Paris, 16de Januar 67. Kl. 3 Nat.

Kjære Fru Thoresen!

Naar jeg, kun 14 Dage før min desværre nu saa snart forestaaende Afreise, griber Pennen for med en venlig Hilsen at sende Dem et Par Ord, som jeg lige saa godt kunde sende Dem fra Kjøbenhavn, saa er det, fordi jeg ikke vil, at De skal troe, jeg trængte til at finde mig igjen i de vante Omgivelser for at mindes de gamle Venner, som nye Bekjendtskaber kunde have fortrængt af mit Sind. Jeg føler en Trang til at sige Dem herfra, at jeg har taget mig det meget nær til Hjerte, at jeg under mit hele Ophold her ikke een eneste Gang har modtaget een eneste Linie fra Deres Haand. Jeg seer deri et Tegn paa en Vrede eller Ugunst, om hvilken jeg kun veed, at jeg ikke har paadraget mig den ved nogen uværdig eller uriddderlig Opførsel. Dette tør jeg med en vis Stolthed sige. Jeg erindrer fremdeles kort før min Afreise fra Kbh. at have sendt Dem et Brev med en lille trykt Pièce, og nogle Uger efter min Ankomst til Paris at have skrevet en lang maaskee lidt overgiven Epistel til Dem. Da det nu altsaa ikke kan være Udeblivelsen af Breve der har foraarsaget Deres Taushed, maa jeg søge Grunden i Brevenes Beskaffenhed. Men skjønt jeg nu sporløst har glemt det første Brev og om det andet kun erindrer, at det indeholdt nogle i Spøg nedskrevne Variationer over en Spøg af Göthe [sic], der altid har moret mig, saa tør jeg dog med god Samvittighed sige, at De, hvis De i disse Breve har fundet noget Stødende, noget Uhøvisk eller lignende – hvad veed jeg! – saa har De misforstaaet mine Udtryk og gjort mig Uret.

Jeg veed af Erfaring, at De blandt Deres mange udmærkede Egenskaber ikke har den gjerne at ville indrømme at De har taget Feil, og jeg kjender ligeledes af Erfaring den Vanskelighed som De og jeg, hvem De har hædret med Deres Venskab, har ved at gjøre os forstaaelige for hinanden, men det forekommer mig, at De hvis jeg uforvarende paa nogen Maade er kommen til at fornærme Dem, burde have ladet mig det vide paa en Maade, der svarede bedre til mine varme Følelser for Dem og til den Hengivenhed, som jeg vel ikke tør sige at have bevist, men som jeg dog aldrig har fornægtet, end ved paa en saa haanlig Vis at lade mine Breve ubesvarede og i 2 til 3 Maaneder at lade mig aldeles uden Efterretninger fra Dem.

Deres altid hengivne

Georg Brandes.

S.T.

Fru M. Thoresen.

Christiania – afsendt den 29. Januar 1867.

Hvor er saa min Yndling henne? Ja, at han er i Paris, det ved man jo Allesammen, men jeg vil nok vide noget Andet, noget Mere, hvis han behager at sige mig det, thi han forstaar mig jo nok? Skulde jeg imidlertid til at berette om hvor jeg er henne, da, I himmelske Magter! ved jeg hverken Begyndelse eller Ende, og mellem disse Punkter er der vist Ting, som jeg ikke selv forstaar. Jeg har to ubesvarede Breve fra Dem, det har jeg i flere Uger husket paa med en forunderlig dyb Uro, og jeg har i stille Timer givet Dem saamange gode Ord, fanget mig saamange Smil fra Deres varme Blikke at det er som om jeg havde levet i en uafbrudt personlig Forbindelse med Dem. Men dette har nu De ikke mærket Noget til. De har abstraheret og idealiseret Dem ind i det Store i Aandens Verden – eller maaske har De netop lagt Personligheden til og forelsket Dem grundigt i en af de smaa nysselige Kvinder, som jeg husker saa vel, at jeg med Beundring saa passere mig forbi med Gratiernes Flugt og med Bevægelser, som naar Vinden gynger en Konvolvolus paa sin fine Stilk. Ja ja min kjære unge ven! Ungdommen er ingen perenerende Plante, der kan reproducere Blomstringen i det Uendelige, den er en duftende Reseda, som med Kunst eller Forsinkelse kan bringes til at blomstre senere, men hvis Fylde og egentlige Rigdom kun kommer en Gang og da er det ved Midsommertid. Jeg haaber De er ung. Mennesker, som ikke forstaar at være unge, ville aldrig lære at blive gamle. O jeg tænker De smiler lidt til denne Bemærkning eller rettere Opfordring af mig, hvad? Men jeg kjender Dem, De ejer hin guddommelige Regulator, hvormed De kan ordne og bestemme baade Maal og Grændse, og det er Idealitet. Jeg turde se Dem styre ud paa Banen med det viltreste Forspand af lidenskabelig Længsel og higende Lyst, jeg forsikkrer Dem, at jeg maaske nok vilde aande lidt hurtigere og lidt kortere, mens Farten stod paa, men fuldtryg vente paa Dem ved Banens Ende og række Dem min Haand til Velkommen. Nu kan det saa være nok om det, ikke sandt?

Og saa Deres Bog! Jo den har jeg læst, og finder den godt skreven – kun ikke det om Kulsviertroen; thi jeg hader det Udtryk fra Carl Vogts modbydelige Produkt,Carl Vogt: formodentlig den samme som Brandes omtaler som Charles Vogt i sitt brev av 27.1.1868. Det har ikke lykkes å finne ut hvem det er. og De maatte kunne have fundet et andet mere ligt Dem selv – men der er Klarhed og Orden, der er Vilje og Personlighed i Skriftet, og det er jo det Viktigste! Standpunktet er vi to jo ikke enige om; thi jeg ønsker af Hjertet en christelig Filosofi Fremgang, men jeg maa dog sige, at de af Dem fremførte Ankeposter mod R. Nielsen og Heegaard involverer noget Absurd, ialfald noget højst Uklart. Saa kommer til, at jeg har en Fornemmelse af, at den rigtig gjennemsigtige Klarhed i den Retning ikke kan naas, fordi saa mange Punkter maa forblive ubelyste af Forskningen – og det gjør mig ondt, ja det gjør mig mere: det gjør mig Fortræd; thi Tvivl er Fortræd overfor det Trætte og Haardprøvede, det er Hovedpuden, som tages bort fra den Sovende, saa han fornemmer i selve Søvnen og savner Hvilen. Det Kuriøse ved denne Strid er, at begge Parter sender mig sine Indlæg i Sagen. En Tid før Jul modtog jeg to Bøger i ydmygst Respekt fra Rudolph Smith, den Ene var skrevet mod Dem. Jeg forsikkrer Dem, at jeg lo godt af denne Dualisme, og var der ikke Plumpheder og Personligheder, som jeg hader værre end Synden, saa kunde jeg fristes til et Udbrud at det Humor, som jeg tror ligger gjemt i mit Sind, og tage den politiske Kandestøber til Model; thi igrunden er jeg dum paa slige Ting. I have vist Ret begge To! Men det ved jeg og det vil jeg tilføje, saa De ikke tager Fejl af mig; dersom jeg ikke trængte til at hvile mit trætte Hoved, da var jeg ikke med Kandestøberen, uagtet jeg paa ingen Maade var med den cyniske Carl Vogt. Apropos! Kjender De noget til den aandelige Natur i Belgien? Ved De, Løsenet er: ned med Vorherre, leve Friheden! –

Der sætter jeg en Streg; thi saalangt kom jeg før Sygdommen tog mig, og fortsætte med det flamske Virvar vil jeg ikke, og kan det hellerikke. Jeg har været ganske kort men meget heftig syg. Det Onde jeg led af var i Halsen. I 6 Døgn var jeg uden en klar Tanke, uden Næring og uden Søvn, men midt i Forvirringen kæmpende for Livet til det yderste. Og nu sidder jeg her – lidt rystende endnu – men Livet er dog mit, det dejlige Liv! Nei jeg skjønner ikke, at jeg i Virkeligheden har tilbagelagt saa lang en Strækning, foran mig ligger endnu i det sælsomste …. Ser De, ved disse Prikker kom atter en Afbrydelse, atter en Sygdom, ikke saa voldsom, men slem nok at holde ud; thi naar mit Legeme ikke kan reagere mod Sindet, da slaar det sig sammen med Sygdommen, og da lider jeg til Vanvid.

Nu, du min elskede Lille! er jeg saa helt hos Dig; eller maaske rettere, jeg har draget Dig saa helt til mig, at Du hviler tæt ind til mit Hjerte, velsignet og kjærtegnet som Faa, ja maaske som ingen Anden. Jeg modtog iaftes paa Sengen Dit Brev – sidste Brev – og deri er Du vred over min Taushed og søger dens Aarsag i hundrede Smaating; ak, Du maa jo vide, at Smaating aldrig kunde skille mig ved, hvad min Sjæl elsker. Er jeg ikke saa fyldig for Dit indre Syn, har Dit Sind ikke grebet mig med den Styrke, som alene er istand til at fatte mig, saa har Du Ret til at frygte for Kvindeluner, Smaatings Mellemkomst, men da ejer du heller ikke andet end Avnen af mit Væsen. Jeg har stor Uret i min Taushed, selvom Du ikke havde taget Dig den Ting nær, men nu da Du har havt Din lille Smerte derover, og Din søde velsignede Natur har fundet Skylden hos Dig selv – nej jeg er i denne Stund som Æselet i SommernatsdrømmenReferanse til William Shakespeares skuespill En midtsommernattsdrøm. og sort som en Morian i Sammenligning med Dig og Din skjønne Sjæl. Og nu vil jeg sige Dig, at glemt har Du ikke været – gjemt maaske, og da isandhed til bedre Dages Glæde! Men jeg er ofte saa udtømmende i min Erindring. Den Dag og den Stund, hvor jeg inderligst har sluttet Dig til mig, har Modet været saa intens, at jeg paa ingen Maade har kunnet skrive – Du ved jo hvor varsom man maa være med Dig, Barn! – nu, de Breve, som Du altsaa mange Gange skulde have havt, dem har Du ikke faaet, thi Formen vilde have forskrækket Dig.

Men der er noget Mere, som har taget Haandens Evne fra mig – ikke Erindringens, ikke Hengivenhedens, ikke Noget af alt det, som Du selv har ønsket skulde danne Forholdet mellem os, har været borte, selv den personlige Længsel har været der – men ligefrem en Lammelse af hele mit ydre Væsen har fundet Sted, og det har havt en mægtig Grund, som jeg, saa nødig jeg vil maa fortie for Dig. Forbausende har mit Sind været rystet, og er det endnu, og jeg kunde raabe til den evige Magt, som styrer Himmel og Jord og hver Menneskeaand: er der en Udgang af dette? –

Og nu ligger mit store Arbejde for mig og forlanger Ro, Enhed og et klart Syn – Saa dybt har jeg aldrig set ind i mit Væsen, saa stærke Bølgeslag har aldrig løftet mit Sind – Der komme mange Stunder, hvori jeg har en Anelse om, at den næste slaar mig ihjel, men saa gaar det over, og jeg dukker op ligesom et Skib af Bølgerne. Men for mig er ingen Tid mere at tabe, saameget føler og ved jeg dog, jeg maa og skal tvinge min rebelske Aand til Stilhed og Arbejde. Om to Dage tager jeg da fat paa endnu et Folkelivsbillede – helt igjennem om Kjærlighed, dens Afglands, dens Gjenfødelse og dens Oprindelse – maatte det lykkes mig, da bliver det smukt, men her maa fornemlig Lykken være med, ellers gaar det ikke. –

Jeg skriver vist tosset, kjære Ven, men vær god og overbærende imod mig for min inderlige Kjærligheds Skyld – dog bliv nu ikke bange – Eros er ikke med – kun vær forberedt paa megen Tosseri, husk paa, at hvert Ord jeg nedskriver er istedenfor slige Ting som at trække Dem lidt i Haaret, trykke Dem i Haanden, saa De skriger: thi det kan jeg forsikkre Dem, at jeg har gjort den hele Morgenstund, og min Arm der er tigange saa stærk som Din, har slynget sig mange Gange omkring Dig, og bestandig med det Udbrud: og Du kunde tro, at jeg kunde glemme Dig. Du kunde tro, at Smaavrøvl kunde skille os to ad! Et Ord, som forhaane, kunde Du anvende paa min Taushed! Og saa atter en eller anden Haandgribelighed; thi det maa til for mig, jeg kan ikke i nogen Maade hjælpe mig med Abstraktionen. Derfor: denne Gang, blot denne Gang, Dumheder og Latterligheder, næste Gang Alvoret, og hvergang sidenhen: Idealet, Abstraktionen, det Dybe, det Høje, det Himmelske, for idag helst det Jordiske! –

Ved Du hvad Du ikke kjender? En rigtig nordisk Vinter med hele dens store stille alvorsfulde Præg. Slige Snæmarker med Furuskoven til Grændse skulde Du se! For mig er det det luneste Syn mit Øje har mødt nogensinde. Det tyder hen paa en Kjærlighed i Naturen saa moderlig og øm, saa beskyttende og velsignende, at mit Hjerte svulmer ved Betragtningen. Ja Du skulde se denne store Vinterseng, hvordan de bugnende, blændende hvide Snedyner ligge hen over Jorden, Du vilde ligesom jeg føle Dig draget ind under den samme beskjermende Omhu, som ydes Naturen: thi denne dybe Hvile overalt omkring os, sænker omsider ogsaa Freden i vort eget skjælvende Sind! I Kjøbenhavn pinte Vinteren mig, det slappe og dog evigt producerende Liv i Naturen gav Uro og Længsel; men saa tog man Kunsten istedenfor, og det gav jo den rige Næring. Her er det nu meget Smaat med Kunsten, skjønt Bjørnson og enkelte Andre gode Kræfter arbejde med Udholdenhed og stærk Fortrøstning paa at drive den saa højt op, som den i et umodent Samfund kan naa; thi Kunsten maa jo have en Baggrund at hvile sig til, og det er Folkets Sympathi: men det gaar sent – dog gaar det sikkert, det ser jeg – dette er nu værst for de Unge, for den, som i slige Ting alt har samlet sig et Fond, gjør det Mindre og da kan Du tro, at et stort, helt Billede i Naturen – Begrebet Vinter helstøbt, udført til den ringeste Enkelthed, det giver Styrke til Sjæl og Tanke, ja til Legemet med. Naar jeg vandrer ud over Markerne her er Stilheden saa stor og gribende, at den lyser Fred over hver min Tanke. Ak Ufreden besøger mig desuagtet!

Naar nu dette Brev naar frem, er De alt hjemme, den Tanke slaar og piner mig; kan De tilgive mig dette? Tre Maaneder har jeg i vexlende Form, i stille og rolige Tanker glædet mig ved ligesom at eje Dig, og ikke en eneste Gang har denne Glæde baaret Ordets Frugt – jeg forstaar det nok, men Du forstaar det ikke, og derfor er det Du kommer med de mange underlige Forudsætninger, som ikke mere passer for mig end Spurvereder til en Ørn. Engang mindes jeg Du skrev, at Du troede Bjørnson indgav mig urette Tanker om Dig – Du kjære Ven! Hvorledes skulde jeg holde ud, hvis jeg lige overfor Dig fik en slig Tvivi? Jeg med mit vilde, sorgfulde, stormende Liv! Tror Du jeg frygter? Nej min kjære Lille, jeg ved hvor stolt og tillidsfuld eller rettere: hvor sikker paa Din egen Dom, Dit eget sympathiske Blik, Du vilde være og afvise hver Tidens fejlagtige Mening: thi var Du ikke det, hvad var Du da for mig? En Skygge over min Vej, intet Andet, jeg gik den forbi og væk var den. Jeg tror fuldt og fast paa Dig, jeg tror Du er belavet paa Noget af Hvert ligeoverfor min Natur. Jeg tror Du forstaar, at den der vil finde en Glæde i mig, maa kunde taale enkelte Stød, maa kunne mødes med mine vulkanske Udbrud uden at raabe Ak og Ve! Du ved, at Sandheden er mit Maal, at Idealet er min brændende Længsel, men Du ved ogsaa, at jeg ikke er nogen Abstraktion, at jeg, fordi jeg er saa helt Menneske, maa gribe Livet helt – at jeg har grebet fortvivlet fejl, maa Du ogsaa kunne vide; thi heri trænger jeg en hel, stor Forstaaelse. Du maa ligesom ane hvilken Skam og Fortvivlelse, det har drevet ind i mit Sind – men tillige, hvilket Styrkebad det har været for alle mine Evner. Heri har jeg nu faaet en mægtig Assistance af Naturen, jeg har Fornegtelsens iskolde Evne. Jeg fornegter lige ind i Evigheden, og jeg lover Dig for, at den, der møder mig med en Fordring, skal i næste Stund tvivle om sin Ret, skal tro det Hele et Opspind i egen Hjerne. Dette skal Du nu forstaa ret; thi hvert Møde af en ædel Art, det maa for Verden synes noksaa ringe, holder jeg fast med Kjærlighedens Kraft, det er kun det Urene eller Forvirringen jeg kaster fra mig.

Men lad mig komme tilbage til Bjørnson. Han har dadlet Dine Anmeldelser af Ungdomskilden og Richardts Digte – han fandt min Biografi godt skrevenDet siktes antagelig til Brandes’ litterære portrett av Magdalene Thoresen i Illustreret Tidende 22. april 1866. Det dreier seg sannsynligvis om muntlige meddelelser fra Bjørnson til Magdalene Thoresen, da J.B. Halvorsen: Bjørnstjerne Bjørnsons Liv og Forfattervirksombed aktmæssig fremstillet, Kra. 1885, ikke har opplysninger om at Bjørnson har anmeldt noe av Brandes eller Christian Richardt i denne perioden. – han ved forresten, at Du er mig inderlig kjær og har aldrig dadlet Dig med et Ord. Bjørnson kan være hensynsløs, men han har et stort Hjerte og hans Gang i Livet er virkelig de høje Aanders. Jeg har lidt og stridt med ham, men nu har jeg ham helt ud. Kjære, hvorfor har Du aldrig sagt, at Du talte med ham i Stockholm? Det er mig en liden Gaade. Ak! Til Foraaret rejser han fra mig; og mindst tre Aar bliver han borte,Bjørnson reiste ikke til utlandet samme vår for å bli borte i tre år, men oppholdt seg i København med kone og barn fra høsten 1867 til forsommeren 1868. Deretter flyttet han tilbake til Kristiania, hvor han ble til sommeren 1873. Men allerede høsten 1867 opphørte vennskapet mellom ham og Magdalene Thoresen på grunn av hennes novelle «Min Bedstemoders Fortælling», hvor han mente å gjenkjenne seg som modell. Se note til brev fra Magdalene Thoresen av 21. januar 1869. jeg lider stærkt ved den Forestilling; thi hvormeget jeg end i Aanden magter at drage Sjælene til mig og leve i dybeste Samfund med dem, jeg elsker dog den synlige Nærværelse – jeg elsker at se hans Løve-Aasyn med de luende Træk straale mig imøde – Men han har sin Vej – ind i Livet, jeg gaar jo ud af det, han maa færdes paa Rejser og i fremmede Lande; thi han skal voxe op til hvad han kan blive, jeg synes jeg er færdig med Alt, kun ikke med min Længsel. –

Ja nu til Slut en Bemærkning: jeg har gjort Dig uret, jeg har været slem, meget slem imod Dig, og det lover jeg Dig skal aldrig mere ske. Vil Du saa tilgive mig for denne Gang? Og nu værsaagod at tage mit Brev for det Vrøvl det er, denne Gang kunde jeg ikke skrive det anderledes. Jeg har maattet tumle mig lidt personligt med dig. Og nu faar jeg jo hurtigt Brev, jeg længes gandske forfærdeligt. Farvel for idag.

Din gamle Veninde

Magdalene Thoresen.

Kbh. d. 15de Febr. 67.

Min hjertenskjære Veninde!

Tak for Deres lange længe ventede kjærkomne Brev, som jeg ved min Hjemkomst i Begyndelsen af Maaneden forefandt paa mit Skrivebord. Tak for de varme Følelser for mig, hvorom det vidner.

Hovedsummen af hvad jeg om min Reise har at fortælle, er det, som De maaskee allerede har hørt af Andre, at en venlig Skjæbne hele Tiden igjennem begunstigede alle mine Skridt. Jeg vil ikke videre udvikle for Dem hvilket Udbytte og hvad Gavn jeg har høstet ved at faae et saa samlet og kraftigt Indtryk af Frankrigs Skuespil og Skuespilkonst ved at nyde en daglig Paavirkning af fransk Philosophie og fransk Veltalenhed, ved ingen Bog og intet Blad at læse, hvis Fremstillingsform ikke var fransk og ved et Fjerdingaar igjennem at fordybe mig i Maler- og Billedhuggerkonstens fortrinligste Værker; jeg vil hellere fortælle Dem lidt om de Mennesker, jeg omgikkes, da jeg veed, at De som Kvinde nødvendigvis foretrækker saadan Noget som Personligheder, Ansigter, Typer af det virkelige Liv for det Andet man kalder Videnskab, Konst og upersonlige aandelige Indtryk. De maa da vide, at jeg blev en ganske nøie Bekjendt og Omgangsven af to unge franske Lærde,Brandes ble tidlig kjent med to vitenskapsmenn og journalister som var Frankrikes danskspesialister i 1860-årene, elsasseren Ernest Grégoire (hvis søster var venninne med Brandes’ fransklærerinne Lovise Dorré) og burgunderen Ètienne Beauvois, som begge hjalp ham med å orientere seg i fransk litteratur og filosofisk kritikk. der under hele mit Ophold stode mig trofast bi med Raad og Daad, den ene en utroligt kundskabsrig, overordentlig beskeden, yderst selvstændig, fin, skarp, verdensklog Pariser-Journalist og Forfatter i hvis Hjem jeg næsten daglig tilbragte en Times Tid og med hvis Søster, der er paa eengang Maler- og Billedhuggerinde, jeg fik mig mangen god Passiar. Den Anden en kjærnesund, grundærlig, varmtfølende, enthousiastisk Bourgogner, ligesaa selvstændig, ligesaa forbausende lærd som den forrige, men mindre vittig og mindre routineret som Skribent; til gjengjæld en kraftigere Natur, fra først til sidst sand og ægte. Jeg erindrer allerede at have fortalt Dem at jeg tog en ganske ung tyveaarig Pige, en Veninde af en Dame jeg kjendte, til Sproglærerinde. Udtrykket er egentlig ikke nøiagtigt thi hele Undervisningen bestod i at jeg daglig aflagde et Eftermiddagsbesøg der i Huset, hvor den unge Dame boede hos sin Tante. Pigebarnet havde aldrig i sit Liv givet Undervisning og tog kun imod Venindens Forslag af Lyst til Eventyr, af Nysgjerrighed eller hvad man skal kalde det og det var ingen af mine Bekjendte i Paris, hvem jeg lærte nøiere at kjende end hende. En blandet Natur, hun var født i Bretagne, men havde altid boet i Paris; opdraget i en meget streng Pension, underkastet en taablig og meningsløs Tvang, der gjør lige den modsatte Virkning af den der er tilsigtet; derfor havde hun en stor Evne til at forstille og skjule sig, og naar man saa hende første Gang fik man Indtryk af en til Grunden sund, kraftigt bygget, stærk og charakterfast Bretagnerinde. Imidlertid var hun i Virkelighed lige modsat: usigelig blød, voldsomt lidenskabelig, uden megen Charakterstyrke; hun fik snart en levende Interesse for mig og visste ikke hvad godt hun vilde gjøre mig. Hun var af den nordfranske Type, ikke smuk, men endnu mindre styg, store brune Øine, klare Kinder, noget Inderligt i Stemmen, af de Naturer, der blive stadigt bedre. Hun var almægtig ved en vis Journal, til hvilken hun har aabnet mig Adgang, naar jeg vil skrive i den, hun glemmer ikke sine Venner.

Blandt meget Andet jeg har denne unge Pige at takke for er det at hun udryddede ikke blot min danske Accent men ogsaa de spanske og italienske Accenter jeg uvilkaarligt optog efter de Personer, jeg under mit Ophold i Paris omgikkes mest og følte mig stærkest tiltrukket af.

Jeg var nemlig saa lykkelig, hvad kun faa kunne rose sig af, midt i det travle ugjæstfrie Paris at finde et virkeligt Hjem, hvor jeg optoges som en Søn og Broder, og dette Hjem var saa tilmed det mest fortryllende og elskværdige, Nogen kan tænke sig. Min Ven prof. Brøchner der i sin Ungdom har opholdt sig længe i Rom havde medgivet mig et Brev til en Dame, han der havde kjendt meget godt og som nu er gift i Paris. Denne Dame, Signora Blanchetti, boer hos sin Søster Signora Pagella, hvis Mand er meget rig og som beboer et meget pragtfuldt Hotel ude ved Parc Monceaux.Det skal formodentlig være Parc de Monceau i 8. arrondissement. Da jeg efter at have været 3 Uger i Paris en Formiddag overbragte Prof. Brøchners Brev fik jeg af de tvende Søstre en Modtagelse jeg aldrig kan glemme. Sga. Costanza, den førstnævnte af Damerne, underholdt sig først en Timestid med mig, lod derpaa spænde for sin Eqvipage, gjorde tilligemed den elskværdige Søster, der snart kom til, en Kjøretour med mig i Boulogneskoven og kjørte mig der paa den halve Mil til mit Hjem, tagende Afsked fra mig med de Ord at jeg ikke maatte lade nogen Dag gaae forbi uden at besøge dem og at jeg var deres Ven og Broder. I deres Hus tilbragte jeg mine lykkeligste Timer og største Parten af mine Aftener.

Jeg kjørte i Almindelighet derud efter Theatret og blev altid modtaget som en kjær Ven, overøst med Indbydelser, modtaget overalt. Deres Loge i Th. ItalienThéâtre Italien. var altid stor nok til at have en Plads for mig og de toge aldrig derhen uden at give Tjeneren Logenummeret til mig og alle deres Venner og Veninder bleve hurtigt mine. Her nu en kort Beskrivelse af Damerne og deres Mænd. Damerne vare Romerinder, Mændene Piemontesere. Sga Constanza var et af de skjønneste Væsener jeg i mit Liv har seet, et af de Væsener, ingen Mand kan see uden at forbauses ved at Naturen engang imellem saaledes kan overgaae sig selv. Hun var en ægte romersk Type, skjøn og sjælfuld som en tragisk Skuespillerinde, blød og kvindelig, sød og elskelig, det kjærligste Hjerte og det mest harmoniske, paradisiske Sind. Søsteren Sga Verginia var blond med store brune Øine, hun var smuk, men det blev til ingen Ting ved Siden af Søsteren, hun var lystig, snakkede for 4, fuld af Indfald, men endnu mere af hjertelig Godhed, min sande Moder under hele mit Ophold derovre, jeg kan aldrig glemme hendes usigelige Venlighed mod mig. Der er ikke mange Mennesker, der have holdt saa meget af mig og gjort saa meget for mig uden at jeg i mindste Maade havde fortjent det. Signor Pagella var en herlig, frisindet, altid glad og lystig Piemonteser, udmærket Finansmand fuld af Kjærlighet til sit skjønne Fædreland, gjørende det ene Project efter det andet til Forbedring af dets Finanser, for hvilke Planer han modtog forskjellige Ordener men uden at see megen Frugt af sine Bestræbelser. Sgn. Blanchetti var en alvorlig, solid, yderst liberal og dygtig Mand, udmærket dilettant i Malerkonsten, mere kundskabsrig end Italienerne pleie at være; han tiltalte mig meget og vi bleve meget gode Venner. Damernes Moder den gamle Comtesse Testa var meget venlig mod mig men ellers fælt bigot.

I dette Hus indfandt sig hver Aften en lille Kreds af Herrer og Damer af forskjellige Nationer. Da den ene Familie tidligere har boet i Barcelona i Spanien, den anden i den spansktalende Del av Brasilien, bestod Selskabet for største Delen af Romere og Romerinder, samt Spaniere og Spanierinder dels fra Barcelona dels fra Brasilien. Med alle disse blev jeg vel bekendt bl.A. med en spansk Digter, Grande af Spanien og gift med Kongens Søster,«I det fornemme hjem […] traf han bl a den spanske poet Don Guëll y Rente, der var en ægte grande og fyldt med de sælsomste literære anskuelser», skriver Henning Fenger i Den unge Brandes s. 107. I spansk litteraturhistorie oppfattes han som en middelmådig forfatter. en stolt, alvorlig, melancholsk Natur, som jeg i Begyndelsen opholdt mig noget over, men senere fik megen Respect for og Sympathie med. Da det nu traf sig at der blandt disse Fremmede var en ung vidunderligt deilig Pige, Spanierinde fra Brasilien, der var en nær Veninde af Damerne og for hvis Øine jeg var saa lykkelig trods al min Grumhed og Dumhed at finde Naade, indførte hun mig hos sine spanske Slægtninge og saaledes udvidedes min Kreds. Hun boede hos sin Onkel og Tante, nogle bigotte Uhyrer. Om denne unge tyveaarige Pige maa jeg skrive litt mere, da hun er den Person der har gjort stærkest Indtryk paa mig under mit Ophold i Paris. Hun var Datter af en Statsminister i Brasilien, der efter sin Hustrus Død sendte hende her over til Europa først til Genf til et Kloster for at opdrages, derpaa til Tanten i Paris og som til Sommer henter hende der og tager hende med sig, da han gaaer som Brasiliens Ambassadeur til Madrid. Hendes Navn er Mathilde Magariños. Det som bandt mig til denne unge Dame var næst en Skjønhed som jeg aldrig har seet Mage til og af hvilken der i hver Race neppe fødes een hvert hundrede Aar, en Hjertensgodhed der lyste ud af hendes store mørke Øine og en Aand, saa genial, saa ualmindelig, som jeg aldrig har truffet den hos en ung Pige. Jeg vil ikke tale om, at hun var glimrende begavet, spillede smukt, havde en sjælfuld Sangstemme, malede som en Konstnerinde, udskar de skjønneste Ting i Alabast, o.s.v. men hvert mindste Ord hun sagde bar Præget af hendes sjældne og dristige Aand. Det som mest forbausede mig var den mærkværdige Overeensstemmelse i vore Meninger, Domme og Anskuelser; forskrev jeg danske Konstsager i Afbildning, dansk Musik eller lign. til hende var hendes Kritik saa fin og sikker og stemmede saa overraskende med min naar jeg ikke hadde udtalt den, at jeg neppe kunde komme mig af min Forundring. Megen dansk Poesie, som jeg oversatte i fransk Prosa bedømte hun under denne misklædende Forklædning med den største Finhet og Rigtighed. Hun forener en Spanierindes stolte Sind og Kjærlighed til det strengt Serieuse, det dybt Alvorlige og det som er hors du commun,hors du commun: utenom det alminnelige. med en Brasilianerindes Fyrighed og en Pariserindes Ynde. Hun er meget høi, deiligt bygget, blændende smuk; allerdeiligst er hendes Hudfarve, alle Maleres Fortvivlelse.

I Omgang med saa mange elskværdige og sjeldne Mennesker henlevede jeg min Tid i Paris. Da jeg rev mig løs, havde jeg 5 Invitationer til store Baller, som jeg ikke kom til at benytte. Det kostede mig Overvindelse at reise; men jeg maatte gjøre det af mange Grunde. Siden jeg er kommen hjem har jeg ikke været rigtig rask eller stærk, og saa godt som ikke kunnet arbeide, hvil ket er slemt, da saa Meget ventet paa mig.

De vil let forstaae at Kjøbenhavn og vor hele Ravnekrogstilværelse herhjemme ikke smager mig synderligt godt ovenpaa, i lige Maade at jeg just ikke synger af fuldt Bryst ved at være her. En af de Varer jeg har ført hjem med [sic] og som ikke fylder i Kufferten er en colossal Foragt for vor philosophiske Rede herhjemme, specielt for mine høitærede Antagonister, deres store Høvding ikke undtaget, en Foragt som gjør mig det umuligt mere at sige eet Ord i den Sag, hvori jeg troer at have tjent mine Sporer. Hvad den af vor «store» Philosophs Claqueurer angaaer, som har sendt Dem sine Productioner,Brandes henspiller sannsynligvis på filosofen Rasmus Nielsen og hans elev Rudolf Schmidt. da kan jeg have den Fornøielse at meddele Dem at samme Subject i min Fraværelse har gjort Prof. Brøchner 4 Besøg, sendt ham Digte (!) og Piécer, dernæst insinueret sig hos Pal. Müller med nogle ydmyge Breve og Tilskrifter og endelig ligesom (jeg selv og) Stygotius hos Holberg end ikke forskaanet Dem som Dame for sin ydmyge og respectueuse Tilnærmelse. I et Hundehul som Kjøbenhavn er det ikke vanskeligt at erfare, hvo der er en ung Mands private Venner og Veninder og der er visse Former af Lumpenhed, som kun trives her. Jeg veed forud at jeg herhjemme staaer ene med mine Anskuelser og jeg veed at eftersom jeg i Udlandet er bleven endnu langt mere radical og har faaet langt mere Mod til selvstendig Undersøgelse, vil jeg komme til at staae endnu mere ene. Men dette behager og tilfredsstiller mig. Ingen har i Paris havt større Indflydelse paa mig end den geniale Forfatter, H. Taine Professor i Æsthetik og Konsthist. ved école des beaux artsHippolyte Taine (1828–93), fransk filosof (positivist). Han ble professor ved École des Beaux Arts i Paris i 1865. hvem jeg lærte personligt at kjende, efter i Aar og Dag at have været hans varmeste Beundrer. Jeg troer i al Beskedenhed at turde sige, at der er i mine Anlæg et Stænk af hans Begavelse. Frankrig har for Øieblikket faa saa berømte og beundrede Forfattere. Med en Hilsen til Deres elskværdige Døtre er jeg

Deres altid hengivne Ven

Georg Brandes.

Christiania den 11te Marts 1867

Min kjære unge Ven!

Jeg takker Dem for Deres Brev, det kom senere end det burde være kommet; thi et Svar paa mit fuldstændig tossede Brev skulde De have sendt strax. Men det er blot saa min Fornemmelse, og De skal være undskyldt fordi den ikke var Deres. Imidlertid kom De jo og gav mig den længselsfuldt ventede Forsikkring om Deres Tilgivelse. Lad mig nu sige Dem, min kjære Lille, at jeg medens De har levet i Herlighed og Glæde, medens De har indaandet Sværmeriets Beruselse har jeg havt stadige Møder med Bekymringen, og Fortiden, som jeg fast troede at have slaaet ihjel, har endnu en Gang rejst sig mod mig og vist mig et vrængende Ansigt. Min unge, begavede Søn, som absolut maatte og skulde Kunstnervejen, kom hjem fra Kjøbenhavn – og har nu meldt sig til Scenen her. Bjørnson mener han har meget Talent, godt og vel! Den Sag faar gaa sin Gang, jeg vil forsøge paa at haabe det Bedste eller rettere: underordne mig de Forhold jeg hverken magter at ændre eller ophæve. Nu, alle disse Spændinger have drævet mit heftige Sind op til en Højde af Lidelse, hvori jeg mer end Nogensinde føler Tomheden af Mangt og Meget, som ellers drager os med sig, og hvori jeg led af et stort Savn – jeg trængte Kjærlighed. Kjender De Dybden og Styrken af min Natur, forsøg saa at stille Abstraktionen ligeoverfor dens Fordring i Smerte, Angst og Forladthed. Nu, jeg ved ikke hvorledes min elskede lille Filosof bedømmer dette. Dog han dømme som han vil. Et vil jeg blot han skal forstaa af det. Det er min Taushed. Saa lad mig forlade dette og haabe, at der intet Bundfald ligger efter Deres Vrede.

Dernæst har jeg skyndsomst at tale ud med Dem om R. Smith. Jeg finder hvad De siger om hans venskabelige Færd mod alle Deres Venner rigtig, der er noget lavt, mildest talt, noget Urent i hans Handlesæt. Imidlertid ved De ligesaagodt som jeg, at sligt vækker snarere Antipathi end Sympathi, man tiltusker sig ikke Venner paa den Vis – mit Hjerte for dit Hjerte! Den gamle Sats gjælder, om end den træder frem i andre Ord. –

Deres to Smaastykker i Illustreret Tidende vare søde og rigtig veltalende, søde og fulde af Ungdom. Nu glæder jeg mig til at læse hvad De faaer ud af det nyere Lystspil i Danmark. Jeg holdt forleden Dag Haanden over et Avertissement i Fædrelandet, og sagde til Børnene: her staar noget Yndigt, En skal holde Forelæsninger for unge Damer – gjæt! Svar: «Aa vi ved det, det er Brandes, ja Du Mor Du Mor!» Ja Respekten er ikke stor Gud bedre, jeg faar haabe paa Kjærligheden.

Ved De, min kjære Lille, hvor jeg nu har været – en hel Time har jeg nemlig lagt Pennen ned – jeg har maattet spille Kort med Axel, vi ere alene hjemme, mine Døttre ere i stort Selskab, hvor en af vore Statsraader befinder sig for at gjøre Bekjendtskaber med mig. Ak jeg er altfor træt af mange Ting til at være elskværdig i et Selskab, jeg sidder da hjemme, og har delt denne stille Aften mellem Dem og Axel – og en Rival! – af Jer Begge – en Cigar. Vender Du Dig bort i Rædsel! Lille! Jeg sværmer for en Cigar – en Gang imellem – det er da altid en festlig Stund for mig, men jeg tager den aldrig sammen med Kvinder. –

Og nu en lille Sladder ovenpaa. Deres franske eller italienske Damer item spanske, ere godt skildrede. Lærerinden trækker jeg mig uvilkaarligt tilbage for; fængslede hun den Mand jeg elskede, da ved Gud, jeg kunde ikke blive skinsyg, jeg kunde enten foragte ham eller trofast og taalmodigt vænte paa ham; thi han kom tilbage, og den ægte Kjærlighed er rig paa Tilgivelse. Deres Spanierinde – som De jo er forelsket i – interesserede mig ikke og vækker ved sin overordentlige Fuldkommenhed sletingen Sympathi hos mig. Hun forekommer mig som en skinnende blank Flade, jeg vilde falde ved første Skridt paa den. Jeg stræber af al min Sjæls Evne mod Fuldkommenheden, men min jordiske Længsel gaar mod et andet Maal. Min Kjærlighed maatte knytte sig til et Væsen, der higede som jeg efter Sandhed og Storhed, men kæmpede sig frem mellem Brist og Mangler, maatte sukke, segne og rejse sig igjen, kun evigt fremad.

Men den tredje! Costanza – er det ikke saa hun heder? Hun, Hans Brøchners Ungdomselskede, o hende gad jeg se! Deres Skildring af denne søde Kvinde, denne store Kalla, har rent beruset mig. Engang maa jeg træffe hende. Hvad Sprog taler hun? jeg lærer det. Skriver De til hende, saa sig, at jeg haaber paa et Møde en Gang ud i Tiden, med den Kvinde, hvis hele Væsen har beruset mig fast paa en ubegribelig Maade – gjennem Deres Skildring. Men fik jeg hende end aldrig at se, jeg har hende dog i Tanken, takket være Deres varme, dejlige Opfattelse og uopstadsede Gjengivelse af hendes Personlighed. Josefine Napoleon har altid staaet for mig som den dejligste Kvinde, og ofte har jeg beklaget, at hun hvilede blandt de døde – mon denne Costanza – jeg mener i Væsensfylde – ikke skulde ligne hende? Ja nu ser De, at De har skaffet mig en Forelskelse fra samme Hus, hvor De selv har hentet Dem en, ere maaske begge lige haabløse? –

Men nu har jeg jo atter snakket hen i Luften. Lad mig da tilslut sige Dem et alvorligt Ord. Jeg har i over en Maaned været saa legemlig eller aandelig syg, hvilket skal det hede, naar man dør hver Time uden Smerter. Her har Børn og Venner siddet omkring mig i Graad og Fortvivlelse, og jeg har set paa Alt som en synkende kraftløs og viljeløs Stakkel. Nu har jeg i fire Dage følt Bedring, og Livstanken staar Gud ske Tak, klar for mig paany; men Ingen ved hvor nær jeg har været ved det Punkt, hvorfra ingen Tilbagegang er mulig. Jeg ser ud som en Skygge. Se dette ved nu De ikke Noget om; men lad det være Dem et Bevis paa mit Venskab, at jeg sender Dem denne Hilsen saagodtsom fra Sygesengen, og skriv snart til Deres trofaste gamle Veninde

M.Thoresen.

Nu har Brevet ligget i to Dage, saameget skal De vide. Men idet jeg nu afsender det, maa jeg tilføye en Tanke. Det gjør mig en stor Glæde, at se mit Brev henlagt paa Deres Skrivebord som en Hilsen fra mig ved Indtredelsen i Deres Hjem. Min lille Kjære! Farvel, Farvel. Skal jeg se Dem til Sommeren?

den 26 Marts [1867?]

Jeg har fem Minuter til at nedskrive en Linje til Dem, men saa skal De dog have den og tage den som et Goddag til mit Hjertes Yndling! Nu er min lille SaraSara Thoresen, hennes eldste datter, f. 1844 Hun giftet seg med fabrikant Valdemar Ludvigsen sommeren 1867 og bosatte seg deretter med ham i København for godt. i Kjøbenhavn, dersom De vidste hvad hun er for en Perle! Jeg har sagt til Ole Jensen,Ole Jensen var datteren Dorotheas første forlovede. at han skulde sige Dem, at hun var kommen; thi saa vidste jeg De gik og hilsede paa hende. De svarede mig ikke paa, om jeg ikke saa Dem heroppe isommer – svar mig dog. Der var Noget i Deres Brev, som greb mig med en underlig – ja [jeg] vil ikke mere give Navn til mine stille Tanker. Gud velsigne Dem, det er det Meste jeg kan sige. Men kan De, da skriv mig et Par Ord til; thi jeg behøver et Glimt af det, som idetmindste relativt kan give mig Glæde. Farvel!

Deres M Thoresen

Jeg mener ikke relativt ligeoverfor Dem, De kan eller kunde altid give mig en ublandet Glæde. Men om De giver den – se det er noget Andet. De er stundom saa optaget af Forventningen.

Mandag [primo april 1867]

Min kjære!

Hvor er De henne? Er Deres Fader død?Brandes far, Herman Cohen Brandes, døde først i 1904. Det var Brandes’ farfar som var død, jfr. Brandes’ svar av 12. april 1867. Jeg læste Navnet for nogle Dage siden i Fædrelandets Dødsliste, og blev ængstlig for Dem; men sig mig dog hvorledes det staar til med Dem. Husk, hvordan De end har det, at den Døde trænger ikke mere hvad den Levende maaske saa haardt maa savne. Jeg savner Dem og længes efter Dem, lad mig da tro, at jeg endnu ejer Dem, og at De, hvis Sorgen ligger tungt paa Dem, dog ligesaalidt i den som i de gode Dage glemmer Deres gamle Veninde

M Th.

Kjære Veninde!

Tag imod et Par gode Ord fra en hjertesyg og opreven Stakkel, der just fordi han selv er ifærd med at gaae tilbunds i Tungsind, er dobbelt sympathetisk med en uglad eller pinlig Tilstand, som den jeg tænker mig, at De for Tiden lever i i Norge. Ole JensenOle Jensen: se Magdalene Thoresens brev av 26. mars 1867. sagde mig idetmindste igaar, at De igjen ikke er rask.

Den 27de Marts. Ovenstaaende Linier nedskrev jeg i et af mange mismodige Øieblikke i denne Maaneds Begyndelse, men kastede strax efter at have nedskrevet dem Pennen bort, altfor sørgmodig til at gide skrive om min Tilstand.

Den 12te April 67.

Kjære Veninde!

Ovenstaaende Stumper vise Dem at jeg i den forløbne Tid har tænkt paa Dem om jeg end ikke har skrevet. Havde jeg ei modtaget nogle omhyggelige og kjærlige Linier fra Dem igaar, var det visselig ogsaa i lang Tid endnu ikke blevet til Mere. Først maa jeg sige Dem, at De tager fuldstændig Feil i Deres Formodning om det Dødsfald, der er skeet i min Familie, det er ikke min Fader, men min gamle Bedstefader der er død, et Tab, der ikke af nogen af os føles smerteligt. Derimod har De ikke Uret i, at det er – hvad skal jeg kalde det: Sorg eller Bekymring eller indre Optagethed, der binder Munden paa mig. Det er imidlertid saa løierligt, det lyder, snarere Lykken end Ulykken, der forfølger og foruroliger mig og gjør mig stum.

Det er mig umuligt uden at gjøre Brud paa en Delicatesse, der er mig en Lov, at meddele Dem det Ringeste angaaende Naturen af det, der sysselsætter mine Tanker. Jeg kan kun i ren Almindelighed sige Dem, at det er nogle Meddelelser og Forslag fra Paris, der have fortumlet mig, og at jeg mere end eengang har haft Anledning til at udraabe som Romeo: O jeg Lykkens Nar!Replikken til Romeo er hentet fra Shakespeares drama Romeo og Julie, II, 1: «O, I am fortune’s fool.» Romeo er nettopp blitt hemmelig gift med Julie, men i kjølvannet av kjærlighetslykken følger familiestridigheter og drap. Brandes tenker antagelig pa sitt forhold til Mathilde Margarinos, jfr. hans beskrivelse av henne i brevet av 15. februar 1867. Han hadde nylig fatt et brev fra hr. og fru Pagella, som skriver at han etterlot seg et knust hjerte i Paris. Dette førte til at han senere på sommeren (visstnok i juli) skrev et frierbrev til Mathilde. (Fenger: op. cit. s. 109 ff.)

Kjære Veninde! Tag med Overbærenhed mod disse Gaader og spørg mig ikke. Saasnart mit Sind er lettet og jeg veed, hvad jeg vil, skal jeg skrive langt og vidløftigt til Dem. Jeg haaber det gaaer Dem taaleligt vel for Tiden og at Deres Arbeide gaaer frem. Jeg kan fornøie Dem med at fortælle, at Deres lille Fortælling Pilt-Ola har gjort en ganske overordentlig Lykke. De forskjelligste Msker [Mennesker], og Folk, der ikke anede at jeg kjendte Noget til Dem, have prist den for mig som det bedste Prosa-Stykke, den forresten kummerlig vintergrønne Bog indeholdt.

Skal jeg, Deres gamle Kritiker og Beundrer sige Noget om Deres Fortælling, da er det det, at medens andre slige skjænke den største Nydelse, mens man læser dem (som f. Ex. Goldschmidts)Meïr Aron Goldschmidt (1819–1887), dansk forfatter. ved det soignerede og smagfulde Foredrag, men ikke kunne erindres uden naar man har Bogen i Haanden, virker Deres allerstærkest naar mange smaa Enkeltheder ere glemte og Figurerne staae levende og virkelige for Phantasien.

Jeg arbeider i denne Tid meget flittigt, gaaer ofte meget sent iseng og staaer tidligt op. Mange Uger har jeg knap nogle Timer tilovers til mine egne Tanker, men nu er dette heldigvis snart forbi. Jeg havde reist til Paris at see UdstillingenDette refererer antagelig til den fjerde verdensutstillingen, som ble holdt i Paris i 1867. hvis jeg havde haft Penge dertil. Hr. Pagella har indbudt mig; der venter mig i hans Hus,
«une petite chambre et une table frugale»,Et lite kammers og en beskjeden bevertning. hvilket i disse Tider ikke vil sige Lidet. Mange misunde mig en saadan Indbydelse, men jeg kan ikke benytte den.

Nu trækker et politisk Uveir jo af alle Kræfter sam men. Hernede tænker man naturligvis ikke paa Andet end paa det. Bryder det virkeligt frem, vil det jo blive uden Mage. Blot vi havde en bedre og mere energisk Regjering; om de svensk-norske Usselrygge gider jeg slet ikke tale. Maaskee bliver jeg indkaldt til Rekrutskolen nu; hvis vi frygte Krig, bliver jeg det sikkert.

Tag mod disse flygtige Linier med et mildt Sind og et venligt Hjerte. Jeg kan idag ikke skrive mere, men jeg er og bliver Deres Ven.

Georg Brandes

Den 18de Mai 1867.

Min kjære Veninde! Formiddagen efter at jeg om Aftenen har været sammen med Deres to elskværdige DøtreSara og Dorothea Thoresen. tager jeg min Pen for at afbede min Skyld, hvis jeg i den senere Tid nogensinde har syntes Dem tvær eller urimelig og for ved nogle Linier Sort paa Hvidt at befæste min forhaabentlig dog ikke altfor vaklende Plads i Deres Hjerte. Hermed forbinder sig en hemmelig Frygt for at Deres yngste Datter, som har arvet sin udmærkede Moders Evne til ikke at kunne forstaae Spøg, i sine Breve hjem skal bagvaske mig paa det grueligste. Samme Deres Datter har i den Tid jeg ikke har seet hende, udviklet sig Meget, omtrent fra Barn til Kvinde, men den skjønneste Udvikling har dog Deres ældste Datter gjennemgaaet, hun er i Sandhed, som De kaldte hende en Perle, Elskeligheden straaler hende ud af Øinene og der er kommen en Alvor og dyb sædelig Kvindelighed over hele hendes Væsen, som ganske har vundet mit Hjerte; hun trænger jo iøvrigt ikke til min Ros.

Tak for Deres venlige lille Billet.Denne «Billet» er antakelig gått tapt De maa troe jeg gjennemlever den forunderligste Tid, mit Hoved er ædru, ofte endog for ædru, men mit Hjerte har Delirium tremens;Brandes antyder her antagelig til forelskelsen i Mathilde Margariños. jeg har aldrig kjendt Mage; det maa vel komme af at jeg aldrig før har været 25 Aar. Som Videnskabsmand bliver jeg Dag for Dag mere lad og mere kjæphøi. Jeg bilder mig ind, at vor philosophiske Culturtilstand her hjemme er saa forsinket, at Europa med Centrum i Frankrig er 50 Aar forud for os. Ogsaa ere mine Anskuelser i en ganske livlig Gjæring, det er kun med Hensyn til Kundskabsmasse at jeg stagnerer. I denne Tid gjør jeg hver Dag Morgenexercits fra 6 1/2 – 8 1/2 og lærer desuden at ride. Det Værste er at man saa burde gaae tidlig iseng, hvad jeg ikke godt kan, saa jeg faar temmelig lidt Søvn. Nu har den politiske Veirhane jo dreiet sig paany og saaledes holdes vore Ønsker stadig for Nar, til vi tilsidst tabe Haab og Spændkraft. Landets Nød hviler tungt paa os Alle. Der er ingen af os Unge, der er rigtigt Menneske siden Freden.Wienerfreden i oktober 1864, da Danmark måtte avstå en stor del av Sønder-Jylland til Preussen. Man føler daglig dette Tryk, det ligger som den sorte Baggrund for hele vort Liv; hvad i al Verden jeg tager fat paa og seer fremad ved, saa tænker jeg og spørger jeg mig selv med Angst: Har Danmark en Fremtid?

Himlen være takket og priset for at der paa denne flade elendige Jord er Mennesker til som Dem! Medens alle andre Mennesker nøde En til at sætte alle Seil til for at hæve Samtale og Samliv ud af det Spidsborgerlige, er De saa herlig paa det Rene med det Sandes og Skjønnes Ret til at være og Ret til at herske, at man ligeoverfor Dem undertiden morer sig med paa Trods og Dril at agere Spidsborgeren. Men Sligt er en Hvile og Glæde for hele Sjælen. Derfor er det saa stor en Lykke at kjende Dem. Det er næsten ufatteligt, hvor høibegavede og videnskabeligt gjennemdannede Mennesker kunne udtrykke sig spidsborgerligt; en vis legemlig skjøn og aandelig fremragende Professor i Philosophien der er os begge bekjendt og som desuden specielt er min Velgjører og Ven, er et mærkværdigt Exempel herpaa.Hans Brøchner (1820–75), som var meget svakelig. Er De mindre stærk i Philosophien end han, saa har De lykkeligvis ogsaa færre – hvad skal jeg kalde det – Bekymringer. Samme Mand er desværre nu svag og syg igjen. Ogsaa vor kjære Richardt er allerede længe syg og daarlig, den ene Halvdel af hans Ansigt er under en Forkjølelse bleven stiv og Stivheden holder sig nu i mere end en Maaned haardnakket. Desuden lider han af Betændelse i det ene Øie, kort han er ren Invalid. Hans Hustru er elskelig.

Jeg er nu meget alene, mine Venner ere udenlands i Vest og Øst og selv sværmer jeg imod en Reise. Jeg skylder Dem min varmeste Tak for Deres Opfordring til at besøge Dem i Norge (en Opfordring, De forøvrigt ikke, som De i Brevet antyder, har fremsat før), men jeg kan endnu slet ingen Planer lægge, er paa mange Maader bunden og desuden – jeg vil ikke lægge Skjul derpaa – stunde mine ivrigste Ønsker mot Paris. Hans Høivelbaarenhed afdøde Conferentsraad Øhlenschläger har etsteds ladet en ung Mand formulere sig saaledes: Min Eiendom er Haabet om/ Hvad aldrig bliver min Eiendom og jeg tiltræder ganske denne sidste ærede Talers Erklæring.

Jeg er nu som altid af Hjertet Deres Ven

G. Brandes.

29. Juli 1867

Kjære Veninde! Bliver De meget forundret, naar jeg siger Dem at jeg snart begynder at undre mig lidt. Veed De, at De i et Fjerdingaars Tid Intet har ladet mig høre fra Dem. Har De opgivet mig? Er De en lille Smule kjed af mig? er jeg bleven Dem fremmed? Saadan Noget maa vel være hændt. –Jeg vil dog imidlertid gjerne lade Dem vide, ligesom jeg tidligere gjorde det fra Paris, at det er mig et Savn, at undvære Deres kjærlige Breve og at jeg – forudsat at Deres Følelser for mig ikke er slukt, at Deres Tanker ikke ere alt for mange Mile fra mig og Mit – beder Dem ikke at blive træt af vor Forbindelse og ikke at lade Tid og Afstand, disse Aandslivets bitre og dumme Fjender, have større Indflydelse paa vort indbyrdes Forhold end den, der tilkommer dem. Selvom De maaskee i Deres Hjerte ønskede mig anderledes, eller maaskee nu og da er misfornøiet med mig, synes det mig dog ikke at burde forandre Deres Sindsstemning overfor mig, hvis inderste Væsen De dog eengang har givet Medhold. Det forstaar sig jo af sig selv, at jeg maa følge min egen Vei, tænke med min egen Hjerne og kun kan udvikle mig ved mere og mere at fordybe mig i, hvad der for mig med usvigelig Sikkerhed frembyder sig som Sandt og Ægte.

Om min Færd har jeg lidet at melde. Jeg har oplevet Meget, siden jeg sidste Gang skrev, men dette egner sig ikke til Meddelelse. Jeg har undertiden nogle lyse Tanker og engang imellem nogle dristige Drømme. Jeg tvivler ikke om, at det i slig Henseende staaer meget rigere og bedre til hos Dem end hos mig.

Jeg haaber og ønsker den aller bedste og blideste Bør for hvad smaa og store, men altid gode og smukke Skibe, De maatte sende ud i Verden. De veed at jeg altid er og bliver Deres trofaste og hengivne Ven og Kammerat.

6 August.

Min inderligt kjære Veninde! Megen Tak for det Brev jeg modtog igaar, og som foranlediger mig til at føie nogle Linier til Ovenstaaende som jeg skrev ude i Rungsted i Besøg hos en ung mærkværdig, elskværdig, med eet Ord Dem værdig Kone, som jeg engang ved Leilighed skal omtale for Dem. Hun er et af mine nyeste Bekjendtskaber.Caroline David (1832–1878), gift med sin pleiebror Harald David, bosatt på Folehavegaard i Rungsted. Harald David var nevø av Brandes’ velgjører C.N. David. Vennskapet med Caroline David kom til å utvikle seg til et kjærlighetsforhold som medførte at mange av Brandes’ gamle venner vendte ham ryggen.

O hvor Deres Brev kom mig tilpas, og med hvilken Ild jeg trykker den Haand, De rækker mig, til mit Hjerte. – Saameget skal De vide: Disse sidste Maaneder har for mig været en Tid «hors ligne», uden Mage, en Tid helt opfyldt af Lidelse og den smerteligste og grueligste Spænding. Jeg havde gjort en desperat og dumdristig Handling hvis Følger kom over mit Hoved som en Række Pinsler og Kvaler, der undertiden paa een Dag have gjort mig en Maaned ældre. Ikke at jeg havde noget at bebreide mig eller fortryde, end ikke det Mindste og jeg er glad derover; jeg havde handlet som jeg burde men i de vanskeligste Forhold. Jeg ventede at blive nød til at reise udenlands, men deraf bliver ikke Noget. Mere kan jeg ei forklare og mere vil De ikke spørge om. Sagen er endt og jeg tildels i Ro.Dette henspiller på frierbrevet til Mathilde Margariños fra først i juli, som Brandes ifølge Fenger følte seg forpliktet til å skrive. Dersom hun hadde akseptert ham, ville han ha måttet reise til Paris. Men han fikk et høflig avslag, ifølge Fenger i et brev avsendt fra Sveits 1. august 1867. (Fenger: op. cit. s. 108 ff.) Men jeg trængte til at række Dem paany min Haand, at lette mit Hjerte og ved en halv Fortrolighed at vinde en hel Sympathie. Ak: jeg har i denne Tid hvor jeg trængte til mine Venner faaet bitre Indtryk af, hvad Venskab er, naar det sættes paa Prøve. –

De som kjender mig saa nøie – selve det sidste Brev viser det – hvor kan De spørge, om De vil blive hørt? Hvorfor bereder De mig saa sjeldent den Glæde at see Deres Haandskrift uden paa et Brev til mig. – Jeg har denne Gang klaget – De veed, at det ikke er min Skik, at jeg altid helst fremholder mit Livs mest smilende og lyse Side, saa at De stundom har været ved at troe jeg gik halvt til Grunde i Forkjælelse. Denne gang har jeg taget Bladet fra Munden, – saavidt jeg har kunnet naturligvis. Tro mig jeg har ikke klaget uden Grund.

Glæd mig med et Brev.

Deres

Georg Brandes.

Tak for Deres smukke Ord om min lille Artikkel; hele vor Presse har eenstemmig skjældt den ud. Jeg skal sige Dem: jeg har mange Venner blandt disse Herrer.

Christiania den 2den August 1867

Kjæreste unge Ven!

Nu har jeg igjen været forsømmelig,Dette brevet er sannsynligvis skrevet før Magdalene Thoresen hadde mottatt Brandes’ av 29. juli–6. august, og må være svar på hans brev av 18. mai. og beder Dem ligesom før om den Overbærelse, som De desværre maa have i stort Mond for at kunne tilfredsstille mine Fordringer. Den lille Bog De sendte mig læste jeg i samme Stund, og havde virkelig en stor Glæde af den; thi der vare smaa søde Ting sagte med faa Ord, og dybe alvorlige Slutninger.Etter omtalen å dømme kan det neppe dreie seg om Brandes’ debutbok Dualismen i vor nyeste Philosophie; det virker også litt sent å kommentere en bok som er nesten et år gammel. Brandes hadde ikke utgitt noen annen bok i mellomtiden. Det kan være en bok av en annen forfatter han har sendt henne? Ja min altid lige Kjære! – midt i Deliriet? – De er en sød, ren og elskelig Natur, hvis Opfattelse er mig kjær og klar, fordi den altid er levende, skjønt De saa ofte forklarer Dem i døde Udtryk. Men det er nu det Filosofiske, som er Skyld i det. Jeg synes, at De, naar De beviser det Erotiske, beviser, at De selv er det [i] høj Grad, og naar De tilbageviser det Syniske, gjør De det med en ren Naturs retfærdige Kulde. – Jeg vil nu sige Dem, Kjæreste, at Deres sidste Brev var – trods sit elskværdige Fusentasteri – dog ikke ret egnet til at vække min Trang til hurtig Besvarelse. De var jo rasende forelsket – godt, det skal man i Deres Alder være; men De maa indrømme mig, at naar man fortæller Sligt til en gammel Veninde, da kjender hun sin Rolle, i dette herlige Fantasistykke er hun en Biperson, og maa helst tie saalænge Hovedpersonen er fremme paa Scenen. Men nu tænkte jeg, at uagtet Scenen ikke er tom og vistnok altid vil have sin Hovedskikkelse at fremvise og beundre, vil jeg dog forsøge et Par Ord – de skulle egentlig ogsaa kun indeholde det Spørgsmaal: om jeg kan høres og forstaaes, naar jeg taler? –

Jeg sender idag min elskede Sara fra mig og der bliver et stort Savn tilbage efter hende. Maatte hun nu blive lykkelig! Der er noget Ejendommeligt ved hendes Valg. Hun har en Opgave at løse ligeoverfor den elskværdige unge Mand, som nu er hendes Husbond og Herre; thi han har været en Del forsømt i sin Udvikling og har en indesluttet – hensynkende Natur, som vanskelig vil naa til at opfattes ret af Verden.Fabrikkeier Valdemar Ludvigsen. Se note til Magdalene Thoresens brev av 26. mars [1867]. Lad mig se De besøger Sara, det vilde glæde mig. Og nu er jeg ferdig, thi som sagt, jeg vil vide hvordan jeg staar. Men hvor jeg inderligt længes efter Dem, hvor inderligt De kunde glæde mig ved at sende mig et Brev! Og desuden, jeg synes Skjebnen, som har været saa streng mod mig i lange Tider maa give mig en liden Opmuntring med paa Arbejdsdagen, som nu forestaar.

Og nu Lev vel

Deres M Thoresen

Christiania den 20 August [1867]

Kjæreste Barn!

Lad mig se min lille Yndling ikke stødes over denne Tiltale! Den var mit første Udbrud efter Deres Brev,Brevet må være det lange av 29. juli–6. august. det var mit første Ord for al den Sympathi jeg følte for Dem – De er altsaa nu døbt! Ja sandelig, Sligt er en Ilddaab, hvad enten det bliver til Glæde eller Smerte; og det skal De sande med Tiden, at det, som efter Deres Sigende, har ældet Dem i Dage, med Aars Magt – det skal De nok forstaa er en Udvikling af den ædleste Art, for et dybt Sind og en higende Aand. De har Elementer i Dem til at flyve op over Dem selv i et Overmaal af Begunstigelse og Lykke, De har ogsaa Evne til at finde Dem frem gjennem Ugunst og Modstand til store Tankedybder i Dem selv – Lad blot ikke Livets store Ulykker falde over Dem og stænge al Udsigt paa Deres Vej, saa skal jeg være rolig for Dem, selv om Livet nu og da rækker Dem en bitter Kalk at tømme. Jeg har engang i et af mine første – latterlige – Breve til Dem talt om Deres egentlige Livsbestemmelse, den tror jeg nok De ikke synderlig syntes om; thi De har stærke Lidenskaber, og De vil have dem ledet ind over Deres Liv som en varm Kilde til Nydelse og Lykke, men det er mer end tvivlsomt, om det vil gaa. De har Poesien som en af Faktorerne i Deres Væsen, og den kan, ligesom hos S Kjærkegaard, give Fylde til Deres Granskning og Viden, der maaske – med Deres Natur – har vanskeligt for at løfte sig i Højden uden den; men vil De drage den fra, og leve af den, som et Festmaaltid hver Dag – da faar De maaske opgive Resten. Dette er nu min Opfattelse af Dem. Jeg kunde mundlig tilføje en hel Del, men det vil jeg skriftlig ikke udtale. Jeg har ikke altid den taabelige Periode over mig, hvor jeg ikke kan styre Pennen. –

Gid jeg dog havde kunnet drage Dem herop isommer! Her er saa skjønt og farverigt i Naturen – men da skulde man jo andre Steder hen. Ja ja! De styrer nok en Gang mod Nord; men hvor De end styrer hen, jeg følger Dem bestandig med den samme Hengivenhed. Jeg har idag taget mig en Ferie, og benytter den til at sende en Hilsen til mine Venner; meget lang Tid vil gaa hen inden de høre fra mig igjen. Jeg sluttede igaar en liden Fortælling, som jeg var kommet for Skade at love en Boghandler her til en Samling af norske Forfattere.Dette henspiller sannsynligvis på «Min Bedstemoders Fortælling», trykt i samlingen Ved Løvfaldstid med bidrag av bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett. Se Magdalene Thoresens brev til Brandes av 6. september 1867. Fortellingen ble senere kraftig bearbeidet og utgitt under tittelen «Min Bedstemoders Historie» i hennes novellesamling Livsbilleder, 1877. Om bakgrunnen for bearbeidelsen, se Jorunn Hareide: «En krenkelse av ‘Kvindelighedens Idé’. En kvinneprotest mot Magdalene Thoresen», i Jorunn Hareide: Skrivefryd og penneskrekk. Selvfremstilling og skriveproblematikk hos norske 1800-tallsforfatterinner, Oslo 1999. Om otte Dage vil jeg have renskrevet den, jeg har lovet GoldschmidtDet ble ingenting av dette bokprosjektet for Goldschmidts del. Se Magdalene Thoresens brev til Brandes av 7. okt. 1867 om denne saken. Magdalene Thoresens brev til Goldschmidt er gjengitt i Edda 1914 (Hans Kyrre: «M. Goldschmidt og Norge») og i Breve fra og til Meir Goldschmidt 1–3, 1963. til en Samling i Lighed med Vintergrønt,Tittelen på den antologien Christian Richardt utga julen 1866. og som skal udkomme i Høst. Mit egentlige ArbejdeDette henspiller antakelig på romanen Solen i Siljedalen, som kom ut i 1868. ved jeg ikke ret hvor tidligt jeg kan faa ferdigt til Trykning, sikkert ikke for i November. Vil De læse Korrektur for mig? Jeg skal nok skrive klart og tydeligt. Og nu Farvel! Faar jeg nok at vide hvorledes De lever?

Deres hengivne

Magdalena Thoresen

Kbh. den 30 Aug. 67.

Min anden Moder! min kjære og elskede Veninde! Hvor er det smukt af Dem at De skrev til mig saasnart og saaledes! Veed De hvad jeg foruden Deres Kvindehjertes varme Følelse finder i Deres Brev? Noget, som man saa godt som aldrig hører, Noget, for hvilket Ordet er bleven saa forældet, at det nu næsten kun bruges i Spøg. Jeg finder Visdom. Vel kjender jeg for godt, hvad en Opfattelse vil sige, til ikke at vide, at ethvert Menneske seer gjennem farvede Glas, og vel kjender jeg Deres Farve igjen i Deres Ord, men dog hvilken Dybde, Kraft og Sandhed finder jeg ikke i det Meste, De siger!

De har Ret, naar De mener, at jeg er nydelsessyg, og at dette Hang svækker mine Kræfter – jeg har overhovedet en vis Frygt for at være et ringere Menneske end De antager mig for, en Frygt jeg oftere har udtalt for Dem, ligesom det ogsaa var et Udtryk af den, som De engang misforstod, som vilde jeg vise Deres første Breve tilbage (disse Breve, som De i Parenthes gjør skjændig Uret, da de langt fra at være latterlige, vare gode og ypperlige, med andre Ord vare Dem, som De er, naar De uden forsigtig eller mistænksom Tilbageholdenhed lader Ordene flyde fra Pennen.) – Hvad denne Nydelseslyst imidlertid angaaer, da har jeg med Hensyn til den lavet mig en vis Philosophie. Jeg betragter den, saasnart den ikke betager mig, som berettiget, som naturlig og gavnlig for en ung Mand, der trænger til at kjende mange Mennesker, til at opleve Meget, og om muligt at forstaaes; men at opleve og at forstaaes, det er jo netop Nydelse. Afkald og Forsagelse – blot i Selvplageriets Interesse – er Tomhed, det Negative, det Hule, der Intet indeholder, der ikke mætter. De ere ulykkelige, der Intet opleve, ingen Berøringer have med Yderverdenen, aldrig elskes, men de blive sjeldent bedre derved, sjeldnere tilfredse altid bedragne ved et saadant Liv. Stærkt slog det mig derimod, hvad De mener, at det mere er Poesien end Videnskaben, der kan begeistre mig eller løfte mit Sind. Det ligger vel i at jeg med Liv og Sjæl tilhører den realistiske Videnskab, og er en stor Skepticus ligeoverfor Idealismen i Videnskaben.

Nu svarer jeg Dem paa hvad De skriver: Ja gid jeg havde besøgt Dem i Sommer, gid jeg havde hentet friske Kræfter og godt Mod i Fjeldluften, istedenfor hernede at sætte mine Kræfter til paa ufrugtbare Planer og nu træt og skuffet, uden Forfriskelse eller Foryngelse, fra Sommeren af, at skulde begynde paa mit daglige Arbeide.

Hvis De tænker Dem, at jeg har nok af Selvtillid tager De feil; jeg har lidet deraf; men jeg stoler paa, at jeg dog har nogen Evne, og jeg veed med mig selv, hvor ofte det forundes mig at see megen Sandhed der gaaer næsten alle Andres Øine forbi. Det Tungeste er ikke at staae ene med sin Overbevisning mellem hundreder, der skraale, at Sort er Hvidt, det Tungeste er ikke heller at der har været en Tid, da man selv ansaa det Falske for Sandt; men det Tungeste er, at der har været Tider i Ens tidligere Liv, da man fuldt vel kjendte de Anskuelser, man nu besidder, men de vare En enten forhadte eller ligegyldige, ɔ: da man altsaa ansaa det Sande for falsk. Thi denne Tanke mistrøster undertiden, den gjør at man taber Tilliden til sin Overbevisning nu (forsaavidt det ellers er muligt at have en Overbevisning og ikke være fuldt forvisset om dens Sandhed) og den gjør, at man ikke tør vove, at beskylde Dummehovederne rundt om En for at være de Kjeltringer, de synes at være, idet man erindrer, i hvor store Vildfarelser, man selv af lutter Bornerthed har været med aller bedste Samvittighed.

Man maa nøies med at ledes af sin Kjærlighed til Lyset og det Sande. –

Naturligvis vil jeg læse Korrektur for Dem, spørger man vel om Sligt mellem Kammerater?

Hvorfor skal saa lang Tid gaae hen før De atter skriver? Lykke til, Mod og Freidighed til al Deres Gjerning.

Deres

Georg Brandes.

Fru Magdalene Thoresen.

Christiania den 6te September 67

Dette Brev har ligget længe skrevet – lad det ikke vare saalænge før jeg faar Deres Quittering!

Kjære.

Jeg takker Dem for Deres Brev. Det var vel min Bestemmelse ikke at skrive paa lang, lang Tid – men saa har jeg taget mig en Ferie paa otte Dage, og af den vil jeg dele en Stund med Dem. Jeg har Meget at sige Dem, men det Meste deraf, er hvad der skulde siges, fordi det vilde lide ved at nedskrives; det skulde løftes af Stemningen, modtages af Stemningen og forsvinde med den igjen uden nogen nærmere Drøftelse. Jeg føler mig saa berettiget til hvad jeg siger og gjør, naar Stemningen er der; thi den er da egentlig intet andet end Tidens Fylde. Et af de Øjeblikke, hvori Livet afsætter enten en fuldmoden Frugt eller udfolder en Blomst – det er hellige Øjeblikke, som vi aldrig skulle dele med de Vantroende; men det er hvad jeg saa ofte har gjort. Jeg har saa mangen Gang givet Kulden min dybe Varme og Nøgternheden min Romantik, at jeg kunde i mismodige Øjeblikke spørge: skal Livet have meg til Nar? –

De siger i Deres Brev, at De elsker Nydelsen, og at den er berettiget. Det er sandt. Jeg tror at Glæden er det stærkeste Samfund med Gud og vore Medmennesker – langt stærkere end Sorgen. Men da mener jeg naturligvis ikke den Glæde, som dandser og raaber Hurra; men jeg mener den dybe Kjærligheds-Glæde, som fylder Sindet, saa det strømmer over af Tak til Gud og af Sympathi med den hele Skabning – og da er jeg med i Nydelsen, Beruselsen, Henrykkelsen – i Alt, hvad Livsglæden har givet Daab. Men saa spørger jeg Dem: gives der ikke store nydelsesfulde Øjeblikke i Selvfornægtelsen og i Strengheden? Jeg spørger Dem her paa Socrates’s Vis; thi jeg vil ikke oplyses af Svaret – Jeg har aldrig havt større Nydelse end Sindets strenge Arbejdsstunder, end de ensomme Møder med Ideen, hvor den har forlangt Alt, hvad der har drevet min Natur, til Afdrag paa lange, fjerne Udsigter. Men jeg har mange Aar forud for Dem! –

Nu, hvad skal De nu samle Dem til? Hvad skal De gnieragtig spare sammen til? Thi spare skal De. Jeg har sagt Dem dette før, og jeg bliver ved at gjentage det til De maaske engang bliver saa træt deraf, at De befaler mig at tie dermed. Dog maa De forstaa mig ret. Jeg kalder det ikke at ødsle eller forøde, naar man samler sig i en stor Lidenskab, hvad i Alverden den saa fører til – nej, lad det kun sige Bums i Hjertet, med slige store Pulsslag voxer det, hvad enten det saa er i Angst eller Glæde – men det er alt dette Smaaspild, dette draabevise Tab, det kan Deres Natur ikke taale. Altsaa: forsvind fra Verden indtil De kan gjøre Lyst, naar De træder frem. Gud give De maatte have Evne til at lade den store Sindsbevægelse De har gjennemlevet isommer, leve et længere Liv i Deres Sind end i Regelen unge Mænd ere vante med – De skulde nok erfare, hvorledes Sligt befrugter Væsenet. –

Hør nu noget helt Andet: Der udkommer en Bog her paa Thønsbergs Forlag, som bestaar af en Samli[n]g af norske Digtere – tag Dem af den paa en eller anden Maade eller paa flere Maader, men helst navnløs! Da har De Fred og Stilhed og kan gjøre meget Godt for andre Stakler, som skulle frem og behøve en Haandsrækning af Kritiken. Men naar De læser denne Samling da læs «min Bedstemoders Fortælling»Samlingen Ved Løvfaldstid utkom i 1867 med bidrag av bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett. Magdalene Thoresen bidro med «Min Bedstemoders Fortælling». Se note til hennes brev av 20. august 1867. med en Tanke paa den, der har givet sit Hjerte hen i den – idetmindste for en Del. –

Og hør nu en Ting til: Besøg min lille Sara, hun skriver mig just til, at hun vilde ønske De vilde komme til dem, de to unge Mennesker trænge til aandelig Omgang, og De er den Eneste af de unge Mænd jeg kjender, som jeg gjerne saa i min elskede Datters Nærhed. Og nu til Slut min kjærligste Hilsen til min lille Kammerat fra hans
gamle Veninde

M Thoresen

den 7de October [1867]

Min unge Ven!

Jeg har idag en Mands Tjeneste at forlange af Dem – nu skal De bryde en Landse for mig! Jeg sender Dem et Brev til Goldschmidt, som jeg ønskede De gav ham i Haanden, saa det idetmindste kunde bevises, at han havde faaet det. Jeg har maaske tilskrevet Dem om en Anmodning jeg i Forsommeren fik fra denne Herre, om at levere et Bidrag til en Samling i Lighed med Vintergrønt, der skulde udkomme for Julen d. A. – jeg ved ikke paa hvilket Forlag, men under Goldschmidts Opsyn og Kritik. Jeg skrev da strax tilbage, at det vilde være mig baade en Ære og en Fornøjelse at skrive Noget i den Anledning. I Begyndelsen af September var jeg ferdig med en liden Skildring og skrev ham til herom, samt forbeholdt mig alene, at vente med Bortsendelsen af den til jeg af ham fik nærmere Besked. Nu faar jeg idag Brev fra NygaardNygaard: opplysninger om ham er ikke funnet. En Nyegaard nevnes i samme forbindelse i et brev fra Magdalene Thoresen til Goldschmidt høsten 1867. Brevet er gjengitt i en artikkel av Hans Kyrre i Edda 1914: «M. Goldschmidt og Norge» (s. 276–291) og senere tatt med i Breve fra og til Meïr Goldschmidt, utgitt av Morten Borup, Kbh.1963. Borup har ingen forklaring pa hvem Ny(e)gaard er. – det raaeste Produkt – mellem os sagt – at nogen Mand har skreven til en Kvinde – og heri siger han, at Goldschmidt har sagt, at jeg i et Brev til ham, G, har negtet at levere et Bidrag til Bogen. Ja endmere, at min Skrivelse til Gldt skal have røbet: norsk komisk Talent. – Se dette er nu naturligvis Nygaards elegante Udtryksmaade, men selv om jeg lader dette drage fra, bliver der dog et ækelt Bundfald tilbage. Denne Digter har da kastet mine private Yttringer ud imellem kaade Munde og giftige Tunger, og saa spreder han det Rygte ud, at jeg ikke vil skrive et Bidrag – naturligvis for at nedsætte mig; thi han ved jo, at jeg har det ferdigt. Hvor bunder nu denne Nederdrægtighed? Kan De sige mig det? Jeg kunde fremlægge mit Brev fra Goldschmidt, og De skulde sige med mig, at det aander helt igjennem ærbødig Hengivenhed, og nu denne lave profaneren af et Brev! Har De nogensinde forstaaet Dem paa Reflexen i dette Liv? O min elskede Lille! den er et Sjæleekko, som det smerter at høre. Naar jeg nu ved Bjørnson i Nærheden af Goldschmidt som stadig Omgangsven,Bjørnson oppholdt seg i København med sin familie fra høsten 1867 til forsommeren 1868, i alt ca. ni maneder, og hadde dermed anledning til å forsterke og fornye et vennskap som hadde startet et par år tidligere. Se Per Amdam: Bjørnstjerne Bjørnson 1832–1880, Oslo 1993, s. 331 og Hans Kyrre: op. cit. maa det saa ikke forbause mig at træffe denne Shoflen; thi det er tre Uger siden jeg skrev til Goldschmidt og han har ikke endnu fundet det passende at svare mig. Det er altsaa en Reflex af Bjørnsons store Hengivenhed! Ja ja, jeg tror med Vished, at det Sande omsider vil sejre i alle Ting. Vil De altsaa idet De giver Goldschmidt Brevet tillige mundlig forsikkre ham om at Fortællingen er ferdig? Og vil De saa være min kloge, agtpaagivende Ven? Nu trænger jeg Dem.

Deres Magdalena Thoresen

9. Nov. 1867.

Kjære Veninde!

Tak for Brevet med dets venlige Ord.

De veed jeg bragte G.Forfatteren Meïr Aron Goldschmidt, som skulle redigere en samling fortellinger med bidrag av Magdalene Thoresen. Deres Brev, en delicat Mission iøvrigt, da han uden at kjende mig taler ondt om mig til Alle, fordi jeg nogle Gange har gjort et par lette Udsættelser paa hans Arbeider. De veed rimeligvis ogsaa at jeg i Beg. af forrige Maaned havde en Avisfeide og at Folk var meget vrede i Anledning af nogle dristige Ord, jeg havde skrevet i den Nielsenske Sag.Dette refererer til en avisfeide i danske aviser september-november 1867, hvor Brandes ble innviklet i en polemikk med Rudolf Schmidt og Bj. Bjørnson for sine angrep på filosofen Rasmus Nielsen. For detaljer se Henning Fenger: G. Brandes’ læreår. Læsning ideer smag kritik 1857–72, Kbh. 1855, s. 426 ff. Bjørnson som bagvasker mig i alle Selskaber skrev under Mærke en Artikel imod mig, hvor han vilde have mig Brugen af Blek og Pen forbudt ganske som i Middelalderen. Han trak dog efter alle Fornuftiges Mening i denne Sag det korteste Straa.

Jeg begriber forøvrigt at De naturligvis er dødelig forelsket i Nielsen, jeg kjender Dem, og har jo ofte sagt Dem at Deres Velvillie mod mig i flere Punkter bringer Dem i Strid med Dem selv. Saa meget lykkeligere er jeg over at De ligefuldt bevarer mig den ubeskaaren.

De forundrer Dem med Rette over min lange Taushed. Ak ja vist er der Noget i Veien – ikke for mit gode Forhold til Dem, men for min Ro og min Lykke. Jeg kan ligesaa gjerne sige det, da De dog gjætter det; jeg lever i den desperateste Kjærlighetshistorie, hvori Nogen kan leve.Brandes hadde høsten 1867 innledet et kjærlighetsforhold til fru Caroline David, som senere ble skilt fra sin mann. Men De vil ei fordre eller vente at jeg skal betroe Papiret mere eller Dem mere paa denne Maade. Min Aands Blufærdighed vilde vaande sig derunder. Skrift er dog saa daarlig en Meddelelsesform, man siger altid mere eller mindre end man vilde.

Jeg takker Dem meget for «Min Bedstemoders Fortælling», den greb mig dybt. Hvori ligger det, at enhver god Bog synes saa mærkelig at spille ind i Læserens eget Liv. Her endog indtil Enkeltheder. Denne Fortælling er jo desværre det Eneste, som duer i Bogen.

Fortryd ei paa at jeg trods Deres Opfordringer ei har besøgt Deres Datter. Det er ei skeet af Ladhed men med velberaad Hu. Jeg har dels flere Bekjendte end jeg ønsker og udvider aldrig yderligere min Kreds. Dernæst holder jeg ikke af at komme til Nygifte, endelig kjender jeg ei den unge Mand og kun som Mandens Ven, aldrig som Konens, allermindst som Svigermoderens Ven kan man komme i et ungt Hus.

Jeg tillader mig at sende Dem noget Smaatteri jeg har skrevet.Kan være forordet til Apulejus: Amor og Psyche, oversat og indledet af Dr. Frederik Nutzhorn. Til Minde om Oversætteren, utgitt av C. Paludan-Müller, Kbh. 1867. Georg Brandes skrev dette forordet. Jfr. Magdalene Thoresens brev av 20. januar 1868 hvor hun takker for Brandes’ «Bedømmelse af Nutzhorn». Hegel er saa god at besørge det for mig.

Deres Ven.

Georg Brandes.

Om Magdalene Thoresen og Georg Brandes – en brevveksling

Da Georg Brandes og Magdalene Thoresen ble presentert for hverandre i Klampenborg 12. juni 1864, var han 22 år gammel og hun 45. De var et umake par på de fleste områder: de hadde ulik alder, bakgrunn og erfaring, og de hadde ulike livsanskuelser og ambisjoner. Hun kunne ha vært hans mor.

Aldersforskjellen mellom Magdalene Thoresen og Georg Brandes var én ting, livserfaring og kunnskapsnivå en annen. For vår tid er Georg Brandes den berømte av de to, men da de traff hverandre, forholdt det seg omvendt.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook