Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1876

 Kitty L. Kielland.

Kjære Søster – jeg sætter mig hen at besvare dit Brev i en behagelig Sindsstemning og brugende dertil en Eftermiddagstime, der ellers skulde været anvendt til fredelig Læsning; men jeg mærker, at Mangel paa Tiltag staar i Begreb med ganske at henskyde Besvarelsen af din venlige Skrivelse i et uberegneligt Fjerne. Her er idag ualmindeligt festligt i min Stue, da jeg paa Grund af en ubetydelig Snue og lidt imaginær Hovedpine (man fristes virkelig til at tude med de Ulve, man er iblandt) har opnaaet at slippe for en Middag hos Finne hvor alle de andre nu ere; jeg har derfor rodet af Hjertens Lyst: hele Bordet fuldt af Bøger og Lampen tændt Klokken 5. – Jeg gaar nu til at besvare dit Brev, idet jeg nemlig virkelig besvarer Breve, medens du derimod kun betragter et modtaget Brev som en Anledning til at skrive til Afsenderen; man kan mærke at du slet ikke har Brevet, der besvares, for dig, naar du skriver, men kun «triver Pennen i Haanden, naar over dig kommer Aanden»; men paa den Maade kan man ikke siges at korrespondere – i det høieste at skrive Breve.

Hvad der har afholdt mig flere Gange fra at skrive har været den unge Maler Skredsvig(?); vilde nødig se ud som en indfødt Stokfisk og vilde heller ikke vride mig fra Sagen ved at tale om det tvivlsomme Gavn ved saadanne Understøttelser; men jeg kan forsikre dig, at det er aldeles umuligt for mig i min Kreds at opdrive nogen Interesse for en saa fjern Trængende og til min Sorg hører jeg, at det heller ikke er lykkedes Far blant Onklerne. Skulde du heraf føle dig fristet til at tænke mindre godt om dem, idet der jo med tilsyneladende Berettigelse kan siges, at 5 spd. om Maaneden ikke er stort for dem, vil jeg bare sige dig, at Tiderne herhjemme er saadanne, at man nok kan være bange for sine Penge, og de Velgjørenhedskrav, der stilles til os alle ere større end man tror. Ikke engang Andreas kunde jeg formaa til at bestille et Billede af Manden; men dersom du vil sende hans Adresse vil Gabrielsen bestille sit Billede nu. Med hensyn til mig selv kan der ikke være Tale om nogen luxuriøs Expens.

Jeg tror at kjende din Frøken G., et stort lyst Fruentimmer med en vis usund Frodighed i Huden og et noget libidinøst Udtryk – n’est ce pas? Det er Synd for Eder og Synd for hende; thi i Virkeligheden er den Slags Væsen langt uskyldigere end man skulde tro. Men vore eller rettere Østlandets Damer have en forunderlig halvfin commis-voyageur-agtig Forestilling om det saakaldte flotte Liv i Udlandet. Jeg er sikker paa, at Frøken G. ofte siger – «ja hjemme vilde jeg ikke gjøre det, men her hører det netop til». Dertilmed taxerer jeg hende til at have den Feil, hvoraf f. Ex. A. led i sine Pigedage – at hun, naar en Herre kommer med en eqvivok Hentydning, fniser eller sætter op et Ansigt, som om hun fuldkomment forsto at vurdere Hentydningens Uanstændighed, og dog kan hun være fuldkommen uvidende og uskyldig. Men der gives virkelig mange Damer som tror, at det er fint, at give sig Mine af grundigt at kunne goutere en letfærdig Samtale, og jeg har seet A. f. Ex. fnise og slaa op med Halen ved Ytringer som hun umuligt kan have forstaaet; men da man med Lethed kan se paa en Mand, naar han gjør Exkursioner paa det Gebet, tro nogle, at det er flaut og snerpet at vise en saadan Kavaller tilrette og gaar derfor i sin Naivitet med paa Ting, hvorover de vilde skamme sig tildøde, om de forstod det, og herved bibringe de en stor Mængde taabelige eller fordærvede Mandfolk høist nedsættende, men ogsaa oftest høist uretfærdige Meninger om sig og Damer i almindelighed. (Jeg gad vide, om du ikke synes, mine psykologiske Iagttagelser ere lidt kjedelige? vil du isaafald ikke genere dig for at sige til itide.) Jeg ved slet ikke, hvad man skal gjøre med den Slags Folk; jeg tror en Skræk vilde være gavnlig, om man truede med at lade hende bo alene, eller om en Herre lod sig forlede til at være rigtig nærgaaende mod hende. Kanske kommer hun sig med Tiden; men jeg kan godt tænke mig, hvorledes hun kan ødelægge meget for Eder; – jeg siger Eder, thi i dette Spørgsmaal er du jo nøie forbunden med Frøken Backer, som jeg desværre slet ikke kjender; men som jeg dog sender min ærbødige Kompliment. – Siden du nævner Heyse! – du har vel læst Im Paradiese; den Bog maa have en ganske speciel Interesse for dig, da den er tagen lige ud af dine Omgivelser dernede; men det vil vist saare dig, at han kun et Sted nævner en Landskabsmaler og der udtaler en souverain Foragt for Landskabsmaleriet. Jeg kan ikke begribe, hvorfor han gjør det! – jeg skal nemlig i al Fortrolighed sige dig, at blandt de faa utiltalende og kjedelige Billeder, jeg saa paa min Reise, tæller jeg først og fremst de store moderne Figurbilleder – Lessing’s Luther ikke undtagen –, medens jeg bliver varm ved at tænke paa Calame, Lessing’s Landskaber, Gude o.s.v., for nu ikke at tale om det smukkeste, jeg tror der findes paa Kloden – der Kalchofen af Berchem. – Bogen er imidlertid fortrinlig, om den end ikke kommer op imod Kinder der Welt. – Hvad du siger om, at du anser «dig sikker mod Ungdommens Anfægtelser og Rørelser» lod mig en Stund tro, at du begyndte at blive forelsket i en eller anden, allenfals er det et høist mistænkeligt Tegn, naar Damer, der ikke ere komne længer i Alder end du, føle sig saa forbandet brandfrie: man kan aldrig paa nogen Dag i Aaret med positiv Sikkerhed indestaa for, at man ikke er forlibt iovermorgen. – Med Hensyn til at komme hjem til os nærer du den Følelse, som jeg ventede, og jeg har selv mange Gange tænkt paa, hvorledes det i Tiden vil gaa dig. Jeg gaar ud fra, at du maa tilstaa dig selv, at du aldrig – det maatte da være i en meget sildig Alder – for Alvor kan tænke paa at tage fast Bopæl her, det vilde jeg i dit Sted sige ligeud til Fader og saa heller komme oftere hjem paa Besøg. Hvad Far selv mener, ved jeg slet ikke; men jeg tror at efterhvert som Tiden gaar, indser han mere og mere, at du neppe kommer tilbage for godt – ialfald ikke paa mange Aar.

Paa en liden rød Lap taler du et Par Ord om Faustina Strozzi; du synes mig ikke at have opfattet Pointet ved denne Bog fra en saadan Forfatter. Medens han tidligere har skrevet disse Bondenoveller (hvoraf Verden isandhed ikke ønsker eller trænger flere), hvori Hovedmotiver uvægerligen er, at Menneskene gaa og tie og forhærde sig mod hinanden indtil der kommer en Forsoning med den stereotype Finale «at Gud var ataat», – har han i denne Bog virkelig drevet det til en næsten begeistret Kamp for Friheden. Vistnok ere alle Angreb paa vore Brøst maskerede med det fremmede Lands Navne og vort Præstevælde rammes ikke direkte ved Jesuiternes Nederlag; men for den, der med Længsel venter et frisindet Ord ogsaa blandt os, er denne Bog, med al sin Tarvelighed, dog et lille Fremskridt, og jeg tror i den Taushed, hvormed den blev modtagen at se Bevis for, at vore Tartuffer ville iagttage en afventende Holdning ligeoverfor de nye farlige Tendenser hos Hr. Lie.

Jeg har nu gjennemgaaet dit Brev og foreslaar, at vi skulle være enige om at skrive paa denne Maade, idet vi derved – omend uenige – faa en interessant Debat, hvilket er at foretrække for de bedste Breve uden bestemte Tilknytningspunkter.

Jeg synes, jeg hørte, at du havde været sammen med Holger Brækvand; han var vel grumme utækkelig? han har til min store Sorg flere Gange leveret Bidrag til det forresten respektable Tidsskrift «det 19. Aarhundrede»; ligervis ser jeg, at du har truffet Dietrichson – han er nu en gammel lebbet Limkoger –, om Ibsen vedlægger jeg nogle Linier, jeg skrev forleden paa Malde. I disse Dage for 2 Aar siden var jeg paa min berømte Reise, og jeg kan ikke nægte, at jeg længes svært ud igjen; men jeg har fortiden mange Bøger og saa tænker jeg, at jo mere man lærer jo mere kan man nyde – og engang kunde jeg jo komme ud igjen.

Jeg tænker, du er mere à jour med Begivenhederne her end jeg selv er; thi Beate paastaar, at jeg bliver menneskesky og jeg opvækker ofte Harme og Forbauselse, ved pludselig at vise mig uvidende om de aller interessanteste Verdensbegivenheder i vor Kreds. Efter Dikkas Sygdom er alt gaaet godt og fredeligt: Beate er som almindeligt, Jens do – daarlig i Øinene –, men mit Navn og jeg selv trives i uforminsket Frodighed.

Jeg sender dig nu Beates og Børnenes Hilsener samt mine egne til dig – – kjære Søster! haabende at du har Lyst til snart at skrive til mig.

Din hengivne Broder Alexander.


 Beate Kielland.

Kjære Kone! – jeg har læst dit Brev med Eftertanke, og jeg forstaar dig godt; men du gjør mig Uret naar du for Alvor tror, at jeg ikke har Sands for dine «smaa» Sorger. Om jeg behandler saadanne Ting med Lethed – ja «haanligt», saa er det, fordi jeg mener, at paa den Maade er det, man gavnligst kan samle sig Trøst eller rettere Modstandskraft; men du ved selv, i hvor høi Grad netop jeg kan lide under en saadan Misstemning ligeoverfor Folk, som man saa inderligt nødig vil ophøre at elske. Og ligesom for ret at lade mig føle dette, har Skjæbnen igjen ført mig i et Misforhold til Far. Denne Gang har jeg ikke engang Ide om, hvilket Ord han har taget mig ilde op: jeg udviklede, at jeg ikke syntes, du behøvede at komme ind for Afskedens Skyld, og fortalte derpaa om mit Møde med Peter Hærem. Om han nu fandt det anstødeligt, at jeg mente, du kunde undlade at sige Farvel til «en Svigerinde» (jeg nævnte ikke Jacob – kanske stikker det deri) eller om mine noget skarpe Udtalelser mot «de hellige Mænd» (jeg fortalte forresten Intet om, at jeg havde bandet) – det ved jeg isandhed ikke; men han behandler mig atter a la Skumpelskud og viser alle de andre fordoblet Velvilje. Jeg kjæmper atter den fortvivlede Kamp mod at lade mit Hjerte forbitres mod ham og har det kanske meget værre end du. – Imidlertid skal jeg ikke lade den første Leilighed til Forklaring gaa hen, da jeg har seet, at Tiden kun gjør Alt værre. – Kjære Beate, det er sandt, at du i høi Grad staar alene; men du kan ikke vide, hvor ensom jeg er; det er sandt, at der er en stor Afstand mellom dig og mig (jeg mener det isandhed ikke hovmodeligen); men der er en langt større Afstand mellem mig og de Andre. Du skal ikke tro, at jeg finder dig, dine Sorger og dine Tanker ubetydeligere end de Andres; men jeg finder dig naturligere og respektablere enn alle Andre. Og er jeg end med mine Anskuelser ensom som en Østers, saa ligne vi dog hinanden i Sensibilitet og vore Sympatiers og Antipatiers’ Oprigtighed – ikke sandt? Ikke mener jeg, at vi skulle sætte os hen og mugge, «fordi Verden behandler os slet»; men naar den ene faar et Stød, skal den anden formindske Stødet ved at fremstille det som saa lidet som muligt og ikke – som de fleste Ægtefolk – forstørre det ved strax at se alt med den «anden Halvdels» Øine. Heri ligger min forskjellie Methode, som jeg holder paa, fordi Intet er skadeligere for et Menneske end Følelsen af, at man hos en Anden kan være absolut sikker paa det mest ubetingede Medhold. Derfor synes jeg dig udeltagende; medens jeg isandhed kun arbeider paa at være retfærdig, og – idet jeg ved, hvor partiske vi ere for dem, vi elsker – kan jeg stundom synes at forlade dig og gaa over til Fienden. Men et er sandt: saadanne alvorlige Meddelelser, som denne, have vi for sjeldent mellem os – og det er min Skyld, idet jeg kvier mig for al den Misforstaaelse som den udsætter sig for, hvis moralske Begreber udspringe fra Grundsætninger, der ere hans Omgivelser ganske fremmede – ja ligefrem lastværdige; men naar det en enkelt Gang sker, bringes man nærmere sammen – om vi end aldrig blive enige, kunne vi dog oppnaa: ikke at misforstaa hinanden. Her slutter jeg for idag, haabende at kunne tilføie, at jeg atter er kommen iorden med Far.


Om Aftenen: Jeg er nu saameget lettere, at det ovenfor skrevne næsten synes mig for alvorligt; men jeg lader det staa, da det er Udtryk for en virkelig Stemning og maaske vil være dig til Glæde. Da jeg spurte Far, hvormed jeg havde fortørnet ham, svarede han «med Intet». – «Ja men du har dog været vred paa mig siden igaar.» – «Muligens; men saadant kommer ofte over mig.» Derpaa kom Moder til og siden var han som ellers; dette er altsaa overstaaet; men jeg tror, han gaar og grubler og ærgrer sig over alt, til han bliver ganske tumlen. Det hævner sig, aldrig at ville lære noget og dog vide alt bedst selv. – Jeg er nu lettet og det var bare godt at jeg ikke fik tale mere, især hvis han var fortørnet over, hva I kalde min Ugudelighed; thi min Overbevisning er ligesaa stærk som hans og erhvervet med mere Anstrængelse og ærligt Arbeide. Jeg eftertragter intet Martyrium og vil gjerne gaa af Veien for Fanatikerne; men jeg vil heller leve i Fiendskab med alle mine Omgivelser end opgive, hvad jeg har erkjendt for Ret og Sandhed. Nu skal jeg sove godt og tænke paa dig og de søde Smaa.

Din egen A. L. K.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! du kan ikke tro, hvor dit Brev var velkomment; jeg har levet en af de ubehageligste Maaneder i mit Liv inden jeg fik Brev hjemmefra og tilslut havde jeg telegraferet idag hvis ikke dit Brev var kommet imorges; jeg haster med at besvare det, dels fordi det er mig en Trang og dels, forat vise, hvor jeg sætter Pris paa selv de aller ubetydeligste Efterretninger fra Eder. Mine Øine se nu ud til at skulle blive gode til Jul, men det har været mange Lidelser og Plager – kan du tro; nu maa jeg gaa i fri Luft og med blaa Briller og ikke være forlænge oppe og helst ikke læse ved Lys, den eneste Fordel har været, at jeg har sluppet en Soiré musicale – hos L’s – hvor det var tarveligt med Maden – siger Tante L. – og nu iaften kan jeg «desværre» ikke gaa paa Bal til Onkel K.

Du snakker om Regn og Høstveir! jeg forsikrer dig paa, at Spilene løbe i Vand paa min berømte Paraply ved Tanken om stille og fredeligt Høstregn istedetfor Nordenvind og 15 Grader Kulde og Is paa Ruden hele Dagen, som jeg maa tø op ved at gløde Ildtangen; til og med er her så glat, at jeg har en hel Tricolor paa Halen af at falde paa en Skraaning udenfor Boghandler Cappelen hver Eftermiddag, indtil jeg igaar fik store Isbrodder paa Hælene, hvilket igjen bevirker, at Dørmatten følger mig ned af alle Trapperne til stor Forundring for Banco. – W ser ynkelig ud; forresten lever han meget blandt Skuespillerne og den hele Bjørnsonske Klik, til hvilken han er i den Grad for god, at jeg beklager ham; ikke saa – at jeg antager, at han vilde passe bedre i nogetsomhelst andet Selskab, men det ærgrer mig at se, hvorledes alt ungt og sundt enten blive – eller gjælde for – Filistre eller ogsaa ere nødte til med Hud og Haar at sælge sig til et «Parti». For den, der staar fjernt og ser Raketten gaa tilveirs, er det et skjønt og vækkende Syn, men den Stakkel, der er fordømt til at staa saa nær Fyrværkeriet at han ikke blot ser Raketten, men endogsaa tydeligere «Stokken», der hænger i Halen paa det Store, han forbitres i Nydelsen og har al sin Anstrengelse nødig for ikke at miste Illusionen. Naar jeg derfor ser disse æsthetiske Paddehatte, der gro op overalt, hvor noget Stort viser sig, hvorledes de graadigere end Polyper ligger paa Lur efter «friske Kræfter», hvorledes de – selv uduelige, matte, idéløse Skabninger – suge Blodet af det idealske unge Lys og saa stige tilveirs paa store Ord og intetsigende Interjectioner, hvorledes Feldtraabet gaar fra Høiden ned til «Pakket», som derpaa udspyr det i sin Kreds, saaat naar du kjender en af Klikken, kjender du dem alle, naar man ikke længere er Individ, men ligesom et Lem af en Daarekiste, faar et Nummer og en Paaskrift, naar man intet tør mene, sige eller tænke, før det er autoriseret – naar jeg ser dette – da væmmes min Sjæl og jeg kan med infernalsk Glæde fryde mig ved at se «Stokken» falde mat og forbrændt til Jorden, naar Raketten har futtet af.

Du siger, Tiden er rig, Alt stort, Intet smaat, – jeg siger Tiden er fattig, Alt smaat, Intet stort – det er: Individet er væk, Masser, Opinion, Hære, Presse – det er Stikordene: Associationsideen har seiret – ja det ved Guderne den har seiret og alle ere vi blevne en Stump af et – respectabelt Hele, men for hvis enkelte Medlemmer vi væmmes. I første Del af Enten-Eller staar:

Lad Andre klage over at Tiden er ond; jeg klager, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplingspiger.

Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaske kunne anses for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige! –

Gyldne Ord. –

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.