Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1895

Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – jeg gratulerer dig oprigtigt til din Decoration, som jeg ogsaa haaber har glædet dig, og som jeg tror, alle synes, du kan bære med Ære – naturligvis med Undtagelse af nogle Elskeliges Misundelse i Herren – […]

Men dernæst er det bare Penge og Bekymring. Du maa være saa snil at sende strax Resten af Pengene til Alexander, – det er jo 200 Kroner. De 1000 slog altsaa til for Reisen, fire Maaneder og de 400 Mark til Skolen. Jeg havde ikke ventet mig det stort anderledes, men hvad nu? Du synes kanske, at det kunde jeg tænkt paa, før jeg sendte ham. Jeg skal dertil svare dig, at naar jeg ser, hvorledes det gaar mig og bestandig forudser, at det vil gaa værre, saa lever jeg ikke videre i Letsindighed, men i et Mismod, som gjør stump, og spørger jeg mig selv, hvorfor jeg overhovedet lever videre, saa er det, fordi det ikke vilde være bedre for mine, om jeg var borte, og – naturligvis først og fremst – fordi ingen af os Mennesker kan slippe Haabet om, at det kan blive bedre – allerminst jeg, som i det længste har været en aabenbar Tilhænger af Micawber, som lærte: something must turn up.

Jeg slider altsaa videre og tager dig med enten du vil eller ikke. Stipendium faar jeg vel for ham til Vaaren – kanske 800 Kroner; men før han blir færdig, maa jeg vel regne paa, at han koster mig 1000 Kroner til; jeg havde tænkt mig 2000 Kr. Hegel, som virkelig fra først af lovede mig Hjælp, har paa en afgjørende Maade afslaaet. Det er jo ikke muligt, at være sint paa Folk, fordi de sidder paa sine Penge, men jeg tilstaar, at jeg synes, den unge Hegel er anderledes end den gamle, og jeg hører, han har et knebent Ry.

Men naar jeg nu altsaa har denne Søn ude, og han jo paa en vis Maade maa have Penge, og jeg ikke har nogen Ting, jeg kan sælge og Ingen, jeg kan henvende mig til, saa ved jeg ikke andet end at spørge dig, om du kan faa laane mere hos Christiansen?

Herpaa venter jeg dit Svar iovermorgen og kan du, saa send heller 3 – 400 Kr til Bodde.

Din Alexander.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg er jo noget formildet efter dit Brev af 12, – især fordi jeg altid blir saa ræd, naar nogen sveder om Natten og vaagner træt, fordi det altid staar for mig som de uhyggeligste Tegn paa Brystsyge. Du husker din Moders Brødre, som alle døde, da de var voxne, og jeg har altid været saa glad, fordi I alle har holdt Jer saa godt. Nu maa du Bitterdød ikke blive syg – hører du det! Mamma tager det roligt og siger, det er Influenza; hun sender idag Piller og Jern. Tag nu dem flittigt og gaa lange Turer og røg ikke; men skriv ordentlige Breve hjem til dine Forældre og vær en fed og from Dreng hernede.

Det er sandt, hvad du siger, at nu ser det galt ud i Politiken. Nu skal vist vi ogsaa nedover i Reaktion. Du, som er ung, faar kanske se Opgjøret, naar Tiden igjen skal reise sig; men det kan ogsaa vare længe. Og dog! – det tror jeg ikke. Den tyske Keiser driver det maaske paa en eller anden Maade til en Yderlighed, og gaar der bare et Hul etsteds, saa vil Verden rette sig op igjen. Men det er besynderligt, hvorledes Slapheden kom paa et Par Dage. Havde vi slaaet dem her i Stavanger – ja, det havde vel ikke hjulpet; men det ser dog ud saadan bagefter, at de smaa Begivenheder frembringer de store Omslag. Rettest er det vel, at Begivenhederne følger med Nødvendighed af de store Bølger i Folkenes Liv. Under saadanne Omstændigheder er der ikke mange, som har Kraft til at bevare sin Stridighed, og Frafaldet vil visselig vorde stort. Men du, som er ung, maa holde dig og mindes, at hvor galt det nu skal gaa os Norske en Tid, saa kommer den gode Tid igjen, og det gjælder om at holde sig færdig og aldrig bøie af.

Mamma hilser hjertelig og beder som jeg, at du vil passe godt paa dig.

Din hengivne Pappa.


Sofus Arctander.

Hr. Borgermester Arctander!

Tak for alle Instruxer og Apparater for Rørlæggerne, som jeg ikke interesserer mig det ringeste for; men De skal se, det kommer. Der gives ikke længer den kommunale Smørklat, som jeg ikke tilslut faar Interesse for og beskjæftiger mig med – ganske som om det var Alvor og Fornuft. Et Embede er ligesaa farligt som Drik, og jeg er allerede aldeles forfalden til det kommunale, som var min Vederstyggelighed, og er det endnu i mine klare Stunder.

Idag vil jeg saaledes skrive ganske alvorligt til Indre-Departmentets 2det Civilcontor og spørge, om De skal faa Deres Urner tilbage, eller om jeg ikke heller bør beholde dem – som den, der har hyppigst Brug for disse oplivende Gjenstande.

Deres Udlæg maa De sende som Krav med Attestationer, Segl og Bilag, om jeg muligens kan faa Beløbet anvist. Min Udgiftsregning! – jeg maa le! – 10 Kroner til Smørogbrød, andet ved jeg virkelig ikke.

Men ellers gaar jeg i denne Tid halvt i Svimen. Jeg tør næsten ikke tænke paa Politik, for jeg blir saa skrækkelig sint. Det er en aldeles urimelig Skjæbne at sidde herborte med Ansigtet mod Vest, mens de bag vor Ryg laver sig til – ja, hvad er det, de laver til? Tænk om Kongen finder paa at tage med sig nogle Sol dater, naar han kommer igjen; bare nogle faa, saadan midt imellem, saaat Høire kan faa kalde det for en passende Garde, mens det alligevel skal virke som Vaabenmagt! – og her skal man sidde i disse Fandens Smørklatter!

Deres venskabeligst forbundne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland (avskrift).

Kjære Kitty.

– – – Nu skulde det bare mangle at vi fik et valg til. Der er ikke megen grund til at tro det; men det kan hende at venstre har bedre kort paa haanden, end jeg ved om. De historier, man har betroet mig, er ikke værre end, at en fanatiker som Klouman nok kan faa dem stukket tilside. Jeg ved ikke hvad der bor i advokat Smedal, han siges jo at være venstre, men han er lidet kjendt her. Der kommer neppe mere ud af det end ubehageligheder for høires mænd, og ikke vilde der heller være vundet noget ved nyt valg; frafaldet voxer og vi gaar mod reaktion. Det er trist, men noget ynkeligt for folket er det ikke. Ullmann har ret, lad dem bare prøve sig! Men de er rædde selv – de svenske. Reactionen er der, naar begge er rædde for hverandre, da blir det til ingenting – som nu, bare frafald og denne elendige kritik af førerne. Skulde jeg ikke vride nakken om paa fru Vullum, som har sammenlignet vore førere med de kaalhoder i 1864. Dansk stormandsgalskab og vigtigpereri og en uretfærdig behandling af hertugdømmerne, som i meget ligner Sveriges forsorg overfor os – det var 1864. Men hvis vore førere har roet os forlangt ud, er det ynkeligt at lade dem i stikken. Det er ikke Steen – ja ikke engang Ullmann, som har skyld, thi de har gaaet den rette vei, den eneste vei, der skal gaaes; men bølgen falder her som overalt; vi i Norge kommer altid sidst, derfor har vi holdt os længst mod reactionen. Intet maa angres; de faa maa staa fast som stene i den strøm, der nu maa løbe sit elendige løb nedad. En tid kommer, som igjen vil bygge paa de stene, som stod fast; og da vil intet menneske længer bry sig det ringeste om alle de kloge hoder, som var saa flinke til at forklare, hvem sin skyld det var, og havde den ikke gjort det og den gjort det – og alt dette tøv – . Nei ære være de, som førte an, dengang her var liv i os; lad dem føre det hele ud; hvad er det dog tilslut for uslinger, vi har imod os! Skylden ligger mindst af alt hos førerne. Det er partiets øverste lag, som gir efter for den reaktion, som følger med alderen og med mangelen paa evne til at acceptere det ny og unge, som voxer op. Tiden egner sig ikke for ungdom; den tid, vi lever, er for os gamle – med andre ord: der er reaktion. Ja ogsaa de kloge hoder, som viste saa godt, hvis skyld det var; jeg ser fremfor alt et hode, som burde staa paa en stage – og det er den falske Thommesen; engang vil alle forstaa, hvad han har skadet. – – –

Din heng. Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – vil De gjøre mig en Tjeneste?

Fra Ernst Bojesen har jeg idag modtaget et Brev, som han – ganske vist med Vilje – har undladt at datere, hvori han meddeler mig, at hvis jeg ikke inden 1ste Mai! udtrykkelig forbyder det, vil han optage i sine Juleroser noget, som jeg engang har skrevet i Fru Hennings Album.

Jeg har idag sendt det udtrykkelige Forbud; men jeg tvivler ikke paa, at E. B. putter mit Brev væk og først finder det, naar det er for sent. Derfor beder jeg Dem være saa snil at sende en Mand op i Bojesens Kunst-Røveri og forvisse sig om, at mit Albumblad udtages af Texten, hvis det allerede er kommen saa langt, samt paa mine Vegne meddeler E. B., at dette er Alvor. – Jeg har forresten ingen Anelse om, hvad jeg skrev til Fru Hennings, men den Bojesen taaler jeg ikke.

Hilsen Deres forbundne Alexander L. K.


Chr. H. Holfeldt.

Kjære Holfeldt! – vil du gjøre mig en liden Tjeneste med al Discretion.

Min Datter Baby er nu snart færdig med sin Middelskole-Examen, som hun har læst til med stort Mod og Udholdenhed efter hendes uheldige Debut i Verden, som du vel har hørt om. Nu har hun paa egen Haand forhørt sig om en Gouvernante-Post, og hun er kommen i Forbindelse med en Familie paa din Kant, om hvilken jeg vilde bede dig give mig lidt Besked. Det er en Mand ved Navn Hansen, som er Værftsbestyrer – eller noget lignende paa Fævig ved Arendal. Kjender du ham? – Jeg vilde bare vide, om det er en skikkelig Mand, i hvis Hus vi kunde betro Baby. Jeg har sagt Baby, at jeg vilde spørge dig; men hun har udtrykkelig bedet mig gjøre det paa en saadan Maade, at det ikke faar Udseende af, at hun venter eller forlanger noget fint Hus – eller sligt; det er mig bare om at gjøre at vide, at Manden ikke – for Exempel drikker og fylder Huset med Byldreri og slemme Personer, men er en jævn fredelig Mand med en anstændig Karakter. Vil du snart skrive mig nogle Ord om det, og forresten ikke nævne noget til nogen; Forhandlingerne ere endnu i sin Begyndelse, og jeg vilde ligesaa nødig som Baby, at de Folk skulde faa Fornemmelsen af, at vi var fordringsfulde.

Hvad selve Sagen angaar; at sende min Datter ud som Gouvernante, saa er det virkelig noget, jeg ikke kan sætte mig imod – ja jeg vil igrunden ikke heller. De unge Piger maa nu absolut «gjøre noget» – ved du, selv om det er dumt. Herhjemme i Stavanger er – det maa jeg indrømme – gyseligt for unge Damer i Babys Stilling. Af det gamle Familieliv er her ikke Spor; og jeg har aldeles ikke Raad til at lade hende reise nogetsteds hen forat «synge», hvilket er hendes Livs Drøm. En Søn har jeg i Christiania, som læser jus, – ham faar jeg forresten Hjælp til af Kitty og Tycho; og den anden har jeg i en Væver-Skole i Tyskland. Men jeg vil ikke underholde dig med økonomiske Bekymringer; det forekommer mig, at det vilde klæde os to overmaade ilde efter vort gamle Venskab gjennem sorgløse Tider.

Det er Lørdag Eftermiddag og varm Sol; Bredevandet ligger blankt med lidt Nordenvindskrusning paa den anden Side; Bøgetrærene grønnes – du ved paa søndre Side af Alleen og i Alleen marcherer Bueskytter-Korpset med Trommer – akkurat som i Oluf Siqvelands Tid; Hjalmar Thesen er i Byen – ellers er alting forandret – altfor meget!

Min Compliment til din Frue.

venskabeligst Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Ki fi! du kom ikke igaar, du er vel ikke falden fra Planen? – har du seet saadant Veir? – kan du tænke dig Sanden og Vandene og den gode Luft og Vaslugten, naar du kommer til Horpest, hvor Viben staar og venter. En Ting er imidlertid unægtelig: jeg har ingen Penge. Vi maa reise paa conto finto assoluto desperato in fine (men den er udholdende), baade hvad angaar cassa di cibo og cassa dargento, den siste maa formentlig indeholde et Beløb af mellem 27 og 31 Kroner vel maalt foruden Mad og Drik som sædvanligt efter nærmere Aftale i Møde af den samlede Committe til Fiskeriernes Fremme, der bliver at afholde efter nærmere Berammelse imorgen Tirsdag den 7de Mai Klokken halv et for Exempel med Afreise næste Dags Formiddag Kl 10.

Magistraten.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg har netop talt med Jacob Sømme og hans Frue, som kom lige fra dig og fortalte mig, at jeg endnu har min gode og uforskyldte Hædersstol mellem dine gode Venner. Ikke fordi jeg netop tvivlede paa det; men jeg er saa mange Gange bleven rørt over din Trofasthed, at hver Gang det igjen kommer over mig, maa jeg altid spørge; haver du ogsaa fortjent saa meget? Skre vet til dig har jeg ganske vist ikke paa lange Tider; men mange Gange har jeg tænkt paa dig, og naar vi samles paa Vraget og taler om de gode Dage, mindes vi dig og dine. – Naar man begynder at tale til hinanden igjen efter saa lang Taushed, kan det lidet nytte at prøve paa at samle sig til hvad der skal siges; thi der er saa overvældende meget. Sad jeg i Schwatz med 2 velmaalte Potter Vin foran mig og et kjøligt Anker i Reserve, – da skulde jeg vel snakke for dig, og faa dig til at le dig en Navle-hvirvel til!

Lad os blive færdig med det værste, som er min langsomme, men sikre Tilbagegang formedelst de smaaligste Pengesorger. Ogsaa Beate er næsten kvalt; vi har næsten ikke mere en glad Stund, og det er netop saa vidt, at vi endnu siger til hverandre: der kan dog komme noget andet! Børnene er snille nok; men de er jo besværlige for den, som har det knapt. Baby har efter sin overilede og uheldige Forlovelse taget Skeen i den anden Haand og læst et helt Aar til Middelskolen. Nu er hun netop oppe og er ligesaa ræd som en liden Pige; hun løber med de andre Smaapiger barhodet til Bageren efter Wienerbrød og er snil og flittig, – men af en urimelig overspændt Energi i alt, hvad hun gjør. Hun faar gode Karakterer, hvilket ialfald foreløbig optager hende. Men naar hun blir færdig med dette, gruer jeg for, hvad jeg skal gjøre med hende; det er stor Skade, at hun ikke faar synge – mindre for hendes Stemme end for hendes brændende Iver. – Alexander er i Werdau i Sachsen, hvilket efter min Geografi er klos opad Schwatz, saa jeg formoder, I sees. Jens forestilles at læse jus, og Else sætter store Øine.

Vort private Liv er der ikke mere at fortælle om. Stundom farer der en fremmed Ven forbi, og da snakker jeg en Stund; men jeg kjender, at jeg er ikke saa letfodet som før, – det vil sige i Aanden. I Kjødet er jeg nemlig 10 Aar yngre og feiler ikke andet, end at Pulsen slaar 120 Slag i Minuttet, hvilket betyder, at jeg ikke bliver gammel, og det er der hellerikke noget tabt ved, da jeg nu indser, at der er ikke mere at gjøre for mig. Stundom tænker jeg med en vis Bitterhed paa, hvor elendigt det er at sidde her alene i en Krog og slet ikke have noget at sige, mens det spiller om Fædrelandets største Sager. Og jeg tænker mange Gange: naar jeg er død og borte, vil kanske nogen spørge: hvor var for Ex. en Mand som A. L. K. i 1895, dengang de kjørte det hele overende? Ja, hvor er jeg? – jeg sidder og piller Drev i mit Kontor, har meget travelt med en Masse Ting, som ikke interesserer mig. Men at faa Tag i Politiken er ikke let – ja det vil sige: enten er det saa selvfølgeligt let, at de, som er skabt for det, falder lige ind i sin Plads, eller det er umuligt for Folk som jeg.

Den vise Plato skal have sagt omtrent saa: Først naar de kommer til at styre, som ikke har Lyst til at styre, først da kan man haabe paa et godt Styre! – tror du ikke, at den, som venter paa disse bibelske Tider, kan faa vente længe?

Og dog har jeg mangengang tænkt, at det Fluidum, hvoraf mit Væsen bestaar, vilde have været ret gavnligt at blande i de simple og sure Landsprodukter, som æser sig op i vor Politik. Det er ikke saa jeg mener, at jeg skulde være klogere til at beregne eller se forud; men jeg mener, at i Knibetag – som i Godveir er det godt, at der er Folk med, som har Greb paa Menneskene, ikke lader sig dupere og som – hvad der er endnu sjeldnere – ikke selv har Lyst til at dupere. Selve Kundskaben til Dagens Politik skulde jeg snart indhente, og selv om jeg aldrig skulde lære Datoerne for alle Standpunkter og Programmer, saa er der nok af dem, der kan alt det udenad. Jeg saa nylig En. Løvland fra Christiansand var her. En Type paa Folk, som kan det altsammen. Med en Freidighed og en boltrende Veltalenhed som en Nise i Fjorden, men i en ganske trang og fattig Fjord. Under hele hans utrolige Sikkerhed mærkedes hele Mangelen ved Under-gestellet, ingen Opdragelse, ingen Dannelse – ikke engang Begribelsen af de store Tanker og Strømninger, paa hvilke han og de andre flyder let og trygt som Øl-Korker.

Dette med Strømningerne er min Yndlingside for Tiden. Jeg kan ikke fordrage, at man hakker paa Førerne, somom alt bestaar i, at de har ført slet. Aarsagen ligger langt længere bag. Ser du, naar vi arbeidede Drager i Barndommen, var det altid den flinkeste, som blev sat til at bøie Spilerne og klistre Papiret paa, og især gjorde man stort Væsen af Spidsen foran, som vi kaldte for Søge-Tippen. Derimod foragtede vi Halen, som bare blev knyttet af simple Papirtutter og som ikke havde anden Betydning, end at den var lang nok. Men efter lange Erfaringer i Drage-Drift er jeg kommen til at foragte Søge-Tippen og tro mest paa Halen; thi saasnart den blev for kort, for den aller mest fremragende Søge-Tip raadløs om i Luften, indtil den borede sig i Jorden.

Ser du, det er Halen, som er blæst af vort Parti, først ved Moderanternes Frafald, saa ved Krigsfrygten, men mest – og egentlig ene og alene, fordi Tiderne saa længe har gaaet nedad, at de Smaa ikke har Raad til at være med os. Du vil se af Valgforhørene i Stavanger, at Prisen paa en Stemme varierer mellem 2 Kroner og 1 Krone og 50 Øre, hvilket er et ubedrageligt Tegn paa, at der skal mere Opofrelse til at være Venstre, end man med Billighed kan vente – selv af et saa haardført Folk som vort. Lad derfor Førerne være i Fred, og lad os hellerikke undres paa Halen, som blæste af. Men lad os bare stræbe til, at det Nederlag, vi maa lide, ikke bliver uopretteligt. At dette Land er det første Land i Evropa er vist, og det vil atter vise sig, naar vi bare igjen faar lidt Skillinger, lidt høiere Pris for det simple Arbeide.

Maatte nu al denne Visdom sænke sig kvægende i din Sjæl – der du vandrer paa de vildsomme Veje blandt de Fremmede, hvad jeg af ganske Hjerte ønsker, at jeg selv gjorde.

Beate har jeg faaet sendt ind i Fjordene for nogle Dage, fordi hun var omtrent som Thurman siger om Tygesen: bare vi saa paa hende, græd hun. Men Baby er hjemme og beder levende om, at jeg skal hilse dig og dine fra hende «paa det krampagtigste».

Vær nu saa snil at tage en Kvist, som du pleier, og skriv noget til mig, saa vil det være mig en kjær Beskjæftigelse at udtyde Tegnene. Og hils Fru Caroline og sig hende fra Beate og mig, at noget af det jilleste, vi kunde tænke os, var igjen at sidde ved hendes Bord, og da skulde jeg være saa erke-løjen som jeg bare kan. Naar Beate hører, at jeg endelig har skrevet, vil hun være tilfreds med mig, og paa det aller hjerteligste hilse dig, Caroline og dine Børn, som er hjemme.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Schwanenflügel! – forleden fik jeg tilbage gjennem Postvæsenet et Brev fra mig selv til Billedhuggeren Walther Runeberg i Paris. Brevet viste sig at være et, som jeg skrev fra Kjøbenhavn den 17de Januar 1891, og det indeholdt min Anbefaling for dig til Runeberg i Anledning af din Plan om at skrive en Bog om den gamle Runeberg. Jeg beder i Brevet om Runebergs velvillige Støtte for dit Arbeide med Oplysninger om Faderen o.s.v. og særligt om hans Anbefalinger for dig til Folk i Helsingfors, – helst om der fra denne By kunde blive sendt etslags Indbydelse til Schwanenflügel om at komme og holde et literairt Foredrag eller lignende.

Dette Brev, som jeg havde adresseret til det russiske Consulat i Paris, er saaledes aldrig naaet frem til Runeberg; derimod kan jeg se paa Seglet, at det har været aabnet af de nysgjerrige Russere, – jeg vedlægger Convoluten forat du kan se Snittet gjennem Lakket.

Formodentlig har jeg i Januar 1891 – dengang vi boede i Krohns Villa – tilbudt mig at anbefale dig til Runeberg, som jeg kjender godt; ja jeg synes nu, at jeg husker, vi talte om din Plan om at reise til Helsingfors? – Og muligens har du senere havt den Skuffelse at opdage, at Runeberg Ingenting har hørt fra mig?

Hvis saa er Tilfældet, er jeg bange for, at du i din sorte Sjæl har tænkt: altsaa er «Tjælland» ikke bedre end de andre! – de lover, men holder ikke, de svigter sine Venner, glemmer og forraader – hele det danske Venskabs-Litani!

Men har du tænkt saaledes, saa gaa expres ind i din sorte Sjæl med en god Støvekost og udfei alt, hvad der maatte findes af Mistro og Tvivl om min Paalidelighed i Venskab. I fire Aar har mit uskyldige Brev været i det russiske Politiog Postvæsen; og i al denne Tid har jeg hellerikke hørt et Ord fra dig. Tag nu strax, – efterat du er færdig med Støvekosten – en Venskabs-Pen og skriv mig til. Lad mig høre, om du har været sint og at du nu er blid igjen og gjør mig Afbigt i dit Hjerte.

– Her lever vi ikke længer saa sorgløst som før. Det er min Økonomi, som er bleven saa overmaade melankolsk. Baade Beate og jeg ere tunge og lidt bitre ved at leve i disse trange og sure Forhold i bestandig Bekymring og Kniben, – kan du ikke nok tænke dig, at det egner vi os ikke til?

Ellers er Børnene snille, kun besværlige ved sin Kostbarhed. Jens læser jus; Bodde er i Tyskland paa en Væver-skole; Baby har efter sin uheldige Forlovelse taget fat og læst til en Examen, som hun i disse Dage bestaar med megen Glans; og Else voxer op til en rolig og alvorlig Pige.

Om mig selv er der ikke andet at sige, end hvad du selv kan tænke dig til. Jeg gaar langsomt men sikkert tilbage og begynder allerede at leve som de Gamle i Erindringer.

Hils din Kone fra os og de elskværdige Bentzons samt alle fælles Venner, som mindes os; ser du Vognmand Rørby, saa hils ogsaa ham; han var en af vore trofaste Øster-brødre; – og lad mig snart høre fra dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – jeg vil bekjæmpe dit Brev af 19d i Principerne. Dersom vi gaar ud fra, hvad vi maa gaa ud fra nemlig, at jeg ikke lever længe, saa vil det være en misforstaaet Økonomi at holde Børnene tilbage for muligens at efterlade et mindre haardt belæsset Dødsbo. Min Erfaring har gaaet i den Retning, at en Moder, som sidder igjen med Børn, der har kostet meget til Uddannelse, i Almindelighed er bedre faren end saadanne, hvis Børn ikke har kommet ivei for trange Indtægter, selv om Manden efterlod en liden Sum Penge. Jeg vilde derfor med Sindsro tænke paa et Fallitbo efter mig, naar Jens og Bodde kunde ernære sig, og Baby være oplært til Sanglærerinde. Det er ikke, fordi, Baby ikke vil vente; endmindre fordi jeg ikke skulde have taget mine Børn saa meget ind i min Fortrolighed, at de forstaar Nødvendigheden af at vente – som du siger; men det er fordi jeg selv anser det som yderst farligt at vente med at lære i de gode Ungdommens Aar, mens Energien er frisk. Og desuden – hvad skulde vi egentlig vente paa? Nærer du nogetsomhelst Haab om, at mine Omstændigheder skulde være bedre om et Aar? – jeg gjør det ikke. Saa længe der er Liv i mig, vil jeg laane og slide mig frem forat faa Børnene ivei, om jeg saa skal skilles fra dem allesammen.

Naar du siger: Vi andre maa have en Søn hjemme o.s.v., saa mener du vel neppe, at dette er gavnligt for nogen af Parterne; men jeg tror, du mener som jeg, at dette med de lange Sønner, som gaar hjemme, er den siste Udvej og af de største Familie-onder. Hvis Bodde, naar han er færdig, ikke kan føde sig, maa han selvfølgelig her hjem, hvor der ialfald er Mad. Men du maa ikke fremholde det som en god Fader-Regel dette, at Sønnerne skal gaa hjemme, til de faar noget. Meget heller flaa sig selv – ja selv sine Venner forat faa dem ud og igang, – det hænder dog, at de da klarer sig og endogsaa betaler igjen. Med Bodden ser det ud til, at det ikke var saa heldigt, at jeg sendte ham til Tyskland; han beklager sig over, at det ser vanskeligt ud for en Udlænding at finde noget. Det gik bedre med Gude, som fulgte din Anvisning paa England, – ialfald har jeg hørt, at han al lerede er paa Gage? Men derved er der vel nu ikke noget at gjøre? – Jeg henvender mig nu til Bergen og Christiania om Post for ham; men det kan vel hænde, han faar gaa hjemme en Tid. Til hans Livsophold indtil October klarer vi det vel kanske med Fritz Hansen, til hvem jeg atter vil skrive og siger, det haster. Til hans Hjemreise derimod maa jeg presse Penge. Hvad Baby angaar faar hun Lammers’s Undervisning gratis, hendes Udgifter forresten kan jeg ikke indspare af min Gage, da jeg altid slæber en lang Gjæld; og dertil maa der ogsaa nogle Penge; men ikke saa mange.

Naar du ikke kan spørge Christiansen, saa kan du ikke, og du maa tro, jeg synes ikke, jeg gjør dig megen Glæde ved at plage dig med alt dette. Men hvad angaar Christiansen selv, saa er han dog rigelig in salvo med Eders Caution og Policen paa 5 for Laanet paa 3000!

Jeg tør hellerikke foreslaa noget Laan paa vore Fællesejendomme, fordi min Part formodentlig vil sluges tilsist af min Gjæld; men jeg kan alligevel ikke se anden Udvej al den Stund jeg ikke kan gaa ind paa dit Princip: at holde Børnene hjemme og vente paa noget.

Jeg forstaar meget godt, at dine Bekymringer med 9 Børn ere store; jeg synes visselig, jeg har saa evigt nok med de 4. Men jeg vilde helst ikke, vi skulde sammenligne os. Det er i selve Principerne, vi ere uenige. Jeg ser nok, at mine er, hvad man kalder ufornuftige og næsten urespectable, men de er virkelig mine og jeg kan ikke give slip paa dem.

Under disse Omstændigheder maa jeg ture frem som hidtil; holder jeg ud et Par Aar til, saa har vi bare Else. Knebent og penetrant – som Tante Tina siger – vil det altid blive; men med indskrænket Hus vil der blive mere til at knege paa Gjælden. Man vænner sig paa en forfærdelig Maade til Gjæld. Værst er det næsten, at Dagmar vist ikke – eller ialfald endda mindre end du har Raad til at lade mig bo her. Og mangengang tænker jeg paa, at vi burde sælge. Min Trøst – eller ialfald Undskyldning er da altid, at det vilde være ufornuftigt at sælge, før her blir andre Priser. –

– Efterat jeg nu har bekjæmpet dig i Principerne, vil jeg bede dig, at du ikke vil slaa Haanden af mig, men fremdeles modtage mine Bedrøvelser – , og finder du nogetsteds en Hjælp eller Udvej, er jeg vis paa, du kommer. Din Sorg med din Datter har fundet Gjenlyd – kan du vide – hos mig – og os. Vil du hilse Dikka. Kommer du ikke snart herned? Stundom tænker jeg, at blir det rent galt, saa kommer jeg først til dig.

Din AK


Vilhelm Krag.

Hr. Wilhelm Krag!

Jeg læste Deres Bog igaaraftes med det samme, jeg fik den; det er næsten Skam at fare igjennem saa lange Tiders Arbeide i fire–fem Timer, men jeg fulgte Bogens Skraaning opover med Spænding tvers igjennem al denne Elskov, som gjør mig gammel og misundelig. Jeg havde ingen Anelse om, at de skulde sladres fra hinanden, men Styrtningen var lige god for det og vel forberedt. Kun skal De have Skjænd for den bergenske Slægtning. I Livet – ser De – har vi de frygteligste Slægtninge, som Ingen kan svare for; men i en Bog skal Slægtningen enten være «Slægtning», eller man skal se, at han er faldt udenfor. Derfor virker den bergenske som en ufortjent affront mod Damen, som en Plakat paa en Statue; man forstaar, at nu, naar hun skal styrtes, er alle Midler tilladte, og man forarges og faar Lyst til at skindriste Tante Irmelin og de fine Filistere paa den anden Side. De fine Filistere er idetheletaget min Bebreidelse til Bogens Moral. Stilen glæder mig, skjønt De nok kan vide, at jeg med min kortfattede Smag bliver noget udmattet af de mange Restaurationer og Reisemøder og den megen metereologiske Psykologi. Derimod var det mig en uskrømtet Glæde at gjense den gale fra Tu, og jeg gad vide, om det ikke er af mig, De har lært at kalde den skikkelige Billesen for Popen?

Jeg beder Dem modtage min Lykønskning og Tak for Bogen.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! det gjorde mig saa ondt at høre, at du var for syg til at tage imod mine Børn, som vilde hilst fra mig. Synes du en Dag, at du er let nok, maa du give dem et Bud. Jeg vilde, at de skulde have seet dine klare Øine, saaat vi kunde tale om dig. Med Kitty snakker vi om Eder, og vi mindes Konsgberg og Ungdommen og den gode Plads, baade Beate og jeg føler, at vi har i Eders Hjerter. Men du har det nok ondt i Hjertet – du stakkels Onkel! hvis Hjerte dog altid har været saa godt og trofast. Sæt dig hen en liden Stund og tag Stavanger for dig fra Ungdommen af, og lad mig bringe dig en Hilsen fra Bredevandet og Kannik, som jeg har midt foran mig med gulnede Trær, hvis Blade seiler henover mod Kongsgaard i en liden fin Høstvind og tænk paa os, som har dig saa kjær. Jeg tænker mig, at Tante læser for dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Eilif Peterssen.

Kjære Ven! – hermed sender jeg dig som Gjengave en liden Ting, jeg har skrevet i disse Dage i Kontortiden under mange elendige Afbrydelser. Ubetyde ligheden maa noget ophæves ved Sjeldenheden, da det er det eneste, jeg har havt Lyst til at skrive paa mange Aar.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Gustav Storm.

Hr. Professor Gustav Storm!

Jeg har faaet fra Universitets-Bibliotheket Hertuginden d’Abrantes’s Memoirer – 18 Bind – i en styg tysk Udgave, medens jeg saa gjerne vilde læse Bogen paa fransk. Nu har jeg af min Søster Kitty hørt, at Frøken Backer engang har laant disse Memoirer af Bureauchef Grønvold – som jeg formoder i fransk Udgave? – og nu var Meningen, at spørge Dem efter Grønvolds Adresse – jeg ved, han er i Udlandet, eller om De ved en directe Indgriben kunde skaffe mig Bogen udlaant, idet jeg refererer mig til mit gamle Bekjendtskab med Grønvold og til min absolute Paalidelighed ved Bog-Laan.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjæreste Pefert! – vi glædede os høit over dit siste Brev: at du kan synge! for du kan vel vide, at jeg havde lavet det saaledes til, at nu var du opbrændt og færdig, hvorfor Sangen var opgivet og en Dame vilde lære dig at spille! – jeg har mange Forskrækkelser og et næsten tilsvarende Antal glædelige Overraskelser; paa den Maade holder man en vis Spænding vedlige i sit Livs Monotoni! Og netop i denne Tid synes alt at gaa saa godt. Bodden er en Helt. Du og Jens haaber jeg faar det jilt sammen til Julen, saa nu synes mig alting lidt lettere, – saa let var jeg, at jeg forleden Dag skrev noget igjen – forfattede, forstaar du. Det var riktignok ikke andet end en ganske ubetydelig Skitse omkring Napoleon – det kunde du vel begribe? – men det var jilt alligevel. Jeg gav den til Eilif P., af hvem jeg har faaet et temmeligt stort Maleri, som er det smukkeste, jeg har; bare Sand og Sø.

Jeg sender dig herved 50 Kr. og i al Hemmelighed 10 til, fordi jeg husker, at du laante 20 hos Tycho og bare fik 10 forrige Maaned til Afbetaling. Du maa sende mig Besked om Doctorens Regning. Idetheletaget tænker jeg mange Gange paa, om du har det meget penibelt med Penge? – du lever mellem saa mange, der har god Raad, føler du dig trykket? du skal huske paa, at du arbeider hæderligen, og at det ikke er din Skyld, om vi ikke længer har det rigeligt; saa haaber jeg, at Ungdom og et let Sind kommer gjennem meget, som for surere og mere beregnende vilde forstyrre Ligevægten. Hold Hovedet høit – min Pige! vi er de, vi er, alligevel! Hils alle de gode Venner, som er saa snille mod dig – Brandes’s, Langes, Lammers’s – der er saa mange. Jeg maa slutte, fordi her er Kontor. Hils Jensemand. Mamma hilser og Else.

Din hengivne Pappa.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.