Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud!

Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?

Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.

Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at få sove lidt –

Gå til sengs kanske? Vil du da, at jeg rent skal kvæles!

Men ta’ dig en liden tur da.

Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.

Jeg går ikke, før han kommer! Ikveld vil jeg snakke rent ud med – (indædt harmfuld) med ham – principalen.

Å nej, onkel, – vent da endelig med det!

Ja, heller vente, far!

Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at vente ret længe, jeg.

Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!

Er de gået?

Nej.

Hvad er det for noget, De står og fører ind der, frøken Fosli?

Å, det er bare noget, som –

La’ mig få sé, frøken. (bøjer sig over hende, lader, som om han ser i hovedbogen og hvisker:) Kaja?

Ja?

Hvorfor tar De altid den skærmen af, når jeg kommer?

Jo, for jeg ser så styg ud med den.

Vil De ikke gerne det da, Kaja?

Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.

Stakkers, stakkers lille Kaja –

Hys, – de kan høre Dem!

Har nogen været her og spurgt efter mig?

Ja, de unge folk, som vil ha’ bygget villaen ude ved Løvstrand.

Nå de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det rene med mig selv om planen endnu.

Det var dem så svært om at gøre at få tegningerne snart.

Ja, gudbevar’s, – det vil de jo allesammen!

For de går og længter så urimelig efter at få flytte ind i sit eget, sa’ de.

Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar de det slig, som det bedst kan falde sig. Får sig så’n en – en bolig. Et slags tilholdssted bare. Men ikke noget hjem. Nej mange tak! La’ dem så heller vende sig til en anden. Sig dem det, når de kommer igen.

Til en anden? Vilde De gi’ det arbejde fra Dem?

Ja, ja, ja, for fan’! Hvis det endelig så skal være, så –. Heller det, end at bygge bort i vejr og vind. (udbrydende.) For jeg kender jo ikke videre til de folk endnu!

Folkene er solide nok. Ragnar kender dem. Han vanker i familjen. Svært solide folk.

Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det, jeg mener. Herregud, – forstår ikke De mig heller nu? (hæftig.) Jeg vil ikke ha’ noget med de fremmede mennesker at skaffe. La’ dem vende sig til hvem de vil for mig!

Er det Deres alvorlige mening?

Ja, det er. – For en gangs skyld.

Må jeg få lov til at snakke et par ord med Dem?

Gerne det.

Gå der ind sålænge, du.

Å, men onkel –

Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.

Jeg vil ikke, at de stakkers barnene skal vide, hvor ilde det har sig med mig.

Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.

Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar af – fra den ene dagen til den anden.

Sæt Dem lidt.

Tak, – må jeg det?

Her. Vær så god. – Nå?

Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er det, som er det tyngste. Hvad skal det bli’ til med ham?

Deres søn, han blir naturligvis her hos mig, så længe han bare vil.

Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke synes, at han kan – nu længer.

Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde jeg tro. Men skulde han forlange mere, så skal jeg ikke være uvillig til at –

Nej, nej! Det er sletikke det. (utålmodig.) Men han må da engang få lejlighed til at arbejde på egen hånd, han også!

Tror De, at Ragnar har alle de rigtige evner til det?

Nej, sé, det er jo det forfærdelige. Det, at jeg er begyndt at tvile på gutten. For De har da aldrig sagt så meget som – som et opmuntrende ord om ham. Men så synes jeg, det er umuligt andet alligevel. Han må ha’ evnerne.

Nå, men han har jo ingenting lært – sådan grundigt. Undtagen det at tegne da.

De havde heller ikke lært stort af faget, dengang De stod i tjeneste hos mig. Men De la’ i vej lige fuldt, De. (drager vejret tungt.) Og slog Dem op. Og tog luven både fra mig og – og fra så mange andre.

Ja, ser De, – det føjed sig nu slig for mig.

Det har De ret i. Alting føjed sig for Dem. Men så kan De da ikke ha’ hjerte til at la’ mig gå i graven – uden at få sé, hvad Ragnar duer til. Og så vilde jeg jo gerne sé dem gifte også – før jeg går bort.

Er det hende, som vil ha’ det så?

Ikke Kaja så meget. Men Ragnar går og snakker hver dag om det. (bønlig.) De må, – De må hjælpe ham til noget selvstændigt arbejde nu! Jeg må få sé noget, som gutten har gjort. Hører De det!

Men jeg kan da, for fan’, ikke hale bestillinger ned fra månen til ham!

Han kan få en pen bestilling nu netop. Et stort arbejde.

Kan han?

Hvis De vilde gi’ Deres samtykke.

Hvad slags arbejde er det?

Han kan få bygge den villaen ude på Løvstrand.

Den! Men den skal jo jeg selv bygge!

Å, De har jo ikke videre lyst til det.

Ikke lyst! Jeg! Hvem tør sige det?

Det sa’ De jo selv nu nylig.

Å, hør aldrig på, hvad jeg så’n – siger. – Kan Ragnar få bygge den villaen?

Ja. Han kender jo familjen. Og så har han, – bare så’n for moros skyld, – gjort tegninger og overslag og altsammen –

Og de tegningerne, de er de fornøjet med? De, som skal bo der?

Ja. Dersom bare De vilde sé dem igennem og godkende dem, så –

Så vilde de la’ Ragnar bygge hjemmet for sig?

De likte så svært godt det, som han vilde 13 ha’ frem. De syntes, det var noget så aldeles nyt, dette her, sa’ de.

Åhå! Nyt! Ikke sligt noget gammeldags juks, som det, jeg plejer bygge!

De syntes, det var noget andet.

Det var altså til Ragnar de kom her – mens jeg var ude!

De kom her for at hilse på Dem. Og så spørge, om De kunde være villig til at træde tilbage –

Træde tilbage! Jeg!

Ifald De fandt, at Ragnars tegninger –

Jeg! Træde tilbage for Deres søn!

Træde tilbage fra aftalen, mente de.

Å, det kommer jo ud på et. (lérforbittret.) Ja så da! Halvard Solness, – han skal begynde at træde tilbage nu! Gi’ plads for de, som yngre er. For de aller yngste, kanské! Bare gi’ plads! Plads! Plads!

Herregud, her er da vel plads til flere end en eneste én –

Å, her er nu ikke så svært rundeligt med plads heller. Nå, det får nu være som det vil. Men jeg træder aldrig tilbage! Viger aldrig for nogen! Aldrig frivilligt. Aldrig i denne verden gør jeg det!

Skal jeg altså gå ud af livet uden tryghed? Uden glæde? Uden tro og lid til Ragnar? Uden at få sé et eneste værk af ham? Skal jeg det?

Hm, – spør’ da ikke mere nu.

Jo, svar mig på det. Skal jeg gå så rent fattig ud af livet?

De får gå ud af livet slig, som De bedst véd og kan.

Må så være da.

Ja, for jeg kan ikke andet, skønner De! Jeg er nu engang slig, som jeg er! Og jeg kan da ikke skabe mig om heller!

Nej, nej, – De kan vel ikke det. (vakler og standser ved sofabordet.) Får jeg lov til at ta’ et glas vand?

Vær så god.

Tak.

Ragnar, – De får komme og følge Deres far hjem.

Hvad er det, far?

Ta’ mig under armen. Så går vi.

Ja vel. Ta’ på dig, du også, Kaja.

Frøken Fosli må bli’ efter. Bare et lidet øjeblik. Jeg har et brev, som må skrives.

God nat. Sov godt – om De kan.

God nat.

Er der noget brev –?

Nej visst er der ikke, nej. (ser barskt på hende.) Kaja!

Ja?

Kom her hen! Straks!

Ja.

Nærmere!

Hvad vil De mig?

Er det Dem, jeg kan takke for dette her?

Nej, nej, tro da ikke det!

Men gifte Dem, – det vil De jo nu.

Ragnar og jeg har været forlovet i firefem år, og så –

Og så synes De, det får ha’ en ende. Er det ikke så?

Ragnar og onkel siger, at jeg skal. Og så får jeg jo føje mig da.

Kaja, holder De nu ikke i grunden lidt af Ragnar også?

Jeg holdt svært meget af Ragnar engang. – Før jeg kom her til Dem.

Men ikke nu længer? Slet ikke?

Å, De véd jo, at nu holder jeg bare af en eneste én! Ikke af nogen anden i hele verden! Kommer aldrig til at holde af nogen anden!

Ja, det siger De. Og så går De fra mig alligevel. La’r mig sidde her alene med det altsammen.

Men kunde jeg da ikke få bli’ hos Dem, om også Ragnar –?

Nej, nej, det la’r sig sletikke gøre. Går Ragnar sin vej og gi’r sig til at arbejde på egen hånd, så får han jo selv brug for Dem.

Å, jeg synes ikke, at jeg kan skilles fra Dem! Det er da så rent, rent umuligt, synes jeg!

Så sétil, at De kan få Ragnar bort fra disse her dumme indfaldene. Gift Dem med ham så meget De vil – (forandrer tonen). Ja, ja, jeg mener, – få ham til at bli’ i sin gode stilling her hos mig. For så kan jeg jo få beholde Dem også, kære Kaja.

Å ja, hvor dejligt det vilde være, om det kunde mage sig så!

For jeg kan ikke være Dem foruden, skønner De. Må ha’ Dem hos mig her hver eneste dag.

Å gud! Å gud!

Kaja, – Kaja!

Å, hvor snil De er imod mig! Hvor usigelig snil De er!

Rejs Dem! Rejs Dem da, for –! Jeg synes, jeg hører nogen!

Halvard!

Å, er du der, kære –?

Jeg kommer nok til ulejlighed, jeg, kan jeg skønne.

Aldeles ikke. Frøken Fosli har bare et lidet brev at skrive.

Ja, jeg ser det.

Hvad var det så du vilde mig, Aline?

Jeg vilde bare si’, at doktor Herdal sidder inde i hjørnestuen. Kommer du kanske ind, du også, Halvard?

Hm, – vil doktoren så nødvendig snakke med mig, du?

Nej, så nødvendig just ikke. Han kom 22 indom på besøg til mig. Og så vilde han jo gerne hilse på dig med det samme.

Kan tænke mig det, ja. Nå, så får du be’ ham vente lidt.

Og så kommer du ind til ham siden?

Kanske det. Siden, – siden, kære. Om lidt.

Ja, glem det nu bare ikke, Halvard.

Å gud, å gud, – fruen tænker visst noget ondt om mig!

Å, sletikke det. Ikke mere end vanlig ialfald. Men det er bedst, at De går nu alligevel, Kaja.

Ja, ja, nu må jeg gå.

Og så bringer De dette her andet i orden for mig. Hører De det!

Å, gid det så sandt stod til mig, så –

Jeg vil ha’ det i orden, siger jeg! Og det imorgen den dag!

Går det ikke på anden måde, så skal jeg gerne gøre det forbi med ham.

Gøre det forbi! Er De ble’t rent gal! Vil De gøre det forbi?

Ja, heller det. For jeg må, – jeg må få bli’ her hos Dem! Kan ikke gå ifra Dem! Så rent, – rent umuligt, det!

Men, for fan’, – Ragnar da! Det er jo netop Ragnar, som jeg –

Er det mest for Ragnars skyld, at – at De –?

Å nej visst ikke, nej! De skønner da ingenting heller. (mildt og sagte.) Det er naturligvis Dem, jeg vil ha’. Først og fremst Dem, Kaja. Men just derfor må De få Ragnar til at bli’ i stillingen også. Så, så, – gå nu hjem.

Ja, ja, god nat da.

God nat. (idet hun vil gå.) Å, hør her! Ligger Ragnars tegninger derinde?

Ja, jeg så ikke, han tog dem med sig.

Så gå ind og find dem til mig. Jeg kunde kanske sé lidt på dem alligevel.

Å ja, gør endelig det!

For Deres skyld, kære Kaja. Nå, la’ mig så få dem i en fart, hører De!

Her er alle tegningerne.

Godt. Læg dem der borte på bordet.

God nat da. (bønlig.) Og tænk godt og snilt på mig.

Å, det gør jeg jo altid. God nat, kære, lille Kaja. (skotter til højre.) Gå så da!

Halvard, nu kan jeg ikke holde på doktoren længer.

Nå, kom De bare her.

Alt færdig med brevet, frøken?

Brevet –?

Ja, det var et ganske kort et.

Det må visst ha’ været svært kort.

De kan gerne gå, frøken Fosli. Og kom så betids igen imorgen.

Det skal jeg nok. – God nat, frue.

Det må være godt for dig, det, Halvard, at du har fået fat på denne frøkenen.

Ja såmænd. Hun er brugbar til noget af hvert, hun.

Hun lader til det.

Flink i bogførsel også?

Nå, – en del øvelse har hun jo altid fåt i disse to årene. Og så er hun snil og villig til hvad det skal være.

Ja, det må jo være en stor behagelighed –

Det er det. Især når en ikke er forvænt i så henseende.

Kan du sige det, Halvard?

Å nej, nej, kære Aline. Jeg be’r om forladelse.

Ingen årsag. – Ja, doktor, så kommer De altså igen siden og drikker té hos os?

Bare jeg har gjort det sygebesøget, så kommer jeg.

Tak for det.

Har De hastværk, doktor?

Nej, på ingen måde.

Må jeg få snakke lidt med Dem da?

Ja, særdeles gerne.

Så lad os sætte os ned.

Sig mig, – mærked De noget hos Aline?

Nu, da hun var her inde, mener De?

Ja. Ligeover for mig. La’ De mærke til noget?

Ja, for fanden, – en kunde da ikke godt undgå at lægge mærke til, at Deres hustru, – hm –

Nå?

– at Deres hustru ikke synes videre godt om denne frøken Fosli.

Ikke andet? Det har jeg selv mærket, det.

Og det er jo ikke så underligt endda.

Hvilket?

At hun ikke præcist liker, at De sådan dagstødt har et andet fruentimmer hos Dem.

Nej, nej, De kan ha’ ret i det. Og Aline også. Men den ting, – det kan nu ikke være anderledes, det.

Kunde De ikke ta’ Dem en kontorist da?

Den første den bedste fyr? Nej tak, – det kan jeg ikke være tjent med.

Men når nu Deres hustru –? Så svag, som hun er –. Når hun nu ikke tåler at sé på dette her?

Ja, det får i guds navn være det samme, – havde jeg nær sagt. Jeg må beholde Kaja Fosli. Kan ikke bruge nogen anden end netop hende.

Ingen anden?

Nej, ingen anden.

Hør nu her, kære herr Solness. Må jeg få lov til at gøre Dem et spørsmål i al fortrolighed?

Ja, vær så god.

Fruentimmer, ser De, – de har i visse ting en forbandet fin sporsans –

Det har de. Det er visst og sandt. Men –?

Nå. Hør så bare. Når nu Deres hustru aldeles ikke kan udstå denne Kaja Fosli –?

Ja, hvad så?

– har hun da ikke sådan en – en bitte liden grund for denne uvilkårlige uvilje?

Åhå!

Ta’ mig det ikke ilde op. Men har hun ikke det?

Nej.

Slet aldeles ingen grund altså?

Ingen anden grund end sin egen mistænksomhed.

Jeg véd, at De har kendt adskillige kvinder i Deres liv.

Ja, det har jeg.

Og syntes ganske godt om enkelte af dem også.

Å ja, det med.

Men i dette her med frøken Fosli –? Her er der altså ikke sligt noget med i spillet?

Nej. Ikke nogetsomhelst – fra min side.

Men fra hendes da?

Det synes jeg ikke, De har ret til at spørge om, doktor.

Det var Deres hustrus sporsans, vi gik ud fra.

Var så, ja. Og for så vidt –. (sænker stemmen.) Alines sporsans, som De siger, – den har på en viss måde ståt sin prøve, den.

Nå, – ser vi det!

Doktor Herdal, – nu skal jeg fortælle Dem en underlig historie. Hvis De vil høre på den da.

Jeg hører gerne på underlige historier.

Nå, godt og vel. De husker sagtens, at jeg tog Knut Brovik og sønnen i min tjeneste, – 34 dengang det var gåt så rent til agters med den gamle.

Det kender jeg så nogenlunde, ja.

For de er i grunden et par flinke fyrer, de to, ser De. De har evner, hver på sin måde. Men så fandt sønnen på at forlove sig. Og så, naturligvis, så skulde han til at gifte sig, – og begynde at bygge selv. For allesammen så tænker de nu på sligt noget, de unge.

Ja, de har den uvane, at de gerne vil sammen.

Nå. Men det kunde jo ikke jeg være tjent med. For jeg havde jo selv brug for Ragnar. Og for den gamle også. Han er nu så svært flink til beregninger af bæreevne og kubikindhold – og alt det dævelskab, han, ser De.

Å ja, det hører vel med, det også.

Gør så, ja. Men Ragnar, han skulde og 35 han vilde begynde på egen hånd. Der var ingen råd med det.

Men han er da ble’t hos Dem alligevel.

Ja, nu skal De bare høre. En dag så kom hun, Kaja Fosli, ind til dem i et ærende. Havde aldrig været her før. Og da jeg fik sé, hvor inderlig forgabet de to var i hverandre, så slog den tanke ned i mig: kunde jeg få hende her på kontoret, så blev kanske Ragnar siddende, han også.

Det var jo en nokså rimelig tanke.

Ja, men jeg ymted ikke et levende ord om sligt noget dengang. Stod bare og så’ på hende – og ønsked så rigtig ihærdig, at jeg havde hende her. Så snakked jeg lidt venlig til hende, – så’n om løst og fast. Og dermed gik hun sin vej.

Nå?

Men så næste dag, så’n udover kvælden, da 36 gamle Brovik og Ragnar var gå’t hjem, så kom hun til mig her igen og tédesig, som om jeg havde truffet en aftale med hende.

En aftale? Om hvad?

Akkurat om det, som jeg bare havde ståt her og ønsket. Men som jeg sletikke havde sagt et eneste ord om.

Det var ret mærkeligt.

Ja, var det ikke? Og nu vilde hun vide, hvad hun skulde bestille her. Om hun kunde få begynde straks den næste morgen. Og sligt noget.

Tror De ikke, hun gjorde det for at få være sammen med kæresten?

Det faldt mig også ind i førstningen. Men nej, det var ikke så. Fra ham gled hun ligesom rent bort, – da hun vel var kommen her til mig.

Gled over til Dem da?

Ja, så helt og holdent. Jeg kan mærke, at hun føler det, når jeg ser på hende bagfra. Hun dirrer og hun ryster, bare jeg kommer i nærheden af hende. Hvad synes De om det?

Hm, – det lar sig jo nok forklare.

Nå, men det andet da? Det, at hun trode, jeg havde sagt hende, hvad jeg bare havde ønsket og villet – sådan i stilhed. Indvendig. For mig selv. Hvad siger De om det? Kan De forklare mig sligt noget, doktor Herdal?

Nej, det indlader jeg mig ikke på.

Kunde tænke mig det på forhånd. Derfor så har jeg aldrig før villet snakke om det heller. – Men det er så forbandet brydsomt for mig i længden, skønner De. Her må jeg gå dagstødt og lade som om jeg –. Og det er jo synd imod 38 hende, stakker. (heftig.) Men jeg kan ikke andet! For render hun ifra mig, – så går Ragnar sin vej også.

Og De har ikke fortalt Deres hustru sammenhængen i dette?

Nej.

Hvorfor i alverden gør De ikke det da?

Fordi jeg synes der ligger ligesom – ligesom en slags velgørende selvpinsel for mig i det at la’ Aline få gøre mig uret.

Dette her forstår jeg ikke det guds skabte ord af.

Jo, ser De, – for det er da ligesom en smule afdrag på en bundløs, umådelig gæld –

Til Deres hustru?

Ja. Og det letter jo altid lidt op i sindet. En kan få puste friere ud en stund da, forstår De.

Nej, ved gud, om jeg forstår et ord –

Ja, ja, ja, – så snakker vi ikke mere om det heller.

De synes vel, at De har fåt mig dygtig godt på glid nu, doktor?

På glid? Det skønner jeg heller ikke et gran af, herr Solness.

Å, si’ De det bare rent ud. For jeg har så inderlig godt mærket det, ser De!

Hvad har De mærket for noget?

At De går her så lunt og holder øje med mig.

Gør jeg! Hvorfor i alverden skulde jeg gøre det?

Fordi De tror, at jeg – (opfarende.) Nå for fan’, – De tror om mig det samme, De, som Aline tror?

Og hvad tror så hun om Dem da?

Hun er begyndt at tro, at jeg er sådan – sådan – syg.

Syg! De! Det har hun aldrig sagt et levende ord om til mig. Hvad skulde der da fejle Dem, kære?

Aline går her og tror, at jeg er gal. Det gør hun.

Men, kæreste, bedste herr Solness –!

Jo så min sæl’ og salighed –! Således er det. Og det har hun fåt Dem til at tro på også! Å, jeg kan forsikre Dem, doktor, – jeg mærker det så godt, så godt på Dem. For jeg la’r mig ikke lure så let, jeg, skal jeg si’ Dem.

Aldrig, herr Solness, – aldrig med en tanke er sligt noget faldet mig ind.

Ja så? Virkelig ikke det?

Nej aldrig! Og visst aldrig Deres hustru heller. Det tror jeg næsten, jeg tør sværge på.

Nå, det skulde De dog helst la’ være. For på en måde, ser De, så – så kunde hun jo kanske også ha’ grund til at tro noget sligt.

Nej, nu må jeg rigtignok sige –!

Ja, ja, kære doktor, – la’ os så ikke komme nærmere ind på dette her. Det er bedst, at hver blir ved sit. (slår over i en stille lystighed.) Men hør nu, doktor – hm –

Ja?

Når De nu altså ikke tror, at jeg er – sådan – syg – og forrykt – og gal og sligt noget –

Hvad så, mener De?

Så må De vel sagtens bilde Dem ind, at jeg er en svært lykkelig mand da?

Skulde det bare være en indbildning?

Nej, nej, – forstår sig! Gud bevar’s vel! 43 Tænk det, – at være bygmester Solness! Halvard Solness! Jo, jeg takker, jeg!

Ja, jeg må virkelig sige, at for mig står det, som om De har havt lykken med Dem i en ganske utrolig grad.

Det har jeg. Kan ikke klage på det.

Først så brændte jo den gamle fæle røverborgen ned for Dem. Og det var da sandelig et stort held.

Det var Alines familjehjem, som brændte. Husk på det.

Ja, for hende må det jo ha’ været en tung sorg.

Hun har ikke forvundet det den dag idag. Ikke i alle disse tolv-tretten år.

Det, som fulgte bagefter, det var vel det værste slag for hende.

Det ene med det andet.

Men De, – De selv, – De svang Dem da op på det. Var begyndt som en fattig gut fra landsbygden, – og står nu her som første mand på Deres område. Å jo, herr Solness, De har da rigtignok havt lykken med Dem.

Ja, men det er jo netop det, som jeg går og gruer så forfærdelig for.

Gruer De? For at De har lykken med Dem?

Både sent og tidlig gør det mig så ræd, – så ræd. For engang må da vel omslaget komme, skønner De.

Å, snak! Hvor skulde det omslag komme fra?

Det kommer fra ungdommen.

Pyt! Ungdommen! De er da vel ikke aflægs, De, skulde jeg tro. Å nej, – De står visst nu så grundmuret her, som De kanske aldrig før har ståt.

Omslaget kommer. Jeg aner det. Og jeg føler, at det nærmer sig. En eller anden gi’r sig til at kræve: træd tilbage for mig! Og så stormer alle de andre efter og truer og skriger: gi’ plads, – gi’ plads, – gi’ plads! Jo, pas De bare på, doktor. Engang kommer ungdommen her og banker på døren –

Nå, herregud, hvad så?

Hvad så? Jo, så er det slut med bygmester Solness.

Hvad er det? Hørte De noget?

Der er nogen som banker.

Kom ind!

God aften!

God aften –

Jeg tror næsten, at De ikke kender mig igen!

Nej, – jeg må rigtignok si’, at – så’n i øjeblikket –

Men jeg kender Dem igen, frøken –

Å nej, er det Dem, som –!

Ja visst er det mig. (til Solness.) Vi mødtes oppe på en af fjeldstuerne nu isommer. (til Hilde.) Hvad blev der så af de andre damerne?

Å, de tog vejen vestover, de.

De likte nok ikke rigtig, at vi gjorde al den sjau om kvælden.

Nej, de likte visst ikke det.

Og det var nu ikke frit for, heller, at De kokettérte en smule med os.

Det var da vel morsommere, det, end at sidde og binde hosesokker med alle de kærringerne.

Det er jeg så fuldkommen enig med Dem i!

Kom De til byen nu ikvæld?

Ja, nu netop kom jeg.

Ganske alene, frøken Wangel?

Ja da!

Wangel? Heder De Wangel?

Ja visst gør jeg da vel det.

Så er De kanske datter af distriktslægen oppe i Lysanger?

Ja, hvem skulde jeg ellers være datter af?

Nå, så har vi truffet hinanden der oppe 49 da. Den sommer, da jeg var der og bygged tårn på den gamle kirken.

Ja vel var det dengang.

Nå, det er lange tider siden, det.

Det er akkurat de ti år siden.

Og dengang var De vel bare barnet, kan jeg tænke.

Så’n en tolv-tretten år ialfald.

Er det første gang, De er her i byen, frøken Wangel?

Ja, det er såmænd det.

Og De kender kanske ingen her?

Ingen uden Dem. Ja, og så Deres frue.

Så De kender hende også?

Lidt bare. Vi var sammen nogen dage på sanatoriet –

Nå der oppe.

Hun sa’, at jeg gerne måtte besøge hende, hvis jeg skulde komme her til byen. (smiler.) Det havde hun nu for resten ikke behøvet.

At hun sletikke har snakket om det –

Nå, så vil jeg be’, at jeg må få bli’ her inat da.

Det kan visst så godt la’ sig gøre.

For jeg har ikke andre klæ’r, end de, jeg går i. Ja, og så et sæt undertøj i randselen. Men det må vaskes. For det er så svært skiddent.

Å ja, det blir der nok råd for. Nu skal jeg bare si’ min hustru til –

Så vil jeg gøre mit sygebesøg imens.

Ja, gør det. Og siden så kommer De jo igen.

Ja, det kan De rigtignok forbande Dem på! (lér.) De spåde sandt alligevel, De, herr Solness!

Hvorledes det?

Ungdommen kom altså dog og banked på hos Dem.

Ja, det var nu på en anden måde, det.

Var så, ja. Unægtelig det!

Aline! Du må være så snil at komme ind. Her er en frøken Wangel, som du kender.

Hvem er det, si’r du? (ser Hilde.) Å, er det Dem, frøken? (går nærmere og rækker hende hånden.) Så kom De da til byen alligevel.

Frøken Wangel er kommet nu netop. Og så be’r hun, at hun må få bli’ her natten over.

Her hos os? Ja, så gerne det.

For at få sit tøj gjort lidt istand, skønner du.

Jeg skal ta’ mig af Dem, så godt jeg kan. Det er bare pligt, det. Deres kuffert kommer vel efter?

Jeg har ingen kuffert.

Nå, det ordner sig nok, vil jeg håbe. Men nu får De ta’ tiltakke her hos min mand sålænge. Så skal jeg sé at få et værelse gjort lidt hyggeligt for Dem.

Kan vi ikke ta’ et af barnekammerserne? For de står jo fuldt færdige, de.

Å jo. Der har vi mere end plads nok. (til Hilde.) Sæt Dem nu ned og hvil Dem lidt.

Har De flere barnekammerser, De?

Her er tre barnekammerser i huset.

Det var svært. Så har De vel fælt mange barn da?

Nej. Vi har ingen barn. Men nu kan jo De få være barn her sålænge.

For inat, ja. Jeg skal ikke skrike. Jeg vil prøve, om jeg ikke kan få sove som en sten.

Ja, De er vel svært træt, kan jeg tro.

Nej da! Men alligevel –. For det er så rasende dejligt at ligge så’n og drømme.

Drømmer De tidt så’n om nætterne?

Ja da! Næsten altid.

Hvad drømmer De så mest om da?

Det si’r jeg ikke ikvæld. En anden gang – kanske.

Er det noget, De leder efter?

Nej, jeg står bare og ser på alt dette her. (vender sig.) Kanske jeg ikke må?

Jo vær så god.

Er det Dem, som skriver i den store protokollen?

Nej, det er bogholdersken.

Et fruentimmer?

Ja naturligvis.

En så’n en, som De har her hos Dem?

Ja.

Er hun gift, hun?

Nej, det er en frøken.

Nå så.

Men hun gifter sig visst snart nu.

Det er jo bra’ for hende, det.

Men ikke videre bra’ for mig. For så har jeg ingen til at hjælpe mig.

Kan De ikke få fat på en anden en, som er lige så god da?

Kanske De vilde bli’ her og – og skrive i protokollen?

Jo, det kan De tro! Nej tak, – det skal vi ikke ha’ noget af.

– for her er da vel andet at ta’ sig til, end sligt noget. (ser smilende på ham.) Mener ikke De også det?

Forstår sig. Først og fremst så skal De vel omkring i butikkerne og få fiffet Dem rigtig op.

Nej, jeg tror helst, jeg la’r være det!

Så?

Ja, for jeg har sat alle pengene mine overstyr, må De vide.

Hverken kuffert eller penge altså!

Ingen af delene. Men skidt, – det kan også være det samme nu.

Se, det kan jeg rigtig like Dem for!

Bare for det?

For det ene med det andet. (sætter sig i lænestolen.) Lever Deres far endnu?

Ja, far lever.

Og nu tænker De kanske på at studere herinde?

Nej, det er ikke faldt mig ind.

Men De blir da vel her i nogen tid, véd jeg?

Alt efter som det føjer sig.

Bygmester Solness?

Ja?

Er De svært glemsom, De?

Glemsom? Nej, ikke så vidt jeg véd.

Men vil De da sletikke til at snakke med mig om det deroppe fra?

Oppe fra Lysanger? (ligegyldig.) Nå, det er da ikke stort at snakke om, det, synes jeg.

Hvorfor skal De nu sidde og si’ sligt!

Nå, så snak De til mig om det da.

Da tårnet var færdigt, så havde vi stor stads i byen.

Ja, den dagen glemmer jeg ikke så let.

Ikke det? Det er snilt af Dem, det!

Snilt?

Der var musik på kirkegården. Og mange, mange hundrede mennesker. Vi skolepiger var hvidklædte, vi. Og så havde vi flag allesammen.

Å jo, de flagene, – de husker jeg rigtignok!

Så steg De rakt opover stilladset. Lige op til det allerøverste. Og en stor krans havde De med Dem. Og den kransen hængte De helt oppe på vindfløjen.

Jeg brugte så dengang. For det er en gammel skik, det.

Det var så vidunderlig spændende at stå dernede og sé op til Dem. Tænk, om han nu faldt udover! Han, – bygmesteren selv!

Ja, ja, ja, det kunde sgu’ godt ha’ hændt, det. For en af disse her hvidklædte dævelungerne, – hun bar sig slig og skreg slig op til mig –

«Hurra for bygmester Solness»! Ja!

– og vifted og svinged slig med flaget sit, at jeg – at jeg næsten blev ør i hodet af atsé på det.

Den dævelungen, – det var mig det.

Det er jeg viss på nu. Det må ha’ været Dem.

For det var så forfærdelig dejligt og spændende. Jeg kunde ikke skønne, at der fandtes en bygmester i hele verden, som kunde bygge så umådelig højt tårn. Og så, at De stod allerøverst deroppe selv! Lyslevende! Og at De 62 sletikke blev en smule svimmel! Det var nu det aller mest – så’n – svimlende at tænke sig.

Hvoraf vidste De da så sikkert, at jeg ikke var –?

Nej da! Fy! Det kendte jeg indvendig. For ellers så kunde De jo ikke ståt og sunget deroppe.

Sunget? Sang jeg?

Ja, det gjorde De da rigtignok.

Jeg har aldrig sunget en tone i mit liv.

Jo, De sang dengang. Det hørtes som harper i luften.

Det er noget forunderligt noget, – dette her.

Men så, – bagefter, – så kom jo det rigtige.

Det rigtige?

Ja, det behøver jeg da vel ikke at minde Dem om?

Å jo, mind mig lidt om det også.

Kan De ikke huske, at der blev holdt stor middag for Dem i klubben?

Jo vel. Det må ha’ været samme eftermiddagen, det. For næste morgen så rejste jeg.

Og fra klubben var De bedt hjem hos os til aftens.

Det er ganske rigtig, frøken Wangel. Mærkværdig, hvor godt De har indpræntet Dem alle disse småtingene.

Småting! Jo, De er god! Var det kanske en småting, det også, at jeg var alene i stuen, da De kom?

Var De altså det?

Dengang kaldte De mig ikke for dævelunge.

Nej, det gjorde jeg vel ikke.

De sa’, at jeg var dejlig i den hvide kjolen. Og at jeg så’ ud som en liden prinsesse.

Det gjorde De visst også, frøken Wangel. Og dertil – så let og fri, som jeg kendte mig den dagen –

Og så sa’ De, at når jeg blev stor, så skulde jeg være Deres prinsesse.

Se, se, – sa’ jeg det også?

Ja, De gjorde det. Og da jeg så spurte, hvor længe jeg skulde vente, så sa’ De, at De vilde komme igen om ti år, – som et trold, – og bortføre mig. Til Spanien eller noget sligt. Og der skulde De købe et kongerige til mig, lovte De.

Ja, efter en god middag ser en ikke så nøje på skillingen. Men sa’ jeg virkelig alt dette her?

Ja. Og De sa’ også, hvad det kongeriget skulde hede.

Nå da?

Det skulde hede kongeriget Appelsinia, sa’ De.

Nå, det var jo et appetitligt navn.

Nej, jeg likte det sletikke. For det var jo som om De vilde gøre nar af mig.

Men det var da visst ikke min mening.

Nej, det skulde en jo rigtignok også tro. Efter det, som De gjorde bagefter, så –

Hvad i alverden gjorde jeg da bagefter?

Jo, det mangled bare, at De havde glemt det også! For sligt noget må en da vel sagtens huske, véd jeg.

Ja, ja, sæt mig bare lidt på glid, så kanske –. Nå?

De tog og kyssed mig, bygmester Solness.

Gjorde jeg!

Jaha, De gjorde det. De tog mig med begge armene og bøjed mig bagover, og kyssed mig. Mange gange.

Nej, men kære, snille frøken Wangel –!

De vil da vel aldrig nægte det?

Jo, det vil jeg rigtignok nægte!

Nå så.

Frøken Wangel –?

Stå nu ikke der som en stenstøtte. Dette her, De sa’, det må være noget, som De har drømt. (lægger hånden på hendes arm.) Hør nu her –

Eller –! Bi lidt! – Her stikker noget dybere under, skal De sé!

Jeg må ha’ tænkt på alt dette her. Jeg må ha’ villet det. Ha’ ønsket det. Havt lyst til det. Og så –. Skulde det ikke hænge slig sammen?

Nå ja, ja, for fan’, – så har jeg gjort det også da!

Tilstår De altså nu?

Ja. Alt, hvad De vil.

At De tog og slog armene om mig?

Ja da!

Og bøjed mig bagover?

Svært langt bagover.

Og kyssed mig?

Ja, jeg gjorde det.

Mange gange?

Så mange, De bare vil.

Nå, ser De, at jeg fik lokket det ud af Dem tilslut!

Ja, tænk bare, – at jeg kunde glemme sligt noget.

Å, De har vel kysset så mange i Deres dage, De, kan jeg tænke.

Nej, det må De da ikke tro om mig.

Frøken Wangel?

Ja?

Hvorledes var det nu? Hvad blev det så videre til, – dette med os to?

Det blev jo ikke til noget mere. Det véd De da vel. For så kom jo de andre fremmede, og så – isch!

Ja rigtig! De andre kom. At jeg kunde glemme det også.

Å, De har såmænd ingenting glemt. Bare 71 skammet Dem lidt. En glemmer da ikke sligt noget, véd jeg.

Nej, det skulde jo synes så.

Eller har De kanske også glemt, hvad dag det var?

Hvad dag –?

Ja, hvad dag hejste De kransen på tårnet? Nå? Sig det straks!

Hm, – selve dagen har jeg, min sæl’, glemt. Jeg véd bare, at det var for ti år siden. Så’n udover høstparten.

Det var for ti år siden. Den 19de September.

Jaha, det var vel så ved lag. Sé, det72 mindes De også, De! (standser.) Men bi lidt –! Jo, – idag har vi også den 19de September.

Ja, vi har det. Og de ti år er gåt. Og De kom ikke, – som De havde lovet mig.

Lovet Dem? Skræmt Dem med, mener De vel?

Jeg synes ikke, det var noget at skræmme med, det.

Nå, narret Dem lidt med da.

Var det bare det, De vilde? Narre mig?

Nå, eller spøge lidt med Dem da! Jeg husker det, gud hjælpe mig, ikke. Men noget sligt noget har det vel været. For De var jo bare et barn dengang.

Å, jeg var kanske ikke så rent barn heller. Ikke så’n en tøsunge, som De tror.

Har De rigtig for ramme alvor gåt og tænkt, at jeg vilde komme igen?

Ja da! Jeg havde ventet mig det af Dem.

At jeg vilde komme hjem til Deres og ta’ Dem med mig?

Akkurat som et trold, ja.

Og gøre Dem til prinsesse?

De lovte mig jo det.

Og gi’ Dem et kongerige også?

Hvorfor ikke det da? For det behøvte jo ikke netop at være så’nt et almindeligt, rigtigt kongerige heller.

Men noget andet, som var lige så godt?

Ja, mindst lige så godt. (ser lidt på ham.) Kunde De bygge de højeste kirketårne i verden, så måtte De vel sagtens kunde gøre udvej til et eller andet slags kongerige også, – tænkte jeg mig.

Jeg kan ikke rigtig få rede på Dem, frøken Wangel.

Kan De ikke det? Jeg synes, det er så ligetil, jeg.

Nej, jeg kan ikke bli’ klog på, om De mener alt det, som De siger. Eller om De bare sidder så’n og driver spas –

Gør nar, kanske? Jeg også?

Ja netop. Gør nar. Af os begge to. (ser hen på hende.) Har De længe vidst, at jeg var gift?

Ja, det har jeg da vidst hele tiden. Hvorfor spør’ De om det?

Nej, nej, det faldt mig bare så’n ind. (ser alvorlig på hende og siger dæmpet.) Hvorfor er De kommen?

Fordi jeg vil ha’ fat i mit kongerige. Nu er jo fristen ude.

Jo, De er god, De!

Ryk ud med mit kongerige, bygmester! (banker med fingeren.) Kongeriget på bordet!

Alvorlig talt, – hvorfor er De kommen? Hvad vil De egentlig gøre her?

Å, for det første så vil jeg nu gå omkring og sé på alt det, som De har bygget.

Da får De mere end nok at løbe om efter.

Ja, De har jo bygget så forfærdelig meget.

Jeg har det. Mest i de senere årene.

Mange kirketårne også? Så’ne umådelig høje?

Nej. Jeg bygger ingen kirketårne nu mere. Og ingen kirker heller.

Hvad bygger De nu da?

Hjem for mennesker.

Kunde De ikke gøre lidt – lidt så’n kirketårn over de hjemmene også?

Hvad mener De med det?

Jeg mener, – noget, som peger – ligesom frit tilvejrs. Med fløjen så svimlende højt oppe.

Mærkværdig nok, at De siger det. For det er jo netop det, jeg allerhelst vilde.

Men hvorfor gør De det så ikke da!

Nej, for menneskene vil ikke ha’ det.

Tænk, – at de ikke vil det!

Men nu bygger jeg mig et nyt hjem. Her lige over for.

Til Dem selv?

Ja. Det er omtrent færdigt. Og på det er der et tårn.

Højt tårn?

Ja.

Svært højt?

Folk vil visst si’, at det er altfor højt. For et hjem at være.

Det tårnet vil jeg ud og sé på straks imorgen tidlig.

Sig mig, frøken Wangel, – hvad heder De? Til fornavn, mener jeg.

Jeg heder jo Hilde.

Hilde? Så?

Sanser De ikke det da? De kaldte mig jo selv Hilde. Den dagen, da De var uskikkelig.

Gjorde jeg det også?

Men dengang sa’ De lille Hilde. Og det likte jeg ikke.

Så De likte ikke det, frøken Hilde?

Nej. Ikke ved den lejlighed. – For resten – «prinsesse Hilde» –. Det vil komme til at ta’ sig ganske godt ud, synes jeg.

Ja vel. Prinsesse Hilde af – af –. Hvad var det nu, kongeriget skulde hede?

Isch da! Det dumme kongerige vil jeg ikke vide noget af. Jeg vil ha’ mig et ganske andet et, jeg!

Er det ikke underligt –? Jo mere jeg tænker over det nu, – så står det for mig, som om jeg i hele lange år har gåt her og pint mig med – hm –

Med hvad?

Med at komme på noget – noget sådan oplevet, som jeg syntes, jeg måtte ha’ glemt igen. Men aldrig så fik jeg tag i, hvad det kunde være.

De skulde slåt knude på Deres lommetørklæde, bygmester.

Så havde jeg bare gåt og funderet på, hvad den knuden kunde betyde.

Å ja, der gi’es vel slige trold i verden også.

Det var inderlig godt, at De kom til mig nu.

Var det godt?

For jeg har siddet her så alene. Og stirret så rent hjælpeløs på det altsammen. (sagtere.)81 Jeg skal si’ Dem, – jeg er begyndt at bli’ så ræd, – så rasende ræd for ungdommen.

Pyh, – er ungdommen noget at bli’ ræd for!

Ja, just den. Derfor så har jeg låset og stængt mig inde. (hemmelighedsfuldt.) De skal vide, at ungdommen vil komme her og dundre på døren! Bryde ind til mig!

Så synes jeg, De skulde gå ud og lukke op for ungdommen da.

Lukke op?

Ja. Så ungdommen kunde få slippe ind til Dem. Så’n med det gode.

Nej, nej, nej! Ungdommen, – det er gengældelsen, det, ser De. Den kommer i spidsen for omslaget. Ligesom under en ny fane.

Kan De bruge mig til noget, bygmester?

Ja, det kan jeg da rigtignok nu! For De kommer også – ligesom under en ny fane, synes jeg. Ungdom imod ungdom altså –!

Nå, – er De og frøkenen her endnu?

Ja. Vi har havt mangt og meget at snakke om, vi to.

Både gammelt og nyt.

Nej, har De det?

Å, det har været så svært morsomt. For bygmester Solness – han har så’n en rent ubegribelig hukommelse, han. Alle mulige småting så husker han dem på flækken.

Se så, frøken Wangel, nu er værelset i orden til Dem.

Å, hvor snil De er imod mig!

Barnekammerset?

Ja. Det mellemste. Men først så skulde vi vel tilbords.

Hilde skal sove i barnekammerset, hun.

Hilde?

Ja, frøken Wangel heder Hilde. Jeg har kendt hende, da hun var barn.

Nej, har du det, Halvard? Nå, vær så god da. Der er dækket.

Er det sandt, som De sa’? Kan De bruge mig til noget?

De er den, som jeg sårest har savnet.

Men du store, dejlige verden –!

Nå –?

Så har jeg jo kongeriget da!

Hilde –!

Næsten, – havde jeg nær sagt.