Bortsat

av Regine Normann

KJÆRLIGHEDS-RODEN

127Spindgroen lurte fra de inderste ringe i kingelvæven, den hadde fæstet øverst i venstre hjørnet af det lille, lave loftsvindu, som sparsomt slap en strime midnatssol indover bordet. Maren-Lisa sad og puslet med «kjærlighedsroden», delte den og kastet den ned i en brun lerskaal med vand; mens Morten-Sofia fra sengekanten under skraataget andægtig saa til med albuerne mod bordkanten og hagen i begge hænder.

«Eva søkk og Adam flyt,» hadde Fark-Marja lært Maren-Lisa. Og var det gut, som vilde ha jente glad i sig, skulde han gi hende Adam, men var det jente, som vilde ha gut glad i sig, skulde hun gi ham Eva.

«Men kolsen ska de faa det ind, og e det sikkert, at det verk’?» spurte Morten-Sofia og slængte haarfletten over skulderen.

«Ja vist virk det.»– Maren-Lisas ansigt 128var glorødt. At kameraten aarket tvile paa det! I myr og sump hadde de i nat vasset om efter roden; for den skulde være plukket ved Sankthanstid og ikke langt indi juli, det nu var. – Hadde ikke Maren-Lisa været skraasikker paa voksestedet, var de vakkert gaat paa maafaa i nat; afblomstret var den længst, det var bare rodbladene hun hadde kjendt den paa.

Og det var ikke for sin egen skyld, men for at gi Morten-Sofia, stakkar, en haandsrækning, hun hadde gravet den. Rent harmeligt var det at se hende gaa der og hængle, siden han Mattis, kjæresten, var blet koldsindig af sig. – – – Slig var karfolkene–han var ikke alene om det. – – – Leke med jentene, gjøre sig lækker for dem med markedsgave og Bergensblom, til hugen var fanget – og efterpaa vise sig iskold. – – – Men hun skulde lære ham mjukna denne gangen, hun. –

«Vent du Sofia mor, tel han ha ete rota, du ska sjaa spir paa, kor ho virk!» –

«Trur du, de e synd?» Ordene kom lavt og Morten-Sofia fingret med nattrøieknappen, som skjemtes hun over at ha nævnt det.

«Synd? Pø!» Maren Lisa braasnudde sig paa krakken. Den synden var ikke svær 129at svare vorherre for. Men ordene maatte læres og gudsnavn nævnes ærlig og redelig, i det samme han Mattis svelget morgenbiten, for indunder gammelosten paa brødskiven hans skulde roden lægges.

Selv vilde hun for løiers skyld prøve virkningen paa han Halvor. Han var født daaførlig og knuslete og blinket ikke til den kant kvindfolk gik.

Hun skjøv skaalen over bordet. «Sjaa kor kvit ho ligg paa botten!» Morten-Sofia skulde skive den i tynde skiver; hun kunde bruge det indvendige af salmebokpermen at skjære paa, for guldendes ren maatte roden være.

Morten-Sofia fisket den op og la den foran sig paa bordkanten, men næven dirret, og hjertet klappet, saa det syntes udenpaa nattrøien. Det var trolddom og besværgelse dette, hvad saa Maren-Lisa indbildte sig – –Men kanske vorherre ikke regnet det saa nøie med hende. – Han vidste bedst, hvor kjær og umistelig han Mattis var.

Hun skottet op paa Lisa, som ludet over bordet, og de svarte øine i det smale, blege ansigt flakket mørkræd. – – «Kolsen e oran, du?» spurte hun.

«Du skal straks faa lær’ dem.»– 130Maren-Lisa løsnet skjørtelinningen og pustet lettet:

«Lad det lykkes mig, som det lyktes israeliterne, da de drog fra Ægypten til Kanaan i navn gud fader, guds søn og gud den helligaand.»

Hun sa ordene langsomt, og den anden gjentog dem dystert.

Kunde hun dem?

Jo. Hun trodde da det.

«Gløm dem ikkje!» advarte Maren-Lisa.

Hun skulde forresten minde hende om dem i morgentidlig, trøstet hun.

Forsigtig grov de osten af brødskiverne, husjomfruen hadde skiftet til karene, og la roden oppaa smørret og strødde den smuldrede ost over. Fra kisten i kroken hentet Maren-Lisa en tallerken med billede af Petter Dass i bunden og la maden til Halvor paa den. De fik ha noget at rette sig efter, saa hver fik det, ham var eslet.

– – – –

Husjomfruen var tidlig oppe og hadde tat kjøkkenbordet til at ælte brøddeigen paa, men kaffekopperne og morgenbiten satte hun paa bænken under sprinkelrækken, og der sad begge gutterne og stillet suget for brystet med en kop kaffe og en brødskive 131til mands, førend de gik paa arbeide. Morten-Sofia stod ved grusteinen og saa til og læste ordene andægtig om igjen og om igjen. For guldvakker var han Mattis, som han sad der med sol over krølluggen og fjaset med Maren-Lisa. Hun stullet med rokken og blev ham ikke svar skyldig, løskjæftet som hun var. Skal tro hun sanset læse over han Halvor? Sur og morgengrætten glæfset han madbiten og slurpet kaffe af skaalen, saa det siklet i skjægstumperne. – Det ufyslige spetaklet – hvad vilde Maren-Lisa med ham. – – At han var skabt svendkal, kunde en blind kjærring se. – Nei, han Mattis, det var gut det, som var net og hognelig. – Aa du store gud, saa guldvakker han var!

Med inderlig andagt læste hun ordene for femte gangen og la selvmindt amen attaat, idet han Mattis svælget sidste beten. –

Karfolkene gik, og begge jenterne skyndte sig til bænken efter melk og sukker til kaffetaaren sin; men de blev staaende og nidglo; husjomfruen hadde sat Petter Dasstallerkenen med Halvors mad foran Mattis, og over ham hadde Maren-Lisa læst. Men over han Halvor, det ufysels, hadde Morten-Sofia læst de fem ganger og attaat lagt amen. 132– Det maatte viples efter, om han var af sten, saa inderlig hun hadde kviskret ordene.


Det var kvæld treugersdagen efter. – Maren-Lisa sov med ansigtet mod væggen og en bar arm slængt op paa skindfælden; den anden hvilte hodet paa. Frem af det høirøde underliv stak hjørnet af et brev, og Morten-Sofia magtet ikke ta øinene fra det; hun laa jevnsides hende i sengen og holdt paa graaten, som støtt meldte sig, naar det blev stilt, siden han Mattis hadde vendt hug og elsk fra hende til kameraten hendes. –

Midt for alle folkets øine flokset, kløp og graserte han med Maren-Lisa, saa det var harmeligt at se, og vyrdet ikke hende, gammelkjæresten, mer end det barn, som ikke var født. – Men kjæresten hans hadde hun været, og troskab hadde han svoret hende for gud og alle hans hellige – – – Guldnaal ga han hende i markedsgave og roseblomstret silketørklæ – – Der kom et saart hulk, og hun hugg tænderne i skindfælden.

Men hun skulde naa at hevne sig! Møde hos prest og lensmand og futen med, ta brevene hans og syne svart paa hvidt for, 133at det hun fôr med var gudsens sandhed. Aabenbare falskeligheden og sætte bom for giftingen hans med hende, dyret, her laa – – – –

Maren-Lisa forblindet ikke hendes øine, alt det hun anstillet sig uskyldig og svor og forpinte sig paa, at han Mattis estimerte hun ikke mere end lorten under klompan. Aa nei! Klængeriet hans smagte for godt til det – – – –

– – – Gudsbespottelse og syndigt paafund var det med den roden – – Koldsindig var han Mattis blet, det var saa – – men nu – – –

Og han Halvor var blet splinter, spika tullet efter hende!

Undres hvad det var, han Mattis fandt saa gildt og eftertragtelig hos Maren-Lisa? Hun lettet sig paa albuen og saa paa den sovende.

Der laa hun med vortnæsen i det runde, falske fjæset sit og kløft i hagen og med det krøllede stryhaaret, hun støt skrøt af rakk hende tilknæs. For at faa gutterne til at ruske i det, var det hun skrøt, purken. – Huf, der lo hun, saa den hvide tandgaren gliste. – Var det han Mattis, hun drømte om?

134Næsten fra sig nappet Morten-Sofia brevet ud af barmen hendes og la sig stilt med lukkede øine og less som hun sov.

Fra vinduskarmen lød summen af en flue, som sprellet og slêt for livet, mens spindgroen entret i væven – lurte en traad her, en der, bastet og bandt, til byttet var sikret. – I røstet opunder mønet tuslet og skvatret skjæren sammen med ungerne, og det knirket i kvistene i det aargamle reir.

Rørte nogen ved klinken? Morten-Sofia stirret med aaben mund og spilte næsevinger. Nei, døren var jo stængt indvendig. – De hadde gjort det, straks de kom op ikvæld, for at slippe ræket hans Halvor. To nætter i rad var han smøget over loftsgulvet, uden hun hadde blet det var, før han stod ved sengen og strøg hende over kindet. Hun holdt mest paa at faa et tilfælde, saa skræmt blev hun, mens Maren-Lisa bare flirte; det var ikke hende besøget gjaldt.

Svært saa han fjælget og staset sig om dagen, Halvor! – Helgedagsbukser til ørkedagsbrug og ny turistskjorte med rød silkesnøring i bringen. Han hadde forresten raad til det, velholdne karen han var med penge i banken og sikker udsigt til at arve gaarden 135efter bedstefaren. – Men for hendes skyld gjorde han aldrig bry sig! Hun hadde sagt grei besked, næsten jaget ham som en hund sidste natten, saa han rent molefonken lusket ud. – – –

Vidste Mattis noget? Han kastet fantord om nattekjæreste ved middagsbordet– –

Braatt snudde hun sig paa siden og brættet skindfælden slig, at hun hadde et overdækket rum mellem sig og sengestokken og drog brevet ud af konvolutten.

Det var – – – Herregud – det var frierbrev fra han Mattis til Maren-Lisa:

« Dyrebare pige!

Mens tausheden omgiver mig, og tanken dvæler hos dig, vil jeg tage pennen i min haand og dyppe den i kummerens flaske og tilsende dig nogle linjer. Ak dyrebareste pige! Jeg maa med profeten Jeremias udraabe: Om mit hoved var vand og mine øine græder kilder, kunde jeg dog ikke udslukke kjærlighedens brændende flamme.»– Ord til andet det, han engang hadde skrevet til hende, hun kunde det alt sammen – – «Kun du, min hulde pige, kan lindre min pine. Jeg elsker dig, Lisa Sjursdatter.»

Taarerne silret svidende varmt, og Sofia 136tog sig for bringen og snappet efter pusten.– Hun vilde ikke læse mere – Nei, ikke om det gjaldt livet, vilde hun se et bogstav af falskheden hans. Fort puttet hun brevet i konvolutten og stak det ind paa barmen til Maren-Lisa. –

Hun kunde ha ham for hende – – – Ikke om de drog ham efter hende paa sølvslæde, vilde hun se til den kant, han var. Lurven. – Jentefarken. – Fattigstakkaren.– Han var ikke værd støvlesnuten hans Halvor. – – Hun var god for at si ham det i morgen den dag. – Syne ham, hvem hun satte høiest. For sligt kunde aldrig han Halvor ha gjort – – aldrig! –

Hun tørket taarer af de brændende kinder og foldet hænderne. – Ledte efter et hjertesuk til aftenbøn – prøvde med «Gudbøie», men stanset, fordi tanken ikke var med. – Den gnog og môl egenraadig: «Gjøre trolddom, lyve og bedrage.»– –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Bortsat

Samlingen Bortsat ble utgitt i 1906 og inneholder tre fortellinger: «Bortsat», «Heimgaave-kua» og «Kjærligheds-roden».

Som i debutromanen Krabvaag hentet Normann stoff fra sitt eget liv til fortellingene.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1906.

Les mer..

Om Regine Normann

Regine Normann var den første kvinnelige forfatter fra Nord-Norge som slo igjennom i norsk litterær offentlighet. Forfatterskapet omfatter romaner, fortellinger, eventyr og sagn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.