa kjere og Mennesker, som vi ville glæde. Der har aldrig i Norden været nok Samfund mellem Kunstens og Digtningens Mænd, der har været megen Misundelse og megen Smaalighed, understøttet af den lumre Luft omkring, som Gud være lovet nu er lettet lidt, siden saavel det enkelte Land som Norden er gjennemblæst af en national Vind og friske Luftninger fra en højere Idekreds: den fælles Fremtid.

Og deri er vi (forresten blandt meget Andet) ganske lige, at vi nære ingen Misundelse, har megen Trang til Kjerlighed, og – jeg idetmindste – ogsaa til Samfund for at gjennemføre Noget. – Det synes mig ogsaa altid, at vore Digtere vel meget vil nyde sine Laurbær, idet de ængsteligt vogte sig for nogensteds at gribe ind, hvorved der kunde danne sig Partier for og imod dem. De vil ikke vove disse Laurbær «anden Gang». – Men uden at gaa tabt i Dagens Strid og Kjævl vil jeg rigtignok til det Sidste træde op paa enhver Maade, hvorved jeg tror at kunne gavne, og hver Skilling Autoritet, som man lidt efter lidt giver mig, vil jeg redelig lægge ud igjen og vove paany.

Hils Collin, som i flere Henseender kjender mig bedre end De. Thi De kan i et Øjeblik gribe Kjernen og Yderlighederne, men saa gaar De til noget Nyt. Hils ham, og Gud velsigne Dem og Deres varme Hjerte!

Bjørnst. Bjørnson.


Til Niels Ravnkilde.

Kjere Ravnkilde!

Dig vilde jeg ikke have til Korrespondent; thi du er alt for expedit.

Du misforstaar mig med Susjettet, baade hvad Stof og Betaling angaar.

Af min Forlægger kræver jeg altid en Del Forskud, og netop dette maa forhindre mig i ogsaa at kræve for et Arbejde, der først kan udkomme maaske tre Aar efter at det er gjort! Og som, naar det er gjort, bliver afhængig af sin Musik, selv om Texten er den bedste under Solen, til jeg en Dag dør og man begynder at revidere mine Arbejder for Alvor. Thi jeg vil nemlig gjøre en Text, som man sent skal finde Mage til. Stoffet er Corregio mellem Nonnerne i Santo Paulo ved Parma, hvor han tilbragte Aaret 1519 med at male Nympher, Fauner, Satyrer, Diana med Jagtfølge, Amoriner og Vinløv over deres Refectorium – og ikke et eneste kristeligt Billede! (Dengang havde Klostret ikke Clausur; men fik den 5 Aar efter, 1524, og Salen har været stængt til for nylig, da Klostret er bleven nedlagt, og den forbavsede Verden er trængt ind til disse Billeder, hvis overjordiske Skjønhed og deres med et Kloster saa lidet stemmende Natur kalder Alle til Udraab af Forundring.)

Men nu ser jeg den livslystne unge Corregio sidde og ligge opunder Taget, staa paa Stige langs op ad Væggene og male – med Nonner til Model, med Nonner der aftale at flygte med ham, tyve, tredive paa een Gang, han lovede gjerne hundrede det Samme, naar de blot stod for ham, og idet deres Udtryk ret er rørende, raaber han ogsaa: Saadan, saadan! Dette maa jeg have – og op paa Forhøjningen! – Vi tager ham, netop som han har sine Ting fuldfærdige, og kun skal se dem over med Modellerne for Øje; – vi gjennemgaar en Skala af Kjerlighed, fra den himmelazurblaa, til den ravnsorte med de funklende Diamantildøjne, han slipper En ud af den ene Dør, modtager den Anden af den anden, – vi har dem ogsaa samlede, navnlig de i Klostret opdragne Smaabørn udklædt som Satyrer og Fauner, dandsende Ballet med Motiv af hans Malerier, og vi har den hele Fest, som den fyrstelige Abedisse i denne Anledning har foranstaltet, aabnet af Orgelmusik og Nonnesang – det hvormed Stykket begynder, idet man ser Corregio i sin Sal og hører hint fra det Fjerne. Corregio maa flygte fra sit herlige Arbejde, fordi han finder hverken ud eller ind af alle sine Forpligtelser, og han begriber ganske fortumlet, ikke, hvorledes Alt er gaaet til.

Vi har de til Stevnemøde, til Flugt, til Kjerlighed inviterede Nonner i Møde foran hans – Billeder. Det er Slutningsscenen, som tilkalder den hele Armé med Udraab, Skrig, Forbandelse – han er borte! – Men der staa Malerierne, de er færdige, og denne Sal er bleven hans evige Billede. Og de er selv tegnede opad Væggene, nedad Tagene og den hele Drøm, de drømte, hviler over deres Aasyn og deres Stilling, krandset af Amoriner, gjækket af Satyrer.

Stoffet er saadan, at man kan gjøre det lige langt og lige kort som man vil, og lægge ind i det netop hvad Galskab man kan falde paa. Og hvorledes skal vi ikke i Text og Musik gjøre Farver, gjøre Lys og Skygge, lade Nonnernes sentimentale Kjerlighed og hans æsthethiske mødes i spillende brudte Kulører, hvor rent og højt skal han ikke synge, naar [han] tager Afsked med sine Malerier, som han aldrig mere skal se, – hvor stolt, naar han aftaler med sin Ven at rejse videre for Kunsten og Idealet – hvor barnlig rødmosset skal han ikke kjele med den mindste af Nonnerne forat faa det barnlige frem, hvor lidenskabstændt med en anden, hvor rafaelsk himmelvendt med en Tredie – og selv ved han ikke af, hvad han gjør, han gjør det kun for sit Maleri! – Han har derom en lang Historie med sin Ven, som ikke kan gjøre ham begribelig, at han ikke elsker dem, men at det er Penselen, og at disse to ikke ere Eet.

Jeg kommer ikke til at kræve Penge for det, før over Jul, det jeg tror. Jeg arbejder nemlig paa det, naar jeg har Lyst.

din Ven Bjørnson.

Jeg har havt Brev fra H. C. A., han siger mig, at han lever vel og beder hilse.

Efterskrift.

Siden hin Andersens Venners Færdighed i at propagandere kom mig for Øje, husker jeg at sige dig: du skal ogsaa propagandere lidt. Vil du ikke have vore større Sange i din Samling, saa skal du sende «Den prosaiske Tid», til «Illustreret Tidende», og «Borger urolighederne i Norge» til din fattige Ven i Kristiania (Lindorff) at han kan faa den til sit musikalske Blad. Det kommer igjen, sagde Bonden, – han gav Svinet Flesk.

I Sangen: «Jeg er saa glad igrunden,» retter du Det er som Alting svarer: – o.s.v. til O, hør, hvor Alting svarer: – o.s.v.


Til Niels Ravnkilde.

Kjere Ravnkilde!

Dine Indvendinger ere saa lige dig selv, at jeg ret har maattet le.

Nonnerne var ikke da, hvad de ere nu; derom ved enhver Italiener Besked, og derom underretter mit Stykke strax.

Han gjør ikke Nar af Nonnerne; de gjør Nar af sig selv. Naar 25 Mennesker elsker samme Mand, saa er det naragtigt, selv om deres Følelse i og for sig er smuk og fin. Thi man ved forud, at Sympathiens Bindeled mellem en Mand og 25 Kvinder, der kommer sammen i eet Hus, er ikke til. Derfor kan nok (fordi de er hildede i den unge Piges Misforstaaelse, der altid gjentager sig, altid er lige smuk – og lige naragtig, og helst opkommen blandt dem, som er ene, eller som blot har Døren til Livet halvt paa Klem) – derfor kan nok deres Kjerlighed være ualmindelig poetisk, og blød som at stryge et Kaninskind, smigrende, rødmende; men det lidt naragtige maa lure bag, maa være Humøret i Stykket, maa være Corregios efterabende, parodierende Ven, der mener det godt med ham og maa fremfor Alt være Poesien i Stykket, ved hvis Hjælp Intet bliver tungt, raat, lovligt, men ulovligt, ideelt, galt, forsonende i den højere Lov.

At du gaar og glemmer bort den, kommer overhovedet deraf, at der slet ikke er Mod skabt i dig. Derfor vil jeg tage Sagen alvorligt, hvad jeg er oplagt til, naar der tales om poetiske Susjetter og et Fremtidsarbejde.

Naar jeg har bestemt Susjettet til Opera er det ikke forat gjøre dig en Tjeneste, men fordi det, behandlet paa en anden Maade (Amor og Psyche) blev et meget vidløftigt Arbejde, som ikke passer mig i de Par første Aar, og som jeg overhovedet betænker mig paa at give Stoffet. Jeg kan jo have fundet og behandlet det paa den Maade, mig passede bedst, og Andre kan i en for slige Emners længere Behandling mere oplagt Tid end vor religiøse – gjøre Resten. Altsaa jeg behandler det som Opera; mig ser Stykket ud som Opera.

Vil du ikke skrive den, gaar jeg til en anden. Og er du i den Grad fuld af Betænkeligheder, at du ikke vil komme herud fordi her er gamle Værelser, eller fordi her er et Par Bekjendte, som kunde forstyrre, hvis du absolut vilde lade dig forstyrre, saa er du s’gu’ ogsaa en ærgerlig En at have med at bestille. Og naar du vægrer dig forat kjøbe uopholdelig Raderinger (naturligvis tager jeg den halve Omkostning deraf det følger jo af sig selv –) og siger «du har ikke Raad,» saa er dette bare Prosa og Julisløvhed.

«En Operatext læser ikke Een af Hundrede.» Kommer derpaa an, min Ven. Øehlenschlægers «Sovedrikken» har ret Mange læst, skjønt Gud skal vide, den er ikke rar. Lad overhovedet dette blive min Sag. Hvad nu angaar at skrive det, d.v.s. Betalingen for Arbejdet, saa maa jeg tage den med, det kan du indse, naar du ved, hvad jeg trænger.

Arbejder jeg Stykket strax, maa jeg have Betalingen strax, at sige, hvis [ikke] NB «Kong Sverre» allerede nu kaster saavidt af sig, at jeg kan leve deraf.

Herom tænker jeg ellers paa følgende Maade: er det ikke dig saa magtpaaliggende, at du for den Sags Skyld lader visse Betænkeligheder fare, saa lægger jeg det hen, til jeg atter kommer hjemover, og slutter der i en belejlig Stund Akkord med en Musiker, ganske som med en Boghandler. Jeg har jo ikke som H. C. Andersen Understøttelse af Staten.

Naar jeg selv faar et Stof, eller som nu Lyst til at uddanne mig, gaar jeg paa mine Venner. Derfor har jeg dem. De hjælper mig, i det Haab (som Gud ikke maa gjøre tilskamme!) at vi Alle vinder en Fordel deraf. Saadanne Venner har jeg, thi man samler jo dem, som har fælles Trang, fælles Livsanskuelse. Har ikke du det? – Ellers hvor er nu dit Mod, din Lyst til at gjøre Noget, din Frejdighed – kjere, lille Ven, hvor er det?

Hvorom Alting er: jeg kan ikke gjøre anderledes. Om den Sag er altsaa dette mit sidste Ord. Og vil du ikke, – nu, vi er lige gode Venner derfor, skjønt jeg beklager, at ikke netop din Musik kom til at bære mod Himmelen dette yndige Susjet.

Efterskrift.

Det er sandt, du blander dig ogsaa i Alt. Corregio var ingen «stille religiøs» Natur. Gaa da for Fanden hen og se, hvad Manden har skabt, og tro ikke hin gamle Kjerlingesnak. Øehlenschlægers Historier er dejlige, – men taabelige sammenholdt med Mandens Værker. Hvad større Bevis behøver du end hine Maleriers Art i Klosteret? Naar jeg (som har nu ret ofte overtænkt historiske Susjetter) byder dig et Susjet paa historisk Grundlag, maa du tro om mig, at jeg ikke krænker det historisk Givne i Psychologi og Tidsanskuelse. Jeg har læst om Corregio, jeg er vis i min Sag – lad saa dine Skrupler fare – og tænk du paa Manden som han har malet, og ikke som der er skrevet i gamle Dage; thi dette er virkelig Vaar. Gaa op i palazzo Borghese og se hans Danaë – og spørg saa, hvad denne Mand var. Han havde Gud i sig, men dette er noget andet end at være «en stille religiøs Natur, som levede for sig selv» «slæbet sig ihjel paa en Pengesæk (!)» – og hvad der forresten er skrevet.

Lad nu ikke mit Brev falde dig haardt. Men lad det, hvad jeg har forsøgt, styrke dig i at ville, i at kaste Hensyn, – kom ud til os og vær frejdig! Du ved, jeg holder meget af dig, kjere Ravnkilde, og derfor er det, jeg saa gjerne vil se dig mere forvoven, naar det gjælder din Fremtid. Hvad der binder, trykker dig, ved jeg, men jeg ved ogsaa, at der er visse Ting, som aldrig bør lade sig binde og trykke.

din hengivne Bjørnson.


Til Niels Ravnkilde.

Kjere Ravnkilde!

Mit Brev var virkelig skrevet forat irritere dig en Smule; thi naar de blive vrede, pleje Folk sædvanlig at tage en Beslutning. Og forat denne ikke skulde gaa imod vort Foretagende, bad jeg Bætz, om at lægge en lille pen Billet ved Siden, hvad han ogsaa gjorde.

Jeg har nemlig i to Aar bestyret et Theater og havt med ideelle Folk at bestille af alle Udgaver, og trods alle de Fejl du tillægger mig, beviste mere end een Ting mig, at jeg var en afholdt Theaterdirektør.

Som jeg ser, har ogsaa begge Breve havt den forønskede Virkning; jeg bliver skudt for Glugg «som det haarde Hjerte», men Bætzmann holdt frem «som den pene Mand»; men Beslutningen er der imidlertid; – og du kommer paa Tiersdag.

For saa vidt er Alting godt.

Du maa selv indse: naar man har komponeret et Stof der isandhed er saa smukt som dette, er man glad. Jeg spørger dig, om du vil have et saadant Stof, – Betænkeligheder og Spørsmaal. Forat besvare de sidste fremstiller jeg Stoffet og min egen Situation. Nye Betænkeligheder og nye Spørsmaal, der gjælde ligesaameget Stoffet selv som min personlige Stilling til Udarbejdelsen, og blandt flere andre Undskyldninger tillige den, at Ariccias Værelser er saa stygge, der er saa mange Bekjendte, – se, da maa Noget gjøres forat faa en Beslutning; – den fælles Glæde i det Nye, jeg havde fundet, var jo længst opgivet.

Med Hensyn til Stoffet kan eet eneste af dine Spørsmaal henrette det. Med Hensyn til mit Forhold til Udarbejdelsen, maa du virkelig paaskjønne, synes mig, at jeg siger dig: dersom «Kong Sverre» gaar, behøver jeg jo Intet for det Første; thi da har jeg, hvoraf jeg kan leve, og da bliver Forholdet kun, at du skylder mig et ubetydeligt Honorar, som du betaler, naar Stykket selv betaler, og ejer Texten. Gaar ikke Sverre (hvad vi dog igrunden tror at den gjør), saa vil jeg have Arbejdstiden betalt og intet Mere. Dette af den meget simple Grund, at jeg maa leve, medens jeg arbejder for dig.

Er det sandt, hvad du siger, at du har Mod i det Højere, saa forstaar ikke jeg godt, naar Lejligheden til at vise det kan blive endnu billigere.

Forsaavidt altsaa, at det fremdeles er dette Punkt, dine fortsatte Underhandlinger gjælde, bør du ikke komme, kjere Ravnkilde; thi du indser, at jeg ikke kan gjøre Mere.

Hint Mod tiltror jeg dig imidlertid; men jeg tror ogsaa, hvad jeg ved, at dine mange og haarde Kampe lidt efter lidt har forvandlet dig til et ængsteligt Pligtmenneske, og da nu det Ideelle overalt er synonymt med det Vovsomme, troede jeg og tror jeg, at der maa lidt Magt anvendes med dig forat faa op i dig, hvad dog er Kjernen i dit Hele.

Du har lagt Mærke til, siger du, at jeg dømmer vel rask. Hm. –

At der er mange undskyldende Omstændigheder, jeg burde kjende, før jeg dømmer det faktisk Givne, som jeg forefinder, – det indrømmer jeg dig; thi jeg er desværre en utaalmodig Natur. Men at jeg overhovedet bedømmer det faktisk Givne fejl, «tager fejl» af Mennesket, Stykket, naar jeg udgiver det, jeg siger, for en Dom, og ikke blot en Formodning, det skal du ikke kunne bevise mig i et eneste Tilfælde; jeg blev ogsaa meget ulykkelig, hvis Nogen kunde bevise dette.

Du beskylder mig forat være en despotisk Natur. Du maa i det Samarbejde, vi allerede har havt, have kunnet overbevise dig om det Modsatte; hvis ikke maa den Hærskare af Venner i ikke almindelig Betydning af Ordet, som jeg har, dog vække nogen Betænkelighed.

Den Forvexling er imidlertid saa almindelig, at den kaldes Despot, som ikke taaler evigt Vrøvl, der æder paa Humør og Tid, eller som ikke taaler Prutning og Afslag, hvor noget Ideelt kræver Fremgang. Der er en vis Sort Fordragelighed og Fred, der kjøbes paa vort moralske Menneskes Bekostning, – men fordi man ikke besidder denne Fordragelighed og Fred, er man dog ikke Despot.

Dette Altsammen forat du ikke skal rejse herud som «Lammet til Bjørnen», men som til En, der holder meget af dig og istedenfor alleslags uvedkommende Ting, helst vil tale med dig om de vedkommende; skjønt dette, som sædvanligt er Vejen til at prøve hinanden, – dog ogsaa til at finde hinanden.

Fra min Kone har jeg modtaget ikke behagelige Efterretninger; hun betænker sig atter paa at komme; men jeg haaber det Bedste.

To interessante Sangemner har jeg; maaske udarbejder jeg dem, til du kommer. Fra Bætz. hilses. Vi har det som sædvanligt godt, og lider ikke af Varme.

din Ven Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

De er dennegang kun Konvolut, Omslag; men da det er om den kjere Collin, haaber jeg De undskylder.

Jeg vil i den Grad benytte Dem dertil, at jeg vil skrive blot følgende Smaating: Hils Fru Serre og sig, at jeg skal engang besøge hende, naar jeg bliver en berømt Forfatter, – og bliver jeg det ikke, er det muligt, jeg gjør det alligevel, da hun har et godt Hjerte.

Og lad mig saa faa høre, hvad Deres næste Fortælling handler om; jeg er ganske utrolig nysgjerrig.

De skal ikke skrive mig til, uden De ret har Lyst dertil; men føler De Lysten, ved De, at det glæder mig.

Jeg har læst Mynsters Breve; og de har gjort megen Virkning paa mig, – ikke som Breve; thi [de] ere jo lidet betydelige, men ved den sælsomme Mængde Betragtninger, de vække, dels ved Tiden, hvori de ligge, og det højst forbausende kolde Forhold, hvori man stillede sig til den (Napoleons Tid, Englændernes Bombardement) dels ved de Personer, man støder sammen med, og deres Skyggebilleder paa Væggen. Ogsaa er det mærkeligt at læse disse Stumper af Aars Monologer og at se Uhrmageren stille Værket i sit Uhr, hvis Skive vender ud mod det store Torv. Hvor forfængelig Mynster var! Og det voxede! Og hvor træt han var af Verden, hvor lidet troende paa dens Fremgang han dog gik bort! Gaar det an at tro paa Gud og at mistvivle om Verden? – Hans Breve er ogsaa meget mærkelige ved det, som de udelader. Thi man maa altid have in mente, at han selv har ordnet dem.

Jeg læser Historie og Kunsthistorie, og jeg arbejder paa Sigurd, hvad Gud give sin Lykke til.

Lev vel!

Deres inderlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.


Til Jonas Collin.

Kjere Jonas Collin!

Det var et prægtigt Indfald af dig at skrive mig til. Du kom engang just som jeg sad meget ene. Thi min Kone er her ikke; maaske er det atter uvist om hun kommer, saaledes forfølges nemlig alle mine Ønsker og Foretagender i Livet af Nisser.

Jeg længes ganske uhyre efterat høre, hvad Andersens nye Fortælling indeholder. Det er ganske urigtigt at kalde det, som Andersen nu skriver «et Eventyr». Det var hans første, saadanne smaa fuldendte Tingester, som man kunde putte i en Nød, og som man atter kunde uddrage og omspænde en Verden med. I disse Eventyr hersker ogsaa en ganske fuldendt Form, der ikke befatter sig med noget andet end den inderste Kjerne i sit Stof. Men nu, siden Andersen, ofte ubilligt, er trængt tilbage fra Romanens, Dramets, den filosoferende Fortællings Omraade, er det blot forat lade alle disse kuede Rodskud sprænge sig som Egen frem gjennem Klippen paa et andet Sted, og nu har han, Herren hjælpe mig, baade Dramet, Romanen og sin Filosofi tilstede i Eventyret! At dette saa ikke længer er Eventyr, forstaar sig af sig selv. Det er noget, som er Andersensk, og forresten ikke passer i et literært Apothek, ja om saa Mesteren studerede sig gal. Imidlertid kalder vi det familiært mellem os «Andersens Fortællinger», skjønt det slet ikke heller er Fortællinger. Nu er det noget som hverken har Grændse foroven eller forneden, følgelig heller ikke i sin Form og som derfor blot den allergenealeste Natur kan styre. Og dette kan Andersen undertiden saaledes gjøre, at enkelte af hans Frembringelser utvivlsomt hører til det første, som æstethisk er skabt.

Men hin Ubundethed, at al Form, og al Verden, den tragiske, komiske, lyriske, episke, Betragtningen, Sangen, Prædikenen, Spøgen, det Levende, Livløse gaa sammen som i Paradis, gjør, at man skjæl ver for hans næste Arbejde! Hvilken Hemmelighed rører han, hvilken Rejse maa vi gjøre, og vil det lykkes eller ikke? Du ved, at hvad jeg ikke kan komme ud af det med, det er naar han gjør Religionen til et Hospital, hvorpaa man først kommer, naar man bliver syg, eller hin Strid med Vorherre, hvori først Kræfterne fratages os, og saa siger Vorherre: vær’sgo’, forsøg nu!

Saadan sker det ofte i Verden; men det er i Digtningen altid en pinlig Historie, hvis vi ikke med Tilforladelighed tør regne paa Menneskets frie Vilje, frie Valg. Han lader ofte Religionen indhente sine Personer, saa de ere hjemsøgte af en Art Bedøvelse, dog ingensteds saa slemt som i «Salomon de Caus» af Munch, hvor Manden ligefrem først gjøres gal, forat Gud kan raade paa ham. Naar man saaledes standser sit eget psykologiske Maskineri, kan man følgelig heller ingen psykologisk Udvikling præstere, følgelig Intet, som kan fange æstethisk Interesse; – det er kun Livet andengang, raat, tungt, trykkende.

Men jeg vil haabe, at dette nu er overvundet; thi han lever formeget i Lykken, til længere at ville fastholde saa mørk en Side.

Altsaa jeg venter, og med en Blanding af Angst og Henrykkelse paa hans næste Arbejde. Hvad han hernede skabte, var stort, denne Rejse er følgelig velgjørende for os Alle. Ved hin livlige Omgang saaatsige med Alle og Alt i Verden er det ogsaa lykkes ham for sin nye Frembringelsesmaade at erhverve en Form, der solklart og ømt som Solstraalen omslutter Alt, den rører. Hvor den derfor ofte slet ikke befatter sig med sin Opgave uden højst indirekte, der er den dog noget saa mærkeligt i og for sig, at man tør ikke skjære bort. Giv ham nu Godhed og stille Hensyn uden at det dog sker paa din Individualitets Bekostning. Selv det Største er i Nærheden kun Menneske, jeg kan saa godt præke det for Andre, og kan saa daarligt holde det i Omgang dermed. Men vær ham dog en god Aand, hvis du lever længer end han, vil det glæde dig at vide, du har været det.

Tak for dit Brev, det aander saamegen Velvilje, baade for ham og mig. Du er en haandfast liden En.

Med Sigurd Slembe arbejder jeg, saa Sveden ofte staa[r] mig i Panden. Der er meget Mathematik i dette Stykke, jeg tror undertiden formeget. Men jeg har nu engang Trang til at skrive saa.

Du siger du har undervurderet mig som Digter. Jeg maa smile; thi alle, der sætter «en glad Gut» som det Øverste, jeg har skrevet, gjør egentlig dette, fordi de ikke havde Lyst til at være med og ane noget Større i det Foregaaende, og saa ret blev tilfreds ved at kunne sige: se dette er engang ret formfuldendt, men det forstaar sig, da blev ogsaa Manden, saasnart det Formfuldendte kom, hvad han egentlig er, «en ret respektabel, dog ikke mer end almindelig begavet Digter».

Nu lad Folk have den Tro; det kommer i Digtningen ikke an paa Øjeblikkets Dom. Den er vederkvægende at tage med, den kan ogsaa undværes. Jeg har nu levet her et helt Aar uden Venner, følgelig uden et godt Ord, og hvad jeg ser hjemmefra er ikke godt. – Men jeg er ret meget glad og arbejder med Hengivelse og Mod.

Kong Sverre var jo egentlig antaget. Theaterchefen skrev, at han overlod Censor at underhandle med mig om det han ønskede strøget i Elskovsscenerne. – Men jeg har sendt Stykket i Trykkeriet. – Jeg hører, de vil udsætte med Udgivelsen; jeg synes lidet derom, da Folk dog maa se, jeg arbejder; men jeg finder mig deri; det er af hine Nisser, som jeg før talte om.

Jeg erindrer ikke, at jeg har lovet dig Manuskript til din Fader. Jeg har nemlig slet Intet, som kan kaldes Manuskript. Jeg river mit Papir op i Remser, disse fylder jeg og ordner med Tal, og andre Lapper lægger jeg ved Siden fulde af Indskud og Rettelser. Saa skriver jeg dette altsammen af, retter ogsaa ofte heri, – hvad skal saa kaldes Manuskript – det Første eller Andet? Det gaar Altsammen Pokker i Vold. Jeg har heller ikke en Bog hos mig af dem, jeg har skrevet; og jeg taaler ikke se Kladen, naar jeg er færdig. Jeg længes meget efter at komme saa langt op, at jeg kan se det Forudgaaende med Fred; thi denne Tilstand piner. Jeg kan i Øjeblikkene være glad i det, men det er dog blot Øjeblikke, mine Arbejder er endnu ikke blevne mine Venner.

Hils Andersen og Fru Serre.

Din B.


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen!

Dit Brev kom vel. Jeg lider saa af Hede, at jeg er uden Selskab; det sædvanlige i Bøger og egne Tanker magter jeg ikke uden Hjælp at underholde; denne Hede overgaar i sine Virkninger Alt, jeg har kunnet forestille mig – hos mig selv; thi ofte nok har jeg kunnet tænke mig en doven gjennemkogt Tyrk, men selv at blive en, derom har jeg aldrig drømt.

Mine Arbejder ligger og gisper som paa Land drevne Fisk, der rigtignok endnu har en Del i Vandet; mine Bøger ere læste, kastede, de nye gider jeg ikke aabne, jeg bader tre Gange om Dag, æder, sover, plages af Vellyst; thi Fanden anamme, om jeg ikke opdager Flerkoneriets Princip i Sydens Hede. Ret godt Humør, men alle Fire fra mig strakt, og det har nu varet en Maaned.

Hvad du i dette Forhold taler om Mangel paa Pietet forstaar jeg ikke. Til vore Forældre? – Jeg vil haabe du aldrig hos mig eller mine Sødskende har sporet andet end det dybeste Pietetsforhold? – Mellem min Fader og mig var engang – ikke Brud, men Spænding; selv da dyb Pietet. Du skulde se os sammen i vort Hus; du har ikke seet skjønnere Hus. Alle selvstændige i sjelden Grad, og alle kjædede om vore Forældre. –

Eller mit Forhold til min Kone? – Du, der ellers talende, skrivende, respekterer det Individuelle, maa ogsaa gjøre det i Forhold af Venskabs Natur. – Sig mig nu: kan du tænke dig mig saaledes ægteskabelig forbunden, at jeg ikke med levende Sands vendte mod andet Smukt, Eventyrligt, Kjækt, Lidende og fattede ofte en Lidenskab derfor, som – blot een Gang, til jeg er belært – kan gaa for vidt, men hvorfra jeg bestandig føres tilbage? Det er dig ikke muligt at tænke mig anderledes. Forholdet til min Kone er smukt, kan ene voxe, aldrig dale, thi jeg agter, elsker hende. Hendes Troskab, Livlighed, Klarhed, friske, naturlige Følelse, hendes velsignede Dreng – hvad er dog ikke dette Alt? Jeg skal ret sætte et lykkeligt Hus; det er mine kjereste Drømme at ligge og udtænke mig det. Hun er saadan en Studenterkone, saadan en rask paa alle Planer følgende, til Opbrud strax beredt Sjel, og evig glad og god. Vort Samliv har ofte været heftigt i 10 Minutter. Men jeg ved, at jeg har været god med hende, og at hun elsker mig derfor. Jeg ved, at jeg vil være det; ja i visse Stykker en dygtig Ægtemand. Jeg vil vistnok aldrig mere blive saadan ret forelsket udenfor Huset; den sidste Kur var stærk; men ofte glad i Andre, jeg tror det er forbi med mig den Dag det ikke længer er saa, ligesom jeg ogsaa tror, at mine Fordringer daglig stiger, saa det altid bliver vanskeligere at bortføre mig.

Saadan ogsaa med mine Venskaber, som du synes at dadle. Jeg maa bestandig have dem, enkelte gamle lægger jeg ned, nye tager jeg op, men er allerede nu vanskeligere; her fra Rom til Ex blot eet (Waage). Jeg skylder saaatsige mine Venner Alt; jeg ser at Goethe endnu i sit 40de Aar gjør det Samme, og endnu med sand Heftighed slutter sig til nye. (Meyer, Kayser). (Han var ogsaa dygtig forelsket endnu.)

Men Kjerligheden til min Kone stiger i samme Forhold som andre Forbindelser vanskeliggjøres. Jeg vidste det jo, at det vilde gaa saa. Fraværelsen har ogsaa været god, hendes Breve har tildels været mageløse, og min Længsel er stærkt opblandet med gode Forsætter, skjønne Erindringer; thi vi har levet sammen i to Aar. Nu er jeg vred paa hende; thi hendes Rejseplaner har plaget mig fra Februar til nu, og skjønt jeg har gjort alt muligt forat faa dem klare, har hun dog altid nye Hindringer. Dette er en Fejl ved hende, at hun altid er for tidligt paa Færde, og naar det saa skal gaa løs, meget ængstelig, naar jeg ikke er hos hende. Sidst maatte jeg skrive haardt. Dagen efter mildt. Det maa være Omgivelserne, som forvirrer hende. Men nu haaber jeg at hun kommer; her er længe Alt beredt for hendes kjere Modtagelse.

Hvad du skriver om mit sidste Brev til Hviid er morsomt.

«Kong Sverre» er jeg ikke egentlig misfornøjet med; du vil aldrig finde Ord, som siger dette; thi over intet Arbejde har jeg været sikkrere, klarere. Naar jeg derimod siger, at jeg ikke er der, hvor jeg vil være, er dette en anden Sag. Mine Skrupler over «Sigurd Slembe» staar endnu paa, skjønt jeg i disse Dage ender andet Stykke, som jeg strax sender Eder, da det er mig et vigtigt Arbejde, nyt, friskt, og Meget vovet. Der er Troldom i dette Stykke. Scener er der, som jeg ikke kan forklare dig, ogsaa Andre skal have ondt ved at forklare, hvorledes det undertiden gaar til; men at det er rigtigt siger en vis Hjertebanken, hvormed disse Scener læses. Jeg sparer adskillig paa Sigurd selv for næste og sidste Stykke, følgelig styrker jeg Begivenhedernes Masse, saa han føres mere end han taler. Udgangen er storartet; det tør jeg sige. Det smerter mig, at jeg maatte opgive en Karakter, som jeg havde tænkt saa korrekt, og hvortil en Frøken Munch er Studiet. (den ældste.) Men da jeg kom ind i Stykket (d.v.s. i Tanken), saa jeg, at Elskerinden formeget var Extrakt af det Hele, medens jeg tvertom maatte bruge hende som behagelig Modsætning i den Lidenskabelighed, hvoraf Stykket gløder. Du indser, hvor let en saadan Forvexling kan foregaa.

Skriver et og andet Digt.

Lev vel, kjere Ven. din Bjørnson.

Efterskrift.

Hvorfor jeg ikke sendte Stykket til dig? Fordi det simpelthen skulde trykkes. Vilde du kaste et Øje paa Korrekturen, var det mig naturligvis kjert; – men det egentlige Arbejde maatte mine Venner dele mellem sig. Det gaar ynkeligt! Først ude i September kommer det. Husk, at da Ibsen eller rettere Kristiania norske Theaters Direktion, strax faar et Exemplar. Du kan begribe jeg trænger Penge.

Hviid har gjort mig et mageløst Peg; men du maa paa ingen Maade forurolige hans gode Sjel dermed, som tænkte at gjøre Alt til det Bedste. Han skrev til Hauch, at nu skulde Stykket ikke indleveres! Jeg havde naturligvis ligesaa lidet bedet derom, som før om at levere det ind. Var det Sidste engang gjort, maatte jo Sagen have sin Gang. Og i ethvert Fald: skulde der skrives, maatte jo jeg gjøre det, da Hauch havde skrevet til mig.

Der er stor Forskjel paa ikke at indlevere et Stykke og at skrive til Direktionen: jeg vil ikke levere det ind. Jeg skrev til Hauch for om muligt at gjøre det godt igjen; men naturligvis kan jeg vente mig, at man Intet nu vil have med et Stykke at bestille, hvorom man uden Nødvendighed gaar hen og mælder, at man ikke vil levere det ind.

Formodentlig sker Alt til det Bedste her i Verden, og jeg gjentager det: Hviid foruroliger du ikke med et Ord!

Brevet til Hauch var vanskelig at skrive, jeg maatte naturligvis sige ligefrem, at det, at Hviid skrev, var en Misforstaaelse og forklare, at den kom deraf, at jeg overhovedet var misfornøjet med Indleverelsen, hvad han saa fortolkede som en Vilje om at afslutte med Theatret. Men hans Handling, engang gjort, underkjendte jeg naturligvis ikke. Altsaa er mit Stykke ikke inde for Theaterdirektionen; den gav ellers en smuk Resolution.

Til Hauch skrev jeg fra Leveren angaaende Anken over Kjerlighedsscenerne, idet jeg tog hans Tycho Brahe til Udgangspunkt og paastod at dette Stykke forat lempes Wiehe var mishandlet, og at Øehlenschlæger paa saadan fejg, Bifald søgende Maade aldrig mere kunde føres paa Scenen. Nu faar jeg Brev fra ham, hvori han naturligvis beviser, at han blot arbejder paa at faa Øehlenschlæger op, og i den Retning jeg vil. Han tøfler om og deklamerer om Heibergs Kritik, sin polære Modsætning o.s.v. o.s.v. ja du kjender den gamle Vise i Barnevognen.

B.

Anden Efterskrift.

Jeg udgiver en Digtsamling til Jul, da jeg tror det bedre at lade Sigurd Slembe komme i passende Afstand fra Sverre. Sigurd Slembe kommer altsaa som i Februar eller Marts, lidt før mig selv. Saa begynder min egentlige Arbejdstid; jeg mener dermed rolig Læsning og Linjer ned imellem. –

Min Digtsamling bliver neppe stor, men alletider stor nok til at give et Indtryk (større end Richardts). Naar mit andet Stykke er færdigt, kaster jeg mig udelukkende over Smaadigte. Jeg maa øve denne Form op; den ligger langt bagud og er dog af overordentlig Vigtighed for mine videre Arbejder. Let at kunne forme ud den flygtige Følelse, den rejsende Tanke og en Gang for alle vænne mig til at modtage og indbyde disse Smaagjæster istedenfor alle Slags pjattede Erindringer og Konversationsstumper er mig magtpaaliggende. Min Kones Komme tror jeg vil blive en god Hjælper her. Mit Barn og hun og jeg vil tumle om og idyllisere ovenpaa alle mine Rejser og tildels ikke ubetydelige Anstrængelser.

Af de Digte jeg har færdig vil jeg ikke være let at finde igjen for Eder, – indbilder jeg mig idetmindste. Der er noget i dem, som ligner – kan du tænke dig? – Welhaven. Jeg raser for at faa fat i en Alfred de Musset, da han bestemt kommer mig lige imøde; men Weilbach er et Asen og det lykkes ikke.

Hvoraf kommer det at du i ethvert Brev til mig forsvarer Kritikens Hjerte og Ret og Betydning og – ja du ved selv bedst? Hør dog op engang. – Det glæder mig, at jeg intet Eccho hører af din Pariserrejse, ikke fordi at det jo vilde glæde mig, men fordi du har det som jeg, at du helst taler derom bagefter. Een Gang skal vi udvexle – o hvilke Masser! – – – At jeg her bor sammen med Malere har havt en heldig Indflydelse paa mig, ligesom for min Arkitekturlæsning. I Bloch har I en Begyndelse til en stor Maler, i Kølle en elskelig Naturmaler, hvis Kunst jeg saaatsige studerer.

Ved atter at gjennemlæse dit Brev, ser jeg, at Begyndelsen deraf dog igrunden slet ikke er kjerlig. Du siger, at du har ventet Brev fra mig «med Uvilje». – Men Kjere, hvem skrev sidst, – og hvem (thi det er Hovedsagen) nedlagde i dette sidste en saadan Inderlighed, som hele hans Hjerte rummede for Venskab med dig, hvem gjorde det gjennem hele Ark i snakkende Fortrolighed – og derpaa fik intet Svar? – Og jeg hilste dig gjennem Hviid, Heegaard, Karoline, Hilsener med Ord i, forat minde dig, og da jeg ikke engang vidste, hvor du var, skrev jeg til Hviid og bad ham dele Brevet med dig. Kan jeg Mere gjøre? – – Dette Brev til Hviid ser jeg nu, at du gjør Nar af; thi det er ikke kjerligt, hvad du derom har skrevet; det ser jeg nu, jeg har først læst det i god Tro. At der i hint Brev fra mig, «er en total Forkastelse af alt, jeg har skrevet, Pukken paa at det alligevel er noget Overordentligt» – se, det er et Sprog, som jeg ikke kjender. Jeg har hørt tale om den Sort Katzenjammer hos Forfattere, men ligesaalidt som jeg selv har havt den, taaler jeg at Andre paadutter mig den. Hvad jeg engang skrev til dig om Arne, kunde jeg for den Sags Skyld skrive om hin Bog den Dag i Dag, naturligvis Opdagelsens Heftighed frataget. De Anker jeg har imod den, at det Sorte kom mere med end jeg vidste, det Forfængelige ligesaa – er klar Erkjendelse, ikke Øjeblikkes Overvindelse. Bogen som Tanke og Plan har jeg aldrig underkjendt.

Da Halte Hulda kom ud havde jeg fuld Bevidsthed om at den ingen almindelig Lykke vilde gjøre, solgte den derfor til lav Pris. Da en glad Gut kom ud, sagde jeg at den vilde gjøre megen Fruentimmerlykke, men var ikke noget synderligt. Om Kong Sverre har jeg fra Eder alle ikke hørt et godt Ord. Du har desuagtet ikke fra mig noget Tegn paa Mistillid til denne Bog, skjønt vel Betænkeligheder, der mere rammer mit nuværende Standpunkt overhovedet, end Bogen. «Den nye Form», som du behager dig at kalde mange og store Betænkeligheder over Jamben, som jeg har baaret ligefra Halte-Huldas Tid og først nu ført til en Slags Afgjørelse, – kunde visselig hos en Kritiker af din Evne vække andet end Spot. – Du kunde anvende den, hvis jeg laa nede i Uklarhed og pjaskede Talemaader; jeg haaber du har i mine Bekymringer seet Andet end dette. Mig vil aldrig Klarhed komme fuldere, end at jeg maa sige: paa det og det Punkt er jeg uklar. – Jeg tror den største Tænker i sin mest indviede Materie har de samme aabne Steder.

Fortiden lider jeg i det Dramatiske som Lyriske under et Formskifte, det er mig en meget alvorlig, undertiden sørgelig Sag. Jeg vil over Jul bryde op min Fortællermethode og se, hvordan det der vil gaa. Og før jeg saaledes har forsøgt mig rundtomkring (thi du maa indrømme at jeg har mange Felt) og opnaaet nogen Ro i det Arbejdede, før bestaar min Klarhed væsentlig i Erkjendelse af, at der mangler mig noget der, der og der igjen – og dette er ikke til at spotte. Men Spot er det at føre Alt tilbage paa Trykningen af «Kong Sverre» og til den dermed forbundne Barselfeber. Jeg erindrer mig aldrig at have havt en saadan. Mangen Gang vexler Indtrykket af det Arbejdede; dette vedbliver, enten Bogen er trykt eller ej, og tilhører 10 Minutters Heftighed – Forholdet til Publikum er ingenlunde det bestemmende. – Undertiden er du rigeligt forsynet med Mistanker, ofte af en smaalig Natur. Jeg glemmer aldrig da du overfaldt mig i Anledning af den Haandsrækning, jeg vistnok klodset nok, men virkelig ene af Erindring om min egen Kamp som Kritiker, søgte at give Dagbladets forrige Theaterrecensent. Eller min Samtale med Rosenkilde, hvori du troede at jeg stod og smigrede ham! – Ofte med Banghed tænker jeg paa, hvorhen det nøje Bekjendtskab til menneskelig Skrøbelighed i det Smaa, som (jeg ved ikke hvor) du bestandig udvider, tilsidst vil føre dig. Poul Møllers aandelige Resultat anser jeg for utroligt sørgeligt; thi om dette Kundskabens Træ gjælder rigtignok Skriftens Ord «at spiser du deraf, er du Dødsens». – I ethvert Fald er der visse Mistanker, som anvendt mellem os To giver et uværdigt Udseende; hvad dog er en mindre Ulykke end den, at det Smaalige altid har det Ukjerlige i Følge. Jeg ved nok man hellere siger at det udspringer deraf; men dette er ofte ikke sandt; det kan, har jeg ofte seet, udspringe af sand Retfærdigheds, Nøjagtighedsfølelse, ængstelig Kjerlighed; men at det avler Ukjerlighed, det er desværre saameget sandere.

At være Kritiker og med Magt og Betydning i en saa ung Alder som du har, maa efter al menneskelig Regel have adskillig Fare for Gemyttet, og maa ogsaa undertiden føles af dine Venner. Jeg beder Gud om, at jeg for min Del altid maa have Overbærenhed dermed i fuld Erindring af det Rige og Skjønne, som dit Venskab tilfører. I al din Omgang kjender jeg ingen bestemtere Fiende af det smaalige end Hviid. Og maaske ham, Inspektøren, – men Heegaards til Ex. er et smaaligt Folkefærd. (Jeg mener her de to Brødre eller Fættere). – Tag nu op i Kjerlighed, hvad jeg har skrevet i Kjerlighed. – Man vil nu have mig hjem til Theatret!

din Ven.


Til Clemens Petersen.

Min kjere Ven!

Jeg kan huske, at jeg har grædt af Glæde over Brev fra dig, endvidere at jeg har løftet Nakken som en Soldat, der har faaet Roes af sin Oberst; men jeg tror dog ikke, at min Glæde nogensinde har været saa frugtbar for vort Venskab og mig selv, som nu ved at læse dit sidste Brev. Jeg har intet bedre Ord at takke dig med end det, at jeg modtog det idag, Søndag Morgen, og det har skabt Søndag i og om mig, jeg er hjerteglad. Vist var jeg noget vred paa dig, men bar Vreden saalænge, til den fik mildne sig i Erindringen og jeg fik lavet noget til, som kunde fremkalde tydeligt Svar; thi dine sidste Breve har været – nu ja, nok om dette. Jeg har hvad jeg ønsker, dit Billede oppudset, bekrandset, paa sin Hædersplads, og i Søndagspuds gaar jeg her omkring og ser paa det. Du kjere Ven!

Det er nok muligt at længere nede i Brevet gaar jeg ved Siden af et Par af dine Bemærkninger, ikke forat korrigere, men udfylde; nu er jeg ikke oplagt. Jeg er bare glad. – Du kan maaske ogsaa se det derpaa, at jeg skriver fejl andet hvert Ord, skriver noget for nok – værre kan det da ikke være. Formodentlig bød jeg dig Osten, naar du bad om Brødet, hvis du idag spiste Frokost hos mig. Jeg maa hviske dig den Hemmelighed, at jeg aldrig har trængt Venner saa saart som her i Italien og navnlig i denne Sommer, og at det har gjort mig bitterlig ondt, at I bleve alle borte, og at I, naar I kom, aldrig kunde tale mig kjerligt nok; thi I vidste slet ikke, hvor øm jeg var bleven af Savn. – Nu er Alt dette over, min velsignede Kone er ogsaa kommen, Heden er taalelig, min Sommer skal nu begynde.

Ja, hun er kommen, ny, tillidsfuld, varm – Herregud, jeg har aldrig været gift før! Jeg har ingen Møje havt af de To før, ingen Glæde i Smaating, deres egne Smaating, ikke lagt mit Hoved i Blød forat finde paa Noget for dem, hjælpe dem, more dem, – du kan tro jeg er varm om Hjertet og modig i Tanken under alt dette! – Jeg bærer Gutten milevis og timevis, jeg rider med ham paa Sadelknappen, og hun synger og ser sig om, jubler til Udsigterne og Vejret. I Rom har vi lejet, flytter ind om 12 Dage, og jeg haaber paa en herlig Vinter. – Jeg har fundet alt jeg søgte, og mere til; thi der var noget i mig, som har ventet paa at blive Familiefader for Alvor; det vidste jeg ikke af.

Og Kong Sverre har gjort mig megen Glæde. Dette Besøg i Øehlenschlæger, som jeg paa min Vis og i Korthed længtes efter at aflægge, før jeg gik videre, synes mig vellykket; Opgaven kunde have været meget større, men vilde som saadan maaske voldt mig Vanskeligheder, som havde forbudt dette sommerglade Tog gjennem Politik og Romantik. De to Stilarter brydes artigt allerede som det er, og den forstandige Læser vil føle det, at jeg næstegang bøjer tvært af til een af Siderne, og har han læst Arne, ved han, hvilken det bliver. Den samme Trang jeg følte til gjennem en glad Gut ligesom at forsone mig med Folk, til at kunne bede en liden Pige tage og læse, den samme følte jeg ligeoverfor dem, der dog vil se et Udbrud engang, noget over det bestandig Rigtige, nemlig det Gale, det op i Luften ad Solen til, og derfor blev Sverre som den blev, han Murstykket, og hans Børn de viltre Ornamenter derpaa. Men jeg kan ikke selv læse det højt. Det ærgrer mig, men det er nu engang saa. Jeg kan kun læse Sverre og tildels Nikolaus; bedst Sverre og Martin, Haakon undertiden hist og her. Inga næsten aldrig; jeg vilde saa usigelig gjerne høre En læse det for mig. – – – –

Sigurd Slembe, d.v.s. Mathematiken i ham (andet Stykke) er nu færdig, jeg skal til at gaa det igjennem og løfte Replikerne til Øjeblikkets Liv; de har endnu blot det organiske. – (Modsætningen er vel tosset, men jeg gider ikke tænke den ud.) Jeg vil betro dig i ramme Alvor, at denne Trilogi, naar den er endt, vil bringe mig mere Glæde end alt det Andet tilsammen. Den er ogsaa Resultatet af alt det Andet.

Det bedrøver mig at høre, at Waage endnu er slap; du maa nemlig (i Fortrolighed) vide, at en Forelskelse hernede i en herlig Pige var paaveje at slaa ham til Jorden. Han er en smuk Mand, denne blide Herre, med sin Dannelse, adskillig Forsagthed, men dygtigt Mod. Hans Latter er saa trillende vakker, hans Organ erotisk, hans Tanker ædle, sikkre, hans Gemyt meget dybt og meget skjult. Hans Smag ualmindelig. Han passer egentlig til at leve som din Vært, dog mere studerende og til at være den stille Harmoni i en større aandrig Kreds. Han er en Svoger af en af de Mænd i Dan mark, jeg respekterer mest, Fibiger, og han er visselig en værdig Svoger. – Hvad der hændte ham hernede, tror jeg vil gjøre ham godt i Længden; af for voldsomme Studier var han bleven noget opløst, træt; vistnok blev han nu endnu mere træt; men vil nok siden føle, at Energien dog er bleven udviklet gjennem Forsagelsen; jeg tænkte, det allerede var kommen. – Du kan der faa dig et Øre, hvis du vil, men skræm ham ikke (ikke i sig selv, men fra dig). Dog – Venner bør man egentlig aldrig anbefale. Jeg holder hjertelig meget af ham og vil altid finde ham.

Atter ser jeg, at Andersen holder af mig og roser mig. Det er bestandig lige ufatteligt, ja det kan neppe være rigtig sandt. Jeg holder af ham og for bestandig; thi jeg fatter ham til det Inderste, og han er jo usædvanlig mærkelig. Men paa Gjensidigheden tvivler jeg og anbefaler dig at se videre efter. – Collin er en liden haandfast En, men det er ogsaa omtrent Alt, som endnu kan siges om ham. Jeg skrev ham til (d.v.s. egentlig Andersen); jeg valgte den Form for et Par Udtalelser. Nu forlanger han mere Brev, men Grunden er jo bortfalden, skjønt det halvvejs nu gjør mig ondt ikke at fortsætte. Han skrev ogsaa først til mig og smukt og simpelt. Hvad skal jeg gjøre? – Egentlig har jeg vel gjort en Synd, og han er et saa rent Gemyt, at jeg føler den. Han havde jo som Andersens Ledsager mere Interesse for mig end der personlig tilfaldt ham; der var jo ogsaa dagligt Smaakrangel mellem dem, som førte Mægleren nærmere end Mennesket vilde strax. Men hvis jeg skriver, er det dog en liden Løgn, og som bedst mærkes derved, at jeg saa maa til at digte Brevet; her staar os jo ingen Materie imellem os.

Jeg læser Filosofiens Historie af Schwegler, en god, stærk Bog, som interesserer mig heftigt. Nu maa jeg læse Logik, før jeg gaar videre. – Ja, dette Møde med Filosofien haaber jeg af alle i Rom bliver det frugtbareste for mig, men kan jo endnu Intet sige. Jeg haaber det blot. Jeg slutter intet Kapitel, uden at tillige en mægtig Erhvervelse er gjort, og bliver det saadan ved, saa bliver ogsaa mit Haab Vished. Og Gud give det! Hvad ellers Ungdommen tager som Begyndelse, kommer jo sent op i mig – maaske skulde jeg tidligere have overvundet mig til at gjøre, hvad jeg først nu gjør af Lyst.

Jeg hører du skriver om Hamburg og Hanover. Jeg begriber paa Forhaand ikke dette og længes derfor efter at læse. – Det er sandt: vil Hegel have Manuskript i Oktober? Ja, men ikke alt! For Guds Skyld, det er ganske, ganske umuligt; jeg er jo ikke af dem, som har paa Lager, og jeg maa gjennemse til det Sidste. Han skal faa en Del og skal faa efterhvert til Slutten af November. Naar saa Folk har faaet Sverre og Digtsamlingen, haaber jeg de tillader mig at skrive som jeg vil og ikke lægger tilside Sigurd saadan som Halte-Hulda. Den er jo ganske i samme Retning. Og tro du mig, at uden disse Ting som Forløbere gik det galt med Publikum og mig, saa intimt det undertiden syntes. Nu hviler de paa, hvad de let kan forstaa og morer sig med at classificere mig snart hist snart her, dog helst saadan mellem Hertz og Hauch, uden at jeg tillægges den Enes Psykologi eller den Andens Tænkning. Dette morer dem, som sagt, de faar mig ind i Familien, – og saa kommer Sigurd. – Ofte kommer en Banghed over mig; noget siger mig, at jeg ikke faar fuldføre Sigurd, før jeg selv kommer hjem. Hvor det vil bedrøve mig, ja det vilde tage den halve Glæde bort af mine mange kjere Gjensyn. – –

Ved atter at gjennemlæse dit Brev, ser jeg, at jeg har sprunget over en Bemærkning om Collin, maaske fordi jeg tog Tanken om Andersen for langt med. Du har ganske ret; han forstaar mig fuldere og helere end Andersen, der i et Nu tager Tingens Yderligheder og skimter Kjernen, men saa ikke udfører eller sammensætter det. Jeg har ogsaa skrevet det til Andersen selv, at Collin forstod mig bedre. Dette atter fordi han er «haandfast». Men ikke fordi han er «tungsindig». Det synes mig, som du er noget rundhaandet med dette Prædicat, ligesom det efter Kierkegaard er paa Mode – endog at anlægge Tungsindighed. Hvad der endnu ikke er udviklet og har stille maaske dybe Længsler efter dels at blive Noget i og for Verden, dels efter at faa større Klarhed til Exempel i religiøse Forhold (og begge Ting passer nok Collin) kan man dog ikke strax kalde Tungsindighed. Heller ikke Enhver, der forpupper sig, og hvortil den Danske har Hang, er derfor tungsindig. Ja, det kan forme sig saa mildt, at det ligefrem blot er en Vane, hvori Vedkommende gaar nok saa lykkelige.

Selv naar du taler og beskriver den tungsindige Clemens Petersen, protesterer det i mig lige ud i Neglene. Der er en stræbende tumlende Masse Dygtighed i dig, som nok kan gjøre dig det broget nok, baade naar den drøvtygger Erindringer om Sammenstød med Verden (især fra en yngre Alder, hvor den naturligvis paa mange Maader kom smærtelig til kort lige over [for] hvad den vilde) og naar den beskjæftiger sig med ikke endnu løste og med altid nye Problemer. Men tungsindig, nej, min Gut, ikke mere end jeg. At du nok magtede at gjøre dig til tungsindig, kan jeg tænke mig; men man tager jo gjerne Bestik for Coursen af de Stjerner, som sees gjennem Taagen, – og af dem, jeg har seet oppe over dig, skulde jeg rigtignok spaa dig en bemavet Professor, Etatsraad, undertiden lidt Krakiler, lidt Original, men altid frejdig, færdig til Organisation, Reorganisation, Prygl, Latter, og troskyldig Glæde, – ligesom der umærkelig ligger foran dig paa Bordet, hvor du holder Spøg, en philo[so]fisk Materie af Dybde og Nyhed, ligetil det Sidste.

Dine psykologiske Udviklinger ere for mig altid lærerige; der er stærkt System og overraskende friske Blik i dem. Men tror som bestandig at du tager dit System for Mennesket (imidlertid lige belærende for mig; thi om det passer en Enkelt, er jo en Bisag). Saaledes tror jeg nok ogsaa at du skyder noget fejl i dit Brev, dennegang dog mere i Methode end i Realitet. Jeg tror det er rent galt, naar man skal tillægge en Mand et Prædicat (fEx. «ukjerlig») i dette eller hint Øjeblik, eller i flere Øjeblikke tilsammen, da at springe over Øjeblikkene, der er oppe som Exempler og gaa tilbage til Personens Inderste og spørge der. En levende Mand er jo ingen urokkelig Sætning, og det kan derfor let hænde, at det, der søges, er i Begreb med at omdanne sig; men man kan ikke komme efter det, uden netop ved at agte paa Øjeblikkene og deres Sum. Hør Forskjellen: spørger En mig: er Clemens Petersen ukjærlig, mistænkelig? saa svarer jeg hurtig, bestemt: Nej. Men spørges der: har han havt saadanne Øjeblikke, som dog lade den Dom fældes, da svarer jeg: ja! og jeg fremlægger til Ex. dit næstsidste Brev. Det er da ogsaa kun Gud man ikke kan tillægge Begreber, som ikke er i hans Væsen, – vort er dog Øjeblikkenes Bytte, hvad vi hele vort Liv arbejder imod, og det kunde dog hænde os, hvad man ti Minutter i Forvejen vilde bande paa, ikke kunde hænde. Dette skal i ingen Henseende have Anvendelse paa de foreliggende Spørsmaal i dig (thi du har jo nu ophøjet det til Spørsmaal, saa smukt alvorligt som du tog det); hvad dem angaar maa jeg minde om, at jeg kun holdt mig til Øjeblikke, foreliggende Øjeblikke, gav dem, ikke dig, Karakter, men dulgte rigtignok ikke, at hvad Omstændigheder, haarde Forhold (Kritikens) kan have aftvunget dit gode Væsen, nok kunde tilsidst gaa over fra Øjeblikke til Mere. Men jeg er fuldstændig beroliget. Med saa overordentlig Klarhed paa Fænomenet selv, som den dit Brev viser, kan nok endnu et Øjeblik sejre over dig, men rigtignok ikke mange.

At din tappre Modstand har besejret noget i mig, eller hjulpet mig dertil, det har jeg jo sagt dig og takket dig for. Din Methode var et Par Gange splitter pinegal, men tilsidst fandt du den rette, og da dit Brev kom, hjalp det mig uhyre, ligesom et senere. Men naar du siger, at du ingen Synder har ligeoverfor Venner, da maa jeg le; thi le kan jeg derfor, at du i andre Ting er dem saa særdeles meget, saa det har ingen Fare, – men du er rigtignok undertiden saadan mod somme af dem (og ogsaa, men paa en noget anden Maade mod mig) at man maa besinde sig lidt for at huske dig som du til andre Tider er. Du ved jo selv, du er lunefuld som en lykkelig Jomfru, og har tillige det tilfælles med hende, at det pludselig er i bedste Selskab, blandt bedste Venner og Omstændigheder at det skal ud og sole sig, som vilde du ret maale Omfanget af det tilstedeværende gode Humør eller den legende Aand. Havde du ikke skrevet saa stærkt og vistnok ogsaa rigtigt derom, vilde jeg have sagt at det da var opdukkende Mistanker (Øjeblikkenes) der tog dig i Luggen.

Jeg fik et Brev (mageløst) fra Greensteen, hvori han gjorde tæt Nar af dig paa den elskværdige Maade som du nok kjender. Hviid er undertiden snyde vred paa dig, naar han skriver, det aander ud af Linjerne uden at han siger et Ord, og saa kommer der et Tillæg (helst i Margen) som hilser kjerligt fra dig med et muntert Tillæg, – det er nu den gamle Historie. Jeg glemmer aldrig den Dag du kom ind ganske tyk i Ansigtet over en Bemærkning af Hviid til dine Bemærkninger i Barfods Bog. Du beklagede dig aldeles højtideligt over dette Menneske, jeg ler endnu saa, naar jeg husker det, at jeg har maattet holde op her en Stund.

Nu ja, du har dog gjennem meget Vræl og Spektakel en Del solide Venner, og din Fremstilling af det Smaalige, hvorledes det avles, er vist mere spidsfindig god i sin Almindelighed end sand her. Du springer et uhyre Led over, nemlig at du er produktiv, hvilken Trøster, Stadfæster af det godt Tænkte, Ven at hviske til, er ikke det at kunne skrive det ud til Folk og se det hos sig igjen under den Bevidsthed, at det nu er dømt og renset; thi som trykt er det Slette pludselig ogsaa bleven slet hos dig selv, det Gode godt, uden at Nogen siger et Ord.

Naar du har denne Ven, saa behøver du ikke af Venner at forlange Fortrolighed over dit dybere Tænkte, eller rettere at savne den saa stærkt, hvad jeg heller ikke tror du gjør. Hvad du derimod siger om psykologiske Samtaler i Conversation (Selskaber mener jeg) slaar mig; ak ja, saa er det. Men bland ikke dette med Venners Omgang; sandelig andre for Hjertet styrkende Ting er oppe der. Savner du Vennerne selv maaske? – Hviid er dig naturligvis mindre som forlovet, men Gud, du har dog andre? Du, saa rig, saa stærk i Følelse, du har dog andre?

Dette maa være et Øjebliks Mismod, du kan aldrig mene det, kjere Petersen, du har dog virkelige Venner, jeg mener saadanne, som du selv anser derfor, og kan blive glad hos, finde dig igjen hos, baade i Erindringer og i Forhaabninger, hvad nu Stemningen driver dig til helst at søge. – Jeg tror det er anden Gang denne Klage kommer igjen, men desuagtet kan den jo kun være et Anfald og ingen Smerte. Jeg vil heller ikke tro det.

Til Hegel har jeg skrevet og bedet om Forskud. Men skal Alt være færdigt til Oktober den 1ste, saa maa Alt gaa om. Mine Stemningsdigte kunde han faa strax; men de kan ikke aabne, det maa Fædrelandet og Lejligheden, – saa de rene Digte. Men i hine har jeg adskilligt at rette, og før den 1ste Oktober tager jeg ikke Samlingen for Alvor for mig. Til da «Sigurd». Min Tid i Italien er ganske inddelt. – Hils, hils! Lev vel og Gud signe dig, skriv mig snart til.

din Bjørnstjerne.


Til Clemens Petersen.

Min kjere Petersen!

Tak for dit Brev. Det var uno tenore skrevet, flød ogsaa saaledes ind i mig. Nødvendigt, hvad ydre Formaal angaar, var det ikke længer, da Hegel allerede har fritaget mig. Hvad indre angaar, førte det med sig mangen værdifuld Oplysning, hvorfor jeg takker dig. Mine lyriske Digte er ikke store; men de ere gode. Og de bærer blot Vidne fra et beskuende Menneske, holdt saa fjernt fra personligt Oplevet som vel muligt, hvad det Udvortes angaar. Jeg ved ret godt, at min egentlig Digtertid i dette Genre kommer først senere, naar baade Livet i mig er bredere og Formen derfor mageligere i Linjen. Thi selv om det nu gik, gaar det dog med Møje, og jeg har ikke Raad til al denne Tid i ren musikalsk Retning. – Ja, senere engang, naar de blive «et ufrivilligt Hjertesuk». – Men desuagtet udgiver jeg engang min Digtsamling Prøver, Smaasyn, Musikstykker o.s.v. thi baade glæder det mig selv, og finder Komponister og Sangere med og uden Stemme.

Derhen at hvert Digt giver et Medmenneske en Forløsning, derhen er jeg ikke kommen; jeg føler mig meget liden, naar jeg læser Schillers og Goethes; men mit Mod stiger igjen ved at læse Andre, som jeg af mange Aarsager ikke vil nævne. Se nu de Digte, Ravnkilde sætter i Musik til Jul; – jeg tror du vil synes om dem.

Nej, til Dramerne holder jeg mig; thi her er noget, som jeg er vis paa, skjønt ogsaa Meget, som jeg endnu ikke kan naa. Til det Sidste hører ogsaa absolut, at jeg savner den rette Medarbejder i Publikum. De misforstaa jo alt muligt jeg skriver og bliver dog ganske glade deri. – Efter hvad jeg kan se, misforstaa de Sverre ganske. De ser deri noget lyrisk Noget, skjønt det ikke falder dem ind at nægte, her er to Karakterer, som dog egentlig ikke kunde blive dette uden en gjennemført Handling; thi det Ene brister virkelig med det Andet. Dette, at Sverres Slutning er: ingen Slutning at kunne faa, se, det er jo ganske misforstaaet som om det var et bizart Indfald at slutte netop der, – hvor Historien slutter. Hvorledes tænker man sig da en stor Mand? Som forstaaet, beklappet, kronet, ikke alene af Guld, men Forstaaelsens Deltagelse? Ganske vist kan han se saadan ud, – kun ikke i en reformatorisk Tid, naar hans Storhed var Reformation. – Saa kan man sige til mig: er det saa, da lad Tragedien ogsaa faa Magt over ham; aabne de Smertens Sluser, som du her standser baade i Handling og Ord, lad os føle Rystelsen af heftig misledet Samtid og en stor, men uforstaaet Modstand. Ja, hvis den var tragisk. Men i en saadan Jerntillid, som Sverres, der lader Tvivlene, Smerten bringe Gud et ydmygt Taareoffer, og netop derved saa stærk gaar ud og siger, virkelig saa han selv tror det: «Hør: her er Ingenting, slet Ingenting paa Færde; Alt staar saadan bare en Smule paa Spidsen, og brister det, saa er det fordi det ikke duede til at holde; – men Hovedsagen gaar nok!» – se, det er, Skam, ikke tragisk.

Og vil man sige, at selv ikke dette er der, saa vil jeg bestemt svare: jo, det er der. Men her var ogsaa Maadehold nødvendigt; man skulde vide de Tanker, ja blot de Timers Tal jeg har anvendt paa ikke at gjøre hans Scene tilslut med Sønnen længere eller anderledes. Smerten er med Flid: dels lagt længere tilbage i Stykket (husk bl. Andet Udgangen af anden Akt) dels kommer den under Sententsens Form:

µDen, som har grundlagt Alting paa et Afsavn
har først den rette Kraft at styre Andre.

– Noget som Goethe har lært mig; – og som er enhver bevidst ældre Natur meget ejendommelig.

Jeg overser ikke, at en Klasse Læsere, (igrunden dem, jeg bedst lider) smigrer mig, naar de saadan sidder og raaber paa Mere, – som de jo ogsaa skal faa, men hvad jeg ikke behøvede at bebude. Slutning – er her; hvad Sverre vil, er gjort; og den Mand befatter sig ikke med Illusjoner. Han gaar Tomme for Tomme i en umaadelig lang Vej og tager Døden ganske som lejlighedsvis, der den kommer. Saaledes vil jeg ogsaa vise ham døende i næste Stykke, siddende med Haanden fuld af Papirer, som nu skal leveres Haakon (historisk).


Min Kone og Gutten har været inde at forstyrre mig. – Petersen: der er intet Tidspunkt i mit Liv, som jeg sætter over dette Høstophold i Rom.


Da jeg i Ariccia ganske rigtig blev færdig med «Sigurd Slembe» andet Stykke, har jeg nu i tre Uger udelukkende seet Musæer og læst det Behørige dertil og endnu Mere. Deraf er jeg nu ganske træt og vil herefter inddele min Dag saaledes, at jeg har Formiddagen til Sigurd, Middagen i to Timer til Musæerne, Eftermiddagen til Læsning, Aftenen til min Familie og mine Venner. Jeg er jo nu en Mester i at inddele Tid; Kunsten er rigtignok ikke ganske min, men en ufrivillig Trang og Uforstyrrethed.

Paa Grund af den hidtil brugte Fremgangsmaade har jeg ikke endnu afskrevet tredie Akt, skjønt det jo kan gjøres paa to Formiddage. Derfor har du heller endnu ikke erholdt Stykket som paatænkt. Og naar det er afskrevet – skal jeg da sende mine tykke Strimler eller lade det end engang afskrives. Det Sidste koster Tid, det Første Penge, og da Karoline fører hver Bajok op i en Bog, er jeg bleven meget betænkelig med Penge. Imidlertid: du skal faa det. Første Stykke kan jeg naturligvis ikke sende dig, da jeg ikke tør mejsle Slutningen deri, før sidste Stykke er fuldfærdigt. De maa jo ganske korrespondere i en vis Slags Grundtone, som jo ene hører det skrivende Øjeblik til, eller den Begejstring, som et samlet Indtryk giver. Men du vil heller ikke savne det, da jeg engang har skrevet det til dig, og hvad jeg om og af disse Stykker skriver, ikke siden forandres som i alle mine foregaaende; dertil staar jeg selv i en alt for besværlig Klemme. Ja, besværlig maa den kaldes; det er saa udelukkende paa een eneste Vej, og denne saa skarpt afstukket, at jeg naar ud, – saa jeg undertiden standser og spørger mig selv: er det Mathematik jeg holder paa med, eller har jeg ogsaa faaet det til Poesi? – Jo, Gud ske Tak, det har jeg dog; men ofte maa jeg være ud over den enkelte Scene forat se det; thi Replikens Ordlyd har den saa sjelden; dens Forhold til Situationen derimod med en Kraft, som det kommer an paa at give den rette Toneevne, saa den ikke bliver fornummet som selvlydende, hvortil netop det Opnaaede alvej frister. Det vil sprænge sig selv i Øjeblikkets Glæde over at være bleven til.

Ved at læse mit Brev over, ser jeg, at jeg har skrevet i det snakkesalige Hjørne. Da bliver 1 Ord gjerne 5. –

Dagens Nyhed for os hernede er Weilbachs Dreng. Han selv lader i denne Begivenheds Solskin det Smukkeste i sit Gemyt saadan straale og gjøre Vaarduft, at det ret er en Fornøjelse blot at se ham. De Øjne, hvormed han kan tale om, at Drengen har skidt sig ud, er ganske dejlige. – Jeg har nu mange Slags Fornøjelser, saaledes ogsaa Richardts Komme. Han har alt gjort mig meget godt, og jeg tror at jeg her vil faa en dygtig Omgang. Allerede første Aften taltes om hans Digte. Han paastod gjentagende, at de Digte, jeg fremhævede, og hvad jeg fremhævede i dem, og hvad jeg sluttede deraf o.s.v. er Altsammen hans egne Tanker; men forunderlig nok ikke hans Venners, der maa have seet for længe og kjendt paa ham, til at se ham ret. Han har fortalt mig sit Stof for de nærmeste Aar (Julianus Apostata) Han vil nu et stort Stof med een Gang; faar altsaa ogsaa med een Gang at overvinde de Vanskeligheder, som man ellers plejer arbejde sig fra i fire à fem. Men jeg tror han har Taalmod til at sprætte op, saalænge, til Maalet er truffet; thi jeg forberedte ham paa, at taget paa denne Maade, bliver der paa lange Strækninger ikke Tale om Inspiration, Digtning, men om Mathematik og Haandværk; steg han jevnt med sin Evne opover, blev Poesien mathematisk uden at han selv følte det. – Og for historisk Stof maa Fantasien først have faaet denne Evne til Mathematik. – Richardt har en absolut Mangel paa det Punkt at lægge en impliceret Plan; jeg ved, at der ogsaa skal Øvelse til.

Mine Portræter skal du faa. Hviid maa ogsaa have til sin Hædersdag. End jeg, som havde skrevet fem lange Vers til den samme Dag, og da jeg sluttede, opdagede jeg, at det ikke duede. Men saadant kan ikke gjøres to Gange. Til Bevis paa min Vilje, men ogsaa paa min Mangel af Evne, lod jeg Weilbach faa alle fem Vers til Opbevarelse, men med Forbud mod at sende. Nej, jeg kan ikke gjøre Lejlighedsdigte, uden at Anledningen staar mig fjernere. Her faar Poesien ligesom ikke Værd, jeg har jo i dens Sted siddet og sagt ham Hjerteord, som ingen anden end vi Tre, Fire troende kan høre paa. Forklar Hviid dette og sig, at saadan hænger det sammen med det udeblevne Digt.

Fra Greensteen har jeg nu to elskelige Breve, ogsaa et Par Digte, der vel bryde mod en ny Form, men endnu, som jeg skrev ham «holde paa at løbe efter hinanden i en musikalsk Sextur» – og som jo ikke gavner til Noget. – Jeg har læst to ganske ypperlige Kritiker af dig, og dine Rejseindtryk var skrevet i elskværdigt Lune; jeg lo og morede mig, som naar du skulde lægge din Rumpe tilrette. – (Husk paa i dine Kritiker at gjemme bort igjen «jeg», «vi», ja endog «man»; det gaar alligevel. –) – En Oversættelse ved Schmidt fra Fransk om «Romanen i vor Tid» var aldeles ypperlig, ogsaa som Oversættelse. Du skriver meget ligt denne Mand. Du siger mig mere Nyt end han; hvad han sagde, kjendte jeg, men hans Fremstilling lod mig alvej sidde og have Syner i det, jeg kjendte, – lange og herlige!

Ellers er det noget nedslaaende altid at læse denne Klage og se Vejen stænges, før man endnu er kommen ind paa den. – Men man kan kun svare med at tro paa sin Gud og sin Tid – og ikke blot paa Voltaires og Goethes. – – Rudolf Schmidt gaar paa Skruer; den mindste Anmærkning under Oversættelsen er en Skrue; hans Lap til mig – en Skrue, hans Stemme hul – og dog er han dygtig. Du maa hjælpe ham. – End Hviid, som har glemt Levin under Boguddelingen. Han stod ikke alene paa min Liste, men gjentagende har jeg mindet derom til min Kone og ham. Han skal ogsaa bevise mig den Artighed at tage Skylden paa sig selv og sende ham «Kong Sverre». «Smaastykkerne» er udsolgte. Oplaget var mellem 3 og 4000 Expl.

Hvad du skriver om L. Dietrichson og Bang er rigtigt. Og det ender med at du engang dræber L. Dietrichson. Men han skulde tages itide, og altid behandles med Mistro. Isandhed han er ingen Lærer i Israel.

At du dog aldrig har skrevet mig til om L. Dietrichsons sidste Bog. Jeg kan jo ikke læse den, og jeg faar heller intet Uddrag af den, ikke engang en Kritik.

Jeg ser at Martensen skal holde Talen ved Oehlenschlægers Statue. Det er et ganske utroligt Fejlgreb. Hvad har det Menneske her at bestille? Saadant er saa raat, at jeg skulde tro, det skeede i Norge og ikke i Danmark. Tag da Kjøbenhavns Borgermester med een Gang, eller forsaavidt det er Staten, saa Hr Hall. – Men hvad baade Staden og Staten i Embedsdragt har her at bestille, forstaar vist ikke Mange. Det er en Ære at tale ved denne Statue, som paa Samfundets Vegne kun tilkommer Carsten Hauch, paa Studenternes og Ungdommens Hr Carl Ploug.

Hvilket højtideligt Moment, og hvor trøstende. Fra norske Selskab kommer vistnok Sverdrup eller Richter som Repræsentant. Ibsen kan ikke tale. Men kommer Ibsen maa du faa fat i ham. Du kan tro det er en Mand, som kan tænke.

Da der holdtes Sørgefest for Øehlenschlæger holdt jeg paa at berede min Rejse til Kristiania. Saa heldig var det laget, at en Avis med Beretning om Festen blev lagt om min Ost. Jeg var dengang (som sædvanlig) aldeles syg af Kjerlighed; naturligvis ogsaa af Hjemve og Længsel til det Ubekjendte, og hvorom lagde sig en magisk Hemmelighedsfuldhed. Jeg fik Fred, blot hver Morgen jeg var udsovet og foer ud i den knittrende kolde, klare Luft. Mod Aftenen ganske syg. Kjerlighed, Ærgjærrighed, Hjemve, Uvished, – og saa laa jeg og læste i Avisen, og hvori Øehlenschlægers Navn glindsede gjennem Oljen.

Havde nu denne Indvielses Fest været udsat et Aar, var jeg kommen som Repræsentant fra norske Selskab og havde ved denne Lej lighed faaet holde den bedste Tale i mit Liv. Havde den været udsat et Aar, kunde jeg maaske have skrevet et Arbejde, som gjorde mig glad den Dag Festen holdtes. Nu vil jeg ikke rigtig være det for min egen Del, men for Samfundets; thi at vi ere komne saalangt, vi rejser en Kolossalstatue for vor første Digter, lover flittigt Besøg i de hellige Templer.

Skjønt dette Brev ikke egentlig er et Brev, maa jeg dog sende det. Thi det er jo ogsaa det samme, hvad jeg skriver; du skyder tilbage med en anden Bue. – – Nu begynder jeg at kjende Rom, Jeg ved hvad hver Statue i Vaticanet vil sige, og Kejsernes Buster kan jeg Træk for Træk som deres Historie. Hvor Templerne stod og sank ved jeg, Roms Historie næsten som min egen. Nu har jeg tilbage at kjende Kunsthistorien (Maleriets og Arkitekturens) saagodt, at ethvert Fænomen strax stiller sig i sin Række. Saalangt er jeg ikke kommen. Men dertil kommer jeg i Vinterens Løb; thi mine Forstudier begynde nu at ordne sig. Det er uhyre Masser at beherske, men som beherskede berede de ogsaa det Ordnedes stille Nydelse. Vilde du gjøre mig en alvorlig Tjeneste, burde du sende mig en Filosofi, som jeg havde godt af, det være sig Kants eller hvad du selv tror. Jeg er saavidt orienteret, at jeg ingen Traad taber, hvor jeg saa falder ned. Og til at læse dem i Række og Geled kan jeg ikke tage mig Tid, kanske paa mange Aar. Men nu og da vinde en Ven blandt dem, nu denne, nu hin, det er, hvad jeg længes efter, og maa indskrænke mig til.

Du skal sige mig hvad du i Vinterens Løb agter at tage dig for. Først: om du har et eller andet Stipendium; dernæst hvad du agter at udbrede dig over a. som Læsende, b. som Skrivende. Og for det Tredie: naar agter du at tage Doktorgraden? For det Fjerde: hvorover vil du tage den. – Det er mit alvorlige Raad til dig, at Doktorgraden skal du haste med. Ingen ved, hvorlænge Hauch lever, og du skal staa færdig. Et Universitetsliv maa du gjennemleve, af den simple Grund at du pligter det. Som Doktor har du visselig fore løbig Stipendier at rejse med, da det vel ikke kan være Nogen tvivlsomt, at du bør understøttes i Retning af Universitetsposten. Altsaa opnaar du et beskuende Rejseliv, derunder lidt Hvile, og siden et stort Forum, uden at nogen særegen Anstrængelse behøver at være forbunden dermed. Thi det æstethiske Liv maa paa intet Punkt være anstrængt. Noget i vort Judicium lider strax Skade derved. – Skynd dig altsaa op mod Doktoren, at du kan komme paa den jevne Bane, som baade skyder mod Maal og i mange Henseender letter dig selv.

Til Slutning et Par Ord om dit – Giftermaal. Jo, min Ven, du bliver baade gift og lykkelig. Det er slet Ingen som tror, at du formaar dette saa tidligt som mange af dine Venner; og har du troet det selv og er derfor nu mismodig, saa har du troet meget fejlagtig. Du vil blive nydeligt gift engang, naar du er bleven saa gammel, at det kan ske til din Lykke; thi meget af din Reflexion maa være med, og altsaa denne have vundet en saa behagelig Form inde under Følelsen, at den ret kan tiltale en ung Pige med stille Hjertelag. – Disse mismodige Enkemandstoner, hvori du nu spiller din ensomme Fløjte ved Hviids Udflytning, haaber jeg snart glemmes. Kom op af dine Forretninger, din Læsning, bliv Doktor, rejs, lev, nyd, og du skal se, hvor blidt det kommer en Dag.

Saa send mig snart Brev igjen. Tillige Weilbach, – om ikke Andet, saa en Gratulation. Men ikke saaledes at det tager Tiden bort fra mit Brev; thi jeg er gjærrig paa dine Bogstaver. Hils Hviid og lever ham Indlagte. Hils Fru Heegaard og sig, at mere end to ubesvarede Breve faar hun ikke. Hils de mange Andre; Gotfred Rode er jeg vred paa, fordi han blandt Nordmændene benyttede sit lille Øjeblik til at kalde Ibsens «Hærmændene» Indledning til et norsk Drama, som om det kan have Fortsættelse, der ikke kan tænkes anderledes end om igjen eller slet ikke. Nordmændene tror, at det ikke er rigtigt, uden de saaledes taler Sagamaal og læser op Historiens eget Bogstav fra Scenen, – og det lille Øjeblik en dansk Æstethiker havde mel lem dem, benyttede han til at stadfæste dem i denne Vildfarelse og gjøre Vejen tyngre for os Andre. Du maa takke ham.

Her er nu et herligt Oktobervejr. Du skal se, jeg faar noget udrettet i saadant smilende Selskab fra oven; thi hin Spaaen i Himlens Vejr, Fuglenes Flugt og Skrig, som de Gamle havde, bliver hernede saa let at forstaa; man føler sig bestandig afhængig af Vejret, Ens Indre skjælver i Solskinnets Glæde, ruger mørkt i Sciroccoen, lægger Vingerne sammen i Regnvejr, og lytter til alt Skrig, spejder mod hver sort Plet, om det bebuder en Forandring i de himmelske Magters Lune.

Farvel du Kjere! Mine Venner Richardt og Hartvig Lassen fra Norge beder hilse tilligemed Weilbach, og min Kone mange Gange!

din Ven Bjørnstj.


Til Clemens Petersen.

Læg et tykt hvidt Papir under Bladet, saa træder Skriften bedre frem.

Kjere Petersen!

Du ved maaske, at der nu i Norge føres en Kamp paa Liv og Død over mig som Digter. I Modstandernes Rækker er Prof. Monrad naturligvis Anføreren, og han skriver med megen Dygtighed. Han skriver af et ondt Hjerte ser jeg, følger mig lige ind i Evigheden med onde Spaadomme. Meidell anfører Forsvaret, er altfor klog til at indlade sig paa de enkelte Bøger, men vækker syngende poetiske Erindringer om mig, afdækker den Andens Ondskab, er vittig, kjerlig, samler Gemytter og lader Fem være lige, hvad ellers det Æsthetiske angaar, hvorpaa dog netop han ikke har ringe Forstand. Monrad har Theorien forud, men den sørgelige Skjebne, at han er nægtet den dybere Forstaaelse. Det er som Satser og Bevisrækker ganske rigtigt, hvad han skriver, men passer sin Gjenstand som hin bekjendte Næve passede det blaa Øje.

Han har ogsaa dennegang forløbet sig. – I det Enkelte: thi havde han læst med Rolighed vilde han ikke have troet at Kroningen er det, hvorom Kong Sverre handler, men om noget meget, meget mere; han vilde ogsaa historisk have underrettet sig og fundet, at den i Norge var noget splinternyt, af Magnus indført, som blot brugtes til Paaskud af begge Parter og overhovedet vilde han, naar han ikke dreves af saa blindt Had, undgaaet mange lige store Fejl og en Del Uærlighed) – I det Hele fejler han; thi havde han ventet, saa havde han udrettet noget; men naar Sigurd Slembe nu kommer ovenpaa, saa bliver jo det Hele frugtesløst, eller maa begynde forfra, hvad Folk ikke ville have. Og saadan bestandig. Thi jeg er jo ikke en Digter som Øehlenschlæger, der kan angribes for fejlagtige Retninger, eller bebrejdes at jeg ikke ved, hvor min Styrke ligger; heller ikke En, som skaber det næste Arbejde ud af det førstes Standpunkt med blot fortsat Fantasi. Jeg er en Digter i Udvikling, der kan ingen endelig Dom eller Spaadom gjøres. Der kan ikke engang med synderlig Nytte gaaes ved Siden af mig; thi jeg er ikke dertil langt nok kommen. – Men da der nu maa en Del Had ud, før en ordentlig Kritik kan komme (thi kun Kjerlighed kan kriticere) er jeg ret glad at det kommer nu, medens jeg er fraværende, og før jeg endnu har skabt noget af det, hvorfor jeg er bleven Digter.

Det synes som at hele Kristiania er i en ubehagelig Bevægelse, som det er godt jeg lever udenfor, der demonstreres i Theatret med Hurraraab for mig, som selv Regjerings- og Højesteretsmedlemmer istemmer (har du hørt slige Folk!) – og andet Saadant, som jo ikke leverer noget, der kan klare eller gjøre mig godt. – Jeg faar Artiklerne nedsendt, jeg, min Kone, mine Venner læse dem. Jeg er atter som i Norge, hvor vi, min Kone og mine Venner nemlig, daglig havde samme behagelige Beskjæftigelse og Samtaleemne. Men betydelig roligere kan jeg nu læse det; thi dette rører ikke ved Andet end det, som jeg magter; jeg pines ikke af den Følelse ikke at kunne svare og handle som den Sejrende; de bære sig ad som nogle Tosse hoveder, det er min fornemste Følelse. Den enkelte Fordrejelse af min poetiske Tanke (og der er mange!) gjør nok ondt; men jeg er af de Lykkelige, som en Nats Søvn rejser højere op end jeg lagde mig.

Jeg skal nu gaa over til Sigurds sidste Stykke. Atter beskjæftige Forstudierne mig, naar du modtager dette Brev, skjønt dennegang i forholdsvis kort Tid. For Øjeblikket gaar jeg og mejsler hist og her i det renskrevne andet Stykke, o, som jeg elsker!

Heise er kommen, og skjønt han bor lige ved Siden af har han ikke besøgt mig. Se, derover er jeg fornærmet. Richardt er atter rejst. Ved du, at Richardt trods megen Venlighed, megen Tiltro, som det besejrede Øjeblik slider fra ham, dog bærer en stille Opposition mod mig? Jeg er temmelig vis paa det, skjønt jeg skal være en Skjelm om jeg begriber hvorfor. Saameget ser jeg, at han dog ikke bliver mig noget her i Vinter; kan ikke Hammerich, naar han kommer, blive mere, saa er jeg ogsaa denne Vinter alene, og kun den Forandring at jeg har min Kone, som dog ingen literær Fortrolig kan eller bør være. Richardt er dog, naar Alt kommer til Alt, idefattig. Jeg kalder saa disse Mennesker, som maaske bære een Ide ad Gangen, men paa en saa partikulær Maade, at den ikke taaler Berørelse, før den har faaet fuld Form, med Begyndelse, Udvikling og Slutning. (Paludan Müller). Den staar da der som noget meget interessant; men lidet velgjørende. Richardt har jo nok en liden lyrisk Varme desforuden; men ogsaa den maa først tage hjem og stege Æblet; han kan ikke være med og nyde det friskt paa Marken.

Du skal skrive til Philip Weilbach; det er skjønt som han holder af dig. Og er der noget, hvorom han har æsket dit Raad, saa skal du svare ham; thi han har en stærk Tiltro. Husk nu dette, og skriv ham til. Nu er han saa lykkelig, og han kundgjør sin Lykke paa en saa smuk, mod Andre opoffrende Maade. – Sig mig, kunde du hjælpe ham til noget, naar han nu atter staar med Familie i sit Hjem? Nu skriver min Kone andet Stykke af for dig.

Dette lille Brev vil jeg sende, jeg ved egentlig ikke hvorfor; men det skal ikke betage dig noget længere, naar dit eget Brev kommer. Jeg har læst dine Opsatser om det kgl og franske Theater, og maa beundre deres franske Stiil og rolige danske Tankeærlighed. Vi arbejde nu langt bort fra hinanden. Der er ikke Tale om Samarbejde i samme Forstand som før; thi i alle Fald du bliver saaledes udrustet i dit Fag, at jeg ganske forvandles til Tilhører. Du har ogsaa nu faaet en Form, hvortil Intet længere er at sige. En Artikel som den om Carit Etlar, mageligt skrevet som den er, beviser bedst din uhyre Overlegenhed i Materien; se, saadan lønner det at arbejde. Nu maa du ikke slutte med Theaterkritiken; thi du er ligesaa uundværlig som Wiehe eller Phister dernede; du har isandhed skaffet Kritiken Rang igjen; jeg hører ogsaa af Folk, som kommer herned, hvorledes du staar godt og sikkert blandt de Tænkende. Ja, kjere Petersen: Fremtiden er vor. Og Ingen skal kunne sige, at vi ere komne til den sovende. – Og forat tage igjen en Hovedtanke fra mit næstforrige Brev: dit Tungsind ser jeg, Skam, Intet til i din æstethiske eller al anden Anskuelse; den giver fremdeles blot Solonumre i smaa Selskaber som hos mig. Hils det fra mig, naar det næste Gang optræder!

din Ven Bjørnstjerne.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

Paa en Tid, da jeg havde Stemning til at skrive følgende Vers, som maaske fortæller saa meget, at jeg slipper fortælle mere, –

Vær glad, naar Faren vejer
hver Evne, som du ejer.
Jo større Sag,
des tyngre Tag
og desto større Sejer.
Gaar Støtterne istykker
og Vennerne faar Nykker,
saa sker det blot
fordi du godt
kan gaa foruden Krykker.
Enhver,
Gud sætter ene,
han selv er mere nær.

paa en Tid, da jeg, Venskabets Mand, ja Produkt, havde Stemning til at skrive dette, kom det ganske som en Julepsalme mellem Fremmede at faa høre, De havde dediceret mig Deres fire sidste Eventyr. De, Vennen fra et Sommermøde, flygtigt, travelt mellem de tusinde fremmede Indtryk, De havde Hjerte forat erindre mig, naar mange Venner fra prøvede Tider ikke havde det.

Det rørte mig, min Kone ligesaameget og De havde her i Rom to Mennesker den Dag, som aldrig mødte hinanden uden at tale og færdes om Dem med alle mulige dejlige Ønsker og Overraskelser. Jeg fik frem Deres Eventyr forat se, hvilket jeg der skulde læse op igjen og opdager til min Forundring, at der er et, som jeg ikke har læst. Det maatte være Skjebne; som Theaterdirektør lod jeg engang en Elev prøve en Del Overgange med Stemmen og tog som sædvanlig Deres Eventyr til dette Brug og traf dennegang dette, som vedkommende Elev saaledes hakkede i, at Stemmen og Erindringen derom blev som Paddeskallen, hvori Eventyrets skjønne Sjel laa indeklemt. Jeg havde som én Angst forat komme den nær og løse Fortryllelsen, og i denne Angst laa Fjederhammen gjemt til den rette Tid. Igaar kom Budet om at løfte den susende gjennem Luften med Kjerlighed og Erindring, jeg sprang til, Skallen faldt, jeg tog Fjederhammen paa og bruste afsted med hele Deres forunderlige hjemlige og dog til det fjerneste Fjerne i Tankens Rige førende Storkeflok. Og aldrig har den ført mig saa langt, heller aldrig saa højt. Det er ikke alene Deres bedste Rejse, men der er en Vemod, et klogt stort Øje fra Himlen deri, en fjederlet Tilstedeværelse ved det Største og Mindste, saa aandig, at jeg ikke kunde andet end tænke den hele Tid paa det som vi kalde «Svanesang», noget til Himlen løftende, men saa højt, – at det bliver sidste Gang. Og det er vist, at den Dag det mældes mig (jeg haaber det bliver meget sent) at De ikke længer kan røbe af det Uanedes Hemmeligheder, men er selv flyttet op mellem Gaadernes Ophav og Løsning, – den Dag tager jeg «Dyndkongens Datter» frem, kysser Bogen og læser Eventyret langsomt ligesom vi følger til Graven under Musik. Og paa Randen deraf, ude paa Eventyrets Veranda, naar jeg saa staar der og ser ud i det Frie, er jeg vis paa, det sker med Taarer og med en Følelse af Hjemlængsel til det Eviges Minutter. Jeg kunde som Barn aldrig tænke mig Saligheden uden som det mest Pinende, der var til – næst Helvede; – jeg havde her en Følelse af den saa stor i det Uendelige, at alt det Oplevede og Ønskede ikke engang blev af Straaets Vægt i dens Herligheder, og netop derved kom dette korte Øjeblik paa Verandaen i Rang med mit skjønneste Livsmoment. Man kan aldrig komme længer i Glæde end til et Minuts Anelse af, hvad den evige Salighed er.

Var jeg hos Dem, da dette Eventyr blev skrevet, saa blev jeg bange, idet jeg vilde tro, at De aldrig skrev mere. Jeg begriber heller ikke hvad Indtryk der kan have skabt det. Den Evne De har til at finde de bedste Mennesker og i disse Mennesker det Bedste og at undgaa alt Andet, maa jo tilsidst føre op til det højeste, saavist som det Gode har Slægtskab med Gud. Og De maa netop derved komme højere, nærmere ham i Forstaaelse til Gjengivelse end vi Andre, som ifærd med Forstaaelsen, bortblander den i urenere Omgang, – i hin prosaisk tunge, lidt onde, lidt afsides førende, lidt fristende til Irlysene, som hopper om og vinker.

Maatte De nu beskyttet af hin Kjerlighedens Omgang længe bringe Bud til os fra og om det Højeste! Snart saadan, at ti Digte om Paradiset derved ere indsparede og overflødiggjorte, snart saaledes at vi finder det Højeste lysende i vore mindste Ting, og derved forsones med Jorden efter Paradiset, finder os selv og vor Familie, kan omfavne og føle Glæde, – men snart igjen saaledes, at det Højestes Tempel renses, vi pidskes ud af vore Sædvaner og vor daglige Bedrift ud af Stederne for det Hellige og Stille.

Da jeg er mig bevidst, at jeg mangen Gang har været vildfarende i Forstaaelsen af Dem, naar jeg nemlig har læst et Eventyr, som pinte mig, saa er det mig ofte nu en saa stærk Trang at faa raabe ud hvordan jeg er kommen til Forstaaelsen i Kjerlighed. Og da jeg paa den anden Side er mig bevidst, at jeg har talt med Dem om andre Ting end Deres Dyder og Fortjenester, er jeg vis paa ikke at blive opfattet som Smigrer. Ja, Bud og Hilsen, kjere store Digter og Ven; Gud velsigne Dem!

Nu havde jeg Lyst til at slutte, thi jeg er saa varm af Deres Omfavnelse. Men jeg ved jo, De spørger om, hvordan jeg har det og hvad jeg gjør. Jeg har det godt, indvortes og udvortes, ja jeg har aldrig levet lykkeligere, skjønt jeg har oplevet megen Krænkelse netop nu. – Og «Sigurd Slembe» sidste Stykke arbejder jeg paa, og det skal blive et stort Arbejde. Det andet skrev jeg i Ariccia, jeg læste det nylig i Foreningen (det er tre Akter), efter at have fortalt det første (som er een Akt). Jeg havde en solid Glæde deraf. Jeg har arbejdet et større Musikstykke for Heise, nemlig Bergliot over sin Mands, Ejnar Tambarskelves, og sin Søns, Ejndrides Lig i Throndhjem; de faldt nemlig begge ved Forræderi for Harald Haarderaade. Heise har dertil skrevet en Musik, som er den største, han har gjort, og som det skal holde haardt at høre uden Taarer.

Min Kone og min Gut gjør mig megen Glæde og giver mig megen Poesi! Ja, jeg er saa lykkelig, og jeg føler min Digtning saa voxende i Hjertets Klarhed og Aandens Styrke, at jeg kommer igjen som nyskabt.

Ham «den Haandfaste» skal De fortælle dette og hilse hjerteligt fra mig, saa hjerteligt, at det ikke blot føles som Ceremoni. Jeg skulde skrive ham til; men hvad skal jeg skrive om? Jeg har Mod til at sige dette lige ud, thi jeg ved at han forstaar mig. Naar vi atter har været sammen og knyttet et Par Ender, saa skal vi spinde dem ud, nu er jeg ført over i Meget og Mangt siden den Gang. Men hans Erindring hos mig er den samme klare, faste; han vil være mig en Vinding, saa oprigtig og sikker som han er; thi saa bevæget som vistnok mit Liv bestandig bliver kan jeg have det Behov, at saadanne Folk træde ofte i min Stue.

Træffer De Halls, Rung, Sannes, Thornams, A. Smidth (ved Casino) Gotfred Rode, saa hils dem fra mig og fortæl at jeg længes til Danmark.

Min Kone hilser Dem inderligt. Tak, Lev vel!

Deres taknemmelige Ven Bjørnst. Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.