Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1884

 J. P. Jacobsen.

Kjære Ven! – vedlagte lille Julebrev fra Pefert, som hun skrev med Belladonna i begge Øinene, finder jeg glemt i mine Papirer. Jeg sender det og Hilsen fra smaa og store. I disse – hos Eder – saa bevægede Tider skulde jeg gjerne ville sidde i Deres Restauration og afhandle Tingene – de falske Hundresedler og de falske Skjalde. Kan De ikke formaa Edvard Brandes til at orientificere mig lidt i Situationen – enten ved Brev eller ved udklippede Aviser; – tænk Eder! her er jo ikke andre danske Blade end Morg. & Dagsav. og dem holder jeg selv.

Imorgen reiser jeg for en kort Forretningstur til Kristiania og har i den Anledning Reisefeber og tusinde Ting at tænke paa. Vi lever alle godt og hilser.

Deres hengivne Ven A.L.K.


 Louise Drewsen.

Kjære Frue! Tak for Deres to Breve – baade for det sinte og for det maadelige. Det var uheldigt med det sinte, at jeg hele Tiden troede, det var Spøg og sad og lo af den Vigtighed, hvormed De efterlignede en falmet Dyds Alvor. Men saa skulde det jo være Alvor med Deres Skuffelse! Det er ikke godt at skrive om disse Ting til sin Kones Veninde; men naar De vil vide Besked, saa maa jeg jo svare: om jeg var «saadan», før jeg kom under Paavirkning af Brandes’erne? Kjære Frue! tænk Dem Luften i Garman & Worse – jeg mener i Bogen – i Skuespillet er den ufin, tænk hvorledes vi voxte op som fødte Kavallerer, godt saa vi ud, Tungen sad paa sit rette Sted, vi kom fra Omgang med Damer – Kousiner og deres Veninder, og vort Væsen – ja vort Navn havde en Charme for Kvinderne et Par Trin lavere i Samfundet, saa de faldt os i Armene – ja undskyld mig Frue! men ynder De, naar De skal være ganske oprigtig, ynder De virkelig Joseph, som lod Klædebonnet falde og flygtede nøgen? Jeg har aldrig i denne Retning gjort fuld Brug af mine Evner, det kan jeg trygt sige, jeg var tidligt og altid ideelt anlagt og saare samvittighedsfuld i Elskov som i Venskab; alt er gaaet stille af; men det maa jeg sige: skulde jeg istedetfor min Ungdoms Eventyr bytte Josephs Klædebon? – aldrig! jeg har været lykkelig uden at tage Skade paa Sjæl eller Legeme og uden at gjøre Skade; – en enkelt Gang, hvor jeg har gjort stor Skade, var Forholdet aldeles rent og ærbart. Er det da noget saa ravgalt i dette? – jeg forstaar ikke, hvad De græder over; er jeg Dem mindre værd, fordi jeg som et langt tyndt Spøgelse en og anden Gang har listet mig opad en Trap, som ikke maatte knirke?

Og saa spørger De med udsøgt Ondskab, om Pigebørnene skal opdrages i Faderens letfærdige Moral.

Dette Spørgsmaal er ligesaa ondskabsfuldt og ikke et Gran klogere end det Spørgsmaal, som for et Snes Aar siden mødte den, der talte om Kvinders Emancipation: «Kanske De vilde ønske Dem en Kone, som sad i Børskommitteen, medens De som Ægtemand sad hjemme hos Børnene og stoppede Strømper?»

Som Samfundet er maa man ruste sine Børn, ikke som man kunde ønske, det var. Jeg tror Kyskheden er overvurderet hos den kvindelige Ungdom og jeg venter, at den langsomt vil synke i Pris, medens den for Mændene vil stige, indtil der naaes en passende, gjensidig Fordragelighed.

Jeg kan næppe skrive iaften, da her er Børneselskab inde i Stuerne og tildels herinde; men jeg maa dog svare idag, da jeg reiser en liden Tur til Kristiania imorgen; lad mig se, at her ligger Brev fra Dem, naar jeg kommer hjem igjen; De kan vide, hvor jeg interesserer mig for Begivenhederne i Kjøbenhavn – især for Hemmelighederne. Mit Brev til Drachmann var vistnok ganske privat; men Deres nærmeste maa gjerne se det, da jeg paa en vis Maade er lettet ved at være af med ham. Hils den Uundgaaelige fra mig og sig, han kan gjerne skrive til mig om end hans Goliath er falden; jeg skal ikke yderligere pebre hans Hjertesaar.

Deres Alexander L. K.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! hvor det er Skam af mig, at jeg ikke har skrevet efter «Over Evne». Var jeg lidt kold for «Hansken», saa var jeg desto varmere anden Gang og det vilde jeg sagt dig strax; men – ja nu husker jeg ikke, hvad der kom iveien dengang. Senere har der været meget iveien – det vil sige: andres Sorger og Sorg for Andre. Jeg er endnu ikke kommen mig af mit Sindsoprør over Drachmanns feige Frafald. Om alt det andet bryder jeg mig Pokkeren: Berg sparker Brandes ud, ligesom Brandes vilde sparket Berg ud, om han havde kunnet; Georg Brandes staar forladt af sin Bande – det er mig altsammen temmeligt ligegyldigt; men ved Drachmanns Frafald er der noget uhyre pinligt.

Det pinlige er dette: naar skal den tage Ende denne Række af feige, beregnende Ynglinge, som skraaler op saalænge det klæder dem, for senere at vende angerfulde tilbage; hvorledes skal jeg siden i mit Liv kunne glæde mig ved en freidig Ungdom, der taler glødende for Frihed og Ret, ja – og det er det værste! – hvorledes skal jeg klare mig selv? – hvad skal jeg svare til dette: Tag det med Ro – unge Mand! vi kjender denne Iver, denne Opposition! men giv bare Taal, se for Exempel Drachmann! Her er det, hans bundløse Falskhed viser sig; han har nemlig spillet med vor Ære; alt, hvad der har en ærlig Overbevisning, har han forhaanet; lad saa være, at han bare er en Danske; der falder Skygge fra hans Nederdrægtighed over al Frihedsbevægelse i hele Norden. Nei – nei – nei! – det er ikke sikkert at stole paa disse Goliather med bløde Ben. –

Jeg har forresten aldrig stolet paa ham, dertil var hans Tone for falsk. Baade naar han forlystede Kjøbenhavnerne med sine Søndagsfiskere; og ikke mindst, naar han for løs paa Storborgerne med deres Grosserermiddage og Chateauvin, – hørte vi ikke, vi som ere fødte paa de Høider, den udenforstaaendes rasende Appetit; kunde man ikke forudsige den Dag, da Appetiten tog Overhaand – ja nu hviler han da ved Plougs Bryst; maatte han inderlig straffes og dø som han fortjener det belæsset med den unge Slægts Foragt. I Sammenligning hermed er den øvrige Misère for Venstre i Danmark ganske forsvindende; Hadet mod E. Brandes har mange og gode Grunde, og nu gaar det ud over begge Brødrene. Der er meget væmmeligt Hykleri og Misundelse i dette; men indrømmes maa det ogsaa, at begge de to Herrer ere herskesyge og utaalsomme.

E. Brandes har én god Side, for hvilken jeg aldrig helt kan slippe ham: han er trofast mod de to eller tre Mennesker, han sætter Pris paa i Verden – jeg mener Mandfolk; mod Kvinder anser jeg ham cynisk som en Pascha og falsk som Skum. Dette med de Danske optager mig stærkt – som du ser; forresten var jeg i forrige Uge i Kristiania, der var fælt – kan du tro! Taagen laa saa tykt, at man løb lige i Armene paa Friele, og oppe i Storthinget laa Vigtigheden saa tyk over alt, hvad der kalder sig venstre, at jeg blev ganske skamfuld og luskede af. – Vil du hilse Jonas Lie og sige, jeg skriver snart. Saa maa du ogsaa fordele Hilsener fra Beate og mig til din Kone, min Søster, Magda, og alle gode Venner. Og saa maa du tilblække mig nogle Linier, at jeg kan se, du haver ikke glemt mig.

Din hengivne Ven Alexander L. K.


 J. P. Jacobsen.

Kjære Ven! [uleselig] jeg hører, at det gaar Dem ikke synderligt godt […] det er meget trist at vide Dem alene med Deres mange Fortrædeligheder og […] uden engang at være istand til at opmuntre Dem […] ved at drikke Deres Cognac […]

Kommer der nogen [til Dem?] eller sidder De [alene med?] Deres bitre Chinin-kalk? Ak! kjære Ven! De burde fulgt med os; eller vi burde kanske blevet hos Dem. Her gaar neppe en Søndag, uden at Børnene holde et lidet Litani over de Lykkens Dage, da Jacobi laa under Viftepalmen og fortalte, – ja det var virkelig morsomme Dage og en skjøn Stue – den lange med Kaminen og mine kostelige Rubens’er.

Endnu har jeg ikke begyndt paa min nye Bog; jeg har ingen Tro til den. Men nu maa jeg snart begynde; det pleier at være paa denne Tid af Aaret, naar Juleferien er endt.

De kan vel tænke, jeg har været forskrækket over Begivenhederne i Kjøbenhavn; og jeg har ret ærgret mig [over] at saadant noget aldrig forefaldt [medens jeg] var der. Nu maa jo alt [staa paa] Hovedet; læste jeg ikke en Dag, at Deres lille Vodskov vilde udgive en Modbog til G. Brandes’s siste? Det er dog godt for Hegel – den gamle skikkelige Heire, at jeg ikke er tilstede, for yderligere at gjøre ham det broget, naar der skal holdes Middag, for nu vil ikke jeg spise med Drachmann, og nu vil Drachmann bare spise med T. Hansen og Kammerjunker Willemoes, – Heiren vilde snurre ganske rundt i Fortvivlelse; fortæl, om De nylig var der.

Ja – «fortæl» – det er nu saadan en Talemaade ved De! – Else kan endelig de allersiste Dage gaa alene; hun seiler nu fra Stol til Stol, falder, raaber Hurra og staar op igjen. Hun er saa smuk med blanke Øine og et stort krøllet gult Haar, otte smaa Tænder, rød Kjole og røde Strømper. De andre Børn ere derimod i Tandfældningens uheldige Alder, Baby er især skrækkelig uden Fortænder. Jeg venter dem fra Skolen; her er netop blæst op en Snestorm, saa jeg tænker, det bliver en sur Tur for Hest og Kusk. Bodde er desværre ikke af de flinke i Skolen; han er ligeglad og blottet for Ærgjerrighed. Igrunden har jeg aldrig ligt Skolelys; men besynderligt nok vilde jeg nok ønske, at mine Sønner var blandt de flinkeste, og det er dog noget Tøv; men jeg bliver saa gal paa Bodde, naar han med den freidigste Mine fremstiller sig til Overhøring uden at kunne et Ord.

Beate savner Danmark og plager mig med Beklagelser og generende Sammenligninger. Saa meget maa jeg ogsaa medgive, at jeg ofte og stærkt føler Savnet af literært dannede Menneskers Omgang; jeg vidste – oprigtigt talt – ikke, hvor langt selv mine beste Venner her staar tilbage i saa Henseende. Især er der en Ting, som forundrer og plager mig; det er disse Men neskers Respekt for det, som staar i Avisen; de største Uefterretteligheder, Løgn, Sludder og Rolp – de tror bestandig, «at der dog maa være noget i det, naar det saaledes kan trykkes». Det er til at ærgre sig kryl over. Til Vaaren tænker vist Beate at komme til Kjøbenhavn; og jeg haaber, hvis jeg kan faa Guttene placeret etsteds i Ferien, endelig at faa gjort min Reise til Island, – vi – Andreas og jeg – skal op og fiske Lax.

Beate hilser hjerteligt. Hav det nu saa godt De kan og glem os ikke.

Deres hengivne Alexander.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven!

[…]

Jeg er endelig begyndt! 3 Sider har jeg skrevet igaar og idag; det er ganske morsomt at være i Sadlen igjen, naar bare det gamle Dyr vilde lære sig nogle nye Kunster. Istedetfor at være vigtig skulde du derfor hellere glæde dig over de tre Schandorphske Citater, det er nyt i min Stil. Og hvad det angaar at skrive til Borchsenius, saa maa du betænke, at jeg er flere Uger bagefter Begivenhederne i Danmark med vor nuværende Postgang, saa det er ikke saa godt for mig at holde mig à jour med de Danskes Falskheder. Imidlertid gjør jeg, hvad jeg kan; saasnart jeg havde læst Drachmanns Ostende-Brügge sagde jeg vort Venskab op i rene Ord, og havde jeg læst Borchsenius’s Forsøg paa at holde fast paa Drachmann, havde jeg selvfølgeligt ikke skrevet til ham, – det synes jeg, du maatte kjende mig godt nok til at vide. Forøvrigt er jeg nedtrykt – næsten skamfuld over al den pludselige Elendighed dernede; jeg er glad, jeg er herhjemme, og ikke minst, fordi jeg har hjemme her. Alligevel skulde jeg give meget for en god lang Passiar i din magelige Armstol, saa du ret kunde afsløre og forklare mig baade, hvad der er skeet og hvad der nu vil ske. Jeg kan ikke tænke mig rigtig ind i Tingen; der er kommen nye Navne, jeg ikke kjender.

Jeg kan hellerikke faa i mit Hode, at din eller Hørups politiske Stilling kan være skadet eller forandret derved, at I ere fratraadt Bladet; eller er det saa? vil det vanskeliggjøre dit Gjenvalg til Forsamlingen? Jeg var netop en Tur inde i Kristiania, forat tale med de store Herrer om min Digtergage – som det kaldes her. Det var ikke noget paalideligt Indtryk, jeg fik af Venstre; vigtige vare de, og de saa ud som Alvorsmænd – der de gik og vandrede fra Rigsretten og gjennem de store Gange og Sale til den lille Præsident, som mellem os sagt gjør Indtryk af en rigtig poseur. Syg var jeg selv hele Tiden, og ikke har jeg stor Tro til, at der bliver noget af det hele.

– Mit Brev – jeg mener dette Brev har været afbrudt mange Gange igaar og idag. Igaar havde vi to Kortpartier – Beate er bleven gal i Whist – og idag har vi havt og har endnu en orkanagtig Storm, som bringer vort lille Schweitzerhus til at hoppe og pibe i en utallig Konsert af uhyggelige Lyd. Saadan en Kongens Nytorver som du forstaar ikke den ængstende Fornemmelse ved at skulle forestille Høvedsmand for et Hus fuldt af Børn og Fruentimmer – alene i svarte bælmørke Natten, naar Stormen hyler om Hjørnerne, Hagl pisker paa Ruderne og Tagstenene klapre mod hinanden, før de begynde at fyge af, og i Ovne og Piber brøler det som Ildebrand. Mit Aneroidebarometer staar endnu fra inat paa 71 – har du et, saa se og tænk! Naar du skriver – og det maa helst være strax –, saa fortæl om Jacobi, saa trist det er; og hils ham fra os alle. Beate hilser dig og Børnene dig og dine Smaapiger.

Din hengivne A. L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Jeg har modtaget og erkjendt Deres Opgjør for 1883; det var et magert Aar – kun en Bog og ingen nye Oplag. Og alligevel maa jeg bede Dem fortsætte med Deres liberale Forskud, som nu næsten udgjøre min hele Indtægt, idet Skibene og vore faste Eiendomme kun give et sparsomt Udbytte i disse daarlige Tider. Stundom er jeg helt beklemt over min Økonomi; men jeg trøster mig da med – og jeg er temmelig let at trøste i den Vei! – at engang faar jeg dog lidt Arv, og naar jeg er flittig bør jeg kunne fortjene henimod l0,000 Kr. om Aaret, iaar er det bare 7. Nu kan jeg da ialfald glæde Dem med, at jeg er begyndt paa den nye Bog. Det er en Fortsættelse af «Gift», og den skal hedde «Fortuna». Jeg maa være færdig før Sommeren; og saa mente jeg til Jul at udgive en harmløs Bog om Jæderen, smaa Naturskildringer, Jagthistorier etc. helst med Tegninger. Der bor paa Jæderen en dygtig Kunstner Ulfsteen, ham kunde jeg kanske bruge. Men det er jo langt frem; lad mig nu først faa Fortuna færdig.

À propos! – jeg var forleden Uge i Kristiania, forat tale med min Onkel Jacob Lange, som er Rigsrettens Præsident, – samt med de andre Førere for venstre (min Gud! hvor de Folk ere vigtige!) om en aarlig Erstatning for mit Tab ved Oversættelser, og da kom en Dag Boghandler Aschehoug til mig i Hotellet; jeg havde Bronchit og var saa hæs, at jeg næsten ikke kunde faa Lyd frem. Han havde hørt, at jeg havde forladt Gyldendal og var gaaet til Riemenschneider! og da nu Riemenschneider var gaaet overende, saa kom han – Aschehoug –, forat tilbyde mig sit Forlag. Lykkeligvis huskede jeg, at De havde vist mig hans Ordre for Gift: «60 Exemplarer, hvis Bogen ikke giver noget Anstød» – og saa kan De vel tro, han fik baade læst og paaskrevet – saa hæs som jeg var. Min Broder Tycho var tilstede og morede sig kosteligt; derimod saa Hr. Aschehoug ikke ud til at more sig.

– Mit Ærinde hos de store Storthingsløver fik jeg kun halvt røgtet paa Grund af den samme voldsomme Forkjølelse, som jeg forresten slæber paa endnu; men saa langt kom jeg dog, at Onkel lovede at fremsætte Forslaget, naar jeg vilde sende Ansøgning til ham; jeg vil nu prøve det, der er ingen anden Hindring end mit religiøse Standpunkt, men det har ogsaa meget at sige herhjemme; jeg kan opnaa 1600 à 2000 Kroner aarlig, hvilket jeg trænger til.

[…]

Den literære Borgerkrig i Danmark interesserer mig fremdeles. Jeg forstaar nu, at Brandes-ernes Isolering maatte komme; de ere for magtglade; men intet kan i mine Øine undskylde Drachmanns Brud med de Ideer, for hvilke han har skraalet høiest af alle. Men jeg vil ikke tænke mere derpaa, men passe mig selv. Jeg har sagt Drachmann min Mening og venter hans Hævn; jeg trækker mig tilbage og frasiger mig alt Samarbeide med Danske – det vil da sige med Undtagelse af den Gyldendalske Boghandel.

Vore hjerteligste Hilsener til Dem og alle Deres.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Anne Charlotte Leffler.

Til Forfatterinden Fru A. Ch. Edgren – f. Leffler.

Høistærede Frue! Tillad mig at gjøre Deres Bekjendtskab, forat jeg kan faa bevidne Dem min Beundring som Kollega i Kunsten; men mest, forat jeg kan faa takke Dem for Deres gode og freidige Mod, hvormed De udretter saa meget godt.

Jeg beder Dem give mit Portrait Plads i Deres Album og mig selv Plads i Deres Velvilje.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


 Jonas Lie.

Kjære Hr. Lie! Tak for Deres venlige Hilsen af 30te Dec. 83. Det er ganske sandt: jeg har gaaet længe – altfor længe – uden at tage fat; og jeg er begyndt uden den rette Lyst; det er første Gang, jeg finder det tungt og besværligt at følge med mine egne Tanker; her har regnet altfor vanvittigt, og jeg er bleven for fed. Jeg har derfor været og er inderst inde mismodig og indolent; der burde hænde noget, som kunde ryste mig op. Her foregaar for lidet – det kan ikke nytte at ville nægte det –, her er deiligt at være; men her er ikke Anregung nok for en, der har Ansats til Dovenskab og Fedtdannelse. Men tænker jeg saa paa det Bøle af Norske, der nu er i Paris, saa priser jeg dog min Ensomhed.

14 Febr. I de allersiste Dage har vi havt Solskin, og jeg har skrevet bedre; Aanden er nu næsten kommen over mig, og saa ved jeg, det bliver daarligt med Brevskrivningen. Og dog ligger her 10 ubesvarede Breve – allesammen fra Folk, der ere sine 4 Sider værdt! Ellers er det bare Moro at have mange Breve; jeg holder mange Gange mere af dem end af selve Vennerne; jeg er lidt doven i Samtale, indtil jeg bliver vild og rasende, og da træger jeg oftest bagefter. Et Brev kan man derimod tage, som man vil – enten gribe noget og tage det alvorligt; eller lade det gaa uænset, man ikke vil svare paa og knibe sig fra det hele ved Elskværdighed. En levende Mand er værre at blive af med; derfor elsker jeg Breve, men gaar gjerne med en liden Gru til en Samtale; til et Møde, hvor der tales, lod jeg mig ikke slæbe af en hvid Elefant!

Og da Deres lille Brev mest bare var en Nytaarshilsen, vil jeg opsætte med at skrive ordentligt til næste Gang. Jeg har glædet mig meget over Deres Familien paa Gilje; med min beste Vilje kan jeg ikke finde noget at udsætte paa den; De beundrer jo selv denne Embedsstand, hvis bundløse Lurvethed De kjender gjennem Generationer; og saa gaar De harmløs lige paa Randen af en flammende Satire. Men lad mig nu holde op; der er dem blandt mine Venner, som mener, at jeg har en Feil paa Forstanden i Retning af Embedshad; det er saamænd meget muligt.

Vil De hilse Kitty og sige, at hendes Brev maa nok ligge et Par Dage; men til Bjørnson maa jeg skrive idag eller imorgen.

Min ærbødige Hilsen til Deres Frue.

Deres Alexander L. Kielland.


 Georg Brandes.

Kjære Ven! Du vil nok le af mig – du, som har det saa ondt med Nerver og Fiender og Forelæsninger og Søvnløshed! du vil nok le, naar jeg siger dig, at jeg kun kan svare paa mine Venners Breve med faa Ord paa Grund af Fedt og Sovesyge. Men det er alligevel saa – jeg er nedsunken i en Dvaskhed, af hvilken kun Borgerkrigens Riflesalver vil kunne vække mig; – og det vil de kanskje; ja – her ser virkelig helt underligt ud: en død Stilhed hos Massen som foran en Ulykke, og saa en vanvittig og ørkesløs Kasten med Ord og Insinuationer i Pressen. Jeg medbragte desværre fra et kort Besøg i Hovedstaden et mindre godt Indtryk af flere af Venstres gode Mænd.

Der kan du selv se, hvor jeg er doven – jeg, som altid fremstilled mig selv som et Mønster paa en Brevskriver. Men netop i disse Dage er Fortryllelsen løst, og jeg gjennemgaar nu – saa godt det lader sig gjøre – en Carlsbaderkur, siden jeg iaar ikke kan komme derned. Jeg staar op 1/4 før 7 og spaserer en hel Time, spiser lidet og drikker Seltersvand med Bringebærsaft. Derfor har jeg ogsaa i 14 Dage aflagt 13 Pund i Vægt! og jeg ser l0 Aar yngre ud – siger man. Imidlertid er jeg ikke aldeles kureret; jeg kan falde i Søvn om Formiddagen midt i en vel overveiet Sætning af min nye Bog; derfor gaar det ogsaa meget langsomt med den; jeg har kun 4 Kapitler færdige, og selve Planen er heller ikke saa ordentlig udarbeidet som ellers. Abraham Løvdahl skal gaa nedad; men Erindringen om Moderen stiver ham dog op til en og anden Kamp, i hvilken han taber, hvorefter han synker dybere hver Gang og ender nede i det haabløseste Hykleri.

Vor Politik har endelig løst lidt paa de værste Knuder; jeg antager, at Selmers Fald – saa blødt som han endog faldt – vil være et Tegn paa, at Reaktionen maa forandre sit Sprog en god Del; og selv om det nye Ministerium ikke bliver synderligt liberalt, saa synes jeg dog, det meste er vundet, naar vi bare faar bevist, at Folket har faktisk en Magt, som Kongen modstræbende anser det for klogt at bøie sig for. Blandt de Høiremænd, jeg ser til daglig, har jeg mødt en slet Spøg, eller et flaut Forsøg paa at forsvare; jeg tror desværre for Alvor, at en stor Mængde dannede norske Mænd og Kvinder vare beredte til at modtage Kongen med Jubel, om han var kommen i Spidsen for en svensk Hær mod Storthingets Pluralitet. Jeg siger dannede for at udtrykke de velklædte. At Kongen alligevel gav sig – skjønt han var da uartig nok! – var mere end jeg havde ventet af ham; jeg troede virkelig, han var saa slet underrettet af sine Omgivelser, at han ligefrem vilde vove et Statskup; at han har tænkt paa det, tvivler jeg ikke om.

Ja – hvis du er sovnet saa mange Gange, mens du læste dette Brev som jeg, mens jeg skrev det, saa – ja saa har du ogsaa Sovesygen og den er meget slem, naar man skal skrive en Roman.

[Resten mangler.]


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Vi holder altid – Beate og jeg – en Lovtale over Dem, naar Deres Breve komme; thi De er den trofasteste af alle vore Venner til at give os Underretning om alt det, som kan interessere os. Og vor Interesse for de danske Venner er i bestandig Stigning; især er Beate nu paa det Punkt, at jeg maa skjælde, bande og tordne, forat kalde hendes Fædrelandskjærlighed tillive. Var det ikke for Guttenes Skyld, saa tror jeg tilslut, hun pakkede mig og det øvrige sammen og flyttede ned igjen.

Tak ogsaa for de 1 000 Kr.

Med min Hovedstadsreise gik det ikke godt. Jeg regner ikke, at jeg var syg af Bronchit hele Tiden; men jeg udrettede ikke noget. Et lærte jeg, hvad jeg forresten har anet, at jeg ikke er nogen habil Supplikant, og at jeg aldrig vil komme til at spille nogen Rolle i Venteværelserne. Jeg opnaaede dog at se den lille Almægtighed – Præsident Sverdrup. Hvad der i mine Øine altid gjør den Mand saa uvirkelig, saa komisk, det er, at jeg først har lært at kjende hans daarlige – aa nei! hans ganske gode Kopi Erik Wullum; og naar jeg saa i Stemmens Lyd, i Gestus, i Talevendinger hos denne gamle Mand gjenfinder det, som jeg tror er Erik Wullum, saa opstaar der hvert Øieblik i mit Hoved smaa vanvittige Stansninger: er det Sverdrup, som kopierer Wullum eller hvordan Satan er det?

Han holdt et lidet og flydende Foredrag for mig: «vist burde jeg have offentligt Gratiale; men de forhaandenværende Tider gjorde, at han vilde raade mig at vente et Aar; til næste Aar vilde han med Fornøielse støtte mig». Det var jo bare etslags Afslag. – Saa gik jeg da til min gode Ven og Morbroder Jacob Lange – Præsident i Rigsretten, og han mente, vi skulde slet ikke vente, han skulde nok tale med Sverdrup.

Jeg reiste hjem og betænkte mig; og i denne Betænkningens Tid er der kommen mig foruroligende Rygter for Øre om min stakkels Onkels Helbred […] Under disse Omstændigheder hverken kan eller vil jeg bebyrde ham med mine Anliggender, og saaledes resignerer jeg til næste Valg.

Med min Bog gaar det desværre langsomt; jeg skrev just til Bjørnson, at jeg havde faaet Sovesygen. Ja – forresten! jeg tror det virkelig selv! Alt dette Regn og denne Taage har leiret sig over min Aand! jeg lever fra Dag til Dag ganske ens uden Afvexling, mister min Hukommelse og min Spænstighed.

Imidlertid! nu kommer Vaaren! – jeg har hørt en Lærke og vi har dog seet Solen nu i 2 samfulde Dage; saa tænker jeg, Safterne begynder at skyde i mig ogsaa. Hils alle Deres fra os, vi lever alle godt.

[…]

Deres hengivne A. L. K.


 Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – jeg har faaet Sovesygen – den har du vel aldrig havt?

Elleve Timer om Natten og om Dagen ad libitum mellem Maaltiderne; der lægger sig Fedt paa Øienstenene; jeg gider ikke sidde opreist, og naar mit Lommetørklæde falder paa Gulvet, snyder jeg mig i Fingrene.

Maatte jeg i en vaagen Stund, før Snorken tar mig, faa svaret paa dit lange Brev og dit Brevkort, som jeg begge har «mottat»!

Jeg tænker ikke, du behøver mere om Drachmann; men hvis du skriver ham til, saa lad det endelig ikke se ud, somom jeg for dig og andre lapser mig af at have sagt ham fuld Besked; mit Brev var saa godt og afgjørende, at den Virkning, jeg haaber paa, vilde svækkes, om Drachmann fik det Indtryk, at jeg selv i mindste Maade syntes, at jeg havde været modig ved at sige ham Besked, – forstaar Psychologen?

Med Hensyn til «min væn» E. Brandes vil jeg spørge dig, om det aldrig har hændt dig i dit Liv, at der ved en eller anden almindelig forhadt og foragtet Person var noget, du dog maatte sætte Pris paa, noget du maatte holde paa i Trofasthed, just naar Personen laa slagen og prisgiven til almen Forfølgelse, selv om du med Smerte maatte erkjende denne Forfølgelse berettiget? og har du ikke da undertiden tænkt, naar man serverede dig denne «væn» paa Tallerkenen – tænkt som saa: Menneskene kunde dog være mere delikate.

Jeg tror jo vistnok ikke paa disse kjøbenhavnske Historier: at han har forgivet sin Kone, forført sin Moder og opdrager sine Børn til Skjøger; men jeg er – bortseet fra alt andet – tilstrækkelig oprørt over hans Historie med Fru Thaulow. Der er faa Ting indenfor egentlige Familiehistorier, som har pint mig i den Grad; men jeg er ikke i den Grad «Handske»-kydsk, at jeg kan bryde med en Ven, fordi hans Kvindeforhold ere grumsede. Jeg sagde ham, da Forholdet begyndte at udvikle sig for mine Øine, at han ikke skulde bede Beate og mig til sig, naar hun var der, og han, som er saa klog som 7 andre, forstod godt. At jeg aldrig til nogen har omtalt, hvad det kostede mig at staa paa Titelblad med ham, kom naturligt deraf, at jeg jo derved ganske vilde betage den Tjeneste, jeg gjorde ham, al Værdi; og jeg er vis paa, at han satte Pris paa det. Der er Ben og Rygrad i dette Menneske; kraftigt men stygt Had har bredt sig over Jøden i Kamp med en gemen Hovedstad; men der er Pletter indimellem af Trofasthed; saa længe jeg ser og tror paa dem, maa han være «min væn» – min besværlige Ven. Og tænker jeg ham saa ved Siden af denne Løgnkolos Drachmann, (hvis Kvindeforhold jeg finner vel saa væmmelige) – denne udspekulerede, slikvorne Kjøbenhavner, der har faaet Lov til at skade alt, hvad jeg elsker, ved det fadeste, mest forslidte Forræderi, – ja saa holder jeg paa min Forbryder.

Begge mine Øine blive saa smaa, at jeg ikke faar Tid til at tale om Georg Brandes; jeg synes bare kortelig, at du behandler ham altfor storartet. Han anfører Kritikens Stormandsgalskab: at Digterne er der, forat Kritikerne kunne have noget at krybe omkring paa; jeg er kun en Gang bleven let saaret paa min Lapseside, da han skrev: at jeg var en Smaastadsløve – du kan vel tænke, det var noget for mig! men ellers har jeg aldrig beklaget mig eller takket for nogen Kritik i Verden; det agter jeg hellerikke at gjøre. Og saa tilsnorks!

Hils alle!

Din hengivne A.L.K.


 Viggo Drewsen.

Kjære Onkel! – tak for nogle venlige Ord, hvormed De forringede Deres Kusines næstsidste Brev. Jeg forstaar saa godt, hvor ulykkelig – alvorligt talt – De er over de siste Begivenheder i Literaturen; og jeg fornemmer ogsaa paa min Side, hvor meget vi hænger sammen med Danmark. Men foruden disse Bekymringer har vi nogle politiske, som jeg begynder at frygte. Vi har dømt det folkefindlige Ministerium; men Ophidselsen er saa stor, Kristiania saa devot-loyal, at jeg – oprigtigt talt – hver Dag venter Telegram om Skud og Kavalleri. Kongen er derinde, har samlet hele sin spraglede Øgleæt om sig, der blinker af svenske Guldtresser og vinkes med Ordenstegn, den anden Side er saa udskjældt, saa overdænget med mange Aars Haan, at man formelig maa have en Natmands Nerver forat staa opreist.

Under et kort Ophold i Kristiania i forrige Maaned saa jeg vore (Venstres) ledende Mænd; de holdt ikke Maalet – det vil sige: mine Forventninger skuffedes; men selve Byen forfærdede mig ligefrem; den er svensk – pluk-raaden – svensk! De ved, jeg er ikke nogen Politiker; men De kan vel tænke Dem, at under en saa lang og saa ophidset Tid som under denne Rigsret, saa har selv jeg været nødt til at forstaa et og andet. Og jeg tror, Kongen er saa aldeles blind og stormandsgal, at en Officer med nogle Tropper vil kunne lokke ham til et hvilketsomhelst ukonstitutionelt Skridt. Jeg vilde ønske, at vi vare 3 Uger fremme i Fremtiden; og saa kan man ingenting gjøre! Stundom tænker jeg paa et vildt Flyveskrift med tændende Ord og Brandfakler. Men hvem har Ret til at stikke Ild paa Fædrelandet, selv om han kunde det?

Vi ere saa glade over Gaven til Jacobsen og jeg tror ganske vist, han glæder sig. Hvis De vil vide min Mening om Deres menneskevenlige Plan at opsøge E. Brandes som Participant, saa maa De bede Deres Kusine om nogle Kraftsteder fra mit siste Brev til hende.

Jeg ved ikke om De kan se, at jeg er bleven søvnig; vi vare meget ude og jeg har været nordpaa for at se paa Sildefisket. Velkommen!

[Underskrift mangler.]


 Otto Borchsenius (Konsept merket in duplo).

Kjære Ven! jeg har ladet dit besynderlige Brev ligge nogle Dage, forat faa det paa en beroligende Afstand; men jeg har forgjæves søgt at opnaa et andet Indtryk end det første.

Dit Brev er nemlig noget af det mest perfide, jeg har seet; det er ikke et Brev saaledes som en gentleman sender til en anden, naar han er vred; – men det er et saadant som en Journalist i sin Avis byder en Kollega, idet saadanne Folk formodentlig ræsonnerer som saa: idag er det min Tur at være uefterrettelig, saa kan jo den anden retorqvere imorgen.

Du ved nemlig selv meget godt, at det er den skjære perfidie, naar du istedetfor Drachmann uden videre sætter Berg & Hostrup; for det første er Berg Politiker og en Politikers Maal er ikke det samme som Digterens, og dog har jeg aldrig hørt, at Berg har begaaet noget som kunde kaldes Forræderi saaledes som Drachmann.

Og nu Hostrup! – er det ikke netop derfor, vi unge agter og elsker ham, fordi han er den samme som han var, han slaar de samme Strænge, har ikke skiftet efter Tidens Leilighed, og har ikke dette skjæbnesvangre Knæk i Ryggen.

Men netop fordi du ved, at vi sætter saa megen Pris paa disse Mennesker, vrænger du i bevidst Falskhed Forholdet saaledes om, som var det med disse Mænd, jeg ikke vilde arbeide sammen. Eller vil du paastaa, at der er Gran af Raison i den Slutning: fordi Kielland afskyr Forrædere som Randers og Drachmann, derfor bryder han med Hædersmænd som Hostrup?

At du kan byde mig sligt i samme Aandedræt som du forsikrer, at du har et Indtryk af, at jeg er et lyst Hoved?

Saa kommer Ude & hjemmes Holdning og Gjæstevenskabet – O dette dyrekjøbte Gjæstevenskab som I Danske altid ere saa delikate at komme stikkende med! Jeg formoder, du tænker dig Fremtidens Literaturhistorie saaledes:

«I en Periode af nordisk literær og aandelig Udvikling, som med Rette er bleven kaldt den Borchseniuske, var der ogsaa en norsk Skribent ved Navn Kielland; at denne Forfatters nu længst forglemte Romaner ikke have været helt upaaagtede i sin Tid, kan man slutte deraf, at Borchsenius gjentagne Gange optog mindre Bidrag fra Kielland i sit verdensberømte Tidsskrift.»

Jeg skrev nylig til Bjørnson om Stormandsgalskaben i den danske Kritik, at nu er det snart en fastslaaet Kjendsgjerning, at Digter og Forfatter ere til, forat Literater og Kritikere kunne have noget at krybe omkring paa, og dengang havde jeg endnu ikke modtaget dit Brev.

Og saa slutter du med denne bidende Bemærkning, at om jeg end ikke vil være under Tag med disse Mænd, saa sætter dog du stor Pris paa at være det. En saadan Bemærkning gjør man kun, naar man vil give en fin Antydning af, at hvad der kan være godt nok for mig – in casu Borchsenius, maa ogsaa være godt nok for dig – in casu mig.

Jeg maa desværre tilbagevise denne Parallel. Det ringe Kjendskab jeg har til din Omgang – udenfor vor fælles, er allerede stort nok til, at jeg med Bestemthed maa protestere mod, at hvad der er godt nok for dig ogsaa skal være godt nok for mig; ligesom jeg overhovedet – rent ud sagt – aldeles ikke kan begribe hvorfra du med en Gang har hentet al denne usigelige Overlegenhed. [Du maa isandhed være kommen paa en meget grøn Gren, naar du allerede synes, du har Raad til at kaste de Mænds Venskab ud af Vinduet, der ere forblevne dig bestandig tro.]

Er du ogsaa kommen paa en saa høi og grøn en Gren, at du tror, du har Raad til at kaste de Mænds Venskab ud af Vinduet, som ere blevne staaende der, hvor du ialfald har ladet somom du stod, da vil jeg oprigtig ønske, at du maa slaa dig dygtigt naar Grenen knækker; thi du ved vel, kjære Ven, at de knækker tidligere eller senere, de Vanskudd som Reaktion og Hykleri skyder, og paa hvilke Renegaterne flokkes, forat synge sin lange Skjændsel og korte Triumf.

Dennegang sender min Kone ingen Hilsen.

[Underskrift mangler.]


 Jonas Collin.

Kjære Ven! – jeg har maattet love Beate at skrive til Dem med Tak for det tilsendte Fotografi af Ellekilde; hun har det nemlig ikke godt i denne Tid. En langvarig Tandpine med alskens Forkjølelse til har plaget og plager hende endnu; idag taler hun om at trække ud Tand No. 2. – Forresten lever vi godt og ere komne over Vinteren uden Sygdom; nu er her Vaar – saadan som vi har den; hver Dag stille og fint med klart, blinkende klart Solskin udover Vandene, men Frost om Natten og bitterligt koldt ved den minste Vind. Stæren, Viben og en Utallighed af Lærker fløiter, skriger og triller rundt Huset udover Marken og nedover – til det store Vand, De husker, hvor Vildænderne ligge i smaa Selskaber og dukke efter Tour. Det ser nu ud til, at De og Deres Frue skulle blive de eneste af vore danske Venner, som vi fik den Glæde at se hos os i dette Hus, – og det var ogsaa kortfattet nok –; thi vi flytter allerede den 1ste Juni. Hvorhen vi skal, er nu saagodtsom bestemt; Spørgsmaalet staar nu nærmest mellem leie eller eje; dog tror jeg, det ender med, at jeg kjøber. Stedet, som De desværre ikke saa paa vor korte Kjøretur, er et stort enetages Træhus med 15 Værel ser, 9 Kjælderrum, stor Havetrap som etslags Altan og dertil hører en ret stor Park med temmeligt gamle Trær; alt dette antages at være tilfals for en Sum af 12 à 15,000 Kr. Saa slette ere Tiderne her. Eiendommen ligger 20 Minutters Spasertur fra Byen, lige ved Hovedlandevejen og Jernbanen stopper lige nedenfor Huset. Vi skal just derud idag – Beate og jeg – for siste Gang inden Beslutningen tages; og saa vil jeg gjøre et Bud af 12,000 Kr. og saa haaber jeg, at vor Leilændingstid maa være forbi for nogle Aar.

Det er stor Synd, at Drewsens ikke kom herop i denne Vaartid – saa koldt som her er, thi senere kan her komme baade Regn og Rusk; jeg tænker ikke, vi faar dem fat, før jeg sender Beate ned og henter dem. Vil De hilse Deres Søster og sige hende, at jeg ikke hidtil har kunnet svare paa hendes siste Brev, fordi jeg er saa sint paa hende. Deres Frue, Deres Forældre, Onkler og Svoger maa De derimod overbringe vor allervenskabeligste Hilsen og bede dem allesammen ikke at glemme os. Og saa skulde jeg takke Dem for Fotografiet; Beate har især glædet sig meget over det og de Minder, det har vakt hos hende; for mig staar Ellekilde nærmest som en Spisen-Middag over Hals og Hoved, Klavren i en brat, brun Revne i Jorden, en vild Jagt gjennem et Vildnis af en Skov under megen Kjægl, en Masse pjaskvaade Børn med Sand i Haaret, og jeg tilstaar, at Lyspunktet i Billedet er en Fredens Stund, hvori Onkel Viggo og jeg berusede hinanden med Cognac og koldt Vand høit oppe i et Hul i Jorden.

À propos om Onkel Viggo! – Cognac smager jeg ikke mere; jeg har nemlig nu i 4 Uger holdt Carlsbaderkur med varmt Vand Klokken halv syv om Morgenen og de mest fjollede Spaserture, saa jeg er nu næsten gjennemsigtig og meget magrere end De; men til Gjengjæld for den tidlige Opstaaen falder jeg isøvn om Formiddagen og snorker et Nummer midt i min nye Bog, som vel bliver derefter.

Beate siger. De har faaet en Datter, hvormed vi ønske Dem og Deres Frue al Glæde og Lykke – og endnu engang: modtager vor hjerteligste Hilsen

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 J. P. Jacobsen.

Kjæreste Ven! – jeg har forsømt Dem længe, og naar jeg siger, jeg har været lidet oplagt, maa jeg skamme mig overfor Dem – saa frisk og stærk og ledig som jeg igrunden er. Men jeg har dog levet en lang Tid under ret ubehagelige Omstændigheder; det var mig umuligt at bestille noget; jeg aad og drak – især drak, saa jeg blev federe end en Gris. Nu har jeg fra 1ste Marts brudt med det Liv, jeg staar op Klokken halv syv! og drikker to koghede Glas Carlsbadervand, og saa spaserer jeg 1 Time; drikker aldrig Øl og næsten aldrig Cognac. Af den nye Bog har jeg skrevet 6 Kapitler – der skal være 20. – […]

Jeg har ikke paa lang Tid hørt fra Kjøbenhavn og det er derfor længe siden, jeg fik nogen Efterretning om Dem; nu netop i dette Øieblik blev jeg opskræmt af en Notice i et lidet Stavangerblad: at J. P. Jacobsen var syg; vistnok har jeg ofte seet saadanne Efterretninger om Dem, uden at det har været værre end sædvanligt; alligevel gjorde det et saa stærkt Indtryk paa mig, at jeg strax maa faa vide, hvorledes det gaar Dem; bed Brandes skrive, hvis det er Dem for stor en Anstrængelse. Kjære Ven! hvorledes skal jeg tale til Dem, saa det kunde være som en bitteliden Opmuntring i Deres haarde Skjæbne; sandelig – jeg har først i dette Aar følt, hvormeget De var for mig i den Tid vi mødtes; jeg savner Dem mere end nogen anden og noget andet, og det er mig saa bittert at tænke paa, at vi kanske aldrig mere skulle staa Ansigt til Ansigt. […] – især husker jeg Dem saa livagtigt, naar vi drak et Glas sammen tvers over et stort oplyst Spisebord blandt rigtig mange snurrige Fremmede; og saa de lange Nætter, naar vi lempeligen berusede hinanden i Mutter Holsteins Jamaica. De er bleven for os alle en af Familien, og der staar en tom Stol efter Dem, især som idag – Søndag – er det fremdeles et Savn, som bliver følt og nævnt af store og smaa. Den 1ste Juni flytter vi herfra, og jeg staar i Begreb med at kjøbe Hus; der faar vi stor og overflødig Plads; De skulde faa Værelse ovenpaa med en særskilt Pige (gammel) for Dem selv og leve ganske som De vilde, stige ned en liden Trappe og være hos os, saalænge eller saa kort det behagede Dem, – er det da ganske umuligt? – jeg er vis paa, at var De her først, skulde De trives bedre end i Adelgade. Beate kommer vist ned til Kjøbenhavn til Eftersommeren, gid hun da fandt Dem saapas istand, at hun kunde tage Dem med herop.

Jeg tror næsten ikke, jeg har skrevet Dem til siden Drachmanns Plump; nu har jeg ogsaa læst hans Dybe Drenge – det var noget ægte Sprøit for det meste. À propos! – maatte jeg ikke her forleden Dag henrette Otto Forsonius? han skrev mig et usigeligt høibenet Brev, fordi jeg nægtede at skrive i Ude og hjemme sammen med Drachmann; jeg kan ikke forstaa – jo, jeg kan igrunden godt forstaa denne pludselige Storsnudethed, det er ægte dansk Bevægelse. Jeg er desværre ikke rigtig med længer, og det er igrunden Synd, at jeg ikke blev et Aar til i Kjøbenhavn; dette Aar har været interessantere end mine to, og det havde givet os Stof til mange dybsindige Samtaler.

Jeg sender Dem min Lykønskning til Deres 37te Fødselsdag, maatte De have det saa godt som muligt; Beate og alle de smaa hilse – Else sender sin Haarlok; gid vi snart maatte høre, at De ialfald har det ved det gamle, saa vil jeg haabe, at Sommeren igjen kan give Dem lidt Blod og Kraft. Farvel saalænge!

Deres hengivne Ven Alexander.


 Olaus Olsen.

Hr. Theaterdirektør Olaus Olsen!

Jeg vilde selv uden Deres venlige Opfordring være mødt frem til Gjengangere, som jeg aldrig har seet; men jeg vil tilstaa, mine Forventninger vare ikke store.

De bleve imidlertid – Forventningerne – i høi Grad overtrufne; Stykket gik ikke blot respektabelt; men flere Gange var det endogsaa meget godt. Der var ingen af de Spillende, som forstyrrede; alle gjorde sig Flid, derfor blev Spillet behersket og tilforladeligt.

Jeg finder at baade Hr. la Cour og De skilte Dem godt ved de respektive Roller, – kun var De altfor lidet elegant og altfor lidet Maler. En Maler, som tilogmed er rig, kommer ikke nutildags hjem fra Paris i en saa umulig Vaarfrak; idetheletaget maa jo Kammerherrens Søn, som skal ligne sin Far saa paafaldende, være fuldstændig daddelfrit paaklædt – samt tillige besidde et vist kunstnerisk Sving.

Men den, som egentlig bar Stykket, var jo Frøken Marquard; hendes Spil var gjennemgaaende godt; jeg mindes kun en Replik, som mislykkedes – den om Maskinsømmen; hennes entré i første Akt var udmærket. Vil De formelde den mig fremmede Dame min ærbødige Kompliment.

Det glæder mig, at jeg kan rose denne Forestilling saameget mere som jeg har hørt adskillige ufordelagtige Domme om tidligere; jeg vil ønske Dem bedre Hus end igaar; men De kan neppe ønske Dem en bedre Applaus end igaar; jeg tror, alvorlige Stykker passer bedre for vort Publikum end de maltrakterede franske Lystspil.

Jeg reiser sandsynligvis bort i denne Uge, saa vi sees neppe; modtag derfor min venskabelige Hilsen.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven!

[…] Jeg skulde ogsaa have godt af en Passiar med dig og et Par andre; jeg er – rent ud sagt – svært ensom. Bogen gaar langsomt fremad: 6 Kapitler; der skal være 17 tror jeg; den lyder noksaa godt, men har ikke den Fart, jeg ellers er saa stolt af, og den er desværre ogsaa ganske blottet for Latter. Mange Folk – som sædvanligt, men tung – henimod klodset. Naar jeg er færdig med den, synes jeg, at jeg kan være færdig med Grupperomanerne – Skildring af en Stand – en Sekt – en Tid –, og da tænker jeg at tage fat paa de Enkeltes Romaner. Helst burde det være Dramaer; men jeg er født for tidligt til den Kunstarts Gjenfødelse, og jeg er ikke dens Messias; som det nu staar, er det kun glædeligt, at Skuepladsen overlades til Møllere, Farmaceuter og Musikanter; Teglbrændernes Tid vil da ogsaa komme.

Hvad synes du nu om vor Politik? – jeg tænker, du var ret fornøiet med Rigsretten, ialfald var jeg det; og da Kongen var uartig, men alligevel maatte tage Dommen tilfølge, tænkte jeg paa en Artikel af Hørup, hvori der stod omtrent saa: «Menneskenes Smag med Hensyn til det: at søbe Kaal er høist forskjellig. Nogle foretrække at søbe den sans frase; andre ville paa ingen mulig Maade smage Kaalen, førend de har spyttet rigtig dygtig i den; men naar det først er gjort, saa er der ikke noget iveien.» Dette tænkte jeg om Kongen og glædede mig; det syntes mig, Konflikten var nogenlunde løst og venstre havde dog uimodsigeligt sejret i Principet. Men nu er det meget galere end før; jeg er næsten mere bedrøvet end ærgerlig; aa nei! – jeg er dog mest ærgerlig; det er forfærdeligt med disse Konger, men endnu forfærdeligere med Kongernes Tjenere og deres Afkom; deres Had til Friheden er som de Religionshad, Menneskene før sloges for; der er Martyrer blandt dem, rene begeistrede Kvinder – ja – og saa Pak!

Og Bjørnson vil hjem, forat sidde i Fængsel; det er jo som man maatte vente det af ham; han har altid en Mands Opfatning af personlig Ære. Men de andre, hvor vil de juble! hvor vil de stikke ham med tusinde Naale! Og saa er han saa ubehændig, især er hans Munterhed saa klodset – og munter vil han være, forat vise, hvor lidet han bryder sig om det. Men saa haaber jeg ogsaa, at han faar sagt nogle gode Alvorsord i Processen, ligesom han er saa vigtigt et Stykke af Norge, at hans Proces, Dom og Fængsling vil være af de Begivenheder, som modner Situationen og fremskynder Afgjørelsen. Ja – Politiken er nu – som du kan vide – alt herhjemme; det er dog noget, det giver Liv. Men ulykkeligvis ere nu Partierne komne saa langt fra hinanden, at man i Selskabelighedens Interesse maa afholde sig fra det eneste Emne, som interesserer, og saa er her jo lige dødt.

Skriv snart. Hilsen fra os til Dig og Dine.

Venskabeligst A. L. K.


 Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty!

[…]

Med Bogen gaar det fremad, men langsommere end ellers. Jeg ved endnu ikke, om dette bliver til dens Fordel eller ikke; de andre ere støbte i en svær Hast og kanske vel komprimerede; jeg synes bedst om de komprimerede, jeg synes Forfatterne ialmindelighed benytter sig paa en utilladelig Maade af Læsernes Tid; men kanske synes andre, at jeg vinder ved at trækkes ud i Længden. Igaaraftes læste jeg de 6 færdige Kapitler for Beate, og vi syntes, det tog sig godt ud, kun bliver der noget uundgaaeligt tungt over hele Bogen; det kan ikke være anderledes; jeg har forgjæves speidet efter en humoristisk Person eller bare efter en komisk Scene; men der bliver ingen Latter af det; nu er forresten selve Sujettet – Raaddenskab og Hykleri i Handelsverdenen – hellerikke noget at le af, og Menneskenes Samvittighed saa vanskelig at vække paa de Punkter, at der maa tungt Alvor til; jeg vil nok selv faa høre den gamle Præstesang: «at jeg er en Pestbyld paa Samfundet.» (Bugge). Jeg er – som alle – bekymret og bedrøvet over Politiken; det er dog endnu i vor Tid en forfærdelig resikabel Ting med disse Konger; at tænke sig et Folk saa letstyret, lovlydigt og retsindigt som vort ført ud til – jeg kan næsten sige Fortvivlelse ved en Mands Uforstand og onde Vilje; thi det er ond Vilje, naar én forsøger i Hykleri at krænke et helt Folk, hvis Ønsker ere ligesaa klare som beskedne. Og nu vil Bjørnson hjem, forat sidde i Fængsel; ja det er jo som man kan vente det af en ærekjær Mand; men jeg gruer – gruer baade for al den Ondskab, som vil aabenbare sig, og for de mulige Følger af hans Proces, Dom og Fængsling. Ikke at jeg tilslut er ræd for Udfaldet, om vi for Alvor kommer ikast med Svensken – baade den inden- og den udenlandske; men det er alligevel onde Tider at gaa imøde. Men det maa vel være det gamle Embedspartis sidste Trækninger; det kan dog ikke leve op igjen i vor Tid.

[Underskrift mangler.]


 Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! – dit Brev har ligget utilbørligt længe – undskyld mig! det har ligget i en Bunke af gode Brev paa mit Skrivebord – eller rettere paa min Samvittighed; idag har jeg sat mig Kniven paa Struben: jeg rydder op i mine Synder.

Jeg har havt en lang – meget lang – Periode af aandelig Dvaskhed; først Flytningen herhjem, og siden alle de tusinde Smaating, som falder paa en Ægtemand at udrette med Kone, 4 Børn, 3 Piger, Kusk, Hest og Vogne – ja dersom du vidste, hvad det vilde sige, saa vovede du aldrig mere at virre med Hovedet, sukke og skabe dig over alt det, du har at gjøre med dine Pigeskoler og øvrige Smaating! og saa har jeg tilogmed Sovesygen – ikke den lettere Form, som du har: Søvnløshed; men den langt slemmere, at jeg falder isøvn midt i en Sætning af min egen nye Roman!! –

Ja hvad synes du? – jeg er ikke kommen længer end til syvende Kapitel, jeg, som ellers paa denne Aarstid pleier at have en hel Bog færdig til Omskrivning. Men forresten, saa kommer jeg mig nu, efterat jeg er begyndt at staa op Klokken halv syv, drikke Carlsbadervand og spasere i timevis. Ulykkeligvis skal vi igjen flytte til 1ste Juni, saa jeg faar ingen rigtig Ro til Arbeide, og derfor kommer Bogen vist ikke før udpaa Høsten. Du kommer saaledes – beregnet efter den sædvanlige Heiszhunger, hvormed du kaster dig over ethvert nyt Værk fra min Haand – først til at læse den i 1887!

Det store Frafald, som kaldes den danske Bevægelse, har jeg endnu ikke ophørt at ærgre mig over; men det er traadt mere i Baggrunden for vore egne politiske Sorger. Jeg er baade forfærdet og bedrøvet over Kongens Adfærd, og skjønt jeg ikke er ræd hverken for Kampen eller Udfaldet, gaar jeg dog med en vis Uro al denne Ilskhed imøde. Nu kommer Bjørnson hjem, forat sidde i Fængsel for en Artikel i «Verdens Gang»; jeg formoder, at de Begivenheder, som kommer til at knytte sig til hans Proces, Dom og Fængsling, ville modne Situationen og paaskynde en Afgjørelse. Trist bliver det ogsaa, at se Bjørnson udskjældt og forhaanet, netop fordi han handler som det sømmer sig en fri Nordmand; og naar saa de kolde slimede Lus tirrer ham, saa blir han sint, og saa blir det endnu galere. En Ting er dog at rose ved den nærværende Situation: her er Liv i Nationen; en forfærdelig Masse Uhumskhed bryder op; men saa viser der sig ogsaa en skjøn Kraft paa Bunden; hvis dette tager Ende, saa synes mig Livet herhjemme at maatte blive temmeligt flaut; thi anden Rørelse end den politiske er her ikke, – knapt nogen religiøs, aldeles ingen literær.

À propos! – jeg har læst første Hefte af en Bog om Rabelais af Broberg, – den har ærgret mig voldsomt, og dog! hvor morsomt er det ikke endelig at faa lidt Idé om den Forfatter, hvis Sprog er mig i Originalens gammeldagse Form aldeles uforstaaeligt. Men Broberg er et Æsel! – først er han prude i Utide; men der er nok af Rumper og slupne Vinde alligevel; men saa efterligner han det gammelfranske ved Kjøbenhavnske Vendinger, – ja Børnesange. Exempel: – jeg gider ikke citere, det er altfor væmmeligt; og saa tilslut falder han hvert Øieblik paa Maven af Henrykkelse over Mester Rabelais Kongekjærlighed og Gudsfrygt! Kan du ikke sige mig, om Rabelais – uomskaaren – findes paa tysk eller paa moderne fransk? (engelsk nytter mig ikke.)

Beate – den store, hilser din Kone; den lille ogsaa dig først og fremst – ja alle hilse Eder venskabeligt.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Mange Tak for Brev & Remisse af 31te Marts.

Vi lever godt, men gruer for den sig nærmende Flyttedag. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dem, at jeg stod i Begreb med at kjøbe en Eiendom i et Fallitbo? Handelen – saaledes som jeg vilde have den – var yderst fordelagtig; men Boets Bestyrelse vragede mit Bud, hvilket dog ikke bedrøvede mig saameget, eftersom jeg senere hørte, at der – ialfald tales om Muligheden af Anlæggelsen af et stort offentligt Sindssygeasyl paa selve Eiendommen. Enden paa det hele bliver nu, at jeg leier Huset med tilstødende Park, og der er ingen anden Ubehagelighed end den ikke helt umulige Udsigt til atter at maatte flytte om et Aar; Huset er nemlig en liden Del af et uhyre Gods med Gaardbrug, – Møller, Dampbageri, Skibsværft og meget mere – og altsammen er tilsalgs underet. Men efter min Formening er det Vanvid af Bestyrelsen at vente en Kjøber til det hele, saa det kan maaske endnu hænde sig, at det bliver delt, og at jeg kjøber det omtalte Hus, hvis vi nu kommer til at befinde os vel i det.

Men al denne Forstyrrelse med Bekymring for Hus og nu denne forfærdelige Flytning, som allerede kaster sin Skygge fremover, har naturligvis forstyrret mig i mit Arbeide og vil endnu længe forhindre mig fra at slutte Bogen med min vanlige Hast og Varme. Det er derfor afgjort, at «Fortuna» først kan komme til Efteraaret. Jeg ved ikke, om det for Dem er kjedeligt? – selv antager jeg, at naar vi ikke kunde faa den ud i Mai eller ialfald før St. Hans, saa er det næsten klogere at vente til Høsten indunder Jul. Af Bogen er Halvparten færdig, og den gaar jævnt, men smaat fremad. Forleden læste jeg det færdige for Beate, og vi fandt, at det var morsomt og let.

Vi har fremdeles det Haab, at Beate og Baby kan faa en Tur til Kjøbenhavn; men paa Grund af Flytningen bliver det vel senere paa Sommeren. Selv vil jeg prøve at faa Gutterne anbragt etsteds paa Landet i Ferierne, og saa vilde jeg se at realisere min mangeaarige Drøm: at fiske Lax paa Island.

I Deres – altid velkomne Revue over vore Venner omtaler De sist Skram, som gifter sig. Ja det er jo et Stadsfruentimmer op og ned, og den første Tid kan jo ethvert Mandfolk trygt misunde ham; men siden ved jeg lidet, om de fletter sin Krands; begge trænger til at leve godt og rummeligt; begge ere over den Alder, da det er muligt og klædeligt at sidde som to Drosler og kvidre paa en Pinde; jeg er bange, Skram snart vil finde Guldet for dyrekjøbt, og Guldet vil finde, at det er faldet i Asken; – men som man reder, saa ligger man, og foreløbig ligger de visselig brillant!

Af andre Efterretninger, jeg har modtaget fra Kjøbenhavn, maa jeg desværre tro, at De ser Jacobsens Tilstand i et for godt Lys, naar De siger, at han øiensynligt har det bedre; flere af hans nærmeste har tvertimod skrevet os til, at hans Opløsning vist er nær; – jeg vilde jo saa gjerne dele Deres Opfatning; men jeg har dog gjort mig fortrolig med den Tanke, at naar han taler om at reise hjem, saa er det, forat dø, og jeg ser ham vist aldrig igjen. Ser De ham, saa bringer De ham vist en kjærlig Hilsen fra os alle.

– Foraaret kommer, og jeg er bleven frisk og lettere end jeg har været paa længe; det har været en slem Vinter for mig; det uafladelige Regnveir, som stængte mig inde, gjorde mig saa fed og dvask, at Lægen tilslut blev alvorlig bange – jeg selv ogsaa; nu har jeg fra 1ste Marts drukket Carlsbadervand og spaseret om Morgenen Klokken halv syv! – og nu ser jeg godt ud, er rask tilbens og arbeidslysten, men plages af en aldrig stillet Hunger, thi jeg sulter mig. Hilsen fra Jens: Jens Z. Killand, som glemte sit e. – og fra os alle til Dem og Deres –

hengivnest A.L.K.


 Fr. Wattne.

Kjære Hr. Vatne!

Som bekjendt har Deres meget ærede Principal – vor fælles Ven – ikke blot en stor Glemmebog, hvori han troligt indfører alt, hvad man beder ham huske; men jeg formoder, at han etsteds i Kontoret ogsaa har en rummelig Glemmeskuffe, hvori Gjenstande, der anbefales til hans Omsorg, blive nedlagte, for aldrig mere at se Dagens Lys.

Vil De være saa venlig at opbryde denne Skuffe og sætte Dem i Besiddelse af en Pille-æske, hvori der ligger en afdød Flue.

Eaton & Deller No 6 & 7 Crooked lane London bridge.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

P.S. Hvis ovenstaaende synes Dem noget dunkelt, saa maa De henvende Dem til Hr. Konsul Andreas Sømme.


 Erik Skram.

Kjære Skram! – var det galt, at du ikke havde underrettet mig, saa var det næsten ligesaa galt, at jeg ikke alligevel sendte Eder vor Gratulation; thi jeg vidste det jo naturligvis.

Om Ægteskabet overhovedet skal jeg ikke nærmere udtale mig, for det første, fordi jeg er bange for, at din Kones smukke Øine læser dine Breve over din Skulder (man er saa gyseligt svag i det første) og dernæst fordi selve Emnet er saa usigeligt kjedeligt. Og for det tredie og siste ved jeg slet ikke, hvad jeg skulde sige om det – nemlig Ægteskabet; min Livsfilosofi har efter lang Erfaring og Iagttagelse lært mig to Ting, som du trygt kan forlade dig paa: I Ægteskabet er s’gu en meget tvivlsom Ting og II Manden er altid den beste. – Jeg vilde ikke, at du skulde henleve dit Ægteskab uden at have tænkt filosofisk over Problemet, derfor sender jeg dig disse kostbare Læresætninger til Veiledning. Du synes kanske, at de kommer noget sent; men de kunde ikke komme før; thi – det er ogsaa en Sanning, som er fast og urokkelig – naar der i et Menneskes Hjerne er fremkommen et bedærvet Punkt, som svinger efter Melodien: jeg vil gifte mig, saa skal man ikke tale til et saadant Menneske – allerminst skal man spilde sine kostbare Leveregler paa ham; man maa lade Patienten – ligesom en Spilledaase – spille hele Melodien ud, indtil Takten retarderer henimod marche funebre: jeg er gift, da er det Tid at tale, da kommer Levevisdommen itide – det vil sige for sent, og deri ligger hele Ægteskabets Hemmelighed. Maatte disse opmuntrende Ord fra en gammel prøvet Ven være dig en Lykønskning og en Velkomst blandt Hornkvæget; tu l’a voulu – eller som jeg nylig skrev til gamle Hegel ianledning af dig: «som man reder, saa ligger man, – og foreløbig ligger han vist brillant». (Fruen gaar)

Men lad os nu ikke blive altfor høitidelige; det er virkelig Synd, at du ikke mistede din Forstand nogle Aar tidligere, saa kunde vi som to gifte Østersbrødre have mødt hinanden en famille, du bor jo saa nær vort gamle Sted. Jeg kan saa godt tænke mig Huset, for jeg er saa godt kjendt i din Gade; du ser udover Kirkegaardens Trær imod Voldene og Østre Anlæg? – og du har været praktisk i Valget af Husnummer 57; thi i 55 bor Madame Nilsen – Jordemoder. (som før)

Paa Rygter bør du ikke tro i sin Almindelighed; men man kan ikke vente meget Omdømme hos en Patient i din Forfatning, altsaa tilgiver jeg dig, at du har kunnet tro, at jeg var syg; men hvorledes skal jeg kunne tilgive dig, at du et Øieblik har kunnet fæste Lid til en saadan Skrøne: at jeg skulde skjælde ud paa de Danske! – synes du, det vilde ligne mig? – jeg, som tilbeder den ægte danske Bolledeig!

Nei – jeg har ikke været anderledes syg, end at mit sædvanlige Tungsind tiltager med Aarene, hvad du ogsaa vil høre paa den vemodige Undergrund i dette Brev; Beate har derimod havt en lang Tandpine, som tilslut blev meget trættende for mig. Hun beder mig hilse Eder begge (Fruen nærmer sig) og ønske Eder al mulig Lykke; hun befinder sig vel i Ægteskabet – ifølge Leveregel No II – og beklager bare, at du ikke mistede din Forstand for tre Aar siden.

Dem – høistærede frue! – overantvorder jeg min haarede Ven til Plukning; jeg beklager kun, at jeg ikke er tilstede; vi skulde faaet os en god Latter sammen ved at se ham under den første Dressur. Naar De faar lært ham rigtig godt op som en fuldstændig Nikkedukke (Ægtemand), vil jeg komme, forat husvale mig med commune naufragium – det er: Ægtemandens Paradis. Modtager til Slutning min apostoliske Velsignelse!

Eders hengivne Alexander L. Kielland.


 Emil Walleen.

Hr. Friherre Emil Walleen!

Breve som Deres er det altid en Fornøielse for en Forfatter at modtage og at besvare. De er ikke heller den første, der finder fru Wenche mindre klar fra min Haand. Jeg er selv kommen paa den Tanke, at jeg har været for knap i den psykologiske Skildring af hende. Den Bog tog mod Slutten en saa overhændig Fart, og hun – Fruen – var mig saa levende i Aanden og hendes Skjæbne saa pinlig, at jeg muligens har forlangt for meget af Læseren. For Dem – høistærede! synes Hovedvægten at ligge i hendes Forhold til Manden; De nævner det som hendes Feil, at hun har levet dulgt for Manden; – De taler om, hvor let en Forsoning kunde være hidført.

Men det er slet ikke min Mening. Fru Wenche skal staa saa souverain overfor den Pjalt af en Mand, at hendes Ægteskab efter den første Skuffelse ikke spiller nogen synderlig Rolle i hendes Sjæleliv; hun vil aldeles ingen Forsoning med ham; hun gider ikke.

Anderledes stærkt holdes hun tilbage i Livet ved Tanken om Børnene – baade det fødte og det ufødte; – dette har jeg kanske ikke tilstrækkeligt accentueret, – jeg er saa bange for at blive, hvad Søren Kierkegaard kalder «Publikums Opvarter». Men hvad jeg nu forstaar, at jeg ganske sikkert ikke har fremhævet tilstrækkeligt – det er den Besudling af alle hendes kjæreste Tanker og Ideer, som Opdagelsen af Mordtmanns Lurvethed pludselig aabenbarer. Her burde jeg tydeligere lagt Roden til den Modbydelighed, Fru Wenche føler mod at fortsætte Livet. De nye Ideer, som hun gik der alene med, medens hendes Mand og alle hendes Omgivelser hoverede i selvgod Bornerthed, dem kunde hun ved sin mangefulde Uddannelse (som norsk Dame) ikke helt faa Nytte og Kraft af; hele sit Liv matte hun være paa Post, for at forsvare dem snart mod Latter snart mod ondskabsfulde og giftige Fordreielser – saaledes som en frisindet Mand eller Kvinde endnu den Dag i Dag lever i vort Samfund –, og saa træffer hun denne Ene, som løser hendes bundne Tanker, giver hende Haab og Mod, – og saa er han en elendig, karakterløs Slyngel.

Se, det kan hun ikke bære; hendes Karakter er kun stærk paa det Punkt: at være ærlig; hendes fremherskende Egenheder gaa ikke i Retning af Kamp; hun er ikke af de haardhudede, der gjennem alskens Uføre og Uhumskhed gaa løs paa Maalet; hun er saa ren og klar som en Tone, og hun dør i Disharmonien uden at kunne beseire den. Saaledes har jeg tænkt mig Fru Wenche, og saaledes er hun bleven mig kjær, og derfor har jeg lukket hendes Øine i Medlidenhed, fordi jeg følte en Glæde ved at se en, der slap fri for at «slaa af», for at synke og synke, som vi alle gjør i denne lurvede Verden.

Ja – nu kan De rose Dem af at besidde en stor Sjeldenhed i dette Brev; thi det er første Gang, jeg indlader mig paa at give Forklaringer, der nærme sig til Forsvar. Men Deres Brev var saa elskværdigt, og det traf mig i et lykkeligt Øieblik.

Min næste Roman kommer til Høsten. Den omhandler Abraham Løvdahls videre Skjæbne, – Kampen i ham mellem de to Naturer: Faderens og Moderens; endvidere skal der være om Penge og Pengemoralen.

Modtag min forbindtligste Hilsen.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg er lidt i daarligt Humør, og ved du hvorfor? – ja du vil le, og jeg ler selv, thi noget, der mindre synes at ligge for mig end Næringssorg kan jeg neppe tænke mig. Men hvis jeg ikke var en uhelbredelig Micawber – han, du ved i David Copperfield, saa burde jeg vist være bekymret for Fremtiden. Du har engang sagt – eller du har kanske sagt det mange Gange, at det var dog godt, jeg ialfald var fri den skjæbnesvangre Sorg for Udkommet, der drev saa mange Talenter til Frafald og Feighed; nuvel! vi ville stole paa Micawber – something must turn up, og det er kun i meget sjældne Øieblikke, jeg for Alvor synes, Stillingen er skidt. Værre er det, at vi skal flytte, og for alt det Roderi gruer jeg allerede saa meget, at det forstyrrer mig i Arbeidet. Mon hvordan min Bog bliver? Jeg formoder, at jeg nu er halvveis i den, og det staar nu saa taaleligt klart for mig, hvad der skal fortælles i de næste Kapitler, og Slutningen har jeg helt. Zola’s nye joie de vivre tænkte jeg skulde friske mig; men det var en daarlig Bog; han gjør sig stundom Arbeidet altfor let: en Engel, nogle Husdyr og et – forresten gribende ækelt – Kapitel fra et medicinsk Fagskrift – det er for lidet af en saa stor Mand. Desuden er Lazares Frygt for Døden – og det brændende Hus lige paa Randen af Sludder; Frygten for Døden er fuldstændig paahængt hans Karakter; den er ikke i Strid med hans Karakter; men den er ikke karakteristisk, den vedkommer os ikke; og hver Gang vi mindes om den, siger vi: ja det er ogsaa sandt! han er ræd for at dø. At saadan en Bog alligevel hænger saa fast i for Exempel en Hukommelse som min, det kommer pinedød for en stor Del af den aldeles utilladelige Masse Gjentagelser; hvormange Gange tror du, Katten slikker sin Mave?

Naar jeg tænker paa den Masse Pagina, der anvendes paa de symbolske Dyr – ja hvad skal vi med det Bæst Loulou? – og paa den Gamles Gigt, – saa maa jeg sige, han faar saamænd sine Ideer mange Gange betalt, – og det – kan du vide – ærgrer mig. Og din nye Bog har jeg ikke engang faaet; Boghandleren «venter» den, og imidlertid har jeg allerede læst etslags Kritik i norsk Dagblad; danske Aviser har jeg ikke faaet paa en Maaned, fordi min Kommissionær i Byen havde forsømt at betale; nu faar jeg altsaa en forfærdelig Bunke, som jeg ikke læser. Du kan nok være i din gode Ret, naar du ikke sender mig et Exemplar; men du betænker ikke, at jeg nu bor afsides, og desuden lærer vi Kristne, at du bør gjengjælde ondt med godt; husk det, naar du iovermorgen udgiver en ny Komedie. – Jeg har igjen læst dit Brev af 13d April om Jacobsen; man kunde næsten fristes til at ønske, at dette snart maatte tage en Ende; naar nu Livet aldeles ikke har mere at byde ham, saa vilde jeg næsten heller have ham vel forvaret i Jorden end vide ham slæbe sit elendige Legeme fra Dag til Dag; og dog! – hvem ved? – kanske er den menneskelige Natur saa ulykkeligt blandet, at noget, der ligner Haab, kanske lige til Slutten flimrer for vort Øie; – det er dog en Elendighed altsammen! – Idag har jeg faaet din Bog og en Masse Aviser; jeg er i daarligt Humør og vil ikke skrive mere.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Jonas Lie.

Kjære Herre! Tak for Deres venlige Brev af 26de Marts, og fordi I vilde have mit Navn med paa det fine Papir om Kvindernes Særeje. – De taler som ud af mit eget, naar De fryder Dem over, at det kanske maa indrømmes – af Bjørnson, at en Novelle er vel saa vanskelig at skrive som et Drama. Men jeg gaar her – det hænder ogsaa andetsteds – saa usigeligt meget videre; jeg foragter den dramatiske Kunst uden at blinke; jeg triumferer, naar jeg tænker paa det Snavs, Publikum vil have, og mit skadefro Hjerte klukker af Henrykkelse, naar jeg ser denne saa høitlovede kongelige danske Skueplads i Hænderne paa Møllere, Farmaceuter og Musikanter. Jeg er vis paa, at Henrik Ibsen – selv om de hængte ham i Storkorskjæden af den Gyldne Vis med crachat, pompeneller og bandulager à la suite – saa skulde han dog ikke kunne skrive en ordentlig Fortælling.

Aa nei! – Gudskelov! der er Forskjel! men det er ikke vært, vi siger det til de andre, for de er saa umaadeligt vigtige. – Jeg skriver denne Gang om Penge og meget andet; og jeg tror nok, at der bliver Stof til Forargelse for dem, der har den behov; det gaar langsommere end ellers; men det er dog en stor Fornøielse, og jeg arbeider nu med mere Lyst end i Førstningen. Det er forresten galt, at vi nu igjen skal flytte; det er saa stor en Forstyrrelse; og saa mærker jeg ogsaa, at efterhvert som Børnene voxer til, optager de en forfærdelig Masse af ens Tid og ens gode Humør; jeg skulde nok have godt af en Tur til Paris; men det blir nok længe til. Hvorledes er det med Dem? – kommer De aldrig hjem? – jeg forstaar slet ikke, hvorledes det gaar an at leve ude med Kone og Børn; jeg kom til at tilbringe min Dag med at være Tolk i Kjøkkenet og Barnepige i Tuillerihaven; og desuden er jeg saa dyr – det vil sige: jeg kan ikke fordrage Økonomi.

Og andet er her virkelig ikke tale om i Norge, – selv Politiken optager mindre Plads i dannede Mænds og især Kvinders Tankeliv end denne Økonomi; de sidder i lange Rader som Kraager paa Gjærdet og skriger: spar, spar, spar! – ligesom Skjønhed i Frankrige, Dyd i England saaledes er Sparekunsten den norske Kvindes Ærgjærrighed; og den unge Frue, der bruger minst Smør til sit Hus, er mere berømt og misundt blandt sine Søstre end om hun var en Deilighed bedækket med Perler og Guld. Ligesaalangt som Ødselhed er fra at være en Dyd, ligesaa nær er Sparekunsten ved at være en Last; den fornedrer Aanden, lammer Levelysten og Arbeidskraften og fremmer Hykleriet; thi det er ukristeligt at gaa tilsengs, saalænge man har en Skilling tilovers for den næste Dag: se til Lilierne – og saa videre – paa Marken. – Og saa er til og med vort Land det mindst økonomiske i Verden! hvad forbruger det ikke af Pindebrænde? – for Exempel Bjørnson! Tænke sig, at i det selvsamme Aar, hvor Konger med alt sit Pak kryber frem, for at drikke et festligt Glas for Baron Holberg, – i det selvsamme Aar tænke de selvsamme Personer paa at sætte Bjørnson i Fængsel. En Mand, som ikke er Baron – ikke engang Bureauchef; men som har de to forudgangnes store Egenskaber uden at behøve vor eller Efterslægtens Medynk for de smaa, han skal i dette fattige Land anvendes til Pindebrænde! – Skulde man anvende sin Straale til at slukke? – jeg mener nei! Saavel Holberg som Wergeland har en Knæk i Ryggen, derfor har de – mellem os sagt – et falskt og uvederhæftigt Publikum den Dag i Dag; de kunne ikke «bruges» uden med Forbehold, med Varsomhed. Lad Tiden heller faa noget, som staar i Frost og Brand, – ja lad det brænde os lige ind i vor inderste Sjæl, hvor Feigheden ligger bag Puder, – det vil engang blive en Kraft af Ild, – en sand Økonomi, som svarer sig i Længden! hils min Søster, min Kusine, Deres Kone, Bjørnsons og Dem selv fra Deres

Alexander L. Kielland.

Deres Adresse? – og Bjørnsons?


 Harald Høffding.

Hr. Professor Harald Høffding!

Jeg har læst Dr. Myginds Artikel i Tilskueren og følger herved den i Slutningsnoten udtalte Opfordring til alle at komme med sine Oplysninger. Meget har jeg vistnok ikke at berette, idet jeg næsten ikke har Billeder om Tal og kun yderst faa med Farver. Jeg var en saa uforbederlig Klodrian i Regning, – jeg nævner ikke Mathematik, for i det Fag drev jeg det ikke engang saa vidt –, at alle Tal for mig staa som sorte smaa Fiender, hvoraf 7 og 9 ubetinget ere de ækleste. Hellerikke Evnen til at se Personer eller Begreber som Farve har jeg, hvorfor det altid har været med en vis Mistro jeg har hørt om en Dame, for hvem næsten hvert Fornavn har en ganske bestemt Farve, som hun ser for sig, naar hun nævner Navnet.

Naar jeg lukked mine Øine, havde jeg som Barn et bestemt Billede, som jeg endnu en sjelden Gang faar se. Det bestaar af en Mængde smaa Prikker, der begynde at vise sig helt oppe i Kanten av det høire Øie; de bevæger sig nu skraat nedover og forsvinder nedover det venstre Kind; mine Øine følger dem ligesom, men kan hverken forhale eller paaskynde deres Fart, den er altid den samme. Disse Prikker paa mørk Baggrund ere lyseblaa med en stærk gul Spids opover, og de morede mig meget som Barn, idet jeg kaldte dem for Nisser og tænkte mig dem som de smaa Tingester, vi spiller Beleiringsspil med. Jeg husker, at jeg aldrig blev enig med mig selv, om jeg kunde frembringe dette Syn spontant, eller om det kom ganske af sig selv; nu kan jeg det ialfald ikke mere. –

Med Hensyn til Hjernemolekylerne, saa tænker jeg mig dem som smaa graa Æg, der gjennem Sandseindtryk blive befrugtede i mere eller mindre Grad. Et saadant helt befrugtet Æg bliver tungt og gaar tilbunds, hvor det danner de absolut uudslettelige Indtryk, og da den totale Befrugtning helst indtræffer ved bløde nye Æg, er det vore Barndomsindtryk og Kundskaber, der ere udrustede med de skjønneste og varigste Billeder og den uforanderligste Nøiagtighed. De delvis befrugtede Æg faar en liden mørkegraa Prik, der er af samme Substans som et helt befrugtet Æg; men i Resten af denne Celle samler sig de halvklare Billeder, de halvtforstaaede og halvtlærte Kundskabsdele, der referere sig til Kjernen, de omslutte; og denne halvklare Væske har en Trang til at føre sin Kjerne hen til beslægtede Kjerner helst til et beslægtet helt befrugtet Æg. Saa dannes der altsaa, eftersom Æggene mer eller mindre befrugtes, Klumper af Æg, der sænke sig mod Bunden, hvor de fortrinsvis søger at leire sig om helt befrugtede beslægtede Æg. I en sund og velpleiet Hjerne vil saaledes Molekylerne lægge sig tilrette paa Bunden i en saadan Orden, at en Tanke, som begynder i den østlige Kant af Hovedet, kan fare helt bort i Vestkanten og hente, hvad den behøver og være tilbage i samme Blink; medens i slet behandlede Hjerner Molekylerne ligge hulter til bulter uden at samles om helt befrugtede Æg, hvilket er saa hyppigt blandt os, fordi den kristelige Børneopdragelse forbruger de bedste og for hel Befrugtning mest modtagelige Æg til ørkesløs Kundskab eller gjør dem golde ved irrationelle Forestillinger.

Men jeg tænker, De ler af de dybsindige Æg, jeg lægger; og det var ikke Meningen at være dybsindig; imidlertid blev jeg fristet af disse sammenhængende og ordnede Hjernemolekyler, fordi de støtte min Theori om Drømme, som det forresten heller ikke var Meningen at tale om.

Jeg vilde fortælle Dem om den Mnemoteknik, jeg udviklede som Barn. Den er ikke netop omtalt i Dr. Myginds interessante Afhandling; men jeg formoder, den maa falde ind under D’Herrers Undersøgelse angaaende Erindring og Fantasi. Hvad jeg hentyder til, er den visselig ganske almindelige Evne og Trang hos Barnet til at henføre alt, hvad det lærer, til kjendte Steder. Denne Trang, som jeg endnu har, maa vist have været stærk hos mig i Barneaarene, og jeg tror, at hvis jeg vilde gjennemlæse Grøgaards Bibelhistorie og Nissens Verdenshistorie, vilde jeg atter kunde befolke halve Stavanger med bibelske Figurer og historiske Begivenheder. Men ét Billede staar altid ganske klart og uforandret for mig, naarsomhelst jeg vil fremkalde det – altsaa et helt befrugtet Æg, – og det var det, jeg vilde fortælle.

I et stort Hus ude i Strandgaden, hvor jeg kom af og til, boede Potifar; og skjønt jeg ikke forstod noget om Potifars Hustru og Josef, saa har jeg dog en tydelig Fornemmelse af, at hun boede uhyggeligt nedenunder, medens Potifar selv boede ovenpaa, hvor jeg var kjendt. Paa den anden Side af Gaden – det er tre fire Skridt – laa et lidet Hus, som hørte til Potifars Eiendom; der var Døre og Vinduer altid lukkede; jeg vidste ikke, hvad der var i det; men der sad Josef i Fængsel med Bageren og Mundskjænken. Den sidste har jeg intet bestemt Indtryk af, formodentlig fordi jeg ikke vidste, hvad en Mundskjænk er, han staar for mig som den, der i stor Hast kom løbende over Gaden forat hente Josef, da Drømmene begyndte. Thi Farao og Potifar var én Person i mine første Forestillinger, og jeg føler endnu noget ubehageligt ved disse Mennesker, formodentlig en Levning af den Uleilighed det senere kostede mig at skille dem ad, – kanske har Læreren skjændt paa mig for Sammenblandingen. Den stakkels Bager derimod er lang og blaa; de hængte ham op i et Træ netop i Svingen af den bratte Bakke, som fører fra Potifars Hus op til Øvre Strandgade, og der ser jeg ham med en stor Kurv eller Plade med gule Brød paa Hovedet. Dette med Brødene kunde jeg have et saa meget stærkere Billede af som Bagersvendene i min Barndom brugte at bære det nye Brød fra Bageriet til Butiken paa Hovedet. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har havt et klart Billede af Kjørene, som spise hinanden op; i dette Øieblik staar de for mig i en Gruppe nede paa Bryggen ved Potifars Hus; om de ere fede eller magre, kan jeg ikke sige; men jeg har en bestemt Fornemmelse af, at de ere røde. Sidenefter blev det Josef, som boede ovenpaa i Potifars Hus, og da hans lurvede Brødre kom med de tomme Sække, var det udover Strandgaden at jeg saa dem luske afsted. Nu kommer egentlig det klareste Punkt, næsten det mest livagtige Billede, jeg har fra min Barndom. Det er den Scene som maa ha grebet mig over al Maade; thi endnu kan jeg føle Taarerne stige mig til Øinene, – den Scene, da han gjenser sin stakkels lille Broder Benjamin. Det foregaar ovenpaa hos Potifar, men Stuen er en Skolestue, jeg antager første Forberedelsesklasse. Josef staar paa en liden Forhøining, men der er ikke Katheder; og hans lurvede Brødre sidder som uskikkelige Gutter paa haarde graa Bænke og allernederst i Klassen sidder Benjamin. Men da Josef endelig faar Øie paa lille Benjamin helt nede paa nederste Bænk ved Ovnen, da vender han sig mod høire Side, gaar ned af Forhøiningen og ind i et lidet mørkt Værelse gjennem en lav, smal Dør, som han lukker efter sig, og derinde staar han og græder.

Jeg ser, jeg kom til at plage Livet af Dem, om jeg rigtig vilde begynde at fortælle, og derfor skal det nu være nok med det. Maanederne danner intetsomhelst Billede for mig; men snarere Ugedagene; det er en temmelig jævn Stigning fra Mandag til Søndag. Mandag er et forfærdeligt sort Hul dybt nede, Lørdag er meget brat opadgaaende, Søndag jævn, men høit oppe og steil paa Bagsiden.

Tilslut sender jeg Dem mine venskabeligste Hilsener, vi ere jo ikke ganske fremmede for hinanden, ialfald husker jeg Dem godt. Jeg er spændt paa Deres og Hr. Myginds Værk, ligesom jeg vilde være Dem taknemmelig for en Opgave over Værker om disse Ting – helst paa tysk og fransk – engelsk er jeg saa daarlig i.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Anne Charlotte Leffler.

Høistærede Frue! – vi har gjennemgaaet alle en Flytnings Rædsler, derfor kommer min Tak for Deres Portrait saa sent. Det har glædet mig at faa en Idé om Deres Udseende; det forøger Interessen, naar man læser. Kunde De ikke komme fra England via Hull-Stavanger; der gaar et stort, godt Skib hver Uge; herfra kan De komme østover til Kristiania med Dampskib omtrent hver Dag. Jeg sidder saa alene her – literært talt; en Times Samtale med en Kollega vilde være mig en dyrebar Opmuntring; og har man bare talt sammen en Stund, saa bliver Korrespondencen sidenefter saa meget lettere og rigere. De har vel nu gjort en deilig Reise og gaaet Vaaren imøde; nu er den da endelig ogsaa naaet herop med lind Luft, Fuglesang og Reiselyst.

Jeg er lidt trist, og mit Arbeide gaar saa langsomt; det er en Roman, der skal danne Fortsættelsen af «Gift»; men den er ikke færdig endnu og kommer først til Høsten! Det er noget ganske uvant for mig, at det gaar langsomt; ellers pleier jeg at skrive en Bog paa 3 Maaneder; mon jeg begynder at blive gammel?

Det skulde glæde mig, om vi kunde træffes; men ialfald haaber jeg ret ofte at høre fra Dem – enten i Form af noget nyt Arbeide eller et Par Linier, naar De har Tid til at tænke paa mig.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Mange Tak for de 1000 Kr., jeg modtog sidst; det er mig en stor Beroligelse at vide, at jeg saaledes paa en vis Maade er sat paa fast Gage, medens jeg rundt omkring mig – ja, blandt mine Nærmeste ser gamle Formuer indsmeltede til Ingenting og de før mest blomstrende Forretninger visne bort til de tristeste Ruiner. Thi Krisen er langtfra overstaaet; vor By gaar mod en total Omvæltning; alle de gamle Huse, der længe have levet over Evne, maa nu i Gruset, og nye Mennesker med tarvelige Vaner skulle nu begynde at bygge Formuer op igjen. Det er en tung Tid; men den er lærerig og interessant; jeg vilde ikke ønske, at jeg var noget andetsteds, – men vel, at jeg havde nogle Millioner til at stanse Ødelæggelsen med.

Jeg haaber ogsaa, at det skal vise sig i vort Regnskab – ialfald om et Par Aar, at jeg med 6,000 Kroner ikke overskrider min aarlige Gjennem snitsindtægt af Gyldendalske Boghandel, naar jeg bare kunde faa det til at slaa til; saalænge Skibsfarten er saa elendig som nu, bliver det knapt nok, og jeg slider desværre med en Regningsgjæld fra forrige Aar paa 2 a 3 Tusinde Kroner. Det trykker mig jo; men saa har de andre det saa langt værre; og jeg kvier mig for at laane paa Papir, naar jeg betænker den Masse Vexler, som bare denne lille By gjennemstrømmes af og som efter min Forstand aldrig i Verden kan blive helt indfriet.

Alle disse Pengetanker gaar igjen i min Bog, som nu nærmer sig Slutten; saavidt jeg kan forstaa, er den god; men den er jo desværre ikke meget lys.

Vi ere nu flyttede til Hillevaag – en uhyre Eiendom tilhørende I. A. Køhler & Co’s Fallitbo.

Den forrige Eier Wilhelm Hansen, der nu gaar omkring i Kjøbenhavn, var den Mand, som hidførte Katastrofen herhjemme. Hans Dispositioner her paa Hillevaag ere af en Storartethed som paa den største Herregaard: et Fjøs med hvælvede Kjældere som en Kryptkirke og Plads for 100 Kjør; 5 Vandmøller, Dampmølle, Dampbageri, Skibsværft, utallige Søhuse med Fiskeudrustning; dertil Haver og Drivhuse; en Hovedbygning som et Slot – der bor jeg ikke –, men i et stort Hus ved Siden, hvor Fru Petersen – Svigermoderen – residerede.

Vi har nu en Række Værelser – ikke fuldt saa lang som Klarebodernes, men rigelig Plads med luftige, lyse Værelser midt i en Have med store Trær; dertil Plads for Hest og Vogn paa Hovedgaarden – altsammen for 800 Kr. – det er ikke dyrt; naar vi nu bare fik være her i Fred og slap de afskyelige Flytninger!

Vi lever alle godt; og Beate tænker fremdeles at reise til Ellekilde i Slutten af Juli – med Baby; jeg kommer vel ikke til Island, da jeg ikke kan være færdig med Bogen til den Tid; og desuden tillader min Økonomi ikke saadan Udgift.

Alle her hilser paa det hjerteligste til Dem og alle Deres –

venskabeligst Alexander L. Kielland.


 Søren Falch.

Kjære Ven! – jeg har havt et daarligt Aar, arbeidet langsomt og fortjent lidet baade som Forfatter og som Skibsrheder. Derfor slæber jeg endnu – i Juli – paa en Regningsgjæld fra forrige Aar paa 3,000 Kroner omtrent.

Jeg kan ikke i Stilhed faa laant disse Penge her, og jeg vilde desuden nødig gaa til en Bank, fordi jeg ikke vil besvære nogen af mine nærmeste med at skrive paa i de Forholde, som hersker her, – ja for du gjør dig ingen Ide om de triste Tider, vi lever i, og jeg frygter for, at vi gaar endnu værre imøde.

Det var derfor, jeg vilde spørge dig, om du gjennem nogen Forbindelse kan skaffe mig 3000 Kr. – i al Stilhed; jeg vil ikke allarmere mine Søskende; – som Sikkerhed skal jeg sende en af mine Livs-Policer i Idun paa 5,000 Kr, og Tilbagebetalingen vil ialfald finde Sted, naar jeg arver min Faders Enke.

Lad mig lykønske dig i Politiken!

For mig er dette det vigtigste, at Folk som jeg nu ikke længer daglig ere nødte til at beskjæftige os med Politik. Det var nemlig kommen saa langt hos os, at hele den Livsanskuelse, som hviler paa Tidens beste og ædleste Tanker, – den var trukket ned i en Pøl af Skjældsord, idet den trods al Modstand var naglet fast til et politisk Parti. Nu kan man løse denne Forbindelse saa vidt, at DHrr. Politikere kan rives og slides saameget de vil, uden at jeg behøver at sidde i Spænding: om Hunden skal æde Svinet eller Svinet Hunden.

Thi nu først har en stor Mængde Mennesker – især Fruentimmer – i dette Land, lært at Venstre er en anstændig Magt og vi nærmer os nu den Erkjendelse, at der er gentlemen paa begge Sider. Det er den Fred, vi faar og som jeg sætter Pris paa: at den Forpagtningskontrakt, i Kraft af hvilken Høire besad alle Dyderne uden Undtagelse – Jorden her og Himmelen hisset – den er udløben og kan ikke mere fornyes.

Men det er latterligt og trist, at dette Gode skal kunne gives os ved en enkelt Udlændings Feighed; og skjønt det jo denne Gang var til Fordel for mine Ideer, kan jeg dog ikke andet end grue ved Tanken om, hvor farligt det er at holde Konge; og selve Personen kan ikke vinde noget i fribaarne Mænds Agtelse; thi hans Sindelag kjender vi.

Vi lever alle godt; og naar du nogensinde passerer Byen, maa du huske, at vi bor et lidet Stykke udover Lagaardsvejen nemlig i Hillevaag; vi har et stort smukt Hus og meget smukke Omgivelser.

Min nye Bog skal komme til Høsten og bringe mig nye Skillinger og gamle Skjældsord.

Lad mig snart høre fra dig

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! vor Politik har forbedret sig, jeg har seet dit og de andre gode danske Valg; vi lever alle godt og det nye Sted, vi bebor, er i alle Henseender tilfredsstillende; selv er jeg ifærd med de siste Kapitler af Fortuna, og den ser god ud, – og alligevel er jeg tung og nedtrykt som jeg aldrig har været det før. Det er endelig Pengesorg, som tiltrods for min ihærdige Modstand har slaaet sin Klo i mig; du ved, jeg maa leve rummeligt, uden at jeg er bundløs ødsel, og det gik i de Aar, jeg tjente l0 à 12,000; men ifjor havde jeg kun 7, iaar endnu uvist, og mine Skibsparter ere ogsaa daarlige. Derfor slæber jeg endnu paa en Regningsgjæld fra forrige Aar paa 3 à 4,000 Kroner. Det er denne Elendighed, som trykker mig, og som – om den end ikke kan synes saa overvældende – alligevel er mig en utaalelig Byrde.

[…]

Det er længe siden, jeg hørte direkte fra Kjøbenhavn; og jeg har selv været saa lidet oplagt til at skrive, at jeg endogsaa har liggende et ubesvaret Brev fra Jacobsen. Du maa altsaa fortælle mig om fælles Venner, om Politiken og om den danske Bevægelse! – det var dog ret tilpas for Drachmann, at han sveg venstre, just som det synes at gry ad Dag for os. Thi det Pølsesnak faar han ingen til at tro, at han svingede fra fransk (!) til dansk; han tilbød høire sin brede Lyre – som Borchsenius siger –, forat brede sig i Naadens Solskin, lad ham nu sole sig. Kan du huske hans storsnudede Vers til Sverdrup? – jeg har glemt det; men det forekommer mig, at det var værdt at trykkes opigjen nu. Ja – hvad siger du om vor Revolution! – er du ikke ganske forbauset? – jeg er endnu ikke kommen mig af min; husker du, hvormange Gange jeg blev dig Svar skyldig, naar vi kom til det Punkt: nuvel! – anklag Statsraaderne, døm dem, – hvad saa? – Kongen beholder dem eller tager værre; Revolution faar vi aldrig hverken i Danmark eiheller i Norge. Og nu har vi havt den – «den snigende Revolution» – som vort Morgenblad siger. Ja det var sandelig mere end jeg havde tænkt at opleve i saa ung Alder. Og dog er det for galt at tænke sig, hvormeget der altsaa er afhængigt af en enkelt Mands Vilje – tilmed en Udlænding; jeg haaber, mange heraf vil se det farlige i at holde Konge. Det er saa uvant at være sat ud af Oppositionen, at jeg slet ikke kan orientere mig; min «Indignation» – ser du – gjør mig uskikket til at være Seierherre, og jeg kan dog ikke blive ved med at udskjælde de faldne? Dette Problem sammen med det økonomiske forbitrer mig Livet og den skjønne Sommertid. Hils vore Venner paa Ellekilde; Beate kommer i Slutten af Maaneden.

Din hengivne A L K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – jeg maa klage min Nød for Dem; thi disse Pengesorger, som jeg saa lidet egner mig for og som jeg saa lidet er vant til – de forbitrer mig Livet mere end tilbørligt. Og Elendigheden er da igrunden ikke saa forfærdeligt stor. Den bestaar deri, at det forrige Aars Indtægt blev for liden til Udgifterne og derfor slæber jeg endnu paa en Gjæld af 3,000 Kroner i ubetalte Regninger. Tiderne herhjemme ere saadanne, at jeg hverken vil eller kan bebyrde nogen af mine Nærmeste, som sandelig har nok i egne Sorger; og derfor vender jeg mig til Dem, skjønt Deres overordentlige Liberalitet i Pengesager kanske burde beskytte Dem mod yderligere Byrder; jeg vilde selvfølgelig forrente Beløbet paa almindelig Maade; ligesom jeg vilde indsende en Livsassurancepolice som Sikkerhed for det Tilfælde, at jeg skulde dø, uden at min Conto hos Dem ballancerer.

Beate og Baby begynder iovermorgen Reisen til Danmark, og jeg vil da i Løbet af en 14 Dages Tid kunne slutte min Bog; jeg sender da Manuskript til Sarauw, som strax han er færdig vil overrække Dem Kapitel for Kapitel, saaat Trykningen vel kan være endt i September.

Vi lever ellers alle godt, naar jeg undtager mine Sorger, – og alle mine hilse venligst Dem og alle Deres –

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Albert Bonnier.

Hr. Alb. Bonnier!

Jeg har modtaget høiere Tilbud end Deres i Brev af 21 dns, hvorfor min næste Roman vil udkomme hos en anden Forlægger. Dette gjør jeg med saa meget desstørre Sindsro, som De jo aldrig har havt synderlig Fortjeneste af mine Bøger.

Der staar i Deres Brev, at De «med mycken ledsnad» saa 3 af mine Noveller udgivne hos en anden. Dersom disse Ord skulle indeholde en Skygge af en Bebreidelse mod mig, vil jeg for Sikkerheds Skyld gjøre Dem opmærksom paa, at De ikke blot aldrig har anmodet om Oversættelsesretten til disse 3 Novelletter; men at De endogsaa udtrykkelig har erklæret, at De ikke vilde oversætte «Else».

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven!

[…] Jeg vil da glemme Næringssorgen eller anvende den i min Roman; der passer den fortræffeligt, og jeg har et Fallitkapitel af meget skjøn Virkning > har du hørt noget saa uligt mig? <.

Fra Midten af August sender jeg Manuskript til Sarauw, som lader det gaa til Hegel, som igjen sender dig 2det Korrektur. Du har jo ogsaa denne gang tilbudt dig? – er der saa noget, som synes dig altfor mærkværdigt splittergalt, faar du sende det herop; men ellers ved du nu nok om mine Særheder, saa du lar et og andet passere for hvad det er. Fransk og Latin maa du altid rette.

Tænk – jeg kan ikke komme mig til at skrive til Jacobsen, uagtet jeg har en saa stor Sjældenhed: et Brev fra ham at besvare. Men det er mig ikke muligt at sætte mig hen og underholde mig med ham – nu, da jeg er saa sørgeligen overbevist om, at han snart slukner. Og paa den anden Side tør jeg ikke tale rent ud som jeg kunde og kunde ønske at tale af Hjertet til Farvel og Tak for det kjære og uforglemmelige Venskab, han undte mig og mine; thi det er jo saa forunderligt med denne Art Syge, de taaler slet ikke altid, at andre lægge deres triste Hemmelighed i Dagen. Saaledes har jeg flere Gange lagt hans Brev bort; men det er dog kanske Uret; skulde han paa sine siste Dage sætte den mindste Pris paa et venligt Ord, saa maatte man jo hele sit Liv angre, om man havde ladet ham forgjæves vente; derfor vil jeg strax skrive til ham.

[…]

Det var ganske vist til dig, jeg skrev engang, at Drachmann havde valgt et ulheldig Øieblik til sit Omslag; er det ikke saa?, at han nu er lige mistænkelig for venstre som for høire, ingen vil tage ham – undtagen disse blødhodede Evangelister, der nu tumle sig i dit og Hørups gamle Morgenblad. Jeg har aldrig havt saa megen Interesse for Drachmann som nu; og jeg vilde føle en oprigtig Glæde, om det endelig engang skulde mislykkes for en Renegat af hans Fuldblodighed.

[…]

Hils dine Børn, dine Brødre og min Kone, som du vel træffer i disse Dage.

Din hengivne A L K.


 J. P. Jacobsen.

Kjæreste Ven og Broder! – De kan vel slet ikke begribe, at jeg saa lang Tid kan lade et Brev fra Dem ligge; og De vil aldrig komme til at begribe det; thi jeg forstaar det ikke selv. Jeg ved nu, at De er hjemme i Thisted; men hvorledes De har det, ved jeg ikke. Men noget siger mig, at De ikke har det godt. Kunde De ikke formaa en eller anden i Huset til at sende mig et Par Linier; jeg vilde saa gjerne høre, at Sommeren igjen gav Dem Kræfter til Vinteren. Beate og Baby reiste idag afsted til Ellekilde – til Drewsens; vi saa paa Jernbaneruterne fra Kristianshavn til Thisted; men det blev for langt af Veien; Beate og Baby bade mig hilse Dem, naar jeg skrev.

Vi lever alle godt; Guttene ere dels sorte, naar de kommer fra Smedien, dels hvide, naar de kommer fra Bageriet, og Else regjerer os alle. Hun løber omkring og snadrer hele Dagen og er det deiligste, man kan se. Ak – kjære Ven! – naar jeg kunde laane eller give Dem lidt af mit Livs overflødige Sundhed og Glæde, saa vilde jeg efterpaa føle mig sundere og være meget gladere, skjønt jeg i Virkeligheden ikke er meget glad. Men det er, fordi den, som fik formeget, er den værste at tilfredsstille. Og naar jeg rigtig føler, at jeg maa skamme mig, sætter jeg mig hen og tænker paa Dem, med hvem Livet har drevet saa grusomt et Spil.

Saa mange Ting har været i vore Øine, som aldrig kom til Ord; saa ofte har vi forstaaet hinanden og bøiet af; men De ved om mig, at jeg ved om Dem [uleselig p. gr. av vannskade] og Smerten i vort Venskab. De har gjort baade Beate og mig rige paa saadanne skjønne og hellige Erindringer, som altid ville aabne sig som et stort Vindu mod den rene Luft; og om jeg end aldrig mere skal se Dem, vil De være mig levende og nær, saalænge jeg lever, som den Mand, jeg har elsket høiest.

Lad ikke dette forstemme Dem som var det en Afsked; men prøv heller at lade min, Beates, Børnenes og de mangfoldige andres Kjærlighed gjøre Dem Livet rigere, hvis det gaar imod Haab, og Døden blidere, dersom De maa visne.

Lad mig saa høre noget fra Dem, og modtag min inderlige Hilsen og Tak for alt det gode, De har givet mig og mine.

Deres gode Ven Alexander.


 Søren Falch.

Kjære Ven! – jeg vilde ønske, at jeg havde Raad til at sige, at dit Brev var mig kjærere end 3000 Kroner; men iethvert Fald var det mig meget kjært. Jeg er saa ganske overbevist om din Beredvillighed og dit Venskab, og da jeg jo egentlig heller ikke er i nogen paatrængende Nød, saa skal vi slet ikke lade dette Pengeskidt kaste nogensomhelst Skygge af en Skygge. Lad det derfor ikke være dig det minste pinligt, at du ikke kunde hjælpe mig, – ialfald ikke paa anden Maade pinligt, end at du vilde været gladere, om du havde været istand til en Opofrelse for Venskabets Skyld. Og dermed vil jeg som mit store Forbillede Micawber – i David Copperfield – fortsætte med et freidigt Haab, at «something must turn up».

Min Bog, som jeg holder paa at slutte er ogsaa saa fuld af Pengesorg og Ruin, at jeg længter efter at faa den fra mig; der er dog ingenting saa nederdrægtigt som de Penge, man ikke har.

Tag altsaa min hjertelige Hilsen og Tak for din Deltagelse og vel mødt igjen til bedre Tider for os alle.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Albert Bonnier.

Hr. Albert Bonnier!

Det er for sent at tale om Oversættelsesretten nu, da den allerede er overladt en anden; for mig var det kun et Pengespørgsmaal, og da jeg havde givet Dem Anledning til at fremsætte Deres høieste Bud, havde jeg opfyldt min Pligt som Forretningsmand.

Men hvad «Æren» angaar, saa er det en underlig Ting med den.

Det har nemlig været saa fra umindelige Tider, at Forlæggeren lod Forfatterens Værker trykke – af Barmhjertighed, naar han var ukjendt og for Ærens Skyld, naar han var kjendt; om Penge var der aldrig synderlig Tale. Forfatteren var derimod ofte nødt til at arbeide haardt nok for disse usle Skillinger.

Og saa har Skjæbnen været saa forunderligt lunefuld, at de store Forfattere, som arbeidede for Pengene, de blev siddende med Æren; medens de store Forlæggere, som arbeidede for Æren, de blev siddende med Pengene.

Jeg har mange Gange grundet over dette, og jeg er kommen til det Resultat, at først naar vi ophøre med den megen Talen om Æren og erkjende, at vi ere Forretningsmænd paa begge Sider – først da vil saavel Pengene som ogsaa Æren blive jævnere og retfærdigere fordelt. –

– Idet vi skilles, skylder jeg Dem Tak for reel og elskværdig Behandling; jeg har kun dette ene at beklage mig over: at De ikke bragte mig saa stor pekuniær Fordel som jeg troede at kunne vente; og naar jeg nu prøver med en anden, vil jeg bestandig mindes de gode og behagelige Sider ved vort Samarbeide.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad Hegel! De er sandelig en snil Mand, og De maa være overbevist om, at jeg paaskjønner Deres Elskværdighed. Mange Tak for Hjælpen; det var mig til stor Lettelse.

[…] Bogens Karakter bliver ikke egentlig krigersk, men alvorlig og trist. Den handler om Penge – man skriver altid om det, man ikke har – og viser en stor Fallit med dens uretfærdige Følger: – de store Skyldige gaa fri og de arbeidsløse Smaafolk faar lide for Svindelen. Dernæst ser vi Abraham Løvdahl udvikle sig og langsomt gaa tilgrunde, fordi hans ædlere Natur blev kuet og forgiftet i hans Barndom. Saa er der naturligvis en Masse Bipersoner, adskillige Hib tilhøire – ja især tilhøire og enkelte ret kraftige Kapitler. Jeg tænker, at Bogen vil gaa godt; det er længe siden jeg var ude nu; «Gift» tager da vel Fart igjen; har det været ligefrem daarligt med Salget af «Gift»?

Tak for 4de Opl. af Novelletterne.

Jeg har forladt Bonnier, fordi en anden bød mig lidt mere; det var kanske dumt; men jeg blev saa kjed af Bonnier, som altid kneb paa Skillingen og altid fortalte, at han bare tog mig for Ærens Skyld og slet ikke havde andet end Tab af mig. Den nye hedder Ossian Jemling paa Gotland (Visby); vi har gjort en Forretning og da var han reel og behagelig; men disse Svensker er jo ikke at stole paa

Modtag mine venskabeligste Hilsener til alle Deres og tag endnu engang min Tak.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad Hegel!

[…]

Jeg er ganske forskrækket over min Kone! – og jeg har gjentagende skrevet til hende: om hun dog ikke har seet Hegels? – jeg kjender hende, naar hun ligger paa Landet og lader Solen skinne og Dovenskaben gro; og disse Drewsens – de lader ogsaa skinne og gro, og saa synes de alle, der er en Verden at overskride mellem Ellekilde og Skovgaard. «Hun kommer nok» – af Kornelius Stendal-Cammermeyer –, men naar De faar fat paa hende maa De ruske hende i Ørene fra mig og ellers være snil mod hende. Herhjemme lever vi godt; Jens og Alexander har nu forladt sine Høns, Kyllinger, Gjæs, Duer – deres Paafugl, deres Gjed, deres Kat Rasmus og deres Hund Fanny, forat tage fat paa Asiens Bjerge, Karl den Dristige af Burgund og a + b + c = Skolens alle Pinsler.

Kun Else fortsætter at nyde en ubunden Frihed, og om jeg end ikke tør paastaa, at hun savner sin Gudfader, saa vilde hun dog glædes ved at se ham igjen, saa dansk er hun.

Nu er vor Sommer endt; den har været usædvanligt straalende; min Bog er ogsaa endt; maatte den ogsaa være det!

Hils alle Deres Kjære: Fru Julie, som skylder mig et langt Brev, Jacob, som kunde skrive uden at skylde, og alle de andre fra Deres Hus –

Deres Alex. L. Kielland.


 Kitty L. Kielland.

Kjære Søster. Jeg fik idag dit Manuskript til «Vinter og Vaar». Naar jeg ikke er saa tilfreds denne Gang som efter Læsningen af de to, som spadserede og skiltes, saa skal jeg let forklare dig Grunden, saaledes som jeg ser det. Hvad der greb ved den første Novelle var, at der var Blod i den, Blod fra dens eget Hjærte, som skrev. Det var dengang – husker jeg – min Tro, at Situationen var for en Del oplevet af dig selv eller meget nær dig – af Mennesker, som laa dit Hjærte nær ialfald. Der var dengang noget tilbagetrængt, som netop gav Ordene en Lødighed for den, som kunde høre den ægte Klang, der lod Læseren glemme, at Stilen ikke var vokset sammen med Tanken i den Forbindelse, som paa dette Punkt kaldes Kunst. Din anden Historie er en Diskussion, hvori der siges meget og for meget; det er ganske vist dine dybeste Interesser; det gaar løs paa dine mest brændende Livsspørgsmaal; du er i det skrevne med Liv og Sjæl, – og dog siger jeg dig: der er ikke Blod i den Historie. Man kan bære paa Tanker, der optage en helt; ens Sjæl kan leve i en Ide, og Hjærtet banke af Iver, ja man kan føle Skam, fordi man ikke tager fat; man kan være nogenlunde Herre over de ydre Midler og man sætter sig varm ned og skriver – og dog bliver det en Afhandling, – den kan blive god, nyttig og mange andre Ting; men den bliver dog ikke det, den skulde være, hvis man ikke er af de lykkelige Ulykkelige, hvis Blod tiltrods for al Anstrængelse flyder ud i Pennen.

Jeg har følt det saa tydeligt ved din anden Historie; hvis der skal siges noget om den, saa bliver det Indvendinger eller Billigelse af de udtalte Anskuelser; men mere er der ikke Plads for; med andre Ord: det Filosofiske – det Moralske i den kan der tvistes om; men den falder ikke ind under literær Kritik, fordi den ikke er literær Kunst, der er ikke – lad mig nu bruge Onkel Axels Ord for Blod – der er ikke «Gnisten» i den. Du vil som Kunstner i et Fag forstaa mig – forhaabentlig bedre end jeg mange Gange fra dit; eftersom mit henvender sig til en mere almen Receptivitet end dit. Du vil forstaa at den Maade, paa hvilken Digtningen omformer Tanker til Personer og Skjæbner, har sin Magt og sin hemmelighedsfulde Charme i det, som ikke siges og som dog ikke forties. Der siges for meget i din Historie, derfor gaar Digtet over til Diskussion, paa samme Maade – tænker jeg – som Maleri kan blive Illustration.

Paa dit nuværende Punkt anser jeg dig altsaa kun som min ældre Kollega i en forskjellig Kunstart, uden at jeg vil have min Dom fastslaaet som endelig. Ingen kan vide, hvad du vil komme til at skrive, og jeg vil anse det som et Bevis paa, at du forstaar min Kritiks Loyalitet, naar du næste Gang sender mig noget til Læsning.

Endnu et om Indholdet: jeg anser det som meget tvivlsomt, om Ægteskab og overhovedet Forholdet mellem Mand og Kvinde kan hente noget Haab om Forbedring fra den ortodoxe Kristendom, der er nødt til at antage gamle raa, jødiske Liderligheder for Guds levende Ord. Og lidet stemmer det brutale Krav til Hustruens Pligter med selve Mesterens Ord til den utro Hustru: gak bort, og synd ikke mere; – hun skulde været stenet – siger Jehova!

[Underskrift mangler.]


 Louise Drewsen.

Kjære Frue! Tak for Deres Brev; det er vemodigt, at det skal være det siste som De saa bestemt forsikrer; Grunden synes mig lidt uklar: at De ikke vil skrive, fordi vi ikke kommer til at tale sammen. Jeg skal forresten ikke indlade mig paa nogen Diskussion om Breve med Dem; eftersom vore Begreber ere altfor langt fra hinanden i det Punkt. Et Brev er for mig et venskabeligt Ord eller et uvenskabeligt – et Haandtryk eller et Dolkestød – bestemt for en eneste bestemt Person solo. For Dem er et Brev en ægteskabelig Tilskikkelse; og den, som vil skrive til Dem, maa paa en Gang fastholde, at De er liden, tre Alen lang, aaben, lukket, stivbent og lastefuld. Jeg er ganske forfærdet, hvergang jeg læser i et Brev fra Dem eller den Uundgaaelige – det er jo ganske det samme! –: «Deres siste Brev morede os godt – »; for mig er der i dette noget i Retning af fælles Tandbørste; jeg hader Ægteskabet og især Kvinden i samme. Det var nu det! – Nei – nei! – jeg er ikke færdig! – der staar Gud forlade mig! i Deres siste Brev: Tak – (hører 1 Ægteskabets 7 000 Djævle) Tak for Brevet til Viggo! – har De i Deres Liv hørt noget saa ækelt? – et voxent Fruentimmer til en voxen Mand siger Tak for noget, som to Mænd har sig imellem! – og saa dette Viggo – lille Viggo! O Moses!

Javist er det bedre at tale sammen end at skrive – det ved jeg ogsaa; men i et Brev kan der paa den anden Side lægges mere af en Persons Inderste end man somoftest faar frem i Talen; som Diskussion er vistnok Brevvexling besværlig og hartad umulig; som Vei fra Hjerte til Hjerte, som Middel til at holde Sympati frisk, til at række hinanden et Ord af Trøst eller Del tagelse er et Brev mere værdt end et Møde. Det vil naturligvis sige for den, som har min Opfatning af et Brevs rent personlige Karakter. Saaledes er det, jeg holder af at skrive og skrives til; det er Lyden om at gjøre, Lyden af et Venskab langt borte, Bevidstheden om, at man færdes i hinandens Tanker – er dette ikke nok? – er det ikke Blæk værd? – Herregud Frue! man diskuterer saa meget i Danmark; lader os takke Guderne, fordi det er umuligt i Breve; jeg vil ikke høre et Ord om Deres Principer for Opdragelsen, før vi mødes. – Men fortæl mig om Dem selv, om fælles Venner (ikke mere om Iglen – jeg beder) om et eller andet, De har tænkt paa eller drømt om, eller skriv en Dag, naar De er glad eller naar De er tung og fortæl mig det – ikke som en Efterretning, ikke som noget tanketungt, hvorom der kan tales og udvikles!! men som et venskabeligt Bud om, at jeg er i Deres Tanker; det kan mangengang være Dem en Forfriskelse. Det beste Brev er ikke det dybsindigste, men det oprigtigste.

Deres Alexander L. K.


 Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! – Tak for dit Brev og dit essay over Hamlet, som syntes mig noget af det fornuftigste, jeg har læst om denne ufornuftige Person. Oprigtigt talt har Hamlet aldrig været noget for mig; jeg har ikke selv forstaaet mange af Dybhederne, og saa har jeg ærgret mig altfor meget, naar Commentatorerne have væltet sig af Henrykkelse over Dybheder, som jeg slet ikke tror paa. Man er oftest for ung naar man faar saadant ihænde – især med den Recept, at det er det mest mageløse af alt mageløst; har man saa – som jeg – et uærbødigt og stridigt Blod, saa finder man snart ud, at denne Beundring er en Sammensværgelse af Dumhed og Hykleri – Keiserens nye Klæder –, og saa tager man sin skeptiske Mine og reducerer Værdien. Saaledes er det gaaet mig med mange «Mesterværker»; jeg ærgrer mig over Othello – en Nar af en Morian; jeg ærgrer mig over, at «Folk» vil indbilde mig, at de morer sig over Holbergs Komedier; jeg ærgrer mig naar hele Snobberiet sidder og ler af den stakkels Bonde, som de drikker fuld og lægger i Herremandens Seng – dette ophøiede Sted! – for bagefter at sparke ham ud paa den Mødding, hvorfra han kom, – og saa har det arme Menneske tilogmed et Asen af en Kone! – saadant noget kan gentlemen ikke le af; det er kun for Snobber, at der existerer en Modsætningens Komik mellem en Herremand og en Bonde – især er de til at tage feil af, naar de ere fulde. Som du ser og ved: Æstetiker det er jeg ikke.

Som du vel nu ved, har Beate og Baby været i Danmark i hele Sommer; nu er de vist i Kjøbenhavn – gml. Kongevej 13a hos Capitaine C. v. Sar auw –, saa der kunde du faa se din tilbedte Baby, som forresten er sød. Men ligesom du siger, at «Else» er min beste Bog, saaledes er lille Else mit sødeste Barn; – hende kan du kun faa se ved at komme herop, og dertil er du velkommen. Vi har nu et stort Hus og Gjæsteværelser ovenpaa, saa du kunde bo her og gaa og tumle omkring i en interessant Egn mellem brave og morsomme Mennesker. Faar du en Ferie, saa kom; Reisen er snart gjort, naar du bare kommer udenfor Toldbodbommen; men det er den, I Kjøbenhavnere have vanskeligst af alt for at passere.

Min nye Bog bliver ikke saa god som Else; en stor Bog kan ikke være saa god som en liden; men den bliver et respektabelt Led i Kjæden; først naar jeg er færdig eller død, vil det vise sig med hvilken Planmæssighed jeg har omspændt mit lille Samfund med en Række Befæstninger, hvorfra jeg angriber snart et snart et andet, men altid hver Ting for sig; min nye Bog er om Pengene og deres Hykleri.

Vil du hilse din Kone fra mig. Og lad mig snart igjen høre fra dig – og velkommen i Kjødet.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – det var en Øienslyst igjen at se Korrekturark; nu haaber jeg, det skal gaa fort. Brandes havde lovet at læse 2den Korrektur; men – mellem os – jeg læser det heller selv, hvis det ikke forsinker formeget; han bliver bare saa vigtig af det; vil De sende ham et Rentryk eller 3die Korrektur, saa er det godt.

Naar vil De give Svenskerne Anledning til at begynde Oversættelsen? – kan jeg sende 1ste Korrektur (rettet) eller vil De besørge det fra Kjøbenhavn?

Venskabelige Hilsener til Dem og Deres forbindtligst A.L.K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Ildebranden har bedrøvet os, somom vi vare Danske; indtil min Søn Alexander – saa beklagede han «Jairi Datter», – dengang troede vi, at ogsaa Malerierne vare ødelagte. Det er sørgeligt med de Danske, har de noget, som de er glad i, saa skal de miste det; nu falder vist Rundetaarn snart overende, Klareboderne maa passe sig. Jeg vil ikke plage Dem med Spørgsmaal; Aviserne vil nok snart begynde at bringe Detaljerne ogsaa til vor Afkrog; men sørgeligt var det for Eder og os alle. –

[…] En engelsk Earl har oversat Skipper Worse, saa der faar jeg vist nogle Skillinger; desuden formoder jeg, at vor nuværende Regjering vil give mig en Gage for næste Aar. Men dersom det er Dem muligt, er jeg fremdeles usigeligt taknemlig for de 500 Kr. maanedligt, som jeg herved er saa ubeskeden at minde om.

I Løbet af denne Uge sender jeg Resten, og saa skal jeg være glad. Det har været en tung Bog at faa istand. Naar jeg saa kunde faa Humør til at skrive nogle humoristiske Smaating; vi trænger alle saa meget til at le.

Hjertelig Hilsen til Dem og alle Deres fra mig og mine.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! – dit Brev og mange andre har ligget utilbørligt længe; men det var den Satans Bog, jeg sled med. Siden har jeg at takke dig for al bevist Venlighed mod den store og den lille Beate, for Politiken (mit Abonnement er begyndt at virke) – samt fordi du vel nu læser Korrektur paa Fortuna. Jeg har levet saa længe med ond Samvittighed, at jeg lidet formaar at sætte mig ind i dette: Intet at have paa mig, være færdig og ledig til det nye. Men hvad mener du, det skal blive? Et Lystspil! et rigtigt ondskabsfuldt Lystspil – ak den, som kunde det! – den, som havde Drachmanns mange Gaver! Nu faar vi se, hvad Julen bringer; jeg kan ikke rigtig faa Tro paa, at B.B.s nye Bog skal være saa overhændigt god; jeg er sikker paa, den er for grel og grov.

Jeg vil skrive igjen til Jacobsen; men jeg er ganske flau ved at tage fat; fordi jeg – som jeg vist har fortalt – kom til at sende ham saa trist et Brev, at det næsten lød, somom jeg tog Afsked med ham for Livet. Nu vil jeg sætte mig ind i, at han sletikke dør, og lade Skjæbnen raade uden at ængste mig. Det er jo saa, at han har det noksaa godt?

Du maa skrive langt og udførligt til mig; mine danske Tilknytninger slappes, og det er jeg ikke tjent med. Der er igrunden forefaldet meget mere i Danmark i dette Aar end i de to, da jeg var der. «Politiken» ser godt ud – synes jeg; men mon det kan blive til noget med Hjemme og Ude? – er det din Mening, at Hegel har «forraadt» Forsonius?

Dit Brev, jeg altsaa idag besvarer, er Skam at sige fra 4de August; du er endnu paa Ellekilde, taler om Sol og Kvinder og om at bade sig; nu er vel Solen gaaet i Vandet, og Fruentimmerne – ved du – er ikke længer noget for os; derfor synes jeg, du kunde ikke have stort andet at gjøre end skrive Breve til fraværende Venner. Nu faar du ogsaa sige mig din Mening om Fortuna; jeg liger den ikke, saa du behøver ikke at lægge Fingrene imellem.

– Vognen for Døren – tag dette for et Brev og skriv snart.

Din hengivne A.L.K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Brevet af 10de dns. og for Pengene, som jeg – Gud bedre det! – havde Brug for.

Det beroligede mig at høre gjennem Dem, at Sarauw er tilfreds med Arrangementet; han har ikke skrevet til mig paa en Stund, saa jeg troede, han gik og fnøs af Raseri.

Tak ogsaa for det interessante Brandnummer af «Ill. Tidende». Men jeg kan desværre aldrig skrive i det Blad – bunden som jeg er af en dyr og hellig Ed, den jeg svor, da Bladets daværende Redaktør Delbanco refuserede mine første Novelletter og raadede mig til at studere J. P. Holst. Siden har jo meget forandret sig; men en Ed er dog en Ed; og jeg maa holde min.

De spørger efter smaa Humoresker, jeg tænker virkelig paa det; vor Familie er saa rig paa gode Historier og muntre Mennesker; jeg kunde samle nogle under Titel «Mine Slægtninge» og fortælle løst og fast i en eller anden Ramme af Naturskildring. Men lad os endelig ikke tale om det; thi min Natur er saadan, at naar jeg føler Forpligtelsen, mister jeg Lysten, og saa staar det hele fast.

Vi lever alle saa udmærket godt; jeg længes efter at faa Bogen at se. De maa endelig sende mig B.B. & Ibsens Bøger; De ved ikke, hvilken Klodrian, han er, vor fælles Ven Floor.

Hjertelige Hilsener til Dem og alle Deres.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – siden min mislykkede Reise ivinter er meget andet lykkedes, som jeg ikke havde ventet at opleve. For at være ærlig: jeg fandt din Tiltro til Sverdrup og til Sagens snare Løsning altfor optimistisk; og jeg drog hjem med et trist Indtryk af Venstre. Det er glædeligt at have taget feil paa denne Maade; og det er mig en sand Fornøielse atter at bøie mig for dig: du havde Ret!

Hvorledes staar nu – tror du – min lille personlige Sag? – har jeg nu mere eller har jeg mindre Udsigt til at opnaa Statsgodtgjørelse? – og skal jeg henvende mig til Storthing eller til Regjering? – jeg kan dog for Fanden ikke skrive: Til Kongen! – min Pen vilde steile!

Min nye Bog er nu endelig under Pressen; jeg har arbeidet saa længe og saa langsomt, at jeg ikke er sikker paa, om den hænger rigtig fast sammen. Men du og Tante tænker jeg vil lige den, siden I ellers liger min Maner; jeg rusker i de raadne Forhold omkring Konkurser og Svindel blandt de Store; men jeg er dennegang slem mod de unge Koner; de ere blevne for vigtige og for økonomiske.

Vi lever alle i mit Hus fortræffeligt; men Byen forresten er i Forfald; de kjære gamle Onkler og Tanter ældes ogsaa; jeg føler, jeg nærmer mig den Alder, da vi selv blive Hoveder i Stammen; mens vore Børn tage vor Rolle, samle sig om os og give Samlivet sit Præg. Jeg er fastgroet her og længter altid bort.

Hils Tante og Elisabeth!

Din hengivne Nevø Alexander L. Kielland.


 Erik Skram.

Kjære Skram! – jeg har hele Tiden havt en ubehagelig Fornemmelse af, at det siste Ord mellem os var et rigtig flabbet Brev fra mig i Anledning af dit Bryllup. Jeg er altid uheldig i den Anledning, især naar jeg skal være spøgefuld, fordi jeg generer mig. Nuvel! – enten du nu selv har mærket dette eller ikke, saa vilde jeg idag, da jeg er færdig med den Satans Fortuna og ellers saa nogenlunde sorgfri, sende dig nogle Linier af venskabelig Beskaffenhed. Desuden har jeg at melde dig, hvad du kanske ikke ved, at en af dine gode Veninder i vor Kreds – den uforlignelige og uundværlige Lisbeth Sømme er forlovet til Bergen med cand. filologiæ Gerhardt Gran.

Det har virkelig for os alle været en Gjenstand for blandede Følelser – denne Forlovelse; ikke saameget, fordi der just er noget at sige paa selve Manden; men fordi hun var den livligste og elskværdigste i hele Familien; og nu trænger vi til Liv – kan du tro! – det gaar ikke saa let og lystigt som i din Besøgelses Tid. Din Kone – min Kompliment til hende! – vil vist kunne fortælle dig om Gran – ialfald om Familien, da det er en gammel bergensisk. Jeg for min Part har kun seet ham paa korte Besøg i den opspændte Stemning, man er i paa Reiser; og jeg har – rent ud sagt ikke ligt ham; han er et Vrøvl – synes jeg; men han kan jo med Guds og Sancta Elisabets Hjælp blive ældre. Jeg vilde gjerne havt en bedre til hende, naar hun først skulde afsted.

Saa du min Kusine Hanna Smith fra Kristiania? – hun er ogsaa forlovet med en Læge Kjerulf. Det er Forandringerne – nei desværre! – det er kun en ringe Del af Forandringerne i vor Kreds; men det er Begivenhederne; Forandringerne ligge dybere, skjulte i vor fælles Letsindighed, i den stiltiende Sammensværgelse at ville være trods alt den rige, elskværdige og lykkelige Familie, indtil – nuvel! det gaar, det gaar, lad saa gaa det! –

Mine danske Venner ere svækkede og affaldne fra den første Kjærlighed; jeg hører næsten ikke et Ord fra Kjøbenhavn. Drewsens ere kun middelmaadige Korrespondenter, og dem deler jeg desuden med Beate; Brandes E. er ret trofast; men den gamle Heire i Klareboderne er dog den skikkeligste. Men se, det er ikke nok.

Du kan selv tænke dig min literære Ensomhed heroppe; og alt det morsomme og triste, som er forefaldet i Danmark, siden jeg reiste – det ved jeg jo næsten intet om – undtagen fra Dagsavisen – min Trøstermand. Jeg vilde vide, om Helten Borchsenius er besveget af Heiren? – om «den danske Bedrøvelse» vinder Fremgang – og mange saadanne Ting. Er du i Morgenbladet? – trives du? – skriver du ingen Bog? Skriv snart et Brev til mig og fortæl meget; jeg interesserer mig for alt dansk – det ved du jo.

Tak for din Frues og din Elskværdighed mod Beate; hun er i Byen, men jeg sender en Hilsen fra hende – vis paa, at det er hende kjært at faa et venligt Bud til Eder. Altsaa snart Svar.

Din hengivne Alexander L. K.


 Edvard Brandes.

Kjære Ven! Du skal rigtig have Tak for dit siste Brev; du følte vist selv, at jeg trængte lidt Opmuntring. Jeg var nemlig denne Gang usikker; Bogen er mig ikke kjær saaledes som de andre – af mange Grunde. At du strax vilde sætte Fingeren paa Grete, var jeg vis paa. Ved du, hvorledes hun kom der? Jeg havde gaaet dagevis, kanske ugevis uden at skrive, og saa forhaanede jeg mig selv ved at sige: du faar tage en blind Pige med en fuld Far; og saa en Dag i Fortvivlelse gjorde jeg det, bare forat komme videre, og nu kan hun ikke tages ud. Hun og Faderen ere fuldstændigt Molbech – eller Drachmann; jeg har aldrig gjort noget saa usandsynligt. –


3die November. Jeg er desværre sint paa dig idag, efterat have læst Politiken.

Det er en Indiskretion, jeg har vanskeligt for at tilgive, naar du berøver min Bog dens beste Triumf: det Slag, Læserne uventet skal faa ved Navnet Jesus. Jeg ved nok, en Journalist synes, han maa og kan gjøre alt for sin Avis; men du ved vist ogsaa, at jeg ikke anser Journalisten i dig for dit beste Stykke; jeg har med Rette ærgret mig over denne reklameartige Artikel, der forgrover mange fine Steder i min Bog; men jeg forvinder ialmindelighed snart saadanne Sager, og naar nu Bogen kommer, saa haaber jeg, det glemmes snart.

Endelig har jeg prøvet et Par Ord til Jacobsen; du maa altid nævne ham, naar du skriver, om du end ikke har meget at fortælle om ham.

Jeg skal til Byen med Toget, saa dette bliver ikke længer. Alle hilse dig og dine.

Din Alexander L. K.


 Georg Brandes.

Kjære Doktor!

Det er vistnok du, som skylder mig Brev? men jeg vil ikke stride om det; det er iethvertfald altfor længe siden, vi underholdt os med hinanden. Gjennem Beate fik jeg venskabelige Hilsener fra dig og din Kone; hun – min Kone – beder mig sende Eder Tak og Hilsen for elskværdige Møder.

Jeg tænker mig, at du har meget travelt; og nu er jeg saa hjertelig ledig – altfor ledig næsten. Da jeg begyndte som Forfatter, var jeg saa absolut gal paa alting, at jeg bare behøvede at rette mit Øie paa et begrænset Feldt, saa myldrede der strax med Folk, som vilde fortælle. Nu da jeg har faret over adskillige Feldter af mit Lands Samfundsliv og udøst mig, nu er der ikke længer saadant Mylder af fortællelystne Stemmer.

Det kommer vel af, at jeg mindre interesserer mig for det enkelte Menneske som saadant, men mere for Menneskene i Forhold til hinanden og til en eller anden Last eller Daarskab. Jeg tænder ligesom et Baal i Midten, hvor jeg vil brænde et eller andet Samfundsonde, og rundt dette grupperer sig en Flok Personer, om hvilke Baalets Lys falder stærkere og svagere, men altid kun Belysning fra Baalet; derfor blive mine Figurer ensidigt belyste eller – som man siger – overfladiske. Det er nu engang min Maade, og derfor – kan du vel vide – finder jeg den aldeles udmærket god. Bjørnsons store Bog, i hvilken jeg forresten ikke er kommen længer end til Rendalens Tale, indeholder derfor allerede for meget efter min Smag; der pakkes ind saa mange uhyre gode og velmente Ting, men det er mig for uensartet, for broget. Forresten har jeg nok det beste igjen, saa jeg kan holde Mund, til jeg er færdig. Det ærgrer mig bare, naar jeg læser, at Bjørnson, som nu for sin egen og for det Heles Skyld burde havt en skinnende Bog, der ret skulde beskjæmme Pakket, at han selv for sine beste Venner skal være saa skabagtig i Sproget; det er mange Gange, saa jeg generer mig, og næsten ikke en hel Side faar min Beundring Fred til at hvile for disse Smaastik, han saa let kunde skaane sig selv og os for, om nogen, han troede paa, fik følge ham i Skrivningen og sætte Fingeren paa hver unaturlig Vending. Tænk de to unge Mennesker i apalen! – et Æbletræ heder sletikke apal; det vilde Æbletræ kalde Bønderne sommesteds apal eller apadl; men et Træ i en Have, hvoraf der plukkes spiselige Æbler heder for alle norske Mænd og Kvinder: et Æbletræ – Basta!

Jeg har igrunden meget savnet Brev fra dig; jeg hører for lidet fra Danmark, og dog har jeg jo mere literær Rod der end her. Vi har vist ikke engang glædet os sammen over vor store Sejer i Politik? – nu er her roligt hjemme, kanske bliver her nu altfor roligt; de danske Forviklinger ere saa rent personlige; Sagerne selv ere jo rene Skilter for Partierne, ikke Reformer, der kræves nedenfra af et myndigt Folk, – eller er det ikke saa?

Jeg skulde ønske at faa tale et Par Uger med mine danske Venner; Anledningen kunde været Holbergsfesten; men jeg er ikke buden; forresten burde jeg vel helst som Patriot reise til Bergen; men der er jeg hellerikke buden; det bliver morsomt at tænke sig det lange Festbord af bergenske Grosserere og Embedsmænd til Gilde for Baronen uden Plads for Tidens Forfattere; det betyder den literære Stands Fremskridt fra Holberg selv, som ikke fik spise ved Kongens Bord i sin egen Fest.

Hilsen til Dig og dit Hus fra mig og mine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


 Frederik Hegel.

Hr. Justitsraad Fr. Hegel!

Tivolis Direktør Hr. Bernh. Olsen bad mig om Tilladelse til at kjøbe Krøyers Buste af mig, forat fremstille min Person i sit Panoptikum.

Jeg svarede høfligt nej; jeg vil ikke sidde i Panoptikum.

Idag skriver han, at faar han ikke Lov til at kjøbe Busten, saa vil han hjælpe sig med Fotografier; og han tilføier, at i Udlandet vilde en Personlighed af Navn ikke falde paa at protestere o.s.v.

Dertil svarer jeg samtidig med dette Brev: «Deres Brev af 31te Oct. har bevæget mig til strax at bede Hr. Justitsraad Hegel gjennem en Jurist at undersøge, hvorvidt jeg ikke formaar at beskytte min Person, saalænge jeg er ilive, mod at portraiteres og udstilles offentligen.»

Vil De nu gjøre mig denne Tjeneste at lade undersøge, om jeg ikke ved Lov eller Politianordning kan beskytte mig mod denne Brutalitet. Bare der findes saa meget, at det kan afgive Grund for en haabløs Proces, vil jeg være tilfreds.

De ler kanske lidt af mig – kjære Hr. Justitsraad! – De kjender min Stivnakkethed i Smaating; det er nu en Gang min Tro, at man holder sig rankere i Karakteren, naar man ikke bøier sig i den minste Smaating for den Art Overlegenhed som Hr. B. Olsens.

– Det var uhyre ærgerligt, at Brandes har forraadt min Fortuna i «Politiken»; ser De, hvad jeg sagde? – han bliver bare vigtig af den Korrekturlæsning; det burde han aldrig faaet Lov til, og det skal da ogsaa være siste Gang!

Venskabelige Hilsener.

Deres Alexander L. K.


 Viggo Drewsen.

Kjære Onkel! – jeg vil springe over alt det, som har hindret mig i at besvare Deres Brev af blandet Datum og strax takke Dem, fordi De har sendt mig de to Beater friske og glade hjemigjen. En vis Frivolitet, som fra Omgangen med Dem nødvendigvis havde sat Rod især i den gamle Beate, er nu med Guds og St. Svithuns – vor By’s Skytspatron – og min Bistand oprykket og tilintetgjort, saa den gamle, alvorlige Tone atter er indført i vor Husstand. Endvidere har jeg idag at indbyde Dem og Fru Louise til et Julebesøg – eller kom strax; her er slet ikke saa galt nu; Storm og Regn; men lune Tæpper, store Ovne, Østers, friske Pølser og lange hyggelige Aftener.

De ved, det hele bestaar i at telefonere til Adolphs Enke: et Kabinet for to Personer næste Skib til Stavanger; saa faar De Besked og saa gaar De ombord, brækker Dem og Deres Kone, og saa ser De pludselig mig staaende midt paa Bryggen. Altsaa: velkommen!

Nu begynder den glade Tid for Dem og de literære Danske, Tiden til ret at røre Tungen flittigt; til at ævle og ævle om Bøger og Ps – jeg kan Pinedød ikke skrive det – Psychologi og farvemættet Stil og skarpe Konturer i Forgrunden og let henkastede Vinde i Baggrunden. Lykkelig jeg, som er udenfor det hele; som nu kan holde Mund og hvile baade min Tunge og min Tunges Tunge, – (det er vist bedst, jeg forklarer Dem, at det er et Metafor for min Pen; – De ved selv – Deres Hoved – hm!) Derimod skal Bjørnsons Bog være god, min er det ganske vist – siger Politiken. De kan vel tænke Dem min Ærgrelse over, at Ed. Brandes – det maa jo være ham – benytter sig paa den Maade af sin Læsen Korrektur, den han vistnok gjør mig en Tjeneste ved at læse.

Jeg skulde ikke sagt saameget om det, naar det bare havde været et kort Referat; men at han kan have Hjerte til at berøve mig Bogens store – ja næsten eneste Effektsted, det er ligefrem en styg Streg, som jeg neppe kan tilgive ham. Jeg har sagt ham det; men hvad nytter det bagefter: Journalister er ikke finslige. Opfat ikke dette, som om jeg er saa særdeles sint eller har brudt med – o! alle disse danske Brud! – E. Brandes; jeg bryder mig lykkeligvis ikke saa meget om literær Modgang, og naar jeg bare har faaet sagt Vedkommende min Mening, saa glemmer jeg det snart. Men à propos om Brud; fortæl mig lidt af hvert om Status mellem vore Venner i Literaturen og Politiken; i hvilken Bresche staar Borchsenius fortiden? – hvilke Glenter har Kaalund skudt? – hvilke Stalde har Drachmann feiet med Havets friske Støvekost? – ve mig, som feigt sidder fjernt fra Hildurs Leg, hvor de danske Drenge o. s. v.

Deres Alexander L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Tak for Deres venlige Brev af 12. dns. med indlagt Remisse l000 Kr. Tak ogsaa, fordi De saa kraftigen tager Dem af Sagen B. Olsen, – saa kraftigt, at jeg tvivler paa, han tør trodse mig nu. Det glædede mig ogsaa, at De samstemmer med mig i min Betragtning af Sagen; jeg var lidt bange for, at De skulde smilet af mit Alvor i saa ringe Sag; jeg synes nemlig ofte, de Danske lettere end vi lade Smaating passere. Men naar jeg nu tænker mig om, burde jeg kunnet vide, at saadan banal Voxkabinets-Berømmelse ogsaa maatte være Deres Karakter og Smag modbydelig.

Jeg er vel ikke den første, som betror Dem, at jeg finder Vildanden besynderlig; den gjør paa mig et snørklet gammeldags Indtryk; disse evige Symboler og Hentydninger og grove Understregninger ere for grelle for mig. Derfor vil Dyret vist more Publikum, og Skuespillerne ville ret være i sit Es, eftersom Personerne ere grove Karrikaturer ordnede i en barok Gruppe omkring et alvorligt Ord. Men hvor ufatteligt langt det Menneske naar i Karakterskildring med ganske faa grove Penselstrøg, Overdrivelser og Forkortninger; det er hver Gang et Vidunder – et blændende Kunststykke, hvorledes han faar det til; men jeg synes nok, Troldmanden denne Gang falder lidt flau; maatte nu bare en stor Aand blandt Kritikerne tage Mod til sig og sige, at Vildanden er det dybeste af alt det dybe, saa var det endda lidt morsomt.

Jeg kan tænke mig, at De har begge Hænder fulde af Arbeide i disse Dage; men det maa forresten være morsomt; Alexander – min Søn – fantaserer altid om, at han vil i Hegels Boglade, naar han bliver voxen. Vi lever alle meget godt, jeg gaar og famler ud i Luften efter et Sujet til et eller andet; det humoristiske er en karrig Aare, naar man skal være rigtig kræsen, og det maa man.

Den, som var «grov» nok til Theatret!

Mange Hilsener fra os til Eder Alle.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Johan Bøgh.

Kjære Ven! – jeg havde haabet at man havde undladt at indbyde mig; jeg vilde da havt en kjær og sund Forargelse. Nu har jeg bare en liden unyttig Ærgrelse ved at være indbudt med Kone. Hvad ialverden skulde jeg i Fest? – jeg som ikke tror paa Begeistring, som græder af Hurraraab og brækker mig af Taler. Kanske vilde en trække mig frem til Bestraaling – nei kjære Ven! – det blev Mord! – lad mig tømme mit Glas i min egen Stue og brøl I andre!

Din hengivne Alexander.


 Festkomiteen for avsløring av Holbergmonumentet i Bergen.

Til Festkommitteen for Afsløringen af Holbergmonumentet. Bergen.

Modtag – mine Herrer! min Hustrus og min egen Tak for Indbydelsen til Holbergs Fest, den vi meget beklager ikke at kunne nyde Fornøielsen af.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


 J. O. Lange.

Kjære Onkel! – nu maa du ikke le af mig! – jeg har faaet en uimodstaaelig Lyst paa Ekorn, de skulde hoppe omkring i Trærene her i Haven; her er mange ret store Furutrær. Sig mig nu: er der ikke mange Ekorn paa din Kant? – ere de dyre levende? ( – jeg vilde ikke spendere mange Penge paa Ideen); men sig mig, om du kunde skaffe mig nogle Par, og hvad det vilde koste.

Hesten er i mange Maader god; men han savner visse Egenskaber, der gjør et Dyr elskværdigt. Han trives ikke rigtig, holder sig maver og er uimodtagelig for Puds; usikker paa Beina og skvætten; men stærk og villig – jævnt, men lidt tankefuldt Humør.

Jeg har saa vanskeligt for at skrive i disse Dage; jeg haaber, det er ikke Skrivekrampen; snarere er det, fordi jeg efterat have endt den Sattans Fortuna, har kastet mig over Skovhugst og Forstvasen, saa min høire Arm er rent rabalsk; inat havde jeg nær slaaet Beate ihjel, idet jeg i min Styrke drømte om en Fyr, som skulde have et rigtigt Snudeslag; jeg traf heldigvis i Puderne; men det bliver nok best at binde Bamsen.

Vi lever alle udmærket godt og hilser; din Ven Jens kom netop fra Skolen – rød og frisk; her er Is og Sne og det er Lørdag, saa du kan vide, hans Øine lyste. Du – som liger Gutter – burde se de to sammen; naar de blir store nok, kommer de paa Besøg til Kongsberg. Beate hilser Tante og Elisabeth – jeg ogsaa, dig ogsaa.

Din Alexander.


 Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg har gransket vore kjøbenhavnske Venner, forat finde en, jeg kunde belæsse med en Kommission, og den sorte Viser er bleven staaende ved Deres Navn, – altsaa: vil De være saa snil?

At udtage af min uforgjængelige Conto hos den Gyldendalske Boghandel det Beløb: 10 – ti – Kroner; for samme at kjøbe Sukkertøi, Smaating af Chocolade, Marzipan candiserede Frugter etc., smaa Æsker, Tutter, Pakker, Overraskelser etc. Smældbonbons med Papirdragter – kort sagt saadant smaat Ruskomsnusk, som man kan spille Gnav og Lotteri med Børnene om paa Juleaften og Nytaars. Jeg ved, det er plagsomt; men herhjemme er aldeles intet saadant.

Da vi spiller flere Aftener og med temmeligt stor Kreds, bør Hovedvægten ved Indkjøbet lægges paa mange Smaating.

Vil De paatage Dem dette, er De mere end snil, og mine Børn skulle velsigne Dem. Ifjor bad vi vor gamle Urtekræmmer Bossi paa Østerbro at kjøbe for os; men han sendte os 150 Skinker af Marzipan og Resten i Chocoladecigarer, saa Gevinsterne vexlede mellem: en Skinke og en Cigar – og: en Cigar og en Skinke. Det var ikke saa morsomt i Længden. –

– Det forekommer mig ofte, at jeg ser Bogladen under Jul: alle Mand paa Hovedet i Kasser og Pakker, Justitsraaden fraadsende i Arbeide, Jacob fortærende sin Portion med Sindsro, Larsen flad over Pulten med to Penner, og det øvrige Personale op og ned i Trappen som Guds Engle i Jacobs Stige! – eller ser det ikke saaledes ud?

Det er ogsaa forskrækkeligt, hvad I udretter, skjønt jeg vel ikke ved Halvparten endnu. Det var en stor Glæde, at Bjørnson saa fort fik andet Oplag paa den tykke Bog; det havde jeg ikke ventet. Den er for lang og for velment i sin Fuldproppethed; jeg liger ikke dens Façon. Vildandens Façon derimod er beundringsværdig; men jeg kan nu ikke taale al denne grove understregede Symbolik og Allegorificering. Se – det siger jeg nu, naar jeg skal være vigtig; i Virkeligheden beundrer jeg i høi Grad begge Bøger, hver paa sin Maade; et har de fælles: Forfatterne ere ældre Herrer. Om mig selv har jeg endnu intet hørt – fra Danmark; men det haster hellerikke; herhjemme er der kun Partikritik, saa det gaar vel som sædvanligt. Bare vore Boghandlere vilde gjøre sig Umag med Salget.

[…]

Hils nu Deres far og Deres Frue, som ikke skriver til mig, Deres Børn, Frøken Oluffa, – Deres ganske Hus fra mig og os alle.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


 Bjørnsterne Bjørnson.

Kjære Ven! – det er hver Gang lidt vanskeligt for mig, naar du roser mig for en ny Bog; du kan vide, det glæder mig; men jeg ved aldrig, hvad Fanden jeg skal svare; jeg skjæmmes for at skrubrose dig igjen og naar nogen siger, jeg er en brav Dreng, kan jeg da ikke aabenbart svare mange Tak! Jeg ved ikke, om dette er meget tydeligt, – og du skal jo have alting ind med Skeer –; men Meningen er formodentlig den, at vi af Faget – efter min Smag – ikke lettelig kunne diskutere hinanden – mundtlig gaar det an –, fordi den literære Bedømmelse er en udtraadt Kalosche, som nu kan være god nok til lille I. H.; men saa udbrugte er for mig alle de Ord om psychologisk Dybde, Composition, Replikbehandling!! – ja det er ikke saa at forstaa, at du nogensinde kommer halende med sligt; men hele det Ordforraad, der til daglig benyttes af de saakaldte Kritikere, ligger saa luderlavt for mig, at jeg næsten ikke kan finde andet at sige om et Værk end enten Skidt eller Kanel; dertil er jeg reduceret. Du flager paa en Kanelstang og det er kun Skidt, at den er for lang. Herregud! – havde du delt den i to! du er ikke Teglbrænder – ikke Forretningsmand. To smaa Bøger – dobbelt Indtægt, – hvilket skulde bevises.

Vildanden er stegt i Kanel, men Boniteten? – jeg liger ikke disse grovt understregede symbolske Dyr; det er saa forsnørklet, gammeldags. Fuldt >Dags< Lys taaler han aldrig; høist Lamper.

Men, at du allerede har 2det Oplag – se det er noget, jeg kan forstaa og glæde mig over; det er en forfærdelig Skam, at vi ikke faar flere Penge. Tænke sig al den Bronzen til Holberg! Om du nu fik din Bronce udbetalt pr. 1ste Januar 1885, istedetfor, at nogle Grosserere om 100 Aar æde sig selv til Blodprop – som Paulus siger –, medens du ligger paa Kirkegaarden i hundrede Stykker Ben! Ære – siger du? – Eftermæle? – Udødelighed – he? – giv mig et Hus, som er mit, med Skinker og fede Gjæs under Loftet og ligesaamange Bøger som Flasker, saa maa en taknemlig Efterslægt gjerne opreise en Støtte for lille I. Hansen og lade mig ligge ubronceret i Fred. Er den Slægt, jeg lever med, saadant Fæ og Pak, saa kan deres Descendenter beholde sin Bronce for mig!

Om jeg aldrig kommer til Paris? – Kjære! – naar jeg bevæger mig med Familie knager det saa smaat i Verdensordningen; men at flytte helt med Hustruer og Kameler! – tænk al den Bronze –! Nei, nei! jeg maa være i Fred – alene! og saa er jeg ikke andet end en Barnepige, som skriver. Her, hvor vi nu er, har vi det godt. Beate havde først nogle danske Griller; men saa fik hun være dernede alene i hele fjor Sommer og nu er hun tilfreds. Ak vi længter ud – hun videbegjærligt, jeg søgende om ikke Fred, saa dog det store Plateau af Ensomhed i Mylderet – for jeg skal sige dig: jeg er ikke saa svært ung; jeg er meget træt, og hvis jeg ikke havde alt dette Ansvar paa mig, saa drak jeg mig gladelig fra Livet. Beate hilser Fru Caroline og Dig – jeg ogsaa

Din Alexander L. K.


 Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – kun nogle Ord midt i Julehvirvelen, forat takke Dem og Deres for det gamle Aar – fra Begyndelsen og ligetil den famose Kasse.

Den kom i rette Tid og var i sin Uudtømmelighed en Kilde til stadigt øgende Forbauselse. De Smaa har endnu ikke faaet alt at se; men Deres Navn staar høiere end nogensinde blandt dem, og de gaar alle omkring med store Forsætter om at skrive lange Breve til Dem. Beate lod mig Juleaften faa Brandes’s Holberg fra Dem; men jeg saa et Glimt af en Bog til, som jeg formoder, jeg faar Nytaarsaften. Tak for dem begge. Beate hilser og takker som jeg – til allesammen!

Deres inderligt hengivne A. L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.