Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1904

Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen! mine Døtre har bragt med sig tilbage fra Kjøbenhavn saa mange Erindringer og saa mange Hilsener fra vor danske Kreds, at nu maa jeg afsted snart. Hegel har indbudt mig, og jeg glæder mig allerede ganske barnagtigt til at se Danmark igjen og denne Gang alene – uden andre Forpligtelser end at gjenfinde alt det kjæreste, som er tilbage af et kjært Afsnit i mit Liv. Jeg ved vel, at meget eller rettere mange ikke er til at finde igjen; men der er ingen, jeg har mistet, fordi Venskabet tog Ende, men mange, hvis Trofasthed har bundet mit Hjerte fastere for hvert Aar, – jeg glæder mig til Dem – Kjære Frue! til Bissen, til Fru Hanne, til Deres mange Trapper og de smaa sjeldne Fiske.

Fra Beate skal jeg hilse Dem saa hjerteligt. Hun var saa rørt over det, De sendte hende til Jul, og som jeg tror, hun endnu kun betragter gjennem Glasset, forat “spare”, hvilket er en af hendes ophøiede Egenskaber; hun paalægger mig at sige Dem, at hun har saa vanskeligt for at skrive, og det er desværre isandhed sandt; hendes Fingre er daarlige og Benene ligervis; men ellers har hun det her saa godt som hun overhovedet kan have det.

For mig selv skal jeg takke for en pragtfuldt decoreret Honningkage, som jeg ogsaa sparer paa – efter min Methode – saaledes, at jeg lurer mig til at spise den op alene – i tykke Skiver.

À propos om Decoration: Baby vrider sig af Hemmelighedsfuldhed, naar hun antyder, at Fru Bissen har spaaet, at der kommer noget til Jubilæet.

À propos om Baby; som De vel kan tænke Dem, er der noget iveien med Ægteskabet; men lykkeligvis er der ingen Tredieperson paa nogen af Siderne. Hun er gaaet træt i et byrdefuldt Hverdagsliv’s Tarvelighed med en Mand, som kanske har havt nogle hensynsløse Mandfolkevaner – ikke i Retning af Utroskab, forstaar De! – men som Kammerat med andre Aftensværmere med Kortenspil og jævn Drik – uden egentlig Overmaal. Hun kom hertil meget nedbrudt og med en forhærdet Grund, som jeg kjender i hendes Væsen ved Siden af saa meget, der ikke blot er let og lystigt, men virkelig ogsaa blødt og godt. Nu skal vi prøve at faa denne værdifulde Side af hendes Væsen styrket, og det hele Menneske sat paa ret Kjøl, hvis det er muligt; men jeg tror ikke, hun vender nogensinde tilbage til Manden, ja – jeg tror hellerikke, han vilde, og da bliver der jo evig og altid det store aabne Saar: de arme smaa Børn!

De ved jo ganske vist – Kjære Frue! hvor nær det gaar mig, naar der er noget iveien med mine Børn; thi jeg har ganske vist ogsaa beklaget mig for Dem; der var en Tid, da jeg beklagede mig altfor meget og det skammer jeg mig nu over. Jeg har faaet mig selv under en bedre Tugt, og jeg er fornøiet med mine Børn; deres Feil er mine, og deres Kjærlighed er større end jeg fortjener. Derfor er min Smerte over den elskede Babys Vanheld fri for Bitterhed; jeg har – rent ud sagt – ikke følt andet end Glæde ved at faa hende igjen.

Naar jeg skriver til Dem, tænker jeg ogsaa paa Krohns; min gode Lille Søster Camilla har skrevet til mig; det er dog godt, at jeg faar se dem; men jeg er altsaa forberedt paa, at de er meget forandrede. Dem derimod og Professoren venter jeg at se som altid – altid mangfoldige Trapper over Gaden, hvor de almindelige Mennesker gnider sig paa hinanden, og jeg føler mig glad og stolt over, at jeg ved, I begge vil kjendes ved mig og række mig Haanden.

Deres Alexander L. K.

Dersom De vilde skrive lidt til mig om Tilstanden i det Hegelske Hus efter Optagelsen af det fremmede Element – ? – eller bare et Par Ord om, hvorledes Begivenheden tager sig ud – seet ovenfra.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg tænker mig, at du gaar og ordner til Reisen; og jeg vilde gjerne, at du gik i Fred for Skraal og onde Ord. Du er jo vant til det, – men alligevel! –

Jeg skal blive glad, naar jeg hører, at du er vel afsted og helst uden nogen Afskeds- eller Opgjørs-Tale, for det behøves ikke. Du ved jo selv, og dine Trofaste ved det ogsaa, at en Mand af dine Dimensioner og som rører sig saa stærkt som du i et lidet Folk, han gjør det for trangt for de andre i det snevre Rum. Desuden elsker en liden Nation aldrig sine store Mænd, førend deres Navne kunne plukkes paa Kirkegaarden; men da gaar alle Mand med Blomsten i Knaphullet. Du ved alt dette, – og bedre end jeg; men alligevel! –

Solen skal gjøre dig godt – ikke sandt? – og Marmor og høie Sale; men helst Solen, som brænder bort lupus og andet stygt. Saa gaar Tiden – den velsignede Tid, der altid gaar som et Dampskib og fører os forbi den ene Odde efter den anden og udenom saa mange Skjær; og jeg ved, du kan glæde dig ved Livet og se lige imod Solen og glemme. Alligevel, naar jeg tænker paa dig, saa ved jeg ikke rigtig, hvorledes du har det i denne Tid, og derfor vilde jeg sende dig en Hilsen fra en af dine Urokkelige.

Jeg lever fremdeles glimrende og i Stigning. Da jeg i mine Betragtninger gjorde op Regnskabet med 1903 for mit eget private Vedkommende, var det et Vende-Aar til det gode for mig; jeg er ikke til at kjende igjen hverken udvendig eller indvendig; jeg mindes 13de Januar ifjor – da var jeg syg og laa tilsengs i Surendalen hos min Cousine, som er Præstekone der; den 13de er min 37te Forlovelsesdag! hvor umaadeligt længe den lever, som har Fantasi; og for hvem Livet staar som en Række dramatiske Optrin, hvori man med Overraskelse ser sig selv optræde i saa forskjellige Skikkelser. Jeg kan tydeligt se Akt-Inddelingen i mit Liv, men der er stor Forskjel. Den siste Akt, som begyndte med, at du gjorde mig til Amtmand, er den fredeligste.

Amtet blir mig bestandig mere interessant og Molde mere kjært. Baby er kommen hjem – temmeligt medtaget af et Ægteskab, som har udslidt hende mere, end jeg viste; nu skal Molde-Freden bringe hendes syge Sind i Ro, og det gaar allerede saa godt fremad, – de er jo alle saa lette – alle mine, men især hun; det er ikke nogen solid Rustning for Livet, men, hvad der er indenfor, det er godt.

Jeg ved ikke, om du faar Tid til at skrive mig nogle Ord, før du farer. Det var især lidt om Krigen, jeg gjerne vilde vide. Du pleier altid at være saa tryg overfor Rusland; og jeg skjælver, bare det rører sig i Øst. Her paa Stedet er der ikke et Liv, som er til at tale med om den store Politik; Samtalen her gaar omtrent saaledes: “naar England faar Christiansand”, siger Byfogden; – “og Rusland Grimstad”, svarer Amtmanden, – ser du! det er Niveauet. Altsaa giv mig en liden Overhaling, før du farer.

Og reis grundigen og læg alle dine Forargelser ved den nordlige Fod af Alperne, – du finder dem nok atte – vær tryg paa det! for du kommer nok igjen med nyt Solskin til at tære paa. Hils Fru Caroline! Beate sender hende og dig sine beste Lykønskninger; og jeg selv vil følge dig og dine med gode Ønsker og Glæde over, at du er borte – for en Stund – forstaar du!

Din hengivne Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – nu har jeg faaet nye Skjælvninger over hele Kroppen for de Gyldendalske Casser! – ved du, at det er en forfærdeligt lang Reise og en ualmindeligt dyr Amtmand at flytte paa? Jeg har ikke dit letsindige Indbydelsesbrev, men jeg husker tydeligt, at der stod, at du vilde bære Udgifterne ved Reisen og Besøget og Udrustningen! – det er især det siste Ord, jeg har kastet mig over, idet jeg formoder, at du herved har tænkt paa Holmenkold-Rendet, som jeg aldrig har seet, men som jeg nu anser mig udrustet til at se med min Broder Tycho i en saadan Vogn – nei i Slæde, men med saadanne Heste, som du husker vi havde, da du og Fru Julie var med os paa Holmenkollen. Du kan selv begribe, at denne Del af Udrustningen er forfærdeligt dyr med en Stans i Christiania; dernæst har jeg tænkt at reise hjem igjen rundt Vestkysten med et af de gamle Adolphs Enkes Skibe – du husker vist fra gamle Dage! – det tager en umaadelig lang Tid fra Kjøbenhavn til Molde i den mørke Vinter med Forsinkelser for Storm og Havari og megen Genever i Farens Stund og danske Frokoster med Sylteflesk og Øl – ser du, det ene med det andet løber op, det blir forfærdeligt dyrt – vil jeg sige dig; jeg har taget 4 a 5 Ugers Permission – Gud ved, hvordan det skal gaa! – men naar du absolut vil ruinere den hele Sammenslutning, saa har du fundet den rette. Præcis paa Slaget 5te Februar reiser jeg et Døgn nordover til Trondhjem – det er en herlig Begyndelse, naar man skal sydover! og til den Tid maa du være saa snil at sende mig nogen Udrustning – hvad tror du, jeg koster – bare til Kjøbenhavn f.Ex? – naar jeg faar fire–fem Hundrede Kroner, maa jeg dog komme langt – he? – som sagt, jeg skjælver over hele Kroppen, men jeg tror nok forresten, at der er en Del Reisefeber deri og en barnagtig Glæde over at slippe bort fra alle disse Fruentimmer af begge Kjøn, som omgiver mig her. Jeg vil gaa omkring paa mine kjendte Steder; jeg vil spasere med Carsten fra Frihavnen til Tivoli langs Kanten af Søen, og vi vil gaa og snakke om Gamle Kiellands Fartøier paa Kjøbenhavns Rhed og ende med Frokost i Vodroflund, saaledes som vi gjorde det i Lykkens Aar 1881. Jeg vil opsøge en Række Venner – bare de ikke spiser mig fordærvet med Middage! og vil se Malerier – det tørster jeg efter – næsten ligesaa meget som efter Musik – er Grieg der? Theateret bryder jeg mig igrunden minst om. Da vil jeg heller leve Fredens Dage paa Skovgaard, paa hvis Porte der skal opslaaes en Plakat saalydende: Her er Børnekopper.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! du maa undskylde, at jeg ikke har skrevet paa en Stund; jeg kan ikke sige, at jeg har saa travelt just; og hellerikke er her noget andet iveien; men jeg tror nærmest, det kommer af Reisefeber. Hegel har indbudt mig til et Besøg, og jeg reiser herfra den 5te Februar over Trondhjem. Det er 5 Aar, siden jeg var i Kjøbenhavn, og jeg glæder mig umaadeligt. Derfor har jeg tidlang gaaet omkring og forsømt min private Correspondence og ordnet alle mine Reiser og Affairer, saa nu synes jeg, at jeg er ganske færdig, og jeg kunde for den Sags Skyld gjerne reise strax; men jeg vil se Holmenkol-Rendet, som jeg aldrig har seet og som foregaar Mandag den 8de.

Jeg har tænkt mange Gange paa Maren og din Lille, som færdes i Udlandet. Du maa lade mig vide, hvad de siger om det mærkelige Barn; dit siste Brev slutter just foran den afgjørende Prøve. Det er et uhyre Held, at hendes Forhold er saadanne, at hun kan gaa regelret af Stabelen som færdig Kunstnerinde, uden at forhutles af begjærlige Forældre som Vidunderbarn i korte Skjørter med Flettepisk. Det skal bli en Glæde at se hende komme frem, og det varer vist ikke længe, før hun gjør sig berømt. Det er ogsaa en Lykke, at hun er saa klog.

Se nu Thore! – den arme Troubadour! mit Hjærte vender sig, naar jeg tænker paa Aarre! – det er ligesom hele vor Ungdom og vore lykkeligste Dage – alt hvad jeg kan mindes af Solskin og ubeskrivelig Sorgløshed – alt blir overskygget og ødelagt for os, naar jeg nu tænker paa, hvad der er tilbage af altsammen! Jeg tror aldrig, vi To tør komme der mere; hver Sky paa Himmelen, hvert Straa i Sanden, hver Bølge, som ruller, hver Fugl, som skriger – det vil skrige mod os altsammen – sønderrivende og saart, – og vi har dog intet ondt gjort, vi er de samme, og selve det trofaste Landskab er det samme, hvorfor er det da alt saa forfærdeligt? hvorfor skal Livet ende saa ondt? –

Farvel saa længe! – jeg blir borte i en 5 Ugers Tid; du er snil, hvis du skriver til mig. Hils Tante hjærteligst fra mig.

Din hengivne Alexander.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

Jeg tillader mig herved at indberette:

Lørdag den 23de Jan. om Morgenen Kl. halv 10 fik jeg det første Bud om Branden i Aalesund. Bagerne fik Ordre til at sende alt færdigt Brød paa Bryggen samt bage videre uden Stans. Apothekeren pakkede ned Medicin. Smør, Melk og Uldvarer samledes – og hvad vi ellers kunde finde paa, og Kl. 1 forlod vi Molde. Rigstelegrafen sendte med Apparater.

Ved Ankomsten til Aalesund viste det sig, at alt var opbrændt uden Kajen med Havnevæsenets Skur og Expeditionsbygningerne.

Dette Sted var saaledes ganske afstængt fra Landsiden, idet det ikke var muligt at passere gjennem Byen, som endnu brændte i Grunden. Der mødte os derfor forholdsvis faa Folk, og vi fik udlosset vore Varer og indrettet en Uddeling af Brød og Smør, som i Nattens Løb blev mer og mer søgt, efterhvert som det rygtedes paa den anden Side af Havnen, at her var Mad. Viceordføreren var her.

Jeg havde ventet at møde mange Husvilde, som vilde bort, og de to store Hoteller i Molde var derfor sat istand. Men efterhaanden forstod jeg, at Ilden under den rasende Storm har drevet hele Byens Befolkning indover Borgundsvejen og udover Distriktet, ind i Fjordene og indover Øerne – saavidt Stormen tillod. Da derfor Ragnvald Jarl, som paa sin nordgaaende Tur vendte om i Molde, meldte sig Lørdag Aften, lod jeg ham ligge over til Søndag Morgen, men da her hellerikke da var flere Mennesker, end vi kunde raade med, lod jeg det store Skib gaa videre.

Det viste sig ogsaa, at Rauma og Romsdal, som jeg havde til Disposition, med Lethed bortførte de Brandlidte, som vilde nordover, medens “Nordfjord”, som jeg havde taget i Molde, gik sydover; Aalesunds Expedition overtog udpaa Dagen – Søndagen – Sendelsen til Fjordene, saa her har ikke været nogen Sammenstimling herude.

Søndag Morgen kunde Byen passeres, og efterhaanden kom Byens Autoriteter herud: Magistraten, Ordføreren, Politimesteren og Medlemmer af Formandskabet. Samtidig kom der ogsaa Skibe, der bragte Hjælp; og da tilslut udpaa Formiddagen Erling Jarl kom med Bergensernes storartede Gave, kunde Formandskabet i Extramøde opnævne Committeer til at organisere Uddelingen her paa Kajen, hvortil der i Søndagens Løb kom Mangfoldige fra Byen, samt begynde at sende Mad og Klær gjennem den opbrændte By til den forjagede Befolkning.

De Forraad, jeg havde medbragt, vare tilende udpaa Søndagen; men da var der allerede nye forhaanden. Mine Apothekervarer overleverede jeg til den første Læge, som naaede herud – Hr. Doctor Solem, han havde oprettet et provisorisk Lazareth etsteds i et gjenstaaende Hus. Senere meddelte Hr. Apotheker Øvre mig, at han havde telegraferet efter et Feldtapothek, og nu kommer den tyske Keisers Læger og Barmhjertige Søstre; men vi maa vel efter disse Dage være forberedt paa Sygdomme. –

Lørdag Nat kom her til mig en flink ung Mand af Telegrafen; han tog med sig den Kasse, han forstod var den vigtigste, og gik tilfods indover; jeg fik senere høre, at han fandt Traaden og fik Forbindelse istand; alle mine Kasser fra Rigstelegrafen i Molde blev senere overladt denne Mand.

Saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, har Aalesunds Indvaanere saavel under Branden som efterpaa vist en mønsterværdig Ro og Selvbeherskelse. Og med ligesaamegen Ros omtales Landbefolkningen, som til det yderste har vist sig opofrende og godhjertet mod de Brandlidte. Jeg tror derfor ikke, at der for Øieblikket bør tilkaldes nogen militair Hjælp, som her har været lidt Snak om. Vistnok berettes der, at der rodes i Gruset under Guldsmedbutikerne. Men paa den anden Side fortæller et Medlem af Formandskabet – det var Hr. Boghandler Aarflot –, at det var unødvendigt under selve Branden at sætte Vagt ved Vinlagerne; det blotte Forbud var tilstrækkeligt til, at man lod Drikkevarerne brænde op urørte.

Vistnok kan det hænde, at et Omslag kunde indtræde, naar den Stemning, som nu bæres oppe af den fælles Lidelse og af de storartede Tegn paa Medfølelse, viger Plads for den Enkeltes Udmaaling af sine egne Sorger og Tab. Men efter hvad jeg hidtil har seet og erfaret, skulde jeg tro, at de gode Forhold vil vare udover.

For den, som ikke er nøie kjendt, – og det var en vanskelig By at faa Greie paa, – ser det ud, somom altsammen er brændt op. Men Hr. Byfoged Rønneberg siger mig, at naar han slaar sammen alle de Bygninger, han ved ere skaanede hist og her, mener han, at de ni Tiendedele af Byen er ødelagt, og omtrent en Tiendedel staar igjen i spredte Levninger. Her brænder endnu i Grunden rundt hele Havnen; men det minker fra Dag til Dag; alene Kullagerne – især Rønnebergs – vil vel komme til at lyse som et luende Bjerg endnu i mange Nætter.

Af de mange Telegrammer, som har passeret gjennem mine Hænder, kan jeg slutte, at Det Kng. Departement kjender alle Detailler ved selve Ulykken og alle de Foranstaltninger og Tilsagn om Hjælp af enhver Art fra offentlig og privat Side, fra Indland og Udland, som strømmer ind til Aalesunds Autoriteter. Den ubetydelige Hjælp, som kunde bringes fra Molde, kom forsaavidt vel med, som vi kom først; efterhaanden som Forraadene nu øger, har de stedlige Myndigheder nu overtaget Organisation og Fordeling; men jeg forbliver alligevel herude paa Kaien – især for at være til Tjeneste, naar de tyske Skibe kommer – antagelig imorgen; den Udenlandsreise, jeg allerede har bedt om Permission til, er selvfølgelig opgivet.

Idag vil jeg gaa gjennem Byen og gaa indover, saa langt jeg kan; og der faar jeg formodentlig se Ulykkens værste Følger; thi det kan jo aldrig feile, at disse Dage og Nætter har været fulde af Lidelser for Mangfoldige – store og smaa. Det blir nu Opgaven at bringe Mad, varme Klær, Tæpper og Telte langt ind i Landet og rundt omkring, hvor der har samlet sig Brandlidte.

Herom vil jeg berette imorgen.


á/á Distriktslægens Beretning vedlægges.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

Beretning II.

Igaar gik jeg indover Borgundvejen saa langt som til Borgund Kirke. Der var adskillige Mennesker i Byen og paa Vejen, men jo længer jeg kom ud, desto færre blev der, og ved Borgund var Vejene næsten tomme.

Fra Buholm-Kajen, hvor der staar meget Indbo, gik der stadig Skibe ind i Fjordene. Langs Vejen stod smaa Samlinger af bjerget Indbo, som efterhaanden førtes bort. Foged Greve havde Brandnatten havt alle Rum fulde af Brandlidte, men allerede igaar var de borte. I Borgund Kirke havde der været omtrent 200 Personer første Nat; meget færre den næste, og nu var der ikke flere end Provsten kunde tage sig af. Kirken havde været opvarmet og Lysekronerne tændt; Landbefolkningen var her som overalt mødt frem med Mad og Tilbud om Husly.

Indover mod Aalesund drog der en Strøm, men dog ikke saa stor som jeg havde ventet. Der var ingen Vanskelighed ved at føre bort dem, som vilde reise nord eller sør; og da det blev Aften, var der paa Kajen ikke mange Folk tilovers.

Uddelingen af Mad og Klær, som nu er paa en Maade organiseret, foregaar fra forskjellige Steder; man sender ogsaa større Portioner indover Distriktet. Det ser jo stundom noget broget ud i Trængselen omkring Uddelingsstederne paa Kajen; men hidtil er det ialfald gaaet for sig i god Orden; her er endnu Forraad, og der ventes mere. Den Kommitte, som Formandskabet har dannet til at varetage Omsorgen for Husrum, begynder idag at rydde Grunde, som kan passe for provisoriske Kommunelokaler samt Arbeiderbarakker. Jeg tillod mig i den Anledning at anbefale et Andragende fra de stedlige Autoriteter om Dispensation fra Reglerne om Bygningssagers formelle Behandling samt om Regler for Ildsted m.v. Man haaber, at Tyskerne, som ventes udpaa Morgenen, strax vil landsætte det Bygningsmateriale, man ved, de fører med sig; her er en i Tyskland uddannet Architekt fra Bergen, hvis Bistand Formandskabet har sikret sig. En Officer, som kom med Erling Jarl fra Bergen, reiste igaar nogle Telte, som ialfald vil være gode til Beskyttelse for Tøi, som endnu ligger ude.

Her er lykkeligvis bleven godt Veir – forholdsvis stille og mildt.

En Kaptein, som kom imorges fra Battenfjord-Routen, berettede, at han havde havt sit Skib fuldt af betænkelige Individer. Herved er Spørgsmaalet om militær Hjælp atter vakt. Jeg vil nu for det første efter Samraad med Politimesteren give og telegrafere Ordre til alle Kapteiner og Expeditioner omkring i Nærheden, at de ikke maa føre andre Folk til Aalesund end saadanne, som kan godtgjøre, at de har noget alvorligt her at gjøre. Det vilde være godt, om der fra Departementet udgik en lignende Ordre eller Henstilling til Politimyndighederne langs Kysten nordover og sydover. Imidlertid er nu Heimdal underveis fra Horten, og fra de tyske Skibe kan vi vist faa Patrouille-Vagter; men det kan muligens alligevel blive nødvendigt at bede om Underofficersskolen fra Bergen. Jeg ser hist og her smaa Begyndelser til Uro; saaledes maatte vi sætte Vagt iaftes ved et Parti Øl, som ved en beklagelig Uforsigtighed var sat paa Kajen. Keiserens Skibe ventes hvert Øieblik.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits Departement.

III

Ved Printz Heinrichs Ankomst gik vi ombord. Commandanten Hrr. Capitaine Gühler stillede sig med den største Elskværdighed til Disposition, hvilket han udtrykkelig bemærkede var hans høie Herres Vilje og Ordre. Imidlertid fandt Byens Autoriteter, at det var for langt paa Dagen til at begynde Losning af Proviant og lignende, tildels ogsaa fordi der er nok paa Kaien og det begynder allerede at knibe for Plads til de Forraad, som strømmer til. Et Forslag om tyske Vagt-Patrouiller blev efter Politimesterens Raad opgivet, hvilket jeg anser for rigtigt; Aftenen og Natten forløb – efter hvad jeg erfarer – i Orden og Ro. Lægerne fra Byen confererede med de tyske Collegaer og aftalte for idag Anbringelse af de Syge og andre Spørgsmaal. I løbet af Aftenen sendtes Bud ombord om Mad og Tæpper for Told- og Postfolkene og hvem jeg ellers traf, hvilket alt ved Commandanten blev rigelig imødekommet. Øl frabad vi os ganske.

Idag er det store Skib smykket til Keiserens Fødselsdag. Et tysk Paketskib er kommet i Løbet af Natten; ligesaa “Michael Sars” med Eliezer.

Hr. Dr. Hiorth, som idetheletaget er til megen Nytte, fik igaar indrettet et temmeligt stort Folkekjøkken med Barak og Uddeling i en af Byens Udkanter; jeg tænker at finde Plads hos ham ombord paa Michael Sars for Hr. Expeditionschef Hallager, som ventes imorgen.

Hvad selve Tilstanden angaar er der den Fremgang, at Folket fordeler sig. Der er gaaet saa mange nordover, at jeg hører, Molde er overfyldt. Men den allerstørste Tyngde er udentvivl spredt indover Landet. Aalesunds Indvaanere var for største Delen Indflyttere, som nu søger hjem igjen hver til sin Grænd. Her kommer nok mange tilbage, men da mest Arbeidsfolk til Byens Rydning og Gjenreisning; men jeg tror ikke, her kommer Kvinder og Børn for at søge et midlertidigt Husly i saadanne fremmede Logisfartøier, som maatte blive os budt. Husnøden – den egentlige Husvildhed er – saavidt jeg kan forstaa – nærmest overvunden for de Smaa og Svage; men Barakker for Mandfolk og Logisskibe, som kan blive liggende her længe, vil her blive god Brug for.

De af Formandskabet dannede Committeer har allerede begyndt at sende Klær og Levnedsmidler i større Partier indover Landet til Steder, hvor der er let Adkomst og mange Folk. Herved vindes for det første, at Kajen, som jo i en ængstelig Grad overfyldes med Varer, ophører at være Uddelingssted i smaat for Madvarer og Klær. Og dernæst maa det komme Levnedsmidler saa langt ind i Landet som muligt, da jo Gaardbrugerne selv med den allerbeste Vilje ikke i Længden kan bespise de mange Brandlidte.

Den Sag, som nu med Rette vækker den største Bekymring og stiller de vanskeligste Krav til Organisationen er virkelig den Ophobning af Forraad, som nu hver Dag kan ventes. Jeg indser ikke andet, end at der bør gives Bifald til et Forslag, som jeg ved vil blive Repræsentantskabet forelagt i Formiddag: nemlig at en høi Officer kommer herop med en Stab, der kan forestaa og organisere Gavernes Modtagelse, Forvaring og Fordeling. Dette maa næsten gjøres allerede af den Grund, at de brave Mænd, som med Opofrelse og Dygtighed har bestredet dette øgende Stræv, de maa nødvendigvis faa Anledning jo før jo heller til at tage sig af sine egne ødelagte Affairer.

Der vil ogsaa blive sendt meget tilbage – saavidt jeg kan skjønne; især hvad der vedgaar Huslyet; men Mad er man enig om at modtage i Masser; thi her kommer onde Tider og lange onde Tider.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdal. Til Det Kongelige Justits-Departement.

IV

Dagen er forløbet i Ro, og Organisationen synes at skride jævnt fremad. De Misfornøiede har ikke Ret til at klage; men jeg forudser, at de, som hidtil har ofret hele sin Tid, blir trætte i Længden.

Tyskernes Hjælp er uvurderlig. Allerede det, at Natten oplyses af de elektriske Refractorer fra Krigsskibet, svarer for Vagthold og Ordenshjælp; mere trænges her for Øieblikket ikke, og jeg har intetsteds herude paa Kajen eller inde i Byen seet eller erfaret nogen Uorden.

Prinz Heinrich sender Provisioner; til og fra Fønicia og Weimar gaar Barkasser med Kvinder og Børn til Bespisning; Formandskabets Committe indretter sig til Logementer og Forpleining ombord i Eliezer; de Syge her er forresten ganske faa – de blir pleiet paa det beste.

Jeg har ikke før omtalt de Udgifter, jeg har tilladt mig at gjøre og vil nu saa godt jeg kan meddele de Poster, jeg kan erindre i Øieblikket.

Ved det første hastige Opbrud fra Molde forvirrede jeg nogle Dampskibes Router. Og i den første Nat, da jeg var alene, lod jeg Folk spise ombord i de Skibe, som laa ved Kaien, saa der kommer kanske et Par Regninger fra Restaurateurer.

Jeg har taget Brød fra Bagerne i Molde, en Masse Margarin fra et Stavanger-Lager sammesteds; Uldtøi, Olietøi, Tæpper, smaa Strømper og store, Melk, lidt Tobak og kanske endnu flere Ting fra Butikerne. Medicin og Apothekervarer.

Og her i Aalesund har jeg tilladt mig at garantere først for 1000 og siden for 1000 Kr. til – til Børnesko, Damestøvler og tildels Søstøvler fra et herværende Magazin, som jeg ikke ved Navnet paa. Men jeg har ladet Uddelingen besørge og Modtagernes Navne opskrive ved paalidelige Mænd, som jeg fik dels gjennem Formandskabets Beklædnings-Committe dels gjennem Fattigforstanderen.

Denne siste Udgift troede jeg at kunne forsvare, fordi der ikke var Skotøi blandt de ellers saa rige Gaver, – fandtes der, var det ialfald saa ganske utilstrækkeligt, at Magazinet var beleiret af Trængende. Og under den store Rigelighed, som bragtes af de Fremmede, mente jeg, at naar vi selv havde en saa vigtig Ting som Skotøi, maatte der ikke spares. Ogsaa iaften blev jeg stanset af Fiskere, som meldte, at de af mig garanterede Penge var opbrugte, men at der endnu trængtes nogle Søstøvler, forat de brandlidte Fiskere kunde komme ud paa Søen igjen.

Jeg lod sende Bud til Fattigforstanderen, og hvis han imorgen melder mig, at det har sin Rigtighed med Fiskernes Trang, tænker jeg at strække mig endnu et Par Hundrede Kroner.

Det vilde berolige mig at erfare, om disse Foranstaltninger godkjendes; herefter kan jeg ikke tænke mig, at jeg behøver at bruge Penge.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

[V]

Dagen er gaaet som igaar; men her er nu Storm igjen med Regnbyger.

Ved Kajen, hvor der ikke længer foregaar Uddeling i smaat, er der forholdsvis faa Folk; men Varerne ophobes.

Magistrat og Formandskab – støttet af Foged Greve har i en Skrivelse indtrængende anmodet om militair Assistance. Jeg troede da at burde telegrafere, skjønt jeg ikke i Mørket kunde finde Politimesteren. Min Mening er fremdeles, at Befolkningens Holdning er mønsterværdig; men det er sandt, at de rigelige Beholdninger, som nu hist og her oplægges indover mod Landsiden, nok kan friste til Tyverier, og forsaavidt anbefaler jeg Foranstaltningen. Desuden kan denne Tingenes Tilstand komme til at vare længe.

Fra Prinz Heinrich gik hele Dagen Provisioner iland. Jeg har hilst paa Chefen for den svenske Kanonbaad; de losser sine Varer og vil blive færdige imorgen. Chefen stiller sig til Disposition med sit Skib og al den Hjælp, han kan yde. Forenede Dampskibsselskabs Cimbria skal losse sin Ladning, som modtages af Formandskabets Committe.

Hr. Doctor Hiorth, hvis gode Hjælp Kommunestyret har sikret sig til Overbestyrer, har lagt Eliezer ind i Havnen som Logifartøi, og er ved Hjælp af tyske Matroser ifærd med at opføre en stor Barakke i Ruinerne.

Keiserens Fløiadjutant von Grumme arbeider sammen med Dr. Hiorth og hjælper med alt muligt fra Fönicia. Jeg har ikke endnu været ombord der.

Ombord i det store Bremerskib Weimar foregaar en storartet Bespisning. Over 2000 Mennesker har været der idag; nogle af Byens Autoriteter var indbudne med Damer til Middag; og alle blev vi indbudne til at komme, naar vi vilde – særligt til Middag Kl. 5 hver Dag. Skibet er fuldt af Køier; tyske og 2 norske Søstre pleier de Syge og de Gamle fra Aalesunds Gamlehjem. Der er ingen Ende paa, hvad Norddeutscher Loyd byder os af Hjælp og Indredning ogsaa for længere Tid.

Jeg ved ikke, om Hr. Expeditionschef Hallager er kommen; det har været mig umuligt at finde ham.

Alt i alt mener jeg, at det hele skrider fremad bedre end man turde haabe efter en saa uhyre Ulykke. Byens Autoriteter under sig ingen Hvile; deres Iver og Selvopofrelse er hævet over enhver Ros. Men jeg forudser med øgende Sikkerhed, at her maa mere organiserende Hjælp til, fordi Trætheden maa jo indfinde sig.

Med Heimdals Ankomst imorges fik vi jo saadan Hjælp af vore egne Folk, at jeg efter Conference med Chefen mente, der var ikke nogen særs Trang til anden militair Hjælp. Naar jeg alligevel i Aften har telegraferet efter mere Assistance, var det væsentlig for ikke at give Byens og Landkommunens Vedkommende nogen Anledning til at tro, at jeg undervurderede de Farer, som jo selve Stedets Folk maa bedre kunne bedømme end jeg.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

[VI]

Idag var jeg ombord i Heimdal, Cimbria og Fönicia; imorgen vil jeg hilse paa Chefen paa et mindre dansk Marinefartøi, der forgjæves har søgt mig idag.

Cimbria gik, for at losse sin rigelige Ladning af Gaver ind paa Aspevaagen, hvor ogsaa de to tyske Skibe ligger: Weimar og Fönicia.

Hr. Kapitän von Grumme, Keiserens Fløi-Adjutant, der endogsaa har sin Frue med, udfolder en Virksomhed, som jeg ikke kan beskrive. Ikke blot at Hjælpen i Form af Bespisning er saa aldeles overvældende; men den praktiske Ordning og den Omtænksomhed og Deltagelse, hvormed denne høie Officer leder hver Dags Arbeide og søger at lette os Fremtiden, fortjener den allerstørste Ros.

Den svenske Kanonbaad, som fik sin gode og velkomne Ladning losset i Rønnebergs gamle Pakhus, der staar igjen, har jeg ikke seet idag; det kan hænde, den er gaaet, efterat have ydet os sin Hjælp og sine velkomne Gaver.

Idag har ogsaa DHrr. Expeditionschef Hallager, Hr. Kaptein Møller og Hr. Kaptein Nissen aflagt de officielle Visitter hos Keiserens Fløiadjutant, Hr. v. Grumme, Hrr. Kaptein Gyhler – Prinz Heinrich og paa de andre Fartøier som ligger her, – Visiter, som jeg vanskelig har kunnet give nogen officiel Karakter paa Grund af de Omstændigheder, hvorunder jeg i de siste Dages Travelhed har aflagt DHrr. mit Besøg.

De tyske Marinefolk opfører allerede store Barakker i Ruinerne og Hr. Kaptein v. Grumme meddelte mig, at han allerede imorgen tænkte at tage i Land. Han bemærkede nemlig at for Arbeidsfolk var det for meget Tidsspilde at gaa ombord og spise; Kvinder og Børn derimod kunde komme saa mange, som vilde. Fönicia vil ialfald ligge til Onsdag, og vist Weimar ogsaa.

Doctor Hiort har ved et opofrende Arbeide gjennemført en Organisation i Bespisning, Beklædning, Barakbygning og meget andet, som fortjener den største Paaskjønnelse. Han mener at have sin Organisations-Plan og de øvrige Arbeider færdige paa Mandag, fra hvilken Tid Hr. Kaptein Nissen vil overtage Ledelsen.

Med Hensyn til Befolkningens Holdning maa jeg fremdeles fastholde, at den er gjennemgaaende god. Der staar ganske vist mange med Hænderne i Lommen og ser paa Tyskerne, som stræver. Men det er ikke – efter mit Skjøn – saameget Vrangvillighed som det uvante Syn af Disciplin og det overvældende Indtryk af disse Dages sælsomme Begivenheder. Ellers kunde man ikke forklare sig den ganske uimodsigelige Sandhed, at Offervilligheden, Hjælpsomheden Mand og Mand imellem har været ganske overordentlig; jeg træffer bestandig Folk, som med Rørelse fortæller, hvorledes de mange Tusinder selve Brandnatten forlod sine ødelagte Hjem som et Sørgetog i Taushed uden Spor af Panik – endsige af Voldsomheder. Og alt, hvad jeg kan se og erfare – ogsaa hos de Fremmede, bekræfter, at Folk er gode mod hinanden, inderlig taknemlige mod alle Hjælperne, lydige og tilbageholdne, – men noget træge og ligesom lamslaaede.

Der er naturligvis her som altid nogle, som er misfornøiede med alt og mange, som kunde ordne det hele i en Haandevending, hvis man bare lod dem raade. Af denne Stemning fødes de onde Rygter, som viser sig i Aviserne – som f. Ex.: at vi skulde have brugt tyske Soldater som Ordenspoliti.

Jeg ved ikke, om der er telegraferet, at et Fartøi fuldt af stjaalne Sager var confiskeret af Politiet, – jeg fik ialfald stoppet en Mand, der vilde bringe denne Nyhed. Sagen forholdt sig saa, at der paa et Fartøi blev fundet flere Uldtæpper – ikke mange, men dog flere end Folkene strængt taget trængte til; men de havde faaet Varerne ved Uddelingen, de havde ikke taget eller stjaalet dem.

Men naturligvis noget stjæles her vel; og denne Omstændighed i Forbindelse med en udbredt Bekymring for, at Nogen skal faa for meget, begynder at kaste en altfor stærk Skygge over Forholdene her. Jeg er saa bange for, at man hjemme og ude skal faa et Indtryk af, at Folket rives om Gaverne, gruser og stjæler. Dette er aldeles ikke sandt.

En anden Ting er det, at disse Dage under Tyskernes Overflødighed kan gjøre Overgangen vanskelig til de knappe Hverdagsdage, som kommer efterpaa.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement. Aktieselskabet Søndmøre Dampskibsselskab.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

VII

Idag synes jeg overalt at kunne spore en stor Fremgang. Næsten alle de Varer, som hører til Nødhjælpen, ere nu bortførte fra Kajen, hvorved de overbebyrdede Dampskibsexpeditioner kan faa Orden paa sine Ting og betjene Dampskibene, som passerer.

Der ryddes i Grundene og bygges hist og her. Bespisningen foregaar ustanselig fra de tyske Skibe i Aspevaagen, hvor efterhaanden alle Skibe samles undtagen Prinz Heinrich, som ligger under Valderø.

Nordstjernen ligger færdig udfor Buvaag-Kajen. De Danske reiser vist herfra iaften eller imorgen, efter at have losset saavel Regjeringens Skib “Grove” som De forenede Dampskibsselskabers Cimbria. De danske Gaver skal være aldeles storartede.

Som jeg tillod mig at telegrafere i Eftermiddag, er der fundet i en Husgrund Levninger af et Menneske, som er indebrændt. Hr. Distriktslæge Lorenzen var temmeligt sikker paa, at det var en 76 aarig Kvinde, som i Forvildelse er løbet ind igjen i Huset efterat være reddet.

Fra Hans Majestæt Kongen modtog jeg i Eftermiddag følgende Telegram:

«Med Tak for dit Telegram og for dit og mange andres opofrende Arbeide til Organisation af Nødhjælpen i Aalesund beder jeg dig udtale til alle min Glæde over, at det nu Gudskelov begynder at se lysere ud.
Oscar.»

Dette Telegram overleverede jeg Byfoged-Contoret til Udbredelse saa hurtigt som muligt, ligesom jeg ogsaa selv, skal bringe Hans Majestæts Hilsen til alle, som jeg har seet arbeide ufortrødent i disse Dage til den første Hjælp.

Forøvrigt ved jeg ikke mere at berette om idag. Organisationen er nærmest at betragte som fuldbyrdet, og et regelmæssigere Arbeide kan begynde.

Det franske Krigsskib er kommet inat. Chefens Visit ventes nu her – ombord i Heimdal. Der tales om, at man vil bede det franske Skib losse i Molde, fordi her er saa optaget og forat her kan være noget Pakhusrum, naar igjen Fiskeri-Bedriften begynder at røre paa sig.

Dersom jeg synes at formærke, at dette Arrangement ikke rigtig huer de Franske, har jeg tænkt at følge med Skipet op til Molde, om dette muligens kunde bidrage til at give DHrr. Indtryk af, at Regjeringen i fuldt Maal vurderer Den franske Republiks Deltagelse og de store Gaver, Skibet utvivlsomt bringer. Herom vil jeg conferere med Hr. Expeditionschefen.

Saavidt jeg ved, er de Danske reist.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

VIII

Den franske Officer Mr. le capitaine de frégate Laurent, som med Krigsskibet “Cassini” kom herind inat efter en stormfuld Overreise, aflagde i Formiddags ledsaget af Hr. Consul Carl Rønneberg Visit ombord hos Chefen paa Heimdal. Msr. Laurent leverede paa Grund af Omstændighederne og formedelst Vanskeligheden ved at finde de forskjellige Herrer sammesteds sit Kort til DHrr. Expeditionschef Hallager, Capitaine Nissen og Aalesunds Magistrat og Ordfører.

Commandeur-Capitaine Møller og Amtmanden aflagde derpaa Visit ombord.

Cassini indeholder et Parti værdifulde Gaver af Levnedsmidler og Tepper, som vedkommende Kommitteer vil tage imod imorgen. Chefen tænker allerede Tirsdag Morgen at kunne retournere sydover.

Ombord i Weimar og Fönicia foregik Bespisningen uforandret, dog kunde Hr. Kaptein v. Grumme meddele, at Antallet gaar nedad, hvilket han tilskriver det Kjøkken, som allerede idag har fungeret i Land i et halvfærdigt Hus.

Det er af Betydning at Tallet paa dem, der søger ombord til Bespisning, gaar nedad – selv idag paa en Søndag; da man nok kunde nære nogen Frygt for, at den rigelige Beværtning ombord i de fremmede Skibe kunde trække formange Besøgende, der ikke strængt taget burde søge denne Nødhjælp.

Der var fremdeles intet andet at høre eller se, end at vore Folk opførte sig mønsterværdigt; de spiste godt og takkede for Maden og gik frem og tilbage fra Skibet og tillands efter den gode Orden, som er etableret.

Samme rosende Omtale af Befolkningen ydes af Hr. Politimester Kvam, som ingen Bekymring nærer for Forholdene i saa Maade, især efterat der nu er saa god Hjælp i Baghaand af vore egne Folk.

Saaledes forløb denne Søndag i den største Ro. Der var Gudstjeneste ombord i Fönicia, hvor Pastor Wilhelm Gedde Dahl prædikede.

Sammen med Amtmanden var Kapteinen paa Skibet Hjørungavaag – Hr. Skjelbred indbuden til at overvære Gudstjenesten; men Indbydelsen fandt os ikke. Det havde været – som jeg senere erfarede – Capitaine v. Grummes Mening ved denne Leilighed at takke Kaptein Skjelbred, som var den, der forleden trak Fönicia af Grund. Jeg behøver vel ikke at tilføie, at det kun var et ondskabsfuldt Rygte, naar der fortaltes, at Kapteinen eller Søndmøres Dampskibsselskab et Øieblik tænkte paa Betaling for Afslæbningen.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdals Amt. Til Det Kongelige Justits-Departement.

IX

Det franske Skib fik sin Sending af Madvarer og gode Uldtæpper udlosset allerede ved Middagstider og gik strax sydover. Chefen traf jeg i Land og fik Anledning til at sige Farvel og Tak – saa godt jeg kunde.

Ombord paa Fönicia var der langt færre til Bespisning idag. Der taltes om, at Skibet vil afgaa paa Onsdag, og jeg hørte af Hr. Kaptein Nissen, som nu har overtaget det af Dr. Hiorth organiserede Arbeide, at de Gaver, som endnu er ombord i Fönicia – der nævnes især en stor Mængde fortrinligt Brød – samt Mel – ville blive udlossede idag og imorgen. Dermed er fra dette Skib og fra Bremernes Weimar ydet en Hjælp, hvis Omfang ikke endnu kan beskrives, men uden hvilken jeg neppe forstaar, hvorledes vi skulde klaret os saa godt som det gik. Hr. Fløiadjutant von Grumme er som Keiserens specielle Udsending og paa Grund af sin personlige Elskværdighed Gjenstand for alles Beundring og Taknemlighed. Fru von Grumme har den hele Tid arbeidet som en barmhjertig Søster. Jeg sagde idag Farvel ombord til Hr. v. Grumme og til Capitaine v. Holzhofen (?) og fik ved samme Leilighed taget Afsked med Kommandanten paa Prinz Heinrich, som var der paa Visit; Prinz Heinrich afgik efter Middag.

Imorgen vil jeg gaa ombord i Weimar.

Naar Tyskerne har forladt os, vil det videre Arbeide falde paa os selv; men saa vidt jeg kan forstaa, vil Overgangen nu lade sig iværksætte uden særlige Ulemper. De Fremmede har efterladt sig saa mange gode Ting og bidraget saa meget til Ordningen i Land med Barakker og Kjøkkener, at jeg tror, DHrr. som hernæst faar Arbeidet, er uden Bekymring.

Der er ogsaa et paafaldende Opsving i Stemningen efter Lørdag; hertil bidrager ogsaa det gode Veir med Solskin om Dagen og Fuldmaane om Aftenen. Det er hellerikke saa meget at undres over, at saa mange ArbeidsFolk drev omkring i den første Uge uden at tage fat og tilsyneladende udeltagende. De fleste havde jo mistet alt sit og havde ikke egentlig nogen direkte Interesse i at gribe an. Men allerede idag, efterat Tomteejere og Forretningsfolk begynder at røre paa sig, sees flittige Hænder overalt i Byen. Dette har ogsaa lykkeligvis de Fremmede faaet anledning til at se, og der tales overalt med Anerkjendelse om Befolkningen.

Kielland.


Det kongelige Justits-Departement.

Fra Amtmanden i Romsdal. Til Det Kongelige Justits-Departement.

Jeg holdt op med de daglige Beretninger, fordi alting var kommet i saa god Gjænge med jævn Fremgang fra Dag til Dag.

I Onsdags kjørte jeg indover Borgundsvejen saa langt som til Nedregaard. Jeg talte med Lensmanden og med Pastor Dietrichson; med Hensyn til Ro og Orden var der Intet at bemærke. Og hvad Klær og Mad angaar stod Præsten i Forbindelse med Kommitteerne i Byen. Der var endnu en Del Brandlidte paa Gaarden, men de fordelte sig efterhaanden. Ingen Folk paa Vejene, kun en liden Flok drog mod Aalesund, for at spise hos Tyskerne.

Fönicia og Weimar reiste Torsdag, men Savnet af dem synes ikke at faa nogen alvorlig Betydning; det er altsammen saa vel ordnet og blir saa godt stellet af vore Egne, at Overgangen ikke vil føles saa stærkt. Vistnok kom der efter de første Lidelser et Sving af Overflødighed og overvældende Gavmildhed, som jo nu maa skrues tilbage til Hverdagslivet og som kanske for mange vil føles haardt nok; men det maa jo til. Der er lagt Bro ud til Nordstjernen og saavel der som paa Eliezer er der godt Husly og udmærket Skibskost.

Boder reiser sig overalt af Pindeværk med Paptag og Bølgeblik, og Handelen gaar sin Gang. En Masse Varer strømmer til Kajen.

Jeg er i dette Øieblik ude i Flaavær efter en Rundreise omkring til Stoppestederne. Der er Kommissionairer for Hjælpekommitteerne og ikke nogen overdreven Ansamling af Brandlidte – mest Slægtninge. Her fiskes godt.

Min Garanti for Skotøi er overtaget af det kommunale Hjælpefond.

Kielland.


Frederik Hansen.

Kifi! Tak for dit Brev; Forretninger først: Kronenwerth er betalt – du kan brænde den; det har jeg skrevet til dig 7 Gange før; dine Suk over Mismodet i Stavanger maa oppfattes som almindelig Surhed, som ialfald ikke i vor Tid vil ophøre at være Byens Pryd og dens Borgeres Smykke. Tiderne er gode og blir bedre – særligt for Skibsfarten, men Surfittigheden den trives trods alt i vort kjære mishandlede Stavanger, som engang sad bag Glasset saa lystigt og brølede med røde Pander!

Ja du kan nok sige, jeg er heldig! – tænk om jeg alt var reist til Kjøbenhavn! – jeg havde aldrig forvundet det; det havde været aldeles ude med mig som Embedsmand! og saa falder det altsammen saa glimrende; det var – som du siger – netop noget for mig; jeg vilde ellers kunde siddet her i Kontoret i aarevis uden nogen Anledning til at udmærke mig; og med en Gang kom det af sig selv og netop i en branche, som ligger for mig. Ja, vi har mange Gange leet over Aladdin; men jeg synes, dette er det mest forunderlige som har hændt mig. De sendte op Expeditionschef Hallager – en af Medansøgerne til Embedet, – det viste jeg ikke noget om, og vi blev Perlevenner; han havde en høi Hat, som var den eneste, og med den gjorde han officielle Visitter ombord, hvor jeg havde været i Faarepelsen og Sælhundshuen; men jeg maatte jævnlig forklare de Fremmede, at han med Hatten var en fin Udsending fra Departementet. Han var mageløst snil og lærte mig meget; og jeg var glad, fordi han syntes, han saa snart kunde reise hjem igjen. Jeg var der 14 Dage og kunde vanskelig løsrive mig; men jeg mærkede, at det efterhaanden gik saaledes som jeg saa vel kunde forstaa efter mine egne Erfaringer: Magistrat og Ordfører begyndte at synes, de kunde klare sig selv, hvad de ogsaa kunde, – ganske som Falck og jeg vilde sagt: hvad Fanden skal vi med Sprøitetuden?

Desuden var der jo ikke Plads, efterat jeg ikke længer kunde gaa ombord i et Dampskib – det gamle “Christiansund” – som laa og lossede Kul. Naturligvis var der Plads for Amtmanden paa Heimdal og Nordstjernen; men saa skulde der rømmes og flyttes ud og saa videre; og saa skulde jeg hver Aften siddet og hørt al den Dagens Snak omigjen – og du kan begribe, hvad her blev snakket!

Nei! ser du! jeg havde det glimrende! Hele Dagen og de første Nætter gik jeg rundt paa Kajen og i Byen og lod mig gjennembore af Spørgsmaal og fik ordnet og hjulpet og forligt Embedsmændene, som naturligvis lavede Competencestrid midt i Alvoret; saa spiste jeg en Bif paa et Dampskib, som laa en Stund, eller drak lidt Caffe; men naar det blev saa mørkt, at de ikke længer kjendte mig, lod jeg mig ro ud af Havnen og klatrede ombord paa mit Skib, hvor jeg havde min hemmelige Kahyt; saa kunde jeg gaa op og ned paa Dækket og tie stille og tygge Tobak og af og til en Galeas og se paa Byen, som længe lyste i Tomterne og paa Prinz Heinrichs elektriske Lys og paa den Masse Dampskibe, som altid kommer og gaar i Aalesund nu som før – mellem os: det var herlige Dage. Paa de tyske Skibe holdt jeg smaa Taler – for Keiseren paa hans Fødselsdag! – alt i Høistøvler og Hverdagsklær; jeg gik fra Frokostbordet hjemme Lørdag Kl. halv 10 efter min Morgentur og naaede frem til Aalesund med Varer for 12,000 Kroner Klokken 4.

Som du ser, er det en Comedie, naar der siges, at Amtmanden var opofrende!

Beate lever sit eget Liv vel fornøiet; mine Døtre er mig til uhyre Glæde; jeg har opgivet Reisen uden Suk. Hils Kitty og gode Venner.

Din hengivne A. L. K.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! – det var Synd for os begge, at vort Møde brændte op. Nu kan det vare længe, før jeg faar se dig, for nu kommer her et langt Arbeide med den opbrændte By. Kanske kunde jeg prøve til Høsten; jeg skal ialfald prøve.

Alligevel – kan du vel nok tænke dig? – er jeg lykkelig over, at denne Ulykke ikke indtraf, mens jeg var ude paa en Fornøielses-Reise; det vilde ganske have ødelagt mig som Amtmand. Nu maa du af og til skrive lidt, saa vi kan holde godt sammen; og du behøver ikke at være saa beskeden at give Afkald paa Svar; en Broder er dog altid bare en Broder, selv om han er noget stor; men idag – ser du, jeg er netop kommen hjem fra Aalesund – idag maa jeg bare sende dig en venlig Hilsen.

Din hengivne Broder Alexander L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – jeg har netop skrevet til Fru Julie, at det var leit, men godt aligevel, at ikke Branden i Aalesund kom, efterat jeg var gaaet paa Lystreise; dernæst var det jo ogsaa godt – foreløbig – for de truede Gyldendalske Casser, – jeg siger foreløbig som du ser, fordi jeg engang, naar jeg faar Tid, vil minde dig om Indbydelsen. Imidlertid maa jeg idag igjen forespørge, om min conto kan sende mig 500 Kr., som jeg behøver til de Aarsregninger, som mit Hus har samlet i Molde og som netop nu ere indløbne; tænk dig, jeg betaler over 700 Kroner i Skat – i denne By, hvor der ikke findes nogetsomhelst af det, som der ellers betales Skat for; jeg tænker alvorligt paa at flytte ud paa Landet, blandt andet ogsaa af den Grund, at jeg er bleven endnu ræddere for Brand end før.

For mig var de fjorten Branddage en ligefrem – ja jeg tør jo ikke sige Festtid, men sandelig: det var akkurat noget for mig. Ser du, at gaa den hele Dag omkring og ordne, forlige Folk, hjælpe dem, som ikke kom frem, dæmpe dem, som var sinte, faa nogle til at le og henrette en Reporter i Forbigaaende – altsammen i Storm og Mørke og Brandrøg og fremmede Skibe og Champagne og tyske Taler, som jeg holdt i Høistøvler og blaa Flip, og ikke anden Mad end Rugkavring dyppet i Øl, og sove paa en Bænk i Havnebetjentenes Venteværelse og tilslut om Aftenen, naar det blev saa mørkt, at ingen kjendte mig – da at lure sig ud fra Kajen med en Baad og ro ud til et Skib, jeg havde liggende; der havde jeg en liden Kahyt, som stod til Amtmandens Raadighed, der kunde jeg sidde og tie ganske stille og tygge Tobak og drikke Genever og Øl og sove uforstyrret til næste Morgenstund, – hørtes det ikke jilt?

Jeg spiste to mageløse Frokoster ombord hos din Svigersøn – af den mageløse danske Mad, som vi herhjemme aldrig faar Mage til – det er sjeldent, Sproget spiller mig et saadant Puds! men der kan du selv se, hvorledes de Frokoster var. Og hvad de Danske ellers bragte af Gaver, roses endnu i høie Toner, efterhvert som det kommer for Dagen. Men min Tro er, at de nede i Aalesund endnu ikke paa langt nær ved, hvad de har faaet; her blir en Overflødighed for flere Aar; men saa er ogsaa Taknemligheden stor og hjertelig. Ingen maa tro andet. Det er især ved Leiligheder som denne, at man bittert maa beklage, at gode og brave Mennesker til en vis Grad ere forsvarsløst i Hænderne paa den forskjelligartede Skare der møder som Reportere. Det kan ikke nytte at bande; men jeg gjør det nu aligevel; – det er ligesom det linder lidt.

Jeg kan ikke noksom prise, at jeg ikke alt var kommen afsted paa min Udenlandsreise! nu kom jeg først til Brandstedet og havde i de Par Timer vi ventede paa Dampskib, samlet Varer fra Moldes Butiker for over 14,000 Kroner – var ikke det ligt mig? og jeg tror ikke, jeg faar Skjænd, fordi man netop har bebreidet vor Regjering, at der fra dens Side blev gjort saa lidet; – nu faar vi se!

Aalesunds Brand kommer – som du kan vide – til at fængsle mig langt ud over Aaret; jeg har allerede været dernede for 2den Gang. Men jeg er glad, fordi jeg er frisk og forholdsvis fri for andre Sorger. At jeg ikke kom til Skovgaard var en stor Sorg og jeg synes saa Synd i Fru Julie og i Eder alle, fordi jeg nok kan tænke mig at selv om – hvad jeg haaber – den store Sag gaar i Orden, saa er der mange Pinagtigheder som beredes Huset af Verden og Ondskab.

Din hengivne Alexander L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! du holdt mig i nogen Angst ved at opsætte det Brev, du havde forudsagt, saa at ogsaa jeg næsten nu føler Lettelse, saa trist det var.

Jeg var ikke uforberedt paa dine Meddelelser. Jeg ved ikke, om jeg har sagt dig det; men jeg har ialfald altid vidst, at en Pære-Vigtighed som din maatte faa paa Snuden. Men dit Liv har jo hidtil været en Kalvedans; at du strax maatte tørne mod, hvad du kalder Intriger og Jalousi, og blive Gjenstand for hadefulde Angreb, var givet med et Væsen som dit; og at du nu hænger som en usselig Flue i det Rænkespind, du havde indbildt dig at kunne hugge dig igjennem, er Livets bitre Lære – kanske den første rigtig bitre, du faar, og der er ikke mere at sige om den Ting, – kun at dette maa blive anvendt til noget nyttigt.

Det er meget godt Stof i dit Brev og i dig; du giver dig ikke over, du er ordentlig, og du ser dig om. Selv maa du raade. Jeg vil ikke sige noget om Gyldendal, forsaavidt angaar Pengene derifra; i saa Maade har jeg altid holdt mig til det tyrkiske Bibelsted: Sultanens Rigdom er et Hav; hvo, som ikke drikker deraf, er et Svin. – Og hvis du skulde gjøre Alvor af Aftenposten, kan jeg komme dig tilhjælp baade hos Schibsted og hos Bätzmann. Men jeg liger ingen af de Veie.

Min Far sagde altid: bliv paa Vraget! – han mente derved, som jeg senere har forstaaet, at hvad det saa er, man er i – et Skib, et Ægteskab, en Forretning – overalt skal vi føle os forpligtede til at forblive, om det er aldrig saa surt. Derfor skal du ikke sidde og bide i Pennen og sørge over, at du ikke kom til Aalesund; men du skal tage fat fra imorgen – helt nedenifra. Du skal være den første i Contoret; du maa ikke undse dig for at fylde din værste Modstanders Blækhus og lægge Pennene tilrette for ham; du maa ikke vente paa værdige Opgaver, men slide med det laveste Arbeide, skrive det navnløse Fyld, alt med den gladeste Mine – og med Glæde i Hjertet. Thi dette er Arbeidet, saaledes som det skal være; det andet – at være Fluen i Spindet – er egentlig Ydmygelsen. Du har ingen Ide om, hvor vigtig jeg kunde være bleven; min Opvæxt i hine Dage under vor Slægts Glans var noget ganske andet end din. Men Kiellands var ikke vigtige – allerminst Far, og Langene har været omtrent som Collinerne i den Henseende, at de ikke har gjort Forskjel og været lige glade. Ser du mig – et daarligt og farligt Exempel i visse Maader, men du ser, at jeg har været fast og stadig i alt det, som jeg var i; og at jeg ikke har holdt mig for god og aldrig har trængt mig en eneste Tomme frem foran nogen anden – endsige at jeg har villet vippe nogen for at faa Plads; og dog er alting faldet i min Turban. Begynd nedenfra rolig og taalmodig; vær ganske sikker, at den, som ikke gjør sig vigtig, han faar tilslut det, han fortjener, og vær altid kun en Ting ad Gangen. Nedenifra har de arbeidet sig op – alle de, som har været i en Avis – særligt i det Arbeide er der en Masse foragtet Negerarbeide; men det skal gjøres; og blir det gjort en Tid med seig Udholdenhed af en overlegen Dygtighed, falder det snarere i Øinene end en enkelt Udmærkelse. Jeg mener, der maa holdes ud i alting. Husk, at det var et stort Maal at komme ind i Verdens Gang, saaledes som du kom; har du forspildt Chancen, saa er det i Verdens Gang, du skal arbeide din Stilling op igjen; det kan ikke hjælpe at gaa udenom – selv om der aabner sig den letvinteste Omvei; det bliver Omvei paa Omvei og ingen Vei. Men kan du tvinge dig op igjen til Trods for Had og Modgang, saa faar du Menneskene i din Haand og kan naa Magten med Livet, – ellers blir du bare en misfornøiet Ulykkelig; – og saa endnu et – naturligvis! hvis du vil faa Børn, er der jo intetsomhelst Haab – jeg mener – forstaar du! mange Børn, flere Børn, uafladeligt Børn paa Børn! – ikke saadan en liden første – den skal være velkommen! hils Hilda! det blir ogsaa bedre i hendes Ensomhed. Hovedsagen er, at I holder sammen; og især, at ikke hun taber Taalmodigheden; det er jo en haard Overgang. Læs mit Brev igjen og læs det for hende, at I kan føle, hvor jeg er med og hvor jeg lider, naar I ikke har det godt. Men husk, at dette er ikke af det værste, og tro ikke, at nu skal der viges bort til afsides Steder i Fred. Nu skal der strides – mener jeg; endelig engang strides paa Livet og ikke opgives og bøies af, stoles paa andre og paa dette Something, som dog ikke altid dukker op. Du ved, at jeg er her, og at jeg er din sikre Ven og Fader i ondt og godt; lad mig høre fra Eder og bed Hilda være forvisset om, at vi alle her følger Eder. Mamma hilser og de to Smaa! her er ikke andet end Solskin hver evige Dag, og da ved du, hvor deiligt her er. Else trives og Baby ogsaa.

Gurine beder dig hilset.

Din hengivne Pappa.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! vil du sende mig to Bind af Deutsche Rundschau – nemlig Bd. XXXV og Bd. XXXVI, i hvilke “Gift” indeholdes. Jeg vil prøve, om der lader sig noget gjøre af en Samling.

Den 10de Marts. Du behøver ikke at sende mig Bindene, hvis der bliver noget af min Plan, vil jeg først henvende mig til Gebrüder Paetel.

Jeg er kommen i en Stemning, der gjør mig Brevskrivning vanskelig – noget, som sjeldent hænder mig, thi jeg skriver ellers gjerne Breve, og dig har jeg nu ikke skrevet til paa lang Tid. Der er hellerikke noget iveien med mig; jeg svinder ind, spaserer Kl. 8 og Kl. 1 – hver Gang i halvanden Time, spiser og sover og drikker lidet, Vægten er nede i 118 Kilo.

Her har nu lige siden i Høst været klart og skyfrit hver eneste Dag med Frost; og jeg maa forundre mig, hvergang vi faar Breve hjemmefra, hvor meget I er syge allesammen i Stavanger. Jeg husker, at jeg selv gik og klattede med Bronchit og Gigt; her feiler vi aldrig et Gran. Jeg reiser i 10–12 Graders Kulde – paa Dampskib, i Seilebaad og i Slæder – aldrig Snue engang. Det er et mageløst Embede, jeg kan ikke tænke mig noget jillere og mere avvexlende. A propos! – jeg skulde gjerne ville vide, om ikke heroppe paa denne Aarstid er meget lysere end i Stavanger; Klokken er i dette Øieblik halv syv og her er fuldstændig dagslyst i Kontorerne; der er ingen hverken oppe eller nede, som endnu har tændt; men jeg tænker dog kanske, at vi tænder Lamperne heroppe i mit Kontor, før vi slutter Kl. 7. Se nu efter paa dit Uhr og beret mig, om der er lyst nok Kl. halv syv i Kontoret hos dig?

Jeg glæder mig paa dine Vegne til din Reise, som jeg foreløbig beholder ganske for mig selv; der er ikke noget værre, end naar Alverden bemægtiger sig Ens Reiseplaner! Min Drøm i ledige Stunder har ellers altid været, at vi To skulde reise en Tur sammen til Dresden – Paris – og London, hvor vi skulde finde den Restauration, hvor de serverer den Labscouse, du har fortalt mig om, og som jeg saa gjerne vilde smagt, før jeg dør; jeg har ikke helt opgivet Haabet; men foreløbig ser det knage ud.

Du nævner de kostbare Børn. Ja jo ældre jeg blir, desmere forbauses jeg over, at det kan gaa saaledes for sig Generation efter Generation i dette Land, at Folk ubekymret avler Børn – især i de Samfundslag, som vi hører til – eller noget lavere. Det er jo umuligt, at Damer og Herrer kan leve af de begyndende Embedsgager, naar de vil sætte paa med 4–5 Børn! – jeg ser dem jo her for mig; men jeg begriber det ikke. Nu er her jo ingen, som er saaledes vant som du og jeg – lykkeligvis! men alligevel! hvilken evindelig Pinagtighed og Angst! og saa den Masse uduelige og halvt duelige Børn, vi lader efter os! Du kan enda være glad, at din Datter er noget saa usædvanligt, at hun er vel værdt Omkostningerne. Jeg er jo færdig – paa en Maade, og jeg klager ikke over mine; men der var jo haarde Tider. – Jeg kan ikke begribe, at du ikke kommer til Aalesund og sælger Mursten; Stadt ligger i Maanedsvis blankt som et Speil – Kjære! kan du ikke komme? Hils Maren og Tante. –

Din hengivne Alexander.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg blev saa glad, da jeg saa dig igjen i V. G. med en Slumsøster; der skal du netop begynde; med godt Humør og en klar, ukuelig Stil. Det er denne Stil, som skal seire. Og aldrig prøve paa at give Hib eller maale de Andre Skjæppen fuld. Man lader, som om det ikke falder En ind, at der er andre, som skriver. Tager du Hensyn til noget andet, som er skrevet eller sagt, saa maa det helst være anerkjendende; at polemisere er Ruin for al Stil, og den, som mister sin Stil, er evigt fortabt.

Og du – stakkels Dreng! du faar slaa dig igjennem de trange Aar saa godt du kan; der er ingen anden Vei. Du ved, jeg kan ikke hjælpe dig stort; men forresten, saa kan du best hjælpe dig selv; du ved – og det maa du ogsaa sige til Hilda, at jeg altid er der, naar I vil mig noget, samt at I maa holde godt sammen.

Din hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Fru Julie siger, du ønsker at bruge Garman & Worse i det Gyldendalske Bibliothek paa samme Betingelser som i sin Tid Skipper Worse – værsaagod! med Fornøielse!

Du ved ikke, hvilken Betydning det har havt for mig, at der kom nyt Liv i min Conto, da jeg blev Amtmand. Endnu hænger jo min Gjæld i Stavanger over mig som en Tordensky og koster aarlig et Par Tusinde Kroner, indtil jeg/vi endelig engang faar solgt vore Familie-Ejendomme, som ingen af os længer sætter nogen Pris paa, efterat jeg har forladt Stavanger; men endnu er Tiderne ikke til Salg. Det er dog ikke min Mening at tale om denne store Elendighed idag; men hvis jeg kommer til Skovgaard til Høsten, skal jeg tage med mig noget, vi ville kalde en “status”, og den skal du faa se til Opbyggelse! Idag skal du kun omkredses af de smaa Fluer, som skulle svirre om dit plagede Hoved og synge de gamle Smaa-sange – for Exempel den: “Har du ingen Pattedyr paa Loftet?”

Det var forresten heldigt, at du ikke havde foretaget dig nogen Verdens Ting til Romsdals Amts Oplysning og Fremskridt i Naturvidenskaberne. Thi saa vilde nu dine Pattedyr været brændt i Aalesund. Men opmuntret af dette Held tager vi nu fat igjen paa den gamle Sang, og jeg forventer fremdeles din fremragende Bistand – den bestaar – som du husker – først i Gaver af Bøger, Rariteter, Stene, udstoppede Fugle, smaa Børn paa Spiritus, Patter og andre Dyr. Dernæst af Opgaver over saadanne Personer og Professorer, som jeg kunde plage i samme Øiemed; – m.m.

Næste Flue! Maa jeg tillade mig at forespørge, hvorledes det har sig med følgende lille delicate Anliggende: Dengang jeg var grand seigneur og holdt mine to Døtre fyrsteligt i Kjøbenhavn før Jul – du ved? – havde jeg ogsaa givet dem i Commission at søge hos gamle Antikvitets-Handlere efter gamle Uhrnøgler, som er mit Sværmeri. De kom tilbage uden Nøgler, men med den Besked, at du vilde se efter hos dine Raritets-Handlere – hvorledes gik det med den Ting? – ser man det! – det har du vist glemt? – jeg mener saadanne Nøgler – du forstaar? med en Agat eller lignende Sten i Midten og forskjellige Indfatninger – i Almindelighed af Tambak eller høist Sølv, saa de er ikke meget kostbare, men interessante og varierede.

Siste Flue er 500 Kroner, som jeg gjerne vilde have strax efter Paaskedagene. Alexander kommer fra America i April. Saa du af Aviserne at han i det Firma, hvor han er Secretair – John Andersons Chicago-Forlagsforretning? – havde til Arbeide i disse Dage at modtage og afsende vore americanske Landsmænds Gaver til Aalesund? – Jeg glæder mig uhyre til at se ham igjen; det var mer end ventende, at det tog en saa god Vending med ham.

Desværre ved jeg, at du har det ikke godt. Uventede og uanede Complicationer har forvirret den for mine Øine saa speilglatte Flade, som du og dine roede henover, da vi først mødtes for 25 Aar siden. Der er noget forunderligt bagvendt i dette, at Livet kan – før man ved Ord af det og uden at man selv har gjort noget ondt – forme sig til en Angst en Kamp, som overvælder; og saa er der dog ingen Fiender! – man ser sig om, og saa er det Ens Egne fra hvem og omkring hvem de spindes alle de fortærende Lidelser for vor Sjæl, som tilslut synes at gjøre os Livet værdiløst. Jeg har sagt til mig selv at der er kun en Ting, som er absolut den værste: og det er at give sig over. Jeg mindes Tider, hvor jeg syntes: nei, nu kan jeg ikke taale mere! jeg var paa Randen til at bryde ud, eller blive ond, eller selv gjøre ondt; men saa hørte jeg en gammel Onkel, som havde det meget værre end jeg, han sagde: Min Ven! du maa gaa paa Jorden, selv om den er gloende; og jeg gik og var saa snil som jeg kunde, og Jorden kjølnede.

Din hengivne Alexander L. Kielland


William Bloch.

Kjære Ven! hvis der blir noget af at opføre “Tre Par”, vilde jeg gjerne gjøre nogle Forkortelser. Olaf Poulsen maatte ikke være med denne Gang. Du, som ved Besked om Norge, maa sørge for, at der spilles som i det beste Selskab herhjemme – ikke med Christiania-Bohéme-Slæng; men som blandt solide gamle sikre Familier.

Desværre brændte min Kjøbenhavner-Tur op i Aalesund; ellers skulde du seet, hvor tynd jeg er blevet; Gud ved, hvordan jeg ser ud, naar vi nu igjen mødes! Vil du hilse din Frue og gode Venner, du træffer – jeg længter efter at se Danmark igjen, idetheletaget efter at komme ud! – jeg har ikke været ude om en Dør, siden vi saaes i Karlsbad; kan du huske, hvor Wied og du lo af mig, da jeg sagde “Kur ist aus!” og var forelsket?

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Jeg har læst dit Brev omigjen idag. Det er ialfald en Lykke, at I er enige og ved godt Mod, og jeg vil slaa mig ganske til Ro og indskrænke mig til at give gode Raad, naar du ber om dem, og lidt Hjælp, naar jeg kan finde paa noget overkommeligt.

Du skulde vogte dig for Hvidingsø, fordi der er – for mig ialfald – noget irriterende ved en Ø, noget, som frister til at komme væk og iland. Er man derimod paa Continentet, slaar man sig mere tilro; derfor er Englænderne de uforbederlige Risserumper og Colonisatorer; de Franske ved, at de er paa Jordens beste Plads og sidder der; – derfor er Jæderen best – helst langt syd: Ogne – Kvalbei – Varhoug – he? – Vi talte sammen idag – Baby og jeg – og vi tænkte paa, hvor godt vi kunde forestille os, at et lidet Bondehus med Eders fine Ting i Udvalg kunde være fristende nu til Vaaren. –

Bare du nu kan faa det literære Arbeide til at gaa; det kan godt hænde, at du har Evner; og at du nu kan have noget at fortælle; i den siste Bog var der igrunden bare den Ting at klage over, at Rædslerne ophobede sig paa Slutten uden rigtig Overgang og Consekvents.

Mamma og Smaapigerne hilser dig.

Din hengivne Pappa.


Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen! – her ligger for mig et Brev fra Dem af 11te Januar; dertilmed faar jeg af Beate med lange Mellemrum en Ske af Deres Syltetøi, saa De kan vide, De er næsten ikke ude af mine Tanker. Hvad angaar det siste – nu mener jeg Syltetøiet, saa kan ingen af os begribe, hvad det er for en Frugt; Beate foreslaar Kvæder; men jeg tror at spore Plommer, som har været i den Grad kogt sammen, at de har faaet en liden fin Sviskesmag? – ialfald har jeg aldrig kjendt noget saa fuldendt Syltetøi; det er saa haardt, at man kan tygge det og saa seigt som Elskov.

Ak! jeg ser ved første Øiekast i Deres Brev: rød Chianti og Bissens store Foglietter!

Det var en Skuffelse! nu var jeg netop saa vel forberedt og oplagt og havde forestillet mig alting saa nøiagtigt; nu kan det igjen vare længe; men lad Vinen ligge; det har den godt af.

De har erfaret den arme lille Babys Nederlag. Det vil glæde Deres kjærlige Hjerte, at hun har det taaleligt. Om hun for Børnenes Skyld skulde holdt længere ud eller om han – eller om hun – ja, hvem kan vide? – og hvem kan raade? hvad kan det nytte, naar Glasset er knust, at kives om, hvem der havde Skylden? Men ondt har de det – alle Parter, og ikke minst den stakkels unge Moder. Jeg er bare glad, at dette gik uden Skandale, og dertil er jeg i mit stille Sind glad over at have det kjære Barn igjen efter syv Aar, hvor hun led ondt.

Jeg har nu læst Deres Brev omigjen, og enten maa jeg have mistet en Del af det, eller ogsaa maa De have glemt at sende mig et Ark. Der staar nemlig paa fjerde Side nederst ved Omtalen af affairen Hegel: “I Politiken stod der iforgaars”: – men intetsteds findes der noget Spor af Fortsættelse, derimod staar der inde i Brevet paatvers Deres Navn og Slutningshilsen. Hvis jeg paa denne Maade er gaaet glip af nogen Besked om Forholdene hos Hegel, vilde jeg bede Dem erstatte mig Tabet. Jeg er vistnok ved directe Forbindelse med Huset saavidt à jour, at jeg ved om den Fremmedes Nærværelse paa Skovgaard, og at Fru Hegel i sin Kjærlighed til Sønnen anskuer Damen og det hele Forhold paa det gunstigste. Men netop dette ængster mig; thi jeg kan aldrig tro andet end at dette maa ende galt. Ganske vist har Hegels mere end sædvanligt ved Folk i deres Stilling holdt sig saa meget for sig selv, at de kanske mindre end andre lider under Verdens Dom og Omgangskredsens Kulde. Men jeg kan jo tænke mig de pinlige Complicationer, og Verden er ikke naadig – ikke Kjøbenhavn heller. Og det værste er næsten, at Verden har Ret. Det gaar ikke an, at alle vi andre skal give slip paa vor Skat af Erfaring og Verdenskundskab, fordi en Dreng finder paa at forelske sig, – og dertil med et ungt Menneske, som aldrig før havde været i Hænderne paa et rigtig fint Fruentimmer, hvad Garanti er der i hans Garanti? – det gaar hellerikke an at sige: det kommer ikke Verden ved; thi det kommer os alle ved, for saa vidt som vi ikke ønsker at faa Stolen trukket under os og sidde paa Gulvet i vor høie Alder og Visdom. Det er en ganske anden Ting dette: at man lader dem være i Fred, omgaaes dem uden Fordom og Snerperi; men erkjende, at den forelskede Mand har Ret – aldrig! Selv ikke, om dette ene Tilfælde gaar godt, vil jeg indrømme det unge Menneskes Ret til at føre en saadan Fremmed ind i Forældrenes Kreds; jeg henregner det under det, jeg kalder: Børnenes Overgreb.

Det er underligt og pinligt for mig, som holder saa meget af Huset – især af Fru Hegel og som lige fra den Gamles Dage skylder dem saa meget – à propos! nu glemte jeg alt af Raseri! tænk Dem! ved min siste Subscriptions-Udgave har jeg betalt al min Gjæld til Gyldendal! har De hørt noget saa forargeligt! mens jeg har fuldt op af rigtig Ulveskinds-Gjæld med lange Renter paa, gaar jeg hen af Vanvare og betaler disse Millionairer – disse Blodsugere! Efter denne Subscriptions-Udgave vantrives jeg; ingen Gjæld til Gyldendal er som, naar man uforsigtigen kaster Uldtrøien; havde jeg ikke Ulveskindspelsen, vilde jeg føle mig nøgen.

Nu kan det ikke nytte at skrive længer pent til Dem Frue! for nu blev jeg saa sint. Farvel! og hils min Hæders Ven med Foglietterne og sig til Fru Hanne, at jeg havde længtet saa meget efter at høre hende le og se paa hendes Mund, mens hun gjør det. Til Dem selv – Frue! sender jeg al min Tak, fordi De er mod mig som de gode fine Damer hjemme i Slægten var mod mig, dengang jeg var ung og sikker og tryg i gode bløde Hænder.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Johanne Margrethe Eyde.

Kjære Fru Eyde! lad mig faa bringe Dem min bedrøvede Hilsen i Deres Sorg, som De ved, jeg ogsaa bærer en Del af, fordi han var min gode Ven – ikke blot en god og hjælpsom Ven, men en Kammerat fra Ungdommen, som jeg havde gjenfundet og havde lært at skatte endnu høiere og omfatte med mere end Studenterdagenes Flygtighed.

De var altid lukket og trofast, saaledes som Deres Sind er, og saaledes som han vilde have det; men jeg kunde dog føle, at De tilslut vandt saa megen Tillid til mig, at De lod mig ane, hvor meget den stakkels Mand i Grunden led – legemligt og sjæleligt. Han døde som han havde levet: midt i sine Pligter – æret og afholdt; men jeg tror aldrig, han glemte sine Rosentrær i Stavanger, – der vil jeg mindes ham. Beate sender Dem en deltagende Hilsen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! jeg har ikke kunnet skrive til dig før, fordi jeg har havt saa meget paa mig; men lad mig allerede strax sige dig, at den Stilling, du har hjulpet mig ind i, og den økonomiske Frelse, jeg fik, har gjort mig saa ganske anderledes skikket til at tage imod Stød end jeg før var. Men ellers kan du vide, det var haardt, at Baby ikke kunde holde ud hos Krag og maatte forlade de smaa Børn. Netop idag fik hun Documentet paa den foreløbige 3-Aars Separation. Dertil har Jens maattet forlade Verdens Gang paa en saadan Maade, at det er et aabenbart Nederlag. Jeg viste nok, at han maatte faa et ordentligt Snudeslag for sin grænseløse Vigtighed, og at dette kanske er Vejen fremad; men det tror jeg igrunden ikke – ialfald er jeg ikke istand til at tro det med nogen Sikkerhed. Sørgeligt er det iethvertfald.

Men saa har jeg den Glæde at vente min vellykkede Søn Alexander paa Besøg fra America i denne Maaned. Bare han nu ikke kommer med nogle Ideer om at blive her og omkalfatre det gamle Land! – de blir forfærdeligt vigtige vore Folk af at være derover; – formodentlig især, fordi de aldrig kommer synderligt høiere op i de sociale Lag i America end til de Halvdannedes; Hjalmar Boyesen var den eneste, jeg har truffet, som viste Besked om det America, som er vort.

Jeg sidder og tænker paa, hvor det er forskjelligt, hvad du og jeg nu ser foran vore Øine. Jeg ser din egen Moldefjord – saa blank, at Baaden lægger efter sig to lange Ruller, Fjeldene saa mørkeblaa og kridhvide, Apothekeren, Byfogden og Rector Bødker. Og du ser alt det, jeg aldrig har seet, men som de pinte mig med, da jeg var liden: forum Romanum, curuler, ædiler, nive candidum Soracte, populusqve og Overlærer Borch! – dersom vi kunde bytte for en Stund!

Ellers lever jeg for min Del bare godt; holder mig slank og spaserer; jeg savner kun en Ting, og det er rigtige Mandfolk; de findes ikke. Beate lever godt i sin Kreds og i sine Bekymringer for sig selv. Alle hilser.

Jeg skal nok snart igjen skrive til dig – jillere end det blev idag. Hils Fru Caroline!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg skrev en Dag til Gebrüder Paetel – jeg kjender E. Paetel fra Karlsbad og foreslog ham at udgive Gift – Fortuna – St. Hansfest som en samlet Roman under Titel: Abraham Løwdahl; jeg vilde da gjennemgaa Oversættelserne, som foreligger trykte i forskjellige tyske Hefter. Firmaet svarede, at de gav sig ikke af med at udgive Oversættelser, – det var vist dumt af mig at komme til et saa fint Firma? men kunde ikke du være saa snil at give mig Anslag paa et Firma, som passede; Planen er god; jeg er sikker paa en succes. Vil du ogsaa sende mig Professor Langes Bog? – altid Fluer – som du ser. Hilsen til alle dine; vi har det godt.

Din hengivne Alexander L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! du maa ikke blive skuffet, fordi her ikke er Penge. Jeg har telegraferet til Hegel, at han skal sende dig 100 Kroner for min Regning, som jeg haaber, du faar snart, og som vil komme vel med, naar I skal flytte. Jeg vilde bare ønske, at I ere ved godt Mod og lettede ved at afryste Christiania; hils din tapre Madame!

Det ser isandhed ikke ud til, at jeg skal holde noget overhændigt Jubilæum den 1ste Mai; dertil er det Søndag, saa jeg faar ikke engang saa mange Telegrammer, som jeg ellers kanske vilde faaet. Men det samme kan det være; jeg har aldrig yndet Fest af den Art, og der er ingen Aviser, som elsker mig; vi kommer alligevel til at have en glad Dag med Bodden, og jeg skal lade Fred. Hansen sende Eder en Flaske Champagne. Lad mig snart høre fra Eder. Alle her hilser; Mamma græd, fordi hun syntes, det var saa jilt, at vi kunde sende Eder de 100 Kroner; jeg skulde sige, de var ogsaa fra hende. Godt Mod beggeto!

Din hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! husker du Pecksniff? – han er i Martin Chuzzlewith; han har to Døtre, som hænger om Halsen paa ham; han er en modbydelig, pengegridsk, skamløs Hykler og Snyltegjæst – dertil er han af og til fuld, – jeg læser netop Bogen, og Dag for Dag gaar det mere op for mig, at det er jeg, som er Pecksniff – aldeles paa et Haar lig ham. Se, nu for Exempel Glastøiet! en ærlig Mand vilde enten sendt Bestillingen til Glasmagasinet eller bedet dig, som har givet mig saa mange Ting. Men nei! midt imellem! I din salig Fars Tid var jeg endnu Mr. Micawber; nu er jeg Pecksniff – Pecksniff for ever!


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! de andre er i Kirken og jeg sidder her i den lune Præstegaard; det knitrer i Ovnen og ude ligger ny Sne og det sner og sner Nat og Dag. Jeg fulgte med Jacob herop igaar, efter at vi havde begravet Tycho. For 3 Uger siden fik jeg et alarmerende Brev fra ham, men det var mest om Penge. Alligevel fik jeg Angsten i mig, og da jeg paa samme Tid fik lidt Gigt i Brystkassen, slog det sig sammen saa jeg troede, Hjertet var galt igjen og reiste til Sygehuset i Bergen. Men Klaus Hansen sagde, det var bare Tøv og depression, og saa reiste jeg hjem igjen med Alexander, som kom lykkelig og forsulten fra Chicago – det var paa min Jubilæumsdag, og alt var godt. Selve Jubilæet bestod i 32 Telegrammer, 1 Kalkun fra Fru Hegel og et indbundet Exemplar af mine Værker, som bekostedes af den Gyldendalske Boghandel i Forening med det nordiske Forlag. Men den hele Tid laa Tycho over mig; allerede i Bergen var der kommet mig noget for Øre om en Skandale, saa da jeg fik Telegrammet den 3die Mai, at han var død, reiste jeg mig strax op med den eneste Tanke, at nu maatte vi til Christiania strax: Jacob og jeg, og værne om den stakkels lille Broder, som var saa snil mod alle og værst mod sig selv.

Det gik ogsaa godt; Jacob begrov ham igaar, vi var der alle undtagen Jane i Bergen; en Masse Blomster, mange Venner – din Søn var der, – et forfærdeligt Sneveir – du kan ikke tænke dig en rædsommere Dag.

Jeg har grædt saa forunderligt lidet, og jeg er i en Ligevægt og i et Velbefindende, som jeg ikke forstaar og som jeg skammer mig ved. Det er, somom jeg virkelig har gravet den kjære Broder saa vel ned i Jorden, at han er vække. Det maa vel være, fordi jeg ikke tør tage ham frem endnu; han kommer nok – ak nei! han kommer jo aldrig mer imod mig – udtilbens og henrykt –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven og Forlægger!

Tør jeg bede dig bringe min Tak til de to Forlag – det gamle og det nye – for Telegrammet til mit Jubilæum og for Pragt-Udgaven af mine Værker. Desværre har jeg ikke mer at byde det samlede Forlag; men skulde der nogensinde falde mig noget ind, saa ved jeg nu, at jeg fremdeles kan gaa ud og ind i Huset som den mest Forkjælede.

Vil du hilse de gode Herrer og selv modtage min hjertelige Tak for de 25 Aar.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! Tak for dit Brev af 18de, vi vidste jo ikke engang, hvor du boede. Per Gunnarson – det er han, som er overgroet med Haar; men han har et prægtigt Ansigt, naar man faar se det, og er vist grei og jild; men husk paa, at det ender næsten altid saa med Bønder, at man blir lei af dem, fordi de igrunden foragter vor Elskværdighed, naar de tilslut ser, at den virkelig var oprigtig, og at der ikke stak noget underfundigt, ingen Beregning under; thi dette er det eneste, de har Agtelse for: at nogen vinder Fordel ved klog Færd.

Du kan tro, jeg misunder dig de Tagsten, som fyger forbi Vinduet. Her ligger Fjorden som Olie foran det evindelige Panorama.

Alle vare henrykte over din Beskrivelse af Hus og Stel; og jeg var særligt glad over, at Hilda er saadan en god og forstandig Tilhænger af Jæderen; det giver ogsaa Else hende Attest for; alle hilser hende og sender gode Ønsker; jeg haaber, at naar du læser dette, har jeg allerede faaet dit Telegram, at I har faaet en ganske liden Datter, som skal døbes: Cathrine Punktum! – jeg kan ikke tænke mig noget jillere end at leve som I nu, – og Framtiden – den kommer nok alligevel.

Din hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære! der var en Ting, jeg skulde bede dig om. Ser du, vi har ingen Have, og Beate kan ikke gaa ti Skridt. Saa har vi anekteret et Stykke af Gaden foran Huset, hvor vi har Blomster og Stole og Bord, – Byen er ikke større, end at dette gaar an for Amtmanden. Der tilbringer Beate det meste af Dagene, som nu begynder at blive varme; men Lokaliteterne tillader ikke nogen Markise eller Foranstaltning mod Solen.

Saa er jeg kommen til at tænke paa, om jeg ikke kunde skaffe hende nogen Skygge ved en af de store chinesiske Parasoller paa lange Skaft til at stikke i Jorden, – de var engang saa moderne i Haver; den maatte ikke være for stor, for der er ikke megen Plads og ikke for kostbar – kunde du hjælpe mig?

Din A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg har meget længe vist, at der maatte skrives et langt Brev til dig om Penge; og efterat jeg har seet Tycho og hans Skjæbne, har jeg faaet en Angst i mig, som ikke levner mig Ro. Naturligvis, han havde det saa meget værre end jeg i alle Maader; men vi var alligevel saa lige hinanden.

Vil du høre taalmodigt paa en fuldstændig Udredning af min Stilling. Den deler sig i to: 1. Mit Liv herhjemme. Af de 859 Kroner, jeg faar hver Maaned, gaar 254 til Kontoret, 82 til Husleie og 350 til Beate som Husholdningspenge og Garderobe for hende. Saa er der 160 Kroner igjen, og med dem skal jeg klare alt udenoms. Else tjener 30 Kr om Maaneden – som 4de Contorist i mit Contor; men nu har jeg altsaa Baby fuldt ud; dertil er Alexander ogsaa hjemme i Sommer; han har Penge selv; men du ved: det ene med andet forøger Husstanden; her er om Sommeren mange Fremmede, her seiles og kjøres – det er umuligt at klare sig. Derfor har jeg ogsaa trukket saa stærkt paa min conto, – jeg ved aldeles ikke, hvorledes jeg skulde levet uden dig, siden jeg kom hid! men en Gang maa det sige stop; og hvad saa?

I Stavanger Privatbank har jeg en Gjæld paa 30,000 Kr., som i sin Tid skal blive betalt med vore faste Eiendomme efter Far. For Gjælden har Banken første Klasses Panteobligation i Byhuset stor 20,000 Kroner samt min Søster Kittys Caution for de 10,000. Desforuden skylder jeg nogle Tusinde i en anden Stavanger-Bank – jeg tror omtrent 10,000; – men ogsaa disse ville blive dækkede af min Andel i vore Eiendomme. Men at sælge i disse Tider er absolut Ruin; og det var derfor for min Broder Jacob og mig en stor Lettelse, da vi erfarede, at Tychos Enke ved sin Fars Hjælp var i en saadan Stilling, at vor Broders Bo ikke var Concours; thi i dette Tilfælde havde man maaske nødt os til at sælge de faste Eiendomme i Utide og med stort Tab. Men – som du vil indse – det ødelægger mig ganske – som det har gjort i mange Aar, ja! jeg undrer mig paa, at det ikke staar endnu værre til med mig! – at forrente disse Penge i alle disse Aar, hvori jeg bestandig har laant og øget Gjælden. Det var B. B.s store Hjælp: 10,000 Kr. som blev Frelsen, da jeg flyttede fra Stavanger. Med disse Penge fik min gode Ven og Hjælpesmand Frederik Hansen – dansk Consul – klaret min betydelige By-gjæld, og indtil idag har han havt saa meget, at han har kunnet betale Renter og hist og her, naar Bankerne er altfor sure, et knebent Afdrag; – hvad den Ven slider og lider for min Skyld er ganske ufatteligt!

Men netop idag, da jeg for tyvende Gang skulde skrive til dig, melder han i et langt Brev, at nu er min Conto hos ham over paa debet; og han kan ikke skaffe Penge til at balancere Gjælden videre; selv har han det ikke godt. Hans Fader blev sendt herop fra Kjøbenhavn af L. N. Hvidt, forat styre Contoret for Firmaet Ploug & Sundt i Stavanger; den unge danske Mand blev gift i Firmaet og døde som Stadthaupmann og rig Mand; men hans ælste Søn – min Vens Broder – ødelagde altsammen. Altsaa: Frederik skriver: han kunde klare mine Papirer, om jeg sendte 200 hver Maaned regelmæssigen eller om nogen vilde overtage Obligationen paa 20,000 Kroner, som er i Privatbanken og frigjøre ham for den kostbare Vexel-gjæld, som han maa slide med for mig. Det er saa forfærdeligt for mig at tænke paa ham, som foruden sine egne Sorger har alt dette, og endnu øines her bare Nedgang i de faste Eiendomme. Saaledes er min Stilling; den er ikke saa indviklet; men den er fortvivlet nok; og nu ved jeg slet ikke mere Valuta at stille dig i Udsigt – det var endda godt, at vi fik saapas meget af Subscriptions-Udgaven! men den Samling Breve, jeg saa ofte tænker paa, er saa vanskelig at faa istand; jeg er bange, det maa ligge til efter min Død. Hvad jeg forresten har, som trykker mig i det daglige, det klager jeg ikke over; Børnene kunde ikke være sødere; men naar jeg tænker paa, i hvilken Grad de endnu – ja jeg kan gjerne sige: alle fire! er afhængige af mig, da ser jeg med Gru, hvorledes jeg økonomisk bliver ved med at gaa nedad – ikke saa haabløst og ikke saa fort som til andre Tider i mit Liv, men alligevel nedover og midt imod uoverstigelige Vanskeligheder. Nu maa du sætte dig hen, hvis du har Tid og se paa denne saakaldte: status, som er skrevet forat bede dig hjælpe mig paa en eller anden Maade.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! det er altid et daarligt Tegn, naar jeg ikke kan skrive Breve. Tak for dit af 14de Mai. Ak, jeg ved nok, du er Mand for at føre mig gjennem Luften gratis til Rom; men jeg kan ikke, jeg vilde betragte det som en Troløshed, om jeg forlod mine nu. Siden min Tur til Kjøbenhavn i Vaar blev forhindret ved Branden, har jeg altid holdt Liv i mig ved at forespeile mig et kort Besøg hos Hegel til Høsten; men jeg tror hellerikke noget paa det. Tycho ligger paa mig – uhævnet synes jeg. – Du spørger om mine Børn; de 3 er her, og Jens er paa Jæderen, for at skrive en Bog; det mislykkedes for ham i Avisen; en anden Gang skal jeg skrive mere. Jeg er stærk og frisk – det er sikkert; jeg holder Amtsthing i disse Dage med 55 Ordførere! Hils alle dine og gode Venner.

Din hengivne A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! da jeg skrev sist, husker jeg, at jeg sluttede min Beskrivelse af min Angst og Nød med at bede dig i sin Almindelighed tænke over, om der var nogen Mulighed for Hjælp. Men siden har jeg ikke havt Fred; det voxer mig alt over Hovedet; saa for jeg iveiret for et Øieblik siden: der bankedes haardt paa Døren, og Byens eneste Politibetjent kom og pantede mig for Byskat – 600 Kr! – jeg blev bestandig pantet for Skat i Stavanger; men der var jeg Søn til Consul Jens, alle viste, jeg betalte nok; men her, hvor jeg ikke kan løbe nogetsteds hen og laane i en Fart, og hvor jeg er Amtmand! – jeg forstaar ikke, hvorledes det skal ende! – hvis jeg kunde faa et maanedligt Tilskud paa 200 Kroner, saa gled det kanske; men det minste Stød kaster mig overende; Beate er bleven ligegyldig for alle andre end sig selv og sine egne Bekvemmeligheder; jeg kan ikke holde igjen – disse store Børn, som jeg selv har vænnet til at faa alt – det er jo min egen Skyld – hvad siger du?

K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg kan strax se paa et Brev, at det er fra Huset; men jeg skjelner aldrig i Farten, om det er din Haandskrift eller Fru Julies; og naar jeg ser, Brevet er hendes, aander jeg ud! – thi jeg gruer for den Dag, da du maa tage Pennen, fordi jeg synes, mine Sager staar saa slet.

I – jeg kan ikke sige: Julie’s – i hendes siste Brev var der forresten Forretninger; jeg maa tage fat igjen, jeg maa plage dig, saa haardt det er; for nu fik jeg Brev fra Fredrik Hansen af 6te dns, hvori han melder, at han om en Maaned er ganske tør for resourcer til mit Brug og beklager, at han ingen Udvej længer ser; ikke saa, at han slipper mig; men Udsigterne er desperate. Nu var der i Julies! velsignede Brev en Antydning af, at jeg kunde muligens opnaa af Forlaget 200 Kr pr Md. foreløbig eller ialfald for en Tid. Men nu kan jeg ikke sende disse 200, som du kanske vilde indrømme mig à conto! – dem kan jeg ikke sende til Fredrik, for det viser sig umuligt at klare Huset her saa stort som mit nu er uden et saadant Tilskud. Fik jeg 2 og Fredrik 2, saa var der Haab; men jeg ser jo godt, at dette for Forlaget er en mørk Tale og en trist Udsigt. Saaledes er der ingen Fred hverken for dig eller mig; og nu faar du nok tilslut tage Pennen. Jeg kan desværre ikke tænke mig, at der er mere at presse ud af mig som Forfatter – ialfald ikke før jeg er død og borte, – og det kan sandelig tage Tid, for nu feiler jeg ingenting – undtagen dette ene: at jeg ser mig suse afsted mod uovervindelige Vanskeligheder.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! nu har vi ventet Telegram fra dig hver Dag; jeg vil dog haabe, at der ikke er noget iveien? Vi var alle 5 en vellykket Tur i Romsdalen i et deiligt Veir, og Bodde er meget lykkelig.

Tak for det Billede af Napoleon, du sendte mig uden Ord; jeg kjendte dig kun paa Signetet. Skriv nu snart, er du snil. Fra Jo Haar har jeg havt Brev, og naar vi hører noget hjemmefra, meldes der, at Hilda og du har det saa pent og godt; naar hun nu bare var færdig. Baby og Bodden staar her og beder dig hilset. Hils din Kone fra dem og fra mig og sig, hun maa være flink Pige!

Lad os snart faa høre fra dig.

Din hengivne Pappa.


Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen! De ved, jeg har altid – halvt i Spøg forlangt en Decoration ved Deres Bistand, og da Baby kom hjem, hilste hun hemmelighedsfuldt fra Dem: at Sagen gik i Orden. Men nu maa De forklare mig – hvis De vil være saa snil? – forklare mig, hvad der er kommet iveien; jeg har nemlig faaet en Frygt for, at der er indtraadt en Complication; – hør nu:

Hegels Svigersøn Kammerjunker Ibsen var oppe i Aalesund med den danske Hjælp til de Brandlidte, og bagefter corresponderede han og jeg om forskjelligt – især var han stærkt interesseret i Spørgsmaalet om, hvilke Decorationer der kunde ventes fra vor Regjering til de danske Herrer. Indtil der kom et Brev fra ham, hvori han meddelte mig, at han havde talt med Excellencen Deuntzer, der havde fortalt, at der den 1ste Mai paa mit Jubilæum som Forfatter vilde blive mig tildelt Danebrog – endog Commandeurkorset af 1ste Grad.

Brevskriveren udtalte dernæst Ønsket om, at jeg i et Brev til ham vilde give ham Besked om, hvorvidt jeg ønskede at modtage en saadan Udmærkelse – noget, som han da vilde bringe til Conseilspræsidenten? Som De kan vide, svarede jeg aldrig paa dette Brev, da jeg jo ikke i fjerneste Maade vilde eller kunde indblande Kammerjunker Ibsen i mine Sager. Jeg vilde opfattet Decorationen som en literair Anerkjendelse fra Danmark, hvor jeg jo hører saa meget hjemme; og jeg vilde sat stor Pris paa den – især saa fin som i et Commandeurkors; jeg tror ikke, Danebrog har været i vor Familie siden min Oldefader. Men da jeg nu Ingenting fik den 1ste Mai, saa er jeg begyndt at tænke, mon nogen har havt sine Fingre i dette? Jeg læste netop i Avisen, at her kommer en stor tysk Eskadre i mine Farvande, og her gaar jeg med mit fattige Ridderkors af St. Olaf! Kjære! De har altid været saa snil med mig! – kan De ikke kjøre hen til Excellencen og ordne dette saaledes, at han forstaar, jeg vil være glad og taknemlig, men dobbelt, naar De er min Talsmand, – han, den anden! han passer ikke for mig – vel?

Jeg længes nu i al Sandhed efter at fare herfra i Fred – jeg mener fra Molde, og jeg mener kun for en Tid og jeg mener ikke at fare længer heden end til Kjøbenhavn. Vistnok har B. B. indbudt mig til Rom; men – kan De ikke godt forstaa? – jeg kan ikke forlige mig med den Tanke, at jeg skulde faa min Drøm opfyldt: at se Italien – sammen med alle de store og smaa B’er, for de er der alle; – ja selv den rigtige store B. B. vilde være mig altfor robust og sværlemmet, naar mit Sind endelig engang skulde aabnes. Jeg synes, jeg ser mig selv slæbes om forat beskue, for at belæres – De misforstaar mig ikke! naar man er saa vel forberedt som den er, der fra Barndommen har færdedes i Latin og vist langt bedre Besked om populus Romanus, om Roms Storhed, Romernes Embedsværk, Krigsvæsen – mer end om norsk Administration, naar man senere har læst og hørt og længtet efter alt dette, som man synes, man allerede ejer, ja da er man lidet oplagt til at føres af nogen anden; man maatte helst være ganske alene. Saaledes er ialfald jeg, og med al min Taknemlighed overfor B. B. som aldrig aflader med at forkjæle mig, saa havde jeg ikke rigtig Lyst til at se Italien netop i hans Kreds. Men til Kjøbenhavn vilde jeg nu uhyre gjerne. Jeg siger foreløbig til mig selv: i August/September. Og ved De, hvad jeg glæder mig mest til? – til den lange Søreise ned og op; jeg vil nemlig reise Søvejen; siden jeg saa sørgeligen mistede min gode Broder, har jeg ikke Lyst til at passere Christiania – ja det var en stor Sorg – kan De tro; og jeg begriber ikke, hvorledes jeg saa forunderligt koldt og roligt gik det hele igjennem. Ser De, jeg viste jo noget paa Forhaand; han havde skrevet et Brev til mig, men det var mest om Pengene . Saa blev jeg angst, og saa troede vi her, at Hjertet var galt igjen, og jeg blev sendt til Sygehuset i Bergen; men Klaus Hansen sagde, det var bare depression og Nerveusitet. Saa kom jeg hjem og saa fik jeg Telegrammet, saa reiste jeg til Begravelsen i Christiania med min andre store Broder, som er Præst. , – vi var saa lige hinanden og vi var saa glade i hinanden, han var kommen saa skjævt at staa –

Deres hengivne Alex. L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! – du kan nok blive træt af mig; men jeg faar ingen Fred og du ikke heller, før her blir en Ende paa min Angst og Uvished. Jeg maa bede dig idag om 300 Kr. Her er virkelig, hvordan jeg saa steller mig, flere Udgifter om Sommeren; Touristlivet og Strømmen af de Fremmede fører det med sig; til imorgen har Fru v. Grumme annonceret sit Besøg – alt saadant sætter mig i den største Forlegenhed, – ikke blot fordi jeg har en saa besværlig Husholdning paa Grund af den syge Frue, men først og fremst for Pengene.

Alligevel er dette Intet imod min Bekymring for Fred. Hansen. Dersom jeg ikke er istand til at skaffe ham 200 Kroner om Maaneden, er jeg ligefrem bange, at han maa give mig op. Paa den anden Side indser jeg jo nok, at det ikke er et lysteligt Perspectiv for Forlaget at tænke sig fremover med et “Forskud” af 6000 Kr pr Aar! men vi skulde jo sælge Eiendommene; Thyco’s Enke vil formodentlig snart kræve, at vi sælger – og iethvertfald maa nogen komme mig tilhjælp, hvis det ikke skal gaa rent galt. Det er jo ogsaa den værste Tid, mens jeg har alle de 3 store Børn igjen hjemme.

Jeg ved, du har nok at tænke paa foruden mig, saa jeg venter ikke, at du skal indlade dig i nogen Diskussion eller Forklaring; jeg har modtaget saa mange sikre Tegn paa Husets Velvilje, at jeg ved, du strækker dig, saa langt du kan. Her er Sommer og Sol og vi er alle friske, men hvad hjælper det? – jeg haaber, at I seiler og har det godt; vi kunde trænge til en lang Samtale som gamle Fædre! – ja til Høsten kaster jeg Lænkerne.

Din A. L. K.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! ja, du har Ret, og jeg føler det selv: jeg skriver saa altfor lidet til dig – ogsaa til Fredrik Hansen.

Men jeg undrer mig selv over, at jeg saa lidet holder Forbindelsen frisk med dig og Hjemmet, og der gaar dog neppe nogen Dag, uden at jeg er der i Tankerne. Det er akkurat, som om jeg lever for anden Gang og i en Verden jeg aldrig vil komme til at forstaa. Mangen Gang, naar jeg gaar her for mig selv, maa jeg stanse og spørge: er dette virkelig dig selv? – eller naar jeg reiser i dagevis paa Dampskib eller i Vogn som Amtmand overalt – da maa jeg le! men det er ikke, fordi det er saa morsomt; det er helst bagvendt.

Det nydelige Prospekt-Kort af det gamle Hus og Bryllupshestene vakte alle Minder tillive, jeg følte Nordenvinden fyge opover Torvbakken og hørte de forpiskede Grene i Alleen – at de har holdt ud, fra vi var smaa! men dengang var Nordenvinden om Sommeren mild og varm, naar Rosenkildes Seilebaad med to Master krydsede ud Vaagen og Gabrielsen og Friis! Her er ogsaa Nordenvind – isende kold og fæl, men her er Regn og Taage med. Igaar tørnede et Uhyre: “Blücher” op foran vore Vinduer; nogle Slægtninge af Fru Klein var her; idag er de i Romsdalen, og Beate, som ligger derinde for en 14 Dage, telefonerer netop, at der foran Haven passerer 400 Tourister, som Vandet siler af; der er Taage helt ned til Søen, saa de Fremmede kunde ligesaa godt siddet hjemme hver hos sig og stirret op i deres egne Paraplyer.

Ak! – jeg kan nok ikke komme til Eders Sølvbryllup. Men jeg har alligevel en Plan – det har jeg forresten næsten altid. Du husker kanske, jeg skulde været i Kjøbenhavn, da Aalesund brændte. Den Tur har jeg fremdeles paa Haanden og tænker at gjøre den i October, naar Alexander reiser tilbage til Amerika. Jeg vil da reise baade ned og op ad Søveien; jeg glæder mig næsten mest til de to Reiser; Christiania har jeg ikke Lyst til at se mere. Da vil jeg altsaa komme indom; og hvis det ikke blir for sent i Maaneden, vilde jeg saa gjerne gjøre en Hausttur til Aarre med dig og F. H. Lad det foreløbig være en Aftale.

– Jeg blev saa forskrækket over, at din lille Dreng har Tyfus! hvor faar dog et lidet Barn saadant fra? de spiser jo bare, hvad de faar inde i selve Huset, og ingen andre feiler noget? det var da godt, at det er over, og naar den Sygdom først er over, saa er der ikke mer at frygte for; men det maa være en forfærdelig Plage med den Afspærring. Hils Maren fra mig. Og Tante Hanna og andre gode Venner og Slægtninge. Contoret gaar og den Yngste staar og venter paa Brevet; her er fygende Nordvest med iskoldt Regn; inde i Stuerne har de lagt i Ovnen; det trænges vel til; – det er virkelig underligt, hvorledes alting er gaaet tilbage, siden vi var smaa – he?

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for dit Brev af 9de og for den gode Hjælp, ved hvilken jeg nu maa kunne klare mig her, hvis der ellers skal være nogen Mening i det hele. Vil du ved Leilighed bringe DHrr. af Directionen min Tak for god Behandling!

Men ak! samtidig med denne Lettelse fik jeg Brev fra Consul Hansen, han er allerede i 8–900 Kroners Forskud for mig og melder desuden, – hvad vi jo kunde vide –, at vore faste Eiendomme i Stavanger ikke kunde sælges nu uden til en ruinerende Spotpris. Jeg har nu i Maaneder speculeret over dette; hvis Fredrik maa stoppe, fordi han ikke længer kan slæbe min Gjæld, er jeg ganske om en Hals. Han har beregnet, at om jeg kunde sende ham 200 Kr pr. Maaned i nogen Tid, vilde det kunne gaa. Naar nu jeg har faaet 3, kunde jeg muligens afgive 100, – men ikke for det første, mens jeg har disse Børn hjemme; – nu ligger den tyske Keiser her, alting og det ene med det andet giver Sommerlivet et Sving, som koster, hvorledes man saa steller sig; Børnene er paa en billig Landtur, Beate i Romsdalen, og jeg sidder her saa dødeligt ræd for Keiseren eller nogen Befatning med hans Folk, blandt hvilke jeg kjender nogle; og ikke tør jeg reise bort heller, da Regjeringen forudsætter, at jeg er her, om han skulde trænge til noget. Under disse Omstændigheder maa jeg bide Hovedet af al Skam og bede dig, om du for nogen Tid kunde lade 200 Kroner pr Maaned sende til Fred. Hansen i Stavanger? – jeg har ikke andet activum end den Reise til Kjøbenhavn, du har budt mig; jeg vil under disse Omstændigheder give Afkald paa den og være glad, at jeg kan sidde hjemme i Fred uden at ødelægge min Ven og uden denne Angst hver Morgen, naar jeg staar op. Jeg kan ikke tro andet, end at det maa blive bedre for mig, hvis jeg kan komme over denne Nedgangens Tid, saaat Fars gamle Eiendomme kan komme i Pris og frelse os alle, og nu synes jeg, vi snart maa være paa Bunden af denne Periode med “onde Tider”. Nu maa du overveie igjen; jeg telegraferer til Frederik: “hold dig paa Pumperne” –

Din hengivne A. L. K.

Jeg gratulerer dig med den nye Decoration fra Norge; al Ære, som kommer fra os til Gyldendal, er ogsaa en Ære for os Forfatterne. Hils Fru Julie – det er mig umuligt at skrive bare Julie til dig; – jeg ved ikke hvorfor; men det er nu saa; hils hende hjerteligst alligevel og sig, jeg skriver snart. Hils ogsaa fra mig Frøken Oluffa, som jeg aldrig hører noget om.


Frederik Hansen.

Jeg bad dig sende Blomster til Onkel Emil. Hvilken god Mand han var. og dertil et Mandfolk frit for Cynisme indtil Blufærdighed, aldrig egentlig haard i sin Praxis, men gruelig kort for Hovedet, Men naar En tænker paa, hvor ren og pletfri han gik gjennem den urenslige Verden i de mange Aar! hvor de elskede ham alle: fra Mor og opover hele Slægten fra femti-aarene og lige indtil vi Unge blev hans Omgang; og døde var Byfuden, Stadthauptmanden, Kæmneren og de gamle Jagtkammerater, Thesene, Zetlitz, Onkel Axel, , Vilhelm Sundt, Søren Schiøtz, Kaurin, Onkel Gabriel – alle maatte de have Lange med; og hvilken Selskabsmand var han ikke, skjønt han egentlig hverken kunde tale eller fortælle; men aldrig har jeg seet den gode Vin stige et Menneske smukkere til Hovedet, end naar hans Ansigt straalede rødt og Aarerne svulmede i hans Pande og han lo – ja saadan en Latter faar vi ikke høre mere; Verden er for trist, siden Margarinen kom ind, der lees ikke saaledes mere ved Glasset og det dækkede Bord; han var den siste – den næstsiste: Tante Hanna er den siste! det var jo ikke nogen stor Tid; men for os var det stort – og han var den skjønneste af dem alle!

Din A. L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! Igaar, da I døbte den liden Gabriel, holdt vi Fest for Boddes 30 Aar. Her var Stuevold-Hansens, Statsadvokatens og Doctor Heitmanns. Vi spiste udmærket godt og drak Eders Skaal. Her er for første Gang i min Regjeringstid begende varmt Nat og Dag. Paa Havnen ligger den tyske Eskadre; det myldrer af Tyskere paa Havnen og langt op i Skovene. Keiseren kom forleden selv herind i Spidsen for de 8 svære Krigsskibe, og idag reiste han igjen med Hohenzollern, Hamburg og Sleipner under en Salut fra alle de 8, som var uforlignelig pragtfulde paa den blanke, blikstille Fjord – du ved, hvor vakkert her da kan være.

Saa skulde jeg og hilse fra Mamma. Hun faar nu ingen Tid til at skrive; thi saasnart hun er klædt, gaar hun ned i den store Liggestol i vor “Have”, hvor hele Huset holder til i disse livlige Dage, hvor vor Boulevard jævnlig passeres af Søfolk, Officerer, høie Reisende, Prinser og Keiseren; – han gik forbi igaar – skjæv og skjødesløs i fæle Klær; Else neiede for ham; jeg var saa optaget med at hilse paa v. Grumme.

Du fortæller mig aldrig, hvad du arbeider paa; men det kan ogsaa være det samme; det forstyrrer igrunden, at andre ved noget paa Forhaand; jeg nøier mig med, at I ere unge, friske og glade i hinanden og har Mad – for I har vel Mad? Alle hilser Hilda og dig – er der nogen, som er sint paa mig?

Din hengivne Pappa.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg forfølger dig, og jeg kan ikke slippe dig. Fra Fred. Hansen har jeg atter faaet et Brev, hvori han siger, at han holder det gaaende, men under de største Anstrængelser og med den daglige Udsigt for Øinene, at Bankerne i et ondt Øieblik sætter ham Stolen for Døren; han spinker og sparer i sit Hus – vist mere end jeg; hvis jeg skulde være Aarsag i hans Fald, vilde jeg aldrig mere faa en rolig Time, foruden at tale om, at jeg, hvis det hele stanser, vilde være under en Concurs, som formodentlig vilde gjøre mig umulig som Embedsmand og stanse det altsammen.

Jeg har været paa Embedsreiser og kommer hjem – lige raadløs og fortvivlet, dersom du kjendte min Tilstand og min Sindstilstand, vilde du synes Synd i mig; lad mig snart høre fra dig – din hengivne

Alexander L. K.


Frederik Hansen.

Kjære Ven! da jeg skrev – nei telegraferede: atter frelst, var det i Øieblikkets Lettelse. Som du ser af vedlagte, var Hjælpen kun liden og Lettelsen for dig saagodtsom ingen; jeg er lige bekymret og ulykkelig over alt det, jeg vælter over dig. Alligevel synes det mig som et Lyspunkt, at Hegel vil forhandle med dig – jeg haaber, at du er villig? læg alting frem og læg ikke Fingrene imellem, naar du skildrer min Umulighed. Jeg er nu rede til alt; lad os gruse Fars gamle Eiendomme; mit 20,000 Kr.s Forskud vil ialfald dækkes af min samlede Part i Byhuset og Vaaland; jeg tror, ogsaa de andre er saa lei af at vente; men saart blir det; især at Byhuset skal gaa billigt.

Vil du være saa snil at skrive til Hegel en aaben og skaanselløs status? og disponer strax over de 900 Kr.

Din A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! Tak for din gode Hjælp og din gode Vilje. Jeg har henvendt mig til Frederik Hansen – Dansk Vice-Consul i Stavanger og Ridder af Danebrog –, og han vil vist strax sende dig en Beskrivelse af mig og mit Stel, som vil bringe Haarene til at reise sig paa dit Hoved. Alligevel føler jeg det som en stor Lettelse at I To vil tage mig under Behandling; men med Humøret er det ude; jeg synes, det er en stor Skam at consumere saa megen Hjælp i min Alder, og jeg ser ikke andet omkring mig end Nedgang og Hjælpeløshed, saa nu maa det snart være nok; min venstre Haand er lam efter Gigt, og min Contorist No. II er bleven blind. –

Din hengivne Alexander L. K.


Guthorm Hallager.

Kjære Herre! – jeg tillader mig at benytte denne confidentielle Vei forat antyde, at Aalesunds Communestyre kunde have godt af en Advarsel mod den overhaandstagende Pining paa Skillingen. Aanden er der – med Rønneberg i Spidsen –: Politimesteren duer ikke, hans Svende ere upaalidelige, faar vi ikke Militair i Vinter, saa fralægger vi os alt Ansvar, og saa toer de sig og tvætter sine Hænder. Men Sagen er et simpelt Pengespørgsmaal. Lad Kvam faa Penge at raade med, saa er der ingenting iveien for at skaffe fuldgodt Politi; men se: det vil Styret ikke – af bare Sneversyn og den Art Pining, som er egen for de ukultiverede Opkomlingsbyer. Det oprører mig derfor, at de tror, de kan toe sig for Ansvaret, medens det ene og alene er den gjennemgaaende lusede Behandling, som fremkaldte Striden og vedligeholder den sure Stemning. Men gratis Militair! – det vil de ha.

– Nu skulde jeg endelig reise; alt er bestemt paa Dagen; alle Venner varslet langs Kysten; paa Jæderen flytter de Sengene som de stod i min Fars Tid; og hos Hegel sliber de Knivene til den fede Kalv! – saa kommer dette Aalesund! – sig mig: synes De ikke, jeg kan reise den 1ste Oktober? – og Hole! – Lensmand Hole, han maa jeg ogsaa faa et Ord om? – synes De, det er rent galt at søge Permission nu, saa faar jeg holde mig i Ro en Gang til. Jeg selv synes oprigtig talt, de er nogle Høns i Aalesund; Kvam er s’gu den beste af dem, for han er et Mandfolk af faa Ord og et gjenstridigt Sind. Lad mig høre et Par Ord fra Dem – er De snil.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Sina Aarre.

Vil du ta Almanaken og sætte en Kryds for Tirsdag den 4de Oktober. Den Dag vil jeg komme til Aarre hvis alt gaar godt og bo hos dig et par Dage hvis du vil have mig. Sundt-Hansen er med mig, men Andreas Sømme er desværre ude paa Reise. Nu maa du være saa snild at sætte Sengene som de stod i gamle Dage! Hansen i Stuen og jeg i Kammerset; saa maa du gjemme alle dine Blomster-Stativer og fine Sager for du ved hvordan vi er! Og saa maa du have Mælkekolle og Smør og Flæsk som i din gode Moders Tid – men fremfor alt maa du have et venligt Ansigt til mig. Jeg glæder mig mere end du tror til at se Aarre igjen. Hils din Far og sig at han maa jage alslags Fant or Aanaa!

Din gamle gode Ven Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – da jeg skrev forleden til Hilda, havde jeg saa mange Ærgrelser og Afbrydelser, at jeg husker, Brevet gik istykker for mig. Nu er jeg i bedre Humør; jeg har faaet Fred i min Sjæl for Kjøbenhavn, som er opgivet, og jeg klamrer mig nu til Jæderen, – Jæderen, som jeg maa se i Høst; ellers dør jeg Døden. Mange Ting skal blæse af mig, og mange Bylter med Sorg skal jeg lægge fra mig langs Veiene; og meget skal jeg betro til de lange trofaste Brændinger paa Aarre. Thi tiltrods for Alt: Thores Fald og Berentsens Opreisning – alt slettes efterhaanden ud, og jeg ser Aarre frit for Kvinder, Børn og Familie, saaledes som det var, naar Far hentede mig paa Skolen – uformodet midt i Timen – og den lave Vogn stod færdigpakket ved Stalden.

Jeg vil ønske dig tillykke med Bogen. Det skulde gaa underligt til, om man ikke nu skulde trænge til et sundt Stykke Literatur, desværre er du befængt med saa mange Fiender i Kritiken; de elskede ikke mig heller; men jeg var dem for stærk; saa stærk er jo ikke du; men jeg har god Tro til dig denne Gang; man skriver bedre, naar man er gift – ialfald en Stund.

Det synes mig jo noget fantastisk, at du bor paa Haar – ligesom paa Kanten af Tilværelsen; men jeg vænner mig vel til det. Gaar du af og til nord – over Broen og til vest aad den spisse Steidn! der har jeg staaet og tænkt mange jille Tanker lænet med Maven mod Stenen; nu lugter Havren – ikke sandt? den søde Høstlugt, som minder om Kadladur og Havremel, naar vi kom hjem i Halvmørke paa Aarre – Aarre er dog alt!

Jeg glæder mig forfærdeligt til at se alt igjen – alt uden selve Stavanger; jeg kan ikke taale at se Huset; gid det var solgt eller nedbrændt – helst det siste!

Din hengivne Pappa.

Bodde og jeg lovpriste din Artikel om de skikkelige Dyr; “skikkelige” var godt.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! det er en Ulykke, som er over os, at vi ikke træffes, naar jeg kommer til Stavanger. Min Kjøbenhavnertur har været opgivet, men nu er den istand igjen saaledes, at jeg følger Hegels paa en Tur sydover i Europa. Men lad os nu prøve, om vi alligevel kunde træffes i Kjøbenhavn, – jeg kan ikke tænke mig noget jillere. Min Reiseplan er fast nok: 30te September herfra; 2 og 3 Oct. paa Haar med Jens og Alexander, 4 – 5 – 6 – paa Aarre med Fredrik, 7 til 14 i Stavanger; den 16de October kommer jeg altsaa til Kjøbenhavn; – Kjære! kan du ikke drile saa meget paa din Reise, at du kunde være sammen med mig bare et Par Dage der! prøv og skriv mig til; nu ved du, hvor jeg er til enhver Tid. Kan vi ikke træffes, er der lidet Haab paa Hjemturen i Slutten af November, du ved, da har man altid saadan Hast; men kan jeg stoppe, vil jeg stoppe hos dig lidegran – Tak! Gjør nu, hvad du kan forat være i Kjøbenhavn et Par Dage efter den 16de Oct. – husk: Livet er saa kort; kom lige i Hegels Telefon, saa kan vi tale af. –

Din hengivne Alexander.


Frederik Hansen.

Kifi! Tak for et lidet Brev af 19d. Du har nok med at huse mig – hør nu, hvorledes alt er bestemt: Søndag Morgen meget tidlig kommer vi fra Bergen. Send os en Mand med en Nøgle, saavidt vi kan faa vort store Gepäck ind paa dit Søhus eller hvor du vil, saa gaar vi selv – uden at berøre noget Hus eller Hotel til Jernbanen – det er vel omkring halv 9? og reiser til Jens. Jeg beder dig indstændig ikke alene ikke at staa op selv; men lad ogsaa den arme Lauritz sove, send bare en Mand – en Flytmand med en Haandkjærre og Søhusnøglen. Mandag Aften kommer jeg alene til Byen – til dig; da skal vi sidde alene hjemme og “ordne vor Fluer” – det vil sige: du skal plyndres og ribbest! Tirsdag Onsdag og Torsdag er vi to – du og jeg – paa Aarre. Fredag og Lørdag er jeg i Ro i Byen.


Guthorm Hallager.

Høistærede Ven! – hvis De tillader?

De var saa snil at paaskynde for mig Sagen: Lensmand Hole i FinantsDepartementet. Der kom en Skrivelse, som stillede Holes Sag meget godt – saa godt, at jeg ikke vilde lade Holes Søn, som er paa Amtscontoret, se den og bedre end Hole efter min Mening fortjener det. Jeg vilde holde Lensmanden, som har let for at blive obsternasig, under det Tryk, som han bør være under i Forhold til hans Stilling i det almindelige Omdømme; og jeg lod med Vilje ikke Statsadvokaten se Departementets Skrivelse, for ikke altformeget at paavirke ham.

Men min Møie var omsonst, idet Expeditionschef? Bødtker sendte Afskrift af Skrivelsen til Advokat Hertzberg, som er Bestyrer i Holes Bo og hans gode Medarbeider i Politik. Dette kan jeg ikke lige, fordi Hole derved slipper ud af min Haand; og jeg mener, at det er Departementet og jeg, som skal arbeide sammen. Gjør mig – jeg beder Dem – ikke det minste Væsen af dette; men lad mig bare høre underhaanden, om jeg tager ganske feil i min Opfatning?

Saa gaar jeg gladelig til Paris paa Deres An- og Tilsvar; og naar jeg erfarer, at Blodet flyder i Aalesund, og at Kvam bærer sin Næse i en Klud, vil jeg uden Sky og Samvittighed betragte de store Slagmalerier i Versailles.

Min Adresse er altid Gyldendal.

Farvel – og Tak for Deres Elskværdighed!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester!

Du er god og trofast i det Store som i det Smaa. Din nye Bog er kommen til mig i Correctur-Ark: jeg synes, det er en stor Hæder og en stor Glæde. Først læste jeg og fordybede mig i de Veje, jeg gaar saa ofte – nemlig i Forholdene mellem Forældre og Børn; og jeg sad og ventede paa, hvad der vel skulde vederfares denne Fader, som ikke havde Kjærlighed. Ved Slutten vendte jeg mig om og forstod ikke. Saa læste jeg “i din dybeste Discretion” Bogen høit for mine to Sønner. Alexander var den Klogeste: Fader og Søn blir staaende, som naar man trykker sine to knyttede Næver mod hinanden, fordi de er lige, og ingen skal have Overtag, de vil bare sig selv – hver paa sin Maade og hver til sin Tid.

Vi sad og læste ude paa Haar – det sorteste af Jæderen i et lidet Bondehus, som Jens har indrettet til et Dukkehus for sin smukke Kone og en liden Søn, – det er nu hans Bravour at indrette; men da jeg kom i Lensmandens gamle Stuer, hvor jeg skulde ligge om Natten, og hvor vi saa mangfoldige Gange i Ungdommen har læst og snakket udover Natten, blev jeg med en Gang klog og jeg sagde uvilkaarligt: Stykket har dobbelt Bund; det er ikke, hvad jeg troede, idet jeg søgte Forældre-Kjærligheden og de voxne Børns Løn for den; men her er noget om Livet i den store Stats-Familie – dette er vist Politik? Og siden – ser du! er Fanden løs; nu ved jeg ikke hverken op eller ned, indtil jeg faar fat paa en af de Kloge – for Exempel Edvard Brandes; men til dig vilde jeg jo fortælle, for jeg maatte, hvorledes det gik mig, og hvis du synes, jeg er dum, saa husk paa, jeg var saa længe alene.

Nu løses alle Gaader, thi jeg er paa Vejen til Kjøbenhavn og Paris. Det er den Kjøbenhavner-Tur, som jeg var indbuden til, da Aalesund brændte; og nu har Hegels, efterat være færdige med de Unges Bryllup, indbudt mig til at være med til Paris. Meningen er at være her til Tirsdag den 11te, da reiser den brave Alexander tilbage til America, til en god Post i Minnesota, og jeg reiser til Kjøbenhavn, hvorfra vi sandsynligvis omkring den 18de tager til Paris. Først nu, da jeg har revet mig løs, kan jeg begynde at se, hvorledes Livet – et tilsyneladende Hverdagsliv har slidt paa mig. Babys pinlige Prøvelsesaar fra hun forlod sin Mand og vendte hjem til en Moder, som saa lidet forstaar hende, har været for mig en vanskelig Tid; og naar ogsaa dette nu har vendt sig til det Gode, saa ser jeg deri et nyt Tegn paa, at det kun er Kjærligheden – ikke Elskoven – mellem Menneskene, som bærer over. Fra dette Øieblik er alt forandret; hun er som ny med Haab for Fremtiden for sig og for Børnene og for Manden. Han bliver nu det næste Capitel; lykkes det, saa er jeg glad igjen. Farvel saalænge, jeg skriver snart igjen.

Din hengivne Alexander L. K.


Fredrik Hansen, som jeg bor hos, beder mig sende dig en varm Hilsen.


Mathilde Schjøtt.

Kjære Frue! – jeg er paa Reise til Paris; der er atter faldet en Apelsin i min gamle Turban. Og her i Stavanger har jeg faaet Deres Bog om mig; jeg har læst om min Slægt og mig selv og sagt: dernede gik jeg som en liden Dreng, – ak Frue! her er ikke meget tilbage fra den Tid.

Jeg begynder mit Brev til Dem under Følelsen af, at det blir langt; men De maa jo kunne taale noget af mig – De, som har læst alt mit; kun beklager jeg, at jeg har fremmede Skrivesager og Papir uden Linier.

Da vi var unge, gik vi forbi hinanden paa Carl Johan; vi Studenter viste godt, at De var Datter af Advokat Dunker, hvis Vittigheder vi citerede; og naar De gik forbi, brugte De at sætte Deres store klare Øine saa kvast i mine, at jeg allerede da tænkte: det var Fanden til Fruentimmer! Siden ved jeg ikke af, at jeg har seet Dem?

Jeg kan mærke, at De har faaet Oplysninger fra Søster Kitty; jeg har sat en Streg hist og her i Deres Bog. Men først maa jeg spørge, om jeg virkelig engang har skrevet noget til “Anmelderen” om Sne? det har jeg aldeles glemt, og det synes mig saa uligt mig selv. Det samme gjælder forresten saa meget af, hvad der citeres efter mig: jeg synes ikke, det er muligt, at jeg har sagt alt det; men den Dame, som havde været i Stavanger i min Ungdom, havde kanske alligevel Ret; jeg har aldrig baaret min Tunge i Lommen; hvem var forresten den Dame – Frue? – jeg tænkte paa en Frøken Skjærden, som engang optog mig i min mest forvildrede Overgang.

Der staar en Streg pag.21 ved Ordene: Har han i Abraham seet som i et Speil, hvordan det kunde gaaet ham selv?

De ved ikke – Høistærede Frue! hvor De har glædet mig ved disse Ord, og hvor dybt De der har sat Deres kvasse Øine i mig.

Mangfoldige Gange har jeg tænkt: mon der ikke vil komme En, som ser, at Abraham Knorr Løwdahl er min ulykkelige Dobbeltgjænger, fra hvem jeg kun med store Anstrængelser og ved mange Lykketræf har holdt mig klar; han har indtil mine tre Forbogstaver. Nu, da De har skrevet og ikke vil gjøre det mer – vel? nu kan jeg betro Dem, hvad der hændte mig paa Skolen. Vi var i øverste Klasse – altsaa 18 Aar. En Morgen stod vi og sang – pent og sotto voce moderato i Klassen, før vor Lærer kom. Imidlertid var, uden at vi mærkede det, Undervisningen begyndt inde hos nogle Stinkdyr i Sideklassen. Pludselig kom Læreren derfra – det var Blindtarmen – farende ind til os og spurgte hvem var det, som sang? min bedste Ven Doctor Birch i Holmestrand meldte sig, og i sit blinde Raseri slog Blindtarmen ham paa Øret; jeg stod stille og iskold og meldte mig ikke. Bagefter – ja bagefter – hele mit Liv og i denne Stund skammer jeg mig, skammer mig som den Hund, jeg var, og nær var bleven for hele Livet.

Bagefter har jeg arbeidet mod Feigheden, og naar jeg har bragt det saa vidt, at jeg er en paalidelig Ven og Fiende og ikke er ræd Menneskene, saa er det næstefter den store Benjamins-Portion, jeg fik i Fødselen baade af legemlige og indvortes gode Betingelser – det var hin Begivenhed i Skolen, som først frelste mig; derfor maatte jeg skrive om Abraham, som fulgte mig lige ved Siden. En Ting vil interessere Dem, som et psychologisk Træk, der viser noget underligt Grums i Bunden; jeg kan efter hin Skolehistorie ikke lige min Ven Birch, og jeg har ikke Lyst til at møde ham igjen. Det er ogsaa en Art Feighed. – Der staar ogsaa en Streg pag. 23 ved Bemærkningen om Fru Sømme. Jeg kommer netop i dette Øieblik tilbage fra Sølyst, hvor jeg gjensaa den gamle gode Tante Hanna; hun var som en Moder for mig paa mange Maader – det har sin Rigtighed, – misforstaa mig ikke. Men naar det netop er i en Bog om Forfatteren, saa har Onkel Axel en ganske anden Adkomst. Tante Hanna kan nok nu glæde sig ved de mange Billeder fra hendes Ungdom; men mine egentlige Ideer har hun aldrig forstaaet, og slap der i Ungdommen et Ord ud af mig, saa korsede hun sig kun over Ugudeligheden og revsede mig med sine egne Sønner halvt i Spøg og lidt mer i Alvor.

Onkel Axel derimod har hverken Kitty eller de andre forstaaet sig paa, – hovedsagelig fordi han led af den Familie-Svaghed, som ogsaa jeg har kjæmpet med i hele mit Liv og med afvexlende Held – nemlig Drikkelysten. Onkel Axel var den yngste og kanske minst begavede af Bestefars Børn; han udtrykte sig ikke klart, hans Ideer vare confuse, hans Kunstsans taaget og usikker; – De kan tænke Dem, naar Kitty, som bestandig har elsket Penselen, saaledes som Krigeren elsker sit Sværd, – naar hun satte sine knoglede Axiomer i Onkel Axels svømmende Kunst- og Skjønhedfornemmelser, saa føltes han for hende som løst Vrøvl ved Glasset. Men det var en stor Feil. Det er Onkel Axel, som for en stor Del gjorde mig til det, jeg blev og hjalp mig over de værste Aar, saaledes at jeg kom ud af min Gjæring fin og pen saaledes som han var det. Thi han kunde høre paa mig. Far gik og sippede og græd, naar der undslap mig Ord, som gik over Hønsegaarden og Kirkemuren; Onkel Jacob – Storthingsmanden, Capteinlieutenanten – han bandte og skreg op; begge var paa mange Maader langt bedre udrustede end Onkel Axel, men de viste ingenting; de havde en liden Klat forstokkede Kundskaber – ja – saadan som De vist ogsaa husker de var – de skrækkelige Høirefolk, vi sled med i 60–70-Aarene.

Men Onkel Axel – han anede, at der var noget udenfor Hønsegaarden, og han lod mig suse med mine unge Vinger og naar det blev altfor galt og jeg fik hele Samfundet til at hvirvle forbi ham som fygende Fjær, – da lo han ganske forskrækket og raabte: du er gal – du er Degeren gale mig forrykt! Men han hørte paa mig – Frue! han var den eneste; han troede paa mig; det er hans Navn, som hører sammen med mit.

Jeg kan ikke tænke mig andet, end at dette interesserer Dem? – jeg fortsætter derfor uden Undskyldning og tryg, fordi De har skrevet og ikke vil gjøre det mere.

Streg ved pagina 25. Mine Venner i Kristiania. Nei, jeg geraadede ikke op i det med dem, der plukkede Fjær; jeg foragtede Samfundskoryfæerne, Digtere, Maalstrævere og Talerne. Selv gjorde jeg som Taler en fiasco, som paa det Punkt helbredede mig for Livet. Og mine Omgangsvenner maa Ingen stikke Fingeren paa. De forstod ikke et Gran af mig, og ingen af dem havde Gnist af noget henimod Digteri og sligt. Vi var 6: En Fætter: Jacob Kielland – aldeles tør i Aanden, men fugtig i sine Tilbøieligheder; Hagelsteen – Læge i Bergen – en fuldstændig Tørfisk; Ivar Blix følsom, fin og fugtig, men gruelig dum; Fredrik Salicath og Georg Jensen – de prægtigste Kammerater, nogen har havt; Jensen var Bandens Fører; han har endnu et stort Overtag over mig, – nei, min Omgang var netop som jeg vilde have den, – ganske ligefremme Folk uden Spor af Afectation eller Skaberi – flade og glade; og hvis der kunde komme lidt ind i vore Samtaler af, hvad jeg læste for mig selv og paa egen Haand, var Jensen strax over mig med en kold Afrivning. Tænk, det umodne Sludder jeg kunde have skrevet i den Tid, om jeg ikke havde havt disse Venner!

Nu er jeg kommen til min Tak til Dem – Frue! det er ialfald første Gang, jeg takker en Anmelder. Men De har ogsaa for mig været noget ganske andet; jeg synes, De har behandlet mig som en god Veninde, hvis Haand jeg gjerne vilde trykke.

Jeg vilde være glad, om De endnu engang kom til at gaa mig forbi i Livet; jeg skal nok kjende de kvasse Øine igjen.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Guthorm Hallager.

Gode Herre og Ven! – tror De, jeg kunde gjøre Regning paa en 14 Dages Forlængelse af Permissionen? Jeg tror nemlig, at jeg maa stanse lidt i Bergen paa Sygehuset, hvis Klaus Hansen vil have mig. Jeg kjender, at jeg er bleven gammel, og Livet i Paris er anstrængende. Diæten med det uimodstaaelige Brød og den megen Fugtighed er netop imod mit regime, og jeg føler allerede nu, at jeg gaar nedad. Men De maa være saa snil – saaledes som De nu engang har paataget Dem det! at give mig et Vink, saa jeg ikke skal komme med en Ansøgning, som vilde blive ilde seet.

I Tillid til Deres sædvanlige Elskværdighed forbliver jeg

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven og Forlægger!

Det er om Morgenen, jeg er paa det snedigste.

Hør denne Plan:

Jensen – var det ikke saa, han hed? – han laver hele Bogen om din Fader efter det Materiale, du stiller til hans Raadighed.

Men som Anhang følger: “Nogle Breve om min Fader” – fra gamle Venner blandt Forfattere og Forretningsfolk. Paa den Maade faar vi alle være med, som du indbyder privat til at udtale sig om den Gamle. Hvad synes du om det? Godmorgen til Fruen!

Din A. L. K.


Peter Nansen (?).

Kjære Herre! – jeg fandt alligevel ikke frem til Dem i de siste travle Dage – undskyld – jeg kommer nok.

Tør jeg bede Dem om et Par Tjenester: Der er spurgt fra Kjøbenhavn, hvad der skal gjøres med en Frak og en Bog til mig, – Tak! vil De lade begge Dele komme til Skovgaard.

Saa vilde jeg gjerne have mine egne Novelletter herned, samt Fru Schiøtt’s Bog om A. L. K., – bed Brandes anmelde den – som De ser: Forfængeligheden er ialfald tilbage af Forfatteren.

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! Hermed sender jeg dig til Politiken et lidet og uskyldigt Brev; men du maa være saa snil at lade et Aftryk itide afgaa til Dagbladet i Christiania. Det vilde være saa morsomt om de fik – efter 28 Aar – Fortsættelse af de Breve, jeg sendte i 1878; det forekommer mig, at Tonen og Stilen er akkurat den samme. Mit Honorar maa du Contant lade mig sende hertil i Postanvisning.

Det er ganske forunderligt at gaa her igjen, og med en Følelse, som noget ligner den første Gang, da jeg havde kastet alting af mig og var fri Mand.

Det har sig nemlig ikke saaledes som du sagde, at det er Flid og Vilje; men det beror altsammen paa at jeg maa være løs Hest uden Seletøj; jeg kan ellers ogsaa trække Læs, som er tungere end du ved; men kun en Ting ad Gangen. Derfor – saasnart de et Øjeblik tager Selen af mig, slaar jeg op med Bagbenene – svagt, ganske vist, men du vil dog se lidt af de gamle Hop.

Ellers er alt vel. Hils din Frue ærbødigst.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Edvard Brandes.

Kjære Ven! – jeg vil gjerne, du skal sende mig l00 Kroner strax, saa skal jeg se at lave dig et lidet Brev til; jeg skulde kjøbe nogle Smaating til mine mange Damer hjemme. Lad dem ogsaa sende mig 2–3 Nummere af Bladet.

Jeg hører med Rædsel om den parlamentariske og om B. B. og din Bror. Du kan vel vide, at ingen Magt i Verden skal kunne holde mig fast her, til de kommer. Sig mig derfor, naar Congressen er; jeg læser ikke Aviserne her: de norske ere gamle og de franske forstaar jeg ikke; du vilde le, om du saa mig og havde Rede paa, hvad jeg fornøier mig med; men jeg morer mig aldeles fortræffeligt. Hils Fruen! – vi kommer hjem over Midten af Maaneden.

Din hengivne Alexander L. K.


Alexandra Thaulow.

Kjære Fru Thaulow! – jeg kom saa sent hjem igaar, at vi desværre ikke fik Anledning til at benytte de Kort, De saa elskværdigen havde sendt mig, – mange Tak! – Mine Venner begynder – tror jeg – at længte hjemover; men jeg glæder mig endnu over hver Dag, som gaar – skjønt hvis De viste, hvad jeg gjør, vilde de kanske synes, det var tarvelige Glæder. Eller tror De, at det vilde more Dem at fare i Metropolitain til Sacre cour , derfra til Vincennes, gjennem Jardin des plantes, Frokost ved Bal Bullier – bag Marechal Ney’s flagrende Uniformsskjøder, gjennem Luxembourg, Absinth paa St.Michel, Pantheon, Sorbonnen og hjem – det gjorde jeg igaar før Middag.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! jeg kan umuligt reise forbi Stavanger uden at stanse hos dig, hvis du har Plads, hvis ikke kan jeg godt bo i Haaves Hotel, saa er vi nærmere hinanden. Mit høieste Ønske var en Tur udover Jæderen alene med dig – for Exempel til Cornelius Reve og ligge der en Nat, spasere paa Sanden, Udrustning fra Schou, Blomkaal – ved du! og endelig efter saa mange Aars Forløb faa snakke os ud sammen. Jeg opgiver dig ingen Ankomstdag, for jeg ved ikke selv, hvad Vei jeg tager eller naar, men det kan være det samme; jeg stanser iethvertfald i Stavanger, saa kan vi se, hvorledes det falder sig. Hils Maren.

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Den første Gang jeg saa din Fader, var i 1878, da jeg kom tilbage fra Paris og reiste hjem til Stavanger med Halen mellem Benene. Mit hele Udbytte af den store Opstandelse, hvormed jeg havde forladt Teglværket og Forretningen, Kone og tre Børn, var tre eller fire Smaastykker indskrevne i en fransk Stilebog.

Vistnok havde jeg læst et Par af dem for Bjørnson, og han havde sagt, at han vilde anbefale mig hos Gyldendal. Men først længe bagefter fik jeg vide, hvor eftertrykkeligt han havde gjort det, og hvor meget bedre han ligte mine Smaastykker end jeg anede hin Aften hos Fritz Thaulow.

Georg Brandes, som jeg i mit Hjertes Taknemlighed og Beundring vilde have opsøgt, han var ikke i Byen; til Edvard Brandes havde jeg endnu ikke vovet mig op – det blev først en af de siste Dage, før jeg rejste hjem. Gamle Delbanco, som havde lært min Onkel Axel at spille Fløite, han gjorde mig den Tort at afslaa Novelletterne, som jeg bød “Illustreret Tidende”; og jeg mindes, han skrev, at Ideen til “Slaget ved Waterloo” var allerede kjendt og brugt i den danske Literatur i “Revuen” af Fritz Holst.

Saa du kan vide, jeg var ikke meget værd, da jeg fremstillede mig for din Far i det bittelille Kontor, hvor vi siden skulde sidde og le saa mangen Gang – han og Jeg.

Jeg var jo 30 Aar, havde været gift og Forretningsmand i 6 Aar og kom lige fra et langt Ophold i Paris, saa jeg har vel ikke netop seet ud som de Forfattere, der i Almindelighed kom luskende ind i Klareboderne med tre–fire Smaastykker i en Stilebog.

Den Gamle gjorde ogsaa store Øine; men da han hørte, at jeg aldeles ikke bragte noget Manuscript, men bare kom indom for at melde, at jeg muligens snart kom til at sende ham noget, da smilede Justitsraaden og sagde meget venligt, at Bjørnson havde anbefalet mig, og at det skulde være ham en Glæde, – naar jeg engang havde noget – en stor Fornøielse – han haabede – o.s.v.; dermed skiltes vi for dengang.

Næste Aar kom jeg tilbage for at leie Bekvemmelighed i Kjøbenhavn; og fra det Øieblik aabnede sig din Faders Hus for mig og blev staaende aabent til idag.

Det forekommer mig, at du eller en anden har fortalt mig, at Justitsraaden under vor Correspondence i det første Aar følte sig noget uvis i sin Dom om den nye Forfatters Person.

Det har været Forretningsmanden – er jeg vis paa. Jeg mindes udmærket vel, at jeg, lige fra det begyndte at gaa godt for mig, holdt fast paa, at Forlæggerne ere arge Blodsugere og at Forfatterne blir udplyndrede – en Theori, som du ved, jeg trofast har holdt paa til denne Time. Det var ganske vist noget uvant for Gamle Hegel at støde paa en Forfatter, som ikke blot forlangte fint Papir og sit eget Udstyr, men som talte Ord og Bogstaver og førte lange og bitre Feider om en eller to Linier mindre paa Siden. Nu bagefter maa jeg le; men dengang tog jeg det meget alvorligt.

Alligevel blev din Far vist snart beroliget, da han saa mig igjen; thi han lærte mig snart at føle og forstaa, at jeg var kommen i Hænderne paa en god og faderlig Ven, der var overlegen nok til at le af Smaatingene. Og ikke en eneste Gang er der faldet et koldt Ord mellem os; men naar jeg skrev, var jeg paa min høie Hest.

Min første og bestemteste Iagttagelse ved Justitsraad Hegel er overhovedet den, at han lo af os.

Jeg tror, at han syntes, Forfatterne var den snurrigste Bande i Verden; og naar han gik imellem os, tror jeg, han havde en liden Spænding som en Dyretæmmer. Men naar vi passerede Stolen i det lille Kontor – hver efter sin Tur, er jeg vis paa, han mange Gange gned sine Hænder og lo – inderligt og stille med sig selv, – saaledes som han kunde le.

Jeg mindes en Gang af de mangfoldige, naar jeg kom ind til Byen fra Østerbro og skulde have Penge. Vi sad og snakkede fortroligt i Kontoret om Bøger og Forfattere. Saa trak Justitsraaden ud en vel tillaaset Skuffe, hvoraf han udtog et allerede dengang gammelt Nummer af “Punch”.

Gjellerup havde skrevet noget om Georg Brandes – omtrent saaledes: Du har draget den første Plougfure, i hvilken Danmarks Digtere gaar syngende bagefter. Herover havde “Punch” lavet en Karikatur, der forresten var saa glimrende gjort, at vist mange husker den endnu, – især var Schandorph ubetalelig som en liden rundbenet Bondemand, der gaar saa fornøiet i Plougfuren med et Trækspil og synger i vilden Sky.

Det var en Fornøielse bare at se, hvor Gamle Hegel frydede sig over dette Billede, medens han aabenbart var saa bange for, at nogen skulde vide, han gjemte det, at jeg følte hans Fortrolighed som en Hæder. Men da jeg gik ud gjennem Gaarden og endnu lo af Karikaturen, sagde jeg til mig selv: mon vi ikke er der allesammen i den Gamles Skuffe?

Jeg mener i Sandhed ikke, at han lo af noget, der kunde ligne Ondskab; men han var med sit blide Væsen aligevel en skarp og overlegen Menneskekjender; og naar han lo af mig, fordi han syntes, jeg var morsom, saa tror jeg nok, han lo endnu bedre af “Forretningsmanden”, naar han var alene med sig selv.

Den næste Egenskab, jeg lagde Mærke til ved Justitsraad Hegel, var hans for alle iøinefaldende Beskedenhed. Jeg har hørt, at han aldrig lod sig melde som Justitsraad, men bestandig bare som Boghandler Hegel; og jeg har seet ham mangfoldige Gange hjemme ved hans eget rige Bord vende sig rundt paa Stolen og sige: mange Tak! til Tjeneren, som skjænkede Vin.

Det var næsten for meget af det gode. Ganske vist var hans Natur og derfor ogsaa hans Væsen saa fjærn som vel muligt fra alle de Hensynsløsheder, som gjerne følger Rigdommen – især hos den selvgjorte Mand. Men han var alligevel et altfor betydeligt Menneske til at blive saa ganske borte – selv blandt sine egne Gjæster; han udslettede sig selv næsten mere end det var klædeligt.

Deraf den almindelige Vildfarelse, at Chefen for Gyldendal var en ængstelig Mand. Ja – der var én Ting, som han var ræd for, og det var for alt, hvad der grænsede til det Frivole. Men det var ingenlunde Forlæggerens Ængstelighed; det var en rent personlig – næsten legemlig Fornemmelse af, at det var ham ækelt.

Nei – Fredrik Hegel var modig som en Løve. Jeg gad vide, hvorledes Nordens Literatur skulde seet ud uden ham. Hvem vilde trykket og betalt og sat det fineste Forlæggernavn paa Bjørnson og Ibsen, dengang det norske Morgenblad med Monrad, Lochman og de andre Mørkets Leietjenere skjærmede for Lyset herhjemme? – mangfoldige Værker, hvor Forlagets Tab var øiensynligt, vilde Nordens Videnskabelighed og Almenkundskab have maattet savne endnu i mange Aar – kanske bestandig, om ikke Gyldendal – ført af Fredrik Hegel – havde lagt sin Glans dertil.

Det var en Gang – formodentlig da “Arbeidsfolk” kom ud, at Hegel med sin poliske og hemmelighedsfulde Mine viste mig noget i det lille Kontor. Det var Bestillingen paa den nye Bog fra en af de allerførste Boghandlere i Christiania. Den lød paa 60 Exemplarer i fast Regning, – “hvis Bogen intet Anstød giver”.

Lykken vilde, at da jeg kort Tid efter kom til Christiania, indfandt sig den samme norske Forlagsboghandler hos mig og holdt Talen om Patriotisme. Jeg fortalte ham da om hans egen Bestillings-Ordre, hvorefter han gik.

Det har aldrig faldt mig ind, at nogen kunde anse mig for en daarlig Nordmand; men jeg vilde gjerne, at vi herhjemme alle skulde indse, hvor langt vi vilde ligget agterud uden denne danske Mand; og naar vi nu er saa langt fremme, skylder vi stor Tak til denne ene Mands hensynsløse Mod.

Thi Justitsraad Hegel, som gik paa Gymnastik-Parti med selve Bispen, havde mere at udstaa, end vi kanske ved, for de Bøger, han udgav; og det netop i de Kredse, hvor han havde sin Æresfølelse, og som han for sit personlige Vedkommende langt mindre kunde undvære end Forfatternes brogede Skare. Han var jo i mange Stykker, hvad de Danske kalder en Besteborger, og naar han forlagde Bøger, som han meget vel viste vilde “vække Anstød”, saa maa Ingen tro, det var bare for Gevinstens Skyld.

Han havde først en blandt Boghandlere yderst sjelden Følelse af Forpligtelse overfor Literatur. Det er jeg vis paa, at alle de vilde bevidne, som gjennem Aarene hjalp ham med at bedømme, hvad der kom ind af Manuscript. For denne Forpligtelse strakte han sig langt forbi den forsigtige og beregnende Forlægger, og mangengang endnu er lidet Stykke til af pure Godhjertethed og Medlidenhed med Forfatteren. Men endnu var der noget bagved, som jeg tror, kanske de færreste har faaet Øie paa.

Jeg havde skrevet etsteds – jeg ved nu ikke hvor – noget, som han syntes var for dristigt; – ikke i Retning af det Frivole – det hændte aldrig; med der stod noget, som ialfald dengang syntes svært nærgaaende mod Bispen og det øvrige Gymnastik-Parti.

Justitsraaden gned sig i Hænderne og antydede lempeligt, om der ikke kunde være Mulighed for at faa formildet et Par Steder i Manuscriptet. Men jeg holdt mig naturligvis stiv; og saa slog han det hen.

Men bagefter – da vi havde faaet vor Overhaling baade Forfatteren og Forlæggeren og vi sad i Kontoret og lo og talte om Bogen og Forargelsen og nyt Oplag, spurgte jeg: Men hvad sagde Bispen?

Aa – de har i Grunden saa inderlig godt af det! svarede Justitsraaden; og i det samme gik der over det gode venlige Ansigt et Glimt, som var af en anden Verden.

Det var et Glimt fra Bunden af den lille fattige Drengs Sjæl, som forsigtig og beskeden, men aldrig ræd var steget op bag Ryggen af de Store og som kjendte dem nedenfra og bagfra.

Inderst inde var han sig vel bevist sin Overlegenhed – ikke bare Pengenes, men sin Klogskabs og sin Karakters Overlegenhed; og naar en af os – hans Forfattere slog et Slag, som han følte traf, flammede det op, som af en Ild, der er omhyggeligt overdækket. Derfor var der stundom noget underfundigt ved hans Beskedenhed; og naar jeg saa, hvor mange der var, som tog Feil af ham, tænkte jeg mange Gange: Ja! I skulde bare vide!

Alt dette var omsluttet af et stille og stormfrit Liv, pletfrit og rent indtil Blufærdighed, men med kloge Øine, der saa mere end nogen anede; dertil et Hjerte saa følsomt som nogen Kvindes og et Mod saa uforstyrreligt som faa Mænds. – Saaledes synes jeg, din Fader var.


Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! et Par Ord bare for at sige Tak for sist og for de mange gode og rige Stunder. Det gaar mig altid saa, at efter hvert Afsnit i mit Liv falder der et tykt Tæppe ned, og jeg lever med en Gang udelukkende paa den nye Scene. Nu er jeg fra Morgen til Aften den lydige Patient – kun optaget af mine Sygehus-Pligter, som ikke er store; jeg spiser lidet og drikker aldeles ikke. De beskjæftiger sig denne Gang næsten bare med den døde Haand, og jeg maa lade mig pine, knibe og electricere mange Gange om Dagen af forskjellige Specialister; men – ærligt talt – jeg synes at se paa alle de lærde Mænd, at der er lidet Haab om Gjenoplivelse af de lammede Muskler. Hjertet derimod er ligesaa patent som nogle Lægger, jeg saa i Paris.

Sammen med disse sistnævnte er jeg ogsaa vis paa at alle de andre Minder igjen vil vise sig, naar jeg kommer hjem; og da skal jeg skrive fornuftigere. Hils alle!

Din hengivne Alexander L. K.


Guthorm Hallager.

Kjære Herre! hvad skal jeg gjøre med et Andragende – eller hvad jeg skal kalde det – fra Aalesunds Handelsforening om, at Consul Joachim Andersen maa faa St. Olafs-Ordenen? Magistraten – den constituerede Sagfører Bull – er enig, men han kan ikke faa nogen Anbefaling over sine Læber, fordi Consul Andersen er hans Onkel!

Kan jeg ikke bare sende det hele tilbage? og sige, at disse Ting foregaar ikke paa denne Maade; – eller skal jeg uden at blinke sende “Andragendet” til Deres Departement?

Tak for Permissionen; jeg har havt det udmærket jilt; alligevel var det godt at komme hjem; tænk! Stavanger begynder alt at blive mig fremmed; De skal se, jeg ender som en rigtig Moldebo. Kontoret var i den skjønneste Orden, – det er en flink Mand, jeg har – ikke sandt? – jeg mener Lars Tokle; StuevoldHansen har – haaber jeg – ikke havt megen Uleilighed; men han er nu forresten ogsaa en ualmindelig flink og elskværdig ung Mand, som jeg spaar en stor Fremtid.

Nu sidder jeg altsaa her igjen og knytter de utallige Traader sammen igjen; thi paa Reisen havde jeg ikke en eneste Tanke for Amtet. Det gaar mig altid saaledes: for hvert Afsnit i mit Liv falder der et tykt Teppe ned; én Ting ad Gangen, og hver Ting for sig, – Snot for sig og Knebelsbarter for sig – siger de Danske og for én Gangs Skyld har de Ret.

– Har De Tid til at sende mig et lidet Ord om dette Ordens-Andragende?

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – nu er jeg hjemme igjen efter en vellykket Reise; jeg var indom hos din Datter i Paris; hun laa rigtignok i Sengen; men det var bare for at blive fed; og hun saa ikke ud til at lide Nød; smuk var hun ogsaa. Jeg troede dengang saa halvt om halvt, at du vilde komme til Paris med Storthingsmændene; men din Datter fortalte mig, at det tænkte du slet ikke paa; du burde været med, saa de havde faat se dig! Jeg vilde saa gjerne høre et Par Ord fra dig, at du fremdeles lader Solen skinne paa dig uden Skygger hjemmefra. Det er mig altid en Beroligelse at tænke paa, at sligt har du oplevet før, – ikke saa at forstaa, at jeg undervurderer Forargelsen i Øieblikket; men du ved, det gaar over, og at det alle Dage har været de Stores Skjæbne og vil forblive at være det, saa længe her findes Snavs paa Jorden.

Som du kan tænke dig, var Reisen til Kjøbenhavn og Paris en Forfriskelse, jeg kan leve længe paa; og allerede udøver Molde sit Trylleri – tænk! jeg syntes, jeg begyndte allerede at blive lidt fremmed i Stavanger. Men den Frihed for Dagens Sæletøi og Gjensynet af Paris, gjorde mig igjen saa ung, at jeg skrev “Correspondencer” – akkurat som den Gang for 26 Aar siden, da du traf mig hos Fritz Thaulow.

Nu har jeg sat mig til Ro igjen og ladet mig gribe af “Hverdagslivets Dæmonik” – som Nordal Rolfsen engang sagde; dengang lo vi, men nu finder jeg noget i det. Der havde kanske endnu været et Stump Liv for mig, om jeg havde sluppet noget lettere fra Ægteskabet. Jeg klager ikke; der er altid nok for et Menneske at gjøre; og jeg tror, at tilslut vil det passe godt for mig, at være Amtmand i dit Amt; jeg har ikke mødt andet end Elskværdighed, siden jeg kom hid. Det var en liden Skygge, at Doctor Eng forleden blev Ordfører; du husker vist hans ufordragelige Maade at debattere paa i Storthinget; nu skal jeg have ham i Amtsthinget, hvor der hidtil har været Fred og Enighed.

Det er en stor Lykke at være skabt saaledes, at man er ubrugelig til politisk Anvendelse, og det er en Forkjælelse af Skjæbnen og gode Venner, at jeg alligevel er kommen saa langt frem i Verden. Men dermed er ogsaa fulgt etslags Tyndhudethed, som gjør, at jeg paa en Maade skammer mig, naar jeg f. Ex. ser den tapre Grieg rykke ud til dit Forsvar. Saadant kunde jeg ikke, fordi det ikke falder mig ind; jeg ved ikke hvorfor; men jeg vilde føle mig latterlig, om jeg rykkede ud til dit Forsvar; samtidig som jeg er saa enig med Grieg i, at han gjør det. Men paa samme Tid som jeg tænker, at det kanske glæder dig at se Grieg ude, synes jeg alligevel, at Grieg er lidt pudsig. Kan du huske den Gang, du skrev til mig fra Aulestad, at du trængte til at se mig? – vi satte os til at le af Kong David og Gunnar Heiberg og hele Banden, og naar vi saa os om, var vi alene i en ren høi Luft, hvor der slet ikke var Plads for Ondskab og Nid og hellerikke nogen Nødvendighed for Kamp imod det, som var lavt og ondt. Jeg ved ikke, hvor jeg skulde fatte an, om jeg vilde “forsvare” dig. Har jeg ikke seet Gang paa Gang, at du har seet ret i Politiken.

Jeg vilde saa gjerne høre et Ord fra dig, at du har det godt, og at Solen skinner. Her er nu høi Sne og en Kulde, som ubegribeligt nok ikke virker mer en 5 Grader paa Thermometeret, medens jeg synes, her er fortærenes kalt, naar jeg i Mørke Kl. 8 om Morgenen stamper forbi Moldegaard, – kan du huske den Isvind som staar ud af Fanestrands-fjorden?

I Huset har vi det middels godt; Beates Sind blir mer og mer vanskeligt, og den arme Baby fortæres af Længsel efter Børnene – især nu mod Julen. Hun har forandret sig til sin Fordel, har vendt sig til Total-Afhold – uden at miste det gode Humør – eller rettere den springende Lystighed, som endnu – men sørgeligt sjeldent – kan gjøre hende til en Solstraale – eller til en Dans henover Gulvet! – mit Haab om, at Ægteskabet igjen skulle gaa i Orden, har jeg opgivet; han vil ikke – saavidt jeg kan forstaa; ialfald maatte hun vende tilbage som den, der var angergiven og knust, og det gjør hun aldrig, har hellerikke nogen Grund til at gjøre det. Men ondt er det for os alle.

Din A.L.K.

Glædelig Jul for dig og alle dine. Hils Caroline fra Beate og mig.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! lad mig endnu engang, efterat jeg er kommen hjem, takke dig for Reisen. Jeg haaber, du saa, hvor jeg glædede mig og hvor jeg var taknemlig. Desværre saa jeg jo ogsaa andre Ting, som ikke glædede mig og som var værre end jeg havde tænkt mig. Jeg vilde saa gjerne – kan du vide – gjøre nogen Nytte; men jeg tror, det er umuligt for en anden at give Raad, som duer. For mit eget Vedkommende fastholder jeg, at Patienten skal behandles fast – ja paa en vis Maade haardt; saaledes gjør jeg; – om det lykkes? nei! ialfald ikke for saa vidt, at det vender Strømmen til Helbredelse, jeg tror ikke Lægerne anser Sygdommen for helbredelig – netop af den Grund, at det er ikke nogen reel Sygdom, men en ond Sindsbeskaffenhed, som kun deri ligner Sygdom, at den fordærver Livet uden at hidføre Døden. Men om det end ser haabløst ud for den ulykkelige Patient, saa er min Metode bedre for Omgivelserne saa længe som man overhovedet kan holde det ud; giver man sig over eller gaar til Discussion, er Helvede complet.

– Det var mig en Fornøielse at sætte mig tilrette igjen i Amtet, skjønt her er saa koldt og saa megen Sne i Molde, at det halve kunde være nok, og dertil saa forbistret glat, at jeg ikke faar gjort mine lange Spaserture. Naar nu bare Julen er over, skal jeg ud og reise paa Embedsreiser i Slæde og Masser af Sne, saa haaber jeg, at Kulden igjen skal gjøre mig mager. Men først maa man bestaa den lille og den store Æde- og Drikke-Examen i Julen! – det gaar nok med en god Vilje; og det blir ikke længer som før, for nu er jeg ganske alene; jeg havde en Oberst her – en fjern Slægtning – han var lærvillig og udholdende ved Glasset; men ham har de taget fra mig; man kan ganske vist drikke alene – og det er hellerikke saa galt; men man kan ikke klinke med sig selv, og det blir et Savn, naar man ældes. Da gjælder det at have sin Fantasi i Behold, saa man kan samle de Gamle, man skimtede i Barndommen, og de unge, som efterhaanden blev gamle, og sætte dem rundt det store Bord i Salen paa Ledaal og høre dem sjunge i Tobaksrøg og dunkle Talglys – du maa læse i Slutten af “Familien Kielland”, som jeg haaber, de sender dig fra Jacob Dybwad?

En glædelig Jul for det store Hus og de smaa Huse, for Fru Julie, som jeg skrev til forleden Dag og som du maa hilse paa det hjerteligste; hils ogsaa Frøken Oluffa og tak hende for Reisen, – samt glædelig Jul til Krathuset, Glenloe og Ibsens – jeg formoder, at Julen hos Jer grupperer sig om Herbert – hils ogsaa ham. Vi gruer lidt for Babys Skyld, men vi er forberedt, jeg stoler paa Else og paa de gamle sikre Familietraditioner, hvorefter Juleaften gaar aldeles som en Opera fra Kl. 6 til 12 – vil du høre Programmet:

Klokken sex samles vi i fuld Galla, jeg har den Aften rød Kjole. Vore 3 Gjæster bringer 2 Smaabørn med. Saa drikkes der The under Spænding. Jeg gaar da ind i næste Værelse og tænder Juletræet, som er fuldt af gammel Pynt fra Juletrær i Kjøbenhavn, Frankrig og Stavanger og alt nyt med Presenter – takket være god Hjælp fra dine Damer fik jeg meget med fra Reisen. Saa gaar vi om Træet, men vi “plyndrer” det aldrig, som jeg har hørt, nogle forfærdelige Mennesker gjør, hver faar sine Gaver, og saa gaar de lykkelige Børn hjem og vi Voxne til Aftensbordet Klokken 8. Der spises en stor Pragttosk, som længe forud er bestilt hos Fiskeren og blir bragt spillevende om Formiddagen, derefter en Steg med Rødvin etc.

Saa gaar vi ind igjen i Salonen og spiller Gnav med et ældgammelt Spil fra Fars Tid og Gevinsterne er større og mindre Gjenstande af Marzipan, Chocolade og sligt, hvortil drikkes ivrigt Biskop og Punch, som jeg selv har lavet. Den som “dør” i Spillet, sætter sig hen i “Gosen”, hvor der er alt, hvad Julen kan opfinde af Kager, Frugt, Syltetøi o.s.v. – saa blir Klokken let 12 og vi gaar iseng. Saaledes har jeg tilbragt 50 Juleaftener med smaa Variationer men ak! med stadig nye Folk!

Farvel for idag

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Kitty! du er altid lige rørende med Pakken til Jul; jeg faar ingenting hele Aaret, som jeg er saa glad ved at pakke op. Først fordi Ingen i Verden kan pakke saaledes ind, at hver Traad og Trevle blir Portrait; jeg ser dig for mig i de forkrøllede Aviser, de usandsynlige Tougstumper og disse Rabelsknuder, som evig trodse Tidens Tand; og i hele Gavens Kjærlighed og Omtanke og i de forskjellige Smaatings Fantasi. Presenterne har jeg redelig lagt hen til Juleaften, jeg saa kun Beates Kurv, som jeg virkelig tror, hun vil være glad over, men ogsaa der pleier du at være heldig; saa opdagede jeg et Glimt af et Par Naale til Baby, som netop er Magen til – men noget finere end – nogle, hun har kjøbt her hos Antikvitetshandlerne og som hun har i Kjolen, – der var du ogsaa heldig. Og blandt Smaatingene slog jeg strax Kloen i en Hund af Bronce, som nu staar foran mig paa Kontorbordet. Din ypperlige Tigger fra ifjor, som stod her før paa en stor Agatplade, gav jeg tilligemed Agaten til Klaus Hansen, sist jeg var syg; det er netop saa vidt, at jeg ikke træger.

Saa kan du vel vide, vi faldt alle i stor Forbauselse over, at du saa resolut reiste saa langt bort. Jeg tvivler ikke paa, at du har godt af det; bare at komme bort fra Kristiania som det nu er, maa være en Lindring. Naar du nu vilde lade den evige Stads Ro trænge gjennem dig og give dig Fred til rolig Nydelse og en lang Række Cigaretter i den varme Vintersol.

Vi gaar mod Julen – ak! lad os aldrig tale derom. Jeg er ikke bleven gammel; men alt er kommen saa paatvers; jeg skulde endnu med Glæde tage det gamle Hus og tænde Juletræ i Storstuen, saa skulde du komme og nogle andre, og nogle andre skulde ikke komme.

Vi har lavet Bisp og Punch, brændt Mandler og bagt alle de gamle Kager, saa nu er vi færdige – men faa. Alle her hilser og ønsker dig en glædelig Jul, og at du maa have det godt; og især maa du huske paa mig og alle vore fælles Minder og vor gode Kjærlighed.

Du maa hilse Bjørnsons.

Din hengivne Broder Allik.


Frederik Hansen.

Kjære Ven! vi skammede os nok – Else og jeg – især Else, da vi bad om de 72 til Kassefabriken; men du skal faa dem igjen over Jul. Vi kniber sammen – hun er bleven min private Casserer –, forat glide over Julen her, hvor jeg ikke engang kan faa laant i en Knibe og du ved, hvordan det gaar i Juledagene, – undskyld mig – Kjære Ven! vi skal betale af, saasnart her blir Raad.

Glædelig Jul og gid du maatte sælge godt. Jeg skrev en liden Karakteristik af Gamle Hegel, som skulde anvendes i en Bog, som Gyldendal vil udgive om ham. Jeg syntes, Arbeidet lykkedes saa godt for mig, at jeg haaber, Hegel blir stemt gunstigt for mine propos; men du har vel travelt. Du ligger paa mig Nat og Dag; jeg er saa ræd, at jeg bare har gjort dig Skade og Fortræd til Tak for dit opofrende Venskab. Hils Kitty og Lauritz – en glædelig og travel Jul for Eder alle. Mine Folk hilser.

Din hengivne Alexander.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! imorgen gaar Aaret ud; nu synes jeg, vi har levet længe. Især har mine to siste Aar været saa fremmede, at det forekommer mig som et helt Liv for sig. Tak for det gamle Aar og for Dagene i Stavanger; det var ikke meget, vi saa af hinanden i disse to Aar – vi som har været sammen fra vi var Smaa. Det ene med det andet gjør, at jeg føler, hvor Stavanger og dermed hele mit Liv svinder ind og gaar mod Slutningen. Hvis jeg mod al Formodning skulde blive rigtig gammel, vilde jeg bo i Tananger.

Desværre er den Lammelse, du ved jeg har i Fingrene, mere alvorlig end jeg anede og det er nok et Bud om, at det endelig for Alvor gaar nedover; og det var hellerikke at undres paa.

– Vil du hilse Maren og takke for et Brev om Spisestellet. Jeg telegraferede forleden til Gitlesen, at hun bare maatte sende Stellet som det var; de manglende Stykker kan jo eftersendes; jeg kjender Kjøbmændene i Stavanger, naar de i aarevis gaar og venter paa en liden Ting, som de aldrig faar; bed hende skynde paa Afsendelsen – Tak!

Vor Jul gik i vor Ensomhed med fremmede og nye Venner; her var ogsaa et Par Smaabørn, og jeg havde takket være mine to Pariserbreve kunnet kjøbe saa meget pent til mine Damer, at alt var jilt; men det er jo best, naar det er overstaaet, og det er jo ikke synderligt ligt en Jul, saaledes som du endnu er saa lykkelig at have den. Hils Tante paa det hjerteligste fra mig.

Fra dig har jeg to Breve: et af 30/11 med min lange Frak, som jeg havde glemt i Entréen hos dig – Tak! og som jeg fik paa Sygehuset i Bergen, og endelig: dit Brev af 21de November, som vist har været i Paris?

Vi har Intet hørt om Berners store Fest; og nu er det vel for sent at bede om en Beskrivelse. At han sad og spiste Natmad Kl. 4 var netop, hvad jeg ventede mig af ham, og alene for at have seet det, kunde jeg ønsket at have været med. Du maa hilse ham og Fruen, naar du ser dem. Alligevel træger jeg ikke; jeg var træt og trængte til at komme hjem – eller ialfald paa Sygehuset; der blev jeg strax noget lettere; men saa har vi havt denne slemme Julefest, og den gjør mig altid Fortræd. Saa er her og saa mørkt – meget mørkere end hjemme. Naar jeg kommer ud Kl. 8–halv ni, er der ikke Tale om at kjende Folk paa Veien; og selv Kl. halv ti kan jeg ikke se Uhret paa Kirken. Det er saavidt Solen kommer opfor Fjeldene, og saa gaar den et Par Timer henover Toppene; vi spiser Frokost Kl. l0 og Middag Kl. 3 med tændte Lamper; det er nu ogsaa, fordi her er et forfærdeligt mørkt Veir med Regn og tykke Skyer – et afskyeligt Veir her i Molde. Men inde i Fjeldene, hvor jeg nu snart skal begynde at reise, er der vist Masser af Sne og kolde Grader.

Tak for det gamle Aar og godt Nytaar for dig og dine; hils din Datter og Axel og Maren hjærteligt. Vi sees vel ikke i næste Aar, medmindre du vil komme til mig.

Din Allik.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.