Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1870

Til Rudolf Schmidt.

Saalænge der ikke offentlig rejses Klage mod mig, kan maaske en offentlig Redegjørelse holdes ude. Madsens private vil jeg i hvert Fald have, saa jeg offentlig kan sige, jeg har den, hvis det gjøres fornødent.

Sagen hører hverken «Øjeblikkets Lidenskaber eller forbigaaende Stemninger til»; saalænge det skandinaviske Spørsmaal er aabent, hos os og i Sverige, om alle tre ret fatter og begriber, at de to sidste Lands istandbragte Forening kun bestaar i at begge har een Konge tilfælles og ikke i det mindste Andet eller Mere. For vort Vedkommende er det desuden i saa stærk Sammenhæng med vor Fædrelandsfølelse at se vor Selvstændighed fattet og vurderet, at ingen norsk Mand kan aandeligt arbejde sammen med den, eller dem af et Broderfolk, som her underkjender vor Ret.

venskabeligst Bjørnst. Bjørnson.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmidt,

efter i dette Øjeblik at have læst Eders Redegjørelse, frafalder jeg naturligvis Alt, jeg havde krævet af Hr. Madsen; dette er godt og grejt og vil gjøre et fortrinligt Indtryk. Heftet har jeg endnu ikke læst; det synes udmærket. Godt Nyt-aar!

din Bjørn.

Med Hensyn til «Kongeriget» tager I Fejl. Norge hed ogsaa «Kongeriget», da det var forenet med Danmark og betragtedes dog ikke som selvstændigt. Irland hedder Kongerige, Bøhmen, Ungarn tilforn som østerigsk hed ogsaa Kongerige o.s.v. og er og var dog ikke uafhængige og selvstændige. Ingen egen Rigsdag, egne Finantser, eget Statsraad, egen Armé, Underhandlinger om Love og Traktater drives og dreves ikke mellem disse Riger og dem, hvormed de er forbundne, aldeles som mellem fremmede Magter. Dette er Forholdet med Sverige og Norge, hvis Forbund er et Mønsterforbund, som nu Ungarn og Østerig har fulgt, som der tales om at faa istand mellem Portugal og Spanien, og som er Fremtidens Forbund, hvortil f Ex. Tyskland maa gaa tilbage, hvis det skal blive lykkeligt og enigt. Gjælder det ikke Noget at faa indprentet Menneskene dette? Vi har jo her en Missjon. Skandinavismen er afhængig af den rette Opfattelse af dette.


Til Erik Bøgh.

Min kære ven,

da jeg har adskilligt at takke dig for i senere tid, vil jeg nytte den ild, dine rimerier tændte i mig, til at varme op gamle minder ved. Du er en af de få mænd jeg ser nede i københavneriet; og skønt jeg stundom synes, at du tjener det uforsvarligt, så ser jeg dig atter igen uforfærdet stemme ryg imod, så du nu engang får være som du er (jeg glemmer dig således aldrig, da hele københavneriet tabte modet, straks efter Als-affæren, og du stillede dig hos Ploug!)

Din lille bog om Kierkegård ved du jo fra Norge af, at jeg er enig i, hvad standpunktet i begyndelsen angår, ti det er positivt, og det er fra den positive Kristendom og sunde menneske-natur at han skal dømmes; – mod slutten offrer du lidt til københavneriets negativisme. Men da denne nu engang har tag i din sjæl, og jeg synes at du har din Fortjeneste især i det at være sand mod dig selv (mere og mere blir du det; ingen af os er istand til rigtig at være det) – så siger jeg intet dertil. – Det er derfor jeg hader M. V. Brun, han er den slyngelagtigste løgner, som er oppe i vor Kunst og i et så lidet erfarent land som Norge kan han narre folk en stund – til stor skade for kunsten. – Dit forsvar for Tidemand, Gude & Comp. tages her oppe med jubel; man overså jo ganske den stille reservation, som lå i artikelen og som vi begge er enige om, – ligeså vist som vi er enige om, at de danske kunst-kritikere skader en god sag ved så mageløs ø-boer-agtig selvgodhed.

Jo mere jeg flytter bort i tid fra Eder, d.v.s. fra mit ophold blant Eder, jo bedre ser jeg på det enkelte menneske jeg møder, hvor ændrede I er efter siste krig. I vover ingenting mere, hverken i retning af fantasi, tro, hel handling. I vil helst sidde trygt, romantiken er død, illusjonerne er ikke mere til. Det er en sørgelig overgang i et folks liv; men Gud være lovet, det er også blot en overgang. Den uhyre nationale op-takt, som nu er stemt i heroppe, fjerner os i øjeblikket meget langt fra Eder; men det er også en overgang.

Jeg for min del har fridd mig fra den blød-sødne skandinavisme; – hele, greje forhold, helt opgør; – ondt blod må væk ved at tage lige på det syge sted og tappe det, – se, det er grundlaget for vor ny skandinavisme, og på denne har jeg alt fåt en forsoning for skandinavismen heroppe blant de Norsk-Norske, som er mange et særsyn – Ça ira! – Vi liberale ung-folk vinner nu slag i slag heroppe, Herregud, det var heller ikke for tidligt! Men forfærdelsen er jo stor, og jeg for min del må holde adskilligt ud. Sverdrup og de karle røres kun ved praktiske ting, det får endda gå; men at tage fat i de ideelle betingelser for hele livet og kræve dem anderledes, kræve lighedens offre til almuen, kræve folkeligheden lige in i universitetet, lige op i regeringen, lige in i familiens og selskabets liv, – se, der er raseriet! Og så sætte en fornem af-gud under folkelighedens synsvinkel og måle ham således, – hvilken råhed. Men jeg mener: har et så lidet, og så ensartet folk som vort en opgave, så er det den demokratiske; – men har det denne, så lad det tage den da som opgave, altså tilgagns.

I vise-bogen er du en af de stærkest repræsenterte (naturligvis Bellman, Ploug, Grundtvig undtagen). Jeg gad se de københavnske studenters ansigter!

Island! Det er min mening, at her har I handlet med uforsvarlig ligegyldighed, og vil nu tilsist ikke, hvad ret er. Og dog er dette mig det mindste. Islands velfærd må op; men der gives intet annet folk i verden, som kan rejse den end vi. Vi rejser den, som vi (d.v.s. Bergen) har rejst Finnmarkens. Der er nu mænd på 100.000 spd; unge byer er der fra igår, d.v.s. fra damp-skibsfartens begyndelse; før var de flækker; – idag har et enkelt hus på Hammerfest en slig omsætning, at den provisjon, som betales husets forretningsmand ved Tromsø Bankafdeling, er indtil 10.000 spd aarlig! I Norge er der også intil 10.000 Fiskere samlede ved samme vær; – det er sligt, som kan rejse Island, og det i en fart. Men dertil telegraf did og langs fiske-kysten og ugentlig damp til Bergen!

Din heng. Bjørn.

Hils hustru.


Til Otto Borchsenius.

Kære Borchsenius,

nu har jeg forslaget: skriv uopholdelig til Christopher Brun, «forstander for folkehøjskolen i Sel i Gudbrandsdalen» og bed om de foredrag han nu har holdt i studenter-samfundet, bed om dem for Deres forehavende. Gør det straks! Skriv ligeledes til Berner, redaktør af «Dagbladet», til hvem han skal have lovet dem, og bevis ham, at det for sagens skyld er vidunderligt, at I får foredragene, netop I, til studenterkalenderen; de vil vække samme røre hos Eder og i Sverige som her. – Vi er i forbund, Brun og jeg; han noget videregående i et par enkelte punkter, jeg intensere i mine krav i andre, forsåvidt jeg vil reform i vor egen (latin) skole, og det straks. Anderledes kan jeg for øjeblikket ikke karakterisere det med tanke om, at De fatter ånden i dem uden at få referat.

Det digt af Dem om Studenterånden er godt; tak!

Jeg hører I nede i Danmark, venner som fiender, misforstår mig, når jeg punkt for punkt tar de såre steder under behandling, som forholdet mellem Norge og Danmark lider af. Enten I forstår det eller ej, er det alene dette, som skal gøres, og der kommer den dag, da jeg samler den hele ungdom under skandinavismens fane; ti intet fejler herpå uden at lade hver få sit, alt fusk, alt sentimentalt løgnsystem under hensynenes kategori væk, – så blad møder blad, stamme stamme, ånd ånd, trang trang.

Gud bevares, sålænge københavneriet (hvormed menes den ånd, som spotter, tviler, pjatter, kritiserer, og lige så lidt tror nogen Gud som noget jordisk mål der er værdt at rejse sig for) sålænge den behersker Eder, og det gør den, ja delvis hver enkelt af Eder, sålænge I er dybt nede og mistvilende efter siste nederlag, så længe forstår I ikke det, jeg mener. Men der kommer den dag, da Grundtvigianerne og ungdommen, den genfødte ungdommen rejser sig og siger: med Nordmændene, mod københavneriet, – og kommer den ikke, så er Danmark så til gagns tabt for Norden, at den politiske ening med Prøjsen blot er et tids-spørsmål. Et Danmark isoleret, er en uting og en umulighed, – ikke at ville handle som nordiske mænd med ansvar for Norden (som i den islandske sag) er dårlige veje på en selvstændigheds-bane, der brister, – historien vil sige hvor og når. Her foregår nu en folke-vandring mod de dybere sundheds-kilder i folke-livet og Sagaen: personligheden rejses på den brede nationale bund; det samme foregår hos Eder blant Grundtvigianerne, – og skønner ikke ungdommen, og navnlig den studerende, at disse veje er de rette, og her mødes folkene, når hindringerne er fjærnede, så skønner de ikke det, som fører til frelse, hvor meget de kan kritisere og overse.

Jeg må nu, hvad jeg længe har vidst, forlade alle mine gamle venner, fordi de forlade mig; jeg samler på et yngre tåg, et begejstringens tåg, der tar strengt i og er hensynsløst, men vil frem, – ça ira!

Deres Bjørnst. Bjørnson.


Til Otto Borchsenius.

Men kære Borchsenius, De må da både på prent gentagende og af mit brev have sét at jeg med «københavneri» ikke mener den dannelse der hører til Europas første. Jeg mener Bille – Brandes – Bøgh (den siste dog kun tildels; der er noget af folket i ham) jeg mener Folketeater – Watt – Vesterbro-løjerne; jeg mener den nedtrakkede tro og det nedtrakkede liv; jeg mener den intetsigende ånd, som intet trænger, når den har sit eget mageligheds– eller fornøjelses-liv, og som vistnok kan gå på i et slag, fordi at leve og at dø omtrent er det samme for den, når bare det kan gå muntert til, men som pakker sammen, når selve reden, det yndige København, trues! Det er ikke annerledes den store byes afskum jeg taler om, end det er en falsk dannelses afskum, den, der fremkommer af alt det fremmede og ikke af folket. Jeg mener den inførte Taine og den inførte franske flothed og liderlighed, enten den finnes i et blad eller i folketeatret, i en doktordisputats eller i fornøjelses-livet. Jeg mener alt det, der ikke er nordisk, og som, Gud forlade dem det, inbilde sig, det er specifik Dansk! – Men ligefra Carl Ploug til den siste Grundtvigianer forstår de ikke selv, hvad de kæmper imod. – Jeg forsikrer Dem at «Dagbladet» som oftest for os – tager sig ud som skrevet helt udenfor den folke-ring, hvortil – jeg vil ikke sige den nordiske, men – den germaniske race hører. Vi forstår ikke, at en sag kan drøftes og tænkes på den måde; vi forstår ikke Dagens Nyheder, vi forstår ikke ånden, sproget i sin åndige udskejelse, og det samme er tilfælle med Nordmænd, som i København træffer på denne ånd og dens liv, at sige de bedste Nordmænd, og derfor er det almindeligt, at netop de bedste Nordmænd afskyr Danmark, de tror dette er Danmark! Københavneriet ligger ivejen for Norden og for Danmark, studenter se faren! – De store byer! Det er disses ånd nutiden er kallet til at ødelægge, som Frankrig overstemmer Paris; vent på, hvilken åndelig folke-rejsning der i Frankrig kommer efter plebiscitet! –

Udgiv I også næste hæfte! Dette var min mening. Christopher Bruns foredrag fyller det, blot noget til som pynt men som må have samme ånd! Det er rigtigt, at det kommer ud hos Eder, skriv dette fra mig til de to herrer; det er dette, som de vil forstå! Jeg skulle også have skrevet det, hvis jeg vidste, I var villige til på denne måde at tjene Nordens folkesag. Tro mig på mit ord. Dette er rigtigt.

Deres ven Bjørn.


Til A. F. Krieger.

Kære Krieger, – den norske ungdom, som i siste tid har undergåt en mærkelig ændring, vil i stort tal gå til Danmark som frivillige, straks I vil have krig.

Jeg vilde spørge Dem, forinden jeg om denne sag holder møde med ungdommen i Kristiania, om de modtages, og om Aarø samler et fri-Korps, hvor de kunde være for sig selv, hvilket er deres brug. De gør ingen betingelser, de spør blot.

Folkehøjskole-lærerne Christopher Bruun og Foosnæs samt muligens Herman Anker drager afsted; en mængde studenter, jeg tror overhovedet at ungdommen dennegang kommer i hundredevis istedetfor [som] før enkeltvis; jeg tror tallet blir meget stort, hvis I vil ha det stort.

Og det ber jeg om! Nordens sag vil tage vækst af det, Danmarks håb på en nordisk fremtid styrkes af at se væksten i ungdommen, – lad den derfor også – få synes.

Og vor ungdom og de ting, som er den troet og vil troes den, har så godt af det. Den helhed i vilje, og det mod i øjeblikket, som vinnes, – vinnes in for vort eget arbejde her hjemme, som er overmåde stort – for den, som ser det. Men det er synet de vinner på de højder af følelse og tro, hvorpå livet våges, og en stor fælles-sag kan samle de tuseners vilje.

Inse dette, slå det igennem, hvor det endnu ikke inses, og tag min hilsen fra Norges ungdom; jeg står nu i sligt forhold til den, at jeg spekulerer stærkt på at gå med selv, jeg vil gærne leve og dø med den.

Jeg er bare så forbandet uduelig til krigsbrug; jeg ser så dårlig.

Svar mig nu helst ved telegraf! Hilsen til fru Hejberg! – Har fru Hejberg lyst til at blive ved? Jeg talte med Holm-Hansen; han er den alvorligste skuespiller jeg endnu har mødt. Jeg er kun bange, der alt er kommet for meget kritik i ham. Enten den vændes inad eller udad, suger den, suger den, suger den!

Deres innerlig heng. Bjørnst. Bjørnson.


Til Karl Schønberg.

Det har længe hørt til almindelig god folke-skik, at man sendte bladene de bøger, man ville, de skulle mælde noget om og fra.

Skønt «Norsk Folkeblad» vitterlig er det eneste Grundtvigianske blad med stor udbredelse her i Norge, sender De det aldrig en bog fra denne literatur-kreds.

Ærbødigst Bjørnst. Bjørnson.


Til Otto Borchsenius.

Kære Borchsenius, –

Jeg har vistnok ikke nævnt navne; men hverken første eller annen gang jeg skrev om dette kunde det misforståes – af andre end Ploug, som bestandig misforstår mig – intil tiden så i det ene, så i det annet spørsmål fører ham til samme mening. Derom er intet at sige: han er en overgangsfigur, og disse har altid tungt for at forstå som for at gå helt med.

Første gang karakteriserede jeg københavneriet» – – den dannelse, som ligger i «mellem-lagene», – anden gang: «Carl Ploug modtager dog såmange blade på sit bord ifra det, at han burde have kænt det. Han har også en annen meget let adgang til at få kænne det: han kan tale til Grundtvigs-folk derom. Vi kan visselig ikke have ment den dannelse, som København må være stolt af, fordi den ikke alene er Nordens største, men hører til den største i Europa, – og som ingen er taknemmeligere mod end vi.»

Men jeg kan ikke for, at Carl Ploug trykker af mine artikler det han vil, og lader mig stå i det lys, han i øjeblikket har brug for, – selv om dette skal inlede en årlang miskænnelse af mig og mit der, hvor jeg helst vilde være forstået og ælsket.

Jeg skal nok ved lejlighed nævne navne, vær tryg. Men enhver kamp har sin taktik, og min er meget enfoldig. Jeg nævner tingene hver gang tingene her hjemme møder mig. Men nu har vi her hjemme gåt fra sejer til sejer; københavneriet har på intet punkt nåd frem gennem den afart af norsk dannelse, som vi kæmper med. Ej heller har det været til hinder i forståelse af Danmark; ti det er ganske forunderlig hvorledes denne går frem, siden vi har taget alvorlig fat på vort mellemværende, siden vi har fjernet de sentimentale forhyllinger og slåt på grund-skaden, hvor den fantes.

Nu går al min ungdom ned til Danmark, så sandt den på nogen måde kan komme løs, I får dennegang frivillige i tusenvis, hvis I vil have dem. – Regeringerne, storting og rigsdag? Gamle folk med den gamle skade; jeg skal gøre, hvad der står i en enkelt mands magt, og den er visselig større nu end sidst, netop når det gæller folket; – men det er på faktorernes tilfældige sammensætning regne-stykkets sum beror, og Gud alene kænner den, – sålænge vi slet ingen konge har, og neppe nok en regering.

At min gamle ven Meidell har gjort sig til en fejg hønsehund som vil vågte kvæget og dets affald til fordel for jorden, mens I slås for vor sag, det har idag gjort mig ondt til tårer, og derfor har jeg før Deres brev kom, just skrevet artikel om krigen, hvori jeg atter har sat tingene på sin plads, det ved jeg; – men hvad det udretter står i Herrens, den Almægtiges hånd, som ene kan løfte os af vor usseldom, hvis han tillader at det skal ske ved den pludselige dåd, og ikke ved vort anstrængte arbejde gennem år og slægter. Vi får se. – At jeg ser tingene med tvil nægter jeg altså ikke, – og dog er der en stemme i mig, som …. er med og siger: «dennegang går det!» –

Straks I taler (hvor blir I også af? Vil I virkelig have garantier af Frankrige, så I går med i Eders egen sag, så taber I!), så sanker jeg ungdommen her til et folkemøde. Til regering etc. taler vi ikke; jeg tror dette er det rigtigste, driver stemningen stærkest ivejret; der kommer så et korn af harme med.

Deres Bjørn.

Deres yttringer om R. Nielsen og R. Schmidt er aldeles uforsvarlige, og viser blot, at også De (som Ploug etc. stikker adskillig i Københavneriet. Det er netop med den sort dum kritik, hvor der arbejdes, at man røber sig.)


Til A. F. Krieger.

De, der læser norske aviser, kænner Christopher Bruun, som jeg herved sender Dem. Jeg holder ham så omtrænt for vor største mand; jeg ved i alle fald ingen med højere syn på vore forhold og renere opoffrelse for det, han ser. De vil have interesse af ham, hvis De giver Dem tålmod med ham; jeg ønskede, at fru Hejberg så ham, – om blot hans ædle hoved, der ligner mere et Kristus-hoved end noget annet jeg har set.

Deres ærbødige Bjørnst. Bjørnson.


Til Gotfred Rode.

Kære Gotfred Rode! husker du, at fru Borch og jeg røg sammen om Christopher Bruun; nuvel, denne Bruun og jeg er nu så gode venner som mænd omtrent kan blive. Jeg er ikke enig med alt hans, men ganske vist med det meste. – Det er denne mand, som jeg holder for at indehave en stor gærning blant os, som jeg nu sender dig og din hustru. Han går for annen gang som frivillig til Eder, skønt vi synes, at han forlader for meget her hjemme. Ikke derfor, jeg havde også gåt, hvis jeg dermed havde gjort nogen nytte; dette må jeg tvile om; jeg ser dårlig, og har et tilfælle, som forbyder mig lange marscher. Havde dette ikke været ivejen, jeg havde også gåt i forrige (rettere annen) krig.

Hvad jeg stræver med altsammen her hjemme, gider jeg ikke udvikle.

Men herved højtideligt, uimodståeligt inviterer min hustru og jeg dig og din og gutten til at gæste mig og hende og hende og mig i vort ny hus næste sommer! Da har vi et gæsteværelse eller to ledige, hvad vi endnu ikke har råd til. Da skal I naturligvis være de første, som nytter det; i det samme vi købte huset overlagde vi dette.

Om mine forhold til den islandske sag m.m. kan I spørge fru Ploug. Arnljot, som jeg har forsømt, fuldendes i disse dage.

Ak, kunde jeg snart få tale med Eder, snart få lidt hvile i Eders venlighed igæn; men jeg går imøde det tyngste arbejds– og slagsmåls-år jeg endnu har havt. Unddrage sig er i alle fald mig umuligt.

din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.

At du skal hilse din hustru, som jeg elsker, ved du! –

End Clemens Petersen!!!

Hils den herlige frøken Zahle; hun skal snart få brev. Kommer hun til Norge iår, må hun komme hid op nogle dager. Til én har vi alt rum.


Til Gotfred og Margrethe Rode.

Kære Rode, kære fru Rode!

I dette øjeblik læste jeg telegrammet om Orla Lehmanns død og min tanke fløj i bønnen til eder, og min hustrus sorg var stor som min egen. Vi håber, døden har været så vidt ventet, at I har fåt skyde under eders frælsende tanker, så I ikke er slagne af fortvilelse. Hans missjon var altså endt; det nye Norden skulde han ikke være med at lide i eller at kæmpe for; ti det er vist, vi går en ganske ny tid imøde. Har I læst i norske dag-blade min prolog ved det norske teaters åbning, så skønner I, hvad jeg hermed mener.

Ja, kære venner, vi er omringede og belejrede af de frygteligste trusler og varsler fra den bestandig sig nærmende fiende, og midt i denne frygt springer en bombe i vort eget hus, og innenifra og udenifra sorg og gråd. Skønt jeg tror at have mod, kan jeg i disse dager skælve for et telegram, ja, vente mig alt, når jeg går bort fra eller vender hjem til mit hus. I vil derfor forstå, hvor lyslevende vi nu ser Eders tanker og følelser i blik og ord og angst i disse dager.

Da Eders breve kom, var det en kær time for os. Ikke alene erindringen om og længslen til Eder, men også Arnljot Gelline gør, at jeg i disse samme sommer-dager har uafladelig været hos Eder. Gotfred Rode er den, jeg oftest ser under arbejdet; det kommer ham kærest af alle i min omgang; han vil best kunne læse det, han vil også, tror jeg, oftest læse det. Den er det bedste jeg har gjort, og jeg kunde aldrig have gjort den, hvis jeg ikke havde sådd mig så dybt ned i arbejde og kamp her hjemme. Det skrivende liv som sådant er mig mer og mer en modbydelighed. Og må jeg nu få fortælle lidt, om hvordan vi har det; det vil sprede Eders tanker en stund i denne tunge tid, det vil sætte et par venner ned mellem Eder. Når I så atter samles i og ved Eders sorg, så er det som i selskab. Kjære venner, jeg har lidt adskilligt siden sidst. Ti det er jo lidelse, at halvdelen af dem, man møder, holder En for en fantast, eller tåbe, eller forfængelig nar, eller værktøj for andre, eller misundelig, afsat, arrig. Det er lidelse at have kræfter, som må kæmpe mest for at komme til at kæmpe, det er lidelse at se det hånet, som man tror på som Ens egen og Nordens fremtid. Min tro, min mageløse Karoline har været fuldt med, og i den forstand har det ikke taget på mig, at jeg har mistet mod eller ævne, tværtom.

Lidt efter at jeg var hjemkommet så jeg, at jeg ligesom var en længde foran. Af den grund store skuffelser, af den grund virkningsløst arbejde. Folkebevægelsen og ungdommen måtte jeg have et fast tag i, derfor Pokker ivold med bøgerne og alt skriveri, ned iblandt og ud iblandt dem! – Her har ståt kampe, som har hørt til de største vi har havt; i denne tid har folke-majoriteten på tinget fåt magten for evige tider, tingene er blevne årlige, reformerne i stemme-ret o.s.v. kommer slag i slag; den lille dannelse på nogle tusen viger slagen på alle sider. Det er folke-bøgerne, som har gåt forud, det er dem, som går jevnsides, det er Norges folkelige forfattere, som har lagt tale, sang og mod til. Åndløsheden, juristeriet, fremmedtænkningen må væk, og navnlig har Kristiania fnyset; her har rent ud sagt neppe været en mere hadet mand herinne end jeg. Da jeg lagde min protest ned til Schwejgård-Forgudelsen, så, skønt jeg gjorde det på den smukkeste måde, frygtede jeg hver kvæld med rette for mine vinduer og dører, at de skulde kastes ind, – og af hvem? af byens dannelse! Da studenterne midt i dette valgte mig til formand, rejste der sig en storm, som Kristiania ikke har sét siden Wergelands-tiden. Det slag, som stod i studenter-samfundet var byrokratiets siste anstrængelse; siden har jeg stiftet det norske teater og der begynt en elev-skole efter mit eget hoved; aldrig før har noget foretag af den art kunnet trives, som ikke byens rigmænd, «dannelse og penger» har rejst. Nu er det sket, det synes at ville gå udmærket, d.v.s. det, som har været størst, er blit minst, ånden, folke-ånden intar sin stilling også i hoved-staden, majoriteten blir til opposition. Gennemføres det, er det ligesåmeget en politisk sejer i det som en kunstnerisk, snobberiet vil da vige på mere end ét punkt.

I kænner vore mål-strævere. De beste, med Kristoffer Brun i spidsen, er fødte skandinaver. Den store mængde derimod, som afdøde Vinje førte, stod stik imod. Men i sine siste leve-dager gik han og hans tommevis over til skandinavismen, og det tilskrives ene den alliance, jeg fik istand på et noget nyt grundlag. Fra det øjeblik nemlig, at det program blev opstukket (som den islandske sag praktisk beviste), at alt mellemliggende surt og sumpigt, som hindrede os i at komme sammen, blev frejdig angrebet, fattede de, at skandinavismen ikke behøvede at true nogens selvstændighed; tvertom at den førte til opgør på alle punkter. Og derved fattede man også, at skandinavismen ikke er politisk i den forstand, at det er en rigernes forening, som er mål; men i den forstand, at det er noget åndeligt, som skal sammen, og at den ydre forening kun er et af de mange midler hertil. Standpunktet er ikke nyt, forsåvidt det er gamle Grundtvigs; men nyt i situationen. Vi må først have noget at forenes om, før vi kan forenes. Jeg for min part sætter (med Grundtvig) dette i den nordiske åndelighed, sådan som den former sig i en stærkere personligheds-fordring, på grundlag af tro, med folkedannelsen som udviklings-middel. Den må forene sig om at oparbejde en stor fælles-bevidsthed, fælles-kærlighed gænnem alt folk, saadan som folke-højskolerne har begynt det. Den må bøje hele sin dannelse in ad, den må vænde hele tænkningen hjæm en stund, forat få, såvidt muligt, alle med, gående ud på det samme i skole og liv. Den må demokratisere sig i en forstand, som i Europa alene Nordens folk kan, fordi alene det er et helt udelt folk af samme rod, derfor med ævne til samme tænkning og følelse. Den må lade standsadskillelsen så vidt mulig falle, den må vinne højere mål i livet æn byernes forfinelse, så f. Ex. fædrelandets behov ned til den sidste mand må være et kærere æmne for samtale og arbejde æn Paris’s siste moder, selv om disse efter denne dag blir Berliner-moder. Den må gå i kast med fordommene, de, som nu overdynger os med fattigbyrder og overforfinelse, fordi den ene part ikke skøtter om den annen, men sejler hver sin sjø fra barndommen af. Og dette må nåes – først og fræmst ved at skolerne giver bonde-barnet og embeds-barnet samme tro, samme fædrelands-kærlighed, så de siden livet igænnem har samme grundlag for tænkning og følelse, hvor så æn forholdene fører, så der er noget, som altid samler dem, altid bøjer dem til hverandre. Al uniforms-eksamen, artium først og fræmst, må væk, at personligheden ikke skal binnes i sin udvikling på den måde, at alle slags anlæg behandles på samme måde og kundskaben blir eksamens-humbug istedetfor livs-brug. Hele livssynet må bli et annet. Ikke dette: hvor langt kan din søn vinne på en embeds-bane, din datter i at tage sig ud, men dette: hvor brav, hvor dygtig blir han, hvor selvstændig og sand blir hun. Fædrelandet må ikke ses på som en bank, der skal plyndres, derfor må hele dette embeds-væsen så vidt muligt væk, blive borgerlige institutioner. Et lands dannelse, dygtighed, moral er ikke, som vi nu tror, embedsmændenes, det ser vi noksom i Amerika, hvor en stor del af dem er kæltringer. Et land er der, hvor den producerende d.v.s. den tænkende og arbejdende mængde er, og ikke der, hvor det administreres. Et opvakt, enigt folk administrerer sig selv og ler ad en forbigående skade ved administrationsværket, at sige, når det styrer sig selv. Men får vi først væk hele embeds-synet på vore forholde (og dermed naturligvis kongedømmet med alle de falske værdier, som det sætter i omløb, al dets løgn, al dets personlighedens fornedrelse), så bøjer opgaverne af sig selv in ad, livet fyller dem med et helt annet fædrelands-inhold, – og stands-forskellen føles kun som en valgfrihed; stærke ævner vil til evige tider gjøre dem gunstigere for sig end de svage kan.

Se her stykker af mit program, mit skandinaviske program; ti det er mit arbejde nu at få det fremstillet i sammenhæng og på dette grundlag inbyde Nordens ungdom til samarbejde og sammenkomster. Jeg er træt af studentermøder uden skandinavisme, læge-, lærer-møder uden skandinavisme; det kunde ligeså godt være Englændere, som mødte. Jeg er træt af løgn, fortielse, humbug. Jeg er træt af diplomati og «højere giftermål», træt, træt af den kolossale svig, hvergang arvefienden truer os. Det er en hel liden bog jeg har udarbejdet herom; jeg har kun ikke tid til at skrive den af, før Arnljot er ude; jeg holder på med sidste sang, som jeg må omskrive. Men prøver om formiddag og eftermiddag på teatret, folkebladet og studentersamfundet, som jeg nu giver fra mig, – holder mig fast! Og så mit hus, mit vidunderlige hus, som jeg ved forelæsninger skulde samle penger til før Nytår, men kan ikke komme af stedet! – Viger jeg, så adjø Arnljot, teater, folkeblad! Jeg må søge opsættelse til foråret for forelæsningerne, men Gud alene ved, om det lykkes, og jeg ikke innen drives ud af mit hus, samtidig med at jeg får mine opgaver frem eller knuste! Jeg har ikke søgt dem, de har mældt sig, en efter en, jeg har god samvittighed; men kanske kunde jeg have forsigtigere delt mig i selve arbejds-timerne, jeg er for blod-varm, derfor løber ét ad gangen for langt med mig.

Holder Gud mig i sin nåde fast, så jeg kommer over vinteren, i alle fald bærgende opgaverne, så tror jeg, at mit Sadowa er vunnet. Huset vinnes vel så igæn siden. –

Her har I mig, kære, kære venner!

Nu lidt om Franskmændene. Skønt stillingen er fortvilet ved deres tab, vil frøken Zahle vel have fortalt Eder, hvor dårlig min personlige tro om og på Franskmændene har været, og hvor glad jeg er ved, at den kolossale inførsel af fransk kultur, navnlig gænnem Københavneriet til hele Danmark og Norge, – og gænnem Stockholm til hele Sverige, – nu tager slut. Hr. Brandes-Taine, Tivoli-Mabille, Folketeater-Saint Martin, Bille-Figaro, dernæst hele denne unyttige franske selskabelighed, der sattes som livets højeste, det er endelig skudt og brændt sammen i vore hjerter. Disse tårne af falsk hår på alle unge pigers hoveder, svarende til alle de forlorne tanker inunder, er raseret, alt pikanteri er dænget til af massiv virkelighed, så det ligger som røde, blå, hvide laser mellem ligene, som bar på det. Adjø! lad os så begynne for os selv!

Nu tror jeg Arnljot vil komme godt; nu tror jeg Stiklestad-kampen vil stå i Nordens lys, så alle ser Nordens ånd over den.

Hilsen fra Margrethes gudsøn, siger min hustru! Ja, han er den kækkeste af alle vore børn, en kæmpe, Grundtvigs hånd på hans hoved og mine beste venner som vidner, det var en af de skønneste stunder i mit liv, ak, derfor kan den kun blive inledning til fordærvelse; men til idag ser han rigtignok ud til at blive et dygtigt menneske. Den, som fulgte ham heder Bergliôt (vi vil have o’en udtalt lukket), ikke Svåva. Det skal den næste hede! – Hun, Bergliot, er den smukkeste af vore børn. Bjørn spiller og er en ret flink gut, vistnok overvejende kunstnerisk begavet, Ejnar er en stor klods, jeiper og raser. Vorherre ved, hvad der samler sig i ham. Der er noget trofast ved ham, ihærdigt tillige, som gir håb; men vi ser med bekymring på ham. Erling, gud-sønnen, strutter af sunhet, er aldrig træt, aldrig dårlig, lydig, glad, beskæftiget, javist er han prægtig. Bergliot sint som ulykke, men meget dejlig. – Se saa, giv nu I også besked! –

Ved vor ven Krohns forfærdelige død fik min Karoline en abort. Men nu er hun velsignet igæn. I oktober kommer mine forældre til byen, for ved Guds hjælp aldrig mer at skilles fra os! Herregud, det er et langt og tungt arbejds-liv de har havt, de trænger hvile nu. Måtte de finne den! – Men jeg hører far drager med sig alle gamle møbler og papirer, så han vel også tager med sig fortrædeligheder, han er en gammel fjæld-knat, som vi alle må lade stå. Men han er en from mand, der tar alt i troen, som ellers, til bunds, han tror på alt, det nytter intet ræsonnement, der hvor han begynner at tro – eller ikke tro. Jeg ikke alene glæder mig, men morer mig ved at tænke os sammen med ham og min livlige, sangvinske mor, som et Guds under har holdt uforandret ved hans side. De har hele sit liv trukket hver sin vej og dog altid tilsammen! Den som ikke kænner dem, kan ikke skønne, hvorledes det er gåt til. – Nu fred og velsignelse over vort venskab, I mageløse venner; og alvor og arbejde i vore hus!

Eders Bjørnstjerne.


Til Gotfred og Margrethe Rode.

I kære venner! – I har ruineret mig en stor, skøn formiddag, hvor jeg havde aldeles fri, og hvorpå jeg tænkte at slutte det eneste sted, som nu står ufuldført i Arnljot, og som stanser trykningen af de to-tre siste ark. I har endvidere fåt mig til at gå frem og tilbage i mine stuer i det uendelige, skønt jeg har et tilfælle, som har slåt sig ondt, og som netop idag burde holde mig aldeles stille. Og I har henkastet Karoline i megen gråd, som hun endnu ikke kan stanse, – og vel ikke ofte har hun sendt så mange takkens bønner til Gud og det kære Danmark, som hun (det er en fejl hos henne) elsker højere end Norge: «det har jo altid været snillere mod mig end Norge; jeg har langt flere venner dernede» siger hun. Og idag kommer mine forældre for aldrig mere at skilles fra os; den 21de Oktober er inskrevet i vort liv som en af de lykkeligste vi har levet, og I er med deri som æres-gæster, og Eders breve er fest-flag derover og skal som sådanne bevares. Jeg, som så tilgagns forsømmer mine venner, når begivenhederne stormer på, hvad jeg altid synes de gør, skønt man jo vil sige, at min stundesløshed opfinner dem, – har dog alligevel venner, som få mennesker har havt dem, og i én forstand fortjener jeg dem, skønt jeg i såmange ikke gør det: jeg elsker mine venner, jeg kunde ofre for mine venner, slås, tåle, miskænnes; dette tør jeg sige; for fra jeg var skolegut har jeg gjort det. Og dette er, hvad jeg vilde skulde genoprettes i Norden: fostbroderlag, hele forhold, store forbund, som ikke hviler i breve og tilfældigheder, men i fælles kærlighed til alt væsentligt og de skønne udtryk herfor, som man for livet har set sig glad i hos hverandre, og som ved leilighed har vendt hele sin varme mod en selv.

Du, kære Rode, som står for mig, når jeg skriver, fordi du er så ren og ædel, fordi du ser det Nordiske så skønt, at jeg endnu aldrig har truffet et menneske, som ser det skønnere – du er min, som man kan sige det om de tanker, man giver sig hen til for videre at leve i og ved dem. Og fru Margrete, ja, jeg har dog egentlig ikke med undtagelse af Karoline og frøken Zahle, en kvinne, som kan ved sin forståelse og fælles kærlighed gøre mig så godt som hun. Og så kan hun pynte på mig: jeg mener ikke klæderne, skønt hun ganske vist også gjorde dette, straks det trængtes; men jeg mener pynte på min slagsmåls-sjæl, min ustadighed i alt det mindre, min uopdragenhed ligeover[for] det, som er gammelt, eller fornemt ivejen, min hensynsløshed i kærlighed og had, utålmodig i det sædvansmæssige og alle mine øvrige fejl, som jeg heller ikke selv kæler for, og som jeg derfor overvinner, når jeg får god tid på mig, eller en inflydelse som hennes, men som overvinner mig så fortvilet, når jeg overraskes. – Men skønt alting går hulter til bulter, hør nu om vort hus. Karoline elsker det som en del af sig selv, meget højere endnu end jeg, som hun overhovedet kan elske højere end jeg; det er hennes specialitet; bevar’s også at hade. Men jeg elsker det jo også, ikke mindst fordi det er en fæstning i min situation. Man væntede i det længste, at jeg skulde ud af byen, ned til Danmark, udlandet eller ind i fjællene til de nationale trolde; da jeg købte hus, opgav man mig, og nu begynner mange at tænke på den mulighed at komme ud af det med mig, siden man ikke kan bli mig kvit. Mit største arbejde ligger jo i omgang og optræden, I kan jo ikke følge med i dette; men I kan tro mig på mit ord. I dette øjeblik leder jeg et angreb på Statsraad Stang, med hvem de gamle rådne tilstande står og faller; det bryder nu løs i disse dager, og det skulde have været dejligt, om jeg i de samme dager havde tabt mit hus!

Ved du, hvorpå jeg har købt det? på foredrag. Jeg tjener ganske udmærket på foredrag, jeg kan omtrænt tale om hvad jeg vil. Min plan var at rejse til Gøtheborg og der, midt i den svenske rationalisme, optræde med Grundtvig, give et kultur-historisk billede af hans stilling i Norden, hans ånd i ånden. Herpå havde jeg havt børs-salen fuld, d.v.s. 800 Spd. (én sp. billetten). De samme foredrag vilde jeg så holde igen her. Sist tjente jeg her over 800 Spd., skønt jeg dengang ikke var heldig; jeg savnede øvelse i at forberede mig, savner den endnu; men er dog bedre. Så vilde jeg til Bergen og Trondhjem (tilsammen 800 Spd.) til Danmark, til Amerika, og så holde på, til jeg ejede huset. Men det, jeg nu skulde have tjent i november, er 1000 Spd., og deraf kan jeg ikke tjene en skilling, jeg kan for teatret, som jeg elsker, og som står og faller med mig, (og du ved fra mit forrige brev, hvad der står og faller med det) – ikke komme fri én hel dag; jeg kan ikke forberede mig ordentlig. Disse 1000 spd. var det jeg tænkte at tage i Gøtheborg og Kristiania i november måned, eller rettere af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Han, som er blevet hjørne-stenen i mit liv, skulle blive det for mit hus.

Du kan ikke kalde dette fantastisk tænkt, som bunder paa den dybeste trang og ævne, som jeg har. Du kan sige: først forelæsningerne, så huset; men dette søde hus vilde jo ikke vænte. Reddes jeg nu over denne katastrofe, så er jeg reddet for livet; ti de penger, som står i huset forøvrigt, er venlige penger, som vænter på mine forelæsninger, der nu engang, senere eller tidligere, skal bærge mig for min øvrige livstid. – Jeg havde tænkt at tigge ophold af alle de forskællige mennesker jeg skylder; men derfor var det jeg skalv, at de ikke vilde vænte [på] mig, og det var udtryk af denne skælven du fant i mit brev formodentlig; siden teatret begynte, har den været over mig og mit hus hver dag, især har det været synd i Karoline. Det er disse 1000 spd. som jeg må have, til jeg får læse dem op, – og da dit vidunerlige brev kom med de kærtegn innen i fra din hustru, så kan du forstå, min ven, min kære Rode, at Karoline græd, at jeg sandelig gjorde det samme, og at huset endevendte, skønt det netop da begyndte at stå sikkert. Du synes vel, det er overmåde mange penger, for det er det; men jeg betaler renter så godt som en annen, og i huset med fem mål jord til, her, hvor der nu blir havneanlæg, mens Drammensbanens station blot er nogle hundrede fot ifra det, altså midt imellem to store udgangs-punkter for færdselen, med ævne til at lægge mere tomt til sig på begge sider, – er huset, for hvilket jeg gav 5200, værdt 7000 spd. allerede idag, og det får jeg for det, hvad time jeg vil sælge det. Ved at min far udbetaler den forrige ejer, vinner jeg 200 spd. (ejeren trænger nemlig kontanter) altså 5000 spd. koster det mig; deraf betaler dine penger nu straks noget, den øvrige del af dine penger gives til de reparationer, jeg måtte gjøre. Du ser altså, at den sikkerhed, jeg byder dig (såvidt jeg på forhånd skønner; jeg skal siden se efter) er i huset (efter 4400; heller højere end lavere). Og dette er god sikkerhed. Jeg agter at sælge tomt; men ikke før banen, som nu arbejdes på, er færdig, og det samtidig er blet til alvor med havn i Philipstad-bugten; da er den nemlig bogstavelig værdt guld. Jeg fik huset så billig, fordi det så ilde ud, så det narrede folk (min kyndige onkel, en fabrik-herre, forstod sig på det), og fordi, at en stund før krigen stod alle ejendomme i Kristiania overmåde lavt; man havde forbygget sig. Her står endnu flere hundred lejligheder ledige, skønt fragterne nu har blæst nyt mod i sejlene. Sælgerens kommisjonær her var min ven Motzfeldt (advokat), og han solgte det til mig før auktionen, som mange havde gåt og væntet på, ti straks det blev bekænt, at det var solgt, viste køberne sig; de vilde nemlig da købe det af mig.

Men det pålægger jeg også dig og hustru som en hællig pligt imod os, at I allerede til sommeren må komme op og se, hvad I har reddet for os! I må unde os den glæde, ikke alene at gøre os godt, men at se vor glæde ved det og føle vor tak i hele dages samfund og tale. Her skal være værelser til eder, og venner og god vilje i det uendelige, skønt vor ævne er jo meget svag, og kan ikke byde eder eders vaner. – Hører I, kom alligevel; foren det med en tur, helst til Finmarken; det er større end Italien! –

Ser du nu, at jeg har glæmt din store nyhed over min! Din søn, din annen søn! Du nordiske mand og kvinne, stærkt skal det være! Nu vor innerlige, innerlige lykønskning, så meget større, som Margretes tunge tid gjorde faren større, derfor frælsen og gaven så dyr og kær! – Måtte Gud unde eder mange børn. I er vist to mageløse opdragere; jeg tænker så ofte, at jeg slet ikke er far; men så er Karoline en udmærket mor, og så er der andre gode fædre, hvis børn omgås vore og derved støtter til. At være en god far er noget af det største en mand kan være for sit land; sådant ses og siges så lidt; – men vent nu: jeg skal sige det; jeg agter med digte at omkranse hvert forhold i hjemmet, vor, den nordiske stammes, stolthed, den dybeste brønd at øse op af i alt Nordboens liv, derfor også i hans poesi, skønt denne hidtil har levet mere af idealer end virkelighed, og mere i udlandet end hjæmme, – og i hjæmmet mere med udvortesheden end det, som bærer; især har hjemmet været skildret uden religion, – som staffage vistnok har den været brugt, men ikke som forhold. Det er Grundtvigs salme-digtning, som skal smyge in i og fylde alle sprækker, så hele huset dufter af dem, hele livs-gærningen dermed. Og her, kære Rode, har også du et kald, som er større end du selv synes at tro. Nogle hus-digte af dig, hjæm-sange, barne-syn er så skønne, at du kan strø et helt land over med dem, uden at træffe et hus-hjærte, et hjæm-menneske, som ikke vil takke. –

Så langt kom jeg, da min mor kom og senere min far. Samtidig slog ganske rigtig mit onde sig så rabalsk, at jeg måtte stanse al forretning. Nu er det nogenlunde over. Mine forældre genfinner jeg friske, ferme; deres ideer er vore i en overraskende grad, der er stor kraft i far, fine sympatier i mor, fromhed, sandhed i begge. Far er et af de heleste mennesker, jeg har mødt; og et stykke af en kæmpe er han endnu, skønt 73 år. –

Gid du måtte synes om Arnljot; også den har måttet vente, men nu om et par dager går de siste ark. – Når du træffer noget, du ikke liker, så er det fordi jeg ikke havde større syn at spænde vedkommende digt over, men vilde dog ikke vente længere med at udgive det, fordi det, som kommer efter, vilde gøre det gammelt, da jeg ved Arnljot er kommet et væsentlig skridt længer end før. Jeg længes også efter at se det i sin virkning på den samtidige literatur (hvormed ingenlunde menes dens kritik). Kanske bedrager jeg mig; men foreløbig mener jeg, at digtet vil øve inflydelse.

Er der optegnelser efter Lehmann, som alt nu kan bruges? Kan «For Ide og Virkelighed» så få dem? Man har bedt mig bede dig. –

Kære ven og veninne, I må straks mælde os videre om Margretes og guttens tilstand. Vor lille Bergliôt (ikke Svåva endnu), vort smukkeste Barn, har været døds-syg; er nu reddet, men vi frygter for vinteren. Karoline har havt en abort, men er atter velsignet. – I kan altså skønne, at Margretes tilstand og barnets vender fra vore egne forhold idelig in igæn i vor samtale, så vi nu længes efter besked. Margretes sundhed må jo være rystet efter faderens død. Hvor megen styrke har hun til at bære med? Og på gutten mærkes ingen svækkelse af, hvad hun gennemgik? Bor I på samme Sted. Fødtes guten i samme seng som Erling? Nej, Erling, hvilket pragt-værk! – Holder du og R. Nielsen fremdeles ihob? Har du nylig været hos Grundtvig? Fortæl mig lidt om ham. – Fra Clemens Petersen nylig brev; han slår sig op, det skarn, som jeg har elsket og elsker med min største kærlighed, og som er en af Nordens højst begavede mænd, – med den dybe karakter-svaghed i sit sind, hvoraf Norden er sygt. Men jeg ofrer ikke mere den ene end den annen. Vi har nok tilbage! – Det er ikke Napoleons hemmelige papirer alene, som vilde vække en verden! Vi må vænne os til, at stor idealitet og ævne bor sammen med svigtende kraft på eget inre område. Det er tiden.

Vær mig nu gode! Husk os og hjælp os, og suk ikke ved at gøre det, tvil heller ikke. Kære venner, hold os hos eder i gode og onde dager, tål at vi skilles i mindre ting, styrk med os de store! Lad vort forbund blive frugtbart for os, og med Guds nådige hjælp for flere. Dæmp os, styr os, brug os, Nordens Gud, hold af os, at vi ikke forbitres, men grønnes og skyder i Din vår!

Eders Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Kære Schmidt,

min afhandling (som er lang), hedder «nordisk politik», og ophøjer dette begreb til det, som det skal være, nemlig til hvad vi lever på og skal leve på, hvorledes opgaverne står, hvad der gøres for dem, og hvad der burde gøres for dem. Det, som kaldes politik (f. ex. politisk skandinavisme) nedsættes til et underordnet moment, til det, som det er, lige over for de ånds-mål, for hvilke vi ene lever. Jeg lader det hele munne ud i en personlighedens fuldkommengørelse med nye midler, men i gammel stil, og mener, at Nordens folk må mødes i omsorgen for at få en mand op i hver mand og en kvinne i hver kvinne, at vi heri har vort Chassepot-RemingtonMitrallieuse-våben, vor opgave fra gammelt, vor betydning som norrøn æt.

Men – i undersøgelsen af stats-formen støder jeg blant annet på den konstitutionelle konge, og beviser, at han som upersonlig står selv i vejen for folke-opgaven og forleder ved sit eget upersonlige forhold hele omgivelsen, og derved folkets mægtigste kræfter til at forspilde en stor del af sit liv, og at han også fører udad, afstængt som han er fra selv at komme inad, idet familie efter hans eget sind, ansvarlighed, derved virke-lyst berøves ham, og det udenlandske derved skinner ham i øjnene, som leger for ledige børn. Aldeles teoretisk kalder jeg det, gir endog en kompliment til det bestående, at det under slige forhold kan være så vidt bra, som det er; – de højere stænder farer jeg selvfølgelig lige så slemt med – bestandig teoretisk – og slutter med opråb til et nyt skandinavisk forbund på de dybere sætninger, som vi må blive enige om og efter ævne hjælpe frem, hver hos sig.

Kan R. Nielsens navn stå på et tidsskrift, der bærer det stærkeste angreb på det konstitutionelle kongedom, som endnu er gjort heroppe, og som sker tildels i religionens navn; ti det er min mening, og jeg udtaler den, at det er i sandhedens navn, selvfølgelig først og fremst i religionens navn, at en stats-løgn bør angribes. Min afhandling er et nyt folke-program, derfor også i stil sandt intil besvimelse, enfoldigt, urokkeligt.

Tør du, vil du, kan du få Nielsen til det, så tag det, og jeg skal afskrive og sende ark efter ark.

Om hæftet må vente forat få det med, skader ikke det. Mest lyst havde jeg til at vi bad Nielsen træde af, og vi tog den ny sag i den ny hånd, fik bidrag af ham, Grundtvig og andre uansvarlige høvdinger, hvis sætninger det er, vi sætter i system, skønt de måske selv da ikke længer vil vedkænnes dem, i alle fald ikke offentligt. Men et sligt tidsskrift skulde nok få læsere! –

din heng. Bjørnson.

Skrevet til Hegel, til Rode; du får selv svar, hvis de vil.


Til Rudolf Schmidt.

Kære ven, endnu idag begynner jeg at afskrive. Ellers gribes jeg af ængstelse ved at vide mig i den måneds hæfte, hvori jeg nu sidder og skriver; – jeg skal ile, hvad jeg kan, men det er adskillig vovet. Traf du et annet arrangement, var det tryggere, eller vær beredt på, at hæftet kommer noget sent. Jeg er ellers meget glad ved, at R. Nielsen tar tingen således. Fremstillingen er så rolig, at her neppe kan slå åbenbare luer ud.

Kære ven, jeg sidder nu i en ny situation. Da ingen vilde begynne med det Stangske ministerium, måtte jeg ivej. I «Dagbladet» for ilørdags stod første artikel, – og sådan virkning har jeg dog neppe tænkt mig mulig. Den annen kommer imorgen (jeg skriver dette fredag) – der er flere end jeg, som skal skrive under samme titel og mærke, men de to første artikler (den annen dog ikke helt) er af mig, jeg skal sende dig numrene. Det er vor historie på en noget annen måde end Jonas Lie, det søde menneske, fortæller den; ti han laver sig den fiende, han med stor bravour skyder itu.

Du vil, ved at læse artiklerne, forstå, hvorfor dette er min sag fremfor nogens, om just ikke deraf behøvede at følge, at jeg skulde skrive avis-artiklerne; men vi er nu engang ikke større folk, vi har ikke hver til sit. Dette er nu kommet mig ivejen med hensyn til afskriften af min artikel for dig; – her var en begivenhed i Kristiania, som gjorde begynnelsestiden bekvem. – Foreløbig har jeg den glæde, at disse artikler renser syg luft og at mange, selv meget myndige mænd som Lud. Kr. Daa ved den første erklærede, at han havde støttet det Stangske væsen længere end rigtigt var. Ja, det ved Gud, at man har understøttet det intil det blev forbrydelse. Før det nedbrydes, har jeg for alt mit ikke en glad dag i Kristiania; det er tungt, selv med mange sejre, mange øjeblikkes virkning, at arbejde under et stort fejlsyn af alle dem, som står omkring en. Det er et så lidet folk, det norske, at vi har ikke råd til at holde en hovedstad og en embeds-stand, som i alt væsentligt står misforstående lige over for alle vore begynnelser, og lever i en forestilling, som i forhold til stat og ansvar er umoralsk, og intet videre. Du vil selv se.

Jeg tviler intet øjeblik på, at en del af dette også er sant blant eder, skønt der er ved hjælp af Grundtvig kommet en hel dannelse til, som allerede i en mænneske-alder har arbejdet i og med det store folk, og skønt fælles ulykke har renset den offentlige moral en del. – Min artikel i «for ide og virkelighed», er blot at samle og fortsætte i det større, hvad jeg her hjæmme må bekæmpe på et enkelt punkt. Skriv mig til samme dag du har læst Arnljot.

Din Bjørnson.


Til Margrethe Rode.

Kære, kære, kære fru Rode, jeg må idag skrive til Dem, skønt jeg har en svag formodning om, at Rode må læse brevet for Dem; ti jeg skriver jo en underlig skrift. Kære, kære, kære fru Rode, Deres brev var som at løbe op og ned i Dronninge-trappen med Dem (De husker måske dagen!) Deres brev var en velsignelse, af den grund endnu mere, at i disse samme dager har jeg havt en stor smerte, som Gud være lovet, nu er lutter solskin; mit hjærte var optøet. Deres ord faldt dråbe for dråbe i en fylle og følelse, som jeg sad med, så jeg, da jeg kom til Grundtvig og tænkte mig dette, hvorledes opstandelsens herlighed for en jordisk fantasi kan tænkes som det øverste, og så tænkte mig videre in i de troende sjæles fromme længsler og glæder, brast i gråd, og frugt af denne stæmning er i alle fald begynnelsen af dette brev. – Jeg er selv på langt nær ikke kommet så langt; men der har været øjeblikke i mit liv, hvor jeg har været istand til at fatte og af hjærtet længes efter hin fred, og ud af dem har jeg skrevet et par digte (i Arnljot Gelline), men hvor langt jeg selv er fra det, kan De bedst forstå deraf, at når jeg er skuffet, svag, træt, da er det jeg skønner det bedst og længes dybest; når jeg står i kraft og glæde, da minst. Men til gengæld: i den allerstørste glæde, lykke, medgang, da kan jeg skimte evighedens forjættelser som den gyldne opgave over vore små, da er de kun som top over tilværelsens tinder, da er sammenhængen i et klart skue for min sjæl. Men længselen – nej. Havde jeg den rette insats, så måtte også længselen være der; men det må være så, at vi ikke kan længes til det, vi ikke har vort arbejde i, vor ævne, og det har jeg ikke annerledes, end at jeg kan se det guddommelige i det jordiske, se stigen, men vil ikke gå den, om det bødes mig imorgen. Ja, var det for at udrette dette eller hint, f. eks. frælse eller vidne, at jeg skulde gå den, – uden betænkning, det tror jeg, at jeg tør skrive; ti jeg føler det som fuld sandhed i min sjæl. Men det er jo ikke nok, det er hvad enhver exalteret Pariser også kan gøre – jeg havde nær skrevet Københavner, og nu vil jeg skrive det, ti Gud hvor jeg hader denne franske Danske! – (Med Københavneri mener jeg, som De ved, slarvet, flotheden, nihilismen, skinnet, fremmedarten eller lapset forpupning i det hjemlige (begge dele lige hyppige)) – og når jeg vil have mål på, om en ting er rigtig eller ej, så måler jeg med sligt mål og måler mig selv til en stymper i mange stykker. – Men hovedsagen er der, med Guds hjælp, jeg ved hvad der mangler mig, jeg ved, hvad der skal til for at blive en personlighed i vore opgavers tjeneste, og jeg går frem i det, om også ganske bedrøvelig langsomt, ti jeg er et sanse-menneske, en kødelig, trodsig klump.

Fadder? Ja, det er det skønneste jeg kan være, det bæver, glitrer, bruser i mig hver gang jeg er fadder, jeg tror, så jeg kan løfte taget af over min bøn i disse øjeblikke, det er en dåb for mig, hver gang jeg er det. Og dampskibene skal just ikke stanse mig; ti herefter rejser jeg aldrig mere med dampskibe, jernbanen er jo nu færdig hele vejen på et par mil nær, som endes, tror jeg, i denne måned. Og godt af turen? Ja, jeg vilde have så godt af den, at der er ikke ende på. Men min tid og min lejlighed? Jeg holder nu på med Stang og med et nyt sang-spil (klokker-familien) med musik af Grieg, og så teatret, alle mine elever, mine små fugler! De skulde set komedie hos mig om dagerne, hvor frisk, sand, skøn den virkelig er! – NB. jeg må have spillet stykket mange ganger først; ti de er uvant, men så går det! – Nu rejser jeg imorgen til Drammen med dem, til våren til Bergen med dem, jeg lever op igæn mine ungdomsdager, og hele rejsen skriver jeg på mit sangspil og senere på Sigurd. – Å-ja, politiken opgir jeg snart, når jeg har teatret, men der er jo noget, som nu må gøres, De vil snart se det i «For Ide og Virkelighed». Men når jeg engang efter alt dette arbejde, hvor under jeg jo også vokser selv, finner gode venner igen, – Herre Gud! – Ja, det er nu Karolines og min fryd at tænke på, og at se Grundtvig endnu engang stikke det skaldede hoved op over præke-stolen i Vartou.

Men før jeg slutter (ti jeg står så at sige på rejsen, forberedelserne trænger på) – endnu én gang: tak! og atter og atter tak, I, som have tækket mit hus, og Karolines tak endnu større end min! Pengene er endnu ikke kommet, men glæden er her, gæmt iblandt os, selv midt i den smærte jeg et par dager havde, slog den lyslevende op af og til og bragte mig til at gå rundt og se mig om på alt det, jeg dog ejede at være glad i. Mine forældre, som jeg har indviet i det, er også så hjærte-glade med os! Herre Gud, hvad det er at have dem her! Hils nu Rode, eller han hilse Dem, jeg ved ikke, om han ikke må læse for Dem.

Deres Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Du kænner, kære Schmidt, det at ville og ikke ville, kunne og ikke kunne og så vænte fra dag til dag på sin egen energi, mens at noget udvortes løber kapsides med En, som dels hæfter, dels netop taler, ja handler i det, som jeg går og tænker på. Men det var godt, du rev mig op af dette: jeg kan ikke fæste endeligt, sålænge republiken hænger over hovederne på os, sålænge vor egen skæbne hver dag er så stærkt påfærde som nu ved Loiren og Paris. Jeg kan ikke! Du er mere theoretisk laget end jeg, en annen jern-panne har du. –

Fra Norge. Ja, min ven, Jonas’s artikler fra Norge har beundring, men ingen respekt; han ser fejl, han stikker op hele Norgeskartet efter sine ilende stemninger, virtuos som han er, den søde gut. Nu modner Ernst Sars til, han har endelig begyndt at holle forelæsninger, og der sprang tappen af tønden! Jeg har alt været på ham. Tryk Fasting; han vil læses her hjemme.

Jonas Lie er ikke alene digter, du, men med den reneste lyrik, vor literatur har sét siden Wergeland, ja så ren lyrik, at den altid, i enhver literatur, er sjelden, ligesom de høje tenorer. Den er af Tegnérs art, i en annen tid, derfor på en annen måde, men netop den. Hans fortælling er også en eneste lyrik, men god for det; en vis slags fortællinger er kun dette, og er vidunderlige netop derved.

Hør, sig mig nu din mening om Arnljot, gå hen og få tag i den; den er færdig.

Ja, jeg har nu taget fat igen på afhandlingen; men sålænge det skælver foran Paris, hvad kan jeg gøre? Tænk jeg instruerer skuespillerne med hundre bitanker om franskmænd og preussere, jeg drager det med in i alle forhold, souverænt og ikke-souverænt, helt og halvt, stærkt og svagt, – og Gud ved alt det sammensurium, som er min tankes blod i disse dager. Man var naturligvis ikke digter, hvis det ikke var så, men jagu koster det på at bli en mand under den sort vilkår og at få gøre sin gærning.

Nu har jeg læst din artikel «en tids-betragtning» – og jeg sætter mere pris på den end på nogen annen i tids-skriftet, lige fra dets fremkomst. Af alt passer den bedst det, som er mit livs-syn og livsmål, og den er aldeles fortrinlig skrevet. Du har ellers så mange mellemsætninger, når du skriver (naturligvis ikke sprogligt, men åndeligt, indskudte tanker, oplysninger, som fører væk og vanskeliggør). Her ikke en eneste: en stor strømning af store tanker mod én enkelt. Jeg er flere steder bestemt imod dig, fordi jeg har tænkt meget over dette, både tanken og de faktorer, hvori du får den frem (Tyskere og Franskmænd), men det er aldeles ligegyldigt. Jeg beklager, jeg ikke kan optage den i Folkebladet, stilen er for «ufolkelig»; men jeg må få Aftenbladet til at gøre det. Jeg takker dig innerlig.

Hvad mit angår, som er meget enfoldigt, sammenlignet med dette, så bør du afvente begivenhederne en smule. Jeg får ikke fred dertil, forinnen situationen er klarere.

Din heng. Bjørnst. Bjørnson.


Til Gotfred Rode.

Nej, kære, kære, kære Rode, dette holder jeg ikke ud, I må bringe mig et bud fra Arnljot Gelline, du eller din hustru. Jeg er ved gråden, idet jeg skriver dette, i sådan grad savner jeg det. Ja, som nægtede I mig eders hjærte, eller dette sit ord i en bævende stund. I må se, hvilket alvor det har været mig med Arnljot, jeg må vide, om I har forståt mig.

Hører I, skriv, tal, Gud velsigne Eder, så meget som jeg holder af Eder! –

Pengene fik jeg i samme stund som jeg rejste til Drammen, de kom mageløst! Men siden har jeg været optaget og i slet humør af mangen modgang, og en vis sort forladthed, som den ofte får, der drages med meget, de, han omgås, ikke forstår, eller ikke vil vide af. Jeg har ikke været oplagt til at skrive. Bevis for pengerne i den form du foreslår, vilde blande al Verden op i det, og lige så stor glæde jeg har af at fortælle venner om dig og din gave, lige så ondt vilde det gøre mig, at alle mine fiender kunde fortælle det. Skønner du det? Men det er måske noget, jeg skal overvinne.

Din Bjørn.

Det er sandt, jeg ved ikke, hvor Richardt fortiden er. Jeg vilde kun sige ham, at påske-sangen i hans bog, er den skønneste psalme, her er skrevet af vor slægt, og hvad du, Margrete, Karoline, frøken Zahle, jeg o.s.v. ret vilde kalde en psalme, om vi fik lov til at sætte en sådan bog sammen til vort kirke-brug. Sig ham videre, at digtet Jakob er så stærkt, så farve-rigt, at egnen, tiden, toget, menneskene og deres adfærd ser jeg, og at han, hvis han kan gøre sådant, bør rigtig dukke sig i en eller annen livsgærning, for der at få den ensomheds-ævne, som dette møde med digt-tanken giver, når det kommer sjældent, men ud af en intrykssum, en virksomhed. Det blir lidt på den måde, men fint sant og stærkt formet.

Han er dog en dejlig natur, den kære Richardt, så sær som han er, så let til at forstyrre, støde i et intryk, en stæmning, at jeg helst går helt af vejen for ham. Men læse ham, ja, dette er godt og har gjort mig rigtig godt.

Hils Margrete glædeligt, glædeligt nyt-år! Ak, når vi nu får leve sammen lidt igæn!

din Bjørn.


Til Johannes Clausen.

Da Deres tak kom varmest til min sjæl af alles, vistnok fordi den kom fuldest og ud af den sjæle-situation, som lægger hvert ord rigt ned, – så lad mig få takke Dem igæn. Ja, det er undertiden som det synes mig Herren har troet mig et lidet under i denne bog, – men det er undertiden at jeg ikke tror højt om dens magt og tænker som så at havde du selv været helere, så havde du fåt flere med dig.

Jeg er selv, ser De, i mange stykker en ganske ynkelig fyr. Jeg har noget af dette i mig, som jeg synger om, men aldrig kommer jeg længere æn til at synge om det. Jeg blir siddende her med teater og digt, bare handlingens skin, synes mig, dog undertiden mere, men ikke det jeg størst længes til, og som vilde kunne samle min sjæl helt, i den hele uendelige hengivelse, om til en begynnelse ikke engang i Gud, slig som med Arnljot.

Dog Herren være lovet, jeg er istand til bestandig barnligere at lægge mig op til Ham, og jeg skriver dette i tårer så De vil forstå, at digt er dog ikke borgen bare, der er noget mere med.

Det er det eller den, troen på Gud har skabt, som Arnljot begejstres af, det er dens gærning i en sjæl, på et åsyn, i en handling, sådan som den lå over Olav. Det går mig lige så, jeg møder i værden intet dejligere æn et sådant mænneske. De er vist én af dem, jeg længes til Dem. Ti det har jeg set, at sådanne vælges ikke efter vore love.

Tak for at De søgte mig, De har gjort mig så godt.

Deres ærbødige Bjørnst. Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.