Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1901

Baby Kielland.

Kjære Baby! – jeg sendte netop dit Brev, men jeg stopper Zack, forat tilføie Tak for alle dine Presenter – baade de, du havde besørget og dine. De to Søskende var henrykt – især naturligvis Else, som blev overvældet akkurat som ifjor. Har Ingen skrevet til dig? – vi havde Juletræ, som Jens pyntede og morede os fortræffeligt – – Jeg drak med dig og tænkte paa mange Ting, der i Julen ligesom suser forbi som en Sværm af Stjerneskud, vi møder igjen i det rastløse Liv.

Thi nu er jeg saa gammel, at jeg ser Livet i Snirkler – en Snirkel er et Aar, som ruller ensfarvet bort, og de lange grønne Sletter, hvor Solen før altid skinnede – de ligner ikke længere mine egne Aar men Fortællinger om en anden Alexander – lykkeligere og bedre end denne.

Din Pappa.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! – jeg glemte forleden at bede dig om en Ting til. Du husker Mors gamle Røgelse-Papir fra Petersburg? Dette er i lang Tid kommet ud af Handelen – fortrængt af Daniel Steen, der lavede akkurat samme Slags Papir og – indtil ifjor – med omtrent samme Lugt.

Men ifjor og iaar har han – o hvor taabelige de er allesammen! svigtet en gammel Vellugt og erstattet den med noget nyt, som naturligvis er billigere, som lugter af de simpleste Piger, som gaar forbi paa Gaden, – et Stinkstof, som er uhyre moderne – jeg ved ikke, hvad det er, men det ender i Stuen med harskt Smør eller Margarine. Jeg antager, at det gamle russiske er grundet paa Vanille og Ambra; men Steens er saa over al Maade ubeskriveligt gement, at det maa udluftes. Det var altsaa, om du – høfligt og elskværdigt vilde gaa ind til Steen og sige ham dette, samt spørge ham, om han af Barmhjertighed vil opgive dig Adressen paa den russiske Fabrikant af de ægte RøgelsePapirer.

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – Du husker vist ikke, at jeg med Spænding imødeser min Lotteri-Seddel? Jeg fik min Conto, som igjen var gaaet op i 8000 – det kom af min for tidlige Tillid til Brevbogen, og nu er jeg ganske ruineret ved Beates Ophold paa Holmenkollen, thi selv om hun er aldrig saa kniben, hvad hun er, saa er dog selve Stedet saa kostbart, at det langt overstiger mine Evner. Lad mig derfor faa min Lodseddel at se paa. Trækkes der ikke i Februar?

Brevene ligger nu der – afskrevne i store Masser. Skulde jeg foretage et Uddrag? Jeg er saa ræd, at hvis jeg udelader noget, kommer G. Brandes over mig og beder mig mindes, at han igrunden har skrevet alle mine Breve og det beste i Bøgerne. Ak! hvilket klageligt Syn! – som naar en Rasende afriver sine Klæder paa Gaden! Og hvorledes skal en Gentleman tro paa Sandheden – paa Ægtheden mener jeg – af et Menneskes Kjærlighed til Ideen til Verdens gode Tanker, naar han i Oprigtighedens Blottelse viser, at han kun – eller ialfald først elsker alt dette i dets Forhold til sig selv, til sin Person, til sin latterlige Forfængelighed. Det er Leiesvendene, som alligevel trods al deres gode Nytte, maa forblive i Templets Forgaard.

Idetheletaget! – hvilke onde Tider! hils Fru Julie og sig hende, at jeg mer end nogensinde føler Længsel efter at sidde i den lune Stue paa Skovgaard og snakke lystigt om al Bedrøveligheden omkring os. Men desværre! nu blir det længe til. Og tyk blir jeg ogsaa! – det gaar tilbage; men jeg stritter dog endnu imod den forbandede Alderdom. Hvad siger du? – som altid har spillet den unge Perseus? maa du snart bøie dig? – hils alle dine – og Hus og Lade – send nu Loddet!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel!

Ser du den gamle Helt B. B. Nu faar han tilslut Penge! Hans Laurbær river mig i Næsen. Om der muligens var noget at udrette med “Professoren” i Tyskland, det skulde jeg næsten tro – eller med Tre Par? Men det maatte ikke være gjennem B. B.s Forbindelser. Kjender du nogen Vei? Der falder altid lidt Opmærksomhed af, bare fordi man er norsk. Mon han kommer hjem snart? Send mig endelig mit Lotteri-No.

Jeg lever udenfor min gamle Verden og har det maadeligen. Hils Fru Julie.

Din hengivne Alexander K.


Baby Kielland.

Kjæreste Barn! jeg skriver i et Øiebliks Fred og Erindring om gamle Dage og takker dig for din søde Barndom, da vi altid var enige, for Ungdommen, da vi kjæmpede saa bittert mangen Gang og for Tiden, som nu er begyndt og skal vare til en gaar bort – i Kjærlighed og Forstaaelse og Tilgivelse for hver enkelt Tort, vi har gjort hinanden. Og naar jeg tænker paa de mange, mange bitre Taarer, jeg har presset ud af dine smaa sure Øiser, saa maa jeg nok undres paa, at de samme blanke gode Gjenstande kan straale saadan over mig som jeg ved, de gjør, saa saare vi sees. Du er akkurat bleven som jeg haabede; og du fandt din Vei. Nu har du fortjent at faa blive en god Synger; og det bliver du; thi først maatte den slemme Stendjævel ud, nu kan du synge om Kjærligheden – Menneskenes Kjærlighed i Liv og Død. Tillykke med Dagen den 9de!

Din egen Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg har været nedsænket i en Formørkelse af Fedt-Udvikling, Sovesyge og total Mangel paa Energi, af hvilken jeg kun langsomt er steget op foranlediget først og fremst ved Lægens absolute Paabud: at nu maa jeg til Karlsbad. Idag begynder jeg, og naar jeg begynder med dig, er det ikke blot for Pengenes Skyld, men ogsaa forat træffe en Aftale om at mødes paa Skovgaard; jeg skal derfor udvikle min Plan, mine Vanskeligheder og mine Haab.

Jeg kunde ganske vist laane alt, hvad jeg behøver – c 2000–2500 Kroner her i Banken, da min Credit fremdeles er god formedelst de stigende Eiendomspriser; men disse høie Renter fortærer mig bagfra, før jeg faar se mig om. Kunde jeg faa en Del andetstedsfra, var det saa meget bedre. Der skal ogsaa en Sum af 500 – dog indbefattet i foran nævnte Beløb – til min Skrædder i Hamburg, som jeg skylder 300 og som maa klæde mig op; thi du kan vide, hvorledes jeg ser ud i hjemmegjorte Klær med en stor Mave!

Jeg syntes engang, jeg var saa rig paa de Breve, – det var ifjor paa disse Tider, da jeg tog den meget letsindige Trip til Paris; siden efter hentede Beate i Sverige, saa Beate paa Holmenkollen (1000 Kr) – og nu, da jeg mest er betrængt, har jeg Ingenting. Saa slog du og de andre Brevene ned, saa nu ligger de der. Et lidet Haab om “Professoren” i Tyskland havde jeg ogsaa. Men du henviste mig til B. B.s Hjælp. Jeg kan ikke bede en Collega om Hjælp, hvor stor han saa er; og jeg trænger ingen anden Hjælp, end at blive bragt i Forbindelse med den Forretning, der anbringer Theaterstykker i Tyskland, og som jeg en Gang har havt Tag i, men hvis Adresse nu er mig forkommet.

Hør nu min Plan – ah! den klinger for mig som en Ouverture til et Digt, jeg selv skal opleve – et Nord und Mittel-Deutschland – ein Frühlingsmärchen – rigtignok mere tungt materielt, end da jeg første Gang saa let tilbens drog fra By til By, – vil du høre min Plan med al dens charme; saa har jeg selv Glæden af at se den første Gang hel og undfangen.

Med et stort Dampskib herfra direkte med en Søndenvindsstorm, som er forud bestilt, til Hamburg – forbi Helgoland, opad Elben: Cuxhaven, Blankenese – alle Navne fra vore Fædre, for hvem Hamburg var Paris. Jeg bor i Zum Kronprinzen, fordi Victoria er nedlagt. Strax til min Skrædder Kronenwerth, som bor tæt ved. Han skal ordne min Uniform, som aldrig har siddet rigtig. Dernæst skal han betragte min sørgelige Skikkelse, trøste, give Raad, maale og knibe ind; naar jeg fra Karlsbad kan melde, at jeg minker, skal han sy. Dernæst Børsen, hvor jeg hilser paa Baron Donner, og hvis der endnu er nogen af Fars gamle Forbindelser. Middag i Hotellet som jeg glæder mig til – husk dette er ante Karlsbad! saa zoologischer Garten og Opera eller Skuespil. Næste Formiddag Malerier – Cromwell m.m. og afsted om Eftermiddagen. I Dresden bliver jeg to Dage og saa gaar jeg ind i Kuren og forsvinder.

I Karlsbad tænker jeg at se endnu engang paa Brevene, af hvilke jeg vil medtage en Del, og derfra vil jeg ogsaa sætte mig i Forbindelse med Oversættere og Theaterfolk.

Den 6–8 Juni vil jeg være paa Hjemvejen i Berlin, forat se en stor Udstilling af Brand-Væsen, som interesserer mig meget og derfra vil jeg komme over Stettin til Kjøbenhavn let og ukjendelig af Slankhed, bleg Farve, milde fine Sæder, ingen Banden, ingen Drik – en ren Klud! Hvordan passer nu dette med deres Sommerplaner? Er der nogen hjemme paa Skovgaard da? – jeg havde tænkt at reise sydover pr. Kjøbenhavn og Stettin, men saa er det Complicationen med Skrædderen! – og desuden vilde jeg saa nødig vise mig i Kjøbenhavn, saaledes som jeg nu ser ud. Og nu har Fru Julie saa mange Gange sagt, at jeg var velkommen, og selv har jeg havt saadan Lyst og Længsel; men paa den anden Side maa der endelig ikke tages noget Hensyn til mig; min Plan er desuden aldrig en saa fast Gjenstand, at jeg ikke kan løse den op, hvis jeg vil. Lad mig nu høre dine vise Raad og øvrige Udtalelser og meddel Fru Julie, hvad der af nærværende Sendebrev kan betroes hendes Ungdom og Uerfarenhed – hils hende og alle de andre!

Skulde ikke Familien Hegel ville se en Brand-Congres?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjæreste Pefi! det var jilt at høre din kjære gode Stemme i Telefonen, og det er jilt at vide dig saa meget nærmere. Nu skal du høre: i Slutten af April reiser jeg til Karlsbad over Hamburg. Jeg faar vist tage en Dampbaad, som gaar om Christiansand, hvis den ligger et Par Timer, saa vi bare kan sees, og aftale lidt for Sommeren. Jeg skulde være tilbage i Stavanger i Midten af Juni, saa kan du komme, naar du selv vil med den Lille – jeg mener den sorte; eller vil du have dem begge med dig? Til Vilhelm er der en Seng, som jeg bitterlig misunder ham. Vil du reise hjem, før jeg kommer, saa kan du det og. Else og Gurine kan nok tage imod dig. –

Du fik laane min Kuffert – desværre maa du nu have den Uleilighed at pakke den opigjen. Jeg sender iaften Elses, den er næsten lige saa stor; og jeg vil helst reise med min egen – undskyld! Nøglen til Elses Kuffert ligger her i Brevet; Nøglen til min kan du binde til Kufferten eller sende mig den i Brev.

Først igaar gik det op for mig, at jeg skal reise; men ganske sikker er jeg ikke; det er altfor jilt. Du ved ikke, hvad Tyskland er, og den, der begynder i Paris, faar aldrig lært det af den Grund, at Menneskene fordærver Halvparten af sine Nydelser ved Sammenligning. Hvad mening er der igrunden i denne nedarvede Snusfornuftighed, naar der nævnes Kalkun, saa svares: den er tør sammenlignet med Gaasen! – hvad kommer det Kalkunen ved? Paa Bogstavet E stod i gamle tyske ABC’er 2 Dyr: Esel og Elephant, og som Vers nedenunder:

Der Esel ist ein dummes Thier:
Was kann der Elephant dafür?

Tyskland – især Nord-Tyskland er høitidelige Bestemoderstuer med ren Luft og velmente Skilderier, Bøger og Agtelse for Sværd og Pen. Jeg glæder mig som et Barn til at komme opad Elben i de Tusinde Skibe forbi Blankenese – naar du havde hørt Far og Onkel Axel og Jonas Kielland, som alle havde Hamburg til Paris, – naar de nævnte disse Navne! – saa gaar jeg paa Børsen og tager Baron Donner i Haanden – det er et meget stolt Øieblik. Saa stanser jeg i Dresden og saa til Kuren! Hjemigjen over Stettin og Kjøbenhavn – det bliver en glimrende Tur.

Jeg tænker mig, at I har det rigtig hyggeligt i det fredelige Christiansand efter en bevæget Vinter. Else gaar idag ud for 1ste Gang efter sin Bronchit; Mamma og jeg skal kjøre; – – – og jeg tænker paa min søde gode Pefertkat, som jeg altid savner.

Din Pap.

Hils Vilhelm!


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Jeg telegraferede strax igaar, at jeg accepterede dit Tilbud, som synes mig pynteligt og raisonnabelt – mange Tak!

Indtil jeg fik dit Brev, hang min Reise i en Traad; og jeg troede igrunden kun halvt paa den selv. Men nu er jeg saa glad og flere Pund lettere om Hjertet, for jeg føler, at det var gaaet mig galt, om der ikke nu var kommen en Hjælp. Jeg formeligt glæder mig til alle Kurens Pinagtigheder.

Men hvorledes tror du, det gaar, naar jeg kommer til Skovgaard? – ingen Selskaber! svage, svalende Drikke i smaa Æggebægere! korte Maaltider og lange Ture; ingen Middagssøvn! – et elendigt Liv! – en Usseldom – som B.B. vilde sige.

Mine Forberedelser kalde mig! Tirsdag 23d reiser jeg over Hamburg. Hils Fruen og mange Tak allesammen for god Velkomst.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Sofie Eide.

Kjære Fru Ejde! Tak til Dem og Deres Mand, at De tillader mig at deltage i den store Sorg som en af Deres Nærmeste, – hvad jeg visselig ogsaa er, forsaavidt som jeg holdt saa meget af hende, somom hun kunde været en af mine Egne.

Nu bagefter er man saa klog, nu forekommer det mig, somom jeg altid har anet dette, somom hendes Væsen var for vegt for Livet, og somom jeg havde en Følelse af det. Men det er vel bare Sorg og Hjælpeløshed over det, som maatte ske; og hun var jo saa ung og smuk og glad – nei ikke rigtig glad; der bliver alligevel et Slør tilbage – det Slør, som nu ganske har indhyllet hende for os, – det kastede en Skygge fremover hendes Liv trods Latter og muntert Sind – jeg saa det Frue! Livet var blevet for haardt for Catharina.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn! jeg maa skynde mig i et vaagent Øieblik at skrive Dem til; thi jeg er i disse første Dage saa udmattet af Kuren, at jeg sovner strax, jeg sætter mig ned.

Jeg reiser herfra den 31 Mai – Fredag; fra Dresden Lørdag, fra Berlin Tirsdag den 5 Juni; fra Hamburg den 7de; i Kjøbenhavn c den 9d Juni en Søndag.

Saa havde jeg tænkt at være i Kjøbenhavn c. 1 Uge. Hvorledes skal vi nu stelle os? jeg maa til Hegels og jeg vil til Dem som Senge-Dreng, hvis det nu passer. Men hvor skal vi begynde? – jeg stemmer for, at jeg gaar først directe til Skovgaard med alt mit Pak; naar saa Norgesreisen er bestemt, kommer jeg de siste Par Dage med en liden Haandkuffert til Dem, forat leve i Fred paa Taget. Svar nu strax af Deres aabne Moderhjerte og lad mig ikke forstyrre Dem eller Deres Planer. Hils Krohn og mine uægte Søskende.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn! jeg kommer desværre ikke til Kjøbenhavn, – ja jeg ved, det vil være Dem en Skuffelse. – Krohn ogsaa og mine smaa Søskende, – anse mig ikke for indbilsk; jeg ved jo, vi holder af hinanden gjensidig, og Skuffelsen for mig selv bliver den største. Jeg har savnet saa længe den gode sikre danske Tone, der er saa dybt gaaet mig i Blodet, de gamle Baand, som forbinder det gamle Norge med det beste i Danmark, – ja saaledes staar det for mig, naar jeg tænker paa mine beste danske Venner.

Ser De! – jeg var kommen dybt ned i alle Henseender, og Doctoren her vil beholde mig endnu en Tid; og da syntes jeg ikke, at jeg kunde reise hjem igjen med halvt Resultat. Idag er det bestemt, og jeg iler med at melde det, paa det at Ingen mere skal tro paa mit Ord; men prøve at holde af mig alligevel. Hils Krohn og de Smaa.

Deres bedrøvede Ven Alexander L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! vi skal ikke vise Haabeth fra os; men vi skal ogsaa iagttage hvilket mægtigt Skridt i den almindelige Opinion hans Bud markerer. Der er nemlig den Eiendommelighed ved vort Hus, at det saa royalement altid har vendt Ryggen til Byen – og det en meget ussel Ryg med mosgroet Tag og Stengjærder. Dertil er det ligesom gaaet i Bevistheden, at alt efter Bestefar skulde gruses: Onkel Axels og Sømmes værdifulde Eiendomme tilfaldt dels Byen for Ingenting dels Haabeth for samme Pris. Det tager en Tid, før Folk faar Øinene op; men nu – efter den store Nedrivning er det begyndt; det er derfor ganske betegnende og jeg indrømmer: ganske storartet, naar der nu med en Gang bydes en Sum som 120,000, medens man før nævnte 60– og lo af 90,000.

Men ingen klog Mand kan være blind for, at dette kun er, hvad Lammeslagteren paa Aarre kaldte for “Ødelæggelsens Begyndelse”.

Naar Staten nu gjør et saapas Bud paa en Tid, hvor der bogstavelig talt ikke findes andre end Staten, som kan kjøbe, saa maa det minste Barn forstaa, at dette er det lavest mulige Bud – et Bud, der lyder i den sletteste Tid og som, hvis det var et Speculations-Bud, ville indbringe en Formue i Gevinster paa Farten opover fra Haand til Haand, indtil denne Eiendom naar sin Pris. Og Ingen, som saa – ikke Kjøbe-Svindelen, thi her i Stavanger var der ikke Spor af Svindel i Tomte- eller Huskjøb, det var kun, at Opsvinget i Christiania indirecte løste den unaturlige Spænding, som fra Ulykkens Dage holdt vore Eiendomspriser nede, saaat de med et sprang op – ikke til Overdrivelse, men til en rimelig Værdi i en By som vor. Og nu vil jeg ganske rolig paastaa, at 50. Kroner for Kvadratalenen er kun da en normal Pris for os, naar Eiendommen tages af Staten uden Speculanters Mellemkomst og forbliver hel. Selv Fremmede maa forstaa dette bare ved et Blik paa Bykortet.

Men sælge maa vi; jeg skal skynde mig af al Magt; men du maa tillade mig at gjøre et Forsøg med 50 Kr – uden at forstøde Haabeth definitivt; – de finder forresten ikke en Postgaard, om de søger Byen rundt, og tro du mig: Haabeth sælger ikke Bestefars Hus efter 50 Kr., – for Apotheket gav de allerede 56.

Altsaa: jeg begynder at røre paa mig; der foreligger det første Bud, som der er nogen raison i; men jeg beder dig: ikke drive paa; har vi holdt os saa længe, var det dog dumt at kaste væk den store Værdiforøgelse, som disse Aar og den store Nedrivning har bragt os, – jeg sidder i mit Kontor og ser Taarnet paa Vaalandshougen mod Syd og Tyvholmens Fyr mod Nord!

Hils Dikka og god Fornøielse. Else har desværre været hjemme en 14 Dage for Vand i Knæet; formodentlig af den megen Staaen ved Kassen; hun maa vist anbringes ved en anden Afdeling i Banken, naar hun blir frisk – hun hilser Eder alle.

Din Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg brugte nok op hele mit Laan! men de Penge var dog vel anvendte. Jeg blev om ikke saa tynd saa dog i en uventet Grad frisk i Sindet og let i Kroppen, saa jeg nu igjen er den gamle – den Unge! desuden sidder de gode Vaner fra Karlsbad endnu i mig, jeg staar tidligt op og spadserer 3 Gange – ialt 5 a 6 Timer hver Dag. Og foruden dette gjorde jeg Bekjendtskaber i Kredse, som bestandig herefter vil være mig en kjær Tilflugt i Livet. Sig til Fru Julie, at jeg skal tage mig en Dag en af mine oprigtigste Penne, saa skal hun faa mit Skriftemaal – saa sort som det blir! men endnu er det Sommer og Ferie; og Luften egner sig til alt andet end til Skriftemaal, hvorimod Penge er et dybt følt Savn, hvor de fattes.

Vi maa nu sælge vort deilige Hus. Staten har antydet et Bud af 35 kr. for Kvadratalen til Postgaard. Det vil sige c. 130,000 Kr. Men jeg vil have 50 Kr., – altsaa mer end 180,000 Kroner, saa fik vi 6 Søskende 30,000 Kr. hver, og jeg vilde være hjulpen for mange Aar.

I disse slette Tider faar vi ikke 50, og jeg er saa ræd, at mine Søskende nu skal forcere Salget, før der igjen kommer en Opgang i Priserne og netop nu efter Reisen er jeg saa aldeles udpint og bekneben. Kunde du – Daarernes Formynder se Syn paa at sende mig nogle Laanformationer i Retning af 4–500 Kroner? he? Ser du – med Tiden … ak! med Tiden bliver det sagtens værre altsammen! vi har det ikke godt herhjemme. Men jeg vilde saa gjerne holde ud og se, om jeg ikke endeligen kunde faa mine Børn fra mig. Jeg haaber, du og dine lever godt? – lad mig høre nogle Ord; hils Fru Julie – mon hun er sint paa mig?

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for dit Brev af 14/8 med Restpenge – samt Regnskab, hvis Rigtighed forbindtligst erkjendes.

Tak ogsaa for din flængende Spot over den Gamles Daarskaber. Men nu er det overstaaet – ialfald næsten; og sig ialfald til Fru Julie, at hvis det virkelig forholder sig saaledes, som min brødefulde Samvittighed mumler noget om – nemlig at jeg i et Brev til hende i et frevelhaftigt Overmod har sagt, at for Fremtiden kom jeg sandsynligvis til at reise til Dresden – saa er dette en Plet paa min Karakter, som Aar ikke kan aftvætte. Det er aldeles forfærdeligt, hvad gamle forfængelige Mandspersoner kan finde paa at sige; jeg skammer mig oprigtigt! Hvis hun vil skrive et Par Ord til mig, vil jeg være taknemlig – især om hun lempelig springer over hin Efterkur og tillader, at jeg fremdeles har staaende en opredt Indbydelse paa Skovgaard og min gamle Plads i hendes gode Omdømme.

Ellers lever vi ikke synderligt godt. Det beste er Veiret, hvis Mage vi her aldrig har oplevet, og det er ganske mærkværdigt hvilken Hjælp for Humøret der er i disse varme smilende Dage, hvor Naturen her er friskere end noget andet Sted i Verden. Kommer Ingen af Eder denne Vei? Jeg gaar endnu lange Ture hver Dag – det er det eneste – jeg forsikrer dig! – , som er tilbage i mig af Kuren! og jeg sander Kierkegaards Ord: gaa, gaa, gaa – gaa dig til et godt Humør!

Hilsen til dig og dine! Tillykke med Hørup!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Jeg drømte inat, at jeg var i en uhyre Sal til et Møde af store og berømte Mænd. Jeg var der ogsaa i en liden Gruppe med nogle Danske paa et noget mørkt Sted under et Galleri, men undertiden vaagede jeg mig ud paa Gulvet og da saa jeg nogle gamle, hvide Berømtheder i massevis rundt omkring.

Tilslut gik jeg tvers over Gulvet og saa foran mig Fru Bjørnson, som ganske alene i den store Forsamling spiste Asparges; hun havde Maria Stuart-Hue af sort Fløiel med Sølv. Du sad ved Siden og sagde: “Er du der – Alexandrissime! – nu skal vi reise ud igjen; jeg holder ikke længer ud.”

Da svarede jeg: “Ja reis du bare, naar du synes du maa. Vi har dig aligevel mellem os. Thi du følger dit Folk som Jehova fulgte Israel. Kun vil jeg haabe, du maa have mer Lykke med dit end han havde med sit Folk.”

Dette syntes jeg var saa godt drømt, at jeg maatte skrive det. Ellers er her bare Valg og Vrøvl.

Din Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! saa langt er jeg kommen i Aaret – fægtende mig frem gjennem Gjæld og Forpligtelser; men nu ser jeg ikke Syn paa at slippe ud af det paa nogen Maade uden en Støtte. Jeg lever sparsomt; Beate er vistnok syg, men hun styrer Huset; vi er jo faa hjemme (Else og Jens); men det er umuligt med 4500 at klare sig ud Aaret – især, naar man har min store tunge Gjæld, som alene er nok til at fortære en Mand bagfra. Den snakker jeg ikke om engang. Faar vi atter en god Tid – og det faar vi, saa sælger vi alle vore faste Eiendomme og da skal jeg være nær gjældfri; men til den Tid – til den Tid! – Nu har jeg ingen Planer andre end at holde mig i Ro og gjøre Bod for min letsindige Karlsbader-reise; den var vistnok brillant og gjorde mig uhyre godt; men jeg tør ikke en Gang til laane sammen saa mange Penge. Min eneste luxe iaar er at reise til Christiansand og besøge Baby. Hun har det hellerikke godt; saa flink og brav som Krag er, kan han dog neppe leve med Kone af sit Talent – hvem kan det? og naar nu Ulykken vil, at de endnu skal have et Barn til, saa vilde jeg saa gjerne gjøre hende den Glæde – ja os begge – den Glæde at sees. Men jeg kan ikke; jeg tænker med Gru paa en Jul i Forpinthed uden Skillinger som vi har havt dem før. Til min Forstemthed kommer ogsaa Fortræd i Embedet, – men det vil jeg springe over, fordi det igrunden gjør godt; Ærgrelser er en gavnlig Afvexling i Bekymringer; det værste er evig fra Dag til Dag at knibe og spare paa det, man ikke har.

Kan du ikke sætte dig hen paa en hemmelig Plads og vride dine Hænder over mig og finde paa noget? Du maa absolut – selv om du ikke ved det – føre en conto finto dubioso qvasi donationis, som paa Dommens Dag vil komme dig tilgode. Eller er du ikke Medlem af: Fattiges Juleglæde – eller noget lignende?

Efterat have lagt denne Torpedo under din Ark, vil jeg gaa tilsengs og sove gratis i 10 Timer. En anden Gang vil jeg sende gode Hilsener; sig bare til Fru Julie, at jeg vil snart skrive, og at jeg er saa nogenlunde i Behold –

Din hengivne Alexander L. Kielland.

Vi kan umuligt i Stavanger opdrive Dickens’s Romaner; vi vilde prøve at læse dem høit. Kan du skaffe mig en Udgave – helst gammel af de beste Romaner: Copperfield, Fælles Ven, Dombey, Bleak house, Chuzzelwitz? – om ikke hele Dickens, saa et Udvalg for Vinteren – saa var du snil og vilde blive dyrket af den lyshaarede Else!


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! det var engang, du stod i et lignende Hvirvelcentrum af Forkjætrelse og Frafald, da gjorde du mig den uforglemmelige Ære at sende Bud efter mig; kan du huske, jeg fik dig til at le over Disciplene, som sprøitede? Dennegang kan jeg ikke komme, – selv om du ønskede det? – men jeg vilde skrive, at du skulde vide, der er ingen Skygge eller Afstand, naar du vender dig om og ser efter mig. Om selve Sagen skal du slippe at høre fra mig; du har vist nok af Snak nu snart. Og det er vist hellerikke noget nyt for dig – mit Standpunkt, som er: Feilen ligger i den – om Forladelse! noget klodsede Indrømmelse af, at den digtede Mand er selve den virkelige Mand; det vilde jeg aldrig indrømme – ikke engang med Oftedahl; jeg har kogt ham om til eget Brug. Historiske Personer skal nødig sidde paa Anklagebænken, forat dømmes stykkevis; men deres Skjæbne og Personlighed skal klinge med i Digt og Historie, ligesom det enkelte Instrument, der skjuler sig i Orkestrets store Samlyd. Og forresten husker du vist min Uærbødighed overfor de store Politikere; de har aldrig imponeret mig eiheller interesseret mig; efter min Maalestok er de alle bundløst troløse; min Far pleiede at sige: Pack schlägt sich, und Pack verträgt sich!

Derfor har den hele Sag for mig kun havt Interesse, forsaavidt som den berørte dig, og derfor griber jeg Anledningen til at bringe mig selv og mine Forhold i din venskabelige Erindring. – Jeg har ikke havt det godt, siden hine Festens Timer, da vi sist saa hinanden. Beate har – formodentlig i mange Aar uden at jeg forstod – været i en Sindstilstand, som kun delvis kan skildres ved Ordet hysterisk; men som alligevel er noget i den Retning. En overhaandtagende Ængstelse for Sygdom i Forbindelse med en sygelig Klage over ikke at være paaskjønnet og dyrket nok – altsammen, siger jeg, Følger af Forkjælelse, – naa! det siger jeg nødig; men jeg tror det. En Stund var det saa galt, at ogsaa jeg var blandt Fienderne; men det er anderledes nu; dog strækker hendes Hjerte sig ikke stort længer end til sig selv og saa lidt af mig. Jeg skulde ikke forraade hende paa denne Maade, hvis jeg mente noget ondt med det; jeg ved jo, det er sygeligt og at det nu er en fuldstændig Sygdom; men de skadelige Traade, hvoraf det stærke Toug nu er spundet, de er kanske for en stor Del komne fra mig og i vort Samliv, saaat jeg kanske har gjort hende ligesaamegen Skade som hun mig. I de siste Maaneder er den nerveuse Lammelse i Hænder og Ben betydeligt bedre, og hendes Humør er næsten godt; vi trænger til at holde os oppe og sammen, da vi bestandig har megen Uro for vore Børn. Naar dertil kommer den evige Pengeknibe, saa er det ikke videre lystigt at leve.

Men en god Ting kan jeg glæde dig med, og det er, at efter Karlsbad er jeg bleven saare maadeholden i Drik og hengiven til at gaa lange Tourer alene i Omegnen, derfor blir jeg hellerikke tykkere, og hvis vi sees igjen, hvad jeg dog altid haaber og tror, saa vil du ikke blive altfor forskrækket over mig.

Beate sender Hilsener til dig, som hun bestandig holder af og priser for dine mange gode Gjerninger mod os og til Fru Caroline; gid du maa have det godt og udgaa af Hvirvelen hel og holden til Glæde for dine Venner. Lad mig høre et lidet Ord fra dig – er du snil!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.