Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1900

Baby Kielland.

Kjære Pefert! først skulde jeg hilse dig fra mig selv og sige, at du maatte ikke være saa glad i mig. For jeg er en lumsk Mand, som holder mig alene, og skjønt jeg synes saa ødsel, giver jeg dog aldrig saa meget ud, som jeg tar imod. Dig narrer jeg kanske ogsaa lidegran, men det er da lidet – svært lidet. Du er min søde Pige og mit Lyspunkt.

Else var glad, fordi du og Vilhelm var glade over hendes Gaver, og hun var ikke stødt over, at Takken kom sent. Idag slaar de alle Recorder, som hidtil er sat af modige unge Piger i Stavanger, og jeg tilstaar, at jeg har hjulpet dem lidt med min Autoritet.

Du ved, Elses Forening: “Pernillen” – den havde lagt sig Penge op. Og idag inviterer den 6 unge Herrer til Kjøretur til Sandnæs, Middag og Bal i Hôtel Rogaland. De samledes her Kl. halv 4. Du kan tro, det saa jilt ud: 3 fine Landauere, 2 med hvide og 1 med sorte Heste – drog de afsted pyntede og indpakkede i Solskin og en liden tindrende klar stille Frost, – det er jo ikke som Østlandets Vinter; men de store aabne Landskaber her har ogsaa sin Charme med let Rimfrost og aabent blaat Vand. Fruerne P. Johnsen og Doctor Lund tager imod dem og Kl. 12 skal de reise hjem igjen i sine lukkede Vogne. Og næsten alle disse Pigebørn fortjener selv sine Penge.

Jeg maa gaa; jeg skal i Bad; ak om vi to i Aften kunde gaa hen og spise godt – jeg er saa sulten! – Vilhelm skulde faa være med og Tycho.

Din Pappa.

Jeg skal snart skrive bedre.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Tør jeg bede mig udlaant til Afskrivning alle de Breve fra mig, som Du maatte have liggende.

Med venskabelig Hilsen og Tak for alt. Det er en Skam, at jeg ikke kan faa Munden op; men jeg tror, det kommer.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Pietro Krohn.

Kjære Ven! lad os ikke spilde det korte Papir med Beklagelser over, at det er saa længe siden; der har jo hellerikke været andet ivejen, end at jeg skal have Skam, som har været frisk og lever af Correspondence, og har ladet dig saalænge uden Venskabs Livstegn.

Men lad os hurtig faa fat i hinandens Hænder til godt Nytaar og Venskabets fortsatte Pagt, til vi skilles i Døden, den vi foreløbig springer over med de Levendes Lethed.

Først vil jeg fortælle om mig selv, dernæst om mine nærmeste. Saa fortæller du om dig selv eller bedre: saa fortæller Fru Krohn om dig, og du skal slippe med at fortælle, hvad du vil, naar jeg bare faar høre, at du er der, der hvor jeg maa have dig, forat Danmark skal være Danmark for mig.

Jeg – ser du – jeg sidder ved en gammel Skrivepult fra mine Fædre, – Egetræ med Klaf og Udtræk paa to Pinder. Messingbeslag og hemmelige Rum – den er ikke værd at nævnes i dit pragtfulde Møbel-Dolhus nedenunder; og foran mig har jeg sat en Flaske Suduiraut – noget a la chateau d’Yquem, fordi det er Lørdag, Borgermesteren er færdig, og jeg er alene.

Ellers lever jeg kun maadeligt; men bedre end de siste Aar. Det er ikke til at forstaa, hvorledes vi klarede os, indtil for 4 Aar siden eller mer, da vi fik en liden Arv – Beates Onkel – og nu i det siste, da jeg – jeg selv! har vist mig som en smart Tomte-Sælger og har solgt af vore Ejendomme ved Byen med Fordel, men vi er jo 6 Søskende, saa min Part har jo ikke været større end 10,000 Kroner. Men det støtter, og der er mere Jord igjen, – meget mere.

Baby er lykkelig – som den Solstraale, hun er skabt til at være; min Yndling, min Svaghed, mon luxe! Else er en koldere Deilighed – du ser hende ved min Arm paa Fotografiet! – à propos! du maa gjøre Nar af Fru Bissen fra mig; hun fik en anden Gruppe af os tre forleden, og idet hun omtaler den, synes det, somom hun tror, at Else er Beate – den gamle Beate – min Kone paa 49 Aar!!

Men forresten har jeg Grund til at formode, at Beate, naar hun udgaar fra den store svenske Nervelæges Behandling – Westerlund –, vil forbause os alle endnu engang ved sin Ungdommelighed. Sig til Fru Krohn, at Beates Adresse er simpelthen: Enkjöping – Sverige – saa faar vi se, hvad Hjerte hun har.

Der har du min Kreds. Noget er blevet lettere, noget tungere – for Exempel jeg selv.

Jeg vil ikke beklage mig længer. “Hverdagslivets Dæmonik” – – det er et Ord af Nordal Rolfsen, som jeg engang bespottede, men som i Tidens Løb har uddybet sig for mig til Visdom. Storbyens Hverdagsliv er ikke “dæmonisk”; men Smaabyens er det paa Grund af det Alvor, hvormed der leves paa falske Værdier. Jeg er her lige paa Randen af dit gamle Zuruf: Du skylder os Delphins Memoirer! Det er sandt; der kunde være meget for mig at sige i en ny Form; jeg mindes da, at du siger, jeg virker som noget ungdommeligt, naar du træffer mig igjen. Men – ser du! – jeg er saa doctrinair, at jeg venter paa den Engel, der skal røre Vandet og tvinge mig til at kaste Krykkerne og gribe Pennen. Jeg maa le, naar jeg tænker paa, at den kloge Edvard Brandes engang bebreidede mig min Taushed og sagde: Se jeg! jeg vilde have nogle Penge; jeg sagde til mig selv: skriv en Bog, og jeg skrev den. Feig svarede jeg ikke, hvad der laa paa mine Læber: den blev ogsaa derefter!

Nu er det altsaa din Tur; eller Fru Krohns – hils hende hjerteligt! – eller Marios – eller Camilla – helst alle!

Skaal!

Din hengivne Ven og Broder Alexander L. Kielland.


Frits Thaulow.

Kjære Fritz! Tak for Laanet af Brevene og for dit venlige af 11 Febr. –

Ja, jeg samler mine Breve, idet jeg tænker, at hvis de skal udgives, vil jeg selv helst gjøre det – baade for Indtægtens Skyld, – som altid er mest velsmagende, mens man lever, og dels for at passe paa; jeg kan for Exempel ikke trykke om de høie Modertrompeter – synes du vel?

Naar du ankrer paa Stavanger Havn, kommer Borgermesteren ombord – vær sikker.

Hils din Frue!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Jacob Otto Lange.

Kjære Onkel! Tak for Laanet af Brevene. Jeg faar saadan en Masse nu om Dagen, at hele mit Liv – ialfald som Forfatter flyver mig som Fluer omkring i Hovedet. Dine vare gode, andre er mindre værdt; men først, naar man har dem alle chronologisk ordnede fra Dag til Dag, vil det vise sig, om der er Afvexling nok til en større Samling. Jeg vil iethvertfald begynde med et PrøveBind paa en 10–12 Ark.

Der maa nogle Strygninger. I dine Breve husker jeg ikke andet end nogle ganske unyttige og upassende ord om Kongen. Saadant skulde man ikke skrive – ikke engang i privat Brev; – det er igrunden en Art Karslighed – lidt pralerisk, som vanklæder en gentleman. Og ellers i de andre Breve staar der formodentlig altfor intime Ting – Familieting; det maa stryges med Forstand. Brevene til B. B. er ikke gode, – jeg læste nogle igaar, som kjedede mig svært.

Fra Baby hører jeg om Eder – at alt gaar og gaar sin triste og dog saa skjønne Gang; det minder om General Moreau’s berømte Tilbagetog! – og Musiken følger dig ogsaa, og der vifter ogsaa Faner over dig, som du ikke ser.

Maatte Baby som en liden lystig Piberdreng opmuntre den gamle General; hun er sød – ikke sandt? – og der er en egen Lyd i hendes lille Stemme, som gjør godt i gamle Hjerter.

Hils Tante hjerteligt fra mig og hav det begge saa godt som muligt, siden I nu ikke kan have det saa godt som I fortjener det.

Din hengivne Neveu og Ven Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Tak for Laanet af Brevene. Du har vel ikke noget imod, om jeg i sin Tid tager dem med i en Samling til Udgivelse?

Nu er jeg saa langt og længe skilt fra Danmark og de gamle danske Forbindelser, at vi maatte have en lang Samtale, før jeg kunde være med og forstaa.

Men ved at samle Breve, kommer jeg dog netop i disse Dage ind i de gamle Tanker og det morer mig og glæder mig at mindes godt Venskab og den første Forfattertid, da jeg havde saa megen Støtte i dig og dine Værker.

Hvis du husker det, saa bed Edvard sende mig mine Breve og fortæl, hvor prompte du fik dine igjen. Naturligvis vil jeg iagttage sømmelig Discretion ved Udgivelsen, – hvis det nu blir til noget. Jeg glæder mig til at møde dig igjen.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! det var en Skuffelse for mig i Deres Frues Brev at møde Vanskeligheder ved min Plan: at samle mine Breve. Hvad hendes Breve angaar – jeg mener mine til hende, saa skal jeg skrive og forhandle derom med Fruen; men Brevene til Forlaget – Justitsraaden først og senere Dem – de har jeg gjort sikker Regning paa og uden dem kan der neppe blive nogen Samling.

Der var baade i Deres Fars og i Deres Tid nogle Perioder, hvor Brevvexlingen var ret bitter. Jeg kunde tænke mig, at De nødig vilde lade dette komme tilsyne? – men jeg for min Del vilde synes, at hele mit Forhold til Forlaget – ja til Danmark og Literaturen blev ufuldstændigt, om det ikke kom for en Dag, hvor fordringsfuld – kanske urimelig jeg altid har været. Dertil kommer, at jeg til Venner mange Gange har talt om – og maaske i Breve skildret, hvorledes jeg har havt Rivninger med Forlaget; og hvis nu det ikke kommer frem, vil jeg staa som en Art Pralhans.

Jeg synes, at Forholdet mellem Hegels og mig geraader alle 3 til Ære og ikke minst Eder, som tiltrods for min – lad os kalde det: Aabenhjertethed bevarede mig i Venskab; ligesom der jo ogsaa uden Tvivl paa utallige Sider maa findes Ord for min oprigtige Taknemlighed mod Familien og min Hengivenhed for Forlaget.

Af Copier har jeg kun nogle af de store Slag-stykker, der vilde tage sig grelt og misvisende ud, naar det forangaaende crescendo i Stemningen og det efterfølgende decrescendo i Fred og Forsoning skulde mangle. Og først og sist: jeg vilde netop gjerne efterlade Billedet af en Smule Forfatter-Kjøbmand, der arbeidede for bedre Vilkaar for de gode Forfattere i det fineste og i alle Henseender mest imødekommende Forlag i Norden.

Af disse Grunde vil jeg indtrængende bede Dem sende mig alle mine Breve til Gyldendal – til Deres Hr. Fader og til Dem selv. Selvfølgelig skal der være Anledning til Forhandling om Enkeltheder og Udtryk, ligesom jeg beder Dem have Tillid baade til min Discretion, Takt og Smag.

Min Plan – ser De! som Fru Julie har fremskyndet, er den, at tjene selv de Penge, som en anden efter min Død vil tjene paa at opsnuse og udgive Kiellands Breve. Og jeg vil ikke kvæle Læserne med et tykt umuligt Bind, men gjøre mig en stor og sikker Indtægt – forhaabentlig i flere Aar, – sammen med Dem, hvis vi kommer til Enighed.

Jeg vil begynde med et lidet Bind til Jul – 10 a 15 Ark, som antagelig vil omfatte Aarene til 1882 – eller 83. De kan gjøre Oplaget saa lidet, at der Intet bliver at resikere, hvis De vil tage Forlaget; og jeg vil ikke tænke paa Oversættelser. Gaar det ikke, saa lader jeg mit Samlerarbeide ligge; men gaar det, vil jeg gjøre store Foranstaltninger og Fordringer ved det næste Bind. Hvad jeg hidtil har seet er godt. Jeg tror, at naar Brevene kommer uden Spor af Fortale eller Forklaring eller Noter bare med Over- og Underskrift – chronologisk ordnet fra Dag til Dag, vil de give et Billede af en Correspondence – ret interessant og morsom – tildels ogsaa i de fortroligste Breve yderst pudsig. Man har ikke meget af den Art, og Brevskrivningen er efterhaanden blevet mit Forfatterskab; jeg tror, det vil lykkes som literairt Foretagende endog i høi Grad og det vilde glæde mig, om De har Lyst paa Tingen og vil stille mig svimlende gode Vilkaar.

Til en Begyndelse vilde jeg spørge, om jeg turde belæsse min Conto med 500 Kroner, som jeg trænger meget til.

Jeg hører, De har taget Jens’s Bog; jeg vil bare forberede Dem paa, at der hænger vist over Deres uskyldige Hoved et Manuscript ogsaa fra Alexander; lad det være sagt strax, at de 2 Unges Conti, ved en Jernmur bestandig maa være adskilt fra min. Lad mig snart høre fra Dem og hils alle Deres.

Venskabeligst Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Hvor det dog er ondt at skrive, naar lange Tider ligger siden sist. Jeg fik fra din Bror 2 Pakker Breve, og ved siste Sending – det er nogle Dage siden, meldte han mig, at du virkelig skulde i Fængsel for Duellens Skyld, ja, at du kanske er der endnu i dette Øieblik. Vi er for gamle – undskyld! – men det er mig umuligt at tage dette paa nogensomhelst let Maade, og jeg tænker, at du ogsaa er saa alvorligt sint som hele Historien fortjener fra først til sist. Endda jeg, som bare ser Politiken, jeg ser vel ikke Halvdelen, – saaledes viste jeg ikke af, at der virkelig var Rets-Sag – PolitiSag? og Dom til Fængsel. Kjære Ven! enten du ler, – men det gjør du ikke, jeg er vis paa, at du ganske alvorligt tillader mig at bevidne hvor jeg tager Del med dig i Mistrøstigheden over den Art Raahed, som følger vor Tid og voxer med den.

Jeg er bange, du begynder at glemme mig, nu da vi ikke engang længer har Forbindelse gjennem Døtrene. Men jeg selv er netop i disse Dage saa optaget af gamle ganske forglemte Minder fra min første Forfattertid, fordi jeg samler Brevene. Du vil ikke holde dig tilbage med din Andel, naar du faar Tid?

Min Plan er at begynde til Jul med et Bind paa 10 høist 12 Ark – mit gamle Format og Udstyr saaledes: Kiellands Breve 1ste Samling. 1878 til for Ex. 1882. Udgivne af Alexander L. Kielland. Brevene følger strængt chronologisk uden en eneste Note, Register eller Forklaring.

Forsøget vil da bestaa deri, om disse Breve, naar de læses i Sammenhæng, vil give et Billede af en temmelig selvbevist Forfatters Debut i en interessant Tid og fængsle saameget, at man i smaa Bind til Jul kunde udnytte min store Brevskat, som ellers vil blive liggende og komme en Fremtidens Borchsenius tilgode, der da vil fremlægge et Monstrum paa 700 Sider med Noter – til at brække sig af!

Jeg lægger næsten mest Vægt paa dine Breve, som der uden Tvivl maa være mange af, hvis du har gjemt dem? – naturligvis maa jeg stryge; jeg vil nok klæde mig noget af ved denne Leilighed; men jeg vil beholde Buxerne. Og jeg vil ogsaa gjerne beholde mine Venner, saa der maa bruges Varsomhed. Enhver får sine Breve urørte tilbage, saa han kan se, hvormeget jeg vilde betro Verden af vort. Men saa maa jo ogsaa Vennerne stole paa mig; thi det blev umuligt paa Forhaand at træffe Aftale for alle de luftige Ord, der kan staa.

Næst dine Breve kjæmper jeg nu for at erholde Hegels. Jeg vil nødig gaa i Jorden uden at efterlade mig mine hæderlige Batailler med ForlæggerVampyrerne i min Tid – saa snille og fine som de var. Det første Bind Breve vilde omhandle Tiden, før jeg kom til Kjøbenhavn, hvor vor Correspondence endnu maa være sparsom. Saa var vi sammen 2 Aar – med spredte Billetter fra Øresundsgade til Tordenskjoldsgade. Der blir saaledes Anledning til at betænke sig efter 1ste Bind; overveje, hvad der tager sig ud, og hvad der kan læmpes paa, – eller til helt at opgive Planen; – saa ligger ialfald mine Breve samlede til Eftertiden i Afskrift for Exempel i Universitetsbibliotheket, – der har de Plads til Alverden.

Nu skal du billige denne Plan – om ikke for andet, saa fordi den kan skaffe mig Penge – he? tror du – din – jeg kan ikke finde paa noget Skjældsord, siden det er saa længe siden; men jeg vil haabe, du ikke skjærer et spodskt Grin over Kelland, som indbilder sig, nogen gider læse hans gamle Breve, – det er jo netop det, som er det forfærdelige Spørgsmaal; men et lidet Bind – he? – man kan altid forsøge – he? – vær enig! og lad mig snart høre fra dig.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Georg Brandes.

Kjære Ven! Tak for en Eftersending af Breve. Det hober sig forfærdeligt op; men jeg holder endnu Haabet oppe: at Stoffet lader sig anvende i smaa Portioner. Et Udvalg vilde være Snyderi, og det kunde jeg ialfald slet ikke gjøre selv. Men jeg maa aligevel gaa over et og andet altfor drøit Udtryk, som i Samtalen kan have passeret mellem Mandfolkevenner; men som bare vilde fordrive Læserne uden at gavne nogen. Saa gjælder det ogsaa om det kan gaa an at sige til alle, hvad jeg har sagt til den ene Ven om den anden. Jeg finder for Ex. i et af Brevene til dig, at jeg mistvivler om Bjørnsons “Paalidelighed”. Dette ser jo galt ud; men det gjalt den Tid, da han var saa optaget af det Religieuse, at man kunde frygte, at der forestod en Svingning mod den Kant. – Jeg faar nu se og stole paa min gode Samvittighed.

Din hengivne Alexander L. K.


Baby Kielland.

Søde Pefi! – et Par Ord før du reiser! vær nu snil og perlegod mod din brave Mand, som jeg holder saa meget af og under det saa godt, – husk paa at være perlegod – saaledes som du kan være – mod ham og hav det godt og lykkeligt – som man ene kan have det i Paris, naar man vil og naar man vil være snil og give efter og ikke fordærve Livets faa Søndage med Opvask fra Ugen. Maatte glade Guder følge Eder!

– Hvorledes jeg har det? jo omtrent som da Fjeldfolkene sagde: Om Jolkvelden – daa hadde me det løiligt! – inkje hadde me te æta! inkje te drykkja! – os log, saa me dratta taa Bænkjom! – ja for tilslut maa jeg le! Foruden virkelig Sorg – som den over Jonas Sømme, er her de latterligste Fortrædeligheder.

Dit Brev til Rachel – den Ryggesløses Moder gav jeg Fattigforstanderen med udtrykkelig Ordre, at hun maatte forbydes enhver Adgang til mig. Thi – du naive og forkjælede Væsen; – du kjender mig lidet, naar du tror, at du kan bruge min “Autoritet” til sligt. Har jeg nu i 30 Aar baaret en urimelig stor Broderpart af din Moders Pigesorger, saa vær vis paa, at jeg ikke vil begynde paa mine Døtres; min Kjærlighed er god og paalidelig, men den er Gud være lovet i Ramme.

Lev nu godt og vær glad i mig og i din Mand; jeg hører bare godt om dig og er lykkelig. Til Pintse kommer Mamma, da faar vi tale om Sommeren og Besøgenes Tid.

Din egen Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg venter saa paa en Pakke af mine Breve fra Dem – bare fra de første Aar – foreløbig, f. Ex. 1879–83, det vil antagelig være nok. Opgiv mig, hvor mange Stykker, som det vedlagte*, der skal til, forat udgjøre et trykt Ark som i mine Bøger med det flotteste Udstyr. Deraf vil vi kunne tage af den allerede store Bunke et passende Tal til et 15 Arks- eller 12 Arks-Bind til Jul, og saa kan vi jo se os om.

Min Plan er nemlig voxet. Hvis det lykkes, kan der blive udmærkede Illustrationer – baade Portraiter og Steder, Grupper – Situationer – jeg tænker allerede med Graadighed paa Deres Mapper paa Skovgaard; mine gamle Stavangerbilleder, Aarre – et Liv illustreret.

Det viser sig allerede, at det første Bind hovedsagelig kommer til at indtages af Brødrene Brandes, Forlaget, B.B. indsprængt med et forholdsvis lidet Antal af Søster Kitty, Drewsen, Statsraad Lange og andre Familie-Medlemmer. Fru Julie og Vennerne i Kjøbenhavn viser sig først i 2 Bind, og først da, bliver det mere livligt.

Skulde der være noget i, hvad jeg sist antydede: om De kviede Dem ved at aabenbare vore Tvistigheder, saa vil jeg bede Dem slaa dette af Tanken ligesaa godt først som sist. Der er allerede i, hvad jeg har læst, saa megen og stadig Omtale til literaire Venner om mit Forhold til Forlaget, at al Sammenhæng vilde være borte, om denne Baggrund ikke kom med; og jeg kan ikke tænke mig, at De virkelig skulde have for liden Tillid til mig og min Oprigtighed. Maaske gjør jeg mig her formegen Sorg og fornærmer Dem kanske ved at forudsætte noget hos Dem, som ikke er der; kanske har De havt travelt? – kanske er min 1ste Pakke underveis? –

Deres hengivne Alexander L. K.

*som jeg maa faa tilbage strax.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg skynder mig at svare paa Deres Brev fra Berlin af 30te April, forat bortvifte Skyggerne mellem os. Vær sikker paa, at jeg er fuldstændig loyal paa Forlaget og paalidelig paa Venskabet; – dette gaaes der ud fra.

Nogen Domstol mellem os vil vi ikke have – det skulde da være Fru Julie.

– Jeg har faaet Brevene indtil 1883 i den nydeligste Orden – mange Tak! og jeg har seet de smaa Spræl, jeg allerede strax gjorde mod Deres Hr. Far, naar jeg var misfornøiet med Honorar eller andet. Men jeg har ogsaa lært, at jeg hver Gang med stor Elskværdighed faldt tilfode i næste Brev og var fornøiet med alt.

Sagen er, der er – saa latterligt det lyder – lidt Kjøbmand i mit Blod, og jeg kunde lige fra først af ikke fordrage, at Forfattere behandles som en Art Umyndige.

Men i det, som jeg har modtaget, kan jeg ikke tro, at De har fundet noget, som kunde være ubehageligt for Forlaget; og saa kan vi jo se paa det første Bind.

Men lad det allerede nu være Aftalen: hvis der findes saa bitre Breve, at De endog nødig vil gjenkalde dem i vor Erindring, saa beder jeg Dem lade saadanne forblive i Archivet. Og hvor der leilighedsvis kan findes noget, De helst vil undgaa, saa er jeg rede til Conference – enten naar Brevene sendes mig, eller naar de kommer til Trykning.

Naturligvis maa dette ikke drives altfor vidt. Jeg vil nok sætte Pris paa den “Baggrund”, at jeg har mukket; jeg har jo ogsaa udøst mig lidt paa Tryk om hint Museum i Antwerpen. Derfor beder jeg om at faa saavidt muligt alle Breve, vi kan da forhandle om Enkelthederne. Jeg blev ganske hed om Ørene ved Deres Skildring af Smudspressen i Kamp mod Gyldendal!

Nei! Kjære Ven! da staar vi sammen. Der maa Ingen røre ved Forlaget – det vil sige: ingen andre end jeg! Og De skal hellerikke stikke noget i Lommen, som De ikke vil have der. De har svaret og dermed er det ude. Til syvende og sist er det vor Sag, og vi ville ikke slaaes til Ære for Filisterne.

Men tror De ikke, at med de Fredens Principer, som her ere skildrede, kunde vi komme fra det – begge Parter. Forlaget vilde beholde den Stilling, det har, i min Taknemlighed og DHrr Hegel i min usvigelige Hengivenhed. Og jeg vilde opnaa, hvad der nu er min Stolthed, at kunne føre frit Sprog i Spøg og i Bitterhed uden at efterlade den Art Bitterhed, som fordærver.

Og desuden! lad os nu se et Bind til Prøve. Naar De sender Besked om, hvor meget mit Prøve-ark udgjør, maatte De paa samme Tid være saa snil at sige mig, naar De vil have Manuscriptet. Jeg har tænkt, at Brevene skulde begynde med Slutten af 1878 – min Afreise til Paris –, nei min Gjenkomst fra Paris og gaa til min Afreise fra Stavanger, da vi kom til Hjortevang i Øresundsgade.

Mer end Halvparten af Brevene er til de to Brødre Brandes, som i den Tid var min Tilflugt. – Dette er kanske ikke saa heldigt for Bogen? – men senere træder de mere i Baggrunden, ligesom Brevene blir betydeligere og især morsommere opigjennem Tiden. Men jeg ser godt, det blir et vanskeligt Arbeide, og at jeg behøver mine Venners fulde Tillid. Min gode Samvittighed maa hjælpe mig og de, som holder af mig, kjender min lette Tunge. Og dog – De har Ret; man maa ikke glemme Rakket, som staar graadigt paa begge Sider, – glemme det skal jeg ikke; men jeg vil ikke stige ned til det; alt kan forvrænges og gjøres ondt af de onde, og man blir selv ond af at følge dem paa Sporet; det vil jeg ikke. Altsaa ser vi et Bind til Prøve.

Illustrationer tænker vi ikke paa til 1ste Bind. Jeg har rigtignok nogle Portraiter af mig selv samlede fra jeg var liden Gut. Men da Brevene først begynder i mit 29d Aar, er der jo ikke netop nogen Mening i Gutte-Billederne, – eller hvad synes De? – vil De se paa dem?

Gjør vi Lykke med Bogen, kan vi give os Tid til næste Jul og samle Billeder af Steder, vi har boet, Folk vi har mødt etc. – et langt Levebrød er min Plan.

Jeg skriver til Skovgaard, da jeg tænker og haaber, at De allerede er hjemme og alt vel. Hvad vil det sige, at den fredelige Fru Agnes har Nerve-Anfald? hils hende venskabeligst fra mig.

Jeg telegraferede iforgaars og spurgte, om min Conto kunde bære 800 Kr og fik idag Svar: “indtil 800 Kr kan hæves”; hvis jeg kommer afsted iovermorgen, vil jeg tillade mig at trække 800 Kroner paa Fr. Hegel & Søn gjennem herværende Privat-Bank – Tak! Men jeg venter først at høre, hvad Beate siger. Hende skal jeg i ethvert Fald hente i Slutten av Mai.

Gid De nu maatte se mildere til mit Forehavende og fange Tillid til dets Skjæbne. Jeg tror nok, at 1ste Bind bliver kjedeligt, men – jeg haaber – interessant som en Forfatter-Debut, der kom i en Fart og gik høit tilveirs.

Hils Fru Julie og sig, jeg skriver snart.

Deres oprigtigt hengivne Ven Alexander L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Tak for dit Brev af 17d Juni. Man bragte mig netop en foreløbig Udregning af den Erstatning, vi skal have af Kommunen for Mosvandets Udvidelse og Beplantning med et 15meters Skovbelte til Isolation og Filtrering – en Foranstaltning, som igrunden kun gjør Myren mere tiltrækkende som Tomtested. Der er beregnet for Meteren fra Kroner 0,15 for Stranden ved Stemmen, 0,30 for Udmark, men for den største Del Kr 1,15, 1,20 op til Kr 1,40. Totalsummen for denne Strandstribe, for andet er det igrunden ikke, bliver lidt over 30,000 Kroner! Nu har vi altsaa solgt for 90,000 Kroner foruden de 3, de snød os for med Piben, og Sandnem og den anden Mand fra Hillevaag. Men hvad Tid vi faar disse Penge, er uvist. Nu tager Byen først Over-Taxt, da alle synes, Taxterne ere høie. Fristen udløber idag; jeg begjærer ingen Overtaxt for os, da jeg helst venter, at den gaar ned, saa taber vi Omkostningerne. 30,000 Kroner for denne Strimmel, der bevoxet med Trær igrunden forøger vore Værdier derude i Udkanterne, er nok – synes jeg. For de to smaa Holmer fik vi 150 Kr og for Ulempe (Is- og Fiskeret m.m.) fik vi 500 Kr.

Du ved ikke, hvor du skræmmer mig, naar du siger saadant som, at vi maa sælge for 120,000 Kr. Jeg skulde nu i de slettest mulige Pengetider sælge Ejendommen til den Pris i Løbet af en halv Time og Kjøberne skulde tjene over 100,000 Kr. i et Aar. Betænk den siste Pris for Knophs Hus var 65 Kr; i Østervaag er der betalt over 100 pr Kv. Al. regn ud 3,700 Kv Al til en Pris af c 70 Kr.

Nu river de alle Husene paa Torvet, vi ser alt Valbergtaarnet fra Contorvinduet – det nye i Nord, og vi skulde sælge nu, mens denne uhyre Forandring fuldbyrder sig, forat give Speculanterne al Glæden ved Forandringen, just som den begynder. Jeg beder dig saa mindelig give Fred – ialfald et Aar – jeg mener for din egen Skyld. Saa vil jeg til den Tid gjøre, hvad jeg kan, forat deltage i den uhyre Gevinst som i sin Tid skal vindes paa denne Ejendom. Jeg synes, vi maatte have lært nok af de andre Bestefars Ejendomme – Millioner, som gik i andres Lommer! Og det Regnestykke, man gør op med det aarlige Rentetab, er ikke andet end det argeste Sludder, som Misundelsen gaar og ærter med, forat faa de Ejendomme paa Glid, som først, idet de røres, faar sin Værdi og render op i Priser, som spotter langt alle de smaa RentetabsBeregninger. Det er forsaavidt godt, at Jonas Sømme er af Veien. For det første gjorde han os den Skade, han formaaede, ved at misrekommandere Hannasdal (Taage og Fugtighed) og desuden tror jeg altid, han bearbeided dig og de andre, forat vi skulde slippe Ejendommen fra os til Spekulanterne, som han var en af. Med Kitty er det jo saa, at hun har det gode Argument, at hun helst vil have Pengene, mens hun lever og Børn har hun ikke. Man kunde løse hende ut til en Pris af 120 000, hvis hun forlanger det. Men jillest var det at holde sammen og realisere 250 à 300,000 Kroner.

Det ser ganske ængsteligt ud med Tycho, som nu paa Død og Liv vil have Penge. Med mig er det ikke saa farligt; det var forat slippe den høie Rente; men skal der fremdeles være Tale om c 7 %, saa kan jeg ligesaagodt lade Vexlerne gaa; de minker jo altid lidt. Men nu er her ingen Penge; gl. Kristiansen svarede mig, at han havde besluttet ikke at laane Penge ud mere, fordi han var saa gammel og svag. Og alle mine Bestræbelser forresten mislykkes. Jeg gruer for at meddele det til Tycho. Men Tycho skulde tage sin Svigerfar i Klemme, men der er noget i Veien i det Forhold; han gjør det aldrig.

Vi har ogsaa deiligt Veir med rigeligt Regn og Varme; men vor Plage er den Taage, som vilde hjælpe Eder langt, om I havde den.

Hils Dikka og Dine fra os – specielt fra Else.

Din hengivne Alexander.


Albert Langen.

Høistærede Hr. Langen!

De vil blive skuffet over min Mening om Deres Tidsskrift, hvoraf jeg har havt den Ære at modtage 2 Bind og mange løse Exemplarer. Det Tyskland, hvortil Bladet henvender sig og hvoraf det er udsprunget, er ikke det Tyskland, jeg kjender, – saaledes som man bilder sig ind at kjende et stort Land efter sin Ungdoms Læsning og korte Reiser fra By til By.

Bladet er mig derfor baade i Tone og Tegning fuldstændig fremmed og frastødende, om jeg end nok kan forstaa, at Aanden og Meningen er af det gode og gavnlige.

Min forbindtlige Compliment til Fruen.

Deres ærbødigste Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hr. Hegel! – jeg kan ikke forstaa de 5 “bortkomne”? Breve. Den Sergeant, som ganske maskinmæssigt uden at forstaa og umiddelbart under mine Øine her i Contoret besørger Afskrivningen, kan umulig have taget eller forkommet 5 Breve. Han er forresten ude og exercerer for Øieblikket. Men nu har jeg talt de afskrevne Breve, og der er i 1881 akkurat 20. Derfor tror jeg, at Deres Mand simpelthen har skrevet galt paa Pakken: – 25 for 20 i 1881.

Da jeg fik Samlingen fra Gyldendal, der var saa nydelig og i Orden, hverken læste eller talte jeg Brevene, men overgav dem – som de laa – til Sergeanten og sendte Dem det hele tilbage i Pakken, da han var færdig med Afskrivningen. Nu er jeg nysgjerrig efter at vide, om De har andet at holde Dem til end denne Paaskrift paa Pakken? dersom der er noget Brev, De ved, var med, og som De nu savner, vil jeg blive yderst perplex og ulykkelig; thi jeg vil ikke kunne begribe, hvorledes det skulde kunne være kommet bort hos mig. Lad mig endelig strax faa Greie paa dette.

Og lad mig høre et Par Ord, om De ikke var tilfreds med vor Stilling og med mit Brev? Jeg kaldte det “Freden til Paris” og haabede, at De vilde sagt, at med saadanne Grundsætninger, som jeg havde udtalt i mit Brev, frygtede De ikke for denne Brevsamling, som jeg – sandt at sige – alt er lei af selv. Der er Ingen, som tror, at det vil lykkes.

Uheldigt er det ogsaa at fra 1879/1880, til jeg kom til Kjøbenhavn, korresponderede jeg næsten bare med Forlaget og Brødrene Brandes – især med Edvard. Og dette falder noget ensformigt. Senere blir der meget færre Breve pr. Aar, men saa blir de ogsaa meget morsommere. Nu synes jeg absolut, at 1ste Bind maa omfatte Tiden fra min Debut som Forfatter 1879 og til mit Ophold i Kjøbenhavn Sommeren 1881 – Hjortevang. Men det blir en tyk Bog 15–20 Ark, hvis jeg da ikke ved det endelige Gjennemsyn stryger en hel Del. Men stryger jeg noget, kommer Brandes – jeg mener især Georg over mig og beviser af sine Original-Breve, at jeg stikker under Stol og besmykker mig. Jeg indser, at jeg gaar mod Galgen, hvordan jeg saa vender mig; men jeg fortsætter min Vandring af Pengegriskhed – jeg har endnu 2 Sønner, som ikke kan hjælpe sig selv, og et Embede paa 4,500 Kr! Dertil mine Vaner, som jeg har svoret ikke at aflægge, før min Død.

Kunde De ikke opflamme Dem selv til at bifalde Planen! Jeg skulde sende Dem en Prøve; men det er just de første Breve i Samlingen, som det gjælder om at have med, forat markere det store Omslag, da jeg gik fra Teglværksejer over til Forfatter; og disse Breve er saa vanskelige at faa fat i; – sjeldne er de vel ogsaa.

Idetheletaget! – Deres siste Brev – af 3 Juli – har skuffet mig. Jeg havde ventet, at den gode Vilje og sikre Loyalitet, som jeg udtalte for Forlaget, skulde rørt Dem og bragt os nærmere sammen. Deres Datter og Svigersøn passerede en Dag. Vi var saa lykkelige ved at se dem, saa kort som det var; og saa glade ved Tanken om, at disse To ialfald kunde fortælle paa Skovgaard, hvorledes vi boede og havde det. Til al Ulykke havde vi en Taagedag af de værste; vore Fjelde vare indhyllede til Knæet og Ingenting tog sig godt ud. Fru Elisabeth fik jo ikke sagt saa meget, – det er ikke saa godt at faa komme til Orde med en saa livlig Mand! – og alt, hvad han siger, er nu ikke det pure Guld! Alligevel fikk jeg bagefter inde i mig selv alene en pinlig Følelse af, at De har det ikke godt – ikke saa godt som vi andre forestiller os, at den rige Mand altid maa have det, – det gjør mig ondt for Dem og for Fru Julie, hvis Aarene formørkes og lad mig snart høre, at Deres Datter Fru Agnes er frisk og at alt er vel i og om Skovgaard. Min Hilsen til Fruen og det ganske Hus –

Deres Alexander L. K.


Baby Kielland.

Kjære Baby! vi blev naturligvis alle altererede ved Fortællingen om din lille Pige, som slog sig. Du var jo flink paa alle Maader; men jeg savnet noget om en Doctor. Skulde du ikke ladet ham se Saaret først, forat han kunde gjøre alt forat forhindre Ar? Lad mig endelig høre, om det gror pent. Ah du! – jeg kjender nok den choc og den Angst, man har for Børnene; den begynder tidligt; men vær rolig – som du selv pleier at sige – det bliver nok værre med Tiden.

Jeg har paalagt og befalet alle her, at de skulde tie med dit Uheld; for ellers vidste jeg, at Antoinette og 20 andre vilde komme styrtende og spørge, om det var sandt, at Baby havde væltet sine Børn udfor et Stenskred, hvor de var gjenfundne med store Huller i Hovedet og smadrede Benpiber; – der skulde være lidt Liv i den ene! he?

– Du holder dig tapper; men jeg har altid en Følelse af, at du skyder Hjertet et Par Tommer op i Livet, naar du skriver til mig. Men forresten har du Ret. Jeg synes ikke, der er noget tabt ved en Vinters Ophold i Ro paa Landet – tværtimod! Var jeg forbleven paa Malde istedetfor at hvirvle rundt i Kjøbenhavn, var kanske mit Talent blevet varigere og alvorligere, end det blev. Desuden er jo en Stilling ved et Theater af den Art ingenlunde af de “sikre”, tværtimod er der et evigt Kav for at faa sine Gager, og det ender altid med Tab og Forargelse. Det blir ikke godt for et godt Theater at ernære sig ved Siden af Bjørnsons – saa længe han holder sig ivrig og følger med. Saalænge National-Theatret holder Ideens Fane netop saa høit som Bjørnson nu, er der ikke Brug for andet end Varieté. To Scener med virkelige Skuespillere hører kun de virkelig store Byer til. Lad altsaa Vilhelm tage det med Ro, – som han gjør. Man kan tidsnok blive Theatermand; men da er det ikke saa let at gjenfinde Digteren. Bliv i Ro i Vinter, saa skal jeg komme en Dag i Pels og spise varme Erter, salte Indmadspølser og Flesk med Skum!

Mens jeg husker det: Forklar engang din Adresse; jeg skriver Kvaneid pr. Christiansand; men paa dine Breves Post-Stempel synes jeg, der staar Høivaag? – er det Postaabneriet? – og er dertil Telegraf? – eller Telefon fra Christiansand?

Jeg sidder hele Dagen paa Contoret og gruer for Valget den 7de September. Ellers er jeg frisk og vaagen efter en svær Sultekur, som endnu varer.

Nu maa du fremdeles leve godt og være modig og fornøiet og god mod din Mand og mod alle: du faar det nok jilt i Livet nu, da du endelig har faaet Øinene op for, hvad Livet er.

Din egen Pappa.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! midt i min uhyre Travlhed med Valget, som rykker nærmere, vil jeg stjæle et Par Minutter til dig – du kjære Gjenstand!

Saa skulde jeg lykønske Krag og dig til den faste Ansættelse. Du skal ikke bryde dig om, at jeg sist skrev nedsættende om den samme Ansættelse. Det var nærmest, forat trøste dig, da det saa ud, somom det ikke blev noget deraf. Men nu er jeg ligesaa rede til at se det paa den anden Side som en god Ting for Manden at have et fast Arbeide. Sent eller tidligt maatte han dog til med noget fast; men det er paa en vis Maade Synd for ham, da det vil optage ham helt, og tilføre hans Blod den Theatergift, som aldrig forlader den, som engang har været bag Tæppet. Fru Krohn talte altid om sin Mand, efterat han kom fra Theateret; han forvinder det aldrig, hans Hjerte er i Theateret som Tannhäuser, der havde været i Venusberg. Hils ham hjerteligt fra mig og ønsk ham tillykke. Alle de andre hilser ham ogsaa.

Helst Else! hun er overlykkelig over den Ansættelse, som aabner hende 14 Dage hos dig. Du maa tage vare paa hende. Det er bleven Mode mellem hendes Veninder at finde sin Forlovede strax paa et Dampskib: Frøken Jacobsen – Margrete? – fandt en dansk Borgermester; en Frk. Ellingsen og Marie Sømme ligesaa hver sin paa en liden Reise. Jeg maa slutte – min Ven! med Hilsen og Kys og gode Formaninger til dig for Livet i Hovedstaden, hold dit gode Hjerte og dit Humør oppe og vær god og snil som du kan være det, saa er Verden ikke saa bitter i Enden. Hils Vilhelm og mine to søde Børnebørn –

din egen Paba.


Baby Kielland.

Kjæreste Pefi! – jeg skriver til dig i det første Øieblik af min Lettelse efter lykkeligen at have tilendebragt det store og besværlige Storthingsvalg; – lykkeligen forsaavidt som alt gik godt og glat og uden Feil fra min Side; men høist ulykkeligt forsaavidt, som at Od. Vik blev valgt til Repræsentant. Det nager mitt gamle Stavanger-Hjerte og vil evig være en Brandplet.

Men – han er saadan, som det Venstre er, vi har arbeidet for, og hvis Synder vi daglig bære og dække over med de gode Egenskaber, som vore Egne gjør Nar af os for.

Jeg syntes altid før, at naar de Gamle satte sig hen og lod, somom de lo af Verdens Daarligheder, – da var de rigtig affecterede. Og nu synes jeg selv, at Livet er et yderst simpelt Stykke Snyderi, hvor kun de Dumme holder sig alvorlige – ja og saa Karnaljerne!

Zack staar over mig – den unge Tyran! han vil gaa paa Posthuset.

Til Vilhelm alle vore beste Hilsener.

Og til dig – min søde Ven og Pefi! – Kys og gode Ønsker og Kjærligheds Mangfoldighed. Glæd dig over, at jeg snart skal en eller to Gange paa Guttetur til Aarre.

Din hengivne Pappa.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – min Plan med Brevene maatte foreløbig opgives; der var saa overvældende mange til dig, at der maa gjøres Udvalg, og det fattes der mig endnu Mod og Humør til. Du skal forresten faa dem alle prompte tilbage; Afskrivningen har kun været stanset, fordi hele Contoret har været optaget af Valget.

Men du maa gjøre mig en Tjeneste, nemlig at tage saa fromt som muligt mod Jens’s Debut. Han er kommen hjem – lige ung og løs; men hans Bog er – synes jeg – ikke værre end saa mange Underholdnings-Bøger, som læses. Vil du strække din Samvittighed et godt Stykke for min Skyld og for gammelt Venskabs Skyld, – det var rørende, hvorledes jeg skrev til dig i de første Aar, før vi flyttede til Kjøbenhavn; – det var velgjørende at mindes de gode Tider og hvor gode Venner vi var og er. –

Din hengivne Alex. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! vi har faaet en urimelig Masse Skovgaardsæbler, som har gjenkaldt i min Erindring saa mange gode Stunder og saa mange faderlige Træk i den Gamles Tid og saadan søskendeagtig Fortrolighed mellem os Unge, at jeg iværksætter min Plan og beder om et Dus-skab mellem os, som vil falde mig kjært og naturligt og Dig – Kjære Ven! forhaabentlig utvungent og oprigtigt?

Det var mig en stor Skuffelse at opgive min Plan med Brevene; men jeg opgav den ene og alene, fordi jeg selv indsaa, at den var gal saaledes, som jeg havde lagt den. Desuden skylder jeg at sige, at Skuffelsen ingenlunde var af de fine literaire; men udelukkende refererede sig til min umættelige Pengegridskhed.

Nu har jeg foreløbig slaaet mig ganske tilro og tænker ikke paa andet end mit Embede, og muligens paa en Brev-Extrakt engang ved Leilighed.

Der er imidlertid 2 Smaating, som ligger mig paa Sinde, 2 Levninger af mine Planer, “naar jeg fik Penge”, og det er, om du paa min Conto vil opføre 1 Lod i det Kjøbenhavnske Klasse-Lotteri og lade mig Seddelen sende. Du ser, jeg er kommen dybt, naar jeg ad saadanne Veje maa opsøge Lykken, der før mødte mig uden at blues midt paa Gaden i fuldt Solskin. Tror du, at du kunde ordne disse to Ting for mig i en Travelhed, som jeg omtrentlig kan forestille mig.

Men samtidig forestiller jeg mig ogsaa, at iaar er det morsommere; baade fordi Fredrik er med – hils ham fra mig! og fordi det synes, somom det gamle Forlag vældig har udfoldet sine Vinger. Send mig – er du snil – en Bogpakke ved Jul. Jeg ønsker først Kierkegaard, saa Julerose-Bøgerne med Tegninger og Vrøvl og saa hvad der ellers kan falde af.

Du maa ikke synes, jeg plager dig for meget. Vi lever ikke saa lystigt her. Og mangen Gang vaagner jeg op i Rædsel: om dette skal være Livets endelige Mening. – Hils Fru Julie! og sig, at jeg skriver snart; hils ogsaa alle de andre Dine og mine Venner.

Din hengivne Ven Alexander L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! ak, hvor sjeldent vi skriver! – jeg gaar i mit Embede, som øger med Byen og med de mangeslags Valg etc. – nu har jeg Folketælling. Beate er syg og vanskeligere end nogensinde; jeg bliver gammel, Humøret slides af og desværre kan jeg ikke længer blive af med min Fedme. Vil du være med Tycho og mig til Marienbad til April?

I. Det var om Tycho først, jeg skulde skrive. Han sendte mig et exotisk Brev forleden, hvori der stod noget om Kriser og Katastrofer og mulige uoverstigelige Vanskeligheder, medmindre jeg ved Ejendomssalg kunde skaffe ham 30–40,000 Kr., da vilde han pludselig blive en rig Mand, saamegetmere som hans Forretning stod i Begreb med at indtræde i en ny Æra! –

Jeg svarede dertil omtrent saa:

Jeg er forberedt paa at sælge Huset her, naar det forlanges, og jeg skal strax skrive til Jacob. Men jeg vil bare sige, at det er Synd at give Speculanterne denne Eiendom i en Tid, hvor vi alle venter en Krach i Stavanger og hvor ialfald alle Penge for Øieblikket skjuler sig undtagen de, som Bankerne hver Dag med stort Alvor sender omkring til hinanden om Formiddagen uden at lade, somom de forstaar, at det hver Dag er de samme Penge, som flyttes omkring.

II. Som du ser af indlagte Lap fra Andreas og som du ellers ved, udløber vort Forhold til Bryne den 15 April.

Mit Ideal er at avertere Grøden – som Andreas siger – tilsalgs paa Roden, og lade Høet høste af Høistbydende. Der skal være meget daarligt stelt, og jeg har hørt, at Bryne – som er en stor Canaille – selv har sagt, at han ventede at faa fornyet Aftale med os paa billige Vilkaar – , netop fordi han har udpint Jorden og Intet lagt efter sig.

Saa er der to Gartnere Vang, som gjerne vilde leie paa lang Tid. Jeg har foreløbig sagt, 5 Aar var det længste og da med saadanne Klausuler, at vi ikke skulde være forhindrede fra at sælge Dele – ja alt, om vi finder det. Vil du sætte op forsøgsvis et saadant Prop?

Vangs synes at være Sønner af noget kirkeligt ved en af Kirkerne i Christiania.

Altsaa skal du udtale dig om: Auktion over Slaatten, Fornyelse med Bryne pr. Aar, eller Gartnere paa 5 Aar med Klausuler.

Hils Dikka og Dine andre – fra os alle – specielt fra Else.

Lad mig snart høre fra dig –

Din hengivne Broder Alexander.


Vilhelm Krag.

Kjære Maag! Tillykke gode Ven! med alle dine Arbeider, som jeg ser lønnes med succes; foreløbig sigter jeg nærmest til Opførelsen af Baldevins Bryllup, som jeg læser om idag. Ogsaa af din Bog fra Christiansand tænker jeg, du faar Glæde; jeg har læst den og tænkt paa min doms- og Ridderstid.

Imorgen udkommer Jens’s Bog; – nu vi se, om den kan staa paa sine spinkle

Fra Alexander havde vi ogsaa Brev i, han klarer sig og lever godt; men – underligt nok – han synes ikke at skrive noget.

Saa var det om Svigermoderen. Lad det først og fremst være dig paalagt, indblæst og indpræget, at du strax kaster dig i Veien med din egen og min forenede Autoritet, hvis Baby vil opofre sig eller dig, forat tjene sin Moder.

Forehold derfor bestandig Baby, at det ogsaa er min alvorlige Vilje, at I lever Jeres Liv efter Eders egne Vaner og Planer og ikke mer end I netop selv har Lyst, lader hendes Moders Nærværelse blande sig deri.

Naturligvis falder der Byrder paa dig. Du maa saaledes være forberedt paa, at jeg om faa Dage melder dig hendes Ankomst. Det gjælder da at faa hende op til Sanatoriet. Men siden haaber jeg, at Beate, naar hun kommer herfra og ikke har mig, vil vise sig fra den anden Side og være glad og elskværdig – kanske, naar alt kommer til alt, en behagelig Gjæst af og til.

Din hengivne Alexander.


Carl Thaulow.

Kjære Hr. Thaulow!

Tak for Laanet! Det blev mest med Beskuelse af Billederne, hvoraf mange vare nye for mig; thi hvad Læsningen angaar, er jeg saa daarlig i engelsk, at der ikke var Tale om at tage fat paa disse Sager, der er mig saa vel kjendte, at netop det, jeg ikke forstod, vilde være det interessante. Men Tak alligevel – specielt for Deres Venskab. Glædelig Jul!

Deres forbundne Alexander L. Kielland.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.