Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1874

Til Fr. Jungersen.

Kære Jungersen, jeg takker innerligt og gentagende for Deres bog! For et par dager siden fik jeg den og har siden levet i dens forestillinger. Udvikling og bevisførelse er så gænnemskinnelige, at en ægtere stil ikke kan lægges på så vanhellige ting, og så har den alvej det personlig vederhæftige. Men dette brev er væsentlig fremkommet for at lette mig ankerne over et og annet i bogen. Jeg skal være kort. Det første er af dogmatisk natur, beviserne for Kristi guddommelighed, at den er af samme grad som faderens, og beviserne eller tros-grundene for, at dåbs-ordet er Guds-munds-ord. Jeg har længe ment om skriftteologien (som nu Dem), at hvad det første angår, beviser man mere æn nødigt, og om Grundtvig (og om Dem efter ham) hvad det annet angår, at I gør det samme. – Vi ved, d.v.s. alle troende ved, at Gud har åbenbaret sin vilje for den slægt, han har skabt; at han har gjort dette gænnem et eksempel, som er evigt gyldigt, og et ord, som er evigt sant, og at selvfølgelig herefter blir vi engang dømte. Vi ved altså om Kristus, at han var Guds åbenbaring, og vil engang dømme os, men hvad magt ligger der så på resten? Hvad grad han har i guddommen, om han er så gammel som faderen, om han var et mænneske i stort forhold, eller kun i stort, det er mig altsammen fuldstændig uvæsentligt, ihvor interessant det kan være. Ved ham har jeg Guds åbenbarede vilje, ved ham saliggjørelsen i syndsforladelse, når jeg tror på ham, at hans liv var mænneskeheden eksempelgivende, hans død offerdøden, igænnem ham, alene gænnem ham har jeg foreningen med faderen; «han er vejen». Til denne vej kan Gud gøre hvem han vil som selv vil være den; jeg for min del er tryg i den innerlige vished, at her møder Guds ånd os, og resten er mig anelser og irr-gange, alt efter som jeg er i denne eller hin tanke-række og stæmning. – Og så ordet «af Guds-mund». Jeg tror, at på dette ord, d.v.s. på disse led, et efter et, er der altid blevet døbt og bekænt tro af de ægte troende; de er hjørnestenene, – og resten? Ja, al den tale om «Guds-mund» er mig bare vildledende. Om Kristus selv, om menighedens ånd gænnem apostlerne gav grund-ordet, er mig aldeles det samme. Ligeså, hvilke ord her bruges, når de væsentlige led er der i uryggelig klarhed. Var det ordene som sådanne, det var den dyreste pligt at gentage, da havde vi sikkerlig nu for deres skyld kun ét sprog.

Altså: jeg tror på Guds énbårne søn, at éngang, gyldig for evigheden, er frælsens vilkår givne af den uendelige, alt fødende og opholdende kærlighed. De inbyrdes slægts-forhold mellem udsenderen og den udsendte vil Gud en dag, om først på den store, give mig at vide. For min saligheds sag behøver jeg den ikke; for den er det nok at vide, at i ham har jeg frælsen. Og om troes-ordet ved jeg, at dette er ingangen til ham for den, som tror; om dets første oprinnelse ved vi ikke mere æn om frælserens. Vi ved, hvem der satte ham in i vor verden, vi ved, hvem der satte grund-ordet in i vor verden, ved først at bruge det. (Ti de, som nægter, at det var apostlerne, d.v.s. at på dette er altid døbt, dem holder jeg udenfor «dem, der ved», – de er i urede om det første, og den dag vil komme, at man ikke kaller dem kristne. Oplys mig, kære ven, hvis jeg tar fejl.)

Men her er noget, hvorom jeg vil oplyse Dem. Det er Deres gænnemgående forhold til Tyskerne i denne bog. Man skulde, efter Dem, tro, at i Strauss var den nuværende tyske religiøse tro karakteriseret, og dog er der netop nu mødt flere bøger op mod Strauss i ét år i Tyskland æn der er skrevne religiøse, troende bøger i tyve år hos os. Han er ænog mødt af de ikke-troende, som har stillet sig på idealismens stanpunkt, eller i alle fall på «åndens». Har De set Helmholtzs forelæsninger? fEks om øjet? Har De set hin Münchener-professor, som kaller hele denne udviklings-vej, der fører til Strauss, en umådelig fejltagelse af ubodelig skade for Tyskland? Der er religiøse strømninger i Tyskland af overordentlig betydning. Christoph Hofmann er en storhed, som rangerer over hvilken tysk general. Er der ved troen skét undere i vore dage, så er det i Tyskland, hvor en enkelt troende mand (og der er flere af dem) har kureret syge ved bøn. Christofer Bruun har været hos dem og overbevist sig om sanheden. (Apropos: sænd ænnelig Deres bog til Christofer Bruun, Gausdal, Gudbrandsdalen, Norge. Hør det!) Læs, hvad prof. Bugge har skrevet om religiøse forhold i Tyskland. Vil De vide mere om alt dette, så søg frem til en troende, oplyst tysk præst. – Og så er det et gænnemgående misbrug dette, at lede efter et folk alene i kredsen af dets «store mænd». En Grundtvigianer må minst gøre dette. Et folk har store mænd, som samtidens «stores» historie ikke nævner. (Se Hans Nielsen Hauge hos os!) De mener, at når Fichte o.s.v. ikke har noget om myterne eller den dybere germaniske fortid, så har Tyskerne ingen gænfødelses-ret her. Men Arndt var samtidig med Fichte, og vil De vide, hvad Steffens talte til Oehlenschlæger, så må De kænne Arndts drømme om de urgermaniske, eller gotiske troes-sætninger, leve-vis og vilkår, ænnu bedre æn den samtidige natur-filosofi. Det er brødrene Grimm som har vakt vor gamle sprog-forskning, æventyr-samling, folke-visesamling o.s.v. Det er umuligt, at Tyskerne idag i sin digtning og videnskab kan have et lige så fuldstændigt begreb om myterne og vore ældste forhold som Nordens digtning og videnskab uden at her er gåt noget forud, som vi ikke har agtet nøje nok på. Den mand i verden, som kænner best vor gamle historie, jeg mener Nordens egen gamle historie, er en Tysker, (prof. Maurer). Han har mange elever, og Viktor Rydberg fortalte mig nylig, at han vilde sende mig en mytologi, skrevet af en prof. i Strassburg, som forekom ham at være den bedste, han havde læst; men jeg fik desværre ikke bogen og måtte rejse. Gustav Freytags billed-cyklus fra germannernes ældste tider, vidner om stor historisk forståelse. Hebbels gigantiske Nibelungenlied er tysk, som selve denne (neppe nordiske) mythe; men om slægtskabets forståelse af vort evig fælles vidner den rigtignok! Har De læst Richard Wagners dramatiske cyklus i samme æmne? Den er misforstående i sin opfatning af enkeltheder; men den er stor i sin gænnemførthed (over en mig modbydelig tanke) og på enkelte steder: grandios. Og da er han altid i den gamle ånds tjeneste, det rager op blant de bedste inspirationer af denne. – Nu ja, kort og godt: jeg beklager undervurderingen og miskænnelsen af den tyske ånd også her, og det så meget mere, som De gik ud i en stor sags tjeneste og forgiftede den ved smålighed. – Intil i vurderin gen af de to folks sprog (hvad skal ellers sådant til i en sådan bog?) er De uretfærdig. Søg omvendte eksempler ved siden af de givne, og drag ikke de givne over stregen; ti at fortolke samvittighed ved som at sam– betyder eller underforstår – Gud, det er over stregen. De skulde ellers som jeg være opdragen i det norske bonde-sprog, og, senere udelukkende uddannet i et annet, finne bonde-sproget igæn i målstrævernes bøger, og da have digter-trang i Deres sjæl; og De skulde som jeg føle en jamrende utilstrækkelighed i det danske sprog for en længtende sinds-dybde, et rystende eller barskt alvor, en voldsom følelses-vildhed og et naivt-friskt fjæld-sind.

Så er det dette med Oehlenschlæger. Jeg ælsker ham; men hans opsættelse af Nordens myter støder mig i den grad fra sig, at jeg må anstrænge mig for alene at holde den henrivende poetiske fremstilling fast. De vil ingen Nordmand finne, som ikke siger det samme. Hans betydning «for Norden», som der er talt så meget om, må af den grun også tages med varlighed. De kan måle hans betydning for Norge på Henr. Wergeland, som gik op, da Ø’s stjerne stod højest, og har ikke en klang, en tanke af Ø, som De ikke vil finne igæn i hele Norges literatur! (Et par efterdigtninger, som alt er bortfaldne, beviser intet.) Om forholdet i Sverige giver Lundgren så grundig oplysning, at jeg her skal forbigå det. (I parantes: at De kan synes om det søde, næsten platte billede på Balder hos Ø.?)

Ved siden af lidt for megen dansk selvfølelse i denne bog (og som jeg for Norges skyld beklager; ti herpå vil de tysk-påvirkede teologer og annet slags folk deroppe skære sig – og bogen altså atter her bærer en hindring med sig, der var unødig), kommer der en liden, skønt ganske liden smule af det, som støder stærkt hos Kierkegaard, allerede mindre hos Nielsen, og meget lidt, men dog! hos Dem, det er en genklang af københavneriets letfærdige sprog, anvendt på høje genstande. Jeg kænner hele lektien, at dette gjorde Kierkegaard forat gå in i deres forestillingskreds, han vilde vække; men forholdet er ikke valgt alene, det er født. Han var ikke fri for det, han kæm pede imod, og jeg har beundret den strænge, ubønhørlige måde, hvorpå De et par steder afviser ham i denne bog.

Der er i det hele en sådan brændende forståelse i den! Gud velsigne Dem for det alvor De tilfører en umådelig sag! Gud velsigne den intensitet, som gør Dem klar og os i angst og glæde agtpågivne! Det kan hænde, at jeg føler forfatteren, der tilstræber et rundt udtryk, et legende modsætnings-forhold, men i regelen føler jeg kun den grebne sjæl, som søger at gribe. Stilen er kysk; går den over grænsen, så gæller det i regelen Brandes! Jeg havde helst set, at også han i denne vakre bog var taget i kristelig kærlighed.

Ja, tak, kære ven! Og ænnu mere nu, da jeg har fåt friet mig for ankerne. Denne bog kommer jeg til at købe mange eksemplarer af og at forære til mange mænnesker. Den vil gøre godt! Tak ænnu engang.

Deres Bjørnstj. Bjørnson.


Til Fr. Jungersen.

Kære Jungersen, jeg er digter i kraft af det forhold jeg står i til mit folk, hvis udvikling jeg gør med. Deraf følger straks, at jeg selv fører en udvikling, og jeg er under denne modtagelig for alle invirkninger, som jeg føler er på fræmgangens vej. For Deres brev som Deres bog er jeg meget taknemmelig, og når engang det spørsmål, hvem Kristus var før, vil komme til at synes mig væsentligt, så har jeg her noget at ty til; for tiden er det mig bare teologi. Han er bleven min herre og frælser, og han skal engang dømme mig; i ham har jeg Gud, og når jeg selv vil og får nåde dertil, er han hos mig. Det annet, det gamle, hans forhold til profeterne (i Deres psykologiske sammenligning) o.s.v. er smukt, er sindrigt; men mig ingen hoved-sag.

Hvor der blir af den Hellige ånd, når det ikke kan være nok, at dåbs-pagten er fra Apostlerne, fatter jeg ikke. Og her må jeg sige: munds-ordet støder mig. Men den, som vil, kan tro det for mig.

Jeg synes om Dem, at De allerede er inde i en ny teologi, i bytte for den gamle, og har fåt ikke så lidt af teologernes dogme-raseri med tilsvarende ufordragelighed. Mod mig er De imidlertid overbærende.

Over Deres fremstilling af Tyskerne har jeg både lét og været vred! Det er det rette mærke på, at vi er voksne det store, som er åbenbaret iblant os, at det gør os selv stort-seende, og ikke skrumper os in i ænnu dybere adskillelse fra dem, som ikke synes os værdige, fordi de ikke blev det til del! Luther dømte annerledes om os i sin tid, da vi sad i mørke, mens han og hans sad i lys.

Det er vist rigtigt, hvad De siger om filosofiens udvikling i Tyskland, og jeg mener også, at ved siden af det mageløse: at have lært Tyskerne at tænke fremfor noget annet folk på jorden, har den ført mange og meget i ulykke. Men nu skal en Grundtvigianer fatte, at et folk er mere og annet æn det, som er åbenbaret i en enkelt retning af de lærdes ånd; alle måtte i alle fald tages med, og ænda var der noget tilbage, som, kan hænde, ikke var grebet. Handlingens ævne har Tyskerne beholdt, trods sin ufrugtbare filosofi. Deres store krige, deres dyrkede land, verdens første fabrik– og industri (efter Wienerudstillingen er vel derom næppe tvil), deres politiske partier i den store kamp, deres bevægede literatur, deres kunst, som i historiemaleriet, genre-maleriet, landskabs-maleriet, det ren komiske maleri, er verdens største (jeg har selv overbevist mig derom), forsåvidt som de i disse fag har værdens største mestere, – deres musik, som er verdens øverste, – – må overbevise værden om, at her er et handlingens folk, som ænnelig er vakt til dåd! – Jeg skulde tro, at her har De også svaret på, om Faust er Tysklands egentlige digt. Hvorfor satte Gud Schiller og Göthe samtidigt, hvis Göthe var uttømmende? Og hvorfor dette ene digt af Göthe? Jeg ved, Tyskerne fable om dette samme; men dette er da ikke den eneste frugt af en super filosofisk tilværelse, at der ænnu raver nogle natte-ranglere igæn fra den foregående dag. Den samme Göthe har også, fordi han dog med hele sin romanske dannelse var en Tysker, måttet skrive om hin ædle ridder med jern-armen og Hermann und Dorothea.

Men se nu på selve denne filosofi, eller på dens oversættelse i skønliteratur (Spielhagen o.s.v.), – se den i hele dens længselsglød, og sammenlign de tamme danske filosofer i teologisk skikkelse, Martensen, og dem alle intil R. Nielsen, – vidner det ikke for et folk større, at have taget sagen så til tvilens bund, æn at svømme hen på slige lette skuder, æstetisk byggede? – Hvad der herefter vil komme i Tyskland, synes mig at det er let at se og sige! – Om de vil tage fra os? lægger De til. Nej, et folk søger intet hos andre; det bringes dem. Ofte mod deres vilje! De kænner deres kirke-historie, så jeg behøver kun at pege på dette forhold.

Men noget snevrere og armere ser jeg ikke i vor oplyste del af samtiden æn at sætte sig ned og sige: «ja, her er det; men, de ser det ikke; de er aldeles fortabte!» Således får vi opfatte forholdet: Tyskerne har tænkt og fåt; vi har tænkt og fåt; nu de, nu vi, stundom samtidig. Deres dyder, deres fejl er også vore, om og udviklede under andre vilkår og derfor ofte til at tage fejl af for dem, som selv har dem! Men hvordan det æn er, i samtiden har de vist os umådelige tjenester, nu sist den at lade jærn-porten falde ned mellem Gallien og os, mellem vor fristelse og os, havde jeg nær sagt. Lad os ile og gøre gengæld; ti vi har samtidig, stående på gammelt fra dem, også gjort noget til udvikling af vort, som skal komme dem stort tilgode! –

Jeg mener, at nu begynner ænnelig en stor-germannisk kulturgærning! De mener, nu begynner opløsningen! De tager eksemplet fra Makedonerne, fordi Tyskerne, i én forstand såre rigtig har brugt dette billede, hvormed forresten De ingen ret har vunnet til at fordreje det og bagvaske dem med det. Eller hvad kaller De dette: at sammenligne Grækenlands mangel på samlingstrang (Grækenland kom aldrig længer æn til kommunen; staten er først et romersk begreb) med Tysklands store Folke-trang til samling (Tyskerne i Østerig, blant hvilke jeg nu sist levede, byttede hvad dag det skulde være hele Østerrigs-eksistensen væk mod at være med i Tyskland!), at sammenligne Grækenland, som aldrig havde været samlet, med Tyskland, som havde været det i sin største tid, – at sammenligne disse to stik modsatte forudsætninger og få af dem, det samme resultat, – det er i sig selv urigtigt, og da resultatet er en fordømmelsens spådom over Tyskerne, vort broder-folk, heller ikke fundet. Den, som gør vold på logik for at få noget godt ud, er nemlig i en annen og bedre stilling æn Deres.

Og så kaller De den nuværende kamp mod katolicismen en religions-krig!!! At der bag ligger kamp mellem de to livs-anskuelser, stats-begreber m.m., som de to religiøse anskuelser uvilkårlig har affødt nægter jeg ikke, skønt den tid, at dette rigtig ses, ænnu ikke er kommet. Men religionen som sådan har intet dermed at bestille: at den katolske kirke ikke længer får tilladelse til at konspirere mod vedkommende statsøvrighed og love. Jeg er ikke af de dumrianer, som tro, at Bismarck kæmper for friheden imod dem; men ganske vist er virkningen denne, om hans tanke alene er den despotiske stats-tanke. Lisom Grundtvigianerne vægre sig for at træde ud i fri-kirke med de andre, før disse ved, hvad en menighed er o.s.v., således må katolikerne først lære, hvad en stat er, hvad, som Bismarck siger, et folk er, som vi siger, før de kan blive en fri kirke i en fri stat; men da er der visselig heller intet i vejen! Overgangs-leddene må imidlertid ikke springes over, ti det vilde ganske sikert være opløsning. – Denne kamp er i den grad ufarlig for Tysklands samling, at den alene fræmskynder Tysklands fuldstændige folkefrihed. Fra Bismarcks side har den alt virket, at menigheden har fåt mere at sige og er blevet mere frigjort, fremdeles at skolen er frataget kirken. Fra katolikernes side har den allerede virket, at de må slå sig på små-folkenes side, da de andre ikke holder med dem, – og dette betyder arbejde for små-folkenes rettigheder!

I det hele: nu, da pavens verdslige magt er knækket, hans naturlige forbund som verdslig despot med alle fyrster, ødelagt, og kirkens private ejendomme under indragning efterhånden overalt, må kirken igæn optage sin middelalderlige stilling: blive de undertryktes tilflugt og trøst, lighedens forkynder mod alle magthavere, majoriteternes og rigdommens og fyrsternes. Katolicismens nuværende kamp for sin verdslige magt er bare en forbittret håbløshed. Snart vil en ny pave tage stillingen som den er, ænten det nu bliver den næste eller den næst-næste. Lærer katolikerne da samtidig, at de må være tro mod sine folk som mod sine bisper, og alene på denne vej gror friheden for dem som kirke-samfund, så vil meget ændre sig.

Om Slesvig har jeg lært, at dets generobring beror på os, og på ingen andre! Ligesom den enkelte Tysker jeg taler med straks er villig til at gøre inrømmelser, når jeg forsikrer ham om, at vor fræmtid går med dem, og med ingen andre, således gæller det for os at få det tyske folk til at skønne det samme. Men så må andre tale æn Deres national-liberale blade, og der må skrives annerledes æn af Dem i Deres siste bog. Ti der har også De skrevet mod Slesvigs generobring. – Lev vel, kære ven, tag nu godt op, hvad jeg skriver; ti husk, at jeg har fåt grå hår på denne sag og et sår i mit hjærte, som vel aldrig helbredes.

Deres B. B.


Til Andreas Linde.

Hr. conferentsråd Linde!

Som svar på Deres skrivelse af 26. nov. til min højtærede væn og forlægger tillader jeg mig at give følgende:

Jeg får betaling på de tyske stats-teatre som original tysk forfatter. Man spør der kun æfter, om stykket er godt, er en virkelig nyhed og på ingen annen måde tilgængeligt. Man har der intet hinderligt regulativ.

Hvad jeg opnår i Tyskland kan jeg altså ikke opnå i Danmark.

Og at bortdemonstrere mig fra at nyde godt af regulativet af 23. juli 56 dermed, at stykket «ikke er dansk», er dog så sin sag, når en litterat kan rætte forskællen på 3 – tre – timer. Ti dette er faktisk forholdet.

Jeg skulde derfor henstille sagen til ny overvejelse.

Sekundært går jeg in på det foreslagne betalings-vilkår, dog således, at stykket, hvis det går 20 ganger, atter giver 500 Rd., ligeså, hvis det går 40 ganger.

Jeg mener ikke, at mit stykke gør dette; men principet bør være der, dette næmlig, at et stykke, som gør virkelig lykke, må kunne inbringe sin digter 1000 Spd. – ved et så stort institut som det kgl. danske teater.

Hr. justitsråd Berner har været så god at opgive Dem rolle-besætningen i tilfælle at stykket går.

Fru Hejberg, som er her, vilde vist have sendt en hilsen med til hr. conferentsråden, havde hun vidst, at jeg skrev. Men jeg iler med at skrive i det samme jeg får Deres brev til gænnemlæsning; jeg ved, at her iles.

Forkortelsen af advokat Berents rolle må man ænnelig foretage med stor forsigtighed, da denne rolle nætop skal give et nøjagtigt intryk af sejg nøjagtighed, og en vis langtrukken foredrags-metode fra forfatterens side kan alene fræmbringe dette intryk.

Unskyl skriften; jeg har ondt i hånden i dag og kan derfor ikke skrive større og tydeligere; jeg må lade pænnen «drage» som det heder.

I ærbødighed Bjørnst. Bjørnson.

Hr. Hegel er bemyndiget til at afslutte kontrakt og hæve pænger. –

Dansk Folketidende 24. Juli 1874.

OPSANG FOR FRIHEDS-FOLKET I NORDEN

Foragtet af de store, men elsket af de smaa, –
sig, er det ikke Vejen, som det nye maa gaa?
Forraadt af dem, som Vagt burde være, just af dem, –
sig, er det ikke saadan, at en Sandhed staar fræm?
For Folke-Styre,
staa fræm, staa fræm,
for Kirke, for Skole,
for Frihed!
Forløs, hvad som venter
i Vinter-Taage,
i Vane-Dvale, –
det venter paa dig!
Staa fræm, staa fræm!

Begynder som en Susen i Kornet Sommer-Dag
og vokser til en Brusen gjennem Skovenes Tag, –
indtil at Havet bærer med Torden-Røst den hen,
da intet, intet høres uden den, uden den!

I Goter-Folkets Kampe den nordre Fløj vi tog;
vort Fane-Tag er: Folke-Liv i Frihed og Tro.
Den Gud, som gav os Landet og Sproget og gav alt,
Han findes i den Gjerning, hvortil Folket blev kaldt!

Den er det, vi vil løfte, vi mange og vi smaa,
i frygtløs Kamp mod alle, som ej ville forstaa. –
Begyndte som en Susen i Kornet Sommer-Dag
og gaar nu alt som Brusen gjennem Skovenes Tag.

Det vokse vil til Storm, førend nogen det veed af,
med Torden i sin Stemme over endeløst Hav.
Et Folk, som føler Kaldet, er Jordens største Kraft,
for den maa Alting falde, det staa højt eller lavt.
For Folke-Styre,
staa fræm, staa fræm,
for Kirke, for Skole,
for Frihed!
Forløs, hvad som venter
i Vinter-Taage,
i Vane-Dvale, –
det venter paa dig!
Staa fræm, staa fræm!

Bjørnstjerne Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.