Nå, er det Dem?

Jeg vilde bare melde, at jeg er kommen.

Ja, ja, det er godt. Er ikke Ragnar der også?

Nej, ikke endnu. Han måtte bli’ lidt og vente på doktoren. Men siden vilde han komme og forhøre sig –

Hvorledes står det sig med den gamle idag?

Dårlig. Han be’r så meget undskylde, at han må bli’ liggende dagen over.

Bevar’s vel. La’ ham endelig det. Men gå så De til Deres arbejde.

Ja. (standser ved døren.) Vil De kanske snakke med Ragnar, når han kommer?

Nej, – jeg véd ikke noget så’n særligt.

Gad vide, om han ikke dør, han også.

Han også? Hvem andre da?

Jo, jo; gamle Brovik – han dør visst også nu, Halvard. Du skal nok få sé det.

Kære Aline, skulde du ikke ud og gå lidt?

Jo, jeg skulde jo egentlig det.

Sover hun endnu?

Er det frøken Wangel, du sidder og tænker på?

Jeg kom så’n til at huske på hende.

Frøken Wangel er oppe for længe siden.

Nå, er hun det?

Da jeg var derinde, sad hun og stelled med sit tøj.

Så fik vi da brug for et barnekammers alligevel, vi, Aline.

Ja, vi fik jo det.

Og jeg synes, det er bedre, det, end at altsammen skal stå tomtrettet fra stomt.

Dette tomme er så rent forfærdeligt. Det har du ret i.

Du skal bare få sédet, Aline, at herefter blir det nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at leve. – Især da for dig.

Herefter?

Ja, tro du mig, Aline –

Mener du, – fordi hun er kommen her?

Jeg mener naturligvis, – når vi først får flyttet ind i det nye huset.

Ja, tror du det, Halvard? At det blir bedre da?

Jeg kan da aldrig tænke mig andet. Og det tror da vel sagtens du også?

Jeg tror ingen verdens ting om det nye huset.

Det er rigtignok ilde at høre for mig, dette 90 her. For det er da vel mest for din skyld, at jeg har bygget det.

I grunden gør du så altfor meget for min skyld.

Nej, nej, sligt noget må du sletikke sige, Aline! Jeg tåler ikke at høre den slags ting af dig!

Nå, så skal jeg ikke sige det da, Halvard.

Men jeg blir ved mit, jeg. Du skal nok få sé det, at det vil lage sig bra’ for dig der over i det nye.

Å gud, – bra’ for mig –!

Jo da! Jo da! Vær bare sikker på det, du! For der, ser du, – der blir der så 91utrolig meget, som kommer til at minde dig om dit eget –

Om det, som havde været fars og mors. – Og som brændte op – altsammen.

Ja, ja, du stakkers Aline. Det var et forfærdelig hårdt slag for dig, det.

Du kan bygge så meget, du i verden vil, Halvard, – for mig får du aldrig bygget noget rigtigt hjem op igen!

Nå, så la’ os i guds navn ikke snakke mere om dette her da.

Vi plejer jo ellers aldrig at snakke om det heller. For du skyder det bare ifra dig –

Gør jeg? Og hvorfor skulde jeg gøre det? Skyde det ifra mig?

Å jo, jeg forstår dig så godt, Halvard. Du vil jo så gerne skåne mig. Og undskylde mig også. Alt, – hvad du bare kan.

Dig! Er det dig, – dig selv, du taler om, Aline!

Ja, det må da vel være om mig, véd jeg.

Det også!

For med det gamle huset, – med det fik det nu endda være som det være vilde. Herregud, – når nu engang ulykken var ude, så –

Ja, det har du ret i. Ulykken rå’r en jo ikke for, – siges der.

Men det forfærdelige, som branden drog efter sig –! Det er det! Det, det, det!

Bare ikke tænke på det, Aline!

Jo, just det må jeg tænke på. Og få tale om det endelig engang også. For jeg synes ikke, jeg kan bære det længer. Og så at jeg aldrig har lov til at tilgi’ mig selv –!

Dig selv –!

Ja, for jeg havde jo pligter til to sider. Både imod dig og imod de små. Jeg skulde ha’ gjort mig hård. Ikke ladt skrækken få slig magt over mig. Ikke heller sorgen fordi hjemmet var brændt for mig. (vrider hænderne.) Å, om jeg bare havde kunnet, Halvard!

Aline, – du må love mig, at du aldrig mere vil tænke de tanker. – Lov mig endelig det, du!

Å gud, – love! Love! En kan jo love, hvad det så skal være –

Å, det er da også fortvilet, er det! Aldrig en solstråle! Ikke så meget som et streiflys engang ind i hjemmet!

Her er jo ikke noget hjem, Halvard.

Å nej, du må så sige. (tungt.) Og gud véd, om du ikke får ret i det, at det ikke blir bedre for os i det nye huset heller.

Det blir det aldrig. Lige tomt. Lige øde. Der som her.

Men hvorfor i alverden har vi så bygget det da? Kan du sige mig det?

Nej, det får du svare dig selv på.

Hvad mener du med det, Aline?

Hvad jeg mener?

Ja, for fan’ –! Du sa’ det så underligt. Som om du havde en bagtanke med det.

Nej, det kan jeg rigtignok forsikre dig –

Å, mange tak, – jeg véd nok, hvad jeg véd. Og jeg både ser og jeg hører også, jeg, Aline. Det kan du lide på!

Men hvad for noget da? Hvad for noget?

Finder du kanske ikke ud en lumsk, bortgemt mening i det uskyldigste ord, som jeg bare siger?

Jeg, siger du! Gør jeg det!

Håhåhå! Det er jo nokså rimeligt, det, 96 Aline! Når du har at trækkes med en syg mand i huset, så –

Syg! Er du syg, Halvard!

En halvgal mand da! En forrykt mand! Kald mig, hvad du vil.

Halvard, – for gud i himmelens skyld –!

Men I tar fejl, begge to. Både du og doktoren. Det er ikke slig fat med mig.

I grunden fejler der mig ingen verdens ting.

Nej, ikke sandt! Men hvad er der så ivejen med dig da?

Det er det, at jeg mangen gang holder på at segne under denne forfærdelige gældsbyrden –

Gæld, siger du! Men du står jo ikke i gæld til nogen, Halvard!

I bundløs skyld og gæld til dig, – til dig, – til dig, Aline.

Hvad er der bagved alt dette her? Sig det ligeså godt straks.

Men der er jo ingenting bagved! Jeg har aldrig gjort dig noget ondt. Ikke med vidende og vilje ialfald. Og så alligevel – så kendes det som om en knugende skyld lå og tynged på mig.

En skyld imod mig?

Mest imod dig.

Så er du – syg alligevel, Halvard.

Må vel være det. Eller noget sligt noget. (ser mod døren tilhøjre, som åbnes.) Nå! Nu lysner det.

Godmorgen, bygmester!

Sovet godt?

Vidunderlig dejligt! Ligesom i en vugge. Å, – ligget og strækket mig som – som en prinsesse!

Rigtig tilpas altså.

Skulde mene det.

Og drømt sagtens også?

Ja da. Men det var fælt.

Så?

Ja, for jeg drømte, at jeg faldt udover en forfærdelig høj, brat fjeldvæg. Drømmer De aldrig sligt noget, De?

Å jo, – en gang imellem, så –

Det er så svært spændende – når en så’n daler og daler.

Det kendes ligesom isnende, synes jeg.

Trækker De benene op under Dem, mens det står på?

Ja, så højt jeg bare kan.

Det gør jeg også.

Nu får jeg nok gå ud i byen, jeg, Halvard. (til Hilde.) Og så skal jeg sé at ta’ et og andet med, som De kan ha’ brug for.

Å, kæreste, dejligste fru Solness! De er da rigtig altfor snil også! Forfærdelig snil –

Å langt ifra da. Det er jo bare min pligt, det. Og derfor gør jeg det så gerne.

Forresten synes jeg såmænd, at jeg godt kan gå i gaderne, – så pænt, som jeg har fåt det til nu. Eller kan jeg kanske ikke det?

Oprigtig talt så tror jeg nok, at en og anden vilde sé lidt efter Dem.

Pyh! Ikke andet? Det er jo bare morsomt, det.

Ja, men folk kunde falde på at tro, at De også var gal, ser De.

Gal? Er der da så svært mange gale her i byen?

Her ser De en slig en idetmindste.

De, – bygmester!

Uf! Nej men kære, snille Halvard da!

Har De endnu ikke mærket det?

Nej, det har jeg da rigtignok ikke. (besinder sig og lér lidt.) Jo, kanske i en eneste ting alligevel.

Nå, hører du det, Aline?

Hvad er så det for en ting da, frøken Wangel?

Nej, det siger jeg ikke.

Å jo, sig det!

Nej tak, – så gal er jeg ikke.

Når du og frøken Wangel blir alene, så siger hun det nok, Halvard.

Ja så, – tror du det?

Å ja da. For du har jo kendt hende så godt før. Helt siden hun var barn, – fortæller du.

Kan Deres frue sletikke like mig, hun?

Synes De, De kunde mærke sligt noget på hende?

Kunde ikke De selv mærke det da?

Aline er ble’t så svært folkesky i de sidste årene.

Er hun det også?

Men hvis De bare kunde få lære hende rigtig at kende –. Ja, for hun er så snil – og så god – og så bra’ igrunden –

Men når hun det er, – hvorfor skulde hun så gi’ sig til at sige dette her om pligt!

Om pligt?

Ja, hun sa’ jo, at hun vilde gå ud og købe noget til mig. Fordi det var hendes pligt, – sa’ hun. Å, jeg kan ikke udstå det stygge fæle ordet!

Hvorfor ikke det da?

Nej, for det høres så koldt og spidst og stikkende. Pligt – pligt – pligt. Finder ikke De også det? At det ligesom stikker en?

Hm, – har ikke tænkt så nøje over det.

Jo da! Og når hun er så snil, – som De fortæller, hun er, – hvorfor skulde hun så sige sligt?

Men herregud, hvad skulde hun da ha’ sagt?

Hun kunde jo sagt, at hun vilde gøre det, fordi hun likte mig så forfærdelig godt. Så’nt noget kunde hun ha’ sagt. Noget, som var rigtig varmt og hjerteligt, forstår De.

Er det så, De vil ha’ det?

Ja, just så.

De har svært mange bøger, De.

Å, jeg har lagt mig til en del.

Læser De i alle de bøgerne også?

Før i tiden prøvte jeg på det. Læser De?

Nej da! Aldrig i verden – nu mere. For jeg kan så ikke finde sammenhængen i det alligevel.

Just slig er det med mig også.

Er det Dem, som har tegnet alt dette her?

Nej, det er en ung mand, jeg har til at hjælpe mig.

En, som De selv har lært op?

Å ja, han har vel sagtens lært noget af mig også.

Så er han vel svært flink da? (ser lidt på en tegning.) Er han ikke det?

Å ikke så værst. Til mit brug, så –

Jo da! Han må visst være græsselig flink.

Synes De, De kan sé det på tegningerne?

Pyt, – det krimskramset! Men når han har gå’t i lære hos Dem, så –

Å, for den sags skyld –. Her er mange 107 her, som har lært af mig. Og lige klejne blir de for det.

Nej, om jeg så skulde dø, så skønner jeg ikke, at De kan være så dum.

Dum? Synes De, jeg er så svært dum da?

Ja, det synes jeg rigtignok. Når De kan gi’ Dem til at gå her og lære alle de fyrene op, så –

Nå? Og hvorfor ikke det?

Isch, nej da, bygmester! Hvad skal det være godt for! Ingen andre end De skulde ha’ lov til at bygge. De skulde være ganske alene om det. Gøre det altsammen selv. Nu véd De det.

Hilde –!

Nå?

Hvordan i alverden er De kommen ind på dette her?

Synes De, det er så rent galt tænkt af mig, det, da?

Nej, ikke for det. Men nu skal jeg si’ Dem noget.

Nå da?

Jeg går her – uafladelig – i stilhed og i ensomhed – og tumler med den samme tanken.

Ja, det er da nokså rimeligt, det, synes jeg.

Og det har De sagtens alt lagt mærke til.

Nej, det har jeg såmænd slet ikke.

Men før, – da De sa’, at De trode jeg var – forkért? Så’n i én ting –?

Å, jeg tænkte på noget ganske andet da.

På hvad for noget andet?

Det kan jo være Dem det samme, bygmester.

Ja, ja, – som De vil. (standser ved karnappet.) Kom her hen, så skal jeg vise Dem noget.

Hvad er det?

Ser De, – der borte i haven –?

Ja?

Lige over det store stenbruddet –?

Det nye huset, mener De?

Det, som er under bygning, ja. Næsten fuldt færdigt.

Det har et svært højt tårn, synes jeg.

Stilladset står endnu.

Er det Deres nye hus, det?

Ja.

Det huset, som De snart vil flytte ind i?

Ja.

Er der barnekammerser i det huset også?

Tre, ligesom her.

Og ingen barn.

Kommer ingen heller.

Ja, er det så ikke, som jeg sa’ –?

At –?

At De er – så’n – lidt gal alligevel.

Var det dette her, De tænkte på?

Ja, på alle de tomme barnekammerserne, som jeg lå og sov i.

Vi har havt barn, – Aline og jeg.

Har De –!

To små gutter. Begge var de lige gamle.

Tvillinger da.

Ja, tvillinger. Det er nu en elleve–tolv år siden.

Og begge to er altså –? De tvillingerne har De altså ikke nu længer?

Vi beholdt dem bare så’n en snes dage. Eller knapt nok det. (bryder ud.) Å Hilde, hvor det er rent utrolig godt for mig, at De kom! For nu endelig har jeg da fåt én, som jeg kan snakke med!

Kan De da ikke det med – med hende også?

Ikke om dette her. Ikke så’n, som jeg vil og må. (tungt.) Og ikke om så meget andet heller.

Var det bare det, De mente, da De sa’, at De behøvte mig?

Nærmest var det vel det. Igår da. For idag véd jeg ikke længer så rigtig – (afbrydende). Kom her og la’ os sætte os, Hilde. Sæt De Dem der i sofaen, – så De har haven for øjne.

Har De lyst til at høre på det?

Ja, jeg vil svært gerne sidde og høre på Dem.

Så skal jeg si’ Dem det altsammen da.

Nu har jeg både haven og Dem for øjne, bygmester. Fortæl mig så! Straks!

Der borte på højden, – hvor De altså ser det nye huset –

Ja?

– der bode Aline og jeg i de første årene. For deroppe lå der dengang et gammelt hus, som havde hørt hendes mor til. Og det fik vi efter hende. Og hele den store haven, den fik vi med.

Var der tårn på det huset også?

Ikke spor af sligt noget. Det var en stor, styg, mørk trækasse at sé til udvendig. Men nokså lunt og hyggeligt inde alligevel.

Rev De så det gamle skrammelet ned da?

Nej. Det brændte for os.

Altsammen?

Ja.

Var det en svær ulykke for Dem, det?

Li’som en tar det til. Som bygmester kom jeg ivejret på den branden –

Nå, men –?

Vi havde netop fåt de to små gutterne dengang –

De stakkers tvillingerne, ja.

De kom så sunde og trivelige til verden. Og vokse gjorde de fra dag til dag, så en tydelig kunde sé det.

Småbarn vokser svært i de første dagene.

Det var det vakkreste syn, én kunde sé for sine øjne, når Aline lå der med dem begge to. – Men så kom brandnatten –

Hvad skede! Si’ det da! Brændte nogen inde!

Nej; ikke det. Alle blev reddet godt og vel ud af huset –

Nå, men hvad så –?

Skrækken havde rystet Aline så forfærdelig stærkt. Brandlarmen, – udflytningen – så’n over hals og hode, – og det til og med i den isende nattekulden –. For de måtte jo bæres ud, slig, som de lå der. Både hun og de små.

Tålte de så ikke det da?

Jo, de tålte det nok. Men med Aline blev det til feber. Og den gik over i mælken. Amme dem selv, det vilde hun jo endelig. For det var hendes pligt, sa’ hun. Og begge vore smågutter, de – (knuger hænderne) de – å!

De stod ikke det over?

Nej, det stod de ikke over. Det var det, som tog dem fra os.

Det må visst ha’ været forfærdelig svært for Dem.

Svært nok for mig. Men tifold sværere for Aline. (knytter hænderne i stille raseri.) Å, at sligt noget kan få lov til at gå for sig her i verden! (kort og fast.) Fra den dag, jeg misted dem, bygged jeg nødig kirker.

Kanske ikke gerne kirketårnet oppe hos os heller?

Ikke gerne. Jeg véd, hvor glad og let jeg var, da det tårnet stod færdig.

Det véd jeg også.

Og nu bygger jeg aldrig – aldrig sligt noget mere! Hverken kirker eller kirketårne.

Bare huse, som der kan bo folk i.

Hjem for mennesker, Hilde.

Men hjem med høje tårne og spir på.

Helst det. (slår over i en lettere tone.) Ja, ser De, – som sagt, – den branden, den bragte mig ivejret, den. Som bygmester da.

Hvorfor kalder De Dem ikke arkitekt ligesom de andre?

Har ikke lært grundig nok til det. Det, jeg kan, det har jeg for det meste gåt og fundet ud selv.

Men ivejret kom De da alligevel, bygmester.

Ovenpå branden, ja. Næsten hele haven stykked jeg ud i villatomter. Og der fik jeg bygge, akkurat som jeg selv vilde ha’ det. Og så gik det jo strygende for mig.

De må visst være en svært lykkelig mand, De. Slig, som De har det.

Lykkelig? Siger De også det? Ligesom alle de andre.

Ja, for det synes jeg da De må. Når De bare kunde la’ være at tænke på de to små barnene, så –

De to små barnene, – de er ikke så greje at komme ifra, de, Hilde.

Står de endnu så svært ivejen. Så lange, lange tider bagefter?

Lykkelig mand, sa’ De –

Ja, men er De da ikke det, – for resten?

Da jeg fortalte Dem dette her om branden – hm –

Nå da!

Var der så ikke én særlig tanke, som De – så’n fæsted Dem ved?

Nej. Hvad for en tanke skulde det være?

Ene og alene ved den branden blev jeg sat i stand til at bygge hjem for mennesker. Hyggelige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele barneflokken kunde leve i tryg og glad fornemmelse af, at det er en svært lykkelig ting, det, at være til i verden. Og mest det, at høre hverandre til – så’n i stort og i småt.

Ja, men er det ikke en svær lykke for Dem, det, at De kan gøre slige nogen dejlige hjem da?

Prisen, Hilde. Den forfærdelige pris, jeg måtte betale for at få komme til.

Men er da sletikke det til at vinde sig udover?

Nej. For at komme til at bygge hjem for andre, måtte jeg gi’ afkald, – for alle tider gi’ afkald på at få et hjem selv. Jeg mener et hjem for barneflokken. Og for far og mor også.

Men måtte De da det? For alle tider, si’r De?

Det var prisen for den lykken, som folk går og snakker om. (ånder tungt.) Den lykken, – hm, – den lykken, den var ikke billigere at få, den, Hilde.

Men kan ikke det kanske bli’ godt endnu?

Aldrig i verden. Aldrig det. Det er også 122 en følge af branden. Og af Alines sygdom bagefter.

Og så bygger De endda alle disse barnekammerserne.

Har De aldrig mærket det, Hilde, at det umulige – det ligesom lokker og roper på en?

Det umulige? (livfuld.) Jo da! Har De det også på det sæt?

Ja, jeg har det.

Så er der vel – så’n lidt trold i Dem også da?

Hvorfor trold?

Nå, hvad vil da De kalde sligt noget?

Nej, nej, kan så være, det. (hæftig.) Men må jeg ikke bli’ til et trold, – slig som det støt og stadig går mig i alting! I alting!

Hvorledes mener De det?

Læg mærke til, hvad jeg siger Dem, Hilde. Alt det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skønhed, i tryghed, i lun hygge, – i storladenhed også – (knytter hænderne.) Å, er det ikke forfærdeligt at tænke sig bare –!

Hvad er da så forfærdeligt?

At alt det må jeg gå her og veje op. Betale for. Ikke med penge. Men med menneskelykke. Og ikke med min egen lykke alene. Men med andres også. Ja, ja, ser De det, Hilde! Den pris har min kunstnerplads kostet mig – og andre. Og hver evige dag må jeg gå her og sé på, at prisen blir betalt for mig påny. Om igen, og om igen, – og altid om igen!

Nu tænker De visst på – på hende.

Ja. Nærmest på Aline. For Aline – hun havde sit livskald, hun også. Ligeså godt, som jeg havde mit. (dirrer i stemmen.) Men hendes livskald, det måtte forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen, – for at mit kunde vinde frem til – til et slags stor sejr. Ja, for De skal vide det, at Aline – hun havde sine anlæg til at bygge, hun også.

Hun! Til at bygge?

Ikke huse og tårne og spir – og sligt noget, som jeg går og driver på med –

Nå, men hvad da?

Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge barnesjæle op slig at de kunde rejse sig 125 i ligevægt og i ædle, vakkre former. Så de kunde højne sig til ranke, voksne menneskesjæle. Dette her var det, som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det ligger nu der. Ubrugt – og ubrugeligt herefter. Og til ingen verdens nytte. – Akkurat som grushaugene efter en brand.

Ja, men selv om nu så var –?

Det er så! Det er så! Jeg véd det.

Nå, men De er da i alle fald ikke skyld i det.

Ja, sé, det er det store, forfærdelige spørsmål, det. Det er tvilen, som nager mig – både nat og dag.

Dette her!

Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden. På en måde da.

De! For branden!

For det hele. For alt sammen. – Og så kanske – så rent uskyldig alligevel.

Å bygmester, – når De kan si’ sligt noget, så er De jo – syg alligevel da.

Hm, – blir nok aldrig i verden så’n rigtig frisk i det stykke.

Å –. Undskyld, herr Solness –

Nej, nej, bli’ De bare. Så er det gjort.

Å ja, – kunde det såsandt det!

Det går jo ikke bedre med Deres far, hører jeg.

Med far går det fort nedad nu. Og derfor 127 be’r jeg Dem så bønlig, – gi’ mig et par gode ord på et af bladene! Noget, som far kan få læse før han –

De må ikke snakke mere til mig om de tegningerne Deres!

Har De set på dem.

Ja, – jeg har det.

Og de duer ikke til noget? Og jeg duer vel heller ikke?

Bli’ De her hos mig, De, Ragnar. De skal få alt, som De selv vil ha’ det. Så kan De gifte Dem med Kaja. Leve sorgløs. Lykkelig kanske også. Bare ikke tænke på at bygge selv.

Ja, ja, så får jeg gå hjem og si’ far det da. For det lovte jeg ham. – Skal jeg si’ far det – før han dør?

Å, si’ ham, – si’ ham, hvad De vil for mig. Bedst, ikke at si’ ham noget! (udbrydende.) Jeg kan ikke handle anderledes end jeg gør, Ragnar!

Må jeg da få ta’ tegningerne med mig?

Ja, ta’ dem, – ta’ dem bare! De ligger der på bordet.

Tak.

Nej, nej, la’ dem ligge.

Hvorfor det?

Jo, for jeg vil også sé på dem.

Men De har jo – (til Ragnar.) Nå, så la’ dem bli’ liggende her da.

Gerne det.

Og gå så straks hjem til Deres far.

Ja, jeg får vel det.

Ragnar, – De må ikke kræve noget af mig, som jeg ikke kan! Hører De det, Ragnar! De må ikke det!

Nej, nej. Undskyld –

Dette her var svært stygt af Dem.

Synes De også det?

Ja rigtig fælt stygt, var det. Og hårdt og ondt og grusomt også.

Å, De skønner ikke, hvorledes jeg har det.

Alligevel –. Nej, De skulde ikke være slig, De.

De sa’ jo selv nu nylig, at det bare var mig, som skulde ha’ lov til at bygge.

Sligt kan jeg si’. Men De må ikke.

Jeg sagtens mest. Så dyrt, som jeg har købt min plads.

Nå ja, – med noget, som De kalder for huslig hygge – og sligt noget.

Og med min sjælefred på købet.

Sjælefred! (inderlig.) Ja, ja, det har De ret i! – Stakkers bygmester, – De bilder Dem jo ind at –

Sæt De Dem nu bare ned igen, Hilde. Så skal De få høre løjer.

Nå da?

Det høres ud som en så latterlig liden ting. For hele stadsen drejer sig bare om en spræk i en skorstenspibe, ser De.

Ikke om noget andet?

Nej, ikke så’n til at begynde med.

Sprækken i skorstenspiben altså!

Jeg havde lagt mærke til den revnen i piben længe, længe før det brændte. Hver gang jeg var oppe på mørkloftet, så jeg efter, om den var der endnu.

Og den var?

Ja. For ingen andre vidste om den.

Og De sa’ ingenting?

Nej, jeg gjorde ikke det.

Tænkte ikke på at gøre piben istand heller?

Tænkte nok, – men kom aldrig videre. Hver gang jeg vilde gå ivej med det, var det akkurat li’som en hånd la’ sig imellem. Ikke idag, tænkte jeg. Imorgen. Blev aldrig til noget.

Ja, men hvorfor gik De nu slig og søled da!

Fordi jeg gik i funderinger. (langsomt og dæmpet.) Gennem den lille svarte sprækken i skorstenspiben kunde jeg kanske vinde mig tilvejrs – som bygmester.

Det må ha’ været spændende.

Uoverkommeligt næsten. Helt uoverkommeligt. For dengang stod det for mig som noget så let og så ligetil altsammen. Jeg vilde, at det skulde være så’n ved vintertid. Lidt før middag. Jeg skulde være ude og køre Aline i spidsslæden. Folkene hjemme, de havde fyret svært i ovnene. –

Ja, for det skulde vel være fælt koldt den dagen?

Temmelig skærende – så’n. Og de vilde, at Aline skulde ha’ det rigtig godt og varmt, når hun kom ind.

For hun er visst frysende af sig, hun.

Hun er det. Og så skulde det være på hjemvejen, at vi så røgen.

Bare røgen?

Først røgen. Men da vi kom frem til haveporten, så stod hele den gamle trækassen i væltende ildsluer. – Så’n var det, jeg vilde ha’ det, ser De.

Men herregud, at det ikke kunde kommet slig da!

Ja, det må De nok sige, Hilde.

Nå, men hør nu her, bygmester. Er De nu også så ganske viss på, at branden kom fra den lille sprækken i skorstenspiben?

Nej, tvert imod. Jeg er ganske viss på, at sprækken i skorstenspiben sletikke havde noget så’n med branden at gøre.

Hvad for noget!

Det er bragt fuldt på det rene, det, at branden brød ud i et klædekammers, – på en ganske anden kant af huset.

Men hvad er det så De sidder og våser om denne her sprukne skorstenspiben da!

Må jeg få snakke lidt mere med Dem, Hilde?

Ja, hvis De bare vil snakke fornuftig, så –

Skal prøve på det.

Ryk ud med det da, bygmester.

Tror ikke De også det, Hilde, at der findes enkelte udkårne, udvalgte mennesker, som har fåt nåde og magt og evne til at ønske noget, begære noget, ville noget – så ihærdigt og så – så ubønhørligt – at de må få det tilslut. Tror De ikke det?

Hvis så er, vil vi engang få se – om jeg hører til de udkårne.

Det er ikke en selv alene, som virker så store ting. Å nej, – hjælperne og tjenerne, – de får nok være med, de også, hvis det skal bli’ til noget. Men derettet fra De kommer aldrig af sig selv, de. En må rope rigtig ihærdig på dem. Så’n indvendig da, skønner De.

Hvad er det for nogen hjælpere og tjenere, det?

Å, det kan vi snakke om en anden gang. La’ os nu bli’ ved dette her med branden.

Tror De ikke, at den branden var kommet ligefuldt – om ikke De havde ønsket det?

Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var det aldrig i verden brændt så belejligt for ham. Det er jeg så sikker på. For han forstår ikke at rope på hjælperne, han, og ikke på de tjenende heller. (rejser sig i uro.) Ser De, Hilde, – det er altså alligevel mig, som er skyld i, at begge smågutterne måtte bøde med livet. Og er jeg kanske ikke skyld i det også, at Aline ikke 137er ble’t til det, som hun skulde og kunde. Og som hun helst vilde.

Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og tjenerne, så –?

Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min vilje. (i stigende oprør.) Det er det, som godtfolk kalder at ha’ lykken med sig. Men jeg skal sige Dem, jeg, hvorledes den lykken kendes! Den kendes som et stort, hudløst sted her på brystet. Og så går hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre mennesker for at lukke mit sår! – Men såret heles ikke endda. Aldrig, – aldrig! Å, om De vidste, hvor det kan suge og svie iblandt.

De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.

Si’ gal. For det mener De jo.

Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på forstanden.

På hvad da? Ud med det!

Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til verden med en skranten samvittighed.

Skranten samvittighed? Hvad er det for noget dævelskab?

Jeg mener, at samvittigheden er svært skral hos Dem. Så’n finbygget. Tåler ikke at ta’ tag. Ikke løfte og bære det, som tungt er.

Hm! Hvorledes skulde så samvittigheden være da, må jeg spørge?

Hos Dem vilde jeg helst, at samvittigheden skulde være så’n – så’n rigtig robust.

Så? Robust? Nå. Har De kanske en robust samvittighed?

Ja, jeg tror nok det. Jeg har ikke mærket andet.

Har vel ikke været sat synderlig på prøve heller, tænker jeg.

Å, det var da ikke så ligetil at rejse ifra far, som jeg holder så forfærdelig af.

Å hvad! Så’n for en måneds tid eller to –

Jeg kommer visst aldrig hjem igen.

Aldrig? Hvorfor rejste De fra ham da?

Har De nu glemt igen det, at de ti årene er omme?

Å snak. Var der et eller andet ivejen hjemme? Nå?

Det var dette her indeni mig, som jog og pisked mig hid. Lokked og drog mig også.

Der har vi det! Der har vi det, Hilde! Der bor trold i Dem også. Li’som i mig. For det er troldet i en, ser De, – det er det, som roper på magterne udenfor. Og så må en gi’ sig, – enten en så vil eller ikke.

Jeg tror næsten De har ret, bygmester.

Å, der er så urimelig mange dævler til i verden, som en ikke ser, Hilde!

Dævler også?

Snille dævler og onde dævler. Lyshårede dævler og svarthårede. Vidste en bare altid, om det er de lyse eller de mørke, som har tag i en! (driver om.) Håhå! Det var ingen sag da!

Eller en havde en rigtig frodig, struttende sund samvittighed. Så en turde det, en helst vilde.

Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrælinger, som jeg, i det stykke.

Kan såmænd godt være, det.

I sagabøgerne –. Har De læst noget i disse her gamle sagabøgerne?

Ja da! I den tiden jeg læste bøger, så –

I sagabøgerne står der om vikinger, som sejled til fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd ihjæl –

Og fanged kvinder –

– og beholdt dem hos sig –

– tog dem hjem med sig på skibene –

– og bar sig ad med dem, som – som de værste trold.

Jeg synes, det måtte være spændende.

Ja, at fange kvinder, ja?

At bli’ fanget.

Nå så.

Men hvor vil De så hen med disse her vikingerne, bygmester?

Jo, for de karene, de havde robust samvittighed, de! Når de kom hjem igen, så kunde de både æde og drikke. Og glade som barneunger var de også. Og kvinderne da! De vilde mangengang sletikke ifra dem igen. Kan De skønne sligt, Hilde?

De kvinderne kan jeg så forfærdelig godt skønne.

Åhå! Kanske De selv kunde gøre ligedan?

Hvorfor ikke det?

Leve sammen – frivillig – med så’n en voldsmand?

Hvis det var en voldsmand, som jeg var kommet til at holde rigtig af, så –

Kunde De da komme til at holde af en slig en?

Herregud, en kan da ikke selv hjælpe for, hvem en kommer til at holde af, véd jeg.

Å nej, – det er vel troldet indeni en, som rå’r for det.

Og så alle disse velsignede dævlerne, som De kender så godt. Både de lyshårede og de mørkhårede.

Så vil jeg ønske, at dævlerne vælger nænsomt for Dem da, Hilde.

For mig har de alt valgt. En gang for alle.

Hilde, – De er ligesom en vild skogfugl, De.

Langt ifra det. Jeg gemmer mig ikke bort under buskerne.

Nej, nej. Der er nok snarere noget af rovfuglen i Dem.

Snarere det – kanske. (i stor hæftighed.) Og hvorfor ikke rovfugl! Hvorfor skulde jeg ikke gå på rov, jeg også? Ta’ det bytte, jeg har lyst til? Hvis jeg såsandt kan få kløerne i det da. Vinde bugt med det.

Hilde, – véd De, hvad De er for noget?

Ja, jeg er jo så’n en slags underlig fugl.

Nej. De er ligesom en gryende dag. Når jeg ser på Dem, – da er det som om jeg så imod solopgangen.

Sig mig, bygmester, – er De viss på, at De aldrig har ropt på mig? Så’n indvendig?

Jeg tror næsten, at jeg må ha’ gjort det.

Hvad vilde De med mig?

De er ungdommen, De, Hilde.

Ungdommen, som De er så ræd for?

Og som jeg igrunden stunder så sårt imod.

Det var altså disse her tegningerne –

Læg de grejerne væk! Jeg har set nok på dem.

Ja, men De skal jo skrive på dem for ham.

Skrive på dem! Aldrig i verden.

Men når nu den stakkers gamle manden ligger for døden da! Kan De så ikke gøre ham og sønnen en glæde før de skilles? Og kanske han så kunde få bygge efter dem også.

Ja, det er jo netop det, han kan. Det har han nok sikkret sig, han, – den mosjøen.

Men herregud, – når så er, – kan De så ikke lyve en bitte liden smule da?

Lyve? (rasende.) Hilde, – gå fra mig med de fandens tegningerne!

Nå, nå, nå, – bid mig da ikke. – De snakker om trold, De. Jeg synes, De selv bær’ Dem ad som et trold. (ser sig om.) Hvor har De pen og blæk?

Har ikke sligt noget herinde.

Men ude hos den frøkenen har De da –

Bli’ hvor De er, Hilde! – Jeg skulde lyve, sa’ De. Å ja, for hans gamle fars skyld kunde jeg nok det. For ham har jeg engang knækket. Kastet overende.

Ham også?

Jeg trængte plads for mig selv. Men denne her Ragnar, – han må ikke for nogen pris få lov til at komme frem.

Stakker, det gør han vel heller ikke. Når han ikke duer til noget, så –

Kommer Ragnar Brovik frem, så slår han mig til jorden. Knækker mig, – ligesom jeg gjorde med hans far.

Knækker Dem! Duer han da?

Ja, det kan De lide på, at han duer! Han er den ungdom, som står færdig til at banke på hos mig. Og gøre det af med hele bygmester Solness.

Og endda så vilde De stænge ham ude. Fy, bygmester!

Den har kostet hjerteblod nok, den kamp, jeg har kæmpet. – Og så er jeg ræd, at hjælperne og tjenerne, de lystrer mig ikke længer.

Så får De lægge ivej på egen hånd da. Der er ikke andet for.

Håbløst, Hilde. Omslaget kommer. Lidt før eller lidt senere. For gengældelsen, den er ubønhørlig, den.

Snak da ikke sligt noget! Vil De ta’ livet a’ mig! Ta’ fra mig det, som er mig mere end livet!

Og hvad er det?

At sé Dem stor. Sé Dem med en krans i hånden. Højt, højt oppe på et kirketårn. (atter rolig.) Nå, frem med blyanten da. For en blyant har De vel på Dem?

Her har jeg en.

Godt. Og så sætter vi os her, vi to, bygmester.

Og så skriver vi på tegningerne. Rigtig, rigtig pænt og varmt skriver vi. For denne her stygge Roar – eller hvad han heder.

Si’ mig en ting, Hilde.

Ja?

Når De nu altså har gå’t og ventet på mig i ti år –

Hvad så?

Hvorfor skrev De ikke til mig? Så kunde jeg ha’ svaret Dem.

Nej, nej, nej da! Det var just det, jeg ikke vilde ha’.

Hvorfor ikke?

Jeg var ræd for, at det kunde gå istykker for mig da. – Men vi skulde jo skrive på tegningerne, bygmester.

Vi skulde jo det.

Så godt og hjertevarmt. Å, hvor jeg hader, – hvor jeg hader denne Roald –

Har De aldrig holdt så’n rigtig af nogen, De, Hilde?

Hvad siger De?

Om De aldrig har holdt af nogen.

Af nogen anden, mener De vel?

Af nogen anden, ja. Har De aldrig det? I disse ti årene? Aldrig?

Å jo, så en gang imellem. Når jeg var rigtig gal på Dem, fordi De ikke kom.

Da brød De Dem om andre også?

En liden smule. For en uges tid eller så. Herregud, bygmester, De véd da vel, hvorledes sligt noget har sig.

Hilde, – hvad er det, De er kommen for?

Spild ikke tiden med snak. Den stakkers gamle manden kunde gerne ligge der og dø for os imens.

Svar mig, Hilde. Hvad er det, De vil mig?

Jeg vil ha’ mit kongerige.

Hm –

Her har jeg ta’t med mig lidt til Dem, frøken Wangel. De store pakkerne blir sendt ud siden.

Å, hvor det er inderlig snilt af Dem alligevel!

Bare simpel pligt. Sletikke andet.

Aline!

Ja?

Så du om hun – bogholdersken var derude?

Ja naturligvis var hun der.

Hm –

Hun stod ved pulten, som hun altid plejer – når jeg går igennem værelset.

Så vil jeg gi’ det til hende da. Og si’ hende, at –

Å nej, la’ da mig få ha’ den glæden! (går mod døren, men vender sig.) Hvad heder hun?

Hun heder frøken Fosli.

Isch, det høres jo så koldt! Til fornavn, mener jeg?

Kaja, – tror jeg.

Kaja! Kom her ind! Skynd Dem! Bygmesteren vil snakke med Dem.

Her er jeg –?

Se her, Kaja! De kan ta’ dette her til Dem. For nu har bygmesteren skrevet på.

Å, endelig da!

Gi’ det til den gamle så fort De kan.

Jeg vil gå straks hjem med det.

Ja, gør det. Og så kan jo Ragnar komme til at bygge.

Å, må han få komme her hen og takke Dem for alt –?

Jeg vil ingen tak ha’! Hils og si’ ham det fra mig.

Ja, jeg skal –

Og si’ ham så med det samme, at herefter har jeg ikke nogen brug for ham. Og ikke for Dem heller.

Ikke for mig heller!

Nu får De jo andre ting at tænke på. Og ta’ vare. Og det er jo bare bra’, det. Ja, gå så hjem med tegningerne, frøken Fosli. Fort! Hører De det!

Ja, herr Solness.

Gud, for nogen lumske øjne hun har.

Hun! Det stakkers lille fæet.

Åh, – jeg ser nok, hvad jeg ser, jeg, Halvard. – Siger du dem virkelig op?

Ja.

Hende også?

Var det ikke så, du helst vilde ha’ det?

Men at du kan undvære hende –? Å ja, du har vel sagtens en i baghånden, du, Halvard.

Ja,jeg duer ialfald ikke til at stå ved skrivepulten.

Nå, nå, nå, – det gir sig nok, Aline. Nu skal du bare tænke på at flytte ind i det nye hjemmet – så fort du kan. Ikveld hejser vi kransen oppe – (vender sig til Hilde)– helt øverst oppe på tårnspiret. Hvad siger De til det, frøken Hilde?

Det blir forfærdelig dejligt at få sé Dem så højt oppe igen.

Mig!

Å gud, frøken Wangel, forestil Dem da ikke sligt noget! Min mand –! Så svimmel, som han er!

Svimmel! Nej, det er han da rigtignok ikke!

Å jo såmænd er han så.

Men jeg har jo selv set ham øverst oppe på et højt kirketårn!

Ja, jeg hører jo folk snakker om det. Men det er så rent umuligt –

Umuligt, – umuligt, ja! Men jeg stod nu deroppe, alligevel, jeg!

Nej, hvor kan du nu sige det, Halvard? Du tåler jo ikke engang at gå ud på altanen heroppe i anden etage. Slig har du jo altid været.

Du kunde kanske få sé noget andet ikvæld.

Nej, nej, nej! Det skal jeg da med guds hjælp aldrig få sé! For jeg vil straks skrive til doktoren. Og han skal nok få dig fra det.

Men Aline da –!

Jo, for du er jo syg, Halvard! Dette her kan ikke være noget andet! Å gud, – å gud!

Er det så eller er det ikke?

At jeg er svimmel?

At min bygmester ikke tør, – ikke kan stige så højt, som han selv bygger?

Er det slig, De ser på den sagen.

Ja.

Jeg tror snart ikke en krog i mig kan være sikker for Dem.

Der oppe altså. Helt der oppe –

I det øverste tårnkammerset kunde De få bo, Hilde. – Kunde få det der som en prinsesse.

Ja, det har De jo lovet mig.

Har jeg egentlig det?

Fy, bygmester! De sa’, at jeg skulde bli’ prinsesse. Og at jeg skulde få et kongerige af Dem. Og så tog De og – Nå!

Er De ganske viss på, at det ikke er så’n en drøm, – en indbildning, som har fæstnet sig hos Dem?

For De gjorde det kanske ikke?

Véd knapt selv –. (sagtere.) Men det véd jeg rigtignok nu, at jeg –

At De –? Si’ det straks!

– at jeg burde ha’ gjort det.

Aldrig i verden er De svimmel!

Ikvæld hejser vi altså kransen, – prinsesse Hilde.

Over Deres nye hjem, ja.

Over det nye huset. Som aldrig blir hjem for mig.

– – – forfærdelig spændende – –