[Stavanger 1889.]
Herr Johannes Arneson.
Saalænge De ikke offentlig er sigtet, behøver De neppe offentlig Bevidnelse, men privat giver jeg Dem herved den Erklæring: at De aldrig har skrevet noget Stykke fra Hjelmeland i Stavanger Avis.
Tillad mig samtidig at bemærke: at hverken «den skarpe dalsnoen» eller «ei brusande elv», ei heller «eit larmande sagbruk» er efter min Opfatning Grund nok til at svigte sit Kald for en Præst.
Derimod er jeg enig med Dem og Kapellanen i at det er ganske anderledes «å sitja inne i ei logn stova um kvelden.»
Ærbødigst Alexander L. Kielland.
Stavanger d. 3 Januar 1889.
Kjære Hr. Hegel! – jeg er desværre allerede saa opslugt og depraveret af denne Avis, at jeg forsømmer Vennepligter og alle bedre og finere Følelser. Tak for Deres Nytaarskort, – vi ser paa det med Vemod; det er akkurat Billedet, naar vi steg af Vognen – Sporvognen fra Østerbro.
Godt Nytaar for Dem og alle Deres!
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Stavanger d. 3die Jan. 1889.
Kjære Onkel! Ak denne Avis har alt saa fast Klo i mig, at jeg ingen Tid har tilovers! Tak for Kort og Brev og for dit aldrig svigtende Venskab. Vi har talt saa meget om Eder i Julen, for iaar har vi Guttene hos os; de skulde jo ogsaa hver Dag skrive til Eder, men se!
Jeg venter ikke som du noget Verdens-krach, men desværre et By-do, som vil gjøre mig min Stilling end surere. Det er haardt at være fattig, og for mig passer det nu sletikke.
Alle hilser dig og Tante og Elisabeth; jeg skal dog gjøre et Forsøg til med Guttene, i sit Hjerte er de Eder evigt taknemlige for ifjor, men skrive! –
Din hengivne Nevø og Ven Alexander L. Kielland.
Elisabeth! – Stavanger Avis staar dig aaben.
Kjære! skriv mig en Morgen i Sne i Skoven – for mit Hjerte og Avisen.
Stavanger d. 6. Jan. 88 [eg. 89].
Kjære Ven! Tak for din Hilsen og godt Aar igjen for dig og din Frue.
Vi gjennemgaar en forfærdelig Tid.
Alt, hvad der er af det gamle Kiellands gaar fallit.
Jeg selv mister ikke stort, for jeg har ikke stort. Men denne Avis, som jeg skulde føde mig af, sætter mig i en yderst vanskelig Stilling.
Husker du de Sømmes, hvor du fik Coteletten? – ja – de gaar ogsaa.
Beate hilser; og alle […] Børnene, som vi har havt […] til en munter Jul –
Din A. L. Kielland.
Stavanger Avis d: 5te Februar 1889.
Kjære Fritz! – jeg har havt ganske ond Samvittighed, fordi jeg svarede dig saa kort og skjødesløst paa dit og din Frues Brev, og ikke takkede varmere for dit ypperlige Bidrag til Avisen. Men jeg var syg den Dag og rev fra mig paa en Maade en hel Masse Arbeide, fordi jeg kjendte, at der kom en Halsesyge. Den kom ogsaa værre end sædvanligt, og jeg har nu ligget en hel Uge med en Dolk af en Halsbyld.
Min første Visit er til Eder, at du ikke maa have tabt Lysten til at skrive hos mig, at Fruen ikke maa synes, jeg er en gammel Tværdriver, som ikke har noget at svare paa en saa elskværdig Indledning af Venskab.
Avertissementet! – ja saa langt var Halsbylden altsaa kommen, at jeg ikke forstod en Spøg bagpaa et Fotografi; Tak ogsaa for Fotografierne; det er virkelig en sød Gut, og hans Dom om Irgens Hansen er streng, men retfærdig.
Ja saa syg var jeg, at jeg endog glemte at oppikke en Kompliment for mig selv; jeg tror nemlig, der ligger en Mulighed for en Kompliment i dit Spørgsmaal efter Forfatteren af «Forfalskninger o. s. v.»? det er nemlig mig selv – ja, du kan vide, jeg har en Bog ved Siden. Men det er en god Bog, og saa limer jeg det sammen med forskjellige Ting, jeg ved selv; – det er morsamt? – he? Har du noget, saa tillad mig at føre det ind som Bidrag fra Fr. Th. I hvilken Kunstart er det, du har en Historie? – jeg kommer nemlig til at gjennemgaa alt: Porcellain, Maleri, Møbler, Sten, Glas – alt.
Lad mig nu snart se dig igjen; her er jo et Veir, som ialfald mange Dage maa stænge dig inde ved Pennen!
Kunde I ikke besøge os? Dersom du legemligen kunde fornemme, hvorledes jeg forestiller mig Stordøens geografiske Berettigelse, vilde du føle dig kastet frem og tilbage mellem det Stavangerske og det Bergenske, ud af Hardangerfjorden, bag Bømmelen, Bukken og Karmøen – for Exempel Kinn! – ved du, hvad det er? à bientot i Avisen.
Ærbødig Hilsen til Fruen.
Din Alexander.
Stavanger den 6te Februar 1889.
Kjære Smaa! Nu er jeg frisk igjen. Det var en Halsbyld, som var ond nok; jeg laa 8 Dage og pintes. Her er nu et saa afskyeligt Veir, at jeg kun faar Lov til at løbe ned i Kontoret og hjem igjen til Middag; men om Eftermiddagen maa jeg holde mig inde.
Idag er her Slædeføre, men en Storm. Flinke Gutter paa Skolen; meget bra!!
Ja – Flytningen! – hvad skal jeg dog gjøre med den! Jeg har udrevet tre gode Haar af mine faa, for at finde paa noget; men det hjalp ikke. Hvad skal jeg dog finde paa! – jeg ulykkelige Fader!
Nu kommer mine Swibler – store og duftende som paa Hillevaag. Her er varmt og godt i Stuen; men Folk kommer og skal snakke med Redaktøren i et væk, fordi jeg har været syg saa længe.
Mamma hilser og Smaapigerne. Vær nu snille og forsigtige; vi vil ikke være syge mer. Godnat søde Smaa!
Eders hengivne Pappa.
Stavanger Stavanger Avis. den 6te Febr. 1889.
Kjære Onkel! kan du ikke give mig et lidet sint Brev af og til? bare nogle Brokker, saa limer vi sammen. Bare lidt Stof til giftig Haan?
Din hengivne Alexander.
Hilsen til Tante og Elisabeth.
Stavanger d: 10d Februar 1889.
Kjære Hr. Hegel! – jeg har modtaget og vedtaget Deres æ/. Conto courant for forrige Aar; og jeg haaber, at bringe min Debet ned et godt Stykke i dette Aar.
Avisen gaar jævnt fremad; men om det nogensinde bliver en Guldgrube er vel tvivlsomt. I en Henseende er det godt for mig – dette daglige Arbeide, eftersom jeg var kommen i en slem og sløvende Lediggang.
Professoren er vel sendt til det kngl. Theater og til Stockholm?
Turde jeg bede Dem betale til Hrr. Lehmann & Stage 23 Kr. 10; samt en besynderlig Regning paa 5 Kr. 58 fra mit Ophold i Kjøbenhavn, som kommer til os gjennem et Incasso Bureau.
Den stakkels Kaptein Sarauw truer mig med alt ondt, fordi jeg ikke fremdeles vil have ham til Oversætter.
Vi lever noksaa godt; men her er ellers trist. Vore Hilsener til Dem og Deres
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Stavanger Stavanger Avis. den 16de Febr. 1889.
Hr. Student A. Nystuen
Fortunen 10, Bergen.
Jeg tager Deres Korrespondence paa Mandag, og betaler 5 Kr. – da De overlader mig Bestemmelsen af Honorar.
Vil De for den Pris skrive om Carneval og andet, saa tager jeg gjerne mod 1 à 2 Breve om Maaneden.
De skriver forresten en nederdrægtig Ortografi, som De ikke faar beholde i min Avis.
Ærbødigst Alexander L. Kielland.
Stavanger Stavanger Avis. den 18d Febr. 1889.
Kjære Ven! Tak for dit ypperlige Brev, der gaar lige ind i Rækken af mine Artikler, – jeg tager det med, hvis jeg siden gjør en Bog af dem –? – Vi sender dig nogle af de Nummere, du bad om; men vi er lidt gjerrige – især paa Lørdagsblade; vort Abonnement øger saa fort: vi trykker allerede 1300 Exempl.
Hils din muntre Madame og sig hende, at alle Digtere pæser, naar de værper.
Din hengivne Alexander.
Idag er jeg 40 Vintre gammel!
[Stavanger 18/2? 89.]
Du maa ikke tænke paa nogen anden Avis end min – vi er henrykte. Kom snart selv.
Din A. L. K.
Stavanger den 28d Febr. 1889.
Kjære Mester! – du kan tro, det er løje for mig, som aldrig har bestilt noget, at have saa uhyre travelt. Men jeg liger det udmærket godt. Ikke saameget selve Skrivningen – det er et temmeligt simpelt Arbeide for en af os – Omforladelse! men dette at have ligesom en hel Fabrik under Hænder er noget for mig; det minder mig om mit Livs lykkeligste Tid, da jeg havde Teglværket. Og nu er det saa meget jillere som jeg er uden Penge-sorg, det vil sige uden Ansvar og Frygt for at tabe. Vistnok har Avisen endnu ikke bragt noget Overskud, men vi har i disse 45 Dage øgt fra 300 til c. 1100 Abonnenter og Avertissementerne begynder at strømme rigeligere. Her er en 11 – 12 Mand at styre i Trykkeri og Redaktion foruden Gutte-Banden, og det morer mig. Saa er her ogsaa i Virkeligheden mere Kraft end du kan se. Byen finder os over al Maade modige – ja frække. Bare de smaa Hib, vi har givet Byfuden, Falch og andre er noget saa uhørt, at vi allerede har en vis Respekt med os. Mine store Artikler om vor kombinerede Indretning har ogsaa indbragt os megen Tak. Det er ikke saa smaat – for mig, som hører hjemme her, ialfald stræber jeg at tænke mest paa, hvor godt det er, at jeg er i fast dagligt Arbeide; thi Lediggang i Stavanger er Drik.
Oddmund Vik er en ren og grei Natur; vi arbeider meget godt sammen. Han udfylder, hvad jeg aldrig kunde, den daglige Kjævl i Politiken, og jeg synes, han gjør det godt og med adskilligt Maadehold. Jeg selv skal snart begynde med nogle politisk-filosofiske Artikler helt nedenfra, forat slaa op en Arbeider, som vi til næste Valg kan sætte ved Siden af Steen.
Ja Steen! – nu kommer han igjen – jeg liger mig bedre, naar han er borte. Vi har aldrig ligt hinanden, og hans Kone generer mig ved sin blotte Existens. Men værst er det, at han fordærver alle mine Folk. Avisens nærmeste dyrker ham, og han forsmaar ikke disse halvt-kultiveredes Dyrkelse, saa jeg har min Møie med at holde mig oppe. Nu var Rogalands Folkeblad oprettet expres for ham; medens jeg strax og utvetydigt viste, at Stavanger Avis ogsaa havde andre Formaal. Det var nok til, at han prøvede en olympisk Unaade, som du kan vide ikke bed paa mig. Saa reiste han lykkeligvis, og jeg har havt Fred og grundfæstet mig efter Evne. Men nu skal jeg altsaa til igjen.
Ellers har jeg ingen Sorger. Oddmund Vik – saa grund-forskjellig fra mig som han er – kan jeg dog meget godt klare; vi bøier af for hinanden og ere gode Venner. Han er nok Grundtvigianer, hvilket morer mig meget. – Jeg har nok ikke takket dig, siden dine varme Ord om Professoren; men du kan vel tænke dig, at de gjorde mig godt. En forunderlig Kulde, der ellers fulgte med Jæger – Krogh, og nu dette Flæsk Irgens-Hansen i Literaturen. At ingen syntes, det var morsomt at se Monrad ophængt til Tørring i den norske Literatur! – de er dog svært fordummede af sig selv. Nu faar vi se Opførelsen – ja bare jeg fik se den selv! hvis Stykket gjør Lykke og hvis jeg saa farer ind til Xania, saa blev det bare for to–tre Dage – nu, da jeg har saa travelt. Men om vi kunde faa en Passiar paa nogle Meter. – Vi lever alle godt. Beate er saamænd noksaa snil; det har vendt sig mer til Spøg – alle hendes Længsler ud og Klager over her. Desuden er jeg nu saa overvældende vigtig af mit Arbeide, saa jeg klarer mig godt. Hilsen til Fru Caroline og alle dine.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Ser du min Haandskrift, hvor den allerede er fordærvet!
Stavanger den 1ste Marts 1889.
Kjære Smaa! – godt, at I er friske; det er vi ogsaa; her er koldt og Sol; men Sne paa Isen. Jeg hørte, at det var ikke Eders, men Tychos Skyld, at jeg ikke fik Telegram den 18de Februar. Det var den første Geburtsdag paa 20 Aar, hvor jeg ikke fik et eneste Telegram.
Jeg vil rigtig haabe, at I faar se Huseby-rendet; hvad gaar der dog af Andersen?
Men jeg maa sige, jeg er svært ræd for den Skiløbingen; vær nu ikke uforsigtige. Bodden svæver! – kjære Bodde! bliv paa Jorden og lær dig til at skrive penere.
Forleden sendte jeg to Harer til Mammi, som jeg haaber vil smage af Jæderen.
Nu kommer Vaaren – 1ste Marts! naar det nu vilde regne i 5–6 Uger, saa kunde man byde Ørreten en liden Robust!
Til Sommeren, ja! jeg ved ikke endnu, hvorledes vi skal have det; men jilt skal vi have det. Mamma vil bo i Rosendal; men vi maa jo naturligvis have os en Guttetur til Jæderen – he? Saa kan vi reise ind til Rosendal bagefter. Der er vist forresten jilt der og; – ialfald er der varmt og tørt. Jeg har saa travelt med Avisen, saa jeg kan aldrig være saa længe borte som 14 Dage ad Gangen. Men vi skal nok faa det til.
Jeg havde saadan Lyst til at komme til Kristiania og se Professoren, hvis det gjør Lykke; men jeg har opgivet Tanken, fordi jeg ikke har Raad. Det er meget jilt at have et godt Hoved; men Fornøielsen forringes betydeligt, naar man for Pengesorg ikke kan faa nyde sine egne Frugter. Mamma hilser og Baby og Else, som er yderst kontant og beduftig.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 12te Marts 1889.
Kjære Smaa! – Tak for Brev; vi lever godt og snakker om Eder hver Dag.
– Naturligvis gruer I lidt for at flytte; men der kan blive noksaa taaligt hos de nye. Hovedsagen er, at I er snille og vinder de Fremmedes Hjerter, hvilket jeg tror, I kommer til at gjøre. En Ting tiltaler mig meget: der er Musik og en ung Datter i Huset; – Musik trænger I begge til; se nu til at faa lært noget. Lille Minka – for Exempel.
Her er en Bandit i Trykkeriet. Kan I huske Alexander fra Hillevaag? – han er her og lægger for i Maskinen, – ja han lærer ogsaa at sætte og bliver vist en flink Typograf.
Nu maa jeg atter skrive Avis! – Det er travelt, kan I tro.
Thore sagde, de hørte Lærken paa Aarre. Om 14 Dage reiser jeg ud med Stang, om jeg saa skal slaa Hul paa Isen og putte Robusten ned.
Hold Eder friske og hav det godt.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 13d Marts 1889.
Kjære Ven! stakkers Ven! er det nu Halen igjen! Tænk jeg gal i Hovedet! – for det første staar det for mig, somom jeg fik bare Ros og gode Ord i hin Sprog-Justits, – som jo egentlig var en Lettelse for Deres evige Fontenelle: Hadet til Brandes; og dernæst saa er jeg altfor fornøiet med min Stil til at forvirres eller fornærmes af nogen dansk Justitsraad. Og tilslut var der nogle Feil, De paapegte, som var stygge, og som jeg generede mig over – med Forbauselse: at jeg kunde gjøre Feil!
Jeg skal se efter Manuscr. til «Professoren», men De ved, jeg generer mig altid lidt for Komedierne. Imidlertid sidder jeg nu hele Dagen og fordærver baade min Stil og min Haandskrift i denne Avisen. Hils nu hjerteligst alle Deres fra os; Fru Drewsen ganske specielt fra Beate og mig.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 23 Marts 1889.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres venlige Brev af 15d.
Hvad betyder Tausheden fra det kngl. Theater? – mon de ikke vil tage det?
Jeg tænkte nok, at Retningen mod Bjørnson var for aabenbar. Selv da Heiberg fortalte mig Stykket, – og da naturligvis med al Skaansomhed –, fik jeg den Følelse, som jeg vist ogsaa udtalte i mit Brev til Dem. – Det er Skade, at et Angreb skal komme fra en af de beste Unge.
Jeg har underrettet Thaulow.
Fornøiet som Redaktør! – aa ja! – men at have travelt, det maa jeg rose efter Deres Hr. Faders Methode. Forresten tænker jeg at reise til Kristiania, hvis Professoren gjør Lykke. Venskabeligste Hilsener
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 26d Marts 1889.
Kjære Ven! – jeg fik netop Telegrammer, at «Professoren» gik godt igaar; og min Lyst vaagnede igjen til en Gang at se et af mine Stykker opført. Jeg havde nemlig opgivet Reisen i Sinne af følgende Grund.
Kaptein Oluf Norrmann havde budt mig fri Reise med Stavangerske Selskab. Men i en privat Samtale med Direktøren – Onkel Sømme, sagde denne mig paa en ubehagelig Maade, at Norman ingen Ret havde til at give Fribilletter.
Saa tænkte jeg: denne Skarve-By, som har en Forfatter, som har et Stykke, o. s. v. – kanske det siste o. s. v.
Thi en fri Reise spiller en Rolle for mig, – om jeg end – Gud være lovet – endnu er fuldstændig desperado nok, til at gjøre hvadsomhelst af Udgift, hvis jeg først vil!
Men altsaa: jeg blev sint og opgav det.
Saa fik jeg idag ved disse Telegrammer, en barnagtig Lyst til en Hævn over Filisterne, som du skal hjælpe mig med.
Vil du gaa til – ja saa langt var jeg kommen, da jeg opdagede, at Bergenserne ikke er med i den Forening der besørger Kystfarten til Kristiania, – det var meget flaut.
Er det ikke mærkværdigt, hvor Filisterne er heldige. Nu havde jeg lagt min Plan saa zirligt: du skulde gaa til Halvorsen eller en anden af mine Venner og opflamme ham. Saa skulde der telegraferes til mig: Om jeg vilde gjøre Bergenske Selskab den Ære o. s. v. og samtidig skulde de telegrafere til Direktionen her: Vi har udstedet en Fribillet for Digteren o. s. v.
Hvad du nu egentlig skal med dette Brev, er mindre klart. Men da det er saa langt og saa stilfuldt! saa maa du faa det som en Hilsen og tage det blandt andet ogsaa som en Undskyldning, fordi jeg ikke svarer dig, naar du sender mig Bøger.
Og i den Anledning kan jeg – idet jeg oprigtig forbigaar dine altfor haardhjertede Fortællinger – yde dig den største Ros for Bogen om Bergens Kunstforening. Den er skreven med en Stolthed over sin egen By, som jeg inderlig under dig, fordi du har godt gammelt Bergensblod. Naar jeg skal til at elske min By, saa blir det bare opi Familiekjærlighed, thi Byen – sic.
Hils din Kone og andre gode Venner.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
[Stavanger, april 1889.]
Kjære unge Bjørn!
Tak til allesammen for deres store arbeide. Ogsaa til dig. Schrøder maa du ogsaa takke, fordi han lod et høirespøkelse vise sig paa hans skraanende bredder. Norsk konservatisme er noget for sig selv, der staar fra gammelt en ram lugt af den. Og naar den værer venstreblod kommer den udi raseri. Ligervis som i urtiden, da den gik med hale.
Din Alexander L. Kielland.
Stavanger den 5te April 1889.
Kjære Onkel og Tante og Elisabeth!
Jeg havde i det længste en Plan om at komme til Kristiania nu ivaar; og ved den Leilighed vilde jeg overanstrængt mig, forat faa Eder med til Stavanger.
Nu har jeg imidlertid maattet opgive min Tur; men derfor skal I komme til os i Paasken. Der nytter aldeles ingenting af Tvivl eller Smøleri. Jeg gjør som Sverdrup! – jeg sætter vort Venskab ind paa Sagen, – kommer I ikke, saa er det ude mellem os!
Vi har Plads nok i Faders Hus; lidt Vaar er her jo – her er Viber – har du hørt Viben i Kiellands-Myren? – Jacob! – Telegrafer Ankomsten og ikke et Ord mere!
Hilsen og Velkommen Eders Beate & Alexander.
Stavanger 17de Apr. [1889].
Kjære Jacob.
Jeg har af Beskedenhed aldrig begjæret at faa skjære lidt Torv i Myren; men hvis du ikke synes, det vil skade Gaarden for meget, vilde jeg bede om et Par Dages Skur? Christian Mauland ved Besked om, hvor og hvad de skar i Enkens Tid.
– Jeg skulde hilse dig fra Onkel Axel og sige dig Tak for dit Brev. Forholdet til Sømme har – uden at jeg egentlig kan sige hvorfor, bedret sig i det ydre. Jeg forklarer det nærmest saa, at Ingen – og Onkel Axel hellerikke formaar at holde en stærkt spændt Situation længere Tid. Tiden er saa lumsk, at den suger Saften af det, vi har i Hovedet, og paatvinger os andre nye Ting, og før vi sanser det, er Interessen blegnet, de skarpe Konturer forviskes og Menneskene blive tilbøielige til at «tilgive».
Det er en Skidt-Maner og skadelig for alle; men den passer med den frembrydende Vaar og de lyse Dage. Dertil kommer de tusinde smaa Ting ved Auktionen – (imorgen) –, Beregning over, hvad de kan beholde og hvad de maa lade gaa. Fra først af taalte Onkel Axel ikke at se en Liste; han besvimede for Carsten, da han saa Tinas Sybord opskrevet tilsalgs. Den stakkels Mand! – Og nu har Tiden forhærdet ham, saa han gaar og vader i Beregninger, mens Møblerne suser ham om Ørene. De har faaet saa mange Penge, at det meste af Erindrings- og Traditions-Værdi beholdes, saa Børnene vil engang finde de fleste Herligheder til Deling. Værdier som Tidemands sælges naturligvis – dog ikke her – og gyldne Speile og mange Møbler – 216 Servietter – hørte jeg; men af mindeværdigt Sølv, Glas, gammelt Porcellain etc. blir alt tilbage. Det er nu saa som saa med disse rige Fallitter; men ogsaa jeg er bleven forhærdet med Tiden – lidt.
Jeg tror ikke, at den indre Bitterhed mod Sømme har aftaget; men Stemningen har skiftet Farve i følgende Retning: ved en eller anden Gjenstand sagde Tante Tina: ja, den beholder vi, – Kielland synes, han har ofret nok nu til Hr. Sømme! – dette mellem os; men det maler Forandringen.
Du kan ellers tro, at vort Hus har været og er som et Loppetorv for Møbler paa Flugt og Flytning. Storstuen er fuld af Buffeter, gyldne Speil, Taffeluhre, polstrede Stole og Kittys Pragtmøblement, som naturligvis kom midt i Auktionerne og som hovedsagelig bestaar af Stoleben og en Calebasse, hvilket alt er stuet hen i en Skammekrog.
I Kjælderen har vi Kasser, Skabe, Kister og lignende; paa Loftet Sengklæder, Lysekroner og Champagneglas. Jeg lever hele Familiens Waterloo og Beresina og ser Flugtens hele Mangel paa Glans og Heroisme.
Sømmes indretter sig paa Sølyst. Jonas i Mortehuset, Andreas og de Gamle i Hovedbygningen. De har sat en Kjøkkenbygning til ud i Gaarden i den ægte Stavangerske Vandhus-Stil. Der svæver ligesom i Luften en contrair Stemning mod denne Familie, som med den største Skyld slipper lempeligst igjennem; og jeg nægter ikke, at denne Stemning finder altfor stærk Gjenklang hos mig. Vi gjør, hvad vi kan for at muntre Onkel Axel op; de er jo svært alene; syge er de ogsaa – beggeto. –
Da nu Axels Skin-Bedrift er tilende og Garveriet dømt til Nedrivelse, tænker Lange stærkt paa at lægge Vei foran Haven i Vandet. Naturligvis maa vi prøve at faa god Betaling; men der kommer flere Spørgsmaal: Gadens Regulering forbi Stalden, der var maaske Anledning til at vinde noget tilbage, som de tog til Jernbanen – o. s. v. Se til at komme herned snart. Hilsen fra Hus til Hus.
Din hengivne Broder Allik.
Stavanger den 21 Mai 1889.
Kjære Bjørnson! – jeg har gaaet med dit Brev i Lommen saa længe; men jeg har ikke haft Humør til at skrive. Det er nemlig svært skidt med mig indvortes. Det gaar ikke med Avisen; jeg duer ikke til det. Det er ganske vist et morsomt Arbeide, og jeg finder selv, at min lille Avis er en renslig og pen Gjenstand; men det bliver ikke hverken til nogen Indtægt eiheller til synderlig Magt. Nei – jeg giver mig! – denne By er raaden; min gamle Kjærlighed svinder; og jeg føler en Smerte ved det, som næsten er større end mine andre Bekymringer. Derfor gaar jeg i den for min Natur allerutaaleligste Stemning: at være paa Afreise; – kun ved jeg denne Gang hverken Maal eller Middel!
Her var en Stund Tale om, at du kanske kom paa Vestlandet nu omkring den 17de, saa haabede vi at se dig i Fars gamle Hus. Men hvordan bliver det? – kommer du?
Idet jeg gjen-læser dit Brev, ser jeg, du er sintere end jeg forstod først.
Naturligvis tror jeg, du forstaar; men naar et Stykke som Professoren skal være til nogen Glæde for Forfatteren, saa maa det komme i «Øieblikket»; – og forsaavidt kom det godt til at vise, at Stillingen blandt os er meget værre. Det kan vare mange Aar, før Theatret i Kristiania vil spille Monrad ærligt; – og da er det paa en vis Maade for sent. Det er karakteristisk for den brave, men i høi Grad hjemmebagte Just Ebbesen, naar han nævner, at Stykket kommer 10 Aar forsent. Nei – nei! det kom meget godt som det kom; det var i høi Grad nedslaaende.
Heiberg har jeg anbefalet til Hegel, fordi hans Stykke, som han fortalte mig i Omrids, syntes mig et fuldstændigt loyalt Modskrift mod nogle af dine Ideer. Og jeg vil bare indstændigt bede dig, at hvis nu Stykket kommer for Dagen med ligefremme personlige Hug og onde Ord – eller om de i Kjøbenhavn er perfide i Spillet – som de altid er, saa lad ikke dette: anbefalet af Kielland! – hverken ved andres Sladder eller ved din egen ærgerlige Stemning, komme til at gjøre mig ansvarlig – eller mistænkt for at have handlet anderledes bag din Ryg end jeg vilde gjort i dine aabne Øine. Saaledes som jeg hørte Stykket, slog det mig ved sin Dygtighed; og det skrev jeg til Hegel, idet jeg udtrykkeligt gjorde ham opmærksom paa, at han selv maatte bedømme Stykket, naar han fik se det, hvor nær det gik B. B.. Han skrev da til mig, at det var umuligt, og det gjør mig ondt for Heiberg.
Jeg har aldeles ikke noget uopgjort med G. Brandes. Den nyest moderne Sving liger ikke jeg; og det er vel nok til, at han lader mig falde; – personligt ved jeg ialfald ikke, at der er noget iveien mellem os. Men jeg føler jo godt den Kulde, som staar mod mig fra de nydannede Kredse efter Jæger og Krogh; det kunde være et nyt Kristiania at skildre; jeg skulde snart lære det og klare det.
Vi lever ellers godt inden Døre. Men hvilken Ruinernes Tid! – alle de gamle Familiehuse, hvor vi nu i – ak! – det er kanske dumt og svagt; men med en Slægtsfølelse saa stærk som min, er der en ubeskrivelig Lidelse i at se «fremmede Herrer i Skovene jage». Jeg er vis paa, du med dit gamle Blod vil ikke le af mig for det!
Beate hilser dig og dine.
Din hengivne Alexander.
[Udatert.]
Hos mig forevises fra 5 ½ til 6 ½ Herman Bang.
A. L. K.
Stavanger den 19de Aug. 1889.
Anbefalings-Brev til Hr. Professor Hjalmar H. Boyesen for Hr. Gabriel S. Kielland Finne fra Alexander L. Kielland.
Kjære Ven! Overbringeren er Søn af Politimester Finne, der er gift med min Kusine. Han gaar til Amerika, forat arbeide som Ingeniør efter en ordentlig Examen; der er Ingenting iveien med ham paa nogen Maade, han søger bare Arbeide og Erhverv.
Det tror jeg nok ogsaa, han finder, da han allerede har gode Forbindelser i den Retning. Men hvad en ung Mand, der er vant til pyntelig Omgang, maa savne mest i Amerika, er – synes det mig – en Kreds, hvor han kan træffe dannede Mænd og Damer. Derfor vilde jeg bede dig – og din Frue om I – hvis nu den langbenede Fyr falder i Eders Smag – om I, naar det falder sig saa, vil tillade ham at besøge Eder en Søndagsaften eller naarsomhelst det kunde konvenere?
Hans Forældre vilde være dig overmaade taknemlige, om han kunde finde et socialt Rygstød hos dig og dine; og mig vilde du gjøre en ny Venskabstjeneste.
Om mig selv og mine Forhold kan jeg ikke sige stort. Det gaar mig daarligt. Jeg har paa lang Tid ikke havt Lyst til at skrive; og halvt i Fortvivlelse har jeg taget denne Avis, som naturligvis bringer mig bare Fortræd og ikke den ringeste Indtægt. Hvad jeg skal gjøre til næste Aar, er mig aldeles ubegribeligt. Det er et sørgeligt Land dette – med al sin Deilighed saa lidet og saa snevert og saa uendeligt fattigt. Vi er saa fattige, at vi formelig dyrker det Lusede. Naar Amerika overvurderer den vundne Dollar, saa overvurderer vi ikke mindre den sparede Dollar. Sparsomhed, Kniberi, Luseskab helt ind i de inderste Tanker, det er vor Fattigdoms Plage.
Nu har jeg to store lange Sønner paa 16 og 15 Aar. De er flinke og snille; men hvad skal der blive af dem? –
Ja, hvad skal der blive af os alle?
Her lever jeg i min Faders gamle deilige Hus, har Møbler og Malerier som en rig Mand; og dog lever jeg paa det siste Værdipapir, jeg har arvet, og naar de 6000 Kroner ere opbrugte, ved jeg ikke en Skilling at finde mere. Men lykkeligt ser det alligevel ud for andre – det er jeg overbevist om. Som du kanske har seet er Resterne af vor store og mægtige Familie styrtet sammen just nu. Alle de gamle Eiendommer skal sælges; vi gaar her som Gjengangere der vente paa det endelige Hanegal forat forsvinde. Men imidlertid pynter vi os og gaar i Selskab til hinanden og drikker de gamle Kjælderes ærværdige Rester, og ler og glemmer aldeles Hanen, som længe har galet. Vi er en letsindig Slægt, som gaar til Enden med Spøg og Smil.
Af mine Søskende er jeg nu den eneste tilbage i Byen, og snart maa jeg ogsaa fortrække. Dog tænker jeg ikke længer paa Amerika; men paa Ingenting.
Lev vel og hav det godt, og skriv en Gang til mig – er du snil.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Min ærbødige Kompliment til din Frue.
Stavanger den 30te Aug. 1889.
Kjære Onkel! Tak for dit Brev og tillykke med Forlovelsen.
Nu er jeg selv saa gammel, at Tanken om Børnenes Skjæbne som voxne Mennesker ogsaa melder sig hos mig i Form af Bekymring – staar der ikke etsteds: et Menneske mættes med Bekymring og hans Dage er som en Daglønners Dage? – isandhed! der er ikke anden Tid end Ungdommen; thi den har altid Ret. Sidenefter ved vi ikke, om det er Ret eller ikke; Ungdommen ved det alene – das ewig wunderschöne Jugend-Eselei! Lader os flette Kranse og lykønske Ungdommen. Hilsen fra Beate til Alle!
Din hengivne Socrates.
Stavanger den 30te Aug. 1889.
Kjære gamle Ven! Tak for dit Brev. Jeg var netop kommen fra Aarre, hvor jeg med mine to lange Sønner havde boet hos Berta; vi havde talt om dig, og Berta havde atter lovprist «Svanefygen» i Modsætning til Fru Edgreen, som Berta vedholdende kalder for «ei Horpa», hvilket kun kan oversættes med «ein Scheusal». Der er kun den Skygge mellem dig og Berta, at hun – til Gabriels og min evige Fornøielse – paastaar, at den første Dag var du «snyd», fordi du bad om en Potte om Formiddagen. Hun kan ikke sætte sig ind i, at en Kjøbenhavner ikke kan gjøre som andre Kristne og nisse paa Marken eller bag Huset.
At Fru Edgreen var bleven Princesse, syntes Berta var mer end ventendes.
Ellers var der deiligt paa Aarre – i denne skjønne italienske Sommer; men til stor Sorg for os Fiskere var den klare rislende Aa – som du siger – næsten ganske tør, kun en lunken Stribe Vand mellem Stenene og ikke en eneste Fisk. Men Fuglene var der og Brændingen, – skjønt den var tam, og den store frie Horizont med den friske Luft og den verdensfjerne Fred – Aarre var og er en Perle uden Plet og Men.
Enhver Klodrian kan beundre Hardanger, men – som en Mand sagde, – og jeg ærgrer mig over, at det ikke var mig selv – Jæderen – sagde han – er kun for voxne Folk. Ikke sandt? – det er netop godt sagt. Jeg er meget stolt over dig, at du fik et saa varigt og korrekt Indtryk af Jæderen; kun har du én Feil i Opfatningen: du taler om at bade sig, faa Vand over Hovedet o. s. v. «Spørg den gamle Kone, og klogere end hun er ingen i Verden, spørg hende, om hun har Lyst til at faa Vand over Hovedet o. s. v.»
Hvordan det gaar min gamle Onkel? Ak! ak! – Ruinen – nei Vulkanen, som vi alle i denne letsindige Familie har danset paa, den er sprunget i Luften og alle ere ødelagte. Onkel Axel og alle Sømmes er fallit; de skjønne Eiendomme skulle sælges og «fremmede Herrer i Skovene jage». Jeg sidder igjen, saalænge det varer, i mit fædrene Hus; vi – det er: vi Fars Børn, har intet lidt, alle mine Søskende har sit i Behold; jeg alene haver mit forbrugt; men endnu kan du faa se mig som grand seigneur hvortil jeg paa en vis Maade passer, – og til Sankte Hans er der Latter og Dans; men siden – du maa altsaa komme før og se det deilige Hus og Haven og Vandet, – hvor du sist ikke slap ind, formedelst den onde Stedmoder. Dette forekommer dig vel noget ligt Eventyret; men saa er det; en eventyrlig gammel Slægt, som lever i Minder – med gammelt Samhold og løs og faldefærdig i Øieblikket.
Nu er jeg kommen til den fjerde Side; og der bliver saaledes ikke Plads til at tale om min nærværende Situation som Redaktør, hvilket ogsaa var Hensigten.
Beate lever godt; Børnene ogsaa. Jens fik 1.73 til Middelskole-Examen, hvilket er over Meget godt (2,50). Alexander fik ogsaa pen Karakter; de fortsætter i Kristiania. Baby synger næsten ligesaa smukt som før, og Else er et vildt og henrivende Udyr. Du ser, jeg er som alle fornøiet med mine egne.
«Professoren» er lig Monrad; han er ur-ond, – det kan du forlade dig paa. – Du skal ikke lægge nogen Vægt paa, om Ed. Brandes var noget «valen»; om vi – han og jeg – mødtes igjen, saa er alt godt med en Gang; han er trofast; men du ved, hvorledes det er med de lange Adskillelser. Derfor er jeg dig saa taknemlig for dit Brev. Hils din Kone fra os begge; og bevar du vort gode Venskab, som jeg og bevarer det.
Din hengivne Alexander L. Kielland
Stavanger den 18de Sept. 1889.
Kjære Ven! Tak for dit elskværdige Brev; det var en stor Glæde at se din Haand igjen. Du gjør dig ingen Ide om, hvor usselt jeg lever aandeligen, og hvor jeg formodentlig gaar tilbage; jeg vil hellerikke underholde dig derom. Ved 1ste Januar er jeg ialfald fri denne latterlige Avis, naar jeg saa bare kunde gjenfinde noget af den gamle Glød; men ak! – jeg synes ikke, her er noget at gjøre længer. Folk, som i 40 Aars Alder ikke begynder at bøie sig mod Throne og Alter, er forunderligt tilovers i vore Samfund. De maa være rige. Ingensinde har jeg som nu savnet en ordentlig Samtale med et Mandfolk. At ikke du, som dog elsker Havet og dets Farer! – at du aldrig kan strække dig til Stavanger! Vilde du ikke gjerne sidde en fredelig Stund og snakke med Beate? – gjense Baby – og Else, som blev født paa Hjortevang? Nu synes jeg, du er i Kristiania hvert Øieblik; da er du langt paa Vei; og her er – ja her er jo unægtelig fælt, men jeg og mit Hus – siger Josva.
Erklæring – siger du! – det har jeg naturligvis ikke havt nogen Kundskab om. Hvad skal der staa i den, – jeg mener med hvilke Ord? det maa du skrive op for mig.
Du kan jo for Exempel sende mig til Underskrift en saadan Erklæring for vort Fælles-Stykke? Men skal jeg ikke genere mig lidt? – for der er s’gu ikke nogen andre, som gider spille de Stykker, – enda jeg bestandig siger til mig selv, at ingen af mine Komedier nogensinde er bleven opført saaledes som jeg selv vilde have det. Jeg er vel ogsaa den eneste Scene-skriver i den hele Verden, som aldrig har seet noget af sig selv opført paa Scenen.
Om jeg har gjort mig bekjendt med Theâtre libre’s Repertoire? – Kjære Ven og Broder! – hvor skulde jeg det?
Naar du nu var rigtig snil og deltagende, saa lavede du en Pakke af saadanne Bøger, som ellers ikke naar herop – og det er fler end du aner! – og sendte mig dem tillaans, som et Halmstraa til den druknende.
Heibergs Stykke har jeg – som du kanske ved – kun hørt ham fortælle løsligen. Men med Hensyn til Succés’sen, saa er jeg bange for, at den meget vil bero paa, hvor nær den bliver spillet til Bjørnsons Person; og nogen Haan mod B. fra Fru Poulsens Theater vilde jeg ærgre mig over.
Heiberg er ellers en af de behageligste og betydeligste af de yngre Mennesker, jeg har seet. Han har baade Talent og Karakter; men han har nu engang Pech.
[…]Din hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 30te Sept. 1889.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Manuskriptet og stor Tak for Deres Indbydelse. Til Nytaar er jeg fri Avisen; og hvis det saa kunde falde bekvemt for Dem og Deres at have mig nogle Dage i Februar eller saa, vilde det ganske vist være en værdifuld Opstrammer for mig. Til den Tid kan vi jo snakkes ved.
Jeg arbeider fra Dag til Dag paa dette taabelige Avis-skriveri; men nu ser jeg dog snart Udgangen; og da vil jeg haabe, at denne daglige Vane til at sidde og skrive maa forblive mig i Blodet, saa jeg bliver ved og skriver en Bog igjen.
Vore venskabeligste Hilsener til Dem og alle Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 10d October 1889.
Kjære Hr. Hegel!
Avisens Redaktionssekretær Hr. Oddmund Vik har skrevet en Bog paa 30 Ark om Ole Bull. Den udkommer her paa «Maalet» og nu er Spørgsmaalet, om De vil udgive den paa «dansk»? – En «Prøve» vil blive Dem tilsendt.
Jeg har lovet min Anbefaling, forsaavidt jeg kjender Bogen og Manden.
Bogen vil vistnok blive det fuldstændigste Kildeskrift om Ole Bull, som findes. Den vil være skreven ud af en norsk-norsk Opfatning og Kjærlighed; (jeg har bare læst «Prøven».)
Vik er Seminar-dannet og en Grundtvig-paavirket Person, af god Forstand, stor Hæderlighed, liden Kultur og ringe Smidighed. Om derfor hans Bog kan komme til at mangle Liv, vil den til Gjengjæld blive solid. Og her er altid saa megen Interesse for Ole Bull, at en samlet Fremstilling af hans Liv vist vil finde Læsere i Norge.
Om De vil dele Bogen i to Bind, staar til Dem.
Hermed være Bogen anbefalet til Deres Velvilje.
Vi lever godt alle her, og sender vore beste Hilsener.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 25de October 1889.
Kjære Smaa! – hvis der ikke netop igaar var kommet et pent og langt Brev fra Jens, saa havde I faaet Skjænd. For det har gaaet yderst daarligt med Brevskrivningen hidtil. Nu skal I skrive hver Mandag, saa faar vi Brevet hver Torsdag, saa holder vi et fast Samkvem vedlige; ellers synes jeg, vi kommer ganske fra hverandre. Og Julen er jo ikke saa aldeles sikker; der kan komme Ting i Veien; skjønt jeg jo haaber, alt skal klare sig. Men lad os holde jævn Korrespondence og tænke flittigt paa hverandre.
Idag skal vi begrave Onkel Jacob. Her er straalende Solskin, saa det bliver en høitidelig Vandring ud af Salen ned af de store Trapper paa Ledaal og saa nedover selve Haven til den store Port. Alle sørger meget over ham; han var snil og altid meget elskværdig mod mig og mine.
Vi var paa Høsttur – en glimrende Tur! Andreas, Fred. Hansen og jeg – med Morten til Haar. Der var Storm og lidet Vand og lidet Fisk. Men saa kjørte vi til Aarre, og der var bedre. Ovenfor Broen op til Vandet, hvilket Stykke ved Lodtrækning tilfaldt mig – der var ikke en eneste Fisk hele Tiden. Men i Stokken stod der fuldt af store, sorte Ørreder; nogle bed, men andre maatte rykkes i Halen. Jeg rykkede 2 store paa 7–8 Mark og fik desuden helt nede ved Sjøen 2 ulovlige Svidder, hvorfor jeg har meldt mig selv til Mulkt hos Fogden.
Nu kom de med Korrekturen! Farvel kjære Smaa! – hav det godt!
Eders hengivne Pappa.
Stavanger 28d Oct. 89.
Hr. J. B. Halvorsen! – jeg bruger hver Søndag Formiddag til at rode i gammelt Papir; meget brænder jeg op; men saa har jeg faaet en Frygt for, at jeg muligens er dum, og derfor vil jeg nu exempelvis forelægge Dem enkelte af mine Fund, forat De, idet De svarer, kan give mig en nogenlunde Ide om, hvad jeg skal bevare, og hvor jeg skal sende det hen til Bevaring.
Taknemlig for et orienterende Svar forbliver jeg
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 17de November 1889.
Kjære Jens! – naar du vil, saa maa du lade dig konfirmere – saa modbydeligt som det er mig. Siden det ogsaa er af rent verdslige Grunde, behøver vi hellerikke at tale mere om det. Men husk hele Tiden, at det er et modbydeligt Hykleri, – et Offer, du bringer til et forløiet Samfund, saa at du kan komme fra det med den minst mulige Skade paa din Sjæl. Glem ikke, at det var bedre, om du havde Mod og Mands Hjerte til at staa fast, og at det er feigt at gaa til et helligt Løfte, som skal brydes, hvis der er nogen Mening i det; og er der ingen indre Mening i det, saa er det bare et fordærveligt Spilfægteri og en skadelig Komedie. Men – som sagt – nu faar du gaa i det, og maatte du komme godt fra det – uden altfor ydmygende Knæk i Ryggen.
Kjære begge! – jeg hører fra Kitty, at Vinterfrakkerne ere korte, men at I lever godt ellers; nu maa ingen blive syg. Vi lever alle meget godt. Imorgen reiser jeg ud til Nærbø for at finde Fred til noget, jeg skal skrive. Det skal blive en Lettelse at komme fra denne Avisen. Synes I, den er morsom? – Mamma og de Smaa hilser og længter saa svært efter Eder; nu gaar Else og regner paa Ugerne til Jul; de minker godt nu.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 27de November 1889.
Kjære Smaa! – gaa nu ikke hen og bliv et eller to af «Isens Ofre»; jeg er saa ræd – ikke saa meget for, at I skulde være de dummeste, som gaar paa de farligste Steder; men jeg ved selv, at naar man er med Kammerater, er der altid nogle Kalvehoder, som blærer sig paa de andres Bekostning, og som man da skal ud og «redde»! Jeg vil nødig, mine Sønner skulde være feige; men jeg tilstaar, at jeg gruer ved Tanken om at miste nogen for det fordømte Kalveskabet med at gaa paa daarlig Is; og jeg beder og formaner Eder til at holde Eder borte, indtil der er trygt og voxne Folk kommer med. – Igaar var her endelig en Snestorm, som har gjort Egnen hvid og taget de siste Blomster i Haven. – Lige til denne Tid har her ellers været stille og deiligt Høstveir.
Nu gaar her ingen Dag, uden at Else og Baby snakker om Eder og om Jul; men nu nærmer Tiden sig ogsaa godt. Alle hilser.
Eders hengivne Pappa.
Stav. 3. Dec. [1889]
Kjære Hr. Hegel! – jeg skriver i Avisen nogle Artikler om Forsvarssagen – contra –, som jeg vil udgive efterpaa som Brochure. Har De nogen Lyst paa at forlægge den for mig? – eller vil De foretrække, at jeg – da Sagen nu er mest brændende i Norge – vælger et norsk Forlag?
Forstaa mig ret: jeg vil altid helst være hos Dem; men jeg vilde lette Dem et Afslag, om De fandt en saadan Ubetydelighed mindre egnet for Deres Forlag. Altsaa har De frit Svar, og svar mig – er De snil – pr. Telegram, saasnart De faar dette Brev.
Om nogen Tid sender jeg Dem derimod et andet Manuskript, som vi faar Glæde af, – nemlig nogle gamle, høist latterlige Familieoptegnelser, som jeg vil udgive. Venskabelig Hilsen
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den llte December 1889.
Kjære Bodde – Jensemand! nu lysner det i Skoven, og Klokken den er fem!
Jeg er glad for mange Ting. Aaret er slidt tilende; jeg har Planer for Fremtiden; jeg er ikke længer modløs; jeg er rig! og vi ville lave Bisp paa Kjøkkenbænken.
Lad mig nu strax høre, hvad Tid I kommer, og prøv hele Tiden paa at lokke Kitty med; hils Kitty og Tycho og sig dem, at jeg er i en meget god Stemning à la Micawber.
Kom nu endelig friske og helskindede hjem og sky Ild og Vand.
Alle hilser i øgende Længsel.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger d: 21de December 1889.
Kjære Hr. Hegel! Idag sender jeg Manuskript til: «Captein Hans Arentz’s Journal 1822–1828», som jeg tror, vil blive en morsom Bog.
Den er – som De vil se – noget liden; derfor vilde jeg bede om det Format, som jeg selv i sin Tid fik til «To Novelletter fra Danmark».
Titelbilledet – det gamle originale Skilderi af hans Brig «Johanne Margrethe» – kommer om faa Dage, idet Fotografen venter paa en eneste nødvendig Solstraale. Imidlertid kan vel en Træskjærer blive færdig med et simpelt Billede ligesaa hurtigt som Bogen trykkes? Jeg vilde sætte megen Pris paa, at Briggen kom med.
Dersom denne Bog kan komme i Arbeide strax, behøver De ikke at sende mig nogen Korrektur, (ligesom hellerikke af Brochuren).
Kun vilde jeg bede Dem lade en geografikyndig Mand se paa de udenlandske Sted-Navne. Men hvis der er saa travelt i Forretningen, at den maa henligge, saa kunde jeg kanske selv læse Korrektur, naar jeg foretager den Reise til Kjøbenhavn, som – rent ud sagt – har holdt mit Humør oppe i det siste. De maa – dersom De fremdeles vil være saa snil at huse mig nogle Dage – aabenhjertigen sige mig, naar mit Besøg vil falde mindst ubeleiligt. Men hvad selve Bogen angaar vil jeg jo helst have den ud saa snart som muligt.
Eftersom Hans Arentz’s Manuskript er fundet – ikke i vor Faders Værge, men hos min Faders Søster, vil jeg dele Honoraret mellem denne min Tante og Onkel Axel – Carsten Kiellands Fader –, der fra Velvære og Rigdom ere nedsunkne til Ingenting ved en stor Fallit, og som Begge har været over al Maade gode mod mig, fra jeg var liden. Naar vi derfor kommer saa langt, vil jeg bede Dem sende mig Honoraret uden videre at tænke paa mit eget sørgelige Regnskab, at jeg kan have den Glæde at støtte de Gamle lidt.
Friexemplarerne vil jeg denne Gang gjerne have mig tilsendt. –
– Som De snart vil se er denne Journal et rent literært Fund, som jeg er lykkelig ved at kunne offentliggjøre; – ikke minst fordi Forfattere, der ikke kjender mere af Sø og Sømænd end de snedige Fiskere paa Sjælland, der kan Kjøbenhavnerne udenad og ved, hvorledes de skal skabe sig for dem, – de har slaaet fast nogle elendige Typer paa Scenen og i Literaturen, som tale bare Beg og spinder Ender – dette modbydelige Nyboder-Snak, som aldeles intet har at gjøre med den friske Sø. Hans Arentz er en Sømand saaledes som vi kjendes ved dem; – han er – det vil jeg indrømme – mere dannet end de almindelige, men djærv som Fanden og en uforfærdet Münchhausen.
Nu har vi Guttene hjemme til Jul og glæder os over at være sammen. Jens spurgte just idag, om vi ikke fik danske Julebøger iaar; – jeg har desværre glemt at bede Dem gjøre et skjønsomt Udvalg – saaledes som De før har været saa snil at gjøre; tør jeg nu bede Dem kjøbe for mig Juleroser, Oldfux og hvad der ellers er morsomt for Smaa og Store, saa kan vi ialfald faa dem i Slutten af Ferien.
Alle mine sender Dem og Deres vor Glædelig Jul af ganske Hjerte og et godt Nyt Aar for os alle.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
