Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1883

 Georg Brandes.

Kjære Ven! Jeg blev helt flau ved at faa Brev fra dig, før jeg selv skrev; thi jeg havde noget paa Hjerte, som jeg flere Gange vilde opgjort; men saa kom der noget iveien. Det er den latterlige Misforstaaelse med vort Dusskab. Da jeg hin Dag hos Drewsen blev saa ganske overrasket ved din Paastand om, at jeg havde foreslaaet det, var jeg saa overbevist om, at du tog feil; thi jeg var mig bevidst, at jeg aldeles ikke havde foreslaaet Dusen. Men da jeg saa æskede Jacobsens Vidnesbyrd, svarede han, at det var mig, som efter Bordet ved et Glas Curaçao havde foreslaaet Dusskabet. Jeg gik da min hullede Erindring igjennem og finder, at det er fremkommet saaledes: Kort før vi reiste os fra Bordet (der var bare Beate og Jacobsen) troede jeg, at du i nogle Ord, som jeg ikke kan huske og som jeg altsaa ganske maa have misforstaaet eller mishørt, hentydede til, at du syntes, vi to kunde drikke Dus. Jeg svarede – som jeg strax efter syntes – altfor undvigende ved en Mumlen – eller noget saadant, eftersom jo dette med «du» er mig ligesaa lidet tiltrækkende som det er for dig. Og da vi derfor kom fra Bordet, vilde jeg netop vise, at det slet ikke var af Mangel paa Venskab, jeg saa kjølig havde besvaret din Hentydning, ved just saa stærkt at trænge paa, at nu skulde vi være dus. Dette Øieblik staar klart for mig: jeg stod ved Kaminen, og jeg mindes tydeligt, at jeg fandt, det var lidt underligt af dig, at du syntes høfligt at ville unddrage dig, da du dog kort før ved Bordet selv var kommet med en Hentydning. Men nu kan jeg saa godt forstaa det, naar jeg ved de samstemmige Vidnesbyrd overbevises om, at jeg aldeles har misforstaaet nogle Ord i Samtalen, som altsaa kan have refereret sig til helt andre Ting. At Beate mente som jeg, kommer af, at hun havde Forklaringen fra mig; selv husker hun ikke noget om det. – Og deraf kan du forstaa min Forvirring hos Drewsens; jeg syntes, det var saa besynderligt af dig, at du vilde paastaa, at jeg var Forslagsstilleren. Da vi nu ved min Misforstaaelse ere komne i et Forhold, som – hvor ubetydeligt det end i og for sig kan være – dog ikke er i Overensstemmelse med vor Smag i de Dele, saa overlader jeg til dig eller Dem at afgjøre, om vi skulle forblive i Dusen eller vende tilbage til De. Jeg antager ikke, at vort venskabelige Forhold vil lide ved en hvilkensomhelst Løsning af dette Forslag; men jeg vilde have det klaret, eftersom min Opførsel maa have forekommet dig ligesaa mærkelig som Jacobsen siger, den forekom ham. Saa ubetydelig Sagen er, har den dog altsaa nu slugt hele mit Brev, som derfor ikke skal regnes for et ordentligt Brev, men kun for en Nytaarshilsen med Tak for din Bog, som jeg lærer meget af. Min Kone og Jacobsen sender venskabelige Nytaarsønsker til Din Frue og til Dig selv.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Jonas Lie.

Kjære Hr. Jonas Lie! – Tak for Deres venlige Linier fra Paris. Det skulde ogsaa være mig kjært at sætte Brevvexlingen igang igjen mellem os; derfor har jeg ladet Deres Brev ligge en Stund, forat finde en klar Dag. Men idag opgiver jeg det og skriver bare for at takke for Brevet og forat ønske Dem og Deres et glædeligt Nytaar.

Hvad der optager alle mine Tanker og ikke levner mig Humør til fornuftig Skrivning, er det Uveir af Falliter, som nu gaar over Stavanger. Mine bedste Venner, Byens ældste Huse og første Navne ere ruinerede eller paa Randen af det. I. A. Køhler & Co. (Stadthauptmann Wilh. Hansen) er standset; Ploug & Sundt (Fr. Hansen – min Ven) har holdt Møde med sine Kreditorer, forat søge Moratorium (saadant noget synes jeg aldrig, et Handelshus pleier at kunne overstaa), og af de faa og upaalidelige Avisefterretninger i Forbindelse med mit Kjendskab til Handelsverdenen hjemme gaar jeg nu og fantaserer sammen de ulyksaligste Kjæder. Idag har jeg telegraferet. Selv har jeg intet at tabe; men jeg skjælver endnu for mange af mine nærmeste og kjæreste Venner. De kjender vist ikke Byen nok til at interessere Dem for dette, men det er mig ikke muligt at tale om andet; Begivenheden er noget saa uhørt – omtrent somom Rotschild i Paris eller Ths. Joh. Heftye i Kristiania vilde give sig til at ramle overende. Ja mig vil intet af den Art længer kunne overraske.

I. A. Køhler siges at staa saaledes: à propos! – alt dette har De naturligvis læst i Morgenbladet i Caféen; undskyld! Men – om De træffer Kitty, vil det dog interessere hende og kanske Dem med, at mit nye ubyggede Hus er faldet med de gamle store; det var nemlig Fred. Hansen, som vilde bygget for mig, lagt ud Penge og ledet Arbeidet. Jeg er imidlertid saa rystet ved disse store Fald, at jeg bare er glad, jeg hverken har Gjæld eller Hus, og jeg tænker at leie Hus hjemme i Stavanger; thi en Ting staar fast, om saa alt falder: hjem vil jeg.

Vil De hilse Deres Kone, min Søster og Bjørnsons fra Beate og mig selv – et glædeligt Nytaar!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! Jeg synes ikke, dit Brev var saa aabent og loyalt som mit, men du siger dog, at du aldrig har anseet mig for paatrængende, og det var det jo, jeg var bange for at være i dine Øine, før jeg fik forklaret, hvorfor jeg hin Gang var paatrængende. Jeg har saaledes opnaaet min Hensigt og hele min Hensigt ved at faa denne Ubetydelighed forklaret, og der findes hos mig ikke nogen af de Bi-Hensigter, du antyder. Jeg er som før glad ved dit Venskab og vort fortrolige Forhold, taknemlig for mangen Lærdom, med Forstaaelse af dit Værd; men jeg synes, du er svært mistænksom.

Jacobsen forlod os igaar efter et 14 Dages Ophold, og her er ganske tomt efter ham. Der er overmaade megen Hygge ved ham i det daglige Liv; det forunderligt uklare, bizarre, som jeg saa ofte ser hos ham, naar han i en almindelig Samtale mellem flere indskyder en liden Bemærkning, hvis Aandrighed ikke altid er iøinefaldende, – alt det forsvinder, og han er jævn, godmodig og elskværdig som faa. Vi har ellers – Beate og jeg – siden Nytaar havt saamange sørgelige Efterretninger hjemmefra, at jeg ialfald næsten ikke har tænkt paa andet. Du har vel ogsaa bemærket de store Falliter i Stavanger? – det var de ældste og «fornemste» Familier, vor nærmeste Omgang gjennem Generationer og omfattende flere af mine bedste Venner. Min Ven og Formynder Konsul Fred. Hansen (Ploug & Sundt), som havde paataget sig at bygge Hus for mig, har opnaaet et 2 Aars Moratorium til Afvikling, men er – som du kan vide – derved ganske ude af Stand til at gjøre Pengeudlæg eller overhovedet have noget med andres Affairer at bestille. Mit Hus bliver der saaledes ikke noget af; (men jeg flytter alligevel hjem til Vaaren); – og ingen kan vide, naar der bliver saa normale Tider igjen i Stavanger, at Penge kan erholdes med Rimelighed; thi jeg maa laane til Huset. Men det er jo en Bagatel – min lille Skuffelse, og jeg nævner den kun i Forbigaaende; hvad Ulykke disse Fald derimod er for store og smaa i Stavanger, gjør du dig neppe Ide om. Det er i det smaa, somom Rotschild og Bleichröder vilde ramle overende: de pludselige Omvexlinger fra Luxus til Blottelse, uforskyldte Tab af Tillid til de over 100 Aar gamle Huse, Sparepenge forsvundne, Børns og Kvinders Fonds inddragne i Hvirvelen, Arbeidsfolk uden Arbeide, de smaa Handlende med ubetalte Regninger, Panik og Storm paa Bankerne – alt er i det smaa som i det store, og jeg ved sandelig ikke, hvor det er værst. I de store Forhold vælter den store Bølge længer og knuser mere; men i de snevre Kredse, hvor alle Sambaand ere inderligere, der ryster Grundvolden stærkere og Haabløsheden er større. Ingen af vort Navn er truet, – lad det være sagt i en god Stund; thi hver Post bringer nye Navne, jeg ikke havde tænkt vare interesserede. Ja – dette tager mere paa mig end nogen tror, og det er uheldigt, for nu skulde jeg skrive en Bog i tre Maaneder.

Hils din Frue og skriv snart.

Din hengivne Alexander L. K.


 Johanne Luise Heiberg.

Høistærede Frue! jeg har bagefter faaet en Frygt for, at vor Samtale – for mig saa behagelig og uforglemmelig endte med en Misforstaaelse, en ganske liden og ubetydelig; men Misforstaaelser ere altid store nok til at fortjene Opklarelse.

Mon ikke Replikerne faldt omtrent saaledes, da jeg allerede var halvt ude af Døren ved Afskeden:

Fru Heiberg: Reiser De allerede hjem igjen til Norge?

Jeg: Ja – til Vaaren.

Fruen: Virkelig! Jeg troede, De blev Vintren over –

Jeg (uden at høre rigtig efter og afbrydende, hvilket er min hæslige Vane) Vi har nu været her i to Aar.

Fruen: Saa længe?

Og dermed skiltes vi. Men da jeg kom ned paa Gaden, slog det mig, at Fru Heiberg vist havde troet, jeg sagde imorgen (imaaren), da jeg sagde: til Vaaren. Mon jeg har Ret? – eller foreligger der slet ingen Misforstaaelse og det er bare jeg, som har lavet det hele sammen?

Undskyld isaafald – ja undskyld ihvertfald, at jeg uleiliger Dem med denne Ubetydelighed; og modtag herigjennem min oprigtige Tak for den Elskværdighed, hvormed De modtog mit Besøg.

Deres ærbødig forbundne Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – jeg haaber, du fremdeles er min trofaste Beundrer, og derfor henvender jeg mig til dig i følgende Anliggende: i Sommer foreslog jeg Olaus Eskeland (som jeg ikke kjender) gjennem hans Broder Kaspar (som jeg kjender), at han – Olaus – skulde paa Storthinget bringe min Digtergage i Forslag. Han har nu svaret undvigende. Nu er det min Mening at spørge dig om Sagen; selv vil eller kan du maaske ikke stille Forslag som min Morbroder; men da du nu jo er valgt paa liberal – ikke sandt? – Side, har du – mente jeg – Anledning til bedre end jeg at vælge en Mand skikket til Forslagsstiller; vil og kan du selv, saa er det jo det stolteste. Hvis der fra religiøs Side reises Indvending, saa har jeg intet at sige. Men vel kunde det hænde, at en og anden mente, Kiellandsfolket er rigt nok. I den Anledning meddeler jeg dig – eller altsaa min Forslagsstiller: Ved Fars Død arvede jeg en Ubetydelighed, da jeg havde sat baade min mødrene og en stor Del af min fædrene Arv til paa Teglværket, som jeg havde i ni Aar, hvoraf de sidste 4 vare magre. Naar Enken dør, faar jeg kanske c. 30 000 Kr. eller noget sligt. Jeg tjener godt; men burde tjene det mangedobbelte, eftersom alt hvad jeg har skrevet er oversat til tysk, – meget til andre Sprog, hvorved jeg ikke i alt har fortjent 2000 Kr. Jeg behøver ikke at paapege, hvad jo maa falde alle i Øinene, at det er uretfærdigt, at en Closetmagersvend er beskyttet fra Land til Land, naar han finder op et nyt Laag – Ære være ham forresten for det! medens vi bare snydes op i Stry – o.s.v. – ja det er jo for galt.

Paa denne Basis er det altsaa jeg vil have Digtergage saa høi som muligt. Og svarer nogen: han tjener godt nok, saa skal dertil svares: han er desværre vant til at være rig og vil til sin Dødsdag opføre sig, somom han var det. Desuden har jeg havt det store Slag, at – som du har seet – vore gamle Venner I. A. Køhler & Co. og Ploug & Sundt ere fallerede. For ikke at tale om den store sociale Omvæltning i vore smaa Forholde ved disse Ulykker, saa har den direkte Følge for mig været den, at jeg har maattet indstille den allerede paabegyndte Bygning af et Hus paa Malde, hvortil jeg i Sommer kjøbte Grund. Fredrik Hansen – Indehaver af Ploug & Sundt – er nemlig min gode Ven og Formynder, og han vilde bygget for mig, udlagt Penge og stellet det hele; men nu er han selv fattigere end jeg.

Dette var nu altsaa dette; vil du have noget dermed at gjøre?

Vi flytter alligevel hjem til Vaaren, skjønt ikke – som vi en Stund haabede – til eget Hus. Vel er der mangt og meget tungt og sørgeligt nu hjemme i Stavanger; men jeg holder ikke ud længer her og længes altformeget efter Jæderen og Søen og Sandet og Regn, Søle, Taage. Vi lever alle godt; den lille Else, som du kanske ved kom til Verden engang – var det ikke isommer? – trives godt; de store Børn ligeledes – Beate i Spidsen; men alle se vi nu længselsfuldt mod Norden. Hils Tante og Elisabeth fra Beate og mig og Jens, som bestandig husker Eder. Enten du nu synes, der er Rimelighed eller ikke i mit propos, saa lad mig ialfald høre nogle Ord fra dig; det er saa længe siden. –

Din hengivne Nevø ALK


 Camilla Collett.

Altid kommer jeg bagefter Festen, fordi jeg aldrig kan passe Datoer og Mindedage; men da jeg af Aviserne – for sent – fik se, at der var en Mærkedag i Deres Liv, saa bestemte jeg mig strax til nu engang at faa sagt, hvad jeg længe har skyldt Dem at sige.

Jeg ved gjennem Søster Kitty, at De mindes vort Møde i Deres Hôtel Retiro i 1878, og at De flere Gange har talt om mig. Men De ved slet ikke, hvor ofte jeg har tænkt paa Dem, og hvorledes jeg mangengang ligesom stiller mig Ansigt til Ansigt med Dem; – ja jeg tror aldrig, jeg har fremstillet noget Kvindeforhold, uden at jeg har spurgt mig selv: hvad vil Fru Collett sige om det?

Thi naar vi Yngre, der ere komne til i en saa heldig Tid, finde let og taknemligt Arbeide og villige Øren, da maa vi uvilkaarligt tænke paa dem, der gik foran, som tog Stødene, og i Ly af hvis Kampe, Skuffelser og Miskjendelser vi uforstyrret kunne røre os og udfolde vore Evner.

Og hvergang nogen nuomstunder rører ved en Pen, rører han ved Kvinden, og hvergang nogen herhjemme rører ved Kvinden, rører han ved Camilla Collett; – derfor retter man sig uvilkaarligt under Arbeidet som Soldaten, der føler, at Generalen ser paa ham; og paa den Maade er det, De virker paa mig: De holder mig ret i Ryggen. Jeg ser – og jeg ser det med Glæde, at det, som giver et begrændset Talent Rygrad, er at stille sig Ansigt til Ansigt med Geniet, der er fyldt af Ideen.

Men saa er der noget paa dette Punkt, som generer mig: Dagens Udbytte af Ros og Daddel. Ogsaa der har jeg været altfor heldig. Jeg har faaet gode Ord fra dem, paa hvis Ros jeg maatte sætte Pris; og jeg har faaet onde Ord fra dem, hvis Daddel maatte opmuntre og vederkvæge mig.

Og jeg ved – Frue – at Deres store Arbeide ikke altid har mødt det samme Held; deraf kommer der igjen for mig en Følelse af uretmæssig Indhøstning, hvor andre saaede.

Lad mig derfor gjøre, hvad jeg kan: med Glæde og Taknemlighed erkjende, at jeg gror i Skyggen af Deres store Livsarbeide, og samtidig love Dem, at om det bliver saa, at jeg skal leve længer end De, vil jeg aldrig glemme i mit Arbeide hvergang at stille mig Ansigt til Ansigt med det Spørgsmaal: Hvad vilde Camilla Collett sagt til det?

Og denne min Tak er ikke saa fattig; thi først er den fuldt oprigtig; dernæst synes det mig at være en skjøn Løn at have sin Tak tilgode af en Efterslægt, der er sig bevidst at have modtaget sin Indvielse og sine bedste Vaaben af Deres Haand.

Denne Tak bringer jeg Dem – høitærede Frue! tilligemed mine bedste Ønsker for Deres Alderdom.

Deres ærbødige og hengivne Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! Tak fordi du har ordnet min Sag saa godt. Det var en Stund, somom jeg skammede mig lidt ved at bede om Statsbidrag, fordi jeg syntes, jeg havde det godt, og fordi vort Navn nu engang har saadan en rig Klang. Men efterat ligesaagode Navne hjemme i Stavanger ere sørgeligen blegnede, saa tager jeg ikke i Betænkning, saavidt muligt at sikre mig mod disse bitre Omvexlinger i Skjæbnen. Hvor stor Gage kan der blive Tale om? Jeg haaber, at Forslagsstilleren lægger Hovedvægten paa det Tab, jeg lider ved Oversættelser, der nu enten ikke betales eller ialfald slet.

Kanske det nu er min Høflighedspligt at henvende mig til Berner? Kan ikke du bare hilse ham og sige Tak? han er saa slem til at offentliggjøre Breve, og jeg vilde sætte desto mere Pris paa min Gage, jo mindre jeg behøver at krølle mig, forat faa den. Theologerne kan ikke sige saa meget mod mig efter Skipper Worse, som jo er en Opbyggelsesbog; og «Else» kunde for den Sags Skyld godt være en Præken i Sanckey’s og Moody’s Stil.

Det bliver vist værre med den Bog, jeg nu skriver; men den kommer vist ikke ud før St. Hanstider. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg gruer lidt forat være under Debat paa den Maade, – ikke for min literære Sides Skyld; men den Del af mig, som er Forretningsmanden – det gamle Handelsblod – det oprører sig imod at veies og maales, roses og nedrakkes, forat opnaa en Pengeunderstøttelse; det huer mig ikke; men lad nu skure det!

Din sørgelige Skildring af Kristiania er vist sand nok; ialfald er det mit Indtryk. At Kongen bor længe der, er ogsaa til Skade, der følger Fordærvelse med ham; […] han er netop en farlig Mand nu. Saa har vi ogsaa nogle enfants terribles at slide med paa vort Parti, hvis Klodsethed og Feil springer lige i Øinene paa Folk. Men lader os dog gaa til Kapitolium og tak ke Guderne, fordi vi har et Folk som vort og en saapas Grundlov. De klager ynkeligt her nede – Berg, Hørup og de andre Venstreførere. Folket sover og synes, de har det noksaa godt; Radikalismen i Hovedstaden gaar bare op i Socialisme, som Venstre ikke tør eller kan bruge, og Ministrene ere endnu grovere og storsnudedere end vore.

Du skal faa Portrait af Børnene; her skal tages nogle nye i disse Dage, og da skal jeg sørge for, at I faar. Hils Tante og Elisabeth fra os alle, vi har det godt.

Din hengivne Nevø Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg paaskjønner i høi Grad din Delikatesse; men det er mig alligevel pinligt at svare. Jeg synes, det ser saa ukjærligt ud, naar jeg nu maa tilstaa, at jeg ikke netop blev saa glad ved at høre, du var kommen. Hvis du havde været i Byen i disse Dage, vilde jeg bedet dig heller komme en anden Dag, og det er fordi jeg aldrig befinder mig rigtig tryg og veltilmode, naar du og Viggo Drewsen ere sammen; begge har noget i Tonen, som for Værten er uhyggeligt.

Var det bare ikke min Fødselsdag, vilde jeg ingen Betænkelighed have ved at sige dig dette; thi du har vist ikke heller saa stor Trang til at komme sammen med D.; men jeg synes – som sagt –, dette er en Uvenlighed, som jeg maa bede dig pent, om at tilgive mig.

Din hengivne Ven ALK.


 Viggo Drewsen.

Kjære Viggo Drewsen!

Danmarks deiligst Vang og Vænge!
lad vor Strid være endt.

Lukt af Bølgen blaa,
umulig at fortsætte paa noget Feldt,
Hvor de muntre danske Drenge
med deres berømte Urbanitet
Kan i Leding gaa.

Thi
Fjernt fra Danmark
maa selv jeg indse, at
Der er et yndigt Land
og, at Fanden brøle mig
Kong Kristian stod ved høien Mast.
Da svinder vort Nag og vor Kummer
Da enes, hvad forhen var delt,
og jeg indrømmer at ligesom
Gud kan ikke undvære Danmark
saaledes kan jeg det hellerikke.

Deres trofaste Trofast Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! lad det ikke bedrøve dig for min Skyld, at der ikke blev noget af Digtergagen. Det er mig ligefrem en Lettelse at tænke paa, at mit gode Navn ikke nu behøver at slæbes gjennem en ondskabsfuld og hykkelsk Debat. I Morgenbladet har jeg ikke seet Digtet, skjønt jeg indbilder mig, at jeg læser det igjennem; men jeg kan vel tænke mig, at det vilde kunne bruges som et godt Vaaben. Som kristelig Forfatter var det jo ikke heller, jeg vilde have Understøttelse; men jeg vilde, at Staten skulde erstatte mit Tab, som opstaar derved, at vore Love ikke sikrer Forfatter-borgernes Arbeider i Udlandet. Men nok om det; jeg har uden Suk slaaet den Tand ud. Om jeg stod med Strikken om Halsen, vilde jeg ikke bede det norske Kirkedepartement om Hjælp, endsige da om Penge, jeg nok kan undvære.

Det undrer mig, at du er i saa slet Humør og saa mistvivlende. Jeg kan dog aldrig tænke mig andet, end at du om nogle Aar, naar det er over, vil være glad ved Erindringen om at have deltaget i vigtige Arbeider. Og selve Arbeidet maa dog – selv om det er uhyggeligt – for saa vidt være Umagen værdt, som jo Retten og forhaabentlig snart ogsaa Magten er paa den venstre Side.

Jeg venter mig imidlertid ikke saameget direkte Udbytte af Stortinget iaar, medmindre Bismarck skulde dø eller hans Politik lide et stort Nederlag. Jeg har nemlig den politiske Trossætning, at naar der i de store Lande trives en stærk Strømning af Liberalisme, eller som nu af Reaction, saa vil selv det ivrigste og dygtigste Arbeide i de smaa Stater, som gaar mod denne Tidsstrømning, vantrives, men det Arbeide, der følger Strømmen, det vil trives, ialfald holde Liv i sig, om det saa bæres oppe af lutter Parykker og Dødbidere.

I denne Theori søger jeg Trøst og Forklaring, naar de Liberale trods Majoritet og Ret paa alle Kanter baade hjemme og her i Danmark staar raadløse eller omtrent saa overfor Ministerier, der synes ligesaa blottede for Skamfølelse som for ethvert Slags Forstaaelse overhovedet. Det er den Understrøm af Reaktion, som kommer fra det forbandede Hof i Berlin; det er dette dumme brave tyske Folk, som atter har ladet sig fange i et Støvleskaft, et Folk med sjælden Tænkeevne puttet i Uniform og straalende af Glæde derover; en Regjering brutal som de gamle Romeres, indskrænket og raa som Hestehandlere. Derfra trækker vor lille Bernadotte sin lidet klædelige Storsnudethed, og saalænge Preussen staar med sin gamle Jernmand, vil alt liberalt Arbeide i Skandinavien gaa smaat og uden forholdsmæssigt Udbytte.

Det er nu min Tro; men jeg ser, Klokken er mange. Jeg har svært travelt og sidder i det 7de Kapitel af min nye Bog; den skal synge op for de Herrer Latinlærde en Sang, som jeg forudser, de lidet ville ynde. Vi har det alle godt. Beate og Jens hilser dig og dine. Det er sandt: du forstaar, at jeg er dig meget taknemlig, fordi du har taget dig af min Sag, og skulde andre Tider gjøre, at vi uden Ydmygelse kunde prøve igjen, vil jeg kun forhandle gjennem dig.

Din hengivne Søstersøn Alexander L. Kielland.


 John Aasland.

Kjære Ven! Tak for dit Brev af 28de f. M., hvori du melder mig, at Oddehagen er skyldsat. Jeg har siden den Tid skrevet frem og tilbage med mine Venner i Stavanger, for at finde et Hus i Byen eller i Omegnen; og nu er vi tilslut stanset ved Kaptein Møllers Hus paa Stokka. Jeg har telegraferet hjem, at det skulde leies for mig; men jeg har endnu ikke faaet Underretning om, at det er iorden. Selve Huset kjender jeg ikke, og Egnen derhenne er mig ikke paa langt nær saa kjær som Malde; men saalænge jeg ikke har Hus selv er der jo ikke værendes paa Malde om Sommeren. Jeg tænker ogsaa nok, at vi kommer til at lige os godt paa Stokka; det er passeligt langt fra Byen, saa at jeg faar god Tid til at skrive, og naar vi har Hest og en lukket Vogn, saa kan Børnene kjøre ind til Skolen hver Dag. Der er vist ogsaa smuk Udsigt over Vandet; men saa vakkert som udover Hafsfjord kan det ikke være. – Med Hensyn til denne velsignede Ager paa min Eiendom, hvorom ogsaa X. har tilskrevet mig, saa faar I handle efter bedste Skjøn, men sørg for, at X. faar Arbeidet; Penge faar han hos Y.

Naar jeg selv kommer hjem, tænker jeg paa at opføre et forsvarligt smalefrit Gjærde rundt hele Eiendommen, for at de Smaatrær, vi vil plante, kan faa gro op, saa der kunde være etslags Begyndelse til Have, naar vi en gang tager os for at bygge. Det kunde kanske blive Akkord for Z. og de andre Armingerne i de daarlige Tider.

Det var sørgeligt at høre om Teglværket, som nu igjen skal staa et Aar; det bliver galere og galere med Stavanger, og den maa være glad, som eier Jord saa vidt, han kan brødføde sig selv og sine; men ingen maa vente sig stor Indtægt af nogetslag, for alt ligger nu nede. Nu vilde du vel helst være af med din Trediepart, og efter mit Skjøn, saa er der ikke stort at haabe for de nærmeste Aar. Men saa er der jo ogsaa det, som altid maa betænkes ved Murstensfabrikker, at en ordentlig Ildebrand i en af Vestbyerne jo kan forandre Stillingen og sætte Prisen op i det tredobbelte paa en eneste Nat. Heller ikke haaber jeg, du har større Gjæld end din Trediepart, og jeg formoder, du er yderst sparsom med dit Navn og varsom, hvor du sætter det; thi Vexler er Fandens Spillekort.

Venskabelige Hilsener til dig og din Familie og alle gode Venner.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg har herved den Fornøielse at overrække Dem de syv første Kapitler af min nye Roman, hvilket vil udgjøre omtrent Halvdelen af Bogen.

Titelblad og Dedikation kommer altsaa efter Aftale senere.

De kjender min Maxime: faa Linier; mange Exemplarer!

Deres hengivne og forbundne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Hr. Justitsraad Hegel!

Vedlagt har jeg den Fornøielse at overrække 1ste Akt af «Garman & Worse», Skuespil i 4 Akter af Edvard Brandes og ALK.

Det vil være os en Fornøielse at modtage Deres Forslag til Honorar og Exemplartal.

De to næste Akter ere paa Størrelse som den 1ste; 4de noget kortere.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.

Vi vil gjerne, at Trykningen begynder jo før jo heller.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – jeg ønsker dig til Lykke med dit store Hverv og tillader mig at afbryde dine politiske Tanker ved følgende Spørgsmaal: kan du skaffe mig en Hest?

Jeg mente, du kanske havde et Bekjendtskab, du som Rigsretspræsident kunde sætte i Virksomhed eller anbefale mig?

Hvorledes Hesten skulde være? Stor, bomstærk, stille og fredelig. Farven? – mit Sværmeri er sort med hvide Sokker; men det kan vel ikke opnaaes. Prisen kan strække sig forsigtigt opimod 600 Kr.

Vi ere nu hjemme og høist lyksalige; men vort leiede Hus er endnu kun halvveis iorden; derfor mere en anden Gang. Hilsen til dig og dine.

– din hengivne Alexander.


 Jacob Hegel.

Kjære Ven – Tak for sist! – for vort siste Møde og for mange behagelige Minder fra vore to danske Aar. Men De er ikke endnu ganske kvit mig; vil De kjøbe en Vogn for mig?

Indlagt sender jeg en Beskrivelse af den Vogn, jeg ønsker, og hvis De vil være saa venlig at opsøge Fabrikanten, kan han vist huske, hvorledes Wilhelm Hansens er. Jo før jeg faar den, desto bedre.

Saa ønskede jeg ogsaa et Sæletøi – ikke overmaade elegant, men meget stærkt, til en middelsstor Hest; jeg faar en stor norsk Hest fra Hedemarken. Sæletøiet kunde lægges i Vognen og altsammen komme direkte med Adolphsens Enkes Skibe.

Pengene maatte jeg bede udbetalt paa min Conto – saa svag og haardt belæsset som den er.

Vi ere nu komne iorden og ere vel tilfredse baade med Stedet og med Huset – et norsk Hus med lyse Stuer og overbygget Glasveranda, med Udsigt over et stort Vand, nøgne brune Lyngsletter og grønne Marker – ja, naar jeg siger grønne, saa er det et grønt, som De aldrig har seet Mage til i Danmark! De hører, jeg er den samme. Men Beate taler undertiden om, hvor varmt der var i Kjøbenhavn. Idag har vi lagt lidt i Ovnen, susende Storm og et Regn, som perser sig ind gjennem Ruderne i Verandaen, saa der er en Sø med rigtige Bølger paa Gulvet. Urimeligt deiligt er det altsammen, skjønt jeg har havt Tandpine og Gigt i tre Dage.

Vil De hilse Portneren – var det ikke Per Andersen han hed? – jeg glemte saa rent at sige Farvel til ham og han havde dog gjort mig saa mange Tjenester; jeg ved hellerikke, om vore Piger passede paa at gjøre Regnskab med ham for Sodavand og andet; vil De ikke være saa god at spørge efter og drage Omsorg for, at Manden faar sit mulige Tilgodehavende – fremdeles af den omtalte haardt belæssede Conto; hils ham ogsaa fra mig.

Men hils mest Deres Frue, Deres Fader og Frøken Oluffa; Beate sender ogsaa sine beste Hilsener; de Smaa staa her og raaber Hilsener i Munden paa hinanden – tag dem allesammen og vort taknemlige Haandtryk for to Aars trofaste Venskab.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Det var s’gu godt, at Bogladen huskede et Exempl. til Fru Drewsen; jeg havde naturligvis glemt det. Tak.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – Tak for dit Brev – Jeg har skrevet til Hr. Glestad og haaber nu, at Sagen gaar iorden; det var meget venligt af Manden; thi det bliver ikke saa lidet Bryderi for ham.

Har jeg fortalt dig, at vi bor paa Stokka? Kan du huske, at gamle Svendsen paa Stranden havde en Gaard ude ved Stokkavandet? Nei – du har vel glemt alt det; men du kan kanske dunkelt forestille dig, paa hvilken Kant det ligger. Her har en Skibskaptein bygget et nydeligt Hus med overbygget Glasveranda og Altan ovenpaa foran Soveværelset; det har vi leiet, da vor store Plan med eget Hus maatte foreløbigen opgives paa Grund af alle de store Falliter.

Vi ere nu iorden og har det meget smukt og hyggeligt. Kunde du aldrig komme herhen og kjøle din skaldede Pande med en rigtig Havgol – saadan en, som suste om din Vugge, da endnu ingen tænkte paa, at du skulde blive Præsident i Rigsretten og kjøbe Hest for en Søstersøn, som skrev Bøger! Har du læst den siste? – jeg er selv saa glad i den; men det er jeg rigtignok altid, naar jeg er færdig.

Alligevel tror jeg nok at du og Tante vil være enig med mig i meget af det, som skrevet staar.

Jeg ærgrer mig undertiden over min forlorne Forfattergage, og jeg tænker da stundom paa at begjære Beskyttelse som Næringsdrivende. Tyskerne trykker mine Bøger saa fort, at et Tidsskrift som Deutsche Rundschau aldrig kan betale mig noget ordentlig, fordi Konkurrensudgaver strax kommer i Wien eller Berlin. Det er høist irriterende at være Udøver af en Næringsdrift – saa lidet agtet, at Lovgivningen ikke engang gider beskytte den.

Men jeg har endnu en Hob Breve at skrive – altsaa Farvel! – hils din Kone og Datter fra os alle.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! – imorgen reiser Andreas og jeg paa vor store Tur – fra Aarre til Nærland, til Obrestad, til Haar, til Ogne – kanske helt til Tengs i Egersundselven, – saa du kan begribe, jeg er glad og forfærdeligt optaget. Vi bor her saa udmærket, og du er velkommen paa Gjæsteværelset, som kun har den Ulempe, at begge Gutterne ligger paa Skraakammeret udenfor og gaar igjennem om Morgenen. Men det kan vel ikke gjøre noget? – Saadan et Sted lige ved Søen er let at finde, det er bare vanskeligt at vælge. Jeg er ikke kjendt ved Hodne eller overhovedet nordenfor Aarre; men saa har du søndenfor: Vig – med flade Græsmarker ned til Havet, Obrestad – med den bratte Skrænt og den uhyre vide Horizont, Haar lige ved Søen med lavere Skrænt, og tilslut det bedste af alt Kvalbei – eller som Amtmanden siger: Hvalben, – lige ved Havet tyndt Græs med Kjæmpehouge, lige i den nordre Kant af Brusanden, som strækker sig helt ned mod Ognefjeldene, Obrestadfyren i Nord og Egerøen’s Fyr i Syd, ypperligt Logis, fine gamle Folk – exellent! Station Vigrestad – tænker jeg, eller for Onsdag og Lørdag Holdepladsen paa Brusanden. Der skal du hen; der har vist heller ikke været nogen før. Om Bogen skal vi snakke; jeg er glad i den, men den er gjort i en altfor brændende Fart. Altsaa velkommen! – hvis du tager lige til os, maa du bare telegrafere itide for Vognens Skyld. Beate og Børnene ere i Bad – din hengivne

Allik.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! mange Tak for dit venlige Brev. Du er altid saa fornøiet med mig, at jeg er næsten flau, naar jeg læser det. At ogsaa du finder, at Fru Wenche hist og her trængte til lidt mere Lys, er næsten paa Vei til at overbevise mig om at mine Venner har Ret.

Det hænder mig i min lykkelige Storsnudethed meget sjeldent; og jeg er heller ikke overbevist; jeg mener fremdeles, at der er givet hende nok, men meget knapt – netop saa knapt som Publikum skal have det; jeg er ikke Opvarter; Folk, som vil læse gode Bøger, faar minsæl ogsaa tage fat og anstrænge sig; der er nok af Barnemad med Ske til.

Naar jeg selv har en Person rigtig livagtigt klart for mig, pleier jeg aldrig at tvivle paa, at Personen i Bogen ogsaa kommer klart frem; men disse gjentagne Misfornøielser med min elskede Fru Wenche maa dog vist have sin Grund i, at det gik saa fort; Bogen var saa gloende varm, at den løb sammen i sin Støbning, uden at jeg ganske var Herre over den. Det glæder mig, at du ogsaa finder, at den har en god Façon; om et Aar vil jeg skrive 2den Del, som jeg tror skal hede «Fortuna», og hvor den døde Fru Wenche skal faa en Hovedrolle. Imidlertid er jeg tilfreds – som altid! med mig selv! og jeg læser med Triumf, hvor Morgenbladet og de andre give Hals.

At du og Lie kan være saa sinte paa lille Hansen! det er dog virkelig en liden Alvorsmand, som alle vi Galninger kan lære meget af. Især er det rørende, naar han siger til Jonas Lie, at hvis han vil være norsk Forfatter, saa er det hans Pligt at holde nøie Regning med, hvad det til enhver Tid er for en liden Hansen, som staar til Ansvar! O Moses! – staar til Ansvar for det Sprøit, de kalder Kritik i Kristiania med Forstæder! Naar jeg bliver voxen, vil jeg drikke Dus med lille Hansen; men jeg vil ikke i min nuværende Alder skrive mod ham. Han har da ogsaa redet Jer begge ordentlig tilvands, og det gjør mig ondt for Jer – især for Lie, som ikke havde holdt nøie Regning, – nu har han det saa godt!

Vil du hilse Jonas Lie venskabeligst fra mig, og din Kone og Børnene. Beate siger det samme. Vi kommer nok ikke til Paris paa nogle Aar, ialfald er jeg altfor glad ved at være kommen hjem. Vi har faaet et smukt Hus tilleie ved et stort Vand nær Havet; alting er deiligt, og naar jeg bare faar mit Skrivebord færdigt, er der intet mere jeg behøver. Men som min gamle Fløitemester sagde: naar man sidder po en Stuhl po ingen Plads, saa kan man intet udrette.

Hvad er der iveien med din Hanske? hvorfor nøler du til Høsten? – jeg er med et sat udenfor al literær Berørelse og fryder mig med Sild og Salt, Fallit, Disconto og de vidunderligste Snyderier. Skriv igjen, er du god –

Din hengivne Alexander.


 Jacob Hegel.

Kjære Ven! – Tak for Deres Brev og for den Beredvillighed, hvormed De styrter Dem i mine Forretninger. Naar Seletøiet kommer, faar det vente til Hesten kommer, og saa faar vi se, om de passer sammen. Til Vognfabrikanten skriver jeg idag.

Jeg fik imorges en Avis – jeg tror, det hed Søndagsblad – fra Deres Hr. Fader, hvori den ellers saa korrekte Justitsraad ganske mod Lov og Anordning havde skrevet flere Linier. Vil De hilse ham og sige, at den vrede Mand i Stavanger Amtstidende er en Pastor Bugge, som alt tidligt har taget mig i Beskyttelse. Men han var bedre før, – da kaldte han mig: en Pestbyld paa det menneskelige Samfund!

Idetheletaget er jeg meget fornøiet med Gift; her er vist et almindeligt Raseri. Men jeg vilde gjerne høre fra Boghandelen, hvorledes Salget gaar? Floor her i Byen – de andre Boghandlere tør ikke sælge saa ugudelige Bøger som mine –, men Floor – den gamle Klodrian! han ordinerede kun 50 Exemplarer, som naturligvis gik i 5 Timer, og siden den Dag – det er nu vel snart 3 Uger – har der ikke været et Exemplar at opdrive i Byen. Jeg er baade sint og ærgerlig; kunde det ikke gaa an at sende ham 50 Exempl.? – jeg er ialfald ved næste Bog bestemt paa at kjøbe l00 Exemp. og lade Floor faa dem, naar hans lille Klat er færdig; det er altfor galt: Digterens Fødeby – 23,000 Mennesker og saa – 50 Exemplarer!

Men ellers er alt vel herhjemme, jeg har gjenfundet min Plads blandt Slægtninge og Venner og hører ikke et Ord Literatur. De onde Tunger i gode Venners Munde kunne gaa tilro: jeg kommer ikke snart tilbage.

Men vi tænker og taler ofte om vore gode Venner, og deri blander sig jo en Længsel efter at sees igjen, og forsaavidt kan de onde Tunger have Ret.

Vore hjerteligste Hilsener til Dem og alle Deres

venskabeligst Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! Tak for dit Brev – specielt for din gode Ide at sende Glestad min Bog. Ideen har jeg ikke endnu kunnet udføre, da Floor – den eneste Boghandler her, som tør sælge mine Bøger – ikke havde vovet at ordinere mere end 50 Exemplarer, og de gik strax; – senere – 3 Uger – har denne dygtige Forretningsmand ikke kunnet skaffe et eneste Exemplar fra Kjøbenhavn!

Du kan sove roligt for din Søstersøn: han skal saamænd ikke svare Bladlusene. Det har moret mig, ja det har virkelig næsten moret mig saa galt som det er, at lille Hansen siger til Jonas Lie, at hvis han vil være norsk Forfatter, saa bør han – det er hans Pligt at vide, hvilken liden Hansen det til enhver Tid er, som bærer Ansvaret – tænk hvad Sproget maa lide ved saadanne Kombinationer! – bærer Ansvaret for det, der staar i Dagbladet om Literatur. Jeg famler efter et Ord og gaar ud, forat se paa et Tordenveir, som Jens siger staar over Lifjeldene.

Der var ikke noget Tordenveir, og jeg fandt hellerikke noget Ord til lille Hansen; han faar gro i Fred.

[…]

Jeg har en Masse Breve at skrive. Farvel saalænge; lad os dog prøve at holde Liv i vor Korrespondence. Hilsen fra alle til alle –

din Alexander.


 Erik Skram.

Tak, kjære Ven! for dit varme Brev ovenpaa Giften og for Hilsenen, som jeg herved bringer dig tilbage fra alle. Vi er her omtrent alle, men vi have ikke de gamle Ansigter, ikke den gamle Latter. Ak! her vilde for dine Øine være meget forandret og dog! – kom du eller et andet Paaskud, saa tror jeg, det lette Kiellandsblod glemte alt og Glansen fra fordum vilde være der igjen – for en Tid. Det værste er, hvad du jo tildels ved, at Onkel Axels Pengeforhold er i den vildeste Uorden; det ligger over os alle og forstemmer vore Sammenkomster. At Axel Sømme gaar om og sukker med sine Accepter, beholder jo altid en vis Komik ved sig; men sandelig, det maa ikke være godt at være Handelsmand i en By, hvor alting med et falder sammen, og hvor de faa, der ere solide, og i hvis Hænder Bankerne ere – naar disse ikke ville bruge Maadehold, men snarere synes tilbøielige til at lade Ruinen gribe om sig, forat staa ganske alene. Det er en Jammer at se Værdierne falde; Børsen ser ud som Betlere, der mødes til Begravelse; naar jeg undtager vore nærmeste, er der ikke en velklædt Person i Byen, og uagtet jeg ingenting eier, er jeg en af de faa Rigmænd, som ingenting skylder. Men værst af alt er det næsten at se den Demoralisation, som Nutidens Konkursforhold føre med sig; de elendigste, skamløseste Trakasserier – Auktioner, hvor Opbyderen selv kjøber af sig selv uden andre Penge end Gjæld, Sagførere, som hjælper og dækker over – og Fallenterne selv! – uden Skam, uden Anger – kun betænkte paa at rive til sig Smaastumper af de Millioner, de have sølet bort for sig og andre! – Det er det værste og det har grebet mig dybt og pinligt.

Men ved siden af alt dette, og naar man ikke just tænker paa den Fare, som endnu hænger i Luften, saa er her deiligt som altid; Andreas og jeg gjorde en Tur paa 6 Dage over hele Jæderen – ja det har du ikke oplevet; men tro mig: hvad du saa af vort Liv, er blegt og fattigt mod saadan en Fisketur. Vel er du en Damernes O.A.E.: men du er ogsaa saa meget Mandfolk, at du vilde sætte Pris paa Kyllinger og Champagne efter en hel Dag i fri Luft langs Havet eller i Elven med blanke Lax, Fugleskrig og Solskin udover Landet!

Godnat – kjære Ven! – jeg sender dig Hilsen fra Klippen og de smaa Rullestene – og fra

Din hengivne Ven Alexander L. K.


 Viggo Drewsen.

Kjære Konsistorialraad! Deres over al Maade vigtige Brev har bragt mig paa den Tanke, at der er gaaet en Erik Bøgh tabt i Dem – De ved, jeg pleier at ærte Deres dedicerede Kone med denne Danmarks mest fremragende Mand. Jeg vil ikke trætte Dem med Komplimenter for Deres Skildring af Collinerne i Stranden, og jeg vil fremfor alt jo før jo heller forlade denne spøgefulde Tone, som er skjæbnesvanger for den, der ikke utvunget formaar at tumle med Humoren. Saamegetmere som jeg er trist og ængstelig, efter at have læst i en dansk Avis, at det er saa daarligt med J. P. Jacobsen.

Kjære – skriv, hvis De ved eller faar vide noget. Ikkedestomindre og trods alt fornemmelig paa Grund af Fruen – det vil sige: Deres – velkommen! – sig til den dedicerede, at hun ikke behøver at skrive et Ord, naar hun bare vil komme – ja De følger jo med, det kan vel ikke være anderledes? Jeg forsikrer Dem paa, at her er vel værdt at færdes nu i godt Veir og Sommerdag. Det er en Natur saa eiendommelig, men saa stor og ren, at man formeligt skilles fra hver Dag, naar Solen gaar ned, som fra en Ven, man kan huske længe efter. Desuden har jeg sat mig i Hovedet, at jeg ikke kan skrive nogetsomhelst, før efterat I have været her. Hvis De altsaa ikke vil lade mine uskyldige fire Smaa omkomme af Hunger, maa De komme jo før jo heller. Men tag Paraplyer med, for vi har havt saa meget Sol til nu, at jeg aldrig tror, der kan være meget tilovers for vor resterende Sommerconto; men Regn er ogsaa en skjøn Ting – det vil sige norsk Regn! – altsaa velkommen! – sig snart, at De er parat, for Sommeren er kort og saa sner vi inde.

Det var sørgeligt med Victor M. Tingelingelingel! men jeg tror næsten, det var gaaet en saadan Mand ligedan herhjemme.

I den Henseende har jeg gjenfundet mine Arbeidsfolk uforandrede – ja værre. Men alligevel er her usigeligt bedre end hos Jer, for her er Misfornøielse – overalt, og det bliver der noget af! – – – her skulde de Danske havt en Overhaling; men jeg mindes Tractaten og bryder ikke Freden.

Hils nu endelig de gamle Collins og de unge samt Deres Dediceria og modtag selv et overlegent Nik fra

Deres vel bevaagne Alexander.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg har modtaget dit Brev med indlagt Kvittering og griber Anledningen til at bede om Undskyldning, hvis Mægleren sendte dig norske Pengesedler? – jeg var nemlig i en gruelig Fart for en Fisketur.

Det glædede mig meget at se baade af dit Brev og af selve Social-Demokraten, at Efterretningen om J. P. Jacobsens Sygdom var uefterrettelig. Naar han nu bare fik et bedre Værelse i Byen. Jeg skrev forleden til ham og skriver vel snart igjen; men ser du ham, saa hils ham endelig hjerteligt fra mig.

Du ved, jeg beundrede allerede ved første Akt den – hvad skal jeg sige? – den Elskværdighed, hvormed du tog imod og optog mine mange Forandringer i Smaatingene; det var noget, netop jeg maatte beundre, for du ved, hvilken stridig Prip jeg er, naar det gjælder Rettelser eller Ændringer i min Stil. Jeg hører nu, at du ogsaa i de andre Akter har fulgt mig paa Foden og det rører mig. Men det var yderst skidt, om jeg skulde have forkortet for stærkt. Det faldt mig aldrig ind; jeg syntes, der maatte være Overflod at skjære af, med 4 Akter og tilogmed Tæppet ned en Gang i 4de. Jeg vil aldrig tilgive mig selv, om jeg skulde være Aarsag til, at vi gik glip af Helaftensberegningen; det vilde ærgre mig helt ned i Pungen.

Vi lever alle godt og landligt – ganske efter din Smag. Jeg har bestemt mig til at hvile og ikke skrive nogen Julebog; dette er ligesaameget grundet paa, at jeg er lidt træt af den Kiellandske Stil og Metode som paa min kjærlige Omsorg for Kritiken og Publikum, – begge blive nemlig altfor vigtige, naar de faar formeget at rutte med; naar jeg havde rigtig god Raad, vilde det være mig en stor Svir at blive «savnet»!

Men det var ubetinget en Fornøielse at læse din Broder om «Gift», andet har jeg ikke seet fra Danmark – hellerikke savnet.

Beate har faaet Zolas Roman og sender sin forbindtligste Tak og Hilsen. Har du tænkt paa de tyske Scener? – paa Capitaine v. Sarauw? eller paa ingenting? –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad Hegel!

Tak for mange venlige Hilsener (ulovligen) anbragte paa Aviser; jeg havde ventet paa et Brev; men jeg tænker, De har havt travelt, og at der om Bogen ikke har været stort at sige; jeg haaber, Salget gaar omtrent som sædvanligt? Synes De ikke, at Brandes’s og mit Skuespil tager sig noksaa godt ud? han skrev forleden, at det snart var færdigt fra Trykken. Naar De skriver til mig, maa De endelig være saa snil at fortælle mig lidt om, hvad der var iveien med Bjørnsons Hanske. Min Søster Kitty, som er herhjemme paa Studiereise, har forklaret mig, at selve Stykkets Ide er udramatisk; men er det muligt, at en saa gammel Kunstner kan tage Feil. Det gjør mig oprigtigt ondt for ham; Bjørnson trænger mere end nogen anden til en god Bog – i enhver Henseende – ogsaa i økonomisk, efter hvad jeg hører. À propos om Økonomi! jeg har taget den Bestemmelse ikke at skrive nogen Bog til Julen. Baade min Stil og jeg selv trænger til Hvile; jeg vil læse et halvt Aars Tid og færdes omkring i den frie Luft, saa skal jeg have en frisk, ny Bog til Sommeren 84. Og desuden maa jeg oprigtig og uden al Beskedenhed tilstaa, at mine Bøger er for gode til at fremkomme i saa tæt Følge, at Publikum bliver uopmærksom og Kritiken vigtig. Men derved mister jeg en Indtægtspost, jeg havde gjort Regning paa til Jul, og jeg ved ikke, hvad mit Samarbejde med Brandes vil kaste af sig. Min Conto hos Dem har i de siste Aar gaaet op i 10–11000 Kroner, og med en Julebog var jeg ogsaa iaar naaet saa vidt, men nu har jeg jo oversteget mit Tilgodehavende hos Dem ikke saa ubetydeligt; Vogn og Sæletøi vilde jeg ogsaa bede Dem betale, saa der maa vel hengaa en Tid med nye Oplag, inden jeg kommer paafode. Hvad jeg har herhjemme, er ikke stort; men jeg har hidtil klaret de ikke saa smaa Udgifter ved Flytning og ny Arrangering af min Husstand. Imidlertid ere Tiderne her saa elendige, at man kvier sig ved at bede Folk om at faa sine egne Penge udbetalt – om Laan er der ikke Tale, og derfor forudser jeg, at det ikke vil vare længe, inden jeg trænger en fast Indtægt som Grundfond. Nu har jeg tænkt mig Sagen saaledes: I Kjøbenhavn hævede jeg hos Dem mindst 1000 Kr. om Maaneden, hvorved jo ogsaa min Indtægt tilslut blev overskredet. Men en 8 à 10,000 Kroner om Aaret vil jeg dog endnu forhaabentlig i mange Aar kunne regne paa hos Gyldendal, selv om jeg kun skriver en stor Bog om Aaret. Altsaa foreslaar jeg – eller rettere sagt: jeg beder Dem om at gaa ind paa dette Forslag: De sender mig den 1ste i hver Maaned 500 Kr., hvilket udgjør 6,000 Kr. om Aaret, og saa haaber jeg, at det ikke vil vare saa længe, inden min nuværende Debet hos Dem er dækket. Vil De være saa snil at overveie mit Forslag og lade mig høre Deres Mening.

Vi lever alle godt og tænker ofte paa Danmark; men vi høre lidet fra vore Venner, det er jo ogsaa Sommertid; vort Hus er nydeligt, og vi har havt noksaa godt Veir; men Beate paastaar rigtignok, at der var varmere i Danmark. Vi sende alle vore kjærligste Hilsener til Dem og Deres.

Deres hengivne Alex. L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – Deres Brev af 17de Juni er virkelig kommet bort. Jeg har ikke hørt et Ord af alt det, som De fortæller stod i hin Skrivelse – enten det nu er dansk eller norsk Postforsømmelse. Det er meget ærgerligt og tillige ængsteligt; ingen kan jo vide, hvad Forviklinger der kan opstaa i Verden, naar ikke Breve kommer frem. Jeg skrev strax til en anden god Ven i Danmark, hvis Taushed længe har foruroliget mig; kanske er en hel Postdag bleven borte for mig; hvad kan der ikke have været af ondt og godt? Men modtag min Tak for Deres venlige Skrivelse af 12te August, som det har været mig en stor Fornøielse at modtage. Jeg takker Dem ogsaa, fordi De saa beredvilligt gik ind paa mit Forslag angaaende Pengene, og jeg beder Dem være overbevist om, at ethvert Arrangement, De vil træffe med Hensyn til Forrentningen af Forskuddet, vil vinde mit Bifald.

Jeg glemte i forrige Brev at tale om de 50 Exemplarer, jeg engang fik af «Gift». I et Brev til Deres Søn forklarede jeg vist Grunden; og jeg havde den Satisfaktion at faa min Bogpakke en Uge før Floor. Denne Forret ningsmand lod altsaa 5 Uger hengaa, inden han kunde sælge Bogen efter de første Salg. Jeg overlod mine 50 til Floor; men end ikke denne ædle Handling syntes at gjøre Indtryk paa ham; han sagde bare, at det var altfor mange!

Vi lever fremdeles alle godt og Beate og Børnene sende sine beste Hilsener. Vi havde igaar den Glæde at se de første af vore danske Venner i vort Hus – rigtignok kun 10 Minutter. Det var Jonas Collin med Frue, der i Telegram havde underrettet os om, at de passerede Stavanger paa Reise til Bergen. Vi havde kun en Time at disponere over, saaat vi netop fik kjøre herud til Stokke, se Værelserne, drikke et Glas og saa til Byen igjen, hvor Dampskibet ventede. Saa kort som det var, glædede vi os dog alle, og de Smaa gjenfandt sin danske Tunge; de har ikke talt et Ord dansk, siden vi kom hjem; men saasaare Jens hilste Jonas Collin, sagde han strax Goddæ! Gid ret mange af vore Venner fra Danmark vilde besøge os; vi føler mer og mer, at vi har efterladt os en stor Kreds kjære Mennesker, som vi savner. Dette maa ikke opfattes, som Begyndelsen til en Følelse af Længsel efter Kjøbenhavn – jeg maa udtrykkelig gjøre opmærksom herpaa, eftersom Jacob skrev, at mange af vore Venner spaaede os en snarlig Tilbagevenden til Danmark. Nu – vi kommer ikke tilbage for Alvor; men vi glæder os hvergang vi se en dansk Ven, og Fjernheden begynder allerede at gjøre dem alle mere dyrebare.

Hilsener til alle Deres og til Dem

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg har at takke og kvittere for modtagne 1,000 Kr.

Beate og jeg reiser en liden Tur til Hardanger og Bergen. Man fortæller her, at Skram er i Bergen, og hans Navn nævnes sammen med den overordentlig skjønne Fru Müller, hvis Bekjendtskab jeg ved, han gjorde ifjor hos B. B. – Løse Fugle er der mange af udi Kunst og Literatur og det forekommer mig, at de, som flyve til venstre Side, ere de vidløftigste. Maatte en blid Skjæbne holde sin Haand over min Moral!

Modtag vore beste Hilsener

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! Jeg formoder, du faar arbeidet godt; thi jeg ialfald synes, her er et herligt Veir; men jeg hører, her er nogle Malkontenter, som siger, her kunde være bedre. Naar Solen gaar ned, beklager jeg dig, at du skal være kommen bagom den fordømte Løen til han Tarald, men ellers misunder jeg dig mangen Gang. Det skulde være en fortrinlig Baggrund af symbolsk Virkning i en Bog – den Gaard, hvor Sandet gror over; det bliver vist engang brugt; thi Indtrykket fra hin Morgen er saa stærkt i mig, og da pleier det gjerne at komme frem. Ellers har jeg bestemt ikke at skrive nogen Julebog. Jeg er – oprigtig talt – lidt træt af mig selv, og dertil synes jeg denne Gang – ved Gift – at spore en Træthed – en Overmættelse i Publikum. Bogen er langt finere end de fleste har seet – mener jeg, og det var et Uheld, at den i den almindelige Bevidsthed kom til at staa ved Siden af et Stykke Landevei – saa fladt og bentfrem som Livsslaven. Forresten ser jeg «Gift» anderledes end de andre, da jeg altid betragter den som 1ste Del af en stor Roman, som jeg kun skimter.

Otto Sinding har underrettet mig om, at han har sendt til Stavanger Kunstforening det Maleri, han har malet efter mit Forslag – den surøiede Mand i Arbeidsfolk. Naar det kommer, skal jeg underrette dig, hvis det er seværdigt; forresten kommer det vel til at hænge en god Stund. Havde jeg nu bare ikke kjøbt det store Billede af Hans Nicolai, saa kunde jeg kanske kjøbt dette. Men baade er Prisen sandsynligvis høi, og dernæst ere Sujetterne, Grupperingen af Personer tilvenstre i Forgrunden og Hede tilhøire – ganske den samme i begge Billeder. I en saa ubetydelig Samling, som min Malerisamling altid vil blive, vilde to store Billeder saa lige hinanden være trættende; men lad mig nu først se det! Iovermorgen har vi en liden Herremiddag for Bøgh – vil du komme og spise dig mæt og drikke dig en liden Taar over Tørsten? Hils Kvalbeifolket! – Gutterne og Baby er i Skolen. Beate hilser.

Din Allik.


 Otto Borchsenius.

Kjære Ven! Tak for dit venskabelige Brev af 29d f.M. og for dine Hilsener; det er desværre ikke alle vore gode danske Venner, som vi har hørt fra – endnu; men det kommer vel, naar Sommeren er over. Jeg skriver selv en Mængde Breve – synes jeg –; men det er som at saa med daarligt Frø – der spirer ikke af dem alle.

Ellers har jeg – desværre baade for dig og mig, for Henrichsen og for hans nye Kompagnon – ingen Verdens Ting at bestille; jeg vil ikke skrive før til Vaaren – en stor Bog; og der kommer ingen Presenter til mig som før, da der faldt mig en Novellette i Skjødet, uden at jeg vidste af det. Jeg er som en Blomsterelsker, der er bleven Handelsgartner.

Vi fryder os alle ved en jævn og stille Sundhed; ligefra Else og opover trives vi alle godt, vort Hus er nydeligt – vi bor tilleie –, her er fredeligt og smukt; de tre store Børn kjøres til Skole med vor nye Hest, – en rigtig firkantet stiv norsk Hest – og her er stille og øde til Klokken to; saa gaar Eftermiddagen med alskens landlig Syssel og saa soves der efter en stavangersk Maalestok. Kun Baby er oprigtig nok til helt ud at bekjende, at hun længter til Danmark; hendes Moder er vist nærmest enig med hende; men de to Gutter og jeg holde os som tapre Nordmænd. Alligevel kan jeg nok tilstaa, at jeg savner mange danske Venner; de vilde Samtaler om Lørdagene var mange Gange noksaa nyttige; her er jeg – trods alt Slægtsvenskab – saa ganske alene; og naar jeg vil tale om literære Sager, har jeg en Følelse af, at man antager det for etslags Blæreri. Men her er Ro og en herlig Natur, som jeg aldrig blir kjed af. Bare at jeg kunde finde paa en liden Ting for Eders Julenummer; der maa dog for Fanden! falde mig noget ind før Jul! – Jeg skal gjøre, hvad jeg kan; men min Forfatterhalvdel er ganske uafhængig af min Konsulhalvdel og begge ere vi meget uafhængige.

Beate og Børnene sende dig venlige Hilsener; men husk paa, at de Smaa’s Hukommelse er saa kort; lad os derfor ofte høre fra dig, det vil bestandig være os kjært.

Modtag ogsaa min venskabelige Hilsen

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! saa lang Tid er der gaaet, inden jeg kom saa vidt, at jeg atter knytter vor Korrespondences Traad – qvod felix! Jeg har vistnok havt mange ledige Stunder, efterdi jeg ikke bestiller det minste Gran; men mit Hoved har havt saa meget at gjøre med at inordne sig i alt det hjemlige, som var blevet halvveis nyt. Naar man desuden er vant til at have lidet at bestille, er det ganske besynderligt, hvor Smaating ere besværlige, – især før man tager fat paa dem; og jeg har været ganske opskjørtet med mine Børns Skolegang, med at kjøbe Hest og Vogn og hundrede af disse Smaating, som min Hjerne slet ikke taaler nu længer.

Forøvrigt havde jeg heller ikke tænkt at skrive noget før Jul, det vil sige: saaledes talte jeg underfundigen til mig selv; idet jeg dog bestandig haabede, at en eller anden Ide skulde komme over mig og sætte mig i Fart. Men det ser ud til, at der kommer ikke nogen, og derfor indskrænker jeg mig til stødvis at tænke paa den Bog jeg vil skrive, Fortsættelsen af Gift. Netop i disse Dage begynder jeg meget at savne Selskabet i Kjøbenhavn – ved de nye Bøger. En Hanske maatte jeg rigtig le af: han har truffet nogle brandkydske Damer i Paris – deriblandt min Søster, og gjennem store og skjønne Ord har han saa – midt i Paris! faaet denne Ide om det kolde Kalvekjød – om unge Mandfolk, der ved Isomslag bevare denne dyrebare Skat, for ingenting at se eller vide om det morsomste i Verden, førend en Præst har lagt dem ved Siden af et ligesaa «rent» Stykke koldt Kalvekjød til Slægtens Forplantelse. Der er Mening – udmærket god Mening i din Brors Besøg: at Mandfolkene faar opgive dette Bizarreri med Mødommen og tage tiltakke med en oprigtig Kjærlighed, hvis de kan vinde den. Men disse store Ord – hele dette Helvedes Rabalder – og saa? – saa er det hele saa vanvittigt anlagt, at selv en gammel Mester maa ende med saadant noget forbandet Forsoningsskidt som de to fremrakte Hænder. Det kommer nu forresten ogsaa af den usalige Dramatiseren; man tør ikke – kan vist ikke Ansigt til Ansigt med et fornuftigt Publikum prædike det kolde Kalvekjød helt tilende. – Galleriet ialfald – vilde falde ned af Latter – i en Bog lader større Fordringer sig stille; der kan man, om man vil, lade alverdens Elendighed flyde af de Misbrug, som ganske vist findes i disse Egne; men naar man maa ende med de fremstrakte Hænder, saa skal man lade fare de store Ord og ikke – som I sige paa dansk – slaa op større Brød end man kan bage. Det er nu en Del af min Mening, og – som sagt – jeg savner nu meget min Kreds i Kjøbenhavn. Lad mig høre nogle Ord fra dig, er du snil. Nu kommer ogsaa Schandorphs Bog om dig – ser jeg; det kommer vel med for mig, der – som du ved – er en saa ivrig Læser. Forat du ikke skal glemme mig i den Retning, saa vid, at jeg ikke har læst Romulus og nu først for første Gang læser Macaulays Englands Historie i en rædsom dansk Oversættelse, og skriv snart nogle Ord til din hengivne

Alexander L. K.

Beate sender sine venligste Hilsener til din Frue og til dig. Formeld ogsaa min venskabeligstærbødigste Hilsen for Fru Brandes.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

[…] Det er rigtig meget venligt af Dem, at De giver lidt Underretning om vore udenlandske Venner; thi der er saa faa, som opfylder Skrivepligten. Det er ogsaa morsomt for mig at se, hvad mine Kollegaer hist og her bestiller; skjønt jeg maa tilstaa, at det klør mig lidt i Fingrene, naar jeg ser Bogskyen trække sig sammen mod Jul og jeg slet ikke er med. Maatte jeg blive inderligen savnet!

Af de nye Bøger har jeg kun faat Tag i Schandorphs – Floor er et Asen –, og jeg begynder at føle, hvilken Ørk jeg bor i, naar det gjælder Literatur. Thi da jeg var i Danmark, talte hele min Omgang saa meget om Bøger, at jeg slet ikke følte Trangen til at læse; her derimod, hvor ingen taler, trænger jeg til at læse. Enhver Bogpakke vil derfor hilses med Glæde. À propos om Glæde! De kan tro, Beate var glad over Viften; det er virkelig ogsaa et Pragtstykke. Vognen er ogsaa kommen og fuldstændigt tilfredsstillende i alle Dele. Idag har den faaet sin Daab i en forfærdelig Storm med Styrtregn; det var en Fornøielse at se de 3 store Smaa stige ud saa tørre og varme som af en Stue. De maa hilse Jacob og takke for hans Uleilighed. Da nu endelig Heste- og Vognspørgsmaalet er løst og hele Huset i god og fredelig Gang, var der intet iveien for at arbeide. Men jo længer man har været doven, desto større Tiltag er det at begynde. Imidlertid trøster jeg mig med, at en længere Pause vil gjøre baade Forfatter og Læsere godt.

Af Garman & W. paa Scenen lover jeg mig neppe for meget; det er ikke godt nok til at kunne overvinde Kjøbenhavnernes Afsky for Dr. Brandes, og udenfor Kjøbenhavn – ingen Penge; – og Pengene var jo i det Tilfælde det væsentlige for mig.

Det hele Hus med stort og smaat sender Hilsen til Dem og Deres.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! Jeg er overtydet om, at du i dette Øieblik sidder og skriver til mig; men det faar være det samme, det er bedre, at Brevene krydse hinanden end om de skulde uddø. Og nu har vi ikke hørt fra hinanden paa lang Tid. Af Aviserne ser jeg, at G. & W. rykker frem paa det kngl. Theater; men jeg er endnu halvveis bange for Skuespillernes Intriger. I Bergen var en stor Del Borgere «forfærdede» over det. Det er ubegribeligt, men sandt, og jeg er vis paa, at Fru Emil Poulsen vil forfærdes, og Fru Emil Poulsen raader for den danske Skuespilkunst. À propos! det var en munter Fyr, som vilde have dig og P. Hansen sammen til Censores!

Det eneste, jeg er rigtig spændt paa med Hensyn til Stykket, er Sophus Petersen; er han der, saa er alt tabt. Forresten syntes jeg ved gjentagen Læsning, at Stykket er vel gjort og har baade Interesse og Fart. Ellers er der ikke meget at læse nutildags. Det er dog forfærdeligt, alt det Snavs, som trykkes; det er forskjellige Begivenheder, som fortælles mer eller mindre ubehjelpeligt; men ikke en Tanke, ikke et Ord af nyt eller af følt og seet. Og det mest kreperende ved dette er næsten, at man skal være Kollega mellem saadanne Forfattere – kritiseres, sammenlignes, bedømmes efter samme Maal som disse rutinerede Smørere, der ikke ejer en Gnist af Talent. Schandorphs Bog er jo naturligvis ikke saa slet; men den er dog et sørgeligt Tilbageskridt, fordi det viser, at han ikke har mere end disse tre fire Pølsepinde at koge Suppe paa. (En Hanske har jeg glemt.) Og saa har jeg – naar jeg tænker mig om – alligevel fundet en rigtig god Bog: Garborgs Bondestudentar. Jeg ved ikke, hvorledes det gaar Eder Danske; men paa mig har den gjort et overordentligt stærkt Indtryk af noget tilforladeligt og oplevet. Jeg kjender disse forkomne Fyre, «Fram» var fra 1867 ligesom jeg; han hed Fjørtoft og redigerede et vildt Blad, som hed Fram; men var desuden et ganske usædvanligt mathematisk Talent. Hele Skildringen fra Barndommen og til han – jeg mener nu Helten – gaar og sulter finder jeg næsten feilfri; men da vi efter hans kjedsommelige og halvklare Ophold paa Landet skal se alle de forkomne endnu engang og høre deres Vrøvl omigjen, saa er det forbi. Fruentimmer forstaar han sig nu aldrig et Gran paa.

Jeg finder den saa god som Röda rummet – som jeg forresten slet ikke husker klart; idetheletaget har Garborgs Bog glædet mig ved sin Kraft; der er noget af det moderne russiske ved den; havde han bare sat nogle Fruentimmer ind – Værtinder, Ludere – hvadsomhelst.

Det bedrøvede os, at Jacobsen var draget ind i sin gamle Hule; men der er vel ikke noget at gjøre ved det; han faar jo raade sig selv, og Værtsfolkene ere jo snille og vante til ham. Hils ham; jeg skal snart skrive til ham. Andet end Breve skriver jeg ikke; jeg gruer for den nye Bog og kan ikke faa Tag i nogen mindre Ide, som kunde sysselsætte mig, indtil jeg skal igang med den store. Her er trist og tungt høstligt – saaledes som jeg liger det; men alligevel er det altid min værste Tid.

Alle ere friske og hilse dig og dine.

Din hengivne Alexander L. K.


 Arne Garborg.

Hr. Arne Garborg.

Jeg sender Dem herved min ærbødige Hilsen og Tak for Deres Bondestudenter. Indtil han sultede og især Sulten var efter mit Skjøn en feilfri Fremstilling, ren og sikker Kunst og overordentligt nøie Kjendskab til Materien. Senere svækkedes jeg lidt af de mange Vrag, der lignede hinanden. – Fjørtoft var fra mit Aar 1867, og vi kjendtes en Stund; men De kan vel vide, det kunde aldrig blive til noget; jeg var rig, fin og forsigtig, og han var som De har skildret. Omtrent saaledes tænkte jeg mig vel ogsaa disse Menneskers Liv; men aldrig har jeg havt nogen Anelse om, at der i de Kredse virkelig ledes saa ondt og sultedes saa jævnt.

Deres Bog er en ægte Russebog – jeg mener saadan som de bedste nu skriver i Rusland; og ligesom jeg beklager, at jeg kun gjennem ufuldkomne Oversættelser kan trænge ind i den russiske Literatur, saaledes beklager jeg ogsaa, at Deres Sprog for mange er saa russisk. Det er underligt, og De er vel saa erkekjed af at høre det; men underligt er det, at De af Patriotisme stænger Dem inde, mens jeg – ogsaa af Patriotisme – af al Magt vilde ønske, at vort Fædreland fuldt ud fik Nytten og Æren af en Mand som De. Men Dem om det! – jeg vil ikke kjægle om den Ting, som De naturligvis er saa færdig med; jeg vilde byde Dem min Tak og et venskabeligt Haandslag.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Jeg sender herved bare den taknemlige Erkjendelse af modtagne 999 Kroner samt af min tidligere Debet 50 Kr.

Jeg har seet Sophus Petersen i Aanden!

Jeg er sort af Dovenskab.

Jeg er tom.

Alt er forbi.

Din forhenværende A. L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – det er en hel Serie af Taksigelser, jeg skylder Dem – for Telegrammet, for talrige Aviser og for Æblerne. Jeg pakkede dem selv op – det var sgu et helt Arbeide; Jens og Bodde var med og bar i kurvevis op paa Æblekammeret, som man nu kalder mit Klædekammer! under stigende Forbauselse, fordi det aldrig tog nogen Ende. Jeg kunde ikke rigtig tro, at al den Masse Gravenstener var fra Skovgaard; men det stod dog i Fru Julies Brev til Beate, og saa maa jeg vel tro det. Mange Tak fra store og smaa; saa fortræffelig Frugt faar man ikke ellers lettelig herhjemme, og vi lever høit med Dessert hver Dag, og Børnene faar et Æble med i Skolen.

Det kan de ogsaa trænge til – de arme Stakler, som skal ud Klokken 7 à halv otte, mens jeg ligger og sover, i Halvmørke og fygende Storm med Regn og Hagel. Der kan ingen uden en Vestlænding forestille sig, hvilket Vejr vi har og har havt. Saa meget Regn har selv jeg ikke seet, Markerne er Søer og Veiene Kanaler. Min nye Vogn er ubetalelig, skjønt jeg fra Fabrikanten hører, at De allerede har betalt den – Tak for det ogsaa! – den lider vistnok en slem Medfart i denne Søle og Væde, men den holder sig dog tæt, og jeg tror igrunden ikke, at den er saa tung. Derimod er jeg selv lidt tung, det vil sige tungsindig, fordi jeg ikke endnu er kommen igang med noget nyt literært Arbeide. Jeg gruer for at tage fat igjen og har en Afsmag for min egen Stil og Metode.

Over Evne gjorde et stort Indtryk paa mig; medens jeg finder En Hanske saa temmeligt mislykket. Begge falder saa underligt udenfor Rammen af Nutidens Literatur; det er som ny Vin paa gamle Læderflasker. Han er med sine Ideer helt fremme i de allerførste Rækker; men hans Kunst og hans hele Personlighed tilhører en Tid, som alt begynder at lugte gammelt; noget lignende falder mig ofte ind ved Ibsen. Over Evne er dog altid en stolt Bog; – ikke sandt? saaledes kan ikke de danske skrive?

Jeg antager, at De nu ler Deres godmodige Latter af mig, og med den vil jeg slutte for idag med de venligste Hilsener til Dem og Deres fra mig og alle mine.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! Du er en snurrig Fyr. Kan du ikke forstaa det: naar jeg – nedtrykt og mismodig over min hjælpeløse Dovenskab kun i korte Suk kan lette mit Hjerte, saa maa du strax sætte dig ned, trive Pennen og skrive rigtig lange og opmuntrende Trøstebreve. Det synes mig, du maatte forstaa, som er saa overhændig klog; men se! hvorledes du bærer dig ad? – aldeles som jeg bærer du dig ad: kortere og kortere Suk, tilsist det korteste af alt kort – et Kort!

Medfødt Vittighed er dog en skjøn Gave!

Hvad synes du egentlig om G. & W. – dets Skjæbne – mener jeg? – jeg gider ikke tale derom og du vist ikke heller; men jeg forstaar aldeles ikke, hvorfor det faldt i Kristiania.

Med Kjøbenhavn maa vi være tilfreds; gaar det endnu? og hvorledes? Svenskerne er det gamle servile Pak, vi alle kjende saa vel. Det norske Morgenblad, som vist udgjør den svenske Konges hovedsagelige Læsning, er Skyld i det; Kongen har sendt Bud, at her var Anledningen til at være dydig og uartig, – saaledes opfatter nu jeg det. Jeg har aldrig havt og venter mig aldrig andet end Ærgrelse fra Sverige; men kan du forstaa dig paa Kristiania? – ja det er jo halvveis svensk, det er vel det, som gjør det.

Hvad mig selv angaar, saa er jeg fremdeles i min tidligere Elendighed – uden en eneste Gnist af Lyst til at gjøre nogetsomhelst. Jeg kan ikke engang perte saameget ud af mig, at Ude og hj. kan faa nogle Linier til Julenummeret. Hva synes du? mon du ikke vil fælde en Taare ved denne knuste Harpe?

Indtil Baby saa har hun et bebreidende Blik, naar jeg maa tilstaa, at jeg ikke endnu er begyndt. Ak! det er altsammen de slette danske Bøgers Skyld! man kan jo ikke længer skrive midt i hele denne lurvede Bande af Klodrianer, som hverken kan eller vil noget. Der maatte ialfald findes paa noget nyt – frygteligt! – jeg ved ikke hvad; men jeg ved, at min Stil er mig væmmelig som en Luder.

Dette lange Suk kan du ikke besvare med mindre end fulde fire Sider, som jeg imødeser pr. omgaaende.

Hils Jacobi og sig, jeg skriver vist til ham før Jul. Kone og Børn hilse dig og dine paa det venskabeligste.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Holger Drachmann [konsept].

Du har sendt mig din nye Bog – Drachmann! – det vilde du ikke have gjort, om du havde kjendt mig bedre. Men det er paa en Maade min egen Skyld, idet jeg aldrig helt har vist mig i min sande Skikkelse for dig, hvilket igjen har havt sin Grund i, at jeg aldrig har troet fuldt ud paa dig. Og uagtet jeg i Grunden bestandigt har forudsagt det, saa har dit Fald dog rystet mig mere end jeg kan sige. Der er i en saadan fuldstændig Omsmeltning af en Person noget saa nedslaaende og haabløst for enhver, der har en Overbevisning, han elsker og kjæmper for; og der er tilslut ikke noget at stille op mod det bekjendte brede Grin man møder overalt: Rolig – unge Mand! løb først Hornene af Dem! – lad os tales ved om et Par Aar! – se nu Drachmann f. Ex. –

Dine Bevæggrunde have været gjennemsigtige nok; du er hurtigt kommen til den Alder, hvori man sætter Pris paa en Stilling for sig og sin Kone og for gode Udsigter med Hensyn til Børnene. Men naar du nu faar alt det gode, du venter – og det faar du vist, skal du huske, at samtidig voxer der en Slægt op, som vil foragte dig. Du kunde længer end nogen anden forblevet Ungdommens Sanger – selv om du med Aarene var bleven mildere i Tonen, ja selv om du tilslut var endt som en gammel A. Munch; men den, som gjør Munk af sig i din Alder, hans Sange vil ikke Fremtiden synge.

Og du narrer mig ikke med alle dine Skjældsord og Insinuationer mod den Livsanskuelse, du nu siger dig løs fra – eiheller med alt det ørkesløse Bulder om Liderligheden i Ostende –; thi du ved selv meget godt, at de alvorligste og retsindigste Kvinder og Mænd ere paa den Side, ad hvilken du nu spytter, at Udvæxterne paa Samfundet skyldes de gamle Sygdomme, ikke de unge Læger; og der maa absolut – det kan jeg aldrig tvivle om – der maa paa Bunden af din Bevidsthed findes noget, som siger dig, at du har handlet saaledes, at det er en Ynkelighed og en Skam for en gentleman.

Maatte denne Bevidsthed følge dig, naar du nu skal til at nedsvælge Viraken fra Skarer, hvis Værd du dog maa kjende, og maatte mine Ord gjøre et saa stærkt Indtryk paa dig som jeg haaber Thi du har ofte sagt, at du indrømmede, jeg var en uafhængig Mand, saa du kan ikke mistro mig som en af de sammenklumpede. Og om du end i de første Dage med Lethed svinger dig over «Larmen og Skraalet fra det Pak», du nu ikke har Skjældsord nok for, saa haaber jeg dog, det vil svie i dig med Tiden, naar det ærlige Arbeide seirer; thi du ved, at det maa seire, ligesaavist som du ved, at Hykleriet og Skjønhedsdyrkelsen har gjort Millionerne saa elendige, og de upper thousand saa selvglade i deres Stormandsgalskab. –

Selv Beate, som ligte dig saa godt, er forskrækket, og vi ved ikke ret, hvad vi skal gjøre med din venskabelige Julehilsen; jeg maatte jo sige min Mening, saa faar du tage den som du vil og kan, og saa faar du og din Kone tage vor Tak for godt Bekjendtskab og Resten overlader vi til Tiden.

Din oprigtige Alexander L. Kielland.


 Viggo Drewsen.

Kjære Onkel Viggo! Kjender De et Digt af Welhaven – myntet paa Wergeland?

Liden Goliat lod til at blive en Rise,
Filisterne gave ham Drikke og Spise.
Filisterne tænkte blandt meget andet:
«Nu har vi da faaet en Rise i Landet.»
Og hvor han gik frem med Bulder og Bram
Filisterne saa sig store paa ham.

Frem tren Goliat gram og bister,
Han var den største blandt alle Filister,
Da fik han et Ram, hvor Panden var bar,
Og faldt overende saa lang han var.

Filisterne tænkte: hvor kan det dog hende,
At saadan en Karl falder flad overende?
Men tretten Fod – det bandte de paa,
Var Risens Længde fra Top og til Taa.

Ja nu lader han sig maale der han ligger; thi nu ligger han dog – he? – og jeg sender Dem det Maal, jeg har taget af ham.


Jeg har skrevet dette Brev til Drachmann i min oprigtige Vrede, og jeg sender det til Dem, forat Deres Frue kan glæde seg, og De selv skamme Dem over de mange Gange, De har slæbt mig efter hans Triumfvogn. Ak! at jeg allerede skal være saa gammel, at jeg mister Beundringen for det geniale! – og dog! det er dog saa sundt og velgjørende – i Længden – at faa Maalene sat – de Maal, man skal lægge paa Slægten og dens Mænd, for ikke at miste al Lyst til Virksomhed i Skuffelsens ørkesløse Bitterhed.

Jeg har nu hvilet eller rettere ørsket saa længe; nu tager jeg vel fat snart; det bliver ikke noget Dommedagsslag – det har den Lange givet mig endmere Mistillid til; men jeg, som ikke behøver at være uærlig for at være lykkelig, jeg maa i Livets Længde dog kunne mure noget op, som staar og som jeg ikke tilslut faar Lyst til at spytte paa. Jeg er vemodig – ja sandelig er jeg saa! – jeg er vemodig ved at være – eller have været – Forfatter. – Beate indøver Børnene i Sange til Julen for Krybbebarnet og Englene; thi siden I ikke vil komme, fandt vi det ikke fornødent at indøve den om Leddet, som er af Lave, og Kong Christian.

Jeg antager ikke, at De læser ret meget af Juleliteraturen, og det gjør De Ret i; kun en Ting vil jeg bede Dem læse: Bondestudenter af Arne Garborg; det er virkelig en god Bog.

Men endmere vil jeg bede Dem skrive til mig; Tiden er saa bevæget, det trækker jo op til et frygtelig literært Uveir, og ingen giver mig Besked. Jeg har ikke engang læst første Bid mod Brandes i Dagbladet. Det Nummer af Bladet vil jeg bede Hegel skaffe mig, men hvis der kommer mere, eller hvis der overhovedet passerer noget, saa maa De sandelig huske os, som sidder saa langt borte. Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller bedrøvet over at være borte under Striden; jeg tænker, jeg vil være glad: ingen af Parterne huer mig helt, og herfra har jeg en passende Fjernhed, hvorfra jeg upartisk og bekvemt kan dømme og dadle som en Pave – og det klæder mig saa godt! Den egentlige Mening med dette Brev er – som De vel neppe forstaar – at bringe Deres – desværre! Hustru min allerømmeste Hilsen og Bøn om et Husvalelsens Brev; vil ogsaa De skrive, saa skal det hellerikke være Dem forment, men kort!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg skynder mig at faa skrive nogle Linier, mens Børnene ere i Byen, forat kjøbe Julepresenter; thi sidenefter bliver her vist ikke megen Ro at faa paa en otte Dages Tid.

Mange Tak for de 1000 Kr.; jeg modtog dem samtidig med Efterretningen om det store Falskmynteri og blev beroliget da alle mine Sedler vare norske. Det var dog en mærkelig Historie! – idetheletaget synes jeg, Kjøbenhavn har ventet med at blive rigtig interessant, til jeg var vel afveien. Se nu den store literære Strid, som skal til at brænde løs, – mellem os Hr. Justitsraad! jeg er glad, jeg er der, jeg er. Saadan Kjævl ynder jeg ikke paa nært Hold blandt mine Nærmeste.

Jeg tænker ogsaa paa Dem med Deltagelse, De, som allerede før havde nok at gjøre med at sondre Bukke fra Faar, forat holde Freden og Stemningen ved Deres Bord, nu er det endnu vanskeligere, og jeg tilstaar, at selv jeg som dog kunde klare mig nogenlunde, jeg vilde nu yderst nødigt være sammen med Drachmann. Jeg ved ikke, om De er enig med mig – Hr. Justitsraad! men jeg kan ikke sige andet, end at af en Mand, som har ført saa store Ord som Drachmann er det feigt og karakterløst at vende Ryggen til en hel Livsanskuelse med Skjældsord til alle og de laveste Insinuationer. Det har jeg ogsaa skrevet bent ud til ham; jeg er kjed af Borchsenius’s Forsoningssnak, og jeg følte Trang til engang at sige min Mening fuldtud. Nu skal der vel strides paa ægte dansk med Skjældsord, Afsløringer, gammelt Nag og falske Venneord, – det bliver ikke til Glæde for nogen. Jeg er mismodig; mine Herrer Kollegaer ere just ikke de fineste af mine Samtidige. – À propos! – jeg skulde nok gjerne seet det Nummer af Dagbladet, hvor Drachmann først gik løs paa Brandes; men lad det endelig ikke volde Bryderi, jeg ved, der er andet at varetage i Bogladen under Jul; men hvis De eller Jacob – hvis Tid jeg tillader mig at anse mindre optaget end Deres – vilde sende mig nu og da en Avis om Striden, saa var jeg meget taknemmelig. (Dagsavisen og Morgenbl. holder jeg.)

Vi lever alle godt; men vi har havt den Sorg, at Huseieren paa Grund af mange sammenstødende Omstændigheder er nødt til at begjære sit Hus for sig selv ved Leieaarets Udgang. Altsaa skal vi igjen bryde op den 1ste Juni – det er sikkert; men meget usikkert er det, hvor vi skal hen; her er saa nydeligt og alt er kommet saa smukt iorden, – og saa afsted igjen! Det er meget trist; men jeg siger til Beate: vi har havt saa faa Sorger; lidt maa der til!

Vore hjerteligste Ønsker for Dem og Deres i det nye Aar, og vor alles Tak for det gamle.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! Tak for dit Brev, saa velkomment i denne tause Tid, hvor ingen synes at have en Stund tilovers for mig, medens jeg dog saa halvt om halvt ved, at der foregaar triste Ting i Kjøbenhavn. Vi har saa ofte sagt – jeg har selv sagt det mange Gange: vi gaar en slem Reaktionsperiode imøde; men jeg har aldrig forestillet mig det rigtig nær ind paa Livet, hellerikke saa galt som det nu synes at ville blive. Drachmanns Fald var hæsligt – det hæsligste, jeg har seet, skjønt jeg jo var saa forberedt paa det. Men Bergs «Forræderi» – som de kalder det – oprører mig slet ikke paa den Maade. Vi vidste jo alle, at Forbindelsen: Grundtvigianer med radikal Fritænker var en foreløbig Nødhjælp – Kompromiser, Fortielser, Hykleri og alskens Elendighed, der følger falske uensartede Forbindelser. Det var til fælles bedste, fordi ingen var stærke nok til at føre sin Sag alene, og de havde nogle Sager fælles. Men saasnart en af Parterne blev – eller troede sig stærk nok, vilde den skille sig ved de uensartede Bestanddele. Eller tror du ikke, at om Kortene var blandede anderledes, vilde «radikal Fritænker» med største Sindsro have sparket den modbydelige Grundtvigianer ud og – jeg tænker – uden synderlig Hensynsfuldhed. Berg mener vel nu, han skal klare sig uden de andre, som visseligen ere ham yderst modbydelige; han bryder ikke med Venner – de tre Herrers Forhold ligner ikke Venskab; han svigter ingen Livsanskuelse, intet Princip; han arbeider som Politiker videre for sin Politik. Dette kan ikke kaldes Forræderi, – selv om det saa skulde vise sig, at Berg er i Ledtog med Erkeforræderen Drachmann.

Det gjør mig ligesaa ondt at høre, hvor du træller, som at fortælle, at jeg ingenting gjør; men mit Tilfælde er uden Sammenligning det tristeste. Jeg har været ganske uddød og ligegyldig uden Lyst eller Trang til at sige noget. Jeg tror virkelig, det vil gavne mig og opfriske min Indignation – alt det, som nu laves sammen nede hos Eder. Men jeg misunder ikke dig og de andre, som nu igjen skal skjældes og hudstryges – det er dog en forfærdelig lurvet By fra Top til Taa! Og saa Universitetet! – vil du ikke gjøre et Nummer af den Doktordisputats eller ialfald anvende den et eller andetsteds? – Jeg tror forresten, de gamle ere ligesaa gale hjemme; men vi har dog nogle unge Professorer, som ikke ere saa umulige – endnu; men hvem ved, hvad Tiden vil gjøre af dem.

Naar du vilde være saa snil at sende mig et og andet af den fiendtlige Journalistik nu om Dagen; jeg interesserer mig jo mere for Kjøbenhavn nu, da jeg kjender de agerende og selv er saa langt borte. Men allerhelst maa du skrive og formaa din Broder til det samme.

Dine moderne Mænd sætter jeg over det meste af, hvad du har skrevet; kanske mest, fordi jeg kjender Personerne. Edvard er brilliant; det var en stor Fornøielse at læse især om Drachmann; jeg har saa længe ærgret mig over denne danske Kjæmpe, hvis Ben vi dog alle vidste var det blødeste Ler. – Garborgs Bog er ogsaa udmærket. Jonas Lie’s er god, men usigeligt ubetydelig; havde han bare havt Mod til at vise sine ædende, forstumpede Embedsmænd som de nuværendes Fædre, saa var det blevet en Bog, nu er det en nydelig Roman om ingenting.

Glædeligt Nytaar for dig og dine fra os alle.

[Underskrift mangler.]

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.