Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1877

Kitty L. Kielland.

Kjære Søster – Damerne først! – først vil jeg – springende over alle Indledninger – sende dig nogle aabenhjærtige Bemærkninger om dig selv; ikke af den specifik norske Aabenhjærtighed, der er ensbetydende med sursød Ubehagelighed – og som vi ville benævne Tante L –; men af den sympathetiske Utvungenhed, som man føler ligeoverfor en Person, der ved, at Ens Ros ikke er en skjult Daddel, men at Ens Daddel meget mere er en forklædt Ros.

Pro primo tror jeg, at den, der siger, at han befinder sig i et Gjennemgangsstadium, allerede har passeret Krisis; pro secundo tror jeg, at Intet er mere skadeligt end den Formening, at Livet ikke er værd at leve, førend man har erhvervet fuldstændig Sikkerhed for, at nu er man paa en Prik kommen paa den rette Hylde, nu har man løst sin Tilværelses Gaade. Næst efter de Mennesker, der fare omkring med Ild i Rumben (med b synes jeg godt at Ordet gaar an) søgende høit og lavt sit Kald, hvor ret deres kjære «jeg» kan pave sig og komme til «fuld Gyldighed», næst efter disse ved jeg Intet kjedsommeligere end de Mennesker, der ere tilfredse med sig selv og alt, der ere komne tilro som Andersens Ællinger under det Kaalblad, hvor de fødtes og udenfor hvilket Verden ophører. De første – de emsige Hastværkere – hvorledes gaar det dem? siger S. Kierkegaard. «Gaar det dem ikke som hin Kone, der i Befippelsen over, at der var Ild i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?» Og nu de, der have «udstridt», «kastet Anker», «fundet Fred» – og hvad det heder altsammen – ere da de at misunde? Utilfredsheden er Livets Dampkraft, og ligesom man maaler en Maskine efter Hestekræfter, kan man maale et Menneskes indre Værd efter Graden af hans Utilfredshed – eller Utilfredsstillelighed.

Og dog er Lykken vort Maal – og vi kunne naa dette Maal, men kun paa Betingelse af, at vi opgive Haabet om at blive tilfredse. Dette er ikke en Gjentagelse af den flaue Hverdagstrøst, at man kan være tilfreds, naar man har gjort, hvad man har formaaet, selv om Resultaterne lidet tilfredsstille os. Nei det er min Mening – og gid det vilde lykkes mig at faa den klart udtalt baade for din og for min egen Skyld – at den ene eftertragtelige Lykke, der kun naaes af veludrustede Naturer, bestaar i en stadig fremadskridende Udvikling af vor Erkjendelsesevne. At kjende Menneskets Væsen, dets Plads som Led i den Del af Universet, som vi kjende, at føle sin Aand – idet den omspænder Fænomenernes Mylder – overalt at beholde Fodfæste – (thi selv ligeoverfor det Ubekjendte svimler ikke den, der ved, hvad han staar paa) at have eller rettere uafladelig at erhverve en skarp adskillende Sans for, hvad der baade hos En selv og hos Menneskene er Sandhed og hvad der er Løgn eller Fordom, at være sig bevidst ikke blot sin Morals Gavnlighed, men ogsaa dens historiske og psykologiske Baggrund – samt fremforalt at bevare den varme Kjærlighed til Mennesket – dette Smertens Barn – ikke for at inddele det i Faar og Bukke, ikke for at beundre det eller begræde det; men for at forstaa det og efter Evne gjøre det mer skikket til at sætte Pris paa Tilværelsen. Dette er Lykken – og jo nærmere vi naa den, jo mere vi forstaa og overskue af Menneskelivet – jo mere utilfredse blive vi. –

Dersom Guderne havde givet mig en speciel kunstnerisk Begavelse i Vuggegave – istedetfor at ryste et Kræmmerhus med «tausend Siebensachen» ud over mig, vilde jeg sige til mig selv; «Først er du Menneske, saa er du Kunstner». – Vel ved jeg, at der siges, at Kunsten skal være Alt for sine Dyrkere, optage dem helt, fylde deres Hoved og Hjærte m. m.; og naar jeg ikkedestomindre paastaar, at Mennesket først skal være Menneske i min Forstand – skal du ikke snurpe Munden og rynke Næsen, men du skal tænke over mine Ord; og du vil maaske føle dig mindre frastødt af dem, naar du betænker, at din nuværende Utilfredshed med dig selv snarere kanske kommer fra en dunkel Fornemmelse af, at du ikke paa de rent men neskelige Feldter har gjort forsvarligt Arbeide end af en virkelig Uværdighedsfølelse ligeoverfor den elskede Kunst. Din Karakter fordrer sit Tyngdepunkt i en solid Livsphilosophi, og hvormeget du end tror at være klar over det Vigtigste, kan jeg dog ikke frigjøre mig for den Tanke, at det Gjennemgangsstadium, hvori du befinder dig, er af mere gjennemgribende Art end artistiske Anfægtelser.

Det er sent paa Natten, og da er man for aabenhjærtig til at tale om sig selv – selv ligeoverfor en elsket Søster. Kun saameget:

Jeg tror neppe at jeg vilde være istand til at faa mine Anskuelser udtalt i Roman- eller Novelleform, da jeg vel besidder mere Kritik end Fantasi; Moralfilosofien – i mit store Ideal – Stuart Mill’s – Forbillede tror jeg snarere at kunne behandle mit Erfolg; især forekommer Opdragelses- og Undervisningsreformer mig at være yderst nødvendige.

For at prøve om jeg overhovedet har nogen Stil, har jeg begyndt – ja du vil le! – en Afhandling om Dyrenes Beskyttelse; men – vil du tro det? selv der har jeg rendt mig fast, idet jeg ikke tør tale frit om skadelige Fænomener i Ungdommens Opdragelse. –

Dine literære Bemærkninger have glædet mig meget, og du vil ikke finde mig anmassende, naar jeg siger, at mine Anskuelser overfor de ældre og nyere Romaner have passeret nøiagtig den samme Udvikling; men du overdriver Receptiviteten i Norge, om du tror, at de realistiske Romaner ville finde sit Publikum her. Foreløbig spille de samme Rolle som Paul de Kock’s Romaner i Leiebibliothekerne og omtales af skikkelige Folk med Afsky, af uskikkelige med et frivolt Smil.

Naar jeg tænker paa mine Forhold her, bliver jeg ikke længer modløs, men sint – bogstavelig talt sint! – at de Gamle ere gamle – nu Herregud! – men Ungdommen! – Ved du hvad den akademiske Ungdom har gjort? – gaaet op paa Slottet forat komplimentere Prindsen, fordi denne vilde vise Standen den Ære at blive Student ved Upsala. Undertiden synes det mig, at noget – noget stort maa hænde – men jeg holder med Tante Mina, der ved Brandraabene blev siddende ganske rolig og kun sagde: «Brand – tror I virkelig her er Brand? Nei – her hænder aldrig noget i Flækkefjord.»

Godnat kjære Søster – det gaar med Livets Sorger som der synges i: Skjære Havre:

Hver tar sin, saa tar jeg min! – men det er en kjedelig Leg. Takket være Uforanderligheden lever alle godt.

Beate og Børnene hilse.

Din meget hengivne Alexander.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.