Allarm

En Eftermiddag kom Viggo hjem fra Skolen med sin Bogtaske paa Ryggen. Han marscherede stiv og strunk med Grenaderskridt; thi han tænkte paa den Tid, da han skulde ombytte Tasken med en, som var fuld af Patroner. Gamle Hans stod ude og ventede paa ham, og da Viggo gjorde Holdt og lagde Haanden paa Hueskyggen, spurgte den Gamle, om han kunde gjætte, hvad Foræring der var kommen til Gaards?

«Til hvem er det?» spurgte Viggo.

Grenaderen svarede, at det var til Viggo selv.

«Hvordan ser det da ud?» spurgte Viggo igjen.

«Det er brunt,» sagde Hans. «Gjæt nu!»

«Pyt, saa er det vel en brun Sukkerklump fra Tante. Hun kan nu aldrig huske, at jeg er voxet fra det Slikkeri,» sagde Viggo haanlig.

«Bid bedre op!» sagde Hans og smidskede og gren. «Det er mørkebrunt, Karl! det gaar paa Fire og lepjer Melk.»

«Er du gal? Er det Jagthundhvalpen, Kapteinen lovede mig? Er det?» raabte Viggo og glemte med Et at staa stiv og rank foran Grenaderen.

«Høire ret, din Fusker! Javist er det saa,» svarede Hans Grenader.

Men Viggo gjorde et Hallingkast istedetfor at rette sig og styrtede ind i Stuen. – Paa Gulvklædet tæt ved Kakkelovnen laa den lille Hvalp, og den var saa smuk, at Viggo ikke kunde se sig mæt paa den. Den var mørkebrun over hele Kroppen, men Snuden og Labberne vare lysebrune, og en lysebrun Plet havde den over hvert Øie. Den var næsten lige lang og bred, og da Viggo satte sig paa Huk ved den og strøg og klappede dens bløde Pels, bøiede den sin tykke, korte Hals og snusede og slikkede ham paa Haanden. Nu havde de hilst paa hverandre; og fra den Tid saa Viggo næsten ligesaa flittig efter, om Hvalpen voxede brav, som, om hans egen Næse krøgede sig til Generalsnabel. Men det gik meget fortere med Hvalpen. – Alt eftersom den blev større, fik Viggo den mere og mere kjær, og de vare uadskillelige: om Natten laa Allarm foran hans Seng, om Dagen sad den ved Siden af Viggo, mens denne læste sine Lektier, og saa paa ham med sine store, brune Øine, ligesom den vilde hjælpe ham, naar han kom til et vanskeligt Sted; siden fulgte den med ham, hvor han stod og gik. Til Skolen maatte den ikke faa Lov at være med, men den mødte ham hver Eftermiddag langt bortenfor Badstuen og logrede og peb af Glæde, naar den fik se ham, saa hengiven var den Viggo.

En Vintermorgen skulde Hans Grenader med Tjenestegutterne ned i Skoven at kjøre Tømmer. Viggo havde Ferier den Dag, saa skulde han faa Tilladelse at følge med. Han spændte da sine Snesokker paa Benene og fløitede paa Allarm; den sprang og gjøede og logrede, da den mærkede, de skulde til Skoven, thi Allarms Fader var Jagthund, og det stak i Blodet. Men Viggos Fader sagde, at det nok var raadeligst at lade Hunden blive hjemme, for i Moen gik der Graabener i Flokketal, ja lige nede paa Jordet, tæt under Gaardens Vinduer, havde han seet Slagfærden efter et Par Stykker, som havde lusket der om Natten. Viggo gjorde det høist nødig, men naar Faderen sagde det, maatte han sagtens lade Allarm blive hjemme; han tog Kobbelet, spændte det om Hundens Hals og bandt den til det ene Sofaben; sin gamle Trøie bredte han ved Siden av Hunden, forat den kunde ligge blødt og have det godt. Men du kan ikke forestille dig, hvor Allarm knistrede og jamrede sig, da den mærkede, at den skulde bindes istedenfor at være med tilskovs. Den lagde sig ganske flad ned, og slæbte sig henover Gulvet mod Viggos Fødder, saalangt Kobbellænken naaede, ligesom den vilde ligge paa Knæ for ham og bede ham om Frihed og om Lov; og den saa op paa ham med saa bedrøvede Øine, at de syntes at sige: har du virkelig Hjerte til at gaa tilskovs og more dig, og lade mig staa igjen, bunden og alene? Nei, det havde Viggo ikke Hjerte til. Han sagde til Faderen, at det maatte gaa, som det vilde, saa kunde han ikke udholde, at Allarm skulde være saa bedrøvet, og han bad, at han maatte tage den med. Faderen smilte og svarede, han var bange, at det blev Hundens Død; men hvis Viggo vilde vove det og tog den med, fik han passe vel paa den og ikke lade Hunden komme sig af Syne. Saa blev den løst, og den, der var glad, var vel Allarm; den sprang og gjøede, saa Moderen holdt for begge sine Øren.

Nede i Skoven kan du tro det var smukt. Først reiste de et Stykke efter den slagne, opkjørte Vei, hvor der var godt Føre. Alle syv Heste gik i Rad, og Hans Grenader og Viggo og Allarm gik bagefter den første. Til begge Sider af Veien stod høie, store Furutrær med sine gule Stammer op af Sneen, og hist og her indimellem stod en gammel Gran, som hængte Grenene ned. Dens Bar kunde man ikke se det Mindste til, den var kriddende hvid af Sne fra øverst til nederst – der saa man ind paa dens mørkebrune Læg. Men alle Ungtræerne paa begge Kanter stod bøiede under Sneens Vægt ligetil Marken. Det var, ligesom de havde taget tykke, hvide Kapper paa for Kulden, og stod og bukkede sig for Alle, som gik forbi. Men de hilste ikke høit. Tvertimod: det var saa stille, saa stille i Skoven; man hørte ikke den mindste Lyd, uden Hestetrinene, som knirkede i Sneen. Hist og her saa Viggo et Ulvespor ved Siden af Veien; da talte han hver Gang til Allarm og sagde, at den maatte holde sig tæt til ham. Og det gjorde den.

Men om en Stund bøiede de af fra Veien ind i tykke Skoven. Hans Grenader vadede foran, og Sneen naaede ham op til Knæet; saa kom Hestene og Gutterne, den ene efter den anden, og tilsidst Viggo. Det var en morsom Fart. Sneen dryssede ned fra Kviste og Grene, saa Karlene vare hvide som Snemænd, og det røg og dampede af Hestene, fordi Sneen smeltede paa dem. Om lidt kom de til Tømmerstokkene og begyndte at spænde fore. Da huskede Viggo først paa Allarm –, han havde rent glemt Hunden, siden de bøiede af fra Veien. Han saa sig om efter den, og med det samme hørte han Allarm tude og jamre et Stykke inde i Skoven. Da mærkede han, at det havde været vel, om han havde fulgt Faderens Raad; men nu var det for silde.

Han fattede Øxen, som gamle Hans havde hugget fast i en Stubbe, og styrtede bort imellem Træerne, hvor Hylet kom fra, saa Sneen sprutede høit i Veiret om ham. Det var ikke let, det bar bort gjennem vilde Marken, og Sneen naaede ham langt op paa Laaret; men han mærkede Intet dertil, han var kun bange, at han skulde komme for sent. En Gang maatte han standse lidt og drage Veiret; da hørte han atter Hundens ynkelige Jammer, men nu lød den svagere. Han satte igjen afsted; og endelig kunde han skimte bort imellem Træerne. – Hunden var ikke at se, men tre Ulve stod i en Kreds med Hovederne indad, og den fjerde laa inde i Ringen og bed ned i Sneen. Viggo skreg, saa det bragede i Skoven, og styrtede løs paa Ulveflokken med Øxen i Veiret. Da han kom Graatasserne paa en syv, otte Skridt nær, blev de tre rædde for den tappre lille Gut, og luskede med Halen mellem Benene ind i Tykningen; men den fjerde, som laa over Allarm, vilde nødig slippe sit Bytte. Det var en stor, gulbrandet Graaben. Den saa op paa Viggo, og gren og gliste med de blodige Tænder. Men Viggo tænkte kun paa Hundens Fare. «Slipper du ikke Allarm paa Timen, skal du faa med mig at gjøre!» raabte han og svang Øxen høit over sit Hoved. Da syntes Graatassen ikke, det var værdt at prøve paa Legen; den luskede langsomt afsted efter de andre; den vendte sig endnu en Gang og viste Tænder, og saa blev den borte mellem de hvide Buske.

Dybt nede i Snehullet laa Allarm; den var saa forbidt, at den ikke kunde springe op, og da Viggo løftede den i Veiret, dryppede og randt Blodet paa den hvide Sne, og den skalv over hele sit Legeme som et Aspeløv; men den slikkede dog Viggo paa Haanden.

Med det samme stod ogsaa gamle Hans Grenader ved Viggos Side. Da han var kommen lidt til Aande igjen efter sit Løb, raabte han ganske vred: «Gjorde jeg, hvad Ret var, burde jeg mørbanke dig, din Guttehvalp. Synes du, det passer sig for en Unge som dig, der ikke er rigtig tør bag Ørene endnu, at ryge paa en Graabenflok? Om de havde ædt dig levende, før du havde faaet Suk for dig, hvad havde du saa sagt?»

«Da havde jeg sagt: Én Ting er Skam, og det er at vise Ryggen, før der er slaaet Retræt,» svarede Viggo, og saa vist paa Grenaderen.

«Det var ikke saa dumt sagt. Næsen er ikke af rette Art, men Opsynet har du, og jeg tror næsten Hjertelaget med,» sagde gamle Hans. Han tog Hunden fra Viggo og fulgte ham hjem til Gaarden med den.

«Hurra! Svarttjærn har lagt sig; Isen er over en halv Tomme tyk, og det mylrer af Smaagutter dernede,» raabte en af Viggos Kammerater en Søndagsmorgen, idet han stak det rimede Hoved ind igjennem Døren og svingede med Skøiterne. Da varede det vel ikke længe, før Viggo fik sine ned af Spigeren, og saasnart han havde faaet Lov af sin Fader, sprang han afsted med Kammeraten. Han var saa forhippet paa at komme derned, at han endog glemte at lokke Allarm med sig, kan du tænke. Men Allarm havde en fin Næse; aldrig saasnart havde den slugt sin Grød-og-Melk, saa forstod den, at Viggo var borte. Den løb da ud vispende med Halen og veirede Viggos Spor hen efter Gaarden, og da den mærkede, at det ikke gik til Skolen, saa vidste den, at den havde Lov at følge med; nu satte den nedover Jordet med en slig Fart, at den havde naaet Viggo igjen, længe før han var kommen til Hans Grenaders Stue, som laa tæt ved Tjærnet. – Men én Ting havde Viggo maattet love sin Fader, før han fik Tilladelse at gaa; det var, at han skulde være meget forsigtig og slet ikke løbe for langt ud fra Landet; thi ved Bredderne vidste Faderen, at Isen allerede var sikker Dagen forud; men midt udepaa var der et Ylhul, der lagde Tjærnet sig aldrig. Og Viggo havde fast og helligt foresat sig, at han skulde gjøre, som hans Fader havde sagt; men nu skal du høre, hvordan det gik.

Da han kom ned paa Isen, vrimlede der af Gutter, baade store og smaa, fra alle Gaarde og Husmandsstuer rundt om; der var vist en Snes og kanske flere. Den største Part havde Skøiter paa Benene, men der var ogsaa nogle, som bare agte Skoskrid. Og Viggo kunde se, at de havde havt det ligesaa travlt med at komme ned paa Isen som han selv; thi Nogle havde løbet fra Huen og Nogle fra Vanterne; men de mærkede ikke Kulden: de raabte og skreg og lo, saa der ikke var Ørens Lyd.

Saasnart Viggo havde bundet sine Skøiter paa Fødderne, begyndte han at se sig om i Flokken: de Fleste kjendte han, han havde løbet omkap med dem før, og han vidste, at Ingen af dem kunde maale sig med ham. Men én Gut løb for sig selv og brød sig ikke om de andre; han var meget større end Viggo, næsten halvvoxen, og ham saa Viggo strax, det ikke var saa let at løbe fra. De andre Gutter kaldte ham Per Friskfant, og han svarede til Navnet. Per lagde Armene overkors og svang sig paa Étben; han snurrede Hjul, gik fremleds og baglænds og laa ganske flad paa Siden saa lavt, at han gjerne kunde kysset Isen. Og dette gjorde han saa let og sikkert, som En dreier sig paa det slette Stuegulv. Men alt det kunde Viggo ogsaa gjøre ham efter.

«Kan du skrive dit Navn?» spurgte Viggo. Ja, Per Friskfant tog Løb, stod paa Étben og skrev PF i Isen; det stod der ganske tydeligt, men Bogstaverne hængte sammen. Saa satte Viggo til. Han tog dygtig Fart, dreiede sig baglænds og skrev endda P F og imellem P’en og F’en gjorde han et lidet Hop, saa Bogstaverne stod hver for sig.

«Hurra for Viggo! han skrev Per Friskfant baglænds,» raabte de andre Gutter og svingte med Huerne. Da blev den store Gut ganske rød i Hovedet, men han taug og tvang sig til at le.

Nu begyndte de at lege Høg og Due, og Alle raabte, at Viggo skulde være Høgen. Per vilde ogsaa være med, for han var sikker paa, at Viggo ikke kunde tage ham; han var ogsaa meget større og stærkere. Per ridsede den store Duering og Viggo den lille Høgering, og saa raabte Viggo: «Sprut ud!» og Duerne fløi til alle Kanter. Men Viggo brød sig ikke det Mindste om Dueungerne, det var den store Due Per Friskfant, han vilde have Klo i. Og det blev sagtens en Leg: Per fore, og Viggo efter, saa det hvinte gjennem Luften, frem og tilbage, i Krog og i Ring, og alle de andre Gutter standsede og stod og saa paa. Hver Gang Viggo var i Hælene paa ham, gjorde Per en Tværsving og – vips! var han langt foran Høgen igjen. Men tilsidst havde Viggo faaet ham i Klemme; med det samme han vilde fakke Duen, strakte denne det venstre Ben ud og tænkte at spænde Krog for ham; men saa fattede Skøitejernet i et fastfrosset Rør; og – dump! der laa Per Friskfant, saa der stod Roser i Isen rundt om ham.

«Det var godt, at Enden ei var af Glas;
Ellers var den gaaet i hundrede Knas!»

raabte Gutterne og lo og stimlede om Per. Han reiste sig og saa sig med et vredt Blik omkring i Kredsen.

«Stil Jer i Rad! nu vil vi hoppe,» sagde han, og det gjorde de. De stablede Hatte og Huer den ene ovenpaa den anden, først tre i Høiden; dem hoppede hele Raden over; saa fire, saa fem, saa sex; men for hver Gang var der Færre som kom over, og de, som strøg den øverste Hue ned med Skøiterne, maatte gaa af Legen og fik bare Lov at se paa. Tilsidst laa der otte Hatte og Huer over hverandre, og nu var blot Per og Viggo igjen til at hoppe.

«Læg din Hue ovenpaa!» sagde Peer; Viggo gjorde det. Men alle Gutterne raabte i Munden paa hverandre, at det Hop kom Ingen i al Evighed over. – Per tog Fart, saa det suste, hoppede til og – vips! var han over; han strøg et lille bitte Gran ned til Viggos Hue, men den blev liggende. «Hurra for Per! det var et Mesterhop!» raabte Gutterne. «Det gjør Viggo aldrig efter; han er for liden,» sagde En. Allarm syntes at være af samme Mening: den peb og knistrede og løb foran Viggos Ben, som om den vilde hindre ham i at tage Fart. Viggo mærkede, at det gjaldt, og hans Hjerte bankede. Han jagede Hunden med Haardhed bort, og satte til med al sin Magt. Med det samme han i hvinende Fart kom til Hoppet, raabte Per med Ét: «Stop, stop!» men Viggo lod sig ikke forbløffe, han for over som en Fugl, og der var et halvt Kvarter mellem Skøitejernene og Huen. Da stimlede Gutterne om ham og raabte, «at Viggo var Gutten sin egen; der fandtes ikke den, som tugtede ham.» Men Per Friskfant saa paa ham med et ondt og fult Blik, og det var tydeligt, at han pønsede paa at spille ham en Streg.

Det gjorde han ogsaa. Om en Stund tog Peer et Æble op af Lommen og trillede udover Isen mod Ylhullet. «Den, som tør tage Æblet, skal beholde det!» raabte han. Og det turde Mange prøve; thi Æblet laa ikke langt ude, og Isen var stærk nok. Nu kastede Per et Æble længer ud, det blev ogsaa hentet. Men tilsidst trillede han et, som blev liggende alleryderst ude, tæt ved aabne Vandet. Den ene Smaagut løb udover efter den anden, men naar Isen gav sig og bugnede, dreiede de langsomt om igjen.

«Prøv ikke det; der er Fare ved det!» raabte Viggo.

«Viggo er Gutten sin egen, naar det ikke gjælder, men er der Fare paafærde, blir han bleg om Næbbet,» sagde Per og slog op en Latter.

Det kunde Viggo ikke taale at lade sidde paa sig. Han tænkte paa, hvad Prinsen av Augustenborg havde sagt foran Fronten, og han syntes, at han maatte hente Æblet, det fik saa briste eller bære. Men han glemte, at der var slaaet Retræt; Faderen havde jo forbudt ham det. Allarm saa paa ham med alvorlige Øine og viftede sagte med Halen; knistre turde den ikke, den havde nylig faaet haarde Ord. Men det hjalp ikke. Viggo tog Fart, saa det peb og hvinte om ham, og da han kom et Stykke udover, gjorde han sig let og lod Skøiterne glide af sig selv, forat han ikke skulde træde igjennem. Isen krummede sig i en Bue under hans Fødder, og der fløi Stekker i den; men han gled og han gled, og Isen holdt. Nu var han lige ved Æblet, han bøiede sig ned for at tage det – knæk! da brast Isen ved hans Bevægelse, og han styrtede paa Hovedet nedi.

Om lidt kom Viggos Hue op lige ved Iskanten.

Han selv kunde først ikke sandse sig i det iskolde Vand; men snart kom han dog atter til sig selv og hævede Hovedet over Vaagen. Han svømmede hen til Isen og greb fat i Kanten, men Isflaget brast ned, hver Gang han vilde svinge sig op paa det. Først stod alle Gutterne tause af Skræk –, siden raabte de i Munden paa hverandre, at Viggo endelig maatte se at holde sig oppe; men Ingen af dem vovede at komme ham til Hjælp, og Ingen huskede at løbe efter Folk. Per Friskfant havde lusket bort, saasnart Viggo styrtede i Vandet.

Den forstandigste af dem alle var Allarm. Først løb den nogle Gange tudende omkring Vaagen, men da den saa Viggo komme op igjen, snappede den hans dyvaade Hue i Flabben, og løb som en Pil hjemover. Da den naaede Hans Grenaders Stue, stod just denne udenfor Døren; Hunden lagde Viggos isede Hue for hans Fødder, peb og jamrede, sprang op paa den Gamle, bed i Trøien hans og trak ham henover mod Isen. Han forstod strax, hvad der var paa Færde: han snappede et Reb og satte nedover mod Tjærnet, og i et Nu stod han ved Vaagen. Han kastede Rebet ud til Viggo, som alt begyndte at blive stiv af det isnende Bad, og trak ham lykkelig op.

Viggo maatte nu løbe bort til gamle Hans’s Stue, alt hvad han kunde; men da han kom til Døren, havde han en blinkende Isharnisk over hele sin Krop, og da Grenaderen trak Buxerne af ham, stod de af sig selv paa Gulvet, saa stivfrosne var de. Viggo maatte skifte fra Top til Taa, og han havde ikke andet at tage paa end Hans Grenaders gamle Mundering. Du kan tro, han saa morsom ud: de gule Knæbuxer naaede ham nedenfor Anklerne og den røde Trøie, med de gule Opslag og Rabatter, hang og slængte om ham. Slig maatte han nu gaa hjem. «Du er Barn i Blakkens Sæle endnu. Men hvem kan vide, hvad der bliver af dig? Hjertelaget er der, og Vandet vilde ikke have dig,» sagde gamle Hans, da han fulgte ham op imod Gaarden.

Hvad er Viggo bleven? General er han endnu ikke, men Løitnant er han bleven for længe siden. «Kom der bare Krig,» som Gamle Hans pleiede at sige – hvem kan vide? kanske kunde Viggo blive General endnu.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.