Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1865

Til Julie Sødring.

Kjere Fru Sødring!

De husker mig ganske vist, hvor højt jeg elskede Dem (sammen med min Kone, Gud bevar’s!) hvormange Smigrerier jeg har sagt Dem, og hvor elskværdig jeg bestræbte mig paa at være mod Dem, skjønt det maaske ikke lykkedes i den Grad, som min Hengivenhed havde Trang til. Det maa De altsammen forsøge paa at huske, for ret at begribe Omfanget af den Bøn, jeg har til Dem, nemlig at komme op og spille for os, bo hos os, more Dem og os og være Fru Sødring om Dagen og Magdelone om Aftenen! De har vist ikke, siden De kom til Theatret, havt Permissjon, uden hvergang det blev altfor nødvendigt, – søg den nu engang, det slet ikke er nødvendigt, men blot morsomt og forbundet med at tjene Penge.

Har De gjort det samme uimodstaaelige Indtryk paa Chefen som paa mig, hvorom jeg naturligvis ikke tvivler, maa De have let forat faa blive fri, om ikke mere end tre Uger i Maj og da komme op og spille! De skal faa god Betaling, f E 100 Rd (50 Spdl) for hver Aften, er det Dem ikke nok, saa vil jeg ikke, at «disse lumpne Penge» skulle staa ivejen; men Mere faa[r] rigtignok ikke gjerne selv den største Kunstner.

De maatte da opgive mig, hvilke Stykker De ønskede at optræde i, og snarest muligt.

I Slutningen af Maj eller Begyndelsen af Juni have vi Pricerne her, hvis det gaar som det skal. De maatte jo ikke komme samtidigt. At komme efter dem, er farligt, saasom det da er bleven meget varmt i vor forfærdelige Sommerhede; men Brødrene Wiehe og Phister spilte dog her endnu for fuldt Hus den 27de Juni.

Jeg har hørt Tale om, at den Dame, som engang lød Navnet Frøken Schmit, har sagt op. Ønskede hun Engagement heroppe? Det kunde ikke gives anderledes end betinget og som en Slags Gjæste-Stilling, men den kan udstrækkes langt.

Jeg har aldrig seet hende spille Komedie; men paa Deres og Clemens Petersens Anbefaling, saa skal hun faa en god Gage. Men dette mellem os i eminent Forstand, undersøg kun Forholdene og hav den inderlige Godhed at svare mig, naar De svarer mig paa min Bøn til Dem om at spille.

Min Kone hilser Dem mangfoldig. Ganske vist er hun meget jaloux paa Dem, men ikke værre end at hun vil sætte en Ære og Glæde i at faa Dem til at bo her under en saadan Sejour hos os.

Jeg beder Dem meget hilse Deres ærede Ægteherre; hans norske Gemyt maa skyde til, saa De kommer! Endvidere maa De hilse Deres Svoger og Svigerinde mangfoldig og sige, at jeg har det rigtig godt.

Med de varmeste Kom, kom, kom, kom, og de mest rygende Hilsener fra Karoline og mig er jeg Deres hengivne, ærbødige

Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Carl Ploug.

Kjere Ploug!

Tør jeg ulejlige Dem med at lade indlagte Brev til Rektor (?) Lembcke (Digteren) komme til sin Adresse. Jeg synes at erindre, at han har skrevet i Deres Blad, og at han har været ved en Fest for Dem, altsaa er i Kjøbenhavn og er kjendt af Dem.

Jeg har det godt nu, siden jeg har Theatret og det Tag i Publikum og Forholdene, som denne Stilling giver. Jeg følger spændt med Eder, og ikke med den Hovedrysten som Mange, siden J. A. Hansen og den gamle danske Troskab dog synes at sejre. I denne lange Kamp er der voxet op en yngre Frihedsgeneration end Lehmann og Dem, og jeg er strax iblandt den.

Om der kommer en endnu yngre, er jeg utvivlsomt ogsaa med den.

Det tror jeg ogsaa, at nu gaar det nedover med Reaktionen i alle Lande, og snart naar der Dønninger til os fra Amerika; naar Slavestaten falder i Havet, skvulpe Bølgerne opover Europa.

Levvel, og tænk stundom paa Deres bestandige

Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Edv. Lembcke.

Jeg tillader mig at forespørge hos Dem, om De besidder en korrigeret Oversættelse af «Othello», og om Theatret her maatte laane den til Afskrift dersom den ikke snart skal udkomme. Stykket skulde indstuderes i Sommerferierne.

Den gamle Oversættelse kan virkelig ikke bruges. Jeg længes efter at se Dem oversætte dette Storværk – det af alle Shakespeares, som jeg sætter højest.

Vilde De være saa god med et Par Ord at underrette mig om jeg tør vente en Oversættelse af Dem, om den i bekræftet Fald snart skal trykkes, eller om jeg kan faa benytte en Afskrift.

I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Martin Hammerich.

Kjere Hammerich!

At faa Brev fra Danmark er for mig som at slaa op i en Digtsamling; mine blideste Erindringer, mine klareste Venner og hele min voxne Ferie har jeg dernede og længes derfor derhen som efter at faa slutte en Bog og puste ud og raabe Hurra!

Den Dag jeg atter lægger ind under Bryggen vil jeg græde af Glæde, og min Kone med mig. Her er stridt og koldt her, det maa maaske til, og vi skal Alle gjøre vor Pligt; men Eders Sommer i Hjerte og Øje maa vi dog faa Lov at længes til, vi norske Arbejdere!

Jeg har det ellers godt her nu. Jeg har en Magtstilling, som jeg ikke kan undvære. Jeg har kunnet forsone de literære og kunstneriske Kræfter heroppe, jeg har faaet Ibsen til Udlandet forat fæste bedre Indtryk, og jeg arbejder mod Fordomme og Galskab, giver Kjerlighed til Kræfter, som vilde forbittres, ser det voxe, – men jovist er jeg undertiden træt! Enten det gaar godt eller galt, enten det er med Smil eller Strenghed at det ene Øjeblik lænkes til det andet, det er dog aldrig det rolige, ordnede Arbejde, det er Kamp, utrættelig Agtpaagivenhed. At sysle samtidig med Digtekunsten er en ren Umulighed. For et Aarstid kan det være det samme, – men lad mig faa hvile mit Sind, bæres af Dannelse, vugges af Kunst og le mellem Venner! –

Hvad Eders Politik angaar, var jeg ubetinget med Bondevennernes ubetingede Grundlov, og jeg havde gjerne sluttet Forbund med Fanden end sige Heltzen forat faa den frem; thi hvad ragede hans Antiskandinavisme Grundloven, og hans øvrige Dumheder gjorde ham umulig i Tidens Fylde, saa man slap at betale Salair. Nu derimod er han jo bleven en dansk Skandale, – et Tegn blandt de mange.

Fra Eders Literatur gaar sparsomme Bud, fra Eders Kunst gaar ingen; vi maa dog faa høre, naar et Maleri er færdigt, eller vi maa faa læse en Bedømmelse i Fædrelandet. –

Min Protegé, Hr. Jahn, for hvem jeg inderlig takker Dem, – tror jeg er paaveje at blive gal. Faar han Intet at bestille, frygter jeg for ham; det er en ærekjer, besynderlig Mand, gid han aldrig var kommen derned! Thi der er saa grusom megen Smaalighed ligeoverfor de Smaa, – den Sort Poster, som han kan betjene, blive besatte ad Biveje, og den Sort Hjælp, han oppebærer, bliver ham redelig fratagen, forat en unyttig Overordnet kan beholde sine Emolumenter. Naar jeg læser om alle Eders Pensioner, eller om den ny «Generaladjutant for Landetaten» oprøres jeg. Jeg forstaar ikke, at Eders Bondevenner som vore ikke forstaar at tage Livet af dem under gruelig Skrig og Jammer i alskens burokratiske Aviser. – Jeg for min Part længes efter at faa et yngre politisk Parti i Danmark at slutte mig til, et hensynsløsere, klarere, konsekventere, modigere, rødere; med andre Ord noget Fremtidig-svangert, nu ere de Alle indrettede som Redningsmaskin-Dele, eller Baand om gamle Tønder, eller Tapper i Hul. Ja, maaske er jeg ubillig, men jeg gisper over de danske Aviser, saa kjere som baade Eders Anliggender og Mænd ere mig. – Jeg føler det dybt i mig, at vi staa foran et stort Skifte, men det forbauser mig, at de Længsler, som strække sig imøde, ikke ere flere og stærkere, i Yttringerne voldsommere i et Land, som er trykket og plaget fremfor andre.

Lev vel, kjere Hammerich, tak for Deres Haab og Tro, Deres klangfulde Sprog, Deres varme Virksomhed, Deres Familiehygge, der vinker mig og Karoline! Hils og Tak!

Deres Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Christian Richardt.

Kjere Richardt!

Igaar udkastede jeg netop en Plan til «en Julegave fra norske Forfattere» – som jeg idag med megen Glæde offrer dit større og smukkere Foretagende.

Men jeg vil gjerne faa følgende Forfattere med forat min Plan i sin Helhed kan være gaaet op i din: 1. Professor Welhaven. 2. A. Munch, 3. Camilla Collett, 4. Magdalene Thoresen 5. A. O. Vinje. 6. Olav Skavlan, 7. Henr. Ibsen og 8. mig. Her er en Niende, nemlig Lektor Kierulf, men han har undertiden Nykker. Da jeg ikke alene staar mig godt med dem alle, men er den Eneste af dem, som er fortrolig med dem alle, saa skal jeg gjerne paatage mig at tale til hver Enkelt for dig. Dette overflødiggjør imidlertid ikke en direkte Henvendelse fra dig til dem.

Men Tiden maa være længere henskudt. Faar du Bidragene i September, er du godt hjulpen. –

Som ægte Forretningsmand maa jeg først have afgjort dette, før jeg kan vende mig til nærmere liggende, kjere Ting. – Hvor bliver «Bergliot» af? Kan jeg ikke faa den hidop og opføre den her? Jeg betaler Afskrivningen naturligvis. – Hvor bliver «Maria Stuart» af? Faar jeg den ikke opført? I er da nogle stolte Fattige, hovmodige Ulykkelige, helt igjennem, I forsmaa politisk som literær Skandinavisme, ja, modtage ikke engang Anledningen til at hævde den principale Rolle, som tilbydes Eder. Jeg siger det nu, fordi dit Brev er Indbydelse til at gjøre en Forandring, og til dig fordi du aldrig var med i denne dumme Hovmod.

Nu, jeg er ikke længer utaalmodig derover, dels fordi jeg ved nu saa godt, hvor Fejlen ligger, og at netop vi Forf. skulde være med at rette den, og fordi jeg hviler ikke længe ved denne enkelte lille Ting. Det er en Opøvelse for os alle at lære at vente, at sætte Haab til en Række af Handling og ikke til det ene Træk. Men det maa jeg ofte sige mig selv, at Ibsens og mine Arbejder, opførte blandt Eder gjør igrunden ikke mindre end et Studentertog. Der er dog Hjemlængsel i vore Arbejder og der er Fremtid i dem. Det Sidste betoner jeg især; thi jeg har vænnet mig til at betragte mig selv som en Introduction, noget vild, noget ufuldkommen, men blød tillige.

Og Ibsens tunge Tankearbejder bryde og stræve, man hører at han arbejder, nu, det er en Fejl, men han arbejder dog! Nordens Ungdom kan ikke komme forbi os, og de store Opdragelsesskoler, hvortil ogsaa Theatret hører, bør ikke kunne tilsidesætte os. Men I have saa liden Magt, I Brave, og den lille, I have, bruge I ikke, – I elske Freden over alt Andet. Derfor maa vi ogsaa vente paa Eder, vente paa, at I engang blive utaalmodige.

Karoline har det godt, Bjørn og Ejnar ikke mindre. Ved Theatret gaar det udmærket, men naturligvis ere Omstændighederne, hvorunder jeg arbejder, ikke de bedste. Det synes forresten som at en ny Tid begynder. Jeg har faaet den fine Verden til atter at besøge det, Skuespillerne til at spille sammen, uden Maner eller Skrig, enkelte Yngre til at skyde op, enkelte Ældre til at give Efterhøst. Jeg føler mig ret inderligt kaldet til denne Virksomhed, og jeg har megen Tro paa, hvad et godt Theater kan udrette.

Hvor bliver Gottfred Rode af? Jeg venter paa Digte af ham, – og paa Skuespil af dig, og paa Musik af Hejse (til noget af Hertz) – hans Lenau-Poesi har jeg seet godt anmeldt i Tyskland (Wiener Recensionen). Hils Bekjendte fra min Kone og mig, muligt, at jeg til Sommeren paa Gjennemrejse besøger Eder. Hils Marie!

din bestandige Bjørnstjerne B.


Til Carl Ploug.

Tillad mig at takke Dem for Deres Artikel mod Manden i Maanedsskriftet; jeg har paalænge ikke seet en roligere og sikkrere Gjendrivelse, beregnet paa at drage baade dem med og dem uden Mening over i denne Meningernes Middeltemperatur, hvori man jo befinder sig bedst. Hele Literaturens og Æstethikens Stilling til det danske Theater er her klaret i nogle Linjer, og der er efter dette ikke tilladt at fable om Høedt eller Hejberg, om den gamle og nye Tid, eller Grundbevægelserne i begge.

Specielt takker jeg Dem for Ordene om Clemens Petersen, De har gjort noget væsentligt Godt ved dette; thi at ethvert Blad I har i Danmark strax render ud forat forsvare Agnes Lange eller Høedt eller Kranold eller Wiehe, som stod et Stykke dansk Kultur i Fare, men Ingen forsvarer Clemens Petersen, deri er noget uhyggeligt Usundt. Et saa fyldigt Udtryk for de nye Begyndelser i Danmark som Clemens Petersen har I ikke. Hermed mener jeg: ethisk Vederhæftighed bragt op i den æstethiske Sladder, Undersøgelse af Tingenes Ide og ikke (som Hejberg) blot af deres Form, Sands for det faktiske Samfundsgrundlag, hvorudaf al Literatur og Aandelighed spirer, strengere Psykologisering og større historisk Viden; derved har han bragt det til, at hver Artikel af ham taler ind i Dagens hemmelige Tanker og bygger med paa Læserens moralske Personlighed. Hans tilfældige Mangler blive smaa i Sammenligning med hans hele Retnings Inderlighed, og den Evne, hvormed den forfølges.

I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Henrik Hertz.

Da jeg hører, at det Ankerske Legat ingen Bestemmelse har for at kun danske Kunstnere og Digtere ere aabnede Adgang til at nyde godt deraf, – tillader jeg mig at forespørge hos Dem, om jeg kan søge for den norske Digter Henr. Ibsen, som agter at tilbringe længere Tid i Rom.

Idet jeg vel neppe behøver at fremhæve Ibsens store Begavelse, skal jeg, hvad Hovedspørsmaalet angaar, nemlig om andre (nor– ske, svenske) Kunstnere ere adgangsberettigede, bede Dem indhente vedkommendes Formening, forsaavidt De tror saadant nødvendigt, og jeg tør maaske i Ansøgerens Navn, fordi han er en Aandsfrænde og fordi han er meget trængende, – anmode Dem om at sende mig Svar under Adresse Kristiania.

I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Clemens Petersen

Medens jeg venter her paa Direktionsværelset paa «Halte-Hulda», som om 1 Time skal gaa over Scenen, gaa mine Tanker til dig, som mere end nogen Anden har Del i dette Arbejde, da det blev til i Omgang med dig og under Paavirkning – ikke saameget af dine Raad; thi jeg arbejdede ikke paa den Maade, at det var muligt – men af din Personlighed, din hele æsthetiske Viden og dens Retning, der saa forunderlig slog sammen med min egen.

Det gaar ganske godt. Fru Gundersen er noget vel meget af en hvid Engel med en og anden sort Fjer i sine Vinger, istedetfor at det rettere burde være – ikke omvendt, det vilde være meget for ondt sagt om den ulykkelige Hulda, – men med dunkle og lyse Farver i skjøn, kraftig Blanding. Imidlertid bære disse Vinger undertiden saa højt mod Skjønhedens Rige, at Taarene styrte frem i mine Øjne. Gundersens bedste Rolle er Ejolf; den er romantisk anlagt, Brydningen naturlig i alt sit Farveskifte; kunde have været større, men er sandfærdig. Frøken Parelius’s Hallgerde og især Isachsens Aslak fortræffelig. Fru Giebelhausens Gudrun ret god. Fru Wolfs Thordis ypperlig, Krohns Gunnar god – dog ikke mere – (Finn-Visen maa bort, han magter den ikke), Fru Isachsens Svanhilde rørende, skjøn af Udvortes, men svag af Stemme, dog blød, melodisk. De to Brødre fortræffelige i Wolfs og Bruns Hænder. Musiken er Halte-Hulda anden Gang; jeg vilde maaske have havt den mere forsonet; men den imponerer baade i sin Styrke som i sin Uskyld. –

Jeg tror Publikum vil finde Stykket for mørkt; men jeg er for min Del over al saadan Betragtning, og ved den nøjagtigste Gjennemgaaelse paa det Rene med, at det vel har en og anden Yderlighed, da det er skrevet af en Mand paa 24 Aar, men er et mægtigt Arbejde. Skuespillerne er isandhed begejstrede. I hele første Akt tales neppe et højt Ord, før Sværdhuggene falder, og siden med Undtagelse af Huldas Skrig den ene Gang kun hviskes der. Anden Akt kommer som Toner fra Himlen; naar Koret bryder ind med Godmorgen, og dette synges af et Mylder af Damer, uden Orkester, og saaledes at alle fire Stemmer lege Tagfat efter hinanden oppi de højeste Egne som var det løsslupne Fugle, da bliver jeg altid bevæget, skjønt jeg nu har arbejdet mig saa træt, at om Ordene løde som Hammerslag for mig, vilde det ikke være underligt. –

Saa langt kom det, med Afbrydelser af Damer, som have været oppe og vist sine Dragter, – og med Afbrydelse af Othello, som til min store Glæde kom i ny Oversættelse af Lembcke, netop som vi skal til at arbejde med den. Den er den Tragedie, jeg elsker højst. Maatte dette være et godt Omen. –

Jeg har været nede forat forsøge at høre paa; men jeg kan ikke mere idag; jeg er for træt; det Hele synes mig bare Stavelser, som stræbe efter at blive Ord. Altsaa jeg maa sidde Fange her, eller rettere jeg vil finde fat i nogle af Skuespillerne, – aa nej, jeg vil vedblive at skrive; det er om din Bog «den nationale Vækkelse» jeg maa skrive, blot forat finde den samme Mangel frem som du, men dernæst forat trøste dig med, at den let oversees, og forat sige, at din Tankeudvikling, din «Stil» vistnok endnu vil vinde en mægtigere Ro, men er aldeles ejendommelig, storslagen, jeg er henrykt over den; saaledes skriver faa Mennesker i Verden, og mig bekjendt Ingen i Norden.

Du trænger een Ting: uendelig meget Stof. Du konsumerer Bøger i een Linje, gjør saa i Kraft heraf en Bog af en Linje; du maa have en bred Gade af Viden at bevæge dig paa, ellers bliver du en Despot, som slaar dig frem med Paastande og Anelser. –

Og saa om «de Nygifte». Al den Spektakel er mig ligegyldig. Kun mener jeg, at «Nyhedsbladet» har Ret, helt og holdent, baade i sin første korte Formening som i sin senere Udvikling. – Det skal gaa i Stockholm, maaske iaften. Jeg kan først give det i Januar eller Februar, da Fru Brun er syg.

At du kommer op til mig i Maj, glæder mig særdeles. Jeg haaber, at Theatret til da har modtaget en Udvikling, hvorom der kun skal være een Mening. Greensteens Artikel fortræffelig, ligesaa sand som taktfuld; kun burde han i Sammenstillingen mellem Fru Gundersen og Fru Heiberg have tillagt den første en langt betydeligere tragisk Evne; men det er nu ikke hans Vis at sige mere end det, hvorpaa han er ganske sikker, og maaske Exemplerne vare ham for faa, skjønt mig synes baade hendes Gabrielle og Agnete tilstrækkelige til at bevise det.

Fra Stykket dernede sparsomme Bud; thi Publikum giver nok ikke Livstegn fra sig, kun har de moret sig i anden Akt. Aa nej, HalteHulda maa have Tid. Du, min kjere Ven, har hjulpet Stykket langt frem i Bevidstheden, men det er maaske endnu for tidligt at prøve Gjenkjendelsen; engang ved jeg, man vil sige, at dette Stykke er et Billede fra Kristendomslysbrydningen, som er energisk malet, og at dets psykologiske Førelse er mønsterværdig, ligesom Alt i dette Stykke toner sammen i Ideen, der har rejst det. Ved en saa intens Indstudering har jeg kunnet se det efter i Sømmene. –

Nu mældes, at Fru Gundersen ved Udgangen fra Skoven fik stormende Applaus; ja, det fortjener hun der, det er stort arbejdet. Men hendes Kræfter forresten er jo ikke ganske de, der ere fødte for engang at spille Hulda. Gundersen roses meget, han skal se forførende skjøn ud nede fra Huset, bærer fint, langt, lyst Skjæg, sort Fløjel med rød Besætning og Guldringe, og en bred Ridderhat med hvid Fjer og lige Skygger; han er en stor Mand, af en ualmindelig Figur. Ejolf er som sagt hans bedste Rolle; han har elsket den i Aar og Dag. –

Før jeg gaar hjem, maa jeg mælde dig, at jeg ifølge her vedtagen Skik blev fremkaldt, og gik to Skridt indenfor Døren til dem. – Altsaa har du følt mig paa Pulsen ikveld; herom er kun at sige, at jeg endnu Intet ved om, hvorledes Stykket tager sig ud. Men nu Godnat, du Huldas og min varmeste Ven! – Beviset medfølger, du tager deraf din Andel og lader Resten gaa til Hegel. –

Aa ja, aa nej, saa midt imellem! Min Kone hørte en Dame af vore bedste Familier spørge: er «Halte Hulda» ny? Nej, mente en anden, men neppe endnu trykt. – Virkningen paa Skuespillerne derimod overordentlig. – –

Tag Lehmanns Bog (den æsthetiske Del) under kraftig Behandling. Her er stor Forargelse, og til Skade for Skandinavismen er dette. Han har suget af Dunker og Welhaven og kritikløst skrevet efter. Det gjælder jo især Wergeland. Gjør det! –

Din Bjørnson.


Til Clemens Petersen.

Kjere Petersen.

Schirmer (vor første Arkitekt, en Tysker, en sjelden Dannelse, stor Humanitet, Danmarks Ven, og saa omtrent min bedste Ven heroppe, min Meddirektør ved Theatret, som du maa pleje, elske, føre,) – bringer dig dette. – Hans storslagne Natur vil du snart elske. Han er Dunkers Hjerte eller hvad jeg skal kalde det: han leder Dunker som man leder et stort Barn; Dunker lader alle Grunde falde ligeoverfor dennes Instinkter.

Tak for Underretningen om Stykket, endnu mere for den Varme, hvormed du har følt og skrevet, det jublede i mig, du stærke, fulde Natur!

Tak for Brevet om Hulda, Tak, Tak, du er mit halve Liv!

At I kunne blive uklare selv om «de Nygifte», det er dog et Tegn ifra Eder, som har forfærdet mig.

Fru Gundersen skal sidste Gang have spillet «Halte Hulda» saa det er bleven til Sagn i Byen; man er fuldstændig enig om, at det er det Største her givne, siden Theatret kom op. Hun er hilset af Folk, hun ikke kjender, der er gjort Selskaber for hende; men jeg faar hende ikke til at bryde sig om Nogenting mere, hverken gamle eller nye Roller, saa hun bringer mig til Fortvivlelse.

Fuldmagten gav jeg Hegel, nu maa jeg give dig den, hvis Hegel ikke allerede har gjort Confusjon; jeg bad ham udbetale Dig 25 Spd.

Ja, lev vel, Gud velsigne dig!

Din Bjørn.

Nej, det fejler Intet i første Akt, jeg har ofte læst det højt, jeg ved det altsaa. Men den sidste Halvdel maa spilles overmaade hurtigt.

Telegrammet? Jeg har intet faaet. Kom det fra samme Kilde som de anonyme Breve herifra om at jeg har skrevet Artiklerne i Nyhedsbladet?


Til H. C. Andersen.

Overbringeren er min økonomiske Meddirektør, Arkitekt Schirmer, en dejlig, dejlig Mand, som elsker Dem!

Gud velsigne Dem, fordi jeg har en saa god, fyldig Erindring om Dem!

Deres Bjørnson.


Til Johanne Luise Heiberg.

Til Fru Hejberg.

Det er mig en Trang at takke Dem for Deres ligesaa uventede som efter Alles Udsagn fortrinlige Arbejde med mine «Nygifte»; jeg ser det af Breve og kan forstaa det, at Stykkets Lykke væsentlig skyldes Instruktionen.

Det var overordentlig, hvad jeg selv maatte arbejde, uden dog at faa Stykket derhen jeg vilde; thi min (d. v. s. Kristiania Theaters) Amtmand er ingen fin Mand, men derimod en meget naturlig, hjertelig Mand, hvorfor det Hele maatte lægges imod ham. Min Axel er en ung, uvant Skuespiller, men som jeg fik meget langt; Damerollerne spilles fortrinligt, Fru Gundersens Mathilde er i høj Grad interessant, og Laura har en varm, fyldig Barm, – jeg ved ingen tættere Benævnelse for det, som denne lille Pige skal have, og som hun her havde.

Stykket blev ganske overordentlig modtaget; jeg har aldrig seet Mage, og Skuespillere fra Theatrets Stiftelsesdag sige det Samme.

Aviserne have paa et Par Undtagelser nær prostitueret sig.

Endnu en Gang, højtærede Frue, min hjerteligste Tak; det Bifald, som De var med at skabe i Kjøbenhavn, har vistnok en ikke liden Del i det, som faldt her. Med de tusinde Hilsener fra min Kone og med mange Taksigelser

Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.