Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1885

Fredrik M. Wallem.

Hr. Fredrik M. Wallem.

Jeg maa fortælle Dem som et Kuriosum, at et Brev, som De skrev til mig i Paris Nov. d. l5d 1878, først naaede mig gjennem Posten den 15de December 1884 sidstleden.

Da dette Deres Brev tillige gjenkaldte mig hine norske Frokoster, fra hvilke jeg blev vist bort, forekom det hele mig saa eventyrligt – ubehageligt, at jeg maatte forfriske baade Dem og mig ved Mindet.

(Deres Brev underretter mig om, at jeg hos Dem kan hæve Udbyttet af Salg fra Stavanger Preserv. Comp.s Montrer. Jeg var dengang ikke i Paris længer.)

Det er derfor først nu, at jeg kan erkjende Modtagelsen af Deres Skrivelse.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Viggo Drewsen.

Kjære Onkel! – Tak for dit Brev ifjor og vel mødt i det nye – foreløbig i Blæk; men lad det være svoret, at vi ogsaa ville mødes i Kjødet før 1886. Her er gaaet saa lang Tid, og mit Sind har været saa optaget med smaat og stort, at jeg idag blev ganske overrasket ved at finde et ubesvaret Brev fra dig; jeg troede naturligvis, som jeg altid tror, at jeg forlængst havde opfyldt min Pligt.

Jeg har nu atter læst dit Brev og takker for Oplysningerne om vore danske Venner; der er ikke meget morsomt – det har du Ret i – at fortælle om saadanne Vrøvlehoder, og du ved, at Kvikhed er ikke netop din Stils Blomst; men du skal alligevel have Tak; bliv bare ved – kjære gamle Onkel! – herhjemme har jeg ogsaa nogle, hvis Snak jeg hører paa med samme forbindtlige Mine. Jeg synes, der har været noget mat over Publikum og over selve Literaturen denne Jul; selv Bjørnsons lange Storværk trættede mig; det var som et Musæum for alle moderne Tanker – ordnet for Ynglinge og viderekomne Piger; min egen Fortuna var heller ikke saa spænstig, som jeg liger det og Lies Bog var lidt forjasket – synes jeg.

Men saa var vi da alle norske i Spidsen; hvad var der i det kjære, intelligente Fødeland? øde Far! – taust og øde! – kun enkelte Skrifter om den norske Digter Holberg! – o! hvilke Seiersridt jeg skulde ride! – o! hvilke skjønne Tilvægssætninger! – hvor skulde jeg ikke tvinge dig ned paa dine gamle, syndige Knær – til Bekjendelse af din kun daarligt skjulte Livshemmelighed: din grænseløse Beundring for alt norsk – specielt norsk Romanskrivning.

Hvergang jeg tænker paa dig og dine – og det er s’gu vist oftere end du mindes mig – gamle Filusuf! – saa er det altid i Form af et Besøg heroppe; tror du – alvorligt talt – at det er saa umuligt til Vaaren – f. Ex. før Ellekilde? for kommer I først derud, saa blir I ligesaa fjollede som alle danske: deiligere end ved Sundet er ingen Plet paa Jorden, og saa ligger de og glor ud over Ruslands Kloak fulde af Indbildskhed og Rødgrød. Her kommer i Sommer en passende Legekammerat for dig paa 57 Aar; det er His Lordship the Earl of Ducie, som vil besøge sin Ven Digteren, – kommer der kanske mange Lorder til Filusufen i Marsvingsvei? he? – han har oversat Skipper Worse og taler om at komme og fiske Lax med mig paa Jæderen.

Mon det ikke var til dig, jeg fortalte, at jeg var vred paa Ed. Brandes for hans altfor tidlige Omtale af Fortuna? – det er vist alligevel mod mit Ønske blevet et dansk «Brud»; for jeg har ikke hørt fra ham, og heller ingen Anmeldelse seet i Politiken; jeg kan jo leve uden, men det er dog for galt, at Mandfolk ikke taaler mere af hinanden.

Hils kjendte Mennesker og Steder; jeg længter mange Gange efter Hjortevang; det var dog morsomt at smyge gjennem Olsens Have, naar det blæste i de lange Popler og Holmberg stank omkap med Kloakerne. O Danmark!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Tak for Deres venlige Brev af Aarets sidste Dag med Opgjør – saa trist som det var. Tak for hele det gamle Aar, for Deres isandhed faderlige Elskværdighed mod mig og mine baade i stort og smaat.

Det vil glæde Dem at erfare, at jeg er traadt i Forbindelse med Erik Werenskjold om en Bog til Vaaren med Billeder. Det er de harmløseste Anekdoter og smaa lystige Historier, som kun have den Feil at være saa ubetydelige, at jeg resikerer den «alvorlige» Kritiks Hovedrysten; men det vil jeg tage med Ro; kan jeg bare faa Latteren paa min Side. Jeg har 4 færdige og 2 in mente; men de ere saa korte, at jeg vist maa have 10, forat opnaa et Bind som Asbjørnsens sidste Eventyrbog. Det er bare leit med Werenskjold, at han forlanger Fred til Juli; men jeg har svaret ham strængelig, at vi ville være færdige med det Skidt i Midten af Mai. Siden har jeg ikke hørt fra ham.

En anden Ting om mig selv vil kanske forbause Dem; men den vilde ogsaa glæde Dem, naar De vidste, i hvilken Grad jeg selv er fornøiet. Jeg har nemlig ladet mig optage i en herværende good templar Loge, og skal nu aldrig mere smage et Glas Vin i mit hele Liv – ikke det kjølige Øl i Sommervarmen, ikke den lune Toddy i Vinterstormen. Ja – det er ligefrem tungt at tænke paa: aldrig mere!

Men jo tungere, jeg føler, at denne Forsagelse vil blive mig, desto mere Bevis er det paa, hvor nødvendigt det var at fatte Beslutningen. Jeg har ikke mødt mange Mennesker, der fandt saa stort Behag i den festivitas, der følger Vinen, som netop jeg; vant til god Vin fra Barndommen var jeg istand til at taale og med Anstand bære en Rus, der vilde knækket fire andre; men netop derfor saa jeg og har længe seet, at det øgte med Aarene – Drikken og Drikkelysten; jeg har prøvet mig selv i delvis Forsagelse eller for visse Tider; men saa tog jeg en Dag Mod til mig, stillede mig Ansigt til Ansigt med Sagen i dens hele Nøgenhed, og det var lykkeligvis ikke for sent; jeg havde Kraft til Beslutningen, og nu er jeg bundet saa fast, at jeg ikke kan slippe uden med Tab af min hele Ære.

De, som vist altid har været en nøgtern Mand, kan neppe forstaa denne Omvæltning i mit Liv; og der er hellerikke nogen her, som aner, hvor nødvendigt det var; men alle lykønsker mig jo; her i vort Land – mere end i Danmark – er Drikkesygen saa udbredt, at faa Familier ere uden et eller flere Offere.

Jeg skammer mig ved Tanken om, at der gaar Justitsraaden Klokken halv syv om Morgenen ved Lygteskin! og jeg lader Solen skinne længe, før jeg skinner igjen; men nu skal det ogsaa blive bedre og Arbeidet skal gaa fortere. Hils alle Deres; Fru Julie skal snart faa Brev. Alle mine hilse!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – jeg finder dit Brev om Ekornene; det slog mig, at de ere Vandredyr – saa nytter det jo ikke; jeg har altsaa slaaet den Tand ud; nu spekulerer jeg paa Nattergaler fra Danmark til Vaaren.

Ellers har jeg bare Ubehageligheder at fortælle. Hesten, som har ærgret mig i halvandet Aar, maa nu slagtes. Stenersen – Statsagro – eller hvad det nu er – siger, Dyret har altid været svagt og sygt. Dernæst har IndreDepartementet meddelt mig, at jeg ikke faar noget, fordi det vil forelægge Forslag til Lov om literær Ejendomsret. Den Lov – hvis den bliver international – kommer ialfald ikke før i 1887, og da har jeg levet og skrevet mine beste Aar.

Nu vil jeg skrive til Blix! Hør Blix! fordum lod man Forfatterne antichambrere hos Døgnets Store til Grin for Efterverdenen. Nutildags opvarter man dem med Talemaader og lader dem sulte som før; Forandringen er ingen. Men det er nu den gode Literatur kjed af; og skaffer du – Blix! mig ikke strax Gage, vil jeg vende min frygtelige Pen mod dig og dine.

Herom vilde jeg høre din Mening – kjære Onkel! skal jeg skjælde Blix ud eller skal jeg atter forsøge at finde en behjertet Storthingsmand, der vil føre Sagen frem? Sverdrup lovede mig hin Gang Bistand, hvis jeg vilde vente et Aar; nu vil Blix jeg skal vente endnu nogle Aar; – det er en Antichambrering i det store! ha!!

En glædelig Ting – ialfald for mine Venner – thi for mig selv er det foreløbig en stor Plage – det er, at jeg er bleven good templar og har forsaget al Drik for Livet. Det var for mig et vanskelig Skridt og koster daglig Anstrængelse; men jeg tror nok, det var godt og paatide; thi jeg har altid sat for stor Pris paa de fulde Glas og herhjemme er Selskabeligheden og selve Klimaet temmeligt fugtigt.

Min Kone kalder, jeg maa herfra – vi skal til Byen. Skriv snart om Spørgsmaalet: Blix og hils dine hjerteligt fra os.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Arne Garborg.

Kjære Hr. Garborg! mange Tak for Deres siste Bog, som jeg fik fra Deres Forlægger – altsaa fra Dem? Naar jeg ikke har gjort Gjengjæld med min siste, saa er det, fordi jeg er bunden ved en Ed, jeg svor i Danmark. Der var der nemlig nogle, som paastod, at jeg ikke vovede at lade være at sende Exemplar til de fornemste Kritikere og Forfattere. Det var naturligvis nok for mig til at etablere et Princip, og jeg har siden trolig fulgt det. – À propos – om Princip! Det glæder mig at se, at Deres Bondestudenter skal oversættes til dansk; næste Gang skulde De lade en samtidig Udgave komme i hvert Sprog.

Jeg lykønsker os begge til Tingenes Forandring i vort Land – os begge som Patrioter; men som Forfattere trives vi begge ganske vist best, naar det gaar allersomgalest og mest bagvendt. Jeg ved ikke, om De finder, at vi ligner hinanden; jeg har den Opfatning, at Hovednerven i vort Talent er Indignation, – nuvel! – her er jo endda nok at ærgre sig over, saa brødløse ere vi dog ikke; men alligevel! – Se nu for Exempel Kvindesagen. Det var noget at kjæmpe for, saalænge Dumheden var saa tyk som for tyve Aar siden. Men nu! – i Hænderne paa Foreninger, Kommiteer – hele Vrøvlets høitidelige Hærskare; nu fristes jeg, saa det kribler i Fingrene til at rive hele Stasen af hende igjen. (Disse Ord vedkjender jeg mig ikke, om De nogensinde skulde ville paadutte mig dem.)

Desværre! – jeg ærgrer mig ikke længer saa forfriskende vildt som i den Tid, da Reaktionen var fuldgjødet, sprækkefærdig af Vigtighed; nu – da den er sprukket, er den et klageligt Syn og intet Spark værd.

Maatte her snart igjen paa en eller anden Maade blive utaaleligt. Modtag min venskabelige Hilsen.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – mine Tanker ere idag helt naturligen dragne til Dem, forat finde Medfølelse i mine seneste Viderværdigheder. Jeg havde en Hest – et Bæst, som kostede 700 Kroner, var 7 Aar gammel og tjente mig i halvandet Aar, – den er idag slagtet – slaaet ned formedelst Ubrugelighed! Den havde alslags indvortes og udvortes Sygdom; nogle paastaa, den var for liden og svag til min Vogn; jeg burde have en simpel stor jydsk Arbeidshest; Faktum – som De skal være med at beklage – er, at jeg har mistet min eneste Hest, som vi alle vare glade i. Dette vil De forstaa, og jeg føler allerede en Lettelse ved Deres Medfølelse; det er virkelig trist at miste sine Dyr, som én daglig har omgaaedes.

Forøvrigt er alt vel hos os. Som jeg skrev til Deres Fader har jeg afsvoret al Drik, hvilket holder haardt – det kan jeg forsikre, ialfald endnu. Gamle Drankere, der ere blevne good templars, trøster mig med, at de tre første Maaneder er ingenting; men da først kommer de værste Fristelser. Det er isandhed lovende Udsigter! Ser De Schandorph, saa fortæl ham min Omvendelse og spørg, om han vil være med; «vi» bærer et blaat Baand i venstre Knaphul; det vilde tage sig saa godt ud paa ham. – For de Danske tager det sig vist underligt ud med saadanne frimureragtige Løfter for Livet; men hos os drikkes der mere i alle Samfundslag, og vi ere saa faa, at vi alle ser Faren nær for Øie; faa Familier ere uden et eller andet Offer for Drikkelasten.

Bjørnson vil glæde sig; han gik altid og prædikede Vand for mig. À propos! – jeg har den vilde Ide at indføre Nattergale her til Vestkysten hvor der nu er Trær nok. Ialfald kunde vi nyde Sangen (som De elsker saa høit), i det første Aar, selv om ingen indfandt sig det næste. Vil De opgive mig en god Fuglehandler i Kjøbenhavn, som jeg kunde henvende mig til. Meningen var at faa en 5–6 Par vilde, ny indfangne Fugle sendt direkte i stort Bur med Adolphs Enke i de siste Dage af April eller først i Mai. Det kan vel ikke blive saa dyrt? – hvis det er dyrt, saa nøier jeg mig med 2 Par! Vil De spørge lidt om dette og bede Fuglehandleren skrive til mig.

Hils alle Deres og Fru Julie, som snart skal høre fra mig.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Mange Tak fra Smaa og Store for Julekassen!


Jonas Lie.

Kjære Hr. Lie! Deres elskværdige Brev fra siste Dag i Berchtesgaden, som gjorde mig saa glad, har i styg Utaknemlighed ligget med mange andre brave Breve og gnavet paa min Samvittighed. Idag maa jeg fare gjennem Bunken med kort Besked til alle, og saa begynder nyt Regnskab.

Ogsaa i mit Liv og Levned har jeg sat Punktum, skværet op og begyndt nyt Regnskab. Jeg havde længe været bange for mig selv i Retning af Drik; jeg ligte det saa forbandet godt; et Glas i Haanden klær mig, og i den gryende Rus fandt jeg stor plaisir. Men saa blev jeg ræd og er nu en værdig good templar med blaat Baand og højtideligt Løfte for Livstid! – aldrig at smage berusende Drik – ikke engang Mjød!

Dette maa De fortælle Bjørnson. Han vil glæde sig – tror jeg; han gik altid og prækede Vand for mig og andre. Bjørnson har ogsaa seet mig med Glas i Haand, saa han kan fortælle Dem, at Offeret ikke er lidet; men ingen udenfor mig selv ved hvor stort det er. Dersom jeg boede udenlands, havde jeg kanske ikke behøvet dette; men De ved, hvor fugtigt her er hjemme, og hvormange Toddyer der gaar paa de lange, mørke Vinteraftener. Jeg tror, Afholdenhed er det næstsundeste, – det sundeste og beste vilde jo være Maadehold, som er umuligt at finde og vedligeholde for dem, der ikke ere fødte med det. Det er forresten de ufordrageligste Folk, jeg kjender – de, som aldrig har Lyst paa mere af nogenting end netop det passelige Maal.

Kitty er i Kristiania; jeg véd ikke, om hun er bange for Kolera i Paris til Vaaren, eller om hun og Frøken Backer har begyndt at telegrafere til hinanden. Før de reiser – disse Damer! telegraferer de nemlig nogle Uger til hinanden forat indrette Reiserouten, Mødested og Mødetid rigtig praktisk og fremfor alt økonomisk; det gaar akkurat saaledes til: Telegram fra K. til H.; Naar færdig? – jeg uvis; strax afsted; Afgjørelse, Storm.

Svar fra H. til K.

Ikke færdig; afrejser Lørdag; mød mig Vallø Brygge Onsdag; hvis ikke færdig Telegram Afgangstid; Bredden 27 Centimeter; udtag Rammen; send Kassen billigst.

Samme Dag K. til H.:

Ingen Forhastelse min Skyld; dejligt Vejr; uvist siden; Havrelinjen billigst; ingen Kasse; hvis afsted færdig, hvis færdig afsted.

Svar fra H. til K.:

Færdig! rejser ikke; Brev nærmere; Kassen Forglemmelse Bodø; retournerer Kristiania.

Saaledes gaar det nogle Uger Dag og Nat, indtil de udmattede Telegrafister nægter Traaden, saa reiser de endelig. – Gud naade Dem, hvis De forraader mig!

Hils Bjørnsons og Deres egne fra min Kone og mig og lev vel!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad.

Jeg skal ifølge Deres ærede af 29 Jan. skrive til Werenskiold om Zinkætsningen; han vil skynde sig og jeg vilde ogsaa gjerne skynde mig; men det er ikke godt at skrive humoristiske Smaating, naar Livet plager en med tusinde Smaating, der ikke er det minste humoristiske.

Hvad angaar Nordstjernen, saa ved De – Hr. Justitsraad! at en saa indtrængende Anmodning fra Dem ikke kan forfeile sin Virkning: at gjøre Indtryk. Men jeg er desværre ikke saa frugtbar en Forfatter, at jeg til enhver Tid formaar at præstere noget, og hvad værre er: min Natur er saa bagvendt, at selv et halvt Løfte kan pine og kvæle mig i den Grad, at hvad der før var vanskeligt bliver aldeles umuligt. Bliv derfor ikke vred, naar jeg hverken giver Løfte eller Haab; det er saagu ikke Tverhed, Vranghed endsige Utaknemmelighed; men den nøgne Sandhed: jeg ved ikke, om jeg kan love; men jeg ved, at, lover jeg, saa kan jeg ikke. Finder jeg paa noget, skal De naturligvis faa det.

Men forklar mig en Gang, hvad Meningen er med hin Nordstjernen. Jeg troede, Forlagsbureauet havde nok med Ill. Tidende. Kan et saadant Blad opnaa 28,000 Abonnenter? – har de andre – Familiejournal – Nutiden, – har de saamange? – Jeg tror, jeg burde gjøre som Dickens: udgive en Roman paa Subskription – heftevis – hvad?

Det er Skam alt andet end Spøg at være good templar; det koster megen Overvindelse; men det bliver vel bedre. Venskabelige Hilsener til Deres Hus fra os alle.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Elias Blix.

Hr. Statsraad E. Blix.

Noget af det pinligste, man læser i Literaturhistorien, er efter min Mening Beretninger om de lange Antichambreringer, Fortidens Forfattere havde udholdt foran Tidens Størrelser, som igjen have sikret sig etslags Udødelighed ved at holde Literaturen nede i Ydmygelse og Trang.

Tiderne have forandret sig, Forholdene ere blevne større, – selv Venteværelsernes Perspektiv synes at have forlænget sig. I fordums Dage kunde Timerne være drøie nok at vente paa et naadigt Afslag eller en henslængt Almisse; nu stilles os i Udsigt at antichambrere i aarevis.

De kunde sagt, at De ikke vilde, De kunde ment, at De ikke turde, De kunde aldeles have ignoreret mig, – jeg skulde ikke sagt et Ord. Men jeg vil ikke have det paa mig, at jeg uden Protest har taget tiltakke med den Forhaanelse, at jeg faar vente – antichambrere.

Jeg skriver altsaa dette, udelukkende forat det skal findes blandt mine Papirer: at Ingen – om Departementets Afslag blir bekjendt – skal tro, at jeg har modtaget denne uværdige Behandling med noget, der kunde ligne Ærbødighed eller Resignation.

Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – du kan sandelig have nok at tænke paa uden alle mine Sorger; men her har du nu Dept. høibenede Skrivelse, min Ansøgning har jeg ikke; det var bare om Erstatning for Tab i Næringsvejen. Jeg skriver et alvorligt Brev privatim til Blix, fordi jeg ikke vil vænne mig til at taale Storsnudethed.

Det er dog sørgeligt med din og Tantes alle Sygdomme; I har vist meget bedre af Søluft, Torvrøg og friske Vinde. Paa Jæderen er der nu flere pene Bondegaarde, hvor man kan leve rensligt og godt, fiske og skyde og se Havet rulle foran Vinduerne. Jeg var nylig derude, forat se paa et Vrag og i næste Uge reiser jeg igjen; selv Vinteren er fortryllende ved Kysten med buldrende Storm og lange hvide Rækker af Brændinger langs Stranden. Skal jeg tinge Hus for Jer? –

Din ALK.

Send mig Blix’s Brev – d. e. Brevet til Blix – tilbage; jeg sender det, forat du kan være à jour med Tonen mellem os.


Arne Garborg.

Kjære Herre! – jeg maa svare strax paa Deres Brev. – Forleden skrev jeg til en Mand: «din Kones alle Sygdomme» – og jeg syntes, der var en liden Finesse af Ironi i Ordstillingen, for jeg troede ikke rigtig paa hendes Pinsler; men neigu om jeg anede, der var nogen svensk Bismag i det; nu ved jeg det, og det skal ikke ske oftere. –

Saa det skal De have Tak for; men De skulde nødig spotte mit blaa Baand. Var jeg ikke nu – netop nu kommen ind i good templar Ordenen, saa kunde det – mellem os sagt – snart været forbi med mig. Det er et uhyre Offer, og det er en modig Beslutning, som De inderst i Deres sorte Hjerte misunder mig; thi med alt Deres Grin og Thevandsvittigheder ved De meget godt, at hele dette Folk, som vi elske, drikker sig dummere, fattigere og dovnere for hver Dag, som gaar.

Deres onde Spaadom: at jeg ikke kan skrive uden Drik har lamslaaet mig med en fast overtroisk Rædsel; jeg har nemlig i disse 4 nøgterne Uger ikke havt andre Tanker i mit Hoved end Glæde og Tilfredshed over mit legemlige Velbefindende, og muligens ser jeg derfor alt i lysere Farver. Derfor var Deres Brev velkomment; jeg skal ganske vist passe paa Reaktionen, naar den trækker op fra venstre; men isaafald er jeg foreløbig mal placé; man skulde vist i saa Henseende helst være i Kristiania.

De undres paa, hvad Statsmagterne vil gjøre ved mig – mener De med Hensyn til mit Andragende om Erstatning for Oversættelser? – den Sag staar saaledes. Departementet eller Blix svarede, at jeg fik vente, saa vilde Departementet muligens komme med Forslag til international Lov i 1886!

Det blev jeg naturligvis sint over og skrev til Blix af mit Hjertes Fylde. Nu vil min Onkel Jacob Lange prøve min Lykke; – men tal ikke om det, før De hører det fra andre Kanter.

Leve Kvindesagen! – Det er det fatale, at det bliver hartad umuligt at reagere mod Kvindesagen i dens Slyngelalder uden at synes indrømmende overfor den gamle Reaktion. I en Komedie kunde det kanske gjøres, hvis Skuespillerne forstod; men i en Roman maatte man sige for meget, forat det skulde blive nok. De dumme er saa mange og saa mægtige, at en ligesom ikke har Hjerte til at give dem en Tøddel, de kunde bruge; men jeg indrømmer, at dette Hensyn er en Svækkelse – en Lunkenhed i Aanden; skulde det være Melk og The i Blodet? Men sikkert er det: Vaps skulde hun ha nu – især den gifte. – Kvindesagen leve!

Summa summarum: jeg misunder Dem Deres Sinne; jeg trænger til at ruskes op; det er, somom jeg har mistet mit sikre Greb i Flokken efter de skabbede Faar; jeg lar dem passere som en jævnt skabbet Hjord og blæser Fløite dertil. Dette kan ikke vare længe; men jeg syder med at gribe til Flasken. Foreløbig steller jeg med harmløs Humor; kunde vi komme til at le, saa var det ogsaa gavnligt; morsom er Literaturen ikke for Tiden.

Hvorom alting er: jeg har mine Ligtorne i Behold, det gjælder bare om, at nogen vil være saa venlig at træde paa dem; og det pleier at være et letopfyldt Ønske. Indtil den Tid faar det være med Thevand. Puf De i mig, er De snil og Tak for Deres Brev

venskabeligst Alexander L. Kielland.


Edv. Collin.

Kjære Hr. Etatsraad Collin!

Manuskriptet til første Gangs Skrivning af «Fortuna» samt 1ste Ark af 2den Gangs Skrivning af samme fremkommer idag med Pakkeposten. For den øvrige Del af 2den Gangs Skrivning maa jeg bede Dem kræve Hr. Justitsraad Hegel, der lod Correcturen besørge.

Dette kommer noget sent; og – ihvorvel jeg ikke tør forudsætte nogen særlig Længsel hos Hr. Etatsraaden – maa jeg dog bede om Undskyldning, fordi jeg saa længe har forsømt at indsende mit siste Arbeide.

– Vi har med Vemod og Deltagelse modtaget Efterretningen om Konferentsraad Drewsens Død – især holdt Beate saameget af den gamle elskværdige Herre og fredsommelige Blomsterven. Og jeg ved af Erfaring, hvad det vil sige, naar Familiens Hoved gaar bort; og jeg haaber for vore fælles Kjære i Marstrandsvej, at Forstyrrelsen vil gaa saa skaansomt som muligt hen over deres lille velstelte Krog af Livet.

Vi lever alle godt – store og smaa; men efter en lang mørk Vinter længter vi vist alle sydover, naar Sneen smelter for Stormen sydfra, hvor der er lysere og varmere; saa begynder Reiselysten at kjægle med Pengesorgerne og imens blir det Høst igjen og man takker til, man har en Ovnskrog at krybe i. Modtag vore hjerteligste Hilsener til Dem og Deres Frue – Mormor kaldet – fra os allesammen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! Tak for al din Uleilighed, som jo nu synes kronet med Held – eller ialfald udstafferet med gode Forhaabninger. Det er meget smukt af Bjørnson og Lie; de har altid været broderlige mod mig – især Bjørnson har ligefra vort første Møde været hjærtelig og god mod mig. Jeg kan ikke sige, hvor det smerter mig hvergang jeg kommer til at tænke paa Bjørnsons Sygdom, og det er mange Gange om Dagen. Er der noget, som ikke passer for ham, saa er det Sygdom – især en Sygdom, som tvinger til Ro; lidt Smerter – lidt Gigt for Exempel, det kunde han endda taale; men saadant et lurende, ondskabsfuldt Hjertetilfælde, som maa behandles med Forsigtighed, – det er det værste, han kunde faa. – Det er dog en skjøn Ting at være frisk, saalænge det varer!

Mit Brev til Blix maa du bevare med Discretion eller retournere; det er mere et Udbrud af personligt Sinne end et Dokument, og jeg vilde ikke gjerne, at Blix skulde faa Indtryk af, at jeg paraderer for mine Venner med min Fritalenhed. Misforstaa mig ikke, som om jeg troede, du løb omkring med det Brev, det faldt mig bare ind, at saadanne Udbrud af Sinne gjør godt i Øieblikket; men senere kan man komme til at genere sig for dem.

Du siger, du har paa en Følelse, at jeg ikke vil lige Forslagets Form; det er sandt: jeg vil jo helst have Hovedvægten paa Erstatningen i Næringsveien – min Yndlingsidé, men du kan vide, jeg er bare taknemlig og glad, naar slige Folk som Bjørnson & Lie vil tage sig af mig, hvad de saa bruger til Motiver.

Jeg gruer en Smule for Debatten; det er mit Blod saameget imod at lade Fremmede gramse i mine Anliggender; men det maa jo til. Hvis jeg nu faar Gage, hvad er saa Beløbet? – hvad Tid faar jeg Skillinger? og hvorfra? – Det forekommer mig nu saa uhyre komisk, at jeg skal trække Gage som en alvorlig Mand – kanske i mange Aar – hvad? – det bliver skrækkeligt jilt.

Stakkels Tante, som altid skal være saa syg og svag; spiller hun? – tænker du slet ikke paa Søluften? – længes du ikke efter den Plet af Jord, hvor Livets første Stemme? – jeg længter ud i Verden nu; Vaaren gjør mig altid ulykkelig og urimelig; naar det er Høst er jeg rolig; men Foraaret er den tungeste Tid i Norge. Hils dine og mine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

– forleden faldt Stavanger Byfoged over mig med en Skatteregning fra Kjøbenhavn, som jeg ikke kunde betale, hvorfor jeg tillod mig at anvise den til Gyldendalske Boghandel Kr: 240. De maa ikke blive vred herover og hellerikke, naar jeg minder om, at jeg venter mit Alimentationsbidrag for Marts & April. Som De kanske har seet, er der nu Udsigt til Statsunderstøttelse for mig, saa jeg kanske skal imødese bedre Tider; vi har indskrænket vort Hushold og gjort alvorligt Forsøg paa at sætte Tæring efter Næring; at jeg er good templar er ogsaa en ikke liden Besparelse. – Jeg har nu 5 smaa – meget smaa muntre Historier; men det har ikke været mig muligt at faa nogen større Fortælling til Nordstjernen.

Werenskiold tvivler om at kunne illustrere alle i kort Tid; han har derfor foreslaaet, at de Skitser, han ikke selv kan tegne til, sendes til Dem til Fordeling blandt danske Kunstnere – f. Ex. H. Nic. Hansen og de andre. Hvad synes De? –

En af Skitserne er læst op i Kristiania ved en Aftenunderholdning; kunde Nordstjernen nøie sig med den? med Tegning af en eller anden? Historien maatte forresten bagefter i selve Samlingen, som er liden nok.

Naar jeg faar ordnet mig lidt, vil jeg reise en Tur med et af vore Dampskibe til Middelhavet; jeg trænger saa til lidt Opfriskelse; saa kunde man imens trykke min: «Syv smaa Historier» –, og saa kunde jeg kanske faa en Bog som Else færdig til Jul.

Hils Jacob med Tak for hans morsomme Brev, hils ogsaa alle de andre.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Baby holder sin 9de Fødselsdag; alle ere friske.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – det faldt mig ind igaar, at Nordstjernen maaske kunde være endnu bedre tjent med at faa alle mine humoristiske Skitser – der er nu 6 færdige, – en i hvert Nummer med Tegning. Dersom De ønsker det, saa opgiver jeg foreløbig den Bog (senere kan vi jo samle dem og andre), og saa skal jeg bede Werenskiold sende Dem Manuskript og de Tegninger, han vil udføre. Jeg synes, det maatte gjøre Bladet godt, hvis virkelig mit Navn har nogen Betydning, og kanske skriver jeg flere, hvis de gjør Lykke. Med Hensyn til Honorar overlader jeg det til Dem, der kjender min umættelige Havesyge. Med venlige Hilsener i Hast

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Anne Charlotte Leffler.

Kjære Frue! – saavidt jeg har kunnet forstaa Deres Brev af 9de Marts – ja for undskyld mig! Deres Haandskrift er, – forat være mild –, vanskelig –; men det forekommer mig, at der er Tale om et Museum; som jeg formodes at interessere mig for? Det er en Feiltagelse – Frue! der er ikke – saavidt jeg ved – noget Museum i Sverige, som jeg interesserer mig for. Men for Dem interesserer jeg mig meget, og hvis jeg virkelig ikke har svaret paa Deres Brev fra Hellebæk, saa er jeg knust af Anger og Skam. Imidlertid opretholdes jeg af den urokkelige Overbevisning, jeg har erhvervet mig i et langt Liv, – den nemlig: at jeg altid svarer strax paa Breve, jeg modtager; indtil videre vil jeg altsaa gaa ud fra, at De har glemt mit Svar, eller at det skandinaviske Postvæsen er i Uorden.

Videre tror jeg at læse, at De er hvilket gjør mig ondt for Dem, eftersom det henfører min Gjetning til noget i Retning af Redaktionsvirksomhed, hvilket er et ondt og lavt Arbeide, som De burde sky ligesaa meget som jeg skyr Flasken. Det er forresten ikke saa let – denne totale Afholdenhed; og efterat jeg har forsaget Vinens Opmuntring og den gryende Rus’s forgyldte Drømme, er jeg bleven graa og taus, og mit «Tungsind», som jeg selv og alle andre har leet af, begynder at smile af mig, og den, der ler sist, ler best. Derfor falder min Spøg klodset – tilgiv! – og jeg, som før var saa let tilpens, skriver tungt og graat som Alderdommen; – ja Alderdommen tænker jeg meget paa!

Og altimens skinner her en Vaarsol, og Luften fylder mig i hvert Aandedrag med Længsel – Længsel – De ved denne, man kjender om Vaaren, undertiden tror man, det er Elskov, undertiden Kastanieblomsterne i Fontainebleau; men nu ved jeg for første Gang, hvad det er: jeg længes efter min Ungdom og efter Ungdommens Længsler, og naar Lærken synger, minder den mig vemodigt om, hvorledes Lærken sang, dengang jeg var ung. – Dersom De nu ikke ler – høistærede Frue! saa er De ingen Elsker af Humor, – jeg havde nær sagt Elskerinde formedelst Deres Hunkjøn; men saa syntes jeg, det blev saa frivolt: Elskerinde af Humor – hvad? En ældre tungsindig Herre maa vælge sine Ord.

Desværre nei! – jeg har ikke noget [?], som kunde passe i Museum. Men har ikke De en fortabt Broder, som heder Alexander? – jeg synes engang, jeg har seet – læst om – en Alex. Leffler, der var sunket ned til Professor ved et Universitet! Hvis saa er, saa gad jeg vide, om ikke denne Broder er min kjære Broder fra Studentertoget i 1868? – jeg havde en Gjæst, som hed Alexander Leffler, – en brav og skikkelig ung mand, som jeg frygter befandt sig som Daniel i Løvekulen blandt mine vilde Venner og Vaner. Jeg mindes nu, at Daniel ikke led nogen Overlast i Løvekulen, og hvis Deres Bror, hvis det er Deres Bror, endnu mindes hine Dage med samme Fornøielse som jeg, saa beder jeg Dem bringe ham min broderlige Hilsen.

Dersom De tror, at jeg ikke skammer mig, fordi jeg ikke kan opfylde Deres Ønske om en liden Historie, saa tager De Feil; vær overbevist om, at jeg er

Deres sønderknuste Alexander L. Kielland.


Hans Lien Brækstad.

Høistærede! – Jeg modtog Deres Brev af 17de Marts i en fortrædelig og nedtrykt Stemning. –

Mange Ærgrelser – smaa og store – har optaget min Tid og hindret mit Arbeide, siden jeg sist skrev Dem til. – Først skjældte Præster og Skriftkloge «Fortuna» ud, saa mistede jeg min eneste Hest og tilslut fik jeg netop nu se i Aviserne at der ikke er stor Udsigt for mig til at opnaa en aarlig Statsunderstøttelse paa 1600 Kr, som B. B. og J. Lie havde foreslaaet for mig. Mit Aar begynder saaledes med Gjæld og Bekymringer, hvilket jeg ikke er vant til og høist uskikket til at bære; ikke kommer jeg heller til at reise, hvilket jeg trænger saa inderligt til.

Til mine øvrige Ærgrelser – det er en meget lang Procession – sluttede sig den værdige Critiker i The Academy, han tager sig vistnok ubetydelig ud blandt de andre i Følget, men han er dog altid en Ærgrelse. Imidlertid finder jeg, at S. Low etc. bør nedlægge energisk Protest hos The A.s Redaktion; ingen gentleman, som beskjæftiger sig paa en eller anden Maade med anstændig Literatur, bør taale en saadan Behandling i Taushed. D’Herrer Bladskrivere og Anmeldere ere allerede den mest storsnudede Gevæxt under Solen; det gaar ikke an for os at lade os holde ligefrem for Nar, og jeg vil ikke være rolig før jeg hører at hin Critiker har faaet en velfortjent og eftertrykkelig Tilrettevisning.

Da jeg har fortalt Dem om mine Ærgrelser maa jeg ogsaa berette min Stolthed, – nemlig at jeg er bleven good Templar, for to Maaneder siden; jeg er stolt over at jeg havde og har Kraft til at afholde mig fra Drik, hvilket hørte til mine kjæreste Adspredelser, men morsom er Afholdenheden isandhed ikke.

Jeg takker Dem for de afsendte Expl. som jeg sendte gjennem Hr L; – maatte Amerikanerne sætte tilbørlig Pris paa vor gode Skipper.

Nu kommer Vaaren ogsaa i Norge. Viben flyver over Markerne og ved den mindste Solstraale synger Lærken op, saa det er en Lyst, men Sneen ligger haard og frossen langs Gjærderne og Nordenvinden holder Carneval med Hagl i nævevis paa Ruderne. – Jeg var nede paa Jæderen forleden Dag i en fygende Storm. Havet brød og buldrede; men Solen kom frem, saa de kridhvide Brændinger kom galoperende som et chor af blaa og hvide Hussarer. Vaarens Fugle var der, men de taug alle undtagen Lærken. Vandene vare kolde og mørkeblaa, ikke en Fisk at se. Men nu kommer den Tid da man undersøger sin Fluebog, da Ørreden gjør sine første Spræl i de varme Bugter og Havet ligger blankt og stille i Aftensolen og Længslerne – Vaarens Længsler gaa sydover – langt, langt bort, hvor man aldrig kommer med selv.

Modtag min ærbødigste Hilsen.

Deres heng. Alex. L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Kun et Par Ord til Tak for Deres elskværdige Breve af 10d og 14d dns. med indlagt 1000 Kr. samt Underretning om Skatteregningens Betaling – mange Tak!

Kan De ikke bruge mine smaa syv? – jeg er – ærlig talt – bange for at se dem samlede i en Bog; de er saa ubetydelige. Rekvirer dem fra Werenskiold og se paa dem; en i hvert Nummer gjennem en længre Tid med Tegning synes jeg maatte være godt for et Blad. Jeg har idag mod Sædvane meget travelt. Venlige Hilsener

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – Tak for dit Brev af 2den Paaskedag og for din Iver i min Interesse. Tycho har ogsaa skrevet flere Gange og fortalt om Sagernes Stilling. Jeg har lidet Haab, og naar jeg reiser til Spanien, er det helst i Sinne, og forat være afveien. Selve Reisen er forresten ikke meget storartet. Det er min Fætter – Andreas Sømme, som byder mig fri Reise med en Lastedamper, han raader over, saa jeg kommer bare til at færdes langs Kysten, et Par Dage i hver By. Men jeg skal alligevel være glad og komme igjen med nyt Mod, – selv om Storthinget ikke synes, jeg er værd at opmuntre. Hvis du taler i Sagen, saa spørg den samlede Opposition ligefra Sverdrup og nedefter, – spørg dem fra mig, om hvor de tror, at de sad i dette Øieblik, hvis vi Forfattere havde arbeidet med ligesaa stort Mod, Kraft og Talent paa den fine Side – for Thronen! Kirken! Dannelsen! og Stockholm! – spørg dem fra mig, om de indbilder sig, at et Omslag som det, der er foregaaet i vort Land, er Frugten af Fagpolitikernes Kommitearbeide? – eller om de tror, at Fremtiden vil takke dem for deres Utaknemlighed?

Hils dem alle fra mig og bed dem vogte sig for en skjæbnesvanger Dumhed.

Jeg har travlt i disse Dage, forat komme afsted. Hils Tante og Cousine fra os.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Dagmar Skavlan.

Kjære Moppe! det blev ikke noget med Spanien. Beate har længe – kanske altfor længe gaaet med en Nervesvækkelse i Armen, – ja i hele den ene Side, og nu maa det tages med Alvor.

[…]

Tak – mange Tak – for dit kjære Brev. Det er sandt, at det er ondt for Søskende at skilles; – jeg føler det mere med Aarene. Ingen anden Fortrolighed mellem Mennesker blir saa naturlig, ingen Forstaaelse saa sikker og gjennemtrængende som mellem dem, der har spist Smørogbrød sammen i Barnekammeret. Jeg talte længe med Magda idag, – det er længe siden desværre! – jeg vilde ønske, at hun var min Søster; det er jo temmeligt ørkesløst at ønske, det retter ikke paa noget af det, jeg har gjort galt; men jeg mener, at mine Søstre er de eneste Fruentimmer, som har holdt af mig – uden bittert at maatte svie for det. Det er idetheletaget en snavs Broder – i saa Maade –

Din Alexander.

Hils din Mand og Onkel Jacob og din lille Kladas af en Dreng.


William Jacobsen.

Kjære Ven! – jeg sender Deres Mor og Far, Deres Søster og Dem selv min sørgmodige Hilsen; I ville tillade mig at tage Del i Sorgen, ligesom jeg fik en saa uforglemmelig Del i hans Venskab.

Min Kone og mine Smaa sørger nu ogsaa paa sin Kant; ingen af os vil glemme ham, ingen har kjendt ham forgjæves.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel!

– mange Tak for dit Brev. Ogsaa jeg er tilfreds med Situationen. Jeg slap godt fra Debatten; mine Modstandere viste Respekt, og mine Venner sagde, hvad der skulde siges. Det Hykleri, som ikke blinker, holdt sig tappert og frembyder fremdeles et pragtfuldt Feldt for en foretagsom Forfatter. Ibsen glædede sig; og det kan jeg forstaa. Men mange var der vist og, som ikke ret viste, hvad de gjorde.

Vil I virkelig – som du skriver – tage fat igjen næste Aar?

Du behøver ikke at bede mig modtage «Nationalbelønningen» uden beskeden eller fornem Krympning. Jeg var strax efter den første Overraskelse klar over, at det var en velment Hædersbevisning.

Og det var virkelig ikke min Pengetrang, som paa nogen Maade gjorde mig bøielig; det er netop en Hæder efter min Smag – stilfærdig og reel, uden Flagstænger, Granbar og Hodepine. Jeg kan godt forstaa, at min Person, som jeg ynder at holde lidt paa Afstand, lugter Pomade for mange, der kun kjender mig udvendig; men skulde du træffe nogen, som tror, at jeg er for fin til en «velgjørende Indsamling» af denne Art, saa hils dem venskabeligst, at de tar feil.

Min eneste Frygt var, at vort stakkels Land fattigere nu end nogensinde er saa daarligt istand til at ofre nogen Skilling; men hvis I vil prøve igjen at faa mig anerkjendt som de andre oversættendes Forfattere, saa kan jo Indsamlerne være fornøiede med et lidet Beløb, som en foreløbig Forsikring om, at jeg ikke skal være glemt og opgivet.

Iethvertfald er jeg glad og overrasket over at betyde saa meget baade blandt Fiender og Venner; jeg haaber, at jeg aldrig skal skuffe eller miste nogen af dem, maatte begge Grupper voxe og trives – den første i Hadskhed, den anden i Talrighed.

Hils alle mine Venner, Tante og Kusine Elisabeth, og Tak for alles og specielt – kjære Onkel! for dit trofaste Venskab.

Din hengivne Alexander Lange Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – jeg er nu kommen hjem efter en herlig Reise, og bestræber mig, forat komme tilro og faa skrevet en Bog, jeg har i Hovedet. Men Sommerdagene ere saa optagne, at jeg ikke dennegang tør indlade mig paa at love Manuskript bestemt til Juleraptussen. Som De vil have seet, er der Udsigt for mig til at faa nogle Penge af den fortørnede Nation! men ingen kan vide, hvormeget det bliver; hvorom alting er, maa det jo kaldes en uventet Hjælp, som jeg haaber indirekte ogsaa vil komme Dem tilgode. Det er besynderligt med Mennesker, hvis økonomiske Sans er saa forkrøblet som min, – de hænger sammen og trives, hvor Næringssorgen vilde forbitre Livet for den beste økonomiprofessor, og saa faar de, naar det er som allersortest, og naar de som allerletsindigst reiser til Lissabon, forat promenere sin Gjæld, – saa faar de ved Hjemkomsten en Nationalbelønning!

Kunde jeg nu bare skrive en rigtig Bog med Næb og Klør; – à propos! – jeg har læst Fru Skram; det er en daarlig Bog og et meget tyndt Talent; det er pinligt at se et saa fint Redskab som den moderne Romanform i saa raa Hænder, – jeg mener ikke, at der er et Ord for stærkt endsige uanstændigt i Bogen, saadant ser jeg næsten ikke; men hele den fine og lydhøre Medfølelse, som er den gode Realismes Sangbund – den hører man intetsteds Lyden af; det er somom man havde spændt et Instruments Strænge over det glatteste og haardeste Marmor, der er ikke en eneste Draabe varmt Menneskeblod i hele Bogen.

Men hvad betyder det Rygte, som fortæller, at Gyldendal først har trykket og siden refuseret Bogen? Jeg spørger bare af literær Nysgjerrighed, og De behøver ikke at svare mere end De finder for godt. Men jeg mente, at hvis man har anseet Bogen for at være uanstændig, saa er jeg ikke med; men hvis et Firma som Deres ikke finder Talentet stort og myndigt nok til at bære en vovet Bog, saa kan jeg forstaa, at det afslaar Affæren.

Det er nu saa længe siden jeg hørte fra Danmark. Er det ikke saa, at alle krymper sig lidt ved Drachmanns feige Volte – selv det Parti, han nu logrer for? – og kan Deres elskværdige Svigerdatters Elskværdighed endnu tro og taale ham? Gjellerup har jeg – Skam at sige – ikke læst helt; jeg har kun beholdt ham i min Fantasi som en liden pjusket Fugleunge siddende paa Kanten af Goethes Grav. Idetheletaget synes jeg, de danske Digtere har en ejendommelig Maade at anskue sig selv og sine Kollegaer paa. De synes ikke, de faar Plads for sin egen Storhed uden ved at skjælde de andre ned til ingenting; om det saa ikke er andet end lille Bang, saa reiser han rundt og forkynder, at Glemselens Nat snart vil sænke sig over Alexander Kielland. Og den største og beste blandt dem alle er død og borte; og lidet – er jeg bange – viste Danmark, hvad han var. Jacobsen var ogsaa en stræng Dommer; men han var en Karakter; hans inderste Sjæleliv aabnede sig kun, naar han skrev, og selv da kun for den, der selv var af Adel; han holdt ikke aabent Tivoli, fremviste hverken den stærke Mand eller gamle Danmark i Transparent; men han var af de gode gamle Danske: stille og fin, nobel og trofast.

Venlige Hilsener. Deres Alexander L. K.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster!

Jeg drømte om dig inat, og denne min onde Samvittigheds Paamindelse driver mig endelig til Blækhuset, i hvilket jeg haver forsaget at dyppe – ak! kun altfor længe, thi min Dovenskab raaber til Himlene.

Jeg springer over det mellemliggende og gaar med Hans Arentz lige til Finne, forat tale om Mors Kjæledægge.

Jeg springer ogsaa over hele den Side af Sagen, som kunde kaldes Fru H. og gaar lige til at afgive mit Skjøn som Forfatter:

Efterat Digtekunsten har forladt Skyerne, Geister, Dæmoner og ædle Helte, er der indtraadt en ydre Lighed mellem Digt og Dokument, som skuffer og forvirrer paa mange Maader.

Den Substans i Hjernen, som gjør Digteren, er naturligvis den samme fra Oldtiden til idag, – fra Jeremias til Dickens; – den er en eiendommelig Behandling af det, som er seet og følt, – en Behandling, som nærmest ligner en Omformning. Naar det, som er seet og følt i et Menneskeliv, omformes i sublime Billeder, skjønne Skikkelser med festlig Tale, da er den digteriske Behandling let at faa Øie paa; men naar en Tidsalders Kunstform stræber imod at skjule Omformningsarbeidet saa meget som muligt, da skal der Øre til, forat bedømme, om Stoffet har været smeltet, om det virkelig har passeret et af de Hoder, som er i Besiddelse af den Substans, der fra Urtiden har omsat de menneskelige Dokumenter i Digt. Jeg er af den Mening, at der i Mors Kjæledægge intet Spor er af denne Substans; det er – kunstnerisk seet – ligesaa utilstedeligt at ville give et saadant Dokument Udseende af et Digt som at male lidt hist og her paa et Oljetryk; praktisk talt er jo derimod Dokumentet saa ulige værdifuldere end Oljetrykket, saa Sammenligningen passer ikke helt.

De første Dele er for den, som kjender Sted og Folk livagtige indtil Pinlighed; men jeg er ikke i Tvivl om, at Livagtigheden skyldes Kjendskabet, ikke Skildringen; – dog herom kunde en fremmed dømme bedre. Det er den sidste «digtede» Del, som har overbevist mig om, at jeg bør bede dig skrive, skrive flittigt og modigt, men aldrig mere røre ved Omformningskunsten, thi du har ikke den Substans – tror jeg – i Hjernen. Det slog mig især ved Drukningen. Ser du! – noget er Hovedsag og noget er Bisag i en Fortælling som i et Maleri; noget er jilt at sysle og sysle med, andet kan man feie lidt raskere af.

Der var saaledes intet i Veien for at fortælle i tre Linier, at Martin reddede et Barn, men druknede selv og saa skildre Hovedsagen: Moderen ved Liget i Spisestuen. Men er der først Drukning, saa maa der være Vand – det kolde Vands Rædsel maa have isnet Omformeren. Saasnart Billedet er oprullet – ikke bare fortalt – refereret –, ophører det at være Bisag for Kunstneren, det er omformet, omskabt, bankende med hans eget Blod. Men ser jeg paa din «Drukning» som Kunst – som Essentsen af en virkelig Drukning –, saa ser jeg ingenting: der er hverken Vand eller Is, intet Barn i sin Hjælpeløshed, ingen fortvivlet Moder, ingen trippende Angst hos de raadvilde, ingen klodsede Redningsmænd. Ser jeg derimod paa Beretningen som Dokument – som Rapport, saa er det der altsammen: Skomager Hansens Datter, den unge Hr. Brun, «de Tilstedeværende», Redningsfolkene – alle er der; men der er ingen Digter iblandt dem.

Saaledes mener jeg det; og du har ganske vist ogsaa selv de samme Meninger om Kunst, og kunde kanske have sagt dig alt dette selv ligesaagodt; men det kan ogsaa hænde, at du mindre har seet fra denne Side og mest tænkt paa Nytten, Trangen – ja Forpligtelsen til at gribe Ordet. Jeg nærer ingen Tvivl om, at du har Ret til at føre Ordet; og jeg kan sige dig paa Forhaand, at du faar et Navn i Kvindesagen – det føler jeg mig overbevist om. Men tag derfor ogsaa strax den rette Vei; du faar alligevel nok at slide med, om du ikke tilogmed skal slæbe paa en falsk Form. Skriv i Form af Polemik, roligt, udholdende – uden at frygte Gjentagelse. Du svarede H. godt – lidt for nøgent.

Ved nøgent mener jeg den Blottelse, man giver sig, ved at skaffe sig Luft i de yderste Ord, det kjendes i Øieblikket som en Lettelse, men virker i Længden som en Svækkelse. For Exempel: Du skrev engang, at F. – tror jeg – havde givet dig et Tilsvar, som var raat. Dersom du nu svarede: Deres Tilsvar – Hr. Pastor! – er ligefrem raat, saa vilde du have taget Brodden af alle dine andre Ord, svækket din Bevisførelse, sluppet din Indignation unyttet ud gjennem Ventilen istedetfor at føre den ind i en Maskine, der grundigt og ganske anderledes kraftigt vilde knust Præsten. Hvis du derimod lagde Ordet raat til Grund for dine Betragtninger saaledes, at Præstens Tilsvar belyst af renere og finere Morallove viste sig i sin Raahed, saaat Læseren selv fandt Ordet paa sine Læber, uden at du behøvede at give det, da ville du have naaet det høieste, Fremstillingen kan virke, naar man lader de yderste Ord ligge inderst – som en Glo – eller som Satsen i en Bombe, der først springer, naar den har rammet. Dette er ialfald min Erfaring. Fra først af var jeg saa ræd for at være feig eller miste en Vittighed; men jeg lærte snart, at der skal etslags foreløbig Resignation til, baade for at være modig med Kraft og vittig med Maade. Og nu er jeg saa vis paa, at overalt, hvor jeg har rammet sikrest til Forargelse eller til Latter, der har de yderste Ord ligget inderst, skinnet igjennem og fundet langt dybere Veie end om jeg havde blottet min Indignation og min Foragt i letvint Nøgenhed. –

– Efter alle disse literære Betragtninger ville vi vende os til det daglige Liv, som er hverdagsligt nok, men jilt for den som har god Samvittighed.

Det har imidlertid ikke jeg –. Jeg skriver ikke et fornuftigt Ord – hver ken indhyllet eller nøgent og er ret fortvivlet over mig selv. Jeg har en ny Bog i Hovedet; men han vil ikke ud – den Satan!

[…]

Din hengivne Broder Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Tak for dine Breve, mens jeg reiste; jeg er nu hjemme og – som du ser af Pressen – jeg spiller nu en fremragende Rolle i den norske Politik. Det havde du nu ikke ventet, og ikke jeg heller. Derimod har jeg ingenting skrevet, og det havde nok Hegel ventet; men han kommer til at vente mere. Fru Skrams Bog har jeg læst og er af din Anskuelse. Constance er en Nana under nordlig Bredde – forat bruge Drachmann til noget –, og hun træffer just de Mandfolk, hun fortjener. Jeg maatte le, hvergang der staar: hun tog en Bog eller lignende: hvad ialverden skulde den Dame med en Bog? hendes Tanker bevæger sig fra Sofaen til Sengen, og hendes Liv er at skifte Mænd. Paaklædt og i Stuen kjeder hun sig fordærvet, og man føler, at det Tøv, der siges af og omkring hende, kun er ligegyldige Tankeløsheder foran Dagens egentlige Begivenhed: at gaa iseng. Den rigtige Nana har Liderlighedens festivitas til Overmaal; men denne nordlige springer hykkelsk over Natten og lader somom hun har noget at gjøre om Dagen. Det er uheldigt, at Forfatterinden ikke har havt Mod til fuldtud at gjøre hende til et Offer for den sanselige Skjønhed; det synes næsten, somom Constance Ring skal betyde et Indlæg mod Mændenes Løshed. Men det er der ingen Grund til; som hun er skildret har hun absolut intet at byde uden sit Legeme – ikke et forstandigt Ord paa hendes Læber, ikke en Skygge af fin Fornemmelse i Hjertet, intet uden denne kvalme beauté du lit, som hun da ogsaa paatvinger Mændene; og naar de saa kommer og forlanger, saa heder det: «Gjør mig ikke Fortræd» – Tonen var klagende. Denne klagende Tone er ubetalelig nordisk.

Jeg har ikke nogen udpræget Fornemmelse af, at Bogen er skrevet med Talent; men jeg tilstaar, at jeg kanske er saa fin paa det, hvad Stil angaar, at jeg ikke kan være fuldt retfærdig, naar min Sprogsans og al Stilkunst saaledes brutaliseres. Du kan vel som fremmed ikke høre den usigelige Simpelhed i Sproget; det synes – og det undrer mig – somom Forfatterinden mener, at der tales saaledes i dannede Familier i Norge; det er imidlertid aldeles ikke Tilfældet; Sproget, Dialogen ligger langt under de Agerendes Niveau forøvrigt – især ved Lorch, hvis Navnelyd ialfald frembringer Forestillingen om god Familie og velopdragen Tone. Men se alt dette vilde ogsaa passe, hvis Constance var fuldtud Nana; nu er det bare grinagtigt, naar disse Mennesker afhandler Kristendom og Kyskhed, før de lægger sig.

Forresten synes Bogen at gjøre stort Indtryk blant illiterære og halvklare Personer; – «for den gode Sag» – i al Almindelighed er den efter mit Skjøn en tvivlsom Gave. Men saa er den dog bedre end Drachmann og Gjellerup, – dog lad mig ikke træde dit Lands Ligtorne.

Paa Reisen læste jeg to gode Bøger og en daarlig: die Brüder Karamasow og Tolstoi Guerre et paix; – den første best, den anden interessant weltmännisch; men saa læste jeg Cherbuliez’ Pendant til Germinal – den var græsselig; jeg gad nu vide, hvorlænge saadanne Bøger kan skrives – samtidig og i samme Land som Germinal; – Du har vel neppe paa mange Aar faaet et saa literært Brev fra mig, paaskjøn det og vær venskabeligen hilset.

Din A. L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Tak for dit Brev og for 100 Kr – uventede, velkomne. Jeg maa skrive strax; for der var saa meget at svare paa.

  • I.
  • Har Hegels Optræden været hensynsløs? – vilde nogen med et gammelt Firmas Traditioner deltage i et Foretagende, hvor der var saa lidet Talent, saa meget efter Opskrift, saa meget i Bund og Grund forlorent? Jeg tror ikke «vor Sag» har godt af Samhold i den Forstand, at vi stemmer Fordringerne ned, naar det er en af «vore»; Bogen er et tvivlsomt Dokument; men den har ingenting med Digt at gjøre. Det er min gamle, uforglemmelige Gave fra dig: Snot for sig og Knebelsbarter for sig. Om jeg førte Gyldendalske Boghandel, vilde jeg ikke taget Bogen. Men Heiren har kanske handlet paa andre Præmisser; «hensynsløs» tror jeg dog neppe, efter hvad jeg har erfaret.
  • II.
  • Der er end ikke Spor af sandt i Rygtet om en refuseret Novellesamling fra mig – Heiren er ikke dum, han er ikke engang feig –; for de tarvelige Humoresker, som jeg generer mig lidt over, har jeg aldrig hørt andet end Tak og Lovsang; kanske finder han dem ved nærmere Eftersyn altfor tynde, og det kan den gamle Fugl have Ret i; jeg er ikke stolt af dem.
  • III.
  • Jeg er begynt paa en meget giftig Bog; den bliver ikke færdig til Jul – frygter jeg.
  • IV.
  • Jeg var ligefrem glad over dine første Ligrøvere – mindre over de siste, som mest rives om dig selv –; men du ved jo godt, at jeg kan ikke skrive Epitafier, – husk, hvor du og J. P. lo af det, jeg under Taarer havde skrevet om Elster; det er ikke bare «Fornemhed»; men jeg føler, jeg kan ikke.
  • [V. er utelatt.]
  • VI.
  • Jeg har ikke bemærket, at Bjørnson tog mig med sig i Kirken; jeg ler altid lidt og generer mig lidt, naar jeg læser hans «Opsæt»!! miserecordia! for et Ord! men bagefter glæder jeg mig over de simple greie Linier i den Mands Bygning; Kvinder og kvindelige Feil har spundet meget Spindelvæv og andet Væv imellem, men Hovedlinjerne ere store og greie; han er en mandhaftig Dreng!
  • VII.
  • Esmann. Tænk! først for 3 Dage siden læste jeg Gammel Gjæld; jeg ved ikke, hvor Bogen har været henne, og jeg havde aldeles glemt den. Men den var isandhed god og vederkvægende; jeg fik Lyst til at skrive igjen efter Læsningen; er det et Menneske eller et Navn? – hils Mennesket ærbødigst og venskabeligt fra mig. Det er den bedste danske Stil – velopdragen og modig, og hans Samtaler ere korrekte og interessante. Tænk saa paa Fru Skrams Passiar!
  • VIII.
  • Hvor kan du dog tro, jeg har bundet mig til Brøndsted, som jeg kun kjender fra Avisskrivning! Jeg behøver jo ingen Oversætter mer; og naar jeg beholdt Sarauw, saa var det, fordi han var min Ven og havde arbeidet ivrigt for at faa mig frem. Nu vil jeg sælge lige til Konsumenterne, lad dem saa vælge sig en Pladsagent til Oversætter; jeg vil foreslaa en, hvis Georg ved nogen; men jeg vil kun forlange, at Rodenberg ikke stryger det beste, som han altid gjorde i Sarauws Tid – stakkels Sarauw – det var en prægtig Fyr. Brøndsted har vist ladet indrykke i Aviserne, at han var min Oversætter, forat tvinge mig til sig; men jeg liger ham ikke, og jeg vil ikke arbeide med ham; han har ikke Spor af Løfte eller Tilsagn fra mig – tvertimod. – Beate med Alexander og Baby er i Østerdalen efter Fjeldluft; mit Humør er blandet af Elskov, ond Samvittighed og Dyd –; Søvn og Appetit som før.

Venskabelig Hilsen – din ALK.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Mange Tak for Penge og for et langt og elskværdigt Brev. Vi priser – baade Beate og jeg Deres orienterende Oversigt over vore Venner og er Dem altid taknemmelig, fordi De holder os à jour med det, som De ved interesserer os. Beate er reist til Tønset – oppe i Østerdalen, forat styrkes i Fjeldluft. Det er egentlig Alexander, som skulde tilfjelds for en langvarig Bronchitis; og Beate skulde til en Nervelæge i Kristiania; Baby følger for Fornøielse. Jeg sidder altsaa igjen med Jens og Else. Desværre er jeg ikke flittig; jeg har allerede mistet mine første Aars Iver; jeg tager længere Sigte, før jeg slaar til; men nu er jeg da vel begyndt. Deres Mening om Folkeudgave deler jeg fuldstændigt; og jeg sendte igrunden bare Tommesens Brev, fordi jeg fik det.

Else sidder paa Skrivebordet og forstyrrer mig saa skrækkeligt; tag tiltakke denne Gang med en venlig Hilsen til Dem og alle Deres og til alle gode danske Venner.

Deres hengivne Alexander L. K.


Jonas Lie.

Kjære gode Ven – tilgiv mig! – jeg har havt Brevet fra Paris liggende siden Mai; men jeg ved ikke, hvad det er, som er faret i mig; det blir nok som Beate siger, at jeg maa ud blandt Folk igjen. Lad mig først tage med Tak imod Kammeradskabet, og lad mig strax sige, du er altfor snil mod mig; lige fra det første Ord, jeg har hørt fra dig, har jeg været halvt skamfuld ved at modtage og modtages med saamegen Hjertelighed. Dersom vi mødes – eller: naar vi mødes – det maa da blive en Gang! skal det blive jilt at gjøre Venskabet nøiagtigere; det kan dog aldrig faa sin rette Art og Tone, før man har seet hinandens Mund og Øine.

Din Frue, som sender mig en Edelweiss, er ogsaa meget snil, og jeg har en Fornemmelse af, at vi vilde komme godt ud af det alle fire; maatte Strømmen skylle os sammen i en eller anden fredelig Bagevje. Fattigdom passer slet ikke for mig; og da jeg principmæssig og urokkelig betragter den økonomiske Sans som en medfødt Pukkel, kan det ikke falde mig ind at anstrænge mig, – dog – lader os se til Liljerne paa Marken og tale om noget andet.

Eller om noget tæt ved. Det gik godt med Digtergagespørgsmaalet, saa godt som jeg aldrig kunde ventet. Og det er et kosteligt Syn at se dem bruge mig til at kaste hinanden i Hovedet. Man tror her i Byen, at Oftedahl taber; flere foreløbige Valg ere afgjorte mod hans Program.

Forresten kan det være slig Slag, Hyklere er de i begge Leire, og Kristendommen gaar som en gammel Luder fra Haand til Haand. –

Det var jilt, du er glad i Maagen; jeg ved en saadan Hilsen fra Sjøen gjør godt langt inde i det kvalme Europa; thi selv Alpernes klareste Luft er dog ikke for vore Lunger som salt Vestenvind med Tare. Og alligevel længes du neppe mere til Vestkysten end jeg til Paris; – men lader os tale om noget andet; jeg er ikke i godt Humør; der er noget iveien med mig; jeg gad vide, hvad det blir til.

Det, som er gaaet for sig paa Thingvalla, ligner de danske – et stille, feigt Tyranni; saadant et Navn som Thingvalla! passer ogsaa godt for det danske System; Danmark har altid hædret sine Provinser med Laan af den Art; Offeret var jo en Svenske; men jeg synes alligevel Synd i ham. Jeg skal afsted og spille Kort med Oberst Smith; Saft og Vand er en ringe Modgift.

Hilsen til din Kone og til dig selv.

Din hengivne Alexander L. K.


Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg fik igaar dit halvfærdige Brev; det var godt, du sendte det, saa jeg kunde se, at alting var kommen igjænge. Jeg drømte saa ondt om Børnene inat, kys dem fra mig og bed dem være snille, og sig Gutterne, at de maa grave sig op i Klasserne, til jeg kommer hjem. Saa maa du ogsaa bede Baby vande mine Potter i Kjælderen med en Sprøite hver Mandag; og du selv maa flytte paa Svibelglassene uden at løfte Løgen op, samt vande Crocuserne heftigt.

Nu tænker jeg, at jeg har truffet de fleste af Vennerne, og alle ere saa elskværdige.

Det er en interessant og spændende Tid hernede; efter Attentatet blev igaar Folketinget opløst og man venter et Forbud mod liberale Blade – «Politiken» mister du! – og imod frisindede Foreninger – for Exempel Studentersamfundet. Det er Tider, som i enhver anden Hovedstad i Verden vilde sætte Mærker i hvert eneste Menneskes Ansigt og Øine, og jeg forsikrer dig: her er ikke Spor at se af noget usædvanligt, og taler du med dem i Bekymring og Deltagelse, saa svarer de: ja er det nu ikke noget rædsomt Vrøvl, vi ligger i, – men det driver nok over! Og saa kommer hver med sin ufeilbarlige Recept – der er ikke to, som kan forliges helt ud iblandt dem; en begynder saa: Ha’de Venstre, dengang Estrup – Nai, nai! – raaber saa den anden; havde Estrup, dengang da Berg –; nai! nai! – raaber saa den tredie; og alle mener de, at der er gjort galt, og der er gjort galt, fordi deres ufeilbarlige Recept ikke blev brugt, og naar det derfor gaar ad Helvede til, saa siger hver enkelt: det har jai hele Tiden forudsagt; nai; ha’de Estrup, dengang da – o. s. v. – saa snakker de videre, indtil de opsluges og forsvinde i Tysklands store Pose.

Her er forresten en Stilhed, som nok kunde betyde, at der forestaar et Uveir; her gaar jo en Arbeiderbefolkning paa 50 000 Mennesker, hvoraf nogle ere brødløse og alle trykkede, Handelslivet og Omsætningen er her som overalt saa lavt nede som ingensinde; her er mange – deriblandt Heiren –, som venter alvorlige Sammenstød, og Førerne for Sosialdemokratiet forsikrer, at de har den største Møie med at holde sine Folk tilbage. Bortseet fra den rent personlige Interesse, jeg kunde have af at opleve et Oprør, er det jo noget, alle maa ønske undgaaet; her er nemlig sletikke den Vilje og det Samhold i dette Folk, som kan føre til varig Sejer efter et Oprør; jeg tror nok, at det kan «mase» Politiet; men bagefter med Værdighed og Fasthed at forlange en bestemt Reform af Grundloven, – derom vil de aldrig kunde enes.

Jeg har det udmærket godt; og naar jeg kommer ud til Drewsens, skal jeg til at skrive; – tænk om jeg kom hjem med Manuskriptet færdigt! – jeg kan næsten ikke selv tro det; – saa langt nede i Modløsheden har jeg været. Skriv snart, hils de Smaa!

Din Alexander.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Pengene. Jeg flytter nu ud til Drewsens Marstrandsvej No. 2, og beder Dem have den Uleilighed at sende mine Breve didud.

Vort Regnskab ligger tungt paa mig, og jeg vil gjerne se Resultatet i dette Øieblik, hvis De en af Dagene vil sende mig et Par Linier. Jeg kan jo ikke sige, at jeg er rent modløs; thi jeg kan dog haabe paa fornyet Arbeidslyst i min Alder, og hvis jeg da ikke skulde dø – mod al Formodning! saa maa De dog kunne regne paa at faa Deres Penge igjen. Men jeg gruer og ser rent ud ingen Udvej, dersom De nu vil stanse det Arrangement, vi hidtil har havt med l000 Kroner hveranden Maaned.

Det er best – synes jeg ialfald –, at vi afhandler dette skriftligt; naar vi sidder Ansigt til Ansigt er det mig altfor pinligt.

Deres hengivne Alexander L.Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg har modtaget Deres Brev – velvilligt og rimeligt er det som alt fra Dem, og jeg takker lettet og med bedre Mod.

Fru Julies Indbydelse har jeg ogsaa modtaget og glæder mig til at komme; – er det ikke Klokken 4 l/2? – De behøver ikke at svare; jeg kommer Kl. 4 l/2 og skal vente taalmodigt paa Mad, hvis Spisetiden er senere.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Frøken Ida Aalberg!

– efterat have seet Dem hin Aften hos Dr. Brandes, vilde jeg først overladt det til Tilfældet, om jeg skulde opnaa at møde Dem oftere; men siden har jeg tænkt, at Tiden er kort og Tilfældet lunefuldt, og jeg vælger derfor at spørge Dem ligefrem, om De har Lyst til at se mig igjen, eller om De vil lade Tilfældet raade?

De skal ikke have nogen Betænkelighed ved at vælge Tilfældet; og jeg skal være tilfreds med et hvilkensomhelst Svar – endogsaa med intet, naar De blot ikke vil finde mig paatrængende.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Ludvig Josephson.

Hr. Theaterdirektør Josephson!

Man har spurgt fra Sverige om Tilladelse til at opføre «Hans Majestæts Foged». Har jeg givet Dem nogen Eneret eller overhovedet nogen Ret til dette Stykke? Jeg er hernede ikke istand til at forvisse mig om vort Forhold, da Brevene ligger hjemme i Stavanger; svar mig derfor med omgaaende Post.

En Dame fortalte mig ogsaa forleden Dag, at hun nylig havde seet «Paa Hjemvejen» ved Deres Theater. Tilkommer der mig ikke noget Honorar efter vor Aftale? – Vær saa venlig at sende mig nogle orienterende Linier.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Kjære Frøken Aalberg! – jeg var hos Filosoferne, og jeg var sandelig saa snil; men nu vilde jeg spørge, for min Hukommelse er saa daarlig, om det virkelig var saa, at jeg skulde skrive hele idag og hele imorgen og hele iovermorgen? – eller om der var Tale om en liden visite de recréation imorgen – for exempel Klokken 2? – kan De Frøken? huske noget om det?

Deres Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – min Tilværelse er indtraadt i et nyt Stadium – nemlig i det begrædelige. Kan du tænke dig, hvorledes jeg tager mig ud i Fortvivlelse? Jeg kan ikke længer skrive – hører du! jeg kan ikke skrive længer – du forstaar vist ikke? – det er forbi – for Fanden! begriber du det? – ak! ak! – du vil formodentlig fortælle mig, at det er en Stemning, som gaar over; men du kan spare dig; enten du tordner eller du hvisker dine snedigste Fløitetoner, jeg er dog død – død som de andre store Forfattere, der levede længer end Talentet: Goldsmidt, Bergsø og Frithjof Foss. Og jeg gaar imod Fattigdommen med 4 Børn og en svagelig – nei! nei! nei! – det er ikke Tid for Spas af den Art; Tiderne ere onde for alle og jeg vil ikke klynke.

Men sandt er det alligevel, at jeg er fortvivlet; det maa vel være en Overgang; men jeg har ikke Raad til at vente. Du ved, hvor god Hegel er; men han har dog maattet antyde mig en Grænse for sin Taalmodighed, og udenfor den er jeg alvorligt bekymret. – Være da dermed mine Sorger begravne i din rummelige Brystkasse, og vær hjertelig hilset og takket for alt det Rabalder, du har gjort for mig. Jeg tænker saa ofte hernede i dette ulykkelige Land, hvor godt vi har det, som har dig i Ryggen; og naar du engang dør, vil vi alle føle en ubehagelig Kulde bag. Dette Folk har ingen stor Haand over sig, intet stort Menneskehjerte, hvor alt i Folket kan mødes, – og værst af alt! – ingen Røst, hvis Myndighed kan faa de tusinde Peberkværne til at stanse. O du milde Moses! hvad her snakkes!

Hver har sin lille Recept, som skulde have været brugt for saa og saa længe siden; men siden denne lille Recept ikke blev brugt, saa er det gaaet som det er, og hver enkelt toer sine Hænder og siger – næsten glad! ja ha’de man i sin Tid lydt mit Raad! – men ikke ti har Resignation til at kaste sin lille Recept og enes om en fælles. Jeg «arbeider for Rigsret» – ikke fordi jeg har Haab; men fordi jeg jo maa have en Recept jeg ogsaa. Og jeg har fundet en, en hemmelig, som jeg vil betro dig: det eneste, her behøves, forat regjere dette Land, er rødt Klæde – af det ægte, gamle Oldenborgske Lakai-tøi. Her i Huset hos vore fælles Venner Drewsens – jeg bor her, til imod Jul, alene, en garçon, udi Frihed og Fortvivlelse – her er Sorg og Alvor og en velsignet Krog for den gode gamle danske Finhed og Trofasthed.

Men udenfor og rundtomkring! Gamle Hostrup er den eneste, som staar igjen; jeg springer letvint over Otto Forsonius, og de andre ere frafaldne, kun Schandorph drikker Portvin paa Ruinerne. Her stod et Vers forleden af Hostrup; jeg blev saa varm, at jeg kjørte lige ud til ham, og tænk dig! – jeg var den eneste! – men bagefter fandt alle, at det var kønt af mig; er det ikke dansk? Naar du i slige Tider skrev et Vers hjemme, saa reiser vi os da op, gaar ud paa Gaden, kaster af os en Masse Ord og Omsvøb og griber de nye Ord som et Fremskridt, en ny Vei, som vi strax gaar afsted paa; – her synes de, det er kønt, og saa tar hver enkelt igjen paa at forklare om sin lille Recept, som desværre ikke blev brugt. Tiderne ere onde, og jeg er – som sagt fortvivlet.

Din meget nedbøiede Alexander.

Drewsens hilser dig og dine. Hils Fru Caroline! hils Lie og Frue.


Ida Aalberg.

Det gik, som De spaaede; jeg kom ikke afsted igaar; først Tirsdag Eftermiddag kan jeg reise. – Jeg vilde gjerne sige Dem Farvel.

Deres Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Kjære Frøken Aalberg. – Konsulen søgte mig ikke, før jeg reiste, saa jeg fik ikke Anledning til at efterlade min Adresse. Naar jeg nu bare vidste, om der er nogen i Kjøbenhavn, som interesserer sig for min Tilbagekomst, og som underhaanden og med Snedighed vilde ordne det saaledes, at jeg snart – helst strax blev kaldt tilbage.

Thi jeg tror, De har overvurderet den gode Luft i Omegnen af Fredriksborg, og Aarstiden er neppe den heldigste for Patienten. Her er et skadeligt Maaneskin og en fredelig Stilhed og ingenting, som kunde forbedre eller omvende. Dersom De vilde fortsætte med at være snil mod mig, saa skrev De strax et Par Ord til mig, Posten gaar saa langsomt, og jeg kan dog ikke tro, det er Meningen, at jeg skal være her en hel Uge?

Deres Alexander L. Kielland.


Kitty Kielland.

Kjære Kitty! tusind Tak for dit kjære og kjærlige Brev. I Grunden tvivler jeg ikke paa, at du og Bjørnson og mange andre har Ret; jeg er dog selv inderst inde vis paa, at det maa komme igjen. Hvad der gjør min Misstemning tungest og min Fortvivlelse gold, er bare dette med Pengene. Hegel har nemlig sagt – som sandt er –, at længer end til Foraaret kan han ikke lade mig faa det Forskud, jeg hidtil har havt og som har været min eneste Indtægt, og udover den Tid er der intet. Jeg er saa aldeles uvant, og det er min Natur saa aldeles imod at tvinges, at denne Skræk ophidser mig uden at drive mig til Arbeide; jeg blir ligesom rasende; men jeg kan ikke arbeide, forat klare mig ud af det. Jeg tør ikke fortælle dette til Bjørnson, for han vilde i sin store Kjærlighed fare lige paa Hegel og sige: du maa passe paa Kielland, og Hegel maatte aldrig tro, at jeg havde beklaget mig over ham; han er baade en elskværdig Mand og en behagelig og forstandig Forretningsmand, som næsten altid har Ret.

Du skal ogsaa have Tak for dine Planer om Paris; men det kan jeg ikke; jeg kan ikke det nu.

Du maa ellers ikke forestille dig Kjøbenhavn saaledes som du kjender Byen fra før. Her er interessant indtil det forfærdelige, et Samfund ført op til en saadan hul Svindel i alt – i bogstavelig talt alt, og saa det begyndende Fald, Feighedens Frafald, saa hele Finantsblæreriet – hver Dag nye Falliter, gamle Huse, gamle Mænd hænger sig, unge tør ikke skyde sig, Alvor og Fortvivlelse midt paa lyse Dagen midt inde i dette elendige Folk, som ellers aldrig smager andet end søde Sager og fine Dufte. Jeg kunde ikke være paa et mere vækkende Sted, fordi jeg forstaar alt her, og fordi alt vrænger sig frivilligt ud, saa den, der har Øine, faar se det altsammen. Alene som jeg er og ubelæsset af Vin, kommer jeg videre omkring, faar udrettet mere og taler en Masse med en Masse Mennesker. Du kan være forsaavidt tryg, som jeg neppe kunde faa opleve noget, der bedre passede for mig i dette Øieblik.

Men jilt skulde det jo ogsaa være at se dig og de andre kjære Mennesker i Paris; hils Frøken Harriet og Bjørnson; jeg har faaet et Brev fra ham, som vist vil glæde mig; jeg har begyndt at forstaa et Par Linier.

Din prægtige Torvmyr hænger her, og vi har det godt. Anna hilser. Farvel for denne Gang – kjære Søster! og Tak for din trofaste Kjærlighed, som jeg altid føler, og som jeg oprigtigen gjengjælder.

Din hengivne Alexander L. K.


Ida Aalberg.

Kjære Frøken Aalberg! jeg ved ikke, om De bryder Dem saa meget om Patienten, at jeg tør sende nogle Linier hver Dag? Hans Tilstand synes mig betænkelig, og han taler i Tunger, som jeg ikke forstaar. Han paastaar, at han har været hos Tandlægen, at han har seet et hvidt Gardin bevæge sig, og at nu er det Foraar. Det nytter ikke, at jeg viser ham de visne Blade og de afpillede fattige Trær; han bliver ved at forsikre, at der er noget, som spirer – noget lysegrønt – siger han. Kan De begribe, hvad han mener? – Dersom jeg vidste, at De tog Del i vor stakkels Vens Skjæbne, vilde jeg spørge Dem, om De ikke tror, han havde best af at komme til Byen, herude gaar han bare og sætter sig fast i sin fixe Idé.

De ved, hvormeget han sætter Pris paa et Ord fra Dem; kan han vente at faa noget?

Deres Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Kjære Frøken Aalberg! Posten er saa daarlig her i denne Egn; jeg tror ikke, De faar mine Breve; og jeg synes, det er min Pligt at holde Dem à jour med den angrebnes Tilstand. Han er værre – ja kjære Frøken! han er meget værre; Børnesygdommene ere altid farlige for gamle Kavallerer; nu vil han til Kjøbenhavn; han er ikke til at holde paa. Han taler om en Koncert hos Grieg og et Bal hos Konsulen; jeg ved virkelig ikke, hvilke Dumheder han vil gjøre; men han ængster mig. Tror De ikke, at De kunde sende ham et Par Ord? – han synes, det er saa haardt af Dem, at han ikke har faaet en eneste liden Linje fra Dem, – misforstaa mig ikke: han klager aldrig, han fordrer ingenting; men jeg, som kjender ham, kan forstaa, at det piner ham mere end De maaske tror.

Deres Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Himlen er saa blaa og Solen saa herlig – ja – kjære Frøken, hvad kan det hjelpe; han er bleven gal for os. Dersom – nei ikke dersom, men kort og godt: jeg kan ikke være her længer. Fra Tirsdag indtil idag – Lørdag – ja det er ikke noget at le af, for det er meget længer Tid end det ser ud til, naar det skrives; men for den, som venter et lidet Ord, er det øde og langt. Saa kommer der endelig den Efterretning, at Himmelen er saa blaa, og derfor skal man forblive, hvor man er og vente med tålamod – sikket Spøgelse af et Ord! Meget af dette er Deres egen Skyld; ni tror jo hverken paa nogen Krisis eller nogen Sejer og Patienten heller ikke – det kan jeg forsikre Dem. Nu skal De skrive strax, saa kan jeg faa Brevet Mandag Formiddag, og deri skal staa tydeligt, om han skal blive borte, eller om Himmelen er saa blaa, at han tør komme igjen.

Deres Alexander L. Kielland.


Ida Aalberg.

Søndag Formiddag.

De er kjed af mig, og jeg aner intet godt Svar paa mit Brev igaar. Alligevel reiser jeg til Kjøbenhavn imorgen, det har jeg bestemt. Idag har jeg en Søndag saaledes som den De beskrev mig sist, men min er værre. Thi foruden alt det andet har jeg nu igjen hele Lidelsen over mig af mit afdøde Talent, al Haabløsheden og Interesseløsheden. Naar jeg vidste en Læge, som kunde forstaa sig paa saadanne uryddige Hjerner som min, vilde jeg engang tale fuldt aabenhjertigt om alt; maaske er jeg lidt gal; det kan ikke være bare Dumhed. – Idag vilde De synes Synd i mig, hvis jeg var hos Dem; men jeg tænker mig, at De just i dette Øieblik – Klokken er tolv – skriver mig til, at Patienten plager Dem, at han gjør best i at gaa sin Vei; det vil han ogsaa gjøre; jeg skal følge ham.

Deres Alexander L. Kielland.


Beate Kielland.

Kjære Beate! jeg synes, det er saa mange Dage siden jeg fik Brev fra dig; mon hvad du bestiller! – længter du ikke efter mig? – nu begynder jeg at længte og glæde mig til Hjemkomsten, naar jeg bare ikke havde alle disse Indkjøb! – jeg tror aldrig, jeg tør reise bort mer. Først alle dine Kommissioner, saa Julegaver til alle hjemme og saa noget til Børnene her – 35 Ting er det mindst. Herregud!

De har stjaalet min stolte Paraply. Jeg sad og saa den forsvinde for bestandigt, – det gik saaledes til. En Mand kom ind paa à Portas Cafée og satte sig med en halv Øl midt foran mig; han var fante-fin med Briller, Skjærf istedetfor Flip, sølede Støvler og idethele saa forskjellig i Typen fra Caféens almindelige Gjæster, at jeg specielt lagde Mærke til ham. Da han gik, tog han resolut min Paraply – du ved min Stolthed med Mekanik! – han tog den uden at vælge i Paraplystativet, og jeg saa den forsvinde! – Havde det været en Gentleman, saa vilde jeg naturligvis sagt: «De tar feil», forat spare ham Uleiligheden ved at komme ind igjen og bytte; men jeg saa saa tydeligt, at denne Stakkel aldrig havde ejet Paraply, og at han var kommen, forat tage noget, og saa kunde jeg ikke bekvemme mig til at røbe ham midt i Caféen; saa lod jeg ham seile; maatte den bringe ham Lykke eller ialfald Lettelse for en Stund; men saadan en Paraply faar jeg aldrig igjen.

Din Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak skal du ha for dit Trøstebrev, som jeg nu kan læse helt ud. Det er imidlertid ikke bleven bedre med Tygesen; jeg er gaaet ganske istaa og tænker paa at blive Toldbetjent. Nu har jeg kapsnakket med de Danske i sex Uger og begynder at sakke agterud; Tungen ligger syg – svøbt i Klude, og jeg drømmer om Fru Rektor Steen. Jeg vilde saa gjerne i min Taknemmelighed skrive dig et langt Brev, fordi du er som l/2 Far og 3/4 Bror og nogle Ottendedele af et Forsyn – jeg ser meget godt, at der er noget iveien med Brøkerne –; men Meningen er, at Stemningen er lidt paa Nedgang – omtrent som i et moderne Lystspil, og derfor kan den haardhjertede Karoline prøve om dette er noget at le af. Hils Kitty og de andre fra

Din hensmuldrede Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! nu maa jeg afsted. Vi skiltes lidt tosset; men det gjør ikke noget; skriv snart til mig; du ved jeg trænger til Opmuntring; vedlagt mit Billede, som skal udtrykke et forhenværende Talent i Skuffelsens Tungsind; glædelig Jul –

Din A. L. K.


Camilla Collett.

Kjære Fru Collett!

Vær ikke vred, fordi jeg alligevel ikke kom til Dem; men de siste Dage, da Reisen pludselig blev fastsat, gik som de pleier at gaa.

Hvergang jeg møder Dem, virker det opstrammende paa mig; og nu, da min første Iver til at skrive og arbeide saa beklageligen er kjølnet, har jeg ganske ond Samvittighed ved at stille mig for Øie Deres utrættelige og brændende Kjærlighed til Deres Livs Ide. Men slaa ikke Haanden af mig; det kommer vel igjen; og dersom jeg tør tro, at jeg har en Plads i Deres Velvilje, haaber jeg ogsaa, at De ikke skal faa Skam af mig.

Deres ærbødige og hengivne Alexander L. Kielland.


Henriette Collin.

Kjære Frue! Tak for Æblerne til Baby og Tak for alt Deres kjærlige Sind imod os. Jeg vilde saa gjerne, at baade De og Deres Mand maatte vide, hvor godt det altid har gjort Beate mig, som ikke har Gamle over os, at føle os optagne i den lune Hjertelighed i et gammelt Hjem. Vi takker Dem og glemmer Dem aldrig.

Eders hjerteligt hengivne Alexander L. Kielland.


Betty Hennings.

Kjære Fru Hennings.

Jeg havde sat mig i Hovedet og faaet det ind i Rørbys – Rørby er min gamle Vognmand –, at De boede i Peder Skrams Gade No. 15, og derfor fandt jeg Dem ikke. Jeg reiser derfor nedbøiet ved ikke at have seet Dem.

Hils Deres Mand og glem mig ikke ganske.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Rasmus Bjørn Anderson.

Kjære Exellence! De blev vel ganske forskrækket over min Afreise uden Visit og ordentlig Afsked? men vær ikke vred: alt gik hulter-tilbulter i de siste Dage, saa jeg var noget konfus.

Herhjemme var alt godt, og jeg er i Ro i mine lune Stuer. At De ikke kom, var en stor Skuffelse for Beate og Børnene; Deres Værelse staar parat, og vi venter Dem strax over Nytaar. Reisen er ingenting – kjære Ven! og De vil foruden mine og mig finde Landsmænd, der forstaar at sætte Pris paa interessante Fremmede. Siden De skuffede mig første Gang, er jeg mindre haabefuld; men jeg beder Dem komme strax De har bukket for Christian – ellers maa jeg tro, Deres norske Blod er blevet tyndt og danskt.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.

Vil De bringe min ærbødige Kompliment til Vedels.


Johanne Marie Pingel.

Kjære Frøken Pingel! – jeg læste netop en Artikel i «Deutsche Rundschau» – Decemberheftet, hvori der staar lidt om Moderen til den Princesse Charlotte, De engang skrev saa smukt om i Tilskueren. Jeg tænker, De har alt læst det; men jeg kom til at tænke paa Dem og griber Anledningen til at sende Dem en Hilsen.

Forresten er selve Artikelen yderst interessant: Denkwürdigkeiten eines ehemaligen Braunschweigischen Ministers. Især greb det mig, hvor v. Wolfrath efter Congressen i Paris lader spænde for og kjører hjem til Bergen paa Rügen, forat bo til sin Dødsdag i det raakolde røde Hus paa Torvet. Der er for mig noget gribende urmenneskeligt i denne Hjemlængsel efter det lille forblæste Torv inde i en Krog af Østersøen, hvor den gamle Herre gaar i sine Forfædres Stuer og ser ud af de smaarutede Vinduer paa Søfolk og Smaafolk og uden et Suk, uden Længsel og uden Foragt vender Ryggen til Paris – de Dages Paris, hvor hele Verden gav Møde. Og denne Kjøretur gjennem Europa synes mig mere storstilet end noget Triumftog – en Mand der ikke er skuffet eller knust eller træt, men rolig og sig selv nok, som sætter sig i sin egen Vogn og lader sine egne Heste kjøre sig selv hjem til sig selv, – det har grebet mig – disse to Linier mere end noget Digt, jeg længe har læst. Det er det, jeg kalder for Historie.

Glædelig Jul! – kjære Frøken! og hils Deres Broder.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.