Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1893

Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! jeg laa længe vaagen igaar Aftes, da du var reist; jeg havde saa ondt i Hjertet og plagedes af Alverdens Angst. Der er en Ting, jeg aldrig kom til at sige, og det er, at du maa huske paa, at hvorledes det gaar dig, maa du aldrig tro, at du har forspildt dig Adgangen til at vende tilbake til os og vor Kjærlighed. Dette vil du ikke opfatte som nogen Tvivl om dig og dine gode Løfter; men husk, at vi hører sammen saa længe vi lever, og at der aldrig, hvorledes du end steller dig, er nogen Ende paa min Kjærlighed. Lad nu alt det tunge og onde fra denne Vinter vige tilside og glæd dig over Ungdoms-Tiden paa en saadan Maade, at du ikke skader dig og ikke gaar med ond Samvittighed. Og lad os være enige om at skrive ofte til hinanden.

Din hengivne Fader A. L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jens! jeg svarer paa dit Brevkort uden Datum! forat du dog skal høre en liden Lyd hjemmefra, men jeg har saa travelt. Og nu er jeg bleven saa daarlig i Pusten, at jeg ikke engang tør gaa i Kvartet iaften til Alert! men jeg tror nok, at jeg skal blive bedre, naar bare denne forfærdelige Vinter tager en Ende; jeg har aldrig levet saa fæl en Vinter, og jeg kommer heller aldrig til at forvinde den. De andre trives noksaa godt. Jeg skal tilholde dem at skrive til dig. Her er et godt svensk Selskab – Frøberg – , som spiller Operetter, og i Midten af Marts er her Carneval, hvortil Baby vil være Sommerfugl med Vinger, Bodde noget langt i min røde Kjole, Mamma spansk Høne, og jeg vil være paa Jæderen. Andet er her virkelig ikke at berette. Jeg har kjøbt en uhyre Svane for 2 Kroner; paa Søndag skal vi prøve at spise den; alle hvæsser sine Tænder.

Din hengivne Pappa.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! hvor det er længe siden, jeg skrev til dig. Jeg har havt det saa ondt i lang Tid og været saa nedtrykt, at jeg mangengang troede, at jeg aldrig mere kunde blive rolig og glad. Det var en saa uforglemmelig uhyggelig Vinter, at jeg tilslut var bleven saa nerveus og syg paa Sindet, saa jeg næsten var ræd for selve Hjernen. Nu har imidlertid Lægerne her bestemt erklæret, at Hovedet er godt og urørt; men Hjertet er udslidt. Jeg kan maaske leve mange Aar; men jeg kan let være færdig ved Uforsigtighed, ved stærk legemlig Anstrængelse eller Sindsbevægelse. Imidlertid er jeg allerede efter 8 Dages Behandling saa meget bedre, at jeg formodentlig kan vende tilbage i næste Maaned til Arbeidet; det gjælder bare om at blive saa stærk, at ikke de gamle Sorger og Angster igjen skal faa Magt over mig, naar jeg kommer i det gamle Hus; vi tænker paa at tage Storstuen til Soveværelse.

Fred. Hansen sendte dig vist nylig fra mig 22 Kr. til Skrædderen og 3 til dig selv. Jeg er saa ræd for, at du skal have det altfor knebent og derved komme i Gjæld eller Knibe eller udpønse mindre fine Udveje – jeg er – kort sagt – ræd for alt, hvad der angaar Eder, og ganske sygelig forskræmt. Det skulde blive godt, om jeg kom ud af dette igjen. Det er hverken fornuftigt eller retfærdigt, for i det hele taget er I jo snille Børn; men netop nu synes jeg, det ser saa fortvivlet ud med alt.

Nu vilde jeg saa gjerne tro, at det dages; men saa kommer de økonomiske Sorger, og saa er jeg lige nær. Hvad du saa blir, saa bliv ikke fattig med rige Prætensioner.

Det var ikke Meningen at beklage mig; og derfor vil jeg slutte. Jeg tænker hver Dag paa dig og holder saa meget af dig. Kjære Jensemand! hold dig oppe og gjør dig Umage i din Ungdom, saa du kan finde Fodfæste i Livet og ikke flyde bort i Ingenting og Tomhed. Skriv snart til mig og vær snil Gut og stræv med Examen.

Din hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg har været syg iaar igjen, og denne Gang saa alvorligt, at jeg for Fremtiden maa leve i den største Forsigtighed – undgaa legemlige Anstrængelser og aandelige Rystelser, Trapper, god Mad og al mulig Drik undtagen Vand og skummet Melk. Hjertet skal være udslidt – sige de Lærde – ; men jeg kan endnu leve mange Aar – med Forsigtighed! Nu har jeg ligget heroppe i Bergen nogen Tid under Lægebehandling og det varer vel noget, til jeg igjen kan overtage mit Embede og de daglige Bekymringer; men det var en saare uheldig Afbrydelse, eftersom vi nu vare komne nogenlunde igang med at klare os – for den faste Embedsgage 4,500 Kr. Denne Sygdom har sat mig meget tilbage, og jeg vilde være meget glad, om De kunde se Syn paa at sende mig 500 Kr, hvilke vi med et mildt Ord vilde kalde à conto i Haab om, at Tiden vil bringe mig paafode og muliggjøre nye Oplag; – er der ikke nogen rimelig Udsigt til det siste?

Mine Folk lever godt; Beate maa efterhaanden resignere i Stavanger, og begge oplever vi nu de vanskelige Aar, da man selv gaar ud af Spillet, og Livet skal ordnes for Børnene. Jens skal nu tage sin 2den Examen; men Alexander blev desværre syg, saa han bliver ikke Student iaar; jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre med det lange Menneske.

Baby gaar hjemme og synger og Else frisk og glad. Jeg var saa nerveus i Vinter, at jeg ikke kunde bruges til nogenting; derfor maa De og Deres og alle gode Venner ikke undres paa, at jeg intet Livstegn gav fra mig. Hvor De træffer fælles Venner, maa De forklare dette og hilse alle, at vi fremdeles hænger ved Danmark og de danske Venner og altid haaber, at Tiden engang skal vende sig saaledes, at vi kan komme derned igjen.

Hils alle paa Skovgaard.

Deres hengivne Alexander L. K.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! Tak for dit Brev, som var mig til megen Beroligelse. Du er en sød Pige og vi blir nok fornøiede med hinanden med Tiden. Tag nu lidt mere Vare paa dig selv og glæd dig ved Ungdommen uden at paatage dig Forpligtelser. Kjære! Pligtdansene faar du tidsnok træde, naar du helst vilde sidde i Fred. Vær derfor ikke dum i Ungdommen og giv ikke mere fra dig, end at du til enhver Tid kan nyde den korte gyldne Frihed, som – mellem os sagt – er det eneste rigtig jille ved Livet. Behæng dig ikke med den taabelige Klods om Benet, som Ungdommen kalder for Trofasthed; men tænk, at Alvoret kommer tidsnok i den Ting. Og fremfor alt: gjør, hvad du kan for at se Elskov som den fjerne og endelige Lykke og bid ikke i det umodne Æble for saa blir hele Livet surt og mat og rigt paa Skuffelser.

Den gamle Vismand, som du har til Fader, kommer nu snart hjem, for atter at overtage de besværlige Pligter! – du har vel levet et vildt og syndefuldt Liv! mon du og Bodden kunde betroes at bo alene i Huset nogle Dage, mens Mamma og jeg reiste til Aarre? – jeg gruer saa jeg skjælver ved den blotte Tanke.

Din hengivne Pappa.


Wollert Konow.

Kjære Hr. Konow! – han holdt mig desværre saa længe igaar – Doctoren, at Klokken var over syv, da jeg slap, – vel maalt og signet med Udsigt til en glad Alderdom og blaa Melk.

Det var rent galt, at De ikke fik lært mig mere Politik, eftersom jeg ved Dem havde Følelsen af en Læremester, som jeg kunde forstaa. Thi ellers fortvivler jeg let, naar nogen vil forklare mig «Situationen» med alle dens Paragrafer, Navne, Møder og høivigtige Constellationer; jeg har aldrig kunnet opsvinge mig til nogen Interesse for Steens Standpunkt i 1872, eller for, hvad Sivert Nilsen sagde bag Døren i 1873, eller Hamarresolutionen, eller det mærkværdige Møde i Filtvedt, hvor Wullum knuste Tullum og sluttede sig til Fullum –

Derimod syntes mit Hoved bedre at kunne fastholde Deres politiske Filosofi – selv det aristokratiske Anstrøg tiltalte mig overmaade.

Nu er det desværre forbi med det første Møde mellem os, og Ingen kan vide, naar vi atter sees. Men jeg er sikker paa, at engang bliver der Brug for Vestlandet; og jeg vil imidlertid øve mig i at tyde Drømme, paa det at Mundskjænken kan mindes Joseph, naar det engang blir Dag og der spørges efter Mænd, som kan afværge den øde Hungersnød i Landet. Og ret snart synes mig, der maa være tærsket nok paa den bare Halm.

Jeg er selv meget forvirret over denne indviklede gammeltestamentlige Billedskrift; men Meningen er nærmest den, at jeg ikke paa mange Aar har truffet en Mand, hvem jeg strax fik saadan Lyst til at slutte mig til og om muligt arbeide sammen med – som Dem ( – jeg begriber ikke, hvad der gaar af min berømte Stilkunst idag! – hør dette: som Dem! – )

Hvorom alting er: dersom De ogsaa kan lige mig, ville vi være gode Venner og glæde os til at træffes igjen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! nu er jeg hjemme igjen og ganske frisk. Humøret er ogsaa kommet sig; men det er alligevel forbi med de glade Dage. Jeg maa for Fremtiden altid passe mig for Mad og særlig for Drik og idethele tænke paa Enden.

Jeg tænker mig, at du er snil og flittig og haaber, at du maa være heldig til Examen. Husk paa at holde dig midt imellem Forknythed og Vigtighed. Sid aldrig og ti stille – som jeg gjorde i Romerret – , men snak med Professoren, selv om du ikke har det rigtige Svar paa rede Haand. Det er bedre at svare: det ved jeg ikke – end at tie ganske stille.

Her er deiligt Veir, og de Unge fornøier sig. Jeg længter efter at se dig igjen, og alligevel gruer jeg for alt det gale, jeg indbilder mig, I ville finde paa, naar I kommer sammen. Men jeg er altfor opskræmt og ængstelig, det erkjender jeg; naar vi bare holder sammen alle, saa tror jeg, her kommer bedre Tider efterpaa.

Skriv nu snart, hvorledes det gaar dig, og naar du kan ventes hjem? – endnu har jeg ikke været paa Aarre og ikke dyppet en Flue! De mente – Lægerne i Bergen, at jeg aldrig mere maatte fiske; men da tabte jeg – som du vel kan vide – de siste Rester af min berømte Taalmodighed, og jeg sagde dem min Mening rent ud «paa Byhougen» – som Sørensen sagde. Fiske vil jeg, til Hjerte og Lever staar mig i Halsen!

Kanske kommer jeg ikke engang afsted, før du kommer hjem, saa kunde vi 3 gjøre den første Tur. Vi tænker at blive længe i Byen, for at være paa Aarre i August og kanske længer; da er der jillest, naar den blanke begynder.

Mamma hilser og ønsker dig god Lykke, Baby, Bodde, Else ligesaa.

Din hengivne Pappa.


Herman Schwanenflügel.

Jo – Kjære Schwanenflügel! – jeg har saamænd faaet baade Bog og Brev, og jeg har seet, at du er bleven Doctor; men jeg har været saa syg og saa fuld af Sorger og Bekymringer, at du ikke maa være sint paa mig. Og har du gaaet og fyldt dit gode Hjerte med Tvivl og Mistro til mig og mit Venskab, saa tag dig nu et Glas – du Lykkelige! – som endnu har Lov til at drikke! og skyl ud alt Støv og onde Spind i Krogene og vær vis paa, at Intet er bedærvet os imellem, naar du bare ikke vil tro, at andet har gjort mig taus end onde Tider – rigtig onde Tider.

Disse Tider ville vi ikke yderligere dvæle ved, men optage Traaden af 22d Januar 1893, da du skrev sist til mig.

Jeg er nu atter engang opreist fra de Døde, og hvis du saa mig, vilde du aldrig tro, at jeg virkelig for 6 Uger siden var paa Gravens Rand.

Jeg har nemlig faaet et altfor stort Hjerte, og maa herefter leve uden følgende Nydelser: Caffe, The, Øl, Vin og Brændevin, Tobak og al Mad, som er god. Det eneste, jeg kan drive det til er Rødvin! – med Tiden.

Ellers har jeg det ypperligt. Jeg er bleven tynd og slank og ti Aar yngre i Skind, men i Sind og Hjerte er jeg en Olding. Nuvel! – vi ere jo og nu gamle. Især føles dette af den, der har voxne Børn. Idag kommer Jens hjem; han har taget 2den Examen. Alexander – kaldet Bodde – har derimod desværre manqveret sin artium, idet han blev syg i forrige semester og maatte bryde af. Han er flere Tommer høiere end jeg, snil og aldeles uanvendelig til alt muligt. Baby er en lystig ung Pige, ret pen og musikalsk. Else er den ukuelige, som lever og regjerer som hun best kan.

Beate selv er frisk og stræver troligt med at holde Huset oppe til Trods for knap Gage og øgende Udgifter med Børnene – ak ja! tænk vi, som altid har havt det saa godt! Hils Rørby!

Jeg maa forresten endnu være varsom med Arbeide og Bevægelse – er det ikke latterligt at tænke paa, at det er jeg, som er bleven saadant et Persilleblad – jeg som fordum – ! – ja, kommer jeg nogensinde til rigtige Kræfter igjen, skal vi endnu komme til at kjægle og tømme et stort Bæger – Rødvin! – ja – ja! jeg skal være fornøiet med god Rødvin. Nu tør jeg ikke skrive længer, baade fordi her ligger Hauge med Breve at besvare, og fordi det forekommer mig, at min Stil idag har faaet et Sving af Drachmann, som jeg selv ikke kan taale.

Hils nu din Kone og gode Venner og den gamle Østersbro.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Sophus Larpent.

Hr. S. Larpent.

Jeg har at takke Dem forbindtligst for Deres Brev om de Hertervigske Tegninger, og for de smaa Skitser, i hvilke jeg ser Lighed med de store Billeders Motiver – især i den, der er signeret L. H. 1856. Min Søster – Fru Dr. Holm i Bergen har et Maleri af Hertervig, som – saavidt jeg kan dømme – har noget af denne Skitse i Fjeldets Formationer og i Husene i det lille Strandsted. Det vilde glæde mig, om Interessen for den ulykkelige Maler kunde bringe mit udstillede Stykke ind i Nationalgalleriet.

ærbødigst Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg fik en Hilsen fra dig gjennem din elskværdige Svoger Præsten Kristensen. Ellers er det længe siden, vi havde noget sammen. Jeg har været syg og er nu frisk; paa en Diæt, som vilde glæde dig i din store Ondskab formedelst de mangehaande Forsagelser. Uvidende og uskjønsomme Personer sige ogsaa, at jeg nu ser godt ud; men du og Gud ved, at jeg kun bør anskues med Glasset i Haanden. Alt er nu forandret; jeg er bleven en tør Kontorstol, og de har slaaet dit store Glas istykker for mig.

Gjæld og Børn – eller rettere: Børn er Gjæld – , ogsaa forsaavidt som begge Dele ere behageligst i det Øieblik, de gjøres; men naar de voxer, trives og forøge sig, er de utrivelige og meget besværlige. Jeg har en lang Gjældspost, som heder Alexander. Han manqverede sin artium, fordi han blev syg ved Juletider.

Nu har han gaaet herhjemme et halvt Aar, og du kan vel vide, han forsumpes i Stavanger; men jeg ved ikke min arme Raad med at faa ham anbragt – eller bare opbevaret, indtil han vaagner; thi noget bor der i ham. Jeg laa vaagen en tidlig Morgen og tænkte og tænkte; da faldt mig i Tankerne dit gamle Forsyn, og udpaa Dagen kom Beate efter en lang og svævende Modulation af Fremtidsplaner til det Resultat: du skulde skrive til Bjørnson. Maatte dette mærkelige Sammentræf være et godt Varsel!

Alexander er nu stærk og frisk, tre Tommer høiere end jeg, snil og blød og medgjørlig paa alle Maader; men ganske uden Bevidsthed om Energi; – nei det er dog ikke sandt: han er selv yderst ulykkelig over sin Ubrugelighed, men det er virkelig ikke saa godt at finde paa noget. Jeg regner ikke saa meget paa, at han har skrevet ret gode Ting; – det kan de alle nuomstunder – ved du.

Men jeg har det paa Følelsen, at han bare behøver at modnes, forat blive til noget. Et Haab, jeg havde om, at W. Konow paa Stend vilde tage ham et Aars Tid, maatte jeg opgive, fordi Fru Konow var saa svag. Sende ham uden Bestemmelse til Amerika var Synd, før alt er prøvet. Til China eller hvorsomhelst, hvor det ikke var altfor dyrt; men hvor man dog havde noget eller nogen at begynde med; eller opbevare ham i en landlig Egn med legemligt Gaardsarbeide og jævn Omgang – helst næsten i Danmark, hos Schrøder i Askov? – noget lignende – hvad? har du nogen Forsyns-Tanke, saa vilde du isandhed atter lette store Stene fra vore Hjerter – specielt mit, som slaar 130 Slag i Minuttet.

Men lad mig iethvert Fald tilflyde noget Krads fra din Pen, om jeg muligens kunde finde deri nogen Husvalelse, som jeg høiligen trænger.

Efter saa lang Adskillelse som vor denne Gang er det ikke muligt at tage fat paa Literatur og Politik. Kunde vi kap-snakkes i fire Timer, var det en anden Sag. Mangen Gang, naar Vrøvlet gaar høiest i det ærede Communereguleringsinspectionsforhandlingscommittérepræsentantskabs-Møde, kan jeg spørge mig selv: mon du er afgaaet eller mon du opbevares for noget bedre? Jeg læste nylig i en alvorlig Artikel i det alvorlige Blad: Stavanger Avis følgende Alvors-Ord: Fremtiden vil vise, om Bryne vil bære Kleppes Haan. Skjønt jeg ikke kjender de Bryner og Klepper, er jeg alligevel greben ved Tanken om alt det, Fremtiden vil aabenbare, – ogsaa for mit eget Vedkommende. Foreløbig ser jeg kun Bekymring ved Bekymring, Skulder ved Skulder, saa langt frem, jeg kan øine; lykkeligvis ser vi ikke saa langt ind i Fremtiden som vi indbilder os. Hils dine og Skovgaard og hele det ubekymrede danske Smørhul.

Din hengivne Alexander L. K.


Wollert Konow.

Kjære Hr Konow! – det var da vel, der var Lyd i Dem! Tak for Deres venlige Svar, som jeg føler givet med netop den Forstaaelse, som jeg gjorde Regning paa. Det skal isandhed blive jilt at faa en Samtale igjen. Thi jeg føler allerede, at jeg forsumpes igjen her hjemme paa Mudderprammen, hvor jeg indtager denne latterlige Chefs-Post. Naar jeg mindes min Energi i Bergen, da jeg endogsaa havde fuld og livlig Greie paa den politiske Situation, og jeg tænker paa min nuværende Indolens, tror jeg rent, jeg er falden tilbage til Fedt og Hjertefeil. Eller mon selve Situationen er bleven saa slap?

Her er skadeligt at være, det er sikkert. Og velkommen til en lang Snak paa tomandshaand.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Ak – kjære Ven! hvor længe siden!

Jeg faar begynde med at fortælle om mig selv og mine, saa faar du fortsætte om dig og dine; thi træffes og snakkes sammen er der lange Udsigter til. Tænk, jeg tror ikke engang, jeg har skrevet til dig, siden jeg blev Borgermester; – ja, du har vel faaet dig mangen liden Latter over det. Jeg mindes et bevinget Ord fra din Frue, som Baby sendte mig: Hils din Far og sig ham, at naar han nu ikke kunde blive Pave, saa var Borgermester det passeligste …

Du kan tro, jeg var syg. Min gamle Huslæge og Onkel forstod igrunden ikke, hvor galt det var. Først oppe i Bergen fik jeg vide, at mit Hjerte er saa overudvidet, at jeg hvert Øieblik kunde faaet hovne Ben – hvad synes du om hovne Ben? – Vattersot og en brat Død!

Saa blev jeg sultet, masseret og pint under Pontius Pilatus og nedfor igjen til det Helvede, hvor jeg er Borgermester, som en rask og smekker Yngling, færdig til atter at indtage min Plads som Formand i Fattigcommissionen. Ak! at Excellencen er død! hvor vilde han have gottet sig over mig i Spidsen for Thisted.

Nu lever jeg videre uden Tobak, Kaffe, The, Øl og Brændevin; men jeg har efter 3 Maaneders Spægelse opnaaet Tilladelse til at drikke Vin til Maden, naar jeg er i Selskab og det – ved Du – er egentlig mit Fag – eller Kald som vi Norske siger. Saaledes lever vi – knebent desværre, yderst knebent og forsigtigt paa en kneben Gage, hvilket vi alle har vanskeligt for at lære. Jeg har i lyse Øieblikke den Tro, at endnu ser vi ikke alle Dages Ende, og at, naar engang Børnene ere komne i Vei og afveien, skal der blive en bedre Anvendelse for mig end dette Idioti, hvori jeg gaar rundt; thi jeg er dog endnu for fint et Dyr til at dreie Tærskemaskinen i Stavanger. Politiken tænker jeg mange Gange paa; men jeg kan ikke komme med. Det er endnu umuligt for yderste Venstre at tage en ureligieus Mand, – ja de vil det igrunden ikke. Hvad Hykleri angaar foretrækker jeg næsten den høire Form med Vorherre til Besteborger fremfor den venstre, hvor han er de smaa og snottedes ømme Fader. Hvilken Verden vi dog lever i, og hvor snurrigt, at ogsaa Danmark, som I paastod var færdigt med Præster og Religion, skulde faa Kaninpesten. Synes du ikke ogsaa, at vi ere blevne gamle og vise? – mon vi ikke, om vi igjen mødtes, vilde sætte os hen som Oldinge med hvide Stave og rokke med vore gode Hoveder? Lad mig snart høre en Venskabs-Lyd fra dig og hils dine fra mine.

Din hengivne Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak for dit Brev, som allerede var os et stort Opsving. Jeg mener naturligvis som du, at der maa Arbeide til, og jeg tænkte bagefter mit Brev, at du kanske fik det lebbede Indtryk, at jeg bare vilde kjæle for Gutten og lade ham gro op under en Glasklokke. Det var ikke Meningen; men jeg var bare i Bevidstheden om hans bløde Sind og Alder lidet stemt for Amerika, saaledes som vi endnu gjerne forestiller os det: som den siste Tilflugt for En, der kun har Udvejen at tage hvadsomhelst eller gaa tilbunds.

Nu ser det allerede helt anderledes ud, naar vi har en bestemt Mand at sende ham til og med din Anbefaling som Donkraft. Vil du derfor være saa snil at skrive – gjerne strax – til Advokat Boyesen, saa vil vi vente paa hans Svar, hvilket du maa sørge for at erholde opmuntrende!

Skulde du i Øieblikket staa fast for Adressen, har du naturligvis Adresser nok derover, som kan besørge Brevet – for Exempel Advokatens Broder Hjalmar Hiorth i Columbia College, New York. Til ham vil jeg skrive, forat Alexander ogsaa der kan have en Støtte ved Ankomsten og nogen at falde tilbage paa, om han skulde blive syg eller mislykkes paa nogen anden Maade og være nødt til at komme hjem igjen.

Selv er han modig paa Planen, og det har overhovedet lysnet for os alle fra igaar. Bagefter kommer selve Smerten ved at skilles; men det kan ikke være anderledes, og jeg indser, at noget maa gjøres; men det er saadan en fin Gut – kan du tro. –

Altsaa engang til Høsten – kanske i September kunde han komme afsted. Du maa bede Boyesen svare snart og hils ham paa Forhaand fra mig.

At tale om, hvad Alexander kan bruges til, er vel unyttigt; det faar blive som det kan falde sig. Han har endnu ingen «Stil» – Gudskelov! – kjender du lille Lie som triller med Balzac! men han kan komme til at skrive. Om man vinkede ad Boyesen, at Drengen kunde anvendes i hans Kontor eller i en Avis eller til at skrælle Æbler eller noget i den Retning – he?

Det var godt, du fik denne Idé – meget bedre end det, du siger om mig og min «Kunst». Jeg har desværre ikke noget, som ikke er udgivet i Tryk. Der falder saa lidet af ved mit Arbeide, og jeg har aldrig forsøgt mig paa noget, som jeg ikke har faaet til. Og nu er jeg temmeligt sikker paa, at jeg ikke mere faar Trang til at «finde paa» noget. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig at læse dine siste Fortællinger nylig – somom jeg næsten undrede mig paa, at du endnu gad lave unge Piger for Exempel.

Det er formodentlig en Tilbagegang hos mig og neppe nogen Opsamling af Livskraft. Det forekommer mig ialfald nu, somom jeg er færdig med Literatur i den Forstand. Men jeg tror kanske, at naar jeg kan komme over de besværligste Aar i Børnenes Overgang, kunde jeg igjen have noget at sige. Men – ser du – jeg maa altid være sint for at faa Kraft; og nu er jeg bare forkuet og modløs.

Kunde jeg enda anvendes paa anden Maade end her paa Mudderprammen. Men – som du siger – Politiken har foreløbig kun Brug for Oddmund Vig. Imidlertid tror jeg, der voxer en Følelse inden vort saakaldte Parti af, at vi nu snart er stærke nok til at være fine; men det blir ikke noget, saalænge vi behøver Steen; han bruger Rub og Stub og gjør god Fyldest, – de andre har ikke bedre fortjent – jeg mener Høire; men bedre var det, om vi kunde komme frem med mindre Søleskvæt. Tak, fordi du tog dig af os og klem paa – er du snil.

Din hengivne Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! mange Tak for dit Brev; det er jilt, naar man er saa gode Venner, at man strax gjenfinder Tonen, selv om der er lang Tid mellem hver Lyd. Jeg skriver imidlertid ikke saa pludseligt af den Grund, at jeg indbilder mig, vi herefter ville correspondere i et saadant presto, men helst for Babys Skyld; og jeg har ikke valgt dette magistrale Papir af bare Vigtighed, men fordi jeg ikke længer kan se Linierne i mit almindelige Brevpapir med Lampelys, – og det er Aften; alle ere ude, hver paa sin Kant; jeg sidder alene i Fars gamle Stue og synes, jeg har lutter Bekymringer.

Det kunde været saa udmærket for Baby at komme ud. Hun har ikke godt af at gaa her og kjede sig fordærvet; vi har netop ønsket at faa hende etsteds hen for en Tid. Men netop, da din elskværdige Indbydelse kom, var hun færdig til en liden Tur ind i Fjordene paa en 2 – tre Ugers Besøg hos gode Venner, – hun trives nemlig slet ikke paa Aarre, hvortil vi reiser i næste Uge og hvor der er mere mandfolke-jilt med Fiskeri o.s.v. – jeg lod hende derfor reise uden at sige noget om Indbydelsen, fordi jeg mente, hun burde komme ud paa Landet strax. Og nu er Saisonen saa langt fremskreden, at jeg er bange for, I tænker snart paa at reise til Byen, saa var jeg ræd, Baby kunde komme bare til Uleilighed for Eder, netop naar I skulde til at flytte? Der er saa kort Tid – ja du forstaar, jeg mente jo ikke, I skulde have hende saa skrækkeligt længe; men vi gaar mod Høsten, Reisen er lang, og hun skulde jo hjem igjen, inden her blir vintermørkt. Derfor vilde jeg ialfald spørge, hvor længe I pleier at ligge paa Landet? om vi kunde være trygge paa, at vi ikke belemrede Eder paa en ubekvem Tid. Spørg nu din Kone og lad hende svare.

Det var nogle frygtelige og ugemytlige Sider; de er næsten umulige at skrive Venskabs-Breve paa; jeg faar en krampagtig Lyst til at skrive «formentlig» og «henholde» mig til et eller andet «vedlagt».

Men før jeg slutter, maa jeg tillade mig at bemærke, at naar du to Gange «henstiller» til mig at holde Maade med «Drikkeriet», da fnyser jeg og formentlig med Rette! Jeg lever jo som de Naziræer; jeg drikker Mælk og vilde Græshopper. Har nogen hørt paa Mage! – jeg skal lade mig sige to Gange, at jeg maa holde Maade! Hvad kalder du for Maade? – din Tomling! – jeg smager slet ingen Ting! – og alligevel har jeg en Puls, som aldrig slaar mindre end 130 Slag i Minuttet, saa Doctorerne siger, jeg kan neppe blive gammel.

Og dertil: at du drikker! – nei! det tror jeg aldrig. Skulde du virkelig kunne drikke, saa tror jeg alt om dig, og jeg venter dig snart i Turistdragt eller som Søkaptein med Skraa og Guldsnorer. Tænk om vi kunde mødes ved Glasset! med Schandorph midt iblandt os. Hils ham – det Afskum! som ikke har for stort Hjerte til at drikke.

Nu har jeg det paa Fornemmelsen, at jeg har skrevet ligesaa langt som fire almindelige smaa Sider; hils altsaa din Frue og de unge Damer fra os og lad mig snart igjen høre fra dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Ingeborg Brandes.

Kjære Frue! Tak for Deres Brev og for Indbydelsen, som vi modtager med Glæde, skjønt Tiden nu bliver meget kort af den svindende Saison. Paa Grund af de vilde Forhold her med Post og Kommunikationer kan vi ikke faa Baby afsted herfra før Fredag den 18de Aug.; og da vil hun antagelig være paa Helsingør Rhed Søndag den 21de [eg. 20] til Afhentning med Baad; jeg skal forresten telegrafere hendes Afgang herfra samt Skibets Navn. Vi bor paa Aarre, hvilket ogsaa har forsinket Barnets Afskibelse, og jeg er bare i Byen i en Fart, forat holde denne vidløftige By i Orden med min berømte Jernhaand – hvad?

Hils Pater noster og de unge Damer; jeg skal nok skrive ordentlig en anden Gang.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! idag fik vi Brev fra Baby, hvori hun melder, at hun er ankommen til dig og glimrende modtaget. Jeg er meget glad ved at vide hende hos Eder, og min eneste Sorg, som jeg ogsaa derfor vil begynde med, er, at hun skal falde Eder til Besvær, naar I nu snart skal flytte ind til Byen. Det var for saa vidt uheldigt, at hun kom saa sent afsted. Men nu maa det være en Aftale, at I aabent sender hende fra Jer, saa snart hun er i Vejen. Jeg har tænkt mig, at Baby kanske kunde faa tilbringe nogle Dage hos Drewsens i Lyngby, siden hun nu er kommen den lange Vei derned. Men bortseet fra dette Besvær-Spørgsmaal er vi meget glade over, at Baby kom en Tur til Eder. Forholdene i Stavanger er af en saadan Be skaffenhed, at unge Mennesker maa forkvakles. Det gik enda an, dengang jeg voxte op. Thi da var vor Familie saa stor og rig, at vi levede for os selv et mere eleveret og forfinet Liv end Byen ellers. Men nu er de Gamle borte eller ruinerede, og vi Unge trykkes af Traditioner, vi ikke har Magt eller Raad til at opretholde. Derfor kommer der noget skjævt i vore Børns Forhold og i deres Omgang, og deraf er der over Baby kommet noget sjusket og noget forslugent og noget feberagtigt i Retning af at gjøre sig gjældende, som jeg ikke kjendes ved. Det korrekte og rigelige Liv hos dig vil gjøre hende godt og stanse hende noget i den norsk-moderne Fanden-ivoldskhed, som slet ikke klæder alle, og ingen i Længden. Du kunde jo gjerne selv have et Øie med hende i den Retning og snakke med din Frue om det?

Ellers er jeg ogsaa glad fordi vi ved Baby kommer hinanden nærmere. Man kan ikke skrive saa meget, og det kan have lange Udsigter med vort næste Møde; men jeg haaber, du vil sætte Pris paa at snakke om mig med Baby, ligesom jeg vil faa Besked om dig, naar hun kommer tilbage. Desværre er jeg gaaet meget nedad paa de siste Aar! – jeg mener ikke legemlig saa meget; men Bekymring for Børn og Udkomme har taget svært paa mig. Jeg læser næsten ingenting. Du ved, jeg var aldrig nogen Læser efter din Maalestok. Men nu i de siste Aar har jeg ikke engang læst Ting som Zola’s Bøger efter bête humaine. Har du noget at laane mig, saa send; her er ved Gud ikke en Bog at faa og ikke et Menneske, der følger med.

Læste jeg kanske ikke igaar Schandorphs «Hjemkomst» uden at forstaa et eneste Muk! – eller er det andet end Tøv?

Selve Borgermesteriet er der ikke noget at klage paa; din Kone har Ret: det passer for mig. Men det er Gagen, som er for liden: 4,500 Kr. og intet Spor af Sportler eller sligt. Arbeidet er noksaa morsomt, fordi det interesserer mig at se Sagerne passere og fordi selve Expeditionen og Afgivelsen af Magistratens vise Betænkning (jeg er nemlig selv hele Byens Magistrat i én Person) – det er slet ikke kjedeligt. Og da jeg ikke har den fjerneste Interesse – for nu ikke at tale om Ærgjerrighed – angaaende «Sagernes» endelige Skjæbne, helleringen Indflydelse eller Afgjørelse, saa vil du indse, at Arbeidet passer for mig, – saalænge jeg ikke faar noget bedre i Hovedet.

Hils nu Fru Ingeborg og de unge Damer fra Beate og mig – og Baby fra os –

Din hengivne Ven A. L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! vi ere komne ind fra Aarre, Baby er i Danmark, og Jens reiser til Christiania om et Par Dage. Jeg selv er noksaa frisk, men mere nedtrykt og modløs end jeg nogensinde har været i mit Liv. Det gaar bare nedad med mig i økonomisk Henseende, og dertil har jeg Bekymringer for Bodde, som jeg slet ikke kan faa anbragt nogetsteds. Vor siste Plan er at lade ham reise til Amerika, hvor vi har et vagt Haab om at finde Støtte hos Advokat Boyesen i Chicago, fra hvem jeg venter Svar. Men jeg ved jo, at Tiderne derover ere mer end almindeligt slette og Alexander kan jo ingen nyttig Ting, saa det er saa trist som det kan være. Der er egentlig ikke andet iveien med ham, end at han er kommen i Baglaas ved at være bleven voxen for tidligt og nu hverken er det ene eller det andet, men doven og uden Energi.

Jeg indser alt, hvad der kan siges imod at udsende netop den Art unge Mennesker, og jeg venter hellerikke, at han skal slaa sig synderligt op i America; jeg tror nærmest, han trænger en haard Tid til Vækkelse og jeg lader ham gaa med den Besked, at han faar komme tilbage, hvis han ikke paa nogen Maade kan klare sig. Det er elendigt at maatte gribe til denne Udvej, hvor det unge Menneske næsten sættes paa Spil; men jeg kan ikke finde paa noget andet, idet jeg indser, at han er umulig at drive frem til en Examen og uanvendelig i vort Samfund paa en saa underordnet Post som den, han maatte tage tiltakke med. Har du noget godt Raad?

Dernæst tænker jeg paa Penge til at sende ham bort – jeg har tænkt i Løbet af September. Min Redningsplanke er den at spørge dig, om du tror, at Holm eller nogen anden vilde overtage min Part i Jelse-Skoven mod strax at udbetale mig 5 – 600 Kroner?

Er der nogen Mening i dette? – eller ved du noget bedre?

Jeg er Dag og Nat optaget af Bekymring og først og fremst for Bodde; jeg kan ikke skrive om andet. Vaalandspibe-Sagen har jeg gjort mig bekjendt med; de vil nok begynde at rumstere deroppe. Jeg haaber, at Expropr – nei jeg gider ikke skrive mere derom, jeg kan virkelig ikke. Lad mig snart høre fra dig.

Din hengivne Broder Allik.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! jeg vil strax glæde dig med, at jeg ikke nu er fuldt saa nedtrykt som du kanske tror, efterdi vi fik en saa temmeligt nedslaaende Besked fra Boyesen. Jeg havde nemlig allerede paa Forhaand hørt saa meget om de fortvivlede Tilstande i America, at jeg havde faaet en stor Skræk for at sende Alexander did. Og ved et lykkeligt Træf kom jeg paa at spørge vor fælles Ven Arne Haabeth, om han vilde anbefale Gutten paa Aalgaards Fabriker – du ved her i Nærheden. Og – kort at fortælle: det gik i Orden, og nu er Alexander der som Arbeider – dels til Brug ved hvadsomhelst og fortrinsvis som Væver. Saaledes er den Sorg foreløbig slukt, men jeg skriver til din Boyesen med Tak og Forbehold af hans Venlighed, hvis vi til Vaaren eller, naar der blir bedre Tider, vil sende ham. Best var det, om han klarede sig hjemme.

Jeg haaber, at du og dine nu har lyse Tider og den forunderlige Fred og Ubekymrethed, som følger os i det Fremmede – især i Førstningen. At vi har det gjennem-sort vil jeg kun løseligt berøre, dels fordi det bare kan bedrøve dig, og dels fordi alting kan forandre sig, og endelig fordi vi har havt det saa godt, at noget ondt maatte der jo komme.

Men jeg kan umuligt skrive mere; du maa tage det som det er; en anden Gang bliver det bedre med mig. Beate hilser.

Din hengivne Alexander L. K.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Tak for Baby. Jeg er saa bange, hun faldt Jer besværlig tilslut? – ligesom jeg hellerikke synes om, at hun nu har haget sig fast i Feilbergs. Idetheletaget har jeg en vis Fornemmelse af, at det var en mindre vel overvejet Reise, jeg slap hende ud til. Naar det bare kunde have den Virkning, at hun kom hjem i en roligere og fornuftigere Stemning; – tror du det?

Egentlig gjør jeg mig kanske for megen Sorg for mine Børn; de er jo slet ikke saa mislykkede. Men – saaledes var min Far ogsaa, og jeg tror desuden, det er værre, naar man føler sin økonomiske Afmagt.

Alexander, som var min store Bekymring i de siste Aar, har uformodet entpuppet sig som en ivrig og høist tilfreds Arbeider ved en stor Fabrik 2 – 3 Mile herfra, hvor han lærer at blive Væver. Det ser jo for os noget underligt ud, at en af vore slaar sig til ro med saadanne Udsigter for Livet. Men efterat jeg selv har følt, hvor umuligt det er at anvende en saadan Søn, opdraget og tilvænnet som han, naar de først give tabt overfor Examen, blive liggende forat repareres privat og prøve omigjen og omigjen paa denne Examen, som hartad ikke har noget Værd, hvis den ikke tages ganske selvfølgelig i en Fart som et foreløbigt Trin – ser du Cancelli-Stilen, som begynder at fordærve mig! nu havde jeg glemt, at jeg begyndte Sætningen med «efterat»! – nu kan det forresten være det samme; du forstaar, hvad jeg vilde sagt.

Jeg gaar ialfald mod denne Vinter med bedre Haab end ifjor. Guttene har det godt hver paa sin Kant; og naar nu Baby kommer hjem igjen, tænker jeg, hun har faaet lidt mere Forstand.

Det er dog underligt, at vi to ere komne til at underholde os om Børn. Det er naturligvis jeg, som er værst; men selv du – kan jeg mærke, maa tænke over dine Døtre paa en faderlig Maade, som er meget forskjellig fra vore tidligere Speculationer over Themaet; unge Piger.

Og om Literatur har jeg virkelig knapt et Ord at sige mere. Jeg læser med en vis spøgelsesagtig Gru dine Anmeldelser af Bøger, som jeg ved er idel Dreck. Jeg har ikke paa lang Tid kunnet komme over de første Sider i en ny Bog. Museum er bleven idiotisk; han, som heder Wied er ikke saa gal; Talsmanden Johannes Jørgensen, som skal forklare Eder alle Ting, er utaalelig, Lieutenant Bruns Bog om Sahara er meget god, usædvanligt god. Ellers ved jeg ikke, hvad der er at læse?

Med Bæven har jeg seet, at Georg udgiver Breve til sig fra Nietsche – mon det er rigtig stavet? Bare der nu ikke kommer saadanne Fortaler, du ved. Du maa ellers hilse ham paa det venskabeligste; og dersom du kunde attestere, at du ogsaa ved, at jeg foruden Sygdommen ogsaa har været plaget af tungt Sind og Kummer, vilde du gjøre det lettere for mig, naar jeg skal bede ham tilgive, at jeg modtog hans siste Bog, læste den, glædede mig ved den og ikke kunde komme mig til at takke ham, førend – ja førend det blev som det pleier at blive, naar man lader Synd hobe sig paa Synd.

Hils nu ogsaa din Kone saa hjerteligt fra os og tak hende, fordi hun har været saa snil mod Baby; ogsaa de unge Piger maa du bringe vor Hilsen.

Og lad mig nu se, du ikke slipper Taget; men skriver igjen til mig; jeg trænger sandelig til det

din hengivne Alexander L. K.


Johan Bøgh.

Kjære Ven! vil du hjælpe mig til en blodig Hævn?

Du husker, jeg prøvede at redde Lars Hertervigs Navn fra Forglemmelsen, og tilbød Nationalgalleriet et smukt Billede af ham, som jeg sendte til Christiania. Nu har Directionen kort og godt erklæret, «at Billedet ikke vil kunne erhverves for Galeriet».

Dette finder jeg at være en Tort mod Vestlandet, først naturligvis mod den arme Maler, som blev ødelagt af disse Kammerater som Morten Møller, Carl Hansen og lignende; dernæst har det ogsaa ærgret mig personligt, fordi jeg synes, at naar jeg gjør mig saa megen Umage med et forurettet Talent, kunde de taget noget Hensyn hertil.

Jeg har nu ikke Lyst til at forære Billedet bort – ialfald ikke til Nationalgaleriet. Paa Auktionen efter Hans Sundt lod jeg det kjøbe, mens jeg var i Udlandet, fordi jeg viste, at det var et af Hertervigs beste Billeder, og jeg fik det for 200 Kroner. Dette fortalte jeg Nationalgaleriets Direction og sagde ligefrem, at jeg gjerne vilde have 300 og endnu heller 500, men forresten kunde de byde mig, hvad de fandt passende.

Det samme Tilbud vilde jeg nu gjøre Bergen, hvis du tror, der er nogen Mulighed for en Hævn. Billedet skal da strax komme.

Tror du derimod, jeg atter kunde udsætte mine fine Følehorn for et Afslag, vilde jeg heller hævne mig paa den allerædleste Maade ved at forære Billedet til Bergens Kunstforening, hvor der hang mange gode gamle Malerier, blandt hvilke Hertervig med sin Lighed med Gørbitz og Dahl vilde passe udmærket.

Lad mig høre, hvad du raader til.

Ellers alt vel; jeg er naturligvis forlængst befriet for al taabelig Overtro angaaende de bergenske Hestedoctorer, og jeg drikker min Vin – omtrent saa glad som tilforn. Dog holder jeg mig fjern fra Brændevin og Taabak samt – ja samt mange Ting, som ere gode; og jeg er mager og tør i Aanden.

Jeg har det egentlig temmelig kjedeligt.

Din A. L. K.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Du er rigtig rørende. Først sendte du mig ifjor din siste store Bog, som jeg læste og glædede mig over – uden saa meget som at sige Tak. Men jeg var syg – jeg forsikrer dig – meget sygere end jeg selv og de Andre viste, og dertil sorrigfuld. Og nu igjen sender du mig Hiob Post – , jeg tænker, du mener, jeg kan trænge lidt Gjenklang fra de Dage, da jeg ogsaa var med og skrev, og deri har du mere Ret end du selv ved.

Hvad tror du, jeg nu skriver om Dagen? med denne min egen Haand og med denne celebre Pen skriver jeg hele Stavanger By’s Budget! – det dreier sig vistnok kun om en halv Million; men du kan vel begribe, det er mer end nok for mit Hoved.

Er det ikke i Anledning af Ladislaus – hvad Fanden hed han? – Bolsky? – at du taler om en Fjærbusk i Kufferten?

Saaledes virker nu paa mig et Vink fra min literære Tid, dengang vi red ud, saa det drønede under Ross – forresten! der skulde ikke mange Dages Ophold i de gamle Omgivelser til, forat jeg igjen skulde skyde Budgettet af mig og være lige saa ivrigt med i alt det gamle og nye – kun tror jeg aldrig, jeg kunde finde paa at skrive mer i de gamle Former. Jeg er ræd, B. B. ligte ikke, at jeg for nogen Tid siden skrev til ham, at jeg ikke kunde begribe, hvorledes han endnu gad finde op Smaapiger. Men det er mit Alvor. Jeg kan ikke tænke mig, at jeg nu skulde faa Lyst til at skildre Ungdom og Elskov og Piger – , jeg har forresten aldrig været flink med Pigerne – saaledes. Men jeg vilde forfærdeligt gjerne være stillet saaledes, at jeg frit kunde faa skrive om og for voxne Mænd – enten i den ene eller i den anden Form, – ja, jeg vilde endog ønske, at jeg kunde faa Tag i Politiken, – saa øde har jeg det.

Dig ser jeg endnu i Politiken og nu i Hiobs Post, som jeg meget beundrer. Det er et Velbehag at falde i de gode Skribenters Hænder, hvad det saa er, de skriver om. Og nu er vi alt saa gamle, at den gode Skrivemaade er den, som alt er gammel. Jeg saa Broder Edvard var ude og pillede ved Symbolerne; – jeg følte i hvert Ord, hvor han krummede sig under den snigende Tvivl: er det jeg, som er gammel? – jeg saa ham reise sig modig og klamre sig til det sikre gode Navn: I. P. – og alligevel! – alligevel kommer denne klamme Tvivl over os: har ikke Ungdommen Ret idag som igaar? – i 1890 som i 1870? Hvad er Sandhed? sagde Pontius Pilatus og vred sig som en Orm.

I Livets Længde maa man skifte som Bonden, der driver Vexelbrug, – kun at man aldrig – som han – maa begynde Ringen forfra igjen. Det gaar ikke an altid at dyrke det samme, de samme Former for Tanke-Meddelelser. Jeg er ligefrem lud-lei af mig selv og al Fortælling, af Vers, Novelle – puh! sjældent ser jeg en læseværdig opfunden Historie (for Ex. Flirt af Rudolph Lindau; han har noget tiltrækkende for min Smag). Derfor kommer med Aarene Trangen til Historie, til Forskning, Lærdom, tørt sikkert Stof, ordnet med gammel Snedighed, – Kritik er det vel, jeg mener. Derfor er du formodentlig endnu ung. Dersom jeg var «well off», vilde jeg sidde i en stille Stue og skrive Visdoms-Breve til min Søn. Dette synes du kanske er noget tidligt og noget meget; og det blev vel ikke saa stort med Visdommen. Men paa en eller anden Maade maa jeg vist faa Luft tilslut, hvis det da ikke ender, før jeg selv ved Ord af det formedelst mit medtagne Hjerte. Det er ellers en fin Sygdom, som steller sig selv og ikke generer mig: jeg har den bare boende som en stille Logerende, der nødig vil forstyrre Værten. – Tak for din Elskværdighed – og skriv er du endnu jillere. Hils Edvard og fælles Venner.

Din hengivne Alexander L. K.


Jonas Lie.

Kjære Jonas Lie! – jeg glemte selve Dagen, og siden skammede jeg mig forat komme bagefter, indtil nu, da de glimrende og dig saa vel undte Dage ere tilende; nu vil jeg bede dig undskylde mig og forstaa, at jeg kan glemme en Dag i den Ensomhed, hvori jeg lever, og hvor Intet minder mig om de Tider, da jeg ogsaa var med.

Saa jilt som du havde det i Paris, kan jeg nok forstaa, at det smagte at komme hjem til dette mærkelige Land, og lad mig ikke sige et ondt Ord om det; du ved selv best, at her er farligt at være længe. Men jeg ønsker dig inderlig tillykke med den Tid, du nu lever og med al den opsparede Glæde og Tak, som du nu endelig incasserer.

Jeg beder dig hilse din Kone og dine Børn fra os, og gid vi kunde mødes igjen til en liden Frokost.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Rigmor Feilberg.

Til Rigmor Feilberg – min ukjendte Veninde! sender jeg Julehilsen og Lykønskning efter vel overstanden Skarlagens-Feber.

Den næste Feber blir værre, fordi det gjælder om ikke at overstaa den anderledes, end at Feberen forbliver latent i Blodet og varmer for Livet.

Du kan spørge din lærde Fader om, hvad latent betyder, og hos din kloge Moder kan du faa vide, hvad det er for en Feber.

Og naar du faar den, maa du tænke paa mig og paa mine gode Ønsker.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! Baby er nu kommen hjem og har bragt os Hilsener fra Dem og Deres. Jeg takker Dem meget, fordi De har taget Dem af det forviltrede lille Menneskes Økonomi, som jeg dog haaber ikke har været altfor lig hendes Faders – saaledes som den var; thi nu har jeg lært, hvad Deres Fader med sin elskværdige Varsomhed gjentagende – eller rettere sagt: en enkelt Gang forgjæves forsøgte at lære mig. Ingen nye Oplag skimtes? – og naar De i Aar har været saa snil at besørge Baby paa min triste Conto, maa jeg være Dem meget forbunden.

Derimod blues jeg ingenlunde ved herved at tage et ordentligt Tag i Deres forhærdede Samvittighed, fordi De engang ifjor lovede mig en Pakke Bøger, som aldrig kom. Hvor blir den af?

Lille Gerd Drewsen, som skulde fulgt Baby her hjem, kom ikke med, hvilket næsten var godt, fordi Reisen var ualmindeligt lang og fæl – fra Onsdag til Mandag uafladeligt i høi Sø. Baby er – ialfald i den Retning – sin Faders Datter, forsaavidt som hun ikke er syg eller ræd, dog maatte hun græde lidt, da de stod som værst paa Hovedet; men saa fandt hun paa at spise benløse Fugle, hvilket var slaaende ligt mig.

Her lever vi i Mørke og Storm. Jeg arbeider jævnt og er glad, saa længe jeg kan holde det gaaende med nogenlunde Interesse. Naar jeg hører fra den literaire Verden, er det allerede, somom jeg ikke var med; – hvad jeg da forresten hellerikke er.

Med Børnene gaar det noksaa godt. Baby er jo fortvivlet grøn til at forlove sig, – men det – siger hun – ligner ogsaa mig. Min Kone var 16 og jeg 18 Aar, da vi forlovede os. Var ikke noget lignende Tilfælde med Dem?

De kan vide, jeg tænker ofte paa de gode danske Venner og paa Fru Julie og Kredsen hjemme paa Skovgaard. Men eftersom Tiden gaar, mister jeg Troen paa at komme derned igjen, og det er trist. Beate derimod er ukuelig; hun lærer altid, at Tidernes Ende er ikke endnu, og at vi ikke ere saa gamle og færdige som jeg synes.

Men hils i ethvert Fald Fru Julie ret inderligt fra mig, og lad mig se, De skriver mig nogle Ord om, hvorledes hun og de andre paa Skovgaard har det. Glædelig Jul!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.