Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1905

Michaela Krohn.

Kjære Pleiesøster!

Tak for din kjærlige Lap og modtag Magen til samme, som er forarbeidet her i Contoret efter din med megen Omhu, men vi har ikke Oblater. Du maa tro, jeg har ogsaa havt Influenza i min tykke Krop, og den har ytret sig helst med saadanne Følelser mod mine Nærmeste, der vilde været en Pryd for en rigtig Menneskeæder. Kun du har været undtaget fra mit Raseri – formodentlig fordi du er saa langt borte og skrev saa pent til mig. Hvis jeg nogensinde bliver from og snil mere, skal du strax faa vide det. Glem mig ikke i Mellemtiden.

Din Alexander.


Michaela Krohn.

Du gode Lille Søster, som har skrevet et sødt Brev til mig og ikke faaet Svar, – Kjære! lad dig ikke forvirre af din store Broders slette Opførsel; han er ikke anderledes. Jeg har havt dit Brev liggende for mig hele Tiden og skrevet mangfoldige i hyt og Veir, men jeg kunde ikke tage fat paa dit; det maa komme af sig selv, naar det er rigtige Breve, ganske som dengang jeg var Forfatter og skrev Bøger. Men nu var det alligevel endt med, at det blev altfor længe, og nu synes jeg, at jeg saa dig sist i min Ungdom.

Du husker vel de gamle Damer, som stansede paa Fortouget og greb sig om Hjertet: Gud! var det ikke Conferentsraad Øhlenschläger! hvad den Mand dog holder sig godt! – ja nu skulde du se mig! et ildrødt Øie, et Saar paa Næsen, to løse Fortænder, tre lamme Fingre og en ond Taa! – du kan tro, din gamle Conferentseraad er yndig nu! men det fik enda være det samme med Yndigheden, naar han bare var snil og god; men det er en rigtig gammel Sattan – kan du tro!

Jeg skal sige dig det, siden du er min gode Lille Søster, at naar saa forkjælede og forfængelige Mandspersoner som din Conferentseraad endelig for Alvor blir gamle, vil de lettelig komme paa to Afveje: enten tilvenstre som Abekatter og modbydelige Courtiseurer eller som rigtig onde misundelige Høirefolk, der gjør Livet surt omkring sig.

Hør nu, hvorledes det er gaaet mig og med hvilken sjelden Visdom jeg har ordnet mit Liv i den allersiste Tid: To Nætter i Træk har jeg danset til Klokken fire og drukket dertil. Du mener kanske Francaiser? – nei! min Pige! – jeg er en renommeret Valsemester paa Molde, og tilslut for jeg afsted i en vild Galopade med Præstens Datter, som har lysegult krøllet Haar over hele Kroppen ligesom Rebekka – eller var det Esau? Bagefter har jeg sat mig hen som Hiob paa Potten og skrabet mig med Askeskaar; thi du kan vel begribe, jeg blev syg. Der laa saa høi Sne i Gaderne de to Nætter, som du aldrig i dit Liv har seet; og jeg løb paa tynde Strømper og Laksko frem og tilbage som en Spirrevip! oh! hvor fik jeg da Krampe i Læggerne! Gigt baade for og bag, Hoste og ondt overalt. Saa slog jeg mig paa at foragte Verden og aflagde mange Eder, og nu har jeg drevet det til at blive en rigtig ond indædt gammel Sattan!

Men du danser vel ikke – he? det bliver ialfald ikke med mig; men kjøre sammen – det vil vi; og da skal der være Solskin, og vi skal lade Rørby kjøre os i Skoven under Bøgetrær først; men saa skal vi paa Strøget – naturligvis! Jeg er bange, Rørby har kridhvide Barter til den Tid; de var allerede begyndt at graane; og det varer længe, før jeg kommer igjen.

Men hvis du vil være snil og skrive til mig, vil vi holde fast paa hinanden, og enten vi mødes eller ikke, holde af hverandre som vi begge følte, at vi gjorde, de faa Stunder, vi var sammen.

Men nu kommer Turen til dig at opleve, hvad du skimtede i Fredriksberg Have, og det blir mange Bekymringer for den Store Broder. Jeg vilde saa gjerne give dig et godt Raad og et godt Vaaben i din Haand. Men jeg ved saa vel, at alt, hvad jeg kunde sige, er spildt, naar først Fanden er løs. Men der er dog en Ting, som du gjerne kan høre paa, fordi det er saa sandt, saa sandt: tag dig ivare for at binde din Skjæbne til nogen, som staar under dig i den huslige Opdragelse og Tone. Unge dannede Mennesker synes omtrent lige alle. Men efterhaanden udover Livet kommer der tilsyne Revner, som blir til Kløfter, hvor den ene ikke er med i det Frimureri, som binder alle os, der fra Barndommen har indaandet den fælles Luft af fin Hensynsfuldhed og sikker Forstaaelse. Ser du: derfor blev jeg Søn i dine Forældres Hus; efter meget kort Prøvelse satte din fine og kloge Moder sig ned og talte til mig som til en Fætter fra Norge, og din Far har været mod mig som en Broder, – fordi vi kjendte den absolute Sikkerhed i Niveauet; vi kom fra det samme tæppelagte Stuegulv. Hvis du overhovedet beholder en sund Sands, naar du skal vælge, saa lad dig ikke blænde af nogen høi Begavelse eller noget sligt; men se om du kan faa vide, hvor – i hvilken Stue han blev opdraget; – dette er et udmærket godt Patent-Raad til at hænge paa Loftet.

– Hils nu din stakkels gode Moder og tak hende for al hendes Godhed mod mig, og ligervis din Fader, – sig ham, at hin Frokost i Bristol vil jeg aldrig glemme, – noget saa lunt og hjemligt som at sidde der med ham alene – ganske som vi saa ofte har talt sammen i en ubegrænset Fortrolighed og Sikkerhed; hils ogsaa Broder Mario venskabeligen fra mig og giv gamle Frøken Zahle et Knips paa Næsen fra mig!

Din hengivne Broder Alexander.


Harriet Backer.

Kjære Frøken Backer! efter mange svære Storme og halvmørke Dage skinner Solen idag ind gjennem alle Vinduerne – akkurat som i Stavanger. Og det stærke gyldne Lys faldt paa et lidet Billede, De engang forærede mig, da vi var i Paris. Jeg ved ikke, om De kan huske det? – en Gut og en Kone sidder ved et af et samvittighedsfuldt Perspectiv ilde medtaget Bord – men Lyset – Lyset Kjære Frøken! det strømmer saaledes ind af Vinduet, at jeg mangfoldige Gange i disse mange Aar har stanset og tænkt paa Frankriges Sol og den Lugt, der kommer af alt, som er solmættet, – og idag, da den Blikplade, vi her har til Sol, kastede sin spæde Glans over Deres Billede, fyldtes mit Sind atter med Sol og Glans og Varme og den fine Glæde, som alene følger Kunst; – dertil ogsaa med Taknemlighed mod Dem og gode Minder.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! Tak for dit Brev af 25 f. m. Saadant et Brev maa du skrive af og til – ikke sjeldnere end en Gang om Maaneden, med en orienterende Oversigt over vore fælles Venner; ellers gaar jeg hen og glemmer – nei jeg glemmer jo ikke Slægt og Venner; men man kommer ikke til at tænke paa dem, naar de ikke nævnes i det daglige Livs smaa Gjentagelser. Saa maa du og fare udover Jæren og rundt Byen, indom Børsen; du maa nævne Jonas – ja du ved selv alle de, vi sammen interesserer os for. Det er utroligt og fast unaturligt, at jeg skulde komme saa langt bort.

Du snakker om Veir – du skulde se her! –

Først blir vi pakket saa fulde af Sne, at vi ikke kan se Dagen lysne, og saa render det væk paa en Dag og efterlader en Holke, som jeg ialfald ikke kan gaa paa, og alt imens blaaser det, saa Fjorden foran vore Vinduer ryger.

Men nu har jeg seet i Avisen, at I Lykkelige! har havt en Nordenstorm igjen – saadan som den, der blæste da din Broder Johannes blev født i 1868. Ingen af dem fik jeg se! Tænk Lindholmen paatvers foran Rosenkilde! du var vel ude og passede paa, at der ikke blæste Tagsten i Hovedet paa de snottede Unger – he? Lige fra Barndommen var det det jilleste vi viste, naar noget drev løs på Sjøen – ikke sandt? og saa til og med et stort fint Dampskib, – hvor Fanden havde han sine Ankere? hvor stod du henne? – Fredriks Brygge maa have været udmærket, mens de balede med Trosserne; men Jernbanetomten var best, – den gamle “Grunden”, hvor vi oplevede Spændingen med “Talisman”! Men dette maa jo have varet i timevis? – hvis du ikke nu er altfor lei af at snakke om det, maa du give mig en liden Beskrivelse.

Tak for dine gode Ønsker og tag mine igjen. Vi har igrunden ikke saa meget at grue for i vor Alder, naar det ikke var Børnenes uformodede Ballader. Jeg har tre visne Fingre, og du siger, du har noget ondt i Maven, som jeg aldrig har troet saa svært paa – vi kunde saamænd, hvad os selv angaar, sidde rolige ved vore Kort udover den lange Nat, – à propos om Kort! – jeg har bagefter faaet en ubehagelig Fornemmelse af, at jeg ikke var rigtig snil, naar vi spillede? – jeg ved, du blir aldrig sint paa mig for Alvor, men jeg har en Følelse af, at jeg var altfor ivrig; jeg syntes, det var forfærdeligt jilt, men alligevel – nu bagefter – he?

Heroppe maa jeg jo lægge mere Baand paa mig mellem de Fremmede; men jeg kan nok forstaa, de synes, det er en snurrig Amtmand til at drive Whisten en Aften. I Klubben har jeg nu mit Parti, og det er ubetinget det lystigste. Vi spiser først en duelig varm Aftens med Øl og Drammer 3; – især en yndet Ret, som vist vilde lægge dig paa Dødsleiet; det er den spanske baccalao – Klipfisk, Poteter, spansk Peber, Smør, Olie i massevis og endnu nogle fremmede Krydderier, som river lige i Sjælen – gloende varmt!

Du taler om Kredsen i Stavanger, som svinder ind. Her er Omgangen rigelig nok for mig ialfald; og Beate og Else er endogsaa meget optagne – dog mest af mindre The’er og Foreninger. Iaften skal vi forresten i stort Selskab – jeg tror med Dans – til Doctor Parelius, som er gift med en Søster af Tante Emilie. Men jeg savner forfærdeligt et Mandfolk, bare en eneste Duskammerat! – her findes bare en Tremænning – en Oberst Berg, og han skal snart flytte. Ellers er det Embedsmænd, og blandt dem trives ikke vi – jeg mener du og jeg og vort Slag – vi trives ikke mellem disse Sagførere og Dommere, som fører hele sit Fags Kjedsommelighed med sig i Selskabslivet. Kommer de sammen, saa fortæller de de dummeste Historier fra Retten eller lange Reiser eller Embeds-Forfremmelser; – det gjør aldrig andre Gentlemen; Læger, Kjøbmænd, Kunstnere gjør aldrig det; de ryster Fagmanden af sig, naar de gaar i Selskab; alene Juristerne sidder og røger sin evindelige Pibelort.

Hils Maren og Axel og Tante Hanna og alle de andre. Jeg vil dog haabe, at I kommer til Scotland!

Beate hilser.

Din hengivne Alexander.


Anna Bissen.

Ja – kan De forstaa – Kjære Frue! hvorledes saadant noget gaar for sig? – nu kom jeg her hjem fra Reisen saa opfyldt af Taknemlighed og Glæde – specielt fra mine fornyede Tilknytninger til Dem og Deres, lige fra Hannes – jeg mener Fru Hannes glimrende Selskab; og saa kan jeg Dag efter Dag sidde her uden at skrive; indtil det uskyldige Marmorstykke, som De puttede til mig ude i Gangen, og som staar her midt for mig, bliver til en hel ond Samvittighed! – jeg forstaar det ikke, og lykkeligvis hænder det mig sjældent. Men naar jeg nu kommer, maa De først og fremst prøve at slette ud og rykke op, om der var nogle Spirer begyndt at gro i Deres gode Hjerte af Forundring eller vel endog af Misstemning mod mig; og naar der ikke findes Spor af noget saadant hos Dem selv eller hos Deres Mand, maa De gaa til Hanne og foretage den samme Rydning der, og sige hende, at jeg er ganske forskrækket over mig selv, men ellers som før og for ever hendes hengivne Beundrer. Først naar alt dette er bragt i Rigtighed, begynder Verden igjen at komme i Fugerne, og vore gode venlige Tanker og Følelser griber atter ind i hverandre som Tandhjul i en nøiagtig og ubeskadiget Maskine. Men skamme mig maa jeg, og det gjør jeg – rigtig grundigen gjør jeg det.

Thi her er endnu lidt til: alt længe har her ligget foran mig et Brevkort fra Dem med en Udsigt fra Deres Vinduer, som jeg aldeles ikke kan forstaa. Jeg mindes, at jeg saa Bissens nøgne Dreng paa Hesten, naar jeg færdedes paa Deres Kanter; men jeg kan umuligt orientere mig efter Billedet paa Brevkortet; hvad er det for en stor Bygning, vi ser imod? Har De altsaa ikke længer Deres Trapper og Søen og den nye Bro? ak! – nu varer det vist længe, før jeg kommer der igjen. Der staar altid en Række smaa og større Sorger rede, naar jeg kommer hjem fra mine sorgløse Fraværelser. Mine Børn har Pech; det vil ligesom aldrig lykkes for dem at faa Fodfæste; ret som det er, naar jeg tror, at nu er de endelig gaaet af Stabelen og seiler sin egen Sø, – saa ved jeg ikke Ord af, før de ligger igjen ved Bryggen og hele Udrustningen for Livet maa begynde omigjen. Tilslut blir man Egoist – jeg tror ikke, jeg var det i Ungdommen; – men tilslut samler der sig et stort Suk efter at faa være i Fred for sig selv med sit eget Liv, sine egne Bekymringer, uden at læsse dem paa andre, men ogsaa fri for de urimelige Læs, som de andre læsser paa En. Jeg grunder saa ofte over, om jeg er bleven slet. Ser De: jeg har jo altid havt saa mange Begavelser i Retning af at blive vel behandlet og forkjælet af Menneskene. Naar jeg nu føler hint Suk stige i mig, saa spørger jeg: er ikke dette Feighed? du vil stryge af dig alle dine Pligter og smutte glat som en Fisk ud iblandt de Fremmede, hvor du blir beundret for dine blanke Skjæl?

Saaledes er det – Frue! De behøver ikke at hjælpe mig med Svaret; men det var alligevel godt, at jeg spurgte. For nu blev det mig med en Gang saa klart: jeg kan meget lettelig blive slet paa denne Maade, og det gjælder for mig at se dette klart. Jeg fik nemlig netop nu, mens jeg skrev til Dem, en yderst pinlig Efterretning fra min ælste Broder om vore fælles Pengesager. Meget af det er min Skyld; men se, om jeg ikke begyndte at sukke over alle de Bekymringer, som vælter over mig fra de andre.

Hele mit Liv, siden Far døde, har været en langsom Nedgang i Penge; men det har jo været min egen Skyld. Børnene er ogsaa min egen Skyld, og naar jeg ser, hvad det er, som mangler dem, er det netop det samme, som altid har manglet mig. Og skjønt jeg ikke har lært dem godt op, saa elsker de mig ganske uforskyldt alle fire, og vilde saa gjerne være mig til Glæde.

Og aligevel – aligevel gaar det op som en stor Bølge: ak! den som kunde blive kastet op paa en Ø for sig selv!

Men ellers maa jeg jo sige, at alle Ens egne Sorger svinder ind i disse Dage. Det er for mig og mange andre en stor Beroligelse at se, hvorledes endelig det gamle falske Høire maatte erkjende, at vi havde Ret, som holdt Hadet varmt til det forbandede Sverige, – dette Folk som ikke har Spor af Lighed med det, som duer noget, i Dansk og Norsk. Saa vidt kom vi endelig og Ære være B. B. for dette som for saa meget andet. Thi havde han ikke faaet istand SamlingsMinisteriet, vilde vort Høire, naar Svenskerne kom med sin Falskhed og sit latterlige Overmod, vort Høire vilde da bare sagt som før: ja mod et VenstreMinisterium vil det ædle Sverige ikke vise nogen Imødekommenhed. Nu var Høire selv med og fik Pludderet lige i Øinene. Det var godt. Resten giver sig nok; her har aldrig været nogen Nordmand ræd for Svenskerne i Sverige – dem skal vi nok varme som vi har gjort det før – Hils Bissen –.

Deres A. L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob; – jeg blev dybt rystet og skamfuld over dit Brev, fordi jeg – ligesom naar Hundehvalpene har nisset paa Gulvet og faar sin Næse trykket ned deri – for første Gang blev tvungen til at se og indrømme, at jeg var langt borte i svimlende Fantasier, da jeg var saa vis paa, at Huset ved Torvet skulde komme op i 120,000 Kr. Min Letsindighed var brødefuld derved, at jeg tog en saa altfor stor Part ud til mig selv; men at vi ikke dengang solgte for 60,000, som vi kanske kunde faaet, skjønt det aldrig er bleven os budt, det kan jeg umuligt angre saa meget paa. Hvis Forholdene nu nøder os ogsaa til at tabe paa de kostbare Familieeiendomme omkring Torvet, saa er det forfærdeligt haardt, men dog kun delvis min Skyld. Derimod har jeg allerede været Eder en kostbar Broder, fordi jeg fik bo der saa længe. Men det ved jeg, I alle af Hjertet under mig, saa jeg nævner det bare, paa det at du kan vide, at jeg ved det, og aldrig vil glemme Eders Godhed.

Nu vil jeg ingenting spaa, men gaa saa langt ned som du antyder; men alligevel maa dog min Andel i vore fælles Eiendomme paa Land og i By være 20,000 – tror du ikke det? og iethvertfald skal jeg ved Hjælp af Hegel og ved alle Midler ikke forringe Eders Parter, saa faar vi – saa trist som det er – tabe allesammen ligt paa denne kostbare Drøm; min Skyld blir stor nok alligevel, fordi jeg altid – opmuntret ved Hannasdal-Handelen – har villet vente og vente. Og lad mig endnu engang spaa: der vil blive tjent flere Penge paa Fars Gods end der allerede er tjent paa Sømmes og Onkel Axels.

Nu skriver jeg til Andreas og Fredrik Hansen, at de for Alvor og med nedstemte Fordringer lader Agenterne prøve sig – med begge Eiendommene. Naar der paa vor lille Klode er aabnet et Svælg, hvori daglig Millioner fortæres, maa der efter mit Skjøn opstaa en Stigning i Priser paa alt, indtil Hullet udfyldes; men det gaar ikke saa fort som vi haster til. –

Derimod – sondern Lieber Wilhelm! – som Far pleiede at sige, naar han var paa godt Humør, hvad jeg i Sandhed ikke er! – derimod blev jeg aldeles ikke saa særdeles dybt rystet over, at Holm døde.

Men derfor behøver ikke du at skræmme Livet af mig med sorte Tanker, Kjære Broder! du maa sandelig ikke dø; saa lidet som vi tilsyneladende har af hinanden mellem Aar og Dag, saa kan jeg dog føle, bare jeg tenker paa det, hvor isende kold og ensom jeg vilde blive i Ryggen, om jeg ikke mere havde dig gaaende dernede; galt var det med Tycho; men værre var det, om du skulde dø snart. Der er mange Ting, jeg ogsaa gjerne skulde gaa bort fra; men jeg vil saa nødig indrømme, at Slaget er tabt; lad os holde os staaende – Gode Broder! og ikke gaa fra hinanden.

Din hengivne Alexander.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg fik følgende Telegram fra Fredrik Hansen igaar:

«Brev sendt til Hegel idag. Tilskriv ham, at du ikke kjender mit Brevs Indhold, men at jeg er paalidelig og forsigtig og vil med den ombedte Hjælp vinde Tid og afværge Ulykker uden Resico for Hegel. Afslaar han, ser det mørkt ud.

«Fredrik.»

Jeg har ikke havt Fred siden; thi naar han siger, at det ser mørkt ud, maa jeg forstaa, at Vægten af min Gjæld vil vælte ogsaa ham overende, og da faar jeg aldrig en glad Stund mere. Men foruden dette vil jeg være fallit, og det gaar vist ikke an for en Amtmand – jeg har ialfald aldrig seet det; og skulde noget saadant tilstøde mig, var det ude med en Gang. Jeg ved ikke, hvorledes Fredrik har tænkt sig Hjælpen; men jeg ved, at han nu tilslut som den yderste Udvej til min Frelse har gjort sig den største Flid med at afdække Situationen, og du kan stole paa hvert Ord, han siger. Jeg ved ogsaa selv med Vished, at min Andel i de fælles Eiendomme, vi Søskende har, fuldstændig skal dække min Gjæld selv under middels gode Tider, saa det vilde være ogsaa i den Retning en Elendighed, om jeg nu skulde blive ødelagt.

Men jeg ved ogsaa, at der skal meget Venskab og megen Godhed fra din Side til at hjælpe mig hen over Afgrundene. –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! Fredrik telegraferer: Hegel skriver nedslaaende. Jeg kom just fra en Embedsreise og skal ud igjen imorgen; den alvorlige Fare, hvori jeg er, gjør mig nerveus og urolig; det var dog Synd, om jeg nu skulde falde overende. Hvad vilde du sige, om jeg kunde love dig et Manuscript til en populair Bog: “Omkring Napoleon” af A. L. K. – jeg havde tænkt den udkommende heftevis og med mange Billeder – eller uden, som du vil. Men jeg har ikke før idag i min store Fortvivlelse taget Beslutningen; men for at redde mig, vil jeg nu prøve, saa skal jeg – saasnart en Indledning og nogle Ark ere skrevne, sende det til dig. Thi denne Gang maa det prøves af andre; jeg er jo ikke saa sikker som jeg var før, naar det altsammen var mit eget. Hvad vilde du sige, hvis jeg kunde endnu engang frelse min Conto op? vilde du da ikke strække dig langt for at give min Sjæl Fred til at arbeide? – jeg skulde vist kunne blive færdig paa et Aar og morsom vil Bogen blive; men Ingen maa vide om det undtagen de Nærmeste. Lad mig høre et Ord.

K.


Jacob Hegel.

Kjære Hegel! – jeg fik netop som jeg skulde paa en Embedsreise, høre fra Fredrik Hansen, at du vilde hjælpe mig over denne pinlige Situation, indtil vi faar solgt; nu vil jeg rigtig haabe, at de Penge, du er saa snil at forstrække mig med, maa vare, til vi faar ordnet os. Og med hvilken Glæde skal jeg ikke se den Gjæld svinde, som jeg var nødt til at samle i de Aar, hvor jeg tjente minst, og hvor Udgifterne til Børnene var størst; jeg tænker, det gaar de fleste Embedsmænd saa. Imidlertid staar alting nu saa meget haabefuldere for mig, end sist jeg skrev. Thi efterat jeg halvt i Fortvivlelse havde lovet dig en Bog om Napoleon, har jeg arbeidet paa Bogen og skrevet med Liv og Lyst – næsten som i de gamle gode Dage. Jeg synes allerede nu at være sikker paa, at vi kan have et Hefte færdigt til Jul; men jeg maatte høre Forlagets Mening og gode Raad med Hensyn til Udstyr, Tegninger o.s.v.; og skjønt jeg yderst nødig vilde, at Folk skulde faa vide, at jeg skriver, har jeg dog tænkt at sætte mig i Forbindelse med Hr. Nansen eller Hr. Boyesen – hvad synes du om det? Vistnok er jeg nok meget usikrere i Bedømmelsen end dengang, jeg skrev ud af mit eget Hoved alene; og jeg vilde nok gjerne, at du i sin Tid lader læse eller læser selv de første Ark til Prøve. Men saa siger jeg til mig selv, naar jeg selv arbeider med saadan Lyst, kan det ikke være helt daarligt; og desuden: mit Navn – saa længe og saa bitterlig savnet – he? – og Napoleon det er ogsaa et godt Navn; tror du ikke, det vil trække sammen til et godt Salg? Naar jeg mindes, at der af den siste Subscriptions-Udgave faldt saa meget paa min Part, at jeg kunde betale Forlaget alle Forskud til Beløb af 15,000 Kr. saa synes det mig ikke umuligt, at denne nye Bog, som vist blir større end G. & W., kunde dække meget af mine Forpligtelser, og stort over sexti Aar blir vi sjeldent i vor Slægt, saa var den Sorg slukt. Jeg har indrettet mig et Værelse oppe paa Loftet, hvor jeg har det som i gamle Dage; og jeg maa le af mig selv over den barnagtige Glæde, jeg føler, – ved igjen at være etslags Forfatter. Det meste er jo andenhaands Arbeide – Citater og Oversættelser; men jeg maa jo selv finde paa, hvorledes det hele bindes sammen; og det spændende er, om jeg kan faa frem baade “omkring” og “Napoleon”. Det fornemmes akkurat som i gamle Dage med Romanerne, naar det former sig fremover og krepper sammen mod Slutten. Stundom er jeg saa bange, at det skal blive altfor kort; men det tror jeg er unødig Ængstelse; hvis jeg faar Illustrationer, kan Bogen blive tyk nok.

Lad mig faa vide snart, hvem af Directeurerne jeg skal sætte mig i Forbindelse med; eller vil du selv? – jeg havde den Plan at udkomme heftevis og med rigtig mange simple Træsnit inde i selve Texten. Der er en “Histoire de Napoleon” af Norvins fra 1839, hvor der er fuldt af Billeder, som vilde passe for mig. Jeg har den Bog, og naar I havde en dernede, kunde jeg bare ved at angive pagina betegne, hvilken Illustration jeg vilde have paa hvert Sted i min Text.

Desuden kunde man naturligvis i Kjøbenhavn skaffe alle Portraiterne: Napoleon, Familien og Generalerne, Slagbillederne o.s.v.

Jeg har ingen Forstand paa, hvorledes Forholdet er mellem Illustrationer og Text; er det saa, at der ved mange Billeder gaar noget af paa Forfatterhonoraret, saa skal der ikke være et eneste Billede; Foretagendet er fra min Side udelukkende et økonomisk – et Forsøg paa at komme ud af mine Forpligtelser; Ære har jeg nok af; og selv om jeg skulde sætte mit Forfatter-Navn paa Spil, vil jeg være glad, om bare Pengene kommer. Det værste er sandelig, at jeg kan resikere mit Embede, thi jeg har – formodentlig som den første herhjemme – samlet alt det Onde, jeg har kunnet finde om Bernadotte, – lad endelig ingen vide dette og komme mig i Forkjøbet.

Jeg saa til min store Glæde forleden, at Fru Julie havde været med Nansen i Norge; saa haaber jeg, det gaar saa slideligt – som I siger – med Humøret; hils hende hjerteligt fra mig; jeg skriver ganske vist snart til hende for nu er det længe siden.

Jeg gad vide, om der blev lagt Mærke til, at der slet ikke var et Ord fra mig til Bjørn? Det var galt, og jeg vil en af Dagene skrive til ham, vi er jo gode Venner. Men her er kommen en afskyelig Skik, hvorved ganske almindelige fremmede Personer ved at slaa sig sammen tilpaver sig etslags Ret – ja et ligefrem Tyranni over den Enkelte. Jeg faar f.Ex. en vakker Dag – jeg ved ikke fra hvem, for jeg kaster det strax i Papirkurven – en Ordre faar jeg, ja for det kan neppe kaldes andet – til at skrive noget om B. B.: det maa være saa og saa langt, indeholde noget, Bjørnen kan lide, sødt og ikke haardt, præcis inden den og den Tid – akkurat som et Julebrød! – du kan vel begribe, hvor jeg raser, naar de byder mig sligt; desværre blev jeg saa sint denne Gang, at jeg ganske udeblev fra Festen og det var nu ikke Meningen.

Hils Frøken Oluffa og de Unge af Huset, og lad mig snart høre fra dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Kifi! jeg sender dig til Gjennemlæsning og videre Expedition min Skrivelse af D.D. til Hegel, saa slipper jeg at forklare en hel Del. Det er best saaledes. Det kommer vel den Dag, da jeg tager Bladet helt fra Munden; men indtil videre kan det være nok. Men sig mig disse 700! jeg kan ikke forstaa andet end, at det var de syv du engang fik – som en Nødhjælp til Vexlerne; jeg husker endda, at det netop dækkede det contante Forskud, du da var i; formodentlig var det ved min Afreise sist fra Stavanger, andre 700 har jeg aldrig vist om.

Saa Hegel var bitter og ondartet – ; det viste jeg ikke. Det vilde gjøre mig ondt, om der tilstødte vort Venskab noget – især nu; fordi det muligens kunde komme til at se ud som om vi blev Uvenner efter Reisen. Han var saa pinen, at det rent ud sagt var en Pine – især naar dette Fedteri giver sig en Mine og tænker ligesaa stygt som Millionairer af ondt Slag –, og jeg synes, jeg har holdt mig moderat i mine Udtryk. Alligevel – ved du, mine Ord og især mine Ord kunde nok laves saaledes til, at jeg bagefter i Utaknemlighed havde talt ondt om Hegels, som tog mig med som Gjæst; og det var langt fra Meningen; jeg viste, hvorledes det var – omtrent, og jeg er fuldt taknemlig.

Jeg farer gjennem dit Brev som en Hare saa ræd. Er der nu nogen Lindelse i disse 3000? – hvad tror du om min Bog? – tror du ikke, at det kan blive en 10,000 Kroner? Eiendomssalgene tror jeg lidet paa; men hvad angaar Landejendommen, saa er Andreas igang; og du maa vogte dig for at lade ham faa Følelse af, at vi nu har bedt dig om at prøve Salg; men bare sælg og grus; nu har jeg nok af det; jeg kommer aldrig mer paa Torvet. Skal vi mødes – og det har jeg da endnu et svagt Haab om – kan du ikke komme her til Paaske? – Kjære! lad Vaabnene hvile og kom i en Fart; nu har jeg Gjæsteværelse ovenpaa, hvor jeg laver paa Napoleon, saa kunde jeg faa læse for dig – ja! det er sandt! det vilde for mig være Penge værdt; thi af din Dom vilde jeg ialfald faa vide Skidt eller Kanel; Kjære! for min og vor fælles Frelse maa du komme; at det ikke er faldet mig ind før! – saa behøver jeg ikke at skrive mer, saa behøver jeg ikke at læse dit Brev en Gang til, vi kan jo snakkes ved; – jeg læser ikke et Ord; men jeg betaler dig 100 Kr. af mine 3000, forat du for min Regning kan komme hid; jeg møder dig i Aalesund; dette er afgjort; mine Damer ere henrykte; velkommen!

Din A. L. K.


Bjørn Bjørnson.

Kjære Ven! der kom til mig et skrækkeligt Bud, at jeg skulde skrive noget til Bjørn Bjørnson akkurat en halv Alen langt, uden bitre Mandler men lystigt og blødt i begge Ender, – du kan vel begribe, at jeg blev rasende! Men desværre reiste jeg bort og glemte at forberede et Telegram til Jubilæumsdagen, og det var ikke pent, men hellerikke ondt ment; jeg er ikke flink ved festlige Leiligheder. Saaat, hvis nogen Skygge fra min Kant er gledet hen over din velfortjente Fest, maa den nu forsvinde, og du maa være overbevist om, at jeg glæder mig over, at du fik Fest, paaskjønner dit Arbeide og er glad over dit gode Venskab.

Naar du skriver mig til, at Skyen er bortdraget – om den har været der? – fortæl mig da om din Fader, hvor han er og om han kommer snart? – jeg glæder mig og gruer, thi hvis de ikke er snille mod ham – og det er de neppe nu, saa er det saa forargeligt, og han ærgrer sig. Jeg vilde skrevet til ham mange Gange; men saa hed det sig bestandig, at nu kom han strax; – jeg gad vide, naar han kan ventes? – de vil vel bo paa Aulestad?

Jeg lever godt; men føler pinligt Ensomheden i denne bevægede Tid, som ikke formaar at ryste Molde. Der er vistnok ikke noget, jeg ved, jeg kunde bruges til; men alligevel synes det mig saa underligt, at jeg ikke har noget at gjøre, naar vi nu endelig ere komne i Haarene paa Svensken; – kan du foreslaa mig noget?

Beate sender sin Hilsen til din Frue og dig – jeg for min egen Del beder Fruen modtage min venskabelige Compliment – og du maa altsaa ikke være sint paa mig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Guthorm Hallager.

Kjære Herre! – jeg saa en Dag, at selv i disse Tider – litis pendente – om jeg saa maa sige, havde man fundet Anledning til at give en Mand Medaille for Borgerdaad. Dette vakte min Ærgjerrighed. Husker De min Protegé – Fænomenet Onsum i Veblungsnæs, som er opimod 100 Aar og har været Forligelsescommissair fra Istiden; jeg var saa vis paa, at han skulde faa noget i Januar, at jeg gik og pralede paa Forhaand; nu tør jeg lidet komme til Veblungsnæs. Var det ikke muligt at faa noget til den Gamle? han lever neppe længe, saa hans Opløsning kommer sandsynligvis før Unionens. Kunde De ikke sætte denne Sag i Sving?

Jeg har ubegribeligvis ingenting at spørge Dem om; men jeg tror, at alene Bevistheden om, at jeg kan spørge, er mig en Støtte. Ah! nu skulde De se Aalesund! som opbrændt var den en smuk By imod nu, saa kan De tænke Dem, – nei De kan ikke tænke Dem noget saa rædsomt.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kiellend.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! nu har jeg spurgt mig for med al Discretion, og hvad jeg har erfaret samstemmigen fra 2 Kilder er følgende:

Broder Gerhard tog, dengang han solgte Opdøl til sin Brodersøn Kaptein Høstmark – gift med Datter til Amtmand Holst – da tog han af for sig selv det beste Stykke af Gaarden, byggede sig Huser og lever nu i godt VelstandsBonde-Stel. Hos ham bor de to Søstre, og disse sammen med Gerhard ejer den Gaard i Molde By, hvor Havnefoged Høstmark bor, – det er ikke meget; men der er formodentlig Leie-Indtægt, siden de ikke sælger. Desuden har Frøken Marie nogle Penge i Banken, som hun af og til gaar og tar lidt af; det er nok ikke mange; men blottet er hun ikke, og Familiens daglige Liv er som de velstillede Bønders paa disse Kanter.

Derimod mente Apotheker Petersen, at Frøken Marie kanske med Aarene kunde være bleven lidt tutlen i Hovedet; Søsteren er og blir den stakkels vanføre Skabning, hun altid har været.

Under disse Omstændigheder tror jeg sikkert, du kan slaa dig til Ro; de gamle Folk har ingen Nød, og hvis din Veninde alligevel har Sorg, saa er det Sorger, som du alligevel ikke kan afværge, thi det er Alder og et tomt Liv, der paa Slutten føles som Bekymring og Forladthed. –

Jeg har ikke skrevet til dig paa saa lang Tid, fordi jeg halvt-om-halvt har troet, du laa paa Hjemreise. Det var mig derfor en Glæde at høre, at du sidder fast i en Fortælling, og forbliver dernede endnu en Stund; det samme havde jeg forresten hørt fra din Søn Bjørn forleden; jeg skrev til ham og forklarede, at jeg ikke havde kunnet bekvemme mig til at møde til den officielle Festhilsen, som jeg fik etslags Ordre til at tiltræde fra – jeg tror Forfatternes Forening. Det glæder mig – baade, at du er i Arbeide og at du ikke kommer hjem nu, hvor Utaknemligheden fører Ordet. Du ved, jeg holder altid fast som en Kulsvier ved din Politik og paastaar altid, at du faar Ret. Jeg har faaet dem til at indrømme, at dette latterlige Omsving i det gamle Høires Syn paa Svenskerne, var aldrig kommet uden Bjørnsons Sammenslutning af fine Folk fra begge Leire. Thi havde vi mødt frem til dette siste Nappetag med Svenskerne ført af et ublandet Venstre-Ministerium, havde vort Høire bare sagt som før: Naturligvis! det ædle Sverige lægger Baand paa sin Ædelhed overfor dette Venstre-Rak! – – men nu fik selve Høire Slaget midt i Snuden, og da først fik de Øinene op. I Molde gik de ælste og mest prøvede Idioter omkring med en Sax og klippede de siste klippefaste Unioner ud af Flagene.

Men var det ikke for den kjære Enighed, skulde en af os faaet Lov til at slippe løs al den glødende Harm over dette samme Høire, som i 30 Aar har ladet sig spytte i Snuden og paastaaet, at de kunde ikke mærke det ringeste til nogen Fugtighed. Thi det er Løgn. De allerfleste har vist det og følt det, at vi har været forhaanede og mishandlede den hele Tid; men mest og infamest under den siste Konge; han havde hele den Smaalighed, som viste, hvor der skulde anbringes en Knappenaal: han begyndte med at sætte sig i svensk Uniform paa de norske Frimærker; han sendte de hvide Faner til Gardemoen, han sendte St. Olaf til Molbech, da “Leonarda” blev forkastet, han valgte 17 Mai til Dato for Beslutninger, som særligt kunde krænke os, – som den Regisseur, han var paa Tronen, løb han hele Tiden omkring i Coulisserne med sine Naale; – men han havde lykkeligvis en uheldig Haand!

Personlig har jeg lidt mer end nogen tror over den Comedie med Broderskabet, som vi alle skulde spille; og mit Had til Sverige og til hver eneste Svenske er derfor blevet en Forbitrelse, som jeg vanskelig kan holde itømme; skulde her endelig blive Krig, vil det være mig umuligt at holde mig hjemme. Alt – ubetinget alt, hvad der er sagt om, at vi Norske er uenige og splidagtige – er Svenskens Skyld – ikke Unionens; – med et hvilketsomhelst andet Folk – sort eller hvidt – skulde vi levet i Union som Brødre, kun ikke med dette bundforlorne – lad mig nu stoppe itide; Ord hjælper jo ikke; og desuden behøves det ikke længer: alle ser det nu; men jeg tilstaar, det harmer mig, naar jeg tænker paa alle de Afskum, som slap i Jorden uden af faa høre Besked Monrad, Friele, Lochmann – og de, som lever, og som man kunde give Besked, hvis man slap sig løs! men lad os heller være enige og forfriske os i Hadet – et uforsonligt blodtørstigt Had.

Ellers alt vel. Jeg befinder mig bedre og bedre paa Molde – især efterat jeg – mellem os – har begyndt at tænke paa at samle min Napoleons-Læsning til en Bog; hidtil morer det mig ialfald og det er jo et godt Tegn. Hils nu Caroline venligen fra os; Beate er med det samme; vi venter Eders Besøg i Molde til Sommeren – ? hils Kitty.

Din hengivne Alexander.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg har idag bestilt Amtstidende, hvad jeg neppe vilde troet, om en anden havde fortalt mig det. Det er, fordi Fred. Hansen fortalte mig, at der kommer et Par Kapitler af din Bog; jeg skal være glad, naar jeg ser Enden paa den. Selv har jeg under Trykket af Gjæld og Fattigdom taget fat paa mine gamle Optegnelser om Napoleon, som nu skal blive til en Bog. Det er uhyre morsomt atter at føle sig som den Skrivende; men jeg er mer end før usikker paa, hvad det blir til. Jeg vilde helst, Ingen skulde vide det, men jeg er bange, det kommer snart nok ud; du kan jo sige, du ved ikke stort om det. Nu skal du snart skrive et par Ord til mig.

Din hengivne Pappa.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! – det hændte mig – hvad der er yderst sjeldent –, at jeg skrev et mislykket Brev til dig. Jeg havde sat mig til som en rigtig stor Broder at skjænde paa dig, og det kan du vel vide saa grueligt fjollet ud. Jeg skjændte paa dig, fordi du paa dansk Maner lader, somom du med Sikkerhed og fuld Fortrøstning gaar imod Ulykker og Skuffelser – i Kjærlighed som i andet. Nu skal jeg ikke begynde igjen; men lad mig bede dig være alvorlig; og hvis en Klodrian har holdt dig for Nar eller selv været en plump Nar, saa lov dig selv, at saadant skal ikke ske mere. Kjærligheden er altfor meget værd til at jaskes af paa den moderne Maade, – jeg mener uden Alvor og Synd. Da jeg selv er et gammelt Afskum, sømmer det sig lidet at tale videre; men tro for Alt i Verden ikke: at det er din visse Lod : at vælge noget Skidt! for saa gjør du det; og hvorfor? – er det da ikke langt bedre, at være Alvorsmand og lade de andre grine?

Jeg har læst dit gode Brev omigjen, og jeg er saa enig med dig i, at den, som virkelig gider undervise snottede Unger, han er paa en vis Maade lykkelig, og den Plan skal du holde fast, saa klarer det sig nok med Religionen. Men hvad jeg tror, du nu vilde have best af, er at komme ud af Skolen og Skoletankerne og tumle dig frit – ikke i Vellysternes Hvirvel i den store By; men i en dyb Kjedsommelighed i en Verdens Afkrog – f. Ex. Molde.

Kom herop til Pintse og vær her saa længe du vil. Alting er her saa anderledes, end hvad du hidtil har seet, Livet er saa sundt og Naturen saa overvældende; Else vilde blive henrykt; min Kone skulde jeg lære dig at omgaaes, og jeg selv vilde være saa glad ved at have den Lille Søster gaaende i Huset ud og ind og blive rød og tyk – saaledes som vi alle er det paa Molde.

Du er vel ikke ræd for en lang Reise? – jeg skulde give dig en Route og opstille Folk langs din Vei, som skulde tage sig af dig paa alle Maader. Gaa nu lige til din Far og bed ham om Lov; jeg er vis paa, at han vil indse, hvor godt Norge vilde gjøre dig just nu; og din gode Moder vil vist ogsaa slippe dig ud en Stund, naar vi passer godt paa dig. Lad mig snart høre et fornuftigt Svar.

Din Alexander.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen! Tak for Deres Brev af 2d/5. Jeg har allerede opgivet Billederne og tænker mig nu en pen Bog som mine gamle – men tykkere.

Naar jeg siger mine gamle, mener jeg Udstyr og Linietal som OriginalUdgaverne og ingenlunde i den sammentrængte Subscriptions-Udgaves Billede, – altsaa Arkene beregnet efter 24 Linier paa Siden og ikke efter 36! – og altsaa 50 Kr. pr. saadanne Ark à 1000 Exempl. Det er mig en Fornøielse atter at føle Shylocks Blod røres i mig; men jeg skammer mig lidt over at tage fuld Betaling for den Mængde Citater og Oversættelser og Ord, som ikke er af mig. Og hvorledes tror De, denne Bog vil se ud! – jeg har med Vilje ikke læst Taine! det blir en Guldgrube for Unøiagtigheder! – men det er ikke saa farligt, det er godt, at der er noget for Kritikerne; bare den blir morsom, letlæst og frimodig; jeg tror nok, at naar Afsnittet om Bernadotte er færdigt, vil der ikke være meget tilbage af Amtmanden, – men lad os alle tie forsigtigt.

Saasnart jeg bare kan, vil jeg sende Dem de første Ark – ikke til Trykning, men bare til Gjennemlæsning; jeg er jo denne Gang ikke saa sikker som, naar alt er mit eget. Jeg forstaar, at skal vi komme heftevis, maa Størrelsen være sikret paa Forhaand. Naar jeg først kommer i Arbeide, gaar det uhyre fort for mig; og var jeg fri som i gamle Dage, skulde Bogen ligge færdig til Jul. Men Amtmanderiet afbryder mig saa ofte og tager især Formiddagen, som altid var min beste Tid. Imidlertid synes det mig dog sikkert, at der maa være en trykt Begyndelse til Jul – det er dog altid den beste Tid.

Naar jeg faar Deres Papir og hvis jeg liger det, skal jeg prøve at sende Dem nogle Prøve-Ark.

Baby er reist til Christiania for at se sine Børn – hun fortæredes af Længsel; Vilhelm Krag kommer ogsaa did; jeg tænker med Bekymring paa et berømt Vers af Ploug. Hilsen til Fruen!

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen! – jeg sender Dem Indledningen, forat De skal vide omtrent, hvorledes Melodien er. Af saadanne Ark har jeg 35; med dem kommer jeg til Keiserdømmet; men jeg tror ikke, at dette – de 35 Ark – er mere end en sjettepart af Bogen. Saasnart jeg faar skrevet omigjen dette første Afsnit til Keiserdømmet, vil jeg sende Dem det. Men nu skal jeg have noget, som heder Amts-Thing, og det optager mig en Maaneds Tid.

Foruden Embedet har jeg ogsaa Bekymring, som forstyrrer mig. Vor fælles Veninde – den arme Baby er i Christiania forat se sine Børn; hun sønderrives dagligen; men beder alligevel om at faa være der i 3 Maaneder.

Undskyld! Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Hr. Peter Nansen! jeg sender Dem herved Ark 6–38 – af mine Ark – til Gjennemlæsning og Retour; jeg vil gjerne høre, hvorledes det tager sig ud; men jeg maa have hele Manuscriptet i mit Værge, mens jeg skriver.

Saa vilde jeg ogsaa gjerne have en Beregning af, hvad disse 39 Sider udgjør i Tryksider som Siderne i mine første Bøger med c 24 Linier.

Det gaar fort og morer mig ganske umaadeligt – akkurat som i fordums Dage.

Jeg er længst kommen bort fra Billeder og Hefter. Nu tænker jeg paa 1 Bind til Jul paa c 20–25 Ark og nogle Maaneder senere IId Bind – med Udstyr og Format som mine tidligere Bøger i 1ste Oplag. Vi er jo med i Bernerconventionen?

Deres forbundne A. L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! Tak for dit Brev, som jeg besvarer strax, før Kontoret begynder; vi har Amtsthing og travelt.

Du skal ikke være saa betynget, fordi du ikke skriver, saa længe du bare har det godt, og I ere lykkelige. Else var henrykt – hun kom igaar – over Opholdet og Eder og altsammen.

Du behøver slet ikke at være ræd for Krig, og det blir hellerikke dit Korps, som nu skal mobiliseres. Men sker det, skal du strax faa den franske Kappen; jeg vilde misunde dig af mit inderste Hjerte, om du fik være med til endelig at slaa dem i Snuden.

Jeg vilde umuligt kunne sidde her i Ro, om der virkelig brød Krig ud; – skjønt jeg er saa sørgeligen ubrugelig, vilde jeg dog ile saa langt øst, at jeg fik kjende Krudtlugten. Men desværre! – her blir ingen Krig – som vel er. Det gaar forresten bare godt. Jeg begriber ikke, hvad Fanden Folk er saa bekymrede for! – her er dog vel Ingen, som er ræd Svensken?

Det var en sød Dreng; han er som du var ved Munden; men ovenfor er han mere fast, og det kan trænges!

Altsaa: Drengen er sød, Helbreden er god, Kjærligheden i Orden, ingen Krig, vi ere alle gode Venner – kun Bogen – Bogen! vil du ikke lade mig prøve at finde en Udgang? – nu er jeg saa oplagt; jeg sidder nemlig selv i en stor Bog; der er alt sendt Manuscript til Gyldendal. Det er de gamle Notater om Napoleon, som i et betrængt Øieblik af Gjæld og onde Ord fra Hegel samlede sig i mig til en dristig Beslutning, og efterat jeg begyndte Arbeidet, er det akkurat som i gamle Dage, og deraf slutter jeg, at det blir godt; – ialfald blir det ikke saa faa Penge, og nu saa det atter haabløst ud i saa Maade.

Men din Bog ængster mig. Det er mig umuligt at forstaa, hvorledes nogen Forfatter kan mangle Slutten; thi da maa han jo efter min Opfatning ikke have noget at sige. Eller har du mistet Modet? tør du ikke føre helt ud, hvad der laa i Planen? – jeg kan tænke mig noget i den Retning, siden Stoffet er saa intimt; bryd dig ikke om mig; det er værre med Moderen; lad mig høre, om jeg ikke kunde være til nogen Nytte. Mamma hilser og Smaapigerne og Gurine. Hils Hilda hjerteligt fra os.

Din hengivne Pappa.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jens! det gik saa fort imorges, at jeg glemte det vigtigste – vigtigere end selve Bogen! – du var en Helt, som blev good-templar! Jeg kjender dem ogsaa – de brave Mænd og Damer, som tager imod os og hjælper saa godt – især i det første. Der var en, som sagde til mig: det blir værst om 3 Maaneder. Han mente med Rette, at den første Tids festivitas i Kampen holder Beslutningen frisk; senere er Hverdagslivet uden Opstivere vanskeligere at bære. Jeg husker ikke længer, hvorledes det gik mig i saa Maade; det staar for mig, somom der aldrig var nogen Fristelse, for det var nu engang besluttet; og at jeg ved Overflytningen til Frankrige “meldte mig ut” (som man ikke kan), var mere grundet i, at vi dengang tænkte at forlade Fædrelandet for lange Tider, end fordi jeg længtede mod den sure Rødvin. Gid jeg var forblevet i “Dovre”. Hils dine Venner!

Kjære Jens! endnu en Ting idag. Lav dig 2 eller tre – nei bare 2 Foredrag om Fugle, tag med dig eller laan, hvor du kommer hen, udstoppede Fugle af de almindelige, Plancher, Fjær, alt muligt og reis omkring i Byerne og prøv, om du kunde sætte en Dæmper for Ødelæggelsen. Du ved, jeg har engang skrevet, at jeg vilde søge Storthinget om at blive Fugle-Inspecteur. Forsøg at slaa dig op til noget af en: “Autoritet paa Frednings-omraadet”! – jaja! der ligger muligens en Stilling bagom disse Tanker; det vilde passe for dine Kundskaber; men jeg ved ikke sikkert, om du kunde holde morsomme Foredrag? Emnet kjender desværre de fleste – saaledes som det hidtil er fremført; der maatte findes en ny Stil; men jeg synes, det er utroligt, hvor taalmodigt Folk gaar til Foredrag. Sig intet om min Napoleon. –

Din Pappa.


Frederik Hansen.

Det er en gjensidig Glæde, at du har været her; alting kan nu forstaaes bedre, naar vi skriver.

Politiken gaar godt. Jeg forstaar ikke, at Kongen kan være saa blind; thi det maa jo nu være klart, at Sverige ikke vil hjælpe ham til at bevare Kronen. B. B. er vendt tilbage; alt er godt. Kun sidder jeg noget afsides; dog sker mig kun min Ret; denne Tid er Politikernes; hvilken Lykke, at ikke Odd. Vik er med! det skylder vi B. B.

din A. K.


Christian Michelsen.

Hr. Statsminister Michelsen!

Det har været haardt at sidde her saa langt borte i disse Dage. Men jeg har sagt til mig selv, at der sker mig min Ret; den, som aldrig har været med i Politiken, maa ogsaa staa udenfor, naar de store Knuder løses.

Men da jeg vaagnede imorges tidligt inde paa Veblungsnæs og spurgte mig selv, inden jeg blev klar, hvorfor jeg kjendte mig saa glad og let, saa lykkelig og fri, og da jeg saa sansede, hvorfor det var, da undredes jeg over, at jeg ikke før har bragt Dem og de andre min Tak.

Thi der er vel ingen af os, som ikke i disse Dage har følt sig lykkelig og fri, – i disse forunderlige Dage, der har givet os Friheden saaledes, som den var ment i 1814.

Bestandig – hvor vi gik og stod, naar vi tænkte og naar vi talte og naar vi sang – bestandig var der en Skygge. Vi saa den i de hovmodige Øine hos det andet Folk, hvor vi saa traf dem – hjemme og ude, selv de, som troede, de skjulte den – Skyggen var der alligevel.

Vi saa den i vore Børns Øine, naar vi lærte dem og forsikrede, at alt var i Orden – sandelig i Orden – alligevel – alligevel.

Thi – nu kan vi sige det! Det var ikke fuldt i Orden med denne Frihed, som vi elskede saa brændende; der var denne Skygge, som nu er borte.

Og for første Gang aander de Norske fuldt ud, der gaar gjennem os den uhyre Lettelse efter Tvivlen, som svandt, Tvistepunkter, som ikke længer behøver at forklares, Indskrænkninger, Hensyn og klamme Fremmedhænder i vore intimeste og saareste Følelser. Endelig har vi alt vort for os selv og lukker Gadedøren med noget af den Triumf hvormed vi forfremmes fra Elsker til virkelig Egtemand.

Og hver eneste norsk Mand, naar han herefter vaagner og kjender, hvor glad og let han er, – han vil vende sig med Tak mod Dem, Hr. Statsminister, og mod de andre gode norske Mænd.

Thi ingen maa tro, at jeg kommer alene, – alle er vi med, selv de, som idag ikke er fuldt frimodige, de vil ogsaa komme en Morgen, naar de vaagner og bringe Eder det enige Folks inderlige Tak for den Frihed, som nu er frelst klar og skinnende ud af alle Omsvøb og Skygger.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Kitty L. Kielland.

Kjære Søster! her var en, som havde seet dig i Christiania – Frøken Roll var det, du var saa lykkelig og saa angst for, at noget nu skulde formørke vor Lykke, at du havde sagt, at hvis vi nu bøier af denne Gang, saa tror jeg, at jeg dør! Det var saa ligt dig, at jeg strax trev Pennen til en gjensidig Lykønskning – og endda synes jeg aldrig, du har været fuldt saa hakkende gal paa Svensken som jeg. Det er det heldige med mig, at jeg aldrig har truffet andre Svensker end modbydelige – jo jeg har en og han var tilogmed Legationssecretair i Constantinopel, – men ellers og som Folk betragtede var Svensken mig det ækleste jeg viste – ganske legemligt ækle at tænke paa, saaledes som de klængede sig paa os samtidig med den kolde Haan i deres Blik.

Jeg glæder mig til at træffe DeHerrer Friherrerne til och af Cederpunch igjen, ligesaameget som jeg før gruede. Og herefter er der Ingen i Verden, som vil nævne Sveriges Navn. Det vilde hellerikke været nævnt siden 1814, hvis de ikke havde klint sig op til os og faaet sig tilsnydt noget af vor Glans, hvergang en af Vore tiltrak sig Europas Opmærksomhed i Spidsen for noget stort. Thi hvad har Sverige gjort? – ikke et Gran; der er ikke nogen – og allermindst vi, som har Sverige at takke for nogetsomhelst.

Det er vort tre Gange forbandede Høire, som har bildt os ind, at det svenske Folk var saa ædelt og høisindet. Derom findes der intet Ord i Historien og intet Spor i Nutiden. Men lad mig komme bort herfra. Thi naar jeg tænker paa vort Høire, da tilstaar jeg, at jeg glemmer Glæden over idag, forat mindes, hvad vi har lidt af Høire, og jeg skjælver efter Hævn og Opgjør! Men nu skal vi alle være enige, og jeg skal nok tie. Saa meget mere end jeg i al Hemmelighed arbeider alle mine Optegnelser sammen til en Bog om Napoleon. Det er en uhyre Fornøielse og smager næsten som før; skjønt det jo ikke er det ægte førstehaands Forfatteri. Men der vil alligevel komme mange Læsere, og selve Bogen er saa langt borte fra almindelig Historie, at jeg tror, den vil først og fremst være som en Bog af A. L. K.

Her er endelig – for første Gang siden jeg kom hertil – varme Dage og lune Nætter, og da er her saa vakkert, at jeg tror, alle Mennesker maatte blive glade ved at færdes i denne Omegn.

Skriv snart – din hengivne Broder Alexander.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! – jeg lagde dit Brev hen og tænkte, det er langt til Sommerferien. Men nu er vi der vist snart? – du er inderlig velkommen, og med det Veir, vi nu har, er her saa smukt, at jeg er vis paa, du vil trives. Men saa har vi og Taage og Kulde. Men alt det er ingenting; jeg er vis paa, at du vil finde dig tilrette bare fordi alt her er saa aldeles forskjelligt fra dit hidtidige Liv og fordi du af Naturen er sød og let at gjøre glad. Nei – det værste ser Du! eller det egentlig betænkelige er Fru Amtmandinden; men naar du nu ved det paa Forhånd, klarer du nok det ogsaa.

Vi andre skal tage os af dig – altsaa velkommen!

Din Alexander.


Guthorm Hallager.

Høistærede Ven og Raadgiver!

Her er vist mange af os i Landest Udkanter, som kan skrive, men som holder os i Skindet, fordi Hovedstadens Presse holder saa godt sammen, og fordi alt er godt, som hidtil er gjort. Men naar det nu ser ud som, at vi atter skal vente paa Sverige, før vi faar Svar paa et Spørgsmaal, som alene angaar os, da begynder det at krible mig i Fingrene.

At Regjering og Storthing tilbød Kongen at give Norge en Konge af sine Sønner, opfattede jeg som et Hensyn til Arveligheds-Momentet; og jeg tror, Regjering og Storthing havde Ret til det. Men jeg tror ingenlunde, at de nu raadende Statsmagter har Ret til at byde os ud til andre fremmede Fyrstesønner. Naar Afgjørelsen er falden – og den skulde vi kræve strax! –: at vi ingen af Oscar den 2dens Arvinger faar, saa maa Landet absolut spørges om, hvilken Forfatning det vil have. Bliver der gaaet frem under en anden Forudsætning, forbeholder jeg mig at opløfte et forfærdeligt Skraal.

Ulykken vil være stor, om vi fik en Bernadotte, som atter vilde samle om sig vore halv-adelige Slægter: Løvenskjold, Morgenstjerne, Vedel – og fortsætte Hovedstadens Forsnobbelse. Ulykken vilde stige, om vi fik en dansk Prins, som ikke vilde kunne aabne sin Mund, uden at hele Landet brast i Latter. Men Ulykken vilde være fuldkommen, om vi fik en Prins fra Kontinentet, som ikke har andet i Hovedet end pene Soldater.

Jeg vilde være Dem usigeligt taknemmelig, om De kunde sige mig lidt Besked: om det ikke er Meningen: at Landet skal adspørges, om det vil tage fat paa den fordærvelige Daarskab igjen med Fyrstesønner, eller om det vil fortsætte den mange hundrede-aarige Republik, som dette Folk i Virkeligheden har levet, og hvis Former det nu endelig har udviklet fuldt og naturligt indenifra. Hvis vi ikke blir spurgt, vil der bryde ud et stort Raseri.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! Dersom jeg ikke var saa optaget, skulde jeg en Gang have Lyst til at slagte alle de politiske Hanekyllinger, du altid har gaaende i Steens gamle Hønsegaard. Sagen er den: efterat vort Parti var blevet baade stærkt og fint behøvede vi ikke de Steenske Leiesvende, som bare drev Valgpolitik – tænk paa en Mand som Od. Vik; kan du ikke se, at han aldrig driver det videre end til Valgpolitik; aldrig nogen anden Ide end sig selv og sit Parti; dette ser ud som Politik, men i Landets Historie er det bare Ugræs.

Saa fik B. B. og de andre – Høire med. Tænk dig nu, at vi var gaaet til Konsulat-Opgjør med Trædal og Vik –, saa havde Sverige budt os, hvad de bød og kanske værre, og vort Høire vilde have gjentaget, hvad de har sagt saa mange Gange før: ja mod Venstrepakket vil ikke det ædle Sverige vise sin Ædelhed! Men nu fik de selv Slaget midt i Snuden og paa faa Uger vendte Morgenbladet sig, saa det knagede i alle gamle Præstegaarde, og hele Hykleriet med Sverige for op af Piben som en Djævel.

Saaledes gik det for sig; da vi endelig blev kvit det gamle sure Skolefis-Parti fra Rector Steens Snakke-Skole, blev Norge Perlen i Europa – tiltrods for Kleiberg, Øzeback og Maler Bøe! – de er al Ære værd – forstaar du, men de maatte ikke raade et Øieblik længer.

Igaar blev jeg saa bedrøvet, fordi jeg syntes, det var saa usselt, at vi skulde holde Folkeafstemning, fordi Sverige forlangte det; og jeg synes endnu, det er en brændende Skam. Men da jeg telegraferede ind, svarede baade Kildal og Klaus Hansen, at jeg kunde være ganske rolig. Og inat kom der Ordre fra Justits-Departementet om at sætte Afstemningen igang for Amtet. Min Contorist er til alt Uheld borte, saa jeg har forfærdeligt travelt.

Ellers alt vel og Tak for dit jille Brev, som du maa gjentage – det vil sige du maa give mig en saadan fortløbende Besked om alt og alle hjemme; herfra kan jeg jo ikke fortælle dig noget, hvor alt er dig fremmed; her foregaar heller ikke noget undtagen Forandringer i Veir.

Din A. L. K.


Frederik Hansen.

Tilly skal nu gjøre et Tilbagetog, som skal maale sig med Moreaus Tilbagetog i Holland.

Men se det var den spøgefulde Side af Sagen. Min Gjæld ligger for mig; jeg kræves daglig; man byder mig Accepter – d. e. at jeg skal acceptere! Ingensomhelst Udsigt! Det er for tidligt til at tale om Selvmord, – jeg mener for tidligt paa Dagen, ellers kunde det passe vel; og naar man siger til sig selv, at det vilde være feigt at forlade de andre med saa megen Gjæld og saa haabløse Tilstande, saa er det ikke andet end det skjære Hykleri; man bliver i Livet, fordi man altid tror, at det staar Champagne og Østers bag det næste Hjørne og fordi man ved, at Solen skinner over Aarrestranden.

Din K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! hvor skal jeg vel begynde? du aner neppe, at i alt dette, som har foregaaet, har jeg hele Tiden været opi noget andet. Det gik mig nemlig som du har forudsagt, at alt det Stof, jeg for nogle Aar siden slugte om Napoleon, det blev fra en Klump til en skikkelse; og alle de brogede Smaatræk, jeg havde noteret, flød efterhaanden sammen til et Maleri med Skikkelsen i Midten, og nu er jeg kommen til det sachsiske Feldttog i 1813 – 1ste Gangs Skrivning – glødende varm, somom det var en af mine egne gamle Bøger. Jeg haaber at være færdig til Jul; Bogen blir over 20 Ark; – du kan tro, jeg er glad. Og Arbeidet har faldt saa let og ligesom i Takt med Begivenhederne herhjemme. Jeg kan aldrig tro andet end, at det blir en morsom Bog og temmeligt giftig tillige.

Vi har ventet, at du skulde taget din Landauer og vist dig i Veblungsnæs? – nu kunde jeg have godt af en stor Overhaling i Politik. Det har været saa ondt at staa saa ganske udenfor; og det har ikke været saa let som ellers at henfly til dig. Thi jeg har jo havt Følelsen af, at al denne Glæde har ikke kunnet drage frit og umiddelbart ind i dig, fordi Maaden var gal; det er – om jeg saa maa sige – et personligt Uheld, og jeg vilde være dig uhyre taknemlig for et lidet Brev som kunde angive mig Accorden, hvori du nu er stemt.

Min Bog har holdt mig saaledes oppe, Tankerne har fløiet saa let frem og tilbage, at jeg neppe har mærket hvad der var den norske Revolution og hvad der var Napoleons uærbødige Dans med de kronede Hoveder; men beggesteds er det gaaet ud over Bernadotterne. Skriv snart.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen! – jeg haaber, det vil glæde Dem at erfare, at mit Manuscript nu er paa 170 saadanne store Sider, som De sendte. Jeg har tilbage at skrive: Feldttoget i Frankrige 1814 med Abdicationen; Tilstanden under Bourbonerne i 1815; de 100 Dage, St. Helena og Slutning; 1ste Skrivning skal være endt i August. Saa begynder jeg strax 2den Skrivning og til Jul skal Bogen foreligge.

Ikke blot til Glæde fortæller jeg dette, men ogsaa for at pumpe Forlaget. Beate – min Kone –, som blir altmere vanskelig, vil bo borte fra Hjemmet et halvt Aars Tid. Dette har jeg hidtil ikke kunnet bestride; men denne nye Bog skal jo opfylde alle Ønsker. Altsaa vilde jeg spørge, om jeg til September – eller helst før – kunde faa 1000 Kroner istedetfor de 300? Naar min Kone er kommen tilro – antagelig paa Diakonisse-Anstalten i Kristiania, kan vi aftale, hvorledes jeg skal kunne holde hende der.

En Bog paa c 25 Ark maa jo give noget af sig; men det er ikke den lystigste Anvendelse for Forfatteren.

Alle mine første Antydninger af Planer ere opgivne. Bogen skal være saa lig som muligt mine gamle Romaner i alt Udstyr; fremfor alt maa der ikke findes Anmærkninger, Tegn eller Henvisninger. Men lad mig ikke begynde at tale, før Arbeidet er gjort; det er en forstyrrende Tid, jeg skriver i; men den passer alligevel godt til Bogen.

I September kunde der komme de første Ark – er det tidsnok?

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen! jeg sender imorgen >idag< Manuscript til Trykning og beder om et Telegram, naar det er kommet Dem ihænde i god Behold.

Efter min Beregning vil disse afsendte 143 Sider med Titelblade og Omsvøb udgjøre 12 – 13 Ark, – tvær ud – kjære Venner! og det er netop Halvdelen af Bogen; – hør nu, hvorledes jeg vil have det: En fjorten Dage – eller 3–4-Uger før Jul udkommer dette Halvbind, som gaar til 1812 – Anábasis; og i selve Jule-Ugen 2det Halvbind – fra Toget til Rusland – Katábasis. Hele Bogen paa en Gang blir nemlig for stor og for dyr – især for Norge. Ved denne Udgivelse, som er en Levning af min Plan om den heftevise Fremkomst, vil Salget blive større fra først af; senere kan begge Halvbind sælges >bindes< sammen. Jeg ser nok, at det blir lidt dyrere for Forlaget med de to Indbindinger; men det bryder jeg mig ikke noget om; nu er det min Tur; og min Pengegriskhed er flammende.

2det Halvbind skal De faa Manuscript til i god Tid; det trykkes med fortløbende pagina fra det første.

Pragtbindene til den hele Bog kan først foreligge til Jul med 2det Halvbinds Udgivelse; jeg vilde gjerne have dem alle grønne med rødt Snit og den bekjendte Statuette af Napoleon presset i Guld paa Forsiden, – han maa ikke være for stor; – skulde der flyve en Ørn henover ham?

Der maa En se over mine franske Ord og Navne, som bestandig er gale. Og findes der en altfor stor historisk Feil, vil jeg være forbunden for et Vink.

Ligesaa, om noget skulde forekomme i ordret Gjentagelse; det er nemlig ikke saa godt, at holde Rede paa alle disse Optegnelser – især, da jeg jo skriver i saa korte Sammenhæng formedelst Amtmanderiet.

Men der maa selvfølgelig Ingen stikke Fingeren paa Manuscriptet; og der maa ikke findes Spor af det, som heder Noter, Anmærkninger eller Henvisninger eller Berigtigelser, – jeg har lært af Søren Kierkegaard, at en Forfatter fremfor alt bør vogte sig for at blive Publikums Opvarter.

Saa vilde jeg bede om, at et Correctur-Aftryk (efter min Læsning) sendes til: Hrrn Georg Merseburger – Verlags-Buchhändler, No. 27 Queerstrasse – Leipzig, samt et heftet Correctur-Aftryk til Bjørnson.

Jeg faar vel selv Correcturen i doublet?

Der kan blive Tale om en Dedication – det er ikke til B. B. – Husk paa at lade mig vide, naar det er kommet saa langt, at De maa have Dedicationen forat faa den med.

De brave danske Sættere har altid saa megen Bekymring for mig og med Rette. Undertiden skriver jeg marchen uden s; det er galt – det mener jeg ikke, maa jeg bede om at faa s.

Saa skriver jeg gjerne kommandere med k, og senere med c; lad os være enige om c over det hele i størst mulig Udstrækning – dog ikke Canoner; men – ikke sandt? – c er langt mere militair end k –, k ligner en lang Adjunkt.

Ja – saa ved jeg ikke mere for idag om Bogen, men saa var det Pengene.

Herom udbedes en Udtalelse fuld af Haab og Trøst og rigelige Udsigter til et sorgfrit Intermezzo i mit Livs Aften!

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! jeg kommer netop fra en længere Embedsreise – de er altid lige jille; ak! om du bare kunde være med engang; kjøre i dagevis – akkurat som paa Jæderen, i de skjønneste Egne – enten du vil høit oppe i Fjeldene eller langs med Havet i Torvrøg og vide Sletter! – kan du ikke prøve at komme her; jeg skal møde dig i Aalesund og kjøre dig hjem.

Jeg har vist aldrig fortalt dig, at jeg har samlet mine Napoleons-Optegnelser til en sammenhængende Bog, som jeg lover mig mange Hug og mange Penge for. Nu er Jeg saa langt kommen, at første Halvdel – to Gange skreven som jeg pleier – er i Kjøbenhavn til Trykning, og jeg skriver hver Dag paa Resten. Det blir alt i alt ca. 23 Ark. Mit Navn er bleven saa sjeldent, at jeg venter stort Oplag. –

Vi maa ikke give Wyller noget Løfte om Varigheden af Leien ud over det til enhver Tid løbende Aar, og vi vil hellerikke male, før vi er sikre paa, at de gjenoptagne Forhandlinger med Poststyrelsen ere definitivt afbrudte.

Tilslut vender jeg tilbage til min Længsel efter dig. Saa længe har vi aldrig været fra hinanden. Du har jo desuden Taren at se efter; vi kunde reise op langs Kysten, men Landvejen forstaar du; det er netop Landvejen langs Hustad-vigen, som er det deiligste, her er; der er saagar en liden Ørret-Elv, som jeg havde tænkt at prøve iaar; men jeg har næsten ikke Mod paa nogetslags Fiskeri uden du er med – Kjære! kan du ikke komme.

Hils Maren og alle gode Venner! Tante Hanna ikke at forglemme.

Din hengivne A. L. K.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! jeg har netop skrevet til Nansen og beklaget mig over, at der kun bydes mig 4000 Exempl.’s Oplag – jeg var dog før i 6000, og nu efter saa lang Tid ikke naa høiere end 4000! Desuden er Bogen som Revolutionsbog saa aktuel, at alene Norge vil tage de 4000 – Hvad tror du, det er for et Blæk, de har givet Amtmanden idag?

Jeg blev saa flau, for jeg havde tænkt at faa betalt dine 3,700 Kroner med en Gang; nu faar vi vente paa 2d Oplag.

Havde ikke Blækket været som det er og alle Contorfolkene hjemme til Middag, skulde jeg skrevet et ordentligt Brev – nu raaber jeg paa Else efter nyt Blæk – ser du det?

Jeg har den hele Tid fastholdt, at Svenskerne i siste Øieblik ikke vaager at slaa til; og det tror jeg den Dag idag – støttet endmere ved Englands Holdning. Imidlertid ringer de idag fra alle Kirker paa Østlandet, forat indkalde Landstormen; Hær og Flaade mobiliseres, og her voxer endelig hos alle de andre det Raseri mod Svensken, som jeg lærte hjemme fra ganske liden. Lad dem bare komme. De har aldrig faaet andet end Bank her tillands, og det skal de faa prompte igjen. Men – som sagt – det bliver med de store Ord, saa gjør de en ny Volte og skjælder os ud i al Evighed. Det er forfærdeligt at være bleven en tyk ubrugelig Gamling nu, da vi endelig fik Lov til at slaa dem aabent i Snuden! Jens – den Lykkelige! – han faar være med, for det kan jo endnu hænde!

Baby havde tænkt at komme til Kjøbenhavn og synge; jeg er vis paa, at du og Julie vil huske paa hende med en Invitation en Søndag eller naar I holder Selskab; jeg maa herefter forestille mig Eder i en By-Menage.

Min Bog er endnu ikke færdig i 2d Skrivning; det er ubegribeligt, at jeg overhovedet har faaet en saa stor Bog færdig samtidig med det daglige ContorArbeide; – den er vel derefter – synes Nansen at mene? hvor jeg skulde være glad om det viste sig at være en rigtig Brand-bog, som vi længe har trængt til.

Ialfald har den glædet mig uhyre under Arbeidet og jeg har arbeidet let og fort, og jeg er selv fornøiet, – og da kan det neppe være helt daarligt – men 4000! det var en Skuffelse. Hils Julie og de Unge.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg glemte igaar at rose dig for goodtemplaren; akkurat saaledes gik det mig ogsaa; men hold fast. Morgenen og hele Dagen – hele Hverdagen er saa god; Festen og Aftenen lider; men hold fast; – især nu, hvis du blir mobiliseret, jeg misunder dig; men du faar desværre ikke slaaes; strax før det yderste kommer Svenskerne til at gjøre en uformodet falsk Volte, hvorved de slipper de Bank, de saa redeligen har fortjent.

Mamma reiser idag; jeg følger til Kristiansund; her er Uveir; og jeg vil gjerne snakke med Folk om Krigen.

Din Pappa.

Skulde du mod al Formodning komme i Krigen, maa du gjøre vort Navn Ære – det ved jeg, du vil!


Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen! De er god og trofast. Tusind Tak for Deres siste Brev, som var saa fuldt af Fortrolighed og Venskab. Jeg har netop læst det igjen – var der en gammel Græker, som ikke kunde fatte sig i Korthed? – ham har jeg aldrig hørt om, og De behøver sletikke Kjære Frue! at søge Forbilleder i den Retning; jo mer De vil skrive til mig om Dem og Deres og Vort fælles, des varmere blir jeg om Hjertet.

Af Deres Brev blev der en enkelt lang Solstraale tilbage – nemlig den, som følger Deres Søn til Italien. Tænk, at jeg skal gaa i den kolde Jord uden at have overskredet Alperne!

I min Ungdom gjorde jeg Reisen tilvogns med Heine og nu har jeg netop ført Napoleon over med Kanoner og det hele; – men selv skal jeg sidde her i styrtende Regn. Frue! – nu blev jeg med en Gang saa forfærdeligt sint! Tænk aldrig at være en Time fri for Gjæld og Pinagtighed; alt opsluges og forsvinder; selv nu, da jeg uformodet paa mine gamle Dage har skrevet en Bog paa 30 Ark, saa faar jeg lumpne 6000 Kroner, – netop saa meget, at Beate kan faa komme til Christiania og Baby til Kjøbenhavn. Og saa er jeg vis paa, at naar jeg engang er død, vil man sige: At han dog aldrig kunde slæbe sig ned til Italien – det tykke Svin! – ja de skulde bare vide! Nei! at være Forfatter i et lidet Sprog, er ikke stort bedre end at være Adjunkt. Man har ikke stort andet forud for almindelige Adjunkter, end at der er frit Slag for Enhver, som har Lyst til at skjælde En ud; og nu maa jeg rigtig le, for jeg ved saa vel, hvad der skal siges og skjældes for denne Gang.

De kan tro, det er dejligt at være tom i Hovedet efter en Bog, som er gaaet til Ende. Det maa ligne Glæden, naar Barnet er godt og vel lagt ved Brystet. Denne Gang er det jo ikke fuldt saa festligt som før med de Bøger, som helt ud var mine egne. Men alligevel! De skal se, at der er kommet meget af mig med. Jeg vil inderlig haabe, at jeg blir udskjældt – ialfald af Svenskerne.

Denne Bog har været min Trøst og Frelse under vor Revolution, som jeg ikke har havt nogen Andel i. Jeg har hele mit Liv holdt mig borte fra Politiken og rost mig selv for det. Skulde jeg nu forsøge at trænge mig ind og give mit Besyv med, saa vilde det for det første været Brud paa mit Princip og for det andet, vilde det neppe have gavnet.

I ethvert Fald tilkom det de Mænd, som havde begyndt, at fuldføre Arbeidet. Vi kan være fornøiet hidtil; og det er jeg for min Part.

Men jeg lever i en gruelig Uro for den Tid, som nu kommer. Det ser saa uroligt ud i Folket, at alt det vundne staar paa Spil. Det har aldrig før været saa ondt som nu at bo saa langt borte og saa ensomt. Jeg ved Ingenting – ialfald ikke stort mere end alle de andre. Næste Uge vil atter være skjæbnesvanger – hvor mange Gange har vi ikke sagt: næste Uge! og stadig har det paa en vis Maade gaaet nedad fra 7 Juni. Jeg føler, hvor det brænder mig som Ild, hvad de Svenske har forbrudt mod os; men jeg prøver at bide det i mig, fordi vi endelig er af med dem; men hvis der blir Tale om en svensk Prins, da tror jeg, at vi før maa gaa tilgrunde i Kamp end tage den Haan.

At staa saa ganske udenfor Spillet som jeg i Tider som disse er en haard Prøvelse; og jeg føler det meget værre i de totre siste Dage, efterat Manuscriptet er sendt. Thi saa længe der var et saadant krigersk Mylder i mit Hoved, optog det mig saa meget, at jeg syntes, jeg havde min Andel i Dagens Strid, og Bogen var hellerikke blevet saadan som den er uden Revolutionen. Men nu, naar jeg er ganske færdig og tom og ser Befolkningen i mit eget Amts Byer afholde enstemmige Protest-Møder, Adresser gaar daglig til Storthinget, at vi for Guds Skyld ikke maa antage Overenskomsten og dertil denne pinlige Uvished, om vi endnu staar ved vort Tilbud til Kong Oscar om at tage en af hans Sønner til Konge – sæt, at det endnu er Meningen! – sæt at vi efter alt faar en svensk Konge igjen! – da kan jeg ikke længer tie. Kjære Frue! det er ondt at være saa gammel, at man ikke længer tæller med, naar det til Slutnings gjælder. Hvor ganske anderledes frit skulde jeg have talt, om jeg selv fik være med i Opgjøret med disse syv Gange forbandede Svensker, som jeg har hadet saa længe jeg kan huske tilbage. Ak! nu blev jeg saa modløs – Godnat! hils Bissen og Fru Hanna.

Deres A. L. K.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! De kan tro, jeg har det godt med tømt Hoved efter al den Larm af Krig og Kanoner. De ved, hvor deiligt det er, naar en Bog gaar tilende, og man endelig er bleven alene igjen, – ganske som, naar man tænder sin Cigar, efterat de siste Gjæster har forladt Stuerne.

Vil De hilse og takke den mageløse Gustav Philipsen – mon jeg kjender ham? Sig ham, at nu føler jeg mig, somom jeg svømmer i Sele; og jeg boltrer mig trygt i min Overfladiskhed – sikker paa, at han vil hale mig op af Vildfarelsernes farlige Dybder. Bed ham skrive directe til mig næste Gang.

Skaal!

Deres Alexander L. K.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! nu maa du skrive mig et lidet Hyrdebrev til Beroligelse.

Der er vel ikke nogen Mulighed for, at Svenskerne sender os en Bernadotte?

Hvis der er nogen Mulighed for dette, vil jeg reise til Christiania og raabe i Gaderne.

Ikke en af os kan tjene under en Svenske. Giv mig nogle af dine gamle sikre Ord; jeg er aldeles om en Hals og faar ikke Fred hverken Dag eller Nat.

Saalænge jeg skrev, gik det an; jeg var tilslut saa brændende optaget, at det kjendtes for mig, somom ogsaa jeg var med. Men nu – med tomt Hoved – synes jeg, det er saa elendigt at sidde udenfor. Sig mig, hvad jeg skal gjøre? – eller skal jeg bare virke ved Bogen. –

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak for dit Brev! Nu vil jeg slaa mig ganske til Ro; thi jeg er sikker paa, at hvis Svenskerne endnu skulde vaage at føie denne Forsmædelse til, – hvad der godt kunde ligne dem! saa vilde Landet reise en saadan Børst og opløfte et saadant Skraal, at de trak Fingrene til sig i en Fart.

Det er en umaadelig Lettelse for hver Dag, som gaar, at være bleven af med Svensken; kun fik de desværre ikke fuld Besked, før vi skiltes; det maa komme efterhvert.

Min nye Bog skal være min Andel i Revolutionen.

Naar det nu engang var absolut nødvendigt – og det maa jeg overlade til Eder af Politiken, saa ved jeg ikke nogen fremmed, jeg heller vil tjene sammen med end med en dansk Mand som Konge.

Det er underligt, hvor kort igrunden dette naturstridige Maskepi med Svensker og Bernadotter har været.

I min Slægt blir der ikke mere end én Mand – nemlig Far, som al sin Tid havde en Svenske til Konge. Thi min Bestefar forgudede sin Arvekonge Fredrik den 6te, og jeg faar altsaa i mine siste Leveaar atter en dansk Mand til Overhoved.

Thi nu oplever jeg desværre ikke Republiken. Jeg indser, at det nyttede ikke nu; thi selv bortseet fra, at det var farligt i Øieblikket, saa viste det sig, at da det kom til Stykket, var vi ikke saa mange, der virkelig vilde Republiken. Og nærmere end vi nu var, kommer vi vel ikke paa hundrede Aar.

Jeg haaber, at det er, for at ærte mig, du truer med dansk-engelsk Sommerslot paa Molde i Millionair-Stil. Nogen større Ulykke kan jeg ikke tænke mig for Molde, som isandhed er snobbet nok bare af Tourist-Væsenet; men helst for mig; det vilde være at faa mit mageløse Embede udskjæmt paa den ynkeligste Maade.

Men jeg tænker, de tar sig ivare for at bygge Sommerslot her efter det nederdrægtige Veir, som nu synes at have sat sig fast for mange Aar langs Kysten her; og som alle er enige om, er ganske forandret fra den Tid, du var liden.

Men hvor de saa fører sit Konge-Stel hen, blir det en Ulykke for Landet; og skjønt jo Danske og Englændere er ganske anderledes Mennesker end Svenskerne, saa gruer jeg dog for de Danskes taabelige Vigtighed og for den Tilvæxt af Hovmod, hvormed Englænderne vil oversvømme deres Kongedatters tarvelige lille Farm; – o Kjære Mester! for en stor Ulykke dette var! – naturligvis – naturligvis – jeg ved det, – alting var bedre end den Skjændsel, vi levede i; men alligevel – alligevel!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob!

Tror du nu, vi kan mødes – kan mødes vi To?

Kunde du ikke proppe en Halvdeling af Veien og mødes i Slæde? Husk, jeg reiser paa Statens Bekostning helt til Stueflaaden, saa jeg kan komme dig langt imøde nedover mod Otta. Nu læser jeg Correctur en Stund, men først i December? – og senere?

– Jeg havde nogle Dage en fæl Anfægtelse. Jeg havde sat mig i Hovedet, at de Svenske tænkte paa at antage Karlstad med Betingelse eller ialfald ledsaget af Kongens naadige Samtykke til en Bernadotte-Konge.

Jeg skrev en rasende Artikel, som vilde kostet mig mit Embede. Den ligger hos Kitty. Thi efterhaanden fik jeg saa mange Forsikringer, at jeg blev beroliget. Den danske Prins faar komme; men han maa ikke forlange nogen Afstemning. Thi mange af os, som vil Republiken, vil gjerne tage ham, fordi han er Øieblikkets Mand; men vi vilde stemme for den republikanske Statsform.

Det er en ubeskrivelig Lettelse at være bleven af med den malpropre Sengekammerat.

Har du lagt Mærke til, at det i vor Slægt alene blir et Led – vor Far og hans Brødre – som hele Livet havde svensk Konge; ja hvis Tante Hanna lever nogle Uger til, vil alle Slægtled hos os have levet nogen Tid under dansk Overhoved. Saa kort har dette modbydelige Maskepi været. Jeg ærgrer mig bare over de gamle Afskum af Høire, som hver Gang vi blev spyttet i Ansigtet, gik og forsikrede, at de ikke kunde formærke nogensomhelst Fugtighed, at de slap i Jorden før dette; dernæst ærgrer jeg mig over, at Svenskerne ikke fik fuld Besked, førend vi skiltes; men det kan komme efterhvert; min nye Bog er et lidet Afdrag paa det, vi skylder dem.

Beate er i Christiania; du kunde vel ikke komme helt herop til mig? – over Trondhjem er det fort og billigt; – ak! om du kunde!

Hils Dikka og Dine.

Din hengivne Broder Alexander.


J. E. Sars.

Kjære Hr. Professor Sars! De maa ikke bryde Dem om, at der ikke var nogen Lyd fra mig eller noget Tegn ved Deres Fest, som kunde bringe Dem min Taknemlighed og Hengivenhed i Erindring.

Jeg er saa daarlig til at passe paa de festlige Leiligheder; og her er Ingen omkring mig, som kan paaminde mig; men var der nogen, jeg gjerne vilde baaret en Fakkel for, saa var det sandelig Dem.

De var den første Mand med Navn, der behandlede mig, somom jeg ogsaa havde et; og jeg glemmer aldrig den underlige Følelse, som boblede op i mig, da De sad ved vort Bord i “Forberedelsen” og i al Selvfølgelighed lukkede mig ind blandt dem, som skulde nævnes.

Og siden har De overvældet mig med Elskværdighed, hver Gang vi mødtes. Tusind Tak! og gid De maa leve os Alle sønder og sammen!

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! Jeg har tilladt mig at telegrafere en Anmodning til Dem om at sende Blomster til Pietro Krohn og føre Beløbet paa min uovervindelige Conto.

Jeg er meget bedrøvet. Krohn hørte til i den allerførste Række af vore danske Venner; og vi var rigtig gode Venner; et stort Stykke Kjøbenhavn gaar bort for mig med ham.

– Samtidig med dette Brev sender jeg en af mine Napoleoner, som jeg allerhelst vil have paa Bogen. Naar jeg ikke sendte ham før, var det, fordi jeg syntes eller troede, at det var saa meget greiere i Kjøbenhavn at finde en god; men det blev jo bare op i Vidløftigheder og Vrøvl med Trier. Det kan forresten gjerne være det samme med hele Figuren, hvis det er for sent eller besværligt. Tag en flyvendes Ørn, – men ikke begge Dele.

Jeg vilde gjerne have Dedicationen udstyret litografisk med forskjellig Slags Skriveskrift, – men ikke Farver –, Kruseduller og Sving – som de brugte i 1820–30 – udover Siden.

Jeg gaar ud fra, at Dedicationen holdes ganske hemmelig; jeg har Excellensens Tilladelse.

– Jeg formoder, at begge Halvbind gaar samtidig til Norge; thi ellers kan vi heroppe med det Veir, vi pleier at have før Jul, blive siddende i ugevis med den halve Bog.

Der er kanske Ulemper ved min Tvedeling; men jeg anser det fremdeles for et Gode, at Bogen ialfald fra først af kan kjøbes i to Portioner, – især efterat jeg har seet, hvor stor den sandsynligvis blir – henad 30 Ark – he?

Det er jo tidligt at tale om Fri-Exemplarerne; men da jeg nu er i Farten, og da De med en saa rørende Nøiagtighed opfylder mine Ønsker, vil jeg allerede nu fremkomme med mit Forslag.

Et helt indbundet Exemplar sendes til Exellencen Michelsen og et til Bjørnson – saa fort som muligt og helst før alle andre.

Mine Fri-Exemplarer turde jeg bede sendt saaledes 1 Oversøsteren Frøken Camilla Struwe 1 Overlæge Klaus Hansen – begge i Bergen. 1 Alexander Kielland Esq. No 415 Milwaukee Avenue – Chicago, – han maa faa et indbundet Exemplar – Stakkar! men Jens – jo han maa ogsaa faa indbundet; saa kan jeg ikke finde paa flere idag. Jo Fru Drewsen maa der sendes til.

Jeg haaber, at De sender corrigerede Ark til Merseburger? Han har fablet om at komme ud før Jul med den tyske Udgave; men det blir naturligvis umuligt.

Hvis jeg ikke havde faaet det sørgelige Bud om Krohn, vilde jeg været helt og holdent let og glad idag. Thi nu har jeg forsonet mig med Grænsefæstningerne og den fremmede Prins og er bare lykkelig over at være ganske færdig med de Svenske. Der kan ingen forstaa, hvad vi har lidt; og vort Regnskab med dem kan først opgjøres efterhvert og lidt efter lidt. Thi endnu ved ikke de fleste blandt os, hvad dette forlorne Folk har skadet os – ikke minst derved, at der er noget ved Svenskerne, som vi saa ganske mangler og som, hvis vi havde det, vilde gjøre os endnu fuldkomnere end vi ere! –

Deres A. L. K.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! nu gaar det godt! Brevene fyger som mellem Forlovede!

De er meget klog paa den ene Side. De siger ikke imod fra først af; derved svækkes Forfatterens barokke Ønsker, indtil han selv opgiver, hvad der er til Besvær. Jeg synes selv nu, at Halvbinds-Ideen ikke længer er saa glimrende. Hvad koster hele Bogen? – Er det over fem Kroner, tror jeg dog fremdeles, at der i de første Dage skulde foreligge – især i Norge nogle Halvbind, men samtidig ogsaa hele – au choix – forstaar De.

Paa den anden Side haaber jeg, at De er grueligt dum med de 4000 Exemplarer! Husk paa, det er Revolutionens Bog!

Jeg paastaar fremdeles, at Norge maa have 4000 Exemplarer for sin Del. Selv Else, som er bare en Pige, paastaar, at Bogen er saa morsom, at hun glemmer at corrigere Feilene. Og hvad siger den vise Mand? – Philipsen? Gustav?

Men tænk Dem! først for et Par Dage siden kom jeg til at tænke paa, at den danske Prins er jo ogsaa etslags Bernadotte. Men han kan dog ikke forlange alle sine 16 Tipoldeforældre beskyttede mod Sandhedens usminkede Røst i Historiens Tempel! – jeg glæder mig som et Barn til atter at overhales ligesom i min Ungdom.

Thi se! alt det giver ogsaa Penge.

Deres Shylock.


Mange Tak for de besørgede Blomster. Det var begge Mænd af Værd for mig; ulige – ganske vist – og af forskjelligt Værd. Krohn var en af mine nærmest og fortroligste Venner. Den anden ligte jeg godt for hans Lastefuldhed. Hans Type er altfor sjelden mellem danske Mandfolk. Engang troede jeg, der var lidt hos Skram; der var lidt hos Eckmann, men I viste det ikke; intet Fnug hos Rist – for nu ikke at tale om Drachmann!

Jeg er henrykt over at høre, at min tarvelige Napoleon kom til Ære og Værdighed.

De maa endelig bede Tegner om at lave Snirklerne til Dedicationen med Sving og Cruzeduller. Naar jeg engang møder Hans Tegner, har jeg noget at bede ham om – nemlig Tegning over Døren til det Hus, som jeg aldrig faar. Se 4.

Deres A. L. K.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! nogle Smaating: 1. Jeg haaber, der sendes corrigerede Ark til Merseburger? 2. Kan jeg sende et færdigt Correctur-Exemplar til min Søn i America, før den 1ste December? 3. Jeg sender Dem idag færdiglæst Correctur paa 1ste Bind. 4. Herre Jesus! hvad skal Enden blive paa vor Krise? 5. Jeg saa – for sent –, at der var Auktion efter min Ven Niss. Tror De ikke, at man for 50 Kroner kunde erhvervet en Skitse af et Bøgetræ – enten grønt eller rødt? Er der Tid endnu? – jeg vilde strakt mig til 100 Kroner for en liden Ting af Niss, – det er saa uendeligt længe, siden jeg fik et nyt Billede; De kunde vel ikke se Dem lidt om?

forbindtligst A. L. K.


Frederik Hansen.

Kifi! naar man i disse Tider vil skrive til sine Venner, maa man begynde med at springe over Politiken, ellers kan man slutte strax. Nu er jeg ganske syg af at vente paa den gamle Rocamboles siste Ord; og jeg er bedrøvet over Afstemningen. Naturligvis vil jeg stemme for Republiken; men jeg tror, vi havde havt bedre af Kongen, siden her er saa faa Republikanere blandt os. Dermed forlader vi Politiken.

Jeg skulde bede dig om Cigarer – strax – Tak!

Forleden var jeg i mine Tanker hjemme i Stavanger, og som jeg gik i Klubhaven, snublede jeg over en Vittighed: jeg kom med en Gang til at kalde Ole Ingebret for Ole Toddybræt – at Ingen har fundet paa det før! Du maa forære Jonas denne Vits.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen!

Efterat jeg hører, at hele Bogens Pris bliver 7 Kroner, maa jeg fastholde Delingen: Begge Halvbind udkommer samtidig, saaledes at Værket allerede foreligger sub utraqve specie den 1ste December – særligt mange tvedelte i Norge; efterhaanden vinder de samlede Exemplarer, saa Delingen faar mindre Betydning; men syv Kroner er en Helvedes Pris for et ungt Menneske paa en Gang for en Bog, som han om kort Tid kan laane gratis; Tvedelingen skal lette det første Salg. Falder Bogen til Jorden, er det hele jo alligevel ligegyldigt.

Det var mig i saa Henseende lidt betænkeligt, at Hr. Philipsen ikke vilde sende sin gode Hjælp til mig directe, og ikke med et eneste Ord antydede, hvad han syntes om Bogen. Jeg har aldrig været ængstelig før, naar jeg har skrevet noget; og er det hellerikke nu; det synes mig umuligt, at jeg kan tage rent feil selv; men jeg er jo saa alene, og jeg har været saa længe fra det.

Jeg telegraferede idag, at jeg ikke behøver 2det Correctur; det forsinker mer end det nytter; og jeg fik det vist ikke før, da jeg var i Stavanger. Men der maa En eftergaa Rettelserne fra 1ste Læsning; for jeg kan se, at de bruger i Trykkeriet unge Folk til at rette efter Correcturen; og de retter den ene Bogstav, saaat hele Omegnen staar paa Hovedet og ligger overende efter deres Fingre. Der maa en fare det hele over med Sans for Mening og Sammenhæng.

Deres A. L. Kielland.

Hils Baby, naar hun viser sig. Min Compliment til Fru Nansen.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! jeg er ganske ulykkelig over denne Pante-Obligation, som synes at falde mig til Ansvar. Nu har jeg ransaget og endevendt alle mine Skuffer og Kasser forgjæves; men du ved, et Stykke Papir kan finde paa at skjule sig længe. Nu har jeg af det Slags Papirer saa at sige ingen; men jeg har forholdsvis god Orden, saa jeg ved, hvor det kunde nytte at søge. I min Hukommelse findes ikke andet Spor end, at jeg holdt mig den hele Affaire saa langt paa Afstand som muligt, og derfor er det over al Beskrivelse barokt, at jeg skulde have modtaget og beholdt et Document, som retteligen skulde ligget hos dig, der fik med Betaling og Regnskab at gjøre.

Jeg indrømmer, at det ser galt ud, at Documenterne i sin Tid blev hentet af min Contorist – men hvor er Skjødet? – jeg er saa sikker paa, at jeg Intet har beholdt; thi Intet kunde være mig mere fjernt. Længer kan jeg ikke komme – Amen!

– Jeg har havt en jild Opsvings-Tid som Forfatter. Foruden Napoleon i Kjøbenhavn har jeg i Leipzig hos Georg Merseburger min Sämtliche Werke under Trykning og dertil “Rings um Napoleon”. I Sommer var mine Oversættere her, Doctor (Læge) Leskien og Frue – Datter af vor store Mathematiker Sophus Lie, der nylig døde som Professor i Leipzig. De talte om din lille Datter, hvor flink hun var og hvilken Opsigt hun vakte.

Kan du huske en Vinter, mens vi var saa smaa, at vi ikke var begyndt paa Skolen – eller kanske var det i Juleferien. Da var der en Tid deiligt Frostveir, og hver Dag gikk vi til Moder – til min rigtige Moder og fik Skilling til hver sit Sirupsbrød.

Med disse, som kjøbtes hos Lunde paa Torvet, løb vi op i vor Have og krøb op paa Hvælvet af Fars Baad, som laa langs Hækken mod Vandet. Der sad vi og lavede “Skraa” af det varme Sirupsbrød, – vi æltede Indmaden sammen – den blev næsten sort, og Skindet paa Brødet rullede vi omkring; dette blev da spist paatvers og forestillede Skraa. Solen skinnede saa varmt – det var vist helst paa Vaarsiden, Klokkerne ringede til Begravelse, alt var saa fredeligt; vi sad trygge og vel passede i vort eget Kongerige.

Tænk om der var kommet en gammel Spaaqvinde og sagt til mig: du skal komme til at sidde paa Molde, og fremmede Folk skal komme og fortælle om Andreas’s Datter i Leipzig! – tror du ikke, vi var løbet hjem hver til sig!

Jeg synes alt i alt, at Politiken har været godt ført, efterat vi fik sat de graadigste Bonde-Ulve i Stald. Men jeg synes, at der bør siges Kongen, som gik, et Alvorsord. A propos! vil du læse første Del af Napoleon, saa gaa til Fredrik; han har et Correctur-Exemplar; men du skal ikke lade nogen anden se det.

Else og jeg er alene og har det saa fortræffeligt.

Hils Maren og Tante fra mig, og alle gode Venner. Jeg glemmer Ingen og Intet; men jeg længter ikke efter andre end efter dig; du maa bestandig have for Øie, at du skylder mig et Besøg; ligesom jeg bestandig holder Øie med den gamle Consul Hansen i Aalesund.

Skriv snart.

Din hengivne Alexander.


Michaela Krohn.

Kjære Lille Søster! jeg har havt saa ondt for at skrive til dig; jeg har mod Sædvane prøvet forgjæves flere Gange. Og imens har du trofast skrevet til mig, indtil jeg igaar fik dit søde Brev med din Faders Portrait. Tak!

Jeg har tænkt saa mange Gange paa, hvor ganske forfærdeligt I to Unge maa have havt det i den øde Leilighed, saa stappende fuld af levende Gjenstande, der alle saa paa Eder med den Bortgangnes Øine; og for hver Dag blir det værre – jeg ved det –, naar man har sagt til sig selv aldrig, aldrig, aldrig mere kommer han ind ad Døren, da er det, som om Ens Hjerte skulde briste, og somom der aldrig kan blive Glæde mer.

Der kommer nok Glæde igjen; vi er saa nøie naglet til Tiden, som gaar, at vi føres med; og det slibes af; og hvad vi syntes ikke var til at bære, det lægger sig tilslut fredeligt paa Bunden af vor Sjæl og bliver os noget kjært og helligt, som vi tager frem i vore beste Stunder.

Du kan ikke sørge for meget over din Fader; og du skal ikke lytte til dem, der bringer Trøst. Tiden trøster kun altfor fort, og det tomme Rum efter den, som syntes saa uundværlig, fyldes hurtigere til igjen, end vor Kjærlighed vil være ved. Det gjælder at bevare Sorgen over dem, man elskede og mistede.

Desuden skal jeg sige dig en Ting, som Livet har lært mig: Forældre og Børn skal ikke være altfor længe sammen. Forældrene – naar de ældes, faar en stor Trang til at være i Fred og for sig selv; naar Børnene blir til unge Mennesker, er de for mange af os Gamle et yderst plagesomt Selskab til daglig; især fordi det ikke maa føles saa, endsige siges; Børnene anser sig altid for at være ligesaa uimodstaaeligt søde, som dengang de virkelig var det.

Og for Børnene selv er det ligesaa ofte til Skade som til Gavn at beholde Forældrene langt op i deres egen modne Alder. Jeg tror, at det meste af det, vi kalder Vrøvl, er en usund Dunst, der stiger op af de store Familie-Moser, hvor der er et Par deilige Besteforældre, en Oldemor, Svigersønner, Tanter, Labaner, Skinsyge og Patteflasker.

Men Kjærligheden mellem Forældre og Børn – og kanskje endnu mere mellem Søskende er alligevel Husets Støtter og det brandfrie Rum i et Menneskeliv. Jeg er vis paa, at du og Mario beholder i Eders sjeldne Forældre en Skat, hvoraf Eders Karakter vil ernære sig længe efter, at begge ere borte. Din stakkels Moder forestiller jeg mig altid som halvveis bortdraget, somom hun vinker til Eder i Tusmørke.

Men jeg synes, jeg ser for mig dig og Mario fast forbundne for Livet i Kjærlighed og Taknemlighed mod de to ædle Mennesker, som var Eders Forældre og trofaste Venner.

Naar vi engang træffes, skal vi tale om din Far, som jeg holdt saa meget af og som var mig saa nær som en lidt ældre Fætter; – hils din Moder fra mig og sig hende saadanne gode Ord, som hun kan forstaa, om min kjærlige Deltagelse. Hils ogsaa den Lille Broder, som nu maa være stor og klog og bære sin Sorg som en Mand og bære sin ædle Faders Navn med Ære.

Din hengivne Store Bror Alexander.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen!

Naar Forlaget ikke har mere Tillid til en saa gammel Berømthed som jeg, saa maa Forlaget have Ret til at være forsigtigt ved Ansættelsen af det første Oplags Størrelse.

Og naar Forlaget ikke tror paa en større Afsætning, sætter det Prisen derefter – alt sammen i Orden!

Men naar de fire Tusinde i faa Dage rives bort for 28 000 Kroner contant, og Forlaget telegraferer, vi har Satsen staaende og foreslaar fordoblet Oplag, saa vil Undertegnede ikke vide noget af den Metode længer; nu skal det være Alvor med de 4,000 for 50 Kroner Arket; der skal ikke trykkes mere hos Gyldendal end dette Oplag, som jeg antager vil omtrent saldere min Conto.

Saa udbyder jeg Napoleon 2det Oplag til Forlæggerne herhjemme og i Danmark, og derved tænker jeg at bryde dette Spilfægteri med denne elendige Arkebetaling, som omtrent er den samme for de daarlige Forfattere som for de gode. Jeg begyndte med 40 for 25 Aar siden.

De maa gjerne le af mig, hvis Bogen falder til Jorden; men det har nu sjeldent hændt meg. Men gaar den, vilde jeg ikke længer holdes udelukket fra den forøgede Gevinst, som følger med i mange Aar at have erhvervet et godt Navn og yderligt faa Skillinger.

Altsaa vor Aftale gjælder 4000 Exemplarer og ikke mere. Ny Kontrakt for nyt Oplag. Vil Gyldendal, Nordisk være med, hvad jeg jo selvfølgelig helst ønsker, maa der nyt Anbud til med høiere Arkepris – jeg har tænkt mig 75 Kr. pr. Ark; og jeg vilde gjerne høre deres Bud strax, saa jeg kan faa budt 2d Oplag tilsalgs, hvis vi ikke blir enige.

Deres Svar imødesees.

venskabeligst Alexander L. Kielland.


Frederik Hansen.

Kifi! Tak – mens jeg husker det! for et udmærket Billede af Napoleon; Tak! ogsaa for et langt Brev af 27d f.M.

Jeg skal bede Forlaget om et – kanske to Tusinde til dig – ialfald før Jul; men jeg vil gjerne vente, indtil succes’en er mere sikker. Jeg kan aldrig tænke mig andet end, at de 4,000 rives bort – he?

Iforgaars blev jeg saa sint over dette lusede Oplag og denne evigt uforanderlige Pris af 50 pr. Ark –, at jeg skrev til Nansen, at denne Gang skulde det være Alvor med Aftalen: 4,000 Exempl. skal Forlaget trykke til den aftalte Pris – ikke en Bog mere; saa sælger jeg Retten til 2det Oplag for 75 Kr. pr. Ark. Jeg har forlangt Deres Anbud strax.

De sidder med Satsen færdig staaende og prøver sig bare frem med det lille Oplag; og naar de saa telegraferer: Kan Oplaget fordobles? er de vant til, at den naive Forfatter er ellevild af Taknemlighed; medens han jo blir evig snydt paa den lille Forsøgspris for de første 4000.

Nu faar vi se. Det er en mægtig Bande; men det er kanske siste Gang, jeg har Anledning til at slaaes med dem; og nu er alt, hvad der heder “Hegel” ude af Spillet og paa sin egen Conto.

Det blir vel med en Udvexling af skarpe Noter; men allerede det er mig en Veder og muligens kunde jeg tappe lidt Zinnober af Nakken paa dem. De var det inderligt vel værdt – de danske Igler!

Skit i Posthuset! jeg er lei af det hele. – Jeg er ikke utaknemlig – Kjære Ven! bare ufornøielig og vanskelig at stille tilfreds; dertil lidt vigtig af Bogen, som kanske alligevel blir en Skuffelse. Ja – den blir ganske sikkert en Skuffelse i Forhold til det Las, som jeg nu har læsset og stillet færdigt, og som denne Bog strax skal trække over Bjerg og dybe Dale; – se det kan den nu ikke, – det forstaar jeg allerede ved Betragtningen af Læsset!

A propos! – jeg laante en Kasse af dine Cigarer hos Oberst Spørck, – glem ikke at sende mig en snarest.

Han har en musikalsk Dame, og hans hele Hus er en Akvisition; men jeg tror, han lurer paa Avancement ad de nye Hofveje; han lægger en altfor svulmende Sikkerhed i den Tone, hvormed han ofte gjentager: vi har nu indrettet os for Livet her i Molde. Det har han ikke; han narrer ikke mig.


Herman Schwanenflügel.

Kjære Ven! du skal have evindelig Tak for dit Brev! Jeg har i al den lange Tid fra hin Aften følt en Sky eller Skygge mellem os, som har gjort mig saa ondt. Du ved derfor ikke, hvilken Glæde du nu har gjort mig. Jeg var ikke sikker paa at finde dig igjen, da jeg skrev; men du stod i Døren – akkurat som før, som den trofaste gamle Ven, du er; jeg er glad og rørt over dig; og nu skal jeg aldrig gjøre dig nogen Uret i mine Tanker.

Tak ogsaa for Bogen – din mandige og retfærdige Bog. Du tilgiver mig, at jeg kjeder mig fordærvet over Baggesen, Baggesens Feide! og alt det elendige Literatur-Bavl omkring Heiberg. Det hører nu engang til Danmark, og den arme Andersen fik døie sin Portion.

Hellerikke tager du mig ilde op, at jeg foreslaar, vi lægger det Religieuse tilside mellem os.

Men hvad der blir tilbage vil bestandig forbinde os: Kjærligheden til Mandfolket Andersen; den overlegne ukuelige Helt, som var saa uheldigt udstyret til Heltefaget, at Heltemodet hos ham maa have været af en ganske særegen ædel Glød og Gehalt.

Nu har jeg skrevet en Bog om Helte og Forfængelighed – Gid du fik halvt saa megen Glæde af min som jeg fik af din! – og gid vi engang fik snakke længe sammen om det, vi har fælles, og om det, vi naar ad delte Veje.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.

Hils hjerteligt din gode Frue.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! løft dit Hoved – du raske Gut! Uveiret er over!

Jeg fastholder, at Forfatterne viser sig nedigjennem Kulturens Historie som en hvid Stribe af uskyldige Lam borderet med Forlæggere som blodige Ulve.

Men jeg fastholder ogsaa Deres Tilbud om Extra-Honorar, hvis der er solgt 8000 Exemplarer et Aar fra Dato – Deres Brevs Dato den 9de eller, hvis det kan indrømmes mig? – fra Dags Dato som er lettere at huske.

Vi har nemlig idag stemt over dansk Prins eller Republik; og intet Menneske skal nogensinde faa vide, hvad jeg stemte for – det er svoret!

Nu er der noget andet iveien.

Det er som med Napoleon: Krig afløser Krig.

Jeg gav Afkald paa at læse 2det Correctur, for ikke at sinke. Men Sætterne, som jeg i Almindelighed beundrer – hils dem fra mig! de er alligevel de mest uformodede Mennesker!

Vil De se paa de allersiste Ord i min Praktbog. Der skal staa: “Nat efter Nat!” – det er min Stolthed – dette: efter!

Og saa sætter den Sattans Sætter bare Nat – aldrig Pinedød Bitten mer!

Kan man da ikke blive angst? Tænk om Bogen var endt med dette fjollede: Nat! –

Hvad skal jeg nu gjøre? – jeg tror, De faar alligevel sende mig to Exemplarer af 2det Correctur – jeg vil desuden gjerne have et, som jeg vil indbinde til mig selv med Billeder –, saa kan jeg telegrafere, om jeg ser noget altfor rystende, og dertil er her vel endnu Tid?

– Endnu en liden Ting: I den Bog, jeg har fulgt: Norvins Napoleon, staar der, at Gardens Fører ved Afskeden i Fontainebleau i 1814 var General Petit, medens Hr. Philipsen siger: General Pelet. Turde jeg bede Dem undersøge dette og anbringe det rigtige Navn?

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! – jeg har havt megen Fortræd af et Par Fortænder og forresten af min tykke Krop, som atter trænger til en Overhaling af Sult og Tørke. Saa skal jeg og med to Fortænder i Vestelommen holde Tale for den nye Konge imorgen og iovermorgen. Det er al den Fest, som falder paa mig.

Vil ikke De under disse triste Omstændigheder komme mig lidt til Hjælp? – se efterstaaende Ønskeseddel:

1. Tør jeg bede om 500 istedetfor 300 Kroner i December Maaned.

2. Vil De lade mig tilsende Arkene 26–30 – begge inclusive af 2det Correctur; jeg vil lave mig et privat Bind med indklæbede Illustrationer.

3. Vil De sende et Exemplar til: Chicago. Mr. H. Steensland No 215 Milwaukee Avenue med det indlagte Kort.

4. Da jeg ser, at min Bog skal udkomme ganske uanmeldt som en Atrap, vilde jeg bede om, at en liden Lap paategnet “Napoleon-Kielland” maa faa Lov til at hænge bagom Faraos Seng, naar Digterkongens Solvogn kjører frem!

5. Det var nok engang, jeg ymtede noget om et dansk Maleri; det var overmodigt Pral, glem det.

Tør jeg bede Dem hilse Deres Frue og min Datter.

Deres ærbødigst forbundne


Haakon VII (telegram).

Til Kongen.

Fra Romsdals Amt, hvor Vinterdønningerne langt ude i Vest atter ruller det gamle stolte Kongenavn om de skummende Skjær, medens inde mellem Fjeldene dybt under Sneen de utaalmodige Blomster drømmer om at drysse over den unge Dronning; fra Mænd og Kvinder, stor og liden, strømmer der et Væld af Taknemlighed, Haab og Hengivenhed mod det ædle Fyrstepar, som vil komme til os for at dele vore Vinterstorme og vore Sommerblomster, vore jevne Kaar og vor stolte, gyldne Frihed – fra Romsdals skjønne Amt ved tusind Hjerters Slag –

Velkommen! Amtmand Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jens! jeg er her for at faa mine Tænder istand.

– Jeg forstaar ikke, hvor der bliver af Napoleon. Hertil er den endnu ikke kommen. Som du har seet, har jeg vakt en vis Opsigt.

Men min Tale – den var god – ikke sandt? – tænk, at det endte med, at Morgenbladet tog mig paa første Spalte i Opgjør med Sverige; – det er uden Sammenligning det underligste, som har hændt mig. Naar nu Bogen kommer, vil her blive stor Comedie. Der skal komme Exemplar til dig; men jeg er ganske nerveus, for Mamma telegraferer idag og spørger efter sit Exemplar; – jeg forstaar det ikke. Jeg venter ogsaa endelig din Bog med Spænding, – det er altid en Spænding; og jeg ved, der er gode Partier hos dig; men det store Haandelag – ser du!

Hils din tapre Kone og den liden Gabriel; – naar vi nu kommer hjem igjen – Else er med mig –, skal vi begynde paa Jul og Julekasser. Det blir underligt at springe over dig med Punch; men jeg gjør det med Glæde og Taknemlighed mod dig, fordi du er saa flink; min Samvittighed er altid saar paa det Punkt.

Men vi maa finde paa noget andet at sende Jer. Jeg ved noget jilt, som kommer til dig fra Baby i disse Dage, hvis det ikke alt er kommet?

Din Pappa.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Tak for flere jille Breve. Du har faaet mit Telegram af idag om Huset; jeg tænker saa lidet som muligt paa den Ting; men naar Tiden kommer, skal jeg reise mig som en Løve og sørge for saa mange Penge, at vi kan dele ligt; desværre maa jeg vel bepante den øvrige Eiendom. –

– Nu kunde vi have godt af en Samtale – bare det ikke var saa dyrt at komme til dig; men om jeg kom – med Else, var vi ikke da velkomne? – ak jeg ved nok baade du og Dikka er rede; men hvordan vilde det passe og naar? – det er bare en Tanke – eller rettere et Ønske af de mange, som fødes i mig nu, mens jeg er alene og fri, og faar Tid til at tænke og føle som jeg vil.

Jeg skulde hænge dig op paa Væggen til Tørring, fordi du var den onde Høirebrand, mens jeg var ung. Nu harmer det dig! – ja det siger jeg ikke om. Jeg husker, du begyndte med nogle af Venstres mest fremskredne Ideer: Selvhjælp, Arbeidersocialisme, Forbrugsforeninger – og vips og vupti var du langt bag i Morgenbladet og de værste Lyseslukkere – Monrad, Lochmann Friele – de værste Skadedyr, vi har havt.

Nei! vi skulde være gode Brødre; og glæde os over den store Lykke; lidt Overmod maa du taale af mig.

«Min smukke Hilsen” – den var nu vel sød; men der var kommen en underhaands Anmodning fra alle Amtmænd om at sende et pent Telegram; ellers havde jeg aldrig faldt paa det. Min Tale derimod, som faldt aldeles til Jorden, da jeg holdt den, var bedre.

Nu gad jeg vide, hvorledes det vil gaa mig med Napoleon. Jeg vil dog haabe, at der blir skraalet op fra Sverige!

Men hvad tror du, Morgenbladet vil finde paa? Jeg anser det uden Sammenligning for det mærkeligste som er hændt mig i Livet, at Morgenbladet tog mig til Forsvar mod Svenskerne – saa du det? – og jeg har dog ikke forandret mig? –

din Alexander.


Peter Nansen.

Kjære Hr. Nansen! Bogen er kommen; den er usædvanligt smuk – synes jeg; og alt, hvad jeg har bedt om, er gjort paa den mest imødekommende Maade.

Jeg har ogsaa modtaget Niss’s Tegning, som jeg er meget glad over. Tak!

Naar jeg mukkede over min Bogs Anmeldelse, var det nærmest for at være vittig og for at give Luft for den Misundelse, jeg altid har pleiet i mit Bryst overfor Jonas Lie – det er den eneste Misundelse, jeg indrømmer; men naar De spørger for Alvor, hvad jeg mener dermed, saa kan jeg ærligt svare: ingenting. Jeg har Intet at klage over; men meget at takke for.

Idet jeg samtidig hermed fastholder mit historiske Syn paa de hvide Lam og de rivende Ulve, beder jeg Dem modtage min oprigtige Tak for det Venskab, De gjennemgaaende har lagt for Dagen baade nu og før; og naar jeg først gjør dette nu og ikke paa Deres Tiaarsdag forleden, saa er det, fordi jeg aldeles ikke forstod det. Det er mig endnu den Dag i Dag ubegribeligt, at det er ti Aar, siden De indtraadte i Gyldendal; først idag efter lange Prøver fra Aar til Aar i Erindringen kan jeg forstaa det. De maa til min Undskyldning mindes, at nu er jeg ganske alene; baade Beate og Baby er borte, og Else kan ikke regnes; først ved nogle Ord i et Brev fra Fru Hegel idag gik det op for mig. Jeg beder Dem modtage min Tak for alt godt og elskværdigt, De har gjort mod mig, – jeg forstaar meget godt, at jeg er en af dem, som skylder Dem mest. Jeg haaber ogsaa, at De selv har havt en Følelse af min Taknemlighed – tiltrods for mit historiske Blik! men at jeg ikke passede paa nu ved Deres Tiaarsdag var den rene Tilfældighed, som De maa tilgive. –

– Med Bogen faar De nok Ret. Det var et lumsk Slag af Kavling. Men han har dog ikke Ret – Aage Friis – der er mere i Bogen end han vil se. Lad os nu vente paa Svenskerne. Jeg har ventet mig ganske anderledes Hug af Had og Harme end den Smule Ondskab i Politiken.

Men – forat komme til Sagen! hvordan ser det ud med Pengene? Baby vil bringe Dem et Jule-Gave-Budget, som kan bringe den mest forhærdede Skatkammer-Lord til at ryste! – sig os en lempelig Besked i denne hellige Juletid, som allerede i mange Aar har havt en liden gammelagtig Duft af Gjældsarrest og Gaasesteg.

Min Tak og Hilsen til Forlaget! Min ærbødige Compliment til Fru Nansen! Et venskabeligt Haandslag til Dem –

Deres forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! her kom et Telegram imorges fra Alexander i Chicago: “Gjør alt, hvad du kan for Steensland. Kan ikke Bjørnson hjælpe os?”

Det ser ud til at de har delt sig i to Partier derover: Steensland contra Gade; men det kan vist ikke nytte. Jeg spurgte for nogen Tid siden i ConsulatDepartementet; og der svarede de mig, at Gade var saagodtsom designeret til Consul i Chicago; og dermed troede jeg, Sagen var afgjort.

Interesserer du dig det minste for Sagen? Jeg vilde bare kunne sige min Søn, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunde; han arbeider hos Steensland; men det er jo egentlig ikke nogen Grund til at gjøre Steensland til Consul! eller for mig at arbeide med den Indflydelse, jeg ikke har. –

Tak for Telegrammet! – ja tænk i min Ensomhed var jeg en halv Dag rigtig nedslaaet af Kritiken! det har aldrig hændt mig før, og det skal aldrig hænde mer – kan du tro. Tak for Haandsrækningen! Glædelig Jul! Hilsen til Karoline og Dine.

Din Alexander L. K.


Andreas Sømme.

Kjære Andreas! du kan ikke tro, hvor jeg blev glad, da jeg fik dit Brev. Alle disse Dage har jeg gaaet og sagt til mig selv og Else: jeg forstaar ikke, hvorfor jeg ikke kan faa mit Jule-Hjerte; iaar er dog alt saa godt blandt mine.

Ved du, hvad det var? – det var en hemmelig liden Ank, fordi jeg i mit siste Brev til dig havde sagt noget forbandet Tøv om, at jeg vilde være sint paa dig! – først da jeg fik dit Brev, følte jeg, hvor det sank i mig af Glæde over, at der ikke var noget iveien og med en Gang havde jeg mit Jule-Hjerte – Tak! – lettere end paa mange Aar.

Thi nu skjælder de fra alle Kanter saa voldsomt over Bogen, at man kan føle, den er god; og at jeg har i Behold alt det Had, som bestandig har æset ud mod mig; se for Exempel den Perle: Caspari! – han drives af sit Had saa langt, at han taler om “Novellisten Kielland med hans tørre Detailler”.

Jeg gad vide, hvad saadan en Mand tænker, naar han skriver disse Ord om literaire Sager, hvis Værd Samtiden har erkjendt paa mange Sprog, og som han ved vil vare længer end vi, som nu lever; han er dog ellers en fornuftig Mand – tænk! Kiellands Novelletter med de tørre Detailler! Det er en ren Fornøielse at se ham vride sig i Arrigskab.

Du skal se, de driver det saa vidt, at Bogen blir solgt af den Grund.

Men det er en vanvittig Pris. Jeg havde haabet paa 5 Kroner; men sligt gaar efter fast Pris pr. Ark; de gode Bøger er ikke dyrere end de slette; det er bare Størrelsen.

Det glæder mig uhyre, at du kunde more dig – og det havde jeg ventet. Udenfor den lille vigtige Kreds af Adjunkter, som maa lade, somom de har læst alt, hvad jeg har læst og saa uendeligt meget mer, er der netop en Masse Mennesker, som aldrig har faaet Napoleon saaledes belyst i en Fart fra alle Kanter, samtidig som Bogen literairt er noget af det beste, jeg har gjort.

Glædelig Jul! desværre ved jeg, din gode Datter har det ikke godt, vil du ikke hilse det søde snille Menneske fra mig og sige, jeg vilde saa gjerne høre, at hun er bleven frisk og munter igjen!

Glædelig Jul til Maren! – naar jeg finder noget rigtig fælt i Aviserne, klæber jeg det op paa Contordøren, – og jeg ler – ja for tilslut blir Verden til at le af – bitterligt!

Glædelig Jul til gamle Tante Hanna og alle dine.

Din hengivne Alexander.


Det kongelige Bibliotek.

Til Det Kongelige Bibliothek Kjøbenhavn.

Efter Aftale med Enkefru Etatsraadinde Collin f. Knutzon tillader jeg mig herved at oversende mit Manuskript til den siste Bog: Omkring Napoleon, forat dette kan blive vedlagt mine øvrige Mauskripter i den Collinske Samling.

Ærbødigst Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Naturligvis var Bernadotte en af de fremmeligste SergeantGeneraler, som Republikens Krige uddannede. Men vi forstaar ikke, hvor mange hundrede der var af dem. Det var derfor, og det var anerkjendt i Samtiden, at Intet kunde forklare, hvorfor han blev trukket frem af den store Skare Officerer undtagen hans personlige Forhold til den familiekjære Napoleon, Ponte Corvo, Marechal etc. Svenskerne vilde ingenlunde have ham, men Eugene Beauharnais.

Han vandt tre (to) Slag mod sine fordums Krigskammerater i 1813 paa et Tidspunkt, da alt flød over til de Allierede – dels i aabenbar Desertering dels i det store moralske Omslag, der gjorde det umuligt for de Franske at seire paa de tyske Slagmarker – undtagen for ham – den Ene. Derfor tabte alle Napoleons Hærførere de Slag, hvor de var alene i 1814–13 – deriblandt ogsaa et Par mod Bernadotte. Men derfor var og blev disse Generaler ham i Krigshistorien uendeligt overlegne alligevel.

Alt dette staar ogsaa i min Bog, men paa en saadan Maade, at dit Spørgsmaal: er du retfærdig mod Bernadotte? netop var det samme som jeg ventede mig og som jeg altid har faaet. Er du retfærdig mod Præsterne? – mod Embedsmændene, mod Verdens alle Blærer og mod Kongerne? – har du bukket pent rundt til alle Sider, før du forlader Selskabet?

Nei. Det var hellerikke derfor, jeg indbød disse Karle til at danse efter min Musik og i mit Lys.

Der findes vist, og der kommer nok Bøger, hvor Lyskastene finder Helteskikkelsen Carl Johan. Har de mere Ret end jeg?

Thi hvorfor spørger du? af ganske udenoms Grunde.

I din Broders Billede af de værste Skygger af Forræderiet omkring den Store har Bernadotte faaet akkurat den fremragende Plads, der tilkom ham; der er i saa Henseende ingen Uretfærdighed historisk begaaet mod ham; jeg tror, jeg har faaet alt det onde med, som jeg viste.

Ser du nu ikke, hvor aldeles udenoms – og ikke “omkring” det er, hvor stor General Bernadotte var? – og hvor høit han i saa Maade rangerede i Samtiden?

Naar du spørger efter Retfærdigheden, forlanger du strøet Sukker paa de bitre Skuffelser, du lider i egne Fordomme, som tages fra dig og bespottes. Det samme har hidtil alle Anmeldere i Danmark gjort.

De Danske er saa edderspændte – som Baby siger – af Misundelse over, hvor godt vi klarede os, at det triumferende opgjør med Bernadotterne og Svenskerne, gjør dem ganske rasende.

Men kan du tænke dig noget saa heldigt? Jeg begyndte Bogen ifjor i Fortvivlelse som et Løfte til Hegel, der gjorde os Vanskeligheder med Penge. Jeg havde aldrig troet, at de Optegnelser, som laa der i flere Aar, skulde kunne sveises sammen til en Bog; men jeg gjorde det; og samtidig steg efterhaanden frem den sorte Skikkelse af vor værste Fiende Bernadotte – Kongens Bestefar.

Og mens jeg skrev, forandrede alting sig saaledes, at da jeg var bleven færdig, var Bernadotte ikke andet end Kongens Tip-Tip-Oldefar! – og Tipoldefædre har vi 8 af, saa det er ikke saa farligt. Men jeg gad vide, hvad de vilde gjort med mig – Bernadotterne? – det kan nok hænde, at der blir Kjølighed nok, det skader ikke; men de kan ikke tage Livet af mig som Amtmand, hvad jeg tror, Oscar den 2den vilde gjort.

Naar bare de Danske – og nogle personlige Fiender i Pressen – saasom Cavling – bare de ikke havde skadet Salget af den allerede kostbare Bog saa meget, skulde Bogen kommet til sin Ret som en Folkebog i en morsom Form, som alle trængte til – tiltrods for, at alle Anmelderne jo maa lade, somom de har vist alting og mere til.

Imidlertid synes det, somom Folk faar mere Mod til at tilstaa, at Bogen morer dem, saa den kommer kanske op; men desværre bliver det nok ikke den økonomiske Opreisning, jeg engang drømte om.

Nu vil jeg dog spørge Vognmanden i Veblungsnæs, hvad det vil koste at kjøre os til Otta, vente der f.Ex. 3–4 Dage og kjøre os ned igjen – he?

Det er saa længe siden, jeg saa en hvid Mand! Glædeligt Nytaar i Hus og Hjem og i dine Børns Hjem; og Tak for det gamle Aar fra mig til dig Kjære Broder! og til Dikka.

Din Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! Tak for dit Brevkort om Stensland, – jeg maatte le, at jeg traf saa godt! Ja, nu har vi da begge gjort vort beste; og du har vundet; eftersom jeg netop idag fik høre fra Fætter Axel i Consulat-Afdelingen, at Gade er ansat.

Men da jeg læste dit Brevkort høit for mig selv: “Jeg kan væl aldrig vænte, at du nogensinne mere kommer hid!” – da for det som Is igjennem mig: hvorfor Fanden skulde jeg ikke komme til Aulestad igjen? hvis de vil have mig – ja, jeg tænkte ikke engang, hvis de vil have mig; for jeg vilde komme alligevel, om saa galt var, forat bide mig fast i Dørstolperne og fylde Latter opunder Lofterne; jeg vil altid komme igjen til dig.

Du ved ikke, hvor nær du var ved et Besøg, da du skrev Kortet. Jeg havde just skrevet til Jacob Broder, at jeg vilde sætte mig i Bevægelse for at komme ned til ham nu snart; vi har saa meget at snakke om; og det er saa længe siden, jeg saa a white man.

Kom jeg bare indom dig et Par Dage, saa ved du, hvor uhyre meget, vi kan faa snakket, og hvor meget jeg bærer bort med mig; du har ogsaa godt af at faa en god Laat ovenpaa al den Høitidelighed.

Pas derfor paa at holde Jule-Øllet skummende, saa skriver jeg til min Ven og Vognmand Arne Mjelva i Veblungsnæs og spørger om Prisen og om, hvor mange Dage han vilde vente paa mig i Otta; kanske tog jeg Else med, – jeg maa ud og helst lidt udenfor Amtet; de danske smaa Tøvekopper fik ødelagt Salget af min Bog, ellers skulde jeg nok faret længer ud.

Altsaa om en 14 Dages Tid – he?

Glædelig Jul i Huset for dig og dine; Hilsen til Karoline

Din hengivne Alexander L. K.

Vi kunde for Exempel ogsaa tale om, hvorledes Jonas Lie gjør op sit Regnskab med B. B. under Billedet af A. L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.