Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1863

Til P. Heise.

Glædeligt Nytaar!

Kjere Heise! Dit Brev kom med Nytaarsstemning; det kom igaaraftes midt i et Selskab, jeg blev festlig glad, og dig inderlig hengiven, jeg følte ogsaa i Øjeblikket den Arbejdsstyrke og vide Udsigt, som det er godt at begynde Aaret med.

Og nu vil jeg fortælle dig Noget. Ligefra Italien har jeg gaaet med den stadige Tanke at skrive dig til. Ikke om Operatext eller Musik, men om at jeg holder af dig og ikke vil miste dig. Du blev mig i Rom kjerere end du selv anede, og din Kone med. Den pene Svensker kom imellem os, jeg ved selv ikke mere hvordan. Derimod ved jeg, at jeg i Italien led af en Nervøsitet og deraf følgende Pirrelighed, som jeg aldrig, hverken før eller siden, har kjendt noget til, og som vistnok gjorde mig uforstaaelig for alle Omgivelser. Skulde der mere komme en Misforstaaelse mellem os, saa husk dette: jeg holder inderlig af dig. Af Hensyn dertil skal du anse mig værdig til at indlade dig med mig, ikke gaa fra mig, ikke tie, gjerne skjænde; jeg ikke alene taaler det, men det knytter mig fastere til dig.

Aldrig har jeg følt mig drevet til at skrive til en Mand, med hvem jeg ikke før stod i Korrespondenceforhold; men til dig har jeg vel i Hovedet skrevet de tyve Breve, endskjønt de ikke bleve sendte. Hvorfor bleve de ikke sendte? Ja, ikke et blev ganske saadan, som jeg vilde, d. v. s. jeg var nu engang bange for at være misforstaaet af dig. Min egentlige Agt blev det derfor at rejse til dig, strax jeg kom hid; thi jeg tvivlede om at jeg havde Penge tilovers til en Frankrigsrejse, at jeg altsaa maatte vente en Stund, i hvilket Tilfælde jeg hos dig havde fuldendt min Operatext. Men i Berlin faar jeg af en Nordmand 300 Species til en Frankrigsrejse; tillagte dem, jeg selv kan have, ere de mere end nok. Saa vilde jeg, før min Afrejse, ganske vist skrive dig til herifra – og saa kom dit Brev! Kan du nu skjønne, hvor glad du gjorde mig, og hvordan jeg endnu mere maa holde af dig for dit Brev.

Nu haaber jeg, at dette dit Brev til mig hverken bliver det første eller det sidste. Vi passe jo sammen som meget faa Mennesker. Vi maa ganske sikkert kunne være noget for hinanden. Det var jo dejlige Stunder mange af dem paa dine Værelser i Rom. – Og det var mere end et Tilfælde, at vi To begyndte at arbejde sammen, – skal vel ogsaa faa en smuk Fortsættelse.

Jeg maa skrive dig til om et Anliggende, som har stor Indflydelse paa min nærmeste Fremtid, maaske ogsaa tilsidst i den ene eller den Form vil indvirke paa din, – og det er, at man i Norge vil have mig til Direktør for det sammensmeltede og sigtede Theater.

Jeg har Anlæg for dette, ogsaa Lyst; men jeg har saameget at skrive og jeg undervurderer ikke de Forstyrrelser, som vente mig i en saadan Stilling. Længere end to Aar tog jeg paa ingen Maade Posten; i to Aar kan meget grundlægges, og siden kunde jeg jo alletider føre et Slags Overopsyn, hvis man ønskede saadant. Kan du skjønne, hvad det er vigtigt for os endelig engang at faa en Scene og at faa givet den et Skub i den Retning, hvori vi Yngre arbeide. – Men kan du paa den anden Side indse, hvad Forstyrrelse det vilde bringe mig?

Hvad siger du nu hertil? – Og hvad vilde du sige til i Norge at tage en Stilling og der med mig at grundlægge en Opera? Jeg begyndte nemlig strax paa at oprette Opera, ikke alene ved Hjælp af et Par indenlandske dygtige Sangere, men ved Hjælp af svenske eller danske og med et Konservatorium for Musik i Ryggen, som Tid efter anden gave os flere, saavel til Scene som Orkester. Du skal, med Undtagelse af din Kone, holde alle Andre udenfor denne Sag, baade min Direktørpost og mit Spørsmaal til dig. Hører du!

Ligesiden der blev Tale om at faa mig hjem som Direktør har jeg tænkt paa dig. Du fik Arbejde og Ærgrelse, men du blev sat i Virksomhed til et stort velsignelsesrigt Maal, og midt i et ungt, kraf tigt Liv, med Operatexter og Festouverturer. Din Kone mistede sine gamle Tilbedere, men hendes Elskværdighed kom til at blomstre i en ny Kreds, og forat tale alvorligt, hun vilde hos os i mangen Henseende have en smuk Indflydelse paa en stille Maade og hjælpe os ved sin blotte Tilstedeværelse til blandt Damerne at byde en vis tør Kritik og Pianofortedygtighed en behagelig og sejrende Modsætning. Og hver Sommer havde hun Bøgeskoven tilbage og sin Familie midt i den. Og forat tale om Klimatet, saa er vel vor Vinter værre end Eders, hvad Kulden angaar; men den er dog humanere; thi det er Blæsten, som egentlig gjør Vinteren uudholdelig for den Svage, og hos os i Kristiania er der næsten ikke Blæst.

Tænk over Sagen! Det er temmelig vist, at jeg snart faar Tilbudet om Direktørposten i offentlig Form, og da er det ganske vist, at jeg strax vil have Begyndelsen lagt til en Opera, saa den kan absorbere en Trang til Effekt, som engang lever i vort Publikum, og Skuespillet derved faa Lov til at gaa sin stille ædle Vej; – endvidere vide vi, at uden Musik uddannes ikke den finere Smag, som skal styre Kunsten i alle Retninger.


At sørge for en Opførelse af Sigurd Slembe i Kjøbenhavn (ja, bliv nu ikke vred) vilde jeg ikke kunne gjøre uden at slide op noget af det, som er Støtterne i min Karakter. Tro ikke Andet Heise, end at jeg er ydmyg. Jeg haaber, at jeg tør sige, at jeg daglig voxer under Religionens Tugt. Men jeg finder Intet, som befaler mig, at ansøge Fru Heiberg om at spille i et Stykke af mig, eller nogensinde mere at aabne en Underhandling med det kgl. Theater. – Og jeg er saa vis paa, at du, netop du, i min Stilling vilde have følt og handlet ganske som jeg.

Hils din Kone, hun fik engang Taarer ved at jeg sagde, hun var som et Digt af Kristian Winther. – Hun er en af de fine musikalske Naturer, som klinge altid blødere i vor Erindring. Jeg længes efter hende, og mere kan jeg ikke sige. Hils ogsaa din mig ubekjendte norske Veninde. Jeg maa dog engang besøge Eder Alle derude i Eders dejlige Hjem. – Min Karoline er frisk og munter, hendes Dreng er som altid, ikke frisk i sin Mave, men dog munter og ualmindelig opvakt og afholdt.


Er det dog ikke underligt: nu har jeg baaret hin Tanke (at du kunde komme over til os og tage fat i Norge) jeg ved ikke hvorlænge; og jeg har sejrrig slaaet tilbage alle Hindringer, som i Tanken frembøde sig. Og nu, da jeg endelig har faaet det til Papiret, angrer det mig næsten. Thi jeg tænker paa din idylliske Bolig, din Kone i sin Kreds og sit Hus og sin Familie. – Dog svar mig! Men tal til Ingen derom. Bliver jeg Theaterdirektør tager jeg ganske vist fat paa din Operatext; thi større Arbejde passer mig da ikke, og Noget maa man dog gjøre. – Lev vel, kjerlige Hilsener fra min Kone og mig til Eder Begge!

din ven Bjørnst. Bjørnson.


Til Jacob Sanne.

Kjere Sanne!

Tak for dit fuldstændige Brev, som det gjorde mig godt at læse. – Jeg kan desværre ikke svare dig som du mig; tænk, at jeg har expederet over halvhundrede Breve over de forskjelligste Materier i de fire Uger jeg har været her! Derfor er jeg træt, jeg har jo ogsaa Andet at bestille. Navnlig maa jeg forberede mig til min Frankrigstour, som foregaar om otte Dage. Min Kone lever vel, min Dreng ogsaa, og jeg ikke mindst. –

Dersom du (om bare i tre Ord) vilde mælde mig det Samme om dig og dine, saa gjorde du mig en sand Glæde. Thi jeg har Eder Alle saa kjer, jeg glemmer aldrig, hvad I engang have gjort imod mig, da jeg var fattig og stod ene blandt Fremmede, kun med stærkt Haab og urokkeligt Ungdomsmod. – Det var dog dejlige Kvelde, da, med en Snaps og en Bid Brød, og hende som kom ind fra Kjøkkenet forat disputere med os eller le med os! Og da vi læste Wergeland! Hils Crone, den gode Sjel! jeg er saa glad over, at han har fast Stilling. Hils dine Børn og din herlige Kone.

Karoline hilser Eder alle, og vi ønsker Eder begge et glædeligt Nytaar for Eders mange Planer og Ønsker, dem Gud føre til det Gode, saa I, som have arbejdet saa tro, kunne have Glæde og Hvile paa Eders gamle Dage.

din hengivne Bjørnst. Bjørnson.

Min Adresse: Sønderborg paa Als. Videre behøves ikke.

Tak for det du gjør mod Moritz! Du er ret en brav Ven mod mig, du er den Eneste af de mange, jeg har skrevet til om ham, som rigtig har taget dig af ham. Jeg kan ikke sige mere end: staar det i min Magt, saa skal jeg engang forsøge at gjøre Gjengjæld. Saameget af det, jeg har bedet om, er skeet, hvorfor skal ikke ogsaa det kunne ske at jeg engang maa faa blive nogle af dine til Nytte eller Glæde. –


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen!

Dit Brev gjorde mig godt; men er dog egentlig blot Begyndelsen til et Brev, da du som sædvanlig lader alle af dig selv i forrige Brev angivne og af mig optagne Emner, alle falde og kommer fremrullende med splitterny. Var det dig muligt, saa vilde jeg forsøge at faa dig til at svare mig lidt regelmæssigere paa mine Spørsmaal og Tvivl, som du jo tildels selv kan have vakt. Ellers efterlader jo dit bedste Brev en Slags Utilfredsstillelse. Og maa jeg, da dette Faktum falder sammen med Anlægget i dine Kritiker, især minde om Besvarelsen af det Punkt, hvorpaa jeg saameget mere er spændt, som et Stykke af din Fremtid, og vistnok ikke det mindste, ligger i den Krog.

Hvad mit Forhold til Fædreland angaar, saa vil jeg først besvare dine Spørsmaal derom, og takke for dine Raad, der, allesammen, forekom mig ubetinget følgeværdige, ligesom de alle vakte min Eftertanke ogsaa i videre Strækning, da de havde den almengyldige Sandhed, hvormed man strax maaler flere Forhold end sine egne.

En eneste bestandig Beskjæftigelse venter mig i Norge udenom min Digtning og mit Studium, det er Virksomhed for det norske Selskab. Jeg maa skaffe dette Penge, senere hen Indflydelse. Jeg gjør det til mit Livs Sag, og det skal lægge min Gravsteen. – Ved Siden deraf kan jeg kun have een anden ligeartet Virksomhed, som dog altid bliver en forbigaaende, selv om den et Par Gange vender tilbage, og det er Theatret. Her er Alt nævnt; thi hverken Politik, Kritik, Propaganda af enhver Slags kan længere forstyrre mig; thi jeg har saa umaadelig meget at bestille. Jeg er Patriot, jeg støtter i Selskab mine Partifæller, men tager aldrig et Tag uden i en Krisis og da aldrig med Pen, men med Mund (som Taler).

Du maa tro mig; thi saadan er jeg bleven. Det norske Selskab kan ikke føre mig ind i Strid af nogensomhelst Art, men til adskillig Magt i Tidens Længde over vore Kunstforholde og literære Forholde.

Med Theatret forholder det sig paa følgende maade. Længere end to paa tredie Aar tager jeg ingen Bestyrelse; det kan staa for Fald og jeg gjør det endda ikke. Derpaa gaar jeg til Alters og gjør mit Løfte for Gud. Vil man saa videre have mine Vink eller en let Overbestyrelse, nu vel, men intet egentligt Arbejde maa det skaffe mig, og til større Sikkerhed saa flytter jeg et Stykke udenfor Byen. – Men selv for de to, tre Aars Vedkommende (som maaske ogsaa senere hen engang kan vende tilbage), saa er der een Betingelse, uden hvilken jeg heller ikke offrer disse Aar af mit Arbejdsliv, og den er: jeg vil have stor, fuldstændig Myndighed til en Omdannelse af det hele Væsen. – Nu have de hjemme tre eller fem Direktører, hvem den artistiske skylder Regnskab i hver Bagatel, og hvem han forelægger Repertoire, og hvem af og indsætter baade ham og enhver Skuespiller. Saadant indlader jeg mig ikke paa. Mine Regnskaber kan de visitere og gjøre Anmærkninger ved og forelægge en Generalforsamling, som de ogsaa naarsomhelst kan sammenkalde, hvis de synes, at Noget truer; – men selv vil jeg styre, af- og indsætte, ordne og tage Straf som Løn. Min Virksomhed vilde uden dette blot blive en Indbildning.

Nu kunde jeg ved at være i Kristiania for Øjeblikket nok faa det, som jeg vilde have det. Men fra Publikum selv maa Forlangendet udgaa til mig, og derpaa venter jeg, og lader, selv naar jeg kommer til Kristiania og derfra begynder min Rundrejse for det norske Selskab, – lader som jeg ikke ser Theatret eller som det er mig ganske ligegyldigt. Enhver ved jo, hvad Betingelser jeg har for Theaterbestyrelse, og hvordan jeg ved alsidigt Kunststudium og ved specielt Theaterstudium over hele Tyskland (hvor jeg overalt har havt frit Theater) og nu i Frankrig, maa have udvidet og udvider disse Betingelser. Falder de ikke paa af sig selv at tage mig og paa de Vilkaar, som min Erfaring sætter, saa ere Forholdene umodne og jeg spilder ikke mine Kræfter paa dem. – Finder du noget Urigtigt heri, saa sig mig det; thi der fejler ikke dem, som siger det er stolt sagt. Jeg har skrevet det saaledes hjem for længe siden og har nu Intet mere hørt.

Det gjør mig ondt, men jeg kan ikke komme til Kjøbenhavn. Min Kone kan ikke følge, og forlade hende, nu jeg atter skal ud, det vil jeg ikke. Det er ogsaa altid misligt at komme umiddelbart ovenpaa en Bog ind til vort sladdrende Athen. – Jeg vil med det Samme sige dig, at jeg heller ikke kommer derhen paa Tilbagerejsen (men dermed tier du). Jeg har Intet der at gjøre, der er Ingen foruden dig som er mig noget synderligt mere, og du kan komme til mig. Byen selv som Kunststad er naturligvis nu ikke længer det for mig, hvad den var.

Med Frederiksen vil jeg mere end gjerne rejse. Jeg venter nu kun mine Penge. Vil han være færdig, naar jeg har dem, saa skriv mig det strax til, og jeg telegraferer til ham, saa vi mødes i Kiel; thi Vejen herhid over Fyen med Deligence vil han vel ikke tage. –


Jeg forstaar godt, at under Læsningen (ikke under Opførelsen) af Sigurds anden Flugt kan hans Replik ved Haralds Lig mangle Forstaaelse og først fange den i hans Monolog. Men jeg anser ikke dette for en Fejl ved Kompositionen, men (ja, du maa ikke le) for en Finhed i Anlægget af Sigurd. Læs det op igjen Alt han siger fra Slutten af anden Akt, – med denne Forstaaelse af hin Replik, og det faar ogsaa Altsammen en anden Belysning end det havde før. Fremforalt den Ordvexel mellem Audhild og ham efter hendes lange Monolog i tredie Akt (den, som Folk kalder shakespearesk og tager for ramme Alvor som varm Elskov, medens jeg rigtignok mener noget ganske andet med den, – og kan det med Hensyn paa den være nyttigt at anstille en Betragtning over, hvad vi nu anse for usandt Udtryk for Kjerlighed, og hvad Shakespeare maatte i sin Tid anse for sandt).

Under en rasende Hovedpine har jeg skrevet dette Brev, men den er nu saa forfærdelig, at jeg maa virkelig slutte. Det er sandt: hvad gjør Valdemar paa?

Din Ven Bjørnson.

Jeg bad Karoline slaa Konvolut om Brevet, da jeg selv gik tilsengs. Hun har glemt det, saa jeg endnu kan tilføje Noget, – og det Allervigtigste. Jeg har læst Fru Thoresens Fortællinger. Gaa uopholdelig til hende, sig hende eller læs op for hende, at jeg er begejstret og fuld af stor Forventning. Det var som jeg saa i den dybe Sø. Storslagent, eventyrligt, ulykkeligt, men evigt. Og Evigheden forstaar hun som en højere Harmoni, der fordeler vore Skrig i en stor Lovsang! Du ved, det er min Fordring til en Forfatter, at han ser det Samme i Endeligheden, men for hende maatte det være en Trang først at tilintetgjøre alt Liv, al Endelighed, ganske forbrænde den i Dom og Lynild fra det Høje, – før hun eengang, rigtig tilbunds har faaet gjort det, kan hun ikke se paa det, saa længe at til Øjet forsones. Men nu har hun een Gang gjort det, næste Gang har hun Sejer, og Harmonien flytter ned til Jorden. Thi Forfatteren er en Gud, og hans Rige er Jorden selv. Næste Gang – ja jeg længes til denne næste Gang.

Ingen Kritik i Berlingske og Dagbladet eller de andre Blade (Fædrelandet undtagen) har gjort Andet end spille Fallit ligeoverfor disse Fortællinger, ganske ynkelig Fallit. Og hvad din Kritik angaar, saa er den heller ikke talende nok om selve Hovedsagen, om hvad dette dog egentlig er for noget forunderlig stort noget. Jeg havde meget at indvende fra rent kunstnerisk Standpunkt, saaledes imod den urolige Stil og den Drømmetaage, hvori hun holder mange af sine Karakterer, skjønt hun har Evne til at sætte Dagslys paa dem. Ogsaa tror jeg, hun bør gjøre lidt Afslag ligeoverfor de mange norske Vendinger, mere end ligeoverfor Ordene; thi de sidste synes mig som oftest (dog ikke altid) øvede i at skuldre Gevær for den Tanke, som hilser. Og derpaa kommer det an, om de nemlig ere vel øvede, ere rigtig hendes egne.

Her er ogsaa rundt omkring mig almindelig Forbauselse over disse Fortællinger; thi her lever et alvorligt Folkefærd. Jeg talte saaledes igaar med Mørk Hansen om dem, og han var ganske indtagen. Hvad er dog Familien Nordby og alt Saadant mod dette her; men aner man nu det ganske af dine Kritiker? –

Lev vel! –

Hvordan har din Familie det; jeg gad dog nok høre noget fra dem, at du dog ikke kan forstaa det? Min Kone takker for den hende sendte Hilsen; hun hilser igjen, hun læser alle dine Breve, ved du nok. – Bjørn er Pokkers rask. Han har ret lært mig at lege med Børn, og det er en Øvelse i Kjerlighed, som intet Menneskeliv tør unddrage sig. Tænk derover!

Din hengivne Ven … Bjørnst. Bjørnson.


Til Olufa Finsen.

Kjere Fru Finsen!

Tak for Deres venlige Linjer! Tak for Alt, De har gjort for mig under mit dejlige Ophold i Deres Hus, Tak for det, som De er for Karoline og vor Dreng. Og Tak til Deres Mand, jeg længes, kan De tro, til atter at sidde i Kontorets Sofa. – Her har jeg det ikke godt, Livet i Paris er ligefrem kjedsommeligt. Men jeg lærer, og det er mig Hovedsagen. – Sig Deres Mand, at Maria Stuart i Skotland voxer og voxer, hun bliver i alle Henseender det største i Plan og Udførelse, som jeg har baaret paa til idag. Jeg skal hilse Deres Mand fra P. L. Møller. – Arnesens maa De være saa god at hilse fra mig og udtrykke dem min fulde Deltagelse.

Til Deres Mand maa De sige, hvad gjør mig meget ondt, nemlig at den danske Sag ansees for opgivet af det europæiske Diplomati. Jeg har dette som en almindelig Mening her paa Stedet, og den støtter sig til altfor gode Kilder. Her interesserer Ingen sig for den; de Faa, som skrive, gjøre det for et Dannebrogskors, – dette har jeg fra den danske Legationssekretær. – Men kom blot den danske Regjering saalangt, at den kunde forstaa, den Intet havde at haabe af Diplomatiet, – saa var der maaske endda Redning.

Doktoren og elskværdige Kone maa De meget hilse, og sig ham, at jeg uden at være syg, dog ikke har befundet mig rigtig fysisk vel en eneste Dag, siden jeg kom til Paris.

Hils Deres kjere Børn fra mig og fortæl lille Bjørn at De har faaet det Brev, som han skulde have, og se, hvordan han optager den Ting.

Deres inderlig hengivne B. Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

Jeg har søgt Dem, men forgjæves. Hr. Pianist Tellefsen fra Norge (bosat i Paris siden 12–14 Aar), Elev af Chopin og hans Arving af Elever og Forbindelser, tillige hans executor testamenti, – ønsker at gjøre Deres Bekjendtskab.

Jeg foreslog ham at ville bringe Dem derhen, og han sagde, at Vejen derud var lang, – om Andersen saa vilde gjøre ham den Ære at spise Middag hos ham paa Søndag Kl. 6 – sammen med mig og Bøe (den norske Maler).

Det er rigtignok at begynde paa Midten, sagde han, men han vilde selv aflægge en Visit her forinden forat bringe Alting i Orden, hvad Konvenientsen angaar. Men jeg maatte allerede nu afgive Invitationen, da han frygtede De var meget optaget.

Han er en elskværdig, solid Mand (en god Ven af Jenny Lind, som sang paa hans sidste Koncert i London). Han er gift med en norsk Dame, som med stort Talent uddanner sig for Sang. De ville gjøre Musik for Dem og paa alle mulige Maader belønne Dem for den Ære, som De vilde gjøre dem ved at komme – og jeg vil ogsaa blive Dem meget forbunden, hvis De vil antage min Invitation for fyldestgjørende istedetfor et vidtløftigt Ceremoniel.

Hvis Collin vil være med, er han inviteret gjennem mig; men han har jo sine Særheder, den Egensindige, derfor maa jeg faa vide, om han vil følge. Svar mig snarest muligt! Indlagt er Tellefsens Adresse.

Kommer De, saa tag et Par Eventyr med! Jeg længes ganske rasende efter at høre Dem læse, og naar nu Tellefsen har spillet Dem rigtig i Humør, saa læser De, – ikke sandt? Valdemar Daae og hans Døttre – ja, den! Og saa en morsom! Aa, vær god, snild, sød, og send mig et pent Svar!

Deres hengivne Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

Vil De være saa god at være hjemme imorgen Fredag Kl. 12 da et Par Skandinaver, anførte af mig, kommer til Dem i et vigtigt Anliggende.

Ellers behøver De ikke at være bange: det er ingen Udfordring.

Deres Ven Bjørnst. Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen!

1) Imorgen Aften maa De spise Dem ordentlig mæt, førend De kommer til os. Thi hos os faar De Ingenting.

2) De sidder hjemme og venter til der kommer en Mand af Kommitteen med Vogn Kl. 8.

3) Ikke Mere.

Deres Bjørnson.


Til Carl Ploug.

Kjere Ploug!

Indlagte Digt, som jeg skrev i forgaars ved Efterretningen, om at Clemens Petersen har mistet sin Søster, maa De tage ind i Deres Blad, om muligt samme Dag det kommer. Og er noget ivejen for at De kan tage det, vil De saa sende ham det som det er.

Deres hengivne Bjørnst. Bjørnson.


Til Magdalene Thoresen.

Kjere, kjerlige Veninde, –

Gud velsigne Dem! – Deres Brev varmede mig, trøstede mig. Der bestaar et Forbund mellem os, omendskjønt vi bleve forlegne, hvis vi nøjagtig skulde bestemme det, og vi kjæmpe tilsammen for Noget, skjønt vi ikke godt kunne angive hvorledes. Der er en Pagt uden Fane og Emblem, vi ane begge at der venter haarde Ting, men vide ikke rigtig hvorfra. Kun een Sag er vis, og det er den, at vi ville blive tro til Enden.

Jeg for min Del gaar fra Arbejde til Arbejde: deri ved jeg, at der er Mon, om alt det Andet ved jeg Intet. Her brøles en Mængde Hurra, jeg ved ikke hvorfor. Man bærer sig ad, som var vort Land i bestandig Fødselssmerte, men jeg kan ikke se hvormed. Her er en Rutten med Kapital, saa jeg ved ikke, hvad der tilsidst skal give Rente. Her er en saadan ihærdig Skindyrkelse, at jeg bæver for det Værdifuldes Skjebne. Mest forskrækker mig det norsk-norske Parti. Tænk, det ønsker ikke at blive sin beskedne Rolle tro, at indarbejde det gamle Sprog i vor Bevidsthed, men det vil paaføre os helt og holdent det nuværende Bondesprog! Det vil afklippe Historie og Udvikling, tillige al Skjønhedsbevidsthed og atter indsy os i Huder. Og jeg er Dem til Exempel Landets farligste Mand: thi jeg bestyrker og fortsætter det Bestaaende! – Paa den anden Side igjen de Dansk-Norske, noget meget mere blaseret end en gammel udarbejdet Nation er istand til at opstive; thi det er ikke Traditionens Vanemagt som bærer dem i Ligegyldighed gjennem al Udvikling: nej, denne Blaserthed begynder med Opgivelse af alt Eget og bestaar i Trods derimod; de elske ikke det Fremmede, de bare trodse det ind i sig for dermed at byde det Oprindelige i og omkring dem Trods!

Men Faren ved alt dette er, at her danner sig ikke, som af enhver rolig Udvikling et Over- og Underordnet; thi det som skal være øverst og nederst, højt og lavt, Fremgang og Tilbagegang forblandes og ledes ud i Tvivl. Og er først Tvivlen den bevægende Kraft i et Samfund, saa Autoritet er en Forbrydelse, nuvel, saa gaa vi lige mod Nordamerikas Skjebne. Eller vi falde tilbage i Islændernes plumpe Ligegyldighed og umoralske Ironi; handle med Sild og Træ og lader Verden skjøtte sig selv.

Vi lægge nok Arbejde inde i denne hemmelige Kamp og imod denne historiske Fare! Vi lægge det ind og her; thi hvis vi tale, blive vi stenede; – jeg har allerede paany oplevet det.

Ibsen var med i Sangerfesten; jeg gjorde Adskilligt forat drage ham til mig og faa hans Fortrolighed; men han besøgte mig ikke engang. Nu har jeg læst hans Stykke. Det umoralske deri kan ikke jeg se. Han hverken kjæmper mod Forlovelse eller Giftermaal. Der skal et saadant Bæst som Monrad til forat opdage denne Fare og en saa beskjæftiget Læserinde som De (der altid snubler over egne Tanker, medens De skulde gaa den Andens Tankebane opmærksomt frem), – som sagt der skal en saa optaget Læserinde til som De forat finde hans Artikler rigtige og gode. – Ibsen kjæmper blot mod Vrøvlet og især Vrøvlet i Forlovelse med Tanter og Giftermaal paa Gjødestien. Han holder lige saa lidt med Falk som med Straamand eller Styver; han lader kun Yderlighederne rive hinanden op. – Han er uretfærdig mod vor Tid, synes mig, og det røber sig især deri, at han intet Mellemled har, som gaar sejrrig ud af Kampen, frelst gjennem Vrøvlet, saavist som der gaar flere tilgrunde deri.

I selve Kompositionen er der imidlertid en ubodelig Fejl, som hverken har Rod i Umoralitet eller Hjerteskade, men simpelthen i poetisk Uklarhed, ligesom det synes


Til P. L. Møller.

Kjere Møller!

De har havt megen Modgang i Deres Liv, derfor skal jeg tilgive Dem Deres Mistro.

Strax jeg fik Deres Brev, som imidlertid havde søgt mig paa tre forskjellige Steder og saaledes kom fjorten Dage for sent, – sendte jeg det til Jonas Lie paa Kongsvinger (Bladets Ejer). For fjorten Dage siden havde jeg Brev fra ham, hvori han mælder om Dem, siger han baade vil have Digtet og et Par Maaneders Korrespondence. Har De ikke faaet Underretning derom (under Ministeriets Adresse), saa er vistnok Brevet bortkommet. For det Tilfælde, at han virkelig ikke skulde endnu have skrevet det, sendte jeg ham uopholdelig Deres andet Brev til mig; det kom igaar og afgik idag. Altsaa ser De, at jeg er fuldkommen fritaget af mig selv for Deres Bebrejdelse, kjere Møller.

I Kjøbenhavn talte jeg med Hegel om Dem, og talte om Illustreret Tidende i Forbindelse med Dem, endvidere om Oversættelser og Literaturoversigter m. m. Hegel fortalte, at han for sin Del altid havde tænkt, De maatte være den bedste Redaktør for et saadant Blad. Jeg tror, at den Dag De atter staar i Kjøbenhavn, er der nok at bestille. Deres Broder var oppe hos mig for i Alvorlighed at spørge mig, om De virkelig tænkte paa at komme hjem nu snart. Jeg svarte, at jeg intet bestemt Ord nogensinde havde faaet af Dem, naar disse Ting vare paa Bane.

Idet jeg beder Dem være af den Godhed at give Bøe indlagte Brev, maa jeg ogsaa ulejlige Dem med en Hilsen til Hr. Gunløgsen. De maa sige ham at hans evige Uro har noget ved sig af det salte Hav, at jeg huskede ham, da jeg atter kom paa et Skibsdæk. Den ene Side af ham staar foreløbig Model i Bothwell; men den anden, den glade, ridderlige skal sammen med sin Søster snart komme i en anden Bog, som jeg da ogsaa skal skikke ham. Skulde han nogensinde komme paa disse Kanter, maa han søge mig op og leve en Stund hos mig.

Overalt, hils ham hjerteligt fra mig, i Nærhed er han ofte uharmonisk, i Afstand former Alt sig til et fuldkommen harmonisk og med saadan Kraft baade i Lys og Skygge, at jeg meget glædes hvergang jeg husker eller omtaler ham.

Med hilsen til Malmstrøm, Virgin og andre Venner forbliver jeg Deres Bjørnst. Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Min kjere Petersen! Naar jeg før ikke har skrevet dig til, saa har det været fordi jeg Intet har havt at sige dig. Jeg var over een Maaned syg efter min Hjemkomst, var en fjorten Dage derefter døsig og nedslagen, har siden arbejdet og er først nu kommen saalangt, at jeg med Fred i mit Indre atter kan besøge mine Kjere. Jeg begynder da med dig. Fru Thoresen har jeg et Par Gange tilskrevet i denne Tid, men hun tiltrænger mig; de Breve ere sorterede ind under min Forretning indtil videre, og ere ikke Breve i den Forstand som f. Ex. hvert et til dig.

Jeg haaber, at du ikke i Mellemtiden har gjennemgaaet nogle af de legemlige eller aandelige Kriser som jeg. Begge Klimaforholde, baade det legemlige og aandelige, vare mig for stærke, forkjølte mig til Sygdom og Lungebetændelse. Alt det, jeg lever for, er dygtig langt nede i dette Land, forinden jeg atter kan akklimatisere mig, er det mig en Lidelse at være hjemme. Jeg øjner ikke Maaden, hvorpaa det skal blive bedre, men gjør indtil Videre min Pligt og lader Gud lægge Væxt deri, om han vil. Jeg skriver paa Maria Stuart (er i anden Akt) og ser hverken til Højre eller Venstre, jeg lægger en Del Planer, som jeg med Omhyggelighed udtænker, og som en efter en skal afspinde sig i det kommende Aar.

Theatrene er ikke blandt dem, der er foreløbig Intet at gjøre. Hvad et Theater skal være, derom have mine Landsmænd ingen Ide, og for Øjeblikket kan den ikke bibringes dem. – Ej heller er Politiken med, skjønt alt der er mig til daglig Sorg. Arbejdet maa deles; jeg har mere end nok med mit. – Mine Planer angaar norsk, nordisk Kunst, nationalere Leve- og Tænkesæt, større Sammenholdsaand til større Kraft.

Første Oktober er jeg i Kristiania, og jeg har lejet saadan, at du kan bo hos mig uden egentlig at optage noget særskilt Værelse og alligevel faa det baade bekvemt og smukt. Men een Ting maa jeg forberede dig paa, nemlig at jeg ingen fast Kammerats- eller Omgangskreds har at føre dig ind i. Det er sørgeligt, men sandt, mine eneste Venner ere i Danmark og her, dog ingen her som der; i Kristiania er næsten Ingen igjen, de stræve for Maden i dette fattige Land hver paa sin Kant, og blandt dem, der bejle til Magten i Kristiania, er der ikke hyggeligt at bo og bygge, Norges juridiske Race er aldeles forfærdelig grøn, snobbet og angliseret. Imidlertid vil det vel føje sig, det Ene med det Andet, naar man kun holder roligt, men lige frem. Du tænkte vel at komme op til en Periode, hvori du kunde være mig og vore Forholde mere direkte til Nytte, f. Ex. en Gang jeg var Theaterdirektør. At denne Periode endnu ikke er her, er virkelig ikke min Skyld.

Her er en usigelig Døsighed over Folk. Ingen Enkeltmand kan kruse Vandene, der maa en Storm til, en stor fælles Fare. Jeg er nok bange den, men jeg beder dog om den. Thi saa er der bag den større Trang til det, som ikke netop skal spises, saa er der ogsaa et moralsk Hensyn kommen ind, hvor før kun var Beregning, et Ansvarlighedsforhold vil etablere sig.

Fra Frederiksen* har jeg havt et dygtigt Brev, skal ogsaa ved Lejlighed besvare det. Indlagte til Greensteen kan du læse for et enkelt Punkts Skyld. – Angaaende den Sag, hvorom du sidst skrev, saa lader jeg Tid gaa hen. Karoline er rigtig rask, men bliver ikke ved godt Huld, skjønt hun drikker Øl og sover dygtig. Jeg morer mig over hendes Bestræbelser i denne Retning. Bjørn er Virksomhed og Planer fra tidlig Morgen til sen Kveld. Jeg har det personlig særdeles godt. Kun ønskede jeg lidt friskere Omgang.

Ibsen er tvetydig stillet heroppe. (Hører just, at du har skrevet en prægtig Kritik over ham, som jeg skal læse.) Maatte han kun have Forstand til at rejse væk, strax han fik Stipendium. Men det synes som han vil klamre sig fast til Theatrene, og de ere ukloge nok til at holde paa ham; thi de se ikke hvad der trænges, hverken for den Enkelte eller det Hele.

Din Bjørnstjerne B.

*Har senere skrevet ham til, læs det!


Til Ville Heise.

Med Maria Stuart gaar det godt. Jeg er i tredie Akt, første Gjennemarbejdelse er endt i denne Maaned, det Hele færdigt i Oktober og kommer ud til Jul. – Men her er formange Selskaber med formegen Drik, og her er formeget Regn, det gaar derfor tre vent og med ækle Afbrydelser af Hovedpine. Jeg sværger saa ofte ved de høje Guder, at det skal have en Ende, men saa kan man ikke støde Folk, og saa er man der engang og bliver naturligvis begeistret over et eller andet Tosset noget, saa digter man, taler man, dandser man – saa ærgrer jeg mig som nu idag. Jeg var nemlig i Selskab igaar.

Men er nu Fred og Glæde vendt tilbage, o, saa aabner Himlen alle sine Sluser, jeg tror Helved aabner sine med, og min Fantasi flyver ud i dette Sjask, ikke højere end en vaad Høne. Men kommer saa Solen, o, hvad Glæde og Væxt, i et Øjeblik, og Hjælp strax i hele denne kvikke bergenske Befolkning, der strax styrter ud i hvide Kjoler, med Sang, Madkurve, baade tillands og tilvands og fylder mig med Sympathi og Livsglæde, skjønt jeg sidder bag Ruden og ser paa dem. Men det forstaar sig, Bjørn og Karoline ere jo med iblandt dem. – Hvor de ere friske og smukke disse To, ja de ere ikke til at kjende igjen! – Ved De, jeg mangengang har tænkt, da hun var saa syg, at blev han ene, saa sendte jeg ham ned til Dem. Men nu er hun prægtig, baade rød og rund, og saa med dette Sangfuglehumør, som hun engang næsten havde tabt.

Formeld nu ham, Komponisten, min Respekt og Hilsen, han sidder vel der og banker og prikker, – eller naar jeg tager Hensyn til Stoffet, saa maa jeg hellere sige, at han sidder og aabner det omhyggelig tillaasede Bur, Rum for Rum, det Bur, hvori alle Hertz’s Stuefugle sidde fangne. «Flyv, flyv, Fugl, over Sorøsøens Vover!»

Skriv mig nu til igjen og fortæl mig Nyt om Bissens og alle dem jeg holder af. Og modtag en hjertelig Hilsen fra Kone og mig, og send den videre, først ud i næste Værelse, men saa videre udover alt Danmarks Land!

Deres hengivne Bjørnst. Bjørnson.


Til Hilmar Finsen.

Kjere Finsen!

Jeg længtes efter Brev fra Dem, – var ikke Deres Brev kommet iforgaars, havde jeg skrevet alligevel. Thi min Fødselsdag mindede mig altfor stærkt om Eders dejlige Hus, store Gjæstfrihed, inderlige Venskab, til at den mere kan gaa uden en rørende Taksigelse fra Karoline eller fra mig en Skaal for gamle Venner blandt de nye. – Min Fødselsdag iaar var netop min anden Forelæsningsdag, – nu er jeg færdig med alle tre, jeg er saaatsige indsat mellem Kristianias Publikum, jeg tror ikke, at det nu er tilsinds at kaste mig. Universitetet gav sit Festlokale, saamange, som kunde sidde nedenunder, sad der ogsaa, jeg kunde vistnok have faaet det dobbelte Antal. – 700 Species var min Nettoindtægt og vel mere; thi vi have endnu ikke gjort op.

Til Sommeren, hvis Gud og Tyskerne ville, gjør jeg min Rejse i Landet for det norske Selskab. – Et Stykke «Henrik Darnley», Skuspil i tre Akter, har jeg færdigt. Det er det mest dramatiske Arbejde, jeg har skrevet. Om jeg saa skriver Bothwell, Drama i fem Akter umiddelbart ovenpaa, ved jeg ikke, jeg vil nu hvile nogle Dage og beskjæftige mig med at muddre op i Stemningen for Danmark. – I Studentersamfundet holdt de Møde for en krigersk Adresse til de svenske Studenter netop samme Kveld jeg holdt min sidste Forelæsning. Alt det, som blev talt, inden mine Forelæsningsfolk kom, var udgaaet af det bornerte Norsk-Norske, som vi slaas med heroppe; men vi vendte Debatten! Vi jagede Dunker og Professor Aschehoug og Prof. Monrad op paa Kathederet (thi i en god Sags Tjeneste ere vi Alle enige) – og de gjorde sine Sager godt. Jeg var hensat som Reserve, men jeg behøvedes ikke. Jeg var ellers forundret over, hvor stort det borneret Norsk-Norske var blandt Russen, – altsaa gaar det direkte frem af Skolerne! Men har jeg engang faaet Øje paa det, saa skal det ved Gud ogsaa forebyg ges, om hver Rektor skal prostitueres enkeltvis. Alt, hvad, som var Intelligents var naturligvis ogsaa Skandinaver, – den er væsentlig en Oplysningens Sag – ja den er en Gradmaaler! Ellers udtalte Professor Aschehoug en Sætning, som ofte falder mig ind herhjemme: «hvor vanskeligt det er for et lidet Folk at tænke stort».

Nu agte vi at faa et Folkemøde istand.

Det er ellers min faste Overbevisning, at I dennegang ikke kommer til at staa alene. Var Kongen blot noget mere Helt end han er, saa kunde han gjøre Altsammen alene! Folkene kom hinkende efter med Bevillinger, naar de vare nødte dertil, – og saa konstitutionellsindet jeg end er, ser jeg ingen anden Maade til at faa Folk, som have nydt 50 Aar Fred, jagede ud i en Krig.

Her i Huset have vi det godt; vi bo smukt, have alle Menneskers Velvilje, have min Broder i Huset og ligesaa en Veninde af Karoline (en Frøken Siewers fra Bergen). Min Broder er nu en dygtig Jurist, vil om et Par Aar aflægge Prøve for Højesteret. Min Fætter Komponisten er hjemme. Paa min første Forelæsning sang Studenterne en ny Kvartett af ham, som gjorde overmaade megen Lykke. Siden har Officererne sunget Kvartetter af ham, og han er i et Spring bleven en bekjendt Mand. Nu arbejder han paa en stor Symfoni. En smuk Skertso af ham er temmelig udbredt, skjønt den ikke er trykt. Jeg har ret megen Glæde af ham! – Hjemme hos mine Forældre leve de meget vel. Min Svoger er bleven Kapellan hos den Gamle, som nu er rask og vel tilmode. Min yngste Broder er i Hanover forat studere Ingeniørvidenskaben. Han raser mod de Tyske.

De skulde virkelig engang komme hid forat se, hvor vi bo smukt! Vi have saamange smukke Ting, som gode Mennesker (og I blandt disse) have givet os; vi have et godt Pianoforte, store lyse Rum, med lang Udsigt og fri Beliggenhed. Bjørn er bleven en Helt! Nu bestiller jeg igjen et halvhundrede Billeder af ham, som da ogsaa strækker til for udenbyes Bekjendte. Portrætterne af Eder ere ganske udmærket, ja, jeg har paa længe ikke seet dem bedre. Min Kone have Eder staaende paa sit Skrivebord.

I maa ikke glemme at sige mig, til hvilket Regiment eller hvilket Batteri Hagerup drager hen; jeg har naturligvis saa stort Hjertelag for ham, at jeg vil følge ham med større Opmærksomhed end nogen anden Officer i Eders Arme. Jeg glæder mig over, at Nielsen har Kompagni, han vil ikke svigte det! Ja, Herren være med Eder, brave Mænd og grædende Kvinder! –

Jeg skal ud i en stor Fest ikveld og holde en Tale for Eder. Jeg vaagner ofte om Natten, og Bekymring holder Søvnen borte. Og om Dagen taler, skriver og tænker jeg for og om Eder. Det er jo vor Sag I kjæmpe, ja, det store Spørsmaal, om vi have en Opgave i Verden eller vi have slet ingen. – Jeg vil nu skrive et Digt til Sverige. – Nu faar vel Mathiessen meget at bestille, de andre Doctores rejse jo fra Byen. Men endnu mere faar vel hans varme Hjerte at bestille; thi jeg ser ham saadan som han lytter til hver ny Efterretning, samtaler og spaar og søger at bringe Forsoning mellem alle de stridende Tanker paa sine længere Kjøretoure. Hils ham hjerteligt, hils hans Kone og hans Børn! Vil Gud, skulle vi snart atter mødes. Og Eders komponerende Frue? Hvordan gik det? – Kys og hils hende, hils Olaf, den Allerdejligste, hils John og Ragnhild, Bjørn lo saa, da han fik deres Portrætter. Han kjører fremdeles til Jahn og til Augustenborg og giver Fremmede meget uforstaaelige Beskrivelser af alt det Oplevede dernede.

Jeg for min Del har ikke liden Lyst til at gaa med i en Krig; det synes mig saa underligt at synge Andre op til det, som man selv ikke vil gjøre. Men man siger her, at jeg vilde blot skyde mig selv, og slet ingen Fiende, da jeg ikke ser. Jeg tror ikke det, jeg tror jeg blev en god Soldat, endnu bedre Officer. Thi jeg ved, at jeg har Mod, Aandsnærværelse har jeg ogsaa. Det var saa smukt at se oppe i Studentersamfundet gamle Frivillige møde frem med deres Dannebrogsorden. – Ja, hvordan nu det vil gaa i det Hele som for den Enkelte, det vide vi ikke; men lad os kun være enige og Alle paa hver sin Kant gjøre hvad han formaar! Saa er der, som Andersen saa smukt synger, en Gud i Himlen, der raader for gamle Danmark! Lad os nu haabe, at vi gjensees under gode Vilkaar! Men skriv mig nu ofte til, I skal lige saa ofte faa Svar! En glædelig Jul midt i Bekymringen for Fædrelandet, et godt Nytaar, et Gjenfødelsens Aar for Danmark!

Eders hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.

Brevet er nogle Dage bleven liggende; Karoline er ikke ret vel i disse Dage; men ingen Sygdom af Betydenhed.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.