1. juni 1882. Brev til Susanna Ibsen.

Brevs. 200

Paris 1^ste Juni 1882 Cité Retiro 9.

Hvilken Masse ubesvarede Breve der har hobet sig op omkring mig, og høiest og mest tyngende på min Samvittighed står Deres, kjere Fru Ibsen. Jeg har jo slet ikke ladet høre fra mig siden Deres sidste, hvori De så kjerlig udtaled Deres Deltagelse for det Uheld der traf mig forrige Sommer, og hvilken Tid der ligger derimellem! Det er vanskelig at vide hvad Navn man skal give et sådant Liv som det jeg har ført denne Vinter. Opholdet hos de gode Søstre af St. Augustin 2hvor jeg levede ganske udestængt fra Verden, vil jeg kalde indholdsrigere lykkeligere end dette, tilbragt under en idelig Vexling af disse Dagdriverasyler man kalder pensions de famille mest befolket af Engelskmænd med deres Familier. De Landsmænd og do –inder man kan treffe – vi tale om Paris – er heller altid af de Heldigste. Chancen for at treffe godt Selskab ude, er ulige større i de andre store Centralbyer end i Paris, navnlig er det Tilfældet med Rom, som jeg nok tror trækker det bedste til sig. I Paris er det en Plage med denne Oversvømmelse af Engelske og så som de snakker disse Mennesker! og vil man høre til, er det altid noget kjedeligt, ubetydeligt 3^{det dreier sig om.} Dette kan man holde ud, når man selv befinder [sig] i en normal Tilstand, så at man blot betragter disse Etablissementer som Aftrædelsespladse hvor der kan soves og spises, og intet andet. Men desværre har min lange smertelige Sygetilstand, der hindrede mig i den for mig så nødvendige Bevægelse, efterladt en nervøs Slaphed, der har hindret mig i at deltage i noget. Når mine Landsmændinder foer ud til alle Kanter for at søge Adspredelsene, sad jeg alene hjemme i den kjedelige Salon. Så gik Vinteren hen, Våren, der er så deilig i Paris kom og så kunde man dog spadsere. Hver Dag gik det da over den nærliggende Konkordeplads 4altid med lidt Livsfare, hen til min kjere Tuillerihave hvor jeg spiste Vafler og hørte på Musikken, dog altid ene og traurig. Jeg kunde ikke finde mig selv igjen. En Gang var jeg i Versailles, ellers mit Yndlingsted dennegang trættede mig. Engang var jeg på et Bal hos Grevy,Grevy] ikke identifisert jeg følte en Væmmelse derved. Bedre gik det mig ikke den eneste Gang jeg lod mig overtale til at gå i den skandinaviske Forening. De må ikke indbilde Dem kjere Fru Ibsen at man i Paris treffer et så exclusivt godt Selskab som det i Rom. Det er her ^{i Rom} Reisearistokratiet fornemmelig søger hen, Folk med høiere Interesser, der vil leve smukt 5og nu Ibsen selv! Han vilde ikke holde det ud. Nei aldeles ikke. Lad ham glæde sig i sin olympiske Fjernhed og lad os Alle glæde os i den, der gjør det muligt for ham, at sende os sådanne Ting. Dertil skal Ro og Kraft. Men hvorfor altid lade sine Bomber springe i vore Kyststæder og Småbyer? Hvorfor ikke sende en rigtig kraftig Vækker til os directe, og lade den falde lige ned på Stortorvet eller Karl Johans Gade – bed ham om det! Her, netop her trænger vi til 6dem. Denne Råhed og Brutalitet der nu tager Overhånd på den ene Side, denne dennedenne denne] feil for: denne (ordet er feilaktig blitt skrevet to ganger) ^‹fatale› Pasivitet, denne ynkværdige forskræmte Holdning der iagttages fra den anden Side – Mariaidetstilleliteraturen – Kirsten, Dagny, Gjertrud og hvad det Altsammen hedder. Den eneste der for Tiden begunstiges af Publikum og Pressen, det vil da sige af dHrr. Rådende, begunstiges, proklameres i Alenlange Reklamer i alle Aviser anbefales i alle Anmeldelser, sandsynligvis^naturligvis som den mest hensigtsmæssige Lekture til at støtte Freden – Fred til at slåes, til at maltraktere hinanden 7i Ro og ellers være i Fred for at «se Kvinden» og tænke noget alvorlig på at hun er til. O Ibsen, Ibsen store Ibsen, jeg har aldrig følt Dit Værd som nu! Da jeg må opleve og se alt dette skudt frem og beundret, men alt andet der redelig vil noget andet på det skjændigste undertrykt.

Hør Fru Ibsen, ved min Hjemkomst, det vil da sige Opholdet her dennegang har jeg en Følelse som om jeg var kommet til en død Stad. 8Jeg taler jo næsten udelukkende med Damer og det hele har efterladt et Indtryk som Sagnet om Konen der ikke passed Tiden men kom for tidlig til Froprækenen Julemorgen. Hun så sig blandt lutter afdøde Personer, Præsten inklusiv, der stirrede på hende og greb efter hende, da hun forfærdet flygtede ud.

Nu nok derom. Der må og skal dog i dette, alt for lange Brev, levnes mig Plads til at takke SigurdSigurd Ibsen (1859–1930) fordi han tænkte på mig og sendte mig et Exemplar af sin Dissertazione di Laurea. Uagtet jeg ikke forstår et Ord, er jeg glad og stolt af ham som en gammel Tante, der har en Nevø som gjør Familien Ære. Far nu vel. Deres altid hengivne

Camilla Collett.

Ser De Frøken Riis,Fanny Riis (1835–1924) så hils hende. Vær dog overmåde forsigtig med at meddele hende noget ‹herom.› Adresser Breve som De muligvis vilde sendt mig – og De ved hvor de vil glæde mig – til Bureauchef CollettAlf Collett (1844–1919) Incognito / ‹venstre› 29. Chr.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.