Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1879

Edvard Brandes.

Kjære Herre! modtag mine beste Nytaarsønsker for Dem og Deres Familie, og min Tak for de Timer, jeg tilbragte sammen med Dem og Deres Frue.

Jeg har nu været en Maaned herhjemme, og al den Glands, som Gjensynet og Julefesten kastede over den første Tid, er allerede grundigen afslidt. Jeg er ikke tilfreds med mig selv, og alle de andre – undtagen min Kone – ere høist misfornøiede med mig. Her ligger nogle halvfærdige Arbeider omkring mig; men jeg har ingen Tillid til dem, og saa bliver de liggende, indtil jeg brækker mig af dem.

Derfor har jeg nu taget mig sammen og arbeidet i flere Dage(!), forat samle og ordne et lidet Bind Smaahistorier, som jeg da er fast bestemt paa at udgive. Det kommer til at indeholde de Stykker, jeg havde den Fornøielse at læse for Dem og et Par nye. Bogen bliver liden og ikke meget betydelig; men jeg forsikrer Dem, at disse Smaanoveller formelig ligge mig iveien; jeg faar intet udrettet, før jeg bliver dem kvit.

Hvis nu Gyldendal tager dem, skal jeg da sige Tak, eller skal jeg være paa min høie Hest og begjære et Honorar? Jeg er saa aldeles grøn i disse Ting, at jeg vilde være Dem overmaade forbunden for et Vink i saa Henseende.

I Midten af Februar haaber jeg at have Samlingen færdig, saa kan vel Bogen blive trykket før den døde Sommersaison?

Kan De høre, at jeg gaar ligesom Katten omkring den varme Grød?

Ja – det er nemlig det, jeg vil bede Dem om, at De tillader, at jeg sender Dem Manuskriptet. Det er ikke for at bebyrde Dem med Rettelser og Forbedringer – jeg har nu gjort det saa godt, jeg formaar paa mit nuværende Standpunkt og stilistiske Mangler og Ubehjælpeligheder faar staa for min egen Regning –; men jeg har undertiden med Skræk lagt Mærke til, at det kan arrivere mig, at jeg skriver noget ligefrem Jux! og det er jeg saa bange for. Derfor er det, jeg saa meget ønskede, at De skulde se igjennem Manuskriptet, forat gjøre mig opmærksom, om jeg skulde have tilladt mig en eller anden overordentlig Dumhed.

De viste mig saa megen Velvilje, at jeg tror, De paatager Dem dette kjedelige Arbeide; men De vilde endogsaa – haaber jeg – gjør det med Glæde, om De vidste, hvormegen Pris jeg sætter paa Deres Bekjendtskab og i hvor høi Grad, jeg ønsker at vedligeholde og styrke det.

– «Uden Midtpunkt», som De anbefaler mig at læse, har jeg fundet meget god idetheletaget, især fordi der siges mange gode Ting i den. Der gaar gjennem Bogen nogle underlige Nachklänge fra Problematiske Naturer – sletikke Efterligninger, snarere en halvbevidst Persiflage, som gjorde mig dobbelt godt, da jeg i sin Tid lærte mange Unoder af Spielhagens Romaner.

Deres Broders Bog har jeg læst med ublandet Glæde og Beundring. For det første beundrer jeg atter og atter hans Stil (noget man først ret lægger Mærke til, naar man selv arbeider paa at skaffe sig en); dernæst beundrer jeg den utrættelige Flid og den uopslidelige Sympathi, hvormed han gider (undskyld et daarligt Ord) følge denne tvivlsomme Gentleman gjennem tykt og tyndt. Jeg havde aldrig troet, at jeg, der er saa lidet energisk og saameget petitmaitre, skulde kunne fatte en saa stor Interesse for den engelske Statsmand og jeg var vel heller ikke kommen dertil, om ikke den rolige Objektivitet, hvormed Deres Broder skriver, havde givet mig den Forvisning, at ingen af Mandens Feil bleve mig skjulte.

«Rolig» Objektivitet – var forresten et dumt Udtryk; thi jeg har aldrig i nogen af G. Brandes’s Skrifter mærket en saa stærk Understrøm af Lidenskab som i denne. – Men da den Varme, hvormed Bogen er skrevet, ikke gjælder den skildrede Person, har den efter min Formening ikke skadet Fremstillingens Objektivitet, men givet Værket en Farve og en Fart – som naar de første varme Storme kommer til os heroppe om Vaaren, man vender sig mod Syd, tager Hatten af og indaander den bløde frugtbare Luft i dybe Drag. Thi hvad der for mig har været Hovednydelsen ved Læsningen af Deres Broders sidste Bog, er den kjække, uforbeholdne Jødiskhed, der er den egentlige Dampkraft i Værket. Det synes mig at være første Gang i Literaturen, jeg hører en rigtig fuldblods Jøde, der ikke giver en Smule af sin Værdighed, hverken af Feighed eller forat paradere med østerlandske Snurrepiberier; men som rolig og sikkert viser os andre et Aristokrati, der synes udødeligt og uovervindeligt blandt Menneskene. Endnu har jeg ikke seet nogen Anmeldelse af «Benjamin Disraeli»; men vel kan jeg tænke mig, at vi faar høre megen aandrig Tale om den moderne Jødedoms Overmod og omsiggribende Indflydelse. Bogen inviterer dertil, og jeg har endogsaa sat mig i Hovedet, at De selv ventede et Uveir efter den. Thi da De omtalte Værket for mig, ytrede De nogle dunkle Ord – ikke af ligefrem Misbilligelse, men dog i en Tone, som bragte mig til at beslutte, at jeg ved Læsningen skulde søge at udfinde, hvad De kunde have at indvende. Og nu har jeg altsaa sat mig det i Hovedet, at De finder Deres Broders Uforbeholdenhed for stor især i Forhold til den danske Stemning. Jeg gad vide, om jeg har Ret deri –; men saa gad jeg rigtignok ogsaa vide, om alt dette interesserer Dem!

Lad mig ialfald haabe, at jeg har en Ansættelse med Udsigt til Avancement i Deres Bekjendtskab og bed ogsaa Deres Frue bevare mig i venlig Erindring. Mangengang hører jeg hendes underlige varmblodige Spil, herhjemme hører jeg ingenting eller det som værre er, og da glæder jeg mig meget til igjen at besøge Dem. Hils ogsaa de unge, frodige Frøkner!

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Hr. Brandes. Mange tak for Deres Brev, som kom – De kan ikke tænke Dem – hvor beleiligt. Thi jeg har gjennemlevet en trist Tid. Mine Finantser have været i en betænkelig Uorden, indtil jeg nu har faaet Hjælp af Far, som anser mig for at være dygtigere som Teglbrænder end som Forfatter. Jeg var derfor kommen saa langt bort fra literære Tanker og Forhaabninger, at Deres Brev – som min Kone siger – ganske har omskabt mig. – Det tager sig altid ilde ud, naar en vil forsvare sig mod Mistanke for at være «ømtaalig» (forresten et stygt svensk Ord), og jo mere man forsvarer sig desto sikrere kan man være paa, at fornuftige Mennesker i sit stille Sind tænke: «Hm»!

Men lad mig alligevel forsikre Dem om, at hvis nogen af de to prægtige Aftner, jeg tilbragte hos Dem og Deres Frue bærer Prisen fremfor den anden, saa var det isandhed den sidste. De kritiserer mig aldeles ikke, De giver mig gode og sikre Raad, som jeg minsæl! er stolt over at modtage.

Det er – haaber jeg ialfald – ikke saa meget Ros, jeg trænger til; men Raad og Anregungen; det vilde De ogsaa forstaa, om De kunde vide i hvilket Menageri, jeg lever, hvorledes man behandler mig, hvorledes man tænker og taler om mig. Derfor er et anerkjendende Ord fra Dem som en hel Rustning.

Lad nu det være godt; heller ikke har jeg Tid til at tale om min Ven Daudet idag, da jeg er saa opfyldt af den Tanke, at jeg nu endelig skal blive mine Historier kvit. Men – her er desværre et men, og det er min mislykkede Historie: Erotik og Idyl.

Ja – for den er nok meget kjedelig; det var den Bjørnson var saa misfornøiet med i Paris. Dengang var den jo meget værre end den er; men den er slem nok. Synes De nu, at denne Historie, der ender som en kjedelig Præken, er saa slet, at den ganske skjæmmer Bogen ud, saa faar De sige mig det og saa faar Manuskriptet ligge hos Dem; thi jeg vil ikke se det for mine Øine mere. De bedre Smaastykker kunde da kanskje finde Anvendelse i det paatænkte Tidskrift. Der er meget i den omtalte Fortælling, som er min oprigtige Mening; men jeg er faldet opi en umulig Form, saaat det hele er mislykkedes; min Indignation (over den letsindige Børneavl) er løbet af med mig, saaat jeg er blevet klodset. Ja nu faar De dømme; jeg giver Afkald paa den store Glæde, det vilde være for mig, at se den lille Bog til Vaaren, hvis De finder, at dette Stykke maa stryges; thi da blev det altforlidet til et Bind.

Derimod venter jeg Ros for mine to Venner, som jeg ikke har forandret i Planen. Men jeg har til Ære for Dem placeret et Bekjendtskab fra Paris i Caféen som dame du comptoir. Stilen er jeg selv fornøiet med, kanske er den lidt koket paa enkelte Steder; synes De om, at den fine Mand slaar Cigarasken bort fra Gulvet, før han tager Giften? eller er det for – ja – hvad skal jeg kalde det?

Vedlagt sender jeg min Skrivelse til Hegel, og har jeg, som De vil bemærke (hører De Handelsmanden?) ladet aaben Plads for den Tid, inden hvilken han skal faa Manuskriptet. Meningen var da at bede Dem sætte den belibige Datum til, da jeg hverken ved, hvor fort Posten gaar eller naar De faar endt Gjennemsynet.

Den Maade, hvorpaa De har opfattet min Bøn om Deres Bistand, kunde ikke været elskværdigere eller mere stemmende med mit Ønske, og jeg takker Dem hjerteligt.

Faar jeg sendt et Tryk herop til Korrektur? – ved De! jeg glæder mig som en Gut til at se mine Ord trykte. De ser, at De maa være skaansom mod den Mislykkede.

Bogen bliver liden, det er vist. Efter en noksaa kyndig Mands Dom vil den neppe naa 10 Ark. Dette siger jeg ogsaa til Hegel. Men jeg for min Del har ikke saameget imod at begynde med en liden Bog, ja – oprigtig talt – tror jeg aldrig, jeg kommer til at skrive tykke Bøger. Naar nu bare ikke Gyldendal synes, den er for liden.

Grand seigneur! – nei jeg er saamænd ikke i Humør til at spille grandseigneur. Jeg er glad bare Hegel tager mig, og om der bliver Tale om et saa stort Honorar, som De antyder, vil jeg være lyksalig. Jeg omtaler – som De ser – ikke engang Udstyret i Hegels Brev, som dog ligger mig saameget paa Hjerte.

Jeg vilde saa gjerne have tykt gulagtigt Papir, brede Margina og rummeligt Tryk. Men det er vel ikke værdt at være saa fordringsfuld. Dog vil jeg næste Gang, jeg skriver til Gyldendal, insistere paa, at Titelbladet arrangeres som i de franske Bøger: Forfatterens Navn øverst med smaa Typer og en Streg under og Titelen midt paa Siden. Jeg kan ikke fordrage dette tossede «af»; som for Exempel: Smaastykker af Bjørnson, Prøvebilleder af Alexander L. Kielland! Ja det er sandt! saa var det Titelen, De skulde plages lidt med.

Jeg finder nemlig, at «Prosa» er af de Titler, der ere pretentiøse i sin Tarvelighed. «Stilprøver» er misvisende for det kjøbende Publikum; men hvad siger De om «Prøvebilleder»? Det synes mig en noksaa træffende Titel, og da er det ikke saa farligt om et enkelt er mislykket. Det overlades herved – bliv nu ikke kjed af mig! – til Dem at vælge og stryge af Titelbladet den Titel, De forkaster.

– Naar jeg nu faar sendt Manuskriptet idag, vil jeg drage en lang Pust, og saa vil jeg gaa i stor Spænding, indtil jeg hører fra Dem igjen. Men skriver De da, at «den Mislykkede» kan passere, vil jeg lade somom Teglbrænderen gjør en Forretningsreise, men i Virkeligheden vil jeg begive mig ud til en gammel Jomfru, der laver god Mad, og som bor i et gammeldags Hus mellem nogle Stene lige ved Havet ude paa Jæderen. Der vil jeg da – foreløbig til Deres og min egen Opbyggelse – skrive et Lystspil; jeg maa dog prøve, om jeg kan. Naar man længe har været nedtrykt, og saa bliver lettet, synes man, at man kan magte alverden – wenn dem Esel wohl ist, will er auf’m Eis tanzen.

Læs nu altsaa – ialfald – den Mislykkede, før De lader Hegel faa Brevet og saa hører jeg fra Dem; husk paa, hvor jeg trænger til Opstivere.

Mine venskabeligste Hilsener til Deres Frue. Jeg tror, jeg vil lade mig fotografere og sende Eder mit Billede, saa faar jeg kanske Fruens og Deres igjen, hvilket vilde være mig meget kjært. – Farvel saalænge!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! jeg iler med at svare paa det triste Brev til Beate, thi trist var det, og jeg maatte tænke, at du dog igrunden har det værst af os alle. Mon der aldrig vil oprinde en Hævnens Dag i god Forstand – mener jeg – saaat det kan vise sig, hvor de gode og ærlige Hjerter vare, og hvor Ondskaben holdt Hus. Jeg har intet Haab; men jeg kaver videre – lader os holde sammen.

Mine Noveller ere afgaaede til Kjøbenhavn; men jeg har endnu ikke hørt noget fra Edvard Brandes, der vilde læse dem gjennem. En Smule Frygt har jeg, for der er en, som er mislykket. Derimod har jeg netop endt anden Akt af et Treaktsstykke, som jeg morer mig kosteligt over; men det bliver ikke et Lystspil som jeg tænkte. Jeg har megen Fart i mig nu og godt Haab – det vil sige udenlands; thi herhjemme ved jeg lidet, om jeg fletter min Krands.

Du spørger efter Proverbet; jeg har et eneste Exemplar af det paagjældende Hefte, som jeg ikke vil sende bort. Men jeg skal spørge Floor, om der kan opdrives flere.

[…]

– Jeg er oprørsk og bliver mere og mere umulig herhjemme – skjønt – oprigtig talt – det gaar bedre nu; man er en liden Smule ræd mig, saa man spytter ikke paa mig, naar jeg ser det.

Jeg kan ikke fortælle dig andet her hjemmefra end at vi holde meget af dig – og vente paa bedre Tider. Nu maa du lære meget og være flittig – a poprop! – kan du huske en liden af mine Historier: Visne Blade. Den Maler Mr. Everton Sainsbury bor i Paris; du vil finde hans Adresse i Salonkatalogen for 78; Billedet hed une brouille. Kunde du skaffe mig om saa bare et Fotografi deraf – det har besat mig. Kommer du til at se det, vil du kanske sige – var det ikke andet? – men der er noget deri. – Træffer du nogensinde Bätzmann, maa du ikke lade dig skræmme af hans Ydre; men bide dig fast i ham. Poulsen maa du hilse og sige: saa! saa! saa! – har du lagt mærke til, at det er hans Mundheld. – Farvel for idag kjære Søster, lad os nu komme i Gang med at skrive.

Din hengivne Broder Alexander L. K.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! jeg iler med at svare paa det triste Brev til Beate, thi trist var det, og jeg maatte tænke, at du dog igrunden har det værst af os alle. Mon der aldrig vil oprinde en Hævnens Dag i god Forstand – mener jeg – saaat det kan vise sig, hvor de gode og ærlige Hjerter vare, og hvor Ondskaben holdt Hus. Jeg har intet Haab; men jeg kaver videre – lader os holde sammen.

Mine Noveller ere afgaaede til Kjøbenhavn; men jeg har endnu ikke hørt noget fra Edvard Brandes, der vilde læse dem gjennem. En Smule Frygt har jeg, for der er en, som er mislykket. Derimod har jeg netop endt anden Akt af et Treaktsstykke, som jeg morer mig kosteligt over; men det bliver ikke et Lystspil som jeg tænkte. Jeg har megen Fart i mig nu og godt Haab – det vil sige udenlands; thi herhjemme ved jeg lidet, om jeg fletter min Krands.

Du spørger efter Proverbet; jeg har et eneste Exemplar af det paagjældende Hefte, som jeg ikke vil sende bort. Men jeg skal spørge Floor, om der kan opdrives flere.

[…]

– Jeg er oprørsk og bliver mere og mere umulig herhjemme – skjønt – oprigtig talt – det gaar bedre nu; man er en liden Smule ræd mig, saa man spytter ikke paa mig, naar jeg ser det.

Jeg kan ikke fortælle dig andet her hjemmefra end at vi holde meget af dig – og vente paa bedre Tider. Nu maa du lære meget og være flittig – a poprop! – kan du huske en liden af mine Historier: Visne Blade. Den Maler Mr. Everton Sainsbury bor i Paris; du vil finde hans Adresse i Salonkatalogen for 78; Billedet hed une brouille. Kunde du skaffe mig om saa bare et Fotografi deraf – det har besat mig. Kommer du til at se det, vil du kanske sige – var det ikke andet? – men der er noget deri. – Træffer du nogensinde Bätzmann, maa du ikke lade dig skræmme af hans Ydre; men bide dig fast i ham. Poulsen maa du hilse og sige: saa! saa! saa! – har du lagt mærke til, at det er hans Mundheld. – Farvel for idag kjære Søster, lad os nu komme i Gang med at skrive.

Din hengivne Broder Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Hr. Brandes! Jeg er meget rørt over Dem og takker gjentagende. Det var mig en Lettelse at høre, at De havde ladet den mislykkede passere, uagtet det jo igrunden er Skam at lade noget gaa fra sig ud i Verden, som man selv ser, er saa ufuldkomment. At De har skaffet mig brede Margina og gult Papir, skal jeg aldrig glemme Dem.

Da jeg læste de strænge Ord: «Det er ærgerligt at De ikke gjør Dem mere Flid» – tænkte jeg: han skulde bare vide, hvad jeg nu har gjort. Thi Deres Brev kom bogstaveligt talt netop som jeg sluttede sidste – 3die – Akt i det Stykke, jeg i mit sidste Brev omtalte. Jeg skrev det i otte Dage, og det er heller ikke langt; men Ideen havde jeg dog havt i Hovedet et Aars Tid, og jeg havde prøvet at skrive et Par Scener i Paris. Men dengang troede jeg aldeles ikke, at jeg kunde, og mine Raadgivere der: Bätzmann paa den ene Side og Fru Rode Lehman Vullum paa den anden, vare ikke saa opmuntrende.

Nu kunde jeg dog skrive det let og fort; men jeg vil ikke fortælle Noget derom, kun saameget, at det nok ikke kan bære Titelen Lystspil.

Har man taget Fanden paa Nakken, faar man bære ham frem. Vær derfor forberedt paa et nyt Manuskript, naar jeg faar renskrevet og affilet Komedien. Jeg skal gjøre mig al mulig Flid og jeg er meget nysgjerrig efter at høre, hvorledes det vil tage sig ud i Deres Øine. Jeg er saa hakkende gal paa vort gamle Embedskrapyle, og det gaar da Stykket ud paa; men jeg er saa bange for at slaa for haardt – paa den ene Side – og paa den anden Side hører jeg Dem sige: en vis nærgaaende Voldsomhed maa der til – ja nu faar vi sé! – Jeg er saa optaget af «Kongens Foged» – det nye Skuespil –, at Smaahistorierne synes mig som noget gammelt, kjedeligt noget, som jeg har lidt ond Samvittighed over. Ikke heller skulde jeg kunne finde nogen bedre Titel, om det gjalt Livet; men jeg synes ikke, den er saa ilde endda.

– Det faldt mig ind idag – mon man vil finde det pretentiøst af en begyndende Forfatter at sætte sit Navn øverst paa Titelbladet? Jeg for mit Vedkommende synes, at naar det er mit eget Titelblad, kan jeg faa staa, hvor jeg vil paa det, og al denne Godtkjøbsbeskedenhed er mig grundigen imod. Men skulde De tro, at det virkelig i Publikum skulde mistydes og vække Afsmag, saa kunde jeg jo gjerne opgive det – det er jo igrunden en Ting af saare liden Vigtighed.

– Atter kommer jeg tilbage til det, jeg ikke vilde snakke om. De sagde engang, at det var beklageligt, at Penge og især Mangel paa Penge spillede en saa stor Rolle i de nyere norske Skuespil. Jeg ved ikke, om jeg svarede; men jeg tænkte ialfald, at det dog igrunden er baade naturligt og billigt, Livet er ikke anderledes. Saaledes spiller en Kassemangel Hovedrollen i min «Foged» og der snakkes kanske vel tørt og svært lidet erotisk – og dog er der to Forlovelser! Nei nu begynder jeg at fortælle; det er godt, at Papiret tager Ende; – og dog vilde jeg give meget for at kunne forelæse Dem mit Udkast. Imidlertid har jeg lovet mig selv, at hvis De siger, at det er Hastværksarbeide, som maa gjøres om igjen, vil jeg overvinde min Blødagtighed og tage fat paa en Omarbeidelse.

Med mine venligste Hilsener til Fru Brandes – sender jeg til Dem min Tak og Forsikringen om min Hengivenhed.

Deres A. L. Kielland.

Nu er jeg tredive Aar!


Edvard Brandes.

Kjære Hr. Brandes! idag sender jeg Dem min Foged. Jeg var saa fornøiet med den, mens jeg skrev; men saa læste jeg den for et Par Venner, og de fandt den – saavidt jeg kunde skjønne – meget middelmaadig: Nu har jeg jo vistnok ingen overdreven Tillid til disses Dom; men det har ialfald gjort mig meget beskeden i mine Forventninger, og det kan ikke skade.

Jeg venter nu Deres Dom og er forberedt paa at faa Stykket tilbage til ny Gjennemarbeidelse, – at det skulde være ligefrem værdiløst – har jeg – som De kan tænke – svært for at tro – men Kjære! – læg endelig ikke Fingeren imellem!

Et Par Figurer f. Ex. Emilie Alster og tildels Sivertsen ere ordinære eller derunder. Men jeg er fornøiet med Fogden, Frøknen og tildels med Ross. Uhrmageren kunde kanske være en Rolle for E. Poulsen, og ved Fogden har jeg hele Tiden tænkt paa Johannes Bruun i Kristiania.

Frøken Jacobsen er af de Damer, som jeg synes om. Imidlertid maa jeg dog sige om hende, hvad en af mine Studentervenner sagde om Glasæblerne. «Den eneste Frugt», sagde Ivar Blix, «som er værdt at spise, er disse rigtige fine Glasæbler, hvor man ligesom skimter Kjærnerne gjennem det klare, saftige Kjød; men –» tilføiede han med et Suk, «saadanne har jeg aldrig smagt!»

Selve Ideen synes mig ret modig – men er det morsomt? – er det et Lystspil – ? – kan jeg overhovedet skrive for Scenen? – Kjære Ven – jeg er spændt – meget spændt paa Deres Svar. Skulde – ja jeg kan jo ligesaagodt tilstaa det for Dem, at jeg har høitflyvende Drømme – skulde der være Tale om at faa Stykket opført, vilde jeg bede om Manuskriptet, forat lade det afskrive i flere Exemplarer. Dersom da Posten til den Tid er kommen iorden igjen, kunde det kanske naa frem i Kristiania eller Kjøbenhavn endnu i denne Saison. Se saa – nu er det sagt; og dermed vil jeg slutte. Jeg vil nu engang for alle sige Dem, at naar jeg ikke længer taler om, hvormegen Tak jeg skylder Dem og hvad De er for en Grundpille for mig, saa er det, fordi De kunde blive kjed deraf. Altsaa kun Farvel saalænge! min uforanderlige Hilsen til Fru Brandes.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Brandes! Igaar modtog jeg Deres Brev af 20de dns.; jeg har tænkt nøie derover, og idag svarer jeg med et formodentlig forskrækkeligt langt Brev. Jeg havde skrevet Dem til, forat takke for Deres Afhandling om Ushas; men Brevet var ikke afsendt. Jeg gjentager nu min Tak for Bogen; jeg læste den med en Andagt, som vel var større end Udbyttet; men saameget forstod jeg dog, at det maa være en stor Lykke at være saaledes fuldkommen Herre over et Stykke Menneskeviden, og jeg beklagede som saa ofte, at jeg ingenting lærte i min Ungdom. Samtidig var det ogsaa Meningen at sende Dem et nyt lidet Stykke, som jeg har færdigt; men se det bliver der nu foreløbig ikke noget af. Jeg vil sætte min Skrivelyst under Administration.

Det er derfor ingenlunde nogen Art af Surmuleri, som bevæger mig til at lade mit nyeste Produkt ligge; heller ikke er jeg forsagt eller modløs efter Deres Brev; hvad jeg har tabt, er en overmodig Selvtillid, som jeg havde lagt mig til – væsentlig fordi Udarbeidelsen var mig saa overordentlig let. Jeg begynder at forstaa per ardua ad astra; jeg vil begynde at gaa paa mine Ben istedetfor at slaa med Vingerne, og jeg takker Dem oprigtigt og uden Bagtanke, fordi De saa greit og klart henviser mig til grundigt Arbeide.

Ja gid jeg sad paa den grønne Chaiselongue, saaat De kunde høre min Stemme og se mit Ansigt, saa vilde vi forstaa hinanden. Imidlertid vil jeg forsøge, hvad sorte Blækstreger formaa.

Først og fremst – oprigtig! – Jeg blev skuffet, jeg nægter det ikke. Jeg indbildte mig, at mit Stykke var bedre – meget bedre end jeg nu tror, og den Skamfuldhed, som følger paa en saadan Overvurdering af sig selv, har været mig en bedsk Drik. Men naar man kun faar Medicinen ind forbi Smagsorganerne, saa varmer den i Maven og gjør godt. Det er mig allerede en Lettelse at have sagt Dem dette, uagtet jeg intet Øieblik tænkte paa at skjule det for Dem. Thi jeg tror, at De vil sætte mere Pris paa at se mig i min Nøgenhed end om jeg havde prøvet at skjule min Skuffelse under en flot Mine. Derfor vil jeg svare punktvis paa Deres Brev, det lærerigste, jeg har faaet, bekjæmpe Dem saa godt jeg kan, hvor jeg synes, De har Uret, og med Taknemlighed benytte alle Deres gode Vink. Jeg er overbevist om, at De ikke ønsker Buk og Komplimenter – isaafald havde De ikke givet Dem saameget af med mig –; heller ikke skal De til Tak for al Uleilighed have den Tort at se mig med sure Miner eller med et smørret Smil. «De Braves Kjærlighed er sær, de tugte mest, hvem de har kjær». – Ikke at De har tugtet mig formeget; men allerede det, at De overhovedet gider paatage Dem det sikkert oftest utaknemlige Arbeide at sige Sandheden, synes mig et glædeligt Tegn paa, at De – nuvel! – at vi holde en Smule af hinanden. – Se nu var det dog heldigt, at jeg ikke sad paa den grønne Chaise longue; thi saadanne Ord lade sig ikke sige mandimellem – skrevne gaa de dog bedre an.

Altsaa til Sagen! – I Spørgsmaalet om Usandsynligheden baade den praktiske og den psychologiske er jeg uenig med Dem; det vil sige: hvis Usandsynligheden fremtræder i Stykket, er det en Feil, som kan rettes – selve Tingen tror jeg ikke er usandsynlig.

Med Hensyn til det usandsynlige i, at en Foged gaar over til Snekker (synes De, det gaar an, at udelade d?), saa skyder jeg mig ind under den af Dem anviste Undskyldning: det er jo paa Komedien! – men at hans Snekkervirksomhed er praktisk usandsynlig og endnu mere, at Passionen er psychologisk usandsynlig, det vil jeg kjæmpe imod saameget desto drabeligere som det er det eneste Punkt, hvor jeg ikke føler Sandheden i Deres Kritik.

«Til en Sofa hører en Sadelmager». Dersom jeg ikke havde arbeidet med dette Satans Hastværk, skulde der have staaet et Par Vink om, at Sivertsen i sine yngre Dage var saa flink i Snekkerværkstedet, indtil han blev saa fin paa det, at Fogden ikke mere turde bede ham. Nu maa han nøies med Kornelius. Men Hjælp maa Manden have – det er klart; ved Gjennemarbeidelsen skal jeg prøve at klare dette, skjønt jeg er bange for at overlæsse med trivielle Snekkerdetails. Jeg har tænkt at lade gamle Sivertsen være en halvfordrukken Fyr, som hjælper Fogden med at sage til Stolben, Bordplader og saadanne grovere Underlag for Snekkerarbeidet. Endvidere er det klart, at Jacobsen som enhver Møbelsnekker arbeider sammen med Glasmageren, Smeden, Laasesmeden, Maleren, han, som gjør Haandtag og Trindser under Stolben, Sadelmageren og andre. Jeg tilstaar, at jeg ikke i min Tanke havde afgjort, om Fogden selv havde stoppet sin Sofa eller om han havde ladet det gjøre af Sadelmageren. Jeg har vel nærmest tænkt, at han gjorde det selv, siden Arbeidet dreves halvt i Smug. Og i den Anledning skal jeg fortælle Dem følgende.

Min Fader er en meget nethændt Mand. Han skjærer ualmindelig smukt i Elfenben og Træ, alting kan han sætte istand, alting kan han arbeide – han maler forresten ogsaa nogle afskyelige Landskabsbilleder. En Gang fik en af vore Omgangsfamilier et Par stoppede Stole fra Hamburg, som vakte megen Beundring. Far tog strax fat og vilde gjøre dem efter. Og i nogle Dage arbeidede han fra Morgen til Aften, satte Træværket sammen, stoppede, syede, satte Fjærene i Sædet og betrak det hele med rødt Tøi – jeg tror saagar, han selv «trak over» de Knapper, han brugte. Til Hjælp havde han vor Kusk, som forresten – det maa jeg tilstaa – var udlært Tømmermand og ret duelig som grovere Snekker; Stolen blev jo heller ikke ganske som de hamburgiske; men det var jo ogsaa bare et Forsøg. Dersom han i 20–30 Aar havde gaaet og putlet med saadanne Ting som min Foged, tvivler jeg ikke paa at han havde drevet det ligesaavidt. Min Far er gaaet saa ganske op i forskjelligartede Smaating; hos Jacobsen har jeg centraliseret Arbeidslysten mere omkring Snekkeriet.

Og nu det psychologiske. Atter tager jeg Far, han har – som De ser – næsten været Model for min Foged.

Herre Jemini! for et langt Brev, dette bliver!

Da min Far er strængt orthodox-reaktionær, var jeg bange for, at min Behandling af Embedsmændene skulde støde ham, om det nogensinde kom ham for Øre. Derfor valgte jeg at lade ham læse Stykket strax. Da han bragte mig Bogen tilbage, roste han mig for første Gang – ellers ere mine Tanker ham en Vederstyggelighed –; han var ligefrem greben. Faa Dage efter kom der Bud efter mig fra Far. Jeg fandt ham i Vognskuret, hvor han arbeidede med en ny Bredslæde, vi havde faaet, og hvis Bagsæde jeg engang havde sagt burde forandres for mine lange Bens Skyld. Nu havde Far iværksat Forandringen og jeg var tilkaldt, forat bedømme. Der laa nu den gamle Mand – 63 Aar – Konsul Jens Z. Kielland – Bankdirektør m. m. en af Byens fremragende Borgere og krøb omkring paa Gulvet, støvet og skidden med Munden fuld af Smaaspiger. Døren til Gaden stod saameget aaben, at han fik Lys til sit Arbeide, men saameget lukket, at de Forbigaaende ikke lettelig vilde mærke ham.

«Se! hvilke Klodrianer af Haandværkere vi har,» skjændte han. Smeden havde sendt ham nogle Jern, der vare for svære og klumpede; men Fars Arbeide var sandelig saa sirligt og pent, at det var en Fornøielse.

«Du skulde været Haandværker – du Far!» vovede jeg.

Dertil svarede han saa høit og haardt, at jeg blev halvræd: «Ja!» – Dermed endte den Samtale; men jeg tænkte, hvormeget lykkeligere han var bleven, om han ikke havde været nødt til at være saa rig og fin paa det i Livet, og jeg er vis paa, at han følte, hvor forfeilet hans Liv var. – En saadan virkelig stærk, vulgær Trang til at røre Lemmerne, hænge i haardt Arbeide den lange Dag var det jeg vilde, skulde bryde gjennem hos Fogden; er det ikke lykkedes saa er Feilen min; men psychologisk usandt er det ikke. Derfor forvirres jeg ganske, naar De siger, at Fogdens Passion er vel symbolsk – – den er Fanden heller! – De roser delvis anden Akt; men De siger ikke noget om første. Jeg har med hemmelig Gru læst gjennem Scenen mellem de Elskende; vistnok er den første Kladde, som jeg har her, ufuldstændig; men efterat De har skræmt Livet af mig med de mange «trivielle Mundfulde», syntes den hele Scene mig grusom. Men jeg beder Dem – sæt mange Streger og endnu bedre – skriv smaa Vink i Margen. Jeg vil da gjøre det om og se at rense saa godt jeg formaar. – Ak – hvad skal jeg dog finde paa, naar De stryger næsten hele Slutningen af 3die Akt! – Synes De, at Samtalen ved Theen om Arbeidets Rang kan passere? – ere Forlovelserne altfor klodsede? – Kjærlighed er ikke mit Fag.

De to Embedsmænd Tamp & Ross. Med dem har det sig saaledes. Jeg var engang saa heldig i to paa hinanden følgende Selskaber at høre Ord til andet de to Samtaler, som mine Samfundsstøtter holde. Det vil da sige: jeg har tilspidset Modsigelsen og det er klodset gjort, det er vist! Men baade den Herre, der fortalte mig om sine Kanonbaade og den anden – en Broder af Statsminister Stang – der opfordrede min Onkel til at protegere en fin Fyr i Decadence, er netop Folk, som ellers tale i de høieste Toner om vor mageløse Embedsstand. Jeg tænkte, at de to Samtaler kunde passere i et Lystspil og for i en Fart at karakterisere de to Herrer og forberede det kommende. Ross er jo kjendt før, saa hans Samtale kunde formildes? – kan da Kanonbaadene passere? – de ere mine Yndlinge – disse Kanonbaade. Kassemangelen og hvad derom siges, er meget lokalt; her har i de sidste Aar været en Række saadanne Historier hos os, som ikke engang Pressen har rørt ved; Visitationen af Kassen tror jeg er nogenlunde korrekt efter norsk Skik.

Skab Dem en selvstændig Form! Deri ligger det – sagde Præsten, da han slap Barnet i Døbefonten. Jeg var engang saa uheldig at sige til Bjørnson: «Jeg vil ikke være Digter!» – Det lød jo forbandet flot, og De kan tro, han lod mig ikke heller dø i Synden! Men nu kommer jeg igjen tilbage til det; jeg har neppe nogen oprindelig Evne; min Indignation, min Lyst til at klare for andre, hvad jeg selv har klart, driver mig frem, og jeg gyder min Vin i de Flasker, Menneskene kjende og pleie at drikke af. Mere tør vi ikke vente af mig; men da er det kanske en Forsyndelse at gribe til den dramatiske Form, og jeg tror selv ikke, at jeg har fundet min Stil. Noget af det, som jeg er mest tilfreds med af mit eget, er et hidsigt Angreb paa det høiere Skolevæsen i Foredragsform; hvis jeg havde et bedre Organ, tror jeg, at jeg burde holde Prækener. Ikke at jeg vil opgive, hvad jeg har begyndt, jeg føler mig for og flytter allerede Foden meget sikrere nu, da jeg har faaet Tag i Deres Skulder.

Fogdens bureaukratiske Opstød i første Akt bør komme oftere igjen – ikke sandt? – jeg synes, det giver mere Farve. Margrethe havde jeg ventet mere om – det var en af mine Skuffelser; men derved er der nu intet at gjøre. Forat De kan se, hvormeget extraordinært jeg finder ved hende, vil jeg tilstaa, at jeg efter de Forhold, hvorunder vi her leve finder hendes Opførsel baade mod Elskeren og især mod Faderen saa dristig og respektstridig, at jeg havde ventet – ikke fra Dem – men fra vort dydige Publikum heftige Klager over Mangel paa Kvindelighed og Pietet – og det tror jeg endnu, at jeg faar – med Tiden.

Uhrmagerens og Alsters Scene har De bedømt saa sikkert og klart, at jeg næsten har faaet Modbydelighed for den. Alligevel bliver det haardt at stryge den, baade fordi den indeholder alt, hvad vi vide om Alster og fordi der uden den ikke bliver andet tilovers af 3die Akt end en Kop The. Jeg vil heller gjøre Alster lidt dybere end lidt fladere; derved vil man ogsaa bedre forstaa, at han som Gentleman ikke strax har Lyst til at hjælpe til ved at skjule en Mislighed i Pengesager.

Emilie er et Drog – hvad skal jeg gjøre!

Sivertsen! mit Smertens Barn! Vil De tro, at jeg hele Tiden har sagt til mig selv: Gjør ham nu endelig ikke lig Lister! – og for mig staar han helt ulig. Han er ikke smygende og rødhaaret; men stærkbygget, mørk med et energisk Ansigt. Men hvem Fanden kan vide det? – jeg forstaar nu saa godt, at for Dem er han næsten Kopi. Han maa gjøres om; men tror De ikke, at det kan lykkes at faa det, jeg kalder Hævnen motiveret? Naar han ser, at han ikke kan tiltvinge sig Frøknen, saa vil han dog af Ondskab gjøre det værste, han kan finde paa: plyndre Kassen og løbe bort. Og det gaar hertillands for sig med en Lethed, som nok kan faa Folk til at haabe, at de slipper fra baade Skam og Tugthus. Hvis han nu faar en Far, saa kunde det kanske – som De siger – lade sig forklare. Nogen god Figur bliver han aldrig, men kan jeg undvære ham?

Det var et komisk Træf med Navneligheden! – men det kan jo ændres.

Det værste er, at jeg skal miste min Titel – (jeg har Uheld med Titler) og min Slutningsreplik. Kan det slet ikke gaa an at give de Danske Fanden med Fedt paa, og skrive ensidig norsk, uden at kjende Eders Embedsnavne; saa faar I komme tilrette dermed, saa godt I kan. Det synes mig en ægte norsk Tanke; hvad mener De? hvis det er umuligt, maa De sandelig hjælpe mig ogsaa med denne Titel. –

Hegel skrev endelig til mig og jeg svarede strax – det er vel en Maaned siden; men Posterne have været ravgale heroppe. Han bød mig 40 Kroner pr. Ark og 15 Exemplarer frit, hvortil jeg svarede Tak. Endvidere «bad han om Lov» til at foreslaa en anden Titel, hvortil jeg svarede Mange Tak. Det er det hele, og jeg har længe undret mig over, at det ikke blev til mere.

Mange Tak for Deres Titelforslag; jeg er tilfreds med Novelletter; Omrids og Udkast især Udkast synes jeg mindre om. Løse Blade foreslaar min Kone; men det er saa fruentimmeragtigt. Konturer er fremmed, Smaastumper er stygt, Prøvebilleder er ikke dumt, Tilløb – nu er jeg saa træt, saa træt – og De vist ogsaa.

Farvel saalænge! – jeg venter nu Manuskriptet tilbage med mange Blyantstreger og Deres velvillige Tilkjendegivelse af, at mit lange Brev dog ikke helt har taget Livet af Dem.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.

Tillykke med 5te April.


Edvard Brandes.

Kjære Brandes! jeg har faaet Deres venlige Linier af 25de dns. […] Med Hensyn til de i Deres sidste Brev indeholdte Rettelsesforslag har jeg at svare:


ad I. S. 11. Jeg har ved «dum» Lyd villet udtrykke en Lyd, som ikke betyder noget, meningsløs var kanske bedre (dump synes jeg ikke om); bedst var det kanske uden Adjektiv.

ad II & III – S 12 & 14. Holke er svært norsk og betyder – som De naturturligvis ved – en Is, som fryser af Vand, der rinder smaat og jævnt over frossen Jord – for Exempel af en Rendesten.


Trive (triver, trev, har trevet) betyder at gribe i Hast og til rette Tid – for Exempel: Han trev Barnet just som det skulde til at falde i Vandet. – Jeg vilde ikke have vovet det, uagtet det – efter min Formening – er et ypperligt gammelt vestlandsk Ord, om ikke Bjørnson et Par Steder (jeg husker ikke hvor) havde anvendt det. Hvad angaar saadanne Forklaringer over norske Ord, som findes ofte helst hos Jonas Lie, saa finder jeg dem saare ubehagelige – saa ubehagelige, at jeg heller vil renoncere paa Ordene end komme med disse kjedelige Stjerner *). Jeg skriver ikke meget «norskt» – gjør jeg vel? men lidt synes mig gjør godt, naar det falder naturligt. Og desuden – nu maa De ikke tro, at jeg vil være vigtig! – i Schandorphs: Uden Midtpunkt var der sikkert tyve Ord, som jeg ikke forstod. Jeg indrømmer villigt, at det vilde være latterligt, om vi heroppe vilde fordre Ord forklaringer i danske Bøger; men paa den anden Side er der virkelig saamegen Eiendommelighed ved det norske Dansk, at en maadeholden Brug af vore Ord synes mig at være tilladelig uden Stjerner, for disse Stjerner skræmmer mig langt mere end et Ord, jeg ikke rigtig forstaar.

Den Andersenske Slutningsreplik har jeg altid været bange for; den bør nok rettes som De foreslaar.


Side 20 – 1 L. Jeg mindes ikke Stedet og har ikke nogen ordentlig Kladde herhjemme. Vi sige Vandet øger, min Utaalmodighed øger, Lokomotivføreren øger Farten; men gaar ikke det an paa Dansk?


Nu har De vel mit lange Brev; jeg venter Deres Svar før jeg tager Fogden under Behandling. Haaber snart at høre fra Dem. Mine venligste Hilsener til Fru Brandes.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.

Jeg maa lette mit Hjerte ved at fortælle Dem, at jeg lever et fortvivlet Liv i Pengesorger og Forretningsmisere. […] Dette tærer saa paa mig, at jeg ustandselig skriver – som andre drikker; nu skriver jeg en Novelle med Naturbeskrivelse i; det har jeg ikke prøvet før. Det bliver svært Andersensk. –

Jeg har faaet Manuskriptet tilbage og har mærket mig Blyantstregerne; men jeg er bange for, at der er for faa.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – Deres lange Brev gjorde godt – kan De tro. Det har ligget ubesvaret nogle Dage, da min lille Datter har været syg. Det er en fortvivlet Situation at sidde saa struttende fuld af Sundhed, at man har nok for tre Mennesker at leve af, og saa ikke kunne hjælpe saadan en liden alenlang Pusling, der ligger med matte Øine og hede Kinder og ser paa En somom hun vilde sige: «Hvorfor lader du mig ligge her og lide – det er dog din Skyld altsammen». – Nu er hun bedre og min Samvittighed lettere.

Saasnart jeg bliver lidt mindre tung tilsinds vil jeg tage fat paa Hans Majestæts Foged – en fortræffelig Titel – mange Tak!, og da vil jeg ogsaa lade mig fotografere. Thi nu er jeg virkelig ikke i Humør til at vise Dem og Deres Frue et saa venskabeligt og freidigt Ansigt som I fortjene det; – desuden er vor dygtigste Fotograf død – han efterlod sig forresten 9 Børn! Imidlertid har jeg foretaget en razzia i en Bunke gamle Fotografier og sender herved tre Prøver – til min Kones store Forfærdelse. Kunde jeg herved og ved Løfte om det første ordentlige Billede, jeg lader tage, lokke Dem til at sende mig Deres – og om jeg turde gaa saa langt – ogsaa Deres Frues, da vilde dette mere end noget andet være mig en Støtte og Opmuntring i mine Trængsler.

Da De siger: Send mig uden videre Snak Deres Stykke, tog jeg det frem igjen, og uagtet det jo ikke er saamange Uger siden jeg skrev det, var Stemningen mig dog allerede saa fremmed, at jeg bare maatte le – især naar jeg saa gjentog Deres Ord: Det skal ikke undre mig, om det er et Mesterværk! – det bliver nok helst en Spas mellem os to. Imidlertid skal De dog have det, om jeg end generer mig lidt.

Det var vel dumt af mig at tro, at der var nogen Mulighed for min sidste Novelles Optagen i Samlingen? – Jeg saa Dagen efter hos Boghandleren Circulaire fra Hegel, hvori Bogens Pris og Indholdsfortegnelsen opgaves, altsaa kan der jo ikke nu forandres. Jeg vil haabe, at Hegel ikke synes, jeg er vrøvlet eller fordringsfuld; ialfald gjorde jeg mig Flid for, at han skulde forstaa, at jeg henstillede alt til hans Afgjørelse og kun fremkom med beskedent Forslag. Har De seet Præstegaarden? De maa fortælle mig, hvad De synes om den. Jeg skrev den to Gange i 4 eller 5 Formiddage, saa jeg er bange for, at den er temmelig løs. Det gaar saa rykvis med mig – nu bestiller jeg ingenting og skriver ikke andet end Vexler! Herre Jemini! Jeg læser ikke danske Aviser og slipper saaledes for meget Snavs (a propos! – turde jeg bede Dem sende mig nogle Udklip, naar Novellerne komme?) men derimod har jeg med Glæde og Interesse læst Gertrude Colbjørnsen; den synes mig meget god. Efterat jeg selv er begyndt at skrive, har jeg en anden Maade at dømme paa end før – saadan lidt i Retning af: Kunde du gjøre det? Det hele kunde jeg ikke gjøre; men enkelte Ting kunde jeg gjøre bedre og finere. Jeg vilde ønske, at det snart maatte forundes mig at faa et langt Sujet i Hovedet – det kommer over mig i Klattevis – som naar Metallerne ikke forekomme i Aarer men i Nyrer. – Med blandede Følelser har jeg læst Drachmanns Ranker og Roser. Jeg er en stor Beundrer af hans Lyrik og en Gjæk efter smukke Vers. Der er nogle saadanne, et meget smukt – «Kom hid, I Mænd» – og mange middelmaadige. Dyveke fik jeg ingen Greie paa; men paa Slutten! først blev jeg sint, men saa maatte jeg le – skjønt det var ingen god Latter. «Jeg sidder som jeg altid sad, jeg sidder høit tilskrævs», «Paa ædel Stok, gror ædel Vin!» – og naar han saa faar sit gamle fillede Hjerte flikket og ferniseret skal det minsæl atter paa Presenterbrettet og lægges «for Fod af en ung og uskyldig Kvinde». Velbekomme!

Først i Rækken af alt det, som De skal have Tak for, staar den hjertelige Tone i Deres sidste Brev. Jeg er saa glad ved at føle, hvor vi rykke hinanden nærmere paa Livet – saameget mere som ingen af os gaar omkring med sit Venskab paa et Præsenterbret. – Ak – har jeg nogensinde drømt om en Sommerreise? – nu da faar heller De komme til mig; vi har en interessant Omegn og jeg skal lære Dem at fiske Lax – det er den eneste Ting jeg kan grundigt.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – hermed følger min første Bog. Den uheldige Historie [«Erotik og Idyl»] har voldt mig megen Sorg, og den er tarvelig nok; men den maatte med forat fylde ud.

Jeg har været saa misfornøiet med mig selv fra vort Møde i Paris. Situationen voxede mig over Hovedet, og jeg var ikke mig selv. Jeg havde en Følelse som de unge Fugle, der staa paa Redekanten og slaar med de halvfærdige Vinger: «mon det virkeligt er sandt, at jeg kan flyve?» – og Intet kan være mere holdningsløst end Fugleunger. Siden har jeg troet kjende Vingerne voxe saa smaat; kanske faar De næste Gang vi mødes et mindre spraglet Indtryk.

Jeg kaver mig frem mellem Vexler, Mursten og Pengesorger, og al min Indignation er indestængt og vel forvaret. Men naar jeg tænker paa Dem og paa den Varme, hvormed De tog imod mig, føler jeg, at jeg har Redningsbøie om Livet, og jeg skal ikke gaa tilbunds – selv ikke herhjemme.

Fortiden skriver jeg et Lystspil til Ære for Embedspakket – maatte det blive saa bittert som det er ment!


Modtag mine hjerteligste Hilsener.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Erik Vullum.

Kjære Ven! – samtidigt hermed sender jeg Dig min lille nye Bog – den er liden, og du vil kanske finde den noget mat. Idetheletaget har jeg ligeoverfor Dig en Fornemmelse af, at jeg har skuffet Dig. Lad mig søge at forklare dette. Jeg skulde forlængst have gjort det; men jeg vilde vente til jeg havde udrettet noget – vistnok er det lidet; men det er i det Smaa, jeg skal hjælpe.

Thi jeg er ingen drabelig Kjæmpe; du vil aldrig komme til at se mig svingende et Sværd i Spidsen for nogetsomhelst. Jeg ligner mest de blødagtige Marquier i de franske Romaner, om hvem kun deres nærmeste Ven ner vide, at de føre en sikker og smidig Kaarde, naar det kniber. Kaarden er mit Vaaben, og med den pirker jeg – i de store buldrende Kampe er jeg ganske tilovers.

Lad os ikke strides om, hvad der er størst – det minste er stort nok naar det bare hjælper. Men jeg vil ikke skjule, at efter min Opfatning kan et lidet hvast Stik anbragt med en behændig Haand, i sin Virkning æqvivalere med et drabeligt Dommedagsslag.

Smaa Stik strør jeg i hvad jeg skriver – du vil mærke dem og – jeg haaber – glæde dig. Der kommer snart mere; jeg er i Farten, og det synes at gaa let.

Maatte da min Conto hos Dig atter bringes til at ballancere – ja endog udvise en liden Saldo i min Favør, naar vi næste Gang gjør op.

Jeg beder Dig bringe Fru Rode min allervenskabeligste Hilsen, og selv maa Du se Dig om i dit Redaktionsbureau – kanske finder du i en Krog en liden, skjæv Lap gult Papir med fillede Kanter. Krads noget paa den, saa vil jeg tage mig en Fridag til at gjætte, hvad det betyder.

Din hengivne Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – da jeg modtog Deres Brev af 30te April – strax efter Deres Hjemkomst fra Rom, var jeg ganske skamfuld over, hvorledes jeg bombarderer Dem med Skrivelser, og saa tænkte jeg, at det var bedst at holde Mund lidt. Men idag skulde De havt et Brev – selv om Brevkortet ikke just var kommet – thi længer kan jeg ikke tie ad Gangen. Jeg tænkte næsten, det var Dem, der holdt mig over Daaben i Dansk Morgenblad; men Avisen kom mig i Hænde konvolutteret fra Hegel (?) saa jeg var ikke ganske sikker. De skal have mange Tak ogsaa for denne Venskabstjeneste – jeg synes næsten, De var for god mod mig. Idetheletaget har jeg faaet meget mere Ros end jeg havde ventet og derfor er jeg som De kan tænke Dem vel tilfreds og haabefuld. Novelletten «Præstegaarden» fik jeg tilbage fra Hegel, uagtet jeg bad ham sende Dem den –. I ere nok Perlevenner! Nu ligger den her som det vi kalder Redeæg – det Æg, man lader ligge, forat lokke Hønen til at værpe mere. Jeg skulde nemlig gjerne se at samle et lidet nyt Bind til Jul – maaske samtidigt med den forbedrede Foged. Jeg kaver med ham lidt hver Dag; men han begynder desværre at kjede mig, og saa har jeg saa korte Tider. Naar man mindst hver halve Time skal tale med Fragtemænd og Murmestere, saa er det s’gu ikke saa godt at slaa Guldharpen! – de longue haleine! ja hvad Tid mon det bliver af!

Jeg tænker slet ikke paa, at lade Proverbet trykke nogetsteds. Synes De, at det er værd en Omarbeidelse, saa vilde jeg takke Dem for ethvert Vink. Citaterne vidste jeg, at jeg skulde have Skjænd for; men de skal nu staa.

Det var ikke jeg, som vilde i Kast med literære Styverfængere, det var jo lille Jacob Gyldendal, som lokkede mig. Jeg kjender virkelig ikke de danske Tidsskrifter, men Delbanco tiltalte mig, fordi han havde saadan ren Skjorte og var saa glat barberet. Er han en snu «Præstedeie»? – eller hvad staar der? og i Brevkortet – hvad er det Dagbladet gjør? æsler det sig? Hvis De mener, at det fordummes og forslyngler sig, saa er jeg enig, og jeg tror, jeg spaaede for Dem, at det vilde gaa den Vei med Wullum.

Poul og Virginie har glædet mig, men hvor han er skjødesløs og hvor han skriver fort. Men han har Raad dertil – en Stund ialfald. Hr. Fallesen har gjort sig udødelig ved at nægte Leonarda paa Scenen – ikke sandt?

Min Datter er frisk, men svag. Beate – det er min Kone vil reise ind i Fjordene med hende i Sommer; saa bliver jeg alene her i Byen. Det er min Sommer; men jeg beklager mig slet ikke, tvertimod jeg trives bedst ganske alene i det laasede Hus – for en Tid.

Jeg beder Dem hilse Deres Frue og skriv nu snart igjen – men ikke Brevkort, for jeg tør bande paa, at hele Postbetjeningen her læser dem, og det er saagodt som om det stod i Avisen.

Deres hengivne Alexander L. K.

Jeg vilde sendt Deres Broder et Exemplar af Novelletterne gjennem Dem; men da jeg skulde til, syntes jeg det var saa forbandet pretentiøst. Hvis De tror, han vilde sætte nogen Pris derpaa og ikke opfatte mig som vigtig eller paatrængende, vilde jeg bede om hans Adresse.

Jeg fik Lyst til at sende Dem Præstegaarden. Den følger i to Konvolutter, da jeg ikke har større.


Georg Brandes.

Kjære Herre! Gjennem Deres Broder har jeg faaet Deres Adresse, og samtidigt hermed sender jeg Dem et Exemplar af mine Novelletter. Jeg vil gjøre det, fordi jeg altid har vidst, hvormeget jeg skylder Dem, og jeg gjør det, fordi Deres Broder har sagt, at De ikke vil finde mig vigtig, om jeg gjør det.

Dersom De finder at jeg arbeider i en rigtig Retning, vil De glæde Dem – det er jeg vis paa – siden De omfatter den «rigtige Retning» med en saa smittende Sympati; og dersom De vidste, i hvilken Grad De har Part i min langsomme Udvikling, vilde De glæde Dem – om ikke mere saa dog paa en anden, mere krydret Maade – eftersom det er en sjelden Glæde for en Stridens Mand – tænker jeg mig – at faa Takken udbetalt kontant. – De ser, jeg forudsætter næsten, at De skal blive fornøiet med min Bog – det er Deres Broders Skyld, som har forkjælet mig. Føi derfor den Tjeneste til de mange, De har gjort mig, uden at kjende mig, at De uden Hensyn – det er: paa Deres egen Maade viser mig mine Feil – det vil sige: de af dem, der kunde rettes paa – nu, da jeg haaber, at vort Bekjendtskab er indledet og grundet –.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Herre! Gjennem Deres Broder har jeg faaet Deres Adresse, og samtidigt hermed sender jeg Dem et Exemplar af mine Novelletter. Jeg vil gjøre det, fordi jeg altid har vidst, hvormeget jeg skylder Dem, og jeg gjør det, fordi Deres Broder har sagt, at De ikke vil finde mig vigtig, om jeg gjør det.

Dersom De finder at jeg arbeider i en rigtig Retning, vil De glæde Dem – det er jeg vis paa – siden De omfatter den «rigtige Retning» med en saa smittende Sympati; og dersom De vidste, i hvilken Grad De har Part i min langsomme Udvikling, vilde De glæde Dem – om ikke mere saa dog paa en anden, mere krydret Maade – eftersom det er en sjelden Glæde for en Stridens Mand – tænker jeg mig – at faa Takken udbetalt kontant. – De ser, jeg forudsætter næsten, at De skal blive fornøiet med min Bog – det er Deres Broders Skyld, som har forkjælet mig. Føi derfor den Tjeneste til de mange, De har gjort mig, uden at kjende mig, at De uden Hensyn – det er: paa Deres egen Maade viser mig mine Feil – det vil sige: de af dem, der kunde rettes paa – nu, da jeg haaber, at vort Bekjendtskab er indledet og grundet –.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doktor! Mange Tak for Deres elskværdige Brev af 28de f. M. Jeg er ganske skamfuld over alt det Bryderi, jeg har voldt Dem; men De maa ogsaa være forvisset om, at Deres Ord ikke ere spildte – ialfald ville de i høi Grad forøge min Taknemlighedsgjæld til Dem.

Jeg er ogsaa glad ved at høre, at De drager til Kjøbenhavn. Derved vil jeg spares for det vanskelige Hverv at skrive om mig selv. Deres Hr. Broder har nemlig – haaber jeg – et nogenlunde fuldstændigt Indtryk af mig, og da vi ere saa gode Venner, vil han vist være saa snil at give en liden Skildring. Gift er jeg siden 7 Aar – jeg er 30 Aar gammel – med en klog, munter og modig Dame. Vi har tre Børn, lever i en fin Smaabyfamilie, der er temmeligt rig og som har aristokratiske Opstød. Paa Kant med alle i Henseende til Meninger klarer jeg mig ved altid at være glad og glat som en nymalet Væg, dertil er jeg stor og stærk, af en eventyrlig Sundhed og et godt Ydre. Min Forretning har jeg netop skildret for Deres Broder; hvis jeg kunde tjene tilstrækkeligt ved den, har jeg Intet mod den – tværtimod den passer for mig: megen Motion og lidet Arbeide og ingen Fusk. – Jeg har læst temmeligt flittigt siden jeg blev voxen – det er: siden jeg blev gift. Det har kogt indeni mig i flere Aar; men først ifjor gjorde jeg endelig det lille Hop og reiste halvt i Fortvivelse til Paris. Den Befrielse fra det store Tryk af mine Omgivelser, jeg søgte, fandt jeg tildels; men nu siger min Kone, at jeg er paa Vei til at blive en Kjærring igjen – (jeg skal nok være lidt feig – siges der).

Se nu skriver jeg jo flydende om mig selv, det var meget morsomt! altsaa fortsætter jeg.

Energi og hensynsløst Mod er det jeg savner: jeg er for fin paa det! Derfor skyder jeg Spurve; men jeg ved ogsaa om det selv. Men ikke kan jeg forklare Dem, hvorfor det maa forblive saa; da maatte De have seet min Opvæxt, se det Liv, jeg lever opi. Forlade det! – ja, men det værste er jo, at det kan jeg ikke, fordi jeg kan ikke leve andetsteds. Jeg længter strax efter alle mine hjemlige Ærgrelser. Enten det nu er, fordi jeg er vaagnet for sent eller om min Natur er for ur-blød, nok om det: jeg kommer neppe til at levere nogen stor, stærk Kamp, men halvt i Skjul faar jeg staa og pirke med min Kaarde. – Nu har De kastet en Brand i min Sjæl – en Roman! en virkelig Roman, tror De, at jeg kan? – Opgaver – siger De – det er igrunden Synd, at jeg ikke har mere Mod; men jeg tror dog, det skal gaa bedre, naar jeg faar mere Fodfæste i Literaturen. At min første Bog blev læst, var et umaadeligt Held: det er bedre – mener jeg – at en stor Mængde Mennesker faar smuglet i sig noget nyttigt end at nogle faa Udvalgte nyde en Kraftessents – det er bedre for Menneskene, men det er ikke nogen stor Opgave for Forfatteren at opspæde og fortynde Dosisen.

Imidlertid er jeg ved godt Mod – noget jeg i høi Grad kan takke Dem for; et saadant Brev som Deres sidste lever jeg længe af.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Beate Kielland.

Kjære Beate! nu har rigtigt Veiret været noksaa godt herhjemme og jeg vil da haabe, at der ogsaa i din Regnhaale har været taaleligt. Mit Humør er ikke godt; jeg gaar med en dunkel Utilfredshed formodentlig med mig selv. Noget ordentligt har jeg endnu ikke begyndt paa og det, jeg udtænker synes mig for sentimentalt. Jeg maa prøve at gjenfinde den tørre precise Tone fra mit første Proverbe; «visne Blade» og meget af det andet er for blødt, vinder formeget Bifald hos Mennesker, hvis Bifald jeg skammer mig ved at vinde. I «Ude og hjemme», som jeg sender dig, er Præstegaarden begyndt. Den lider utroligt ved at deles, desuden er ogsaa den for blød. Jeg har liggende for mig en Anmodning fra Amtstidenden om at faa Ret til at trykke Præstegaarden som Feuilleton; men jeg svarer vist nei. Imidlertid kan jeg ikke absolut forbyde det, saa de tager den kanske uden Lov.

Paa Mandag kommer jeg ikke, derimod tænker jeg at reise ud og se paa Obrestadfyren. Den Tanke at trække mig tilbage i Ensomhed med dig og Børnene ialfald for nogle Aar, beskjæftiger mig igrunden mere end du tror. Her er ikke Plads for mig, min Tid falder i Smaapluk ligesom Sahra.

Igaar var vi i det almindelige Selskab hos Magda. Jeg kom for sent til Middagen, da jeg havde gjort en fortryllende Tur over en stor del af Hafsfjorden tilfods og tilbaads. Det er den samme Følelse, som var saa henrivende i Paris – denne at være ganske uden Baand og Forpligtelser en hel Dag; rigtignok skulde jeg jo været ved Visiten; men det er som jeg tør tillade mig en Smule Excentrisitet nu, efterat jeg er bleven Forfatter. Det er yderst kildrende; men jeg føler, at jeg begynder at blive udskjemt. Bare jeg ikke bliver en Nar som saa mange andre Forfattere. Jeg finder mig selv saa væmmelig nu om Dagen, at jeg gjerne skulde spytte mig selv i Ansigtet; de flaueste Komplimenter begynder jeg at taale. Du bør nok være om mig og holde mig lidt nede. Selv har jeg dog ialfald nu faaet lidt Skræk i mig.

Lev nu vel og vær glad, hvis jeg læser ud Turgeniews Bog idag og imorgen, skal du faa den med i Kassen, den er saa god, at jeg ærgrer og skammeg mig.

Din egen Alexander.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doctor! Efterretningen om Deres Svigerindes Død gjorde et stærkere Indtryk paa mig end De maaske kunde tænke. Vistnok saa jeg hende kun tre Gange; men jeg beholdt et Billede af hende saa forunderligt stærkt og klart. Jeg, som glemmer saa let, kan, naar jeg vil, se hende lyslevende for mig, skjøn, smilende, med nogle ejendommelige, fine Rynker ved Øinene, naar jeg fik hende til at le; – og saadan som hun spillede! – i mine Fremtidsfantasier var det altid Fru Brandes, som skulde møde mig i Kjøbenhavn, naar jeg igjen skulde nedover Evropa, og nu er hun død. Jeg kunde ikke lade være at skrive et Par Ord til Deres Broder den samme Aften, jeg fik Deres Brev (tusind Tak for Deres Velvilje og ubetalelige Raad!) – men da jeg er ganske uden Begreb om hans Sindstilstand, om Maaden, hvorpaa han tager sin Sorg, har jeg saa vanskeligt, for at gjenoptage Korrespondencen med ham. Derfor vilde jeg bede Dem fortælle mig lidt om ham; jeg har aldrig havt nogen stor Sorg, siden min Moder døde, og da var jeg en Gutunge; jeg ved slet ikke, hvorledes jeg vilde bære et saadant Tab, om jeg vilde bede mine Venner tale og skrive til mig, eller om jeg vilde bede dem gaa Fanden ivold. Derfor maa De være saa snil at fortælle mig lidt om ham – underhaanden. Jeg priser mig meget lykkelig ved at være traadt i Forbindelse ogsaa med Dem, og jeg er saare taknemmelig for Deres Breve, der stive mig op indvendig og beklippe mig udvendig. Bare De ikke bliver træt af mig. Foged-Dramaet har vundet i mine Øine, siden De sagde, at det vil gjøre Virkning paa Scenen. Jeg var – rent ud sagt – halvt fortvivlet efter den sidste Omarbeidelse, især efterat Professor Skavlan fra Kristiania (som i Parenthes sagt gifter sig med min yngste Søster paa Thorsdag) – mente, at jeg burde lade det hele ligge. Det syntes jeg, var altfor ærgerligt, og efter Deres Brev, har jeg sendt det til Kristiania Theater – og har jeg nu – ogsaa opflammet af Dem – besluttet at skrive en stor Roman! Det koger mig i Hovedet; men det vil ikke hænge sammen. Allerede længe har jeg talt med Deres Broder om, hvor gjerne jeg vilde skrive en lang Ting; men det syntes mig saa umuligt. Det falder saa gjerne i Smaapluk for mig. Saaledes har jeg to–tre af de sidste Kapitler saa færdige i Hovedet, at jeg gjerne kunde sætte mig hen og skrive dem ned strax; – derimod har jeg ikke Greie paa, hvorledes «Romanen» skal se ud paa Midten. Jeg har saa mange Folk og alle ville de spille Hovedrollen – hvad skal jeg gjør ved det?

Vil De være saa snil at fortsætte med at give mig Raad, naar De har Tid og saa endnu et: vær saa snil at anvise mig Læsning, jeg er saa afstængt og ensom her.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doktor! Efter Deres venlige Brev af 20. dns. har jeg skrevet til Deres Broder, idet jeg efter bedste Evne har søgt at følge Deres Anvisning. Jeg synes saa bitterlig Synd i ham, baade fordi han fik denne store Sorg, og fordi han har saa tungt et Sind. Jeg skrev let, om mine egne Ting og bad ham tilslut om at komme herop til mig. Jeg bor paa Landet nu, for ret at tage fat paa «Romanen», og jeg tror at denne ensomme Egn vilde gjøre ham godt. Jeg bad ham tage sit Arbeide med, saa kunde vi arbeide omkap, han paa sine gamle Sprog, jeg paa denne meget omtalte Roman. Det er vel knaptnok han kommer.

Hvergang jeg faar Brev fra Dem, maa jeg undre mig over, hvor klart De ser paa Frastand. Tror De kanske ikke, at det netop er faldet mig ind, at jeg kunde gaa i Hundene ad den Vei, De antyder. Ser jeg ikke Folk, som jeg næsten var bange for vilde lægge mig i Had for et og andet Hib i Novelletterne, komme halvt smilende halvt hovedrystende: De skildrer for sort, men De skildrer saa godt! – Hvad Fanden skal jeg gjøre? – jeg vil ikke blive Æresspidsborger, og dog – er det mig, som er forfængeligere end en Skjøge eller er det en almindelig Skjæbne? – og dog kan jeg staa og tage imod de taabeligste Komplimenter af de taabeligste Mennesker uden at føle Væmmelse – ialfald ikke i nogen tilstrækkelig Grad. Hvad skal jeg gjøre! – anvende skarpere Lud, tage dybere Spørgsmaal? Jeg kommer nu til at skrive om Fædre og Sønner, om Præster – gamle og mætte, unge og ivrige; om megen Trang til at forandre, til at udrette noget, men – ja jeg kan ikke hjælpe det! der udrettes Intet. Religion, Autoritet lægger sig som Meldug over Slutningen af Bogen, og Kun to Mennesker slipper fra det med Ære. De sagde engang: vis de levedygtige Spirer i Deres Samfund – eller noget lignende – her er saa faa, eller jeg ser dem ikke. At være frisk mellem syge er igrunden et trist Forspring, derfor driver jeg det bare til at være misfornøiet og medlidende; men jeg vilde lyve, om jeg sagde, at jeg saa noget nært Haab. Bogen skal hedde: De Misfornøiede. Titelen lyder godt, hvis den ellers kommer til at passe.

Det er ikke af Trods, jeg ikke vil følge Deres Anvisning til at udarbeide en Bog; men jeg er overbevist om, at den Methode, De foreslaar, er absolut umulig for mig. Hvis jeg vilde skrive, hvad jeg har fuldt færdigt, altsaa Brændpunkterne om ikke Glandspunkterne, vilde jeg faa Ulyst til de vanskeligere, mindre interessante Dele, og Arbeidet kunde resikere at ligge hen halvgjort. Jeg maa skrive fra Begyndelsen og ikke tillade mig selv at lade noget henstaa halvt udarbeidet til næste Gang; derfor har jeg ogsaa saa svært for at rette det skrevne. Naar jeg derimod gaar og fortæller mig selv en Historie mange Gange, saa filer jeg med stor Omhu, og jeg ved aldrig, at jeg har glemt et eneste Ord, som jeg var tilfreds med. Naar jeg saa under Skrivningen kommer til et af disse Punkter, som jeg kan udenad, saa gaar det som Røg, og saa glæder jeg mig til det næste. Saaledes maa jeg arbeide – tror jeg.

Jeg har faaet meget Skjænd af min Kone, fordi jeg glemte sidste Gang at takke Dem for Deres Hilsen og sende hendes venskabelige Gjenhilsen.

Tak for Anvisningen af Lekture; – og glem mig ikke, naar De har en Stund tilovers.

Deres Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Mange Tak for Deres Brev; jeg er saa glad ved, at vi ere iorden igjen. At De ikke kunde komme herop, var jo leit; men det var mig dog en stor Trøst at høre, at De er optaget af ivrige Arbeidsplaner. Kun synes jeg – undskyld! – at De har vel mange af dem. Jeg skal imidlertid ikke sige noget om den Ting, eftersom jeg altid selv har været et Drog, som ikke har vidst, hvad det er at arbeide; derfor er det meget muligt, at en Mand, som forstaar Kunsten, kan faa udrettet, hvad der for mig synes Umuligheder. […] Lad mig nu bare se, at De er flittig! – jeg er nemlig saa stolt over mig selv, som arbeider paa min Roman hver Formiddag tre fire Timer. Mere kan jeg ikke; den øvrige Dag læser jeg eller skriver Breve. Nu har jeg de tre første Kapitler færdige, det vil sige skrevne som de skulle trykkes; jeg retter enkelte Smaating, naar jeg tilslut skriver det hele en Gang om igjen. Det kan ikke nytte for mig at sidde og file og stryge, mens jeg skriver. Naar et Ark er blevet saa fuldt af Rettelser, at de springe i øinene, naar jeg ser paa Papiret, synes jeg det er saa stygt, at jeg maa overvinde mig selv til at skrive videre. Derfor maa alt være saa brændende færdigt i Hovedet, at jeg kan skrive flydende uden at se op somom jeg dikterede mig selv efter en Bog. Arbeidet gaar saaledes kanske langsomt for mig; men saa er det ogsaa med en Gang saa godt gjort som jeg formaar det – eller ialfald omtrent saa godt; jeg vil ikke sige imod, at jo en Gjennemarbeidelse kan forbedre (især naar man i Mellemtiden har hørt andres Dom cfr. H. M. Foged) men det staar sikkert for mig, at lykkes det ikke for mig ved første Greb, saa kan jeg gjerne lægge det hele tilside. Min Bog hedder: De Misfornøiede, synes De om Lyden? Jeg er bange for, at den bliver stor; jeg er naaet frem til Fortællingens Begyndelse, men der er mange Personer, og de ville fremdeles allesammen spille Hovedroller. Derfor har jeg ingenting til Jul, det er rent galt, og bliver nu ikke Fogden antaget, saa mister jeg kanske mit lille Fodfæste i Publikum. En Stund nærede jeg den forfængelige Tanke, at Justitsraaden vilde trykke 2det Oplag af Novelletter. Jeg vilde da strøget «En Middag» og istedet indført «Præstegaarden», «Folkefest» og «En god Samvittighed» – de to sidste ere gode – har De lyst til at se dem? Men det er vel bare en Drøm, at der skulde behøves et nyt Oplag og jeg generer mig for at lade Hegel ane, at jeg har drømt den. Mange Tak for Deres Uleilighed med Indleveringen af Fogden, jeg er – oprigtigt talt – spændt. Faar De en god Efterretning – saa telegrafer, kjære Ven, og le ikke formeget af mig; husk paa, jeg er ensom blandt Mennesker, som have liden Tillid til mig og unde mig Ydmygelse.

Deres Alexander L. K.


Direksjonen for Christiania Theater.

Direktionens ærede Skrivelse af 11te dns. tilligemed mit Manuskript har jeg modtaget, ligesom jeg har gjort mig bekjendt med den artistiske Konsulents Betænkning, og maa jeg – hvormeget jeg end erkjender Stykkets Svagheder – beklage, at jeg ikke kan foretage nogen Revision.

Skulde imidlertid Stykkets Antagelse være avhængig af den ene Forandring, at Samtalerne fra Pag. 130–136 (de af den artistiske Konsulent indcirklede Sider) bortfalder, er jeg villig til at stryge disse, – skjønt de ere ordret afskrevne efter Virkeligheden i 1877, og skjønt jeg ikke selv anser dem overflødige eller overdrevne.

Ærbødigst Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven!

[…]

Det var ikke saameget, fordi jeg ventede, at De skulde kunne give mig nogen Efterretning om Fogden, som snarere et Udtryk for min Ængstelse, naar jeg spurgte om Nyt fra Deres Haand. Jeg havde nemlig faaet Manuskriptet tilbage fra Kristiania med en hel Del – forresten vel begrundede – Betænkninger og Ændringsforslag. Jeg gav – som De vel kan tænke – Fanden i hele Fogden, jeg har klattet nok med den og er saa hjertens kjed af den, at om man sagde mig, at den var under al Kritik, vilde jeg af Hjertet svare Amen. Jeg gav derfor et trodsigt Svar og slog den Tand ud. Idag har jeg imidlertid faaet den Tand indsat igjen, idet Christiania Theater har beklaget, at jeg ikke kunde føie det, men ikke destomindre vil opføre Stykket og byder mig 400 Kr. Det glæder mig forsaavidt, at jeg derved holdes i Publikums Erindring. Desuden er Johannes Brun en saa – efter min Formening – saa uovertræffelig Komiker, at det vel kunde hænde, han redder Stykket – ligesom min Fætters «Vaarluft», – saa De, at Brun valgte at spille «Vaarluft» ved en af sine Beneficer?

Med min Roman gaar det – synes jeg – godt. Jeg har nu 28 saadanne Ark som dette færdige, hvilket udgjør 5 Kapitler. Men nu er jeg netop kommen til den lange kjedelige Slette, hvor Personerne, der netop ere stegne op af Bakken, vise sig i Flok paa Veien, og nu skulle de føres fornuftigere fremad, indtil de dumper ned af de sidste Skraaninger i Slutningskapitlerne, der ere færdige – i Hovedet. Jeg lover mig meget af en Begravelse, jeg har.

Naar jeg kommer saa langt, at jeg kan skrive Bogen for anden Gang, vil jeg se, om jeg kan faa fat paa noget, som heder – ja hvad Fanden er det nu? – en Indretning, hvormed man kan tage Kopier af skrevne Ark. Saa skal De faa et Manuskript, før det trykkes. Jeg har desuden den Plan, at læse Bogen høit i Bergen, forat tjene Penge. Bare mit Organ slaar til. De har hørt mig læse – vil De være saa god at give mig nogle Vink. Det vanskeligste for mig vil blive at fremhæve det humoristiske (hvoraf der er meget), idet jeg aldrig er sikker paa, at det virker – og naar det ikke virker – huh! At jeg læser ualmindeligt slet i den Forstand eller efter den Maalestok, man er vant til overfor «Oplæsninger», generer mig lidet, eftersom jeg har fundet alle Oplæsere affekterede. Kan jeg bare faa hvert Ord til at lyde klart og koldt, er jeg tilfreds. Der er faa Ting, jeg har saa liden Forstand paa som Skuespillkunst, og jeg undrer mig ofte over Deres Passion for den. Det er imidlertid ikke at undres over for mit Vedkommende; jeg har altid levet fjernt fra al Anledning til at se den Kunst uden i de sørgeligste ambu lerende Karikaturer – eller muligens ligger der noget tørt paa Bunden hos mig, der forspilder mig Illusionen.

Jeg skulde have Moro af at se Striden – hvis der blir nogen – mellem Drachmann og Molbech; hvilke er Aviserne? Opfat nu – jeg beder Dem! – ikke dette som en fin Anmodning om at sende mig de paagjældende Nummere; men sig mig en Avis – for Ex. nu den, hvori D. har skrevet – saa vil jeg endelig lade det blive Alvor med at holde en dansk Avis, noget jeg bestandig føler, jeg bør. Nu havde jeg nær glemt «Søgte Mænd». Mange Tak, fordi De sendte mig Bogen, som jeg har moret mig over, saaledes som man morer sig over det, man mere føler er godt og skarpt end egentlig forstaar tilbunds. Thi De maa vide, jeg kjender kun Lygtemænd fra den Avisstrid, der førtes for nogle Aar siden; er den trykt? – min Boghandler ved aldrig noget, men han har skrevet. Personerne kjender jeg heller ikke – ialfald ikke alle – min Ven Kaufmann kan jeg kontrollere, han er Portrait.

– Mine Noveller sender jeg Dem; her var Tale om et Kunstneralbum i Christiania, som bad om en; kanske faar De en Dag Ilbud, om at sende dem didop. I «En god Samvittighed» har jeg forandret Navnene, forat rykke Situationen nærmere ind paa Livet af os heroppe. Dersom De siger et ondt Ord om Folkefesten, blive vi fnysende Uvenner, den er min Stolthed. Min Kone takker Dem hjerteligt for Deres Hilsen og beklager bare, at hun ikke fik se Dem hos os.

Se det var en lang Historie.

Deres «H. C.» Kielland.


Christiania Theater.

Direktionens ærede Tilbud i Skrivelse af 22de dns.: at opføre mit Stykke trods min ringe Imødekommenhed, modtager jeg med Taknemlighed; – saameget mere som jeg ved nøiere Gjennemsyn af 3die Akt fandt, at Bortskjæringen af den omtalte Samtale vilde nødvendiggjøre en hel Omkalfatring.

Dersom jeg tør opfatte de tilbudte Betingelser – hvormed jeg er meget vel tilfreds – saaledes, at mit personlige Ønske har nogen Indflydelse ved Valget af Alternativerne, vælger jeg dette: «Kr. 300,00 efter Opførelsen og den samme Sum efter 8de do.»

Manuskriptet sendes samtidig hermed.

Ærbødigst Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn,
Gyldendalske Boghandel, Kjøbenhavn.

Ærede Herre! gjennem Hr. Dr: Georg Brandes har jeg hørt, at De har været saa venlig at overlevere et Lystspil af mig til det kongelige Theater. Jeg aflægger Dem herved min Tak for dette fornyede Bevis paa Deres Velvilje overfor mig.

Uagtet jeg ikke lover mig meget af Stykket, vilde det dog være mig meget kjært, om det blev spillet, især fordi det ialfald vilde bidrage til at holde mig i Publikums Erindring, og jeg er saa bange for at miste den Smule Fodfæste, jeg vandt ved «Novelletter». (Christiania Theater har optaget Stykket til Opførelse.)

Thi jeg har Intet at trykke til Jul, og det er rent galt. Oprindelig havde jeg den Plan at samle et nyt Bind Novelletter og jeg har tre liggende – inclusive «Præstegaarden».

Men saa opgav jeg alt andet, for at skrive en Roman, noget jeg havde stor Lyst til, og hvortil jeg fik Mod ved Opfordring fra Brødrene Brandes. Nu er jeg ifærd med Arbeidet; men jeg maa være glad, om jeg kan blive færdig til Foraaret. Da vil jeg atter melde mig hos Dem, idet jeg haaber paa Deres fortsatte Redebondhed til at tage Dem af mig, især da jeg nu har fattet den Beslutning at trække mig ud af min Forretning og forsøge at leve som Forfatter.

Modtag Forsikringen om min taknemlige Høiagtelse.

Deres Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Herre og Ven! – saaledes tør jeg vel kalde Dem, siden De fra første Møde har vist mig saa meget Vennesind. Hvorfor jeg skriver idag, skal komme frem, mens jeg skriver; først dette: Hjertelig Tak for Ordene i Dagbladet – baade for den store Anerkjendelse og for den mægtige Hjælp – en saadan Haandsrækning er et halvt Levebrød.

Saa var det det, at jeg fik ond Samvittighed forleden, da det randt mig iminde, at jeg i mit Brev til Dem omtalte en Komedie, jeg just da skrev. Saavidt jeg husker, udtalte jeg mig temmeligt haabefuldt om Arbeidet – især om al den Ondskab, jeg haabede at faa puttet ind. Ser De! – det har jeg ond Samvittighed for; thi Arbeidet mislykkedes for mig, og nu var jeg bange, at De skulde tro, at jeg selv var tilfreds med det. Stykket er nemlig antaget til Opførelse i Kristiania, og jeg lover mig liden Glæde deraf. Mit Haab er, at Johannes Brun skal redde det, og min Overbevisning er, at jeg ikke vil ud paa den Galei mere.

For Leonarda har jeg en speciel Tak at bringe Dem. Den faldt som Dug paa min noget tørre Indignation. Jeg lever et underligt Liv fortiden. Indestængt i et lidet Bondehus – eller saa omtrent – med min Kone og mine 3 Smaabørn, i et Veir som vexler mellem Storm og Orkan, med et Øsregn, som vi kun har det her, flade Lyngvidder omkring, Havet brølende strax udenfor, Torvstakker saa sorte som Præster, misstemte Familieforhold, slet Økonomi, fine Vaner og saadant mere. Derfor skriver jeg en humoristisk Roman, som jeg absolut vil have sørgelig; men Fanden staar i det, ialfald til Dato, jeg faar ikke den rette Ondskab frem der heller – min Kone tror, at jeg er for fed. Men Leonarda har frisket mig, idet den har ærgret mig – ærgret mig, fordi den ligger saa langt tilfjelds for mine fine Balsko. Jeg har tænkt meget over den Ærgrelse. Det skulde dog være forbandet skidt, om det var det, man kalder Misundelse. Mon det ikke er muligt, at det, jeg kalder Ærgrelse, i Virkeligheden er den store negative Drivkraft (den eneste effektive): Misfornøielsen – Misfornøielsen med sig selv, der skjærpet ved Afstanden mest overfalder os, naar vi ser det Uopnaaelige høit oppe paa Bakken –, men paa denne Vei, vi føle, at vi maa vandre. Derfor læser jeg atter Leonarda og ærgrer mig, og i min Misfornøielse skriver jeg min Roman, som skulde hede de Misfornøiede – og saa er de Satans Mennesker saa kistefornøiede, at det er til at græde over. Men jeg skal nok gjøre dem det hedt paa Slutten.

Saa var det tilslut det vigtigste; De kommer vist til at døie et Halvark til.

Som Overskrift over, hvad jeg nu sandsynligvis kommer til at sige, maatte jeg sætte: Find mig ikke vigtig! Jeg vil nemlig tale om den Del af Deres nye Virksomhed, som i Almindelighed ansees at gaa ud paa at nedbryde Kristendommen.

Naar jeg ser, hvormeget Arbeide og Studium, De har anvendt i Deres fremadskridende Kamp mod det Standpunkt, De nu indtager, maa jeg atter og atter forundre mig over den i mine Øine saa besynderlige Vei, De er gaaet. Jeg vil slet ikke give mig af med at bedømme, hvilken Vei, der er den bedste; men De kan ikke tænke Dem – nei jeg tror ikke De kan tænke Dem, hvor besynderligt det ser ud for mig, naar De slaar Deres store, stærke Dommedagsslag mod Porte og Stængsler, der synes mig sprængte og nedrevne for længe siden. Hvad Magt ligger der – find mig ikke vigtig – paa Theologernes Slægtsregistre? Er det ikke at slaa paa Skaglerne, naar man menere Hesten? Hvem gider – f. m. i. v. – stikke sin Haand i dette Hvepsebøle af Dogmatik og Djævelskab! Nei – stik din Haand i Naglegabene – i de gabende Saar, som denne Kristendom har slaaet i de elendige Millioner. La os vise Menneskene, hvad det vejer – dette Kjærringsnak – at Skylden falder ikke paa dig og mig, men paa en hæderlig ung Jøde! Jeg tror ikke – nei jeg tror ikke – det nytter stort at kjæmpe i Haandgemæng med Præster; man maa gaa dem forbi, finde Ansvarsfølelsen hos Individerne bag de gode Borgere og Kristne. Det kan aldrig være klog Taktik at dræbe Aal med Kanoner – Aalene blir vi aldrig kvit, men lad os gjøre Jordbunden tør, klar og sandig, saa kan de ikke krybe saa fort omkring. Dette er egentlig Kjærnepunktet og Grunden til, at jeg skrev dette: Jeg skammer mig – så liden jeg er – at jeg ikke er med Dem i Kampen. Det staar nemlig for mig, at jeg her har noget at sige. Min Sjæl er fyldt ikke blot med Indignation og Medlidenhed; men lange Nætters Læsning har ogsaa givet mig et Fodfæste, som er ialfald respektabelt. Og dog – er det Klogskab eller Feighed? – jeg gruer for at tage fat. Ikke saameget for den Forkjætrelse, som følger; men hvad der for mig er det værste – som rentudsagt vilde tage Livet af mig – det er den overlegne Overseen, som uvægerlig møder den unge og ukjendte, der tager fat paa alvorlige Emner blandt os. Derfor trøster jeg mig selv – naar den onde Samvittighed kommer over mig – med, at jeg nok vil tage min Del af Arbeidet, naar jeg bare faar erhvervet mig en fast Position i Publikum, saa at jeg ikke kan affeies med et Skuldertræk. Og det er jeg paavei til – haaber jeg –; mit Lystspil vil ikke hjælpe mig; men jeg har godt Haab til Romanen. Naar jeg saa synes mig stærk nok, vil jeg begynde med den lærde Undervisning – i Foredragsform havde jeg tænkt – og saa gaa løs paa Præsterne bagfra. Maatte jeg bare ikke blive for fed og feig. Alt dette har jeg skrevet om mig selv, for at berolige min Samvittighed, og for at prøve paa, om jeg kunde lokke Dem til at svare. Stundom faar jeg saadan lammende Følelse af min store Ensomhed herborte, sa jeg maa strække Haanden ud og famle efter Forståelse, hvor jeg haaber at finde den.

De faar formodentlig Aar om andet mange lange Breve, derfor er De vist en taalmodig Mand – det gjør jeg ialfald Regning paa – og lidt til.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Hartvig Lassen.

Hr. Hartvig Lassen,
Direktionen for Christiania Theater, Christiania.

Ærede Herre! – der er fra min Side i Grunden Intet iveien for at Tamps Samtale stryges, uagtet jeg har en liden faible for hans Kanonbaade. Om Stykket opnaaede at blive spillet saa ofte, at det gik rigtig glat (ja fort maa det ihvertfald gaa, ellers bliver det utaaleligt!) saa kunde man muligens en Gang faa smuglet mine kjære Kanonbaade ind igjen? Men lad dem kun stryge, de er jo svært kjedsommelige der de staa.

Jeg vilde saa inderligt gjerne gjøre noget for det Drog – Emilie. Men – bedste Herre! hvad skulde vel det være? Hun kom egentlig med, forat Margrete ikke skulde gaa saa alene mellem alle de Mandfolk; men det blev mig en dyr Spas. Hun har voldt mig mer Sorg end alle de andre tilsammen, og jeg synes allerede, jeg ser DHrr. Kritici ride hende gjennem Spalterne – ventre à terre. Disse Sportsmen faar vist idetheletaget en travel Dag Dagen derpaa; og jeg er glad, jeg er langt borte, og saa dybt inde i et andet Arbeide – udramatisk –, at jeg kan taale en god Overhaling. Imidlertid tror jeg ikke, Stykket netop vil skade mig, og da jeg ikke har noget at trykke til Jul, kan det være godt til at holde mig i Publikums Erindring. Men – ærligt talt! – jeg har taget mig Vand over Hovedet ved at bestige den dramatiske Galei.

Som De bemærker er Brun mit Haab, mit Saligheds Horn, min Tilflugt! – og Rollen er ligefrem skrevet for ham. Jeg er ham allerede forpligtet paa Forhaand, og jeg tror ogsaa, han bliver glad i Rollen. De andre arme Mennesker ere kjedelige, og jeg vilde bevidne den Dame, der skal tilbringe sin Aften som Emilie, min oprigtige Medfølelse, og bede hende opfatte 3die Akt som en dybsindig Studie over «det stumme Spil». Men jeg kan ikke – nei jeg kan ikke gjøre noget for hende.

Jeg havde netop tænkt paa Fru Juell og Reimers, det glædede mig, at De ogsaa vilde foreslaa dem. Der er for mig formeligt noget rørende i den Tanke, at disse Damer og Herrer nu skulle give sig ifærd med at lære mine Repliker udenad, og de ere dog mange af dem (jeg mener Replikerne) guddommeligt trivielle.

En liden Forandring falder mig ind. Naar Fogden kaster Paryken, skal han sige: «Her er Haar nok til en Snedker!» – det lyder lidt bedre end: Jeg har o.s.v. Har ikke Brun et Par Haarfliser fremme paa Hovedet?

Naar jeg læser mit Brev igjennem, bliver jeg helt overrasket over den Tone, jeg er kommen til at skrive i. Det kommer vist af, at jeg staar i den Formening, at jeg i sin Tid stod i et omend fjernt Bekjendtskabsforhold til Dem. Hvis De har beholdt nogen Erindring om mig, beder jeg Dem modtage en venskabelig-ærbødig Hilsen.

fra Deres Alexander L. Kielland.

Lad endelig ikke Sivertsen jun. komme smygende som Lister i Inden Døre; han maa være stærk og energisk med tæt sort Kindskjæg – lidt seminaristisk, men ikke krybende – ikke engang i sidste Akts første Halvdel. Gamle Sivertsen maa være skjorteærmet og have gultærnede Buxer.


Jacob B. Bull.

Hr. Redaktør J. B. Bull,
Redaktør af «Dagen», Christiania.

I anledning af Deres ærede Skrivelse af 10/10 79 vil jeg ikke undlade at udtale min Forbindlighed for den Vægt De synes at lægge paa min Medvirken i Deres Foretagende.

Ligesom jeg imidlertid afholdt mig fra Deltagelse deri af Ubekjendtskab med Sagen, saaledes kan jeg ikke andet end glæde mig over, at jeg ikke har bidraget til dens Fremme nu, efterat «Tendensen» er blevet mig klar.

Det er nemlig min Hensigt fremdeles at sælge mine Bøger – om jeg udgiver flere – til Gyldendal –, selv om «Hovedstadens Boghandlere i egen velforstaaede o.s.v.»

Ærbødigst Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg sagde vistnok, at De kun skulde skrive, naar De havde Lyst: men Død og Snyde! der er Maade med! – der er gaaet en Maaned siden jeg hørte fra Dem, og de øvrige faa Korrespondenter, jeg har, ere ligesaa tause. Tilslut troede jeg, at Posten var ophævet. Men saa fik jeg da et Brev fra Bjørnson – c’est un étourdi! – kan De begribe, hvorfor han – naar han nu først giver sig i Kast med Præsterne – vil anfalde dem paa et saa fernblaues Pünktlein som det gamle Testamentes Stamtavler!

Fra Hendriksen – Ude og Hjemme – fik jeg da ogsaa Brev, han takker for Præstegaarden og spørger, om jeg har noget andet til ham, idet han foreslaar Illustrationer af Werenskjold. Vil De være saa snil at give ham: En god Samvittighed; den egner sig efter min Formening slet ikke til Illustration; men vil Kunstneren prøve, saa gjerne for mig. Til Ude og Hj. sendte jeg for en Tid siden en Tegning af min Søster, hvortil jeg havde skrevet en Hastværkstext. Jeg gad vide, hvorledes det gaar med den. Søster Kitty er efter min Dom ret dygtig; men hun synes slet ikke at kunne komme i Skud herhjemme. Den indsendte Tegning duer ikke stort; men hun har flere større Billeder fra Myrene og Stranden her vestpaa, som ere triste og tunge, men meget sande og oprigtige. – Min store Roman er varm nu – kan De tro; jeg er saa fornøiet med den. Vistnok ser jeg allerede, at jeg under Arbeidet ikke faar realiseret Tendentsen saa knap og skarp som jeg tænkte (om den første Titel er der ikke længer Tale!) men til Gjengjæld tror jeg at have fundet en heldig humoristisk Tone, og saa smaa skarpe Hug indimellem. Det hele har imidlertid den Feil, som jeg haaber skal blive mindre fremtrædende næste Gang, at de enkelte Skildringer falde lidt fra hinanden; der er ikke meget af sammenbindende Intrige og faa eller ingen store Begivenheder – heller ingen Skurke.

Nu skal Bogen hedde: Garmann & Kruse. Efter en løs Skitse, jeg har gjort, vil der blive 27 Kapitler. 10 – ti – Kapitler ere færdige; hvert er saa stort som 7 saadanne Ark som detteher – det var smukt Sprog! – De forstaar, at Gjennemsnitsstørrelsen for Kapitlerne bliver 7 Ark Brevpapir som dette; dog tror jeg, det bliver nærmere 8 naar jeg skriver omigjen. Jeg bliver endnu to Maaneder herude, og i den Tid skal jeg være færdig med den første Skrivning. Det vil gaa fortere mod Slutten, da jeg som sædvanligt har det sidste færdigt i Hovedet. Den anden Skrivning skal foregaa Januar, Februar og Marts og til Mai skal Bogen udkomme.

Men – men – men jeg har nogle store Planer, som jeg nu vil skrifte for Dem.

Selv om Gyldendal byder mig dobbelt saa stor Betaling som sidst pr. Ark (40 Kr.), og selv om jeg faar 30 Ark, saa er det alligevel ikke nok for det Aar, som er gaaet siden Novelletterne. Jeg maa have Penge – mange Penge! – Efterhvert som jeg bliver færdig, vil jeg sende Kapitel for Kapitel til Dem, og De skal afgjøre, om det er værdt at oversætte Bogen – vil De? – jeg har nemlig den Tro, at baade i Sverige og i Tyskland kunde man tjene paa en god Roman – he? – Endvidere tænkte jeg paa at forelæse Bogen oppe i Bergen, mens den var under Trykning – hvad?

Ved De, hvor jeg har alt dette fra? – fra Forsters: Dickens’s Levnet, som min Kone læser for mig om Aftenen. Nu maa De ikke le af mig – aa jo – det maa De gjerne, bare svar – svar – svar – svar –

Deres Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg tænkte det nok igaar, da jeg skrev til Dem, at Brevene vilde krydse hinanden; men jeg vilde ikke længer opsætte at skjænde paa Dem, og iaften skriver jeg igjen, forat være mit Korrespondenceprincip tro: at svare strax.

Først maa jeg bede Dem undskylde, at jeg vist plager Dem to og tre Gange med de samme Spørgsmaal og Meddelelser; men det har De, fordi De holder Dem saalænge taus. Min Hukommelse, som før var daarlig nok, er – efterat jeg har givet mig Forfatteriet ivold – bleven ganske ubrugelig. Alligevel skal jeg dog strax forklare Dem «H. C.» Kielland; – hvad det dog er trist at maatte forklare sine Bonmots! Det Brev, jeg underskrev H. C. maa slutte omtrent saaledes: se det var jo en hel Historie – eller noget lignende; dertilmed har De flere Gange sagt, at jeg maatte vogte mig for noget H. C. Andersensk, jeg syntes ogsaa, der var lidt af det i Folkefest (som er glimrende!) – og alt dette henspillede jeg da saa let og morsomt paa i min Underskrift. At denne udsøgte Vittighed har været for fin for Dem, gjør mig bitterligt ondt. En skrækkelig Tanke falder mig ind! – om De skulde være saa erkenedrig, at De godt har forstaaet det hele, men har villet give mig en liden Finte for Kjældermanden i det tilsyneladende saa uskyldige: Hedder De ogsaa det? – isaafald vil jeg ikke pille mine Tær, før jeg har hævnet mig!

Altsaa – De mener, at jeg vil kunne læse min Roman; det glæder mig oprigtigt. Det værste bliver, at jeg har saa let for at blive rørt, naar jeg læser de sentimentale Steder. –

Det er ganske sikkert, at De har Ret, naar De siger, at man er kritikløs overfor det, man selv skriver, men hvad Ondt har jeg dog gjort Dem, at De kan have Hjerte til at kalde mig Poet?! men hvad De saa siger, saa er Skildringen af Gutten, som græder, det bedste, jeg har skrevet. Jeg har selv staaet i Mørke mellem Træerne og seet ham græde og selv grædt omkap med ham, og det, man selv har seet saa intenst, maa blive godt skrevet. En god Samvittighed kan være vel nok; men jeg holder paa Min Bajads! En Tjeneste maa De gjøre mig; de Navneforandringer, jeg foretog, angre mig saa bitterligt. Steen og Berg ere Novellenavne, som jeg aldrig havde grebet til, uden i Hastværk. Lad heller Advokatfruen hedde Abel, saa kan vi kalde Grossereren’s Frue: Kahrs, (Holm), Munthe – Fanden i disse Navne! Warden er godt, der er en solid, rolig Velstand i Lyden, og det lyder bekjendt fra Dickens. Kjære Ven! De hjalp mig med H. M. Foged, kan De ikke døbe disse Damer for mig; men lad dem endelig ikke løbe med Steen og Bergh. – Hvorledes gaar det Dem, som ikke ynder symbolske Fugle, med min Torvmyr?

Fra Hegel har jeg intet hørt om Fogden, og jeg opgiver Haabet. Kjære – sig mig endeligt: er Hegel Justitsraad eller er det bare et Øgenavn, De giver ham? Jeg ved aldrig, hvad jeg skal kalde ham. Honoraret fra Kristiania var som jeg kunde vente det; men 90 Kroner fra Ude og hj. syntes jeg var overraskende meget; de skal saamænd faa, hvad jeg skriver af Smaating; men bistaa mig af alle Kræfter, saa jeg kan slippe den nederdanske Ortografi, de bruge i Bladet. – Hils Deres Broder, naar De ser ham og sig, at jeg sidder med Pennen færdig, forat svare ham, naar han bare vil skrive til mig. Jeg begyndte paa disse smaa Linjer, fordi der var noget, jeg vilde tale om; men nu har jeg glemt det; jeg vil røge en Cigarette. Jo – jo – jo! mødes i Norge! – ja for Vaaren har jeg store Planer. Faar jeg bare et godt Honorar hos Hegel (lad mig ikke glemme at kalde ham Justitsraad), saa vil jeg komme til Dem, hvor det saa bliver. Det er ganske umuligt at være her længe ad Gangen. O Moses! mens jeg røg min Cigarette, læste jeg et Referat af Deres Broders Anmeldelse af Hellenbachs Bog i norskt «Morgenbladet»; han faar da sin varme Mad! – er de danske Aviser endnu værre, saa vil jeg følge Deres Raad og leve uden dem. Idag har jeg skrevet den sidste Halvdel af 10de Kapitel, og jeg tænker at dele Romanen i to Dele – kanske har jeg ogsaa fortalt Dem det før? Se saa! – triv nu Deres Pen og sæt Dem hen og svar

Deres Alexander L. Kielland.

Min Kone beder mig hilse Dem paa det venskabeligste. Hun siger, at jeg altid er snillere og mere medgjørlig, naar jeg har faaet Brev fra Dem.


Johan Bøgh.

Kjære Ven – eller for at vende tilbage til den eneste sande, gamle Ortografi, som «Fædrene» savne saa dybt: Kiæhre Hvend! – ditt Breff komb huel tilpatz, efftersomb hjeg war paa Nippett till att bliffue fornærmett, offuerweyendes, att Affuiser och Journaler allerede kolporterede mitt Styckes Annammelse (her mangler vist et b) inden hjeg deromb war kommuniseret. – Det er smukt – og giver Læsningen saavelsom Skrivningen noget solid og velovervejet; men det er lidt besværligt for Nutidens enerverede Slægt. Imidlertid gik Fornærmelsen – eller rettere Fornærmetheden af mig, mens jeg skrev, og jeg takker for Brevet. Jeg havde ikke ventet højere Honorar, baade fordi jeg ved, at I ikke er rige, og fordi Stykket – mellem os sagt – ikke er meget værdt.

[…] Det er klart, at baade Fogden og jeg selv, vilde have godt af at se hinanden i Ansigtet; men jeg kan ikke komme herfra. Der er mange andre Grunde; men «causa sufficiens» er den, at jeg ikke tør afbryde mit glovarme Arbejde med min Roman, der skal være skreven 1 – en – Gang før Jul.

Desuden er jeg saa erke-lud-krud-lei af hele Fogden, at jeg ikke vilde taale at se den. Er der noget, I vilde have forandret, saa bare skriv, gener Jer ikke! – jeg skal stryge og hugge, hvor I ville – kun maa I lade mig beholde mine Kanonbaade! Hartvig Lassen har faaet Dispensation for dem i Kristiania, fordi jeg er saa tossegod af mig, men I deroppe skal beholde dem – Død og Snyde! Er der ellers noget, I ville gnaale om? Emilie er et Drog! – ja Tak! jeg ved det. I faar give hende nogle Ah! – Ah! O! og lignende Opstød i 3die Akt.

Gamle Sivertsen maa have gultærnede Buxer, det er det eneste gode i Rollen. Sivertsen jnr. maa for alt i Verden ikke komme aalende som Lister i «Inden Døre»; han maa være energisk, kraftig bygget, lidt Seminarist af de Nymodens kraftige og saa maa han svede stærkt.

Jeg har saa liden Tillid til det hele som vel muligt, og jeg er glad ved at være langt borte. Dog skulde jeg have glædet mig ved et Samvær med dig og de andre deroppe – som Teglværksejer for Exempel – men som Forfatter af H.M.F.! – næ!!

[Resten mangler.]


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Ja hvem skulde nu kunnet ane, at De vilde begaa den Uregelmæssighed at svare strax paa mit første Brev. Hvis nu De atter svarer mig, før De faar dette, saa vil der opstaa en skjøn Forvirring; men jeg stoler paa, at dette naar Dem forinden; jeg maa nemlig svare strax, da det er mit Princip.

Min Søster Kitty har malet flere Aar hos Gude i Karlsruhe; derpaa i München et Par Aar paa egen Haand og nu tilslut i Paris. Hun har ikke «ofret» stort for Kunsten, eftersom hun synes prædestineret til at forblive ikke alene ugift, men i høi Grad ugift; dertilmed har hun jo god Raad, saa hendes Kunstnerliv mest har faaet Udseende af et Liebhaberi for en styg og velstaaende Dame. Dette er imidlertid efter min Formening at gjøre hende Uret. Personlig saa fiendsk som vel muligt mod alt dette Snak om «Kald» og Kunstnerkald og «Opofrelse» og «hellige sig» og «Gnisten» og alt det andet Snøvl! – har jeg dog faaet megen Respekt for hendes Flid og hendes ubøielige Energi; – havde jeg bare noget af den, saa skulde hun faa lidt Elegance af mig; thi det er det, hun mangler, og det ved hun. Siden jeg nu engang er kommen til at tale saameget om hende, vedlægger jeg et Fotografi, som staar ligefor mig paa Bordet; De kan se paa det og sende det tilbage; det er ypperligt, men meget flatterende. Kitty er en interessant Person; men paa Grund af sin overdrevne Kydskhed og paa Grund af DHrr. Malerdrenges Labanagtighed er der store Stykker af den almindelige menneskelige Kundskab, der er hende fremmed. Hun fortjener Anerkjendelse, fordi hun er uafhængig, modig til Overmaal, aldrig malende for Salg; men i et slags Halstarrighed gaaende sin egen Vei i Valg af Stemning og Sujet, uagtet hun ved, at hun ikke kan andet end støde Publikum fra sig. Tør er hun – men lad det være nok! «Tørvebunkerne»! – nei om De kunde ane, i hvilken Grad et saadant Ord synes os bagvent, blødagtigt – jeg ved ikke hvad! – Torvstakker! siger vi – o Skræk! – om nu Hendriksen trykker Tørvebunker i min Ravn – som De formodentlig ikke kan lide, siden De saa fint springer over den. – Tørvebunkerne – altsaa, ere ikke for store efter Skikken her, men hun har tegnet selve de Torvstykker, hvoraf «Bunken»! bestaar altfor skjødesløst og insignifiant. Det sagde jeg ogsaa, hvortil hun svarede – «n-e-i»! Jeg sidder og ser paa dette Spørgsmaal: Er Deres Søster Kunstnerinde af Fag eller af Lyst? – det ved jeg Bitterdød ikke at svare paa; – af Fag? – eller af Lyst? – nei, forklar! – begriveligvis har hun Lyst, – af Fag – ja jeg giver Dem mit Ord paa, at det forstaar jeg ikke – det er ikke, forat vrænge Ord! Min lille Datter sidder her ved Siden og synger Bjørnsons Fædrelandssang paa følgende Maade:

Ja vi elsker dette Landet
Jamen gjør vi saa!
Den, som siger noget andet
Han skal Juling faa.

Ja hun har ikke fundet paa det selv – forstaar De. Juling betyder Bank. Jeg tænker at anvende dette Vers i Romanen. Den skrider jævnt fremad og den skal beholde Sin Titel! Hvor jeg er gal paa Dem, hvergang De klager over mine Titler! – men det er ogsaa et svært Punkt. Naar De har læst Manuskriptet, faar De tænke Dem om; jeg har en ubegrændset Tillid til Dem, siden De fandt paa Hans Majestæts Foged. Ja De ved kanske, at den er refuseret ved det kongelige Theater. Jeg kan med Sandhed og Oprigtighed sige, at det ikke overraskede mig. Stykket er slet ikke over det Middelmaadige og jeg undrer mig ikke over, at man har Betænkeligheder ved at tage det. Det værste var, at jeg nu gaar glip af Asperges og Champagne, som jeg havde lovet mig selv, hvis det blev optaget – ja og saa af de mange Penge. De skal ikke ængste Dem formeget, om jeg synes lidt grisk efter Skillinger; det er snarest en Vane, jeg har lagt mig til i det sidste. Jeg har igrunden ikke Næringssorg og skal ikke komme i Lommen paa Hegel; finder De, at det han byder mig, naar saa langt kommer, er for lidet, skal jeg ikke være bange for at gaa til en anden. Naar jeg tænker paa mange Penge, saa mener jeg saadan med Heste og Villa ved Comosøen og en Laxeelv for mig selv oppe i Nordlandene – og det er dog uskyldige Drømme. – Jeg vil ikke bede Bjørnson om nogen Anbefaling til en svensk Boghandler – ialfald nødig; og jeg vil her – mellem os – i al Hemmelighed betro Dem som en paalidelig Ven, at jeg aldeles ikke tror paa Bjørnson. Hvis han for Exempel faar en lang Rygmarvshistorie à la Heine, saa forraader han os alle «den gode Sag» og hele Sulamitten, og med alle sine største Ord og alle sine Sandhedsbrøl kan han ligge overende i Præsternes Arme, før vi ved Ord af det. Jeg er bange for den Slags Skuffelser blandt mine Venner, og det ved jeg, De også er; derfor er jeg saa ræd for, at nogen – jeg ikke har Tillid til – skal have noget tilgode hos mig; – det er ligesom med Endossements – og hvem vil paastaa, at Bjørnson er «solid»? – De synes vist, jeg er lidt vigtig, som i min Alder og i mine første Forsøg holder saa stræng Dom over en Veteran; men vi ere jo mellem os, og jeg kan ikke nægte, at jeg i mange af de Ting, som Bjørnson nu indbilder sig at opdage for os alle, er ham overlegen, og at jeg for saavidt har havt en lykkeligere Udvikling som jeg er langt mere paalidelig. Nu nok om det! han har været altfor elskværdig mod mig, jeg skammer mig halvt ved at snakke saaledes om ham, men det er min Mening.

Hvad er et Udhængsark?

Om Deres Virksomhed i Dagbladet og især om den i «Ude & hj.» kommer jeg aldrig til at tale, eftersom jeg faar Aviserne saa længe efter deres Dato. Ristori glædede jeg mig meget ved, skjønt jeg har saa liden Forstand paa de Ting; men om Molbechs Ring har jeg ingenting set i U. & h. Hvem var det, som skrev forleden i Dagbladet og blottede endel af Molbechs smaa Jammerligheder – om Fru Heiberg og A. Munch o.s.v.?

A propos! er det en Feil ved en Roman, at der er liden Samtale og megen roligt fremskridende Fortælling? – det falder mig ikke let at skrive Samtaler og der er vist for faa hos mig.

Lyriske Indskud – jeg mener Vers og Sange, som Heltene hos de danske Forfattere improvisere «i Baaden» eller «ved Natlampen» har jeg ikke; baade fordi det er mig en unaturlig Ting, og fordi det er et Helvedes Arbeide for mig at lave Vers.

Saavidt jeg forstaar, er jo Deres Broder nu i Kjøbenhavn? vil De hilse ham fra mig og minde ham om, at det er hos ham Korrespondencen er blevet stikkende fast.

Selv maa De skrive jo før jo heller.

Deres Alexander L. K.


Olaf Skavlan.

Kjære Ven! Uagtet det er Søndag, ere vi dog paa Malde, da Veiret er saa stygt, at Far ikke har sendt os Vognen ud i Dag. Det kunde være vel nok, naar vi bare ikke havde været saa listige at sende begge vore Piger til Byen; – som det nu er, har vi vel megen Plage af Børnene.

Men om Veiret gjør du dig ingen Idé. Igaar – ude paa Ogne, hvor jeg laa et Par Dage for at komme over et fortrædeligt Sted i Romanen, – skrev jeg en lang og nøiagtig Beskrivelse af Høstregnet med Storm paa Vestkysten, og det vilde være Skam, om det ikke lykkedes for mig.

Det er en blandet Glæde at skrive den Bog: jeg tager mig altfor nær af mine ulykkelige Figurer. Det humoristiske falder ikke altid naturligt nok; og dog maa jeg have en hel Del deraf, da der ellers er en tung Tone.

Enkelte Skildringer – tror jeg, man vil finde endogsaa meget gode; men jeg er ikke istand til at afgjøre, om den hele Historie er godt bygget. En Feil ser jeg allerede; men jeg skal rette paa den, naar jeg skriver omigjen: der er for lidet af Samtale og for meget af malende Beskrivelse, – det bliver let monotont. Lyriske Indskud à la Drachmann har jeg ganske forsaget, uagtet jeg havde nogle ret gode Vers liggende; men jeg liger ikke den Maner.

Tretten Kapitler ere skrevne; og der vil efter det opgjorte Skelet blive c. 26 Kapitler – altsaa halvveis!

– Jeg gjør ingen Undskyldning, fordi jeg saa længe underholder dig med at fortælle om mig selv og mit Arbeide; thi jeg vidste jo, at det interesserer dig – selv om du ikke saa venskabeligt havde forsikret mig derom i dit kjære Brev af 30. October, for hvilket jeg takker dig – en passant; thi jeg er ikke endnu færdig med mig selv.

«Hans Majestæts Foged» blev refuseret i Kjøbenhavn, og det siger jeg i Grunden ikke noget om.

Det er dog du, som har Ret – jeg ser det nu; Stykket har ingen Chance for Succes undtagen netop i Christiania baaret af Brun.

Maatte nu bare dette Afslag gaa af i al Stilhed her og i Kjøbenhavn, at ikke en eller anden triver ogsaa dette Kastevaaben mod Molbechs ulykkelige Digterhoved og derved gjør mig latterlig.

Thi i en Strid som denne Leonarda-Strid kan man aldrig vide, hvad de smaa Bladlus kunne finde paa at gjøre Kapital af; og Intet vilde være mere ubehageligt for mig, end om nogen skulde tro, at jeg – endog i den fjerneste Bagtanke – følte mig forurettet ved Afslaget. Jeg var bleven meget overrasket, om det var taget; men jeg blev ikke skuffet, da det kom tilbage.

Her er lidet Papir tilovers, efterat jeg har talt om mig selv; og jeg har den Specialitet, at jeg paa Forhaand afgjør, hvor langt et Brev skal blive. Dette er bestemt til et firesides Brev og dermed maa det have sit Forblivende; du faar heller se, om Du kunde afse lidt mere Tid til vor Korrespondance og svare strax, det gjør jeg altid. En Professor, som har travlt –!!

[Underskrift mangler.]


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! egentlig vilde jeg ventet med at skrive, til du kom hjem fra Udlandet; men iaften staar det saa klart for mig, hvad jeg vilde svare paa dit Brev, for hvilket jeg takker dig hjerteligt.

Da jeg læste din «Anbefaling» i Dagbladet, forsto jeg saa omtrent Meningen. Tro derfor ikke, at jeg et Øieblik følte andet end Glæde og Stolt hed over dine Ord; thi jeg er ikke bange for at «hænges op» blandt de forhadte. Men jeg vil ikke hænges op – det er Tingen, og derfor hør nu:

Hvis man overhovedet skal have nogen Glæde af Had – eller af Kjærliglighed – saa maa man have fortjent baade det ene og det andet. Det at rives med ind blandt forhadte, er ikke noget for mig. I hvad jeg hidtil har sagt offentligt, ligger der ingen Adkomst til et ordentligt Had, og det Had, som falder af, fordi man nu engang «hænger med» de forhadte, er ikke noget for mig. Det er nemlig vel nok at være forhadt hertillands; men der er noget, som er bedre, og det er at være frygtet. Og Respekten, som skjærper Hadet, den maa man erhverve sig selv. Du kan være sikker paa – jeg føler det allerede selv saa tydeligt – at jeg nok vil faa min Portion af Hadet. Derfor skal du aldrig tænke paa, at jeg kunde «løbe væk». Mit Hoved er koldt, hvilket maa til, naar man skal haandtere et indskrænket Talent som mit saaledes, at det virker. Vent derfor aldrig, at jeg «toner Flag» paa den Maade, at Folk staar og maaber op i Luften – allermindst gjør jeg det paa Opfordring! Men blandt de seige absolut paalidelige Stridsmænd vil jeg altid være at finde. Hver har sin Kampmaade; du vil aldrig finde min fuldtud tilfredsstillende, ligesom jeg aldrig heltud er fornøiet med din. Min Ærgjærrighed er at gjøre et sammenhængende Arbeide i Livet, baaret af den store Indignation og den store Medlidenhed, jeg føler; men hele min Natur, alle mine Omgivelser har givet mig et Præg af Forsigtighed, der stundom faar et gulagtig Skjær af Feighed – naar det sees paa nært Hold. Paa Frastand og i Sammenhæng skal det blive bedre – haaber jeg.

Nu vil du sige et af to – enten: Hør mig den glatte Satan, hvor han vil glide mig ud af Fingrene! – eller: Mon den Laps alligevel er en Vaabenbroder? og mon jeg skal lade ham blive gaaende saa fin og elegant og pirke med sin Paradekaarde?

Jeg vil foreslaa, at du efter nøie Overveielse vælger at sige det sidste, og lade mig pirke paa min Maner. Ser du mig falde fra, saa maa du gjerne knuse mig!

Min Roman er over halvveis; men jeg vil skrive den helt ud to Gange, saa den bliver ikke færdig før til Vaaren. Komedien – Hans Majestæts Foged – tog man ikke i Kjøbenhavn, og det var ikke at undres over. Med Johannes Bruun kan Stykket kanske klare sig, men det er ogsaa alt. Jeg har læst det nye System, og jeg vil udtrykke min Beundring ved aldrig mere at skrive nogen Komedie.

Min Kone sender sin bedste Tak for din Hilsen, og begge sende vi vore venskabeligste Gjenhilsener til dig og din Hustru, som vi inderligen misunde Turen til Wien. Jeg saa, at du var i München og samtidigen, at Kongen havde beskyldt dig for at have «begjæret din Næstes Asen» og for meget andet stygt. Det er en munter Kavaller!

At mødes med dig! – ja det har lange Udsigter. Naar jeg bare kunde tjene lidt paa min Roman; du maa opmuntre Hegel til at betale mig godt! – Skriv snart lidt til mig; det er en sand Fest for mig og den varer saa meget desto længer, som det tager flere Dage at læse din saakaldte Haandskrift.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Deres to Breve af 4de November kastede mig til Jorden. Først idag er jeg kommen mig af min Overraskelse og iler med at forøge Forvirringen i vor Korrespondence.

Jeg tror Dem ikke! – nej – jeg tror Dem ikke, naar De siger, at De har glemt min Gut, som græder i «Folkefest». Og der er ingen Tvivl om, at naar Deres kloge Broder – som forresten gjerne kunde skrive til mig – faar se selve Historien, vil han skjænde alvorligt paa Dem for den Fremstilling, De har givet. Saaledes er det gaaet for sig:

Edvard:

Ser du! – det hele er et Sensationsstykke med Rette og Vrange: Boderne er saa glimrende paa Forsiden og saa smudsige paa Bagsiden. Bajadserne ere mavre og Fruentimmerne pyntede udvendigt og lastefulde invendig – og saa har han en Fugl –

Georg:

Naa saaledes! – aa jo, vi kænner dem; disse melodramatiske Skabninger! – kan den tale?

Edvard:

Ja næsten! ialfald gestikulere. Og saa er det altsammen lagt tilrette – forstaar du! forat gode Mennesker ret kan faa en Sjat Vand i Øinene ved Uligheden her i Verden, hvor nogle Mennesker maa gøre sig til Nar for andre – bare for disse lumpne Skillingers Skyld – forresten er der ingen mer gal efter Skillingerne end netop min Kælland – kort sagt: det er noget –

Georg:

Snøvl

Begge:

noget Snøvl!

Saaledes og ikke anderledes gik det til hin Eftermiddag, da De fortalte min Folkefest. Men bare vent! – naar De ser min Gut igjen trykket, saa skal De nok sande mine Ord: han er den bedste, jeg har til Dato! –

– Med Damenavnene? – jeg tror skinbarligt, at jeg beholder dem begge baade Abel og Warden – ialfald Abel. Kan De ikke finde noget mere hjemligt, saa lad dem staa.

Og giv mig saa endnu et godt Raad: I et af de sidste Kapitler har jeg to Personer, som træffes i Paris og ønske at gifte sig strax; men Præsten vil ikke, da de hverken har Daabsattester eller Kongebrev; de give da Præsten en god Dag og gifte sig paa egen Haand: une chambre à deux lits. Nu er der en norsk Præst i Paris, som jeg kjender – ansat – forstaar De – som Præst for de norske og danske i Paris. Skal jeg nu gjøre min Præst saa ulig den virkelige (som jeg sletikke vil tillivs!) men bibeholde ham som norsk; eller skal jeg lade optræde en dansk Præst, som der ikke findes? Den svenske Præst vil jeg nødig lade min Helt henvende sig til af politiske Grunde. Opgive det hele kan jeg ikke. Vil De give mig et Raad?

– Med mine Reiseplaner gaar det op og ned. Nufortiden ere de saaledes: Saasnart jeg er færdig med «den anden Skrivning», reiser jeg til Bergen og læser. Gaar det mig da godt deroppe, tænker jeg – med min Kone – paa at drage helt til Trondhjem. Derfra gaar der nu Jernbane til Christiania og saa skulle vi træffe Dem der – hvad behager? Hvis jeg saa har Raad, saa tager vi os en Tur sammen – ligegyldigt hvorhen. Saavidt jeg nu kan beregne vil jeg være færdig til at reise til Bergen i Slutten af Februar; altsaa mødes engang i Marts i Christiania. De finder det tidligt? – ja jeg skal sige Dem, at enten jeg nu sælger Teglværket eller beholder det, maa jeg være herhjemme i April, naar Driften skal sættets igang – derfor er det.

Hvorfra jeg faar Lyst til at skrive? – ja De kan ikke tro, hvor det igrunden morer mig. Naar jeg begynder et Kapitel, som jeg har rigtigt varmt i Hovedet, er det saa morsomt – ja jeg vil ikke paastaa, at det er fuldt saa morsomt som at have en Lax paa Stangen, men ialfald som en stor Ørret. Imorgen begynder jeg det 20de Kapitel, mine Venner begynde at dø, og jeg er allerede tilmode som Værten, der gaar omkring og blæser ud Lysene i Salen, mens Gjæsterne rulle bort en for en nede i Gaarden. Jeg ved aldeles ingen Ting at sige om Bogen; stundom tilfreds og stundom høist misfornøiet; men saaledes gaar det vist altid; den er lidt for kort til de mange Skjæbner, – men De skal faa se den!

Der var bestemt noget, jeg skulde have spurgt om.

Deres hengivne Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Nu har jeg ogsaa Deres Brev af 19de – hvori Kitty’s Fotografi – og jeg er henrykt over Dem. Men jeg tænker mig, at naar De nu faar mit sidste, saa vil De udmattet afvente dette, og vi saaledes begge to komme iorden igjen.

Mine dyrebare Dialektord! – Hendriksen vil behandle mig som en Syg! Torvstakker skulde ikke lyde bedre – mere malende – end Tørve-bunker! – min Mani! – dersom ikke den hele Formastelse havde havt Sukker i Enden: iøvrigt synes jeg rigtig godt om «Ravnen» – saa, ja saa var jeg vel blevet endnu vredere end jeg er. Men jeg er virkelig saa glad over, at Ravnen duede, at jeg tilgiver Dem det andet; jeg havde en Fornemmelse af, at den var noget rent forfeilet noget, siden den blev skrevet en Formiddag og sendt strax uden videre Overtanke.

[…] Forleden Aften skrev jeg en fulminant Artikel for Dagbladet – som jeg ofte gjør – og om Morgenen lagde jeg den tilside i Pulten – som jeg altid gjør – naar jeg har udøst min Galde direkte. Tror De, at jeg gjør Ret i at holde mig paa denne aristokratiske Distance for Dagens Kamp? dersom De mener, at man burde tage fat for Exempel i Dagspressen, vil jeg svare Dem, at jeg ialfald ikke gjør det, før jeg har faaet mere Fodfæste, mere Respekt – og selv da! – mon det virkelig skulde være en fornuftig Vei? Mangengang – som nu i min Roman – tænker jeg under Arbeidet: hvorfor Fanden gjøre denne Omvei gjennem Billedet – gjennem Digtningen, hvorfor ikke slaa lige løs med direkte Ord paa det, som man dog vil ramme. Da trøster jeg mig med saadant som: Sandheden maa smugles ind i Menneskene, Mistroen til det Bestaaende, til de indgroede Fordomme maa lures ad Bagveie ind i de firkantede Hoveder – og alligevel! det var dog saa meget bekvemmere at slaa løs, gaa lige paa Tingen i Afhandlingsform – som Prædiken eller direkte Angreb. – Naar jeg har disse Anfald, synes jeg min Stræben er feig – idetheletaget er jeg træt af at skrive denne Roman, den er flau! – Tro ikke, at jeg giver det op; men nu har jeg skrevet i tre samfulde Maaneder – jeg har 115 Ark som dette – og det er formeget for mig. Stilen er bleven saa forbandet ensformig; to eller tre Vendinger eller Konstruktionsmetoder komme igjen i hver Sætning, forliden Samtale, forliden Afvexling, forlidet Liv – men jeg skal jo skrive det hele omigjen, saa kan der kanske rettes paa meget af det. Imorgen skal jeg begynde paa mit Yndlingskapitel som jeg kan udenad. Det er en rig og en fattig Begravelse – Retten og Vrangen – der har De en ny Eftermiddagstur med Deres kloge Broder – som jeg ønsker alt Held af mit ganske Hjerte –; faar jeg det til, saa skulde det blive une danse macabre en plein soleil – nous verrons!

Vil De nævne mig et Par Steder i les rois en exil, som De finder fortræffelige; jeg skal nemlig betro Dem, at min Ven Alphonse begynder at dale for mig.

Vil De hilse Deres Broder venskabeligst-ærbødigst fra mig, og sige ham, hvormeget jeg tager Del i det Haab, hans Venner knytte til hans Forelæsninger, og at jeg vist skriver til ham en af Dagene.

De selv skal skrive til mig strax, enten kort eller langt, enten tungt eller let, mig gjør det godt og det vil ikke skade Dem – og De ved, at De kan stole paa mig.

Deres hengivne Ven Alexander L. K.


Hjalmar H. Boyesen.

Mr. Hjalmar Boyesen
Professor at the University of Cornell Newyork Co., U.S., Amerika.

Kjære Ven! – jeg gad vide, om du endnu har beholdt mig i din Erindring? – men vi vare dog virkeligt gode Venner i 1869? Ialfald har jeg mange Gange tænkt paa dig, naar jeg stødvis saa dit Navn i Aviserne –, hvorledes du derover i det store saa lidet kjendte og forstaaede Land brød dig Vei – en Vei, du kanske havde maattet renoncere paa i dette gamle Enbedsbøle. Jeg har havt en anden Udvikling – indsnevret i en fin, stokkonservativ Familie; men tilslut har jeg brudt igjennem, jeg er bleven Forfatter – liberal – eller som det kaldes her hjemme: radikal – vantro. Endnu er jeg forsigtig, forat vinde Fodfæste; men jeg har vundet adskillig Anerkjendelse, og derfor har jeg nu taget Skridtet fuldt ud og vil forsøge at leve som Forfatter. Min Forretning – et Teglværk – vil jeg skille mig ved til Vaaren, og siden gjælder det at faa et Navn og Penge – Penge – Penge! Du maa ikke misforstaa mig; jeg er ikke fattig, og har en ret anseelig Arv ivente, men jeg er af de Mennesker, der maa leve «rommeligt», forat udvikle sin fulde Kraft. Ser du – hertil skal du hjælpe mig.

Jeg sender dig samtidig hermed min første Bog; min næste – en større Roman – kommer til Vaaren. Finder du nu at der er noget ved disse smaa Billeder fra den gamle Verdens Misère, saa var det min Tanke at bede dig overveie, om der skulde være nogen Udsigt til en Success for mig i Amerika.

Oversættes paa engelsk maatte de naturligvis – kunde du have Lyst til at prøve? Eller lad dem oversætte og saa sælg det til en Boghandler – eller hvorledes du bedst vil ordne det. Du forstaar dig naturligvis langt bedre pa slige Ting end jeg og kunde der resultere nogen pekuniær Fordel deraf, maatte vi dele den saaledes, som du vilde foreslaa.

Lad mig vide – min Adresse er bare Stavanger Norway – hvad du synes om dette Forslag – aabent og uden Forbehold. Er det hele en Idé, der bør opgives, beder jeg dig modtage min Bog som en venskabelig Erindring om en gammel Ven.

Fortiden læser jeg en Novelle af dig i Stav. Amtstidende betitlet GlimreBrita. Dette har atter vakt Mindet om dig, og jeg følger med Interesse Historiens Udvikling. Iethvertfald haaber jeg, du vil glæde dig ved denne Hilsen fra en Ven, som du – det haaber jeg – har sat Pris paa og ikke helt forglemt. Din hengivne

Alexander L. Kielland.

Jeg vedlægger et Portrait, som nogenlunde viser, hvorledes jeg saa ud for 5 Aar siden. Min Kone – jeg har tre Børn – sidder her og skjænder, fordi jeg lader dig faa et saa slet Billede af mig, og min ældste Søn paastaar, at han aldrig vilde kunne kjendt mig efter dette Fotografi – men jeg har ikke noget andet ved Haanden og det vil ialfald minde dig om, hvem jeg er.

Din ALK.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! – jeg skriver nogle Linjer iaften, for at lykønske os begge med det smukke Udfald i «Ude og Hjemme» – kun var jeg ikke ret tilfreds med den Plads, man havde givet os. Du har vel faaet Nummeret? – Jeg har givet Ordre til at sende det under din Adresse i rue condamine. Har du ikke faaet det, saa skriv strax til Redaktionen for «Ude og Hjemme» – Tordenskjolds Gade No. 21 – Kjøbenhavn. Baade Redaktøren og min Ven Edvard Brandes have udtalt sig meget anerkjendende om Tegningen; det skulde være morsomt at prøve det igjen. Men jeg har fortiden ingen brugbar Ide, og jeg opfatter det – er det Hovmod? – som det naturligste, at jeg skriver først og beder dig tegne det Skrevne. Jeg synes, at Text til Tegning ialmindelighed synker svært lavt under et nogenlunde literært Niveau; – men kanske synes du, at Tegning til Text synker ned til Illustration? Et sideordnet Arbeide maa dog her være muligt, og da forekommer det mig – naar jeg stiller mig saa objektiv, som jeg kan – at det falder naturligst saaledes: den mest direkte Udtryksmaade – Ordet – kommer først og gjør Sit, og den indirekte – det Billeddannende – kommer efterpaa (last not least – er der ikke noget, som heder noget lignende paa engelsk?) – uddybende, forklarende – fæstende Stemningen eller Tanken med et Billedes Magt. – Hvad mener du?

Min Roman, der skal bære Navnet Garman & Kruse, skal blive færdig i denne Uge; det vil sige: den første Gangs Skrivning. Saa skriver jeg det hele om igjen i Byen – vi flytter til Jul – og Bogen kommer i Mai. Det gaar mig ellers godt, og jeg avancerer Jævnt mod mit Maal; og naar jeg har vundet Fodfæste i Publikum og Litteraturen skal jeg slaa kraftigere til. Johannes Brun er ifølge et Brev fra Tycho saa fornøiet med sin Rolle i «Hans Majestæts Foged», om Romanen har jeg godt Haab, og jeg føler selv, at jeg gaar fremad.

Hvad du siger om X forundrer mig ikke. Folk, der saa længe have levet som Journalister ere ikke finere paa det, og naar han sagde, at Fru Gundersen vilde sætte mere Pris paa en Silkekjole end paa en Buste, saa troede han det, ifølge sit Kjendskab til Menneskene bag Kulisserne. Manden var et Vrag af Mistro og Menneskeforagt, men han har omsat sin Fortvivelse i Causeristilen og er derfor mange Gange plat: – men han ved det selv, og han foragter sig selv for det.

Jeg er endnu ikke rigtig kommen mig af min – hvad skal jeg kalde det? over din store Gave af dit store skjønne Maleri; men naar jeg kommer til mig selv igjen, skal jeg sætte Ramme paa det; min Taknemmelighed vil forblive uden Ramme – det skal betyde – ubegrændset.

[…] skriv snart til

Din hengivne Broder Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Nu er der atter gaaet en Tid uden Brev fra Dem. Men idet jeg skriver idag, er jeg vis paa, at der er Brev fra Dem underveis; for nu ikke at geraade i en ny Konfusion, maa De betragte dette som et Extrabrev, paa hvilket der ikke skal svares, og oppebie (min Yndlingsform!) mit næste.

Hvorfor jeg skriver idag? – fordi jeg igaar endte min Roman – 25 Kapitler – 130 saadanne Ark som dette. Lad mig saa en Gang for alle sige, hvad jeg synes om den selv: Gode Enkeltheder; let Stil – men lidt ensformig; altfor svag Tendens; Mangel paa skarp Psychologi; Hverdagsmennesker; svag – alt i alt svag – kjære Ven! – det skal blive bedre næste Gang. Da vil jeg tage et Par Personer ordentlig for mig og føre dem omhyggeligt ud, hvis jeg kan. Hvad jeg har gjort var – eller er bleven – snarere som et Slags Prøve: om jeg overhovedet kunde.

Jeg regner ikke paa, at faa Renskrivningen og Omarbeidelsen rigtig igang før over Nytaar, da vi i vor Familie æde og drikke os halvt ihjel ianledning af Deres lille Landsmands Fødsel. Men saa skal det gaa som en Røg, og De skal læse det efterhvert og afgjøre, om det kan «læses» som det er, eller om jeg maatte foretage et Arrangement, forat faa Bogen i Oplæsningsform. Det vil De jo – ikke sandt?

Idag gaar nok min Foged for første Gang i Christiania. Jeg maa vist have et fornuftig koldt Blod; thi jeg er ganske rolig, ja ligegyldig. – Dagbladet har ikke nævnt mit Navn i et halvt Aar; min Kone mener, at jeg paa en eller anden Maade maa have fortørnet «Herren» eller «Fruen». Ikke engang «Ude og hj.»s Indholdsfortegnelse optages i Dagbladet, naar jeg findes der – dette er vel Indbildning; men komisk nok er det. – Med Kittys Tegning var jeg saare fornøiet. Min Text var ogsaa fin, kun vilde jeg saa nødig have det væmmelige set for séét, let for léét – ellers var der en priselig Hensynsfuldhed for min «Mani»!! Kommer ikke Samvittigheden snart?

De bad mig sidst sige min Dom om den unge Karl Borel; – vil De tro, at det smigrede mig? – ikke fordi, jeg indbilder mig, at De skulde lægge nogen særdeles Vægt paa min Dom; men alligevel! Nu har jeg været saalænge herhjemme, at – ja at det smigrede mig – eller rettere, at det glædede mig.

Jeg fandt i hans Vers – jeg har dem ikke for mig – virkeligt en ny Klang og det er efter min Forstand – alt. Hvis der nogetsteds behøves nye Former, saa er det i Versepoesien. Der var lidt nyt; men der var ogsaa meget gammelt. For Exempel det ellers gode Digt «Møde». Husker De et Vers hos Heine, som jeg har glemt? et Vers med Solskin og saa et Paralelvers med Graaveir:

Die Sonne grüsste verdriesslichen Blicks
… Dann knickstest du deinen höflichsten Knicks

– eller noget sligt.

Silkekjolen var tildels god; Katten og Hunden ligesaa, men ikke rigtig klar nok. Han har en stærk Smag for Kontrasterne Ansigt til Ansigt (det har jeg ogsaa – ved De) for Ex. i «Møde». Forat vise, at jeg har fundet Smag i ham, har jeg prøvet at efterligne ham, hvilket er det høieste, jeg kan drive det til i Lyriken. Hør om det ligner:

Solen skinned den Dag saa lang,
Hvert et Kryb under Himlen sang,
Lo og hilste saa jubelglad
Sommerdagenes lange Rad –
og saa var det den sidste!
Ja – var d’ikke det, jeg vidste!

Hele Stuen af Venner fuld
Varme Hjerter saa tro som Guld;
Smil og Haandtryk, der gik og kom,
Bløde Arme var slynget om –
– Og saa altsammen miste!
Ja – var d’ikke det, jeg vidste!

Livet løb som en lystig Fest
Bedre og bedre – tilslutten bedst!
Udenfor kom der stærke Trin
Otte Mænd gik i Stuen ind,
Satte paa Gulvet en Kiste –
Ja – var d’ikke det, jeg vidste!

Her kommer en Vogn med Gjæster fra Byen – Farvel!

Deres Alexander L. K.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doctor! Deres Brev ar 6te Dec. kom just som jeg gik og tænkte paa at skrive Dem til i Kjøbenhavn. Jeg kunde gerne have skrevet før, da jeg har Tid nok om Aftenen – især efterat jeg har endt første Gangs Skrivning af min Roman – (hvorom mere siden); men da jeg følger den Skik at besvare Breve strax og ellers ikke skrive, saa faldt det sig saa forkjert, jeg kom ind i Opsættelserne og saa videre. Jeg misunder Dem Deres Tilværelses Bevægelighed – nu er De igjen i Berlin. Om jeg snart «kommer ud» igjen? – det kan jeg aldrig tro. Men lige stor Tak skal De have, fordi De vilde ønske, at se os i Berlin – min Kone og mig selv; – vi tillade os at hilse Dem og Deres Frue forbindtligst. Mr. Hitherto (a hitherto unknown author) – kalder min Kone mig siden igaar, da jeg endelig fik det Nummer af «the academy», hvori Deres Artikel om den danske og norske Literatur. Min første Tanke var at takke Dem ogsaa for dette; men saa har jeg udfundet, at det jo ikke er at takke for. Forstaa mig ret: jeg mener, at enten De har Ret eller Uret i Deres store Forventninger til mig, saa er det jo ikke noget at «takke» Dem for; thi det er jo Deres Overbevisning. At De udtaler den glæder mig, gavner mig, smigrer mig – ja tilslut kommer jeg atter tilbage til dette med Taknemligheden, – jo vist er det Taknemlighed! jeg skylder Dem Tak, fordi De tager Dem af mig. Men paa den anden Side, saa skrev De, forat skildre vor Literatur, slet ikke forat hjælpe mig frem – altsaa ikke noget at takke for. Dette Kredsløb bliver lidt kjedeligt, naar det skrives, og jeg kunde have tænkt Tingen igjennem, før jeg skrev. Imidlertid vil De forstaa, hvilket Rygstød jeg har i Deres Omdømme – ikke saameget overfor mine Omgivelser, for hvem Dr. Brandes er en Skræk, men hos mig selv, – et Rygstød, der kan trænges just nu. Thi man begynder at spaa mig en haard Medfart fra Christiania for min Foged, der gik i fredags. Jeg har aldrig faaet paa Pukkelen i Aviser; men jeg siger med Madam Køhler – en Dame af mit Bekjendtskab – «hvad der maa til, det maa til»!

Fra Kjøbenhavn har jeg ikke hørt paa en Stund. Stakkels Deres Broder! – han har det vist ikke godt. Mangengang synes jeg næsten det er Synd at plage ham med min lette Korrespondence; men saa tænker jeg dog, at det tilslut kan være ham til lidt Opmuntring. Derfor har jeg slet ikke hørt noget om Deres Forelæsninger. Men De kan vel tænke Dem, at jeg omfatter Deres Arbeide med Interesse og glæder mig til at læse dem. De trykker vel disse Forelæsninger? – det er saalænge siden jeg fik direkte literær Belærelse fra Dem – Disraeli var med alle sine gode Sider ikke saameget for mig som for Exempel Hovedstrømninger og Søren Kierkegaard. A propos om ham! – det har altid været en Yndlingside hos mig at se en Folkeud gave af Øieblikket tilligemed det nærmeste i den Forbindelse. Eier Reitzel Kierkegaard? En Folkeudgave til 1 Krone for Exempel – lidebittegran simplificeret i Stilen hist og her af en varsom Haand, med en orienterende Fortale af Dem – uden Deres afskræmmende Navn! – det vilde falde i Hovedet paa vort Præsteskab, der nu er myndigere – ja jeg forsikrer Dem! – meget myndigere end i 1600 og den Tid! I min roman har jeg fat i et Par Nutidspræster – glatte, velvillige, seigt udholdende. Den skulde hedt – som jeg vist har sagt Dem – «De Misfornøiede»; men det mislykkedes ganske for mig. Nu hedder den bare: Garmann & Kruse og er altfor tam; jeg ved ikke hvorledes det gik, men jeg fik den ikke saa bitter som den skulde været; næste Gang skal det blive bedre. Jeg har en stor og en liden Plan til ny Produktion; men jeg tør ikke hænge efter nogen av dem, før jeg har omskrevet og skjærpet G. & K. – til Vaaren.

Modtag mine bedste Hilsener

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Som De ser er jeg flyttet ind til Byen. Deres Brev imorges er det eneste glædelige som er mødt mig, siden jeg forlod Malde; vi havde vænnet os til det lille ensomme Hus derude – midt paa en flad Exercerplads, hvor der var 7 Rognbærtræer, og hvor jeg gik frem og tilbage som et Locomotiv og lavede «Romanen». Nuvel! skrive den om, kan jeg vel altid her. La mig ligesaa godt fortælle Dem i denne Forbindelse, at jeg hverken faar Brug for en norsk eller dansk Præst i Paris. Jeg fandt nemlig, da jeg kom til Stedet, at Romanen paa det Punkt er saa langt fremskreden, Slutten ligger saa nær i Luften, at der ikke bør være mere end to Slutningskapitler efterpaa. Men skulde jeg gjøre noget af Mødet i Paris, maatte jeg have en aaben Plads paa mindst et Kapitel til. Og derved vilde Bogen blive et saadant Rumpetrold som «Adam Schrader» (den var «svag»!) – jeg mener saaledes, at der hænger en Hale af Kapitler, efterat Bogen i Virkeligheden er sluttet. Naar De faar Manuskriptet og ser, hvor Pariser-ægteskabet skulde været indflettet, vil De give mig Ret. Ideen var god og jeg opgav den modstræbende. Men det var mig ikke muligt at tage den med, jeg havde en saa bestemt Følelse af at det rent vilde skade Romanens Bygning.

Som De kan vide var jeg over Forventning tilfreds med Udfaldet af HMFoged; men jeg maatte le, da De spurgte om Publikums Dom. Hvordan skulde jeg vide den endnu? Jeg er sikker paa, at De i Kjøbenhavn har læst Kritiker over Stykket, som ikke komme hertil paa en Uge endnu – her er en Post, som!!! Et Brev har jeg vistnok faaet fra min Svoger Prof. Skavlan; men han skriver i en Stil fra 1850 og med en Haandskrift fra 1750 og i en Elskovsrus af 1879, hvilket alt gjør, at hans Skrivelse er dunkel. Faktum er, at Brun har reddet det og mig med.

– Hvor er det, De vil blæse i Trompet henne? – i Ude og Hjemme? – jeg er saa spændt, jeg vilde saa gjerne være berømt i en Fart, forat kunne slaa kraftigere til. Ved De, hvad jeg vil skrive i Sommer? Vers – Far! Jeg føler, det vil herud – gjennem Sidebenene – min Tilstaaelse til Dem, om hvad jeg agter at skrive, skønt jeg saa vist havde besluttet, at Ingen skulde vide det, men det er saa morsomt, og De maa være discret! Tænk Dem! jeg vil skrive en Operatext for Joh. Svendsen – som jeg har megen Tillid til. Handlingen foregaar her i Stavanger Domkirke og Omegn i 1600 og den Tid og Operaen hedder: Ecclesia triumphans, den er i tre Akter og der er en Linie færdig, en Linie, som egentlig er den Pølsepind, hvorpaa det hele skal koges. Det er Præsternes Jubelchor i tredie Akt, da Helten er besnæret og forlokket til aabenbar Gudsbespottelse og denne Pragtlinie lyder saaledes med Basuner til:

«Han er fordømt – Halleluja!» – det lyder allerede for mig i fuldt Orkester.

Jeg har skrevet om de to første Kapitler af «Garman & Kruse» og strøget meget. Bogen bliver for liden til alle de Mennesker; den er ikke god.

Forleden blev jeg saa sint, at jeg sendte en halvgal Artikel til Dagbladet; jeg har ikke seet den endnu, men jeg haaber, De kjender den, naar den kommer.

Forleden fik jeg Brev fra Deres Broder in den Zelten og skrev strax. Det var glædeligt at høre, at han ialfald var i godt Humør; men hvad skal jeg dog gjøre med Dem – stakkels Ven! det bedste bliver, at vi mødes til Vaaren; thi jeg synes nu at være sikker paa, at vi ikke ville skuffe hinanden. Min Kone, der altid søger at opsnuse, hvad der staar i Deres Breve, hilser Dem paa det venskabeligste.

Det er slet ingen daarlig Ide, at komme herop i den fæleste Vintertid, saa skal jeg vise Dem det styggeste Sted paa Jorden indimellem nogle Fjelde her ved Kysten, hvor min næste Roman skal begynde.

Glædelig Jul – kjære Ven! – saa glædelig som mulig.

Deres Alexander L. K.


Hans Schröder.

Hr. Theaterchef Schrøder
Kristiania.

Efter saavel private som offentlige Efterretninger om min Komedie vilde jeg gjerne tillade mig nogle Bemærkninger.

Hvis det overhovedet lønner Umagen at stelle mere med Stykket, vilde jeg foreslaa at stryge Gamle Sivertsens Gjenkomst i 3die Akt og kun lade Fogden mindes ham i en liden velvillig Replik – for Exempel saaledes: Pag 165 i manuscr.

Fogden: Tak – kjære Ven – men naar jeg tænker at Sivertsen –

Margrete: Tro mig Far! Sivertsen var intet godt Menneske.

Fogden (afsides i Tanker) – og saa den gamle. Stakkels Mester! det vil gjøre ham ondt. Vi faar finde paa noget at trøste ham med, – ja – nu ved jeg det! han skal forestaa Dreierbænken i mit nye Værksted – det store med de to Vinduer – hi hi hi.

Margrete: Nu er du fri Fader – o.s.v.

Det vil kanske lette en Smule. I Replikerne mellem Ross og Alster om Grosserer Wahl kunde der ogsaa hugges lidt ind, hvis nogen vil have den Uleilighed.

Det gjør mig ondt at høre, at Reimers – Reynholdt ikke er pen nok. Han maatte dog forstaa – synes jeg – at en Uhrmager, som kommer fra Paris, i høi Grad maa overstraale disse Smaabyembedsmænd i Elegance og Væsen. Han maa være en haut med Alster og fremfor alt ikke bære et løst Halstørklæde! – det kunde gaa an for Grossereren; men Reynholdt skulde jo være den solide fine Mand.

Jeg er naturligvis saare tilfreds med Rollebesætningen; men jeg beklager bare at Ross – som jeg havde lovet mig lidt af – har maattet gives Hr. H. Brun. At gamle Sivertsen er saa kjedelig, skriver jeg for en Del paa Skuespillerens Regning. Efter hvad jeg hører, taler han langsomt og drævende. Han skulde være jovial med et lidet halvtforsuffent Minde om sin fordums Drikfældighed, – jeg vil haabe, at han har gultærnede Benklæder?

Forøvrigt griber jeg Anledningen til at takke den ærede Theaterdirektion og specielt Dem – Hr. Theaterchef! for den gjennemgaaende Velvilje, hvormed De har modtaget min Debut.

Deres ærbødig forbundne Alexander L. Kielland.


Holger Drachmann.

Høistærede! – jeg maa fortælle Dem et snurrigt Træf, som forresten er slemt nok for mig.

Efter at have læst nogle af Deres pragtfulde Vers i den nye Samling sad jeg i Tanker og betragtede Bogens Omslag. Da fandt mine Øine følgende: Lars Kruse! De vil forstaa min Bevægelse, naar De hører at Lars Kruse er Navnet paa min Helt – i den Roman, jeg netop nu har færdig til Omskrivning. Det er dog virkeligt latterligt nok, at vi have stillet begge disse Navne sammen, og kanske holder De ligesaa meget af Kombinationen som jeg.

Hvis De nu vilde været meget venlig mod mig, saa skrev De mig nogle Linier om, hvorvidt Familienavnet Kruse bliver meget anvendt i Deres Bog; jeg har nemlig flere Kruse’r. Kanske kunde jeg da beholde Familienavnet for en og anden Person. Det bliver dog vel bedst, at jeg helt forandrer Navnene, og forsaavidt var det meget heldigt, at jeg itide fik se Deres Bog averteret. Men snurrigt er og blir det dog, at man i en saa liden Literatur som den dansknorske skal løbe Panderne saaledes mod hinanden.

– Fra min afsides Krog heroppe speider jeg som en Røskat udover Bogverdenen, og hvergang jeg ser et nyt Bind fra Dem, er jeg færdig til at falde under Bordet af Forskrækkelse over, hvad De kan udrette. Da bliver jeg selv meget mismodig, meget liden og meget ensom. Til Vaaren maa jeg vist ud og lufte mig lidt igjen, og kjært vilde det da være mig, om jeg kunde mødes med Dem, og fæstne et Bekjendtskab, der kun halvt er gjort.

Deres Alexander L. Kielland.


Direksjonen for Christiania Theater.

Samtidigt hermed sender jeg et lidet Proverbe – «Det hele er Ingenting», som jeg tilbyder til Opførelse.

Det er en Studie efter Musset – det vil da sige i hans Maner saa god. som jeg har formaaet det.

Den Scene, hvor der citeres Vers, vil man formentlig have mest at indvende mod, og vil jeg ligesaagodt paa Forhaand tilstaa, at jeg ikke kan forandre den.

Dersom det derimod skulde være en væsentlig Hindring for Antagelsen, at Ferdinand synger, vilde jeg prøve at undgaa denne Sang.

Imødeseende den ærede Directions nærmere Meddelelse forbliver jeg med særdeles Høiagtelse

Deres Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn.
Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn.

Jeg tillader mig herved at underrette Hr. Justitsraaden om, at jeg nu er saa langt paavei med min Roman, at jeg kunde begynde at indsende Manuskript strax. Bogen bliver – saavidt jeg kan bedømme det – paa nogle og tyve Ark – neppe over 25.

Dersom De skulde være villig til at overtage Forlaget, turde jeg bede Dem meddele mig de Betingelser, De vilde kunne byde mig, – forsaavidt som dette lader sig gjøre, førend De har seet Manuskriptet. Men da det er mig saare magtpaaliggende, at Bogen trykkes strax, efterhvert som jeg skriver, – og ihukommende Deres Velvilje ved min første Bog’s Udgivelse, vover jeg at bede Dem pr. omgaaende – thi Vinterposten heroppe er saa langsom – at underrette mig om, hvilket Honorar jeg tør gjøre Regning paa.

Dersom vi kommer til at afslutte Forretningen – hvad jeg jo haaber –, var det min Mening at bede Dem oversende mig to Exemplarer i Korrekturark –, det ene at returnere til Dem i korrigeret Stand, det andet vilde jeg selv beholde til Brug ved et Par Oplæsninger.

Jeg har nemlig isinde at søge en forøget Indtægt ved at oplæse Bogen i Bergen – kanske i Trondhjem, men ikke i Hovedstaden –, medens den er under Trykning.

Tiden har jeg beregnet saaledes: hele Manuskriptet indleveret til Forlæggeren medio Februar; Korrekturexemplaret komplet i mine Hænder først i Marts; jeg reiser da paa mine Oplæsninger, og naar jeg kommer hjem over Midten af Marts, foreligger Bogen færdig i Boghandelen. – Saa fort kommer det vel kanske ikke til at gaa; men jeg maa skynde mig af al Magt, da min Forretning – som Teglbrænder – lægger Beslag paa mig, naar det lider længer frempaa Vaaren.

Med hensyn til Bogens Udstyr vil jeg foreløbigt intet sige, – jeg kjender jo desuden Hr. Justitsraadens Liberalitet i saa Henseende; men da jeg selv synes, at Romanen er ret morsom, og da den er fuldstændigt fri for det, man herhjemme er saa snar til at kalde «Uanstændighed», saa har jeg godt Haab baade til Oplæsningerne og til Bogsalget – saa godt, at jeg endog tænker mig Muligheden af nyt Oplag.

Jeg gjentager min Anmodning om Deres hurtigst mulige Meddelelse og beder Dem modtage min ærbødigste Nytaarshilsen.

Med særdeles Agtelse Alexander L. Kielland.

Bogens Navn er: «Garman & Worse».

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.