Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1881

 Edvard Brandes.

Kjære Ven! jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dem hele min Fars Elendighed. Det optager alle mine Tanker og Størsteparten af min Tid, og der er vist endnu Uger igjen, inden han faar dø. Det er en høist sørgelig Tid.

Glædeligt Nytaar forresten! –

Mine Flytteplaner – ja alle mine Planer maa skyves tilside nu en Tid; men jeg tror dog, at jeg kan komme til Kjøbenhavn til Vaaren. Vi – det vil sige – Jacob Kielland & Søns Arvinger – ejer en Eiendom ved (i?) Kjøbenhavn, som hedder Rolighedsdal; – ved De, hvad det er?

Naar jeg har Tid for Far, læser jeg – nei det gjør jeg jo netop ikke! – jeg skriver – vilde jeg sagt – paa min Roman, og derfor faar jeg kun lidet læst. Desuden læser jeg mindst ved Juletider, for da læser Alverden; og saa er det saa uhyre bekvemt til al den taabelige Snak at kunne svare med Sandhed: den har jeg ikke læst. Imidlertid har jeg dog seet saameget i «Niels Lyhne», at jeg bøier mig dybt; – han er egentlig – mellem os – den eneste Prosafortæller nutildags i vort Sprog, som jeg bøier mig rigtigt dybt for. Er jeg vigtig? Jeg ser nok, at baade Schandorph, Lie og andre kan gjøre mange Ting, som jeg ikke formaar; men saa er jeg dem overlegen i andre ligesaa væsentlige Ting. Jacobsen derimod kan gjøre alt, hvad jeg kan og tyve andre Ting, som jeg ikke evner. Dog har han store Feil! – Fantasteriet og en utækkelig Fylde af Ord; desuden ere hans Personer altfor mærkværdige f. Ex. Huslæreren; hvad skal det til?

Men jeg er mat og træt; det er somom jeg selv led i disse Dage; De kan ikke tænke Dem, hvor ondt han har det.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! Om jeg kunde skrive Dem til i en Fart, hvad jeg har sagt mig selv, mens jeg nu har vandret op og ned i min nydelige lillebitte Storstue, saa vilde det lette mig meget, og kanske kunde De finde et godt Ord for mig. Ialfald maa jeg springe over den lange, onde Tid, jeg har levet nu, hvor Far langsomt pintes ihel og døde som en indbarket Kristen – uden Tanke for andet end lempeligt at smyge gjennem det vanskelige Naaleøie, dernæst i en Mylder af Smaating ved Skiftet og Delingen af Formuen, Salg af Papir og faste Eiendomme, mit Teglværk f. Ex., og saa denne fordømte Roman, som jeg nu har endt – den er fuldtfærdig til Trykning. Ser De – kjære Ven! jeg er bestemt syg; jeg har noget ondt, som sidder mig i Nakken og gaar op i Baghovedet. Doktoren siger, det er Overanstrængelse ved Nattevaagen og Sindsbevægelse; men igrunden er der ingen, som ved, hvorledes jeg har det. Det ligner den Følelse, hvormed jeg første Gang brød min korrekte Existens og løb til Paris; men dette er værre. Og det samler sig alt i den mest uretfærdige, ufordragelige Kjedsommelighed, jeg føler ved alt og alle; jeg plager Livet af min Kone og mine Børn; jeg er misfornøiet – aa det forslaar ikke! – jeg er saa rasende, at jeg undertiden, naar jeg er alene, tror at jeg er lidt gal. For mig selv ser det ud, somom jeg skammer mig over mit Arbeide. Det ser saaledes ud:

Før jeg begyndte at skrive, var der en Magt i mig, en Indignationens Glød, som jeg virkelig selv følte som min Styrke og som en stor Styrke. Nu – ja nu ligger jeg doven og beskuer mig selv – ikke saameget i Forfængelighed, men med en Følelse af, at nu har jeg faaet Luft, nu har jeg gjort mit – nu er der ikke mere!

Og hvad er det saa, jeg har gjort! – ingenting – aldeles ingenting! Thi hvorledes skulde alle kunne rose den, som virkelig havde gjort noget? og de roser mig jo alle, – der er ikke en, som under mig Æren af et hadefuldt Ord. Deraf kan jeg vide, at jeg er paa gal Vei. – Saa læste jeg i denne Stemning Deres Broders første «Indledningsforedrag»: «Thi saasnart en Skribent ikke naar ned til det Væsentlige i Menneskesjælen o. s. v.» og efter den Tid er min onde Samvittighed over mig som en Høg. Ikke at jeg krymper mig ved at tage Plads mellem de underordnede Talenter, hvis Værker ere kolde Lig efter en Menneskealder; thi var jeg bare vis paa, at der er min Plads, skulde jeg vel vide uden et Suk at sætte mig ned. Men Tingen er, at jeg har en Mistanke til mig selv. Forkjælet og ødselt udrustet (vi ere unter uns) med et sundt og smukt Legeme, kvikt Hoved og et godmodigt Humør, har jeg alle Dage faaet Livet i Present; jeg har aldrig anstrængt mig, og hvad jeg har villet gribe, er faldet mig i Skjødet – kort sagt – som Deres Broder siger – jeg er «en Tilhænger af Alladdin».

Men derfor er jeg ogsaa saa doven, tager mig det hele saa let, at mit Arbeide umuligt kan være godt – d. v. s. saa godt som jeg burde og kunde gjøre det. Fra Skolen hører jeg endnu denne Tale, som har fulgt mig: Ja – det er ret godt; men du – Kielland! – burde kunne gjøre det langt bedre!

Dette er mit Onde i Nakken – tror jeg. Se nu den nye Roman! – overfladisk vil jeg saa nødig kalde den; thi den er dog kommen op dypt nedenfra i mit Sind; men den er kommen altfor let; den har taget forlidet op med sig; – den er gjort i en Haandevending – klar, grei, flydende, kanske delvis glimrende, – men let – let – saa forbandet let som jeg selv!

Er nu dette min Grændse? – eller er jeg en Laps, der ikke vil lægge Skulderen ærligt til? – Ja De skal ikke svare, forstaar De; men hvis nu min nye Bog virkelig er let Gods, saa maa De tage mig alvorligt fat og hjælpe mig. En hel ny Plan har jeg i Hovedet – fix og færdig! – samme Slags! – en Mængde Skikkelser, der skulle illustrere Hulheden i det, vi kalde «christelig Godgjørenhed». Men hvad er det saa mere? – Folk vil more sig; de vil beundre min Behændighed, bukke og sige: De er en skarp Satan! – og saa er den Historie ude. En Ting er sikker: nu maa jeg bort herfra en Stund; dette holder jeg ikke ud, der er noget galt i Hovedet.

Jeg har læst Deres Lægemidler; jeg har beundret Deres sikre, rolige Haand, Deres Nøgternhed og den Dybde, De har naaet med saa simple, klare Midler. Og atter er jeg faret op i Skræk over mig selv, somom jeg var den letfærdigste Charlatan under Solen. Nu faar jeg ondt i Nakken; Doktoren har forbudt mig at skrive, naar jeg føler det; derfor Godnat; – jeg kommer til Vaaren.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad!

Jeg har havt den Fornøielse at modtage Deres ærede Skrivelse af 4de Januar, som jeg imidlertid ikke har havt Tid til at besvare før paa Grund af min Faders Død.

Romanen foreligger nu ganske færdig fra mig, og jeg venter bare paa, at Afskriveren skal komme til Ende med den Kopi, jeg forsøgsvis agter at sende til Amerika. Hvad derimod angaar den tyske Oversættelse maa jeg, – da De saa bestemt fraraader mig at give Sarauw Manuskript – spørge Dem, om jeg, ved alligevel at give ham et – forringer det Honorar, jeg kan gjøre Regning paa hos Dem?

For mig stiller det sig saa, at Afsætningen af den dansk-norske Udgave vanskelig kunde lide ved en samtidig eller endogsaa nogle Dage tidligere tysk Udgave. Og skal Manden have nogen Fordel fremfor de andre Rovoversættere (hvoraf jeg allerede har flere), saa, synes jeg, han maa faa Manuskriptet. Derved opnaar vi ogsaa ganske vist bedre Honorar hos den tyske Forlægger, og jeg har Kontrakt med Sarauw, at Halvdelen skal jeg have.

Jeg beder Dem altsaa meddele mig, om mit Honorar hos Dem vil formindskes og i hvilken Grad, om Sarauw faar Manuskriptet, saaat jeg derefter kan beregne, hvad jeg staar mig bedst paa. Thi jeg tilstaar, at jeg har en overordentlig Lyst til at trænge igjennem i et af de større Lande, hvor Arbeidet lønner sig saa ulige bedre end hos os.

Foruden de svenske (og finske) Udgaver og de «frivillige» tyske Oversættelser har jeg nu faaet Adgang til «Deutsche Rundschau» og «Scribners Monthly» i New-Yorch [!]. I England har jeg to Damer, der anstrænge sig, og min «Garman & Worse» er ifærd med at udkomme paa hollandsk.

Jeg gjør derfor alt, hvad jeg kan, for at udvide mit Marked, og jeg er saa lidet Patriot, at jeg vilde skrive for Hottentotterne, hvis de var de fleste.

Den nye Bog skal hede «Arbeidsfolk». Det er en daarlig Titel; men jeg er nu engang uheldig med Titler. Størrelsen bliver formodentlig c 25 Ark, saa vidt jeg kan forstaa. Den er større end G. & W. – 145 saadanne Brevark som dette.

Udstyret beder jeg om at faa som G & W, kun vilde jeg saa gjerne ved mine fremtidige Arbeider beholde det røde Snit, hvis der ikke er noget iveien.

I Slutten af denne Maaned eller først i næste vil jeg sende Dem Manuskriptet – ialfald en Del deraf.

Til Vaaren haaber jeg at have den Fornøielse at hilse personligt paa Dem.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 August Strindberg.

Ærede Ven! Mange Tak for Deres Brev af 19de og for «Vaarbrytningen», som jeg – skammeligt nok – nu først takker for. Jeg har med megen Interesse læst disse Arbeider, i hvilke jeg har gjenfundet Deres beundringsværdige Stil og Deres «upassende» Sympati for dem der lide. I hvilken Alder optraadte De som Forfatter? Jeg for min del har ingen Ungdomsarbeider; jeg skrev ikke et Ord, vidste heller ikke, at jeg kunde skrive, kunde formodentlig heller ikke skrive, før jeg var 30 Aar.

Om De maa oversætte eller lade oversætte: For Scenen? – Ja isandhed! Det maa De saa inderligt gjerne! Men hvad Fanden vil De med det Skrab? Det eneste som duer: «Paa Hjemveien» – lader sig ikke spille; «Fogden» er til at sove af paa Scenen, – det forsikrer alle, som har seet Stykket, og «det Hele er ingenting», – ja – hvis der var et par Skuespillere, der ret vilde interessere sig for Stykket, saa var det kanske ikke saa ilde. Jeg har seet det i Bergen og i Kristiania, og jeg har aldrig været saa skamfuld i mit Liv. Derimod har jeg selv personlig indstuderet det med et Par omreisende Aktører her i Byen; – kan De tænke Dem mig i en Hotelsal arrangeret som Theater, med en Scene saa stor som et Bogskab! – og det allermest kompromitterende: da var jeg fornøiet med Stykket!

Men – som sagt! – kan De gjøre noget ud af den ubekvemme Materie, saa skal jeg lovprise Dem evindelig.

Men det er sandt! – det maa jeg kanske fortælle Dem. Da For Scenen udkom, sendte jeg et Exemplar til Theaterdirektør Josephson ved «Mindre theatern» – eller hvad det hedder. Det har jeg aldrig faaet noget Svar paa, og desuden forekommer det mig, at jeg har hørt, at Josephson er død, – eller gjør jeg den brave Mand Uret? Iethvertfald kan der vist ikke være [noget] iveien for, at vi sætter os ud over mit gamle Tilbud, og at De saaledes herved meddeles min værdifulde Autorisation!

Deres «Solrök» har jeg ikke seet endnu, men jeg faar den snart. Og saa spørger De mig om min Mening om «Lægemidler». Jeg skulde meget ønske, at jeg var kommen Dem i Forkjøbet med det Spørgsmaal; thi det er forbandet vanskeligt at svare paa. Enten det nu er, fordi jeg herhjemme er saa absolut alene, saa jeg ikke faar Anledning til at gnide min Dom mod Andres, eller det er fordi jeg havde ventet mig noget andet af Brandes, – nok er det! jeg er ligesom lidt skuffet. Jeg havde ventet noget rigtig Allerhelvedes noget! – en Stridens Brand kastet ind blandt Filisterne; og saa kommer dette simple, fredelige, slebne Stykke! – ja – jeg er lidt skuffet, lidt desorienteret over Personen. Men jeg tror, at det er ualmindeligt godt gjort som Konversationsstykke, og det er vist af den franske Art, som først kommer for Lyset bag Lamperne; – jeg skal nu helst holde min Mund i dramatiske Spørgsmaal, for det forstaar jeg ikke.

Fortæl mig dog lidt mere om Deres Arbeide nu om Dagen; – De skriver saa kort – se paa mig! – min nye Roman: «Arbeidsfolk» er færdig og kommer i April.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Saa skulde jeg ogsaa underrette Dem om, at min Fader er død. Hans Død var en Løsning fra svære Lidelser, og hans lange Sygdom var pinlig og lærerig. Han havde aldrig rigtig forstaaet mig, der var saa mange Ting iveien; nu paa Slutten kom vi hinanden nærmere end nogensinde.

Nu er det vor Plan at flytte til Udlandet – foreløbig Danmark.

Jeg havde nær glemt at ønske Dem et godt Nytaar – rigt paa Laurbær og endnu rigere paa Skillinger, jeg er som en Hund efter Mynt! – En ærbødig Hilsen til Deres Frue.


 C. Hostrup.

Høistærede Hr. Pastor C. Hostrup!

Jeg ved meget godt, at naar man er meget begeistret for noget, bør man forsigtigvis vente til Morgenrøden, inden man slipper sig løs. Men saa ved jeg ogsaa, hvor ofte vi sove os kolde, og hvormeget af den følte, redelige Beundring, der gaar tabt, naar vi forsigtigvis vente med at udtale os, indtil vi faar betænkt os rigtig grundigt.

Lad mig derfor være saa uforsigtig i denne selvsamme Aftenstund, da jeg har læst Deres «Eva» – at yde Dem den Tak, for hvis Ringhed man slet ikke behøver at gjøre nogen Undskyldning, naar man ærligt fremtræder for Dem.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! Jeg burde egentlig ikke skrive til Dem idag, thi jeg er træt efterat have skrevet otte Breve. Og et Brev til Dem bør være et ordentligt Brev; men imorgen vil jeg reise ud til en af de yderste Øer i Havet og ligge der nogle Dage, derfor maa jeg skrive nu. Romanen sendte jeg allerede igaar til Hegel. Deres Plan om Offentliggjørelsen i Bladene er saaledes umulig; men den tiltaler mig heller ikke. Skal man lade sine Værker paa den Maade smaahakke og maltraktere, maa man ialfald have en Masse Penge for det. Men her tænker jeg, det blev Tab, selv om de Danske betalte godt; thi norsk Dagblad betaler – som bekjendt – ikke.

Jeg tror nok, at jeg holder Deres og Deres Broders Personer klart ud fra hinanden i min Hjerne; men Georg og Edvard er for mig hip som hap; disse Navne er af de slidte, der ikke have den Evne at klæbe ved Bæreren, saaat de forbindes uløseligt for Erindringen. Derfor maa jeg altid betænke mig, naar jeg skriver udenpaa et Brev til en af Eder, men inde i Brevet ved jeg, hvem jeg har for mig. Har jeg været haard mod Ziegler? – jeg har desværre ingen Kopi af mit Brev; men jeg var kanske lidt ærgerlig, hvad jeg da ogsaa havde god Grund til. Synes De kanske, det er noget morsomt at betale Penge ud igjen, De har troet at have fortjent? – eller at en frivillig Kavaller exploiterer mig, mens jeg underhandler med skikkelige Folk om Retten til at oversætte? «Arbeidsfolk» skal Capitaine Sarauw faa i Manuskript at udgive i Leipzig mod, at jeg faar halvt Honorar.

Efter at have læst Deres «Indledningsforedrag» – især den Passus om de overfladiske Forfattere, der gjøre Lykke i Tiden, men hvis Værker ere kolde Lig – o. s. v. skrev jeg i en trist Stund til Deres Broder. Og jeg har i lang Tid virkelig lidt af «découragement» – helst fordi jeg synes, jeg producerer for let og allerede begynder at gjentage mig selv. Saa vækker det ogsaa min Mistanke, at alverden roser mig; der er ikke en, som giver Kjæft. Og derfor maatte jeg rigtig le, da Herman Bang en Dag slog mig ganske ihjel i Dagstelegrafen (?)

Det var slet ikke ilde, hvad han sagde; jeg kan saa godt forstaa, at man med én Gang kan faa Væmmelse for mine «Novelletter» – jeg er selv nær det Point –; men Manden var sint, og saa sagde han en hel Del som han ikke mente.

Lægemidler har jeg læst med stor Fornøielse; jeg bundrer mest af alt hans Maadehold og hans simple Midler. «Eva» er jeg også glad i; jeg finder Hostrup værd den høieste Beundring; at han er en gammel Præst! – det er næsten ærgerligt for en Præstehader.

Jeg følger med etslags Stolthed hvert Tegn paa Anerkjendelse, De vinder; gid vi kunne træffes ad Aare – hvad betyder forresten ad Aare? – iaar? – eller næste Aar?

Min Kone er frisk og glæder sig til at komme herfra, jeg ogsaa. I Marts reiser jeg ned forat leie Hus.

Deres Alexander L. K.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! tusinde Tak for Deres Trøstebrev! – som jeg trængte til. Det er daarligt med mig. Ikke legemligen, men aandeligen. Jeg trænger til Stivere. Mit Hoved er som Værelserne, naar et stort Selskab er gaaet om Aftenen: nedbrændte Lys, tyk Menneskeluft, som har været nede i mangfoldige Lunger, Møblerne i Uorden, Albumer og Bøger, hvorover Gjæsterne have kjedet sig, – og ikke kan man invitere nyt Selskab, før der blir udluftet. Saa har jeg drukket – rent ud sagt Rum og koldt Vand! – og saa tilslut er det værste hændt mig!

Sonne, Mond und Sterne lachen
Und ich lache mit – und sterbe!

Nei – det gjør jeg ikke; men jeg skammer mig og ærgrer mig frygteligt.

Vil De saa til alt dette lægge en citrongul Filipens paa Næsen saa stor som saa: O – omgiven af et livligt Violet, saa haaber jeg, De tror mig paa mit Ord at jeg er elendig.

Saasnart jeg bare anstændigvis kan komme fra denne Skiftekommers, vil jeg ile til Dem og faa den lange Passiar; thi jeg tør ikke slippe mig løs paa Papiret: De kunde dø, Brevet findes og saa stod jeg der! Men snakke vil jeg – aa hvor jeg kommer til at snakke. – I Marts kan jeg nok være færdig. Dette Skifte er dobbelt kjedeligt, fordi jeg arver saagodtsom ingenting; men det skal jeg forklare Dem en anden Gang. – Kjære – jeg gruer saa frygteligt for at leie Hus o.s.v. – er ikke De en praktisk Mand?

Mit Onde i Nakken kjender jeg idag igjen; men Lægen – som er doven – tror det er Forkjølelse. Kan nok være; men der maa være lidt Skidt i Hjernen.

– Deres trøsterige Forklaring af det beskjæmmende Faktum, at alle roser mig, gjorde mig godt; skjønt jeg ikke fuldt ud tror, De har Ret. Ellers har dog en undt mig et hadskt Anfald. Jeg læste i en Bergensavis, som blev mig sendt, en pragtfuld Artikel, som skulde være af Herman Bang – fra Dagstelegrafen? – tror jeg. Er det saa? – og hvad har isaafald jeg arme Neger gjort, at saa den hvide Mand ham hader? Jeg tænker helst, det er, fordi De har kaldt ham for Topsøes bedste Kylling; nu vil han hævne sig paa Deres Kylling. Men det var en grundig Artikel, og jeg tror, den var en Lækkerbidsken for mange af mine kjære Venner. Forresten har han Ret i meget – specielt forstaar jeg saa godt at man med en Gang kan blive kjed af Novelletterne; men det er da ikke noget at blive saa sint for?

Jeg har intet imod at komme i Krig, hellerikke imod Krig sammen med Dem, men dette sammen med hvemsomhelst bringer mig til at steile. Det er dette sammen, som gjør mig til en umulig Ægtemand, til en umulig Soldat eller – endnu galere – Anfører, ja – det synes mig endog, at mit Venskab bliver upaalideligt, fordi jeg ikke kan tænke mig, at jeg skulde ville bøie min Tanke eller mine Handlinger eller min lille Finger et Haarsbred af Hensyn til at jeg hang «sammen» med nogen eller nogetsomhelst i denne Verden. Jaja – det faar vi nu tale om. Jeg kommer i Marts, men skriv dog strax igjen.

Deres hengivne Alexander.


 Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel!

[…] For Niels Lyhne takker jeg Dem hjerteligt. Den Bog er den største, som er kommen i min Tid – synes jeg, og der er uendeligt meget at lære og beundre. Bor Jacobsen i Thisted? – jeg vilde saa gjerne træffe ham, naar jeg nu kommer til Danmark; thi jeg kommer alt i Marts foreløbig for at leie Hus og arrangere mig, da det er vor Hensigt at flytte til Kjøbenhavn for længere Tid – et Aar eller kanske mere. Da jeg er en meget upraktisk Skabning i saadanne Ting, kommer jeg vist til at behøve mange gode Raad af mine Venner og Bekjendte – ja jeg er bange for, at selv Hr. Justitsraaden kan blive plaget med at give mig Oplysninger og Vink.

Naar jeg kommer saa tidligt som i Marts, er Bogen altsaa under Trykning da; men hav alligevel den Godhed at sende Korrekturarkene herop, – ialfald indtil jeg telegraferer min Afreise herfra.

Jeg venter nu med en vis Spænding Deres Dom om Arbeidsfolk; men under de fortvivlede Postforhold maa man have Taalmodighed –

Deres særdels forbundne Alex. L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel!

Jeg har at besvare Deres to Skrivelser af resp. 11 & 12 Februar. Deres Tilbud modtager jeg, skjønt jeg synes, det er nedslaaende Udsigter, naar jeg fra «Garman & Worse» til nu ikke er avanceret i Værd mere end 5 Kr. pr. Ark. Dertilmed gaar jeg glip af den Fornøielse og Anbefaling at faa andet Oplag snart.

Hvis De derfor ikke har noget imod det, vilde jeg helst modtage Tilbudet saaledes: 75 Kr. for 1500 Exempl.

Eller om der kunde trykkes «1ste Tusinde», «2det Tusinde» o.s.v. Thi paa denne Maade med 3,000 vil det faa Udseende af, at mine første Bøger læses mest, medens de senere ikke opnaa mere end det første Oplag.

Med Udstyr som «G. & W» er jeg meget fornøiet; rødt Snit af det tagstensrøde. Vil De være saa snil at underrette mig om Bogens sandsynlige Omfang.

Vilde det se uforholdsmæssigt vigtigt ud, om jeg lod trykke foran i Bogen: «Oversættelsesretten for Sverige, Tyskland og Amerika er solgt.» Hvis De ikke finder det lapset eller reklamemæssigt, vilde jeg gjerne have det, – baade fordi det jo er sandt og fordi det vilde spare mig Korrespondence med Tilbydere.

Jo fortere det gaar med Trykningen desto bedre. Jeg venter Korrekturark.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! siden Deres venlige Brev af 18d – min 32te Fødselsdag – har De faaet et Telegram fra mig. Jeg er nemlig sint paa Hegel igjen. Er der nogen Mening i slig Behandling: G & W udkom, da jeg var en Begynder, altsaa Resico for Hegel. Arbeidsfolk medfører ikke stor Resico – vel? Hvad gjør saa det lille Justitssvin? Han trykker 3000 – og tjener derved selv store Penge uden Resico, og saa giver han mig til Tak, fordi jeg nu er saapas Mand, at man intet resikerer ved at trykke mig, – mig giver han 5 – fem Kroner pr. Ark i Belønning! Thi saaledes er det: 150 Kr. for 3000 svarer til 75 for 1500; – og saa faar jeg ikke engang 2d Oplag! – Jeg maatte være en Hønerumpe for Guds Aasyn, om jeg tog imod sligt uden ialdfald at give lidt Kjæft. Det har jeg ogsaa gjort; men ikke sint. Jeg skrev i en trist, ondskabsfuld Tone om de nedslaaende Udsigter, naar jeg fra «G & W» til nu ikke var steget mere end 5 Kr. pr. Ark. Forresten er det nok paatide, at jeg kommer ned til Eder og faar orienteret mig. Kanske er jeg en storsnudet og fordringsfuld Person – he?

Deres Brev maa jeg denne Gang fare hen over med en usømmelig Skjø desløshed; men De vil indrømme, at ellers og ialmindelighed svarer jeg ordentlig: at svare paa et Brev er en langt større Kunst end at skrive et. Jeg har ligget – tænk jeg! ligget 4 Dage – 4 Dage og en halv i Sengen for Bronchit!

Og skulde jeg beskrive Dem, hvorledes jeg nu har det? Forretningssorger, der grænse til Næringssorger, ond Samvittighed, god Lykke, stor Resico, halvt fortumlet med Sejeren i Haanden, paa Randen af jeg ved ikke hvad, færdig til at reise uden at komme afsted staar jeg ein Narr des Glückes og siger til mig selv: Allik! – dette gaar aldrig godt!

Saasnart der gaar Skib til Kjøbenhavn, kommer jeg

Deres hengivne Alexander L. K.


 August Strindberg.

Kjære Ven! Tak for Deres sirlige Brev af 20de og de to nye Hefter. Mäster Olof har jeg læst strax efterat jeg havde gjort Deres Bekjendtskab gjennem Röda Rummet. De er en Satans flink Fyr og saa lærd, at det svimler for mig. Jeg for min Part kunde ikke skrive ti Linier «historisk», om det gjalt Livet.

Dernæst er De en saare aktiv og entreprenant Ven. Vil virkelig afdøde Hr. Josephson spille Kongens Foged? Maatte det bekomme ham vel og maatte det bare ikke grundlægge Forfatterens Ry for Kjedsommelighed!

Saa jeg trænger ikke til Honorar? hvoraf ved Høistærede det? – jo jeg er netop en Hund efter Skillinger. Men noget bestemt Honorar kan jeg ikke kræve. Først fordi jeg ikke har nogen Forstand paa det, dernæst fordi jeg isandhed ikke tør bebyrde Dem med endyderligere Uleilighed, og endelig fordi jeg, som for længe siden skrev til afdøde Josephson, da han endnu var ilive, umuligt kan stille ham et Forslag nu, da han er død, uden at jeg ser sort paa hvidt for, at der virkelig mod al Formodning endnu er Liv i Manden.

Oversættelsesretten til mine samtlige Novelletter er kjøbt og betalt med 20 Kr. pr. Ark (beregnet efter Hegels Tryk) af Alb. Bonnier. Er det liden Betaling? Men hvorfor de endnu ikke ere udkomne, ved jeg ikke.

Hegel har modsat sig en samtidig svensk Udgave af Arbeidsfolk. Men Stock. Dagbladet har bedet om Ret for Feuilletonspalten en Maaned efter den danske Udgave. Min Plan var nu: først at lade Stock. Dagbladet faa den og saa lade Bonnier trykke den som Bog. Men er ikke St. Dagblad et allerhelvedes Hofblad? Jeg har længe svaret nei; men Redaktøren Hr. Wall dén har været saa elskværdig, at jeg har lovet ham, at han skulde faa se «Arbeidsfolk» i Korrektur, og turde han saa trykke den, skulde han faa Lov. Var det dumt?

Hvis Kongen har en Finger med i det «Kungl. Theater» – (og det vilde ligne ham, Bjørnson har engang sagt, at han vilde skrive et Digt, der skulde begynde saaledes: «Lykkeligt det Folk, som har en Regisseur paa Thronen»!) saa faar De – trods al Deres venskabelige Iver ikke mine Smaastykker op der. Thi Majestæten har med allerhøieste Mishag seet mit Proverbe i Kristiania. Men De er forresten en saa grei og ivrig Person, at ingen kan vide, hvad De faar istand. Brandes’s Lægemidler vinder ved nærmere Bekjendtskab. Til næste Maaned reiser jeg til Kjøbenhavn.

Lad mig nu snart igjen høre nogle venlige Ord fra Dem.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Vilhelm Andreas Mejdell.

Hr. Sorenskriver Meidell!

Jeg har saa mange Gange tænkt paa at skrive til Dem, – lad det blive iaften –, forat gjøre Afbigt.

De husker, hvor sikker jeg var i min Sag ved Bordet hos vor fælles Ven i Lillehammer (hvis Navn jeg desværre har mistet i min Hukommelses Pulterkammer) – da vi talte om Doktor Armauer Hansens Samvittighedsløshed overfor hin spedalske Pige i Bergen. Eller husker De det ikke? Sagen bliver for lang til at rekapitulere (et charmant juridisk Udtryk!); men jeg ved ialfald, at Dommen, som faldt, var bygget paa Deres Anskuelse af Sagen og ingenlunde paa min.

Nu har jeg vistnok ikke den mindste Tillid til de Domme, vore Jurister nutildags fælde; ei heller tror jeg at Sorenskriver Meidell i mindste Maade behøver at lade sig afficere af cand. jur. Kiellands dissenterende Votum; men jeg vil alligevel gjøre Afbigt, fordi jeg var saa forbandet sikker i min Sag, og fordi det for min skrøbelige Hukommelse staar, somom jeg ved at tale uhyre meget og uhyre fort gav min Mening en ufortjent Glans i de Uindviedes Omdømme.

Lad imidlertid det være som det vil og modtag min juridiske Kompliment og samtidig – hvad jeg haaber har mere Værd for Dem – min ærbødige og venskabelige Hilsen og Tak for Deres uforlignelige Historier, som jeg endnu gjør Lykke med (skjønt jeg kun svagt formaar at efterbrøle Deres «Boston!») – samt en Tak for det aabne, imødekommende – ja jeg vover at sige Venskab, hvormed De – den Ældre mødte den Unge, – noget der i Norge er endnu sjeldnere end Ananas og Bananer.

Jeg beder Dem hilse Deres Frue og Døtre fra min Kone og mig, samt min uforglemmelige Ven og Vært, hvis Navn jeg har glemt, men hvis Hus, Hustru og Elskværdighed jeg bestandig vil mindes med glad Taknemlighed.

Vi flytter nu snart til Udlandet; men De skal alligevel ikke faa glemme mig; thi jeg er mere end nogensinde opsat paa at være ubehagelig for mine kjære Landsmænd.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Doktor! Tak for Deres Linier fra Posen. Rundschau faar jeg saa sent heroppe; men saasnart Isen gaar op – hvad den forresten ikke synes at ville – reiser jeg til Kjøbenhavn. Saa kan jeg jo prøve derfra at rette min Protest; det var vel bedst i pyntelige og giftige Ord at vende sig lige til Redaktionen?

Har jeg fortalt – ja det har jeg da vel, at vi flytter til Kjøbenhavn? – jeg gruer skrækkeligt for Bryderiet; men jeg længes efter at komme herfra. Min Roman trykkes; men jeg er sint paa Hegel; han betaler mig ikke nok! jeg skal smile lidt for ham paa min utækkeligste Maade, naar jeg kommer ned; enten tror han, jeg er et Fæ eller rig. Ak desværre! – jeg er ingen af Delene. Jeg skulde gjerne være en liden Smule Fæ, naar jeg havde mange Skillinger; men lader os være Skjalde! – foragte Pengesækken og spille Harpe.

De kan tro, jeg sad med Livet i Næverne, da jeg læste Deres Proces, Dom og Henrettelse af de norske Anmeldere. Thi skjønt jeg havde læst det hele som jeg pleier at læse de anonyme Kavallerer herhjemme, kunde jeg dog huske, at en af dem havde holdt mig frem mod «de danske Tæringskræmmere» – eller noget sligt. Nu – tænkte jeg – slaar han Hovedet ganske af dig! Men se – De var saa venlig at stige over mig, skjønt den Anonyme havde lagt mig paatværs midt foran Deres gode Sværd. Tak skal De have for hele Artikelen. Bare vi ikke nu skal have Svar og Tilsvar og Replik og Gjensvar og Berigtigelse og Imødegaaelse og alle disse Elendigheder. Ser jeg ikke idag i Dagb. noget saadant «af en Dansk»!

Jeg beundrer Dem, at De har Interesse nok til at holde Øie med vor saakaldte Kritik og at De gider øve den uvurderlige Polititjeneste af og til at tage en Razzia. De sidder som en Edderkop – et smukt og smigrende Bil lede? – midt i det literære Væv og holder Øie med os alle – baade Sommerfuglene – det er os Skjalde –, og Spyfluerne – det er de andre, og før nogen ved af det, er De her og der og allevegne. Naar jeg skriver, tænker jeg – det er da ialfald lidet – ikke paa Publikum; men det er ikke frit for, at jeg skjeler til Berlin. De er som etslags Samvittighed for Deres Disciple, og jeg faar ikke Ro, før De har sagt, at «Arbeidsfolk» er et Fremskridt. Skriv altsaa strax, De har læst den.

Nu haaber jeg, De bliver fornøiet med Deres Tur til Posen, ligesom jeg med Glæde ser den Anerkjendelse, De trinvis vinder – forsaavidt som den ytrer sig i ydre Hædersbevisninger. Jeg trænger nu mere end nogensinde til Dem, tom som jeg er, paa mange Maader – ulykkelig tør jeg ikke skrive, for jeg ved, De bare vilde le i vilden Sky over denne store, fede, sunde Fyr, som skaber sig og vil give sig Interesse ved at drapere sig med Kvaler, han aldrig har følt; – ja jeg ler da forresten ogsaa selv. Beate hilser Dem og Deres; jeg ogsaa.

Deres hengivne A. L. K.

Siden De en Gang tillod Dem at kritisere mit Signet, skal De nu til Straf gjennemgaa alle de Signeter, jeg tog efter Far. Idag sender jeg et smukt skaaret Hoved af Frederik den Store? – er det ikke ham?


 Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel! jeg har idag afsendt følgende Telegram til Dem: G. B. Lad Korrektur læse for min Regning i største Hast. Jeg har bare læst sex Ark. K.

Det gik altfor sent under de fortvivlede Postforholde; thi De kan tænke Dem, at naar Posten endelig har gravet sig gjennem Sverige, hele Østlandet og frem til Vestlandet, saa staar den fast i hushøie Snefaner midt paa mit elskede Jæderen, hvor vi ellers i aarevis ikke ser sex Tommer Sne. Det er en forskrækkelig Vinter, og det ser galt ud for mig, som skulde være tidligt i Kjøbenhavn, forat leie Hus. Man har forresten sagt mig, at Leietiden er 20d April? Vort Ønske er en møbleret Leilighed lidt udenfor Byen ved Kysten. Bare jeg nu ikke kommer saa sent, at alle gode Bekvemmeligheder der ere optagne.

Jeg vedlægger en Rettelse, som jeg beder Dem sende til Bogtrykkeren; ellers faar det gaa som det kan med Korrekturen. Kanske kan jeg faa fare Bogen igjennem, før den trykkes færdig; – skjønt jeg har Telegram idag, at Isforholdene ere værre end før.

Forresten maa ikke jeg klage, naar jeg tænker paa al den virkelige Nød, som følger med denne Indespærring.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Kristian Elster.

Kjære Ven! – paa hvem jeg har ventet en hel Dag og siden mange Dage, – tak for Deres Visit. Jeg kommer lige fra Kjøbenhavn, hvor jeg har leiet Hus for et Aar, og jeg kan hilse Dem fra vor fælles Ven Justitsraad Hegel. Han var meget henrykt over Deres Bog, gned sig i Hænderne og sagde, at den var skarp og infam. Jeg kunde bare glæde mig ved den prægtige Titel – Titler er nemlig min svage Side – d. v. s.: jeg finder aldrig paa gode for mig selv. Men disse to ff-er i «Farlige Folk» er ligesom et Varsko – et aufgepasst! man løfter uvilkaarligt Øinene, følende, at nu kommer der et Slag. «Arbeidsfolk» er derimod en meget tam Titel; men jeg vil dog i det længste haabe, at Folk vil finde den farlig og Justitsraaden infam.

Naar jeg nu flytter til Kjøbenhavn føler jeg mere enn nogensinde, hvor meget jeg trænger til at bevare mine Rødder i Fædrelandet. Thi det er først i de senere Aar, at jeg er bleven en brav Patriot; mit Væsen og hele min Tankegang har et kosmopolitisk, lapset Sving, som ligger mig for dybt i Blodet til at kunne udryddes. Derfor føler jeg nu en bestemt Trang til at bevare i mig, hvad der er af norskt og derfor vil jeg tage saameget som muligt af Fædrelandet med mig. Vil nu De ogsaa tillade mig at have en Rod i Dem? – vil De gaa ind paa en venskabelig Korrespondence? Jeg for min Part svarer strax paa Breve og skriver gjerne; hvis De – som saa mange – hader Brevskrivning, lader jeg det afhænge af Dem, hvor ivrigt vi skulle drive vor Underholdning.

Men om et vil jeg bede Dem strax, og det er om Deres Venskab – saaledes som Mennesker give det til Ligesindede, for hvem de nære Agtelse og Sympathie. De staar for mig som en Gentleman, hvis Bekjendtskab jeg vilde være lykkelig ved at kunne nyde i Omgang.

Vil De hilse Deres Frue paa det venskabeligste fra Beate og fra mig, ligesaa vore elskværdige fælles Venner Ebbesens – og Lyngs. Sig specielt Ebbesen, at en Dag faar han Brev fra mig; han skulde havt det for længe siden.

Her bliver jeg til midten af Mai; siden er min Adresse Øresundsgade no. 34 – Kjøbenhavn. Lad mig nu snart høre fra Dem.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Høistærede Hr. Justitsraad Hegel! jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde blandt Taksigelserne, naar jeg nu skriver til Dem; men modtag med Deres Familie min varmeste Tak for Altsammen. Blandt de mange fremmede og nye Indtryk, jeg modtog under mit interessante Ophold, staar intet for mig saa hjemligt, saa passende for mit eget Væsen som Deres Hus og Deres Familie. Dersom jeg turde haabe, at denne Følelse ikke har været udelukkende paa min Side, vilde jeg med mindre Ængstelse forlade alle de tilvante Forhold herhjemme af gammel solid Velstand og udviklet smukt Familieliv. Thi hverken min Kone eller jeg selv vil kunne finde os tilrette blandt den Klasse Mennesker, jeg for Kortheds Skyld vil kalde «Skjaldene»! – saameget forstaar jeg allerede; og netop derfor er jeg saa glad over og har saa stort Haab til Deres Hus og Deres Kreds. Tillad mig at sige dette – Hr. Justitsraad! baade som en Tak for vort Bekjendtskabs Begyndelse og som et Ønske om dets Udvikling og Trivsel.

[…] Min Kone beder mig sende sine varmeste Hilsener til Dem og Deres Hus.

Deres oprigtigt hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Hr. Doktor! Netop den 22de Marts, da De skrev til mig, spiste jeg Middag hos Deres elskværdige Moder paa hendes Fødselsdag. Det var for mig lærerige og interessante Dage – Opholdet i Kjøbenhavn –; jeg bestræbte mig for at orientere mig i de nye Omgivelser, jeg gaar at prøve; – og alt i alt maa jeg sige, at jeg væsentlig reiser til Kjøbenhavn, forat komme bort fra Stavanger. Thi naar jeg undtager Edvard og to eller tre af hans nærmeste, saa er jeg mig – rent ud sagt – bevidst, at Mesteparten af dem, der ellers ere mine Aandsfæller – over- eller underlegne, – de tiltalte mig ikke! – nei de tiltalte mig aldeles Pinedød ikke!

Derfor er jeg saa glad, fordi jeg skal bo i Øresundsgade No. 34 – langt ude paa Strandvejen. Der vil jeg være flittig – d. e. læse. Skrive er vel nok; men i Længden duer det ikke for en, der ved saa lidet som jeg. En liden Bog skal jeg være færdig med til Høsten, og saa vil jeg samle mange, nye Kræfter til en stor Bog om Opdragelsen – ja det bliver i Romanform.

Slaget ved Waterloo – var ikke saa slemt som jeg havde ventet. De havde talt saa heftigt derom, at jeg ventede mig noget meget værre. Jeg gjør derfor ingenting ved det; men jeg har bedet Sarauw sende Rodenberg en Novellette.

Der er Haab om en Forlægger i Leipzig.

Det er sent paa Aftenen – godnat! kjære Ven! min Kone hilser, skjønt hun vist sover for længe siden. Nu venter jeg at høre næste Gang, om De synes, jeg er gaaet fremad i «Arbeidsfolk».

Deres hengivne Alexander L. K.


 Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! Tak for dit Brev. Netop nu har jeg konvoluteret din Spadseretur og sendt den til Ude og hjemme under Mærket L. Jeg satte en ramme omkring Bogstaven, hvilket symbolisk skulde udtrykke, at du er Maler. Skitsen er god, især Dialogen. Men jeg er nysgjerrig efter at høre andres Dom. Man vil – tror jeg – hæfte sig ved den formelle Lighed med mig, uden at man paa noget Punkt kan paavise Efterligning. Thi det har sig som du siger: Ingen kan bestemt sige, hvor langt han er original og hvor det begynder, som han har lært, – af Livet, af Andre, af Fuglene eller Vinden. Hvad har du, som du ikke haver anammet. Derfor er denne de smaa Kritikeres vilde Jagt efter Ligheder og Efterligninger saa ørkesløs og modbydelig. Oprindelige Tanker og original Anskuelse har du, – det er Hovedsagen. Jeg havde foruden det ogsaa det eventyrlige Held strax at finde mig en original Form, som alle maa lade mig beholde, som i Literaturhistorien vil være knyttet til mit Navn. Men derfor kan jo denne tilspidsede Novelletteform ogsaa anvendes af andre; det er kun Overfladiskheden som ser noget Efterligneri i dette. Alligevel forstaar du godt: besser ist besser – du vilde være endnu mere beundringsværdig, om du kunde frigjøre dig ganske fra min Form og finde dig en ny; din Stil synes mig original, men ikke endnu paa langt nær sleben nok for mine Øren. Men hvorom alting er: skriv!

Jeg har været i Kjøbenhavn og leiet os en elegant og smuk Leilighed langt ude paa Strandveien: Øresundsgade No. 34, med Veranda og Altan mod Sundet med de obligate «Sailere»; midt i en stor Have med gamle Trær. Stor Plads og leiet fint Møblement, altsammen for 1000 Kr. om Aaret. Og alt dette har jeg gjort! er du ikke rørt? Ja der var jo nogle, som hjalp mig. Nu flytter vi i Førstningen af Mai.

Men det allerbedste er, at jeg tjener saa mange Penge. Hegel bar mig – paa Hænderne? – nei paa Sølvbræt! – nye Oplag af gamle Novelletter, af nye Novelletter, af Garman & Worse, og sandsynligvis snart af Arbeidsfolk. Jeg er med en Gang bleven en Allerhelvedeskar.

Jeg skulde være ung forleden Aften i et Selskab hos Lille-Anna og saa gjorde jeg nogle pas d’elephant, hvorved jeg forvred min Fod. Jeg sidder derfor med Isomslag. Men naar det er over, skal jeg redde din Stol. Her er alt ved det gamle. Alle hilse. Baby er netop kommen fra Pauselen, hvor hun har kjøbt en ny Pertent-Sæbegriffel for 3 Øre.

Din hengivne Broder.

[…]


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg vil skrive dig et Par Linier, forat sætte Maskinen i Gang igjen, og forat takke dig hjerteligt for al din Venlighed. Naar dette Brev kommer til dig, har du vel læst min Bog tilende, og jeg er spændt paa din Dom. En Ting, vi talte om, har jeg tænkt paa siden. Du sagde omtrent saa: Ja – se nu denne Kristine! hvem er hun! hvad er der i hende; vi faar ikke vide nok om hende – o.s.v.

Herimod har jeg at svare: Dersom hun var gjort dybere, interessantere, betydeligere, saa vilde jeg have forfeilet min Hensigt. Thi jeg vilde ikke have et usædvanligt Bondefruentimmer og jeg vidste, at jeg ikke fuldt ud kunde skildre et typisk Bondefruentimmer; men jeg vilde netop prøve at faa hele vor fulde Sympati og Forstaaelse over paa et ganske almindeligt, tarveligt, insignifiant, lidt grovt Væsen, – saaledes som jeg tror, de fleste ere. Dersom det er lykkedes mig, føler jeg mig gladere end om jeg ved at «skabe» en central Figur havde opnaaet større Virkning paa Virkelighedens Bekostning. Og desuden gjør jeg mere Nytte paa denne Maade. Thi – (jeg forudsætter, at det er lykkedes mig) – naar man maa følge denne arme, ubetydelige Pige med hele sin Medlidenhed, aabnes vore Hjerter nedover langt mere end om hun ved sjeldne, mærkelige Egenskaber eller særdeles Dybde i Karakteren var rykket ud af den graa Almindelighed, hvori de mindre Dannedes Verden staar for os. Og at være en ærlig Tilhænger af Nyttepoesien er min Stolthed, – det maa du endelig slaa fast, hvis du vil skrive noget om mig, – samt endelig ikke glemme at paapege, hvor Dyrenes lystige Brylluper «staar godt mod» Menneskenes væmmelige Parring.

Forøvrigt har jeg det godt. Hils dine Smaa og mine Venner – specielt Danmarks Riges og Hendriksen.

Din hengivne Alexander L. K.


 Ludvig Josephson.

Hr. Theaterdirektør Ludvig Josephson
Nya Teatern, Stockholm.

Ærede Herre! – jeg er meget glad ved at erfare, at De ikke er død, – skjønt jeg jo har hørt, at en Theaterdirektørs Liv skal være etslags Helvede; men – hvorom allting er: der gror vel hist og her totre Jordbær for en Theaterdirektør ogsaa, – derfor er jeg glad over, at De er ilive.

Men jeg er rørt over, at De finder Behag i mine Stykker; jeg for min Part finder «Fogden» udsøgt kjedsommelig.

Honorarspørgsmaalet skal De afgjøre; – hvis De ingen Glæde har af Opførelsen, vil jeg intet have; gaar det godt, skal De sende mig en pourboire beregnet efter Deres Samvittighed.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Just Ebbesen.

Kjære Præst! Efterretningen om Kristian Elsters Død har smertet mig, somom han havde været en mangeaarig Ven. Og dog skulde netop vort Venskab nu begynde. Alle har tabt ved dette Dødsfald. Frihedens uforfærdede Venner ere faa blandt os, han stod i forreste Række og der er et stort Hul efter ham.

Ubegribeligt – siger De – hvorfor han ikke fik leve.

Saadanne Tanker falder nu aldrig mig ind: det gaar som det kan, og det er i Almindelighed skidt nok. Naar jeg derfor faar en Sorg, lader jeg den grave sig rigtig godt og dybt ind i mig; jeg ved intet væmmeligere end det, man kalder Trøst. Det er, naar Sorgen bliver saa indædt, at den faar en Bismag af Ærgrelse, at den bliver en Drivkraft for en Mand, tvinger ham ud i Handling. Men det eneste man opnaar ved Trøst, er at faa sove om Natten.

Ubegribeligt – siger De – at han ikke fik leve længer.

Sig mig – kjære Ven! synes De i Almindelighed, at Livet gaar hensynsfuldt tilværks, siden De falder i Forbauselse naar noget kommer paatværs? De maa være en overmaade lykkelig Mand!

Det var dog en altfor sørgelig Anledning dette – til at De fik Brev fra mig. Jeg har dog saa længe skyldt Dem og Deres Frue Tak for vort Ophold i Trondhjem. Modtag den da nu.

Til Hegel skal jeg strax skrive om Elster; – ikke at jeg lægger nogen synderlig Betydning i min Anbefaling; thi for det første er Justitsraad Hegel en saa fin og human Gentleman, at han vist mere end nogen anden vil af egen Drift være paa Enkens Bedste; dernæst ved jeg, at han sætter stor Pris paa den Afdødes Talent. Men jeg vil dog i varme Ord gjøre ham opmærksom paa, at der maa og bør gjøres alt forat faa Elster fuldstændig trykket – baade af Hensyn til hans literaturhistoriske Stilling og af Hensyn til hans Efterladte. Man kunde foreslaa en Samling Bladartikler, Smaafortællinger etc. med Forfatterens Portrait? Iethvertfald formoder jeg, at hans nye Bog vil gjøre megen Lykke; Hegel roste den stærkt.

Nu maa De hilse Fru Elster fra mig og sige hende – ja hvad ialverden skal man sige til et Menneske, der har Sorg? – thi jeg kan dog ikke sige, hvad jeg mener: gid hun aldrig maatte blive trøstet. Men sig hende dog, at saa glad som jeg ser ud, saa meget jeg end synes at vandre paa Solsiden, saa er jeg dog et hemmeligt Medlem af Sorgens Frimureri, og jeg sender hende en broderlig Hilsen.

Hils nu ogsaa Deres kjære Frue fra Beate og mig – og Lyngs. Nu sees vi vel neppe saa snart, – skjønt det ved vi intet om; thi saa vilkaarligt som Livet skalter og valter med os, kan det utroligste hænde.

Kjære Ven! – bevar De mig ogsaa i venskabelig Erindring, saaledes som jeg isandhed holder af Dem.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Jeg skriver et Par Linier under det smertelige Indtryk af Efterretningen om Kristian Elsters Død. Det var et stort Tab for Literaturen og den gode Sag.

Fra en, der stod ham meget nær – Præsten Just Ebbesen i Trondhjem, har jeg hørt, at det bliver smaat for Enken.

Han – Præsten – spørger mig, om jeg tror, at Justitsraaden vilde forlægge en Samling af Elsters tidligere Smaaarbeider, der findes spredte i Tidsskrifter og Aviser; – ja han beder mig saagar anbefale dette.

Jeg svarede ham tilbage, at Justitsraad Hegel visselig var den Mand, som af egen Drift vilde strække sig saa langt som muligt i en Anledning som denne ved en Forfatters Død, der fortjente Agtelse og Sympathi. Men den Anbefaling, som kunde ligge i min Hengivenhed og Beundring for den Afdøde, den skulde jeg gjerne yde af fuldeste Hjerte.

Forhaabentlig gaar hans nye Bog godt – kanske ikke mindst, fordi For fatteren just er gaaet bort; og saa kunde der kanske komme et saadant Samlingsbind – f. Ex. med Forfatterens Portrait. […]

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! […] Det var ellers morsomt, at jeg ved denne Foranledning kom til at skrive til dig; thi – som du kanske kan have hørt: vi flytter snart af Landet. Saasnart vi blive færdige med Skarlagensfeberen – om 3–4 Uger, reiser vi til Kjøbenhavn, hvor jeg har leiet en smuk Villabekvemmelighed ved Sundet – Øresundsgade No. 34 – mærk dig Adressen, om du nogensinde skulde faa isinde at sige os noget. Der er det vor Tanke at bo – ialfald for et Aar, saa faar vi se, hvad vi synes. Beate er især glad over at komme herfra og faa et Hus med Sol og nye Med-Mennesker.

Jeg for min Del har jo flere Slægtninge end hun og flere Traditioner, saaat jeg ikke netop glæder mig ublandet. Dog er her, især efter Fars Død – i mange Henseender ikke saa lysteligt, og desuden kan jeg have godt af at komme ud i rummeligere Forhold. Men efter Jæderen og Sjøen og Torvmyren og Taren vil jeg længes, hvor i Verden jeg saa kommer.

Nu gad jeg vide, hvorledes det gaar dig – kjære Onkel! med min næste Bog, – den kommer ud i Kjøbenhavn paa Fredag den 22d. Denne Gang er jeg bange for, at jeg bliver dig for grov i min Radikalisme, og jeg er bange for, at jeg fra nu af mister baade dig og mange brave Læsere, i hvis Gunst jeg lempeligen havde listet mig ind paa Kattefødder. Men det faar ikke hjælpe; nu skal Klørene frem, og jeg har nogle skarpe, deilige smaa Klør, som jeg selv er saa glad i. Imidlertid kan du ikke blive saa sint paa mig, at du skulde ville fornægte din Nevø og Ven, saa jeg haaber, du skriver mig et Par Linier, naar du har læst Bogen, – selv om du kun kan skjænde paa mig.

Beate hilser Tante og Elisabeth og dig paa det allerhjærteligste. Vi har begge overfor Eder en Følelse af gjensidig Forstaaelse og Hengivenhed, som det gjør godt at tænke venligen paa nu, naar vi gaar at skilles ved endnu længere Afstande. La os være enige om at bevare hinanden i de samme Følelser og tænke paa hinanden og glæde os – hver paa sin Kant over, at der er nogle kjære Mennesker, der tænke venligen paa os.

Jensemand har hellerikke glemt Eder, og han fortæller endnu med funklende Øine om det Søl, han fik Lov til at foranstalte med Potetesskiver og Penneposer.

Altsaa Farvel saalænge alle tre.

Eders hengivne Nevø, Fætter og Ven Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! Mange Tak for Deres gode, lange Brev fra Kjøbenhavn. Deres «Indvendinger» har jeg læst med stor Interesse og Taknemlighed; og jeg er glad ved at kunne sige, at jeg i et og alt giver Dem Ret. Det bliver mig mere og mere klart, at jeg ikke burde skrive flere Bøger af den Art. Men De kan ikke tænke Dem, hvor fristende det er for mig at lade Personerne myldre frem, bare forat tjene «Tendensen»; der er saa meget, jeg er sint over, saamegen Ondskab, jeg plent maa faa give af mig, at jeg ikke gider stanse ved de Enkelte.

– Vi to – kjære Ven! vide, at naar Alexander Kielland siger «gider» saa burde han sige «kan»; thi jeg kan slet ikke skildre et Menneske nøiagtigt – ikke endnu! Nu vilde jeg netop næste Gang prøve dette: tage et Fruentimmer fra Barn og lade hende langsomt gaa tilgrunde, og saa skulde der foruden hende bare være Madame Späckbom og en Søster og Broder fremme i Forgrunden. Men vil De tro, at jeg har min allerstørste Møie med at holde en Mylder af snurrige Folk ude af min Plan, der er en saadan Mængde, som vil være med, og alle – synes jeg – har Ret til at faa Plads. Det er som naar Beate skal ud at kjøre, saa inviterer hun i sit Hjertes Godhed de 6 første, hun træffer og bliver altid lige overrasket, naar hun ser, at en Vogn kun rummer 4.

Det skal blive en Julefortælling og det sidste Kapitel – som jeg allerede kan ordret – skal blive et non plus ultra af Ondskab og «Tendens».

Jeg formoder, at jeg i mit forrige Brev bad Dem sige mig, om jeg har gjort «Fremskridt» fra «G. & W.». Derved mente jeg, om mine Fortrin fremtræde stærkere, skarpere i «Arbeidsfolk». Det tror jeg nu selv, de gjør. Men jeg indser, at alle mine Mangler ogsaa er her – kanske endmere iøinespringende end forrige Gang. Naar jeg stundom ærgrer mig over, hvor de to Bøger ligne hinanden, har jeg kun den Trøst, at de ialfald ere mine egne og ikke ligne nogen andens.

Det slog mig, hvad De siger om min «Tekniks» engelske Sving. Jeg vilde ogsaa ti Gange heller bære franske Vaaben; jeg har selv saa mange Gange følt engelsk Lyd i det, jeg skriver – især i det humoristiske, men jeg synes aldeles ikke om det – det lyder gammelt og «ungdommeligt».

Jeg har læst Deres Brev igjen. Det skulde dog været morsomt at faa tale sammen halvanden Time; men saa gjerne som jeg skriver Breve, indser jeg dog, at jeg maa afholde mig fra punktvis at gjennemgaa Deres Brev. Alt, hvad De siger om Bogen, synes mig sandt og godt og velvilligt og jeg er taknemlig mod Dem og fornøiet med mig selv. Æqva mente imødeser jeg nu den saakaldte Kritik, – Bogen udkommer idag – De tror, jeg faar Vaps, det tror jeg ogsaa; jeg tør ikke sige Dem, at jeg glæder mig til det; thi De vilde mistænke mig for Skaberi.

Kristian Elsters Død har gjort et dybt Indtryk paa mig; det var en Hædersmand paa den rette Side, og vi har ikke Raad til at miste nogen.

Vi hilse Dem og Deres paa det venskabeligste.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Just Ebbesen.

Kjære Præst! – Tak for Deres Foredrag! – bare De havde været endnu modigere. Det er umaadeligt kjedeligt at læse om «Menigheden i Antiochia» og Polykarp i Syrakus eller hvor han nu var, og alt det gamle Væv af Blod og Spidsfindighed er mig uendeligt fjernt. Men De dvæler altfor længe ved dette fjerne, og der, hvor De applicerer Fortiden paa vort Aandstyranni – eller rettere Eders – der slaar De ikke paa langt nær skarpt nok. Alligevel forstaar jeg godt, at for en Statskirkepræst er Deres Foredrag frit indtil Dristighed, og jeg er meget tilfreds med Dem. Maatte De bare ikke blive gammel.

Vedlagt sender jeg et Brev fra Justitsraaden.

De – eller tillad mig at sige du maatte naturligvis gjøre Udvalget og skrive Biografien – kort sagt have hele Uleiligheden; og hvis da Hegel tror, at mit Navn kunde gavne, maatte du finde dig i at træde i Skyggen og lade mig sætte mit Navn under dit Arbeide.

Denne lille Lumpenhed tænker jeg imidlertid baade du og jeg tør paatage os for vor afdøde Vens Skyld.

Jeg haaber at Fru Elster ikke tager mig det ilde op, at jeg til Hegel havde omtalt, at hendes Økonomi ikke var glimrende?

Skriv snart og fortæl, hvad du synes om Hegels Forslag.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Wilh. Walldén.

Hr. Redaktør Wilh: Waldén.

Jeg tænkte nok, at vi ikke kunde arbeide sammen, skjønt jeg jo ikke troede, at vi skulde skilles for de totre Linier om Liget. Imidlertid er jeg noksaa glad; thi paa anden Haand har jeg hørt – jeg læser nemlig ikke Aviser –, at Deres Blad ikke undser sig for at bruge Skjældsord mod Bjørnson.

Om en Sang eller to «dør bort paa svenska Läppar» – er mig knusende ligegyldigt; men at vor Embedsstand er servil og amalgamistisk er en Sandhed, som skal noteres, og Studenterne ere sine Fædres Sønner.

Med Tak for Deres velvillige Dom om min Bog forbliver jeg

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 J. E. Sars.

Kjære Professor! – det var da svært, hvor De er begeistret! De skal have mange Tak for Deres venlige Ord og træffende Bemærkninger.

Jeg kunde nok tænke mig, at der vilde blive lidt Hyl; men nu har jeg saalænge sløret for laber Kuling, at jeg længes efter at krydse mod en frisk Storm. Og desuden! – jeg staar sgu saa tryg paa mit gode Skib, at jeg tør spytte over Rælingen til begge Sider. Og ved De, hvorfor jeg er saa tryg? – fordi jeg er alene. Nu er jeg saa himleglad over, at vort Tidsskrift ikke kom istand. Aldrig skal jeg arbeide sammen med noget Menneske – det være svoret!

Men der kommer vel mere fra Morgenbladet? – den lille Syphilis var jo en lind Spas; – somom Morgenbladet skulde bryde sig om en Smule Hudsygdom! Dersom jeg ikke faar en grundigere Behandling, vil jeg tro, at jeg ikke har truffet godt nok. Det er, som naar Svend Foyn har skudt paa en Hval: er Dyret roligt, saa bander han og lader paanyt; men boltrer Kolossen sig, saa Skummet staar tilveirs, da tager han sig en Dram, – det vil jeg da haabe, han gjør, for det gjør jeg.

Bjørnson var hos mig igaaraftes – kampberedt, rolig, bred som en Sneploug og vældig som en Løve. Det bliver en lystig Dag; men jeg er glad, jeg er her. Thi ved saadanne Leiligheder er jeg sørgeligen tilovers. Mange Mennesker leder uvilkaarlig min Tanke henimod Ceremoni, Komedie og Tøv; desuden er det mig personligt modbydeligt at staa i Flok og bytte Lopper med vildtfremmede Mennesker.

Som De kanske ved, flytter vi nu snart – den 25. til Danmark for et Aar – eller kanske mere. Hvis jeg «mod al Formodning» bliver rig, vil jeg bygge et Slot paa Jæderen og ride i Carriere over Sandsletterne, og min Hest skal hedde Asrak. Men indtil den Tid kommer jeg vist til at bo i Udlandet. Derfor føler jeg, hvor vigtigt det er for mig at beholde mange Rødder herhjemme. De – Hr. Professor! skal være en, og er De end en sam vittighedsløs Korrespondent, saa haaber jeg dog, at jeg skal faa lidt Lyd af Dem, naar der er noget paafærde hjemme. Vil De være en saadan Rod?

Det falder mig ind, at den samme Bøn rettede jeg just til Kr. Elster, og saa døde han, før Brevet naaede ham. Det var et stort Tab.

En Mand paa den rette Side, i hvem der ikke var Svig. Hans nye Bog skal være skarp og udmærket god, og saa ligger den Armingen deroppe og raadner! Ja – nu maa ikke De ogsaa finde paa at dø; lad os leve og trives, saaat de Andre faa Gulsot af det!

Vil De nu hilse Deres Fru Moder fra mig – hvad synes hun om «den syphilistiske Roman»? – og Deres Søster Frøken Mally.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! Paa Grund af mange Forhindringer kommer vi først afsted den 1ste Juni. Det er fortrædeligt; først fordi det er trættende at gaa og hænge i saadanne lange Venteperioder, hvori man dog ingenting kan foretage sig; dernæst fordi Afskeden mister sin Festivitas og bliver smerteligere for hver Dag, som gaar. Thi nu er her endelig bleven Vaar. Idag sad Gjøgen og gol over mit syndige Hoved ude paa Malde, der var grønnere end jeg nogensinde har seet det, Havet var saa blankt som jeg er vis paa, at Sundet aldrig er, og min gamle Yndlingsgaas havde ti deilige, gule Unger. Jeg ved ikke, hvorledes det skal gaa mig: jeg hænger saa fast ved denne friske Strand. Forresten fik jeg solgt Teglværket og har nu ordnet mine Affærer saavidt, at jeg beholdt en liden Klat af min Arv efter Far, og naar hans Enke dør, faar jeg en pen Klat til. Mine Søskende og Venner have sammensvoret sig mod mig og sat mig i etslags Umyndighedstilstand, i hvilken jeg befinder mig uhyre vel; og da jeg tjener mange Penge hos Hegel, er mit Hjerte lettere end det har været i flere Aar.

Fordi De ringede mig ind i Tyskland, vil jeg være Dem evig taknemmelig. Forat spare os alle for Ærgrelse af de frivillige Oversættere, har jeg nu sluttet Kontrakt med Capitaine C. v. Sarauw og han har truffet Aftale med Gebrüder Paetel. Samme Sarauw har for «Arbeidsfolks» Vedkommende taget tiltakke med Forlæggeren Auerbach; Bogen kommer i næste Maaned.

17de Mai er vel overstaaet og gik med Glands. Jeg var ganske nervøs hele Dagen, forestillede mig Pøbelen trækkende om med Bjørnsons Lig og mig selv talende fra hans Grav over Texten: Vi vide, hvem der dræbte ham! Nu maa jeg le, at jeg endnu en Gang har ladet mig narre: her foregaar jo aldrig noget herhjemme; Taler, Fester, Aviskjævl er det eneste, som kan trives blandt Norges Fjelde.

Ikke at jeg beklager, at de ikke rev Hovedet af Bjørnson – forstaar De! det var jo godt, det gik som det gik; – men alligevel –

Jeg drømte meget om Deres Hustru inat. Det var en meget smuk Dame med sorte Øine; men hun var desværre paafaldende uvenlig mod mig. Spørg hende dog, hvad det skal betyde? Beate er desværre forkjølet; jeg er saa bange for yderligere Opsættelser af denne Reise.

Naar De fortæller, at Deres Bøger ikke gaar i Danmark, bliver jeg ganske skamfuld ved Tanken om, at 3000 Arbeidsfolk gik i et Par Uger og nyt Oplag paa 2000 er under Pressen! Jeg tænker mig altid, at Deres Tid maa komme; De har et altfor stort Forsprang. Vi, som har lært saameget af Dem, ere etslags Tyveknegte, der trives i Skyggen af alt det Bank, De har faaet. Men vi vide det og ere taknemlige.

Deres Alexander L. K.


 Wenche Nilsen.

Kjære Frøken Nilsen! – De gjorde Ret i at nære Mistro til min Hukommelse; thi den er i Virkeligheden over al Beskrivelse slet og lunefuld. Men jeg sendte Dem ikke, hvad der er udkommet mellem «G & W» og «Arbeidsfolk», fordi det ikke var godt nok til Dem. Er jeg nemlig Deres Digter par exellence, saa har De ogsaa en meget høi Stjerne hos mig. Derfor har jeg siden bestandig beklaget, at vi – dels ved min egen ubegribelige Klodsethed, dels ved vore fælles Veninders Udelikatesse – ikke kom hinanden nærmere. Fruentimmer, der ere fornuftige – raisonnable i en ung Alder, er i Norge en større Sjeldenhed end sorte Øine.

Ikke at jeg finder, at De netop mest staar for mig i Kategorien: fornuftig; thi jeg husker Dem helst talende halvt til mig halvt til Vorherre – med bortvendt Aasyn – ud i Luften, og da jeg en enkelt Gang fik høre Dem spille, var De ogsaa meget ung; men alligevel: jeg havde og har en Fornemmelse af, at det var et Tab for os begge, at vi lærte saa lidet af hinanden.

Deres Brev har derfor interesseret mig i høi Grad, og jeg vil herved bede Dem skrive igjen til mig. Hvad jeg ønsker af Dem, er rent ud sagt – Deres Mening om den væmmelige Historie med Kristines Sygdom. Det vilde være mig kjært at have en ung Dames Mening om det Punkt, – om hvorvidt det er altfor ækelt til at vides, eller om det bør nævnes paa en ren og alvorlig Maade. Jeg kan tænke mig, at netop dette kan falde Dem vanskeligt, da vi jo ere baade fremmede og unge; men isaafald – spring over det og giv mig en Smule Kritik om andre Punkter.

Jeg for min Part skriver gjerne Breve og er diskret som Døden; og nu – da jeg skal reise – føler jeg dobbelt Trang til Forbindelser hjemme. Har De leilighedsvis Lyst til at sende mig lidt Ros eller lidt Skjænd eller bare et venskabeligt Ord, vil jeg altid være glad og beredt til at svare.

Deres lidt irriterede Tone overfor Bjørnson forbauser mig. De ser dog ganske vist den Nytte, han gjør os alle. Specielt vi Forfattere paa «den gale Side» gro jo alle op i Ly af de Prygl, han har faaet, faar og vil faa saalænge der er Pak i Norge. Men ogsaa De – Frøken Nilsen – skal forstaa og glæde Dem over, hvad han netop nu er for os alle, og De bør ikke lade noget af den Uvilje, De føler mod Drabanterne, falde paa ham. Drabanterne hader jeg ogsaa, og jeg haaber, at jeg aldrig skal gjøre Dem den Sorg at optræde med Hale.

Den 1ste Juni flytter vi til Kjøbenhavn og min Adresse der bliver: Øresundsgade No. 34; jeg venter at høre fra Dem enten her eller der.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Jacob Kielland.

Kjære Broder! Tak for dit Brev med Pengene i. Vi gratulere med Barnet; men jeg synes ikke, du skulde give det mit Navn. Thi der er Udsigt til, at mit Navn vil blive et Krigsnavn – bespottet og forrost – kort sagt: det bliver for indholdstungt til at man tør læsse det paa et lidet uskyldigt Pigebarn, der skal til at vandre Livets vanskelige Vei.

Desuden er et Liv som mit ikke at stole paa; Ingen kan vide, hvad jeg kan komme opi, hvor og hvorledes jeg kan ende. Og om end din Broderkjærlighed kunde overstaa meget, vilde det dog være blodig Synd for Barnet, om det ved sit Navn skulde vække Minder, som helst burde sove.

Derimod er jeg meget glad – ja stolt over, at du tænkte paa det. Naar Menneskene herefter med et smørret Smil spørger: Hvad synes Deres Broder Præsten om Dem og Deres Værker? – saa vil jeg have et ypperligt Svar: Min Broder Præsten vilde opkaldt sit Barn efter mig – efter Arbeidsfolk. Menneskene: Det maa være en ualmindelig Præst.

Jeg: Ja – det er det ogsaa! –

Madlin synes jeg er smukt, ikke Bodil.

Nei at du ikke er rensligere, end at du skriver i Amtstidenden. Jeg sendte Bud efter det Nummer, hvori du havde skrevet, og jeg har nu læst Artikelen. Den var altfor god baade for Bladet og for Bugge. Du skulde slet ikke røre ved den Mand.

Det er ikke muligt, at det Slags Gemenhed kan paavirkes af Gentlemen eller Gentlemens Anskuelser og Argumenter; lad ham heller gro til Glæde for dem, der hade Præsteskabet. –

Jeg skriver i disse Dage ofte i Breve til mine Venner om denne «Overdrivelse». Lad mig ogsaa til dig sige et Par Ord: Naar Folk sover tungt, hvisker man dem ikke i Øret: Staa dog op og tag fat paa alle dine Stræv; men man raaber: Brand! og naar de saa faar gnedet Søvnen og Sinnet af sig, takker de ham, som raabte, at de kom tidligt paa Benene og kunde begynde Dagens Værk. Den, som vil vække, maa overdrive. Der er et herligt Ord af Søren Kierkegaard: Lægemidlerne er ikke det vigtigste, hvad det gjælder om er: ret tilgavns at blive syg.

Dette siger han om Anbringelsen af Kristendom; men det gjælder overalt, hvor der er Dødkjød i Sindene. At jeg har overdrevet er vist og bevidst, efterdi det er gjort med Ensidighedens Kraft; det Kanelvand med surt og sødt i, som man kalder objektiv – upartisk Skildring, er Tøv og Barnemad. Jonas Lie har jeg skrevet det samme til; han fortalte mig en rørende Historie om sin Far, der stod op om Natten af ædle Bevæggrunde, og han var dog «en af Landets første Jurister!»

Jeg spurgte Holfeldt, før jeg gav Statsraaden en Maitresse; og han svarede, at det var fuldstændig i sin Orden, uden at han just i Øieblikket vilde paastaa, at han kjendte en Statsraad, som havde en. Men det var i Stilen – sagde han. Jeg maa skrive lidt til.

Tænk dig et Øieblik, at jeg skulde have skildret «Arbeidshestene» i Departementet. Hvad var der saa igjen af den hele Bog? Skulde den, der vil et Samfundsonde tillivs, holde sin Haand tilbage af en vemodig Erindring om Jonas Lies Fader, af Tanken om en hæderlig Undtagelse hist og her, af personlige Baand i Kjærlighed og Agtelse – isandhed en saadan Mand var værdig de høieste Dekorationer og Æresbevisninger; men han lettede ikke et Fnug af den Byrde, der hviler paa et Folk, som styres i Hovmod og Uforstand.

Der hører Selvfornægtelse og Mod – at jeg selv skal sige det – til den Hensynsløshed, hvormed man kaster alt i den flammende Ild, hvormed man hader det, man dybt har erkjendt for et Onde.

Bliv mig fra Livet med Eders evindelige Mæglinger, Retfærdighed, Upartiskhed, Seen fra begge Sider – og alt dette Snøvl, der omhyller og afstumper den hellige Indignation. «En Mands Vrede udretter ikke det, som er Ret for Gud» – siger du; det var rare Erter det! end Moses! – hvad slog han Tavlerne istykker i? – i sin Vrede, – og Profeterne! tror du Filtmændene udrette det, som et Ret for Gud?

Fordi du hverken var varm eller kold, vil jeg udspytte dig af min Mund – siger Herren.

Nei – lad dem vise mig, at Skildringen ikke er korrekt; men lad ingen bebreide mig det Raseri, som giver det hele sin Glød; thi det er min Gave, min Gnist, mit store Patent!

Det er Samtalen fra Kupeen – hører du. Det er mærkeligt, hvorledes det Skjænd, jeg nu om Dagen faar, falder forfriskende paa mig. Jeg mener ikke, at du har «skjændt» – forstaar du; men næsten alle mine Venner ere denne Gang mindre sikre i sin Ros end før. Og det gjør mig godt; jeg føler mine Kræfter vaagne, og idet jeg nødes til at forsvare mine Anskuelser, blive disse derved saa blinkende klare, at de staa inde i mig som et Rustkammer fuldt af blanke, stærke Vaaben. Jeg formoder, at jeg gaar mod værre og værre Kampe.

Kittys Adresse: Rue de l’université 19.

Min: Øresundsgade 34; vi reiser 1ste Juni.

Hils Dikkerikke og de Smaa – helt ned til min nye Veninde –

Din hengivne Broder ALK


 Andreas Sømme.

Kjære Ven! […]

Vi havde en deilig Reise og kom i deilige Værelser i Kongen af Danmark. Men saa var det ogsaa forbi med Deiligheden; thi Ordningen af Huset var aldeles forfærdelig. Beate tabte Modet, saa du kan selv vide. Nu klager hun bare over Mangel paa Sol, og det har hun – ærligt talt – Ret til. Kjøkken, Spisestue og Do ere rigeligt bestraalede; men selve Dagligværelserne vende – det lader sig ikke nægte – haardnakket mod Nord og Nordost. Det er godt nu, mens her er saa varmt; men jeg gruer for Høsten. Idetheletaget har jeg ikke meget Mod, skjønt jeg lader saa, forat holde os oppe.

Imidlertid har Situationen bare i disse faa Dage betydeligt forbedret sig, og naar jeg nu bare kan faa Gutterne i Skole, saa kan jeg laase min Dør og tage fat paa at skrive. Som det nu gaar, er jeg fuldt optaget med Husstel og sligt.

Du ved, jeg var altid saa haabefuld og sikker paa, at det ikke skulde skade mig, hvad der blev talt og skrevet mod «Arbeidsfolk». Nu har imidlertid Hegel sagt mig, at Salget af 2det Oplag gaar trægt, fordi Pressen har kastet sig over Hudsygdommen. Gamle Ploug skal forberede en skrækkelig Henrettelse i sit Blad: «Fædrelandet» – Onkel Axel har det, du maa læse det, naar det kommer. Derimod hjælper det mig kun lidt, at de Radikales Blad: Morgenbladet roser mig 1ste Pintsedag; det var af Edvard Brandes.

Jeg faar altsaa prøve at lægge lidt Baand paa mig i min Julefortælling; skjønt Guderne skal vide: jeg er ikke i Stemning til at være mild og aimable. Men jeg forstaar dog godt, at det vilde være altfor uklogt yderligere at udfordre Stemningen og sætte hele min gode Stilling paa Spil. Du skal nemlig vide, at jeg nu er kommen saa langt, at Justitsraaden sagde, jeg var den populæreste Forfatter i Skandinavien. Det er derfor virkelig min Hensigt, at være «pyntelig» til Jul; maatte jeg nu bare ikke blive altfor sint, mens jeg skriver!

Beate hilser paa det venligste til dig og Maren; jeg ogsaa. Skriv nu snart, saaat vi kan komme i god Gang.

Din hengivne Alexander L. K.


 Chr. von Sarauw.

Kjære Hr. Capitaine! Det var en Pokkers Nysgjerrighed! – altsaa

  • ad 1.
  • Jacob Kielland & Søn er et gammelt og godt Hus i Stavanger; nu er det ophævet. Familien har boet i et Par Aarhundreder i Stavanger og været rig – efter vore Forhold. Min Fars Moders Far var Jens Zetlitz. NB: min Søster er Malerinden Kitty L. Kielland i Paris.
  • ad 2.
  • Jeg har gjennemgaaet Stavanger Skole, som var meget slet. Doven var jeg, og det var ved Held og kortere Anfald af Flid, at jeg slæbte mig frem til Examen artium.
  • ad 3.
  • Mine tre Examina har jeg absolveret ved Kristiania Universitet – samtlige med haud illaudabilis.
  • ad 4.
  • Efter Examen giftede jeg mig.
  • ad 5.
  • Jeg har aldrig haft offentlig Ansættelse.
  • ad 6.
  • Jeg kjøbte Teglværket i 1872 og solgte det i 1881.
  • ad 7.
  • Jeg har aldrig skrevet i Aviser undtagen 2 eller 3 Korrespondencer til Dagbladet – norsk – fra Paris 1878. Mit første Arbejde – Paa Hjemvejen stod i et nu utdød Tidsskrift i Norge. Jeg har ikke læst megen fremmed Skjønliteratur.
  • ad 8.
  • I 1874 rejste jeg i Tyskland i to Maaneder. I 1878 rejste jeg til Paris og blev der 6–7 Maaneder.
  • ad 9.
  • I Paris skrev jeg 1ste Bind med Undtagelse af To Venner, som jeg skrev senere hjemme i Stavanger.
  • ad 8
  • NB. cfr. ad 7. Resten hos Hegel.
  • ad 9
  • NB. «Novelletter» (3 Oplag) – 1879 om Vaaren. «Garman & Worse» (2 Oplag) – 1880 – Vaaren. «For Scenen» (2 Oplag) – 1880 – Sommeren. «Nye Novelletter» (2 Oplag?) 1880 – Juletider. «Arbeidsfolk» (2 Oplag) – 1881 – Vaaren.

Samtlige ere senere komne paa Svensk, men ellers har kun enkelte af Novelletterne fundet Plads hist og her i tyske Blade.

  • ad 10.
  • Deutsche Rundschau var ikke først. Jeg tror en Fyr i Flensburg – Ziegler – allerede før havde taget noget af mig for Neue freie Presse (?) i Wien.

Lad mig dog se, hvad De brygger sammen, hvis der er Tid. Smør ialfald ikke altfor tykt paa – er De snil.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! Jeg skulde just idag eller imorgen skrive til Dem, skjønt det jo var Deres Tur. Desto gladere var jeg ved at se Deres kjære Flueben imorges, – thi Deres Haandskrift forbedrer sig ikke i Udlandet, og der er mange Ord, som jeg først forstaar ved «tredie Læsning» – som vi Politikere sige. Deres Portrait var udmærket godt, og vi takker begge, idet Beate synes at mene, at hun ejer den største Halvdel deri.

Feldmarschallen maa indtil videre opføre mig i Rullerne som surnumerær – eller hvad det nu heder, naar man nok vil bibeholde sin Rang, men ikke ønsker at gjøre Tjeneste. Der er mange Smaating iveien med mig, jeg behøver Tid til at overvinde noget, og Tid til at tage nye Interesser. Men jeg vil hverken nu eller nogensinde skrive i Morgenbladet eller nogen anden Avis. Det er meget muligt, at jeg i Tidens Løb har sagt mange Dumheder om Isolation og Samarbeide; men jeg synes dog at mærke paa mig selv, at jeg mere og mere nærmer mig det første. De – kjære Ven! – er ialfald for klog til at opfatte dette som Hovmod, snarere vil De tænke paa Feighed. Dersom De nu var i Marstrandsvei 4, hvor De burde være, saa vilde jeg forklare Dem, at intet Menneske kunde holde ud at arbeide sammen med mig i 8 Dage, thi jeg er stridig og stædig som et Æsel, og Beate siger, at jeg er bleven lidt gal i det sidste. Jeg forstaar hvad hun mener. Efterat Far døde, føler jeg en Glæde ved ingen at have over mig, der nærmer sig Begeistring; jeg har alle Dage været – ialfald troet, at jeg var en blød, doven Person, som lod de andre raade, og specielt har jeg aldrig gjort noget uden at tænke paa Far. Men nu er jeg som beruset ved Tanken om at staa ansvarsløs opover, saa bare Tanken om, at jeg skulde faa den mindste Traad af fremmed Vilje ind i min egen Væv, bringer mig til at steile som en vrang Hest. Derfor vil jeg arbeide alene – haabende, at det, jeg udretter, maa gavne paa den «rette Side» og ikke vise mindre Mod end om jeg stod in Reih’ und Glied. – Frère et cochon – siger De, nuvel – det ogsaa! – det er sandelig ingen overflødig Frygt – det ved De meget godt selv. Hvilken Grund er nu Hovedgrunden? – ja hver faar tro som han vil om det.

Broder Edvard er bleven en Kjæmpe – slagfærdig og virksom, elskværdig og snil mod sine Venner. Vi sees ofte, og jeg tror, baade han og min Kone gjensidig finde Behag i hinanden. Saaledes lover jeg mig megen G]æde af ham, medens jeg nok tror, at han er fortvivlet over mig mangengang, naar han ikke kan faa mig til at interessere mig for alle de politiske og literære Kampe, der optager ham. Men det vil snart give sig – tænker jeg, naar han først ser, hvor absolut umulig jeg er. Idem velle idem nolle er lykkeligvis ikke Betingelsen for firma amicitia, og jeg haaber, at baade Edvard og de andre brave hernede vil vænne sig til at overse det grossereragtige og lapsede ved mig, som nu engang er nedarvet i mig og tage mig som jeg er, – hvad jeg da ogsaa selv gjør med dem. Om Jacobsen ved jeg endnu ikke meget; men det, jeg har seet af ham, har gjort et stærkt og sympatetisk Indtryk. Jeg vilde anse det som en stor Lykke, om han kunde komme til at holde af mig; men De ved, han er saa taus og tilbageholden; naar da jeg snakker og snakker, og jeg saa ser denne Jammerskikkelse foran mig, saa tænker jeg: hvad han dog maa finde dig utaalelig med din vulgære Sundhed; og jeg kunde sætte mig til at græde, naar han hoster, saaat Knoklerne ryste om hinanden som i en lang Sæk. Der er noget lumpent ved at være slig en Fyr som jeg. Der er mer end for et Menneske af Kraft og Sundhed i mig, og saa skal man ørkesløs gaa og se paa et Menneske som Jacobsen fortæres og slukkes ud og gaa sin Vei, men selv sidde igjen og drikke Burgunder – revnefærdig af Sundhed. Vi lever godt nu, efterat Beate har forvundet alle Flytningens og Ordningens Besvær og Fortvivlelser. Desværre er her ikke Sol nok, men Værelserne ere forresten lyse og smukke. Jeg ser baade det kjære Hav og det forhadte Sverige; her er ensomme Spadsergange, Nattergal – à propos! den har skuffet mig. Jeg havde aldrig hørt den før undtagen i Buch der Lieder, og nu finder jeg, at den ikke er saa bedaarende – eller er det, fordi jeg ikke er forelsket?

Hver Morgen skriver jeg paa min nye Bog: En Julefortælling. Den bliver kort og staar endnu uklart for mig i Midten. Vil De hilse Fru Marchallinden ærbødigst fra mig, jeg har ikke senere tilladt mig at drømme om hende. Beate raaber herind at jeg maa sige, at det var «skrækkeligt kjedeligt», at De ikke kom herop isommer.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! Jeg har ikke behøvet at ransage mit Hjerte saa særdeles nøie, forat give Dem Ret i, at det rammer mig, hvad De siger om den falske Fornemhed; og at denne – den falske Fornemhed – ikke sømmer sig for «de virkelige Sandhedsvidner» –, det er jeg ogsaa overbevist om. Men hvad jeg slet ikke kan forstaa er dette: De vilde ønske, at der var mindre Tendens i Arbeidsfolk, og at jeg istedet skrev en ganske tendensløs Artikel i Morgenbladet. Hvor ialverden kan De dog sige sligt – Doctor! lad Arbeidsfolk have, hvad Feil den vil, men den er dog et ærligt, patriotisk Arbeide, fremgaaet af stærke lange Indtryk lige fra min Barndom; jeg er født blandt disse «Arbeidere» – jeg kjender og hader dem. Desuden er Bogen forsaavidt modig som jeg var mig bevidst, at jeg ved den satte mit fornemme – hidtil farveløse Navn paa Spil; jeg vidste, at jeg brød med en Mængde kjære Forudsætninger i mit Liv, som De ikke kjender; men jeg troede ogsaa, at jeg var ualmindeligt heldigt stillet hjemme netop i Retning af at gjøre et saadant Arbeide. Og naar jeg saa kommer fra et saadant Arbeide – selv om der er blevet formegen Tendens i det, saa skal jeg høre af den gamle Feldmarschall, at det var bedre, jeg havde skrevet hvadsomhelst i en dansk – i en fremmed Avis! Men saa sig mig dog – i Fandens Skind og Ben! – hvad er dette Morgenblad? Er jeg et Fæ – er jeg splitter gal, naar jeg tror, at det er et ganske almindeligt politisk Blad for dansk Politik? et Blad, hvori – det har jeg hørt med egne Øren – hvori man ikke tør tage anerkjendte glimrende Ting af Frygt for den eller hin Abonnent; hvis tre Redaktører jeg selv har seet sammen – halvveis Fiender, halvveis Skuespillere, – uden Forstaaelse, den ene foragtende den anden, – kort sagt: et Blad som ethvert andet politisk Blad – kanske noget bedre redigeret. Eller skulde denne danske Avis virkelig være et Fænomen i min Tid, i hvis Spalter der skulde være mere Nytte at gjøre end om jeg paa egen Haand gjennemroder det Samfund, jeg kjender, og hvor der ialfald findes Feldter, som jeg kjender bedre end nogen anden. Nei Doctor! – her maa De tage Feil! – og naar De netop i samme Forbindelse siger, at det har kostet Dem meget at «nedlade» – Dem til at skrive i Blade, saa er det noget, jeg saa uendeligt godt kan forstaa. Thi der er faa Ting saa pinlige for mig som at se Dr. Georg Brandes «nedlade» sig til at skrive sig op i Smaastumper for et Blad, som er idag og imorgen kastes i Ovnen. Det er nu min Mening, og tag mig det ikke ilde op, at jeg – nei hvorfor skulde jeg gjøre en taabelig Undskyldning? – det vilde jo være, somom De nogensinde var en trykkende Feldmarschall. – De danske Forfattere gaar det allerede meget bedre med; jeg lærer at sætte Pris paa dem efterhvert, – dog tror jeg fremdeles, de fleste af dem kunde have godt af lidt af min falske Fornemhed uden at de derved tog Skade som virkelige Sandhedsvidner. Denne uartige Spas gjælder ikke Edvard og Jacobsen, der ere patentfine.

Min Kone hilser paa det venskabeligste.

Deres hengivne Alexander L. K.


 Georg Brandes.

Kjære doctor! Mange Tak og hjertelig Tak for Deres smukke, fine Brev, som jeg blev ganske forskrækket over at modtage saa snart; jeg er ikke vant til at bo paa Kontinentet, hvor Posten gaar saa fort.

Med Hensyn til Elsters literære Efterladenskab, staar Sagen saa, at Hegel har bedet mig være Udgiver. Denne for mig fuldstændig nye Rolle ængster mig jo lidt; men jeg vil gjøre mig al mulig Flid, og jeg er selvfølgelig glad og taknemlig for ethvert Vink eller Ord fra Dem. Endnu venter jeg paa, at hans Ven – Pastor Just Ebbesen i Trondhjem skal samle Tingene og de biografiske Noter; thi jeg kjendte igrunden ikke Manden og har aldrig læst andet af ham end de to sidste Bøger.

Det er Synd, at Farlige Folk slet ikke synes mig at vække Opsigt nok; Aarstiden er jo uheldig. Jeg vilde saa inderligt gjerne, at det norske Morgenblad skulde skjælde ham ud, saaat jeg kunde faa Anledning til en skarp Fortale. Var ikke De tilfreds med Bogen? – det er bare Synd, at han ikke har havt nogen ved Siden, som kunde befriet ham for hin skrækkelige Kvinde fra Indianien. –

Vore Venner her gaa omkring med et lidet Smil ianledning af Redaktør Topsøes Død. Men Edvard og jeg ere blevne enige om, at man aabent tør glæde sig ved en Fiendes Død; naar vi alle byde Døden den samme Chanse, kan vi jo uden Samvittighed glæde os over, at det blinde Træf rammer efter vor Smag.

Jeg for min Part kjendte kun Manden som Forfatter og som saadan havde jeg store Tanker om ham; jeg satte ham næst Jacobsen – det vil sige: jeg lod der være et stort Mellemrum, hvor der ingen kom, og saa kom Forfatteren til hin Reise paa Donauen, Musikanten og Damen, som laa i sin Lænestol, og som nok syntes, hun kjendte disse Toner og at de underligen bevægede hende; men hun reiste sig ikke op, forat se ned i Slotsgaarden. Det er det, jeg beundrer i den Novelle, at hun ikke reiste sig. Det er den Overlegenhed, der nægter sig hele den Hverdagseffekt, som her ligger lige for Haanden; det, at Forfatteren har Hjerte til at lade hende blive liggende, at lade dem saaledes gaa hinanden forbi i Mørke – det synes jeg er et sik kert Tegn paa, at han var en Kunstner af Rang. Drachmann har nok skrevet Vers over Topsøe, og Fredsmægleren Borchsenius optager dem næste Søndag i Ude og hj. Han forklarede mig omstændeligt, at dette gjorde Alles Hjertelag Ære; men jeg tilstaar, at jeg ikke var saa inde i Forholdene, at jeg forstod det; der var nemlig noget om Drachmanns Koner med i det, og da gaar det altid rundt for mig.

De kunde ikke engang komme hertil, om saa alt ellers var iorden, for denne stygge Epidemi; den nærmer sig nok ogsaa til os nu – hører jeg. Men det som er værre end Epidemien og alt andet – det er, at det ser saa daarligt ud med Jacobsen. Vistnok siger man mig, at han har været ligesaa daarlig før; men jeg kan dog ikke faa det af Hovedet, at det gaar altfor fort nedad med ham. Jeg ved aldrig, jeg saa hurtigt er kommen til at holde af nogen Mand som Jacobsen, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre, hvis han nu dør. Min Kone hilser Dem venskabeligst; vor Hilsen til Fru Brandes.

Deres hengivne Ven Alex. L. K.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester og Ven! – hvorfor hører jeg aldrig et Ord fra dig? – har du saa travelt? eller er du ikke fornøiet med mig? Ad Omveje – over Bergen – er det løseligen kommet mig for Øre, at du ikke liger Arbeidsfolk. Det kan jeg ikke begribe. Da jeg fortalte dig Bogen hjemme paa Aulestad, mente du dog, den kunde blive god; og jeg synes, at den er udført efter min oprindelige Plan. Vær saa snil at fortælle mig, om der er noget i hint Rygte og hvormeget. Du kan vide, jeg kan ikke andet end med Spænding imødese din Dom saavel af mangfoldige andre Grunde, som fordi jeg jo alltid føler Forpligtelsen overfor dig; thi i Skyggen af de Slag, du har slaaet og faaet, er det vi andre gro op.

Indtil jeg altsaa hører, hvorledes det hænger sammen med den Ting, ville vi tale om andet, og har jeg da en Høne at plukke med dig for et Ord i din Tale de fraudatoribus d: e: Svenskerne. Du siger: «det er latterligt at hade et Folk»!

Først syntes jeg, det var sandt; men saa gik det op for mig, at det slet ikke var sandt, og hør nu i Taalmodighed, hvorledes jeg fik det til:

At hade eller elske en stor Samling Individer – et Parti, en Klasse, et Folk – det er saa langt fra at være latterligt, at det er det eneste, hvori der er Mening. Thi at elske eller hade en Enkelt – det kan vel være den lat terligste Tilfældighed (f. Ex. hos Kierkegaard omtrent saa: En Mand gaar længe om blandt Fruentimmerne, og man mærker ingenting. Men en Dag raaber han: Juliane! Er hun da skjønnere end de andre? Han svarer: Juliane! Er hun klogere? Han sukker: Juliane. Men for Satan! hvorfor just hende? – raaber du, og han vil svare dig med et saligt Smil: Juliane! – se dette er latterligt –) men kan jeg elske et Folk f. Ex. helt og grændseløst uden Hensyn til de mange Drog der er, den lange Række af opadstigende Kaalhoder, som fører til Toppen, eller kan jeg hade en Stand grundigt og ubarmhjertigt uden at forstyrres af, at jeg har en elsket Broder eller dyrebar Ven i Standen, – da er jeg saa langt fra at være latterlig, at jeg tvertimod er vis. Thi saaledes, og kun saaledes kan man hade eller elske Principerne, de Grundegenskaber som karakterisere den hadede eller elskede Flok. Derfor hader jeg Sverige – uden at forstyrres af mine Venskaber endmindre ved Tanken om de mangfoldige Venner, jeg vilde finde der, om jeg var bedre kjendt; men jeg hader de Egenskaber, der for mig er den svenske Nations herskende Evner: gammel, raadden Storsnudethed, en forloren Salonsving, sød og lumsk som den Punsch, de vælter i sig! Har jeg Ret – ikke i Hadet, det kan man jo være uenig om, men jeg mener om du synes min Begrundelse for Kjærlighed og Had er raisonnable eller paradox?

Vi har det godt, bor saagodtsom paa Landet med Sundet for os. Jeg er flittig; Beate og Børnene trives godt, og hun beder mig hilse Eder alle paa det venskabeligste. Ogsaa jeg sender mine bedste Hilsener og fornyer min Bøn: at du snart maa sige mig Besked.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Bjørnson! – du var god, da du endelig kom og mange Tak for dit Brev, som baade var i og for sig godt og dernæst et kalligrafisk Mesterværk. Det varede neppe otte Dage, inden det blev mig klart, hvad du mente med de allerfleste Tegn, og findes der endnu fremdeles hist og her noget, som ser saaledes ud saa tror jeg dog, at jeg baade har forstaaet dit hjærtelige Sindelag og din Filosofi.

Jeg var saa glad, fordi du ikke havde andet mod Bogen, end at jeg havde overdrevet; thi det er jeg selv saa fnysende sikker paa, at jeg ikke har gjort. Da jeg fortalte dig Historien – husker du: vi gik forbi det Stabur, som vilde falde over os – da var den meget, meget værre. Men mens jeg skrev, blev Far syg, og det var mig saa pinligt, at jeg skrev, hvad jeg vidste, vilde bedrøve og opirre ham saa meget; – du kan selv vide, hvor stærk den Følelse var hos mig, naar du hører, at jeg telegrafisk stansede Udgivelsen af Novelletterne, bare fordi Far engang havde sagt – eller bedt mig om aldrig at lade «Skipperhistorien» trykke. Derfor er jeg mig bevidst, at jeg paa alle Punkter formildede min Plan – saavidt som jeg kunde det for min Samvittighed, og det var og er min Mening, at Bogen er tam i Forhold til mit Raseri.

Vist vilde jeg «gjøre noget i Retning af Knald»; det var jo ikke andet end min forbandede Pligt. Havde jeg ikke lumskelig listet mig ind i Salonen med Hansker paa og naaet deres Øren, som jeg netop vilde brøle i.

Du maa tro, jeg følte det godt som en Skam, naar Morgenbladet bukkede for mig efter Garman & Worse, men jeg trøstede mig med, at jeg vidste, hvad jeg gjorde, og at de skulde faa svie for det bagefter. Og dog – jeg gjentager det – jeg lagde Baand paa mig, jeg dæmpede baade hist og her; thi havde jeg sluppet hele min Vrede ud i min oprindelige Plan, saa var Staburet ganske vist faldet ned.

Altsaa er jeg glad, at det ikke var andet, du havde mod Bogen; gid du vilde lige min Julefortælling; thi du behøver ikke at tvivle – og du gjør det heller ikke – om at jeg skeler efter din Dom, hvergang jeg er færdig. Men til Jul venter jeg ikke Ros for andet end Enkeltheder og den store Finale. Selve Historien er gaaet istykker for mig; der er ikke en stor, sikker Vrede i den, – bare Ondskab og Mismod.

Vi lo oss næsten kryl af din Søn; hils ham fra os. Manden, som laa nedenunder og skulde dø, betænkte sig, da han hørte Bülows Orkester og siges nu at ville gaa til Baletten i Wien. Baade Beate og jeg var saa glade baade ved at se ham, og fordi han kunde bringe Eder Bud, at vi havde det godt og tænkte paa Eder.

Jeg imødeser med Spænding og store Forventninger dit nye Drama og dit Tordenslag mod Bibelen; hvad er det for en ulykkelig Patriknark, som skal slagtes? – jeg skjælver for min Yndling Habakuk.

Det var rigtigt morsomt, at Chr. Bruun kommer til dig; vil du hilse ham fra mig. Hvad er det for en utækkelig Tone, Dagbladet tager mod ham. Lad nu ikke det ogsaa begynde at spytte paa det store, naar det kommer paatvers. Beate hilser din Kone og dig – jeg ogsaa. Rist snart nogle Runer til mig

din Alexander L. Kielland.

Du har vel læst Farlige Folk? – patent!


 Holger Drachmann.

Kjære Ven! dette gaar ikke an, saa kunde vi jo ligesaagjerne blevet i Norge for den Sags Skyld. Hvorfor kommer du ikke med din Frue og Frøken Svigerinde?

Det falder mig noget ind: du tænker kanske – der gaar nu saameget Rod gjennem din Skalle – du indbilder dig kanske, at jeg kan finde frem til dig? Kjære – hvorledes skulde det gaa til? Naar jeg reiser til Kongen sit Nytorv – som Baby siger –, forat lade mig barbere, tager det mig en god halv Dag, og jeg er glad, naar jeg finder hjem igjen og meget udmattet. Men Vedbæk – Kjære! – det er efter min Formening langt forbi Slukefter, og længer er jeg ikke kjendt. Du vil sige, jeg var i Rungsted? – kun tilsyneladende; i Virkeligheden kjørte jeg kun i Drosche herfra og ned til et Dampskib, og derefter lod jeg mig forsende som Pakke af Hegel – Tur og Retur uden at sanse.

Men lad mig ialfald høre, hvorledes det er, du mener; thi dette gaar jo ikke an.

Vore venskabelige Hilsener til dig og dine!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Wenche Nilsen.

Kjære Frøken! just i disse Dage er jeg bleven færdig med min Julefortælling, – det vil sige: nu er den skrevet én Gang, jeg skriver altid to; – og jeg vil haabe, at den er god. Ialfald venter jeg, ikke at tabe noget hos mine Venner, om jeg end atter sætter noget af min Popularitet overstyr. Thi det er en meget mørk og meget bitter Bog, og det uagtet jeg opmuntrede mig selv til at være moderat og elskværdig denne Gang. Men det ser ikke ud til, at det vil lykkes mig, og det er dog forunderligt saa sund og glad som jeg er – og saa overordentlig, forekommende som Vorherre behandler mig.

Det var igrunden dumt af mig, at jeg lod Deres Brev ligge saa længe; thi jeg svarer ellers strax. Men – saavidt jeg husker – tænkte jeg, det var ikke værdt at forcere vor Korrespondence, men heller prøve at faa den i et rimeligt Spor, der kunde holde længe ud.

Nu har jeg imidlertid ventet altfor længe, og De maa slet ikke lade halvt saa lang Tid hengaa – altsammen under Forudsætning af, at De har Lyst til at fortsætte Underholdningen. Jeg har.

Det er ikke at vente, at De endnu husker Deres Brev fra Juni; men der siger De, at De generer Dem. Det gjør mig ondt at høre, thi det viser, at De endnu ikke har tilegnet Dem den Foragt for Menneskene, som er Tilværelsens eneste og egentlige Bouquet. Og denne Foragt kjøbes – ligesom de sibyllinske Bøger – bestandigt dyrere jo længer det varer; nogle faa den tidligt næsten i Present; men de, der som voxne skulle kjøbe den, maa mangengang betale med Blod, og vindes maa den – denne Foragt, hvis man i Livet vil være noget andet end en Tærning, som de andre spiller med.

Og De skal ikke være Tærning – Frøken! – skynd Dem altsaa at opleve noget. Saa vil De ikke mere genere Dem blandt Menneskene – undtagen, fordi De selv er et. Og saa vil De ogsaa komme til at spille. Hvis jeg har tilladt mig at sige, at De var noget ung, da De spillede paa Sølyst, saa mente jeg netop dette; man kunde høre, at De ikke var overlegen nok – ikke hovmodig nok. Ser De: – den dumme Art Hovmod indbilder sig, at den taxerer de andre meget lavt. Men det gjør den ikke, tvertimod den lever af at sætte Menneskene umaadeligt høit – og sig selv endnu et Trin høiere. Men det overlegne Hovmod reducerer Mennesket og sig selv ned til det Dyr, det er, og lægger det hele saa lavt, at Rangforordningen bliver en ligegyldig Latterlighed. Saa er der to Veje: enten spille Komedien med eller ærgre sig ihjel. Ja der er ogsaa andre Veje, men nu bliver jeg saa aandrig, at jeg generer mig!

Altsaa – har De lyst, saa svarer De snart!

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! Det kan nok være, at der er dem blandt Deres Venner, som ikke svarer ordentlig paa Deres Breve, – Folk er ubegribeligt træge til at korrespondere –; men jeg kan dog glæde Dem med den Forsikring – og det maa glæde Dem, at alle som en i disse Dage sige: Nei den Georg Brandes er dog en herlig Mand! Og det er, fordi De slog til Lyd for Elster. Allesammen har paany faaet Følelsen af, at De vaager over os som et Forsyn, og De gjør mig ganske flau, naar De siger, at det var igjen en af de Avisartikler, som jeg saa nødigt ser af Dem.

Endnu har jeg ikke faaet Elsters Papirer, og jeg vilde gjerne have dem snart nu. Thi min Julefortælling bliver ganske færdig – to Gange skrevet – om fire Dage; og saa vil jeg til Jylland.

Deres Broder har jeg seet skammeligt sjeldent; han har været saa optaget med Flytninger og Rigsdagen, og jeg kommer ikke saa ofte til Kongens Nytorv, efterat jeg har lært at barbere mig selv. Imidlertid er han nu kommen iro, og jeg vil gaa til ham imorgen; han har flere Gange talt om, at han skulde have Lyst til at prøve, om vi to – han og jeg – kunde faa Garman & Worse omskaaret til en Komedie; det skulde være morsomt; nu har jeg Tid nok.

Om min nye Fortælling er der ikke stort at sige; jeg er bange, den er ikke meget betydelig. Sarauw oversætter den nu; han siger, han har Rodenbergs Ord for, at den skal komme i D. R.; – bare den ikke bliver for ufin for disse tærtefine Tyskere. Jeg læste nylig en Artikel om Reformationen af Zola, som har gjort et stærkt Indtryk paa mig; jeg er bleven bange for, at Snerperiet skal snerpe sig ganske sammen om os, saa vi tilslut ikke taaler andet end Sukkervand i Literaturen. Og i Tyskland og England er det jo endnu værre end hos os? Da jeg var hjemme i Stavanger, syntes jeg, vi i Norge var de største Høns under Solen; nu begynder jeg at finde, at der er adskilligt af respektabel Alvor blandt os. Saa er der rigtignok lige ved Siden deraf en Bornerthed uden Lige; men man tør virkelig der sige sin Mening friere end i Kjøbenhavn – ialfald.

Det er en ren Misforstaaelse, som jeg maa prøve en Gang for alle at faa udryddet hos Dem – denne: at jeg skulde mene, De «skrev Dem op» i Smaaartikler – i den Forstand, at De skulde forsømme Deres større literære Virksomhed. Det mener jeg jo ikke; jeg ved jo, De er en ren Djævel til at arbeide og jeg, som dovner mig saa godt, skulde nu sidst komme med sligt. Nei – jeg mener bare, at det er Synd, at De behøver det, det er Synd for Dem som det er Synd for en Ridehest at anvendes til Pløining. Det var ellers et yderst daarligt Billede, eftersom det var det bedste, Ridehestene kunde tage sig for: at pløie; men De forstaar Meningen.

Vi har det alle godt, og haaber, at Deres Smaa ere friske igjen. Har man Kighoste om Sommeren? Beate sender sin Hilsen til Dem og Fru Brandes – jeg ogsaa.

Deres Alexander L. K.


 Sanna Elster.

Kjære Fru Elster! – vil De ikke være saa snil at give mig nogle Meddelelser om Deres afdøde Mand. Biografiske Notiser: Alder, Levnedsløb, hvad han tjente, hvormange Børn o.s.v. – alt vil jeg takke for.

Jeg vil nemlig – som De ved – prøve at faa et Bind af K. Elster ud til Jul, hvoraf vi haabede, der vilde flyde nogen Fordel for Dem.

Et Portrait af den Afdøde vilde vi ogsaa gjerne have, samt, hvad De maatte ville give af hans efterladte Papirer. Men det maa gaa fort, saa vi faar benyttet den gode Tid.

Mine ærbødigste Hilsener
Deres
Alexander L. Kielland.


 Olaf Skavlan.

Kjære Svoger og Ven! Dagmar skriver til Beate, at Olaf venter Brev fra Alexander; men Alexander vilde netop bede Beate skrive til Dagmar, at Alexander venter Brev fra Olaf. Ialfald har jeg den Tro, at jeg skrev sidst; og den Tro har jeg, fordi jeg lader mine ubesvarede Breve ligge paa et vist Sted, og der ligger intet saadant fra dig.

Men det skal vist ikke staa paa mig! Jeg skriver saa gjerne, thi Blækket gjør fro, og jeg har just idag en Skriveraptus.

Desuden er jeg ganske færdig med min Julefortælling, som jeg skrev to Gange i elleve Uger. Deraf maa du ikke slutte andet, end at den er kort og at jeg er flittig.

Den er i Virkeligheden sørgeligt kort; ja den er forresten baade sørgelig og kort; den naar neppe 9 à 10 Ark. Nu har jo vistnok Justitsraaden budt mig sit tykkeste Papir og selv foreslaaet at lade Trykningen foregaa med alskens Kneb, forat tvære Stoffet udover Siderne.

Da nu Isen er brudt, og alle brave smaa Bladlus trygt tør nisse paa mig, saa venter jeg mig ikke noget godt af denne lille Historie, der er pigget som et Pindsvin med en Patentpig i Enden.

Men jeg maa formode, at jeg har medbragt til min Kamp en ualmindeligt tyk Dyrehud; thi naar jeg hører Folk – enten medlidende eller skadefro eller blandet – beklage, at jeg har faaet saa haard Medfart i Pressen, saa er jeg oprigtig forbauset. Jeg havde slet ikke ventet det bedre. Og hvem i Alverden kan huske Skjældsord i en Avis?

Værre er den pecuniaire Side. Hegel solgte strax 3000; men saa kom de Dydiges Raab, og af de næste 2000, som tryktes, er der vist ikke gaaet meget.

Den eneste, som har fornærmet mig saaledes, at jeg følte det som en smertelig Forurettelse, er den Hr. Jæger, som jeg traf hos dig.

Jeg regner ikke, at han har berøvet mig mange Penge og tilintetgjort to brave engelske Damers Bestræbelser ved at skrive noget i en engelsk Avis, som Oversætteren tilogmed forværrede; men hvad jeg har Lyst til at banke ham for, er at han altid smiler og bukker, naar han fremstiller mig for et æret Publikum og aldrig bliver træt af at forsikre: det hele med Kielland er kun en godmodig Spas; vistnok lader Hr. Kielland somom det er Alvor med hans Syn paa Livet; men det er bare, fordi han ved, det er literairt moderne; denne Hr. Kielland er i Virkeligheden en uskadelig Bonvivant, Publikum maa ikke lade sig vildlede! Det kan jeg ikke tilgive ham, – og saa de Tænder han har – det Asen!

Dersom jeg havde vidst Fru Sars’s Fødselsdag, vilde jeg have tilskrevet hende et frivolt Brev – kan du hilse og sige. Hils ogsaa Professoren og fortæl mig lidt fra Hovedstadens høiere Luftlag.

[Underskrift mangler.]


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! – da jeg fik Deres Brev af 8de, kom jeg just fra Hegel, hvem jeg havde foreslaaet at overlade Udgivelsen af Elster til en anden, der var mere vant til sligt. Justitsraaden mente imidlertid, at, naar vi fik Materialet samlet, var Kunsten ikke saa stor, og han fandt, at jeg som Elsters Landsmand uden at være ubeskeden nok kunde gjøre det.

Jeg har imidlertid selv faaet Betænkeligheder, eftersom der lader til at være formeget Stof. Thi foruden de af Dem omtalte Ting: En Korsgang – fra «Ide og Virkeligh.», Solskyer – fra «For Ungdommen» – hvilke begge allerede ere ordnede til Trykning – er der: Trodals-Rakel fra Norsk Folkeblad, Hr. Kristjern fra Liebleins «Norden» – og desuden Bidrag til Aftenbladet.

Ja der er kanske endnu mere, men det faar jeg da at vide om faa Dage gjennem J. B. Halvorsen – han, som udgiver Norsk Forfatterlexicon.

Hvad angaar den af Dem nævnte Sammenligning mellem Øst og VestNorge, saa har jeg foreløbig lagt den tilside, da den med alle sine Fortrin er lidt kjedelig, og da der jo er Stof nok. Hegel havde ogsaa mest Lyst paa en mindre Bog – c. 20 Ark – et Udvalg altsaa.

Fortællingen i Bergensposten har jeg bedet dem skynde sig med, forat vi kunde faa bringe den; ligesom jeg har henstillet til dansk Nationaltidende at undlade at optage den efter Bergensposten, (hvilket jeg fik høre var Hensigten); men hvad det frugter, ved jeg ikke.

Til Enken har jeg skrevet efter Biografi og agter snart at telegrafere.

Men alligevel kan det knibe om der bliver Mulighed for, at faa Bogen ud til Jul. Jeg reiser imidlertid ikke til Jylland, før den Ting er iorden.

Efterladte Papirer og Breve har jeg – Skam at sige – sletikke tænkt paa. Den Opfordring, jeg oprindelig fik fra hin dovne Præst paa Fruens Vegne, omfattede bare forhen trykte Ting, der kunde samles og kanske bringe Enken en liden Indtægt. Men bedre var jo bedre, og kan jeg bare faa Enkens Tilladelse og Hjælp, vil jeg gjøre mig den største Flid for at faa ogsaa de Ting med; i hvilket Tilfælde jeg gjør Regning paa Deres varme Interesse.

Jeg glæder mig meget til Deres Bøger og ønsker, at min ikke maa skuffe Dem; thi jeg haaber altid, at De venter – ialfald respektabelt Arbeide fra mig. Men nu er det allerede saa længe siden, den forlod mit Hoved, at den forekommer mig helt kold og fremmed, naar jeg tænker paa den. Og hvad værre er: jeg har ikke faaet noget nyt i Hovedet. Dette plager og ængster mig i en utrolig Grad. Jeg har det for godt, jeg ærgrer mig ikke saameget hernede, – og det, jeg her ærgrer mig over, kommer mig ikke ved. Jeg maa hjem igjen – det er klart. – Nu var netop Nationaltidendens Redaktionssekretær herude, forat forklare mig, at de har betalt Enken og har Tilladelse til at eftertrykke «En fremmed Fugl» efter Bergensposten. Den Ting er altsaa iorden, og det vil vel heller ikke skade Bogen stort.

Vi har det alle godt og Beate trives meget godt – tror jeg. Men jeg længter som en Nar efter alt – alt uden Undtagelse derhjemme.

Deres hengivne Alex. L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – ja nu tror jeg, at jeg har en fast Kunde i dig, siden du saa godt har overstaaet og forstaaet «Arbeidsfolk». Jeg kunde falde dig om Halsen for din Theori om, at Overdrivelsen er nødvendig.

Det er jo netop den, jeg nu har præket, siden Bogen kom. Det er noget Helvedes Sludder dette: at man skal se begge Sider og skildre upartisk. Nei, Sagen er netop den: at have Mod til bare at se en Side og slet ikke lade sig forvirre af, at der muligens findes Undtagelser. Da er det Kunsten at dynge en Masse ovenpaa hinanden af denne guddommelige Ensidighed; og naar der saa raabes: Overdrivelse! – saa er det saa godt som tordnende Bifald; thi det viser, at Hensigten er naaet, Tanken skinner klar og ensidig gjennem Stoffet, Tendensen er kommen frem.

Naar en Præst vilde give sin Menighed Afsky for Utroskab mellem Ægtefolk, mon han ikke da vilde anstrænge sig, forat vise det moralsk lave i at være utro, det urene i selve Synden, dens onde Følger og visse Straf; – jo visselig! Men hvorledes skulde han faa en rystende Præken istand, naar han skulde være saa upartisk at se begge Sider, saa nøiagtig vogte sig for Overdrivelse, at han følte sig forpligtet til at medtage i sin Tale hin mærklige Scene, hvor Mesteren frifinder Kvinden, som var greben i Hor. Da tænker jeg, Menigheden – og helst Synderne i samme – vilde føle sig lidet rystede, og Præsten vilde være en Nar. En anden Ting er det, at det er saadanne Narre, man i almindelighed helst ønsker paa Stolen og i Literaturen; men jeg kan ikke være til Tjeneste paa den Maade.

Til Jul kommer der bare en liden Fortælling: Else, som jeg er færdig med. Og nu gaar jeg og venter paa en ny Ærgrelse at skrive om.

Vi har det alle overmaade godt her og trives vel. Men jeg længter efter Vestkysten og Sjøen og skjønner godt, at jeg maa hjem igjen snart.

Hils Tante og Kusine Elisabeth fra mig og tak dem for deres Hilsen og Venskab. Kan, hvad jeg skriver, skaffe Tante en liten Glæde, saa er det kun Afbetaling paa al den Glæde og Nydelse, jeg har havt af hendes Spil, som jeg aldrig glemmer – eiheller har hørt Mage til, – mere end en Gang, og hun er død.

Beate beder mig hilse Eder alle paa det hjerteligste. Hun er saa frisk og bliver saa fed – skulde jeg sige.

Om du ikke skriver før – kjære Onkel! maa du ialfald skrive, naar du har læst Else, – jeg er begjærligere efter din Dom end efter syv Avisers.

Din inderligt hengivne Alexander L. Kielland.


 Andreas Sømme.

Kjære Ven! forat du ikke skal indbilde dig, at det er du, som skrev sidst, og vor Korrespondence derved lide Afbræk, vil jeg lade, somom dit Smule Memorandum var et ordentligt Brev og svare paa samme med et Par Linier paa denne min 9de Bryllupsdag. Vi skal have dr. Brandes og I. P. Jacobsen til Festmiddag med Champagne. Du ser, jeg holder min gamle Fane høit: flot til det sidste! – jeg er paa Bunden af min Saldo hos Hegel; men det er mig saa underligt ligegyldigt ligesom overhovedet alt. Det gaar nok, naar man bare giver Tid. Desværre gjør vi nok ingen «Eremiter» med Deutsche Rundschau; thi allerede andet Kapitel af «Else» synes Rodenberg var for stivt – bare fordi der nævnes en Forening for faldne Kvinder af St. Petri Menighed; hvad maa han saa ikke synes om Resten! Det er idetheletaget mærkeligt, hvor uendeligt snerpet og borneret Tyskland er, som jeg dog troede var et alvorligt Land.

I Wien kan de ikke forstaa det mindste af Dukkehjem, de ler – som du vist har seet – naar Nora vil gaa fra Manden. Vi saa Fru Hennings forleden som Nora. Det var gribende og fuldendt.

Jacobsen og jeg pleier at opmuntre hinanden med at rive ned paa den dramatiske Kunst; men den Aften betroede vi hinanden, at Rognbærrene vare sure. Han arbeider forresten med et Drama; jeg saa der laa nogle Linier paa hans ellers tomme Skrivebord forleden; men han er saa svag, at det gaar smaat for ham. I et Brev fra Magda, som Beate netop fik, stod der noget om, at man hjemme i Stavanger havde udfundet, at Jacobsen havde ødelagt sin Helbred ved Fruentimmer eller hvad det var. Sig hende, hvis du husker det, at det er Ondskab. Jacobsen er født brystsvag, hans Søster er død af Tæring; og han selv har forsaavidt Skyld som han var en ivrig Botaniker, der i Kulde og Væde søgte efter Slimplanter og Mose og Skidt, – han har Universitetets Guldmedalje for et Arbeide –; men jeg tror aldrig, han har bemænget sig med Fruentimmer, – og det tror da heller ingen, som bare har seet og hørt ham en Gang. Men han er Fritænker – deraf Rygtet.

Nei! – jeg synes aldeles ikke om, at Fruentimmerne besøger vore Steder paa Jæderen – ikke engang, naar det er Snuppen! – Kan du ikke fortælle mig, hvorledes Replikerne falde, naar du kjægler med din elskelige Svigerfader? – jeg kan sletikke tænke mig det. Men vel kan jeg tænke mig, at den Gamle maa steile overfor et saa eftergivende og føieligt Fænomen som du! Hils Maren.

I Hast.

Din Alexander.


 Jacob Kielland.

Kjære Broder! – Tak for det gode lange Brev af 9de Sept; skriv nu snart igjen. Du har forhaabentlig faaet et Fotografi af os og vor Altan? – den fremmede Potifnask er vor Konsul – Lorch, som just var herude paa Visit og spiste Frokost med os. Jeg formoder, det morer Eder at se, hvorledes vi har det i godt Veir. Men det har vi ikke – jeg mener godt Veir; for her regner og blæser med en Ufortrødenhed, somom vi havde ført vort Klima med os. Jeg ved ikke, hvor mange Millioner, det er man regner i Tab for Danmark af denne Høst. Men de kan bære det – de Flæskerygge! – du Skræk for et fint Land!

Med Fader gaar det mig noget anderledes, end dig. Siden jeg fik hans smukke Dødsmaske over mit Skrivebord ved siden af Moders Billede, er mit Sind formildet; thi det var haardere end jeg vilde tilstaa nogen. Det var – eller blev en snever Mand uden Sands for Retfærdighed. Men nu, da hans Magt er brudt, vaagne Minder fra de Tider, da jeg ikke forstod ham, og han endnu ikke var begyndt at misforstaa mig; og alle de herlige spredte Anlæg i hans Hænder, i hans Hoved, i hans Hjerte, som den usalige Rigdom først og de slette Paavirkninger sidst saa ynkeligen forvrængte og forkrøblede – de gjør ham til en af de vemodigste Skikkelser, jeg kjender. – Men – jeg siger det rent ud til dig – for mig er det en Lettelse, at han er gaaet bort.

Jeg springer over den huslige Misère. Men nu først forstaar jeg min langsomme, bitre Udvikling under denne evige Misfornøielse, med den stadige Bevidsthed: hvad du saa gjør, saa er det galt; han laa over mig som en rugende, sort Sky; mine Planer faldt matte til Jorden; min Uafhængighedsfølelse, som desuden var bunden ved min egen slette Økonomi og den deraf flydende Afhængighed, er først nu sprungen iveiret; jeg, som var indolent og ligeglad, er bleven modig, uafhængig, saa de ler af mig; og der er ikke den Magt eller det Hensyn, som nu kan bøie mig et Haarsbred fra det, som jeg vil og føler som Ret og Pligt.

Faders Orm var hans Lediggang; derfor ligte han principielt ikke, at nogen overhovedet foretog sig nogetsomhelst. Deraf hans ubarmhjertige Kritik.

Men i alt, hvad du siger om Stedslængselen, kan jeg være enig. Tilbage vil og maa jeg; jeg holder ikke ud hernede mere end et Aar. Hvis jeg havde Raad, skulde jeg gjerne tage Huset, – at sige, naar der forsvarligen var røget med Ener, Beg, Svovelblom og Kamfer, men helst vil jeg have Madam Nielsens lille Hus paa Malde. Der har jeg havt mine bedste Stunder, og jeg er vis paa, at sad jeg nu i Lyngen ved Hafsfjord, saa var jeg ikke saa fattig paa Stof og Ideer som jeg nu er.

Jeg ser i dit Brev, der er endnu meget at svare paa: altsaa kort, smaat og tæt! Der kunde ikke være Tale om at bo i Enkehuset; Hensyn, som før var Pietet, er nu det feigeste Hykleri. Hun spurgte ikke Carsten med et Ord efter os, saa hun er selv orienteret. Jeg liger dig ikke, naar du fremhæver os og vort Hus. Sagen er, at alle de andre har fundet os alle uhyre vigtige og ikke lette at omgaaes, og – jeg tror – med rette. Kiellandsblod er allerede selvgodt; men Langeblod er det hovmodigste, jeg har kjendt. Alligevel siger jeg som du: det Blod, det Blod! men jeg strækker det længer end til Søskende. Det er sikkert, at «Familien» er med alle sine Feil et fint Blod, der naar det krydses heldigt, kan frembringe gode Resultater. Jeg har ikke fundet Gentlemen som mellem os. Mine hilser, hils dine.

Din hengivne Broder Alexander L. K.


 August Strindberg.

Kjære Ven! det er nok mig som denne Gang har ladet vor Correspondence gaa istaa. Det bliver hellerikke noget ordentligt Brev idag; jeg vilde bare spørge Dem, om De kan forklare mig, hvorledes jeg egentlig har det med Nya Theatern og Hr. Josephson.

De har saa velvilligen taget Dem af mine svage dramatiske Skabninger, at jeg tænkte, De kunde vide nogen Besked. Thi har jeg vidst noget, saa har jeg grundigen glemt det.

Sagen er, at De kongl. Theatrerna har spurgt om alle tre Stykkene i For Scenen ere solgte til Josephson; ved De det? – næste Gang skal jeg skrive ordentligt.

Giv mig Deres Adresse.

Alexander L. Kielland.


 Karl Warburg.

Hr. Carl Warburg

Göteborgs Handels & Sjöfartstidn. Göteborg.

Gode Herre! jeg modtager den Del af Deres Tilbud: 20 Kroner Arket for Indtagelsen i Bladet og Prænumerant-exemplarerne.

Udgivelsen i Bogform vil jeg disponere over til andre.

De maa desværre ikke gjøre Regning paa Else for Octobr. Thi Bogen kommer neppe før November, – det er en Julefortælling, og jeg vil have den læst midt i Festen; desuden ved De – som jeg skrev i mit første Brev, at Gyldendal forlanger, at der hengaar en Maaned mellem Trykningen her og Trykningen i Sverige. Deres Blad kan saaledes neppe faa benytte Bogen før i Begyndelsen af December. Manuskript eller Correcturark skal jeg sende i god Tid.

Men hvis denne Forsinkelse er upaaregnet af Dem, eller om det skulde befindes, at Bogen indeholder «farliga saker för det ömtaaliga publikum», saa vil jeg selvfølgelig ikke anse Dem bunden ved Deres Tilbud.

Det skal være mig en Fornøielse at hilse Borchsenius fra Dem; han besøger os ofte. Men i «Bogstaveligheden» kommer jeg ikke, da jeg har en uovervindelig Afsky for Foreninger af hvad Navn nævnes kan.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Doctor! De er rigtig snil, som skriver saa jævnt til mig, uagtet jeg ser, Deres Humør er alt andet end jævnt. Alligevel er jeg ikke langt fra at misunde Dem Deres Ærgrelser; thi – tænk Dem! jeg gaar endnu omkring uden nogen ny Ide i mit syndige Hoved. Det nytter slet ikke, at De beroliger mig eller giver gode Raad; jeg maa hjem. Foreløbig reiser jeg til Jylland. Jeg tænker De – som alle mine Venner – er kjed af denne Reise allerede paa Forhaand. Men jeg glæder mig hver dag som til Juleferierne fordum. Hvorfor Fanden jeg ikke er reist for længe siden?

Jo – først er der nu dette med Elster. Jeg venter paa, at «En fremmed Fugl» skal blive færdig i Bergensposten. En Fortale havde jeg gjort, som Deres Broder og Jacobsen har gjort saa forskrækkeligt Nar af. Det, som stod i den, skulde udelades; og det, som var udeladt, skulde staaet der; Stilen var som den Berlingske Tidende.

Tiltrods for min sædvanlige Trodsighed, og siden det jo bare gjaldt Enken Elster og ikke mig, har jeg indrømmet Rigtigheden heraf. Nu skriver jeg da en ny kort simpel Biografi og siger, at Meningen med Bogen er bare at skaffe et Julebind til Fordel for Enken, og Meningen med Biografien er, at skaffe en Smule Underretning for de mange, der nu interessere sig for Elster uden at kjende noget til hans Person.

Det er klart, at jeg ikke formaar at give nogen literær Kritik, noget jeg da heller ikke mente. Samlingen skal hede: Solskyer og omfatte de fire Fortællinger: Solskyer, En Korsgang, En fremmed Fugl og Kjeld Horge (Manuskript).

– Min Længsel er ikke af den Art, der lader sig tale tilrette med: «Dort, wo du nicht bist, dort wohnt das Glück!» – thi jeg ved meget vel, at det ikke er Lykken, som venter mig, jeg søger hellerikke efter den. Men jeg tror, det er det gamle Familieblod, – Trangen til at træde paa sin egen Jord, til at være der, hvor jeg hører til, hvor der staar en Plads aaben for mig. Vel ejer jeg ikke stort; men det kan være ganske det samme; saasnart jeg er paa Hjemmets Grund, ejer jeg hver Sten; og jeg hænger ved tusinde smaa Klør fast i det hele. Her er jeg aldeles paa Vildspor; det er værre end i Paris, for der var jeg absolut ukjendt og levede som en Prinds incognito. Her er jeg halvvejs kjendt, men meget mere fremmed end i Paris. Det er det latterligste og pinligste jeg kan tænke mig, naar jeg anskues som Digter! – jeg er ti Gange mere Teglbrænder.

Jeg deler Deres Glæde over Bjørnson. Nu er han ogsaa fornøiet selv, og han passer nu for Norge som det er. Men De – kjære Ven! passer ikke for Danmark som det er, hvilket er saare uheldigt for Eder begge; det er ondt for Dem, men værst for Danmark.


Beate hilser.

Deres Alexander L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – det vil kanske forbause Dem, at jeg finder Jansons Hosianna tiltalende.

Vel forstaar jeg, at det er gefundenes Fressen for dem, der ligge færdige, forat gjøre Nar af ham; men paa mig gjør denne Begeistring et tilforladeligt Indtryk; det synes mig ikke at være hule Ord i Jansons Bind.

Og det har Værd for mig.

Jeg vilde ønske, der gaves noget under Himmelen, som jeg gad være saa begeistret for.

Men som literær Forretningsmand maa jeg jo rigtignok tilstaa, at Udgivelsen er noget betænkelig; og jeg misunder ikke Dem – Hr. Justitsraad! som skal træffe Afgjørelsen.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


 Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg vil rigtig haabe, at du og de smaa har det godt; jeg kan mærke, det er længe siden, jeg var ude alene; for jeg forstyrres saa ofte af alskens Bekymringer for Eder. Det maa for en troende Kristen være en velsignet Ting at slaa sig tilro med dette: Ja Vorherre tager sig jo af dem. Ikke at jeg ønsker, jeg var Kristen, men jeg ønsker at jeg var en omhyggeligere Familiefader naar jeg er nærværende og mindre ængstelig, naar jeg er fraværende. Du hører, hvor godt jeg allerede har havt af Ensomheden paa min alvorlige, tilforladelige Tone – haaber jeg? ialfald føler jeg selv, hvorledes jeg forbedrer mig; Stormandsgalskaben kan jeg kun forvinde ved at leve alene i en Natur, som jeg forstaar.

Og her er efter mit Hjerte – kan du tro. Hør nu Reisen og gjem Brevene til Støtte for min Hukommelse. Natten ombord paa «Prior» var som almindelig: de andre brækkede sig og jeg snorkede. I Aalborg gik jeg hele Dagen omkring og talte ikke et Ord. Om Aftenen Klokken elleve satte jeg mig i Postvognen – der var naturligvis Ugreie med Fjorddampskibene – i en virkelig gul, gammel Postvogn, med en rød Postillon, som blæste! Saaledes har jeg kjørt i hele Nat indtil Klokken ni imorges, da jeg ankom hid. Naar vi hvilede og byttede Heste i den begmørge Nat, blæste Postillonen – som et Svin forresten, men det var glimrende, saadant noget troede jeg sletikke man kunde opleve mere i Europa. Du kan vel tænke dig, at din ver densberømte Sovekunstner oversnorkede sig selv; de andre – der var fire en Stund i Vognen – sov vistnok ogsaa; men jeg tog dog Broderparten. Alligevel er jeg træt; thi da jeg kom hid var Kroen fuld af Sorpe og Glastøi, da her havde været Dansebal inat. Det var en ækel Morgenstund; men jeg fik dog den halvdrukne Kromand til at kjøre mig ud til Bulbjerg i en uendelig høi, urgammel Trille, hvori jeg maatte klatre op med to Mand i Rumpen – som Dr. Brandes vilde sagt – og saa i susende Trav over Tuer og Klitter og Sand og Marehalm – ja jeg maatte holde fast baade paa Trillen og mit faste Princip, for ikke at blande mig i Kuskens Forretning; du havde kastet ham af strax. Derfor altsaa er jeg træt. Men du kan ikke tænke dig noget saa deiligt som Bulbjerg: Obrestad maa give sig! Her er aldeles som Jæderen, bare Husene ere gale, fæle og gale. Men Jordbunden, Lyngen, Græsset, Sauene – ja indtil Torvlugt, min Stemning er haarsk, og Pigen her i Huset er en liden Gnom som Bertha og har akkurat den samme grønne Kjole. Kun Skade, at vi ikke forstaar et Ord af hinanden, hvilket gjør Kurtisen saa besværlig.

Nu venter jeg paa Andesteg. Imorgen gaar jeg atter med Postvogn til Thisted, hvorfra du skal faa Brev.

Hils de Smaa og pas godt paa allesammen.

Din hengivne Alexander.


 Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg skriver hver Dag, eftersom jeg er din veloplærte Abekat; men jeg skammer mig jo. Igaar var jeg nok lidt uhøflig, som ikke svarede ordentligt paa dit kjære kjære Brev!! men jeg husker, at jeg var svært vittig.

Idetheletaget synes jeg ikke, at Kjøbenhavn tager sig godt ud paa Frastand. Jeg – eller vi er dog trods alle gode Forsætter kommen formeget opi det med ensfarvede Literater. Det er klart, at min Uafhængighed lider; jeg maa passe mig, være mere stridig og mere norsk – «o dyrebare Fædreland!» – som Aasland vilde sige.

Nu har jeg siddet og hængt en halv Time over den bare Side, saa jeg har mistet Lysten til at skrive. Her er vidunderligt deiligt – som Bernt vilde sige. Folkene ere lidt paatrængende i al Venskabelighed. Iformiddags var jeg i Kirken, – det var ganske som paa Aarre. Der traf jeg en Mand, som havde været hos Bestefar med en Ladning Korn. Mange her har været i Stavanger, og jeg maa holde lange Samtaler om det samme. Folk snakker her formeget. Fyrmesteren har indbudt mig til imorgen. Her er nemlig en liden taabelig Avis, som fortæller om den norske Digters Reise ved Vesterhavet. Den literære Røverhule – Kjøbenhavn – har i Tidernes Løb besmittet det ganske Land. Hvad vilde Thore Aarre bryde sig om Alverdens Digtere og Skribenter!

Naar du faar dette Brev, kan det ikke nytte dig at skrive mere til Thisted. Jeg passerer derigjennem paa Onsdag; men jeg ved ikke endnu, hvor jeg gaar hen; det skal du da faa vide. Hjem kommer jeg i næste Uge – Ugen efter den, som begynder idag, altsaa ikke fuldt 3 Uger. Det faar være nok, da her er saa koldt, og da de lyse Dage ere saa korte.

Fra Thisted telegraferede jeg til Exellencen: om han tillod, at jeg dedicerede Else til ham. Han svarede idag ja, og jeg har givet Hegel Ordre, hvis det bare ikke er for sent. Jeg fik saadan Lyst til at gjøre det, og jeg haaber, han sætter Pris paa det. Men tal ikke om det; kanske er det for sent i Trykningen, og ialfald vil jeg, det skal være en Overraskelse for Venner og Fiender.

Din yndige Alexander.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Først iaften ved min Tilbagekomst fra Hanstholm og Klitmøller har jeg faaet D. m. æ. af 28de f. M. – og jeg er halvveis glad over, at det nu er for sent at forandre det omskrevne Sted.

Thi meget gjerne og beredvilligen vilde jeg i fælles Interesse profitere af Deres Vink, – medens paa den anden Side min stridige Natur har – jeg kan ikke nægte det – en stor Forkærlighed for Pontii Pilati: «hvad jeg skrev, det skrev jeg».

Omstændighederne – fatum – have taget Ansvaret paa sig og lagt det paa mig.

Venskabeligste Hilsener til Dem og Huset.

Deres Alexander L. K.


 Beate Kielland.

Kjære Beate! nu er jeg kommen hid i forrygende Storm og Slud; men det er desværre bare Østenvind, som ikke sætter nogen Sø. Eftersom Dampski bene gaa, kan jeg neppe være hjemme før Søndag Morgen tidligt. Jeg kunde vel komme Torsdag Morgen; men jeg har det saa godt, og saa vilde jeg gjerne lade endnu en Lørdag gaa hen uden at se mine Venner. Hvis jeg altsaa ikke forandrer min Bestemmelse, kommer jeg Søndag, saa skal vi have en hyggelig Dag med Exellencen; jeg skal skrive ham til; men skriv ogsaa du for Sikkerheds Skyld en Indbydelse.

Imorgen – eller lad mig begynde med igaar – var Jacobsens Broder hos mig i Hotellet; jeg kunde ikke komme til ham, fordi gamle Jacobsen laa syg efter et Fald i Kjælderen, hvor han brak nogle Ribben. Det er nogle underlige Folk, som jeg skal fortælle dig om. Her bliver jeg vist nogle Dage. Præsten har indbudt mig; jeg vil høre ham præke Søndag, – her er en gammel mærkværdig Kirke –, og saa vil jeg besøge ham om Eftermiddagen. Mandag og Tirsdag vil jeg tilbringe ude ved Kysten – ved Ager Kanal – se Kortet, hvor der skal være nogle interessante Bolværker mod Havet. Resten af Ugen vil jeg reise henimod Aarhus og gaa derfra Lørdag Aften til Kjøbenhavn Søndag Morgen. Forstaar? Jeg er meget lykkelig idag; thi jeg begynder at skimte Omridsene af min nye Bog. At jeg skrev lidt til dig om den igaar satte mig i Fart. Jacobsen maatte høre en Del om den, jeg var saa opfyldt; og nu er jeg alt saa vidt, at jeg undrer mig over, at dette ikke er faldt mig ind før. Saaledes er jeg altsaa over det værste, og Fabriken igang igjen. Du glæder dig vel ogsaa? Men den burde skrives i Stavanger. Tante Hanna og Onkel Axel – og helst Far burde jeg havt at spørge. Vanskeligheden bliver at komme godt bagom Garman & Worse og at vælge et bestemt Aarstal. Hans Nielsen Hauge maa jeg læse om. Din Far maa være med, men ukjendelig – kan du vide.

Dette er jo det vigtigste og skal forsone dig med, at jeg bliver saa længe borte – hele 3 Uger. Imorgen vil jeg telegrafere til dig, forat høre, hvorledes du har det. Hilse de deilige Smaa! – og dig selv.

Din knusende Alexander.


 Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg tog igaaraftes det Parti at kjøre herud Kl. 11 efter et løierligt Selskab hos Herredsfogden. Thi i min Kro kom der Gøglere, der spillede og gjorde Kunster Væg i Væg med mit Kammer og om Natten skulde der være Dans til Kl. 3. En Ingeniør – Poulsen – som bor her i Kroen, kjørte med mig, og idag har han vist mig de storartede Arbeider, han bestyrer ved Kysten. Det er Carl Groves Ingeniørarbeider mod Vesterhavets Oversvømmelser.

Her er aller allerdeiligst, og herfra vil jeg tage bent til Aarhus paa Torsdag eller Fredag. – a propos! – jeg er saa glad i min nye Bog – end du? At jeg fandt paa noget, var paa høie Tid, men alligevel vil jeg næste Gang ikke være saa ængstelig, – jeg var virkelig lidt ængstelig – og du vist endnu mere? Men jeg tvivler paa, at jeg kan blive færdig til Vaaren. Jeg maa læse en Del og spørge mig for hist og her. Bare jeg havde slaaet fast, hvilket Aarstal jeg vil vælge.

Din Alexander.


 John Paulsen.

Kjære Ven! Tak for Deres Bog og for Deres Brev. Takken kommer saa sent, fordi jeg har reist 3 Uger i Jylland – langs Vesterhavet. Der læste jeg Deres Bog med Glæde og Interesse. Jeg er overbevist om, at der i denne Bog er mere sikkert og sandt end i f. Ex. Marguerita – tilgiv mig: men jeg tror aldrig ret paa Nordlændingers Skildringer af Sydlandets Folk –; dernæst føler jeg en sterk Localduft fra Bergen. Nu kjender jeg jo ikke saa svært meget til Deres Fødeby; men allerede jeg synes at skimte Portraitfigurer. I Bergen finder man vel Modeller til alle Deres Personer, – saaledes gaar det ialfald altid mig hjemme – det er jo noget som ikke kan undgaaes i snevre Forhold. Men hvis jeg har fundet Deres Modeller til et Par af Figurerne bare efter de ydre Kjendetegn, saa maa jeg dadle Dem. Ikke fordi jeg elsker disse Personer; men fordi jeg mener, vor Kunst er for fin til sligt. Har jeg en Model for Øie, anser jeg det først og fremst for min Pligt baade som Kunstner og som Gentleman at udslette Portraitligheden ved alle ydre Midler. Alligevel lykkes det ikke altid at skjule Modellen i vore smaa Samfundsforhold; men da mener jeg at være angerløs, og naar jeg i mit stille Sind maa give Publikum Ret i dets Paavisning af Modellen, saa trøster jeg mig med, at vedkommende Person altsaa indeholder saa meget af det typiske, jeg netop havde Brug for, at Ligheden skinner igjennem trods mine Bestræbelser forat omklæde ham i det Ydre; og da er det ikke min Skyld, men hans, som er saa forbandet typisk. Men ved Lighed i Livsvilkaar eller i det Ydre at ville fremmane en Skikkelse – kjendt af den intimere Læsekreds, anser jeg som aldeles forkasteligt: det er s’gu ingen Kunst og det er heller ikke ganske fair play. – Undskyld! – undskyld at jeg bliver saa veltalende og saa nærgaaende; men jeg har i den senere Tid kjæglet med de Danske om det samme ianledning af «Thomas Fris», og Tingen ligger mig meget paa Hjerte. Tænk derover uden Vrede og lad mig høre, hvad De har at svare. – Censor ved Theatret? – jo det skal jeg for tælle Dem; det er den gamle Parykblok, som kaldes Erik Bøgh. Ligner det ikke Kjøbenhavn?

Molbechs nye Stykke bliver bespottet af «vore» – d. v. s. de saakaldte venstre.

I næste Uge sender jeg Dem Else. Jeg vilde saa gjerne havt den ud i denne Uge, forat den skulde faa Tid til at bide sig fast, før Ibsens Gjengangere kommer og overskyller os alle.

Lad mig snart igjen høre fra Dem; mødes gjør vi vel neppe da De længter til Italien og jeg længter til Jæderen som en Nar.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 August Strindberg.

Kjære Ven! – da jeg kom hjem fra Jylland, fandt jeg Deres Brev af 8de og sendte strax et Brevkort, som jeg haaber har truffet Dem. – Først Tak for Deres Interesse for mine Affærer. Josephson har erklæret at ville betale mig for alle Stykkerne underét, naar han faar opført dem alle. Ellers er jeg i denne Tid knusende gal tilhøire og tilvenstre – mest tilvenstre, saaat det ret var mig en frisk god Mundfuld at læse den sidste Halvdel (den første har jeg ikke faaet) af en Artikel af Hr. af og paa Wirsén mod mig og andre Ligesindede. Det var ærligt ment og sagt uden Skaansel eller Forbehold og gjorde paa mig et godt og oprigtigt Indtryk. Pinligt var det derimod at læse Dr. Warburgs Lovtaler paa samme Tid som han privat skriver mig til, at hans frisindede Blad ikke tør optage min nye Julefortælling. Den er god – Gudbevares! han selv synes o. s. v. men Publikum! – dette Publikum, som Journalisterne foragte med Munden og klø med Pennen. Ak – kjære Ven! – Høire – de Reaktionære, de gamle Stivstikkere og Parykker – Ære være dem; thi de ere fuldblods – i sit Had, i sin Ondskab, i sit Hovmod, – ja lige ind i sit sorteste Hykleri er de fuldblods. Derfor er de noget, man kan hade. Men dette Venstre! dette forsultne Krapyl, som kun venter paa Magt, forat fornegte sig selv! Ikke mine Ord igjen, men min Sjæl er fuld af Væmmelse for «mit eget Parti»! – et skrækkeligt Ord! – tænk at tilhøre et Parti!

Nuvel! – saa vidt er det dog ikke kommet med mig. Jeg holder mig endnu ensom; men med store Anstrængelser. Utallige smaa Leiligheder komme frem af sig selv og lokker en ind i Randen af den Hvirvel, der hedder «vi», «Partiet» – ud af hvilken man saa ikke kan slippe uden at medbringe Brændemærket for «Forræderi» og andet af det Slag.

Det aner mig, at De ogsaa staar ensom, – ja De siger det jo selv med Klage. – Glæd Dem – bolde Ven! og misund aldrig den, der lever blandt Ligesindede. Det er behageligt, men skrækkeligt depraverende.

De spørger, om det ikke vilde være vanskeligt at bo hjemme i Stavanger blandt hele mit Menageri? – nei ikke saameget. Det kommer mig der tilgode, at vor Familie er en sluttet Falanx, inden hvilken jeg befinder mig vel; medens Udenverdenen ikke ret tør røre os. Desuden er jeg saa godmodig og saa henrivende elskværdig, at man ikke gaar mig for nær to Gange. Nei – hjem vilde jeg nok gjerne; men det har lange Udsigter.

Næste Uge altsaa faar De Else; jeg er vis paa, at De vil glæde Dem over meget i den; selv er jeg glad i den, saa jeg næsten føler Medlidenhed med den, naar den nu skal sønderrives af mine blodige Fiender og – værre endda! – soutineres af feige Venner.

Deres Alexander L. Klld.


 Jacob Kielland.

Kjære Broder! – ved Hjemkomsten fra Jylland, hvor jeg har reist langs Vesterhavet i 3 Uger, fandt jeg saa mange Breve, saa megen Korrektur (Elsters Bog) og saa mange Ærgrelser af literær Art, at jeg strax forstod, der blev liden Tid til at svare ordentlig paa mine Privatbreve – der var 20 saadanne! Derfor maa du nøie dig med nogle Ord idag; i næste Uges Slut sender jeg dig Else, der – det haaber jeg – vil vække megen dydig Harme og gavnlig Misstemning blandt mine Medmennesker. Den – Bogen – faar du da regne for et langt oprigtigt Brev om Ting, som længe har gjæret hos mig. Helt ud tilfreds med den er jeg ikke; den er ikke fuldt saa klar som jeg kunde ønsket det.

Fotografiet til dig stansede i Onkel Axels Malerstrøm; men nu tænker jeg, du faar det. Faar du det ikke, saa lad det hente ved et betroet Bud.

Har du Lyst paa Høiland? – det er da ikke rigtig Jæder. Sandnæs med Omegn er en Seminarist; det er netop det utækkelige første Stadium af Udviklingen – Aufkömlinge – som du hader. Nei – Snot for sig og Knebelsbarter for sig! – enten By eller helt Land.

Kittys Adresse ved jeg selv ikke nu. Saavidt jeg kan skjønne er det ikke – selv i Frankrige – muligt at ligge paa landet i November; og er hun i Paris, maa vel Adressen være rue de l’université No 19 – ikke to – som du siger; det har jeg ialfald aldrig hørt.

Mere kan jeg ikke afse af min Tid til den ene af de 20, men «Else» skal altsaa være mit næste Brev.

Beate hilser Dikka og dig og alle. Vore Børn ere alle i Skolen langt inde i Byen – saa langt som fra Fars Hus og til Lindals Hillevaag – og det er dog ikke Tredieparten af vor Afstand fra Kongen sit Nytorv – som Baby siger; endvidere siger hun: lille Viben sit Hus; der træffer hun ofte lille Viben sjel og lille Madam Viben. (Du kjender vel Lille-Vibenshus?)

Din hengivne Broder Alexander L. Kielland.


 Jonas Collin.

Kjære Hr. Collin! Herved sender jeg Dem efter Aftale Manuskriptet til «Else», som det er mig en Fornøielse at tilbyde Deres Hr. Fader.

[…]

Det overstregede Halvark, jeg lader følge, indbildte jeg mig kunde være af Interesse; fordi det er Skelettet af Bogen, som jeg opstiller og afdeler i Kapitler, naar jeg begynder at skrive. Efterhvert som jeg da er færdig med et Kapitel overstryger jeg Skelettet, hvilket er en overvættes stor Fornøielse.

Jeg beder Dem sige Deres Hr. Fader, at jeg er meget stolt over at optages i Samlingen.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Wilh. Walldén.

Efter en 3 Ugers Reise har jeg først idag faaet Deres Brev af 29 Oct., og er der i den hele Skrivelse kun en Ting, som støder mig – nemlig at De synes at tænke Dem Muligheden af, at jeg herefter vil træde i nogen Forbindelse med Dem eller Deres Blad.

De skal ikke have nogen yderligere Uleilighed af mit Forhold til Hr Alb. Bonnier og Manuskriptet vil De behage at sende til mig.

Om jeg itide havde givet Svenskerne det, De ved!

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Sanna Elster.

Kjære Fru Elster! – idag sender jeg Dem Deres Mands Manuskripter tilbage med Tak for Laanet. I den lange, rullede Pakke ligger: «En fremmed Fugl», som jeg paa egen Haand tillod mig at rekvirere fra Bergensposten. Kanske Manuskriptet er Bergenspostens Eiendom? – jeg sender det ialfald til Dem.

Bogen er færdig og kommer om faa Dage; og Honorar faar De strax; jeg er vis paa, at Justitsraad Hegel vil beregne det høit – baade fordi han er en pyntelig Mand, og fordi selve Bogen virkelig er saa god.

Vistnok tilhøre flere af Fortællingerne en tidligere Periode, og Deres Mand skrev jo altid bedre og bedre, tilslutten bedst; men der er alligevel saameget Alvor, saamegen Mandskraft i dem, at jeg for min Del synes, det maa friske op at læse dem midt i alt dette bløde, danske Julebrød, der nu bages.

Hvad mit Arbeide angår, så har det ikke været stort; og det er vel kanske et Spørgsmaal, om det ikke var temmeligt letsindigt af mig at paatage mig det – og af Dem at betro mig det. Thi der er dog vist mange, der har kjendt Deres Mand i Ungdommen og som saaledes baade ved Valget af Fortællingerne og ved den biografiske Skitse havde kunnet levere et bedre og mere karakteristisk Billede af Kristian Elster, end jeg har formaaet, der kun har holdt af ham paa Frastand.

Men nu er det gjort, saa det nytter ikke at træge, – og det haaber jeg, De heller ikke skal komme til. Og selv om mine elskelige Venner i Kristiania skulde kaste sig over mig og dadle mit Udgiverarbeide, vil dog De – kjære Frue! undskylde det meste af Manglerne med min gode Vilje.

Jeg har skrevet to Fortaler; den første var mere udførlig og mere krigersk mod Deres Mands Modstandere hjemme. Men literære Venner her, som forstaar disse Ting bedre end jeg, raadede mig bestemt til at kassere den voldsomme og skrive en ny. Derfor vil den Fortale, som nu følger Bogen, kanske forekomme Dem noget mat, – ialfald tilfredsstiller den ikke min Beundring for den Afdøde; men det kan nok være, at det er det gavnligste for Bogen.

Navnet: «Solskyer» har jeg valgt, fordi det så nogenlunde ialfald kunde passe til alle – mindst til: En Korsgang –; men det er desuden nutildags høist moderne i den europæiske Literatur at tage en af Smaastykkernes Titel og gjøre den til Fællestitel for hele Samlingen.

I «Kjeld Horge» vil De se, at jeg har tilladt mig at stryge nogle Sætninger paa Slutten, da Fortællingen var for langstrakt og tung i Enden. Dette vil De ikke tage mig ilde op, og jeg tror, Deres Mand vilde givet mig Ret.

Ja – saa tror jeg, at jeg var færdig. Jeg ønsker Dem en glædelig Jul –, saa glædelig som De kan faa den; vil De også hilse Deres Børn fra en god Ven af deres Far, og være overbevist om – kjære Frue! at jeg vil være meget glad, om De vil anse mig som Deres meget gode Ven

Alexander L. Kielland.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – jeg er baade stolt og rørt over din Varme. Du ved selv, hvad det vil sige at møde saadan Forstaaelse.

I dit Brevkort klager du over Frøken Falbes Tale. – Ja du maa tro, den har været mig en sur Gevæxt. Ligefra jeg lagde Planen til Bogen, havde jeg en Anelse om, at etsteds maatte jeg selv holde en Tale, for dog at vise, hvad der egentlig efter min Mening er Nerven i «Velgjørenhed». Og da jeg saa endelig kom til det fatale Punkt, sled jeg mig gjennem overbevist om, at det maatte blive et svagt Punkt, hvilket det da ogsaa er blevet.

Men jeg kan ikke forandre, det har jeg aldrig kunnet. Fra den danske Kritik – (siden du nævner, at jeg vil faa Modbør) har jeg bare faaet naadige Haandklap; det norske Dagblad syntes jeg derimod var lidt bidskt og temmelig dumt. Forretningsmæssigt seet gaar det altsaa godt. Et nyt Oplag (5te Tusinde) kommer i næste Uge.

Men hvad Bogen vil virke mellem Menneskene, er en anden Sag, – at den paa en vis Maade vil virke synes jeg, jeg tør haabe. Saa spørger jeg mig selv: vil den gjøre Hjerterne blødere? eller vil den bringe nogen til at tænke: Pokker være med paa «Velgjørenhed», naar det skal være Takken.

Det er en Bog, som er voxet mig adskilligt over Hovedet; naar jeg ser paa den, spørger jeg mig selv: er det virkelig du, som har rullet denne tunge Sten udfor – og hvor vil den rulle hen? – bare den bliver forstaaet og ikke vrængt om i Ondskab.

Om Henrik Ibsens nye Stykke gaar her underlige Rygter. Jeg ved saameget, at jeg kan spaa en forfærdelig Storm mod ham – værre end nogen, der i min Tid har faret gjennem Skoven. Jeg er nervøs af Nysgjerrighed, for du kan tro, det er en mærkelig Bog. Godt var det for mig, at min lille Bog fik Tid til at fæste sig, inden han kom frem.

Vil du hilse din Kone og alle dine fra os. Vi har det godt; men jeg længter saa hjem. Jeg vilde saa gjerne skrevet langt til dig; men jeg kan ikke; der er noget tungt i mig, som øger med Aarene, hvad der jo ikke er saa sjældent med gamle Lapse; og netop i denne Tid har jeg det ikke godt. Her er en Skidtvinter! – dødsstille – Sørpe – Taage – Væde uden Regn – Mennesker uden Rygrad. Glædelig Jul!

Din Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad Hegel! Flere Gange har De med Deres store Venlighed tilbudt mig Bøger og mange har jeg faaet. Derfor generer jeg mig, forat gjøre for stort Brug af Deres Venlighed. Imidlertid er der flere Ting i Juleliteraturen, jeg nok gad læse, men ikke kjøbe, og især er der et Værk, jeg gjerne vilde se nemlig Barth’s: Norske Fugle – eller hvad det hedder. Og fremfor alt! saasnart Ibsens Bog er heftet, maa jeg faa den? – jeg lover ubrødelig Diskretion, hvis jeg faar den et Par Dage før de andre – og jeg kvæles af Nysgjerrighed.

Deres hengivne Alex. L. Kielland.


 J. B. Halvorsen.

Kjære Hr. J. B. Halvorsen! – det falder mig netop ind, – vi sidder her min Søster og jeg – og taler om Far, at naar De kommer til K, maa De ikke glemme ham. Han er Forfatter af noget om en Lods, som han lod trykke i Winter-Hjelms illustrerede Tidende, – jeg husker ikke hvad den hedder. Det var til en Tegning, som Far selv havde gjort efter et Billede af Fritz Thaulow.

Om han har skrevet noget før, ved jeg ikke; men Bror Jacob ved det vist.

Som De vil have seet lod jeg Elsters Bog gaa uden at forsøge nogen komplet Samling; literært var det kanske dumt; men forretningsmæssigt haaber jeg, det var klogt for Enken. Tak for Deres Hjælp.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


 Olaf Skavlan.

Kjære Svoger og Ven! – mange Tak for dit Brev, som jeg skulde besvare; men det kan jeg ikke, for det ligger inde i mit Værelse, og der sidder netop I. P. Jacobsen og skriver paa en liden Fortælling til «Ude og hjemme». Han bor herude i Julen. […]

Indlagt sender jeg en liden Fortælling, som jeg har skrevet expres for Deutsche Rundschau. Hvis den bliver antaget der (de turde ikke tage Else), kommer den sandsynligvis i Februarheftet.

Nu var det Meningen, at tilbyde dig og Sars den for det nye Tidsskrift; men da den ikke paa nogen Maade maa være trykt, før Deuts. Rundschau har havt den, maa du vente, til du hører nærmere fra mig. Jeg sender den som en Anerkjendelse af den Delicatesse, I have udvist ved ikke at opfordre mig til et Medarbeide, hvortil I noksom vidste, at jeg vilde være lidet tilbøielig.

Endvidere skal Fortællingen være Hilsen og Julepresent til dig og Dagmar. Alle her hilser Eder paa det hjerteligste en glædelig Jul! – vi ville gjensidig tænke paa hinanden!

Eders inderligt hengivne Alexander.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.