Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1906

Peter Nansen

Kjære Nansen! jeg har læst Deres Brev med Opmærksomhed og med et bestemt og behageligt Indtryk af, at De mener mig det saa vel som overhovedet en dansk kan mene en norsk det i literair Henseende, og at Deres Tilbud er de beste, man kan erholde i Skandinavien.

Jeg ser Dem sige: Min Herre! hvad er 20 Linier om Dagen for Dem?

Ak nei – tilvisse! jeg klarer mangfoldigt flere Linier, naar det først gaar løs. Men – som jeg har sagt saa mange Gange – Aanden maa tage mig i Nakken; jeg kan ikke finde paa noget af mig selv.

Hm! det falder mig forresten nu ind, at Aanden denne Gang var Jacob Hegel; havde det ikke været saa knapt med Pengene for et Aar siden, var jeg aldrig kommet til at binde mine Optegnelser sammen til denne Bog om Napoleon, der er saa meget bedre end den danske Kritik forstaar.

Og endvidere falder der mig noget ind; og det er, at denne Indgang paa dette Brev er den allertaabeligste og uheldigste, da det gjælder om at afperse Forlaget 1,000 Kroner, som maatte sendes Fredrik Hansen i Stavanger strax.

Amtmandinden kommer vel hjem snart, saa ophører hendes Maanedspenge; jeg selv maatte give slip paa de 300 og leve paa Klatgjæld, og Baby fik komme hjem igjen, – det var et kort Opsving; men Fredrik Hansen maa absolut have 1000 Kroner.

Tror De, det lader sig gjøre?

Gaa nu ikke hen og sig: lad os heller prøve Ikke-interventions-Principet som sist; lad Pengekniben uforstyrret mase hans Knokler i øget Skruegang! – der kommer ingenting, jeg forsikrer Dem: Pinebænken er forgjæves!

Nei! forsøg heller den linde Zefyr-bringende 1000 friske Forlagssedler til Fredrik Hansen, saa skal De se, at den Sindets Ligevægt, jeg behøver, vil hastigen give synlig Frugt.

Ak! om De viste, hvor jeg er træt af denne lurvede Armod, som i den Grad vanklæder mig. I næste – nei i dette Aar forsvinder jeg.

Deres Alexander L. K.


Guthorm Hallager.

Kjære Herre og Gode Ven! – et godt og Glædeligt Nytaar for Dem og alle Deres!

Jeg er begyndt at spinde en liden privat Intrige, hvori De herved inddrages, fordi De har vist Dem velvillig og fordi jeg haver Dem behov.

Da jeg fik den halvt-officielle Besked fra Amtmand Furu, at alle Amter vilde telegrafere, lavede jeg en Morgen i Halvsøvne hint Telegram, der gjorde mig saa berømt.

Jeg syntes nok strax – og endnu mere siden, at det stod et Par Toner høiere end min naturlige Stemme; men jeg var virkelig glad; og desuden følte jeg mig saa sikker, fordi jeg havde min Bog, hvis Frækhed endnu ikke er gaaet op for den ærede Samtid – den havde jeg jo i Baghaand.

Alt gik ogsaa godt. Kongen fik se, at jeg gjorde stor Forskjel; men samtidig gaar det jo ikke an for en Amtmand at skrive saadant om et nært Dynasti; – nei jeg tænker saa ofte paa, hvilket Helvedes Rabalder, der var blevet, om Bogen var kommen under Bernadotterne; og det var Meningen; men alt forandrede sig paa den pudsigste Maade, mens jeg skrev.

Nuvel! der er heller ingen Skade skeet. Kongen er en klog Mand; han kan se, at jeg mente ham og Dronningen vel, og han er saapas Sømand, at han ved, at vi Norske fra Vestkysten lægger aldrig ned vort Svenskehad.

Men paa den anden Side maa han jo for Familiens Skyld holde denne Amtmand paa det sorte Bræt. Og her staar jeg overfor noget, som jeg er bestemt paa at unddrage mig – nemlig Kroningen i Trondhjem; jeg vil ikke udelukkes og jeg vil ikke gaa der mellem alle de Fremmede som den lidt beklikkede Embedsmand, jeg er – ikke for min Bog – forstaar De! men fordi den nuværende Statsraad Arctander i Ledtog med professor Hagerup, som nu har melet sin Kage paa begge Sider, i sin Tid skamskjændede mig i Storthinget paa en saadan Maade, at det æser i Krogene af Haan og Grin, hvergang det nævnes, at jeg blev Amtmand; der er ikke gaaet nogen Dag, uden at jeg har følt den Skade, de To voldte mig – efter mit Skjøn – ganske uforskyldt.

For nu at bringe alt dette ud af Verden, er jeg begyndt en Intrige, der skal se saaledes ud: allerede snart beder jeg om en Permission indtil 3 Maaneder i Udlandet, Reisen er stillet mig i Udsigt af Venner og maa tiltrædes i Mai – noget af dette er Løgn – ialfald endnu og delvis; men det kan ikke De hjælpe; De skal bare hjælpe mig saa vidt, at De leilighedsvis skal skrive til mig, at De ikke tror, der vil blive nogen Vanskelighed ved en saadan Fraværelse. Jeg ved, at jeg kan gjøre Regning paa Stuevold-Hansen, og at han er her.

Naar Permissionen gjøres saa lang, er der ikke noget iøinefaldende ved den – og desuden er jo Sagen grei nok; og der er kanske Ingen, som lægger Mærke til det. Vilde De være saa snil, at De tager saavidt Del i denne Intrige, at De vilde forberede mit Andragende og meddele mig, at jeg tør gjøre Regning paa Indvilgelse.

– Det var – kan De tro! en haard Tid, dengang I andre gik til Halsen i store Begivenheder inde i Hovedstaden hver Dag, og vi stod i Moldes fredelige Gade og læste Opslag paa Budstikkens Vinduer.

Men jeg var hele Tiden klar over, at jeg var ganske overflødig og samtidig lidt for god til bare at staa paa Gaden. Saa trøstede jeg mig med min Bog; og det gjør jeg endnu; jeg kan aldrig tro andet, end at den maa blive morsom, naar Anmeldernes Vrede lægger sig, over at jeg vilde skrive noget, som de alle viste bedre. Men naar man nu ser, hvor lidet vort vestlandske Had til Bernadotterne slaar an, maa man endmere undres over, at de kunde kastes saa prompte og subito og være taknemlig for den raske Haand, som greb ind.

Undskyld al denne Vidløftighed.

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Constance Gran.

Kjære Høgunge!

Vil du udføre nogle Commissioner for mig? Vil du for de indlagte 20 Kroner besørge mig tilsendt en Masse fine Smæld-Bonboner, lidt eller passeligt Cotillon-Stads og nogle Stilker engelsk Selleri?

Jeg skal indfri et gammelt Løfte til Else ved at give et lidet Bal i et nærliggende Pensionat-Lokale, saa slipper jeg Uhyggen hjemme. Dagen er foreløbig fastsat til den 30te Januar og Gjæsternes Antal er 18 – vil du i din Visdom indrette dig derefter.

Selv er du velkommen – det ved du! og herved indbuden; men jeg er jo bange for, at denne Høgunge har et Blækhus om Foden, saa det er ikke saa let at flyve.

Jeg kunde saamænd trænge vel til at komme til Bergen – tyk og tandløs som jeg er; og kommer jeg, vil jeg abonnere paa Høgungen for mig selv; der er altid saa mange i Følge med dig.

Din hengivne Alexander L. K.


Olaug Preuthun.

Kjære Fru Preuthun! havde de ikke i Kjøkkenet seet Snippen af Gutten til Preuthun, og dersom jeg ikke vidste, at kun De driver saadanne sjeldne Blomster, vilde jeg igaar Aftes have været ganske uden Begribelse.

Og hellerikke idag er Hovedsagen mig klar – nemlig: hvorfor jeg skulde have dem? – disse vidunderlige Cactus, som jeg ikke er sikker paa at have seet før.

Mon det skulde være, fordi vi ikke har seet hinanden paa saa lange Tider? – og først mødtes igaar udenfor Bryggerne?

De begyndte saa stivt paa en kjølig Amtmands-Hilsen, saa jeg kjendte Dem ikke. Men da De hørte, hvor glad jeg blev ved at se Dem igjen, tænkte De siden paa Dagen: han skal sandelig faa en Blomst – det gamle Spøgelse! – gik det ikke omtrent saaledes for sig?

Tusind Tak!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jacob Hegel.

Kjære Ven! dette gaar ikke an, at vi kommer ganske fra hinanden. Det kan være vel nok med det rent forretningsmæssige – det gaar ogsaa meget godt; jeg blir ligesaa fint og elskværdigt behandlet som i din Fars og i din Tid.

Men vi havde ogsaa andet sammen, som ingenlunde skal dø ud. Det er et Aar siden vor Reise – jeg glemmer aldrig den Afsked jeg hver Dag tog med hele det Paris, som jeg kjender og elsker; – tænk! saa grundigt gjorde jeg det, at jeg ikke engang føler Trang til at komme tilbage. Nu hænger jeg som en følsom Yngling over Italiens Kort og længter, – gad vide, om jeg kommer der, før jeg dør.

Naar I næste Gang kommer til Paris, vil I have det jillere, fordi Familien nu – som jeg hører – er bleven fuldstændig bilvant; – Kjære! fortæl mig: er det saa jilt, som du havde tænkt det? savner du aldrig Lugten af dine fine Heste? – jeg tror aldrig, jeg kunde blive glad i Bilen. Der er idetheletaget en stor Forandring, naar jeg tænker paa Eder i Vinter. For dig synes jeg det maa være en stor Fornøielse at løbe i Byen og komme hjem igjen uden det store Apparat med Jernbanen; eller du kan tage din Bil og fare ud til Skovgaard og hjem igjen paa en Time – he? Julie synes jeg ogsaa maa have godt af Forandringen; om Vinteren var den dybe Stue paa Skovgaard som en Brønd, man sank ned i, forat stige op til Overfladen og spise. Jeg havde ikke noget imod hverken Brønden eller Overfladen, men høie Vinduer mod Amaliegade med Solskin og den stadige Udsathed for Visiter synes mig gavnligen at maatte modarbeide Fristelsen til at synke ned i Brøndens triste Grums. Baby har beskrevet, hvilket smukt Hus det er; Tak for al Elskværdighed mod hende.

Synes du ikke, Kritiken var overflødigen vigtig? Saa vel skrevet en Bog faar man aldrig i Skolen og sjelden senere om Historie eller Geografi. Men hvad der undrer mig mest er, at ikke engang mine Landsmænd synes at føle Bogen som en Befrielse ovenpaa al denne revolutionaire Correcthed, denne Hensynsfuldhed mod vore argeste Fiender; – alle tar de Afstand fra mig og beklager mine “Æselspark”!

Naar jeg bare havde Raad til det, kan jeg ikke tænke mig noget jillere, og det forandrer sig nok. Men de fleste var saa glade over at se mig ligge overende med mit Konge-Telegram, at de formeligt blev gale paa mig, da jeg reiste mig op igjen som den samme jeg var før. Det har frisket mig utroligt op; men det har vel ganske ødelagt Bogens Salg?

– Dersom du kunde – saaatsige bagfra – lade mig vide noget om B. B. Han har den hele precaire Tid været god og snil i sine Breve; han roste overmaade Napoleon – allerede efter første Halvbind. Men da han engang lod falde et Ord som: du kommer vel aldrig mer til Aulestad, greb jeg dette og svarede strax – som sandt var, at jeg bestandig tænkte paa at besøge ham og Jacob Broder paa en Vintertur over Fjeldene. Herpaa svarede han aldrig. Ved du, om han kanske har Huset fuldt? – om Ibsens bor der? – og mon Stemningen skulde være saadan, at de ikke har Sands for en Fremmed mellem sig?

Jeg havde ellers virkelig tænkt at stanse en Dags Tid paa Aulestad, naar jeg i Begyndelsen af Februar kanske reiser til et Familieraad til Jacob paa Stange. Jeg føler mig jo noget ensom her – alene med Else.

Lad mig nu se, at du ogsaa skriver mig et Ord. Du har vel ikke skrevet flere Digte siden:

Vi Sømænd gjør ei mange Ord
Vi seiler paa den tørre Jord
Naar det blæser,
Naar det blæser!

Hils Huset.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg ser, du er i de siste Dages Arbeide med en ny Bog – du Lykkelige! og det har jeg tænkt mig kunde være Grunden til, at der ikke kom Svar, dengang jeg selv indbød mig til Aulestad.

Nu tænkte jeg halvt om halvt at reise i denne Maaned med Else til FamilieMøde paa Stange, indom til dig som sist – med eller uden Else? og hjem igjen c. den 18d, derved sparer jeg et Kortparti med Champagne, som jeg har vænnet mig selv og mine Venner til paa min Fødselsdag.

Lad mig høre en Dag – er du snil – hvorledes dette passer for dig – hils Caroline.

Din hengivne ALK.


Guthorm Hallager.

Kjære Hr. Hallager! det var et godt Brev, De skrev til mig den 24de f.M., skjønt jeg ikke forstaar Brøkregningen med Berømmelsen og ingenlunde er enig i, at det bare er jeg, som mindes de to Herrers Forhaanelser; det følger overalt som en liden Haan i Blikket – især hos alle Embedsfolk ned til de dummeste.

Men De undte mig en god Overhaling af koldt Vand, saa jeg ser, hvor langt bort jeg var kommen i min Ensomhed; De har Ret; hvorfor skulde jeg gaa afveien eller surmule, der er saavist ingen som vilde mærke det. Og derfor har jeg nu skammet mig lidt og leet af mig selv bagefter; og De skal se mig svinse nedover Romsdalen som det galanteste Pindsvin af dem alle!

Forsaavidt er alting godt. Tilbage staar Pengene; det blir forfærdeligt dyrt! men nu glæder jeg mig ligefrem; jeg har ikke rigtig sat mig ind i den umaadelige Forskjel fra den Tid, da vi maatte forestille os en Kroning af en Svenske! nu skal det bare blive jilt.

Hvad mener De med “det vestlandske” i Napoleon?

Vil De gjøre mig den Ære og Fornøielse at bytte Fotografi?

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! jeg havde ogsaa, inden jeg idag fik dit Velkomstbrev begyndt at forberede min Reise; men den er compliceret. Ser du: til Stuflaaden – med d – skal det forestille en Veibefaring, som jeg tager Lensmanden og Amtsingenieuren med til – paa Statskassens Regning.

Sultanens Rigdom – sige mine Forbilleder de tyrkiske Embedsmænd: Sultanens Rigdom er et Hav; hvo som ikke drikker deraf, er et Svin.

Der er mig derfor umuligt at sige, naar jeg er paa din Station, som heder Faaberg. Men fra Otta – eller før skal du faa ordentlig Besked.

Saavidt jeg nu kan se, skulde jeg være hos dig Torsdag den 15d Februar Middagstider, hele Fredag og afsted Lørdag. Saa kom jeg til Jacob, hvor vi forhaabentlig alle Søskende skal samles – det er saa uhyre længe siden – netop min Fødselsdag den 18d Febr.

Saaledes er Planen i de første Omrids; men der skal jo noget til, at alt kan klappe sammen; imidlertid er der jo to Ting faste: der er lagt i Ovnen paa Aulestad, og Statskassen – den har vi Gud inderlig være lovet!

Jeg glæder mig til at kjøre de lange Dage i Slæde, sidde stille og tie og tygge Tobak, og til at snakke, saa du skal vifte udmattet med Ørene, naar jeg reiser.

Din Alexander L. K.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! Nu forestiller jeg mig Sagen saa: Vi formaar Stavanger Privatbank til at overtage Transaktionen – billigere faar vi det ikke. Saa betaler Staten 50,000 Kroner contant mod vort Skjøde og Banken modtager Pengene for os. Dernæst udbetaler den til de 4: Jacob, Kitty, Jane og Dagmar hver 8,333,33 Kroner og faar Pant i vor Landejendom for hvad Tycho og jeg skylder ÷ vor Sjettepart af de 50,000 Kr. Saa faar det snurre videre som før, til næste Gang vi sælger; og da skal det være i florissante Tider lige efter en stor Ildebrand, der gjør Omegnen dobbelt verdifuld.

Hvad synes du om et Familie-Raad paa Stange den 18d Februar eller deromkring? Galeasen “Tre Søstre” af Stavanger kunde baxes op paa Mjøsen, saa var vi der. Hvis Letmatrosen Janna fik være med, tog jeg kanske Kokken Else med mig. Men lad det være nok med os Gamle – he? lad os ikke overbebyrde Situationen for Dikka. Tiden kan du omtrent sætte selv; jeg kan være fremme paa 3–4 Dages Varsel; thi nu reiser jeg nedover forbi B. B. – hvis jeg ikke hører fra ham – ja i alle Tilfælde, naar vort Møde kommer istand; og naar jeg nævner den 18d Februar, er det bare, fordi jeg gjerne vil være af Byen den Dag, som jeg ellers har vænnet mine Venner til at celebrere med et kostbart Gilde.

Lad mig høre dit Prop.

Din hengivne Broder Alexander.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg vilde bare sige, at dennegang blir det ikke noget af. Jacob telegraferer, at han netop i de Dage blir optaget med noget andet; og jeg vilde saa gjerne kunne gjøre disse to Besøg paa en Gang. Jeg maa altsaa foreløbig slaa den Tand ud, og det var leit; jeg havde glædet mig og samlet Penge. Af disse tog jeg en liden Del og sendte den til Aftenposten med Bøn til Schibsted om han vilde forsøge en Indsamling til John Poulsen. Kan du huske for 28 Aar siden, da jeg læste mine Novelletter for dig om Aftenen hos Fritz Thaulow i Paris, da var Poulsen der. Jeg bad ham komme til mig og spise Frokost næste Dag; han kom og spiste godt og snakkede sit Snak, som altid er morsomt, naar han slipper sin lille Ondskab løs.

Men hvad jeg vilde fortælle, var dette: Flere Aar efter traf jeg ham i Kjøbenhavn; og jeg sagde da til ham: De saa daarligt ud sist i Paris; ja, svarede han og saa paa mig med de store bare Øine, jeg gik og sultede fra Dag til Dag.

Men Herregud Mand! raabte jeg; De saa jo, at jeg levede som den rige Mands Søn; De kunde da betroet Dem –

Nei – jeg kan ikke det – svarede han. Saaledes ved jeg, at John Poulsen altid har været.

Vil du ikke deltage i en liden Indsamling for ham; jeg formoder, mit oprop kommer i Aftenposten.

Din Alexander L. K.


Peter Nansen.

Kjære Nansen! Moldes Boghandler var her. Han havde faaet en Skrivelse fra Forlaget, som han ikke rigtig forstod.

Var det Meningen, at han ustraffet kunde sende tilbage 20 Exempl. af Napoleon? – han havde under min letsindige Garanti bestilt 50.

I Tilfælde af, at dette var Meningen er jeg meget taknemlig og lader Manden retournere de 20; 30 fik vi solgt.

Ellers ved jeg Intet at melde; jeg synker tilbage i Hverdagslivets Dæmonik, bliver fed og uden Haab.

Deres Alexander L.K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! hold dig fast! – jeg forærer dig syv Aktier i Træplantningen ved Frøilandsvandet. Der er indbetalt 280 Kr., men de er endnu meget lidet værd; derfor synes jeg, du skulde byde din Svigerfader dem til pari, saa er vi to om Gaven.

Dernæst har jeg bevilget din tapre Frue til Husholdningen l0 Kroner Maaneden i et Aar fra 1ste Januar 1906 – at hæve hos Fredr. Hansen.

Det skal du have for Bogen. Dens Svagheder ser du selv; jeg synes, det ser smaat ud; om du havde fyldt denne Bog med dine grinagtige og gode Tegninger, vilde det ikke blot have undskyldt, men levendegjort det store Natur-Apparat og gjort det til Hovedsagen.

Om jeg kunde faa tale med dig en Time! Læs nu opmærksomt denne Plan: En Strimmel langs Jæderens Kyst samles fredet paa en Haand med Jagtret; Stykket mellem Aarreelv og Tyggen ved Sele gjøres til zoologisk Have; saasnart en Plan foreligger, skal jeg lægge den frem for Kongen, og du skal blive Fugle-Inspecteur, som har været mit Livs Drøm. Bodden kan bo paa Jordhoug. Lav Plan; der skal jo ikke Penge til, vi kjøber foreløbig Intet; bare Fredning, Opsyn og Jagtret paa 5 Aar – den koster vist ikke stort – men en hel Mands Energi! du ser, det er et Levebrød og hvilket!

Dette Brev fuldt af Guld og gyldne Ord, gid det maatte træffe dig i en god Stund. Hils Hilda!

Jeg ligger forresten syg.

Din Pappa.


Oliver Bjørnsund.

Hr. Oliver Bjørnsund! Forleden Dag begynte jeg et Brev til Dem; jeg havde hørt, at De har havt Sorg i Huset, og det var min Mening at komme til Bjørnsund nu i Fisketiden, det er saa længe siden; jeg saa i Almanakken, at der var et Firtal paa den 2den Marts; men saa blev jeg optaget af noget andet, og Brevet blev ikke skrevet.

Igaar fik vi vide om Ulykken i Gjæslingerne.

Jeg ved ikke, om vi To nogensinde har talt om det, som jeg kalder Firtal i Almanakken? – det er det astronomiske tegn 4 for Planeten Jupiter. Derfra, hvor jeg kommer – fra Jæderen og Sydvest-kysten, hænder det næsten bestandig, at der paa Dagen eller paa de nærmeste Dage omkring et Firtal i Almanakken indtræffer et eller andet Opbraad i Luften med Storm og Uvejr.

Og aldrig tror jeg, at Fiskerne der sørpaa vilde gaaet paa Sjøen en Morgen med Firtal i Almanakken – i de første Dage af Marts, som er berømte Nordenvindsdage og efter et forholdsvis taaligt langt Godvejr.

Jeg tror, at jeg vil paalægge Dem at heise vor sorte Stormkugle hver Morgen udover Vaaren og til Høsten igjen, hver Gang De ser Tegnet i Almanakken, selv om Stormvarselet ikke er kommet, det kommer næsten altid enten lidt før eller lidt efter en Firtals-Dag.

Tænk om man kunde afværge en Ulykke. Det kunde ialfald aldrig skade om Fiskerne vænner sig til at give Agt paa dette gamle Mærke, hvilket de altsaa ikke synes at gjøre her.

En Dag, som er mærket med Jupiters Tegn, maa betragtes med den yderste Mistro.

Heis Stormkuglen og forklar Folk dette.

Venskabeligst Alexander L. Kielland.

De kan gjerne lade mit Brev komme i en Avis, men da maa Ingen forandre det, eller forkorte det.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! – først maa jeg berigtige, hvad jeg hører, Else har skrevet om de 500 forulykkede Fiskermænd; det blir ikke mer end 30 – formodentlig mindre; du ved, hvorledes de sladrer her nord, naar det er Ulykker.

Dernæst maa jeg forespørge, om du har taget med dig Fars gamle Bog med Noder? Frøken Ziegler kommer nu 3 Gange om Ugen, det var netop noget for hende.

Eller – du som er saa let tilbens! gaa indom i en Antikvar-Handel for Bøger og Noder, – de kan anvise dig En fra Hegels, og lad dem sende mig en tyk Pakke gammelt let Gods: lette Klaver-Udtog af gamle Operaer, de mindre Sonater af Haydn, Mozart, Kuhlau, Kücken, gamle Danse –, men intet nyt. Regningen kan du bare sende Hegel; det er vist ikke dyrt saadant gammelt Skrab; Straus’s Walze og den anden gamle Fyr, hvis Navn jeg ikke husker – det er ikke Lanner, han er ogsaa god; den der svæver for mig et gammelt latterligt Navn fra Wien, som lavede Walze – jeg tror før Strausserne.

Nu har jeg fundet igjen det musikalske Lexicon, vi søgte saa jammerligt efter – husker du? tænk! det stod i Hylden, men helt henne i en Kant i Skyggen skjult i Boghyldens fremspringende Kant.

Altsaa du skaffer mig noget gammelt Node-Skrab. Weber er for vanskelig; Mendelsohn er ikke udelukket; men jeg tænker, vi har Lieder ohne Worte; forbudt er dansk og engelsk Musik.

Saa fik du i Elses Brev 15 Kroner til din Geburtsdag; gjør dig en Glæde, den er dig vel undt.

Paa Fredag, naar du læser dette, fylder du 30 Aar – efter min Beregning. Jeg laa paa Sofaen i Storstuen i Forberedelsen, da Maren kom faldende nedaf Trappen og stak Hovedet ind med Bud, at det var en liden Pige. Ak – jeg blev saa glad, saa glad! og hver Dag blev jeg gladere over dig og i dig, og aldrig var jeg gladere i dig end idag.

Naar jeg ser dit søde velsignede Ansigt foran mig skifte i alle de smaa Nuancer, som jeg kjender fra du var ganske liden – alle skiftende mellem Angst for med en Skygge at bedrøve mig, Iver efter at faa din Kjærlighed til at speile sig i min Glæde og Lykken, naar det lykkedes dig – alt ser jeg – du søde Barn! og saaledes vil vi se hinanden ind i Øinene, til vi dør, og ikke vende vore Øine til Siden, hvor der var saa mange sorte Skygger.

Din Pappa.


Olaug Preuthun.

Kjære Fru Preuthun! – i et ganske forfærdeligt Veir kom der i Søndags en Dame fra Dem og afleverede i Kjøkkenet: et stort Exemplar af den japanesiske Cactus, en stor Samling Tøffel-Blomster eller Syposer med mørkebrun Fløiel og gult Silkefor og endelig Aarets første Rose – bleg og netop saa vidt vaagnet op efter Vinteren.

Hvis Meningen har været at overvælde mig, saa er Hensigten isandhed opnaaet; jeg har Rosen staaende for mig; den er nu fuldt vaagen og udsprungen, de brungule Syposer skinner paa Pianoet, og i mit Vindu kaster Cactusen sig til Jorden og beder om Undskyldning for sin foreløbige Hæslighed. Tusinde Tak!

Deres Alexander L. Kielland.


Henrikke (Rikke) Holmboe, f. Harris.

De kunde nok – Kjære Frue! – tænke Dem, at det blev en Overraskelse. Men De kan umuligt forestille Dem den dybe Glæde, De har beredt mig, og som ikke har været ude af mit Sind, siden jeg fremtog det gamle Pragtstykke af Kassen.

Jeg kjender dem som Ædelstene – disse gamle Glasperler, som jeg fik lege med, mens Mor arbeidede, og jeg føler endnu, at jeg ligte best de gule. Det er mig ufatteligt, at Strengen har holdt sig saa godt. Det vidner baade om, at Brudegaven har været holdt høit i Ære hos Dem og om, at Mor har været flink med sine gigtsvage Fingre.

Og saa dertil det pragtfulde Haandtag – et af Fars største og smukkeste Arbeider – det hele er – selv bortseet fra den Skat af gode kjærlige Minder, som ringes op af Fortiden, en saa smuk Gjenstand, at jeg tilbringer min Tid med at beundre det. Nu kommer Klokkestrængen med en grøn Sløife over lige ved Fars Buste i Dagligstuen, saaat alle de Mange, som herefter kommer til at tage Haandtaget i Haanden, vil komme til at udtale sin Beundring midt foran ham.

Men de skal ogsaa allesammen faa høre om Dem – Kjære Frue! som kunde finde paa at skille Dem fra denne Gjenstand, som De aabenbart har holdt meget af, forat sende den til mig, for hvem den er og vil forblive til min Død et Klenodie – noget af det jilleste, jeg ejer; og den skal arves ned efter mig med hele sin Historie – mine Forældres Navn og med Deres – Høistærede Frue! og med Deres Mands, som jeg beder modtage sin Part af min rigelige Taknemlighed.

Med det samme jeg havde faaet Klokkestrengen ophængt, – og det var ikke mange Minutter, efterat den var kommen af Kassen! løb jeg om for at finde en liden Ting, jeg kunde sende Dem herfra; men jeg fandt ikke andet end et Fotografi af mig selv, som jeg beder Dem give en Plads mellem StavangerMinder.

Desværre er det netop saa vidt, at jeg dunkelt kan mindes hin Aften, da vi var sammen hos den uforglemmelige Onkel Axel. Nu er Tante Tina og Tante Hanna – Fru Consul Sømme – de eneste tilbage af den gamle Slægt; og vort gamle Hus ved Bredevandet skal nu forsvinde og give Plads for et stort Posthus.

Jeg kjæmper det beste jeg kan, for ikke at blive som de klynkevorne Gamle, der bare gaar og sukker efter de Tider, som svandt. Men sandelig holder det haardt mangengang. De ved – Kjære Frue! hvorledes vor Slægt havde det i femti-Aarene og endnu langt længer – opimod ottierne; og nu er det netop saa vidt, at der sidder en Kielland igjen paa Ledaal.

Desto kjærere – midt i Vemoden, som kan være bitter nok – er det at se de gamle Døre vidtaabne og Lyset falde over de kjære Skikelser, saaledes som det nu skete, da De rakte mig den fortryllede Klokkestreng, der bragte hele Ungdommens Klokkespil til at klinge – tusind Tak!

Deres evig taknemlige Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefert! Ser du den Sløifen der? Sløife maa du forskaffe mig og sende; – hør nu: Amtmand Harris i Stavanger havde en Datter, som blev gift med en Consul Holmboe i Tromsø den 22 Marts 1856. Nu sender denne Frue mig faa Dage før sit Guldbryllup en Klokkestreng af Glasperler, som min Moder har arbeidet til hendes Bryllup for femti Aar siden, medens Far har udskaaret et Elfenbens-Haandtag, som er et af Fars allerbedste Arbeider.

Det hele er et Pragtstykke, du! ganske som nyt og nydeligt Perlearbeide efter den Tids Smag. Haandtaget er – som alt Fars Arbeide – noget tungt og klumpet i Formen – det forestiller en Bouquet med Baand omkring en Mængde nydelige Blomster med Stilk.

Kan du begribe, at den gamle Dame vil give mig det? hun har kun seet mig en Aften hos Onkel Axel, efterat Ulykkerne var brudt ind over vor Slægt; vi fulgtes ned fra Holmegenæs – fortæller Fru Holmboe, og da vi kom til Fars Hus, hvor jeg boede, førte jeg hende og Manden omkring i Stuerne – det maa have været en Sommernat, og Mamma har været borte. Hun fik saadant Indtryk af min stærke Kjærlighed til Mor og Far – siger hun – derfor skal jeg have dette Klenodie. Du kan vel tænke dig, hvor jeg var rørt og glad!

Kan du ikke telegrafere den 22de Marts Brudeparret Holmboe No. 8 Fagerheimsgaden, Christiania:

Tak, fordi Pappa fik Klokkestrengen. Tillykke med Dagen.

B. K. K.

Tror du ikke, hun vil sætte Pris paa det? Saa var det Sløifen. Jeg har hængt Klokkestrængen foran Fars Buste i Krogen paa Væggen mod Gaden, saa at alle maa udtale sin Beundring for Haandtaget midt for hans Øine. Nu skulde der være en Sløife øverst oppe paa Væggen, som skulde ligge lige over det stykke Elfenben, hvormed Klokkestrengen begynder.

Sløifen skal være i Bredden 16 cm., den skal være syet fast paa en Plade af Pap, som skal spigres til Væggen.

Saa var det Farven. Der kunde være Tale om 3 Farver. En lilla, lavendelagtig lys Couleur til Minde om min Moder. Men en saadan Sløife høit oppe paa Væggen vilde forsvinde og danne et altfor mat Udgangspunkt for den pragtfulde Gjenstand.

Saa har jeg tænkt paa stærkt grønt – som din Kjole. Men tilslut er jeg stanset ved gult – ligesom de imiterede Guldspænder, du ser, der er paa Strengen. Altsaa det blankeste gyldneste gult, du kan faa – enten af Baand eller i Tøi – i en pragtfuld Sløife!

Omkostningerne efter vedlagte Anvisning.

Farvel for idag! – du mit kjære Barn! jeg savner dig og tænker paa dig; men du har det jo godt – he?

Din egen Paps.


Assa Finne, f. Kielland.

Kjære Assa! jeg uleiligede dig forleden med et Telegram om Rikke Harris’s Bryllupsdag. Sagen var den:

En Dag fik jeg fra Fru Holmboe den Klokkestreng af Perler, som min Moder for femti Aar siden arbeidede, og som tilligemed Haandtag og Udstyr i Elfenben skaaret af Far udgjorde mine Forældres Brudegave til Holmboes Bryllup den 22de Marts 1856. Hun skriver mig til, at hun og hendes Mand traf mig engang paa en Gjennemreise i Stavanger oppe hos Onkel Axel og Tante Tina paa Holmegenæs, og at jeg, da vi kom ned til Byen om Aftenen, viste hende omkring i de gamle Fars Stuer. Derfor skal jeg nu have Klokkestrengen til Tak.

Du kan ikke tænke dig, hvor glad og rørt jeg blev, og dertil er selve Gjenstanden saa smuk; – den vækker ikke blot de fjerneste Minder fra Barndommen, men den er ogsaa, som den nu hænger her, en ren Pryd for Stuen i dens gammeldagse Pyntelighed og Elegance. Fars Haandtag er et af hans beste Arbeider. Jeg er vis paa, du og Kitty kan huske det. Jeg skal prøve med min Tegnekunst: – en stor gul Sløife, som jeg vil hæfte op. Bunden er af hvide Glasperler – gule Perler – grønne Blade med violette Druer – gule Perler.

Fars Haandtag – det skal forestille en Blomsterbuket, kan du huske det?

Det hele er nydeligt vedligeholdt og er for mig et rent Klenodie.

Fru Holmboe nævner ogsaa de gode Venner i Stavanger. Kjære! vil du ikke bede din Søster, Tante Hanna, Tante Tine, den sentimentale Ovidia! og hvem du ellers kan finde af gamle Venner og bede dem telegrafere til Rikka Harris’s Guldbryllup som holdes Torsdag den 22de Marts under Adresse No 8 Fagerheimsgaden – Christiania.

Jeg ved, det vilde glæde hende, og jeg vilde i min Taknemlighed saa gjerne gjøre hende glad. –

– Else og jeg camperer i Fred og Ro sammen; men det bliver nok kanske i Længden ikke noget Sted for hende. Jeg selv derimod priser hver Dag min Lykke, at jeg fik dette Embede, som passer for mig, – det synes ialfald jeg selv! og som er saa fredeligt, uafhængigt og smukt. Naar jeg tænker paa den onde Samvittighed, hvormed jeg fordum lod spænde for Imslands hvide Heste og reiste paa Jæderen alene i dagevis. Nu gjør jeg akkurat det samme; men nu opfylder jeg samtidig min Pligt, og naar jeg kommer tilbage fra Reiserne, erholder jeg mine Reiseudgifter godtgjort af Statskassen – er det ikke udspeculeret? Og saa smukt som her er; her er alslag; endogsaa et Stykke Jæder, men det er jo daarligt.

Lad os mødes igjen, naar du farer forbi. Jeg maa le, naar jeg tænker paa min Skræk i Trondhjem, da du kom ombord; jeg var paa en løien Reise. Hils Finne og dine og mine og vore fælles.

Din hengivne Alexander.


Nils Collett Vogt.

Tak – Kjære Mester! for Septemberbrand, og Skaal for Deres skjønne Kunst!

Deres Alexander L. Kielland.


Lorentz Dietrichson.

Hr. Professor Dietrichson!

Jeg ejer – uværdeligen – 2 broncemalede Gips-Medailloner – 70 cm i Tvermaal – af Kong Carl Johan og Kronprins Oscar – signerede Hans Michelsen 1819. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gjøre med dem; er de sjeldne? – et godt Raad udbedes.

Med ærbødigst forbindtlig Hilsen til Fruen gjenkalder jeg gamle Møder i Stavanger og Paris i behagelig Erindring.

Deres Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Jacob! det var Synd, at vi ikke fik Møde i Vinter; jeg vilde ogsaa saa gjerne have seet til B. B. Det er dog Synd, at han skal sidde hjemme ensom og sint, mens vi alle er saa glade og lettede.

Nu maa jeg til Bergen i Tørdok, først faa af mig 10–12 Kilogram; dernæst har jeg Amtsthing, og saa er jeg rede til at tage mit Tag i Kroningen, hvis jeg blir tilkaldt. Jeg vil helst slippe det hele; men hvis jeg blev tilkaldt som Embedsmand og fik en god Plads og intet Ansvar for nogen Ting, skulde jeg nok for en Gangs Skyld have Moro af at være blandt de Store og se en stor Ceremoni, – skjøndt det er mig en jammerlig Comedie. A propos! hvem har skaaret dit Signet med Vaabnet? – har du ladet dit St. Olaf Kors hænge nedenunder? – er det Skik og heraldisk Brug? Jeg vil nemlig forandre mit Signet saaledes, at jeg istedetfor Bull og Schanche, som gjentages to Gange i det Kiellandske, vil lade Langernes Vaaben optage den venstre Halvdel af Skjoldet – saaledes: – en Due med et Olieblad i Næbbet og Lange-Fisken.

Men lad mig vide, hvor jeg skal finde en Skjærer af Signeter. Der dæmrer for mig en Erindring fra Ungdommen, hvor du engang var saa ivrig for en Protegé, du havde – var han paa Kongsberg? – hed han ikke Knud Espe? – hvordan kan dog et saadant Navn hænge igjen? – eller tager jeg Feil. Far fik vist noget fra ham – nogle ypperlige Zirater à la grec? A propos om Far!

Tænk Rikka Harris, som for femti Aar siden blev gift med Holmboe, har sendt mig en deilig Klokkestreng af Perler, som Mor har arbeidet og som Far har skaaret Haandtag til, – det var vore Forældres Brudegave til Holmbos, – de holdt Guldbryllup i Christiania den 22 Marts.

Du kan tro, jeg blev rørt og glad og næsten skamfuld, fordi jeg skulde faa den. Jeg er vis paa, at du vil huske Haandtaget, naar du ser det. Det var i 1856, saa du var jo en stor Gut dengang. Jeg forudsætter altid, at du maa komme her engang – f. ex. i Sommer efter Haakonsaabningen – som Andreas vilde sagt.

Hils Dikka og Dagmar og dine Andre.

Din hengivne Broder Alexander.


Frederik Hansen

Kifi! her er jeg igjen – ganske som før, kun med den Forskjel, at jeg denne Gang ikke er det ringeste syg nogen Plads. Af denne Grund spaar man mig, at nu blir jeg ikke længer saa let og hurtigt af med Fedtet; jeg skal beholde mine 135 Kilo; ja! den er sød – hele den magre selvgode Bande; – hils Dulderen Buch.

Lad os tale om noget andet; det er altfor længe siden. Det ser virkelig ud til, at Tyskland skal være af en anden Mening. Jeg har faaet et Par Hilsener fra tyske Professorer og idag er det indlagte Nummer af Kieler Zeitung af 23d Marts; kunde vi ikke finde en Adgang til vor Presse og lade saadanne Artikler komme frem? der maatte være saadan en liden Fortale:

«I Tyskland har man som bekjendt ikke som i den dansk-norske Bogverden en Skare historiske Forfattere, der forbinder Lærdom med Aandrighed og spillende Liv i Stilen – som den uforlignelige Øverland i Norge eller den enestaaende Dr – hvad hed han nu? – paa hvis glimrende Debut hele Norden venter med stigende Spænding.

Det kan derfor til en vis Grad forklares, at Tyskerne kan tage tiltakke med Bøger, som vort historisk gjennemdannede Publikum med Rette vrager.

Alligevel vil mange med et Smil læse en Anmeldelse af 23 Marts i Kieler Zeitung, af hvilken hidsættes:

«Det gjorde i sin Tid en vis Opsigt, da den – desværre altfor tidligt afdøde Grev York von Wartenburg udgav en Bog om tysk Historie. Det var noget uhørt i Tyskland, hvor det ikke falder let for en Dillettant i det historiske Fag at trænge igjennem.

Men den Lykke, som hin Bog gjorde, har endnu engang leveret Bevis for, at det ogsaa kan være til Fordel for Videnskaben, naar en klog og tænksom Mand behandler historiske Spørgsmaal paa sin Maade. Hans Evne til at bedømme er ikke belemret med det svære Stof, som følger Fagstudiet; fra en høiere Varde kan han se ud over et historisk Drama, og samtidig som han modtager Forskerens og Kritikerens Materiale, kan han igjen meddele dem nye Ideer og Synspunkter.

I langt høiere Grad end om hin Bog af York gjælder dette om et netop udkommet Værk af Nordmanden Alexander Kielland.

Om Kiellands literaire betydning, behøves her ikke at siges noget. Hans Romaner er bekjendte for det tyske Publikum saa langt som Interessen for nordisk Digtning findes.

Hans nyeste Værk: Ringsum Napoleon er netop udkommet hos Georg Merseburger i Leipzig.

Man skulde ikke tro, at der kunde komme noget ud af at gjenfortælle, hvad saa mange andre har sagt. Saaledes vil selvfølgelig enhver tænke, naar han tager Kiellands Bog i Haanden.

Og dog er her fremkommet en Bog – saa eiendommelig, saa fængslende og rig paa Tanker, som der ikke gives mange af.

Jo mere og mere indgaaende man har beskjæftiget sig med Napoleon, desto mere kommer man til at holde af denne Bog. Ogsaa Historikerne af Fag kan have Udbytte af at høre efter, naar en Mand med et klart Hoved og en Formsands som Kielland gjenfortæller Napoleons Historie. I dette Digt i Prosa er et Afsnitt af Historien fremstillet saa plastisk at Læseren beholder det i varig Erindring.

Enhver af Keiserdømmets Generaler og Marchaller er karakteriseret skarpt og klart med faste Linier; og saa vanskeligt som det ellers er at finde sig tilrette i Napoleons glimrende Omgivelser med de mange Titler og Værdigheder, har Kielland forstaaet med faa og simple Midler at rykke enhver af dem ind i det Lys, som udgik fra den Ene.

Et Par kraftige, men velfortjente Udfald mod Bernadotte, Grundlæggeren af Sveriges Dynasti, maa naturligvis skrives paa Nordmandens Regning. Men de træffer i sin kostelige Ondskab fordetmeste midt i Blinken.

Vi kan i den nærmeste Fremtid ganske sikkert gjøre Regning paa en Række nye Bøger om Napoleon – det ligger saaat sige i Luften –; men den betydeligste vil vel denne første, som den norske Digter har skjænket os, forblive at være.”

Har du ikke Lyst til at faa dette puttet i en Avis? – eller skulle vi lade os træde ihjel af Gjæs? Nu maa jeg i Seng. Hils Christian og andre gode Venner. Sig til Andreas at han maa skrive, du ogsaa

Din hengivne A. L. K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.