Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1890

Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – glædeligt Nytaar og Tak for det gamle, – som forresten var et af de magre Aar.

Jeg har igjen gjort et lidet Fund, hvoraf følger indlagt en liden Efterskrift til Hans Arentz’s Journal, som altsaa bliver at opføre i Indholdsfortegnelsen efter Fragment.

Jeg faar saa lidet Korrektur? – bare to Ark af Brochuren hidtil.

Venligste Hilsener Deres Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – godt Nytaar! Jeg paakalder din Hjælp i en liden Sag.

Cousine Anna Scheibel – født Kielland – har i et Brev fortalt, at Pietro Krohn skulde have tilbudt mig sin Villa at bebo for et Aars Tid; – at han havde skrevet til mig, men ikke faaet Svar. Anna’s Kilde var en Fætter Jacob Sømme, som igjen havde det fra den norske Maler Krogh.

Nu har jeg intet saadant Brev modtaget fra Krohn, altsaa: Enten er et Brev gaaet tabt, (hvilket er et meget sjeldent Tilfælde), og Krohn gaar muligens og venter et Svar. Eller det hele er Sladder, (hvilket er et meget hyppigt Tilfælde), og det vilde være yderst flaut for mig, om det i nogen Form skulde komme Krohn for Øre, at jeg endog med den fjerneste Tanke skulde formode en saadan Generøsitet som rimelig.

Hvorledes vil du nu greie dette? – Det er nemlig du, som med al Delikatezza skal udsnuse, om der er noget eller intet i alt dette. Herover forfattes Indlæg og Betænkning, som bliver at oversende mig snarest.

Jeg kommer ellers snart til Kjøbenhavn og glæder mig svært til at gjense dig og Levningerne af de Venner, som have holdt sig.

Mine beste Hilsener til Fruen og Børnene.

Din hengivne Alexander L. K.


Nils Collett Vogt.

Kjære Hr. N. C. Vogt! – Glædeligt Nytaar! Jeg syntes desværre ikke saa godt om Deres Bog, at jeg fik Lyst strax til at skrive. Og nu er Tiden gaaet saa langt hen, at jeg neppe mindes mine Indvendinger i Detaillen. Jeg syntes, Deres Digte var bedre, mere oprindelige. Familiens Sorg er derimod skrevet over den Skablon, som Jæger – Krogh opfandt: man skal bare skildre sig selv.

Ganske vist: mange kan ikke andet; de allerfleste ikke det engang; men jeg tilstaar og paastaar, at Kunsten er rummeligere, rigere og mere høibaaren.

Efterat den sunde Realisme har bragt Kunsten ned paa Jorden, er der kommen en foreløbig Konfusion; man gjenkjender ikke den fine Kunst i det daglige Klædebon, og forvexler Guden med de andre Handelsreisende. At se som Forfatteren ser, er ligesom at uddrage Kvadratrod, – det er et af mine Yndlingsbilleder. Hvis en gav sig til at regne med store Tal uden at kjende til Uddragningen af Kvadratrod, vilde han om kort Tid faa nogle uhyre Tal at tumle med, hvis Værdi var illusorisk og hvis Betydning kun var at besværliggjøre Regningen.

Saaledes Mesteparten af Nutidens Literatur; altsammen er virkeligt, oplevet, seet, – men seet uden Kunstnerens hemmelige Evne til at uddrage Kvadratroden af Livet, af Mennesker og Steder, af Lugt, af alslag.

Naar derfor Deres Bog saa sikker som den er i Skildringen ikke blot gjør et pinligt Indtryk, hvilket den skal gjøre, men ogsaa ender med, at et voxent Menneske tilslut kjeder sig en Smule i denne Drengs Selskab, saa frygter jeg for, det kommer af, at De ikke tilstrækkeligt har givet Agt paa, hvilket Mesterskab der i Virkeligheden skal til for at løfte et saadant Stykke Liv op i Kunst. Stoffet kan vistnok være mer og mindre vanskeligt; men intet behøver at blive kjedeligt af den Grund; Kvadratroden af selve Kjedsommeligheden er uhyre morsom.

De har skrevet med for mange Tal – ikke saa, at Bogen kunde forkortes; men jeg er vis paa, De vil se det selv ved Deres næste Bog: der er noget dødt, skablonagtigt over Familiens Sorg.

Se – alt dette siger jeg saa trygt til Dem, fordi De har af de rette Øine; og fordi, jeg haaber, De forstaar, at der var meget, jeg kunde give mig til at rose i Bogen, hvis det bare gjalt om at være behagelig. Imidlertid er det best, De faar den strængeste Dom itide; deraf haaber jeg, vi skulle blive best Venner for Fremtiden.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – Tak for Brev af 4de, som først kom idag; her er saa megen Taage langs Kysten, at Posten er ganske i Ulave.

Da De vil have mig naarsomhelst, tænker jeg at gaa herfra med «Christiansund» engang i næste Uge; jeg skal sende nærmere Besked om Dag og sandsynlig Ankomsttid.

Med Hensyn til Format og Oplagets Størrelse lader jeg Dem raade; men jeg vilde dog gjerne have Journalen under Trykning strax og prøve den i Tyskland. Er det ikke et lidet Bogkjøbs-Opsving i de første Vaarmaaneder – Marts – April?

Men lad endelig Forsvarspjecen komme strax. Jeg har idag læst 1 Korrektur paa Slutten, behøver ikke 2det, bare tryk!


Venskabeligste Hilsener!

Deres hengivne A. L. K.


Gunnar Heiberg.

Kjære Heiberg! – jeg har hele Tiden haabet, at vore Veie skulde mødes; men nu, da jeg gaar paa mine siste Ben, beder jeg Dem modtage disse Linier som en Afskedsvisit for denne Gang. Min Kompliment til Fruen!

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – først Forretninger! Vi fandt alligevel en udmærket Silhouet af Hans Arentz i Familiesamlingen; og min Tante – Fru Sømme – har tegnet en Ramme, som jeg haaber, De antager. Billedet maa komme tilbage, da det skal ind igjen paa sin Plads i Samlingen.

Nedenunder tror jeg, der bør trykkes med Skrive-Skrift: Hans Arentz Lodsoldermand i Stavanger.

– Billedet er nemlig fra hans senere Aar. Kunde man ogsaa faa det anbragt udenpaa Bogen? –

– Vi har idag modtaget Brev fra den Dame, hos hvem Guttene bor, at Jens’s Øine fremdeles ere angrebne, hvorfor vi strax har taget den Beslutning, at Beate skal reise ind til ham. Thi som liden Dreng laa han næsten et Aar i en mørk Krog, indtil Beate fik ham god ved ihærdig Behandling efter en Øienlæges Anvisning. Nu synes vi, her er ikke Raad og Ret til at tænke paa Udgifterne, naar det kan dreie sig om en langvarig Afbrydelse i Jens’s Arbeide; og da Beate er frisk og kjæk, og Veiret ser godt ud, tiltræder hun Reisen iaften Klokken 9.

Derfor er naturligvis hun i den Grad optaget, at hun ingen Tid kan finde til at skrive ned sin Tak til Fru Hegel for alle de gode Sager og Lampeskjærmen, som gjør megen Lykke blandt de Indfødte. Og selv jeg, som netop er kommen, er saa opskjørtet ved denne nye Reise, at jeg kun i faa Ord kan bringe Beates og min Tak for al den store Elskværdighed.

Vi ere lykkeligvis ikke Talere nogen af os – hverken De eller jeg –, saa vi kan spare os de mange Ord; men jeg beder Dem og Deres være forvissede om, at mit Besøg for mig vil forblive en uforglemmelig kjær Erindring.

Hils den lille Hestebetvingerske Agnes, at jeg endnu ikke har truffet OverStats-Agro-Dyrlæge-normen, han skal forresten ogsaa give mig noget Opodeldolk for mine Knær, der er stive som paa en af de Droscheheste, som De ikke kjørte med i Paris. Men saa saare han har et godt Dyr at foreslaa, skal jeg telegrafere Dem Pris, Omkostninger o.s.v.

Else og Baby vare henrykte, da vi begyndte at finde frem alle de Delikatesser, som Fru Julie havde lagt i Benjamins Sække, og her har været mange Lovtaler over hende.

I Fredrikshavn blev jeg, trods al min Snedighed og Uelskværdighed fangen af den danske Elskværdighed af den uægte Art. Det var ellers en god Ven af Drachmann, Krøyer og alle de andre Skagens-Fyre; men jeg kan nu engang ikke fordrage, at jeg ikke skal kunne faa være i Fred, fordi jeg har Talent! I Sverige har jeg engang saa omtrent kastet ud en «af Hr. Tjellands varmaste Beundrare»; men i Fredrikshavn, hvor jeg ret vilde snuset omkring paa egen Haand, maatte jeg tilbringe Dagen med en kunst-begeistret Konsul, der var tunghørt og trættende, men over al Maade elskværdig.

Ellers gik Reisen godt og fredeligt. Nu maa De altsaa hilse det ganske Skovgaard fra Konfirmanden og specielt den trofaste Moder, Søster Beth med den aabne Haand, Frøken Oluffa og Professoren, – Agnes, Cri-cri og min kjære Danois!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven og Mester! – jeg skriver i en speciel Anledning for ikke at komme til at gjøre noget, som kunde synes hensynsløst. Jeg fik den Ide i Kjøbenhavn en Dag, at jeg skulde ansøge Storthinget om et Stipendium til at undersøge Arkiverne i Kjøbenhavn angaaende Stavanger Historie i Krigsaarene, – hvorom jeg har saa mange Familieoptegnelser.

Da jeg i Øieblikket syntes, dette var noget, som udelukkende vedkom mig selv, sendte jeg en Ansøgning til Onkel Jacob Lange, – idet jeg dog spurgte ham tilraads: om det var klogt og værdigt.

Men bagefter er den Tanke faldet mig ind: sæt jeg fik Penge af Thinget, saa vilde der kunne siges: se den snedige Kielland! – han gaar en Omvei og rager sine Kastanier af Ilden, mens han lader Bjørnson miste sine 1600, som denne frafaldt, alene fordi Kielland ingenting fik.

Se denne Tankegang er ikke værre, end at den – sat behændigt igang fra fælles Fiender vilde suse dig om Ørene saa længe, til du kanske selv kunde finde, jeg havde handlet noget hensynsløst. Derfor maa du strax svare paa dette, og stoppe Ansøgningen ved et Par Ord til Onkel Jacob, hvis du paa nogen Maade synes, den kunde virke galt.

– Jeg var altsaa i Kjøbenhavn og forfriskede mig. Kong Midas var gribende ved Fru Hennings’s Spil; men pinligt at se som naar Samson udleveres til Filisterne. Stykket er skrevet med Hadets Energi; men dets Evne til at tage det store Publikum ligger i dets reaktionære Element, som snedigen er skjult under den Form: at der reises Protest mod et Tryk. Men literært talt har B. B. aldrig øvet noget Tryk. Havde det været i den gamle Heibergs Tid, at en ung reiste sig og talte om Tryk, dengang da Publikums Smag og Dom laa i den ene Mands Snusdaase, – da var der Tryk. Og desuden kan man ikke rette Angreb paa den Ting: at Livet bør blive mere sandt til hverdags, uden at tale Reaktion, selv om Handlingen lægges saaledes tilrette, at den for Tilfældet saakaldte «Sandhed» virker skadeligt. Derfor var det yderst pinligt at høre alt det Danefæ juble over en ung Forfatters Vending mod de nye Tiders første Krav. Heiberg selv saa jeg ikke efter Stykket. Stykket blev ialmindelighed – efter mit Skjøn – overvurderet; men det er vel værd at se og vel værd at mindes fremover i Stridens og Reaktionens Aar.

Den unge Hegel – à propos! er igrunden en indviklet Type. Han har nogle Sider af Millionæren i Forbindelse med et Hittebarns Forskræmthed. Snurrige Folk; men hvor snille. Jeg levede ret som en Prins, hvad jeg egner meg for; havde en ubunden Frihed, viste mig og forsvandt, altid vel modtaget, altid vel oplagt, som en Lax!

Beate reiste iforgaars til Kristiania, forat se til Guttene, ikke netop fordi der var noget særs iveien. Men Jens har som ganske liden havt en yderst slem Øiensygdom, og den har han nu faaet et Anfald af. Vi har desuden saa mange Gange talt om, at det er galt, ingen af os har seet deres Bolig og Omgang derinde. Nu vil jeg bare haabe, at Beate ogsaa vil more sig paa denne Tur. Thi hun trives aldrig herhjemme, hvilket for en stor Del er det, som driver mig til at skifte Opholdssted. Ellers skulde jeg lettelig gro fast her som en Østers, læse gamle Breve og lade Vinden gaa sin Gang.

Imorgen bliver jeg 41 Aar; men min Ven Byfuden bliver 90, saa jeg faar vel holde mig oppe nogle Aar endnu.

Hils Fru Caroline og alle andre i Hus og Lade; og lad mig snart se noget Blæk fra dig.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Chr. H. Holfeldt.

Kjære Holfeldt! Tak for sist. Jeg huskede Fotografiet hele Tiden i Kjøbenhavn; men jeg var saa paa Farten, at jeg først idag, da jeg igjen sætter Foden under eget Skrivebord, opfylder mit Løfte.

Jeg havde det naturligvis udmærket dernede; men det er anstrængende med al den selskabelige Æden og Drikken og Snakken fremfor alt. Du ved, jeg er ikke tabt bag et Døvstum-institut, men alligevel – i Danmark maa jeg – forat holde mig oven Vande – snakke syv Gange mer end hjemme, og det slider. Alligevel kunde jeg nok havt Kræfter tilovers til en Samtale, om min Vei var falden over Arendal; men jeg kom Fredrikshavn, saa vi faar haabe paa et Gjensyn i en nær Fremtid uden Jensener og Hansener.

Hilsen og Venskab! Din hengivne Alexander L. K.

Send mig dit Billede som voxen, – det har jeg ikke.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! hermed en Pakke af din Ungdom. Jeg er saa bange, du tror, at jeg med Indiscretion roder om i dine Hemmeligheder; men det gjør jeg aldeles ikke. Jeg lægger dit tilside, naar jeg ser, det er dit, fordi jeg tænker, det kan more dig at se igjen?

Beate reiste ind, forat ordne Guttene. Doktoren vil nok forlange, at Jens skal bo paa Solsiden; han har et Anfald af sin Øienbetændelse.

Jeg var altsaa hos Hegel og skriver nu noksaa modigt paa en ny Bog. Lidt faar jeg for Forsvarssagen, Hans Arentz’s Journal og 4de Oplag paa Garm. & W., saa jeg ser Aaret imøde uden at bekymre mig for det næste.

Nu skulde jeg været oppe hos dig og seet Fisket; men nu kan jeg ikke komme fra Smaapigerne, – ja du ved, jeg kunde nok, men jeg synes, det er Synd for dem.

Det er ogsaa længe siden vi saaes; kommer ikke du herned snart.


Hils Dikka og dine kjære Smaa fra

Din Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – Else leger Skole, hvortil hun har taget mit Blækhus.

Nu er Hestespørgsmaalet i god Gang. Over-Stats-Agro- o.s.v. A. Stenersen har taget sig af Sagen med Iver. Han reiser just i Overmorgen langt nordenfor min Geografi og langt ind i Frøken Oluffa’s – til Dyrskuer; og der Nord er der en Hoppe 5 – 6 Aar, som han kjender og lovpriser. Den er af ædel Afstamning, ægte Rosendal-Race, flødegul med stærkt udpræget «Aal» – et Fagudtryk, jeg har lært i denne Anledning og som betegner den sorte Stribe langs Ryggen. Eieren har behandlet Hesten godt, og den har opnaaet 2den Præmie paa et Dyrskue; from og meget klog samt «rask paa Beina»! – heder Nanna. Dette Vidunder mener Hr. Stenersen at faa kjøbt for c. 500 Kroner.

Dette er jo ikke nogen høi Pris efter Danske Forhold for et feilfrit Racedyr, men De maa være forberedt paa adskillige Omkostninger, siden Dyret er saa langt Nord.

Jeg var idag hos Stenersen og medgav ham 500 Kr. i Guld, forat det skulde bedaare Hestehandlerne. Finder han ikke Nanna, tager han den beste, han kan faa. Saa er Aftalen, at han selv skal tage Dyret med sig ned til Bergen, derfra kommer det til mig, hvor det kan staa i vor Stald, indtil Leilighed direkte til Kjøbenhavn. Det er ikke saa farligt med Dampskibsreiserne, for disse smaa Dyr, som er vant til at færdes paa Dyrskuer og Markeder inde i Fjordene, de hopper ombord og iland som Gjeder. Naar den saa engang afgaar fra Stavanger, telegraferer jeg til Dem. Og naar jeg faar Opgjør med Stenersen, skal De faa Regning for altsammen.

Nu vilde jeg ønske, at dette vilde gaa godt; men den unge Frøken Agnes maa være forberedt paa, at det endnu kan vare et Par Uger, da Distancerne ere lange og de danske Skibe lunefulde.

Beate skriver idag fra Kristiania, at Jens snart har vundet Bugt med Øiensygdommen, saa nu bliver Hovedsagen at finde ham et Logis med Sol, hvilket Doktoren kræver.

Med de hjærteligste Hilsener til Dem og Deres!

venskabeligst Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Ven! nu er vi hjemme igjen – alt vel, friske og vel tilfredse. Vi blev for længe i Kristiania for Dampskibenes Skyld, saa jeg blev saa træt og forranglet, at jeg maatte sige stop tilslut; og nu pøniterer jeg efter Lægens Forskrift med Afhold, Spasering og disse stakkels halvanden Liter om Dagen! Beate derimod holdt ud og sov sig hjem den lange Søreise.

Det var alt i alt en udmærket Tur, for hvilken du skal have evig Tak. Gausdal er mig nu ganske hjemligt og dit prægtige Hus er mig som en kjær Præstegaard, hvor man forkjæles. Ogsaa selve Reisen over Sø og Is, gjennem Sne og Søle – alt var morsomt. Nu maa du hilse Fru Caroline først og fremst med Tak for de jille Dage og din Fru Moder og alle de andre.

Men Kristiania behagede mig mindre end nogensinde og heller ikke de Sjæle, som der ere i Forvaring. Thi, naar jeg undtager Slægt og Venner, saa staar der en selvgod Hadskhed af denne By, som er værre end i Kjøbenhavn, fordi Kristiania er uden Gemyt. Lidt Storthingsmænd saa jeg ogsaa; hvilke Hjemfødninger! – nei hvilke dybsindige Nøddeknækkere! – haardskallede som Skildpadder og ligesaa vidt-skuende. Hvilken Komedie der skulde skrives om de store Politikere i det lille Land: Thi ingen skal faa mig til at tro, at de er lige overalt. Større Landes politiske Størrelser maa alene ved Livets større Forhold udvikle en Intelligens og opsamle en Livskundskab, der langt overgaar et Lavmaal som f. Ex. Wexelsen, som jeg er Student med. En ubegavet Middelmaadighed, oplært her hjemme i norsk Præstelære og nu! rigtig som en Papirhane med Haar paa i Spidsen for Fremtiden! Nei! – skal vort Venstre nogensinde blive andet end en halvraadden Vinddriver, saa maa Skuden først og fremst ransages fra Stævn til Stævn, indtil den siste Præst er røget ud. At vi endnu kan indbilde os, at det kan bære fremad med Præster i Spidsen! Deres blotte Nærværelse burde forklare os, at der er Fusk paafærde. Først forraader de sin Gud og sig selv for at faa være med os; og bagefter forraader de os til Guds Ære. – Jeg er saa lykkelig i mit blinde Had til Præsterne, at ikke engang en saa elskværdig Skikkelse som Ebbesen er istand til at forvirre mig; vi maa ikke stole paa en eneste af dem – undtagen som trofaste Fiender.

Nu blev jeg saa sint, at jeg maa slutte. Beate hilser paa det hjærteligste dig og Fru Caroline. Baby er henrykt.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! nu er jeg netop kommen tilbage fra min lange og besværlige Reise til Bjørnson. Men det lønnede Umagen; baade fordi han øiensynligen satte Pris paa at faa tale fuldt ud med en paalidelig Ven og fordi jeg glædede mig over ham og over selve Reisen. Beate fulgte mig til B. B. og siden her hjem, saa nu er alt i sine gamle Folder, og Børnene lever godt baade her og i Kristiania. B. B. var stærk og frisk; men hans Omgivelser fortalte, at han havde været meget modfalden. Jeg fik – i min store Feighed – først den siste Dag anbragt et godt Ord om «Binnen», idet jeg med Hensyn til hendes Brev til Dem sagde: Havde det været min Svigerdatter, saa skulde Fanden taget hende! – Herover blev han sint; men han glemmer det ikke.

Kristiania tiltalte mig mindre end nogensinde; og de Storthingsmænd, jeg talte med, røg jeg i Totterne paa. De er altfor vigtige – disse Hjemfødninger; der er ingen Ende paa deres Selvgodhed, men det er ogsaa det eneste rummelige Forhold ved dem, ellers overalt er de snevre og haardskallede som Østers.

Og det blev mig klart, at i dette Land opnaar jeg aldrig andet end Skjældsord og halv Anerkjendelse og kjølig Beskyttelse. Dernæst fraraadede B. B. mig bestemt at tage imod Bergens Theater – om det blir mig tilbudt – , hovedsagelig fordi der herefter skal styres med en Theaterchef, som ogsaa skulde have Budgettet paa sin Samvittighed, – og det vilde min aldrig udholde.

Jeg er derfor mer end nogensinde bekymret for Fremtiden; thi om end min nye Bog gaar fremad og interesserer mig, saa bliver jeg neppe mer saa frugtbar, at jeg kan holde mig og mine ilive med Bøger.

Saa har Onkel Axel, – som ellers ikke har saa mange Ideer – , indblæst mig følgende Tanke, som jeg herved fremsætter til Deres Overveielse og Besvarelse: Jeg tilbyder mig som Læser og Bedømmer af Manuskripter for den Gyldendalske, – naturligvis i en ganske underordnet Stilling, men saaledes, at De kunde slippe meget af det kjedeligste Arbeide og faa lettere Besked gjennem mig. Vor literære Dom synes mig i Regelen at falde nær sammen. Kunde der saa til denne Post lægges andet Kontorarbeide, saa at jeg fik min Eftermiddag – for Exempel fra 1 – 6 – besat, saa var jeg om Formiddagen Forfatter og senere ved det faste Kontorarbeide reddet fra den Lediggang, som jeg ellers saa let henfalder i; og saa havde jeg i den Gage, De maatte foreslaa, det økonomiske Nervecentrum, som jeg nu snart vil se mig blottet for. Tænk paa dette; – jeg synes Ideen er god; jeg vilde gjøre min yderste Flid og være taknemlig og omgjængelig.

Mens jeg var borte, var alt beredt til at modtage Hesten; men den er endnu ikke kommen. Stenersen ventes selv hertil, saa om et Par Dage kan jeg give Dem Besked om, hvad dette betyder: om han ikke fandt nogen Hest, eller om den er ivente.

I Storthinget fik jeg megen Tak for Forsvarssagen, og mange sagde mig, at den havde været en stor Støtte, dengang Storthinget vedtog at arbeide for Voldgift mellem Staterne. Og af Hans Arentz ler alle Mennesker. Lad endelig Larsen sende mig alle Anmeldelser til Familiens Glæde; jeg haaber, den ogsaa slaar an i Danmark?

Kjender ikke De den Gibs-støber, som arbeidede for Krøyer? – jeg tror, han bor i Gothersgade paa venstre Haand fra Nytorvet. Kunde De være saa snil, at udfinde hans Navn og tilstille ham indlagte Skrivelse?

Med de hjærteligste Hilsener fra Beate til Dem og Deres – fik Fru Julie mit vilde Smykke? –

Deres hengivne A. L. K.

Læs Brevet til Gibseren og undskyld Bryderiet.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! nu var netop Stenersen her. Nanna er fremdeles lige deilig; men hun skal have Føl i Mai. Og Eieren forlanger 600 Kr. for hende, hvilket Stenersen ikke turde give. Nu er det vel ogsaa farligt at forsende Dyret i den Tilstand, og naar Føllet er født, stiger vel Prisen. Man kunde da kanske kjøbe Moderen til Høsten, eller strax, hvis De ogsaa vil have Føllet; Faderen er en af Statens Hingster.

Imidlertid reiser Stenersen paa et nyt Hoppe-Skue til Paaske. Det er nær Stavanger, og jeg har derfor ladet ham beholde de 500 Kr., om han der skulde finde et passende Dyr. Lille Agnes maa være taalmodig saa længe, – med mindre De vil, at vi skal kjøbe Nanna à tout prix og sende hende ned saa forsigtigt som muligt?

Deres Alex. L. K.


Frits Thaulow.

Kjære Ven! nu da vi ere komne hjem og iro, føler jeg Trang til at sige Dig Tak for det Selskab, hvor de andre morede sig saa godt – saaatsige paa min Bekostning. Jeg var imidlertid saa over-udranglet, og jeg taaler ikke længer saadanne Anfægtelser som i Ungdommen. Nu skulde jeg med den største Lethed paatage mig den voldsomste Middag og endda danse spansk efterpaa; thi nu er jeg langt inde i en Forbedrings-Kur med Spasering og liden Væde; – men som Salomo siger; Liden Væde, liden Glæde! – og han har Ret, – den Guds Mand.

À propos om Glæde. Tænk, jeg var saa ondskabsfuld at føle lidt deraf, da Nordahl Rolfsen ikke fik lave Læsebog. Jeg sad en Stund og saa paa ham oppe hos Lars Holst; og dette Møde er bleven mig uforglemmeligt.

Jeg var selv søvnig og nedstemt, – det var netop din Selskabsdag – , og han var saa enorm, at jeg ikke engang kom til at beklage, at der ikke var nogen Mening i Svein Uræd; han sagde, han vilde nu leve af sin Pen, – det lød som det pure Guld, og altimens stirrede jeg mat paa hans uhyre Ansigt og det forekom mig akkurat som et Reliefkort over den Del af Maanen, som vi kjender.

Der var de samme store øde Flader og indholdsløse Fordybninger; flere Mil nordenfor Munden var der en Næse, som vilde været stor i ethvert andet Menneskeansigt; men i disse uhyre Strækninger blev den kun en ringe Kuppel over to store Huler. Og medens han med sin velklingende fede Stemme og med alt sømmeligt Hensyn til de mindre gyldne Penne skildrede, hvor megen Glans der var i Enden paa hans, forlod jeg udmattet det store øde Maanelandskab og tænkte: Han er Manden!

Nu skulde det bare manquere, at du er en Maanetilbeder? – saa faar du tage Skildringen ganske literært og ikke kompromittere mig overfor den store Mand; thi han blir stor – tro du mig! det er netop Tidens Mand, og han har det Held at komme frem trods Morgenbladet, thi der hører han til, og did kan han tidsnok komme.

Du har vel – vil jeg haabe? glædet dig over Hans Arentz? jeg synes, den maa more alle Mennesker; og jeg haaber, at Høire vil være ufornuftigt nok til at slaa den ned efter Evne.

[Resten fraklippet]


Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! Tak for dit Brev og for din skjønne Bog. Jeg finder den overmaade lærerig og fortræffeligt skreven, – jeg har kun sprunget over Ole Navnløs, som var mig for vaaset – , ellers har jeg lært en hel Del nyt og faaet meget gammelt ordnet og befæstet.

Er det mig, du har seet læse Ingemann for Børnene?

De beste Vers i Bogen er tre Strofer af Aarestrup; og den beste Vittighed er H. C. Andersens, som siger, at Fru Ingemanns Honning-drik smager af stødte Væggelus. Af Ingemanns Vers synes jeg best om Salmerne. «Jesus græder» – er godt gjort.

Men du har malet Tiden og Tidernes Skiften i Danmark paa en Maade, som jeg finder meget beundringsværdig. Det Slags fin og ærbødig Bedømmelse af det literære Liv findes ikke hos os. – Du klager over dine Landsmænd, lad nu ikke mig klage over mine! thi det mener jeg igrunden ikke. Men vi gaar i dette Øieblik tilbage i en reaktionær Bagevje, – og – desværre! jeg har ikke længer min Ungdoms Ild og Iver. Jeg gaar snart i Kuben, – havde jeg bare et Levebrød!

À propos! – jeg reiser til Aarre 3 Paaskedag paa min første Fisketur; og det er da min Mening at leie for Familien til Sommeren. Kommer vi saa derud ved Pintsetider, kunde du gjentage dit mindeværdige Besøg, – og Jæderen skuffer aldrig – tværtimod! du vilde finde alt dobbelt skjønt og end mere værdsætte det ægte ved Land og Folk. Altsaa være du indbuden! – og lad os til den Tid snakkes ved.

Her lever vi godt, og jeg skriver, men langsomt og uden impetus, paa min nye Bog. Det gaar – for siste Gang – mod Slutten af mine jordiske Midler, og naar jeg er ganske blank – ja hvad saa? – det spørger jeg selv mig selv om hver Morgen; og det er trættende i Længden.

Lille Else gaar her i Stuen og beder mig hilse Svanefygaren. Ellers er her ingen Børn hjemme. Guttene i Kristiania og Baby paa Paaske-besøg i Bergen. Men Beate og jeg sender vore venskabelige Hilsener til din Frue og til dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Zetlitz Kielland.

Kjære Jensemand! – det glæder os, at du er frisk og i Arbeide igjen.

Til din Confirmation sender jeg dig indlagt 10 Kroner, hvoraf dog Bodde skal have de to, for ikke at være tomhændet; men nogen anden Gave faar du ikke. Thi for mig var Gulduhret Tegn paa, at du ikke længer er et Barn, og det var den Gave, jeg som et Verdens Barn vilde medgive dig til Paamindelse om, at du i alt maa forblive en Gentleman i Slægtens Aand og Traditioner.

Hvad det Religiøse angaar, faar du klare det, som du kan. Jeg selv er – som du ved – ganske fri for Religion, – og din Moder vist ogsaa. Det er jo ikke muligt at forudsige, hvorledes du vil udvikle dig; men lad den Ceremoni, du nu skal gjennemgaa, give dig den siste Afsmag for Hykleriet.

Den 13de April – paa Søndag – vil vi her hjemme i al Verdslighed, men af varme og oprigtige Hjerter drikke din Skaal og rose dig, fordi du til dette Afsnit af dit Liv ikke har gjort os andet end kjært og godt og været i alle Dele en god Søn. – Forresten ønsker jeg dig, at du maa komme vel fra din Confirmation og komme hjem frisk og glad, med blanke Øine og en god Samvittighed og Lyst til at leve længe og gjøre Nytte i Livet.

Den hengivne Fader A. L. Ki.


Elisabeth Aas f. Lange.

Kjære Kusine! – forleden Dag sendte vi dig en gammel norsk Ske, som det var Beates Mening, du skulde tage med dig til Floden i Amerika, at du ved den skulde mindes det gamle Land og gamle Venner. Til Erindring om to unge Venner sender jeg dig herved Jens & Alexander, som Beate siger, hun har lovet dig, idet hun ogsaa beder mig skrive, fordi hun er saa vissen i Fingrene.

Vi ønsker dig en lykkelig Reise og et lykkeligt Ægteskab; Verden er saa liden og Livet er saa langt, at vi sees nok igjen. Vi vil bevare dig i venskabelig Erindring og glæde os, naar det gaar dig godt; og medtag en Hilsen til din Mand, naar du finder ham. Hils ogsaa hjerteligt Tante og Onkel.

Din hengivne Fætter Alexander L. Kielland.


Henrik Pontoppidan.

Hr. Pontoppidan! jeg beundrer i høi Grad Deres Bog – særlig Indledningen om det danske Smør. Mine Landsmænd kjender i Almindelighed ikke Danmark godt nok til at kunne paaskjønne Deres Skildringers Kraft, og for dem vil meget af den dybe Medfølelse og Sorg, der giver sig Luft i Haan og Svøbeslag, gaa tabt. Men Deres Egne vil jeg haabe fornemmer Slagene, og jeg formoder, at De blir grundig udskjældt? – eller? – og det kunde ligne den skrækkelige Tid, vi driver i, – kanske lader man en Bog som Deres passere uden at lade, somom man mærker noget?

Saa maa der skjæres endnu dybere næste Gang – gjennem Død-Kjødet; men det er saa tykt og svampet, at jeg tørster efter Blod; mon vi ikke skal faa opleve en Aareladning?

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg har ikke læst Garborgs Bog og agter hellerikke at gjøre det, før Kitty kommer og tvinger mig. Zola’s Bog derimod greb mig – som hans altid gjør, indtil den haardkogte Jomfru væltede Jernbanen; fra det Øieblik er al Rædsel borte og Blodet viger fra Skildringen. Jeg bryder mig ikke stort om Korrektheden i de perverse Fænomener inden Sjælelivet; men jeg elsker og beundrer hans Kraft i Skildringen, hans Evne til at tage Læseren i Nakken og tvinge ham i en hel Bog til at kjøre paa Jernbane og til at interessere sig for denne ene Ting og glemme alt andet i Livet, – akkurat saaledes som Livet leves af Fagmenneskene: Garvere, Sadelmagere og Skomagere indenfor Kredsen Læder, Bønder, Driftehandlere og Slagtere inden Kredsen Kjød; – denne ensidige Fornemmelse af det samme i en uhyre Mangfoldighed virker saa stærkt paa mig.

Om de mentale Abnormiteter har jeg læst saa meget, at jeg har maattet stanse for en Tid. Mit Hoved er vistnok solid – det haaber jeg ialfald; men jeg kunde have mange arvelige Grunde til Ængstelse, og jeg følte en Tid, at jeg ikke havde godt af den Læsning – især var Cesare Lombroso: homo delinqvens – foruroligende; jeg læste 2det Bind – paa tysk.

Desuden er jeg midt i en Bog, hvor jeg færdes langt fra slige Ting. Jeg skriver om den kjærnesunde Forbryder: Bondegutten, som kommer til Byen – Brødrene Haabeth – og finder hele Samfundet lagt tilrette for den Graadighed, som intet forsmaar og for den Skamløshed i Forretninger, som aldrig blinker. Kun en Kløft troede han var uoverstigelig for Bonden: Dannelsen, Aandens finere Kultur, som han havde hørt noget om og anede. Men se: Høire havde forlængst fyldt Kløften ved at skjælde Digtere og store Mænd, mistænkeliggjøre Videnskaben og besudle enhver høi Tanke. Det var Skidt og Gemenhed alt, Bonden kunde trygt trampe videre, det var netop Tid for ham; som Heiberg siger i sit Stykke: væk med de Store, nu er Tid at puste ud for Smaafolk, eller som Nøddeknække ren Høfding siger i sin ubetaleligt fæ-agtige Sentens: Det var best om de store Mænd kunde undværes!

Du vilde se dette som de Stores Lidelse og muligens Seier; jeg ser det naturligvis i djævelsk Glæde som det Ondes, det Lilles Trivsel og Væxt; jeg lader min Bondedreng stige bedækket med Ære til Samfundets Top, jeg er allerede saa sint, at jeg skjælver.

Dette er min Trøst; thi da pleier det at blive godt. Og jeg kan trænge en god Bog. Det er best, jeg fortæller dig det hele:

Igaar fik jeg Brev fra Pietro Krohn, at Krøyer havde anholdt om at faa bo Vinteren over i Krohns Villa. Men nu har jeg et gammelt Løfte paa denne Villa, hvorfor Krohn beder mig bestemme mig strax: om jeg vil eller ikke. Jeg har modtaget Tilbudet idag, jeg springer over alle mine Indvendinger og Betænkeligheder: min Træghed, min Ulyst til at forlade Huset, ja jeg har endog sat mig ud over min Fattigdom, skjønt den bliver akkurat fordoblet ved Hegels Fordring om, at jeg for Fremtiden skal arbeide for halvt Honorar, indtil min gamle Gjæld på 10 000 Kroner er betalt, – altsammen af Hensyn til Beates sygelige Tilstand. Hun er nu saa nervøs og indvortes detraquée, at dersom jeg vilde forblive her, hvor hun altid vantrives, og betage hende denne Udsigt til igjen at «komme ud», som hidtil har holdt Liv i hende, – saa svarer jeg ikke for nogen Ting. Altsaa 1ste Oktober reiser vi, og til den Tid maa vel min Bog være færdig. Men nu vilde jeg spørge dig, som forstaar det: siden nu mine Venner blandt Storthingsmændene ikke vil fremme en Ansøgning fra mig om et Stipendium for Kjøbenhavn (jeg fortalte dig vist om det?) – gaar det saa an for mig at ansøge Regjeringen? Det er af Ukyndighed, jeg spørger, – ikke fordi jeg allerede er beredt til en hvilkensomhelst basesse, – og dog er det galt nok, at jeg skriver saaledes til dig; thi jeg kan vel tænke mig, du vil trive dig i Manken og sige: Nei hvad Satan skal jeg dog gjøre for det Bæst!

Du skal ikke gjøre noget andet end give mig et godt Raad, hvis du har noget. Husk paa, at jeg har været paa Almisse-Punktet en Gang før, jeg kom ikke saa let over det som det ser ud til. Jeg er beredt til at tage en hvilkensomhelst Post til Vaaren i Fyr- Post- – er det dog ikke skrækkeligt med dette Land, vi skal slide med! Jeg kan ikke skrive mere.

Baby glæder sig hver Dag til Besøget. Broder Tycho skal tage sig af hende, han kommer endogsaa muligens herhen til Stavanger; jeg vil tale med ham og med Jacob. Beate hilser dig og alle dine.

Din hengivne Alexander.

[…]


Jacob Kielland.

Kjære Broder! – Grafologen har undslaaet sig for at karakterisere vore Skriftprøver og har sendt dem alle til den tyske Grafolog W. Langenbruch. Jeg tror, den elskværdige Danske ikke har villet sige os Ubehageligheder – specielt tror jeg, der er en stor Portion Forfængelighed i Skrifttrækkene – ligefra Agenten.

Imidlertid siger han dog – Johannes Marer heder han – om din Skrift følgende:

«Deres Broders Skrift, som nu ogsaa befinder sig i Tyskland, er ganske inter’essant. Uden i nogensomhelst Maade at ville foregribe Langenbruchs Dom, «tror jeg at turde sige følgende om Deres Broder: Han er et ordentligt, pillent og «sobert Menneske, som vistnok holder af at gaa i Detailler; kløgtig – og dog til «sine Tider mærkelig troskyldig; velvillig og elskværdig, udpræget» (overstrøget «af ham selv) «æstetisk Sands. Jeg tiltror ham ikke nogen stor Energi, hvad der jo «ikke er saa heldigt, særlig naar man som han er et udpræget Følelsesmenneske. «(Lider Deres Broder af nogen Øiensygdom?)

«Idetheletaget er alle Kielland’erne Følelsesmennesker; den eneste, om hvem «jeg med nogen Bestemthed tør sige, at Hovedet hos ham spillede en større Rolle «end Hjertet, var Deres Bestefader; han hørte virkelig ikke til de meget sensible «Naturer.»

Jeg finder dette – saa lidet som det er – høist imponerende, baade Bemærkningen om Bestefar (der var ogsaa Prøver af Farbror Jens og Jonas) men ogsaa din Analyse er gjennemgaaende fortrinlig. Ordet «pillent» synes overdrevent; men det bruges saa udstrakt paa dansk, at det ikke betyder mere end den overordentlige Zirlighed ved Personen, som passer paa dig. Det er ogsaa rigtigt, at han bagefter har strøget ud «udpræget» ved den æstetiske Sands.

Du vil vel steile ved Bemærkningen om din Energi. Men husk dog paa, at din Energi – saa let vakt og saa prompte den end er til ethvert Øieblik, saa har den dog sine Mangler. Noget af det første, jeg mindes at have hørt om dig, var Fars Klage over din Heftighed i Begyndelsen og hurtige Afkjøling. Selv har jeg engang i min Ungdom mærket mig et Træk af dig i samme Retning: Vi skulde paa Fisketur i et Fjeldvand i Vigedal, hvor du sled saa aldeles rivende ivrigt i Baaden, at da vi kom op, havde du hverken Kræfter eller Lyst til andet end til at komme ned igjen; – og det var dog egentlig en Fisketur.

Det er muligens denne Egenskab ved din Energi, som Hr. Marer har anet, men udtrykt vagt og ukarakteriseret i Udtrykket: «ikke nogen stor Energi», – det er nemlig ikke Størrelsen, Energi-Mængden, som der er noget iveien med, men snarere – om du saa vil – med dens Bonitet.

Forøvrigt finder jeg dit Portrait – eller de faa Linier deraf, han har optrukket – aldeles fortrinligt. Enhver, som kjender dig, vil juble over Bemærkningen: kløgtig – og dog til sine Tider mærkelig troskyldig. Prøv med Dragen.

Jeg glæder mig meget til at se Tyskeren. Hvis du har Lyst til at svare noget om din Karakteristik, saa gjør det saa, at jeg kan sende det til Hr. Marer næste Gang.

Kommer du ikke ned en Gang, før jeg reiser til Aarre? – c den 1ste Juni. Vi burde konferere med Stadsingeniøren, saa muligens Arbeiderne kunde udføres, mens vi er paa Jæderen. Jeg maa ogsaa tale med dig om andre Ting. Beate er fremdeles meget nervøs, svært medtaget indvendig, med mange betænkelige Symptomer (du saa lidt den Dagen med Pilegrenene), Lange’s Elektricermaskiner er vist bare de gamle Fiseflasker, som han altid har klusset med; jeg har derfor gjort som Hønen, da hun sprang paa Vandet og modtaget Pietro Krohns Tilbud om at bo frit i hans fuldt møblerede Villa i Rosenvænget fra 1ste October til sist i Marts. Saa vilde vi sammen med Eder Søskende byde Onkel Axel Huset her for Vinteren. De gruer saa for en Vinter til paa Holmegenæs.

. . Ja – som du ser! her er ikke Papir til yderligere at skildre min Forfatning.

Din Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! hvergang nogen giver mig en Overhaling for Ødselhed, skjælver jeg længe efter. Derfor maa jeg bare se at faa skrevet til dig jo før jo heller, for da er det ligesom jeg er færdig for den Gang og kan tænke paa andet. Javist er det galt; men jeg paastaar altid, at min Ødselhed er af den Art, som ikke slaar sig paa Karakteren, – jeg har aldrig været nogen Pralhans, aldrig øst ud, forat glimre, jeg har disse Vaner, som et nogenlunde rigeligt Embede vilde tilfredsstille; om jeg blev Millionær, vilde jeg dog ikke forandre mit Liv synderligt. Men det ender naturligvis galt; og jeg undrer mig bare over, at jeg er kommen saa vidt langt.

Men samtidig med min fulde Erkjendelse af min Elendighed, oprøres jeg af Forargelse over den Hegelske Million-Rugekasses dydige Forskrækkelse. De Fruentimmer har jo aldrig kjendt et Mandfolk med Mandfolks Apetit og Lyster. Det eneste Mandhaftige ved Jacob er, at han samler paa Geværer til at møblere med. Jeg er tindrende gal over disse forskrækkede Høns. Men hvad de 10,000 angaar, saa maa du endelig ikke snakke derom til Hegel. Han faar dem nok. For det første er jeg ikke død endnu; og for det andet har han fra sin Fars Tid liggende som Sikkerhed min halve Livsassurancepolice paa 5 000 Kr., som han faar udbetalt Dagen efter, at jeg har forladt Livet. Dersom jeg kommer i den yderste Nød i Kjøbenhavn, generer jeg mig ikke for – endog at forhøie denne Gjæld; han har jo mine Bøger paa Forlag 30 Aar efter min Død, – han faar saamænd nok sine Penge. Men Fanden skulde være hans Gjæst, naar man bagefter skal høre Optælling af Drikkevarerne! – Jeg ved godt, at jeg har Uret; fordi den, som beholder Pengene, beholder Retten; men jeg føler mig med Vellyst i Modsætning til disse forsigtige egenkjærlige Million-Høns.

Saa har da min onde Samvittighed forsøgt at berolige sig ved stærke Ord, og jeg lever videre og kan tænke paa andet.

Men naar vi taler om «store Mænd», har jeg en ypperlig Samvittighed, og jeg vil – som alle de brave Christne med gode Samvittigheder – bare ønske, at din Samvittighed var halvt saa god, naar du lovsynger Million-Makken! – det er som jeg skulde høre selve Jonas’ Lus. Nei – nei! – enten Skidt eller Kanel, Snot for sig og Knebelsbarter for sig, altid er der Filistre, sjeldent Samson; men danske Professorer i Filisteri ønsker fromt, at der bare var Skjøger og Filistre!

Og du selv! – ja du kan tro, du tar dig ud mellem de lavbenede almuagtige Smaafolk, som nu i den rivende Reaktion løfter Trynerne og «puster ud»!

Naar vi kunde tale sammen en halv Time, er jeg vis paa, vi skulde forliges. Thi naar det Store ikke fornægter det Smaa, og det Smaa ikke fornægter det store, da hænger Vægtskaalene bent som de skal. Men saasnart en lægger et for stærkt Ord i den ene Skaal, deler vi os efter Temperament: nogle synes, det er for galt, at det Store vil hæve sig for meget over det Smaa, andre ærgrer sig over, at det Smaa ønsker at undvære det Store.

Du er paa den gale Side, fordi du ikke er paa min; – hvilket skulde bevises.

Forøvrigt skriver jeg netop Bogen imod dette Almuagtige, som vort Høire har banet Vei for ved at skamskjende først og fremst dig, dernæst al hævet Tankegang, hver løftet Pande, som viser sig over den flade Flok; – og jeg er lykkeligvis sint som den salte Sjø, du i din Elendighed spytter efter!

Baby tænkes sendt til Tycho herfra den 5te Juni, saa lager det sig nok med en Leilighed. Jeg hilser dig og dine alene, da jeg ikke har villet allarmere Beate med det om Ødelanden.

Alexander.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! – der er meget i, hvad du siger om din Form af Energi; men der bliver alligevel noget tilbage, som gjør det forklarligt, at Grafologen fandt et manquement ved den; han udtrykte dette – som jeg vist skrev sist – skjødesløst ved at sige: ikke nogen stor Energi; – nu skal vi se Tyskeren.

Jeg antager, at, hvis Grafologien overhovedet har nogen Mening, saa udtrykker den voxne Mands Haand hans Væsen, saaledes som Livet har udviklet ham; undertrykte Lidenskaber skjulte – eller forraadende sig, de Egenskaber, der have vundet Magt – enten ved stærk Indøvelse eller ved oprindelig Disposition mere fremme i Forgrunden.

Vi reiser til Aarre den 5te; kunde du give mig Besked itide kunde jeg kanske komme til Byen ved den 17de, saa kunde vi bo i Huset.

Din A. L. K.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – nu er vi ankomne, og netop idag kommer vist ogsaa Baby til Christiania. Vi synes, vi er svært faa, savner Baby og længter efter Eder.

Elven er desværre meget liden, og af Fisk er der ikke mange. Den onde Pintsevind, som utgjød sig over Alverden fra Nord af, har ogsaa ødelagt Udløbet – ialfald foreløbig; idet den nordre Tange er bleven saa lang, at Elven gaar ud i Sand. Imidlertid er det saa ubetydeligt, at jeg om faa Dage haaber at se Elven i Stenene igjen, og da er her ialfald blank Fisk at faa. Og naar man gaar Elven op og ned i alle Haaler, saa staar der altid en Slump. Igaar skulde jeg fiske for Else; vi fik op 6 og mistede 7; som ellers holder jeg bare til ved Søen, hvor Fisken løber ud og ind med Ebbe og Flod, medens jeg lader Elven ovenfor være i Fred til Eder.

Hos Berta er de snille og blide, og jeg nærer ingen Frygt for, at Mamma jo faar det ligesaa hyggeligt i alle Maader inden Døre som hos Thore; men Omegnen om Huset kan aldrig blive saa jild som paa det gamle Sted.

Jeg sidder og skriver hos Ole Eilefson, hvor jeg har det udmærket roligt og pent. Men idag er her lidt koldt; en sur Nord-Vest med Regn; det er en hel Storm med hvide Brændinger langs hele Kysten.

Ja – nu er det ikke længe igjen! I tager naturligvis Billet til Egersund, saa skal jeg møde paa Thime. Naar I skriver eller telegraferer, saa adresser Brevene: Thime pr. Egersund; og Depecher: Thime, Jæderbanen.

Alle hilser og længter. Vær nu flinke og friske.

Hils Baby og alle andre.

Eders hengivne Pappa.

Dette Brev kommer vist midt i Eders Examen. Vær nu rolige og skriv ikke slusket; man kan gjerne tænke sig godt om og gjøre sig Flid den lille Stund, naar det nu engang er saa vigtigt for Livet. Og vær ikke ræd i det mundtlige; bare snak hele Tiden, selv om I ikke netop kan besvare Spørgsmaalet fuldt ud og strax. Men bare tal om det Spurgte, saa maa Læreren ogsaa tale, og saa gaar det efterhaanden. Men frygt som bare Fanden de lange Pauser mellem Spørgsmaal og Svar; det udmatter Tanken og gjør en saa modløs, at man tilslut brænder inde med det rigtige Svar, bare fordi Pausen trykker, saa man ikke tør tale. Derfor! søg at snakke, hold Liv i Examinationen for enhver Pris, saa bliver man flinkere og ser flinkere ud. God Lykke – kjære Bodde! og god Lykke for Jensemand!


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg glæder mig over, at jeg øiner Udsigt til at svinge Colossen! du er enig i Vægtskaalen, den skal hænge lige, og ve den, som kaster en Ert for meget opi den ene. Nu har jeg fundet paa et nyt Exempel:


Hønsene ærgrede sig over de moderne Rugemaskiner. Høist ubilligt; disse Rugekasser ere uundværlige for de store Byers Æggeforsyning, praktiske, økonomiske o.s.v.

Og Rugekasserne udtalte i en Generalforsamling, at det høieste Maal, det allerønskeligste vilde være, om Hane og Høne ganske kunde undværes.

Her var Ubillighed paa begge Sider; Vægtskaalen vaklede; men da gol Hanen for tredie Gang, og B. B. gik ud og skammede sig bitterlig.

Efterat du nu er overvunden, vil jeg forhaane dig: Hvorfor jeg ikke blev buden til Udstillingen? Kjære! – det er jo din Skyld; din, Heibergs og Høfdings Lære, at de store kan saa magelig undværes; de smaa faar mer Pusterum og har det meget hyggeligere med sig selv; og ikke større end jeg er, kunde jeg let have raget lidt op over Milieuet her. Nei Ære være den feige Middelmaadighed, som du skriver imod i Dagbladet.

À propos! der glemmer du blandt alle de Ting, som er forbudte i Norge, – du glemmer det vigtigste Led i Ungdommens Forkrøblings-Maskine: du maa ikke se paa en Kvinde, for at begjære hende, nix pille! ikke se! – der er hver Mand 4 Bryster beskaaret at skue: sin Moders og sin Kones, det 5te er Svineri! – hold dig, hold dig! Det er Elendigheden og Hykleriets Grundpille! Friere Liv og lystigere Elskov, saa faar du Æren i Mændene og frelser Kvinderne for al den latterlige «Skam»!

Efterat du nu er overvunden, forhaanet og hudflettet, vil jeg svare dig paa Spørgsmaalet, om jeg er upopulær i Stavanger?

Ja visselig for den «dannede» Dels Vedkommende; muligens findes nogle Venner lavere nede; men der er igjen Skræmselen større af Fritænkeren. Min Popularitet tænker jeg vil best kunne betegnes som et usædvanligt langt Ligfølge, hvilket jeg tror, jeg vilde faa, om jeg lod mig begrave i Stavanger; men jeg skal nok narre dem!

Men ellers vil du indse, at dersom denne Udstilling skal blive til nogen Fornøielse for Arrangeurerne med Decorationer eller lignende Udmærkelse, saa er det jo en langt bedre Anbefaling, at de har udelukket mig, end om de havde hædret mig, – det siste kunde kostet dem hele den høieste Bevaagenhed. De kunde i Stilhed indbudt mig; men du ser: Udelukkelsen falder meget mere i Øinene; derfor har de handlet ganske korrekt. Jo mere det faar Udseendet af, at Folk som jeg er Landets Skam, jo større er Glæden i Stockholm og Christiania. Morgenbladet har allerede jublet.

Nu er Sylfiden i Christiania, og jeg haaber, hun snart finder Følge. Forresten kan hun godt reise til Lillehammer alene, især hvis vor fælles Ven Lunde vilde tage sig af hende; hils de elskværdige Mennesker fra mig.

Du kan tro, her er brillant! Nu, naar jeg tænker mig saadan en Grævling i en Grøvt som du! aldrig ser du en Sol gaa ned end sige op; brugte, gamle Skyer fly der over Grøften, Dagen er uden Hoved og Hale, du aner ikke, hvad en Horizont er!

Fra Vinduet nu ser jeg nede paa Sandet mod Havet, som blinker i Solen, halvanden Prik, det er Beate og Else, som finder Maagereder! Hvad ser du – Elendige! Grøntfor og Juletrær og istedetfor den salte Søbris æder du Landeveiens Støv og Birkens sentimentale Jomfrulugt!

Den seirende Alexander.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – igaar snakkede vi om Eder og især om Bodden, som var oppe første Dag til Examen. Om Aftenen fik vi Jensemands Brev, at det var i Norsk Stil. Det gaar nok godt – haaber vi.

Her er nu saa varmt og deiligt, at vi kan se det gro fra Dag til Dag. Og jeg glæder mig svært til, at I skal komme og forfriske Eder paa denne velsignede Plet, enten det nu gaar saa eller saa med Examen. Else er alt rød paa Næsen. Vi ved om 3 Reir. Men Fisket er helt «primitivt».

Jeg skriver hver Dag paa min nye Bog, det gaar imidlertid langsomt, og der er ikke noget at sige om den. Ingen ved, hvad jeg vil kalde den, og Ingen faar det at vide.

Vi fik Telegram, at Baby kom først frem Lørdag Eftermiddag; men nu er I vel samlede; hav det nu jilt, og kom snart hjem. Telegrafer fra Christiansand. Hilsen fra alle.

Eders hengivne Pappa.


Frederik Hansen.

Kjære Fred.! – […]

Efter dit og Beates barokke Matschappey og lumpne Forhold ligeoverfor Gemytligheden paa Jamaica, vilde enhver Imødegaaelse fra min Side forekomme den skjønsomme Læser at være om ikke pro forma saa dog i en betænkelig Grad upaakrævet af Forholdene, som disse efter den siste Flaskes Henlæggelse have artet sig og fremdeles inden en overskuelig Fremtid synes at ville arte sig, medmindre andre Faktorer, som i Øieblikket ikke ligger klart i Dagen, fremkaldte ved uforudsete og uforudselige Omstændigheder skulde optræde og virke i den ene eller den andre Retning, hvorved jo – det nægter jeg ikke, og jeg føler mig stolt ved her at kunne erklære – til Trods for, hvad der gjentagende har været fremholdt fra visse Fraktioner i denne Sal, erklære, at jeg for min egen Part – de andres Formening ufortalt, – jeg taler nemlig her paa egne Vegne uden Man dat endsige efter noget imperativt saadant – men for min egen Part erklærer jeg – du maa snart sende en Jamaica in petto.

Træffer du Rektoren, saa spørg ham fra mig, hvad han giver for en Valgtale i hans Stil, som jeg nu er temmelig sikker paa at kunne.

Farvel.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel!

Nu haaber jeg, De alt længe har glædet Dem over den norske Hest, og at den svarer til alle Forventninger. Dyrets Papirer og 1ste Præmie følger herved samt Hr. Stenersens Udtalelser om Fodring og Behandling.

Til min Skræk ser jeg, at han omtaler et Honorar til sig selv. Jeg troede virkelig, at saadanne Kjøb var noget, han paatog sig con amore som Embedsmand, der interesserer sig for sin Hesteavl. Og da jeg selv er saa ganske ukyndig i sligt, kan jeg ikke engang tilnærmelsesvis foreslaa – eller antyde noget Beløb. Jeg haaber dog, De ikke vil finde Dyret for dyrekjøbt. Her er Regnskabet over mine Udlæg:

Hr. Stenersens RegningKr.523 35
Hestens Ophold i Stavanger44 95
En Express til Stationen2 –
570 30

Dette Beløb tilligemed mit Honorar for 4de Oplag af «G & W», som vel nu er færdigt? vilde jeg gjerne have mig tilsendt strax.

Desværre fik jeg ikke se Dyret; men min Ven – den danske Konsul i Stavanger – besørgede alt, saa jeg haaber, Hesten var baade uskadt og velstelt, da den kom frem.

À propos! – kunde De opgive mig en Garver, som har en større Bedrift, og hvor man kunde finde en pyntelig Plads for en ung Lærling. Jeg har en Protegé – en ganske tarvelig Søn af en Garversvend – , som vil til Kjøbenhavn og lære Faget. Kunde De give mig en Adresse?

Fru Bjørnson spørger efter min Buste. Ved De, hvorledes det gaar med den?

Jeg ved ikke, om De har hørt, at Pietro Krohn har tilbudt os sin Villa – Drewsens forrige – , hvor vi vil bo fra October til Marts. Til den Tid haaber jeg, at have min Bog færdig. Med mange Hilsener til Skovgaard

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

[…]

Præmien pleier Dyrene her at bære ved festlige Leiligheder ved det høire Øre – kanske er det ved venstre.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! – jeg erfor iforgaars, at Vexelen var kommen til Fredrik med dit Navn. Du har ikke skrevet til mig; men jeg tænker, du med tungt Hjerte og bange Anelser for mig har skrevet paa; og jeg takker dig for din broderlige Beredvillighed. Men du skulde skrive til mig og tage Skulderbladet fra Munden og ikke lægge Tærene imellem; for jeg tænker, at du nok kunde have Lyst til at sige mig nogle Sandhedens Ord?

Natten efter drømte jeg, at jeg ringede paa en Port eller Dør, hvor jeg ventede, at Fader skulde lukke op, men i Mørket, da jeg var kommen indenfor Døren, kastede en sig om min Hals og græd; jeg følte paa Ansigtet, at det ikke var Far, men gjenkjendte dig paa en lang Guldnaal, du havde i dit Slips! Jeg forstod godt, at du græd, fordi det stod saa daarligt med mine Penge; derfor sagde jeg: naa, naa! lad os være glade over, at jeg ikke har gjort noget ondt, ikke taget andres Penge – men saa vaagnede jeg og maatte jo erkjende, at det er galt nok som det er. Nu gaar imidlertid Romanen fremad – ja, hvad er det saa mer? Men lad det nu staa til til Vaaren; – saa langt kan jeg klare mig.

Din hengivne Broder Alexander.


Pietro Krohn.

Kjære Krohn! – tusind Tak for Deres elskværdige Brev og for en Hilsen fra Italien, som jeg ikke er værd. Jeg har for Evigheden begravet mit Hjerte i Sandet her ved Jæderens Rev; og jeg føler i Virkeligheden mest af alt Trang til at gaa her alene og se paa Søen og holde min Mund. Men endda har jeg – gammel og stivbenet – mange Pligtdanse igjen, og jeg maa gjøre Vold paa mig selv, gjøre Ture og tage Kjæde med hele Cotillonen, skjønt jeg er saa erkelei af mine Medmennesker tillands og vands.

Hvilket alt dog ikke forhindrer, at jeg er Deres Frue og Dem overordentlig taknemlig for den store Tjeneste og den store Venlighed. Jeg ved jo nemlig godt – i mine lysere Øieblikke, at Beate har Ret, naar hun paastaar, at jeg netop trænger til at tvinge mig selv til at leve med i Livet, og De skal se, naar jeg først kommer ud, skal jeg nok være elskværdigere; men Italien er kun for den, som er ung nok til at tage sin Portion; for mig vilde de modne Druer, den megen Sol og Pigesved være Bebreidelser for forsømte Dage: – nei! jeg fortjener ingen Hilsen.

Se Schandorph derimod – eller rettere: for Exempel! – han synes at svømme som hjemme fra Land til Land. Men det er tom Pral. Han har aldrig svømmet som en blank Fisk; men han vader i det Mudder, han finder overalt, som en lærd Pelikan og gurgler de fremmede Tungemaal til sin egen Fornøielse.

Han kjender nok Blomstens Vellugt; men den egentlige Bouquet, de smerteligt søde Minder og Drømme, som i Ungdommen hørte med til den Blomst, det piner ikke Schandorph. Jeg vilde lide ved Italien som jeg lider ved Jasminen, – den jeg ikke kan lade være at styrte mig over hver Sommer, forat mindes min ondeste Samvittighed.

– Beate har længe været i Begreb med at skrive et Brev til Deres Frue; men De ved, hvor langsomt det gaar, naar Kvinden skal frembringe noget; ni Maaneder om et lidet bitte forklemt Barn – er det ikke betegnende!

Altsaa – jeg tager dette altsaa tilbage – ; jeg kan intet love eller forudsige; men jeg skal prøve paa at paaskynde hendes Brev. Saa meget ved jeg, at vi er bare Mand, Kone, 2 Smaapiger og en Tjenestepige, saa vi finder vist rigelig Plads.

De venligste Hilsener fra

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Jeg har nu saa mange Gange været i det Tilfælde, at jeg om Aftenen har læst noget af dig, som jeg i mine egne Tanker har fortsat med det Forsæt at takke dig, naar jeg næste Dag sad med Pennen i Haanden.

Men saa vaagner man kjølig og optaget af sig selv og af den Dag, som begynder, og gjenfinder ikke Ordene og ikke Stemningen.

Men idag skal det dog være slut, efterat jeg har læst, hvad du skrev om de almueagtige Moralister i Dagens siste Krønike. Du ved, det er saa ofte med Tanker som med Tinsoldater i Æsker: man ser dem først, naar de stilles rigtig op paa Bordet med Officerer og Musiken i Spidsen. Jeg har tumlet med alt dette i min Ensomhed, og du har – atter! – gjort mig den store Tjeneste at rette mine Folk op og give dem Mod og Slagorden.

I den Bog, jeg skriver, har jeg vort lille graafarvede Samfund saaledes som Reaktionen nu har lagt det tilrette for det almueagtige. Den simple – jeg mener den uaristokratiske Bonde, som kun har den grove Guldtørst, finder, at «Intelligensen» og Religionen netop har nedstemt alt saaledes, at man ikke behøver at genere sig. Alle er Svin og maa behandles derefter. Han vader opad i Samfundet, og Hykleriet i Ord og ydre Vaner er ham medfødt let; al hans Ondskab bliver ham let tilgivet, fordi han af Hjertet er med paa at spytte paa Kulturen og foragte det Store og de Store. Jeg ser, at dette er den første Følge af Demokratiet, ligesom de ravgaleste Fruentimmer er Førstegrøden af Emancipationen; men jeg ved ogsaa, at Strømmen i det store og hele tilslut vil og maa løbe den rigtige Vei, kun er vor Pligt strax at møde Snigveien, at vi ikke forsinkes i det uendelige.

Men – du ved selv, hvor mat Livet er i disse smaa Folk, og at man, jo mer man tilhører dem, des mer ligger man under for selve Matheden. Derfor maa du ikke vente noget stort af Bogen. Den er snarere – og ganske vist – ringere end de første paa Liv og godt Humør; jeg føler selv, at jeg er træt af den Form, og der er vistnok flere døde Punkter end før. Var jeg kommen til Verden i et større Samfund, kunde jeg have faaet mer Ild i Blodet. –

Jeg finder det høist paafaldende, at i en Tid, der for mig staar som enestaaende i den almene Svækkelse af de simpleste og mest elementære «Dyder»: Paalidelighed mellem Mandfolk, i Penge, i Politik, i dagligt Liv; i en Tid, hvor stor og samfundsfarlig Reaktion ikke længer sniger sig frem, men mer og mer tager Gud under Armen og trodser sig frem; i en Tid, hvor Varslerne ere saa mange om simple sociale Mad-Spørgsmaals blodige Løsning, – at i en saadan Tid Literaturen føler Trang til at krybe under en Sten, forat være psychologisk! Istedetfor at hidse og hidse det brændende, opvarmer man hinanden og sig selv med nærgaaende Snusen i alle Alkover; hvem der har dyppet hist og hvem her, og hvorledes det smagte. Hvad er det dog for noget forbandet Vrøvl med disse Kvindesjæle, som skal være saa complificerede? – tre, fire Lidenskaber i det høieste, hvis man ellers vil gjøre sig den Uleilighed at skille Forfængeligheden ad i Magtsyge og Misundelse. – Det var nu ikke det, jeg vilde skrevet om; men tag min Tak for dine siste gode klare Tanker baade i Striden med Rugekassen Høffding, der from ønsker, at der ikke var Brug for Haner, og det om Tolstoj og de andre. – Vi kommer til Kjøbenhavn til Vinteren; og jeg vil være glad ved at faa tale med dig igjen.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – modtaget Brev med indlagt 1432 Kr. 80 Øre. – Udlæg for Hesten og 1/2 Honorar af 4de Oplag af G. & W., hvorfor herved takkes. […]

– Jeg har i det siste havt det saaledes med Rodenberg, at han betaler mig for Manuskript og lader Oversættelsen besørge ved den af mig anbefalede Frøken Ottesen.

Her har været nogen Tale om, at jeg mod et godt Honorar skulde trykke først i Deutsche Rundschau; – ialfald begynde i et Hefte før den norske Udgave. Det kunde vel ikke saa meget genere Gyldendal; men der er mange andre Betænkeligheder – for Exempel, at Rodenberg, naar Oversættelsen er færdig, ikke tør eller vil tage Bogen til Tidsskriftet, deraf Tidsspilde og Ærgrelse.

Idetheletaget vilde jeg være i en evig Uro ved at vide mit eneste Manuskript flyde om i en Dames Skuffer i Berlin. Derimod maa jeg faa Korrekturark sendt hende fra Kjøbenhavn saa snart som muligt. Det bliver en temmeligt stor Bog, med hvis 1ste Gangs Skrivning jeg ikke endnu er færdig. Hvis jeg kan begynde paa 2den Gang i September, skal den komme til god Tid før Jul.

Deres hengivne Alexander L. K.


Jacob Kielland.

Jacob! Hvor er du? – er du ude og reiser? – send mig dog snart Haandskrifterne, at jeg kan svare og takke Dansken.

Vi har altid havt den Plan, at reise til Kjøbenhavn 1ste Oct; men nu hører vi, – hvad vi havde glemt – , at det er din Sølvbryllupsdag den 15de October. Det vil jeg ikke reise fra paa nogen Maade, medmindre – nei, jeg tror ikke, jeg behøver at sige medmindre; thi jeg antager, at hvor lidet jeg end passer i en Præst’s Hus ved saadan Fest, som i Almindelighed feires med Religiøsitet, saa er det dog mere vigtigt for dig, at vi ere gode Brødre hvorsomer. Jeg gaar altsaa ud fra, at du vilde savne os, om vi ikke mødte frem, hvorfor jeg herved svarer Tak til den Indbydelse, jeg i beskeden Spænding imødeser.

Din hengivne Broder Alexander.


Jørgen Brunchorst.

Hr. Konservator Brunchhorst.

Jeg har en halvgal Mand, som er interneret paa Gaarden Rimestad, til FlinteSamler for min Samling. Siden hans Omraade er indskrænket, samler han ligt og uligt i massevis; men det er klart, at der, hvor han leder og roder, maa der have været af den allerfjerneste Beboelse i Stenalderen, eftersom alt, hvad jeg faar derfra, er gamle raa Knive og Haandredskaber men ingen Pile eller fint arbeidede Vaaben. En ualmindelig Mængde smukke nucleus har han ogsaa bragt.

Men forleden viste sig med en Gang nogle nye Flintstykker – udhakkede paa alle Kanter – , en Maade, der efter min Erfaring er sjelden. Saaledes for Exempel [skisse] eller: [skisse].

Først var jeg henrykt; saa troede jeg, det var et lumpent Bedrag; idet jeg fandt Hak, som aabenbart ere nye. Jeg tænkte da, at Guttene, som altid har været efter min Ven Thore med Ærting og Garpestykker, havde fundet paa at hakke ud Kanten paa de Flintestykker, de fandt, forat holde ham for Nar eller overhovedet af Bondedrenges fremherskende Evne: Ondskab. Men da jeg fik fler og fler i Haanden og stødte paa Hak, der synes mig uimodsigeligt gamle – omend vel ingen kan afgjøre, om Hakkene ere ligesaa gamle som den øvrige Tilhugning – , saa lagde jeg et Udvalg i en liden Cigarkasse, som jeg idag har tilladt mig at sende til Bergens Museum.

Vil De eller en anden kyndig Mand se paa disse Stykker og sige mig, hvad man skal tro om Fænomenet?

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – endelig fik jeg Brev fra dig. Tycho er her; han er sendt paa Ferie af sin Læge; vi har det uhyre jilt; men jeg syntes næsten, det var Synd, han kom nu, for saa kommer han neppe til Sølvbryllupet. Men jeg vil gjøre alt for at komme, og Beate glæder sig ogsaa. Det er saa uvant for mig at være saa livagtigt interesseret for nogen Fest, at jeg synes, du er ganske lunken, naar du bare siger: «vi har beklaget, at du i Begyndelsen af October reiser til Berlin!» – jeg forstod senere, at du var saa optaget af Jens’s Stilling, at du skrev galt; jeg gratulerer med din ælste Søns launch – det betyder paa engelsk Gaaen-af-Stabelen.

Hvad du siger om Missionen forbauser mig ligesaameget som Dahles «Svar» i Avisen.

I snakker noget Historie, noget Pindehuggeri om Nøiagtighed og Sagkundskab; Dahle kommer med den letkjøbte Haan om ham, som sidder paa sit Sommeropholdssted og tordner mod de stakkels Missionærer – ikke et eneste alvorligt Ord, Undvigelser og Avissnak.

Idetheletaget glemmer I Theologer, at Verden bestaar af andre Mennesker end den ganske ualvorlige Masse, som udgjør Eders saakaldte Menighed; for «Menigheden» er den alvorlige Mine nok; den nøiagtige Gjendrivelse af Ord med andre Ord; denne Dækken over det alvorlige Alvor stolende paa en længe optugtet Veneration for det, som dybest inde er Spilfægteri.

Det eneste alvorlige Svar paa det Spørgsmaal: Er Missionsselskabet en demoraliserende Svindel? – det vilde være en overbevist Mands Vidnesbyrd om Aanden, saaledes som den i Menneskenes Samliv viste sig, i den indbyrdes Kjærlighed, i den harmoniske Udvikling af Næstekjærligheden uden Pral – uden en falsk Tone.

Saaledes maatte den vidne, som selv greben var overbevist om Sagen som Guds.

Men det kan Ingen.

Derimod kommer I halende med Josefus. Kjære Broder – med Tilladelse! som du siger – synes du, Josefus klæder dig? Hvad skal denne forlorne Lærdom til, hvor Spørgsmaalet ligger saa nær – ligesaa generende nær som den Uret og Nød, Missionen lumper Folket over.

Hvad vil du med Røstvig?

Har da jeg begyndt med Dons tremens, med C. B. Svendsen, Omdal – en Bande – Kjære Broder! en Bande af Hyklere saa lang, du vil have den! Alt det har jeg lagt tilside, forat komme Alvoret paa Livet; og saa svarer man med Sagkundskab, Historie og Pindehuggeri.

En ond Samvittighed, en forfærdeligt ond Samvittighed er Missions-Tilstelningen for alle Alvorlige. Og siden du ikke tager i Betænkning at forudsige, at jeg vil komme over til dig, saa vil jeg aabent sige dig, at dit nuværende Forhold til Missionen er oplunket af Forhold og Omstændigheder, aldrig har det været og aldrig blir det nogen genuin Brand i dit Blod – aldrig! – dertil var du aldrig grovt nok fibret, og du skulde vare dig for det bløde Filt, som lægger sig paa gamle Præster.

Det var nu det! – altsaa vil du og dine sætte Pris paa os til Sølvbryllupet og saa kommer vi. –

Jeg skrev til Dansken om Haandskriften. Det er sandt som du siger, at Far er mislykket. Det var den lange Dressur i Kontoret, som gav hans Haandskrift de vildledende Eiendommeligheder; og da han slap af Kontoret, skrev han jo aldrig mere. – Men alt i alt var det et høist interessant Forsøg og jeg maa sige: det har i høi Grad imponeret mig.

Alle her hilser Dig og dine; vi har nærmest godt Veir og deilige Dage just nu.

Din hengivne Broder A. L. K.


Arne Garborg.

Kjære Hr. Garborg! – vær saa snil at sige mig – privat – , hvad De mener med at opføre «Professoren» blandt de i Kjøbenhavn opførte norske Stykker, da det dog er forkastet af Kammerherre Fallesen; og særlig vilde jeg gjerne vide, hvad De mener med at sætte «hm!» bagefter mit Stykke.

Jeg ser nok af den Maade, hvorpaa De anbringer «verdensberømt», at der skal forhaanes, ligesom det hellerikke har undgaaet min Opmærksomhed, at det skjæbnesvangre Aar, der skiller gammelt fra nyt, just er et af de faa, der skiller mellem vor Alder; men jeg vilde gjerne vide fra Dem selv, om De mener, det er Ret mellem Forfattere at lure fordækt Haan ind i den aabne Konkurrance? Misforstaa mig ikke: dette er ikke noget om «Broderskab»; det er som simpel Næringsdrivende, jeg ønskede at høre Deres Principer om tilladelig og utilladelig Reklame.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – vi har faaet Boddens Brev, at I ere vel fremme og i Orden igjen. Det var en jil Ferie, og snille var I ogsaa – paa nær de bekjendte Undtagelser, som forhaabes at fortabe sig hos begge med Tiden. Nu maa I tage godt fat og ikke ligge efter i noget Fag; for dersom I skal komme frem til en Stilling i Samfundet svarende til Eders Opdragelse og Navn, maa I lære den høieste Dannelses Kundskaber ordentlig fra først af. Vil man være med i selve sit eget Land blandt de første til at gjøre Nytte og Ære for Landet, saa maa man hænge godt i lige fra først af. Det er det, I maa huske. Det Niveau, som I skal tilstræbe, ligger over det almindelige norske, – I maa holde Øinene aabne og lære!

Skjønt her er en Masse Vand, har jeg endnu ikke faaet noget rigtig stort, kun pen Blankfisk. Men rigtignok har vi hidtil bare havt blankt Solskin med svag Nordenvind; idag er han først gaaet paa Syd med Regn, saa nu har jeg bedre Haab. Men med saa meget Vand havde jeg haabet mer Fisk strax. Det er dog endnu 14 Dage for tidligt for de store Ørreder.

Her gaar en fortærenes Engelskmand og vipper hver Dag; han faar ingenting; men af hans Spor kan jeg se, at han gaar lige paa Kanten som en Løwold og skræmmer al Fisken.

Nu er bare Jonas her; han spiser ofte hos os og er fremdeles bare jild at have; han snakker ofte om Eder, og vi alle savner Jer i Hus som i Elv. Ogsaa Gabriel har spurgt ivrigt efter Brev fra Eder. Første Dagen kunde han følge Eder paa Timen ligetil Farsund; men længer aust var han ikke saa nøie kjendt. Husk paa i Brevene at sende ham og Bertha Hilsen.

Desværre er Mamma igjen daarlig af Nervøsitet og saa svag, at jeg er ganske forskrækket. Det kommer saaledes med en Gang over hende med Graad og Modløshed og liden Livskraft. Det er ikke første Gang, og jeg ved, hun forvinder det ialmindelighed paa kort Tid; men det er altid ondt for hende, mens det varer. Da trænger hun til alslags Opstivelse – baade for Legeme og Sjæl. Skriv derfor bare godt til hende med Tak for Tøi og Stel, og lad hende intet høre, om der skulde være noget iveien med Buxer eller Strømper.

Alle sender hjertelig Hilsen fra Hus og Gar.

Eders hengivne Pappa.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! vi har faaet Jens’s Brev og ser, at Arbeidet er igang igjen, og at I har det godt. (Jensemand! – du skriver vel ikke «Penden» for Alvor?) Den, som først ser Tycho, maa spørge ham fra hele Aarre: hvorfor han ikke skriver? – han maa skrive nogle venlige Ord, som jeg kan bringe Gabriel & Ole Eilefson – ial fald. Jeg er desværre ikke færdig med Bogen; den kan da hellerikke komme til Jul, hvilket er stor Skade; – ja forresten er det ligesaagodt at komme lidt efter al den ophobede Julestads; nogen Julebog er det jo hellerikke!

Jeg udskriver af min Almanak, hvad der er hændt siden sist jeg skrev. Englænderne har holdt op at gaa i Elven, de dorger bare nu i Vandet. Sin Bopæl har de væmmelige Udskud paa det væmmelige Vig! En Dag, Jonas og jeg seilte med Stavanger og Jens’s Skøite i det store Aarrevand, fandt vi paa Stranden en død Ørret paa c. 9 Mark med fuldt af engelske Dorgekroger i Munden. Litle Nils tog Dyret og pilede afsted som en Ryl langs Stranden.

Ellers gik Seiladsen med Stavanger mærkeligt. Det er det klogeste Skib i Verden. Den udgik fra Skomagerens Hus med Nordenvinds Storm, men havde faaet for lidet Ror, saa han laa meget høiere end Beregningen og gjorde ikke sin fulde Fart. Men da vi snart saa, at han ikke kom iland før paa Horpest, maatte Rhederiet reise Landeveien austefter, for at holde ham i Kikkerten. Mens vi da stod paa en Odde ved Horpest og talte om, hvorvidt han vilde gaa iland paa Horpest-Øen med Kjæmpehougen – eller gaa nordenom, blev vi pludselig var, at Skibet, som vi knapt saa mellem Bølgerne, det bar af og kom slørende lige mod os. Jeg tilstaar, at jeg i Øieblikket var aldeles forbauset. Som styrt af fornuftige Folk kom han slørende lige ind paa Stranden foran vore Fødder, og først da blev vi opmærksomme paa, at Agterenden laa under Vand, og at hele Kareten holdt paa at synke. Da huskede jeg ogsaa fra før i Bredevandet, at Stavanger har den Eiendommelighed, at naar den blir fuld af Vand, saa Agterenden kommer dybt ned, da falder den aldeles af for Vinden, fordi Bougen er lettere og holder sig oppe og drives til Læ af den svære Klyver. Saaledes kom han paa Land i siste Øieblik lige for Fødderne paa det henrykte Rhederi.

Den 3die September fik jeg en Svidde i Sammenløbet paa 5 1/4 Mark. Den sprang 4 Gange høit i Luften, men maatte alligevel iland. Siden har her næsten ikke været Fisk at se; jeg forstaar det ikke. Her er for stille Veir, og endnu er ikke den store Ørret kommen ned. Næste Uge kommer Fr. Hansen & Andreas.

Den 4de og 5te var jeg med Gabriel og mange andre paa Smale-Hentning oppe i Heien; men jeg blev liggende om Natten paa Aalgaard, hvor jeg kjedede mig enormt, og kom hjem over Sandnæs den næste Morgen.

Nu er der ikke mere at fortælle. Her er hverken Fisk eller Fugl; ingen Graagjæs heller. Jeg tror paa et stort Uveir med Storm, saa at Høsten endelig kan faa komme. Disse Uger er en Overgang, – her er vakkert – udmærket! men det er ikke de rette Haustadage!


Hav det godt og vær gode Venner.

Eders hengivne Pappa.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – nu har jeg allerede for flere Uger siden faaet Glasset og drukket mange Potter Melk af det. Det var langt større og pragtfuldere end jeg kunde huske, og du skal have mange Tak for denne stolte Erindring om hint mindeværdige Besøg. Nu er jeg her tilbage paa Aarre ganske alene og lever som Robinson, laver min Mad paa fri Haand i Gruen og gnider mig mod Bertha, indtil der gaar Ild, gaar med Huller i Buxerne og snyder mig i Fingrene. Den fine Mand, som du fordum kjendte, har været henlagt i 4 Maaneder. Men nu skal han oppusses efter Tidens Leilighed og udstilles paa Østerbro som et synligt Vidnesbyrd om, hvor fede de Gyldendals holde Grisene sine. Den 10de October reiser vi, – jeg skriver det saa let, og jeg ved, vi kommer sagtens til at gjøre det; men det forekommer mig selv vanvittigt og haabløst. Jeg har netop endt en Bog i 1ste Gangs Skrivning; men det har ingensomhelst Glæde været, bare en nedslaaende Fornemmelse af, at jeg kan ikke mere. Dette er ikke bare Stemning, jeg er vis paa, at Bogen er slet, fordi den er koldt gjort og sat sammen, forat vise. Nu har jeg jo anden Skrivning igjen, som vel kan redde noget ved at føre lidt Blod i de tørreste Dele; men alt i alt er det saa fattigt paa samme Tid som det skal forestille rigt; mange Folk og stort Apparat og saa ingenting af Menneskeblod – bare en Skjæbne fortalt – kjedeligt. At du vil forarges og bande fik nu endda vaage sig, naar det bare var godt; men det skrækkelige er, at jeg forekommer mig selv som en Gjenganger, hvis Ord og Vendinger vi alle kjender og hvis Historier engang vare morsomme, dengang de var nye; men nu! Kunde jeg saa sandt komme fra det hele paa en anstændig Maade, saa løb jeg min Vei. Eller om det var muligt at opnaa noget, der kunde ligne et Levebrød uden at man maatte gjøre sig til Hund for det; thi jeg vil dog dø opreist.

Men nu har jeg stellet mig saaledes; – ja forresten! det er jo ikke noget daglig at gaa og grave sig ned i slig Modløshed; jeg har jo aldrig gjort noget ondt, og af Naturen er jeg ingen Hønerumpe; men jeg ældes for tidligt.

Altsaa! vi reiser til Kjøbenhavn for nogle Maaneder – til Marts, og det glæder jeg mig til. Saaledes som nu Moralen er, kan en Smaaby overhovedet ikke bæres. Der findes ikke længer noget Ord som svier, saa aldeles overgalvaniserede ere de med Hykleri og den Foragt for Aand, som Høire har udbredt – helt fraoven Monrad & Lochmann og helt nedover til den siste Præst. Aldrig har jeg seet en saadan Gjenstridighed overfor Aand som disse Dages. O om jeg havde Jeremiæ Kappe og Stav! Og just nu skal jeg være færdig! Dengang jeg kom med i Legen – det er bare ti Aar siden – syntes jeg alt laa paa at vælte «Høire» saaledes ud af Stillingen, at ogsaa «Venstre» kunde faa være gentlemen. Nu er de blevne gentlemen! – og Herre Jemini!

Havde jeg bare ikke denne evigt nagende Uro for Fremtiden, hvor jeg skal gjøre af mig, for mine smaa – for Elses Øine – , jeg synes alle ser paa mig: nu er han vel snart færdig?, – en Uro, en Ustøhed, som gjør afmægtigt arrig uden at løfte Bølgen til et kraftigt Braad. Jeg tænker saa ofte paa dig; du er jo Landets Blæsebælg, der holder Fyr i alle Esser, hvor ondt og godt smedes om hinanden, – dog mest ondt – mest ondt. Hvor anderledes rigt og mere frugtbart vilde Livet leves i et stort Folk, hvor de arbeidende Millioner gaar sin Gang fremad og takker Digteren eller lader ham i Fred. Men hos os skravler alle og de faa, som tier sidder og suger i sig det værste af det, de andre skravler. Er det mig, som er syg? eller har jeg ikke Ret: vort Folk er i dette Øieblik lige paa Randen af Krapyl – helt fra oven og langt ned. – Forresten alt vel! – Beate bereder sig med aldrig svigtende Iver til en ny Flytning. Mine beste Hilsener til alle dine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Niels Neergaard.

Hr. Redaktør! – jeg sender Dem herved første Kap. af min nye Bog, som jeg haaber skal komme til Jul. Jo før De altsaa faar det anvendt desto bedre.

Ærbødigst Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Dit Brev af 24de September kom i en god Stund. Jeg skal forklare dig det hele.

Da Holm engang isommer fôr herforbi, gjorde han mig opmærksom paa dit Sølvbryllup; og jeg, som altid havde hørt dig og dine glæde sig saa meget til denne Dag som en Familiefest – jeg sagde uden Betænkning: saa opsætter vi vor Reise til over den 15. Og jeg – som ellers aldrig bryder mig om Fester – jeg tog med en usædvanlig Iver Parti for denne Fest, skrev til dig o.s.v.

Dit Svar syntes mig dengang lidt kjøligt, saa jeg tænkte strax, da jeg saa dig og Dikka her paa Aarre, at nu skulde det se varmere og mere festligt ud. Men jeg blev skuffet. Hver Gang jeg vilde tale om Festen som Fest, saa var I begge saa ivrige for at faa det hele slaaet ned til et Stykke Kalvesteg med Svanholms. Dikka talte om den dydige gamle norske Mad, og naar jeg hentydede til Haugesunds Kommunalbestyrelse tilhest, saa vilde du slaa det hen, somom det hele skulde gaa af i al Stilhed.

I alt dette var der noget af det, som jeg kalder Hykleri og som forarger mig. Naar vi alle ved, at en saadan Fest for et saadant Ægtepar, i en saadan By ikke kan andet end sætte Byen paa Ende for en Dags Tid, saa ved jeg ikke, hvorfor vi skal lade, somom vi ikke ved det. Og disse Hædersbevisninger med Taler, Mugger og Sølvpibekradsere, som kan være dumme nok, naar de træffer paa en uværdig, de er jo ikke, naar de som her træffer en hæderlig og fortjent Mand, andet end i det høieste en Smule latterlige som alt officielt i smaat Format gjerne vil blive.

Derfor vilde jeg ikke være med paa dette, at man paa Forhaand ikke vilde vedkjende sig Festen og siden lade overrasket. Og da jeg under de Omstændigheder ikke fandt, at vor Fraværelse vilde faa saa stor Betydning, bestemte jeg vor Afreise til Kjøbenhavn til den 10de October og indrettede os derefter. Jeg vilde med det første underrettet dig og sagt dig den sande Grund, da jeg i Lørdags fik dit Brev af 24. Jeg reiste strax til Byen, forat tale med Beate, som i denne Sag hele Tiden har ladet mig raade, og vi blev strax enige om, at saaledes som Festen nu var bleven klar, lys og aabenhjertig, var vor gamle Lyst til at være med fuldstændig opvaagnet. Jeg reiste da herud igjen forat sige Eder mange Tak for Indbydelsen for os og Børnene; vi skal komme og alle glæder sig uhyre; men betænk dog, om I formaar at huse os? Det spiller vistnok en ikke liden økonomisk Rolle for mig, men tænk dog alligevel, om der ikke kommer nogen værdigere?

Saa vil jeg ogsaa haabe, I tilgiver mig min Forstemthed; jeg kunde jo holdt mig i Ro fra først af; jeg ved endnu ikke, hvad der gik af mig, at jeg var saa begeistret for den Fest.

Et Sølvbryllup staar for mig som en saa uhyre sjelden Høitid – hvad det jo igrunden slet ikke er; jeg tror ligefrem, det kommer af, at vi i vort Hus aldrig kunde opnaa det, men derimod Gabriels og de andre. At du som den, du er, maa staa i en Del officielt, er jo ikke noget at krympe sig ved; der er dog altid i din Fest flere Procent Gehalt end i en almindelig af den Art. Selve Dagen er jo uden Plet eller Rynker: en glad og freidig Fest for et yderst vellykket Ægteskab, hvorfor saa ikke slaa Dørene op og sige: ja! – vi er lykkelige! – kom og se!

Det kunde ikke nytte mig at ville skjule den Stemning, jeg har været i, heller ikke vilde jeg uden videre «springe over det mellemliggende»; du vil ikke blive vred paa mig, fordi jeg siger alt som det er.

Desværre lever jeg ikke godt – nok til Legemet; men ellers er jeg yderligt nedtrykt og ser Fremtiden imøde med megen Bekymring. Altsaa vel mødt Mandag Aften den 13; vi reiser til Kjøbenhavn den 17 fra Stavanger.

Din hengivne Alexander.


Jacob B. Bull.

Hr. Redaktør J. Bull!

De spørger: hvorledes det skal lykkes Dem at faa mig til at interessere mig lidt for Folkebladet? – muligens om De havde sendt mig det, – misforstaa mig ikke: jeg ønsker ikke, at De skal gjøre det, – men siden De netop spørger.

Deres Insinuation, at jeg holder mig mere «fornem» end de beste i Literaturen, gider jeg ikke svare paa; men jeg vilde gjerne vide, om De har nogen Grund til den Uartighed: at jeg ikke pleier at besvare Breve? Skulde jeg – ganske mod min Natur og Sædvane nogensinde have begaaet en saadan Feil, er det ved en Forglemmelse, for hvilken jeg er beredt til at bede om Undskyldning.

ærbødigst Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – du har faaet et Tag paa mig fra den Gang, jeg saa skammelig miskjendte dig med Hesten; naar du derfor siger: hvor du dog kjender mig lidet! – saa sidder jeg der, somom jeg atter havde en Hest paa min Samvittighed. Dette gaar slet ikke an; det bliver, somom jeg gjentagende gjør dig Uret og tror dig slettere end du er. Jeg har nemlig denne Gang fuldstændig Ret, omend jeg nødig vil fastholde det stygge Ord Hykleri.

Da du herude paa Aarre fortalte om en Mand, som muligens stod bag et Hjørne i Haugesund med en Kniv eller sad i Forsamlingen med en Revolver, da tænkte jeg paa Doktor Wyller, at han burde vide, hvor hyper-nervøs du er. Og naar du siger: «En fredelig Familiefest maa dog selv jeg faa Lov til at holde» – saa tænker jeg paa det samme. Du, som netop er den Elskede i en Grad, at det nærmer sig til en Karakter-Feil, du slipper din Fa[n]tasi løs – og du er et af de fantasirigeste eller rettere fantasikraftigste Mennesker, jeg kjender, du opfantaserer smaa Ord og en liden Kreds’s Grums til Farer og Alvor. Kjære! du har ikke mere Ide om det at være forhadt blandt Menneskene end Barnet i Vuggen. Tænke sig, at Haugesund! skulde forstyrre din Fest!

Kjender vi ikke Præster i dungevis, hvis Forargelse raaber til Himlen, og lever og dør de ikke i dybeste Fred med Sølvtøi til alle Fester. Og du! som overalt har vadet i Kjærlighed og Beundring langt høiere end jeg finder det anstændigt for en Mand, du vil nu, at jeg skal tro, du lider Forfølgelse! Det er det samme, jeg sagde i mit første Brev: jeg kan ikke fordrage, at man skal lade som noget, spille med det alvorlige og saa bagefter være overrasket, somom noget ondt var undgaaet. Naar du nu – efterpaa – overskuer dine Sølv-Pibekradsere, vil du saa fortælle din Angst til Wyller, saa vil han bede dig tage dig iagt for det, som kaldes Verfolgungswahn.

Har jeg nogensinde handlet ud af ublandet Kjærlighed og Hensyn, saa er det ved at opbebie denne Fest – jeg som afskyr saadanne – , desto uheldigere faldt det, at Dikka vilde nedstemme Festens Glands – somom det! – ak nei! men Oprigtigheden! Oprigtigheden uden Menneskefrygt, en god Samvittigheds Pagt, som bryder sig Pokker om Skumlerne – det vilde være Festen – den sjeldne Fest i denne Feighedens og Hykleriets Alder.

Det er en ærlig Glæde, du gaar til; den har været længtet imod, festet op i al Uskyldighed; hvad er der saa at bryde sig om – du, som har din Gud til Værnething, selv om Farerne var der. Skal du frygte for at «ophidse», naar du ved, du intet ondt gjør? – eller skal du gjøre noget, som du føler med Rette kan ophidse? – Har du valgt, saa kan jeg ikke forstaa, hvorledes du kan forsvare at nære Frygt for Menneskene; – sig ikke, det er for de ærede Gjæsters Skyld, det er et – religiøst – ulovligt Hensyn.

Jeg ved sandelig ikke anden Maade at komme til din Fest paa end som Hans Arentz. Jeg springer let over det mellemliggende; skal vi tale mere om det, saa lad det være efterpaa. Enten Skit eller Kanel; enten er det Fest eller det er Hensyn. Jeg kan ikke – og jeg haaber, at jeg aldrig skal komme til at fordrage denne Blanding, denne Hensynstagen til den samme Alverden, som man dog ved har evig Uret.

Jeg kommer derfor ublandet glad, for at ønske fortsat den Lykke, jeg har seet begynde alt i Vigedal, og selv om alle dine Ruder skulde klirre af Stenkast, vil jeg ikke slukke et Lys, men drikke en uforfærdet Skaal for et lykkeligt Sølvbrudepar.

Din hengivne Broder Alexander.


Jacob B. Bull.

Hr. J. Bull! jeg kan desværre ikke modsige Dem, naar De er vis paa, at jeg to Gange har undladt at svare paa Deres Breve; om jeg som Redaktør i 1889 har fundet det altfor absurd at skrive for en anden Redaktør, saa burde jeg jo alligevel givet et Svar; herfor beder jeg om Undskyldning.

Men jeg kan aldrig indrømme, at denne Forsømmelse giver Dem – der – saavidt jeg ved – er mig fuldstændig fremmed? – nogen Ret til at vandre ind i min Karakter og chicanere mig som den, der er fornem paa den Maade, at han finder dansk finere end norsk. Jeg kjender ikke saa lidet til Boniteten i norske Udgiveres Lyst til at agere det forsømte Fædreland.

– Deres Brev af 5te Oct. kom under vore Omflytninger før Opbruddet hjemmefra, derfor svarer jeg saa sent.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Niels Neergaard.

Hr. Redaktør N. Neergaard
Tilskueren. No. 20 Søgade, Kjøbenhavn.

Hr. N. Neergaard! Jeg har netop gjort noget, som jeg kanske ikke havde Lov til.

Jeg fik Telegram fra det norske Dagbl., om det maatte optrykke 1ste Kap. efter Tilskueren mod Honorar. Jeg svarede i min Pengebegjærlighed strax Ja.

Men nu bagefter plages jeg af Samvittighed. Det var vel nærmest Tilskueren, som skulde været adspurgt. Er her Regler for sligt? Jeg vilde ikke paa nogen Maade handle illoyalt, derfor beder jeg Dem strax at vise mig tilrette.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! vi har hørt noget om, at «Det nye System» skal spilles Torsdag? Turde jeg bede Dem lade Billetter kjøbe for Beate og mig – helst i Nærheden af Dem og Deres? Vi er næsten hver Dag paafærde – idag til Fru Drewsen i Lyngby – ; men næste Uge siger jeg stop og sætter mig ned til Flid og Virksomhed. Hilsen til alle paa Skovgaard, og Tak for sist.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn!

Tak for sist! – og Tak for Laanet af Bogen. Mit siste og blivende Indtryk af den var daarligt. Der blev for mig noget oprørende formasteligt ved dette Menneske, hvis Selvbeundring kun understreges ved de Skjældsord, han tildeler sig, naar han er fuld; og naar saa denne Narcis tillader sig at sparke til alle Sider, hvor der ingen Risico er, og krybe overalt, hvor der er Fare for alvorlig Modstand, – naar han tilslut tager et helt Folks Dødskamp til effektfuld sortie, saa forarger jeg mig over, at der ingen er i Danmark, som har Autoritet nok til at tage ham i Nakken.

Altsaa venter vi, at De med Mand og Børn spiser Frokost med os ved Deres eget Bord paa Søndag.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! – jeg har ikke skrevet, fordi jeg ventede at høre fra dig, naar du var kommen tilro i Sandvigen; nu sender jeg dette Brev til Stavanger paa Vonaa; men hvor det saa træffer dig, vilde jeg ønske at det maa træffe dig frisk og paa Fode!

Jeg saa igaaraftes i Dagbladet, at død er du ialfald ikke og heller ikke alderdomssvag. Jeg tror, at vi to tilslut – eller kanske snart – blir de eneste Sinte i Literaturen. Alle andre prædike Fred og Union. Ja – du var da vel glad i Tordenskjold? – Jeg fik forleden et anonymt Brev fra to unge norske Damer i Lund, som «grundig skammer sig over mig»; jeg har hørt at «Verdens Gang» harcelerer mig, Garborg ogsaa; kan du begribe – eller mon du ogsaa er med paa dette? – du, som dog altid har været en trofast Svenskehader? Jeg er saa desorienteret, saa forbauset over, hvad norsk og Nordmænd nu er blevet til, at jeg venter dit Svar med Spænding. Bjørnson skjændte vistnok og sagde, jeg var gal, de kom til at plukke mig; men han lo samtidig saa fornøiet, at jeg er vis paa, han syntes, det var godt gjort – jeg mener et Ord i rette Tid. Det viser sig bagefter, at det var det; men jeg havde ikke troet: i den Grad.

Hernede er de naturligvis ogsaa fornærmede og tegner mig af i «Punch»: i Tordenskjolds Uniform med en Svenskepige om Livet, og Skoser og Stikpiller i alle Blade. Det er en forunderlig slap tilbagegaaende Tid, vi nu lever og samtidig foregaar her store Ting: Koch’s Opdagelse, Baring Brothers Fallit i London.

Igaar var vi henne i det kgl. Theater og saa «I Provinsen». Beate fik da sove lange Stunder; men jeg turde ikke for Snorken, saa jeg saa det helt ud. Du kan ikke tænke dig noget slappere, dummere – mer aandsforladt. Og dog maatte jeg le mange Gange – og det rigtig godt. Thi Skuespillerne er saa morsomme, at naar de gjør eller siger noget rigtig fladt hverdagsligt, saa er det uimodstaaeligt pudsigt; og – naturligvis – i 5 Akter finder ogsaa en blind Høne et Korn, og Esmann ser godt: derfor er der naturligvis spredt nogle træffende Træk; men den uforskammede Maade, hvorpaa han morer det aandløse Publikum ved at dræve i dets egen Kjedsommelighed, er aldeles oprørende for mig ialfald. Men Theatervognen var fuld af Folk – fra Fru C.s Niveau – , som var ellevilde af Henrykkelse. Det var Esmann, som begyndte med at kaste de norske Forfattere ud; jeg maatte le mangen Gang igaar, naar jeg tænkte paa, at dette skulde være Fremtiden. Og dog har jeg selv altid troet, at dette var Veien til det nye Drama: bort med de snedige Intriger og de bratte Effekter; men jeg maa tilstaa, at Esmanns Forsøg har skræmt mig for lang Tid. – Vi lever ellers som Plommen i Æg. Begge Smaapigerne gaar i Skole tæt herved; og skjønt de har meget at bestille, taler de hver Dag om, hvor ganske anderledes fri og behagelig Omgjængelsen i Skolen er her imod hjemme; igaaraftes var Baby med sin hele Klasse til The hos Bestyrerinden. Det Slags opdragende og civiliserende Elementer har vore Skole-Mødre endnu ingen Ide om. I Selskaber gaar vi og paa Koncerter; hjemme ser vi bare Fætterne; vi lever forholdsvis – i Forhold til alle vore Fornøielser – meget billigt.

Min Bog avancerer, men den er tør.

Din hengivne Broder Allik.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – Husk nu paa at skrive Eders nye Adresse næste Gang.

Igaar røg det op med Nord-Ost, og inat frøs Vinduerne med en Gang tiltops; saa her var en saadan Kulde imorges, at jeg sendte Afbud til Ernst Scheibel, vi skulde ellers været med de Smaa paa Folketheatret til Nitouche. Herover er Stemningen i Huset lidt trist; men jeg kan ikke hjælpe for, at jeg er ængstelig i denne By, hvor der er saa megen Difterit. Jeg var just idag henne og begravede Georg Brandes’s ene Barn, – den yngste; hun døde efter et Par Dage af Difterit.

Idetheletaget begynder jeg at faa den Nervøsitet, jeg pleier i Udlandet, ængstelig for at gaa fra Huset om Aftenen, ræd naar det blæser, og alt det andet – til Plage for mig selv først og fremst, og for de andre ogsaa.

Onsdag den 26de. Fremdeles 4 Graders Frost og Østenstorm. Hele Langelinie er overiset, ligesom de nye Moloer og Bolværker herude ved Kalkbrænderiet, og Skibene, som ligger for Anker, er tykke og hvide af Is fra Bougsprydet og indover hele Forskibet. Det er en jammerlig Kulde med ækelt Støv paa Østerbro.

Jeg er hellerikke idag i Humør til at skrive; det faar blive bedre næste Gang. Øieblikket nu er akkurat som I vist kan huske det fra Hjortevang. Klokken nærmer sig til 5, Mamma er i Byen, Smaapigerne sidder med Lexer, Lamperne tændt, Pigen dækker Bord i Spisestuen, Entreen lugter varmt af Svinekjød i Kaal; Østenvinden suser bidende kold udenfor i de høie Trær, Stuerne ere lune, Alle ere sultne, Klokken ringer, nu kommer Mamma med Pakker og fortæller, hvem hun mødte; vi gaar tilbords – vi fire, der er Plads til to til; – mon vi skal se dem her?

Eders hengivne Pappa.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Tak for Fotografiet; saa blegt som det var, er det et kjært Minde om de fredelige og lykkelige Dage. For os, som siden har oplevet saa meget Nyt og gjenseet saa meget gammelt, er det næsten utroligt, at hin Fest ikke ligger længer tilbage end 4 – 5 Uger. Vi har denne Gang – fordi Stedet var os saa bekjendt – mer end ellers i Udlandet fundet os hjemme med en Gang; hvorved Fædrelandet er blevet os saa fjernt. Der var ogsaa temmelig fælt tilslut i Stavanger. Og desuden – i Længden kan selv ikke jeg, som skulde være temmelig haardhudet, taale den pøbelagtige Haan, som nufortiden er vort Samfunds Holdning overfor alt, hvad der er af Aand, – naar det ikke ganske udvortes bærer Stempel af Religion.

Naar Arne Haabeth foreslaar noget, kan hans beste Hensigt kun være kommunal Vigtighed; sandsynligvis har han en underfundig Hensigt. Men naar han insinuerer, at han ligesom er sat ivei af Fredrik Hansen, saa er dette Ondskab. Thi Haabeth ved meget godt, at intet vilde være Fredrik kjærere end om vi – og specielt jeg – kunde beholde Huset. Men har Fredrik i en Samtale om et centralt beliggende Posthus sagt, saa Haabeth har hørt det paa anden, tredie Haand: «Jens Kiellands Hus var det beste Sted», saa er dette nok for denne snedige og farlige Bonde – til at referere til Fredrik, baade for at sætte ondt mellem Fredrik og mig og forat mistænkeliggjøre min Ven overfor mine Søskende. […]

Hvad angaar selve Sagen, saa siger jeg som før: den Dag, Huset sælges, er det ude med mig. Det kan ogsaa af andre Grunde være ude med mig, men den Dag er det sikkert.

Jeg beder og jeg voterer: lad det staa. Kommer ikke vi hjem, saa kan Kitty bo der om Sommeren; mine Møbler maa faa staa der til Brug; lad det være som et Hôtel de famille. Jeg er saa fattig, at der er ingen Redning; og I andre er saa pas, at I kan lade det staa usolgt. En og anden Gang kan det være jilt at se det igjen for enhver af os; men tænk, om det for evig var udslettet for os? Hvorfor skulde vi stige ned til dette? Og skulde man kunne tænke sig, at de to, som har faaet hver en udmærket Kone og en Formue atpaa, skulde have Lyst til at votere os imod? Desuden! – om du en Gang blev Præst i Stavanger.

Det maa ikke staa paa, om jeg vil bo der; det kan være uvist. Men vi maa være enige om – og det er vi ganske vist – , at vi giver det ikke fra os. Pekuniært resikerer vi ingenting ved at holde paa det – eller ialfald forsvindende mod, hvad vi vilde tabe i Ærgrelser over Haabeths Procenter, om vi lod ham kjøbe og sælge.

Byen hjemme er nu saa triumferende ved at træde alt vort ned; lad os dog holde Fanen oppe, til det virkelig kniber. Hvis Formandskabet fastholder sin vigtige Holdning med Hensyn til Reguleringen, saa giv dem paa Hovedet og lad Eiendommen ligge som den ligger, den er god nok, og alt er nu beredt i Omegnen saaledes, at dens Værdi maa stige.

Vi lever alle udmærket godt, – omgivne af elskværdige Mennesker, som ere over det vilde og simple Stadium, der nu er vor By’s Niveau. Hilsener fra mine til dine.

Din hengivne Broder Alexander.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! – jeg tænkte nok, der var noget iveien med dig; men ikke saa alvorligt. Jeg vil hverken spørge eller raade; jeg forstaar dine Fornemmelser i den Retning; men lad mig alligevel ikke være i nogen Uvidenhed om, hvad du beslutter og naar du beslutter. Jeg taler til ingen om din Meddelelse; men jeg tænker bestandig paa dig. – Jeg stemmer ganske imod at sælge Huset; og jeg synes hellerikke, du skal opofre dig og sætte saa mange Penge fast. Men haster det? – jeg synes alle – selv jeg – har Raad til at lade det staa, da det jo vinder i Værdi. Hvorfor give Finne eller en anden en værdifuld Spekulationsgjenstand? Og hvorfor sælge til Posthus, saalænge vi har Glæde i selve Tanken om Besiddelsen? Om jeg saa aldrig kommer der mer, saa er mit siste Ord: lad det staa for vor Regning; gaar det fra os er vi ganske splittede, hjemløse og magtesløse.

Lad det være et Hôtel de famille, hvor hver af os kan bo, naar han vil; Nøglerne hænger hos Børe; mine Møbler staar til Brug. Kommer vi hjem, bliver det vel i Ferietiden, og da er vi alle helst paa Aarre; du kan jo bo der om Sommeren. Ingen kan vide, hvad Glæde vi kan faa af det; men alle føler vi, hvad Sorg vi faar kontant udbetalt, naar vi sælger. Jeg stritter imod med Hænder og Fødder.

Har du ikke faaet et Brev fra mig for en Tid siden? – jeg sendte det til Stavanger – husker jeg.

Ja – det er min Plan at gaa paa en lang Sø-reise. Men – oprigtigt talt – begynder jeg allerede at tro, at jeg er en saa upopulær Person, at ingen vil have mig med. Ialfald har jeg hidtil mødt bare Udflugter. Tilslut maa jeg kanske nøies med Grønland, hvortil man skal kunne komme for 2 Kr. Dagen; men dertil skal vist noget ministerielt Papir, og det faar jeg vel neppe. Nuvel! det faar enda gaa an. Men saaledes som Reaktionen nu hver Dag opæder et godt Navn og vrænger sin gamle laadne Vrange ud – aldrig havde jeg tænkt, jeg skulde opleve Dage saa onde som disse.

For ti Aar siden viste vi, at der var et landsforræderisk Høire beredt til at sælge Landet til Svenskerne. Idag er Venstres radikaleste Blad paa dette Punkt, og Mænd som Tommesen og Garborg er vittige over Norskheden. Jeg havde hørt dette uden at tro. Men forleden fik jeg to Nummere af Verdens Gang, – jeg lagde dem skamfuld i en Skuffe og har ikke havt Mod til at læse dem omigjen. Hvad skal der blive af os og vore Børn? Skal Tiden virkelig bare sænke Niveauet, forat Troløshed og Charakterløshed kan trives? Det er ligesom en Trøst, at det er ligt overalt, – jeg mener: der er saa store Love, som virker, at de Faa maa vente og holde sine Lamper tændte; der kommer en Lysets Dag, for den, som lever længe nok.

Literært talt er her Ingenting i Danmark. Vi lever i en behagelig Selskabelighed uden nogen synderlig Elevation. Kun musikalsk talt har vi det ypperligt i Omgang med Griegs og ved talrige Fribilletter til de kostbare Concerter. Ellers lever vi for os selv og ser næsten ingen hos os. De Smaating, jeg har skrevet i Aviserne, har holdt mig med Lommepenge, og Resten faar Bogen klare, naar den kommer. Gud ved! hvorledes den ser ud?

– Baby og Else lever udmærket. Else kom netop fra Skolen med den alarmerende Efterretning, at Baby havde mistet Onkel Axels Ring paa Skolen, der var stor Betuttelse og Frøken Kromann ledte selv med Lys. Men saa kom Baby straalende: de havde fundet den bag en Gryde. Nu læser hun, og Else leger en mærkværdig Skole med fuldt Udstyr til 12 Elever med Regne- og Skrivebøger, som hun selv laver og selv regner og skriver i. Hendes Elever bærer Navn dels fra Stavanger dels efter Babys Veninder her. Ingen af dem taler dansk endnu.

Smaapigerne og Beate hilser; alene jeg – som ved Besked – sender al min Deltagelse og gode Ønsker.

Din hengivne Broder Alexander L. Kielland.


Amalie Skram.

Kjære Fru Skram! Tak for sist!

Jeg ved ikke, om Dampkjøkkenet existerede før 59; men jeg tror det.

Hvis De lagde Historien noget frem, maatte der findes paa en Bommert i latinsk Oversættelse – og jeg kan forsikre Dem – Frue! de fandtes der ogsaa! men saa blev ikke «in Asiam» saa godt; thi enten han oversatte «til» Afrika eller «i Afrika», saa blev det ikke noget saa skjæbnesvangert.

Lad det staa som det staar.

Tak for Visiten og for Bogen; vi var desværre paa Landet den hele Søndag.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! jeg er ræd, vi har arvet de svage Hjerter efter Mor. Mit Hjerte blev ogsaa dømt til et Oldinge-Hjerte med et svagt og uenergisk Slag, da jeg lod mig undersøge sist i Christiania. Der skal ikke saa meget til før Værket stopper; men jeg har igrunden ikke saa meget imod denne Arv, som jeg kan grue ved Tanken om en arvet Tilbøielighed til Fars rædsomme Sygdom. Jeg har ofte Følelsen af noget mat ved Aandedrættet, dertil en tyk og trang Hals, saa en hastig Kvælning ikke er saa usandsynlig; jeg synes imidlertid, at jeg har levet temmeligt længe nu, og jeg tror ikke, jeg udretter stort mere. Kitty derimod synes jeg Synd i – ja i dig ogsaa, hvis du virkelig behøver at være ængstelig – ; men Kitty er det svært ondt for, hvis hun skal til med en livsfarlig Operation. Du ved, hun vil ikke nogen skal vide Besked – af en Blufærdighed, som jeg forresten godt kan forstaa. Det er virkelig haardt: først at bevare sig selv intacta og saa alligevel faa Lidelse og Død af de ubrugte Organer.

Tycho har ikke skrevet til mig om Huset. Lad mig faa høre de andre Søskendes vota.

Igaar tilbød Hegel mig 150 Kroner til Reisepenge for Guttene, saa vi faar den Glæde at være sammen med dem til Jul.

Jeg skriver paa min Bog og reiser i Marts formodentlig til Grønland.

Alle her lever udmærket godt og hilser Dikka og alle Dine.

Din hengivne Bror Alexander.


Frederik Hansen.

Kjære Rohd.! – jeg er saa opfyldt af Breve fra dig, at jeg maa indskrænke mig til kortelig at skjælde dig ud. Har jeg ikke været bare 6 – 7 Uger fra Byen, og du ligger der mod- og benløs! Mit Brev om Tordenskjold! Kjære! det er jo det bedste og det klogeste, jeg har gjort. Du saa dog alle, som i den Anledning blottede sig! Tommesen, Garborg – eller vilde du heller, jeg skulde beholdt de falske Venner endnu længer? – og jeg fik Takketelegram fra Trondhjem og Tak i mange Breve fra Folk, som jeg ikke troede var halvt saa langt komne som du; og saa ligger du overende og ængster dig for min Skyld! – Ser du ikke Reaktionen, hvor den øger vildt? – hvor vil du helst have mig – enten glidende nedad eller strittende imod? – nu siger jeg: jo galere jo bedre! – værre end disse Tider kan ingen blive.

[…]

Din hengivne Alexander.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – netop idag – Søndag – har jeg beregnet, at I faar den glædelige Nyhed gjennem Onkel Tycho, at I skal faa komme herned i Julen. Det har nok varet noget længe, inden I fik Brev denne Gang, og det var, fordi vi ikke havde bestemt os; men nu tilslut vilde jeg, at Tycho skulde have Fornøielsen af at fortælle Eder det; jeg haaber, I blev glade?

Jeg overlader Reisens Maade til Tycho; men jeg foretrækker Dampskib, fordi jeg tror, at ved Returbillett bliver det billigst, og det er for Eder varmest og jillest. «Melchior» gaar Julemandag den 22de Klokken 12 Middag; 22 à 24 Timer varer Reisen, saa kan I komme her til Frokost, hvis vi er heldige, eller ialfald til Middag Lille-Jul-Aften.

Saa sover vi her i Huset til Juleaften, og reiser saa allesammen til Lyngby, hvor vi bor i Kroen hos Madam Sørensen og gaar til Juletræ hos Fru Drewsen. Alle Drewsens og Collins glæder sig og vi ogsaa. Vi tager Papir-Lygter med os; for i Lyngby gaar alle fra Hus til Hus med Lygter. 2den Jule-Dag reiser vi tilbage til Kjøbenhavn, og da skal vi gaa omkring paa kjendte Steder og hilse paa gamle Venner. Jeg glæder mig skrækkelig til at se Eder igjen, og det gjør ogsaa Mamma og Smaapigerne; og for Eder synes jeg nu, det maa blive den ypperligste Ferietur, man kan tænke sig, til et andet Land, hvor I alligevel er kjendte!

Jeg gaar lige fra vor Gade ud paa Strandpromenaden og sætter mig i den nye Strandpavillon; der kan jeg sidde og se alle de ankommende Skibe og møde Eder paa Toldboden. Saa kjører vi lige hjem. Det skal blive herligt. Hvis Tycho alligevel bestemmer en anden Reisemaade, saa maa jeg faa Underretning i Tide.

Imorgen 8 Dage skulde I altsaa begynde Reisen; det er saa kort Tid, at jeg sandsynligvis ikke skriver oftere – medmindre jeg skulde komme paa noget extra at sige. Gjør nu pyntelige Visitter – overalt, hvor I kommer. Klæd Eder godt, og kom ikke forkjølede herned.

Tag Sjeiser med Eder; men ikke Ski – ja forresten saa hører jeg, de gaar paa Ski i Dyrehaven, naar der er Sne; men endnu er her da ingen.

Altsaa hjertelig velkommen fra os alle. Hils vore Venner.

Eders hengivne Pappa.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Jeg har bestandig havt den Tro, at blandt det norske Folk, der er saa langt mere præste-forkuet end det danske, der vilde en Bog som Kierkegaards Øieblikket være en ren Forfriskelse. Men Bogen maatte indledes og tildels gjennemskrives.

Indledningen skulde du besørge, og der skulde staa: Oprindelig Præsterne velsindet, – holdt sig tilbage for Faderens og Mynsters Forhold, – Martensens Ligtale og saa gaar det løs. Saa kort og let fatteligt som muligt – uden noget om hans Filosofi etc.

Ved at «gjennemskrive» mener jeg, at jeg vilde prøve med Streger og Interpunktion og ved varsomme Forandringer at gjøre hans Stil – ikke simplere i ond Forstand, men klarere for de mange, som ikke kan holde Aande i en lang Periode. Naturligvis faar jeg Utak af dem, der elsker Kierkegaard vel tillukket; men skal han gjøre ret Gavn – for Exempel i et Oplag paa 30 000 i «Bibliothek for de Tusind Hjem», saa maa han lettes lidt for de tungt læsende.

Vil du være med? – dele Honoraret halvt? Saadan Titel: Søren Kierkegaard «ØIEBLIKKET» med Indledning af Georg Brandes udgivet af

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg har flere Gange glemt at tale om noget, naar vi har været sammen. Det var det, B. B. fortalte mig: at han for sit Vedkommende havde faaet Lov af Gyldendal til at optrykke nogle af sine Værker i «Bibliothek for de 1000 Hjem», – samt at jeg formodentlig ogsaa kunde opnå dette specielt for «Arbeidsfolk’s Vedkommende?

Hvorledes har dette sig? – vil De skrive eller hjælpe mig til, at vi husker at tale om dette, naar vi næste Gang træffes?

Hilsen fra Marstrand til Skovgaard Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! – Guttene kom to Dage før Beregningen og havde – til min Skuffelse ikke opsøgt dig forinden. De undskylder sig med, at de siste Dage gik i saadant Jag; og jeg havde – af Lydighed mod din Ordre – ikke skrevet andet end, at de skulde gaa til Kitty og sige Farvel som til de andre, uden at jeg særligt havde lagt dem paa Hjerte at søge dig, som var syg. De blev begge meget nedslagne, og oprigtigt bedrøvede, da jeg sagde dem, at du fremfor nogen skulde have en Visit, fordi du ikke har det godt.

Jeg blev ganske uhyggelig tilmode, da jeg pakkede op den gamle Porfyrvase. Hvorfor vil du skille dig ved den? – Du skræmmer mig, somom du færer dig til at ordne for alle Tilfælde. Fortæl mig nu snart meget om dig.

Vi ere meget lykkelige sammen – jeg ved ikke, om du hørte, at Hegel bad om at maatte faa Lov til at bekoste Guttenes Reise – 150 Kr. –, men vi har havt en stor Skuffelse. Vi vilde nemlig reist til Lyngby i Julen, boet i Kroen og spist hos Drewsens og Collins; men igaar fik en liden af Jonas Collins Døtre Difterit, saa nu er vi ganske ensomme og tilovers. Vi har maattet bede Fru Hegel om en Dag paa Skovgaard og venter nu Indbydelse til 1ste eller 2den Juledag. Nytaarsaften skal vi alle til Krohns, som ere vore beste Venner – som rigtig snille Svigerforældre – uagtet de ikke er saa gamle. Fra Bissens har jeg saa mange Gange skullet hilse dig; vi er saa glade i dem; han er mageløs jævn og jild, og Fruen er efter min Smag noget af det tækkeligste, jeg kjender. Vor selskabelige Omgang er overhovedet baade rigelig og udvalgt, saa jeg har en Fornemmelse af at være vel seet – noget, man trænger til efter at have været overseet en længere Tid i Stavanger.

Jonas Lie’s Bog var fortræffelig; den er maaske mest for Mandfolk og Handelsmænd; men den har en Fart og en Sikkerhed, som er høist beundringsværdig.

Jeg er med min Bog opi det samme; men jeg lader de onde Penge vinde frem til Samfundets høieste Hæder.

Ibsens gamle Skræmsler rører mig kun, mens jeg ser dem og hører Skuddene.

Else staar her og tyder mig Ørene fulde, Jens sidder alt og limer Fæstninger i Stuen, Spilledaasen gaar – her er som altid under Jul, hvor vi saa har været; Beate har Stævnemøde med Anna ved Hesten paa Kongens Nytorv, og Baby skulde følge Bodden paa en Visit i Hegels Boglade, – her er tung stille Luft med 1 Grads Kulde og tyndt Snelag; jeg mindes I. P. Jacobsen.

Gid du nu fik en glædelig Jul – Kjære Søster! og god Bedring! – det ønsker vi dig alle af Hjærtet! – hils Frøken Harriet og andre gode Venner.

Din hengivne Alexander.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Tak for dit Brev. Jeg var saa sikker paa, at Kierkegaard var fri; men saa svarer mig Reitzel, at hans Arvinger ejer ham til 1905! – det blir for længe at vente.

Skal vi nu aabent spørge hans Arvinger – det maa vel være den gale Søren – gjennem Reitzel om Lov til at fuldføre vor Plan – opgivende Honorar og de 1000 Hjems Forlag? – idet vi indskrænker os til at forlange (et stort Oplag) – en lav Pris f.Ex. 1 Kr. eller 1 Kr. 50, saa Bogen kunde komme Landsfolket tilgode?

Jeg kan ikke tænke mig andet, end at baade Reitzel og Arvingerne maatte være glade ved et saadant Tilbud. Hvad synes du?


Godt Nytaar for dig og Dine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


C. A. Reitzel.

Hrr. C. A. Reitzel!

Det har altid været min Drøm at kunne overgive Søren Kierkegaards «Øieblikket» til Folkelæsning hjemme i Norge. Jeg vilde – med god og kyndig Hjælp – indlede Skriftet med et orienterende Forord; og dernæst vilde jeg forsigtigt og ærbødigt gaa Stilen efter med det Formaal: at lette Forstaaelsen for de ukyndige Læsere.

Jeg kjender ikke Kierkegaards Arvinger, men tillader mig herved at anmode Mine Herrer om at frembringe mit Forslag, forat jeg – hvis Vedkommende samtykker – kan gaa igang med Arbeidet og træffe nærmere Aftaler.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


Direktoratet for den Kgl. Grønlandske Handel.

Til Directoratet for den Kongelige Grønlandske Handel.

Undertegnede anholder herved ærbødigst om, at det maatte tillades ham at følge et af Handels-Companiets Skibe til Grønland samt efter noget Ophold i Landet atter at faa følge sydover med det samme eller et andet Skib.

Uden noget specifikt videnskabeligt Formaal drives jeg af Lyst til at kjende disse fjerne Egnes Natur, Folke- og Dyreliv.

Jeg har vistnok intet specifikt videnskabeligt Formaal at fremhæve; men jeg har megen Interesse for disse fjerne Egne og for det fremmede Folk, hvor jeg vilde studere Naturen og Folkelivet, saavidt som det kan gjøres under et kort Sommerophold.

I Henhold til Deres elskværdige Anvisning fremsender jeg herved mit Andragende, idet jeg – som Hr. Direktøren vil se – ikke yderligere berører det Punkt, hvorom vi talte.

Jeg vover imidlertid at bede Dem, hvis Anledning dertil maatte gives, at med dele den Forsikring fra min Side, at jeg ved ingensomhelst Indiskretion eller taktløs Kritik vilde utaknemmeligen besvare /vise mig uværdig til/ den store /Gunst [?] og Imødekommenhed, hvorom jeg andrager.


[K’s påskrift:] Blev afslaaet.


Den norske regjering.

Det har længe været mit Ønske at foretage en Reise til Grønland med et Par Maaneders Ophold i Landet. Noget egentlig videnskabeligt Formaal har jeg ikke at opgive, men vel en levende Interesse for Folkeliv og Dyreliv i disse Egne – saa fjerne, men dog visselig i mangt og meget saa lige vore vestlige og nordlige Kyster, at en eventuel Beskrivelse turde gjøre Regning paa almen Interesse.

Det er derfor mit ærbødige Andragende, at der fra den Kongelige Norske Regjering maatte henstilles til den Danske Regjering, at der gunstigst indrømmedes mig saadanne Faciliteter, at jeg kunde opnaa at reise nordover med Det Kongl. Grønlandske Handels-Companis første Skib i Marts Maaned, samt efter et Ophold i Landet atter at følge sydover med et af samme Companis Skibe.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.