Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1891

Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty!

[…]

Hedda Gabler er for mig Grimace; jeg ser den gamle Troldmand fryde sig over en Scene som den: nu brrænderr jeg dit Barrn – Thea! – han er en stor Troldmand, han er overvældende i sin Kunst og alligevel maa jeg helst le mellem hvert Skud.

Ellers er her ikke stort at sige i Literaturen: en forfærdelig slap Tid, som udmærker sig – ikke saa meget ved at finde det daarlige i det gode, men ved at finde det gode i det daarlige og helt middelmaadige. En hel Hær af norske Fortællere f. Ex., som slet ikke tæller med, som kun kan bruge den letvinte Form, men som ikke eier genuint Blod; de læses, anmeldes og gaar «fordi der dog er saa meget godt i dem». Mon vi aldrig skal se vildere Tider? Den Vildskab, som gav Møde, da Krohg stødte i Sprinkelhornet, var dog ikke andet end et slapt Skrig. Jeg længes efter en lang Reise over den ensomme Sø.

Din Allik.


Chr. Riis-Knudsen.

Hr. Theaterdirektør Riis-Knudsen!

Jeg skrev for et Par Aar siden et Skuespil «Professoren», som blev slet spillet i Christiania og refuseret ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn.

Det er imidlertid min Mening, at Stykket under Tidens overhaandstagende Reaktion burde spilles og spilles med Kraft, om man end neppe kunde vente, at Publikum vilde flokkes om det; men det kunde alligevel faa sin Interesse som et Modsigelsens Tegn.

Imidlertid maatte der godt Spil til, forat bøde paa min ringe dramatiske Evne. Derfor faldt det mig ind at spørge Dem, om De har Lyst til at prøve? – og om De tror, De har Kunstnere, som passer?

Selv kjender jeg – Skam at sige – saa lidet til Dagmartheateret, at jeg vilde bede Dem give mig Anledning til at se de Skuespillere optræde, der kunde være Tale om at anvende i mit Stykke, ligesom jeg selvfølgelig – om vi kom til Enighed – vilde arbeide med efter beste Evne under Indstuderingen.

Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – vi har faaet Jensemands Brev og glæder os over, at I atter ere iorden paa alle Maader. Det er en lang Adskillelse, vi nu gaar imod, og egentlig sikkert er det jo ikke, hvor vi mødes; men det har gaaet os saa heldigt hidtil, at det vilde være Skam at forsage.

Men lad mig nu se, at I forbedrer Eder i disse Smaating, som den daglige Omgang med Forældre ellers med Lethed corrigerer; men som blandt Fremmede kan gro op til store Feil og Unoder. Først og fremst dette aldeles skandaløse, at I aldrig vasker Eder ordentlig – det er dog altfor væmmeligt i en Alder som Eders! – tænker I aldrig paa Pigernes Dom?

Dernæst denne evige Turnforening ved Bordet, trampe med Fødderne, blaase og pruste og trutte med Munden, kaste Kork, rulle sorte Kugler af Hvedebrød, ballancere alt, som maa falde ned, skjære i Dugen – kan I da ikke indse, at alle disse Unoder er ligesaa mange Hindringer i Livet, til Fortræd for alle andre, latterlige og modbydelige.

Dernæst dette evige Opsyn – den ene med den anden; der er Jens værst, om han end kanske har forbedret sig lidt siden i Sommer. Jeg tror og haaber, at naar I er alene, ere I gode Venner – den ene snil mod den anden; desuden tror jeg, at I holder sammen blandt Fremmede – beredt til at forsvare hinanden. Det er bare dette forbandede Vigtigpereri, naar nogen af os ser paa det, at den ene plent vil have noget forud for den anden.

Læg Eder disse Ting paa Hjerte – de er ikke saa smaa som I tror. Den store alvorlige Sag: at I maa vogte Eder for Drikken, vil jeg ikke mere snakke om. –

Det var ellers en herlig Ferie. Men der var flere Ting, vi glemte. Saaledes skulde I absolut været hos Schwanenflügel; men værst var det, at vi aldrig udstrakte vor Strandpromenade forbi Børsen, og udover Kalvebodstrand. Jeg gik der igaar – uendelige Kulskibe, som losser til Jernbanen, hele Arsenalet med Alverdens Kanoner og tilslut det store Kvægtorv. Der burde vi voren.

Her lever vi nu meget stille; gaar i Concerter og af og til en Middag. Jeg skriver jo hver Dag, men det gaar ikke fort; det er og bliver en kjedelig Bog. Alle hilser hjerteligst.

Eders hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! vil De sige mig, hvad jeg skal svare paa dette?

Jeg skulde ellers være kommen selv; men jeg sidder nu hver Formiddag over Bogen, hvis 2den Skrivning denne Gang er yderst besværlig – især under jævnlige selskabelige Afbrydelser. Var jeg i Dragør – mine Drømmes Kro, hvor jeg begyndte Skipper Worse –, saa skulde jeg være færdig paa 14 Dage. Imidlertid har jeg svoret en indvortes Ed: at jeg skal have Bogen skrevet til min Fødselsdag den 18 Febr. Saa trykker vi i en Fart, saa reiser jeg til Grønland mens jeg udskjældes.

Hilsen til Skovgaard!

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – i dette Øieblik bragtes mig fra Hegel din nye Samling «Digte og Sange» – fra Forfatteren – vel at mærke, det er ikke som fordum naar den Gamle sendte alt nyt! Tak skal du have, fordi du huskede paa mig og Tak endmere for Digtene, jeg skal læse de nye og repetere de gamle.

Det blev ikke noget stort for dig med de 1000 Hjem – hørte jeg af Hegel. Jeg selv staar endnu i Underhandling med Sørensen; bliver det noget, skal du ogsaa have Tak for det. Jeg tror nu, at Jacob Hegel vil sætte en Ære i at være den nøiagtige Forretningsmand – endnu skrappere end Faderen, fordi han er ræd, Folk skal tro, at han er til at putte i Næsen. Han vil vise, at han kan alle Boghandleriets lusede Kneb, og de ere mange.

Jeg slider hver Dag med Bogen; men jeg har dog den Glæde, at den fjælger sig efterhaanden. Rigtig velskabt blir den ikke, hellerikke saa morsom; men – Gud være lovet! – jeg faar den dog stoppet med Ondskab og giftige Stoffer, som jeg haaber skal ryge dem i Næserne.

Saa onde Tider har her aldrig været – ialfald ikke i mit Liv. Men kan du mindes en saa haabløs Slaphed? Jeg mener ikke i Danmark; for det er snart bare til at le af. Disse «store» Profeter! – og nu de smaa! – nei! slig en Kalvedans som denne By! – jeg kan blive saa sint, at jeg skjælver; men naar de saa ufortrødent med de alvorligste Lader og de udsøgteste Ord vrøvler videre og videre som Slim! – nei de Danske er ikke at spilde Ord paa. I Krogene – jeg mener ikke de Grundtvigske, som jeg kun kjender lidet – men i de gamle danske Familiekroge er der endnu den gode gamle danske Bolledeig; men Dagens Kjøbenhavn! – Herre Jemini!

Har jeg fortalt, at jeg vilde saa gjerne til Grønland? Kun frygter jeg for, at mit onde Navn skal lægge mig Hindringer iveien; der maa nemlig søges fra oven. Jeg har bedt den Norske Regjering anbefale mig til den Danske; men der er vel ingen, som vil støtte mig. Du, som taler med Alverden, kunde du ikke putte i en Minister, at det kan ikke være farlig for Barnetroen eller Unionen, at jeg farer til Grønland?

Hvis dette mislykkes, maa jeg nok bide i det sure Æble at gaa til Tietgen; han er vist en Snavs Karl; men han raader over alle Dampskibe; og jeg maa have en billig Reise – 2 Kr. pr. Dag. Naar jeg saa kom tilbage Midtsommers, haabede jeg at have lidt Manuskript; ialfald vil jeg til Sommeren ordne mine Jæderbreve, Tordenskjold og andre Idyller til en liden from Bouquet, – saa lever vi kanske et Aar til mod al Formodning.

Om Begivenhederne inden din Familie har jeg naturligvis hørt som alle andre, og jeg tænker paa, hvad jeg engang hørte en gammel Mand sige til min Far: smaa Børn, smaa Sorger; store Børn, store Sorger. Ikke at jeg mener, selve din Søns Skilsmisse er en Sorg for ham og hans; men jeg bare ved og føler med, hvor alle saadanne Oprivninger ere pinlige – dobbelt pinlige i et lidet nysgjerrigt Samfund. Jeg beder dig hilse ham fra mig.

Beate er frisk og fornøiet, naar hun faar løbe i Selskaber – siger jeg; hun sender sin allersomkjærligste Hilsen. Fra 1ste April skal hun bo i Pension i Lyngby – tæt ved vore Venner Drewsens & Collins; jeg skal da være paa Havet og spare.

Jeg forestiller mig at du lever som en reisende Herremand i Christiania? – eller hvor er du? – jeg ser af og til Kloen din; men rolig; er du ikke sint?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Thekla og Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel og Tante Thekla! – glædeligt Nytaar! og Tak for det gamle; i hvilket vi dog saa noget til hinanden, skjønt jeg aldrig faar Fred til at gjøre, hvad jeg vil, i Christiania. Skulde vi nogensinde rigtig nyde hinandens Selskab, maatte det være paa Kongsberg med 20 Graders Kulde og ufremkommelig Sne, og store Vedkubber i Ovnen og Fuglesteg til Middag – og saa Musik.

Siden du spillede – Tante! har jeg hørt megen Musik; men de Danske er saa klattede; de faar aldrig noget helt frem. Fremmede Virtuoser har jeg ogsaa hørt, og for hver ny har jeg brændt den foregaaende.

Tilslut er min Mester en ung Tysker (?) Saurer. Han spillede en Concert af Henselth med Johan Svendsens Orkester, som var Toppunktet af Glans, lidt koket, men festligt over al Maade, klart og uden Omsvøb eller Fusk.

Jeg har idag sat mig tidligt til Skrivebordet, forat skrive 11 Breve, hvoraf nogle maa blive baade lange og vanskelige; derfor har jeg begyndt med Eder, som bare skal have Tak for alt ifjor, og Besked om, at vi lever godt – paa vor Vis. Det vil sige: en høist eventyrlig og utryg Existens.

Vi bor frit i et deiligt Hus, fuldt monteret; vi gaar i Middagsselskaber, vi faar Fribilletter til Concerter, – vi lever som Vorherre i Frankrig – indtil 1ste April. Da vil Beate og Smaapigerne gaa i en billig Kube i Lyngby; medens jeg forat være helt ude af Spillet nogen Tid, reiser en lang Reise paa 4 – 5 Maaneder, – foreløbig søger jeg at komme til Grønland.

I den Anledning har jeg skrevet til selve den norske Regjering, om den hos den danske Regjering vil lette min Reise med Grønlandske Compagnies Skibe. Glem ikke kjære Onkel! at lade det ædle Venstre vide, at jeg saaledes insinuerer mig hos Regjeringen. Kommer jeg ikke til Grønland, – og jeg er stygt bange for, at mit Navn vil spærre mig den Vei, saa kanske jeg kunde komme i al Stilhed med et privat Skib til Indien eller saa.

Skriv nu snart og lad os høre om Eder og om Elisabeth. Den som var vel over i America og havde sit Arbeide. Du har saa ofte – Onkel! klaget over de onde og feige Tider; men tænk! det bliver bare værre og værre, et stort Kjæltringsskab synes at ville opsluge os alle. Min Bog kommer vel i Marts.

Hilsen.

Eders hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – vil De se paa Hr. Sørensens Tilbud? Selv er jeg ikke capabel til at bedømme, om det er anstændigt eller ei. Thi jeg har faaet saadan Lyst paa disse 2000 Kroner, som jeg da strax vilde anvise min Broder, der besørger mine Sønner i Christiania, jeg ved, han staar alt i Forskud for mig. Og dernæst frister det mig i høi Grad at faa netop den Bog spredt ud i Folket. Skulde jeg forlange 5 istedetfor 400 af hvert nyt Oplag?

Se paa Slutningssætningen: Gyldendal beholder o.s.v. Hvis Deres dyre Udgave (mod Formodning) skulde blive udsolgt i 6 Aar, har De og jeg naturligvis Ret til at gjøre nyt Oplag, men ikke billigere – er det ikke saa?

Imødeseende Deres gode Raad forbliver jeg

Deres hengivne A. L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – altsaa har jeg accepteret Sørensens Tilbud og kun «henstillet», om de kommende Oplag kunde beregnes efter 500 Kr. for mig, hvis det første store Oplag blir udsolgt paa et Aar.

Vil De lade mig sende 1 Exemplar uindbundet – af Arbeidsfolk; jeg vil rette en Del fremmede Ord til den folkelige Udgave, – men ellers intet.

Med venlig Hilsen

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! vi vidste igrunden slet ikke, hvorledes du havde det, og ventede længe paa at høre Besked. Operationen havde Dagmar skrevet om, at den var over, og efter Omstændighederne var alt noksaa godt. Men jeg vidste hverken, hvor du laa eller hvor længe. Nu skulde det være godt, om du udover Vaaren fik nye Kræfter, saa vilde jeg foreslaa dig, at du tager Faders Hus til Sommeren. Som du selv har sagt, er der mangfoldige Ting at male – baade for os og for Verden; Bredevandet speiler ogsaa godt i stille Veir.

Kommer vi hjem, er det kun paa Gjennemfart til Aarre og til Høsten – ja, saa langt tænker jeg aldrig mere, men ser til Lilierne paa Marken. Vi kunde da være dine Gjæster for et Par Dage? og du tager de Værelser, du vil, mit Møblement kan jo staa.

Nu spotter vi paa Fingen og vender Bladet om til Kjæggel og Ufred!

Først noget om andre: Brødrene Brandes spiller ikke under Dække, naar de omtaler en literær officiel Kjendsgjærning; om de «lader mere Venner» med Lie end han med dem, det ved ikke du; men jeg skulde undre mig, om Lie kan være nogen særs hjertelig Ven af Georg eller Edvard B. Den smaalige Pegen paa Model er en væmmelig Følge af det lille Folk. Men saa har vor Literatur heller ikke noget Opgjør som «Onde Magter», – hverken «De Unges Forbund» eller «Midas» er grundigere.

Nu til os To! Jeg har seet dig fra Ungdommen være optaget af den ene efter den anden, altid var det den fineste, den ædleste, den feilfrieste, den mest begavede og altid var dit og hans Venskab det hedeste; og aldrig har jeg ligt en eneste af dine ypperste Venner mere end halvt, tildels har jeg slet ikke kunnet fordrage dem. (Forresten maa vi huske paa, at Sammenligningen altid vil mangle noget, naar vi taler om Mænd; forat vi fuldtud skulde blive klar over vor forskjellige Methode, maatte vi sammenstille din Dom om Mænd og min om Kvinder og vice versa.)

Og din Beundring er til enhver Tid uden Maal og Grænser; den udstrækker sig – som ved Lies – til den hele Husstand – og det paa en saadan Maade, at det smerter dig og føles for dig, somom der gjordes dig Uret, naar du møder Kulde i Anerkjendelsen.

Jeg paa min Side mindes ikke, at jeg nogensinde har havt en Ven eller Veninde, hvis Feil jeg ikke saa, – ikke engang I. P. Jacobsen, som jeg elskede saa høit og saa uselvisk – ikke han engang gik fri for min haarde Fordømmelse af hans to eller tre Feil. Og dog kan jeg ikke se, at jeg af ond Mistro har mistet en eneste af dem, jeg har holdt af; – jeg tror: af den Grund, at jeg aldrig er gaaet op i ham eller nogen anden, og saaledes aldrig har elsket mig selv i en anden, derfor har Skuffelsen ikke kunnet fortære Kjærligheden, – ja Skuffelse er galt; det var ingen Skuffelse – jeg viste logisk, at saa maatte det gaa under de og de Forhold med de Feil, vi havde hver paa sin Side.

Men nu er det saa, at denne überschwängliche Beundring, denne Evne til at gaa aldeles op i andre, blindt elske dem med et Stænk af Elskovens Skinsyge og Moderkjærlighedens Forsvarstrang, – den ser for en overfladisk Psychologi ud som en herlig og storartet Egenskab, – som noget hengivende sig selv og nedsættende – eller ialfald tilsidesættende sig selv for Beundringen.

Omvendt den, der aldrig føler Trang til at lade sig selv og sit selv skylle med i fuld Beundring, han faar Præget af at være selvgod, at se Skjæven i sin Broders Øie, men ikke blive Bjælken var i sit eget.

Jeg tror, at denne Psychologi er lige saa forfeilet som naar du fra dit Standpunkt siger til mig, at det er en styg Feil hos mig at jeg begeistres for at finde Had o.s.v.

Jeg fastholder den Tro, som jeg baade har spekuleret ud og fundet bekræftet blandt Menneskene: den ubegrænsede Beundring i Forbindelse med den stærke (skinsyge) Klyngen sig til det Beundrede, vil snarest tyde paa en Karakter, der tiltrænger Beundringens Gjensidighed, og hvis Dom om den Beundrede saaledes faar et Stænk af Selv-Beundring paa anden Haand, hvilket viser sig derigjen nem, at Beundringens Varighed ofte afhænger af Gjensidigheden, hvilket den ikke vilde gjøre, om den var et uselvisk Træk.

De uselviske Stænk, der findes spredt som Funker hist og her i Menneskene, ere det eneste værd at beundre med en Beundring, der styrker. Beundring for Talent, Kunst o.s.v. er æstetisk; men moralsk – som Vidnesbyrd om Karakterens Beskaffenhed er Beundringen for det uselviske uadskillelig fra Fornemmelsen, Bevidstheden om det overordentlig sjeldne. Det er umuligt at beundre saaledes, at man selv lutres derved, uden man ser hele den sorte Baggrund af det utøilede Dyr, som er Mennesket den Dag i Dag. Der er kun en Art af Beundring, som omfatter hele Personen over en Bank, og det er den ligesaa behagelige som irrationelle Elskov. Udenfor denne er ingen Beundring af moralsk Værdi, som ikke Dag og Nat er sig bevidst, at han nøie maa ransage sig: at ikke hans Trang til at beundre er en forklædt Trang til at beundres.

Du staar sikker i dit Temperament; jeg staar til Dato noksaa tilfreds i mit. Jeg ved ikke, om du ofte har faaet høre din stærke Hengivenheds-Evne mistænkeliggjort, – jeg skulde ikke tro det. Men jeg har fra liden hørt, at jeg maatte være en Fandens selvgod Fyr, som altid saa Feilen hos andre. Javist er jeg selvgod, fordi jeg tror at vide Besked; og jeg mindes godt Faders sure Mistro, – som forøvrigt tilslut slog over i en – efter mit Temperament – endnu sørgeligere Hengivenhed; – men naar jeg saa ser alt dette, hvor kan det saa gjøre dig søvnløs: at jeg først beundrer en Bog, som literært er fortrinlig, og derpaa misbilliger et underfundigt Trick mellem to Mænd? Om Faktum skal vi ikke længer disputere. Om du drog alle Lies Børn til Vidne, saa staar Sagen literært urokkelig; vi maa paa det Punkt «faa Lov til» (som du pleier at sige om Malerne) vi maa faa Lov til, vi Forfattere, at forstaa os bedst paa den Ting.

Atter spotter vi paa Fingen og vender Retten til. Vi lever godt med smaa Forkjølelser og saadant. Jeg er vaccineret og slaar an. Min kloge Kone vilde ikke; Baby er saa forkjølet, at hun ligger; Else blev vaccineret i Paris. Her er Kopper!

Den 5te April kan jeg maaske faa reise til Grønland; men der er saa mange Formaliteter, at jeg forudser, det glipper. Isaafald gaar jeg til Tietgen og faar en Tur sydover paa en 3 – 4 Maaneder. Beate og Børnene har tinget Pension ude i Lyngby Hôtel, hvor de vil blive til Juni. Saa kommer de hjem og reiser – kanske sammen med Fru Drewsen til Aarre, og saa kommer Gutterne fra Christiania og jeg fra Reisen. Ifjor ved disse Tider, da jeg var gaaet fra Avisen, syntes det mig uden Haab at leve et Aar til. Nu har jeg dog Liv til Høsten; og kanske igjen en Reisebog næste Jul. Saaledes lever man paa Pumperne.

Din hengivne Alexander.


Johan Sørensen.

Hr. Grosserer Joh. Sørensen!

Hermed den underskrevne Kontrakt.

Altsaa faar jeg de store Bogstaver og min hele Ortografi.

Naar De sender Gyldendal de 400 Kr., har De ikke mere med den Ting at gjøre.

Jeg tror nok, at Arbeidsfolk i Forbindelse med den Bog, jeg nu skriver, vil være bedske Gaver for vore fælles Venner.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! – jeg er ogsaa trængende til en god Samtale, skjønt du er bleven saa frygtelig reaktionær. Men til en god Samtale hører der et godt Bæger, og til et godt Bæger hører der for mig et til, og saa er jeg blød den næste Dag, hvilket ikke gaar an i disse Dage, da min Roman ligger paa de yderste Kapitler.

Jeg skal sige dig til, naar jeg bliver af med Uhyret.

Til Walter Runeberg skrev jeg forresten Dagen efter din Middag og det undrer mig, at jeg intet har hørt. Jeg adresserede til: le sculpteur finnois, la legation de la Russie; han er en persona grata – var det idetminste – og modellerer for Finnerne et stort Monument over den forrige Keiser, der gav dem Forfatningen? – han maa have faaet Brevet. – Altsaa snart!

din A. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak for Brev af 6te Febr. og for Telegram med Magda’s til min 42 Fødselsdag. Samme Dag fuldførte jeg – ifølge aflagt indvortes Ed – min Bog, som jo endte med at blive noget bedre end den en Stund saa ud til. Men samme Dag fik jeg ogsaa den Hof-Jobs-Post fra Kongen af Danmarks røde Bygning, at man ikke kunde slippe mig til Grønland, da jeg ikke var en Videnskabsmand anbefalet af mit Lands Regjering. Det var en stor Skuffelse for mig, som nu havde indfantaseret mig i et lykkeligt Sovepose-Liv med Folk, som ikke kan snakke eller spørge; et skidenfærdigt Liv uden Flipper og uden overflødigt Vaskevand, med Laxefiske og store stille Elve uden en eneste Englænder; nu skal jeg vende min Hu mod Sol, Varme, spraglede og skrigende Folk, Pral og Tant! – det vil ialfald vare en Stund. Men Hovedsagen er jo, at jeg kommer ud. –

Saa har der og længe ulmet en Plan i mig om at blive en Judas – jeg mener Makkabæus blandt Forfatterne, idet jeg vil samle dem til at afkaste Forlæggernes Aag. Hovedsagen er, at ingen dansk Forfatter faar Anelse om Sagen, før den er saa langt kommen, at den ikke kan vrøvles bort; jeg mener, de danske Forfattere bør være med; men de maa ingenting vide, før de indbydes til et Møde – Berlin eller Leipzig –, thi ellers kan du vel begribe, de kom til at over-savle Sagen i otte Dage, saa ingen gentleman mere kunde røre ved den.

Derfor tør jeg ikke her samle en Kreds af «Indbydere». Men jeg har tænkt at forfatte en Pro-Memoria og sende den til Julius Rodenberg, om han kunde faa en Committe samlet, der vilde indbyde de germanske – ja for mig gjerne alle Verdens Forfattere til en Congres i Berlin. Paa denne Congres skulde vi alle komme frem med vore Erfaringer fra vore Forlæggere, og af dette Materiale skulde en tilbagesiddende Committe udarbeide Resultater, der forelægges næste Congres. Følgen heraf vil om faa Aar være, at alle vide hvad nu kun faa ane: at Forskjellen mellem det usminkede Seelenverkooperie, som Bog-Forlag var for 100 Aar siden, og disse Dages tilsyneladende saa coulante Forlægger-Baroner – den er i Grunden ikke saa stor. Ingen Klasse Mennesker er bleven og bliver den Dag idag saaledes snydt som vor. – Dette er Moralen og Maalet! Vil du være med?

[…] Hilsen til dig og dine –

Din hengivne Alexander.

Beate lever bare godt, og ingen af os er syge. Baby og Else voxer og forfremmes. Det er Meningen at Beate og Børnene skal bo i Lyngby til Ferierne, da træffes vi alle paa Aarre, efterat jeg har gjort min lange Reise. Tillykke med din Spekulation, og tak fordi du aabnede for mig om «Arbeidsfolk».


Thekla og Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel og Tante! – mange Tak for det trofaste Telegram den 18de; jeg blev netop den samme Dag færdig med Bogen.

Nei du! Onkel! naar jeg foreslaar dig at faa Eden forandret, svarer du hovmodigen: det er allerede gjort; men det er det ikke – som du husker, vi fik ud af Samtalen hos dig med de 7 vise Mænd.

Og naar jeg foreslaar, at jeg skal faa et Stipendium, saa siger du, at jeg er altfor stor til det.

Nu vil jeg foreslaa dig en Ting – og Gud naade dig, om du ikke nu er med mig.

Vi to – Onkel og Neveu! du Forstmand paa Østlandet – jeg Fugleinspektør paa Vestlandet – vi indgiver strax til indeværende Storthing saadant Lovforslag; som du gjerne kan omredigere til Bedemandsstilen:

«Det er forbudt overalt i Landet og til alle Aarets Tider at dræbe eller indfange Smaafugl, at borttage deres Æg, eller uden særskilt Nødvendighed at forstyrre deres Reder.

Til Smaafugl regnes i denne Lov alle de Fugle, som er mindre end den almindelige Graatrost[»].

(Om Straffen maa du selv finde paa.)

Denne Lov opslaaes i flere Sprog paa Skydsstationer og i Touristrouterne.

Nu gad jeg høre, hvad du vil sige imod dette?

I min nye Bog, som forresten ikke er rigtig god, har jeg grebet Anledningen til nogle kjærlige Ord om Storthinget; den lille Tur, jeg en Eftermiddag gjorde i de lune Gange forat finde Onkel, er – som I vil se – bleven mig nyttig. Efter den Bog ere mine Venner ligesaa snart talte som dine Hovedhaar. Hils alle gode Venner; jeg kommer ikke til Grønland, – formodentlig fordi jeg er missliebig i Anledning af «Tordenskjold» – ja, er det ikke, saa du kunde spy Uldflysser!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! idag var det endelig lige paa Nippet til, at du skulde have gjenseet mig. Men netop da jeg kom til dit Hjørne, kom en Brandvogn farende udover Bredgade, og det maatte jeg naturligvis se. Uforsagt besteg jeg en fnysende Sporvogn og jog efter. Men det var bare lidt Røg ude ved Rigsdagen, og da jeg først var kommen op, lod jeg mig bære helt hjem til Triangelen.

Men imorgen kommer jeg mellem 11 og 12 og spiser – hvis det falder sig saa – Frokost med Eder?

Der er meget at tale om, og vor Adskillelse for Fremtiden vil nu oftere blive afbrudt, idet der vil blive stillet den Anmodning til det ærede Medlem, om han vil læse Korrektur paa min Bog, som nu endelig er færdig, – he?

Din hengivne A. L. K.


Hjalmar H. Boyesen.

Kjære Ven! – Siden vi sist vexlede Breve har jeg holdt Liv i mig og mine – jeg ved neppe hvordan; men uden Gjæld og uden at behøve at nedlade mig til mindre fine Benyttelser af Slægt og Venner er jeg naaed til 42 Aar; mine Sønner – 17 – 18 Aar ligesaa lange som jeg, en Datter paa 15 og en paa 10; – og nu synes det mig, at jeg gaar mod lidt haabefuldere Tider. Hjemme i Stavanger prøvede jeg et Aar med en Avis – det ved du kanske? Jeg kom fra det uden Tab af andet end Tiden, og uden at der kom endog den minste Plet paa mit gode Navn – hvilket jeg holder for en stor Ting i en Redaktørs Forretning; men uden en Skillings Indtægt. Jeg lærte, at Menneskene er endnu feigere end jeg troede; og de andre lærte, at der er ikke nogen Vei at komme med mig; jeg duer ikke for Politiken.

Saa har jeg siden skrevet en Bog, og det er i den Anledning du faar dette Brev. Da jeg altsaa nu paa alle Kanter maa skrabe ind Penge, tænkte jeg paa America. Hos Gyldendal faar jeg c. 6000 Kr. for min Bog, som er noget mindre end Garman & Worse; det er – efter vore Forhold – god Betaling. Men hør nu min amerikanske Plan.

I løbet af 14 Dage, skal Bogen være udsat i Bogtrykkeriet; jeg tager da et korrigeret Aftryk og sender det med største Hast til dig. Saa har du et Forspring forudfor Gyldendals Udgave paa 3 – 4 Uger; – her skal nemlig rentrykkes, læses 3 Korrektur, heftes og indbindes 7000 Exempl. – alt med europæisk Langsomhed.

Nu er det min Bøn og Paakaldelse, at du ifølge dit gamle trofaste Venskab vil tage min Bog – i Manuskript kan vi gjerne kalde det, og sælge det til en norsk Boghandler, som betaler, eller om der er Tid til en engelsk Udgave? – eller til begge Dele? – eller hvad Fanden du kan finde paa, som der falder Penge af – forstaar du?

Vil du gjøre dette for mig? – og sende de Penge, du maatte tjene for mig til Gyldendal.

Thi du kommer til at føre Forretningen ganske alene. Jeg gaar nemlig den 16de Marts eller senest 1ste April paa en 3 Maaneders Reise i Middelhavet og det Sorte Hav, med et dansk Dampskib, hvor jeg har Reisen frit – kun 2 Kr. daglig i Kost.

Kun vil jeg bede dig, naar du faar dette Brev, at sende mig et Ord i Telegram, om du billiger min Plan – yes – eller: impossible; – Gud naade dig for det siste!

Imidlertid er du nu forberedt. Saavidt jeg kan indse, maatte det være en ret god Spekulation for en Boghandler i Amerika at faa en Bog af mig med saa stort et Forsprang; noget vist Uge- eller Dage-Tal kan jeg ikke garantere; men naar jeg sender Manuskriptet, skal jeg vedføre en Beregning saa nøiagtig som mulig over, hvad Tid det vil tage inden Bogen kan udkomme her og i Norge.

Jeg havde tænkt selv at komme med Manuskriptet; men det forekom mig for risikabelt med de store Reiseudgifter; men bliver der nogen Forretning denne Gang, saa kunde jeg faa en America-Tur ved den næste Bog, – det skulde være jilt at mødes!

Undskyld mig for dette Bryderi, jeg paabyrder dig og modtag for dig og Dine mine beste Hilsener.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! den, som vil være med i Legen, faar smage lidt af Stegen. Dersom du gjør mig til Gjenstand for Beklagelse og Bebreidelse: at jeg er saa hadefuld, uden Evne til – nuvel lad os ikke yderligere rippe op, men naar du er uretfærdig – som jeg mener – mod mig, saa har du ingen Ret til at blive forbløffet over, at du faar dit eget Synderegister til Svar. Naar du ved saa ud og ind Besked om mig og hvad jeg mener om dig, saa maa du ogsaa vide, at jeg ved din Mening om mig. Saa er der to Maader: enten tier man begge, eller saa taler man begge: den ene har aldeles ingen Ret til at blive forbløffet, naar den anden svarer – allermindst har den, som begyndte, noget at klage over. Men enten vi nu havde tiet eller – som nu – da vi har talt, forandres ikke Sagen for mig; og naar du med en vis Bitterhed siger: at Kvintessensen for mig ved dig er Søsteren, saa tager jeg med god Samvittighed Bitterheden bort og siger – ja. Vi er to grundforskjellige Naturer med mange iøinefaldende Ligheder; uden det fælles Blod tvivler jeg ogsaa paa, at vi vare komne til at holde af hinanden. Men med hvilken Ret stiller du dig op og siger, at Forskjellen er Feil hos mig? – du siger med en pinlig Kulde, at du tror, at – Søsteren borttaget – er du mig væsentlig usmagelig. Men Kjære! hvor er og har ikke alle Dage min Lapsethed, min Blødagtighed, min Mandfolkagtighed – store væsentlige Partier af mig er jo dig den rene Pest, – og tror du ikke, jeg har vidst det? Hvorfor vil du da nedsætte Søsteren og Broderen, som holder sammen trods Uligheden, – begge for stærke til at bøie sig efter hinanden og for ærlige til ikke gjensidig at se Modsætningerne, som de hver især karakteriserer hos den anden.

Jeg saa af Telegrammet den 18de, for hvilket jeg takker Frøken Harriet og dig – , at du dog var avanceret til Sandvigen. Gid du nu blev frisk og stærk til Vaaren. Jeg ønsker det med saa meget større Fynd, som jeg selv er saa usædvanligt frisk og fuld af Mod. Jeg ved nu med Vished, at hvert længere Ophold i Stavanger er en Livsfare, ligesom et kortere er en Opmuntring. Hvor ganske modløs og opgivet jeg var ifjor ved disse Tider (efter mit Avis-Aar) er der ingen, som ved. Og iaar har jeg allerede Planer, Ideer til nyt m.m. – Jeg mistede Grønlandsreisen, fordi Ministeriet i siste Øieblik ikke fandt mig værdig. Men nu har jeg istedet faaet fri Reise (2 Kr. pr. Dag i Kost) fra 1ste April til 9de Juli – til følgende Steder: Antwerpen, Tunis, Athen, Smyrna, Constantinopel, Sevastopol, Odessa og samme Vei hjemigjen – he? brillant!

Saa henter jeg Beate og Smaapigerne i Lyngby og saa reiser vi hjem til Aarre og mødes med Gutterne der. – Min Bog er under Trykning; jeg haaber, den giver c. 6000 Kroner; saa faar jeg lidt fra Tyskland, ogsaa i America vil jeg prøve denne Gang; 2000 Kr. har jeg faaet af «De 1000 Hjem» for Arbeidsfolk, saa nu synes virkelig gamle Micawber at faa Ret: something turns up!

Du skulde dog tage Fars Hus; raab paa Høsten, saa kommer’n; der blier snart forrevet i den Have, naar Søndenvind og Regn har kladdet alt sammen, og Nordenvinden iset alle Topper røde.

Jeg blev aldeles overrasket over Ministerskiftet. Og jeg kjæmper med min onde Dæmon, forat glæde mig. Jeg har nemlig den slettest mulige Tro til Steens Karakter, ligesom jeg ogsaa gruer ved et Par af de andre Navn: V. Konow er bare vigtig og Engelhardt er falsk som Vinden. Vi taaler ikke mange Sejre som Sverdrups.

Hils Fr. Backer og hvem du ser.

Din Allik.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg vil notere mens jeg har det i Hovedet, hvad jeg vilde talt med Dem om idag, saa kan vi behandle det imorgen. Foruden Penge altsaa – vilde jeg bede Dem tage imod min Post og sende til mig efter opgivne Adresser paa mine Reisestationer, som jeg skal efterlade mig.

II. Vil De tillade mig at sende et 1ste Korrektur-Exemplar i al Hast til min Ven Professor Boyesen i New-York, at han kunde benytte Forspringet, medens Gyldendal rentrykker og indbinder, til at sælge Bogen til norsk Forlag i America eller oversætte i al Hast – altsammen til min Fordel?

III. Vil De tillade mig at udpille nogle Reisebøger og anden passende Lecture hos Dem?

IV. Der er sendt mig fra Holland direkte, forat spare Tid, 300 af mine lange Cigarer; hvis disse kommer for sent, vil De da tage Dem af Partiet – enten saaledes, at De beholder dem eller lader dem ligge ufortoldet paa Toldboden til min Hjemkomst eller nærmere Ordre?

V. Vil De sende Beate Penge til Lyngby, naar hun begjærer?

VI. Af Bogen bedes mig sendt 2 Ex., Beate 1 og 1 til: Madame Malena V. Eilevson – Adresse: Ola Eilevson Aarre, Aarre pr. Thime – Egersund.

A. L. K.


J. B. Halvorsen.

Hr. J. B. Halvorsen! – Mr. William Archer, No. 40 Queens Square W. S. London – vil saa gjerne have min Biografi foran en Udgave af Novelletterne. Har De et Hefte K at sende ham? – eller kunde De give ham Anvisning paa nogen i London, som har Deres ypperlige Lexicon?

Men hvorfor er min Søster udeladt? – og min Fader? – jeg husker ikke, om min Broder Jacob er der?

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel!

Foruden mit Honorar hos Dem for «Jacob» har jeg ivente c 1000 Rm fra Deutsche Rundschau, forhaabentlig en Sum fra Amerika, 20 £ fra London; dertil har jeg et Bind samlede Smaating til Høsten, en Komedie i Hovedet, som skal være færdig til næste Saison – kort sagt: Aaret ser ud til at blive saa godt, at De kan vente et klækkeligt Afdrag paa de 10,000.

Det er alene Renten af disse Penge, som bekymrer mig; thi Hovedstolen behøves der ikke at frygtes for. Thi først har De til Dækning min Livspolice paa 5000 – indbetalt om 3 Aar – , dernæst vilde De – om jeg nu døde – i kort Tid indvinde de udlagte Penge paa de mange ret populære Bøger, jeg efterlader paa Forlaget.

Naar jeg derfor mindre lader mig trykke af denne Gjæld end De maaske finder passende, saa er det, fordi mine Anskuelser her ere af en forskjellig Art.

Jeg vilde, at en Forfatter, som har hidført saa mange smukke Forretninger og aldrig ført Firmaet ud i Nederlag eller Tab, han skulde ikke bare blive staaende paa en fast Beregning, som maaske for en ti, tyve Aar siden kunde ansees som høi og som – for mindre populære Forfattere – maaske kan være rigelig. Men i den Tid, mens han kunde skrive og fængsle Læserne, skulde han betales høiere og høiere, saa der var nogen Chance for at samle til de onde Dage, da Talentet ikke længer slaar til.

Naar jeg derfor saa ivrigt har ønsket, at De strax ved Manuscriptets Modtagelse skulde tilstille mig et skriftligt «forslag til Honorar etc.», saa var det ikke Meningen bare at modtage en «Meddelelse» om, at der vil blive trykket saa og saa mange mod saa og saa stort Honorar.

Det var min Hensigt at prøve Satsen forhøiet for mig; thi saa meget kan jeg forstaa, at en Forfatter, som er kommen saa vidt som jeg, han kan faa en større Betaling og endda levne en smuk Forretning for Forlaget; ligesom jeg er fast overtydet om, at de Tider ere nær, da Forlæggerne kommer til at betale ganske anderledes for de faa Værker, der sælges. Som det nu gaar, er det mig og nogle faa, som betaler Gildet for en Masse Smaaforfattere og Begyndere. Derfor er det min Mening, at selve Forlaget i Virkeligheden stod sig best ved at holde paa de gode Forfattere ved en stedse rigeligere Betaling, istedetfor at holde dem stramt paa gamle Vilkaar og haarde Afbetalinger.

Jeg siger dette for Fremtidens Skyld, idet jeg – henvist udelukkende til mit Forfatterskab – er nødt til at drive Forretningen hensynsløst op, mens der er noget at tjene; jeg hører ikke til Digterne, der qvæde best, naar de sulter i Bekymring. Lad os tales ved, naar Aaret er gaaet tilende; er De ikke da fornøiet med mine Afbetalinger, saa faar vi ordne os paa en anden Maade. –

Formodentlig reiser jeg herfra Tirsdag Eftermiddag, og jeg vil da komme i Kontoret mellem 12 – 2 forat sige Farvel, efterlade alle mine Sorger, som De er saa snil at paatage Dem samt bede om nogle Penge. Beate forlanger udtrykkelig, at jeg skal sige, at det er mig, som væsentlig har fortæret de siste 300 Kroner – til Reisen og Opbrud. Tak for sist og hils alle paa Skovgaard! Jeg har stærk Reisefeber og glæder mig umaadeligt til at komme ud paa Søen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! jeg fik iaftes Brev fra Bjørnson, hvori han melder mig, at han kommer Onsdag den 18de Marts kl. 6. Han vil absolut have en Samtale med mig og foreslaar, at jeg samme Aften skal følge med til Skovgaard og «sove i Karolines sæng»!

Se det vilde jeg nu ikke! men jeg udsætter dog min Reise til den yderst mulige Dag – nemlig den 19de.

Saa faar vi idag Indbydelse fra Fru Bissen netop til Onsdag den 18de Kl. 6.

I denne Nød telegraferer jeg til Bjørnson: «Jeg maa reise den 19. Eneste mulige Møde er, at du ved Ankomsten følger os «til Middag hos Bissens. Svar strax ja.»

Samtykker han nu heri, mødes vi: altsaa paa Stationen – kommer Toget 5 3/4 eller 6 1/4? – vi tager B. med os til Bissen, De tager hans Tøi og aftaler, hvorledes han skal komme hjem om Aftenen.

Samtykker han ikke – ja lad os nu se Telegraf-svaret. Jeg skal telefonere det ud til Skovgaard idag eller imorgen.

– Det er jo forresten noksaa heldigt for Bogen, at jeg blir opholdt; men saa faar jeg ingenting se af Antwerpen.

Venlig Hilsen til Fruen

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Om Post og Postsager.

Jeg vil foreløbig bede om tre Postforsendelser, hvorved da alt, som til hver Gang har samlet sig, afsendes paa billigste Maade – enten hver Ting for sig eller i Pakker.

Af Aviser har jeg bestilt: det norske Morgenblad, do. Dagblad samt Politiken.

Ifølge min Rute skal jeg være 4 April i Piræus. Den første Post maa altsaa afsendes saa tidligt, at den kan være i Piræus den 4de April. Adressen er: Mr. E. J. Mitarachi The danish S. S. O. B. Suhr.

  • II
  • Næste Post maa beregnes saaledes, at den kan være den 22de April i Odessa = Nicolajeff. Adressen er: Mrs. Smales Eeles & Co.
  • III
  • Den tredie Post maa være i Smyrna 30te April. Adressen er her: W. F. van der Zee. For senere Poster skal jeg skrive hjem Ordre itide.
  • b
  • (Skulde det – mod Haab og Formodning – være nødvendigt at finde mig med et Telegram, saa vil det være best at spørge i Hovedkontoret for de forenede Skibe.)
  • [c. er overstrøket.]
  • d
  • Foruden de tidligere nævnte Friexemplarer vilde jeg ogsaa bede et – indbun det – sendt til Hr. Doktor C. Feilberg, 46 Østerbrogade, «Fra Forfatteren».
  • e.
  • Der kommer sandsynligvis Honorar fra Deutsche Rundschau, muligens ogsaa fra Amerika, samt medio April 20 £ fra William Archer i London, hvilket alt føres mig à conto.
  • d.
  • [!] Mr. Professor Hjalmar Hiorth Boyesen, care of The Norwegian & Swed. Consulat, New York

Peter A. F. S. Vedel.

Kjære Hr. Geheimeraad Vedel!

Saa langt er jeg altsaa kommen; – men en ny Vanskelighed er dukket op, idet Capitainen spaar stor Fortræd for sig og mig, naar vi kommer til russisk Havn, formedelst jeg har intet Pas.

I min Nød vender jeg mig til Dem – som min mægtigste Velynder: om det er Dem muligt at sende mig et kraftigt Dokument – specielt indrettet for Russerne.

Havde jeg nu lydt hin vise Mands Raad, som i Paris formanede sine Landsmænd til flittigt at benytte sit Lands Legation, saa havde jeg kunnet hjælpe mig selv hos vor Gesandt i Kjøbenhavn; men De ved selv, hvorledes det er med den vise Mand!

Dersom De paa nogen Maade kan hjælpe mig, saa beder jeg Dem sende Hjælpen adresseret til: Mr. le consul de Belgique à Piræus Mr. E. I. Mitarachi

I Piræus skal vi være om c. 3 Uger.

– Tag mig det ikke ilde op, at jeg gjør Dem denne Uleilighed, – Deres Elskværdighed mod mig har givet mig den Tillid, at De ikke vil vredes. –

Jeg kom desværre ikke til at sige ordentlig Farvel til Dem og Deres, og jeg er bange, Beate fik hellerikke Tid i de siste Flytningens Krampetrækninger.

Modtag derfor til Fru Vedel, de Unge i Huset og til Dem selv vor oprigtige Tak for den forløbne Vinter.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


M. L. Galschiøt.

Kjære Hr. Galschiøtt! – jeg reiser med en Capitaine Frantz Sørensen, der er en duelig Fotograf. Skulde De for Ill. Tidende ville kjøbe en Række Glasplader fra Prospekter, Grupper, Byer, Skibe – en hel Reise i Orienten?

Glaspladens Størrelse er 18 – 24.

Vil De skrive mig til, om denne Forretning passer Dem og om hvilken Pris, De er istand til at betale for hver Plade?

Min næste Adresse er: Mrs. C. J. Reppen & Co – Constantinople. S. S. O. B. Suhr.

Tør jeg bede Dem hilse gode Venner – Carstens ikke at forglemme og modtag en venskabelig Hilsen fra

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – her er kommen saa mange Forsinkelser i Ruten, at jeg desværre maa forandre min Post-Instrux. […]

– Jeg lever i Herlighed og Glæde. Sol og Varme og det blaa Middelhav saa langt Øiet kan naa. Kapteinen er den samme, som har havt med sig dHrr. Korsberg og Bjørn. Han er meget elskværdig mod mig; men da han har sin Kone og Svigerinde med, tror jeg næsten, han vilde heller været uden Passager. Imidlertid gaar jeg nu sandsynligvis over i «Omsk» i Constantinopel – i Slutten av Maaneden, hvor der er en Capitaine coelibataire, hvilket ubetinget passer best paa Søen – tildels ogsaa i Land.

Det er forresten underligt at være saa aldeles afskaaret fra Efterretninger som nu i disse fjorten Dage, og jeg begynder allerede at længte stærkt efter at faa høre om Beates Flytning, om Bjørnenes Møde i Skovgaard, og om min egen Bog. De maa endelig skrive og prøv tillige at lokke Fru Julie til at sende mig en orienterende Oversigt over Danmark og Norge. Hils hende, Confirmandinden & Frøken Oluffa, Frederic (2) & Agnes (1).

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! nu gaar det godt! midt i Middelhavet i brændende Sol, med Delfiner springende foran Bougen! – imorgen er vi i Tunis! – jeg kan ikke fortælle noget, for her er ikke Fred til Skrivning; men naar vi mødes igjen, skal jeg beskrive. Desuden har jeg alt sendt et langt Brev til Dagbladet.

Jeg er saa mange hundrede Mile borte, at jeg næsten ikke tør tænke paa Eder og de andre tre uden etslags ond Samvittighed, fordi jeg er reist saa langt fra Jer. Men I har det jo godt, Penge er det ikke heller saa galt med, – vi sees nok glade igjen.

Arbeid flittigt nu fremover, saa vi kan mødes uden Skygger; og skriv flittigt til Mamma, saa sender hun Brevene til mig. Hav det nu godt og vær snille!

Eders hengivne Pappa.


Peter A. F. S. Vedel.

Kjære Hr. Geheimeraad Vedel!

Med Rørelse og Taknemlighed modtog jeg her Deres udmærkede Dokumenter og venlige Brev; nu tænker jeg nok, jeg kan klare mig gjennem selve Sibirien.

For dette nye Bevis paa Deres Godhed mod mig beder jeg Dem modtage al min Tak, samt Forsikringen om min bestandige Hengivenhed og Høiagtelse –

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Nu maa De snart skrive lidt til mig. Først vil jeg gjerne vide om Bogen, hvor langt den er og saa videre. Dernæst om Bj. & Frues Møde – samt, hvad andet, De ved at fortælle om fælles Venner.

Dernæst om min Ven Boyesen i Amerika. Jeg har faaet et Brev fra ham, hvori han omtaler et Telegram til Dem; men han siger mig i Grunden ingen ordentlig Besked om, hvorvidt, til hvem og paa hvilke Betingelser han har disponeret over Manuskriptet til «Jacob». Ved De noget?

Er der kommen Remisse fra Deutsche Rundschau?

Jeg har udstedt Anvisning paa F. Hegel & Søn til Capitaine Sørensen (:Frantz) stor 500 Francs, idet jeg har forladt «O. B. Suhr» forat vente paa «Omsk».

Desværre – jeg taler økonomisk – bliver nok Opholdet her 8 à 10 Dage; men jeg har dog valgt dette af mange Grunde – der var to Damer med Kapt. Sørensen – de var mageløst snille, men alligevel – det ene med det andet gjorde, at jeg foretrak at gaa iland her. Saa faar jeg med «Omsk» den store Tur rundt Østsiden af det sorte Hav.

At kjøbe noget til Dem har jeg slaaet aldeles af Hovedet; saasnart en Levantiner ser mig, fordobler han sine vanvittigste Priser; Cigaretter og Sporvogne er det eneste, jeg tør indlade mig paa.

Jeg telegraferede herfra iforgaars: Send Post Reppen. Hilsen, hvorfor jeg venter Breve og Aviser paa Tirsdag den 28de. Hvor jeg skal have min næste Forsending, kan jeg endnu ikke sige; men De skal faa Besked.

Hilsen til alle paa Skovgaard.

Deres hengivne Alex L. K.


Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel! – med Ærbødighed for din bestandige Offervillighed ønsker jeg dig til Lykke som Statsraad. Hverken skal du eller Tante overskygges af den ringeste Mistanke om de almindelige Forfængeligheder, der følger saadan «Ophøielse» – ialfald ikke i vore Hjerter, som kjender Eder. –

Men jeg iler som en liden Supplicant til min ophøiede Slægtning efter en Orden. Her er en gammel norsk Hædersmand fra Mandal: I. C. Reppen. I – jeg tror – 38 Aar har han slidt for norske Søfolk som Havnekaptein – specielt i Cholera-Aarene; men paa Grund af sin norske Holdning overfor den forrige svenske Gesandt, Ehrensnott eller noget lignende – , har han kun opnaaet en lurvet Vasa.

Desuden har han Danebrog og Kommandørkorset af den tyrkiske Orden; men den Gamle siger, han gav det altsammen for en norsk Udmærkelse.

Naar vi nu skal til at gjøre op med Svensken for den udenlandske Repræsentation, kunde det – synes jeg – være en betimelig Ting – i al dens Ubetydelighed – at rehabilitere denne norske Mand, hvis Navn er viden bekjendt i alle Havne, – at Folk kunde mærke, vor nye Regjering havde Øie for svensk Tilsidesættelse og Tryk og var betænkt paa at støtte op det Norske. Om I. C. Reppen nu fik Sankt Olaf, vilde det styrke mange norske Kræfter rundt i Konsulater og Legationer.

Du kan ellers tænke dig, jeg lever som Plommen i Æg; reiser frit med danske Skibe (det havde aldrig norske budt mig); gaar fra Skib til Skib efter eget Valg og ligger nu her i Constantinopel forat vente paa et, der gjør Turen helt rundt det sorte Hav. Saa kommer jeg midt i Juni til Antwerpen, og derfra er det ikke umuligt, at jeg reiser til Christiania forat lade mine Mandler skjære; det skulde været gjort i mange Aar; men jeg har ikke havt Lyst paa Onkel Emils rustne Tænger; men nu har jeg saa snevert Halshul, at jeg er ræd for at kvæles.

Du maa skrive mig til – det pleier du altid – naar du har læst min «Jacob»; og jeg vil haabe, de mange Feil, Bogen oprindelig led af, nu ved Omskrivningen blev saa vidt fjernede, at den i selve Tanken boende Kraft faar virke paa Læseren. Selv staar Bogen nu for mig som ret kraftig i Enden.

Hils nu Tante paa det hjærteligste – og Elisabeth, naar I skriver.

Beate og Smaapigerne ere i Danmark og lever vel – ; i Sandhed! vi udgjør en adsplittet Familie; og jeg kan aldeles ikke begribe, hvorledes vi overhovedet kan leve saaledes. Men der maa alligevel være noget i dette om Lilierne paa Marken! B. B. og Beate tilsammen fandt ud, at jeg skulde være Qvæstor med Q ved Universitetet! – en rigtig vild Ide, thi før lod Monrad Universitetet jævne med Jorden, før han slap mig ind. Nei! – men Digtergagen vilde være brillant til at holde Gutterne for. Men nu faar vel den siste Rest af mine Bondevenner et Snudeslag af Jacob! –

Hilsen og Broderskab!

Din hengivne Søstersøn Alexander Lange K.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! vil De nu være saa snil at sende Posten indtil 15 Mai til: Mrs. Smales, Eeles & Co S. S. «Omsk» – Odessa og den næste Post til Reppen i Constantinople indtil 20de Mai.

Jeg lever glimrende her; men glæder mig alligevel til at reise herfra en af de første Dage. Mit nye Skib «Omsk» kommer imorgen.

Jeg ved i dette Øieblik ikke andet om Jonas Collin end, at han er dødssyg. Det vilde være et Tab for mig, om han gik bort; thi med al vor Ulighed er der noget ved ham, som jeg holder oprigtigt af. Og for hans Kreds vilde det være et haardt Slag. Jeg haaber endnu.

Af og til, naar De og Deres har god Tid, maa De se over til Beate i Lyngby! hendes tilsyneladende freidige Sind er dog ikke bedre grundfæstet, end at hun meget snart og let føler sig ensom; optaget – som jeg kan tænke mig Drewsens og Collins ere af Bekymring og Sygdom, tænker jeg ofte paa Beate alene med de to Pigebørn, og det vilde lette mit Sind om jeg viste, at nogen fra Skovgaard af og til havde et Øie med hende.

Nu tænker jeg snart, Bogen kommer ud, og jeg præparerer mine Rygstykker til alle de vældige Svøbeslag fra Stavanger Amtstidende, Bornholms Stiftsavis og de andre.

Hils hjertelig Fru Julie, Frkne Lisbeth – nu Elisabeth og Oluffa – samt alle gode Venner

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg telegraferede den 11te Mai fra Batoum, forat faa et Svar om, hvorledes det stod til hjemme hos mine. Men jeg har ikke faaet noget Svar. Idag har jeg gjentaget Telegrammet og bedet Dem sende Post hertil en Gang til.

Senere er der neppe Mulighed for at træffe mig før Antwerpen, hvor jeg vil være c. 20de Juni; vil De altsaa herefter sende alting did under Adresse: De Leuw & Philippsen. –

– Jeg forstaar mig ikke paa Boyesen; telegraferede han ikke?

– Jeg har modtaget «Jacob», som synes mig at se god og stridbar ud.

Bring Fru Julie mine hjærteligste Hilsener og Ønsker om Sundhed, og ser De noget til mine Folk, saa hils dem. Skulde noget vigtigt Budskab til mig være nødvendigt, vil De i Selskabets Kontor faa Besked om, hvor vi færdes; thi her ved vi intet om Anløbstiderne paa Hjemvejen.

Med Haab om, at vi faar Glæde af Jacob forbliver jeg

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! jeg kan ikke forstaa, hvor mine Telegrammer blive af. Fra Batoum telegraferede jeg og bad om Underretning om, hvorledes det stod til hjemme – den 11 Mai, – intet Svar.

Saa igjen den 21 fra Odessa: Telegrafer strax, hvorledes mine lever og send Post til Smales; – intet Svar endnu og ingen anden Post end den, som laa her – nemlig til 1ste Mai.

Nu er der ingen anden Mulighed, end at De sender alting indtil 20 Juni til De Lieuw & PhilippsenAntwerpen; men det er haardt for mig at være uden Efterretninger denne lange Tid. Jeg begriber ikke, hvor mine Telegrammer til Dem tage Veien.

Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – nu er jeg her igjen efter en glimrende Reise.

Til Hjemreisen har jeg trukket en Anvisning paa Dem gjennem DHrr. De Lieuw & Philippsen – stor 300 fr., ligesom jeg har givet Hovmesteren paa Skibet J. C. Pedersen en Anvisning paa 342 Kr., hvilke Beløb De vil være saa snil at udbetale for min Regning.

Jeg reiser nu hjem til Norge forat samles i Ferien med alle mine. Til Høsten skulde jeg have en Komedie færdig. Hils Deres Frue og øvrige Familie.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! nu er vi igjen alle forsamlede – friske og glade i Fars gamle Hus, og det er en Fornøielse at gjense Liv og Ungdom i Haven og de lyse Stuer.

Beate har det udmærket godt og sender sin Tak for al Deres og Deres Hus’es Elskværdighed mod hende og Smaapigerne.

Imorgen drager vi til den velsignede Plet paa Jorden: Aarre, og der skal jeg ordne sammen et Bind Breve og lignende til Jul samt skrive en Komedie, jeg har i Hovedet, og af hvilken jeg endeligen venter en Succes.

Forøvrigt har jeg i samme Hoved et frygteligt Brev til Dem, hvori jeg vil ud vikle nogle aldeles nye Ideer om Forlæggere og Forfattere, reparere Fortiden og stille nogle uhørte Fordringer for Fremtiden.

Nærværende Skrivelse tjener – dels til at forberede Dem herpaa og dels til at bede Dem sende mig 500 Kroner à conto.

Med de venskabeligste Hilsener til Dem og Deres forbliver jeg

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Dagmar Skavlan.

Kjære Søster Dagmar!

Jeg sidder herhjemme i de gamle Stuer og tænker paa, at nu gik den første af vor Generation bort; og jeg tænker paa Jacob, som er syg, og paa Kitty, som jeg er ræd har faaet en Knæk for Livet og paa mig selv, som har et «Oldinge-Hjerte», og jeg undrer mig paa, om det snart skal være Slut med os?

Her er ganske tomt og stille i det velsignede Hus; men jeg føler en indvortes Fred, naar jeg kommer her; intet af alt det sure og onde kan jeg huske; jeg bare indaander Luften og Minderne fra hver Krog, fra hver Stue, fra Kjælderen og ude i Haven, som gror frodigt ud over alle Grænser.

Du har nok ingen Trang til at søge hidhen? – det vilde ogsaa være for ensomt efter Tabet af en Mand som din; thi bortset fra en aldrig svigtende Glæde, vi føler ved at gjense «Familien», er her øde for Aanden i en utrolig Grad. Derinde i Christiania har du derimod saa mange Tilknytninger i Kredse med friere Syn, saa mange, som kjendte og skattede Skavlan, og en langt bedre Plads til at opdrage Smaabørn.

Derfor finder jeg det ogsaa saa rimeligt, hvad jeg har hørt: at du vil forblive i dit Hjem og leve videre i lutter gode og kjærlige Erindringer om den Mand, du holdt saa meget af og som visselig fortjente at elskes høit af den, som han helt aabnede sig for.

Jeg vil haabe, at du uden Fortrydelse har læst Georg Brandes’s Nekrolog over Skavlan? Den er saa fuld af Varme og oprigtig Anerkjendelse uden Forbehold eller Bagtanker, at den forsaavidt gør begge Parter Ære. Men det er jo G. B.s Orm at ville være Fader for os alle, saa han skyr ikke, hvad jeg vilde kalde Indiskretion. Jeg vilde gjerne vide, om det berørte dig pinligt, at han saaledes aabenbarede Skavlans inderste Tanker, som formodentlig kun forøvrigt var kjendt af dig – og Faa til?

Jeg for mit Vedkommende kom ham aldrig saa nær, at jeg fuldt mærkede al den Glød, han dækkede over. Men nu bagefter kan jeg forstaa den lille Klang af Bitterhed, som kunde skjære gjennem en liden tilsyneladende harmløs Bemærkning om os unge Forfattere, hvis Produktion syntes at falde saa let og som fede og ubekymrede kom trillende ind blandt Publikum og vandt Ørelyd. Det var imidlertid det eneste, man kunde have mærket, ellers bar han sin tunge Lod: aldrig at blive færdig – som den Gentleman, han var, altid rede til at anerkjende saa langt, han formaaede, og uden Smaalighed i sin Ros.

Jeg tænker mig, at du tager din Sorg for dig selv og gaar modig løs paa Livet. Derfor sender jeg dig ikke noget andet Trøstens Ord end min broderlige Deltagelse; og jeg beder dig mindes, at om du end nu har mistet den største Kjærlighed, hvormed du var omfattet, har du endnu varme Hjerter igjen, som slutter sig om dig i Medlidenhed og følger dig tæt ved Siden saa længe du lever.

Kys dine smaa Børn fra mig og hold dig tapper.

Din hengivne Broder.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel!

Jeg ved ikke, om De i sin Tid læste mit Brev fra Antwerpen i det norske Dagblad? Jeg svor en Ed, da jeg sad paa Trappen i Musée Moretus-Plantin, at jeg vilde gjøre et Oprør, forat skaffe mig selv og andre bedre Kaar som Forfattere.

Det var tildels gamle Tanker, som vaagnede opigjen, som dog aldrig havde været glemte. Thi hvorledes skulde jeg kunne glemme de Dage i Paris da Bjørnstjerne Bjørnson fik Brev fra Gamle Hegel: at fra nu af fik det være Slut paa «Forskudene», indtil der afbetaltes paa Gjælden!

Hvorledes skulde jeg kunne glemme Synet af denne Kolos, der efter et helt Livs Arbeide – og det et Arbeide af en saa sjelden Art, at intet Menneske i Verden uden han kunde have udført det, – et Arbeide, hvoraf Fordelen saa overvældende rigeligt var kommen Gyldendal tilgode, – se ham krympe sig under det pludselige Slag: at han – en gammel Mand med stor Familie med en Gang og uden videre stilles vis-a-vis de rien.

Nuvel! han tog sig sammen og lavede sit Foredrag om Sædelighed og kom paafode; men han sagde til en Dame, da han reiste: «jeg føler mig, somom jeg skulde afsted, forat slagtes.» Men han skaffede Penge og klarede for sig.

Det kan imidlertid ikke enhver gjøre. Vi, som har givet efter for Talentet til at skrive, vi kan ikke en vakker Dag tage fat paa noget andet; vi ere bundne til Arbeidet – medmindre vi da ville opgive os selv og gaa over i Toldfaget, – hvor de forresten hellerikke vil have os.

Men derfor skal Arbeidet – mener jeg – lønne os og sikre os mod en Dag at staa aldeles uden Midler til at leve.

Jeg har da saa mange Gange tænkt paa den Tarif, efter hvilken jeg betales. Nogen nøiagtig Beregning har jeg endnu ikke gjort, fordi jeg er en daarlig Regnemester, og derfor vil overlade det til andre.

Men saa meget er mig fuldstændig klart, at jeg ikke paa uendeligt langt nær har faaet og faar rimelig Betaling i Forhold til mit Arbeides Salgsværdi.

Den tilsyneladende Stigning i Honoraret, som fremkommer ved Oplagenes Forøgelse, er jo aldeles illusorisk, og tjener jo blot til at berige Forlæggeren, hvis Omkostninger i høi Grad forminskes ved de store Trykninger. Imidlertid bliver jeg staaende ved en Arksbetaling, som kan passe for en Begynder, men som overfor en saa læst Forfatter som mig ikke er stort andet end et skandaløst Minimum.

Dette Forhold forties, og naive Forfattere der i Almindelighed ere daarlige Handelsmænd, gaar og tror, at Honoraret stiger, medens det staar i den Grad stille, at Gamle Hegel to Gange har budt mig Extrahonorar bagefter, naar Bogen reves saa hurtigt bort, at min Løn blev altfor latterligt liden.

Det er sent – desværre altfor sent, at jeg nu er kommen til den Overbevisning, at de Forfattere, som læses – eller rettere: at Forfattere skal lønnes progressivt, eftersom de læses. Dette er Hovedsagen; men mange andre Smaating staar ogsaa at rette paa – Ting, der udkræver langt mere indgaaende Kundskab i Boghandelen end jeg har. Derfor er det min store Plan at reise en Forening – en Fagforening af Forfattere, som ved en fælles Optræden kunde bistaa den Enkelte, der ellers er ganske fortabt og magtesløs mellem disse store Forlags-Matadorer.

Thi for dem er fra gammel Tid alt lagt tilrette. Faa eller ingen Forretninger drives med en saa forsvindende Resico – hvad Forfatterne angaar. Man prøver sig for med et lidet Oplag, hvor Omkostningerne er dækkede allerede ved Salg af c. 600 Exemplarer, og gaar saa Forfatteren smukt frem og bliver en Karl paa 5 – 6 – 7000 Exemplarer, saa bliver han hele sit Liv staaende paa samme knappe Arksbetaling, medens Gyldendal høster hele Frugten af hans stigende Ry. Vi samler Samtiden om vort Talent; det er vi, som lægger Ryggen til, naar vi skamskjændes fra alle Kanter; Gyldendal sidder tryg og holder os til Pennen ved at ryste disse evindelige «Forskud» over vore Hoveder.

Dette er ligesaa uretfærdigt som uværdigt.

Saaledes bliver ingen Skipper behandlet i et ordentligt Rhederi, – allerminst Skippere, som har seilet for Firmaet i lutter Held – uden Forlis eller Nederlag, med stadige og store Remisser. Til saadanne Kapteiner tales der ikke om smaa Forskud, som i Aarenes Løb kunne ophobe sig i Regnskaberne, men derimod om Præmier og Extra Løn for godt Arbeide.

Men nu er en duelig Forfatter uhyre meget sjeldnere end en duelig Skipper, og dernæst er den Tid, en Mand kan arbeide i Literaturen «med Fordel» sjeldent saa lang som selve Livet; derfor mener jeg, at en læst Forfatter skal ikke blot leve og leve godt; men han skal endog betales saa høit, at han i de gode Dage kan spare op til Alderdommen.

Men dette er aldeles umuligt med den Betaling, jeg har faaet og faar. Vi behøver ikke at tale om mine ødsle Vaner eller min Mangel paa Økonomi; selve vort Mellem-Regnskab udviser, at havde jeg ikke havt den Smule Formue, jeg nu har fortæret, vilde jeg ikke kunne have levet med min Familie af min Pen, uagtet jeg i disse 12 Aar har skrevet 16 Bøger, som alle hører til de mest læste i Skandinavien.

Efter mine Regnskaber har jeg hos Gyldendal tjent knappe 4000 Kroner om Aaret gjennemsnitlig, hvilket – selv om man ikke fradrager de 10,000, jeg skylder, giver et knebent Liv i evig Bekymring; og i al Sandhed – det tør jeg dristig paastaa – det Beløb, jeg har faaet for min Part, staar i et ligesaa beskedent Forhold til min virkelige literære Fortjeneste som til de Summer, Gyldendal i samme Tidsrum har tjent paa mig.

Men nu er det min Mening, at det bør og skal være forbi med de Tiders Opfatning af Digteren, da han behandledes som den, der helst burde leve uden Penge for den nøgne Ære, overladende den lumpne Gevinst til dem, der drev Handel med Bøgerne. Jeg for min Part vil have en ganske anderledes Løn for min Kunst den korte Tid, jeg formaar at udøve den; og jeg hverken kan eller vil leve mellem Kniberi og Bekymring trællende for halvt Honorar, medens Gyldendal arronderer sine Millioner.

Det er desuden klart, at den Guldalder, Gyldendal nu oplever i norsk Literatur, maa være forbigaaende. Det vil ikke altid være saa, at Norge har fire Forfattere, som i de Aar, hvor de alle møder frem med en stor Bog, giver Firmaet en Indtægt af 50,000 Kroner. Men naar da Tiden kommer, hvor man for en Forfatter, som læses i 5 – 7,000 Exemplarer, maa betale det fem eller syv-dobbelte af, hvad vi idag faar, da vil det spørges med ligesaa stor Forundring som den, hvormed vi nu læser om de 5 £ – eller hvad det nu var, som Milton modtog for sit Tabte Paradis, og Folk vil falde i ny Forundring over de Faar af Forfattere, som saa latterligen lode sig klippe til Skindet.

Det er derfor min Mening – som jeg formoder, den ogsaa vil blive Efterverdenens, at naar et rigt Forlag har den Fordel og den Ære at eje de beste Navne blandt sine Forfattere, gaar det ingenlunde an, at Forlaget betragter disse som løse Forbindelser, til hvilke man kan sige: fra imorgen faar du føde dig selv eller gjøre vort Mellem-Regnskab op.

Tvertimod bør et saadant Forlag ved idelig at forhøie en saadan Forfatters Honorar drage Omsorg for, at smaa Forskud ikke faar hobe sig op i Aarene, men meget mere tilstræbe, at et Fond lægges hen til Belønning og Tak for den udarbeidede Digter, naar han ikke længer formaar at vende sejerrig tilbage til Bogladen med Guld og Hæder.

Thi det er bare en skadelig Tradition fra de Moretus-Plantinske Tider, at den, som har sine Tanker nedskrevne i Manuscript – han skal betragtes som var han i Barns Nød, – som var den, der vil forløse og forlægge hans Foster, hans evige Velgjører.

Verden er fuld af Bøger, paa hvilke der er tjent Millioner og som Opfinderen selv fik en Snusdaase for; det er ganske vist behageligt at være paa et godt Forlag; men man maa ikke vende Sagen saaledes paa Hovedet, at Forlaget er alt, Forfatterne kun løse Morianer, der kunne gaa, naar de har gjort sin Pligt. –

– Gjennem disse Betragtninger er jeg kommen til det Resultat, at vi Forfattere bør gaa ud af vor Umyndighed og ved Samhold sikre os en større Part af Indtægten ved Bogsalget. Jeg tør ikke nævne min Plan i Danmark, – og jeg beder Dem udtrykkelig ikke at forraade mig; thi faar først Borchsenius og de andre sat dette op til Discussion, saa blir det bare Vrøvl og Uvenskab og Brud og alle de danske Elendigheder. Jeg mente at begynde i Tyskland med en ForfatterCongres i Berlin eller Leipzig fra hele Europa, hvor hver skulde fremføre sine Erfaringer, hvor nøiagtige Beregninger skulde foreligge over, hvad Forlæggerne kan tjene; og hvor man da ved en Sammenslutning kunde forhjælpe de kun altfor ofte upraktiske Forfattere overfor Boghandlerverdenens drevne Forretningsmænd.

Jeg for min Part vil ikke længer have de store Oplag, men – som i Frankrige – trykke 1000 under Mærke 1ste Oplag, dernæst 1000 – andet Oplag o.s.v. alt under stigende Betaling for hvert Tusinde. Imidlertid vil jeg opsætte med Udviklingen af mine Planer; jeg har blot villet sætte Dem ind i Hovedsagen.

Og jeg har gjort dette aabent og i al Venskabelighed, idet jeg har Grund til at formode, at De ikke er uvillig til at forhandle, hvis det kan lykkes mig at overbevise Dem om min Ret.

Desuden maa De lægge Mærke til, at naar jeg reiser mig mod Forlæggerne, saa er det altid under den udtrykkelige Erklæring, at jeg har den beste Forlægger, som endnu er seet i Norden. Naar jeg ikke destomindre mener, at jeg ikke kommer fuldt til min Ret, saa kan man vide, hvor galt det staar til for dem, der ere henviste til Forlag af 2den og 3die Rang. –

– Tak for Brev af 21 Juli med indlagt 500 Kr. Tandlægens Regning er godkjendt og bedes betalt. Med de venligste Hilsener fra alle mine med Tak for siste Ophold i Kjøbenhavn og med min egen Kompliment til alle Deres

forbliver jeg Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Louise Drewsen.

Kjære Fru Louise! – det er længe siden, vi vekslede et venligt Ord direkte; men vi ere dog – haaber jeg – ved de fælles Forbindelser ofte i hinandens Tanker. Især har jeg daglig saa mange Anledninger til at komme Dem ihu, naar jeg ser på Gerd; hun har saa mange smaa Træk af Dem omkring Munden, i Hændernes Bevægelse, Figuren og Hovedet – skjønt Gerd bøier Hovedet noget frem, hvilket ikke ligner Pantherens stolte Reisning.

Af samme Grund – nemlig det forover bøiende Hoved – er Gerd bleven ganske brun og solbrændt i Nakken, hvilket er meget klædeligt.

Vi siger saa ofte: nu skulde Mor eller Mormor se dig! – for De kan ikke tænke Dem, hvor forskjellig denne Gerd er fra den stille, lille tænksomme Dame, jeg kjendte. Naturligvis har De seet hende i Leg og Munterhed i Barndommen, saa De vilde kanske ikke blive saa overrasket – og dog! tænke Dem Gerd med rød Fez paa tre Haar, opskjørtet langt over Knæerne vade med Sko og Strømper tværs over Elven! Eller løbende Haand i Haand med Jens over en liden grøn Ø, forat gjøre et aldeles umuligt Hop ud paa nogle glatte Stene i Elven; dernæst med en forsoren Mine vride Vandet af sin Kjole for at lade sig bære af Gutterne over de dybeste Steder.

De dybeste Steder er forresten ikke dybere end til-knæs, saa Fare er der ingen Tale om; men det ser forfærdeligt morsomt ud, naar de alle fire hopper fra Sten til Sten i Elven, som er temmelig bred, men nu i Sommermaanederne saa fattig paa Vand, at man kan vade overalt.

Idetheletaget er Hovedfornøielsen at blive rigtig vaad paa Fødderne, og det opnaaes gjennemsnitlig tre Gange om Dagen; men alle er friske, skjønt de er næsten umulige at bevæge til at bytte Strømper og Sko.

Kun en Dag var her saa varmt, at det gik an at trække Sko og Strømper af; og da var de i Elven hele Dagen, – alle de lange Unger barbenede, opsmøgede Pantalons og Kjolerne opunder Armene, – en vild Jagt havde vi paa en stakkars Lax, som var kommen op i Elven, den for mellem Benene paa de Unge, indtil Gerd faldt overende, saa jeg selv i al min Majestæt med Sko og Strømper maatte vade ud til hende og hjælpe hende i Land under almindelig Jubel; den Gang maatte hun nok bekvemme sig til at bytte helt.

Saa løber de i Brændingen langs Havet, saa slaaes de og ler og siger alt det Tøv, man siger i den Alder. Kun en sjelden Gang i Regnveir er jeg bange, hun kjeder sig lidt; Baby er jo i Grunden saa meget yngre; ellers haaber jeg, hun morer sig godt.

Om en Uges Tid flytter vi ind til Byen; vi har lovet Ungdommen et lidet Bal, før Gutterne reiser, saa beholder vi vel Smaapigerne endnu en Stund. Selv kommer vi til at forblive i Stavanger – ialfald til Jul. Muligens har jeg til den Tid fuldendt et harmløst Lystspil, jeg har i Hovedet; og det vil jeg denne Gang – for første Gang sætte i Scene selv i Christiania. Saa reiser vi kanske didind og – gaar det godt – kanske ogsaa til Kjøbenhavn. De ved, der er ingen Ro at finde for den, der er lænket til selve Nordenvinden; og saa saare vi ere komne hjem til det deilige gamle Hus, begynder Beate at forarge mig og blæse sydover, indtil jeg i Fortvivlelse maa kappe mine Fortøininger og seile med. Indrømmes maa det dog altid, at Stavanger i Længden er en Fordærvelse for Aanden.

Idag er her øsende Regn; Gerd gjør min fillede Vest istand, – vi ere alle fillede herude; hun og alle de andre sende Hilsener til Dem og Deres. Læg nu nogle Æg til mig ogsaa.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! jeg ved ikke, hvorledes det er gaaet til, at jeg først nu herude paa Aarre har faaet læst «Det unge Tyskland».

Det er med Sorg, man lukker en saadan Bog, at den ikke var længer, – at man ikke altid har foran sig et saadant Værk. Jeg synes ikke, du nogensinde har skrevet noget bedre; thi hele Skildringen vibrerer over en Forargelse, der flammer som Nordlys mellem Linierne, medens hele Tiden og Literaturen i Norden er saa kvalm og snusfornuftig, hykkelsk og feig.

Desuden var jeg endelig engang saa nogenlunde Herre over Stoffet, – det vil sige: egentligt Kjendskab har jeg kun til Heine; men jeg har i Opvæxten gjennemgaaet Stemningerne fra det tyske Liv i Begyndelsen af Aarhundredet. Min Far levede nemlig som ungt Menneske nogle Aar i Lübeck – ca. 1836 – vistnok som Handelsschüler; men da Kjøbmandsskab altid var ham imod, og da han var den rige Mands Søn, søgte han mest sin Omgang blandt Studenter og Burscher. Han medbragte Allgemeine Lieder- und Commercebuch, og mangen Aften i Skumringen har jeg sunget med glødende Begeistring: Das ist Lützows wilde, verwegene Jagd, mens Fader tordnede paa Pianoet, eller fortalte sine Erindringer og sang og lo og græd Ich habe mein’ Sach’ auf Nichts gestellt Juchhe! , hvortil jeg tror, at selve Spohr har skrevet Melodien; Trink! betrübter, todtenblasser Wassertrinker, Rebenhasser – trink doch Wein! – og den alvorlige Nytaarsvise: Des Jahres letzte Stunde. –

Det var Stemninger, som bragte mig nærmere til tysk Studenterliv end noget, jeg siden har hørt eller læst. Desuden flød der omkring i hele Huset de tyske Digtere i violette Omslag med Lyrer og Pegaser.

Men det var mig ikke muligt at læse stort af dem, først da jeg endelig – som Student – fik Kloen i Heine, forbandt Barndommens Stemninger sig med det nye hos ham; jeg fik Mod til at le og spotte over mangt, som jeg før havde tvunget mig til at agte, – til stor Sorg for Fader, der kun viste det om Heine, at han var frivol og ugudelig.

Hvad du skriver i din Bog om Heine var Manna for min Sjæl. Jeg beundrer ham paa en Maade og i en Grad, som jeg aldrig egentlig har tilstaaet for nogen – jeg tror, af etslags Skinsyge. Thi Heine har den Ulykke at beundres af nogle Svin, som tillader sig at fraternisere med ham in dem Kothe. Du vil ikke betragte det som noget Rov eller som nogen Ubeskedenhed, naar jeg siger, at jeg gjenfandt saa mange af mine egne Tanker; thi dette er jo kun et fyldigt Udtryk for Forstaaelse: at du fik udsagt det om Heine, som skulde siges af den, der ret har forstaaet og værdsat ham. For Exempel: Tak for det forløsende Ord: Heine for agtede de store Gebærder, derfor forstaar Tyskerne ham ikke – hele denne stolte «pöbelscheue» Side af Heine er i mine Øine hans egentlige Væsen.

Det var ogsaa for mig en sjælden Fornøielse at være saa lærd i Materien, at jeg udenad kunde følge med Citat for Citat. Kun savner jeg det smukke og kunstfærdige:

Ich hatte einst ein schönes Vaterland
Der Eichenbaum u.s.w.
Es küsste mich auf deutsch und sprach auf deutsch
man glaubt es kaum
wie gut es klang das Wort:
Ich liebe dich!
Es war ein Traum.

Det var en Bog, som gjenkaldte mig Barndommen, Ungdommen og de første Aar af mit Ægteskab, da jeg læste dine første Bøger; men denne siste var den beste af dem alle.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg maa desværre allerede bede Dem sende mig 500 Kroner. Vi har havt en lystig, men noget kostbar Sommer, Huset fuldt af Børn og Gjæster, – vi har endog formastet os til et lidet Bal. Men nu er alt tomt og forbi; vi har indrettet os for Vinteren i faa Værelser: Beate, Else og jeg samt en Pige bliver den hele Husstand, saa nu haaber jeg, Pengene skal strække bedre til.

Jeg mangler nu bare et Par Nummer af Dagbladet, saa er den Samling færdig, som jeg vil tilbyde Dem som Julebog under Titel: «Mennesker og Dyr»; og saa snart jeg faar den fra Haanden, vil jeg begynde at nedskrive den Komedie, jeg har i Hovedet, og af hvilken jeg endelig lover mig en Succes.

Jeg har nu sammen med en finantskyndig Ven gjennemgaaet alle mine Kontrakter og Regnskaber med Gyldendal; og det begynder endelig at dages for mig, hvor aldeles meningsløst det er at sælge sine Bøger for Betaling pr. Ark under et stadigt øgende Exemplar-Tal.

End galere gaar det den læste Forfatter derved, at ingensomhelst Forhøielse af Honoraret indtræder ved nye Oplag. Tænke sig – for Exempel! at min – jeg tør vel sige – berømte Bog: Garman & Worse udkom ifjor i 4 Oplag beregnet efter 75 Kroner pr. Ark! – det er dog altfor galt. Disse 1500 Exemplarer har en Salgsværdi af 5 – 6000 Kroner, hvoraf jeg for min Berømmelse i 10 Aar faar en Drikkeskilling paa 1725 Kroner, – eller rettere paa 862 – eftersom Halvparten skulde gaa til Afdrag paa Forskuddene. Det er jo indlysende, at disse Forhold ere aldeles uretfærdige og kun existere, fordi saa Faa af Forfatterne endnu har forstaaet dem. Gyldendal 5000 Kroner og jeg 800!

Jeg skammer mig nu – skjønt jeg jo ikke egentlig er Forretningsmand –, men jeg skammer mig alligevel, naar jeg nu tænker paa min naive Glæde over de store Oplag.

Ser jeg paa en Bog som St. Hans eller Jacob, som udgik i 7.000 Exempl. med én Gangs Betaling for hele Massen, saa har jeg jo været den største Nar under Solen.

Havde jeg taget fornuftige Oplag paa 3 – 4 Tusinde, vilde jeg havt den 3-dobbelte Indtægt af Bogen, hvilket kunde været passende.

En Bog som St. Hans, der paa mange Punkter gjorde Epoke og sent vil glemmes – den fik jeg lumpne 4000 Kroner for, medens jeg burde havt 10 à 12000 – i det minste.

Den Bog, jeg byder Dem til Jul, og hvortil De altsaa vil kunne erholde Manuskript i September, om De vil, bestaar altsaa af gamle Sager og gjør derfor ikke store Prætensioner. Jeg kan umulig beregne, hvor stort Arktal der bliver, eftersom Manuskriptet dels er trykt og dels skrevet af en anden Haand end min; men jeg vil stille mit Forslag til Honorar saaledes:

For hvert Ark betales50 Kr. for det1ste Tusinde
” ” ” “75 ” . ” “2det “
” ” ” “100 ” . ” “3die “

Disse 3000 Exmp kan formodentlig være omtrent nok af en saadan Bog, og jeg har ingenting imod, at de trykkes underet. Men der skal ikke trykkes flere til Fordeling i Pressen etc., eftersom al Udgift ved Varens Salg og Reklame bør hvile paa Sælgeren.

Skulde der behøves flere fortsættes saaledes:

4de Tusinde koster100
5 ” “125
6 ” “150

Jeg vil herefter ikke have Ordet Oplag paa Bøgerne, men kun nævnt 1, 2 – 3 – Tusinde.

Baby kom igaar til Kjøbenhavn: Øresundsgade 12; Vil De af og til tænke paa hende med en Visit eller Indbydelse eller – om hun skulde behøve Penge, vil vi være Dem og Deres meget taknemlige. Ved De noget om den Hansen? – vi vide endnu saa lidt om ham. Venskabelig Hilsen til Alle –

Deres A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! Tak for tilsendte 500 Kroner à conto samt for Deres Brev. Skjønt vi endnu er vidt fra hinanden, haaber jeg dog, at vi i Discussionen skal komme hinanden nærmere; og jeg bestyrkes i dette Haab ved Deres Brev, der giver Anledning til Forhandling. Kun vil jeg ved Deres Bemærkning om den høflige Tone gjøre Dem opmærksom paa, at her er ikke Tale om Høflighed eller Uhøflighed; jeg kan ogsaa være høflig, hvor det kræves; men her er Tale og aaben Tale om nye Ideer mod gammel Uret; og jeg er saa langt fra Tanken om Uhøflighed, at jeg endog tror, det skal ende med, at De tvært gjennem Stridens Ord skal fornemme, at jeg baade er Dem personlig hengiven og taknemlig mod den Gamle – ja mod selve det store fine Forlag, – uhøflig passer slet ikke paa mig.

Min handelskyndige Ven og jeg kan foreløbig aldeles ikke forstaa Deres Exempel, som ender med ÷ for Forlæggeren. Hvor jeg har forlangt 600 pr Ark af 10 Ark i 6000 Exemplarer kan vi ikke forstaa; men vi skal en Dag sætte os hen og undersøge de Beregninger og nye Forslag, jeg har gjort Dem i de to foregaaende Breve, hvorved Misforstaaelsen lettelig vil hæves, – at det nemlig er en Misforstaaelse: at jeg vil have alt og Gyldendal ÷, det maa De endelig være vis paa. Dette Exempel lader jeg altsaa ligge, til vi faar regnet over.

Men naar De siger: «Hvis der kunde gives mere, vilde de nugjældende Honorarbestemmelser forlængst være sat ud af Cours –.» Kjære! hvor kan De tro det? Betragt et Øieblik Sagen historisk, gjør Dem det ret levende, at lige op til vor Tid, har Forfatterne aldeles ingenting faaet, tænk paa Buch der Lieder – en Bog «paa hvilken der er tjent Millioner» (G. Brandes) for den fik Heine ikke andet end Udstrygning af nogle smaa «Forskud» – og det var Campe, som tjente Millionerne – , Campe hvem den fattige, bekymrede Digter velsignede til sin Dødedag med en oprørende Taknemlighed – tænk Dem dette og gjør Dem det ret levende, at saaledes var Forholdene lige op til vor Tid og svar mig saa, om De finder det sandsynligt, at Bogforlaget fra det gamle Seelenverkooperi i et Par Menneskealdere skulde være blevet omskabt til en Forretning saa nøisom, saa hensynstagende, at man kan være overbevist om, «at kunde der gives mere – o.s.v.»

Nei! nei! – De er opdragen i den ene Leir og mangt synes Dem ret og i sin Orden, som De kan være overbevist om er i alle andres Øine en Uret.

De siger for Exempel: at jeg umuligt kan mene for Alvor, at 800 Kr. var en Drikkeskilling for 4 Oplag af G. & W. – Og jeg svarer for fuldt Alvor jo! – det mener jeg. Og hvad mere er: jeg skal paatage mig, hvis De fastholder min Ufornuftighed, – jeg skal paatage mig inden 14 Dage at skaffe Dem Svar fra hele Nordens Presse samstemmigen, at naar Gyldendal faar Brutto Kr. 6,750, saa er 800 Kroner til Forfatteren af Garman & Worse ikke andet end en yderst tarvelig Drikkeskilling. Vil De, vi skal gjøre Prøven?

Disse 33 1/3 Rabat er jo ogsaa bare Boghandlerfortjeneste; de har den samme af andre Forlag; det er et Udtryk for Bo[g]handelens ubluelige Fortjeneste og gaar i de samme Lommer og ud af Forfatternes, naar hver Forlægger fremholder denne svære Rabat som Grund til Honorarets Indsvinden.

Men en Ting har De fuld Ret i; fra Deres Standpunkt maa det se aldeles urimeligt ud, naar jeg forestiller mig en Forfatters Kaar i Fremtiden som gjældfri overfor Forlaget. Og det er hellerikke min Mening at forlange eller vente, at De stryger en Streg over Gjælden; De skal nok komme til Deres Penge. Men jeg maa ogsaa paa min Side reise mig og ruste mig, at ikke mit smukke Talent skal blive til bare Gjæld og Ydmygelse.

Jeg kan ikke sende Dem min nye Bog paa de «sædvanlige Betingelser»; fordi selve Bogen er usædvanlig – nemlig derved, at dens Indhold har været trykt før. Og jeg vil ikke længer have flere Tusinde Exemplarer trykte under et Oplag. Dersom De vil være imødekommende heri og gjøre mig et Forslag til Arkbetaling saa langt De altsaa synes, De kan gaa, saa ville vi derom fortsætte venskabelig Forhandling. At gaa til andet Forlag er min siste Udvej og jeg gjør iethvertfald Intet af den Art uden Deres Vidende og naar alt er udtømt af Forhandling, – hvilket jeg oprigtig haaber ikke nogensinde vil ske.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – jeg har nok ladet Boddes siste Brev ligge nogle Dage; men sligt maa I være forberedte paa og ikke af den Grund undlade at sende et Brev hver Uge. Jeg er nemlig temmelig optaget. Foruden mine literære Arbeider, som jævnligen vantrives, har jeg paataget mig at instruere en Flok Dilettanter, som hverken ved, hvad de vil spille, eller kan spille det, jeg ved. Vi skal have Velgjørenheds-Fest, og vi holder Prøver i Storstuen: Wallem, Sigurd Gundersen (Abel i «Et Uhyre»), en smuk Fru Skabo og Frk. Middelthon. Endvidere Capt. Waaler, Lieutenant Grimsgaard o.s.v. Jeg er meget fortvivlet. Nu faar jeg hoppe med saa godt jeg kan; – synes I, at I kan tænke Jer mig i Spidsen for nogetsomhelst?

Vi har det deiligste Høstveir, aabne Døre og Sol i alle Stuer – a propos! jeg har vist ikke fortalt om min siste Fisketur? – Den var ikke af de beste, men altid jild. Første Dagen fik jeg en stor Ørred – 5 [mark-tegn] oppe i Kirkehaalet og tænkte strax haa – haa! men nedover fik jeg bare smaat, og paa Sanden var der en stærk Vestenvind og saadan Opgang, at jeg ikke kunde komme til.

Næste Dag var der en flyvende Storm af Nord-Vest med do. Diarhoe, saa jeg tilbragte mange Timer for mig selv paa Gaardens smaa Huse. Søen steg udpaa Dagen saa høit, at jeg ikke kan beskrive det, før vi igjen er derude; naar jeg gik i de høieste Mare-Tuer paa Sydsiden, skyllede Søen over hele den sydlige Strand og slog ind i Elven, saa selve Havbølgen naaede skummende op til den saakaldte Jens’s Sving, der hvor Sanden begynder, ved den lille Jernkilde; og Vinden pis kede Elven op som et lidet Hav helt op forbi Sammenløbet og oppaa Fladen. Herved blev Elven aldeles ødelagt for mange Dage, idet Søen jævnede Flodleiet ud med Sand og alt Vandet forenede sig med Havet under den svære Opgang. Da saa Havet traadte tilbage til rimelige Grændser, maatte Elven atter grave sig ned, hvoraf fulgte, at den i Dagene efter var aldeles tyk og opfyldt med Sand. Desuden havde jeg hele Tiden denne Mavesyge, som jeg er saa lidet vant til, saa jeg havde hverken den rette Appetit eller Stemning. Lax var gaaet op i Mængde. Nu skal vi den 25de paa en Høsttur.

Hils alle gode Venner

Eders Pappa.

lidt søvnig paa Slutten.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! det faldt mig ind bagefter, at det var lidt tyndt – som Far sagde, at jeg lod Jer gaa alene igaaraftes; men jeg havde bare Fornemmelsen af, at Onkel Pitter var med til Forstyrrelse. Vi kunde dog faaet os en Passiar alene paa Kajen, og jeg kunde da faaet talt om noget, jeg tænkte at skrive om, men glemte at nævne, mens I var her.

Jeg vilde nemlig – især før jeg saa, hvor frisk du var – have skrevet, at, om saa galt skulde blive, at du maatte trække dig ganske ud af Virksomheden, saa var det en Selvfølge, at du maatte flytte hid og overtage Huset. Alt taler derfor og Intet for mig, som ofte er borte, ikke betaler og er den Yngre o.s.v. og jeg vilde, at det paa Forhaand skulde være klart mellem os, at du ikke paa nogen Maade skulde føle dig generet ved at anlægge din Fremtid mod dette Maal.

Og da jeg nu saa, at du kanske endda kan komme til at slaa dine Pærer ned med mine Ben – som Lehmann siger – , saa faldt det mig ind, at du jo lettelig kunde føle Trang til et større Embede i en større By – ogsaa for Børnenes Skyld; og kom du da hid, maatte det ogsaa være en Aftale, at jeg uden Knur eller sure Miner fortrak fra Huset, som jeg jo allerede har havt Glæden af saa længe. Dette være altsaa sagt itide, at du ingen Vanskelighed skal føle, naar Spørgsmaalet kommer til Afgjørelse.

– Jeg skal endnu idag gaa til Sagfører Vik og faa ham til at sikre os det gamle Smug. Velkommen snart igjen; det er morsomt at faa en Samtale – helst med os selv; er det ikke utilbørligt længe, siden vi inspicerede Dokken? – hvad mon de Karle bestiller derude?

Din hengivne Alexander.


Jonas Collin.

Kjære gjenopstandne Ven! thi jeg troede i al Sandhed, at ved næste Havn paa min Reise skulde Efterretningen naa mig: at De var bukket under for de haarde Sygdomme, som hjemsøgte Dem. Og jeg kan forsikre Dem, at jeg mange og lange Stunder tænkte paa den tomme Plads efter Dem med oprigtig Sorg for en god dansk Ven og Deltagelse for Deres Nærmeste.

Og saa kommer De – fuld af Planer og Ønsker, som bringer Geografien til at ryste i sine Fuger! De vil være paa Jæderen, men i en fjældrig Egn, Mad, Seng og Ørred, intet Fladland og dog nær Havet!

Og tænk Dem, det evigt mærkelige Jæderen har en saadan Ønskeplet: ypperligt Logis, Elve lige ved, Fjelde, Sand, Ørken og Havet midt foran Huset. Det hedder Ogne.

Af Indvendinger mod Ogne ved jeg kun: at Høst-Fiske af Ørred ikke netop er Ogne-Elvens Styrke; det er en Laxe-Elv, og Tiden er ude. Dernæst har man sagt, at Opholdet omend udmærket er noget dyrt. Der har endvidere været Engelskmænd, men saa sent som nu er der sikkert ingen.

Vil De virkelig op paa Øvre-Jæderen, kan jeg anbefale Aalgaard, Aasland, ja mange gode Bonde-Gaarde, hvor en fornuftig nøisom Mand godt kan leve en Tid.

Men kom iethvertfald hid til Stavanger, alle Distancer udover Jæderen er høist en 3/4 Dags Kjørsel eller to–tre Timer Jernbane. De skal bo i Fars Hus, her hos os; der staar Gjæste-værelse færdigt ovenpaa, saa kan vi snakke sammen og lægge Planer og saa følger jeg Dem kanske ud til Himmeriges Forstue: Aarre, hvor jeg endnu har gaaende nogle store plettede Ørreder efter min siste HøstTur. Tag med smaa mørke Fluer.

Kom altsaa, naar De vil; telegrafer bare fra Christiansand, om De følger Dampskibet rundt Jæderen eller om De gaar i Land i Egersund og kommer med Jernbanen, saa skal Deres Modtagelse være beredt og De selv en saare velkommen Gjæst.

Beate forener sin Indbydelse med min, ogsaa Else ønsker at se sin gamle Tilbeder.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! – nu synes jeg, jeg skriver til Eder hveranden Dag.

– Vi har havt den store Høst-Tur: Andreas, Fredrik og jeg. Denne Gang med Karlsen, da Morten ikke fik Lov for sin sinte Kone. Men Karlsen var ligesaa jild og kjørte for samme Pris, altid fornøiet og munter, skjønt vi havde et Veir med Storm og Regn, som nok kunde bide i Kusken udenpaa. De andre to var ogsaa lidt utaalmodige over Veiret, de blev vaade i sine Olieklær og korte Støvler, medens jeg var tør og varm i min gamle Gummi-Frak, Høistøvlerne og et Par nye Buxer af engelsk Skind. Desuden fik vi lidet eller ingenting paa Nærland og Haar; og paa Aarre var den store Ørred endnu ikke kommen ned paa Elven. Jeg var imidlertid saa heldig at faa en Lax paa 14 ℔ og en liden Svidde i Løbet af en Times Tid nede i det nederste Hul – «Hatten» – i Aarre-Elven. Saa maatte jeg vige Pladsen for de andre, som forresten ikke fik noget stort, og fortrække længer op paa Sanden. Der slog en stor Lax eller Svidde sig paa Krogen, just som jeg rykkede den lange Tøm op af Vandet for et nyt Kast, og derved fremkom et Ryk saa stærkt, at jeg saa den store Fisk et Øieblik sprælle i Vandskorpen, saa gik Tømmen af, og det ulykkelige Dyr blev gaaende med hele Wormgutten og et Par Favne Tøm.

Imorgen skal Dilettant-Forestillingen finde Sted; jeg er meget optaget. Vær friske og snille. Hilsen fra Mamma og Else.

Eders hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg sender Dem herved Manuscript til min nye Bog: Mennesker og Dyr.

Det er et noget usædvanligt Manuscript for mig at være, men jeg haaber, at man vil kunne bringe Orden i det ved Hjælp af min Indholdsfortegnelse; det ligger forresten i Orden: Først kommer altsaa det haandskrevne, saa Jæderbrevene i Dagbl., saa Udenlands i Do, og saa Paa Reise I – II – III – samt IV, som jeg har skrevet herhjemme og som ikke har været trykt.

– Efterat jeg har havt det Uheld at opstille et galt Exempel – det med de 6000 Kr. – vil jeg bede Dem fremsætte Forslag om de gamle Betingelser og 3000 Exemplarer; men jeg fastholder, at der sættes 1ste 2dre og 3die Tusinde paa Bøgerne og ny Kontrakt, hvis nyt Oplag kræves.

Jeg skal ved Leilighed gjenoptage Discussionen om Forlægger og Forfatter; idet jeg foreløbig takker for en god og oprigtig Tone fra Deres Side.

Med de venligste Hilsener til alle Deres fra os forbliver jeg

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Lad mig høre, hvor mange Ark man taxerer mit Manuscript til?


Jonas Collin.

Kjære Collin!

Lykkelige! ved Jæderens Porte, det benaadede Ogne!

Kom hvor du vil Og Norge skal Dig i sin Favn husvale!

Kom ogsaa, naar De vil, til det tvivlsomme Stavanger, men nævn Dagen, at vi ikke skulde være ude eller lignende.

Til Udsire er det vist ikke let at komme; men vi skal høre os for. Vilde De derimod til Nordens Paradis Aarre, saa havde jeg et herligt Paaskud overfor Beate til at fiske endnu et Par store Høst-Ørreder.

Velkommen! og Hilsen fra mine Damer.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Hils endelig Familien Hiorth og ganske særligt min gode Veninde Frøken Pauline, og sig: jeg kommer en Gang til.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – der gaar Tider, hvor jeg ligesom ikke har den nære Anledning til at skrive til dig, og da nøies jeg med at læse dig i Dagens Strid og høre om dig gjennem Tilfældet og fælles Venner.

Rigtignok kunde jeg for længe siden havt Anledning til at gjøre høflig Visit ved din Datters Forlovelse – tillad at jeg gjør det nu og bring Beates og min Hilsen.

[…]

Den ovennævnte «nære Anledning» har jeg forresten ogsaa havt, idet jeg har tilladt mig at spille din «De Nygifte» med nogle brave Dillettanter – ja, jeg spillede ikke – forstaar du! Egentlig skulde jeg vel spurgt dig først; men saa tænkte jeg, om han nu svarer: nei Pinedød!, saa staar vi der.

Det var ualmindeligt morsomt Arbeide at instruere, og jeg tror, at dette er mit Kald. Efter elleve Prøver, hvoraf kun tre i Theatret, spillede mine Folk De Nygifte, saa Folk baade lo og græd – tildels rigtignok paa gale Steder. Thi Stykket var en Prøve paa Publikums Dannelsesgrad. De laveste lo af alt, dernæst kom de, som generede sig, saa de, der ikke vilde lade sig imponere, saa de naive, saa de forskjellige Grader af Forstaaelse og saa et stort Parti af mine Fiender, som vilde forstyrre os.

Men det var ganske mærkværdigt at se, hvorledes det gode, gamle Stykke efterhaanden tog Skuespillerne, som fra først af troede, at Stykket var umuligt at magte. Der gik naturligvis lange døde Steder, hvor den dramatisk Halv-kyndige kunde pines og vride sig; men saa kom der glimtvis et menneskeligt helt ud genuint Ord, saaledes som det falder lige i en brav Dillettants Mund og for disse Glimt giver jeg gjerne hele det kongelige Theaters Dressur. Om du havde ærgret dig mere end jeg, – det tror jeg ikke; jeg tror, det vilde rørt dig, at se disse brave Mennesker – selv saa betagne, at deres uøvede Stemmer slog baade op og ned, en Amtmand, som sagde den lange Replik: Her har i dette Hus, saa langt tilbage som jeg kan mindes, ikke været talt et haardt Ord – paa en saa rolig, greben Maade, at jeg lige til siste Dag følte det krible mig i Næsen; og en prægtig, mørkøiet Mathilde med en blød følsom Stemme, som bestandig forraadte alt det, hun ligesom skal gjemme.

Jeg skulde nu igjen prøve at skrive en Komedie, og den vil jeg rigtig selv sætte i Scene. Er det ikke altfor galt, at jeg, som er en gammel Forfatter, jeg har endnu ikke seet et eneste Stykke af mig selv! Kunde jeg bare blive færdig i denne Saison; det maatte være over Jul. Det vilde more mig at være en Tid i Christiania; men jeg fik nok internere mig paa et Hospital eller Gaustad; for ellers faar jeg ikke gjort andet i Christiania end foræde mig i Middagsselskaber, og nu er jeg saa tyk! – det er et rent Kors med den Fedmen. Mon det ikke var Fedt, som Paulus kalder Pælen i Kjødet!

Ellers lever vi godt – ja, det vil sige netop jeg selv og mine; men Slægten forresten har det ikke godt; vi rykkes op med de gamle Rødder fra dette besynderlige Sted, som jeg aldrig kan lade være at elske. Beate sender sine beste Hilsener til Caroline, til Dig og alle Dine – jeg også. Lad mig snart høre fra dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Alexander og Jens Z. Kielland.

Kjære Smaa! Med mine Dilettanter gik det udmærket godt. De lærte sine Ting med stor Iver, og flere af dem spillede ganske forbausende godt. I Publikum var der fra Storms Side megen Uvilje mod mig og det hele Foretagende; de prøvede den første Aften at bringe Skuespillerne ud af Fatning ved at le paa de rørende Steder og sligt. Men det gode Publikum i Forbindelse med de Spillendes Dygtighed vandt dog Seier, og anden Aften gik det brillant. Den, som især udmærkede sig, var Frøken Helene Lorange, der spillede Mathilde i «De Nygifte», saa det var en Fornøielse at se. I «Et Uhyre» var Sigurd Gundersen den fjollede Fyr fra et Apothek. Han spillede bare sig selv bent frem og gjorde umaadelig Lykke; han sang sin Sang om Mada – men med stor Bravour. Hold paa Sundheden! Pas paa Skolen! Hvad skal du med Punchebolle – din Støvleknægt! Gaar I bestandig hver sine Veie? Hvorledes staar det med den indbyrdes Kjærlighed. – Hold endelig sammen!

I faar bede Tycho hjælpe Eder til Vinterfrakker lange, vide og varme; men kjøb nu endelig ordentlig Herre-Stof i mørkeblaat, nubret eller halvloddent, blødt og dyrt; ellers er der ingen Glæde i en stor Frak; falmer den eller gaar den op i Sømmene, er Pengene aldeles bortkastede – selv om de var faa; er Frakken ægte i Farven og uslidelig fin i Stoffet, har du dine Penge igjen, selv om de var mange. Sig dette Bibelsted op for Onkel Tycho.

Hils alle gode Venner, besøg Kitty, hav det godt og bliv friske. Hilsen fra Mamma & Else.

Eders Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! vil De være saa snil at bede Redaktøren af Nordstjernen Schiøth? om han vil give Dem de Nummere, hvor mine tre «Humoresker» findes.

Der er en om min Søsters Reise til Drammen, en om min Onkel, som dansede, og en om en Ko, som fødte et Lam, – jeg kan desværre hverken huske Titler eller Aarstal, men det maa være en 3 – 4 Aar siden.

Naar De faar disse, vil jeg bede Dem tage dem op mellem Mennesker og Dyr; ved Correcturen skal jeg selv bestemme hvor.

Desværre forkynder Beate mig – jeg er sat i en lind Umyndighed – , at det er paa Slutten med de siste 500 Kroner, hvorfor hun ansøger om nye 500.

Hilsen til Dem og hele Skovgaard.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Hilsen fra Jonas Collin.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! jeg modtager Deres Tilbud i Brev af 14 October: 3000 Exempl. à 165 Kr. pr. Ark, – idet jeg fornyer min Anmodning i min forrige Skrivelse: at De vil søge Bogen forøget med de Humoresker, jeg gav Dem Anvisning paa.

Jeg har fremdeles mine Anskuelser om Forholdet mellem Forlag og Forfatter i Behold, og De kommer endnu mange Gange til at høre fra mig i den Sag; syng derfor ikke endnu Te deum! Men vort Exempel med de 600[!] Kroner var beklageligvis galt, det erkjendes herved. Idetheletaget synes det mig endnu uigjennemtrængeligt, hvorledes den Tarif er, som der regnes efter; hvorledes fremkommer for Ex: 165 Kr. pr. Ark for den nye Bog? – Venligste Hilsener fra Hus til Hus.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Jeg skal snart skrive et langt Strids-Brev.


Erik Skram.

Kjære Skram! – naturligvis maa jeg være med og af fuldt Hjerte; men hvad Fanden skal jeg finde paa. Nu faar jeg pine mig hver Dag indtil Enden. Det, der staar for mig nu som siste Udflugt, er et «aandrigt» Brev til selve G. B., – synes du, det er altfor dumt? – eller – svar mig – gik det an, om jeg i Brevform fortalte ham, hvad Hjælp og Indtryk jeg sandfærdigen fik af hans første Bøger, da jeg sad ensom i Stavanger? – han selv vilde vel lige det; men sig mig, om du synes, det kunde due som literært Bidrag til et Festskrift? Vær saa snil at svare mig.

– Vi har idag til Gjæst vor Vært fra hin Glædens Tid, da Feldtraabet var: Oh – Marjanne! Onkel Axel sidder her – hjemløs, fordreven og plukket, mens den utrættelige Tante Tine flytter Resterne af deres Ejendele fra det skjønne Holmegenæs – husker du? – for evigt og bestandigt. Vi har lokket ham herned i min Fars Hus – husker du ikke der, hvor Fars Enke dengang boede, og hvor vi gik i Kittys Vinkjælder? – ja – og Kitty – Stakkel! hende er det ogsaa daarligt med; en stor Svulst i Underlivet, som kræver en meget farlig Operation.

Det er mig næsten selv uforklarligt, hvorledes jeg kan føle mig saa urimeligt fast sammenvoxet med selve dette Sted og denne Jordbund, hvor vi dog – som Slægt har gaaet fra Nederlag til Nederlag; jeg staar som paa den siste Redoute her i Fars gamle Stuer og i den store Stol ved Ovnen sidder Onkel Axel hvis glimrende Selskaber og grandiose Gjæstfrihed forgyldte hele vor Ungdom.

Der er mange Slags Kjærlighed i denne Verden – det vil jeg skrive en Komedie om; jeg for min Part er sandsynligvis skabt for Stedkjærligheden; Menneskene holder jeg ikke saa meget af; men de Steder, jeg elsker, beskjæftiger mig næsten mere end Menneskene, som færdes der. Saaledes som nu Holmegenæs staar for mig, er det mig en Følelse saa bitter som for en tabt og vanæret Veninde; – jeg begriber ikke, hvorledes jeg skal komme Porten forbi, – eller endnu værre: ind i Stuen; og det kommer jeg dog til at maatte en af Dagene, idet vor gode Ven og Fætter Andreas Sømme flytter derind.

Onkel Axel beder mig hilse dig. Ligesaa sender Beate Hilsen til dig og din Frue – og jeg.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – nu maa du ud og anstrænge dig, forat gjøre mig til Borgermester i Stavanger!

Det er kommen saa bardus over mig efter et Brev fra Broder Jacob, hvori han forlanger, at jeg skal søge Skifteforvalter-Embedet. Men det vil jeg ikke, fordi Gude er constitueret, og enten jeg fik det eller ikke, vilde det for bestandig lægge en Skygge mellem alle Sømmes og os – at jeg havde søgt.

Derimod bragte Jacobs ypperlige Brev mig paa den svimlende Tanke at blive min egen Bys første Borgermester, og jeg har – gjennem Oddmund Vik ladet forespørge underhaanden hos Steen, om jeg har nogen Chance. Steen bryder sig Faen om mig; der skal mere til; derfor paakalder jeg først og fremst den store Don-Kraft; – du maa slaa et Slag for mig.

Jeg var ikke netop oplagt til dette. En Bog har jeg nylig udgivet, en kommer til jul – rigtignok bare gamle Sager; men saa har jeg en Komedie i Hovedet. Det er saa gode Kort paa Haanden, at min første Tanke var Haan. Men bagefter har jeg mindedes de mørke Stunder, naar jeg ingen Ideer havde og naar Gyldendal begyndte at knibe sig sammen; jeg tænkte paa den Tid, da jeg i Fortvivlelse blev Redaktør: havde nogen da budt mig et saa letvint Embede og 5000 Kroner! – Men saa onde Tider kan komme igjen. Med Hegel kjævler jeg stadig om Honorar og sligt; han er sandelig ikke til at putte i Næsen; den Dag, han ifører sig sit millionære Skrud og siger Stop, saa ligger jeg der til mine Fienders Fryd.

Anderledes om jeg nu fik Anledning til at vise i Gjerningen, hvad en folkelig Embedsmand vil sige; saa kunde Morgenbladet yle alt, hvad det vilde. Thi alle ved, at jeg er ikke tilsalgs; og jeg vil sætte min Ære i at skrive som før uden nogen Dæmper.

Naturligvis! – spørg Høgen, som hænger frit under Himlen, om den ikke heller vil være en mæt Hane i en Baggaard, – det er jo en elendig og forbandet Nedstigning – mellem os sagt!

Men paa den anden Side ræddes jeg ofte for Lediggangen, som følger Forfatteriet. Jeg er vist ikke saa gal Borgermester?

Vil du altsaa tage et Kjæmpe-Tag? Saasnart jeg hører, at jeg har en nogenlunde rimelig chance, indsender jeg min underdanige Ansøgning.

Lad mig høre fra dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Tak for de under 21de tilsendte 500 Kroner.

Sæt Humoreskerne, hvor De vil, heller end at foraarsage nogen Ombrækning; det er jo slet ikke saa vigtigt, naar der bare bliver lidt Mellemrum mellem dem.

Skulde vi ikke denne Gang forsire den svage Bog med et smukt Portrait af Forfatteren?

Jeg vilde ogsaa gjerne dedicere den til en Ven, der har hjulpet mig at udskrive af Stavanger Avis m.m. – saaledes: Til min Ven, den danske Konsul i Stavanger cand. jur. Fr. Hansen. – – – Med de beste Hilsener

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – Tak for dit ligesaa velmente som velskrevne Brev. Men Gudes Post tør jeg ikke søge, da vi ikke kunde leve her med alle Sømmes Uvenskab.

Derimod vendte du mine Øine høiere op. Jeg vil søge Borgermester-Embedet. Der er ingen Kasse og endnu mindre Jus. Nogen Ansøgning har jeg ikke sendt; men en underhaands Forespørgsel hos Steen, om jeg overhovedet har chance. Imidlertid vilde jeg være dig forbunden for en Formel til «Ansøgning» (jeg vil nødig forraade mig for nogen her), saa kunde jeg have den liggende færdig. Svarer Steen, at der er ingen Mulighed, vilde jeg nødig have det aldeles mislykkede Forsøgs Latter over mig. Imidlertid har jeg skrevet til Bjørnson og andre.

Jeg har tænkt mig at foreslaa – hvis det nu bliver – et Bislag i Hønsegaarden med Indgang til Spisestuen, saa tog jeg Spisestuen og Fars gamle Soveværelse til Kontorer; Dagligstuen til Spise-Stue og Beate tog Rød-Stuen med den gule til daglig og Storstuen til Selskabs-Reserve.

Der er mange Ting baade for og imod. Jeg skal blive glad, om jeg faar Embedet, gladere kanske, om jeg forkastes.

Lad mig faa en Formel til den «underdanige»! – og hav mange Tak for dit Brev.

Din hengivne Broder Allik.


Den norske Regjering.

Til Kongen.

Idet Undertegnede ansøger om at blive konstitueret som Borgermester i Stavanger, tillader jeg mig at anføre følgende:

Jeg er født i Stavanger den 18de Februar 1849 af Forældre Konsul Jens Zetlitz Kielland og Hustru Christiane – født Lange – ældste Datter af Provst Alexander Lange til Asker.

Fra Stavanger Skole, hvis samtlige regulære Klasser jeg har gjennemgaaet, dimitteredes jeg i Aaret 1867. Samme Aar absolverede jeg examen artium, 1868 examen philosophicum og i 1871 examen juridicum – samtlige examina med Karakteren Haud illaudabilis.

I min Studietid arbeidede jeg gjennem flere Semestre i daværende Høiesterets-Advokat Motzfeldts Kontor, ligesom jeg efter endt juridisk Examen overtog en Kontorpost hos Fogden Michelet i Stavanger. Ligeledes løste jeg Bevilling som Sagfører ved Underretten, uden at jeg dog nogensinde har praktiseret.

Jeg blev nemlig i 1872 Eier af et Teglværk, hvorved jeg i et Tidsrum af otte–ni Aar førtes ind i praktisk Handels-Virksomhed i og ved Stavanger.

Senere har jeg som Forfatter levet afvekslende i Udlandet og herhjemme, idet jeg efter længere Reiser og Ophold blandt Fremmede bestandig er vendt tilbage til min Fødeby.

Den stærke Følelse, hvormed jeg kjender mig bunden til dette Sted, og den levende Interesse, hvormed jeg omfatter alt, hvad der kan blive til Fremgang og Opkomst for Byen – saavel i materiel som – ikke mindst: i kulturel Henseende, samler sig til et bestandigt Ønske om et fast og nyttebringende Arbeide her i Stavanger. Og jeg vover at haabe, at mine Kundskaber og mit Kjendskab til Hjemlandet i Forbindelse med, hvad jeg har seet af den øvrige Verden, vilde forenet med den gode Vilje gjøre mig det muligt at udfylde den attraaede Post tilfredsstillende.

Underdanigst Alexander Lange Kielland.


Jacob Hegel [brevkort].

Jonas Collin meddelte mig, at en dansk Videnskabsmand nylig havde udgivet et Værk over Sten-Alderen. Hvis det ikke er altfor uoverkommeligt kostbart, vilde jeg bede Dem kjøbe det for mig og sende det snarest, da jeg i Vinter vil ordne min ikke ubetydelige Samling af Flinte-Gjenstande fra Jæderen.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! jeg telegraferede iforgaars, og mer er der ikke at sige – ialfald ved jeg ikke mere. Oftedal har efter min Mening havt saa mange Koner og Piger, han vilde, og engang maatte det ende galt. Nu kommer al Sladderen over ham; men jeg tænker, han laver sig en lun Gaaserede paa Stumperne; der er Trofaste nok. Men som offentlig Mand er han falden – til stor Lettelse. Hellerikke de lokale Blade vil melde Rygterne – formoder jeg; best var det, om I sendte et lidet Federspiel herop; jeg tvivler ikke paa, at Byen i dens nuværende Bevægelse vilde være et taknemligt Feldt for en Reporter i Politikens Stil. Jeg kunde anvise gode Kilder, hvor man med liden Omkostning uden Tvivl kunde faa meget at vide om den faldne Pave, – som forresten forbliver her i Byen og vist ikke viger et Haarsbred mere end strængt nødvendigt.

Det er en uendelig Tid, siden jeg skrev til dig; og det var mig, som skulde begyndt – om ikke af anden Grund saa fordi du anmeldte «Jacob» saa ypperligt; det var mig en stor Fornøielse at læse; Bogen blev alligevel etslags Sejer, men af de med Elefanter – du ved.

Nu har jeg rapset sammet nogle middelmaadige Ting fra min Avis-Tid og senere – Breve om Natur og sligt, det er ikke meget betydeligt, men bliver dog et Bind til Jul.

Med Hegel fører jeg en livlig Strid om Forholdet mellem Forlægger og Forfatter. Jeg var saa uheldig at opstille en ny Scala for Honorarer, der ved Beregning viste sig at være altfor overdreven, og dette har skaffet ham en vis Overlegenhed i Stridens Begyndelse; men jeg faar dog Anledning til efterhaanden at sige ham og hans Forfædre nogle dyrebare Sandheder; muligens ender det med, at jeg offentlig prøver at skaffe mere Indtægt for de faa Forfattere, som læses og som derfor bærer det hele.

Saa har jeg en god og from Komedie i Hovedet; men jeg er saa optaget herhjemme. Nu skal jeg ogsaa lave noget til din Broder, – ja du ved: jeg vilde saa gjerne bringe ham det ypperste; men aldrig faar jeg noget til, naar jeg skal. Festen var vel ligesaa stor og glimrende som Politiken meldte? Det var godt for din Broder og godt til Fienderne. Tænk jeg! følte næsten Medlidenhed med Drachmann, som sad og drak alene!

Nu er det allerede saa længe siden jeg saa Kongens Nytorv, at jeg hartad længes. Og Beate er nu ganske mismodig – især da her nu kanske kan blive Tale om et varigt Ophold i Stavanger. Selv er jeg ikke rigtig frisk. Den lange Søreise gjorde mig fed og jeg har atter disse Anfald af Søvnighed, som du kanske husker, jeg klagede over for en 4 – 5 Aar siden. Nu kommer her en Massage-Dame hver Morgen Kl. 8 og behandler mig en hel Time med Gymnastik og Bankning.

Peter Nansens Bog var god og fin. Gabr. Finne’s er ogsaa god, men mindre fin. Han har med al sin Raahed megen Kraft og jeg er mange Gange imponeret over hans Psychologi. Ellers har jeg i lang Tid ikke læst noget godt. Kan du give mig op nogle Navne paa nye franske Bøger?

Beate beder mig hilse dig og takke Eder for al Elskværdighed mod Baby; Baby siger, hun har en saa hjemlig Følelse, naar hun kommer blandt Jer.

Skriv nu snart igjen, at vi ikke kommer altfor langt fra hinanden under Adskillelsen – den blive nu lang eller kort. Faar jeg min Komedie godt til, vil jeg selv indstudere den i Xania, – det er jo din Boldgade! – saa der kunde vi mødes.

Hils din Frue, Børn og alle gode Venner.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel!

Jeg vilde nødig i Sports-Dragt – saadan a la Nansen med en stor Popo i trange Buxer. Men prøv om De kan bruge dette Interiør fra mit saakaldte Arbeidsværelse.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg aner, at Sagen tager den Vending: de Raadende siger: vi vil ikke ulykkeliggjøre Kielland med dette Embede, som vil drage ham ud af Literaturen; – nei! han skal faa Digtergagen. Saa kommer Storthinget og saa siger de: ikke i Aar, nei næste! – saa siger de: ikke dette Thing, nei næste Thing! – indtil de faar mig ordnet til en ny Maler Bøe.

Aldrig har noget af den Art slaaet mig saa stærkt som dette: Bøe, der i sin Tid nævntes med Gude og Tiedemand som Hæder for Landet, ham slæbte de i Arrest som fuld Mand, da han – midt i haabløs Armod fik Slag paa Gaden! Det er dette Lands Tak! Jeg nævnes og sammen med Bjørnson og Ibsen idag; naar jeg blir 78 Aar ligger jeg paa Gaden, og Landets Pengemænd laver Legater for Horer og Præster og doble Forklaringer til Ungdommen.

Kjære! slaa fast det, at kan Kielland bekvemme sig til at søge, saa er det hans Sag. Regjeringen kan godt give mig et Embede: jeg er 20 Aars Kandidat, pletfri i alle Ender, skabt som en Borgermester og kjendt i hver Krog af min By. Lad ikke dette Hykleri faa Magt: at man af Omhu for Digteren ikke vil give ham Mad – ligesom ved Jagthunde, der skulle holdes magre.

Som du vel kan tænke dig, var det mig en Lettelse, at Oftedal væltede paa denne Maade og paa denne Tid, efterat hans Ondskab helt fik blomstre og blev omplantet i Høires sobre Rosengaard. Al Sladderen derimod er mig en Modbydelighed og jeg skulde ret gjerne være Embedsmand her nu til Hjælp for de gode og renslige Elementer, som nu kunde samles og gjøres modige under Skinhellighedens foreløbige Nederlag.

Din hengivne Alexander. – i Hast –

Selvfølgelig var Digtergage-Spørgsmaalet ude af Verden med min Udnævnelse, og du selv altsaa løst af Bannet og rede til atter at hæve din – til min Samvittigheds store Lettelse.


Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel! mange Tak for dit Brev og for din Beredvillighed; men du maa endelig være paa din, eller rettere paa min Post mod det Lureri: Kielland skal meget heller faa Digtergage; thi det er bare et falskt Spor paa hvilket nogle vil føre Sagen ind, forat jeg atter kan blive holdt for Nar. Naar jeg har overvundet mig til at søge, saa bliver det min Sag; Ingen ved, hvad Ydmygelser den fattige Forfatter lider. Jeg har aldrig trængt noget Parti for at holde mig ret i Ryggen; og intet Parti skal nogensinde se mig bøie den. Er det for meget for en 20 Aars Kandidat uden Plet og Lyde at begjære en letvint Post i sin egen By? Denne Gang vil jeg frem; svigter man mig igjen, vil jeg forvandle mig selv til en Djævel, som skal skræmme Livet af Eder alle!

Din lille Allik.


Betty Hennings.

Kjære Frue!

De ved – Frue! at jeg er som de gamle tykke Jernovne. Der maa fyres itide, om de skal varme til Aftenens Fest.

Og først idag sender man mig Bud og Carton: at jeg skal flamme op inden den 15de November, – «den yderste Frist» – siger Stemann.

Jeg har hverken Raketter eller Sole færdige til Deres Jubilæum; men lykkeligvis ved De – Frue! at jeg er som de gamle tykke Jernovne: de holder paa Varmen – uhyre længe og uhyre trofast.

Deres hengivne og oprigtige Beundrer Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! du er vel utaalmodig? Steen vil – som jeg altid har sagt – mig intet godt. Han har snakket B. B. og Tycho ganske rundt: om Skifteforvalteren, om Digtergage og alt muligt, løiet mod sig selv og skildret det Borgermester-Embede, han selv i sin Tid bekjæmpede som en sine-cure, det er nu saa stort – siger han – , at det ganske vil stanse Digtningen! – du kan tro, han sætter Pris paa den!! Konow snakker efter, og kommer altimellem med Digtergagen – somom det var noget at byde en Mand, som i Nød søger et Levebrød – kort at fortælle: jeg skal endnu engang holdes for Nar, fordi de ved, jeg svigter ikke, hvorledes man saa behandler mig. Ikke engang en officiel Ansøgning vilde de have, forat de bagefter kunde svare: der forelaa – saavidt jeg mindes – ikke engang nogen officiel Ansøgning fra Kielland.

Men da tog Sinne mig – igaar! da jeg saa hele dette sjofle Rænkespind; thi omend Steen selv er absolut hensynsløs, saa regner han med vor Hensynsfuldhed: han ved, jeg kan og vil ikke lægge mig ud med alle Sømmene, og derfor kommer han med Skifteforvalteren.

Saa telegraferede jeg da igaar til Tycho:

Tro ikke paa Udflugter og Bekymring for Digteren. Skifteforvalteren har Kasseansvar, Decisioner, vanskeligere, desuden uoverstigelige Familiehensyn. Digtergage uvis og en Latterlighed at byde foran økonomisk Ruin, – ellers søgte jeg jo ikke Embede. Borgermester passer godt, ikke for meget forlangt for min Anciennitet og Fortjenester, min eneste Redning, dette eller intet. Indgiv strax Ansøgningen, lad dem saa aabent svare nu engang for alle; jeg er træt af at være alle Regjeringers Abekat. Du faar samle mine Venner til yderste Anstrængelse paa dette.

Senere: Telegrafer strax til Bjørnson og Lange. Læg alle Aarer ud.

Senere: Telegrafer mig, at Ansøgningen er indleveret. Lad dem ikke beholde det Smuthul, at der ingen Ansøgning forelaa. De smutter nok ud alligevel.

Herpaa modtog jeg iaftes Svar:

Indleveret Ansøgningen. Fuldgod Tid. Sat Tommesen og Holst ivei, begge begeistrede, lovede gjøre alt, hvad gjøres kan. Telegraferet Lange og Bjørnson. Imorgen gaar jeg atter til Statsministeren og Konow; lægger alle Aarer ud. Tycho

Saaledes staar altsaa Sagen; saasnart noget foregaar, skal du faa Besked.

Din hengivne Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – hin Aften, Oftedal faldt, var jeg paa et sjeldent Sted – nemlig i Domkirkens ærværdige Chor med Lys paa alle Trompeter; Orgel-Koncert var der nemlig, og nær ved mig sad Oftedals Dødsfiende Meyer, som selv til Høimesse havde prædiket i samme Chor over Fritænkernes formastelige Fest for Georg Brandes – der sad jeg.

En gammel Onkel til Beate kom hen og hviskede mig Skandalen i Øret; jeg spurgte op igjen og op igjen, før jeg forstod. Saa indpodede jeg Glæden i Meyers sorte Sjæl og gik bort, forat sikre min Broders Telegrambureau de første Efterretninger; det var imidlertid gjort for 2 Timer siden af O. Vik, som i hele denne Sag har ført sig og sin Avis mønsterværdigt.

Alle Kvinder i Qvartalet maa udrenses – siger Bispen; Oftedal har gaaet fra Seng til Seng. Bestyrtelsen mellem hans Tilhængere kan jeg kun iagttage paa Vestlandsposten, som er aldeles flad.

Men udover Landet kan jeg forstaa, at Alvoret viser sig; fra HaugesundsKanten fortælles, at der var Familier, som efter Slaget gik raadløse omkring, uden at kunne foretage sig noget, uden at koge Mad; i tre Dage gik de og stirrede paa hinanden, spurgte, grundede og viste ikke sin arme Raad.

Jeg har ikke flere Ord og ikke mer Indignation at udøse; min Sjæl pines af alt dette Svineri, som nu hældes ud over os alle for den enes Skyld; men det gjør godt, det kan aldrig slaa feil; det er dog en Sejer men en overmaade stinkende.

I dette Øieblik kom det offentlige Telegram: at jeg er Ansøger; og allerede nu i den første halve Time har man baaret saa megen Haan og Lumpenhed ind til mig, at faar jeg ikke Borgermester-Embedet, saa er det ude med mig. Jeg siger ikke mer; men nu er jeg træt.

Din Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Jacob Hegel!

De maa aldrig tro eller sige, at jeg har noget Correctur «liggende»; for jeg læser strax og sender i Almindelighed Dagen efter. Det er flere Dage siden jeg sendte de 5 Ark, jeg har havt, ligesom jeg samtidig meddelte Bogtrykkeriet, at jeg nøies med 1 Læsning. I Storm, som vi nu har havt, forsinkes dansk Post 2 – 3 Dage paa nordgaaende og gjerne ligesaa længe paa sydgaaende, naar da ikke Skibet forliser; thi da varer det endnu længer.

Derimod vilde jeg gjerne hørt noget om disse Humoresker – om De har fundet dem? – hvormange? – de maa endelig ikke komme i Rad og hellerikke maa de slutte Bindet, hvor har De tænkt at indflette dem?

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Bed Træskjæreren gjøre sig Umage med Hans Nicolai Hansens store Billede; der gives vist Fotografier eller Tegninger i Catalogen.


Baby Kielland.

Kjære lille Pefi! jeg savner dig hver Dag, og naar vi mødes igjen, vil vi ikke skilles mer. Jeg lever meget tomt og kjedeligt i denne Tid; thi den Spænding, man uvilkaarligt gaar i, gjør det umuligt at tænke paa noget andet. Jeg gruer og har gruet frygtelig for at faa dette Embede, og dog tilstaar jeg, at det vilde slaa mig meget ned, om jeg nu ikke fik det. Mine Fiender har forhaanet mig saa længe, og selv mine Venner viser saa liden Tillid, at jeg nu trænger dette Embede som en Opreisning.

Dernæst ogsaa i økonomisk Henseende; det maa jo ende galt – kan du forstaa – at leve hele Livet paa det løse og altid leve godt i Haab og Letsind. Jeg har med Møie solgt min herlige Frihed og gjort mig fortrolig med den Tanke, at det er min Pligt mod Kone og Børn at gaa i Embede.

Og hvad nu selve Embedet angaar, saa kan det ikke være finere og behageligere. Jeg kan reise til Aarre og lade Kontoristen styre, og jeg kan – hvis jeg vil – gjøre megen Nytte for Byen. I Løn har jeg mellem 4 og 5000 Kr. Hvis jeg nu faar det, saa tager vi en Indgang fra Hønsegaarden i Spisestuen, saa faar jeg til Kontor Spisestuen og Cabinettet, hvor vi nu ligger; Dagligstuen bliver Spisestue, og det lille gule Værelse med Rødstuen bliver altsaa Mammas Værelser med Storstuen til Selskabs. Jeg har været nødt til at prøve, om virkelig mit Parti vil give mig en Haandsrækning; og jeg har derfor sat alt i Bevægelse, paakaldt alle mine Venners Bistand og «søgt» med en saadan Energi, at alle maa have forstaaet, at jeg tiltrænger Embedet forat leve.

Naturligvis faar vi det jilt, om vi bliver Borgermester; naar jeg tjener noget ved siden som Forfatter, kan vi godt reise – for Ex. til Kjøbenhavn eller Christiania en Vinter med et nyt Theater-Stykke? – og saa have dette herlige Hus at vende tilbage til. Skal det ikke blive jilt? – jeg vilde ønske, at du havde været her i denne Tid; men hold nu godt ud; den Længsel i Ungdommen, som føles saa bitter, er sund og styrkende for Kjærligheden.

Se Tiden gaar fort til Vaaren, sid ikke og hæng over Savnet; men lev og arbeid og hold dig munter, saa er du hjemme, før du ved Ord af det.

Mamma sender Hilsen og Kys; hun havde ikke Tid idag til at skrive; Else ligervis!

Ingrid og Signe ere i Besøg hos os!

Var ikke dette et langt Brev? –

Din hengivne Pappa.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! Du kommer jo til at være tilstede, naar Kongen i sin Tid skal udnævne efter Indstillingen. Skulde han da have et Document herfra med Underskrifter i min Disfavør, saa forklar ham, at disse Mennesker ere personlige Fiender af mig – dels Familie-Fiender d:e: saadanne Aufkömmlinge, der hade Kiellandsfolket, dels en Kreds omkring Byfoged Christensens Børn (Storm), fordi jeg i min Avis tvang den Gamle til Afsked, dels de herværende Jurister, som paa Forhaand havde delt Embederne mellem sig.

Byens sande Mening er for mig, – det kan du give Kongen dit Ord paa. Det viste sig ogsaa ved Mødet igaar, skjønt det var mest Folk af dem, man kalder «simple». Men ogsaa høiere op er man efterhaanden kommen til den Erkjendelse, at jeg er bedre end de halv-fordrukne Existenser, som længe har styret her.

Sagen er nu for mig bleven, hvad man med et slidt Ord kalder: en Livs-Sag; falder jeg paa dette, saa ved jeg virkelig ikke, hvad der bliver af mig.

Din hengivne A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Jacob Hegel!

Jeg modtog Deres Telegram igaar: Kan der trykkes 4000? Da det ikke er mig klart, hvad jeg tjener ved denne Forandring, svarede jeg: Fjerde Tusinde (gaar ind under) andet Oplag, (for hvilket jeg vil have) ny Betaling – ny Kontrakt.

Naar nemlig De, som har havt hele Raadigheden, har ansat 3000 Ex. som passeligt, finder jeg ikke, at jeg uden nogen Fordel for mig kan give Dem Anledning til at faa trykke flere Ex. med et Tryk. Jeg syntes, 3000 var for lidet for en Bog af mig; men jeg tænkte som saa, det er altid jilt at faa 2 Oplag strax efter, det er dog etslags Fordel. Jeg imødeser derfor Deres Forslag til Exemplartal og Honorar for 2det Oplag af M. og Dyr.

Med Hensyn til Correctur-Læsningen er jeg i megen Forundring; saavel De som Bogtrykkeren formaner mig til hurtig Læsning, medens Faktum er, at de siste mig ihændekomne Correctur-Ark ere sendte fra Kjøbenhavn den 12 Nov; efter den Tid har jeg intet seet, men forlængs[t] sendt de siste tilbage.

– Igaar modtog jeg ogsaa Telegram fra Christiania, at jeg enstemmig er indstillet til Borgermester i Stavanger. Med dette Embede, som jeg tror giver mellem 4 og 5000 Kroner Aaret, vil jeg have et godt Rygstød; medens Arbeidet kun delvis vil forhindre mig i at drive Forfatteri ved Siden; ialfald haaber jeg at fuldføre den Komedie, jeg har i Hovedet om ikke før saa dog i Sommerferien.

Denne Stilling forekommer mig ogsaa at yde Dem nogen Betryggelse for Fremtiden og vort Mellemværende, om jeg end for det første maa henfly til Deres Redebonhed med a conto-Udbetalinger. Saaledes maa jeg idag bede Dem sende mig 500 Kroner.

Dernæst er der disse store Udgifter med Enkekassen, hvor jeg ogsaa maa bede Dem om en Tjeneste.

Livsforsikrings-Selskabet «Idun» er stats-garanteret og derfor tager Enkekassen imod Policer i Idun som Indskud. Nu er jeg assureret for 10,000 Kr. fordelt paa 2 Policer à 5,000, hvoraf den ene ligger hos Dem som Garanti for et Beløb (3000 Kr.), som Deres Hr. Fader engang laante mig, og som er indbefattet i min øvrige Gjæld til Gyldendal.

Nu er min Bøn, at De vil overlade mig denne Police, saaat jeg kan deponere fulde 10,000 Kr. i Enkekassen og derved betydelig forminske mit lovlige Indskud.

Forøvrigt alt vel hos os. Skjønt min nye Stilling baade er bekvem og hæderlig og indbringende, er det dog med blandede Følelser, jeg opgiver det frie Kunstner-Liv. Beate er nu helt fortvivlet. Men – naar Forfatteriet endnu ikke betaler sig bedre, maa jeg jo være himmelglad ved denne Løsning. Hils hjærteligst alle Deres fra os.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Baby! et Par Ord i en Fart til Glædelig Jul. Nu er vi komne saa langt! nu gaar det fremover til Vaar og Hjemreise. Jeg vil haabe, du slaar dig til Ro og morer dig godt i Julen der, hvor du er.

For os bliver det ikke nogen særdeles Jul. Her er saa mange Syge paa alle Kanter. Onkel Aksels kommer kanske imorgen; men vi skal hverken have Presenter eller Juletræ. Og saasnart Jul er over, skal vi til med at omkalfatre Huset for Borgermesterens Kontor. Mamma skal lave min røde Stue om til Dagligstue, saa her blir vist et uhyre Rhod! saa du kan trøste dig med, at denne Jul bliver ikke stort at træge paa. Guttene kom igaar; den ene længer end den anden. Alle hilser dig en glædelig Jul; vi skal drikke din Skaal imorgen i ægte Jule-Punch; og næste Gang skal du drikke med!

Mamma er saa svært træt efter Influenzaen; men jeg er ganske paafode. 1ste Januar begynder jeg som Borgermester, hvortil jeg glæder mig meget. Alle Mennesker er nu saa fornøiede og enige om, at jeg netop burde have det Embede.

Glædelig Jul! og Tak for det gamle Aar; vær nu glad og munter og sid ikke og længt. Hils Hansens og alle vore gode Venner. En god Jule-Kys fra Din hengivne

Pappa.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.