Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1878

Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg kom hertil efter en hurtig Reise imorges Klokken halv elleve. Jeg vilde da reist lige til Paris med Toget Klokken elleve; men blev forsinket og maa nu vente til iaften kl. 11. Lørdag Aften vil jeg saaledes være i Paris; imorgen vil jeg telegrafere fra Kølln, saa faar du vel Depeschen paa Sølyst.

Paa Reisen havde jeg det yderst kjedeligt og her i Hamburg, som jeg nu aldrig har kunnet lide, er min Stemning inderlig trist: mit hele Forehavende synes mig saa taabeligt og eventyrligt, at jeg ikke kan begribe, at I lod mig reise. Jeg lader det staa til, for nu maa jeg jo fremad. Smaabørn taaler jeg næsten ikke at se; iformiddags var jeg i den zoologiske Have; men selv ikke det kunde kvikke mig op. Der var forresten deiligt: alle Trær udsprungne, Sirener og Hyld i fuld Blomst og saa den store Mængde pragtfulde Fugle og underlige Dyr. Her er Solskin, men stærk Vind og Støv.

Hvad der trykker mig er formodentlig den altfor pludselige Overgang fra altfor mange Venner og Bekjendte til den absolutte Ensomhed; jeg vil nu gaa mig en Tur paa Jungfernstieg, forat fordrive Tiden.

Saasnart jeg er kommen til Ro i Paris, skal jeg telegrafere min Adresse og saa maa du skrive strax baade om dig selv, om Børnene og om Far, hvis du ved Noget. Hils nu de Smaa fra mig og Andreas, Onkel Axel, Axel S. og alle de andre. Du har det vel ogsaa tungt i Begyndelsen; men du tror dog paa mig og det gjør ikke jeg. Men hva der maa til, det maa til og du kan tro, jeg skal ikke give mig over, før alt er forsøgt. Mine Manuskripter fik jeg i Kristiansand og jeg vil strax tage fat paa Proverbet, naar jeg kommer frem. Kjære Kone! farvel saalænge – et er sikkert og det er, at Menneskene bedst kunne udmaale Graden af sin Kjærlighed og Hengivenhed paa Frastand.

Din hengivne Alexander.

Jeg glemte at give Andreas Fuldmagt som min Stedfortræder; jeg sender den herved tilligemed mine venskabeligste og taknemligste Hilsener.


Beate Kielland.

Kjære, kjære Kone! havde jeg vidst, hvad jeg gik imøde, var jeg kanske bleven hjemme; du gjør dig ingen Ide om, hvor elendig, modløs jeg er; men det er nu ikke noget at snakke om: jeg faar arbeide og se, om det ikke bliver bedre. Det er ogsaa ondt at gaa i en saadan Spænding med Hensyn til de første Efterretninger hjemmefra. Jeg skrev fra Hamburg, telegraferede fra Kølln og igaar telegraferede jeg herfra; men jeg har ikke faaet Svar – det er nu heller ikke saa lysteligt. Om Reisen og om Paris kan jeg sandelig ikke fortælle dig nu; maaske skriver jeg imorgen en Korrespondence og sender den til Wullum tilligemed Proverbet, som jeg har omarbeidet idag. Hvis min Korrespondence kommer i Dagbladet, kan du kjende den paa, at jeg mærker den med det elskede A. L. K. ikke under Artiklen, men i den første Linie. Hvis ikke Wullum vil have den, beder jeg ham sende den til dig, saa kan du sælge den til Lars Holst eller Onkel Axel eller til hvemsomhelst.

En Brasilianer ved Navn: Don Joseph Francisco de Castro var saa snil at besørge mig i Hotel ved Ankomsten til Paris ellers laa jeg vist nu langt nede i Seinen. Af Taknemlighed boede jeg tre Dage i et dyrt Hotel og morede mig godt med min Brasilianer, der var godmodig og ret vakker. Saa opsøgte jeg Fru Rode, der var meget venlig. Jeg bor nu i samme Hotel som hun; jeg har det godt, og det er en stor Trøst at kunne gaa opp og tale med Fru Rode, ganske alene tror jeg ikke jeg holdt ud endda. Forresten reiser hun desværre bort om en 4–5 Uger. Fritz Thaulow, der bor i Paris med Kone og Svigerinde, ere ogsaa meget venlige mod mig; men de reiser om 8 Dage. De har et lidet Barn, som er saa ligt Baby, at jeg næsten ikke taaler at se det for Aske i Næsen.

Jeg har god Ro til at arbeide og saasnart jeg bliver færdig – det er: faar afsendt Proverbet, vil jeg begynde paa Kongens Foged. Men Haab har jeg ikke! jeg synes jeg maa være lidt gal. Nu maa du skrive meget til mig om de Smaa, om dig selv og hvad du ved om Far og om Stemningen idetheletaget og har du noget at trøste mig med saa kom med det. Men hvis ogsaa du har det ondt, saa faar vi give Digteren Paager ivold og begynde – nei nu maa vi fremad, frisk Mod – lille Kone! bare dø ikke! Hils Andreas og sig ham, at jeg skammer mig hver Dag ved Tanken om, at han gaar og bærer mine Sorger og bed ham skrive snart til mig. Indlagte maa du sende til Fruen.

Hils nu alle fra mig og kys Børnene – jeg vil dog haabe, at jeg bliver fornuftigere om en Tid. Farvel kjære Kone! jeg skal skrive strax jeg faar Brev fra dig.

Din Susing af en Mand Alexander.

[…]


Beate Kielland.

Kjære Kone! – jeg sidder halvt ude paa Gaden i en Café tæt ved mit Hotel. Her gaar bare Studenter og deres Damer, der ere meget muntre, meget letsindige; men de opfører sig altid pent og anstændigt her. – Med Hensyn til «mit Arbeide», som jeg kalder det, maa du nu vide, at mine Korrespondencer til Dagbladet ikke bærer mit Mærke, men kun hedde – «Fra en tilfældig Korrespondent». Jeg har hidtil kun skrevet to dels fordi Fru Rode, der er Korrespondent for Dagbladet, ikke lider, at jeg gaar hende iveien, dels fordi jeg ikke er tilfreds med de to, jeg har skrevet. Bätzmann har sendt mig (han bor i en anden Kant af Byen) Katalogen over det, man kalder Salonen – det er: den aarlige Udstilling af nye Malerier; jeg tror, det er forat jeg skal skrive derom; men Fru Rode sagde ligeud at hun gjorde «Kjærlighedens Ret gjældende» – og at hun vilde sende sin Erik Korrespondencer fra le salon. Saa kan jo ikke jeg gaa hende iveien; men hun reiser om nogle Uger, og saa kan jeg tage fat. Bätzmann bad om at faa Parabelen til Dagbladet; den kommer derfor kanske der, men du maa ikke tilstaa, at den er af mig. Idag har jeg skrevet en liden Fortælling kaldet: En Middag, som du også faar holde Udkig efter i Dagbladet. Min første Korrespondence handler om den store Opera, min anden om Jardin des plantes med mere. Jeg arbeider – som du ser – men jeg synes selv aldrig, at jeg gjør nok, her gaar saamegen Tid væk med at se. Igaar fik jeg Telegram fra Far, han lader som ingen Ting, og jeg er inderlig glad, hvis alt kan gaa over i Stilhed; men jeg er dog spændt. Du havde jo tøvet og sagt, han kom en hel Uge før den virkelige Ankomst; jeg har derfor i hele forrige Uge tænkt mig dig paa Nærstrand. Bare ikke dine Breve kommer bort – du skriver vel Adressen nøiagtigt. –

Jeg bor som du ser – paa en Boulevard, det vil sige en meget bred Gade beplantet med store Almetrær paa begge Sider. Her hvor jeg nu sidder og skriver – det er sent paa Natten – gaar der tæt af Mennesker forbi og Vogne i massevis; her er en Latter og Spektakel som paa et Bal af bare This’er; men man vænner sig snart dertil, da ingen ændser én, og jeg skriver ligesaa uforstyrret som i en Stue. Naar jeg gaar i Udstillingen, lader jeg ofte som om jeg viser dig omkring, og da kan du tro, du siger meget dumt i din Forbauselse og Beundring. Kitty og jeg korresponderer om, at hun skal komme indom Paris, naar hun reiser hjem; jeg vilde gjerne se hende; men jeg gruer for den travle Tid: hun kommer rent til at sprænge mig. I Almindelighed gaar jeg alene uden at tale et Ord den hele Dag og det lider jeg bedst; naar jeg maa følge Fru Rode, Frøken Gram og den svenske Frøken Witlock er jeg nærved at brække mig. Jeg begynder at befinde mig bedre; nu vil jeg snart opsøge Ministeren, forat se at komme i fin Omgang, hvilket jeg savner. Hvad du hører eller ser i Aviser, naar mine Produkter kommer frem, maa du sende mig; nu haaber jeg snart at faa høre fra dig om Far. Hils nu de stakkels Smaa fra mig, jeg tænker igrunden altid paa eder og jeg bliver derved et bedre Menneske. Farvel til næste Gang.

Din inderligt hengivne Alexander.

Jeg aabner dette, forat paalægge dig, at du maa bede Andreas om at sende mig strax 1 hel Pakke Sundhedssalt ellers forgaar jeg af sur Rødvin.

Din A. L. K.


Beate Kielland.

Kjære Beate! Jeg lever noksaa godt; her er et hæsligt Veir ganske som hjemme. Da Fru Rode nu er ganske alene, maa jeg næsten hver Dag følge hende til Middag Klokken 7 a 8 og saa blive vi sammen til Aftens. Det gaar mig med hende som du pleier at sige, at jeg er mod andre Mennesker: jeg bliver saa skrækkelig træt af hende. Uagtet jeg mangengang føler mig saa alene, er det mig dog saa ubehageligt at vide, at jeg ogsaa her i min Frihed skal skylde Hensyn til nogen, derfor gruer jeg altid for Eftermiddagen, skjønt naar vi først ere komne i Gang, saa gaar det noksaa godt. Igaar mærkede jeg pa hende, at hun synes, jeg er noget tvær og stiv af mig. Vi havde nemlig en hel Dag sammen, der var fæl i Begyndelsen, men som endte saa morsomt. Det er bedst, du faar den at høre udførligt, forat danne dig et Begreb om dette fremmedartige Liv. Her var stor Revue eller Mønstring over en Mængde Tropper i Boulogneskoven; dette vilde jeg absolut se. Nu vidste jeg, at alle Befordringsmidler paa en saadan Dag ere ganske overfyldte og at Menneskemassen er enorm; derfor vilde jeg lure mig afsted alene. Men Fruen vilde ogsaa derud og saa maatte jeg da tilbyde Følge. Om Morgenen var jeg da saa lunken som muligt (jeg sagde saagar, at jeg havde ondt i Maven og sad med Plaidet om mig); Vogn kunde jeg naturligvis ikke opspore; men det hjalp ikke. Saa gik vi da efter mit Forslag til Dampskibsstationen ved Floden; der stod vi i queue (i Række bag hverandre) fra Klokken 12 til 3. Da vi endelig vare komne Skibsbroen saa nær, at vi havde al Udsigt til at komme med det næste Skib, traadte Mængden (hvad der er sjeldent i Frankrig) ud af Rækken og stormede paa, saaledes at Børn næsten knustes, Hatte og Paraplyer forsvandt og nedtraadtes, Kvinder besvimede, og alle skreg som besatte. Vi trængtes forbi Skibsbroen og stod en halv Time i en Trængsel, som du ikke kan tænke dig. Jeg vilde tilbage og opgive Dampskibet; men det blev af de Omstaaende erklæret for umuligt; endelig blev det mig for slemt, jeg tog Fruen og banede mig Vei til Barrieren ved Flodbredden, der fik vi komme igjennem og slap løs. Efter saaledes at være pint i 3 Timer (jeg var naturligvis gjennemvaad – du har aldrig seet mig saadan) troede jeg, at alle Tanker om Revuen vare opgivne; men Fruen vilde nu prøve alene med Jernbanen. Jeg syntes da, at jeg maatte følge og vi drog atter afsted efter at jeg havde byttet. Da mærkede hun godt, at jeg var høflig-gnaven (du ved vist, hvordan det er), hvorfor hun foreslog, at jeg skulde spise Middag og drikke Vin. Vi gjorde da det paa Banegaarden, jeg skammede mig lidt og blev noksaa elskværdig. Afsted gik det i en deilig 1ste Klasses Kupé til Auteuil ved Boulogneskoven; Veiret var den Dag straalende og Omegnen var saa mageløs deilig, vi passiarede og tænkte ikke mere paa Revuen. Da begyndte jeg at mærke, at Stationernes Navne paa Baedechers Kort slet ikke vare de, der førte til Auteuil; det viste sig da, at vi vare langt forbi vort Bestemmelsessted. «Lad os gaa med til Versailles!» sagde jeg. – «Ja kom!» sagde Fruen og saa reiste vi videre. I Versailles fik vi se Tropperne, der vendte hjem fra Revuen og saa kom jeg da endelig i den store Have, der altid har været mit Ideal. Jeg blev heller ikke skuffet. Solen gik netop ned bag de store Kastanietrær, og skinnede i det uhyre men lave Slots utallige Vinduer, fra Terassen saa jeg ud over denne berømte Have, der er saa stor, at man ikke øiner Slutningen. I Forgrunden Trappen, der er saa bred som Torvebakken, med hvide Statuer og klippede Buxbompyramider (det var noget for mig) nedenfor Fontainerne, saa den store firkantede, lange Sø og yderst i Horisonten en bred Allé af kjæmpestore stive Popler – Hækker som en Væg, tætte og glatte i Krumninger og Vinkler – endeløse Alléer – fine brede Grusgange – og saa ikke et Menneske at se. Det var noget andet end en Revue! Nyslaat Hø laa ude. Buxbom og Skovlugt blandede sig med al den Aroma, som den varme Dag efter Regntiden fremkaldte fra hele Haven – det var en Luft, som man ikke kan forestille sig. Klokken 9 reiste vi tilbake og opvakte stor Jubel blandt Jernbanebetjeningen, da vi kom med vore Returbilletter fra Auteuil og sagde at vi hadde været i Versailles. Man forlangte ingen Overbetaling, men bad os bare høflig om at passere. Vi spiste da i min Café en Kjødsuppe, hvori findes Brød, Løg og etslags Ost, der opløser sig i lange seige Traade, saa den er vanskelig at faa i sig, men du kan tro den er god. Se det var nu en Dag i Paris.

Var ikke dette et morsomt og langt Brev? Din Bemerkning om de gamle Herrer er sand – det er en Feil! jeg er misfornøiet med mig selv og vil nu tie længe; jeg har debutert som en Hvalp – lad os ikke tale mere derom. Hils Børnene – du maa fortælle mere om dem. – Far har overtaget de 4 000 Franks, som jeg laante i Kreditbanken og ydermere sendt mig 2 500, saa jeg kan blive her længe – et Aar er det mindste, jeg tænker paa nu. Han er bleven saa utaalelig religiøs – ellers er alt godt. – Nu maa du skrive snart igjen og fortælle meget – jeg antager, at vi ere et Par kloge og lykkelige Mennesker, der holder meget af hinanden.

Din inderligt hengivne Alexander.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! – Tak for din Lap. Ogne, hvor du nu vel er, har altid været mit Yndlingssted, siden Andreas og jeg en Dag fandt det, men nu, da jeg er her, staar det for mig som en Extrakt af Himmel og Helvede! ikke sandt – naar du gaar indover med Ryggen mod Havet, saa maa du uvilkaarligt tænke paa, at du nærmer dig Helvede eller at du befinder dig paa Loftet af et stort Theater mellem gamle ubrugelige Kulisser og mislykkede Dekorationer.

Lad mig se, om du kan male Stranden – det vil sige seet fra Havet: med Bagsiden af Bølgerne i Forgrunden, Stranden i Midten og Helvede i Baggrunden. Eller det omvendte: en Smule blaat Hav i Baggrunden, Marehalm i Midten og i Forgrunden et Menneske – skabt i Guds Billede – med Halen tilveirs, rodende ivrigt om i sin Smule Jord, forat se om han kan opnaa den store Lykke at finde to Poteter der, hvor han i Vaarens Haab nedlagde et – eller en, – thi Poteten er Fælleskjøn ligesom Troen, Ondskaben – og Kjærligheden – Haabet er Intetkjøn – trommelommelom!

Du maa hilse Frøken Hiorth paa det allerhjerteligste – er det ikke et mageløst Hus?

Skriv snart – og lad mig høre hvordan du har det.

Den hengivne Broder Alexander.


Beate Kielland.

Kjæreste Kone! – idag er jeg oplagt til at være snil og desuden har jeg at bede Omforladelse. Jeg har nemlig undladt at svare paa dit Brev af 19de Juli og derfor har jeg nu to Breve at svare paa…Du har vel – a propos – seet den yderst hæderfulde Anmeldelse av Proverbet i Dagbladet? ser du, at jeg, der er en saa stor «Tyran», hilses som en, der vil slaaes for Kvinden? Jeg har været hos Camilla Collett og læst Proverbet for hende; hun var vel fornøiet; men det gaar hende som saamange: de kunde ikke rigtig tro paa mig. Man er saa vant til at se Emancipationens Sag i Hænderne paa gamle skikkelige Nathuer eller svedende Talere med Halstørklædet paa skakke, at man ikke rigtig kan tro, det er Alvor, naar en ung, pen Kavaller med ordentlige Flipper giver sig Mine af at virke for Kvindesagen. Det morede mig hele Tiden at holde den gamle Dame i Uvished, hvorvidt jeg var en Vaabenbroder eller en Laps.

Jeg har mange Gange tænkt paa at fortælle dig, hvorledes jeg tilbringer min Dag. Om Morgenen staar jeg op undertiden Klokken 9, undertiden Klokken halv to. Saa drikker jeg undertiden Chocolade her i Hotellet, undertiden Kaffe, undertiden ingenting. Saa spiser jeg undertiden Frokost Klokken elleve, undertiden Klokken halv tre; undertiden spiser jeg Ræddikker, smaa Pølser, Abrikoser og Kaffe-is, undertiden Melon, Hummersalat, Omelette og Rødvin. Undertiden spiser jeg tæt herved, undertiden i Versailles, undertiden i St. Cloud. Saa spiser jeg Middag undertiden Klokken fem, undertiden Klokken halv ni; undertiden spiser jeg her i Hotellet, undertiden mange Mile herfra. Til Middag spiser jeg undertiden Foraarssuppe – fuld af smaahakkede Næber, Gulerødder, Poteter, Kaal, Bønner, Erter, Asparges, Løg, Petersille, Timian og andet Slags Græs – derpaa Ræger, Hønsefrikassé, Blommer og friske Nødder, undertiden spiser jeg Kaalsuppe med Brødskorper, Sardeller, Lax, spækket Kalvekjød med Potetsstappe, Is eller Ferskener. Mellem Maaltiderne gaar jeg undertiden i Louvre, undertiden til Udstillingen, undertiden skriver jeg. Du ser saaledes, at jeg lever som en Hund og jeg forundrer mig undertiden over, at jeg holder det ud.

Med hensyn til Far maa du endelig ikke tro, at jeg er uforsonlig; tvertimod; men jeg ved bare ikke, hvorledes jeg skal tage ham. Gjennem Andreas har jeg hørt, at han klager over sine store Udgifter, over at jeg har stellet mig dumt og ødslet og saa videre. Altsammen Ting, hvori han har Ret; men det giver mig et saa forvirret Billede af ham. Forleden skrev jeg i en meget nedtrykt Stemning nogle faa Ord til ham, hvori jeg saa indstændig bad ham skrive til mig; jeg faar prøve at skrive et ordentlig Brev idag.

Ser du det var Besvarelse af dit første Brev, nu tage vi fat paa det andet. Naar jeg skriver saa ualmindeligt langt, kan jeg aldrig tro andet end at du maa tilgive mig, at du har ventet saalænge paa Brev.

[Resten mangler.]


Beate Kielland.

Kjæreste Beate! dit Brev af 1ste har ligget flere Dage ubesvaret, da jeg har været syg. Jeg ved ikke, hvad der feiler mig; jeg kan ikke sove og aldeles ikke spise; derimod har jeg den ulideligste Tørst og Kvalme. Det gaar imid lertid nu fremad; et Par Dage laa jeg tilsengs, da fik jeg ret ligge i Fred uden at nogen gik omkring og «irriterede» mig; men – tænk du! det var slet ikke morsomt. Jeg har faaet Medicin af en Doktor fra Kristiania, som jeg kjender; han mente, jeg fik Gulsot, men det ser ikke ud til det heller. Forresten behøver du ikke at ængste dig, jeg ser efter alles Dom ud som Sundheden selv, og igaar, da Axel Horten kom, glemte jeg hele min Sygdom. Sagen er nok den, at jeg sidder formeget inde og grubler uden at arbeide ordentligt, saa jeg tænker, det bliver gavnligt at faa Axel at tale med. Dertilmed begynder jeg at tro, at jeg ikke er synderlig større Helt end den øvrige Familie – men det maa du ikke sige.

Hvis mit næstsidste Brev var af en noget spagfærdig Natur, saa kom det vel af, at jeg idetheletaget er bleven saa forunderlig blød af at være alene; men at jeg skulde komme hjem til Jul, er en stor Overdrivelse – har jeg virkelig sagt det?

Du har nok Ret, naar du frygter for, at vort Liv Dør om Dør med de Gamle snart vilde komme i det gamle Spor. Men vi maa betænke, at vore Finantser ere aldeles ødelagte. Jeg har allerede besluttet ikke at drive Værket til næste Aar medmindre Tiderne forbedre sig. Men jeg mener, at jeg nu skal have Mod til at fremstille Situationen for Far, saaat han kunde befrie mig fra noget af den værste Gjæld eller ogsaa sælge hele Værket. Da maatte vi flytte bort, men hvorhen? I den Belysning, hvori jeg ser alt i disse Dage, synes vor Stilling yderst trøstesløs; men saa ved jeg, at tilslut pleier alt at gaa godt for os og du taber ikke Modet. – End den Hedningen – Andreas, som reiste til Petersburg; bare han ikke sætter sig fast der, det vilde være det værste, som kunde hænde os.

Du har nogle Spørgsmaal, der maa besvares. Jeg har ingen Penge faaet af Dagbladet og faar vist ingen, jeg forstaar mig ikke paa det hele og trækker mig tilbage fra dem. Fra Lars Holst har jeg ikke hørt et Ord. Slaget ved Waterloo skal forhaabentlig engang komme i et lidet Bind Noveller – kanske til Jul, naar jeg bare faar min Appetit og Arbeidslyst igjen.

Det var en trist Geburtsdagsbeskrivelse, og det værste er, at jeg ikke kan finde noget at sende i et Brev. Du ved, hvilken Tosk jeg er, og nu da jeg til og med er syg, faar du rigtig have mig undskyldt. Jeg har saamænd ikke været i Humør til at lade mig fotografere; men jeg faar vel snart til. Du kan ikke tænke dig, hvor blød og ubehjælpelig jeg er i denne Tid; jeg gider neppe snakke – alt synes mig idel Bræk. Idag vil jeg skrive Breve, jeg har liggende en hel Del ubesvarede, og imorgen vil jeg tvinge mig til at tage fat paa tredie Afsnit af Slaget ved Waterloo. Denne Stemning kan gjøre mig gal, og jeg tror Arbeide er det bedste Lægemiddel.

Det er vel nu snart paa de Tider, da Emilie maa tilbage til Byen. Bliver du der længe efter hende? – naar er det egentlig at du vil reise til Johan? – det har du vist aldrig fortalt mig. Glem nu ikke at sige mig nøiagtig Be sked, før du reiser, om Johans Præstegaards Navn og fulde Adresse; jeg synes du har nævnt noget om Hallingdalen; men lad mig faa det skrevet – og fuldstændigt. Axel er nu ude paa sin første Fodtur i Byen; han vil helst være alene, da han er saa bange for, at vi to ellers skulde tale bare norsk sammen. Han er vist allerede flinkere i fransk end jeg. Jeg vilde saa gjerne beholde ham her i Huset, da Ensomheden virkelig er trykkende. Hvem skulde have troet, at jeg var saadan en Kjærring? Kjære Beate! nu maa du være glad i mig og saa maa du trive en Pen og skrive mig et Trøstebrev, for det trænger jeg nok til og fortælle om Børnene og om dig selv. Næste Brev haaber jeg skal blive af en bedre Farve.

Din inderlig hengivne Mand Alexander.


Beate Kielland.

Kjære Kone! jeg faar svare strax paa dit Brev af 8de, siden jeg har været saa i Uorden en Stund. Men det har ellers været nogle anstrængende Dage de to tre sidste med Brevskrivning, idet der havde ophobet sig endel at besvare. Til Far har jeg med faa Dages Mellemrum sendt ikke mindre end 4 Breve. Han var atter bleven stødt over noget – Gud ved hvad – i et Brev fra mig og derfor skrev han ikke i to Maaneder. Nu faar jeg se at faa det godt igjen! Med Helbreden er det nu noksaa godt, kun er det elendigt med Appetiten. Dersom jeg kunde faa Erter og salt Kjød, tror jeg, at jeg skulde kunne spise godt; men Restaurationsmaden her, ja bare Lugten i Spisesalen, er bleven mig ganske væmmelig.

Forresten tror jeg, at jeg har forlidet Motion, jeg er bleven saa doven til at gaa, saa jeg kvier mig for den mindste Udflugt; men nu, da jeg er begyndt at tænke paa det, skal jeg tage mig nogle gode Spadsereture. Nyttigt Arbeide har jeg ikke gjort paa langsommelig Tid; thi naar jeg har overvundet mig til at gribe Pennen, har der altid været et eller andet Brev at besvare og saa gaar Dagen tabt, før man ved Ord deraf. Axel Horten er kommen; det har opkvikket mig meget, bare han ikke flytter igjen; han er saa urolig og fuld af Planer. Hans Bog læser jeg nu; Indledningen synes mig meget mislykket og vil sætte adskilligt ondt Blod. Han har hilset fra dig og bragt mig Manchetknapperne – ja – hvad Tid tror du, det bliver besørget?

Til Far har jeg sendt et Stykke af mit Sengeomhæng, forat han skal lade undersøge om der er Arsenik i Farverne. Jeg skulde næsten tro det, for jeg er saa tung saa tung om Morgenen.

Det var rigtig glædeligt, at du endelig fik en smuk Sommer; jeg fornøier mig ved at tænke paa, hvor de Smaa maa trives. Undertiden i min Sygetid havde jeg de skrækkeligste Fantasier om alt det, som kunde tilstøde dem, og det var isandhed næsten det værste ved Sygdommen. I Paris har Sommeren været god forsaavidt som her har været liden Hede megen Vind og Regn. – Her faldt jeg i en blid Søvn med Hovedet paaskakke og nu mærker jeg, at jeg har sovet en halv Time; det er en underlig Døsighed, der er over mig. Det er sikkert, fordi jeg gaar og drar mig uden at bestille andet end at iagttage «Sygdommen». Men nu lover jeg at tage Skeen i den anden eller begge Hænder. Imorgen staar jeg op med Solen og begynder at skrive, er jeg først begyndt, saa skal det nok gaa. Jeg vilde ønske, du maatte faa Glæde af din Reise; men jeg kan ikke nægte, at jeg finder Ideen noget livlig. At reise op i Jotunfjældene senhøstes med en liden Pise af en Gut, synes mig noget, ja noget livligt; men du ved, jeg maa altid sige lidt imod, og naar jeg tænker mig om, saa er jo September endnu etslags Sommer. Husk nu at svare paa mine Spørgsmaal i forrige Brev om, hvorhen du reiser. – Jeg har en Følelse af, at dette er et rigtig kjedeligt Brev, men du – jeg er oprigtig talt saa ludlei af at skrive Breve idag, at du maa lade dig nøie med mine gamle Forsikringer om, at jeg savner dig og længter efter dig og aldrig bliver glad, før jeg er hjemme igjen. Kys de smaa.

Din egen Alexander.


Beate Kielland.

Min Adresse er fremdeles Gr. hotel du sénat, rue de Tournon No. 7; men for Øieblikket befinder jeg mig flere Mile fra Paris i den deiligste By, jeg har seet, i et forfærdeligt fint Hotel, som hedder Pavillon de Henri IV. Og hid er jeg flygtet – kjæreste Kone! fordi jeg i mit nye Logis boede ligeover et av de simpleste Restaurationskjøkkener, der begyndte om Morgenen Klokken 9 med stegt Løg. Naar jeg saa lukkede Vinduet op, fik jeg hele Duften fra et Slagteri, og du kan tænke, at det fede Kjød hernede lugter godt i Varmen. Værtinden kunde ikke strax skaffe mig et andet Rum, og saa reiste jeg hid; ja nu ser jeg, at jeg ikke har sagt, i hvilken By jeg er. Det er Saint Germain; her er et slot, en Park og en stor Skov. Mit Hotel ligger paa en Terasse, hvorfra jeg ser nedover Seinen og ud i den skjønneste Egn. Jeg begynder forresten at være bange for at skildre, hvad jeg ser, da jeg kan forstaa, at Aarsagen, hvorfor du ikke glæder dig saa overvættes til min Hjemkomst til Jul, er den, at du af et flot Ord i et Brev fra mig har tænkt dig Muligheden af at faa reise mig imøde. Har jeg Ret? Økonomien er imidlertid en absolut Hindring, og hvis jeg faar nok Smaafortællinger istand (jeg har 7) og hvis Bätzmann, som kommer herned igjen, finder, at jeg bør trykke dem, saa maa jeg til Kjøbenhavn i November forat faa Bogen forlagt. Jeg vilde give meget til, at jeg ikke havde skrevet hine uoverlagte Ord og til, at du kunde være ligesaa glad som jeg ved det snare Gjensyn. Misforstaa mig ikke! jeg er ikke vigtig eller ubehagelig. Men jeg kan tænke mig, hvad selv en saa ubestemt Udsigt til en Reise maa have været for dig og derfor forstaar jeg saa godt, at Skuffelsen i en vis Grad kan formørke den Glæde, som jeg ved du føler ved at se mig igjen. Tager jeg Feil heri, behøver du ikke at sige mig det. Jeg reiste hid med en gammel katolsk Præst, der var saa hjertens snil og tækkelig. Præsterne her have lært Folkeskik, de ere hverken myndige eller frivole; men de opføre sig som Folk, der bestræbe sig for at gjøre et daarligt Indtryk godt igjen. Det er Fortiden, som trykker dem. Saavidt ere vi ikke hjemme, vore Præster have endnu ingen Anelse om, at de en vakker Dag ville staa som hin Borgerkaptein, der tog Feil af Høire og Venstre og saaledes marcherede alene ind i en Gade, medens han troede at have hele sit Korps efter sig. (Du maa ikke blive stødt, om du senere skulde se mig udvikle denne Tanke andetsteds.) Forleden Dag blev Vreden over vor kirkelige Misere saa stor i mig, at jeg i et Træk skrev en saare giftig Artikel, som jeg sendte til Dagbladet. Dersom den bliver optaget, hvad jeg ikke venter, har jeg paalagt Redaktionen at sende dig et Exemplar til Hakkedalen. Dit Brev fra Kristiania fik jeg just som jeg kjørte Axel til Udstillingen og mig selv til Banegaarden, forat reise hid. Alt, hvad du fortalte om Jens var som Manna i Ørkenen, og Bodden og Baby kommer aldrig ud af mit Liv. Idag har jeg netop her i Byen, hvor man holder en stor Skovfest, seet en liden tynd Pise som Jens i Tricot og glatsiddende Bajadsdragt. Han stod alene i en Krog i Gjøglerboden og græd – ja du han græd som en voxen ulykkelig Mand. Jeg gav ham en Franc; men det trøstede ingen af os og jeg maatte gaa bag Boderne og græde høit en lang Stund. En Nat drømte jeg, at Jens faldt i en stor Elv, og jeg besluttede at telegrafere til dig, saasnart det blev lyst, at du maatte passe ham godt. Saa gal er jeg dog ikke om Dagen; men du tror ikke, hvor jeg længter efter Eder. Hils nu Præstens, – og min egen Jensunge og husk paa, hvor meget jeg holder af dig.

Din Alexander.


Beate Kielland.

Kjæreste Beate! jo jeg kommer ganske vist hjem til Jul; thi Pengene svinder sørgeligen ind. Far skjænder ikke, han bare klager saa smaat, og det er næsten værre. Der var en Tid, da jeg længtede saa heftigt, at alt hjemme fik et rosenfarvet Anstrøg. Dette har nu forandret sig lidt; jeg længter nok endnu; men jeg begynder at dele din Ængstelse for de kommende Dage. Der er imidlertid aldeles ingen Ting at gjøre ved den Ting, vi faar prøve at gjøre det saa godt vi kan; et er sikkert: vi lade os ikke en Gang til undertrykke i den Grad som før. Ialfald maa jeg hjem og noget, ja meget forbedret er dog Situationen. Ved du, hvad jeg gruer mest for, naar jeg skal reise herfra? – at finde paa Presenter. Nu skal du høre min Liste: du og de Smaa, Andreas, Axel, Jonas Kielland, Far & L, alle mine Søskende – er det flere? Herregud – kan du ikke hjælpe mig? jeg kommer aldrig til at finde noget til hver. En hel Del billige mauriske og algieriske Smykker og simple Vifter har jeg tænkt; men Andreas –! tror du, han vil «sætte Pris paa» en smuk Ring med en Diamant? find paa noget! find paa meget! find paa alt! Det synes jeg er det mindste du kan gjøre for mig! kom nu ikke med Udflugter! – Ja Fotografi siger du! jeg har ikke andet end et dumt Billede sammen med Salicath, som du bare vil ærgre dig over, og jeg kan ikke fotografere mig nu, da jeg har noget yndigt Skjæg, som er i Opvæxt. – Jeg kan nok tænke mig, at Bätzmann skræmte dig – der er noget halvt Djævel og halvt Abe ved ham; men han har et klart Hoved og er saa respektabel som en gammel Journalist kan være det. Han er menneskefiendsk og farlig at komme nær, det ansees derfor som en Mærkværdighed, at han paa en saa velvillig Maade har sluttet sig til mig. Jeg haaber at du ikke saa altfor forskrækket ud, da han kom; thi han er sig sin Hæslighed bevidst. – Træffer du Schawland, saa sig ham Tak for hans anerkjendende Hilsen, den jeg sætter megen Pris paa. –

Du har vel nu faaet min heftige Artikel «Forargelse». Hvad synes du? og hvad siger Johan? Redaktøren for Dagbladet takkede for den i de mest smigrende Udtryk, han mente den vilde gjøre godt. Jeg haaber ogsaa, at den vil vække en og anden. Med Hensyn til Anonymiteten er der vel ingen Tvivl om, at jeg bliver kjendt paa den kierkegaardske Stil, der er saa indgroet hos mig; men du skal ikke netop erklære mig for Forfatter. Regnskab med Dagbladet har jeg ogsaa endelig faaet. Man erkjender at skylde mig baade Tak og Honorar, hvor stort siges ikke; men Berner – Redaktøren – «ønsker at sætte det saa høit som muligt, om det end ikke kan blive saa meget som ønskeligt kunde være». Dog beder man mig give Henstand med Betalingen, da de slette Tider ogsaa have derangeret Bladets Finantser. Dette synes jeg var en noksaa glædelig Besked. Jeg skriver en trist Historie om to unge Mennesker, der gifte sig i Elskov og uden tilstrækkelige Indtægter, og som derpaa lidt efter lidt gaa tilgrunde i Økonomi og Børneavl. Tror du ikke, at det maa ligge for mig? Det er den 8de lille Historie, jeg har at byde Bätzmann, naar han kommer. Siger han, at jeg ikke bør lade dem komme ud som Samling, vil jeg sælge dem enkeltvis til Tidsskrifter i Danmark og Norge; – men jeg tilstaar for dig alene, at det vil være mig en bitter Skuffelse. Jeg er meget spændt! –

Det er bare godt, at Jens er Mammadalt; skulde Johan eller nogen anden klog Mand mene, at det svækker Karakteren, kan du fortælle, at jeg var akkurat ligedan i min Barndom, og jeg antager, at man finder, at jeg nu er modig nok. Hils forresten Johan i Alvor fra mig og sig ham, at jeg har den Tro til ham, at han vil erkjende Berettigelsen i mine Angreb paa hans Stand; det er en stor Kompliment. Hils også Fru Kristine og fremfor alt Jensemand. Maren skrev en Dag, at Børnene havde det godt hjemme, men hun bad ogsaa at slippe for at sende flere Breve, da hun skrev saa slet (deri havde hun Ret). Fra Far fik jeg Brev igaar: Baby er saa vilter og fornøiet og Bodden pen og snil – Bodden tænker jeg mig bliver som Onkel Axel – fin og passelig klog.

Der foresvæver mig noget om, at det var paa denne Tid af Aaret vi giftede os; jeg mindes det med Glæde, vort Ægteskab har isandhed været lykkeligt og jeg takker dig – kjæreste Kone.

Farvel for idag – kjære Kone! – altsaa et Brev til sendes til Hakkedalen.

Din inderlig hengivne Mand ALK.


Beate Kielland.

Kjæreste Kone! jeg skrev igaar, og derfor er dette bare et Brev, som jeg skriver med etslags Pen, forat volde dig en Extrafornøielse. Aarsagen, hvorfor jeg er i Versailles, (hvor jeg har spist Agerhøns med Champagne), er den, at jeg idag har fuldendt den Fortælling, jeg omtalte: om de to, der gik tilgrunde i Økonomi. Den blev baade trist og infam; men jeg tror at gavne – ialfald de unge Piger ved at vise dem, at den romantiske Livsanskuelse, der er saa overrost af vore Fædre, nutildags kan (maa) berede de sørgeligste Skuffelser. Alle ere ikke saa lykkelige som vi! Endvidere glemte jeg igaar, at fortælle dig, at jeg vil skrive et Brev til Tante Lisbeth og Onkel Smith, forat takke dem baade for dit nuværende og tidligere Ophold der. Jeg er glad over at have husket paa dette og du synes vist ogsaa, det er godt.

Naar jeg nu bare vidste vor Bryllupsdag! – jeg spaar, at det er den 18!? – Jeg faar vist gaa til Ministeren og spørge, hvilken Dag Kong Karl den 15. døde. Jaja – vi ere alligevel solid og godt gifte det vil sige: jeg synes, at jeg er godt gift – nu er her mørkt.

Godnat, din Alexander.

Jeg forudser, at du til evig Tid vil paastaa, at dette er et Champagnebrev, men det er det ikke; thi mit gode Humør skriver sig fra en lang ny Frak, jeg har kjøbt.

Gr. hotel du sénat. Rue de Tournon No. 7, Paris.

Saaledes skrives Adressen; du maa ikke skrive alle Ordene med store Bogstaver.


Beate Kielland.

Kjære Beate! det glæder mig, at du synes, jeg er flittig til at skrive Breve, og du vil vist fremdeles være fornøiet med mig; thi jeg skrev baade den 15de, 16de og nu igjen den 18de. Det er jo altfor meget, men jeg maa dog skrive idag, da jeg aldrig fraviger den Regel: at svare strax paa et modtaget Brev. – Endnu ved jeg slet ikke, naar jeg kommer hjem, ialfald tvivler jeg paa, at der kan blive nogen Anledning til at reise mig imøde. Det er imidlertid langt frem, og jeg kommer ialfald til at opholde mig en Tid i Kjøbenhavn. – Disse Dage ere ikke meget behagelige; efterat have fulført min sidste lille Fortælling, har jeg slet ikke havt nogen ny Ide. Og dette ængster mig, thi jeg gaar bestandig i en Angst for, at denne pludselige Frugtbarhed skal forsvinde ligesaa pludseligt som den er kommen. Vistnok har jeg liggende nogle halvfærdige Arbeider; men dem har jeg ingen Lyst paa. 12 Smaastykker vilde jeg plent have; men nu staar jeg ved 8. – Først idag vil jeg gjøre et Forsøg paa at finde min Ven fra Leipzig. Spørger du, hvorfor jeg ikke har gjort det for længe siden, saa kan jeg kun svare, at det formodentlig er af Dovenskab og fordi, det syntes mig saa haabløst at finde ham i den samme Bopæl efter 5 Aars Forløb. Men nu har jeg truffet paa hans Familienavn Riggs i Adressebogen og Axel, der holder min Energi nogenlunde iaande, har nu gnaalet saalænge, at idag skal jeg da prøve at finde ham. Hvis han har et fint Hjem, vilde det være en overordentlig Glæde og Fordel for mig at blive optaget der, da jeg har et stort Savn efter Mennesker paa samme Trin som jeg selv. Thi de, man som Fremmed har Adgang til at stifte Bekjendtskab med her, ere i Almindelighed i ingen Henseende mine Ligemænd. I næste Brev faar du vide, om min Expedition lykkedes eller om jeg kom hjem igjen til min simple Gade uden at have faaet Foden ind i den fine Verden. – Du har gjort Ret i ikke at vise Johan Opsatsen i Dagbladet; thi netop nu, da jo han selv i al Verdslighed er optaget af at indrette sig paa det komfortableste som Christi Efterfølger i denne Jammerdal, vilde hverken du eller jeg belønne ham for hans Elskværdighed mod os ved at skræmme Livet af ham med haarde Ord. Proverbet forstaar han kanske også lidet af; man maa være inde i Literaturen, forat forstaa, hvad vi Unge kaver med. Han har vel ingen Greie paa Emancipationens Stilling nutildags, og kan maaske derfor heller ikke se andet i Stykket end Angreb paa Præstestanden eller Religionen. Spørg derfor ikke mere; hvis jeg fik tale med ham tror jeg, at han skulde sande adskilligt, thi han er i Virkeligheden liberalere end de fleste; men jeg kan godt tænke mig, at nu har han andet at tænke paa. Jeg faar vist skrive et Brev til Fru Kristine baade forat takke og for om muligt at komme lidt op igjen i hendes Gunst. Hils hende og Johan paa det hjerteligste.

Der er en Ting ved din Skrivning, som jeg maa gjøre opmærksom paa i Farten. Du dypper aldrig Pennen, før du har skrevet saalænge, at der næsten ikke findes det allermindste Blæk i den. Følgen heraf er, at hver ottende Linie er næsten ulæselig – dyp lidt oftere – er du snil! – Jacob E. Dybwad, min Fætter og Bankier var her nogle Dage med sin Kone; de vare yderst venlige mod mig; vi bleve rigtig gode Venner alle tre og havde det morsomt sammen. Hvis du faar saamegen Tid tilovers paa din Hjemreise, skulde du opsøge dem i Kristiania. Med dine Efterretninger om Jens er jeg saare vel tilfreds; du maa hilse ham og sige, at det slet ikke er farligt at være Mammadalt, alle Mennesker vilde være lidt bedre, om de vare Mammadalter istedetfor smaa Paver. – Axel sidder og venter paa mig, han beder hilse. Jeg har faaet en skrækkelig Feber – efter Agerhøns og Champagne, som jeg kjæmper tappert imod – saadant noget kan du ikke tænke dig. Farvel for idag kjæreste Kone, jeg længter heftigt efter dig – din hengivne

Alexander.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! jeg vidste slet ikke, at Korrespondencen stod fast hos mig. Ellers har jeg den priselige Vane at skrive strax ved Modtagelsen af et Brev; men du maa vel vide det bedst. […]

Du skal altsaa have mange Tak for dit Brev og dobbelt siden jeg fik det uforskyldt. Lad mig begynde med det ubehageligste; du træffer ikke mig i Paris; det er afgjort, at jeg maa hjem før Jul – væsentlig af økonomiske Grunde. Jeg kunde nok kanske have godt af at være her længer; men det er altfor galt med Pengene, – ja lad os nu ikke tale mere om den Ting. Det gjør mig meget ondt for dig; du kunde havt Nytte af mig og begge kunde vi havt Glæde af hinanden. Men jeg er saa glad ved at tænke paa, at du har Lundes og Fr. Backer. Atter en Ubehagelighed! – jeg har ikke været hos Herman Lunde – hvorfor? – spørg Vinden, spørg Katten, spørg dig selv – alle vide det bedre end jeg selv. Det er mig med andre Ord ubegribeligt at jeg ikke forlængst har været der, om ikke for andet, saa for at berolige min onde Samvittighed. Men jeg skal dog gaa did, før jeg reiser herfra, hvilket vel bliver i Slutten af næste Maaned. Som du ser, befinder jeg mig i Fontainebleau. Det er mit Yndlingssted, som jeg tager Afsked med, formodentlig for bestandigt. Det er den skjønneste Plet, jeg har seet af Jorden. Om et Par Timer reiser jeg tilbage til Paris, som i Virkeligheden begynder at trætte mig. Aa du Nar! som synes, det er beklemmende naar det pisker paa Ruderne. Vidste du bare, hvor jeg længes efter en vaad Storm af frisk Havluft, istedetfor denne evige Pariservind, der ligger paa Lur bag alle Hjørner, forat kaste mig en Pose Støv i Næsen. – Ja ikke sandt! Ogne er et Pragtsted, især nordenfor Elven. Men saa skulde du ogsaa – blandt meget andet – have seet Sirevaag. Man gaar mellem Fjelde og Sand, indtil man plutselig kommer i en grøn Kløft, hvor Fiskerne bor. At du gruer for Malerne til næste Aar, finder jeg troligt nok; og vilde anse det som et overordentlig Fremskridt ved dig, om du indsaa, at I – Malerstanden – er det mest uvidende Krapyle som findes «under Kloden» – som Andreas siger.

Du vil kanske svare, at jeg kjender ikke dem, som du kjender. Hertil gjensvarer jeg, at jeg kjender nok af dem; og saalenge I holder Eder i Flok enten i smaalig Kappestrid og lumpen Bagvaskelse eller i vanlige Klumper af gjensidig Beundring, saa blir der aldrig andet af Eder end det Skrab, vi ser i Udstillingen. Saa kommer der nogle Pattebørn fra Kjøbenhavn eller Kristiania med en Del rosende Adjektiver, som de medbringer hjemmefra – expres forat hænge dem paa den hjemlige Kunst og Pressen fyldes af Idiotsnak, som Franskmændene vilde le sig krylrygget af, om de vidste det. Eller en gammel Kjærring som Prof. Monrad eller Forgyldersvenden Dietrichson, der forlængst ere faldne af Tidens Vogn og som nu sidde i Grøften og vente paa, at den gode gamle Reisevogn, skal komme tilbage og tage dem op – de se i den skandinaviske Kunst alle de kjære gamle Feil, og saa gaa de hen i den franske Afdeling og udfinde det vanvittigste Smøreri de kunne opdage (thi der findes saadant) og hjertelig glade istemme de Lovsangen. Nu er Sagen klar – Billederne sælges altsaa hjem. Jeg føler, at der koger sig sammen en stærk Indignation hos mig mod dette Malerslæng og vor Beundring for dem, og da ved jeg, at det ender med en eller anden literær Produktion, hvor I alle skulle faa Eders varme Mad – vogt dig nu! Tro I kanske, at det var ved at snuse om i Atelieerne, eller ved at gaa i Gallerierne og sige Ah! eller ved at ligge op til en stor Professors Bryst og stjæle Skitser at de franske Malere ere blevne store? Jeg skal i Hemmelighed sige dig hvad de have gjort, de have læst og lært. – Jeg agter at blive en Tid i Kjøbenhavn – ak ja! det er sandt; nu har jeg bedet – jeg synes det er tyve Gange – alle til hvem jeg har skrevet om at faa Karstens Adresse. Kan ikke du sende mig den. Vil du sige til Far, at i Regard af, at han har saamange at skrive til, vil jeg om et Par Dage skrive ham endnu et Brev og ikke – som jeg pleier – vente til jeg faar Svar. – For Fru Collett læste jeg mit Proverbe; men jeg havde hele Tiden en Følelse af, at hun kun troede mig halvt. Jeg formoder, at hun blev forvirret ved det uvante i at se en fin Kavaller lidt lapset (hun traf mig første Gang i Bal-humør & -dragt) paa sit Parti. Desuden er hun besat af sin Ide og af sin indbildte Forfulgthed, saaat hun syntes mig at nærme sig den Periode, hvori Lyset minker og Lampen begynder at ose. – Jeg maa slutte, da jeg endnu engang maa gaa rundt mit kjære Slot og give de gamle hæderlige Hof-karper et Afskedsbrød. Hils Fader og alle andre, mine smaa «Forladte» ogsaa.

Din hengivne Alexander.


Chr. H. Holfeldt.

Kjære Ven! – indlagt sender jeg dig en liden ubetydelig Skitse til Gjennemsyn. Du vil se, at Sujettet er taget fra vore Guttedage; men det faldt mig ind, at du muligens ikke syntes om, at jeg saadan anvender vore fælles Minder. Vær saa snild at svare mig herpaa, idet du sender Manuskriptet tilbage; vil du, at jeg skal forandre det og gjøre Figurerne mindre kjendelige, eller vil du, at jeg ganske skal lade det hele fare? Fra min Side ved Du, at det er en godslig Spas; men Du vil kanske finde Skitsen altfor ubetydelig til at benyttes. Imidlertid skal du vide, at jeg maaske vil faa Brug for den indimellem mere alvorlige Novelletter til Afvexling. Du læste kanske min Examenserindring, som jeg haaber morede dig; senere har jeg lavet sammen endel lignende Smaating, som jeg muligens engang lader trykke.

– Du blev vel forbauset, da du hørte, at jeg var reist herned, forat forsøge min Lykke som Forfatter. Jeg mindes saa godt, hvor det gjorde mig ondt og hvor fremmedartigt det var, at jeg Intet kunde sige til dig om min Beslutning, da vi tog Afsked med hinanden i Vaar. Det var nede i Provstebakken udenfor Schreiners Butik – husker du det? Jeg vilde løbe efter dig og fortælle det; men jeg lod det dog være, da jeg havde bestemt mig til at holde Sagen hemmelig, indtil jeg havde faaet alt arrangeret til Afreisen. Hernede havde jeg tænkt at blive et Aars Tid; men jeg har desværre brugt saa mange Penge, at jeg vil hjem til Jul – uagtet Far har været saa overordentlig snil at betale mit Ophold her. Den Smule, jeg har offentliggjort, har du vel seet. Mit lille Proverb er bleven ret fordelagtig bedømt fra de Personer, med hvem jeg staar i Forbindelse; derimod har jeg intet hørt fra de andre Leire. Antageligvis gaar det mere upaagtet forbi blandt dem, der ikke kjende mig personlig. Ellers har jeg det – som du kan vide – godt her i Paris; men det bliver neppe let for mig at fortsætte nogen literær Virksomhed i de hjemlige Forholde.

Naar du skriver til mig – som snart maa ske – maa du fortælle lidt om, hvad du egentlig synes om denne Galskab af din gamle Ven. Jeg er nemlig ganske uden Ide om, hvad Indtryk mit Opbrud hjemmefra gjør paa dem, der kjende mig som du fra Ungdommen.

Axel Fætter sidder og venter paa mig, vi ville reise ud i Omegnen, da her er et deiligt Veir – ja man har det igrunden saa godt her – og dog er Paris – det er en Erfaring, jeg begynder at gjøre – et Sted, som man længes ligesaa meget til som fra. Træffer du nogen af mine Venner, saa hils fra mig, og lad mig snart se din kjære gamle Haandskrift, som jeg i dette Øieblik husker saa tydeligt fra dine sirlige Glose- og Oversættelsesbøger.

Din hengivne Alexander L. Kielland.

Jeg vil haabe, du kan læse vedlagte; det er skrevet i en Fart en Aften i Fontainebleau.


Beate Kielland.

Kjære Beate! – nu er du da vel hjemme; det var sandelig en lang Reise. Jeg skriver idag blot nogle Linier, forat holde Korrespondencen iorden; men jeg er optaget paa to Maader, saa jeg har ikke Ro til at skrive meget. Vil du derfor sige til Far og Andreas og hvem Andre, jeg maatte skylde Brev, at jeg skal skrive om tre, fire Dage.

For det første har jeg nemlig travelt ianledning af, at man – formodentlig fra Ministeren – har sendt mig Invitation til Bal imorgen hos Agerdyrknings-ministeren i Paris og til det store Bal, som iovermorgen gives i Versailles’s Slot. Axel havde underrettet mig om, at jeg maatte bede Generalkonsul Christoffersen om Billetter, men da alle de, der have nogen Befatning med Udstillingen, har behandlet mig slet, holdt jeg mig stiv og vilde ikke bede. Nu er jeg glad ved at have faaet Revanche.

Men det andet, som sætter mig i en ganske andenslags Uro, er, at jeg er paa Høidepunktet af Tvivlraadighed med Hensyn til mig selv. Bjørnson er her, og jeg skulde allerede have søgt ham eller Bätzmann, forat lade dem se, hvad jeg har skrevet; men endnu har jeg ikke fundet dem. Nu kommer disse Festdage, saa gaar der igjen en Tid, men før jeg faar talt med en af dem, kan jeg hverken skrive til nogen eller fatte nogen Beslutning. Jeg maa vel herfra om 3 Ugers Tid – ja – ja! nu faar vi se til. Undskyld mig kjæreste Kone, men jeg kan ikke skrive mere. Saasnart jeg kommer tilro enten det saa bliver Skidt eller Canel, skal du høre ordentlig fra mig. Hils de kjære smaa.

Din inderlig hengivne Alexander.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! jeg finder din Skitse saa fortræffelig, at jeg vil gjennemgaa den strængt som et Udkast af mig selv, som jeg var meget fornøiet med.

Du bør ikke bruge Præsens i alle de beskrivende Sætninger; enkeltvis er det godt – for ex. i de virkningsfulde Slutningssætninger, hvor Skibet fører ham ud i Natten, men Præsens i en hel Historie er klodset og kjedeligt.

Samtalen gjennemgaaende god; men du bør give ham lidt mere Varme. Jo elskværdigere du gjør ham, desto mere Baggrund faar du for hendes storslaaede Sikkerhed. Som han nu er, er han ikke fristende nok til at Afkaldet faar den Glands, du ønsker at give det. Du maa gjennemgaa hans Repliker, gjøre dem farverigere – om muligt aandrige, men fremfor alt varmere. Hans store Replik om Beskyttelsessystemet, som er Historiens Vende- og Hovedpunkt, er god som den er. Men lad os se, at det smerter ham, hvad hun siden siger – smerter ham og irriterer ham.

Jeg vil raade dig til at holde Christendommen ude, for ikke at overlæsse Situationen. Thi er hun en virkelig ivrig Christen, saa er det allerede nok til ganske at skille dem. Men lad det nu være med de to Momenter: hans lave Mening om Kvinder og hans plettede Liv. «Christendommen udsletter o.s.v.» foreslaar jeg forandret til: «Min Tro udsletter o.s.v.» Derved berøres deres religiøse Uoverensstemmelse tilstrækkeligt og Hovedvægten bliver der, hvor du vil have den.

«Hun hører Dampskibsklokken» o. s. v. Hører du ikke dette kjedelige Præsens, der kun er istand til at holde en kort Situation levende; men bliver død lam i en hel Fortælling.

«I den stille Aften lød den lange triste Piben fra et Dampskib inde i Byen; hun for op; men sank saa paa Knæ foran Sofaen og brast i Graad – eller saa omtrent.

Han kom netop tidsnok – synes du ikke det er meget bedre end han kommer?

Naar du nu skriver det om og gjør talrige «nye Linier», forandrer Præsens og giver lidt mere Naturbeskrivelse, saa er det en «Novellette», som kan forsvare sin Plads hvorsomhelst, og jeg skal med Fornøielse sende den til Ude og hjemme for dig.

Din hengivne A. L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.