14. februar 1872. Brev til Susanna Ibsen.

Brevs. 200

Rom den 14^de Februar 1872.

De var saa inderlig god mod mig kjere Fru Ibsen, under mit lange nødtvungne, ellers uudholdelige Ophold i Dresden, viste mig saamegen Interesse, at jeg maa tro den har fulgt mig ogsaa uden for Perronen, hvor vi skiltes, og at det ikke vil være Dem ukjert, at høre hvordan det videre er gaaet mig. At det for største Del bliver en «Jeremiade», kan De omtrent beregne selv, om De ikke havde temmelig bestemte Antydninger dertil i mine Udgydelser for Dem, naar vi saadan sad de hyggelige Aftener sammen. Men hvorfor er De og Deres Søster Marie Daae Thoresen (1834–74) ogsaa af dem der opmuntre Saadanne, ja viser dem en farlig Deltagelse? Altsaa en Jeremiade – (jeg har ingen Grund til ikke at beholde Ordet hvormed man allerede har døbt de enkelte Stykker Selvoplevelse der hist og her ere komne frem) – bliver det, belav Dem kun derpaa!

Fra Dresden gik det altsaa afsted, idet jeg samlede fortvivlet al den Smule 2Evne der er givet mig til at møde Situationen ^{som den jeg var stillet i[.]} Denne skjerpede Agtpaagivenhed, med dertil hørende Angst, er i sig selv nok til at gjøre en saadan Reise lidelsesfuld, selv om den fører heldig gjennem Skjærene, hvilket jeg desværre ikke kan sige lykkedes mig. Kulden tog til i en følelig Grad og forlod os ikke førend jeg^vi var over Brenneralpene. Jeg tænkte først paa at overnatte i ‹Innspruck›, for at undgaa Nattetoget over Fjeldet, men det var for tidlig Kl 5 om Eftermiddagen at gaa til Ro. Gid jeg dog havde gjort det! Her begyndte først mine egentlige Møisommeligheder. Slettere Kupeer ^{ingen reserve[re]de}, en brutal Konductør, der vilde tvinge mig til at sidde alene i en Kupé med en eneste Herre, da jeg vægrede mig derfor og sprang ind i en anden, her var dog en Dame og en Herre, men ak den første gik snart sin Vei! .. Samme Nød! Man tænker sig jo saadan midt om Natten paa det vilde Fjeld, alleslags Rædsler hentede fra ‹Vaggon› Krøniken; og alene Forestillingen derom gjør det jo saare uhyggeligt. Efter en ny Scene med den fæle Konductør, hvem jeg maatte true med Angivelse – foretrak jeg en ‹…›Kupé hvori der var 4 Herrer – thi der var næsten ikke Damer med! – 3altid bedre! men den Ondskabsfulde hævnede sig ved at tage min Varmeflaske bort, saa jeg omtrent fra Midnat indtil vi Kl 4 naaede Verona, sad stiv af Frost. Da jeg her vaagnede op af en Slags Forstenelse, ser jeg alle stige ud og paa mit Spørgsmaal, om der skal byttes Tog, svares der «Oui, madame, oui![»] Jeg følger Strømmen ud mod den anden Side, men intet Train er at se der – jeg tror fremdeles at det er i Nærheden – men til min Skræk forsvinder den Ene efter den anden af mit Følge og jeg står der midt i den fremmede By, idet tilsidst alene, altid med min ingenlunde lette Kuffert i Haanden. Af et ‹…› en Langer jeg mødte, der saa skikkelig ud, fik jeg vide, at Banegaarden ^{han nævnte mig En, der viste sig at ligge uhyre fjernt fra den jeg havde forladt, lige i den modsatte Side af Byen!} befandt sig uden for en af Byens Porte ^‹…› – Vogn var der ikke at se, han skaffede mig en Bærer. Tænk Dem nu Situationen kjere Venner! muttersalene med denne, en sand Lazzaron i den overmaade slet oplyste By. Jeg kunde 4jo ikke vide hvor han førte mig, det var ^gjennem nogle skrækkelige Gyder syntes jeg der ofte kun belystes af en Lampe ved Enden af ^‹samme› – – havde han villet benytte sig af Leiligheden, vilde det have været den letteste Sag af Verden. ^{Kufferten holdt han allerede i Haanden.} Jeg befalede mig virkelig min Sjel Gud i Vold, jeg var vis paa, at slap jeg ud af den ene Fare, var en Anden mig dog vissere: at jeg ikke holdt Løbet ud, jeg tænkte mig nemlig bestandig det ventende Train der kunde gaa fra mig. Midt i dette Mørke skimtede jeg pludselig nogle Lys bevæge sig langt borte der nærmede sig. Det var 6 af dem der med en underlig Regelmæssighed bevægede sig. Det var et natligt Ligtog, 4 bar Kisten, bag efter gik en Pater med en sort tilsløret Kvinde. Hvilket Indtryk det gjorde kan det dømmes om. Ankommen til Banegaarden fik jeg vide at – jeg skulde blevet hvor jeg var. Det manglede bare. Herfra kunde jeg vistnok ogsaa gaa, men først Kl 3 om Eftermiddagen. At vente i den tomme iskolde Ventesal, i den Tilstand jeg var, syntes mig dog tilsidst for frygtelig og vilde vel ufeilbarlig 5hjem‹…› ^{bragt mig} en eller anden dødbringende Forkjølelse i hvilken Skikkelse man nu kunde tænke sig den, altsaa ind i Byen igjen, til et Hotel, vel i et ganske koldt Værelse, men der var dog en Seng at putte sig ned i. Saaledes kom jeg da taalelig i Behold til Bologna, hvor der mødte mig en ny Række Fataliteter, hvorom nærmere i mit Brev til Ibsen. Jeg nævner ikke engang den Ubehagelighed, bare man stiger ud paa en Station at se sig omringet af en Hob mistænkelige Skikkelser: Bærere, Kommissionære for Vertshuse i Nærheden, der blive ved at forfølge En, ligesaalidt vil jeg tale om det jevne Snyderi man er et Offer for, hvorledes mine stakkels tydske Sedler og tilsidst et Par af Guldmynterne smeltede ind i Omsætningen – i München tror jeg det var, betalte jeg omtrent 10 s[killing] norsk for at vadske mine Hænder! – Det er ikke Røveren med Karabin paa Nakken, som ærligt afkræver En: tu bourse ou la vie,tu bourse ou la vie] pengene eller livet som ere de værste. Jeg skjelner mellem de Tamme og de Vilde.

Søndag Aften saa jeg da Maalet for mine 6Reiselidelser. Mit Haab, min Drøm om straks at kunne nyde den Nydelse at kunne hvile ud i et hyggeligt Værelse, blev dog skuffet, ellers havde det ikke været komplet. I næsten tre Timer – jeg betalte dog derfor – kjørte jeg fra Hotel til Hotel, alle overfyldte paa Grund af Karnevalet – indtil Jonas Lie,Jonas Lie (1833–1908) fik mig anvist et lidet daarligt Hotel i Nærheden af ham. Her gjorde jeg idetmindste grundig Kjendskab med det romerske Smuds, om ikke andet, og da jeg efter 6 Dage (a 5 fr!) saalænge maatte jeg holde ud, tog d‹…› endelig slap derfra, radskede jeg ligetil Støvlehanleren, saa jeg kan sige bogstavelig at have rystet Støvet af mine Fødder – For Øieblikket, kun for at vinde Tid, til at søge et privat Logi, befinder jeg mig i ‹et› en meget elegant Pension, hvor der er kjedeligt, ubekvemt og dyrt. Jeg ser og aner en Herlighed omkring mig, men som jeg endnu er for træt til at nyde Noget af. Det er især en sjelelig Nedstemmelse der har knuget mig siden jeg kom hid, endelig er Maalet 7for mine Ønsker naaet, men den Friskhed hvormed jeg for Ex. modtog de første Indtryk under mine Pariserophold er ikke Spor af. Jeg tror jeg var for overanstrængt da jeg forlod Dresden. Og saa føler [jeg] mig saa skrækkelig alene her – med Tanken paa den uhyre Afstand mellem Mine! Her er Ingen jeg kan slutte mig til, de Individer hvorom der kunde være Tale, ere Alle saa omgivne at jeg taber Modet blot ved at tænke derpaa. Der er Fru Brodtkorb,Elise Brodtkorb, født Maschmann (1831–1914) det er en fin, yndig Sjel tror jeg, men hun har en Vagt af 4 unge Damer omkring sig – Jonas Lie: En stor Familie. Fru Munch,Amalie Munch (1832–1905) som jeg vist havde regnet paa, da jeg holder meget af hende, er for mig rent inabbordable.inabordable] utilgjengelig Hun har ikke alene den undgaaelige Frøken Bjerre/danskFrøken Bjerre/dansk] ikke identifisert med, men denne igjen sin Veninde, en gammel svensk Enkefrue, dertil Guvernanten for Barnet, altsaa en hel skandinavisk Garde, alle disse lave en Familie, og have leiet en hel meget 8elegant Leilighed paa CorsoCorso] Via del Corso: en gate i Roma til 500 franc om Maaneden, alting i Huset, prægtig Opvartning. Men MunchAndreas Munch (1811–84) selv synes jeg ikke ser rigtig glad ud, men mere gnaven og smaatrættekjer end sædvanlig, jeg tror ikke heller noget kan ‹stegge› en Aand som hans mere, end saadan daglig Tvang, i Forening med et mageligt Velvære. 5 Individ omkring ham, der alle leve et Kaminliv, ikke En med hvem han kan gaa ud! Det er en stor Misforstaaelse at reise til Rom i saa stort Kompagni – (I saadan liden Stat er der aldrig rigtig ligevægtigt; En er gjerne Offeret.[)] Alene er ligesaagalt, det føler jeg nu. Ak hvad vilde jeg ikke give om jeg havde min venlige kjere Frøken Marie her! At De boede her og jeg kunde ty hen til Dem! Fra Fru ColbanMarie Colban (1814–84) har jeg havt et hjerteligt Brev, hun forlader nu Paris, da Fru ‹Rechnitz›Fru ‹Rechnitz›] ikke identifisert er syg, for at tage til hende i Baden Baden. Hun lægger alle mulige Planer for at vi skulle mødes og leve sammen. Det er saagodt som min eneste gjenlevende Veninde. Men gode Gud! Arket er jo ude! Jeg faar knapt Rum til at sige Dem Farvel og saameget andet der ligger mig paa Hjertet. Skriv intet Ord om mine Reisefata hjem, men skriv heller til mig derfor vil jeg være Dem langt taknemligere. En venlig Hilsen til den elskværdige gamle Frøken ‹Rutkopf›.Frøken ‹Rutkopf›] ikke identifisert

Farvel kjere gode Fru Ibsen glem ikke ganske Deres Camilla C.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.