Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1880

Lorentz Dietrichson.

Da jeg for akkurat 3 – tre – Maaneder siden besørgede Dem tilsendt min lille Historie «Folkefest», gjorde jeg dette i en stor Fart, der skulde bøde paa min Forsømmelse overfor Deres første Skrivelse af 4de Juli. Siden den Tid har der raadet en overordentlig Taushed; jeg har intet fornummet hverken offentlig eller privat om noget literært Foretagende for «Kunstnerforeningen», og tilslut har jeg faaet en beklemmende Følelse af, at jeg har kastet min kjæreste Skildring i en Brønd. –

Vil De straffe mig, fordi jeg lod Dem vente saalænge første Gang? – eller er min Fortælling ikke kommet Dem ihænde? – eller bliver der ikke noget af det hele? – eller har De overhovedet hverken Pen, Blæk eller Papir?

Modtag mine venskabeligste og ærbødigste Hilsener og Nytaarsønsker.

Deres Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doktor! Jeg har desværre ingen Kopi af mit Brev til Dem og kan heller ikke huske, om det var mer end almindeligt feigt. Men jeg tror det saa gjerne, jeg har stygge Anfald af Feighed, om de end – haaber jeg – blive sjeldnere efterhvert. Jeg vil slet ikke underholde Dem eller undskylde mig selv med en Skildring af mine Omgivelser og det Tryk, de alle – med Undtagelse af min Kone – øver paa mig; men jeg kan med Sandhed forsikre Dem, at jeg benytter hvert Trin, jeg vinder opad i Anerkjendelse, til at stille mig altid mer og mer i Opposition, og jeg tror, at hvad jeg skriver, skal blive skarpere med Aarene. Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling. Jeg ved ikke om jeg fik klart udtalt min Mening? – jeg mener, at naar jeg i mit stille Sind holdt mine Taler for mig selv mod de Feilsyn og Mangler i Livsopfatningen, som jeg var mest indigneret over, saa lød mine Ord meget skarpere end nu i den indirekte Form udtalte i en Række Karakterer og Skjæbner, der kun bæres af Tendensen som en Understrøm. De Emner, jeg i Bogen er inde paa, er den bløde, glatte Præstemaner, der forfusker Karaktererne og bryder alle Spidser af, forat det hele kan gaa regelmæssigt og lydløst – jeg har noget, som hedder: «Biskop Sparres Patentfilt» – en ung Pige, der forgjæves søger at sætte Mands-Mod i Mændene og tilslut lærer, at hun selv er den stærkeste; en anden ung Pige, der gaar tilgrunde af Naivitet og saa nogle humoristiske Figurer og et par gode Beskrivelser. Men jeg har ingenting af den Art, der saavidt jeg forstaar blandt endel yngre danske Romanforfattere ansees som stort Bevis paa Mod for Exempel: Ragazzo o Ragazza – i den ellers saa fortræffelige Bog: Det unge Danmark. Jeg er mig ikke bevidst at have bøiet af paa noget Punkt af Frygt; men det kan nok være, at jeg har holdt Tonen noget lettere end oprindeligt bestemt. Dette har sin Grund i, at jeg har tænkt at læse Bogen offentligt for Penge, og da troede jeg, det vilde gavne, at lade Stilen blive saa løbende som muligt.

De ser, jeg forsvarer mig; De ved altsaa, at jeg føler mig truffen ved Deres Skjænd. Jeg siger «Skjænd» – i god Forstand, saaledes som det gives af Velvilje og modtages med Taknemlighed. Det er sikkert, at jeg trænger til et Rap nu og da, og De har netop «Ret til at prædike»; saasom De haver begyndt den gode Gjerning i mig, bør De ogsaa fuldkomme den, indtil De en Dag kan have rigtig Glæde af mig.

Et komisk Træf maa jeg fortælle Dem. Helten i min Bog hedder Lars Kruse, og saa kommer mig Drachmann og bebuder en ny Bog (han er en ren Skrivekugle!), der bærer netop mit Navn Lars Kruse! – nu maa jeg forandre baade Bogens Titel og mange Navne. Jeg har valgt «Garman & Worse» og Jacob Worse.

– En Uret gjør De mig dog, naar De synes at tro, at jeg skulde være bange for at staa som «Øieblikkets» Udgiver. Det var en Ære, jeg vilde atraa med Begeistring, hvilket er meget sjeldent hos mig, og naar jeg ikke har vovet selv at gjøre det, saa er det først og fremst, fordi jeg lever saa alene heroppe uden nogen Maalestok for, hvad jeg overhovedet tør tillade mig. Dernæst tvivler jeg paa, at jeg kunde skrive Fortalen; – og jeg føler at der maa en god orienterende Fortale til. Men siden De nu virkelig synes at tænke Dem det som en Mulighed, at jeg kunde faa slaa Følge med den Forfatter, jeg mest har elsket – det er et sjeldent Ord i min Pen –, saa vil jeg sandelig prøve at sætte sammen en Fortale. Den skal have Næb og Klør og ikke være grundig, men folkelig – og De skal korrigere den!

Jeg kjendte ikke til Udfaldet af Rigsdagens Forhandlinger om Deres Docentpost; men Deres Broder havde forberedt mig paa, at D’Hr Politikere vare lidet at stole paa. Det bedrøver mig, fordi De nu engang vilde tage det Kors paa Dem: at stride com[m]inus (det skal betyde: «i Haandgemæng» – eh?) med Deres sorte Fiender, og det oprører mig som alt, hvad jeg hører fra Danmark. Men saa maa jeg rigtignok sige, at det synes mig en langt skjønnere Lod at kunne skrive for Evropa. For mit eget Vedkommende vilde jeg aldrig – tror jeg – sætte stor Pris paa mine Landsmænds – ikke engang paa Deres Landsmænds Øren, men kunde Menneskene i de folkerige Samfund finde Mon i at høre paa mig, vilde jeg føle mig meget lykkelig. Derimod bindes jeg med en underlig Magt til Stedet, ikke til Folkene. Jeg har ikke vidst det før, men efter mit Ophold i Paris, og efterat jeg har begyndt at skrive, er det gaaet op for mig, at dette Kystlandskab saa stygt, sa vildt, saa uhelbredeligt mismodigt er mig saa kjært, at det er mig nødvendigt. Driver jeg det nogen Tid saa vidt i pekuniær Retning, at jeg kan give min Tilværelse nogen Bevægelighed, vil jeg dog altid have en Retræt her, for at nyde Høststormene og Regnskyllene og Havet, som knurrer udfor Døren.

Men De bryder Dem jo ikke om Kjøbenhavn – ellers var De jo Mand for at sige «skidt paa mit Land og dets Aarbøger!» thi De kunde naturligvis tjene Penge nok ved private Forelæsninger uden at behøve denne lumpige Statstjenergage. Hvorom alting er, saa tilhører De os – den lille Flok Evropæere – «under nordlig Bredde» – som Skrivekuglen vilde sige – ja – finder ikke De ogsaa, at det er temmeligt tyndt at sætte en Tankestreg i en Titel: «En Skildring fra Virkelighedens og – Sandets Regioner» – somom han vilde raabe – hør! hør! allerede i Titelen er der noget ret sindrigt at beundre! «Ungdom i Digt og Sange» – har jeg læst med den Nydelse, som jeg altid har af gode Vers; men Personen bliver mig mere væmmelig – og det er Skade. Jeg begriber ikke at et voxent Mandfolk ikke skammer sig for at staa saaledes foran Speilet og skabe sig.

[…]

Nu tænker jeg, De kan have nok af mig for idag. Mange Tak for alt i det gamle Aar, og vore bedste Ønsker for det nye til Dem og Deres.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Slette Menneske! Saaledes at mystificere sine Venner! – saaledes at tage mig ved Næsen! lade mig i al Troskyldighed kritisere en ung Digter og saa staa bag og le! men det værste kommer tilslut: – De siger, at efter mine Ord skulde De næsten tro, at jeg havde gjennemskuet Psevdonymet; bare jeg havde mit Brev her igjen, der stod vist nogle gruværdige Dumheder? Thi jeg havde sat mig det saa fast i Hovedet, at jeg havde med en ganske ung Lyriker at gjøre – og saa er det en gammel Filur! Og saa – tænke sig Topmaalet af Slethed, Fordærvelse og Frækhed! – efter at have narret mig op i Stry kalder De mig «en stor Diplomat»! – og «Poet»!!! – Faar jeg nogensinde Fingre i Dem, vil jeg knibe Dem i Øret for dette Puds. Og dertilmed er jeg ved denne Opdagelse bleven ganske desorienteret over Dem. At De havde skrevet Novelle og det en god, fandt jeg i sin Orden og det – og mere til kunde passe. Men Vers! – Vers med rim og Dikkedarer og Kunst og alle disse Fandens Pillerier, som skal til – nei! det havde jeg aldrig troet om Dem. Og saa har han en hel Bunke af saadant noget! Jeg er slet ikke endnu kommen til mig selv igjen, og jeg har en Følelse, som næsten har en Smag af Ærgrelse, indtil jeg faar tænkt Dem ind i denne Deres nye Bestemmelse – eller faar denne til at passe ind i Dem, som jeg mener at kjende Dem. Ved den Ting – at gjøre Vers – er der for mig noget, som jeg ikke kan udtrykke paa anden Maade end saaledes, at jeg generer mig for at skrive Vers. Misforstaa mig ikke! – jeg indbilder mig saagu’ ikke, at jeg kan; men jeg har en saa stor Sky for, at Læseren skal mærke Arbeidet – Strævet med det tekniske (man sieht die Absicht und wird verstimmt); og dertilmed finder jeg noget – ja næsten noget ydmygende i den Omstændighed (som jeg ikke tror, de største Mestere ganske kunne undgaa) – at den, der skriver Vers – af Hensyn til Rim, Rytme og anden Ørenslyst er nødt til at vælge i Ordforraadet det Udtryk, Verset kræver, selv om han har et andet ved Haanden, der bedre dækker Tanken og stærkere, præcisere vilde bringe den frem for Læserens Sjæl. Det er dette, jeg ikke kan lide, at Tanken ydmygt skal aale sig frem gjennem Sproget, istedetfor souveraint at gribe i Dyngen og tage, hvad den just behøver. Men saa er der ogsaa en yndig Leg med Ord og Lyd og Takt, skjønnere end Musik i de gode Vers, hvor Mesteren spiller med de blanke Terninger for Spillets mere end for Gevinstens Skyld. Thi en Tanke, som vil noget – en Tendens – skal have vanskeligt for at komme gjennem Versesproget uden at have lidt noget. Hvorfor jeg fortæller Dem dette? – som De ved før? – ja det er ikke godt at sige; det staar i Forbindelse med min Forbauselse over i Dem at træffe en Digter – en Digter, som skriver Vers. Og jeg har læst Deres Vers omigjen – de vare mig ganske ny nu med Deres Billede i Baggrunden, og jeg beder om Undskyldning, hvis jeg var vigtig i min Kritik. Versene ere saa gode – at jeg forbauses ved at finde – ganske som De selv siger – noget der ligner «Trivialitet» – histogher; det er paa en Prik, hvad der rammer mig, naar jeg vover mig ud paa den Galei, og Drachmanns «Ungdom» er fuld deraf. Den Samling skuffede mig. De satiriske Digte synes jeg ikke staa saa høit (nævn mig et Par, De liger); Beskrivelse og sublim Ordleg er hans Domæne; men jeg er saa gal paa ham for – idag faar De vist døie et langt Brev! – fordi han er saa uefterrettelig – det er hans «herskende Evne» – i Fruentimmervejen. […]

Og saa har Skjæbnen spillet mig det Puds, at jeg just for nogle Dage siden (før jeg kom til Pag. 320) skrev et venligt Brev til Drachmann ianledning af den mærkelige Tildragelse, at hans «Lars Kruse» netop er Navnet paa Helten i min Roman. Ogsaa Titelen har jeg maattet forandre og Bogen kommer til at hedde «Garman & Worse» – jeg har ikke Held med mine Titler!

– Jovist skal De læse Bogen først, – baade fordi jeg tror, De kunde synes, det var morsomt, og fordi jeg vil have Deres Dom i Omrids, før jeg drager paa Oplæsningerne.

Ja – det er jo sandt! her er meget at sige idag.

Jeg har skrevet til Hegel og budt ham Bogen, forlangt at høre hans Tilbud og bedt om at faa to Exemplarer Korrekturark, saa vil jeg «læse» efter det ene. Manuskript vil jeg sende strax i smaa Portioner og gjennem Dem (jeg nævnte Dem ikke) og alt skulde være inde medio Februar, Korrektur trykt og læst i Marts, og jeg paa Oplæsninger i Slutten af Marts. Saasnart jeg faar Svar fra Justitsraaden, vil jeg underrette Dem, forat konferere, om Tilbudet er antageligt. Ikke sandt? De vil fremdeles bistaa mig med gode Raad og uforandret Taalmodighed?

Fra Deres Broder i Berlin har jeg havt et venligt Brev; han er meget forstemt – som vi alle. Jeg blev ikke overrasket; Danmark er virkelig et lidet Filleland og Kjøbenhavn er Hovedstaden. Hvad vil han der? – ja hjemme er jo hjemme, og da jeg hører, at I ere saa lykkelige at have Forældre, kan jeg jo godt forstaa det. Men jeg forstaar ikke rigtig, hvad han vilde med den Smule Statsansættelse. Kan han ikke give baade Ministeren og Bispen og Universitetet Fanden med Fedt paa og stifte sit eget Universitet. Eller var det for Revanchens Skyld?

– Jeg kan ikke rigtig læse, hvad De skriver om Drachmann; er han «forbrugt» – udslidt – træt? – og er han virkelig paa «Melkekur»? fik han ikke sælge «Ungdom» – og var det – tror De – for de satiriske Vers’ Skyld? Han skriver sig ganske op, og jeg var saa vittig – i et Brev til Deres Broder – at kalde ham Skrivekuglen. Hvad er Lars Kruse for noget?

Ja – ikke sandt! et Dukkehjem er dog ret en Forfriskelse – saa simpelt og knapt som en Statue; man hører formeligt, hvor det rasler nedover den slanke Skikkelse efter de ubarmhjertige Hug, hvormed Mesteren nu i to – tre Aar har hugget væk alt overflødigt. Jeg ved intet saa fuldendt.

Vore – min Kones og mine – venskabeligste Nytaarsønsker.

Deres hengivne Alexander L. K.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn
Gyldendalske Boghandel Kjøbenhavn.

Høistærede Hr. Justitsraad! – Deres meget venlige Skrivelse af 6te Jan. har jeg modtaget idag, og jeg iler med min Besvarelse og min Tak.

Jeg bøier mig selvfølgeligt for Deres Raad, at vente med Trykning til det hele Manuskript er færdigt. Derfor skynder jeg mig nu af alle Kræfter, og dersom De kunde faa Bogen ihænde medio Februarii, vilde jeg altsaa have mit Korrekturexemplar her medio Martis. – Det er virkelig min Mening at læse den hele Bog i fire Aftener. Er Ideen meget dristig? – det var vel kanske bedre at foretage en Omarbeidelse for Oplæsningerne; men jeg kan ikke; og den Indtægt, jeg haaber paa, er af Vigtighed i disse flaue Forretningstider; men jeg gruer!

Deres meget rundhaandede Tilbud om 2det Oplag af «Novelletter» modtager jeg med Taknemmelighed. Men jeg vil tillade mig at foreslaa følgende Forandringer: «En Middag» – er ikke god nok længer; den bør udelades. Derimod vilde jeg optage «Præstegaarden», som stod i «Ude og Hjemme», og to andre nye Historier: «Folkefest» og «En god Samvittighed», der efter mit Skjøn ere de bedste, jeg har gjort. «En god Samvittighed» bliver vistnok med det første trykt i «Ude og Hjemme», hvis det ikke allerede er skeet; men det kan jo ikke skade saameget i et 2det Oplag og slet ikke for Norge – ialfald.

«Folkefesten» har Professor Dietrichson i Kristiania narret fra mig som Present til «Kunstvennerne» eller nogle lignende «Venner». Men da hverken Professoren eller hans Venner, synes at være Venner af Hurtighed i Handling, agter jeg at skrive ham til, at nu kommer Historien i mit 2det Oplag, saa han maa skynde sig, hvis han vil bruge den; det er fire Maaneder siden han fik den.

Hvis De altsaa synes om en saadan Forsøgelse af Samlingen, vil jeg sende Dem Manuskript til de nye Historier; medmindre de til den Tid ere udkomne og man saaledes kunde bruge det trykte.

Dette er vel fuldkommen fair play? Jeg maa jo have Lov til at samle mit, selv om jeg har solgt eller foræret det bort til første Gangs Tryk? Jeg er saa lidet bevandret i disse Ting, at min moralske Følelse kanske ikke er nogen fuldstændig paalidelig Rettesnor. Vilde De være af den Godhed at sige mig, om der er noget til Hinder for et saadant Arrangement, hvis dette – Arrangementet – ellers gefalder Dem.

Og nu gaar jeg til at tilstaa Dem en ærgjerrig Drøm, jeg har, idet jeg beder Dem – Hr. Justitsraad! om at le en Smule af mig, hvis jeg forekommeg Dem altfor storartet. Jeg har faaet Mani for Illustrationer! – Folk synes mig mer og mer at trænge haandgribelige Billeder, og E. Wærenskjold i München er en dygtig Tegner. Saa har jeg ogsaa en Søster – Frøken Kitty L. Kielland, der som Kunstnerinde har arbeidet i flere – jeg tror snart ti – Aar i Udlandet, og hende vilde jeg bede tegne endel Billeder, som hun kan magte – f. Ex. «Præstegaarden».

Dette er min Drøm: at se smaa fine Træsnit paa det henrivende gule chinesiske Papir, og jeg tror – eller er det Indbildskhed? – at de korte, tilspidsede Situationer ville egne sig for billedlig Fremstilling. Det hele med Fordelingen mellem Tegnerne og alt saadant forbigaar jeg, indtil jeg hører fra Dem – om der er nogen Ræson i dette, eller om det helst er noget Nonsens.

Imødeseende Deres behagelige Meddelelse forbliver jeg

med største Høiagtelse Alexander L. Kielland.


Olaf Skavlan.

Kjære Svoger! Mit Princip tro svarer jeg strax paa dit Brev af l2., som jeg just fik. Men det bliver ellers hverken langt eller godt, hvad jeg skriver; thi jeg har en af mine «Rissedage» – som min Kone siger, – (risser, rissede, har risset – betyder at løbe ud og ind i Dørene som en Professor, der mener at have noget at bestille). Paa Mandag giver jeg Byen og alle mine Kjære Fanden og reiser til Frøken Hiorth paa Ogne; der vil jeg ligge i 3 Uger og renskrive min Roman pleiet af min jomfruelige Veninde, velforvaret og adskilt fra Verden.

Det overraskede mig, at man vil spille mit Proverbe. Kjære! har du nogen Indflydelse, saa sørg for, at jeg faar en lidt manerlig Elsker. Jeg synes, jeg ser en Barbersvend komme farende ind med blaat Halstørklæde, løbe 3 Gange rundt Scenen stirrende i sin Hat, og saa tilslut kaste Hanskerne ned i Bunden paa denne usalige Hat med dette flotte Theaterklask – du ved. Lad ham ikke faa løbe – det Svin! men gjør ham stiv, træt, blaseret og ikke for ung, – saadan omkring 30 Aar maa de være begge. Fru Juel har jeg tænkt paa, men Herren! Herren?

[Underskrift mangler.]


Direksjonen for Christiania Theater.

Den ærede Directions behagelige Skrivelse af 13de dns. er kommen mig ihænde, og modtager jeg Tilbudet om Honorar 150 Kr. for det lille Proverbe.

Hoslagt følger nogle Repliker at indskyde der, hvor Sangen falder bort.

De gjentagne Beviser paa Imødekommenhed fra den ærede Directions Side giver mig Mod til at frembyde mit første Proverbe: «Paa Hjemvejen» til Opførelse. Et Exemplar af det paagjældende Nummer af «Nyt Tidsskrift» vil blive Directionen overrakt af min Broder; – ligesom jeg ogsaa ved min Broder vil tillade mig at hæve mit hidtil optjente Honorar hos Theatercassereren. Er H. M. Foged henlagt?

Med særdeles Høiagtelse Alexander L. Kielland.


J. E. Sars.

Kjære Hr. Professor! min hjerteligste Tak for Deres overordentlig velvillige Brev af 16. Januar. Den Ide – at opfordre den vildtfremmede, ældre Mand til et Møde – syntes mig bagefter saa dristig, at Deres Svar satte mig i den største Henrykkelse. Thi De kan vel tænke Dem – eller rettere – De kan aldeles ikke tænke Dem, hvilke Overraskelser, jeg – der saalænge var en indestængt forbitret Aandslaps – som min Kone siger – nu daglig møder i Retning af Forstaaelse og Anerkjendelse blandt Mænd, som jeg før ikke troede, jeg skulde kunne naa til Støvleskaftet. Og er jeg end ikke skudt saa forbandet iveiret, saa er jeg dog kommen paa det Niveau, hvor der ikke rangeres saa haarfint efter Alder og Examina, og hvor vi forsaavidt ere lige, som vi alle ønske at være det. Derfor begynder jeg at faa den Fornemmelse i Benene, som Archimedes aldrig fik, og det klør mig i Fingrene efter at bevæge Verden. – Ja – tro nu bare ikke, at jeg gaar med store Drømme og er saa kistefornøiet med mig selv. Men jeg er i den Periode, da længe indestængte Evner bryde ud, og da har Deres kun altfor anerkjendende Brev gjort mig baade glad og modig.

Og jeg tror Dem paa Deres Ord, at De ønsker at træffe mig, og jeg glæder mig saa meget dertil. Alle Mennesker har i et Aar sagt til mig: «Ja De kjender Professor Sars? ikke? aa det er Skade! det er en Mand – osv.» Derfor har jeg en ganske speciel Forfatterplan, som De skal hjælpe mig med! De er jo Historiker, De kan fortælle mig noget om de katolske her i Stavanger før Reformationen; jeg vil skrive noget snurrigt Djævelskab, som skal bide Præsteskabet i Halen; men dette er en Hemmelighed mellem os to. For Øieblikket skriver jeg – ja se nu vilde jeg fortalt op og ned om mig selv (noget jeg er bleven Fandens genegen til!) men det faar jo være til vi træffes, da faar De vist døje en hel Del af det. Og nu om selve «Træfningen»! – Enten er jeg i de følgende to tre Uger i mit Hus – «Forberedelsen» – i Stavanger, eller jeg er hos en gammel Jomfru paa Ogne nede ved Kysten. Iethvertfald er jeg let at finde – enten De vil skrive eller telegrafere, naar De gaar fra Bergen, saa skal jeg møde Dem i Stavanger; eller De vil besøge mig paa det over al Beskrivelse interessante Ogne, der er den sidste (næstsidste) Jernbanestation før Egersund. De bør iethvertfald stige af i Stavanger og følge Jernbanen over Jæderen – især hvis De ikke kjender Ruten; vi ville reise sammen.

De kan ikke tro, hvormeget jeg savner et Tidsskrift som «19de Aarh.» eller «Nyt N. Tidsskr.» – helst som det første – baade forat læse det, og forat faa et anstændigt Skrivested. En Avis er og bliver en Avis. Jeg indbilder mig nemlig, at min egentlige Stil er Afhandlingsstilen – den smidige, polemiske Stil. Men i – hvad man kalder – Skjønliteraturen maa den Mand have Fodfæste, som vil sige noget til dette Folk, der kun læser Digt og ikke taaler Diskussion, Afhandling eller Filosofi. Men naar jeg har faaet Fodfæste, saa har jeg saa megen herlig Ondskab paa Lager – ja se der kan De selv se! jeg snakker dog op og ned om mig selv, og derfor er det godt, at Papiret gaar tilende.

Altsaa venter jeg Deres betimelige Meddelelse, og saa skulde det dog være løje, om vi ikke traf hinanden og endnu løjnere, om et saa gjensidigt ønsket Bekjendtskab skulde skuffe. Indtil vi sees er jeg ialfald Deres ærbødigst hengivne

Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn
Gyldendalske Boghandel Kjøbenhavn.

Høistærede Hr. Justitsraad! – Deres Brev af 20. fik jeg netop, og jeg takker Dem for Deres gode og venlige Raad.

Med Hensyn til det nye Oplag af «Novelletter» gaar jeg ganske over til Deres Mening og beder Dem trykke saa fort som De vil og uden nogen Forandring. «En Middag» vil jeg ikke stryge – Bogen er tynd nok før –, og jeg kan ikke omarbeide den. Nogen Titelvignet bryder jeg mig ikke om; men jeg er Dem meget taknemmelig for Tilbudet.

Saasnart jeg faar min Roman fra Haanden, vil jeg begynde at samle til et nyt Bind «Novelletter», og det skulde være mig meget kjært, om jeg allerede til Høsten kunde have et færdigt. Efterat jeg altsaa nu ved, hvorledes det hænger sammen med de Ting, der trykkes første Gang i Blade og Tidsskrifter, skal jeg herefter passe mig bedre. Jeg vilde selvfølgeligt ikke for nogen Pris handle mod den literære Moral, og det var i den pureste Uvidenhed, naar jeg foreslog at trykke op igjen inden Aarsfrist.

Jeg begynder ogsaa at faa Betænkeligheder ved Oplæsningen af den lange Bog; det er udelukkende det pekuniære Udbytte, som frister mig. Foreløbigt vil jeg holde en enkelt Prøveoplæsning, og naar det er gjort, vil jeg tage min Bestemmelse, og uopholdeligt underrette Dem derom.

Jeg beder Dem modtage Forsikringen om min Høiagtelse.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Nei nu lader De mig vente forlænge – altsaa et Extrabrev.

Fortalte jeg Dem sidst, at Hegel havde budt mig 50 Kr. pr. Ark for 2det Oplag af «Novelletter»? – for 1ste fik jeg 40 Kr. Jeg svarede, at jeg vilde forøge Bogen med «Præstegaarden», «En god Samvittighed» og «Folkefest»; jeg ymtede endogsaa om Illustrationer. Men idag fik jeg det Svar, at om Illustrationer kan der ikke være Tale, og han vil helst trykke Bogen som den er. Dertil gav jeg naturligvis mit Minde, saameget mere som Justitsraaden forklarer mig – hvad jeg sletikke vidste –, at det ikke gaar an anstændigvis at trykke op igjen Ting, der have staaet i Blade eller Tidsskrifter, inden et Aar er omme.

Et Brev, jeg for nogen Tid siden skrev til Hr. Redaktør Hendriksen, om strax at sende «En god Samvittighed» – i Manuskript – til Hegel, er altsaa forsaavidt overflødigt som Historien ikke kommer med i Bogen. Derimod skulde jeg ikke have noget imod at erholde Manuskriptet tilbage fra «Ude og hj.», eftersom jeg er fornærmet, fordi Tidsskriftet lader et Bidrag fra mig ligge og vente og vente fra Uge til Uge. Nu ler De vist godt af mig? – men ligemeget! jeg vil behandles fint og ønsker itide at vise en Smule Tænder. Folk af Sværtefaget faa en forbandet Færdighed i at fare flot frem mod Forfattere!

Saa vil jeg ikke tale et Ord mere om mig selv idag; men takke Dem hjerteligt for Deres Betragtninger over «et Dukkehjem», som jeg læste igaar. Jeg har det ikke med Komplimenter, og jeg antager, De ved, hvormeget jeg beundrer Deres klare Stil med dens brudte Klang hist og her af haabløst Vemod; men jeg vil takke Dem – ogsaa paa Beates Vegne for den Sætning: hvad der mangler i dette Ægteskab er Venskabet. Det var en hel Hjertestyrkning at faa denne Tankehjælp fra Dem; især for mig, der gaar og vader i al denne Snak om, at det egentlig var Kristendommen, som manglede. Nu – ved dette ene Ord – ligger det klarere, bedre forskanset i mig; og det berører desuden min Yndlingside – den om Venskabet contra Elskoven. Det er Synd, at jeg bor her og ikke kan faa se Skuespil; paa denne Maade lærer jeg neppe nogensinde at skrive for Scenen, og nu har jeg dog Lyst igjen. Det lille Proverbe «Det hele er ingenting», som De har læst, skal spilles i Kristiania. Jeg holdt trodsigt paa mine Vers, men strøg hans Sang – dog De husker det vel neppe saa nøie længer.

[…]

Jeg tror ikke, De har skrevet til mig siden ifjor Vinter! fy!

Deres Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Det var et afskyeligt Brev, De nu endeligt sendte mig! – jeg er uenig med Dem i hver Linie. Lad mig begynde paa Begyndelsen og faa Ende paa saa meget som muligt, for jeg skal reise om et Par Timer – ud til min gamle Jomfru, forat faa sluttet den Helvedes Roman, som plager Livet af mig.

Fordi De beder mig, vil jeg skrive noget for Ude og hj. (skulle vi ikke være enige om at sløife den lange Titel og kalde Bladet: – efter Titelvignetten). Det skal hedde: «Løverne i Fontainebleau» og ligne Heines Reisebilleder saameget og saa lidt som muligt. Men jeg maa absolut have en Tegning af disse Løver. Det er to chinesiske Fabeldyr – halvt Løve halvt Frosk – som staar i Gaarden foran Karpedammen – «cour d’Odyssevs» – hedder den vist. Er der ikke en dansk Tegner i Paris, som kunde skaffe en Tegning? – den vil være af Vigtighed for Texten. Men at «En god Samvittighed» er for trist! – jeg synes bitterligt Synd i Hr. Hendriksens gode Penge; men endmere maa jeg beklage os alle, at det staar saa skidt til med os. Kjære! kan vi ikke faa gjenopvakt «19de Aarh.» – eller noget sligt. Jeg for min Part skal være en ivrig Medarbeider. (Min Artikel til Dagbl. – som jeg vist nævnte engang – blev aldrig optaget; den var god, men den var bedsk). Mit Manuskript til «Samvittigheden» vilde jeg gjerne have tilbage – siden De er saa snil at tilbyde Deres Tjeneste.

Alt hvad De siger om Versedigtningen anser jeg som splittergalt! for hvert lykkeligt Greb i Versepoesien er der ti Linier Konsessioner mod Sproget, og de Emner, der bedst behandles i Verseform ere efter min Formening meget indskrænkede. […]

«Lars Kruse» er fortræffelig. En saadan Strand kan jeg misunde ham – det er en hel Digtergage! og den Skagens Beskrivelse er et Pragtstykke. Det med «Ordenen» er svagt og «Bille» forstod jeg ikke. Islandsfærden var ogsaa saa fuld af Danske, jeg ikke kjendte, at jeg først begyndte at følge med i Slutningstableauet; men jeg skal læse det igjen.

Derimod har jeg den Fornøielse at kjende et Par af disse «Fiskere, der redde Menneskeliv med lige saa stor Lethed som vi andre spiser Østers»; og det er stor Skade for Dem, at De ikke er i det Tilfælde. Til Gjengjeld kan De formodentlig med stor Lethed spise Østers, medens jeg har en uovervindelig Afsky for dem. Men det kan jeg forsikre Dem, at i alt hvad Dr. har skrevet – saa «realistisk» som han skaber sig – er der ikke et Ord, der har slaaet mig saaledes med Virkelighedens Magt som denne Strand og disse Fiskere – især Stranden.

[…]

Jeg er utilfreds med Tonen i mit brev. Tag mig den ikke ilde op. Jeg er jo alligevel

Deres hjerteligt hengivne Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg sendte Manuskriptet igaar og samtidigt nogle faa Ord, der – det mindes jeg – indeholdt en meget flot henkastet Anmodning til Dem. Tag mig det ikke ilde op, jeg var saa optaget.

Men Meningen var at bede Dem læse Bogen, fordi endnu ingen Dødelig har læst den uden Forfatteren, og han har aldeles mistet Evnen til at have nogen Dom om den. I fem Maaneder og 9 Dage har disse Mennesker vandret om i min Hjerne, og tilslut var jeg saa træt af dem, at jeg ikke kunde skjelne ondt fra godt. Skriv mig et Brev, naar De har læst; og hvis De vil sende mig et Telegram efter den opgivne Formel, vil De i høi Grad glæde mig. Thi jeg gaar jo i Spænding, indtil jeg faar vide, om det er Skidt eller Kanel – eller hvad der er mest af.

I denne eller næste Uge reiser jeg til Bergen med tre «Novelletter» – De kjender dem alle –, forat holde en Prøveoplæsning. Thi sæt nu, det viser sig, at jeg ikke kan læse, saa er det saa flaut at have begyndt paa den lange Bog med Forpligtelse til at fortsætte.

Synes De, jeg maa omarbeide Bogen for Oplæsningen? eller kan jeg læse den hel som den er? bør noget udgaa paa Grund af Kjedsomhed? eller fordi det er for skarpt?

Jeg venter et Brev fra Dem saa udførligt som Deres Venskab vil diktere det, og saa strængt i Bedømmelsen som Bogen paa nogen Made kan taale. Jeg tænker på den med Ængstelse: Stilen blev monoton, forliden Samtale, de humoristiske Partier tildels mislykkede – jeg kan slet ikke være saa morsom, naar jeg skriver, – og ellers kan jeg dog godt mærke, at Menneskene finde, at jeg mangengang er morsom, naar jeg snakker. Og saa! – hvorledes er den bygget? – jeg er bange hel slet – og jeg faar flyde paa Enkeltskildringerne; der er nogle, som ganske vist ere gode. Bagefter skal jeg sige, hvilke jeg selv sætter høiest.

Naar jeg kommer fra Bergen, vil jeg tage fat paa Fogden, vrænge ham rundt og begynde med Sivertsens Flugt, saa er vi kvit ham, og saa kan det kanske blive et muntert Toaktsstykke. «Fogden», «Paa Hjemveien» og «Det hele er ingenting –» kunde saa kanske blive et Bind til Høsten under den horrible Titel: «Tre Theaterstykker»! – kan De finde en bedre saa Skaal for den!

Ja – nu vil jeg skrive et Par Linier til Justitsraaden og saa sætter jeg mig hen at vente paa Brev fra Dem. Omkring den 15de kan De have Manuskriptet – qvod felix!

Deres meget hengivne Ven Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Bliv ikke forskrækket – ærede Ven! – det er bare, fordi jeg har en indgroet Vane – næsten saa stærk som et Princip – til at besvare mine Breve strax. Min Korrespondence er meget liden, og jeg skriver Breve med Lyst og Fornøielse. Men det skal ikke forpligte dig i nogen Maade; har du engang et Ord at slænge vestover, saa ved du, det er velkomment, og jeg skriver, ligesom man aarelader sig i Varmen.

Jeg har det varmt og er flittig. Sars var her og gav mig et stort Puf. Jeg har endnu ikke orienteret mig i min nye Forfatterbolig; men naar der kommer en lærd Mand med hvidt Skjæg og siger, at Huset virkeligt er mit, at jeg hører til i Tranedansen, saa kan du begribe, at det er et stort Puf. Det var nu ogsaa en Perlemand; men jeg vil ikke sige mere om ham, da jeg ved, I ere saa nære Venner.

Paa Mandag reiser jeg til Bergen, forat «læse» nogle nye bedske Novelletter (en er saa bedsk, at «Ude og Hjemme» ikke tør trykke den – var ikke det lovende?) –; men der er ikke nogen, som formaar at skildre, hvor jeg gruer! Det er for Pengenes Skyld –; thi Penge maa jeg ganske vist have, med Ordenerne er det ikke saa farligt.

Og mange Tak – kjære Ven! for Anbefalingen til Hedlund. Jeg ved, at du gjør intet halvt, og har du først bestemt dig til at tage mig op i dit Venskab, saa ved jeg ogsaa, at du taler for mig, skriver for mig – slaar for mig, om det kniber.

Maatte jeg ialfald gjøre dig den Glæde igjen, at du fandt mig «uforsigtig» nok! Sars mente, der laa mange Djævle bundne i min Roman og spaaede mig, at nu først skulde jeg tjene Hadets Sporer. Saa vil du ogsaa glæde dig og fatte mere Lid til «Lapsen», og det skulde da være min Tak.

Jeg tager – kan du vide –, hvad Hedlund byder, og jeg var da dolhusgal, om jeg vragede Vilkaar, som du tager, om de bødes mig. Men jeg tager overhovedet alt! – til Dato har jeg fortjent som Forfatter 940 Kroner, og naar nu Teglværket staar fast paa Grund af Overproduktion og et presset Marked, saa kan du selv begribe! Jeg vil holde Oplæsninger i Kostume eller staaende paa et Ben, forat trække Folk; noget maa saagu gjøres, forat komme ud af dette Uføre i denne fine, forædte Familie. Amen.

Naar jeg er saa djærv efter Skillingen, saa er det sandelig ikke, fordi jeg tænker at indrette mit Liv i en luxuriøs Fjernhed fra Dagens Kamp. Men der er i det daglige Tryk af økonomisk Misère noget, der matter, noget der ikke opildner til Modtryk; men noget, der ligger fast og tungt som en Sandsæk. Men det er ikke noget at tale om, jeg lider ingen Nød; i værste Fald har jeg en rig Far, – men det er netop det værste!

Lad mig tilslut spørge dig – og alligevel! – jeg er saa modig, at jeg spørger dig ikke, om du vilde tillade min Kone og mig at besøge dig. Min «store Plan» – jeg gaar altid nu med «en stor Plan» – er at «læse» Romanen, mens den trykkes, i Bergen og saa i Throndhjem, og derfra vilde jeg gaa med en Jernbane, der skal være, og saa tror jeg, at vi kommer tæt ved der, hvor du bor. Se – Planen er stor; men alt vil afhænge af, om jeg kan «læse», og det vil da vise sig i næste Uge. Du faar vist et Brev fra mig, naar det er prøvet. Iallefald kjære, store Ven! modtag min Hilsen og Tak.

Din Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven – mit Princip tro svarer jeg strax, skjønt jeg reiser til Bergen iaften, og Hjertet sidder mig i Halsen.

Jeg har leet en hel Stund af Deres prægtige Ord om Snot og Knebelsbarter, som forsonede mig med Deres lange Skjændebrev. Naar jeg ikke straks møder i Pantser og Plade, forat forsvare mig, saa er det hverken af Mangel paa Tid eller Lyst; men jeg har – efterat have krympet mig lidt – tilstaaet for mig selv – og nu for Dem –, at jeg var kommen paa Afveie.

Om vi havde talt med Munden om Spørgsmaalet, vilde det ikke være skeet; men jeg løb fast, da jeg sad og skrev alene. Thi der er noget, jeg har at sige om den Ting, hvori De ogsaa vil være uenig; men jeg tror, jeg vil opsætte det, til vi træffes. Saa skal vi slaa et lidet Slag om Poesi og Moral.

– Saa maa jeg takke Dem for Deres Telegram, som satte mig i stille Henrykkelse. Thi at De siger, min Karaktertegning er svag, føler jeg Sandheden af i høi Grad; men jeg mener, at jeg kan komme mig i den Retning, naar jeg først ved med mig selv, at jeg er nogenlunde Herre over det ydre Apparat. Derfor er «god Komposition» det Ord, der mest har glædet mig. Nu kan jeg altsaa trygt lægge Planen til en ny Bog; og naar jeg da skriver fri for den Ængstelse, som hidtil fulgte mig: at det hele ikke hang godt sammen –, saa mener jeg, at der ogsaa vil være mere Tid, mere Sindsro til at uddybe Karaktererne? Eller skal jeg tro, at min Evne i den Retning er stærkt begrænset?

Jeg glæder mig saa til et Brev fra Dem med nærmere Efterretninger om Bogen – kan den bære Navnet Roman? – og forat erfare, om De synes, jeg var meget plagsom, der forlangte etslags Dom i Telegram.

Forøvrigt kan De tro, at Deres Telegram kom vel med. Thi den samme Dag fik jeg Efterretning om, at «Det hele er ingenting» – var gaaet over Scenen med maadelig Lykke. Man havde givet det til daarlige Skuespillere. Nuvel – Scenen er kanske ikke for mig – ialfald ikke endnu.

Maatte nu Fader Hegel betale mig godt! – Ved De, hvad jeg fik for Proverbet i Kristiania? – 150 Kr.!

– Det var netop det jeg mest beundrede og glædede mig ved i «Dukkehjem», at Ibsen havde taget Mod til sig og slaaet fuldt ud. Jeg faar tænke over hvad De siger i Brevet; men Artikelen i, er god! den er god!

Fordi De har havt den Uleilighed at indføre mig i , og fordi De flere Gange har ytret Interesse for Udgiveren og Bladet; men ikke fordi jeg troede, De havde Aktier – kom jeg til at skrive det usalige «for Deres Skyld»; – det var ogsaa en Spøg af Dem – det med Aktierne?

Det skulde gjøre mig ondt, om «En god Samvittighed» nu blev trykket i ; efterat Borchsenius er begyndt at bukke til alle Sider og «Gud blæser Harmoni i Kaminen», er der ikke mere saa lysteligt at være.

De kan vel tænke Dem, hvor jeg, som er saa tærtefin, gruer for at vise mig for Penge i Bergen. Jeg hjælper mig med List og Svig overfor mig selv, saaledes at jeg aldrig kommer ret til at tænke over det. Bare ikke det hele kommer over mig, naar jeg stiger frem! Men det er jo noget Tøv at være ræd! De skal se, jeg klarer det nok. Naar jeg kommer tilbage, venter jeg at finde Brev fra Dem og saa skal De høre hvorledes det gik mig deroppe.

Deres hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Olaf Skavlan.

Kjære Svoger og Ven! Mange Tak for dit orienterende Brev. Jeg ved, – naar det er gjennemstavet – paa en Prik, hvorledes det er gaaet, og jeg er meget fornøiet med dig. Bare det ikke er altfor kjedeligt for dig at være en saadan Referent.

Jeg skalv for mit lille Yndlingsstykke, da jeg saa Besætningen; men nu lader det jo, til at jeg maa være fornøiet – «efter Omstændighederne» –, det er som ved en Barselseng.

Jeg har atter den Lykke, at jeg allerede forlængst er inde i nye Fore tagender, hvis Skjæbne i Øieblikket interesserer mig endnu mere. Og vil det da glæde dig, at Edvard Brandes har givet mig god Karakter for Romanen. Her kommer nu ingen Post mere til Vestlandet, før det holder op at blæse, ellers havde jeg vel hørt fra Hegel; men det kommer nok.

Dersom det ikke var saa, at jeg idag besvarer en Bunke Breve, skulde du faa vide, hvorledes det gik mig i Bergen. Nu faar du nøie dig med, at det overhovedet gik blandet – lidt Skidt og lidt Kanel, – mest af det første. Jeg kunde naturligvis ikke læse.

Alligevel er dette et Brev, som fordrer at tælles med i Correspondancen saaledes, at Svarbyrden nu er væltet over paa dig; og skriver jeg en Dag et Par Ord extra, saa er det af idel Naade og uforskyldt.

Til Sars vil jeg skrive imorgen. Du kan vel tænke dig, at jeg fraadsede i ham, den Stund, han var her. Ensomheden trykker mig og depraverer mig; jeg bliver smaaforfængelig og glemmer at sætte Maalene høit nok. Et saadant Møde som med Sars sætter igjen Liv i mig, – det er som en stor Dram, naar man er træt. Ja – saa var det slut; jeg har skrevet sex Breve i en Time – dette er det syvende, – ingenlunde er det af Skjødesløshed mod min Svoger og Ven; men af Princip. Thi jeg svarer strax og det falder undertiden travelt nok. Hilsen o. s. v.

[Underskrift mangler.]


Otto Borchsenius.

Hr. Otto Borchsenius.
Amaliegade No. 5. Kjøbenhavn.

Deres meget venlige Brev af 11te dns. takker jeg Dem for, og det er mig kjært at fornye mit Bekjendtskab med Dem.

De studser over «fornye» – ikke sandt? Det er også kun for Spøg, at jeg bruger det. Thi noget Bekjendtskab stiftede vi vel egentlig ikke en Nat – eller rettere en Morgen hos Professor Bang under Studentertoget i Kristiania 1868 [eg. 69]. Og dog staar det mig fast i Hovedet, at De var med der; jeg har glemt Deres Ansigt, men jeg mindes tydeligt, hvor De sad ved Bordet. – Tager jeg feil? var De der?

Med Hensyn til Deres for mig saa smigrende Ønske om fremtidige «Bidrag» fra min Haand til «Ude og hjemme», vil jeg ligefrem sige Dem, at De ikke maa gjøre synderlig Regning paa mig. Vistnok skrev jeg engang til Dr. E. Brandes, at jeg kanske kunde faa Lyst til at skrive et lidet Billede fra Frankrige; men bestemt lovet Tidsskriftet noget – det har jeg ikke. Desuden har Professor Sars hvervet mig for et muligens udkommende Tids skrift – omtrent i Stil med «det 19de Aarhundrede». Og kunde vi faa et saadant Organ gjenoplivet, vilde jeg langt foretrække det for et illustreret Blad, som nødvendigvis maa tage Hensyn til et Publikum, om hvilket et filosofisk-literært Tidsskrift ikke behøver at bekymre sig det ringeste.

Iethvertfald er jeg netop nu stærkt optaget med nogle Oplæsninger, jeg agter at prøve, ligesom jeg ogsaa skulde se til at faa ordnet et lidet Bind dramatiske Arbeider.

Bjørnson har jeg kun truffet ganske flygtigt i Paris. Hans Liv inden Døre kan derfor ingen være mere uvidende om end jeg, saaat jeg allerede af den Grund ikke kunde imødekomme Deres ønske om at skildre ham i Skjorteærmerne.

De gjør Dem overhodet neppe nogen Ide om, hvor ensomt jeg lever herhjemme. I Danmark lagde jeg Mærke til, at mange havde den Forestilling, at de faa Mennesker, der findes i Norge, bo omtrent Dør om Dør. Det kommer ganske vist deraf, at vort Smule aandelig Liv samler sig mest om Hovedstaden. Men nu er jeg i det snurrige Tilfælde at leve i en liden afsides Fiskeby paa Vestkysten, jeg taler ikke ét fornuftigt Ord om Ugen – undtagen i min Forretning, som er Teglbrænderi.

Derfor ere Breve mig saa kjærkomne, og da jeg altid svarer strax, skulde De af og til unde mig et Ord.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


J. E. Sars.

Kjære Hr. Professor! – efterat De reiste, har jeg iværksat den store Plan: jeg har været i Bergen, jeg har læst, og jeg er kommen tilbage igjen.

Der var omtrent 400 Mennesker, hvoraf desværre nogle ikke hørte noget af den første Historie. Men senere fik jeg Kraft paa, saa de nok hørte alle.

Aldrig havde jeg troet, at det var saa stor en Kunst. Min hovmodige Tro: at jeg vel altid maatte kunne læse – fik en durabel Knæk; og mens jeg stod der og hørte min tørre, monotone Stemme hakke i Væggene, følte jeg Medlidenhed først med de gode Historier, saa med Publikum og saa med Oplæseren. Læres kan det vel, og jeg har ikke tabt Modet ganske. Men saameget forstaar jeg dog allerede, at det – at læse en hel Roman – er det skjære Pølsesnak. I en Time fik jeg ikke læst mere end Halvparten af, hvad jeg havde tænkt – og endda gik det altfor fort. Det bliver altsaa nødvendigt at tage Uddrag af Romanen, og det staar for mig som et stort Problem.

Naar nu De skriver til mig – kjære Professor! – og det maa ske snart – saa maa De først og fremst fortælle mig, hvorledes det gaar og om det overhovedet gaar med Planen for det nye Tidsskrift. Hvad skal det hedde?

Der er intet, jeg mere har Skræk for end Forpligtelser, og naar jeg tænker paa, at det skulde komme dertil, at jeg maatte føle mig forpligtet til at pine mig for Bidrag til nogetsomhelst i Verden, saa gyser jeg. Og dog har jeg saadan Trang til at aarelade mig for meget ondt, sort Blod, at jeg tænker, jeg skulde kunne sende Eder adskilligt Djævleri. Med «Ude og hjemme» holder jeg vist ikke længe ud.

Edvard Brandes, som har læst Romanen i sin Helhed, telegraferer til mig, at den er «underholdende og dygtig» – «dygtig» er et Modeord i Kjøbenhavn, saavidt jeg forstaar –; maatte nu bare den Helvedes Justitsraaden betale mig godt. Ellers kommer jeg ikke af Flækken, men maa slide mig igjennem endnu en hel Sommer – halb Dichter halb Bauer; og nu vilde jeg dog saa gjerne været ude at lufte mig lidt. – Har De seet mit nye Proverbe? – det skulde være morsomt at høre, hvad De synes om det.

[…]

Som De havde spaaet mig, traf jeg endel halvunge Radikalere i Bergen. Men jeg blev skuffet. Det er mig ikke muligt at sige hvorfor – eller rettere – jeg tør ikke sige hvorfor, thi det vil lyde saa forbandet hovent. Alligevel vil jeg betro Dem det unter uns!

Ser De! – disse Mennesker ere meget stærke i Principerne, meget overbeviste, frygtløse, vidtgaaende; men meget tilbøielige til at være vigtige overfor sig selv, til at overvurdere Smaating, og de synes mig gjennemgaaende at savne det vidtstrakte Overblik og den Underbund af Indignation og Medlidenhed, der for mig staar som den eneste paalidelige Borgen for, at saadanne modige Ynglinge ikke i Tidens Løb forsluge sig paa sit eget Mod og blive staaende tilslut – forvandlede uden at vide det til selvgode Reaktionærer à la Ploug. Jeg tror dem ikke. Hvem? – spørger De. Navnene har jeg glemt, det er kun et Gjennemsnitsindtryk.

Her faar jeg finde en liden Plads til at forsikre Dem om mit ærbødige Venskab.

A. L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! For Deres Brev af 14de Febr. – indeholdende den første «varme» Kritik over Romanen – skal De mer end nogensinde have Tak. Ikke saa, at jeg bortsilede Daddelen og nedsvælgede Rosen; men jeg fik Ros, hvor jeg ikke ventede det og Daddelen var paa ethvert Punkt fortjent – dels saaledes, at jeg paa Forhaand ventede den netop der, dels saaledes, at jeg blev opmærksom og erkjendte den. Men bedst af alt var den faste Klang af Forstaaelse og Venskab, der gik mig til Hjerte og gjorde mig glad og stolt.

Jacob og Rachel (tænk jeg har ikke før lagt Mærke til den bibelske Konstellation!) – deres Møde i Paris var, som De ved, i den første Plan. Det var uden Tvivl blevet bedre end det, som nu staar (især er Gildet i Kjøbenhavn et af Bogens svageste Punkter); men – som jeg ogsaa sagde Dem den Gang – skulde Mødet i Paris blevet efter Planen, saa var det for tungt, for indholdsrigt til at hænges saa langt i Halen af Bogen; det vilde – det er jeg endnu vis paa – have skadet Bogens Façon. Og det er jeg saa glad over, at De siger, den er velskabt, – især at De roser min «Ramme», som i Virkeligheden er min Stolthed.

Et Sted, hvor jeg ventede Daddel er: hvorfor tager ikke Rachel sig af sin Kusine?

Der følte jeg klart, at faar Rachel Haand i Hanke, saa faar jeg ikke den stakkels Madeleine ødelagt, og det skulde hun nu. Og da jeg hele Tiden havde saadan Hast, saadan ond Samvittighed for alle disse Personer, jeg havde paataget mig at være Formynder for, og da jeg tilslut har en saa stor Skræk, forat blive kjedelig, – saa gav jeg mig ikke Tid til at klare det Punkt, men fortalte kort og godt, at de to Kusiner aldrig kom sammen i Fortrolighed.

Jeg var mig Mangelen bevidst baade der og mange andre Steder, men mest der. Og næste Gang skal jeg give mig mere Tid; jeg har været for ødsel – paa en vis Maade denne Gang, og omvendt sparet, hvor det skulde været rigeligere. Men er ikke det Dele af Kunsten, der til en vis Grad kunne læres?

At Handelshuset er godt, kommer af, at det er seet. Det er – det kan jeg forsikre – ikke engelsk, men ligefrem Jacob Kielland & Søn, omdigtet og forvrængt efter bedste Evne. Men alligevel vil det indbringe mig hjemlige Ubehageligheder. De to Brødre have ikke existeret saaledes. Legationssekretæren var Carl Johans Kammerherre og skjød sig tilslut af Kjedsomhed nede i Torvmyren. Intet ligner i andet end Tonen, Sandsgaard er opfundet, vi har boet i over hundrede Aar og bor endnu i Husene omkring Torvet.

Men at De roser Ingeniøren! – ved De, jeg var paa Nippet til at stryge ham, netop fordi jeg tænkte: dette er paa Randen af en Forfatterbemærkning; disse gjenvendende «som Ingeniører pleie» – smager formeget af personlig Uvilje, det gjennembryder for stærkt den upartiske Stil. Mon jeg har fortjent Ros der? At det er godt og en sikker Iagttagelse, som jeg indestaar for, – ja det kan saa være; men – alligevel! – det er udenfor den gode Stil! –? Madam Rasmussen og Paryken derimod skal jeg bede om en Kompliment for.

Alt i alt skal jeg altsaa være glad og tilfreds, og jeg arbeider flittigt videre. I Bergen ved min Prøvelæsning gik det mig nokså godt. Jeg læste middelmaadigt og – eller rettere men – tjente 240 Kroner. Jeg beder Dem lægge Mærke til min Underskrift idag.

Deres hengivne Alexander L. Kielland;

jeg har nemlig faaet en Streg i mit Alderstal efter Navnet: XXXI = 31 Aar, som jeg fyldte den 18de Februar.

Min Kone beder hilse!


Frederik Hegel.

Gyldendalske Boghandels Forlag
Hrr. F. Hegel & Søn Kjøbenhavn.

Deres ærede af 25de Febr. modtog jeg igaar, og afsendte jeg strax saadant Telegram: «Jeg modtager Deres Tilbud, som forresten har skuffet mig, og beder Trykningen fremmet hurtigst.»

At jeg følte mig skuffet ved Deres Dom om min Bog og ved Tilbudet, tager jeg saa meget mindre i Betragtning at tilstaa Dem, som jeg kan tænke mig, at De – Hr. Justitsraad! ikke er uvant til at høre unge Forfattere overvurdere sig selv og sine Arbeider.

Men naar jeg idag ret betænker mig, saa kommer jeg til det Resultat, at jeg kanske helst burde tiet med min Skuffelse.

Thi da jeg lever her i en absolut literær Ensomhed – uden nogen at konferere med, uden nogen at sammenligne mig med, kan jeg jo igrunden slet ikke have nogen paalidelig Dom om, hvad jeg overhovedet kan vente af mit Forfatteri. Og saa kan Deres Tilbud maaske, naar alt kommer til alt, være meget godt.

Tag mig derfor ikke ilde op, at jeg saa aabent har tilstaaet min Skuffelse, men vær heller – jeg beder Dem – saa venlig at vise mig tilrette, paa det at jeg for Fremtiden kan slippe for Skuffelser og for at synes fordringsfuld og utaknemlig overfor Dem.

Nu ved jeg heller ikke hvormange Ark Bogen kommer til at udgjøre; bliver det nogle og tyve, saa er jeg vel fornøiet med Udbyttet; men naar den ikke tyve Ark, saa – ja saa er jeg – om med Rette eller med Urette? – skuffet. –

Jeg skriver idag til Brandes, forat bede ham læse den sidste Korrektur; hvis han samtykker, skal jeg strax underrette Dem; – hvis ikke, maatte jeg faa Adgang til selv at gjøre det; – men bare den sidste Overlæsning; selve Korrekturarbeidet beder jeg Dem lade udføre for min Regning.

Og saa var det mit Ønske, at De – saa hurtigt som muligt – vilde oversende mig et komplet Korrekturexemplar, hvorefter jeg da vilde holde et Par Oplæsninger. – Min oprindelige Plan – at læse hele Bogen, har jeg – efter en Prøve i Bergen, selvfølgeligt opgivet, og agter at følge Deres Raad: kun at læse udvalgte Partier.

Det har gjort mig ondt, at De finder min Bog altfor «bred», saameget mere som jeg mest af alt frygter for at blive lang og kjedsommelig; og jeg indbildte mig, at det var lykkedes mig at bringe en vis Fart i Stilen ved en vexlende Række af stærkt farvede Skildringer. Imidlertid vilde jeg nu nødig foretage nogen Afknapning, hvad De jo heller ikke forlanger.

De synes heller ikke at billige min Benævnelse «Roman», idet De kalder Bogen «en større Fortælling». Jeg skulde imidlertid gjerne ville beholde Roman, idet – efter min Formening – «Fortælling» mere hidfører Forestillingen om en nøiagtig Udvikling af en enkelt eller et Par Skjæbner, medens min Bog med Vilje savner Hovedpersoner, «Helt og Heltinde» – og nærmest gaar ud paa at kaste klare Lys over en tilfældig Slump Hverdagsmennesker, der passere forbi os i Livets Procession.

Ja – saa var der endnu noget, jeg vilde plage Dem med – Hr. Justitsraad! – og det var om Udstyret af de indbundne Exemplarer, som – det maa jeg tilstaa – i Danmark (for nu ikke at nævne Norge) synes mig over al Beskrivelse horribelt. Men jeg er virkelig bange for, at De skal finde mig altfor ubehagelig, og det var dog – det beder jeg Dem være forvisset om! – meget langt fra min Hensigt.

Derfor vil jeg vente, til jeg hører fra Dem, at De ikke misforstaar eller fortørnes over min store Aabenhjertethed og min Fordringsfuldhed.

Og det venter eller ialfald haaber jeg at faa høre i Tillid til Deres Velvilje og i Bevidstheden om den Oprigtighed, hvormed jeg ønsker at bevare Deres gode Omdømme. –

Deres meget ærbødige og forbundne Alexander L. Kielland.

Er 2det Oplag af Novelletter under Trykning?


Bjørnstjerne Bjørnson.

Jo – saa Skam kommer vi – det er temmeligt sikkert! – kjære Ven! – og vi modtog med stor Tak din uforbeholdne Velkomst. Men hvad Pokker skal jeg i Hr. Konow’s Ægteseng? Hvile mig? : – Herre! hvor bor du? Mon i en snever Dal stængt af Fjelde? – skulle vi kløves over Bjergene? – Ser du, jeg ved ikke – og det er den nøgne Sandhed uden Skaberi! – mere om Geografien paa dine Kanter end Katten; og derfor havde jeg forestillet mig Sagen simpelthen saaledes: Jernbanen holder for din Dør, jeg stiger ud og gaar ind. Nuvel – det er altsaa ikke saaledes, og jeg giver mig i din Vold – overbevist om, at naar Du sender mig til Hr. Konow, saa er det til mit sande Bedste, og han maa vel formodentlig være saa glad i dig, at han glad modtager den, du sender ham.

Derfor har jeg udspekuleret følgende: i Hotellet i Throndhjem lader jeg Portieren skrive op paa et stykke Papir: hvad Tid jeg skal reise, hvor jeg skal spise, sove, gaa paa Do, stige ud, stige ind o.s.v. Den Opskrift skal jeg sende dig itide, vil saa du korrigere den efter din Smag, saa skal jeg komme som en Pakke tilligemed min Kone. Du kan ikke tænke dig, hvor jeg glæder mig til at bevæge mig lidt! Landet er mig aldeles fremmed; Tiden bliver den allertidligste Vaar – April – Mai –, jeg kjender det krible i mig af Versestumper, Musik og alslags sligt, som lidet sømmer sig for en korrekt Gentleman med fine Instinkter og dadelfri Flip.

I Bergen gik det bedre end jeg selv vidste. Jeg var saa misfornøiet selv om Aftenen – det var bare en enkelt Oplæsning, for at prøve mig –, at jeg kom her hjem med det faste Forsæt aldrig mere at vove den Ting. Men saa kommer man og fortæller mig, at det ikke var saa ilde, og nu har jeg faaet Mod igjen.

Saa tager jeg udvalgte Stykker af Romanen til to Aftener og læser i Bergen og Throndhjem.

Gyldendal bød mig 70 Kr. pr. Ark for 1500 Exemplarer. Jeg havde sat mig i Hovedet, at jeg skulde faa 80 Kr., saa blev det netop 400 Spd. for 20 Ark. Derfor blev jeg skuffet, og det sagde jeg ligeud til Hegel. Men nu angrer jeg paa det, skjønt Hegel er lige blid; thi jeg forstaar mig jo sletikke paa de Ting, og saaledes kan det jo godt hænde, at Tilbudet virkelig er godt. Det er det, at jeg er ældre i Hovedet end almindeligvis Begyndere i Literaturen, derfor er jeg vel for fordringsfuld.

Fra Hedlund har jeg endnu ikke faaet nogen Meddelelse; men nu er Bogen under Trykning, og jeg ejer ikke noget andet Exemplar. Kunde det nytte – hvis nu Hedlund gjør mig et Tilbud – at telegrafere til Hegel og bede ham sende Korrekturark til Sverige?

Du skal høre fra mig før jeg reiser afsted – selv om du ikke svarer paa dette, – hvilket du dog burde i Betragtning af hvormegen Glæde du derved gjør mig.

Min Kone sender sine venligste Hilsener til din og dig, og vi glæde os begge overmaade til Mødet.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Gyldendalske Boghandels Forlag.
F. Hegel & Søn Kjøbenhavn.

Deres meget venlige Brev af 29de Februar har forsaavidt beroliget mig, som jeg ser, De ikke har taget mig min Skuffelse ilde op; jeg begynder at indse, at jeg bør være fornøiet, og jeg er det ogsaa.

Fra Dr. Brandes har jeg endnu ikke kunnet faa Svar, og kan derfor ikke med Bestemthed tilsige, om han vil læse den sidste Korrektur. Men jeg tror nok, han vil, da han altid har været saa snil mod mig.

Nu vil jeg haabe, at der bliver saa stort Mellemrum af Tid mellem Afsendelsen af Korrekturexemplaret til mig og den færdige Bogs Ankomst til Norge, at jeg kan faa Tid til at læse et Par Aftener i Bergen og kanske i Trondhjem. Saa er det min Plan at reise med Jernbanen nedover til Kristiania – indom til Bjørnson –, og, hvis jeg synes, jeg har Raad, en liden Tur til Kjøbenhavn. Der er faa Ting, jeg længes saa meget til som en Gang at se Danmarks Bøgeskove om Vaaren, – det har jeg aldrig seet; og jeg begynder at føle, hvorledes en saadan afsides Strandbo, som jeg, trænger til lysere Billeder end Sand, Lyng, Stene og Hav.

Men lad mig ligesaa godt tilstaa det; – det er Penge, jeg mangler. Før jeg tiltræder min Oplæsningsreise – ja ærligt talt jo før jo heller – maatte jeg bede Dem sende mig Honorar for 2det Oplag af Novelletter, hvis det – som jeg formoder – er under Trykning og – hvis det ikke er altfor paagaaende – ialfald noget af mit Honorar for Romanen. Saaledes vilde jeg ordne mine Forhold herhjemme, før jeg drog afsted; Oplæsningsreisen skulde jo forhaabentlig betale sig selv; men til en Kjøbenhavnertur bliver der vist ikke meget tilovers, hvis jeg kjender mig selv ret. Thi jeg er en af de mindst begavede under Solen i Retning af Økonomi.

Mit Haab staar til et lidet Bind – – antagelig henimod 10 Ark –, som ligger her ganske færdigt i Manuskript. Det indeholder: 1) «Paa Hjemveien» – mit Debutarbeide, trykt i 1878 i Nyt norsk Tidsskrift; 2) Hans Majestæts Foged – omarbeidet til et to–akts Stykke og 3) Det hele er ingenting, som fortiden opføres med Bifald i Kristiania. Skulde De ville forlægge denne lille Samling under en Titel som f. Ex. For Scenen, tre Smaastykker? Dersom De har Lyst til at se Manuskriptet, skal jeg sende Dem det; og kunde jeg vente et Honorar for det, vilde jeg paa de Penge reise til Danmark. Se – det er mine høitflyvende Planer for Vaaren, – men jeg er vant til at slaa af paa mine Drømme.

Kunde De være saa venlig at opgive mig – tilnærmelsesvis – naar jeg kan vente mit Exemplar, og naar saa selve Bogen bliver sendt til Norge; jeg maa absolut faa et Forspring.

Med Tak for Deres vedvarende Velvilje forbliver jeg

Deres ærbødige og forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doctor! Jeg tænkte hele Tiden, at det var vel de Forelæsninger, hvorom jeg har læst i Aviserne, der forsinkede Deres Brevvexling. Men jeg gjør sandelig ikke Fordring paa, at De, der har det travelt, skal svare med min Ilfærdighed; jeg er bare saa glad ved, at De bestandig har mig i Erindring – i venskabelig Erindring, naar De faar lidt Tid tilovers.

Forresten har jeg heller ikke været ørkesløs; foruden mangfoldige Breve – efterat jeg har fundet Mennesker at skrive til, begynder Brevskrivning at blive en Yndlingssyssel og min jævnlige Rekreation hver Søndagsmorgen; «Rekreation» er et dumt Ord her; thi hele mit Arbeide med Pennen er endnu Rekreation efter den døde Tid, da jeg var en malkontent, tvivlesyg Teglbrænder. Det kjære Teglværk skal jeg forresten sælge i disse Dage; det gjør mig saa ondt at skilles ved de lange symmetriske Rækker vaade Murstensemner, Vandhjulets Klapren, den ejendommelige Metallugt af den friske Ler, og alle de fillede, udklinte Folk, som syntes jeg var en saa godmodig Herre. Det vil da sige: jeg haaber, de syntes det; thi det er min faste Overbevisning – erhvervet i 8 Aar –, at disse Folk – de fattige, de som slider for os – de narrer os altid; – enten med Vilje eller af Vane, af indgroet Mistillid til de «Fine» ere de aldrig fuldstændigt aabne mod os. Om jeg i Uforstand har givet de ravgaleste Ordre, saa lystrer de – ja hvad mere er! de lader, somom det er Visdommens Ord, jeg taler; men bagefter tror jeg rigtignok ogsaa, de ler overordentligt hjerteligt. Dette Salg er forresten ikke let at faa istand; da jeg er cand. jur., kan jeg ikke anstændigvis (jeg tør heller ikke for Far) overlade det hele til en Sagfører; og saa skal jeg nu tage fat paa en Mængde Dokumenter, gamle Kontrakter, Assurance- og Taxtforretninger, Vandafgifter og Lerafgifter, Veirettigheder, Strandrettigheder og meget mere, for af det hele at udkoge et lokkende Prospektus. Jeg har en god Kjøber i Kikkerten, som jeg hver Dag pirker lidt i paa Børsen. Kunde jeg blive alle mine Vexler og «løbende» Papirer kvit, tror jeg, at jeg vilde skrive en Høisang næsten saa god som Salomos, – ialfald noget lignende.

Men ogsaa Forfatteren i mig har været letvint. Romanen trykkes nu af al Kraft hos Hegel; han gav mig 70 Kr. pr. Ark for 1500 Exemplarer, med hvilket Tilbud jeg tillod mig at være misfornøiet. Det var vist meget pave agtigt af mig; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at jeg vilde have 80 Kr.

Saa har jeg 4 Novelletter færdige – tildels trykte i Ude og hjemme – og to i Hovedet. Sammesteds har jeg en stor Roman: «Arbeidsfolk», der skal skrives til Vinteren.

Saa har jeg færdigt liggende til Trykning: «For Scenen»; tre Smaastykker; – nemlig: Paa Hjemveien; H. Majestæts Foged (omarbeidet til to Akter) og: Det hele er ingenting.

Det skal Hegel faa at trykke, naar Garman & Worse har begyndt at gjøre Lykke! – Rim! – idag er jeg ret paa min Skrivekugle! De faar vist døie et Ark til?

Endvidere har jeg holdt en Oplæsning af et Par nye Novelletter i Bergen, hvor det gik mig over al Fortjeneste godt. Over Paaske reiser vi – min Kone med – til Bergen og Trondhjem, hvor jeg vil læse udvalgte Stykker af Romanen, før den naar op til Norge. Saa gaar det sydover – indom til Bjørnson, til Kristiania og kanske til Kjøbenhavn.

Da jeg nu er begyndt med at snakke saa forskrækkeligt meget om mig selv, maa jeg bringe Dem rigtigt a jour med mit Forfatterskabs Væxt. Deres Broder har sagt, at Garman & Worse er dygtig; jeg kan være vel fornøiet med den; og det er jeg da ogsaa saamegetmere som jeg tilslut hverken vidste op eller ned. At den er velskabt, er min store Trøst; dens værste Mangler havde jeg en Anelse om; men det skal kanske blive bedre med Tiden. Ialfald har jeg faaet et ubændigt Mod.

Bjørnson har skaffet mig til Forlægger i Sverige Albert Bonnier i Stockholm. Naar Bjørnson først lægger sin Elsk paa nogen, saa er det ikke med Maade; og mig har han nu taget saaledes ind i sit Venskab, at jeg næsten skammer mig, naar jeg tænker paa, hvormeget der igrunden er indeni mig som forholder sig absolut usympatetisk til Bjørnson. At jeg er taknemlig, kan De vide; at jeg føler mig hædret o.s.v. det er altsammen godt nok; – men – ja hvorfor fortæller jeg Dem det egentlig? – det er somom jeg overfor ham ikke ret faar den Fornemmelse, denne velgjørende Fornemmelse af gentlemanmæssig Broderlighed som f. Ex. overfor Deres Broder og – tillad mig! – overfor Dem Hr. Doctor! – og det er ikke, fordi Bjørnson imponerer mig formeget. Men – ja det er et Ord, som spøger i Blækhuset; jeg vilde saa nødigt synes vigtig, endnu nødigere misundelig; men Ordet, som spøger, Tvivlen overfor Manden – er Paalideligheden. Han er mig for meget Digter; – det hjælper ikke, at dette er slidte Ord, jeg maa sige det. Det staar i mit personlige Forhold til ham som en Sky mellem os, og hvergang jeg modtager et nyt Bevis paa hans Venskab, stikker det mig i Brystet, at jeg ikke holder saa meget af den Mand, som han har Grund til at tro, – Ret til at vente. Jeg ved ikke, om dette er synderligt klart; paa mig har det ialfald virket lettende som etslags Skrifte.

Nu skulde det dog være komisk, om Bjørnson sagde noget lignende om mig! – og det kunde hænde! Thi han skriver altid til mig: Kære væn vær ænnelig tro! – ja ja! – nu faar vi se, hvem der holder ud.

Da jeg skulde til at fare nedover denne Side ogsaa, læste jeg atter Deres Brev gjennem, og blues over mig selv, saaledes som jeg kan sidde og skrible om mig selv, medens De er saa ultrabeskeden, at De gjør en lille Undskyldning, fordi De forklarer mig de personlige Grunde, hvorfor De kunde ønske at leve i Kjøbenhavn. Jeg forstaar Dem nu meget bedre, og jeg takker for Deres Svar paa mine kanske indiskrete Spørgsmaal. Danmark er dog en meget, meget tristere Hule end mit Bärenzwinger af et Fædreland.

Om Drachmann tør jeg ikke tale paa lang Tid; thi Deres Broder har saaledes taget mig afdage i den Anledning, at jeg maa vente, til jeg faar samlet noget rigtigt godt, bittert at sige om ham, thi det er sandt – jeg er gal paa det Menneske! – Hvorledes vi lever i Stavanger, skal jeg fortælle Dem en anden Gang; det vil blive morsomt for os begge. Hvis De i Deres Svar herpaa, vilde minde mig om det, var det saameget desto bedre, thi naar jeg har forseglet mit Brev, er det næsten glemt med det samme.

Miss Jane Mulley er vist ikke meget brugelig; hun synes at opfatte Norsk som en Art Plattysk; jeg tror slet ikke, hun kan vort Sprog. I Amerika derimod har jeg en Ungdomsven, som naturligvis er Professor, han vil tage sig af mit transatlantiske Ry.

Min Kone lader hilse paa det venligste. Hun siger ellers, at det er vel nok dette: at jeg yder hende Retfærdighed i Omtale; men hun vilde dog foretrække, om jeg var lidt manerligere i Hjemmet; thi jeg er et Drog – siger hun.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Johan Bøgh.

[…]

Saa der er «fin Poesi» i det? Tos’k! – synes du ikke ogsaa, at der er Idealitet, Stemning, Farve og Kanel i det? – Stykket er simpeltvæk en praktisk Haandsrækning til Fruentimmerne, paa det at de kunne være paa sin Post mod saadanne aandrige Drog som du og jeg, – la os saa være færdig engang med disse Satans gamle slidte Kaloscher – som Poe – jeg kan ikke skrive Ordet!

Du skal ellers have Tak for den fornuftigere Del af dit Brev. Ikkedestomindre følger jeg ikke dit venlige Raad. Jeg kan ikke henvende mig til Elster; han er uden Tvil ældre end jeg – ialfald ældre Forfatter, han er en større Augur end jeg, og det vilde være mig umuligt at være saa paatrængende. Thi det er ikke bare Snak, naar seg ogsaa overfor dig synes, det er Skam, hvorledes jeg volder Bryderi; men det faar da gaa an, siden vi to nu ere Venner og sætte Pris paa hinanden.

Men en vildt fremmed Mand! – sæt at han ikke ligte mig! – eller (og det er saagu det værste!) sæt at jeg ikke ligte ham! eller at han for Eksempel ser sulten ud! eller at han smiler! – eller har Flipper med fillede Kanter! – eller hvidt Halstørklæde med Broderi i Enden.

Ja – saa stod vi der! – eller rettere: jeg løb min Vej til Vadsø eller en anden By i Omegnen.

Nej lad os ikke friste Gud, han kan være vrang nok!

[…] [Resten mangler.]


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – dit Brevkort fik jeg igaar; men det kom forsaavidt for sent som jeg allerede har ordnet mig med Alb. Bonnier, og Hegel har lovet at sende Bogen arkvis til ham, eftersom den trykkes. Derved er altsaa ikke noget at gjøre.

Men det var alligevel leit, at du saa bestemt fraraadet mig Bonnier; – hvorfor? – er det ikke et godt Navn?

Han refererede til din og til «sin Ven Hedlunds» Anbefaling, og da troede jeg, at jeg maatte slaa til strax, telegraferede til Hegel og ordnede alt samme Dag.

Dit gaadefulde Brevkort om den Beskjed, der venter mig hos en – Præst!?! i Trondhjem sætter mig i Spænding og feberagtig Uro! – men nu er det jo for sent.

Romanen trykkes i Kjøbenhavn, og saasnart jeg faar mit Korrekturexemplar komplet, skal jeg sætte mig til at ordne det sammen til to eller tre Foredrag, og saa reiser jeg. Du kan ikke tro, hvor jeg glæder mig til at forlade Trondhjem, thi selve Læsningen er noget Fandens Skrab! –

A propos! – jeg kan ikke skrive Vers; – det vil sige, det former sig sjeldent for mig i Verseform. Naar det hænder en enkelt Gang, er jeg aldrig sikker paa min egen Dom – min Prosastil derimod forstaar jeg bedre at kritisere. Vil du sige mig din Dom om det Digt paa næste Side, som jeg skrev i Sinne en Aften. – Mine venskabeligste Hilsener.

Din hengivne ALK.

Fattigmandsbarn

Alt er saa skjønt, alt er saa ligt,
Alt er saa saare godt gjort.
Livet er krydret af Duft og af Digt,
Usleste Liv er paa Skjønhed saa rigt,
– bare du øiner itide din Pligt –
– Pligten at tro! – og den er dog saa grei!
– tro, at du vandrer paa Forsynets Vei,
tro, at din Smerte, din Jammer, din Nød,
Maven som knurrer, og Taaren som flød –
– alt er saa sikkert, saa forud bestemt,
hverken er du eller Spurvene glemt.
Der vaager et Øie for smaat som for stort,
– Alt er saa saare godt gjort!

Og Loppen hopped, og Lusen bed,
Og Frosten skaged, og Sulten sled,
Og ensomt var der, – men tæt af Nød –
Da nasked Haanden et Stykke Brød.
Og tre Betjente slog i en Port,
Og Alt var saa saare godt gjort!


Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad – for Deres meget venlige Skrivelse af 11te Marts med indlagte 1000 Kr. takker jeg Dem forbindtligst. Og det ene med det andet har nu saa grundigen kureret mig for min «Skuffelse», at jeg herved beder Dem modtage en oprigtig Undskyldning for min lidet begrundede Misstemning. Jeg lover Dem at være fornuftigere en anden Gang og saa ville vi – med Deres gunstige Tilladelse – slaa en tyk Streg over alt det med «Skuffelsen» og ikke tale mere om den Ting.

For Deres store Imødekommenhed med Hensyn til den svenske Udgave maa jeg gjentagende takke Dem. Det var Bjørnson, der skaffede mig Bonnier (– det er jo et respektabelt Navn?); men saa fik jeg forleden Dag et Brevkort fra Bjørnson, hvori han siger, at jeg ikke maa modtage noget Tilbud fra Bonnier.

Hvad han mener med det, kan jeg ikke vide; iethvertfald er jeg bunden; jeg har givet mit Ord til Bonnier, og han maa faa Bogen.

Jeg kan tænke mig, at det Tab, De lider, ved at miste ialfald en Del af det svenske Publikum, er temmeligt betydeligt. Og jeg skulde ikke finde det urimeligt, om De af den Grund foreslog et Afdrag i Honoraret. Naar jeg ikke fra først af nævnte noget om en svensk Udgave, var det fordi den dristige Tanke ikke faldt mig ind. Men da Bjørnson tog sig af mig (– og han gjør nu alting fuldt ud), syntes jeg, det var herligt ogsaa at udkomme i fremmed Sprog; og for Fremtiden kunde det vel ogsaa blive mig til Nytte.

Men «horribelt»! – det holder jeg paa! Det er mit ramme Alvor, at jeg finder dem stygge og de indbundne Bøger – ildrøde – græsgrønne, himmelblaa – fortvilet violette – med tykke Guldklatter – som en Række udmaiede Bondepiger en Søndagsformiddag. En fin Bog maa være simpel og solid som en engelsk Kuffert. Vedlagt sender jeg, hvad vor Bogbinderkunst har at byde i den Retning; det grønne synes jeg er ret pent. Naar der nu trykkes paa Bindet en tynd Streg af Guld som en Ramme omkring, og saa Forfatterens Navn mellem to fine Linier øverst oppe; Bogens Titel midtpaa f. Ex. skrevet med Rundskrift, – altsammen i Guld – men ikke tykt – og saa endelig det Gyldendalske Mærke i Guld bagpaa (en Bog skal være lige pen for og bag) – saa har De en Bog efter mit Sind! – en Bog som kan ligge med Anstand hvorsomhelst i en komfortabel Salon, som De kan tage med Dem paa Gaden, eller paa en Reise; istedetfor disse spraglede, skrigende Tingester, der ikke passe nogetsteds og som en velklædt Gentleman vil undse sig for at bære paa Gaden. Ja – se det er nu min Mening! – De beder om at faa høre den, saa faar De ogsaa døie mine «stærke Udtryk», men jeg haaber, at De vænner Dem lidt til mig efterhaanden; – jeg ser ialfald med levende Glæde af Deres brev, at De fremdeles er velvillig stemt mod mig.

Hvis jeg kommer til Bjørnson, skal det være mig en Fornøielse at overbringe Deres Hilsener.

Deres ærbødige og forbundne Alexander L. Kielland.


Hjalmar H. Boyesen.

Kjære Ven. Dit kjære Brev af 2den dns. fik jeg just, og jeg iler med at svare forat vor Korrespondence dog ikke skal blive altfor hullet.

Samtidigt fik jeg ogsaa din Bog Falconberg, som du selv skal have mange Tak for. Hidtil har jeg kun glædet mig over dens smukke Ydre, men jeg glæder mig til at læse den – skjønt jeg er en stor Stymper i Engelsk.

At du ikke strax finder Plads i et betalende Tidsskrift for mine Novelletter, finder jeg rimeligt. Vi maa vist fra først af tage tiltakke med saare ringe Udbytte – bare vi kunne faa mig til at trænge igjennem. Nu er andet Oplag af Novellettene udkommet og om en Maaned eller før kommer min nye Roman Garman & Worse – samtidigt paa Dansk og Svensk. Mit Navn øger nu hurtigt; et Par Komedier, opførte i Kristiania have gjort Lykke, og hidtil har jeg skjult mine farlige – antichristelige – samfundsopløsende Tendenser saa godt under min Elegance, at Hadet fra de gammelkonservative – Morgenbladet – endnu ikke har ytret sig.

Men man spaar mig, at det vil bryde løs efter Romanen, og det tror jeg ogsaa. Det kan ikke være anderledes; men jeg nærer ikke Spor af Frygt nu, da jeg ved, hvad jeg formaar, og naar man har fyldt sine Lunger med Tidens friske Luft, saa bør man ikke ræddes for en Kamp med de gamle blodløse Skygger.

Saasnart jeg faar Korrekturexemplaret herop fra Kjøbenhavn er det min Plan at oplæse Uddrag af Bogen i Bergen og Trondhjem. Et Exemplar skal blive sendt dig saasnart som muligt. Ikke fordi jeg venter, at du skal oversætte det (det maa du kun gjøre, hvis du har Lyst og Haab om Succes), – men du skal have Bogen som en Venskabspresent. Du siger, at din Falconberg er rettet mod Præstevældet, – det er min Bog ogsaa, den vil derfor forhaabentlig interessere dig.

Dit Trompetstød i the «Nation» læste jeg med Velbehag. Kun skammer jeg mig over, at jeg ikke kan blæse et Stykke for dig herhjemme. Dersom en dygtig Fyr vilde oversætte din Falconberg – saa havde du vel ikke noget imod det?

Dersom vi skulde rangere Zola og Daudet er jeg uenig med dig. Du holder paa Daudet; jeg paa Zola. Daudet er for fin paa det, han er for meget beskjæftiget med sig selv – med sin Stil, fuld af pikant Ynde; men han er ikke – som min Ven Dr. E. Brandes siger – ikke [sic] voldsom nok. Zola derimod er ikke bange for noget; i det rædselsfulde Hospital – som Livet er for ham – gaar han fra Seng til Seng, ikke hærdet og ufølsom ved Vanen, men med de mest udviklede Sandser – baade for det hæslige Syn, de vilde Skrig, den onde Lugt – alt føler han hver Dag lige stærkt, – men alligevel blir han ved at gaa fra Elendighed til Elendighed – han tager os ved Haanden og vi følger ham uden at se ham. Daudet staar derimod i Fløielsjakke ved Siden af sit Værk – gjemt i den store Flok Beundrere, selv den største Beundrer af sig selv. Jeg ligner Daudet og vilde dog saa gjerne ligne Zola!

Hils din Kone paa det venskabeligste. Mon vi nogensinde træffes? Det lader ikke til, at du stunder mod Norge. Derimod tænker jeg mangen Gang paa at besøge Amerika. Reisen er jo nutildags ikke noget at snakke om. Og siden jeg har hørt om Chr. Jansons Besøg, har ogsaa jeg tænkt, at kanske – om jeg bliver mere berømt – kunde ogsaa jeg med fare til Amerika for at prædike for Aanderne, som der ere i Forvaring. Dette er dog kun en flygtig Drøm, som min Kone ler hjærteligt af; hun beder mig hilse Eder!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Just Ebbesen.

Høistærede Hr. Pastor! – for Deres venlige Brev af 24de f.M. takker jeg Dem forbindtligst.

Gjennem et Brevkort fra Bjørnson havde jeg faaet en dunkel Antydning: at en Præst i Trondhjem skulde sige mig Besked om min nye Romans apparance i Sverige. Men baade Antydningen og Deres Brev kom forsaavidt for sent, – som jeg allerede har arrangeret mig med Alb. Bonnier i Stockholm, og Oversætningen er forhaabentlig nu igang. Det vilde jo være trist, om Hr. Bonnier viser sig at være en elegant Snyder; men der er nu engang ikke mere at gjøre ved den Sag. Han refererede til Bjørnson og Hedlund i sit Tilbud til mig, og jeg slog til uden Betænkning.

Jeg føler mig smigret ved Deres gjentagne Udtalelse af den Glæde De føler ved Udsigten til at gjøre mit Bekjendtskab. Paa min Side er jeg ogsaa spændt paa at lære Dem at kjende; De maa jo være en høist eiendommelig Præst, som holder Venskab med Bjørnson – den Frafaldne, og som hilser min Smule Optræden med Glæde og Tak. Nu maa De ikke tro, at jeg ved at nævne Bjørnsons og mit Navn i Sammenhæng trækker en hovmodig Parallel mellem det meget store og det meget lille; men De ved, at man herhjemme ikke kan sige ret mange Ord, før alverden strax er paa det rene med, om man hører til «paa Retten» eller «paa Vrangen»; – og saaledes mente jeg, at allerede den Begyndelse, jeg har gjort, maatte gjøre det lidet sandsynligt, at jeg skulde finde Venner paa Præstesiden, – ligesom jeg ogsaa haaber, at mit Bekjendtskab med Tiden skal blive mere og mere kompromitterende for en Statspræst.

De maa imidlertid være forberedt paa, at jeg opsøger Dem i Trondhjem. Min Ankomst er endnu helt afhængig af, naar jeg faar min Bog fuldstændig fra Kjøbenhavn. Men fra Bergen vil jeg sende Avertissementer til Bladene i Trondhjem.

[…]

I mine Studenterdage var der en Student fra – jeg tror – 1866 –, som hed Just Ebbesen; han havde pragtfuldt krøllet rødt Haar og var genegen til at spille Komedie; – det skulde vel ikke være Dem?

Kan De ikke i saafald huske en lang Fyr fra Stavanger, som efterhaanden blev meget tyk og altid fulgtes med Georg Jensen? – ja for det er mig – ser De!

Men enten det nu er os eller det ikke er os, saa glæder jeg mig meget til at se, hvem De er.

Deres ærbødig forbundne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! med Hensyn til din Brevskrivning er der to Ting, jeg maa bebreide dig. For det første, at du aldrig daterer dine Skrivelser, og for det andet, at selve Brevskrivningen synes dig en altfor anstrængende og alvorlig Beskjæftigelse. Hvorledes skulde jeg tænke mig Muligheden af at skrive to Breve og ødelægge dem, forat tage fat paa det tredie! Dersom du, naar du faar Brev, satte dig hen – som jeg gjør – og svarede, somom du var bleven tiltalt, saa vilde det blive let og morsomt for dig og mere svarende til selve den skriftlige Underholdnings Ide.

Du vil kanske svare mig, at det kan du ikke, for du har ikke altid Tid. Saa vil jeg svare, at du ikke bør læse dine Breve, før du faar Tid til at besvare dem. Prøv tre Gange dette Experiment, saa vædder jeg, at du gaar over til min Mening. Vistnok gives der Breve – f. Ex. Frierbreve –, der ere saa indholdstunge, at de fordre flere Dages Betænkning. Men ialmindelighed bør – efter min Mening – den skriftlige Underholdning føres varm, om den skal blive ret behagelig for begge Parter, korte lette, men hyppige Breve give tilslut et ganske andet fyldigt Udbytte end nu og da en enorm Udgydelse – som de Breve paa 28 Sider, som Bernt Lange med Aars Mellemrum vexler med Tante Dora.

Jeg indrømmer, at denne Udvikling af mine Theorier om «Brevskrivningen» tager sig meget ilde ud i Anledning af dit lange Brev, der lod saa længe vente paa sig. Du maa opfatte det bare som en Ytring af min bekjendte Trang til at holde Udviklinger og være overbevist om, at netop det, at dine Breve ere lange, er det eneste, som kan forsone mig med, at de ere saa overordentligt lidet hyppige.

– Var det ikke i Hotel Retiro, at Mad. Collett boede? – er hun i Paris, saa prøv at hilse hende fra mig. Det gjorde mig altid saa ondt, at hun ikke ret kunde fatte Tillid til mig; – jeg var hende for lapset.

Du synes mig at have stillet dig paa et meget fornuftigt Punkt med Hensyn til dine Billeders Skjæbne i Salonen; men saa maa du Skam ogsaa være stiv i Ryggen, om du skulde skuffes. Mange løine Ting kunne hænde i Verden, og Skuffelserne kunne gro op paa en Nat og voxe meget tæt.

Dit Portrait af Fr. Backer glæder jeg mig uhyre til. Og dersom jeg bare ikke var saa ludfattig, skulde hun faa male hele mit Hus. Beate var ikke saa gal at male – tror jeg, – for nu ikke at tale om Troldungerne i Bryllupsklæderne i en grøn Sofa. Jeg selv er derimod lidt for fed og rødmusset til at være interessant; men jeg maa tilstaa, at to store Billeder af Beate og mig, – som Onkel Gabriels – er min Drøm. – Det er vel skrækkeligt dyrt?

Du spørger om vore Planer for Sommeren – les voici!

Naar jeg faar min Bog: Garman & Worse i Korrekturark herop (jeg har faaet de 10 første Ark), reiser vi – B og jeg – til Bergen, Trondhjem (hvor jeg læser), siden til Bjørnson og til Kristiania og derpaa hjem. Hjem kommer vi antagelig i Førstningen af Juni. Saa reiser vist Beate til Nærstrand og til Høsten – naar Exercitien er over – flytter vi vist til Malde. Jeg vil skrive en Bog i Vinter ogsaa, og da maa jeg være paa Landet. Det vil vel give lidt Kamp at sætte dette igjennem; thi saadan Bevægelighed er jo ikke netop Økonomi, og al Bevægelighed, al selvstændig Indretten af sit Liv er ikke vel seet af det gamle Parti. Men det gaar forresten saa godt nu. Jeg bliver lidt modigere, efterhvert som jeg ser, at jeg formaar at tjene Penge paa min nye Vei; og det er det vel ogsaa tilslut, som har tiltvunget mig et Skjær af Agtelse dernede.

Din lille Tur til Auteuil bragte mig næsten til at græde. Men mit Maal var altid St. Cloud. Hvormange lyse Sommeraftener og mørke Høstaftener har jeg ikke siddet paa et af de smaa Dampskibe og gjort den eventyrlige Flodreise. Men jeg var altid alene; jeg morede mig egentlig aldrig; det var en underlig, hemmelighedsfuld Tid, hvori jeg udviklede mig invendigt i den Ensomhed, jeg saa høilig trængte til. Nu staar jeg i fuldt Dagslys; alle Mennesker ser mig, og – hvad der er det værste! – jeg begynder at se mig selv. Vist har jeg vundet meget, jeg har vundet Bevidstheden om at kunne udrette noget; men den henrivende ansvarsløse Rullen med de store Tanker, den forelskede Syslen med de fineste Tankespind – den har jeg mistet; der strækker sig Klør ud efter mig; – man begynder at fordre noget af mig; min Uskyld – havde jeg nær sagt – er Pokker ivold og jeg kjender, at jeg bliver ærgjerrig. Derfor mindes jeg med dybt Vemod min frugtbare Ørkesløshed paa Seinen – «da jeg var Engel i Paris» – som Beate siger. Kjære Søster! den værste Fare for mig er desværre ikke den, at mit Sind skal blive for bittert af at gaa herhjemme; men Faren er, at jeg skal tages til Indtægt af Spidsborgeriet – tænk bare paa, at jeg har en af mine ivrigste Beundrere i Assa! Derfor maatte jeg bort, forat styrkes i min Indignation; thi herhjemme (i Norge) taaler de formeget af mig, fordi jeg gjør det saa fint, og istedetfor at stene mig, klappe de og sige: Hvor han er skarp – den søde Satan! Ser du – det kan fordærve en stærkere end din blødagtige Broder, det er dog godt, at jeg ser Faren. Kanske kan ogsaa min Roman være saa bidsk, at jeg faar Hadets første Tribut; – jeg forsikrer dig, at jeg føler Tørst efter det!

Lad mig nu se, du ikke tager mig mine «Theorier» ilde op; men tvertimod antager dem og svarer baade strax og langt. Beate hilser. Baby har lidt ondt i Maven, men er ellers aldeles tout a fait som en Engel. Gutterne ere ogsaa noksaa snille; men de begynder jo at lugte Guttelugt, og her er kun daarlig Omgang for dem; – om jeg boede paa Landet.

Din hengivne Broder Alexander.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Deres meget prompte Brev skal De have Ros for, og det er mig en sand Fornøielse strax at svare paa Deres mange Spørgsmaal. Jeg er i Perlehumør idag, for jeg har faaet nye Klær fra Hamburg – wie gegossen!

Nu har jeg for flere Dage siden sluttet «Nana», og det stærke Indtryk af Ækelhed har tabt sig noget. Det er en Pragtbog – det er sikkert; men det er formeget, – for stærkt understreget. Liderlig er Bogen slet ikke; men den er lidt væmmelig. Jeg er enig med Dem i at Muffat’s Ruin mere ligner et afskrækkende Exempel end et paalideligt Stykke Liv. Alt i alt sætter jeg l’assommoir høiere, men begge to staar temmelig høit over alt andet, jeg har læst.

Hvorfor jeg ikke strax begynder at læse op? – Sagen er jo den, at jeg ikke har noget Secunda-manuskript herhjemme; og derfor kan jeg ingen Vei komme, før jeg faar alle Arkene. Hvis Indbindingen gaar saa fort som De siger, er jeg rent om en Hals. Nu har jeg netop telegraferet til Hegel, forat faa vide paa Dagen, hvad Tid Bogen expederes til de norske Boghandlere.

Fortællingen fra Fontainebleau? – jeg har rent ud sagt været doven. Naar man gaar saadan og venter paa noget, arbeider man ikke godt. Imidlertid tror jeg, at jeg samler Stof til en større Roman for Vinteren; jeg har gjort et Par morsomme Ture nede mellem de værste Fjeldene ved Kysten – De burde virkelig komme herop en Svip isommer.

Men det var Fontainebleau! – jeg kunde godt skrive noget ret morsomt i Avisstil, naar jeg satte mig hen. Svar mig, om De tror, det var heldigt at vælge et Brev til min Kone? – begynde med: Kjære Beate! og slutte: din Alexander?

Operatexten har jeg lagt hen af Mangel – tror jeg – paa musikalske Anregungen; her er et aldeles uddøet Hul i saa Henseende og Klaverspil gider jeg ikke længer høre. Men jeg tænker paa et Proverbe: «Naar han blir voxen» – hvor et af mine «retfærdige» Fruentimmer rider en Fætter Hans tilvands og saa er der nok en gammel Onkel.

Om Sars’s Tidsskrift ved jeg kun, at han selv haaber at faa det igang til Høsten. Tænk! – jeg har en næsten barnagtig Lyst til at skrive tørre Avhandlinger, jeg har en færdig om Dyrplageri! – De kan tro, den er snurrig i min Mund. Vil ikke De ogsaa være med i det nye Tidsskrift?

Jeg vidste ikke engang, at der stod det famøse «hu’ sige!» Det er et Raab, som er uadskilleligt forbundet med et Skibs Afløbning herhjemme. Jeg skrev det til min egen Fornøielse, fordi det hørte til; men jeg husker, at det var min Tanke at stryge det. Thi det vil ikke forstaaes overalt i Norge engang; det er vestlandsk – ja kanske stavangersk. Det betyder: hun glider! – kommer af Verbet: sige, seg, har seget = at glide langsomt. Hu sige(r); – r– i Præsens bortkastes af Almuen – ja saagar af temmeligt fine Folk her i Byen f. Ex. «sige (af siger, sagde, sagt) du det?» udtales: «sie du de?» – Men hvad Pokker bryder De Dem om dette! – undskyld min Snakkesalighed.

Det var dog altfor skidt, om vi ikke skulde træffes isommer. Hvis jeg tjener godt paa min Reise, kommer jeg kanske til Taarbæk; men det er dog saare uvist. Derimod er det ingenting for Dem at svippe herop engang i Laxesaisonen Juni–September; De kan tro, her er en morsom Natur, og Reisen er en Spas, – en ren Spas! – direkte Dampskib! Jernbane over Jæderen; hvis De ikke liger Søen kunne vi mødes i Kristiansand og kjøre Landveien hertil – udmærket Vei, Karioler og smaa raggede Heste, Skydsskifter med Fleskepandekager og sur Melk, – etsteds har jeg saagar en Broder at byde Dem paa, han er vistnok Præst, mais bon zig tout de méme! Byen her er forfærdelig! men vi kunde jo holde os for os selv – bare et Par Dage! – prøv dog! De var snil, om De vilde adressere Deres næste Brev til Professor O. Skavlan, Holbergsplads, Kristiania; – thi hvis De ikke svarer uhyre prompte, naar Deres Brev mig ikke her.

Deres hengivne Ven Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – som du ser, er jeg endnu her; men nu reiser jeg paa Søndag den 18de. Saa kommer jeg vel nedover til dig i de første Dage af Mai. Fra Trondhjem telegraferer jeg; der vil jeg ikke læse af Romanen; thi den expederes allerede den 24 fra Kjøbenhavn, og naar saaledes Trondhjem før jeg. Det skulde ogsaa være mig kjært om den var kommen dig ihænde, før vi mødes; thi jeg er meget begjærlig efter at høre din Dom.

Jeg skal altsaa virkelig uden videre henvende mig til Hr. Konow og sige, at jeg vil overnatte hos ham? – det synes mig en dristig Spas; men du tager Skylden paa dig.

– Ja det er jo sandt! – du kan tro jeg følte mig stor ved at modtage dine Vers! – tænke sig, at jeg sender Vers til Bjørnson og modtager Gjengave af Vers fra ham! – Det slog mig, hvad der dog er for en Forskjel mellem den, der kan skrive Vers og den der ikke kan. Men lad mig da ogsaa være «stor» fuldtud og kritisere dig: det er uheldigt, at der maa staa: «kun han blev saa forbandet lille»; thi det heder liden paa norsk. Derfor er efter min Formening Versekunst noget Fandens Magt; der er et Kav og et Slid med disse Rim, saamange Kryberier, Omsvøb og Konsessioner overfor det gjenstridige Sprog, at Tanken enten blir sint og slaar Formen i Filler, eller ogsaa kommer frem bunket og fortrykket og skjæv. Ja det er nu min Erfaring; men jeg ved, at jeg ikke kan skrive Vers.

Jeg har ligget saalænge og fitlet med denne Oplæsningsreise, at jeg snart brækker mig af det hele. Det gjør jeg vist aldrig mere. Desuden ser det ud, somom jeg har givet slet Exempel. Frøken Emilie Schøien er her, forat læse iaften; derpaa farer hun nordover foran mig. Det er ikke det mindste morsomt for mig – det kan du vel tænke! – at konkurrere med Kollegaer; og var jeg ikke saa langt kommen, – ja var det ikke for Beates Skyld, der glæder sig saameget til Turen, saa gav jeg Fanden i det hele.

Jeg er saa sint – ja jeg er saa indsint idag, at jeg bare vil slutte. Naar vi mødes, har jeg en Masse Ondskab at give af mig, det skal blive en Lettelse at faa snakke ud. Vi hilse og takke paa Forhaand for Eders venlige Gjæstfrihed.

Din hengivne Alexander L. K.


Georg Brandes.

Kjære Hr. Doctor!

Vi gratulerer med Deres nye lille Datter og sender vore Lykønskninger til Deres Frue.

Men ellers vil jeg ikke svare for, hvad der kommer til at staa i dette Brev; thi jeg er meget optaget idag. Nu skal nemlig først denne Fandens Oplæsningsreise begynde; der har været utallige Forhindringer, og jeg har baaret mig dumt ad; men det blev altfor langt at forklare Dem i hvilken Grad.

Derfor kan der ikke være Tale om at levere nogen Skildring af mit Liv herhjemme; – ja – oprigtig talt! af en anden Grund ogsaa. Jeg mindes nemlig med den Tydelighed, som er ejendommelig for en slet Hukommelse, der lunefuldt og uberegnelig fastholder en Ubetydelighed og overgiver alt andet til ubarmhjertig Forglemmelse, – saaledes husker jeg, at jeg har lovet Dem en Skildring herfra, ja jeg er endogsaa vis paa, at jeg lod falde et overmodigt Løfte om, at det skulde blive morsomt for os begge. Og nu er Sagen – kjære Doctor! – et saadant Drog er jeg, at dette lille Løfte giver mig en saadan Skræk og Afsmag for denne Skildring, at om jeg prøvede, blev det elendigt; men vær tryg, jeg vil ikke prøve; De faar aldrig nogen Besked om Stavangertiden af mig – ialfald ikke nogen morsom.

Har jeg kanske ikke ogsaa i et Brev til Deres Broder halvveis lovet – eller noget lignende – at skrive noget om Fontainebleau for «Ude og hjemme». Ja – Fontainebleau var det deiligste, jeg kjendte i Verden, og nu taaler jeg lidet at tænke paa det.

Item: Professor Sars har talt om et nyt ugudeligt Tidsskrift. Jeg – fuld af Glæde og Forventning – lover mit Bidrag, flittigt Bidrag – sagde jeg vist. – Ja! – jeg er allerede vis paa, at det Tidsskrift vil koste mig en hel Dot af mine sparsomme Haar. Thi alle mine Hovedhaar ere snart talte, jeg begynder at blive skaldet – 31 Aar gammel!, og er et af de forfængeligste Mandfolk, jeg kjender.

Med Teglværket fik De ganske Ret; det blev ikke til noget. Saa beholder jeg det ialfald et Aar til og sælger af de store Beholdninger. Det er ogsaa etslags Levevei – for en Tid. Senere skulde jeg prøve, at leve af Literaturen, og hvad min Fader efterlader mig, c. 50,000 Kr. eller lidt til. Jeg fik 1600 Kr. for Garman & Worse – det var ikke saa galt – hvad? Den expederes den 24de fra Kjøbenhavn. Jeg læste den igjennem iformiddags; – mon det ikke er en god Bog?

Den er ikke bidsk nok, det skjønner jeg godt; men sig mig dog, naar De har læst den, om den ikke er lidt bidskere end de smaa Naalestik i «Novelletter». Det er nemlig min Ærgjerrighed, at jeg skal sees at gaa frem i Ondskab, og rykke Fienden paa Livet – fint og forsigtigt, men dog stadigt nærmere. Jeg vilde jo gjerne, at Bogen skulde «gjøre Lykke»; men jeg vilde dog heller faa en ordentlig Paapakning af de Christne og saa lidt Ros af Jøder og Hedninger.

Se saa! nu fik jeg ikke takket Dem for Merimée i «Deutsche Rundschau» –, og det var dog bestemt til at udgjøre Hovedindholdet af dette Brev, som er lidt usammenhængende – frygter jeg. Send mig nu nogle Alvorsord, naar De har læst min Bog.

Deres Alexander L. K.


Hjalmar H. Boyesen.

Kjære Ven! – Tak for dit Brev af 23de April og for dit prægtige Fotografi. Saa godt et Billede kan ikke opdrives i Norge; altsaa sendte jeg forleden Dag min nye Roman! Den er vistnok intet tro Billede af hele min Person; men lidt af mig er der i den. Kun mangler den Ondskaben; den blev altfor glat og morsom: min Plan var at gaa langt voldsommere tilværks. Men under Arbeidet gik det som det pleier at gaa mig: jeg sigter mod Zola og naar bare opimod Daudet!

Kritiken har enstemmig rost mig, og jeg er nolens volens placeret paa Jonas Lie’s Plads, idet han har forspildt sit gode Navn ved nogle kjedelige Romaner – Thomas Ross & Adam Schrader. Nu har jeg, hvad jeg søgte: Fodfæste, og saa listigt er jeg steget op, at selv de, der helst burde hade mig, have ladt sig narre af min glatte Stil og mine fine Manerer. Kun i Præsternes Leir siges der at trække Skyer sammen over mit Hoved. Men nu har jeg Paraply!

Hegel – det er i Gyldendalske Boghandel – logrer allerede for mig og trykker 2det Oplag. Ser du – det er en betydelig Lykke: 2 Oplag i 4–5 Uger! – Nu vil jeg da ogsaa haabe, at du finder Bogen god. Dr. Georg Brandes roser den meget. Vi traf ham i Xania – min Kone og jeg –, og saa fulgte han med os hertil paa sin Reise til Bergen, hvor han holder Forelæsninger. Hos Bjørnson var vi 5–6 Dage og glædede os i hinanden.

Men det var egentlig dig og din Roman jeg skulde tale om, – tilgiv at jeg er saa optaget af mig selv. Jeg har her en Veninde, der paa min Opfordring er gaaet igang med at oversætte din Falconberg. Hvis det bliver til noget, og hvis jeg kan faa lidt Skik paa Sproget, havde jeg tænkt at spørge dig, om du havde noget imod, at din Bog udkom i Norge. I Kristiania talte jeg med Cammermeyer; han var sletikke uvillig; men du ved, hvor lusede de ere herhjemme med Honorarer. Hvis du altsaa tillod Oversættelsen, maatte det være mere af Interesse for dine forhenværende Landsmænd end i Haab om nogen stor Indtægt. Svar mig herpaa. Bogen kunde forhaabentlig være færdig til Jul. Kunde du sende os de prægtige Billeder? – hvad Fanden er det man kalder saadanne Plader til Trykning av Billeder – Clicheer? hæ?

Det er ganske rørende at se, med hvilket Alvor du har opfattet en henkastet Ytring, om at komme til Amerika. Det er en av mine aller blaaeste Drømme og vil sandsynligvis blive altid blaaere og blaaere. Og desuden – du har ganske Ret! – hvad skulde jeg blandt Bønderne; ikke forstaar jeg dem, ikke forstaar de mig, og jeg vilde synes dem en fremmed Laps, i hvem der ikke fandtes en norsk Trevl.

Skriv nu strax igjen naar du faar læst Bogen; og hils din Kone paa det venskabeligste fra mig –

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – jeg blev saa rørt over dit Brev, at jeg næsten var paa Graaden. Men du roser mig altfor meget; jeg har desværre ikke væltet nogen stor Sten bort, og Bogen blev slet ikke, hvad den skulde og burde blevet. Thi jeg er – mellem os sagt – lidt feig. Næste Gang skal jeg prøve at slaa drøiere til.

Men naar du siger, at ærlige Mænd og Kvinder føler Bogen som et Pust af friere Luft, saa træffer du mig midt i Hjertet; thi det var just Tanken: at rydde tilside lidt af alt dette forbandede lavstammede Krat, som det officielle Hykleri lader gro op om os, – paadet at Menneskene kunde faa se den store Skov – de høistammede, ædle, frie Tanker, der hvælver sig over Slægten. Se – det har ingen sagt mig før du; Kritikere og andre kloge Høns af Faget have galet i hyt og veir; men du skal have Takken, fordi du saa min Grundtanke.

Du ved kanske neppe, hvor nær det var blevet til et Besøg hos Eder, da Beate og jeg nyligt vare i Kristiania. Kongsbergturen var bestemt; men den blev umulig paa Grund af de mange nye Venner, jeg har erhvervet mig i det sidste; der var saamange Selskaber, saamegen Snakken, Drikken og Spisen, at vi ilede med at komme hjem iro fra det hele Røre. Nu angrer vi – Beate paalægger mig at sige, at især hun aldrig kan tilgive sig selv, at hun ikke drev Kongsbergturen igjennem. Imidlertid – siger jeg – vi kommer snart derind igjen, og da kommer vi til Eder. Hils Tante fra mig og Elisabeth – og fra Beate – og fra Jens.

Din hengivne Nevø og Ven Alexander L. Kielland.


Olaf Skavlan.

Kjære Ven! dit Brev gjorde mig meget glad. At Hans Majestæts Foged var bleven i den Grad forbedret, troede jeg ikke, ligesom din Formening, at hele Bogen vil tage sig godt ud, er mig høist overraskende.

Dr. Brandes mente nemlig, at jeg maatte være forberedt paa et meget tarveligt Udfald, og Hegel har svaret lunkent og forbeholdent paa mit Tilbud. Derfor var det ikke egentlig Meningen, at Manuskriptet skulde gaa lige fra dig til ham, – misforstaa mig ikke! – jeg mindes godt vor Aftale, og du har handlet fuldkommen korrekt. Men jeg havde siden tænkt at være lidt vigtig overfor Hegel; for efter hans Udtryk var det næsten som en Naade, om han tog Bogen; – og det kan du vide ærgrede den lille Pave.

Imidlertid er det godt, som det er; igrunden er jeg glad over, at Manuskriptet kom afsted; for egentlig vilde jeg jo slet ikke brouillere mig med Justitsraaden, bare pave mig lidt, og det skal man helst lade være.

Her er saa mange Breve idag, at det faar gaa ud over mine bedste Venner – det er sadanne, som ikke tager mig det ilde op, at jeg stundom skriver et forjasket rumpeløst Brev. Hils Dagmar og Tak for din altid beredvillige Kritik, – jeg gjør ogsaa bestandig ny Regning paa den.

[Underskrift mangler.]


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – nu er det længe siden jeg skrev til Dem; men endnu længer – tror jeg – siden De skrev til mig. I Mellemtiden har jeg været optaget af mangt og meget; det samme har været Tilfælde med Dem; og først gjennem Rygtet, saa gjennem Deres Broder har jeg erfaret, at De staar i Begreb med at gifte Dem. De ved, at det er mit oprigtige Ønske, at De maa have det godt og være lykkelig – saa lykkelig som De kan være; men De har vist et tungt Sind. Kunde jeg bare faa noget af mit lette Blod over i Dem! – At det aldrig falder Dem ind at komme herop til mig! Nu har De været en Svip i Paris – hører jeg; hvorfor ikke heller vandre paa Jæderens flade Sand og se Solen gaa ned bagom England – enten alene eller vi to sammen. Det synes mig umuligt andet, end at jeg maatte kunne friske Dem lidt op, og De kan ikke tænke Dem, hvormeget jeg længter efter at se Dem igjen.

Bekjendtskabet med Deres Broder var mig ogsaa til stor Glæde. Han er saa uhyre klog. Vi kom godt overens – haaber jeg – alle tre, – min Kone var med; og han kan altsaa fortælle Dem om den underlige Krog af Verden, hvor jeg lever. De skulde dog tænke paa at komme herop.

Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt. Jeg har alt faaet mit Honorar for 2det Oplag – ligesaastort som for 1ste. Saa det regner jeg som en udmærket Forretning. Derimod optager Hegel med stor Kulde mit Forslag om at samle mine tre dramatiske Arbeider i en Bog. Deres Broder mente ogsaa, at det var Ting, som ikke vilde gaa.

Imidlertid har Skjæbnen føiet det saa, at Manuskriptet nu formodentlig allerede er i Hænderne paa Hegel. Jeg sendte det nemlig til min Svoger Professor Skavlan, da han ønsket at se min Omarbeidelse af H.M.Foged. Og saa sender han det direkte til Gyldendal – refererende sig til en gammel Aftale os imellem; medens jeg i Mellemtiden havde skiftet Sind og ikke var tilbøielig til at bede Hegel om Forlag, naar det skulde være etslags Naade. Nu er det imidlertid skeet, og jeg beklager igrunden mest, at jeg derved gaar glip af Deres Gjennemlæsning (thi det er nu Deres uundgaaelige Skjæbne at læse mine Manuskripter) – især for «Fogdens» Vedkommende.

For Deres store, prægtige Bog, som De sendte mig, takker jeg hjerteligst. Den glæder mig meget, ligesom jeg ogsaa glæder mig over at se det store Arbeide, De har fuldbragt.

Nu maa De strax gribe Deres bedste Pen og skrive til mig, saa vi kunne komme igang igjen. Jeg bliver nu her helt til Vaaren, og er jeg da færdig med min nye store Roman: Arbeidsfolk, saa vil jeg tage mig en Tur til Kjøbenhavn. – Ved De, at mine Oplæsninger i Bergen og Trondhjem skuffede mig blodigt; der kom næsten ingen Mennesker! – det gjør jeg nu ikke opigjen.

Min Kone sender sin venskabelige Hilsen, og jeg gjentager, at nu maa De endelig skrive strax.

Deres hengivne Ven Alexander L. K.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn.
Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn.

Høistærede Hr. Justitsraad! – jeg har at erkjende Modtagelsen af D/. æ/. af 2den Juni med indlagt Kr. 1518, hvorfor herved kvitteres.

Ligervis har jeg modtaget et Exemplar af min Bog i 2det Oplag.

For Tegningen takker jeg forbindtligst; men jeg har følt mig i allerhøieste Grad pinligt berørt ved disse Ordforklaringer, der uden mit Vidende ere anbragte i min Bog.

Jeg indrømmer, at De – Hr. Justitsraad! – ikke kunde vide, i hvor høi Grad jeg finder min Bog vansiret og hvor meget jeg føler mig personligt saaret, – thi mellem os er der aldrig talt om saadanne Ordforklaringer. Heller ikke vil jeg udvikle mine Anskuelser i den Retning, for ikke at blive hidsig og sige, hvad jeg kunde fortryde; men jeg vil dog udtrykkeligt bemærke en Gang for alle, at det maa være en absolut Betingelse for fortsat Samarbeide mellem os, at Ingen faar sætte sin Finger paa mine Arbeider uden mit Vidende. Skulde jeg opleve et 3die Oplag af «G. & W.», vil jeg bestemt forlange, at disse Ordforklaringer stryges.

Imødeseende Deres nærmere forbliver jeg

Deres meget ærbødige og forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – ja du kan vel begribe, at naar en saa ceremoniel Person som jeg lige til idag har opsat at skrive til dig, saa maa der foreligge Grunde. Det gjør der ogsaa, men ikke saa stærke, at jeg jo godt i al denne Tid kunde have faaet Anledning til at skrive til dig; derfor maa jeg bede om Undskyldning. Men jeg har været saa opskjørtet af Smaating, Forretningen kræver ogsaa meget Arbeide om Sommeren – jeg er hver Dag paa Børsen og har solgt over 50,000 Tag- & Mursten siden jeg kom hjem –, og nu tilslut er Beate bleven syg. – Vistnok er hun i rask Bedring; men det var en Snev af Bronchitis og det er vi altid saa ræd for med hendes skrøbelige Bryst. Hun ligger paa Landet – inde i Fjordene med Børnene, og jeg besøger hende to Gange om Ugen. Hun taler ofte om Eder deroppe, og jeg tror, at de Dage ogsaa for hende staar i et straalende Lys. Jeg for min Del kan nu aldrig glemme de Dage – og jeg er dog en Glemmefant –, men det var somom jeg lærte saa utroligt meget; naar man rives mod en stor Aand, slaar man selv Gnister, og jeg kjendte hvorledes jeg udviklede mig og sugede Mod af den store Kjæmpe. Nu er jeg saa Fandens modig – maa du tro; bare vi havde «B.B.» igang! – Brandes interesserer sig varmt for Tidsskriftet; men jeg for min Del tror ikke paa det. Der synes mig hos de ledende Mænd i Kristiania at ulme et gammelt Danskehad; der var en hektisk gammeljomfruagtig Kjærlighed til dette Spædbarn: den norske Literatur, der i sin bornerede Skinsyge ikke taalte en fremmed Bleie paa det deilige Barn. Men det er jo noget Vrøvl! Der er faktisk ingen Forlægger i Xania, som har Mod og Penge, – og desuden! Jeg forstaar ikke – nei saa minsæl om jeg gjør! – jeg forstaar ikke hvorfor vi heller skulde ville arbeide sammen med en norsk Mand end med en dansk, – naar vi ellers var enige. De Mennesker, et saadant Tidsskrift henvender sig til, findes spredt i Folkene – oppe og nede – skjult og aabenlyst – og den ene kjender ikke den anden. Tidsskriftet skulde da binde dem sammen, binde alle de lyssøgende Sjæle, hvorsomhelst de fandtes, henvendende sig saalidt som muligt til det nationale; thi paa et specifikt norsk Tidsskrift for Vantro og Indignation tror jeg ikke. Dertil er Landet for vedskræmt af Præsterne, og selve de ledende Mænd – undtagen Bjørnstjerne Bjørnson – altfor forsigtige, for ikke at sige mere. Hvad tror du for Ex. min lille fine, kritiske Svoger vilde vove sammen med Bogjøden Cammermeyer; selv Sars er ikke modig nok. Nei – der maa virkelige Jøder til, – foretagsomme, hensynsløse Jøder, der have en nedarvet Vane til at blive hudflettede. Kan du sletikke forsone dig med Tanken om Edv. Brandes til Redaktør? – har du lest hans nye Bog? – allerede den – synes jeg – maatte forsone dig med ham; thi der er – ikke blot saamange Komplimenter til dig, men en saa fornuftig Værdsættelse af dit Arbeide, som man sjelden ser – synes jeg. Og desuden er han en av vore i allerhøieste Grad, og han er flink – meget flinkere end nogen i Xania til at være Redaktør.

Og saa Udstyret! – ja le du bare! men er der noget, jeg endnu tror paa, saa er det paa tykt gult chinesisk Papir. Hvorledes kan det 19de Aarhundredes Mænd og Kvinder fatte Lid til noget, der er trykket paa Karduspapir og lugter lang Vei af Parafin – som Dagbladet – derfor sygner det hen. Men nu nok om det! – lader os gaa til Hegel, faa et stort, elegant europæisk Tidsskrift, og saa fylde det med Radicalisme saa rød som Blod, – thi da først gjør Radicalismen det rette Indtryk, naar den sees i «Rammen af Komfort» og med gode Manerer. Den Tid er forbi, da det revolutionære maatte komme i Pjalter, forat virke; det, der nu skal gjøre Indtryk, maa i det Ydre være aldeles paa Høide med det fineste, Modparten kan byde, og saa indvendig saa hensynsløst og «grovt» som muligt! Se det er nu min lille beskedne Mening – i ubeskedne Ord.

Saa sender jeg da min Kones og min Hilsen til det ganske Hus og først og sidst til Fru Bjørnson. Vi modtog den behageligste Fornemmelse, man kan modtage fra et nyt Bekjendtskab, – den, at vi fire passede sammen. Gid vi havde efterladt det samme Indtryk, og gid vi maatte mødes igjen!

Ja – du ved, jeg er altid henrykt, naar du skriver til mig.

Din Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Det var rigtig saa morsomt at se Deres Haandskrift igjen og at faa begyndt den gamle Forbindelse paany. Men allermest glædede det mig at se, med hvormegen Interesse De synes at omfatte Tanken om et nyt ugudeligt Tidsskrift. Da jeg var i Kjøbenhavn – og senere, syntes De mig fast bestemt paa ikke at ville være med. Bare det nu ikke strander paa de norske Stivnakker! Jeg arbeider det lille, jeg kan for Danmark – dansk Forlægger etc.; men de ledende Mænd i Kristiania ere saa stive paa det, forstaa sig igrunden tror nu jeg – saa lidet paa, hvad der kræves af et moderne Tidsskrift, at de let blive aldeles uregjerlige. Isaafald – hvis de skaber sig ganske gal og ikke vil være med – saa burde vi faa istand et helt dansk Tidsskrift med norske Bidrag; thi noget maa Bitterdød gjøres!

Men om det gik iorden, skulde det være en Fest. Det forekommer mig, somom Tidspunktet er gunstigt; her høres jo ikke en frisindet Lyd i hele Fællesliteraturen; medens det dog er aabenbart, at vi i Stilhed har et stort Parti, der sidder og venter paa forløsende Ord. Med begge Landes Kræfter synes det mig ogsaa, somom Skriftet maatte blive let at fylde og fylde respektabelt. –

– De taler om min Satire over Kong Oscar; i «Novelletterne» vil jeg ikke have den, – dertil er den ikke god nok som Novelle betragtet; derimod kunde den kanske egne sig for det nye Tidsskrift?

[…]

Deres hengivne Ven Alexander L. K.


Georg Brandes.

Kjære Doktor! – mange Tak for Deres venlige Brev af 10de dns, som jeg – underligt nok – først besvarer idag. Thi ellers er jeg virkelig en prompte Brevskriver. Men jeg har været meget optaget af Forretningen, og desuden i tungt Humør. Det vil bedrøve Dem at erfare, at min Kone har været syg. Nu er hun jo bedre, men det var en Bronchitis – den høire Lungespids angreben –, og da er det paatide at være ængstelig for hende. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dem, at alle hendes Slægtninge – Moder og Søskende – ere døde af Tæring, derfor maa alle, som holde af hende, være forberedte paa at miste hende for tidligt. Hun bor med Børnene paa Landet – inde i Fjordene; og da her er et Sommerveir, hvis Mage jeg aldrig har seet herhjemme, kommer hun hurtigt til Kræfter igjen. To Gange om Ugen kan jeg besøge hende, og sidste Gang, jeg var der, havde hun gjenvundet sit Humør, og det hjælper hende over alle Lidelser; hun kan som alle, der have wenig Fleisch und viel Gemüth ikke leve uden Solskin og Latter. Deres Hilsener til hende foraarsagede hende en barnagtig Glæde, og De maa aldrig glemme i Breve til mig at indflette nogle Ord til hende, – hvis De ikke endogsaa vilde glæde hende med et lidet Brev engang.

Jeg er flygtet herud – vi passerede Stedet med Jernbanen –, fordi der er en Prins i Byen. Tænke Dem! – en svensk Fregat med en svensk Løitnant Bernadotte – og saa hele Byen paa Benene! – Embedsmændene med Guldbuxer, Borgervæbningen en haye, Bal, hvidklædte Piger med Blomster; en hel Befolkning trykker sig om dette lille Skidt af en Kongehvalp. Jeg holdt ud i to Dage, fordi jeg ville ærgre mig; men saa blev det mig for stridt; thi hele min fine Familie er Rollehavende, og jeg var nær bleven Uvenner med Far, fordi jeg ikke vilde gaa paa «Borgerbal». Og den samme By – Stavanger – vælger liberalt! – kan nogen forklare mig det?

Siden De gjør mig den Ære at tro, at min Smule Stemme skulde have nogen Vægt i Spørgsmaalet om Tidsskriftet, har jeg skrevet til Bjørnson og skal jeg paa Søndag skrive til Sars & Skavlan. Men ikke tror jeg, det nytter, hvad jeg saa siger. Det er imidlertid min faste Beslutning at gaa med Dem, og det vil jeg sige de andre.

[…]

Vil De være saa snil at hilse Deres Frue fra mig. Vel synes jeg nok, hun gjerne kunde have staaet «i én Fryd»; men jeg skal dog nøie mig med mere moderat Bifald, siden De har fortalt mig, at Fruen er en forstandig Dame og ikke saadan en Blæsebælg som han oppe i Gausdal. Er han saa nødvendig paa Titelbladet?

Beate bad mig hilse, naar jeg skrev, Gutterne takke for Frimærkerne og jeg for mit. – Kjære – tag tiltakke med dette daarlige Brev, jeg er ikke rigtig i Humør nu om Dagen.

Deres Alexander L. K.


Georg Brandes.

Kjære Doktor! – De overvælder mig ganske med al Deres Venlighed. De kan ikke tænke Dem, hvor underligt det kjendes for mig, naar jeg mindes de Tider – for en 3–4 Aar siden – da jeg sad herhjemme og læste Dr. Brandes’s Bøger. Allerede da var det min faste Beslutning, om jeg nogensinde traf Dem, at gaa lige paa Dem og yde Dem min Tak for alt det, jeg havde lært hos Dem. Jeg kunde da sidde og memorere den Tale, jeg vilde holde til Dem, derpaa svarede De koldt og forbindtligt, og længer kom jeg ikke. Og se nu – hvor langt jeg er kommen! – og hvor meget mere jeg har at takke for. Men hvorledes skal jeg nogensinde – hm! jeg synes, Tonen bliver noget melodramatisk; det kommer vist af, at jeg er i en blød Stemning nu om Dagen. Beate kommer sig, men langsomt; jeg har været en Tid hos hende; hun ser meget svag ud. Deres Brev kommer til at fryde hende overmaade; jeg sender det imorgen – Tak for det ogsaa. – Undskyld mig et Øieblik, jeg maa paa Børsen, forat formaa en Debitor til at give mig Accept for en stor Ladning Mursten til Rusland. – Høres ikke det storartet? – Jeg fik Løfte om prompte Accept og har allerede udskre vet Vexelen. – Min allerærgjerrigste Drøm har været at komme i Deutsche Rundschau, og nu kommer jeg der kanske! Jeg kjender ikke – saavidt jeg ved – Frøken Ottesen; men jeg er hende allerede paa Forhaand særdeles forbunden.

Da jeg først læste Deres Forslag (Brevkortet er kommet; min Kusine beder mig takke Dem) – ved Deres Forslag om den vexelvise Udkommen af Tidsskriftet, tænkte jeg strax: hoho! – nu beregner den listige Doctor, at de norske Hefter skulle blive saa morderligt kjedsommelige, at det hele snart gaar over til Danmark. Gjør jeg den Listige Uret, saa tilgiv. Forresten forstaar jeg mig ikke et Snus paa Sagen; gaar det an, saa gjerne for mig; jeg skal ærligt dele min Medvirkning. Fra Bjørnson havde jeg Brev igaar; men jeg ved endnu ikke, hvad der staar i det; thi det tager mig altid en otte Dage at opløse hans «saakaldte Haandskrift». Saameget ser jeg, at det gaar paa Melodien Sars, der staar s’gu noget om «Voltaires pæn» – ogsaa! Et dansk Tidsskrift forhaaner han som en «Udstilling af fine Sager», medens han for sig selv forlanger Plads for «en fagmæssig Kamp mod Theologerne» i et norskt Tidsskrift. Jeg fortvivler; thi jeg er en Høne. –

Næste Gang vil jeg tale om Deres Broders Bog. Hils ham fra mig; hils ogsaa Deres Hustru paa det venskabeligste; bare jeg snart blev saa rig, at jeg kunde komme sydover!

Deres hengivne Alexander L. K.


Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad! – jeg har idag at besvare trende Breve fra Dem resp. af 21. Juni, af 25de og 22. Juli.

I Besvarelse af D. æ. af 21de f.M. skal jeg – forat spare os begge en ubehagelig Korrespondence – indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger. Og jeg knytter disse Bemærkninger til følgende Sted i Deres Brev: «da nu godt og vel Halvdelen af de Kjøbere af Deres Bog, hvem o. s. v. er dansk, ansaa jeg det blot for Høflighed og ikke andet end simpel Skyldighed o. s. v.» Jeg hæfter mig ved Ordet «Høflighed», idet jeg udtrykkeligt gjør opmærksom paa, at det er Dem – Hr. Justitsraad! – ikke mig, der har indført dette Ord i Diskussionen.

Men naar vi nu netop skulle tale om Høflighed, saa er det mig umuligt at indse, hvorfor jeg skulde have mindre Krav paa samme end den danske Halvdel af mine Læsere. Og naar min Bog uden mit Samtykke, uden mit Vidende forandres, saa har jeg endnu ikke truffet nogen, der vilde kalde det Høflighed. Jeg kan ikke vide, hvorledes De bedømmer Deres Forhold overfor de Forfattere, hvis Værker De forlægger. Men jeg for min Del maa be dømme mit Forhold til Dem i Analogi med, hvad der ellers har mødt mig som Forretningsmand – dels som Sælger dels som Kjøber – kort sagt: i Forhold af absolut Sideordnethed.

Og fra dette Standpunkt er det, jeg finder, at der i dette Tilfælde ikke er vist mig den Hensynsfuldhed, jeg kræver af dem, med hvem jeg staar i Forbindelse, – og som jeg selv udviser. Derfor havde det jo været mig kjærest, om De ganske ligefrem havde erkjendt, at simpel «Høflighed» krævede, at jeg selvfølgeligt var bleven adspurgt – om saa pr. Telegraf; men jeg vil, forat spare os begge en ubehagelig Korrespondence, slaa mig tilro med Deres Løfte om, at der for Fremtiden vil blive taget mere Hensyn til mig. […] m. H. t. Deres æ. af 22de ds. maa det være mig tilladt at ytre følgende:

Den lille Bog «For Scenen» – har jeg solgt til Deres Forlag for 56 Kr. pr. Ark med et Exemplartal af 1250 – Deres eget Tilbud.

Til denne Kontrakt holder jeg mig.

Naar De i D. æ. af 22de ds. siger, at De «har bestemt Dem til at lade trykke 1500 Exemplarer», saa forstaar jeg ligefrem ikke dette. Thi efter min Opfatning kan den ene Kontrahent ikke ensidigen «bestemme sig til» at forandre en Kontrakt.

For de tilsendte Kritiker takker jeg forbindtligst.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Thi naar De siger, at De er min Ven, ved jeg, at det har noget at betyde. Men netop derfor lever jeg nu om Dagen i megen Tvivl. Der bliver nemlig 2 Tidsskrifter – ser det ud til –, et norskt og et danskt. Hvor skal jeg nu hen? De er den, jeg har lært mest af – mere end af nogen Landsmand; til Dem og Deres Broder føler jeg mig ganske anderledes knyttet end til nogen herhjemme; jeg er stolt af at føle mig i Aandsslægtskab med Eder, medens det ikke er frit for, at jeg stundom maa le lidt af mine Landsmænd – selv af de «største» blandt dem. Men hvis jeg nu gaar med de Danske, vil Bjørnson rive Hovedet af mig, og der vil styrte en Skylregn af Ubehageligheder over mit skikkelige Hoved. Gaar jeg derimod med de Norske, vil I være høflige nok til at sige: Ja han kunde vel ikke gjøre andet, han maatte vel følge sine Landsmænd. Men det vil gjøre mig ondt; min Plads er blandt Jer Evropæere, ikke blandt disse «Norges Kjæmper». Udvendigt slipper jeg bedst fra det med at gaa med mine, men indvendigt vil jeg altid ærgre mig over – ja bebreide mig at jeg ikke er med Eder. (Der som De finder, at jeg lægger en ubeskeden stor Vægt paa, hvilket Parti jeg vælger, saa er De selv den, der har sat mig i Hovedet, at jeg kan blive en Allerhelvedeskarl). Hvis jeg bare var produktiv nok, kunde jeg dele mig; – iethvertfald vilde jeg af og til sende noget til det danske Blad.

En Mand der kom fra Bjørnson var inde hos mig igaar og fortalte, at Tidsskriftet: «Det frie Ord» var besluttet. Det skulde komme til Nytaar, uden Redaktion paa Titelbladet, med den smukke fru Müller til Secretair (hende, for hvis Mand De interesserede Dem saa levende hos Vullums), en ny Roman af Bjørnson skulde være Trækplaster (om en Præst, der bliver omvendt til Vantro), B. B. regner endnu paa Brandes og de Danske, og har ment at faa 800 Abonnenter; ingen Penge har man, ingen Forlægger, – knapt nok, om de finder saa modig en Bogtrykker!

Jeg haaber, at Deres Ophold i Danmark vil sætte Liv i Vennerne der; kan De umuligt redigere fra Berlin? To Tidsskrifter anser jeg som en Ulykke; men – det være sagt sub rosa – det norske vil neppe leve længe.

Strindbergs Roman har jeg for længe siden bestilt; men De kan tro, vor Boghandel er en Prøvelse! Selv skal jeg begynde paa min Bog iovermorgen; vi flytter til Malde, hvor vi boede ifjor, imorgen. Beate er ganske frisk, og jeg fed og fuld af Arbeidslyst. Vi tænke at kjøbe et lidet Hus paa en Sten ude i Søen – til Vaaren. Min Kone hilser Dem paa det venskabeligste og vi bede begge, at De frembringer vor Kompliment for Deres Frue.

De skriver vel snart igjen; jeg har været doven isommer, men det skal komme sig.

Deres A. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære B. Bjørnson! – jeg venter Brev fra dig, men maa alligevel strax skrive dig nogle Ubehageligheder ianledning af Tidsskriftet. Fra Brandes’erne hører jeg, at Udsigten til en Samvirken af Norske og Danske forminskes, om den ikke helt er fordunstet. Af Adjunkt Mohn, som bragte mig – eller rettere – os Hilsener fra Eder – hvorfor takkes – hørte jeg, at Tidsskriftet ikkedestomindre skal gaa igang fra Nytaar. Det var nu vel nok; kanhænde vi holdt Liv i det en Stund med bare norske Kræfter; men jeg for mit Vedkommende synes Udsigterne synker naar de Danske gaar bort. Jeg kan imidlertid tænke mig, at baade du og de andre anse det som givet, at jeg iethvertfald gaar med Eder. Derfor vil jeg paa Forhaand sige et Par Ord. Ikke at jeg anser mig selv saa forbandet uundværlig; men jeg ved jo, vi ere ikke mange, og jeg har ingen Sans for Beskedenhed.

Altsaa: er dette sandt, at Tidsskriftet udkommer uden Redaktører, styret af en Comitte, uden Reservefond af Penge, uden Forlægger, med Fru Müller til Sekretær, – kort sagt uden materielle Garantier og forretningsdygtig Ledelse, saa siger jeg dig rent ud, at Foretagendet for mig – som Handelsmand ikke er stort bedre end en høiere Art af Svindel. Hensigten er god nok, gode Ting kom kanske i Skriftet, ja – jeg skulde endog sé bort fra Udstyret; men uden Penge og vante Forretningsfolk, der vide, hvorledes den Ting skal drives, bliver det ikke andet af det hele end et Vrag, som vor Literatur har saamange af, der ikke indbringer Rhederiet andet end Spot og Spe og ubetalte Regninger.

Jeg sætter ikke mit Navn overdrevent høit – haaber jeg; men det har en stor Fordel: det er flunkende nyt, og jeg vilde saare nødigt knytte det til et Foretagende – der (hvis det forholder sig som jeg tror) bærer alle Mærker paa et kort Liv og en forsmædelig Død.

Paa den anden Side kan jeg heller ikke gaa med de Danske, hvis de nu paa sin Side opretter et Tidsskrift. Og dog er jeg saalidet Patriot, og saameget føler jeg mig i aandeligt Slægtskab med Brandes’erne, at et Samarbeide med dem er mig fuldt saa tiltalende som med Eder; der er ikke meget norskt ved mig, og et Arbeide med Særsnit over «vort Folk» bliver neppe nogensinde min Sag. Jeg havde glædet mig – kanske mere end nogen – til dette Organ for min Ondskab, og nu ser det ud til, at jeg bare faar Fortræd. Men det er min faste Beslutning, at jeg ikke vil gaa med paa noget Foretagende hvis Plan jeg ikke billiger, og som ikke synes mig saaledes funderet, at jeg ser Syn paa at komme fra det med Ære.

Ærlige Ord tager du ikke ilde op!

Vil du saa give mig Besked?

Din Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Motto: Ak! hvilken rædsom Kval! Mit Hjerte splittes ad!


Kjære Ven! Thi hvad skal jeg gjøre? jeg har saameget at sige, at jeg vil fatte mig i yderste Korthed. De ved, jeg hendrages meget mere til Dem end til de norske. Deres Forslag huer mig i høi Grad; kun synes jeg, det er lidt flaut at staa som Redaktør, naar jeg ikke gjør nogen Nytte; skulde jeg kanske ogsaa have Betaling for det?

Alt, hvad jeg hører om B. B.’s Foretagende, er jo dummere end latterligt. Jeg oprøres som Forretningsmand mod den Slags Svindel. Saa har jeg da besluttet for det første at sige ham det rent ud; – forklare ham, at jeg har Mistillid til det hele og ikke vil laane mit gode nye Navn til det Foretagende, der maa ende med Spot og Spe. Sammen med Dem er jeg dog sik ker paa en god Holdning i Liv og Død og et redeligt liqvideret Regnskab. Saa faar vi se, hvad den store Bjørn svarer mig. Jeg er glad ved at se, at De ogsaa har en Følelse af, at min Stilling er precair; thi saa vil De forstaa mine Bevæggrunde, naar jeg ikke strax modtager Deres Tilbud, men beder Dem vente til Forholdene antage fastere Form. –

[…] Heller ikke paa Dem er jeg muggen, skjønt De er saa himmelraabende uretfærdig mod mit lille «fine» Stykke. Saa det er bare Citater og et Chocoladeindfald! – og hvad Fanden skulde der være iveien for at citere paa Scenen? De skulde bare seet, hvor det Stykke vilde taget sig godt ud paa det kngl. Theater; men nu skal det ikke indleveres, saa kan De have det saa godt!

Derimod tror jeg, De har ganske Ret m. H. t.«Fogden», ligesom jeg – unter uns – er lidt enig i Deres Dom om Artikelen: Musset & George Sand af G. B.

Tror De ikke, jeg har tænkt paa at dramatisere G. & W.? Men jeg faar det ikke til. Naar vi to vare sammen om det, skulde det kanske blive til noget; men jeg tør ikke engang tænke paa det nu, for ikke at distraheres fra min Roman. Dog et maa være iorden, før jeg begynder paa den. Jeg vil have et Novellebind til Jul, forat faa Skillinger. Hør nu, hvad jeg har: 1) Torvmyren, 2) Folkefest, 3) En god Samvittighed, 4) Præstegaarden, 5) Siesta (som De ikke behøver at fortælle mig noget om; jeg ved, den er maadelig), 6) En Examenserindring (hvis De synes, den gaar an), 7) Et Brev (fra Fontainebleau, som jeg vil skrive imorgen). «En Debat» er vel aldeles umulig? Synes De ikke, at jeg skulde udgive en saadan Samling? Svar mig saa aabent som muligt, og tænk aldrig, at jeg kan tage Dem noget ilde op – i den Vei. Hils Deres Broder og Sarah Bernhardt.

Deres hengivne Alexander L. K.


Georg Brandes.

Kjære Ven! – naar «Edvard» meddeler Dem, at jeg ingen Lyst har til at alliere mig med ham, saa refererer «den ulykkelige Edvard» yderst uefterretteligt. Eller mon han virkelig er mistænksom nok til at tro, at det er Ulyst, der skjuler sig bag mine Betænkeligheder? Isaafald gjør han mig Uret. Thi Lyst har jeg – god Lyst; men – ja derom har jeg skrevet min Hjertens Mening til Deres Broder, og han skylder at oplyse Dem om den. Jeg nærer ingen Tvivl om, at I beggeto ville forstaa, hvor slemt jeg sidder i det, og jeg kan kun overfor Dem – som overfor Deres Broder – udtale det hemmelige Haab, at det norske Foretagende maa mislykkes

Jeg kan vente Bjørnson hver Dag, og jeg nægter ikke, at jeg skjælver lidt; han er saagu ikke god at fægte med i Haandgemæng; thi han fører en grov Kølle mod min lille Kaarde. Men jeg er nu saa forhakkende gal paa hele hans Tidsskriftplan in specie paa Fru Müller, at jeg haaber, jeg skal holde mig brav.

Jeg ser godt, at «For Scenen» er saare tarvelig, og «H. M. Foged» er kanske altfor afsnubbet. Da jeg fik den tynde Bog i Haanden, angrede jeg; men nu er det bagefter og saa faar det staa til.

Jeg ventede mig et Uveir for Citaterne; men jeg er forberedt til Forsvar. Voila: Versene ere maaske mindre godt valgte, Scenen for lang, og desuden er det aldeles ravruskende uheldigt, at Versene ere tyske. Men at plapre Heine er i den Grad nødvendigt for en Fløs som Ferdinand, at det vilde være en følelig Mangel ved Figuren, om han ikke gjorde det. At saa hun faar den Ide at svare med et Vers, hun synes godt om, er efter min Formening aldeles ikke saa umaadeligt dumt. Hvad vil det sige, at det er utilladeligt at citere paa Scenen? – Dersom Situationen er til det, saa er vel et Citat ligesaameget paa sin Plads paa Scenen som i Livet; naar jeg behøver et Citat, saa er det selvfølgeligt tilladeligt. Ikke tror jeg, at hin Scene er saa forbandet god; jeg skulde uden Suk stryge den, og det vilde være let gjort. Men jeg skammer mig overfor mig selv ved at foretage en Forandring, om hvis Nødvendighed jeg ikke er overbevist, bare fordi jeg bliver tilraadet af en, hvis Dom jeg stoler paa.

Thi misforstaa mig ikke! – De ved, jeg sætter Deres literære Skjøn uendeligt høit over mit eget. Har jeg ikke lært, hvad jeg ved i saa Maade, af Dem? Fra det første jeg begyndte at læse Dem, fulgte jeg med Henrykkelse, gjennem kjendt og ukjendt altid belært, sandende Deres klare Domme – og en enkelt Gang uenig med Dem. Dette med Citaterne er et af disse uhyre sjeldne Tilfælde, hvor jeg ikke faar Deres Dom ind i min Overbevisning.

Paa Deres smertelige Spørgsmaal: «Hvorfor vil De ikke tro mig?» – kan jeg kun svare: Vilde De synes bedre om mig – ja vilde De endog være tjent med, at jeg troede Dem i den Forstand, at min «Tro» skulde tage min selvstændige Opfatning fangen under Troens Lydighed? Ingenlunde! – hører jeg Dem svare over det speilblanke Hav (har De seet en saadan Sommer!); thi det, der skal forsone en Mand med det utaknemlige Hverv: at give gode Raad, er ikke den absolutte Adlydelse; men det er Følelsen af, at Modtageren annammer Raadet med taknemligt Sind, dreier og vender paa det, forat passe det ind i sin Overbevisning – samt ærligt melder tilbage, om dette er lykkedes eller ikke. Derfor er De aldeles ikke «lidt ærgerlig», og De vil sletikke ophøre at være «den, der giver gode Raad» (hvilket jeg herved beslutter at kalde paa Græsk) (læg Mærke til Accenterne); men De vil sige til Dem selv: Jeg vil ikke vredes paa denne stridige Person, men fremdeles holde min Hand over ham! Amen!

Jeg er nu midt i «Röda rummet». Jeg ligner ham paafaldende; men han er min Overmand i den hvasse Satire. Derimod synes jeg ikke, han gjør et saa tilforladeligt Indtryk som jeg: han overdriver; hvis Livet var saa grelt farvet, var det lettere at leve og Hykleriet skulde ikke trives saa godt som det gjør. Imidlertid er jeg ikke færdig med Bogen endnu; desuden kan det ogsaa hænde, at disse forkomne Mennesker, der uafladeligt tænke paa at pantsætte sine Buxer, i og for sig er mig saa fjernt, at jeg ikke faar det stærke Virkelighedsindtryk. Iethvertfald er det en prægtig Bog, som jeg lærer meget af. Fra Jens skal jeg sende en rørt Taksigelse for det sjeldne Frimærke; har De ogsaa en Sjæl i Forvaring i Argentina? – vore venligste Hilsener.

Deres Alexander L. K.

Kan De ikke give mig en Skub i Halen; jeg er saa doven, her er formeget Sol.


Olaf Skavlan.

Kjære Svoger! Dette Tidsskrift sætter mig Lus i Maven! Nu var Bjørnson her forleden Dag. Han blev næsten vred paa mig, fordi jeg ikke var begeistret for dette specifict norske Organ, han og I vil faa istand. Bjørnson kan ikke tænke sig andet, – og deri kan jeg ikke fortænke ham – end at naar han har taget sig saa varmt af en saadan ung Person som jeg, saa maa den unge Person være kisteglad, bare han overhovedet faar være med der, hvor B. B. gaar i Spidsen. Og naar han saa i mig træffer en tør, skeptisk Person, der er uden Spor af Begeistring og fuld af Tvivl, saa siger han lige frem: det ær en Forræder!

Det er naturligtvis noget, jeg ikke bryder mig saa meget om; thi jeg er aldri gaaet ind i noget Kompagniskab. Ingenting kan være mig modbydeligere end saaledes at maatte slaa af paa sine Fordringer i den ene og den anden Retning bare for overhovedet at faa noget istand. Dersom dette literære Foretagende grundes saaledes, som jeg nu har hørt Planen: uden danske Kræfter, uden Forlægger, uden Penge, med et dertil svarende Udstyr, med Bjørnsons Polemik mod Kong David og Fru Müller som Forretningsfører, – ja saa er Tidsskriftet ikke bedre i mine Øine end saamangen literær Svindel hos os, der begynder med store norske Ord og endermed Spot og Spe, Preferenceaktier og ubetalte Regninger.

Baade Bjørnson og Sars – ja, hvem du vil har mere Erfaring i disse Ting end jeg; men intet af alle de Navne, jeg har hørt nævne, synes mig smykket med den Art Erfaring, der giver Haab om bedre Lykke næste Gang. Jeg for min Del har ikke andet end en europæisk Tæft, der med usvigelig Sikkerhed siger mig, at et Tidsskrift af vor Art i norsk – ægte norsk Dragt – er det himmelraabende Nonsens.

Jeg skriver dette til dig, fordi jeg ved, du er af en anden Mening; og derfor beder jeg dig for vort Venskabs Skyld give mig saa fordelagtige Oplysninger om Forehavendet som muligt. Thi er Planen som ovenfor skildret, gaar jeg aldrig i Evighed med som officiel Medarbeider.

Le ikke – somom jeg lægger utilbørlig Vægt paa mit Navn –, jeg ved godt, at Sagen staar eller falder uberørt af den Beslutning, jeg fatter for mig. Men jeg ved ogsaa, at vi er ikke mange, og at man har gjort sikker Regning paa mig.

Jeg nævner, at jeg har Tilbud fra Danmark, forat du ikke skal tro, jeg stikker noget under Stolen. Men jeg har svaret, at jeg maatte vente og se den norske Plans Udvikling; og om jeg end ikke gaar med Eder, gaar jeg dog heller ikke med de Danske – af den Feighed, man kalder Patriotisme.

Hils Dagmar og svar snart, thi mit Hjerte sønderrives ved Tanken om dette Tidsskrift, hvoraf jeg lovede mig saa meget, og hvoraf der nu synes at spire Torne og Tidsler – fra din

Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Idag for et Aar siden skrev jeg de første Linier af «G & W»; de første Linier af min nye Bog ere vistnok ogsaa skrevne; men jeg er ikke fornøiet med dem. Jeg skal fortælle Dem noget: jeg er modløs og doven.

Planen til den nye Bog ligner formeget den første; her har jeg atter en «Madeleine», der kommer fra Landet og gaar tilgrunde i Byen; og saa skal hun plent faa Syphilis, og det gruer jeg for. Saa skal Scenen være Kristiania, hvor jeg ikke længer er rigtig kjendt – og Departementerne, hvor jeg aldrig selv har gjort Tjeneste. Slutningskapitlerne ere gode; men hvad der skal staa i Midten af Bogen, det begriber jeg ikke! Kommer De til Kristiania ihøst, saa telegrafer efter mig, hvis De har Lyst; kanske kommer jeg da. Jeg raader Dem til at tage Victoria Hotel – ikke Grand Hotel. Tak for Deres Brev med de retournerede Manuskripter. De vil nok ærte mig ved at underkjende alle mine Domme om mig selv. Siesta er – som jeg sagde Dem – skidt, – baade fordi den er en Variation over mit gamle Thema, men helst fordi den er lapset i Stilen; det er en væmmelig Historie, som jeg ærgrer mig over. Der skulde egentlig have været en Explosion i en Kulgrube; men det fik jeg ikke til.

Det glæder mig – thi jeg har saa faa –, at De finder «Abekatten» god nok; hvad De siger om «Debat» er som talt ud af mit eget Hjerte; og andet har jeg ikke fra Paris. Der var et Par Korrespondencer; men de kunne slet ikke bruges, selv om jeg havde dem. Men sig mig dog, om et Brev fra Fontainebleau kan passere i «Novelletter». Stilen skulde være i Smag af: «Madame! – ich habe Sie belogen; ich bin nicht am Ganges geboren, sondern an der Dusil u. s. w.» Forleden Nat drømte jeg en Novellette og var saa sjæleglad; men den har jeg glemt sporløst. Jeg siger Dem det for tyvende Gang: Historien om Skibet passer ikke i Samlingen. Den er aldeles tosset som Novellette og som ren politisk Satire hører den ikke hjemme i den Bog.

Ja hvis De vilde nedlade Dem til at arrangere min Roman for Scenen, vilde jeg være glad; skjønt jeg slet ikke tror, jeg fik det til alligevel. Jeg har aldeles ikke nogen dramatisk Evne; det kan jeg blandt andet vide deraf, at jeg ikke har nogen sikker Dom i de Ting, medens jeg smigrer mig med at forstaa mig godt paa Fortællestilen. Endelig har jeg faaet «Röda rummet». Jeg læste et Kapitel igaaraftes. Noget saa ligt mig selv har jeg aldrig seet; – Sætningsbygningen, den Maade, hvorpaa han ordner Naturbeskrivelsen, de Spurve, som fandt alverdens Ting under Bænkene – det er saa slaaende ligt mig, at jeg er glad over, at Ingen kan sigte mig for Efterligneri. Naar jeg har læst Bogen, vil jeg – medmindre den skuffer mig i Enden – sporenstregs skrive til Manden; jeg er nysgjerrig efter hans Bekjendtskab. Ved De hvad? – jeg tror, vi staa ved Indgangen til lysere, literære Dage for Skandinavien. Synes De ikke ogsaa, at det dages lidt?

Bjørnson var her forleden paa Gjennemreise til Bergen. Han vilde op og tale ved Ole Bulls Grav. Gud ved, hvad han har sagt der for Ungeheuerlichkeiten. Ole Bull var nemlig – efter de Norskes Mening – ikke blot en Spillemand, men ogsaa en stor «Personlighed»; jeg tror, han var et Stykke af en Nar. Nuvel! – Bjørnson havde ikke faaet det Brev, jeg skrev samtidigt med mit sidste til Dem. Altsaa maatte jeg personlig sige ham mange Ubehageligheder om Tidsskriftet. Nu skal De ikke tro denne Gang, at jeg var feig; thi jeg har min paalidelige Kones Vidnesbyrd for, at jeg var modig og sagde min Mening rent ud. Han er nemlig ikke god at modsige – især for mig. Bjørnson kan nemlig – og hvem vil fortænke ham i det? – ikke tænke sig andet, end at jeg selvfølgelig er henrykt, smigret, stolt ved at faa følge ham. Han kan jo ikke forstaa, at jeg (vi ere jo alene) er ham overlegen i alt, hvad der sorterer under evropæisk Tæft. Han tror – denne store Gut! at dette klippefaste Norge formaar at frembringe og holde Liv i et literært Foretagende af den Art, hvorom her er Tale! Ja vi to behøver jo ikke at tale mere om den Ting: det er Tøv fra Begyndelsen af og kommer til at ligne Svindel paa Slutten. Dette sagde jeg ham, og han reiste misstemt mod mig. Han kommer kanske tilbage og besøger mig. Jeg staar fast paa dette Punkt: Førend jeg ser en holdbar Plan, et garanteret Budget, tillidvækkende Navne i denne «Redaktionskommitte»! – før jeg er sikker paa anstændigt Selskab og anstændigt Lokale, gaar jeg ikke paa Ballet, og jeg tillader ikke, at mit Navn nævnes mellem Medarbeiderne.

Men til Dem tør jeg heller ikke komme af den Feighed, man kalder Patriotisme. Mine Landsmænd vilde ikke lade mig i Fred, og deres Raahed ligger under tynd Fernis. De Derimod – med Deres diskrete og hensynsfulde Tænkemaade vil undskylde mig, om jeg ikke følger min Lyst og gaar sammen med Dem. Men derved faar De ikke realiseret en Plan, De maaske satte Pris paa. Ja – saaledes – kjære Ven! – gaar det med os fine Mennesker! – det er Skraalerne, man er bange for og de beholde Valpladsen! – Valpladsen! – ja mon ikke hele det norske Tidsskrift bliver en kort Dødskamp; saa kan vi komme efterpaa; vi ere jo unge, og jeg ialfald har til Hensigt at leve meget længe.

Dette Brev er Dem vist lidt for langt? – men svar dog strax.

Deres Alexander L. K.

Er Deres Bror reist?


August Strindberg.

Hr. August Strindberg!

Jeg har netop læst «Röda rummet» og giver nu efter for min Lyst til at skrive til Dem. Endnu ganske opfyldt af al den Elendighed, De skildrer med saa sikre Træk, maa jeg takke Dem for den friske Smerte, Deres Bog volder; – der er ikke et Ord af «Forsoning», ingen feige Figenblad, Virkeligheden med sine grelle Farver og sit Smuds.

Og bag det hele, men forsigtigt – jeg kunde sige blufærdigt skjult, banker denne Verdensmedlidenhed, – og det er den, som drager mig til Dem. Denne hemmelige Hulken i den «hjerteløse» Stil er som et Frimurertegn, hvorpaa vi kjende hinanden: de Indignerede, de stille Rasende, de Misfornøiede, der ikke have Haab! Jeg venter ikke, at De kjender mit Navn; thi det er endnu ganske nyt; men jeg har hidtil havt Lykken med mig og haaber, at jeg skal faa tilraabe Pakket endnu mangt et Alvorsord, før jeg gaar tilbunds. – I saa Henseende har jeg lært meget af Dem. De fører langt, langt vældigere Vaaben end jeg magter; men alligevel lærer jeg meget af Deres Methode.

Brødrene Brandes – som beundrer Dem – skrev gjentagende: Skaf Dem dog «Röda rummet»! – det er et Talent, hvormed De er i Slægtskab!

Tag mig ikke ilde op, at jeg paatvinger Dem dette Slægtskab – gode Herre! og find mig ikke altfor ubeskeden, naar jeg tilstaar, at jeg ogsaa selv fandt Lighedspunkter mellem os – især i den beskrivende Stil.

Forat De selv kan dømme herom, har jeg samtidigt hermed skrevet til min Forlægger i Stockholm og paalagt ham uopholdeligt at sende Dem et svenskt Exemplar af min Roman «Garman & Worse».

Hvis nu min Bog og denne uceremonielle Henvendelse giver Dem Lyst til at gjøre mit Bekjendtskab, saa skriver De til mig, hvorover jeg skulde være meget lykkelig. Jeg lever her i en forhyklet, reaktionær Smaaby, i en fin Familie, hvor vi lide af aristokratiske Opstød, er 32 Aar, veier 216 ℔, frisk, stærk, gift. Derfor lever jeg en god Del af mit indre Liv i Korrespondence, og derfor strækker jeg som en Polyp mine Arme ud i Verden, forat omklamre, hvad jeg opdager af «mit».

La Dem altsaa omklamre; vi er s’gu saa faa – vi ærlige!

Hvis De skriver – og De maa skrive! – fortæl mig da lidt om Dem selv; jeg vil haabe, at De ikke er meget ældre end jeg; thi isaafald vil jeg skamme mig over dette Brev; men jeg har sat mig i Hovedet, at De skal være 34 Aar; – De maa ikke være ældre! – Fortæl mig ogsaa – er De snil, hvem og hvad Slags Mand er min Forlægger Albert Bonnier?

Modtag Forsikringen om min særdeles Høiagtelse.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Tak for Deres prompte Svar. Tingene ere indtraadte i en ny Fase, efterat det rygtes, at Bjørnson reiser til Amerika. Hvis saa er, falder vel hele den norske Plan til Jorden, og da kunde der igjen blive Tale om at realisere Deres. Men mon De er tjent med mig som eneste Medudgiver? Ja – det maa De jo bedst dømme om selv; men synes De, jeg allerede er kjendt nok? – og saa dertil min politiske Umulighed! Nu kommer jo rigtignok – som De kanske har hørt hos Deres Broder – den politiske Parabel i de nye Novelletter; men det sker nødtvungent af Mangel paa Stof. Og i et Tidsskrift af politisk-agitatorisk Art vilde jeg være – ialfald overflødig. Men saa kunde jo jeg representere andre Sider af den gode Sag. Det skulde ikke genere mig stort, hvad der stod i Skriftet af politisk Radikalisme; jeg ved ikke, hvad der skulde være for radikalt for mig; men jeg kan slet ikke opdrive nogen Interesse for selve de politiske Fægtninger. Nuvel – Ære være de, der ville paatage sig dette i mine Øine mindre – undskyld! – renslige Arbeide; hvad der vil falde af for mig af personlig Ubehagelighed i min Omgang og i den hjemlige Presse, skal jeg bære uden Knur. Tjen mig i at udvikle Deres Plan for mig; hvad De venter af mig, hvilke Bidrag, hvilket Arbeide overhovedet. Om et Par Dage faar jeg sikker Underretning om Bjørnsons Reise, og da skal jeg skrive til Dem.

«Les soirées de Medan» – har jeg just læst (glem ikke hyppigt at give mig Vink om de Bøger, jeg bør læse; herhjemme sidder jeg med en Potte over Hovedet, ser og hører ingenting). Talgklumpen var en mageløs Historie. «Röda rummet» var en gribende Bog, sund og sand og sikker, men ikke fuldt behændig nok for min Smag. Min Behændighed er netop mit skjæbnesvangre Fortrin for ham, der gjør, at jeg saa ofte forspilder Slagets Virkning; han er saameget djærvere og større; jeg synes, han maler grellere end Virkeligheden; men derfor skinner det vel ogsaa i Læserens Erindring, længe efterat Bogen er lukket. Jeg er meget – meget stolt over, at jeg ligner ham; thi det ser jeg, at jeg gjør.

– «hvis jeg kan faa pint noget ud af min kraftløse Hjerne» – hvad tænker De paa? – Mand! – og De vil udgive et Tidsskrift sammen med mig – den upaalideligste af alle Arbeidere. Tænk Dem! – jeg kan ikke faa mig overtalt til at begynde den nye Bog. Jeg lægger Papiret for mig, dypper Pennen, jeg ved Ord til andet, hvad der skal staa – og alligevel ser jeg ud af Vinduet, indtil jeg faar Lyst til at reise ud og fiske, jeg steiler som en Hest foran Læsset; hvad ialverden skal jeg dog gjøre? –

Alle mine Børn staa omkring mig; her skal være «Lakforestilling» – som de kaldte det; d. v. s. jeg skal forsegle mine Breve, hvilket forresten er en stor Fornøielse for mig ogsaa.

Deres hengivne Alexander L. K.

Min Kone sender sin Hilsen.


Georg Brandes.

Haardtprøvede Ven! Her er atter noget, De maa være saa snil at læse. Far, som lærte perfekt Tydsk i Lübeck anno 43 er ikke tilfreds; han siger, det lyder oversat og har langtfra den korrekte Klang, han elsker. Hvad De skal sige mig er, om det lyder som Tysk? – om De tror, jeg med Flid og Lexicon (jeg har bare et halvt, gammelt danskt herude) kan oversætte for tyske Blade? Ja – De maa gjerne le af mig; jeg venter ikke Ros; men det har moret mig at oversætte; thi – tænk Dem! endnu har jeg ikke skrevet et helt Kapitel af Bogen! Jeg er aldeles fortvivlet og tænker paa at reise ud paa Jæderen og fiske Lax.

Jeg fik netop Deres Brev med Portraitet; Beate er meget taknemmelig. Til næste Gang skal jeg samle en Blumenlese af Billeder til Dem; min Kones Portraiter ere gode; men jeg har bare nogle skrækkelige af mig selv; – imidlertid skal De faa, hvad Huset formaar; – her ude – paa Malde – har vi nok ingen. Saa maa De ogsaa sende os Deres Portrait – og Deres Frues, hvis De – som jeg haaber – haver indplantet hende noget af den Sympati, hvormed vi føle os omfattede af Dem. Jeg maa ellers idag fatte mig i al Korthed, da Mølleren, som er mit Postbud, skal kjøre om en liden Stund.

Jo saa pitlamen er Bjørnson reist! Han passerede herforbi til England med Domino i Thorsdags. Jeg kom beklageligvis for sent til at hilse paa ham, skjønt han laa ved Bryggen i flere Timer. Det var saameget ærgerligere som han til min Fætter Andreas Sømme havde betroet, at han var ynkeligen tilmode ved at skulle skilles saa længe (8 Maaneder) fra sit Land, sit Folk og – ja det skrev han ogsaa til mig – fra sin Karoline!

For at sige min Mening: han har uendeligt godt af dette – især ÷ Karoline. Han er en stor Hjemfødning, og alle Indtryk, han kan faa udenfra, ere værdifulde. Vistnok træffer han derover mange norske Kaalhoveder; men jeg har dog en stor Tro til Amerikas Luft; selv har jeg altid længtet didover.

Ogsaa for hans Stilling herhjemme er det godt at Vaabnene hvile lidt. Jeg tror, han var indvendigt saa gal, saa ophakket af alle de daglige Smaahug, han fik, at han var farligere for Venner end for Fiender – som en overladet Kanon.

Det er dog forskrækkeligt, hvad jeg kan rable ivei, naar jeg skriver Breve! – dette skulde jo være en kort Lap. – Om Tidsskriftet er det min usvigelige Formening, at det dør. B. B. mente, han skulde virke for og i det endnu kraftigere(!) fra Amerika!!! Men «Hans Forsigtighed» – Svoger Skavlan forsikrer mig, at Intet – aldeles Intet er afgjort – specielt slet ikke Fru Müller. Kort at fortælle – det er noget almindeligt norsk Vrøvl: store Ord om «Samhold» – «gjensidig Forpligtelse» – og saa Uenighed og Vranghed og Feighed paa alle Kanter – vi ere etslags graafarvede Polakker uden Fjerbusk. Kommer De til at sætte Dem i Spidsen for et Tidsskrift, saa byder jeg herved min Tjeneste; indtil De har bestemt Dem, vil jeg holde mig flot og vente. Mange Tak for Deres Gjennemlæsning af Manuskriptet – fik Hegel det? Beate hilser.

Deres hengivne Alexander L. K.

Der for Mølleren!

Efterskrift.

Jeg maatte aabne mit Brev forat «modificere» – som det diplomatisk vist hedder – mit Tilbud med Streg under. Thi jeg fik et Brev fra Skavlan, efter hvilket jeg kan udmaale den Elendighed, som vilde ramme mig, om jeg [sveg» den norske Sag.

Imidlertid modificerer jeg kun Tilbudet saaledes: Hvis De – og jeg forudsætter Deres Broder er med – oprettter et Tidsskrift, kan De gjøre Regning paa Bidrag fra mig.

Herved vilde jeg da udtrykke, at jeg ikke ønskede allerede nu at binde mig fast som «Medarbeider», før jeg ser, hvorledes det gaar med den norske Plan.

Deres A. L. K.


Olaf Skavlan.

Kjære Ven! Det glædede mig at høre, at Intetsomhelst endnu er afgjort. Thi jeg var aldeles forskrækket over Bjørnsons Plan. Nu er han reist; hvorledes gaar det nu med vore Udsigter?

Kan man ikke faa en Sammensmeltning istand med de Danske? Georg Brandes talte i et Brev idag endog om at komme til Kjøbenhavn og sætte et Tidsskrift igang. Der vilde jeg allerhelst være med. Iethvertfald vil jeg indtil videre holde mig fri for enhver Forpligtelse. Jeg har nemlig ikke – som du – den stærke Følelse af Pligt til overhovedet at være med; men jeg har en stærk Følelse af Medansvarlighed, naar jeg først er gaaet med. Og Brandes er i mine Øine – mer end i dine – tror jeg – en Høvidsmand af særegen Paalidelighed. Men nok om det; jeg vil se Tiden an; kanske bliver der hverken et eller to Tidsskrifter; og den trykkende Taushed vil endnu vedvare, indtil «den Rette» kommer.

Vi lever godt; kun er jeg ganske umanerlig doven; jeg begriber ikke, hvad der gaar af mig, jeg hader næsten min nye Bog og taaler ikke at tænke paa den. Det er naturligvis noget forbandet Vas, som kan overvindes ved en Viljesakt, den jeg vil sætte i Værk iovermorgen – eller en af Dagene.

Jeg skulde gjerne ville komme ind til Christiania til Høsten; min nye Bog foregaar tildels derinde, og jeg trænger høilig til stedlige Iagttagelser. Men jeg er fattig, saa jeg faar holde mig hjemme. Den Fattige er meget at beklage.

Fredriksminde paa Skudesnæs, som vi vilde kjøpt for 1600 Kroner, blev solgt for 2,800 Kroner. Den fattige kommer altid tilkort.

Din gode Dom om «Hans Majestæts Foged» er desværre ikke bleven istemt af Brandeserne. Det undrede mig; jeg var selv saa fornøiet. Men den Fattige har altid Uret.

Nu faar vi se, om Christiania Theater tager Stykket op igjen; Theaterchef Schrøder passerede her; jeg telegraferede til ham i Bergen forat aftale Møde med ham, naar han reiste sydover igjen; men da var han allerede forbi. Jeg skulde meget ønske at se lidt Skuespil – og faa snakke lidt mere; herhjemme er jeg altfor ensom. Thi den Fattige er altid forladt.

Hils min Søster og mine Venner, – Professor Sars ikke at forglemme.

[Underskrift mangler.]


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn.
Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn.

Høistærede Hr. Justitsraad! – da jeg har Grund til at formode, at det omtalte Manuskript til «Nye Novelletter» allerede er Dem ihændekommet gjennnem Hr. Dr. Georg Brandes, vil jeg herved omtale hvert av de 7 smaa Stykker, hvoraf Bogen bestaar.

No. 1. Torvmyr er skrevet til en Tegning af min Søster Malerinden Kitty L. Kielland og stod i Ude og hjemme – jeg husker ikke bestemt naar. Denne Tegning vilde jeg gjerne have optaget i Bogen. Kan Træsnittet i Ude & hj. bruges? og er det fair play at benytte det? – eller skal jeg skrive til min Søster og bede om en ny Tegning?

No. 2. Siesta har været trykt som Feuilleton i Bergens Tidende.

No. 3. En Skipperhistorie er ny. Forat det ikke – om der skulde blive noget Spektakel om den Historie – skal synes somom jeg paa nogen Maade har villet skjule noget for Dem, vil jeg herved i al Hemmelighed tilstaa Dem, at Stykket lettelig kan og sandsynligvis vil blive opfattet som en politisk Satire over norske Forholde. Jeg beder Dem udtale Deres Mening herom.

No. 4. En god Samvittighed (Det er muligt, at jeg har taget feil af den Orden, hvori Fortællingerne findes opførte i Manuskriptet. Isaafald beder jeg Dem ikke tage noget Hensyn hertil, men bibeholde den i Manuskriptet angivne Rækkefølge.) En god Samvittighed har været trykt i Ude og hj.

No. 5. En Abekat stod i 1878 – da jeg var i Paris – i norsk Dagblad.

No. 6. Folkefest forærede jeg ifjor paa disse Tider til Hr. Prof. L. Dietrichson, der vilde anvende den i et «Album», der skulde udgives til Fordel for – jeg tror – «Kunstnerne». Disse «Kunstnere» har imidlertid endnu ikke faaet dette Album udgivet, og jeg har tilkjendegivet Professoren, at jeg nu selv agter at bruge Fortællingen, hvormed han har erklæret sig fuldstændig einverstanden. Skulde dette famøse Album – jeg har faaet et Exemplar som Forfatter i graat Karduspapir med Parafintryk – komme til Jul, vil det vist ikke skade stort, da neppe ti Exemplarer deraf vilde naa Danmark – efter mit Skjøn. Og den lille Historie er altfor god til at slippe sig af Hænderne.

No. 7. Præstegaarden stod ifjor Høst i Ude og hj.

Dersom De ikke anser det absolut nødvendigt, vilde jeg helst udelade enhver Anmærkning om, at nogle af Stykkerne har været publicerede andetsteds før; saadanne Anmærkninger ere vansirende, og Kritiken vil desuden tilstrækkeligt oplyse derom. Det er jo ligefrem «gefundenes Fressen» for en Kritikus at kunne begynde saa: «Skjønt disse nye Novelletter ingenlunde ere nye» – eller lignende. En Kritikers Hverv er surt nok; lader os lette hinanden Byrden.

Og vor store fælles Ven, som er reist til Amerika!

De besøgte os, da de reiste nordover til Bulls Jordefærd; og jeg talte da meget med Bjørnson om et nyt «ugudeligt» Tidsskrift, som laa ham meget paa Hjerte. Nu da han er borte, falder det vel til Jorden. Sandt at sige tror jeg, han har godt af at komme ud af det daglige Avisskraal for en Stund; og saa haaber jeg, at han vil fortjene mange – riktig mange Penge!

Da han passerede Stavanger med det engelske Dampskib, traf jeg ham desværre ikke. Han skildres som meget nedtrykt. Fra Fru Bjørnson havde jeg Telegram igaar; hun er reist hjemover Landveien og kommer saaledes ikke indom os. Maatte nu ogsaa Følgen af hans Reise blive en gjennemslaaende literær Triumf, det vilde gjøre ham selv godt.

Undskyld dette lange Brev, som jeg skriver paa Teglværkskontoret og paa Forretningspapiret.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Johan Bøgh.

Kjære Bedemand!

[…]

Bjørnsons Reise glædede mig paa en ganske særegen Maade. Først fordi jeg haaber, han faar mange Skillinger, dernæst fordi han faar puste ud efter den daglige Elendighed herhjemme, og tilsidst fordi ved hans Reise falder formodentlig det paatænkte Tidsskrift for Ugudelighed til Jorden. Ikke saa, at jeg glæder mig paa Vorherres Vegne; men jeg syntes, Planen var saa dum og slet funderet, Redaktionen saa blandet, og desuden havde jeg saa meget bedre Lyst til at være med de Danske. Nu gaar Edvard Brandes hen og stiller sig som Valgkandidat paa Langeland! – hans Skjæbne afgjøres just idag – jeg har leet, siden jeg hørte hans Plan. Folkethingsmand! – E. Brandes valgt af danske Bønder! – hør kjære Ven! intet i Verden er dog saa radbrækkende latterligt som Politikken.

Gud bevare Kongens Forstand, Enkedronningen tillands og vands! – blandt mine nye Novelletter – som er gamle – og som kommer til Jul, er der en, der vil skaffe mig almindelig Fangekost. Jeg er frisk, fed og over modig som en blond Gris, og Tingene synes mig i Norge at gaa lige lux ad Helvede til, hvilket er underholdende, opbyggende og delvis spændende. Som Tegn paa mit Venskab for dig holder jeg Bergens Tidende – som ikke er ilde –. Dagbladet læser jeg af Pligt – det kommer sig forresten –; men Morgenbladet er dog min aandelige Føde. Uden det gik jeg kanske hen og indbildte mig, at det stod vel til med den gode Sag. For at tilstaa Sandheden: jeg er rasende, stille rasende, og min Bog skal blive nederdrægtig som bare Fanden.

Et saa forvirret Brev maa du sætte Pris paa!

[Underskrift mangler.]


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg har sunget den skjønne Sang om Danskenes Sejer med stor Jubel og læst Deres Brev med stor Fornøielse. Det var et mærkeligt Brev ogsaa af den Grund, at det kom hid imorges og er dateret 27de; – formodentlig er det galt dateret, da De vel gaar i Ørsken efter saamegen politisk Henrykkelse.

Ja – Ære være Bønderne – ikke sandt? men om de ere paalidelige, nederdrægtige, havesyge eller ædelmodige – det ved hverken De eller jeg; thi vi kjender dem ikke, og vi lærer dem aldrig at kjende. At Bønderne in casu har fundet sig tjent med Deres Valg er klart; men kun fordi de endnu en Stund har Brug for de fine Folk til at rage Kastanierne af Ilden. Men naar de faar afluret os vore Kneb, vil det komme frem, at de hader os med et velfunderet, historisk Had, som vi saa inderligt vel have fortjent alle Mand. Jeg siger dette om Bonden som en stor Ros; thi Resultatet af mit Kjendskab til ham er, at han er mig uendeligt overlegen i Klogskab, i at skjule sine Tanker; at han kan snakke mig efter Munden uden at jeg mærker det, at han altid er paa sin Post mod mig, altid narrer mig og i sit Hjerte nærer en uudslukkelig Mistro mod alt, hvad der hører mig til. Men et er sikkert: Bondestanden er – ialfald i dette Land – den mest velopdragne. Og kan det lykkes – jeg siger ikke: at vinde hans Tillid; thi det kan vi ikke –, men bare berolige hans værste Mistro, saa ere Bønderne – det vil da sige: de ved Havet – saare behagelige Mennesker at omgaaes. Fornuftige, velbetænkte, frihedselskende og videbegjerlige indtil det rørende.

Jeg er just i det morsomme Tilfælde at høre en Række Præster (jeg har en Bror blandt dem), der alle variere dette Thema: Jeg kjender Bonden, – jeg har kanske mer end de fleste – saaatsige levet med Bonden, sat mig ind i hans Stel, hans Sorger og Glæder – o.s.v. – det allerkosteligste Tøv! Der er ingen, Bonden lyver mere for end for Præsten; jeg kan kon trollere det paa hundrede Punkter; de juridiske Embedsmænd staa ham forholdsvis nærmere; dem hader han mere aabenbart.

Alt dette er jeg kommen til at skrive, fordi det just er derom jeg skriver i min Roman; den skal blive politisk – det lover jeg; det skal blive mig kjært at se, hvem af os to, der gjør det skarpest. Det bliver vel Dem, og da skal jeg være lærvillig for næste Gang; bare at se Dem – Dem opildnet – handlelysten – nær havde jeg drevet det saa vidt at sige: forhaabningsfuld –, det er en hel Fest for mig. Saa skulde da jeg ogsaa have en Glæde af den Satans Politik! Kjære Ven – lad nu ikke den Onde tage Dem; men lad mig se, De beholder rene Manchetter. Siden jeg ikke kan møde Dem i Kristiania, thi det kan jeg ikke af Økonomi, sender jeg herved mit sidste Billede som Bidrag til Deres Galleri.

Nu skal De – enten De vil eller ei opgive mig to danske Blade – et hvori De vil blive rost og et hvori De vil blive udskældt paa Thinget; hvad Tid begynder Komedien? for hvor lang Tid er De valgt?

Deres A. L. K.


Frederik Hegel.

Hrr. F. Hegel & Søn
Gyldendalske Boghandel Kjøbenhavn.

Høistærede Hr. Justitsraad! – jeg har idag at besvare og takke for en hel Række Sendelser fra Dem.

[…]

At jeg lod Deres Brev af 16de f.M. ligge ubesvaret kom af, at jeg vilde give Dem Anledning til at udtale Dem om (de nye) Novelletterne efter mine Oplysninger – specielt om Skipperhistorien. Da jeg nu ser, at De ingensomhelst Betænkeligheder nærer, modtager jeg med Glæde Deres Tilbud.

Med Hensyn til Torvmyrbilledet frafalder jeg mit Ønske; det vilde kanske bare se besynderligt ud med ét Billede, og Fortællingen kan jo nok staa alene. Nogen titelvignet kan det lidet nytte at bede Kitty om, for det første, fordi jeg ved, at hun har travelt, og for det andet, fordi jeg ikke ved, hvor hun for Øieblikket opholder sig. Det samme gjælder for Fru Collett, saa derved er ikke mere at gjøre. Hovedsagen er, at jeg for Tilfælde med god Samvittighed kan paastaa, at Bogen er sendt.

Jeg er saa bange for at de nye «Novelletter» kommer til at udgjøre et altfor tyndt Bind. Jeg generer mig næsten over «For Scenen» – den ser ganske mager ud i Ryggen.

Det glæder mig at se, at det var det Skovgaard, jeg mente, som er kommet i Deres Besiddelse, – ligesom jeg skal tillade mig at gjøre Brug af Deres elskværdige Indbydelse, om jeg nogensinde kommer til Kjøbenhavn. Det har for mig en vemodig Interesse, hvad der vedrører Margrethe Rode; thi jeg tror – mellem os – at hun nu ikke er meget lykkelig.

Med min nye «store» Roman «Arbeidsfolk» gaar det nu fremad. Den skal efter Bestemmelsen komme til Vaaren. Jeg haaber, min Forlægger ikke finder, at jeg er af de altfor produktive Forfattere, der ødelægge sig i en Fart ved Vielschreiberei? – det synes at være min Natur; desuden har jeg ikke Raad til at arbeide saa langsomt som f. Ex. Ibsen.

Hvis jeg i Tiden før Jul behøver Penge – hvad nok kan hænde – tør jeg da bede Dem om en Del af Honoraret for de nye Novelletter?

Modtag – Hr. Justitsraad! mine ærbødige Hilsener.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Det ante mig – sa’ Manden, han blev kastet ud –, at det stod galt til med mit Tysk! – allerede nu er jeg saa langt borte fra hin Stemning, hvori jeg foretog det Arbeide, at jeg næsten ikke begriber, hvor jeg kunde være saa dum – for det første at prøve og dernæst at tro, det kunde lykkes. Thi nu har jeg det godt igjen; min Modløshed var bare vulgær Dovenskab; da jeg endelig tog fat, var alt iorden. Jeg har nu tre Kapitler – gode – det forsikrer jeg: Beate har selv sagt det! – Her er yndig Søndagssol; Høsten er begyndt; det er uden Sammenligning den skjønneste Aarstid. I 1878 saa jeg Haverne i Fontainebleau gradvis falme og slippe Bladene. Noget af det behageligste, jeg ved, er at gaa i en Alle og slæbe Fødderne i et tykt Lag af visne Blade, med Blade strøet udover Dammen, en mat stille Høstluft og Kraager, som flyve over Træerne og sige Kræhkræh-kræh! Jeg bor nu paa en Exercereplads; nede paa Moen foran mit Vindu have Børnene hver sin Flagstang; de løbe dernede med røde Pinhuer – rigtige Sansculottehuer; Vandet i Mellemgrunden er blankt mellem Sivene, og Toppene af de fjerne Fjelde ere mørkeblaa; vi venter Sne paa de høieste og imorges var her hvidt af Rimfrost. Ak! – den som havde sig et komfortabelt Hus her eller ude paa Jædderen! – jeg ønsker visselig ikke, at Far skal dø, men jeg længes efter Penge.

Hvis De virkeligt vil være saa snil at levere en Note til «Rundschau», saa er jeg født den 18de Februar 1849. Sub rosa vil jeg gjøre Dem opmærksom paa, at da jeg engang var saa nærgaaende mod mine Forældre at tælle baglængs paa Fingrene, fandt jeg ud, at jeg undfangedes Natten efter den 17de Mai – vor Frihedsdag i det bevægede Aar 1848 – deraf mit i Familien uhørte Oprørerblod.

Min Moder mistede jeg, da jeg var Gut; hun var en klog, fin Dame – munter og djerv. Hendes Far – Provst Alexander Lange – var en af Landets fremragende Geistlige, – en herskesyg Satan – mellem os. Men Kiellands have altid været fyrstelige Folk, der have elsket sig selv over alt; de spise godt, drikke godt og dø af Sten. Ved mig, og min Skjæbne findes der ikke Spor af mærkværdigt; jeg var Korrektheden selv, indtil 1878, da jeg reiste til Paris og begyndte at skrive.

Jeg faldt næsten af Pinden, da jeg hørte om Edvard. Tænke sig den fine Edvard paa Langeland – bondevalgt – repræsenterende Bønder! – der er dog intet i Verden saa radbrækkende komisk som Politiken! For ham var det en sand Velsignelse, at han blev valgt; for Partiet og for os alle var det til stor Gavn, ja – selv Langelænderne ville vist være vel tjente med ham, – men komisk for mig er og bliver det, og jeg maa le, hvergang jeg tænker paa det. Jeg har ogsaa leet af ham, og han har taget mig det op i Venlighed. Jeg maa vist være en sjelden politisk Umulighed. –

Min Kone og jeg selv sende vore Hilsener til den Zelten; de Smaa takke for Frimærkerne.

Deres hengivne Ven Alexander L. Kielland.

De Portraiter, jeg sender, udgjør beklageligvis kun en liden Del af det Menageri, jeg havde tiltænkt Dem; men jeg maa have mistet en hel Bunke gamle Skræmmebilleder.

Jeg bryder mig Pokker om Deres etruriske Gedebuk; mit Signet har hængt under min Oldefars Mave ved mangen munter Leilighed – han var ogsaa en etrurisk Gedebuk – og derfor skal De idag have tre Segl deraf.


Karoline Bjørnson.

Kjære Fru Bjørnson! – det var en stor Skuffelse for os, at De reiste Landveien fra Bergen. Det faldt saameget desto uhyggeligere for os som vi ikke engang fik se Bjørnson, som dog laa ved Bryggen her flere Timer. Jeg har ærgret mig saameget herover, at jeg slet ikke vil snakke mere derom.

At De sendte ham afsted – saaledes fremstiller han selv Sagen – var efter min Formening ikke blot kjækt, men ogsaa klogt af Dem. Dersom jeg faar Lov til at fremture i mit frie Sprog, vil jeg sige, at det havde den store Mand uendeligt godt af. Thi ligesom alle hans Dimensioner ere for store for os – som Gulliver blandt Lilleputterne, saaledes er det for begge Parter en Gevinst at se hinanden paa Afstand.

Dersom De nu vil være rigtig klog (tilgiv mig atter, at jeg fremdeles gjør mig vigtig og taler mit frie Sprog), saa skal De prøve at sælge Aulestad, finde en liden Gaard ved Drammenshavnen og vente ham der med høist 6 Kjør og ikke mere end en Hingst. Thi (oh! lad det blive mellem os!) han er ikke flink i Forretninger, og (oh! forraad mig ikke!) der er intet, han heller vil, end være fri for Byrder af den Art. Naar han kommer hjem, har han mange Penge – det skal være Reisepenge: han maa ikke være hjemme forlænge ad Gangen.

Jeg forekommer mig selv umaadeligt komisk ved denne Raadgivertone. Men Deres Mand er vist af dem, der indbyde til «gode Raad»; og jeg kan ialfald indvortes forsvare mig med et hjerteligt Venskab for ham og Dem. Nu vil jeg snart igjen skrive til ham; jeg er sikker paa, det frisker ham at faa Breve hjemmefra, og De maa paa det venligste hilse ham fra Beate og mig, naar De skriver.

Deres Stilling – Frue! tænker jeg mig ikke som meget straalende for Tiden. De har en lang Vinter for Dem, meget Kav og – efter min Forstand – ikke de mest opmuntrende Omgivelser. Thi naar jeg undtager Jansons og Bøs, har De vel liden Glæde af de andre. Skjældsordene mod Deres Mand haaber jeg, De bryder Dem Pokker om; men det kan dog blive kreperligt nok i Længden. – Maatte det da være Dem til nogen Opmuntring eller Tilfredsstillelse, at De i min Kone og i mig har oprigtige Venner.

Vil De hilse Deres Børn, Reimers’s, Konow’s, Mejdell’s, og den snille Mand fra Lillehammer, hvor vi vare, men hvis Navn jeg har glemt. Og modtag selv vore bedste Hilsener

[…]

Deres Alexander L. Kielland.


August Strindberg.

Hr. August Strindberg.

Mange Tak for Deres venlige Brev af 6te Sept. og for det indlagte Portrait. Det glædede mig specielt at se, at De var saa ung; – saa ville vi bestemme os til at leve saa længe, at vore Fiender skulle faa Gulsot af Ærgrelse.

Mit Billede, som vedlægges, skal være ret godt; selv er jeg forskrækket over min Korpulence. Jeg lever nemlig endnu i den Indbildning, at jeg er en slank Yngling.

Mens jeg just i disse Dage kjæmper med de første Kapitler til min nye Roman, tænker jeg paa den souveraine Foragt, hvormed De ogsaa bekjæmper «det Officielle» i «Röda rummet». Jeg har her at behandle Raaddenskaben i vore Departementer – (Regjeringskontorer); det hele System af hovmodige, dovne Embedsmænd med denne fremmede halvt svenske – halvt franske – helt farlige Konge i Spidsen. Deres Meninger om vor «fæl les» Ven – Oscar II kjender jeg jo ikke; muligens kunne Svenskerne være tjent med ham; men for os er han en umulig Kavaller.

Hvorledes gaar det Dem i Deres officielle Stilling? – De er jo «kongelig Secretær» –; er en Mand af Deres Slag ikke ialfald mistænkelig?

Der er faa Lande i Europa jeg kjender saa lidet til som Sverige; dobbelt glad er jeg derfor ved Udsigten til et fortsat Bekjendtskab med Dem og Deres Værker; thi – sandt at sige – har jeg hidtil seet paa den svenske Nutidsliteratur med mindre ærbødige Øine. Sverige har – ta mig det ikke ilde op – staaet for mig som et Land fuldt af Ceremonier, hvor Menneskene vare ualmindeligt rangerede og sorterede og hvor man drak lidt mere end nødvendigt. Men jeg har aldrig været der, og kjender neppe ti Svenske, saa min Dom er ikke meget at agte paa.

En glædelig Begivenhed i Norden er Dr. Edvard Brandes’s Valg til Rigsdagsmand. Er De politisk anlagt? – jeg er en absolut politisk Umulighed; det hele er for mig den allerlatterligste Komedie.

Dersom De er saa snild at svare mig prompte, skal jeg ogsaa for Fremtiden være mere precis end denne Gang. Jeg beder Dem undskylde, at jeg saa længe lod Deres Brev ligge ubesvaret. Min ærbødige Kompliment til Fruen og Frøkenen.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! jeg huskede ikke din Geburtsdag igaar, – det tager du mig ikke ilde op. Thi det vigtigste er, at jeg meget ofte tænker paa dig. Forleden sendte jeg dig «For Scenen»; du kjender vel det meste før, men du vil alligevel tage den som en kjær Hilsen? Bogen duer ikke stort – undtagen «Paa Hjemveien», som i al sin Klodsethed er et Kraftstykke, til hvilket jeg ikke længer kan gjøre Magen.

Til Jul kommer et lidet Bind Nye Novelletter, som du ogsaa kjender – undtagen en liden Historie, der vil blive opfattet som en Satire over Kong Oscar II og hans Ministerium. Far vil blive rasende, og jeg faar vist høre meget ilde fra de fine «Bagstrævere»; men jeg har gjort mig selv det Løfte, at vedstaa min Radikalisme, naar jeg fik fast Fodfæste. Og det har jeg nu; jeg har voxet uhyre fort, og man tør ikke længer behandle mig nedladende som en haabefuld Yngling, der behøver Beskyttelse.

Den Roman, jeg nu skriver, skal være et Slag saa haardt, jeg kan føre det, mod Juristeriet herhjemme, mod denne hovmodige Embedsstand, vi slider med.

Du ønsker, at du kunde sælge og tjene Penge, – nu begynder jeg at tjene; men jeg har saamegen Gjæld og denslags Elendighed, at jeg maa arbeide længe, før det moner.

Jeg ser med Længsel efter dit Navn, naar Kunsthandlerne i Kristiania avertere; – nu maa du snart komme! Hvem er «mine malere»? –, der synes at have givet dig et eller andet Raad om et eller andet. Jeg udtaler mig ikke bestemt; thi hør følgende Passus ordret afskrevet af dit Brev:

«Saa har jeg to strandstudier et i solskin og en i graaveir; den sidste er som billede, jeg havde tænkt at sende den til Christiania nu, men saa synes dine malere(!?), at jeg endelig derefter» (oh – hør dette gaadefulde derefter!) «burde male mit ene salonbillede, blot gjøre endnu nogle tegninger og detailstudier, saa jeg beholder den» (!!!) Denne Stil er ikke at anbefale, – spesielt gaar det ud over den arme Artikels Kjøn med en Hensynsløshed, som jeg finder overdreven. Det samme finder jeg med Hensyn til dit Had til Mændenes Kjøn – ja snart sagt til Menneskenes Kjøn overhovedet – «überhaave» – som Fru Berner siger paa tysk. Det er sikkert, at de bedste Anskuelser ere de, der deles af faa; men ligesaa vist er det, at naar den Gruppe af Meninger, der udgjør vor Livsanskuelse, gestalter sig saaledes, at vi selv føle os i Verden som Robinson paa sin Ø, da bør vi begynde at blive ængstelige for os selv; thi da ere vi paa Vei til at miste Evnen til Retfærdighed og vore kjæreste Tanker, der skulde omspænde vor Tilværelse som et Styrkebelte, krystallisere sig til en fix Ide, paa hvilken vi stirre os blinde, indtil vi væmmes ved Livet og forspilder vort Arbeide.

Jeg ved, du er for klog til at tro, at Raaheden hos Folket og Liderligheden hos de fine er større i Frankrige end her. Med Hensyn til Raaheden, saa «pines Kattene» fuldt saa lystigt hos os (Kaptein Hjelm som blev gift med Kämner Pettersens Datter tog sin Kones Yndlingskat – forat ærte hende – forstaar du! – og holdt den med en Ildtang ind i Ovnen!) – altsaa Raaheden mener du ikke er større der, hvor du er – end her; heller ikke Liderligheden – det kan jeg fortælle dig; men det ved du ikke noget om, herhjemme gaar det lunere, – en Dame især faar aldeles Intet vide; men det findes der, det kan du stole paa. Jeg forudsætter altsaa, at du ikke opfatter «Elendigheden» som specifik fransk. Men du sørger – ja du opirres til Raseri ved Verdenselendigheden überhaave. Ser du! – ikke vil jeg trøste dig; thi hvis der er en livskraftig Flamme i mig saa er det jo netop dette stille Raseri –, men jeg vil prøve at afholde dig fra at reise til Robinsons Ø – Kolumbus’s Æg – vilde Andreas sagt.

Du skal lægge Mærke til, at du er blandt «les enfants perdus» – de Soldater der bliver kommanderede først i Breschen. Du tager Stød for tusinde Kvinder; din Stilling er udsat som en Flagstang – udsat for det værste Skyts – Spot og Overseelse. Thi nu ere Mændene netop komne saa vidt, at de begynde at genere sig for at hævde sin Overhøihed ved at vise frem sine Muskler. Kamppladsen flyttes med et Skin af Generøsitet fra Næverne op i Hovedet. Men her staa de ogsaa fast og ville længe blive staaende. Den, der i intellektuel Henseende vil hævde Kvindens Ligestilling er gal – den mandlige Form – eller latterlig – den kvindelige.

Og nu i Brændpunkterne: Literatur – (sætter jeg først, fordi det er almenest) Kunst, Videnskab – eller sligt, – ser du ikke, at den Kvinde, som vil frem her, er prædestineret til at se og møde alle det civiliserede Samfunds Rædsler i den atroceste Form. Dette skal du lægge Mærke til, – ikke forat undskylde eller dække over, men for ikke at blive uretfærdig. Dernæst skal du læse hele Stuart Mill, paa det at din Verdensærgrelse maa gjære ud og blive den Verdensmedlidenhed, der giver Lyst til at leve saa skidt som det er.

Alex.


Christoph Heinr. Holfeldt.

Kjære Ven! – kan følgende være muligt i Kristiania?

En Statsraad har en Maitresse, som han gaar til visse Dage. Hun koster ham meget og er kun tro disse visse Dage; ellers slipper en og anden «ind». Saa lader jeg tilslut Statsraaden faa Slag i hendes Seng.

Sig mig, om dette er altfor evropæisk for vor Hovedstad, eller om vi alt er komne saa langt. Om det just er en «Statsraad» i et saadant Tilfælde, bryder jeg mig ikke om – forstaar du; det var endogsaa bedst, om de alle elleve vare Dydsmønstre, saa anfalder jeg ingen Person. Men jeg mener, om du ved, at andre gamle Hæderspaschaer – enten høie Embedsmænd eller Rigmænd – ere nogle Svin paa Bagsiden. Er Maitressevæsenet saa udviklet, at jeg kan lade hende bo forholdsvis elegant? – med Piano?

Kjære giv mig nogle Vink herom.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.

Hvis du svarer pent, skal du faa et ordentlig Brev; men idag har jeg saa travelt.


Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel!

Det maa idag være mig tilladt at stille en Anmodning til Dem, som i høi Grad tiltrænger den Velvilje, De altid har vist mig. Som De af mit Telegram har erfaret ønsker jeg at «Nye Novelletter» ikke udkommer for det første. Sagen er kortelig denne: Jeg har en Fader, som i saagodtsom enhver Henseende er en komplet Kontrast til sin Søn. Han er devot og ultrareaktionær, og min Radikalisme er en af Sorgerne i hans Liv. Nu er han syg – den stakkels Mand; – han har sandsynligvis en Kræftskade, der piner ham usigeligt og vil ende med at tage Livet af ham. Jeg talte igaar med Lægen, og han regnede Faders Levetid efter Maaneder.

Om nu end min Skipperhistorie ikke ligefrem foranledigede Majestætsforbrydelsestiltale (skjønt ingen kan vide, hvad denne Konge kan finde paa) – saa vil den dog ganske vist fremkalde Mudder i Leiren. Dette er jeg vis paa alene af den Grund, at Historien er kjendt fra tidligere af de ledende Mænd i den radikale Presse, og bare et uforsigtigt Ord fra dem vil skaffe mig hele det reaktionære Kobbel paa Halsen, – og de forstaa at gjø – de Hunde, det maa man lade dem.

Men dette vilde i Faders Øine være den største sorg og Skjændsel, der kunde overgaa ham, og jeg kan ikke gaa hen og gjøre hans sidste Dage tungere end de ere. Derfor beder jeg Dem – Hr. Justitsraad! – lade de Nye Novelletter ligge indtil videre; han kan desværre ikke leve længe.

At jeg allerede har hævet 1000 Kroner, tror jeg efter mit Kjendskab til Dem – er en Omstændighed, som lidet eller slet ikke har noget at sige i Deres Øine. Ja jeg tillader mig endog herved at forespørge, om der er noget iveien for, at jeg hæver ca. 500 Kr. endyderligere hos Dem inden Jul, hvis jeg behøver det.

Værre er det derimod, om Expeditionen af Bogen allerede er saa langt fremskreden, at den kun med Opofrelse kan stanses. Isaafald er jeg villig til at bære enhver Udgift; thi nu er det mig meget magtpaaliggende, at den ikke kommer, før Fader er gaaet bort.

Saa tænker jeg ogsaa paa Capt. Sarauw. Men det kan vel ikke genere stort, om et Par af Novelletterne kom i Westermannsche Monatsz. før Bogen?

Jeg beder Dem være overbevist om, at jeg kun meget nødig forvolder Dem dette Bryderi; men jeg haaber ogsaa paa den anden Side, at De vil sympatisere med mine Bevæggrunde.

Ligeoverfor Fader og andre vil jeg til Forklaring af den bebudede Bogs Forsinkelse debitere den uskyldige Løgn, at jeg fandt Bogen saa tynd, at jeg gjerne vilde se, om jeg ikke kunde faa skrevet endnu en liden Historie, forat gjøre den mere reputerlig.

Det vil være mig en Beroligelse i denne saa triste Tid at erfare, at De har imødekommet mit Ønske, ligesom jeg forsikrer Dem om min særdeles Taknemmelighed.

Deres særdeles forbundne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg ser med Skræk, at Deres sidste ubesvarede! Brev bærer Datoen 18de Oct. Jeg lagde det hen, fordi De skulde til Paris en Trip, og siden har jeg havt saa mange Ubehageligheder.

Tænk Dem, jeg havde en Ven – det vil sige saadan en Omgangsven, en Husven, som kom og spiste med os og legte med vore Børn. Vi vare Artiumskammerater; senere var han i Vestindien 5 Aar; men nu var han kommen til Stavanger, var introduceret – tildels gjennem mig – hos Far og ellers i Familien. Og saa løber han bort, efterat have bestjaalet sin Principal (han var Fuldmægtig hos Sorenskriveren) for 12 000 Kr. som han i to Aar har stjaalet i smaa Portioner – 150 a 200 Kr. ad Gangen!

Saa er Far bleven syg; han har nok Kræft i Underlivet. Det er ogsaa meget trist. Desuden har jeg havt ond Samvittighed for «Skipperhistorien»; thi det vil tage Livet af ham, om der blev skrevet Skjældsord mod mig af de konservative, til hvilke han hører med alle sine Fibre.

Saa sidder jeg fast misfornøiet midt i min Roman. Paa Slutten har jeg de herligste Ting, som vinker mig; men jeg kan ikke komme over det Satans Midtparti. Det er saa kjedeligt – det, jeg skriver nu om Dagen, at jeg maa tvinge mig til hver Linie. Ak den, der havde en sort Slave, som kunde skrive Midtpartierne! – Begyndelsen er interessant, Slutningen en Fest; men Midten, naar alle Folk ere opfundne og gaar der og væver – det er et Helvedes Arbeide!

Jeg læser Deres Brev igjennem. Deres Dom om Theatret tiltræder jeg, do. om Pressen, do. om Dagmar, do. med Akklamation om Fru Ingeborg. Men Frøken Nini har intet Indtryk gjort paa mig. Jeg mindes hende som et stort, bart Ansigt, hun snøvler og snakker med Spyt i Mundvigerne.

Fritz! Fritz!! – jeg og Fritz! Fritz og jeg! – kan De tænke Dem, at jeg skulde sympatisere med saadan en Gris! en Vrøvlekop som sin Far – det er han, og jeg kan ærgre mig grøn, naar jeg tænker paa, hvilken Kone han har.

Jeg er saa sint idag. Tag dette for et Brev og skriv snart igjen.

Deres hengivne Alexander L. K.

Hvor er Deres Broder? han svarer ikke paa mit Brev!


Georg Brandes.

Kjære Ven! Det var da rigtig godt, der endelig kom en Lyd fra Dem; jeg glemte at telegrafere til Dem sidst jeg var i Byen; men det var min Agt. Imidlertid maa De ikke tro, at jeg er en saa fordringsfuld Korrespondent; men det er De selv, som har forvænnet mig. Jeg kunde jo godt have skrevet Dem nok et Brev, og det vil jeg gjøre næste Gang, naar det varer mig for længe; – men det maa det ikke!

De er da ogsaa et Helvedes Menneske til at have travelt; jeg tænker helst, De gaar paa Rangel om Aftenen, sidder og snadrer aandrigt bag en Mængde Skjørter, saa De er øm i Mundvigerne, naar De lægger Dem. Stundom kommer der en Længsel over mig efter saadant et Liv som Deres, og jeg maa da føre en liden Kamp med mig selv, forat resignere i denne mer end halvt spidsborgerlige Tilværelse, hvor jeg staar op Kl. halv 8! og gaar tilsengs halv elleve! – taler med min Kone og mine Børn og ellers skriver om Formiddagen og læser om Eftermiddagen. Men saa trøster jeg mig med, at jeg duer dog ikke i Salonen; jeg er altfor svær og fed, vælter Stole og smaa Borde og knuser Tabouretterne, naar jeg sætter mig – og desuden – jeg sveder! – med Aandrigheden er det bedre bevendt – synes jeg i min Beskedenhed – og det er virkeligt et stort Savn, at jeg saa sjeldent faar Anledning til at føre en interessant fin Samtale.

Ærligt talt! – Deres Russerinder gaar mig i Hovedet! – det maatte være forskrækkeligt morsomt at faa saadan en Djævel til at elske eller hade sig.

De kan ikke tænke Dem, hvor det glæder mig, at man begynder at skjønne paa Dem dernede; thi jeg kan tænke mig, at det ikke er nogen let Sag at gjøre sig gjældende i et overfyldt Samfund for en Fremmed. Men De er mig for nervøs; De ter Dem op; jeg er saa ræd, at De en Dag falder sammen – fortæret indvendig fra af Deres egen Ild. Naar De havde lidt af mit tykke Blod!

Jeg synes Synd i Edvard, som skal have alt det Tracasseri med sin Ed; paa samme Tid som selve Spørgsmaalet ikke staar for mig i den Klarhed, at jeg bestemt kunde sige, hvad jeg in casu vilde gjort. Forsaavidt klart staar det, at jeg i min «absolute Forholdsløshed» aldeles ikke vilde havt noget med det hele, men om jeg nu havde stærk politisk Interesse og altsaa vilde ind i Rigsdagen – vilde jeg saa aflægge Ed? Som Jurist – jeg veed ikke om Hr. Doctoren mindes, at jeg er docteur en droit –, fra juridisk Standpunkt har jeg altid forment, at Eden – al Ed – kan ophæves (at den bør ophæves er klart); men min Betænkelighed vilde kun være den ubehagelige Fornemmelse – som da uden Tvivl ogsaa Deres Broder har havt – at jeg er paa Randen af at deltage i en Ceremoni, som kan krænke to eller tre Gentlemen i Landet, – jeg regner ikke Krapylet som skraaler. Og denne Krænkelse er alvorlig; derfor synes jeg Synd i dem, der gaa i Breschen. Som De ved, har han underskrevet og givet en grei, krigersk Besked.

Forholdene herhjemme er muntre – kan De tro! Regjeringen bliver hver Dag mere forstokket, og Kongen synes at lide af blød Hjerne. Af Aviserne ser De vel de mange Majestætsforbrydelser, en Raptus, som dog nu formodentlig har kulmineret. Deraf tager min Roman Farve, og jeg smører tykt paa. Men saa ler jeg ogsaa af mig selv; thi altid synes jeg, at jeg er saa forbandet skarp og modig, og naar det saa kommer til Stykket, saa er det dog ikke andet end Sukkerbrød! – Min Far er syg, og han maa nok dø. – Min Onkel – nuvel! det er ogsaa en sørgelig Historie.

– En af mine Venner er løbet bort med Penge og siges nu død i NewYork.

Her er trist nok i vor Afkrog; men vi – min lille Husstand – har det dog godt. Beate hilser paa det venskabeligste; hun har meget Stræv med mig – siger hun, idet hun paastaar, at jeg i det sidste er umulig at leve med. Jeg er nok lidt sær –; men det er s’gu ikke saa godt, naar man har en hel brændende Roman i Hovedet!

Om 14 Dage er «Arbeidsfolk» færdig – d. e. første Skrivning. Den bliver paa en Prik saa stor som «G & W», men ikke saa morsom. Mange Penge venter jeg for den. Ved De, at i 1880 har jeg tjent ved literært Arbeide over 6,000 Kr. – var ikke det godt i det første Aar?

Af de nye danske Bøger har jeg kun faaet «Smaafolk». Det er en udmærket god Bog – jævn, sikker, følt og meget lærerig. Er Schandorph en godmodig formløs Person, som jeg f. Ex. turde skrive til, om jeg fik Lyst?

Af de andre glæder jeg mig jo mest til Jacobsens; men det tager Tid til Stavanger. –

Kjære Ven! hils Deres Frue fra os paa det ubekjendtvenligste

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! […] Jeg læser de danske Aviser, De gav mig Anslag paa, og jeg vil ikke med et Ord plage Dem mere med denne Ed. Jeg synes i høi Grad Synd i Dem, og naar jeg tænker paa alt det, De vader i, siger jeg til mig selv: han havde bedre Støvler end jeg troede.

Far er desværre saa daarlig, at han lidet agter paa, hvad der foregaar; hvis der bliver noget Vrøvl, tænker jeg, at jeg skal kunne holde ham udenfor. Derfor har jeg for længe siden skrevet til Hegel, at han kunde lade Bogen komme; men jeg har endnu ikke seet den. Skulde den endnu ved dette Brevs Ankomst ikke være fuldt udsprungen, maa De gaa til Hegel for mig – eller ialfald telegrafere til mig strax; thi da maa mit Brev være forkommet.

Jeg vilde saa gjerne talt med Dem om min nye Roman; men det bliver for langt at skrive. Jeg har nu kun to eller kanske tre smaa Kapitler igjen; men – vil De tænke Dem! – jeg som er saa stærk og tykblodet – jeg er bleven nervøs; naar jeg har skrevet mine Formiddagstimer er jeg halvt syg om Eftermiddagen, og jeg tror, at naar jeg faar læsset af mig Slutningen, faar jeg hvile mit Hoved lidt. Det er høist besynderligt, at jeg mod min Vilje tvinges til at tænke paa min næste Bog – en liden Julefortælling som skal flaa «Godgjørenheden» og hedder «Loppen». Jeg er bange for, at jeg har overanstrængt mig og skrevet altfor fort disse to Aar; hvis jeg faar Raad, maa jeg se til at komme ud at reise til Vaaren.

Ja – det var denne Roman! – jeg formoder, at den er meget god; men den er bleven næsten vel politisk; jeg bliver vist hængt for den. Forresten maa jeg – som jeg ogsaa skrev forleden til Deres Broder – le af mig selv; thi altid fortæller jeg paa Forhaand, at jeg er saa skrækkelig voldsom, og naar det saa kommer, saa er det jo ingenting. Jaja! nu skal I se!

Har De Tid og Lyst til at fare gjennem Manuskriptet, eller vil De heller vente til det er trykt? – i Midten af Februar skal det sendes – efter min Plan.

Synes De, at det ser stygt eller søgt ud, om jeg anvender følgende Vittighed, jeg har hørt fra min Barndom: Den fine Embedsmand: «Hvorledes faar de arme Fiskere Nattelogis?» Lodsoldermanden: «Aa – det er s’gu skidt nok. De fleste lægger sig paa Maven og breder Rumpen over sig saa godt de kan.» Historien er altfor god til ikke at anvendes – ikke sandt?

Paa Størrelse bliver Bogen netop som Garman & Worse, og jeg haaber paa mange Penge. Titelen «Arbeidsfolk» falder lidt klodset. Det skal være ironisk, idet «Arbeidsfolkene» ere Departements- og Embedsdrog; men De ved Titler!

Lad mig snart høre fra Dem igjen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Christoph Heinr. Holfeldt.

Kjære Ven! – jeg har siddet og betragtet din Haandskrift, – den er akkurat som dengang du skrev Borchs berømte Oversættelse af Philoctet; min har derimod forandret og forbedret sig – finder du ikke det? Naar jeg er ferdig med den nuværende Roman – i April –, skal jeg skrive en mindre Fortælling til næste Jul; men saa begynder jeg en stor Bog igjen mod Skolevæsenet og den saakaldte lærde Uddannelse. Da tænker jeg at faa Brug for Borch og Philoctet og dit gamle Værelse og meget andet, som du maa hjælpe mig med.

Idag maa du give mig lidt Besked om min stakkels Syphilispatient. Det er Konen til et velstaaende Departementsbud, og en Doktor tager sig specielt af hende. Derfor tænkte jeg, hun kunde slippe Fila, – jeg ved desværre ikke, hvorledes der ser ud –; kunde det ikke tænkes, at en Læge kunde skaffe hende et smukt lyst Værelse paa det nye Rigshospital? – hun har ikke mange Dage at leve i; men ikkedestomindre var Tilfældet saa «interessant», at Professoren – da han fikk høre derom – tog sine Disciple og gik op paa Hospitalet og demonstrerede paa hende der. – Gaar det an?

Der skydes jo 21 Skud, naar Kongen kommer? – og naar han reiser?

[N.N.]’s Affære gik mig ogsaa mere til Hjertet end jeg ialmindelighed vil tilstaa; Skuffelsen var saa umaadelig, hans Forbrydelse saa lang og ondskabsfuld, at jeg begynder at tro, at blandt det almindelige Menneskepak er der kun faa, som ikke stjæle.

Hvis du faar vide, hvorledes han døde, maa du fortælle mig det.

Du spørger, om jeg tror, Manden er bedre end Kvinden. Kjære Ven! Spørgsmaalet er ikke klogt – synes jeg. Sandsynligheden er dog for, at de ere lige gode; thi efter min Forstand maa det i moralsk og i intellektuel Henseende være svimlende ligegyldigt, hvorledes et Menneske er indrettet mellem Benene. Men naar det forekommer dig – og specielt dig, somom Ulykkens Kilder saa ofte vise tilbage til Kvinden, saa er det først, fordi du som Politimand og som født Pessimist ser livets Vrange – og ser det paa saa nært Hold, at du taber Lidt af Oversigten.

Betragt et Øieblik Kvinden, som hun er, og tænk paa, hvorledes hun er bleven det. Først har Jøderne fundet op den nederdrægtige Myte om Æblet; denne har saa Kristendommen tærpet ind i os alle. Tænk saa, hvad enhver Mand ved: i hvilken Grad hun bliver eftertragtet før, hvor hun bliver forgudet medens, og hvor uendeligt dybt hun foragtes efterpaa. Du vil kanske mene, at dette er talt om de faldne Kvinder, – ingenlunde. Der ligger dybt i Mandens Selvgodhed en Foragt for Kvinden efterpaa, – du kan se det – ja jeg vover at paastaa det! – du kan se det i ethvert Ægteskab – glimtvis. Naar du tænker dig Forhold af denne Art efterlade sit lille Mærke fra Slægt til Slægt, maa du ikke undre dig saameget over, at Kvinden saa lidet opfylder «sine Pligter». Jeg tænker, hun har taalt saa vrang en Behandling som Mænd aldrig vilde have baaret uden deraf at blive nedværdigede og slette i langt høiere Grad. Det fremgaar herav, at hvis jeg overhovedet tror, at der i et af Kjønnene er en større Disposition for det gode [og] en seigere Modstandsevne mod det Onde, saa findes dette paa Spindesiden. Naar store Samlinger af Mennesker – enten hele Folkeslag – eller Arbeidsfolk – eller en Arme – eller «Kvinden» opfører sig slet, er det altid Følgen af slet (det vil sige dum) Behandling – enten for streng eller for mild – eller som ved «Kvinden» en feil Blanding af begge Dele.

[…]

Min far – stakkel! gaar mod Døden. Han har kræft i Underlivet. Her er trist i Byen – kan du tro.

Kjære Ven! – lad mig se, at du holder Liv i denne Korrespondance; mig morer den i høi Grad.

Din Alexander L. Kielland.

[…]


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – altid skal jeg da have Plage med disse Titler, og altid skal De være Plagefogden! Lidt af det, De siger bryder jeg mig ikke om, – det nemlig, at Schandorph’s sidste Titler ligne min; thi det er en ephemer Grund, som har ingen Vægt, hvis bare Titlen var træffende. Men der er det, det kniber. De har nemlig saa svinagtigt Ret i det, De siger om de ironiske Titler; jeg har kun altfor vel følt det selv. Ser De, saaledes ser Bogen ud: paa den ene Side skikkelige Bønder og dumme jævne Mennesker, der slide sig ud i vore ufrugtbare Forhold og overalt tørner mod det officielle, de med Guldsnorer paa, de fine, de regjerende. Tilslut chikaneres mine simple Venner ud af alle sine Positioner og gaar ombord paa et Udvandringsskib. Paa den anden Side har jeg et godt Galleri Embedsfæ, der uafladeligt snakker om, at de arbeider, medens de driver det skrækkeligste Spilfægteri med Retspleien og med alt, hvori det juridiske Støv er indblandet. Havde jeg kaldt G. & W. for «Filt», saa kunde jeg kaldt denne for «Støv».

Jeg bevæger mig helt op i de høieste Cirkler i Hovedstaden blandt Statsraader og svensksindede Embedsmænd. Mens det er paa det allersørgeligste med mine Venner, slutter Bogen med Kongens glimrende Indtog og en Opsats i «Folkets sande Ven», hvori Oppositionen faar en Strøm af Skjældsord. Den sidste Sætning efterat Avisen er læst høit i Departementet – er saaledes: «Redaktør Mortensen havde læst med sit sædvanlige tvetydige Smil – halvt ironisk halvt høitideligt. Men der var ingen, som lo; i dette Øieblik følte de alle, at Mortensen havde Ret.» –

Paa Emigrantskibet har jeg da en Noæ Ark med skikkelige Bønder forud, som ikke kunne udholde de indsnævrede Forhold hjemme; og agterud paa første Plads har jeg en brav Broder og Søster (Børn af Statsraaden) samt det almindelige fine Krapyl som «Familien» sender over til den anden Verden. I Byen er der Fest efter Indtoget; man ser af og til en Raket thi: «Kongen havde i Vinterens Løb havt en Halsbyld; derfor gjorde Studen terne Fakkeltog til Slottet, hvor de sang: Hør os Svea, – Moder åt os alla! – I samme Anledning var der også stor Folkefest i Tivoli med Deklamation og Fyrværkeri.»

Der er utvivlsomt meget godt i denne Bog; den er skrevet ud af min Sjæls Harme og med al den Ondskab og Kløgt, jeg har kunnet opdrive. Men Titlen! – ja den faar staa! –

At jeg har været «nervøs og overanstrængt» er glemt sporløst. En trediepart af Romanen er allerede ganske færdig omtrent til Trykning, og jeg avancerer hver Dag et langt Stykke.

Med Far gaar det jævnt nedad. Jeg har den Plan at komme til Kjøbenhavn til Vaaren og se efter et Landhus, hvor jeg kunde bo med Familie f. Ex. et Aars Tid. Er det dyrt? Naar jeg havde c. 8 a 10,000 Kr. om Aaret, kunde jeg ikke da leve godt? – Min Kone hilser og glæder sig «skrækkeligt» til Kjøbenhavn.

Deres A. L. K.

«Loppen» er da en god Titel – for Fanden! – det havde jeg glemt! – ja, De forstaar, det er min næste Bog; har jeg ikke fortalt om den?


Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel!

[…]

I de første Dage af Februar kan jeg sende Dem den nye Roman «Arbeidsfolk», til hvilken jeg har stort Haab. Naar jeg da selv vil læse Korrektur, saa kan Bogen vel neppe udkomme før April?

Min stakkels Fader har det saa ondt; han synes desværre endnu at have en lang Lidelse ivente. Vor Jul har derfor – som De kan tænke Dem – været trist nok, og da Situationen er aldeles haabløs, have vi kun det Ønske, at han maa faa dø snart. Om mine nye Novelletter bekymrer han sig slet ikke, og det ser ogsaa ud, somom ingen Hund gider gjø ad dem. Jeg beder Dem modtage mine bedste Ønsker for det kommende Aar og min Tak for det forløbne.

Deres ærbødigst forbundne Alex. L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Doctor! – det vilde fordre altfor meget Plads, om jeg vilde forklare Dem, at naar jeg ikke sendte Dem de nye Novelletter, som for Dem vare gamle nok, saa var det af den allerfineste Beskedenhed; derfor vil jeg kortelig sende Dem et Exemplar imorgen.

Ligeledes skulde jeg vist gjerne skrive Dem et Julebrev; men Humøret er ikke dertil: Min Far gaar paa sit yderste – lidende af Kræft i aorta (Blærehalskjertelen), hvilket forvolder ham de største Pinsler. Da Søster Kitty og jeg ere de eneste Børn hjemme nu, falder der meget paa mig – baade med at sidde hos ham og med at arrangere hans Anliggender. Manden er efter norske Forhold rig; men til vor ubehagelige Overraskelse har han givet sin halve Formue til sin anden Kone, med hvem han blev gift som gammel Mand, – dog saaledes, at naar hun engang dør, skal Pengene vende tilbage til os sex Børn. Jeg faar saaledes lidet eller ingenting ved den første Deling, skjønt Far har vist sig overordentlig gavmild og generøs (som han da ogsaa altid har været) mod mig ved at stryge store Gjeldsposter, der datere sig fra min mindre heldige Karriere som Fabrikejer – mon hvorfor jeg fortæller alt dette, som De jo bare maa kjede Dem ved? Hvad jeg vilde fortalt var kun dette, at Tiden er trist herhjemme, og at jeg desværre ikke arbeider saa godt som ellers. Desuden vilde jeg ogsaa gjøre Dem bekjendt med, at naar Far er død, – det kan ikke vare mange Uger – vil jeg reise til Danmark og søge mig ud et Sted, hvor vi kunde bo f. Ex. et Aarstid. Stedet maatte ligge ved Søen, med flad Strand, Bøgeskov bag, nær Kongens Nytorv, men langt fra København. Hvorfor jeg gjerne vil afsted strax er, at vi ikke taaler at se det gamle fædrene – og ikke mindst min Moders gamle Hjem i Hænderne paa et fremmed Menneske, som vi ikke kommer overens med.

Desuden kunde specielt jeg have godt af at komme ud af denne Rede; Beate har altid Lyst til Forandring, og Børnene – ja værre end her kan de ikke faa det. Hvad synes De om denne Plan?

Der kommer Bud efter mig fra Far; et glædeligt Nytaar for Dem og Deres fra os her og Tak for det gamle Aar.

Deres hengivne Alexander L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.