Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1903

Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! som du ser af indlagte, var det for sent at forstyrre min stakkels Ungdomsven med mine Sorger; jeg maatte nøie mig med at bede min Hilsen bragt ham, hvis han endnu kunde have nogen Glæde af det.

Men dette har bragt mig til at tænke paa, om jeg ikke kunde gjøre noget selv, istedetfor at sidde her som en Pave og lade dig slide med det. Ved du noget Sted, jeg personligt kunde vende mig, forat paakalde Hjælp, saa sig mig det. Jeg skammer mig ganske vist; men mest for dig, og fordi jeg kanske ikke burde manet dig til Kamp for Amtet uden at skrifte min økonomiske misère. Men ser Du! den saa anderledes ud, saa længe der ikke hang de onde Tider over Stavanger; det var ganske vist et Spild af Renter, der maatte føre mod Ruin; men saa var der jo hver Dag Mulighed for Salg af vort Fædrenegods, – kort sagt: Situationen var ikke saa haabløs.

Men efterat Fredrik Hansen meldte mig, hvor alt kniber sammen, og at der raader en bisk Stemning mod mig – netop i de Kredse, som aldrig har faaet kue mig, vore egne Folk! Od. Vik, Bager Pedersen m.fl. – tænk dig for Ex. denne lille skjævøiede Uretfærdighedens Mammon: Arne Haabeth! – han laante mig engang ifjor nogle Dollars til Hjælp for min arme Søn Alexander, som laa syg og fattig paa Hospitalet i Chicago, – disse Penge, som med Renter o. s. v. beløb sig til 306 Kroner, trak Haabeth forleden Dag paa mig med en 2 Maaneders Tratta! Ja, du kan vel begribe, jeg smurte ham i Snuden! – jeg lader mig dog ikke træde ihjæl!

Men alligevel, saaledes er Tiden, saaledes staar jeg; de tror, jeg kan væltes nu!

Nei! jeg skammer mig egentlig ikke. Landet vil alligevel have havt mig for en billig Penge, især hvis jeg nu faar leve en Tid. Men det er alligevel galt nok for dig og de andre; kunde jeg ikke gjøre noget selv?

Et nyt godt Aar for dig og dine.

Din Alexander L. K.


Beate Kielland.

Kjære Beate! vi har nu reist i 2 Dage i deiligt Veir og mange Omskiftelser: Slæde, Baad og Dampskib. Jeg er meget frisk, men maa kjæmpe mod fed Mad og alskens fristende Traktements. Vi kom hertil iaftes over en øde Skov, hvor der neppe var Vei, men Sne, saa Hestene sled haardt. Maanen lyste gjennem den tætte Sne som faldt, Skoven var ganske hvid og ingen Lyd uden Bjelderne og Skydsfolkene, som raabte til hinanden, naar de ikke saa Veisporet. Jeg tænkte paa Else; det var kanske blevet for meget for hende, for vi sad jo hvert Øieblik paa vip; men vi væltede da ikke; Folkene er mageløse som Førere og Hestene kloge; men Amtmanden er jo tung at drage – og ballancere.

Her i Huset har vi fundet det galanteste Kvarter, jeg endnu har seet. Her hersker nemlig en saadan Velstand, fordi en Bror af Manden er en af Millionairerne fra Klondyke. Vi kom ganske tilsneede ind i en meget stor Stue, hvor der stod et pyntet Juletræ og brændte mange Lamper, varmt og lunt; god Mad, hjemmebrygget Øl, god Seng og en Rigelighed af Værelser. Haven er berømt for sine sjeldne Trær – især Frugttrær og selve Stedet er ganske vist smukkere end noget, jeg har seet ellers i mit Rige – især ved Sankte Hans, naar de mange gamle Frugttrær staar i Blomst. Men her er desværre saa besværligt at komme fra Molde; man maatte den fæle Natrute over Battenfjord til Christiansund og derfra en lang Dampskibstur – fra 8 Morgen til 3 Em. – med et lidet Flysseskib, – saa jeg er ræd, du kommer her aldrig; men det var et Sted for dig. Nu skal vi spise og derpaa afsted til Præstegaarden i Surendalen til min Cousine, hvor vi skal være inat. Vi kommer nok ikke hjem før Torsdag. Hils alle.

Din Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! dine 2 Breve af 6/1 og 8/1 blev sendt fra Kontoret her til Surendalen, hvor jeg laa syg i 8 Dage, og først nu kom de hertil igjen.

Tusind Tak – Kjære! ogsaa fra Fredrik Hansen hører jeg om din Virksomhed, om din store Haand, som imponerer ham og vækker hans evindelige Beundring.

Imidlertid er her indtraadt en stor og god Forandring. Hegel byder mig en Folke-Udgave med 20 %’s Honorar, hvoraf Halvdelen skal gaa til Afbetaling paa min gamle skrøbelige Conto, og Resten skal jeg faa efterhaanden. Dette kan blive 7,000 Kroner, som vil komme mig tilgode udover Aaret.

Saa nu! du kjære Elefant! nu spænder vi dig fra Læsset med Tak, fordi du drog i den værste Bakken, da jeg – oprigtigt talt! havde sat mig ned i Mishaab og Feighed. Nu maa det glide igjen med Forsigtighed; og Elefanten skal faa sig et Skarlagens Overstykke af Taknemlighed med nedhængende gyldne Kjæder og alle de ædle Stene, jeg kan finde i mit Hjerte.

Syg? – siger du! aldeles ikke! Det var bare noget Brand-Bif med Løg, som jeg aad paa et Dampskib, fordi jeg var saa udsultet, i Forbindelse med 12 Graders Kulde, som jeg desværre ikke taalte. Saa maatte jeg blive liggende i Surendalens Præstegaard og nedsvælge min Sjæl, sammensnøre min Lever, concentrere mit Urin, indskrænke mit Hjertes Omfang samt gjenvinde min Pust og et rimeligt Pulsslag. Efterat disse Ubetydeligheder vare rettede under en udmærket Pleie hos Præstekonen, som var en kjødelig Cousine, jeg aldrig har seet før, kom jeg hjem som et Vrag, der er kalfatret og forkobret og klar til at seile videre.

Maa jeg spørge, om Mesteren nu har faaet udførlig Besked om min saakaldte Sygdom? eller skal jeg tilkalde et consilium af Hesteskjærere, Svinesnidere og gamle Kjærringer? – he? – hils din brave Doctor!

Hvor jeg bor? – jo ser Du! Naar du gaar ud af Molde mod Øst – mod Fanestrand, passerer du Apotheket og dernæst nuværende Dahls Bryggeri; dermed ophører Husene paa høire Side af Veien – mod Søen, og paa venstre Side laa der i gamle Dage en Eiendom, som man har sagt mig var Amtmand Arweschoug’s, og hvor Amtscontoret var. Men denne gamle Bygning er nedrevet og i det nye paa samme Grund opførte 2 Etages Hus bor vi ovenpaa med ét af Contorerne i 1ste Etage. Der har boet Militaire – muligens baade Hoffmann og Sommerschild, saa jeg tænker, du nu kan forestille dig akkurat, hvor vi bor, – et deiligt Sted uden Gjenboer med Fjorden lige under Vinduerne, – kun er det for mig uvant og haardt at bo ovenpaa og ikke kunne gaa lige ud paa min egen Havejord; – men jeg er vel fornøiet – i enhver Henseende. Morderligt travelt er her; min Fuldmægtig er for 4 Uger paa Holmenkollens Suspensorium, saa jeg sidder med Næsen i Papirerne hele Dagen – men ah! takket være en vis Elefant – med hvilket let Sind imod før! Hilsen fra Hus til Hus.

Din Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Mange Tak! jeg er meget taknemlig for din gode Ide, som aabner mig en uanet Vej til nye Rigdomme, og jeg har Ingenting at bemærke til Vilkaarene. Særligt glæder jeg mig til nu endelig at faa rettet de skrækkelige Trykfeil i “Mennesker og Dyr” samt til at faa trykket “Paa Hjemvejen” i dens omarbeidede Form; Manuscriptet følger vedlagt. Nu maa jeg ogsaa bede dig ofre noget paa Reclamen ved denne Udgave. Jeg havde nemlig det Indtryk, at Subskriptions-Udgaven smøg stille forbi; jeg saa aldrig en eneste Indbydelse; hvorimod jeg ikke kunde komme ud paa Gaden nogen Tid efter, uden at den Fandens Jonas Lie med sin Idiot-Kalot sad og gloede i alle Vinduer!

Vil du hilse Fru Julie, at Vesten er sendt, Skrædderen maa gjerne lukke den lidt høiere oppe.

Jeg har været lidt syg i Hjertet – dels efter en Del uundgaaelig Selskabelighed i Julen og dels fordi det beklageligvis synes, somom den rigtig strænge Kulde – over 10–12 Grader C., som hersker i det Indre af mit store Rige, virker skadeligt paa mit Aandedræt og muligens vil sætte en Grænse for de jille Slæde-Reiser i Vintermaanederne.

Da til og med min 1ste Fuldmægtig er reist for 4 Uger til et Sanatorium, er jeg ganske overlæsset med Arbeide – noget, jeg liger godt, naar jeg bare er frisk.

Undskyld derfor, at jeg i al Korthed frembærer min Tak for det forløbne Aars mange Venskabsbeviser fra dig og dit Hus; du bestrider med de rigelige Bog-Sendinger alle mine Julepresenter, og Fru Julie holder det ganske Hus med Vinter-Grønsager. Men mest røres og bindes jeg af det gode og hjertelige Venskab og drages mod Skovgaard, hvergang jeg faar Tid til at tænke udover Amtsgrænsen – og endnu et, mens jeg husker det: jeg skulde saa plent havt Danebrogsordenen, kan du ikke sige mig, hvem jeg skal henvende mig til, du kjender jo alle mine Bekjendtskaber i Danmark: Gamle Vedel er gaaet ud; Fru Bissen bare ler af mig; E. Brandes vil jeg ikke spørge – har ikke Oluffa nogen Indflydelse, hun gav mig en liden St. Olaf – hils hende, Fru Julie, Mam. Krathus og alle de andre –

Din hengivne Alexander K.


Baby Kielland.

Kjæreste Baby mit Hjertes Barn! hvor længe siden jeg talte dig til i dit søde Ansigt, som jeg hver Dag saa paa; men lykkeligvis har alt været godt paa min Side og forhaabentlig ogsaa paa din, saa vi gjensidig har tænkt paa hinanden med Glæde og Ro. Lad mig nu først og fremst fortælle dig, hvad jeg har gjennemgaaet og gjennemgaaet saaledes, at jeg i dette Øieblik sidder roligere og lykkeligere end paa mange Aar; men du skal indskrænke dine fortrolige Meddelelser til Vilhelm; det kommer nok ud, at B. B. har hjulpet mig – og det maa gjerne alle vide; men jeg vil ikke, at Detailierne skal flyde omkring.

Om min Sygdom har jeg nu maattet give saa mange Beretninger, at jeg faar Lus i Maven. Det var den gamle Nød med Hjertets Udvidelse; jeg taaler ikke Kulden og holder stræng Diæt, som gjør mig zart og bleg. Men aldrig har jeg befundet mig bedre end idag, og det tror jeg kommer af, at igaar – Søndag – spiste jeg fyldt Kaalhoved, Haresteg og Diamantpudding, røgte halvanden lang Cigar, drak 2 Glas Rom-Toddy og læste en hel Bog af mig selv! – jeg ved ikke hvilken af Ingredienserne der var den væsentligste; men jeg tror, der var stor Helsebod i selve Blandingen.

Jeg har foran mig ubesvarede Breve fra dig – Pefert-Traven maa undskylde Amtmanden, han er saa optaget! Min Fuldmægtig er reist til Sanatorium; min 1ste Contorist nedenunder ligger i Influenza, saa jeg hører Else og No. 2 præke dernede.

Endogsaa fra Vilhelm ligger her et Brev. Sig ham, at jeg slet ikke var fornærmet paa “Juleaften”; de sendte mig 100 Kroner for det Skit, og tilslut havde jeg 2 Exemplarer af Nummeret.

Jeg glæder mig, fordi du glæder dig over dine Fremskridt i Sang; og du maa ikke glemme at bringe Fru Baronessen min ærbødige Compliment og min Tak for hendes Elskværdighed mod dig – den jeg for en ganske liden Del tillader mig at tilskrive vort Smule Ungdomsbekjendtskab, da vi gik og fandt hinanden gjensidig pene uden at sige det. Lad mig snart høre gode Tidender fra dig.

Din egen Pappa.


Dagmar Skavlan.

Kjære Dagmar! jeg har nok tænkt paa dig, og du skal ikke være bekymret, fordi du herved faar dine Penge. B. B. har skaffet mig en storartet Hjælp, og Hegel forlægger en Folke-Udgave, saa mine værste Sorger ere bragt til Ro, og dermed ogsaa mit Hjerte; nu mangler jeg kun Bevægelse og frisk Luft; men Kulden taaler ikke dette Persilleblad længer.

Har jeg ikke hørt et Nys om, at du havde tabt paa Industribanken! Ja, jeg har ikke Ord for mit Raseri mod disse Sataner, som gjør sig vigtige med at lokke Enker og Faderløse til at speculere; Theoretikere og Ideologer – som Napoleon kaldte dem, hvem ingen ædru Mandsperson betror 5 Kroner, de løber omkring og foredrager Finans-Kunst for de arme Fruentimmer, som har noget, og helmer ikke, før de faar bortspeculeret alt i stor Røg, Damp og Svindel!

Jeg tvivler ikke paa, at du vil le, hvis jeg foreslaar dig at spørge mig tilraads. Jeg har faaet Ordet som den mislykkede Økonom blandt Jer, og forsaavidt med Rette, som mit Levesæt altid har været over min Indtægt, og denne uimodsigelige Feil ansees i Almindelighed som den værste. Deri er jeg ikke enig. Jeg anser de Mennesker, som kniber i smaat og taber i stort for meget slettere Økonomer; jeg ved dog, hvor hver Skilling er/er blevet af og hvad Glæde jeg fik af den; men om jeg skulde se tilbage paa Tusinder, som flød bort i Tab – til Glæde for Ingen – ja da tror jeg aldrig, jeg fik sove.

Dertilmed vil jeg rose mig selv, fordi jeg ikke lader mig besnakke; men holder haardnakket fast, naar det gjælder om at drive Handel. Jeg var Teglværksejer i 10 Aar og havde, da jeg sluttede, ikke mer end 50 Kroner i udestaaende uerholdelige Fordringer; medens andre Forretninger slæber paa en Række af Tusinder, som de aldrig faar en Skilling af.

Saa solgte jeg den Stump Hannasdal for 60,000 Kr. og holder fast paa Byhuset til 120,000, mens Jacob nær havde solgt det for nogle Aar siden for 30,000. Ganske vist, vi faar ikke 120,000 idag, fordi Tiderne er under Lavmaal; men vent lidt; husk paa Børnene; de er dog best tjent med, at vi venter til der er Pris.

Jeg er ikke rigtig frisk. Her er saa meget at gjøre, og jeg lever paa Brød og Melk, saaat jeg er afvexlende træt som en Mak og rastløs til at skrive og snakke; jeg ved selv, at det er nerveust og jeg skal nok passe mig itide.

Vi sendte til Helene min sædvanlige Ide – nemlig to Æggeglas af Sølv; saadanne fik vi af Finnes, og vi har brugt dem hver Dag.

Nu falder jeg sammen; Farvel Kjære Søster! – naar jeg imorgen fortæller de Andre, at jeg har havt Brev fra dig, vil de alle hilse. Inde i Stuen har Beate Damer til Whist. Vor Leilighed er smuk og Værelserne saa lige hjemme som muligt; hvilket – oprigtigt talt – ikke er særdeles meget.

Hils den trofaste Kitty og sig hende, at jeg endogsaa har maattet indskrænke min Privat-Correspondence; hun staar paa Listen, som nu er gaaet ned fra 19 til 7. Hvis hun spørger, hvorfor hun skal være blandt de siste? saa skal du svare, at jeg ved, hun ved, hun er blandt de første, og derfor kommer hun blandt de siste; dette er klart og det vil hun forstaa!

Hils dine Børn og hav det godt og send mig af og til et Livstegn.

Din hengivne Broder Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg svarer paa dit Brev af 30te Januar i al Hast; jeg er nemlig syg og sengeliggende af dette elendige Hjerte. Mit Telegram idag betegner, at jeg er enig i Bøgernes Rækkefølge og at Garman & Worse kan gaa som den er.

Forøvrigt vil jeg kun forlange Mennesker og Dyr til Correctur – du aner ikke, hvorledes den er trykket! men jeg tror ikke, jeg gjør Ændringer noget Sted.

Eilif Petersens snottede Portrait er godt nok, ellers har jeg en Krans yndige Ungdomsbilleder – mon ikke Fru Julie har et?

Undskyld, men jeg sveder allerede i Hovedet.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! der var nogle Udgifter, jeg saa gjerne vilde tillade mig paa min gjenoplivede Conto:

  • 1.
  • – de 100 Kroner til Baby, som hun alt har faaet – Tak.
  • 2.
  • – 20 Kroner til Johanna Runge Lyngbyvej No. 15.
  • 3.
  • Jacobsens Oversættelse af Darwin.
  • 4.
  • Præparanten Dahl – norsk –, som har skrevet om Dyr og Mennesker i Syd Afrika og i Australien.
  • 5.
  • Lumholtzes Værker.
  • 6.
  • Hedins Reiser – alle.

Hvis du vilde være saa snil at kjøbe for min Regning disse Bøger indbundne i røde – eller grønne Original-Bind?

Jeg lever godt, men forfærdeligt travelt og i et Veir, mod hvilket Stavanger var en stille og lun Dal. Hils Fruen og alle andre.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! forsag mig ikke og lad mig beholde den gode gamle Plads i dit Hjerte, enda jeg saa længe har forsømt at give Lyd fra mig.

Men dit Billede fik jeg dog strax indrammet og ophængt i en hellig Krog, hvor Baby hænger i Pastel af Chr. Ross i Rom. Du ser saa alvorlig og jævnaldrende ud, at jeg næsten glemmer den ubetydelige Aldersforskjel mellem os; og jeg begræder de Aar, som løber bort, uden at vi faar se det ringeste til hinanden. Du ved, jeg er kommen endnu længer nordover; og desuden har du vel kanske ogsaa hørt, at din store Broder er en stor Klodrian med Penge, saa man kan kun med store Mellemrum sende ham ud paa Reiser. Men imidlertid gror der, ligesom det Ugræs, man træder paa, bestandig letsindige Drømme, der blomstre som Planer, for til almindelig Forfærdelse for mine mange Creditorer og Formyndere pludselig at modnes til en ganske urimelig Reise, som der siden bødes for i lange Aar.

Jeg fantaserer om at følge min Kone til Laurvigs Bad – til siste Saison – August-September; tage Else med og fare – vi to – videre til Kjøbenhavn; bo en Tid hos Hegels – og jeg hos Eder et Par Dage ialfald! – saa meget, at jeg fik se mine beste Venner igjen. Det er en aldeles vild Ide, som du slet ikke maa nævne; men du ved, i vor Alder holder man af at sysle med saadanne Drømme, som har sin charme, selv om de aldrig blive andet.

Ak ja! vor gode Moder! hvad skulde vi kunne finde paa, forat fængsle hende til Livet med nyt Blod og nye Kræfter. Jeg er bange, det er bare at skjære dig i Hjertet, naar jeg taler om dette – naar jeg skriver – mener jeg; det var anderledes, om vi Ansigt til Ansigt kunde tale om den stakkels Moder og udfinde, hvad vi skulde gjøre for at binde hende fast til Livet; jeg ved jo saa lidet, men jeg synes altid, hun staar for mig som den, der er bleven meget træt.

Hils din utrættelige Fader og sig ham, at han maa hellerikke glemme mig. Jeg er ikke saa glad i Arbeide som han, og jeg synes snart, jeg faar nok, naar jeg som nu ikke faar løftet Næsen af Papirerne den ganske Dag. Min 1ste Fuldmægtig er nemlig syg, og jeg selv har det ikke rigtig godt. Et Herrens Veir er her ogsaa med orkanagtige Snestorme Nat og Dag, Lyn og Torden, saa man blir tilslut ganske nerveus. Ikke er jeg heller længer den gamle Kjæmpe – du husker, der er dog en vis Aldersforskjel mellem os! – saa nu vilde jeg inderlig ønske lidt Solskin, – jeg tror, det er 4 Aar, siden jeg var varm i Ryggen af ægte Solskin. Og da først vil jeg faa rigtig Glæde af mit store Rige, der hører til Norges aller berømteste Egne, stort som Baden og skjønnere end Schweitz.

Men helst af alt vilde jeg reise til Danmark – lad os holde fast paa det i al Hemmelighed, – og hils nu Vor Moder og Fader og Broder Bartholo, og naar du engang mod al Formodning har en ledig Stund, saa skriv igjen; – du var sød, som gjorde det og tusind tak for Billedet.

Din hengivne Broder Alexander L. K.


Andreas Sømme.

For mig har dette Embede været en Førelse og et nyt Lykketræf. Regner du hertil, at B.B. fra mig ubekjendte Venner har samlet en stor Sum til Hjælp ved min Flytning og min værste Gjæld og at Hegel forbereder en Folkeudgave, saa ser du, at jeg endnu engang er kommen over en Krisis i Tilværelsen. Thi skulde jeg siddet hjemme i den sure By, med sure Formandskaber, Pengepine, kanske uden Hus saa havde jeg hurtig gaaet nedad. Nu gjælder det bare at leve – leve rigtig længe og henge i, saa kan der intet ondt vederfares mig; mer kan jeg ikke vente eller forlange af Livet, – jeg kom tvertimod længer end nogen skulde troet, og nogen yderligere Ærgjærrighed har jeg ikke. Men naturligvis! mit Hjerte hænger jo altid ved Stavanger og Jæderen, og jeg tænker i Almindelighed saa lidet paa det som muligt; hellerikke tror jeg, der blir Raad til at komme hjem i Aar. Fiske-Elve er her nok af – store og gode, med og tildels uden Engelskmænd, og alle forsikrer, at Amtmanden kan faa fiske, hvor han vil; men jeg er bleven for gammel, det har ikke den rette Smag paa fremmede Steder.

Din Allik.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! du synes kanske, jeg gjør vel hyppig Brug af min gjenoplivede Conto; men hør nu: Indtægten i det nye Embede slaar saapas til, at jeg kan haabe at klare mig uden ny Gjæld. Saa lader jeg Stavanger og den gamle Elendighed bag mig og haaber paa Salg af vore Eiendomme til den gamle Gjælds Afvikling. Men anderledes er dog ikke Stillingen her, end at jeg ikke taaler mange Stød eller Extra-Udlæg, hvoraf her desværre endnu er mange paa det nye Sted. Hidtil har jeg havt et Par Hundrede Kroner i Kasse til Hjælp hver Maaned, og med dem har jeg fægtet mig frem til idag; – og imorgen vil jeg holde min Fødselsdag som jeg pleier, – det er bare et Whistparti; men vi spiser godt og drikker endnu bedre, saa jeg ved, det vil koste mig en 100 Kr eller saa, og dermed begynder igjen Gjælden at fæste en liden Rod i Marts Maaned. Havde jeg nu for Ex. 500 Kroner i Kasse, saa kunde de vare flere Maaneder fremefter til Nødhjælp, og naar jeg blir rigtig frisk og begynder mine Reiser, fortjener jeg lidt paa Skyds og Diæt; saaledes kunde jeg holde det gaaende. Hvad mener du? – kunde du sende mig 500 Kr? – kan du, saa gjør det endelig saa fort som muligt; Gjæld er et hurtigt skydende Frøkorn.

Ellers har jeg ikke andet at berette, end at jeg denne Gang kommer mig noget langsommere efter min Hjerte-Influenza – jeg tror for Veiret og fordi jeg har overdrevet min Sultekur. Men Veiret skulde du se! hæng 14 Orkaner i Række med 3 Alen Sne den ene Vei og 3 Dages Øsregn den anden samt Lynild i Midten og Torden paa Slutten, saa har du et Begreb om den Drage, som i Vinter hærjer vore Kyster og forarmer det halve Land.

A propos! – jeg har ingen Efterretninger fra Christiania; men jeg begynder at haabe, at alle vore Journalister har sammensvoret sig om at tie stille til Kavlings Correspondencer. Hvad mon man synes i Danmark – mon IbsensFestens Skandale er glemt?

Din hengivne Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg har alligevel ikke været saa frisk som jeg burde. Det gaar saa langsomt denne Gang, fordi jeg ikke kan komme ud; det kjære Molde staar nemlig under Vand med glat Holke og dybe Huller og en ylenes Storm til alle Tider, hvilket mit Hjerte ikke taaler. Saa havde jeg overdrevet min Sultekur, saa jeg taalte ikke at arbeide – neppe at snakke, ikke at gaa! Men Gudskelov! paa min Geburtsdag aad jeg for en hel Mand og drak for 3 1/2, og dermed var jeg reddet for den Livsfare! Men ser du – min Fuldmægtig ligger meget syg i Christiania, og du kan tro, her er nok at gjøre i dette store Rige; men jeg er ved godt Mod og tror nok, at jeg skal faa fat paa det rette Greb til at gjøre nogen Nytte. Det er utroligt, hvor længe og taalmodigt Folket har fundet sig i den Art Embedsmænd, som altid og ved enhver Leilighed kun tænkte paa dette ene: hvor længe kan jeg i Medhold af Loven sige nei til det, som der ønskes eller bedes om.

Om det ikke er andet end at kjøre med Locomobil for egen Regning – nei! Norges Klipper taaler det ikke, en Hest kunde blive sky! – eller om Folket selv vil reparere en mislykket Brygge – nei! Veidirecteuren har et Princip et eller andetsteds i sin Cocusnød! – jeg maa le hver Gang jeg tænker paa Veidirecteur Krag, efterat jeg har udfundet, at han ligner Gudebillederne fra Polynesien, som laves af et Cocusskal med to Huller for Øine og forresten bustet Haar og Skjæg af Piasava-Trevler – ikke sandt?

– Og samtidig som dette gamle Nei-System driver de raskeste til America, lærer de andre sig til at læse Storthings-Efterretninger, som uden Sammenligning er den mest depraverende Læsning, som nogensinde er spredt over et Land. Naar de saa træffer en af os – os Fine, saa tror de, det gjælder at gurgle op om Protocolcommitteen, Embedsværkets Forenkling, Communicationsmidlernes tvi! – jeg er saa lei af al den Pærevigtighed, som er flydt fra Storthinget og ned i alle disse skrøbelige Kar. Ak! den, som var den Kaldede! som skal skrive os den frelsende Bog om Politikerne! – et stort Tørreloft, hvor de skulde hænge i Rader.

Jeg var meget glad over, at jeg forleden sagde omtrent det samme som du om Professor Bugges overvurderede Foredrag. Naturligvis er det en indsmigrende Melodi, men Bassen er gal. Thi om vi allerede tidligt i den skjønneste Endrægtighed alle 3 havde løbet omkring med Ordet “nordisk”, var der jo ikke bleven en eneste Skandinav flere end de faa Millioner, vi er. For Ordet “tysk” derimod sprang Dørene op og Land efter Land sammenhængende og vel afrundet svarede og sluttede sig til. Ogsaa den store hellige Moder Rusland har sin Maade at sammenbringe baade sine og andres Børn. Men vi – spredt over de mest let tilgjængelige Kyster, uden andre Brødre end de 3 – til os er det Ideologi – som Napoleon kaldte det – at raabe: ve! havde I bare været enige! Naturligvis! enige burde vi været; men derfor var vi ikke blevet et Haar ligere Tyskland eller Rusland i historisk Skjæbne. Dette er General-Bass, som Fløitespillerne ikke forstaar. Men det er trist at se, hvor den iørefaldende Melodi tiltaler alle, og modner mange til de Indbildninger i Retning af Magt, som ligger saa nær, naar der tales om at forene sig, slutte sig sammen o.s.v.

Nu har du gjort dit Kjæmpeværk og frelst mig for Skam og Ruin. Nu skal du sige mig, hvad jeg skal gjøre. Ikke overfor dig selv; jeg ved, du føler, at du har min Tak og beholder den, saa længe jeg lever; og mine Børn skal arve den. Men de andre. Jeg kjender ikke en af dem, og jeg vilde dog saa gjerne – om det saa var i Mørke – trykke deres Haand allesammen og bede dem tænke om mig, at hvad mit Hjertes Tak angaar, saa er der Intet iveien, i saa Maade skal de ikke angre; men om den Tid, jeg nu lever videre, vil svare til det store Offer, det ser det knage nok ud med; thi jeg er kommen langt bort og gaar vist herefter bare op i Embedet. Nuvel! det er jo paa en vis Maade godt nok; og de, som hjalp, vilde jo bare frelse; men det skulde dog være jilt, om jeg engang igjen kunde udrette noget.

Vil du svare mig paa dette: hvad synes du, jeg skal gjøre? – og vil du da sætte mig istand til at finde mine Redningsmænd?

Beate hilser sammen med mig Eder hjerteligst.

Din hengivne Alexander L. K.


Baby Kielland.

Kjære Barn! – jeg har to søde og kjærlige Breve fra dig, som det er mig en Fornøielse at læse. Men netop, fordi de er skrevne saa exclusivt til mig, tør jeg aldrig meddele noget af dem, og Følgen er, at jeg gaar med megen brødefuld Kundskab om dig og Eders Liv, som de andre ikke ved.

Jeg er desværre ikke frisk, naar jeg skal sige Sandheden; og Klaus Hansen forbyder mig at sidde bøiet og skrive. Jeg kan kun gaa faa Skridt i fri Luft og efter en Trap maa jeg hese og pese længe. Det er ikke noget at bryde sig om, kun Følger af en Overanstrængelse, som denne Gang gaar saa langsomt. Saa er der og dem, der paastaar, at mit Geburtsdagsselskab ikke var sundt for mig. Jeg havde 5 gamle Herrer; ved du, hvad vi fik?

  • 1.
  • Kjødsalat i Glasskjæl – lavet af Jens – Rødbeder, Æg etc.
  • 2.
  • Røgetkjød-suppe – af en engelsk Faareryg – Present til mig fra en gammel Englænder, jeg traf her. Kaal, Poteter etc.
  • 3.
  • Ristet Faareryg og Røgepølse med Kaalrabi-stappe.
  • 4.
  • Østers i massevis.
  • 5.
  • Høns i Form med Puré-Laag.
  • 6.
  • Marvpudding.
  • 7.
  • Knas.

Chat. Palmer, iskold Jule-Punch til Suppen, Øl og Dram til Røgekjød, Cliquot til Østers og til Dessert, hed og hvid Vin.

Der siges, at mit Hjerte stod sin Prøve. I to Dage var jeg glimrende; men 3die Dagen var jeg ikke saa god.

Nu svinder jeg ind i Sult og Savn; men jeg har det ikke godt om Eftermiddagen, og Nætterne er tildels onde, – især naar de andre gaar i Selskab; her er jo ikke saadan en Sovesal som hjemme – ak! men jeg har lykkeligvis en Doctor, som af og til giver mig en Indsprøitning, – saaledes imorgen, da der er stort Bal hos Møllers paa Moldegaard.

Men nu maa det være nok for idag – du Kjære! – skriv snart. Hils Vilhelm og mine gode Venner i Kjøbenhavn. Sig Drewsens, at jeg har ialfald en god Del Breve, som er til Fruen og Onkel Viggo, og at jeg aldrig kan have sendt nogen til Jonas af dem; men jeg er desværre saa lidet energisk og saa opptaget, at jeg maa true mig selv til at sende Samlingen; men den skal nok komme, de kan være rolige; hils Fru Louise og Gerd. Til Lykke med din Sang og al din Glæde og lad mig se, du beholder denne Vinters Solskin i lang Tid over din Fremtid – min egen gode Datter!

Din hengivne Pappa.

Hils endelig Brandes.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for Pengene. Jens gaar og skjeler til mig; han bilder sig ogsaa ind, at han “venter” Penge fra Gyldendal.

Desværre gaar det denne Gang saa langsomt med Hjertet; enten er jeg bleven for gammel eller ogsaa taaler jeg ikke Vinteren her. Du kan tænke dig: efter to Maaneders Diæt og digitalis i pottevis er jeg endnu ikke kommen saa langt, at jeg kan gaa ti Skridt paa flad Vei i fri Luft og om Aftenen ligger jeg og puster og pines lange Stunder, før jeg faar Hjertet i Ro og sovner. Skrive og arbeide maa jeg ikke; men jeg maa allligevel sidde hele Dagen i Contoret, fordi min 1ste Fuldmægtig har været syg i 6 Uger og fremdeles ligger i Christiania. Jeg maa derfor fatte mig i Korthed: Dine Folk har sendt mig Dahl og Lumholdts Bøger, som jeg glæder mig over; Hedin paa dansk venter jeg – det er meget godt. Men jeg opdager nu ved Aarsskiftet, at jeg er ganske afskaaret fra Verden i literær Henseende. Her er bare en Boghandler, og han svarer med en Art Stolthed, som jeg ikke forstaar, at han har ikke den ringeste Forbindelse med Danmark eller dansk Forlag. Posthuset kunde hellerikke skaffe mig nogen Verdens Ting, og jeg kan ikke bekvemme mig til atter at begynde de utallige Ærgrelser med det gamle Asen Floor i Stavanger.

Altsaa lægger jeg herved mine Sorger paa Gyldendal: Jeg har opgivet J. P. Jacobsens Darwins-bøger, siden de ikke findes mer – men skulde ikke de forlægges igjen? – ligesaa oppgiver jeg Plancherne til Kjærbøllings Fugle, – 60 Kroner er for meget. Men jeg beder om:

  • Christiansens Lærebog i Fysik ny
  • Tilskueren fra 1 Jan. – og Klods Hans
  • Den danske Sømagts Historie – den nye ill. Bog paa Nord. Forlag.

Ja – saa var det ikke mer, – jeg syntes, jeg havde saa meget at bede om, men jeg har vel glemt det; – og nu maa jeg slutte; jeg føler alt Trætheden udover Eftermiddag.

Hils venskabeligst Fru Julie og alle gode Venner.

Din hengivne Alex. L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! det er altfor længe, siden vi hørte fra hinanden, og idag kan det hellerikke blive stort; jeg er fremdeles syg efter en Overanstrængelse i Januar og skal i næste Uge, – saa snart jeg faar min Fuldmægtig hjem fra Diakonhuset i Christiania, reise til Bergen forat ligge paa Sygehuset under Klaus Hansen – jeg antager en 3 Ugers Tid; – jeg har ialfald før klaret mig med saa lang Hvile. Vil du være saa snil at skrive paa Obligationen og sende den pr. omgaaende til Fredrik.

Det vil glæde dig, at min Økonomi er bedre; jeg fik ved B. B.s Hjælp en stor anonym Sum (10,000 Kr), hvilket i Forbindelse med en ny Folke-Udgave har aabnet mig bedre Udsigter; Embedet er jo ogsaa bedre. Hvis jeg nu bare blir frisk, kan jeg sidde længe paa min Tue. Jeg har gjort Skridt til at opmaale vor Landejendom, forat være parat, næste Gang Tiderne gaar op. Ogsaa Byhuset maa vente; der er ikke andet Raad.

Er der gjort noget ved de to tilbagehængende Lysekroner?

Jeg vilde saa gjerne fortalt dig om mit forandrede Liv, men jeg har ikke Humør til det; udpaa Dagen er jeg saa træt, at jeg ikke kan gaa og neppe sidde; og her har desuden været Møde i Kontoret og en stor Begravelse, hvor jeg var i Uniform tilvogns.

Fra Sygehuset skal jeg skrive; jeg glæder mig til at lukkes ude fra Verden med en Diakonisse og et Nisseglas.

Din Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! jeg har for saa vidt ført dig en Smule bag Lyset som jeg er lidt sygere, end jeg har tilstaaet; og imorgen maa jeg afsted til Bergens Sygehus.

Samtidig sender jeg dig et lidet Maleri fra Aarre, som du maa hænge saaledes, at du ser det ofte til min Ihukommelse, – ikke saa, at jeg tager nogen længer Afsked! – jeg skal nok komme kjørende til dig i min Bestefars Cariol, naar det bliver Mai Maaned.

Farvel saalænge og Tak for dit siste Brev. Hils Fru Caroline.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg har paa en vis Maade et uhyre Held i Penge-affairer – nemlig for saa vidt som der kommer altid en Hjælp, naar det er paa det allersomgaleste.

Men til Gjengjeld har jeg et evigt Pech, naar jeg vil sætte mig til rette, komme paafode, stanse Ondet i sin Rod og leve uden den opgroende Gjæld.

Nu haver jeg faaet 500 Kr. fra dig. Marts var begyndt – gjældfri med en Reserve-Capital paa 25o Kroner – noget aldeles uhørt! – Jeg saa fremover med Ro.

Saa maatte jeg afsted hertil – og det var skam paa høie Tid; Else maatte jeg tage med, da jeg ikke kunde reise alene; hun bor vistnok hos min Søster her; men det er dog altid Udgifter; alene Reisen for os kostede 80 Kr., og her maa jeg ligge minst 3 Uger – kanskje 4. Saaledes gaar de 250 strax, og du maa endogsaa pr. omgaaende sende mig hertil 500 nye Kroner; – det er jo en Guds Lykke, at jeg har disse Penge – på en Maade tilgode; men jagud er det ærgerligt, at jeg skal give dem ud paa denne Maade til digitalis og PisseMixtur!

Du maa være saa snil at kjæmpe imod den Forestilling, som saa gjerne vil opstaa, nemlig at jeg er paa Gravens Rand. Det er ikke andet end et nyt Anfald af Hjærteudvidelse, som vil være i Orden om 3–4 Uger; jeg ser glimrende ud med rød Næse og blanke Øine; Maven som en hængende Have og Bagsiden som et Næshorn. Nu maa jeg slutte – hils alle gode Venner.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Anna Kielland f. Christie.

Kjære Slægtning! jeg har en bestemt Følelse af, at jeg lider et Tab ved aldrig at komme Dem nærmere. Hvad Musiken angaar (Gud tilgive Sygehuset dette Blæk!) saa er det nu ganske sikkert. Det sikreste Middel til at holde os to fra hinanden for dette Liv er: “Nu maa du spille lidt for Onkel Allik!” – ikke sandt? – jeg kan se, hvilken Lyst De faar til at hugge Deres Jernklør i den gamle Flødebolle!

Men det er paa en vis Maade Uret – mod Bollen. Hvis De vil forfriske en fortørket Sjæl, saa giv mig et hemmeligt rendevouz ved et eller andet Claver en af Dagene efter Mandag; der maa Ingen være; vi skal Ingenting sige; spørg mig ikke, hvad De skal spille; men lad mig sidde – helst en Formiddag – i en tom Concertsal? – hvor De vil – lad mig faa sidde stille og lytte til et Menneske, som elsker Musik.

Deres hengivne og ærbødige Alexander L. Kielland.


Wenche Bøgh.

Kjære Frue! Deres Blomster har glædet mig og rørt mig, fordi De bestandig er saa god og venlig, naar vi en enkelt Gang mødes i de hurtige Aar, som nu er kommet i Mode. Det var ganske anderledes Aar i vor Ungdom; da gav Sommeren sig Tid, og Blomsterne stod stille og lo af os; og aldrig kom der nogen impertinent Vinter i Oljefrak og spurgte, om det var Vin, vi drak!

Deres arme Nelliker ryster Hoderne ad mig – vi staar i Vand allesammen!

Deres altid hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Tak for Brev med Penge – af 26de; – jeg blev lidt hed om Ørene igaar, saa jeg telegraferede unødigen til det gamle Gyldendal, som man nok kan stole paa uden Nerveusitet, naar man har en Conto som min, der skriver sig fra samme Fabrik som Enken i Sareptas Krus.

Tak ogsaa for Indbydelsen til Else og mig; men det lader sig ikke gjøre – som jeg skrev forleden til Fru Julie. Der forestaar nemlig 3die Paaskedag den vigtigste Begivenhed i Aaret for en Amtmand, da alle mine Herredsstyrer (Sogneraad?) sender sine Ordførere til Amtsthing til Molde, hvor der holdes Møder i en à to Uger. Jeg har 56 Herreder i mit Amt – det høieste Tal i Landet, saa det er paatide, at jeg ialfald viser mig og leder Forhandlingerne, om jeg end har været meget forhindret i de talrige Sagers Behandling paa Forhaand.

Men vær sikker, jeg husker altid paa, at jeg hos Eder vil finde en god og vel beredt Plads, saa saare jeg bare kan slippe fri. – Tak!

Nu hører jeg, at “den deilige Plakat”, du lovede mig, er udbredt over Bergen, selv har jeg endnu ikke faaet gaa ud, – du kan tro, det er “Svir” at leve paa 500 Gr. Fugtighed i Døgnet – deri indbefattet Medicin!

Alle klager over, at Eilif Petersens Billede af mig er saa stygt; det var, fordi hans Kone og Søster Kitty gik og tød ham i Ørene, at han ikke maatte gjøre mig for pen, og dertil var han selv jaloux; men Straffen udeblev ikke: nu ligger han med Nyregrus!

Jeg derimod lever brillant – som en blomstrende grusfri Yngling, – der ser man!

Din hengivne Alexander L. Kielland


Baby Kielland.

Kjære Pefert! jeg skal besvare dit gode Brev af 3die og i en Fart fortælle dig lidt om mig. Jeg skal nok huske at telegrafere til Fru Feilberg den 9de, skjønt det netop er Dagen for min Afreise herfra. – Pengene, du fik tilovers paa Gardinhandelen, er dig vel undt; jeg gad vide, om de faar mange Subscribenter paa Folke-Udgaven? – jeg selv er ogsaa fornøiet med Reclameplacaten. Hvis du husker det, saa bed Hegel sende mig en.

I dit Brev nævner du et Ord, som gaar mig gjennem Marv og Ben – nemlig Jubilæum. Jeg skal nemlig betro dig alene, at jeg ligger paa Lur efter at feire mit Jubilæum ganske alene og er saa dødeligt ræd for, at nogen nu skal huske det. Det falder nemlig i denne Sommer 1903 som er 25 Aar efter 1878, da “Paa Hjemvejen” udkom i Christiania. Jeg har færdig en Artikel – saa ond og bitter, hvori alle mine Fiender ere ophængte til Tørring, og jeg glæder mig umaadeligt til at lade den komme i Sommer.

Men hvis der er nogen, som tænker paa Jubilæum i 1904, vil dette muligens forspilde min Plan; lad mig derfor høre, hvad du har fornummet om den Ting. Men forspild mig ikke min Hemmelighed; jeg vilde allerhelst opleve, at intet Menneske huskede Dagen, forat jeg endelig kunde faa et lidet Opgjør med mange, jeg har gaaende til Slagt.

– Kjære Barn! hvordan skal jeg faa Tag i din Buste? hvis det ikke er altfor dyrt, maa du paa Conto hos Hegel se at faa sende mig et Exemplar. Hvem har gjort den?

– Tomine er Rasmus’s Pige for 12 Kr. Maaneden, indtil du tager ham. Kan du faa hende til at blive længer, er du vist godt tjent med det.

– Jeg er nu træt af Kuren, som har gaaet godt lige til det siste, da jeg er sluttet med at tage af i Vægt, hvilket ganske nedslog mig. Skjærthorsdag kommer Else fra Stavanger og følger mig hjem. – Men jeg er søvnig. Godnat min Pige.

Din hengivne A.

Hils Feilbergs! Nu er jeg vaagen og svært glad i dig!


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! det var jilt, at jeg fik Brev fra dig idag; igaar trev jeg netop Pennen, forat skrive til dig; men saa blev jeg forhindret. Her er nemlig en Fandens Tid, som heder Amtsthing, og som ligger over mig som et Bjærg, fordi jeg ikke kan Tingene – først er jeg ny, og saa har jeg været syg under “Sagernes” Behandling ved Contoret her, – alt dette gjør mig nerveus, – skjønt nu skulde du se for en Kjæmpe jeg er – ja du forstaar: en slank Kjæmpe – saadan à la Apollo! Jeg mistede 15 Kilo i Bergen; men jeg var langt kommen denne Gang. Du behøver ikke at tro det, om nogen vil fortælle dig, at det var Æden og Drikken. De forstaar ikke nutildags i den omsiggribende Avholdsluft, vi alle indaander, det gode Maaltids og Pokalens Festivitas; naar jeg sidder ved et Selskabsbord, tænker jeg mange Gange, hvorfor spiser ikke disse Asen Grød og sur Melk? det eneste Ansigt, det lyser af, er mit; og saa gaar de bagefter i Krogene og hvisker: saa du, hvor han drak? De er ikke saaledes vant til Vin – mange af dem; Rødvin er dem sur, og den hede Vin nutildags er etslags Lad, som gjør Menneskene onde. Jeg var i et Selskab i Bergen – hos Chr. Michelsen, som jeg var saa heldig at faa takke, uden at de andre mærkede det. Klaus Hansen tog mig op af Sengen og fulgte mig til Selskabet. Ja – Beværtningen var fyrstelig som selve Slottet; men der sad de – den ene surere og blegere end den anden – mine gamle Venner og Jævnaldrende! Appollinaris! – hvad synes du? – jo Birger Kildal – han holdt sig dog endnu paa Pumperne. Jeg, som kom fra tør Kalvesteg, skummet Melk og 1 Liter Fugtighed i Døgnet, – jeg havde jo en Evne og en Trang – og jeg er vis paa, at jeg skinnede! men bagefter talte Klaus om min Umaadelighed! – og det gjorde vist de andre ogsaa! Ak Herre! hvor det dog gaar tilbage! har du ikke sagt til mig – det var enda ved en Frokost i Hotel Victoria – raabte du ikke over Bordet: O Du maa sees med et Glas i Haanden! – og det havde du evindelig Ret i!

Forsigtig – siger du; javist er jeg forsigtig – som en Høne er jeg Gud forlade mig bleven. Og jeg rødmer, naar jeg tænker paa mine gamle Bibelsprog:

Den, som aldrig turde drikke, turde aldrig noget stort – og: Du skal ikke gjøre din Bug til et Vandhus – m.fl.

Dette er en sandfærdig og nøiagtig Beskrivelse af min Sygdom og dens Helbredelse og dermed nok om den Ting. Jeg skal nok komme en Dag og vise mig, naar Sneen gaar væk, hvad den neppe gjør – O Moses! for et Klima! Stavanger er Zephyrernes Blomsterdal imod dette Orkan-Hul! – ja du maa undskylde, men saadant Veir som nu i et halvt Aar har jeg ikke gjennemgaaet; naar man dertil skal afholde sig – nei! lad os ikke tale mer om den Ting.

Det var ogsaa jilt, at du ligte Billedet. Det er dog et underligt Land, vi tilhører. En saa uhyre Forskjel mellem, hvad du og jeg har nærmest seet og lugtet og voxet op i – Skoven og Havet.

Her blev jeg grebet og henhvirvlet i Amtsthinget. I dag har Sneplougen gaaet i Blomsternes By, og jeg tænker paa at sende en Buket til ham, som har valgt sig April – Ohola! Oholiba!

Det skal blive min første Embedsreise, naar jeg nu blir færdig, ud til Kysten; – her er noget, som heder Smølen, og hvor jeg venter at se etslags Jæderen med endnu flere Søfugle end hjemme. Det er underligt med Længselen. Jeg tror, at naar man er kommen i min Alder, kan man holde sig Sted-Længselen fra Livet ved en Beslutning. Anderledes med Længselen efter den, man har kjær: for den kommer lurende til alle Tider; og den er overalt – i Lys eller Mørke, i Stilhed eller Lyd, i Døren, som gaar op, uden at hun kom, og i Døren, som aldrig mer gaar op i Livet.

Men før I reiser til Bergen, maa jeg prøve at fremstille mig paa Aulestad. Hilsen fra Hus til Hus!

Din hengivne Alexander L. Kielland.

Hils Lammers; kan han besøge dig, maa han vist kunne tilgive mig min Ugudelighed i Maalsagen, for det var du, som lokked mig; spørg ham.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Nei – Kjære Mester! – du tar Feil – desværre! – jeg er udenfor anden Elskovssorg end den at være sat udenfor formedelst Ælde og et udslidt Hjerte. Jeg har aldrig hørt mit Hjerte banke; det er knapt nok, jeg kan fornemme dets Slag gjennem Spækket, – ja det kan jeg igrunden hellerikke. Ser du: mit Hjerte er et Oldingehjerte, som kun holder denne store Krop oppe, fordi de ydre Bekvemmeligheder er saa fortræffelige – især Benene og Maven – ja Hovedet er ogsaa godt. Men mest – tror jeg flyder jeg paa mit gode Humør, som kaldes Letsind af de Sure og Misundelige. Men en Dag kan det hele stanse; og dette er for mig den fornemste Behagelighed ved en Hjertefeil. Derfor liger jeg aldrig, naar det gaar saaledes som denne Gang: at jeg begynder paa Vattersot, – det er ganske imod Contrakten og formodentlig et Tegn paa, at jeg endnu er for seig til at faa Slag; vi faar se næste Gang. Men det blir længe til, for nu er jeg – som før berettet – forsigtig som en Høne. Udenfor min egen Hjertefeil, som egentlig er en Karakterfeil, – udenfor den er jeg ingen Professor; jeg kan ikke begribe, at du kunde høre dit Hjerte slaa; men jeg liger det ikke. Du skulde vist have lidt Solskin og Varme! Ak Sol, som varmer! – jeg tror, det er mange mange Aar siden jeg var varm i Ryggen af Sol, siden Vinden strøg mig kjærtegnende om Ørene! Jeg maa holde med Gamle Hans Arentz, som sagde: Et Aar regjerer Vorherre og et Aar regjerer Fanden, kun tror jeg, den sistnævnte har siddet over sin Tid – som de norske Ministerier pleier.

Men lad mig ikke begynde om Veiret; jeg er syg af simpelt Veir – lav Himmel oven, Sorpe forneden, Folk – Mandfolk i Galoscher! med Tandpine til! – og Pigerne vansirede i fælt Skotøi og sølede Skjørtekanter; – tænk at gaa bare 10 Skridt paa Marmorfliser i gloende Hede med en rigtig Himmel over sig, – er der noget værre end et Foraar som dette efter en Vinter som denne! – og saa gammel og udestængt! – sæt saa hertil

Amtsthinget! – nu maatte jeg tilslut le selv!

Har du nogensinde seet et levende Amtsthing – ja, for et udstoppet vilde ikke give nogen Ide om selve Dyret i Funktion. Sæt saa mig i Spidsen i Guldbuxer og med Kaarde! ja, du kunde le dig kryl! – og det varer i ugevis. Jeg har – ja det er næsten utroligt; men det er sandt, jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været paa Galleriet og betragtet Storthinget. Men jeg forstaar nu, at det maa være som et kollossalt Exemplar af Amtsthing. Folkene her – brave, kloge – især kloge, pyntelige og – saavidt jeg forstaar – velvillige; men hvad de har lært af det store Exemplar! De leger Storthing i 3 Uger, og jeg leger med – alvorlig, stræng – med en liden Spas indimellem – du ved, naar der staar i Referatet: (Munterhed); – O Moses! for en Munterhed! det er et Guds Under, at vi ikke alle staurdrikker i dette Land, hvor Kjedsommeligheden tar saa aldeles Overhaand; at ikke alle kan se, at det ene og alene er Kjedsommeligheden, som skaber Udvandringen – ja, og saa Veiret. Og det kommer igjen af, at vi ikke har fælles Begreb om, hvad der er til at le af og more sig over og føle sig lettet ved. Bonden ler næsten bare af Ondskab, naar det gaar andre galt. Ellers anser han Spøg og Latter for noget, som tidligt maa aflægges. Og vi – jeg ialfald – finder næsten aldrig noget at glæde mig over i de Historier eller bonmots, som kommer fra Bonden; det kan være baade skarpt og bittert, men noget at blive glad ved, saa man faar Lyst til at sætte sig ned og være elskværdig den ene mod den anden – nei! naar jeg undtager selve Parringen, som forresten vist ogsaa foregaar med sure Miner, saa ved jeg ikke den harmløse Ting i Verden, som Bonden kan glæde sig over, saa han ler eller smiler.

Men ikke har jeg Tid til at sidde her og tale om Spøg og Sol. Jeg har jo “Amtsthing” hver Dag, og en Fuldmægtig, der er saa sur som fjorten Agurker; han heder Arctander, saa kan du selv begribe!

Tror du – svar mig oprigtigt paa denne ene Ting! – tror du, her blir varmt igjen nogensinde?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg begriber ikke – nei sandelig om jeg gjør, hvorledes det skulde gaaet mig uden Hjælpen fra B.B. og den nye Udgave, – hvorledes jeg overhovedet turde vove at være Amtmand med de aldeles nedbrudte og fortvivlede Pengeforhold, hvori jeg forlod Stavanger. Thi jeg ser jo nu, at jeg allerede i den Tid, som er gaaet, har brugt op – er det ikke over 1500 Kr. af min conto redivivo? og nu maa jeg igjen have 500, for ikke at løbe og laane i Slutten af hver Maaned, – ja jeg ved Skam ikke, hvor jeg skulde faa laane i denne By. Du kan vide, de 500, jeg fik sist i Bergen, de gik jo til min og Elses Reise – f.Ex. 75 Kr. i Dampskibs-billetter – Opholdet i Hospitalet i 4 Uger, Else i Stavanger – nu har jeg Ingenting igjen; du maa atter sende 500, saa skulde da Fanden ogsaa være i det, om jeg ikke skulde klare mig et Par Maaneder. Fra 1ste Juli sender jeg min Fuldmægtig bort; han er for dyr, derved tjener jeg noget.

Men saa truer her jo store Udgifter. Før var jeg fortvivlet og laante bare i Banken. Men nu, da jeg er kommen saa meget til Besindelse, at jeg haabede at komme mig op og faa Hovedet over Vandet, nu ser jeg Udgifterne langt borte med Rædsel.

Beate vil til Laurvigs Bad; Else anholder om at faa besøge sin Søster i Christiansand; og Jens, som endelig har faaet Arbeide, taler om at gifte sig i Stavanger i Juli Maaned; da maa vi jo derned alle sammen! – Jeg vover ikke at spørge dig om, hvordan det gaar med Subscriptionen, og jeg har glemt din Beregning og min Andel.

Men en anden Ting maa jeg fortælle – om et saakaldt Damoclessværd, som en Tid har hængt over den literaire Verden. Jeg har nemlig siddet saa stille, saa stille og gottet mig over, at intet Menneske husker paa mit 25aarige Jubilæum; det er nemlig iaar, om 3–4 Maaneder. Se efter i Halvorsens Lexicon, saa vil du se, at jeg Sommeren 1878 debuterede som Forfatter med “Paa Hjemvejen” i et norsk Tidsskrift, hvis Navn jeg har glemt – hed det ikke “Nyt Tidsskrift”? – Sars og B.B. stod paa Titelbladet.

Til dette Jubilæum, som alle skulde glemme, har jeg allerede i Hovedet skrevet en Fest-Artikel saa fuldpakket af Edder og Ondskab, at det er et Tab for Literaturen. Thi nu har du fordærvet mig det hele i Indbydelsen til FolkeUdgaven. Det er jo ikke noget for mig at kjægle om, at Jubilæet kommer et 1/2 Aar for sent, – det kan Aviserne gjøre, hvis de har Lyst; men hele min Plan er fordærvet, naar der er nævnt Jubilæum, og det var evig Skade: alle mine Fiender havde jeg ophængt saa deiligt til Røgning i udødelige Linier af condenseret Ondskab. Tænk om jeg nu faar et Merskums Pibehoved eller en Bog med syv hundrede Navne! – jeg vil ikke eje nogen Hæder – det har jeg nok af, mer end nok; eller nogen Gave, som bare er til Plage for Arvingerne, – det eneste kunde være et Maleri; men Penge – ikke engang Guld behøvede det at være, selv de smudsigste Sedler modtages. Og det var der enda nogen Mening i; thi hvis Forfatterne virkelig gjør sin Samtid nogen Glæde, saa kan Takken ikke udtrykkes finere end i Penge, som er det, vi faar saa altfor lidet af – vi Forfattere i de smaa Sprog; havde jeg havt et Folk paa 30 Millioner, saa havde jeg nu havt en Villa ved Como-Søen. Min Ide voxer, mens jeg skriver; – om Alexander, som nu har en udmærket Stilling ved John Andersons Forlagsboghandel i Chicago med “Scandinaven” til sin Raadighed – han kunde brandskatte America for mig; dertil Norge og Danmark og mit elskede Sverige med Finland og Tyskland! gamle Paetel i Berlin eller – jeg svimler! Hører du nogen, som rører sig for dette Jubilæum, saa hvisk bare til dem: Skillinger. Denne Ide er mig lige saa ny som den er sjofel; men jeg har vænnet mig til saa meget og spist saa meget af den Kaal, du ved, og Gjæld bliver man dog i Længden kjed af – tro mig.

Det er Synd, I ikke faar se mig netop nu. Saa slank og frisk har jeg ikke været paa mange Aar, og jeg maa vist være bleven svært aandsfrisk, siden jeg tænker saa lavt som i foranstaaende beskrevet; men jeg skal nok holde mig godt nu en lang Stund –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! i Tilslutning til Expedition af igaar – som vi siger ved Amtscontoret – vilde jeg yderligere bede dig som expert kjøbe mig en Kjørepisk. Her faar vi bare de velkjendte, som laves af tynde Pinder omviklede med gammelt Hanskeskind og Papir og sammenlimede med Spyt og seig Fernis; de varer i tørt Veir akurat en Uge.

Den behøver hverken at være lang eller elegant; jeg skal bruge den i Cariol; men den maa være stærk – stærk og varig – det er Hovedsagen; – vil du være saa snil?

Uden mere for idag! – Gud befalet!

Napoleon.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! I et Brev fra Styrmanden i Stockholm staar der, at Bryllupet er tænkt til de første Dage af September; og det er derom, jeg først og fremst maa skrive. Den 16de September er her Valgmandsthing, som jeg bestyrer. Og i Dagene før modtager jeg og gransker de indkomne Fuldmagter for alle Amtets Valgmænd; der er ikke noget at gjøre ved dette. Altsaa kunde jeg være med i August eller et Par Dage efter den 16de September – dog neppe før den nogle og tyvende kunde jeg være i Stavanger. Du kan vide, det gjør mig ondt at komme Eders Planer paatvers – det er ikke min Skik, endmindre min Lyst; men paa den anden Side maa jeg jo helst være med – ikke sandt?

Jeg er vis paa, at du vilde savne mig i Domkirken, – jeg forestiller mig, at I vies der paa det gamle Familietæppe. Du er den 6te Søn efter Far af Slægten, som vies der, og der har ingen været der af din Generation med Navnet. I 1753 viedes i Domkirken Jacob Kielland til sin 2den Kone – din Tip-tip-Oldefar. Forresten blev vist min Far viet paa Asker; altsaa i 150 Aar har vi hørt til den Kirke.

Det vilde være mig haardt, om jeg ikke kunde være med; men paa den anden Side maa der ikke tages for meget Hensyn hertil; skriv til Hilda med det samme, om der uden for megen Uleilighed kan gjøres Forandring – for Exempel til 23–24 September, da vil jeg kunne være i Stavanger –; eller i August.

Efter 14 Dages Samling med 8 lange Møder blev endelig Amtsthinget opløst iforgaars; det gik mig noksaa godt, efter Omstændighederne meget godt, naar jeg tager i Betragtning, at “Sagerne” havde faaet den siste Bearbeidelse, mens jeg laa i Bergen. Saavidt jeg senere har hørt, var Forsamlingen fornøiet med den nye Amtmand, efterat de havde vænnet sig til min lette og halvt spøgefulde Tone; Amtmand Leth skal have gjort sig saa morsk og stiv som muligt. – Seieren for Raumalinien var ogsaa større, end den kanske ser ud søndenfra. Modstanden var mere ondartet end saglig; jeg tror, mange holdt paa det umulige Molde-Project bare af indædt Arrigskab mod Søndmøre og det overmodige Aalesund. Hvis der skrives noget i Verdens Gang om dette, kan der trygt siges, at Gudbrandsdalen og Romsdalen samler sig om denne Linie, og at begge Amtmændene nu synes at gaa i Spidsen for dette Arbeide – Kielland ganske sikkert, men ogsaa om Holst formodes det, at han i den senere Tid er gaaet over til Raumalinien.

– Her lever vi som før – uden Skygge af Omskiftelse, og jeg aftager i Vægt, hvilket er min eneste Fornøielse.

Din hengivne Pappa.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – à propos! ved du, at der var et af Firmaets Skibe, som hed “Jensemand”? Det var Agenten – din Tip-Oldefar, som kaldte det saa til Ære for sin ældste Søn – den senere Cabinets-Kammerherre Jens Bull Kielland.

Du maa hilse Hr. Thommessen og forklare ham, at nu, da Gyldendal i sin Indbydelse til Folke-Udgaven har forraadt Jubilæet, er det ikke noget at ægle om, at det kommer nogle Maaneder senere – formodentlig i Begyndelsen af 1904, medens det rettelig skulde været i Juli 1903 – se herom Halvorsens Forfatter-Lexicon.

Den Artikel, jeg havde destilleret af bitre Urter, var kun brugelig, hvis det var lykkedes mig at komme over Juli, uden at nogen mærkede det; nu er det jo ikke noget for mig at blande mig i, hvad Tidspunktet angaar – nu da de erindrer mig. Men om de havde glemt mig! Ohola! Oholiba! det skulde blevet et sjeldent Jubilæum! Jeg har derfor vendt mine Skibes Stavne en anden Vei, der ganske vist er sjofel, men forhaabentlig rig paa Mammon, som jeg elsker over alle Laurbær.

Jeg har nemlig hvisket til Gyldendal, at hver Gang de hører nævne mit Jubilæum, skal de bare sige det ene Ord: Skillinger; og det maa du ogsaa gjøre. Tænk om de gav mig en Sølvpokal og en Merskumspibe med Inskription eller et Album!

Dette behøver du ikke at sige til Redaktøren; men sig, at jeg er taknemlig for en Artikel, som kan friske paa Subskriptionen.

Her er iskoldt og surt Smaaregn. Jeg har været 4 Dage i Kariolen i Egne, som elendigen minder om Jæderen; der var Lærker, Storspove og Kjell, men ikke en eneste Vibe. Mandag reiser jeg igjen ud for 4 Dage. Jeg er saa ualmindeligt rask og foretagsom og tyndere, end jeg har været i 10 Aar; Vægten gaar nedad.

Din Pappa.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! B. B. med Caroline og Erling er netop reist herfra til Grieg-Festen. Det var heldigt, at du havde været hos dem i Kristiania og gjort dine Hoser saa grønne. Besøget var jo anstrængende for mig, men og nyttigt og styrkende; alt her gik saa brillant – baade vore private Gilder og det offentlige Festtog igaar.

Dine Artikler om Sildefisket gaar endnu igjen blandt Folk her, naar de taler til mig og vil være behagelige; jeg er – som du vel kan vide – glad over den Lykke, du har gjort, og forhaabningsfuld; hold dig oppe og husk, hvem vi er; men vær ikke for vigtig; det behøves jo ikke; men vogt dig mere for at bøie dig end for at støde.

Jeg skrev en Notits en Aften; men jeg har mistet den siden; jeg skal prøve, om jeg kan gjentage den, saa kan du, hvis det passer i Eders Kram, tage den ind i Bladet. Lev nu vel og pent og hils Styrmanden paa det hjærteligste, naar du skriver ham til.

Din hengivne Pappa.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg maa gjøre dig og Styrmanden og mange andre den Sorg at udeblive fra Eders Bryllup.

Hør nu fornuftigt paa den Beslutning, som netop nu er fattet her i Kontoret.

Valgmandsthinget, som bestyres af Amtmanden, er sat til 16de September, medens Valgene af Valgmænd foregaar i Løbet af August i de 55 Valgkredse (eller mellem 40 og 50), som her er i dette Amt. Efter hvert saadant Valg indsendes Beretning, Klager o.s.v. til Amtmanden, og alt dette Stof skal behandles og lægges tilrette, saa at naar min Dag i Valgmandsthinget den 16de Sept. kommer, er alt forberedt til Bedømmelse af de forskjellige Valgmandsvalg i Kredsene, Valgmændenes Fuldmagter o.s.v. Dette Arbeide, som jeg absolut maa gjøre selv, falder netop i siste Halvdel af August – omkring den 20de –; en Reise til Stavanger tager ikke mindre end 10 Dage op og ned; men kunde lettelig blive 14 – hele den halve Maaned af den allerprecaireste Tid. Naar du hertil lægger mit Uheld foran Amtsthinget, hvor jeg laa syg i Bergen netop under Forberedelserne og Forarbeiderne til Thinget, og endvidere den bidske Vind, som netop nu blæser over os sist ansatte Embedsmænd og specielt over mig, saa vil du forstaa og indrømme, at hverken du eller jeg var tjent med, at der blev skrevet om mig, at hver Gang der var Brug for Amtmanden, er han borte – dels syg, dels i private Anliggender og Lysttoure. Og jeg maa selv indrømme, at der kunde være noget rigtigt i en saadan Bebreidelse: det vilde i Virkeligheden være altfor letvindt til et saa stort Embede, som jeg nu har faaet, om jeg paa et saadant Tidspunkt forlod min Post; – dette er den egentlige Hoved-grund: at jeg selv føler, at jeg ikke maa reise. Hele Tiden har jeg anet, at dette Spøgelse skulde stige op foran mig; men Livet har hidtil forkjælet mig saa ofte, at jeg ikke rigtig for Alvor tænkte, at jeg denne Gang skulde maatte give Afkald paa en saa stor – saa uhyre stor Glæde som at følge Eder i Domkirken, gjense Stavanger – kanske Aarre – kanske Haar – ah! –

Men nu er det ganske færdigt; og som det pleier at gaa mig: naar jeg først har slaaet en Tand ud, kan jeg roligt lægge den i Bordskuffen.

Men du vil sørge – Styrmanden og; det blir et Skaar i din Glæde. Men betænk ogsaa, at du har lært i min farlige Skole, at Fest og Glæde gik forud for alt, og at jeg vanskeligt lod mig bøie af Veien, naar det gikk imod sligt. Vi maa lære begge to, at dersom vi er nødt til at forpligte os i faste Stillinger og Forhold, maa vi ogsaa holde Pligterne bedre end nogen anden; og derfor vil jeg uden at blinke eller klynke paalægge mig selv dette – jeg kan ikke sige Offer, men denne uhyre Skuffelse, som jeg synes er den største i mit Liv.

Jeg melder dig dette allerede idag – ene og alene forat du ogsaa kan vænne dig til Skuffelsen, og ingenlunde forat du skal røre en Finger, for at forandre Arrangementet.

Dette vil naturligvis Mamma arbeide for. Men du skal ikke give efter; for det første, fordi du kjender mig godt nok til at vide, at det er mig absolut imod at foranledige Forviklinger, for det andet kan Ingen vide, hvad en Opsættelse kunde hidføre, og iethvertfald var det altfor dyrekjøbt, om I, som nu har leiet og gjort Eder færdige, skulde for min Skyld resikere Udsættelser, som jeg desuden selv vilde føle som pinlige, og som kanske til Slutning alligevel ikke vilde gjøre mig det muligt; nei – Kjære min Dreng! du faar undvære mig; jeg er glad over, at jeg saa trygt kan forudsætte, at du er bedrøvet i al Oprigtighed, og at du inderligt gjerne vilde havt mig med.

Din egen Pappa.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! jeg ved godt, det er mig, som skylder; her ligger dit Brev af 30te April ubesvaret; lad os se at komme igang igjen – altsaa: Markisen maa naturligvis følge Huset; men det var det uheldige, at den i sin Tid blev kjøbt udtrykkelig for nogle Penge, Beate havde selv; og derfor havde hun altid et særligt Tag over denne Markise; men det kunde jo ingen vide; havde hun enda taget den med sig!

Iforgaars fik vi Indbydelsen til Maries Bryllup, som vi takker for, men som vi ikke kan efterkomme; men det værste er, at jeg ikke engang faar komme til min egen Søns Bryllup den 20de August, fordi jeg allerede nu indser, at Forholdene i Amtet og her ved Contoret vilde gjøre det umuligt for mig at være borte paa den Tid, – her er Valgmandsthing den 16de Septemb. Du ser desuden, der blæser en sur Vind omkring mit Navn som Amtmand; det gjælder for mig at arbeide mig op.

Jeg tilstaar, at da jeg idag skrev denne Bestemmelse til Jens, følte jeg, at det var en af de største Skuffelser, jeg har oplevet, – det var ogsaa Synd for ham. Jeg havde jo glædet mig – baade til Bryllupet og til Stavanger, men mest til dig og Jæderen, – du ved ikke, hvor græsseligt ensom og forladt jeg er, og hvor jeg længes efter Jæren. Men det kan du ogsaa gjerne beholde for dig selv; jeg vil nødig tilstaa det. Og desuden vilde det være utaknemligt af mig, om jeg vilde klage over denne Forandring i mit Liv, som i mer end en Henseende var min Redning. Nu er jeg frisk og tyndere end jeg har været paa 10 Aar; Børnene har det godt, alt er bedre; men aldrig i Verden fæster jeg nogen Rod her; jeg var for gammel og for fastgroet, det viste igrunden baade du og jeg. Nu har der hændt mig saa mange Ting i Livet, og Lykken og gode Venner har forkjælet mig paa saa mange Maader, – hvem ved, om vi ikke endnu kan opleve at gaa til Ullenhoug sammen med lidt Mad og en liden Lærke.

B. B. med Frue og en Søn var her 3–4 Dage. Jeg hentede dem sammen med Else inde i Romsdalen med et lidet Dampskib, som ejes af Doctor Parelius. Saa var de en Dag her og en Dag hos Møllers paa Moldegaard, alt gik saa udmærket.

Endelig i de allersiste to Dage er her bleven godt Veir efter et halvt Aars Rædsler. Og nu er jo ogsaa Stedets Skjønhed saa overvældende, at jeg bare maa staa stille og undre mig over, hvor meget der er samlet paa denne ene Plet. Nu er her ogsaa varmt – denne velsignede europæiske Varme, som jeg ikke har kjendt siden 1901, – helt udover Aftenen er her mildt. Og de deilige Skibe med de modbydelige Tourister begynder at komme. Det er et skjønt Syn – kan du tro – med de store smukke Fartøier og de smaa Yachter paa den blikstille Fjord. Men du Skræk, hvilken Masse af urene Dyr de slipper over Landet; det begyndte igaar med, at Tourister stjal i en Butik og nogle gik pilfulde omkring i Gaderne.

Først i dette Øieblik meldte Beate, at hun havde glemt to Geburtsdage: Johanne og Maren – og det er langt paa Eftermiddagen. Jeg telegraferede strax mit almindelige Telegram: vi gratulerer; men det var ikke saa tørt ment – ialfald ikke fra min Side; hils Maren hjærteligt og sig hende, at jeg tænker mange Gange paa hende i denne travle Tid med Bryllupet, og at jeg savner hende ogsaa – bitterligen.

Hils ogsaa Tante Hanna fra mig – ak tror du, vi nogensinde mer kommer til at sidde i den store Stue paa Sølyst og høre hende spille?

– Naar du nu faar Bryllupet fra dig, maa du skrive pent til mig og fortælle om Byen. Jeg ser nu til min Glæde, at jeg ialfald saa for sort paa Tingene; nu har Hermetikerne faaet Lindring, Bryne har vundet Processen og Waage har faaet en vel fortjent Orden. Jeg hører Maagerne udenfor og Tednen, som netop er kommen – kan du huske Tednen udenfor Piren, naar den slaar ned en stille Søndag Morgen.

Din hengivne Allik.


Olaug Preuthun.

Høistærede Frue! De har sendt mig saa mange Blomster, at jeg er ganske skamfuld, og de er saa smukke, at jeg er meget rørt over Deres Godhed. Jeg forstaar jo meget godt, at Blomsterne skal udtrykke Deres Glæde over Mødet med den store Mand; men jeg tager ikke i Betænkning at tilegne mig en liden Del for min private Regning – som et Tegn paa, at vi med gjensidig Fornøielse vil mødes igjen og fortsætte et Bekjendtskab, som jeg ialfald er meget lykkelig over.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg har aldrig været saa forskrækket over min Stilling som, efterat jeg kom hid, hvor jeg havde bedre chance. Men jeg tror, det kommer for en Del deraf, at før lod jeg Gjælden gro i stump Fortvivlelse; nu er der dog kommet etslags Orden og System i Elendigheden, saaat naar vi faar solgt vore Eiendomme i Stavanger – o.s.v. – du brækker dig vist af denne Lexe, som jeg har fortalt mig selv – og vist dig ogsaa de hundrede Gange.

Forleden fik jeg fra dig – fra dit Contor 500 Kr, da Beate skulde reise til Laurvig; B. B. sagde: har du Raad til at sende hende til Bad? – du kan vide, hvor jeg skammede mig netop for ham, som har skaffet mig en stor Hjælp iaar; men jeg maatte jo sige, hvad sandt er, at det er mon seul luxe, naar hun reiser til Bad; selv har jeg kjøbt mig et gammelt Uhrnøgle med oval Agat – som er mit Sværmeri – til 10 Kroner. B.B.s Besøg og mit Besøg hos ham kostede ogsaa lidt; det vil løbe dig koldt ned ad Ryggen, naar du hører, at jeg beværtede ham med Champagne! Igaar havde jeg en uforskyldt Udgift, som slog mig ganske til Jorden. Her er Tyfus i Amtet, og jeg telegraferede til Christiania efter 2 Sygepleiersker; men ved en mig utilregnelig Misforstaaelse fik jeg 4. – De tre anbragte jeg strax; men den 4de maatte jeg sende hjem igjen, og hele hendes Reise maa jeg nu selv betale. Klær har jeg ikke faaet siden Karlsbad; jeg sender dig Regningen fra min Ven Kronenwerth, som for første Gang er noget bitter i Tonen. Kan du sende ham Penge? – hvorledes staar jeg idetheletaget? – ak! Herregud! at jeg altid skal hænge i et Haar! Og dertil nærmer sig det allerværste – jo – du skal høre det hele Litani tilende, fordi det letter mig at fortælle; det hele er muligens et Fremskridt i moralsk Henseende: at jeg nu endelig har faaet Skrækken i mig.

Altsaa hør: nu havde jeg med virkelig Overvindelse bestemt mig til at blive borte fra Jens’ Bryllup den 20de August i Stavanger. Beate kommer der fra Laurvig, Baby fra Christiansand, Else vilde jeg sende ned herfra; men selv vilde jeg under et forresten meget sandt og godt Paaskud forblive ved Amtet, da der nærmer sig Storthingsvalg paa den Tid; og naar jeg selv reiser bliver det altid saa frygtelig dyrt.

Alt var bestemt; jeg havde underrettet Jens, og jeg havde vænnet mig til Tanken – saa bittert som det var for mig at opgive Stavanger og Baby – ja Jens ogsaa.

Men saa kom der jo et saa alvorligt Skrig fra Jens og hans Kjæreste, at jeg maatte give mig; og nu er jeg jo glad; det var oprigtigt talt umenneskeligt haardt mod de andre, om jeg ikke var kommen, – men tænk dig nu, hvad der skal til af Penge! – er du forberedt paa en saadan General-Aftapning? – det dreier sig ikke blot om min Contos Effectivitet; men jeg skjælver for selve Gyldendal!

Jeg tror ogsaa, at jeg blir nerveus af Veiret; tænk dig! her er endnu saa isende koldt, at vi lægger i Ovnen; ikke en eneste varm Dag har jeg nu levet siden Aar 1901, – ikke en eneste Aften har jeg kunnet sidde ude i fri Luft paa to Aar. Dette Land er med al dets Skjønhed igrunden ubeboeligt!

Syntes du ikke, at Konow’s Tale til B. B. var udmærket god? – det er saa sjeldent, jeg finder noget i en Tale, naar jeg læser den; men dette var for første Gang i lange Tider, at Politik blev talt uden de forfærdelige fortyggede Floskler fra Storthinget; det var en freidig, kultiveret og uræd gentleman – saaledes som Venstre nu maa blive. Han har for mig gjort Situationen høist spændende; thi jeg ved ikke, om det nye i hans Tone vil klinge fuldt paalideligt i de gamle Venstre-Øren; som har vænnet sig til de fede Bonde-pralerier. Hans Form ligner saa meget Høire. Der raabes allerede paa Frafald. Jeg har længe – ja uhyre længe ventet paa dette Tidspunkt, da Mænd af den Dannelse som Konow skulde bryde ud af alle de graadige Leiesvende, som hænger sig paa Ideerne, som de hverken forstaar eller elsker. Det var Steen, som tog alt, hvad han troede, han kunde bruge og banede Vei for Halvdannelsen og Graadigheden. Nu gjælder det om Typen Konow skal seire.

Jeg formoder, at I er paa Reiser, siden jeg ikke hører noget; jeg reiser ogsaa i mit Amt – i Pels og lange Støvler. Min venskabelige Hilsen til Fru Julie og de andre.

Din hengivne Alexander L. K.


Peter A. F. S. Vedel.

Høistærede Hr. Geheimeraad Vedel!

Jeg tænker saa mange Gange paa Dem og Deres Godhed mod mig. Og jeg forestiller mig, at De nu sidder fredeligt mellem Deres Bøger og smiler af Livets Maskineri, som bliver ved at arbeide, mens Maskinmesterne afløser hinanden.

Thi jeg ved, at De er saa overhændigt klog, at De ikke ærgrer Dem; jeg vil bare haabe, at De slipper naadigt fra Gigt og de andre Bøder, som vi saa ofte maa betale for at have taget Del i Livets tvivlsomme Fornøielse.

Jeg tør formode, at Hr. Geheimeraaden delte min Forbauselse, da de gjorde mig til Amtmand? – jeg er endnu ikke rigtig kommen til Besindelse, og nu er det snart et Aar siden.

Amtet er deiligt, og Stillingen er jo meget over, hvad jeg kunde vente mig; men det gaar mig som Hyrdinden, der græd, saa Guldet sprang af hendes Livbaand, da hun endelig kom op af Skorstenen og saa sig om: det er for stort for mig; lad mig komme hjem igjen til mit lille Borgermesteri! Men det siger jeg ikke til nogen; jeg holder mig alvorlig og lader, somom det er min minste Kunst at være Amtmand.

Naar jeg tænker paa, hvor jeg er bleven forkjælet baade af Lykken og af Menneskene, kommer jeg altid til Danmark, til Rosenvænget, til Drewsen’s og til Dem og Deres Hus – til Fru Geheimeraadinden – og hele Familien, som var saa god og elskværdig mod os. Jeg ved ikke, hvorfor jeg netop idag maatte gjøre denne Visit, – det var Meningen at sætte mig ved Deres Side og glæde mig i Deres gode Øine, som kunde være baade saa venlige og saa underfundige, naar De lo af mig; jeg vilde bare snakke nogle Ord med Dem, uden at jeg egentlig har noget at sige – ikke andet ialfald end Tak, for hvad De har givet mig – og det er ikke saa lidet – Deres Skikkelse og fine danske Stemme er bleven for mig og vil altid forblive et Mønster paa, hvorledes en klog og god Mand bør blive, naar han har levet længe og høit oppe.

Saa vilde jeg gaa hjem igjen og haabe, at mit Besøg havde været for Dem en Hilsen og en Tak, De vilde sætte nogen Pris paa formedelst dens Oprigtighed; og jeg vilde byde Dem Farvel paa denne første gode varme Sommerdag, vi har iaar. Romsdalsfjorden ligger blank som et Glas, og de vidunderlige Fjelde med hvide Tinder lukker alt saa fredeligt inde. Men det er godt at vide, at Vandfladen dog er det rigtige Hav, som ruller forbi Rosenvænget og er den flade Vei til Rio de Janeiro.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg formoder, du sveder et eller andetsteds – f.Ex. i Kiel? – jeg sveder ogsaa, skjønt her er surt og koldt; men jeg sveder Angst over mine Penge. Hør nu kort og godt: jeg maa have 500 Kr. strax og 500 i August! – hvad synes du? og hvad tror du, Enden skal blive?

Naar ikke dette Bryllup var, saa kunde alt være godt. Og samtidig glæder jeg mig som et Barn til dette Bryllup i Stavanger, som ruinerer mig. O Reolander! Wer erklärt mir diesen Zwiespalt der Natur?

Jeg formoder, du er erkelei af baade mig og mine penge; for jeg tror ikke, jeg har underholdt dig om andet paa lange Tider. Men her er hellerikke stort at underholde sig selv med paa dette overvurderede Sted, hvor jeg bitterligen begynder at savne Stavanger. Men det er endnu mellem os. Jeg vil derfor heller skrive til Fru Julie, saa kan hun, hvis hun vil, underholde dig, hvis det blir bedre i hendes Brev; men ærligt talt tror jeg det ikke, for jeg er paa den ene Side saa opptaget af Sommeren, saa ualmindeligt frisk og oplagt til at være ung, frivol og snyd! og paa den anden Side – eller paa begge sveder jeg – ut supra. Læg altsaa mine Sorger paa dit Hjerte og grib dig selv i Pungen, hvor du saa er paa Kloden – jeg er fattig og forladt, og Else ser paa mig med store Øine, naar jeg allerede ved Maanedens Begyndelse er uden Penge. Farvel – Kjære Ven! hils din seilende Dreng –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Elna Borch.

Frøken Elna Borch, No. 17 Ohlsens Gade Kjøbenhavn.

Høistærede Frøken!

Min Datter – Fru Krag – havde i Tide givet mig Besked om, at jeg ved Henvendelse til Dem kunde erholde en Afstøbning af den Buste af hende, som Frøkenen udstillede i Charlottenberg.

Dette glemte jeg – det kan ikke nytte at nægte det; men jeg kan endnu ikke forstaa, hvorledes jeg kunde glemme noget, der saa nær stod i Forbindelse med min elskede Datter!

Nu har jeg faaet Skjænd og kommer til Dem – Frøken! med mange Undskyldninger og Bøn om, at en Afstøbning maa blive sendt mig hertil, saasnart De faar Tid.

For Udgiften sender jeg Dem indlagte Anvisning paa Gyldendal, som De vil behage at udfylde for Beløbets vedkommende.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Kifi!

Det er Elses Fødselsdag og Søndag; vi er ganske alene og morer os med at sidde her i Kontoret og skrive Breve. Ude er der isende koldt Regn med lav Taage – ikke et Fjeld at se; saaledes har her været i 8 Maaneder; jeg har aldrig gjort mig Ide om et saadant Klima af Raahed og Fordummelse, af Haan mod alt fint og lyst – et forfærdeligt Sted!

Tak for dit lange Brev, som kun i Enden var lidt surere end nødvendigt. Hvad skal det være til at tage Sorgerne for min Gjæld paa Forskud? – du ved jo, at naar det trænges, indtræffer der altid noget; det er ikke pent af dig at tvivle; tvivlede jeg et Øieblik, vilde det være ude med mig!

Af dit Brev fæster jeg mig først ved den Mulighed, at du kunde komme herop. Det skulde være uhyre jilt, og enda er det, somom jeg synes, jeg trænger det mindre nu netop, da jeg hver Dag føler, hvor jeg nærmer mig den Dag, da jeg skal fyge sydover; jeg har tænkt mig den 10de August – mellem os! Men du kan vide, det skulde blive forskrækkeligt jilt at se dig og for os begge bagefter, at du havde været her og kunde bedre forstaa, hvorledes jeg har det. Du maa i god Tid melde mig Skib og Afreise, saa vilde jeg prøve at møde dig i Aalesund, hvor jeg altid har noget at gjøre; og saa kunde vi snakke af os en Del paa Dampskibet hjemover hertil. I selve Molde blir du snart færdig; men vi maa prøve at gjøre en Reise i Amtet, som da kunde gaa sydover, saa du var paa Hjemvejen; – he? Her er saa vidunderligt smukt og længer inde i Fjordene er der ikke saa forfærdeligt som her med Havtaage og Kjøl. Men skynd dig – Tiden iler, saa fælt som her er. Tænk! nu er her saa koldt i Stuerne, at Gurine maa lægge i Ovnen; og Else og jeg gaar at tage en Galeas! – Dit Brev har jeg læst igjen. Jeg kan desværre ikke huske et eneste Ord af mit forrige Brev; men det glæder mig, at du lo, for det kan du trænge til i din sentimentale Surfittighed. Gaa paa Torvebryggen og græde! Herregud! om jeg bare var paa Torvebryggen, skulde jeg vist ikke græde for nogen Ting!

  • 1.
  • Er det virkelig sandt, at Myggene i Haven sang? – at de gamle Kiellandsmyg vil synge for Berentsen sine – din gamle Skuffe! o temp-hora!
  • 2.
  • Gühren skal jeg altsaa slaa mig til Ro med. Dersom Falch gaar ud af Ledelsen og ikke vil være Storthingsmand, kommer jeg til at ende som hans gode Ven.
  • 3.
  • Jeg har en Frygt, som ikke lader mig Fred trods alle BBs dyre Forsikringer. Jeg tror, at Ministeriet – og særligt det grønne Salathoved Søren – er saa paa Potten, at hvis Odd. Vig siger til Søren: jeg svinger af, hvis du ikke strax gjør mig til Borgermester, saa seirer han. Det vil være en Tort – ja virkelig en smertelig Skam for mig og for dig, som er af de siste Idehavere af Stavangersk Familiestolthed, om dette blir Borgermester. Og dertil er der for mig noget ækelt ved, at han succederer mig, somom nogen pissede i min Seng – he?
  • 4.
  • Ak – Kjære Ven! vær tryg! Livet har ikke for Intet forkjælet mig! – vær tryg paa, at jeg kommer tilbage, og at vi atter tager Jæderen i Besiddelse, – ikke som de unge Fiskere fra Napoli: “En nyfødt Sol i Øst opstiger, – forsamler Jer – I Fiskermænd!” – men som vise Oldinge med hvide Stave, der stille og sikre, vandre hen over det uforgjængelige Landskab, som al Skogplantning og alt Østlandsk Overmod forgjæves skal søge at forskjønne, med Ansigtet vendt mod det evige Hav med dets Lys og dets Lugt og med Vibens Skrig og det hendøende Fløit af Spoven, naar den glider over Orrevandet mod Rauhodelen, hvor han Østen gaar og jidder.

Hvad Waages Orden angaar er du absolut paa den gale Side. Jeg trækker roligt fra: Pral og Overdrivelse; men tilbage blir der en Facit – et Fremskridt, som betegner en Afstand fra før til nu, som vi ikke maa være blinde for. Ingen af dine eller mine Forfædre vilde i Fiske – om de var der – gjort saa meget for simple Almu-Fiskere. Lad saa være, at Forfængeligheden var vaagen hos Waagen; men tror du ikke, at de, som red i den visse Død ved Somo-Sierra – tror du ikke, at de tænkte paa Napoleons Øine, som fulgte dem? Hvad er Mandfolke-Mod, hvis det skal blive Pakkets Ret at besudle det med Misundelsens feige Valenhed: det var bare forat glimre! Mod – ser du – er Mandfolke-Extract og Mandens Kvadratrod er Forfængelighed.

Men du hader Manden – se det er noget ganske uvedkommende.

Din Aristides, du ved, han er saa retfærdig.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg fik gjennem dine Bankierer 500 Kroner forleden – Mange Tak’ Men som du husker forberedte jeg dig lempeligen paa, at jeg til vor Stavangertur maa have 500 til – Gud ved, om jeg klarer mig med det? Beate skal ogsaa reise – forstaar du – fra Laurvig til Stavanger. Dette er til at blive gal over! og alligevel! – du synes vel – vil jeg haabe? at vi maatte til dette Bryllup, . Naar dette er over, skal jeg dog for Alvor prøve, om vi ikke kan slaa os gjennem med Gagen, – den er da mellem 6 og 7 Tusinde! – og kan jeg ikke det, faar jeg heller takke af og forsvinde fra Eder allesammen; thi det er naturligvis jeg selv, som er den kostbareste Gjenstand, – skjønt jeg til min Dødedag neppe vil kunne forstaa det; for jeg synes dog, at de Andre faar det omtrent som de vil; og jeg gjør dog selv kun med lange Mellemrum et Spræl, – men saa er de jo temmeligt luftige – jeg mener Sprællene – he?

Hvor Faen er du henne? – jeg ser intet Spor af dig i Aviserne. Jeg gruer forresten mer end jeg glæder mig til dit første Brev; for jeg aner, at der staar noget om min conto lamentabile.

Alt kunde være anderledes, naar jeg bare fik se Solen! tænk dig, at vi lever endnu fra Dag til Dag, fra Maaned til Maaned i isende koldt Sne-Regn og Polar-Storm. Selv jeg har tabt Mod og Humør; og jeg forsikrer dig: det skal der meget til.

Da det gjælder om at være her tilbage saa fort som muligt efter Bryllupsdagen den 20de August, tænker Else og jeg at reise herfra omkring den 10de; vil du derfor være saa snil at sende mig Penge i de første Dage af August. Det er dog kjedeligt for dig, at mine Breve altid skal være fulde af Penge – ja du forstaar – af Snak om Penge. Hils alle dine hvis du da er sammen med dem? stundom tænker jeg, at du reiser omkring med en Liremadam – he?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! Tak for dit Brev, som jeg maa svare paa i al Hast; for nu er her igjen en raptus over Contoret, og jeg ved, hvorledes Dagene flyver, naar det lider indunder en Reise; og denne Reise optager nu alle mine Tanker.

Planen er at komme til Stavanger Onsdag den 12te August og forblive der til den 22de – det vil sige: jeg vil gjøre 2 Turer paa Jæderen: en med Baby og Else til Aarre og en med dig og Fredrik til Haar – jo! ikke noget Tøv! til Haar skal dere, om jeg saa skal hale dere med 4 Heste afsted! Du maa naturligvis være i Byen – Kjære! betænk, hvor det er længe, siden vi saaes, og hvor det atter kan blive længe til. Det gjør mig skrækkeligt ondt, at Maren er i Fjordene, og det kan – oprigtigt talt – ikke falde mig ind at reise ind i Fjeld og Laulugt, som jeg her har i saa kollossale Portioner, hvor jeg snur mig. Men du maa absolut komme og være her. Formodentlig kommer vi til at leve i et Bøle i “Nordstjernen”. Jeg er mest bekymret for Beate; hun kan ikke faa være med paa Jæderen; men vi faar se at finde nogen, som kan tage sig af hende; jeg haaber paa Søster Kitty. Havde vi nu bare Bodden og! men han kan først komme til næste Aar; det gaar ham fremdeles saa godt.

– Desværre ved jeg ikke, om der er nogen Mulighed for, at I kommer i Bryllupet? men omtfram den Dag er der mange, og jeg glæder mig som et Barn til atter at snakke med Mandfolk, som forstaar, og til at se de kjendte Steder igjen. Kun ved jeg ikke, hvorledes jeg skal komme forbi Fars Hus; men jeg lærer det vel; vi vil ikke lade os kue for det, – men – ja, det er jo ikke noget at snakke om; vi ved begge, hvad vi mener. Alt i alt glæder jeg mig og ikke minst til dig!

Din Alexander.


Sofie Eide.

Kjære frue! Jeg fik ordre til at skrive og hilse fra de unge. Saavidt jeg kan mærke, har de det jilt, skjønt selve byen er liden og kjedelig. En ting er ialfald glædelig: de spiser og sover med udholdenhed. Især vækker candidaten min beundring. Jeg er vant til Elses appetit. Men det er mig en glædelig overraskelse at kunne meddele Dem, at Deres lille candidat er ingenlunde tabt bag et madfad.

I den alder, hvori de befinder sig – vore sammenbragte børn, er dette alt, hvad man kan forlange: visdommen maa komme senere.

Vi glæder os nu alle til at reise hjem – som jeg endnu siger om Stavanger, og vel kommer til at sige alle mine dage! og jeg haaber, at jeg skal bringe Dem Deres datter frisk og fornøiet tilbage. Saa skal De faa laane min en stund – Tak! Min hilsen til Deres mand og frøken Alida!

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg vilde telegraferet til dig: du er en stor Violin! da jeg fik 500 Kr. igaar. Men nu er jeg aldeles overbevist om, at du reiser omkring med en Liremadam eller et anonymt Loppetheater. Thi ellers maatte jeg da, for den Pokker! høre andet fra dig end dette lakoniske: “500 Kroner sendes”! I og for sig er denne Lyd ikke ubehagelig; men i Længden bliver den noget foruroligende – for dig – forstaar du!

Jeg ser Skibe seile omkap og Lystkuttere strande i Flok – aldrig ser jeg dig! Paven dør, – der var du ikke; Salicath faar en Sten i Panden, – du var ikke den, som kastede; Turisterne strømmer gjennem Romsdalen, – jeg ser dig ikke. Nu venter jeg at møde dig i Stavanger Domkirke den 20de August Kl. 5 til min ælste Søns Vielse. Hvem skal jeg vel bede dig hilse?

Din hengivne, men bekymrede Alexander L. K.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! du kan vide, hvilken Sorg og Skuffelse du beredte mig ved dit Telegram. Men jeg kan ogsaa vide, at du har saadanne Arrangements paa Forhaand tagne, at du ikke kunde gjøre anderledes. Den l9de er du min og den 20de – om Formiddagen, og er det mig muligt – ja naturligvis skal det være mig muligt at spise hos dig den 21 – der gaar jo saa mange Skibe; men du ved, jeg maa være snart igjen herhjemme, – jeg skriver dette Ord med stor Reservation og som du siger: under fire Fødder; thi jeg tør ikke tilstaa, at jeg aldrig blir hjemme andet Sted end midt i Bredevandet.

Hils Maren – og vel mødt den 19de; jeg skal tænke paa dig ved hver Sten paa Haarrvejen – og Enden er ikke endnu.

Din gode og evindelige Ven Allik.


Frederik Hansen.

Kifi: jeg har skrevet paa for Jacob; – det kan vist være ligesaa godt?

Dit Telegram om Valget fik jeg paa Reisen i Aalesund; du havde dæmpet din Glæde og meddelte mig den glædelige Efterretning ganske tørt – jeg tror virkelig af Mistillid til Telegraffolkene? thi vi bør jo sørge som VenstreVeteraner! Men in petto qvinto! – i Enerum! og helst om Morgenen, naar jeg vaagner, da tænker jeg med uskrømtet Fryd og Tak paa Oddmund Vik! og jeg nyder at forestille mig hans Qvaler med Q.! Jeg blir ganske en Djævel paa dette og glæder mig ved at blive det. Ogsaa Lasse Trædal er falden! Leve B. B. og S. B.

Foran mig har en Liste over 17 private Breve, som maa skrives; du vilde gyse, om du kunde se dette Spind af Rænker, Elskov. Troløshed og Venskab! – dertil Kurven fuld af Embedsstøv – men jeg liger mig godt i dette.

Din A. L. K.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas!

Tak for sist! det var dog uhyre jilt at mødes igjen. Du skulde været med paa Jæderen, for det var egentlig Glanspunktet. Det føles nu for mig, somom jeg meget bedre kan slaa mig tilro her, efter at jeg har seet alt igjen derhjemme, det var jo altsammen paa sin rette Plads, og Venner og Veninder var som før; men alligevel vilde jeg ikke komme tilbage til Stavanger – kanske, naar jeg blir meget gammel, – da skal vi gaa til Ullenhoug – ved du!

Jeg glæder mig uskrømtet over Viks Fald og over Lasse Trædals. Kanske er vi allerede ved de Tider, da vort Parti kan skille sig ved denne Klasse af Leiesvende, som især Steen har opelsket. Men jeg tror nok, det er for tidligt. Man kan mærke, hvor Raaheden sidder dybt paa Tonen overfor B. B.

For et Par Aar siden kom der en Mand til mig, som kaldte sig E. Figved og boede i Paris – hans Adresse er: Bois Colombes pr. Paris.

Han laante det gamle Daguerrotypi af Bestefar Kielland – det, hvor han sidder ved Siden af Bestemor; – det var hans Hensigt at forstørre det – hvorfor – kunde jeg aldrig begribe, og saa glemte jeg det hele.

Men forleden fik jeg Brev, hvori han melder, at Billedet er færdigt, og at han sender mig Originalen og det forstørrede Portræt af Bestefar alene – som en Foræring.

Da jeg aabnede Pakken, blev jeg slaaet af det smukke og udtryksfulde Familieansigt, og jeg tænkte strax paa Tante Hanna: at hun fremfor nogen bør se det. Der kunde vel være Anledning til at faa et Exemplar til fra Paris; men ikke ved jeg, hvad det koster, – og desuden, hvis det kunde glæde din Moder, er det ikke værdt at opsætte. Jeg sender derfor Billedet til dig idag paa den Maade, at du kan sende mig det tilbage, naar vi engang skal dele den tunge Sorg, at hun gaar bort. Tag altsaa Billedet og gaa til Fotograf Jacobsen; han har en udmærket Rammemand. Lad ham for min Regning (Fred. Hansen) lægge Glas og Ramme af Poleret Mahogny – saaledes som han ved, jeg bruger; reis saa over til Sølyst og giv Tante Portraitet og fortæl mig, om hun blev glad.

Hils Maren – jeg maa slutte; her er meget travelt og jeg reiser hver Uge 4–5 Dage – i dette herlige Amt! – nei du kan ikke begribe, hvor jeg vilde være lykkelig ved at følge dig en Taretur – eller hvor du vil. Jeg kan ikke forstaa, at du betænker dig, naar du har fri Reise! Efter 16de September har jeg ikke andet at gjøre end at reise, og jeg agter hellerikke at gjøre andet; du maa endelig komme – Kjære! det vilde jo blive næsten som en Jædertur med 66 og Illuminationer, Tyfus m.m.

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! nu er det overstaaet. Jeg har været til min Søns Bryllup og udstyret ham anstændigt, bekostet vor Reise op og ned – og den er baade lang og kostbar, sendt Else med Baby til Christiansand og nu er jeg igjen ligesaa fattig som før. Jeg kan vistnok ikke se anden Extra-Udgift i Fremtiden end Elses Ophold i Christiansand, men jeg skylder allerede 3–400 Kroner her, dertil Skatten – kort at fortælle – uden en liden Støtte i en Bankbog kommer jeg atter til at gaa bagud, hvad jeg har en forfærdelig Angst for – her mellem lutter fremmede Mennesker, hvor jeg ikke kan faa laane noget i Farten. Du har aldrig fortalt mig, hvorledes jeg staar: om den nye Udgave er en ny Skuffelse og om jeg alt har fortæret min hele Gevinst? – ikke har jeg selv noget Regnskab, – kan du sende mig et Reserve-Grund-Fond paa 500 Kr. i denne Maaned?

Hvis du nu er hjemme igjen, maa du hilse din retmæssige Hustru og sige, at jeg vil skrive til hende, naar jeg faar fra mig en Valgforsamling, som jeg skal holde den 16de, og som allerede kaster sin Skygge forud over mig og mit Humør. Jeg havde saa mange besværlige Valg som Borgermester, at jeg gruer; skjønt Arbeidet er saa meget lettere og greiere som Amtmand.

Som du kan vide, var jeg glad ved at se Stavanger og Jæderen igjen; Slægt og Venner var ogsaa jille; men alligevel! – Jeg vendte tilbage uden Suk, jeg vil tilslut dog heller være her. Naturligvis vil jeg bestandig længte hjem og altid være lykkelig, naar jeg kan komme der; men tænk dig! vi boede i Hôtel – vi, som før var saa talrige og mægtige i Byen, – jeg husker fra min Opvæxt de 4–5 store Huse onkring Torvet, hvor der bare var Kiellands, og nu var vort eget gamle Hjem leiet bort til Fremmede; jeg maatte gaa forbi hver Dag. Desuden vilde jeg jo ikke bytte Stilling igjen. Den arme Borgermester i Stavanger syntes jeg Synd i; her lever jeg jo saa ganske uforstyrret og uafhængig, og det deilige Amt er uudtømmeligt som Kilde til smaa Reiser, der altid har været mit Sværmeri. Det var dog det beste, B. B. har gjort mig; thi om han end ikke gjorde alt, saa var jeg dog aldrig kommen her uden hans Hjælp. Nu har han – som du ser – vendt vor Politik. Jeg for min Del syntes, der blev næsten vel meget af det; jeg har ikke den gode Tro til vort Høire endmindre til Svenskerne. Men B. B. har altid havt Ret, og han forstaar det saa meget bedre end jeg; derfor prøver jeg at være glad og tillidsfuld og tro paa denne “Samling” – som er mod Naturen. Det har dog været et stort Held for mig, at jeg er kommen saapas langt frem i Livet uden at have været nødt til at røre Politiken; den Smule Redacteur jeg var i 1889 har ikke forpligtet mig til nogen Kant, og intet Parti vilde kunne bruge en saa vild og uberegnelig Indianer. Desuden er jeg nu kommen saa ganske afsides, at jeg Intet hører eller forstaar af denne Verden. Men jeg har hidtil været saa heldig i Livet, at jeg fremdeles fastholder et Haab om at komme til at gaa omkring og rode paa Skovgaard – uden andre Sorger end Hundene – og snakke om gamle Dage.

Du maa hilse alt og alle hjemme hos dig og lad mig nu endelig se, om det er dig muligt at skrive.

Din hengivne Alexander L. K.


Frederik Hansen.

Kifi! nu er jeg saa yndigt drukken. Hovdenak – du husker, det er Amtsingenieurens Navn her – hos dig heder han Bassøe eller Ruder Knægt – nuvel – han er reist til Molde, fordi han har Confirmation idag.

Jeg blev tilbage og hørte igaar Brysseler-Kvartetten. Griegs Kvartet er pragtfuld, men dens hele moderne Fysionomi gjør, at skjønt den i mange Henseender er gjort paa den klassiske Quartet-Læst, er den dog – især i Rhytmen saa bevæget – saa overraskende stødvis bevæget, at man ved den mer end ellers ved den store Musik, maa bede om at høre Fortællingen mange Gange. Hvad der især blir tilbage er den Romance, som Violoncellen introducerer og som behandles paa den gamle Maade – omtrent som naar de varierede Motivet, og som indeholder de største Skjønheder. Men jeg tror nok, at ved nærmere Bekjendtskab vilde vi elske den vanskelige Indledning og den overlegne Finale ligesaa høit.

Anderledes med Bethoven: Der kjender vi Veiene; de gaar som forvovne Gjedestier opad de høieste Fjelde – ganske brat, men saa let, at du bæres paa den yderste fine Tone af en Qvint med Fingrene paa Hesten og er oppe over al anden Musik i denne Verden og ser med en Gang udover alle dit Hjertes Hemmeligheder og din Sjæls sorteste Misgjerninger; – og glæder dig – glæder dig med en Glæde over Elskovens Fryd over al Forstand – med en Glæde, som ikke kan lignes med noget andet, fordi den er saa absolut ensom, den fylder os uden Ansvar, uden Forpligtelse, der er ikke Børn med den, heller ikke Tømmermænd, der er ikke Krav af nogen Art, – der er endelig et Sted, hvor en Sjæl kan være for sig selv. Og samtidig – er det ikke mærkeligt? – samtidig forliges alle de Udvalgte i Musiken.

Altsaa reiste Hovdenak hjem til Molle ! – vi har siden Onsdag – idag er det Søndag den 27de og – saavidt jeg husker – er det idag netop et Aar siden, jeg kom til Romsdalen. Alle de Betragtninger, som derover kunde anstilles, springer vi let over. Altsaa: Onsdag begyndte vi at befare Veiene paa Flemsø, Haram, Lepsø og Vigra. Nu vil jeg paa egen Haand befare Valderø, det berømte Giskø og Godø – se paa Kortet! Imorgen vil jeg leie en Dampbaad eller en Motor-Dæksbaad og gaa tilsøs, her er et herligt Veir, og den Ting at være fuldstændig sin egen Herre og alligevel faa Pengene igjen – omtrent, er netop, hvad jeg ønskede og savnede hjemme.

Som jeg sagde før: jeg er netop saa yndigt drukken – som naar vi sidder efter Middagen ved Vinduet paa Aarre – Ak Lisa! min Barndoms Ven! hun var tilslut den, som bevarede Traditionen om min gode Fader, uden hvem jeg aldrig havde lært at elske Jæderen og alt det, som for dig og mig og os alle (som har denne Kjærlighed paa den rette Maade – ikke Buch! – ikke Berentsen – ikke Pak – ikke Vatne!) – det gamle Jæren, som vi har i Hjærtet, det var Lisa – furet veirbidt, flad og forsømt – der var et Blink i hendes Øine fra den gamle Tid, da hendes Moder – Lisbeth – kom klirrende med to Potter, naar vi skulde lægge os. Ak Froderick! hvad er Meningen – eller tror du, der er noget, man kunde kalde Mening med dette Liv? Jeg giver mig ikke over – langtfra! men jeg synes, det er saa sørgeligt.

Din K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg fik dit Brev af 14de netop som jeg skulde paa en Amtsreise, og siden den Dag har jeg reist, hvilket endnu er og forhaabentlig længe vil blive mig en stor Fornøielse, – ligesaa meget paa Grund af Amtets Skjønhed som formedelst Befolkningens Elskværdighed. Jeg kan ikke tænke mig en behageligere Stilling, naar jeg nu først var færdig som Forfatter, for det var jo det jilleste af alt – saa længe det gik.

Om Forandringen i Forlaget havde jeg jo seet de første Efterretninger i Aviserne, og jeg blev som Alverden meget overrasket. Jeg kan nok se Fordelene og især den store Lettelse for dig; men du kan vel vide, at jeg som er en saavidt gammel Huskat paa Lofterne i Klareboderne, maa vende Klørene og gnistre mod de Fremmede. Det er ligesom med Margarinen, den trænger sig ind overalt – ialfald blander den sig i Smørret.

Men alle disse Hensyn maa vige – især naar Situationen var bleven saadan, at der ikke var nogen Glæde i Arbeidet. Forfatterne tænker jeg mindre paa; jeg kan ikke forstaa, at deres Stilling paa nogen Maade forandres – jeg mener de nye; de gamle gaar vel sin Gang som før, og kun at de længe og bestandig vil sige til sig selv: det er Hegel, vi er hos.

Jeg havde – endogsaa før du skrev det – tænkt mig de deilige gamle Stuer i Contorenes Vold; nu maa du vist bygge et Galeri paa Skovgaard; jeg husker, jeg talte over 80 Billeder, dengang vi boede i Klareboderne. Du og dine er vel nu saa glade i Skovgaard; men jeg skal love alligevel at det gaar dig til Hjerte, naar de gamle Stuer ganske skal miste sine Ansigter. Saaledes er det netop nu gaaet mig; og jeg ved, hvad det har kostet mig; det var næsten bedre, om alt var brændt op end at vide det i andres Haand. Imidlertid er det jo anderledes for dig: du er jo fremdeles Forretningens Hoved, og Stuerne er dog dine – selv med nye Ansigter.

Jeg tænker mig ogsaa, at Fredrik med en vis Lettelse ser det nye Arrangement. Han vil jo altid kunne tage sig en Plads, hvor han selv vil i Forretningen; men jeg vilde ialfald, om jeg havde været i hans Sted, gruet forfærdeligt, naar jeg i min Ungdom skulde gaa mod den Pligt at styre saa stort et Skib som Gyldendals gamle Galei. Altsaa er vi alle glade og vel fornøiede.

Personligen og i mine lønligste Tanker har jeg glædet mig over det lille Ord i dit Brev, at du tror, jeg vil blive glad over min Conto! – er det virkelig Alvor? er der endnu Liv i det sølle Dyr? – du begriber ikke, hvor angst jeg mange Gange har været for Efterretningen om, at det havde vendt Bugen iveiret for siste Gang! – det er dog en mageløs Opfindelse med en Conto!

– Derimod forstummer al min Spøg og jeg kan ikke glæde mig over nogenting, naar jeg tænker paa Fru Julie. Nu har hun skræmt Livet ganske af mig; og nu maa du i al Hemmelighed og Fortrolighed give mig lidt Besked. Lad hende dog endelig ikke reise til Middelfart. Som jeg skrev forleden til hende, vilde jeg aldrig gjøre det; fordi jeg bagefter kunde blive gal af at se paa Medmenneskene, at de troede, jeg var gal, eller naar Nysgjerrighed eller Overbærenhed! eller Medlidenhed!! vilde behandle mig som en, der er paa Kanten, – jeg vilde ikke vove at sige et Ord, jeg vilde blive angst for enhver Tanke – nei nei! man maa ikke give sig over, ikke give sig nogen Blottelse, Menneskene kjender ikke Medlidenhed, – naar først en Arming har gjort den minste Indrømmelse da helmer de ikke, før de har plukket hver Fjær af ham.

Jeg kan nok forstaa, at du er for optaget til at passe alle Breve; jeg er bare saa glad, du ikke var ude med Loppetheateret; men nu maa du alligevel skrive mig nogle hemmelige Ord om Fru Julie – Hils hende og vore andre fælles Veninder og Venner – Larsen paa hans Fest, – og Nansen, som var saa elskværdig at skrive til mig; – dertil en venskabelig Hilsen til dig selv og Tak for alle Pengene – hvor var jeg uden dem?

Din A. L. K.


Frederik Hansen (bruddstykke).

Jeg takker dig for din Besked om Politiken, og hver Gang du skriver, maa du fortælle om Odm. Vik, hvorledes han vrider sig. Kan du huske den Filister paa Blochs Maleri, som stikker Samson i Ryggen? – som hans Ansigt er min Sjæl, naar den vender sig mod Vig.

Kan du virkelig taale Sigvald Jarl? – det kan ikke jeg – nei ingenlunde ikke!

Her har nu længe været et Veir over al Beskrivelse deiligt. Efterat jeg fik fra mig Valgmandsthinget, som gik godt for mit Vedkommende, har jeg gjort nogle Reiser i Amtet, som har været glimrende. Især er Øerne ude i Havet en Fryd – lidt af Jæderen og meget af Karmøen med rigtig Torvlugt og lange Dage i Baad og paa Skøite og Fyrtaarn og mange Søfugl og Strandfugl, – de siger, Viben har været her, men det tror jeg ikke.

Ja – visselig! det var godt, jeg kom hid! – hvor tror du, jeg havde været nu uden det og B. B.!

Taknemlig er jeg mod Skjæbnen, mod B. B. og mod dig – du som bærer min halve Kummer og al Uleiligheden ved mit Liv. Hvorledes tror du, at Skjæbnen vil belønne dig? thi hvis jeg bare skal være Benjamin og du bare Nebukadnezar eller noget lignende, saa er der for det første ingen Retfærdighed, men det undrer mig nu ikke; men saa er der ikke nogen Glæde ved mine store Portioner, hvis du skal æde Græs!

Dog, lad os vente; det kan nok jævnes ud; se, selve Consul Otto i Farsund maatte dø, og Jonas Kielland blev gift og fik ondt i Halsen. – Jeg har sørget over Lisa Aarre! hun var den, som trofast mindedes Far og de allergodeste gamle Dage – ak! ak! skal ikke Livet herefterdags blive andet end et Suk, en smertefuld og bagvendt Længsel mod det, som ikke er mere; jeg stritter imod; men nu nærmer Slutten sig, og saa kan jeg endnu gaa og knytte nye Baand og trække fler med nedover. Mon jeg virkelig skulde være en forhærdet Egoist?

Din K.


Bergliot Ibsen.

Fru Statsraadinde Ibsen, f. Bjørnson.

Jeg kan ikke begynde med Høistærede eller noget andet, fordi De er i min Erindring den underlige Datter af mit Forsyn – min uforskyldte Fader og Redningsmand, – og dette er og forbliver i min Taknemlighed Deres HædersTitel.

Jeg ved, at De har ogsaa slidt for mig, dengang det kneb som værst for mig. Og jeg kommer ikke nu saa sent, fordi min Tak har været sløv.

Men betænk, hvad det vil sige, at tage imod saa megen uforskyldt Godhed midt i Verdens Ligegyldighed; og De vil forstaa og føle, at Takken er ikke mindre værd, fordi den kommer saa sent.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Barn! – først og fremst: vil du være saa god strax at skaffe dig tykt hvidt Papir og sort Blæk; dernæst er du saa god at trykke paa Pennen, naar du vil skrive til mig, som du snart maa ville.

Dernæst: kan du huske, at du havde et Glas med Jordbær til mig; kan du huske, da du kom med det, var jeg optaget af noget andet, du gik bort med det og jeg saa – ja jeg ser endnu i onde Timer dit lille Ansigt med Skuffelsen – du havde glædet dig saa – du havde tænkt – jeg græder, mens jeg skriver – og jeg har grædt mange Gange; thi der kan vist ikke nogen være saa saar i Hjertet som jeg, naar nogen Liden faar en saadan Skuffelse; det vrider sig i mig; thi jeg ved, at denne lille Thing, som den grove Verden vilde le af, – den grov sig dybt ind i dig – jeg saa det, da du vendte dig om – jeg vilde givet – jeg ved ikke hvad for at gjøre dig glad igjen strax – og jeg bestemte jo, at det vilde jeg – og saa glemte jeg altsammen! – aldrig kan det tilgives; det er jo noget Tøv at tilgive den Sorg, som aldrig kan glemmes, den Bitterhed som er allerværst i den lille Skuffelse, i den lille Ømhed, som spildtes. Ak – ak! jeg vil aldrig faa Fred for de Jordbær, thi hør nu, hvorledes det gik.

Da min Samvittighed ikke lod mig i Ro, skrev jeg til Fredrik; men det var mig ikke klart, hvor jeg sad, da du kom fra venstre med Glasset. Han svarede, det fandtes hverken hjemme eller i Hotellet. Men jeg blev ved at spørge, og nu forleden meldte han, at en Pige i Hotellet med megen Beklagelse tilstod, at hun havde fundet et Glas Jordbær i Spisesalen og det havde hun troet hørte Huset til og slumpet det op i Krukken. Kjære Barn! jeg maatte fortælle dig dette, som er saa sørgeligt, at jeg aldrig tør fortælle mig det selv, men det kommer – det kommer over mig, og jeg ser dig fra du lavede Syltetøiet expres til mig og din Spænding og din Glæde, da jeg skulde smage – og min bundløse Hjerteløshed og dit lille fortvivlede Ansigt, da du vendte dig bort og var saa tynd og mishandlet – ak Gud! hvorledes kunde jeg være saadan mod dig!

Nei nu kan jeg ikke skrive mere. Hils Else og Vilhelm.

Din Pappa, som er saa fel.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! jeg husker, at jeg takkede dig i en Fart for dit gode Brev af 12te August – jeg var paa Reisen til Jensemands Bryllup, og siden skulde jeg skrive i en rigtig god Stund; men det er dumt: man skal svare strax – især paa et godt og kjærligt Brev som dit.

Du begynder med at mindes vort Møde i Veblungsnæs; – kan du huske, du var saa bekymret for mine Udgifter? – Dampskibet – det fik du af Parelius – ved du; og da jeg nu var inde hos din tapre Frænde – den gamle Onsum, vilde han aldeles ikke høre om noget Regnskab for den Middag, jeg havde beredt Eder; saaledes var du og dine og vi alle Gjæster hos den gamle elskværdige Mand. Du ser saaledes, at mine Foranstaltninger bekostedes af dine Venner og til din Ære, uden at du behøver at tænke paa min Økonomi – eller hvad jeg skal kalde dette Fantom!

Saa kommer det mørke Punkt! – ak, du er rørende! – du behøver slet ikke at være ræd; jeg er paa den gode Vei. Du kan vide det paa Vægten. Jeg kom hjem fra Bergen i April og med 123 Kilogram og nu 6 Maaneder efter paa egen Kur og Forpleining veier jeg 119. Men jeg er efterhaanden faldet meget mere sammen end Vægten angiver, fordi det tager Tid for Skindet at krympe sig sammen. Hver Dag gaar jeg en hel Lillerundt Klokken 8 om Morgenen og en Dito igjen Kl. 1. Og mine Lillerundter gaar om Moldegaard og Fyrstikfabriken, øvre Veien forbi Kirken, Humlehaven, Reknæs, Bergstykket og derfra ned til Veien ved Søen og ind hele Molde og til Amtsgaarden, hvor jeg bor; – det er langt – to Gange om Dagen?

Og saa jilt som det er at gaa, naar man først er naaet saa vidt, at man befinder sig ilde, naar en Tur blir forhindret.

Dertil har jeg de deilige Reiser i den friske Høstluft; i Baad og Seilskib paa de herlige Øer, som ligner Jæderen og Karmøen, og lange Kjøreture gjennem Dalene helt op til Amtsgrænsen mod Søndre Trondhjem og mod Nordre Bergenhus; jeg har gjort 20 Reiser i det Aar, jeg har været her, og har kostet Statskassen 1000 Kroner. Jeg er saa ræd, de skal synes, jeg reiser for meget; de forrige Amtmænd reiste ikke, fordi de var saa godt kjendt overalt, at de behøvede det ikke; jeg har været paa Steder, hvor Befolkningen paastod, at der aldrig nogensinde havde været en Amtmand.

Men jeg maa sandelig se at faa dette Amts vanskelige Geografi i Hovedet, om jeg skal gjøre noget Gavn; og det er ikke min Skyld, at disse Reiser blir udprægede Fornøielsesreiser baade formedelst Naturens Skjønhed og Folkets Elskværdighed. Mine værdige Collegaer spaar mig, at dette blir jeg snart lei af; og allesammen har de den Tone, somom den Skjæbne at have fri Reise og Mad i dette Amt var det værste Martyrium. Jeg tænker saa ofte, og jeg siger det vist ogsaa en Dag: Hvad Fanden vil I her? – og hvor er det I kommer fra? – mon I er Kongesønner fra de Saliges Øer?

Hvordan det ellers gaar mig blandt Folk? – ja, du – det ved jeg ikke; jeg har ingen fortrolig Ven, som kunde sige mig noget om den Ting.

Selv ser jeg Ingenting; men naar jeg undertiden tænker paa den Ting, kan jeg nok forstaa, at jeg har meget imod mig. Den uhørte Nederdrægtighed, hvormed Hagerup og især Dampmudderpramen Arctander mod al Skik og Orden og – efter mit Skjøn – uden Grund kastede sig over mig i Storthinget har naturligvis i høi Grad undergravet min Autoritet paa Forhaand, saa man maa ikke forundre sig, om de underordnede Embedsmænd vil indynde sig hos Ministeriet ved at understrege Kiellands Uduelighed. Jeg stoler paa mit Held, som allerede har endevendt den lille Mudderpram, vi har, idet Arctanders Brodersøn – min forrige Fuldmægtig, som aabenbart havde skrevet til sin Onkel de selvsamme Ord, som denne brugte om mig i Storthinget – han har i ubegribelig Grønhed som Sagfører foranlediget et Tab paa 1500 Kroner for en Bank her, – det er smaaligt at være skadefro – he?

Nu skulde jeg spurgt dig, om du ikke syntes, Nederlaget blev vel stort; og om du ikke er ræd for, at Høire er det samme Skadedyr som før. –

Vore Hilsener til Caroline.

Din hengivne Ven Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! det traf sig saa, at dit Brev af 13de (om Jens) laa her, da jeg kom fra min første Lillerundt; og jeg havde ikke siden igaar og hele Turen imorges tænkt paa andet end det Brev, jeg idag skulde skrive til dig.

Først maa jeg bare kortelig sige dig Tak, fordi dit gode Øie altid vaager over mig og mine.

Men nu maa jeg gaa til min egen Elendighed: Du husker kanske, at jeg engang havde den Plan at udgive mine Breve. Jeg tog dem ganske naivt allesammen i kronologisk Orden, og der blev saa mange, at allerede 1879 til 1881 blev et tykt Bind. Men lykkeligvis lod jeg min Ven Fredrik Hansen læse, og han sagde, det var noget af det kjedsommeligste, han havde læst. Jeg lagde da det hele væk og blev tyk og ligegyldig.

Men nu, da jeg er saa fornyet til Sjæl og Legeme, tog jeg Bunken fat igjen. Fredrik havde Ret. I de to–tre første Forfatteraar, før jeg fik fler at skrive til, overdængede jeg Brødrene Brandes – især Edvard, som var min Raadgiver i alt muligt vedrørende min Indtrædelse i Literaturen, – jeg skrev en saadan Masse Breve til ham og Broderen om alverdens Smaating, at det ikke kan være Tale om at bruge Tiendeparten til Offentliggjørelse. Jeg vilde jo ikke forlange, at Menneskene skulde interessere sig for alle mine smaa BegynderSorger og Glæder; endmindre vilde jeg udlevere mig selv og mine hemmelige eller intime Domme om andre; jeg vilde give et Udvalg af en Mands Breve, som kan skrive Breve og glæder sig derved.

Jeg begyndte altsaa atter at læse Brevene og begyndte med 1879 – altsaa da jeg havde truffet dig i Paris 1878 og havde faaet Novelletterne ud. I et Brev til Edvard stødte jeg paa nogle Ord om Bjørnson af saadant Indhold: Jeg tror ikke rigtig paa B.B., naar han nu i det religieuse synes at nærme sig til os Atheister; han er saa religieus i Bunden, at hvis noget tilstødte ham, kunde man aldrig være sikker paa, at han ikke tilslut faldt tilbage i Præsternes Arme. Det var baade vigtigt og utækkeligt; men jeg tænkte, dette Brev springer jeg over, og skulde det være nødvendigt, siger jeg bare til Edvard: de Ungdommeligheder vil jeg ikke længer være bekjendt, og dermed er den Sag ude.

Men saa læste jeg videre og opdagede, at jeg havde sagt det samme til Georg Brandes og paa en langt mere ondartet Maade. Det er det, som ligger sammenfoldet inde i dette Brev og som du maa læse, hvis du vil.

Jeg kan forklare, hvorledes det er gaaet for sig, og jeg kjender mig igjen fra den Tid, skjønt med Sorg og Skam. Fra min absolute Ensomhed i Stavanger kom jeg med en Gang i Hænderne paa disse to langt forudkomne gode Hoveder, som for saa usigeligt længe siden var aldeles færdige med alt, hvad der smagte af Religion. Som en taabelig Confirmand, der strax skal være voxen og vise sig fortrolig med alle den Voxnes Laster, saaledes gjaldt det for mig ikke at levne den minste Anledning til Tvivl om min fuldstændige Frihed for alt religieust, og i denne elendige Forfængelighed sank jeg ned til saadan Tale om dig.

Efterat jeg havde læst dette sørgelige Sted, lagde jeg det hele fra mig og opgav enhver Plan. Thi jeg ved – eller jeg er ikke sikker for, at Georg Brandes, som har de originale Breve, vil passe paa mig, og muligens i sin Lyst til at have sin Haand med i alt, hvad der sker i Literaturen ude og hjemme, kunde finde paa at offentliggjøre, hvad jeg “har stukket under Stol”, – om saa ikke for andet, saa for at sætte os to op mod hinanden; og desuden blev det hele mig saa saart og udskjemt.

Og jeg fik hellerikke Fred ved den Tanke, at du muligens aldrig fik det at vide. Jeg blev efter en Timestid klar over, at du maatte vide det; og nu ved du det.

Jeg var oplært af min Far, hvem jeg skylder saa uendeligt meget godt og nogle af de retteste Linier i min Charakter, til at hade Bjørnson – kan jeg næsten sige; dine første Bøger havde gjort et saa ubeskriveligt voldsomt Indtryk paa mig, at jeg endnu den Dag i Dag ikke tør læse dem; jeg tør bogstaveligt talt ikke læse om et Slagsmaal, om en som hed Aslag – ude paa Gaarden, om den Far, som spænder Buggjorden for Lægen, mens han spør, om Gutten kan leve – jeg ved ikke, hvorfor disse Indtryk var saa altfor stærke for min Barndom; men sandt er det, og jeg har vist sagt det til mange: der er bestandig noget mellem Bjørnson og mig, om det er Skyggen af min Far eller om det er en stor Grundforskel; men endnu i dette Øieblik er den der, skjønt nu har Skyggen en anden Form nemlig den, at jeg aldrig kan forstaa, hvorfor du har været saa god mod mig, og skjønt jeg nu visseligen holder saa meget af dig, saa synes jeg endnu, det er ikke paa langt nær nok.

Jeg prøver at tænke: det er dog 3–24 Aar siden; vi har begge forandret os; ak! om du havde skrevet eller sagt noget rigtigt ondt om mig i den Tid! – det vilde ikke kunde kvitte af – aa langtfra! – du kunde have god Grund til at tvivle om mig, saaledes som jeg den Gang maatte tage mig ud; men at jeg gaar hen – o hvor jeg skammer mig.

Jeg kan ikke bede dig tilgive; der er ingen Mening i dette Tilgiveri blandt Menneskene. Hvad hjælper det mig, om du sagde: Jeg tilgiver dig, at du var et Asen! – der kan dog intet andet Menneske fratage mig, hvad der er mit – min Ære ligesaalidt som min Skam. Men om du kunde sige: du var et Asen, jeg viste ikke hvor stort; men du har kommet dig, og som du nu er, gaar du an, – da vilde jeg være glad igjen.

Naar jeg nu sender dette, vil jeg være som den der har indsendt sine Examensopgaver og venter Dommen. Dersom du kunde telegrafere: Du bestod –; hvis ikke maa du skjænde, men ti ikke, jeg ber dig saa pent.

Din oprigtige Ven Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! vil du sende mig for m/ R/ Blochs Bog om Døden, – her er saadan en elendig Boghandler – endnu værre end Floor i Stavanger. Saa var der en Bog til, jeg gjerne vilde have; men den har jeg glemt.

Jeg havde dannet et Fond og det gik udmærket; jeg ballancerede over Maanedsskiftet, enda jeg har Else hos Baby i Christiansand; men saa blev jeg uformodet slaaet til Jorden af min siste Skattetermin 160 Kroner, som jeg kunde betale og virkelig betalte uden at lade mig pante som i Stavanger; men her sagde min Kontormand, at det gik ikke an for Amtmanden. Nu lever jeg igjen af Ingenting – ja det vil sige: Beate faar hver Maaned 300 Kr til Husholdning og Toilette, saa er der 165 igjen til mig efterat Contor og Husleie er betalt; det er sandelig ikke meget for et saapas stort Embede – synes du vel? Nu er jeg vis paa at du i næste Maaned faar høre et nyt Skrig efter 500 Kroner.

Jeg vilde jo gjerne høre fra dig; men jeg gruer for nærmere Besked om Contoen; det kan aldrig i Verden staa godt med den? Derimod vilde jeg saa gjerne høre lidt om Fru Julie. Du husker, du bad mig engang skrive til hende af og til; da hun syntes, det var jilt, naar jeg skrev. Det har jeg ogsaa gjort, og søgt efter beste Evne at muntre hendes Sind – paa min Maade. Men det er jo ikke godt paa denne Afstand og med den utilstrækkelige Besked, jeg har. Sist raadede jeg hende til et Ophold hos den svenske Nervelæge Westerlund. Naturligvis kjender I ham, og har kanske liden Tillid?

Ja – du ved, der er jo altid ved saadanne Personer, som vader i Hysteri, noget, som uvilkaarligt lugter lidt Humbug. Men jeg for min Del begynder at tro, at der skal lidt Humbug til ved disse Sygdomme, fordi der er nogen Humbug i dem. Ved Beate tror jeg ikke, der blev vundet andet, end at hun kjedede sig og tiltrods for eller paa Grund af sin store Beundring for Manden alligevel tilslut følte sig skuffet, fordi der ikke blev gjort Væsen nok af hendes mærkelige Tilfælde. Ialfald har jeg senere tænkt mig, at noget saadant kunde ligge til Grund for, at hun aldrig ytrede Lyst til at komme igjen til Enkjöping.

Manden er forresten en klog Mand, som vil gjøre, det gode, han kan – uden Blæreri og paa en fast og solid Maade, der er langt fra alt Charlataneri. Jeg tror ikke, Fru Julie vilde angre paa at tilbringe Vinteren der. Hvis hun virkelig har faaet den absolute Mangel paa Energi, som ogsaa Beate havde: at de absolut ikke kan formaa sig til at tage Haand i nogetsomhelst, saa er – det er jeg vis paa – Westerlund Manden. Men om han formaar at bryde den Kreds af triste Tanker, disse ulykkelige fører med sig som en Rosenkrans, det er altid uvist; men iethvertfald har alle de Patienter, jeg har truffet, været ham taknemlige.

I denne Tid, hvor jeg er bleven saa meget friskere til Sjæl og Legeme, har jeg gjenoptaget Arbeidet med mine gamle Breve, men efter en fornuftigere Plan. Jeg vil bare tage et Udvalg, som kan more Folk; men jeg vil skam ikke udlevere mig og mine Venner – ikke engang mine Fiender. Hvad jeg mest er bange for er, at f. Ex. Dr. Georg Brandes, som maa have en Finger med i alt, hvad der sker i Literaturen, kunde rykke ud med det, som jeg “har stukket under Stol” – efter de Originalbreve, han har. Hvis jeg faar noget ud af det, skal du se en Prøve, saa kan vi jo tales ved; et lidet Bind morsomme Breve var ikke saa galt til Vaaren?

Hils Fruen og alle andre paa Skovgaard; din Søn reiste vel ikke helt til Amerika igjen? – skriv snart – er du snil.

Din hengivne Alexander L. K.

Hvad Slags Titel har du nu under den nye Ordning?


Frederik Hansen.

Pas paa i Novemberheftet; jeg har skrevet et Brev til “Naturen”.

Naar jeg er i Nød, faar jeg Penge fra Hegel; han siger, min Conto er god; men jeg faar aldrig Regnskab; hvad skal man tro om det? Lad os vente, til det er absolut nødvendigt, før vi atter taler om Penge. –

Jeg er saa forfærdeligt aandsfrisk, at jeg igjen har givet mig i Kast med Brevene. Naturligvis havde du Ret, da du i sin Tid sagde, at min naive Samling af Rub og Stub var umulig. Nu forkaster jeg i massevis. Men desværre! der er det, som værre er. Selv om jeg gaar ud fra, at jeg selv raader over den udgivne Samling, saa har jeg ialfald én Correspondent nemlig Dr. Georg Brandes, som vil raade med. Du kan vide han, som vil have al Literatur hjemme og ude i sin Haand, han vil fryde sig ved at komme frem med alt det, som jeg “stikker under Stol”. Og nu viser det sig, at jeg i en uforklarlig Ungdommelighed har gjort Cour til disse to overlegne Evropæere og særligt paa en elendig pralerisk Maade har villet stille min Atheisme tilskue. Derved er jeg kommen til at sige de taabeligste og styggeste Ord om B. B. Jeg har lagt det hele hen i Fortvivlelse. Men saa faldt det mig ind, at sent eller tidligt kan Ondskab eller Tilfældet spille B. B. mine Ord ihænde, – eller selv om han Intet fik vide, er det ækelt at have saadant paa Samvittigheden; – vistnok er her 24 Aar siden, og vistnok har jeg forandret mit Syn – men alligevel! Saa skrev jeg det værste af Brevene til Georg af, og sendte det lige til B. B.; – nu gaar jeg og venter. Der stod f.Ex.: “jeg har ikke nogen Tillid til hans gentlemanmæssige Paalidelighed” – jeg mente naturligvis i det religiøse, at han ikke alligevel tilslut vilde falde tilbage i Præsternes Arme; jeg husker, at jeg pleiede at sige det om ham før. Nu faar vi se. Det er dristigt, men jeg angrer ikke. Han har oplevet nok til at forstaa, at vi forandrer os, mens vi udvikles – ikke i Karakteren saaledes, at vi feigt lægger Skjul paa vor Dom, men saaledes at vi til enhver Tid bør vedstaa, at vor Dom er bleven og har været en anden. Gid han vilde forstaa.

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg glemte noget igaar, som jeg ofte har tænkt paa at bede dig om. I mit Rige er der 3 Byer. Molde er et fredeligt Idyl med c. 2000 Mennesker; her er intet Spor af aandeligt Liv. Men Aalesund og Christiansund, som hver har c 12,000 Indbyggere, de har begyndt gjennem Fisk og Fattigdom at skyde en spæd Spire af Kultur i Form af et Museum i hver By. De har vist ingen Verdens Ting, og de lægger uden Tvivl sin Grundvold saa bredt, at de tager med Tak mod Alt muligt fra den gamle Verden – fra Dyreliv til Menneskeredskaber, Rariteter og Bøger!

Jeg gav min gode Samling Flintesager til Christiansunds Museum, – jeg syntes nemlig ikke, det var noget at dele paa; men det var en Feil af mig; jeg ved nu, at begge Samlinger er saa smaa og fattige, at de med Glæde havde taget imod en Halvdel hver.

Altsaa vil jeg trække dig ind i Interessen for disse to spæde Kulturer med følgende 3 Bønner:

  • 1.
  • Tror du, nogen gad rode gjennem Forlagets udrangerede Beholdninger af naturvidenskabelige Bøger – om saa bare Skolebøger – hvadsomhelst, og helst i 2 Exemplarer – et til hver By?
  • 2.
  • Du har samlet paa saa meget Skrab i dit lange Liv; har du ingen Pattedyr paa Loftet? – nu ryddes vel Klareboderne? er ikke der noget? – Mineralier eller Søpindsvin; du gav mig nogle smukke Flintestykker, som laa og flød etsteds; de er nu Christiansunds Pryd og Aalesunds guleste Misundelse. Vil du ikke se efter?
  • 3.
  • Vil du opgive mig Navnene paa nogle snille Professorer ved Universitetets Samlinger eller andetsteds som jeg kunde falde over.

Ser du: der er naturligvis saa mangfoldige fra selve Danmark, som tigger. Det maatte derfor være rent undtagelsesvis, om vi heroppe fik noget af dig eller andre for gammelt Landsmandskabs Skyld og fordi en Forfatter, som blev Amtmand, ogsaa maa ansees som en Raritet.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Anders Stilloff.

Hr. Anders Stilloff.

Jeg har netop læst Deres “Strid” og sender Dem min Tak og min Lykønskning. Ganske vist forstaar jeg mig ikke saa godt paa det dramatiske, men det, som er godt og ægte, tager jeg sjeldent Feil af.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! lykkeligvis kan der ingen tvivle om, at du mente tro mod Sagen; det er jeg vis paa, at alle forstaar, – ligesom jeg ogsaa selv forstod og aldrig kunde tænke mig andet end, at det netop var, fordi jeg i alt det udvendige var en saa sjelden Fugl paa den venstre Side, og fordi Skuffelserne og Forræderierne netop var saa mange af den Slags Fugle baade her og overalt i Verden.

Jeg beder dig derfor saa mindeligen, om at huske, hvor lidet vi var kjendt i 1880, og at det er senere og efterhvert, at jeg har vundet mig frem til dit store Venskab; husk at jeg ganske vist allerede den Gang burde havt andre Ord om dig; men at det dog ikke var Utroskab, men Toskeskab og den overdrevne Lyst til at være rigtig yderliggaaende. Dersom det gaar saaledes i dit Hjerte, at du føler, du i disse 23 Aar har faaet fuld Tillid til mig – som du siger – saa bør – synes mig – Skyggen svinde.

Men dit Brev har alligevel pint mig, siden jeg læste det, og det vil pine mig altid, skjønt jeg ikke vil læse det omigjen. Ikke at du er for haard – jeg har Intet at klage over; men bare Tanken om, at vi to kunde staa op imod hinanden foran Publikum og blotte vore personlige Forhold, har gjort mig saa angst for denne Plan med Brevene, at jeg aldrig mere vil røre ved den.

Og naar jeg ret har betragtet denne Plan, saa kan jeg ikke andet end tilstaa, at dens Tillokkelse for det første bestod i Udsigten til at tjene Penge og for det andet i Forfængelighed. Det kunde nu ikke skade, om jeg tjente Penge; men dette Stød, jeg allerede nu fik – jeg kunde nu forresten neppe faa noget værre, – det har lært mig, at Planen havde ikke noget indre Værd, og hvad gavner det saa et Menneske, om han vandt den ganske Verden.

Saa har jeg ogsaa tænkt paa, om det ikke havde været meget bedre, at jeg havde ladet det hele bero; muligens kunde vi begge været i Jorden, før mine dumme Ord var komne frem, kanske var de aldrig komne frem.

Jeg kan alligevel ikke angre saa meget paa, at jeg sagde dig det, som paa, at jeg engang skrev det; – det er ialfald en anden Art af Anger. Naturligvis vil jeg nu længe lytte spændt mod din Kant, om jeg atter kan fornemme Lyden fra før, og jeg vil ikke blive fuldt mig selv igjen, før jeg mærker, at du har taget mig igjen. Men jeg kan slet ikke tænke mig den anden Vei, at du skulde gaa fra mig.

– Jeg skal nok skrive snart igjen og holde mig oppe i din Erindring; men idag kan jeg ikke tænke paa andet end dette ene.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – nei, jeg gjør det ikke; jeg tar ikke min Haand i de forbandede Breve mer; de kan ligge, til vi ere døde; og kommer der saa Penge af dem, er der nok dem efter mig, som trænger. Men det er ikke bare den Skræk, jeg fik ved Tilfældet med dig. Tror du ikke, den lunefulde Skjæbne, der er saa øm om sine forkjælede Børn, netop igaar, da jeg kom hjem fra en Reise, har sendt mig et nyt Vink i den samme Retning helt fra Syd-Africa.

Netop i Anledning af, at jeg i sin Tid bad mine Venner om at laane mig til Afskrift mine egne Breve, fremkom der en Misforstaaelse mellem mig og en af mine beste Veninder; det blev nok klaret; men jeg tænkte altid, at jeg skulde skrive og helt bringe Skyggen til at svinde. Nu er hun død – hun er uigjenkaldelig død – Elisa Sundt – min Barndoms og Ungdoms første Danserinde! – hun fløi – forsikrer jeg dig! – henad Klubsalen, hvor baade hendes og mine Forfædre havde danset i fire–fem Generationer; hun var saa styg i Ansigtet, at jeg havde hende for mig selv, og Intet kunde skille os i Hjertet; saa kom hun ud som Gouvernante og havnede i Cap-Staden, hvor hun blev gift og lykkelig med en fin og velstaaende Englænder – og nu er hun død, og her sidder jeg, og naar jeg tænker paa Klubsalen og første Française med Elisa Sundt, saa er der en liden Skygge – en liden Skygge af disse forbandede Breve – nei, jeg gjør det ikke! – du skal ikke bede mig!

Tak skal du have, som midt i Stræv og Sorg fik Tid til at berolige mig for Jens; jeg skriver snart igien, og da er alt dette glemt.

Jeg gaar og ser paa den Masse Blade, som falder stille ned det ene ovenpaa det andet; – de siste Minder dækker de gamle, og tilslut gaar man varsomt henover dem, for ikke at ophvirvle de underste, for der ligger de rødeste og de bitreste.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! jeg sender dig mine Breve tilbage med Tak for Laanet. To Gange har jeg forsøgt at gjøre noget ud af dem. Første Gang tog jeg Rub og Stub; men min Ven Consul Hansen i Stavanger, som skulde læse Samling No 1, sagde ærligen, at det var umaadeligt kjedsommeligt. Saa prøvede jeg nu igjen her i Molde, efterat jeg er bleven saa forynget og aandsfrisk. Det var ganske utroligt, hvorledes jeg i 1880–81 overvældede dig med Breve om Alverdens Smaating i mit Forfatteris Begyndelse, – men rørende, hvor snil du var og hvor smukt og godt vort Venskab altid har været.

Men saa fandt jeg et Brev, hvori jeg taler om B. B. paa en Maade, som jeg skammer mig ved. Nuvel – tænkte jeg – det Brev putter jeg til Side og gjør dig opmærksom paa, at jeg har gjort det. – Meningen var jo, at udgive en Samling Breve af Interesse, – ikke at blotte mig selv og endmindre at saare Vennerne. Men lidt efter fandt jeg et Brev til din Broder, hvori jeg paa en endnu mere ondartet Maade talte taabeligt om B. B. og da tænkte jeg jo: hvis jeg springer over dette, kunde det hænde, at din Broder fandt at maatte oplyse, hvad jeg stikker under Stol, og da var det galt. Saa valgte jeg at sende en Afskrift til B. B.; men det gik ikke godt – ikke helt godt; og nu har jeg lagt bort alle mine Planer; Tak for Laanet; hvis nogen af mine Efterkommere vil tage fat igjen, vil jeg haabe, de maa tjene godt paa det. –

– Jeg ser, det er over 5 Aar, siden jeg skrev til dig; og alligevel har jeg i dette Øieblik den samme lune Fornemmelse af at tale til En, som forstaar bedre end nogen anden, jeg har truffet, efterat jeg blev voxen. Nu er det i Sandhed paatide, at vi faar os en Samtale – alene vi to om alt det gamle og om alle de gamle, som dels ere døde dels mer eller mindre ramponerede. Kun vi to har holdt os! – jeg er vis paa, vi skulde le som før og glæde os og snakke frygteligt ondt om alle de andre. Tror du, vi er meget forandrede? Der er ganske vist ikke nogen nærliggende Sandsynlighed for, at jeg kan komme til Kjøbenhavn; men du kan da vide, jeg kommer – som Excellencen altid sagde: naturligvis kommer jeg engang til Paris; det gjør de jo alle! – ak! ak!

– Jeg saa bare saa flygtigt i de siste Breve af den Pakke, jeg sender dig; jeg tør næsten ikke tænke paa de onde Aar, jeg har levet. Men jeg maa vist være et sjeldent seigt Menneske først og fremst til Legemet, siden jeg ikke er værre faren end jeg er. Tænk, jeg har igjen været paa Gravens Rand med udvidet Hjerte, Vand i Underlivet, ingen Mulighed for at gaa 10 Skridt i Luften, Vægt 135 Kilogram; og nu løber jeg med Lethed op ad Trapperne, bestiger høie Fjelde og føler mig 20 Aar yngre; Vægten 119.

Og Børnene stakkar! som jeg var saa misfornøiet med! – du ved ikke, hvor det skjærer mig i Hjertet nu! Jens er godt gift med en Dame, der vil holde ham i Ørene og Alexander er Kasserer ved John Andersons publishing comp. i Chicago – Indehaver af “Skandinaven”. Alexander havde nogle onde Aar, hvor også jeg var haard og ond; nu er alt saa godt; han kommer hjem paa Besøg til Sommeren.

Om dig ved jeg kun Besked gjennem Baby, og daglig læser jeg din Avis, hvor formodentlig din Skygge gaar op og ned i Spalterne, uden at jeg kan se den tydeligt. Jeg ved, du har bygget Hus og lever lykkeligt og roligt; og jeg kan ikke tænke mig noget jillere end endnu engang at sende mit Kort ind til dig og blive modtaget som den gamle Ven. Thi at du skulde komme her er vel tvivlsomt? – du er en altfor indædt Kongens Nytorver til at vove dig saa langt ud i Fjeldene, men du skulde forresten se mine Fjelde – ja det er sandt! du var vel ganske forskrækket, da de gjorde mig til Amtmand! – ak, hvor skulde vi le sammen over alt det, som kan hænde et Menneske her i Verden!

Lad mig se din kjære Haandskrift i et Par Linier som før, og lad os holde vort Venskabs Lamper tændte! Min ærbødige Compliment til Fruen.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for dit Brev og for de gode Efterretninger om min Conto. Jeg gik en Dag og lavede noget morsomt om den gamle Conto; men det maa være til en anden Gang; jeg har ikke Humør til at være morsom, og jeg er bange, det vilde hellerikke more dig, ikke passe i din Stemning. Først syntes jeg – som jeg vist skrev –, at det var saa rent hen i Væggene, at Fru Julie vilde til Middelfart; men senere er jeg kommen i Tanker om, at det vist var et godt Tilflugtssted. Jeg kan ikke tro andet, end at jeg kan blive ved at skrive til hende? – jeg skal nok være forsigtig og bringe hendes triste Tanker saa langt bort som jeg kan, – og andet kan det ene Menneske ikke gjøre for det andet, hvor meget man saa holder af den Ulykkelige, der har sin Kummer i sig selv.

Jeg er for mit eget Vedkommende saa rent overnpaa nu imod dengang, da jeg var saa overvældet – altfor overvældet kanske – af Uregelmæssighederne ved mine Børn. Jeg var haard; og det var ondt; men det var alligevel godt; jeg gav mig aldrig over, men strittede imod – seigt og altid uden Brud, og tilslut vendte Sagerne sig baade for den ene og for den anden, uden at jeg mistede deres Kjærlighed. Omstændighederne kom mig tilhjælp – især med Jens, det indrømmer jeg; men Omstændighederne pleier at komme den til Hjælp, som holder fast paa sin bedre Forstaaelse af Livet overfor Børnenes patenterede Sikkerhed. Naar du hertil lægger, at jeg er frisk, og at jeg takket være B.B. og Gyldendal er forholdsvis udenfor den overhængende Ruins Skygger, saa vilde jeg netop saa gjerne, at du og dine – især Fru Julie – skulde være glade og sorgfri, – hun støttede mig, da jeg var paa det elendigste.

– Her faldt jeg i Tanker; – det er ellers ikke min Vane; men her er idag altfor trist med Regn og Storm og Mørke; – og saa er jeg saa ganske ensom; men jeg ved, det gaar over; hils Fru Julie og sig, at jeg skriver snart – bare ikke idag; – og lad mig høre lidt om hende.

Din hengivne Ven Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tusind Tak for de mange Bøger. Jeg er endmere taknemlig end nogensinde før, – først fordi her jo er endnu ensommere end i Stavanger, men sandelig mest, fordi jeg efter den store Vending i min legemlige Forfatning er bleven saa ganske anderledes frisk i Aanden baade til at læse og til at arbeide.

En Ytring heraf var mit fornyede Forsøg paa at gjøre noget ud af mine gamle Breve – har jeg ikke fortalt dig det? Nuvel! det gik ikke godt. Jeg fandt noget meget taabeligt og stygt, som jeg havde skrevet til Doctor Georg Brandes om Bjørnson – jo vist har jeg fortalt dig det, – jeg sidder her alene og mister Hukommelsen; altsaa jeg sendte det til B. B., men det faldt ikke rigtig i god Jord; saa har jeg mismodig lagt det hele hen – for anden Gang.

Saa tog jeg fat paa en Masse Optegnelser, jeg har fra de Aar, jeg læste Napoleon. Men saa opdagede jeg, at alt var gjennomsyret af de allerværste og hadefuldeste Oplysninger om Bernadotte, saa sad jeg der med Amtmanden i Halsen. Mon jeg er bleven en Høne af at søbe hin Kaal, du ved?

Saa vilde jeg foreslaa min gode Ven – Udgiveren af Deutsche Rundschau – Gebrüder Paetel en tysk Udgave i 3 Bind I Novelletter, Sne og Else. II Garman III Abraham Løvdal (Gift-Fortuna-StHans) – jeg vilde selv gjennemse de daarlige Oversættelser og finde en Oversætter til det, som endnu ikke er kommen paa tysk. Ved du en? – og ved du, hvor jeg skal faa vide Besked om, hvad og hvor der er udkommet Oversættelser? Har du nogle Pattedyr paa Loftet? – du hører, jeg er fuld af Virkelyst, og kanske plager det dig at høre; – undskyld! du kan have nok at tænke paa. Men du maa alligevel høre lidt, da det gjælder om Penge igjen.

Ser Du, mine Døtre kommer meget tarveligt udrustede med Penge til Kjøbenhavn. Jeg har derfor sendt Baby idag en Anvisning paa Gyldendal s 500 Kr – du forstaar: derfor skal hun og Else reise hjem og desuden kjøbe for mig alle de Julegaver, jeg skal give Beate og Børnene. Det var altsaa 500.

Men saa maa jeg bede om 500 sendt mig selv i Anledning af den frembrydende December; og Gud ved, om du ikke før Jul faar nok et Bud. Else skal nemlig helt hjem hertil; Jens i Christiania maa ogsaa have en liden Julegave – kun den arme Alexander i Chicago – han maa klare sig paa egen Haand; han har det forresten godt; men det er saa trist at tænke paa ham ved Juletid.

– Jeg synes nu, det er længe siden jeg hørte noget fra eller om Fru Julie; jeg skal nok snart skrive til hende, men jeg er svært taknemlig for et Par Ord. Hils hende og Skovgaard.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! nei dette blir galt, vi skriver jo aldrig mer; og med Skam at melde har jeg denne Gang en Commission at bede dig om. Men jeg vilde strax skrevet alligevel – som hin Mand, der blev kastet ud af Klubben, – han sagde: jeg vilde forresten strax gaaet alligevel!

Du ved, det er aldrig let at give Beate noget; men nu ønsker hun til Jul nogle saadanne Flaskebrikker som du engang skal have fundet til Jane. De er efter min Erindring omtrent saadanne:

– du forstaar vel? Gjennembrudt Plet i Figurer, de behøver ikke at være akkurat som paa min Tegning – forstaar du, men i samme Stil – saadan halvt maurisk, halvt etruskisk. Hvor mange – afhænger af Prisen; kunde du være saa snil at spørge efter?

Du vilde glæde dig, hvis du saa mig nu. Jeg har vist ikke været saa tynd paa 20 Aar og dertil saa frisk og klar i Aanden, saa flink til at arbeide og interesseret. Det er ogsaa en mageløs Stilling, de har givet mig. Jeg fortrædiges ikke af nogen; og naar jeg ærgrer mig, er det paa den gode gamle Maade, som drev mig til Forfatteriet. Jeg kommer ikke til at skrive mer – det er ikke saa at forstaa; men jeg kan kjende selv, hvor det kribler. Det er en vanskelig Ting at blive gammel; for man maa være saa uhyre mistroisk mod sig selv. Jeg ser nogle – f. Ex. begge Brandes’erne – de spræller med og lader, somom intet nyt er dem for nyt. Men jeg gjennemskuer – ialfald Edvard; det er Angsten for ikke at blive gammel – jeg mener ikke bare for at “synes” gammel, men jeg mener den oprigtige Angst i sig selv for, at nu er man der, hvor de Gamle var, dengang man selv var ung.

Naar det kribler i mig, og naar jeg synes, at alt det i Literatur og i Politik, som blev friet ud af det forfærdelige Tryk af “Høire”, dengang vi var unge, – naar jeg ser alt dette og synes, at det har vrængt sig om – i Politik kan jeg forklare mig med to Ord: Oddmund Vik; i Literaturen for Exempel i det uhyre Lobhudelei over Seeland, som jeg er vis paa er aldeles uden Talent; og jeg har dog ikke læst ham og vil for ingen Pris læse ham – ser du! akkurat som de Gamle sagde om mig og os andre for 30 Aar siden; maa man saa ikke være mistroisk?

Hvis jeg nu slap mig løs – forsyne mig! – jeg tror Ungdommen vilde stene mig som Reaktionær; – og hvor tydeligt kan jeg ikke mindes, at jeg altid har sagt: Ungdommen har bestandig Ret – og det tror jeg endnu; men det koster mig de største Anstrængelser.

Jeg vil haabe, at du har det godt – det vil for dig sige, at du er i Arbeide med Kunsten og at du føler dig i Sammenhæng med det, som der er Liv i. Du blir ikke gammel, du følger vist bedre med end jeg – baade fordi du er mer opi det, og fordi du bedre kan taale Menneskene. Det er yderst pudsigt; nu er jeg snart 55 Aar; og aldrig nogensinde har det hændt, at nogen har spurgt mig eller foreslaaet mig til nogetsomhelst Samarbeide – jeg mindes ikke andet end Brandes’s mislykkede Forsøg paa at dramatisere Garman & Worse, som jeg vedtog par complaisance; – ellers aldrig. Og naar jeg paa embedsvegne har været i Commission eller sligt, føler jeg altid, at jeg flyder omkring som en fremmed Gjenstand – du holder vel ikke med Arctander? at jeg er uduelig – he? Nous sommes intraitables – du og – er du enig? Her er alt vel som i et Sygehus uden Fare; idag stor Scene med Chloroform og Tand-Udtrækning. Imorgen reiser mine Døtre til Kjøbenhavn. Hils Dagmar, Tycho, Jens. Skriv nu trøstigt. –

Din hengivne Broder Alexander.


Frederik Hansen.

Jeg saa med Skræk, at der er gaaet et Skib paa Kolnæsholmen; er det ikke mærkeligt? – jeg troede, de kunde seile frit ind og ud med Feistein, Fladholmen, Tungenæs, Fjeldøen og Kvitsøinaa! Landkrabberne her fortalte naturligvis at Skibet var kapseist midt udfor Jæderen. Paa den Maaden gik her en liden Aalesundsdampbaad Terje Vigen; det var galt nok; men Herregud! vi har da endnu ikke seet store Skibe gaa rundt i Sjøen; men nu løber Landkrabberne omkring som Jens Siqveland, da han styrtede op til Capitainen og raabte: vi har vel Blykjøl?

Jeg maa slutte. Imorgen skal jeg med et lidet Skib over Hustadvigen; her er et Herrens Veir med Snestorm; og ved du hvor jeg skal hen fra Christiansund Fredag Morgen? – til Kanestrøm! – kan du huske, hvor vi lo af det navn paa en Præst?


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! – jeg vedlægger nogle Stumper Brev fra Andreas for at du kan vide, hvad jeg ved, om vore Affairer derhjemme. Jeg har aldrig troet paa nogen Handel med den lusede Kommune; og jeg er altid uvilllig til Handel med det blandede Præg for Formaalets Skyld: Snot for sig og Knebelsbarter for sig. Desuden er det en udpræget Utid for Eiendomshandel; men jeg tror, Aaret blir godt – det næste; og at vi nærmer os et Opsving.

– Jeg lever godt selv, Børnene ligesaa; og Beate efter Omstændighederne noksaa godt; hun er ialfald mere fornøiet nu og her end nogetsteds før.

Mine Døtre er i Kjøbenhavn; og Else skal reise hjem over Christiania – Trondhjem. Hør! sig til Dagmar, at hun maa sætte sig i Forbindelse med Else, saa de ialfald kan mødes i Hamar.

Formodentlig kommer hun saa sent under Jul, at hun bare maa pile hjem uden Stans. Hendes Adresse er: Hr. Professor Feilberg No 46 Østerbrogade – Kjøbenhavn Ø.

Hils Dikka og Tak hende for Telegrammet, der under megen Spænding blev mig bragt af en Tjener, da jeg sad tilbords i Nicolai Knutzons gamle Hus i Christiansund, med Sølv og Krystal og Champagne og Husets gamle Madeira og de smukke Knutzons i gamle Pastelmalerier rundt Væggene – og rundt Bordet sad 9 Frøkner Werring, gamle Fru Werring, Hr. Werring – ikke en Draabe af det riktige Blod; – omtrent somom Bestefar havde giftet sig med Frøken Ring, og at saa hun og alle hendes Søstre havde beværtet Amtmanden paa Ledaal – eller om Jensine og Bertha med Nakkakammen og de andre havde siddet – ja! de sad jo i Storstuen! nu havde jeg glemt det! – hvad kan der dog hænde i denne Verden med disse galne Mandfolk! – og vi slap endda taaligt fra det.

Men hvor forfærdeligt det var at se Huset i andre Hænder! – først bagefter er det kommet over mig med en saadan Magt, at jeg ikke tør tænke paa det; selv i dette Øieblik snakker jeg bare til dig og skriver – skriver – uden at stanse, uden at vove at gjøre mig det fuldt levende hvorledes det var, naar vi aabnede Døren til Gulstuen og Altanen var aaben – ak – gode Broder! – vi ere landflygtige og rodløse og fremmede Herrer i Skovene jage.

Din hengivne Alexander.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! Du maa hilse Maren, jeg har naturligvis som alle været klar over, at din Datter maa behandles med det Maal for Øie at blive Kunstnerinde; og jeg har altid syntes, at hun blev fornuftigt stellet, og at hun selv synes at være et fornuftigt Vidunderbarn. Der har vist ikke heller været et lykkeligere Tilknytningspunkt end Marens udmærkede Bekjendtskaber i Leipzig; bed hende hilse Geibels og lad mig snart høre, at det gaar hende godt og efter Ønske.

Nu har vi mod al Sædvane her en Sne saa umaadelig, at vi aldrig har set Magen i Stavanger. Jeg var paa en Tur – det var min Embedsreise No. 26 –, og jeg kjørte i saa høi Sne og under et saa tæt Sneveir, at det var en Komedie. Min Plan var at kjøre to Dage over 50 Kilometer; men jeg gik ombord i et Dampskib til Christianssund – dels fordi det var saa tungt for Hesten og for Manden, som for det meste maatte gaa og støtte Slæden, og dels fordi jeg troede, der endelig var Sjø paa Hustadvigen; men det gaar mig her som før, naar jeg kommer er det forbi med Veiret.

Her er forresten almindelig Rædsel i Sindene efter Victoria; og det er en Uro, som man ikke paa lange Tider forvinder, selv om man ikke er ræd paa Søen; saa galt kan det altsaa gaa, om det end er sjeldent; jeg gaar fra Skib til Skib, og mange Gange synes jeg, de ser mig ud som rigtige Landkrabber disse Kapteiner og Søfolk langt inde i Fjordene, som dog farer ud i de farligste Øer og Skjær .

Din heng. A. K.


Jacob Hegel.

Kjære! nu er du vist snart lei af mig. Ser du: jeg saa en uanstændig Bog anmeldt i Det nye Aarhundrede, som jeg fik Lyst til at læse, det er saa længe siden, jeg saa den Art. Kan du skaffe mig L’arriviste af Félicien Champsaur – à propos om Tidsskriftet; er man ikke forskrækket over de modbydelige Erindringer af Georg Brandes? – han er naaet høiere end Tackeray , men ad en anden Vei; – og han! som ikke havde Ord nok til at blamere Fru Heiberg for hendes Selvgodhed! – jeg synes, han er latterligere end H. C. Andersen og dertil saa simpel. Tænk, om han havde taget den lille Jødedreng fra Baggaden og vist de gamle Baandjøder, – men saa slaar han dem op til Parisere og hvidhaarede Bank- og Pengefyrster! Der er et arabisk Ordsprog som siger: Din Fader var Løg, din Moder var Løg; – hvordan kommer du til denne Duft?

Saa var der endnu en Ting: Kan du paa min conto redivivo uden altfor stor Uleilighed besørge sendt, hvad der er udkommet og for Fremtiden de Hefter, som kommer, af Søren Kierkegaards samlede Værker til

Frøken Camilla Struwe – Oversøster ved Bergens Sygehus – Bergen;? – det vilde glæde mig.

Jeg kan ikke sige dig, hvor ganske anderledes Verden tager sig ud, efterat jeg er begyndt at tænke paa Muligheden af en Reise til Danmark og Skovgaard; det er som naar man kommer over det lange Hav og øiner det første Fyr paa Land.

Men forraad det ikke til nogen Moders Sjæl; thi da vil det flyde om i alle Aviserne og forspilde mig mer end den halve Glæde.

Hils Fru Julie og Frøken Oluffa – aldrig hører jeg noget om hende –

Din hengivne Alexander L. K.


Wilhelm Andreas Wexelsen.

Kjære Ven! Præsten Thorsen fortalte mig, at du vil reise nordover ad Battenfjord-Eidet. Dersom det da falder sig saa, at du maa tibringe nogen Ventetid her i Molde, vil du ikke da komme til mig, saa skal vi indbyde vor Studenterkammerat Provst Bang og drikke et lidet Glas for de gamle Dage?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Julie Hegel.

Kjære Ven! – jeg har ventet Brev og formodentlig gaar det som saa ofte, at jeg faar imorgen, naar dette er gaaet; men det maa alligevel afsted, forat bringe dig en sørgelig Efterretning. Du synes, du har nok før? – ja det faar ikke hjælpe; du ved, vi maa dele vore Børnesorger. Nu har nemlig Lynilden ogsaa slaaet ned hos os. Baby har tilkjendegivet sin Mand, at hun ikke mere vil vende tilbage til ham.

Kanske har du alt rygtevis hørt dette i Kjøbenhavn? – eller du har vel ialfald kunnet se paa Baby, at der var noget i Veien med hende.

Om det bliver til en officiel Skilsmisse eller om der er Haab for en lempeligere Form, ved jeg ikke; men det er ogsaa mindre vigtigt; Hovedsagen er Sorgen over denne Ulykke, som bliver aabenbaret. Jeg har jo aldrig været tryg, og derfor har jeg aldrig turdet granske. Som det nu er, tænker jeg ikke paa andet end i min store Kjærlighed til hende at hele det syge Sind saa godt jeg formaar. De kommer nu her hjem begge Søstrene sammen, og jeg forsikrer dig, jeg glæder mig dertil uden Sky. Jeg ser naturligvis for mig alle de bedagelige og bekymrede Ansigter, som sukker: og de arme smaa Børn! Mellom os – Kjære Ven! – det er en godtkjøbs Medlidenhed og paa Randen af Hykleri; de Smaa er ikke saa meget værdt som de Store; desuden er Baby mit Barn; de Smaa er Krags; og tilslut har jeg ikke saa meget tilovers for de smaa Børn; de er igrunden – nei, lad mig stanse itide! – de arme smaa Børn blir forfærdeligt haardt behandlet, naar Elskoven lider Nederlag. Der er forresten i Forholdet – saa vidt jeg ved – ingen Tale om nogen Tredieperson paa nogen af Siderne; – ved du noget?

Naar du altsaa tænker paa mig i Julen – og det gjør du vist? saa maa du forestille dig, at jeg er glad; for jeg er bedre og mere udrenset i min Kjærlighed til Børnene end dengang det gik saa paatvers med dem alle tre. Alting beskytter mig ogsaa bedre mod Verdens kolde Øine og mod den paatrængende Deltagelse. Jeg er blandt Fremmede, i en Stilling, som beskytter, og Baby kan her saa ganske anderledes faa Fred end i Stavanger. Altsaa holder jeg Hovedet oppe og bereder mig paa at hjælpe hende, som har havt det saa ondt. Det er ogsaa et stort Gode, at vi har med en Mand at gjøre som Krag, der i enhver Henseende er at lide paa; der tænker og føler som vi; som forstaar og med hvem man kan forhandle om den fælles Sorg.

Det har længe anet mig, at der hang noget over os; nu gaar jeg til Julen med lettere Sind end paa mange Aar – ja du undres; men saaledes er det.

Ak – det er vist anderledes med dig? – thi jeg kan vel tænke mig, at din store Sag endnu staar uafgjort; og da er det ikke godt at sætte sig ned og lade Julen komme med de gamle Tilbud om Fred og Glæde og Børnenes Glæde.

Men en Ting skal du med Tiden blive glad over: Din Bekymring for din Søn reddet dig ud af den Formørkelse, som var begyndt at sænke sig over dit Sind, og selv om det regner og pisker med Haggel og Storm, er det bedre at komme ud i den friske Luft end sidde i den kvalme Stue og pleie sin Hodepine. Skal vi kjøre alene i en stor Vogn i Skoven og spise Kalvekotelletter med Champagne i Raadvad? – det er mit allerhøieste Svimmel-Ønske! – Glædelig Jul i dit Sind og Mod for det nye Aar! Hils dine Folk allesammen.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg skrev netop til Fru Julie, og af hende vil du erfare, at der er noget i Veien med Baby, som vi forresten ikke behøver at omtale mer end mellem os; kanske gaar det bedre end det nu ser ud til.

Men jeg maa skrive til dig og give dig en af mine økonomiske Oversigter; jeg ved aldrig, om du sætter tilbørlig Pris paa disse smaa Mesterværker i den høiere Finants-Kunst? men du maa være overbevist om, at de er saa uhyre lærerige, og at du har saa forunderligt godt af dem, selv om du ikke mærker andet end et flygtigt Greb i Pungen.

Ser du – af den oven-allerøverst-nævnte Grund har formodentlig mine smukke Døtre brandskattet dig grueligt; nu skal de reise sammen helt hjem hertil. Og jeg selv har havt et vistnok forbigaaende, men heftigt Anfald af Grand-Seigneureri!

Jeg har givet Hustru, Børn og Børnebørn store Summer, betalt min Søn Jens’s Natskjorter til svimlende Beløb; besørget Gaver til gode Venner i Stavanger samt til Bergens Sygehus – foruden Punch, Bishop, brændte Mandler til Huset og til flere andre – en Uddeling – forsikrer jeg dig, som minder om den 10de December i Stockholm, – à propos! var det ikke deiligt med B.B., som fik Prisen! – og hvilken god Tale! – hvor alting føiede sig smukt sammen, og hvor vort Land er lykkeligt, som kan samles i en saadan Mand; man kan næsten være ængstelig for de Dage, som kommer efter, – dog ikke med ham! – han stiger bestandig.

Det var altsaa – oprigtig talt – 500 Kroner, det gjalt.

Glædelig Jul og en god Vending med det nye Aar.

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for dit gode Brev af 17de og for alle dine gode Tjenester og store Gaver, som hvert Aar udgydes rigeligere over mig.

Vi gaar nu til Julen imorgen, og saavel Contor som Hus er fuldt af Travelhed; men jeg vilde dog sende Eder en Julehilsen i en Fart. Om mit Hus er kun at sige, at baade Else og Baby er komne velbeholdne hjem; – Baby er ikke meget værdt, – men med Ro og Fredens Dage haaber jeg, at hun skal vinde sig op igjen; hun har ikke havt det godt i sit Ægteskab; men foreløbig skal vi være enige om, at hun kun er hos mig til et kortere Besøg. –

Jeg gaar over til dine Bekymringer. Gjennem mine Døtre viste jeg allerede, at Fru Julie var reist til Paris, og dermed viste jeg ogsaa, hvorledes det hele var gaaet og maatte gaa. Den vise Mand, som altid bør bære Kappen paa begge Skuldre, har aflagt sin profetiske Dragt og fremtræder som en almindelig deltagende Ven, der oprigtigt ønsker, at dette maa gaa godt. Naar man stiller sig for Øie, at den værdifulde Kjærlighed, som binder Menneskene sammen kjædevis opigjennem Tiden, det er den Kjærlighed, hvormed vi som Børn elsker opad mod Forældrene, og hvormed vi som Forældre elsker nedad mod Børnene, saa maa vi nok smile over, hvor bagvendt Menneskene har fordreiet Naturens gode og klare Love og sat alt dette paa Spil for Elskoven, som midt i den gode Sammenhæng faar Lov til at rumstere paa det grueligste. Men netop udaf denne aldeles meningsløse Vilkaarlighed lader der sig drage den Husvalelse: man kan aldrig vide; det kan blive lige galt alt; du gifter dig med en Præstedatter fra Jylland og faar en vild Trapez-kunstnerinde; og du tager en vild Tiger fra Bengalen og du faar et Lam, – kun være det Vismanden tilladt – idet han nu forsvinder – at sige: det siste er det sjeldneste.

En glædelig Jul for hele Skovgaard; jeg kommer nok – skjønt dette med Tigeren var en complication! – nu faar jeg høre nærmere fra Eder, idet jeg bestandig forudsætter, at jeg beholdes inden den gode Fortrolighed.

Havde jeg ikke ogsaa nær glemt “Intendanten”! nei, det er paa Tide, at jeg kommer igjen; hils hende! og fremfor Alle Fruen. Din hengivne og taknemlige

Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Ak! – Kjære Mester! – jeg er nok ikke saa overhændigt glad – enda jeg burde være det, naar jeg ser efter i Almanaken, hvorledes jeg havde det i de tilsvarende Dage ifjor, – det var netop dengang, du spændte dig for mit væltede Læs og drog det opover Bakken. Siden kom min Helbredelse og dette deilige Sted med det sunde Liv og de friske Reiser, – alt dette har fornyet mig og løftet fra mig store Byrder, som igrunden var meget større end jeg kunde forstaa og føle, mens jeg var saa tyk og sløv og syg. Derfor er alting nu anderledes; og hvad jeg har at bære, lægger jeg ikke saaledes over mig; jeg har altid havt en lykkelig Evne til Taknemlighed, som du og andre har udviklet ved ihærdig Forkjælelse; jeg er glad – det har du Ret i – og der er ikke nogen Grund til at lade Hovedet hænge endmindre til at bøie Ryggen.

Naturligvis har vi alle – ialfald har jeg nogle lumske Steder i mine inderste Lader, hvor jeg forvarer nogle Partier muggent Hø, som Ingen ved om; – ikke at jeg nogensinde har gjort noget ondt mod nogen eller Uret eller noget stygt; men alligevel hulker det hist og her i Krogene i ethvert Menneskeliv og med fire Børn – ved du – er der altid Strenge, som dirrer. Jeg har lært meget og glemt endnu mer; og kanske har jeg en altfor god og let Samvittighed; – men alt i alt har du Ret: jeg er glad; jeg er ialfald meget lykkeligere end jeg strængt taget fortjener det. –

Jeg husker, du sagde engang ved en af Festerne, da Theatret blev aabnet, – “du er ikke misundelig”! – og jeg husker, jeg nær havde svaret: nei, hvad skulde jeg vel misunde dig eller nogen; – og dog sad du just da i Kredsen af vellykkede Børn i Hæder og Glans, mens jeg havde Jensemands hele Elendighed i Hjertet; men saa meget syntes jeg da og nu, at Lykken har ødslet paa mig, at jeg mange Gange med Skam tænker paa, at der har været Aar, hvori jeg syntes, at de Sorger, mine Børn en Tid beredte mig, var tungere end jeg kunde bære. Nu har jeg lært bedre. Jeg har gjort Vejen gjennem “Historien om en Moder” og Rottejomfruen og jeg har faaet bedre Forstand paa Kjærligheden til Børnene, – mere Mistro til den, saaledes at jeg ved, hvor stor Del af denne vor Kjærlighed bunder i Forfængelighed og Selvkjærlighed.

Derfor har jeg det ogsaa bedre nu end før.

Til Italien maa du reise med god Samvittighed; du har vel fortjent lidt Solskin og Varme; men hvorledes det gaar med mig selv og Misundelsen, det ved jeg ikke; thi noget jillere end at kjende Solen igjen og se Italien for første Gang, kan jeg ikke tænke mig; Molde er herligt; men denne Blikpladen, de kalder for Sol og som nu om Dagen bare triller henover Fjeldtoppene, den er der ikke stor Stas ved. Men jeg skal nok klare mig og unde dig det af ganske Hjerte, naar du gaar og sveder Visdom og Flipperne smelter.

Vor Jul er gleden over som almindeligt. Baby kom her hjem til os sammen med Else fra et Besøg i Kjøbenhavn; hun er nerveus og medtaget og skal samle ny Kraft for Livet herhjemme i Fred – i den Fred, som Molde altid har for den, som er træt og oprevet af Livet.

– Du nævner Hegel og Bojesen. Jeg var saa vittig, da jeg hørte det, at jeg skrev til ham, at jeg vilde foretrukket en Sammensmeltning med Ny Carlsberg, og det er mit Alvor. Der er noget ildelugtende i det, naar den nøgne Geschäft ogsaa i disse Forhold stikker frem. Men det er naturligvis bare, fordi vi, som egentlig bekoster det hele, er af et saa langt finere Stof, at vort Arbeide kaster et vist ideelt Skjær over det hele, saaat de, som udsuger oss, i det længste holder den grove Maskine skjult; Vinpersen staar nu nøgen i al sin Hæslighed; Druer og Vinløv er kastet tilside og den ædle Saft rinder i de sammensmeltede Kar gjennem Patent-Rør – O – Gamle Hegel!

Din hengivne Alexander L.K.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! – du var sød, som skrev til mig; ja nu maa jeg komme, det er jo altfor galt, og mangfoldige Gange har jeg tænkt paa dig i denne lange Tid, naar jeg gaar forbi dig i Stuen, og hver Gang har jeg sagt til mig selv: jeg er vis paa, hun er ganske anderledes end Edelfeldt tror. Nu ved jeg det efter dit Brev.

Men mit Hjerte snører sig sammen, naar jeg tænker paa al den Skygge af Sygdom og Bekymring; jeg glæder mig jo saa uhyre til at se igjen din Mor, som var saa klar og klog og din gode Fader, som Venskabet lyste ud af – jeg ved nu, at de er der begge paa sin Plads; men saa kommer jeg saa struttende sund og pærevigtig, og saa sidder de to gode ædle Mennesker der og har det saa ondt og er saa medtagne af Livet i Skygger af Sygdom og Bekymring.

Forat du kan se, hvor irriterende fornøiet jeg er med mig selv og Tilværelsen, sender jeg dig mit siste Billede, som du maa vise dine Forældre med en Undskyldning. Du selv maa ikke tro, at din store Bror er fuldt saa utækkelig; men jeg har ikke noget andet Billede, og jeg maatte jo skrive strax. Naar jeg kommer selv, skal vi snakke godt og alvorligt sammen, og det glæder jeg mig svært til.

Min Reiseplan er endnu en Hemmelighed, som jeg betror til dig; det er nemlig efter min Smag en stor Plage, naar Ens nærmeste spør og skriver: Amtmanden skal jo reise? – naar? – hvorhen? – tilslut staar det i Avisen, og da er halve Glæden spildt, og hele Fanden løs.

Ser du: Hegels har indbudt mig, saa jeg maa bo paa Skovgaard; men du kan vide, jeg vil komme ofte til dig og dine. Tiden har jeg ikke bestemt, men jeg tænker mig, at det blir omkring den 18de Februar – min 55de Fødselsdag – ak Lille Søster! din store Bror er en gammel Bror! Vist har du Ret – vær tryg paa det, at det er herligt at være ung, og at der er tusinde Ting at glæde sig ved i Verden, saa længe Ungdommen varer. Men nu skal jeg give dig et godt Raad.

Jeg mindes fra min Ungdom, at den store Fylde af Trang til at nyde Livet undertiden fyldte mig med en Frygt for, at jeg ikke fik nok; at jeg var født paa en gal Plads, at der var mer at henrykkes over andetsteds; – eller at mine Forhold ikke var saadanne, at de førte mig op i al den Lykke og Henrykkelse, som min Ungdoms Appetit attraaede; og jeg kunde stanse i min Fars Have og stirre udover med Taarer i Øinene – bitre Taarer, somom der langt borte ude i det Fjerne laa alt det, jeg trængte og længtede mod; medens min Faders gamle Have var rigtig trang og tarvelig. Lad dig ikke bedrage eller bedrøve Lille Søster! hvis det stundom gaar dig ligedan. Nu ved jeg, at min Fars gamle Have var det deiligste paa Jorden; thi ser du: den var selve Ungdommen.

Lær dig tidligt til at vandre stille og glad i din Ungdom; thi selve Længselen er Ungdommen; naar du kommer did, du længtede, og Længselen er forbi, da er det forbi med Ungdommen, og Livet begynder; og naar det har varet en Stund, vender du dig om og stirrer med bitre Taarer tilbage paa din Ungdoms Længsel. –

Jeg er ikke saa glad som jeg ser ud til, og det har jeg vel aldrig været; men det har nu faldt sig saa; – først og fremst, fordi jeg har havt denne Kjæmpekrop, som trods alle mine Mishandlinger endnu ikke har gjort nogen Opstand – naar du hører, jeg er syg, skal du bare le! – jeg har et ypperligt Hjertetilfælde, som ikke gjør ondt. Nu maa du hilse vore kjære gode fælles Forældre, og ønske dem et godt nyt Aar i Sundhed og Styrke – saa megen Fred og Frihed for Smerte og Sygdom som vi kan ønske dem til Tak og Belønning. Hils ogsaa Broder Mario og dig selv! –

Din hengivne Broder Alexander L. Kielland.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.