Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1896

Jens Zetlitz Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg har en pinlig Følelse af, at du glider ganske fra mig og deri blander jeg noget af en ond Samvittighed fra nogle bitre Ord, jeg sendte dig, da du var hos Cappelens; det var ikke nogen forbigaaende Stemning hos mig, men det var et Alvorsord, som jeg mente, du havde godt af; men kanske faldt det for bidskt?

Nu skal du høre, hvorledes det gik mig i sin Tid med min Far. Jeg var ogsaa uhyre glad i ham i Opvæxten og i Ungdommen. Men engang – jeg var netop i din Alder – kom der en liden Ubetydelighed, som fik sin Betydning for ham derved, at han i de første Aar af sit andet Ægteskab bestandig troede, at vi Børn vare mere misfornøiede med Stedmoderen, end vi – ialfald jeg – i Virkeligheden var. Det var igrunden først, da jeg blev gift, at hun blev lei og da især mod din Moder.

I denne Stemning skrev Far et Brev til mig i Christiania, hvori han paa en Maade, som saarede mig saa skrækkeligt, antydede, at jeg ikke længer var glad i Hjemmet o.s.v. Jeg svarede – ungdommeligt og hidsigt i min gode Bevidsthed om, hvor lidet dette var sandt; men jeg kunde ikke røre ved Stedmoderen og de Ting. Senere gik Forholdet mellem Far og mig omtrent som før; og jeg troede egentlig, naar der var en Skygge, at det mest skyldtes Stedmoderens onde Indflydelse, som bestandig stræbte at erobre ham fra os Børn. Men kort Tid før Far døde, talte vi sammen, og han gik da med Møie op af Trappen og hentede ovenpaa i sit Contor et Brev, som han bad mig læse, idet han sagde, at det havde gjort ham usigeligt ondt: «hvor kunde du skrive saadant til mig?» – sagde han. Jeg gik hjem i Forberedelsen og læste Brevet; det var hint mit ungdommelige Brev, hvori jeg tilbageviste Mistroen til min bestandige Kjærlighed til Hjemmet og ham. Og jeg mindes endnu tydeligt, at saa oprigtigt som jeg i det Øieblik ønskede at gjøre alt for Far, som led saa skrækkeligt, og som var saa bund-knækket paa alle Kanter, saa kunde jeg dog ikke overvinde mig til at erkjende, at jeg havde havt Uret. Jeg saa nok, at Brevet var bidskt, men jeg mindedes, hvorledes han havde krænket mig først paa et ømt Punkt, og mit Forsvars-Brev forekom mig selv da og under saa sørgelige Omstændigheder retfærdigt, men skarpt.

Se alt dette er jeg kommen til at tænke paa ved dig nu. Sæt, at vi to ere paa det samme Punkt, saa beder jeg dig ikke skrive noget saadant Opgjørs-Brev. Lad det gaa med, at jeg dog er klogere end Far, og at jeg indrømmer, hvis jeg har saaret dig for haardt. Men giv mig et lidet Tegn paa, at vi begge gaar hen over den Ting og gjenfinder hinanden som før.

Din hengivne Pappa.


Ove Høegh Gude.

Hr. Sorenskriver Gude.

[…] Vi lever godt og spillede igaar Whist hos Andreas, hvor vi opfriskede Mindet om en Historie om, hvorledes Andreas hjalp sine Piger med at lukke Kjælderdøren, – en Historie, som jeg har leet over i hele Dag, og som jeg herved vil fortælle dig til Opmuntring i Skifteretten.

Sist vi spillede hos Andreas, gik han ud og blev temmeligt længe borte. Da han kom igjen sagde jeg: Du blev saa længe?

Ja, jeg maatte jo hjælpe Pigerne med denne Kjælderdøren; den er saa vond til at faa igjen.

Fik du den til?

Naa-ja! – nu skal du høre. Stine holdt Lampen, og den anden Pige balede med Døren. Men saa kom jeg og tog en Øxe. Og med èt Slag knuste jeg Lampen, og saa stod vi der i Mørke. Men saa hørte jeg, at de Naudene lo af mig, og saa gik jeg op. –

– Maa jeg spørge, om det ikke er et glimrende Portrait? Hils Johanne og alle vore.

Din hengivne Alexander.

[…]


Baby Kielland.

Kjære Pefi! kun et par Ord for at takke og rose dig for din fornuftige Opfattelse af mit lange Afgrunds-Brev. Det var netop saaledes ment.

Jeg kan jo ikke sige nei til en Decoration, naar jeg nu først er Embedsmand. Der er ikke mere at sige om den Ting; du kan vide, det kryber i mig; men saa mener jeg, at istedetfor at skjælde mig ud først, kunde de have decoreret mig for 10 Aar siden; at de først nu forstaar, er dog ikke min Skam. Kan du finde nogen Trøst heri? – jeg kan ikke.

Er ikke Jens fornøiet? – Bodde er glad tiltrods for sine «demokratiske Anskuelser»! Else og især Mamma er smilende. Bed Jens endelig skrive. Vi glæder os over, at I har det jilt sammen.

Din hengivne Pappa.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg lod dit Brev af 10de December ligge en Stund, fordi jeg maatte betænke mig paa alt det, du overvældede mig med. Først dette, at der atter skulde aabne sig en Udvej for mig til at komme ud i Verden, og at der endnu er dem, som – ledet af dig – vil hjælpe mig. Beate blev nu helt forandret og er ikke til at kjende igjen. Men jeg skal sige dig, at jeg er altfor fortrykt til at kunne tænke paa at reise. Bare Følelsen af, at jeg skylder saa mange Penge – baade til Banker og til mange Folk i Byen gjør mig det saa umuligt at tænke paa en Fornøielsesreise. Og dertil kommer, at de gode Mennesker, som vil hjælpe mig, de tror, at jeg igjen skal komme til at skrive; men det bliver et Bedrag, et rent Bedrageri. Jeg er bleven saa fastgroet og saa forknyt, at jeg gruer – det er Sandheden.

Men der er forresten ogsaa andre Tegn til at jeg skal rives ud af min Hule nu til Foraaret. Hegel tænker paa en Subskriptions-Udgave, som han har foreslaaet mig paa gode Vilkaar (i Betragtning af al min Gjæld der ogsaa maa de kaldes gode), og jeg har hørt et Ymt om, at han skulde ville kalde mig ned til Kjøbenhavn til Conference, hvilket jo kunde være noksaa rimeligt.

Ser du, alt dette havde sat mit Blod i mere Liv end paa lang Tid, og tilslut kom der en Orden. Jeg behøver ikke at fortælle dig om det demoraliserende ved Ordner; og jeg viste det jo selv paa Forhaand. Alligevel blev jeg overrasket over mig selv, som dog baade kan tænke klart og som fører et nøie Opsyn med mig selv, – overrasket over, at jeg i Førstningen ret som det var greb mig i at tænke paa den og paa den, som vilde ærgre sig og misunde, og jeg kunde ikke med al min Anstrængelse afholde mig fra at føle en vis Glæde ved denne onde Syssel.

Nu gaar det jo bedre; jeg har faaet Bugt med Overraskelsen, og skjønt jeg meget godt kunde undværet dette – især nu i en saa slap og reactionær Tid, saa vil jeg holde min Mund og lade de andre snakke; jeg viste godt, hvad jeg var værd før, dengang Liliedahl fik taget fra mig Digtergagen, nu fik han Decorationen sammen med mig til Straf; det er modbydeligt og jeg har kun den Trøst, at der staar «for Embedsvirksomhed» foruden Literaturen, for det er der nu slet ingen Mening i.

Dernæst dine Planer om tyske Udgaver og dine Forespeilinger om et Fremtids-Publikum i America – og mundtlig har jeg hørt, at Tommesen har fortalt, at du laa paa Lur efter mig, forat føre mig til en literair Congres! Hør! – det er vel ikke sandt? – du tror da ikke, at jeg vilde ind i et saadant Bøle! – ikke om du trak mig med 6 Oxer, faar du mig til en Forfattercongres! Men alt i alt – din gode Hensigt, din uopslidelige Forsorg!!

Jeg læste gjennem dit Brev igjen og stødte paa en rosende Bemærkning om Edv. Brandes. Hvad synes du om hans Lovtale over Lie’s Kjøkkenrør? – thi du er vel som Mand ligesaa oprørt som jeg over saadan Menneskeskildring? Det er en arrig Kone, som har skrevet Bogen, – arrig mod den modne Kvinde, som har beholdt Evnen til at elske og fængsle og som derfor paa en latterlig Maade trækkes ned til kun at leve for Champagne og Syltetøi. Og Manden, som skal forestille blind, han beder den afdækkede Forfører om at skaffe ham 2 tykke Vaagekoner i en Bredslæde, som han selv forbeholder sig at betale; og denne Mand har til sin egen Ydmygelse medført sin gamle Fader, som dog har været Søofficer og holdt en Sabel og svinget Pigerne – og lugtet andet Krudt end Rotte-krudt. Jeg skammer mig ved Tanken om, at de, som kommer efter os, skal tro, at vi vare saadanne Hønerumper i 1896. Nu blir jeg saa sint, at jeg maa slutte, – har du set slig en Pen!

Beate hilser, hun er grædefærdig af Rørelse, hvergang hun nævner Eder – til Fru Caroline og dig.

Din hengivne Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Nei – Kjære Mester! det gaar ikke an, at du fantaserer om en Bog; der kommer ganske vist aldrig nogen mer; og det vilde være det argeste Bedrageri, om nogen skulde forledes til at tro, at jeg kan fiffes op igjen. Naar jeg af Ærlighed beder dig ikke lokke nogen med paa dette – skal jeg sige Foretagende? – saa skjælver jeg af Medlidenhed med Beate, som er fuld af Planer og Forhaabninger, men – som Fru Køhler sagde: Hvad der maa til, det maa til. Jeg forsikrer dig, jeg skriver ikke mere. Hilsen til Dine.

Din hengivne Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – siden jeg skrev sist, har Beate synligen visnet hen. Hun har nemlig den Tro, at jeg skrev saaledes, at du lagde det hele hen og sagde: Ja, naar han ikke vil, saa –

Som du kan vide, staar jeg ligesom et Æsel mellem to Ilde eller noget lignende; jeg behøver ikke at skildre dig mine Betænkeligheder, og jeg vilde forgjæves skjule min Lyst. Men kunde man ikke tænke sig noget lidt mindre storartet. Hvorfor skal jeg alt til Venedig? En Kneipe bagom München for os to var allerede store Ting – for mig da; og da jeg nu er saa vis paa, at der ikke kommer noget stort ud af det i literair Henseende, saa – ja længer kommer jeg aldrig, for jeg skjæmmes. Det var min Mening at skrive længer, men jeg faar det ikke til.

Din hengivne Ven Alexander LK.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg saa idag i Verdens Gang, at du med en Gang bortgifter to Børn. Jeg ønsker dig til Lykke af ganske Hjerte og beder dig hilse baade Fru Caroline og alle de Unge fra os.

Du har med dine Reiseplaner sat Vandene i Bevægelse. Nu har Pietro Krohn inviteret mig og Fru Feilberg Beate til et Besøg i Kjøbenhavn. Det trækker sig sammen om mig med Rænker! Men kunde man ikke knibe lidt af paa Venedig? –

– Det maa være underligt langt ude i Verden at gifte to Børn bort; men jeg er allerede gammel nok til at føle, hvor godt det maa gjøre at se de Unge løsne sig fra de Gamle, forat gro selvstændigt op paa eget Ansvar – jeg ønsker dig endnu engang til Lykke!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel!

Siden min seneste Correspondence med Hr. P. Nansen er der fremdukket en Mulighed for, at jeg til Vaaren kunde komme til Kjøbenhavn, idet gamle Venner har indbudet os.

Forat bestyrke mig selv til en saadan Reise, som under mine Forhold bestandig maa kaldes letsindig, vilde jeg gjerne have et nyttigt Formaal, og jeg har fundet en Skygge af et saadant i vor fælles Plan om en Subscriptions-Udgave. Der kunde være mange Smaating, som det kunde være jilt at conferere om, og dersom det passede med Tiden, vilde jeg føle mig mere beroliget, om jeg kunde sige til mig selv at jeg reiste i literaire Forretningsanliggender.

Der er imidlertid ikke megen Udsigt hertil, da jeg for Embedsforretninger neppe kan komme herfra før i Mai, og det forekommer mig at Hr. Nansen skrev, at Foretagendet skulde starte i Marts? Jeg vilde gjerne høre, om Inddelingen i Hæfter, Bind o.s.v., – hvorom jeg nærmest havde tænkt at tages med paa Raad, bliver fastsat allerede ved Indbydelsens Udstedelse eller senere? – samt idetheletaget, om De synes, der er nogen Nytte i, at jeg kom.

B. B. har ogsaa fantaseret noget om, at jeg skulde besøge ham i Udlandet – ja jeg tror, vi skulde helt til Venedig! men se det tænker jeg nu mindre paa; jeg skulde være fornøiet, om jeg bare kom en Trip til Kjøbenhavn.

Det er Feilbergs paa Østerbro, som indbyder Beate og Krohns paa Vesterbro, som vil have mig, saa jeg forestiller mig Forbindelsen opretholdt pr. Rørby. Vore venskabeligste Hilsener til Fruen og alle paa Skovgaard.

Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.


J. O. Lange.

Kjære Onkel! – jeg tænker saa ofte paa dig, at du bestandig skal have det saa ondt. Og vi bringes endmere til at snakke om Eder, naar vi hører, hvor snille I er med vore Børn. Baby fortalte, at hun havde sunget lidt for dig – var det pent? Formodentlig har du nu din egen Datter hjemme, – hils hende fra mig!

Søster Kitty ser du vel ogsaa? – jeg vil skrive til hende idag forat faa Rede paa hendes Reiseplaner, om hvilke jeg bare hører et og andet paa anden Haand. Jeg formoder, hun skriver mindre nu, fordi det generer hende. Herhjemme lever vi uden Skygge af Omskiftelse, – naar jeg undtager, at gamle Seglem – mon du husker en liden Mand med gloende brune Øine, Briller og gamle Øre-krøller – omtrent som en jødisk Bankier, – han var vist gammel i din Tid, for han døde nu forleden 81 Aar gammel og efterlod Beate – sin Søsterdatter – en liden Arv, som kom saare vel med.

Forresten er alt ved det gamle, og jeg føler, at jeg gaar langsomt tilbage i Aand og Moral af at være her. Min gode gamle Opposition blir til Bitterhed og det er næsten ude med Humøret. Kitty skrev engang, at du havde sagt, at naar man fik en Orden, kunde man søge Embeder, – var det ikke saa? – jeg vilde saa gjerne være Erkebiskop paa Hamar.

Det var Synd for os, som dog har seet bedre Tider, at vi skulde gjennemgaa denne elendige Reaktion. Jeg har nu i 2 Aar læst om Napoleon og Wienercongressen og den store Reaktion efter den. Nu synes det mig, at vi er oppi det samme, kun er altsammen meget slappere. Reaktionen gaar næsten af sig selv, uden at der behøves at trykkes – endsige undertrykkes. Der er ingen, som ønsker andet end Trældom af enhver Art; saasnart nogen finder et Trællemærke i Skarnet, iler alle til forat sætte det paa sig – i fuldt Alvor uden Blussel.

Nu tog Fanden Contoret! – jeg maa forlade dig og styrte mig i BygningsRegulerings- og andre Anliggender. Hils Kitty og sig, jeg skriver snart, om det end kanske ikke bliver idag. Hils Tante Thekla fra Beate og mig og hav det godt.

Din hengivne Alexander L. K.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! – jeg har faaet to Breve fra dig, men Jens, han er en Hedning!

Her har du 20 Kroner til din Gjæld og 10 Kroner til Jens, fordi han er en fattig Cavaller o.s.v. Det er en Levning af Penge, jeg fik til at betale Regninger med.

Her er stor Glæde i Huset og en ny Tone, som jeg netop skrev til Bodden var lig den gamle Tone. De siste Tiders pinagtige Ti-Øre-Klang er med et Slag forsvundet; og Mamma løber henrykt i Skiftesamlinger med store Planer og et frit Syn paa Livet! Else og jeg kalder hende for Madam Arveschou og behandler hende med udsøgt Agtelse, og jeg selv ser mig i Speilet og bukker for Hr. Solventen. Endnu engang har den gamle Mr. Micawber seiret med sit Visdomsord: something must turn up! og den aldrig Svigtende svulmer af Sundhed som aldrig tilforn!

Du maa sammenkalde Jensemand til dette Brev og I maa tømme et eller andet paa denne glædelige Forandring i Huset, men ve! – ve Eder, om I heraf tage Anledning til at ødsle, svindle og hentrille Eders Penge i Ørkesløshed og Vellyster! O! maatte netop denne uventede Hjælp være Eder og os alle et Pingerfeg o.s.v.

Mamma og Else hilser straalende; Bodden er vel tilfreds i Egersund; han gaar med høi Hat om Aftenen efter Arbeidstid og følger Damerne paa «Udsigten». Forleden sang han og Cathrinus Middelthon paa en Bazar med Klærene knappede bagpaa! – Egersund var bevæget. Hils Jensemand.

Din hengivne Pappa.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – det blev virkelig et Forløsningens Foraar saa urimeligt som det saa ud, dengang du begyndte at profetere om, at Beate og jeg skulde ud at reise. En gammel Onkel af Beate døde og efterlod hende c 15,000 Kr., saaat jeg fik betalt min værste Gjæld og nu befinder jeg mig helt omskabt og ny – tildels ogsaa i Klær! Bedre er dog vor Situation ikke bleven, end at det fremdeles er en stor Letsindighed af os at reise; men nu faar det ikke hjælpe; vi vil ialfald til Kjøbenhavn den 24 April og være der hos vore Venner nogen Tid.

Om dine Planer for dig selv har jeg seet mange Ting i Aviserne, ogsaa det, at du vil til Kjøbenhavn i April? – og fra Rom skriver mig Kitty, at du fremdeles tænker paa at lokke mig ud til Udlandet. Nu vil jeg lade dig raade – lidt! da nemlig Spørgsmaalet om «Subscriptionen» nu er indtraadt i et endnu delicatere Stadium. Jeg har aldeles ikke Raad til noget i Stil af Venedig; men jeg vil dog absolut se dig paa denne Reise. Jeg maa nemlig tale med dig til Reparation af mange indvendige Dele, som jeg nu føler ere rabede sammen i mig under denne lange Dvale – saaledes hele min venstre Fløi, hvor jeg havde min politiske og nationale Tillid og Fortrøstning. Alt dette maa du stive op igjen og ruste mig ud, om der nu – som kanske kunde hænde – blev Brug for mig.

Lad mig derfor vide i Kjøbenhavn, hvorledes du nu har tænkt dig, at vi skulde mødes.

Beate er som en opblomstrende Rose i Saron.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Cecilie Feilberg.

Kjære Fru Feilberg! – Beate er saa træt og saa optaget af Reisen, som nærmer sig, at hun beder mig at skrive om vore siste Planer.

Det viser sig nemlig – som altid – , at Dampskibe paa saadanne lange Router ere vanskelige at beregne forud. Vi haaber fremdeles at komme afsted herfra Fredag den 24 April; men det kan akkurat ligesaa godt hænde, at vi maa vente én – ja to Dage, før Skibet afgaar; disse Skibes Route er nemlig Trondhjem – Stettin, saa der kan hænde mange Ting paa den Strækning.

Under disse Omstændigheder skal Ingen vente paa os endsige tænke paa at møde os ved Ankomsten. Vi gaar – Beate og jeg – enten det er Nat eller Dag til Kongen af Danmarks Hôtel, og naar vi har vasket os, kommer vi pludselig ind i Deres Stue med glade Ansigter.

Det spændende Punkt er: om vi naar frem til Griegs Concert med Berlinerne. Hvis det ikke lykkes os, har jeg allerede lovet mig selv at bære det som en Mand; men jeg tilstaar, at det vilde være en stor Skuffelse og et ikke lidet Skaar i Glæden ved nu at komme ud. Om vi nu skulde komme i siste Øieblik, saa haaber jeg dog, der vil blive Anledning til at faa Billetter? – jeg tror sletikke, jeg vil have nogen Sorg i saa Maade, jeg slipper nok ind!

Beate har vel sagt Dem, hvor vi glæder os; men De kan alligevel umuligt ane, hvor meget vi begge trængte til dette og hvor langt vi vare komne nedad i denne lange trange Tid. Hils Deres Mand og Børn og alle gode Venner og vær forberedt paa vor Glæde og Taknemlighed, naar vi sees! Beate hilser af alle de Kræfter, hun har tilbage.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – nu er vi her og har det jilt og godt – hver paa sin Kant. Fru Bissen har meldt mig, at du ventes medio Maj, og du kan vide, jeg glæder mig uhyre til at gjense dig. Men paa denne Maade svinder altsaa alle vore Planer – jeg vil nu ikke tale om det fantastiske Venedig! – men – saa hurtigt forandres Menneskene, naar den ustadige Lykke giver et Blink! – nu havde vi allerede sat os i Hovedet, at Kjøbenhavn var ikke nok, vi vilde saa gjerne reist en Tur sørover Tyskland og truffet Eder. Naar vi nu har været her indtil Midten af Mai, vil vi paa det nærmeste have udtømt vore Værtskabers Gjæstfrihed, og naar vi saa har været sammen med dig nogle Dage til, maa vi tænke paa at komme herfra – altsaa nordover. Men iethvertfald kan du vide venter jeg her paa dig, for vi maa jo sees. Resten ville vi lade staa saaatsige i Guds Haand.

Ser du, Kongen blev syg; det sagde jeg, fordi jeg gruede for hans anmeldte Besøg i Stavanger Juli. Men naar han nu har faaet en saapas Sygdom, kan det vel aldrig falde den gamle Herre ind at reise med Skib til Vestkysten i Juli Maaned. Dette lille og rent personlige Hensyn har alligevel ligget tungt paa mig. Du kan tænke dig, hvad det vilde været for Prøvelsens Dage, om jeg i Uniform og med Orden skulde været udsat for hans Tilnærmelser midt i min egen Befolkning, som allerede beredte sig til at kaste sig for hans Fødder. Men naar jeg altsaa undtager denne personlige Lettelse, kan jeg ikke andet end ængstes ved Tanken om, at vi netop nu i disse elendige Tider kunde faa en ny Konge saa farlig som den, der venter os.

Desto mere trænger jeg til at overhales og gid du kom snart. Alle vore fælles Venner glæder sig til Eders Komme. Hils Fru Caroline!

Din hengivne Alexander L. K.

Jeg har desværre ikke seet din Søn; formodentlig har han havt saa travelt i de siste Dage, og jeg er hellerikke saa god at træffe. Igaar skulde vi truffet hinanden hos Fru Gad, men jeg blev forhindret. Idag reiser han nok til Odense.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – det var da endelig godt at høre, at du mod al Formodning er i Live. Nu venter jeg dig forat takke for din Overhaling i Tilskueren, efter hvilken jeg har lusket om i Byens Udkanter og kun har nærmet mig Centrum i en let Forklædning.

Efter almindelige menneskelige Beregninger kommer du nu hertil den 8 – 9 – 10d; og jeg skriver egentlig helst forat melde dig, at Lørdag og Søndag – den 9 og 10d er Beate og jeg paa Landet hos en Cousine. Men fra Mandag Morgen vil jeg hænge efter dig, og dersom du vil overvælde mig med endnu en Gunst, saa lov mig, at du den 14de vil spise Middag hos Fru Feilberg der, hvor Beate bor.

Mere skal jeg ikke forlange, men følge dine Vink og gode Raad, af hvilke jeg lover mig meget. Hils Fru Caroline fra os begge og skynd dig!

Din hengivne Alexander L. K.

Vil du hilse Hr. Schrøder.


Jonas Collin.

Kjære Hr. Collin! Jeg vil ikke fordølge, at det ser sort ud med Udsigterne til Besøget i Lyngby. Vi er ganske fast bundne lige til vor Reisedag, og De maa bede Deres Frue modtage vor Tak og vor Beklagelse.

Skulde jeg ikke se Dem mere denne Gang, vil jeg takke Dem for vort siste Sammenstød, hvorved De med aldrig svigtende Elskværdighed bar min saakaldte Fanatisme; jeg haaber, vi sees igjen i uforandret Kamp og Samdrægtighed.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Brandes!

Jeg har ventet nogen Tid, for at faa Rede paa mine egne Planer og paa de mange Indbydelser i Haab om ogsaa at kunne komme en Dag til dig. Men nu indser jeg, at Tiden slaar ikke til, hvis vi skal faa realiseret vor Plan om en liden Reise til Dresden og Prag, hvorfor jeg maa bede din Frue og dig modtage vor Tak og Undskyldning.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – vil De være saa snil at sende til Fru Krohn et indbundet Exemplar af «Mennesker og Dyr».

Vi reiser altsaa idag; men jeg vil forberede Dem paa, at vi kanske kommer tidligere til Skovgaard end i min Reiseplan antydet. Beate mener nemlig, at vi snart faar nok af Udlandet, medens hun længes tilbage til de fredelige Dage hos Dem.

Vil De hilse Deres Damer, som jeg saa i Theateret igaar – (Beate var endelig bukket under for sin Træthed og var gaaet tilsengs.) Om Forestillingen havde jeg meget ondskabsfuldt at sige, som jeg haaber vilde glædet Fru Julie; men det maa opsættes. Kun maa jeg udtale min Beklagelse over, at Olaf Poulsen faar slippe ind i et saadant Stykke og med et Udseende som en gammel bedærvet Tandlæge. Ogsaa Fru Manzius var øde og tom.

Venskabelige Hilsener til alle Deres og tillad mig at skrive eller telegrafere naar vi kommer tilbage.

Deres hengivne Alex L. K.

Reiseplan.

Herfra til Stettin den 21de. Dresden indtil 28d i Webers Hôtel. Prag 29 Mai til 2 Juni. Fra Stettin Onsdag den 3die Juni. Skovgaard 4 – 6 Juni. Fra Kjøbenhavn Søndag Morgen den 7de Juni.

Breve ønskes eftersendt indtil 28de Mai til Webers Hôtel i Dresden.

Telegram aabnes og hvis Indholdet skulde være af særdeles Vigtighed, telegraferes til Webers Hôtel, hvor man ogsaa vil vide min Adresse i Prag.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! hvad var det for et sørgeligt Brev om at grave sig ned i Jorden? – det er der altid Tid til!

Imidlertid ville vi leve og leve saaledes, at vi har Ære og Glæde deraf.

Kan du ikke i din Sang og i dine gode Omgivelser og i os finde Midtpunktet, ud af hvilket du indser og føler, at samtidig som man ved Besked om alt det lurvede, saa er det dog en Verden, som ikke egentlig kommer os ved? Kan du ikke se, at det, som du tror er Medfølelse og Forpligtelse, i Bunden ikke er andet end en hemmelig Trang til at stige ned og søle sig med det lavere, – en Trang, som du desværre har; men som du absolut maa kjæmpe imod med al den bedre Kraft, som er i dig.

Vi lever i en Skjønhed og Lykke, som er saa høit over det Snavs, som trykker dig, at jeg ligesom ikke for Alvor kan tænke mig, at du er saa langt nede som du skriver. Men lad mig bede dig holde Hovedet høit – ikke stivt og dumt, men høit som den ædle, der vil gaa sin Vei tvers over den snavsede Gade uden at føre andet end Renheden med sig i Livet.

Tag dig sammen til Glæde og lad de Døde begrave deres Døde.

Vi reiser imorgen til Prag. Du ved ikke, hvor Mamma og jeg forandrer os til det bedre paa denne Reise.

Det skal ogsaa komme Eder tilgode, og du skal se, hvor meget af det, du nu søler med, vil falde af dig som uvedkommende Apelsinskal, naar du holder ud og holder Hovedet høit paa den rette Maade.

Den 9de Juni er vi hjemme, kom da saa fort som muligt, og alt skal blive saa glimrende, at du faar Mod og Lyst til igjen at tage fat.

Mamma hilser og jeg

Din egen Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – vi levede lykkelige Dage i Dresden, – hils Frøken Elisabeth og sig hende, at vi ere ganske enige: det er en velsignet By. Da vi endelig syntes, vi maatte videre, kom vi ikke længer end hertil efter en glimrende Reise paa Dampskib opad Elben. Her gik vi iland og fandt et simpelt og billigt Hotel, hvor vi vil ligge nogle Dage, før vi gaar til Prag. Men vi indser allerede nu, at paa denne Maade naar vi ikke det Skib, som gaar fra Kjøbenhavn til Stavanger den 7d Juni, medmindre vi ville opgive Opholdet paa Skovgaard, og det vil hverken Beate eller jeg. Det næste Skib gaar ikke før den 17 juni, saa at vi nu i vor store Letsindighed har forlænget Reisen med 10 Dage. Som Følge heraf er jeg ogsaa bleven betænkelig for de Penge, jeg har med mig, og vilde derfor bede Dem strax sende c. 200 Kroner i Anvisning paa Prag til min Ordre under Adresse Schwarzes RossPrag.

Jeg har vistnok Akkreditiv paa Privatbanken i Kjøbenhavn; men jeg tror, det bliver mere indviklet, om jeg sender Akkreditivet til Banken og beder dem sende Pengene, hvorfor jeg tillader mig at bede Dem. Jeg beregner, at Anvisningen kan være i Prag om 5 – 6 Dage – kanske før?

Under disse Omstændigheder kommer vi formodentlig til Skovgaard c den 8d Juni, forat bede om Gjæstfrihed en hel Uge – gaar det an? Alt har hidtil været saa over al Forventning glimrende paa vor Reise lige siden Stavanger, og vi taler hver Dag om hvor godt vi har det og hvor alle ere snille mod os. Hils Deres Damer fra os og sig Fru Julie, at vi glæder os til at ende vore Reise-Dage i hendes fredelige – tør jeg sige: Arme?

Deres hengivne Alexander L. K.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! – strax efterat jeg havde skrevet et Brev til dig i Webers Hotel i Dresden, – et Brev, som jeg vil haabe bare gjorde dig godt – det var ialfald Meningen! – da jeg havde lukket det, bragte Portieren mig et nyt fra dig, hvori der slet ikke længer var Tale om at grave sig ned i Jorden og ikke komme op igjen! Vi reiste derfor beroligede afsted paa Dampskib opad Elben. Vi sad paa Dækket i en uhyre Varme og spiste Steg med Compot og Rhinskvin i Is-Spand! – du kan tro, vi frydede os og lo over denne store Forandring med Pin-fanterne!

Saa kom vi hertil – en liden Landsby mellem Fjeldene i sachsisk Schweitz; og her stansede vi foreløbig nogle Dage, hvorved hele vor Reiseplan er forandret, saaat vi først kommer hjem til Stavanger den 19 istedetfor den 9de juni.

Dette er jo forresten ligegyldigt for alle Børnene undtagen for Else; men hun er midt i Examen, saa det er kanske bedst, vi ikke kommer og forstyrrer hende. Jens er først færdig den 20, saa da er vi hjemme, og du – hvad Tid kommer du – din Rholpeskolt! – Mamma kom nu ned klædt og færdig; vi vil gaa op i et Fjeld – jeg tror ikke det bliver meget høit; men vi har det uhyre jilt og Mamma hilser dig paa det allervarmeste og jeg ligesaa –

din egen Pappa!


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn.

Jeg skriver til Dem i en liden lykkelig Hotelhave med hvide Borde under blomstrende Kastanietrær i en stille summende Sommervarme og med netop saa lidet Blæk som der bestandig findes i Hotelblækhuse.

Vi har hele Tiden været saa lykkelige og fundet Verden saa udsøgt elskværdig mod os, saaat vi indbilder os, at alt, hvad der hænder, er ganske specielle Lykketræf – indrettede expres for os. Det eneste, som nogle Dage var galt, var Veiret. Her var saa surt og koldt som hjemme, men saa var vi dog Gudskelov langt derfra.

Idag reiser vi til Prag og Mandag den 8d tænker vi at være tilbage i Kjøbenhavn.

Det var – som jeg tænkte – en udmærket Hvile efter Anstrængelserne i Kjøbenhavn at komme paa denne Reise – Anstrængelser for Tungen, Maven og Hjertet, – Hjertet er det fremdeles lidt daarligt med. Men det var mig ogsaa en Tilfredsstillelse at mærke, at jeg tiltrods for de 7 magre Aar kunde gjenfinde saa mange gode Venner, uden at vi – forhaabentlig paa begge Sider – følte, hvor længe jeg havde været udenfor. Jeg ser mer og mer Faren ved det, som Nordal Rolfsen engang kaldte: Hverdagslivets Dæmonik! – det er Synd at leve sit Liv i en By som Stavanger. Jeg tror ikke, at jeg vilde fortsat Forfatteriet paa samme Maade, hvor i Verden jeg saa havde været. Men i et større Samfunds mangfoldige Anregungen vilde der dog sikkert ligesom faldt mere af. Des taknemligere er jeg Dem og Krohn og de andre brave Danske, som fik lokket mig ud og knirket mig op og stillet paa Benene igjen saa meget, der var ramlet sammen indeni mig, – det skal jeg aldrig glemme.

Hils nu Krohn og de kjære sammenbragte Søskende, Bissens og alle gode Venner fra Beate og mig og modtag mit sønlige Haandkys.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn!

Siden De fremdeles mener, at vor Samtale om Forældre og Børn kunde være til Nytte for andre, vil jeg skrive den op og stille den til Deres Raadighed.

I Niobe fortæres Forældrene af de voxne Børn; og al de Gamles Kjærlighed vender tilbage som en bagvendt og urimelig Hævn i en Rædsel, der stiger og stiger, uden at det kan ende med nogen Forklaring, fordi det er uretfærdigt og naturstridigt.

Deraf kommer det, at denne Bogs Linier ikke ere førte som Romanens; men de svinger sig opad mod Slutningen, saaledes som et Drama bygges. For mig ser denne Bog ud som et Horn med Mundingen opad, et Skrig mod Himmelen, og derfor tager de ganske Feil, som taler om, at der i Slutningen er anvendt et for stærkt Middel. Det er netop denne siste Sprængning, som gjør Bogen til et Mesterværk i Skildringen af noget oprørende uforstaaeligt i Menneskenes Liv.

Thi – i Niobe er Forældrenes Kjærlighed hele Tiden – saa at sige – in confesso; der er Ingen, som tvivler paa den. De plukker sig for Børnene Gang efter Gang, intet Øieblik faar de aande ud for egen Regning; fra Morgen til Aften og i de søvnløse Nætter arbeider og lider de for Børnene, og deres Kjærlighed sønderslides gjennem hele Livet uden at give slip.

Men se nu paa Lille Eyolf. Her gaar Forfatteren bagom alt dette og anbringer sin Torpedo paa et saa skjult og fredet Sted, at det varer en hel Stund, førend vi sanser, hvad det er, han vil give et Grundskud.

Thi – saavidt jeg ved – har der endnu aldrig været rørt ved ForældreKjærligheden. Jeg regner ikke den skabagtige Kjærlighed til Moderen i den franske Literatur; men overalt og altid har vi været vant til, at naar vi kommer frem til Faderens og især til Moderens Kjærlighed til Børnene, saa har vi naaet et fast Punkt, en Gruppe sikre og rene, uegennyttige og hellige Følelser.

Som De vil erindre – Frue! talte vi ikke stort om Moderens Sanselighed og Champagnen, som er paa Randen af det ækle, eiheller om Forvandlingens Lov; thi dette er bare de Trin i Kunstværkets Bygning, ad hvilke Mesteren er steget ned, forat komme i Dybden og bagom.

Der lever i Huset ingen besværlig Børneflok, og der er inten Tryk af Livets ydre Pinagtigheder; kun et eneste forgudet Barn i et rigt Hus, baaret af den omhyggeligste og saareste Kjærlighed. Og alligevel gaar det efterhaanden modstræbende op for os, at der er noget ivejen med selve denne Kjærlighed.

Faderen bruger ubevidst Sønnen til at lette sit Livs Ansvar, og for Moderen har dette Barn staaet hende ivejen netop der, hvor hendes Væsen har sit Midtpunkt; mens det levede, stod det mellem hende og Manden; men da det døde, tog det ham først rigtig fra hende, og med Rædsel ser hun og han og alle vi andre foran os: de onde Barneøine.

Den lille Stakkel, der syntes baaret paa de varsomste Hænder, staar med en Gang forladt med sin lille Krykke mellem nogle voxne fremmede Mennesker, som bruger ham i deres eget Liv – dels som den, der igrunden er ivejen, og dels som den, der skal fuldbyrde noget, en anden ikke har magtet; de holder krampagtigt paa ham og alle deres Tanker samler sig om ham, fordi han hører til deres eget Liv; men selv staar han midt i alle disse stærke Følelser som et ensomt mishandlet Barn.

Da kommer Døden glidende ind; og det forekommer mig, at den aldrig er kommen i nogen deiligere Skikkelse. Jeg vil nu slet ikke tale om Døden, som han kommer raslende i moderne Stykker med Le og Knokler; men selv i Historien om en Moder er Dødens Omsorg for de Smaa ikke saa gribende som Rottejomfruens. Naar Moderen slutter sin siste Overenskomst med Døden og lægger sit Barn i hans Arm, forat han skal bære det ind i den store Stilhed, saa har Døden vist hende i Brønden alle de Rædsler, som Livet holdt rede for hendes Lille.

Men hør, hvad Rottejomfruen siger. Saa underfundigt dybt er Ordene lagt, at mange kan sidde og tro, der tales om Rotter og Mus.

Men den, som har faaet Skrækken i Blodet, han vil høre, hvorledes det vinker gjennem hendes Ord til alle de smaa mishandlede Væsener, som ikke elskes for deres egen Skyld, – ikke blot i de fattige og overfyldte Barnekammere, men helt op til de lykkeligste og mest forkjælede.

Hun glider ind mellem skinsyge Forældre, der bruger Børnene i Ægteskabets Kamp, mellem forfængelige Mødre, der pynter Børnene til Brug i Livets Kamp, selvsikre Fædre, som vil se sin egen Fortræffelighed fortsat i Sønnerne; og før nogen ved Ord af det, har hun fanget de smaa Hjerter, saaat de maa følge hende, fordi hun kjender deres Hemmelighed og vil bringe dem i Sikkerhed for Livets Mishandling.

– Kan De huske alt det, vi maatte høre og læse efter Et Dukkehjem? Ingen kunde nu udholde at høre det omigjen. Thi den Forandring i Opfattelsen af Kvindens Ansvar, som hin Bog vilde fremtvinge, den er allerede fuldbyrdet; Snakket er stilnet af, og den Gave, Mesteren bragte, har sænket sig i alles Sind og gjort os klarere.

Saaledes vil det ogsaa gaa med Lille Eyolf, men langsommere og forhaabentlig med mindre Snak, fordi den Gruppe af Følelser, i hvilken der her skal kiles ind en sund Mistro, den er mere intimt fastgroet med hele vor Livsopfatning og endmere omfredet.

Men den vil melde sig – først hos Forældre, efterhaanden hos alle – denne sunde Mistro til den egentlige Værdi af vor Kjærlighed til Afkommet.

Efter det store Skrig i Niobe vil vi følge Ibsen bagom det hele og prøve os selv og vor Kjærlighed til Børnene: om muligens det, som sprængte Huset i Niobe, alligevel ikke var en uforklarlig oprørende Utaknemlighed; men om selve den Kjærlighed, som lønnes saa ilde, i sin inderste Rod kan have været befængt med Feil, der forklarer Udgangen.

Da vil Rottejomfruen komme glidende ind i vor Samvittighed og vare os ad, at vi ikke bruger Børnene i vort eget Liv og elsker dem saaledes, at de mishandles og havde været bedre farne ved at faa følge hende ind i den store Stilhed. –

– Saaledes omtrent – Kjære Frue! tror jeg, den Samtale gik, som det altid vil være mig en Fornøielse at mindes.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg skriver til dig for at udtrykke, hvor jeg savner dig hernede hver Dag. J. P. er død og Viggo Drewsen; og du er borte, saa har jeg bogstaveligt talt ikke andre igjen end Erik Bøgh.

Naar jeg kunde gaa hen til dig og faa en af de gode lange Samtaler, saa vilde Kjøbenhavn igjen være ligesaa jild som før; men nu er jeg ganske om en Hals med mine Formiddage, og derfor bliver jeg gjerne herude. Vi har havt en glimrende Reise – Beate og jeg – til Dresden og Prag, og vi venter nu bare paa Dampskibet den 17 forat reise hjem igjen. Jeg selv er bleven opkvikket og forynget, saaat jeg kan holde ud en god Stund hjemme, og kanske faa Lyst til at finde paa et eller andet – f.Ex. at indtræde i Politiken – he?

Vore fælles Venner her – og vi har dog mange – er alle enige om at beklage din Fraværelse. Særligt har jeg Fornøielse af at tale med Nansen. Den Ulykkelige har valgt sig en Stilling mellem Barken og Træet, nu hamrer vi Forfattere løs paa ham, der har forladt vort Parti og er gaaet over paa Fiendens. Jeg har plaget ham frygteligt med at buldre løs mod de Hegelske Blodsugerier, medens jeg overfor Jacob er lutter Venskabelighed. Saa maa Nansen gaa til Hegel og fortælle – med Maadehold! alt det fæle, Kielland har sagt, og derpaa bringe Bud til mig om, hvor sint Jacob blev. Vi ler beggeto – Nansen og jeg – over denne Comedie, naar vi spiser Frokost hos Fugmann ved en Tafelrunde, der bestaar af Han bro, Re, 2 Grøn, 2 Eckmann, Prior, Lohse, Rosenstand – et illustre symposion, hvori jeg passer aldeles udmærket.

Foruden disse Navne, som jeg antager ville klinge hjemligt i dine Øren, har jeg gjenseet Familierne Krohn og Bissen med stor Glæde; solide Danske – fintænkte, men noget forsigtige. Schwanenflügel er bleven et Hvirvelcentrum af Forvirring, hvoraf der snart vil fremkomme en Art Indre-Missionair. Borchsenius flyder omkring som en forladt Ølkork; jeg har kun seet ham i en Butik; selv Fru Hegel har forladt ham. Din Broder Georg bliver mer og mer vanskelig at omgaaes. Det er ikke blot dette, som vi saa ofte har snakket om, at han ganske mangler Kritik, naar det gjælder Selvros; men nu har han ogsaa dette med Konen; han taxerer alle, som han møder, paa den Maade: hvilket Parti tager han mellem Fru Brandes og mig? Dette gjør ham saa besynderligt usikker i Omgangen. Jeg saa ham f.Ex. i et galant Selskab hos Fru Hanne Benzon f. Bissen. Der var vi andre naturligvis i høieste Stads og vore Damer ligesaa, glimrende Beværtning, Champagne o.s.v.; men Georg var i en forfærdelig Hverdagsdragt med stort sort Cravate o.s.v. Dette skulde udtrykke hans Fortrydelse over, at hans Frue ikke var buden; og paa samme Tid er jeg vis paa, at han i sit Ægteskab bruger dette som et godt Kort og siger: der ser du! – man inviterer ikke dig! – mit Parti er det største. Du forstaar: han fører sin hjemlige Strid med sig overalt, saa der er slet ikke Raad til at faa ham ud af Mistænksomheden.

Fru Hegel var her, forat kalde mig til Frokost, hun bad mig oprigtigt at hilse dig ogsaa fra Jacob. Beate hilser ogsaa og begge takker vi dig for Baby, som jeg haaber ikke har gjort dig nogen Sorg eller Uleilighed i den lange Tid. Lad mig se, om du kan finde en Pen og lidt godt gammelt Blæk.

Din hengivne A. L. K.


E. Brausewetter.

Hr. E. Brausewetter No. 4 Leipzigerstrasse, Berlin W.

Deres 2 Skrivelser af 27/4 og 15/5 ere nylig komne mig ihænde. Forsaavidt De skulde vælge at optrykke et Arbeide, der tidligere er oversat med min Autorisation, vil jeg gjøre Dem opmærksom paa, at jeg vistnok ved, at en saadan Fremgangsmaade ikke er ulovlig; men at jeg dog finder den lidet rosværdig. Videre vil jeg bemærke, at det er mig ganske ufatteligt, hvorledes De er kommen paa den Tanke, at jeg skulde ville forære Dem et nyt Arbeide, ligesom jeg overhovedet finder mig foranlediget til energisk at udtrykke, i hvilken Grad jeg er kjed af at bruges og udnyttes til Indtægt og Fordel for fremmede Forlæggere.

ærbødigst Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! […]

Vi har levet i ubekymret Lykke og havt en glimrende Reise – baade blandt vore gode Venner i Danmark og senere alene til Dresden og Prag. Maatte det nu gaa med os som vi altid lovede før: at hvis vi bare af og til fik en Udflugt, skulde vi være saa snille og tilfredse herhjemme. Desværre har vi endnu ikke sporet nogen Forbedring; jeg maa tilstaa, at jeg finder, her er aldeles forfærdeligt – ikke saa smaat, men saa raat.

Meget gjør naturligvis denne Konge, der som en uhyre Unglücks-Pendel svinger over vore Hoveder og fordreier de fleste.

Programmet er: Ankomst Søndag 12 Juli Kl. 6 med Jernbanen (efter Besøg paa Malde pr. Hinna); om Aftenen Folkefest paa Bjergsted. Mandag Formiddag – antagelig Kl 10 Cour ombord. Kl 12 Udflugt til Ullenhoug, derfra i Frimurerlogen og Borgermiddag a 20 Kr. pr. Couvert – antagelig i Turnhallen Kl 6. Der er endnu ialfald ikke netop Rift om Billetter; men du ved, hvorledes det gaar paa Slutten. Derfor skulde du strax telegrafere til mig, hvis du vil være med. Jeg har tegnet mig; men jeg er indbuden af Kommunen, saa jeg kan bare forandre mig til dig; – men lad mig faa Bud strax.

Jeg formoder, at du vil komme Søndag og deltage i Couren Mandag Formiddag? du er velkommen her, og jeg vil sætte megen Pris paa at have dig i de fæle Dage. Men jeg er formodentlig alene i Huset med en Pige, da mine Folk til den Tid helst vil se at være paa Landet.

Som jeg hører, skal du og dine ikke til Rosendal iaar? – og det forekommer mig, at du antydede, at det var af Økonomi? Det har gjort mig meget ondt, at du maa opgive en kjær Vane af den Grund. Min Økonomi er jo bedre nu, og det værste Tryk er jo over; men det var trist at se saa mange pene Penge fyge til Gjæld. Først 3000 til Regningsgjæld; saa 3000 til Tycho for Udlæg i Aarenes Løb til Børnene i Christiania, saa mangfoldige Udgifter, som kom – jeg ved ikke hvorfra, da vi først havde noget, saa reiste vi for 1200 Kr; naar du dertil lægger, at en Del af Arven blev udlagt i en Fordring 3500 fra Fr. Hansen, saa kan du vide, der er ikke meget tilbage, skjønt Beates Andel var 15 900 Kroner.

Men det er Skam at syde, snarere skulde vi glæde os over, at vi nu kan betale noget tilbage af det, som andre har hjulpet og skaanet os med. Du maa derfor se efter, hvor mange Aars Leie, jeg skylder dig, og om du ellers har havt nogen Udgift for min Skyld?

Forleden betalte jeg 200 Kr. til Andreas for Hjemmet. Jeg tilstaar, at det vil blive mig de sureste Penge at betale. Skulde vi ikke gjøre Alvor af at sælge alle Parter, som kan sælges, og dermed søge os fri for Sorg af Hjemmet – ialfald for en Tid.

Man har sagt mig, at Embedet i Bergen er besat; det synes saaledes, somom Gud har valgt Nøterø for dig? – jeg vil haabe at du ogsaa dermed er tilfreds? – jeg for min Del vilde heller nu paa Landet end til en By; – det skulde da være at prøve i Christiania, om jeg kunde udrette noget som Forfatter – jeg mener da nærmest som Journalist af høiere Rang. Det var mig nemlig paafaldende mellem de Norske og Danske, jeg traf paa Reisen, hvorpas jeg havde holdt mig à jour, skjønt jeg saa længe har levet saagodtsom alene i denne Afkrog, og det er tungt at brænde inde med saa meget, medens man anvendes til ganske simpelt Hverdagsarbeide.

Bryne var her igaar og meddelte, at han havde lagt ny Løe-bro, for hvilken Udgift han vilde debitere os, da den gamle var plukraaden. Har ikke du Contracten og hans Bemærkninger? Lad os nu faa en Ende paa dette. Bryne er en brav, men grænseløst paastaaelig Mand, med hvem man helst bør have alting aftalt og greit. Han vil ikke være med paa Recognitionen, og dog maa den betales; vi faar vel gjøre det, da Intet paa Forhaand var aftalt. […]

Hils dine fra os og god Bedring med Anton.

Din hengivne Broder Alexander.


M. Galschiøt.

Kjære Hr. Galschiøt! – jeg har ingen Forbindtlighed ovenfor Verdens Gang, saa De maa gjerne beholde det ubetydelige Bidrag alene for 50 kr., siden De har Lyst. Correctur skal jeg læse og sende prompte.

Jeg beklager, at vi ikke traf hinanden efter vor Skilsmisse paa Rundetaarn i Midten af Aarhundredet. Vi traf ellers saa mange gode Venner og bleve saa forkjælede paa alle Kanter. Nu har Høien lukket sig igjen, og fra mit Kontor ser jeg med en vis Forbauselse sydover, hvor jeg atter var som i Begyndelsen af Aarhundredet og endog havde et svagt Anfald af Forfatteri. – Jeg skulde hilse Dem venskabeligt fra Beate og bede Dem overbringe Deres Hustru vor Compliment.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Hans Lien Brækstad.

Hr. H. L. Brækstad.

Hvis det forholder sig som De siger, at «Sne» ikke er udkommet paa engelsk, giver jeg Dem autorisationen paa de foreslaaede Vilkaar.

Med forbindtlig Hilsen

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! Tak for dit Brev fra Jotunheimen. Jeg skal vise dine Hollændere mit blideste Ansigt. Jonas Sømme har faaet din Adresse.

Jeg kan ikke godt betro Papiret mine intimeste Tanker og Iagttagelser om Kongen. Alt gik godt, og det lykkedes mig – tror jeg da – at holde mig i en passende Afstand, uden at jeg dog kunde undgaa at blive paa en vis Maade udmærket; jeg sad nemlig ved de to Middage: ombord og i Borgermiddagen midt foran Kongen og derved droges jeg uvilkaarligt med i Samtalen, fordi vi ikke kunde undgaa at se paa hinanden. Den første Dag sagde han saa forsigtig De til mig og du til Salicath, Falck og de andre, saa jeg var virkelig saa glad; men den anden Dag sagde han, saa alle hørte det: Du Tjælland maa blive ombord, der er noget, jeg vil vise dig. Det var et gammelt Horn, som han fortalte en lang Historie om – fra Carl den 13des Tid, før disse Bernadotter. Han ligte slet ikke, at jeg paa en Tur op til Ullenhaug bød ham min Oldefars Stok. «Ah! – din Bestefar, som tjente under min Bestefar!» – «Nei, min Oldefar, Far til Cabinetskammerherren.» – Du kan vide, han har jo ingen Oldefar.

Jeg fik afværget en Visit her i Huset, fik hjulpet en Enke til Benaadning for hendes Søn, fik Kongen til at takke Scharffenberg for hans Musik med Ynglingeforeningen, – hvilket jeg havde lovet ham, fordi han havde været saa snil med Else, og endelig fik jeg anbragt nogle gode Ord for en Decoration til Finne, som maatte holde Tale, medens jeg, efter mange Intriger, slap ganske fri. Alt i alt slap jeg godt fra det, – synes jeg selv; men jeg ved jo ikke, hvad de andre synes.

Din hengivne Broder Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – nu da De ogsaa har Reitzel, vil jeg fornye min Ungdoms Tanke om at foranledige en Folke-Udgave af Søren Kierkegaards «Øieblikket».

Jeg vilde skrive et Forord, hvori der bare skulde staa, at ved Mynsters Død tabte Kierkegaard Taalmodigheden; saa skulde der først trykkes Martensens Ligtale over Mynster, dernæst: Dette skal siges, saa være det da sagt, – og kanske et Par Artikler til, som jeg ikke nu husker og dernæst kommer «Øieblikkene», som jeg ikke vilde røre ved, – bare gjøre lidt lettere at forstaa ved en mere moderne Interpunktion og kanske hist og her en liden Ordforandring i den yderste Pietet.

Sig mig Deres Mening om dette Propos; eller om De ved en Anden, som vilde gjøre det. Hovedsagen er nemlig, at den Bog graves op igjen.

Desværre er Beate syg. Hendes Nervesvækkelse slaar sig mer og mer paa Hænderne og i Benene, saaat hun har bestemt sig til at følge Dr. Friedenreichs Raad at tilbringe Vinteren i Syden. Hun reiser med Baby i Slutten af September forat forene sig med Fru Drewsen og hendes Børn. Antagelig gaar mine Damer over Kjøbenhavn, saa jeg kommer kanske til at bede Dem have et Øie med dem ved Gjennemreisen.

Vi gratulerer hjerteligt med Forlovelsen, og sig Frøken Agnes fra mig, at jeg aldrig havde tiltroet hende noget saa udspeculeret lumskt som at være forelsket i den Alder! Pas nu bare paa den unge Jesuit, at han ikke gifter sig en Dag paa en Seiletur. For Frøken Elisabeth er jeg mere sikker; hun kjender Mandfolkene, efterat det – Gud være lovet! er lykkedes mig at afsløre Dem og den anden Lastefulde! – hils ham og Tafelrunden hos – tænk nu kan jeg ikke huske, hvad han heder –

Jeg skrev vist kort efter Hjemkomsten til Fru Julie, at vi vare fordærvede af vor Reise. Nu er det dog noget bedre for mit Vedkommende. Jeg kan ikke regne saa meget paa Beate, for hun er virkelig syg, og da vantrives hun naturligvis endnu mere heroppe, men jeg selv har det bedre; jeg glæder mig til at faa rydde Børn og Kvindfolk ud af Huset, til at reise paa Jæderen i Storm og Uveir og til de lange Vinterdage – alene i alle Stuerne, hvor jeg kan gaa og spytte og gjøre, hvad jeg vil.

Saadant kan ikke De forstaa – saadan en – saadan en – jeg kan ikke finde paa noget frygteligt Skjældsord, som kunde male Dem i al Deres Sardanapalitanske Blødagtighed!

Hils Fru Julie og Intendanten og spørg, om de nogensinde tænker paa os, og om der ikke findes en Draabe Blæk paa Skrivebordet?

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Maren Sars.

Kjære Fru Sars! man skulde isandhed snarere tro, det var mig, som er bleven 185 Aar og har mistet Hukommelsen, Taknemligheden og Resterne af den almindelige Høflighed. Jeg læser om Deres Fødselsdag, hvor Sol, Maane og de fleste Stjerner kom og bøiede sig for Dem og ikke et Livstegn fra mig, som De dog har kysset og mod hvis Børn De har været saa god og huld. Baby har fortalt os mangfoldige Gange, hvilken Tilflugt hun har i Deres Hus, og efter at høre hende maa jeg tro, at De og Deres grundigen har forkjælet hende. Og Jens bliver ikke træt af at gjentage, hvor han følte sig glad og udmærket ved at have Lov til at komme til Sars’s om Søndagsaftenerne.

Han reiste netop nu til Christiania med Paalæg om at fremstille sig for Dem ved første Leilighed og bringe vor Hilsen og Tak. Baby derimod kommer ikke ind igjen, fordi hun maa følge sin Moder til Syden, da hun er syg – Nervøsitet og etslags Lammelse i Fingrene og Benene. Nu er det vistnok ikke noget haardt Slag af Skjæbnen at maatte tilbringe en Vinter i Rom, og min Kones Sygdom, som nok kan være ængstelig, er dog ikke endnu saa bedrøvelig; men alligevel hænger Baby med sin mislykkede Næse, fordi hun maa bryde Sangen af, og jeg har hellerikke turdet skrive det til Lammers, men søger at omgaa det hele ved herved at betro det til Fru Sars!

En anden Ting vilde jeg ogsaa bede Dem – Frue! bringe frem fra mig, og det er en Hilsen til Fridtjof Nansen, som jeg desværre ikke kjender. Af min egen store Blødagtighed stiger der en forbauset Beundring over hans Bedrifter, – en Beundring, som visselig ikke er saa stor som den vilde være, hvis jeg rigtig kunde fatte saa megen Energi, Haardførhed, – Spæk og lange Haar, men som alligevel er overordentlig oprigtig.

Turde jeg ogsaa bede Dem hilse Fru Eva, som jeg dog har den Ære at kjende, Lammers’s og Professor Ernst, som i de uforglemmelige Dage, da jeg gik over fra Teglbrænder til Forfatter aflagde mig et mindeværdigt Besøg i Stavanger.

Og tilgiv mig endelig – Kjære Fru Sars! at jeg er saadan en Klodrian til at passe paa Dagene og først kommer bagefter, somom jeg ikke var ligesaa ivrig som de andre i min Beundring og Hengivenhed for Dem.

Men det er jeg; det er bare etslags Aandssløvhed, som hører til Embedet –

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – det staar ikke noget videre godt til med os nu. Beate er syg, – syg paa Sjælen og saa nerveus, at selv jeg er lidt forskrækket. Hun har en Art Svækkelse i Hænder og Ben, som den danske Læge Friedenreich vistnok har erklæret at være uden Fare for Lamhed, men som han dog – saavidt jeg forstaar – finder betænkelig. Af de saakaldte Peterspenge – Beates Arv efter Onkel Pitter – er der endnu c. 4,000 Kr. igjen, og i Henhold hertil – som vi siger ved Contoret – har Beate besluttet at reise med Baby og Fru Drewsen’s til Rom i Vinter. Det tror jeg, vil gjøre hende godt, og jeg skriver væsentlig derfor til dig idag, forat bede dig om at tage dem under din Varetægt, naar du kommer til Rom, – noget Beate ogsaa selv i høi Grad stoler paa.

Dette gjør os alle noget opskjørtede i denne Tid; men det er jo igrunden ikke noget at sørge over. Bliver Beate frisk, saa er alt godt, skjønt hun har faaet en umaadelig Aversion for Stavanger. Det var underligt med den Reise, vi gjorde. Før sagde vi altid: naar vi bare kunde komme ud en liden Tur til Forfriskelse, saa skulde vi bedre bære det øde Liv herhjemme. Men det viste sig desværre, at Lykken demoraliserede os. For mig er det ikke saa farligt; jeg har saa meget at gjøre, at Dagens Arbeide optager mig. Men Beate gaar ganske tilgrunde i denne Surhed. Dertil kommer denne besværlige Tid, før man faar de store Børn anbragt. Og i den Anledning har jeg ogsaa noget at læsse paa dig. Alexander har været i Tyskland, han er uddannet som Væver og har havt en midlertidig Post ved Egersunds Uldvarefabrikker, som han kom fra med al Ære. Men han kom fra, fordi Fabriken omordnedes, og han er nu uden Ansættelse.

Dette at have store Sønner gaaende i Dørene, er det ubetinget værste, jeg ved – er du ikke enig? Alexander har søgt en Post i Lillehammer, og hans Fordringer ere ikke store. I Egersund havde han 100 Kr. Maaneden og forestod Væveriet; det syntes vi, var godt. Kunde du spørge lidt efter ved Fabriken i Lillehammer? – han er væsentlig Mønstervæver og vant til at holde Rede paa hele Væveri-Afdelingen, hvor han har arbeidet – (ved Aalgaard og) ved Egersund. Jeg har glemt, hvad Directeuren ved Fabriken i Lillehammer heder; men jeg ved, Alexander har sendt ham sin Ansøgning og Attester. Jeg vilde være meget glad ved at have ham i Arbeide igjen; thi det vilde være fortvivlet at se ham gaa ledig herhjemme i Vinter, naar jeg skal være alene. Og du kan trygt sige, at han er flink og uforsagt i sit Arbeide og ikke den fine Mands Søn, men vant til at leve med og som Arbeiderne.

Inat passerede Nansen Havnen, uden at jeg saa ham. Du er naturligvis saa fuld af ham nu, at jeg med Vilje sender dette Brev til Aulestad, forat det først kan træffe dig efter Festerne. Det var en Velsignelse for det ganske Land og en stor og uventet Hjælp i vore Viderværdigheder, at han kom hjem og kom saaledes hjem, – ja indtil selve Svenskerne maatte bidrage til Glansen med sine 3 Vindmagere, der kom hjem med Ballonen mellem Benene.

Det forekommer mig allerede urimeligt længe, siden vi gik sammen under vore egne Bøgetrær, som vi lar voxe hos Boghandleren, og snakkede, saaat Uglerne fløi op og Bladene faldt til Jorden. Ak! – nu snakker jeg ikke mere, men deler min Tid mellem Napoleon og Samlags-Afstemnings-Mandtallet, som er udlagt til Eftersyn! Beate siger, at du maa skaffe mig bort herfra! – jeg ved sandelig ikke, om jeg gad tage paa et nyt Embede et andet Sted – ialfald er der ingen Udsigter; og jeg tror ikke, man vil have mig i Politiken. Lad mig faa nogle Blækklatter fra dig.

Din hengivne Alexander L. K.


Karoline Bjørnson.

Kjære Fru Caroline!

Jeg skulde hilse saa meget fra Beate og sige dig, at de Øren-Remedier, som du vilde vide Besked om, var kostbare og unyttige og forøvrigt – efter Beates Mening – ikke synderligt forskjellige fra dem, du selv kjender.

Ellers skulde jeg sige dig, at Beate i sin nedtrykte Tilstand stunder imod at træffe Eder i Rom til Vinteren som en Frelse fra Synd og Død og Satans Rige, som hun fuldt og fast tror er i Stavanger. Jeg behøver ikke at bede dig tage dig af hende; du vil se, hun trænger det.

Tak for sist og venskabelig Hilsen fra

Din hengivne Alex. L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – skrev jeg ikke for nogen Tid siden, at Beate paa Grund af sin Sygdom reiser til Italien med Baby? Vi lader ogsaa Bodde – (Alexander) – følge dem til Kjøbenhavn, dels for ogsaa at unde ham en Fornøielse efter hans Lære- og Arbeidstid; men dels ogsaa, fordi der er en – rigtignok meget vag – Udsigt eller rettere bare Mulighed for at faa ham anbragt ved Wessel & Vets Væverier […]. Beate bliver et Par Dage hos Krohns, forat orienteres og udstyres med nyttig Kundskab til Reisen, ligesom Krohn ogsaa vil føre Alexander til Wessel og Vett. Hvis det ikke bliver noget med hans Ansættelse, skal han reise tilbage med det første Skib, som gaar nordover, og jeg vilde være Dem forbunden om han kunde hæve hvad han behøver hos Dem paa min Conto redivivo!?

Som De kan tænke Dem, løber alt dette noget rundt i mit Hoved, især undrer jeg mig paa, at Beate har Mod til at reise saa langt. Men jeg indrømmer, at noget maa prøves, da hun er i en ubeskrivelig Tilstand af Nervøsitet og Svækkelse.

De reiser herfra den 18d og er i Kjøbenhavn den 20; de haaber at faa se et Glimt af Dem og Deres. Mange Hilsener til Skovgaard. Beate sender Fru Hegel Portrait af vore Børn.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg skriver kun et Par Ord – væsentlig for at bede dig være snil med Beate, naar hun kommer til Kjøbenhavn. Hun er bleven saa hypernerveus, at hun maa bort herfra – ialfald for i Vinter. Du vil hjælpe hende med gode Raad. Jeg synes, hendes Reise alene med Baby er betænkelig – især hvis de vil helt til Rom. Men jeg har Intet kunnet sige imod, da jeg indser, at hun aldeles ikke kunde holde ud her hjemme i Vinter. Saa er der ogsaa denne lange Alexander, som skal prøve sig hos Wessel og Vett som Væver. Hvis han ikke bliver antaget, – og det maa man jo være forberedt paa – , er jeg ganske fortvivlet; skal han gaa herhjemme og dovne Vinteren over, saa holder jeg det ligefrem ikke ud. Hvordan var det med Lillehammer? – kan du ikke tage ham i din stærke Haand og tvinge Nogen til at tage ham i Arbeide?

Hils Fru Caroline! hun maa ogsaa være snil med Beate.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Dampskibet er forsinket, saa mine Folk reiser formodentlig først imorgen herfra. Vi har et frygteligt Veir, og eftersom Afreisen nærmer sig, er Modet sunket hos os alle. Her tales ikke længer saa freidigt om Rom; derimod er vi enige om, at Beate skal betænke sig vel, før hun forlader Kjøbenhavn og vælge sig et fredeligt Sted til Vinterkvarter, om det end ikke bliver Rom. Som en Følge heraf er det uvist, om hun faar Brug for det Accreditiv paa 2000 frcs., som jeg har ordnet for hende i Rom; og derfor siger jeg hende, at naar hun har fattet sin Bestemmelse, maa hun gaa til Dem og bede om Anvisning eller Accreditiv paa Stedet, saa skal jeg betale Dem af Beates Penge; – vil De være saa snil?

Se paa min lange Dreng, om De ikke kunde beskjæftige ham eller hjælpe ham ind i en Stilling – helst som Væver, siden han har lært det; men ellers som hvadsomhelst. Hans Fordringer ere ikke store; den siste Post, han havde, var paa 100 Kroner Maaneden, og det syntes vi var godt. Her er en daarlig Plads for unge Mennesker herhjemme – især af vor Stand; jeg vilde ikke have noget imod at se Bodde anbragt i Danmark; kjender De noget til Wessel & Vett? – eller noget andet hvadsomhelst. […] Det er isandhed en Prøvelse at se en saa lang ung Mand gaa omkring uden at vide, hvad man skal anvende ham til. Naa! – det kunde jo være saa meget værre, han er snil og fredsommelig og vil gjerne tage fat; men nogen overstrømmende Energi har han jo ikke, saa alt falder paa mig.

Hils Fru Julie paa det allervarmeste.

Deres hengivne A. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! der behøver sandelig Ingen at sørge for vor Skyld, fordi Beate ikke trives, der jeg trives, – jeg trives forresten hellerikke her. Men vi har bestandig sat stor Pris paa længere Adskillelser i Ægteskabet; før har det været min Tur, nu har hun arvet lidt, altsaa er det hendes Tur til at reise bort og for friske sig ved at være alene; – endog bortseet fra hendes Sygdom. Der er en overordentlig stor Lettelse i at komme fra hinanden for en længere Tid; man blir bedre og retfærdigere. Først er man stræng mod den anden, saa jævner det sig, indtil man blir stræng mod sig selv og blir opmærksom paa mange Ting i Samlivet, som man selv kunde gjøre bedre og saaledes mødes man igjen. Jeg er vis paa, at jeg har lært mere af Ægteskabets vanskelige Kunst i de Stunder, jeg har været ude af det, end i de lange Aar, jeg har været midt opi det.

Man ser hinanden saa meget klarere og smukkere paa Afstand, idet hver faar sin Gyldighed for sig, sin Lyskreds som et enkelt Lys for sig i sin Stage. Jeg har aldrig kunnet begribe, at Folk synes, det er saa sødt at være født Candelaber; og hellerikke tror jeg, det var Vorherres oprindelige Mening, – ialfald ikke med de gode Lys.

Da jeg derfor i Slutten af dit Brev læste om Caroline, som «steller paa Redet», gik jeg mig en Tur rundt i min forladte Rede og jeg glædede mig oprigtigt over, at der ingen var, som kunde spørge mig om noget, fortælle mig noget, eller misforstaa noget; at der Intet var af denne Hensynsfuldhed, som skal forestille saa ligetil, men som alligevel ikke kan lade være at knirke, hvor du vender dig. Og dertil tænkte jeg paa Beate, som nu har det paa det allerjilleste, saaledes som hun liger det, sammen med Fru Drewsen i Solskin og Dovenskab; og jeg er vis paa, at naar Beate har det paa det beste, saa siger hun: nu mangler det bare, at Allik skulde været her, – ja, da følte jeg mig ligesaa glad, somom jeg selv var paa Reise, alene og fri i mine egne Betragtninger.

Jeg behøver aldrig at gjøre nogen Undskyldning for Beate, hun pleier at klare sig selv. Og naar hun ikke afgav Perron-Møde, saa er jeg temmelig vis paa, det kom deraf, at hun – som jeg – afskyr Fremmøder og Afskeder. Men du er en altfor klog Mand til at tro, at hun, fordi hun ikke mødte, elsker Eder mindre end de, som mødte.

Bodden er ikke kommen tilbage fra Kjøbenhavn; der er altsaa endnu et Haab om at faa ham anbragt; men kommer han hjem, saa banker jeg vist paa din Dør. Ja, du har Ret! hvor latterlige maa vi ikke være i Gudernes Øine, naar vi hvirvles omkring i vore Børns Elskovssorger og andre Viderværdigheder. Kan du skrive om det, er du god; men der skal Humør til, – mer end jeg har tilbage.

Du er lykkelig, som altid skriver med Hovedet fuldt og bestandig Lyst til at komme ikast med Menneskene. Jeg elsker dem ikke saa høit og slet ikke paa din Maade; jeg kan igrunden ikke lige dem, naar de blir mange. Jeg sidder og ser ud i Fars gamle Have, hvor Sønden-Storm og Øsregn vælter alting om i Rod og Væde, og jeg tænker paa, for en uendelig lang Tid jeg har levet. Da vi talte sammen i Kjøbenhavn, sagde du, at jeg havde holdt mig godt, og det syntes jeg selv dengang. Men nu forekommer det mig allerede at være meget længe siden. Det er klart, jeg maa ud af og til, og hvis jeg paa en anstændig Maade kunde komme ind i Politiken, saa kunde jeg enda levne op. Men Gud ved, om du da blir mere fornøiet med mig, end naar jeg skriver dybsindigt om Literaturen!

Hils Fru Caroline og de Unge; jeg kan forestille mig, at der ser anderledes ud i din Dal med brogede Høsttrær end i Fars Have, som den er idag.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Holger Drachmann.

Kjære Drachmann!

Det kan nok synes nu, somom det, der skilte os i Ungdommen, senere er skrumpet svært ind. Men jeg mener endnu, at hin Livsens Tid er den egentlige strænge Livets Tid, og deri har jeg Ret.

Du tog vel imod mig og har aldrig gjort mig andet end godt. Men du følte, at jeg var ikke af dit Folk, du anede, at jeg var den begrænsede Nyttemand, og deri har du faaet Ret.

Hvis du endnu er tilsinds at tage vel imod mig, vil jeg kaste min indskrumpede Ret bag min Ryg og bøie mig dybt for dig med den oprigtigste Tak og Beundring og bede dig om at faa være for Resten af Livet

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Jonas Collin.

Kjære Hr. Collin! – jeg hører, at De har været snil mod min lange Søn – Tak! kan De ikke faa ham anbragt?

Jeg sender Dem som et Curiosum for Manuscript-Samlingen Magistratens Budget-Forslag for 1896, efterat jeg netop nu har tilendebragt det for 1897.

Nu vil jeg til Belønning reise til Aarre, hvor De var med.

Hils Deres Frue og andre gode Venner.

Jeg tænker, De korser Dem over Fru Louise og Beate; det gjør jeg ogsaa, men hemmeligt.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Jo – Kjære Moder! – jeg ved, at De tænker paa mig og taler – endog godt – om mig; Tante Tina er nemlig kommen hjem og har fortalt det. Hun kom som en liden forpjusket Stormfugl efter en skrækkelig Overreise og fortalte en Masse – kan De vide, om fælles Venner og om mine Folk. Desværre var hun ikke videre fornøiet med Beate; hun begyndte – som saa mange – at lamentere over, at Beate forlod mig, lod mig sidde alene den lange Vinter, den arme Mand o.s.v. Da blev jeg sint – kan De vide! – jeg begriber ikke, hvorfor man ikke kan unde Beate en Reise, nu har jeg reist saa mange Gange alene; men jeg forsikrer Dem, jeg mærker det herhjemme paa dem allesammen, at de ikke finder Beates Reise rimelig, og saa siger de hykkelsk: den arme Mand!

Tante Tina var desværre hellerikke fornøiet med mine Børn, og deri kunde hun have Ret. Jeg synes gjerne, Beate kunde have tvunget dem til at gjøre en Visit hos Fætter Carsten. De – Kjære Frue! skriver derimod saa pent om Alexander. Jeg har – ærligt talt – en skrækkelig Fornemmelse af ham. Han gaar vist bare og driver Dank? Lov mig, at De vil sige mig Besked, hvis De synes, det er altfor galt, saa skal jeg tage alvorligt fat og ialfald tvinge ham til at komme hjem. Ak – naar jeg kunde være lidt mindre misfornøiet med de Børn!

Lader os tale om noget andet – for Exempel om Deres Mands saakaldte Travelhed; den er nemlig en Last. Søren Kierkegaard siger, han kjender intet saa foragteligt som en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning, og visselig han har Ret. Den Hvirvel, hvori disse Mennesker tilbringer Livet, opstaar egentlig derved, at de hele Tiden dreier sig rundt om sig selv bidende sin egen Travelhed i Halen. De efterlader sig ikke en Række Arbeider med en passende Afstand mellem hvert, men i sin umættelige Trang til at vedligeholde sin egen Travelhed finder de det ene Paaskud efter det andet, – Paaskud var et godt Ord, vil De overrække det til Deres Mand som en giftig Blomst fra Borgermesterens Urtegaard.

Den er nu i sin siste forrevne Pragt. Jeg sidder og ser paa de halvt afbladede Trær og de røde og gule Buske i Haven nedover mod Vandet, som idag er ganske stille, hvilket er en Mærkværdighed. Thi ellers blæser her Dag og Nat og et Regn, saa man kunde flyde bort og skylles ud i Søen. «Den arme Mand» siger ikke dette for at beklage sig. Jeg elsker Høsten herhjemme, og jeg nyder den dobbelt i Aar, hvor jeg er alene og kan gjøre, hvad jeg vil. Mit Livs Ensformighed gjør mig kanske noget dum paa enkelte Punkter, men det er behageligt, naar man gaar imod Vinteren. Jeg vil heller sidde og læse Napoleon om Aftenen i min egen Stol og Stue, end færdes i Sporvogne og Trængsel af mange Mennesker, forat se paa Gjøglere og Comedianter. Hm! – dette er nu altsaa paa Randen af de sure Rognbær; men sandt er det, at med Aarene kan jeg mindre og mindre taale Menneskene, naar de ere mange. Jeg vilde ubetinget helst leve som hin gale Konge i Bayern, der sad alene i Theateret.

Hvad De fortæller mig om den svenske Konge, driller mig ikke saa farligt, siden ingen andre hører det, og jeg vogter mig vel. Men det kan umuligt være en paalidelig Efterretning, De har faaet, eftersom jeg snarere sank end steg i Bevaagenhed under Samværet. Kanske er det gaaet Kongen saaledes, at det første Sted, som var Stavanger, staar for ham i et bedre lys end Resten af Reisen, hvor han bare havde Fortræd og blev sintere og sintere, indtil han mistede al Selvbeherskelse. Vi ler herhjemme, naar vi tænker paa den Reise, som skulde styrke Høire-Partiet og som bare blev til Kulde og yderligere Forstemthed overfor det svenske. Hils Krohn og Mario og Camilla – og Alexander, hvis han endnu er hos Dem.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Sophus Schandorph.

Akkurat – Kjære Ven! – det stemmer. Jeg saa igaar din nye Bog hos vor danske Consul, hvor jeg spillede min uskyldige flute traverse i vor gamle Qvartet, og jeg sagde ganske rigtig: Schandorph er desværre bleven gal!

Imorges fik jeg dit Brev med Forklaringen. Det var ikke saa farligt; jeg venter til næste Gang; du lever sikkert mangen Vaar endnu, og til den Tid skal jeg sende dig et godt Portrait af mig istedetfor de stygge, som tegnes.

Men alt det der har ikke meget at sige i Sammenligning med min Taknemlighed for dine smukke Vers. Naar jeg nu sidder og breder mig saa selvgod-fed i min Borgermester-Stol, kribler det lidt i mig, naar saadanne Ord naar frem til mig fra den anden Side af Livet.

Men jeg retter mig i Ryggen og synes, den er hel endnu og uden Knæk, idet jeg har holdt min Plads i Rækken efter mine Fædre og kjæmpet mig frem og tvunget dem til at taale mig ved Siden af sig – alle de, som da jeg begyndte at skrive, fik mig sat udenfor det gode Selskab som en Frafalden, der gjorde sin Slægt Skam. Jeg har ogsaa den Fornemmelse, at Folk ser, der kan være Forskjel paa Embedsmænd, og at den gamle Type, som jeg har været med til at slagte, kan afløses af folkeligere Mænd. Men hvordan jeg rokker eller dreier mig i min Stol, saa ved jeg dog, de Fleste – især i dit Land har en Følelse af, at der ved min Side staar en stor Skaal fyldt med hin Kaal, som man søber, efterat have spyttet i den.

Du maa være saa snil at sætte dig ned strax og skrive til Beate. Begge mine Beater ere i Rom og her har du Adressen: cc No. 221 via Cavour, Roma. Jeg skriver de to cc, som ere mig opgivne; men jeg ved ikke, hvad de betyder; imidlertid kommer mine Breve frem.

Du maa altsaa strax skrive til Beate og ikke opsætte det et eneste Glas – Marinesprog – og sige hende, at du har havt Brev fra mig, at jeg glædede mig over, at hun var med i dine smukke Vers, som du maa sende hende, da jeg beholder mit Exemplar.

Jeg synes, at i 3die Vers 4d Linie bør der staa sundt og ikke sund.

Jo Tak! – jeg har det godt i min Enkemandsstand – ikke minst fordi jeg lærer mig op til at sætte Pris paa den, som er borte; men jeg tror nok, det bliver noget længe i hele Vinter. Hils din Uadskillelige! – I er vist aldrig fra hinanden? – jeg vil bestandig mindes Eder sammen med Venskab og Tak for gode Stunder.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn! den forlorne Søn er vendt tilbage, og han havde den fede Kalv med sig, hvilket var heldigt, for der blev isandhed ingen slagtet ved hans Hjemkomst. Jeg er ganske fortvivlet over at have ham gaaende i Dørene; han fordærver mig al Glæde ved Ensomheden og er mig ikke til nogetsomhelst Selskab. Det er ubegribeligt bagvendt indrettet i Evropa. Her gaar den, som er 50 Aar hver Dag i Arbeide, medens den paa 22 Aar ikke bestiller andet end at lade sig klæde og føde af den gamle. Jeg blir undertiden saa gal, naar jeg tænker paa disse latterlige Consekventser af Elskoven, der begynder som uskyldige smaa Nusseben og ender som graadige Ulve, der fortære Huset og Lykken for de Gamle med Bekymringers Bekymringer uden Ende!

Men lad os blive ved Kalven. Jeg hører af Bodde, at det udtrykkeligt blev sagt, at der ikke burde sendes en stor Steg, fordi mit Hus nu er saa lidet. Men alligevel er denne danske Størrelse paa en Kalv saa overvældende for os, at mine Piger bare korsede sig ved Synet, og vi spiser endnu af den – Tak, den var glimrende. Men endmere Tak, fordi baade De og Krohn tog Eder saa venligt af Bodden. Han siger, at Grunden til hans Skuffelser for en stor Del laa i hans Navn, Stand og Udseende, idet Folk var bange for, at han ikke skulde forstaa at tage fat som en simpel Arbeider fra den aarle Morgenstund. Jeg kan nok tænke mig, at han for en Del har Ret heri, og det var Synd for ham; thi han baade kan og vil arbeide; jeg har seet ham i Tjenesten og hørt Dommen om ham, at han er akkurat som en almindelig simpel Arbeider i sine Fordringer og Opførsel. Men paa den anden Side kan jeg nok forstaa, at han ikke har forsømt at more sig, og at hans Hu nu igjen har faaet et Sving imod det literaire ved Omgangen med de unge Forfattere dernede. Han har nemlig i en overraskende ung Alder skrevet nogle Smaating, som jeg syntes vare gode; – ganske vist i min Stil og naivt, men der var noget af ham selv i det. Bare han ikke nu tager en dégout for Væveriet! – nu sidder han ovenpaa og oversætter Nietsche! men jeg arbeider hernede paa at faa ham anbragt i et Væveri.

Det forekommer mig nu, som om det var i vor Ungdom, at Beate og jeg reiste til Dresden, og jeg savner hende meget, – uden at jeg dog beklager hendes Reise eller ønsker hende tilbage endnu. Denne Adskillelse gjør os bare godt; men forleden Dag kom jeg til at tænke for Alvor over, hvorledes jeg vilde føle det, om hun døde. Og da blev jeg ganske forskrækket over, hvor aldeles uundværlig hun er for mig – og – jeg tror – jeg for hende. Vi har jo ogsaa været Kamerater fra Barndommen.

De lever fremdeles godt i Rom; men jeg maa desværre tilstaa, at jeg tror, deres Sind er saa verdsligt, at den hellige Stad kjeder dem lidt; der mumles undertiden i Brevene om Paris. Der mumles om meget i vore Breve; jeg selv skriver nogle skrækkelige, som jeg ved piner Beate; jeg kan ikke forklare Dem – ikke Dem engang, hvorfor jeg er saa ond; og det er forsaavidt heldigt i dette Øieblik, at De ikke er her, eftersom jeg netop nu havde en farlig Trang til at fortælle. Men hvis nogen skulde dø, vil De da huske paa, at jeg ikke var ond – nei, det er aldeles umuligt at forklare, men husk, at jeg viste, at vi vare uundværlige for hinanden, og at det gjorde mig lykkelig. Kanske kan vi endnu engang sammen besøge vore Venner; Beate beklager sig over, hvor lidet det huer hende at være reduceret til den unge Piges Moder, som kun er iveien. Hils Krohn venskabeligst og mine smaa Søskende. Hils også Fru Bissen, og sig hende, at jeg med Vold og Magt har maattet afholde mig fra at skrive til hende, for ikke at forraade min Lidenskab for Fru Hanne. Dersom De ikke synes, at dette siste stemmer med, hvad før er sagt i dette Brev, saa bliver det Deres egen Sag.

Deres hengivne Alex. L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – […]

Igaaraftes læste jeg om dit Sølvkrus, og jeg fik Taarer i Øinene over den henrivende Ide med Moderen, som lader Barnet raabe; hvem tror du har fundet paa det? – hvis du kjender ham, saa bring ham min Compliment. Jeg ved næsten aldrig, jeg har hørt om en Gave saa lykkeligt tænkt og saa vel givet. Det er isandhed din Hæder udtrykt saa simpelt og rørende ægte, at alle Norske til Dagenes Ende ville mindes hin Moder, som lader Barnet raabe opimod dig: Leve Norge!

Ellers sidder jeg uden synderlig Glæde eller Ophøielse for Sindet midt i Forberedelserne til de kommende Valg og passer mit Mandtal og ser paa de smaa pudsige Intriger, som Alvorsmænd paa begge Sider driver omkring mig. Dennegang tror jeg, venstre seirer her; det kan være jilt nok som en Generalprøve for de rigtige Valg til næste Aar; men det har i de kommunale Anliggender meget lidet at sige, hvilket Parti der er i Majoritet. Her i Byen siger vort Parti, at Høire styrer uøkonomisk; det er slet ikke sandt; det er et sandt Kniberi, og Tarvelighed paa alle Kanter. Men Venstre havde under Steen holdt mange store og nødvendige Arbeider tilbage, og nu maatte de frem. Men begge Partier udmærker sig her ved en jævn Middelmaadighed og ved en provinsiel Udannethed, som jeg ubetinget synes øger med Aarene. Eller er det mig selv, som kommer længer væk? Her er igrunden fælt, og jeg føler det næsten oprigtigere, naar jeg nu er alene. Thi overfor Beate maa jeg altid forsvare Byen, siden jeg ikke ved noget andet Sted jeg kunde være eller noget andet Embede, jeg turde søge.

Lad mig snart høre fra dig og læg dig mine Sorger paa Hjerte som før og hils Fru Caroline og dine andre, – min Ven Lunde og Fruen paa Lillehammer, Sorenskriver Meidell ikke at forglemme og om jeg endnu har andre Venner paa din Kant.

Din hengivne Alexander L. K.


Peter A. F. S. Vedel.

Høistærede Hr. Geheimeraad!

Deres elskværdige Brev af 24d dns. har rørt mig dybt og gjenkaldt i min Erindring de altid levende Minder fra de gode Stunder, jeg har havt den Ære at tilbringe hos Dem og Deres Familie. Og i selve Overraskelsen over, at min Anbefaling af min Ven – den danske Vice-consul var saa vel gjemt, har ogsaa blandet sig Glæden ved at turde haabe, at Hr. Geheimeraadens Sygdom, som jeg havde læst om i «Politiken», er overstaaet og definitivt beseiret.

Kun sidder jeg og ser paa dette: at man lægger saa megen Vægt paa hvert Ord, «som udgaar af min Mund», og der opstiger en liden Tvivl i min Sjæl, om ikke den gamle kloge Diplomat har mig en Smule tilbeste. Der fyger saa mange Ord ud af min Mund; – ja der dæmrer endogsaa en Erindring om, at jeg engang har seet et rigtig polisk Smil over et eller andet, jeg havde sagt, og for hvilket jeg ganske lempeligt blev hængt op paa Væggen til Tørring. Det forekommer mig, at min Afstraffelse paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med den afdøde Geheimeraad Fischer? Men jeg kan umuligt huske andet, end at jeg var i Deres Haand, og at jeg følte mig faderligt forsørget og glad ved, at De tog imod mig og har beholdt mig i en uforskyldt Velvilje, der altid vil være mig en ikke ringe Stolthed.

Beate og jeg, naar vi gjennemgaar vore danske Venner, vi holder med en særlig Følelse af Tak ved Deres Haveport i Rosenvænget, og vi siger til hverandre: kan du forstaa, at de vare saa mageløse mod os? Og vi opfrisker vore Minder om Fru Geheimeraadinden og de Unge og om den gamle kloge Herre, som tog vore Hænder mellem sine, somom vi hørte til selve Rosenvænget.

Men min Hilsen til Huset er idag alene fra mig, idet min Kone er alt i Rom, – jeg paastaar med en galgenhumoristisk Vittighed, at hun vil snakke med Paven om en ny Mand, men jeg tror det ikke – nei i al Sandhed, jeg tror det ikke; snarere kan det hænde, at vi ligesaa glade og letvinte som saa ofte før holder ved Haveporten i Rosenvænget med den uforkrænkelige Rørby paa Bukken. Maatte vi da finde alt som før og som altid i Deres Hus!

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak for dit Brevkort; det er dog altid et Haab, naar du har dine Angler ude. Men jeg blev lidt nedstemt over Tyskland. Jeg ved nemlig, at det er saa overmaade vanskeligt at faa anbragt en Udlænding der, især naar der er Militairtjeneste; og Alexander er netop i den Alder, at han skal tjene sit første Aar i 1897. Nei, men om du kunde faa Tid, før du reiste, til at perse ham ind i en norsk Fabrik – bare i en nogenlunde Stilling, saa meget vi fikk revet ham ud af denne Lediggang, som ødelægger ham og forpester mig Huset og gjør, at vi ender med at hade og afsky hinanden. Lad mig høre, saa snart du fornemmer det minste Nap.

Tid tager det for dig med Politiken, det kan jeg saa vel forstaa. Men vær vis: du haver ikke din Løn borte. Hver Gang jeg ser din Klo, tænker jeg: Gudskelov der er han! du holder sammen paa det hele; men dit Forspring er for stort. I Literaturen er du netop i Spidsen, saa Folket kan følge. Men i Politiken er du kommen opfor Bakken og indover Høiden, saa de ser dig ikke; og naar du raaber, saa siger de: nei hør ham! han er nu ganske oppe i Luften!

Men godt gjør det alligevel – især paa vore kloge Fiender.

Du gaar til München – ikke sandt? Hav det godt og tænk paa mig, – nu havde jeg igjen nær begyndt at beklage mig. Mon jeg vel er bleven en Klynkepotte? Det var ikke Meningen, da Vorherre satte mig igang, og det skal hellerikke blive Slutten. Jeg har det godt og holder mig paa Pumperne. Hils dine.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Tak for sist og for al Deres Venlighed mod Alexander. Af ham hørte jeg desværre, at det ikke gaar synderligt med Subscriptionen; og da Alex ander vel brugte en Del af min svagelige Conto, er jeg meget beklemt, naar jeg idag spørger Dem, om De tror, der kan være Mulighed for at sende mig – saadan en 4 – 500 Kroner? Ser De, Beate har endnu saavidt i Behold af sin Arv, at hun kan være i Udlandet til Vaaren; og jeg fik jo ogsaa mange Penge af hende til den værste Gjæld, – og saa gjorde vi jo hin letsindige, men yderst vellykkede Reise!

Men min Embedsgage, som er 400 Kroner om Maaneden, strækker ikke til, naar jeg skal sende 100 Kroner om Maaneden til Jens i Christiania og holde Else i en Pension her i Byen for 45 Kr.

Naar der da støder noget til – som for Exempel, at Skatterne skal betales eller som nu, at Julen dog skal feires med lidt Udgifter, saa er jeg i den elendigste Knibe. Her var Tale om, at Else og jeg skulde reist til Bergen i Julen til min Søster; men det har jeg opgivet, siden jeg har faaet Alexander hjem; jeg generer mig for at komme i Besøg med det 3 alen lange Pattebarn, som ingenting er – andet end min Søn. Vi faar derfor slaa os tilro herhjemme; – men alligevel! – der maa nogle Extra-penge til i Julen og til Nytaars-Regningerne.

Fra mine 2 Beater i Rom hører jeg jævnligt. De har det i Almindelighed godt; de har det i ethvert Fald lysere end vi heroppe i dette Mørke med Regn og Rusk. Jeg har idag telegraferet til B. B., – jeg tror, det er første Gang jeg har erindret hans Fødselsdag, og det kom rent tilfældigt derved, at hans Svoger, som er Præst her i Byen, kom indom i Contoret forat tale med Kirke-Inspectionens Formand, som er mig – Gud forlade mig!

Det er ikke længe siden, B. B. skildrede mig sit Hjem og de Unges paa Aulestad som 2 Reder paa samme Rosenbusk. Jeg tænker helst, Fjærene har føget dem om Ørene, siden de Gamle alt nu bryder op til Udlandet igjen. Om han fik lidt mere huslig Fred derved, at Vorherre endelig kunde overvinde sig til at tage Caroline, vilde han endnu kunne udrette store Ting, – jeg mener da væsentlig i Politiken. Dersom virkelig vor Skjæbne, som det nok kan se ud til, skal afgjøres efter storpolitiske Combinationer, saa har vi ingen undtagen B. B., der kan tale et evropæisk Ord. Diplomati har vi aldrig kunnet udvikle paa Grund af Forholdet til Sverige; Statsmænd i evropæisk Forstand hellerikke; – det er da forresten hellerikke B. B.; men han er en saadan Kraft, at det usædvanlige ved hans Form og Skikkelse samler sig og styrker hans Personlighed.

I en Kuffert, som Beate sendte hjem fra Kjøbenhavn, fandt vi et compromitterende Fotografi af hende med «Hr. Dragonen» – hils ham fra mig! – og en udmærket Gruppe fra den østre Havetrap. Det vil sige, jeg var bleven aldeles forfærdelig – formodentlig til Straf for, at jeg netop har sagt noget morsomt; men min lastefulde Ven Eckmann var brilliant – hils ham paa det venskabeligste! – Intendanten og Frøken Elisabeth ere ogsaa gode; men allerbest er dog Beate; hun har sit allersødeste Smil og hun har endog vendt sig lige imod mig – med Ryggen til Dragonen. Jeg er saa glad herover, at jeg har sendt Billedet til Fotografen, forat han skal prøve at faa Beates Person ud af Gruppen til Forstørrelse.

Hils Fru Julie og alle de kjære Venner paa Skovgaard; vi spiser næsten hver Dag af Æblerne og tænker paa Danmark. En glædelig Jul for Dem og Deres!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! – Efter min Beregning skal du faa dette lille Brev Juleaften. Glædelig Jul – min egen Bosse! – jeg vilde ønske, du hang og slang mig om Halsen en liden Stund, saa jeg kunde faa høre, hvor lykkelig du er. Else glæder sig til Bergen. Men det blir jo en løien Jul for os alle. Du er vel den gladeste, og det under jeg dig vel. Bodden hilser og Else – alle ønsker vi dig tillykke og en glædelig Jul og et nyt sorgfrit Aar; – og tænk paa din gamle Pappa, som er saa glad i dig.

Din P.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg ved ikke anderledes Besked om Subscriptionen, end at det gaar daarligt. Jeg vilde gjerne høre mere.

Under disse Omstændigheder undres jeg ikke paa, at De er noget betænkelig; det er dog Skade, at jeg skal være saa daarlig i Pengevejen; kan det noget forsone Dem, saa vid, at Deres 500 Kr. kom som en Frelse og en Lettelse for lang Tid.

Tak ogsaa for Jule-Bøgerne og bring Fru Julie en foreløbig Tak fra Else og mig for alle Delicatesserne. Vi reiser til min Søster i Bergen inat.

En Glædelig Jul paa Skovgaard! – Hilsen med Kys til Fru Julie! med do. bag Døren til Intendanten, paa Haanden til Frøknerne! Jesuiten, den ukjendte Forlovede, Pigerne, Gottschalch – ja indtil de smaa Hunde, men ikke Danois og Faust en varm Jule-Hilsen.

Deres hengivne A. L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.