Familien paa Gilje

av Jonas Lie

XIII.

Kompagnichefsgaarden stod der frisk rødmalet Sommeren udover oppe i Aasbrynet og saa udover Bygden; den var blevet som en hel Pryd.

Men Stor-Ola vidste nu ikke, hvordan det var . . . Siden den Malingen var Kaftein’ ligesom ikke lig sig. Det var vel ikke den rette Velsignelse med den.

Der kom han ud den ene Gang efter den anden og glemte, hvad han gik efter, saa han maatte vende igjen. Ikke et ondt Ord i hans Mund længere. Var det ligt, – ikke drev han til nogen. . . .

– Kapteinen var jo saa lidet tryg for Svimmelen iaar. Han gik med stadige Stansninger, og den, som altid maatte følge med ham paa hans forskjellige Ekskursioner udover Jorderne, staa, naar han stod, og gaa, naar han gik, var Inger-Johanna.

Det var som han likte at se sig stærk paa hendes ranke Skikkelse og derhos trængte til at forvisse sig om, at hun ikke gik og sørgede.

«Tror Du, hun vil ride eller kjøre, Du!» spurgte han Ma ude i Spisekammeret . . . «Hun staar der og planter om og tager op nede i Haven; hun er nu ikke vant til det, ser Du, Ma! . . . Jeg synes, hun gaar der saa alvorlig . . . Men kan Du skjønne, hvad der skal bli’ af hende? . . . Huh!» han pustede . . .

«Ja kan Du skjønne det?» . . . Han tog med Øsen af Vallestampen . . . «drikke brav Valle, det fortynder Blodet og forlænger Livet, siger Rist, – saa hun kan være Kapteinsdatter i det længste her paa Gilje! . . . Jeg har tænkt paa det, Ma! jeg reiser ikke nedover til Fogdens Geburtsdag paa Torsdag. Thinka kommer snart opover, og . . .

Aah, det er godt, naar én er tørst!»

Paa den samme nævnte Torsdag gik Kapteinen om mere end almindelig taus og ordknap. Ikke en Stavelse ved Middagsbordet fra han satte sig, til han reiste sig igjen og grættent, tungt stabbede op Trappen for at tage sig en Middagslur, som den nu skulde være, siddende og blot et Øieblik.

Ikke vidste han, enten han havde lukket Øinene eller ei; – det samme kunde det være ogsaa!

Han drev ud af Kontordøren . . .

«Tænker nok, de snakker nu mellem sig Scharfenberg og de andre . . . Akkurat saa morsomt som at løbe Spidsrod hele Bygden igjennem at reise dernedover.» . . .

Han stod hensunken foran det store Klædesskab ude paa Gangen, da Inger-Johanna kom didop.

«Vil Du se noget,» sagde han –

«Skaftestøvlerne dine, fra Du var liden.» . . .

Hun likte ikke at gaa i Husholdningen, men udviklede en stor Driftighed i det udvendige. Foreløbig skulde nu Haven udvides, Sengene være maalte og opspadede og Gjerdet sat, til Thinka kom derop i Besøg.

Hun stod der med Straahatten nede i Haven fra tidlig om Morgenen. Der var saadan Fred i at faa arbeide i den friske Luft og slippe at sidde inde over Sømmen og tænke.

– Kapteinen gik og kviede sig for Eksercitien.

Ma havde flere Gange foreslaaet at hente Rist; men nu besluttede hun og Inger-Johanna i Samraad at gjøre Alvor af det.

Der fulgte altid saadan Beroligelse med ham, naar han kom:

Javist skulde han paa Moen! – lidt Springmarsch daglig i Række og Geled tog Fedtet saa prægtig væk og satte Blodet i Orden rundt, som det skulde gaa . . . «Aldrig har Du endnu snakket om Svimmel, naar Du var paa Pladsen, Jæger! – Det er just den rette Kur, om der skal blive Tale om et Glas Punsch igjen paa denne Side af Jul.»

Medens Gülcke var paa Thingreiserne, kom Thinka saa didop paa Besøg.

Der gik Søstrene igjen hjemme sammen og snakkede som i gamle Dage; men ingen af dem undredes længere over, hvad der kunde være i Verden udenfor dem . . .

De vidste det saa vel begge to!

Han kjendte sig saa hyggelig, sagde Kapteinen, naar han saa Thinka sidde der med Strikketøiet og Morskabsbogen enten ude paa Trappen eller i Stuen . . .

«Hun synes nu vel selv, hun har det godt, Du?» sagde han til Ma.

Han gjentog det saa ofte; det var, som han havde en vis hemmelig Uro paa det Punkt. Ved at se Syn for Sagen gjennem Inger-Johanna havde han paa et Vis faat Øinene op, ialfald anelsesvis, for Muligheden af, at et Kvindemenneske dog nok alligevel kunde blive ulykkelig ved et godt Gifte.

Hans stadige Beroligelse var jo saa igjen, at saadant nok kunde hænde et Undtagelseseksemplar af Menneskeheden som hans Inger-Johanna – med hendes fremragende Natur og Utaalsomhed for at leve under nogen andens Villie.

Men almindelige Pigebørn havde det nu ikke med at føle og tænke saa høit op i Applikaturen; – og Thinka var jo som skabt for at rette og føie sig efter nogen. . . .

Spørgsmaalet laa dog alligevel som en Orm og vred sig i Maven paa ham . . .

– – «Du Inger-Johanna!» sagde Thinka ude paa Trappen, «læg Mærke til Far, hvor han ser sammensunken ud nu, han gaar der nede ved Havegjerdet . . . og i ét væk glemmer han Piben; den er ikke halvrøgt, før den slukner» . . .

«Saa Du synes, han er saa forandret,» gjenoptog Inger-Johanna i Tanker Samtalen oppe paa Værelset om Aftenen . . . «Stakkars Far! – det er saa rent umuligt for ham at komme over det. Jeg var jo bestemt til Paradehest . . . Men tror Du, han nu vilde kræve det op igjen af nogen af os?»

«Du er stærk, Inger-Johanna! og det er vist rigtigt. Men han er blevet saa snil,» sukkede Thinka; – «og det er det, som tager saa paa mig» . . .

Eftersom Tiden rykkede nærmere, gik han mere og mere og gruede for Eksercitien, saa Ma tilslut begyndte at tro, at det kanske dog ikke var raadeligt for ham at reise, siden han selv havde saa lidet Mod og Lyst paa det. Han gik der alene om Dagene, saa han kunde blive rent folkesky.

Og det første oprigtige Lysglimt, hun paa lang Tid havde set i hans Ansigt, var, da hun foreslog ham alligevel at skrive til Korpslægen efter Sygeattest.

Den Sag gik jo glat nok, efterat den først var sat igang. Men der fo’r dog alligevel som en Angermand i ham, da Indvilgelsen af hans Permission saa virkelig laa der paa Pulten.

Han gik og ærgrede sig og tænkte paa dem allesammen dernede. Nu vilde Kaptein Vonderthan naturligvis skjæmme ud Folkene for ham paa Pladsen. Og baade den ene og den anden spekulerede vel alt paa, at han kanske vilde gaa af paa Vartpenge. Men han skulde da fornøie dem med at være til i det længste, om han saa skulde drikke Valle Aaret rundt! . . .

– Den hans Sind saa beskjæftigende og foruroligende Tid, da Eksercitien stod paa, var endelig over, og han havde allerede ved Ma’s Forestillinger saa smaat forsonet sig med en mulig Tur ned i Hovedsognet, da der i Posten indløb en kort Brevlap fra Jørgen, som satte dem alle i dump Bedøvelse.

Han aarkede ikke mere at sidde der som den daarligste i Klassen og havde nu taget Hyre paa et Fartøi, som ikvæld gik til England. Derfra haabede han at finde noget Raad til at komme over til Amerika, hvor han vilde prøve at blive Smed, Hjulmager eller andet. Han skulde ikke undlade at skrive hjem til sine kjære Forældre, hvordan hans Skjæbne blev.

«Du Ma!» sagde Kapteinen med dyb, dirrende Stemme, da han endelig havde hentet sig en Smule af Bedøvelsen . . . «Den Grip har kostet os! – Det er ikke andet end hans Lærdomme» . . .


Det var allerede langt udover Høsten. Sneen var kommet og gaat et Par Gange og nu igjen føget bort af de glatte, klakede Veie.

Liderne og Fjeldene var hvide med endnu mangesteds røde og gule Farvetoner fra de frosne Blade i Løvskogene, og Sjøen dernede skinnede kold blaa, færdig til at fryse.

Det durede henover Landeveien paa Barfrosten, saa det gav Ekko i den stille Oktoberdag; en Kraake sad og en anden lettede sig fra Garstauren ved Lyden.

Det var Hjulene af en Karjol, og i den sad, med en lang Svøbesnert nedover bag Nakken, i Kappe og store Udenpaastøvler, Kapteinen paa Gilje.

Han havde været de halvanden Mile nede og havt Aarsopgjør med Bardon Kleven.

Lensmanden havde jo ikke villet slippe ham af Huset, uden at han maatte smage lidt Brændevin af Tomlingen med en Taar Øl til og lidt at leve af. Men han havde været forsigtig. Det var saa omtrent den eneste Tur, han havde været ude nu paa lang Tid, fradraget Besøget hos Fogden.

Gamlesvarten rendte den lange, flade Strækning i det tunge, takige Trav, som den var vant til; det vistes i Landeveien at den var skarpskod med fuldt Grev. Den vidste, at nu skulde den først stanse, naar den kom den halve Mil opunder Brækken i de lange Giljebakker.

Det var vel, fordi den var nyskod og Søleknuderne saa høie og haardfrosne; men nu snublede den.

Det var første Gang, det var hændt. Den følte det maaske selv, thi den fortsatte kun i haardere Trav, men sagtnede saa efterhaanden. Den kjendte Tømmen var løs og slappet; dens Bugter faldt længere og længere nedover Boven.

Svøbesnerten hang som før nedover Kapteinens Ryg, kun endnu skraaere.

Han havde begyndt at kjende det med saadanne Kuldegysninger, ligesom der med ét sad Frost i Kroppen . . . Og nu var han blevet saa døsig – fik saadan Trang til en Lur . . .

Han saa Tømmerne, Ørene og Hængemanen over Nakken paa Svarten nikkende op og ned foran sig og et Fyg forbi af Jorden under . . .

Det var, som en Kraake fløi op og mørknede lige over Ansigtet paa ham; men han kunde ikke faa Armen op for at gribe . . . saa fik det være . . .

Og der stod Kornstaurene som krogede gamle Kjærringer . . . de vilde hævne sig, – strittede mere og mere med Halmluggerne som Trold imod ham og vilde forbyde ham at faa Armene op for at naa Tømmerne og komme til Gilje . . . De vrimlede ligesom mellem Himmel og Jord, dansende, svimlende, – lyste og sortnede. Saa var det som et Raab eller Brag nogetsteds fra. Der kom Inger-Joh . . .

Svarten havde faat Tømmerne helt nedover Forbenene; om lidt maatte den komme til at træde i dem . . .

Fra det lune Trav, hvori den tilslut var kommet, begyndte den at gaa . . .

Saa vendte den Hovedet om, – og blev staaende midt i Veien.

Svøbesnerten hang ned som før. Kapteinen sad der urørlig med Hovedet noget bagover . . .

De var endnu paa Fladen, og Svarten stod taalmodig og saa hen mod Giljebrækken, der laa et Stykke foran, indtil den atter vendte Hovedet om et Par Gange og saa indover Karjolen.

Nu begyndte den at skrabe i den frosne Jord med det ene Forben, stærkere og stærkere . . . saa Klumperne føg . . .

Saa knæggede den! . . .

En god Timestid efter i Skumringen var der dæmpet Snak ude paa Gaarden og Lyden af Karjolhjul, som bevægede sig langsomt.

Stor-Ola var hentet hen til Grinden af Manden nedenfor i Søgaarden; han havde truffet Karjolen med Kapteinen nede i Veien . . .

«Hvad er det?» hørtes Ma’s Stemme gjennem Mørkningen henne fra Bislaget . . .


Udenfor Indgangen til Kirkegaarden stod otte Dage efter Gamlesvarten og Ungsvarten for tom Slæde.

En Salve før og en efter Jordpaakastelsen forkyndte Bygden, at her laa Kaptein Peter Wennechen Jæger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.