Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1886

Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Bjørnson! – glædeligt Nytaar! – mit er begyndt daarligt. Jeg er tilende med mit Mod og min Tro paa mit Held – jeg mener det Held, som altid og mange Gange har bragt mig over økonomiske Vanskeligheder. Jeg har prøvet i det Længste at tage det let, fordi jeg føler, jeg ødelægges ved at bekymre mig paa den Maade, men nu gaar det over Skrævet; jeg giver mig; – jeg tænker paa at sælge alt og kjøbe Armodens kostelige Perle i Tananger eller Farum som Toldbetjent. Dette er det skinbarlige og triste Alvor mellem os, og jeg beder dig indstændigt tie stille; jeg skammer mig ikke – forstaar du; men jeg vilde ærgre mig kryl, om jeg skulde blive en æret Gjenstand for Deltagelse.

Du nævnte engang «Vennehjælp» – dengang tænkte jeg ikke andet end: hvor han er snil; nu er jeg kommen paa Bunden, og eftersom Lysene slukkes, ser jeg efter de minste blaa Blink af Haab. Hvad mente du med det?

Hør, hvorledes jeg staar: Hest og Vogn, stort Hus, jævn rigelig Husholdning; ingen Selskaber, ingen Drik. Gjæld overalt og intetsteds noget tilgode. Hegel har hidtil sendt mig 500 Kr. pr. Maaned; det ophører fra 1ste April. Derpaa er ingenting at sige; hvad du saa gjør eller tænker paa, saa lad Hegel endelig ikke faa den minste Skygge af, at jeg venter eller forlanger mere end han har gjort for mig; han er og har altid været udmærket i enhver Henseende mod mig. I et Aar og mere har jeg gaaet trodsigt nedad uden at ville se og uden at ville tilstaa for mig selv, at jeg ikke kan arbeide for Bekymring, – jeg gaar med noget i Hovedet, men det er saa uvant, saa naturimod for mig at slæbes saa længe i pinagtige Ængstelser, Udflugter og alt det, som følger med ikke at kunne betale, saa jeg driver det ikke længer til at komme bort i mig selv, undtagen mens jeg læser; skal jeg selv tænke, saa blir det aldrig andet end det samme: skal jeg bryde af idag eller skal jeg lade det gaa til imorgen?

Dette er ikke et trist Billede; men en konfidentiel Meddelelse; vil du tænke over min Stilling og sige mig, om du ved Raad. Hils Karoline – den lattermilde – og sig, hun maa vente lidt.

Din hengivne Alexander L. K.


A. H. Moe.

Hr. stud. jur. Moe.

– Der er noget i Dem, men De ved ikke Besked. Gaa mig nu bare ikke hen og skriv, før De ved noget. Det har god Tid. En Dag slaar Livet sin Klo i Dem, og saa kan De, fordi De ikke kan lade være. Stil faar De nok; De har Anstændighedsfølelse til at undgaa Fraser; og De faar nok Mod til at bruge de rette Ord, naar De føler, at dette skal siges.

Vogt Dem for den «modige» Literatur (Fru Schram) og for den «nye» (Rosenkrantz-Johnsen). Der skal en langt højere Kultur til.

Har De Tid, saa besøg mig endnu engang. –

Deres venskabelige Alexander L. Kielland.


Den frisindede Studenterforening.

Til Den frisindede Studenterforening!

Jeg kan desværre ikke modtage Indbydelsen.

Et Samfund af Studenter har sin Ret eller sin Undskyldning i Traditioner fra andre Tider end vore; men at gaa ud af Undskyldningen og endda ville være noget som Studenter, det er der ikke Plads for nutildags – mener jeg. Desuden er jeg altid imod, at Oppositionen opgiver sin historiske Medejerret og gaar udenfor.

Af Studenter blir der Embedsmænd, og af Embedsmænd blir der Reaktion, – saa har det gaaet, og saa vil det gaa i mange Tider.

Det er mig ikke muligt at stole fast paa et Frisind, som ikke engang i 20 Aars Alderen kan taale at være en liden forhaanet Minoritet.

Thi Frisind – mine unge Herrer! – er en lang Prøvelse.

Husk først paa, at naar I kommer til fuld Mandsalder – for Exempel om ti Aar, da staar Kampen om Ideer, som i dette Øieblik kun findes i nogle faa af de «galeste» Hoveder i Europa.

Glem saa heller ikke, at til den Tid har Livet ganske anderledes haget sig fast i os med utallige Ansvar, Hensyn, Forpligtelser – mangfoldige store og smaa Opfordringer til at bøie tilside og slaa af.

Da spørges der efter det Frisind, som er gaaet i Blodet, har brændt sig ind i Karakteren og sat en fast Rygrad for frie og modige Mænd.

Og det er min faste Overbevisning, at det Frisind, som holder under den fuldvoxne Mands Ansvarlighed, det skal hærdes i Indignation og æde sig dybt ind i den Enkelte under Trykket af de manges Forhaanelse. Og der er ingen Reaktion, jeg er bange for, undtagen for den som begyndte i det frimodige Frisind; thi ingen Sygdom er saa hyppig, ingen Pest saa smitsom og modbydelig som Aarenes og Alderdommens Forræderi mod Ungdommens begeistrede Frisind.

Lad os ophøre med de store Løfter, mens vi er unge, at de ikke skulle indhente os som Skjændsel, naar vi blive gamle.

Blandt de meget ærede Navne, jeg ser under Indbydelsen, er jeg glad ved at finde Venner, som kan forklare de Unge, til hvem jeg især hen vender mig, at jeg ikke har givet dette Svar, forat være ubehagelig; men fordi det er min Hjærtens Mening.

Og jeg beder Dem – mine Herrer! være forvissede om, at jeg ikke har noget oprigtigere Ønske, end at Tiden maatte give mig grundigen Uret; – og prøv saa at taale saa godt, I kan, hvad jeg her har sagt i Oprigtighed og med al Agtelse for Ungdommen.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


Hjalmar H. Boyesen.

Kjære Ven – det er længe siden du hørte fra mig. Som du ved gik jeg hurtigt til veirs og skrev meget i kort Tid; nu har jeg i over et Aar intet frembragt, og vore Forfatterforhold ere saa tarvelige, at jeg allerede føler mig synke i Gjæld og med Pengesorgen lige indpaa Livet.

Endnu ved kun faa om min Stilling; men jeg betror mig til dig, fordi du er saa langt borte, og fordi jeg har en god Fornemmelse af gammelt Venskab mellem os.

Jeg kan ikke holde dette ud, og det forhindrer mig ligefrem i at arbeide. Du kjender ogsaa Samfundet, mit fine Navn, mine forkjælede Vaner og min Moral: enten Skit eller Kanel – der er ingen Indskrænkning eller Nedkryben mulig, enten maa jeg være oppe paa Toppen eller helt skifte Samfund.

Nu har ogsaa jeg begyndt at tænke paa Amerika, jeg som visselig paa mange Maader egner mig saa lidet for et saa arbeidsomt Land. Ikke kan jeg tænke mig at dyrke Jorden – kan du? – ikke at leve i Dokkerne eller skrælle Æbler eller spille Fløite (jeg kan lidt).

Kan du udspekulere noget?

Glædeligt Nytaar for dig og dine! Vi er alle friske – Beate og fire Børn; det er best, du faar dem alle, forat bedømme Familiens Chancer: Jens imod 13 Aar, Alexander imod 12, Beate – 10 og Else 4 –.

Det er – kjære Ven – tungere Alvor end du tror; tænk over mit Spørgsmaal og svar strax; tager jeg først Beslutningen, saa gjør jeg det pludseligt.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – hvorledes skal jeg fuldtakke dig for dine to Breve; du overskyller mig med Venskab. Jeg er allerede paa en vis Maade over det værste, efterat jeg har talt og betroet mig til nogen; nu tænker jeg roligere og overveier Fremtiden; mest staar min Hu til Amerika. Imidlertid har jeg faaet Arbeidslyst og skriver paa mit nye Arbeide, – kanske rider jeg Stormen af, og Skam skulde jeg have, om jeg gav mig for første Modgang. Jeg gruer bare lidt for den Hjælp, jeg trænger saa saare, – det er ydmygende – som du selv siger, – det er ikke til at tænke paa, ikke til at tale om. –

Vi vare saa rørte over dine Breve, og Beate sender sine varmeste Hilsener. En anden Dag skriver jeg mere; men tag min hjertelige Tak – kjære Ven!

Din hengivne Alexander L. K.


Rasmus Bjørn Anderson.

Kjære Exellence! – vi venter paa Dem. Mange Forhold, – som vi skal tale om –, bringer os til at tænke paa at flytte bort herfra for Alvor; og jeg har begyndt at faa Lyst paa Amerika, – ikke saaledes som De har forespeilet det: som den kjendte Forfatter, der forelæser, men som en almindelig Immigrant, der søger anstændigt Udkomme for sig og Chancer for sine Børn. De kan derfor vide, hvor meget min Kone og jeg har at spørge Dem om, og hvor megen Hjælp vi venter af Dem. Telegrafer derfor strax, at De er gaaet fra Kjøbenhavn; Deres Plads er Dem beredt og De maa dog se vort Hjem, inden vi ombytter det med Loghuset. Tal intet om disse Planer, som ere alvorligere end De maaske tror.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – Tak for dit siste Brev om Digtergagen; jeg gruer for igjen at tages frem til Behandling, og jeg gruer, fordi jeg ved, du vil ud og slaa for mig. Det er jo kjært, at de beste slaar for mig; men best er det at klare sig selv. Jeg har nu mere Ro i Sindet efterat jeg har betroet mig; og jeg skriver hver Dag paa mit Lystspil – Gud ved, hvad det bliver til; det er Lapsen, som skriver denne Gang. Tilvaars faar vi tage den store Beslutning: enten Skit eller Kanel.

Jeg har svaret Studenterne af mit Hjertes Fylde; efter Drachmann taaler jeg ikke længer «frisindet Ungdom»! Det er desuden altfor galt, at saadanne Grønskollinger allerede ere saa storsnudede, at naar de løber sammen om et Punchebord, falder den Tanke dem først af alle ind, at de beste Navne i Nationen bør æres ved at være med! – det gaar minsæl ikke an!

Det er forresten fælsligt at se, hvorledes selv et saa prægtigt Folk som vort er tilbøieligt til at sove hen i mer eller mindre formummet Reaktion, saasnart ikke selve Øieblikkets Kamp holder Søndagsstemningen oppe. Til hverdags ere de store Tanker og de renslige Begreber ligesaa besværlige som de Mænd, der prædikede dem, dengang det kneb; og til hverdags er det – bagvendt nok! Præsterne, som prædike, mens vi maa vente paa Søndagene; – vi ere nu omtrent ved Onsdag Eftermiddag.

Jeg kan hellerikke skrive ordentlige Breve i denne Tid; men du forstaar, at jeg tænker paa dig med Hengivenhed.

Beate hilser dig og dine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Niels Neergaard.

Til Redaktøren af Tilskueren.

Jeg sender Dem en liden Fortælling, som jeg synes der er Talent i; vil De tage den, saa kan De henvende Dem direkte til Forfatteren Hr. Edvard Andersen – Politibetjent i Stavanger.

Manden er ganske uden boglig Dannelse, saa De maatte tage Dem af baade Interpunktion og Ortografi; men det vilde interessere mig, om ogsaa De fik Indtryk af, at der er noget ægte og paalideligt i Skildringen.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


Ernst Sars.

Kjære Hr. Professor!

Min Kusine Magda vil oversætte: Modern science and modern thougth [!] by S. Laing – M. P. – og hun beder mig skaffe sig at vide, om Forfatteren er kjendt, og om Bogen oversat kunde antages at ville udfylde et dybt følt o. s. v. Jeg ved ingen bedre end Dem – Hr. Professor! til at spørge: – kan De give os nogen Besked? Jeg for min Part tror nu forresten slet ikke, at Magda kan oversætte en videnskabelig Bog; – jeg har lagt Mærke til, at naar Damer kan engelsk, tror de, at de er over det værste her i Verden. –

– Jeg var glad over Svaret fra Foreningen, og jeg beundrer den rolige Tone ovenpaa mine Ubehageligheder; jeg haaber ogsaa, at de tænksomste ere de minst vrede.

Modtag min venskabelige Hilsen og en ærbødig Kompliment til Deres Fru Moder.

Deres Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Tak for dit Brev paa min Fødselsdag. Du kan gjerne spørge, hvor jeg er, saa fredeligt og lydløst lever jeg; og hvis det var sandt, at den, som bene latuit, bene vixit, saa maatte min Lykke være tyk; men der er megen Løgn paa Latin. En Ting er dog glædelig: jeg skriver; og jeg er langtfra modløs. Men Livet heroppe, Forholdene, kort og godt: her maa et Afsnit til, et Punktum sættes, og ny Sætning begynde med stort Bogstav. Jeg er – hvad min egen Person angaar – kommen over den Krise, hvori jeg var urolig for mig selv; – jeg tror, det kulminerede i Kjøbenhavn; det var en morsom Tid; og skjønt jeg var saa blinkende ædru, staar dette Ophold for mig som etslags Studenterbesøg! – jeg var netop saa haabefuld og netop saa sønderknust.

Alligevel synes jeg gjerne, naar du først skrev til mig, at du kunde været lidt mere meddelsom; jeg vil bestandig føle megen Interesse for denne Dame, om jeg end nu ser lidt anderledes paa hende – ja igrunden ikke anderledes, hvad mit Omdømme angaar; jeg var igrunden hele Tiden mere forelsket end egentlig optaget af Beundring for noget særdeles stort ved hende; thi det var der jo ikke; men noget aparte, som netop da passede for mig – oh! du ler vist – din gamle Hedning! og jeg ogsaa – over dette aparte, som undertiden passer os saa godt!

Nuvel! – efter denne Knusning har jeg fortsat Livet – lidt forsigtigere og lidt mindre kjæphøi, men ellers med en god Holdning og en patent Samvittighed. Det var en interessant Person, og jeg vil haabe, hun kommer til at angre, at hun lod mig gaa der som en Nar i Store Kongensgade!

Intet Fluidum er dog saa latterligt afhængigt af Flasken som Kjærlighed. Se nu din stakkels Broder. Og er det vel, fordi der er mere Sprængstof i hans end for Exempel i min? eller er han mere fyldt deraf, siden alt gaar istykker. Det hele kommer af, at en taabelig Kultur har bildt os ind, at Elskov med den ene skal være saameget bedre end med den anden – ikke blot en Gradsforskjel – den indrømmes! – men en kvalitativ, af hvilken hele Livets Lykke, Børns og Voxnes Skjæbne, store Kredse af Mennesker – utallige Ting sættes paa Spil for dette. Thi hvad er Feilen ved Georg? – at han har kjøbt sin Kone for dyrt; at han har fortalt hende, at der gaves ingen anden Aabning til Saligheden end hendes, at hun – hun – hun og ingen anden –, han var jo saa forfærdeligt forelsket. Men se nu: hun havde ikke andet end dette; kan man da undres saameget over, at hun bliver gal og tror hun er snydt. – Men forresten – din Bror er ligesaameget ødelagt ved det Had til Lys og frisk Luft, som udgjør den inderste Nerve i den danske Nationalkarakter. Jeg ved ingenting om hans Reise fra Kjøbenhavn; kun saa jeg, at afdøde Jacob Davidsen sled med en forfærdelig Vits om polske Forhold – polske Ægteskaber tænkte jeg (der er jo noget, som heder saa?) og deraf sluttede vi, at det var galt; Drewsen har kun sagt som du, at det var trist. Og du selv har ogsaa gnavne Dage, – er det nu galt med dit gamle Hjerte ogsaa? – efter den siste Knusning føler jeg en jordemoderagtigt Medlidenhed med Veerne! – betro dig til mig; men lad mig ialfald høre fra dig. Vi har lidt Skarlagensfeber, men det er næsten over – det er Else – og Beate med de Smaa har det godt – vi hilser alle dine og dig

venskabeligt A. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – Tak for dit Brev og det fra Fru Caroline til Beate. Jeg vilde bare foreløbig svare, at Paris kan jeg umuligt klare. Der er saa utallige Følelser, som reise sig modstræbende i mig ved den blotte Tanke om at leve i Paris med og for sin Familie. Du gjør dig ingen Ide om, hvorledes jeg vilde blive – utaalelig, umulig – rasende! – nei nei! – lad mig tage noget fjernt, langt nede og lidet civiliseret. Ellers er mit Mod nu saa meget bedre, og jeg arbeider raskt. Naar jeg ikke fortæller dig mere om det, jeg gjør, saa er det af en halvt overtroisk Skræk for at blive kjed af Arbeidet; det har nemlig hændt mig et Par Gange i det siste, og jeg er saa ræd for at falde tilbage i Ørkesløsheden.

Til den Mand, som spør efter min Gjæld, maa du svare, at der er ingen, som ved rigtig Besked om den.

Jeg siger som Engelskmanden: my debt is my castle; og den blir nok betalt, naar jeg sælger mine Ting. Hvad der trænges, er kun, at jeg kommer over disse Maaneder, faar mit Arbeide gjort og faar skilt mig ved denne Existensform, som jeg altsaa ikke har Raad til. Det blir naturligvis overmaade surt; men det er der da Mening i; vi gaar maaske alt og gruer blandt alle vore kjære og smukke Ting, Blomster og Bøger; men det er dog bedre, naar der er en Ende isigte. Noget af det vigtigste for os er, at der ikke blir talt om det paa Forhaand. Kitty kan forklare, hvad det vil sige, at blive sat under Debat af en raadrig Familie. Vi læst som ingenting og glæder os paa en vis Maade; det store Husstel i Pinagtighed er fælt i Længden.

Du kan vel vide, vi ere glade over Eders Deltagelse; det har kvikket os op, og idetheletaget var det et Vendepunkt, da jeg fik betroet mig til nogen. Beate kan ikke skrive endnu; hendes Dag er optaget med Else, som har Skarlagensfeber. Hun er ellers – fortæl endelig Kitty det! – hun er ellers nu frisk, forsaavidt som hun er uden Feber, kvik og i en begynnende Skalling; de andre ere friske; men vi ere afspærrede fra al Omgang og have taget en Lærerinde til de 3 store Smaa. Hils alle gode Venner.

Din hengivne A. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – her er Is paa Havet og Snetykke langs Kysten, saa Posterne gaar galt eller staar fast; derfor fik jeg dit Brev af 22 Febr. først igaar.

Kjære! du maa da ikke tro andet, end at vi ere rørte over dig; det er bare for meget, at du skal have alt dette Bryderi. Jeg har det bedre, – jeg forsikrer dig; det er sandt, det kniber for Penge; men nu skal du stoppe for din egen Skyld; det ender ellers med, at du ønsker det hele Fanden ivold, og saa kunde jeg komme til at følge med. Du har været en Helt; – lad det være din Løn, at vi takker dig og paaskjønner, at du har taget et Tag for os i en god Tid. Hils din Kone og de andre Venner og sig Kitty, at Else gaar oppe og tvinter.

Din hengivne Alexander L. K.

Du kan vide, at jeg lo frygteligt af din malheur med Statsraad Sverdrup; – det er jo et helt Lystspil! – det kan ikke hjælpe, at jeg prøver at se det fra den ærgerlige Side: hvergang jeg forestiller mig dig i al din Harmes Vælde skrivende det forhadte Navn udenpaa Brevet – ja saa kan du vel begribe, at jeg maa le i vilden Sky. – Men at du kunde tænke dig en anden Mulighed, end at han læste og kopierede Brevet med Vitterlighedsvidner; Segl og Notarius publicus, – det er naivt; for det første Politiker, for det andet Prælat – og han skulde ikke gribe til, takke og love Herren, som gav ham hans Fiende i hans Vold, – oh! han bærer ikke Sværdet forgjæves, og han lader dig neppe dø i Synden, hvis han kan berede dig nogen Ubehagelighed – og alligevel! – ja du maa ikke blive sint! – men jeg ler – som du pleier at le af mig – kun lidt mere ondskabsfuldt.

Din A. L. K.


Hjalmar H. Boyesen.

Kjære Ven. Dit elskværdige Brev af 22de Februar har gjort stærkt Indtryk paa mig – baade fordi jeg føler dit gode Venskab i det, og fordi Sandheden af dine Bemærkninger om Amerika gik mig lige ind i Bevidstheden med én gang. Det er visselig ganske som du siger, og jeg har igrunden altid tænkt mig det omtrent saa. Men naar man lever herhjemme, hvor alt, hvad Reaktionen hader og frygter af Frisind og Lighed blir kaldt med Skjældsordet amerikansk, saa kan du vide, man vænner sig uvilkaarligt til at være en beundrende Forsvarer af dit Land, – og desuden! det mener baade du og jeg – Amerika fortjener Beundring, vi kunde lære og lærer dagligt af det. Men – og det er deri du visseligen har stor Ret – saadanne Potteplanter af en gammel Kultur som jeg, maa ikke indbilde sig, at de taaler Omplantningen. Naar endogsaa du, der blev flyttet saa tidligt, føler Smærten i Rødderne, saa skal vist jeg endmindre vove Forsøget. Uagtet jeg saa mange Gange har spottet i mit Sind, naar et eller andet norsk Drog talte om at gaa til Amerika og arbeide, var jeg dog selv kommen saa langt i min Modløshed og i min Trang til at gribe et Halmstraa af et Haab at jeg virkelig en Tid indbildte mig at der maatte være en Plads for mig at finde i den nye Verden. Dit Brev har gjort mig ædru; jeg forstaar, at jeg maa blive i den gamle Del af Verden, hvorledes det saa end skal gaa. Imidlertid maa jeg sælge alt, hvad jeg har og søge til en By paa Kontinentet hvor jeg i en beskeden Udkant faar begynde den halv-lurvede Kunstnerexistens som altid har vært mit Grossererblod en Pestilense. Vi ere imidlertid modige nu – min Kone og jeg – efterat Beslutningen først er tagen, og vore Børn – vi har 4 – er friske og snille. Det blir haardt, men dog mindre under den almindelige Elendighed end om vi skulde gaa fra Bordet midt under Lystigheden. Naar jeg tenker mig vor Ungdomstid, da du reiste, kan jeg ikke se andet end Latter og Flaskepropper; – og nu! ja der kan ingen, som ikke har levet i det, tænke sig en saa stor og saa gjennemtrængende Forandring. Dengang: alle de store Huse – fuldt af Ungdom og denne gode solide norske – eller rettere vestlandske Velstand, – rolig, nedarvet og befriet for alt parvenuagtigt – jævnt gode Forretninger og travle Hænder, – og nu idag! – næppe et Hus paa sin Grundmur, næppe et Navn skaanet, og nedenfor – en taalmodig Arbeidsstok levende fra Dag til Dag af ingen Verdens Ting. Paa en saadan Baggrund er jo min Misère et Lyspunkt; – jeg gaar frivilligt og uden Skam; min Gjæld er ikke værre, end at den blir betalt, og ligesom jeg var en af de ivrigste Fordansere i Lykkens Dage, er det ikke mere end billigt, at jeg ogsaa rutscher med i den almindelige Sammenstyrting. – Du undrer dig over, at jeg intet har sagt om de Kritiker og Anmeldelser, du har sendt mig; det er naturligvis Skam, at jeg ikke har takket, fordi du har sendt mig dem og fordi de var sendt fra dig; men du maa ikke være vred eiheller formode nogen anden Grund end at jeg altid har anseet det for flaut at takke en Mand, fordi han skriver sin Mening, – endmindre om han skrev andet end sin Mening. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har takket for noget af den Art.

Det blir altsaa ikke noget af at møde mig i Castle Garden med Børn og Kufferter – derover kunde vi paa en vis Maade glæde os, – saa jilt som det skulde være at sees igjen. Kommer du til Europa, maa du spørge efter mig, – Gud ved, hvor jeg er til den Tid. Vor fælles Ven Anderson havde lovet at besøge mig her i Stavanger; men han er ikke kommen; jeg skylder ham den Erklæring, at til trods for sin Kjærlighed til Amerika har han udtrykkelig udtalt at han ikke begriber hvad jeg skulde kunne bruges til derover. Derimod havde han engang den Plan at forevise mig for mine Landsmænd paa en Tribune med et Glas Vand; – synes du ikke, du ser mig?

Din hengivne A. L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – nu er der gaaet en lang Tid, siden jeg lod høre fra mig – en Tid, som forresten har været bedre for mig end man skulde tro; jeg har nemlig arbeidet med den gamle Fart og skrevet denne Komedie*) paa mindre end 3 Maaneder. Men dermed er jo ikke Sorgen slukt; jeg har saa liden Forstand paa dramatiske Ting, at jeg intet ved om mit Stykkes Værd, og jeg beder Dem derfor jo før jo heller søge at faa det vigtigste Spørgsmaal afgjort: antages det af det kngl. Theater? For indeværende Saison er det naturligvis for sent; men kunde man ikke faa Antagelsesspørgsmaalet afgjort strax? – De ved, vi talte om Anonymitet; jeg vil ogsaa fremdeles gjerne bevare den, indtil efter en Forestilling; og bliver det ikke antaget, er det neppe noget at trykke.

Vi lever alle godt, og Else har gjennemgaaet Skarlagensfeberen normalt og mildt; hun er nu ude igjen og ganske frisk. Imidlertid har al Økonomi, som jeg kjender, forslettet sig i øgende Grad, og min ogsaa. Jeg har været saa heldig ved god Hjælp at klare mig disse Maaneder, mens jeg har skrevet; men nu er jeg ogsaa færdig og opgiver Haabet om at fortsætte Livet som en ubekymret og velhavende Mand. Vi har – Beate og jeg – lagt vor Plan, men ikke betroet den til nogen her; og jeg beder Dem bevare vore Hensigter hemmelige nogen Tid. Det pinligste ved saadant er næsten Deltagelsen paa Forhaand og de gode Raad; og vi lever her i en stor Kreds – en meget kjær og kjærlig Kreds; men vi vilde grue for at se os satte under Debat paa Forhaand, og derfor tier vi.

Vor Mening er strax over Paaske at flytte ud paa Jæderen til en liden Bondegaard, hvor jeg er godt kjendt; – medtagende en Pige og det nødvendigste. Saa vil jeg sætte alt, hvad jeg har, til Auktion, – undtagen enkelte arvede Sager og Malerierne, dem kan ingen kjøbe her, og naar jeg saa faar ordnet mine Sager, vil vi udvandre – jeg ved ikke hvorhen. Min Gjæld til Dem ligger tungt paa mig, – det er allerede galt nok at de ligger aarevis uden Rente alle disse Penge; men jeg har jo altid det Haab, at Aanden igjen maa komme over mig. Nu faar vi se paa Komedien!

Det blir meget haardt for os, som har vænnet os til et komfortabelt Hjem, og jeg gruer for Skilsmissen fra de mange kjære Gjenstande, som har fulgt os fra vi satte Bo; men det værste er dog igrunden over, efterat man har fattet Beslutningen; – kanske burde jeg gjort det før. –

For nu ikke at slippe mit gode Arbeidshumør, vil jeg strax imorgen tage fat paa en Fortælling, som jeg har saa nogenlunde i Hovedet. – Det siste, vi hørte fra Dem og Deres, var Fru Julies nye Barn, jeg haaber, de har det alle godt hos Dem, hils hjerteligt Fru Julie og Jacob.

Vi har nok tænkt ofte paa Dem og Deres og talt mange Gange om Klareboderne; men jeg har ikke havt Mandemod til at skrive, før jeg havde noget Manuskript at sende Dem. Og dog – det er ikke som før, naar jeg sendte Manuskript; jeg har slet ikke den sikre Fornemmelse, som naar jeg har skrevet en Roman; – lad mig snart faa høre en Dom; selv tror jeg, Stykket kan være morsomt med fint Spil, – men det er jo ikke saaledes Blod af mit Blod som mine andre Arbeider, – det føler jeg selv. Modtag altsaa min hjertelige Hilsen og undskyld denne lange Pause.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

*) Manscpt. afgaar samtidigt.


Camilla Collett.

Kjære Fru Collett! – jeg er bleven meget bedrøvet over Deres Brev af 28de Marts.

Det kan lidet nytte at jeg forsvarer mig; jeg vilde ikke en Gang prøve at hævde mig Hjærte og Forstaaelse for Deres Skjæbne ved Ord eller Forsikringer, – hvad gavner det tilslut med disse Ord! Vi ere saa langt fra hinanden i Alder og saa lidet kjendte, at De umuligt – det indser jeg nu – kan tro paa, at jeg fuldtud ser den bitre Uret mod Dem og den Bitterhed, Uretten har fyldt Dem med; og hint mit Ord om «den opfindsomme» var ikke den heldiges Haan til den mishandlede; men det var et dristigt og overmaade mislykket Forsøg paa at forhjælpe en stor og forpint Aand til at klare noget af det smaa bort fra det store.

Men det passede ikke for mig, som baade er Mandfolk og en begunstiget Forfatter, jeg var desuden altfor ung til det! Alligevel er De ikke bleven vred, og det maa jeg jo være glad over; – og dog havde det været bedre end denne triste Miskjendelse. Thi jeg er og forbliver – hvad De saa siger og tror, i oprigtig Medfølelse og Forstaaelse

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! Tak for dit venlige Brev af l9de Marts. Jeg kunde ikke tænke mig at bo i Nærheden af Bjørnsons, fordi jeg ved, at det vilde blive skjæbnesvangert for vort gode Venskab; og jeg har ogsaa forresten en stor Skræk for Paris for Børnene, jeg tror, jeg kom til at tilbringe mit Liv i Frygt og Bæven forat passe paa dem i den store By. A propos om Frygt og Bæven: Fru Collett kommer til Paris. Jeg har desværre fortørnet hende ved ikke at aflægge hende et lovet Besøg i Kjøbenhavn, – det er mig ikke muligt at gaa hen og høre et gammelt Menneske klage over de samme Ting; – hun er nu over sytti Aar, og naar hun faar en Debutant hen i en Krog, fortæller hun ham Historien om Hegel («en Vinterreises mangehaande Strabadser» – du kan den?) samt Historien om Sætterne, som med Vilje forvansker hendes Manuskript, fordi hun bare er et Fruentimmer. Naar man nu ikke viste bedre – ikke viste, at hun virkelig har lidt under Samtidens Ligegyldighed og Mændenes Overlegenhed – baade den indbildte og det praktisk talt – virkelige, saa skulde man jo tro, hun var maniaque med sine Sættere og Strabadser; medens det jo i Virkeligheden er hendes forpinte Sjæl, som er løbet sig fast i det smaa af Skuffelser i det store. Saa havde jeg prøvet i et Brev engang at antyde: om hun ikke muligens var bleven lidt bitter og mistænksom, og det har hun desværre bare opfattet som almindelig Mandfolkesnak og griber Anledningen til i et Tidsskrift for Kvindesagen at trykke sine Historier – baade den med Strabadserne og den med Sætterne.

Jeg skulde give meget til, om jeg kunde faa hende til at tro, at vi, som beundrer og holder af hende, ikke uden Mangel paa Oprigtighed kan sidde alvorlige og skjule, at vi finder disse smaa Tracasserier af Forlæggere og Sættere uværdige til at fremhæves som Beviser og Exempler. Hendes store Sag har helt andre og mægtigere Fiender; og det er pinligt at se hende langsomt trædes ihjæl af sine egne Gjæs. – Det er trist at blive gammel. –

Jeg er ganske forfærdet over, hvad du siger om høires Arbeider med Bjørnson – og dog! – det er ikke som med Drachmann; thi Drachmann er feig og snu, – falsk og foragtende sig selv som saa mange danske. Bjørnson er forfængelig, men inderst er der de store rene Træk af en Mand – et Menneske med Menneskeblod; lad der gro, hvad der vil, nogle vil faa Sorg, andre Glæde, men ingen vil faa Skam af ham, jeg vil passe paa mig selv.

Jeg har ikke læst Jægers Bog, skjønt jeg har skrevet til Forfatteren efter den. Jeg er vis paa, at jeg vil føle den pinlig at læse; men det maa jo være godt. Lie er en Helt; og de unge Fyre i den frisindede Studenterforening har taget Sagen saa godt, at jeg neppe havde havt Hjerte til mit uartige Brev, om dette var hændt iforvejen. Derimod er jeg glad, at jeg slipper de infame Prokuratorspørgsmaal, som Jægers Sagfører tillader sig, – han – Meyer – irriterer mig, skjønt han har talt godt i Foreningen. Spørgsmaalene ere uklare og lumske, Svarene have ogsaa været lumskt uklare. Sagen er vel bentfrem, at Bogen og Sørensen ere lige modbydelige, men Sørensen farligst. – Vil du ikke sætte Pris paa Mors Geburtsdagsbog; jeg læste i den idag; tænk Mor var ikke ældre, da hun døde end du er nu; man tænker sig vist altid sin Moder som en gammel Kone; jeg synes, hun var en stille ældre Dame med Kappe og Baand.

Vi lever alle godt; men Luften er tung i Familien; jeg tror, alt staar for Fald, og over Paaske aabner vi Balletten. Vi har godt Mod og Børnene ere friske; jeg arbeider og er smal og slank – Hils Bjørnsons, Lie’s, Jacob og Frøken Harriet, skriv ufortrødent og trøstigt,

din Allik.


Viggo Drewsen.

Kjære Onkel! – jeg stod just i Begreb med at svare paa Deres Brev af 30te Marts, da Efterretningen kom fra Dem og fra Jonas, at den gamle Etatsraad er død. Jeg føler det, somom en kjær gammel Slægtning var gaaet bort; der er noget saa lunt i at have disse stille og ædle Mænd ligesom foran sig, og naar de falder, er det som en kold Træk af forøget Ansvar og et pinagtigt Savn, som overrasker, fordi vi ikke vidste, at disse gamle, der syntes saa færdige med Livet, alligevel spillede en saa stor Rolle for os bare ved at være der. Jeg kan huske, at De følte dette saa stærkt ved Deres Faders Død, og De vil føle det denne Gang ogsaa; men det er næsten underligt, at jeg, som er saa langt borte i enhver Henseende, kjender det ligge over mig som en Tyngsel – som et personligt Tab, som der maa Tid til at forvinde. De maa hilse Fru Louise paa det Hjerteligste fra mig og fra Beate; hun ved, at vi begge holdt saa meget af den gamle, og jeg haaber, hun vil føle os sit Hjerte nærmere i den fælles Sorg. –

– De var ikke frisk, da De skrev sist; lad mig snart høre, hvorledes De har det. Strax over Paaske skal De høre fra mig; vi er alle friske og ved godt Mod, skjønt de onde Tider ellers omgiver os med Ruiner og vedbliver at true vore nærmeste og kjæreste. Nu kommer vistnok Vaaren, men jeg venter ikke stor Glæde for nogen af dette Aar.

Skriv snart.

Deres hengivne Ven Alexander Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! at der blandt de mange Tusinde Kroner, jeg ikke har, skulde findes et enkelt, som jeg specielt savnede, vilde være urigtigt at sige. Jeg mener derfor, du faar have gjort nok nu, saa faar vi se, hvordan det gaar, naar jeg faar ordnet mig – eller arrangeret mine Affærer – eller truffet mine Dispositioner – eller noget lignende vagt – henimod Mr. Micawber. Nu gaar vi fra Stok og Væg den første Mai – minst du i Lunden den første Mai, da jeg gik ud at spasere! – og dernæst har jeg et Billede af en Auction, som vil gjøre mig meget rigere end jeg selv tror, – og alle mine kjære Ting gaar ogsaa ud at spasere – hver sin Vei.

Alt, hvad du har hørt om mine Klær, er sandt; – kun beder jeg dig mindeligen om intet Øieblik at tro eller forestille dig mig med noget paa eller i Hovedet, som kan ligne Wullum. Saaledes er min Hue af gult Kalveskind, og disse Haar ere de siste paa mit Hoved

Hvorhen vi reiser tilslut, er der ingen, som ved; men du behøver ikke at være saa vigtig endnu – jeg mener allerede, for ingen kan vide, hvor en driver hen, naar en har kappet sine Ankere og solgt dem ved en Auktion.

Men inderlig mig længes at fare herifra; jeg har længe sagt til mig selv, at naar jeg elskede disse Egne i de lyse Dage, saa skyldte jeg at holde ud i de knebne; men jeg indser, at det er ikke muligt uden at skade sig selv til Gavn for ingen.

I en saadan Afkrog af Verden maa Samlivet være ubekymret. Skal noget skjules, glemmes eller dækkes over, saa maa der et Mylder til, en Fart i Livet om i de store Byer; her, hvor vi kjender hinanden indtil Natskjorten, maa Papirerne være i Orden, alt paa sin rette Plads. Den egentlige charme ved en afsides Kultur er Sikkerheden; tag den bort, og Menneskene ser med en Gang ud som et Møblement paa Isen – opløste og fjollede. Derfor er det nok paatide, at jeg gaar, før jeg flyder hen; men disse siste 2–3 Aar har forandret mig meget, og sat mig ubønhørligt ud af Stuen ud paa Isen; – kom nu ikke og fortæl mig, at det har jeg godt af; – jeg havde godt af et lidet Hus i Tananger med tykt grønstribet Gulvtæppe og muligens en Draabe gammel Jamaica!

A propos om grønstribet. Jægers Bog er besynderligt ujævn; og det er underligt, hvor høit den som Helhed kom til at staa i min Dom trods alle disse lede Striber. Du er vel dansende gal for din egen Part, og det vilde jeg vist ogsaa været; men det er igrunden Synd, hvis du er det, for det kunde forbitre dig meget af det nyttige og alvorlige, som allerede er grelt nok. Jeg lover mig mer af hans næste Bog, hvis han nu ikke mister Taget. Det er helt trist at kjende sig saa gammel, at der er en Ungdom, som allerede staar færdig til at springe Buk over os. For hans Talent giver jeg ikke meget – endmindre for hans Kunst; men han har en superbe Foragt, og den vil rense Luften, der endnu er tyk af Kosteskafter med gamle Kjærringer paa. Hils alle fra

din hengivne Alexander.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – De satte mig paa en lang Prøvelse med Deres Brev, som jeg først fik idag. Jeg takker nu for det samt for Pengene.

Det gjorde os meget ondt, at De og Deres har havt denne Sorg med det lille Barn. Naar man selv har følt Angsten under sine Smaa´s Sygdom, kan man forstaa, hvor tungt det maa være, naar det lille hjelpeløse Væsen tilslut slukner. Vil De bringe Fru Julie og Jacob en Hilsen fra Beate og mig – en Hilsen af venskabelig Deltagelse.

Vi har det alle meget godt, – friske ere vi, og ved saa godt Mod som det er muligt i disse Tider. Beate er meget modig, og vi gaar til vort nye Liv – omend ikke med let Sind saa dog med Ro og gode Forhaabninger. Jeg vil – som De raader til – meget nøie overveie, førend jeg slipper Norges Jordbund, og jeg vil neppe komme til at handle i Overilelse. Men De gjør mig Uret, naar De siger, at jeg under mit toaarige Ophold i Kjøbenhavn «fik forholdsvis meget lidet udrettet». Jeg skrev paa Hjortevang: Else, Karen, Skipper Worse, Trofast og Gift, – det er ikke lidet, selv om man til «forholdsvis» bruger Jonas Lie.

Nu faar vi se, hvorledes det gaar med Komedien; den synes at have skuffet Dem mere end jeg havde ventet; – vi vare dog – forekommer det mig – enige om, at en Komedie netop vilde gjøre godt paa mine daarlige Affærer. At jeg derfor har forsøgt denne Form, troede jeg vilde finde Deres Bifald.

Deres «Fingerpeg» angaaende den Aand, hvori jeg bør skrive, har ingenlunde forarget mig – de Tider ere forbi; men lad det dog heller være, jeg ved det dog saa godt. Vær engang for alle overbevist om, at lige saa sikkert som jeg haaber at skaffe Dem Deres Penge tilbage, før jeg dør, lige saa sikkert haaber jeg, at jeg skal dø uden at have bøiet tilside for Hensyn til Anerkjendelse og Afsætning.

Jeg forstaar godt Deres gode Mening med saadanne Raad, og at De sletikke vil opfordre mig til noget drachmansk; men jeg siger dette, fordi min næste Fortælling vist ikke bliver af de blideste. Imidlertid synes jeg for min Part, at alting er bedre end denne lange døde Tid, hvori jeg slet ingenting har frembragt, og jeg havde rigtig haabet, at ogsaa De – for gamle Sejres Skyld – havde følt nogen Glæde ved at se et nyt Manuskript fra mig.

Men det er – som De ogsaa siger – ja som vi alle siger – det er strænge Tider, og oplagt til at glæde sig er man ikke. Jeg vil ønske – ja, hvad nytter det at ønske! – jeg vil arbeide og krybe ind i et Musehul; hvis her igjen bliver Solskin, kommer jeg frem. Jeg haaber snart at høre fra Dem. Hvis mit Stykke ikke optages paa det kongelige Theater, saa sælger jeg det til et andet. Fra det kongelige Theater i Stockholm har jeg et gammelt Tilbud om at levere et Stykke; og der er desuden Lindberg; – jeg vil se at faa det op; men jeg vil naturligvis helst begynde hos Fallesen.

Vi sender vore beste Hilsener; de Smaa ere nu snart store; men de holder de danske Minder og de danske Venner i Ære, og deres Øine lyser, naar vi taler om Klareboderne. Lad mig snart igjen høre fra Dem.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Hans Jæger (konsept).

Jeg takker Dem fordi De har givet mig Anledning til at læse Deres Bog.

Dersom Forholdene ikke havde været extraordinære, vilde jeg som Medbroder i Skrivekunsten snart have beklaget den overordentlige Ujævnhed i Deres underlige Bog, hvor De undertiden naar saa høit og atter andre Steder spilder baade Deres og vor Tid. Og kanske vilde jeg saa overfor en Forfatter, som jeg føler saa vidt forskjellig fra mig selv baade i literær Smag [og] i Udvikling foretrukket at forblive fremmed.

Men nu er det anderledes, efterat de, som for Øieblikket raader, med den gamle blindfødte Velmenthed har rykket Deres Bog ud af det fulde Dagslys, – det eneste Lys, hvori den overhovedet gaar an, og sluppet den løs i Halvmørke som et skabbet Dyr. Tung og daarlig som Bogen er, skulde alvorlige Mænd og Kvinder taget den tungt, dømt den saa strengt som de havde villet og saa oprigtigt, som de havde kunnet; – det var, hvad De selv vilde og det havde De Ret til at forlange.

Men saaledes som det nu har vendt sig, er der hverken Plads for literær Kritik eller Meningsforskjel i Opfatningen; der er bare dette ene at sige, at dette Styrelsens Angreb paa Skrivefrihed er forhadt for den alvorlige og uforfærdede Literatur – lige forhadt for os alle – baade for de som skriver og for de som læser, og ligesom det er uretfærdigt mod Dem er det en utaalelig Forhaanelse mod et frit Samfund. –

– Jeg vil ikke svare paa Deres Sagførers Spørgsmaal; de ere i en paagaaende prokuratormæssig Form, som irriterer mig. Hellerikke vilde jeg ligt, at se dette private Brev flyde i Aviserne paa Forhaand; men det skulde være mig kjært, hvis Deres Sagfører kunde paa Forhaand finde nogen Nytte i det under Processen.

Jeg beder Dem i ethvert Fald være overbevist om, at jeg har forstaaet Dem, og at Deres Bog har givet mig meget at tænke paa.

Deres ærbødige

[underskrift mangler]


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! – kun et Par Ord; vi ere her paa de siste Dage og har travelt. Vi har holdt vor Plan hemmelig; men nu kan du vide, den begynder alligevel at tyde ud, saa jeg vil gjerne afsted. Tak for Brevet og Fotografiet; men Sagen er idag et Brev fra Tycho: Kitty har skrevet fra Paris til en i Kristiania, at Alexander er enig med Jæger og den frisindede, derfor skal hans Digtergage falde, og Modstanderne vil drive Sagen igjennem nu i en Fart, før Bjørnson kommer hjem den 27d Mai. Dette maa du sige til Bjørnson strax; for det første er han jo paa en for mig yderst pinlig Maade engageret ved sit Ord om at frasige sig sin egen Gage; og for det andet burde ikke Samtiden gaa glip af det Syn: Bjørnson midt oppe i alle de forpjuskede Storthingshøns; skal Sagen falde – og den falder uden Tvivl! saa bør det ske i fuldt Lys, tiltrods for alt, saa vi ikke bagefter skal plages med dette: havde Bjørnson været der – eller havde det været bedre forberedt – eller alt dette Feighedens almindelige Slim.

Jeg har selv skrevet til Jæger, saa igrunden var det ikke farligt, at min Mening kom op; alligevel føler man altid et vist Mishag, naar man gjenser sine Tanker, efterat de har passeret en stor Smaabys Fordøielse. Men du har intet ondt gjort, hellerikke den, du skrev til, det kan ikke være anderledes, og jeg tænkte udtrykkelig paa Digtergagen, da jeg frivillig blandede mig i Jægers Sag. Vi ere friske – de store modige, Gutterne glæder sig, Else er ligegyldig; alene Baby tager det tungt – som en Fallit; – hun græder.

Din Allik.


Frederik Hansen.

Kjære Overformynder! – du er stegen siden sidst! – her er Gjælden in Exerpto, nogen er endnu in Suspensorio og meget in petto tratto. Vi gaar saaledes med opreist Pande Overraskelserne imøde.

Vil du give Budet en Kasse Cigarer – paa conto finto.

Samme Bud er Kusken Ingebret, som skal have 40 Kroner. Han har faaet en Anvisning paa den Maaden, atte hvis han trænger Penge, før han faar dem af mig, (og han faar dem naturligvis aldrig af mig!) saa har han Lov til at hæve dem hos dig – fremdeles paa ovennævnte conto finto, – kaa liga du dæ?

Vil du bevare medfølgende Subskriptionsværker? Vil du avertere i Avisen: Regninger paa A. L. K. sendes til F. H.? – eller vil du overhovedet ingenting gjøre? –

Din uforandrede Micawber.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – de danske Penge kom den første Aften vi sad herude i en liden Stue med et Kammers – Guttene sover paa Nabogaarden, – og jeg tilstaar, at jeg for første Gang i mit Liv var rigtig dybt nede i det; som grænser til Fortvivlelse. Men Penge ere underlige – selv saadanne; og jeg fik med en Gang noget af mit Mod igjen, og idag er jeg igjen ovenpaa.

Vi har efterladt det meste, vi ejer, til Auktion, saa vi vender ikke tilbage til Stavanger mere; men jeg tør dog ikke slippe mig løs herfra, før jeg ser, hvorledes det gaar med mit Arbeide. Det er et Lystspil, som er sendt til Hegel; men det vil jo i ethvert Fald først komme frem til Høsten; og jeg er i denne Kunstart saa lidet sikker paa mig selv, at jeg ikke har fortalt det til nogen; og du faar vide det alene, fordi jeg er bange, du skal begynde at synes, du arbeider for en haabløs Slog.

Beate er glimrende og holder Mod i os alle, de smaa er ogsaa snille, saa jeg haaber, denne Overgang vil gjøre bare godt. Det er værst med mig selv; men saa har jeg jo mest Ved, og det faar jeg bruge. For disse 1100 Kroner kan jeg leve længe, og du kan hilse de danske, at nu er jeg paa Udfarten.

Selv maa du atter tage en Overhaling af Tak – en svær en! – jeg ved sandelig ikke, hvad der skulde blevet af mig uden dig, – og det siger Beate hver Dag.

Hils alle dine og skriv snart til mig.

Din hengivne Alexander L. K.


Rasmus Bjørn Anderson.

Kjære Exellence! De kom ikke, og nu er det desværre for saa vidt forsent, som vi har opgivet vort Hjems Hygge og Comfort og ere flyttede ud paa en liden Bondegaard paa Jæderen. Men De er lige velkommen, hvad angaar venskabelige Følelser, og Forandringen i de ydre Forhold tænker jeg ikke vil gjøre Dem stort.

Mine økonomiske Sorger blev mig for tunge, og jeg opgav Kampen, sælger mine Ting og ser mig om efter en beskeden Krog i Udlandet. Det vil berolige Dem, at jeg har opgivet Amerika. Men – som sagt! – kom selv og lad os tale sammen; en Seng og et rent Kammer paa en Nabogaard staar altid til Deres Disposition, og jeg vil være meget glad ved at se Dem, – min Kone ogsaa.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.

Min ærbødige Compliment til det Wedel’ske Hus.


Viggo Drewsen.

Kjære Ven! – vi har nu iværksat vor Plan at opgive den rummelige Tilværelse i det store Hus paa Hillevaag og krybe længer ned i Samfundet. Alt dette med Økonomien egner sig hverken for Dem eller for mig – ikke engang for den praktiske Louise! – og vi ville ikke yderligere berøre den Gjenstand; det har været ret tungt – kan De nok vide, og det bliver vel værre; men vi ere ved godt Mod; og jeg kan i dette Tilfælde ikke noksom rose Beate; hun er ganske overordentlig flink og modig. Lad mig derimod fortælle Dem – i dette Øieblik bestemmer jeg mig til at tale til Louise; giv hende altsaa strax Brevet.

Kjære Louise! – Vi har det ret godt. Tænk Dem et meget lavt lidet Bondehus – med Sand og Klitter og Havet lige foran Vinduerne – altsammen mod Vest med Sol hele Dagen; der bor vi i to smaa Værelser; Gutterne i et Nabohus. De maa ikke tro, at jeg er saa urimeligt kjedelig her som paa Ellekilde, – tværtimod! dette er mit Yndlingssted, og jeg er snil og medgjørlig som en Engel. Mest bidrager til at gjøre os denne Forandring – ikke blot taalelig, men endog kjær – Bevidstheden om, at det var paa høie Tid og Følelsen af at være kommen ud af en uklar Stilling. I en Tid saa ubarmhjertig knap som denne, er det fælt at føre en Existens mellem Smaagjæld, som samler sig og øger op; og om jeg end ikke nu paa langt nær er fri for Sorger af den Art, saa har jeg dog vundet en indre Fred, som er Penge værdt. Om Fremtiden er det ikke værdt at tale, – den ordner sig nu alligevel, som den selv vil, – men jeg vilde gjerne, at De skulde vide og forstaa, at vi har det godt for Øieblikket og haaber at reise herfra før Vinteren, men hvorhen – det ved vi ikke selv.

De maa ikke le, naar jeg herved fornyer den gamle Indbydelse til at besøge os. Det er slet ikke til at le af. To Timer med Jernbane fra Stavanger og en liden Tur i Kariol, saa er De her; og et nydelig rent Hus med to Rum tæt ved os staar til Deres Modtagelse. Folkene her ere mine Venner fra jeg var liden Gut og reiste med Far; Naturen er smukkere end nogen Kyst i Verden, Mælken er frisk og salt, Hummer og Lax i Søen, Whisky skal der være til Deres gamle Hmhm! og Pigerne ere alle hæslige. Men hvad det vilde være for os at se Eder i denne Tid – det kan De ikke forestille Dem! – Kjære prøv! –

Hilsener fra Beate og fra de smaa.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Schwanenflügel! – jeg har maattet opgive min rigelige Husholdning og ofre mine nedarvede Vaner; thi min Økonomi blev efterhaanden meget bedærvet. Vi har forladt alt og stillet vore Ting til Auktion; og idet vi har taget Ophold paa en liden Bondegaard, imødeser vi bedre Tider, eller at somethingsometing [!] may turn up. Blandt andre Bekymringer har jeg ogsaa tænkt paa din Pintseferie, som du efter Løfte vilde tilbringe hos mig; og vi har sagt – Beate og jeg: nuvel! – lad ham komme, hvis han ikke er bange for en noget kort Seng og et noget lavt Loft. Du vil – haaber jeg – finde os uforandrede og ved godt Mod, frisk Luft, Havet midt foran Døren, og det vil glæde os dobbelt at se dig herude i vor Ensomhed. Tænk paa det og vær velkommen. Hils din Frue.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – Samtidigt med Deres Brev fik jeg ogsaa høre fra Drewsen, at jeg var opdaget af Krohn og Bloch. Det gjør ingenting nu, da jeg ved, at Stykket duer. Men jeg er høist overrasket over, at det skal være uanstændigt. Imidlertid vil jeg bede Dem trykke det i et rimeligt Oplag, naar De selv vil – helst lidt snart, saaat jeg kunde faa sendt Exemplarer til Stockholms Theater og til de norske – samt sætte mig i Bevægelse for at faa det oversat til tysk og parat til næste saison. Mit Navn kan gjerne trykkes paa Titelbladet nu, – jeg opgiver Anonymiteten (Verden ved, hvad trende vide); men jeg vilde nok bede Dem formane alle til Taushed, saalænge som muligt; thi denne Talen forud er mig meget imod. Vi have nu passeret Naaleøiet; iforgaars var der Auktion paa Hillevaag. Vi har det godt.

Deres hengivne Alexander L. K.

Tak for Bøgeløv og Hilsener; – Hilsener sender vi tilbage, men Bøgeblade er her ikke.


Viggo Ullmann.

Hr. V. Ullmann. Vil De hilse min ukjendte Ven og takke. Først bliver man jo overrasket – næsten pinligt; men bagefter er der dog en skjøn Taknemlighed, som ikke trykker, naar man ser sig og sit Arbeide saa vel forstaaet og skattet. Jeg har søgt efter et Fotografi til den brave Mand, at han kunde se noget af mig, siden jeg ikke kan tage ham i Haanden; men herude har vi ikke noget; jeg skal skrive til Byen.

Deres elskværdige Hilsen – Hr. Ullmann! sender jeg besvaret og gjengjælt tilbage; – jeg haaber, vi engang maa træffes og blive Venner –

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Kjære Rhoderup! – jeg kan ikke leve længer som et Svin uden Vellugt; Torven er trængt ind i mine Porer, jeg lugter som Thore. Du maa derfor besørge mig sendt en Flaske Ess, bouquet af Bayley – den, du ved, som er saa billig hos Greve – samt ei Potta med Vinaigre, Hodevand eller noget lavere Stinkstof til at bestænke de andre med. Forresten alt vel og alle vel tilfredse. Livet har nu faaet den Jævnhed, som udfordres for et varigt Velbefindende; men alligevel vil det dog altid ligne en endeløs Landtur – dette Klus med Skeer i Bordskuffen, Edik i et Æggeglas, rulle Klær i Vrie maskinen midt i Stuen – altsammen i Selskab med Høns, Kjør, Smale, Fisk og Fugle. Kom snart herud igjen; du er altid velkommen.

Uden mere for idag samt uden at kunne hjemsende nogen Remisse med denne Post, tegner med ærbødix

A. L. K.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – Tak for Deres venlige Brev af 25d og for de tilsendte Bøger. Kristoffersen er vist en dygtig Forfatter, som det bliver en Fornøielse at se udvikle sig; Poulsen har jeg ikke læst endnu.

Jeg er meget tilfreds med Deres Forslag at trykke 5–6 Exemplarer og lade Satsen staa. Jeg troede sletikke at det gik an at lade en Sats staa i længer Tid; men hvis det lader sig gjøre, er det jo allerbest. Med Hensyn til Forandringer er jeg ikke saa stridig overfor en Komedie som i en ordentlig Roman; men jeg kan jo ikke lade mit Arbeide castrere ganske til Bøgs Standpunkt. Lad Theaterchefen sætte nogle Streger i et trykt Exemplar og lad mig vide hvad der er mest stødende. Kanske lader alene Forskjellen i Sprog mangt lyde værre paa dansk end det er ment.

Vi lever alle godt og hilser til Skovgaard.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – jeg skal med Fornøielse gjennemgaa mit Stykke og søge at rette mig efter det kgl. Theaters Smag; men der maa være raison i alt; for det første maa jeg faa nøiagtig [at] vide, hvad der støder, og for det allerførste maa Theater-folkene sætte sig ind i, at Stykket er skrevet paa norsk, og det er slet ikke et Sprog, som alle danske forstaar.

De foreløbige Indvendinger i Theaterchefens vedlagte Brev skal jeg strax besvare:

ad 1. Af et Sted hos Søren Kierkegaard har jeg altid troet, at Udtrykket: at være et godt Stykke paa Vei med en Kvinde – betyder paa dansk, at hun er frugtsommelig for ens Regning. Det maa være dette danske Udtryk, som foresvæver Kammerherren, naar han tillader sig at finde min Stil «raa» (det skal jeg aldrig tilgive ham!) og upassende mellem gentlemen. Oversat paa dansk lyder min Replik: Men fortalte du mig ikke i Søndags, at du allerede havde gjort gode Fremskridt hos Laura Bornemann? – Forholdet mellem Waage og Fru Laura bestaar jo netop i, at hun ikke vil slippe ham til den yderste Gunst; derfor kan jeg ikke rigtig tro, at Kammerherren eller nogen anden kunde misforstaa; men paa anden Maade kan jeg ikke forstaa Dommen «raa». Det gaar meget godt an blandt gentlemen i min Alder at sige til en Ven: du gjør gode Fremskridt, du er kommen langt med o. s. v. – det kan jeg forsikre den gamle Kavaller. Nogen Bibetydning af frugtsommelig findes der ikke Spor af i vort Sprog.

Forklar endelig Fallesen dette, saa han forstaar det og forstaar, at jeg er sint.

ad 2. Jeg maa faa vide, hvad det er for Ord, der støder; men raad dog D’Hrr. Bøgh og Fallesen til at faa oversat Replikerne først til dansk.

ad 3. Jeg skal gjerne skrive Scenen om; den er saa god, at jeg har Lyst til at file den af endnu engang; for den maa være meget fin, hvis den skal gaa an. Men jeg maatte i saa Fald bede om de paagjældende tre Ark 56–59; thi jeg har bare et løst Udkast af Komedien. Og lad mig ogsaa da faa vide, hvilke Ord, der støde.

Jeg kan ikke bruge Bormann; der maa absolut være tre Stavelser. Lad det gaa med Friedemann.

Naar vi kommer saa langt som til Rollerne, maa De være saa snil at anvende al Deres og min egen Indflydelse for at bringe Frøken Svendsen i Fru Eckardts Hænder. Jeg har seet hende i «Mirandolina», og hele Tiden – ved hver Replik tænkt paa hende i mit Stykke. Frøken Svendsen er efter min Forstand netop det centrale i Fru Eckardts kunstneriske Evne; og det vil være mig en overordentlig Skuffelse, om hun ikke faar Rollen. Og lad saa Guder og Mennesker sammen vaage over, at Fru Hilmer og Sofus Petersen ikke slipper ind i Stykket; – jeg vilde ogsaa helst være fri Olaf Poulsen; men det tør man vel ikke sige i Kjøbenhavn.

Kammerherrens Tilbud om at afskrive 3 Exemplarer er saa imødekommende, at vi ikke anstændigvis kan forlange 4. Jeg faar lade et gaa til Stockholm, et til Kristiania, og et til Oversættelse; saa faar Bergen vente.

Ved De, hvorledes jeg skal indrette mig, forat faa Stykket antaget i Tyskland og sikre mig Indtægten? – er der ikke en Forening? – eller et Kontor med Procenter etc.?

Vi lever alle godt og hilser Dem og Deres.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


Anne Charlotte Leffler.

Kjære Fru Edgren! – Jeg fik først igaar Deres venlige Brev af 31te Mai, og jeg skynder mig at svare (hvad jeg nok ikke altid har gjort ved Deres Breve?) for af al Magt at bestyrke Dem i Deres ædle Forsæt: at ville besøge mig.

Vi bor vistnok lidt afsides, naar man ser paa Kortet; men i Virkeligheden er det let at komme hertil, hvis De vil ofre et Par Dage af Deres Norgesreise.

Hør nu, hvorledes det gaar for sig: De forlader Dampskibet i Egersund eller i Stavanger; gaar med Jernbane til Thime; derfra i Kariol 1 Time herned til Aarre.

Egersund er en liden skrækkelig By, hvor man kun gaar iland, hvis det passer med Togets Afgang. I Stavanger er det bedre, – i Stavanger er der slet ikke saa ilde!

De maa skrive strax til mig, forat jeg kan vide, om De vil være saa elskværdig at komme helt herud til Aarre; eller om De bare vil gjøre et lidet Ophold i Stavanger. Der kan jeg jo møde Dem; men det vilde rigtignok sletikke være et ordentlig Besøg. Jeg gaar derfor ud fra, at De fører Deres gode Ide helt ud og opsøger mig i min Hule, – det er forresten ingen Hule, men et deiligt friskt Sted – lige ved Havet.

Naar De kommer til Kristiansand, skal De være saa snil at telegrafere til Axel Sømme, hvad Tid De ankommer til Stavanger. De vil da blive mødt paa Dampskibet af en Fætter eller en anden paalidelig Mandsperson, som kan tage vare paa Dem i den store By’s Mylder.

Hvad Tiden angaar saa er De hjærtelig velkommen til enhver Tid og jo før jo heller; thi Opsættelse er et giftigt Stof. I Pintsedagene har cand. mag. Schwanenflügel lovet at besøge os; men for det første reiser han den l9de herfra; og for det andet er der ingen Skade skeet, om De kommer mens han er her. Vi skal nok finde en Plads til Dem.

Vær altsaa velkommen! min Kone glæder sig til at se Dem; og begge har vi saalænge været ude af Verden, at et Bud som De er os en Fest.

Jeg behøver ikke at forberede en saa modig Dame paa smaa Stuer, haarde Senge – alle Landlivets smaa Plager; her er en Natur, som jeg haaber, De aldrig har seet Mage til, og saa er her – ja saa er her jo Havet, og saa er De saa overmaade velkommen.

Deres nye Bog har jeg ikke faaet; men det er ikke saa underligt; for Postvæsenet herude gaar sine egne Veje.

Altsaa skriv, kom, telegrafer – altsammen naar De vil, og Tak paa Forhaand, fordi De vil komme.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! jeg har havt Gjæster og Forstyrrelser siden sist, og nu igaar døde gamle Farbror Lars, hvilket igjen for en Tid vil gjøre vort besværlige Husstel endnu mere uskikket til ordentligt Arbeide og alvorlig Brevskrivning. Jeg takker dig derfor bare for dit kjærlige Sindelag i dit Brev af 9de Juni; maatte du i min Bog se en Overbevisning ligesaa brændende og ærlig som din Tro. Men længer kan vi ikke komme; jeg kan aldeles ikke begribe, hvorledes du, som ved, hvad Mesterens Liv var blandt Verdens store, kan tale om Kristi Forsmædelse for Statskirkens Embedsmænd; og du kan aldeles ikke begribe, hvorledes jeg kan ville «spotte det Dyrebareste». Thi saa langt ere vi fra hinanden, at det, som for dig er Spot, er for mig det høieste Alvor; og det, som for dig er Alvor, er for mig den bitreste og frækkeste Spot. En officiel Gudsdyrkelse med en jævnt avancerende Embedsstand er den mest oprørende Bespottelse af en personlig Gud ligesom det fører Menneskene bort fra det personlige Forhold til Sandhed og ind i Hykleri og gjensidig Assurance. Og det er sletikke af nogen Betydning for mig, at Præsterne ere forskjellige; naar jeg laver de saakaldte Præstekjæltringer, saa lukker jeg ikke i Uvidenhed eller Forhærdelse Øinene for de brave; men jeg tager Sigte paa Standen – det er den, jeg vil tillivs, for at bidrage mit til det fjerne Gjennembrud af den dyrebare Sandhed, at intet er for den personlige Gud saa modbydeligt som en Stand, en Korporation – en Menighed. Og ligesom de Troende af alle Sekter kalder sin erkjendte Sandhed for Gud, saaledes er det ogsaa ligt for os – de Vantro, at Forholdet til den erkjendte Sandhed er som Forholdet til Guden – direkte, ensomt og uden Løgn. Det er – som du ved – et langt Arbeide og ofte prøvet: at redde en Religion ud af de Skriftkloges Hænder; men du ved ogsaa, at hvergang det er prøvet, har Raabet reist sig, at det er selve Religionen, selve Gud, som antastes. Det er ikke langt, jeg rækker – forstaar du; men lad mig sige dig, at jeg fuldt vel ved, hvad jeg gjør og vad jeg maa gjøre. Du beder Gud forhindre, at mange falde fra for min Skyld; jeg tror, uden at ville spotte din Gud, at han vil vide mig Tak, om jeg skiller ham af med en Hale af officiel Løgn, for hvis Skyld hans Navn bespottes blandt Hedningerne.

Lad os imidlertid ikke fortsætte dette. Endnu ere vi saa gode Venner og vel forenede; men slipper vi to – som ere saa uenige og vel bevæbnede, – slipper vi først Ordene løs, saa ved vi, hvor ofte baade Venskab og Broderskab er skyllet bort i de slupne Vandstrømme. Lad det være os nok, at vi holde af hinanden og lad det ikke trykke os som nogen Underfundighed eiheller Ringeagt dette, at den ene ikke kan begribe sig paa den anden.

Dette at Folk kunde tro, du var Model, tør jeg ikke besudle mig med at tænke paa. Idetheletaget er det et sandt Ord af min store Læremester Kierkegaard: Jeg vilde heller være Svinehyrde og forstaaet af Svinene end Digter og misforstaaet af Menneskene. De gamle Forfattere gik saa høit tilveirs, at Mængden bare maabede og undrede sig. Men nu, da Digtningen har nærmet sig til Jorden og taget de menneskelige Dokumenters Form, – nu skal man være Arm i Arm med alle Vinkelskrivere og Blækdjævle. Nuvel – det skader ikke saa meget, naar man bare selv ved Besked.

Vi lever alle godt. Hvis du er paa Sandnæs den 30te eller saa, saa lad mig faa vide en beleilig Tid for en Samtale.

Beate hilser Dikka, jeg ogsaa.

Din hengivne Alexander.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Her er Scenen omarbeidet; er der mere, saa lad det komme; men hele Manuskriptet vil jeg s’gu nødig have. Hils Hr. Bloch fra mig og tak ham for Brevet; men sig ham, at han maa huske, at jeg har min Samvittighed i Norge, saaat jeg ikke tør skrive dansk selv om jeg kunde; saadanne Rettelser som «vogt dig» – til – «tag dig ivare» – ere selvfølgelige for Theatret; men i min trykte Bog kan det ikke staa. Jeg maa derfor gjentagende bede de danske Herrer om at lade mit Stykke oversætte og forklare af en, der kan norsk. Jeg vil være imødekommende til det yderste; men jeg hverken vil eller kan overføre det danske Talesprog i et Stykke, som skal trykkes under mit Navn. Lad dem bruge de Sprogvendinger, som rammer min Mening uden at tilføie den specifike kjøbenhavnske Bismag: Bentzon!

Det gaar vistnok sent – dette Arbeide med Theatret; men jeg indser ikke, der er noget at vinde ved Hast. – Synes De virkelig, at vi kan være saa ublu at forlange 4 Afskrifter? Skal vi sende dem anonymt til Theatrene? A propos! mens jeg husker det: hvis De møder Schwanenflügel, som har besøgt mig, maa De ikke gaa ud fra, at han er indviet; jeg har intet sagt til ham eller nogen anden, fordi jeg først vil have Stykket antaget. –

Deres Uheld med [N N] gik os virkelig til Hjerte. Jeg mener, at en Skuffelse i Tillid er meget smertelig for Dem, der har et saa humant og kjærligt Sind imod Deres Arbeidere og Medarbeidere. –

– Jeg beder Dem hilse fru Julie og Jacob. Vi lever godt, men trangt, og naar jeg ser fremover, tænker jeg med Uro paa vor Skjæbne. Imidlertid er vi fulde af Mod og det gaar nok. Lad mig snart igjen høre fra Dem.

Deres hengivne Alexander L. K.

Beate hilser alle paa Skovgaard.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – velkommen hjem! jeg har glædet mig over din Modtagelse og over din Tale. Og jeg har mer kanske end Nogen ærgret mig over dette med Jæger, fordi hans Tølperagtighed bringer noget, jeg tror paa, i et galt Spor.

Det er gavnligt, at den uimodstaaelige Drift i Mandfolkene blir klart irettelagt, at ikke Kvinden, – idet hun bliver lige berettiget, – skal tro, at hun er lige belæsset. Thi man maa – synes jeg – være ganske uvidende om Hannernes Væsen i Naturen, naar man vil ligestille Driften hos Kjønnene. Det forekommer mig ogsaa, somom ethvert Barn maa kunne føle og forstaa, at der er mere Drift og Fart i et Brev end i en Brevkasse. Men Hovedsagen for mig er, at det bliver – moralsk – mindre vigtigt baade for Mand og Kvinde dette: har du dyppet? eller har du ikke dyppet? Dette med Jomfrudommen er et Pikanteri for gamle Svin, – se det er nu min fine Mening. –

Vi har nu været her i snart to Maaneder; og det er noksaa vel; men just i disse Dage gjennemgaar vi en Krise, idet vi ved Dødsfald og andre Uryddigheder i den Grænd, hvor vi bor, trues med at blive husvilde for den halve Husstand, og det er slemt, fordi jeg endnu ikke paa langt nær har det klart for mig, hvor jeg skal hen herfra. Meget afhænger af denne Komedie, jeg har fortalt dig om. Lykkeligvis er den god; men tænk! – de siger, den er frivol! – kan du begribe, hvorledes jeg – Josef (jeg mener ikke ham med Hornene men ham uden Kjortel) at jeg – siger jeg – kan skrive frivolt? – Altsaa er Dydens gamle danske Bøgh imod mig – ja du kan jo Lexen. Men det kongelige Theater har jo ikke blot Pengene; men ogsaa de Skuespillere, jeg behøver og har tænkt paa; derfor strækker jeg mig et Stykke, inden jeg giver dem Fanden med Fet paa. Det kommer altsaa an paa, om jeg kan vente nogen Indtægt; og det blir vel ikke afgjort før udimod September.

Men denne samme Komedie kunde vist ogsaa bruges i Tyskland, og Hegel har raadet mig at spørge Bjørnson om Raad. Kan du sige mig, hvad jeg skal gjøre, hvis noget kan gjøres, forat bringe Stykket frem og faa Penge for det? – Nu bliver det ikke trykket for det første, idet Fallussen vil lade afskrive – om jeg vil – fire Exemplarer, forat slippe Stykkets Offentliggjørelse; den gamle Paradør – med Rette vistnok – mener nemlig, at hvis en velvillig Presse faar Josefs Arbeide under Behandling paa Forhaand, vil Ministeren utvilsomt være enig med Bøgh, og da nytter ingenting. Skal jeg altsaa lade Manuskriptet oversætte til tysk? – og sende hvorhen? – ved du noget, saa siger du mig altsaa Besked. Du er ganske vist kjed af at holde paa mine Hemmeligheder; og jeg indser allerede, at min Plan om at faa Stykket helt frem til Opførelse uden Navn – det vil neppe lykkes. Alligevel nævner jeg endnu intet om det, da jeg er saa erkeludlei af denne Avistyggen forud.

Mine Pengeaffærer, som du saa heltemodigen tog dig af, da det kneb værst, ere lysere – lad det være din Løn – eller dog en Del af den. Min løse Gjæld er betalt; min i Vexler vel funderede do. skal blive betalt ved et Pantelaan paa en Eiendom, vi Søskende ejer sammen; og vil ikke trykke nogen. Hvad jeg skylder Hegel, regner jeg virkelig ikke saa tungt; for jeg tænker altid: han har jo Bøgerne, og engang maa han jo faa sine Penge igjen og kanske mer til.

Saaledes er den pinligste Del af min Stilling borttaget, og den for mit Blod saa helt uvante Følelse af at være uden Arnested paa den runde Jord er ialfald endnu ikke pinligere, end at det mageligen bæres. Efterat du saaledes længe haver voren uden Efterretning fra mig, være du herved hilset: Tak, at vi har det godt. Om dig og dine og om dine Planer ved jeg intet; fortæl mig noget, naar du skriver. Beate og de smaa lever godt, – her er et deiligt Sted kan du tro! – og vi sender din Kone og alle dine vore venskabelige Hilsener.

Din hengivne Alexander Josef K.


J. D. Irgens Hansen.

Hr. Irgens Hansen.
Dagbladet, Kristiania.

Jeg vil ikke udtale mig om Deres literære Virksomhed.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Louise Drewsen.

Kjære Fru Louise! – hvorfor fik jeg saadan en iskold Fornemmelse af Deres siste Brev? – er De sint for noget, saa sig det; hvad skal jeg med disse fem Sider kolde Speilæg? «Kjære Venner»! – hvem er det? – er det en passende Tiltale til mig, som er saa enestaaende aparte for mig selv alene privat og hemmeligt forelsket i Dem? – Hvorfor slaar De trodsigt paa Deres danske Bryst og forkynder, at det er forbi med Norgedyrkelsen? Føi Fanden! lad os komme til Sagen: hvad har jeg gjort? – eller hvad har man sagt? – Om Økonomi har jeg talt saa meget med Dem som det passer for os to; vore Anskuelser om de Ting ere præcis de samme, der er ikke mere at sige om den Ting. Hvad derimod hæklede Punge angaar, saa er vi jo lidt uenige. Vilde De, at jeg skulde sagt Dem det strax, da vi besluttede vor Katastrofe? Sandelig! – hvis jeg havde følt Trang til Forstaaelse og Medfølelse – jeg vidste ingen nærmere at gaa til end til Dem og Onkel Viggo; men det er ikke saa og har ikke for nogen af os været andet end en Fortrædelighed, som man sparer sine bedste Venner for, og som man godt kan bære alene.

De bedste Venner er som de fineste Klær; naar det rigtig gjælder, tager man dem frem, men ikke, for at gaa over Gaden en snavset Flyttedag. Hvis De virkelig har lagt alle disse kolde Speilæg i en liden Fornemmelse af Krænkelse i Venskab, saa beder jeg Dem mindelig lægge nogle nye; thi vi er akkurat som vi var – bestandig Eder mere hengivne, efterhvert som Tidernes Ugunst her sliber Overfladen væk og viser Flekker og Mangler, som Ungdom og ubekymret Overflod havde dækket og holdt indestængte. Jeg skal bede Hegel sende Dem et skrevet Exemplar af «Tre Par» – tillaans for en Aften.

Kammerherren har nemlig tilbudt at lade Stykket afskrive til de andre Theatre, forat det ikke skal foreligge trykket og tygget paa Forhaand i Pressen. Det ser saaledes ud til, at det gjør et fristende Indtryk paa den gamle Paradør. Men De kan ikke tænke Dem min Forbauselse først og min Medynk siden, da jeg hørte, at man fandt det frivolt. Det er ingenting; det er de groveste og dummeste Misforstaaelser af det norske Talesprog. Tænk Dem for Ex. jeg har faaet Bud fra Fallesen, at en Replik er «raa» (jeg – Lilleconvallen – raa!) fordi En siger til sin Ven om en gift Dame, han gjør Kur til: Jeg er kommen et godt Stykke paa Vei med hende. Dette betyder nok paa dansk noget med Jordemoder; men paa norsk har det ikke Spor af den Betydning; det er simpeltvæk: jeg gjør Fremskridt, avancerer i hendes Gunst o. s. v.

Saadanne Ting er det, Bøgh har trukket frem. (Det er igrunden en blandet Glæde – dette literære Fællesskab.) – Jeg er vis paa, at De vil føle en behagelig Skuffelse; Stykket er fuldstændig «pynteligt» nok; saa meget skal man taale nutildags, hvis det spilles anstændigt. Men derimod tror jeg ikke, De vil finde noget meget at rose; det er let – meget let; men det lettede ogsaa mig, og det kan saamænd godt hænde, at det gjør Lykke.

Jeg synes, der staar blandt Speilæggene, at alle bøier sig i Enden for van Dyk – hvad betyder det? – Er det et Citat! eller en Vitz fra Circus?

Vi lever udmærket, og I ere velkomne – mer end nogensinde. Mine Udsigter i Økonomien forbedrer sig; derimod er det gaaet Hul i Foret paa Deres Pragt-Plysh-Portemonnaie-Pung! – Lad mig nu snart høre nogle muntre Toner. Beate og de smaa hilser. Tak den stivbenede for Brevet.

Deres evigunge Lilleconval.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad.

Lad os altsaa være saa ublu at begjære 4. Afskrifter. Naar de ere færdige, antager jeg ogsaa, at Spørgsmaalet om Antagelsen er afgjort, saa vilde jeg bede Dem sende de tre Exempl. til Norge og Sverige; – det fjerde vil jeg gjerne have mig tilsendt, at jeg kan sætte mig i Forbindelse med en tysk Oversætter.

Vi lever fremdeles godt og glæder os over, at De og Deres har det lyst og fredeligt paa Skovgaard. […]

Deres hengivne A. L. Kielland.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! – Tak for Brev og Bog fra Beate og fra mig. De smaa ere sorte af Chocolade og mindes dig med Taknemlighed. Gamle Farbror Lars er død, og i den Anledning maatte vi flytte herhen til Berta i 8 Dage. Nu er alt iorden igjen og alle friske og vel fornøiede. Elven løber og risler, Fuglene piber og skriger, Søen brummer og Græsset gror – ganske som i din Tid. Af nyt er her 6 Andunger – Ællinger! – og min Oldsamling er nu saa stor, at den er delt i Bronze & Stenalder – i to Æsker.

Maatte du længe have godt af den friske Luft og ingen Skade tage af mine Overhalinger, som ere ligesaa velmente som prompte. Hils din Kone fra os! – og vore Venner, du træffer. Beate hilser!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Kjære Roderick! – Tak for Opgjør. Nu ser det skidt ud igjen med Finantserne – synes jeg. – Se denne Regning fra I. A. Køhler? – he?

Lad den ligge hos dig indtil videre.

– Du fortæller mig vedholdende at Lensmanden ikke har betalt – er du ræd? – stævn ham eller skyd ham, – hvad der kan indbringe mest – har Andersen mine Bøger i sit Hus?

– Her er Assurancen.

Intet maa mere betales ud. Jeg er atter nedsunken i Næringssorger, hvil ket jeg siges at have godt af. Men det er Indbildning, ingen har moralsk talt godt af Næringssorg – det skulde da være Lars Oftedal.

Din som før Lazarus.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! – Tak for Brevet […] Lad endelig Astrup være i Fred; det er godt som det er. Han sendte dem ved Ullmann under Navn: En Romsdøl, saa jeg tænkte minst af alt paa en Statsraad. –

Kun to Ord om Kvindesagen – vi maatte snakke, skulde det blive noget rigtigt; og selv da vilde vi ikke naa langt sammen. Thi vi maa være uhyre langt fra hinanden. Ialfald føler jeg en stor Forbauselse overfor din Theori, at Hannens Iver er en Følge af Opøvelse. Hele min Opfatning af den levende Verden i hvilken jeg har mit eneste Fodfæste, modsætter sig dette; det kan jeg slet ikke faa i mit Hoved; hvorledes og til hvad Ende skulde Naturen have opøvet noget naturstridigt igjennem hele det organiske Liv?

Naar det bliver mindre vigtigt baade for Kvinder og for Mænd – dette med Dypningen, og naar altsaa Kjærligheden bliver fri, vil den selvfølgelig blive mere sund, og det er den eneste Ende, jeg kan se paa Syfilisen. Men hverken om Sygdommen eller om Børnene vil jeg tale videre. Thi jeg har Eaaet en afgjort Skræk for de Følger, der med videnskabelig Sikkerhed spaaes af Forandringer i Menneskenes Opfatning af givne Forhold. Jeg tror, at hvis et Forhold er erkjendt uretfærdigt eller Menneskenes Opfatning paa noget Punkt – in casu om Kydskhedens Dyd og Afholdenhedens Lovsang – gaar imod det sunde Dyrs udviklede Forstand, maa man uden at lade sig lokke til at «følge Reformen i dens Konsekventser» blindt hen give sig til at rive ned, bare rive ned og lade de vise Spaamænd og de spaaende Vismænd græde paa Ruinerne. – Driften maa løses fra Kjærligheden – tror jeg –; og naar jeg spaar, spaar jeg saaledes: Engang vil en human Efterkommer skrive om os: Vi kan ikke uden et Smil læse Argumenterne fra 1886 mod den frie Kjærlighed. Disse Mænd, hvis Tilfredsstillelse af Driften gik for sig i Hemmelighed med de laveste Kvinder, – og disse Kvinder, som intet maatte vide og intet prøve, førend de havde faaet officiel Ordre til at vorde frugtbare, de vare især bekymrede for, at vi – Efterkommerne skulde gaa tilgrunde af Sygdommen.

Det er jo netop, efterat Skammen blev borttaget, at vi har faaet Bugt med Sygdommen, som vi arvede fra Hykleriet. – Ogsaa for vore Børns Moral var de bekymrede i 1886; de var bekymrede i en Tid, hvor Hovederne var saa haarde, at de kunde omslutte en Moral, der lærte, at et Barn var en høi Hæder for en Kvinde, naar en Præst havde pillet hende i Haaret og sagt noget, men den største Skam for en Kvinde, over hvem der ikke var læst; – denne Tid, hvis Børn kom til Verden rent tilfældigvis ligesom blandt Dyrene, hvor Kvinderne fødte til de døde af det, ophobede Sygdom og fordelte det [!] i mangfoldige smaa, som ukaldte og uønskede væltede frem, hvor alene det for os ufattelige Hykleri kunde dække over de talløse Forbandelser, hvormed den ynkelige Skare modtoges, – denne Tid var bekymret for vore Børn! – vi, som i vor moralske Opfatning have adskilt Driftens Tilfredsstillelse ved en saa dyb Kløft fra den Følelse af Fællesskab, der driver to Mennesker til at beslutte et tredie; vi, som ved alle Midler søger at forhindre denne Fortidens modbydelige Avling iflæng – vi – hør du! – det er svært anstrængende at spaa – hvad? – Her er hundekoldt – maa jeg tilstaa, skjønt jeg forsvarer vort Klima til det siste; vi lever godt og Beate hilser til din Kone og dig. Var det i Ørene, Fru Karoline havde ondt – ja for dit siste Brev var ualmindeligt i Ridset.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel! – af og til har jeg sagt til Beate: mon der er noget iveien med Onkel Jacob? – der er ikke blot gaaet lang Tid; men meget er hændt siden, som jeg netop kunde tænke mig en Anledning til at skrive for dig, der saa varmt og elskværdigt har fulgt mig og mine.

Digtergagesagen og senere vor Flytning, vor Opgiven af vort behagelige Velvære paa den gamle Families gamle Tomter og Traditioner – alt dette har bragt Spørgsmaal og Interesse fra mange Venner; men jeg har savnet dig.

Find nu ikke, at jeg er fordringsfuld; jeg forsikrer dig, jeg forlanger ikke noget af nogen, uden jeg holder meget af ham. Men lad mig bare vide, at der ikke er noget iveien, at ikke noget misforstaaet Ord eller nogen ond Tale er kommen imellem os; og lad os høre, at I har det godt; – vi paa vor Kant trives og ere ved godt Mod.

Din hengivne Søstersøn Alexander L. Kielland.


William Bloch.

Gode Hr. Bloch! – jeg ser, at De er bleven forlovet og sender Dem min Lykønskning – og min Kones, idet jeg tillige beder Dem overbringe Deres Forlovede vor Kompliment.

Mit Stykke vil De forhaabentlig (heller ikke) alligevel ikke glemme, men fremdeles interessere Dem for at faa det frem; jeg vilde saa gjerne være sikret Optagelsen for den mulige Indtægts Skyld, inden jeg vover mig med mine til Udlandet; – jeg mener som Underlag for en Sandsynlighedsberegning.

Lad mig faa tilsendt, hvad De vil have kastreret og omskaaret; jeg haaber, De fandt den forrige Sending vel og propert kapuneret?

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Schwanenflügel! – du har gjort Uret mod baade dig selv og mig ved ikke før at lade mig læse din Bog om Wergeland. Jeg kunde have gjort det af mig selv – mener du? – ja vist kunde jeg; men du skulde tvunget mig til det for længe siden. Jeg kan ikke sige dig, i hvilken Grad din Bog har gjort mig godt; gik jeg ikke ogsaa og ærgrede mig lidt over Wergelands Kongedigte og Bureauchefsuniform, men mest af alt bebreidede jeg ham at være «forstaaet» af Hartvig Lassen – og nu ser jeg ham saa klar og grei som han var i al sin Uklarhed. Du har megen Ære af den Bog, og jeg kan ikke noksom undre mig over, at jeg ikke har hørt mere om den. De danske har dels ikke ligt det norske Svin, dels har dit Frisind været dem imod; men mon de norske har følt sig generede ved at se Jyden gaa saa hjemlig omkring i deres egen Storstue? – eller er det bare jeg, som intet har hørt i min Afkrog?

Hvorom alting er: du skulde have været mindre beskeden og mere norsk og ikke givet Fred, før jeg havde læst. Saa skulde jeg længe før takket dig for den Velgjerning, du har vist mig, og den Opmuntring, som altid stiger af en Bog, hvori der er Varme og Frisind.

Vi lever alle godt – som før. Beate og de smaa sender venlig Hilsen til dig og din Frue; – ligesaa

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Ja kan du begribe det Lugtevand? – det er mig aldeles ubegribeligt, hvor det er slaaet hen, naar jeg lugter paa mig selv; thi Armod og Karrighed stinker af mig lang Vei – jeg forsikrer dig!

Modtag disse langstrakte Papirer som en Hilsen fra din nedbøiede; knib – gode Rode! – paa Afdragene; – der er intet saa ruinerende for et knebent Budget som disse ørkesløse Afdrag; og send mig saa l00 Kroner kontant pr. omgaaende; Beate har brugt alle op; jeg faar ikke andet en [d] Kobberskillinger, hvorfor jeg er dybt i Gjæld, til Lammaslagtaren for Dorging, til Marta for Flinter og til Gabriel for en Skyds til Nærland, hvor jeg ingenting fik.

Beate hundser og foragter mig, du sidder og skjænder og tøver, Verden vender mig Røven, og Oftedahl sender mig til Helvede uden Tøven –, men jeg sidder stolt i min – i min – (jeg ved virkelig ikke, hvad stolt jeg sidder i), men alligevel

din Ikkedestomindre.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Bjørnson! – du maa aldrig mere gjøre mig den Tort at lade Fru Caroline skrive Brevene af; det har jo mest været Spøg, naar jeg har klaget over din Skrift; jeg er slet ikke saa fin paa det; krass du bare væk med din Blækpinne, det meste forstaar jeg tilslut. Jeg skammer mig virkelig over at blive saa udsøgt fint behandlet og du maa hilse Karoline – hun tager sig ikke ud med C –, at jeg synes, det er altfor galt, at hun har havt det Bryd for min Skyld, – til og med noget uhumskt Tøi!

Hvad dig selv angaar og dine Teorier, saa vil jeg herved overgive mig selv til Glemsel og Opbevaring; om vi muligens engang mødes, kan vi tage fat igjen med Munden. Jeg forbliver imidlertid Svin.

Jeg har nu læst dit Brev omigjen; det er dog ikke ganske spildt paa mig; du skal have Tak for Uleiligheden; og jeg skal tænke over det. Men idag er jeg træt og tung; saa jeg egentlig ikke burde skrive, hvis det ikke var min Brevskrivedag. Fru Edgren har besøgt mig nogle Dage; jeg haaber, hun befandt sig vel og for mig var det en Fornøielse at tale igjen med en Kollega. Jeg har været forlænge hjemme; og nu er det saa temmeligt besluttet, at vi flytter til Cernay la ville – tæt ved Paris.

Penge – siger du – ja Tak, som spør; det er lidt skidt nu igjen; men hvis bare Fallesen tar den frivole Komedie, saa er der dog Haab. Forresten vil jeg slutte; det er en rent gal Dag; jeg gaar ned til Søen.

Din hengivne A. L. K.

Meningen er, at du skal ikke gjøre mere for mig nu – forstaar du – eller endnu – skjønner du.


Johanne Marie Pingel.

Kjære Frøken Pingel! Tak for Deres Brev af 11te Juli; jeg er meget glad over Deres venlige Ihukommelse. Og hvis De vil sende mig Aviser og saadant noget, saa gjør De mig altid en stor Fornøielse; jeg lever ensomt og griber efter alt udenfra; og selv om der ikke skulde være noget særdeles i det, jeg faar fat paa, saa vil der alligevel blive den charme ved det, De sender, at jeg føler mig erindret af Dem, hvis venskabelige Følelser jeg sætter megen Pris paa. – Social-Demokraten indeholdt helst Stykker af mig, som han satte sammen i sit eget Billede til en liden Dukkedjævel som de Fine skulde passe sig for at spøge med. Det er forresten ikke saa langt fra Sandheden. – Jeg beder Dem hilse Deres Broder og Drewsens. Vi leve alle godt og Beate sender sin Hilsen med.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! – saasnart du nu faar Tid, vilde jeg være dig meget taknemlig, om du vilde sætte igang Laanet. Den freidige Stemning, hvori jeg var, dengang jeg havde gjort det første Skridt, er nu meget langt borte, og jeg ser nu meget sort en Stund. Glem altsaa, at jeg mente, det havde ikke saadan Hast og klem paa – er du snil. I midten af September reiser vi; et færdigt Hus faar vi billigt leie i Cernay la ville – tæt ved Paris for det første Aar.

Vi lever alle godt; og jeg er snart færdig med Bogen.

Din hengivne Alexander.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! Tak for dit Brev og for din Fortgang. Dine Forslag til Papirer synes mig de rigtige og jeg imødeser dine Udkast. Men du talte engang om et Dokument, som skulde betrygge mod, at jeg belastede mig med ny Gjæld – o Broder! hvis et saadant Dokument kunde sammenskriffues! – men var der noget saadant i din Tanke, saa opgiv det ikke, somom det skulde genere mig, – jeg ved jo, det er mere, forat sikre mig mod mig selv end Eder.

Jeg har nylig givet Andreas Afregning, – det er den ene af mine Vexler, saa der er ikke noget iveien; derimod beholdt jeg naturligvis mere Gjæld end jeg troede, da Opgjøret begyndte, saa jeg trænger 8,000. Men mere bør vi ikke tage, ja – mon vi faar saa meget paa Hannasdal (du siger ved en Skrivgal Paradis) – Eiendommene ere nu under Fabrikpris saa det kniber kanske?

Baby kommer ikke – Tak, hun er et altfor spædt Persilleblad til en saadan Prøvelsestur, – jeg vil ikke engang opmuntre hende, fordi jeg ved det vilde bare blive til Sorg for alle og skræmme hende af i en tidlig Alder, saa hun en anden Gang fik det værre, naar det var nødvendigt. Hils Dikka og de andre, som vilde taget hende og sig dem, at det er umuligt.

Naar vi reiser herfra, kommer vi vel til at bo nogle Dage i Stavanger, – skjønt jeg isandhed ikke ved hvor; men i den Tid kunde vi muligens træffes, forat skilles kanske for lange Tider.

Din hengivne broder Alexander.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! Tak fordi du skrev til Fru Pelouse, – jeg kan ikke skrive fransk. Det er alt meget godt og vi ere taknemlige. Men jeg for min egen Part er meget nedtrykt og ængstelig for Fremtiden. Imidlertid maa det have en Ende med denne Dødbidertilværelse herhjemme, hvor jeg mer og mer bliver lig Far. Det vil ogsaa gjøre mig godt, at saavel min Komedie som den lille Fortælling, jeg i disse Dage afslutter, vil opfriske mig literært og give mig det Stød, jeg synes at behøve, af mine Modstanderes Arrighed. Jeg glæder mig ogsaa meget til at komme i Nærheden af dig og af andre fornuftige Væsener; de hjemme have ikke taalt, at Glansen gik af – nuvel! – jeg er selv vanskelig i denne Tid; jeg ved saa vel, naar jeg først kommer ud, vil jeg længte efter alt og alle herhjemme; – og tilslut engang, naar jeg er færdig, vil jeg leve en lang Alderdom mellem Tananger og Aarre – det er bestemt.

Endnu er jeg ikke saa vidt, at jeg kan forestille mig Reisen i dens Detailler; men et staar for mig: nogen maa møde mig paa Peronen i Paris, ellers gaar jeg bardus fra Forstanden. Jeg telegraferer til Lie, de kjender vist en brav Landsmand – Jacob Sømme! er der jo! – det var godt, ham har jeg ikke tænkt paa; og hvis vi faar stige af i dit Atelier, saa vil vi naturligvis allerhelst – Tak.

Synes du ikke selv, det ser noget vanvittigt ud?

Vi lever godt til Helsen, men i Længden og naar Aftnerne mørkner, er det underligt ikke at have noget Sted at reise «hjem» til. Beate er i Byen; Børnene hilser; her er fygende Storm og en kridhvid Rand af Skum, saalangt jeg ser nordover og sydover. Hils Frøken Backer.

Din hengivne Alexander.


Frederik Hansen.

Kjære Rode! jeg skriver paa det siste Blad, og hvis du kommer for Exempel i næste Uge eller naar du vil, saa er jeg færdig med første Gangs Skrivning. Det er mig saa uvant at have endt en alvorlig Bog, at jeg næsten ikke tror det – selv nu, da der kun er tre à fire Dages Arbeide før Enden. Den er mer end almindelig giftig.

Bøger ejer jeg ikke; kan du ikke opdrive noget, jeg kunde læse? – gaa indom til Floor og forman ham til at sende mig noget. «Else», som du var saa snil at ville laane mig, blev liggende hos Thea; vil du forøge din Syndeskyld eller min ved at sende Bud efter den og lade den komme.

Beate siger der var Tøv i dit Hoved om de Bøger, jeg sendte – hvorledes er saadant muligt, efterat jeg har givet Besked, o Rhode?

Jeg mener, at efterhaanden som der kommer Einbanddecken fra Floor, skal du vedlægge passende Indmad og sende det til Poulsen. Andet ved jeg ikke, der var at sige.

Der var bestemt noget om – jo Død og salte Pine! Cigarer Hr. Consul! Mennesket kan ikke røge Kulort – siger Salomon. Jeg har ikke fler; de gik saa fort; send hvad du har af stort og røggivende. Mon det nu var mere?

Jeg vil gaa hjem og spørge min Kone –

og – nei det var ikke mer.

Kjærlig Hilsen med Gud og Sankt Svithun din A. L. K.


Ida Aalberg.

Kjære Frøken! – Tak for Deres venskabelige Interesse. Jeg reiser ikke til Amerika; men i næste Maaned til Cernay la ville – en landsby nær Paris. I Aviserne ser jeg ogsaa af og til Notitser om Dem; og det glæder mig, at det gaar Dem godt, og at Menneskerne holder af Dem.

Dersom De endnu har det samme Værelse med den røde Lampe, vil jeg haabe, at De stundom vil mindes mig, naar det bliver Høst, og det tørre Kjøbenhavnske Støv hvirvler over Kongens Nytorv og omkring Hjørnet med Uhret, Brødrene Andersens Hatte og – ja nu er de vel borte – de kjedsommelige Legetøismænd, som sloges nedenunder i Vinduet i Anledning af Julen? – eller er der kommen nye Legetøismænd? – glem ialfald ikke en af de gamle.

Deres Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Bloch foreslog i sit siste Brev Fru Oda til Frøken Svendsen; men jeg svarede ikke noget, fordi det kunde være tidsnok, naar Stykket først var antaget. Hvis det nu bliver til Alvor, fastholder jeg med al Kraft Fru Eckhardt, for hvem Rollen er skreven, til hvis Stemme jeg har tænkt mig Replikerne. Fru Oda er i hver Trevl af sin Person og fremfor alt i Lyden af sin Stemme aldeles modsat den Art af Kvinder, Frøken Svendsen tilhører; det, som Fru Eckhardt vil tilføre Rollen ganske spontant, fordi den er gjort til hende og – haaber jeg – passer efter Maalet – det vil Fru Oda med al sin Kunst forgjæves søge at opnaa. Ikke fordi jeg rangerer de to Damer saa forskjelligt som Skuespillerinder; men fordi hver skal helst spille sit.

Fru Friedemann skulde være en liden Present til Fru Hennings; men kan ikke Fru Oda nøie sig med Fru Sandberg? – hvis hun vil gjøre sig Flid, er der ikke saa lidet i tredie Akt. Men forresten holder jeg kun fast paa dette ene: Fru Eckhardt til Frøken Svendsen.

Min nye Fortælling skriver jeg just om. Den vil blive færdig paa tre Uger.

Vi lever alle godt og hilser hjerteligst Dem og alle Deres

venskabeligst Alexander L. Kielland.

Jeg skriver ikke mere, fordi jeg har faaet lidt ondt i Øinene af at sidde i Solen og skrive flere Timer.


Edvard Brandes.

Kjære Ven!

Mange Tak for dit Brev; nu skulde det atter være morsomt at træffes og faa nogle gode lange Samtaler om os selv og vore Medmennesker. Du siger, det er galt, at vi ikke alle reiser til Kristiania; deri tager du feil. Hvis den By blev Hovedstad i mere end den er det, saa vilde det være en stor Ulykke for os alle. Se til Kjøbenhavn. At de indfødte Nytorvere elsker den, er jo ikke andet, end at jeg elsker Stavanger, – det synes lidt større at være fra større By, men det er mest Indbildning. Men se, hvad den gjør ved at være et helt Folks fælles Ovnskrog uden hvis Lunhed de ikke trives. Sagde ikke engang en dansk Berømthed til en Kollega: Men Gud! hvad vil De i Udlandet? – der kjender dog ingen Dem! – Nei – det er galt, – det er jeg vis paa at klumpe sig sammen – ja Resten kan du udenad; den skal du altsaa slippe for, og jeg reiser med god Samvittighed; men jeg gruer frygteligt for det fremmede Land – med Børn og Kameler.

Det vil glæde dig, at jeg endelig har været flittig og netop i disse Dage skriver mig Fingrene krogede paa Slutten af en Bog, som desværre ikke er stor. Men saavidt jeg forstaar, er den kraftig paa Slutten; derimod er den ikke god paa Façonen; – den kommer vel ud før Julen.

Din Broders Artikel om Alladin har jeg læst med Henrykkelse; det er en stor Nydelse og gjenkalder mig de Aar, før jeg blev til noget selv, da hans første Hovedstrømninger gav mig Mod og Tillid til at vrage og vælge udenfor Reglerne. Det, som manglede mig – og formodentlig hele Ungdommen – var Mod til at foragte den Tid, paa hvis vamle Levninger vore Fædre i ubegribelig Døsighed levede. Og det er mærkværdigt, hvilken beau dedain (jeg gad vide om det er galt; du siger altid, jeg skriver galt fransk) – men der er noget fransk i denne freidige Foragt, som nu gror op bagved os igjen hos de Yngre. Eller kanske er det altid saa. – Heine syntes sig jo en beskeden Flue imod Lassalle. En Ting er sikker: det literære Mod har voxet uhyre siden Syvti-aarene. […]

Jeg glæder mig til J. P.s Bog og gruer alligevel lidt. Hvad han skrev, havde i sig et eiendommeligt fint Fluidum, der besad den chemiske Egenskab at kunne udskille Dumhed og Grovhed i deres Følelsesliv, som læste; og det er disse udskilte Stoffe, som jeg nu igjen gruer for at se blottede, medens den arme fine Exellence ligger hjælpeløs i Jorden. –

– Vi lever alle godt og der tænkes paa Reisen i denne Maaned. Jeg drives fremad af Beates og Begivenhedernes ubønhørlige Alliance. Jeg er ikke som du gammel, vissen, stiv hist og blød her – ; men jeg ynder Ro og gruer for nye Ansigter. Jeg skriver ikke pent idag, men jeg har skrevet uden Stands i fem Timer – det er meget for mig. Skriv snart igjen og hils fælles Venner.

Din hengivne A L K.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – her er endelig en Bog. Dedikationen til Bjørnson bedes holdt ganske hemmelig; jeg vil gjøre ham en Overraskelse med den. Jeg haaber, at De ved faa Linier paa Siden og ved alle Midler faar trukket Manuskriptet ud til mange Ark.

Bogen er god – tror jeg. Men den er ikke meget elskværdig mod mine gamle Fiender.

Vi tænker nu – kanske allerede den 28 September at reise til Frankrige, hvor vi i en liden By Cernay la ville – nær Paris har faaet leiet den franske Malers M. Pelouse’s fuldt færdige Hus for 600 fr. pr. Aar. Jeg ved, dette er ikke efter Deres Hoved; men jeg forsikrer Dem – ja, det vil blive for langt; men vi maa nu afsted.

Hvad der imidlertid ligger mig mest paa Sinde – som De vel kan vide – er Pengene; og derfor har jeg strævet saa med at faa denne Bog færdig, for nu at spørge Dem, om De synes, De kan gjenoptage en maanedlig Udbetaling a conto og da hvor meget?

Jeg ved, Tiderne ere slette, og ingen kan jo vide paa Forhaand, hvorledes det vil gaa min Komedie og min Bog, mange Penge skylder jeg Dem ogsaa – tro derfor ikke, at jeg i nogen Maade vil undervurdere de Betænkeligheder, De maatte have; men vær saa snil at svare mig strax. Thi inden jeg faar Deres Svar, kan jeg hverken reise eller overhovedet beslutte noget ordentligt for Fremtiden.

[…] Jeg er ganske stiv i Fingrene og tom i Hovedet. Den 2den Gangs Skrivning har jeg fuldført i 19 Dage! Hils alle Deres. Vi lever godt.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad. Tak for Deres Brev af 16de. Jeg modtager Tilbudet: 6000 Ex. à 325, og er tilfreds – meget tilfreds med Deres Arrangement. Vil De sende mig hertil første Termin; men de tre næste vilde jeg gjerne have til Cernay la ville. – Vil De huske at sende et smukt Exemplar af «Sne» til Bjørnson.

Et Korrektur vilde jeg gjerne læse – ialfald saalænge jeg er her i Stavanger: indtil 12te October. Brandes har tilbudt sig; men jeg tænker, vi nøier os med Hr. Christensen denne Gang.

Vil De ikke være saa venlig at forberede Kammerherren paa, at nu samles der i min Sjæl et stille Raseri over hans Hønerumpethed, og at han maa vente et forfærdeligt Brøl fra mig, hvis han nu ikke skynder sig – et Brøl, som vil give Ekko fra mange Kanter. Vi lever alle godt og ere ved godt Mod. Hils Deres Kjære, som ogsaa ere vore.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Du har forandret dig – og til det bedre; du begynder at se Naturen og du er bleven Skandinav! – jeg har forsødet min Ensomhed med Billedet af dig – paa en Talerstol under en Trofæ af de tre Flag og med disse bævende Ord paa Læberne: jeg er Skandinav! Vel forstaar jeg din gode og fornuftige Mening; men – ikke sandt? – der er hældt saa megen sød Punch over dette Ord, at det er som Vrangen at et helt Studentertog at se det bæve – o dette bæve! paa dine Læber! Jeg for mit Vedkommende har aldrig kunnet forstaa denne Trang til folkelig Sammenslutning. Thi enten mener man politisk Styrke, som skulde vindes; og det er noget Sludder; thi tre Lus ere ikke stærkere end en. Eller man mener, at det intimere Kjendskab og Samliv skulde avle en Fælleskraft, og det tror jeg endnu mindre. Thi jo mere man lærer om hinanden, jo dybere man kommer gjennem den overfladiske Lighed mellem disse tre Folk, desto tydeligere bliver man var, at det ulige er det væsentlige, at Forskjellen er Kjærnen, og at Beblandelsen eller Trangen til den er Skal. Derfor vil Folk ligesom Individer blive stærke af at føle Uligheden tvers igjennem Ligheden; og jo mere det forøgede Kjendskab vil borttage Forbauselsen over al denne ydre Lighed, desto lykkeligere ville vi føle os hver for sig ved at vide et dybt Svælg mellem Nationerne; der er en Følelse af Tryghed i at forstaa og forstaaes; men Lykken – eller den inderste Bevæggrund til at leve er for Folkeslag som for Mennesker: Bevidstheden om at have og være noget ganske for sig selv, – noget som strax og energisk protesterer mod det fremmede, – mod ethvert Broderskab udenfor det rent nyttige eller konventionelle. Derfor stiger jeg ned af Talerstolen og frafalder Ordet: jeg er aldeles ikke Skandinav.

Men at du er bleven det, finder jeg at være et glædeligt Tegn paa, at det er saare langt fra Sandheden, naar du ynder at fremstille dig for mig som et vissent Blad paa Vesterbro. Nu mangler du bare Havet for ganske at blive af med Nytorveren; du vil komme til at skildre Bølger og Skyer og du vil lære – sent desværre! at paaskjønne mine Naturskildringer, mine Parabler fra Dyrene, lige til mit Symbolske Hus i den nye Bog, der er saa overmaade brøstfældigt. Men du skal ikke læse Korrektur denne Gang – Tak forresten! – thi jeg har lovet mig selv, at denne Gang skulde jeg efter saa lang Tid falde ganske færdig og uforberedt ned paa Bordet hos alle mine Venner; og naar du har læst den lille Bog, skal du tage dit Brev og skrive mig til, om du synes, jeg har fundet et godt Sted og om jeg har truffet rigtig midt i Blinken. Jeg tror det nemlig selv.

Du nævner Oftedal. Er det ikke ogsaa din Mening, at Religionen, som nu gaar over til at være frisindet, er værre end den gamle aabenbart reaktionære? Derom handler min Bog; men det er ikke Oftedals Type. Han er selv en Bog – det vil sige: han kan ikke bruges til at vise en Retning, idet han selv er noget af det mest originale, jeg kjender. Efterat de gamle Tordentalere ere faldne overende, faar vi nye Mænd, der følger Strømmen et Stykke, incasserer en Masse Arbeide, som andre har gjort, og «lader Sandheden suge Kraft af Vildfarelserne» – nogle farlige Folk. Idet jeg ledsager Tordentalerne til Graven, peger jeg paa de nye, – det er Bogen. Nu føler jeg, hvor ondt det er ikke at kunne faa snakke med nogen, naar man er færdig.

Vi lever alle godt og reiser i første Halvdel af næste Maaned.

Din hengivne A. L. K.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – jeg er nu aldeles sikker paa, at mit Stykke bliver forkastet. At forholde mig Manuskriptet i et halvt Aar og derpaa afslaa det – deri er der – undskyld! – noget saa overordentligt dansk, at jeg intet Øieblik tvivler paa, at netop saaledes vil det gaa. Vær derfor saa venlig, inden jeg selv slipper mig løs til almindelig Skræk og Forvirring, at beholde Sagen i Deres Haand og lemfældigen at sige Deherrer, at vi ved, hvor dydige de ere, og hvor inderlig vi ere imponerede ved Bevidstheden om, i hvilken Grad de ere dydigere end vi; men at nu har vi nok af dette Spilfægteri, og at Saisonen løber helt fra mig. Tiltrods for al sin Dyd maa de dog forstaa, at det er for Theatrets Skyld, jeg har undladt at trykke Stykket, og derfor skylder de mig Afskrifterne strax – enten de saa tar det eller ikke. Venskabelige Hilsener til Dem og Deres.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg svarede Dem igaar paa Deres Spørgsmaal om Hr. Nilssens Bog, idet jeg i en Fart passerede en Jernbanestation. Jeg har igrunden ikke stort at tilføie: hans naturlige Begavelse kan være stor nok; men han mangler den Dannelse, som de solide Kundskaber giver, og fremfor Alt er hans Udvikling i alt, hvad der kan kaldes: det sociale af en saa snever og tarvelig Art, at jeg – efter min Maalestok – anser det som ligefrem en Naivitet, naar han giver sig af med en Livsskildring som «Familien Graah». Dersom han viste bedre Besked, saa ser han ellers skarpt nok; og det kan godt være, at Manden en Dag finder sin Vei, og at denne Bog – om den kom ud – kunde blive Anledning til, at han fandt den. Men efter hvad jeg har seet af Bogen, vil jeg ikke betynge min literære Samvittighed med nogen Anbefaling. –

Dr. Brandes skal ikke læse noget Correktur; – jeg har skrevet det til ham. Jeg reiser herfra den 7de, saa jeg faar ikke læst hele Bogen. Men vær saa snil at bede Læseren – Hr. Christensen – huske følgende: I Gabrieles lange Tale staar: «ved at spytte Frelseren i Ansigtet» – der skal staa Mesteren – ikke Frelseren. Ellers ved jeg ikke noget; og det vil vel blive for tungvint at sende til Frankrig?

Jeg ser med glad Skam, at min siste Uartighed mod dansk Administration er falden ned paa mit eget Hoved; og jeg skal strax skrive et elskværdigt Brev til Fallesen. Min Anonymitet er der nu saa lidet tilbage af, at vi lader den falde overfor de andre Theatere; men vi trykker ikke som Bog før efter Opførelsen og taler ikke til nogen om det.

Vil De sende Korrekturark af «Sne» strax til Deutsche Rundschau Lützowstrasse 7 Berlin W. – Jeg lader dem besørge Oversættelsen selv efter Sarauws Fald; men ellers tænker jeg ikke Rodenberg tør trykke Bogen, naar han faar læst den; – jeg glemmer nemlig aldrig, at de strøg mig hele Kapitlet om Konfirmationen i «Gift», fordi Statskirken maatte ikke røres.

Min fuldstændige Adresse skal De faa, før jeg reiser. Vi reiser alle – Beate og Børnene ere friske og ved godt Mod.

Deres hengivne A. L. K.

Mit Manuskript sender jeg med.

Jonas Collin fortsætter vist i sin Faders Spor?


Jacob Kielland.

Kjære Broder! nei jeg kan alligevel ikke komme op til Haugesund. Allerede Onsdag Aften gaar vi til Kristiansand, og selv om jeg jo nok kunde forsage de Afskedssammenkomster, man tiltænker os, saa har jeg dog Brug for disse faa Dage til at pakke og ordne. Onkel Axels beder mig derfor instændigt at invitere dig og Dikka herned til Middag Klokken 3 paa Tirsdag; hvis det paa nogen Maade gaar an, saa se til at komme; thi jeg ser virkelig ikke Syn paa at komme til dig.

Det er ogsaa for Pengene, jeg saa gjerne vilde tale med dig, om du kunde finde paa Raad til at skaffe mig Reisepengene. Nu har jeg de første 600 Kroner fra Hegel samt to Maaneder af Gagen – er 266 Kr.; men du ved, det skulde helst være til at leve af den første Maaned dernede; og vi tør vel ikke haabe, at Hypotekpengene kommer før Onsdag, – jeg har forresten ikke seet Gude endnu. Kan du spolere endnu et Par af dine bortdragende Hovedhaar med at udgruble en anstændig Vei til et foreløbigt Laan – ohola-oholiba! – mon jeg nogensinde skal faa dette Ord ud af mit daglige Ordforbrug. Min Komedie er forresten antaget til Opførelse paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn.

Dette Brev, siger de, du kan faa imorgen eller paa Mandag, saa maa du svare strax eller komme selv – eller telegrafere, hvis du har en Ide; i Privatbanken her er der Penge at faa laant; andetsteds findes kun de 500 Kroner, som løber rundt om Formiddagen.

Har du hørt, at Arendal begynder? Herlofsen er det galt med; Privatbanken har stanset; det var Heftye’s Bank; han har solgt alle sine Aktier for 6 Maaneder siden; men nu ligger han for Døden – Stakkar! Tiden ser slem ud, og dog – rigtigt alvorligt talt er det mest Bobler, Blærer og Oppustetheder, som briste. Det kan være galt nok, at Pengene regjere; men det er dog værre naar der ikke engang er Penge bagom – kun en dum Ærbødighed for indbildte Rigdomme. Hvorom alting er lad mig se dig eller noget fra dig.

Din hengivne Alexander.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! nu er vi paa Reisen, og imorgen tidligt gaar vi ud af Landet. Vi er her allesammen indtil Else, og vi ere ogsaa alle ved godt Mod, omend vi Voxne føle Benauelsen ved at forlade Slægt og Venner. (Det er en Hôtelpen, jeg skriver med.) Men Beate er den modigste. Min fulde Adresse er saaledes:
le Cernay la ville. – Seine et Oise. France.

Did maa jeg altsaa bede Dem sende Deres næste Brev; og jeg vilde bede Dem have mig i gunstig Erindring med, hvad der udkommer af Bøger. Saa maa De ogsaa debitere min Conto for Abonnement paa Politiken fra 1ste October og arrangere den afsendt – fra Expeditionen.

Jeg har faaet en Skræk for den danske Korrektør og de norske Ord. Vil De sende Arkene – baade de 6, jeg har læst (flere kom mig ikke ihænde i Stavanger) – til Fætter Carsten med en Hilsen og et Par forklarende Ord? – Han kjender nøiagtigt mit Sprog og vor vestlandske Dialekt; og han er ubrødelig diskret. Det vilde berolige mig. Til Kammerherren fik jeg ikke skrive i de siste travle Dage; men det skal ske; vær saa snil at bringe ham min ærbødige og allerelskværdigste Kompliment.

Og nu Farvel! fra os alle; saasnart vi er fremme, skal De høre fra os. Hils Fru Julie og Jacob og tak for gode Ønsker.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! Sandeligen! nu ere vi her! Synes du ikke, det er løie at tænke dig Børnene trimle i dine Trapper. Først i Atelieret er det forresten helt gaaet op for mig, hvormeget af Takken vi skylder Frøken Harriet, og det maa du hilse hende og sige. Conciergen er rørende, og ved ikke det bedste, hun vil gjøre os; og jeg mishandler Sproget paa det mest haardhjertede, forat udtrykke Rørelse og Tak. Men jeg har glemt at spørge dig om jeg tør give disse Mennesker noget, naar vi reiser? – jeg gjør det ikke; thi Undladelsen kan repareres, naar du kommer; mens en mulig Krænkelse af den brave Madame vilde gjøre mig ondt.

Vi maa blive her til Torsdag Formiddag; da først kan Tøiet være kommen fra Dieppe til Rambouillet. Igaar ved Ankomsten havde jeg telegraferet baade til Lie – efter Aftale og til Bjørnson – efter dit Brevkort. Det gik da naturligvis ikke heldigt – desværre; vi fulgte Bjørnsons og troede Lies gik med; indtil det pludseligt viste sig, at de skulde hjem til sig, og at endydermere Frøken Asta ventede os i din Leilighed. Det var en kjedelig Begyndelse, og jeg haaber bare, at det ikke vil kaste nogen Skygge fremover Forholdet til Lies. Nu er Beate og Smaapigerne ude med Frøken Bjørnson og Guttene venter paa Einar – eller er det Erling? som vil følge dem lidt omkring. Disse ere meget snille; men naar jeg tænker mig om efter den Hjælpermand, som jeg hernæst behøver – nemlig til at følge os ud til Cernay, saa kan jeg ikke bruge den unge Bjørnson – bedre Frøkenen, helst vilde jeg have fat i Frøken Lie. Jeg har skrevet til Jonas og beklaget Gaarsdagen; men de sagde mig, at Lie havde saa brændende travelt med at slutte sin Bog, saa jeg tør ikke gaa derhen.

– Langt ere vi altsaa komne; og Beate er meget modig og henrykt over alt. Vi fandt dit Atelier saa hjemligt og dette Hotel er jo ogsaa som etslags Farsund saa fredeligt og forgjemt i den store By. Men den store By selv har endnu ikke helt grebet mig for alle mine Sorger som Stammens Høvding; men naar jeg nu blir kvit Guttene, har jeg et Par Timer for mig selv til at gjense Stederne, hvor jeg færdedes før og mens jeg vaagnede op.

Hils Frøken Backer paa det hjerteligste fra os

din Allik.


Jonas Lie.

Kjære Ven! – jeg har havt saadan ond Samvittighed siden igaar. I den store Betuttelse ved Ankomsten faldt det mig ikke andet ind, end at vi alle gik sammen; da vi saa skiltes, og jeg til og med fik vide, at Frøken Asta var her, blev det mig med en Gang klart, hvormegen Uleilighed og hvorliden Tak jeg begyndte Venskabet med. Nu hører jeg ogsaa, at du har travelt i de siste Dage af en Bog, saa jeg vil ikke føre mine Horder til dit Telt, men bare sende min Tak og oprigtige Undskyldning.

Og Frøken Asta, som havde ventet os med Roser! – Du maa bede hende vise sig! – vort Tøi er gaaet lige til Rambouillet, men ankommer did med den lille Hurtighed først Torsdag Morgen; derfor blir vi her saalænge.

Vor taknemlige Hilsen til Fruen; naar vi mødes igjen, skal der være mindre Betuttelse – haaber jeg –; og gid det blir snart.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Fallesen.

Hr. Theaterchef Fallesen!

Jeg beder Dem modtage min Tak, fordi De – efter hvad jeg hører – har drevet mit Stykke frem til Opførelse. Maatte De nu ogsaa faa nogen Glæde af det.

Det kan vel ikke nytte at holde længer paa min absolute Anonymitet; men jo mindre der vides og snakkes paa Forhaand, jo kjærere vil det være mig. Turde jeg derfor bede Hr. Kammerherren – paa hvis Velvilje overfor mit Lystspil jeg altsaa fremdeles gjør Regning, om saa meget som muligt at paaskynde Opførelsen paa det kongelige Theater.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! De skal have det første Brev fra dette mærkelige Sted. Vi ere vel fremme og slap godt gjennem Havets Farer og mangehaande Uveir. Men De gjør Dem ingen Ide om det Hus, vi har faaet. Et rent Roderi efter vore Begreber – saaledes som Malerne pleier at stable alting sammen. Men morsomt alligevel, og vi tror nok, vi blir fornøiede. Byen er omtrent som Ordrup – dog ikke paa langt nær saa fin; og jeg tror, her er meget billigt – og det er Hovedsagen.

Ialfald øiner jeg endnu ikke megen Mulighed for luxuriøse Tilbøieligheder.

Theateret holder foran vore Vinduer, det er nemlig en Vogn, hvori den berømte Familie Robba giver Forestillinger; men endnu har ingen af os været der. Folk er snille og yderst hjælpsomme. Det lader til, at Mr. Pelouse er meget afholdt, og derfor mødes vi velvilligt.

Jeg sidder og skriver i et uhyre Atelier – langt fra Huset, og jeg tænker, her vil blive godt at arbeide. Foreløbig glæder jeg mig til at høre, hvorledes det gaar min Bog og mit Stykke. Venligste og varmeste Hilsener fra mine til Dem og Deres

venskabeligst A. L. Kielland.

Vedlagte Ark var sendt efter mig fra Stavanger; jeg haaber, De fik mit Brev fra Kristiansand, og at Trykningen er fortsat? –


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Tak for Deres venlige Brev til os af 14 dns og for Deres gode Ønsker.

Det glæder mig, at Tre Par endelig er kommen i Fart; men jeg vil dog helst, at «Sne» skal komme først; og det gjør den vel?

Naar vi engang skal trykke Komedien, maa jeg faa læse en alvorlig Korrektur; for jeg blev tilslut saa kjed af Blochs Blyant, at jeg bare skyndte mig, at faa det fra mig – det mishandlede Manuskript.

Det er ellers mærkeligt, at jeg, som kan være saa stridig paa et enkelt Ord i en Fortælling, kan være saa føielig i et Theaterstykke. Det kommer vel af, at jeg altid har noget, der ligner Foragt for Skuespilleriet – eller med andre Ord: at jeg igrunden ikke er nogen dramatisk Forfatter. Det skal næsten undre mig, om Tre Par gaar godt; og gaar det godt, vil det forringe yderligere mine Tanker om den dramatiske Form. Thi – literært talt – er jeg vis paa, at det er ringere end en hvilkensomhelst af mine Fortællinger.

Det var ikke at vente, at min Anonymitet kunde bevares, naar det trak saa langt ud med Forhandlingerne; nu faar det gaa, som det kan.

Gav De Frøken Ottesen min adresse?

Vi lever udmærket godt, men høist besynderligt. Vort Tøi er endnu ikke kommet, saa vi har hverken rene Klær eller kjendte Gjenstande, men hænger ligesom i Luften uden Fodfæste midt i alt dette fremmede. Men nu skinner Solen efter flere Dages heftigt Uveir, og Solen er for Beate nok til at trives, hvor det saa er; og jeg for min Del føler en paa lang Tid ukjendt Tilfredsstillelse ved at have to Arbeider tilendebragt og ved Følelsen af at være kommen over et slemt dødt punkt i mit Liv.

Jeg venter Jacobsens Bog, som De endelig maa sende mig.

Tak, fordi De tog Carstens Hjælp; jeg tænker, Ed. Brandes ærgrer sig en Smule, men det faar være det samme; jeg svor en indvendig Ed efter «Fortuna», og den vil jeg holde.

Skriv næste Gang, hvad Tid De tænker, at kunne faa Sne ud.

Venligste Hilsener fra Beate og de Smaa til Fru Julie, Jacob og deres Smaa og til Dem selv

Deres Alexander L. K.

Nu kom Tøiet – Vær saa snil at bede Politikens Expedition skrive Cernay, de skriver Ternay.


Jonas Collin.

Kjære Collin! tillykke med Deres nye Søn og bring Fru Benedicte min og Beates venlige Hilsen.

De skal gjerne faa «Tre Par», men De maa vente lidt. Jeg vil nemlig selv først have fat i Manuskriptet til Trykningen, saa skal De faa det bagefter. Den første Skrivning er saa aldeles løs, at jeg neppe tror, jeg har bevaret den. Hvis jeg finder den, og hvis den ikke er saaledes, at jeg generer mig for Efterverdenen, skal De faa den.

Gaa nu til Tak lige hen til Deres Søster og kys hende fra mig og giv Onkel Viggo en venskabelig Haand – ogsaa fra mig, og sig dem begge, at de er sandeligen ikke glemte i vore Hjerter eiheller i vore Samtaler, men kun foreløbigen puttede lidt tilside formedelst nødvendige Omkalfatringer Flytninger med mere. Men saasnart vi ere nogenlunde iorden, skal jeg skrive til dem. Saa kan De igjen gjennem dem erfare nøiere end jeg idag kan skildre det, hvorledes vi rydder os en ny lun Plads i et fremmed Land, – det ser endnu lidt broget ud; men vi ere ved godt Mod og alle friske.

Lev vel og Tak for Deres gode Ønsker. Vor bedste Hilsen til gamle Fru Collin; hendes Veninde Baby er trofast til at mindes al hendes Elskværdighed og vi andre glemmer det hellerikke. Hils ogsaa Hr. Professoren og spørg, om han ikke vil besøge os her, siden han i siste Øieblik svigtede Ord og Aftale og ikke fulgte mig hjem til Stavanger sist til Jul! –

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad!

Frøken Ottesen melder mig, at hun er reist til Berlin. Jeg vil dog haabe, hun faar det hende tilsendte Manuskript? Hendes nuværende Adresse er: pr. Ad. Fräulein Hartmann No. 11–I Geuthinerstrasse Berlin W.

Saa har jeg ogsaa faaet Brev fra en, som heder Chs. Soldan pr. t. No. 8 Peder Skramsgade. Han siger, han er Repræsentant for de kongl. Theatre i Stockholm og spørger efter Tre Par. Jeg har svaret, at Manuskript er sendt, og at jeg venter Forslag fra Direktionen angaaende Honorar etc.

Tak for Jacobsens Bog. Den var bedre end jeg havde ventet; jeg var saa ræd, der kunde komme noget, der yderligere kunde forplumre Billedet af den ædle Mand, som kun var kjendt af saa faa. Men jeg synes, at der var valgt med Smag og Pietet (– det islandske var græsseligt!), og mange fine Træk og mange smaa Blottelser har atter gjenkaldt mig hele denne underlige Skikkelse, som jeg holdt saa ualmindeligt meget af. –

– Da jeg skrev Sne ude paa Aarre, var jeg ofte i Vanskelighed, fordi jeg ikke havde mine egne Bøger ved Haanden. Det er saa ofte, man har Brug for at se et eller andet, – om saa bare for ikke at gjentage sig selv i en Sætning eller i en Vending. Jeg ser nu i de Bøger, jeg har med mig hertil, at jeg mangler Skipper Worse og Arbeidsfolk. Tør jeg bede Dem sende mig disse to?

Vi lever nu udmærket og alt er i Orden. Børnene – de tre store ere i Skolen, Skolen er gratuit, hvilket er en velkommen Lettelse. Beate hilser Fru Julie; hun er frisk og fornøiet.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Deres Brev af 25de med indlagt Remisse for November fr. 833,33 – og endmere Tak for Deres udførlige Brev, der gav mig Besked om meget. Jeg har nemlig ikke hørt fra noget Menneske, siden jeg kom hertil og har dog selv hver Dag skrevet mange Breve; jeg begyndte at faa Følelsen af at være sat udenfor – uden Andel i Livet hjemme. Fra Dem har jeg jo havt Brev; men det var mig kjært denne Gang, at det var saapas langt, at jeg fik høre baade om mine Anliggender og om Deres. Jeg kan tænke mig, at Høsten kan være deilig, naar den først vil, paa Skovgaard; vi lever ogsaa i en deilig Egn med store Skove, dybe Dale og Skrænter ligesaa bratte som hjemme i Norge; men vi har havt stygt Veir, siden vi kom, kun enkle Solskinsdage; men de er da ogsaa deilige og varme – som norsk August.

Bjørnson har lovet at komme herud og besøge mig, naar han har læst «Sne»; jeg haaber, at De snart kan sende ham et Exemplar; jeg glæder mig til, han skal læse den; og jeg kan aldrig tro andet end, at Dedikationen vil være ham en behagelig Overraskelse. Egentlig burde jeg jo spurgt ham paa Forhaand; men jeg synes være saa vis paa, at han vil lige det som det er.

Men jeg skulde ogsaa ønske at vide, hvad De – kjære Hr. Justitsraad! – synes om selve Bogen? Det er ikke mer end rimeligt, at en Mand saapas tilaars som De finder de nye Mænd noget fremfusende; og desuden kan jeg godt sætte mig ind i, at en saadan Bog paa Deres Forlag kan paadrage Dem mange smaa og større Rivninger med Personer, hvis Venskab og gode Forstaaelse De sætter Pris paa – baade for Deres Person og for Deres Forretning. Men det skulde undre mig, om jeg ikke har Ret, naar jeg tror, at inderst inde er der noget i Dem, som sympatiserer med de oprigtigt mente Slag, jeg retter mod de bestaaende Magter; inderst og igrunden er De en ligesaa oprørsk Natur – tilgiv det ugudelige Ord! – jeg mener bare, at De er frisindet, og at De glæder Dem, naar Prælaterne faar paa Hovedet; De er blot lidt ængstelig for, at man skal tage Livet af mig og bebreide Dem det skrækkelige Kammeratskab.

Men saa er De ogsaa saa gammel i Literaturen, at De ved, at det Skraal, som vil reise sig om min Bog, det vil baade ved den Kant, det kommer fra og ved det umiskjendeligt oprigtige Had, der præger det, være netop af den Art, som i Tidens Løb viser sig at være Hæder. Laurbær og Lovtaler visne paa Væggen; men Raseriet hos en Samtid bliver Guld i Literaturen, og med Tiden faar hverken De eller jeg Skam af min Bog, – tror De vel? Det gjælder bare om at tage den vældige Overhaling med Ro. Og hvad mig angaar i saa Maade kan jeg med Sandhed sige, at jeg længter efter at overhales – jo arrigere desto kjærere skal det være mig. Lad mig derfor ikke miste en eneste af Anmeldelserne, naar de ere onde, og vær overbevist om, at alt, som udøses over mig, gjør mig bare stærkere, – ikke saa, at jeg bliver vred, men saaledes, at jeg føler min Magt og glæder mig ved den.

Forretningsmæssigt talt er her denne Gang en slem Ting: Publikum kunde lade Vreden over Sne gaa ud over Tre Par! – hvad tror De om det? – det bliver iethvertfald en interessant Forestilling. Fallesen nævner 10. eller 14. Novbr.; men det tror jeg ikke stort paa.

De sender mig kanske et lidet Telegram Morgenen efter Forestillingen?

Maatte vi nu begge faa Glæde af begge mine siste Arbeider? det er underligt at sidde saaledes og vide, at snart skal man hænges! – Hils alle Deres fra Beate og mig.

Deres hengivneste Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! Tak for dit Brev uden Dato. Velkommen altsaa – alene eller i to; Beate ønsker især det doble Format. Du telegraferer altsaa, saa faar jeg i Guds Navn skræve den Mil med dig! Send Jacob; sig han skal leve saa billigt hos os. Lad mig ialfald faa hans Adresse.

Du skal slet ikke samle mer for mig. Krisen er over, og jeg har al Grund til at tro, at den Hjælp virkelig var af den Hjælp, som hjælper over en Grøft, og saa gaar det videre et langt Stykke uden Grøfter. Bogen og Komedien deler Hegel og jeg, saaat Halvdelen gaar til Afdrag paa min Gjæld hos ham. Gaar det nogenlunde, saa kan jeg snart være kvit den Gjæld ogsaa – det er c. 12000 Kroner. Hjemme har Broder Jacob ordnet alting paa det beste for mig, saa jeg er sorgfri – uden at være overgiven.

Siden vi taler om Økonomi paa denne behagelige skriftlige Maade, vil jeg opskrive, hvad jeg har faaet direkte og indirekte ved dig efter Hukommelsen; vil du saa se paa det og lade Karoline se, om det er rigtigt; – jeg vil gjerne vide det, forat ikke Erindringen senere skal forvirre ved at lægge til eller trække fra Tallene.

  • I.
  • Først kom der anonymt (østenfra) 100 Kroner
  • II.
  • Saa sendte du 700 fr. som du sagde var sendt dig nordenfra. – 700 fr er paa norsk 500 Kr.
  • III.
  • Saa kom der «Fra Gud Fader» – 500 Kr.
  • IV.
  • Saa kom fra «danske Venner» – sagde du 1100 Kr.
  • V.
  • Og saa fik jeg ved Ulmann fra Astrup 1000 Kr. Kr. 3.200

Jeg er ikke ganske sikker paa, om Beløbet fra Gud Fader – Post III – var 500?

Skriv mig til, om dette stemmer.

Naar du kommer, er du naturligvis forberedt paa at ligge her en Nat – idetminste? Hotellet – en gammel Kone – er udmærket at ligge i og er desuden landfast med vort Hus. Du skal faa laane Natskjorte. Karoline er ogsaa velkommen; hun skal ogsaa faa laane en.

Din hengivne Alexander.


Jonas Lie.

Kjære Ven! i et Forretningsbrev fra Einar Bjørnson nævner han, at din Bog er færdig; og jeg skynder mig at ønske tillykke. Naar du nu faar Tid og Lyst, haaber jeg, vi kunne mødes for Alvor. Jeg for min Part staar endnu og kommer vist til at staa længe paa ét Ben ligesom Storken ved Reden; saa jeg kommer næppe til Paris paa længe. Men vil ikke I prøve at komme herud for et Par Dage? Her er et ordentligt Gjæstgiveri Hus i Hus med os, – vi spiser der selv om Søndagen – og Omegnen er deilig. Hør nu Reisen: Afgang fra gare de Sceaux – place d’Enfert; med ligne de Limours; tager Billet til Boullay-les-Troux – og glemmer ikke at telegrafere til mig ved Afgangen fra Paris. Saa mødes I med en Hest og kommer hertil i en Fart. – Pludseligt mindes jeg den lærde Frøken Asta, som vist ved dette bedre end jeg, – mon hun ler?

Tak for dit venlige Brev, som jeg fik strax før vi forlod Paris; det beroligede mig ganske; thi jeg fornam at du forstod, hvorledes det hang sammen. (– Jeg skriver saa stygt idag!) Lille Else er ogsaa stadig henrykt over en Dukke, hun fik fra sin ubekjendte Veninde; sender foreløbig Hilsen, indtil de kunne mødes.

Lad mig nu se, at I ere flinke og snart tænker paa os i vor Ensomhed.

Tog afgaar fra Paris Kl. 5,45, Kl. 7, Kl. 10 Kl. 1, Kl. 5, Kl. 5,55, og Kl. 10 – saa der er mange at vælge og ligesaa mange tilbage.

Beate sender sin beste Hilsen til Fru Lie.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – jeg sender idag Tre Par korrigeret, lad saa Kristiania og Bergen faa Korrekturaftryk; der er desværre vist endnu meget dansk i Sproget, som jeg ikke selv kan se; derfor skriver jeg til Heiberg (i Bergen), at han maa lempe lidt paa et enkelt Ord, om det skulde være for dansk.

Svenskernes Tilbud finder jeg saare luset. Skulde det ikke være Helaftensstykke, saa beklager jeg, at jeg har skrevet det – Sig til Krohn, at han maa klusse saa længe med Isen til anden Akt, at Aftenen gaa med. Vil De læse Willmans Brev og give mig et Raad, før jeg svarer?

Det er ikke den tykke Mand, De mener, som hvisker til Gabriele i Gyngestolen; det er en liden vissen Kjøbenhavner, som hed Søren Kierkegaard.

Vi lever godt og har to Fættere i Besøg fra Paris. Beate og de Smaa hilser.

Deres hengivne Alexander L. K.

i Hast/


Gunnar Heiberg.

Kjære Hr. Heiberg! – nu har De vel faaet Manuskriptet? men pas Dem for det, hvis De vil spille Stykket; thi – som De vil se – er det afskrevne Exemplar meget dansk. Nu faar De snart et Korrekturaftryk fra Hegel, som er bedre; men meget dansk blir der vist altid tilbage i det Stykke; De maa vel rette et og andet Ord, hvis De finder det nødvendigt.

Tak for Deres venlige Brev og Hilsen til Beate, den jeg herved sender venligst tilbage fra hende.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Jeg sendte igaar hele Resten af Tre Par i én Pakke; – jeg tror, det var fra 6 til 11 ark? Jeg synes 5000 Exemplarer er svært meget af det Skidt; men hvis De vil, saa gjerne for mig. Kun vilde jeg bede, at der trykkes bagpaa et af Titelbladene: 1ste Oplag: 1 til 5 Tusinde; jeg glemte det ved Sne. Naar Komedien er trykket, maa den ligge, indtil den tyske Oversættelse er færdig og indleveret.

A. L. K.


Frederik Hansen.

Kjære Rod.! – Tak for dit lange og kjærlige Brev af 9de, hvorved du atter er indtraadt i Naade og Bevaagenhed; men det er ikke længer saa godt med Humøret. Grunden er én – oprindelig bare én, men – du ved – naar man er paa Ulag, synes Grundene at være mange, – ja alt er Grund. Saaledes har jeg i nogle Dage været af den Anskuelse, at vort Ophold her var det blødeste Vanvid, Stedet, Klimaet – alt var skidt – scittum apostolicum confectum – som Andreas siger. Og Grunden, som jeg har opdaget med mit ubevægelige Tigerøie (Ill. Tidende), er den, at Tre Par ikke er Helaftensstykke! – ja men er det ikke Fanden; – der sidder jeg og laver sammen noget, som jeg – literært og alvorligt talt – helst generer mig lidt over, og saa faar jeg ikke engang de Penge, jeg nedlader mig for! Istedetfor Procenter og Reverencer faar jeg 120 Kr. pr. Aften de sex første og senere mindre indtil 25de – ingenting. Min Skuffelse og Ærgrelse kjender ingen Grændser! Igaar gik Stykket i Kjøbenhavn; de maa nu ligesaa gjerne pibe og sove over det; hvis det nu ovenikjøbet gjør Lykke, er det syvdobbelt ærgerligt. Lad os overgaa til Dagsordenen: Svar paa dit Brev.


  • I.
  • Skam og Blussel – det er godt!
  • II.
  • mangeartet Dovenskab – do. – visselig!
  • III.
  • Regnskab – overflødigt, – afpropop? – har jeg sagt dig, at du indtil videre kan beholde Fogdepengene hjemme? – jeg har sagt det!
  • IV.
  • mismodig – Sludder – nu fik jeg Telegram, at Tre Par var modtaget med Bifald og tænke sig! – 120 Kr. pr. Aften! – har kanske du nogensinde hørt om en saadan Jaabespost? – og dog er jeg ikke mismodig – kun gal.
  • V.
  • Sne – Lovtaler – meget godt. Morgenbladet har skuffet mig.
  • VI.
  • Bogsending. Send Nutiden og Bruuns frisindede Kristendom. Natur kunde kan foreløbig ligge.
  • VII.
  • Finanspolitik – ad Helvede.
  • VIII.
  • min Værdighed – sammestedshen!

Du mener altsaa, at Sne vil være en absolut Forhindring for Fogdepengene? – det mente jeg ogsaa før. Men uden at jeg kan sige, hvad det er, som har bragt mig til at tvivle, jeg er nu ikke saa sikker paa det længer. Ser du – Bogen er vanskelig at bruge som alvorligt Vaaben mod en Forfatter. Hyklere og Samfundsstøtter har ikke længer fuldt saa let Spil; der skal mere til nu end de dybe Mavelyd, hvormed F – min endnu uplukkede Aprikos, – hvormed han har hævdet sig Mesteparten af Verdens Dyd. Vil man nu prøve at holde mig ude med Sne, maa der gaaes saa dybt ned i Løgn, at de blive næsten gjennemsigtige, og da ved du raaber Børnene: de har ikke noget paa.

Tre Par – derimod, – den skal du se bliver langt farligere, og det manglede bare!!

Naar jeg undtager, at jeg er knusende sint, fordi Stykket ikke fylder Aftenen, og Beate, fordi hun ikke er i Kjøbenhavn og ser det, har vi det rigtig saa koseligt: Styrtregn og Storm, Sorpe, Træsko og fire Unger!

[Resten mangler.]


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – siden du svarte saa elskværdigt, dengang jeg spurgte, om der var noget iveien, har jeg hele Tiden skullet sende dig et Venskabs Brev. Men Tiden – kan du vide – løb fra mig i Flytning og andet, og saa bestemte jeg mig til at sende dig Bogen som en Hilsen; – der blev bare udsendt 3 Exempl. fra Forfatteren, saa det var – som du ser en Hilsen af megen Vægt og Værd. Desuden havde mine Tanker under Arbeidet passeret de tusinde Gange over Sandsvær og Kongsberg, thi – som du kanske ikke har mærket? – jeg har taget Scenen fra mit Ungdoms Kjendskab til dine Egne. Menneskene ere mine egne, – det ligner ikke meget den brave Prædikant Monrad! men for mig, der er saa absolut vestlandsk, var det nødvendigt at have et fast, kjendt Sted at sende mine Tanker afsted til, naar jeg vilde skildre den specifikt østlandske Form af det morgenbladske Blæreri; og da var Sandsvær omtrent det eneste, jeg kjender.

Stadig Sne i massevis har vi ikke hjemme i Stavanger; Skovene hellerikke; hele Naturen er igrunden forskjelligere end om det var to vidt adskilte Lande. Derfor var jeg ræd, at jeg ikke skulde træffe Stemningen præcis i Landskabet – Naturstemningen, der for mig – og især i den Bog er mere væsentlig end nogen tror. Det er noget Sludder, naar de snuser op alverdens Allegorier – disse kritiske Forbogstaver i Bladene. Sagen er, at Forfatteren, som drives af Aanden, hører ikke blot Lyden af sine Menneskers Ord; men han hører sine Tanker i Stormen og ser sit Had i den døde Sne, og denne Blanding er Hemmeligheden ved at digte – det er bleven et slemt Ord – nu som før i Verden; og nu som før i Verden kryber de travle Bladlus ud og ind og foreviser og forklarer – sig selv til megen Umag og til Sorg og Pinsel for den, de borer sig ind i. Men kan du forresten begribe, at jeg ikke bliver voldsommere udskjældt?

Skulde jeg ikke have været bisk nok? – mon jeg gaar nedad mod «literis et artibus»? – kan du forstaa, hvorfor ingen raser og bider? – Det har været mig en ren Skuffelse at læse Aviserne, – selv Morgenbladet er manerligt; og jeg havde dog, naar jeg skal være ærlig, haabet, at Morgenbladet skulde været aldeles rasende. Tror du, de betænker sig, og at jeg endnu har det beste tilgode?

Det er baade for Beate og mig saa trist at høre, hvor syg Tante er; du maa hilse hende fra os paa det kjærligste og sige, hvor vi synes Synd i hende, og hvor vi føler os varmt optagne i hendes Venskab.

Men du maa minsæl ikke gaa og være saa modfalden og tænke paa snart at fare herfra. Du kan da vide, vi maa sees igjen; jeg har dig med i mine Planer, og selv om Tante – som du siger – ikke spiller som før, saa er jeg vis paa, hun faar nok lidt Lyd for mig, naar jeg engang kommer. Jeg reiser mange Gange i tyk Sne til Kongsberg og forestiller mig at stige ind til Eder; og naar jeg ordner Fremtiden for en eller anden større Fritid fra Hussorg og Børn, siger jeg altid til mig selv: ja Guttene sender vi til Kongsberg. Det er altsaa langt fra, at du maa være færdig med Livet – kjære Onkel! – og du maa desuden paa Storthinget, forat se, naar mine dyrebare sexten hundrede flagse bort i Luften. Hils Kusine Elisabeth og Tak hende for venlig Hilsen – og lad mig snart igjen høre fra dig. Onkel Christinus’s Breve ere Guld værd; men man kan ikke blive gal paa ham, han er jo af Chocolade.

Hilsen fra Beate og Børnene Din hengivne Nevø Alexander L. K.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – Skuffelsen over, at Tre Par ikke var Helaftensstykke har aldeles nedslaaet mig. Jeg havde sat mig saa fast i Hovedet, at det var stort nok – jeg ved ikke selv hvorfor; – nu er det mig næsten ligegyldigt. – Jeg har modtaget Deres to Breve af 13de og 15de dns, samt i dette Øieblik Deres Telegram: Tre Par modtoges med meget Bifald! – hvad hjælper det, naar der ikke er noget at tjene? Man faar vel hellerikke Antagelseshonorar for et 2/3 Stykke? –

Tryk 5000 Exempl. – det er da rede Penge! og vær saa snil at sætte: Stykket er oversat og indleveret til tyske Theatere.

Dette er ingen Løgn; thi Oversættersken renskriver nu sit Arbeide og Felix Bloch har jeg henvendt mig til; han venter bare paa Manuskriptet. Jeg følger Deres Raad mod Svenskerne. Tak for Telegrammet. Venlig hilsen

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


A. Willmann.

Hr. Theaterdirektør A. Willmann.

Jeg har ladet Deres Theatres Tilbud ligge ubesvaret, forat se Udfaldet i Kjøbenhavn. Det blev – saavidt jeg kan forstaa Efterretningerne – en middelmaadig succes; men Stykket blev givet som Helaftensstykke.

Dersom De kungl. Theatrarne vilde forsøge at lade mit Stykke gaa som Helaftensstykke, vilde jeg være tilfreds med det ordinære Tilbud, som antydes i Deres Skrivelse av 6te Nov: 1/8 af nettobeløbet med Fradrag o.s.v.

Derimod synes jeg, at 1/12 af netto med Fradrag o.s.v. – eller 500 Kroner en Gang for alle er for lavt Tilbud for mig.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


August Strindberg.

Kjære Strindberg! – jeg fik for nogen Tid siden tre Exemplarer af Giftas II; men var saa dum at rive Indpakningen istykker, saa jeg kunde ikke engang se efter Poststemplet hvor de kom fra. Jeg skrev da til Bonnier og fik idag Deres Adresse; derfor har De ikke før faaet Svar og Tak. Jeg ventede ogsaa halvt om halvt et Ord fra Dem, idet jeg tænkte, Meningen med tre Exemplarer var, at jeg skulde overrække de to til nogen i Paris; – er det saa? eller kan jeg disponere over alle tre? – Det er nemlig for mig, der lader mine Friexemplarer betale af Forlæggeren, – for mig er en saadan Rundhaandethed kolossal og ubegribelig. Som ringe Gjengave sender jeg Dem «Sne» i et noget medtaget Exemplar; men jeg har ikke andet; og De bliver naturligvis bare galere i Hovedet, naar De ser, at jeg fremdeles forkjæler de Satans Fruentimmerne. Men vi ere saa forskjellige – ikke saa meget i det Grundstof, hvoraf vore Karakterer ere dannede, – der er vi tvertimod meget lige hinanden. Men alt, hvad der har mødt os fra vi slog Øinene op i denne Verden, har været saa ganske forskjelligt; – vore Liv, vor Skjæbne, vor Plads mellem Mænd og vor Vandring blandt Fruentimmerne – alt er saa forskjelligt som muligt. Derfor griber De mig dybest i Skildringen af Guttedagene, før Livet endnu har taget Grundstoffet saa stærkt under Behandling; medens jeg senere i Studenterskildringen var ganske kold og følte Afstanden mellem svensk og norsk. Der er nemlig det ved Deres senere Bøger, at da De med Vilje forsmaar det kunstneriske ved selve Fremstillingen, bliver der ikke nok tilbage for den Læser, der er aldeles ukjendt med Skildringens ydre Apparater. – Examensvæsen og hele det svenske Væsen med Adel och Nationer o. s. v. –; den, som mangler Maalene, forstaar ikke hvor dybe Nederlagene ere, eller hvor opmuntrende Sejeren; naar ikke selve Fremstillingen giver den Understrøm, der bevæger Læseren op og ned, bliver Reisen en Reisebeskrivelse og ikke et Stykke bølgende Liv levet sammen med den, der gaar foran og fortæller. Men da jeg kom fra Jäsningstiden over i Giftas II, følte jeg Livet igjen, et intenst og stolt Had, som vederkvægede mig og muntrede mig op. De kjender godt nok mig og min Metode til at vide, at jeg ikke sætter megen Pris paa Deres Noveller som saadanne; men Understrømmen – dette velsignede Raseri – uden Tvivl eller Skaansel, saa aarvaagent og snedigt i sin Forfølgelse, det griber mig saaledes, at jeg formeligt misunder Dem og sørger over, at jeg umuligt kan være enig med Dem. Men Livet har i den Grad forkjælet mig, at jeg har faaet Tid til at omforme min Gnist af det velsignede Raseri; medens De i selve Smerten gnistrer og lyner til alle Kanter. Thi De lever ganske anderledes i Smerte end nogen anden, jeg kjender; og derfor kan en som jeg kun fra det fjerne forstaa, hvorfor De er bleven den, De nu er. Men noget er der mellem os, som gjør, at paa samme Tid som jeg slænger Deres Paradoxer ad Helvede til, paa samme Tid faar jeg Dem ikke ud af mit Hoved; og det er ikke frit for, at naar jeg sidder fed og fornøiet og pudser min blanke Staalpen, farer det gjennem mig med en ond Samvittighed: var det ikke bedre at staa paa Gaden med Strindberg og kaste Sten i de pene Vinduer. Dette er omtrent den Forskjel, Livet har frembragt mellem os; jeg vilde gjerne, at De skulde føle, hvorledes jeg forstaar, hvor ondt De har det – uden at dette skulde krænke eller irritere Dem. Og hvis De vil overse min beklagelige Svaghed for Fruentimmerne og tillade mig i omtrent alting at være uenig med Dem, saa haaber jeg vi skulle forblive gode Venner og inderst inde i Forbund og Slægtskab med hinanden. Lad mig nu snart høre fra Dem; sist fik jeg bare et lumpent Brevkort. –

Deres Alexander L. Kielland.


Pietro Krohn.

Kjære Ven! Tak for to meget elskværdige Breve af resp. 12te og l9de November. Alt i alt maa jeg jo siges at være sluppet vel fra mit vovelige Stykke. Der har været en forunderlig Uklarhed – synes det mig – over Indtrykket. Ikke saaledes, at Dommene have været mere forskjellige end ellers; men det har været Publikum noget uvant og uforberedt, at denne Gang vilde nu den ugudelige Forfatter bare være spøgefuld. Alle Mennesker har ligesom ærgret sig, – jeg ved ikke hvorfor. Naar jeg selv er paa Komedie, morer det mig mere at høre to dygtige Kunstnere bytte Ord end at se dem sætte sig paa høie Hatte og gjemme sig i Klædeskabe; men det staar vist endnu for en Del fast dette: der maa bestandig ske noget paa Scenen. Og dernæst er der dette uheldige, at man i Danmark ikke kjender den Kjøbmands-Adel – undskyld Ordet! som i vort Land besidder den udenlandske Opdragelse og den gode sikre Tone. Saasnart der i Danmark nævnes Konsul eller Grosserer, faar man en Smag af noget blæret, snobbet – ialfald rundmavet med Guldkjæde paa, næsten henimod Jøde. Dersom de tre Herrer i mit Stykke ere Damerne underlegne i noget, maa det ialfald ikke være i Elegance og sikker gentlemansmæssig Holdning. Og det er jeg bange, Brødrene Poulsen ikke har forstaaet. De Danske paa Scenen faar ikke Selskabsfinheden frem, førend det gaar paa Fransk med Titler og Pommade. Dersom de tre Herrer ikke ere absolut «Hertuger», saa kan jeg forstaa, at hele Stykket bliver pinligt, og det tror jeg har været Feilen. Jeg gad vide, om det ikke vil gaa bedre i Sverige. Mandfolkene der ere mere omhyggelige med sine Façader end i Danmark. Jens Waage skal saaledes være stor og blond, med aabent Ansigt og Hovedet tilbage; rig, godmodig og vigtig.

Jeg hører, Emil Poulsen var liden, sort, insinuant, – jeg har endog faaet en Hentydning fra en Ven, at han i Masken lignede Ed. Brandes. Det er nu nok til at rykke Stykket helt ud af sin Gjænge.

Derimod kan jeg ikke begribe, at Fru Eckardt ikke var god. Frøken Svendsen er vistnok ikke snerpet; men der er saamænd heller aldrig nogen kommen hende for nær. Hun er af de Fruentimmer, som vi snart faar nok af, for hvem Elskoven er noget usundt Sludder, som de synes er halvt ækelt og halvt at le ad. Nu har vi – Nutidens Mænd – vi har med en Gang revet ned hele Elskovens Mysterium, kværket Nattergalen og slukket Maanen. Nu kommer der af denne Forandring nye Fruentimmer – sikre, fordi de ved Besked, men dumme alligevel, fordi de endnu ikke vide – som Boccacio siger – med hvilket Horn Mændene støde; – naar de naar frem til selve Elskoven, vilde de smelte – glædeligt overraskede; medens Elskoven fordum næsten altid skuffede Kvinden. Dette skulde efter min Beregning netop passe for Fru Eckardt.

[Underskrift mangler.]


Jonas Collin.

Kjære Collin! – dersom Theatret siger, at det ejer Manuscriptet, saa ved jeg virkelig ikke noget at sige derimod; det synes jo noksaa rimeligt. Men kan De faa det ved Snedighed, saa er det Dem vel undt. 1ste Skrivning brændte jeg i Norge; den var for generende.

Vi lever alle godt undtagen Beate, som længe har havt Plage af Gigt i Tænderne. Det er ikke til at undres over – sligt Veir, som her er. Jeg selv er mere afhængig af Barometeret end man skulde tro efter min Sundhed, og derfor har jeg levet nogle tunge og triste Dage, – ikke oplagt til noget. Derfor faar De først Svar idag og saa kort.

Hils Deres Frue og gamle Fru Collin og Onkel Theodor og ude hos Drewsens og Pingels – fra Beate og mig

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – der har gaaet en altfor lang Tid, siden De hørte ordentlig fra mig, og jeg har levet nogle Uger i en saa nedtrykket Stemning som De maaske neppe tror mulig hos mig. Her er – oprigtigt talt og ganske mellem os – her er fælt. Det vil sige: dette knebne og indskrænkede Liv bliver mig i Længden en Lidelse; – og saa har her til og med været et Veir! – saa har Beate været et Par Dage i Paris og jeg har havt hele Huset paa mine svage Skuldre – De husker dem vel? – ja jeg ser, det kan ikke nytte at opregne mine Lidelser, for De sidder bare og ler; men De kan tro, jeg har været sær, sint og ufordragelig, doven og ulykkelig. Men da jeg vaagnede idag, sagde jeg til mig selv: der er kun en Redning: Arbeide! – og derfor sidder jeg her foran en ophobet Bunke af ond Samvittighed og ubesvarede Breve.

Fra Dem har jeg tre – av resp. 23de Nov, 4de Dec. og 6te Dec. med Anvisning 833,33 fr. – ja, det var ogsaa en af Sorgerne. Vistnok har jeg l000 fr. i Postsparekassen her for Livs og Døds Skyld; men det er ikke til at faa ud med mindre end 8 a 14 Dages Varsel, og nødig vilde jeg tage ud det lille, jeg har sat ind. Og her er jeg ganske fremmed og kan ikke hjælpe mig frem med Laan. Jeg fik saaledes først den 11te Anvisningens Beløb tilbage fra Paris, og jeg vilde nogle Dage have været aldeles uden Penge, om jeg ikke tilfældigvis havde faaet 400 fr. fra Berlin. Men det var en ny Ærgrelse, som jeg endnu ikke har forvundet. Tænk Dem! for hele «Sne» betaler Deutsche Rundschau 400 fr. – og for Fremtiden et gratis Abonnement paa Tidsskriftet. Jeg vil skrive et bittert tyskt Brev til Rodenberg. – Hvis De for de følgende Maaneder – og nu haaber jeg, at mit Liv er forlænget med nogle Maaneder? – hvis De vilde sende mig de 500 Kr. saa nær den 1ste i Maaneden som muligt – helst lidt før, da det tager Tid at sende Anvisningen ind til en Ven i Paris, – eller om De kunde sende de 833,33 fr. lige til Posthuset her i Postanvisning? – det vilde nu være allerbekvemmest, hvis det gaar an for Dem.

Jeg vilde svært gjerne vide lidt om, hvad jeg nu kan have tjent ved Theatret. Kunde De underhaanden forhøre Dem? – naar noget forfalder til Udbetaling, beder jeg Dem hæve det og lade det indgaa hurtigst i Deres Kasse – til Dæmpelse af Renterne og til et trøsteligere Aarsopgjør end ifjor. Det er dog det, som holder os oppe og som vi siger til hinanden mange Gange: alting kan taales af Savn og Ubekvemhed, naar vi bare ved, at det gaar opover igjen ud af Gjæld og Bekymring.

Jeg burde rettet nogle slemme Trykfeil i Sne og et enkelt Ord; men nu faar det være. 2det Oplag overraskede mig; det var godt gjort i saa slette Tider. – Tak for Bøgerne. Pontoppidan skuffede mig frygteligt; – er det noget at skrive om for en voxen Mand? – hans Stil er desuden nu ligesaa opfyldt af Adjektiver som Schandorfs. Det er besynderligt, hvorledes en ung dansk Forfatter med Talent kan skrive saa ganske løst flydende ovenpaa eller ved Siden af sit Lands og sin Samtids Liv og Trængsler. Det er omtrent som i gamle Dage, naar Skjalden gik tilveirs i Skyerne, forat glemme Verdens Tummel; og dog var det siste, jeg læste af Pontoppidan, noget udmærket aktuelt og levende.

Jeg har en Fornemmelse af, at der var endnu meget mere, jeg skulde sagt; men den store Bunke foran mig –; altsaa de kjærligste Hilsener til Dem og Deres fra os alle.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hegel.

Kjære Hr. Justitsraad! – Tak for Brev af 17de med indlagt 850 fr. i Sedler. […] Mit Humør er bedre, og jeg skal tænke over Deres gode Raad.

Jeg var vel tilfreds med Indtægten ved Theatret; skynd Dem at hæve de optjente 2000 Kr., at de kunne forskjønne Aarsopgjøret. Jeg har været flink til at tjene Penge i det siste Halvaar; og den Sparsommelighed, som De uden Tvivl har bemærket er et saa fremherskende Træk hos mig, – denne Sparsommelighed – Hr. Justitsraad! – er nu gaaet over til den smudsigste Gjerrighed. Derfor har jeg ikke endnu været med min Fod inde i Babylon siden Gjennemreisen; jeg lever herude som en havesyg Bonde blandt de andre, røger disse forbandede Papircigarer og drikker sur Landvin dertil. Vedlagt Fuldmagt for Theatret.

Lies Bog har jeg ikke faaet; men kan De forstaa, hvorfor jeg ikke faar Tilskueren? – Pludselig falder der mig noget skrækkeligt ind! – jeg har dog vel aldrig bedet Dem subskribere for mig paa Nutiden? – for det Skidt faar jeg til min store Forundring regelmæssigt, medens jeg endnu ikke har faaet læst 2den Serie af J. P. Jacobsens Breve ejheller fru Skrams Novelle. Har jeg skrevet «Nutiden» for «Tilskueren», saa glem min Daarskab; og lad Abonnementet paa Nutiden uddø saasnart som muligt, og skaf mig – jeg beder saa mindeligen – strax Tilskueren.

Ser De, hvor jeg begynder at skrive stygt? – jeg er ræd, det er Skrivekrampe; det er mig ikke muligt at faa det penere.

[…]

Vi bereder os til Julen, saa godt vi kan. Fra Paris kommer Søster Kitty, hendes gode Veninde Frøken Backer og en ung Fætter af mig Jacob Kielland Sømme – ogsaa Maler. Juletræet sætter vi i et Værelse i Hotellet, hvor vi ogsaa vil spise, da der slet ikke er Plads i vort Hus. Ved Babylons Floder sidder vi uden at græde –, men lidt landflygtige føler vi os jo. Beate er den beste; det er især jeg, der begynder at lide ved dette Bondeliv. Men glædelig Jul for os alle – for Klareboderne Nr. 3 med den lange Række lune Værelser, for store og smaa i Huset, vor hjertelige Julehilsen til Eder alle! – fra Beate og Børnene og fra

Deres hjerteligt hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Aaret holder paa at gaa ud, før jeg faar skrevet til dig efter denne lange Taushed – rig paa Begivenheder for mig og mine. Jeg har ikke hørt fra dig siden før «Sne»; og jeg har stundom tænkt, du kunde være lidt muggen paa mig, fordi jeg saa underfundigt lod min Komedie uomtalt. Det var min Drøm at faa et Stykke spillet anonymt; og da det drog ud i Maaned paa Maaned med Snak mellem Erik Bøghs Dyd og Kammerherre Phallussens Last, blev jeg saa tvivlsom overfor det hele, at jeg troede, det vilde blive et nyt mislykket Forsøg paa at komme op paa Scenen. Det blev det dog ikke helt; og din Anmeldelse var mig en stor Trøst; jeg vil prøve en Gang til – uden Spor af Moral – bare lempelig Moro uden Karikaturer og uden Problem.

Thi nu har vi Pinedød nok af det for en Stund. Eller er ikke ogsaa du underlig brækkefærdig af alt dette Alvor? Ak – om vi nu kunde faa os en af de store gode Samtaler; thi nu har Stoffet ophobet sig. Især føler jeg det, som lever i Ensomhed og ingen taler med. Inde i Paris har jeg ikke været endnu; Lie har jeg ikke talt ti Ord med i mit hele Liv! – og Bjørnson er jo saa meget ældre og anderledes end vi. Hvor skal jeg da begynde i et lidet Brev? – Først igaar fik jeg 2den Serie af J. P. Jacobsens Breve. Det var en Glæde og dog – hvor vemodigt for os, som kjendte ham. For os er hvert Ord et Lys, der streifer over en af hans 63 Sider; jeg gad vide, om Fremmede faar Indtryk af, hvor uendeligt mangesidig han var, og hvor fint Facetterne vare slebne. I samme Hefte stod en Fortælling af Fru Skram, som jeg havde seet dig rose.

Den gjorde et dybt Indtryk paa mig og aftvang mig en Anerkjendelse af Talent hos hende, som du ved, jeg før – ja du forstaar: Sætningen blev saa kjedelig. Men sig mig – ganske mellem os – faldt det dig ind, at det lignede Beate og mig? – os faldt det ind; men lad mig høre, hvad du mener. Rosmersholm greb mig, som den jo maa. Men jeg kan ikke længer lade være at smile lidt af al denne Forskrækkelse og af disse arme Idealer, som tuller hjemløse omkring. Din Anmeldelse var ualmindelig god. Mimoser skuffede mig, og jeg blev meget overrasket, da du fandt den dristig. Jeg synes ikke, den er paalidelig i Skildringen, lidt overlæsset i Stilen, samt snobbet. Han kjender ikke disse høie Herskaber, saaat han tilbørligt kan tumle dem overlegent. Derimod har han Ret – hvad du modsiger – i at Baronen falder over Malkepigen; – thi det er nedarvet hos ham som det selvfølgeligste: hvor der ligger en Malkepige, der lægger man sig. Og nu paa siste Side kommer først de siste norske Bøger. Jeg læste netop din Broders – hils ham fra mig! – hans Brev til Krohg. Det er sandt: det er lige galt overalt. Og dog blir jeg ikke saa nedslaaet af sligt; – jeg blir nok gal og sint; men jeg tænker alligevel som saa: det er godt, at det kommer ud, at Samfundshykleriet viser sig i saadanne Bylder, som man kan tage og stikke i. Men det er jo en Skam og en Tort for os alle, at en enkelt skal lide for Tanker, vi alle ere med paa; – det blir formeligt generende ikke at rammes af saa dumme Love. Mon hvordan jeg skal faa fat paa Albertine og Mandfolk, for den gaar vel snart samme Vei? Og saa Krigen – nu er Arket ude.

Vi lever noksaa godt og meget billigt; saa jeg haaber om et Par Aar at være paa fode igjen, og da taler vi om at komme til Kjøbenhavn. Beate sender venlig Hilsen og mine Smaa til dine et glædeligt Nytaar!

Glædeligt Nytaar! – og Tak for det gamle!

Din hengivne Alexander L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.