Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1864

Til Clemens Petersen.

Min kjere Petersen, dette er egentlig et Forretningsbrev. Dersom jeg overtager Kristiania Theater til Høsten (det er nemlig i en saa ynkelig Forfatning, at det snart bliver Borgerpligt), vil du da een Sæson rundt bistaa mig som Raadgiver? Nogen egentlig Løn kan jeg ikke byde, men du kan jo bo her gratis hos mig i alle Henseender og have dit udstrakte Otium. Jeg ønskede et bestemt Udsagn af dig, Noget baade jeg og andre kunde rette mig efter. – Forsaavidt jeg overtager Ledningen, er det som uindskrænket Herre; private Sammenskud vil vistnok gjøre mig det muligt at begynde med en liden fin lyrisk Opera ved Siden af, – den musikalske Ledelse af den saavelsom Theatrets hele Musik overdrager jeg Ole Bull; med Theatret bliver et Konservatorium sat i Forbindelse og mange Kræfter tilkaldte. De herværende Kunstnere maa samvirke til at skaffe os et bedre kunstnerisk Udstyr.

Forat faa fat i Theatret maa der en hel Revolution til. Jeg har associeret mig med Dunker og et Par af vore største Pengemænd; men navnlig den førstes Deltagelse maa du fortie, da han først i Repræsentanternes Forsamling skal optræde som den fuldkomne Upartiske, og hele Vægten af hans Optræden beror herpaa. Da jeg endelig engang har taget Beslutningen, tvivler jeg ikke paa Udfaldet. Det Nærværende kan jeg ikke længere taale. Direktørerne forstaa det ikke, Ibsen ler til alvorlige Forslag, han har i disse Dage ikke engang gidet se paa Indstuderingen af sit eget Stykke. – Og hermed nok om dette.

Den danske Sag er der ingen egentlig Anledning til længere at virke i, derfor har jeg vendt mig til Theatret. Du vil have seet mig være midt oppe i alle Agitationer, og jeg har naturligvis gjort mere end hvad som vises i Aviserne. Offentlig har jeg endog holdt mig lidt tilbage, da Folk jo kjender, hvad jeg mener, og her maatte anseede Folk frem, hvis Meninger vare dem ubekjendte. Derfor modstod jeg alle Opfordringer til at tale, endskjønt man paa Folkemødet endog forlangte mig frem. Jeg indbilder mig første Gang i mit Liv at jeg i hele denne Sag har handlet som Diplomat og dygtig Taktiker. Men det er usandt at arbejde længere i en Sag end der kan komme Virkning, derfor er jeg nu paa ganske andre Kanter.

Som Digter kan jeg ikke leve, jeg holder det ikke ud. Jeg maa have noget at regjere, eller jeg gaar i Frø. – –

At Fru Thoresens Bog har gjort saa stor Lykke, tiltaler mig i en Grad, som jeg neppe kan gjøre dig forstaaelig. Jeg har trods dig og saamange taget Aktier i dette Jernværk, og se nu hvilket Udbytte! – Bogen selv er endnu ikke her. –

Kaalunds patriotiske Digte have ret forekommet mig varme og stærke; men det forbauser mig, hvor uklar han endnu er over sine Maal i det Store som det Mindre. Det stormer og det truer, men han ved ikke til hvilken Kant han skal sende det, og sætter sig saa udenfor Døren og brøler. Men det forstaar sig: han brøler godt. Den gamle Hauch har skrevet et smukt Digt (kun eet), H. C. Andersen ganske dejlige Stemningsudtryk i en vidunderlig simpel, for Alle gyldig Form, Ploug noget for tendentiøs bunden, ligesom historisk uretfærdig i sit største (længste) Digt, Richardt – liden, og det forundrer mig.

Skriv mig dog til, nu maa I ikke forsømme mig, sig det Samme til Weilbach, I have dog faaet mine Breve. Jeg havde Moro af at du læste «Henrik Darnley», jeg sender den nu til Stockholms Theater. Bothwell vil ikke ret interessere mig; en Dag kommer det vel.

Jeg har været daarlig, har lidt af Koldfeber. Min Familie frisk; Bjørn især. Folk elskelige mod mig. Til Sommeren er jeg tilbuden fri Rejse frem og tilbage til Spanien og frit Ophold. Jeg ved ikke om jeg tager derimod. – Welhaven bange mig, jeg for min Del lader som jeg ikke kjender ham; men taler han i et Lag, taler jeg altid strax ovenpaa, at han kan berige sine Erfaringer.

Din Ven Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

H. C. Andersen!

Hvorfor jeg ikke har skrevet Dem før til, min kjere Ven, forstaar jeg ikke. Jeg har jo ogsaa en Bog her liggende til Dem (Sigurd Slembe) med et smukt Digt i, om jeg selv skal sige det. Hvorfor denne Bog ikke er sendt, ved jeg derimod: jeg fik den først ivinter. Men hvordan eller hvor faa, de ydre Tegn have været, – her i mig selv blomstrer De trods Vinter, og har jeg Solglands og Varme af Dem trods Afstand. Jeg elsker Dem, ja næsten som en ung Pige, jeg synes om Deres Fejl, Deres Naragtigheder, jeg fryder mig over Deres Arbejder, naar jeg læser Dem højt, jeg fortæller hvad De har fortalt mig og jeg længes til Dem selv i Sommeren heroppe; thi det er dog endnu Sandhed, at De kommer? – Og Deres Digte i Anledning Kong Frederik og Begivenhederne efter hans Død synes mig de bedste blandt alle, som groede paa Eders Ø i de Dage; thi de vare naturlige med Taarer i Øjnene, de stode ogsaa mig i Øjnene, da jeg læste dem. I dette Brev, hvori jeg ret har foresat mig at kjæle for Dem, vilde jeg sige Dem alt det Smukke der længe har lagt og ventet for Dem, men selve Gjensynsglæden, saadan som De nu staar for mit indre Øje, holder ingen ordentlig Bog, og jeg maa derfor blot fortælle Dem, hvad falder mig ind, nemlig at min lille Bjørn kan alle Billeder i Deres Bøger («Andersen-Bog») – kan dem og forklarer dem, og at her foruden ham ere mange Tusinde, som vente paa Dem, og at De skal blive nervøs af al den Hyldning, som her venter Dem af Store og Smaa. – Og saa skal De glæde Dem over den Symphati her raader for Deres skjønne tappre Land, for Nordens hellige Sag, som I tjene med Eders Blod, og den daglige Angst. De skal faa se, at det er ikke Nordmændenes Skyld, at vi ikke vare med fra den første Dag, saavist som jeg haaber, at vi snart skulle komme med. Kongen skal ogsaa faa føle, høre, se, den Dag han holder sit Indtog her, at han er mellem Nordens Mænd og selv maa være en nordisk, ordholden Mand, hvis han vil, at vor Kjerlighed og ikke blot Loven skal bygge hans Throne.

Selv har jeg i al denne Tid intet kunnet bestille; min daglige Tanke er Danmark, mine bestandige Ærinder ude ere Søgen efter Nyt derifra. Jeg holder Eders Aviser, jeg korresponderer derned og virker herhjemme. For ikke ganske at gaa op i Spænding og Tvivl, er jeg begyndt at beskjæftige mig med prosaiske Theateranliggender; thi Digtning kan der ikke være Tale om. Jeg ser, at De, netop nu, har fuldbragt et større Digterværk, jeg forbauses derover, jeg forstaar det ikke, uden maaske derigjennem, at jeg nu engang er slaaet for Handling, det brænder, det bryder i mig, jeg kan ikke underholde en, Begivenhederne uafhængig, Fantasi. Spørger Nogen efter Noget fra mig, saa fortæl dem Aarsagen til, at Intet kommer ud af mig vistnok i hele dette Aar.

Dette Brev har jeg skrevet paa de italienske Farver og Emblemer, forat erindre Dem om vore første Møder og al den Sol de havde, – dels ogsaa forat vi i denne Stund skulle skrive om Nordens Anliggender paa en Grund, der har Forjættelsen i sig, Løftet om en sejrende Nationalitet. Det er for at tilbagetrænge den Følelse af at tilhøre en undergaaende Nationalitet, som i de sidste Dage saa ofte har hjemsøgt mig, det er forat have et sejrende Exempel for Øje. Det er forat sige til os selv: Nordens Forfattere vare ligesom Italiens ikke Aftenrøde, men Morgenrøde, det var Nationens Længsler de besang, ikke kun deres Minder, det var Nationens Skaberevne, hvormed de skabte.

Vil De sige Gottfred Rohde (ja gaa til ham for dette ene Ærindes Skyld), at jeg af et Par Digte i den senere Tid slutter med Bestemthed, at han er den betydeligste af Danmarks yngre Digtere, og at Tiden vil vise dette. Der er kommen en Styrke og Klarhed deri, som giver store Løfter. Sig ham, hvor inderlig dette glæder mig. Han er en herlig Natur kan De tro. Hils nu ham, Skattegraveren Collin, hjerteligt, hils A. Smidth, som jeg holder saameget af. Billedhugger Borch kommer netop og beder mig sige, at Landsoldaten i Fredericia maa ned for ikke at skjæmmes af Skud, – men den levende maa staa!

Gud velsigne Eder alle! Bjørnstjerne Bjørnson.


Til P. Heise.

Kjere Hejse, Tak for din Trofasthed! Det er altfor længe siden jeg fik et venligt Ord dernede fra, og min Tanke er hos Eder bestandig, vaagen som i Drømme; det Sidste jeg læser om Eder er Aftenens sidste Telegrammer, det første om Morgenen er Morgenens første. Du takker mig for mit Digt, – Gud, hvor ganske anderledes jeg kunde skrive, hvis jeg kun vidste, at vi kunde udrette noget, men det staar ikke til os, derfor er Mismod min daglige Følelse, og den avler i min Natur ikke Digte. Gud den Almægtige lade nu et Mirakel ske! Saa det lyser op for de Lunkne, for de Bestemmende, og for os Stakler, der haabe med saa lidt Mod dertil. At være fuld af Længsel til Handling og saa ikke kunne, at have hele sit Hjerte hele vore Landes Fremtid paa eet eneste Punkt, – og ikke kunne understøtte dette Punkt! – Thi stode vore Tropper der, hvad fødtes der saa ikke af Stort i os Allesammen! –

Men denne bestandige Omskrivning af de samme bestandige Betragtninger er ikke til at sende Eder; I have nok af dem selv, – og dog kan jeg ikke godt tale om noget Andet. Dette er en fortvivlet Tid, hvad der sker, er kun Resultat af den Dannelse, som den har draget sammen, nemlig af al den Halvhed, Tvivl, Egoisme, som gjør den ene Part kolde og raa i sine Spekulationer og den anden forknytte, halve i sine Forsøg paa at komme de Betrængte til Hjælp. Jeg ærgrer mig mere end fatteligt for Eder; thi jeg ser overalt Sammenhængen, jeg ser Djævelen, Tidens Djævel selv i dem heroppe, som gjøre sig brede med Indbydelser til alskens Understøttelse, de tage saa lunkent fat, – eller de gjøre Ret i dette ene Stykke, men forsynde sig i alle de andre, – vise den Natur, som har født Tvivlen, Synden, der har undergravet vor Medfølelse og vor Handlekraft. Var her 100 virkelige Mænd, og havde disse sin Stilling paa gode Poster i Samfundet, da vovede alle de Halve ikke sin Udsættelse, netop fordi de ere halve. Men det nytter ikke at tænke derpaa. For min egen Part maa jeg sige, at Krisen kom mig flere Aar for tidligt, jeg har ikke den Plads endnu blandt mine gode Landsmænd, som kunde lade den Kraft jeg tror at have, harmonisk og fyldigt beherske Forholdene, – det kom endnu til at ligne en Gadekamp; thi de tage endnu ikke Kommando af mig, jeg maatte prygle mig til den. Jeg bider Tænderne sammen og trænger mig længer og længer op; thi jeg vil have Stedet, hvorfra man ikke kan undlade at høre mig; – og gjør de først det, saa skal de ogsaa lyde!

Du taler om Clemens Petersen. Hør, jeg er ikke længer vred paa ham, han voxer sig sund og stor. En Kritik som hans over Ibsens Kongsæmnerne leverer ingen Anden i Norden, han er egentlig vor eneste Æstetiker, og jeg, som følger med, jeg ser ingen større, hvorhen jeg saa ser. Endnu er han ikke færdig, harmonisk, hel. Men er det noget Menneske i Danmark, som fører en Udvikling, saa er det dog ham. For Fanden, du maa dog engang se det! – Saa er det et Par Digte af Gottfried Rohde, som have ganske imponeret mig; der er kommen Rygrad og Muskler i det bløde, smilende, men vemodige Menneske, han er bleven en Mand! Disse Par Digte forraade større Syn, stærkere Tanker end Richardt, saameget jeg ogsaa elsker den Sidste. Hils ham, hils ham og sig, at nu venter jeg paa ham. –

Ogsaa paa dig selv! Du er saa forstandig trods al den Følelse og Kraft, som begge trænge paa; jeg kan altid hengive mig til dig som til den Sikkre.

Din Kone svarte mig ikke, ja du hilser ikke engang fra hende. Er hun da vred paa mig? Og jeg, som holder saameget af hende og taler saa ofte om hende og viser hendes Portræt frem. Nej, hun maa ikke blive vred, om jeg siger min Mening og denne ikke er hendes, Herregud, hvad blev det for en Omgang.

Henrik Darnley (tre Akter), første Del af Maria Stuart burde du faa at læse. Jeg holder adskillig paa den, fordi jeg her har forsøgt mig i noget Nyt, nemlig i det Smidige mellem det Stærke, – i det Overgangslette. Jeg skulle gjerne have din Mening; thi det Samme, som gjør at jeg holder af den, nemlig at jeg har forsøgt Noget, gjør mig ogsaa lyttende efter Virkningen. – Bothwell (Maria Stuarts anden Del) morer mig fortiden. Han gaar med tunge Støvler paa, der er Larm i Huset og paa Gaden, Folket trænger ind og alle sædvanlige Love hører op som i Revolutionen. Ak, det er herligt at arbejde, men Tiden er for streng. Nu iaften er der atter alvorlige Telegrammer, – og Miraklet endnu ikke! Ak Hejse, hvorledes skulle vi gjensees? Min kjere Karoline og jeg tale ofte derom, at vi vist ikke mere ville finde den Venlighed i Danmark som før, – og dog vilde jeg, at jeg saa Landet imorgen! Og hun ikke mindre. Nej hvor trofast hun er ogsaa i dette, hvad hun har samlet ind til Eder! Jeg skal hilse din Kone fra hende (i August venter hun en liden Pige!) – Skriv mig til, gjør det!

Din Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen. Har jeg ikke Lov til at forudsætte Rizzio som forhadt af politiske Grunde? Du kan skjønne at en Udvikling tager mig formegen Plads, – og han skal jo strax forsvinde. Han er selv kun til for hendes Skyld, hun gaar videre over ham; at han dør er det Moment, som jeg har Brug for. – Hvad Bothwell angaar er din Bemærkning rigtig. «Det Stygge», «det Mægtige» er her ikke – endnu. Dette er Opgaven i næste Stykke. Ligesaa Murray; han tillader ogsaa i næste Stykke omstændelig Udvikling, tillige (men kun tildels) Lethington. Det Stygge og Mægtige i Bothwell gjør vi tidsnok Bekjendtskab med, og det glæder mig, at nu kan jeg behandle dette uden at forlade Skjønhedens vederkvægende Sommerlejligheder. Gud ske Lov, han har havt sin Gjerning i mig, siden jeg i 1860 forlod Danmark! –

Bothwell er min Yndling! Saadan som han nu er, er han ogsaa ganske historisk; Bothwell var oprindelig en Helt, «en rask Satan»; man saa at Lidenskabeligheden engang vilde hvirvle ham væk; men han var endnu ikke fristet. Naar du læser hans Replikker i dette Stykke, læser du kun endnu aabne Steder, du træffer ikke en positiv Tanke, og dog faar han Dronningen i sin Magt, og naturligt, saaat vi selv følge med dem ud. Du maa ikke læse disse Replikker uden at tænke dem illustreret af et Ansigt, som kun har eet Øje, og som i Bevægelserne har noget viljeheftigt, ikke følelsesheftigt. Da faa de maaske det Udseende, som gjør dem til Underlag for den kommende Forfører, Morder, Løgner, som har den bevidste Pagt med alle onde Magter, og ler endnu, da Alt er tabt. –

At du ikke synes om anden Akt forundrer mig. Der maa altsaa være en Hage ved, skjønt den er ikke der, hvor du peger. Ellers er hele Stykket skrevet som paa Prøve. Naar «Bothwell» er færdig, fremtvinger det vistnok Forandringer. Lad det nu opføres og jeg se paa; jeg er ud over det Standpunkt, hvorpaa jeg bryder mig synderlig anderledes om Kritiken og Udfaldet end som en Erfaring, der hjælper mig. Tredie Akt synes jeg mindst om. Den kommer jeg engang til at forandre; for Øjeblikket maa den staa saadan. – Det hele Stykke er jeg nu noget kjed af. Vistnok bidrage Begivenhederne rundtom dertil, thi jeg er egentlig paa Als, mit Hjerte bløder og jeg skammer mig saaledes, at jeg uden Alliance vistnok aldrig mere kommer til Danmark anderledes end i mine Arbejder. – Men skulle ikke du ville komme herop og bo hos mig? Jeg trænger saa til dig.

Mit Stykke har noget europæisk ved sig – ikke sandt? Jeg længes ud fra disse store Opgaver, til Proverbes, fine Skuespil, smaa Digte. Maaske er det atter Begivenhederne, som true mig tilbage i den idylliske Modsætning. – Det er sandt: Bordscenen i anden Akt, jo, lad den gaa! Undertiden var hun ogsaa saadan: et abstrakt Ronsards Digt. – Men hvad tror du om et lille Stykke foran dette, et for Skotlands unge legende Dronning? – –

Jeg vedlægger et Brev fra Ibsen. Naar du ved, at det er mig, som har samlet hver Skilling til hans Rejse, og som har sendt hans Dreng en Zuavdragt med Tilbehør for 12 Spc. – hvorfor han ikke takker mere end du ser i Brevet, saa læser du det først med rette Forstaaelse. Maa jeg faa det tilbage.

Mit Portræt følger, det har for stort Underansigt, da jeg har holdt Hovedet formeget op. Min Drengs følger ogsaa; af min Kone har jeg intet godt, og hun er saa kjedsommelig med det, at hun aldrig kan skaffe sig et godt. Vi leve godt her, vi to og Peter! Du skulle have været her. Jeg tror vi har det hyggeligste Hus i Byen. Men vi sørge saa for Danmark!

din bestandige Bjørnstjerne.


Til H. C. Andersen.

Kjere Andersen, Deres Hjertelag, Deres ærlige og inderlige Mening i alt det, som nu beskjæftiger os, gjør Dem saa dyrebar for mig, jeg maa strax besvare Deres Brev, og det skulde undre mig, om ikke denne Tid kommer til at knytte os to sammen som ingensinde før. Nu er det Hjertemenneskene, som rykker frem i første Linje! Svage, bløde Sjele blive store, og de som kloge og udmærkede bekjendte blive smaa, ak saa smaa, at jeg maa vogte mig for ikke at komme til at foragte dem.

Tak for Deres Brev, Tak for Deres Digt i Dagbladet, jeg maa altid græde, naar jeg læser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Folkets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud, som hvert eneste Menneske selv har gjort hundrede Gange, og som her faar Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist har Folket Levekraft; saavist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets ædleste Udtryk, saa vist skal det Hele ikke forgaa i Smerte eller forspilde sit Haab!

Store Ting ere udførte af Eder, – og ikke alene Skammen griber mig, naar jeg tænker paa, at vi ikke ere med, men Skinsygen. Hvad maa der ikke blive af et Folk, som kan opleve saadant, hvilke Kjæmpeskridt fremad og forbi os Andre! – – Men hvad er der hendt Dem personlig, som har slaaet en saadan Smerte henover Deres Brev? Noget nævner De, Andet antyder De. Er det Collin? Hvad vil dog dette sige, Collin er saa brav og solid, Egoist forstaar sig, og ikke lidt, men stræbende imod. Dette maa være noget Forbigaaende, han kommer tilbage til Dem, – lad ham selv erfare sig frem.

Heroppe skulle vi nu til at holde 17de Maj. I Begyndelsen var Skandinavernes store Familie derimod, men tænke nu som saa: at skal der være Fest, saa skulle de ogsaa faa høre Sandheden. Jeg har netop været oppe forat høre Advokat Dunkers Tale for Danmark. Dersom vi levede i hine Tider, hvori Tanker tillige bleve Handling, saa var der den 17de Maj om Aftenen ikke et helt Vindu tilbage hos Statsraaderne. Hvor gjerne Nordmændene vare hos Eder! Naar der ikke ere flere Frivillige hos Eder, saa er det fordi vi have den mest udstrakte Værnepligt, og Krigsministeren forbyder dem at rejse, – og naar Stortinget tog den Betingelse med, som blev dem forelagt, var det fordi at Konge og Regjering saa vilde have, – lige indtil hin Udtalelse om Skandinavismen, som dog kun fik tre Stemmers Overvægt! Men i ethvert Fald: glipper Konferrencen, saa komme vi med; vore Rustninger ere alvorlige, I behøve ikke at tro, hvad Aviserne derom fortælle, det er desuden et Livsspørgsmaal for Armeen at den kommer ud, saa Kongen ikke tør betænke sig. Hvilken Sympathiens Bevægelse her er blandt Folket, – ser De, at vore Frivillige næsten alle ere Bondegutter? Dette beviser Bevægelsens Udstrækning, – og havde vi saa sandt havt en dygtig Konge og Regjering af ung og ikke gammel Skole, saa stode vi, hvor I stode, og falde hvor I falde.

Det skulde glæde mig, hvis jeg har bidraget til, at De skriver Lystspil. Jeg har med Glæde læst «Paa Langebro»; Humlekongen er en god Karl, og i Frands er der noget Fint og Rundt, en ægte dansk Unggut; – Tonen er godt holdt, jeg havde ventet lidt nyere Karaktersyn, af de hundreder, som De kaste ud i Eventyrene; men De har jo ogsaa kun bearbejdet et fremmed Stof. Jeg længes efter at se Deres nye Lystspil, som maa have moret meget, da ikke alene Aviserne tale godt derom, men jeg ogsaa hører meget godt derom, og jeg finder Bemærkninger derifra igjen i Dagens Avisforhandlinger.

De ved maaske, at jeg skal overtage herværende Theater til Høsten; jeg maa have noget at bestille ved Siden af min Digtning. A. Munch bliver nok Medlem af den Bestyrelse, som skal hjælpe mig med Raad og Daad.

Jeg taler ofte med ham, han er elskelig. Jeg taler ogsaa med Welhaven, jeg er hos ham og han her; han blidner med Aarene, men har jo meget af det unaturlige Udstillingsvæsen, som I kjende og frygte. – Jeg gjentager min Indbydelse til Dem til at gjæste Norge denne Sommer; Rejsen herop er nu saa billig, og vil De blot gjøre en liden Tour, saa tror jeg, at Kristiania og nærmeste Omegn frembyder meget Seværdigt. Vi skulle opmuntre Dem og takke Dem for alt det Smukke, som De har givet os, vi skulle styrke Dem til nye Digtninger, paa samme Tid, som jeg haaber at vore Soldater ere sammen med Eders, og at dette give Samtalerne mellem en Dansk og en Norsk den rette Forstaaelse!

Det maa jeg paa den anden Side sige, at kommer vort Land ikke med, saa vil der gaa mange Aar hen, før jeg kan overvinde mig til atter at besøge Danmark. Og min Kone tænker som jeg. Hun har været flink, hun har samlet ind for Eder, hun har grædt og talt, hun er af de Trofaste, – og af dem, som aabent bekjende hvad af Stygt de tro at se blandt Landsmænd; thi det er netop oppe i vor Klasse at Resterne sidde af gammel Afsondringslyst, af Fredstidens Egoisme.

Næsten en Maaned har dette Brev lagt! Saadan er jeg: naar jeg har befriet min Sjel og havt Samtalen med Dem, saa er Resten mig lidet magtpaaliggende. Men jeg maa gjøre Alvor af og sende det fra mig! Hvad er ikke hendt, siden den 9de Maj! Netop da holde de Danske paa ved Helgoland at lære Østerrigerne Søvæsenet. Tre Dage efter Vaabenhvile! Nu alle de vrimlende Forslag! Men een Ting maa I vide: bliver der atter Krig, gaa vore Lande med. Her er intet Spørsmaal, I behøve ikke et Øjebliks Tvivl.

Og saa har jeg læst Deres nye Stykke. Jeg er ganske overrasket over den Elegence, hvormed det er skrevet, den psykologiske lette Finhed, de sikkre Karaktertegninger, blot i nogle Ord, men selve Intrigen er meget spæd, dog saa naturlig, at Ingen tænker videre paa det. Det er et elskeligt lille Arbejde,– at Personer deri intet væsentligt eller slet intet Bidrag giver til den endelige Opløsning, tilgiver vi Dem af Hjertet, naar De blot vil love at komme snart igjen! Gjør det! Mor Dem, mor os! Tænk ikke formeget paa alt det dra– matiske, sceneriske Kvæleri, giv Karakterer og Indfald og lad det runde sig af sig selv.

Igaar var jeg med at stifte en skandinavisk Forening, eller rettere jeg modsatte mig (Dunker og jeg) Stiftelsen af alle Kræfter. Tiden er ubelejlig, det er ikke Snak, som skal til. Og det tyske Foreningsvæsen hader jeg, hader det af alle Kræfter! Heroppe gjør det heller ikke godt. Men det er saamange, som tro de handle, naar de gaa ind i en Forening og høre et Par Taler, for dem er det altid noget; – men for Sagen svækkende, splittergalt. Jeg gaar aldrig med, – før det bestemte Formaal kommer, det, som trænger Massen til at trykke sig frem. Men hvor er det? Paa hvilken Vej skal Tanken realiseres? – Nej, her er nu intet Andet at gjøre end at tage fat og redde Danmark, – saa kommer der vel en Tid for Ideens Realisation, en Tid for Foreningers Arbejde. Lev vel!

Det er sandt: en Datter af mit Sødskendebarn Fru Sanne (en Søster af Viggo) en nydelig Pige, beder mig hjælpe sig hos Phister, som læser med hende til Skuespillerinde, men som er lej, gnaven, lunefuld; sommetider vil han have hende frem, til andre Tider nægter han hende Talent. Talent har hun, men det maa udvikles; hun har en stor Sangstemme, synger hos Rung, hun er sød, barnlig og overmaade smuk (bor i Kattesundet 12, anden Sal). O, tal til Phister, han har Respekt for Dem, hun har ingen Fader, Ingen som kan holde ham til sin Pligt mod hende. Jeg skal benytte Tiden, medens han er her, men fortsæt De i Danmark, De gjør en god Gjerning, og enhver saadan gjør De jo saa gjerne!

Deres Bjørnst. B.


Til Hilmar Finsen.

Kjere Finsen, jeg vil lægge et Brev til Fru Hall ind her, forat De kan læse det og siden være saa god at sende det frem. Hvad jeg deri har sagt om Situationen vil spare mig for den Sorg at sige det to Gange; thi De har jo fremfor nogen Anden Krav paa at vide, at jeg har lidt med Eder, haabet og været skuffet med Eder den udslagne Vinter og den derpaa kommende Sommer.

Meget af den Frygt jeg nærede, da jeg gik med Dem paa Deres Kontor er jo desværre endog overtruffet, navnlig for vor Konges Vedkommende, og med Hensyn til Danmarks mindre Modstandskraft. Men Meget er i den Grad gaaet sørgeligt, at Gud har udseet Tiden til en Nationernes Prøvelse, og til en saadan Tvang for den Enkelte, at mit Haab i det Mindste, daglig har maattet bede: led mig ikke udi Fristelse!

Jeg har fulgt hver Stump Efterretning om Dem, kjere Finsen, i den forløbne sørgelige Tid. Jeg holder to danske Aviser og har ellers korresponderet med Mange, indtil nu i Foraaret, da jeg ikke længere kunde. Jeg har seet Dem opføre Dem som en Mand, saa jeg har ofte tænkt, at De burde i denne Tid have været Officer, eller styret noget Mere end Sønderborg. Deres Jomfrutale læste jeg strax, og det synes mig, at De med den tog Plads blandt de Bedste, endskjønt De indskrænkede Deres Behandlingsmaade af den foreliggende Sag til det, som man nærmest kunde vente sagt af Dem som Slesviger. Ogsaa heri kjendte jeg Dem igjen. Men med Tiden vil den voxe til at blive Ord af en indflydelsesrig Mand, som har Trang til at tale om det Hele i sin Helhed. Thi den parliamentariske Bane maa De fortsætte, De er ganske overordentlig udstyret for den, og De er saa helt igjennem til at lide paa.

Der er en Mand, som i denne Tid er ganske forsvunden, nemlig Hagerup. Hvor er han? Fra Matthiessen har jeg ofte hørt af norske Læger. Om de Andre bragte Aviserne Efterretninger – om Krogh Mejer endog Times. Ak ja, – end de paa Augustenborg. Husker De min sidste Aften der, da jeg pludselig følte, at her komme de Tyske til at sidde, og at jeg sagde dette i min Afskedsskaal, og at vi Alle bleve saa forstemte.

Da jeg saa Eder holde Bazar, var jeg tænkt paa at sende Eder en Sang til det dejlige Als; men jeg kunde ikke. Men endnu kan det vel ske; thi Als bliver aldrig tysk!

Den 15de Juli fik Karoline en Gut, stor som Deres Kones, og baade hun og han befinde sig vel. Bjørn er Sundheden og Livligheden selv, fortiden Gadegut af første Rang. Men som den gamle Kudsk hos Pickwick siger: det er den bedste Opdragelse en Mand kan faa! – Personligt have vi det godt i alle Dele. – Dersom Deres Kone kunde forlyste os med eet af sine gediegne Indlæg til Fordel for Nysgjærrigheden, saa vilde hun gjøre sig fortjent af os begge; thi medens vi ikke kunne bringe Eder Efterretninger, som have Fællesinteresse, er jo dette Tilfældet med alt Eders. – Da Ploug var heroppe, omgikkes jeg ham fra Morgen til Aften, vi bleve gode Venner dengang, jeg tror vi lærte hinanden at kjende. Hvor ondt jeg har havt af ham i denne Tid; der er Ingen, der er bleven skuffet som Ploug. Og naar jeg hører om ham, eller hører at gamle Grundtvig, da man i en Tale til ham takkede ham, fordi han endnu prædiker Haab, har grædt som et Barn, da kan jeg ikke undlade at gjøre det Samme.

Det forbavser mig forresten, at Monrad eller hans Udsendinge ikke i England fik bedre Rede paa, hvad Understøttelse de havde at vente. – Tilforn vare jo de, og hele Europa, bedragne; men paa dette Punkt maatte der dog komme til bestemte Erklæringer, og da synes mig, at han ikke længer burde lade sig skuffe. Men Monrad er utvivlsomt en Spiller; hans Taler gjøre alle dette Indtryk, – paa mig bestandig et meget daarligt. – Englands Vrede gjør et væmmeligt Indtryk. Mere egoistisk Bevægelse end dette Lands baade Sympathi og Antipathi har Historien ikke Exempel paa siden Romerrigets Dage, og vist er det, at Napoleon den Første vil faa Ret, at England engang vil dø af denne sin Egoisme. For blot at tage een eneste Yttring: England er ikke de smaa Staters Ridder, – hvad vil den sige Andet, end at de øvrige Stormagter altsaa dele de smaa Stater mellem sig? England vil nok for sent se Følgen deraf, naar Ruslands og Tysklands Flaader kunne beherske deres egne; thi den Tid er utvivlsomt ikke fjern, og naar nu Rusland tager vore Nordlande, hvad vistnok allerede er aftalt, saa er det kommen til Nordsøen paa sin Kant, Tyskland paa sin, og gider England nu ikke engang holde Frankrigs-Alliancen, fordi den drager det ind i ædlere Interesser, saa staar det en Dag forladt, og som Bytte for en nærmere Frygt end den for Amerika.

Imidlertid er der over os Nordmænd falden en Sorg og Beklemmelse, som jeg aldrig tænkte at faa opleve. Havde vor Regjering Intet sagt, saa kunde vi have trøstet os med, at vor Rolle ikke var den at blande os ind i Andres Strid, saa ækel denne Trøst end var. Men den har sagt: Danmarks Strid er vor, og naar den desuagtet gjør sin Hjælp afhængig af Stormagternes Deltagelse, saa vil dette sige, at vi kunne ikke forsvare vor Sag! Ja, hvad mere er: vi vove ikke engang Forsøget! – Dette er noget for Nationalfølelsen saa ydmygende, at Nationalsange ere standsede som af sig selv, og den Følelse, at leve paa Naade, paa Stormagternes Naade har slaaet vor ringe Selvstændigheds Mod til Jorden. –

Den Stilling, vi indtager til Sverige, trykker ogsaa Sindene; vi se jo, at vi kun ere Provindsen; den Rolle, som Historien, Sproget, Selvopholdelsesdriften anviser os, den at være Mægler mellem Danmark og Sverige, den har vor Regjering forsmaaet, og Kongen har forsmaaet at benytte sig af de Elementer til at hæve Norge op til denne Stilling, som han virkelig forefandt iblandt os. Han forstaar helt igjennem ikke sin Opgave. Han leger Soldat og slaar diplomatiske Kolbøtter, skriver flammende Digte, – men moralsk Mod ejer han ikke, den Evne at fastholde en Tanke har han ikke arvet. Hans Broder Oskar er en Drømmer, Slægten duger ikke. Indpodningen af en Glücksborgsk Kvist i den vil vel ikke hjælpe den synderlig op; men man bør vove Forsøget. Jeg for min Part tror ikke paa et Skandinavien, før vi have Republiken. At de forenede Staters Præsident næsten altid blev en Svensker maatte vi finde os i; det maa indtage sin Rang-Plads, da det har flere Indvaanere end vi to tilsammen og Interesser at repræsentere, som ved Landets overordentlige Fremgang, true med at blive respektable selv i Maal med en stor Stat. – At Kongerne nogensinde faa Tingen istand, tror jeg ikke. Og Republikernes Tid tror jeg nu ligger nærmere, end nogen af os aner. Jeg forstaar ikke hvilken anden Opløsning her gives over hele Europa.

Saa har jeg da snakket med Dem paany, kjere Finsen; give Gud det snart skeede under lykkeligere Forholde og om gladere Emner! Hils Deres prægtige Kone, Deres vakkre Børn, Deres og vore Be– kjendte! Vi have den lille danske Pige hos os, som var med Karoline til Als, vi have de danske Sympathier, den Sorg tilhuse, og vi længes bestandig efter Efterretninger fra Eder.

Deres Bjørnstjerne Bjørnson.


Til H. C. Andersen.

Fantasien gav du Vinger
mod det fremmede og store,
men mit Hjerte Poesien
af det kjendte og det mindre.

Da min Sjæl var barnehungrig,
mætted du med voksne Tanker;
siden den blev mæt og voksen,
ammer du paa Barnet i den.


Til Carl Ploug.

Kjere Ploug!

Jeg har nu saalænge afholdt mig fra at skrive Eder til dernede, men heller ikke heri er nogen Lindring for den dybe Smerte, hvori alt mit Væsen er nedsunket. Jeg har taget mig sammen for et nyt Arbejde, jeg har endt det (et borgerligt Skuespil, egentlig et Slags proverbes), jeg hefter to Akter til Henr. Darnley o. s. v., jeg har ogsaa søgt at indblande mig i Theateranliggender, Alt forat sige mig selv, at den Enkelte maa redde sig for en anden Gangs Skyld, og at det væsentlig bliver Literaturen, Dagens som Bøgernes, der faar det tunge Hværv at arbejde op igjen Folkemodet af de mange Bakker, som det i denne Vinter og Sommer er rullet ned.

Men, kjere Ploug, det gaar ikke. Og det, som jeg sidst vilde, skrive Eder til, det maa jeg dog nu af dyb Trang til Meddelelse; thi her er snart sagt ikke den, med hvem jeg nu kan tale. At jeg var en Smule trofastere af Gemyt end Størsteparten, det vidste jeg, men at dette saa sørgeligt skulde aabenbares, derfor maatte Gud helst have bevaret mig; thi trods min umaadelige Evne til Haab, trues min Livsanskuelse fra Roden af, det er mig undertiden som ville disse Erfaringer slide mig op. Jeg bevæges altid til Taarer ved at se Dem og gamle Grundtvig holde paa i «Fædrelandet». I To røre mig næsten lige meget som noget Andet dernede, jeg maa nu engang føle personligt, og at I To skulde opleve dette, det er mig over al Maade tungt, o, som det synes mig saa ubarmhjertigt.

Hvad jeg egentlig vil skrive til Dem om, maa De benytte som De finder for godt. De ved jo, at det bliver strax modsagt alt det, jeg siger, thi Nordmændene ere nu engang, som det synes, bestemte til at dø Hensynenes langsomme Død, Klogskabens. Gud vende det itide!


Til Carl Ploug.

Kjere Ploug,

jeg maa dog engang sende Dem af de Korrespondencer fra Island, som hele Vinteren igjennem satte ondt Blod her og vil fremdeles gjøre det, da man her har Klokkerkjerlighed for Island.

Hvorfor Pokker kan ogsaa ikke Menneskene deroppe raade sig selv? Jeg trives ikke sammen med nogen Islænder, men netop derfor vilde jeg ikke for nogen Pris have mere med ham at bestille end højst nødvendigt.

Udbyttet af den skandinaviske Forenings Forhandlinger er overmaade magert. Man beviser travelt Nytten for os af en Forening, men ikke den aandelige eller den materielle, som ligger i at man er Flere, har mere Magt i Penge og Planer, ej heller beviser man den Pligt, vi her have, selv om vi ikke havde en Snus Fordel. Det er rent galt at tro, at ikke det sidste Argument er skikket til at gjøre Indtryk paa vor religiøse, alvorlige Befolkning. Man saa jo under Krigen, at med kun en Smule Ledning havde dette Argument, netop dette, draget os ud i Krigen. – Nej, disse «praktiske» Mænd skal bevise Nytten af, at Danmark har mere Kapital til at bygge Pantserskibe for! Nytten af dets Beliggenhed i Tilfælde af Krig med Rusland o. s. v. – Lad os dog slutte med at tale om Krig med Rusland. Heri ligger Spekulation paa Svenskerne, og saadant er væmmeligt; thi ingen af os kan for Alvor mene, at vi ville gaa med Sverige mod Rusland. Jeg var selv saa daarlig at tro saadant engang, men er vendt tilbage; thi Rusland har nu saa meget at bestille hos sig selv, og faar bestandig mere, efter hvert som Tyskehadet voxer op i dette Land (og det er i frygtelig Væxt!), – samt efterhvert, som man vil Frihed. Desuden er de ikke paalidelige Finner en altfor besværlig Rygstød under et Indfald i Skandinavien, til at Russerne vilde resikere det. Lad os holde Venskab med Rusland; Stillingen er netop den, at af Rusland have vi (naar Eders borgerlige Frihed først er sikker) Intet at frygte, men Meget at haabe.

Med Hilsen til Deres Frue og Familie og Karolines og mine Venner

Deres Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Carl Ploug.

Kjere Ploug!

Der er (siger Emil Stang, Statsraadens Søn) to Depescher af 5te Oktober! Deres «mankerede» Slutningstirade er rigtig, men staar i No. 2! – Er dette saa, da tage dog Fanden ved al den Karakterløs– hed i den vistnok velmenende Manderstrøm, – og det er som jeg altid har sagt: svage Folk ere, altid upaalidelige, ofte troløse, undertiden Forrædere. –

Men vov De (paa Emil Stangs Opgivende, som jeg indtil Videre tror vel underrettet) at sætte den Paastand op, naar nu Post og Innenrickestidningen benægter Deres første, – at der saa er to Depescher af samme Datum – og lad os se paa Virkningen deraf. Men lad ikke Kundskaben derom være kommen herfra.

Tak for at De tog ind min Dinx. Jeg vil gjerne fortsætte; thi det er med den offentlige Diskussjon som med en Maskine, den maa altid have mere Stof, eller den knarker sig selv istykker. Og nu var det kommen dertil, at alle Parter vare enige om at fortie visse Forhold, og derfor havde man ikke mere Nyt at snakke om og bleve kjede. Nordmændene have saa tungt for Oprigtighed og Svenskerne have sine Hensigter. Derfor nævn Tingene, at de ikke blive til Spøgelser. – Men jeg sidder ene med dette; thi jeg er ikke enig med Bachke og Krohg, eller Broch og Daa, eller Dunker og Birch, de Første ere Fantaster (men dejlige!) de to Andre Theoretikere med Bitanke paa Statsraadsposten, og de to Sidste grændseløs ærgjærrige. I Tilfælde af Splittelse inden Partiet, som Mange venter, og til hvilket Øjemed man har villet have baade mig og Flere ind i Foreningen (dog ikke Dunker) slutter jeg mig naturligvis til Bachke og Krohg, da Broch og Daa og Aschehoug gjerne tog Foreningen gjennem Sverige, d. v. s. først Sverige – saa Danmark, hvilket baade er farligt og vistnok fejlagtigt (desuden mod alt mit Instinkt, det er mig modbydeligt). Men Bachke og Krohg kunne aldrig tage en Tyr ved Hornene, men gribe idelig Halen, og dette gjør, at vi ere uenige over hver evige taktisk Regel.

Altsaa vil jeg indtil Videre være alene, ja har intet Valg. Dette er det min Pligt at sige Dem; thi det vilde skuffe Dem at tro, at mine Udtalelser ere mere end en enkelt Persons Streiftog ind paa et okkuperet Terrain.

Medens jeg officielt taler og virker for et Ministerium Broch-Birch, er det ikke fordi jeg er enig med den Første eller tror den Anden, men fordi Broch er personlig forudindtaget for udvidet Forening med Sverige, Birch personlig krænket af Svenskerne (i ham er nemlig alt Personligt meget stærkt) og da synes mig, at deres Forhold til Sverige neutraliseres, saaat deres Enighed paa skandinavisk Terrain maa tage Vejen over Danmark.

Emil Stang, som nok tror, at mine Korrespondencer og øvrige Forhold heroppe ikke ere uden Virkning har været meget ivrig i at forestille mig, at han, det vil i hans Mund altid sige Faderen – er en stor Skandinav! Det maa aldrig et Øjeblik vildlede os (vide mine Udgydelser om svage Folk.) –

Det ærgrer mig, at De ikke gjorde Ære paa mit Digt «Svar» i Nyhedsbladet og tog det op. Dog ikke à la Munch, fordi det var et Digt af mig, men fordi der er Trøst i dets Tanke, og indtil jeg ser en større, er det derfor ogsaa den, som giver mig mest Haab.

Jeg vilde gjerne ved Lejlighed se et Par Ord fra Dem. Jeg føler mig æret ved Deres Venskab og jeg har en Sympathi for Deres Gjerning, som jeg tror, at De selv mener vil holde ud.

Hils Friederichsen. Hvorfor skriver han ikke? Ikke i Fædrelandet, ikke til mig, – er han syg? Drømmer han med Digteren Bachke heroppe og forsmaar mig Realisten? faa ham til at svare eller rettere til at arbejde; thi der ere mageløse Evner!

Deres Bjørnstjerne Bjørnson.

Igaar den 11te døbtes mit Barn Ejnar. Min Moder er inde, hun bar ham over Daaben.


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen, efterat have læst din Artikel om Turnvater Jahn, min Kones Slægtning, maa jeg skrive dig til, skjønt jeg hel uklart gaar til det. Gjenstanden er mig for lille til at studere den ordentlig igjennem, Udsagnene om den derimod tildels saa kolossale, nye, forbausende, at jeg blot bliver Tilskuer. Det synes mig aabenbart, at du her har samlet gjennem Aar Had til visse Fænomener omkring dig, baade i Danmark og længere ude, og at den besynderlige Jahn ligesaa besynderligt er bleven Vehikel for det endelige Udbrud. Dette selv har en genial Kraft, vidunderlige Enkeltsyn, men bliver paa Grund af at det paa den foreliggende Gjenstand mangler fuld Anvendelse, haartrukket som bare Fanden, og undertiden ubarmhjertigt eller uretfærdigt. Ubarmhjertigt fordi det haaner saamange vakkre Folks mageløse Arbejde i store Formaals Tjeneste, ihvorvel der ofte er noget Komisk i deres oprindelige Forhold til dem, – uretfærdigt, hvor du abstraherer Tiden fra Personerne, og forlanger det Normale af abnorme Forhold. Thi ligesom der gjælder ganske andre Love i Krig end Fred, uddanner dette andre Evner. Morsomt sprang denne Sandhed op for mig paa første Studentertog, som jeg gjorde med. Vi kom Tyve paa en Barberstue, hvor kun to barberede; skjønt sidst indkommen tog jeg Plads efter den netop færdige, medens de to første Arveberettigede hylede, men hele Resten lo og raabte Bravo; thi de fattede ved Exemplets Magt, hvad jeg strax forstod uden at tænke derover, at Fredens Høflighed her var Daarskab.

Medens du skal have min hjerteligste Tak for saameget stort og sandt sagt i denne Artikel, som jeg aldrig skal glemme, maa jeg holde fast, at havde Danmark Evne til, havde Norden Evne til at frembringe Tysklands kolossale Ensidigheder i Farens Stund, saa skulde jeg nu ikke sidde saa ofte ræd som jeg gjør. Din Artikel er ganske rigtig i sig selv, men ikke alene er dens Gjenstand, men ogsaa dens Tid galt valgt. Du spænder Krog netop for de Ben, hvorpaa Situa– tionen nu burde hvile, og hvorpaa hver Handlingens Mand søger at faa den rejst. Man har ofte bebrejdet mig, at jeg var en Partimand, medens Sandheden er, at jeg altid staar i Partier, men aldrig har havt eller faar Partisyge. Men det er Borgerpligt. Det er Trang for mig at virke, og jeg gaar til de Nærmeste. Uden Parti gjør man Intet. Jeg er fortvivlet over Sverdrup som Fører i vor Opposition, men jeg gaar med, rigtignok kjæklende med ham undervejs. Jeg ønskede Hall meget, meget anderledes, men maa foreløbig tage tiltakke, og Situationen kunde let føre det med sig, at jeg faldt i en Gadekamp (om ikke netop for ham; thi det gjorde jeg dog neppe, men) for En, der lignede ham uden dog at have mit fulde Bifald. Og Grundtvig. Jeg ler af mange Grundtvigianere, og af ham selv med, men Fanden skal gale disse Johnsonske Tørpinder, naar de støde til ham, eller den Martensenske Ligevægt, der saa omtrent ophæver al Bevægelse. Vi ere baarne i Ensidighed og virke deri, saalænge vi (som du selv siger) ere baarne i Demokratisme, og det forbauser mig, at ikke denne ene Sandhed bragte dig til at standse paa dit utidsmæssige Togt.

Der er en Sygdom ved Partitrangen i Demokratismen, som det var tidsmæssigere at tage med, det er, at man ofte slutter sig sammen om Ingenting. Da du talte om Forvirringen, burde du have taget det med. Heroppe lider man meget derunder; her er Parti om f. Ex. at fortrædige et enkelt Menneske i hans Forholde, eller Parti for en Mand (og ikke et Princip) eller, naar det gjælder en stor Sag, som Skandinavismen, saa slet ikke om at vove Noget for den, tage stærkt i, nej, om at snakke, drikke, vælge Formand.

Da vort lille Samfund fortiden er uden Bevægelse, og fremfor Alt uden Mod, saasom vi staa lige ved en Overgang paa alle Punkter og bæve som de, der skulle i Vandet, saa er jeg, der er skabt for at være med, pludselig bleven saa ørkesløs, at jeg maa sidde her med Enetale og Enesorg. I en saadan Tid tænkte jeg at maatte tage mig noget for. Jeg begyndte altsaa med Theatret, men mødte paa alle Sider to bestemte Faktorer, for hvilke jeg nu er vegen uden at ville kjæmpe. Du kan forstaa det, naar du kjender Faktorerne, nemlig Klikke og Partier om Ingenting, i hvis Hænder (egentlig enkelte Familiers) Theatret i de sidste Aar er sunket ned, og en stor ligegyldig Masse, som vel ved, at med mig begyndte utvivlsomt et mere ordnet norsk Theater, men som dog sent ville vove Spranget, især da der forinden maatte kjæmpes. Ret betegnende for Indolentsen er det, at i al denne Tid har man meget fristet mig til at komme selv, men opgive mit Program, d. v. s. komme uden Magt og tjene dem, der Intet ville.

Du har i alt dette ikke seet en vred Artikel af mig, ikke hørt en Tale, jeg venter kun, – og jeg tror, at jeg deri gjør Ret, skjønt jeg mistvivler om, at Theatret nogensinde kommer under min Vejledning; de hjælpe sig sandsynligvis frem ved Ibsen og Andre; men der er naturligvis endda en Udsigt – ikke for mig, men for Theatret, da det som en Nødvendighed maa voxe op af Nationaliteten. Det gjør mig ondt, at jeg ikke kunde knytte mit Navn til dette; thi til saadan Virksomhed har jeg en bestemt Evne, som nu ligger ørkesløst hen, hvorover ogsaa alle de andre Evner i mig lider; men det Studium af Personer og Forholde, som denne Lidelse skjærper og Humor atter forsoner, skal maaske give Erstatning; jeg forbereder en Mængde smaa Skitser og Fortællinger under Fællestitelen «Norske Figurer». Disse Folk maa dog ikke blot ærgre mig; de skulle ogsaa more mig – og med mig andre. Snobberiet maa bekjæmpes, eller det kvæler os, dog maa det ikke bekjæmpes med Vrede, altsaa ingen Artikel, ingen Strid, kun Gjenkjendelsens morende Skildringer.

Mit Forhold heroppe er nu i alt Væntligt forandret. Den Tid, jeg var en Partigjenstand, er forbi; jeg er bænket og bliver trakteret af alle Partier. – Den personlige Voldsomhed, man tillagde mig, men som jeg aldrig har havt uden i Form af megen Energi og megen Oprigtighed, aldrig som Raahed, aldrig som Cynisme i Valg af Midler, lever dog om mig som et Slags Rygte. Man forstaar mig ikke rigtig; thi paa nærmere Hold ser jeg anderledes ud end mit Rygte, men ingen Virksomhed er givet mig, hvori dette Misforhold kan blive opklaret. Ogsaa i denne Henseende maa jeg have min Ventetid.

Det Glimt af Lykke, det Solsprætt af nationale Ideer, som maa til forat digte, savner jeg, Situationen er halv Nat, og selv er jeg ensom i tunge Forholde. Mine Skibe ligge alle optrukne. Men naar de engang atter pløje Havene, vil det vise sig, om de i denne Ventetid ere blevne stærkere og atter som nye, eller om de allerede ere skrevne ind i «Lloyds anden Classe, B». Fordi jeg kjender Faren, og fordi jeg ofte sidder her med klare Haab og vemodig Ro, tror jeg det skal gaa godt, og at vi alle skulle samles hinsides Farens og Hvilens Vinter – paa de lange Togt i Tankens fremmede Havne.

Giv Indlagte til Ploug. Jeg ved ikke, om han egentlig liker at jeg skriver eller ej. Jeg siger jo Tingene lidt anderledes end hans jevne Korrespondenter, men jeg ved ikke, om han hidtil blot har trykket det af et Slags Pietet for min gode Mening om ham og vor dyrebare Sag. Skaf mig dette at vide. Personlig er det mig Trang at faa skrive om Stillingen. –

Tak Frederiksen for hans Brev. Sig ham, kjere Petersen, at han vel kan forfærdes af alt det, der sker dernede, men der er i dette Altsammen ingen Begivenhed. Begivenheden er Slesvigs Tab, og den er saa stor, at den roligt skaber baade sikker Frihed og stærk skandinavisk Trang i Danmark. Sig ham det, og sig det med Vægt; thi han er ofte for travel over smaa Ting, som jeg engang var det selv, og saadan som enhver varm Natur begynder. Men du er troløs mod mig, du skriver ikke.

Din Bjørnstjerne.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.