1862

Til Chr. Hviid.

Rom 31/1 1862.

Kjere Hviid!

Saamænd, det var uventet at se din Haandskrift ringe paa hos mig. – Men det var kjerligt af dig; – det er ikke alle gamle Venner, som glemme mig.

Pengene fra min norske Ven kom mig meget uventet, men ogsaa meget belejligt; tak for din Umage og Beredvillighed nu som bestandig!

Du skriver at du dog vil være i Kjøbenhavn endnu et Aar. Nu ja, det tænkte jeg nok. I et frit Land har Juristen en stor Plads og navnlig før den almindelige Mand endnu er politisk opdraget. Men Hovedstaden uddeler dog alene Rollerne, og du bør ikke forlade den. Jeg forstaar dig ikke ganske i dette Punkt, jeg forstaar ikke at du kan læse Macaulay og ikke længes til at blive Politiker, og ikke føle, at du har Evner dertil. Tro blot ikke, at kun Phrasen gjør Politikeren i det mindre Land, fordi om det ofte ser saadan ud. Alvoret, min Ven, der som allevegne; det er Alvorets Tid, som overalt begynder. Du har Alvor, det er dette jeg elsker hos dig, ogsaa dette jeg nu savner her i Rom, ogsaa dette, der sluttede vor Kreds tæt sammen i Kjøbenhavn. Du har Hjertelag, Kraft, Evne til Vrede og Glæde, Interesse for alt Stort i Tiden, – og saa har du Kundskaber og Hurtighed i at omsætte dem. Mere forlanges ikke, o, det er saa uhyre meget! Jeg vil engang høre en ordentlig Udtalelse over dette Punkt, samt over det, hvorfor du forlader Advokatstanden, som dog opdrager Evnerne bedst og tillige staar det offentlige Liv nærmest. Du skylder mig en saadan Udtalelse.

Macaulay! – du ved vel, at jeg har slæbt hans Historie med lige til Rom; thi jeg kjender ingen dygtigere Læsning for en Digter. – Saa rent forskrækkelig som hans store Talent misbrugte sig paa det æsthetiske Omraade, saa bredskuldret indtager han sin Plads i det historiske, ser sig om som en Konge og byder til Stilhed. Ja, han har været mig som en Fader, der uden at lade som han ved, hvad jeg holder paa med, taler om noget Andet, men saaledes at hvert Ord er et Raad og et Exempel netop i det, hvormed jeg sysler.

Hauchs Digte har jeg læst, og de er det største, Julen har bragt. Petersens Dom har nok noget sandt; men jeg vil rigtignok overlade til ham at sige en 70-aarig Mand saadant. Især naar denne Mand hele sit Liv igjennem har lidt under karrig Bedømmelse. Carsten Hauch er en stor Digter. – Plougs Digte har ogsaa frydet mig, mere dog ved den Personlighed og det Liv, som stiger op deraf, end ved Fantasiens eller Synets Kraft. Den oratoriske Udsmykning er overalt kraftig, som det synes mig noget for kraftig, da den spreder for mange uensartede Farver over et ofte ganske lille Billede. Men ogsaa i dette viser det sig, at hans Vilje er større end hans Evne. Det er denne Vilje, denne stolte, ærlige Sjel som jeg beundrer, ja, som ofte har afpresset mig Taarer. «Elsker du mig?» – jeg ser ham saaledes i dette Digt, at jeg vistnok aldrig mere kan blive vred paa ham. – H. C. Andersens Eventyr ere mageløse; hans to Fortællinger derimod højst forunderlige og overanstrængte, skjønt med glimrende Syn i det Enkelte. Richardt læser Andersen ganske udmærket, og derfor er Andersens Julebog bleven os kjer. – Richardts egne Digte ere inderlige, ret velsignede. Han arbejder nu paa et stort Stof fra den første kristne Tid; men det gaar sent, og han er i daarligt Humør. Paludan-Müllers Digte har jeg ogsaa læst og vederkvæget mig ved deres klare Tanker, skjønt det synes mig, at han nu er undergivet for faa Indtryk, derfor falder han noget farveløs. – Ja, man kan rigtignok sige, at Danmark har et stort Julebord iaar, og at just ikke mange Lande nogensinde skal have opvist Magen.

Scharling er hernede; han er en brav Gut, godmodig, sund, frisk, men trods store Kundskaber inderlig umoden. Jeg bedrøves hvergang han taler om Petersen; thi Scharling er ikke det ringeste ond, og ikke istand til at bære Nag; derfor kan han ogsaa saares desto dybere, og Petersen har ret truffet ham. Herregud hvor let det havde været at sige ham alt det Sande, og dog kjerligt; thi Alt, hvad Folk siger ham, er ham ganske nyt, og han er strax taknemmelig.

Weilbach (som beder hilse dig) traver om her, saa han er bleven endnu magrere end han var. Han arbejder som en Myre, og nu i nogle Dage har han været daarlig, dog oven Senge. Gutten er saa fed som en Restaurationshund, han patter Kraften af Moderen og Faderen, men saa vil de jo begge To have det.

Weilbach er mig en sand Ven; han er ogsaa en trofast Natur. Kun er hans Tanker for meget optaget af Studier og Faderpligter, til at han kan være mig egentlig Omgang. En saadan savner jeg stærkt. – Richardt er det ikke; thi han pusler med allehaande, er Alles Tjener, Alles Selskab, tør Intet sige; vi ere Venner, men mest i Haandtryk. – Det er mig ofte paafaldende at en saa dygtig, ærlig, alvorlig Natur bliver liggende saameget paa den almindelige Alfarvej med alle Slags Smaaærinder; men saa er det, og den Drift, jeg fører med mig, gjør ham blot indesluttet.

Heise er lutter Musik, skjønt han i mange Henseender passer mig bedst af Alle her. Han er dygtig, har Ideer, sunde, paalidelige, men ikke egentlig høje, skjønt de kan være stærke nok. Jeg skrev «Bergliot» for ham, et større Nummer, som behandler Bergliot, Haakon Jarls Datter, over sin Mand Einar Thambarskelves og Sønnen Ejndrides Lig i Throndhjem, hvor de bleve myrdede af Harald Haardraade. – Hans Musik dertil har bevæget mig til Taarer. – Nu har jeg udkastet en tre Akts Opera til ham i stærk romantisk Farve, og det har moret mig særdeles. Første Akt har jeg udarbejdet i rene lyriske Sange, saa at jeg tænker hele Operaen skal blive et smukt Digt; – den vilde ellers ikke have interesseret mig. Saavel Richardt som Heise ere meget glade i mit Arbejde. Denne Plan og denne Akt har jeg tilligemed første Akt af Sigurd Slembes Død udarbejdet i Januar Maaned, og det kalder jeg godt arbejdet. Nu skriver jeg neppe mere paa Operaen, før Sigurd er færdig, d. v. s. ikke mere i Italien. Men han har ogsaa nok for en god Stund.

Heise døber mig i Musik, og jeg føler mig ogsaa snart som sat i Pagt med den. Mange Ideer vil jeg kunne udarbeide paa denne Maade, hvis det lykkes mig at forme dem helt igjennem til Digte og dog gjøre Musiken fyldest. Min Opfattelse af Textens Forhold til Musiken er en anden end Heibergs; men jeg ser, at det gaar godt, og da har jeg utvivlsomt her gjort Noget. Du ser, jeg i de (i hver Henseende) smaa Ravnkildske Sange har brugt den Heibergske Opfattelse; thi jeg vilde jo først være dens Herre, før jeg gik videre, lægge smaa Ideer paa en blød Form i Musikens Gænge; nu skulde du til Modsætning have hørt Bergliot, som er et nordisk, rimløst Digt, tildels med fri Rythmus. – Det Samme gjorde jeg jo ogsaa med Kong Sverre; jeg satte mig ved Oehlenschlägers Stol og lærte og gjengav efter Evne; – siden har jeg nu forladt ham i Sigurd Slembe og forsøger paa egen Haand. Nu ja, jeg arbejder, min Ven, ofte saa jeg er træt; men een Gang bærer det vel Frugt.

Min Dreng er sød, o, hvor han er sød! Min Kone er frisk, munter og længes til Neapel. Selv er jeg i bedste Velgaaende, bader fremdeles alle Morgener og gaar Tour.

Du skal hilse din Kone fra mig mangfoldig. Du skal ogsaa hilse dine Venner; fra Greensteen havde jeg nylig et prægtigt Brev, hvorpaa samtidig gaar Svar. H. C. Andersen vil jeg skrive til; sig ham det, hvis du møder ham.

Jeg savner Meget i Rom; fremfor Alt alvorlig Omgang. Jeg ser det godt, at de Andre ere trætte mig; men jeg er ogsaa træt dem. Der er formegen Æsthetik og forliden Ethik – i et kort Ord. Jeg holder ikke dette ud med bestandig Flugt fra det, der koster lidt, enten af Tanke eller af Mod eller af begge Dele. Æsthetiken gjør saa forbandet egoistisk og magelig, naar den udelukkende regjerer en Sjel, hele den øvrige Verden er kun til, forsaavidt den giver Behag eller Skræk. Jeg er ogsaa bange, at jeg selv er bleven mere alvorlig, eller at jeg i alle Fald ved Modsætningen drives til Yderlighed; thi det er mig ofte en Glæde, at lade de Andre, som kommer for at faa «lidt Passiar», føle sig lidt flade og smaa i en større Tanke. De driver da af igjen, og synes jeg bestandig er «saa oppe», de faar ikke more sig for mig. Nej, saa spiller jeg heller Wist med dem end «morer dem».

Farvel!

Din Ven Bjørnst. Bjørnson.

Du siger, jeg kommer til Kjøbenhavn. Nei, det gjør jeg nok ikke. Videnskabernes Selskab i Throndhjem har lovet mig Stipendium, saa bliver jeg i Tyskland et halvt Aar, det andet halve i Frankrig, og saa rejser jeg lige hjem; thi jeg har jo virkelig Intet at bestille i Kjøbenhavn uden at hilse paa Venner; og maaske disse da ere borte fra Byen eller i alle Fald borte fra mig, hvad kommer mig paa Eet. Jeg rejser lige hjem; der er ogsaa nok, som venter paa mig.

D. S.

Mit Stykke skal i Bergen ingen Indtægt bringe mig, da jeg dertil skylder Byen formeget af Glæde og Godhed. –

Du maa endelig gjøre pene Undskyldninger hos Hegel, fordi jeg har undladt at skrive ham til. Han skal faa saameget andet fra mig. Og tak ham for det jeg fik for Sverre, andet Oplag. – I April faar han Sigurd Slembe.

D. S.

---

Til H. C. Andersen.

Piazza Barberini, Rom 16/2 1862.

Kjere Andersen!

Det samme tynde Papir maa jeg faa Lov at bruge; men De maa lægge et Papir imellem, og jeg skal kun skrive paa den ene Side og skrive tydeligt. Tak for Deres Brev! Naar man faar Brev fra Dem, er man vis. Saamange Stemninger som De er underkastet: Deres Hjertes og Karakterforholde ere de samme, medens saamange Andres skifte. Et hurtigt, klart Smil, et tungt friskt Hjerteslag føles op af Deres Breve, med det Samme jeg møder de første Ord deri. Indtrykkene forjage hinanden med en vis Skyndsomhed, men Følelsens Fylde i dem gjør dem blivende for os, og forsaavidt de grupperede sig om en Person, en Sag, give de en saa fast, afsluttet Forestilling, at man føler, De ogsaa selv har opfattet for ikke at glemme.

Jeg er meget glad over at være med i den Kjede, som rækkende hinanden Haanden i Deres Venskab har en Plads for bestandig i Deres Hjerte og Fantasi. Jeg sætter med Vilje det sidste Ord til; thi Optagelsen af et nyt Billede har jeg bemærket er ikke hos Dem blot at putte det paa sin Plads i Bogen, men det maa svinge om saalænge, til det har givet Dem noget, enten som De før ikke havde lagt Mærke til, eller som det var Dem kjert at faa erindret.

Hils nu Collin fra mig, og sig ham, at jeg denne Vinter er skuffet i mere end een Henseende i Rom. Jeg havde ventet mig saameget af Richardt for min Omgang, men har Alt i Alt ikke faaet det Allerringeste; ligesom jeg ogsaa har ophørt at tro synderlig paa ham. Han er saa god og nydelig saadan for Lejligheden, kan træffe det rette Ord, fremfor Alt det fredelige, behagelige), men se, det kan nu baade Præsten og H. P. Holst, og vistnok kan Richardt det med større Smag end den første og større Inderlighed end den anden; men det var dog ikke dette vi trængte, i alle Fald er det ikke dette, som jeg bryder mig om. Saa hører han til denne lille Klikke, som vil have Stueluft ind i alle Ting, helst ogsaa i de offentlige. Der er ogsaa Stueluft i flere (ikke alle) af hans Digte. Han kan heller ikke spise et Æble friskt paa Marken, han maa først tage det hjem og stege det. Hernede har han og Heises slaaet Klikke, saa vort Foreningsliv er næsten brudt. Thi op i denne Klikke drage de nu snart denne, snart hin Tilrejsende, som kunde give friskt Liv, og er osAndre derved en Ærgrelse. Det er den Hageske Klikke, som vi har faaet at drages med, og som i et saa lidet Samfund gjør Skade. Bissens, Roeds hører naturligvis derhen. Et nyt Centralsted er Puggaards Selskaber nu blevet for denne Klikke. Jeg arbejder og rejser herfra saasnart som muligt, og jeg er bleven baade grætten og ærgerlig; thi to Aar borte, saa trænger man højere Selskab, jeg begynder at føle mig noget fattig. Min Kone og min Dreng gjør jo at jeg holder ud, men jovist længes jeg, – og som sagt: de ere blevne Forrædere mod mig, og jeg lader dem føle det.

Deres Fortællinger og Eventyr var mig en Velsignelse. Nu skal jeg korrekt sige min Mening. Først om Eventyrene, fordi de ere saa aldeles fuldendte og fine. Dette De skrev hernede er i Rang med det øverste, som De har gjort. Jeg vilde, at det skulde slutte der: det er min Erindring, mit Liv!» Det næste formørker blot denne dejlige Slutning. – «Sommerfuglen» er jo ogsaa et af disse fuldendte Billeder, som De gav Vinger, men saadanne Vinger, at de aldrig mere kunne blive Pupper, aldrig mere faa Høst og vente en Andens Opvækkelse. – Psychen gjorde et mægtigt Indtryk paa mig; men man vægrer sig forat læse den to Gange. Isjomfruen har en Begyndelse saadan, at det jublede og sang i Luften, lo med Grønt og Blaat og Schwejtserhuse. De har der skildret en Gut saadan som jeg havde Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Kattene, hun, som fulgte med over Fjeldet og saa ham ind i Øjet, – jeg blev begejstret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger. – Men kjere, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede istykker for os? – Den Tanke, som danner sidste Afdeling, har noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere, at De forinden, klart som naar en pludselig Kastevind kruser det stille Vand, har ladet os ane, at der boede i begges Sjele, hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke. – Men at De nænnede gjøre dette med disse to Mennesker! Maaske er det blot en Slags moralsk Svaghed af mig, kanske, at jeg ved hvilkesomhelst Mennesker vilde, naar det kom til dette Punkt, have holdt Haanden for og bedet Dem ikke gjøre det. Men jeg vover dog ogsaa at tro, at netop De maatte kunne have skildret deres Fortidsliv saadan, at Døden viste sig for os som en Fortsættelse i Lykke, og ikke som en grusom Forstyrrer, skjønt den syntes saa for dem selv og deres Slægtninge. Jeg husker «Dyndkongens Datter», o, hvordan føltes ikke Døden der, som den højeste Velsignelse! Jeg indrømmer, at her ønskede Heltinden den selv, næsten uden at vide deraf, og at under hine Forudsætninger i Isjomfruen maa Vedkommende saa langt fra ønske den, at de endog maa (især den Efterlevende) gribes af uhyre Rædsel. Men kan De det Ene, kan De ogsaa det Andet, og igjennem denne hendes Rædsel kunde saa vi se som Gud gjennem Skyerne godt og klart Vejr bag, og evig Lykke. Men nu sidde vi den hele Tid og protestere: hvorfor skulde disse to uskyldige Mennesker skilles? Hvorfor netop dem? Saa klare, saa hele, at Synden neppe syntes at have en Rift at komme ind igjennem – o, hvorfor dem? – Det, jeg kalder «sidste Afdeling», er hele sidste Halvdel, nemlig fra det Øjeblik Engelænderen træder op. Deres Naturbeskrivelse er saadan som jeg aldrig før har seet Schwejts tegnet af en Nordbo, og jeg har nu givet mig selv det bestemte Løfte at jeg vil se Schwejts. I det, jeg kalder sidste Afdeling, synes mig at Beskrivelsen af Sceneriet optræder vel selvstændig, bæres ikke i sin hele Udstrækning af Handlingen; men den har jo for os Nyhedens Interesse, for Andre Erindringens, derfor er det godt alligevel. – Saa har jeg i Almanaken eller Nyaarskalenderen seet et Eventyr af Dem om Pengen hjemmefra, det har moret os kostelig, da dens Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt.

Dette er hvad jeg ovenfor kaldte min Mening «korrekt fremstillet», og De vil se, at De har havt en meget opmærksom og meget taknemmelig Læser. Og naar jeg har havt noget at bemærke, er det kun «som Mand af Faget», min Nydelse har været stor. Vi have jevnlig brugt Deres Bog til deraf at læse højt i vore Samlag hernede, navnlig i vore Lørdagsaftener og i vore Juleselskaber. Richardt læser Deres Eventyr ganske udmærket, med tørt Lune og Blidhed. Fortællingerne kan han derimod ikke læse; dem maa jeg læse.

Min Dreng taler nu Italiensk med Værtfolkene og oversætter det for Moderen, som han tror ikke forstaar det. Jeg har utrolig megen Glæde af ham. Min Kone er snart saa kjendt i Rom, som hun for tyve Aar siden var i sin Barnestue. Jeg bruger dette Billede; thi Maaden, hvorpaa hun er kjendt, har nogen Lighed med hin. I Scharling («Moderne Christendom») har jeg lært at kjende et grundgodt Menneske og et ypperligt Hoved med Kundskaber; men han er desuagtet umoden. Men af ham vil der engang stige stærke Skud.

I Mai rejser jeg til Neapel, saa til Florens, Bologna, Venedig, Verona, Insbrück, München. Jeg bliver i Tyskland til December, tager saa til Paris og bliver der til Sommeren. Nylig har jeg udkastet en tre Akts Operaplan for Heise og arbejdet ham første Akt; jeg vil nu engang øve mine Vers til at bære noget af den Byrde, jeg føler. Med mit Stykke gaar det godt, med min Læsning og mine Vandringer ligesaa.

De danske «Digtsamlinger» har jeg alle læst. Hauchs er den bedste; ja den har fyldt mig paa en sælsom Maade; taler De med ham, saa tak ham fra mig! Taler De med Hr. Clemens Petersen, saa gjør mig den Tjeneste at takke ham for hans sidste Brev. Der bliver nemlig nok en Stund til jeg kan svare; (men det behøver De derimod ikke at sige.)

Kjere, kjere Andersen! Hvor jeg holder af Dem! Jeg troede saa fuldt og fast, at De hverken ret forstod mig eller holdt af mig, skjønt De gjerne med Deres gode Hjerte vilde begge Dele; men nu ser jeg, at jeg tog behagelig Fejl, og det har jo bidraget til at fordoble den Kjerlighed jeg føler for Dem. Fra Deres Venner hernede være De hjerteligt hilset, især fra Ravnkilde og Fru Schwartz og Frøken Kierulff. Denne Sæson holder Fru Schwartz grandiose Selskaber; jeg er i hvert et, kjeder mig dygtig, men spiser godt og gjør Bekjendtskab med Berømtheder (alle kjedsommelige). Dette, man kalder fine Selskaber, er noget, som snart finder sin Holberg, jeg er heller ikke længer i Tvivl om at de ere «Skjulesteder» for megen Synd, at de «offentlige Huse» ikke trække flere Penge bort fra sin Bestemmelse, ikke stiller noget mere Forfængeligt tilskue, ikke avler flere sandselige Tanker, og paa langt langt nær: lyver ikke saa. – Nu, der er Undtagelser; men jeg har nu seet mange nok, der ikke ere det.

Rummet byder Slut. Tusinde Hilsener til Fru Hall, Hammerichs, Alle jeg kjender, fra Kone og mig og flest til Dem selv!

Deres B.

---

Til Chr. Hviid.

Schwaz in Tyrol 18[–23?]/6 1862.

Kjere Hviid!

Tak for dit Brev og dine Penge; du er «en flink Fyr». Her slaar jeg mig nu til Ro (5 Timer fra München, 1 fra Innsbruck, og lige ved Jernbanen), indtil mit Drama, om muligt, er færdigt, ogsaa indtil Vintersæsonen aabner den bedre Theatervirksomhed, for hvis Skyld jeg hovedsagelig er i Tyskland. Naar jeg saa atter begynder at rejse, sender jeg Karoline og Drengen hjem til Danmark.

Her er et dejligt Sted, jeg har to uhyre Værelser i en stor Gjæstgivergaard, hvor jeg spankulerer om, naar jeg arbejder paa mit Stykke. Alperne hænger over Huset til den ene Side, til den anden ere de ogsaa, men give dog først en frugtbar bred Slette, den store Flod og en smuk Skov Plads og Beskyttelse. Alle Omegnens Gaardejere og bedre Folk samles her som til en Klub, de politicere frygtelig, og jeg med dem. Liberale Længsler ere faldne i Tyrolerne, de hade sine Præster (dette nylig saa bigotte Land!), de hade Junkerpartiet, de sende kun liberale Rigsdagsmænd, de ere fortvivlede over Finantsnøden, holde kun maadeligt af sin dumme Kejser, de ville udskille Venetien ganske, gjøre Ungarn til et selvstændigt Land, forenet med Østerig under een Konge, og saa ville de et stærkt, tysk, frit Østerig, – de ere brave Folk! –

Værten her, som tillige er Byens Postmester og Stedets Gæstgiver, har været Rigsdagsmand. Han er en gammel tyk Mand, som har ondt i Benene, taler meget lidt, røger des mere Tobak, er vittig, naar han siger noget, nøjer sig ellers med at nikke. Konen er endnu sværere, men hun ler og taler bestandig, dog med en Slags Værdighed, Langsomhed, som aldrig forlader en Tyroler.

Lille Bjørn, som lige fra Florents af bestandig har været frisk og rask, begyndte alt i Venedig at blive lidt fed, og her synes han at skulle blive det i større Grad end jeg tiltroede ham Evne til. Han er en ualmindelig smuk Dreng, naar han er frisk, og saa opvakt, at jeg nok undertiden synes det er lidt formeget for hans Alder. Alle Mennesker elske ham, han har faaet her saamange Foræringer, de hjælpe ham, Husets Folk og Fremmede, med hans Leg, saa han er i idelig Anstrængelse mellem hver Sengetime. Moderen spiser og sover og spadserer, stakkel hun trængte at faa hvile lidt ud. Hun vogner Klok. 7 som vi Alle, vi spise da til vor Kaffe; Klok. 12 Middagsmad, som regelmæssig bestaar af Kjødsuppe, to Retter Kjød og en Budding (fint tillavet, og rigtignok ikke med Besparelse af alt det, som kan henføres under Begrebet Fløde). Kl. 7 igjen spises der en Suppe (som vi selv vil, Melkesuppe eller Kjødsuppe) samt Kotteletter eller anden Sort Steg med Salat. Drengen drikker derimellem en stor Mængde Melk, jeg drikker intet Mere, siden Italiens Vin ligger bag mig, og jeg nødig atter vil tage fat paa Øllet.

Dette det Physiske. – Det Aandelige bliver ikke mindre tysk plejet, idet jeg jo drager sammen alslags tysk Lectüre forat forberede mig til mine Rejser, ligesom jeg flittig studerer deres Blade, da deres Forhold interessere mig ved den middelalderlige Tone, som høres derudaf. – Jeg vil forøvrigt ingen Betragtninger indlade mig paa; kun bemærke, at anden hver Mand her er færdig til at være med at slaaes for «Schleswig-Holstein», men jeg har endnu ikke truffet en eneste En, som har mindste Begreb om Tilstanden deroppe, endnu mindre om Stridens Sammenhæng fra Først af. Ja, de tro endog at Slesvig er et tysk Forbundsland! – Jeg har Allens svære Bøger med mig, de sidde dem fast i Halsen, og Kortene, som ledsage Bøgerne, faa Øjnene paa vidt Gab. – En Dansk burde aldrig rejse i Tyskland uden at have et Exemplar af disse Bøger med sig, ligesom han selv først burde have studeret dem. Men om selve det tyske Væsen ved jeg endnu for lidt Nyt, følgelig vil jeg, som sagt, ingen Betragtninger indlade mig paa. –

Om Italien har jeg derimod nu et ret godt Begreb. Du skulde i Aftenbladet læse en Artikel jeg skrev om Neapel; flere kunde jeg skrive, men har foreløbig ingen Tid. Hovedsagen er, at jeg har faaet en fast Anskuelse om deres Nutid og Fremtid, saa den enkelte og vildt fortolkede Begivenhed ikke længer skal lede mig fejl. Hjemme har vi rent ud intet Begreb om den inderste Kjerne i deres politiske Væsen, følgelig om deres Fremtid som Folk. Vi kunne til Exempel næsten glemme Mazzinis Tilværelse: han er den Dag i Dag Hovedfaktor i al italiensk politisk Tænkning, er deres egentligste Repræsentant, alt det Andet er tillært, og holdt sammen ved Cavour.

Den 23de Juni 1862.

Det gaar godt med mit Arbejde. Min Kone og min Dreng trives bedre Dag for Dag, de lege ude i Haven ovenfor mine Vinduer, og jeg maa sige, at jeg nu lever velsignede Dage, som jeg vist siden vil erindre med Længsel. – Du har i denne Tid travelt med at udsondre af Studenterfesten hvad der var Kjerne og hvad blot Punsch. Jeg haaber imidlertid at du har smukke Erindringer. Jeg for min Del er meget glad ved ikke at have været med. Dels er min Tid i mange Henseender endnu ikke kommen, dels finder jeg mig ikke længer ret hjemme, hvor Ordet lever altfor flot. Greensteen var vel Deltager; ham maa du hilse mangfoldig fra mig; han venter paa Brev, men jeg fik hans netop som jeg i Rom pakkede ind, og paa en Rejse kan man ikke skrive. Nu iler jeg en Smule med dette, forat I kan vide hvor jeg er; thi jeg vil jo gjerne høre fra Eder, netop nu, da jeg sidder med et hjemligt Drama, der tager Tone og Glæde af det Mindste, som har Slægtskab. Jeg venter halvvejs Scharling herhid; han skal fra Venedig af tage her opover; det kommer altsaa an paa, om han faar Brev fra mig til rette Tid. Han er en elskelig Personlighed, som jeg ret inderligt holder af.

Hvad du berettede fra Matthison-Hansen glæder mig; vel kjender jeg ikke Vedkommende som du siger; men det, som du indestaar for, tager jeg Hatten af for med en vis Skyndsomhed. – Det er kjedsommeligt at dit Brev ikke mælder noget om, hvorvidt du holder paa at lave til Barsel. Det syntes mig dog, som du ikke behøvede genere dig for en gammel gift Mand og Kammerat, og du har ikke for Øjeblikket nogensomhelst Efterretning fra dig eller dit Hus, der har en Vægt som denne. Hils din Kone hjerteligt fra mig; hun skal engang faa gjøre mit meget behagelige Bekjendtskab (du maa endelig rose mig; thi saa bliver man saa smukt modtagen). Og Philip skal du med Kone og Dreng hilse og kysse, de ere alle Tre nogle Pokkers kjække Mennesker, som jeg ret glæder mig til at se igjen. Jeg vil lægge et lidet Brev ind til Weilbach; men det maa ikke trække Kraften af min Hilsen til sig; du maa personligt og pent overbringe den. Og saa skal du lægge dig paa Hjerte hvad jeg før skrev: lad ikke den gode Clemens Petersen forcere Værket. Lad Weilbach stille glide ind i Forretninger som passe ham, støt ham og giv ham Tillid; thi den trænger han mere af end han ret vil tilstaa, og han fortjener den. Weilbach har arbejdet, det vil nok vise sig. Forsaavidt jeg ikke skulde komme til at skrive paa sidste Side, vil jeg paa denne sætte min Hilsen og mit Navn, og de to Dele lyde: min Kone og jeg hilse din Kone og dig!

Bjørnst. Bjørnson.

Senere.

Vort Vaarliv i Naturen fortsætter sig paa den blideste Maade, og mit Arbejde gaar vakkert fremad. Efterat den Nervøsitet har forladt mig, som Italien gav, og hvortil vistnok otte Bad i Adriaterhavet, der hvor det i hele sin Salthed og Tyngde slaar op mod Lido ved Venedig, ikke lidet bidrog, – har jeg roligere og stærkere Stemninger, flyder over i milde Tanker og ser Alting godt. Maatte dette fortsætte sig, og de rige Indtryk, som ligger bag mig, give mig den Frihed til at bevæge mig i dem, som jeg før har savnet. Thi naar Forraadet slap op, om det var i en lun Passjar, betoges jeg af Hede og Hidsighed; jeg vidste Maalet, men savnede Midlerne. Rigdom giver Rolighed. Og fortsat Rolighed glæder og føder Sjelen. –

Og den Løben efter Lygtemænd, som før var min svage Side, er ventelig forbi; thi jeg var før begejstret fem Gange om Dag, jeg er det nu saa sjelden og paa en saa anden Maade, at jeg først mærker det bagefter, naar jeg skal tælle det Oplevede over, hvor stort dette eller hin har taget Plads. Hvad er hin Løben efter Lygtemænd Andet end vor Trang til at beskjæftige sig med Idealer, og vor Mangel paa Exemplarer til at udfylde de Rubrikker, som føles tomme, og hvor man derfor gjerne putter den Første den Bedste ind. Har man derimod seet dem i hundredevis, saa alle Anlæg og Karakterretninger har fundet sine fuldt udtømmende Repræsentanter, saadan som en forbigangen Tid ejede dem, saa yttrer man kun en Gjenkjendelsens Glæde, naar man møder andre fra vor Tid, og man har, hvad der er det Vigtigste, Maalestok for en Sammenligning.

Men hermed, tænker jeg ogsaa, der er givet mig Mulighed for at faa et bedre selskabeligt Skudsmaal, end det, jeg tildels hidtil havde, hvor jeg vilde bebyrde al Verden med min allernyeste Begejstring og var beredt til at slaa Tænderne ind paa dem, hvis de ikke bed paa.

Din Ven Bjørnson.

---

Til Chr. Richardt.

Schwaz in Tyrol 13/7 1862.

Kjere Richardt!

Her er jeg, en Times Fart fra Innsbruck, 5 fra München, paa et henrivende Sted hos herlige Folk!

Til dig melder jeg det, fordi du intet dejligere Sted kan finde til at hvile ud i og jeg skal tilligemed min Kone gjøre dig, forrejste Mand, alt det Gode vi kunne.

Scharling er kommen, men rejser igjen om et Par Dage, da han bærer paa nogle græske Gloser, som skal op til Erlangen og frelse en lærd Mand. Han beklager, han ikke kan blive her, Egnen og Folkene have lige meget indtaget ham.

Han beder mig hilse, [i] «Bædeker over Venedig» finder du Stadt München sammesteds, et Hotel, som vi begge anbefale.

I Venedig skal du øjeblikkelig opsøge Grosserer Fischer, eller simpeltvæk Fischer fra Norge, en brav, dannet Mand, som vil gjøre sig en Fornøjelse af at ledsage dig omkring, da han ingen væsentlige Forretninger har, saasom han vil afslutte dersteds og gaa til Constantinopel. – Under Søjlegangene om San’ Marco-Pladsen, paa Venstre Haand fra Kirken af, finder du et Skilt, hvorpaa staar Gariboldi. Denne Mand er Skibsmægler, der gaar du ind og spørger efter Signore Fischers Adresse. Fischer er vanskelig at finde hjemme (han er Ungkarl), men naar du der nedlægger dit Kort og hilser fra mig og opgiver din Adresse og saa et Klokkeslet, helst om Morgenen, saa har du ham, – ellers kommer han ogsaa regelmæssig hver Aften paa Markuspladsen i Kaffeen til Venstre for Gariboldi (fra Kirken af), men først efter Kl. 10 Aften.

Jeg har maattet bruge mange Ord forat nedskrive dette, men han vil spare dig mange Timer, hvis du træffer ham, ogsaa mange Penge derved, at han er kjendt og færdig til at gaa med overalt. Der lever ogsaa en norsk Familie i Venedig, Boedtker med Kone fra Bergen, prægtige Folk, som Fischer nok vil føre dig hen til. Jeg har talt om dig til begge, men det er jo muligt, de ikke huske det.

Fischers Signalement, om du en Aften vilde søge ham (uden at Gariboldi var tilstede og kunde sige Besked) er følgende: en lang, smal Fyr, sort, kort Haar, smaa lyse Knebler (eller slet ingen, jeg husker det skam ikke, jo, han har! (senere Anmærkn.)) et kort, lille Ansigt, brat Pande, hvasse smaa blaa Øjne, men gode, en liden Næse, ser gjerne efter forbigaaende Fruentimmer, men uden Opsigt, har altid det ene Ben liggende over det andet og patter paa en Cigar.

Du skal hilse ham fra mig mangfoldig, men sige ham, han er et Asen, som ikke skriver mig til, hvormeget mine Vadsække kostede ham.

Jeg er færdig med den egentlige Udarbejdelse af mit Stykke og begynder imorgen at afskrive, hvad dog vil tage længere Tid. –

Min Kone lever fortrinligt, min Dreng ikke mindre, vi hilse, vi vente!

Ja, kom kjere Ven, det skal ret gjøre godt at se dig igjen!

Din Bjørnst. Bjørnson.

---

Til Chr. Hviid.

[Schwaz, septbr. 1862].

Kjere Hviid!

Dit næste Brev, indtil nærmere Ordre, «München poste restante». – Jeg er færdig, min Kone er om fjorten Dage i Danmark.

Herved sender jeg dig andet Stykke, det jeg skrev i Rom, men nu, efter endt tredie Stykke, har givet sidste Gjennemsyn. Om et Par Dage eller ogsaa med min Kone kommer tredie Stykke (de fem Akter). Om to Dage er det gjennemset for sidste Gang, saa det kunde sendes, men da jeg tænker mig, at de dog ikke kan trykke de tre Akter, som I nu faa, paa de første fjorten Dage, sparer jeg maaske Postportoen. – Endskjønt: jeg tror, at jeg hellere sender!

Begynd nu strax med Trykningen! Første Stykke (blot een Akt), hvoraf Halvdelen er skrevet (i Rom), expederer jeg fra München. Den tager 30 Pagina omtrent. I kan jo begynde at trykke den foruden? Kan I ikke, saa send mig Besked. I ethvert Tilfælde sig mig med omgaaende i et Par Linjer, at Stykket er ret fremkommet.

Richardt kommer snart til Danmark, han har været her. Han har lovet mig sammen med Gotfred Rode at besørge mig den digteriske Korrektur, og da Richardt har hørt mig læse Stykkerne, har han uindskrænket Fuldmagt i saa Henseende. Til det første Arbejde, det rent praktiske, skal hverken du eller nogen anden af mine Venner plage Eder; lad et betalt Asen trælle! Kun at Richardt og Rode faar det sidste Gjennemsyn!

Bliver det dem for svært (tænk 9 Akter!), saa maa du hjælpe dem eller faa en Anden dertil. Er der en Nordmand i Byen (spørg i Studentersamfundet), saa var han maaske villig til at hjælpe. Over Orthografien giver jeg Fuldmagt; kun hvor jeg har Singularis i Verberne (og Velklangen eller Kortheden, Kraften synes fordre det), maa det beholdes, trods at Subjektet er Pluralis; i mange Tilfælde, ja, næsten de fleste, dog ikke. Og saa har jeg gjennemgaaende Vejen, Øjet, o. s. v. – ikke Vei, Øie. – Dette er Alt.

Denne Side maa jeg saa offre lidt Smaasladder. Jeg har gjort mange udmærkede Bekjendtskaber, jeg har rejst adskillig omkring i det dejlige Land, jeg har mættet mine Øren med Sang og Citherspil, jeg har læst Literatur og udbedret min Kundskab. Men fremfor Alt har jeg skrevet, og jeg har følt den rene Glæde derved, som er mere end den halve Løn. – Under Alt dette har jeg havt liden Tid og Lyst til Skrivning udenom mit Arbejde, altsaa har heller ikke I faaet Brev. Vær forsikkret, at jeg har tænkt paa Eder med Længsel og Taknemmelighed. Weilbachs ligger mig mest paa Hjertet. Hvordan gaar det? Naar jeg kommer til München, lader jeg mig strax fotografere, og med et Portræt sender jeg ham Brev. Thi nu maa jeg snart høre noget fra ham, og jeg ved, det sker ikke ellers. Gaar Alting godt, saa er jeg paa Als Juleaften, og senere i Kjøbenhavn. Om jeg derfra tager til Frankrig eller hjem, ved jeg endnu ikke. Jeg gruer til de Dage jeg skal leve alene, jeg gruer mere end jeg kan lade mig mærke med, ja, det kommer ligefrem an paa, om det vil gaa; thi jeg har aldrig levet saa inderligt Familieliv som nu, og især denne Sommer kan jeg vel neppe faa skjønnere tilbage. Og saa er det saa dejligt med Gutten. Han taler et Gemisch af tre Sprog, men med en Uforknythed uden Mage, han er alles Ven, men du kan vel tænke dig, at han især er Faderens.

At du ikke har Barn, Hviid! Du behøver ikke strax tænke det Værste, du er skabt for Børn, du faar Børn, om ogsaa Gud frister din Taalmodighed; hvem ved, hvad Hensigt han dermed har. – Ogsaa vi maatte vente. Vi var gifte et Aar og to Maaneder, før jeg stod bag Skjærmbrettet og hørte det første Grynt af Knægten, som alt var kommen i Vuggen. Men har man ventet, saa kommer det desto dejligere, ja, det er ikke til at beskrive, min Konfirmationsdag var til da den største Dag i mit Liv, men selv ikke den forslog mod dette! – Jeg har opfattet dig saaledes, at for dig kommer meget paa een Gang. Se nu til! –

Naar du gjør Kontrakt med Hegel, saa tror jeg du tør sige, at dette Stykke for det læsende Publikum bliver som en rig Roman. Stoffet er dem ganske fremmed og ualmindelig spændende.

Dit sidste Brev var mig kjerkomment; du maa være velsignet i din Husstand, det lyser ud af hver Linje. – Velsignelse er det: af sit Hjerte at lægge ned i et andet; endnu større at faa tilbage. Men det er ogsaa noget, hver Dag at vende tilbage til noget, som er sikkert; især naar meget Andet bliver os usikkert. Og det danner vort Menneske at have som et Oplag af sig selv i Forvaring hos et andet Væsen, der giver, naar vi trænger Kraft, tager vore bedste Indtryk forat minde om dem, naar de slettere kommer. Hun er tro mod det Bedste i os, det vi ligesom har givet hende til Opbevaring; thi besad vi en ren, moralsk Glæde, gik vi først til hende med den, og hun vil siden ikke se os anderledes end som vi da vare og arbejde trolig hen dertil gjennem vor mørkere Time.

Hils nu din Kone fra mig og min og hils Weilbach med Kone og min dejlige Navne, hils din ganske Familie og hils Clemens Petersen med Familie. Hils Gotfred Hansen!

din Ven Bjørnson.

Dersom Hegel (saadan som jeg ser, at Trilogien af Hebbel «Niebelungen» er indrettet) vil dele Sigurd Slembe i to Dele (to Bind), – saa første Del bliver betitlet Sigurd Slembe, 1ste Del: «Sigurds første Flugt», «Sigurds anden Flugt», – og Sigurd Slembe anden Del: «Sigurds Hjemkomst» (som du husker er fem Akter), saa har jeg Intet derimod.

Hils Skuespiller Anton Smidth. Den Mand holder jeg meget af.

Jeg har ombestemt mig og sender begge de sidste Stykker paa een Gang. Nu mangler altsaa kun første, som blot er een (liden) Akt. Men tryk væk paa de to!

Jeg har havt mangen behagelig Stund ogsaa under denne sidste Gjennemgaaelse, men den behageligste nu, idet jeg føler, at jeg kan gjøre det næste Stykke bedre! Men om jeg skriver noget næste Stykke før jeg kommer hjem, ved jeg ikke.

---

Til Chr. Hviid.

Dresden 26/10 1862.

Kjere Hviid!

Nu er jeg kjed af at vente paa Matthison-Hansen. Har jeg ikke for hans Skyld lagt Brev ned paa Posthuset og søgt igjennem uhyre Rejsebøger paa Politikamret. Har jeg ikke sat mig fremst allevegne, hvor et Pianoforte rasede eller et Par Horn fjertede eller en Violin vred sig under Forløsningens Smerte? Jeg siger med Eyvind:

din Elskov bliver mig snart kostbar, Hulda! –

Ikke alene at jeg mærker den i min Børs, men som altfor bekjendt kan jeg ikke udholde Musik stort mere end en Time ad Gangen; jeg indrømmer dette ordløse Forunderlige ingen længere Ret til at stænge mine Tankers sædvanlige Bane. Jeg har derfor lidt Kvaler som en Hund, der er kommen ud for Blikinstrumenter. Hvor i den musikgale Hob et langt Haar er seet svømmende over Fladen, eller hvor jeg saa noget langhalset Noget stræbe frem eller store Tænder, saa op med Kikkerten. Nu er jeg kjed deraf; han maa bestemt ikke være kom men til Dredsen for Musikkens Skyld; medens man maatte tro, at jeg var alene for dens Skyld kommen. Foreløbig er jeg færdig med Sydtyskland. I Weimar var jeg, ak, Theatret var ikke længere Gøthes. Overalt har jeg frit Theater og jeg lærer meget. Om tre Uger gaar jeg til Berlin. I Julen besøger jeg min Kone, det er muligt jeg da med det Samme gjør en Afstikker ind til Eder. – Siden gaar jeg til Frankrig, hvis jeg faar Alt arrangeret som jeg vil, og det haaber jeg.

I en væsentlig Grad beror det paa dig, hvordan du nemlig kommer overens med Hegel. Tal aabent med Hegel; det staar til ham, hvad jeg senere hen kan udrette; thi nu er jeg ret i Farten, nu begynder jeg at drage sammen, hvad jeg før stykkevis har lært. Jeg maa faa tage denne sidste vigtige Del af min Rejse i Dredsen, Berlin og Paris, der hver paa sin Maade ganske ere indrettede for Repetition og Betragtning, langsomt og omhyggeligt.

Fortæl ham følgende: gjennem Rhinegnen komponerede jeg en henrivende Fortælling. Den skriver jeg under mit Ophold paa Als, før jeg gaar til Frankrig. En har jeg færdig fra Rom, og saa har jeg de mindre. Jeg har under Arbejde et dejligt Epos betitlet Garibaldi; ganske kort, men vor Tid og vor Trang ligger deri. Alt dette faar han ikke, før jeg har udbyttet det til Fordel for det norske Selskab, d. v. s. før jeg selv har fortalt det Norge rundt. Dermed er jeg færdig Midtsommers, og da kan han trykke. Men heri ligger dog Penge, og paa dette maatte Hegel, som forstaar mig, som har Tillid til mig, som vil hjælpe mig frem, – maatte han bevæges til atter at give mig Forskud. Sikkerhed har han jo i alt, hvad jeg før har skrevet; thi alt ere efter nogle Aar min egen Ejendom som du ved.

Til Frankrigsrejsen haaber jeg at faa Hjælp, men kun delvis; om ogsaa det Meste, saa ikke Alt. Foruden altsaa, hvad jeg hertil trænger, har jeg cirka 200 Rd.s Gjæld i Kristiania; uden at faa denne afgjort, i alle Fald delvis, gaar jeg ikke gjerne did; dette er al min Gjæld. Thi den anden er saadan, at jeg betaler den engang, hvis jeg kan, og kan jeg ikke, vil mine Venner kun have gjort sig en Fornøjelse af at have hjulpet mig. Saadan have de sagt mig. Næste Aar er jeg Theaterdirektør fra Septbr af. (Stille!) Paa dette Storthing haaber jeg at faa 400 Spd aarlig forat videre udvikle mig som Digter. En Trediedel af Thinget ere mine personlige Venner, og Pluraliteten af Thinget i ethvert Fald mine politiske. Jeg faar desuden Statsraaden til at foreslaa mig, saavidt jeg tror. Det kommer ellers noget an paa Sigurd Slembe; men jeg har Tillid. – Mine Udsigter ere altsaa ikke saa daarlige? – Alt dette skal du læse for Hegel eller maaske rettere lade ham læse, og naar han har læst det og overvejet min Stilling og sin egen til mig, da tale med ham. Ser du: det, som Sigurd Slembe, første Oplag skal indbringe mere end jeg har faaet, skal jo du have. Men jeg maa ogsaa have Penge omtrent strax. Mine Stadsklæder blive saa uhyggelig gamle; de tage sig ikke længer ud som da jeg var paa Bal hos Vittorio Emmanuele. Her koster Alting meget, og det Ene med det Andet, dels kan jeg ikke leve rigtig sparsomt, dels maa jeg betale for Karoline. Men paa den anden Side ved du jo, at jeg lever heller ikke dyrt; jeg har ingen Lidenskaber at føde, jeg bruger kun hvad jeg synes er nødvendigt, men det bruger jeg ogsaa.

Her er min Stilling, mine Haab og mine Spørgsmaal. Lad Hegel bestemme. Vil han give mig Noget? Vil han ikke, sætter jeg ingen sure Mine[r]; han har været en Hædersmand mod mig. Men reelt, klart skal der svares fra hans og din Side, at jeg kan lægge min Plan for nærmeste Fremtid; – og strax maa jeg faa gjøre det.

Du skal hilse din Kone og Weilbach med Kone og Søn. Min Adresse i første Tid er: Dresden poste restante.

Du skal tage dig af Carl Moritz, naar han kommer, finde Folk op til ham, som kan vejlede ham eller som kan læse lidt med ham; thi det er min Agt at gjøre en Mand (en Handelsmand) af denne begavede, kjække Tyroler. J. Sanne burde egentlig have et Exemplar af Sigurd Slembe – ikke sandt?

din Ven Bjørnstjerne Bjørnson.

Hvad jeg i Brevet har skrevet til, om at jeg næste Aar fra Septbr er Theaterdirektør, forholder sig saa, men derom maa Intet siges. Jeg kunde have været ved det norske fra i Sommer af, men frabad mig det; det andet vil nu have mig og har talt til Ole Bull hemmeligt. Han har som en Hædersmand svaret, at jeg ikke overtager det, før begge Theatre sammensmeltes; nu foregaar denne Sammensmeltning til næste Sommer. – Da faar jeg ikke alene en god Gage, men jeg opfører mine egne Stykker til Helbredelse og Bedring for min stakkels Kasse. Bed ogsaa Hegel bevare Tingen som en Hemmelighed, d. v. s. som Formodning gaar allerede Tingen i Norge; men de indre Traade kjender kun Ole Bull og nogle faa til.

---

Til Chr. Hviid.

«Stadt Gotha», Dresden 9/11 1862.

Kjere Hviid!

Din Godhed ved saa mangfoldig Lejlighed rører mig. Jeg er dig saa hengiven og saa taknemmelig, at du derved maa tænke, du har gjort mod mig, hvad du skal være glad ved dit Liv igjennem. Jeg faar vist aldrig Lejlighed til at gjengjælde dig; jeg forstaar ikke, hvordan det skulde gaa til. Trang dertil har jeg saa stor, at jeg nu faldt dig om Halsen og kyssede dig som en Pige af Mangel paa Lejlighed til at gjøre dig godt, – hvis vi nu mødtes.

Men Hegel skal du ogsaa takke. Og jeg skal gjengjælde ham det; thi der kan jeg. Lad mig nu kun faa komme til Ro og Orden, og jeg skal foruden hvad jeg arbejder af større Ting være ham behjælpelig med mindre for hans forskjellige Foretagender. Fortiden gjør det mig ondt, at jeg Intet har, der er egnet for hans Skrifter; nogle Rejsebemærkninger vistnok, men meget aforistiske og helst om Kunst og Theater; Lorentz Dietrichson, som jeg traf i München, saa ud som et Lig paa Grund af Alt, han maatte arbejde, og jeg fandt det menneskekjerligt at give ham, hvad jeg havde. Dette skal du fortælle Hegel, at han ikke skal misforstaa mig; havde han været i mit Sted, han havde akkurat gjort det Samme, hvis han havde seet, hvor medtaget og træt Dietrichson saa ud.

Det synes som at jeg ikke kommer til Frankrig. Idag fik jeg Brev fra Kristiania, hvori det danske Theaters Direktion gjennem en Ven spurte om min Mening ligeoverfor de gamle danske Skuespillere, og dette skal vel betyde, at de tænke at maatte bruge mig strax; men frygtede, at jeg var for haard. Deri tage de dog fejl; det være langt fra mig at ville afskedige Folk, som have tjent i over 25 Aar, – langtfra mig! Og hvad Sammensmeltningen angaar, er den faktisk foregaaet idet jeg med fri Myndighed overtager Theatret; thi mig følger de norske Skuespillere.

Det Hele kommer mig for tidligt; en Frankrigsrejse maatte jeg faa gjøre; jeg er i kunstnerisk Henseende netop nu saa forberedt. Og jeg vilde faa skrive en liden Fortælling, maa altsaa nu skrive den i mine Feriestunder, og det bliver ikke saa godt. Jeg holder fast ved mit Forsæt til Sommeren at grundlægge et Fond for det norske Selskab og dermed Fortællinger for den herlige Hegel, og dem maa jeg sælge ham for godt Kjøb, at han kan tjene paa mig.

Hvad jeg nu gjerne vilde have, var 500 RD. saaledes at du tog dig betalt af de 200 og (efterat have gjort Afdrag af det, som de kostede at faa fat i) sendte mig Resten strax.

Her har jeg det godt i enhver Henseende. Jeg er herlig optaget overalt paa mine smaa Fortællinger, jeg gaar i Musæet og i Theatret hver Dag og er i literære Foreninger. Dresden er en mageløs By!

Angaaende Korsfarersangen, vil jeg overtænke, om noget Andet falder mig ind; men vent ikke derpaa. Er Bogen ikke snart færdig; den var dog et godt Indlæg i Theaterstriden i Norge; den kunde give En og Anden Haab og Mod. Richardt og du og Weilbach have vist tilsammen et svært Arbejde, jeg kan se det gjennem Linjerne.

Hils Clemens Petersen fra mig; at jeg nu ikke skriver ham til er Mangel paa en Lejlighed; thi jeg havde Trang dertil; jeg ser Meget anderledes nu end før, men dølger rigtignok ikke det Haab, at han maa gjøre det Samme. Det gaar ikke an at experimentere med et Venskab, og det har han maaske lært blandt det Meget, som vi begge kan have lært siden vore sidste Breve og i den pinefulde Taushed.

Men hvordan det end bliver med os, saa skal jeg aldrig glemme, at jeg aandeligt skylder ham mere end nogen Levende.

Hvordan har Weilbach det? Kjere, sig mig det eller lad ham selv sige det; du kan ikke tro, hvor ofte jeg tænker derpaa, og Uvisheden tynger mig. Weilbach er let at bøje, skønt han ikke vil være ved det, og han er en meget fin Natur, som jeg derfor med Bekymring ved sat i usikkre Forholde.

Om din Kone mælder du Intet; jeg tror derfor, at det staar godt til. Du skal hilse hende fra mig; jeg skal rigtig studere hende, naar hun engang skjænker mig The.

Vil du være saa god i Anledning min Tyroler (og her maa jeg atter takke dig!) at gaa op til Sanne engang du (snart) gaar forbi og spørge fra mig, hvordan han har det; thi det øger maaske deres Velvilje for ham og kan i det Hele taget ikke være af Vejen.

Hils Weilbach, o hils ham! og hans Kone og hans dejlige Dreng!

Din Bjørnson.

---

Til Clemens Petersen.

Sønderborg paa Als 16/12 1862.

Min kjere Ven!

Efter tre Maaneders Adskillelse fra min Kone og mit Barn er det mig ganske umuligt at berøve mig og dem nogle af de Dage jeg nu, foran en ny tre Maaneders Fraværelse, kan offre dem. Dette maa du indse. Mere end nogensinde er jeg bundet til Hjem og Kjerlighed, den franske Rejse staar for mig som en Skræk.

Men at du ikke kan komme hid, maa være begyndende Peber svendmagelighed, lidt Forfrossenhed, og for store Hensyn til meget smaa Ting. Det staar for mig som ubegribeligt. Jeg betaler din Rejse, dit Ophold; vil du have Pengene forskudsvis, saa telegrafer. Dette er da vel ikke blandt de ængstende Hensyn, du kan dog vel modtage det af mig uden Betænkelighed; thi det Modsatte vilde være mere end uvenskabeligt. Hvem der af os har Penge er jo fuldstændigt ligegyldigt; jeg har ogsaa tænkt af samme Grund at bede dig komme til mig næste Vinter og være hos mig, naar jeg faar Hjem og Fred. Du kan paa mange Maader gavne mig og os deroppe og kan dog selv have dit Otium.

Hvad det andet Punkt angaar, at der i et Møde ikke skulde tales «om det mellem os Passerede», saa er dette lige saa ubegribeligt. At du ikke kan tænke derpaa «uden at blive rasende» – er jo blot en Formel, som man giver ud for ikke at røre ved Tingens hele, fulde Værdi. Men saadanne Formler have det tilfælles med Bankens Sedler, at de begynde med at repræsentere den fulde Værdi, men ende med at være 5 Gange saa mange som man har Værdi liggende, idet man stoler paa at ikke Alle paa een og samme Dag ville indløse. – Jeg ved jo i dette Tilfælde meget godt, at man ikke over samme Sag kan kommandere Raseri frem hver Dag et helt Aar igjennem. Jeg ved jo ogsaa, at «det mellem os Passerede» er altfor naturligt kommet og taget, til at det ikke taalte at eftersees.

Tingen er jo kort og simpelt den, at Venner maa bære over med hinanden, naar de begge bevæge stærkt udprægede Individualiteter. Man kan vel i første Øjeblik være rasende, som ogsaa jeg var, men det klarere Syn paa Manden indsætter atter Kjerligheden i fuld Besiddelse; kun bliver man varsommere, og dette har jeg været. – I et Brev du engang skrev mig til, gav du dig Mine af at tro, at din misbilligende Kritik over et Arbejde af mig havde vakt min Vrede; dette ved du naturligvis selv bedre, brugte det ogsaa kun som Indgangsdør; men som jeg fandt det bedst dengang at lade blive ubenyttet.

Naar du i Omgang og Brev billiger det Samme som du i offentlig Kritik misbilliger, saa er dette at experimentere, og kun en meget letsindig Mand vilde give dig fortsat Lov til at gjøre det.

Det er vistnok uadskilleligt fra din Natur at se en og samme Sag (altsaa samme Scene, samme Kunstide) i højst forskellig Belysning; Folk, der ere stærkt undersøgende, henfalde dertil uden at vide deraf, det bliver tilsidst Vane. I Hovedsagen er og bliver du dog den samme med samme Mening, jeg skal derfor taale det og se en Ejendommelighed deri, som endog stærkt kan belære og frigjøre mig selv ligeoverfor mange Gjenstande, hvorover vi kunne udvexle Ord. – Men du maa jo medgive, at saalænge jeg selv arbejder paa et Værk, skylder jeg mig selv, at unddrage det Indflydelsen af denne tilfældige Paavirkning; thi det fejler jo ikke, at dit Bifald fæster og din Daddel opløser noget i mig, og da kom jeg ilde afsted, hvis nu siden Bifaldet blev Daddel og Daddelen blev Bifald.

Altsaa: saalænge jeg arbejdede paa Sigurd Slembe, maatte jeg tie. At skrive dig til, min dyrebareste Ven, uden at skrive om mit dyrebareste Anliggende, gik jo slet ikke an.

Du daddlede i sin Tid at jeg ikke sagde dig selv, men Andre, at jeg var vred paa dig. Mangen, mangen Gang i vort Samliv har du fornærmet mig, og du har slet ikke vidst det. Det første Udbrud af min Vrede er for voldsomt, jeg har lært at bekjæmpe det, men saalangt er jeg ikke kommen, at jeg kan faa det ned til et mindre, jeg kan blot ophæve det, d. v. s. jeg gaar afsides med det eller til Andre. Men tro nu blot ikke at jeg gaar til dine Fjender med det eller til dem, som ere uværdige til at tale med mig om dig.

Du ved, at der maa stor Kjerlighed eller stor Respekt til for at kunne dæmpe Udbruddet i Øjeblikket; der lever faa Mennesker, foran hvilke jeg kan det. Ej heller er det længer saa med mig, at En og Hver kan gjøre mig vred. Du vilde, hvis du kom hid, i mange Henseender finde mig meget forandret. Jeg led i Italien usigelig af Nervøsitet og Travelhed, siden jeg er kommen ud af Italien har dets klare Luft og dets store Syner saa ret egentlig sænket sig over det, jeg besidder.

I Berlin hos min Fætter (i Paranthes: en ualmindelig musikalsk Begavelse med norsk Aand) hørte jeg at Fru Thoresen havde sagt: «Stakkels Bjørnson, han har det ikke godt, han skulde have været her hos mig!» – Nu ved jeg nok at Fru Thoresen er et letsindigt Menneske, hvis Længsel efter Alvor er Længsel til Ligevægt. Yttringen behøvede altsaa ingen Betydning at have udover Øjeblikkets Belysning; men tænker mig den dog sagt i et vist Ansvarlighedsforhold til dig. I Guds Navn, hvad har du da egentlig ment med den Replik, som Fru Thoresen der har sagt? –

Jeg har virkelig aldrig været saa fuldt lykkelig som jeg nu er.

Sigurd Slembe maa ogsaa stærkt kunne vidne, at Forfatteren maa være en befriet og glad Mand; thi ellers var jo det at digte overfladiske Bevægelser paa fremmed Grund. Den samme Bog siger vel ogsaa, at jeg ikke altid har været som jeg nu er; men det er et Vidne mere for at det er sandt, naar jeg siger: jeg har aldrig været lykkelig som nu.

Jeg tror at et kraftigt, et rigt Liv ligger for mig; fysisk og psykisk har jeg Utaalmodighedens Kraft efter at begynde; thi det er mig som begyndte jeg nu fra mit tredivte Aar.

Kom hidover! Telegrafer istedetfor alt det Papir, om du gjør det eller ej. Skal jeg møde dig? Jeg har allerede udseet dig Værelse, har tinget derom som om Maden. Pak dig godt ind, navnlig maa du have Fodsæk. –

Hils Hviid og Fru Thoresen og Weilbach; jeg skriver snart Hviid og Richardt til.

Din Ven Bjørnson.

---

Til Clemens Petersen.

Sønderborg paa Als 21/12 1862.

Kjere Petersen!

Du maa ikke i mine Breve læse Andet eller Mere end det, der staar, ej heller mindre. Thi paa denne Maade blive vi jo aldrig færdige. – Naar jeg siger, at jeg har fundet dig af forskellig Mening over een og samme Scene eller Karakter til forskjellige Tider, ja tilføjer: af en forskjellig Mening over een og samme Bog som Helhed, da forholder dette sig saa. At du ikke kan indrømme det, finder jeg ikke overraskende; thi det sker naturligvis dig selv ganske uafvidende. Men jeg husker ikke alene mine Arbejder fra den ene Ende til den anden, men ogsaa hver Bemærkning, der er sagt om dem. Jeg kan fremføre med Citater af dine Breve sammenholdt med dine Kritiker en nøjagtig Begrundelse af min Paastand, jeg kan nævne dig hvad du mundtlig har sagt, samt hvor og naar.

Altsaa skylder du mig Tiltro. Men en ganske anden Sag bliver det, hvordan jeg nu opfatter denne din forskjellige Dom; om jeg dog ikke kan se en Enhed mellem dem stik mod Bogstaverne, og det kan jeg. Men Faren for Misforstaaelse er alletider tilstede for den, der arbejder, og derifra min Taushed under Sigurd Slembe. Erindre dig den ubegrændsede, næsten latterlige Tiltro jeg har havt til dig, selv hvor du var paradox og vild. Jeg har endnu en overordentlig Tiltro; men den er begrændset, maaske derfor ikke længere til at forstyrre.

Du siger, at Venskabet er intet Tugt- og Forbedringshus. Gud ske Lov, det er det. Vidste du, hvad vort netop som saadant har været for mig! Hvad din direkte Daddel og Vrede, din Taushed, dit Blik, din blotte Tilværelse, uanset Nær- eller Fraværelse har været mig til Straf, til Tugt, til Forbedring! – Og mine Kammerater allesammen! I den Tid før jeg kunde noget og dog vilde være noget, og siden da jeg virkelig blev noget, men vilde gjøre gjældende hvad jeg ikke havde eller forspilde hvad jeg havde.

Hvad har ikke ogsaa denne Tid været mig til mangehaande Selvprøvelse og streng Erfaring, denne Tid hvori jeg ganske, men frivillig har savnet dig.

Har den da været dig slet Intet? Har du ikke lært at behandle os Andre med lidt større Varsomhed? At give mig i det Mindste mere Tiltro, og selv at vogte dig for at experimentere med dyre Ting. Jeg har til Exempel nu læst, hvad Heiberg har skrevet om mig. Er det da ikke forunderligt, at du saa ganske har fordulgt mig denne Mands egentlige Mening? Det er skeet i bedste Hensigt, det ved jeg, men har du ikke efterhaanden lært, at man kan kun i Digt, ikke i Liv og Omgang sætte det, der skulde være, istedetfor det, der er? – Du maa have lært det; thi Venskabet er os et Tugt- og Forbedringshus ligesom Kristendommen.

Du siger, at dersom du ikke findes værdig til at være tilstede hos mig i det, jeg arbejder, saa er Venskabet ude. Vær fuldt tilstede, baade før jeg lukker af og bagefter; du, som ved, hvad det er at digte, du ved ogsaa, hvor sent en Forfatter lukker af, og at det, han endelig lukker sig inde med, er blot hvad han bar og overalt, hvor Venskab gjorde ham det varmt og hyggeligt, udstillede stykkevis, sammen med Andre diskutterede, forbedrede, prøvede, fandt, – saa det at gaa til Værkstedet og der lukke sig inde, er ikke at lukke Fortroligheden, men Forstyrrelsen ude. – Dit Udbrud er en Overdrivelse. Men paa samme Tid maa jeg bemærke, at jeg ikke ved noget om, hvorvidt du fremtidig faar mere med et Arbejde at gjøre end du har havt med Sigurd Slembe; dennegang var det mig Nødvendighed ganske at lukke af, selv naar jeg gik ud; hvordan det siden bliver, beror jo paa Meget. Ere vore Handlinger ikke alle naturlige Led i en Følgerække, hvori Andre ogsaa flette sine ind!

Overdrivelse er det tillige, hvor du siger, at du har Raad til at opgive vort Venskab. Jeg skjønner ikke af hvad Aand saadanne Overraskelsens Yttringer gaa ud. Man bedømmer Yttringers Sandhed ved at maale dem paa sig selv. Og jeg har ikke Raad til at op give vort Venskab! Jeg har i over et Aar Ingen havt, med hvem jeg kunde tale saadan, at jeg fik Svar. Vort Venskab er noget andet end Fortrolighed, end Hældning til hverandre i Sympathi; jeg kan ikke forklare det i sin Fylde, men jeg savner Svar og Spørsmaal, Drift og Evne, saalænge jeg savner dig. Ganske umuligt er det, at det kan være dig mindre; thi deri var en Naturlov brudt.

I de fleste Ting har du større Kundskab end jeg, i andre har jeg større Erfaring og sikkrere Instinkt. Spring derfor ikke over dette Brev, eller hvad jeg senere skriver dig til; dertil er du tilbøjelig. Du har havt Bevis paa at Lidenskaben kan overraske mine Instinkter, du besidder navnlig et. Er dette Skyld i, at du giver mig selv eller min enkelte Yttring saa liden Agt, saa slet nu Exemplet ud; thi de mange Kundskaber, de udvidede Interesser, den højere Skjønhedssands og det stærke, gediegne Familieliv Herren har forstaaet at binde mig fast i, har til alle Sider rejst Skranker; jeg løber ikke let ud, og allermindst efter Irrlys.

Meget af dette maatte du faa at se, hvis du kom hid. Men du kommer ikke; lad da dine Breve give Vidnesbyrd om Tillid, saa du lader staa i mine hvad staar, hverken flytter det eller sletter det ud, ej heller trakterer mig med en Frase eller en Overdrivelse istedenfor denne fulde Hengivenhed, som aldrig kan tage Fejl. Og saa, i Guds Navn, kan jeg ikke sige Mere til Opklarelse af det Forbigangne eller til Afværgelse af fremtidig Misforstaaelse.

---

Jeg maa le, naar du nu siger, at du har et større Begreb om Fru Thoresen end jeg nogensinde har havt, «skjønt hun ikke er Digterinde». Thi hvad første Del deraf angaar, har jeg altfor ofte maaske yttret, at hun er det mest begavede Fruentimmer, jeg nogensinde har kjendt, og hvad anden Del angaar, saa undrer det mig, at du saalænge vil fastholde den Definition af en Digter, ifølge hvilken du udelukker Wergeland, Welhaven og nu hende. Men fra saa dybt gaaende Anskuelser maa man leve sig løs; derom nytter ingen Diskussjon. I Realiteten er denne vel ogsaa temmelig uvedkommende for Andre end de Indviede; thi Andre skjønner ikke, at din hele Kritik af hendes Fortællinger havde dette til Thema, og saalænge du ikke vil forhindre deres Virksomhed paa Poesiens og Tankens Felt, saa lad gaa! –

Hendes Fortællinger har jeg endnu ikke læst. Jeg har læst Valdemar Sejer og ret forundret mig over, at det, som han i en Eftertale siger, han vilde digte om, derom har han slet ikke digtet. Har du skrevet over denne Bog? – Paradiset har jeg læst. At se en Maler i Middelalderen som Hemling i en Miniatur at henstille Adam og Eva i Paradis har rørt mig til Taarer. Nu savne Menneskene Betingelsen baade forat skrive og læse saadant; paa mig gjør det Hele et vemodigt Indtryk, som Forsøg uden Evne, – og til de mange psykologiske Finheder, til den indexercerede Tankes kunstige Manøvrer kan jeg derfor ikke hengive mig i Beundring, de gjøre det om muligt end mere vemodigt.

Jeg skal tærske igjennem Familien Nordby og saa Valkyrien. Er der noget mere, saa gjør mig opmærksom derpaa.

Om Sigurd Slembe har jeg ikke undgaaet at tale. Jeg har slet Ingenting at sige, det er hele Sagen. Du maa huske, det er tre Maaneder, siden jeg blev færdig med den, og betænke den Masse af Indtryk, som siden ere gaaede henover mig.

Jeg agter at skrive en Fortælling og deri sætte Land og Byliv op mod hinanden, ikke med alle deres Apparater, men i det, som begge afføde for vort højere Liv. En Mand fra Byen ægter i denne Fortælling Datteren af en Landspræst. Jeg ved ikke, men jeg tror, han bliver en Æsthetiker; – kanske ogsaa Politiker. Det Hele er endnu raat; jeg saa Emnet først en Kveld i Rhinegnene, jeg sad alene i en Jernbanevaggon. Den udkommer samtidig med den, jeg fortalte dig Kvelden før min Afrejse, samt med flere mindre Ting, som jeg skal fortælle paa min Rundrejse i Norge til Fordel for det norske Selskab.

Hils din Familie fra mig. Naar jeg engang lader mig fotografere paa en folkelig Maade, skal jeg have den Fornøjelse at sende dem mit Portræt. Min Kone beder dig og dine hilset. Hun er, trods at du ikke har været ganske varsom mod hende ved et Par Lejligheder, din trofaste Veninde, altid rede til at bryde en Landse for dig; hun er den, som holder fast, hvad hun engang har faaet i Haanden. Du skulde ogsaa se, hvad hun med sit aabne modtagelige Gemyt er bleven til paa sin Rejse; og saa har hun en Hukommelse, der spotter min Systematisering. Gutten er fin og lille, men klog og øm.

Jeg ønsker dig en god Jul mellem dine Kjere og et godt Nytaar for dine Planer og Ønsker.

Din Ven Bjørnst. Bjørnson.

---

Til Clemens Petersen.

Sønderborg 30/12 1862.

Kjere Ven!

Saa kunne vi altsaa gaa over til det Stof, vi have fælles, hvori vi leve og elske hinandens Arbejde.

Dine Kritiker (da jeg i denne travle Tid kan have læst mere af dig end du formodentlig skriver ellers i et halvt Aar), dine Kritiker (om hvilke jeg altsaa tør, skjønt en Rejsende, have en Mening) frembyde et bestemt Misforhold. Der ere Bøger omtalte (Familien Nordby, Nøddebo Præstegaard, En Omvej, en ny Historie af Livshistoriefortællersken o. s. v. o. s. v.), som ikke ere værdige din Pen. – Familien Nordby har jeg tvunget mig til at læse, Resten har jeg blot bladet i. Den første er skrevet af et godt Publikum, men endnu bestandig Publikum; denne Mand kunde fortælle fra han stod op, til han gik til Sengs 30 Aar ifølge; – jeg for min Del vilde foretrække at samle det stykkevis sammen i Livet selv, Andre ville til en Afvexling nok høre ham fortælle et Par Aftener. Han gjør selv et Experiment, som jeg ønskede at gjøre med hele denne Sort For tællinger, han slæber nemlig sin Familie over paa Fanø, og hvorfor gjør han det? fordi han ikke kan kurere dem i det almindelige Liv. Ved at give Samtiden al Samtidens Prosa og Vidløftighed, fine Ræsonnements og psykologiske Pudsenmagerier – kurerer man Intet i den; man maa lægge det ud paa en fri Holme mod Havet og Uendeligheden. Har han følt det, da han erklærede sig fallit og førte hele Selskabet til Fanø, har han følt det, at han af Livets Indhold ikke kunde danne en saadan sund Poesiens Ø for dem og os? Nej, det er blot en Doktorstreg, han er ogsaa selv saadan en praktiserende Læge, med den mest uforskammede Sikkerhed, som gjøres udholdelig derved, at han er godmodig.

Jeg er bleven meget alvorlig ved denne Læsning; hvad forestaar os, hvis denne velstuderede Jevnhed overalt skal gaa til Literaturens Templer og afvænne Folket fra de større Krav? Altid vil der existere Forfattere, som ikke ere Digtere eller ere det i saa liden Grad; men det kommer an paa, hvad vi kalder dem, hvordan vi vurdere dem, og lægger du her din kritiske Maalestok an, som om Alt var mere eller mindre i sin Orden, medens du stærkt holder paa, at Fru Thoresen og Welhaven og Wergeland (i min Biografi staar han ved Siden af Welhaven som Ikke-digter eller blot Begyndelsen til en saadan) [ikke ere Digtere,] saa er dette en Synd, som kan have vide Følger.

Lade uændset den Mængde, som forarbejder Poesiens og Psykologiens og Hverdags-Reflexionens og Filosofiens Fund, vil jeg ikke; men de skulle have sin Paaskrift, – de nederste Taushedens, Mellemlaget Sparkets, og de øverste (Familien Nordby) en alvorlig kritisk Undersøgelse fra højt Standpunkt, saa den hele umaadelige Masse Prosa forbrændes, og den bitte lille ægte Klump vejes. – De maa selv vide hvad de ere, og endnu vigtigere: Publikum maa vide det.

Dette om Bøgerne selv. Nu dine Kritiker i og for sig, disse Kjerneartikler, der mangen Gang passer Bogen som en Haand af Michel Angelo paa Jerichaus Adam. Naar Folk sige (jeg saa det nylig paa Tryk) at du ret vil vise hvad Karl du er, men lade Bogen tjene som Anledning dertil, da er dette Misundelse eller Sladder. Men man snakker jo ikke gjerne uden at der er en Fejl, skjønt den er en ganske anden end de kunne hitte eller ville vedstaa. Og aabenbart er der en Fejl ved dine Kritiker, naar de alle af Fortvivlelse over Stoffets Ringhed, eller over Avisens lille Rum, tage en Sidetanke, stundom en meget fjern, og udføre denne glimrende, belærende, medens Bogen allerede er frivillig krøbet op i Hylden.

Du er en stor Begavelse med vidt studerende Tanker; kan du ikke klemme dem sammen til Bogens Brug, saa slut, eller forsøg det paa en anden Maade. Med det, som er, kan du ikke være tjent; med Bogen kan det som oftest være det samme; med Publikum er det derimod en anden Sag, den samme nemlig som din egen.

Som ovenfor sagt er her to Veje, hvorpaa du kan slaa ind. Den første er at slutte. Men jeg tør ikke raade dig dertil; thi vore Lande og vore literære Forholde ere smaa, ere vi fødte i dem, maa vi deri se et Kald og gjøre os deres Forholde saa brugbare som muligt, at vi selv kunne afgive saameget som muligt. Det er ogsaa en skjøn Stilling at sidde til Doms over Dagens Frembringelser, en høj, en rig Stilling. Men kan du ikke oprette dig en Føljetong for æsthetiske og andre Bemærkninger, som du holder gaaende ved Siden af Kritiken? Du sætter tre Stjerner mellem hvert Stykke og samler til et belejligt Øjeblik. Kritiken derimod tager du da lidt anderledes; du drager dens Tanke ud, maaler den med sit eget Maal, sætter den saa op mod det almindelige; medens der er andre Bøger, du blot giver Bemærkninger. Jeg tror ogsaa, at du paa den Maade, du nu gaar frem, løber en vis Fare i en anden Henseende; du taber en vis Undersøgelsens Evne, en vis klar Frahinandensætten af et foreliggende Faktum, som du dog ikke maa opgive, saalænge du er Æsthetiker i et lidet Land. – Om du vil, saa er det mere ind paa den almindelige Bane jeg vil have dig; jeg ved jo nok, at du derfor ikke skriver almindeligt.

Til dine større Afhandlinger, der naturligvis nu snart begynder at spinde den tredie Traad i dit Arbejdsliv, længes jeg ganske overordentligt. Du bliver heller ikke selv rigtig «flot», før du er begyndt dermed og saaledes kommen i Ordvexel med Verdensæsthetikerne. – Den, du allermest kan belære, er naturligvis mig. Du tænker paa min Maade, det er jo mig saa overordentlig meget, at jeg ikke alene ikke kan undvære dig, men jeg læser egentlig ikke til ret Belærelse uden hvergang jeg læser Noget af dig. Med det Andet maa jeg først foretage en Omdannelsesproces, og saa skylder jeg jo Belærelsen væsentlig mig selv. Hvad dette har spildt mig for Tid og Lyst til Læsning, ligefra mine Skoledage! Det er en Mangel ved mig, men den har dog ogsaa beskyttet mig.

Naar de Andre dadle mit Sprog eller forundre sig derover, saa flyder det naturligvis af samme min Mangel paa Forstaaelse af det Almindelige, som Andre kunne paa sine Fingre; men jeg har prøvet mig, om jeg virkelig var dunkel eller uklar, især paa smaa Børn har jeg prøvet det og ved at fortælle Voxne mine Sager. Da slaar det dog som oftest til; men hænder det, at man misforstaar en Strofe deri, fejler det ikke at jeg altid bliver mismodig og føler, som maatte jeg atter begynde forfra. Og hvergang jeg skriver, begynder jeg egentlig ogsaa paany forfra, mine gamle Bøger studerer jeg ogsaa paa den Maade, idet jeg lytter og spørger: hvad mangler mig i den almindelige Forstaaelse, hvad er det dog?

Nu ser jeg atter Sigurd Slembe misforstaaet, ganske forbandet. Halte-Hulda var fri for saadant; thi den lod man være at læse. De Faa, som gik dertil, fattede den ogsaa, den er ligetil. Men Sigurd ville alle læse; den er appetitlig, og den mætter. Men saa Fortolkningen? Ja, hvad maa jeg ikke udholde? Tror du nu ikke, at der kommer en Tid, hvori den fuldt forstaaes? Jeg har taget mit gamle Middel frem, jeg har læst den højt, og da forstode Alle! Til dem, jeg har faaet til at læse to Gange, har jeg heller intet Ord at forklare, skjønt jeg mærker at der er meget, som ligger uforstaaet, uden at det dog forstyrrer Hovedmeningen. Det er kun som den, der ser Maleriet i sin Helhed uden at kunne vurdere de enkelte Linjers Sammenbølgen til dette Indtryk. – Du har Ret: andet Stykke er det bedste, som Drama vel at mærke. At det andet ikke kan naa det, er ikke min Skyld, men Stoffets. Læs Historien og du vil, haaber jeg, vurdere den Flid jeg her (tildels forgjæves) har anvendt; – og det vil give dig Løfte om, at jeg med et mere dramatisk Stof nok vil kunne levere noget, som vil glæde dig. Thi enkelte Dele ere her betydeligere end i andet Stykke, end i noget jeg har skrevet; det er mit sidste Arbejde, skrevet efter rige Indtryk og lang Hvile fra Produktion. At det andet skulde staa tilbage for Hulda i Handlingens Styrke og Konsekvents, tager du snart tilbage.

Siden jeg begyndte mit Brev, har jeg nu læst ud Familien Nordby. Slutningen er dog bedre end det Øvrige. Det Religiøse griber mig nu engang stærkere end alt Andet, dernæst Familie og Alt dertil hørende, dernæst Fædrelandet og Hjemmet.

Hvad jeg selv i nærmeste Fremtid kommer til at skrive, har jeg ingen Ide om. De Stof, jeg har, (Kong Sverre anden og tredie Del, Arnljot Gelline o. s. v.) komme mig fortidligt, Fortællingerne trætte mig; men jeg maa dog udarbejde dem, jeg har i Hovedet, det er snart gjort, og jeg kalder det egentlig ikke saadan at arbejde. –

Du taler om at være Digter og ikke være det og tror, at i denne Grændse ligger ogsaa den æsthetiske Grændse i vor Tid. – At urgere saa stærkt Ordet Digter fører ikke til Klarhed; thi Digter er dog enhver, som er poetisk begavet til Produktion, enten hans Form er blandet god eller slet ingen (paa Papiret), men stærk i Talen eller i Leret eller i Musiken eller i Farven o. s. v. o. s. v. – Vender du derimod Spørsmaalet saadan, at vi kunne faa ud, hvad er Bedraget i vor Tid paa Digtningens Felt, med hvilken Form leges der saa ofte Skjul, hvad tager den Mand lettest paa sig, som vil gjøre Virkning uden at være Digter eller uden i det Øjeblik at være det? – se, saa kom vi Sagen nærmere.

Efterat jeg nærhos har seet Maleriets Udviklingshistorie, er det mig klart, at enhver Tid (ved Siden af at producere, hvad bliver Poesi for alle) har havt sin særegne Sort Bedrag. Derfor maa du ved Sammenholden af det Forskjellige i Literaturens Udviklingshistorie omtrent kunne komme efter, hvad der udgjør Bedraget i vor. – Naar jeg som et Forsøg paa at give dig et Vink vil bede dig gaa til en betydelig Digter og hos ham finde Bedraget (ved Siden af meget Gediegent) i storslagen Form, saa vil du maaske forundres; thi det er Paludan-Müller jeg mener. – Men der maa endnu i nogle Aar tales sagte derom; siden flytte af sig selv flere af denne Mands Bøger op blandt Munkenes Tragedier og Epos fra det femtende og sextende Aarhundrede. –

Angaaende det Reflexionsopblandede har jeg personlig meget at sige, som du vel paa hvad jeg selv præsterer kan mærke, da jeg ængstelig flygter de store Læresætninger, der undertiden gjøres til Svingpunkter, til Axer i de psykologiske Overgange (hos Schiller altid, hos Goethe ofte, undertiden hos Oehlenschläger, hos Shakespeare ogsaa tildels, men da oftest som Skjold over et Bedrag, til Dækning af den sande Bevægelsesgrund). – I de lyriske Digtninge har jeg mindre studeret det; der forvexler man gjerne den kraftige Taleform med Poesiens, og der optræder ofte Symbolet og Allegorien som saadanne og gjøre Krav paa Navn af Poesi, medens det kun er deres poetiske Anvendelse, som kunne gjøre dem dertil. – Men skriv hellere du til mig om dette.

Min Kone hilser dig og din Familie, jeg gjør det Samme med Tak for sidst! Lille Bjørn (som er liden, men fin) er nu rask og stærk; jeg leger med ham og de andre Børn saa Huset ryster. Det er en Velsignelse. Lev vel!

Din Bjørnst. Bjørnson.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.