HEIMGAAVE-KUA

109Trang pløiet fjorden ind mellem fjeldene; vilde og taggede bygget de sig paa begge sider. Sommesteds rakk græsgrønne lier lige til den høieste rygning, andre steder grodde mos, lyng og bjørkesnar blandt ur og rundt svarte hamrer, og helt oppe fra kløfterne, hvor gammelsneen braante, kunde det lyse lang vei af kvanne og sløike. – Men hadde skred og elvefar under isløsningen skuret berget, var det nakent og svart med røde ruststriber i graastenen.

Paa odder og nogenlunde jevne skraaninger langs fjorden laa gaarder enkeltvis og i klynger; der var akerflækker gravet i lune bakkeheld og brændtorv rotet frem af myrstrimerne, og der slæbte folk for livsens ophold.

Men rent ødslig og aabaagelig, selv vakreste sommerdagen, laa Skathammerstranden, Torkel og Torkel-Malene nys hadde 110fæstet sig som husmandsplads under Utskaar. Langt fra folk var det og ulændt og veiløst paa alle leier; ikke engang en skikkelig baadstø hadde de, faldt vinden ind fjorden, og det gjorde den som tiest.

Synderlig tid til at omraa sig efter det, som bedre var, hadde Torkel ikke hat, saasom han og kjærringen og de seks barnene deres var blet lempet ud af gammelkaarstuen efter han salig Job Dessenthun, hvor de hadde logeret i syv samfulde aar. Det var den nykomne handelsmanden, som forestod den forretningen. – Korsbevars, han aatte jo været med hus og grund – – –

Men neimen om det var større forseelsen, Torkel og kjærringen hans hadde gjort sig skyld i! Bare undt sig lidt vedrusk og andet raskeri, som slang rundt rorboderne. Straks blev truet med lensmand og anmeldelse, som kunde sligt kaldes strafbar gjerning langt ude i havskjærene, naar brændtorven ikke var at opdrive for guld, om én hadde det. – Ikke vyrdet Torkel og Malene det skraalet stort. – Madbeten slêt de for til sig og ungerne, og det vesle brændslet, som skulde til for at godgjøre sig guds gaver, tog de der de fandt det. Men da Torkel i braaotten pintsedagsmorgen begyndte at rive paa 111heimegaardshjelden for at faa løs en æsingstump til helgedagsbrænde, blev han grebet paa frisk gjerning af handelsmanden selv.

Saa hjalp ingen kjærbeing længer. – Fra været maatte de, og Torkel attaat æde vatten og brød i Vaagan. –

Godtfolk rakte haanden til og hjalp Torkel med at faa gamme reist, og glad var Malene den dag, hun og baansungerne var under tag; for i længden blev det koldt og studsligt i bergskoren, der de hadde tilholdet, mens byggesjauen varte, endda de tjeldet med færingsseilet og prøvde lune paa bedste made.

Og brændtorven hadde de indpaa gammevæggen, der de nu bodde, og det gode svarte stentorven, let at kveike og dryg at bruge, om end flinaden og stellet kostet Torkel-Malene og ældste barnan, ho Asora og Viktor, mangen svedtdraabe. For Torkel kunde de ikke kræve videre hjælpen af. Han hadde pligten at svare, og om sig efter fortjeneste fik han ligsom være, ikke større mon det saaes af strævet hans. –

Men kleinslig og tuslevorren blev Torkel-Malene, dagstøt, da det led frem paa sommeren, og traatt og trægt gik det med indbergingen af kuforet til Stjerneros. Pladsen 112var fort overfaret – den høstet de ikke mange høibørene af. – Men de hadde græslien i fjeldet, og der skrabet Torkel-Malene med stuttljaa og røsket og sanket, til fingertuppene blødde og ryggen værket og sved. Saa altfor tungvindt blev det med den udslaatten. Hadde endda ikke saueflokkene rækt ned fra heiene og gnaget det bedste. – –

Skrypt blev høiet, og paa Skathammerstranden saknet hun fiskehoderne, som der var saa rigelig af i været til at dryge med.

Om høsten gjorde Anders Utskaar bud paa koen deres. Torkel vilde sælge og istedet sætte ind et par sauer paa foret, de hadde sanket, men Malene orket ikke at skilles fra kubeistet sit. Den var heimgaave-kua, hun fik af moren for godt og vel ti aar siden, dengang hun og Torkel satte bo. Et aparte dyr hadde den været uden ringeste heppels eller tilfælde under kalvingen engang og af ægte huldrekuslag, med blaa-agtige dropler over korsryggen og i svangen; og den var alen efter den koen, farmor til Malene fandt bunden paa ledigbaasen, morgenen efter hun hadde git en underjordisk gutunge en stekelefse. Han sad og graat bag i fjøshaugen, og hun syntes, hun maatte 113stagge graaten paa stakkarstinget, til de kom, som hadde sat ham der.

Og melkeskvætten unda Stjerneros var det, som hadde holdt liv i barneflokken hendes fremigjennem aarene. Det grannet, Torkel drog tilhuse, strak ikke længer end til brødkrummen og de allernødvendigste klæesplaggene.

– – – –

Torkel-Malene sad for bordenden og bødte buksen til Viktor, som laa og sov i fladseng sammen med Asora og Mette-Marja; men tvillingerne og mindste barnet laa i skuvsengen hos hende. Altsomtiest pirket hun ved vægen i tranlampen for at faa den til at lyse bedre; hun var blet saa dimmen paa synet dette sidste aaret og hadde vondt for at træffe naaløiet –

Rundt den halvt nedsnedde gamme pisket rosserne sjødrev og slud, og det hujet og tutet i ovnsrøret, som rustent og tyndslidt stak op af den frosne tagtorven.

Og slig herjet de hver dag, hver nat vinden stod ind fjorden, saa Torkel-Malene var blet rent haugalen af ulet og skakingen i dør og vindusglugger. Plent som havdauingers gaul efter kristen jord var det. – Gudtrøste og hjælpe hende saa sandt, 114her hun sad enslig og langt fra folk, med seks smaa og den syvende ivente, hvad dag det kunde være. Og kubeistet i fordøren, som skulde sankes føde til. Høistraaet de hadde, var sluppet op over jul – –

Torkel var reist til Lofoten paa vinterfiske og lovde sikkert at sende penge; men ikke hørte hun ordet fra ham, endda han hadde tilgode paa leikarshyren, saa det var bare ligegyldigheden, om han ikke omraadde sig i tide; han vidste omstændigheden, hun var i. – Aa ja – Maden for sig og ungerne aatte hun endnu, gudskelov, om det faldt tørt; men styg mink i melsækken voldte det at maatte dele med krøtturet.

Tro den hadde snudd paa sig nu, kua? Det rørte sig noget i fordøren, og Torkel-Malene hægtet tranlampen af kroken, gik stilt for ikke at vække barnan og gløttet ud.

Nei, der laa den akkurat som den hadde ligget i ottedagsdag, og vrikket med hodet og rautet hult straks, den blev vâr hende. Herregud i høgste himmelen! var det af sult og afkræftelse, den laa nedfor – – –

«Du har faat kvældsforingen din, Stjerneros, æg har ikkje meire tel dæg,» værget hun for sig og strøg den med haanden over skolten. «Reis dæg, kua mi! Staa op Stjernerosa!» 115lokket hun og fattet om ørene og løftet hodet op mod bolken. Dyret fulgte, saa langt halsen rakk, men sank sammen straks hun slap taget.

«Vil du op me dæg!» Hun dasket den paa kjaken. Den slængte hodet mod jordvæggen og survet.

«Det e af ondskab du ligg, dit helvedes beist!» skreg Torkel-Malene og trev efter soplimen bortved ytterdøren. De blanke dyreøine glante lystent og tungen slikket efter riskvistene.

Sinnet red Torkel-Malene.

«– – Ja glo du,» hvinte hun, «du trur vel, du skal faa ete den, som du har kjørt i dæg alt, som etanes er, dit ufysels! Vil du op med dæg, sei æg!»

Slagene faldt tæt og tungt over den benskarpe ryg og skanken og den siden, som vendte op. Dyret rykket til – – tog spændtag for at reise sig, men ség magtesløst ihop med støn og vibring.

Snøgt slængte Torkel-Malene soplimen opfor koen, som tog til at gnubre paa kvistene, og hentet lampen. Men haanden dirret og blikket var flakkende, som ledte hun om hjælp.

Hadde hun set møst eller var det saar, blodige saar, kua hendes hadde paa bôg og bryst, 116ned mod baasen? Vârt stak hun haanden indunder. – Der var blod og løse haar paa den, da hun trak den til sig – –

«Herrejesus, herrejesus!» ynket hun og holdt knytnæven for bringen. Hun kjendte kvalmels, og svedten tytet kold over det pinte, udtærede ansigt. «Herrejesus,» mumlet hun igjen og strøg trøieærmet over panden; hadde endda han Torkel været hjemme, saa kunde han ha kjørt kniven i dyret, førend den sjølsprak.

– – – – –

For hvert steg sakk skiene dybt i den løse sne, som hadde dynget ned nat og dag, og stiv og støl kjendte Torkel-Malene sig i hvert leddemod, mens hun kræket sig hjemefter med en stappet høisæk paa ryggen og en kurv i venstre næven.

Fra Utskaar kom hun. Hadde været der, saa klein og skrøbelig, hun følte sig, og hørt efter Lofotbrev og tigget sig en høivisk til kukrypelset, som det var rene jammeren at se paa. Imorges smagte den ikke paa tangen, endda Torkel-Malene døivet den med koghedt kjørrelvand og slog sildlake og drysset mel ovenpaa bøtten. Melet slikket den i sig, men resten stod urørt, da hun gik hjemmefra henimod middagsleite. – –

117Tænderne var da vel ikke løsnet i hausen? Hun tverstanset, graableg og ræd. – Skulde ha undersøgt sligt førend hun gik fra den, for om saa var, gaes ingen udvei til redning – – – Det var kanske dumt, hun ikke hadde gaat indom han gammel Jo Paal Paalsa, idet hun var ude at færdes, og bedt ham bli med og ende pinselen. Dyret kom sig saa vist ikke mere paa benene. –

Hun strøg haartjafserne fra ansigtet og kvilte ryggen mod en stenknaus, som stak op af sneen, og stirret angst frem for sig. – Snart var hun hjemme og opi elendigheden. – Forresten – Surven og sutteren fra koen fulgte og klang for ørene, enten hun var hjemme eller borte, saa – – –

Postmanden var ikke kommet, endda han skulde ha været der om morgenen. Nu fik Viktor og Asora gaa afsted i morgen og lye efter. En slags tidning maatte hun faa, om Torkel var i live. –

Bæretauget skrubbet akslen, hun løsnet det og vrikket paa sækken for at faa den til at høve efter ryggen, bandt ihop og tuslet videre. Hun hørte fjorden surle og bryde mod fjeldet, og tæt dalte snefillerne over den knudrede ur og gjorde hende 118ørsken, lidet kjendt med veien, som hun var, og ræd for at træde feil i løssneen og stupe udfor hamrer og blindkløfter.

– Det var et aparte snilt, gemensligt menneske, den kjærringen til Anders Utskaar – Torkel-Malene hadde hun trakteret med varm middagsmad og siddet og pratet med hende om løst og fast, til hun tødde og kjendte det som rene husvalelsen at træffe sammen med folk og faa spise et maaltid kogt mad paa folkevis med kjød og poteter og helgryns suppe. Stor vilde ikke brøden bli for vorherre dette aaret, hadde Malene ikke syndet, siden sidst der kom kjød indom hendes mund. – – –

Og da Torkel-Malene bar frem ærendet sit, hadde kjærringen selv gaat med hende paa laaven og stappet en høisæk til hende; en bøtte potet og en saa kaffe hadde hun ubedt stukket i kurven. Gud signe hende for det! Glad blev barnan ikvæld, naar de fik varme poteter til spekesilden. – Alt for vel vant var de med at maule tørt brød og vasvelling, stakkarstingene.

Barnan ja – – – Det sved under bringen, og skiene seg tungt. – For deres skyld hadde det været bedre, om de var blet i været. Der var det rigelig med fisk 119og anledning til fortjeneste, men her – – Gud hjælpe og trøste handelsmanden, som selv hadde barn og endda aatte hjertelag til at slænge hendes under bar himmel og vri’ nøklen om i dørlaasen, for at krypene ikke skulde ty ind. Men han sad høit, som over alle var, og hevnen hørte ham til – –

Værrøvere hadde de i retten nævnt hende og Torkel. – – Ikke hadde de myrdet og dræbt nogen, saa det klængenavnet kunde de ha spart sig. – Kreperte kua, blev det vel til stevning og forhør igjen, fik lensmanden tag i det – – Trøste den, som først kom ud for øvrigheden – – – Og at Stjerneros ikke blev solgt ihøst, var hun alene skyld i. Naadig blev Torkel ikke, om den nu styrtet paa baasen – – – Nei, naadig blev han ikke. – – – –

Nykogt dampet de uskrælte poteter i krusfadet paa klaffebordet, og barnan sanket sig borttil, mens de ventet paa moren. Mindste barnet gumlet graadig paa en stor potet, det hadde faat sundklemt paa en teskaal, og gnelderskreg hvergang tvillingerne, han Bertram og hun Katinka, nopset en krumme af skaalen. Mette Marja verget for den lille og slog tvillingerne over fingrene, 120saa det smaldt, og lo, naar de tutende søgte til Viktor, som sad ved bordenden med hænderne under hagen. Han blev sint og hugg Mette Marja i fletten. Hun ringet sig og fikte efter ham; men det blunket nyttet Viktor til at knipe sig en diger rødpotet.–

«– – Hys onga, nu ska vi straks êt!» trøstet Asora og dyttet morens stortørklæe om fadet, forat maden ikke skulde bli kold, og rensket videre paa spegesilden. Pent la hun den paa bliktallerkenen og skrapte hoder og skind i sørpebøtten, moren gjorde færdig til Stjerneros.

Ikke for det, at Torkel-Malene trodde kua hendes fik i sig, det hun laget. – Den laa og hostet og ga sig som et dødssygt menneske med frysing og skaking i kroppen. Ørkedagsstakken sin hadde hun bredt over ryggen dens og skindfælden til størstebarnan ogsaa. De fik stikke sig ned i sengen hos hende natten over. –

Den smaasurvet, skrøbelset, og snuste til høiet, hun la i baasen til den, straks hun kom. Men ikke saa Torkel-Malene, den dra straa, den stunden hun stod der. Tandgaren sanset hun ikke at kjende efter, for barneflokken stimlet om hende og drog hende ind, svimmel og vaad som hun var.

121Men hele kvælden hadde gammedøren staat paa gløt, saa at varmen kunde trække ud i fordøren, for raakoldt var det blet derude, siden sneen la sig over gammen og fugten slog ind. –

Torkel-Malene flyttet sørpebøtten hen i dørsprækken og rotet i høiet. Det varme, bløde foret sammen med potetskrællet efter baansungerne blev god mad for Stjernerosa. Stakkars, snille kua hendes. – – –

Graaten brød hende, og hun pudset næsen indvendig paa skjørtekanten, før hun satte sig hen til bordet.

«Læs bordlæsna di, Asora,» ba hun og bredte af fadet og foldet hænderne.

Asora skvat. – Hun hadde siddet med sammenknebne øine og tænkt paa den hvide, fede silden, hun hadde gjemt under de andre. – Den til varmpotet. – –

«Gudskelov for mat og mætte, potet først og silla ætte,» læste hun kjapt og skingert..

Viktor fniste og glyttet mellem sprikende fingre paa hende. – Det var ham, som hadde lært hende reglen.

«Hør, ho tar guds namn forfængelig, mor,» skreg Metta Marja, «æg vil læs!»

« Hold kjæft!» hvislet Viktor. «Lat os faa 122ete, toska; ser du ikkje poteten blir iskald!’» Han fattet sig en.

«Viktor, du e et skarnsbeist!» skreg Torkel-Malene og dængte efter ham med knivskaftet.

Han smatt under klaffen.

«Dæng tel ho Asora, som driv ablegøier med bordlæsna og lat mæ vær ifre’,» mumlet han.

«Æg læst feil, mor,» kviskret Asora, rød og skamfuld.

«Det veit æg, banet mit, lat os êt.» – –

– – – – –

I krins stod de og lyste paa koen, som laa urørlig med ene bagre skanken udstrakt og vidtaabne øine.

Torkel-Malene flidde lampen til Asora og stak tommelfingeren indpaa øiestenen; ikke fnug af bitterste blunk, den var stendød.

Hun hev sig over dyret, strøg og kjælte det paa hals og skolt.

«Stjernerosa mi – kua mi – æg ha møst dæg,» – klaget hun hikstende. «Ka ska æg sei tel han Torkel! Han slaar mæg fordærva – – Og melkeskvætten tel baansungan – – – aa – – – aa herregud! det var heimgaave kua, æg fek af ho mor.» –

Barneflokken klumpet sig skrigende om 123Asora, som stod bleg og forfjamset med tranlampen i den ene haand og sørpebøtten i den anden. Men Viktor rusket i moren og prøvde trøste:

«Du ska ikkje graat, mama. Du ska faa ku af mæg, æg e snart vaksen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.