Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!

Hvor er du?

                 Her!

                                  Du gaar dig bort!

Nu tykkner Skodden slig, at knappt

en ser saa langt, som Staven rækker –

Faer, her er Spriker!

                                  Her er Sprækker!

Og hvert et Vejspor har vi tabt.

Stands, Mand! Guds bittre –! Her er Bræen

Skral som en Skorpe! Tramp ej Sneen!

Jeg hører Duren af en Foss.

En Bækk har hulet sig indunder;

her er et Dyb, som ingen bunder; –

det sluger baade dig og os!

Frem maa jeg, som jeg før har sagt.

Det evner ingen Mandemagt.

Kjend; – her er Grunden hul og sprød –

Stands, Mand! Det gjælder Liv og Død!

Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.

Hvad heder han?

                                  Han heder Gud.

Og hvad er du for noget?

                                  Prest.

Kanhænde det; men jeg ved bedst,

at om du saa var Provst og Bisp,

saa ligger du i Dødsens Gisp

7før Dagen gryr, hvis du vil frem

paa Bræens undergravne Brem.

Hør, Prest; om en er klog og lært,

han kan ej det, som er for svært.

Vend om; vær ej saa strid og stiv!

En har jo kun det ene Liv; –

gaar det, hvad har en saa igjen?

Der er en Mil till næste Grænd,

og Skodden staar saa tykk, at den

kan skjæres med en Tollekniv.

Staar Skodden tykk, en lokkes ej

af Blaalysblink paa Vildsporsvej.

Men her er Is-Tjern rundt omkring,

og slige Tjern er stygge Ting.

Dem gaar vi over.

                                  Gaa paa Vand?

Du holder mindre end du lover.

En har dog vist, – er Troen sand,

saa slipper Karlen tørrskod over.

Ja, før i Tiden; men i vor

han gaar tillbunds med Hud og Haar.

Farvel!

                                  Du sætter Livet till!

Hvis Herren for min Død har Brug, –

velkommen Flom og Foss og Slug!

Nej, han er baade gal og vild!

Faer, lad os vende! Der er Tegn

till værre Styggevejr og Regn!

Hør, Bondemand; du sagde før,

at Datter din, som boer ved Fjorden,

har skikket Bud, at snart hun dør;

men ej med saligt Haab hun tør, –

hvis ej hun ser dig, – gaa fra Jorden?

Gud bedre mig saa sandt og visst!

Og till idag hun gav dig Frist?

Ja.

                 Ikke længer?

                 Nej.

                                  Saa kom!

Det er ugjørligt Værk. Vend om!

Hør? Gad du hundred Daler give,

ifald hun kunde saligt dø?

Ja, Prest!

                 To hundred?

                                  Hus og Bø

jeg skulde gjerne fra mig skrive,

ifald hun slukne fik i Fred!

Men gad du give Livet med?

Hæ? Livet? Kjære, vene –!

                                  Naa?

Nej, men der er da Maade paa –!

I Jesu Navn, du faar ej glemme,

at jeg har Barn og Kone hjemme.

Han, som du nævnte, havde Moer.

Ja, det var længe før ifjor; –

10da hændte der saa mangt et Under;

det gaar ej slig till nuomstunder.

Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.

Du ved ej Gud og Gud ej dig.

Hu, du er haard!

                                  Kom saa afsted!

Ja vel; men han skal følge med!

Skal jeg?

                                  Ja, blir du borte her

i dette Herrens vonde Vejr,

og rygtes, hvad en ej kan dølge,

at vi gik hjemmefra i Følge,

saa trækkes jeg tillthings en Dag, –

og drukner du i Myr og Tjern,

saa dømmes jeg i Bolt og Jern –

Da lider du for Herrens Sag.

Mig rager ikke hans og dine;

jeg har alt mer end nok med mine.

Kom saa!

                 Farvel!

                                  Der gaar en Skred!

Slipp Taget!

                 Nej!

                 Slipp strax!

                                  Kom med!

Nej, Fanden nappe mig –!

                                  Ja visst;

det kan du tro han gjør tillsidst!

Au, au; den Karl er stiv og stærk.

Sligt kalder han Vorherres Værk!

Hej, Prest!

                                  Han gik indover Hejen.

Ja, men jeg skimter ham endnu.

Hør, sig mig – kan du mindes, du,

hvor var det vi kom ud af Vejen?

Ej trænges Vejløbs Kors for dig; –

du er alt paa den brede Vej.

Gud give at det var saa vel,

saa sad jeg godt og varmt ikveld.

De famler hjem. Du slappe Træl,

sprang i dit Bryst en Viljes Væld,

var ikkun Evnen det, som skorted,

jeg skulde Vejens Møje kortet,

paa dødstrætt Rygg, med Foden saaret,

jeg skulde glad og lett dig baaret; –

men Hjælp er gavnløs for en Mand,

som ikke vil, hvad ej han kan.

Hm; Livet, Livet; det er svært,

hvor Livet er de Godtfolk kjært!

Hver Skrælling lægger slig en Magt

paa Livet, som om Verdens Frelse,

al Menneskenes Sjælehelse,

var paa hans skrale Skuldre lagt.

De vil nok offre, – Gudbevares!

Men Livet, Livet, – det maa spares.

To Tanker faldt som Gut mig ind

og voldte Lattervrid i Maven,

13og skaffed mig et barket Skind,

naar gamle Skolemoer var gnaven.

Jeg tænkte mig en mørkrædd Ugle,

en Fisk med Vandskrækk. Lydt jeg lo;

jeg vilde dem af Mindet smugle,

men de hang i med Tand og Klo. –

Hvad kom det af, det Lattervrid?

Jo, af den dunkelt følte Splid

imellem Tingen, som den er,

og Tingen, som den skulde være, –

imellem det, at maatte bære

og finde Byrden altfor svær. –

Fast hver en Landsmand, syg og frisk,

er slig en Ugle, slig en Fisk.

Han skabtes till et Dybets Yrke,

han skulde leve Livets Mørke, –

og det er det, som gjør ham rædd.

Han spræller angst mod Fjærens Bredd,

han skyr sit eget Stjernekammer,

han skriger: Luft og Dagens Flammer!

Hvad var det der? Det lød som Sang.

Ja, det er Sang med Latter blandet.

Hør, – nu et Hurra, nu et andet, –

nu tredje – fjerde – femte Gang!

Der rinder Solen. Skodden letter.

Jeg øjner alt de vide Sletter.

Derborte staar det glade Lag

i Morgenskjær paa Højderyggen;

vestover Vidden kastes Skyggen;

14de skifter Ord og Nævetag.

Nu skilles de. De andre vender

mod Øst, men to gaar vesterud.

Der skikker de, som sidste Bud,

Farvel med Hatt, med Slør og Hænder.

Der glittrer Lys om disse tvende.

Det er som Skodden gjorde Vej,

som Lyngen klædte Hæld og Hej

og Himlen lo om ham og hende.

De er visst Syskend. Haand i Haand

de springer over Lyngens Tæppe.

Se; Pigen rører Grunden neppe

og han er ledig som en Vaand.

Der strøg hun fra ham! Der hun veg,

da rapp han vilde hende fange – –

Nu voxer Løbet till en Leg –!

Hør; deres Latter blir till Sange!

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

dig vil jeg legende fange!

Jeg fletter et Garn med Masker smaa,

og Maskerne er mine Sange!

Er jeg en Sommerfugl, liden og skjær,

saa lad mig af Lyngtoppen drikke;

15og er du en Gut, som lyster en Leg,

saa jag mig, men fang mig ikke!

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

nu har jeg Maskerne flettet;

dig hjælper visst aldrig din flagrende Flugt, –

snart sidder du fangen i Nettet!

Er jeg en Sommerfugl, ung og blank,

jeg lystig i Legen mig svinger;

men fanger du mig under Nettets Spind,

saa rør ikke ved mine Vinger!

Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand

og lukke dig ind i mit Hjerte;

der kan du lege dit hele Liv

den gladeste Leg, du lærte!

Stands, stands! Der er en Afgrund bag!

Hvem raaber?

                 Se!

                                  Berg jer itide!

I staar paa Skavlens hule Tag; –

den hænger udfor Stupets Side!

Det har ej Nød med mig og hende!

Vi har et Liv at lege rundt!

I Solskin er en Færd os undt,

som først om hundred Aar har Ende.

Da først I gaar tillbunds? Ja saa!

Nej, da gaar Legen mod det blaa.

Først hundred Aar i Glædestimlen,

med Bryllupslamper tændt hver Natt, –

et Liv, et hundredaars Tagfatt –

Og saa –?

                                  Saa hjem igjen – till Himlen.

Naa, det er den, I kommer fra?

Naturligvis; hvor ellers da?

Ja, det vil sige, allersidst

vi kom fra Dalen øst for Fjeldet.

Jeg syntes og jeg øjned hist

et Skimt af jer ved Vandløbskjellet.

Ja, det var der vi skiltes nys

fra vore Venner og Veninder

og trykked Haandslag, Favntag, Kyss,

som Segl paa alle dyre Minder.

Kom ned till os! Jeg skal fortælle,

hvor Gud har været mageløs, –

saa vil De fatte Jublens Vælde –!

Fy, staa ej der, som om De frøs!

Se saa! Tin opp! Det kan jeg lide.

Først er jeg Maler, maa De vide,

og det var allerede smukt

at skjænke mine Tanker Flugt,

saa jeg kan kogle Liv i Farver,

som han gjør Sommerfugl af Larver;

men aller prægtigst var dog Gud,

da han mig Agnes gav till Brud!

Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,

med Malerkassen paa min Rygg –

Saa kongeglad og frisk og trygg –

og kunde vist de tusind Sange!

Just som jeg gjennem Byggden strøg,

var hun deroppe paa Besøg.

Hun skulde drikke Fjeldets Luft

18og Sol og Dugg og Graners Duft.

Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjeldet;

det sang i mig: søg Skjønhedsvældet

paa Granemo, langs Skogens Elv,

i Skyflugt under Himlens Hvælv! –

Da malte jeg mit Mesterstykke:

et Rosenbluss paa hendes Kind,

et Øjepar, som lyste Lykke,

et Smil, som sang i Sjælen ind –

Men hvad du malte, saa du neppe, –

drak Livets Skaal i blinde Drag

og stod igjen en Solskinsdag

med Stav i Haand og snøret Skræppe –

Da strøg den Tanke mig forbi:

du har jo ganske glemt at fri!

Hurra! I Hast blev friet, svaret,

og dermed var det grejdt og klaret.

Vor gamle Doktor blev saa glad,

at selv han ikke vidste hvad.

Saa holdt han Lag tre Døgn tillende,

med Sang og Dans, for mig og hende;

fra Foged, Lensmand, Skriver, Prest,

al voxen Ungdom kom som Gjæst.

Fra Gaarden brød vi opp inatt;

men derfor endtes Gildet ej; –

med Flag paa Stang, med Løv om Hatt,

opp over Li, frem over Hej

af Flokken fulgtes vi paa Vej.

Vor Færd paa Vidden var en Dans,

snart to og to – og snart i Krans.

Af Sølvstøp drak vi Vinen sød –

I Sommernatten Sangen lød –

Og Skodden, som faldt tung fra Nord,

strøg lydig væk, hvor frem vi foer.

Og nu gaar Vejen –?

                                  Lige frem,

till Byen.

                                  Der jeg har mit Hjem.

Men først forbi de sidste Toppe,

saa ned till Fjordens Vik i Vest;

paa Egirs Hest med Dampen oppe

vi rider hjem till Bryllupsfest, –

og saa mod Sydens Land tillsammen,

lig Svaner paa den første Flugt –!

Og der –?

                                  Et Bryllupsliv i Gammen,

som Drømmen stort, som Sagnet smukt; –

20thi vid at denne Søndagsmorgen,

skjønt midt paa Vidden, uden Prest,

vort Liv blev lyst i Fred for Sorgen

og viet till en Lykkefest.

Af hvem?

                                  Af al den glade Klynge.

Ved Bægerklang hver Uvejrsky

blev satt i Ban, der turde tynge

det lette Løvværk om vort Ly.

Af Sproget ud hvert Ord de kyste,

som Varsel bar om Stormslags Drøn;

med Løv i Haaret de os lyste

som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.

Far vel, I to!

                                  Nej, stands og vent!

Det tykkes mig, som noget kjendt

i Deres Trækk –

                                  Jeg er Dem fremmed.

Og dog fra Skolen eller Hjemmet

jeg tror saa visst jeg mindes kan –

I Skolen; ja, da var vi Venner;

da var jeg Gut; nu er jeg Mand.

Det skulde aldrig være –?

                                  Brand!

Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!

Jeg kjendte dig fra første Stund.

Vel mødt, vel mødt af Hjertens Grund!

Se paa mig! Ja, du er den gamle,

som altid i dig selv var nok,

hvem Legen aldrig kunde samle

i Kammeraters viltre Flok.

Jeg var jo hjemløs mellem jer.

Dig tror jeg dog jeg havde kjær,

skjønt alle I der sør i Landet

var af en anden Malm, end jeg,

som fødtes paa et Næs ved Vandet,

i Skyggen af en skogløs Hej.

Din Hjembyggd, – ja, den er jo her?

Igjennem den min Vej nu bær.

Igjennem den? Saa? Vidre frem?

Ja vidt; og fort – forbi mit Hjem.

Du er jo Prest?

                                  Stiftskapellan.

Lig Haren under Holtets Gran

har jeg mit Hus snart her snart hist.

Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?

Spørg ej om det!

                 Hvorfor?

                                  Aa jo!

Det Skib, som venter eder to,

skal ogsaa føre mig herfra.

Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!

Tænk, Agnes, han skal samme Vej!

Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.

Till Gravøl?

                                  Du? Hvem skal begraves?

Den Gud, som nys du kaldte din.

Kom, Ejnar!

                 Brand!

                                  I Lin og Skrin

hver Jordtræls Gud, hver Døgnværk-Slaves,

skal lægges ned ved højlys Dag.

Der maa en Ende paa den Sag.

Det er paa Tiden I forstaar,

han skrantet har i tusind Aar.

Brand, du er syg!

                                  Nej, sund og frisk,

som Aasens Tall, som Bakkens Brisk;

men det er Tidens syge Slægt,

som trænger till at vorde lægt.

I vil kun lefle, lege, le,

vil tro saa smaat, men ikke se, –

vil læsse hele Vægtens Ve

paa en, som man har sagt jer kom

og tog den store Straffedom.

Han lod for jer sig tornekranse,

og derfor har I Lov at danse; –

ja dans, – men hvor du danser hen,

det blir en anden Sag, min Ven!

Aa, jeg forstaar! Den Sang er ny

og yndet over Byggd og By.

Du hører till det unge Kuld,

som kalder Livet Tant og Muld,

som jage vil med Pølens Skrækk

Alverden i en Askesækk.

Nej, jeg er ingen «Prækehest».

Jeg taler ej som Kirkens Prest;

knappt ved jeg, om jeg er en Kristen;

men visst jeg ved, jeg er en Mand,

og visst jeg ved, jeg øjner Bristen,

der margstjal hele dette Land.

Da har jeg endnu aldrig hørt,

vort gode Land i Rygte ført

for Overmaal af Livsenslyst.

Nej, Jublen sprænger intet Bryst; –

thi var det saa, da var det vel.

Lad gaa at du er Glædens Træl, –

men vær det da fra Kveld till Kveld.

Vær ikke et idag, igaar,

og noget andet om et Aar.

Det, som du er, vær fuldt og helt,

og ikke stykkevis og delt.

Bacchanten er en klar Ide,

en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –

25Silenen er en skjøn Figur,

en Dranker hans Karrikatur.

Gaa blot omkring i dette Land,

og hør dig for hos alle Mand,

og du vil se, enhver har lært

sig till at være lidt af hvert.

Lidt alvorslørt till Brug i Helgen,

lidt trofast efter Fædres Sed,

lidt lysten efter Nattverdsvælgen, –

thi det var samme Fædre med, –

lidt varm om Hjertet, er der Gilde

og Sangen runger for det lille

men klippefaste Klippefolk,

der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –

lidt ødsel naar det gjælder Løfter, –

lidt haarfin naar han ædru drøfter

det Ord, som gaves i et Lag

till Løsning paa en Alvorsdag.

Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;

hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;

han er en Brøk i stort og smaat,

en Brøk i ondt, en Brøk i godt; –

men værst det er, – hver Brøkens Del

slaar Brøkens hele Rest ihjæl.

Det er en lettvindt Ting at haane;

dog vakkrere det var at skaane –

Kanhænde det, – men ej saa sundt.

Nu vel; till Folkets Syndebundt

jeg føjer baade ja og Amen,

men ser dog ej det hænger sammen

med ham, du lægge vil i Skrin, –

den Gud, jeg endnu kalder min.

Min glade Ven, du er jo Maler; –

vis mig den Gud, hvorom du taler.

Du har jo malt ham, har jeg hørt,

og Billedet har Godtfolk rørt.

Han er vel gammel, ikke saa?

Nu ja –?

                                  Naturligvis. Og graa?

Tyndhaaret efter Gubbers Vis,

med Skjægg som Sølvtraad eller Js, –

velvilligt stemt, men dog saa streng,

at han kan skræmme Børn i Seng?

Hvorvidt du gav ham Tøfler paa,

se, det lar ved sit Værd jeg staa;

men vist jeg tror det gjorde godt,

om han fik Briller og Kalot.

Hvad skal det till –

                                  Det er ej Spott.

Just netopp saadan ser han ud,

27vort Lands, vort Folks Familjegud.

Som Katoliken gjør en Rolling

af Frelserhelten, gjør I her

af Herren en affældig Olding,

der er sin Alders Barndom nær.

Som Paven har paa Peters Stol

tillovers snart kun Dobbeltdirken,

saa snevrer I fra Pol till Pol

Vorherres Rige ind till Kirken.

I skiller Liv fra Tro og Lære;

for ingen gjælder det at være;

jer Stræben er, jer Aand at hæve,

men ikke helt og fuldt at leve.

I trænger till, for slig at slingre,

en Gud, som ser igjennem Fingre; –

som Slægten selv, dens Gud maa graane

og males med Kalot og Maane. –

Men denne Gud er ikke min!

Min er en Storm, hvor din er Vind,

ubøjelig hvor din er døv,

alkjærlig der, hvor din er sløv;

og han er ung, som Herkules, –

ej nogen Gudfaer paa de treds!

Hans Stemme slog med Lyn og Skrækk,

da han som Ild i Tornehækk

for Moses stod paa Horebs Berg,

som Kjæmpen staar for Dverges Dverg.

Han standsed Sol i Gibeons Dal

og gjorde Undre uden Tal,

28og skulde gjøre dem endnu,

hvis Slægten ej var slapp som du!

Og nu skal Slægten skabes om?

Det skal den, du, saa sandt og visst

jeg ved, at jeg till Verden kom,

som Læge for dens Sot og Brist!

Slukk ikke Lampen, skjønt den oser,

før den har vist dig Vejens Spor;

stryg ikke Sprogets gamle Gloser,

før du har skabt de nye Ord!

Ej noget nyt jeg stunder till;

det eviges Rett jeg hævde vil.

Det er ej Dogmer eller Kirke,

som jeg vil løfte med mit Virke;

thi begge saa sin første Dag,

og derfor var det muligt vel

de begge ser sin sidste Kveld.

Alt skabt har jo et finis bag;

det fanger Mén af Møll og Orm,

og maa ifølge Lov og Norm

afvejen for en ufødt Form.

Men der er noget till, som staar; –

det er den Aand, som ej blev skabt,

29som løstes, da den var fortabt,

i Tidens første friske Vaar,

som slog med frejdig Mandetro

fra Kjød till Aandens Opphav Bro.

Nu er i smaat den høkret ud, –

Takk være Slægtens Syn paa Gud; –

men frem af disse Sjælestumper,

af disse Aandens Torsoklumper,

af disse Hoder, disse Hænder,

et helt skal gaa, saa Herren kjender

sin Mand igjen, sit største Værk,

sin Ættling, Adam, ung og stærk!

Farvel. Jeg mener det er bedst,

vi skilles her.

                                  Gaar I mod Vest,

gaar jeg mod Nord. To Veje bær

till Fjorden, begge lige nær.

Farvel!

                 Farvel.

                                  Skill Lys fra Dunst.

Husk, – det, at leve, er en Kunst.

Vend du kun Verden opp og ned;

min gamle Gud jeg holder ved!

Godt; mal ham du med Krykkestav; –

jeg gaar og lægger ham i Grav!

Gik Solen ned?

                                  Nej, kun en Sky

strøg for; nu lyser den paany.

Her blæser koldt.

                                  Det var et Pust,

som jog igjennem Skaret just.

Her skal vi ned.

                                  Saa sort mod Sør

stod Berget ej og stængte før.

Du saa det ej for Sang og Leg,

før han dig skræmte, da han skreg.

Men lad ham gaa sin bratte Trapp;

vi knytter Legen, hvor den glapp.

Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt.

Det er igrunden ogsaa jeg, –

og nedfor er ej Vejen lett,

som borte paa den flade Hej.

Men har vi Højden bagom os,

da skal vi danse just paa Trods, –

ja, tifold mere vildt og fort,

end ellers vi det havde gjort. –

Se, Agnes, se den Stribe blaa,

som Solens Glød nu glittrer paa;

snart kruser den sig, snart den ler,

snart er den Sølv, snart er den Rav;

det er det store, friske Hav,

som du der yderst ude ser!

Og kan du se den mørke Røg,

som længe langsmed Leden strøg?

Og kan du se den sorte Prik,

som nu just rundt om Næset gik?

Se, det er Dampen; – din og min!

Nu staar den Fjorden lige ind!

Iaften staaer den ud fra Fjord,

tillhavs, med dig og mig ombord! –

Der slører Taagen tung og graa. –

Sig, Agnes, fik du Øje paa

hvor smukt sig Hav og Himmel malte?

Ja visst. Men sig mig om du saa –?

Hvad?

                                  Hvor han voxte, mens han talte!

Ja, jeg kjender mig igjen!

Hvert et Baadnøst, hver en Grænd,

Jordfaldsbakken, Osets Birke

og den gamle brune Kirke,

Elvekantens Olderbuske,

alting kan fra Barn jeg huske.

Men jeg tror, at mere graat

er det nu, og mere smaat;

og paa Berget Skavlen hænger

mere yderligt end da,

har af Dalens snevre Himmel

skaaret bort endnu en Strimmel,

luder, truer, skygger, stænger, –

stjæler mere Sol ifra.

Fjorden. Var den og den Gang

lige stygg og lige trang?

Det er Bygevejr. Der staar

ind en Raasejlsjagt for Børen.

Sør, indunder Hamrens Skygge,

33øjner jeg en Bod, en Brygge,

og der bag en rødmalt Gaard. –

Det er Enkens Gaard paa Øren!

Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.

Minders Minder myldrer frem.

Der, imellem Strandens Stene,

blev min Barnesjæl alene. –

Over mig er Klemslens Vægt,

Tyngslen af at staa i Slægt

med en Aand, som altid peged

jordvendt, udenfor mit eget.

Alt, hvad stort jeg vilde før,

vimrer nu som bag et Slør.

Modet, Magten har mig sveget,

Hug og Sjæl blir slapp og sprød;

her, ved Nærmelsen af Hjemmet,

ser jeg paa mig selv som fremmed, –

vaagner bunden, klippet, tæmmet,

Samson lig i Skjøgens Skjød.

Hvad er der for Færd og Virke?

Ud fra hver en Plads og Grænd

stævner Kvinder, Børn og Mænd.

Snart i Urd og snart i Brækker

taber sig de lange Rækker,

dukker atter opp igjen –

fremme ved den gamle Kirke.

O, jeg kan jer ud og ind,

slappe Sjæle, sløve Sind!

34Hele eders Fadervor

har ej saapass Viljevinge,

ikke saapass Angstens Drøn,

at deraf tillhimmels naaer, –

klangfuldt, som en Røst skal klinge, –

andet end den fjerde Bøn!

Den er Landets Løsen jo,

den er Folkets Feltraab blevet.

Ud af Sammenhængen revet,

ind i alle Hjerter skrevet,

ligger den som stormfordrevet

Vrag af eders hele Tro! –

Væk fra dette klumre Slug!

Der er Grubeluft herinde; –

her kan ingen Fanes Dug

flagre frit for friske Vinde!

Hej der! Hvem kaster Sten?

                                  Han skreg!

Jeg traff!

                                  Hør, Barn; stands denne Leg!

Der sidder han foruden Mén

og vipper paa en vindfældt Gren!

35Der kommer han saa vild som før!

Hjælp! Hu! Han hugger mig med Klør!

I Herrens Navn –!

                                  Hys! Hvem er du?

Staa stillt, staa stillt; han flyver nu.

Hvem flyver?

                                  Saa du ikke Høgen?

Her? Nej.

                                  Den store stygge Fugl

med Kammen fladt paa Panden strøgen,

med Rand om Øjet rød og gul!

Hvor gaar din Vej?

                 Till Kirke.

                                  Saa?

Da kan vi to jo Følge slaa.

Vi to? Nej, jeg skal oppad her.

Men der er Kirken jo!

                                  Den der?

Ja visst; kom med.

                                  Nej; der er styggt!

Styggt? Hvorfor?

                                  Jo, for der er smaat.

Hvor har du seet en større byggt?

En større? Aa, det ved jeg godt.

Farvel!

                                  Gaar der din Kirkevej?

Den bær jo till den vilde Hej.

Følg med mig, du, saa skal du se

en Kirke byggt af Is og Sne!

Af Is og Sne! Nu gaar det opp!

Derinde mellem Tind og Topp

jeg komme kan fra Gut ihug

der findes skal et Dalstrøgs Slug;

Iskirken tror jeg det blev kaldt;

37om den blev mange Slags fortalt;

et frossent Tjern er Gulv og Toft,

paa Skavlen ligger Sneen kram

og spænder vidt sig som et Loft

udover søndre Væggens Kam.

Ja, det ser ud som Is og Fjeld,

men er nu Kirke lige vel.

Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast

har tidtnok voldt at Bræen brast;

et Skrig, et Rifleskud er nok –

Kom med og se en Rensdyrflok,

som Skreden slog, saa opp den kom

ivaar først med den store Flom.

Gaa aldrig did; der er ei tryggt!

Gaa aldrig did, for der er styggt!

Guds Fred med dig.

                                  Kom heller med!

Deroppe messer Foss og Skred;

der præker Vind paa Jøklens Vold,

saa du blir baade hed og kold.

38Og Høgen slipper aldrig ind;

han slaar sig ned paa Svartetind, –

der sidder han, det Styggetøj,

som Hane paa min Kirkefløj.

Vild er din Vej og vild din Sjæl, –

en Langelek med sprukken Fjæl.

Af slett blir slett kun, slett og rett, –

men ondt til godt kan vendes lett.

Der kommer han med Vingesus!

Nu faar jeg se at naa ihus!

Farvel; i Kirken er jeg trygg, –

hu, hvor han kommer arg og stygg!

Kom ikke nær! Jeg kaster Sten!

Slaar du med Klo, slaar jeg med Gren!

Se, det var og en Kirkegjæst.

I Dal, – paa Hej, hvem gjør det bedst?

Hvem vimrer værst og vildest frem,

hvem famler længst fra Fred og Hjem, –

det Lettsind som, med Krans af Løv,

lar Legen gaa langs brattest Slug, –

det Slappsind, som gaar Vejen sløv,

fordi det saa er Skikk og Brug, –

det Vildsind, som har slig en Flugt,

at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –

39Till Kamp paa tvers, till Kamp paa langs

mod denne Trippelallians!

Jeg ser mit Kald; det glittrer frem,

som Sol igjennem Glugg paaklem!

Jeg ved mit Hverv; de Trolde tre

i Faldet bøder Verdens Ve; –

faar Slægten dem først lagt i Grav,

da viftes Verdenspesten af!

Opp; rust dig, Sjæl! Dit Sverd fra Lænd!

Till Kamp for Himlens Odelsmænd!