Stavanger den 4de Februar 1902.
Kjære Jacob! – jeg kan vel gaa ud fra, at du med Bekymring er overbevist om, at jeg med min Gage og med mine Børn, som endnu ikke kan undvære Tilskud maa gaa tilbage hvert Aar. Selv om du ikke regner mine slemme Vaner med, maa Resultatet blive nedad; og det eneste, jeg kan sige til mit Forsvar er, at jeg holder mig i Ro og bekjæmper de flotte Vaner, om end ikke altid med afgjort Held. Du vil alligevel med forøget Bekymring og Deltagelse modtage min Bøn om dit Samtykke til at tage yderligere 10,000 Kroner i Form af Skadesløsbrev i Eiendommen, hvilket skal deponeres i Privatbanken for at overskygge min Gjæld i nogen Tid. Paa Huset her er der 25,000 (Tycho 5 + 10 og jeg 10); men der er naturligvis Intet til Hinder for at byde Privatbanken 10,000 endnu paa samme Eiendom. Derimod kan det kanske se ud, somom jeg tager mer end min Sjettepart forlods. Jeg kan dog aldrig tænke mig, at vi skulde sælge for 120,000 Kroner – en Pris, som jeg selv i disse sletteste Tider skulde kunne opnaa med Lethed, om vi udsendte en Mægler “paa Haanden” i nogle Dage. At bepante Vaaland falder mere besværligt.
– Fremtiden formørkes jo paa denne Maade; men min nuværende Stilling er utaalelig, ja – uholdbar. Faar jeg nu igjen en saadan Hjælp, glider Vraget af igjen og flyder et Stykke til, og naar det synker – Kjære Broder! saa har jeg ført det til Ende, og saa faar de andre bjærge sig saaledes, som de jo efter Naturens Orden forlængst burde have gjort uden mig. For Beates Vedkommende gjør jeg Regning paa en Statspension; hun behøver ikke saa meget.
Det er trist; men der er det, som værre er; men vi er gode i Ryggen – jeg tror, det er det ukuelige Lange-blod i os, som holder os oppe og opreist, til vi falder.
Din hengivne Broder Alexander L. Kielland.
I denne Uge vil jeg forhandle med Privatbanken, tør jeg da stille 10,000 Kr. i Udsigt?
Stavanger den 12te Febr. 190.
Til Vilhelm Schwiebelmand!
A
Til din Dagbog har jeg i sin Almindelighed kun dette at bemærke, at Drivningen bør ikke være ujævn; naar de nu er komne saa langt som jeg forstaar dine er, skal de helst avancere langsomt og i Kulden og ikke hensættes paa den varme Driveplads; kun flyttes ind paa Bordet om Aftenen for Nattefrosten.
Det er anderledes med mig, som absolut vil have alle ude paa en bestemt Dag d. 18d. Jeg driver for fort; idag er alle mine i beste Condition, men til den 18de vil allerede de fleste have tabt noget i fraicheur. De er forresten saa smukke som nogensinde; der er et Par Vidundere blandt dem, men ogsaa 2-3 temmeligt uanseelige Tingester.
B
ad Argus. Den pleier at blive middelstor med hvidt Øie. ad bird of Paradies. Den blir der vist ikke noget af? – Blanchard er saa kraftig, at den vist taaler Tabet af nogle Klokker i Toppen. Distinction er min Yndling; den bliver ikke meget stor, men den staar længe med den deilige Farve. Lord Derby har jeg glemt, – den er formodentlig lyseblaa? Yeschko skal blive kolossal, hvis din lykkes. Pavillon blanc bliver lang og meget hvid. Mimosa er lunefuld, men kan blomstre uhyre rigt og stort; Farven er dyb og sjeldent mørkeblaa. Snowbal – jeg haaber den lykkes – en hvid rund Klump. Veronica – spids Knop – deilig mørkerød Farve og tæt i Hovedet. Moreno er et lyserødt Uhyre – simpel men stor.
Lad mig høre mere.
Din hengivne A. L. K.
Stavanger den 15de Februar l902.
Kjære Maag!
Du ved jeg kan ikke. Jeg har aldrig kunnet gjøre mer end en Ting ad Gangen: først var jeg Teglværksejer i 10 Aar og drømte ikke om at skrive, saa skrev jeg i 10 Aar uden at tænke paa andet; og nu har jeg været Borgermester i 10 Aar – uden at der er faldet mig nogetsomhelst ind, der er faldet udenfor den kommunale Pragtstil.
Men – det er sandt, jeg har to Gange drømt noget, som du kanske kunde bruge, – du kan jo høre:
Ifjor Vaar drømte jeg, at jeg kom ind i en stor Sal, hvor alle Europas berømte Mænd vare samlede. Jeg kjendte ikke en eneste en; indtil jeg paa den anden side af Salen fik Øje paa Bjørnson.
Jeg gik tvers over Gulvet og hilste paa ham.
«Nei Alexandrissime! er du der!” raabte Bjørnson, “ja – nu reiser jeg ud af Landet igjen.”
«Reis du!” svarede jeg, “vi ser dig saa alligevel, hvor du end er – som Jøderne saa Jehovah, – kun vil jeg haabe, at du faar mere Glæde af dit Folk end han fik af sit.”
Og den anden Drøm – kort Tid efter – var saadan:
Jeg laa i god Søvn og tumlede med nogle Ord, som jeg skulde ordne, uden at jeg var mig i mindste Maade bevidst, hvad det var, og tilslut sovnede jeg rigtig dybt, og alt blev borte.
Men før jeg begyndte at vaagne henimod Morgenen, gjenfandt jeg disse ord, de kom og formede sig i uklare Rækker, jeg gjentog dem, indtil jeg blev saavidt klar, at jeg skjønte, det skulde være Vers; – saa gled de bort igjen.
Endelig vaagnede jeg for Alvor, og der var Ordene igjen, de kom ganske færdige som Verselinier, – uden at jeg behøvede at ordne mere – et Vers, som jeg aldrig kunde fundet paa, om jeg havde villet; det lyder:
Naar Mikkel sidder i Mikkelsborg
Alt med sin spidsede Snude,
Da tænker han ikke paa Gjæld og Sorg
eller paa Verden, som larmer derude.
Han har tændt sin Praas,
Han har stegt sin Gaas,
Saa lader han Ulvene tude!
Der kan du selv se! – man kan længe nok holde hver Ting for sig, saaledes som jeg altid har prøvet; alligevel forefalder spredte Tilbageslag, som midt i den dybeste Borgermestersøvn forplumrer den kommunale Pragtstil.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 20d Februar 1902.
Kjære Jacob! Tak for dit gode Brev; det er altid godt at faa Brev fra dig; og jeg savner dig uhyre i disse Aar. Gamle blir vi, og det maa vist selv for dig tilslut blive fortærende, at man aldrig mere i Livet skal faa Fred for de Børn, aldrig mere gjenfinde – jeg mener ikke Ungdommens velsignede Ansvarsløshed, det venter jeg ikke, men bare et Punkt, hvor man med Ro kunde gaa i Seng efter fuldbragt Arbeide for dem. Men nei! hver Nattens Time har sin Angst, sine Overraskelser, Skuffelser og mislykkede Planer, saa hver Dag trommer os ud igjen til nye Offere, ny Omtanke, Bekymring og frugtesløse Krampetrækninger for at slide dem op igjennem Livet. Aldrig i Verden kan det være Livets Mening dette Lebberi med Afkommet nutildags.
Desværre du; her er nok ikke andet Raad, og selv det er jo kun et Palliativ. Men du maa ikke skræmme Livet af mig med Udsigten til, at dine Efterladte eller du selv skulde betale for mig. Saa galt vilde det ikke blive, om jeg døde med 20 000 i Huset. Men jeg tror nok, at det fordelagtigste for alle Parter var, om jeg døde jo før jo heller.
Huset er jeg fuldt forberedt paa at miste med halvt Aars Varsel; det er paa en vis Maade altfor galt, at jeg sidder med det. Men det ser værre ud netop nu, fordi Tiden er saa slet. Alligevel fastholder jeg, at 120 000 Kr. er Haabeth – og kanske mange andre rede til at betale idag, saaat hvis det forlanges, saa skal jeg slippe det løs; jeg tænkte en Gang paa Hegel, men det har jeg opgivet. Det var jo en foreløbig Redning for mig; men jeg gruer for at se, hvad Mellemhandlerne vilde vinde.
Expropriationen ved Mosvandet er foreløbig stoppet paa en Høiesteretsproces, idet Th. Bryne, som Ejer af de lave Holmegenæsmarker nedlægger Indsigelse mod Mosvandets Udvidelse ved en 1 Meter høi Dæmning hvorved hans Tomter kommer under Vandfladen udsat for Digebrud, Væde og idetheletaget under andre og ufordelagtige Forhold; han skal have krævet 100,000 Kr. i Skadeserstatning.
Processen er som alle tvivlsom; men selv om Kommunen vinder, tager det Tid. Desuden er her en saadan Pengetrang, at alle større Foretagender bare udskydes og snakkes bort.
Derfor er der Intet at vente af vort Consortium, der var et tilfældigt Compagni; men jeg skal prøve igjen: om de vil have et stort Stykke Vaaland; der er endnu ikke fuldt reguleret, og foruden Spørgsmaalet om Mosvandets Hævelse og Omgivelse med et 15 Meter bredt Skovbelte, er der ogsaa Tale om Bygrænsens Udvidelse bag Vaalandshougen – altsammen Ting, som forbedrer Eiendommen som Tomter, men som først kan virke, naar Stregene definitivt ere paa Papiret, saa man kan kjøbe og bygge efter dem.
Jeg skal fremstille mig for Privatbankens Chef en af Dagene; og jeg skal da sige ham, at du nødig giver mig 10,000 – kanske 5000 til mod Sikkerhed i Huset, saa faar vi høre; men han og hele Banken er i slet og blodtørstigt Lune, fordi de selv gaar og fjoller bort 30 000-Tusendvis paa disse Vindmagere, som sætter en vanvittig Credit i Bevægelse. Nu faldt Lie og Bertel Svendsen og de slemme Bager Pedersens Sønner; men jeg tror endnu, de værste staar for Tour; og det har jeg sagt B jeg husker ikke, hvad han heder Norges Banks Hoveddirecteur; men han er iethvertfald en Høire-Høne.
Hvis der nu ikke er nogen Nytte i 5000, faar du tænke dig godt om og se, om du kan tilraade 10000. Saa skal jeg sælge og flytte saa fort, der bare blir nogenlunde rimelig Pris. Der er ingen Udsigt for mig, kan jeg forstaa, til noget større Embede, saa jeg kommer til at gaa her til min Dødedag, – nuvel! naar man havde Fred og god Samvittighed for Børnene, saa er jeg jo glad nok i Stedet, men – ja der er ikke mere at sige om den Sag. Skriv snart til mig igjen og sig, at jeg faar tage de 10 000 og send mig et Concept til et Skadesløsbrev som sist; hvad der maa til, det maa til.
Hils din kjære Dikka, – ah det skulde være jilt at træffes. Hvad tror du, det vilde koste at reise herfra over Hardanger, Lærdalsøren, Gausdal til dig og saa hjem paa Hovedet over Christiania – regn ud det!
Din hengivne Broder Alexander.
Stavanger d. 7. Marts 1902.
Søde Barn! – der gik nogle Æg og anden Rabe til dig igaar, som skal være Geburtsdagsgaver. Jeg maa især henlede din Opmærksomhed paa nogle amerikanske Syltelabber, som jeg nu bagefter tror, maa være den rene Gift for en Barnekone – vogt dig for dem og lad dem staa, til du blir stærk nok; nyd dem saa med Edik, Peber og Dram; de skal være brilliante! – vi var jo begge saa glade i Sylte – og Vilhelm?
Nu har jeg gaaet og værpet, – hvilket i og for sig er et stort Kunststykke af Eqvilibristic! paa en Tur til Jæderen; men Venners Troløshed, Snøvl, Vrøvl og Barnefødsel har hidtil forplumret Rugningen, indtil jeg idag har svoret en Svor saa salt han var indvortes – som Andreas engang sagde, paa, at imorgen reiser jeg, om her saa regner Svovl, Ild, Børnebørn og Børnebørnsbørn!
Jeg faar tage med mig noget Papir, saaat jeg hver Dag kan sende dig nogle Ord; men jeg er ræd, det gaar ikke saa jævnt som jeg forestiller mig med Posten, for her er Taage; og naar jeg saa mindes den fjollede Postgang i Høivaag, tænker jeg, du mangen Dag ikke hører fra mig, og en anden Dag faar totre Breve. Derfor vil jeg nummerere de 9 Barnebreve, saa kan du tage et hver Dag som Pulver, dette er No. 3.
Ligger du og ser ud i Luften? – er det ikke godt at kjende sig tom igjen og ensom i sit gode Skind.
Nu var Andreas her! – han havde enten Kræft eller Tandpine, han troede selv nærmest, det var Kræft i alle Tænderne paa den ene Side. Der fór han! Saa har jeg Fredrik igjen. Han falder naturligvis ogsaa fra; saa kjører jeg alene med to hvide Heste, dertilmed en lumpen Daler – NB., som er min; nogle Flasker og Pokaler – Nota bene fyldt med Vin – da er jeg lystelig og blid – NB. for en Tid!
Imidlertid maa du ligge paa Ryggen og lytte til Vestenvinden, som kommer fra Nærland og tænke paa Foraar og Sommer. Den lste Juni reiser Mamma til Laurvig; da kunde du besøge mig – kanske! – jeg er saa ræd for at berede dig Skuffelser; men alligvel maa vi jo have noget at glæde os til – ikke sandt?
Farvel for idag; Contoret er fuldt; imorgen, naar du læser dette, kjører jeg mageligt i Sølen vestover mod Havet i kold Vastaage, men med Lærker og Viber iblandt.
Din egen Pappa.
Stavanger d. 15. Marts 1902.
Kjære Pefert! – jeg er gaaet ganske Surr i dette System med de ni Breve, og du har vist hellerikke mærket andet dertil end mange smaa Skrivelser paa Sengen; men det var ogsaa Meningen! har du havt det godt?
Mens jeg var paa Jæderen, kom her Telegram, hvori Krag takkede for “Pakkerne”? men det var dog Kasser – en med Æg – ikke sandt? – og en med diverse Syltelabber? – jeg er aldrig sikker paa Forsendelserne til Eder, efterat jeg har seet Stellet i Christiansand og Omegn – især Posten, Telegrafen, Telefonen, Dampskibsforbindelsen – ohola! Derfor maa jeg altid have Besked – især vilde jeg gjerne vide, om du har sendt den tomme Ølkasse til Nils Svendsen, Arnageren, for det maa du gjøre prompte! og lade mig vide det.
Idag beregner jeg, at du har siddet lidt oppe og moret dig med din MoabimDreng, som formodentlig er sjelden? – lad ham forblive et unicum! Imorgen Søndag skal der for første Gang spises med lidt Fest – he? Fiskeboller? – lad mig endelig faa Opskrift paa de Boxer, du vil have igjen; det er saa letvindt; for mig bare en Fornøielse; for Thiis tildels en Anledning til at være elskværdig, – til din forrige Sendelse havde jeg bare sendt et Bud ned til ham med 5 Kroner, saa besørgede han selv alt, – var det ikke en Masse? Ser du, for saadanne smaa Stød kan den aldrig svigtende nok staa sig; det er værre med de store 2- og 3-zifrede Anfægtelser. Men nu længter jeg snart efter et Livstegn fra din egen kjære Haand. Hils Vilhelm og de Smaa, Pigerne og Madamen og sig dem Tak, fordi jeg ved, de har alle været snille med dig, – har de ikke vel?
Og lad nu Stellet gaa sin Gang uden at lægge det altfor meget paa dig. En Husholdning paa Landet med 3 Smaa skal ikke være Mønsterdrift, som uden Varsel kan stilles til Mønstring for skarpe Fremmedøine. Den store Vanskelighed, som næsten er umulig i smaa Forhold, er at holde Børnene fra sig, saa de ikke optager ens Sind og Tid ud over alle Grænser. Dertil bruges Pigerne, men saaledes, at man er tilfreds med deres Stel, og ikke forjager dem ved i de inderste Smaating at forlange sin moderlige Vilje sat igjennem.
Else var her og ruskede mig i Haaret og omknoklede mig – saadan som du ved. Jeg skulde hilse dig saa rædselsfuldt overhændigt forfærdeligt; hun har kjøbt et Maleri fra Aarre paa 10 Kr. Afbetaling i 5 Maaneder af en ung Abrahamsen. Else er min Trøst; men du er min bestandige Glæde, mit uundværlige Savn hver Dag, –
Din egen Pappa.
Stavanger d: 15de Marts 1902.
Kjære Ven! kunde du give mig Anslag paa en Kunsthandler i Kjøbenhavn, som vilde sælge 4. Malerier for mig, – de to underhaanden og med Discretion, da de er Presenter.
De 4 Perler fra min beskedne Samling er:
Disse to siste maatte sælges ganske underhaanden og i Hemmelighed; Dedicationen paa Thaulows maatte helst overmales, – ikke hans Navn – naturligvis.
Jeg har i den samme Anledning henvendt mig til Hans Nicolai, siden der var Tale om hans første store Billede; men da han ikke har svaret, har jeg tænkt mig, at han, som nu er en rig og lykkelig Mand, formodentlig færdes langt ude i Udlandet og ikke har Anledning til at hjælpe mig. Jeg skulde forresten hellerikke have anden Hjælp end en paalidelig Adresse til et Firma, som vilde sælge for mig uden for stort Provenu og med den oven skildrede Discretion.
Jeg ser af og til din rastløse Skikkelse suse gjennem Politiken, – ak! hvad vi skulde snakke om nu! thi selv om det forekommer mig, at jeg længe har flydt om som en død Kat, er jeg vis paa, at hvis man slipper mig løs, vilde jeg snakke Eder alle under Bordet i de første Dage. Ogsaa den gode danske Mand Bissen – hans Skikkelse saa jeg forleden i Ill. Tidende, og jeg fik saadan en Længsel efter ham. Fru Bissen, Hanne – ak! dig og Fru Emilie først og fremst; bed hende skrive som i gamle Dage, forat de nye Dage dog kunne nogenledes minde om de gode gamle. Og lad mig høre et godt Ord fra dig; Og undskyld Commissionen.
Din Alexander.
Stavanger den 25de Marts .
Kjære Jacob! der blir ikke anden Raad. Du maa lade mig seile videre og stole paa, at hvis jeg skulde dø, vil der blive truffet saadant Arrangement med Bankerne her, og der er desuden saa mange gode Navne, som ville indtræde for mig, at mit Bo vil gaa tilende, uden at nogen behøver at frygte for Udlæg. Jeg faar ganske vist, naar jeg dør, om ikke Vinger, saa dog et suspensorium, der kan afværge al overhængende Nødstilstand for mine.
Men jeg ved godt, at det i dit Hjerte gjør dig mere ondt for mig, end at du skulde være ængstelig for dig; og dit høieste Ønske er ganske vist at holde mig tilbage for min egen Skyld; men Livet maa jo gaa – ser du; og tilslut, saa har jeg jo Værdier igjen; men det skrækkelige er at fortæres af Renterne.
Her er en Liebhaber, som gaar og snuser paa en Del af den flade Mark mellem Mosvandet og Myren; Andreas Sømme arbeider med ham. Skulde vi sælge et godt fladt Stykke midt i Eiendommen, maatte vi have 1 Krone contant for □Al. Du ved, Buch betalte 50 Øre helt ude ved Mosvandet; 1 1/2 fik vi i Hannasdal; saa mente jeg 1 Kr. for et Stykke midt imellem kunde passe. Lad mig høre din Mening; der er ikke Bud endnu; men man kunde jo forberede sig. Jeg har prøvet paa, at opvække det gamle Consortium; nu faar vi se. 1 Krone pr. bebyggelig Alen over det hele, blev en svær Handel. – Jeg sælger mine kostbareste Malerier og piner efter Evne.
Vedlagte Rævesax forelægges dig, – om du vil foreslaa de andre, at jeg erholder din Fuldmagt?
Jeg vil haabe, du har det bedre end jeg. Til næste Aar – en klar Dag i Marts – som Far pleiede at sige, vil jeg komme og besøge dig; – du kommer vel aldrig hid? Hils Dikka.
Din hengivne Alexander.
Stavanger den 9d April 1902.
Kifi! jeg beder idag Wallem sende Bud til London efter 2 nye Spidser til Stangen, forat være færdig til Blankfisk den 1ste Mai.
Kan du nu huske, hvorledes den var den graa Flue, som Haabrandene ligte?
Har du saadanne? – eller vil du bestille nogle til dig og 1 Dusin til mig?
Idag gaar min Contorist fra mig for 6 Maaneder formedelst Sygdom. Gurine er bragt tilsengs af samme Grund. Min Fod er hoven, og alt er saa glimrende som midt i Hiobs Bog.
Din ukuelige A. L. K.
Du maa gaa til Onkel Jacob og hilse ham fra mig. Jeg har saa mange Gange tænkt paa hans haarde Skjæbne og bløde gode Sind, et Mandfolk saa rent som jeg aldrig har truffet Magen til, men alligevel saa ægte Mandfolk i hver Fiber, et velsignet harmløst Humør og en uendelig Kjærlighed til Livet og alt levende. Døden leger ondskabsfuldt med ham, men han er lige god og blid. Sig ham, at jeg har elsket min Moders lyse Skikkelse i ham og i Lyden af hans Stemme, der altid gjenkaldte mig de fjerne Tider, da vi levede mellem Langene – vor lyseste Tid; Onkel Jacob har skinnet for mig og vil altid gjøre det – som den, der binder mig til Lyset og til Livet og jeg er stolt af, at han har holdt af mig.
Din Alexander.
Stavanger den 24de Mai 1902.
Kjære lille Sammenbragte! – jeg sender dig idag en Gjenstand, som er ganske particulair for mig; jeg har selv fundet den op; men du maa strax sende mig den tilbage, da den er gift.
Det er ubegribeligt – alt det Sludder, de Danske kan finde paa!
Tak for dit Brev, der blandt andet ogsaa var beundringsværdigt derved, at du snedigen undgik Spørgsmaalet om De og Du! – tag mig ikke ilde op, at den gamle tykke Broder lader, somom du endnu er den lange Dreng; naar vi engang sees, skal Spørgsmaalet afgjøres udtrykkelig.
Men det blir nok længe til, hvis du ikke kommer hid, for nu er jeg fæstet hertil uden Haab om Udflugter.
Jeg vilde nok gjerne – kan du tro, tage min Plads igjen, og jeg savner forfærdeligt de danske Venner. Naar man først har havt det saa godt som jeg og levet blandt de beste Danske, saa ved man længe ikke, hvor meget man har tabt, naar det er forbi.
Men med Tiden faar man det nok at føle – ligesom overhovedet alt ondt, tungt, trist og stygt, det kommer med Tiden, – du kan være ganske rolig!
Og dertil naturligvis Sygdom: Blodmangel – og Blodprop – det faar vist jeg snart! Mælkefeber, Navlehvirvel og Nyregalop – altsammen kommer nok, naar man ikke faar Slag, saa du maa rigtig glæde dig til Livet – Kjære Broder! men spørg Camilla, hvad Fanden hun ler af?
Hils saa din kjære forfriskede Fader og bed ham fra mig sætte sig ned; bed saa vor gode Moder ligge stille og samle godt Blod og tænke lidt paa den tykke Dreng og pas paa, at Camilla ikke ler. Du selv maa have det godt –.
Din A. L. K.
Stavanger den 16de Juni 1902.
Til Hans Excellence Statsminister Blehr. Christiania.
Det var en Tid, da jeg meldte mig som Ansøger til saadanne Embeder østover, som jeg troede at kunne magte – væsentlig tilskyndet ved min Kones skrøbelige Helbred, om hvilken det formodedes, at den vilde forbedres under bedre Veir og Klima.
Skjønt der i denne Henseende ingen Forandring er indtraadt, har jeg dog i de senere Aar holdt mig tilbage – i Erkjendelse af, at det er vanskeligt at finde noget for mig. Med en svagelig Kone og en kneben Økonomi egner jeg mig hellerikke for de fine Amtmandsembeder sydpaa og nordpaa, og naar jeg tænker paa, hvor mange bedre kvalificerede her er, saa kan jeg ikke vente mig mer end jeg har faaet.
Derfor har jeg ikke villet plage nogen med mine Ansøgninger, medens jeg paa den anden Side af mange Grunde kunde trænge haardere end nogen aner til en Forflytning. Men der er et Embede, som jeg tror, jeg skulde magte godt – stærk og frisk som jeg er og med en aldrig svigtende Interesse for Stedet, og det er Amtmandsembedet i Stavanger Amt.
Hr. Amtmand Oppen er jo i fuld Vigeur, og han er i enhver Henseende en saa fortræffelig Mand og Amtmand, at det var stygt og langt fra mig at ønske noget ondt; men jeg har ved denne min private Henvendelse alene villet vække – om muligt – en Præsumtion for, at Stavanger Amt var kanske noget, man kunde give Kielland, naar han holder sig i Ro og ikke gjør noget galt.
Jeg venter ikke noget Svar, men beder Dem modtage min Hilsen, ligesom jeg vover at medsende min ærbødige Compliment til den naadige Frue.
Deres Alexander L. Kielland.
Stavanger den 8de August 1902.
Til Hans Excellence Statsminister Blehr!
Efterat jeg for nogen Tid siden i Tillid til vore og vore Damers venskabelige Relationer tillod mig at skrive et Brev til Dem, hvori jeg udtalte, hvor liden Udsigt jeg syntes at have til nogen Forfremmelse, har jeg modtaget meget alarmerende Efterretninger fra min Kone, som er ved Laurvigs Bad. Det synes mig næsten paalagt af Pligt, hvad jeg af Beskedenhed ikke vilde vove. Jeg sender derfor min Ansøgning saavel til Nordre Bergenhus som til Romsdals Amtmands-Embede.
Jeg fik lidt Mod i en Conference med Hr. Amtmand Oppen idag; – ikke saaledes, at han i fjerneste Maade berørte mine Chancer; men det var mig en Beroligelse, at han, som har seet mig paa nært Hold i disse 10 BorgermesterAar, mente, jeg var en saadan Post voxen, hvis jeg ikke var bange for det store Arbeide. Det er jeg nu ikke; et travelt Kontor afbrudt af smaa Reiser, hvor jeg kunde gjøre nogen Nytte paa egen Haand – ligesom, vilde tiltale mig mer end noget andet. Mit nuværende Embede – saa jilt som det er – bliver altid overdækket af Kommunens Styrere og gjort saa ubetydeligt som muligt.
Siden jeg altsaa har forandret min Beslutning fra hint Brev til Dem, vilde jeg paakalde, hvad der kunde tjene til min Anbefaling – deriblandt ogsaa min Kones lidende Tilstand, hvorom Læge-Erklæring er vedlagt Ansøgningerne, samt bede Regjeringens Chef modtage Forsikringen om, at Embedet i mine Hænder skulde røgtes med Tjenstiver og Paalidelighed.
Med de ærbødigst-venskabeligste Hilsener fra Hus til Hus forbliver jeg Deres Excellences hengivne
Alexander L. Kielland.
Flekkefjord 12 August 1902.
Kjære Mester! du var saa snil at skrive til Beate, at jeg bare skulde søge Embeder ufortrødent. Jeg var dengang af en anden Mening, og dertil var jeg sint paa Beate, hvis Sindstilstand ikke er egnet til at blande sig i mine Affairer.
Senere er det hændt det, at Od.Vik, som har trolig forfulgt mig ved at skrive eller fortælle overalt: at jeg er syg, doven, uduelig – færdig –, han skrev en rigtig uforskammet Notits i sit Blad om Umuligheden for mig at faa nogensinde noget andet Embede. Dette i Forbindelse med Beates Sygdom og sygelige Aversion mod Stavanger bestemte mig til at søge begge AmtmandsEmbederne – helst Nordre Bergenhus, dernæst Romsdal. Jeg syntes ikke de saa saa farlige ud – Concurrenterne – men jeg er jo gaaet svært i glemme. Vil du – hvis du ser Anledning til det – lade et godt Ord flyve hen til et godt Sted, saa gjorde du mig atter en god Hjælp i Livet.
Jeg er i Flekkefjord, forat hente Beate, som har været ved Laurvig, hun er tyk og pent frisk – paa det nær, at hun uden Tvivl er hysterisk syg paa Sindet og aldeles umulig i Hjemmet. Enhver Forandring for os er dyrebar!
Jeg ved, du holder mig altid i din stærke Haand; men jeg ved og, at mine Chancer ere smaa; – jeg er i alle Fald din taknemlige Skyldner og gode Ven. Beate hilser Fru Caroline og dig; –
ligesaa din hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 19d August 1902.
Kjære Mester! Tak for dit prompte Brev! som virkelig gav mig mer Haab end noget andet – Tak allerede for Viljen!
Der er noget, du vil støde paa, hvis du vil arbeide i Detaillen for mig. Man vil sige: “Mon ikke Kielland er fed? – hørte vi ikke, han var saa syg? – mon han bestiller noget? – man ser ham saa lidet nævnt.”
Alt dette – ser du – betyder Oddmund Vik, som fra jeg blev Borgermester har forfulgt mig, ligesom jeg redelig har modstaaet ham, hvor jeg har kunnet; tilsyneladende har han hidtil seiret, men det var Synd, om det skulde lykkes ham at holde mig nede netop nu.
Du skal ikke nægte, at jeg er fed; men Lægen i Karlsbad sagde, at jeg maatte gjerne veje noget over 100 Kilogram med en saadan Krop – og det gjør jeg; men her kan du selv se, om der ikke er passelig Facon til en Amtmand!
Syg er jeg aldrig mer; gaar mine lange Ture og passer mit Contor med Lethed, og jeg bestiller netop saa meget som en Magistrat skal bestille i en By som denne. Det er paa dette Punkt, at jeg selv gjør Spillet let for Vik. Jeg er nemlig selv af den Mening, at det er latterligt og skadeligt, naar Magistraturen vil trænge sig frem i Kommunestyret; den er selv et Led, hvis Betydning svinder med den øgende Dygtighed hos Befolkningen til at stelle sine egne Sager og til at bavle og snakke opad parlamentariske Vægge og nedad kommunale Stolper. Derfor tier jeg i det længste i Repræsentantskabsmøderne; men det, jeg siger, blir aldeles ikke refereret; der blir aldrig nævnt et Ord om Borgermesteren; er det nødvendigt, saa nævnes “Kielland”, fordi jeg har en Fætter i Formandskabet. Du kan trygt sige, at jeg i denne Henseende behandles ubilligt og at jeg har baade Lyst og Interesse og – jeg tror – Dygtighed, – undtagen i Regnskabsvæsen og specific jus.
Jeg under dig af fuldt Maal din Kraft og Lyst til bestandig at tænke for os andre. Mig gaar det omvendt: jeg faar mer Lyst til at tie stille. Ak – du! jeg ved, det er saa bekvemt! – saa fint og saa Fandens feigt at hensidde i en overlegen Krog og smile – hvad? det hører til! kan du huske, hvorledes han var – den gamle Alligator Monrad, naar han pludselig smilede i Dyndet? – eller det Guds Nuss Schavlan? – han smilede ogsaa! – ak – saaledes er jeg bleven – en liden Alligator-Unge med Dynd paa! Men kan du faa mig til Leikanger, skal jeg selv besørge mig skrævs over Landet til Gausdal med Amtmandsskyds – Ohola! Oholiba! hvor vi skal snakke – det vil sige: jeg skal snakke, og du skal le, og altimellem skal jeg drikke for os begge! Hils Fru Caroline fra Beate og mig.
Din hengivne Alexander L. K.
Stavanger den 19d August 1902.
Hr. Directeur Robert Sperati. Nordstrands Bad pr. Christiania.
De sætter mig i Forlegenhed ved Deres Brev af 4/8. Jeg ved nemlig ganske bestemt, at jeg har omarbeidet “Paa Hjemvejen”; men jeg kan ikke huske, om Omarbeidelsen er trykt.
Dette maa De undersøge hos Boghandlerne, og hvis De finder den omarbeidede, maa De gjerne spille Stykket; men ikke efter den oprindelige Form.
Ærbødigst Alexander L. Kielland.
Stavanger den 20d August 1902.
Ak – Kjære Mester! det var en Skuffelse! nu havde jeg sat mig halvveis fast i det Haab, at denne Gang skulde det lykkes, fordi de Ansøgere, vi saa, ikke var saa overvældende. Om noget herefter har jeg intet Haab.
Men det var godt, jeg fik vide det. Du ved, man blir iagttaget af saa mange onde Øine, som lurer paa de skuffede Miner; nu kan jeg strax paa Forhaand med Vished sige, jeg ved Sagen afgjort, og min Gru for et stort Storthingsvalg i 1903 med Oddmund Vig stiger atter op igjen til Behandling. Og naar jeg først kommer løs af de lokkende Forhaabninger, finder man sin Plads igjen; det værste er næsten de onde skadefro Øine. Jeg vil aldrig søge mer, saa nogen faar det at vide; men jeg vil stole paa dig mod al raison.
Her har du udenpaa et Stemnings-Segl fra din bedrøvede
Alexander L. K.
Min ærbødige Hilsen til din Svigersøn. –
Stavanger d. 20. August 1902.
Kjære Baby! Rasmus lever storartet uden Spor af Forandring, – uden den, at han hver Dag bliver klogere, men uden Overlegenhed – bestandig smilende til alle. Jeg ved, at jeg kunde blive ved at fylde alt mit Papir med disse Efterretninger og med Beskrivelser over den lille Dreng; men det maa være dig nok, at han trives, og at vi ere glade i ham; hver Dag kommer han ned og nu har jeg sendt Bud efter ham. Mamma er hos Holsts; Gurine er reist hjem, og i Formiddags fik jeg Bud fra B. B., at jeg ikke faar noget Embede; saa det er bare til at le af altsammen. For naar alting vælter saadan omkuld, trives jeg for et Øieblik; det kommer nok paafode igjen! og lad dig ikke forstyrre; hils din Mand og mor Eder godt og hils de Venner, I træffer. Jeg vil ikke fortælle om, hvor jeg nu, da du er borte, ogsaa savner Else! – Nordenvind med piskende Storm – der kom Rasmus! han smiler saa sødt!
Tak for sist!
Din egen Pappa.
Stavanger den 29de August 1902.
Tak – Kjære Mester! – trække mig tilbage vil jeg ikke. For det første er det mig af Naturen imod; for det andet vilde jeg ikke derved staa et Gran bedre næste Gang. Det er mit Alvor, at jeg ikke tør sigte for høit, og en Anledning som denne, (hvor ingen Statsraad concurrerer), kommer vanskelig igjen. Christiansand – Løvland, Stavanger – Aarrestad. Lad derfor Sagen gaa; den er vel kanske alt afgjort; og jeg er forberedt paa Ingenting at faa. Men din Hjælp har ialfald frelst Æren, og engang naar jeg kanske frem – takket være du –
Du skal ikke bryde dig saa meget om Lægerne. Skaal!
Din Alexander.
Knutzon vilde være en haard Krænkelse – og ufortjent.
Stavanger den 1 September 1902.
Kjære Mester! hvis du ikke er altfor kjed af mig, saa beskyt mig – jeg beder dig! mod at blive sat tilside for en Person som Knutzon i Christiansand. Sker det, saa er jeg ganske uforskyldt vanæret for Livet, og jeg svarer ikke længer for noget. Det har hele Tiden været Planen at smugle en eller anden Undermaaler igjennem; nu tror jeg, det er Knudtzon. Derfor dette Hykleri med Hamars Bispestol! – de vil ikke have mig nu og dermed er det givet, at jeg aldrig naar frem – men Knutdzon! Knudtzhon! det er for haardt. Mon han er Frimurer? ellers kan jeg ikke forstaa, hvad der er iveien med mig. Har jeg ikke tjent i 11 Aar upaaklageligt; jeg er decoreret for Embedsfortjeneste; jeg er ælst og dog ikke mer end 53–54 Aar – hvad er der iveien med mig?
Din K.
Stavanger den 9de September 1902.
Kjære Hegel! jeg meldte Fruen, at jeg er ansat som Amtmand i Romsdalens Amt med Bolig i Molde – Blomsternes By.
Det er rigtignok langt nord; men i Virkeligheden aabner denne Forfremmelse mer Udsigt for mig til at kunne overvinde mine pinlige Forhold og kanske atter komme ud til mine gode Venner.
Jeg faar en Indtægt af 6–7000 Kr.; hvilket i Forbindelse med min forminskede Familie, vil sætte mig i Stand til at reparere meget af det, som nu syntes at gaa haabløst bagover.
Imidlertid vil der ved Overgangen til et saa stort Embede med kostbar Flytning o.s.v. melde sig saa mange Udgifter, at jeg maa paakalde din Hjælp – enten som Kautionist, hvis jeg skal stille nogen, eller til Enkekassen eller lignende.
Og desuden vilde jeg saa gjerne reise derop strax den 16de September; hvis jeg kunde skrabe sammen nogle hundrede Kroner.
Tænk igjen over, om du kunde yde mig en Haandsrækning i denne Overgang, som vi jo maa haabe bliver til det bedre.
Vi er meget lykkelige over, at have vundet saa langt frem og sender vore beste Hilsener til dig og dine. Jeg haaber, Fru Julie er lidt stolt over, at jeg endnu er saapas ilive.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Christiania den 14d September 1902.
Hr. Statsminister O. Blehr.
Jeg vilde gjerne vide, hvor jeg skal fremmøde imorgen til Conference; turde jeg i saa Maade imødese et Vink fra Deres Excellence; jeg bor i Victoria Hôtel.
Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 19de Septemb. 1902.
Kjære Ven! du kan tro, disse Dage ere bevægede. Ligesom i Bethesda Dam, naar Engelen kom og rørte, saaledes er mit stille Liv i den vildeste Bevægelse: Babys Dreng skal anbringes; jeg skal flytte personlig paa Mandag og ventes i mit Embede af en compliceret Sag, hvis Afgørelse maa stille mig fientlig overfor det halve Amt; jeg var i Christiania og modtog mine Instructioner og i dette Øieblik erholdt jeg min officielle Udnævnelse, hvoraf hidsættes: “… at den for Dem udfærdigede Bestalling beror til Indløsning hos Stempletpapirforvalteren mod et Gebyr af Kr, 640,00. Saafremt ikke Bestallingen indløses inden 1 Aar efter Udstedelsen vil i Henhold til Placat af 27de December 1803 §4 dobbelt Gebyr blive at erlægge”, – som Du ser en gammel yndig dansk Forordning! – og opi alt dette kommer “Fram” ind paa Fjorden i Eftermiddag.
Se her var et Feldt for din gode Hjelp, om du synes; du kan strække min seige conto udover dette Beløb? – Kjære Ven! det vilde være en stor Sten fra mit Hjerte. Thi forresten maa jeg jo sige, at alt i faa Dage har vendt sig til det bedre. Kun er der en snurrig Stemning blandt Folk her: de synes, jeg hører saa fast til Stavanger, at de ganske tager mig det ilde op, at jeg vil bort. De ved ikke, hvor træt jeg er af dem og af Byen.
Jeg glæder mig til det nye og Savnet kommer ialfald senere.
Naar du skriver til mig, saa er Adressen herefter bare: Molde.
Din hengivne Ven og taknemlige Alexander L. K.
Hils alle dine!
Stavanger den 19de Septemb. 1902.
Kjære Jacob! Tak for Lykønskninger og alt godt; jeg maa springe over alt andet og bare søge et Øiebliks Fred til at tale om de fælles Sager.
I. Jeg fik netopp Skadesløsbrevet; ved Hjælp af dette skal min Gjæld her holde sig under Fred. Hansens Opsyn indtil den minker. Min Livspolice faar jeg ud af Banken til Depositum i Enkekassen og mit Bestallings-Gebür: 6–700. Kr, vil Hegel betale for mig.
II. Jeg synes, Andreas Sømme er absolut uduelig til at sælge – ubeslutsom, nølende, lidet interesseret. Men jeg kan ikke officielt byde Fred Hansen Sagen, skjønt han meget bedre kjender mine Planer og Forventninger – dem han ogsaa deler som stor Grundejer paa Skagen. Altsaa siger jeg: Haabeth for Postvæsenet har Ejendommen tilbudsvis (jeg siger ikke: “paa Haanden”) for 120 000 Kr. Saasnart noget indtræffer, bliver vi – eller jeg strax underrettet. Sker der noget, kan alt ordnes i en Fart gjennem Fredrik.
III. Men sker der ikke noget i den nærmeste Fremtid, hvilket er det rimeligste, synes jeg, vi leier ud – selv for en billig Leie f. Ex. 800. Thi her er saa forfaret, at en rigtig Leier, som vilde betale 1200, kom til at forlange Reparationer, der snart vilde løbe op i 2000 Kr. – Tapeterne falder ned, Altanen falder sammen. Altsaa – saa snart Beate kan være ude af Huset (jeg reiser strax paa Tirsdag) averteres tilleie. Dette vil friske paa Salg, og slipper Eiendommen først afsted i Handelen, vil den i faa Maaneder – selv i disse Tider – være langt forbi 120,000.
IV. Hvad skal vi gjøre med de 3 Lysekroner og de hvide Figurer? – de siste er omtrent helst til Plage for den, som skulde pakke og flytte dem. Men fremsæt – er du snil – et Forslag til Lysekronernes Fordeling; vi vil naturligvis savne dem, men erkjender dog med Tak o.s.v. – nu er Kontoret fuldt igjen.
Din hengivne Broder.
Molde den 28de September 1902.
Kjære Jacob! jeg synes – ser du, det er lidt flaut – ligesom utaknemligt, om vi lader de fælles Affairer nu gaa fra Andreas over paa Fredrik. A. er saa saar og nærtagende, at dette lille Spørgsmaal for mig er ganske stort.
Fredrik er desuden paa en Udenlandsreise til 9de October, og da det – som du siger – er godt for Salget, at der drives paa med Leie-Tilbud, tænkte jeg at bede Andreas avertere:
Consul Jens Z. Kiellands Arvingers Hus paa Torvet med Stald og Have er tilleie fra 1 November d.a. Man kan henvende sig til Hr. Consul Andreas Sømme.
Samtidig – naar du har godkjendt dette – vilde jeg bede Andreas sige til Liebhavere, at der ikke blir Tale om Oppudsning, hvorfor Leien kan gaa saa svimlende lavt ned som til 800 Kr. dog ikke paa længer Tid end 1 Aar i Paavente – et smukt Ord! af Salg.
Om Lysekronerne er jeg forsaavidt enig som jeg vilde være meget taknemlig for den ene. Det maatte da blive den i Gulstuen, eftersom de to i Rødstuen hører sammen og er betydeligt bedre – stærkere og finere i Arbeidet.
Og dog er jeg bange, naar vi snakker med vore Damer, at de vil finde dem mindre egnede til Sølvbryllupsgave. Vi kjender dem og beundrer dem i deres milieu, – det gjør ogsaa Jane; men nu talte jeg med Jane i Bergen – før jeg kjendte din Ide, som paa mange Maader er saa god; hun saa sig om i sine Stuer, og sagde saa: nei, vi har ikke noget Brug for Lysekronerne, – men se det har hun jo meget godt kunnet sige, for ikke at tage den fra andre – specielt fra mig, hvor de er. Kunde du derfor udlugte, hvilken Pris Jane og hendes Folk vilde sætte paa Gaven, saa er jeg mer end enig; tal med Dikka og spørg Kitty og Dagmar tilraads.
Jeg er udmattet af en Dags Snak og Rend paa Visitter og efter Hus i Øs Regn. Alt er ikke saa let; her ligger parat til mig et Urias-Post-Spørgsmaal, som uvægerlig vil skaffe mig mange mægtige Fiender; men det er ikke derfor, jeg er ræd; det er et godt ukueligt Lange-Blod, vi har i os – ja Far kjendte jo hellerikke “Persons Anseelse”! – jeg er bare ræd –, hvis jeg da er ræd; men det er jeg ikke anderledes, end at jeg gjerne vil tilfredsstille min Sjæls Trang til at være retfærdig og holde mig ren for Smiger og al Forfængelighedens Tillokkelser – og tro mig: alt nu mærker jeg Forskjellen mellem de to Embeder, hvor ganske anderledes man vil kunne faa Tag paa Tingene her, end som den sølle Magistrat, der kun blir bemærket til at hundses, naar der mangler noget.
At jeg blev revet ud af Forsumpningen i Stavanger var et af de mange store Lykketræf i mit Liv; Sverdrup et af de smaa.
Din egen Broder Alexander.
Molde den 4de October 1902.
Kifi! hvor skal jeg da begynde, naar Jeg lidet gjennemkiger, Hvad der er sket og for sig gaar, I alle Verdens Riger, siden den Dag, da vi skiltes?
Alt det, du skal gjøre for mig, kommer over dig, og jeg ved, du gjør det i din Trofasthed godt og bedre end nogen anden. Om Enkeltheder faar vi conferere; jeg ved i dette Øieblik ikke noget at sige eller bede om, – det skulde da være, om der kunde sendes en Ladning forlods af Malerier og Kontorsager uden særs Udgift. Tænk paa de danske Skibe. Lad mig faa Toug og Kroger med til de store Billeder og min Værktøikasse – ak! vor Søndags-collega, naar vi flyttede Billeder! Aldrig mer de solfyldte Stuer ved Bredevandet! aldrig mer!
Jeg har tænkt at bede Andreas have i sin Haand Udleien af By-Huset, fordi han hidtil har stellet med det; og kanske vilde synes det skitligt, om jeg nu bad dig. Jeg har tænkt paa 1000 Kr. eller 800 uden Spor af Reparation og uden længer Forpligtelse end 1 Aar ad Gangen fra 1.Nov. Imidlertid venter jeg herom Jacobs Dom.
Jeg vil dog heller fortælle dig om denne mærkelige Forandring i mit Liv. Du vil snart se et Rabalder fra Høire over min Lensmands-udnævnelse igaar. Manden er etslags Odm. Vig, hans Venner Gabflabbe. Men han har været forfulgt af en Stadsadvokat, som ganske ligner Sorenskriver Mordt og et gammelt Høire-Kobbel, som gaar igjen heroppe, og som hverken du eller jeg et Øieblik kunde taale at være Venner med. Jeg – à propos! jeg har bedaaret en Romsdals Quinde! – jeg maatte faa Halvdelen imod mig i Nordmøre; men jeg er vis paa, at jeg valgte den rette Halvdel, desuden havde jeg Besked fra Ministeriet.
Men det mærkelige, som i tre Uger har omskabt mig, er selve Stillingens Forskjel fra alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Den minder om Teglværkets gyldne Dage. Du vil ikke tro om mig, at Magten har beruset mig til det Hovmod, som staar for Fald. Men du vil forstaa, hvorledes min Aand har rettet sig op af den Surfittighedens Resignation, hvormed jeg saa Kamelerne drage forbi den upaaskjønnede Magistratur. Ohola! – à propos! jeg reiste idag med Biskop Skaar, som jeg fremstillede mig for og bad om hans Velkomst. Han tog imod mig paa den smukkeste Maade, saa jeg blev baade rørt og styrket. Og jeg har allerede som en Morgenstjerne seet Dampskibene forlade sine Router, for at tage Amtmanden op paa en 5 Dages Reise i Anledning af Lensmanden i Aure. Jeg har uddelt Karaktersedler til Elever ved en Landbrugsskole og holdt Tale, optraadt i en Herredsstyrelse, kjørt milevis – ak! lad mig snart faa min Kariol!
Embedsmændene har hidtil caresseret mig; men det blir kanske anderledes efter “Landmark-Affairen”, som først idag er bleven bekjendt –, – for en Stund. Men du ved, jeg har altid staaet mig best med mine Fiender, saa det gaar nok over, og selv om det ikke gaar over, saa er min Hud tyk nok.
Jeg siger dig Godnat og velkommen hjem igjen. Nu havde vi havt nok at fortælle hinanden – du Lykkelige, som var sydpaa, og jeg – ikke mindre lykkelig her nord paa Mørerne, om hvilke jeg hidtil ikke havde den fjerneste Ide. Hils Kitty og Lauritz.
Din hengivne Alexander.
Molde den 4de October 1902.
Kjære Beate! jeg er netop vendt tilbage fra en fem Dages Reise i det nordlige af Amtet; Turen var vaad og kold, og jeg er fuld af Gigt i de høire Tænder. Jeg afgjorde Lensmandssagen efter min Samvittighed, skjønt jeg ingenlunde ligte det Parti, jeg derved støttede; de er i Odm. Vigs Stil. Men der var en ondskabsfuld Forfølgelse fra de høires Side. Vi faar dem kanske en Stund imod os; men du ved, det jævner sig, og iethvert Fald maatte jeg handle efter min Overbevisning. Er jeg bleven 53 Aar uden at bøie mig efter Persons Anseelse, saa agter jeg ikke at begynde i denne smukke Afkrog. Jeg har idag reist med Biskop Skaar, som tog alvorligt og nydeligt imod mig. Idetheletaget er jeg uden Frygt; men i høi Grad imponeret over denne mærkelige Stilling, jeg har faaet; jeg er frelst for at gaa tilgrunde.
Vær derfor ikke bange og tag dig det ikke nær, om der nu bryder et Uveir løs over mig som i Forfatterdagene. Jeg sidder i mit lune Hotelværelse og ser ud over denne berømte Fjeldkjæde med ny Sne og rødlig Aftensol –, du skal nok komme dig her; men først har du rigtignok meget at gjennemgaa.
Jeg har mange Breve at skrive iaften og mangfoldige Ting at tænke paa; jeg skal heller skrive snart igjen; hils Jens og Hilda og Andreas – ak! Andreas! som var saa sød! det er første Gang i Livet, vi skilles for saa lang Tid!
Din egen gode Ven Alexander.
Molde d. 5. October 1902.
Kjære Baby! jeg fik endelig dit Telegram, hvoraf jeg ser, at Strømmen gaar den gamle Vei fra Hjerte til Hjerte, – hvad den vel hele Tiden paa sin egen Vis har gjort, men ligesom brusende mellem store Stene og Forhindringer. Disse ville vel aldrig forsvinde, men Strømmen af vor Kjærlighed og Tillid vil glide videre uden at have lidt andet, end at vi ved, der var engang længer oppe et farligt Stryg.
Du kan ikke tænke dig, hvor jeg er glad i Rasmus, og hvor gjerne jeg vilde havt ham; han var mig hver Dag en Fryd, og jeg har aldrig seet et saa velstelt Barn; Tomine er en Skat, som kun kan sammenlignes med Gurine. Nu skriver jeg til Frøken Wahl; jeg forsikrer dig: hun er til dette Brug en Perle; du vil takke hende hele dit Liv, ihvor det saa gaar forresten.
– Jeg har nu allerede styret min nye Stilling saa længe, at jeg med Behagelighed fornemmer den store Forskjel. Du, som altid har villet, at jeg skulde være Erkebiskop, maatte nu være fornøiet, og du behøver ikke at sukke for mig, om jeg nu skal gjennemgaa en Overhaling i Høires Aviser for en Lensmands-Besættelse iforgaars. Jeg viste godt hvad jeg gjorde, og det er ikke nu efter 53 Aar at have holdt mig stiv, at jeg skulde begynde at svaje for Vinden, et smukt og smidigt Siv!
Ellers er her deiligt. Som i det gamle Hjem blir det aldrig mer; jeg taaler ikke at tænke paa det, og da nu alligevel alle Minderne med dig i Spidsen bryder ind over mig, vil jeg lægge Pennen ned og bede dig betænke, at dette var min Redning ni plus ni moins fra den Forsumpning, du vist selv var bange for; at det var et af de store uberegnelige Lykketræf i mit Liv, som endnu engang fører mig videre og opover. Godnat min egen Pige! lad mig snart høre gode Ord fra dig og hils Vilhelm.
Din egen Pappa.
Molde den 10de October 1902.
Kjære Fru Dahlin!
I dette Øieblik telegraferer min Kone, at hun er fuldt indpakket og reiser fra Stavanger Mandag Aften med “Hera”; ifølge denne alarmerende Efterretning skal hun altsaa være her Onsdag Aften eller Nat! Vi maa naturligvis begynde i Hôtellet; men jeg vilde jo gjerne vide, hvorledes De har det og hvor langt De er kommen?
Kunde De sige mig nogenlunde, hvad Dag De stiller os Leiligheden til Disposition?
Paa Søndag ser jeg vist hen til Dem!
Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.
Molde den 17de October 1902.
Kjære Andreas! jeg hører af Beate og Jens, at du er saa bekymret for Husets slette Udseende. Det skal du ikke bryde dig om. Hold bare fast paa, at der aldeles Intet vil blive foretaget, og at Leietiden ikke kan strækkes længer end til et Aar. Leietilbudene vil naturligvis derved synke; men du forstaar jo, vi vil ikke have nogen Leiegaard – det er slet ikke Meningen; men vi vil holde aabent for Salg. Noter derfor koldblodigen de leie-Tilbud, som maatte fremkomme og tal ikke mer end nødvendigt om Eiendommens Mangler som Leiegaard, fordi dette er en fuldstændigt ligegyldig Sag i Forhold til dette: at Ejendommen blir kjendt, og at man vænner sig til saa stor Handel. Selv om vi tilslut maatte modtage en latterlig lav Leie, kan Intet rokke vor Beslutning: Ingen Reparationer. Du synes kanske, dette er dumt; men du skal bare se.
Imorgen gaar jeg paa en 5–6 Dages Reise ind i det vidunderlige Geiranger, som du kanske kjender? – det er saa forunderligt, at jeg, som hidtil var saa uvidende, skal nu have et helt Rige af de allerberømteste Naturskjønheder at bereise, – ikke i dyre Domme som en Tourist men frit og som en Pligt, jeg opfylder, og bliver betalt for. Jeg kan nemlig i Almindelighed klare mig paa længere Reiser med 20 Øre pr. Km. – hver eneste Km. frem og 20 Øre tilbage samt 7 Kroner Dagen i Diæt. Om jeg end ikke ligefrem tjener stort contant Overskud, saa har jeg da levet frit paa alle mine Reisedage, hvilket jo letter overmaade paa den daglige Husholdning – ligesom en Skipper, som farer. Og saa jilt at være ganske sin egen Herre og ikke have nogen at spørge. Hvad selve Embedet angaar er jeg bare lamslaaet over, hvorledes Amtmand Leths lange Sygdom har bragt Contor-Udgifterne til at stige. Der bliver næsten Ingenting til mig om Maaneden. Nu skal til al Lykke Storthinget iaar revidere Kontorgodtholdet, og der er allerede herfra indsendt kraftige Indstillinger om Forhøielse; ellers var det umuligt. Det skal blive godt at flytte imorgen. Men under disse Omstændigheder er Contorpersonalet kommet op paa langt høiere Satser end rimeligt; og jeg er jo ialfald fra først af ganske i deres Vold, da jeg ikke kan undvære dem. Men med Tiden skal jeg nok faa dem ned eller ialfald faa Statens Tilskud op, saa jeg ialfald kan faa ud mine 6,400 Kr. for mig selv.
– Jeg har bestemt mig til at vedligeholde Forbindelse med dig i Breve – ellers blir det altfor trist paa vore gamle Dage; lad os være enige om det er du snil og lad mig snart høre fra dig. Hils Maren og lad mig endnu engang sige Eder Tak, fordi I altid var saa snille mod mig og mine.
Din hengivne Ven Alexander.
Molde den 31te October 1902.
Kjære Hegel! jeg ved ikke, om jeg har skræmt Livet af dig ved min Griskhed? Den 13de f.m. lykønskede du mig til Amtmanden – Tak! Det var – kan du tro! en god Hjælp for mig – især naar jeg faar overvundet den første Tid med de store Omkostninger. Samtidig siger du ogsaa, at du skal prøve, om der endnu kan “spores” Liv i den gamle overanstrængte Væddeløber “Contofinto”. Jeg skrev da strax, at der var en Forhindring at sætte over lige foran selve Embedet paa 640 Kroner, – jeg mente ikke netop, Dyret skulde flyve hen over det hele som en Anvisning, men jeg ventede dog, at Løbet skulde gaa for sig. Men nu ser jeg dig paa Bellevue-Sletten med four in the hand; men efter “Contofinto” speider jeg forgjæves mellem Løberne. Har Dyret absolut ikke kunnet forlade Stalden? – eller var det en saa altfor høi Forhindring? Herom imødesees med Spænding nærmere Underretning.
I mange Henseender er min nye Stilling en stor Opreisning; og naar jeg ikke fuldt ud kan reise mig op, saa er det formedelst de økonomiske Elendigheder, der kun ved et langt og stille Liv i denne fordringsløse Afkrog kan tænkes at ville beseires. Stillingen som saadan er jo aldeles tilrettelagt for mig. Her er intet Penge-ansvar, ingen Regnskaber ikke engang de politiske Valg, som var Borgermesterens Skræk. En uafhængig Magt til at rette og retlede Folk og altid saa megen Tid ved en vanskelig Afgjørelse, at man kan æske Regjeringens Raad. En Befolkning, som har de gamle Ideer om Amtmanden fra Lehnsherrens Tid, og som i de fjernere Egne ikke har seet en levende Amtmand paa 10 Aar, – mine Forgjængere kom ikke stort udenfor Kontoret, – og dertil et Distrikt paa 15,000 Kvadrat Kil. med c. 100,000 Indbyggere; 3 Kjøbstæder, Præster og Lensmænd i massevis.
Men fremfor alt en Natur, som med Rette er berømt. Al Hardangers Ynde svinder ind til Olietryk sammenlignet med Romsdalen, – nu var jeg forresten dum; det er nemlig et af mine Yndlings-axiomer, at man aldrig bør sammenligne Naturer, man elsker; med Piger er det noget andet; men saa har man ogsaa Skinsygen, Rivaliseringen og alt det andet; medens Stedkjærligheden netop holder ud, fordi hver Skjønhed er for sig, de mødes aldrig; man gaar fra den ene til den anden uden Utroskabens Spænding – for Exempel Jæderen – Aarre – og Havet! – her er jeg jo unægtelig mellem Fjelde; men saa er den brede Fjord midt foran Vinduerne af det ægte salte Hav – den flade Vei til Rio de Janeiro.
Hils Fru Julie og bed hende modtage dette Billede, som fremstiller mig paa Reisen mod mit Rige og sig hende, at jeg ikke skal lade længe gaa uden at tage Traaden op igjen. Hils ogsaa alle gode Venner.
Din hengivne Alexander L. K.
Jeg har været i Bunden af de dybeste Fjorde, oppe i Djubvandshytten, kjørt i Nittedalen i Oversvømmelse – med Hest og Dampskib – overalt noget at se og lære. Det blir Reiserne, som kommer til at redde mig, – ak! – bestandig svinger jeg mig løs og flyder videre, – og mine Sorger ligger som Mudderpramer efter mig.
Og du kjære Inspecteur gaar der saa trist igjen.
Din Alexander.
Af Handelsfolk er her ingen; og Embedsmændene kunde godt gaa lige fra Landevejen og ind i Vaudevillen og ud igjen paa den anden Side, uden at hverken de selv eller Tilskuerne mærkede noget Comediespil. Deres Underholdning er Forflytninger, Thingreiser og Klagemaal over Almuen, deres Vittigheder er de to Historier om Friele: om Dyrlægerne og om Meinerts’ Ekvipage samt de ældste Universitets-Historier. Jeg tror nok, at jeg vækker Forbauselse.
Nu har jeg holdt 20 Bordtaler, uddelt Karaktersedler, holdt Kasse Visitation, lagt Sølvkrans paa Kiste, befaret Veje og afsat Lensmænd – alt i det beste Humør – dette Galgenhumør paa Baggrunden af dine Rædsler! Ak tror du, der kommer noget fra B. B.? nu tør jeg ikke plage ham som en liden Hund mellem Benene – nu, da han gaar til Fest!
Beate og Jens og Gunne hilser dig – og jeg du Daarens Formynder! Hils Kitty og Doctorens.
Din Alexander.
Molde d. 3. Nov. 1902.
Søde Barn! – et Par Ord bare – somom du hang mig om Halsen – ah! jeg længter saa efter dig! her blir i denne Leilighed bare Plads for dig i Elses Værelse; men det er temmeligt stort, – du faar tage tiltakke med det. Jens bor udenfor Huset. Her var ingen Plads for Lille Rasmus, – ak! ham savner jeg ogsaa; han var saa sød, naar han blev bragt mig hver Formiddag paa Contorbordet; aldrig har jeg seet andet end godt og sødt af den Dreng, og jeg haaber, at hans stille Opvæxt blandt de kloge Jomfruer i Flekkefjord, maa lægge en blød og kjærlig Bund i ham, – derpaa kommer det til Slutning an. Men du maa ikke lade ham begynde sit unge Liv med at støde sin gamle Bestefar, hvis Gjæst han er og forbliver, til du henter ham; du maa ikke forsøge at komme i noget Regnskab med Frøken Wahl, – det vilde forhaabentlig hellerikke lykkes dig, om du prøvede.
Dit lykkelige Brev fra din nye Adresse gjorde ogsaa mig glad og at I har været i Christiania! – a propos! spørg Vilhelm, om han tror, det vilde glæde Forlæggeren og ham selv, om der til mit Drømmebrev kom en Illustration af mig i Sengen? – hvis saa er, kan der findes et Fotografi hos Krohns, som Mario tog engang – det er ikke flatterende; men jeg ofrer mig.
Ak! kunde du gaa til Fru Krohn og hilse hende og sige hende, hvor smerteligt jeg hører hendes Liv brydes ned – saa god og klar og haandfast og saa klog uden Svig og uden Kulde. Sig hende, hvad du ved er sandt og følt, at jeg sender dig som det dyrebareste jeg har, at du skal kysse hendes Hænder og bringe hende min Tak og mine hjerteligste Ønsker om Forbedring, om ny Livskraft, hvis hun ikke er for træt af os allesammen; og er hun det, saa bed hende bare give dig et godt Ord til mig, – et Smil – jeg husker det lune Smil – baade det med Paaskrift: hvad mon du er for en? – og det med: Den kan jeg godt lide, – lad mig faa et af de siste.
Vi lever godt og jeg selv er en ren Løve til at reise og arbeide.
Naar du faar dette, klæder du dig formodentlig til Rigmors Bryllup – hils hende fra mig, og Tante Louise og Feilbergs og Bissens – og Vilhelm.
Jens og Mamma hilser og Gurine, som smiler over det hele.
Din egen Pappa.
Molde den 9de November 1902.
Kjære Mester! jeg har kjæmpet med dig i hele Nat, men jeg kommer ikke forbi dig – eller rettere: du bliver ikke kvit mig, skjønt du nu har bragt mig saa langt. Du maa tilslut høre min Nød, enten du kan hjælpe mig eller ikke.
I disse mange Aar, hvor jeg har fortjent knappe 4,000 Kroner, er jeg gaaet jævnt tilbage, uden at jeg vil indrømme nogen større Ødselhed eller Flothed; vi har knebet efter Evne, men vi har havt temmeligt kostbare Børn, og i vor Stand og Stilling kan man ikke undgaa at gaa tilbage med en Indtægt af 4000 Kroner (de 500 gik bort til Skatter i Stavanger). Jeg viste nok, at det var galt; men jeg kunde ikke modstaa Fristelsen til at prøve at blive Amtmand, jeg blev det – takket være du! og jeg følte den store Lettelse ved ligesom at smyge ud af Gjæld og Gjenvordigheder som af en gammel fillet Kappe og lade alt bag mig dernede i det gamle Hus.
12 Nov. Jeg gaar omkring i dine Egne og spørger mig selv, hvorfor jeg nu, da du gaar Fest og Taksigelse imøde, skal blande dig op i mine Sorger, som du alligevel ikke kan udslette.
Men nogen maa jeg snakke til; Kitty har gjort saa meget for mig, hendes Evne er udtømt; men jeg maa fortælle dig.
Ser du: jeg har en Bankgjæld paa 30,000 Kroner, som er belagt med gode Deposita og Caution; den gaar sin Sorgens Gang, indtil vi faar solgt Eiendommen ved Bredevandet; men de Renter faar jeg klare saa længe; den Gjæld taler vi altsaa ikke om.
Men du ved, naar man reiser sig op, forat flytte, saa kommer alting frem, og nu har jeg en ganske udækket Gjæld paa over 10 000 – tildels paa 7 %, som aldeles fortærer mig og ethvert Haab om Opreisning. Samtidig rammes den gode Ven i Stavanger, som i alle disse Aar med store Opofrelser har stellet med min Gjæld, – han har nu Vanskeligheder nok paa en anden Kant, og han meddeler mig nu i 2 Breve, at min Stilling er umulig, at han er fortvivlet og ingen Udvei ser uden i en Hjælp i Form af et rentefrit Laan for et Par Aar paa 10,000 Kr. En Fallit vilde ikke være saa farlig, naar jeg bare ikke var Amtmand; thi jeg er solvent og kunde af de Eiendomme, jeg ejer sammen med mine fem Søskende, klare al min Gjæld og begynde uden Tyngsel; da maatte min Part saavel i Byhuset, der er værd 120,000 Kr. og Landejendommene, der kan sælges til Tomter og minst er ligesaameget værd, – det maatte overtages eller realiseres; hvilket igjen vilde være en Ulykke for mine Søskende, da Ejendommenes Værdi ligger nede og Stavanger gaar haarde Tider imøde. Disse Tider overvinder tilslut alle Bankers Velvilje, og naar de vender Klørene ud, er jeg fortabt og fallit netop nu, da I havde faaet mig saa langt, og da jeg skulde kunne gaa opreist for Resten af Livet og gjøre nogen Nytte i dette herlige Embede, hvor jeg tror, jeg vilde passe saa godt. Ja, jeg skulde kanske sagt dette før; men jeg viste jo ikke – og selv om jeg nok kunde vide, hvor jeg var, saa tænkte jeg dog altid paa disse Ejendomme, hvis Værd jeg ganske vist har fortæret paa Forskud, men som dog altid er der til mine Kreditorers Trøst, naar en god Sælgetid kommer.
Saaledes staar jeg atter for dig som en evindelig Klynkepotte – noget jeg ikke var skabt til. Her er saa deiligt som her kan være, Beate giver Fred, og jeg reiser omkring og tænker ofte paa dig og vilde saa gjerne løfte min Sjæl op og ryste af mig Surheden og Forsumpelsen fra Stavanger men – Nu skal jeg til Trondhjem paa offentlig Bekostning i Dampskibsmøde den 9d December Kl 9 – akkurat Dagen efter din Fødselsdag, og til Søster Jane, som har sendt mig Reisepenge, den 22 November i Sølvbryllup – jeg føler mig som en Fant, hvad jeg jo ogsaa er paa en Maade.
Jeg vilde skrevet saa langt og godt til dig; men jeg kan sandelig ikke.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Molde den 17de November 1902.
Kjære Fru Bissen! De gaar saa ofte gjennem mine Tanker, og De er altid saa velkommen. Nu i den senere Tid er De ogsaa nævnt af Krageparret, naar der bringes os Efterretninger og Hilsener fra vore beste danske Venner. Desværre gaar Aarene hen, uden at jeg faar den fulde Glæde af disse dyrebare Venskaber; og Aarene gaar desværre ikke saa fredsommeligt, men de river smaa Stykker af os, til vi falder ud i Strømmen og føres væk – væk fra hinanden. Jeg har en gruelig Følelse af, at det er Fru Krohn, som staar for Fald. Alt, hvad jeg hører, som forresten er meget lidet; men alt tyder hen paa, at hendes Organisme er udslidt, Livet er færdigt, Lysene slukkes, Dørene gaar istaa, der er Ingen hjemme længer. Skal jeg aldrig mere lytte til Fru Krohns kloge Tale? – til hendes Mønster-Samtaler om Formiddagen i Taarnhuset!
Hold Dem godt – Kjære Frue! – jeg ser Dem i brune Silkekjoler med mange Kniplinger – fin og sikker; og hold godt paa Deres Mand, at vi kan sees igjen, naar jeg engang kan komme sydover, – ak! bor De endnu i Deres Trappe-Slot med den gyldne Vin og de sjeldne Fiske?
Der viser sig Bjørnson, som jeg nu kun er 3 Dagsreiser fjernet fra, – ja det er forresten ikke saa lidet? – det er dog et skrækkeligt Land! Mit Amt er 15 Kvadratmile stort med 135,000 Indbyggere; og forat komme til B.B., som bor i Nabo-Amtet, maa jeg først fare paa Dampskib en Eftermiddag og dernæst kjøre over Fjeld og Dal i Slæde i 2 Dage og tilslut en liden Stump Jernbane og 13 Kilometer Slæde igjen, – jeg maa le høit! det er herligt Naboskab!
Men netop i disse Dage tænker alle meget paa ham; der forberedes store Æresbevisninger til hans 70ende Fødselsdag den 8 Dec, og jeg glæder mig, skjønt jeg ikke bringer ham andet i Gave end mine Pengesorger, som jeg altid pleier at læsse paa ham.
Her er et vidunderligt Fredens Sted, og selv Beate synes at slaa sig til Ro og være fornøiet. Men hun er jo endnu usikker og halvveis lam i Benene.
De andre Børn har det ogsaa godt nu; og for mig var det jo et stort Held, at jeg blev Amtmand, – det havde jeg rigtignok aldrig troet! maa jeg nu bede om Danebrog – helst Commandeur! mon ikke gamle Vedel i Rosenvænget skulde kunne finde mig et Kors, thi en Amtmand – Kjære Frue! med bare et Kors! I Danmark pleier vist Amtmændene altid at være Kammerherrer? – det kjender vi ikke her; men alligevel – ikke sandt? det var mærkeligt, at jeg naaede saa høit! og De kan tro, det kryber i mig, naar jeg mindes en Bog, som en vis Mand skrev i sin Ungdom om den norske Embedsstand. Hvis her bare var Papir nok, skulde jeg forklare Dem, hvorledes jeg bærer denne tilsyneladende – nuvel! – men her er – som De ser – aldeles ikke Papir nok til det Brug.
Lad mig nøie mig med at sende Dem og Hr. Professoren min hjerteligste Hilsen og tillad mig gjennem Dem at bede mig erindret hos Fru Hanne Bentzon, som jeg vil haabe bevarer vort gode Venskab. Men naar jeg tænker paa igjen engang at fremstille mig for hende, er det ikke ublandet Glæde, jeg fornemmer; thi jeg er bleven saa tyk – ak Kjære Frue! gammel, tyk og besværlig! – hvor skal jeg hen? jeg maatte traine en lang Stund, før hun fik se mig, og selv da! – Livet er grusomt!
Deres Hengivne Alexander L. Kielland.
Molde den 18d November 1902.
Kjære Ven! tusind Tak for de mange Penge til Bestallingen, – jeg sender den til dig som et Hæders-Diplom for Forlaget, – som en Præmie ved et Dyrskue!
Jeg vil saa gjerne skrive til Fru Julie – og særligt, hvis det kunde gjøre nogen Nytte. Men du ved! – alt maa komme indenfra ved saadant tungt Sind; al Verdens Glæder bringer ikke Ro og Tryghed, hvor ikke Viljen er i Orden. Det kan ikke nytte at snakke om Arbeide; men jeg vil anbefale hende at gaa, gaa ud i Luften, samt tvinge sig selv til hver Uge at tilbringe et Par Timer i en Malerisamling, Intet trætter mere samtidig med, at det fordriver alle andre Tanker, og naar man tvinger sig til det, bliver det tilslut ligesaa gavnligt som et Arbeide. Om Aftenen skal hun være fri; der er Intet saa bund-trist i Verden som Selskabeligheden; tidlig tilsengs og op om Morgenen i en Fart og ud! naar man saa har faaet sit første simple Toilette fuldstændig ødelagt efter en lang Tur, klær man sig langsomt paa for Dagen, som da er halvt gaaet, før man ved af det.
Jeg havde idag til min store Lettelse et Brev fra Alexander i America. Han skriver saa sjeldent, og jeg er bange, han føler sig forfærdeligt forladt – især før, mens han havde det ondt. Nu er han i Forlæggerfirmaet John Anderson – Chicago, med hvem jeg formoder, at Gyldendal er i Forbindelse. Den 30te July – som han skriver, blev han af Generalforsamlingen valgt til Firmaets Secretair, – det synes, somom Forretningen tildels er baseret paa etslags Aktie-Sameje mellem Funktionairerne? han er Hovedkasserer og fortjener nu saa meget, at han tænker paa at komme hjem paa Besøg i 1904. Det gik sandelig bedre med mine Gutter end det engang saa ud. Alexander beder om en samlet Udgave af mine Bøger; tror du, at du kunde være saa snil at lade ham faa Subskriptions-Udgaven? Jens gaar her og beder mig bede dig om J. P. Jacobsens Oversættelse af Darwin – vi flaar dig – Kjære Ven! Lad mig slutte itide.
Hils Fruen først og sist, men og Frøken Oluffa og de Unge i Krathuset. Mon Sir Frederic gaar helt til Chicago?
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Molde den 19de November 1902.
Kjære Mester! det gaar mig som Børnene, der først blir sig bevist de Ulykker, de har anrettet, naar de Voxne kommer. Jeg har følt i Ydmygelsens Bitterhed de mange Smuthuller, der kan se ud som Udveje; jeg vil ikke plage dig med alt det; Dit Brev har uden et eneste ondt Ord kastet mig til Jorden. Det er naturligvis ikke sandt, at vi holdt Hest. Men til Grund for Rygtet ligger den megen Kjøring (1 Kr. pr. Tur), som Beate trænger, for overhovedet at komme ud i Luften, og dernæst de Reiser, jeg undte mig selv paa Jæderen, – det var min Luxus, – det er sandt. Vor Selskabelighed var indskrænket til et Whistparti om Søndagen, naar det faldt sig saa. Men alligevel levede vi jo langt over Evne med en Gjæld, som krævede 2000 Kr om Aaret og en Indtægt paa 4000. Og desuden ser jeg alltid ud som et Billede af “Over Evne”, der irriterer mange. Jeg skal nok være forsigtig, det lover jeg dig, forsigtig og skamfuld og evig taknemmelig.
Din Alexander L. K.
Molde den 26d November 1902.
Hr. Redaktionssecretair Gran Bøgh Bergens Tidende – Bergen.
Jeg turde ligefrem ikke sige nei til Deres Fru Moder. Overfor Dem er det mig lettere, da De vil kjende til min Umulighed overalt, hvor det gjælder Leilighedsbidrag – selv i et Tilfælde som dette, hvor jeg gjerne vilde og for B. B.s Skyld ogsaa burde være med.
Ærbødigst Alexander L. Kielland.
Molde den 1ste December 1902.
Kjære Andreas! jeg begyndte med saa gode Forsætter; vi skulde holde hinanden fast med Breve; jeg har ikke forandret Forsæt, men jeg har travelt hver Dag, megen privat Correspondence, der tager et Opsving, naar der flyttes, 3 Børn hjemmefra – og værst af alt mine Pengesorger, som blive værre og værre, men som vi os imellem ville springe over indtil videre. I will tell you my day. Igaar – Søndag – var her som alle Dage let klar Frost med Fjorden blank og de berømte blaa og hvide Snefjelde foran alle vore 8 høie Vinduer under en blaa glasklar Himmel, og med en gul Vintersol strygende lavt henover Fjeldtoppene.
Stuerne er næsten som hjemme; alt mit Ophæng er paa Plads og alt ser nyt ud og dog saa gammelt, saa jeg holder al Længsel og Sammenligning borte – ialfald en Tid. Her er tørre og gode Veie langs Havets Strand, hvis du vil, paa en lang Dampskibsbrygge, opover bag Byen i Skoven, hvor der er Ekorn og megen Fugl – Aarfugl og Ryber er her tæt ved. Hvad naturlig Skjønhed og Afvexling angaar, kan Intet maale sig med Molde af hvad jeg har seet; men af By er her kun de allerførste naive Spor.
Alle Embedsmændene har haud, og de fleste af os har røde Næser; min er ikke den værste. Forretningsfolk findes der ikke undtagen en Dampskibsexpediteur fra Bergen. Vi bor alligevel i mange Maader fordelagtigere end paa Landet; for det første med Mad; men især derved, at disse halvgamle Embedsfruer tager en Masse The, saaat Beate trives over al Forventning. Hun har allerede Whistparti Onsdag, Læse-Forening Mandag, Kvartetten Fredag og i Almindelighed Gjæster eller en Indbydelse til Søndag.
Igaar var her min Fuldmægtig Arctander med sin Kjæreste og hendes Forældre Stadsingenieur Dahl. Vi spillede 2 Whistborde og havde det jilt. Nu kjørte Beate til Fru Doctor Parelius, en Søster af Tante Emilie, som vi sætter megen Pris paa – kun snakker hun saa altfor meget! Jeg vil gaa tidligt iseng – det er nu altid min Hoved-Spas! Imorgen skal jeg over Fjorden og møde i Forligelsescommissionen og hjem igjen næste Dag med Amtmandsskyds i Baad: 3 Mand og 6 Aarer. Onsdag kommer Else og Lørdag reiser jeg til Trondhjem. Jeg er indbuden og reiser naturligvis frit. Dette er uhyre morsomt, og under almindelige Forhold faar jeg flere Penge igjen end jeg har givet ud, naar jeg kommer hjem og faar gjort min Regning op; jeg har alt reist for 320 Kroner. Efter Trondhjem har jeg en Kjøretur paa c. 50 Kil.m. med min gamle Cariol; dernæst en Slædefart paa en Ugestid op i Surendalen, en Cariol rundt Hustadvigen og altimellem en af disse Kassevisitationer, som skræmmer Livet af Folk. Naar saa Vinteren er gaaet, blir Reiserne endnu skjønnere, forat culminere i Touristtiden, der efter alles Mening er noget ganske enestaaende.
Vi har derfor alt i alt Grund til at være alle dem taknemmelige, som tok dette Kjæmpetag og fik mig skubbet saa høit op paa det tørre. Jeg havde faaet en indre Svækkelse, da gamle Hansen gik fra mig; dernæst gjorde det mig stor Skade min letsindige Behandling af Kæmnerens Sag – og Uheldet med Samlags-Mandtallet. Jeg tænkte, at til næste Aar skulde jeg gjenoprette min Position og komme i godt og intimt Samarbeide med Kommunestyret ved de store Storthingsvalg, men paa den anden Side gruede jeg over al Maade for et Valgaar med Oddmund Vik! – ja jeg tror aldrig, jeg havde klaret det. Jeg kunde ikke faa mit Contor paa den Fod, det var, dengang Hansen endnu interesserede sig for Mandtal og Valgkamp; han blev ligegyldig, jeg sløvedes og jeg vaagnede igrunden først op, da jeg saa Viks lille uforskammede Notits du husker: Amtstidende havde urigtigen meldt mig som Ansøger; da stod næste Aften i Viks Blad: Redacteur Guldbrandsen har Lyst til at blive Amtmand o. s. v. – ordret som Amtstidendens Meddelelse, somom det var ligesaa taabeligt og forrykt for mig at søge, som det vilde have været for Gulbrandsen. Da blev jeg forfærdeligt ræd. Jeg har taget det med saadan Ro i disse 10 Aar, at Vik har forfulgt mig og tiet eller bagvasket mig hjemme og paa Østlandet; men da jeg nu saa, at han var saa sikker, at han turde sparke til mig! da for jeg op og blaaste til Hjælp! og gamle B. B., Verdens Gang og formodentlig Statsraad Ibsen og Lars Holst – de fik det sat igjennem. Ja saa var der forresten heldigt med Ansøgere, og saa havde jeg forresten erhvervet mig et bedre Omdømme inde i Departementerne end i Stavanger Kommunestyre; det er en utaknemlig Stilling kanske mest for et Byesbarn; det, som blir gjort, er Formandskabets Ros; det som ikke blir gjort, er Magistratens Skam; og jeg tror ikke, der er mange Byer paa vor Størrelse med en saa sur og bitter offentlig Tone. Dette er et ganske andet Folk; men ogsaa en ganske anden Stilling; man kan selv gjøre en hel del paa egen Haand – ja, det forlanges af Amtmanden, at han handler selv og ikke spør for meget. Det er derfor dobbelt jilt med disse lange Reiser paa 4–5 Dage hvor der er alverdens Ting, som venter paa at afgjøres: en Brygge, en Veistump, en Bro, nyt Poststed, daarlig Lensmand m.m. Hils Maren – jeg savner hende saa ynkeligen i Kvartetten – den har jeg beskrevet for Fredrik. Skriv snart.
Din Alexander.
Den norske Rigstelegraf. Trondhjem 8. 12. 1902.
Telegram. (Kl. 11.40)
Jeg kommer som din ynkeligste offerløs til din fest. Du faar mindes hvad der er værd at mindes, og lide paa taknemligheden, som er sikker nok. Jeg hilser kjæmpen med det store hjerte.
Alexander L. Kjelland.
Telegram. (Kl. 1.55)
Og at du paa denne din dag fandt tid til at sende mig bud! Det er synd at de andre ikke kan erfare dette, ikke faar varme sine hjerter ved den godhed, du overvælder mig med.
Alexander L. Kjelland.
Trondhjem i Route-Thinget December 1902. Frimurerlogen den 9de Dec.
Kjære Jens! For ikke at sovne og prostituere mig og min høie Stilling, giver jeg mig til at skrive her midt i denne Forsamling, som netop nu er begyndt, og som tegner til at blive noget af det kjedsommeligste, som har passeret i det Nordenfjeldske siden Snorre. Jeg sidder for Enden af en lang Bordfløi med alle mine Romsdøler efter mig. Ved den anden Ende ser jeg Cornelius Middelthon fra Stavanger. Formanden læser noget forbandet Tøv, og Varmen stiger. – Jeg er meget frisk og meget forsigtig, – det maa du sige til Mamma. Lever i det deilige Hotel Britannia, og spiser Middag som Gjæst, hvilket er billigt; den ene Dag hos Consul Finne – i et pragtfuldt gammel Rigmandshus, og i forgaars hos Wollert Konow her i Hotellet; han er den bekjendte Storthingsmand fra Søndre Bergenhus – (Konow S.B.). Han siger, at han for et Par Aar siden besøgte mig og spiste Blodpølse. – Spørg Mamma, om hun husker det? Iaften skal jeg i fin Souper, men ikke Uniform – til Stiftamtmand Grundt. Mødet synes i det hele taget at lægges an på en saadan Maade, at det vil vare længe; jeg vælger derfor at skrive til dig, for ikke at falde hen i Søvn ved de urimelige Taler, der nu gaar Slag i Slag. Formodentlig bliver jeg siddende her hele Ugen ud. Netop nu bøiede min Sidemand Joachim Rønneberg af Aalesund sig hen til mig og sagde: Her bliver vi siddende hele Ugen.
Der ser du Bordet: No. 1 Stiftamtmand Grundt, 2 jeg, 3 Rønneberg, 4 Corn. Middelthon, 5 Taleren, som i Øieblikket har Ordet, Lensmand Berg, han er sint, og har været Storthingsmand, saa han kan Methoden! – Nu begyndte No. 6 Ulrich Møller af Moldegaard et langt Foredrag, som han har læst for mig; det er forfærdeligt. Nu maa du fortælle Mamma det følgende med særdeles Elskværdighed, ligesom du overhovedet af denne Kamp med Søvnen maa meddele Mamma og Else, hvad der kan være af Interesse. Altsaa: igaar paa B. B.’s store Hædersdag telegraferede han til mig: “Nu gaar det.” Mamma vil forstaa dette og glæde sig derved; men baade Mamma og du og Else og vi alle maa takke og beundre denne store Mand, som paa en saadan Dag finder Tid til at tænke paa en Vens private Pinagtigheder. Det maa hverken du eller nogen af os nogensinde glemme! – jeg telegraferede og takkede – saa godt jeg kunde: – men vor Tak til B. B. maa nedarves og bevares, saa længe der lever nogen af mine. Nu taler Cornelius Middelthon; han er ikke bedre end de andre, men Søvnen rykker frem, – jeg ved ikke, hvad jeg skal gjøre, – alt svinder hen; nu sov jeg lidt! Her er saa glat paa Gaden, at jeg ikke tør gaa. Sig til Mamma, at jeg skal gjøre, hvad jeg kan, for at faa en ny Søile-Lampe; det kommer an paa, om jeg synes, der bliver Penge nok. Det ser saa jilt ud, naar Telegrafbudet bringer Depecher til Forsamlingen; tag 50 Øre og telegrafer mig noget Tøv imorgen eller Torsdag Formiddag med Adresse “Frimurerlogen” – saa vaagner jeg ialfald den Stund.
Hils Mamma og Else og Gurine og vær erkesnil.
Din hengivne Pappa.
Molde 21de December 1902.
Kjære Mester! jeg lever nedsænket i Bekymring og har faaet en ny Udvidelse af Hjertet; men den gaar over, naar jeg ligger tilsengs og bare nyder Melk og Brød. Til dig har jeg ikke skrevet, for ikke at synes utaalmodig.
Min Mand i Stavanger er Consul Fredrik Hansen, der har min Fuldmagt for alle Tilfælde og alle mine Forpligtelser under sin Haand.
Kan du bruge det indlagte Brev til Advokat Ingar Nielsen?
Jeg ved ikke, hvorledes jeg nogensinde herefter skal se din Datter i hendes smukke Øine; thi jeg har intet Krav – ja Krav har jeg forresten hellerikke paa dig – det skal være vist! men endnu galere er det, at hun skal døie noget for min Skyld. Alligevel ved jeg, at denne Følelse hos mig ikke er andet end Kjærringskab; jeg er lykkeligvis sikker paa, at naar jeg igjen ser Fru Bergliot, skal min oprigtige Taknemlighed slette Skamfølelsen ud, og hun skal føle, at jeg forstaar hendes Offer for hendes Faders Ven og lægger det paa mig som en Hæder. Thi stundom reiser jeg mig op og prøver at se al den Gjenvordighed, jeg fører over mine Venner som en mildere Form end Opgivelsen af enhver Fjær i Hatten og aabenbar Klynk og Fattigmands-Væsen og Bøielighed overfor Menneskene. Ja, det er ikke værdt, jeg roser mig; men hvis de kommer og fortæller dig altfor meget om min Flothed og Ødselhed, saa tro, at mange ærgrer sig over, at de ikke faar knækket mig, at jeg med al min Gjæld endnu beholder de irriterende Fjær i Hatten, og at jeg hugger mig gjennem, – best var det naturligvis, om jeg kunde hjælpe mig selv, men det skal vel ogsaa komme dertil! – Jeg sidder deiligt – kan du tro, i et Hus paa Gamle Amtmand Arveschaus Tomter i Østre Enden af Byen, uden Gjenboer med selve Søen saa nær som Bredevandet hjemme; men her gaar en stor Hval og blaaser lige under Vinduerne, Skarv ligger her og Erfugl og hele mit Vestlands-Apparat med dine egne Fjelde omkring – skinnende hvide i den første Sne. Kunde jeg saa sandt gjøre dig nogen Glæde!
Glædelig Jul i Huset fra Beate og fra mig; Hilsen til Fru Karoline og dine Børn alle – specielt til Fru Bergliot og til hendes Mand, som har været elskværdig mod min Søn – og al min Tak og gode Ønsker til dig.
K.
Lille Juleaften Molde Lille Juleaften Molde 1902.
Kjære Ven!
Klokken er halv et og Solen gaar lavt fra den ene Fjeldtop til den anden indtil Klokken 2, saa er det forbi; Fjorden ligger blank saa nær som Bredevandet hjemme med Skarv og Erfugl, Maager og en Hval, som nogle paastaar er en Nise. Jeg skal lave brændte Mandler, Bisp og Punch i Eftermiddag, vi venter Frøken Holst; alle er friske; her er mildt og deiligt Veir hver Dag.
Men jeg mindes de gamle Lille-Juleaftener – ak! hvorfor skal Livet være saa bittert i Enden? mon ikke de har det bedre, som led ondt i Barndommen? vi – de forkjælede Børn af de rige og kjærlige Forældre – vi sidder og stirrer paa de gyldne Tider gjennem Taarer; det er jo ikke Utaknemlighed, men det maa være den bitre Følelse af, at Livet har rakket En saa ilde til, at man ser tilbage med noget, der ligner Anger over sig selv. Jeg ser os i de graa Strikkehuer til at trække ned over Ørene, naar vi hang paa Vandbordet under StorstuVinduerne for at se i Gardinsprækken, om der var Juletræ, og Lugten af Noahs Ark, og senere af Tinsoldater og af Korke-Pistolerne! – jeg ser os lige op til Champagnen i det halvmørke Klubværelse, naar vi gav Drikkepenge for Aaret; – det er elendigt, at jeg ikke idag kan gaa hen og tage dig i Haanden og passe paa, naar du gaar forbi; at du smager min Julepunch! Det begynder nok nu snart at føles for mig, at jeg har ladt mit Liv tilbage i Stavanger; jeg faar tage fat og gjøre Nytte; med lad os holde fast paa hinanden som før; hvis jeg bare faar Raad, kommer jeg til Høsten.
Nu maa du hilse Maren og dine hjemme og Tante Hanna og Gudes fra mig og mine en Glædelig Jul og lad mig snart høre fra dig.
Din Ven Alexander.
Molde den 29d December 1902.
Kjære Mester! – jeg lever nogle underlige Dage, – de er helst onde; man er saa vant til at trække paa mit Humør, ligefra jeg var den lystige Dreng i Huset hjemme, hvor der ofte var tungt nok, og du ved, naar jeg først er med, slaar jeg ikke min Skaal i Bænken. Men nu kan jeg ikke længer. Denne Jul med alle mine tunge Tanker, min Anger over saameget – kort og sandt: jeg er syg igjen; Hjertet vil ikke mer, inat maatte jeg sidde i en stol – det er første Gang; men sig det ikke; jeg kan ikke fordrage at være syg; jeg kan ikke taale det, og det skal hellerikke komme dertil. Nu har jeg forklaret det for Huset, at de maa lade mig ligge og spise alene mit Melkefoder, og alle de brave elskværdige Moldefamilier, som Intet heller vil end dræbe mig med Rybesaus – dem maa jeg ogsaa skuffe, og alt imens er du oppe og slider med de forfærdelige Penge! Jeg ved ikke hvorfor – men naar jeg sidder her og alle er saa gode mod mig, er det som min egen Jordefærd – ikke fordi, jeg tror, jeg skal dø nu! – det lover jeg dig! du skal se mig endnu i denne Vinter – maver og glad og frisk til din Ære!
Glædeligt Nytaar fra Hus til Hus! – og Tak for det gamle.
Din Alexander.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
