Familien paa Gilje

av Jonas Lie

IV.

Aaret havde dreiet sig; – det var efter Jul saa langt fremme som midt i Februar.

Kapteinen sad om Aftenen med to Lys i Blikblakkerten og røg Tobak og læste i «Hermoder». Ved den anden Ende af Bordet nyttedes Lyset af Jørgen, som læste sine Lekser; han maatte tøire sine fastsatte Timer ud, enten han kunde dem eller ikke.

De rimede Ruder skinnede næsten marmorhvide af Maanen; den lagde et helt blegt Vindu hen paa Dørfyldingen i den nedre oplyste Ende af Dagligstuen.

Jovist var det Bjelder! . . .

Jørgen reiste sit gule, stridhaarede Hoved fra Bogen. Det var anden Gang, han nu hørte dem langt borte i Bakkerne; men han vovede som Haakon Adelstensfostres Vagtmænd ved Varderne, dem han netop læste om, ikke at springe op fra Læsningen og gjøre Melding, før han var sikker.

«Jeg synes, det er Bjelder i Veien,» ymtede han, «langt henne.»

«Sniksnak, – pas din Lekse!»

Men uagtet han lod, som han var dybt indsunken i Hermoders æsthetiske Dyb, sad nu ogsaa Kapteinen med Ørene optagne . . .

«Landhandlerbjelden . . . den er saa dump og lav,» kom Jørgen igjen.

«Forstyrrer Du mig en Gang til, Jørgen, saa skal Du faa høre Bjelden om Ørene dine.»

Landhandler Øjseth var den sidste, Kapteinen kunde falde paa at ønske tilgaards. Han laa og skrev og skrev efter disse lumpne tredive Dalerne sine, som om han troede, han skulde forlise dem . . .

«Hm, hm,» han kræmtede noget rød i Ansigtet og læste videre, bestemt paa ikke at ville se Manden, før han stod i Stuen.

Bjelden stansede virkelig udenfor.

«Hm, hm!» . . .

Der gik et Ryk i Jørgen.

«Rører Du Dig af Pletten, Gut, saa slaar jeg Arme og Ben istykker paa Dig!» raste Kapteinen nu kobberrød. «Sid, – sid stille og læs.»

Han agtede ogsaa selv at sidde stille. Den Kjeltring af en Landhandler, han skulde selv faa binde Hesten sin i Dørtrappen og hjælpe sig, som han kunde!

«Jeg hører det snakker . . . Stor-Ola» . . .

«Tier Du!» sagde Kapteinen med en morderisk dyb Bas og et Par Øine hen paa sin Søn, som han kunde æde ham.

«Ja men Far, det er jo» –

Et Tag i hans Lug og et Ørefigen sendte ham hen over Gulvet.

. . . «Doktoren!» brølte Jørgen.

Sannheden af hans Martyrium stadfæstede sig i selvsamme Øieblik, idet Korpslægens lave, firkantede Skikkelse aabenbarede sig i Døren.

Peltsen var alt opknappet og Snippen af det lange Skjærf slæbte i Dørstokken efter ham. Han holdt sit Uhr ud:

«Hvad er Klokken?»

«Naa saa den Formaledidede partere og dividere din forlængst til Afgrunden overmodne Krop og Sjæl, er det ikke Dig, Rist!»

«Hvad er Klokken, siger jeg, – se!» . . .

«Og det gaar jeg her og juler Jørgen for . . . Naa, naa Gut! Du skal slippe Leksen og kan be’ om Sirup paa Grøden din ikvæld. Ud til Ma og sig, at Rist er her.»

Kapteinen aabnede Kjøkkendøren: «Hei Marit! . . . Siri! – en Jente ind at trække Støvlerne af Doktoren. Der sidder vel alle Bygdens Sygdomme i Klæderne dine» . . .

«Hvad er Klokken, siger jeg, – kan Du se!»

«Fem Minuter over halv syv.»

«Det er tre Mil kjørt paa to Timer og ét Kvarter det, til Vitterlighed! – fra Jølstad og hid med min borkede» . . .

Doktoren havde faat Peltsen af. Den korte, kraftigbyggede Mand med det brede Ansigt og det rødgraa Kindskjæg stod der i Skindhuen nedsunken i et Par lange Reisestøvler:

«Nei, nei!» ivrede han til Jenten, som greb efter dem for at trække dem af ham. «Aa hør, Jæger! vil Du være med ud og kjende paa Borkens ene Bagben, om det er Galler? den begyndte at trippe lidt herborte i Bakken, syntes jeg, og halte.»

«Har vel strøget sig!» . . . Kapteinen snappede ligesaa ivrig Huen fra Klaveret og fulgte.

Udenfor ved Slæden stod de saa tyndklædte i Sprængkulden og følte nedover Hasen og løftede paa Borkens venstre Bagben. De fulgte til yderligere Undersøgelse med hen i Stalden.

Da de kom ud, var der fuld, vild Disput.

«Jeg siger, Du ligesaa godt kunde sagt, den havde Snive i Bagbenene. Skjønner Du Dig ikke bedre paa at kurere Mennesker end paa Hester, gi’r jeg ikke fire Skilling for hele Doktoreksamen din.»

. . . «Den Brunen din, Du Jæger, – det var et forunderligt Foder den ta’r. Den nøier sig nu vel ikke bare med Krybbefliser?» plirede Korpslægen lunt ærtende.

«Hvad? – saa Du det, din . . . Rakker!»

«Hørte det . . . hørte det, – den gnog jo som en Sag der i Krybben. Han har snydt Dig ugudelig, den Filtvedten, Du!»

«Aa – aa, om et Aar har den Høiden til Jægerhest! . . . Men det skal jeg medgi’, det var en god Handel, da Du fik Borken for fem og seksti.»

«Seksti og Kjøbeskaalen, ikke en Døit mere, men jeg sælger den ikke, om Du saa bød mig hundrede paa Flekken!»

Inde i Stuen ventede Ma.

Det var nu Aslak i Vælta, som havde kløvet Foden sin i Torsdags ved Tømmerhugsten, – Ma havde forbundet ham; – og saa Anders Husmand, som laa i Lungebetændelse. Kirkesangeren havde været der og aareladt ham; seks Børn deroppe i Stuen . . . ikke godt, om han faldt fra.

«Vi faar lægge ham en god spansk Flue i Ryggen, og blir han ikke bedre, saa en dygtig Aareladning til.»

«Han holdt paa at besvime sidst,» indvendte Ma noget betænkelig.

«Tap væk, tap væk! – det er Blodet, som skal fra Brystet, ellers gjør Betændelsen Ende paa ham. Jeg skal hen og se paa ham imorgentidlig.

. . . og for Theas Hals Kamferolie og en Uldklud og tilsengs at svede – og en god Ske Ricinus ind i Aften. – Med Kamferen kan I ogsaa gnide den gamle Lægdekjærringen om Livet, naar hun klager sig for hardt. I skal faa mere af den» . . .

– Efter Aftensbordet sad Husets gamle Ven med sin Pibe og sit Punscheglas i det ene Hjørne af Sofaen og Kapteinen i det andet. Det røde Drag over Korpslægens Næse og Kinder var ikke udelukkende at tilskrive Overgangen fra Kulden til den lune Varme i Stuen. Han havde Ord paa sig for temmelig hyppig at trøste sin Ungkarleensomhed med det stærke.

De havde snakket sig træt om Heste og Fjorserindringer fra Moen og var nu kommet til de mere indre Anliggender . . .

«Her blaaser Efterretninger, ser Du, baade fra Byen og Vestlandet. Gamle Tante Alette skrev før Jul, at Stiftamtmandinden nok har faat den, hun faar kjøre med baade Trindse og Stang.»

«Tænkte jeg det ikke», bed Korpslægen i Mundstykket, «det første, det gjælder i Manegen, det er at studere Dyrets Natur! – og Inger-Johannas, den er at steile; hun maa tages med det gode.»

– «og at Svogerske aldrig havde tænkt, at saa meget medfødt Stof kunde vokse op paa vilde Landsbygden.»

Kapteinen begyndte at dampe utaalmodigt . . . Ma maatte dog engang faa sat ind Maden og blive færdig derude, saa han kunde faa frem Døttrenes Breve.

«Du kan tro, det er en egen Pelikan, den gamle Sorenskriveren dernede i Ryfylke! – kommanderer og brøler . . . holder dem nok varme baade paa Kontoret og i Stuen. Undres paa, om han nogengang søger sig væk, jeg; for det gaar han og truer med, hvergang han ser et Embede ledigt, skriver Thinka . . .

Lad os faa Brevene, Ma, – og Brillerne mine!» udbrød han, da hun kom ind.

«Først det fra November, saa skal Du høre om din Guddatters Indtrædelse hos Stiftamtmandens, Rist!»

Han summede hen over endel af Begyndelsen og læste saa:

. . . «Da Stor-Ola leverede Tøiet ind af Gadedøren, havde jeg mest Lyst til at sætte mig i Karjolen og kjøre de tre Dage hjemover igjen; men saa tænkte jeg med ét: Bedst at marschere lige paa, som Fader siger. Jeg forbi Tjeneren og ind af Entrédøren. Der var saa lyst, og der hang saameget Overtøi og Hatte og Huer om paa Knaggene, og et Par Gange fløi et Par Tjenestejomfruer med Brætte og Thekopper igjennem uden at bryde sig det ringeste om mig. Men jeg tænkte, at den, som var kommet midt op i det, det var nok Eders elskede Datter! Reisetøiet af mig i en Ruf; – jeg bankede paa én Gang, to Gange, tre Gange, jeg vidste næsten ikke af mig, og saa vred jeg Grebet sagte op. Tak, der var ingen! Nok en Dør med Forhæng, som jeg blot behøvede at skyde lidt tilside og saa var jeg lige bardus midt i det. Ja, hvordan skal jeg fortælle det. Det var i Hjørneværelset, jeg kom ind; der er bare Mahogni Møbler og Lænestole med Stopning og Billeder i forgyldte Rammer over Sofaen; men i mørke Rammer ellers. Men alt det saa ikke jeg en Døit af da, for jeg syntes i Førstningen, der var næsten mørkt. Jo deilig var der mørkt! Der var bare Skjærm over den store Astrallampe paa Bordet, og hverken mere eller mindre end helt Selskab! Derinde i Hulen sad Fruerne i Hjørnesofaen og mange andre og drak The.

Jeg stod der midt paa Gulvet, og den rødbrune Værkens trode jeg saavist kunde forsvare sig.

Tante Zittow! fik jeg frem.

Hvem er det? . . . Hvad? . . . Vel aldrig min kjære Inger-Johanna? – Min Mands Søsterdatter! sagde det henne fra Bordet . . . Du kommer jo som en vild Fjeldrose, Barn, endnu med Regnen i Ansigtet, – og ganske kold! – hun kjendte paa mig. Men jeg saa godt, hun tog Øie paa min Kjole. Du skal se, den er for lang i Livet, – tænkte jeg; det sagde jeg nu hjemme ogsaa. Men saa glemte jeg hele Kjolen, for det var jo Tante, og hun omfavnede mig og sagde: Vær hjertelig Velkommen, mit kjære Barn! Nu tænker jeg, en Kop god varm The skal gjøre hende godt, Jomfru Jørgensen, – og vil De saa bede Mina gjøre istand til hende ovenpaa. Og saa satte hun mig hen i en blød Pudestol ved Væggen.

Der sad jeg da i Halvmørket med en Thekop i Fanget og Kavringer, – hvordan jeg fik det, husker jeg ikke, – og tænkte, er det mig eller ikke mig, dette her?

Det var i Førstningen slet ikke godt at se dem, der sad omkring i de bløde stoppede Stole. Det, jeg saa allernærmest ved mig, var et Stykke af en Fod med Sporer og en bred, rød Rand langs Siden, som vuggede op og ned hele Tiden. Af og til dukkede et Hoved med en fin Kniplingskappe frem i Lyset for at sætte en Kop bort eller forsyne sig. Lampeskjærmen gjorde akkurat en rund Ring i Værelset, ikke en halv Alen udenfor Bordet.

Aa, hvor der var lunt og fint!

I Lyset under Skjærmen af Astrallampen sad Tante bøiet over en liden sort Indretning med en Negerfigur paa og tændte Røgelsetopper; hendes Haar gjorde paa begge Sider saadan streng graalig Bukkel ned i Panden.

Themaskinen stod og susede skinnende blank over de hyggelige blaa Kopper af det gamle Kjøbenhavnerporcellæn, som Moder har de fire Par af staaende i Skabet fra Bedstemor. Jeg maatte hele Tiden se til Siden hen paa Tantes Ansigt med de store Ørenringe mellem Kniplingerne. Jeg syntes, den gammeldags Themaskine, der er som en Vase eller Urne, lignede hende saa med den fornemme, stramme Runding om Hagen! Det var, som de hørte sammen fra, – ja jeg véd ikke fra hvad Tid, det kan jo ikke være fra Skabelsen af. Og naar saa Samtalen imellem stansede, og der blev stille, som der ikke skulde være et Menneske, pustede og snorklede Maskinen ligesom med Tantes fine danske Snur paa R’et: arvet! arvet! – og derimellem putrede den Zittow, v. Zittow . . . Det var det, Du fortalte Moder, om den danske Zittow, som var Diplomat i Brüssel, der surrede i mig.»

«Den Ungen, – hun har det i Blodet» . . . knæggede Korpslægen.

«Men det lod sandelig ikke til, at Tante mente, det havde nogen Hast med at se Onkel. Og da saa Tante sendte Jomfru Jørgensen med The ind i næste Værelse, hvor de spillede Kort, spurgte jeg med et, om jeg ikke kunde faa Lov til at følge med?

Hjertens gjerne, mit Barn, det var Synd at friste din Taalmodighed længere. – Og saa, Jomfru Jørgensen, bringer De vor lille reisende op paa sit Værelse og sørger for, at hun faar noget at spise og kommer tilsengs. Men jeg saa godt, at hun i det samme drog Lampeskjærmen ned paa den Kant, jeg skulde gaa; det kom jeg til at tænke paa bagefter.

Hvad? hvad, hvad? sagde Onkel; Du skulde set ham se paa mig. Han lignede saa Dig over Panden og Øinene, Moder, at jeg slog Armen om Halsen paa ham.

Han holdt mig ud for sig med udstrakte Arme. Mener jeg ikke, det er selve Tante Eleonore op ad Dage! Naa, naa, indbild Dig nu ikke, Du er en saadan Skjønhed.

Det var Modtagelsen!

Lidt efter laa jeg i Seng paa mit nydelige lille blaa Værelse med Gardiner med lange Frynser. Der var Røgelse paa Ovnen, og Jomfru Jørgensen, tænk, hun kaldte mig Frøken! næsten klædte mig af og puttede mig ned i alle de bløde Dyner.

Der laa jeg og tænkte paa det altsammen og blev hedere og hedere i Hoved og Ansigt, til jeg tilslut syntes, jeg dumpede i Karjolen med Svarten og Ola.»

– «Ja, Karjolen kom tom hjem igjen den!» sagde Kapteinen med et Suk . . .

«Pas paa Du, om Du ikke faar hende til Gilje igjen i Vogn!» mente Doktoren.

«Hun var saa vakker, Du Rist,» udbrød Kapteinen halv rørt . . . «Jeg synes, jeg ser hende staa der midt paa Gulvet hos Svoger med det svære svarte Haaret opsat i Nakken. Fra hun fo’r her med de tre lange Fletterne paa Ryggen var det, som hun blev en Svane med én Gang, da hun kom i de voksne Klæderne . . . Du husker hende paa Konfirmationsdagen, Rist!»

«Men kjære Jæger,» søgte Ma at dæmpe paa.

Kapteinen brættede varsomt ud Sammenlægningen paa nok et stort, tæt beskrevet Postpapirsbrev.

«Og nu skal Du høre; dette er af 23de Januar.»

«De Penge, som jeg fik med mig» –

«Naa, naa» . . .

«Regningen fra Larsen for – «»

«Du kan vist hoppe helt over paa den anden Side,» bemærkede Ma med et vist Eftertryk.

«Naa ja! hm, hm. – bare Ligegyldigheder . . . her er det» . . .

. . . «Nei, at ikke Fader, og Du ogsaa Moder, kan se mine to nye Kjoler! Tante er ubegribelig snil. Det er umuligt andet end at gaa smukt i den Slags Sko; og det siger Tante, jeg gjør; det er, som en altid kjender et Dansegulv under sig. Og igaar gav Tante mig et Par lakerede Halvgaloscher med Spænder over Ankelen. Har I hørt sligt! Ja, jeg kyssede hende ogsaa for det; hun fik nu dengang sige, hvad hun vilde. For I maa vide, at den første Leveregel, siger hun, for en Dame, det er en vis sikker, tilbageholdende Ro, som saa godt for det gjerne kan være hjertelig, jeg har den af Naturen, siger Tante, og skal blot uddanne den. Pianoforte skal jeg lære og gjennemgaa et ordentligt Kursus i Dans.

Tante er saa uhyre snil mod mig; men, det er bare saa, at naar hun vil have Vinduerne igjen, saa vil jeg have dem op. Jeg mener naturligvis ikke nede i Stuen, hvor de har klistret sig inde med dobbelte Ruder, men bare oppe paa mit eget Værelse. Tænk, først dobbelte Vinduer og saa en Pakning med Gardiner, og saa alle Husene, som staar lige ind paa os tvert over Gaden; det er ikke til at puste i, og det skal rigtig hjælpe noget, at de lufter med de øverste Vinduer to Gange om Dagen.

Tante siger, at jeg nok vænner mig til Luften i Byen. Men jeg véd ikke, hvordan jeg skal det, naar jeg aldrig faar kjende den, ikke en eneste Gang har jeg havt Neglespræt i hele Vinter. Vi kjører ud en liden Tur om Formiddagen, og saa gaar jeg med Tante i Butiker om Eftermiddagen, det er det hele. Og I kan tro, det er anderledes at gaa ud her end hjemme. Bare jeg kom til at springe over en liden opmaaget Sneskavl for at komme snarere ud i Slæden, sagde Tante, at enhver øieblikkelig kunde se Manerer fra min Naturtilstand, som hun allid siger. For alt det, jeg rører mig, kunde jeg gjerne have Lænker mellem begge Benene som Slaverne, vi ser om Dagene paa Fæstningen.

Og nu vil Tante ogsaa, at jeg ikke skal gaa barbenet paa Gulvet i Soveværelset! Ja, I skulde set hendes Forfærdelse, da jeg fortalte hende om, hvorledes Thinka og jeg i Isløsningen ivaar vadede Kværnbækken for at slippe Omveien nedenom Broen. Jeg fik hende tilsidst til at le med mig. Men jeg tror vist, de er til mig de Par nydelige Tøfler, som stak ud af en Pakke idag, med Svanedun om. Ser I, det er nu alligevel ind i dem, min søde lille Villie skal puttes!»

«Ser ud for sig itide, om de vil kaste Grimen over Hovedet paa hende!» mumlede Korpslægen.

Ma sukkede dybt:

«Saadanne søde smaa Villier vil saa gjerne vokse sig store, og» – nok et Suk, – «Fruentimmer kommer ikke frem i Verden med det.»

Doktoren funderede ned i Glasset:

«En af Kvindens Ynder er jo Bøielighed; – men ellers heder det jo i Visen «stolt Jomfru!» Der er noget ligt en Modsigelse i det» . . .

«Aa Far! del dem i to Pelotoner, det er mest de stygge, som faar være bøielige,» humrede Kapteinen.

«Skjønheden staar nu ikke saa længe, og saa er det bedst at tænke paa de Aar, da en skal være føielig,» bemærkede Ma ned i Strikketøiet.

«Med Fransken gaar det i en Fei;» fortsatte Kapteinen Brevet, «jeg er alt færdig med den før Frokosten, og Tante er saa fornøiet med min Udtale. Men saa kommer Pianoet fra ni til elleve, huf bare Øvelser! og saa tager Tante imod Visiter.

Og gjæt saa, hvem der kom ind iforgaars? Ingen anden end Student Grip! Det var, som jeg skulde kjendt ham rigtig perle godt og ligt ham endnu bedre, saa glad blev jeg ved endelig at se nogen, som vidste om os hjemme. Men tænk! jeg er aldeles ikke vis paa, om han ikke forsøgte sig i at hovmesterere Tante; og saa havde han den Dristighed at se paa mig, som jeg skulde være enig med ham. Tante har hjulpet ham til en Post paa Onkels Kontor, fordi hun hørte, han havde faaet saadan udmærket Eksamen og var saa begavet, men næsten ingenting havde hjemmefra til at studere for.»

«Jeg vaagede mine tre Daler paa ham . . . men hvordan den Fyren kunde bjerge sig slig til Artium, gaar over min Forstand!» udstødte Kapteinen.

«Men dem betalte han jo rigtig igjen, Jæger, – med Porto og alting.»

Kapteinen holdt Brevet op til Lyset igjen.

. . . «Og saa mente Tante, han kunde have godt af lidt Afslibning i sit Væsen, og tilholdt ham at komme til hendes Fjortendagssoiréer, hun ser saa gjerne Ungdom om sig; men det lod han Tante mærke, at han ansaa for en Befaling og Tvang. Og nu kom han nok for at gjøre etslags Undskyldning. Men det var en Passiar!

Naa, saa ser vi Dem igjen en og anden af vore Torsdagsaftener? sagde Tante.

Stiftamtmandinden erindrer vist Anledningen til, at jeg blev borte. Det var mine uopdragne Indsigelser mod de syv enige Thekopper, der gi’r Høiesteretsdom i Deres berømte smaa Theaftener.

Se, se, se, lo Tante. Tager jeg vel feil, naar jeg siger, at De igrunden er anlagt for det selskabelige; der er netop Brug for alle ens bedste Sider.

Alle ens glatteste, mener Stiftamtmandinden!

Naa, naa, intet Tilbagefald, Hr. Grip, om jeg tør bede!

Jeg gjorde mit bedste, Stiftamtmandinde; for jeg mente rigtignok alle ens løgnagtigste.

Nu er De i Modsigelseshjørnet igjen; og da forplumrer man sig saa let, véd De.

Jeg mener blot, at naar man tier med en Indvending, lyver man.

Da offrer man til den gode Tone, uden den bestaar intet selskabeligt Samkvem.

Ja, hvad offrer man? Sandheden!

Maaske rigtigere lidt af sin Forfængelighed, en Anledning til at udstille en eller anden glimrende Evne; det frister unge Mænd i høi Grad, tror jeg.

Mulig, ikke umulig ialfald, trak han ud.

Ser De? Men saa sagde Tante, for hun slipper aldrig sit: En Smule gode Manerer er ikke afveien; og naar jeg ser en flink Student staa og konversere med Hænderne i Lommen eller ride bagover paa Stolen, saa, hvad enten vedkommende tager mig min moderlige Oprigtighed ilde op eller ikke, prøver jeg altid med et lidet Vink at rette paa det Hul i hans Opdragelse.

I skulde set ham! Haanden ud af Lommen, og med ét sad han der rettet foran hende som et Lys.

Var alle som Stiftamtmandinden, vilde jeg anbefale at gaa i Visiter, sagde han, for De er en ærlig Kone!

Kone? man siger Frue!

Jeg mener en ærlig Stiftamtmandinde; jeg siger forresten sletikke en godmodig! og saa rystede han den store, brune Luggen frem over Panden.

Noget Portræt af Eder behøver jeg ikke at ønske mig, for jeg ligger og tænker om Aftenerne, at jeg er hjemme. Jeg ser saa grant Fader gaa og fløite paa Gulvet og saa fare op Kontortrappen, og jeg lugger Dig, Jørgen! og dukker Hovedet hans ned i Geografien, saa jeg faar ham efter mig, og vi render rundt, Dør ud og Dør ind, op og ned i Huset. Ja, for jeg længes gruelig imellem. Men det tør jeg ikke lade Tante mærke; det vilde være utaknemmeligt. Hun tror nu ikke, at Mennesker kan være til andetsteds end i Byen.

Og saa er det jo en hel Del, som jeg har maattet slaa en stor Streg over, fordi jeg sletikke skjønner det. Tænk Moder, det er nok til Nød tilladt, siger Tante, at komme med, at vi har Kjøer hjemme; men jeg maa ikke understaa mig at sige, at nogen af dem har kalvet! jeg gad vide, hvordan de mener, vi faar nye Kjøer, naar vi slagter de gamle til Jul?»

Her satte Kapteinen i med nogle Grynt. Men i Ma’s Mine kom et Udtryk af Bekymring, og hun udstødte beklemt:

«Det kommer af, at vi desværre ikke har kunnet holde Børnene tilstrækkelig ude fra Baarstuen og fra alt det, de faar høre af Folkene.»

«Ser De, Frue,» forklarede Korpslægen, «inde i Byen der er det saa anstændigt, knapt saavidt, at en Høne tør værpe. Det er bare Produktet af Landsens Bestræbelser, de vil vilde af, skal jeg sige Dem!»

«Ja,» satte Kapteinen i, «det er nok ikke raadeligt for en stakkars Hoppe at være saa ubeskeden at faa et Føl der» . . .

Fruen kræmtede svagt og gjorde sig et Ærind hen til Sybordet . . .

– – Ma var alt for en Times Tid siden gaat op; Klokken lakkede mod tolv.

Kapteinen og Korpslægen sad nu noget matte over Slumpen af Muggen, lidt lig de udgaaende Talglys, der stod med forsømte Tander temmelig nedbrændte og dryppende i Stagerne.

«Behold Borken din, Rist! Lid paa mig . . . Den skal staa tidlig op, som ta’r mig paa en Hest, med min Erfaring, ser Du, – alle de Jægerheste, jeg har ta’t ud i mine Dage!» . . .

Korpslægen sad blot og plirede ned i Glasset.

«Du mener Krybbebideren!» tog Kapteinen hidsig op. «Men det gik til med de nederdrægtigste Kjeltringstreger, – rent ud Bedrageri, saa han kunde være trukket til Things for det. Men, som jeg siger Dig, behold Borken din!»

«Jeg er ble’t lidt lei af den, ser Du!»

«Se saa, se saa, – men det er din Feil og ikke Borkens det, Far! Du blir altid lei af de Dyr, Du har. Skulde Du tælle alle de Hester, Du har byttet til Dig, blev det en artig Stald.»

«De har skjæmt den ud for Tømmersokken, da den var Føl, han er skakkjørt, er han.»

«Py-t, ikke andet, det skulde jeg faa af den paa fjorten Dage med lidt Indkjøring.»

«Aa jeg er kjed af at sidde og trække og hale i den ene Tømmen for at faa den fra Grøftekanten, – uden det, skulde det Dyr aldrig i Evighed ud af min Haand! – Nei, havde det bare været, at den flisede lidt i Krybben» . . ..

Kapteinen fik et betænkt Udtryk; han lænede sig mod Sofaryggen og tog et Par dygtige Drag af Piben:

«Med Brunen min er det sletikke noget at snakke om, – lidt Gnav bare . . . med den ene Hjørnetanden.»

«Ja, Borken min viger ogsaa bare i den ene Veisiden.»

Atter et Par smeldende Pibedrag. Kapteinen skubbede sig i Parykken:

«Er der nogen, som kunde faa Ret paa den igjen, saa var det vel mig.»

Piben dampede tæt.

Doktoren begyndte over sit Sofahjørne at banke ud sin.

«Brunen min er ellers et mærkelig godlidende Dyr, – durer lidt paa Krybben nede i Stalden, – mindre Feil kan en Hest vanskelig ha’! Og saa aldeles let i Tømmen, kjender, om én bare rører ved den, saa delikat fin i Munden . . . en ren Kavaler at kjøre med i Landeveien!»

«Jo-o, – jo-o, har ikke noget imod det, – galant Dyr.»

«Du Rist, det var igrunden en Kjørehest for Dig det . . . staar saa lydig, bare en lægger Tømmen over Ryggen paa den.»

«Bytte bort Borken, mener Du?» grundede Doktoren i en tvilende Tone; – «har igrunden ikke tænkt paa det.» Han rystede paa Hovedet . . . «Skjønner bare ikke, hvorfor den er saa stiv i den ene Tømmen» . . .

«Nei Far; men det skjønner jeg, Du!»

«Bare Du ikke blir snydt paa den, Jæger . . . Handel er nu engang Handel, véd Du!»

«Jeg snydt? – haa, haa, haa!» Kapteinen lo overmodig og stille bevidst, saa han rystede . . . «Lad gaa, Gut! vi bytter.»

«Du gaar noget rask paa Tømmen, Jæger!»

«Altid min Natur, ser Du, . . . at faa Sagen klaret med engang, fort og friskt!

Og saa tar’ vi Kjøbskaalen,» raabte Kapteinen hidsig; han havde rusket sig Parykken paa skjeve og sprang op.

«Lad se, om Ma har noget Konjak inde i Skabet» . . .


Hvad kunde det være for en Nøkke, Hesten havde? . . .

Kapteinen var helt optaget af at kjøre ind Borken. Den vendte Hodet over til høire og ryggede op i Veikanten, saalangt den bare fik Lov til for Tømmen. Det var umuligt at faa nogen Grund i det!

Imorges havde han kjørt den ene Sælepinde af i Grindstolpen. Var den kanske skyggeræd? – det var en Idé! . . . og Kapteinen besluttede at prøve den i Maaneskinnet om Kvælden.

Da han efter Middagen kom ned i Stalden, saa han et underligt Syn.

Stor-Ola havde trukket Borken frem af Spiltouget og stod og hyttede med Næven mod Hestens Pande.

«Naa har jeg prøvet den paa al Vis, Kaptein, men ikke blinker den, om jeg saa drev den i Skallen med Bagen af Øksehammeren . . . rikker sig ikke!

Og se bare nu . . . hvor den rygger!» . . . Han løftede Haanden mod den anden Side af Hestens Hoved.

«Men paa det venstre Øie er den saa blind som en lukket Kjælderdør.»

Kapteinen stod en Stund uden at sige et Ord; Aaren svulmede blaa op i Panden, og Ansigtet blev rødt som Uniformskraven.

«Naa saa den» –

Han drev rasende Ola én under Øret. «Staar Du og truer Hesten, din Svinehund!» . . .

Da Stor-Ola gav Kvældforet, indfandt Kapteinen sig igjen i Stalden. Han tog Lygten og lyste hen paa Borken.

«Nytter ikke at kurere Dig for at gaa i Grøften . . . Se der, tag det Markstykke, Ola, saa har ialfald Du Fortjeneste paa den!»

Olas brede Ansigt lyste polisk op:

«Doktoren faar nu forsyne sig vel med Planker; for den, han fik, aad op tre totoms, mens vi havde den» . . .

«Du Ola!» nikkede Kapteinen, «det er ikke værdt at lade ham høre andet end, at den ser med begge Øinene hos mig.»

– Da Stor-Ola paa Vaarsiden i Isslasket kjørte Vedlæsset hjem fra Giljeteigen, maatte han vige op i Snekanten for Doktor Rist, som kom i Smalslæde fra Nordbygden.

«Driver med Borken, ser jeg? – Har Kapteinen faat Ret paa den? . . . Skjever vel lige hardt i Veisiden?»

«Nei var det likt! Kapteinen var nok den, som fik Raad med det; – han er ikke mere skakkjørt nu end jeg!»

«Kan tro det, din Løgnhals» . . . mumlede Doktoren, idet han smeldte paa Hesten og strøg videre.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.