Dukken under Tjørnerosen

Der var en liden Pige, som hedte Beate. Hun var kun fem Aar gammel, men det var en klog og god liden Pige. Paa sin Fødselsdag havde hun faaet en smuk Straahat af sin Fader; der var røde Baand om den, og du kan tro, den var deilig; af sin Moder havde hun faaet et Par gule Sko og en nydelig, hvid Balkjole. Men hendes gamle Tante havde dog foræret hende det Bedste: det var en Dukke med et fint, smukt Ansigt og mørkebrunt Haar. Det var en ren Skjønhed, og der var ikke Andet at udsætte paa hele Dukken, end at det venstre Øiebryn var tegnet et lidet bitte Gran for høit.

«Det er ligesom hun trækker lidt paa det ene Øiebryn. Mon hun ikke er rigtig fornøiet?» spurgte Beate, da hun fik den i Haanden.

«Aa jo,» svarede Tanten, «men hun kjender dig ikke endnu. Hun har altid for Vane at drage lidt paa Øiebrynet, naar hun ser paa Nogen ret nøie. Hun vil bare se, om du er en god liden Pige.»

«Ja, nu har hun nok alt seet det; for nu synes jeg, Brynet er som det andet,» sagde Beate.

Den Dukke fik hun vel kjær, næsten kjærere end baade Marie og Lovise, skjønt det var hendes bedste Veninder.

En Dag gik Beate i Gaarden med sin Dukke i Haanden. Nu havde den faaet Navn, og de vare ret blevne fortrolige og gode Venner. Dukken hedte ogsaa Beate, for saa hedte jo den lille Pige selv, og hendes gamle Tante hedte ogsaa Beate. Det var om Vaaren, og der var i det ene Hjørne af Gaardsrummet rundt om Stokkebrønden en nydelig grøn Plet med fint, lyst Græs; der stod et tykt, lavstammet Piletræ, dryssende fuld med det gule Brum, som du nok ved, Børnene kalde Gaasunger. Det ligner ogsaa Gaasunger, for hver Dusk har bløde, bløde, gule Dun, og den kan svømme paa Vandet; men gaa kan den rigtignok ikke. Nu blev Store-Beate – hun var jo rigtignok kun fem Aar, men hun var da meget større end den Anden – og Lille-Beate snart enige om, at de skulde plukke Gaasunger af Træet og slippe ned i Brønden, forat disse kunde have det ligesaa godt som de store Gaasunger, de havde seet svømme om. Det var egentlig Store-Beate, som gjorde Forslaget, men Lille-Beate sagde Intet derimod; thi der er Ingen, som kan tro, hvor snil og føielig hun altid var. Ja, Store-Beate kløv op i Piletræet og plukkede mange nydelige, gule Gaasunger i sit hvide Forklæde, og da hun talte dem, og havde tællet til tyve to Gange, saa sagde hun, at nu troede hun, de havde nok; og Lille-Beate sagde heller Intet derimod. Hun steg da ned igjen, og det var vanskeligt nok, for med den ene Haand maatte hun holde Forklædet sammen. Hun syntes, Lille-Beate raabte op til hende, at hun skulde kaste Gaasungerne ned i Forveien, men det turde hun ikke; hun var bange, de skulde slaa sig i Faldet.

Nu sprang de da begge hen til Brønden, og Store-Beate hjalp sin Veninde at faa Benene rigtig fast mellem de to øverste Stokkelag om den, saa hun kunde staa i al Mag og se paa de nydelige smaa Gaasunger, naar de svømmede om paa Vandet. Saa blev den ene Gaasunge efter den anden sluppen ned, og med det samme de naaede Vandskorpen, var det ligesom de fik Liv og begyndte at bevæge sig lidt. Det var vel en Glæde! Store-Beate klappede i Hænderne til de deilige bitte smaa Dunfugle, og naar hun bare hjalp Lille-Beate lidt, saa slog ogsaa hun Hænderne sammen. Men om Lidt, saa laa alle Gaasunger ganske stille og vilde ikke røre sig af Stedet. Det var nu ikke morsomt, og saa spurgte Beate sin lille Navne, om ikke denne mente, hun kunde lægge sig lidt ud over Brøndkanten og blæse paa dem, for da troede hun nok, de fik Liv igjen. Lille-Beate svarede ikke; men det venstre Øiebryn trak sig saa forunderlig i Veiret, og hun bevægede ordentlig den høire Arm, som hun vilde sige: «Gjør endelig ikke det, kjære Store-Beate! Du ved jo, hvor fælt Mor har sagt, det er nede i Brønden. Tænk bare, om du gled ned i!»

«Aa pyt! nu skal du bare se, hvor let jeg skal gjøre det,» svarede Store-Beate, for hun syntes, Gaasungerne vare saa kjedelige, naar de ikke vilde svømme om. Hun bøiede sig da udover Brønden og blæste paa de nærmeste, ligesom hun havde hørt, at vor Herre gjorde, da han var liden og havde lavet Lerfugle. Jo! det hjalp – strax begyndte Gaasungerne at røre sig. Men de, som var længst borte paa Vandskorpen, laa lige stille. «Det er da ogsaa nogle dumme Dyr!» sagde Beate, og bøiede sig langt, langt ud over Brøndkanten; men saa gled hendes Haand paa den fugtige Stok og – plump! faldt hun dybt ned i Vandet; det var saa koldt, saa koldt, og det slog sammen over hendes Hoved og tog Straahatten, hun havde faaet paa sin Fødselsdag, af hendes Fletninger. Hun havde ikke Tid at høre, om Lille-Beate skreg, men det gjorde hun vist.

Da Beate kom med Hovedet over Vandet igjen, greb hun med begge sine Hænder om den runde Brøndstok, men Hænderne vare for smaa og Stokken for bred og glat, hun kunde ikke faa Tag. Da saa hun sin kjære Veninde Lille-Beate staa stum af Forfærdelse og stirre paa hende, med den høire Haand rakt ud over Vandet. Store-Beate skyndte sig og greb fat i den, og Lille-Beate gjorde sig stiv, alt hvad hun kunde og lidt til, og blev staaende mellem Stokkene og holdt sin kjære Veninde oppe. Nu havde denne Ansigtet saa længe ovenover Vandet, at hun fik udstødt et Angstskrig, og saa kom baade Fader og Moder løbende til; de vare blege af Skræk og trak hende op. Hun selv var drivende vaad, saa det randt og dryppede af hende, og saa angst og kold, at Tænderne klaprede i hendes Mund. Faderen vilde bære hende lige ind i Stuen; men hun bad ham for Guds Skyld tage Lille-Beate med, at ikke hun ogsaa skulde falde i Brønden. «For det er hende, som har frelst mig,» sagde hun.

Beate blev nu bragt i Seng, og Lille-Beate maatte ligge hos hende. Da hun blev søvnig og havde læst sit Fadervor, klappede hun sin lille Veninde og sagde: «Aldrig kan jeg fuldtakke dig, fordi du frelste mig af den fæle, dybe Brønd, kjære Lille-Beate. Jeg ved nok, vor Herre hjalp dig at staa fast mellem Stokkene og at gjøre dig stiv, men det var dog dig og ingen Anden, som rakte mig Haanden, saa jeg ikke sank tilbunds. Og derfor skal du være min bedste Veninde al min Tid, og naar jeg blir stor, skal du staa Fadder til min første Datter; hun skal hede Lille-Beate efter dig.» Derpaa kyssede hun den Lille, og sov ind.

Men Store-Beate havde en Broder, som var endnu større end hun; han var otte Aar gammel, og det var en vild, uregjerlig Knægt. Han hedte egentlig bare Viggo; men han havde læst i en gammel Krønike om en fæl, skjægget Viking, der havde samme Navn; han seilede om fra Land til Land, og slog Folk ihjel, og tog med sig paa sit Skib alt Guld og Sølv, han fandt, og alle smukke Piger. Og saa fik Viggo sig en liden Øx, slig en som han havde læst, at den gamle Viking havde, og sagde til Søsteren, at herefter skulde hun kalde ham Viggo Viking, for det vilde han være, naar han blev stor. Ude i Gaarden løb han efter baade Høns og Ænder og vilde med Nød og Magt kløve deres Pandeskaller med sin Øx; de skreg og pilede fra ham, og des modigere blev den lille Viking. Men da han ogsaa kom til Gjæssene med Øxen i Veiret og opløftede sit Kampskrig, blev den gamle Gasse vred, bøiede sin lange Hals i Bugt nedenfra og kløp Viggo Viking i Læggen, saa han kastede Øxen og løb hylende derfra. Thi den gamle Gasse vidste nok, at Vikingerne ikke havde Lov at kløve Pandeskaller hjemme i sit eget Land, selv ikke paa den borteste Side af Gaasedammen.

En Dag kom Viggo Viking til sin Søster, han saa bister ud, havde Papirshjelm paa Hovedet og trak Øiebrynene tæt sammen.

«Nu vil jeg røve Piger, det er jeg dragen ud for!» sagde han. «Du er for stor, men Lille-Beate tager jeg bestemt. Jeg fører hende langt, langt bort, i det mindste til Furujordsbakken og kanske ligetil Hestehagen. Og du faar aldrig se hende mer i dine Dage.»

«Du er en slem Gut, og gjør ikke Andet end Fortræd; det sagde Mor ogsaa forleden,» svarede Søsteren. «Lille-Beate har jo ikke gjort dig et Gran imod; hun har ikke engang sagt et ondt Ord til dig.»

«Ikke gjort mig imod?» sagde Vikingen. «Stod hun ikke igaar paa Blomsterpotten under den store Geranium, da jeg kom og satte min Træhest der? Tror du ikke, jeg saa, at hun skjød til Hesten, saa den faldt ned og brak det venstre Bagben? – Gjorde jeg min Ret, saa burde jeg egentlig hugge Hovedet af hende,» sagde Vikingen, og prøvede med Fingeren Eggen paa sin lille Øx.

«Hu! du er rigtig en fæl Gut,» sagde Beate; «men jeg skal vel vide at gjemme Lille-Beate saa godt, at du aldrig skal faa dine blodige Fingre i hende. Det kan du forlade dig paa.» Derpaa gik hun lige til sin lille Veninde og fortalte hende med Bedrøvelse, hvilken slem Gut Viggo var, at han havde i Sinde at myrde hende, og at hun, Store-Beate, ikke længer turde have hende inde i Huset. «Men jeg ved godt, hvor jeg skal skjule dig henne, saa han ikke skal finde dig,» sagde hun.

Derpaa tog hun den Lille og gik med hende bag Laaven til et stort Stengjærde; op til dette stod der en Tjørnebusk i fuld Flor og hængte sine blegrøde Roser ned til alle Sider. Den dannede med sine bløde Kviste en liden duftende Løvhytte, og der skulde Lille-Beate leve i Skyg og Skjul og sidde paa en Græsbænk. Og for at det ikke skulde dryppe paa hende naar det begyndte at regne eller dugge, saa hvælvede hendes store Veninde en grønskende Græstørv over hende. Der maatte Lille-Beate sidde, som Margrethe i Jordhaugen; men det var ingen Sag, for hun havde sin Kaabe med, den kunde hun tage paa om Aftenen, naar det blev koldt, og Sukkerkager havde hun paa en liden Præsenterbakke ved Siden, og Roserne duftede yndig om hende. – Derpaa sagde Store-Beate hende Farvel og Godnat, og bad hende være taalmodig og endelig ikke gaa ud, saa Viggo Viking fik Øie paa hende; Store-Beate lovede ganske sikkert at besøge hende næste Morgen og spørge, hvorledes hun havde sovet, og saa gik hun.

Den følgende Morgen havde Beate neppe Tid at vaske sit lille Ansigt, før hun løb hen til Veninden; at flette sit Haar gav hun sig slet ikke Stunder til. Hun var saa bange, at Lille-Beate havde ligget og været mørkræd, fordi hun var alene om Natten i Græshytten. Beate skyndte sig da, alt hvad hun kunde, og kom ganske forpustet og stakaandet til Tjørnebusken. Men du kan tro, hun blev bedrøvet! Udenfor Tørvhytten laa Lille-Beate; Hovedet var hugget af hende og laa ved hendes Fødder. Det var Viggo Viking, som havde gjort det, det kunde Beate nok skjønne; thi sin lille Øx havde han glemt efter sig, den var slængt hen paa en udstaaende Stenkant af Gjærdet. Saa sorgfuld som hun da blev, havde Store-Beate endnu ikke været i hele sit Liv. Hun brast i Graad, og tog sin lille Veninde og kyssede hende mange Gange. Derpaa gravede hun hende en Grav under Rosentjørnen og lagde hende deri. Hovedet satte hun igjen paa hendes Skulder, og bredte Græstørven, som havde været Hytte, sagte og let over hende. Og saa gik hun langsomt og inderlig bedrøvet hjem.

Hvem skulde vel ogsaa efter den Tid være hendes bedste Veninde, der aldrig vilde have anden Vilje end hendes egen, og hvem skulde staa Fadder til hendes første Datter, naar hun blev stor?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.