[Kristiania] 2/1 1871.
Kære Ussing!
Bedre sent æn aldrig! Dengang Deres brev kom, var jeg vemodig, nedslåt, jeg kunde ikke skrive uden at skrive om politik, og den vilde jeg ikke skrive om. Nu fant jeg Deres kære brev igen og skammer mig som en hund over, at jeg har glemt det. –
Gud være lovet, politiken står bedre, måske kommer Danmark med, helst hele Norden; men det tør vel næppe ventes. Men Danmark må ikke få Slesvig uden kamp, og øjeblikket synes snart kommet, at det kan hugge in. –
Det var gamle Carus, som i brev fra Göthe fik bud om at tage sig af Høyen; De kænner det jo selv. Jeg glæder mig meget til at læse om Højen, jeg ønsker Dem ret innerlig lykke med dette foredrag. Hils fru Højen hjærteligt fra mig! –
Hvor meget jeg kaver med, som I dernede ikke kænner, men som er vigtige led i vor lille udvikling. Her må en mand være det, men så blir han også en mand. Jeg har taget mangt et tag her hjæmme, siden sist vi sås, og nu synes det, som skal jeg få min kærlighed båret frem til vort høje sæde.
Man siger: ikke politik, ikke teater, ikke studenter-samfund, ikke arbejder-samfund, ikke forelæsninger på folkehøjskolerne, bare digte. Jo, det blev digte for vor tid og vor trang det, som kom frem af mine bok-hyller! –
Når vi engang mødes vil De kanske se (som af Arnljot), at jeg har styret rigtig; et personligt intryk viser sådant best.
Hils de mageløse Gyntelberg og Greensteens, den siste havde jeg halvvejs væntet op i julen. Men slyngelen kom ikke. Hils Deres hustru hjærteligt og tak henne for sidst. Ak når blir jeg så vidt fri at jeg kan bo hos eder en stund igæn! Måske ikke på flere år. – Jeg har jo nu et smukt hus, men rejse-lysten kommer ofte over mig, og skønt de unge nu afgiver en venne-klynge omkring mig, som jeg før ikke havde, så længes jeg til de danske venner, fordi de er mine ældste, og fordi det, som er fremtid her hjemme, er fult udsprunget blant de bedre af dem, jeg ælsker i Danmark. Og for at se og høre Grundtvig gav jeg meget! –
Madvig så vist surt til, at jeg i studenter-laget, hvori han var, i en tale sagde om Grundtvig, at han var den eneste næsten i hele vor historie, fra hvem der kunde siges at udgå en hel ny dannelse. Hils!
Deres Bjørnst. Bjørnson.
Aha! nu skriver De også til min kone! Det var dog unødigt dennegang.
[Kristiania] 15/2 1871.
Kære Margrete Rode,
hvor stort De er på vil-spor. Nej, just fordi jeg takker Dem for al godhed, deri infattet alle alle gode råd, just derfor har jeg dvælet med at gøre Dem ondt; ti det vil dette brev gøre. Elskede vænner, nogle af de yderlig få jeg har i Danmark, Deres brev skar mig, tilføjede mig en sorg, jeg sjælden har oplevet mage til. Den ytring af Dem, at man i Danmark ikke kunde samle sig om min digtning, fordi man kaldte mig Danmarks fiende o.s.v., at på de meget få nær havde ikke engang Grundtvigianerne noget forhold til mig, er så forfærdelig, at mit hjærte har krympet in ved det, og at selv Karoline, som har ælsket Danmark intil forgudelse, har vændt tvært om; vi gænser det vist aldrig.
Fra mine skole-dager havde jeg det intryk, at Danmarks historie var den småligste jeg læste; den var også for det meste en træls historie; herrerne var kun forskællige for de forskællige, alle stænder ned igænnem, Kongen infattet. Intrykket heraf var fuldkommen rigtigt, jeg har senere aldrig tvilt på det; selv nu ved at læse Allen får jeg det samme intryk af jammerlig smålighed in i min sjæl. Jeg begyndte derfor som stærk anti-skandinav.
Så kom jeg til Danmark, fik vænner og fik Grundtvig, og jeg skylledes med af den opvækkelse, som var over Danmark, kampene for det, vor brøde mod det, men især af de personlige oplevelser blant en slægt, som stod på skuldrene af den frigørelsens [slægt] (den første i Danmark) i begynnelsen af dette århundrede. Den store literatur henrev mig tillige. Og især når jeg samlede mig om Grundtvig, sagde jeg mig selv, at over ham, ved ham begynner her for første gang noget stort, ikke i den enkelte digter eller stats-mand, men i folket. Ved ham går alle literatur-længsler ned i folke-sjælen og blir en kraft i den.
Her blev jeg medarbejder. Straks jeg kom udenfor ham og hans, så jeg det, jeg ikke syntes om, og deri det smålige. Untagelser i lange rækker, forstår sig; men i hver enkelt kunde jeg gå efter en enkelt årsag. Jeg taler ikke her om det æstetisk-ælskværdige, godhjærtede Danmark, som gør den fremmede saa godt; jeg taler om det hoved, det syn, den vilje, som man dog, selv et alvorligt menneske, spejder efter i sin omgang. Nu, – tænkte jeg, det brede vokser i og ved Grundtvig; vi kan vænte. Der er en udvidende fædrelands-følelse til, som hjælper religionen, og det er den nordiske. Lad nu den nå sjælene!
Jeg havde den selv. Ud af den forlangte jeg Slesvig hjulpet, ud af den Sverige tilbageslået i vort eget land, ud af den Island hjulpet. Men så skræmtes jeg en vakker dag op af min tro på, at denne fædrelands-følelse var over Danmark, d.v.s. over ungdommen der. Carl Plougs og konsorters nordiske følelse var dels had til et tysk junker-regimente (oversat på danske forhold), dels Slesvig. Den var intet nordisk syn i kærlighed og tro. Der er efter min erfaring nu kun Rosenberg og et par til, hvoriblant Gotfred, som har det. Samme dag jeg kræver agt for Norge som selvstændigt land af københavneriets flotte vilkårlighed, kænner man intet annet svar derpå (Ploug infattet) æn hån og had. Og da jeg krævede agt for Island, der ænnu, det er et historisk faktum, står under en despotisk regerings-form uden rettigheder og uden opgør og uden den hjælp, som atter kan hæve lannet, anser man mig for en fiende af Danmark, og selv Grundtvigianerne begår denne fejltagelse. Trods at jeg, dengang faren atter truede Slesvig, var den eneste i Norden, som krævede Nordens hjælp, og uagtet jeg havde fåt Norges norsk-norske ungdom i den grad med, at hvad så regeringerne havde besluttet, den havde mødt frem i skarevis, ført af studenterne, – så vrager man mig nu som en udslidt skilling, man ikke længer kunde lade rullere i danske lande og vil af den grund ikke være med på mine arbejder. Er dette ikke smålighed, så er intet i verden det, og er dette hele den nordiske følelse, er dette den ny kærne, så betakker jeg mig. Nu har jeg vændt mig bort. Jeg har vænner i Danmark, som jeg aldrig kan have bedre; vi får samle os om Nordens håb i en vis smærte ved det nærværende; men den danske sær-interesse er veget af min sjæl; jeg holder nu ikke et dansk blad.
For Danmark har jeg lidt meget. Dengang alle vore skandinaver (og det vil sige næsten hele vor dannelse) på nogle ganske få nær, blev amalgamister og væntede, at sammensmæltningen med Sverige skulde blive Nordens frælse (mens Dunker og jeg forstod, at i sa fal kom Danmark aldrig med) – da blev jeg hadet af dem alle; ti her tog jeg et alvorligt tag. Husk den 4de nov. 1864, da min sang af disse forhenværende skandinaver blev vraget, fordi den nævnte Danmarks navn og jeg blev forfulgt på æren som en skamløs hund. Men samtidig brød det norsk-norske parti frem med had både til Sverige og Danmark, de følte landets selvstændighed truet både af amalgamismen og skandinavismen. Dette parti blev efterhånden bestående af så godt som al tænkende ungdom i landet. Og at disse hadede mig for «min danske-kærlighed» har været noget af det tyngste jeg har oplevet. Da dette havde varet i nogle år og partiet imidlertid enet sig med Dunker og mig om at forfølge amalgamisterne, var der mulighed for en udsoning. Men skulde de få et bevis for, at vor skandinavisme var en nordisk følelse, ikke en dansk (som Carl Plougs og konsorters) måtte Islands tarv varetages, dette af Danmark krænkede land. Fra samme dag jeg inså det (ved at læse Lehmanns og Kriegers taler), at Danmark agtede at behandle Island med juridisk fornemhed, fattede jeg planen: at tage på det syge sted, klæmme væskerne ud; ellers blev dette, netop dette en ulægelig sygdom, hele den norsk-norske ungdom, d.v.s. hele vor ungdom vilde i evighed ikke, så længe Island ikke var forsonet, få nogen tro til Danmark, eller til at Danmark burde optages i et nordisk forbund. Derfor skrev jeg, og følgen har I set: den norsknorske ungdom er gænnem studenterne, som jeg samtidig ledede, blevet skandinaver, om også på et tilbageholdent, sundt program; tiden gør resten d.v.s. Islands skæbne, egen oplysning. Jeg får tåle dansk miskænnelse for dette, som jeg har tålt svensk; men af Grundtvigianerne, af mine vænner tåler jeg den ikke. Da har småligheden et så grænseløst råderum, at Danmark faller udenfor al min interesse, til det selv beviser sig. De erfaringer man modtager i form af slag i sit åbne velvillige ansigt, dem får man følge; hvis ikke er man en nar, en blodløs teoretiker, som vor dannelse nu i et halvt århundrede har prøvd at gøre os til; men som jeg med Guds hjælp skal være med at protestere mod i skrift og gærning.
Til Island vænder jeg tilbage, straks Slesvigs sag efter fredsslutningen bringes til en foreløbig afslutning. Tar ikke Krieger den op, vil Danmark for nogle tusind dalers skyld lade dette gænnem århundreder mishandlede land være uden ordning og fri forfatning, uden materiel ophjælp i stor stil, nu vel: jeg driver sagen annerledes, da må Island næmlig blive norsk, folkemøder her og afstæmning der. Her er allerede knyttet forbindelser, som kan sætte dette i værk, straks det rette øjeblik er kommet. Mine vænner i Bergen har alt begyndt at drage landet did.
Island er den bedste smørprøver på dansk skandinavisme, frihedssind, folke-følelse, som kan opfinnes. Klarer Danmark denne situation ligeså ilde, som det klarede den slesvigske, hvor de hværken skillede efter nationalitet eller efter friheds-følelse, – så vil det være ilde. Herregud, om også Islands krav synes strænge, hvad gør det, når man derved kan reparere en smule på århundreders mishandling, som har kommet Danmark selv tilgode, direkte og indirekte. Men har jeg set én eneste dansk stæmme løfte sig for Island? Nej!!!!!!
Kære Margrete og Gotfred Rode, så siger I, hvad bryr du dig om dette? Men dette er jo min tilværelse; et enigt Norden, ordnet, åndeligt, retfærdigt, det er målet i al min virken, når derved forstås det større ved den; tager I dette fra mig og henviser den til småtingene, så bryder I huset ned som jeg bor i. Og så sent som jeg i de siste år på alle måder har arbejdet for at tilintetgøre unions-forslaget her hjæmme og få et folkeligt ministerium op, så sandt vilde jeg uden dette i længden fortvile. Hvilken national bevægelse er ikke vakt under denne kamp, hvilken digter er jeg ikke bleven og skal blive i og ved den? – Forstå mig dog, – forstå også, at når mine danske brødre Grundtvigianerne går fra mig, så går hele min danske glæde væk, hele forståelsen, hvert ord derfra er mig en smærte. Jeg må til alt og alle have personligt forhold, jeg mener, at før vi alle får det, den stærke vænne-følelse, slægts-følelse, had, kærlighed, før får vi hverken kristeligt eller folkeligt liv op, ingen personlighets-bygning i den enkelte og i staten, intet gammelt stærkt Norden i ny form.
Dette er den hele fremstilling af som jeg har det nu. Om nogen tid har det kanske lagt sig. Men sådan føler jeg nu, mens smærten er ene-rådende. Uden forståelse af dem, jeg ælsker, kan jeg ikke arbejde – så heller gæmme mig for dem, og det vil jeg gøre. Jeg får her efter dags kun tænke på Nordmændene, på af alle kræfter at føre dem frem til forbundet; hvad der samtidig sker i Danmark får være mig det samme. Jeg kan ikke uden kærlighed.
Muligt, I kan påvise mange modsigelser i dette; men det mænneske lever ikke, i hvem der ikke finnes modsigelser, og disse tilsammen er genstand for vort arbejde, vor selv-udvikling; måske ser jeg bedre ud imorgen; men til idag er jeg ikke kommet længere.
Men lad os nu snakke sammen. Greensteen og I er min samvittighed i danske sager og langt in i mine egne. I må ikke slippe mig.
Forøvrigt har jeg i denne tid havt meget arbejde på mig: teatret, den franske udstilling, stortinget, som jeg må prøve at påvirke, og lidt digtning (Sigurd Jorsalfar). Jeg er ikke glad, skønt jeg står nær et par mål (som jeg længe har stræbet til), og Deres breve er den nærmeste årsag. De har gjort mig meget modfallen. Jeg ser, at Ibsen nu er eders digter dernede i København. Ja, bygger han op for eder, så velbekomme!
Ved teatret har jeg megen glæde af mine skuespilleres fremgang, fordi den isandhed er påfallende. Fru Gundersen gør især kæmpeskridt. Hun, som nylig havde en så stor mangel på hel forståelse, trænger nu in i den fineste enkelthed som i leg, og bemægtiger sig de stærkeste scener med samme ævne som de blødeste. Hennes «Når damer fører krig (kvinnens våben)» er næsten ligeså god i sit slags som siste akt i «Faust», hvor huset skalv. Gundersen, Isachsen, Schibsted, Selmer, Clausen (komiker) frøken Parelius (komisk) frøkenerne Belling og Clausen og Nielsen, de har alle gåt så frem i denne sæson, at det blir et grundlag for enhver følgende. Dette har jeg havt glæde af. Sig fru Hejberg dette og sig hende tak for brevet; når jeg får humør til det, skal jeg svare. Jeg har det ikke nu. Hils nu Deres Gotfred fra mig og begge Deres børn og hils Greensteen og frøken Zahle og fru Ploug.
Eders ven B. B.
[Kristiania] 19/2 1871.
Kære ven!
for nogle dager siden tog jeg mod din lap fra Jonas, har selv siden været klejn; nu bedre. Her har været for svært og ideligt vejr-skifte.
Fra Hegel tilbud om selv at overtage et tids-skrift. Jeg svarte med at spørge, om han ikke inså, at du havde emminente ævner dertil, men at jeg rent ud havde ingen. Nej, det var netop for dig, han var ræd; med dig vilde det ikke gå, forsåvidt han kænte stæmningen. Nu spurte jeg ham, om han da ikke inså, hvad der havde ståt i «for idé og virkelighed», – om der virkelig havde gåt bred-ved det eller foran det et så tendents-fast, inholds-vægtigt tidsskrift, og jeg sluttede med den bemærkning, at dine egne artikler tildels, og det netop de to siste, var mæsterlige. Jeg kunde heller ikke tilbageholde et hjærtesuk, det næmlig, at de Danske fører et svagt liv i sympatier og antipatier.
Kære Schmidt, tag nu dette med rolighed; opgiv intet af det, du kæmper for, gør kun dig selv renere og ydmygere for at bære det frem.
Men kan du ikke holde frem i forståelse, om det så kun er vredens, så stans en stund, tag tilsprang igæn, og det går. Dine artikler er så sikre, at de tar stilling efter stilling; giv dig selv ro og fyld dem. Opgiv tids-skriftet, sig som sant er, din helbred holder det ikke længer ud, det er jo ikke således lønnet, at det kan være din eneste beskæftigelse.
Nok et hjærtesuk. Gud, hvor lidt jeg liker slige virtuos-artikler som flere af R. Nielsens f Ex den om præstelæren, eller hvad den hedder; jeg glæmmer alt i den intil navnet.
Min kære ven, så du vil gifte dig. Vel, så kommer du også til det. Blot du selv holder dig selv frisk og redig, så har du innen et år fra dato skrevet dig en rolig stilling til etsteds, san mine ord, min gut. Intet, som dur, og som arbejder, savner i vore dager sin anerkænnelse; om man holdes borte af sammenlaget indolents og antipati, det vil intet sige; publikum finner selv vej frem til sin mand, når tiden er der. Skriv du bare! Og netop om dagens ting!
Hvem er hun? Et fotografi! Har du alt giftet dig? Eller i alle fal samlet dig om henne, ene henne, eller har du ænnu ikke engang det? Har du et fri-sted der, som du søger, eller hvorledes. Jeg skal brænne dit svar.
Hør, var det for at hvile lidt ud godt for dig at rejse en stub herop, så kunde jeg bestemt skaffe dig en tarvelig rejse-pænge. Husk det, og Gud befalet! – Vi to, ser du, passer ganske godt, skønt du på det siste blir mig noget bitter, hvilket ikke er styrke hos dig, men svaghed. Vinteren tror vist, den er sannere æn sommeren, den grine-bider, men jagu’ tar den fejl, den er bare meget magrere. Altså, bliv fed og lykkelig, min gut, du kan ramme værden ænda! Eller alvorlig talt: kærligheden må du ikke miste, derom står det. Man nægter dig nu anerkænnelse, og din sag øre; vi er dog nogle, som i den grad gir dig begge dele, at du burde være stolt af det og se fremtiden i det.
din hengivne Bjørn.
[Kristiania] 27/3 1871.
Siden jeg idag morges sendte mit brev, har jeg næsten tilbragt tiden med at læse i eders bog og blir noget bange for, at jeg har været for stræng. Noget træt efter en rejse var jeg, da jeg kom og fant og læste bogen og svarte straks, måske også noget træt. Jeg så et lyst bølgende sind, rene længsler, og denne velsignet tåbelige kærlighed, som bærer over de første færge-sted. At De havde et rigt sprog-æmne at skære af, så jeg også; men intet billede, som var Deres, ingen vænding, som mældte sig hjæmlig-siker; de var forskrevne allesammen (jeg så på den annen side heller ikke den minste prøve på falsk originalitet). Og så sa jeg til mig selv, her er atter en ung mand, som søger digt for handling og drøm for vågespil. Dette har været og er ænnu en særlig dansk svaghed, og jeg vil ikke støtte den.
Nu læser jeg og læser jeg, og ved De hvad: man kan dog ikke forlange det særegne af et ganske ungt mænneske; så megen varme, et så rigt poetisk sind i et fyldigt sprog, er foreløbig nok. Dette er dog sikerlig en digter; han finner så vidt udtryk for sin stormende uro, at vi får vænte og se. – Et poetisk sind er i sig selv så meget, at denne længsel efter netop at lade det forme sig i digtning, ikke er mig let forklarlig; i friskt liv, i dåd, i kærlighed, i en god, trofast handling, kan det også forme sig så skønt og fult, at intet savn efterlades. Men måske dog at Deres form for det netop er digtets. Jo mere jeg læser, jo mere hælder jeg over til denne tro. Dette vil jeg sige Dem skønt jeg på den annen side ser, min dom er overflødig; De er så vidt moden, at De selv vil finne frem uden dom; så bør det også være.
Men skriv ikke så i det uendelige! Vænt, til De synes, De virkelig har noget, som ikke hver dag siges; og sæt ikke over alle gærder, straks en ting gør intryk på Dem; tag levende imod, som Deres trang tilsiger, men føl Dem ikke forpligtet til straks at være digter på det for Dem selv eller andre.
Ønsker De råd af mig, så skriv; De skal altid få svar, om også korte. Æstetiker er jeg ikke; men jeg siger sant, så vidt jeg forstår det. – Hør, lad ikke Erik Bøgh eller andre uvedkommende se Deres bog; der er meget, som ligger åbent for spot. Denne eders begges frejdighed i den gænnemkriticerte danske literatur behager mig Pokkers godt!
Deres Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 3/4 1871.
Kære fru Margrete, da jeg havde sat mit raseri i system i det lange brev til Dem, saa var det dermed skyllet væk af mit sind, og siden har jeg igrunden tænkt på Danmark som alletider før. Fejlen var den, at jeg ingen havde at kunne skælde Danmark ud til, fordi det heroppe jo vilde falde i alt for god jord. Men da jeg havde funnet frem til en dansk, så jeg ret kunde lette mig for min sorg og min vrede, så gik det virkelig over.
Når jeg nu ikke har svaret Rode på hans elskelige brev og ret af hjærtet takket ham for hans dygtige hjælp, så er grunden, at jeg i denne tid har levet i stor spænding og ikke kunnet samle mig til et længere brev. Det var godt at Deres kom og tvang et kort svar af mig, derved kom dog noget! –
Holm-Hansen kan jeg ikke hjælpe på denne måde; åbner der sig en udsigt, mælder jeg den straks. Han er ualmindelig begavet, og ikke minst som æstetiker; hør på hans domme.
Ikvæld rejser jeg til Bergen. Karoline venter sin nedkomst om én måned, det er tvilsomt om jeg kan være her til den tid, derfor er dette den tyngste rejse jeg har gjort. Jeg er meget bedrøvet. Kan De under mit fravær finne på en eller annen glæde for henne, så gør det!
Eders innerlig hengivne Bjørn.
[Bergen] 17/5 1871.
Søde ven, dejlige veninne, hulde to, mageløse mennesker, – jeg blir i det mest strålende humør bare jeg tænker på eder! – Nej, at nu fru Margrete har sat sig ned med dette opus og, så vidt jeg kan skønne, ofret det en omtanke og en kløgt, som det var synd at lade være forgæves. Jeg for min del kan ingen hjælp yde, nej, det er så umuligt som at skære og stikke i mit eget legeme, men det gør jo intet til sagen, – frem den I, som kan! –
Det ærgrer mig kun, at det er kongs-æmnerne, som har sat liv i Sigurd Slembe; ti det er nu engang ikke så lidt, som Ibsen har nyttet for «kongs-æmnerne» af Sigurd; og den har original-arbejdets ro og sunde mænneskelighed ligeover for efterdigtningens hysteri. Først i «Peer Gynt» blev Ibsen sig selv, ti «Peer Gynt» er ham selv. Brand er Kierkegård m. m. m. Hans digte giver klarhed over ham, brudstykker som de er af Welhaven, Wergeland, Hejberg, Baggesen, et par tyskere, kort studier efter andre digtere, og det egentlige Ibsen-mænneske er meget lidet i forhold til det annet og slet ikke elskværdigt eller frugtbart. – Det ærgrer mig, at det er en slags utålmod over kongs-æmnerne, som har sat arbejdet i værk, og jeg tror, at så længe kongs-æmnerne i Københavns dannelse øver trylle-kraft, så længe kan Sigurd ikke slå til. Hvor er også fremstilleren? Er Holm-Hansen færdig dertil? Nej!
Dernæst: det er ænnu for langt. En eneste vil afgøre dette bedre æn vi alle tilsammen (ti her er jeg aldeles inkompetent; jeg tænker kun på det, der stod, og ikke på det, der står) og det er fru Hejberg. Denne kvinne er ikke så liden som Ibsen i sit digt gør henne til. Hun har ikke bare lagt en billed-krans om sit navn eller til Danmarks hals, hun har virkelig virket i en stor dannelses tjeneste, båret dens formål, givet form til dens ord, og fordi hun har gjort dette i ånd og sandhed kan hun stå i en ny tid og forstå. (Havde hun produceret, så vilde hun neppe have forstået; men hun har formet de andres tanker, og derfor kan hun forstå alle tanker, om hun ikke også kan forme dem alle; hun tog så dybt der, hvor hun forløste, at hun til en vis grad kan bunde i alt.)
Fru Hejberg, som er langt ud over dette at opfatte digtningen og fremstillingen som et billedskønt gækkende tids-fordriv, hun vil tage meningen i Sigurd for dens egen skyld og måle dens form med den selv og ikke med virkningen for scenen alene, således som denne kræves idag; – imorgen kræves jo en annen.
Altså: vil I være anonyme også for henne, så leverer jeg digtningen til hende og siger, at jeg selv ingen dom om ændringen kan have; hun får afgøre.
Min mening med Sigurd var og er denne: at værket, som det foreligger, i en alvorligere tid med alvorligere scene-krav, kan spilles, som det er, og at derpå uden skrupel kan spenderes to kvæller. Men så længe Sigurds fremstiller ikke står færdig, så længe er den tid og det publikum ikke kommet. I København blir det ikke – ikke på mange, mange år.
Men I har en annen mening, jeg respekterer Eder og Eders mening, altså I gør, hvad I synes, og jeg står til tjeneste. Jeg skal gærne instudere rollen med Holm-Hansen, når Gotfred ovenpå vil afstrejfe det muligt norske, som da vilde klæbe ved.
NB. Husk, at tredje udgave, som i det enkelte er meget rettet, må lægges til grund.
Og så ænnu én gang min innerligste tak. Jeg blev rørt til tårer ved Deres brev, kære fru Margrete, og min kones følge-brev viste, hvor også hun var rørt. Ja, slige vænner, er en Guds gave, måtte jeg også have sæde-jord nok for alle de hjærtefrø, som eders forhold drysser over mig; jeg ber Gud om det så innerlig som jeg kan; han bevare eder for mig!
Kære venner, min stilling til teatersagen har nu holdt mig fast her i Bergen i to måneder. Når man tror så stærkt på teatrets opgave i vort folk nætop nu, som jeg gør, da er det ikke muligt at have større glæde af arbejdet æn jeg nu har. Det er et mirakel, hvad her er gjort. Og der er over denne scene en poesi, en naturlighed i det patetiske og det komiske, en finhed i følelse og forhold, en sympatisk magt i dens hjærtelag og skønhed (smukke, gode mænnesker med dejlige organer), som gør scenen til en begynnelse, så stærk, at den neppe mere kan væltes. Her begynner det norske skuespil!
Mange fejl klæber ved de enkelte i det enkelte; men fejlene omgås jeg nu varsomt; jeg har lært, at de altid omhyller en ejendommelighed, som kan udvikles, naar hyllet løser sig frivilligt af, men fryser bort, sker det annerledes.
Men for mig selv er stillingen lidt fortvilet. Ikke alene har jeg måttet tjene uden gage, men jeg har ingen forelæsninger kunnet forberede eller holde; og jeg ser ikke udgangen på det, det er det aller-værste. Havde vi ænda et skikkeligt hus at spille i; men det norske teaters bygning er ubrugelig. I Bergen bør vi spille et par måneder hvert år; men jeg fejler ikke, når jeg tror, at det at holde denne scene samlet, var det rette, selv om vi måtte rejse ænnu mere. Sammensmæltningen er et tilbageskridt i enhver henseende; men nationerne må ofte gøre dem i stort og småt, og Gud råder ofte således for det, der synes et tilbageskridt, at det kun blir en mere intrængende prøve, som kaller ænnu større kræfter frem. Jeg sidder her nu med et stort resultat, som kun er foreløbigt, og med en halv fortvilet økonomisk stilling for mig selv, mens foretagendet er kunstnerisk som økonomisk vellykket i en udstrækning, som jeg intet øjeblik vovede at tro. Men her er intet i dette, som jeg angrer, skønt jeg er så blind som en ny-født katte-killing på det, som skal komme.
Kritiken over mig i «Fædrelandet», som jeg ikke har læst i sin helhed, er af disse, der er begynnelsen til det rette. At ville have mig «udover de høje fjælle», at ville nægte mig at have løftet i ånd, eller at vide, hvad jeg vil, er mig det pure nonsens. Det første er fejl-syn på hele den nyere tid, nationalitetens tid, hvor man får søge det almen-historiske i den styrke, hvormed det enkelte forløses, det enkelte folks opgave, det annet er virkelig at læse sig blind på enkelte linjer og modsiges også af ham selv, når han tillægger mig at kunne arbejde i den nordiske opgaves tjeneste således, at der for samtiden er fuld forståelse deri. Jeg ved meget stærkt, hvad jeg vil, ja, uden dette havde jeg ingen vilje. Ofte, hvor jeg i øjebliket stanser, går instinktet videre, og det gjorde det ikke, hvis min natur ikke havde den forbinnelse med folk og ånd i gærningen, som her er betingelsen. Men manden er i så meget aldeles vilfarende; der er det punkt, som jeg gærne vilde have rettet gænnem dig, Rode, og gænnem Ploug. Det er om Arnljot, hvorledes kan en kritiker forudsætte, at en digter glæmmer fra det ene digt til det annet i et sammenhængende arbejde; – at jeg skulde have glæmt, at Tore og Afrafaste var med Arnljot i nord-is-havets tåge! De var jo ikke med! Hver mand, som der var med, er borte. Hine kommer for at slås og de tager dåben med som gænnemgangs-middel dertil. Men de overraskes under handlingen af meningen i kristendommen og føler sig glad ved det, der sker. Arnljot derimod er meget, meget videre kommen; han har lært, at det, han trodde på, dur ikke, den uendelighed, som finnes i et tumlende liv uden formål, og hvorfor havet er det største udtryk, han kan se, har han også prøvet og underkænt, og på grænsen af denne uendelighed har han mødt Tor, som han også har underkænt. Tvilen er i hans sjæl som fristelse til at dræbe sig, «gyde det tomme i det endeløst tomme», men et ekko fra «Irernes kirkeklokker» (se nord-havs-tågen) formodentlig med minnelse fra et kvinne-kloster, hvor han har set hvide nonner og tænkt sig, at i et sådant kunde Ingigerd passe, holder oppe, så han stræver videre frem og i natur-kræfternes løsslupne oprør, hvori hans sunde natur ikke går under, skimter han en højere magt. Længere æn til at tro på den der bæres af denne Magt, kommer han ikke; gænnem kongens væsen og mund aner han mere; men for ham er kongen alt; «den, du tror på, ham jeg tror på», er for mig de højeste ord for den hengivelse, som jeg kænner, når det ikke er Kristi egne. «I dine hænder giver jeg min ånd». Og til kristendommen kom han ikke, uden som en helgen-glorie om Olavs hoved, han kom ikke længer æn til kongen. Men nu spør jeg: den mand, som kom så bevidst og bad om at få hengive sig fuldt til kongen, er han ikke mere, er han ikke kommet længere, æn de, som kommer for at slås og overraskes af kristendommen undervejs hertil? Hvor enfoldigt naturligt de æn går in i den, de er dog ikke i den forstand blevne mennesker på den, som Arnljot, der stort og ubetinget hengiver sig til den mand, kristendommen har gjort stor. Det er om hengivelsen mit digt lyder, ikke om kristendommen. Olav hengiver sig til kristendommen, men kæmperne til ham. Heri er gradationer; nogle vil kun slås hos ham, fordi han er konge, fordi han er tapper og har de færreste, andre fordi han er stor, vænnesæl, huldsalig, andre fordi han virkelig er den rette arving til Norge, den rette lov-styrer i landet, som de savner, når han er borte, atter andre bliver revne med af selve sommertoget gennem landet, Arnljot fordi kongen er det største han har set, ja, det eneste, som er værdt en mands hengivelse; atter andre, fordi kongen bar kristendommen in i landet, f. Ex. bispen.
Havde jeg villet skrive et kristendommens epos, måtte jeg jo have valgt en annen helt æn Arnljot, som kun kom til en anelse af miraklet, som han fik gænnem at elske kongen. –
Hvorfor faller nu den ene kritiker ovenpå den annen i denne simple gade, lagt så jævn og kort, at et barn kan løbe den til ende i et øjeblik? Fordi teologerne har formørket luften, selv for dem, der ikke tror på dem; deres lærdomme er komne lige ned i vor madlavning, ingen er længer fri for deres fejl. Man vil, jeg skal skrive «saliggørelsens orden» saaledes som teologien foreskriver den, man kan ikke tænke sig hin tids kristne og halv-kristne, – og over hint vamle forhold til et usynligt væsen, som de på et systems trappestige skal kunne omgås med daglig ligesom havde de ham i annen etage, glæmmer de den fulde menneskelige hengivelse til noget på jorden, som de elsker så stærkt, at det hele menneske løftes og forklares deraf. At dette menneske har fåt denne magt af kristendommen, se, det er min pris af den, men den må ikke søges i et liv udviklet som lære-sætningerne i et teologisk system. Finner du det værdt, skal du læse dette op for Rasmus Nielsen; men i hvert fal for Ploug eller forfatteren i Fædrelandet og for Rosenberg. Han, som selv har fult hengivet sig til det, han ælsker, han forstod mig straks. Han skønte også, at jeg netop gav tiden, idet jeg gav det således; sådan gik det nemlig til i hine dager, akkurat således. Og kunde vi i vore dager bare komme så langt, at vi fik noget, vi af hjærtet elskede og trodde på, så kom nok himmel-troen, derfor er ingen fare; ti de mennesker, som lever stærkt og dybt, de kommer nok på det stærkeste og dybeste uden teologiske anstalt-magerier.
Paa den annen side giver jeg ikke fire norske skilling for den tro, som ikke bunder i en troes-ævne overhovedet, i en positiv, elskovsvarm natur, som løfter jorden med sig op i sin himmelske længsel. Hin blege tro, hin lære-sætnings-tro, hin disputats-tro, hin fanatismetro, hin vane-tro, alt, alt er skidt, er marv– og saft-løst og fører ingen frem på jorden og ingen in i himmelen.
Blant det meget nyttige, som hin kritik har lært mig, dels uden at ville det, dels med virkeligt syn, er at sætte Clemens Petersen på sin plads. Gennem kritikerens skænd øjnede jeg med én gang, at Clemens Petersen var en anti-cipation. Han var det, som begynte i Danmark efter sejeren, og som holdt en stund udover tabet, men som nu, i København i det minste, er afløst af den platteste opgiven af alle «illusjoner», som de kaller det, et fantasiløst pjanke-liv, hvori hver har sat sig på sin – noksagt, og protesterer højtidelig mod at flyve; ti de ved, hvad deraf kan følge. Som al anti-cipation var den ufuldkommen, den bares jo ikke af almen ævne, men den er dog det højeste udtryk vi for mange ting besidder i Norden. Hans egne fejl har vist skæmmet meget, men hans stærke natur, den samme, som ledte ham ud i vildfarelse på så mange måder, den samme lånte et så energisk udtryk, en så gennemskærende forståelse til det, han trodde paa, til det han elskede, til det, han i kraft deraf hadede, at det i den kommende tid stykke for stykke, (hvormed jeg naturligvis ikke mener alt) vil optages som de nye dagers sublimeste udtryk for det, som er vor vågnende længsel, vor unge ævne, vor folke-vandrings-vej i ånden. Havde vi været mere menneskelige i vor dannelse idag, så havde vi også hos ham skilt roligere mellem fejl og ævne, og set den ene sammenhæng med den annen, set spejl af vor tid, med dens længsler, dens svaghed, dens usseldom, dens tag efter idealerne, dens trang til hengivenhed, dens liden ævne til ret at kunne realisere denne trang, fordi man lægger alting for fjærnt, blæser det bort i himmel-troens røg, mens det var fra jorden af det skulle begynnes, i kærlighed, i livs-mål, i dybe forhold. Han sjanglede, fordi støtten, som bødes, kunde han ikke nå; de nærliggende toges fra ham; hans hjæm var så besynderligt og Københavneriet var – Københavneriet. Vennerne fant han for sent. Jeg har ofte lignet ham med en uhyre svamp. Alt sivede in i den.
Jeg stryger ud igen min videre udvikling; den blir for lang. En annen gang. – Det er sant, læs mit brev for frøken Zahle; hun er den stouteste af de stoute, og tag ænnelig fru Ploug med, men bed henne lære Ploug, hvad københavneriet er for noget, og at der var meget af det med, naar han holdt sold med studenterne. Å-nej, læs det for ingen, du skal dog ikke gå sådan om og uddele min smule samtale med Eder; – det er uværdigt at bede dig om det; det var min hæftighed efter, at alle, jeg holder af, skal vide, skal tænke over dette, som forledede mig; tilgiv mig, kjære ven, jeg skal ordne mine meninger ved lejlighed og så kanske lade dem komme til de flere. Men møder du mine venner lejlighedsvis i et selskab, så gør mig den tjeneste i nogle ord at orientere dem om hvad jeg her har sagt; det har du vist ikke imod. Kære, kære venner, lev vel, lev vel, lev vel! Min kone har fåt en datter, en datter, en datter! lev vel, lev vel, lev vel!
Eders Bjørn.
[Kristiania] 8/6 1871.
Kære, søde H.C. Andersen, De må ænnelig komme herop iår, jeg blir hjæmme, jeg har aldrig tænkt på at rejse iår. Aviserne må De ikke tro i dette som i så meget annet, hvad mig angår. Jeg skal sikre Dem en dejlig modtagelse her og i andre af vore større byer. Jeg skal sikre Dem, at De kommer til at ælske os, som vi længe har ælsket Dem.
Kom ænnelig! Er det muligt, skal De bo hos mig, hvor min hustru ganske vil gå op i fryd over ænnelig engang at kunne gøre Dem noget godt, som altid har været så god mod os.
Er det ikke muligt, skaffer jeg Dem inbydelse fra et hus, i alle henseender komfortablere æn mit, og hvor vogn etc. står til Deres disposition. Sådant skal efter fattig ævne også vi sørge for; men vor lejlighed er jo ikke stor.
Kære, søde ven, dette brev havde De fåt før, hvis De direkte havde henvendt Dem til mig; men jeg var fraværende (i Bergen) intil for et par dager siden, kænte altså ikke til Deres plan at gæste Norge iår.
Jeg var i Bergen med mit norske teater, som nu har det resultat, at skuespillerne har fåt sit, til siste skilling, koulisser, garderobe, bibliotek ejer de desforuden og har kun 500 Spd. gæld. Dette på ét år uden at begynne med en skilling. Det kunstneriske resultat har overgåt min og alles forventning, ja, der er ting derved, som synes mig et mirakel. Desuden har vi det resultat, at Kr. teater samtidig har sat 7000 Spd. gæld og må gøre fallit. Denne hidfører sansynligvis en katastrofe med påfølgende sammensmæltning, som også forsåvidt kommer belejlig for det norske teater, som det hus, vi har lejet, umulig længer kunde bruges, så vi havde måttet rejse lån for at få bygge om et annet teater her i byen. Denne tid har været hård for mig; men –
«hvem tæller vel de tabte slag
påsejrens dag?»
Lev vel, hils vænner fra hustru og mig og telegrafer et dansknorsk ja og tiden.
Deres innerlig hengivne Bjørnstj. Bjørnson.
[Kristiania] 8/6 1871.
Kære ven, hjæmkommen for et par dager siden hører jeg nu af Jonas Lie, at din mor er død.
Så flygtigt jeg kænte henne, kunde jeg jo ikke have forstand på det, som hun var i sig selv eller var for dig eller din gamle far. Men dels gjorde hun et så mageløst intryk, dels fortalte du så vakkert om henne, dels skønte jeg det af dine værelser, din opvartning, hele den usynlige hånds propre gærning, som den lå over stedet og tingene, at hun var af hine kostelige mødre, som har kærligheden i sit arbejde, i sin uafladelige omsorg, og en forståelse, som er størst, når den tier.
Karoline og jeg har havt megen deltagelse med dig, og ikke mindst fordi vi ved, at din troskab mod en stor sag har ført dig til bitterhed og tungsind, så dette kom til dig i en tid, hvori du ikke har havt den kraft til at tage trøst, som du ellers vilde have. Nu skiples vel alt dit tilvante levesæt; væntelig må du forlade dine to små kamre og dermed et livs dyrebare minner, og din far tabe sin pleje, sin fortrolighed, sin medbedende. Gud hjælpe eder over det!
I mit fravær har jeg ikke læst tidsskriftets to siste hæfter, men har nu begynt. Jeg håber efter mit ophold i Bergen at fri dig for den lapsede inholds-opregning, d.v.s. for lapseriet i den, som har skæmmet «Bergensposten».
Borchsenius’s artikler fra København fant jeg det derimod ikke umagen værd at stoppe. Han er en ung mand, som skal forsøge sig. Om du havde tålmod til at tale med ham, fik du ham; men det måtte, som sagt, ske med tålmod,
Hvem er «k» i Fædrelandet? Jeg sagde, da jeg læste det, at her er begynnelsen til det sanne. Det Grundtvigske vænne-møde har rørt mig. Dette levnets-løbs længde er et stort tegn innen kirken. Rasmus Nielsens åbne åndfulle tilslutning påskønnes heroppe, hvor de bedre forstår sig på helhed og hengivelse. Men C. Plougs optræden ved samme lejlighed til bedste for københavneriet er af hine latterligheder, hvoraf hans liv nu blir fult. Å-nej, lige over for folkehøjskolen at rose københavneriet, – det er som i kirken at træde op til bedste for rationalismen; men er det egentlig ikke det han gjør altid nu i de senere år? Han skal gjennemføre et slags højere syn, som hans begavelse ikke har, og præke et mådehold, som egentlig er mangel på forståelse. Sålænge bevægelsen inskrænkede sig til en ideal hengivelse og personligt mod, var han vakker at se på, nu er han en duelig stilist med god vilje og god nytte i småting, men vore leve-betingelser skønner han ikke længer. Er det for strengt? Hvor blir «Heibergs dannelse» af? Der må han få sit, et fremskridt fra den er han, men født i den og af den. –
Send mig et par ord, som opviser din stæmning i denne tid, kære ven, siden du ikke vil komme selv. Hils din kæreste, send hendes portræt til din
Bjørn.
[Torshov ved Frederiksstad] 20/6 1871.
Kære, kære Andersen, Deres varme brev kom noget sent, så jeg havde opgivet Dem. Men velkommen skal De være! Deres beslutning om at bo på hôtel er vist også den bedste.
Breve til mig addresseres: Torshov ved Frederiksstad. Jeg er der med min familie; men selv tager jeg op til Kristiania straks jeg får vink fra Dem.
Jeg skriver på «Sigurd Jorsalfar».
Hør, De må ikke vænte bjærge ved Kristiania. Her er ingen i lang omkreds. Kom heller lidt sent, så folk er hjæmme igen efter ferierne (begynnelsen af august). Børnene er ikke hjæmme før! – Nu ja, som De vil. Alt gir sig, når De bare kommer. De norske trolde skal tage sine ben ned af bordet og rejse sig alle-alle-alle-sammen, når De kommer!
Deres innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
NB. Routen kænner jeg ikke, kan derfor ingen vink give. Men det råd gir jeg at rejse langsomt. De har ingen ting at haste efter; vi mødes, når vi mødes, lige glade to dager før eller senere. Men jeg må få telegram til Kristiania under rejsen, så jeg ved, hvad dag jeg skal møde Dem ved stationen. Men brev forinnen, så jeg i betids er her i Kristiania!
Deres B.
Torshov ved Fredriksstad 13/7 1871.
Kæreste ven, dyrebare veninne, sommetider længes jeg til eder som til enetale med min sjæl; I er som den grønne lid, hvori jeg sætter mig for at få fred og udsigt med det samme, I må altid tage mod mig og aldrig forlade mig!
Nu er jeg næsten færdig med Sigurd Jorsalfar, som blev et meget mindre stykke æn jeg engang tænkte. Det er imidlertid det bedst grupperte jeg har skrevet, og alt, jeg foreløbig havde trang til, ligger i det. Det var som fædrelands-kærligheden tog det fra mig i den siste time og vilde ganske eje det for sig, så jeg måtte lade gå, hvad jeg tænkte og kun koncentrere hvad synet paa landets kræfter og fejl gav mig at ordne til et enkelt billede.
Jeg lader det afskrive og sende Eder, i næste måned, når jeg er hjæmme. Umiddelbart på dette et annet, borgerligt skuespil; jeg længes dog stærkt til Olav Trygvason, men to historiske efter hinannen er næppe ret.
Mit forrige brev har vist skræmt Eder. Husk nu ænnelig, at til dem, jeg fortror mig, gir jeg mig i første øjeblik med alle overdrivelser, jeg blir derved så klar bag efter. Det, der repulserer, støder jeg da for overmodigt, hæftigt fra mig; men tro ikke, jeg er så i grunnen. Hav tillid til mig, jeg er ydmyg som I andre, virksom glad, men jeg har svære stunder og værdens-intrykkene slår hårdt imod mig; men får jeg slå hårdt ifra mig, så blir jeg god efter dette, og sådant må I forstå. Det sker jo nu helst i et brev eller en samtale. Bølgekastene i en sjæl må til for at få alt op fra grunnen af. Og til det kristelige som styre-kraft kommer jeg hvergang først efter store forsøg på egen hånd. – Jeg havde hundre ting at skrive, men nu først denne forklaring, at I kan tænke godt på mig og jeg få tro, at I gør det.
Eders Bjørn.
[Kristiania 7/8 1871].
Hjærtelig tak for igår, kære Andersen, – kl. lidt efter halv fæm kommer jeg for at hænte Dem.
Imorgen kl. 5 middag hos general-konsulen (den danske), som ikke kunde afslås. Altså Ringerigs-touren én dags opsættelse.
Men på grund af general-konsulens invitation må vi gøre visit hos ham idag, og så tar vi Birch Reichenwald med det samme.
Klokken 12 kommer jeg. Har De nu noget imod nogen enkelt del af dette arrangement, så sig det til min gut, som er meget dygtig til at bringe besked.
Har De intet imod det, så siger De ingenting, og så kommer jeg kl. 12.
Min hustru hilser!
Deres Bjørn.
[Kristiania 18/8 1871].
Velkommen hid fra æventyrets land,
du barne-ånd, med vore drømme.
De der i sol-glans over verden ror;
men dig, som tror,
men dig, som tror, i favnen alle svømme,
mens millioner barne-øjne stå
og ser did op, hvor store sværme gå
i morgen-skær
som krid-hvid fugle-hær,
og dig, som de iblant den ser,
de jubler mod, de jubler mod og ler.
Velkommen hid den lyse sommer-dag,
da barne-drømmen når til jorden
og blomstrer, synger, spejler sig og flyr;
et æventyr,
et æventyr er nu vort høje Norden,
og tar dig i sin favn en festens stund
og takker, jubler, hvisker mund til mund
På engle-lyd
af barne-hjærters fryd
du bæres did et kort minut,
hvor al vor drøm, hvor al vor drøm har skudt.
Velkommen hid, vort hele folk er ungt
og står i drømmens store alder,
da æventyrligst, det er også størst,
og den er først,
og den er først, som hører Herren kaller.
Vi tror på dig, du barne-længselns tolk,
at du er bud fra stort i Nordens folk,
din fantasi
har jævnet just den sti,
hvor, fri det små, du legte bort,
vi engang går, vi engang går mod stort.
[Kristiania] 25/8 1871.
Vi er hos far, hvis siste øjeblikke er komne. Tak for alt godt også denne gang, for al venlighed mod mine og mig. Det har været mig kært at inføre dig i Norge. – På snart gænsyn, far-vel!
din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 20/9 1871.
Kære Gotfred og Margrete, kære, kære venner, så må jeg atter skrive! – Tak for brevet; jeg ser deraf, at jeg må have skrevet om Ibsen i overdrivelsens første rødme; som jeg da overhovedet aldrig skriver til eder, uden at jeg er varm af noget. Men dette fraregnet, vil jeg have min mening erkænt for min; hværken bedre eller slættere er den; det er min mening, at Ibsen overalt er hysterisk, når han skal give kraftens patos; han kan da ikke bevare sin tanke, sit udtryk skarpt og sundt mange linjer; men den nærværende slægt, som selv har en hysterisk længsel efter kraft, tiltaler dette, og de ser det ikke; men bare om ti år, når virkelig kraft er kommet til styre i sind og land, skal mange føle det, og om tyve de fleste. Dermed nok herom.
Jeg håber, I læser så vidt Norsk Folkeblad, at I skønner forbinnelsen mællem dette og mit øvrige arbejde. En «Efterskrift» i numret for den 23. september udtaler min mening med bestæmthed. Så stort, så sant står det for mig, at Nordens folk, og da især vi, må rekrutteres neden ifra, og for verdens øjne realisere den demokratiske idé. Dette er Nordens store samfunds-digt, på dette kan det udfolde den fylde af personligheder, som engang gav det frælsende, stats-stiftende inflydelse i Europa, og var det ikke så, da syntes mig, at hver, der nu gik til kirke, og arbejdede på sig selv og derved fik kraft til videre at arbejde på sit folk, gik som iblinne, ja, uden velsignelse. Så godt som alt, jeg har skrevet, har gåt i samme retning, og klarere er det blét for mig hvert år jeg har levet.
Sigurd Jorsalfar, som jeg nu skriver af, stæmmer i den samme tone, om også for sin tid. Det er et fjæld-folks rørende fædrelandskærlighed, som kroner stykket, og Eystejns spørsmål til sin bror: om han ikke tror det påtide at afgøre, om Norrøna-folket virkelig skal blive boende her eller ej, – er det afgørende. Stykket har tre akter, som før mældt, og annen akt er den for scenen virkningsfulleste, som jeg har skrevet, så tredje kommer ovenpå den i en vis højtidelig stilhed, ligesom regnvejret efter torden. Det udmærker sig ikke ved så kaldte store tanker, men det er tæt og grejt, og det har en dyb følelse. Jeg havde begyndt på klokker-familien, et sangspil i to akter, da Andersen kom, og jeg i tre uger måtte være den ælskværdige gamle mands barne-pige, med en omkostning af tid og pænger, som jeg virkelig ikke havde råd til. Nu har jeg måttet lægge det tilside, for dog at få Sigurd istan; men hvorledes skal jeg videre bære mig ad? Her er teatret splittet, her kan stykket ikke opføres. I Sverige har de ikke Eystejn og Sigurd, i Danmark har de Sigurd, men næppe den stille, dybe, lidt tør-kloge Eystejn. En dame til den smærtelige Borghilds-rolle har I heller ikke. Otar Birting har I; Agnes Nyrop kan godt spille gut, dog kanske ikke en så alvorlig? – Hvor skal jeg så hen med mit stykke? Offentliggøre det, før det spilles, vil jeg ikke, det er dertil altfor scenisk. Men ånden driver mig, jeg har det i hvert fal afskrevet innen en måned. – I november drager jeg til Stockholm for at rædde hus og hjæm; jeg kvier mig som en hund, der skal prygles, men forelæsnings-mod får jeg aldrig, så jeg går ivej uden mod og uden lyst. – Karoline er dårlig, bekymret er hun, som alle nervøse, også undertiden legemlig under, så mit hus er henne for svært. – Min ælskelige far (af hvem jeg vil, som af min mor, sende eder billeder, straks hun får dem færdige) døde fra os efter kort tids sygdom, og dette har også knækket Karoline, som ælskede ham og ikke tålte døds-kampens gribende dager.
På mig har intet i værden gjort det intryk; jeg blev så ganske barn igæn derved, at jeg havde alle mine barne-fornæmmelser igæn af alle udvortes ting, og gik i en saadan aflukket tanke-tummel, at jeg af alle kræfter ønskede at fare efter ham. Jeg har aldrig længtes til saligheden; den har skrækket mig ligeså meget som det modsatte, til jeg fik en kær deroppe; nu har jeg havt længselen. Når jeg gør min fars, min retskafne, kæmpe-stærke, tålmodige fars døds-øjeblikke (han døde af sygdom i hjærtet) nærværende, springer tårerne straks i mine øjne og livets ting, selv de største, viger fra mig som uvedkommende. Hans testamente til os, beskedent som hele hans liv, «I må se til at undgå mine fejl», bringer mig i bevægelse ved sin rørende troskab, sin sanne kærlighed til os; hans siste ord var: «nu ser jeg David!» – Psalmernes konge havde været hans. Jeg vidste ikke, jeg ælskede ham, som jeg gør, før hans lysende øjne lå på mig i døds-kampen, da han greb min hånd og trykkede den. Vi var alle om ham, han talte til os alle; evige Gud, hvilken dejlig død det dog var! Min mor og jeg på hver vor side af ham, lille Bjørn foran ham, hans sviger-døttre beskæftigede med at bytte kolde klude på hoved og bryst, min bror, min søster foran ham (en bror og søster borte), ak, hvilken sorg og gråd, men hvilken kærlighed, hvilke troes-vingede ord, – jeg trodde det skulde gjøre godt at få skildre det hele for eder, I trofaste vænner, men det griber mig for stærkt; jeg må slutte dermed.
At sende Sigurd har jeg rent ud glæmt; idag skal det ske. – Grundtvigs kirke-spejl har været mig en velkommen bog, og mange med mig. Martensens etik i visse måder også; men jeg kan jo ikke nægte, at den minner mig noget om skolegutters sværmeri for at få en definition på alle ting; ti så trodde man sig hjulpen. Den store dannelse, hvor udaf den er skreven, har været behagelig at møde; men den lille natur, manden har, kan ikke finde en klarhed og et fynd, som gør intrykkene varige. Han mangler desuden aldeles blik for fræmtiden i nutiden, han vender ryggen til og ser bagover. Han foranlediger mig ofte til at tænke på, hvor begrebene skifter, og selv deres navn, med den ilende tid. – Darwins lære har meget beskæftiget mig; det engelske arbejde i naturfagene tror jeg er det eneste i videnskaben, som kommer til at virke bestæmmende i fræmtiden, om ikke netop i den retning, som nu tænkes; det annet videnskabelige arbejde, synes mig så langt jeg kan se, at være et detaljarbejde; kun nye stanpunkter kan frembringe nye oversyn. Positivisternes er vel et sådant; men kun et mindre og forbigående. –
Mine skuespillere er i Trondhjæm uden mig; ved teatret her har M. Brun udspillet sin rolle; hvorledes de vil ordne det, ved jeg ikke; interessen er så liden, at de 3000 Spd., som spare-banken vilde have privat subskriberet for selv at træde til og redde fra fallit, næppe kommer in; de har nu strævet dermed i to måneder. –
Selv har jeg det ikke godt her; byen står jo mod landet og hader mig, som vil hjælpe landet in i byen, vor tids store, vedholdende arbejde, folke-højskolens hærlige program, uden at den selv ved af det. Denne strømning kommer, tror jeg, tidsnok til at redde Kristiania fra at henfalle i københavneri. –
Lad mig nu også høre fra og om eder! – Hvad bestiller Richardt? Hans digt ved kirke-mødet var så vakert, skønt lidt anstrængt; hvilken rolig majestæt i Grundtvigs! – Ja, Gud være med os i vore planer, vor bekymring i det store og det små. Han styre vort arbejde og rense det! Og jeg skal takke Ham som Eder for slige vænner på vejen, som vi har i Eder! – Vi tyr mange gange, kan I tro, under denne vor frivillig valgte, belejrede tilstan, til Eder! – Hils fru Ploug og frøken Zahle! Ja, frøken Zahle, som var her og ikke søgte os! Det smærtede os. –
Hils H. C. Andersen, når I træffer ham. Samme time, han rejste, døde min far.
Eders Bjørn.
[Kristiania] 21/9 1871.
Kære ven, samme time, du rejste, døde min ælskelige, retskafne far, omringet af os alle, med samling til det siste, med hærlige troens ord på sine læber og med disse de siste: «nu ser jeg David!» – Dette er den største prøvelse, jeg har havt, og den første døds-sæng jeg har ståt ved. Gud give os en bortgang som hans, så tålmodig og skinnende af tro og kærlighed! –
Alle, jeg taler med, taler om det velsignede intryk, du har efterladt dig, så san, så glad, så barnegod, du bevægede dig iblant os. De takker dig gænnem mig for det sene, men velgørende kænskab de fik til dig, du ungdommens yngste barneøje! –
Min hustru må sende dig de varmeste hilsener af alle; du forstod henne jo straks, helt ud, og hvor du glædede mig derved. –
Jeg sidder nu her og afskriver Sigurd Jorsalfar; men jeg ved jo ikke, hvor jeg skal få det spillet. Her er teatret ynkeligt, så længe det er splittet, i København tror jeg næppe de har begge brødre Sigurd og Eystejn, og heller ikke i Stockholm. – Jeg reiser til Stockholm og holder forelæsninger i November; måske videre rundt, måske ikke. – Jeg har det ikke godt; min hustru er dårlig, mange forholde piner mig, min fars død har gjort mig vemodig, og mænneskene her forstår mig ikke. Det siste er det værste. Hvor mange år skal jeg holde dette ud? Hvor længe skal jeg kæmpe, før mine ideer kommer fræm, eller i alle fal før man inrømmer mig ret til at have mine egne meninger og at jeg er bra karl, fordi om jeg bryder med det gamle.
Dette skal ikke være noget brev; jeg er så lidet oplagt til at skrive noget. Jeg vilde kun takke dig for dit ælskelige brev og sige dig, at du er innerlig afholdt heroppe! Hils fælles venner!
din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 26/9 1871.
Kjære Gotfred og Margrete Rode, jeg har i længere tid korresponderet med en ung fyr, som nu er blevet student, Johannes Levinsen, Ravnsborggade 8, annen sal, sidebygningen.
Han er digter, den unge krabat, ubetinget, skønt han ænnu er meget uklar og altfor hastig i at forme. Han er det så ubetinget, at det er en lyst, og det, som egentlig fæstede mig først ved ham, var, at jeg havde overset det. Jeg kom træt fra en rejse, så lå her en hel del forsøg fra ham og en kammerat, som også er digter, Alfred Ipsen hedder denne, begge fra Randers, og jeg bladede i det og ærgrede mig over, at alle poetiske mænnesker absolut vil være digtere, og at jeg skal lide herfor, og det lige fra Randers og skrev et skarpt brev. Så falder Karoline over digtene og ber mig læse dem en gang til (da havde jeg sovet) og se, disse digte havde netop det, som alle de andre ikke har; så man dem først fra den spirende individualitets stanpunkt, så blev der i Levinsens noget overmåde vakert og i Ipsens et løfte om en fin, mandig ånd.
Nu er de begge i K.havn. Og i dette øjeblik får jeg et frygteligt ulykkeligt brev fra J. L. – en overmåde kokette, som jeg kænner bedre æn han, har været oppe at køre med ham. Så sørgeligt det er, har jeg leet dygtigt: Herregud med hans anlæg og i hans alder længes man så efter at give sit hjærte bort.
Men han er, efter digte, ansigt, breve, et så velsignet rent, højttænkende barn, at jeg på ære har misundt Eder ham og vil gøre det, om han bare blir flæske-handler, ti han er og blir mere æn digter, han er et vakert mænneske, et begejstret, til opofrelse dygtigt mænneske.
Nu trænger han bestemt til en snil hånd. Jeg tror, han vilde være «grænseløs» taknemmelig (han er altid «grænseløs») og han vil ubetinget lyde, hvad der blev sagt ham; han møder op med mageløs tro til mænneskene.
Jeg tænker mig nu Gotfred stavre afsted efter ham og sige ham, at jeg «har bedt ham bede ham». Men jeg tænker mig også at I ikke vil; ti det er så sin sag at komme med at råde over et ungt mænneskes skæbne, som I ikke kænner, og følgen vilde utvivlsomt være den, at det kom I til.
Men jeg tror, at hans tossede brev idag med sit «haster meget» kom alene for at jeg af al min sjæl skulde få denne beslutning at skrive til Eder og bede Eder sanke ham op af «Ravnenes Gade».
Lad ham tage vennen med, men først annen gang; lad der imidlertid blive talt om ham ved første lejlighed; jeg har den idé om den annen, at han er meget mere beregnet, tror meget mere om sig selv, men er stille med det, og dem må man være meget varlige med. Den første derimod må gode hjærter kunne bære sig ad med som de vil, der kommer kun god frugt af det.
Eders innerlig hengivne ven Bjørn.
Ti med koketten for Guds Skyld! Tal til Greensteen, han er danske mellemmanden her.
Det er sant: kænner I Harald Holm på Regentsen, min korrespondent. Se, det er et godt hoved! Ham vil I engang få høre fra, sandsynligvis fra prækestolen og rigsdagen. Klar bestæmt. Han ved, hvad han vil.
Eders ungdom, Eders ungdom, og vor med.
[Kristiania] 27/9 1871.
Kjære ven, dit brev, som jeg gæmmer fræmfor noget annet jeg har fået af dig, skønt jeg har fåt så mange, kærlige, skønheds-fyldte, men som ikke kunne give det kænskab til mig selv, den forbundets tryghed med det bedre i mig, som dit siste hviler på, – dit brev må jeg straks og da gænnem mig min hustru straks, fult, varmt, taknæmligt falle dig om halsen for, om kun i tanken, så dog således, at du skal vide det og føle det i dit hjærte. Gør man godt, må man vide det og hælst straks, så gør man også straks godt engang til, og det mod en, som kanske trænger det ænnu bedre.
Dit æventyr henriver mig på forhånd. Tanken om, «hvad der kommer ovenfra», som din alder og din åndrighed kan løfte og gænnemløbe til advarsel og skræk for alle bugens, den æstetiske nydelses mænnesker, alle vimsende, rodende, travle små-fisk, alle gispende magelige eller trætte østers, alle elegante, glimtende skælfisk på Østregade, alle alvorlige, bedagede æmbeds– eller forretningstorsk, alle ærværdige flynder, alle flinke rødfisk, alle verdens rejsende laks, alle de civiliserende medlæmmer af Preussernes haj-samfund, – nå, du gode fader, tanken begejstrer mig, alt kan ikke tages, det er nætop kunsten at finne udvalget – men hvilken høj fortælling det gennem sin sand-rodende spas kan blive.
Jeg sidder og skriver af Sigurd Jorsalfar, som jeg tror er det eneste dramatiske jeg har skrevet, hvorfor jeg også inleverer den til teatrene og udgir den ikke. Sig mig, om du vil tjene mig med følgende: Vil du få tag i Jacob Aalls eller P. A. Munchs oversættelse af de norske konge-sagaer, læse sagaen om brødrene Sigurd, kaldet Jorsalafarer, og Eystejn og Olav, du kan springe over hele Sigurds Jorsal-tog, men læs så forholdet mællem brødrene Sigurd og Eystejn (det vil more dig at læse det) og sig mig så: har I ved scenen to, som kan være Sigurd og Eystejn? Sigurd er Wiehe ubetinget; men hvem er så Eystejn. Den berømte samtale mellem de to brødre, om hvem der er størst, har jeg ord til annet; men begivenheden, som jeg digter over, er de fem sex linjer, som står der om Borghild fra Dal. Jeg vil engang senere sætte den dertil færdige historie om finneskat-trætten mellem Sigurd og hans navne Sigurd, der blev hjulpet af Eystejn, i scene; den er færdig dertil med nogle få inlæg. –
Jeg vedlægger her et par ting fra min kamp, som du ellers ikke behøver at følge; du vil alene heraf se, hvad jeg mener. –
I november til Stockholm forat holde foredrag.
Mine børn trivs udmærket. Lille Bergliot og Erling er herinne hos mig, ret som det er, og kvidrer op; Ejnar går nu på skolen og hører æventyr over en lav sko, Bjørn læser ænnu dem best af alle; men også ham lod jeg begynne sent dermed. Min hustru har det så la-la; lidt huslige bekymringer gør henne kanske svagere æn hun ellers vilde være.
Lev nu vel du, kære ven, i hvem jeg ælsker menneskeligheden ænnu mere æn digteren. Du har selv en rig, sympatisk natur, hvorudaf du forstår alt, og dens forståelse stråler ænnu mere velgørende ud af din omgang, dine øjne, dine samtaler og breve æn dine digte, som da jeg for min del altid forholder mig til det personlige, individuelle, selv i det, jeg læser.
din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
NB. Jeg sender dig tre numre af N. F. og i disse må du læse det, som er af mig, nemlig digtet i det ene og under «Kristiania» i det annet og i det, hvori Walter Scott står, «Vort program». Gør det, selv om det keder dig, jeg må vide, at du forstår mig.
[Kristiania] 27/9 1871.
Deres korrespondence behagede mig i særdeles grad.
De får skrive, som lysten er til, hælst om sådant, som gavner os eller glæder alle.
Hvordan blir det med ham, som skulde skrive til Dagbladet? Han bør sende en prøve-dinx! – Tal til Høgsbro herom. Hils Trier!
Deres Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 6/10 1871.
Kære Schmith, du må se det, som det er: jeg skriver ikke i bladet for de dannede, d.v.s. for dem, som tror, at det, de lever på, skal fortsættes (udenom formerne for deres tænkning og arbejde.) Jeg skriver alene for dem, som af hine ikke må gøres usikre. Derfor gnåler jeg mine viser op igæn med en udholdenhed, som ofte keder mig, men som jeg kænner styrken af, fordi jeg kænner mit folk. Dets vilje skal tiltales; byd dem ikke for mange «oversyn», byd dem en personlighed; det forstår de, hvad er.
Ellers er det, som kan jeg intet sige eder, før dette er gjort, som nu går mod sit mål. Ja, det er, som kan jeg intet annet gøre, eller selv ikke leve, hvis dette ikke går.
Jeg holder mig frisk ved at rette i Sigurd Jorsalfar, mens jeg afskriver.
Din artikel er god, ja stundom, hvor dit had til Bille-væsenet løfter noget op af din dybeste ævne, er den geneal. Men der er noget forbandet ved dit sprog, som gør, at jeg ikke kan trykke den af; meget få, selv af vore «dannede», vilde forstå den, i alle fal ikke uden at læse den op igæn, stykkevis.
Du må, du skal vinne over denne fortyskning i formen, ti du er, når alt kommer til alt, æmnet til den dueligste, retskafneste, stærkeste «tids-betragter», som Nordens folk nu har. Men hin mangel står overvældende i vejen for almen forståelse.
Jeg ser det nu: ånds-opgaverne vil komme fra jer; men både vil de få en del af sin retning og sin form fornyet hos os, og vil vi i det hele være det for administration flåede folk, som snarest og sikrest vil rejse en demokratisk bygning for åndens videre opvækst i Norden. Hvad Svenskerne vil, ved jeg ikke; jeg kænner dem for lidt. Men at noget stort forberedes i Sverige, derom er jeg sikker.
Men hvor langt, langt fræm for os alle! Siden jeg ved det, er det, at jeg har gåt ned og taget mit tag i det nærmest foreliggende og give Gud i Nordens ånd at gøre resten; fornæmhed, straf-værdig, blødagtig, vilde det være – på den ene side at kalle dette småt og på den annen at overtage en profets mageligere fri-lufts-kal med store ord og store syner. Min tro er det, at det, som nu gøres, er at arbejde på et digt, som er det største Nordens folk kommer til at tage løftning af: hjælp dem fræm til fulstændigt selvstyre efter eget hjæmligt behov – for første gang siden deres stor-dager!
Da, først da, vil folkene våge sig til at ælske sine egne opgaver i historien, ja, ret at leve et herre-liv i og for dem; giv dem sin selvbevidsthed, så kænner de straks sit, i åndens højeste værden, som i den laveste.
I november rejser jeg til Sverige for at holde foredrag. Det er min mening at introducere mig med et neutralt Æmne, som jeg godt kan håndtere; kænt og om muligt afholdt kommer jeg så igæn med Grundtvig og fører ham in blant Svenskerne. Jeg har i mange år følt dette som en missjon.
Hils R. Nielsens hjærteligt
din hengivne ven Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 13/10 1871.
Kære Rode, det var fanden til skrivelse! Ja, du er Plougs ægtefødte søn, gutten min! Nu, jeg skal lige til svare punkt for punkt.
1) Republiken har jeg i bladet ikke med en stavelse arbejdet for. Jeg har sagt, hvad følgen blir, når man får kongen til personlig at ta del (som han desværre gør) i kampen mællem den gamle og ny dannelse, der hos os væsentlig er en kamp mællem æmbeds-vælde og folke-parti, ubevist på begge sider med untagelse af nogle få, som Sverdrup, der ved, at det, der her vil op, er noget helt nyt.
2) Jeg ved ikke, om jeg hører til begynnelsernes mænd; til krisernes hører jeg i alle fal. Nu kom krisen, nætop som jeg var blét ledig, ikke en dag før; den kom, da tinget sluttede; vi måtte optage kampen strax, skulde den have vokset op til næste ting såvidt, at dette kunde fortsætte, hvor det slap og ikke i et uføre af reaktion. Om jeg ti ganger havde havt teatret, jeg havde, med opofrelse af min digtning, nu taget fat; krisen er der; med selve krisen slutter jeg.
3) Kænskab til mit folk har jeg på alle dets enemærker. Jeg har været overalt, kænner dets bedrift i dens udførelse og statistik; kænner deres tænke-sæt i by og land; i dette skal ikke mange være min mage her hjæmme; de ny tanker, som er bevægelsen tilført i form af våben for tilfællet, er den derfor også tilført af mig; landet, mit kænskab til tvilene og tankerne, har git mig dem.
4) Jeg har ingensomhelst respekt for de doktrinære, ikke mere æn Grundtvig havde for den tids dannelse, han slog ned for at få folket fræm. De par tusen i hvert af landene, som tænkte på at fortsætte sit liv med en smule afståelse af oplysning til de andre, – er nogle uklare hoder med samt deres inbilte dannelse; det være sagt til hvemsomhelst, hvor vise, hvor humane, hvor kunst-kælne, hvor opofrende i det enkelte de er; ti den, som ikke skønner bedre eller længere, er tørt hen enten en dumrian eller forræder, – hvis han ikke går i sløs og døs om de øverste pligter, om folke-opgaven, vort eneste leve-vilkår.
Jeg forstår, hvad der gør revolution i et folk, når jeg ser sligt. Vil du sammenligne mit moderate arbejde med den lidenskab, som ligger under, så skal du ikke tale til mig som til en gut, for det er jeg ikke, du grumme!
5) Høgsbro eller Berg kænner jeg ikke, altså heller ikke deres ærgærrighed. Er den der, så er den også hos Hall & komp., det har jeg set, smålig kan også disse være, om også på en vis, som tiltaler latin-dannelsen mere. Men jeg tør ikke være fornemmere æn Gud, som ofte bruger dårlige redskaber for det gode. Det er dette Termansen og Birkedal i begejstret schönthuerei er.
6) Om pligter taler jeg ikke gærne til dem, som ikke har sine rettigheder. Dette er de doktrinæres, de fornæmmes, riges vanlige ubarmhjærtige kolde varme; men den ejer jeg ikke. Jeg taler ellers ofte nok om pligterne; men da er det til alle, og saa specielt alene til dem, som forholder hine deres rettigheder.
Se så. Jeg taler så frit til dig; du er Grundtvigianer, du er følgelig enig med mig, folke-mand i din sjel, om du også tar Plougs gamle faderlige dannelse på dig, når du skal lage mig en skarlagens-præken.
Nu får du Sigurd Jorsalfar, som du må læse højt for frøken Zahles damer, men derpå inlevere til teatret. Fortiden skriver jeg af tredje akt. Grieg skal komponere musik – må altså også læse den først. Nu har jeg raset til dig og vil skrive pent til din kone.
din B.
Fra Norsk Folkeblad. Kristiania 8/11 1871.
Kære Schmith, du svæver i en stor villfarelse, når du ikke tror, at de fleste Nordmænd, å, ja, jeg tør nok sige alle er enige med L. Dietrichson (H. Lassen med) om æn ikke i hans paradisiske lære om den ene lyksalig-gørende norske ånd, eller i hans udtryk af påvirkningen herfra, den næmlig, som skal ligge i, at den bestæmte norske person øvede den bestæmmende inflydelse på denne eller hin danske skald – mens forholdet er, at Norge nærmest har virket som en natur-magt med sine sagaer, sit fri bondeliv og sin store natur og enkelte deraf udgåede stærke personligheder.
Dette i alminnelighed. I det særegne kan ingen dansk få nogen Nordmand til at slippe Holberg eller Wessel; grundkraften i dem var norsk; ævnen til det komiske syn kommet istan ved at de kom fra Norge, men udviklet i Danmark (og Europa) og med dansk form og stof. I havde aldrig havt dem uden Norge. Den såkaldte norske digter-skole har vel også havt en særegen inflydelse (se Welhaven.) Om dette skriver jeg i N. F. Det trykkes først om fjorten dager. Kan dette ikke afhandles i rolighed, skal du slætte mit navn ud i tids-skriftet, og så får du behandle det som du vil.
din heng. Bjørnst. Bjørnson.
Rejser på fredag til Gøtheborg.
Det er sant: målstræverne er ikke længer disse rasende, som du tar dem for (untagelserne ænser ingen). De er nu, og nærmest ved Kristofer Brun og mig gode borgere i vor udvikling og på vej til at blive gode skandinaver i ny sund forstand. – Hvad «det tyske» angår, så var Ibsens digt et træffende «målstræver»-udtryk fra hine tider, hvori han leflede med dem; men så lidt som sligt længer er Ibsens, er det mål-strævernes. Men fortyskede er vi rigtignok ænnu forunderlig stærkt, I stærkere æn vi; men også vi! Læg dig på jagt og se in i skolen, administrationen, lovgivningen, sproget, prækenen, handels-væsenet, militæret; det nationale er i alt dette ikke rent norsk, dansk uden i enkelte gænnembrud. Skaf bonden og bondens fræm, selv om meget slukkes derved, som hælst burde lyse stille videre; så kommer der nok dag engang! –
Kristiania 26/10[–11/11] 1871.
Kære fru Margrete, et forskrækkeligt brev fra den stilfærdige Gotfred har nogle dage lagt besvaret, jeg har været bortrejst og er kommet igæn. Om tolv dager rejser jeg til Gøtheborg, derfra til Stockholm. Når jeg på begge steder har gjort mig kænt og om mulig «omtykt», vender jeg næste år tilbage med Grundtvig. Jeg tør ikke begynne med ham.
På Sagatun har jeg nu holdt et foredrag om Norges fræmtid; De skulde have hørt det forat høre, om jeg vidste, hvad jeg vilde, og om der går en understrøm gænnem mit arbejde.
Kierkegaard har jeg i sin tid læst meget af, uden at han øvede nogen synnerlig inflydelse udover det interessante. Han er så syg, at jeg kun kunde lidt ad gangen med ham; jeg læste ham udelukkende for de psykologiske pikanteriers skyld; som opbyggelses-prædikant savner han kærligheden, og den alene tar mig. Om ham gæller det, at han er noget ituslåt stort, som sjælden ses i værden; hans skrig på «helhed» var op af hans naturs jammer og savn. Noget så forfærdeligt og selv-pinende har jeg aldrig set som i det mænneske. Om hans forhold til kæresten: at bagvaske sig selv for at blive hadet af den, han ælskede højst, fy for Fanden, er det ikke som at gå med vrængte permissjoner forat få gade-gutterne efter sig og så tro sig at være martyr à la Christus!
Af Grundtvigs kamp har jeg aldrig taget fejl, og de æstetiske danskes nydelse ved hans kamp-resultat har jeg også set; men strængt har jeg ikke dømt, og selv har jeg altid følt, hvad det galdt; ellers havde jeg gjort meget mere med; men jeg vilde ikke lyve.
Min fars portræt er tat nogle dager før hans død; jeg tror fjorten.
[Kristiania] 11te nov. 71.
Ja, så længe har dette brev fulgt med mappen fræm og tilbage. Jeg har ikke været oplagt til nogen ting; jeg har kun læst. Mit stykke holder jeg tilbage; jeg synes ikke om det, lar det derfor ligge, til jeg kommer tilbage fra Sverige, hvorhen jeg rejser i eftermiddag. – M. Brun har ænnelig måttet fortrække; mine skuespillere har det godt i Trondhjæm, hvor de ænnu engang gænnemgår mit repertoire; nu går de vel over til hoved-teatret, hvor Rodes svoger og H. Lassen og en del til, hvoraf ingen forstår noget af det, som netop nu skulle gøres, skal føre værtskabet. Nej, sålænge det nærværende koteri trykker tingene, kan jeg ikke leve, ikke ånde her, hele det unaturlige, som følger af at få og åndløse styrer mange, og det i en ung tid, gør luften kvalm og tyk, og lar mænneskene leve et liv uden ansvar. Hvorledes tør f. ex. Heiberg eller Lassen eller nogen af de andre påta sig ledningen af teatret og hver sige: jeg kan kun det, jeg kun det, og så går det hele istykker? Siden jeg har fåt op de kræfter, som var tilbage at opdrage fra forige gang, jeg var ved teatret, fåt dem op ifjor vinter, og nogle ny til, så kan disse tillagt de gamle kræfter fra min forrige virksomhed og fra tiden før denne tilsammen give et teater for karakter-skuespillet og den store tragedie, som intet annet i Norden. Men fanden i vold! –
Som sagt: skriv nu ikke mere om de evinnelige råd! Lad mig få leve mit eget liv. Vær god med mig, det er hovedsagen; jeg har nok af ondt og af modstan intil fortvilelse. I skulde have set min stilling her og så se mig modta slige breve som Rodes siste fra Danmark, så vilde I, når I så min glæde ved at få noget fra neutrale venner, synes synd i mig.
Farvel!
Eders ven Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 17/12 1871.
Kære Gotfred og Margrete Rode!
I Stockholm fik jeg eders breve, og jeg må sige, at de var ikke artige. En eneste misforståelse som den, at jeg, når jeg siger «lille snille» Rode skal mene lille af ævne eller inflydelse, er så styg, at jeg skønner ikke, ved hvilken handling eller ytring jeg har fortjent den, eller at I kan have et så simpelt begreb om mig. Jeg plejer i samtale at bruge dette: «lille snille ven» eller «vennen min», også ofte «lille snille mænneske-barn», og så har jeg vel skrevet det med. – Jeg vil overhovedet ikke gå efter alle disse misforståelser, jeg er stærkere bundet til eder æn at jeg kunde tvinne trådene op på den måden.
Men «det æstetiske schönthuerei» tar jeg ikke tilbage, ikke engang fra Termansen.
Hør nu på mig i alvorlighed. I er overhovedet i Danmark stærkere befængte med dette stof æn vi. Det er med i Eders religionsforhold som i Eders politik; Kirkegaard vrider sig under det, når han intar sine stillinger, attitüder i religionens navn; Müster, Martensen, Rasmus Nielsen, hver på sin måde lider under det, i en beregnet mildhed (hos den første), en harmoni-tilbedelse hos den andre, som sker på den brutalere sanheds bekostning, en æstetisk leg hos den tredje, som skader ganske utrolig det æmne og den sag, han vil tjene. Når Termansen ikke kan «nænne» at ta parti, fordi han muligens kunde komme til at stæmme på J. A. Hansen, så er dette af samme surdejg: han «nænner» ikke at tro tilbunds på sin sag og sig selv og at der er en almægtig Gud til, som har brug for alle kræfter, de onde som de gode. Lad ham dømme, sørg du kun for, at det kommer fræm, som du mener er rigtigt, og skal forbund til forat få det fræm, så tag det, så vist som du må tage stats-forbundet, menigheds-forbundet og alle de andre, hvori du heller ikke tror på hver enkelt mand, som du kommer sammen med, men hvor du muligens må stæmme på en, du ikke synes om, fordi ved ham får du sagen fræm, imens den går i knas hos den, som du synes om (hos Ploug, Hall og alle andre halv-heder). Æstetisk schønthuerei og ikke en højere moral står ivejen hos eder alle, som på den måde svigter virkeligheden. Hvad er det på den andre siden som sværmer for almindelig værnepligt på den kostbare måde som i Danmark eller stærkt forsvars-væsen på den uretfærdige måde som i Sverige, hvad er det annet hos Rosenberg som hos Sohlmann æn æsthetisk schönthuerei? – Det er så skønt, så ophøjet at kræve en stærk armé, samme fanden på hvilke vilkår! Det er fædrelandsk, det er patriotisk, det er mandigt, ja, det er religiøst! Men har det da aldrig falt eder in, at tusene fine hensyn til retfærdighed, følelse, sanhed knuses i dette ene krav, og blir der da nogen højere moral, æn sige nogen velsignelse i det?
Så kan det store komme, at alle hensyn går op i det; men i fredens tider for en abstrakt tanke at knuse retfærdighedens simpleste krav, mødrenes bekymringer for sine sønner i et garnisonsliv og overse hele den nuværende militarismes forhold til kristendom og kristen moral (på ekserser-plassen, i kammerad-livet som det nu er, i disciplin-begrebet som det nu er, i officer-livet som det nu er) – det er absolut forkasteligt, det fører os bort fra vor opgave blant folkene.
Nej, nu har jeg noget annet for; jeg får et møde istan mellem høvdingerne for demokraterne i Norden her i Kristiania i sommer; det er ikke forat fatte beslutninger, men forat tale sammen om hvad her er at gøre, forat tale bevægelsen in paa et bredere spor af ansvar ligeover for Nordens mål. Ploug som midt-partiet er udelukket, fordi de er udenfor forståelsen, dette er intet disputats-møde, og annet forhold til nutiden æn at disputere med den har disse mænnesker ikke beholdt. Nu skal I ikke fortælle dette forehavende til nogen annen; alt er aftalt og opgjort. Der kommer også militær-spørsmålet fræm, og jeg ved forud, at der stanses ved et modificeret Schweitsersystem, således at militær-øvelser blir et led af opdragelsen fra barnet af, og de senere øvelser national-fæster i kristelig og fædrelandsk ånd.
Således mener jeg, at bag bøndernes tværre nej skjuler sig ofte en større sanhed æn bag intelligentsens æstetisk-skønne ordgyderi og attitüder; husk det! – Husk videre, at mænd som J. A. Hansen er dømt af den samme intelligens-foragt, og ganske utvilsomt falskt. Når han har trod at kunne gøre noget sammen med de «store bønder» og går fra dem, når han ikke kan det, så skal man ikke nætop sige, det er i begge tilfælle blot sig selv han har tænkt på. Han kunde i sin tid ved at have givet køb have nåd store fordele for sig selv; men han står dog ænnu der, hvor han begynte; husk det! –
Nu nok herom. – I skal ikke tro mig halv-blind fordi jeg ser på en annen måde, og skulle vi engang til stå på samme side i en kamp (som vi dog gør) og jeg tar tingen annerledes æn I synes om, så husk ænnelig på, at i kampens tid trænger man hjælp af sine nærmeste, vel i varsomme, hurtige råd, men mere af kærlighed, tro, glæde! – Til nytår fratræder jeg den daglige politiks skueplads for det første; sagen har fåt et enormt opsving, jeg behøves ikke; jeg sparer mig til kriserne.
Intelligents-majestæten, som jeg er blevet så usigelig færdig med, har nylig fåt et komisk udtryk i et brev til mig fra R. Schmidt, ret skrevet af Erasmus Montanus den yngre. Han tror for ramme alvor, at det egentlige udbytte af en strid er ikke den sum af bedre moral, sannere liv, som er erobret, men argumenternes intelligents-vægt; han, som har leveret de fineste, bedste, lærdeste argumenter, har sejret. På den måde har altid det gamle og udarbejdede sejret over det ny og ubearbejdede. Nej, fra livets evig sig fornyende væld kommer tilskuddene, hvergang en tomme lægges til. Videnskaben og dens affødning intelligentsen har en annen rolle.
Mine foredrag i Sverige kan nu gå over til Grundtvig. Nu står vejen åben, nu tror man på min gode vilje og holder af mig, hvorfor jeg innerlig har takket Gud; vilde han nu også bruge mig i den gode sags tjeneste! Der er i Sverige nætop en san hunger efter dette, hvad jeg jo også vidste.
Hvilke bøger skal jeg bede boghandlerne derinne have på lager af Grundtvig, som lettest kan føre in til præsten og folke-vækkeren og skalden? Sig mig det, forat jeg kan se, om vore domme faller sammen.
God jul! Tak for gammelt år, Herren give os et nyt i vækst til det gode! Eders ven og hans hustru.
Bjørnst. Bjørnson.
Fra Norsk Folkeblad, Kristiania 18/12 1871.
Kære Schmith!
Din tids-betragtning har som sædvanlig glædet mig og belært mig. Men mere og mere føler jeg, at nu måtte vi snart have en lang samtale. – Kun et par ting tar jeg frem her. Husk bestandig på, at trods en struttende videnskabelighed og stort flids-arbejde i og om et universitet kan et folk rådne tilbunds.
Du sætter meget meget formeget på den, venter meget meget formeget af den i nutiden. Ænda er din artikel nøgtern i så henseende mod det brev, som du sist sændte mig, ret et brev af Erasmus Montanus den yngre. En ytring som den, at hvo der i en strid (om Holberg) har gjort det (videnskabelig) beste inlæg, han har sejret, uanset resultatet, udgår af en dyb villfarelse.
Ænnu ét: hundre steder i tidsbetragtningerne, men især i den lange, i og for sig berettigede anmærkning til denne siste røber, at du hværver dine tropper af en stamme, hvori der er meget had, hån, foragt, og det er ikke vredens forbigående, men grundkræfter, – og disse handlings-motiver frastøder så ofte de ses, enhver kristelig læser, og det især når han husker, det er for religionen du kæmper så vakert og vedholdende, jeg kan sige med livs fare. Jeg har altid følt, at før du fik anerkænnelse for din sag og dig kunde det ikke nytte at tale til dig om dette; men nu må tiden være kommet, at du kan tage det in til din stille time. Kære ven, jeg ved fra mig selv, jo mere kærlighed, jo større styrke.
Bergenspostens laban-ytringer om dig påtalte jeg i sommer, da jeg var der; jeg gør det nu igen, for siste gang privat, og jeg har tilføjet, at nytter det ikke, så gør jeg retskaffen gengæld.
I sommer møder her i Kristiania førerne for demokratiet i Norden, de højeste, de laveste; jeg vil få full ansvarlighed og styrke i den hele bevægelse. Sagen er ænnu en hæmmelighed uden for de udvalgte; der skal ingen offentlighed være over mødet, mere samtale æn diskusjon i 8 – otte – dagers samvær og slæt ingen beslutninger. Men jeg vænter med sikerhed et betydeligt resultat, og nætop størst fordi det tages som venskabelige samtaler, så ingen kommer under forsvarstvang, men alle under følelse af, at man agter dem og ælsker den store fælles-sag, hvorpå de bærer sammen med os. Ploug, midtpartiet og alt sådant er ikke med; vi vil ingen disputer have, og hele deres forhold, det eneste, som står tilbage for dem, er at disputere.
I Sverige som her har demokratiet ingen annen modstander æn den selv-købte intelligents-adel. Jeg er mere og mere klar på, at man blot lar den dø! Vi får prøve med den unge slægt, at lade den få noget mere æn hoved. Der er noget over den gamle intelligentsslægt, som jeg har kalt æstetisk schønthuerei. Når Martensen af harmoni-tilbedelse forkorter og forlænger sanheden, alt efter som den passer i en rund definition eller et magelig skønt liv, eller når Münsters «mildhed» går igæn i alle de smilende middelvejs-farere, så er dette ikke kristeligt eller ud af en kristelig moral, det er æstetisk schønthuerei. Men det er det ikke mindre, når Sohlmann i Sverige og Rosenberg i Danmark forlanger en stor armé, samme fanden på hvilke vilkår; det er så skønt at rejse «den hele fordring», så fædrelandsk, patriotisk; men når den nærmere besét knuser tusene fine hensyn, kaster retfærdigheden, opretter militær-ånden i strid med folkeånden og ikke ud af den, så ser man snart, at deres moral er ikke en højere eller kristeligere æn bøndernes, den er æstetik, schønthuerei.
Nu, vi bærer vel alle mærker af det, som vi er født af; jeg ser det hos Kirkegaard, når han intager kristelige attituder og hos R. Nielsen i al den leg, hvori hans sandheder bydes, den væmmer mig rent ud.
Tar jeg fejl, så retled mig, kære ven.
Jeg havde meget at snakke om, som du kunde føre videre i en tidsbetragtning, men jeg læser Grundtvig og hans samtid fortiden, man vil i Sverige have foredrag over ham for enhver pris. Give Gud, jeg kunde gøre det bra, ikke for videnskabsmændene, men for folket. Min rejse der var storartet, og virkningen af omgangen med de ledende mænd ikke uden glæde. Nu kænner jeg Rydberg (en nobel, fin natur med en vis storhed over sin tænkning, som også har bøjet ham adskillig mod os i det senere), Nordensköld, ishavs-fareren, en af de reneste naturer jeg har mødt, ser ud som en gut, men har en mands hoved og hjærte fremfor de fleste, Carlsund, Motalas berømte stifter, den stærke frenolog, og en mængde mænd, som du vel næppe kænner. – Hvordan har du det nu? Sig mig det!
din B. B.
Hvad er løs med Brandes? Jeg har ikke læst danske aviser; men han holder jo stærkt søgte foredrag. Hvad er det? Betyder det noget? Den lille spæde fyr, – hvad vil han?
Kan du sende mig din brochure om Grundtvig og R. Nielsen; jeg finner den ikke; jeg betaler kors-båndet.
Din B. B.
Er der noget, jeg skal læse til mit endemål, som du tror, jeg ikke faller på, så skyn dig at sige mig det.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
